Forfatter: Jens Otto Madsen

Jensen & Christensens møbelforretning og ligkistemagasin, Nørregade i Brønderslev.

Lene Haugaard Christensen, der er barnebarn til stifteren Christensen har bidraget med dette skriv:

Min farfar var Christensen i dette snedkerfirma. Han var født i 1894. Så mit bedste bud er at Jensen og Christensen startede firmaet cirka 1924 ish. Min farfar købte Jensen ud, og senere kom min far med i firmaet, han stod i lære der. I baglokalerne var der omkring 6-8 høvlebænke en til hver ansat snedker. Det kom så til at hedde Christensen & Søn.

På loftet var der mange interessante ting fx en stor slæde, som de bragte møblerne ud på om vinteren. Der var også en limovn til møbellakken den gav min far til Brønderslev museum, da mine forældre afviklede butikken.  Min far, Sven Haugaard Christensen der havde stået i lære i firmaet, som snedker, overtog forretningen da min farfar døde, ca. 1963.

Jeg gik altid på opdagelse på loftet i den gamle bygning som barn.

I gamle dage var det jo også møbelsnedkerne, der lavede kister, derfor var det både en møbel- og bedemandsforretning, som mine forældre førte videre fra min farmor og farfar.

Det sjove eller finurlige ved de gamle møbler er jo de hemmelige rum. Jeg elskede, når min far viste mig dem, for de var virkelig hemmelige og godt skjult i møblerne, og hvis man ikke får dem vist, vil man aldrig gætte på, at de er der.

Min mor, Inge Christensen og jeg brugte noget tid sammen, hvor vi afsyrede og restaurerede nogle af de helt gamle møbler.

Senere kom de finere træsorter teak, palisander, mahogni op gennem 1970’erne. Og hermed lukkede snedkerværkstedet med de mange ansatte, og møblerne blev indkøbt hos danske møbelfirmaer, som ERAN på Mors. Mændene bag dette firma var Erhardsen og Andersen, en bror til skuespilleren Aksel Erhardsen.

Og jeg husker selvfølgelig også Sørensen, som arbejdede hos min far.

Under besættelsen kom tyskerne og “tog” værkstedet, de byggede en tromle. Den kunne ikke komme ud ad døren, men de tyske soldater var vist også ligeglade, de skulle jo være der, og da besættelsen sluttede, skilte de den af igen. De gjorde ingen fortræd, men det var vist lidt mærkeligt, at de var der.

Der kom under besættelsen nogle soldater, som havde været ved østfronten med et tog, de kom ind på værkstedet, de var virkelig forhutlede, en af dem tog noget træsprit og drak det, og snedkerne stod måbende og kikkede på, det var en slem oplevelse at se de nedslidte soldater.

Det er noget af, hvad jeg husker af min familiehistorie vedrørende forretningen.

De lavede de fineste møbler på deres møbelsnedkerværkstedet som mig bekendt lå i samme bygning, men inde bagved butikken. Der var altid en dejlig duft af celluloselak, når de var i færd med at producere et skab, en kommode eller et bord.

Inge og Sven Haugaard Christensen etablerede også en bedemandsforretning medens de drev møbelforretning. Af og til når det var travlt, hidkaldte de Svens bror fra Bælum der var lærer, til at køre med ligbilen/rustvognen til en begravelse.

 

 

 

Introduktion til Kasper Tvedens bog SLIKMUTTER Min Bedstes fortælling

Min bedstemor/farmor, Grethe Jensen, åbnede i 1962 slikforretningen skråt over for Søndergades Skole. Hun blev hurtigt blandt områdets børn og unge kendt som Slikmutter. Og så snart klokken ringede ud til frikvarter, var butikken fyldt med elever. Nogle kom for at købe lidt snolder og få sig en hyggesnak. Andre igen kom for at få luftet deres problemer.

I bogen Slikmutter – Min Bedstes fortælling fortæller hun om et langt liv i Brønderslev, hvor slikforretningen fyldte en betydelig del af hendes voksenliv. Samtidigt er det fortællingen om, hvordan det var at vokse op i en stor søskendeflok uden en far. Skolegang i 30`erne. Besættelsen. Arbejdet på Carstensens Klædefabrik. Kærligheden. Familieforøgelse. De første udlandsferier og meget mere. Samtidigt giver bogen et lokalhistorisk portræt af Brønderslevs udvikling gennem en menneskealder

Min Bedstes store evne til at lytte og hendes tro på mennesker gjorde hende til en sjælesørger for en stor del af de elever, der ikke altid havde det nemt med forældrene, skolen eller kammeraterne. Her kan du læse afsnittet:

Sjælesørger

Den første morgen, jeg åbnede døren til butikken i vores nye hjem i Søndergade 24, kendte jeg kun nogle få af eleverne på Søndergades Skole, hvilket hovedsageligt var Uffe og Henriks legekammerater fra Glentevej. Der gik dog ikke mange dage, inden jeg kom til at kende mange af eleverne på skolen. Fra første dag kom mange en tur forbi butikken for at sige hej og købe lidt snolder, og efter et par dage var butikken fuld, så snart klokken havde ringet til pause. De unger, som kom her tit, havde ofte et eller andet på hjertet, de gerne vil fortælle mig, eller noget som de ville høre min mening om. En af dem var Kim Jensen, der i en periode var assistenttræner på kvindelandsholdet i håndbold.

Kim kom ofte en tur forbi for at fortælle eller høre en historie, og en aften de i familien havde siddet og diskuteret et eller andet over spisebordet, ringede han for at få mit besyv med. Diskussionen var tilsyneladende gået i hårdknude, og de havde derfor besluttet sig for at bruge mig som en tredjepart.

Mange af historierne, ungerne kom og fortalte, var historier, de ikke kunne fortælle derhjemme. De åbnede sig over for mig og fortalte om problemer på skolen, med forældrene eller med andre elever, og jeg lyttede til, hvad de havde på hjertet. Mange af børnene havde ikke andre voksne at fortælle deres problemer til og slet ikke deres forældre. Hvis forældrene vidste, hvad deres børn gik og fortalte mig, vil de nok have tabt både næse og mund. Det var ikke småting!

Langt hen ad vejen var det skønt at hjælpe disse børn, men andre gange har det også taget hårdt på mig. Det var ikke altid lige sjovt at høre på alle deres historier, da det godt kunne være ret så ubehageligt, hvad de fortalte mig.

Andre gange, når de så kom og fortalte mig en positiv historie, som hvis én der havde gået med nogle problemer, var begyndt at få det bedre, – ja, så var det det hele værd. Jeg kan ikke sige, hvorfor eleverne knyttede sig så meget til mig, men et eller andet må der have været, og for mange af børnene blev jeg en slags sjælesørger.

Mit forhold til eleverne var noget helt specielt, og vi nærede en gensidig respekt for hinanden. Jeg kunne eksempelvis sende dem ned i banken med penge eller lade dem være alene i butikken, hvis nu jeg skulle ned efter et eller andet i kælderen. De holdt øje med hinanden, så der ikke var nogen der stjal, når jeg ikke var der – har jeg da fået at vide. Eleverne må have kunnet mærke en tillid ved, at jeg stolede på dem, så de også kunne stole på mig. Samtidigt betød det også, at jeg ville behandles ordentligt af dem.

På et tidspunkt blev det forbudt for eleverne tæt på skolen at cykle til skole. En morgen var der nogle elever, der havde fået den fikse idé at parkere deres cykler op langs vores hæk. Det ville jeg dog ikke finde mig i, og jeg løsnede derfor ventilen på samtlige cykler, og siden den dag stillede ingen deres cykler op af hækken igen. De kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort det, og der var ingen sure miner, da de med hængende hoveder traskede hjem med deres flade cykler.

Som jeg kom til at lære eleverne bedre og bedre at kende, vidste jeg også så nogenlunde, hvor meget de hver især havde med at snolde for. Nogle havde kun en tiøre, andre en krone og andre igen havde endnu mere. De første børn, der kom ind i butikken om morgenen, var børnene ude fra mosen, og om det så stod ned i stænger eller blæste en orkan, så cyklede de frem og tilbage hver eneste dag.

Dem, jeg husker bedst fra mosen, var et tvillingepar, der boede hos deres Bedstefar. Tvillingerne havde aldrig rigtig nogle penge med, og det havde gjort mig lidt gal på bedstefaren. Jeg stod jo og så på dem dag efter dag, hvordan de måtte stå og kigge langt efter de andre børn, som købte for meget mere end dem selv. De fik måske for en 10-øre, hvad der var meget lidt selv dengang, og en dag det var blevet for meget at se på, sagde jeg til drengen, at de skulle hilse deres bedstefar og sige, at han skulle give nogle flere lommepenge.

Få dage efter troppede bedstefaren op i butikken for at høre, hvad jeg havde sagt til hans børnebørn. ”Vil du nu også til at bestemme over mine børn?” sagde han bryskt. Det kunne bare ikke passe, at de skulle have så lidt i forhold til de andre, når de nu kom fra et godt hjem. Han grinte lidt af det og gav efterfølgende lidt flere lommepenge til børnebørnene.

Børnene fra mosen kom næsten altid på de samme tidspunkter, hvilket også gjorde sig gældende for eleverne fra Thise. De kunne jo ikke så nemt tage turen hjem i deres fritimer, så de stod som regel inde i butikken og snakkede med mig, og vi var derved kommet til at have et tæt forhold til hinanden. En af de dage jeg gik og ventede på dem, hørte jeg klokken ringe nede i butikken, samtidigt med at jeg var på vej på toilettet. Jeg tog derfor til at råbe til dem. ”I er sgu nødt til at vente. Jeg kan da vel få lov til at komme på tønden.”

Det passede lige med det tidspunkt, de plejede at komme, så jeg var sikker på, at det var dem, men i stedet stod der to granvoksne betjente, der var kommet for at tjekke min slikvægt. Den ene af betjentene fortalte mig, hvordan de havde lagt mærke til, at alle vinduerne på skolen stod vidt åbne. Alle på skolen, elever som lærere, skulle åbenbart se, hvad der skete hos slikmutter.

Det er svært for mig at sige, hvem af de mange elever gennem tiden, jeg har knyttet de stærkeste bånd til, men én af dem er helt sikkert Jens. Jens var den nydeligste dreng, men et eller andet må der have været i vejen med ham, siden han boede ude på Statshospitalet, samtidigt med at han gik på Søndergades Skole. Dengang var tilbuddene begrænsede for en dreng som Jens, så når han havde fri fra skole, var han overladt til folkene på Statshospitalet. Jeg havde en aftale med personalet om, at Jens kom over til mig, når han var færdig i skole, og jeg skulle så sende ham af sted ned til busstationen, når det passede med afgangene.

En tidlig morgen ringede telefonen, ”Godmorgen, det er overlæge Olsen fra Statshospitalet.” Jeg havde endnu ikke helt fået benene ud af sengen og tænkte derfor straks det værste. ”Skulle min mand virkelig have forsøgt at få mig indlagt?” Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet, men overlæge Olsen ringede derimod for at høre, om jeg havde noget at sige angående Jens, der var gået hen og blevet lidt af et problem for personalet. De vidste, jeg snakkede med ham hver dag, og at jeg betød meget for ham, så de ville gerne have mig med på råd.

Overlæge Olsen spurgte derfor, om jeg kunne komme i tanke om noget, der kunne hjælpe dem med at hjælpe Jens. Jeg kunne kun sige, at Jens var den høfligste dreng, når han var her, men hvis jeg skulle sige noget til gavn for Jens, ville det være at give ham et værelse for sig selv. Han boede hele tiden sammen med et par ældre mænd, og det var ikke ligefrem noget for en ung fyr.

Nogle uger efter jeg havde talt med overlæge Olsen, ringede de igen fra Statshospitalet. Jens havde da fødselsdag og ville invitere mig ud til kaffe og kage på Statshospitalet. Samtalen, jeg havde haft med overlægen, havde båret frugt, og Jens havde fået sit eget værelse med en seng og en lille kommode.

Værelset var ikke noget særligt, men det var hans eget, og han var meget glad for det. Fødselsdagsbordet var fint dækket med Mågestellet, som jeg også havde derhjemme.

Jens blev en helt anderledes dreng, efter han fik sit eget værelse, og efter skolen kom han ud at bo for sig selv i Nørresundby, og han fik også et arbejde på Kjærs Mølle. Efter Jens flyttede til Nørresundby, så jeg ikke så meget til ham længere, men han er da kommet her nogle gange siden hen på cykel fra Nørresundby.

 

Jernbanebommene i Brønderslev.

Fik bommene ned over bilen

Da Stadsingeniør Gotfred Thomsen i går ved godt 15-tiden kom kørende ad Nørregade over jernbaneoverskæringen for at svinge mod Gasværksvej, sænkede bommene sig, da han nåede overskæringen. Han kom godt forbi den østlige bom, men den sydlige bom i vestsiden ramte bilens kølerparti og skrabede hen over kølerhjelmen og op over taget, hvorved der opstod en del buler og skrammer.

Har ledvogteren stået og snorksovet, siden han “bommede den”, eller ville han genere byens tekniske overhoved Stadsingeniøren, eller som han blev omtalt “Nøren”? Har nok “vrinsket” højlydt, da han blev fanget med bom og net.

Anders Hedelund

Det blev endnu bedre, da bommene var væk, nu var det syv veje, der mødtes. I april 82 syntes familien, at Nygade og stjernekrydset var den eneste rigtige forbindelse fra Bredgade til Søndergade. Det var det måske også for de lokale, men vores søn, der netop havde fået kørekort, blev helt desorienteret. Sådan så Kadetten ud efter nærkontakt med Stjerneknuds lastbil.

Palle Vang

Lidt længere henne ved Gasværks Allé (nu Ejnar Mikkelsensvej), blev min ældste storesøster som lille fanget af gitteret under bommen og blev hejst med op. Der opstod stor ståhej, for bommen betjentes dengang af ledvogteren henne ved stjernekrydset, så der var et stykke vej at løbe for dem, der ilede til for at hjælpe.

Jeg har hørt historien så mange gange, at jeg tydeligt kan “huske” det – selvom jeg slet ikke var født på det tidspunkt sidst i 50’erne.

Vi boede dengang (og jeg blev født der) i første hus på venstre hånd, når man krydsede jernbanen på gasværks Allé.

Ove S. Johansen

Det var da en “uhyggelig” og måske farlig situation, din søster blev bragt i. Det er helt Pippi Langstrømpe-agtigt, med lille “Ida” i hovedrollen. Hvordan kunne din søster blive fanget i gitteret? Havde hun sat hovedet ind mellem gittertrådene? Jeg kan godt huske det hvide ledvogterhus ved bommen på Gasværks allé – tilhørte det hus ikke DSB?

Palle….du burde lægge historien op på forsiden, så alle kan læse den, og den derved kan blive en del af livet med jernbanebommene i Brønderslev, hvis altså din søster accepterer, at den bliver gjort offentlig.

Jeg synes historien og ikke mindst handlingsforløbet fortjener at blive fortalt! Din søster slap forhåbentlig uden skader. Er historien bragt i avisen?

Ove

Min søster døde for et år siden, så der er ingen ballade.

Der var også dengang, hun sammen med Leif Tipsmark (som hun kaldte Gekke), hånd i hånd gik ud af jernbanesporet.

 Palle Vang

Pardon – jeg føler med jer. De gode minder har vi lov at ha’ – det var en yderst farlig leg de to “knaster” havde “skruet” ind på, så mon ikke forældrene havde noget, de lige skulle have rettet op på?

Ove

Jeg rendte selv op i byen alene, da jeg var ca. 2 år. Der har jeg også krydset jernbanen. Det ligger nok til familien…

Jeg blev samlet op af en butiksansat, der nok syntes, at jeg var lidt for ung til en solotur. Hun stod med mig på armen, da min mor kom stæsende.

Og igen ser jeg det for indre blik, selvom jeg nok ikke kan huske noget i virkeligheden.

Palle Vang

Jo, man kan godt huske lys og lyde og sådant, men sikkert ikke huse og ansigter, sådan har jeg det. Det er godt at være lidt selvhjulpen, men måske ikke lige i den alder!

Eksporten var navnet på en slagterforretning, der startede som et udsalg fra det gamle eksportslagteri på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade, fortæller Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv. På hjørnegrunden Dannebrogsgade Gravensgade, hvor nu det store og nye lægehus ligger, var i 1918 byens ydergrænse

Her var det at smedemester Niels Nielsen og søn begyndte på en fabrikation af anker kæder i en nyopført bygning. Men allerede i 1923 måtte virksomheden standse produktionen, på grund af ringe afsætning Bygningen blev overtaget af Andelsbanken, der Samme år solgte den til Anthon Frederiksen (Ægpakkeriet) og Marthinus Jørgensen (Mejlstedgård]. Derefter blev bygningen totalombygget til et eksportslagteri med slagterilokaler, lejlighed og slagteriudsalg ud mod Gravensgade Det nye eksportslagteri kom straks ud i en rivende udvikling, for ikke blot byens og omegnens slagtere, men også kreaturhandlerne, der opkøbte kreaturer og kalve, fik slagtet der. Efter slagtningen blev størstedelen videresendt til København og en tid også til Hamburg.

Eksportslagteriet som lå der hvor det nye lægehus ligger nu, på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade. Personalet er fra venstre Svend Brinkmann, Søren Larsen, Tylstrup, Gunnar Sørensen, Berthel Pedersen, ukendt, Hans Dam, Anders Andersen, Niels Sørensen, tarmmester, ukendt, Laurits Jørgensen, Mejlstedgård og Martin Christensen.

Eksportslagteriets udsalg blev den første tid varetaget af Hans Dam og Åge Brønd, men blev 1924 overtaget af Margrethe og Anders Andersen.

Det nye par lagde straks ud med kun at ville sælge kvalitetsvarer, og alt hvad der blev solgt. havde de selv forarbejdet. Slagtermester Andersen har fortalt, at han i 1930 købte 24 kalve og 1 ko for 2.016 kr. og 37 kalve og 2 kvier for 3.519 kr. Det giver et lille indblik i den tids priser. På grund af slagteriudsalgets kvalitetsvarer blev det hurtigt kendt som Eksporten, så vidste alle hvad det stod for og hvor det lå.  Eksportslagteriet var statskontrolleret, og det fungerede på den måde, at kreaturerne ved leveringen blev klassificeret og vurderet under hensyn til de øjeblikkelige priser af en kødkontrollant. Landbrugsministeriet havde nedsat eksportudvalget der var en fællesbetegnelse for en række organer der blev oprettet efter 1932, herunder kvæg- og kødudvalget som oprettedes i 1933. Landets første eksportslagteri blev oprettet i Thy 1898, og det havde særlig eksport til England og Tyskland. Eksportslagterier bredte sig over hele landet og havde 1945 over 33.000 medlemmer, fra hvilke de modtog ca. 95.000 kreaturer, som afregnedes med ca. 55 mill. kr. Eksportslagteriets bygninger blev i 1953 solgt til autoforhandler Søren Møller, Nørregade/Gravensgade, der ønskede at bruge bygningerne til udstilling af biler og traktorer.

Det klassiske spørgsmål når folk fylder 80, 90, eller 100 år er spørgsmålet om, hvorledes vedkommende dog har formået at holde sig så åndsfrisk og i så god fysisk form.

Spørgsmålet melder sig også med stor styrke, når slagtermester Anders Andersen, Eksporten, Brønderslev fylder 90 år, torsdag. I mange år har han kunnet nyde sit otium, hvis han havde valgt det, idet han for 17 år overdrog sin forretning til sin datter og svigersøn, Marie og Hans Sørensen. Men hver dag svinger han slagterkniven fra kl syv morgen til middagstid. Indtil for et halvt år siden arbejdede han også om eftermiddagen, men nu bruger han en del af sin fritid på at spille kort. To gange om ugen samles han med venner i Brønderslevhallen til en gang whist. Om sommeren nyder han eftermiddagene med at grave og pusle i sin have.

Jeg drikker en snaps hver morgen, og jeg ryger mange cerutter, svarer Anders Andersen på fødselsdagsspørgsmålet om hans helbred. Snapsen giver den indre varme, og da min arbejdsplads er kold, tror jegat de to ting i forening har stor betydning for et godt helbred, siger Anders Ander1 sen.

Anders Andersen laver stadig enhver rullepølse, der sælges fra forretningen, og han er lige sikker på hånden, når kødet skal snittes. I dag skar jeg mig dog, men det kunne også hænde, da jeg var yngre fortæller Anders Andersen.

Anders Andersen er født på Herning-egnen. Som ung købte han et landbrug på heden nær Ilskov. Gården på 104 tønder land fik han snart opdyrket, men nogle år senere flyttede han til Holstebro, hvor han slog sig ned som ejendomshandler.

I en periode drev han afholdshotellet i Roslev ved Skive, men i begyndelsen af tyverne kom Anders Andersen til Vendsyssel for at blive. Han købte den 165 tdr. land store gård, V. Mellerup, ved Jerslev. Gården er senere blevet udstykket. Der blev i begyndelsen af tyverne et behov blandt egnens landmænd for et sted, hvor dyrene kunne blive slagtet, og Anders Andersen startede derfor sammen med andre Eksportslagteriet i Gravensgade i Brønderslev. Senere startede han en detailforretning med kød i samme bygning. Her havde forretningen hjemme, indtil en ny bygning blev opført i Dannebrogsgade. I 1953 overtog en datter og svigersøn forretningen, men Anders Andersen har været aktiv hver dag i forretningen siden han officielt! trak sig tilbage for 17 år siden.

Margrethe og Anders Andersens datter Marie, som i mange år ekspederede i eksportslagteriets udsalg, var gift med slagtermester Harald Sørensen, og sammen med hendes forældre købte de grunden på hjørnet af Grønnegade/Dannebrogsgade og lod opføre en ny bygning.  Bygningen bliver indrettet med to lejligheder og en slagterbutik, som får navnet ”Eksporten”. Her bliver de gode traditioner fra den gamle ”Eksporten” videreført i den nye Eksporten, og derved fik de gennem årene en stor og trofast kundekreds.

 

”FORRETNINGSOVERDRAGELSE * Lørdag den 24. juni 1978, er sidste dag. Marie og Harald Sørensen, er i deres slagterforretning Eksporten, Dannebrogsgade 4, Brønderslev. Den 1. februar havde de 25års jubilæum, men de har nu valgt at stoppe. Forretningen blev starter i 1924 af Marie Sørensens far, Anders Andersen. Dengang fungerede den som slagteriudsalg ved det gamle eksportslagteri. Forretningen er nu blevet solgt til Marie og Harald Sørensens niece og hendes mand Inger og Kaj Andersen. Overtagelsen finder først sted den 17. juli, men forinden holder forretning ferielukket.”

Det var Marie og Harald Sørensen`s søn, lektor Jørgen Sørensen, der skrev bl.a. Brønderslev sangen og Vendsyssel sangen

 

den 09.02.1989

 

 

85 ÅR

Harald Sørensen, Grønnegade 41, Brønderslev, fylder på torsdag, den 9. februar, 85 år.

Harald Sørensen er født og opvokset i Brønderslev. Han blev udlært som drejer på Pedershaab Maskinfabrik, hvor han arbejdede i 35 år, til han i 1954 begyndte at hjælpe sin kone i deres slagterforretning Eksporten. Den solgte de i 1978 efter efter 25 gode år.

En hjemmets mand har Harald Sørensen altid været, og han har værnet om de to børn, fire børnebørn og ikke mindst det enlige oldebarn.

I sin tid spillede Harald Sørensen fodbold, hans store fritidsinteresse, på BI’s Mesterrækkehold, men i de senere år har han mest fulgt med foran TV-skærmen.

 

Skønne dage i Brønderslev Friluftsbad

Friluftsbadet ca. 1974/75,

Friluftsbadet var i den grad sommerens samlingssted i 1960’erne. Da mine forældre flyttede i parcelhus på Solvangsvej 36 A i sommeren 1959 blev friluftsbadet mit absolutte favoritsted gennem 1960’erne. Jeg gik til svømning og vandpolo der i adskillige år under Verner Shwertfegers kyndige og ofte delvis brutale trænerskab. I 1960’ernes var mange af børnene fra Brønderslev ikke på de store sommerferier uden for byen. Derfor var friluftsbadet ofte samlingspunkt. Både når der skulle svømmes, solbades, findes kærester, spises hotdog eller en “kradser”, hvis pengepungen var næsten tom. De trapeserende træbænke på sydsiden af badet var det store samlingssted for en sprælsk ungdom i puberteten. Her holdt drenge og piger et vågent øje med hinanden ofte til lyden af popmusik fra den medbragte transistorradio, hvor Jørgen De’ Mylius var den unge fremadstormende radiovært. Jeg husker også tydeligt Andreassen, der var bademester på stedet. Han skulle bl.a. sørge for, at de strenge regler for brug af varmt vand for unge under 18 år blev overholdt. Reglerne gik ud på, at man som ung ikke måtte bruge varmt vand fra bruserne, men måtte tage til takke med max en påfyldning af blikfangene på langbordet. Når man så blåfrossen kom op af friluftsbadet, fyldte man blikfanget med rigtig varmt vand og pjaskede det på brystkassen med hånden. Man fik varmen og en ræverød brystkasse med i købet. Hvis man af Andreassen blev taget i st snyde, faldt straffen omgående. Man fik den våde 1×1 m store gulvklud at føle, når han behændigt svinge den på ryggen af de uartige unge purke. Hvis Andreasens karkludsstraf tog overhånd, var vi nogle stykker, der havde hævnplanen klar. Vi placerede et af blikfad med koldt vand oven på døren ved trappenedgangen fra friluftsbadet ned til baderummet. Når Andreasen var i sigte, kom fadet op på døren og fryden var stor når bademesteren fik en ufrivillig omgang vand.

Jo det friluftsbad gjorde stor lykke i min ungdom i 1960’erne.

Oktober 2021 – Morten Weise

 

Ja, sådan sagde Peder Johannes Nielsen for næsten 70 år siden!

Fra avisartikel:

Det begynder at tynde ud i monarkierne rundt i vores provinsbyer. Tidligere havde hver købstad sin folkekære borger, som ved folkets kærlighed fik kongenavnet. Nu er der kun få tilbage, blandt dem Kong Peder i Brønderslev. Navnet dækker over Pedershaab Maskinfabrik’s vidtfavnende direktør Peder J. Nielsen, som i morgen fylder 60 år. Denne ægte ætling af den vendsysselske jævnhed skabte sammen med sin far og sine brødre en verdensomspændende fabriksvirksomhed, hvis produkter kan findes i 58 forskellige lande jordkloden over, deriblandt USA, hvor en af brødrene repræsenterer firmaet.

En af hemmelighederne bag firmaets fremgang er vist den enkle, at de altid har brugt lidt mindre, end de tjente og altid har haft et godt øje til, hvad der betaler sig. 

En af de ting, der betaler sig bedst, skal nok efter fødselarens mening gå ud på at lade være med at skabe sig. Vi er her jo for at hjælpe hinanden, noget, der på Peder J. Nielsens virksomhed giver sig det smukkeste udslag i den daglige omgangstone, der er præget af menneskelighed og hjælpsomhed. Ingen banker forgæves på kong Peders dør. Han er som en far for sine folk, og ethvert nyt godt bekendtskab indledes med forslag til gæsten om snarest at få drukket dus. Så går samtalen ligesom bedre, og kong Peder regner ikke en mand for værd at snakke med, hvis han ikke kan sige du til ham. Der vil blive fest i Brønderslev, hvis fødselaren da ikke tilfældigt skulle befinde sig i Mexico eller et andet sted på jordkloden for at sælge sine maskiner.

Kilde: Jydepotten

den 19. december 1954

Peder Johannes Nielsen, er født den 20.12.1894 i Brønderslev. Han var ingeniør og adm. direktør og søn af Peder Nielsen, grundlæggeren af A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S .

Udarbejdet af Ove S. Johansen

af Jens Dalgaard-Nielsen

Pigtrådsmusikkens start i Brønderslev kan fastsættes helt præcist, det skete nemlig med debuten af byens første pigtrådsband, The Nameless, lørdag den 19. september 1964 kl. 20 i Hotel Phønix store sal.

The Nameless på scenen i Hotel Phønix lige før deres debut som Brønderslevs første pigtrådsband. Fra venstre er det John Nielsen, rytmeguitar og sang, Jens Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, Mogens Jensen, trommer, og Per Hansen, basguitar og sang.

I mandagsudgaven af Aalborg Stiftstidende stod der bl.a.: ”PG-klubben og hus-orkestret ”The Nameless” halede en formidabel succes i land. Sjældent har et debuterende pigtraads­orkester faaet en saa forrygende start som ”The Nameless”. De fire friske Brønderslev-drenge havde greb om deres publikum fra starten og gav alt, hvad stemmer, mikrofoner, guitarer, trommer og forstærkere kunne kapere……..Orkestret havde medvind endnu inden det kom på tribunen, og da drengene indtog deres pladser – ulasteligt klædt, jakkesæt og slips – ville jubelen ingen ende tage. Orkestret kvitterede med en stribe ”vilde” numre og holdt stilen i fire stive timer nonstop foran et publikum, som ustandseligt raabte paa at faa deres yndlings-beatlesnumre gentaget, hvilken de også fik”.

Fra Giro 413 til pigtrådsmusik

Set i det store perspektiv, var aftenens begivenhed i Brønderslev noget lignende det, som skete i alle andre danske byer på den tid. Hos en stor del af ungdommen var der simpelthen et kolossalt opsparet behov for ”noget andet” end det gængse. Og ud fra Aalborg Stifts­tidendes dækning af brønderslevbegivenheder, set i perioden 1. januar 1960 til vi startede pigtrådsbølgen i september 1964, må man også sige, at for de, der ikke interesserede sig for fodbold, danseskole eller spejderliv, så skete der, reverenter talt ”ikke en skid” for unge mennesker i Brønderslev.

Når datidens teenagere i den grad tog pigtrådsmusikken til sig, skete det sikkert både som en reaktion på et kedsommeligt ungdomsmiljø og et kedsommeligt musikudbud, med mindre man interesserede sig for musikken på Giro 413, jazz eller klassisk musik.

Hvad jeg kan fortælle om pigtrådsmusikkens start, er derfor ikke unikt som sådan. Men historien om pigtrådsmusikken i Brønderslev, er selvfølgelig speciel for Brønderslev og for de, der var unge dengang og for os, der var med i det.

Pigtrådsmusikkens startdato er sådan set rigtig nok, men dog en sandhed med modifikationer, for faktisk havde Brønderslev en kort visit af en dansk pigtrådsgruppe, The Sharks, ved VU’s nytårsfest den 11. januar 1964. I annoncen for arrangementet stod bl.a. ”Stort underholdningsprogram, som præsenteres af kapelmester HENNING BLEGVAD med Orkesteret The Sharks, sangerinden Anette Kay samt den amerikanske showmand Sal Briggs”.

Det var dog en enlig svale, der jo som bekendt ikke gør nogen sommer, da musikunderholdningen i Brønderslev indtil 19. september udelukkende bød på orkestre med traditionel dansemusik plus jazz ved nogle lejligheder. Det var sådan noget som Poul Poulsens orkester fra Skive, Mosegruppen, Erik Kjærs populære orkester fra Silkeborg, Dybvad Orkester, The Smiling Boys med sangerinden Wivian Nor, Trowa-kvartetten og Svend Nicolaisens orkester med sangerinden Bente Merete.

Den slags orkestre kunne man stadig i et vist omfang danse til efter The Nameless startede pigtrådsmusikken, men reelt blev der vendt op og ned på musikudbuddet i Brønderslev, og i de kommende år gik det stærkt. Pigtrådsmusikken var for alvor kommet til Brønderslev.

Vi starter PG Klubben

Pigtrådsmusikken var først og fremmest forankret i den popklub vi stiftede, PG Klubben kaldte vi den. PG betød ikke noget specielt, det var snarere en betegnelse vi fandt på og som blev et varemærke for pigtrådsmusik i Nordjylland. Måske kunne det læses som ”PiGtråds Klubben”.

The Nameless spiller i PG Klubben, Hotel Phønix, foråret 1965.

PG Klubben er tæt forbundet med The Nameless, idet det var musikerne fra gruppen som, sammen med nogle jævnaldrende kammerater, blev enige om at stifte en popklub, hvor Nameless kunne optræde som en slags husorkester. Oprindeligt var det idéen, at de ”skulle stille sig gratis til rådighed for klubbens arrangementer” mod at få udgifterne til ”rekvisitter” dækket. Samtidig skulle der opbygges en kapital til at få, i første omgang, landskendte pigtrådsorkestre til Brønderslev.

Hvilke tanker vi i øvrigt gjorde os med hensyn til det organisatoriske og det økonomiske, husker jeg ikke noget om. Arrangementerne skulle foregå på det lokale Hotel Phønix, og vi må have aftalt med hotellets forpagter, Hilding Anderson, at vi kunne leje et lokale til en stiftende generalforsamling og den store sal til det første arrangement. Vi har sikkert også forestillet os, at vi selv skulle være med i bestyrelsen. Det kom vi i hvert fald ifølge avisens referat den 11. september 1964.

Til den første bestyrelse blev Nameless’s rytmeguitarist og forsanger, John Nielsen, valgt til formand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer var: Per Mørk, næstformand, Henning Christensen, sekretær, jeg blev kasserer. De øvrige var Jørgen Thomasen, Per Hansen og Mogens Jensen.

Og pigtrådsmusikken i Brønderslev fik en flyvende start. Den første avisartikel, hvor vi er omtalt med billede, er den 6. august 1964. Den 8. september er der annonce og omtale vedrørende dannelsen af pigtrådsklubben, den stiftende generalforsamling samt det første pigtrådsarrangement. Den 11. september bliver generalforsamlingen omtalt, den 17. september er der foromtale af det første arrangement og den 21. september var der en anmeldelse af klubbens første pigtrådsaften, der jo samtidig var debut for The Nameless.

Tre år med pigtrådsmusik

PG Klubben blev en bragende succes, og i de næste tre år var der arrangement på arrangement på Hotel Phønix. 80 % af arrangementerne lå på søndag aftener. The Nameless spillede der mange gange, specielt i den første sæson, og gennem klubbens tre leveår var der både danske og udenlandske grupper på besøg.

Det klart største arrangement i den første periode, var den 31. januar 1965 med den engelske pigegruppe ”The Liverbirds” fra Liverpool. Som der stod i annoncen: ”Det hidtil største pop-arrangement i Vendsyssels historie”. Der var stor foromtale og i øvrigt forhøjet billetentré, fra de normale 2 kr. til 6. kr.!!

Ifølge anmeldelsen var der 6-700 unge mennesker i så energisk udfoldelse, at kondensvandet drev ned af væggene og tapetet løsnede sig her og der.

Senere skulle det blive endnu større med The Hollies inklusive Graham Nash. De gæstede PG klubben den 22. maj 1966.

Ud fra annoncer og omtaler i Aalborg Stiftstidende i perioden september 1964 til november 1967, har jeg lavet en opgørelse over arrangementerne i PG Klubben. Efter november 1967 var der andre, der arrangerede popmusik i Brønderslev, bl.a. den såkaldte Saltum-Tårs Popklub, også kaldet ATP Klubben.

 

Perioder	Antal arrangementer	Antal grupper	Antal medvirkende grupper
			Lokale Brønderslev grupper	Udenbys/­lands­kendte grupper	Udenlandske grupper
Første sæson: 19. sept. 1964 – 6. okt. 1965	25	32	15	15	2
Anden sæson: 24. okt. 1965 – 1. sept. 1966	35	55	16	30	9
Tredje sæson: 4. sept. 1966 – 6. nov. 1967	45	88	16	49	23

Selv om oversigten skal tages med det forbehold, at jeg ikke har fået alt med, tror jeg, den i det store og hele giver et retvisende billede af aktiviteterne i PG Klubbens treårige eksistens.

At der kom mange landskendte grupper som f.eks. The Defenders, The Hitmakers, Sir Henry and His Butlers, Peter Belli og hvem han nu havde med, i klubbens tredje sæson, tager jeg som et tegn på, at det lakkede mod enden af pigtrådsperioden. At de landskendte grupper spillede meget i Vendsyssel på det tidspunkt, er vel udtryk for den generelle tendens til, at ”tingene” kommer forsinkede til Vendsyssel i forhold til København og Sjælland. I 1967 var der måske ikke længere så stor efterspørgsel på Sjælland, og så måtte grupperne tage til takke med arrangementer i Jylland.

Pionerindsats

I dag lever vi i en verden fyldt med tilbud om aktiviteter og underholdning, ikke mindst på de såkaldte sociale medier.

På en måde var det nemmere selv at starte noget nyt dengang i 1960’erne, der skete ikke så meget for unge mennesker, og en ting mere: Vi havde ikke ret mange penge, så vi skulle være kreative.

Der var ingen, der kunne fortælle os, hvad vi skulle gøre. Ungdomsaktiviteterne var koncentrerede om sport, specielt fodbold, og vi havde friluftsbadet om sommeren. Der var en smule ungdomsskolevirksomhed i Brønderslev i begyndelsen af 1960´erne, men det har jeg først konstateret nu, her mange år efter, ved at studere de gamle aviser. De kommunale musikskoler eksisterede slet ikke.

PG Klubbens økonomi

Den omfattende musikalske aktivitet i PG Klubben gav sig også udslag i en økonomisk ditto. Til hvert arrangement var der omkostninger til orkester, annoncering, leje af sal, dørvogtere, diverse som f.eks. ostemad og kaffe, øl og vand til musikerne og måske også til klubbens bestyrelse, der typisk tog sig af det praktiske ved arrangementerne.

Jeg har desværre ikke noget regnskabsmateriale fra PG Klubben, men jeg kan huske at The Nameless fik 400 kr. pr. gang de spillede i den første sæson. Modellen med at spille gratis duede ikke, fandt vi hurtigt ud af.

1965-66. The Nameless i øvelokalet på Søndergades skole. Fra venstre John Nielsen med Pers Höfnerbas, Mogens Dyrberg ved trommerne, Per Hansen har en finger med i spillet samt denne artikels forfatter, Jens Dalgaard-Nielsen med sin KENT elguitar.

Hvis vi, for eksperimentets skyld, skal gøre os en forestilling om, hvordan økonomien sådan cirka må have set ud i PG Klubbens første leveår, kan vi regne med 22 arrangementer, når vi ser bort fra generalforsamlingerne. Ganger vi med mulige omkostninger på måske 800 kr. pr. gang, får vi samlede omkostninger i klubbens første sæson på kr. 17.600.

Det var i 1965 kroner. Hvis vi omregner værdien til nutidskroner, svarer det til ca. 183.000 kr. (i 2020), ifølge Danmarks Statistiks prisberegner.

Der var penge i kassen, da jeg aflagde regnskab ved generalforsamlingen 6. oktober 1965, så omsætningen må have været noget højere.

Året efter fortalte kasserer Anders Lerwick (han blev mest kaldt Sanvig til efternavn dengang) ved generalforsamlingen 1. september 1966, at omsætningen i PG Klubbens anden sæson havde været 76.000 kr. på baggrund af omkring 10.000 gæster. I nutidskroner svarer det til ca. 750.000 kr.

Udover Anders bestod bestyrelsen i PG Klubbens anden sæson af formand Torsten Sørensen, sekretær Birgitte Bering, John Nielsen, Bjarne Nielsen, Freddi Christiansen samt Finn Børgesen.

På generalforsamlingen valgte man i øvrigt at nedsætte antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem.

Ved valget til bestyrelsen for det kommende år blev Bjarne Nielsen valgt til formand, Jørn Agerbæk blev kasserer. Derudover blev Benny Andreasen, Anne Marie Holst samt Finn Jensen valgt.

Andre brønderslevgrupper i PG Klubben

Udover at PG Klubben lavede arrangementer for de lokale og tilrejsende unge, fungerede den også som rugekasse for de brønderslevgrupper, der blev dannet i kølvandet på The Nameless’ succes. De havde typisk intet anlæg, knap nok elektriske guitarer, så de fik lov til at låne guitarer og anlæg og spille i pauserne. Her fik bl.a. den første udgave af The Pretenders, The Swagmen, The Amblers og The Excentrics/Blues Progress deres ilddåb foran et publikum.

Et andet fænomen fra slutningen af ”pigtrådsalderen” var de såkaldte go-go konkurrencer, hvor piger ”dansede for”, enten på selve scenen eller mere avanceret i et ”bur” for sig. Den 20. august 1967 var der således en slags landsdels go-go konkurrence i PG Klubben, hvor den pige, der vandt, kunne gå videre i en landsdækkende konkurrence med en præmie i form af en tur til Mallorca. I Brønderslev vandt en lokal pige, Lene Casper, og hun blev nummer 2 i finalen, der blev afholdt i Odense.

Set i bakspejlet

Pigtrådsperioden i Brønderslev varede en tre-fire år. For os, der var med, var det en spændende periode af vores ungdomstilværelse, tingene gik hurtigt, og vi så os aldrig tilbage ”over skulderen”. Inden vi havde set os om, var perioden slut og flowerpower, hash og det, der var værre, holdt deres indtog i Brønderslev. Hvor Brønderslev i en periode var pigtrådens ”Mekka” i Vendsyssel, i et fredeligt musikalsk brud med fortiden, blev den nu landsdelens centrum for hash og narkohandel.

Men det er en helt anden historie, og for mit eget vedkommende husker jeg ”pigtrådstiden” som ret naiv og uskyldig. Et eksempel er, at jeg i PG Klubbens første sæson, hvor jeg var kasserer, gik hjem fra arrangementerne med klubbens grønne pengekasse i hånden som en anden skoletaske, uden at skænke det en tanke, at der kunne være nogen problemer i det. Jeg blev da heller aldrig antastet, men kunne gå hjem og tælle de fedtede mønter og fem- og ti kronesedler i min seng, mens ørerne summede af aftenens ”larm”.

Ved pigtrådsperiodens afslutning, var jeg og mine kammerater på vej mod nye musikalske horisonter. Men pigtrådstiden, med dens ungdommelige søgen mod noget andet end ”det gængse”, vil nok altid blive stående for min generation, som en vigtig del af vores ungdoms dannelse. En dannelse, der måske stadigvæk sætter kursen for vores færden, mere end vi egentlig gør os bevidst til daglig.

Stille afslutning

PG Klubben sluttede mere eller mindre i efteråret 1967. I Aalborg Stiftstidende figurerer en del artikler om dårlig økonomi og forsøg på at køre videre med forskellige udenbys samarbejdspartnere. Den 26. januar 1968 meddeler avisen, at PG Klubben er blevet afløst af Saltum-Taars Popklub.

En kort, men hektisk periode i Brønderslevs musikliv var slut.

Pigtrådsmusik i biografen ”Bien”

En beskrivelse af pigtrådstiden i Brønderslev er ikke fuldstændig uden en omtale af pigtrådsmusikken, der blev spillet i biografen ”Bien”.

”Hit Hause” stod der faktisk på et skilt biografejer Karl Gunnar Fuglsang i 1965 lod fremstille for at annoncere, at der også var pigtråd i biografen.

Forbilledet var selvfølgelig det ”Hit House”, der så dagens lys på Frederiksberg i september 1964. Her blev der spillet pigtrådsmusik i lange baner, og det blev der altså også i biografen Bien i Brønderslev.

Bien blev samtidig byens uofficielle øve- og samlingssted for specielt nogle af byens yngre pigtrådsgrupper. Fuglsang stillede salen gratis til rådighed, inklusive lys, strøm og varme. Modydelsen udviklede sig til, at de forskellige grupper spillede for biografgæsterne før eftermiddagsforestillingen om søndagen.

Det nævnte ”Hit Hause” blev i øvrigt hurtigt omdøbt til ”Hit Temple”, måske havde man fundet ud af stavefejlen. På et tidspunkt i begyndelsen af 1966 blev de første fem rækker sæder fjernet, der blev lavet mikrofonanlæg på scenen, og i stedet for søndagens eftermiddagsforestilling, blev der udelukkende spillet pigtrådsmusik.

Hit Temple blev en stor succes. I Aalborg Stiftstidendes brønderslevspalte har jeg kunnet registrere 27 arrangementer i perioden mellem april 1965 indtil marts 1966. Der har sikkert været en hel del flere, inden Fuglsang begyndte at reklamere med det.

Hvor populær pigtrådsmusikken var i sin glansperiode, fremgår af, at der både kunne afholdes pigtrådsarrangement i Bien søndag eftermiddag, dog nok med et lidt yngre publikum, og samme aften i PG Klubben på Hotel Phønix.

De enkelte pigtrådsgrupper og deres medlemmer

De forskellige pigtrådsgrupper i Brønderslev blev dannet af drenge og unge mænd ud fra forskellige kammeratskabsgrupper. Nogle eksisterede dog så kortvarigt, at de ikke nåede at sætte sig spor i f.eks. aviserne eller på anden vis. Så de grupper jeg beskriver, er de otte, som det har været muligt at finde oplysninger om, og som det har været muligt at interviewe nogle af medlemmerne om.

Grupperne omtaler jeg i den rækkefølge de første gang blev nævnt offentligt i omtaler eller annoncer i henholdsvis Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftstidende. For sidstnævntes vedkommende fortrinsvis på lokalsiderne.

The Nameless

Gruppen blev startet af Per Hansen og mig, formentlig på et tidspunkt i 1963. Vi gik begge i realklasserne på Søndergades skole og kom sammen i vores fritid. Vi aftalte at jeg skulle spille det man kaldte singleguitar og synge, Per skulle spille basguitar og synge.

December 1965. Her giver vi et juleshow i en af Brønderslevs tøjforretninger.

Efter et stykke tid fik vi en af vore kammerater fra lokalområdet, John Nielsen, med på rytmeguitar og sang, og han trak en af sine kammerater, Mogens Jensen, med. Han skulle spille trommer.

Efter at have øvet os et stykke tid, først i Mogens’ kælderværelse, senere i et klasselokale på skolen, ville vi gerne optræde for andre. Da der ikke umiddelbart viste sig nogle muligheder for det, fandt vi på, sammen med jævnaldrende kammerater, at stifte en popklub, der jo fik navnet PG Klubben.

Efter vores debut den 19. september 1964, spillede vi stort set hver anden søndag i klubben og fik efterhånden også engagementer rundt omkring i landsdelen.

Juni 1991. The Namelessrevival i Den runde Pavillon i Brønderslev.

Fra januar 1965 blev Mogens Jensen afløst af Mogens Dyrberg på trommerne og i løbet af sommeren 1965 kom Bjarne Nielsen med på rytmeguitar og sang. Han aflastede dermed John, der kom i forgrunden med det repertoire, vi efterhånden kom ind på, bl.a. med kopinumre af The Rolling Stones og flere numre med ”rhythm-and-blues” præg.

Gruppen var aktiv i perioden fra debuten i 1964 og til sommeren 1966, hvor Mogens og jeg gik med i en anden brønderslevgruppe, The Pretenders, mens John og Bjarne dannede en ny gruppe, Richard Cory’s Group.

The Nameless blev kortvarigt gendannet to gange i begyndelsen af 1990’erne, hvor vi med stor succes spillede bl.a. en jubilæumskoncert i Brønderslev. Gruppen var også med i 2014 ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev

The Amblers

Denne gruppe blev den anden der dukkede op i Brønderslev, de blev første gang nævnt i avisen i december 1964. De spillede derefter bl.a. en hel del på Lønstrup Badehotel lørdag-søndage.

Gruppen voksede ud af et antal unge, der ofte samledes på Bjarnes værelse for at lytte til den tidlige pigtrådsmusik. De fire medlemmer var Bjarne Nielsen, singleguitar og sang, Søren Poulsen, basguitar, Villy Christensen, rytmeguitar og Finn Findinge, trommer. Finn blev senere forsanger og Søren Nørgaard afløste ham på trommerne.

De spillede til baller og deltog i pigtrådsmusikkonkurrencer indtil sommeren 1965, hvor de blev opløst, da Bjarne gik med i The Nameless. I hele deres aktive periode spillede de kopinumre af bl.a. The Beatles, The Rolling Stones og The Animals.

Til at hjælpe dem med at skaffe engagementer havde de en manager, Villy Sørensen, der dog ikke var fra Brønderslev, men fra Øster Vrå.

Udover at spille var Bjarne Nielsen også meget aktiv i det organisatoriske, idet han var formand for PG Klubben i dens tredje og sidste periode 1966-67.

The Headshakers

Gruppen var tidligt på færde i pigtrådssammenhæng i Brønderslev, men eksisterede dog kun i omkring et halvt år. Den havde den klassiske besætning for pigtrådsgrupper og bestod af Hans Evang Christensen, der spillede singleguitar, Hans Nielsen, der spillede basguitar og sang, Jørgen Thomasen på rytmeguitar og Kjeld Krogsbøl Jakobsen, kaldet Kjeld Dun, på trommer.

De er første gang omtalt i en af de lokale aviser i februar 1965.

Gruppen blev stiftet af barndomsvennerne Hans Nielsen og Jørgen Thomasen. En periode var Frits Mogensen med som sanger og Benny Nørgaard Andreasen var kortvarigt med på trommer. De spillede kopinumre af bl.a. The Rolling Stones, The Kinks, The Who og havde også et par Elvisnumre med.

De havde en medhjælper i skikkelse af Steen Løbger, der både agerede roadie og økonomiske støtte, da han bl.a. købte et ekkoanlæg til dem.

Ligesom The Amblers havde de Villy Sørensen, Øster Vrå, som manager.

De fik dog ikke rigtigt nogen engagementer, så de stoppede igen i løbet af foråret 1965 og bortset fra Hans Nielsen, gik de øvrige medlemmer til andre brønderslevgrupper.

The Swagmen

Lige i hælene af The Headshakers dukkede en anden ny gruppe op, nemlig The Swagmen. De kom til at eksistere i længere tid end The Headshakers, idet man kan følge deres meritter på pigtrådsscenen i knap to og et halvt år.

De optrådte første gang i Bien ved ”pigtrådsmusik før eftermiddagsforestillingen” og var måske den gruppe, der inspirerede biografejer Karl Gunnar Fuglsang til at indføre pigtrådsmusik søndag eftermiddage i stedet for de normale biografforestillinger.

Den længstvarende besætning i gruppen var Freddi Christiansen, rytmeguitar, Jørgen Hjelm Johannesen, singleguitar og lejlighedsvis sang, Jeppe Arild Jensen, basguitar og ind i mellem sang, Knud Erik Vestenbæk, forsanger, samt trommeslager Søren Nørgaard.

I kortere og længere perioder havde de også en række andre lokale pigtrådsmusikere inde over. Det var Heinz Trudslev, deres første trommeslager, Else Simonsen og Jørgen Thomasen på elorgel, og Kjeld (Dun) Jakobsen som forsanger.

Desuden havde de en meget dedikeret hjælper i Niels Anton Thomsen, der ydede en stor indsats for dem samt en chauffør, Poul Jensen, der kørte for dem til engagementerne rundt omkring.

De øvede til at begynde med i Bien, men fik senere øvemulighed i fabrikslokalerne hos Cementstøberiernes Redskabsforsyning. Deres repertoire tog udgangspunkt i numre af The Kinks og The Rolling Stones, men også kopinumre af repertoirerne hos The Shadows, The Beatles og The Hollies var at finde på deres spilleliste.

The Swagmen havde Brønderslevs bedste singleguitarist i Jørgen Hjelm Johannesen og desuden havde de det bedste anlæg, som de i øvrigt ikke var karrige med at udlåne til andre grupper i byen, der ikke var så godt kørende.

De var med i flere af tidens mange pigtrådskonkurrencer og de blev nummer 2 i en konkurrence i Løkken ved sommerfesten i 1966.

Gruppen havde et af deres sidste engagementer sommeren 1967, hvorefter de gik i opløsning. Da flere medlemmer flyttede fra landsdelen, kom de ikke til at spille sammen mere.

The Pretenders

Mens The Nameless var de første, blev The Pretenders de største, og her snakker vi vel at mærke om 1960’erne i Brønderslev. I øvrigt blev Pretenders den eneste af tressergrupperne i Brønderslev, der fortsatte med at spille efter at pigtrådstiden var ovre.

Forklaringen er nok, at de ikke spillede decideret pigtrådsmusik, men snarere ”blød” rock, der appellerede til en meget bredere skare end den oprindelige pigtrådsmusik.

The Pretenders blev startet af fire unge, der var eller havde været klassekammerater på Søndergades Skole. Poul Vejby og Martin Bøgild begyndte på et tidspunkt at spille lidt guitar sammen, og omkring eftersommeren 1964 kom Sten Fuglsang og Jens Nøhr med. De sidstnævnte kom til at spille henholdsvis basguitar og trommer.

At dømme efter et avisnotat i Aalborg Stiftstidende, havde de deres debut i januar 1965.

1965, det første Pretenders som pauseorkester i PG Klubben.

De udviklede sig i det følgende års tid, og da Mogens Dyrberg fra The Nameless tog med ud en aften på afbud fra Jens Nøhr, endte det med, at han gik med i The Pretenders og trak mig med. Det var i sommeren 1966.

Styrken ved det ”andet” Pretenders viste sig hurtigt at være en særdeles god rytmegruppe samt evnen til at synge nærmest præcist som forbillederne. Vores stemmer passede simpelthen godt sammen. Vi slog os især på Holliesnumre, som vi løbende tog på repertoiret i takt med, at The Hollies udgav dem. Vi øvede tre gange om ugen samtidig med, at vi spillede rundt om i Nordjylland.

Vi deltog også i nogle af de mange pigtrådskonkurrencer, der blev afholdt dengang. For eksempel blev vi nummer 1 i den såkaldte ”FavoHit 1967” konkurrence i marts 1967 i en stor popklub i Vejgaard, Aalborg.

Det store scoop, og efterfølgende gennembrud på landsplan, fik vi, da vi vandt Danmarks Radios landsdækkende konkurrence ”Toppen af Poppen” i maj 1968. Der var omkring 170 deltagende grupper og finalen foregik i Studenterforeningen i København.

Det var naturligvis en stor oplevelse, ikke mindst fordi vi fik flybilletter til og fra København. Det var den første flyvetur for alles vedkommende.

Herefter fik vi Eugen Tajmer til manager, og spillede i de næstkommende år over det meste af Danmark.

The Pretenders efter pigtrådstiden

Aktiviteterne stoppede dog i foråret 1970 på grund af militærtjeneste og videreuddannelse. Kontakten blev dog vedligeholdt og omkring 1972 begyndte jeg og min bror, Ib, der havde spillet i et andet brønderslevband, The Blues Progress, med tilslutning kort efter af Poul Vejby, at lave lidt musik i tiden ånd på akustiske guitarer.

I foråret 1973 medvirkede alle ved indspilningerne af min hovedopgave i musik på Hjørring Seminarium. Og i løbet af de næste år begyndte vi at spille igen med nyt repertoire med mere vægt på instrumentalsiden frem for den flerstemmige sang.

I 1979 kom Søren Tipsmark med på trommer i stedet for Mogens Dyrberg, og vi havde en hel del arrangementer i årene frem mod 1990’erne, hvorefter vi stort set kun spillede til hinandens runde fødselsdag i de følgende år.

Til gengæld var vi aktive i musikstudiet, idet vi indspillede forskelligt slags musik og en række af numrene fra vores repertoire.

Den oprindelige gruppe fra 70’erne blev genoplivet ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev i september 2014, og da der blev bud efter os igen, gik vi for alvor i gang igen med at indøve gamle som nye numre.

Besætningen er den originale fra 1966 plus en mere og består nu af Martin Bøgild, rytmeguitar og kor, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, jeg selv, leadguitar og kor, Mogens Dyrberg, trommer, Sten Fuglsang, basguitar og kor samt Poul Vejby, forsanger og guitar.

The Blues Progress

Med en eksistens på godt 3 år og 7 måneder, blev The Blues Progress den næstlængst levende af byens pigtrådsgrupper. Den fik desuden brønderslevrekord i at have haft flest musikere inde gennem gruppens eksistens. Dens faste kerne gennem alle årene var dog stifterne Ib Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, og Carsten Mørch Gertsen på basguitar. Dertil kom Ib Kræmmergaard, elorgel og sang, og trommeslager Jens Nørgaard, der begge var faste medlemmer de fleste år.

1969, The Blues Progress. Fra venstre Ib Kræmmergaard, Ib Dalgaard-Nielsen, Jens Nørgaard og Carsten Gertsen.

De øvrige, der var med i kortere og længere perioder var Eugen Pfänner, trommer, Per Andersen, sang, Hans Evang Christensen, singleguitar, Kjeld (Dun) Jakobsen, trommer og en periode sang, Per Jensen, guitar, Asger Jørgensen, rytmeguitar, den eneste udenbys pigtrådsmusiker, han var fra Vrå, Jens Nøhr, trommer, og Jørgen Thomasen, rytmeguitar.

Ligesom bl.a. The Swagmen havde The Blues Progress en medhjælper. Det var Jørgen (Jønne) Sørensen, der i flere år fulgtes med gruppen til engagementerne og slæbte og stillede instrumenter op.

Oprindelig kaldte de sig The Excentrics, det blev senere til The Blues Progress of The Excentrics Band, men det var nok lidt for langt, så de endte med at kalde sig The Blues Progress.

De spillede kopinumre ligesom de øvrige brønderslevgrupper, men deres repertoire var meget forskelligt fra de andres. Deres spilleliste var præget af numre med Jimi Hendrix, Paul Butterfield Blues Band, Pretty Things, John Mayal og Cream.

Gruppen er den eneste fra 1960’erne, bortset fra The Pretenders, fra hvem der er musikoptagelser fra dengang. Optagelserne af flere numre fra deres repertoire, var noget af det sidste de foretog sig inden de stoppede i løbet af efteråret 1969.

The Andrews

I begyndelsen af 1966 kom en ny pigtrådsgruppe til offentlighedens kendskab. Gruppen bestod af de yngste pigtrådsmusikere i byen eftersom de var i aldersklassen 13-14 år, da de dukkede op ved en pigtrådseftermiddag i Bien.

1966, The Andrews. Fra venstre Karsten Ulsted, Jens Nørgaard, Svend Erik Pedersen og Eddi Kjær Jensen.

De stoppede dog allerede efter en tre-fire måneder og den eneste af dem, der fortsatte med at spille pigtrådsmusik, var Jens Nørgaard, der slog trommer i bandet. De øvrige medlemmer var Eddi Kjær Jensen på basguitar, Svend Erik Pedersen på rytmeguitar og Karsten Ulsted, singleguitar og forsanger.

Af avisannoncer fremgår at gruppen spillede som pauseorkester i PG Klubben og i Bien et antal gange. De havde muligvis et enkelt regulært engagement, nemlig på V. Hjermitslev kro, hvor de spillede på skift med The Pretenders og The Swagmen.

De er omtalt i avisen sidste gang i april 1966.

Richard Cory’s Group

Efter at Brønderslevs første pigtrådsgruppe, The Nameless, stoppede sommeren 1966, dannede John Nielsen og Bjarne Nielsen en ny gruppe, det meste af tiden benævnt Richard Cory’s Group.

1966-67 Richard Cory’s Group. Fra venstre Kjeld Nielsen, John Nielsen, Søren Poulsen og i forgrunden Jens Nørgaard og Bjarne Nielsen.

De gik sammen med Søren Poulsen på basguitar og Jens Nøhr på trommer. Jens Nøhr blev senere erstattet af Jens Nørgaard.

Som medlem kom også Johns lillebror, Kjeld Nielsen, som sanger. Han havde ikke tidligere været involveret i musikarbejdet, men havde været lidt med på sidelinjen, når John og jeg i namelessregi øvede på Johns værelse.

Med rutinerede medlemmer kunne gruppen uden videre fortsætte med Nameless repertoire, og deres spilleliste var specielt præget af kopinumre af The Rolling Stones og The Kinks.

Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2014 ved 50 års jubilæet for PG Klubben, men stoppede i sin tid i maj 1967, da John blev indkaldt til søværnet.

Efterskrift

De nævnte grupper fra Brønderslevs pigtrådsmusiktid var de, der eksisterede i så tilpas lang tid, at de fik en individuel historie som gruppe, en historie som kunne undersøges og fortælles om her mange år senere.

Der var formentlig tilløb til andre gruppedannelser dengang. Navne som The Barbedwire, The Rattlesnakes og The Ghost-Walkers har jeg set i annoncer eller avisnotitser vedrørende arrangementer i Brønderslev. Men jeg har ikke kunnet finde yderligere oplysninger om disse mulige gruppedannelser, så omtalen af de otte grupper jeg har nævnt, udgør formentlig den nogenlunde fuldstændige historie om pigtrådstidens grupper i Brønderslev.

De korte beskrivelser repræsenterer dog kun ”smagsprøver” på den samlede fortælling. Den kan til gengæld læses i min bog: ”Pigtrådsgrupperne og deres medlemmer i Brønderslev i 1960’erne”, udgivet i oktober 2021.

Gammeldags,

det er ikke uden grund, at der arbejdes på en modernisering af dag-renovationen i Brønderslev. Metoden er gammeldags og ikke hygiejnisk – som det ses af billedet. Hestene trækker vognen, hvis låg ikke dækker affaldet. Det dufter hverken af roser eller lavendler i vognens nærhed og det kan ikke undgås at noget falder af undervejs til lossepladsen.

Kilde: Poul Erik Andreasen, lokalhistorisk arkiv

Vi bliver også nødt til at tage en snak om kommunens håndtering af husholdningsskraldet. Som jeg husker det, var lossepladsen en stor åben plads ude bag ved Dammens Vænge, hvor skraldemændene afleverede al det skrald, de samlede ind hos byens beboere, restauranter og de handlende. Alt blev så vidt jeg husker det, læsset på en skraldevogn. som til at begynde med var hestetrukken, noget lignende den vi ser på billedet, men måske en smule højere og med skråt siddende låg, som lukkede af for skraldet. Der, hvor jeg boede (Fredensbo) havde vi skraldehuse, hvor de store tunge galvaniserede skraldespande stod opmarcheret. De var firkantede og havde et håndtag i hver side. Vores skraldespande stod enten i et aflukket skur eller i en lille tilbygning til etageejendommene. Det var ikke et sted man opholdt sig, for det stank ad Pommern til. På den tid (1950’erne) havde man ikke plastaffald, men der var en masse papir og kartoffelskræller og sikkert også afskårne fedtklumper og rester fra middagsmaden. Alt blev så vidt jeg erindrer hældt ned i samme skraldespand. Der var ingen sortering overhovedet.

Mælkekartoner og plastemballager fandtes ikke, man brugte skåle og glasflasker som blev genbrugt. Når skraldemanden havde tømt skraldespandene blev skraldet kørt til en losseplads i byens udkant, hvor hele skidtet blev læsset af på en kæmpestor losseplads, hvor der gik en mand eller to og skubbede til skidtet og satte ild til det som kunne brænde, men hvad han egentlig ellers lavede, ved jeg ikke og om denne mand var ansat til dette job eller bare levede af at “skralde” ved jeg faktisk heller ikke. Der var, hvilket man kunne forvente en pokkers masse rotter på denne losseplads og det lugtede skrækkeligt. Det undrer mig, at man dag ud og dag ind, år efter år har tilsvinet vores natur så grundigt med alt det vi mennesker ikke kunne anvende og ej heller sortere. Hvorfor havde man ikke en bedre orden på tingene den gang og hvad var det for et område man forurenede med skrald og køkkenaffald? Hvad er der på lossepladsen i dag? Er al affaldet mon helt nedbrudt eller ligger det der stadigvæk og nedbryder?

Hvad var Dammens Vænge før det blev anvendt til losseplads….en dam måske?

I dag har man forhåbentlig erstattet lossepladsen med et forbrændingsanlæg til husholdningsaffald og et rensningsanlæg til alt hvad der slippes ud via kloaksystemet. Det er nemt og bekvemt for os borgere at slippe en skrald, afløbsvand og efterladenskaber, men det hele skal tilbage til naturen, så kredsløbet kan fungere også om 100 år.

Ja, det var så lidt om den grimme og ildelugtende side af et samfund, som bare forbruger og smider væk. En overgang blev køkkenaffald samlet sammen og anvendt som grisefoder, men det er mig bekendt ikke længere tilladt. Ude på landet brugte de deres køkkenaffald til opfodring af fjerkræ og grise, så der har problemet nok ikke været så svinsk som det en overgang var i byerne.

Vintervænget, Sommervænget og Dammens vænge.

Der er meget frodigt på Vintervænget, idet en streng af Store Vildmose rækker ind i området. Det var også her Gravens Planteskole blev oprettet, inden den blev flyttet til Tolstrupvej. Der var også på et tidspunkt en del kolonihaver i området. Området hed engang Dammens Vænge, og Fasanvej hed Fælledvej, fordi fælleden lå her.

 

 

PG klubben genopstod for en enkelt dag

Den 21.10.2021

Af: Ole Olesen

PG klubben genopstod for en enkelt dag takket være Jens Dalgaard-Nielsen og John C. Nielsen. En fantastisk dag, tusind tak til jer begge.

Pigtråds musik opstod da vi var unge. Vi er babyboomere og roden af rigtig meget af det menneskeheden ser og bruger idag, er på grund af os baby-boomers . Inklusive musik. MUSIK, men hvilken musik?  Nogle af vore forældre trøstede sig sikkert med, at det forhåbentlig bare var en døgnflue. Nuvel, så lever fluer rigtig længe, for idag hører vi ofte The Beatles, Rolling Stones, Rod Stewart og Tom Jones, bare for at nævne nogle få. Der er desværre kun to “beatler” tilbage, men Rolling Stones (selvom de mistede Charlie Watts for nylig), Rod Stewart og Tom Jones  giver stadig koncerter rundt om i verden. Sir Mick Jagger og Sir Rod Stewart blev begge “knighted” eller adlet af Dronning Elizabeth p.g.a deres musik. Disse blev også fædre for nylig, så babyboomers are still going strong ! Well done boys. Der er krudt i baby-boomers.

Nå, tilbage til Pigtrådsreunionen, hvor Jens Dalgaard-Nielsen briefede os om dagens program. Alle vi unge, nu dog ofte med lidt gråt hår, mødtes i den gamle biograf BIEN i Brønderslev for at genopleve musikken og gense vore ungdomsvenner. Uden navneskilt kunne der måske være lidt tvivl om hvem man egentlig genså, men efter en halv times tid, var “den gamle flamme” tilbage og vi snakkede og snakkede og snakkede, drak lidt og fik spist noget godt mad. Vi alle mindedes den tid hvor der var lørdagsbal i Tylstrup, Hallund eller V. Hjermitslev. Den fik sgu ikke for lidt dengang.

Freddi fortalte om en spændende anekdote om en nostalgisk guitar og forstærker.
Så begyndte musikken og Søren sang en dejlig sang af Sebastian.

Jeg blev også positivt overrasket over at høre The Nameless, stemmerne fejler bestemt ikke noget og musikken var fuldstændig som dengang. Fantastisk. The Pretenders leverede også varen og danselysten fik vore ben til at vrikke under bordet i takt med musikken. Gamle minder kom frem.

Til sidst blev der danset til den store guldmedalje til den bedste musik som vor generation, the babyboomers, har været med til at lave.

Jeg glæder mig helt vildt til den næste Pigtrådsreunion. Lad os alle håbe det bliver “snart” og ikke om fem år.

Ha’ det godt allesammen og igen tusind tak til Jens og John.

 

Tolstrup Brugsforening begyndte som en indkøbsforening i Tolstrup i 1897, men flyttede til Brønderslev i 1899. I 1904 byggede man et pakhus til, hvor der også var hestestald. Da man havde fået lagt Tolstrup, Stenum og Jerslev under sig besluttede man at søge om detailhandlerbevilling i 1905, den fik man og ansatte Chr. F. Larsen som uddeler.

1 1914 blev indkøbsforeningen eller som den nu kaldes Tolstrup Brugsforening, indlagt i “Dansk Andels Cementindustri”. Efter Chr. F. Larsen blev Niels Åge Engelund uddeler. N. Aage Engelund havde uddelerposten til 1967, da den nye brugsforening var under opbygning på Klokkestøberiets gamle grund.

Følgende har været ansat som uddeler: Marthinus Nielsen, N.C. Mikkelsen, Chr. F. Larsen og N. Aage Engelund

Nedenfor billeder af ekspeditionslokalet

 

Marie Jensen fortæller om Tolstrup brugsforening i bogen: Vores egns historie, Tolstrup-Stenum 1984, her et uddrag:

Tolstrup Brugsforening – historien fra start

På en ejendom vest for Tolstrup Mejeri på den ejendom, som murermester Peter Juul ejer her i 2021, var det, at gårdejer Johan Chr. Pedersen sidst i 1800-tallet tog initiativ til oprettelse af Tolstrup Brugsforening. I realiteten var han dens første uddeler. Indkøb af varer blev foretaget hos Ringkøbings amts indkøbsforening. Kunderne bestilte varerne i forvejen, som så blev leveret hos Johan Chr. Pedersen, hvor kunderne kunne hente dem. Den første protokol er autoriseret den 8. maj 1897. Man begyndte at arbejde for at opføre en bygning i Brønderslev til brug for foreningen. Der blev ansat en uddeler, og i år 1900 nedsatte bestyrelsen et udvalg for at arbejde for at få etableret en foderstofforretning. I 1902 vedtog generalforsamlingen at erhverve en ejendom i Brønderslev. I 1904 blev der bygget til, nemlig hestestald og pakhus. På generalforsamlingen i 1905 blev der vedtaget at løse adkomst til brændevinshandel, men senere blev det forkastet. I 1907 fik foreningen telefon. I 1908 tilkøbte man en grund med 20 m til Gravensgade. I 1908 på generalforsamlingen diskuteredes der, om der skulle indlægges vand og elektricitet i foreningens ejendom. I 1913 blev der igen bygget til stald og pakhus, og på uddelerens foranledning gik man i gang med en udvidelse af butikken. Herefter fik uddeleren besked på, at der var byggestop, og det holdt man indtil 1921. Marts 1922 kunne foreningen fejre 25års jubilæum. I 1931 blev foreningen medlem af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og navnet blev ”Tolstrup Brugsforening”. Efter mere end 25 år som uddeler, blev uddeler Larsen i 1931 afløst af uddeler Niels Åge Engelund. Larsen fortsatte dog som uddeler for frø. Fra 1934 antoges Engelund tillige som uddeler for frø.

I 1930erne var problemet de store udestående fordringer, men der var samtidig stigning i omsætningen en stigning på 25 % fra 1932 – 1933.

I 1934 blev der vedtaget at bygge ovenpå forhuset, herved kom bygningen til at fremstå, som den var indtil nedlæggelsen.

I 1947 kunne foreningen afholde 50års jubilæum under stor festivitas. Under krigen var det naturligvis vareknaphed og rationeringen, der voldte de største problemer.

Ved generalforsamlingen i 1964 omtaltes der første gang sammenlægning med andre brugsforeninger. Tolstrup brugsforening var ikke interesseret endnu.

Men i 1968 afholdtes foreningens sidste generalforsamling, som sluttede med en tak til uddeler Engelund for 37 år som uddeler ved Tolstrup Brugsforening.

Som tidligere nævnt begyndte Tolstrup Brugsforening som en indkøbs-  forening i 1897 i landsbyen Tolstrup lidt uden for Brønderslev mod Løkken, men flyttede i 1899 til Brønderslev med forretning i Gravensgade. I 1967 opførtes et nyt Kvickly på Klokkestøberiets gamle grund, hvorfor man drejede nøglen i Gravensgade. I 2005 måtte Kvickly dreje nøglen om og lukke. Billederne ovenover viser butikken i Gravensgade med varer på hylderne bag disken, hvorover de udleveredes. Alt fra te og kaffe til sko og klædestoffer solgtes over disken. Uddeler Niels Aage Engelund ses i jakkesæt. Han var uddeler, indtil man lukkede i 1967 i Gravensgade og havde da tjent brugsen i 37 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er et krigsbarn, mine forældre blev gift i 1942, og det fortæller lidt om tiden, at der var en notits i avisen om, at en trækvogn blev brugt som brudekaret. Mine forældre havde fået lejlighed på 1. sal i Fredensgade 11 i Brønderslev.

Jeg blev født en torsdag den 30. september 1943 klokken 18.40, den 21. nov. samme år blev jeg døbt i Brønderslev kirke af provst Krøgholt kl. 17.30, mon altid en dåbsgudstjeneste var så sent, eller havde det noget med besættelsen at gøre. Der var 12 familiemedlemmer til dåbsfest og af min oldemor var dåbsgaven 2 kroner, min morbror og hans kæreste gav mig 6 kroner, ellers var gaverne en sølvgaffel, en sølvskubber og et krus af sølv.

Lejligheden i Fredensgade 11 bestod af stue, soveværelse, køkken og et lille WC ude på trappeafsatsen. Opvarmning var kakkelovn i stuen. Badning foregik i en balje i køkkenet, men min far var maskinarbejder på A/S Peder Nielsen, og om lørdagen kunne medarbejdere på fabrikken tage deres familie med til fællesbadning.

I 1946 blev jeg storesøster.

Min far og mor havde i nogle år haft en have i Vestergade 51, og i 1949 begyndte min far med hjælp af min bedstefar, som var murermester, at bygge hus til os i den have, huset var færdigt og vi flyttede ind samtidig med, at jeg den 1. april 1950 begyndte i første klasse på ”Den lille skole” i Tygelsgade. Min klasselærer var frk. Petra Poulsen, som var nyuddannet lærerinde. I 3.4.5. klasse gik jeg på Skolegades skole.

Ved Søndergades skoles start 1. april 1955 blev min far ansat som pedel på den nybyggede skole, og vi som familie skulle forlade Vestergade, da der dengang var bopælspligt for pedellen på byens skoler. Lejligheden, som vi skulle bo i, var ovenpå pigernes gymnastiksal, men den bygning var dog ikke færdig før til februar 1956. Huset i Vestergade blev solgt, og vores familieliv blev derpå tæt forbundet med skolens liv.

 

Jeg startede i 1.mellem ved skolens start, og vi var 36 elever i klassen.

Når man ser klasselokalerne nu, forstår man godt, at der skulle være lidt disciplin. Vi stillede op i skolegården på to rækker bag markerede streger, gårdvagten gik ned langs rækkerne, og man gik pænt på række op på gangen, hvor vi stillede op uden for klasseværelset, indtil læreren kom.

Ved skolens start var der 2 mellemskole klasser, så de næste fire år havde 1.mellem og 2. mellem fælles timer i de fag med kun drenge eller piger. Den ældste klasse kom tilbage på Skolegades skole for at tage realeksamen, således at min klasse var den første, der tog realeksamen på Søndergades skole. Realklassen er mødtes hvert 5. år siden, desværre ikke sidste år p.g.a. coronaen.

Hvorledes mit skoleliv og ungdomsliv var de næste mange år, kan man læse om i Tonny Bistrups indlæg i bind tre, idet vi i hele mellemskolen og realen var klassekammerater og var i samme vennegruppe.

I november 1959 skete der en katastrofe i vores lille kernefamilie, min mor var gravid med termin medio januar 1960, men ved normal barselkontrol i november, opdagede man en begyndende forsterforgiftning. Hun blev indlagt på Brønderslev Sygehus, og min lillesøster blev taget ved kejsersnit den 19. nov. 1959, min mor vågnede ikke op og døde den 21. nov. Herefter var alt kaos i vores familie i flere år.

Ved min skolegangs afslutning i 1960 var skoleåret blevet flyttet fra april til august, så vi gik i realen 3 mdr. mere end normalt.

Jeg havde tænkt mig at blive lærer og var optaget på Th. Langs Seminarium i Silkeborg.  Inden skulle sommerferien bruges med min skoleveninde til en tur til København på ”skolebillet”. Hver sommerferie kunne man hos Danske Statsbaner gratis få billet til, hvor man ønskede i Danmark, og vi skulle til hovedstaden, hvor vi kunne bo hos min venindes moster.

 

                  Eksempel på skolebillet                     

 

Inden denne ferietur havde jeg nok været noget vaklende i forhold til mine fremtidsplaner, så da jeg kom hjem fra ferie, spurgte min far mig, om jeg ville starte i Silkeborg. Nej, det var ikke sagen for mig at forlade mit liv i Brønderslev. ”Godt, så skal du møde til samtale om elevplads på Pedershaab Maskinfabrik i morgen.” Som sagt så gjort, og jeg startede en fireårig uddannelse som kontorassistent den 1. august 1960.

Pr. 1. august 1964 fik jeg arbejde ved Aalborg Kommune, hvor jeg startede i Belysningsvæsenet, senere blev jeg flyttet til ekspeditionen og kasse-funktionen.

Ernst, min kæreste og senere husbond, startede samtidig på Aalborg Teknikum, efter han var blevet udlært, som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik. Vi anskaffede os en lille Mascot, og så gik turen hver morgen til Aalborg. Vi blev gift i 1965 i Brønderslev ny kirke og flyttede derefter i de nybyggede lejligheder på Fortunavej i Brønderslev.

I Januar 1968 fik vi vores søn Jesper, og vi købte om sommeren mine bedsteforældres hus i Dalgasgade 3. Et hus min bedstefar selv havde bygget.

I 1969 søgte jeg uopfordret arbejde ved Brønderslev Kommune, men der var på daværende tidspunkt ingen ledig stilling. Jeg blev i stedet pr. 15. februar 1969 ansat som kontorassistent ved administrations-kontoret på Statshospitalet i Brønderslev, men ak allerede den 28. marts 1969 fik jeg besked på ” at byrådet i sit møde g.d. har vedtaget at tilbyde Dem ansættelse i en stilling som assistent”. Ikke morsomt at skulle sige op så hurtigt, men det var ved kommunen, jeg ønskede at arbejde, så jeg måtte gå den tunge gang til inspektøren og sige op på Statshospitalet.

1.maj 1969 startede mit arbejdsliv ved Brønderslev Kommune. Ved min ansættelse fik jeg en oversigt over ansatte på Rådhuset i Brønderslev Kommune. I alt 37 personer fordelt i 7 afdelinger.

Jeg startede i kassefunktionen og ekspeditionen, men pr. 1. januar 1970 skulle vi alle til at betale kildeskat. Pantefogeden ved Brønderslev Kommune var oppe i årene, og han ønskede ikke at sætte sig ind i den smule restancer, der ville komme ved kildeskattens indførelse.

Dette medførte: ”at byrådet efter indstilling fra kommunaldirektøren i sit møde den 21. oktober vedtog at ansætte Dem som pantefoged, således at Deres arbejdsområde fortrinsvis kommer til at bestå i inddrivelse af ikke afregnet kildeskat.”

Samtidig vedtog man,

at bevillige Dem nedsat tjenestetid til 20 timer om ugen med virkning fra 1. januar 1971. Ifølge notits i avisen bliver den nye pantefogeds opgave at inddrive restancer af kildeskat, men pantefoged H. Hemmingsen skulle fortsat tage sig af ældre skatterestancer fra før kildeskattens indførelse.

Herefter var jeg deltidsansat og var delvis hjemmegående husmor i flere år, og i 1974 fik vi min datter.

Den 15. august 1983 flyttede administrationen fra det gamle rådhus ind i tilbygningen, som nu er Brønderslev Kommunes rådhus.

I november 1985 blev der lavet ny organisationsplan, således at afdelingerne ekspedition/kasse og incasso blev til én afdeling benævnt BETALINGSKONTORET. Tiden gik med 3 forskellige chefer, vi var fire medarbejdere på Betalingskontoret, og jeg var for længst startet med fuldtidsjob.

I 1986 søger min daværende chef orlov, og jeg blev konstitueret som daglig leder af Betalingskontoret med virkning fra 1. juni 1986 til 31. maj 1987.

Men allerede den 26. februar 1987 vedtog økonomiudvalget ”at tilbyde Dem ansættelse i den ledige stilling, som fuldmægtig i økonomisk forvaltning som daglig leder af betalingskontoret med virkning fra den 1. marts 1987”.

I 1991 udtaler jeg til avisen, at det er dejligt at være pantefoged ingen tvivl om det. Avisen fortæller, at jeg har været leder af betalingskontoret siden 1986, hvor jeg overtog posten efter at havde siddet på kontoret i 17 år under tre chefer. Jeg har lært jobbet, som pantefoged på den hårde måde fra bunden. Efterhånden har jeg været på alle de uddannelser og kurser, der overhovedet findes, indenfor mit job, som pantefoged.

I 1991 var vi syv medarbejdere på Betalingskontoret, hvoraf 4 havde autorisation som pantefoged, og vores hovedbeskæftigelse var at administrere omkring 1700 skyldnere, der fordelte sig på 40 forskellige skyldsforhold. Disse personer skyldte i alt 38 mill. Skyldnerne fordeler sig i to grupper, dem der gerne vil betale, men ikke kan, og dem, der siger de gerne vil betale, men som reelt ikke vil.

Gennem alle årene var der et godt samarbejde mellem pantefogederne i de omliggende kommuner. Vi mødtes som regel en gang i kvartalet. I 1990 blev jeg kredsformand for pantefogederne i Nordjylland og Viborg amt og trådte samtidig ind

i hovedbestyrelsen i Foreningen af pantefogeder i Danmark.

Da jeg startede med at komme i Pantefogedforeningen, var der ikke mange kvinder. Når der var årsmøde, var der arrangeret ”dame tur” for ægtefæller, når mændene holdt møder. Det fik vi kvindelige pantefogeder hurtigt lavet om på.

I hovedbestyrelsen kom jeg til at sidde i uddannelsesudvalget, hvorefter jeg var med til at påvirke uddannelser på alle niveauer indenfor vores arbejdsområde. Arbejdet i Danmarks pantefogedforening sluttede jeg maj 2000.

Arbejdet som pantefoged har været:

• utroligt spændende og interessant
• arbejdet er udadvendt
• man møder mennesker både på godt og ondt
• man skal havde et positivt menneskesyn
• man arbejder med folk fra alle samfundslag og skal kende” sproget” i de forskellige samfundslag

I 2004 besluttede folketinget, at staten skulle overtage inddrivelsesopgaverne fra kommunerne pr. 1. november 2005. Jeg havde i hele året 2004 siddet i en arbejdsgruppe i København, hvor vi skulle beskrive, hvorledes vi i kommunerne havde arbejdet med manglende betaling af ejendomsskat som var rene kommunale kroner. Intet af vores arbejde i gruppen blev brugt, beslutningerne var allerede taget øverst i systemet.

Jeg kunne reelt gå på pension, men valgte at tage med til Hjørring i et af de landsdækkende skattecentre, idet jeg håbede at kunne sætte lidt præg på tingene, men det var ganske umuligt, og i maj 2007 opgav jeg og blev pensionist.

I 1990 var vi fem kollegaer, der gik sammen i et forsøg på at danne en kunstforening for administrationspersonalet ved Brønderslev Kommune, og inden vi fik set os om, var det en realitet, og Kunstforeningen Brundur startede med 81 medlemmer.

Vi havde herefter en udstilling af forskellige kunstnere på gangen på rådhuset hver måned, og ved generalforsamlingen blev der hvert år udloddet de indkøbte kunstværker.

 

Hele familiens liv foregik i Dalgasgade i Brønderslev. Ernst var ansat på Pedershaab Maskinfabrik, som Planlægningschef, men desværre blev han i 1996 ramt af kræft og døde i august 1997.

Da jeg blev alene, brugte jeg megen af min fritid på slægtsforskning, og samtidig begyndte jeg at lære at spille bridge. Jeg sad i lokalrådet i Danske Bank og brugte også nogle år i bestyrelsen for Bloddonorer.

Som sagt blev jeg pensionist i 2007 og har et dejligt liv, har fire dejlige børnebørn, har solgt huset i Dalgasgade til min søn og bruger rigtig megen tid i mit sommerhus i Løkken.

 

 

Det nok mest tragiske kapitel i Brønderslevs nyere historie blev skrevet under den tyske besættelse af Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. Det omhandler mordene på byens dyrlæge og tidligere borgmester Axel Richardt Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen den 12. januar 1945. Dette kapitel vil fortælle historien om, hvordan man i høj grad kan se drabene som en lokal kulmination af både nationale og internationale politiske og militære hændelsesforløb, der afspillede sig i Danmark og på den internationale krigsskueplads i årene op til denne grufulde aften i januar 1945.

Historie udvikler sig som en uafbrudt strøm af hændelser, der på en eller anden måde er afhængige af de forudgående. Når det gælder begivenheder fra besættelsestiden, kan disse ofte forklares med udgangspunkt i en lang række af kendte datoer: Tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940, starten på Anden Verdenskrig den 1. september 1939, Hitlers magtovertagelse i Tyskland den 30. januar 1933 eller sågar med det tyske nederlag under Første Verdenskrig, der af de fleste historikere vurderes som værende afgørende for, at det kom til en ny krig godt tyve år senere. Kapitlet ville dog fjerne sig for langt fra den egentlige historie ved at uddybe de nævnte datoer, så derfor springes der frem til påstanden om, at det tyske nederlag i Stalingrad i slutningen af januar 1943 i høj grad havde betydning for mordet på dyrlægen og dyrlægeassistenten i Brønderslev en mørk aften i januar knap to år senere.

Stalingrad blev både disse to mænds og deres bødlers skæbne, fordi slaget var med til at bestemme krigens udfald og inden da fik store konsekvenser for den tyske besættelsespolitik i de besatte lande, herunder Danmark. Indtil langt ind i Hitlers Ruslandfelttog dominerede Nazi-Tyskland krigen; først med en effektiv lynkrigsstrategi i Nord- og Vesteuropa og siden ved at demonstrere, at man kunne erobre enorme landområder i øst. Ved Stalingrad blev den tyske krigsmaskine for alvor stoppet, og befolkningerne i de besatte lande var måske ikke længere helt så sikre på, at det var tyskerne, der ville vinde krigen. Dette havde ikke mindst betydning i forhold til modstanden overfor de tyske besættere. Denne gjorde sig også gældende i Danmark, hvor modstandsbevægelsen først for alvor fik medvind, da tyskerne begyndte at tabe. Da det tyske Afrikafelttog, med den kendte pansergeneral Erwin Rommel i spidsen, slog fejl, og det endda lykkedes de allierede at landsætte tropper i Syditalien i sommeren 1943, kom der for alvor gang i modstanden og det folkelige oprør i de besatte lande.[1] For Danmarks vedkommende betød dette folkestrejker i de større byer i løbet af sommeren 1943 og stigende sabotage mod tyske interesser, herunder fabrikker og infrastruktur. Vi kender i dag denne tid som ”Augustoprøret”, da dette var måneden, hvor begivenhederne for alvor spidsede til og kulminerede her i landet. De tyske besættere kunne selvfølgeligt ikke tolerere, at modstanden tog til og situationen begyndte at komme ud af kontrol for den danske regering.[2]

Regeringen havde gennem den såkaldte samarbejdspolitik indtil da havde haft relativt frie hænder til fortsat selv at regere Danmark. Sammenlignet med den tyske besættelsespolitik i andre lande var dette et særsyn, der dog primært kan forklares med Danmarks rolle som leverandør af landbrugsprodukter til den tyske krigsmaskine, samt særdeles pragmatisk orienterede personer i den tyske besættelsesforvaltning med den såkaldt rigsbefuldmægtigede topnazist Werner Best i spidsen. Danskernes status som ”ariere”, ”germanere” og medlemmer af ”den nordiske race”, har givetvis også spillet en ideologisk rolle for nazisterne. Besætterne ønskede simpelt hen ikke at have problemer i et land, som leverede en væsentlig del af ”Det Tredje Riges” fødevarebehov og hvor besættelsen hidtil havde forløbet særdeles fredeligt sammenlignet med andre tyskbesatte lande. Urolighederne og den stigende modstand i sommeren 1943 endte dog til sidst med, at besættelsesmagten på ordrer fra Berlin stillede en række krav til den danske regering, herunder indførelsen af dødsstraf mod sabotører.[3] Regeringen i Berlin havde mistet tålmodigheden. I Danmark havde den sidste henrettelse ellers fundet sted i 1892 og dødsstraffen var blevet officielt afskaffet med straffeloven af 1930. Den blev dog genindført efter befrielsen mod særligt grove landsforrædere, hvilket vi vil vende tilbage til.[4]

Tyskernes krav om bl.a. dødsstraf til de danske modstandsfolk blev for meget for regeringen. Den gik af den 29. august 1943. Den militære undtagelsestilstand blev indført og tyskerne arbejdede fra nu af sammen med danske embedsmænd. Departementschefstyret var en realitet. Sabotagen fortsatte dog. At regeringen var gået af, var for mange et symbol på, at samarbejdet med tyskerne ikke fungerede og endeligt var brudt officielt sammen. Uofficielt fortsatte det dog uden de større gnidninger gennem ministeriernes departementschefer, der i samarbejde med politikerne (og modstandsbevægelsen) – nu fra tilbagetrukne positioner – naturligvis stadig var interesserede i at bringe Danmark bedst igennem krigen med mindst mulige tab.[5] Besættelsens vilkår havde dog ændret sig kraftigt. Befolkningen havde fået øje for, at tyskerne risikerede at tabe krigen. Oprøreret tog til og nye modstandsgrupper blev stiftet rundt om i landet. Danmark havde på mange måder hidtil været et ”Mønsterprotektorat” – altså det for tyskerne nok mest fredelige (og samarbejdsvillige) besatte land i de første år af besættelsen.[6]

Det undrer derfor næppe, at rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, pressede de tyske besættelsesmyndigheder til gengældelsesaktioner, da situationen i Danmark i stigende grad kom ud af kontrol. Werner Best og andre pragmatisk tænkende topnazister i Danmark var kritiske overfor sådanne gengældelsesordrer, da man frygtede en yderligere eskalation af oprøret. Himmlers ordrer måtte dog følges. På Himmlers initiativ grundlagde man fra centralt hold derfor en tysk gruppe af civilklædte agenter, der skulle operere fordækt i Danmark sammen med danske håndlangere, der blev rekrutteret i danske nazistiske organisationer. Flere af dem var således instruktører i Schalburgkorpset og var tidligere hjemsendte medlemmer af den danske SS-enhed Frikorps Danmark. At deres handlinger senere blev kendt som ”schalburgtage” kan føres tilbage på denne sammenhæng og korpsets dårlige rygte i samtidens dagspresse. Det var dog ikke direkte Schalburgkorpset, der havde ansvaret for de terrorhandlinger, denne gruppe skulle gennemføre. Dette rygte fremgik ellers gennem store dele af både den illegale og den legale danske presse dog indtil retsopgøret efter besættelsen, hvor Petergruppens reelle ansvar for den tyske modterror for alvor blev kortlagt. På dette tidspunkt var begrebet ”schalburgtage” dog allerede indprentet i danskernes kollektive bevidsthed.[7]

Gruppens tyske medlemmer var rekrutteret blandt SS’ absolutte elitesoldater. Gruppens første leder, Otto Schwerdt, havde således været med til at befri den italienske diktator Benito Mussolini, efter at denne var blevet sat i husarrest, efter at Italien havde skiftet side som følge af den allierede invasion i landet. I Danmark fik Otto Schwerdt dæknavnet ”Peter Schäfer” – hans gruppe af agenter fik derfor betegnelsen Petergruppen. Tanken havde fra starten været, at Petergruppen skulle begå terrorhandlinger som reaktion på den danske modstandsbevægelses sabotage og stikkerlikvideringer. Modsat den danske modstandsbevægelse, der saboterede mål af tysk interesse, skulle Petergruppen ramme mål, der havde betydning for civilbefolkningen. Nazisternes bizarre logik var, at danskerne så blev træt af modstandsbevægelsen.[8]

Petergruppen blev hurtigt et rejsehold i død og ødelæggelse, der gennemførte aktioner i hele landet. Blandt Petergruppens mål var sprængningen af Tivolis Glassal i København, et kendt forlystelsessted, hvor musikere som Svend Asmussen og Leo Mathisen spillede jazz – en musikstil, der absolut ikke passede ind i nazisternes racistisk orienterede verdensbillede og af disse blev set som produktet af afroamerikansk kultur. Ødelæggelsen af den slags forlystelsesetablissementer blev hurtigt et modus operandi for Petergruppen, hvor sprængningerne af Restaurant Kilden i Aalborg ad to omgange, hvor de ovennævnte musikere i øvrigt også optrådte, kan nævnes som eksempler.  Andre eksempler var sprængninger af virksomheder, der ikke producerede for besættelsesmagten, men hvor det deraf følgende produktionsstop generede flest mulige danskere. Bland nordjyske eksempler kan nævnes Petergruppens sprængninger af Aalborg Stiftstidende, Frederikshavns Avis og Vendsyssel Tidende, hvorved man forsøgte at genere de mange avisabonnenter, der var afhængige af avisernes nyhedsstrøm. Denne type aktioner var igen organiseret efter en fremgangsmåde, som også blev anvendt andre steder i hele landet. Sabotager mod andre produktionsvirksomheder forekom dog også i betydelig målestok. Petergruppen begik også en lang række såkaldte clearingmord som reaktion mod modstandsbevægelsen stikkerlikvideringer fra årsskiftet 1943/44 til befrielsen. Ofrene var for det meste lokalt kendte personligheder, der havde ry for at være dansksindede og antityske. Det nok mest kendte var drabet på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944, som samtidigt var en af gruppens første aktioner i Danmark. Godt et år senere kom gruppen til Brønderslev.[9]

På dette tidspunkt var Otto Schwerdt – alias Peter Schäfer – blevet afløst af Horst Issel. Schwerdt følte sig som soldat og var utilpas ved at begå drab iklædt civilt tøj. Han havde derfor søgt om at komme tilbage til egentlig krigstjeneste. Fremgangsmåden forblev dog den samme under Issel. Petergruppen ankom til Aalborg den 12. januar 1945 efter forinden at have gennemført en aktion i Aarhus. Her mødte de op på Højskolehotellet på Boulevarden, dengang Gestapos hovedkvarter i Aalborg.[10] Gruppen var kommet til Aalborg, fordi de lokale Gestapo-folk ønskede en reaktion mod modstandsbevægelsens likvidering af de danske nazister Søren Georg Andersen og Ejnar Laursen foran sidstnævntes bopæl i Skipper Klements Gade i Aalborg – øvrigt meget symbolsk på etårsdagen for Petergruppens mord på Kaj Munk, hvorved gruppen skulle hævne modstandsbevægelsens reaktion på et mord, den oprindeligt selv havde begået.[11]

På Højskolehotellet udpegede Aalborgs berygtede Gestapo-chef Fritz Bolle dyrlæge Axel Møller, der gennem en årrække i 1930erne tillige havde været borgmester i Brønderslev, som mål for gengældelsesaktionen. Tyskerne har antageligt vist, at han også havde kontakter til modstandsbevægelsen.[12] Klokken 20 samme aften kørte Issel sammen med en gruppe bestående af både tyskere og danskere til Brønderslev. Køreturen tog en times tid. Blandt danskerne var Aage Thomas Mariegaard, 22 år og fra landsbyen Tømmerby, få kilometer fra Brønderslev. Mariegaard var blevet påvirket af nazismen som ganske ung og blev allerede som 15årig medlem af Nationalsocialistisk Ungdom. I 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark som 18årig, altså som en af de yngste. I 1942 kom han til østfronten, – en barsk oplevelse, der blandt andet bød på kampe med russerne i den berygtede Demjansk-kedel. Mariegaard blev her syg af difteri, en alvorlig bakteriel halsbetændelse, og kom på rekreation i Tyskland. Herefter blev han sendt til København for at uddanne Schalburgkorpsets rekrutter i maj 1943. Et halvt år senere blev han herfra selv rekrutteret til at blive medlem af ”Petergruppen”.[13]

Denne aften i januar 1945 var det Mariegaard, der ringede til dyrlæge Møller fra en telefonboks, efter at gruppen var kommet til Brønderslev. Han var jo lokal og talte derfor vendelbomål. Det lykkedes ham derfor at foregive, at han var en husmand fra Øster Hjermitslev, der havde en ko, som havde besvær med at kælve. Dyrlægen, der rådede over en benzindreven bil, skyndte sig straks afsted. Hvad Petergruppen ikke forventede var, at også Axel Møllers assistent, Ole Vagn Larsen, var til stede denne aften. Begge havde været på et dyrlægebesøg tidligere på dagen, som havde trukket ud, så Larsen havde spist til aften hos ægteparret Møller. Petergruppen besluttede, at dyrlægeassistenten også måtte dræbes. Gruppen skyggede nu dyrlægens bil, der var på vej mod Øster Hjermitslev, men stoppede denne udenfor Brønderslev. Horst Issel beordrede dyrlægen og dyrlægeassistenten til at følge med til afhøring i Aalborg under påskud af, at man kom fra det tyske sikkerhedspoliti. Larsen og Møller blev skilt fra hinanden, så dyrlægeassistenten blev sat i Petergruppens vogn, mens dyrlægen blev passager i sin egen bil med Issel ved rattet. Møller protesterede; han troede jo, at han skulle tilse en syg ko, men det nyttede ikke. Bilerne kørte mod Aalborg, men stoppede udenfor Bouet, få kilometer fra Nørresundby. Her blev Ole Vagn Larsen beordret ud af bilen og likvideret med nakkeskud i vejgrøften af tyskeren Paul Apfel, der ti uger senere selv blev dræbt ved Shellhusbombardementet. På samme tid affyrede et af gruppens medlemmer, efter al sandsynlighed en anden dansker ved navn Ib Nedermark Hansen, en maskinpistolsalve fra bagsædet mod dyrlægen, der jo sad foran på passagersædet i sin egen bil. Issel var forinden steget ud af bilen for gennem et aftalt signal at beordre begge henrettelser. Bilen blev, stadig med den afdøde dyrlæge Møller på passagersædet, herefter kørt til Aalborg og parkeret samme sted, som modstandsbevægelsen tidligere havde likvideret den danske nazist og ”sysselleder” Laursen. Hermed mente man at kunne statuere et eksempel.[14]

Aage Mariegaard blev som følge af straffelovstillægget[15] idømt en dødsdom og blev henrettet for sine gerninger natten til den 9. maj 1947. Han var en af de 46 danskere, der blev henrettet på dette grundlag efter befrielsen, hvor dødsdommen kun blev givet for forbrydelser af særlig grov karakter, eksempelvis for tortur og drab mod danske medborgere.[16] Han var dømt for en lang række forhold som følge af sin rolle i Frikorps Danmark, Schalburgkorpset og Petergruppen, herunder også sin medvirken til drabet på dyrlæge Axel Møller og dennes assistent Ole Vagn Larsen.[17] Møllers drabsmand, Ib Nedermark Hansen, blev henrettet samme nat. I alt var Petergruppens medlemmer sigtet for 281 forhold på landsplan, der foruden clearingmord og schalburgtager også omfattede dødelige attentater mod tog som hævn for modstandsbevægelsens omfattende jernbanesabotage. Henrettelserne fandt sted på Bådsmandsstræde Kaserne i København, altså området, der i dag er bedre kendt som Christiania. Mariegaard var ikke blandt de danske gruppemedlemmer, der havde gjort sig skyldige i de allermest bestialske forbrydelser. Han er siden ud fra en analyse af retsopgøret blevet beskrevet som værende den typiske håndlanger; vagten, tolken, sprængningseksperten – aftrækkeren trykkede andre på, selvom Mariegaard ifølge dommen medvirkede til mindst ti drab.[18] Hans nazistiske overbevisning sås der dog ikke tvivl om. På sin vis kan man sige, at han også var et offer, da Danmark genindførte dødsstraffen med tilbagevirkende kraft efter befrielsen, en politisk beslutning, som blev truffet for at ”rense luften” i den umiddelbare efterkrigstids Danmark, men som på mange måder var problematisk ud fra et etisk og moralsk synspunkt. Dødsstraffen var dog næppe blevet genindført i Danmark efter befrielsen, hvis tyskerne ikke havde gennemført modterroraktionerne i de to sidste besættelsesår – blandt andet med Petergruppen som instrument. Den juridiske del af fortællingen er dog en helt anden historie.[19]

Billede mangler

Aage Thomas Mariegaard (stående) modtager sin dødsdom i Københavns byret den 10. juli 1946. Ib Nedermark Hansen (siddende) havde tydelige psykiske kvaler under retssagen. Billedet viser i al sin tydelighed Nedermarks reaktion på den netop afsagte dødsdom.  Foto: Det Kongelige Bibliotek.

 

[1] Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945. Gylling, 2005. Ss. 374-375

[2] Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Bind II. København, 1979. Særligt ss. 190-287, 425-450

[3] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. Ss. 467-468

[4] Tønnes Bekker-Nielsen: ”Dødsstraf” i: Tønnes Bekker-Nielsen, m.fl.: Gads Historieleksikon. København, 2001. ss. 129-130

[5] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. S. 497

[6] Begrebet har ophav i Sten Gudme: Denmark: Hitler’s Model Protectorate. London, 1942. Bogen prægede i høj grad de allieredes opfattelse af Danmark under besættelsen og begrebet blev tillige anvendt flittigt i den danske illegale presse; ikke mindst i forhold til et opgør med samarbejdspolitikken.

[7] Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. Viborg, 2000. s. 114

[8] Florian Altenhöner: Der Mann, der den 2. Weltkrieg begann. Alfred Naujocks: Fälscher, Mörder, Terrorist.  Berlin, 2010. Ss 197-201

[9] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 23-27, 93-94, 111-112

[10] Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. Gylling, 2003. s. 44

[11] John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter. København, 2002. Ss. 516-517

[12] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 191-193. Aksel Blaabjerg og John Nørkjær: Orientering om Brønderslev. Brønderslev, ukendt trykkeår. S. 104

[13] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. Ss. 16 ff., 65-70

[14] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 192-193. Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 7-8

[15] Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

[16] Jesper Nielsen: Den strengeste straf. Dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945. Gylling, 2001. s. 136

[17] Højesterets protokolsekretærer: Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1947. 91. Aargang. København, 1948. s. 136, ss. 166-167.

[18] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 74-75

[19] Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. Bind 1. Viborg, 1997. s. 75

Kilde: Artikel af Ella Pedersen, fhv. lærer, fra december 2007.

 

Et møde med Svend Møller og Per Niemand Jensen.

Nørregade i Brønderslev har som de fleste andre gader gennemgået en stor forandring gennem tiderne.

Svend Møller er vokset op ved den østlige del af Nørregade og er bekendt med området, som han husker det så ud 1940-1950erne.

På hjørnet af Bredgade og Nørregade havde Mandrup Poulsen sin boghandel.

Derefter var der som i dag – Centralhotellet. I smøgen, hvor der i dag er værested, havde bogtrykker Hansen til huse.

I den efterfølgende gule bygning var der skrædderforretning i stueetagen og cykelforretning i kælderen.

Derefter var der Svend Christensens møbel – og ligkistemagasin.

På hjørnet ved Gravensgade havde barber Jørgensen forretning.

På det modsatte hjørne lå Nørrehus. Der var først en købmand Bentsen, derefter kom forsikringsagenturet ”Haand i Haand”.

Anton Tolstrup var den næste. Han forhandlede koks, kul og cinders, og var en overgang borgmester i Brønderslev.

Derefter kom urmager Buus, som gjorde opmærksom på sig selv ved at lade kyllinger vandre rundt mellem urene i butiksvinduet. Da Buus flyttede til hjørnet af Bredgade-Jernbanegade, rykkede Aalborg Stiftstidende ind i lokalerne.

Så kom VVS-firmaet Brdr. Langeland med bestyrer Otto Haugaard. Firmaet forhandlede rør, komfurer, radiatorer og meget mere.

Inde i baggården havde A. Poulsen sin sodavandsfabrik. Han forhandlede også æbler, huder og ål.

Den næste butik var lille bitte, og den lå lige over for ”Told- og Kgl. Vejer” skuret, som butiksejeren også passede.

Der går historier om det at fortolde. Det var især spiritus, der skulle fortoldes, og tolden blev af og til betalt med varer, – men det er måske bare en historie.

Til sidst kom Færchs møbel- og ligkiste forretning.

Ved Grønnegade lå bilforhandler S. Møllers forretning, og på hjørnet af Christiansgade lå dyrlæge Møllers ejendom.

På den modsatte side lå Borida, der indeholdt et pensionat i stueetagen, hvor værtinden hed ”Mads”, og på 1.sal havde Odd Fellow til huse.

I ejendommen derefter boede fru direktør Juhl Nielsen.

Derefter var der et beboelseshus, inden man kom til cementstøber Søren Nielsens ejendom.

Efter Vestergaardsgade kom landboauktionshallen, hvor der i dag er biograf og teatersal, kaldet BAS.

På hjørnet af Hedelundsgade var der også dengang en børnehave.

På venstre side over for Centralhotellet var der ned ad gaden baneterræn, pakhus med rampe foran og toldkontor.

Igen baneterræn, hvor Winther og Andersen havde opmagasinering af træ.

Bagved havde vognmand Jensen nogle heste i en bygning. Hestene blev brugt i forbindelse med rangering af godsvogne.

I en sanddynge ved godsvognene fandt drengen Svend Møller en landmine med følere. Han tog den med hjem og stillede den foran sin far og sagde: Se, hvad jeg har fundet! Faderen blev forskrækket. Minen blev afhentet af politibetjent Benzon.

Efter baneterrænet lå PN-beslags kontorbygning og derefter kom fabrikken.

Per Niemand Jensen er også født og opvokset i Nørregade. Han bor og har altid boet på ”Møllerens Eng”.

Pers far var møller. Han havde sin mølle omtrent der, hvor vandtårnet står. Navnet Niemand fik Per, fordi han var nummer ni i børneflokken på 12. Per Niemand Jensen er i dag 90 år, men bor som enkemand alene i sit hus og klarer sig selv. Han hjælper til i Brønderslev Hallen, når det er nødvendigt. Ingen kan se eller mærke, at Per Niemand Jensen er 90 år gammel.

Det lille gule hus foran tennisbanen kaldes Hedelundshuset. Til venstre boede Monrad med kone og børn, og til højre boede Bitte Frederik med sin familie. Monrad arbejdede for kommunen. Han skulle slå sten til gaderne. Det var et hårdt arbejde.

Nord for Per Niemand Jensen boede post Jens (Olsen), derefter Otto Pedersen, Brønderslev Trælasthandel.

Derefter kom man til stadion, hvor den første bestyrer var sadelmager Yde. Da Anker og Signe var bestyrere, vankede der fra Signes hånd æbleskiver og jødekager, og fra Ankers hånd streng justits. Man måtte aldrig løbe over fodboldbanen, – så vankede der skældud.

Efter stadion lå sygehusinspektør Sølvsteens hus.

Derefter kom Augustesens hus. Han var fyrbøder på sygehuset og chauffør i sygebilen.

Næste hus tilhørte taxavognmand Vestenkær, og efter ham boede købmand Hans og Nussen.

Så kom man til huset, hvor den barber boede, som var barber i forretningen ved siden af Martinus Nielsen.

I næste hus boede en maler.

Så kom forretningen, der solgte brød, slik og ugeblade. Dengang var ugeblade ikke noget hverdagsagtigt.

Derefter var der igen en beboelsesejendom.

Så kom huset, hvor Jens Oluf og Anna og børn, plus en hest, boede. Jens Oluf var post i Vildmosen, og når vinteren var rigtig slem, spændte børnene hesten for en kane, og hentede deres far i mosen.

Derefter huset, hvor Mølvadgaard, der arbejdede for kommunen, boede. Efter ham boede der en enke, og så var der 2 beboelsesejendomme efter hinanden, inden man kom til huset, hvor Per Duhn boede, og så er vi nået til Tolstrupvej.

Inden børnehjemmet blev opført, var der på området en plantage, kaldet fru Tuxens plantage. – Det var en ideel legeplads. Vi holdt den fri for børn fra byen. En dreng, der havde et glasøje, tabte det en gang, da han klatrede i et træ. Vi ledte alle sammen på jorden indtil vi fandt det. Det blev gjort rent med spyt, tørret med undertøjet og derefter sat på plads igen, fortæller Per Niemand Jensen.

Den gamle restaurationsbygning i Hedelund var en meget smuk træbygning med danselokaler m.m., men den blev brændt ned af tyskerne under krigen. I bygningen var der afholdt mange fester, bl.a. grundlovs-, pinse- og folkefester. Græsset omkring søen måtte ikke betrædes. Ønskede man at danse i Den runde Pavillon, kostede det 50 øre pr. dans. Der, hvor idrætshøjskolen ligger, var der tidligere en mark, hvor heste græssede. Hestene tilhørte direktør Cordes fra Trælasten. Per Niemand Jensens kone gav hestene brød, og da de en dag stak af, lykkedes det hans kone at fange dem, fordi de genkendte hendes stemme.

På en udstykning fra Ø. Hedegaard blev der bygget en bolig til overlæge Thorvald Pedersen. Den blev senere købt af sagfører Sanvig.

Derefter byggedes der endnu en lægebolig.

Så kom Sygehusvej og derefter kom selve sygehuset, som blev opført i 1913-1914, – også jordareal fra Ø. Hedegaard.

Allersidst inden Tolstrupvej lå funktionærboligerne.

Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen

Tidligere købmand Jørgen Johansen, tidligere indehaver af forretningen med papir, kontorartikler og lædervarer Harald C. R. Thomsen samt Else Aabo, født Knudsen og opvokset i øverste lejlighed over Carl Lauritzens forretning på hjørnet af Bredgade-Nygade fortæller. De giver et unikt billede af Nygade i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne.

Nygade – et lille navn, men til meget gavn – en central gade i byen. På højre side set fra Algade – var der på hjørnet modesalonen Elegance, ejet af Rosa Nielsen. Her forhandledes damehatte. Hattene blev syet inde i rummet bag butikken, og mange kunder kom derind og fik en kop kaffe.

Ved siden af Elegance var der barber og frisør, hvis indehaver var Kaj Pedersen.

Så nåede man frem til købmand Johansens forretning, der udover kolonialvarer forhandlede korn og foderstoffer m.m. Der var næsten altid kø, for omtrent alt skulle vejes (blød sæbe, melis, mel, sirup og meget mere). Mange af kunderne havde en kontrabog, hvori købene blev noteret.

Efter købmand Johansen lå papir- og lædervareforhandler Harald C.R. Thomsens forretning. Her kunne man udover papir- og lædervarer købe foto og kunstartikler m.m. Mine bydrenge var meget dygtige, føjer Harald C. R. Thomsen til.

Derefter lå Brønderslev Andelsmejeris udsalg med frøken Olsen som bestyrerinde. Man skulle hente piskefløde i egne kander, så om søndagen stod folk med kander i kø. Derudover kunne man købe mælk, smør og ost. Det var muligt at få kredit – man blev ”skrevet”.

Lige ved siden af lå radioforhandler Harald Hansens butik. Han var den første i byen med TV. Antennen lå på taget. Han forhandlede også grammofonplader. Han var gift med damefrisør Ellitsgaard Hansen.

Så er vi nået til hesteslagter Tage B. Sørensen, der bl.a. forhandlede hestebøffer. Det fortælles, at der en dag blev glemt en lille gravhund i bagbutikken, da man lukkede og låste. Da det blev opdaget, at gravhunden var væk, ledte man overalt i byen – uden held. Da butikken åbnede næste dag, blev personalet modtaget af en kæmpestor gravhund.

Tæt ved hesteslagteren boede urmager Jens Hansen. Han havde værksted bag butikken, hvor han sad og reparerede ure. – ”Urmager, må vi komme ind til dig?”, spurgte vi, og vi fik småkager, når hans kone kom med kaffe. Det var meget flinke mennesker, fortæller Jørgen Johansen.

Den næste butik var slagter Kusks store, kendte slagterforretning. Her ekspederede bl.a. fru Kusk. Slagteren købte selv kreaturer hos landmændene.

Så er vi fremme ved Skovs Sæbehus, hvor man kunne købe håndsæbe, vaskepulver, toiletartikler og meget mere.

Næste butik var ”Sulelageret”, ledet af fru Mikkelsen. Der blev solgt spegesild, røget makrel, ost m.m.

Ved siden af lå Bager Christensens forretning med bageri i gården. – Der var en dejlig duft, mindes Jørgen Johansen.

Længere inde i gården havde skomager Jens Peter Jensen sit værksted.

Dernæst kom Ellen Christensens ”Modehuset”, hvor man især kunne købe damehatte.

Ved siden af lå skohandler Tue Pedersens forretning ”Rio Sko”.

Så lå der igen en barberforretning, ejet af barber Christoffersen.

Og så kom byens træhandler, Martinus Nielsen. Her kunne man købe lædervarer, men det var først og fremmest legetøj, der blev solgt. Der var utrolig mange varer i vinduerne, og der stod næsten altid en flok børn og trykkede næsen ind mod ruden.

På hjørnet ved Bredgade lå Carl Lauritzens tøjforretning ”Magasin du Nord”. Den blev altid kaldt Carl Lauritzen, og lederen hed Niels Richard Lauritzen. Der var to etager med tøj, dametøj, sengetøj og meget mere. Der var mange ansat.

På den anden side af Nygade, set fra Algade, lå Brønderslev Sparekasse på hjørnet med direktør Hansen som leder, efterfulgt af Laurits Østergaard. Karen Kjølholm var kasserer.

Derefter lå gartner Johan Jensens gartnerforretning, der grænsede op til gården ind til Hotel Brønderslev. Den var belagt med brosten. Hestestaldene i gården blev passet af staldforpagter Frandsen. Men staldene blev raget ned, og i stedet blev der bygget en rød ejendom. Bygherren var træhandler Kjær.

Næste forretning var ”Dansk Svensk Staal”. Der blev solgt isenkram, så som søm, skruer og lignende.

Den næste butik var fiskehandler Rudolf Nielsens forretning, og efter den lå Smørforsyningen med navnet La Palma.

På det sidste hjørne lå Jacob Christensens skotøjsforretning, ledet af Jacob Christensen. To af sønnerne fortsatte i samme genre i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn.

Det var Nygade dengang. Selv om det var småt med penge for de fleste, så huskes velvillighed, smil og glæde og god tid.

At være postbud i regn og Storm og med Celuldsdæk er en blandet fornøjelse.

Brrrr! Vækkeuret ringer klokken fem. Posten springer ud af fjerene og kigger ud i mørket. Regnen pisker på ruderne, og stormen hyler om hushjørnet. Det vil blive en drøj dag; men det får ikke hjælpe. I en fart trækker han tøjet på, får lidt at spise og pumper luft i cykelhjulene.

Desværre er ringene ikke så gode, som de skulle være, men det går vel i dag også.

På posthuset er han snart i travl virksomhed med at sortere breve og skrive værdipapirer i sin kvitteringsbog, og så skal tasken pakkes. Det skal gøres omhyggeligt, dels er der så mange aviser og andre papirer, så det er et helt studium, at få det hele stoppet deri – ja i dag må han have en stor pakke ved siden af, og dels skal det hele beskyttes mod den piskende regn.

Endelig er han og hans kolleger færdige, og så tørner han ud i storm og slud i den dæmrende morgen. Længe varer det da heller ikke, før vandet drypper fra ham, mens han aser af sted på de opblødte og ujævne veje. Undertiden må han næsten slæbe cyklen gennem mudderet, men fremad går det, og snart kan han begynde at lægge en avis af her og et brev der; en skal have et pengebrev, som skal kvitteres for, en anden skal betale en opkrævning, et sted afleverer posten en regning i blå konvolut, og manden knurrer så småt, mens en anden med smil modtager en check på mange hundrede kroner.

Hist henne står en ung mand ved et hushjørne og venter på posten, jo der er brev til ham, en lille fin duftende billet, som posten har påset særlig omhyggeligt på, så den er ren og fin trods regnvejret. De fleste breve får ellers efterhånden sørgerande trods påpasselighed, og aviserne får flossede kanter og krøllede hjørner. En lille bekymret mor spørger om brev fra den store dreng. “Nej, ikke i dag, men du skal se, det kommer nok, når du blot giver tid”, trøster posten.

Henne ved købmanden læsset han en stor bunke af, og i stedet får han en anden, næsten lige så stor bunke med sig igen. Et sted står en husmor parat med kaffekanden; i tilgift får hun en lille passiar, mens vandet siler ned ad ham og danner en hel sø på gulvet. Det kvikker svært op med sådan en forfriskning, og lidt efter tramper han igen i pedalerne på de fæle biveje mod den stride vind.

Der skal hænges i, for tredive kilometer eller mere er ingen springvej i et sådant herrens vejr. Nej, så er det anderledes rart om sommeren, når solen skinner og vejen er god, mens lærken kvidrer foroven.

Endelig når posten ud i det yderste af distriktet, og han begynder at vende næsen hjemefter. Men så gør cyklen knuder. Han har nok mærket, at den har hoppet så underligt et stykke tid, men har tænkt, at det var den ujævne vej, som var skyld i det.

Så opdager han til sin forskrækkelse, at Cellulds-dækket har slået en slem revne i siden, og den røde slange stikker ud. I næste gård tiltigger han sig et stykke selvbindergarn til at holde slangen inden for dækket med, og nu går det igen. Så må han stoppe op et sted, hvor manden er i færd med at skrive et brev, “og det skal endelig med i dag”, forklarer han. Posten venter da også tålmodigt en stund, til brevet er færdigt.

På turen møder han en mængde mennesker, og til dem alle har han et venligt ord, særlig til børnene, der sender glade smil til ham igen. Derimod er hundene næsten alle vegne vrede på ham og gør en frygtelig alarm.

Endelig når han træt og udaset tilbage til posthuset, hvor han aflægger nøjagtigt regnskab for alt, hvad han har afleveret og modtaget, og så går turen hjem til hans kone, der sørger for, at han kommer af alt det våde tøj, får noget at spise og bliver puttet i seng en times tid eller så.

Derefter bliver han purret ud igen, og nu må han allerhelst have cyklen repareret, så den kan gå igen i morgen; desuden er der en hel mængde andre ting for ham at pusle med derhjemme, så han kan nok få tiden til at gå.

I disse mørke og våde novemberdag er det ikke misundelsesværdigt at være landpost, og bedre bliver det ikke, når sneen falder, så han må lade cyklen blive hjemme. Men han tager det med et godt humør, og vi andre er glade for ham og beundrer vores trofaste budbringer.

I dag kan jeg sidde her i varmen og modtage mails, opkrævninger, og hvad ved jeg, det kunne man ikke for 70-100 år siden. Alt til mig kommer via en fiberforbindelse eller om en måned gennem et lyslederkabel – det går så hurtigt, så man ikke når at rette fejlene, inden modtageren har prikket “synes godt om” eller det modsatte.

Af Ove S. Johansen

 

 

På Nordjyllands Idrætshøjskole handler idrætten om venskaber, fællesskaber og oplevelser. Vi tilbyder mange idrætsfag inden for bl.a. Fitness, Bold & sport, Outdoor og Uddannelse. Skolen har plads til 127 elever. Hvert år rejser vi til bl.a. Frankrig på adventure- og skiture samt til Club La Santa.

                                                – fra mit perspektiv.

Lidt om højskolens historie

 Nordjyllands Idrætshøjskole slog dørene op for elever første gang i oktober 1986. Forud for det første elevhold gik tanker, idéer og mange års arbejde af lokale ildsjæle. Højskolens første forstander Tage Elkjær blev tilknyttet projektet allerede i 1981. Han blev dog først fuldtidsansat i 1984. Tage Elkjær var med til at forme både højskolens fysiske rammer og værdigrundlaget for højskolen.

Da højskolen startede, lå den idrætslige faglighed inden for gymnastik og boldspil samt alment dannende højskolefag. Det var også en naturlig del af højskoleopholdet, at eleverne uddannede sig til trænere inden for en selvvalgt idrætsgren. Siden hen har skolen udviklet sig til at tilbyde en bredere række af idrætsfag, og også inden for den almene del af fagtilbuddene, er højskolen fulgt med tiden, så fagene i dag bl.a. omhandler bæredygtighed, frivillighed, politik og samfund samt positiv psykologi.

 Eleverne

Eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole kommer fra hele landet – ja, fra hele verden. De er typisk mellem 18 og 25 år, og har det til fælles, at de er glade for idræt og sport. I og med at højskoleophold i Danmark har en høj egenbetaling, har de fleste af eleverne arbejdet og sparet penge op, inden de starter på højskolen. Højskolen stræber efter at give elever, som ikke selv har de økonomiske midler, mulighed for at komme på højskole. Dette realiseres dels gennem Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole, som kan bidrage til elevernes egenbetaling, og dels gennem projekter f.eks. for unge uden ungdomsuddannelse.

Hvad laver vi på Nordjyllands Idrætshøjskole?

I dag har Nordjyllands Idrætshøjskole en bred profil, hvor eleverne kan vælge mellem ca. 50 forskellige fag. Denne udvikling er sket løbende, og tilgodeser at mange forskellige typer af elever finder højskolen attraktiv. Dette gør, at vi får en større mangfoldighed i elevsammensætningen, og dermed kan lave bedre højskole.

I løbet af en uge, har eleverne fire forskellige idrætsfag, og dertil kommer mange forskellige højskolefag. Højskolefagene dækker over en stor variation af alment dannende områder bl.a. foredrag, diskussion og debatfag.  Den almene dannelse integreres også i alle idrætsfag, hvor de specifikke idrætsfagligheder løftes gennem forskellige perspektiver. Eleverne oplever typisk en forskel fra den almindelige træning i f.eks. fodboldklubben, hvor man spiller på hold med andre spillere af samme køn og på samme niveau og alder som en selv. På højskolen spiller kønnene sammen, og der arbejdes med andre områder end teknik og taktik.

Det kan f.eks. være temaer som matchfixing, doping, kropskultur og æstetik, der giver andre vinkler på idrætten, end de områder, som er trænings- og færdighedsbaserede.

Undervisningen er et af tre ben i højskolelivet. De to andre er det pædagogiske tilrettelagte samvær og den ”frie tid”.

Det pædagogiske tilrettelagte samvær er kendetegnet ved at højskolelærere og elever er sammen om at organisere f.eks. højskoleaftner, ture og rejser, diskussionsfora, fester mv. Den almene dannelse ligger ikke kun i undervisningen, men også i høj grad i den samværsform som er mellem højskolens elever og medarbejdere.

Den ”frie tid” er den tid, hvor eleverne ikke har planlagt undervisning eller pædagogisk tilrettelagt samvær. Her mødes de med hinanden i et frit fællesskab, hvor venskaber knyttes og mennesker udvikles i samværet med hinanden.

Forberedelse til videre studier

For mange af elevernes vedkommende er højskoleopholdet en mulighed for at udvikle sig selv personligt i et forpligtende fællesskab. Det er et sted, hvor man kan blive afklaret i forhold til sine værdier og holdninger og blive inspireret til det næste skridt i sit liv. En del elever bruger højskoleopholdet som en overgang mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Nogle af dem ved hvilket studie, de skal i gang med efter højskolen, men mange andre er i tvivl og bruger højskoleopholdet til at blive klogere på f.eks. studievalg. For mange af eleverne er højskoleopholdet også stedet, hvor varige venskaber starter, og et sted, hvor de bliver udfordret på deres livsopfattelse. Her mødes mange forskellige mennesker, som hver især bibringer deres kultur og syn på livet. Det samspil som opstår imellem eleverne og højskolelærerne, samt iblandt eleverne, udfordrer den enkeltes holdning til livet og hverdagen. Derved udvikles den enkelte i fællesskabet. Nogle elever kommer med en målrettet dagsorden om at blive forberedt på et konkret studie. Det er typisk idrætsstudiet på universitetet, lærer- eller pædagogseminariet eller inden for sundhedsuddannelserne. Der er også en del elever, som vælger vores politiforberedende linje, som klargør og udvikler eleverne til optagelse på Politiskolen.

Forholdet til byen og befolkningen i Brønderslev

Jeg har fået mange spændende perspektiver på fortællingen omkring Nordjyllands Idrætshøjskoles opståen, bl.a. gennem en lang brevveksling med højskolens første forstander Tage Elkjær, men også gennem utallige samtaler med skolens første forretningsfører, senere forstander og min kollega gennem 15 år Ole Wille. Det står tydeligt for mig, at højskolen blev til på baggrund af folkelig opbakning. Der var stor interesse for at starte en idrætshøjskole i Brønderslev, og lokale ildsjæle arbejdede i omkring ti år, før det blev en realitet.

Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole samlede penge ind og lavede masser af tiltag, for at skabe fundamentet for højskolens tilblivelse. Denne forening lever i bedste velgående og arrangerer stadig kulturelle arrangementer for medlemmerne, til gavn og glæde for dem og højskolens elever samt medarbejdere.

Idrætshøjskolens forhold til Brønderslev by er godt og gensidigt. Vores elever interagerer med byen gennem handel og events, bl.a. har vi flere gange stået for et stort motionsevent for virksomheder, butikker og byens skolebørn. Ligeledes laver vi i december det traditionsrige nisseløb, hvor alle eleverne løber igennem byens gader iført nissehuer og synger julesange samt spreder god julestemning.

Vores elever bruger byen, når de handler i butikkerne. Det samme gælder vores kursister på sommerens familiekurser. Hver sommer kommer et sted mellem 250 og 400 kursister fra hele landet til Nordjyllands Idrætshøjskole for at være deltagere i vores sommerkurser. De handler også lokalt i Brønderslev. Mange af Brønderslevs borgere kommer ofte på Nordjyllands Idrætshøjskole. Der er flere foreninger, som har deres aktiviteter hos os, og heldigvis er der også god opbakning, når Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole inviterer indenfor til foredrag og koncerter.

Min vej til Brønderslev

Mange spørger mig: ”Hvordan kan det være, at du er flyttet til Brønderslev?” – og ja, det er korrekt, at jeg ikke er barnefødt i byen, men er flyttet til Brønderslev pga. et spændende arbejde.

Da jeg som aktiv idrætsstuderende på Aarhus Universitet så et stillingsopslag fra Nordjyllands Idrætshøjskole i sommeren 2002, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle søge stillingen. Jeg havde læst første år af en bachelor i idræt, en uddannelse, som jeg ville supplere min folkeskolelæreruddannelse med. Egentlig var jeg glad for at være lærer i folkeskolen, men drømte om at undervise voksne og gerne højskoleelever i idræt, og derfor var jeg startet på universitetet.

Jeg fik heldigvis jobbet, og startede d.1. august 2002 på Nordjyllands Idrætshøjskole sammen med to andre nye lærere og en ny forstander: Troels Rasmussen.

Det var en spændende tid, hvor højskolen var i rivende udvikling med nye fag. To af de nye fag var aerobic og spinning, som jeg blev ansat til at undervise i. Det var et modigt og fremsynet valg at højskolen var udviklingsparate og satte disse to – på daværende tidspunkt ret kontroversielle, individuelle idrætsgrene – på skemaet. Jeg husker fra den første tid til møder med andre højskolefolk, at flere kommenterede på, at disse fag ikke var ”rigtige højskolefag”.

Den værdikamp, var jeg vant til fra min erfaring i det frivillige foreningsliv. Jeg havde under hele min studietid været aktiv både i bestyrelsesarbejdet og som instruktør i ASG (Aarhus Studenter Gymnastik). Vi fik i min tid indført spinning, som den første forening i Danmark. Hidtil havde det kun været udbudt i kommercielle fitnesscentre, men vi så et potentiale i at kombinere den gode træning med foreningsværdierne og tog derfor udfordringen op med at etablere et spinninglokale centralt i Århus, uden om de store fitnesscentre. Dette vakte undren hos de kommercielle udbydere, og gav næring til mange diskussioner i foreningsregi – med samme bekymringsminer: ”Spinning er ikke en foreningssport – men en egocentreret kropsdyrkelse”. Siden hen har mange andre foreninger sat spinning på programmet, som en helt naturlig del af udviklingen. Foreninger kan nemlig tilføre den individualistiske præstationskultur noget!

Det var naturligt for mig at flytte til Brønderslev, så jeg kunne deltage i højskolens liv og lokalsamfundet. Jeg blev hurtigt involveret i forskellige ting i byen bl.a. startede jeg som aerobicinstruktør både i den lokale forening BGF (Brønderslev Gymnastik Forening) og som instruktør på Amtsholdet i aerobic, som var et DGI opvisningshold. Det var en god måde at blive integreret i lokalsamfundet.

Min kæreste Hans-Henning (som senere er blevet min mand) flyttede med til Brønderslev, og færdiggjorde sin ingeniøruddannelse på Aalborg Universitet. Vi følte os begge to godt modtaget i Brønderslev, og faldt hurtigt til i Vendsyssels Hjerte.

Fra lærer til viceforstander… til forstander…

I 2013-14 stod højskolen i en svær situation i forhold til at få fyldt elevpladserne op. På det tidspunkt valgte bestyrelsen at lave en strukturændring af højskolens ledelse. Den hidtidige forretningsfører Ole Wille blev ansat som forstander, der tog sig af økonomien og driften, og der blev oprettet en viceforstanderstilling, med ansvar for det pædagogiske område. Den stilling passede fint til mine kompetencer, og interessen for udvikling af det pædagogiske område var opbygget gennem mine mange år som lærer på højskolen.

Det var en bunden opgave at få skaffet flere elever, samt at sikre fastholdelse af eleverne, hvilket jeg så som en spændende udfordring.

I årene efter 2014 drøftede bestyrelsen den fremtidige ledelse og planen var at forstanderen Ole Wille og jeg skulle ”bytte plads” med virkning fra d.1/8-2017.

Det gik dog ikke sådan, da Ole Wille søgte og fik et nyt job i København. Det var naturligt, at jeg tog over på forstanderposten d.1/4-2017, fire måneder før den oprindelige aftale skulle træde i kraft.

Jeg havde heldigvis været i tæt parløb med Ole Wille, så overgangen var ikke så svær, som den måske kunne have været, selvom den kom lidt hurtigere end forventet.

”Forstanderinden”

Igennem tiden har Nordjyllands Idrætshøjskole haft fem forskellige forstandere: Tage Elkjær, Michael Andersen, Troels Rasmussen, Louis Mogensen, Ole Wille. Jeg blev den første kvindelige forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole, og var også ”ene høne i kurven”, når der var samling i blandt de øvrige idrætshøjskoler i Danmark. Dog er der siden hen sket den udvikling, at der kommer flere kvindelige forstandere både på idrætshøjskolerne og generelt på højskolerne i Danmark. I 2020 var 20 ud af de 70 højskoleforstandere kvinder.

Det er ikke mit indtryk, at man som kvinde, skal bevise mere – for at få en forstanderpost på en højskole. Man bliver valgt på sine kvalifikationer.

Men jeg kan fortælle en lille anekdote, der mere siger noget om titel, end om køn…

Jeg havde i min tid som viceforstander deltaget på mange forstandermøder sammen med højskolens forstander Ole Wille, fordi vi sammen udgjorde ledelsesteamet på Nordjyllands Idrætshøjskole.

Da jeg gik fra at være viceforstander til at blive forstander, oplevede jeg at andre, særligt dem man i branchen kalder: ”Fyrtårne” (typisk mandlige forstandere som har været i højskolebevægelsen i mange år) begyndte at hilse på mig – som deres ligemand. Tidligere havde de ikke bekymret sig om mig, når vi var til forstandermøder – der var jeg jo ”kun viceforstander”.
Der er sket en stor udvikling rundt omkring på højskolerne siden da. Nu har mange højskoler oprettet viceforstanderstillinger, og det er blevet mere almindeligt, at viceforstanderne også har en plads i ledelsesteams rundt om på de danske højskoler.

Nordjyllands Idrætshøjskole i fremtiden

I år fylder højskolen 35 år, og samtidig kan en ny, stor undervisningsbygning indvies i december måned. Der er tale om en længe ønsket udvidelse af undervisningslokaler til primært fitnessfagene, som nu bliver en realitet. Bygningen er en selvstændig bygning på knapt 1000 kvadratmeter. Husets hjerte bliver det 533 kvadratmeter store rum til cross fit, og der bliver også plads til cardio- og styrketræning, samt spinning og teoretisk undervisning. Med denne investering, er Nordjyllands Idrætshøjskole godt rustet til fremtiden og de 127 nye elever, som starter på højskolen i det kommende år.

Eva Terp-Hansen – oktober 2021

 

Jeg nåede lige netop til morgenkonference til tiden på Brønderslev Sygehus – en sommermorgen i juni 1981- med olie på hænder og tøj fra min motorcykel, som igen havde svigtet, vist noget med platiner. Jeg blev halet ind i skyllerummet af en velmenende afdelingssygeplejerske, før jeg blev sluppet løs til stuegang og andet patientarbejde. Det havde været en kold og tåget tur fra Århus til Brønderslev – helt anderledes end da jeg et år tidligere havde arbejdet som ”junior doctor” i Bangladesh med ”mother and child health care”, og kunne køre mellem grønne rismarker og landsbyer på en lille Honda i 40 grader varme, med sarien blafrende i vinden.

Hidtil havde Vendsyssel været et land, man kørte gennem på vej til Norge – gammel havbund – men da en studiekammerat på sidste eksamensdag på lægestudiet i Aarhus sommeren 1981, ringede og spurgte om jeg var interesseret i et lægevikariat på Brønderslev sygehus i `en – og kun én måned – takkede jeg ja – og følte det næsten som ”at komme hjem”, da en venlig receptionist stod klar kl.02 om natten med en nøgle og et hjerteligt ”Walkommen”! Det blev starten på foreløbigt 40 år i Vendsyssel, og en forrygende tid på Brønderslev Sygehus, som var i en rivende udvikling, både lægefagligt, plejemæssigt og på administrativt niveau. Aldrig siden har jeg mødt en så unik kombination af professionalisme og omsorg, først og fremmest for patienter og pårørende, men også for hinanden.

Desværre blev sygehuset i 1992 nedlagt pga. politiske rævekager, trods en rivende udvikling og massiv fælles samlet modstand fra alle på sygehuset og hele befolkningen.

Den ene måned blev til flere, og førte til en grundlæggende bred klinisk baggrund for mit senere virke som læge. Først med sigte på uddannelse til almen praktiserende læge, siden som børnelæge – eller mere korrekt: speciallæge i pædiatri (børn og unge fra 0-18 år), som jeg nu har praktiseret i 30 år.

Tidligt blev jeg grebet af de uendeligt mange perspektiver ved børnelægevirket, man har altid hele barnet for øje, ikke bare dets lunger eller hjerne. ”Hele barnet” indebærer også familie og vilkår; institution/skole, hjem og fritid. Sundhed betyder (ifølge WHO) fysisk, psykisk og socialt velbefindende – kort sagt: det gode liv. Hvert eneste barn er unikt, hvert eneste barn fortjener betingelser så det kan udvikle sine evner og opnå et godt liv. Børnelæge arbejdet har også globalt perspektiv. Under hele lægestudiet på Århus Universitet var jeg engageret i IMCC (International medical cooperation Commite), hvor vi organiserede sundhedsprojekter i 3. verdens lande, og udsendte medicinske studenter til job i projekterne.  1979 manglede vi pludselig en student – så det blev min opgave at tage til Bangladesh – oplevelser for livet på godt og ondt. Rejste hjem med den faste overbevisning, at jeg hurtigt skulle blive dygtig til kvinder/fødsler og børn- og så af sted igen!

Jeg tror, at hemmeligheden ved tilfredsstillelsen ved at være børnelæge er en iboende nysgerrighed i forhold til det, barn/forældre fortæller, en årvågenhed også for det uventede, opmærksomhed på barn og forældres bekymring – det er dem, der er eksperter på deres barn, en viden om, at ”det sjældne sker” en gang imellem, og en evig bestræbelse på at gøre sit bedste, og vide ”hvor de kloge bor” hvis det helt sjældne indtræffer. En portør på Hjørring sygehus sagde engang til mig efter en lidt dramatisk nattevagt: ”du er den bedste læge jeg nogensinde har mødt”! hvorfor det? ”Fordi du aldrig giver op!”

Efter en del år som læge og overlæge i børneafdelingerne i Aalborg og Hjørring, og Skejby/Aarhus Universitetssygehus – foruden 3 år som børne-unge læge i Frederikshavn kommune, besluttede jeg mig for at starte egen Børnelægepraksis i Brønderslev. Et ydernummer var ledigt i regionen (det betyder overenskomst mellem speciallæge og region, således at behandling er gratis for patienter – fuldstændigt på samme vilkår som alment praktiserende læger. Den eneste forskel er, at børn og unge skal henvises til Speciallægepraksis fra egen praktiserende læge). Ydernummeret – et såkaldt 0-ydernummer, som betyder, alt skal startes ”fra bunden”, kunne efter aftale med regionen flyttes til Brønderslev med klinik start 1. oktober 2007. Jeg havde store forventninger til Brønderslev fra min tid på Sygehuset, derudover ligger klinikken i cykelafstand fra vores hjem, og Brønderslev er jo Vendsyssels Hjerte – placeret midt i, en fordel, når patienterne kommer til speciallægepraksis fra hele Regionen- måske flest fra Brønderslev og omegn.

Ugen op til 1. oktober var travl: En sygeplejerske og en sekretær blev ansat, møbler, legesager og apparatur af alskens slags afprøvet og anskaffet. Undervisning i IT- system foregik siddende på papkasser – udmærket seance indtil al strøm forsvandt fra bygningen. Håndværkere af alle slags arbejdede på højtryk for at omdanne den tidligere tandlægeklinik til brugbar børnelægeklinik, udviste atletiske evner, hver gang de skrævede over en papkasse, skriveborde under opbygning eller nyanskaffet legetøj. Vores datter og hendes veninder kom i fritimer og købte ind og gjorde rent, lavede pjecer, en svigersøn blev webmaster, en veninde bogholder og malede kunstværker – efterhånden er alle funktioner dog langsomt overgået til professionelle firmaer. Senere blev klinikken udvidet med en etage, med mulighed for møderum, rum til undervisning (astma, ADHD) og foredrag, flere konsultationsrum, plads til diverse astma test mm. Kontor for diætist, bogholder, ADHD-konsulenter. Venteværelse blev udvidet med udgang til terrasse med legehus, sandkasse, cafe-møbler, undersøgelsesrum til specielle undersøgelser blev renoveret og udviklet, telefonsystemer og IT løbende udviklet og forbedret. Sideløbende hermed udvikling i personalegruppen. Foruden Børnelæge tæller vi nu lægesekretær, som senere er uddannet praksismanager, 2 børnesygeplejersker, 6 medicinske studenter, som deler en sekretærstilling, og kan multitaske, en ung-medarbejder, 2 ADHD konsulenter, som siden 2010 har afholdt interne kurser i klinikken for forældre til børn med ADHD – foruden pædagogiske samtaler med familier – målrettet ADHD problematik. Tidligere diætist er nu blevet til en kostvejleder, som kommer 2 gange om måneden. Inspirerende for klinikken er hyppige besøg af Yngre læger, som får indblik i, hvordan klinikken arbejder, sygeplejestuderende og desuden 9. klasse praktikanter – med mod på fremtiden. Som led i udviklingen afholdes MUS samtaler årligt, APV (arbejdspladsvurdering) foretages, månedlige personalemøder medvirker til ”ikke langt fra tanke til handling”, og endelig er årets julefrokost og sommerudflugt (også for mænd, koner, kærester og børn) med til at skabe en fælles kultur, hvor et af vores motto er: ”Ingen skal gå forgæves til Børnelægeklinikken.”

Et andet tema er udvikling – så vi hele tiden er i stand til at leve op til krav ”udefra”, det gælder sygdomme (udredning og behandling), her er især brug for kurser internt og eksternt, litteratursøgning, konferencer med kolleger rundt i landet og i udlandet. Klinikken har selv bidraget med artikler/litteratur om børn i klinikken med sjældne tilstande – og holdt foredrag rundt omkring – såmænd helt i Sydkorea. F.eks. er bensmerter om natten ikke vokseværk, men oftest restless legs syndrom/hvileløse ben, en lidelse som ikke er almindelig kendt, men som kan behandles effektivt og billigt. Lang tids mavesmerter og diarre kan være en ”mikroskopisk tarmsygdom, som kan behandles- billigt og effektivt. Mange tilfælde af tilbagevendende høj feber med regelmæssige intervaller, kan være PFAPA syndrom/periodisk feber, som er en sygdom, der kan behandles effektivt, uden bivirkninger – og børnene undgå fravær fra skole og institution.

Voksende krav om kontrol- som modsætning til tillid til hinanden – øger mængden af registrering og administrativt arbejde betydeligt. Derudover gennemgår vi/klinikken en løbende kvalitetsudvikling, med fast akkreditering af Danske Regioner hvert 2.-3. år, hvor alt bliver minutiøst gennemgået – lige fra journalnotater, fagligt niveau, administrative/ledelsesmæssige forhold, rengøring, hygiejne, håndtering af diverse prøver, hjertestop behandling. Vi er bestået hver gang med diplom.

Efter reception d. 1. okt. 2007 meldte hverdagen sig: Ville vi overhovedet få henvist patienter til klinikken? Hver morgen trak vi lod om, hvem der skulle se i postkassen. Og når telefonen ringede en enkelt gang om morgenen, fik vi en følelse af, at der var/ville blive bud efter os?

De første 7 henvisninger til klinikken lød på ADHD udredning. Traditionelt en børnepsykiatrisk opgave (selvom der altid har været tradition for, at praktiserende Børnelæger i Danmark, såvel som i udlandet, foretager udredning og behandling af børn og unge med ADHD). Slukøret tænkte jeg, at disse henvisninger burde returneres, og så måtte vi vente på børnelæge-opgaver. Men, hvad nu, hvis vi ikke fik andre henvendelser? Og børnepsykiatrien havde på dette tidspunkt 5 års ventetid!

Jeg kontaktede den meget erfarne praktiserende børnepsykiater i Nørre Sundby og forespurgte forsigtigt, om han måske ville bistå lidt med noget fagligt (Jeg havde stiftet bekendtskab med børn med ADHD – dels i Frederikshavn kommune som skolelæge/børne-unge læge, og på Hjørring Børneafdeling, men ikke selv haft ansvar for udredning og behandling). Efter lidt tøven indvilgede han i faglig sparring, det udviklede sig til et fantastisk samarbejde, som gennem årene har bevirket, at hundreder af børn med ADHD er udredt og behandlet i Børnelægeklinikken, og har fået en helt anden tilfredsstillende skæbne (uddannelse, ro i familien, gode venner, ingen misbrug eller ulykker) end der lå i kortene forinden behandling.

Kort sagt: devisen om, at det man laver meget af, bliver man dygtig til – nok ikke rammer helt ved siden af. Jeg er tidligt godkendt/akkrediteret af både Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner til dette arbejde. Har efterfølgende, som Børnelæge, medvirket til at fastlægge kriterier for udredning og behandling af børn og unge med ADHD gennem arbejdsgrupper i Sundhedsstyrelsen. Kriterierne er nedfældet i Nationale Retningslinjer – meget brugbare (udfærdiget på baggrund af videnskabelig viden – og indimellem klinisk erfaring). Den sidste arbejdsgruppe havde til formål at fremme tidlig udredning og behandling af ADHD, en slags håndslag mellem Region og kommune og diverse faggrupper for at forløbene skulle foregå gnidningsløst. Evaluering af virkeligheden har været yderst skuffende!

Efterhånden trak vi ikke længere lod om at kigge i postkassen efter henvisninger – klinikken fyldtes af mange forskellige børn med mange forskellige problemstillinger. Intet problem er for lille – eller stort – til at blive taget seriøst. Ingen bliver afvist. Min umiddelbare holdning er – trods skiftende vinde i børnelægekredse – at børn har krav på at blive udredt for symptomer, som generer dem, forstyrrer deres funktioner. Er det mavesmerter, er det ikke nok at tro, at de kan skyldes ting, der foregår andre steder end i maven – man må ikke overse glutensygdom, laktoseintolerans eller andre sygdomme i mave-tarm kanalen, evt. urinveje, eller en sjælden gang ”skjult astma”. Når så en effektiv udredning måske ikke har givet svar på problemet, bliver næste spørgsmål: Skal der laves yderligere undersøgelser (afhængigt af problemets karakter), eller hvor ”ligger hunden begravet”? Er der tale om belastninger – institution/skole (faglige vanskeligheder, alt for lange skoledage, mobning mm), hjem eller fritid? Hvori består disse? Hvordan afklares og løses problemet? Er der tale om høje egne forventninger? Er der tale om belastning pga en underliggende problemstilling- koncentrationsbesvær, autisme, angst, særlig følsomhed? Andet? Skal andre fagpersoner ind i billedet? Osv.

Samme tankegang gør sig gældende ved eks. hovedpine/migræne, smerter i bevægeapparatet. Vejrtrækningsbesvær er ikke bare astma osv. Vandladningsproblemer er ikke bare våde senge. Forstoppelse er ikke bare dårlige vaner. Forsinket udvikling skal ikke bare ”gå over” men afklares og håndteres i samarbejde med forældre og øvrige aktører. Problemstillingerne kan af og til være komplekse, men ofte har barnet/den unge og/eller forældrene nøglen til forståelse.

En forholdsvis ny gruppe af spædbørn er de seneste 3-4 år henvist med alvorlige søvnproblemer, skrigeture og spiseproblemer. De bliver alle udredt grundigt, vi finder stort set altid en forklaring og aftaler efterfølgende behandling/og eller håndtering af problemet. Fælles for næsten alle er, at de forinden har konsulteret kiropraktor, zoneterapeut, kraniosakral massage, enkelte homeopat, mange har fået klippet tungebånd – her eller i udlandet! Jeg tænker, alle disse tiltag er udtryk for desperation hos forældre. Mon det kan skyldes, at der er skåret ind til benet på fødegange og barselsgange og sundhedsplejerskens ydelser til nybagte familier? Mor og barn bliver ikke længere indlagt til etablering af amning, eller blot at lære sit barn og dets signaler at kende, få ro uden at skulle leve op til krav og gæster, få svar på mangfoldige spørgsmål, som trænger sig på?

For at få større forståelse for barn og forældre og vilkår de første år, arrangerede vi – mens jeg var formand for Lægeforeningens sundhedsudvalg i Nordjylland – for en del år siden, en stor konference om 0-3åriges start på livet – for alle relevante fagpersoner. Den kunne nok med fordel være fulgt op på. Småbørnsfamilier er generelt meget pressede på både tid og kræfter.

Med hensyn til spiseproblemer var jeg som børnelæge i 10 år medarrangør af en kostkonference – sammen med diætist, tandlæge og pædagog fra børnehave, besøgt af 70 til 100 personer hvert år. Vores formål var dels at alle institutioner og skoler fik udarbejdet en kostpolitik, at sund mad var tilgængeligt og at både fagpersoner og forældre havde et naturligt forhold til mad og måltider.

Der er to begivenheder de senere år, som markant har ændret billedet i forhold til henviste børn:

Den ene begivenhed er Skolereformen i 2015. Den bestod i korte træk af meget lange skoledage- for de mindste årgange 30% længere skoledag, skoletvang med tvungne lektiecafeer – selvom Grundtvig fik afskaffet skoletvang for 150 år siden og i stedet fik gennemført undervisningspligt. Reformen blev gennemført sammen med lærernes forlængede skoledag, som betyder, de ofte ikke har tid til forberedelse, og endelig lov om inklusion, som betød at børn med diagnoser og betydende problemer skulle gå i (inkluderes i) almindelig klasse i stedet for specialklasse.

Bekymrende mange børn blev syge, henvist med tics, søvnbesvær, angst, opgivenhed, træthed, tristhed, urininkontinens, udadreagerende adfærd, mavesmerter, hovedpine, ondt i benene, skolefravær – helt ”almindelige børn”, som ikke tidligere har udvist belastningssymptomer. Efter grundig udredning uden fund af fysiske årsager, aftaltes aflastning – ofte i form af kortere skoledage. Det var nærmest hjerteskærende at se, hvordan belastningssymptomerne svandt efter blot 14 dage. Jeg gjorde opmærksom på problemet i den offentlige debat (som en læge jo skal, hvis hun/han bliver bekendt med samfundsmæssige forhold, som skader borgerne – her børnene). Men ingen argumenter hjalp (Politiken 4. okt. 2015). Siden har samtlige uvildige undersøgelser vist, at skolebørns faglige niveau er faldet over hele linjen, trivslen er dårligere, og den sociale ulighed blevet større. I klinikken er billedet det samme. Den eneste udvej forældre har, er med en lægeerklæring at aflaste børnene. Da jeg for et par år siden havde skrevet 300 lægeerklæringer, holdt jeg op at tælle. Helt galt er det for de børn med ADHD, jeg følger. Massiv skoleforsømmelse, eller forældre bliver ringet hjem i tide og utide til skade for både barn og forældre, som oftest ikke kan passe et arbejde. Enkelte skoleledere kalder fraværet ulovligt, underretter socialforvaltning, som i enkelte tilfælde fratager familien børnepenge. Andre skoleledere er klar over problemets kærne og får holdbare aftaler med forældre, som børnene kan leve med uden at blive syge.

Udover selve reformen er kravene siden strammet betydeligt, flere test, flere eksamensfag, flere børn i klasserne – alt sammen forhold som øger belastningssymptomerne.

Med mine mange år i forældreråd og skolebestyrelse – de sidste år som formand for skolebestyrelsen på Skolegades skole, undrer det mig, hvor skolebestyrelserne er henne, når det gælder børns trivsel? Hvorfor træder skolebestyrelsen ikke i aktion, når den bliver bekendt med, hvor mange børn, der ikke er i trivsel, ikke følger skolegang, har fravær, fordi de ikke magter den lange skoledag og de til tider mange lektier, larm og uro i de store klasser?

Der findes i Regionen skoleledere, som er helt bekendt med og fortrolige med, at en del børn ikke magter skoledagen – og derfor sammen med forældre arrangerer en skoledag, som passer til barnets ressourcer. Hvorfor gør langt flere skoleledere ikke det? Og hvorfor presser skolebestyrelserne ikke på, som repræsentanter for børn og forældre?

Den anden store begivenhed, som mærkes i Børnelægeklinikken:

Region Nordjylland bestemte, 1. jan. 2017, at man vil udtage børn til udredning for ADHD fra overenskomst med praktiserende børnelæger (Speciallæger i pædiatri), og i stedet bede børnenes praktiserende læge om at henvise disse børn til Børnepsykiatrisk afdeling. (Umiddelbart forekommer det diskriminerende, at det er den eneste gruppe børn, undtaget fra overenskomsten). På dette tidspunkt passede vi tre praktiserende børnelæger i Regionen 700 børn med ADHD, mens børnepsykiatrisk afd. passede 100. Beslutningen har betydet, at børnepsykiatrisk afd. afviser ca. 80 % af de henviste med et krav om, at børnene først skal have foretaget en skolepsykologisk udredning – som der er 9-12 måneders ventetid på, hvis PPR overhovedet vil gå ind i sagen. Resultatet er, at jeg/klinikken i stedet modtager børn til udredning med alverdens symptomer, som skyldes uerkendt ADHD, eller følgesygdomme til ADHD: skolefravær/fobi, angst, depression, mistrivsel, temperament, træthed, indlæringsproblemer, tics, adfærdsproblemer, OCD – i sandhed problemer, der burde tages hånd om i børnepsykiatrien, langt tidligere. Ingen bliver på forhånd afvist, enkelte anbefalet psykolog – børn med autistiske træk henvises til børnepsykiatrien, men afvises ofte. De børn som diagnosticeres med ADHD, bliver alle tilbagevist fra psykiatrien og får derefter relevant behandling i Børnelægeklinikken.

Jeg har forgæves forsøgt at løse problemet i Regionens samarbejdsudvalg for Praktiserende Speciallæger, politikere og embedsmænd. Jeg har forsøgt at tale disse børns sag i medierne uden held, har også sendt kronik fra Nordjyske til både Sundhedsminister og socialminister – uden respons.

Når forældre desperate kontakter socialforvaltningen med henblik på hjælp i hjemmet, hjælp til at barnet bliver udredt, tilskud til dyr medicin, fri med tabt arbejdsfortjeneste, evt. kugle/kædedyne til alvorlig søvnforstyrrelse, er svaret: ”Nej, han/hun hører ikke til målgruppen”. ”tabt arbejdsfortjeneste giver vi aldrig”. ”Kugledyne kan først – hvis overhovedet – udlånes, når alle andre behandlingsmetoder er udtømte”.

Forældrene til disse nødstedte børn møder ofte en mur af manglende forståelse og forsøg på at hjælpe – stik imod Lov om Social Service! Oftest er de ikke klar over, at de kan gå videre til Den sociale Ankestyrelse med henblik på at få omgjort den kommunale beslutning – eller i hvert fald få et kvalificeret grundlag for beslutningen. Min opgave er i den sammenhæng at gøre opmærksom på barnets/forældrenes rettigheder, de rette procedurer med skriftligt afslag og udlevering af klagevejledning, samt videregive relevante lægelige oplysninger.

Jeg undrer mig over, at man med den kultur kan udholde at være ansat i et fag, som burde være båret af menneskelighed og professionalisme.

Jeg er selv vokset op i en børneflok på 8, i en præstegård i Salling. Min far var præst, min mor praktiserende læge – foruden organist. Der var altid mange børn – feriebørn, børn som trængte til luftforandring hjemmefra, nødstedte børn, børn som havde mistet. Præstegården fungerede desuden som sognegård – sommermøder, sang fra højskolebog og salmebog, foredrag, menighedsrådsmøder.

Derudover kom alle slags mennesker: professorer (som indimellem havde brug for ro på landet til at skrive en bog færdig), teologer og filosoffer, købmand, landmænd, husmænd, arbejdsløse, landevejsriddere.

Der foregik utallige spændende diskussioner ved det 5 meter lange spisestuebord om etik, filosofi, kommunikation, retssamfund/rettigheder/pligter og meget andet. Vittigheder var næsten altid et fast punkt i samtalerne.

Kort sagt: ”gør døren høj og porten vid”: Ingen gik nogensinde forgæves – enten de kom for sjælesorg, lægekunst eller hjælp i al almindelighed.

Mit liv som læge i Brønderslev har været som en rejse på oprørt hav. Heldigvis har jeg lært at navigere (har både Yachtskipper eksamen og eksamen i astronomisk navigation). Jeg har endnu ikke brugt min organisteksamen – til gengæld fyldes mit sind med stille glæde, når jeg sidder ved klaveret eller spiller op til folkedans på min harmonika.

Mine bestræbelser som børnelæge kan rummes i Carl Sharnbergs digt:

 

Giv børnene ret til at lege og lære

at drømme og forme, leve og være.

Kun der, hvor børn kan føle sig trygge,

gror det, de gamle kaldte for lykke

 

Karen Tilma

20. oktober 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er en ægte Brønderslev pige og har altid beskæftiget med  kontorarbejde. Jeg startede op på Radio 101.2 FM i 1987 i receptionen og var tillige studievært i bl.a. ”Send en hilsen”

Jeg er født i 1942 i en af de hårde vintre. Vi boede i Valby, Parallelvej. Der var en storesøster Åse og 2 år efter at jeg kom til, fik vi en lillesøster Inge.

Vi boede til leje ved en ældre mand som boede på 1. sal. Han var noget uligevægtig, og vi blev sagt op flere gange. Og hver gang kom han bagefter og bad os om at blive. Det ville mine forældre ikke blive ved med at stå model til, den måde han opførte sig på, så de besluttede at ville flytte. Vi ventede på, at Boligforeningen PM skulle få færdiggjort deres byggeri af nye rækkehuse. Vi fik så indtil de var færdige, husly i Dammens Vænge. Vi var i Dammens Vænge et års tid.

Det var en god tid for vi børn. Vores mødre gik hjemme, så vi kunne altid komme til de forskellige mødre, hvis der var noget galt, hvis vores mor var taget til byen. Det var ligesom i en børnehave.

I året 1949 flyttede vi til den nye lejlighed og jeg skulle starte i skolen på Thygelsgades Skole/Skolegades Skole og senere Søndergades Skole, som var blevet færdigbygget.

Da min klasse skulle flyttes til Søndergades Skole, skulle vi, der boede vest for jernbanebommene på Søndergades Skole. Jeg gik i 4. mellem i to år på grund sygdom. Det var ikke så slemt, da det var de samme lærere. Jeg kom i samme klasse som Tonny Bistrup og efter mellemskoleeksamen, gik jeg på Aalborg Handelsskole.

Vinteren dengang var altid med megen sne og frostvejr.

Min far arbejdede hos Kommunegartneren Ulrik Thomsen som var leder. Om sommeren klippede min far alle Kommunens græsplæner med en klipper, som han sad på.

Om efteråret skulle der rives nedfaldne blade sammen og de blev så samlet i en stor dynge og brændt. Det blev et stort bål i Hedelund. Så var der tiden derefter, hvor der skulle bindes guirlander til byens juleudsmykning. Det foregik i den Runde Pavillon, 4 mandstærk. Min far var også altid med ude i skoven og udpege det store flotte juletræ, som skulle stå ved Stationen og senere på Torvet.

Når der havde været frostvejr i nogle dage, var det så vi kunne løbe på skøjter på mergeldammen syd for Søndergades Skole, men et par år efter, blev det på græsarealet nord for Søndergades skole, da det var for farligt på mergelgraven.

Min far og et par medhjælpere overrislede plænen om natten og min far fejede den om dagen.

Min mor, søster og jeg vi tog hen til dem ved midnatstid med en god varm drik. Senere blev isen lavet på plænen ved Friluftsbadet og det endte senere med at skøjtebanen blev flyttet til dammen i Hedelund. Det var så hyggeligt og der kom mange store og små børn som løb rundt på isen. Om natten fejede far så skøjtebanen med fejemaskine. Engang faldt han igennem med maskinen.

Vi har altid syntes, at der i ungdommens dage var rigtig meget sne og der kunne være glat føre. En dag var en stor lastbil læsset med sild skredet ud ved åen syd for Øl Bryggeriet og før Vandværket, hvor der løb en bæk. Sildene havnede ved og omkring lastbilen. Det rygtedes til byen. Jeg tog sparkestøtten, som Karetmageren havde lavet til os, og sparkede derud, der var fin sne og isbelagt vej hele vejen derud. Jeg havde en balje på sparkestøtten, og fik den fyldt op med sild. I en Aarhus avis var der en tegning. En kat stod på bagben ved billetlugen på en Station og bad om en tur/retur til Brønderslev.

Karetmageren i Vestergade Peter Christiansen havde 3 børn, Anna, Kaj og Jens Peter. Konen dør og Peter flytter på Sjælland til Fuglebjerg., da han fandt sin 2. kone, som var distriktsjordemoder. De får sønnen Niels. Anna bliver fiskerkone i Skagen. Kaj forbliver ungkarl og arbejder i mange år på Grønland, men ender i Skagen.

Jens Peter gift med Aase (min storesøster), han var udlært på Pedershaab Maskinfabrik, bliver gift da han var soldat. De fik bopæl i Nørregade i en lille bitte lejlighed på loftet i et hus, skråt overfor Sygehuset i 1958. Der var dengang dårlige tider. Pedershaab fyrede folk. Jens Peter søgte arbejde og fik job på fabrik i Silkeborg. Kammeraten Svend Erik Malling Madsen tog med til Silkeborg.

Efter et halvt år flyttede han med Aase og 2 børn til Virklund, hvor de købte hus. De fik de 4 børn og alle bor i Virklund. Aase og Peter er døde og Niels er død. Jens Peter havde flere kammerater i Brønderslev, Gert Olesen, søn af købmanden i Vestergade, kunstmaler Hugo Thomsen.

Boligforeningen Fredensbo lå vest for Søndergade. Et par gange gennem min barndom udbrød der krig mellem de to kvarterer der lå henholdsvis øst og vest for Søndergade hvor de mødte op og de sloges mod hinanden med kæppe og hvad de ellers kunne bruge når de sprang på hinanden. Der var en der ville slå Inge. Inge sagde til ham. Du er for stor, sæt dig ned og det gjorde han og Inge gav ham en svingende lussing.

Vi havde en god barndom. Pengene var små. Vores far har i mange år været dårlig – i hele vores barndom -, men han havde altid arbejde. Mor og far boede i det første år i Hallund og derefter i Saltum, hvorefter de flyttede til Brønderslev. Da de boede i Saltum, fik far og vores onkel Jens arbejde ude på flyvepladsen i Aalborg. De arbejdede hele dagen der og havde en spand med mad, med til hele dagen. De cyklede tidlig morgen og kom hjem ved aftenstid. Mor syede vores tøj og til fremmede for en lille skilling.

Der var ikke noget der hed lommepenge og vi måtte hjælpe til derhjemme. Vi havde pligter. Senere tjente vi selv vores lommepenge. Vi gik med barnevogn efter skoletid, og passede børn om aftenen når forældre skulle i byen.

Når tiden kom og roerne skulle tyndes ud, og ukrudtet rykkes op cyklede vi på landet og spurgte efter arbejde hos bondemanden. Vi cyklede hver dag efter skoletid, ud i roemarken og havde hakkeren med på cyklen. Når min far kom hjem fra arbejde, kom han ud i marken for at hjælpe mig, for jeg havde ikke det bedste helbred, men jeg ville jo så gerne tjene penge til sommerferien, som altid fandt sted i Silkeborg hos vores kusine Jytte. Vi fik hver år gennem skolen, tildelt en billet med toget til den ønskede rejse. Vores kusine kom også i løbet af ferien til Brønderslev og Klæstrup. Hun var så hos vores mormor, så vi besøgte hinanden og foretog noget sammen. Vi cyklede hver gang ca. 10 km. til Klæstrup, men sådan var det dengang. – Ingen bil -.

Vi havde altid været hos vores bedsteforældre og hjælpe til med at lave tørv. Min far stod i tørvegraven og skar ud. Vi kørte en slidsk trukket af en hest, turen til hen til kanten af graven og læssede så tørv på, og hesten trak så slisken hen på marken hvor vi lagde dem i rækker, så de kunne ligge og tørre. Nogle dage efter skulle de så vendes.

Vi hjalp også til med at køre hø ind som skulle stikkes op på høloftet og vi vaskede hønseæg der var samlet ind hos hønsene, og de skulle så sendes med op til købmanden, hvor de så blev ombyttet med varer. Mælken fra køerne blev hver dag i spande kørt til mejeriet af en kusk, som så havde varer med tilbage, hvis man skulle have det.

 Julen i barndommen

Vi så meget hen til julen med de forskellige traditioner. Vores mor tog ned til vores bedsteforældre, hvor hun var med til at partere gris og lave de forskellige ting. Der blev lavet blodpølse, medisterpølse, leverpostej. Ellers blev grisen parteret i de stykker som var passende. Vores mor fik altid noget med hjem af sulet. Vi havde også travlt med at bage småkager, næsten altid 7 forskellige slags. Når småkagerne var kommet i kasser, blev de tapet til, for at vi ikke skulle spise dem inden jul. Grønkål skulle vi også have til jul. Vi spiste kål faktisk hver dag i hele julen. Min far skyllede kålene, derefter skulle de ribbes, noget vi børn hjalp til med.  De blev herefter kogt i gruekedlen. Min mor skulle altid smage dem til. Der skulle også lidt hvidkål i, for at tage den stærke smag. Når de var kogte, skulle de efter afkøling, krystes og laves til boller, noget som vores mor og far gjorde. Vi lavede altid ca. 40 boller, som blev lagt i en zinkbalje, som stod ude i haven hele julen. Der var tit frost. Vi havde altid gæster 2 til 3 gange i løbet af julen.

Juleaften var altid hos vores mormor og morfar i Klæstrup. Vores far lånte altid en bil til at transportere os ned til Klæstrup. Engang på vej derned kom et hjul og overhalede bilen. Vi var heldige at vi var nået næsten til vejs ende og vi gik det sidste stykke over markerne. En anden gang vi kørte i en lastbil, kørte vi på grund af glat føre ind i et hus ved svinget, da bilen grundet glatføre skred ud. Vi blev hentet af morbror Egon i kane. Vi overnattede der altid. Vi var mange. Morbror Karl, morbror Jens og deres koner og vores kusine Edel fra Dronninglund og Jytte fra Silkeborg og onkel Egon og moster Agnes, de boede stadig hjemme. Os fra Brønderslev var far, mor, Aase, Elin og Inge.

Vi spiste julefrokost juleaftensdag her hjemme i Brønderslev. Det var grønlangkål, kogt flæsk og medisterpølse. Vi tog så afsted ca. kl. 16,30 til Klæstrup. Vores morfar hentede juletræ og satte fod på og stillede det ind i den pæne stue. Vi andre var i køkkenet for at rydde op efter julemiddagen. Vi børn sad i køkkenet og tegnede eller sang. Min morfar fik træet pyntet og tændt de levende lys. Først da måtte vi se juletræet, som vi gik rundt om og vi sang julesalmer. Gaverne blev så delt ud, det ordnede min moster Agnete og onkel Egon. Da det hele var overstået, kom vi børn så i seng. Mændene fortsatte med at spille kort. Vi tog så hjem til Brønderslev og dem der kunne, onkel Jens og familie tog hjem efter et par dage i Klæstrup. I Juledagene og Nytår fik vi som regel besøg et par gange af fars familie.

Nytårsaften havde vi i mange år besøg af onkel Holger og Elna, som kom på besøg efter at de var flyttet fra Aalborg her til Brønderslev. De andre juledage havde vi besøg af farbror Henry og Marie med børn.

Vi har altid skrevet julekort til familie og venner. Jeg holder stadig ved den tradition. Jeg laver i dag selv julekort og skriver rigtig mange. I år 2020 sendte jeg 39 kort. Det er så ærgerligt at den tradition er ved uddø og jeg tror en begrundelse kan være, at alle har travlt. Man skal begynde med at forberede i lang tid inden jul, der skal skrives adresser på alle kort og så skriver jeg et par stykker hver dag i julemåneden.

Min far

Min far var bondesøn og har altid være karl på landet. Det var sidst i 1900trediverne og dårlige tider. Smågrise blev smidt på mødningen, da man ikke havde penge til at kunne fodre dem op. For at få penge til det fornødne, købte min farfar en bil, som min far skulle køre taxa med. Min far kunne køre bil, da han var 14 år. Pengene som kom fra Taxakørsel, skulle min far altid aflevere til min farfar. Min far lærte aldrig hvad penge var værd. De boede på gården Ultved ved Tylstrup og senere V. Gerndrup i Øster Brønderslev. Bilen han kørte i var med skorsten og skulle fyres med bl.a. tørv.

 Mig selv

Jeg har været i en forretning, Vinther & Andersen Eftf. i Brønderslev, en afdeling af Otto Herford i Hjørring. Beskæftiget med salg af fast og flydende brændsel. Var ansat der i 5 år.

Kom derefter på Pedershaab Maskinfabrik i indkøb og på tegnestuen PM 3 på Saltumvej i 1 ½ år. Herefter et job som var et sygevikariat hos Aalborg Stiftstidende. Senere hos Vendsyssels Tidende i Frederikshavn. Efter 1 ½ år stoppede jeg da mit helbred ikke kunne klare det mere.

Derefter tog jeg et 3 mdrs. kursus i Aalborg indenfor handel. Da det var slut, fik jeg ansættelse i et vikarjob på HCA-dress i Brønderslev. Det var slut på mit arbejdsliv, og jeg fik tilkendt pension. Jeg boede stadig hos mine forældre indtil jeg blev 30 år.

Hver lørdag så ser jeg på TV tipsfodbold. Jeg blev ivrig fodboldfan, og begyndte at rejse ud for at følge landsholdet.

Har været med der, ude i den store verden. Det kunne lade sig gøre m.h.t. helbred, for når jeg kom hjem, var jeg hos min forældre og kunne blive plejet der. Det foregik fra 1982 til 1998, da måtte jeg give op. Den sidste rejse var til Frankrig og jeg havde en niece`s søn Casper med på turen.

Jeg startede så på Lokalradioen i Brønderslev som var nystartet. Den var startet op i St. Blichersgade 20. Det var i år 1987. I 1992 flyttede den til Stjernekrydset. Jeg sørgede for at besætte personale til receptionen. Der var 5 frivillige. De havde 2 timers vagter hver 2 gange om ugen. Var der en der var forhindret, måtte jeg tage vagten. Jeg lavede udsendelser på 2 timers vagt. 4 forskellige udsendelser: ” Gæst i Studiet”, ”2 generationer”, ”En lytterpladevalg” og ”Mit eget valg”. Hver anden søndag medvirkede jeg ved ”Send en hilsen” hvor vi var 2 til at læse op i de to timer.

Da radioen flyttede til Stjernekrydset fik vi nye møbler, da vi faktisk ikke havde noget, kun noget skrammel. De nye møbler fik vi fra Handelsbanken i Greve, da de der skulle have alt skiftet ud. Vi fik alt hvad vi kunne stable op i en lastbil og fik det kørt til en lade i Øster Hjermitslev hos et bestyrelsesmedlems kusine.

Mit helbred var ikke godt og jeg var sygemeldt fra Radioen i flere måneder og måtte så til sidst sige fra – desværre.

Da jeg et par Gange har nævnt noget om mit helbred, som ikke er så godt, skylder jeg at fortælle, at jeg er født med en arvelig sygdom som hedder Stickler Syndrom, som bl.a. bevirker, at det gør mig svagelig m.h.t. aktiviteter. Der er ting jeg ikke kan være med til. For eks. har jeg aldrig dyrket gymnastik. Det viste sig allerede, ved min første skoledag. Vi skulle starte med en gymnastiktime, min mor var med på denne dag. Jeg græd og kunne ikke være med, fordi jeg havde defekte hofter. Læreren fru Thorninglund sagde til min mor, at hun skulle tage med mig hjem og har derfor aldrig haft gymnastik. Samtidig fik jeg et cykelkort, så jeg kunne få lov til at cykle i skole. Dem der boede øst for banen, måtte ikke cykle til skole hvilket vi gjorde.

Sygdommen medførte også, at jeg var født med ganespalte og skøre nethinder, nærsynet og dårlig hørelse. Defekte knogler og tiltagende gigt.

Mange børn spurgte til tider om, hvorfor jeg gik sådan, de spurgte direkte, mens voksne råbte grimme ord efter mig. Tit gik jeg en omvej, når jeg skulle ind til byen.

Min søster Inge og vores fælles veninde Kaja meldte sig til Spejderbevægelsen hos Baptisterne. Jeg ville også gerne, men der ville sikkert blive problemer med helbredet.  Deres tropsfører Inger, som stammer fra Strikkeren i Hedelundsgade, var hjemme for at snakke med mor om problemet. Hun mente, at jeg sagtens kunne være med. Jeg fik bare andre opgaver, nå vi skulle ud til bl.a. Skattejagt. Så vi var i Spejderbevægelsen indtil vi skulle ud at arbejde.

Jeg tog kørekort som nittenårig hos kørelærer Valgren Hansen og deltog i teoriaftenerne og kørte med nye elever på køreteknisk anlæg, indtil de skulle køre ude i byen. Jeg tog senere erhvervskørekort og kørte Taxa i weekenden. Og nogle hverdagsaftener efter normal arbejdstid. Jeg kørte for en vognmand i Vraa, Gunnar Ingvardsen, det var dengang der var fri hastighed. Det var rigtig sjovt. Jeg fik altid ros, selv om jeg kørte til, med det var altid en glidende kørsel.

Jeg har været indlagt på Øjenafdelingen og er blevet opereret for grå stær og har altså nu et godt øje.

Jeg fik nye hofter da jeg var 36 år, og siden blevet jeg undersøgt jævnligt og har også fået nyt sat ind.

I 1955 i en tysktime sprang nethinden, dvs. perforeret. Jeg tog hjem om middagen og min mor fik mig med til øjenlægen i Hjørring. Jeg blev indlagt med det samme på Sygehuset og var der så i 14 dage, hvorefter jeg blev sendt hjem og 2 dage efter tog min søster Aase mig med til Rigshospitalets Øjenafdeling og blev opereret. Her var jeg så i 3 uger og kom hjem til Mortens aften. Dengang opererede de med nål og tråd. Det holdt jo ikke, så jeg måtte afsted igen. Min far fulgte mig på hospitalet og igen blev jeg opereret, men det var ikke bedre med nethinden. Den var fuld af ene små huller. En sådan operation som den første, var jeg igennem den 1. uge m/bind på begge øjne og så en uge med det raske øje fri, 1 uge med sorte lukkede briller med en lille prik i, for at øjnene skulle arbejde sammen. Så hele operationen varede 4 uger. Det var altså nytteløst. Jeg har siden for ca. 8 år siden fået 5 huller i nethinden på det raske øje, som øjenlægen opdagede og jeg tog straks på Rigshospitalet igen og efter 2 dage var der 34 huller, som blev laset, men det er så gået godt siden. Jeg har protese på det øje som ikke virker og har netop for kort tid siden fået en ny protese.

Jeg var født med ganespalte og kunne ikke bruge almindelige sutter. Min mor lavede en af 2 gazebind. Da jeg var 4 år, kunne man operere mig og mor og jeg rejste sammen med tog til Diakonstiftelsen i København, det eneste sted de foretog den slags operationer. Min mor måtte tage hjem og efterlade mig der. Inger var dengang 2 år og Aase var 7 år og var jo derhjemme. Jeg var der en halv snes dage. Jeg havde en faster, som kom og besøgte mig et par gange. Havde det været i dag, havde min mor boet der under indlæggelsen.

Jeg har været indlagt rigtig mange gange og aldrig haft nogen til at være hos mig under indlæggelserne. Jeg har nu også en meget dårlig ryg.

Jeg har oplevet mange ting på sygehuset i alle disse år – 75 år til i dag.

Nu om dage bliver man meget tit repareret og nye metoder dertil, bliver taget i brug og ofte kommer man hjem 1-2 dage efter, mange ting er forbedret og man gør nye opdagelser.

I 1999 blev jeg påkørt af en lastbil, medens jeg var på cykel. Den skulle dreje til højre i krydset ved Føtex i Algade. Jeg lå i klemme mellem lastbil og cykel og det gik ud over mine fødder. Jeg lå på sygehuset i 8 uger. Jeg var på vej til Lokalradioen.

Her i 2021 bor jeg i en dejlig lejlighed i Midtbyen i ejendommen hvor også  Løvbjerg og Apotek ligger. Her er der mange flinke naboer som jeg har det rart sammen med.

 

 

Borger9700

blev dannet på en stiftende generalforsamling den 30. september 2013.

Formålet var og er:

At styrke, støtte og fremme Brønderslev byområde – en god bosætningskommune

a) Brønderslev skal forblive en god, aktiv og spændende by at bo i/at bosætte sig i

b) Erhverv og handel – at støtte op om at Brønderslev forbliver en god handelsby og en god erhvervsby

c) Midtbyen – at arbejde for en forskønnelse af midtbyen samt at skabe liv og aktiviteter på Banegårdspladsen

d) Brønderslev skal have et udbud af fritids- og kulturaktiviteter for børn og voksne

e) Samarbejde meget bredt med bl.a. Brønderslev Kommune, Brønderslev Handel, foreninger m.fl.

Borger9700-Bæredygtighed

modtog i 2017 Brønderslev Kommunes Miljøpris for at have taget initiativ til bæredygtighedsfestivalen.

Borger9700-Kultur

modtog i 2016 Brønderslev Kommunes Kulturpris for initiativet til de mange forskelligartede arrangementer.