født 26/06-67 og opvokset i Nordjylland

Bopæl Aabybro

Henrik Busk Andersen

Dybt inde i mit hjerte er retfærdigheden og kærligheden til min elskende dog også en krop fyldt med kreativitet fra ord til emner

-fra bly til maling.

Jeg lever for min kreativitet og af min kreativitet.

Jeg er besat af ikke at gå i andres fodspor, men træde mine egne. Kompromises, frygties, tabules til en vis grænse.

Jeg har solgt min kunst til de små og de helt store i dette land og lidt uden for grænsen.

Kunst mener jeg opstår, når det er mere end maling…

I en alder af 16 år blev jeg udøvende billedkunstner, og jeg var fascineret over, at maling pludseligt kunne skabe en krop og udtryk. Jeg har gennem mine livskriser brugt malingen til at bearbejde mit sind. Jeg har to typer malerier. De smukke og farverige; typisk af mennesker. Og så har jeg de fordybende hardcore malerier, der ikke skåner noget, og brutalt visualiserer, det emne jeg ønsker at belyse. Malet i sit eget naivistiske formsprog med symbolik som sproget.

Der er bl.a.:

“At Kroge sine Børn” om Serritslev børnemishandlingssagen.

“Carina pigen der ikke ville dø”.

Mine kreative fodaftryk er til dato: malerier, udgivelse af bøger samt skulpturer.

Mit citat:

I livet er dem jeg lærte mindst af, også dem jeg lærte mest af..

Jeg har solgt til Danske Bank, Mærsk, Nykredit, Blue Arena, Sydbank, Spar Nord samt en lang række andre virksomheder og allervigtigst solgt til hr og fru her og der, i indland og lidt udland.

Udstillet i banker sygehuse gallerier m.v. Forhandles af gallerier i Danmark.

Har doneret til Børns Vilkår, Kræftens Bekæmpelse, Julemærkehjem m.v. og stod bag fond til indsamling for Serritslev sagens børn.

Kunst kan sætte ild til hele verden, et billede siger mere en tusinde af ord.

Ærlighed er for mig, den vigtigste karakter i livet.

Mit kinesiske stjernetegn er

GEDEN

Geden elsker kunst og naturen og er god til at forkæle sig selv. Geder er kreative, kulturelle, har gode manérer, går op i deres udseende og optræder oftest velsoignerede i sikker tøjstil. Ren- hed af hjertet beskriver Gedens blide natur – altid beroligende og medfølgende. Geden elsker opmærksomhed og anerkendelse og bliver hurtigt påvirket af harmonien i sine omgivelser. Geden er kendt for at være en godmodig sjæl.

Bortset fra evnen til ofte at komme galt afsted er Geden         charmerende at være sammen med – omsorgsfuld, gavmild og inspirerende. Dette kreative tegn har det generelt bedst i deres egne tanker som andre mere lineært tænkende tegn kan have svært ved at dechifrere og følge med i. Geder er fremragende i alle beskæftigelser, hvor de kan udfolde sig mentalt, uden alt for mange bindinger. Geder er ikke udpræget systematiske og ikke særligt materialistisk anlagte. De finder rigelig glæde og rigdom i deres egen store indre verden. I kærlighed er Geden dog ofte meget ødsel og overdænger sin elskede med mange og flotte gaver.

I kærlighed har Geden brug for at føle sig elsket og værdsat. El- lers begynder de at spekulere over, hvad der kunne være galt med dem selv eller forholdet. Geder er på denne måde meget kunstnerisk anlagte og føler sig dybest inde en smule usikre. Hvis de ikke modtager nok anerkendelse i deres parforhold, kan de søge ind i deres eget indre – store – univers. Geden kan som of- test få en del ud af at lære at slappe af og lade andre trække     læsset engang imellem. Når de kommer til erkendelsen af, at venner, partner og familie stadig er der, når de vender tilbage fra deres indre eskapader, vil livet for Geden blive ret nemt og sorgløst.

Stød på livets vej med et glasskår i foden

Kæmper mig i ateliet. Bruger farverne og lærredet som plaster. Sår heler. Til sidst forstår jeg, at dette er min medicin. Mit kald. Mit liv. Det siger alt. Det må være nok.

Mine hardcore malerier er mine aller stærkeste følelser. Den skarpeste tunge. Den største kniv. Mit levende liv. Mit bidrag til kunstens verden. Du må være smagsdommer på, om kan ses, mærkes eller respekteres. Du står suverænt for at dømme eller fordømme.

Værkerne er filmet på YouTube og symbolsk forklaret. Et skattekort er til for at blive brugt.

Søgende. Som en lille mus der savnede varme og meningen med tilværelsen. Jeg husker alt – næsten. Er ikke bange. Har prøvet meget, og jeg fandt min kunstnerhylde i år 2000. Det var det tidspunkt, hvor mit almindelige liv havde stemt mig ude, både familiært og økonomisk. Jeg var søgende, som en lille mus, der ønskede at finde varmen og meningen med tilværelsen. Det var så åbenlyst, at destinationen blev med mine lærreder. En skriftestol og pryglestok for alle de idioter, jeg havde mødt på min vej.

Ja, det startede jo så smukt. En sød barmhjertig dreng. der spillede fodbold med kammeraterne og slåssede alt mindre-værdet ud.

Legede med farver op i teenageårene, og jeg fik skabt mit første oliemaleri som 14-årig. Det er helt vildt, når jeg tænker tilbage på det nu, det var det vigtigste maleri. Det rummer starten og indgangen til den afhængighed, som det hvide lærred har skabt i mig. Du kan ikke kalde dig kunstner som 14-årig. Det var måske heller ikke de flotteste malerier verden havde set, men jeg kunne jo så meget andet. Så jeg en film, der bare mindede mig om maling, var jeg som en junkie, der bare måtte have mit malerfix. Mine teenageår vekslede mellem maling, uddannelse og kærlighed.

Jeg blev som 16-årig allerede forlovet. Jeg havde set et forbillede i faderrollen Charles fra tv-serien: Det lille hus på prærien. Han var en en god mand, der passede på sin familie og arbejde. Han inspirerede mig, og jeg helligede mig til min forlovede, og så ikke andet end hende.

Vi blev gift 4 år senere. Desværre blev brylluppet fucket op blot et år senere. Mærkeligt at hun ønskede at gifte sig, samtidig med, at hun havde en fremmed mand. Det stoppede prompte, da jeg en nat i byen fangede musen i kagedåsen og tænkte: hold da kæft et liv. Har senere hørt en lille fugl synge om, at hun allerede havde travlt på sin polterabend.

Jeg sprang derefter på nogle andre heste, hvor en af dem var livsfarlig at ride på. Jeg måtte flygte for mit liv (folk er jo ikke døde endnu, så jeg nævner ingen navne).

Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet. Det var ikke mig der lavede lorten, men okay, jeg havde åbenlyst, ikke kunnet give nok til dem. Mange år senere sad jeg og lavede skulpturen “Fortiden”. En person der formår at lukke døren til fortiden, vil være i stand til at fortsætte ind i fremtiden med energi. Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet.

Mennesker bliver handicappede hvis de ikke forstår at forlade fortiden.

Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor, var der heller ikke noget af forbløde af.

Jeg tror egentligt, at min evne til at komme videre med oprejst pande, har givet mig gejsten til at distancere mig lige netop fra de narhatte. Afsted mod nye mål.

Jeg har altid haft en god økonomi, og jeg var god til mine jobs. I den sidste ansættelse var jeg sælger for et stort firma, der bl.a. handlede med Weber, Gardena osv. Det endte dog i et skænderi med chefen, da han slikkede røv på en af kunderne. Jeg tog min afsked uden at ryste på hånden. Jeg havde 150.000 kr. opsparet på en etableringskonto, og jeg var verdens dygtigste mand. Desværre tog min gode ven sig hurtigt af pengene. Han stjal næsten dem alle. Så her jeg lærte også ikke at stole på nogen og gøre tingene selv.

Jeg rejste rundt i verden og handlede med diverse brands på kryds og tværs i Rio De Janeiro, London, New York og Amsterdam. Jeg åbnede nogle butikker og fik et par børn. I en alder af 25 år besluttede jeg mig for, at lave mine egne designs i stål. Firmaet kaldet Dansk Stål Design havde 10 år senere 1.000 kunder og 10 ansatte. Desværre røg firmaet på røven, næsten over night, da prisen på rustfrit stål steg med 70 procent.

Firmaet var i frit fald, og det tog min familie med ned. Dette fald kostede mig 10 år opslidende arbejde fra morgen til aften.

Jeg stod absolut helt og aldeles alene i min økonomiske ruin. Boede i en lille 2 værelses lejlighed i Rosenlundsgade i Aalborg, ca. 1000 meter fra hvor jeg hentede min bistandsydelse. Sindssygt liv!

Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor var der heller ikke noget af forbløde af.

Som Monty Pyton uden arme, sagde jeg bare kom an. Og ja, det gjorde børnene så, hver anden weekend og tømmermændene kom i de modsatte weekender. Nu var Busk Andersen på bunden og på røven.

Nogle slog sig af grin på låret og andre elskede mig. Jeg havde det svært, og jeg sagde ofte til mig selv: hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt, træt, træt. Heldigvis kunne jeg sove.

Min gode ven Orla Mosevang hjalp mig med et lån på 250.000 kr, så jeg kunne komme ud af dragens kløer. Jeg fik lov at afdrage, som jeg ville, så der blev købt lærreder.

I en daglig orgasmisk rus væltede jeg rundt i lejligheden, fed musik, fedt liv. Nu skulle jeg vise verden, at der var skabt en ny kunstner.

“Hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt!”

“Mine hardcore værker er som talende bøger på væggen med indhold og budskab skabt af malingen”

Fra dengang til i dag er der allerede gået 15 år. I den tid har jeg formået at leve af min kunst. Få det solgt gennem mine eget galleri, samt i en række gallerier i Danmark.

Hvad er der så i disse malerier, og hvad giver de folk og mig. Folk køber visualitet. De køber farve og glæde. I dette skønlitterære univers har jeg solgt næsten alle mine visuelle evner.

Men det er ikke i disse værker, at jeg sviner dem, der har svinet mig, eller beskytter dem, der skal beskyttes. Nej, det er gennem mine hardcore værker.

Det er dem, der er blod og nosser i, men de er også distancerede i deres udtryk. Det er normalt ikke billeder, der taler til det smukke øje – men til Jesus på korset.

Jeg har gemt en del af mine hardcore værker, som jeg prøvede at donere til Vendsyssels Museum i Hjørring, men jeg hørte aldrig fra dem. Jeg har også vía de hardcore malerier søgt udstillinger på et højere niveau.

 

Citatet over dem alle skal stå på min gravsten:

”Af dem jeg lærte mindst af lærte jeg mest af”.

Til tider mætter maleriet mig ikke, så bliver der skrevet citater. Flere tusinde citater, som jeg nu har udgivet i Citat slut 1 og 2 – og den kommende 3.Det citat dækker over min vanvittige lærer, der ofrede mig foran klassen, og smed mig ud af skolen i 7. klasse. Det dækker over løgnerne og alle maskebærene. Slagteren der sleb kniven i min nygifte kones skede. Kæresterne der var åbne hoteller og JP fra Dansk Stål Design, der stjal, da jeg lå livløs hen. De venner der ikke var stærkere end fristelserne, og lod deres nossere afrive på kryds og tværs. De pengegriske narhatte, der først stoppede med at sutte, til patten var død. Det er dem, der fortjener dettes citats væsen, og min stolthed over, at have skrevet og forfattet det.

Jeg må lige tilføje, at jeg ikke har levet efter min fatters ord: man kan ikke stole på andre end sig selv.

Mine øjne er blå, men hvor er det fedt at se mennesker blive til rotter, det har også sin charme.

Jeg har lavet skulpturen: Balancen.

Om at man som menneske er ude af balance.

Det er helt naturligt at miste balancen, hvis man bare genfinder den igen. Frygt ikke faldet, men brug energien på at komme op igen.

……ved ikke hvor min inspiration kommer fra

Når ord ikke er nok

Det er åbenlyst, at du ikke kan købe mad for ord, medmindre du er forfatter. Så ord er dine venner. Ord er så skarpe som knive, og ord kan give de mest ører rungende øretæver, som en næve aldrig kommer i nærheden af. Ord kan virkelig punktere narhattens fylde, eller den oppustede selvfede egokajs store maveskind. Sjovt at munden kan være sådan et våben, og hvor er det synd, når nogen ikke har ordet, eller tager det uden at mestre det. Hvor er det smukt, når en af mine 4 børn siger far.

Yes, som hr. skæg siger: ord er mine venner, lyt til dem. Tro på dem, hvis du tør. Lev med dem. Lær at udvikle dem og bruge dem. Ord siger meget mere end ord.

 Når ord ikke er nok, så kan man bøje dem i neon, stål eller støbe dem i bronze. Det kalder jeg skulpturer. I kunstens verden kommer man til et sted, hvor man gerne vil udtrykke sig tredimensionalt. Det er nemt nok i lille skala.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at forære Skagens nye kryds- togskibshavn en bronzeskulptur på ca 2,5 x 1,5 meter. Skulpturen forestillede en havnefrue, der lå og forgrenede sig så smukt – eller det gjorde hun i hvert fald på papiret. Hun blev vist i miniature og indtegnet på havnepladsen. Da hun blev blæst op med stort skød og langt lys på brystvorterne, så faldt hun desværre for sheriffens dom. I ren irritation lavede jeg en noget mindre figur. Hende fik jeg lov til at placere midlertidigt foran turistkontoret og fylde hendes små bronzelunger med frisk Skagens luft.

“Da jeg satte mig til computeren i aften, var det slet ikke for at skrive dette, men for at ansøge om, at kunne donere endnu en skulptur, som kom til mig i nat.”

Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter og blev sendt til tælling, med døden til følge.

Det er absolut første gang i mit liv, at jeg blev vækket kl. 04 af Titanic, der bankede ind i isbjerget, og jeg tænkte, hold da kæft, det var der, at det skete… Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter, og blev sendt til tælling, med døden til følge. Det var der, at vi skulle have lært noget af vores ekstravagante pissen på naturen, og bruge mest muligt energi på ingenting.

Der burde vi have lært det, og ja, havde vi det, så var isbjerget ikke smeltet og regnet ned i hovedet på os nu, og vækket mig med ideen til den skulptur, der så gjorde, at jeg skrev denne bog.

Denne skulptur er tænkt som et stort vaffelbæger. Konsumisen er spist, inklusive flødeskum og syltetøj (symboler på ikke at kan få nok). Vaflens koniske form tragter vandet altså det fordampede isbjerg ned i vaflen igen, og bliver ledt ned i et bassin.

Hvor du som betragter af denne skulptur, ser dig selv som synder – den forbrugende synder. Genialt tænkte jeg. Det må sgu da være et fedt bidrag til kunstens kunnen i denne tid.

Jeg sendte den først til Holstebro, da de virkelig havde fået vand, og måske kunne bruge denne bro til noget? men nej, kom det prompte tilbage. Holstebro kommune ønsker ikke at indgå i dine tanker om denne skulptur.

Jeg fik min gode ven Michael Morell, kongen af den kubistiske streg, til at visualisere skulpturen og sendte på ny en ansøgning til Aalborg Kunstfond, som vendte tilbage med et lille håb. Vi får at se….

 

Jeg tænker så ofte på Erik Clausens citat:

”Hvis dit liv var en film, gad du så selv at se den?”

 

Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop

 Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.

Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.

Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!

I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.

 Arbejde som dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks

Frihed er ordet overalt. Fri som fuglen. Fri til at gøre contra fanget uden at kunne gøre noget. Sjovt nok må værdsættelsen af friheden være højest, når den er frataget.

Kunstprojektet i Hvide Sande, hvor danske og udenlandske skulle arbejde i en måned, for derefter at blive hædret eller svinet i Manøvregangen (En sluse hvor kunsten udstilles, der indlemmer Vesterhavet ind mod Ringkøbing Fjord). Fedt sted. Hvert år er denne Manøvregang kun åben een gang for offentligheden, og det er ved denne kunstudstilling, de havde fået selveste Andrew Lloyd Hughes til at åbne ballet.

Mine forventninger var høje, da jeg tog afsted for at besigtige de allerede fremmødte kunstneres arbejde på kajen. De var installeret i tyskerhavnen, hvor fiskere m.v. havde lånt deres huse ud til dette kreative pust.

Jeg fik hjertebanken, da jeg så kunstnerne stå i disse uhyggelige huse og male naturen, som de så den. Ud fra de temaer, som de havde valgt til deres bidrag, med inspiration fra deres indre baghave.

Jeg havde forhandlet mig ned til 7 dage fra en måned, og jeg tænkte i bilen på vejen hjem: fuck noget pis, det kan jeg simpelthen ikke.

Arbejde som et dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks. Sådan har jeg det, når jeg er på. Jeg er ikke afslappet.

Nutella på bollerne er ok

og tag mig ikke hårdt bagfra! For hvert maleri jeg skaber, er der en kamp og en linedans, hvor værket ikke skal falde ned eller skride. Hvordan kunne jeg have folk omkring mig i dette vildt anspændte miljø. Jeg tænkte, og jeg tænkte.

Pludselig kom jeg kørende forbi en campingvognforhandler og tænkte, der er min redning! Der er mit bur eller min kampvogn til denne krig, som jeg har meldt mig til. Jeg var så lettet. Fandt hurtigt vognen på Gul & Gratis. Strippede den og lavede det fedeste atelier med lys og musik. Musik for mig er næsten alt, når jeg er på. Jeg er i trance. Toilet, lager til mine værker og kaffemaskinen. Jeg forsvinder fra denne verden af naturalisme ind i mit eget sumpmiljø. Om natten, et par dage inden jeg skulle afsted, eller vi for mine to yngste unger på et og tre og min elskede 15 år yngre teblandende kommende kone og bedste ven, skulle også med. Den nat fik jeg synet af, at denne campingvogn simpelthen var blevet fjernet, da jeg ikke havde spurgt om lov.

For at bryde disse kollektive regler, måtte jeg få den i kampform ved at ligne installationskunst. Det er let, når hovedet er fyldt med citater. Så med citaterne: Nutella på bollerne er ok, og tag mig ikke hårdt bagfra m.v., samt frihedskunst i sluserne malet på alle sider.

 

Måske er vi blevet for frie? Når vi kan få opereret kønnet.

Nu ville politiet ikke se det som en campingvogn, der skulle fjernes, men en af idioternes arbejdsrum, og dermed tillade det, det var meningen fra starten. Det lykkedes i stor stil, selvom der var kommet kommentarer om, hvor grim denne vogn var, på vognen, klarede jeg mig i gennem basecamp og helt op på temaets top. Jeg fortrak mig til min campingvogn og skabte mine hardcore værker.

Når jeg får muligheden, for at blive set, går jeg den hardcore vej, hvor min mening er at påvirke og stille spørgsmål. For jeg mente egentlig, at der blev malet rigeligt med skibe ved kysten eller drager på himmelen.

Måske er vi blevet for frie, når vi kan få opereret kønnet. Fikset alt. Fjernet det uønskede barn, hvis ikke det er ok. Jeg mener, at friheden og dermed krav til at 14-årige piger får opereret skamlæber og bryster med mor i hånden, er en dræbende udvikling – ikke en frihedsoplevelse. Ej heller omstillingen fra mand til kvinde.

Jeg synes, at det er fængslende. Jeg tror langt hen af vejen, at det er meget sundt at forblive som skabt. En 60-årig skal jo ikke ligne en konfirmand, med bryster der er blevet så store, deforme og kropsvæltende. En blondine udtalte engang i tv, at hun måtte have speciel madras for at kunne sove på maven. Er det frihed? Er det frihed at skulle se så perfekt uperfekt ud? Sygdom er ikke frisind. Hvad nu hvis elefanten vil laves om til fugl, gør vi så også det?

Maleriet er en person, der absolut ikke er blevet fri, men lastet af sin brystoperation og kønnet er skiftet. Det er en strangulerende og dræbende udvikling.

Er du fri i dit parforhold?

Parforholdet er jo det allervigtigste. Det er din base, din have, dit hjem, din opladningsstation. Det skal være givende, frugtbart, sprødt og lystbetonet. Ikke bare til at knalde, men til at gøre ting sammen.

Lave mad, tænke tanker, iværksætte, løfte, begrave, udvise, indånde, styrke. Stå sammen for hinandens skyld.

Det skal ikke være et fængsel. Det skal ikke være en magtbalance. Det skal ikke være en livsdræber. Det skal ikke være en klods om benet eller et busstoppested.

Jeg er indbegrebet af all inn. Jeg vil det hele, med min partner, ikke kun det halve. Det er børn, bryllup og tørre bræk op. Jeg tror, det er den største skat, du overhovedet kan finde på livets vej. Det er det pureste guld, at have den man elsker, ved sin side, og endnu større, hvis det også er ens soul mate – for de er svære at finde. Jeg mener, at man skal lede så længe man behøver.

Men korn vokser ikke bare, det skal såes og plejes for at det vokser og holdes fri for parasitter. Ærligheden skal altid ske fra dag et. Alt der er bygget på løgn, er løgn.

Et maleri viser kvinden, der er hooked-up. Des mere hun kigger efter friheden, des mere kvæles hun i sin afsked. Han er besat. Hun er en del af ham. Han må dræbe hende, for ikke selv at dø i dette liv.

En del af forholdet er begæret og i maleriet: Liderlighedes Uhyggelige Kræfter, belyser jeg dette. For liderligheden og seksualiteten har en uhyggelig stor kraft. Folk voldtager og begår drab for denne ene udløsnings skyld. Det siger jo alt. Så tag jer i agt.

 Kære du, tro på skæbnen. Tænk, det var en prøvelse.

Dette monster som helt ubevidst bliver påvirket og vækket i sit øje, og derefter i sit sind, og gradvist bliver så opstemt, at han kun ser bundkødet i sit øje, og transformerer hans hænder om til små fugleunger, der skal have mad for ikke at dø. Altså en fuldbyrdet voldtægt han ikke kan beherske, og overgiver sine behov til sine kræfter, og fuldbyrder voldtægten.

Disse latente personer går derude, så pas på med fri- stelsen. Det er der, at det går galt. Så kære små piger og drenge tænk tækkeligt for jeres egen skyld. Den lille fugl kan være slangen i paradis.

I skrivende stund er jeg selv vidne til, at kærlighed er ved at kvæle mine gode bekendte. Kærligheden når den ikke er gengældt, er helt katastrofal. Des mere man løber efter den, jo længere væk forsvinder den.

Man skal elske med hud og hår, men det er forfærdeligt, når forladelsen er en realitet. Alt det vi havde sammen, kan skylles ud i toilettet, og det nye brændende lys ses som flammer i den forladendes øjne.

Denne skildring om det slukkede begær, der efterlader manden, som det lille barn, der sutter på patten i fosterstilling, og hun i sin todelte personlighed. Altså det hun var, og det, hun er nu. Den forladende iskolde afskedstagende person, der ikke kan eller vil standses. Hun tager begærets med til en anden mand på sin vej. Denne personlighedsændring kan være svær at forstå og forklare.

Jeg prøvede til en udstilling kaldet: Mademosele De Avantgarde at fremstille kvinden, som et dyr, der både kunne fremstå med næb og kløer m.v. (Det fandt sted i Art Corner Randers)

Som forladt, skal man rejse sig op, tørre tårerne af sin kind og sind. Bede til gud om styrke, og se at sin krop med tiden vil søge balancen igen. Der vil være lys gennem denne lange mørke tunnel. Ja, denne smerte over alt hvad man havde, er væk, er ødelæggende. Hvorfor er man altid musen, der går i fælden og ikke kan komme ud igen.

Så kære, tro på skæbnen, og tænk, det var en prøvelse. Vent blot på, at der kommer kærlighed til dig igen.

Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.

Tror måske, at de har lettere ved at sætte ny madding på krogen

og fange en ny fisk. I min kuldsejling, fik jeg meget støtte af at læse en bog, jeg ikke lige husker titlen på, men det var om alle mulige mennesker, der var i samme situation. Hvor håbløst alt så ud. Medicinen var egentlig den samme, om det var soldaten, der var taget til fange eller moderen der havde mistet sit barn. Fælles for dem, der kom igennem, var evnen til at arbejde sig væk fra det – altså ikke dyrke det.

Jeg tror, ved at fjerne sit syn, at man også fjerner sin smerte, og vælge at gøre noget, der er en mening i. Jeg tror på det selvhelbredende menneske. Når man er ude af den mørke tunnel, føles og mærkes lyset mere intenst og kraftigt.

Man skal ikke elske mindre og frygte at miste. Mange dyrker mere frygten end nyder glæden. Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.

Tror måske, at de har lettere ved, som før nævnt, at sætte madding på krogen og fange en ny fisk.

 Sæd og æg er totalt ligeglade med hvordan rollerne spilles.

Æg skal blot befrugtes, og det er i mødet mellem mennesker, at seksualitet er på sit maks. Man er opslugt. Man er passioneret.

Slagelses kvindelige borgmester bad mig forklare dette værk. Det er en fortælling om den lille frømand, der er på vej til at drukne i dette bundkar. Hans arm er meget svag, han er også kun en mand, fik jeg forklaret. Man får jo svar, når man spørger.

Maleriet: Er vores børn frie

Skildrer tre børn, der kigger ud gennem tremmerne. Tremmerne er pædagogens fingre i institutionen. For det er, hvad vi gør. Vi inseminerer eller boller os til dem. Kvinden får selvfølgelig kejsersnit – så bunden er i behold. Sutteflasken bliver givet fra dag et – brysterne skal ikke ødelægges til den slags. Tre måneder efter kommer forløsningen. Den store dag. Afleveringen til moderen – altså dagplejemoderen, der med sine regler og tremmer, lader vores små børn vokse sig større. Jeg spurgte: er vores børn frie?

På maleriet lader jeg et stykke hvid sne stå uberørt. Nej, for i dag skal vi være inde, selvom det sner.

I øvrigt har jeg lavet en lille figur i bronze kalder: Selve livet. Det siger det hele meget godt om de børn. Rig eller fattig. Stor eller lille. Hvid, sort eller pukkelrygget, så er det at skabe livet, livet. Jeg er selv ramt af figuren, da jeg i en alder af 48 år vælger at bringe mere liv til denne verden. Hvad er dette for en verden?

Har lige malet billedet Terror. Det siger vist alt selv. Har før malet dette tema at nogle mennesker, som føler sig født til at bringe så meget skade med sig som muligt. Jeg malede: Satans Søn og Satans Datter. Det handler netop om mennesker hvis mission er, at slå så mange ihjel som muligt, og de dukker op hele tiden i diverse forklædninger.

Det skal jo være så bizart som muligt. Utroligt hvilket hjerte der måtte sidde i sådanne mennesker, der laver det til deres livs klimaks at tage så meget liv fra andre mennesker, der virkelig ønsker det. Kan de da for helvede ikke bare nøjes med at tage deres eget liv.

Sørgeligt med alle de døde og sørgeligt hvilken planet jorden er ved at blive til. Frygten er frygten. Stjæler det gode liv. Sker det igen, sker det her. Al den frygt er også dræbende. Det er gennem kærlighed, livet er skabt, og det skal ikke leves gennem død og ødelæggelse.

Isolation og mure har sjældent skabt noget godt

Jeg tror, der skal bygges bro mellem de forskellige folkeslag. Isolation og mure har sjældent skabt noget godt. Jeg har senest malet broer. Helt specifikt Storebæltsbroen. Det er et stort arbejde (spøg til side) Det er at gå i dybden og male bevidstheden omkring vores søfolk, sejlernation og dermed brobyggere. Broen som har gjort os frie. Nogle mennesker ydede meget, for at skabe dette komplekse værk. Det store bælte.

Når jeg får tilbudt en udstilling, er det altid custom made. Jeg skal være der. Snuse og mærke og pludselig bliver nationens rod til brobissen. Jeg søger det ikke, det kommer til mig. Den anden dag i bilen snakkede vi om denne klode, der er ved at dø og i næste sekund, så jeg en person med reb om halsen, stående på en kugle af is, der tøede op, og dermed stille og roligt blev aflivet. Disse snakke bliver til syn, som bliver til malerier, og så skal det bare op på lærredet, støbes i bronze eller citeres.

Jeg har en ung kone på 33 år, og derfor bliver der skabt flere børn. Så der er tre børn om at forholde sig til at have en gammel far. Men jeg er også en ung far, da jeg som 27-årig blev far for første gang.

Jeg tror det er min største bedrift her. Det er min største rolle at være en god far, derfor bliver jeg også gang på gang inspireret til at male, når disse kære børn får deres fine ører i maskinen.

Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop.

Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.

Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.

Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!

I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.

Jeg lavede jeg maleriet: 9700

At kroge sine børn. Om Danmarks største misrøgts sag af børn. Gennem denne sag kom ideen til at lave en ind- samling. Pressen skrev højt og flot om den, og mange støttede mig med ord og kun ord. Så indsamlingen lød kun på 12.500 kr. Pinligt! Når jeg selv lagde de 10.000 kr. deri.

I nogle år støttede jeg Børnefonden, indtil jeg fandt ud af at kun halvdelen af beløbet nåede frem. Resten var administration. Så begyndte jeg at støtte direkte bl.a. donerede jeg 20.000 kr. til Hobro Julemærkehjem. Derudover donerede jeg et kæmpe maleri til Julemærkehjemmet i Skælskør.

Så jeg har virkelig de børn kært, og det gør mig ondt, at se alt for mange svigt. I denne søde juletid hvor snap- sene kan fremme talen og kontakten – desværre også missen, altså skilsmissen

Præcis som vi mænd kigger på hul korte eller kavalergange Nogle af os tænker ikke, før vi reagerer

Denne mand som er afbilledet, bør have set det før, at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø.

En kendis med hang til chili gjorde mig opmærksom på at hans kunstkriterie var, at værket minimum startede ved 100.000 kr. klassen, eller som han sagde: min kunstverden starter ved Leif Sylvester. Jamen hold da kæft, det chili må da også havde bedøvet hjernecellerne.

Hvad har kunst med økonomi at gøre? Det er det laveste jeg har hørt om kunsten contra den lille dreng der ved en fernisering ved Galleri Bo i Skagen fortalte mig: det var jo kun maling. Ja præcis, lige som dette bare er blæk eller lige nu dioder på min skærm. Hvad er kunst, og hvad kan den sige – ligegyldigt om prissætningen er høj eller lav.

Min fatter politibetjenten sagde altid til mig: Henrik, husk den kloge tier. Jeg har ikke lært det og lukker alt ud. Er dum nok til det, og jeg håber, at jeg er klog nok til, ikke at sige eller gøre det, der bringer mine børn videre i en faderløs livsførelse.

Du skal ikke male mange appelsiner i turbanen, for helvedet kalder på dig. Sådan er det blevet, at forstå det, er egentlig den største mening med maleriet: Fri Ytring

Det at tyrefægteren ved, hvad der sker, når det røde klæde kommer op af lommen, så har han de dræbende knive parat. Tyren ved det jo ikke, han reagerer bare på de instinkter, som den er født med.

Præcis som vi mænd kigger på hul korte kjoler eller kavalergange. Nogle af os tænker ikke, vi reagerer.

Denne mand som er afbilledet, bør have set det før. at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø. For som ytrer, modstander eller kritiker af nogle systemer, sender det dig direkte i graven. Vil du være kendt for en aften, så ved du, hvilken tromme du skal slå på eller hvis billede, der skal drikke din urin.

Et ældre maleri omkring dette er lige netop fatters ord: Den kloge tier. Det er bare ikke en tier, der er afbilledet. Det er en flok aber med mundkurv på

Tag mundkurven af, så er de måske ikke aber længere.

Maleriet: Er nationen fri

Her er det prydfuglen, der er til skue på sin pind. Oveni- købet på sin grønne pind. Der er tremmer for og bemærk dette maleri er skabt inden flygtningestrømmen. Vi er de rige, som har buret os inde for at sikre friheden. Jamen er det så ikke os, der er taget til fange? Ville vi ikke selv flygte mod blidere himmelstrøg, som alle dem, der får bomber serveret til morgenmad, ser deres børn dø til middag og ikke ved, om de overlever en nat mere. Men hvad gør vi? Jeg ved det ikke, jeg stillede bare spørgsmålet, da jeg ved indbydelsen, blev bevidst om, at det er 70 år siden, at vi slap ud af tyskernes rædsler, og derfor er temaet frihed.

Denne fugl sidder godt så længe, at den røde truende hånd ikke tager magten. Mange hvide i Afrika må til tider have haft ondt i maven. Havde den sorte skare rørt for meget på sig, på deres vej ned i skibende til sukkerplantagen i dansk vest Indien, havde magten hurtigt vendt rundt. Vi er nok snart tilbage til jungleloven, hvor styrke afgør magten som i abeburet. Dyr slås for at sikre gener, det gør vi ikke, vi slås kun for at sikre rigdom.

Ophængningen maleriet: Er vores nation fri, skete på den anden side af slusegangen, hvor jeg var så heldig at en af stålvejrene, der åbnede sluserne, gik perfekt hen over maleriet og blev en af tremmerne. I et lille vindue stillede jeg en af mine små bronzefigure kaldet Udlængslen.

Udlængslen (bronzefigur) har altid en fod fremad. Han er på vej et andet sted i sit syn, i sit sind, væk med sin krop, som har fået fuglens vinger. Præcis sådan fløj jeg ud af Hvide Sande med to syge unger og et hoved, der var tomt for kreativitet. Jeg var malket og kom hjem for at sove en uge.

Er kærligheden fri, blev der spurgt.

Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt.

Julen er hjerternes og børnenes tid, og mange får skåret deres fine lille maveskind op i en kold tid. Naboens græs er hvidere her til jul (Maleriet: Gaven fra far og mor)

 Maleriet: en kold tid

Omhandler det ensomme barn, der er forladt og ikke set af sine forældre. Hvordan kan man skubbe ægget ud af reden, det har jo ikke vinger endnu.

Er kærligheden fri, blev der spurgt.

Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt. Er det der muligt, at få sin fangst med hjem.

Jeg stiller det vigtigste spørgsmål af alle, kan man som menneske i et dette frie land vælge sin kærlighed? Nej, det kan du ikke. Loven er et strangulerende net om denne fiskemand, der har fået sin havfrue i nettet. Nej, blev der sagt. Find en ny der kan importeres og gå gennem tolden.

Fantastisk spørgsmål og maleri. Jeg lever helt op til mine egne krav til god kunst. Er der noget bag værket. Bevæger det. Siger det noget..

 Er vi tilbage i suttefasen eller er det fristelsen der skaber dette nosse tab.

Jeg har mødt mangt og meget på min 48-årige lange vej. Rent faktisk har mange af de mænd også kaldet venner haft den sygdom at miste deres nosser.

Nosserne sidder mellem ørene og benene. De afgør, om det er en mand eller kælling (de fleste kællinger jeg har mødt på min vej har tap) Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker.

Er vi tilbage i suttefasen, eller er det fristelsen, der skaber dette nosse tab.

Men sandt er det, og nosseriven for mit vedkommende er løgnere i egen række. Tyveknægte. De utro smart asses. De holdningsløse eller de ynkelige.

Livet er hårdt, men derfor skal du jo lige netop, tage det som en mand.

En kvinde eller bøsse kan da heller ikke bruge tårer til så meget andet end, at tørre dem væk.

Det er i krigen mænd ses, og når han nu sendes afsted, så behøver du jo ikke at fodre missen med fremmed mælk. Utroligt hvordan mænd der har fået for lidt sutteflaske, eller for meget da de blev grønne, lyder derefter.

Derfor kom Pelle nosseløs til mig, og bad om et selvportræt. Pelle Erobren er en fantastisk film om en dreng, der skal blive til mand for at overleve. Hans modsætning er pelle nosseløs.

Pelle på maleriet er stramt styret af sin kone eller kæreste. Styret direkte på nosserne. For det er ikke hans mere.

Det er synd for Pelle.

Åh min elskede skat jeg vil alt med dig jeg følger dig i tykt og tyndt. Er altid i din hånd og i dit blod i dit inderste putter med dig og drømmer med dig. Står op med dig. Sørgeligt at du er min ensomhed

 Det at løbe som et lille barn på blomsterengen uden at frygte glasskåret der hurtigt kan finde sammen med foden

Ah den kærlighed, bedst som man lever livet uden, og egentligt ikke mærker, at man mangler den.

Måske ungerne eller kammeraterne erstatter den, ja, så steder man ind i den.

Man lader bare kroppen og sjælen flyve med. Ud over de lyserøde marker, hvor man i dette univers med eet mærker, at livet foruden denne kærlighed, har været en stor fortrængning.

At opleve disse store oceaner af kærlighed til et andet menneske strømme afsted og blive gengældt. Det at mærke disse kærtegn. Som som ind i huden på den smukkeste og varmeste måde. Med en tåre i øjet at bevidne, at man har levet livet alt for langt fra dette, hvad et andet menneske kan gore for en.

Alt denne energi, der kommer af mødet. Bevidstheden om al den energi en afsked vil tage.

Det at løbe som et lille barn på blomsterengen, uden at frygte glasskåret, der hurtigt kan finde sammen med foden. Den voksne siger i mit hoved, frygt aldrig mere for tabet, end glæden ved at have det.

I mit indre er der to sider den visuelle og den indholdsrige

Når man samler en pind op, følger begge ender med. Ligeså gælder det, med denne bog. Der en forside og en bagside. Forsidens maleri er egent- ligt tænkt, som de små skilsmissebørn, der bliver revet i fra begge sider. I mit indre, er der to sider: den visuelle og den indholdsrige. Disse sider, denne skizofreni, er præcis som dette maleri kaldet: God Ferie.

 

 

 

 

 

Af Jens Otto Madsen

Et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som tysk landsby mellem Birkelse og Aabybro

En spændende historie udspillede sig uden for Aabybro.

Anden Verdenskrig og besættelsen 1940-1945 er et mørkt kapitel i både Danmarks og verdenshistorien. Her mange år senere er det stadig svært at forstå, hvordan det kunne ske – og lige siden krigens afslutning har historikere, pårørende og andre interesserede ledt efter svar.

Besættelsen kan bringe onde minder frem, både for dem der oplevede den og for deres efterkommere. Men det er vigtigt at blive ved med at belyse dette mørke kapitel, især i en tid hvor der igen er krige og konflikter, både i den store verden og i Europa.

Det er nok de færreste der ved, at der under Anden Verdenskrig lå der en falsk landsby på en mark mellem Birkelse og Aabybro. Navnet på byen var Munidorf.

Lokale ildsjæle besluttede sig derfor at få historien frem i lyset. Der er nu lavet et samarbejde mellem Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn og Nordjyske Museer der skal føre til en permanent udstilling i det fri.

Munidorf var ret iøjnefaldende og den lå tæt på Aabybro og den må have været kendt af mange. Tilbage er der i dag kun en stor bunker. Det var et hemmeligt ammunitionsdepot – forklædt som en tysk landsby. Kort efter den tyske besættelse i 1940 gjorde tyskerne de første skridt i forhold til at lave et ammunitionsdepot ved Aalborg Lufthavn. Ammunitionsdepotet skulle af strategiske årsager ligge i nærheden af lufthavnen, og derfor faldt valget helt specifikt på en mark ved

Aabybro. Byen, der blev opført af den tyske besættelsesmagt, camouflerede et kæmpestort ammunitionsdepot, der forsynede Nordeuropas største flyveplads i Aalborg med bomber og patroner. Af frygt for luftangreb skulle ammunitionsdepotet holdes hemmelig for englænderne, og derfor blev der lavet trækulisser, så depotet fra luften lignede en civil landsby. Det lykkedes så godt, at englænderne aldrig fandt frem til ammunitionsdepotet. Der har været pæn meget aktivitet og tog, der er kørt frem og tilbage, og der har været mange tyske soldater. Man ved, at briterne har haft efterretninger om en landsby, så de har vidst, den eksisterede, men fra luften lignede den en ganske almindelig landsby, så det har været svært at skelne fra den civile bebyggelse, og det gjorde, at den aldrig blev bombet.

Foto: Nordjyske Museer- Den falske landsby bestod af omkring 40 bygninger der bl.a. lignede et mejeri og en kirke. Vinduer, døre, bindingsværk var malet på træbarakkerne.

Munidorf som byen blev kaldt, blev opført i 1940 og havde hovedindgang omkring det sted hvor grusstien går under Thisted Landevej ved Aabybro. Der fortælles at der skulle have været ca. 40 tyske soldater ved depotet samt seks vagter, som var danskere. Hele byen var indhegnet som ses på billedet nedenfor.

I en mappe som findes på Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, kan man læse en nedskrevet erindring af en dansk tømrer, som var med til at bygge husene. Han var arbejdsløs. Husene var ikke forsynet med rigtige døre og vinduer. De blev malet på træpladerne af en lokal maler. Der blev lavet trækulisser, så ammunitionsdepotet fra luften lignede en civil landsby. Og mellem husene var der etableret veje af træ.

 

 

 

Fra 1940-45 lå det tyske ammunitions-depot til Aalborg Lufthavn uden for Aabybro. Depotet var forklædt som en almindelig landsby, så de britiske bombefly ikke kunne skelne det militære mål fra civil bebyggelse

Foto: Nordjyske Museer

 

Fra jernbanestationen i Aabybro var der anlagt en smalspors-bane til landsbyen og videre derfra til flyvepladsen ved Aalborg. Her kørte de to tog David og Goliat. Fra depotet blev store bomber og anden ammunition kørt til flyvepladsen, hvorfra de tyske bombefly lettede med kurs mod bl.a. England. Munidorf eksisterede frem til 1945 hvorefter den blev revet ned. Det var tyske soldater, der ryddede op. I den forbindelse skete der en stor eksplosion som kostede menneskeliv.

I dag er det eneste spor efter Munidorf på juletræsmarken en bunker.

Smalsporet bane mellem Aabybro og flyvestation Aalborg-West

Banen er åbenbart bygget tidlig i krigen (1940), og den gik fra Aabybro

Station via “Munidorf”, ammunitionslager ved godset Birkelse, via Haldager og langs Limfjorden til flyvestationen, hvor sporet endte parallelt med enden af et sidespor fra Frederikshavn-Aalborg-Fjerritslev banen, dybt inde på flyvestationen. Ved ammunitionsdepotet ved Birkelse fandtes i 1946, 3 diesellokomotiver og 34 tipvogne. 600 mm sporvidde.

Motorlokomotiverne var Pedershaab Maskinfabrik nr. 201 med Lister motor og nr. 258 og 265 med Bur-Wain motor. Nr. 258 blev solgt til entreprenørfirmaet Berg Bach & Kjeld Egmose i Ålborg, og blev senere ophugget hos dette firma. De to andre blev solgt til entreprenørfirmaet Jespersen & Søn, Risskov. Deres videre skæbne m.m. er ikke kendt. Vognene og skinnerne blev transporteret til Flyvepladsen, hvor der i forvejen var masser af materiel, så det kan ikke spores. Tipvognsmateriel blev solgt efter anvisninger fra Direktoratet for Vareforsyning, primært til brændselsproduktion og beskæftigelsesformål, ofte i småportioner.

Kilde: Direktoratet for Vareforsyning, Kontoret for tyske efterladenskaber.

Flyvepladserne omkring Aalborg, det er utroligt, men Aalborg havde 3, Aalborg Ost og Aalborg See samt på det tidspunkt Nordeuropas største Flyvestation Aalborg-West, som alle ved befrielsen blev overtaget/besat af RAF.

Meget materiel som blandemaskiner og tipvognsmateriel var, inden man fik det registreret, sendt til Tyskland til genopbygningsarbejde.

Bunkeren – Det sidste minde          Kirken som ikke ligner en Dansk kirke

Kilder: Lige her og nu, Jammerbugtavis, Lokalhistorisk

Jens otto madsen – februar 2024

Om Briketfabrikken i Kaas

1)

Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26

2)

Hvem var direktør Johannes Jørgensen ?

3)

Foredrag

Kaas Briketter A/S

 

 

Kaas Briketfabrik blev opført i 1925-26

 

INDLEDNING.

Af Henning og Jens Otto Madsen

 

Da landhævningen for 4-5000 år siden for alvor begyndte at gøre sig gældende, efter at Stenalder/Litorinahavet havde overskyllet store dele af det nuværende Vendsyssel tørlagdes den gamle havbund gradvist. Det er på denne Stenalderflade, Vendsyssels 2 store højmoser Store Vildmose og Lundergaards Mose findes. Under tørvemassen i Lundergaards Mose, vest for Kaas, har man fundet stubbene fra en skov af store egetræer. Skoven må være gået til grunde som følge af forsumpning et resultat af, at klimaet blev mere vådt og fugtigt. Denne klimaændring førte bl.a. det med sig, at sphagnumlaget, i den lavtliggende skovbund, hurtigt

begyndte at vokse, og efterhånden kvaltes træerne af denne mosedannelse.

Ved hjælp af kulstof-14 metoden, har man kunnet bestemme denne forsumpning og den deraf følgende mosedannelse til at være indtrådt midt i ældre bronzealder ca. 1300 f.Kr.

Tørvemosearten, sphagnum, spiller en afgørende rolle for dannelsen af Lundergaards Mose og højmoserne i det hele taget. Planten har den egenskab, at den “vokser på sig selv. Hvert år vokser et nyt lag frem oven på det gamle, idet dette nye lag tilbageholder regnvandet. Den udvikling fortsætter år efter år, og til sidst kan man så få en “mospude”, der er flere meter tyk. Samtidig trykkes de nedre lag sammen, og de blev udelukket fra luftens ilt. Derved gennemgår disse planterester kun en delvis formuldning – en såkaldt fortørvning der (blev med andre ord dannet tørv.) En sådan mose vil være højest på midten og lavest langs siderne derfor kaldes moser af denne type også for ”højmoser.”

I 1923 foretog Hedeselskabet en undersøgelse af Lundergaards Mose. Det var et led i en større undersøgelse med det formål, at kortlægge og kategorisere samtlige landets moser. Moserne inddeltes i 4 kategorier:

1. Moser der ikke kunne eller burde bruges til fremstilling af tørv.
2. Moser der kun havde interesse for fremstilling af tørv til lokalt brug. III. Moser der kunne udnyttes til tørvefremstilling i stor stil – industri-moser.
3. Moser hvor tørvemassen var for let en kvalitet til, at det kunne betale sig at udnytte den.

Her opførtes Kaas Briketfabrik

ved Lundgård Mose nordvest for Moseby.

Fabrikken var en kopi af en tysk brunkulsfabrik tilpasset tørvebriketter. I 1920’erne var det Danmarks eneste briketfabrik.

Fabrikkens historie er forbundet til det 200 hektar store mose-indvindingsområde omkring anlægget, hvorfra tørvesmuldet blev bragt til produk-tionen via banespor gennem landskabet. I dag kan man ved hjælp af gamle

luftfotos analysere sig frem til et sammenhængende

kulturlandskab med grøfter, banespor og veje, der har sikret forsyningerne til og fra

stedet, og arbejderbyerne Moseby og Kaas, der voksede frem omkring fabrikken

FABRIKKEN I LOKALSAMFUNDET.

Briketfabrikken var så langt den største arbejdsplads i Jetsmark

Kommune. I højsæsonen kunne beskæftigelsen komme op over 200 ansatte først og fremmest mænd, men også en del kvinder og børn. Netop det beskæftigelsesmæssige aspekt blev ret hurtigt et væsentligt argument for virksomhedens fortsatte drift. I

“Kaas-Udvalgets” begrundelse for virksomhedens videreførelse, påpegedes det, at foruden at produktionen nu var løst teknisk, og at staten derved havde en mulighed for at redde i hvert fald en del af sine penge også at, …at Opgivelsen af Virksomheden ville betyde en for Egnen en meget tyngende Arbejdsløshed.” Ved Finanslovens 2. behandling, den 21. januar 1937, udtalte Handelsminister Kjærbels…Det ville i Virkeligheden være en Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”

En katastrofe der ikke blot ville indebære en ganske betydelig arbejdsløshed for egnen, men også nogle uoverskuelige økonomiske- og sociale konsekvenser for den enkelte familie.

Brugsen, bageren, slagteren m.fl., alle var de afhængige af de lønninger, fabrikkens arbejdere fik udbetalt og som senere blev omsat her. Det var i høj grad samfundene Kaas’s og Mosebys eksistens, der stod på spil. At der i forvejen var en ikke ubetydelig arbejdsløshed på egnen i 30’erne, tyder alle vore kilder på, men de præcise tal har det ikke været muligt at opdrive.

HVORFOR STØTTER STATEN EGENTLIG KAAS BRIKETFABRIK A/S 30’ERNE IGENNEM?

“Derfor kan for så vidt give dens Betragtning Medhold, at det var uheldigt, ja, et fejlgreb, om man vil, at Erhvervenes Laanefond i sin Tid laante Penge til Ingeniør Nyboe der startede Virksomheden, men lad nu gaa med, at de gjorde det! Men saa gjorde man igen et fejltræk, idet man vilde redde Pengene. Dengang drejede det sig om et Laan paa 400.000 Kr.. nu er vi oppe paa 1.5 Mill. Kr., som stort set skal afskrives alle sammen. Men naar man nu er kommet saa vidt, som man er, og det gaar fremad Aar for Aar i Retning af at skabe en bedre Drift og det vil igen sige en Produktionspris, der er mindre end den hidtidige og fremskaffe en Vare, som Folk synes bedre og bedre om, efter-haanden som de lærer den at kende, og Situationen oven i Købet er den, at Priserne paa udenlandsk Brændsel er stigende, ja, saa synes jeg ikke, at Tidspunktet nu er det rigtige til at opgive det hele, saa meget mindre som jeg tror, at Ministeren har Ret i, at der er en ikke ringe Sandsynlighed for, at Fabrikken i det Aar, der kommer, i hvert fald vil kunne klare sig med et overmaade ringe Tilskud og muligvis oven i Købet vil give et Driftsoverskud, vel at mærke, når man ser bort fra Forrentning og vel ogsaa fra en væsentlig Del af den Afskrivning, som Driften helst skulde betale. Men altsaa, alt i alt mener jeg, at det vil være uklogt paa nuværende Tidspunkt at holde op.” – udtalte Forsgaard, konservativt Folketingsmedlen og udvalgsmedlem, i Kaas udvalget, i debatten vedr. 2. behandlingen af Finansloven, den 21. januar 1937.

Korsgaard hæfter sig her ved Statens økonomiske engagement, og er vel egentlig af den mening, at der kunne stilles spørgsmål ved de tidligere beslutninger om at yde virksomheden økonomisk bistand. Først og fremmest Nyboe-engagementet i 1927 dernæst igen efter eksplosionen i 1933.

Allerede i november 1934 fremkom “Kaas-Udvalget (hvori Kors- gaard var medlem) med følgende vurdering af virksomhedens økonomi

“Nogen vide lønnende Virksomhed kan dette at fremstille Tørvebriketter ikke antages at blive.

At ”Kaas-Udvalget” alligevel indstiller til fortsat drift her i 1934. fremgår af udvalgets konklusion til samme beretning:

“Under Hensyn til”

1. Underudvalget mener at turde udtale, at den fremstillede vare er engod Brugsvare, og at Problemet at fremstille Tørvebriketter for saa vidt er løst teknisk tilfredsstillende.
2. At Staten kun har Mulighed for at redde i hvert fald en Del af sinePenge ved fortsat Drift.
3. At Opgivelse af Virksomheden vil betyde en for Egnen meget trykkendeArbejdsløshed, mener Underudvalget, at Virksomheden maa for søges videreført, idet man efter de foreliggende udtalelser maa gaa ud fra, at Fortsættelse af Driften ikke vil kræve yderligere aarlige Driftstilskud. Forudsætningen var altså her for fortsat støtte, at drifts- tilskuddene blev kraftig formindsket. Udvalget henviser yderligere til det tidligere argument, som var af afgørende betydning ved virksomhedens start i 1932, at man kun ved fortsat drift ville kunne redde en del af den indskudte kapital. Dette, at undgå at afskrive hele kapitalen, som værende tabt, var altså også her et væsentligt argument for videreførelse af virksomheden.

Desuden fremgår det, af udvalgets konklusion, at beskæftigelsesproblematikken også begynder at spille en vis rolle.

Spørgsmålet om beskæftigelsen bliver op gennem 30’erne i stigende grad argument for virksomhedens fortsatte drift. Hvilket bl.a. fremgår af Handelsminister Kjærbels (s) udtalelser under Finanslovsdebatten den 21. januar 1937 jvnf. spalte 2528 udtalte:

“Det ville i virkeligheden være en fuldstændig Katastrofe for Egnen deroppe, hvis vi gik hen og lukkede Fabrikken.”

Dette blev imidlertid imødegået af bl.a. Himmelstrup (v), – Venstre var stærk kritisk over for statens engagement i Kaas, hvilket bl.a. medførte at venstre trak sin repræsentant ud af “Kaas-Udvalget allerede i 1935, Himmelstrup fremførte det urimelige i at opretholde nogle få arbejdspladser på bekostning af muligheden for at få langt flere arbejdspladser i forbindelse med en forøget landbrugseksport. Himmelstrup fortsætter med påstanden on, at man via beskyttelsesforanstaltninger (importbegrænsninger) monopoliserede fabrikkens produkter, hvilket betød højere priser for forbrugerne.” Som nævnt tidligere, vedr. handelsaftalerne viser salgstal for tyske brunkulsbriketter og den tyske handelspolitik, at der i realiteten intet monopol var.

Prisdannelsen på tørvebriketten var desuden sat i relation til brunkulsbriketten, således at man her tog hensyn til brunkuls- brikettens bedre brandværdi 10%

Dette betød, at når den tyske brunkulsbriket blev solgt til dumpingpriser, så blev tørvebriketten til tider solgt langt under fremstillingsprisen Tørvebriketten var altså ikke et dyrere produkt for forbrugerne. Med hensyn importbegrænsningerne fremgår det af bilag nr./ at udbuddet af tyske brunkulsbriketter var rigeligt. Det var end ikke muligt at sælge den importerede mængde af brunkulsbriketter, da salget i 1936 på det nærmeste blev frigivet.

Skal men forsøge at finde et svar på, hvorfor staten fortsat 30’erne igennem støttede Kaas Briketter A/S med forskellige tilskud, må svaret være, at det var fortidens synder, der bandt. Den store binding af kapital i virksomheden parret sammen med håbet om, at dette skulle blive det sidste samt troen på økonomisk fremgang, fik staten til at fortsætte med konstante forsøg på at redde mest muligt af den allerede indskudte kapital. Økonomien har således haft en afgørende rolle for det statslige engagement, men op gennem 30’erne blev beskæftigelsesproblematikken efterhånden et mere væsentligt argument, hvilket yderligere underbygges af direktør Jørgensen, der i et foredrag i Stokholm, den 13. februar 1939, sagde:

”Naar vi i saa stor udstrækning bruger Haandkraft, saaledes til Grøftning og Læsning, saa er Grunden ikke den, at vi har anset denne Løsning for den bedste. Den har dog sine fordele, idet der kan tages mere hensyn til forskellige forhold, naar Arbejdet udføres med Haanden. Afgørende har det dog hos os været, at staten, som jo er Hovedaktionær i Selskabet, har ønsket at beskæftige saa mange Arbejdere som muligt.”

Når det beskæftigelsesmæssige hensyn fik så stor en betydning for den fortsatte driftsstøtte, var det vel også nærmest et tidligt forsøg på “egnsudvikling”.

Foruden de ovennævnte grunde, har der i debatten og i de forskellige vurderinger været andre argumenter for en opretholdelse af virksomheden.

Fra virksomhedens start har den nationaløkonomiske betydning varet fremhævet, dels som et led i en selvforsyningspolitik, og dels som en “pristrykker” på de tyske brunkulsbriketter. En anden grund har også været det synspunkt, at Kaas Briketfabrik var noget ganske særligt teknologisk set.

Når debatten om virksomhedens opretholdelse til tider fik en særdeles skarp karakter, skyldtes det de forskellige vurderinger af de ovennævnte argumenter, men den bar også præg af forskellige ideologiske holdninger. Den liberale grundopfattelse, hvor statslig indblanding i erhvervslivet afvises, kom først og fremmest til udtryk af repræsentanter for partierne Venstre og Retstatspartiet.

Retstatsmanden Oluf Pedersen gav nok, under Finanslovs-debatten 21. januar 1937, udtryk for det, som mange af skeptikerne mente, da han sagde:

“Det var bedst om denne Fabrik, blev begravet i den Tørvejord, den var opstået af.”

AFRUNDING.

Med udbruddet af 2. verdenskrig ændredes situationen radikalt for Kaas Briketter A/S. Energiforsyningen blev knap, da muligheden for engelske kul og koks forsvandt. For Briketfabrikken i Kaas betød det, at alle afsætnings-vanskeligheder ophørte, og lagrene forsvandt fra og med den 1. september 1939.

Netop i 1939 var det statslige engagement størst

1.511.020 kr., med krigsårenes store indtjening, var dette engagement “svundet til 625.000 kr. i 1947, hvilke udelukkende var den statslige aktiepost. Denne aktiepost blev i 1947 solgt til kurs 125, således at Kaas Briketter fra dette tidspunkt fuldstændig overgik til privat eje.

Den nu privatejede briketfabrik fortsatte med briketproduktionen frem til 1966. På dette tidspunkt var Lundergaards Mose afgravet, og et stort landbrug, anlagt og startet af Kaas Briketter A/S, som afløste tørvearbejdet.

Efterspørgslen på briketter var desuden næsten ophørt, idet olien, som brændsel, havde overtaget størstedelen af brændselsmarkedet.

Lokale fortællinger om arbejdet i Mosen og på Briketfabrikken:

Margrethe Andersen, forhenværende “briketpakkerske”, fortæller: “Jeg startede ude i mosen i 1925 med at rejse tørv det vil sige til at begynde med vendte vi blot tørvene med en hakke. Efter at tørvene var rejst og var blevet tilstrækkelig tørre, blev de stablet i et dige, afstanden mellem digerne skulle være så stor, at der kunne køre en lastbil imellem. De tørv, der ikke blev solgt om sommeren, blev så stakket. Det at vende tørv var kvindearbejde, og havde man mindre børn, så foregik børnepasningen ofte ude på legepladserne. Det var et hårdt slæb og vi fik 40 øre i timen, men senere kom vi på akkord for 1000 tørv fik vi vist 10 øre. Man kunne godt mærke, at det værkede i ryggen, når man sådan havde gået og bukket sig en hel lang dag, og bagefter skulle man så hjem og lave mad til sin mand og børn, vaske tøj, stoppe o.s.v. Vi kunne nok haft nødigt at holde lørdage hjemme, men det var der jo ikke råd til, der var jo ikke for mange penge at gøre med, og de penge vi fik ud af det, den havde vi nu nok tjent nogle gange.

Når så tørvesæsonen var ovre, havde jeg arbejde i kartoflerne. Lønnen blev udbetalt i kartofler. De 9 rækker gik til landmanden, den 10., den fik jeg selv. På den måde havde vi kartofler hele vinteren.

Omkring midten af 30’erne fik jeg så arbejde inde på selve fabrikken. Til at begynde med, stablede jeg på lager, men senere kom jeg så til at lave de her “stuepakker”.

Det var nogle specielle pakninger med 18 eller 21 briketter i. Mit arbejde bestod så i at pakke briketterne ind og snøre den til. Så blev de enten stablet i banevogne eller på lager.

De var specielt lavet til byerne. Når folk kom hjem fra arbejde, kunne de lige gå den vej til købmanden og hente en pakke brændsel og tage med op i lejligheden.

Til at begynde med var vi 2 damer, som arbejdede i 10 timer – senere kom vi ned på 8 timer. Vi arbejdede kun i en vagt, mens

de andre på fabrikken arbejdede i 3 vagter. Vi fik vist 10 øre i timen i starten, men så kom vi senere over på akkord.

De fleste briketter blev stablet løse. Fra presserummet gik render ud, hvorpå briketterne blev skubbet frem. Renderne sluttede ved den øverste kant af godsbanevognen, og oppe i vognen stod så en kone og stablede briketterne. Der skulle sådan et helt bestemt tav til, når man stablede direkte fra renden, og det var ikke let for en uvant at holde akkorden. Der var 3 hold damer med 21 på hver vagt.

Det var et hårdt arbejde at stå og pakke eller stable, men det værste var nu at vi nærmest arbejdede ude, og det var jo hele Året rundt. Til at begynde med stod vi nemlig kun under et halvtag. Når det var godt vejr, var det ingen sag, men når det regnede og blæste og især om vinteren, var det en kold omgang.

Jeg kan huske om vinteren, når der var sne og frost. Det første vi gjorde, når vi mødte på arbejde, var at stille de kolde træsko på de varme briketter, og imens stod vi så på nogle andre briketter, som var lagt ud nede på gulvet, så vi kunne få fødderne varmet op.

Jeg havde arbejde hele året rundt, og det betød ikke så lidt. Min mand, som arbejdede ude i frase mosen, gik som regel arbejdsløs hver vinter, så vi havde jo ikke så mange penge at rutte med. Mine 24 kr. om ugen og de 17-18 kr. han kunne få på fagforeningen, strakte jo ikke af langt, men der var jo ikke flere, og det gik jo alligevel.

Men det var hårdt arbejde deroppe, og jeg synes i hvert fald, at de 24 kr., de var tjent til den gode side, men ellers var det en god arbejdsplads, når man lavede det man skulle, så var der ingen problemer.”

Lars Chr. Larsen, forhenværende traktorfører, fortæller: Briketfabrikken var en arbejdsplads, der var rift om, dengang. “De gav en god løn, og så var arbejdsvilkårene rimelige. Der var i virkeligheden kun 2 muligheder for os arbejdsmænd m.h.t. arbejde dengang, hvis man skulle gøre sig håb om at få arbejde i Kaas eller omegn. Enten arbejdede man i landbruget eller også arbejdede man i mosen, og det vil først og fremmest sige

”Briketten”.

Arbejdsløsheden var jo stor dengang, og det var svært at få arbejde, men da jeg kom ind på fabrikken, så gjaldt det virkelig om at holde fast. Man var jo bange for at miste sit arbejde, og der stod 50 mand uden for, som hellere end gerne ville ind og overtage det. Det drejede sig om ikke at være ud til bens med formanden, han var virkelig en mand, vi havde respekt for. Understøttelsen var jo ikke stor, jeg synes jeg kan huske, at jeg fik 17 kr. om ugen i understøttelse, dengang der først i 30’erne, og blev man arbejdsløs, så skulle man selv betale den første uge. Lønnen derude var god, når man sammenligner med, hvad vi kunne få, hvis vi arbejdede for landmændene.

Jeg tror nok, at jeg startede med 80 øre i timen i 1933, og det var store penge for mig. Det var jo nok for lidt vi fik alligevel, men det var tariffen. Lønnen blev jo aftalt med fagforeningen. Den skulle vi være medlem af for at få arbejde derude.”

Om arbejdstiden fortæller Larsen:

“Det var forskelligt. Da jeg startede som traktorfører, kørte vi i skift i 10 timer med 2 holds skift i højsæsonen. Det var jo bare om at få lavet en masse snus, når vejret var til det, men først og sidst på sæsonen, kørte vi kun med 1 skift. Senere blev arbejdstiden sat ned til 8 timer, da vi gik helt over til fræse-metoden..

Inde på fabrikken kørte de i 3 holds skift fra kl. 6 til kl. 14 og fra kl. 14 til kl. 22 og fra kl. 22 til kl. 6.

Det betød så også, at de havde fast arbejde året rundt. Arbejdet ude i mosen var meget sæsonbestemt, april til september, regnede vi med, men i sæsonen spillede vejret også ind. Regnede det, så kunne vi jo ikke køre. Om foråret og om efteråret, var der så altid nogle grøfter, der skulle renses eller graves, eller nogle spor der skulle flyttes. På den måde trappede man så arbejdet ned on efteråret og trappede det op igen om foråret for derved at holde flest mulige i arbejde i så lang tid som muligt. Om vinteren måtte vi så gå arbejdsløse i et stykke tid. Det var ikke lige nemt for alle at få det til at løbe rundt, men så blev man skrevet henne hos købmanden eller i Brugsen. Der vidste man jo, hvordan det hang sammen, og så kunne man til sommer, når der igen var arbejde og penge, komme ind og betale. Om sommeren, når der blev lagt tørv ud på liggepladserne ved Udholm, gav det altid en del arbejde, når så tørven skulle rejses. Det var kvinde- og børnearbejde, og mange steder var det nødvendigt med de penge, der kunne skrabes hjem for at få det til at løbe rundt.”

Jens Miller, forhenværende formand for traktorførerne, fortæller: “Dengang kunne man få 3 slags margarine henne hos købmanden. Der var noget vi kaldte “margarine 33″, der kostede 33 øre, så var der margarine 35”, der kostede 35 øre, og så var der Otto Mønsteds margarine, der kostede 45 øre.

I Moseby købte alle “margarine 33”.

 

Maskinerne som blev brugt i mosen

Snusstakken

Førhen blev alt snuset (opfræset tørvemuld) fra “Snusstakken” læsset med håndkraft, men vores driftsingeniør, ingeniør Andersen, konstruerede denne specielle læssemaskine, som læssede snuset ned i disse såkaldte bunkervogne, som hver rummede 4 kubikmeter. De var lavet på denne måde, at der var et sving i hver ende, og når man hev svinget op, åbnede begge sider sig, og vognen var tømt på et øjeblik. Når man kørte ind i Bunkeren” som var et højtliggende hus, kunne man tømme vognene på meget kort tid. I bunden af “Bunkeren” var der nogle lemme, som kunne åbnes, og under dem var der et transport-bånd som førte materialet ind på fabrikken, hvor hver briket blev presset med 1,300 atm. tryk.

Læssemaskinen blev drevet af elektricitet. Selve “Snusstakken” rummede ca. 60.000 kbm. tørvesmuld. Manden, som ses i forgrunden er, Klitgaard Schrøder.

Kæmpeploven

Her er et billede af “Hedeselskabets” kæmpeplov.

Det var ikke alt, det opdyrkede jord ved “Kås Briketfabrik”, der blev pløjet med denne plov. Det var nogle hektarer, måske som en slags forsøg. Men det var et imponerende syn at se, når den store muldfjæl forsvandt 1 m ned i jorden og vendte en fur, der var lige så bred som dyb. Manden på billedet er en fra “Hedeselskabet.

Benzinmangel

Traktoren som her kører med en fræser, der har et omdrejningstal på 1100 omdr./min. og fræser i en dybde på 7 cm, har som alle de andre traktorer kort på gas. Foran traktorføreren kan man se redaktionsventilen, med manometret ovenpå.

Billedet er fra 1945-46, hvor man igen kunne få benzin, men bøjlerne til gasflaskerne er ikke blevet afmonteret. Der var anbragt en gasflaske på hver side af benzintanken. Da den “Anden Verdenskrig” brød ud, den 1. september 1939 havde “Briketfabrikken” 30 traktorer og 10 lokomotiver, som alle kørte på benzin, som blev en stor mangelvare, så man gik over til at køre på benzol, som udvindes af stenkultjære, der også blev begrænset.

Omkring dette tidspunkt er man ved at bore efter vand i Frederikshavn, men i stedet for vand kom der gas op af borehullet. Denne gas fik man fyldt på stålflasker, der vejede omkring 30 kg pr. stk. Trykket i disse flasker var 200 atm. Det fik “Briketfabrikken” megen glæde af, for nu kunne hele maskin- parken køre på gas. Man havde 2-3 lastbiler, som i næsten døgndrift hentede fyldte gasflasker i Frederikshavn. En traktor med fræser kunne forbruge en flaske på ca. time. Man kunne ikke starte en kold motor op gassen, men man måtte starte motoren på benzol, når så motoren var i gang lukkede man for benzolen, og det øjeblik den var ved at dø ud, så lukkede man op for gassen. Hvis motoren var varm kunne man starte direkte på gas.

Samlebrættetet

Disse her Fordson traktorer fra omkring 1936-1937

der her har påmonteret et samlebræt, var konstrueret sådan at 2. gear og bakgear gav traktoren samme hastighed. Med samlebrættet kørte man ledigt halvdelen af tiden, da man skulle bakke ned for at tage den næste skår.

Samlebrættet var 2,60 m bredt, dobbelt så bred som fræseren, som var 1,30 m bred. Logikken, at man kørte på akkord og fik det samme pr. hektar. På et tidspunkt fik man 3 kr. pr. hektar + 70-80 øre i timen i dyrtidstillæg. På dette tidspunkt måtte man helst ikke tage mere end 9 hektarer på 10 timer, for ellers kørte man for stærkt. På hvert baghjul var der monteret en aluminiums-plade, så formanden kunne tælle baghjulets omdrejningstal, som skulle være 37 omdr. pr. minut, hvor så motoren havde sin normale omdrejningstal, som var 1100 omdr. pr. min, og det var akkorden lavet efter. Men var man af en eller anden grund blevet forsinket, kørt fast eller lignende, så kunne man indhente lidt af det forsømte ved at give lidt mere gas, så baghjulet kom op på 40-42 omdr. pr. minut. Formanden, Niels Bedholm, som var et rart menneske, så nok lidt igennem fingrene med det, da han gerne ville lave meget snus. Han forstod at udnytte vejret optimalt.

Før 1944 havde man kørt i 2-holds skift, men fra dette år kørte man i 1holds skift, men så kørte man hver dag i 10 timer og om søndagen i 8 timers vagt. Den første overtime gav et tillæg på 25%, den næste 33%, så gav de to næste 50% i tillæg, derefter var der 100% timer. På søn- og helligdage gav de første 4 timer et tillæg på 50%, og derefter var der et tillæg på 100%

Læssemaskinen

Op til 1944-45 læssede man al tørvesmuldet (snuset) med store skovle eller grebe op i tipvognene, som kunne indeholde op til 4 kubikmeter, så der skulle mange skovfulde til at fylde en vogn. Det var både hårdt og snavset arbejde. I dette tidsrum konstruerede vores driftsingeniør, ingeniør Andersen en læssemaskine, som ses på billedet, der er fra 1944. Maskinen som gik på larvefødder, vejede ca. 7 ton og blev drevet af en bilmotor, en Ford 31, som både var robust og driftssikker.

Læssemaskinen havde et utal af gear med kraftoverføringer og en hel del redaktionsgear. Den bevægede sig meget langsomt frem afhængig af, hvor stor en snusbræmme, den skulle læsse. Læg mærke til, at i højre side foran står en gasflaske, som var motorens brændstof, da man ikke kunne få benzin under krigen.

I løbet af nogle få år blev der fremstille 4 stk. af denne slags, så al snuset blev læsset med maskinkraft. Der var en mand til at køre, og så var der en mand til at læsse vognene. Der var to rør, formet som et omvendt V, som manden styrede. Samtidigt var der et spil, der kunne trække vognene efterhånden, som de blev fyldt op. Manden, som styrede rørerne kaldte man “Snabelsvingeren”

Pløjning i Koldmosen

Sidst I 40-erne og i begyndelsen af 50-erne begyndte man at nå bunden af mosejorden, hvor man kom til sand og ler. Sammen med Hedeselskabet gik man i gang med at opdyrke bunden af mosen, som i forvejen var blevet afvandet med dræning af store kanaler med pumpestationer.

På billedet ses Hedeselskabets kæmpeplov, som blev trukket af 2 9 t

”Internationale” larvefodstraktorer. Briketfabrikken 6 t bulldozer måtte hjælpe med til at trække, da det kom til at regne og jordbunden blev fedtet. Der var mange heste foran denne plov.

Landbruget voksede

I begyndelsen af 50-erne byggede “Briketfabrikken” dette korntørreri. Disse 4 siloer var inddelt således, at der var i alt 13 siloer, som hver kunne rumme flere hundrede tønder korn. Der blev gravet mange kanaler, og det hele blev drænet. Der blev også bygget 2 pumpestationer. Den vestligste var den største med 2 pumper, hvis diameter var 18 tommer.

De kunne hver give 15 kubikmeters. Vandet blev løftet 1,75 m. Efterhånden som mosejorden blev fræset et væk, kom der flere og flere hektar jord under plov, så i tiden høsttiden måtte korn- tørreriet køre i døgndrift.

Larvefodstraktorer

Her er en af de nye “David Brown” larvefodstraktorer, som “Briketfabrikken” anskaffede sig 5 stk. af i 1951. Det har nok været i forbindelse med, at man købte ca. 350 hektarer i St. Vildmose, som skulle være et supplement til Lundegårdsmose, der efterhånden begyndte at slippe op. Det store stykke mosejord havde været brugt til fenner. Man havde presset tørv i nogle striber mellem vejen til Nr. Halne og vejen til Biersted, ca. 1 til 2 km længde. Så der stod nogle mosestykker i 200 m bredde, som havde fået mergel og som nu skulle afhøvles. Stykkerne blev fræset, og her kom larvefodstraktorerne til deres ret.

Man kunne nu skubbe de merglede mose jord ud i pressegravene. Så de rensede mosejord kunne fræses og anvendes til briketter. Manden på traktoren er Poul Schrøder.

AFRYDNING

Billedet er fra 1951, da man ryddede mergellaget af de gamle fænner i

“St. Vildmose”. Dette lag blev også afryddet ved hjælp af disse to Fordson Major traktorer med de såkaldte “jordsluffer”. Motorerne i disse traktorer var identiske med dem fra trediverne, med den forskel at de havde selvstarter. Denne traktortype virkede lidt klodsede, så derfor fik de tilnavnet “Klodsmajor. De kom til Danmark i 1946. Senere kom “Powermajor” og “Supermajor”, som “Briketfabrikken” købte en del af

Med disse her “jordsluffer kunne man skrælle et lag af overjorden af og sikre ned i gravene og tømme dem.

På den forreste traktor kører Tommy Clayton og på den bagerste er det Are Carstensen Bulldozeren

I 1950 anskaffede “Briketfabrikken” denne bulldozer. En 6 ton “International Harwester”, som også blev anvendt til afrydning af mergellaget, men den blev brugt til mange andre formål.

Selve motoren var et kapitel for sig. Hele venstre side af motoren var en benzinmotor, med kaburator og elektrisk tænding, mens højre side var men dyser og brændstofpumpe. Man trak to håndtag ned og startede på benzin, når så en rød lampe viste grøn, slog man de to håndtag op, og så kørte den på diesel

Styresystemet var også specielt, da den ikke havde noget differentiale, men en kobling på hver bagaksel. Skulle man dreje måtte man med et håndtag koble siden fri, og med foden bremse den frikoblede side.

PÆS

Denne traktortype havde “Briketfabrikken kun et enkelt eksemplar af Det var ældre Fordson traktor, som vist nok var ombygget til larvefødder i Sverige. Den blev aldrig kaldt andet end “PÆS”. Det var nok et dialektalt udtryk for fod eller fødder. Når den kørte, klaprede det øverste af larvebåndet, fordi det kørte over et bærehjul

Hvis man med sin traktor kørte fast og alt andet var opgivet, så måtte man have fat i “Pæs”, som aldrig svigtede. Når man skulle have et nyt stykke mosejord taget i brug, pløjede denne larvefodstraktor lyngen ned med en 24 tommer plov. Den blev også benyttet til at skubbe “snus” ind til sporet. For når “snusen” lå i en bræmme på 3-4 m ud fra sporet, og læsse maskinen tog en bredde på 1,5 m, så kunne en hjultraktor ikke skubbe så bred en bræmme ind til sporet, men det kunne “Pæs”. Efter krigen anskaffede “Briketfabrikken” sig 5 nye David Brown larvefodstraktorer, samt en enkelt “International Harwester” bulldozer på 6 t Manden på traktoren er Oskar Guldberg, en bror till kunstmaleren David Guldberg fra Biersted.

Rensning af kanaler

Her er et billede af den føromtalte gravemaskine monteret med lang udligger og grab, der rummer 450 liter.

Billedet er tager i efteråret 1957. Om foråret rasede der en storm i tre dage med jord- og sandflugt til følge. Det bevirkede, at mange kanaler og grøfter blev næsten fyldt op med det føromtalte jord og sand, så man kørte i 10 timer hver dag for at få dem renset inden vinter.

Billedet er taget lidt nord for “Polakhuset”. Navnet kommer vist nok af, at der engang havde boet nogle polakker, som havde arbejdet i mosen.

Kulegravning af mosen

Omkring 1950 anskaffede Briketfabrikken denne gravemaskine som var af Lajl Åkerman-typen. Den var specialbygget til at kunne køre på mosejord uden at synke i. Den vejede 10 t. og larvebåndene var 1,20 m brede. Den er her påmonteret en såkaldt dybdeske, som rummede 900 liter.

 

Gravemaskinen her er beskæftiget med at kulegrave mosejorden i en dybde af ca. 1,5 m for at få det sorte mosejord op for oven, så det kunne blive blandet med overjorden, som var lys og ikke så god en kvalitet. Denne blanding gav en bedre briket. Det tog ca. 10 – 12 dage at kulegrave en hektar.

Der blev gravet flere km. branddamskanaler i denne periode.

Briketfabrikken

Januar2024– Henning og Jens Otto Madsen

 

 

 

Hvem var Johannes Jørgensen ?

Af fhv. isenkræmmer Børge Møller Pandrup

 

Direktør Johs. Jørgensen var født i

1898 i Sønderjylland, der efter 1864 blev tysk. Hans far var mejeribestyrer ved Sønderborg Mejeri. Som nyudsprunget tysk student blev Jørgensen som alle jævnaldrende sønderjyder tvunget indrulleret i den tyske hær og sendt til østfronten 1915-18. Han kom såret hjem fra krigen, og to år senere, hvor han efter en læretid hos Burmeister & Wain kunne

begynde på Polyteknisk Læreanstalt i København. Allerede to måneder inden eksamen blev han kaldt ind til læreanstaltens professor Anker Engelund, som tidligere havde arbejdet i ingeniør Nyeboes firma. Årene forinden havde Nyeboe købt 95 procent af aktiekapitalen i Lundergaards Mose, og nu manglede han en dygtig ingeniør, der kunne assistere med arbejdet i sit firma i København, fordi han selv måtte ofre størstedelen af sin tid i Kaas.

Johs. Jørgensen havde ganske vist truffet aftale om et job i USA, når eksamen var overstået, men det lykkedes rektor Engelund at overtale ham til at blive herhjemme og lade sig håndplukke til at hjælpe Nyeboe efter eksamen. Efter et halvt år måtte Jørgensen i 1928 igen lade sig overtale; denne gang til at tage til Kaas som driftsleder på den nye briketfabrik.

JOHANNES JØRGENSEN – direktør på Kaas Briketfabrik

Da rektor på ”Danmarks Tekniske Universitet”- DTU, Den Polyteknisk Læreanstalt som den hed den gang i 1925, af en gammel ven og kollega, og mangeårig samarbejdspartner, blev bedt om at finde ham en virkelig god og dygtig ingeniør blandt skolens afgangselever. Rektor, professor Anker Engelund havde et stort udvalg af dygtige ingeniøraspiranter at vælge imellem; alligevel fristes man til, nu bagefter hvor man skal bedømme den han udvalgte, til at sige at han har været usædvanlig heldig i sit valg, og at det kom hele sydvest Vendsyssel til gode.

Professor Engelund opfordringen af sin gamle ven, Marius Ib Nyeboe. der var en af tidens meget dygtige og initiativrige ingeniører, der i mange år havde boltret sig både i USA, i Zarens Rusland, her hjemme i Danmark og på Grønland, hvor han med vennerne Knud Rasmussen og Peter Freuchen, havde startet både ”Grønlandske Handel” og ”a/s Grønlands Minedrift”, men som nu her i 1925, efter at have købt 95% af aktiekapitalen i ”a/s Lundergaards Mose”, var i fuld gang med at bygge den store Briketfabrik i Kaas, det første rigtig store danske forsøg på at industrialisere den danske brændsels produktion, og derfor nu manglede en dygtig mand til at passe ingeniørforretningen hjemme i København.

Anker Engelund var ikke tvivl; der var specielt én af de unge ingeniører han havde bemærket; det måtte være den unge Johannes Jørgensen. Han var født den 27. maj 1898 i Ulkebøl ved Augustenborg fjord, som søn af mejeribestyrer Knud Jessen Jørgensen og Christine Magdalene Jørgensen fra Sønderborg. De havde siden 1864 været en del af Tyskland, hvorfor Johannes Jørgensen måtte blive tysk student, og under første verdenskrig tvunget til deltagelse som tysk soldat, og som gruppefører for en 6-mands gruppe kommanderet til vestfronten ved Verdun. I sidste øjeblik var han på vej ud i skyttegravene blevet indlagt, alvorligt angrebet af tuberkulose, tidens helt store dræber næst efter krigen. – Samme dag som han blev indlagt på lazarettet i Plön i Holsten, hostende blod, blev alle hans gruppekammerater dræbt af en fuldtræffer i deres skyttegrav.

Mens Tyskland tabte krigen, blev han behandlet for sin tuberkulose, og da freden kom, var han frelst for både krigsfangenskab og døden i skyttegraven. Da han blev hjemsendt som rekonvalescent, kunne han efter genforeningen i 1920, nu igen som dansker, drage til København og studere til civilingeniør på Polyteknisk Læreanstalt. Her var det så han blev udvalgt af rektor Engelund. Han havde ganske vist netop besluttet sig til, straks efter afsluttet eksamen, at søge lykken i U.S.A., men smigret over sådan at blive håndplukket, lod han sig lokke: ”Jeg har jo haft så travlt med hurtigt at afslutte studiet, at jeg dårligt har givet mig tid til at se Kongens by; jeg tager jobbet et par år, Amerika bliver der nok imens!”

Straks efter kunne han finde sig dybt begravet i spændende ingeniøropgaver i Nyeboes firma i København, mens Nyeboe selv var travlt optaget af at bygge briketfabrik i Kaas. Men allerede i 1926 måtte Jørgensen igen lade sig overtale. Denne gang ville Nyeboe have ham som driftsleder til Kaas, hvor byggeriet nu var færdigt. Men det var jo bare ikke en BRIKET-fabrik Nyeboe havde bygget. Trods sin store erfaring med mosebrug, havde han taget fejl. Hele det store tyske fabrikskompleks, han havde købt færdigkonstrueret, komplet med maskiner, var til brunkul som råmateriale, og ikke til tørvesmuld. Dette var alt for groft og egnede sig ikke. I stedet havde han valgt at bruge knuste hydro-peat-tørv, en tørv fremstillet efter en produktionsmetode Nyeboe selv havde hjembragt fra Rusland, og som han her benyttede med succes, men det var alt for kostbart til sådan fuldt færdigt bare at blive knust og benyttet igen som et nyt råstof i en ny produktion. Nyeboe var kørt fast, og kunne se sine penge svinde mere og mere. Han havde brug for friske øjne til at udtænke nødvendige løsninger.

Jørgensen kom til Kaas; Amerika måtte vente. Efter at have levet sig ind i problemerne tillod han sig at sige, at virksomheden var ”en dødssejler, hvor man aldrig ville kunne få indtægterne til at overstige udgifterne!” Nyeboe lod sig dog ikke fornærme af sin nye driftsleder, som han havde stor tiltro til. så Jørgensen måtte trække på skulderen og gå i gang med opgaven. Med en helt ny metode: moseoverfladen blev harvet og findelt ved fræsning; nye fræsere blev udviklet, fræsemarker og kanaler anlagt. Takket være denne helt nye råstofindvinding, nye råstofopsamling og nyt transportsystem, blev produktionen rentabel; – – det hele fungerede! – Men Nyeboes penge var desværre brugt op – forsvundet, og i 1932 måtte han se sig konkurs!

Men en videreførelse af virksomheden var nu absolut realistisk, hvis man bare kunne fremskaffe ny kapital, og da staten nu indså virksomhedens store beskæftigelsesmæssige betydning, og produktionens forsyningsmæssige værdi, lykkedes det at etablere et nyt aktieselskab med staten og Nordjyllands Kulkompagni som aktionærer, og med Jørgensen som direktør. Nyeboe var ude af billedet, udskiftet med en hel flok folketingsmedlemmer, bl.a. Merete Nordentoft, der dengang kunne vække forargelse landet over, ved som offentlig kendt person at vælge at blive gravid uden at have en ægtemand. Også i Kaas forargede hun i sin ”forsvindingskjole”, som Jørgensen kaldte den. Men virksomheden kunne videreføre Lundergårds Mose og Kaas Briketfabrik med Johannes Jørgensens nye metoder. Det var hans principper og metoder der vakte opmærksomhed og beundring verden rundt og hidkaldte kolleger og ingeniører fra både Amerika og Rusland og alle andre tørveproducerende lande.

I sjældne ledige stunder var han blevet præsenteret for Nyeboes datters københavnske veninde, Elisabeth, der under en ferie hjalp til i fabrikkens kantine, hvor Jørgensen spiste. Det var endt med bryllup i 1931, og med sønnerne Nils i 1935, Jørn i 1937 og med datteren Lone i 1943.

Men intet bliver ved med at være let i denne verden, og der lå da også flere vanskeligheder og ventede! Allerede året efter, den 1. juni 1933, skete ulykken! En morgen mens fabrikken arbejdede på fuldt tryk – – lød pludselig en kæmpe-eksplosion! På et splitsekund var hele fabrikken et flammehav! – – – – 2 af fabrikkens arbejdere brændte ihjel, seks andre slyngedes fra maskinhallen langt ud i gården, mange kom alvorligt til skade, en måtte springe ud med tøjet i flammer gennem et vindue i fjerde sals højde, men var så heldig at havne i en stor dynge blød tørvesmuld. Han overlevede! Mange blev frygteligt forbrændt, bl.a. direktør Jørgensen selv, der først efter tre måneder slap ud fra hospitalet efter de meget alvorlige forbrændinger på hele kroppen og i ansigtet han havde pådraget sig.

Men hospitalsopholdet blev udnyttet. Tiden var knap, der var ikke tid til at afvente raskmelding og efterfølgende bestyrelsesmøde, så med storaktionæren direktør Larsen fra Nordjyllands Kulkompagni siddende på sengekanten, fik Jørgensen rygdækning til at ændre fabrikationen til det ideelle, hvilket ville medføre en genopførelsessum tre gange større end forsikringssummen. – Hospitals-sygestuen blev ændret til tegnestue. Fra Aalborg Værft lykkedes det Jørgensen at låne et antal ingeniører, der under hans ledelse fra hospitalssengen, gik i gang med at ændre fabrikkens indretning. Den havde jo fra starten været bygget og konstrueret som kopi af en tysk brunkulsfabrik, men takket være ulykken blev der mulighed for at rette de værste fejltagelser, og da Jørgensen blev

udskrevet fra hospitalet, var konstruktioner og kalkulationer færdigudviklet, og i tæt kontakt med bestyrelsen, der efterfølgende accepterede den store overskridelse, var man lynhurtigt i gang med genopbygning og nyindretning af fabrikken igen. Snart var der fuld gang igen i produktionen, så man rundt i hele kommunen igen kunne fryde sig over fabriksfløjten morgen og aften.

Kaas Briketfabrik, der opstod som et forsøg på at industrialisere den tørvefabrikation, der under første verdenskrig frelste Danmarks energibehov, da krigen udelukkede alle leverancer af kul og koks og olie fra udlandet, og den rolle kom fabrikken nu til at spille igen under anden verdenskrig, men nu med Jørgensen inde i billedet. Landsdelens store moser med deres tørveproduktion tiltrak nu arbejdere i enorme antal fra hele landet, og medførte bl.a. at arbejdsministeriet opstillede store mandskabsbarakker for at huse dem der kom fra andre landsdele. Mellem briketfabrikken og kalkværket blev således opstillet 2 sådanne barakker, hvoraf det lykkedes Jørgensen at forbeholde den ene til, i de sidste krigsår, udelukkende at rumme de flygtende modstands- og politifolk, der ad hemmelige kanaler blev sendt til Jørgensen, der sørgede for at de kom med i den lokale fagforening, gav dem legal beskæftigelse, og indtægt ved et arbejde de kunne holde til, blev skjult, isoleret sammen med andre i samme situation. De kunne efter dagens overkommelige plantearbejde, assistere de lokale modstandsfolk med illegal våbenmodtagelse aften og nat. Jørgensen sørgede for optagelse i lokal fagforening, men også på anden vis hjalp han modstandsfolkene, f.eks. ved at tillade at de kunne benytte fabrikkens lastbil om natten til transport af de modtagne containere. Da bilens normale chauffør en morgen undrede sig over den varme motor, beroligede Jørgensen ham ved at sige, at det var ham der havde benyttet bilen til inspektion af fabrikkens eget vildtreservat. Det er kendetegnende, at da egnens folk i det første krigsår stod med to engelske piloter hvis fly var skudt ned, som man gerne ville hjælpe, var det direktør Jørgensen og hans gode ven, kredslæge Bryder i Birkelse, man opsøgte for at få hjælp. De tog opgaven alvorligt, og gennemdrøftede situationen med englænderne, der af fru Jørgensen med andet tøj var blevet forklædt som danske arbejdsmænd. Efter grundig gennemgang af alle muligheder; der var den gang endnu ingen assistance fra en modstandsbevægelse, der endnu ikke eksisterede. Faren for at blive afsløret og dræbt som udenlandske spioner, og efter grundig undersøgelse af regler for krigsfangers behandling, afsluttedes drøftelserne med hastig uniformering igen som engelske piloter, og tilkaldelse og overgivelse til tysk militærmyndighed. Under hele resten af krigen, afgik der regelmæssigt fødevarepakker til piloterne i den tyske krigsfangelejr fra Jørgensen og Bryder, og efter krigen oplevede man et glædeligt gensyn i Kaas og i rådhuset i Pandrup.

Eftertiden har måske undret sig over hvordan det var muligt at holde fabrikkens omfattende maskinpark med talrige lastbiler og traktorer i funktion i den benzinløse tid? Men her må man erindre Johannes Jørgensens fantastiske evne til altid at holde sig orienteret om alle de muligheder tiden åbnede for den årvågne. Knapt var naturgassen i Vendsyssel en kendsgerning, før Jørgensen bankede på døren til det nyskabte selskab ”Alpha-Gas” i Frederikshavn. Forfatteren Jan Svendsen beskrev i 2014 i bogen ”Olien længe leve ”hvad det medførte: ”Kaas Briketfabrik havde foruden en halv snes lokomotiver og adskillige lastbiler, mere end 30 traktorer der kørte på naturgas. Fabrikken aftog i lang tid et kvantum gas, der svarede til et forbrug på ca. 3.ooo liter benzin. Direktør Jørgensen udtalte, at prisen ingen rolle spillede i spørgsmålet om at holde produktionen i gang. ”Det hjælper os ikke, at vi til efteråret vil prøve at putte vores pengesedler i kakkelovnen. Kan vi få naturgas i det omfang, som jeg i dag har håb om, kan vore traktorer rulle over moserne.” Den samme årvågenhed mødte man hos ham, da han straks efter atombombens opdukken i 1945, var fascineret af de muligheder, der måtte vise sig, når atomkraften en dag kunne udnyttes fredeligt.

Direktøren på egnens største og meget populære arbejdsplads, blev snart en meget populær og afholdt person i lokalsamfundet. Den høje, alvorlige og meget fåmælte mand, viste sig meget hjælpsom på mange fronter, altid med et godt råd og gode initiativer. Dette kom den private realskole i Pandrup til gode, hvor han som formand efter krigen, skaffede skolen mulighed for udvidelse med gymnastiksal og flere klasseværelser. Takket være hans indsigt og anskaffelse af efterladte tyske barakker, blev det et økonomisk meget fordelagtigt projekt, der under benævnelsen ”Ungdomsborgen” har været et stort plus for byen. Da han blev opstillet som kandidat til sognerådsvalget i Jetsmark kommune, blev han valgt med rekordstort stemmetal fra alle kommunens valgsteder. Den lokalpatriotisme der ellers skinsygt forhindrede stemmeflugt over den usynlige grænse mellem kommunens sydlige og nordlige dele, hvis ikke begrundet i snævre familierelationer, var for en gang skyld fuldstændig virkningsløs. Alle støttede begejstret Jørgensens valg, og han blev omgående gjort til sognerådsformand. Alle jublede og forventede en blomstrende periode med fantastiske reformer, men da Jørgensen opdagede på hvilket mangelfuldt grundlag, man som folkevalgt havde at træffe afgørende økonomiske beslutninger ud fra, fik han sin læge til at erklære sig uegnet til den slags arbejde.

Men det var vist stadig sådan, at når kommunebogholderen konstaterede at kassen var tom, ringede man blot til direktør Jørgensen. Briketfabrikken og han selv var altid parat til at forudbetale skatterne for et kvartal eller to.

De mange forhistoriske fund der i tidens løb blev gjort i mosen, prægede hans kontor-interiør og gav anledning til tæt samarbejde med arkæologerne i Vendsyssel Museum, ligesom de store moseegs-stammer der åbenbarede sig på mosens bund, resulterede i smukke møbler fra møbelkunstneren og kunstmaleren Oluf Jensens værksted i Vrensted.

I familiens skød var han sine sønners strengt opdragende og korrekte, men også meget beundrede og respekterede fader, som datteren Lone forgudede, og som altid, når mulighed gaves, ledsagede ham på inspektioner i fabrikken, i produktionsmosen, og ude i naturen. Familien lejede sig hver sommer ind i det samme Skagen-sommerhus i alle skoleferiens 7 uger. Men farmand passede produktionen og sin del af brandvagten hjemme, og kom kun i weekenderne.

Livet igennem holdt han kontakt til sine studiekammerater fra læreanstalten. ”Banden” blev de kaldt, og de mødtes traditionelt én gang årligt. De sad alle nu i store ingeniør- eller direktørstillinger i nogle af landets største virksomheder. Dette, samt kendskabet til de mange folketingspolitikere, der i årenes løb kom på fabrikken som fabrikkens bestyrelsesmedlemmer, gav ham værdifulde kontaktflader. Kontakter som dog også andre forstod at udnytte, for i årenes løb blev Jørgensen i meget stort omfang udnyttet som udpeget medlem i officielle og offentlige kommissioner og udvalg, hvorfor man i dag i Egnssamlingens arkiv i Saltum finder mængder af betænkninger om alverdens forskellige forhold, som Jørgensen i årenes løb har udfærdiget, ligesom der er dynger af patenter til beskyttelse af hans og Andersens mange konstruktioner og opfindelser.

Altid var han optaget af problemer, altid oplagt til at diskutere atomkraftens udnyttelse, eller ”den gule fare”, der havde optaget ham fra hans tidligste ungdom. Selv som ældre pensionist havde han altid et hygrometer i lommen, hvormed han målte luftfugtigheden i de rum hvori han befandt sig. Og fandt han behov herfor, fik man straks et foredrag om luftfugtighedens store betydning for vores helbred, almene befindende og arbejdsindsats.

Hans ungdoms optagethed af teknik, af maskiner, biler og motorcykler, holdt livet igennem, via Pontiac-begejstringen til andre mere kendte, men udvalgte bilmærker.

Aalborg Amts Arbejdsløshedsudvalg med stiftamtmand Lorck Madsen som formand, udarbejdede sammen med Jørgensen planer for oprettelse af tørvefyret kraftværk i Store Vildmose. Han havde også sæde i det udvalg statsminister Jens Otto Krag, nogle år senere nedsatte med samme formål: at omdanne Vildmosens sidste tørverester til elektricitet. Det samme havde man forsøgt også før krigen, men hver gang var planerne opgivet, da ingen turde regne med stabile daglige leverancer af tørt brændbart tørvesmuld året rundt. Også godsejer Flemming Juncker kaldte på Jørgensens sagkundskab, da han med fransk finansiering, også planlagde, ved hjælp af et kraftværk i Vildmosen, at omsætte tørvemassen til kvælstof-gødning. Juncker imponerede Jørgensen med sit fantastisk gennemarbejdede projekt og tekniske viden, men også med sin enormt store private tekop, der rummede en hel liter, men Juncker selv var jo også enorm. Desværre blev det projekt heller ikke til noget, men Jørgensen blev aldrig træt af at advare om, at den ”brændsels-reserve til kommende krige”, som mange mente, man havde i de endnu uudnyttede moser, var en illusion, da de på grund af afvanding og dræning formuldedes lynhurtigt.

Efter krigen fortsatte fabrikken i Kaas produktionen og afsætningen, til at først Lundergaard Mose var tømt for tørvejord, og derefter også en større opkøbt del af Hune Mose. For stadig at have råstof for

briketproduktionen, anskaffedes en pæn del af de bedste dele af Store Vildmoses brugbare tørveforekomster. De blev fræset op, og i store 40 kubikmeter aluminiumscontainere transporteret til fabrikken af store Volvo-lastbiler, der kørte i en konvoj, der tidsmæssigt særdeles præcist ankom til fabrikken i Moseby, og her blev tørvemassen lavet til ”Kaas Briketter”, der stadig her længe efter krigen stadig var yderst populære og salgbare, og produktionen havde stadig en stor beskæftigelsesmæssig betydning. Den store mængde arbejdskraft, krigen havde trukket til Nordog Vestjylland til brændselsproduktion og til krigens tyske fæstningsanlæg, var nu yderligere forøget ved efterkrigstidens mekanisering af landbruget, og resulterede nu i en alt, alt for stor arbejdsløshed. Fabrikkens hjemkommune, Jetsmark, udgjorde Danmarks

”Arbejdsløsheds-Ø nr. 1”, der i perioder havde opvist arbejdsløshedsprocenter på op til uhørte 42%, så lokalt troede man det var løgn, da det rygtedes, at Danmarks regering havde aftalt import af østtyske brunkulsbriketter, i antal og til priser, så danske ”Kaas-Briketter” fremtidigt var usælgelige. Trods råvarer til endnu flere års produktion måtte Jørgensen og hans bestyrelse med tungt hjerte tage den tunge beslutning at stoppe produktionen.

Det pinte Jørgensen at vide, at der i Sandmosens og i Koldmosen stadig befandt sig et væld af små rest-forekomster af brugbar tørvemasse i de mange lange, men meget smalle moseparceller, der siden ”udstykningen” i 1799 havde tilhørt egnens mange privatejede landbrugsejendomme, og som man nu måtte imødese i fremtiden ville blive værdiløse, på grund af afvandingen og dræningen, der ville medføre iltning og nedbrydning af tørvelagene. Ved en stor samlet udnyttelse af disse private restlag, og ved en sidste anvendelse af fabrikkens hydropeat-anlæg, som jo ellers herefter ville være værdiløs, ville en udnyttelse kunne være rentabel. Jørgensen tilbød derfor disse landmænd, at hvis de samlet alle lod deres parcellers værdiløs sandmiler, der dækkede over de spredte rester tørvejord indgå i et selskab, ville han lade fabrikken påtage sig ledelsen og praktiseringen af projektet, der skulle udføres af fabrikkens hydropeat-anlæg, som fabrikken ville stille gratis til rådighed, og efter udnyttelsen, sammenlægningen, dybdepløjning og planering, ville arealerne nu tilsammen udgøre et stort salgbart dyrkningsareal, der efter et gødnings chok ville kunne ændres til bugnende kornmarker. Fabrikken ville som sagt stille hydropeat anlæg, nødvendig lægge plads, teknisk assistance og, regnskabsføring og finansiering i hele perioden, samt betale de anselige udgifter til Hedeselskabets undersøgelser og opmåling. Selv skulle de blot ALLE være med; de ville til gengæld få indtægten ved salget af de producerede tørv og ved salget af de store dyrkningsarealer. Jørgensens store plan og hans kæmpestore planlægningsarbejde, viste sig desværre at være totalt spildt. – – Sådan noget ”fællesskab” der krævede ALLES deltagelse, kunne man ikke blive enige om i det Danmark, der var andelsbevægelsens gamle hjemsted.

Men Jørgensen og hele hans stab af dygtige medarbejdere, her ikke mindst civilingeniør Svend Aage Andersen, der var blevet ansat allerede i 1934, og som siden havde stået ved Jørgensens side under hele virksomhedens udvikling, og alle de gamle trofaste formænd, var ikke sådan til sinds at stoppe uden videre. Sideløbende med at Lundergaards Mose var blevet tømt for tørvesnus, var de store arealer blevet beplantet med store effektive læbælter, dele af den beplantet med skov (af eftertiden benævnt ”Politiskoven”- en hentydning til krigsårenes illegale plantører), og resten blev efter Johannes Jørgensens grundige studier i Holland, og hos godsejer Flemming Juncker, Overgård, der jo netop havde afsluttet store inddæmninger af gammel fjordbund, samt Hjørring Amts Landøkonomiske selskabs konsulent A. Albertsen, Vester Hjermitslev, kultiveret efter alle kunstens regler. Det var jo også her jomfruelig jord, der i tusind år havde ligget gemt under mosen. Den blev forsynet med nødvendige kanaler og pumpestationer, dybdepløjet af Hedeselskabet, chokbehandlet med gødning, tilsået og anlagt til kornavl i stor stil. Forsynet med kæmpelader og store kornsiloer (for 4.000 tønder korn), korntørreri og -renseri, med en kapacitet på 560 tønder i timen. På hele jordbrugs og kornavls-området havde Jørgensen ved selvstudium erhvervet sig en enorm viden, der imponerede alle fagfolk, der kom i berøring med ham. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, og også Hedeselskabet var imponeret over Jørgensens resultater, og 23. september 1966 ved en lille højtidelighed i restaurant Karnappen i Blokhus overrakte en deputation fra Statens Jordlovsudvalg og

Hedeselskabets bestyrelse, med formanden godsejer, hofjægermester Aksel Olufsen i spidsen, Jørgensen Hedeselskabets værdifulde store sølvbæger med fornem inskription.

Til det sidste forsøgte man af al kraft at finde fortsat beskæftigelse til fabrikkens mange trofaste arbejdere, nogen blev hjulpet til anden uddannelse, f.eks. på seminarium. Jørgensens talrige studier i Holland, hvor man havde fine resultater med kæmpe-grøntsagsafgrøder på hurtigt udskiftelige sphagnumlag i store drivhusanlæg, overvejedes prøvet her. Også muligheder som maskinfabrik blev undersøgt. Ingeniør Andersen, der var opvokset i et slagteri-miljø, havde især opmærksomheden rettet på muligheden for fremstilling af slagterimaskiner, som kødvogne, saltekummer, rullepølseforme, snegletransportører, blandemaskiner

m.m., men man fandt den gang ikke tiden moden hertil. Interessant er det at se, at der nu mange år senere dukker et firma som Carsøe op her i den nærmeste omegn med netop dette produktionsprogram. Man havde spekulationer om fabrikation af isoleringsplader, der med indhold af tørvejordens humus, skulle gøre dem modstandsdygtige mod angreb af termitter, og dermed velegnede for tropiske egne. Forslag om anlæg af humleplantage i samarbejde med bryggerierne, og med produktion af tovværk af de meget velegnede humleranker. Alle muligheder og ideer blev taget op, drøftet, undersøgt og opgivet igen.

Til slut var man nødt til at trække en streg. Der dukkede en køber op til hele anlægget, godsejer Finn Søholm Jørgensen, overtog alle 650 ha., hvoraf 400 ha. er under plov og i dag udgør mønsterkornbruget KAASHOLM AVLSGAARD. En meget energisk lokalgruppe under tidligere landpost Leo Kristensens formandskab har nu i årevis forsøgt at skabe grundlag for bevarelse af de store gamle fabriksanlæg, og år efter år for turister anskueliggjort den gamle kultur omkring tørvegravningen ved meget fornøjelige ”friluftsteater-forestillinger” under regi af TØRVEBISSERNE.

Jørgensen selv flyttede med fruen til Vodskov i 1968. Hans bror og søster flyttede til Pandrup. Dem besøgte han punktligt med faste mellemrum, og holdt sig orienteret om hvad der skete omkring sin gamle øde arbejdsplads. Selv døde han i 1986. – En sønderjyde havde vundet anerkendelse i Vendsyssel.

 

 Foto fra bogen ”Energi fra våde moser” s.65

Læs evt. bogen:

Januar 2024 – Børge Møller

Et foredrag

Kaas Briketter A/S

Tørvebriketfabrikationen i Kaas.

Resumé af Ingeniør, cand. polyt. Johs. Jørgensens Foredrag d. 13. November 1934.

DET har længe for Tørvefabrikanterne været

et Ønske og en Nødvendighed at fremstille et Produkt, som er bedre end den almindelige Tørv vilde tilfredsstille moderne Menneskers Krav. Tørven bliver mere og mere et ubekvemt Brændsel. Den kræver megen Plads, fordi hele Forbruget skal tages hjem om Sommeren og fordi den fylder meget i Forhold til den afgivne Varme. Den kan derfor heller ikke taale megen Fragt. Forbrugerne er blevet forvænnet med at faa alle Forbrugsvarer i en smuk og koncentreret Form og dertil i Reglen i fine Indpakninger.

Tørvefabrikanterne har for at følge med i denne Udvikling i alle Dele af Verden forsøgt af Moserne at lave Briketter, som paa en Gang tilfredsstiller alle de ovennævnte Krav.

Opgaven har imidlertid ikke været let. Snesevis af Millioner er i Udlandet sat ind paa Løsningen af dette Spørgsmaal og uden Resultat. De fleste Forsøg gik ud paa at omdanne almindelige Tørv enten Eltetørv eller

Skæretørv til Briketter. Men Resultatet blev overalt, at Tørvene som

Raamateriale for Briketfabrikatio- nen blev for dyre. I Tyskland forsøgte man – efter den saakaldte Madruck-Metode – at anvende selve Raamosen som Raamateriale, idet man ad mekanisk Vej vilde presse Vandet ud af Massen. Det mislykkedes ogsaa.

I Kaas er man gaaet en Mellemvej, idet man som ved Tørvefabrikationen udnytter Lufttørringen i størst mulig Udstrækning, men alligevel faar et Raamateriale, der ikke er synderlig forskellig fra Raamosen. Processen i Mosen, der kaldes Kaas-Fræsemetode, er helt og holdent udviklet i Kaas i de sidste 5 Aar og maa anses for at være den endelige Løsning af det saakaldte Tørveproblem, selv om Metoden i Kaas endnu ikke er ved Grænsen af Udviklingen. Ideens Fader er Ingeniør. M. Ib. Nyboe. Nødvendig for Fræsemetoden er en Mose af passende Størrelse og rimelig god Kvalitet og med en saadan Beliggenhed, at der kan skaffes gode Afvandingsforhold.

I Kaas er der i Øjeblikket under Arbejde et samlet Areal paa 100 ha. Arealet er ved Hjælp af Grøfter inddelt i Felter paa 100 m’s Længde og 30 m’s Bredde, der er ordnet paa begge Sider af 1 km lange Hovedspor, der saaledes ligger 200 m fra hinanden. Midt imellem Hovedsporene og parallelt med disse gaar Hovedafvandingsgrøfterne, der snarest muligt føres ned til Sand- bunden. De andre Grøfter er kun 1 m dybe og tjener fortrinsvis i Forbindelse med Afrundingen af Feltets Overflade til snarest at bortlede Regnvandet.

Raamaterialet indvindes paa disse Felter udelukkende ved Hjælp af

Traktorer i Forbindelse med særlige Arbejdsmaskiner. Arbejdet paa Mosen udføres normalt fra 1. April til 1. September. I denne Tid bearbejdes Mosen, der ved Hjælp af Grøftesystemet er afvandet, mest muligt med 22 Traktorer, der holdes i Gang, saalænge Vejret tillader det, og saalænge man overhovedet kan se. I selve Sommertiden arbejder Traktorerne saaledes 20 Timer i Døgnet.

Den første Operation bestaar i at findele et tyndt Lag ca. 1 cm paa Toppen af Mosen saa fint som muligt. Dette foretages enten med særlige Pindharver, lette Tallerkenharver eller med roterende Fræsere. Det sidste byder de største Fordele og vil udelukkende blive anvendt i Fremtiden. Disse Traktorfræseapparater kan behandle Areal paa ca. 0,8 ha pr. Time. Efter Fræseen ligger det løsskaarne Lag findelt og meget løst paa Mosens

Overflade og har særdeles gode Betingelser for Paavirkning af Vind og ol. I Løbet af et Faatal af Timer er Lagets Overflade tør. Paa dette Tidspunkt kommer den næste Maskine, en Traktor med en 8 m bred Vendeharve og vender Laget omkring uden at rive nyt og fugtigt Materiale løs. Denne Operation gentages efter Tørringsforholdene -3 Gange. En enkelt Maskine kan overkomme ca. 5 ha i Timen. Laget ligger herefter spredt over Mosen med den ønskede Tørhed med Ca. 50-55 pCt. Vand. Med særlige Samleapparater bliver det nu med stor Fart indsamlet i en ca. 1 m høj

Bunke paa begge Sider af

Hovedsporene. Samleapparatet bestaar af en skraat stillet Plade ca. 2 m bred der, der skubbes foran Traktoren. Traktoren kører baglæns og tom fra Hovedsporet ned til Hovedgrøften og kører saa i et Stræk de 100 m frem til Hovedsporet skubbende alt tørt Materiale foran sig op til Sporet. Denne Operation foregaar med en Hastighed paa ca. 0,4 ha pr. Time. Fra dette Øjeblik er Materialet klar for Transport til Briketfabriken eller Stakken, der tjener som Lagerbeholdning af Råmateriale for hele

Vinterproduktionen. Der indvindes ved denne Proces i hvert enkelt Kredsløb omtrent Råmateriale til 5 tons Briketter pr. ha. Normalt kan der foretages 40 Høste pr. Sæson. således at der pr. ha kan indvindes Råmateriale til 200 ts. Briketter. Ved Fræsemetoden fordampes der ca.

2500 ts. Vand pr. ha og pr. Sæson. Naar Materialet først er indsamlet til Sporene, er det ret sikret mod Ødelæggelse af Regn, særlig naar der er indsamlet flere Gange ovenpaa hinanden. En Del af Regnen løber af paa Bunkens skraa Sider og Resten generes ikke af den Regn, der falder, inden Materialet transporteres bort. Normalt er Raamaterialet om Sommeren saa tørt, at selv heftig Regn paa Bunkerne ikke bliver følelig for Fabrikationen.

Fra de omtalte Bunker paa begge sider af Sporet læsses Materialet med Grebe i Vogne, der enten kører til Fabrik eller Stak. Normalt transporteres der i Sæsonen 2 Gange saa meget til Stak som til Fabrik.

Produktionsmaskineriet i Mosen er langt overlegen over Transporten. Selv i en Regnperiode foregaar derfor Transporten uhindret, da der normalt ligger store Mæng der af Raamateriale langs Sporene. I alle Tilfælde sørges der for. at der er Raamateriale nok til Forsyning af selve Fabrikken i Sæsonen direkte fra Mosen. Raamaterialet har en Vægt- fylde paa 350-400 kg/m3 og indeholder 175- 200 kg Tørstof/m3. Den største Del af Raamate- rialet bliver kort i Stak. Denne er 7 m høj og dækker 3 Td. Land. Med den omtalte Højde er Raamaterialet nogenlunde beskyttet mod Regn. Selv om praktisk talt alt Regn bliver optaget i Stakken, bliver det gennemsnitlige Vandindhold ikke større end at Fabrikken kan forarbejde det. En Beregning viser dog, at det vil være formaals- tjenligt at opbevare Raamaterialet under Tag. Fræsemetoden er selvfølgelig paa samme Maa- de som Tørvefabrikationen afhængig af Vejrfor- holdene. Ved Fræsemetoden løber man dog ikke nogen Risiko ved at begynde for tidligt og fortsætte længe. Saa saaré Mosen i Foraaret kan bære Maskinerne, begynder Arbejdet. Natte- frosten kan ikke ødelægge Materialet. I Efteraaret standses Processen af sig selv, naar Mosen bliver for vaad.

For den videre Forarbejdning af Raamaterialet spiller ved Siden af Fugtigheden Materialets Kvalitet en afgørende Rolle. Moserne er i saa Henseende saavidt forskellige, at Fabriken i hvert Tilfælde neje maa tilpasses efter den paagældende Moses Karakter. Det, der her er af størst Betydning, er Mosens Indhold af uformuldede Plantefibre. Dette Indhold sætter i Virkeligheden en Grænse for en Moses Anvendelighed til Fremstilling af Briketter. Man kan ganske vist tænke sig, at der vil kunne findes. Afsætningsmuligheder for den saakaldte Torve- uld, saaledes at Grænsen derved vilde kunne flyttes. Den Del af Ulden, der ikke under Fabrikationen bliver til Pulver, men stadig optræder som lange Travler, er uanvendelig til Briketteringen. I Kaas er saaledes 20-25 pCt. af Raamosen Uld af ovennævnte Beskaffenhed. Et Indhold som dette er imidlertid netop pas- sende som Brændsel paa en Fabrik. Hvor Varme økonomien er den bedst mulige. Det vilde derfor ikke være af Betydning. at Uldindholdet var mindre. Et større Uldindhold derimod vilde betyde, at Fabriken maatte bygges med daårlig Varmeøkonomi for Øje, og Raamateriale forbruget vilde dermed blive større. I alle Til- fælde vilde det, så længe der ikke findes Afsætning for Ulden, være nødvendigt at indrette Fabrikken således, at Ulden kan brændes, da det vil koste Penge at transportere den bort. fabrikken i Kaas forarbejder daglig mellem 5 og 600 m Raamateriale. Denne Mængde til- køres Fabriken daglig enten fra Mosen i Sæsonen eller fra Stak efter Sæsonen i 4 m’ Vogne. der med et enkelt Greb kan tommes i Fabrikens overdækkede Bunker. Transporten foregaar paa 8 Timer, og

Bunkeren er saa stor. at den kan optage Raamateriale til næste Morgen.

Læsning og Transport kan saaledes hele Aaret rundt foregaa ved Dagslys. Fra Bunkeren tom- mes Materialet gennem særlige Maalesluser. der dirigeres elektrisk fra Fabriken og sorger for konstant Fødning, ned paa et Transportbaand, der ender i Mølleriet. Her bliver Raamaterialet pulveriseret med Undtagelse af Ulden og samtidig blandet med tørt Pulver til en for den øvrige Proces passende Tæthedsgrad. Efter en yderligere Behandling i en Blan- dingsmaskine bliver det jævnt fordelt over 5 – Sigter efter egen Konstruktion, der skiller Raamaterialet i Pulver og Uld. Pulveret gaar herefter til Tørreren den saakaldte Peco-Terrer – og Ulden gaar til Fyret. Peco-Terreren, der repræsenterer det sidste

Fremskridt paa Terre- – teknikens Omraade, bestaar af 4 Terreagregater. Pulveret blæses i en bestemt Rækkefølge gennem de 4 Apparater og bliver tørret ned til ca. 10 pCt. Vand paa nogle faa Sekunder. Dampforbruget paa Torreren er normalt 1 kg Damp a 3 atü for hver kg Vand, der skal fordampes.

Fra Torreren gaar Materialet uden Afkøling til Briketpresserne, hvoraf der i Øjeblikket forefindes 2. En tredie vil dog snart blive opstillet. Presserne er Buckau-Presser af samme Slags som de Presser, der anvendes til Brunkul, men med en Slaglængde, der specielt er tilpasset for Tørv. Fabriken kan efter Opstilling af den 3. Presse producere 80 ts. Briketter daglig af det letteste Materiale. Med godt Raamateriale vil Grænsen være ca. 100 ts. i Døgnet.

Som Brændsel under Dampkedlen bruges ude- lukkende den fra Sigterne kommende Terveuld. Denne optræder i Reglen med et Vandindhold paa 50-55 pCt. og er som saadan et meget daarligt Brændsel. Ved Hjælp af en af Peco konstrueret Reggasterrer bliver Ulden dog fortørret til 25-30 pCt. og brænder herefter udmærket paa Vandrerist. Røggassen afkøles samtidig fra 300-120. Kraftanlægget bestaar af en moderne 260 m2 Rørkedel for 24 Atmosfærers Tryk og en 300 HK Dampmaskine med Generator. I Dampmaskinen udnyttes Dampen fra 24-8 atü. Med 8 atû gaar den videre til Presserne, hvor den udnyttes fra 8-3,5 atů for derefter at gaa paa Tørreren, hvor den kondenseres. Kondensatet gaar med ca. 130 og 3,5 atü til Fødepumperne og herefter tilbage paa Kedlen. Terrerens Dampforbrug er paa denne Maade Fabrikens totale. Dampforbrug til Kraft og Varme. Vi kan med. Stolthed bemærke, at der i Øjeblikket i Verden ikke findes nogen Briketfabrik med en tilsvarende Varmeøkonomi.

Fabriken i Kaas er med Undtagelse af Tørre- apparaterne projekteret af Fabrikens egne Ingeniører og er for en stor Del udført som dansk Arbejde.

14.-12.-34.

Johs. Jørgensen.

 

Fortalt af ”Den gamle isenkræmmer fra Pandrup” den 90årige Børge Møller_, forfatter til adskillige spændende bøger med fortællinger fra Pandrup området. Han er nu flyttet til en lejlighed i Det gamle Aalborg Kloster.

Fhv. isenkræmmer Børge Møller

Desværre; jeg var ikke medlem i Brønderslev-klubben ”Rotary”, som kong Peder (direktør på Pedershaab Maskinfabrik Peder Johannes Nielsen) havde startet en god halv snes år før vi vågnede op til dåd i Pandrup, men Brønderslev påtog sig fadderskabet for vores klub, hvilket medførte at en række Brønderslev folk mødte op i Pandrup til de ugentlige møder i de første måneder, indtil vi havde lært hvordan man styrede sådan en klub.

Ligeledes tog vi jævnligt til møderne i Brønderslev, når vi var forhindret i at passe vor mødepligt derhjemme. Men det var jo egentligt et lidt flygtigt bekendtskab vi fik skabt, som ikke sætter mig i stand til at udtale mig om gutterne der. Jeg kan dog selvfølgelig nævne nogle af navnene som jeg især lagde mærke til.

Der var jo selvfølgelig først og fremmest Peder, som netop det år var præsident i Brønderslev-klubben, og derfor påtog sig at undervise os, men han havde kendt min far som unge. Jeg kunne tænke mig at bedstefar som teglværksmand i Vraa, måske har haft en del at gøre med den gamle smed Nielsen. Peder havde jo sommerhus på Saltum strand, så han kom jo ofte i vores butik. Ikke mindst i efterkrigsårene da han fik mulighed for at rejse til USA igen, og hvor det var stærkt begrænset hvad han kunne få af dollars til at rejse og leve for.

Han havde fundet ud af at undgå valutarestriktionerne, ved at fylde kufferterne op med kongelige porcelænsfigurer, som han kunne sælge for lige så mange dollars, som han havde købt dem for kroner herhjemme. Men det var vanskeligt at få figurer herhjemme; de skulle helst eksporteres i de første mange år efter krigen, så når Peder kom og købte, tømte han gerne hele hylden. Han var for øvrigt en fantastisk gæstfri og rundhåndet vært for vores bestyrelse, som han underviste hjemme i sine egne stuer, men mon ikke det var et kendetegn for hele familien. Rigmor der var direktør for beslagfabrikken, var enestående hjælpsom. Vi var flere gange udsat for, at hun personligt en søndag formiddag, kunne tage på fabrikken og finde nogle beslag på lageret, som vi manglede, tage dem frem, pakke dem og sende dem med en rutebil, når vi havde en kunde der kunne stå søndag morgen og manglede et beslag akut, enten det så var os eller fabrikken der var skyld i miseren.

En anden bemærkelsesværdig Brønderslev-mand vi meget ofte så i vores klub, var jeres høje dommer, Johan Kardel, der absolut var højt respekteret for hans fremragende evner til at skabe forlig. Men det ændrede jo ikke ved, at man absolut bemærkede hans uimodståelige trang til at slæbe alle nye dommerfuldmægtiger rundt til alle de af byens forretningsfolk, der havde cigarer i skrivebordsskuffen, med udtrykkelige ordre til at tage imod hvad man blev budt, enten man røg eller ej. Han kunne jo overtage cigaren, når de kom udenfor igen. Det har sikkert været samme trang, der fik ham til at indfinde sig som gratulant ved alle byens forretningsjubilæer og runde fødselsdage. Jeg kom for øvrigt skrækkeligt galt afsted med hans søn, der også var dommer, ovenikøbet højesteretsdommer. Han havde været studiekammerat med en af mine gode gamle venner. Jeg havde aldrig truffet højesteretsdommeren, før jeg skulle være sammen med ham ved vennens begravelse. Da jeg hilste på ham, tillod jeg mig at nævne hans navn. “Hvor kan De vide det er mig?” spurgte han. “Joh, jeg kendte Deres fader; så jeg kunne se, det måtte være Dem!” – – “Gud!” udbrød han til sin kone, “han siger sku, jeg er lige så grim som min far!!

Der var jo da også min kære kollega, isenkræmmer Jens Stagsted, der som ung havde stået i lære hos min far i hans den gang nystartede butik i Løkken, Jens havde været utroligt forkælet af sin mor, fortalte far. Hver eneste morgen telefonerede fru Stagsted til lille Jens for at høre om han havde sovet godt. Han var en dygtig isenkræmmer og havde især en dygtig kone, som helt selvstændigt drev deres afdeling med glas og porcelæn, som den gang var en af landets flotteste afdelinger. De elskede at rejse og var hvert år på en god og spændende rejse, hvert år til et nyt land, og Stagsted holdt bagefter hvert år et velforberedt foredrag i sin klub.

I flere år fik jeg bygget et godt venskab op til automobilhandler Krog Jensen. Vi sad begge i hver sin bestyrelse eller udvalg der meget ofte krævede os til København, han i en automobilbranche og jeg i isenkræmmerforeningens propagandaudvalg, hvor vi sad og arrangerede branchens kollektive reklamering sammen med et reklamebureau. Det resulterede i dannelse af en hel lille klub, der meget ofte mødtes i Københavnerbådenes første-klasse saloner til hyggesnak og porter og tatar, og hvor det bestandige samtaleemne blandt alle mine noget ældre venner, der næsten alle var bekymrede over hvordan deres sønner og juniorchefer udviklede sig, eller måske, hvad bekymringerne oftest gik på, netop ikke udviklede sig. Det var den gang en meget hyggelig måde at rejse på, som altså udviklede helt specielle venskaber, der kunne få lov at sidde i restauranten længe efter at andre gæster var sendt til køjs.

Bibliotekar Schardelmann, ørelæge Leth, skoleinspektør Kløve, redaktør Thorning Lund, elværks direktør Have og slagteridirektør Behrens var andre jeg mødtes ofte med. Sparekassemanden Severinsen havde vist i forvejen kontakt til Saltum Sparekasse. Dyrlæge Hauge var gift med en søster til min kollegafætters kone, konsulenten Tage Enevoldsen var fra Hune, bror til 2 af mine skolekammerater, og postmester Vorre fik jeg en del at gøre med.

Også efter at vi var flyttet til Aalborg, kom jeg en del til Brønderslev, som lægdommer ved Boligretten, og på mine ældre dage fik jeg genopfrisket venskabet med rektor Jesper Falsig, som jeg for mange år siden kom lidt sammen med hos Aalborgs frihedshelt, Carlo Wognsen, da de begge to underviste på Aalborghus gymnasium.

Men så får du heller ikke mere om de Brønderslevfolk, du må undskylde jeg har taget din tid, for du kan jo ganske sikkert ikke noget som helst af det hele.

Vi ses!

Børge

Jens Otto Madsen fortsætter:

Først vil jeg starte med at fortælle, at alle de personer som Børge Møller har omtalt ovenfor og som han mener at jeg nok ikke kender noget til, kan jeg sige, at det ikke er korrekt, det som Børge Møller slutter.

Jeg kender dog ikke personligt alle sammen. Men jeg har arbejdet i Brønderslev siden 1962 og fået et kendskab til mangt og meget, herunder mange personer med ledende stillinger i Brønderslev. Krog Jensen solgte i 1954 en Ford Anglia til mine forældre og jeg var med nede at hente den hvor Krog Jensen overdrog nøglerne til min far

De fleste personer omtalt af Børge Møller har været med af Rotary i Brønderslev og jeg ved hvem de er, og nogle har jeg haft kontakt til.

Ved en tilfældighed kom jeg til en generalforsamling i Egnssamlingen i Saltum til at sidde ved siden af Børge Møller. Jeg vidste hvem han var, for efter sin pensionering var han ekspedient i Kaas Tømmerhandel i Byggecentret og der så jeg ham første gang for mange år siden ekspedere med et vældig godt humør, og fik at vide hvem han var.

Nå, Børge kendte ikke mig, men vi kom da i snak under spisningen. Børge er en ældre herre. Han kører ikke selv bil mere, men havde taget bussen fra Aalborg til Saltum og som han sagde, ”jeg håber på, at der også er nogle fra Aalborg til stede, så jeg kan få kørelejlighed hjem”.

Da generalforsamlingen var slut skiltes vi. Efterfølgende fik jeg at vide, at Børge fik kørelejlighed til Aalborg med Egnssamlingens nyansatte leder. Vi må have udvekslet visitkort for der gik ikke længe inden Børge kontaktede mig. Vi fik en invitation til at aflægge Børge Møller et besøg på Aalborg Kloster, hvilket vi glæder os meget til.

Juli 2023 -Jens Otto Madsen

LEVNEDSBESKRIVELSE            

Mit navn er Søren Bak. Jeg er født den 24/11 1945 og er døbt Søren Bak Sørensen. Født på et lille husmandsbrug (Granly) i Vittrup på ca. 17 tdr. land. Udover mig var der min mor og far og storesøster. Foruden min søster havde jeg 3 voksne halvbrødre, idet min far havde været gift før, hvor moderen døde efter fødsel af den sidste. Min mor, der var alene med en dreng, efter at hun var blevet svigtet af sin kæreste, kom op til min far som husbestyrerinde. De blev så senere gift og fik min storesøster og mig. På ”gården” havde vi køer, grise, høns og 2 heste. Min far var meget involveret i Husmandsforeningen, hvorfor vi blev opdraget til at sige, at vi kom fra et husmandsbrug og ikke en gård. Vi leverede mælk til Vittrup Andelsmejeri og vi havde søer med små grise, der solgtes til slagteriet i Hjørring. Hestene blev brugt i marken til pløjning og andet markarbejde. Jeg hjalp til i marken med udtynding af roer, optagning af roer samt topning af roer samt med høsten af korn, ensilering m.m.

Om sommeren avlede min mor og far tidlige kartofler, jordbær og gulerødder, som far cyklede til Løkken og solgte i forretningerne. Det var meget populært og en en god forretning for familien. I højsæsonen havde vi mange af byens kvinder ansat i marken til jordbærplukning. Min mor og far gik rigtig meget op i haven, hvilket bevirkede at folk kom lang vejs fra for at se vores have, der også blev tildelt flere præmier.

Jeg startede min skolegang i Vittrup Skole ved lærer Christensen og frue. Senere kom jeg på Løkken Private Realskole, hvor jeg tog min realeksamen i 1962. Realskolens leder var Michael Sindbæk. Mens jeg var elev, blev jeg blandt andet undervist af Knud Holst i Engelsk og tegning. Jeg kunne rigtig godt lide Knud Holst. Jeg blev også i en periode undervist af en vikar ved navn Kirsten Højbye (politimesterens datter fra Hjørring). Hun blev senere gift med Knud Holst. Jeg husker en episode fra en af hendes timer, hvor der var en elev, der havde været for urolig og skulle have en lussing. Her var det nødvendigt med en skammel til hende for at hun kunne nå op og give lussingen. Vi var ikke altid lige søde og jeg husker, vi kunne finde på at spise et stykke kridt, hvorved vores stemmer blev lidt pibede, eller vi kunne lugte til nysepulver, hvorved alle drengene pludselig nøs på en gang.

Jeg gik på den tid meget op i idræt og var rimelig god til 100 meter løb og længdespring og deltog i de årlige idrætsstævner og vandt en del medaljer. Vi konkurrerede med blandt andet Pandrup og Aabybro Realskoler.

I de sidste 2 skoleår havde jeg job som bydreng i Løkken hos købmand Aksel Damgård. Det var jeg meget glad for. Jeg spillede også en del fodbold i Vittrup, hvor jeg også kom i bestyrelsen. Jeg var senere med til at etablere GVL ved en sammenlægning af Løkken, Vittrup og Gølstrup idrætsforeninger, og spillede herefter nogle år i GVL.

Jeg havde en faster og onkel samt 3 fætre i Vrensted (murermester Charles Andersen og hustru samt Kaj, Finn og Keld Martin). Derfor kom jeg meget til Vrensted specielt for at besøge Finn og han boede i en periode hos os, mens hans mor var indlagt på Hjørring Sygehus. Vi fulgtes så selvfølgelig ad til Løkken Realskole hver dag, indtil moren kom hjem igen. Noget før min konfirmation blev min far desværre alvorligt syg og fik tilkendt invalidepension, hvilket bevirkede, at ejendommen skulle sælges, Vi fik udstykket en grund fra vores jord og byggede et nyt hus i udkanten af Vittrup By.

Jeg blev gift med Tove i 1968. Hun kom fra en gård i Vennebjerg og jeg mødte hende i Bakholm Forsamlingshus, hvor vi så blev kærester. Ved giftemålet smed jeg Sørensen væk.

Vi boede flere forskellige steder og boede ved vores giftemål i en lejlighed på Sæbyvej i Hjørring, senere købte vi et hus på Skydebanevej og her blev vores ældste datter født i 1972. Hun kom med storken, idet den dagen før spankulerede rundt på jorden ved siden af vores hus. Herefter boede vi ca 3 år i lejlighed oven på Vendelbobanken i Bindslev, hvor vores yngste datter blev født i 1976.

Begge vores døtre er i dag lærere på Gøl og i Aalborg og er begge gift. Den ældste bor i Vraa og den yngste bor i Højene. Den ældste datter har en søn, som så er blevet far til en datter (oldebarn) Den yngste har fået 3 drenge (Den ældste studerer på universitet i Melbourne). Efter Bindslev flyttede vi til Højene (Skagensvej) og senere til Skovstjernevej i Højene. I 1995 flyttede vi til Lønstrup og har boet der siden.

Det var mit ønske efter endt skolegang at komme ud at sejle, men min far og mor ønskede jeg skulle have en læreplads i en bank eller ved kommunen, da man så var sikker på arbejde resten af livet.

Jeg søgte derfor elevpladser i alle banker i Hjørring og omegn, og var så heldig at blive valgt til en elevplads i Løkken Bank, der var en filial af Hjørring Discontobank. Senere Vendelbobanken og senere igen Jyske Bank, Løkken Bank lå der hvor Restaurant Søborg ligger i dag. Jeg startede der den 15/7 1962 lige midt i den mest travle tid i turistsæsonen. Det var på den tid, vi havde middagslukning og åben om lørdagen. Noget af det første man som elev kom til at lave, var at få udleveret 1 sæk med enører, der skulle tuttes (det var ikke det nemmeste at lave, det kunne nemt ende med, at alle mønterne endte på gulvet)

Jeg blev udlært sommeren 1965, og blev derefter valgt til soldatertjeneste. Jeg startede den 2. januar 1966 hos Dronningens Livregiment i Nr. Uttrup og skulle efter planen være soldat i 16. måneder. Tjenesten blev dog i løbet af sommeren nedsat til 14 måneder. Det bedste ved soldatertiden syntes jeg dog var, at vi fik ½ løn af banken i vores tjenestetid, hvoraf dog ¼ blev indsat til vi havde været ansat 1 år efter soldatertiden. Jeg var ikke den sødeste soldat, idet jeg havde flere 3 x 3-ere, hvilket var det samme som 3 gange vagt og 1 dages fri og så videre, Den sidste jeg havde af den slags, var for at få en af mine yngre soldaterkammerater til at ligge i min seng, når vagten havde stuesyn, hvor jeg så var på tur i Aalborg. Det blev opdaget og vi fik hver en 3 x3 er, men jeg nåede ikke at afsone min, da det var lige før min hjemsendelse.

Efter soldatertiden var jeg i forskellige afdelinger af Vendelbobanken, (Sindal, Taars, Østergade i Hjørring og Vraa. Jeg var i 3 år filialbestyrer i Bindslev og efterfølgende souschef 1 år i Vraa. Herefter blev jeg leder af en intern afdeling i Sindal i nogle år. Jeg nåede at fejre 25års jubilæum i 1987. Jeg var i en stor del af min banktid valgt som tillidsrepræsentant og var blandt andet med i de store forhandlinger vi havde med ledelsen i forbindelse med massefyringerne inden fusionen med Jyske Bank. Jeg var ligeledes i mange år valgt til bestyrelsen for vores fagforening Nordjysk Kreds.

Primo 1990 blev jeg ansat hos Advokaterne i Bryggergade, hvor jeg skulle være leder af en nyoprettet incassoafdeling for BRF kredit. De havde fået incassoen for det meste af Nordjylland med undtagelse af Aalborg Retskreds.  Området gik således fra Skagen i Nord over Sæby til Brønderslev til Fjerritslev. Arbejdet foregik både på kontoret og ude i retskredsene og besigtigelse af huse, der var truet af tvangsauktioner, Dette arbejde varede i ca 4 år, da der så kun var meget lidt incasso tilbage.

Herefter var jeg i kort tid ansat i Jelstrup Lyngby Sparekasse, nu Sparekassen Danmark. På dette tidspunkt søgte Realkredit Danmark 50 årige medarbejdere og jeg var så heldig at blive ansat sammen med 2 øvrige medarbejdere. Jeg skulle igen stå for incassoafdelingen. Her var jeg ansat i 3 år indtil afdelingen skulle flyttes til Midtjylland og dette flyt var jeg ikke interesseret i og blev derfor afskediget. Efter 1/2 åe som ledig fik jeg job som bogholder på Nordsøhøjskolen i Hirtshals indtil dennes konkurs nogle få år senere. Konkursen skyldtes mangel på elever og derfor manglende statstilskud.

Efter ca ½ år som ledig fik jeg ansættelse under Hjørring Kommune i hjemmeplejen på kontor, først  i Bispecentret og Fynsgade, senere i Sindal under Distrikt Øst. Juli 2008 gik jeg på efterløn og senere i 2010 på pension.

Herefter var jeg i nogle år seniorguide på Nordsøen Ocenarium. Jeg har i ca 10 år været ledsager for en handicappet, der havde fået sclerose i en tidlig alder og sidder i kørestol. Ham kører jeg til ridning, svømning, fysioterapi og andre ærinder. Jeg kører ham i hans handicapbus indrettet med lift, og han er for øvrigt tidligere bankmand, så vi kan få en hyggelig snak sammen. Dette job er jeg meget glad for.

Jeg har i løbet af årene været medlem af forskellige grupper, blandt andet var vi 4 par, der løb en gang om ugen i Tornby Klitplantage, og vi deltog sammen i Grundlovsløbet og nogle gange og Marselisborgløbet. Samtidig mødtes vi også en gang om året til socialt samvær i forbindelse med deltagelse i ø ture sammen. Ø turene foregår stadig, men ikke løb, kun gåture.

Vi er også medlem af en kortklub, hvor herrerne spiller whist og damerne hygger sig. Denne klub har eksisteret i rigtig mange år. Vi er alle 4 gamle bestyrelsesmedlemmer i Hjørring Fodbolddommerklub. Vi lægger penge i en kasse, hver gang vi spiller, og pengene bruges til ture og ophold. Vi har blandt andet været i Prag, Budapest og Krakow.

I 1970 tog jeg fodbolddommereksamen og har lige siden været aktiv dommer, og er det stadig. Jeg nåede at dømme i Jyllandsserien i nogle år, men i dag dømmer jeg alene 7 og 8 mands fodbold, men

er stadig glad for det. Jeg blev tidligt valgt ind som kasserer i klubben, da de mente, at det lige var et job for en bankmand. Af samme årsag blev jeg også meget ung valgt til kasserer i Vittrup Idrætsforening. Jeg har senere haft flere forskellige tillidsposter i dommerklubben bland andet kampfordeler og sekretær. Jeg blev i 2001 udnævnt til æresmedlem af klubben i Hjørring. Det startede med Hjørring Fodbolddommerklub. Vi blev for flere år siden slået sammen med Frederikshavn Fodbolddommerklub og hedder i dag Vendsyssel Fodbolddommerklub

Jeg har ligeledes også i mange år haft noget med Dana Cup at gøre. Næsten fra dens start var jeg medhjælp for den daværende kampfordeler og senere blev jeg chef for dommerpåsætningen og var det indtil for få år siden. Det var et meget stort men spændende arbejde, der startede med manuel påsætning og senere EDB. Der var på det højeste tale om chef for ca. 300 dommere, der kom fra det meste af verden, rigtig mange fra Tyskland, England, Norge, Finland og Holland, men også dommere fra fjernere lande. Det har givet mig en masse gode venner, som jeg stadig har kontakt med. For en del år siden var jeg sammen med en af mine hjælpere nede og besøge gode venner i Køln og Düsseldorf, som vi var blevet inviteret af. Jeg har deltaget i rigtig mange ture sammen med kollegaer fra Dana Cup til blandt andet VM i Frankrig, Florida og mange gange til London.

Det var vist nogenlunde, det jeg har at fortælle.

Lønstrup, den 4. februar 2024

Søren Bak

Skrevet af Birgitte Meyer

Forleden blev jeg opmærksom på noget, da et medlem af FB-gruppen Skildringer fra det gamle Vendsyssel skrev: “tænk, alle de historier, der ikke bliver fortalt”. Dette kom i forbindelse med min fortælling om min farmor, der ikke gjorde meget væsen af sig selv.

Da hun var død, fortalte præsten om, hvorledes hun altid havde siddet inderst i hjørnet på nederste række i kirken, når hun om søndagen deltog i gudstjenesten. Dette var ikke noget, vi havde snakket med min farmor om, og ikke noget hun selv havde fortalt, da det som sådan ikke var noget “særligt”.

Det har jo for hende været noget naturligt at sætte sig bagest, men da jeg sad i kirken ved hendes begravelse, forestillede jeg mig, hvordan hun altid havde siddet der i hjørnet helt nede bagved.

Det fik mig til i november sidste år at sætte mig på netop denne plads, da jeg var i Sørig Kirke forud for et foredrag, jeg skulle holde. – Jeg fornemmede “næsten” min farmor igen.

Dette er én ting blandt mange omkring min farmor. Men hvor er det dog tankevækkende, hvordan man ikke ved ret meget om sine medmennesker – ja endog sin nærmeste familie.

Alle mennesker rummer noget, som andre ikke hører om. Ofte er det noget, der glæder andre at høre, men måske bliver det aldrig fortalt. Først, når dette familiemedlem er borte, kommer man i tanke om mange ting, man gerne ville have hørt nærmere ind til.

Som børn lever vi i nuet – spekulerer ikke helt sådan over, hvor meget vores forældre dagligt giver os blot i kraft af opmærksomhed og hjælp fra vi er små.

Vi tænker ikke over alt det, vores forældre gør for os i hverdagen. Senere, når vi kommer til puberteten, finder vi måske vores forældre restriktive og “gammeldags” – og måske opfører vi os ikke helt pænt overfor dem.

Når vi bliver voksne, kan vi klare os selv, og vi ønsker end ikke at modtage gode råd eller idéer – og hvis vi mangler hjælp, skal vi nok selv sige til. Her kan vi endog føle vores forældre “blander sig”, hvis de i god mening vil komme med et råd eller et forslag.

Gennem voksenlivet nyder vi at se vores børn sammen med vores forældre, og vi fornemmer, at netop disse to generationer har meget at give hinanden. Men måske værdsætter vi ikke selv vores forældre fuldt ud.

I vores hverdag med travlhed og arbejde glemmer vi lidt, at vores forældre bliver ældre og måske kunne bruge lidt af vores opmærksomhed og tid engang imellem. Vi har travlt med vores karriere og vores børn samt deres kammerater og fritidsbeskæftigelser.

Pludselig en dag bliver vores forældre måske syge – og vi kan se, det lakker mod enden. Ofte er det lige dér, vi vågner op og påskønner det, vores forældre har givet os gennem hele livet.

Når de så pludselig er væk, kommer vi i tanke om alt det, vi gerne ville have vidst om deres liv – hvordan de havde det som børn og som voksne, – hvordan livet har formet sig for dem? Og så er det for sent.

Så er det her, vi af og til senere støder på andre mennesker, der har kendt vores forældre, og nu fortæller de noget om vores forældre, som vi egentlig aldrig har snakket med dem om, fordi vi havde så travlt med vores eget voksenliv.

Men nu er det for sent.

 

Kilde avisartikel:

Om Ugl’ Søren skriver Arnold Byrum

at han ganske vist ikke var brønderslevborger, men at han var så kendt en skikkelse i byen i torvesæsonen, at han må have sin plads i beskrivelsen af de mænd, der prægede byen.

-Ugl’ Søren havde en lille ejendom på Ø. Hjermitslev enge, og til den hørte der et tørveskær i Store Vildmose, hvor han hvert år skar tørv, som han afsatte i Brønderslev for tre kr. pr. læs.

Når han ikke, som andre tørvebønder, solgte i tusindvis, skyldtes det, efter hans egen forklaring, at folk påstod, at en torvebonde ikke kunne tælle længere end til ni hundrede, og da Søren var en ærlig mand, solgte han kun 1 læs, for så kunne ingen mistænke ham for snyderi.

Søren var en høj knoglet slider med, et måbende gavtyvesigt, som altid lyste af godt humør og lune.

Når han kom agende med sit velplejede studeforspand, lyste det op i mange sure ansigter, for Søren var uimodståelig. Han kendte alle mennesker og havde altid en spøgende bemærkning på læben, og selv om det ikke altid var diplomatiske vendinger, han brugte, så var der aldrig noget sårende i dem, for Søren havde kultur den rene, gamle bondekultur, som desværre er ved at forsvinde.

Mine forældre købte hvert år et læs torv hos ham, og den dag, de skulle leveres, var for os børn en festdag, som næsten kom på højde med Brønderslev marked.

Allerede fra morgenstunden begyndte vi at spejde mod vest, og når Søren så dukkede frem derude ved Morten Damsgaard, løb vi ham i møde for at få agen oven på læsset, og det var som regel et større læs, Søren fik placeret ovenpå den skramlende pindevogn. Men ingen måtte gå forgæves, selv om Søren måtte gå ved siden af vognen.

Ved ankomsten til bestemmelsesstedet blev studene gnedet tørre med halm, dersom de var blevet svedige, vandet, fodret og puslet om, som om det var et par kære børn.

Så begyndte aflæsningen, som gik hurtigt, da der var mange villige hænder til hjælp. Derefter blev Søren budt ind til mors dækkede bord, der i dagens anledning var festligt dækket.

Søren kunne ikke bruge de moderne spisegrejer, men trak lommekniv og hornske op af lommen, og så gled maden ned under skæmt og rungende latter. Når måltidet var endt, trak Søren sin store pibe frem, bankede asken ud på mors hvidskurede gulv, og gjorde et godt indhug i fars tobaksdåse, hvorpå munden blev fyldt med kardusskrå, og så var Søren klar til hjemturen.

Imens var alle gadens børn stimlet sammen for at få en køretur med studeforspand. Søren stuvede selv passagererne sammen, de små i bunden af vognen, og de store langs siderne, og så gik det i sindig stude gang ud ad Vestergade under sang og latter fra såvel passagerer som kusk.

Søren var den gladeste af alle, for han elskede børn næsten lige så højt som sine stude. Stundom prøvede vi at overtale ham til at få studene i løb, men det blev altid afslået, selv om han påstod, at de kunne løbe 11  gange  så stærkt som heste.

En dag fik vi denne oplevelse med, idet studene havde vejret en bremse, og så tog pokker ved dem.

 

I strakt løb gik det ud ad den ujævne vej, og det var med nød og næppe Søren magtede dem, men vi børn så ingen fare, men frydede os over den vanvittige fart, de ellers så sindige dyr skød.

Det var en fast regel, at vi blev sat af ved Spangbroen, men Søren fik først hold på de skræmte dyr ved Agdrup mejeri, og uden der var sket nogen skade.

Som tak for den raske køretur fik Søren og studene et rungende hurra, og så gik turen mod Ø. Hjermitslev enge i et mere sindigt tempo, mens Søren sang sin yndlingsmelodi:

Den gang jeg drog afsted,

min kone ville med.

Det kan du ej min ven,

jeg skal med tørre hen,

 og hvis jeg ej blir fuld,

 så kommer jeg igen.

Engang da Søren kom, var den ene stud pyntet på horn og pande med blomster og grønt løv, og på vort forundrede spørgsmål om grunden hertil, sagde Søren, at det var Jespers fødselsdag, og en sådan begivenhed skulle selvfølgelig fejres.

69 år er gået siden disse begivenheder, som mange vil synes er små, men de står endnu for mig i det klareste lys. En type som Ugl’ Søren findes ikke mere desværre. Fattig var han, og sliddet for det daglige brød var hårdt, men han var glad og tilfreds med livet som det var, og han lyste op, hvor han kom, ærlig og redelig var han i sin færd, og den dejlige humor, han havde, kunne ingen kue.

Min skoletid:

I min skoletid var Svend Rasmussen leder af Brønderslev kommunale skole. En lille mand med en mægtig mave bag den hvide vest. Han var en dygtig Iærer, om end ikke nogen stor pædagog, og ledede den da forholdsvise store skole, som få år forinden havde afløst den gamle skole ved kirken, med dygtighed. Og Svend Rasmussen var kirkesanger og havde en smuk og meget kraftig stemme, der fyldte det gamle kirkerum med højtid.

Han yndede at kalde sine udvalgte elever og yndlinge ved øgenavn, noget disse tog som en udmærkelse, som ikke altid faldt i god jord hos forældrene. Graver Anton Jensens sønner hørte til de udvalgte og fik navnene Pons 1, Pons 2 og Pons 3. En af drengene, Harald, der senere blev folketingsmand, døde i en ung alder.

En gang fik vi en ny dreng, der tidligere havde boet i Frederikshavn. Has fik navnet rødspætten men drengens far der ikke kendte den betydning, der lå bag ved kælenavnene, tog det som en fornærmelse. Han kom op på skolen og gav Rasmussen en slem omgang, og så hørte det vist op med at give eleverne kæle- og øgenavne.

Svend Rasmussen var som nævnt, en dygtig lærer, som gjorde alt for de dygtigste elever, hvem han ofte gav privat undervisning, hvorimod de normalt eller mindre begavede børn, ikke interesserede ham særligt.

Jeg hørte ikke til de udvalgte og fik hverken øgenavn eller privat undervisning, men Rasmussen lærte mig dog de tolv små profeter udenad så grundigt, at jeg husker dem endnu.

Vi havde ham som religions lærer, og havde blandt andet fået til opgave at lære navnene på de tolv små profeter udenad, men tiden havde vel ikke tilladt det og hovedet vel ikke magtet at fastholde de tolv navne, så straffen blev fastsat til en times eftersidning.

Da skolen sluttede klokken 16, blev jeg og flere andre syndere låst inde i klasseværelset og fik besked på at få lært profeternes navne inden kl. 17, i modsat fald skulle vi sidde efter en time dagen efter. Jeg fik lært profeternes navne, men må bekende, at jeg ikke har haft brug for lær- dommen i mit senere liv.

Vi havde en ordning ved skolevæsenet i Brønderslev, som gik ud på, at man efter det fyldte tolvte år kunne udskrives af skolen fra maj til november for at tage del i det praktiske arbejde og tjene lidt penge, og for at råde bod på de deraf følgende forsømmelser, var der oprettet to særklasser, hvor man ved hjælp af et større pensum, skulle søge at indrette det forsømte om vinteren, hvad aldrig lykkedes, fordi børnene som regel også havde pladser vinterhalvåret.

 

 

 

Elektricitet i Ø. Hjermitslev

Af Signe Ibsen

Signe Ibsen f. 1928. d. 2022

I anledning af 100årsdagen for forfatteren Peder Jensen Kjærgaard’s fødsel, gengives uddrag af hans beretning, samlet af Signe Ibsen, Brønderslev, og det er fra Vendsyssel Tidendes kronik den 4. marts 1955:

Vi havde i årene omkring århundrede skiftet mange flere får end nu om dage. Op til en halv snes moderfår og en vædder, samt en bede eller to.

Af lam kunne der ofte være 20-25.

De stod tøjret oppe i Ud lodden, hvor der var tyndt med græs, men rigeligt med lyng.

En søgn eftermiddag spændte far det gamle brune føl øg for fjedervognen og kørte af sted med mor.

Alene det at vi kørte statskørsel en søgnedag, var der noget højtideligt i.

Vi drenge skulle med.

Mor skulle den dag udvælge lammene til

efterårsslagtningen.

Foruden bederne, skulle 3-4 lam til efteråret forvandles til rullepølse og andet sulemad.

 

Sommeren gik og det blev efterår med mørke og kolde nætter.

 

I oktober blev bederne og lammene slagtet. En dag min ældste bror og jeg kom hjem fra skole, hang de spækkede fårekroppe i rækker under loftsbjælkerne i bryggerset. Ved bordet stod bedstemor og pillede talgen fra.

Det var navnlig hendes bestilling at støbe årets forbrug af lys.

Nogle dage senere, når lammene var parterede, mærkes allerede på lang afstand en fedtmættet duft.

Så vidste vi, at nu var bedstemor ved at smelte talgen.

Næste dag gik hun i gang med lysestøbningen. I bryggerset var en stige lagt over to stolerygge, og mellem tremmerne hang de dryppende lys, som bedstemor med mellemrum dyppede i den gamle stampekærne, der var fyldt med koghedt vand, og der ovenpå den smeltede talg.

Det var “pråse”, nogle ganske tynde lys, og så var der tykke lys, beregnet til køkkenet og bryggers, og andre til staldlygter osv.

Men i gammel daw, fortalte bedste, lavede de Hellig Trekongers lys, der delte sig i tre grene, en for hver af de Østerlandske Konger.

Vi ville gerne have prøvet at dyppe nogle af lysene i kærnen, men blev affærdiget af bedste: “Go no op i skødsløs unger. Altijer skal i go å tree jæn øver tæen” – hvor let kunne vi dratmikler ikke komme til at tabe de dryppende lys.

 

Når de var færdige, blev de lagt i en dertil indrettet kasse, og sat op på loftet. Desværre skete det ofte, at musene gnavede hul på den møre kasse og gnuffede i sig af lysene.

 

Vi havde på dette tidspunkt allerede tærskemaskine, En meget lille pigtærsker med kun to smalle rystere. Tærskemaskinen blev trukket af hesteomgangen.

I modsætning til nu om dage, havde vi en meget stor rugavl.

 

Jorden var dengang ikke i gødningskraft til den megen vårsæd. Hele rugavlen blev plejltærsket. Det samme gjorde havrenegene til hestenes hakkelse.

Og det var ikke småting der skulle til. Vi havde 5 arbejdsheste, samt 3-4 plage og føl.

Det føltes derfor som en stor lettelse, da vi på et meget tidligt tidspunkt fik elektricitet – vist før Hjørring.

Brønderslev fik det i hvert fald ikke før flere år efter.

Vi var så tidlig med på noderne, at Øster Hjermitslev var den første landsby i Danmark der fik indlagt elektricitet.

Det var ikke de dengang så gammeldags Hjermitslev bønder, men den daværende forpagter på “Hjermitslevgaard” der havde hittet på disse nymodens kunster.

Han havde set sig om i udlandet og kom hjem – ladet med nye ideer.

Han fortalte bønderne, hvad elektriciteten var for noget, blev ved med at hamre det ind i deres hoveder.

En af dem man først fik overtalt, var Stav Kræn. – morsomt nok, da han som landmand var den af Ø. Hjermitslev bønderne, der endnu drev sin gård som i fællesskabets tid.

En aften sidst på sommeren 1905, kom herregårdsforpagteren igen ned til Stav Kræn. Der blev sendt bud efter naboerne og andre 10-12 i alt. Så mange der var plads til, satte sig på tromlen, andre på et par plove. Altså noget i retning af de gamle tiders Grandestævne.

Og her på tromlen og plovene mellem Stav Kræns og nabogården, blev det vedtaget at oprette et elektricitetsværk.

En tid efter – for at være helt nøjagtig, den 15. oktober -samledes bymændene til møde i Stav Kræns dagligstue.

Forpagteren forklarede her med drivende tungefærdighed, hvor behageligt det var med elektrisk lys frem for de gamle petroleumslamper og osende tællepråse.

Vi skulle naturligvis også have motor til at trække tærske-værket og hakkelsemaskinen. Selv ville han også have kværn, så han kunne male herregårdens forbrug af mel.

Det bedste af det hele var, at denne herlighed kunne fås omtrent gratis, bortset fra, at installationen naturligvis skulle betales.

Men da der skulle stiftes et banklån, der gennem små afdrag skulle betales i en 10-års periode, ville det ikke afskrække.

 

Når strømmen kunne fås omtrent gratis, skyldtes det at værket skulle drives ved vandkraft fra Sønder-Mølle, Hjermitslevgårds Mølle, som den hed i ældre tid. Og vand var der nok af i åerne og Mølledammen.

Få eller rettere ingen havde nogensinde set elektrisk lys.

Men forpagteren på Hjermitslevgaard havde sine overslag og beregninger i orden.

Til at begynde med meldte sig kun et halvt dusin af de mest fremskridtsvenlige sig som partnere i foretagendet. Dog – inden længe havde halvdelen af byens gårdmænd tegnet sig som andelshavere.

Et udvalg blev nedsat og rejste sammen med herregårds-forpagteren Sønderud. Jeg tror til Århus, for at se hvordan elektrisk lys så ud.

De Hjermitslev bønder kom hjem, fulde af begejstring. Det var bare at dreje på en knap, så strålede lyset som midt på dagen ved midsommertid.

Ret meget af det hele havde de dog næppe forstået, når naboer og andre spurgte dem ud. Hvordan det kunne lade sig gøre at få lys, bare ved at hænge ledninger op under loftet, blev de svar skyldige.

Nogle mente, at trådene måtte være hule rør, og at lamperne på den måde fik tilført petroleum.

Ja, det var svært, som folk kunne hitte på nu om dage.

Men hvis nu en ledning går i stykker? blev der igen spurgt……Ja hvad så?

Jo, så måtte strømmen naturligvis løbe ud- eller petroleummen.

Nej, det var ikke til at begribe, hvordan det gik til.

De agtværdige mænd, der havde været Sønderud, kunne bare konstatere, at det var en kendsgerning.

Aldrig så såre man drejede på føromtalte knap, strålede lyset. Med denne forklaring måtte de viderebegærlige lade sig nøje.

Det var som sagt i efteråret 1905, Andelsselskabet Øster Hjermitslev Elektricitetsværk stiftedes.

Kort tid efter tog man fat på anlægget af værket.

Næste efterår fra oktober og indtil jul havde fjorten af byens gårde i Østre ende samt købmanden og smeden elektrisk lys, og for gårdenes vedkommende også kraft. Ikke så sært, at det vakte opmærksomhed viden om.

Jens Thise, blev af Vendsyssel Tidende sendt til Ø. Hjermitslev for med realistiske farver at skildre det rent ud sagt utrolige, der var hændt i den gammeldags landsby ved Store Vildmoses Nordstrand.

Landsbyen der i nabosognene hidtil havde været regnet for at være mindst 1à 2 menneskealdre bagefter andre, både med hensyn til drift af jorden og andelsbevægelsen m.m.

Vi har alle erfaret, når der sker en kortslutning, hvad det i vore dage koster, bare at få en elledning repareret.

Det vil derfor være af interesse at høre hvad en helgårds installation kostede i 1905. Af den gamle protokol fra den tid ser jeg, at installationen i mit barndomshjem kostede den svimlende sum af kr. 393,83.

Da de fleste vil ryste på hovedet, gøres opmærksom på, at motoren til trækkraft var iberegnet dette beløb.

Alligevel var det mange penge dengang, fordi der var få af dem.

“Det hvide lys” tændtes for første gang i de fem østre gårde, og jeg skal love for, folk var på benene. Jeg var otte år den gang, og husker tydeligt den store begivenhed. Vi gik fra gård till gård og lod os bade i dette “Lys væld der strålede ud fra en 15 lys kultråds pære, der havde omtrent samme lysstyrke som de 5 lyspærer, vi sad og faldt i søvn ved, under anden verdenskrig.

Vi skulle også alle prøve at tænde og slukke lamperne. Knapperne på afbryderne blev i det uendelige drejet rundt.

Jeg husker at bedstemor stod midt på gulvet i mit hjems dagligstue og prøvede, om hun kunne se at læse avisen, og det kunne hun. Det var jo så lyst som midt på dagen, synes både hun og alle vi andre.

Byvejen henlå dengang i et skrækkeligt pløre. Det var derfor naturligt, at vi havde fået gadelamper, fem i alt på en strækning af en kilometer. Herligheden med denne gade- belysning varede dog kun kort, et års tid eller så.

Det var som sagt kultrådspærer vi brugte dengang. Så snart der kom en brandstorm rystede ledningspælene, og pærerne sprang. Dertil kom, at i stedet for kabler, som heller ikke kendtes på dette tidspunkt, var almindelige ledninger, som regn og fugt snart gjorde ende på.

Ved siden af måleren var anbragt et ringeapparat. Når vi skulle tærske eller skære hakkelse skulle vi først trykke på en knap. Så kimede en klokke nede i Sønder-Mølle. Var der strøm nok i batterierne, svarede møllerkarlen ved at kime på vor klokke.

Thi de første batterier var både små og dårlige.

Derfor kunne to køre med motoren samtidig. Hjemme hos os måtte vi kun bruge motoren tirsdag og fredag. Alligevel var det en stor behagelighed med denne “Eleksitet” som vi kaldte det.

Desværre varede glæden kun kort. Ledninger og øvrige installationer var noget forfærdeligt ragelse.

Den første gård der brændte ved kortslutning- så vidt jeg husker samme vinter, var selve Møllegården – nogle måneder efter gik en anden gård – Svæjs gård op i luer. Der havde engang været ild i Hjermitslevgaards lade, men de nåede at få ilden slukket inden der skete videre skade. Der var altid noget i vejen i de forskellige gårde hvor de havde elektricitet – alle de steder har der været optræk til brand. Mærkeligt at halvdelen af byen ikke brændte.

Thi Møllekarlen – der uden spor af indsigt eller belæring – passede værket. Han var naturligvis reparatør. Hver ledig stund så man ham fare fra gård til gård, når der var sket kortslutning. Med tiden blev han, om ikke helbefaren, så dog en “mådelig fusker” i faget. Han reparerede også andels-havernes sikringer.

Men da prisen for at få en ny sølvtråd loddet i var 5 ører, hittede et klogt hoved på, at disse penge kunne de selv tjene. Den viden lod han gå videre til de andre. Altså begyndte folk selv at reparere deres propper. Det gik til på den måde, at man med en syl borede hul i enden og satte nogle kobber- tråde i – eller man brugte ganske simpelt søm eller en skruetrækker, i stedet for prop-

-Men frygten for at gårdene, især i nattens mulm og mørke, mens alle lå og sov, skulle brænde ned over hovedet på os, bevirkede, også i mit hjem, at man afbrød strømmen om natten, ja, om dagen med, når vi ikke tærskede eller skar hakkelse.

Jeg husker en tidlig vintermorgen, at der blev en forfærdelig rumstering uden for sovekammeret. Far og pigerne løb frem og tilbage, pumpen i bryggerset hvinede, sådan blev der trukket op og ned i stangen.

Der var sket det. at da far kom ud i gangen, så han til sin rædsel, at det brændte i en dørkarm. Hvis kortslutningen var sket alle rede om aftenen, var den gamle stråklædte “Ralling” naturligvis brændt.

Efter års forløb fandt brandforsikringen og øvrigheden da også gyldig grund til at kassere samtlige installationer. Det var en slem streg i regningen.

Herregårdsforpagteren, der i 1905 havde været mand for det hele, havde for længst søgt andre græsgange.

Thi det viste sig hurtigt, at elektriciteten ikke var nær så billigt som lovet.

I mit hjem, en gård på et halvt hundrede tønder land, kostede strømforsyningen mindst kr. 300 om året, og det ville være blevet langt dyrere, hvis vi også havde haft kværn. Vi vedblev også endnu at tærske en stor del af sæden med plejl.

I strenge vintre med langvarig frost, når åen og Mølledammen frøs til, kunne der gå uger, hvor der ikke kunne leveres strøm til motorerne, knap nok til en smule lys. Så måtte vi atter have petroleumslampen ned fra loftet.

Bedstemor vedblev da også i mange år, hvert efterår at støbe tællelys, som det meget ofte blev brug for.

Ikke alene fordi strømmen var dyr, men også fordi det var langt billigere, vedblev vi i mange år endnu at bruge tællepråse. Den omvendte verden, når vi havde elektricitet.

En vinter var frosten så langvarig, at næsten hele avlen atter måtte tærskes med plejl, og da hesteomgangen var fjernet, måtte vi til de mange heste skære hakkelse med håndkraft. Det var netop ind mod jul. I et par dage i træk skar far og karlene hakkelse, så der i hvert fald var nok til efter nytårsdagene.

Der var ikke engang strøm nok til en smule lys.

For at det ikke skulle gentage sig til næste vinter, anskaffede elektricitetsværket sig en petroleumsmotor til at trække dynamoen. Valget faldt på en gammel skibsmotor, der kanske i en menneskealder eller mere havde stampet en skude over verdenshavene.

En knippelfin forretning, var alle enige om, da den var urangeret som gammelt jern, og derfor var billig.

Den blev dyr nok endda, fordi der naturligvis også skulle bygges et solidt motorhus. Den gamle petroleumsmotor viste sig da straks at være en ren petroleumssluger. Knaldene fra udblæsningsrøret lød, som var det kanoner der blev fyret af. Så voldsomt var spektaklet, at der i stille frostvejr tydeligt kunne høres i Brønderslev, det vil sige omtrent trekvart mil borte. Stempelslagene hamrede, så murene i Møllehuset slog revner. Det var en kostbar historie at køre med den motor.

Det varede da heller ikke mere end et års tid eller to, inden hele maskineriet en skønne dag revnede med et knald, hvis lyd minder mest om krigstidens bombesprængninger.

Så var vi lige vidt, da det netop skete i en streng frostperiode.

På den måde tog tærskearbejdet, fremdeles hele vinteren, selvom vi havde elektricitet.

Signe Ibsen

 

 

 

 

Jens Otto en sand fortæller – forkæmper for de jyske historier og fortællinger bliver hørt

Jens Otto Madsen, pensioneret bankmand og kan efterhånden kalde sig forfatter, med alle de historier og bøger har skrevet og udgivet.

Citat fra bogen ”jeg voksede så op og var ca 6år da ”igge” (han hed egentlig erik), sagde at nu sku jeg med på havet”

Af: Dann Vestergaard (journalist & Forfatter)

I hjertet af Vendsyssel gemmer der sig et væld af fantastiske historier, og Jens Otto er en af dem, der har været med til at bringe disse historier frem i lyset.

Fisker historier fra Strandby begyndte med, at Jens Otto en dag sad på Facebook, hvor Ole også kendt som “Wolle”, delte sine fortællinger på en gruppe ved navn skildringer fra det gamle Vendsyssel. Jens Otto blev straks fanget af den muntre og sjove måde, hvorpå Ole formidlede sine fiskerfortællinger og oplevelser.

Inspirationen fra Oles fortællinger ledte til skabelsen bogen fisker historier fra strandby, der samler disse små historier, til et sandt skatkammer af Vendsyssel-erindringer.

Bogen er en hyldest til Oles fortællekunst og bringer læseren med på en rejse gennem tid og sted, hvor fiskernes liv og eventyr springer til live på siderne

Små anekdoter fra fhv. fisker Ole Andersen, Strandby

Ole Andersen fra Strandby, er død torsdag den 5. maj. 2022

Æret være hans minde.

04.11.2020

Nu får i lige starten på det hele.. da jeg var ganske lille blev jeg passet af et ældre ægtepar og de havde en søn og en datter og en hund der hed Bob, sønnen tumlede med mig i haven og datteren gik ture med mig i barnevognen, jeg voksede så op og var ca. 6 år da “igge” (han hed egentligt Erik ) sagde, at nu sku’ jeg med på havet, (han havde sin egen vodkutter) så meget tidlig morgen drog han, sønnen og jeg på havet, jeg blev sat i stolen i styrehuset, og så ville “igge” lige kigge ud og så fløj hans elskede sixpence ud i vandet, og det betyder uheld !!! Vi fangede den med bådshagen, han vred den lige for vand og tog den så på igen og sagde så til mig at nu sejler vi ind igen, så ska’ jeg lære dig at spille skak (han var flerårig mester i skak) den dag i dag bærer jeg altid sixpence, og tænker på ham hver gang jeg tager den på.

Wolle’s opvækst i Strandby. Kren og Martha var hjemme i god behold, så dagen i det lille fiskerhus gik sin vante gang… da jeg startede der, fik jeg udleveret en knibtang! (Gammel og rusten) jeg sku’ så flå skindet af rødspætterne (dengang “håndflåede man dem på rygsiden) det kostede mig så lige en hånd fyldt med vabler! hver lørdag var jeg og en anden ungersvend nede og hive levende rødspætter op fra hyttefade (det sidste sted i DK. hvor der stadig blev landet levende fisk) det værste var, at jeg havde nået den alder hvor man tog i byen! der var altid bal på Kvissel kro om fredagen! så det var ik’ sjovt tidlig lørdag morgen !!! vi havde en gammel truck (clark) som hvis man satte en ispind i klemme i gasspjældet så ku’ den køre dobbelt så stærkt Så en lørdag morgen mødte min makker op fuld som en Ryle! jeg måtte så selv rykke hyttefade op af slæbestedet, mens Ivan sad og sov op af trucker. .. nå men vi begyndte så at pakke fisken hjemme i fiske huset og så kom Kren! han lagde (lige) hånden på Clark og konstaterede at den kun var lunken.. (han ku’ jo ik’ vide at jeg havde spulet den med koldt vand netop for at han ik’ sku’ opdage at vi havde brugt ispinden jeg kiggede så på Ivan og han stod og pakkede med det ene øje lukket for at ku’ “fange” fisken jeg sku’ så ind i kølerummet og lægge låg på alle de kasser der var der! (det foregik på den måde at hver kasse fik et låg og blev tapet i begge ender og sat på palle og fik mærkeseddel på og en stor pose udenom) så var de klar til transport.. den dag kom Kren igen og havde en kasse Landkær med og sagde ” det trænger du vist til Wolle (det gjorde jeg )

 13.01.2020

Da jeg startede med efter skole job hos R. Clausen og sønners fiskehus i Strandby midt i 70’erne fik jeg 5 kr. I timen, men så fordi Kren og Metellus (sønnerne, Rasmus var gået bort ) var rendt uklar, havde Metellus startet sit eget fiskerhus og de hadede hinanden, men måtte jo mødes på auktion hver morgen og bød så hinanden op! til glæde for fiskerne en dag spurgte Kren mig ” hva’ får de unge hvalpe der ovre i timen … (jeg var lidt snu’ og sagde rask 10 kr. ) så blev han lidt blå i hovedet og sagde med sammenbidte tænder ” fra nu af får du 15…. jeg var den højest lønnede knægt på hele havnen. ps. Det var faktisk Rasmus Clausen der var den første der fandt gas i Danmark !!! hans kone Anna blev 102 år og jeg var jævnligt oppe ved hende med fisk og fik altid en 5 krone og slik og så kom Kren’s søster, som boede hjemme (vel en gammel mø), hun havde en frisørsalon og sku’ altid “ugle” mit hår og sagde at at den dag jeg lod hende klippe mit hår, ville hun sætte det i en ramme (jeg havde halvlangt korngult, slange krøllet hår) når jeg så kom ned i fiske huset igen, fik jeg skæld ud fordi jeg havde været væk i 2 timer! (de boede på kirkevej som lå mindre end 3 min. fra fiske huset), men jeg så godt det glimt han havde i øjnene

 

24.09.2020

Ja, jeg var en lømmel da jeg var lille, vi legede ” tagfat” på hyttefadene og hvis man stod for længe på dem så ” dykkede” de og rødspætterne svømmede ud! ” Jussi” som var havnekaptajn ville meget gerne ha’ fat i os unger, så han roede rundt inder molen, sammen med ” kisseminde” men han elskede os unger, så han sang altid på vej rundt, så vi var advaret ! Sjovt nok skal wolle flytte fra Skagen og hjem til Strandby og det er netop i ” kesse mindes gamle lejlighed, lidt spændende.

04.10.2020

Nu går vi lige lidt mere tilbage i tiden, Wolle var 13 år da han startede i Fiske huset, hos R. Clausen. Lille og spinkel og lidt skræmt af det der med at skulle arbejde med ” granvoksne ” mænd ! der var ingen ” kære” mor… men stille og roligt blev jeg  (som tyren Ferdinand) stærkere, og en dag hvor de havde ” drillet” mig, med at jeg var slap som en karklud, kom ” Kesse” og sku’ hente fisk, som sku’ videre ud i verden, han kørte i en Bedford J6, (jeg gik i skole med hans søn, som var født en halv time efter mig ) så sagde ” lange” ‘ Wolle, tag lige de 2 kasser fisk og smid dem på gaflerne af trucken, jeg vidste de tog ” fis” på mig ! Men jeg gik hen og kiggede på de 2 kasser fisk som vejede lige så meget som mig og så lukkede jeg øjnene og tog fat i den første kasse og løftede den op og satte den på gaflerne! Så sprang Kesse ned fra ladet og tog den anden kasse, og sagde højlydt ” hold kæ… hvor i sku’ skamme jer” …. Kren havde set det i vinduet indtil kontoret, så han kom ud og sagde ” Wolle, mor Anna og min søster vil gerne ha’ rødspætter til aften, gider du at gå op med dem! og jeg ved, at når det er dig der kommer, så trækker det jo lidt ud ,men sagde han.. det er helt ok

 16.03.2020

Wolle’s opvækst i fiske huset i Strandby. Jeg var efterhånden blevet en ‘eftertragtet” og kærkommen lille dreng i Anna og Lilly’s hjem på kirkevej, nogle gange spurgte Kren ” hvor er Wolle “? Han er vist oppe med fisk til din mor og søster! Hmmm sagde Kren ! så en dag jeg var på vej derop fangede Kren mig og sagde “jeg går med “, vi fulgtes så ad op af Kirkevej og Anna blev så glad da hun så mig og sagde “der er min dreng” og så sagde hun goddag Kren der lugtede af hjemmebag (Anna var altså langt over 90) det var nybagt franskbrød og så kom Lilly og hun ville som altid “lige ha” en krammer og ugle mit hår! !! vi fik så friskbagt brød og hjemmelavet syltetøj og så sagde Lilly ” må jeg ik’ nok klippe dig !!!” jeg kiggede på Kren og han sagde så ” det gror ud igen og du får fred fra hende” … så det endte med at jeg gik med til det… på vej ned sagde Kren ” det tror da pokker det tager så lang tid, hver gang du afleverer fisk og så ” ugler han lige det der var tilbage af mit hår.

16.01.2021  

Da jeg var knægt i Fiske huset i Strandby fortalte de gamle tit om deres tid som fiskere og jeg stod bare der og lyttede og så sagde de, Wolle du ska’ være fisker en dag, det bliver alle drenge i Strandby!!! Alle deres fortællinger om deres tid på havet og alt det de havde oplevet gjorde, at jeg en dag mønstrede ombord på en kutter (de gamle havde lidt tårer i øjnene da jeg sagde farvel , og jeg var også lidt bange selv), men de år jeg fik som fisker på godt og ondt, med stormende kuling og den frygt man har når man ikke ved, om man kommer hjem igen og de dage med helt stille vejr og kammeratskabet på sådan en lille arbejdsplads, vil jeg ik’ være foruden …jeg går tit på havnen idag og mindes den tid hvor det var mig, der stævnede ud i bølgen blå … Til sidst vil jeg bare sende en hilsen til alle søens folk

6. marts 2020

Hver dag forarbejdede vi fisk som blev sendt ud i “verden” … jeg stod trofast og flåede rødspætter og det endte også med at min knibtang gik fra at være rusten til helt blank ! de gamle snakkede tit om ” dengang” de fiskede på Fladen og lossede i England og deres transporter af Jøder til Sverige + våbensmugling osv. og jeg elskede de historier ,men især en glemmer jeg aldrig ! dengang spiste man kun steg om søndagen på havet, ellers var det fisk… sidst på rejsen ku’ kødet godt blive “lidt” grønt så man bandt det i et langt tov og firede det så ned på 40-50 meters dybde hvorved trykket fjernede alle urenhederne, nogle gange snakkede de sig “varme ” og så kom der mange “røverhistorier ” hen over bordet bl.a. andet dengang Børge og hans far fangede så mange havkatte, at de åd rælingen hele vejen rundt (nu ska’ det siges at en havkat med lethed knækker et kosteskaft!!!) en dag spurgte Kren mig om ik’ jeg  (ligesom alle andre knægte i Strandby ) skulle være fisker og så var barndomsårene slut i fiske huset og jeg sku’ prøve kræfter med det store haw ..

7. maj 2020

Ja, så blev lille Wolle fisker! den første hyre var ombord på FN 112 Deneb som var en 12 ton trækutter der fiskede med dybvandsgarn. Vi satte garnene på skibsvrag, sten og rev, fra Læsø og langt op i Skagerrak, typisk var det torsk, sej, langer, pighajer, men det skete at vi også fik havkat, havtaske, sildehajer osv. vi sejlede altid kl. 0.00 søndag nat og var hjemme igen Torsdag aften… jeg tror ik’ der er en havn langs den Svenske vestkyst jeg, ik’ har overnatte i… hver morgen på vej ud, var det “hovmesterens” tjans at lave kaffe og så måtte han gå den “tunge” gang fra lukafet ude i stævnen og over dækket med 2 ostemadder og en kop kaffe til skipper !!! (vi sejlede altid uanset vejret) når man så sku’ lave “stort” foregik det i maskinrummet på en såkaldt sķidepøs….. vi var 5 mand ombord og når vi sku’ spise, foregik det sådan at vi kravlede i lukafet iført alt regntøjet og “skovlede hurtigt maden i os og så ud på dækket igen … nogle gange var der nogen der faldt i søvn under spisningen af ren udmattelse. . et lille minde, men en tid jeg ik’ ville ha’ været foruden

 

27.04.2020

En lille beretning fra fordums tid. Vi havde fået proviant, is og kasser ombord og stimede mod Østersøen hvor vi sku’ fange torsk, vi satsede lidt på “den grå zone” som lå langt ude i Østersøen, vi sejlede gennem Falster Bo kanalen og manglede så stadig ca. 12 timer, før vi var på fiskepladsen og vi sejlede i is

hele vejen derud (hvilket aldrig var set før så langt ude) vi fik sat trawlen og skipper gik til køjs og jeg havde “vagten” da toplanternen gik ud !!! jeg kaldte så på ham og måtte så ud og skifte pæren der blæste en kraftig vind, så vi “rullede” fra side til side… masten var ca. 8 meter høj, men med møje og besvær fik jeg glasset af og skiftet pæren!!! (blev faktisk lidt søsyg, da jeg kiggede ned) da de andre blev kaldt på om morgenen spurgte de om der var sket noget om natten og jeg sagde.. næ…

22.05.2020

Lidt mere “tågesnak” fra Wolle’s tid som fisker… som tidligere beskrevet, skete det jo at man tog en afløserhyre, denne gang ombord på Klitrosen som var en 40 ton trækutter og fiskede med trawl. vi var 3 mand ombord, fiskeriet foregik på den tid af foråret mest efter “skidtfisk”, men nogle forsøgte sig også med hummer og søtunge. vi fiskede efter begge dele på østsiden af Læsø, og det var ” ik’ så ringe endda ” den sidste nat gik vi til Vesterø og sov der. Næste morgen (04.00) afgik vi så i tæt tåge! (mange havne har en sejlrende hvor der er opsat røde og grønne bøjer som viste vejen) men pga. tågen stod skipper med hovedet begravet i okularet på radaren, hovmesteren var gået ned og lave kaffe ude i kabyssen i stævnen da vi pludselig ramte den grønne bøje med et brag!!! 2 sek. senere stod den unge knægt på dækket nå, der var ik’ sket noget, så vi drog på ugens sidste fiskeri. på vejen hjem til Strandby var der stadig meget tåge! skipper gik og lagde sig og jeg havde vagten. imellem Hirsholmene og Kjølpen er der en smal sejlrende, men grundet tågen valgte jeg at gå norden om Græsholmen, jeg havde lige sat kursen direkte mod havnen da skipperen kom op og “begravede” sit hoved i radaren, så kiggede han på kompasset og sagde så “det er helt galt!!! ” så vendte han skuden og stimede 2 mil mod øst og ca. 2 mil mod nord, hvor han så satte kursen mod det han mente var den rigtige kurs !!! og så sagde han, “har du aldrig sejlet et skiw før!!!” jeg sagde så frejdigt, at jeg havde nok sejlet nogen større end den her lille “plimsoller”, så spurgte jeg hovmesteren om han nogensinde havde set Jerup strand “by night”, for det kommer du snart til !!! så begyndte skibet at ryste og det blev værre og værre. Så kiggede skipperen igen i radaren og slog bak i sidste sekund, vi var ved at gå på grund) så Stimede han 2 mil øst og 3 mil syd og satte så (endelig) kursen mod Strandby… PS. han var underligt stille resten af turen hjem.

 

17.06.2020

Nu bliver vi lige lidt på land! “Dons og kineservalde gik meget på andejagt syd for Strandby og en tidlig søndag morgen stod Dons og “vejrede” vinden og der var andevejr, men Minna (konen) sagde, at de sku’ være i kirken kl. 10!!! Dons mente så at han lige ku’ nå et hurtigt smut i engen iført hans fineste puds, drog han afsted! Da han ankom, ku’ han høre ænderne “rappe”, så (jæger som han var) sneg han sig på albuer og knæ ned gennem engen kun for at finde ud af, at det var Valde der sad og rappede De sad så side om side, da en enlig krikand kom ind over, og Dons skød til den og den gik også ned, så kiggede han over på Valde som “knækkede bøssen og sagde, “hva” fan… skød du også? (Det gjorde han ik ), men de blev enig om sten, saks, papir og den vandt Valde, og Dons nåede ik’ kirken den søndag.

10.07.2020

Det var Sankt Hans dag sidst i 70’erne! Vi havde fanget flere tons tobis på “rundingen” som lå lige nord for Læsø… ( de gamle fiskere havde altid sagt, at nøjagtig på Sankt Hansdag forsvinder de, (og de havde ret), men min skipper og en anden ville prøve at finde dem på det flade vand mellem Læsø og Anholt Vi satte så trawlen i det absolut smukkeste vejr, men der skete så det, at trawlen flød ind og gik i skruen, så vi blev slæbt ind til Anholt og kontakter Steffen, som havde et fiske hus og han fik så fat i en af de konstabler der var udstationeret på øen, og han dykkede så ned og fik den fri af skruen , nu var det jo Sankt Hans og havnen var totalt fyldt op med lystbåde ! Anholt er en utrolig dejlig ø allerede få minutter efter vi havde for tøjret, havde jeg solgt de fisk vi havde, de stod simpelthen i kø !!! så sku’ vi jo lige op og ha’ en “bette” øl og det blev ” lidt” sent …. (det er svært at komme op af en lystbåd)

10.04.2020

Da jeg var ung fisker, kom jeg ofte på Læsø også som fodboldspiller. Vi plejede at tage færgen, men besluttede os for at sejle selv i fiskekutter, pengene til færgen blev brugt til brændstof og proviant, øl og brændevin fra Brugsen som gav stor rabat, da det var der, vi købte proviant til hverdag) brød fra det lokale bageri, og “sponsorerede ” rejer fra Ecco rejer.. der var lidt “frisk” vind, så vi stuvede os sammen i kabyssen og på et tidspunkt spurgte Åge, Johannes om at “banke piben ud ad koøjet” så Johannes smed hans pibe ud!!! Vi nåede så Vesterø og skulle gå ca. 1 km. op til stadion, da vi kom forbi brugsen sku’ Åge ha’ en ny merskumspibe og det viste sig så, at den nystartede brygmester afholdt smagsprøver (det var ik’ smart når drengene fra Strandby var på besøg ) Da vi nåede stadion, var Læsø i gang med at varme op en time før kampen! Vi smed os i græsset og nogle spillede kort andre bordtennis , vi holdt selvfølgelig “væskebalancen ” ved lige…, da der så var et kvarter til kampstart, klædte vi om og gik ned og skød lidt bold til hinanden (vi var et lukket hold bestående af fiskere). Læsø havde på det tidspunkt ik’ tabt en kamp! Der var ca. 400 tilskuere på lægterne da de ku’ rykke op hvis de slog os … vi vandt 5-4 på vej hjem var der liv og glade dage om bord og vi besluttede os for at tage en dukkert midt på åbent hav… en af gutterne havde vandskræk så vi lå I en ring omkring ham, og den dag i dag snakker han stadig om en af de største oplevelser han har haft… , men hjem det kom vi, og det blev “lidt” sent den dag

 18.07.2021

Så venner SÅ ska’ vi lige ud på ” den b lå hylde” det gode skib Gudrun førte os et stykke op i Skagerrak, og eftersom der ik’ var nogen af os der havde prøvet rejefiskeri før, tog det ” lige lidt” tid inden vi fik justeret det hele til, men vi slæbte i 12 timer, (det gjorde man den gang) og så da vi sku’ “hive” tog jeg en gryde med ud hvor jeg smed de flotteste rejer i og dem kogte jeg i vand med lidt salt og så havde jeg i forvejen bagt et franskbrød, så der var ” kalas” ombord.

 

30.06.2020

Nu må i ikke blive søsyge! da jeg fik min første hyre sejlede vi ud i det der kaldes kuling! Jeg “overbrækkede” hele dækket næste dag var der helt stille vejr, Men jeg sku’ lave kaffe og de 2 ostemadder til skipper, men lugten af kaffe var for meget for Wolle, så jeg ofrede lige igen og efter en måned havde jeg tabt 8 kilo, men jeg nægtede at give op, men så kom skipper og sagde at han havde set voksne mænd bukke under før mig! og det endte med at Kræn (fiskeimporteren) kom og hentede mig hjem i fiske huset og så gik der et år før jeg igen drog ud på bølgen blå

 21.09.2020

Lidt mere fra Wolles ungdom. Vi stimede ud mod de flade banker, nær England… Det var tobisfiskeri vi var på. Da vi nåede ud til boreplatformene, rullede skibet som i en kuling i Kattegat!!! Det var det man kaldte gamle dønninger skipperen kom op og kiggede ud, og sagde ” der er jo så stille, at mågerne falder ned fra himlen!!! Vi nåede så fiskepladsen og satte trawlen, og det gav Gevinst  På vej til Hanstholm ku’ vi ik’ se stævnen, så mange fisk havde vi ombord! da vi lagde til kaj, stod skibet på bunden af havnen, vi fik så frisk proviant, og (dengang) udførsel, (tobak, sodavand, kaffe, osv.) og så var det, at ” måsen” og mig gemte hovmesterens chokolade, hvilket gjorde ham temmelig vred så han åd et kilo Nutella Vi smed så alt hans udførsel i hans køje og den aften fik vi kringle til aftenkaffe

 

02.11.2020

Nu tar’ vi lige ud og fiske igen (det var en mørk og stormfuld nat, fra the julekalender) nej der var næsten ingen bølger vi stimede ud fra Marstal i Sverige, og da vi så lå ved den første lænke af garn og begyndte at hive dem hjem ved hjælp af net tromlen, ku’ vi godt se, at den var ” lidt ” svær at hive hjem!!!, der kom en ” lind” strøm af torsk, sej og lidt pighaj, men så kom der en sildehaj og den var ik’ alene, så selvom vi havde verdens største tromle til garn, så så måtte vi hive den ind over rælingen, og det gjorde vi 22 gange !!! Den største vejede 146 kg. og den var temmelig vred så Christer tog is hammeren og “slaskede” den nogle gange i hovedet, så faldt den til ro Jeg tror faktisk at den gamle Frederikshavn avis har billeder af det i deres arkiv Jeg tror aldrig, der har været så mange folk til morgenauktionen

28.11.2020

Som dybest brønd gir altid klarest vand og lifligst drik fra dunkle væld udrinder saa styrkes slægtens marv hos barn og mand ved folkets arv af dybe, stærke minder.

Din egen dag er kort, men slægtens lang; læg øret ydmygt til dens rod forneden; aartusinder toner op i Graad og sang, mens toppen suser imod evigheden. Vi søger slægtens spor i stort og smaat, i flinteøksen efter harvens tænder, i mosestykkets smykke, plumpt og raat i kirkens kvadre, lagt af brede hænder. Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog har gemt et gran af slægtens ve og vaade; nu skal de røbe mig en flig af livets gaade. Lad mig kun flagre hen som blad i høst, naar du mit land, min stamme, frit maa leve, og skønne sange paa den danske røst maa frie, stærke sjæle gennembæve. Da staar en ny tids bonde på sin Toft og lytter ud mod andre lærkesange, mens himlen maler blaat sit sommerloft, og rugen gulnede tæt om vig og vange.

 

26.12.2020

Nytårstorsk og havjagt.

Midt i 80erne.

Vi sad på den lokale. Bølgeslaget i Strandby. Et sted med jernbanebåse og et hestevognsnav hængt i kæder fra loftet som lampe. Vi var 7 blandede fiskere og andet godtfolk, vi raflede ” løwn” til tonerne af lollipops ” Sussi More”, og røgen lå tæt. Fiskerhabitten var trukket ned om hofterne og træskostøvlerne var krænget af,. men huerne havde vi på Det var tredje juledag Vi fiskede aldrig mellem jul og nytår, da man dengang sagde,

 ”at hvis man ik’ ka’ tjene hyren mellem nytår og jul, så ka'” man heller ik’ mellem jul og nytår”)

Pludselig siger den kæmpestore færing Eilif ” ska’ vi ik’ tage ud og fange en nytårstorsk og måske skyde en and en af dagene? ” (han gik på Skipperskole og boede hos min kammerat Jes imens, (Eilif var enorm og lignede en viking, men var blid som et lam) ” jeg har jo opsyn med min kammerats motorbåd, så der ka’ vi snildt være! (Det var mere en yacht) som sagt så aftalt. To dage senere sad vi i messen tidlig morgen og indtog friskbagte rundstykker og drak kaffe ombord på ” lineren” provianten, ”stængerne og et større våbenarsenal var stuvet, vi skålede lige en ekstra gang (eller 3), så lod vi gå, der var blikstille vejr. Vi gled ned ad kysten mod Frederikshavn hvor der jævnligt lå ænder. ” Måsen” stod i stævnen med hans femskuds pumpgun (mindre ku’ ik’ gøre det !!) Vi kom så til en lille flok hvinænder og begyndte at snige os ind på dem, da ” måsen” ik’ ku’ holde længere og knaldede 5 skud efter dem, alt for langt ude!!! Eilif sagde så lavmælt noget på Færøsk…. Vi fortsatte så over mod øen Deget og fik da også et par gråænder og nogle sortænder, før vi kom til Kjølpen, der fik vi 4 gråænder og 2 havlitter vi gik så vesten om Hirsholmene og videre forbi Græsholmene og kom til Muslingebankerne, hvor der altid er edderfugle, de lever af muslinger. Det er den største havfugl vi har, så nogle gange ka’ de ik’ komme på vingerne enten fordi de har spist for meget, eller fordi der ik’ er vind nok under vingerne, så dykker de og det er meget sjovt at se boblerne, når de under vandet svømmer som gale og så dykker ud i en sværm af hagl!! Vi fik så en større frokost bestående af flere slags sild, lune rødspætter, rejer, torskerogn osv. Og så havde Eilif medbragt en julegave fra familien der, hjemme! (Han havde holdt jul hos Jes og hans familie), det var en eller anden form for klipfisk! En ældgammel familietradition, som han ville dele med os, da vi nu var blevet en del af hans familie! Han læste så brevet der fulgte med, hvori hans familie takkede os for at ha’ taget Eilif til os og hermed betragtede de os som en del af familien!!! (Vi var nogle der blev lidt rørt) vi smagte så på fisken og der røg et par snapse og noget øl ned inden det gled ned !!! alt imens Færingen lignede en glad julegris Vi sejlede så over på østsiden af Hirsholmene, hvor der var chance for rundfisk. For en sikkerheds skyld satte vi ” lige” 3 garn Vi nåede så også et lille vrag og havde da også både sej og torsk med ind + lidt rogn. Lanternerne blev tændt og vi satte kurs mod land, mens vi stille gled ind over, blev fisk og fugle+ skiw gjort rene…

Det var desværre den eneste gang vi fik den oplevelse, men venskabet er der endnu, vi har siden haft mange andre oplevelser sammen, og minderne har man da lov at ha’

 

06.01.2020

Isvinteren 1985/86 var streng! Som fisker i Strandby var det næsten umuligt at komme på havet. Da vi endelig kom afsted      med hjælp fra isbryder og esso’s petroleumsbåd, stimede vi mod Anholt, hvor vi fiskede torsk om vinteren, det var noget af en udfordring, da vi først sku’ finde en “våge”, hvor vi ku’ få trawlen i vandet og så surrede vi wiren sammen så de lå i kølvandet, men det skete ret ofte at trawlen kom op og lagde sig på isen! til sidst måtte vi gi’ op og sejlede mod Grenå, hvor vi “sad fast” ca. 3 mil fra havnen sammen med 15 andre kuttere og en enkelt coaster i pakisen.. Jeg husker at en skipper gik en tur rundt skibet for at se om stålpladerne stadig var der! Coasteren havde en stor rendegraver på dækket som den svingede for at komme frem men først da en skipper ” klippede “begrænsningen og gav den fuld skrue og flere gange var oppe på selve isen lykkedes det at komme i havn ps. Undskyld de dårlige billeder

05.09.2021

” Vi ska’ et smut tilbage sidst i 70erne midt i januar! jeg vågnede ved at min mor strøg sin hånd på min kind og hviskede “er du vågen? ,” . jeg svarede ja og blev igen forundret over at hun stod op midt om natten for at kalde på mig. Jeg “traskede” ned i bryggerset og tog min termokedeldragt og mine træskostøvler på, vrikkede min “Statoil hue godt ned om ørene og åbnede bagdøren!! DET væltede ned med sne. Med ” tunge” skridt stred jeg mig ned til havnen hvor ” skivet” allerede lå i agter-fortøjningen og ventede kun på mig. Skipper skældte lidt ud og jeg mumlede noget i retning af, at jeg ønskede at han ville falde over bord og blive ædt op af krabber (det hørte han heldigvis ik’) nå, men som sædvanligt var det min ” sure pligt” at ha’ styrevagten ud, det sneede så meget, at jeg måtte stå med hovedet i radaren for at komme ud af havnen, jeg ku’ simpelthen ik’ se noget som helst ud af ruderne! men vel ude af havnen blev kursen sat, og en ny dag på bølgen “hvid” var sat.

23.11.2021

Ska’ vi lige en tur på bølgen blå, vi stimede nedover og sad fast i isen få mil før vi sku’ igennem Øresund og sad bare fast sammen med 30-40 andre både, men ud for Helsingør kom der en isbryder og fik os gennem Øresund og ulvedybet (det kaldes det , lige ud for Kronborg) vi kom så ned i Østersøen, og rundede ” Hammeren” og fortsatte vores rejse langt op mod Gotland (det varede så også lige 56 timer inden vi var der,) vi skulle fiske torsk, så en tidlig morgen, hev vi trawlen, og jeg siger jer vi fangede torsk, men nu er al torskefiskeri lukket i den del af Østersøen, men det er jo også mange år siden, vi lå rigtig mange både og ku’ leve hver vinter af det fiskeri

19.12.2020

 

Jeg havde valgt en ” frisæson” i Østersøen, men blev så ringet op af en kammerat som lige var blevet skipper på S 409 Gudrun Nordfisk til-hørende Nordfisk-rederiet i Skagen. Jeg sagde ‘nølende’ ja indtil han havde fundet en anden, mønstrede så på Bornholm og fik hilst på de 2 andre dæksmænd (den ene fra Voerså den anden fra Aaså og begge landmænds-sønner) Gudrun var bygget i Holland og på 125 t. oprindeligt med 576 heste (de fleste var gået på pension!!!) Vi fik sat ” kæmpetrawlen og skovlene, som var på størrelse med ladeporte og begyndte at slæbe! Jeg bemærkede så, at vi ” kun slæbte med halv fart af det man normalt slæbte med ved torskefiskeri De andre fortalte så, at de næsten kun havde fanget skrubber… og at de nok gik i land, da det kun var en udgift at være med! Jeg meddelte så Skipperen, at vi sku’ hive og sætte kursen hjem, for det her duede ik’, vi ku’ simpelthen ik’ magte det grej med den maskine (han blev vred og frustreret). Vel hjemme i Skagen gik de 2 i land og Jan havde været i kontakt med rederiet og deres vodbindere, som havde klargjort en noget mindre trawl og skovle … Vi fik kassettebånd med andre skipperes slæbestreger i REJEFELTET !!! INGEN af os havde fisket rejer før den nye mand kom, en tidligere murermester og værtshusejer, som vi begge kendte og som aldrig havde fisket før, men som han selv sagde ” havde gået til ” finere madlavning i nogle år”!!! Vi havde fået is, brændstof og kasser ombord og manglede så bare proviant til ca. en uge. ” den nye mand fik så til opgave at købe ind og Skipper gik med og jeg strøg direkte på værtshus! hvor jeg sad og funderede over hvad jeg havde sagt ja til Da vi ankom til ” rejezonen’ kaldte skipper nogle af de andre både i området, men de svarede ik’? vi fik så sat trawlen og begyndte et ca. 12timers slæb. (rejefiskeri foregår i lav fart og i MEGET dybt vand og det var normalt med 2 slæb i døgnet.) Da vi så endelig fik trawlen hjem igen mange timer senere og fik det første ” løft” op (løftet er en pose man bruger til at hive fisken ind på dækket med via et spil). Den allersidste “snut” i trawlen! Som ku’ lukkes og efterfølgende åbnes på dækket og fires ud igen, det fortsatte man så med, til alle fiskene var inde. Jeg fik et mindre chok, da jeg så den “møgdynge der lå der!!! en stor rodedynge af ” alt godt fra havet” det ville tage MANGE timer at sortere rejerne fra Jeg tog så efterfølgende en snak med skipperen og bemærkede overfor ham, at der var noget vi gjorde forkert ! han kontaktede så rederiet og fik at vide, at vi sku'” skylle trawlen med noget tungt i enden af løftet, når vi hev, da rejerne så ville falde til bunden, mens alt det andet ville flyde op og så hev man det for sig Det lettede godt nok på sorterarbejdet nå men ” kokken kreerede mange fine retter af ” dybvandsfisk”, som ingen af os havde smagt før Han var i det hele taget en glad, dygtig lærenem kammerat og vi faldt godt i ske sammen alle 3 (vi havde jo også små 10 timer imellem slæbende som sku'” brændes af med søvn, vedligehold og spisning. Styrevagterne delte skipper og mig. Vi fik en tradition ombord. Vi havde en gryde med på dækket når vi hev det første slæb hjem hver uge og så kom de største og fineste rejer deri, uanset om det var midt om natten og blev senere indtaget på ristet brød med mayonnaise, citron og salt og peber! En dag besluttede ” Gourmet kokken, at vi sku’ ha’ ” konk” (vi kaldte dem “kruler” ), en stor havsnegl, som han ville tilberede ala vinbjergsnegle!!! Jeg mumlede så noget med at de vist var giftige, (fandt senere ud af at det er de ik’) Han gik så i gang med først at koge dem over flere gange, lave hvidløgssmør og bage flutes og lave salat, så blev de sat på fad fyldt med smør og serveret (det duftede egentligt godt), så var det han “trak ” noget ud af skallen der mindede lidt om en meget fejlslagen kønsskifteoperation !!! jeg mumlede så, at jeg lige ville afløse skipperen, så han ku’ komme ned og smage på delikatesserne hvilket han havde  “lidt” svært ved at tilgive mig, da han kom op igen Det endte med at de stille dalede mod havbunden igen og da kokken gik till køjs, lavede jeg nogle store klapsammen-madder og en kop kaffe og tog med op i styrehuset…. Ps. De andre både kaldte jævnligt, da de fandt ud af, at vi fangede mange flere rejer hver uge end dem, men nu gad vi ik’ at snakke med dem

03.10.2020

For mange år siden, havde jeg og 2 kammerater en ” tradition hvor vi 3 juledag tog ud til Hirsholmene, hvor vi fiskede efter nytårstorsk med fiskestang i en lille kutter tilhørende min ene kammerats far. Vi havde så en gammel garn fisker, som lavede alle mulige form for sild og ål osv. Som vi sku’ vurderer om det var noget og vi havde jo ” provianteret” så rigeligt med tilbehør (host) Når vi så havde fisket nogle timer og det nærmede sig frokost, sejlede vi ind i Hirsholm havn og spiste og gav ” point” for hver en fisk vi smagte, det var ik’ altid, vi var heldige med torskefiskeriet, men i en lille fiskerby som Strandby, var det ik’ noget problem, når vi så var kommet i land, gik vi op til Orla med pointene og en helflaske snaps Det var tider dengang

 

12.05.2020

nå… vi lå en nat ude midt mellem Sverige og Danmark i Kattegat på hummerfiskeri, da min tidligere skolekammerat og meget nær ven kaldte op og spurgte, om jeg også ku’ se de lysende ringe, der svævede lige over havoverfladen! !! de lå få mil fra os, så jeg kiggede ud af bagbords vindue og så dem, jeg kaldte så op, men fik ingen svar og pludselig gik al strømmen i styrehuset, og var væk i ca. et minut… hva’ det var aner jeg ikke, men er sikker på at Arnold ved det, da det kom i Frederikshavn avis og i nyhederne dagen efter

24.04.2020

En lille skildring fra en bette fiskerby. “Kineserwalde” blev han kaldt, lille tætbygget garn fisker med skæve øjne… en dag hvor “pølse Claus” dragende sine garn, fandt han ved bøjen 2 øl bundet fast! han vidste med det samme, at det var walde. .. Nu var Claus ik’ selv hellig, hvis en søtunge manglede en halv centimeter ” klaskede” han den med målebrættet til den var over mindstemål! Walde havde sat sine garn på kanten af muslingebankerne ude ved Hirsholmene og da han dragende dem, var der mange drukne edderfugle deri (edderfugle lever af muslinger) Han lagde dem pænt i kasser og sluttede af med et marsvin, som også skulle med ind til landing…. på vej ind i havnen fik han øje på “den røde Rømers” åletejner og besluttede sig for at “søsætte” marsvinet deri…. , det blev så den første og sidste gang, der blev landet edderfugle på fiskeauktion i Strandby! !! De blev faktisk afsat, men til sin død fortalte Rømer om den dag der gik et marsvin i hans ruser og Kineserwalde sagde ik’ noget

 

03.02.2021

Når jeg alligevel ikke kan falde i søvn så får i lige en mere fra det store hav Vi stævnede ud fra Hirtshals og skulle ud på rejefiskeri igen, havet viste tænder (som man siger), men vi ” trodsede vind og vejr!!! På vej ud kaldte skipperen på mig da der var noget der ” var galt på dækket, så jeg måtte jo ud og se hvad der var galt. Det viste sig så at pavne brædderne (de brædder man skotter rummene op på, på dækket),lå og “kurerede rundt”, så jeg fik med liv og lemmer smidt dem ned i lasten, og derefter blev jeg ramt af nogle ” kurve som også lige havde valgt en ” bette” rutsjetur, men efter også at ha’ fået styr på dem,  gik jeg ind og tog mit gummitøj af og gik op i styrehuset og sagde til skipperen “du ska'” ik'” kalde på mig før vi ska'” sætte trawlen” og det gjorde han ik.

09.02.2020 

Hvordan jeg kom i besiddelse af en gyngehest først i 90erne Der var et ” rimeligt” stort kræmmermarked i Strandby, med mange boder og øltelt, tivoli osv. Jeg elskede at gå og rode imellem “skattene” og en fredag formiddag tog jeg (bogstaveligt talt) rø … på selveste Låsby Svendsen! !! jeg købte et tæppe som han ville ha’ ‘ 300 kr. for Jeg gav ham så min tegnebog og sagde ” det er det jeg har! ” og det gik han med til  Lidt længere oppe af markedspladsen fik jeg så øje på “gyngehesten som egentlig ik’ så ud til at ha’ det godt !!! den var temmelig slidt og trængte bestemt til en kærlig hånd den var på gyngestolsmeder, men efter en hurtig handel fik jeg den billigt (Låsby Svendsen vidste ik’ at jeg havde 800 i lommen ) jeg malede og limede og satte ny hale på og så var den så go’ som ny.

 

06.04.2022

Hejsa , jeg gik lige i ” mindekassen” vi lå ude på ” det gule rev” og trak garn i et forrygende uvejr, da der pludseligt dukkede en kæmpefisk op, den var så stor, at på trods af, at vi havde verdens største garntromle, ku’ den ik’ hives igennem, så jeg tog is krogen og hakkede den i nakken på den (det var en helleflynder på ca. 100 kilo) Jeg hang ud over lønningen mens en af de andre holdt fast i mine ben, det var i december og bølgerne var 6-8 meter høje,! Jeg tror min arm blev en halv meter længere for hver gang vi ” duvede op og ned, så ku’ jeg mærke at krogen skar op igennem fisken, og så huggede Christer bådshagen i den! Men den knækkede og så fik vi en ” overhaling” hvor jeg stort set var under vand og da vi kom op igennem var fisken væk…. Vi fik så “trukket resten af garnene, og først da vi sad i lukafet gik det op for mig, at jeg var tæt på at dø for en fisk .

 

24.06.2020

Så ska’ vi lige et “smut” på hawet igen. Året er 1988 og vi lå og fiskede efter brisling i Østersøen tidlig forår. det var jo en slags tyveri, da vi ik’ måtte fange dem. Jeg stod så for at fordele dem i lasten, og ind imellem var der laks, og i netop dette “træk” fangede vi 22! den største sad fast i dækslet og vejede 23,3 kilo.. renset!!! (så vidt jeg ved er det rekord den dag i dag) jeg var imellem tiden blevet genindkaldt som soldat og sku’ møde på Høvelte kaserne ved Birkerød mandag morgen! Så skipperen vurderede, at det nemmeste var, at sætte mig i land i Tejn på Bornholm (som sagt så gjort) jeg nåede lige at råbe til “måsen”, gider du at aflevere en laks til “de gamle”, så gik jeg op på Skipperkroen, det var tidlig morgen. Nu var jeg “rimeligt” bekendt med det sted jeg nåede lige indenfor, da “kromutter” nærmest overfaldt mig! Jeg tilbragte så dagen der og fik endda lov af krofatter, at komme med i kælderen og se Danmarks største øl samling Nå men, vi spillede billard og hyggede, og så kom kromutter og sagde ” du ska’ klippes, inden du ska’ ind og springe igen” og så tog hun mig i hånden og fulgte mig til frisøren, og sagde ” alle krøller tilhører mig !!!” Og så faldt de …. det viste sig så, at frisøren netop havde vundet verdensmesterskabet i “lynklipning”. Kromutter fulgte mig så til bussen og jeg tog til Rønne, da jeg ankom, var det halvsent og jeg gik ind på et cafeteria og fik lidt “fast” føde Utroligt søde mennesker, som da jeg sku’ derfra, gav mig en kasse med smørrebrød og 2 øl til turen, jeg kom så på færgen og mødte en flok konstabler, som hurtigt fik bund i smørrebrødet og som tak ku’ jeg ” forsyne” mig af deres øl! 7 timer senere stod jeg på Københavns station og mødte de “gamle” gutter (de var også lidt “overrislet) ps. min far var ik’ helt tilfreds med det monster, måsen smed af derhjemme

10.09.2020

Vi lod fortøjningerne gå kl. 03.30. og stimede ud af Strandby havn og skulle på ” skidtfiskeri i Kattegat, det var midt i juni først i 80’erne. Jeg lavede kaffe og smed nogle rundstykker på primussen, og vi fik morgenmad hvorefter skipper og bedstemand gik i køjen og jeg havde vagten. Efter nogle timer ” loddede jeg en stor stime fisk og kaldte på de andre og vi satte så trawlen, jeg var så igang med at lave tidlig frokost, som var spejlæg, bacon, pølser og brød og pålæg midt i det hele sagde skipperen, at vi sku’ hive! Jeg sagde så om ik’ vi lige ku’, nå at ” skaffe” først! Han svarede så, at når han havde sagt vi sku’ hive, så var det det, så jeg tog pander, Potter og madam blå og smed dem i havet, han mente så, at jeg sku’ ha’ en lussing for det, men jeg greb ham og klemte så til og så kom bedstemanden og skilte os ad, og så hev vi og sejlede ind og lossede, og så kom skippers kone og hun var glad for mig, så da jeg fortalte hvad der var sket, gik hun ret over og gav skipperen en lussing . Jeg skiftede hyre samme dag.

12.09.2021

Go’ søndag …. jeg lå (faktisk!) I nat og så ” mod danske kyster, det er det afsnit hvor de besøger Bornholm og har besøg af Statsministeren. de dykker så ned og ser på en ubåd der sank i 1989! og her bliver min fortælling ” lidt” spændende vi lå i Strandby og gjorde klar til en tur i Østersøen efter torsk. Vi fik proviant, vand, brændstof o.s.v. så sejlede vi nedover, rundede Kronborg og var så i Østersøen og hen under aften rundede vi Hammeren og jeg havde ” vagten”, pludselig blev der helt stille vejr og det var ligesom om ” noget holdt vejret”! Skipper kom op og stod og “vejrede” lidt ud af vinduet (han havde også mærket at noget ik’ var helt okay) så blev vi enige om at vende om og i det samme kom vinden og inden vi nåede i læ af Hammeren var bølgerne 6-8 m. høje! Vi smed så anker for at “løje vinden af”. Sidst på natten sad jeg og havde ankervagten da en slæbebåd med en ubåd på slæb, lagde sig lidt agten for os og pludselig blev der lys og aktivitet derovre! Om morgenen hev vi så ankeret og drog på fiskeri og 2 dage senere fandt vi ud af, at det var en russisk ubåd der var sunket.

08.06.2020

Nå, så tar vi ud og fiske igen min første hyre var ombord på FN 112 Deneb. 15 ton garnbåd. Vi sejlede jo altid til midnat søndag (uanset vejr) og den nat var vejrguderne virkeligt vågen! Der var kuling!!! Men vi fik sat garnene på vragene og stenbundene og endte med at overnatte i Marstal. Næste dag var der stadig temmelig dårligt vejr, men vi stimede ud og begyndte at hale garn ind, vi fangede mange pighajer på trods af vejret og da også andre fisk (vi hadede pighajer da de rullede sig i garnet og var svære at få ud) pludselig råbte skipper at gearet var gået !!! ham og “bedstemanden” dykkede så i motorrummet, mens vi andre stod der på dækket og blev kastet rundt…til sidst kaldte skipper på hjælp fra Lysekil og der så jeg så et kæmpeskib der lagde sig i vindsiden og læede for os ! det var et russisk undersøgelsesskib, som havde hørt, vi var i havsnød…. vi vinkede og de vinkede igen. Så efter flere timer kom de endelig fra Lysekil og vi fik sat en tamp over og blev bugseret ind, da vi så nåede ind mellem klipperne hvor havet var et frådende vanvid. .. sprang slæbetrossen… Christer og mig sprang ud i stævnen kun iført “underhylere” og t-shirt for at fange en ny inden vi ramte klipperne … (det var i januar) de smed så en ny over og der var en blyklump i enden som nær havde ramt Christer, hvilket gjorde ham afsindigt gal og han var lige ved at smide den tilbage !!! der havde jeg så heldigvis fået fat og fik den nye trosse hevet ind og sat fast og med små 2 favne undgik vi klipperne….. vi lagde så til kaj og ville så få smed ombord næste morgen, den nat “faldt” jeg ik’ i søvn.. Jeg besvimede bare af ren udmattelse.

 

21.10.2021

Jeg skylder jo en fortsættelse af det der fiskeri, så den kommer nu vi fik jo rigget om til rejefiskeri og sejlede atter ud på bølgen blå, langt op i Skagerrak, men min historie gik lige lidt baglæns da vi rundede grenen for der kom jeg til at tænke på den gang jeg var ca. 6 år og stod helt ude hvor man ik’ ka’ komme længere i Danmark ! og jeg stod og så på at bølgerne slog mod hinanden, så kom der en gammel fisker og bøjede sig ned, mens han tog mig i hånden og sagde så “ved du godt hvorfor de bølger slår mod hinanden ?” og så fortalte han mig at det var fordi Skagerrak er en mand og Kattegat en kvinde, men så var det at hende gudinden der skilte Sjælland fra Sverige med sit sværd, var blevet forelsket i Skagerrak! men han ville kun ha’ Kattegat, og så blev hun så vred at hun drog sit sværd og kløftede en revne fra Danmark til Norge, så de aldrig mere ku’ være sammen ! (og det er så i den (nogen steder 800 m. dybe grav vi fiskede rejer)

 

15.05.2020

Så et program om tunfiskere i Amerika, hvor en fisker sagde ” storm, regn, sne og minusgrader ka’ jeg klare ! men tåge er jeg bange for !!! så kom jeg til at tænke, at det var faktisk rigtigt… en tidlig morgen (05.30) cyklede jeg til havnen i tæt tåge og “rundede” lige bager Ørtoft af bagdøren og købte helt frisk morgenbrød, som Kenneth selv havde bagt (tror faktisk han tjente mere før åbningstid) og kom ned ombord og tændte “madam blå” og lavede kaffe og så var det sådan, at hovmesteren altid havde styrevagten ud, mens de “gamle” krøb til køjs Da vi passerede Hirsholmene stod jeg med ansigtet begravet i radaren da tågen var så tyk, at jeg ik’ ku’ se stævnen !!! og så fik jeg øje på en enorm stor klat på radaren, der kom fra nord. Jeg regnede så lidt på det og fandt ud af, at vi lå på kollisionskurs! !! (normalt sku’ han vige for mig), jeg valgte så at tage “gassen” af og ligge stille, og så kom der pludselig et hul i tågen, og der så jeg så en grå væg glide forbi, den var så stor at jeg ik’ engang ku’ se dækket…. (næste dag var der meget mediedækning, da det var et Amerikansk hangarskib) da så skipper stod op spurgte han om alt var ok… , jeg svarede så ” jeg havde nær ramt “muren” jeg mener det var i 1984..

 

19.03.2022

Go’ aften den her historie er fra en (desværre meget svunden tid) min kammerats far havde en båd hvor han satte garn fra, en lille 5tons båd , men indimellem fik min kammerat hans søn og jeg lov til at komme med, og så hev vi garn , og hver gang det var en søtunge råbte skipper “elleve”, det var først flere år senere jeg fandt ud af hvorfor han klappede den EN med målebrættet , så blev den lige 1 centimeter længere

 

06.12.2020

Kl. var ca. 23, da jeg steg ombord på FN 479 Anli, vi sku’ sejle kl. 00.400. så jeg “væltede ” bare i køjen og vågnede da maskinen blev sat i gang, bedstemanden lod fortøjningerne gå og jeg satte vand over til kaffe. Sammen med godt 20-30 andre lyseblå fiskerbåde stimede vi langsomt ud af Strandby havn, snart efter havde skipper fortalt mig, hvor jeg sku’ vække ham hvis ik’ der skete noget inden, og så sov de gamle, og jeg ” småsludrede” over radioen med de andre hovmestre og holdt øje med instrumenterne, det var en af de nætter hvor mor Luna kastede sit sølvgrå hår ned i det blikstille vand, og hvor “morild” lyste op med sit grønne skær, fiskene ville ik’ komme op af sandbunden før solopgang, og det gjorde hun ! Stor og flammende steg hun langsomt op, mens Luna gik til ro…. Vi nærmede os fiskepladsen, så jeg gik ned og satte vand over og purrede skipper, jeg smed så nogle ” Hattings” på primussen og kogte æg og satte på bordet, da vi havde spist, tog bedstemanden af bordet mens skipper forsøgte at “lodde” fisk, sammen med vores makker skiw” (vi slæbte dobbelt, hvilket vil sige 2 skibe om1 trawl), vi satte så trawlen og de fik “tampen” over og vi fik Wire og skovle i havet og begyndte at slæbe… få timer senere hev vi og det var på høje tid! Hele “kaljen” var fyldt med brislinger, vi fordelte så fisken sådan, at vi tog det sidste, mens de satte den anden trawl og så slæbte vi igen og jeg lavede frokost. Derefter gik skipper og jeg til køjs og bedstemanden havde vagten. Da vi så hev igen var der så mange fisk, at vi 2 skibe. ik’ ku’ ha’ dem ombord, så vi måtte lukke de sidste ud!!! Tryklastede stimede vi mod Strandby, bedstemanden havde skåret småtorsk, som jeg stegte på panden og serverede med kartofler og persillesovs og lyset fra Hirsholmene fyr synedes derude sydvest på. Mens Luna atter steg op og solen fandt sit leje i vest, (det var ik’ altid trælst derude på den blå hylde)

 

13.05.2020

Det er dejligt med alle de” likes” og responser på mine indlæg.. tak jeg blev jo trawl fisker og vi lå i Østersøen og fiskede torsk, men den allersidste rejse vi havde i 1980 riggede vi om og “stjal” brislinger det var på Dronning Margrethes fødselsdag Vi stod i styrehuset og lyttede til hendes tale og sku’ bare høre hendes afslutning som lød ” og så til sidst en hilsen til alle søens folk, Gud bevare Danmark ” vi så på loddet (det var knaldrødt) hvilket betyder mange fisk… så sagde skipper “vi hiver folkens” Vi havde slæbt 20 minutter og vi vidste der var mange fisk, da vi gik ned i slæbefart !!! da vi så hev trawlen hjem, kom kaljen op og lettede en meter ovenud af havet ! og så revnede den og der var fisk i det kvarte af Østersøen den nærmest eksploderede pga. af fisk… så sejlede vi hjem… og jeg sad og havde vagten op langs den Svenske vestkyst. En af de der ufattelige smukke aftener, hvor havet var spejlblank og en sol så rød der langsomt gik ned) da vi så stimede mod Falster Bo kanalen, kom der et enormt sejlskib (godt nok foruden sejl) stille glidende forbi, med kurs mod Rusland Det var den gang.. verdens næststørste sejlskib Kruzenstern , (jeg har faktisk været ombord på den til tallship i Frederikshavn flere år før) og der stod hele besætningen og vinkede til mig !!! jeg vinkede selvfølgelig tilbage med en lille glædeståre der stille gled ned af min kind over den oplevelse.

 

10.05.2020

“lille” wolle’s tid som fisker i 1981 blev FN 129 Karen Tvilling søsat fra Karstensens skibsværft … det hidtil største træskib (næst efter Noah’s ark) med den vildeste og verdens største garn op haler fra Net-op i Aalbæk….( skipper Niels havde fået storhedsvanvid ) Vi plejede at fiske i Kattegat, men nu sku’ rejsen gå mod det gule rev i Skagerrak! de havde meldt storm med orkanagtig styrke, men som tidligere beskrevet sejlede vi uanset vejret!!! vi fik sat garnene og krøb til køjs, mens vinden tog til….ved 4tiden blev vi “purret” og så halede vi garnene hjem og pludselig sad der en ca. 80 kilo stor helleflynder som ik’ ku’ gå gennem tromlen, så jeg tog bådshagen og jog den ned i kæmpen, samtidig med at Christer hakkede is krogen i den!!! Bølgerne var nok 6-7 meter høje og vi gyngede temmelig meget… en af de andre gutter lå hen over mine ben så jeg ik’ faldt over bord!!! men så knækkede bådshagen og Christers krog slap og næste gang garnet kom op var den væk.. på vej ind til Hirtshals fik vi melding om at en lille garnbåd var savnet, i det område vi var i, så vi stod 3 mand i styrehuset og spejdede efter den (på det tidspunkt føg skummet hen over bølgerne)! så meget blæste det vi kom så i havn og fik at vide at den lille båd var “trukket” op i Thorup (heldigvis)

 

 

08.02.2021

Så tager vi lige ud og fisker igen

Skipperen havde besluttet at vi sku’ prøve at sætte garn i Østersøen, så vi sejlede derned og satte garn lige udenfor Tejn og sejlede så ind og gik (selvfølgelig) på kroen Dagen efter om morgenen stævnede vi så ud og begyndte at hale garnene ind, men der var ik’ mange torsk , men så kom der et eller andet op og Skipper råbte ” det er en bombe” der løb væske ud af den og lidt forskræmt fik vi den viklet ud af garnet og det viste sig at det var en køleskabsmotor, og det var freon der løb ud så vi åndede lettet op så sejlede vi hen til den næste ” lænke” garn, men den forsvandt næsten, som vi var fremme ved bøjen ! Der var simpelthen en ubåd der var i gang med at stjæle vores garn så vi satte efter den med ekkolod og sonar og de signaler det sender ned lyder på en ubåd, som hvis man slår med en hammer på stål, men den kom aldrig op, vi blev enig om, at det nok var en russer, men så sluttede det eventyr og vi tog hjem

 

29.10.2021

06.04.2022

Hejsa , jeg gik lige i ” mindekassen” vi lå ude på ” det gule rev” og trak garn i et forrygende uvejr, da der pludseligt dukkede en kæmpefisk op, den var så stor, at på trods af, at vi havde verdens største garntromle, ku’ den ik’ hives igennem, så jeg tog is krogen og hakkede den i nakken på den (det var en helleflynder på ca. 100 kilo) Jeg hang ud over lønningen mens en af de andre holdt fast i mine ben, det var i december og bølgerne var 6-8 meter høje,! Jeg tror min arm blev en halv meter længere for hver gang vi ” duvede op og ned, så ku’ jeg mærke at krogen skar op igennem fisken, og så huggede Christer bådshagen i den! Men den knækkede og så fik vi en ” overhaling” hvor jeg stort set var under vand og da vi kom op igennem var fisken væk…. Vi fik så “trukket resten af garnene, og først da vi sad i lukafet gik det op for mig, at jeg var tæt på at dø for en fisk .

 

24.06.2020

Så ska’ vi lige et “smut” på hawet igen. Året er 1988 og vi lå og fiskede efter brisling i Østersøen tidlig forår. det var jo en slags tyveri, da vi ik’ måtte fange dem. Jeg stod så for at fordele dem i lasten, og ind imellem var der laks, og i netop dette “træk” fangede vi 22! den største sad fast i dækslet og vejede 23,3 kilo.. renset!!! (så vidt jeg ved er det rekord den dag i dag) jeg var imellem tiden blevet genindkaldt som soldat og sku’ møde på Høvelte kaserne ved Birkerød mandag morgen! Så skipperen vurderede, at det nemmeste var, at sætte mig i land i Tejn på Bornholm (som sagt så gjort) jeg nåede lige at råbe til “måsen”, gider du at aflevere en laks til “de gamle”, så gik jeg op på Skipperkroen, det var tidlig morgen. Nu var jeg “rimeligt” bekendt med det sted jeg nåede lige indenfor, da “kromutter” nærmest overfaldt mig! Jeg tilbragte så dagen der og fik endda lov af krofatter, at komme med i kælderen og se Danmarks største øl samling Nå men, vi spillede billard og hyggede, og så kom kromutter og sagde ” du ska’ klippes, inden du ska’ ind og springe igen” og så tog hun mig i hånden og fulgte mig til frisøren, og sagde ” alle krøller tilhører mig !!!” Og så faldt de …. det viste sig så, at frisøren netop havde vundet verdensmesterskabet i “lynklipning”. Kromutter fulgte mig så til bussen og jeg tog til Rønne, da jeg ankom, var det halvsent og jeg gik ind på et cafeteria og fik lidt “fast” føde Utroligt søde mennesker, som da jeg sku’ derfra, gav mig en kasse med smørrebrød og 2 øl til turen, jeg kom så på færgen og mødte en flok konstabler, som hurtigt fik bund i smørrebrødet og som tak ku’ jeg ” forsyne” mig af deres øl! 7 timer senere stod jeg på Københavns station og mødte de “gamle” gutter (de var også lidt “overrislet) ps. min far var ik’ helt tilfreds med det monster, måsen smed af derhjemme

 

 

10.09.2020

Vi lod fortøjningerne gå kl. 03.30. og stimede ud af Strandby havn og skulle på ” skidtfiskeri i Kattegat, det var midt i juni først i 80’erne. Jeg lavede kaffe og smed nogle rundstykker på primussen, og vi fik morgenmad hvorefter skipper og bedstemand gik i køjen og jeg havde vagten. Efter nogle timer ” loddede jeg en stor stime fisk og kaldte på de andre og vi satte så trawlen, jeg var så igang med at lave tidlig frokost, som var spejlæg, bacon, pølser og brød og pålæg midt i det hele sagde skipperen, at vi sku’ hive! Jeg sagde så om ik’ vi lige ku’, nå at ” skaffe” først! Han svarede så, at når han havde sagt vi sku’ hive, så var det det, så jeg tog pander, Potter og madam blå og smed dem i havet, han mente så, at jeg sku’ ha’ en lussing for det, men jeg greb ham og klemte så til og så kom bedstemanden og skilte os ad, og så hev vi og sejlede ind og lossede, og så kom skippers kone og hun var glad for mig, så da jeg fortalte hvad der var sket, gik hun ret over og gav skipperen en lussing . Jeg skiftede hyre samme dag.

 

12.09.2021

Go’ søndag …. jeg lå (faktisk!) I nat og så ” mod danske kyster, det er det afsnit hvor de besøger Bornholm og har besøg af Statsministeren. de dykker så ned og ser på en ubåd der sank i 1989! og her bliver min fortælling ” lidt” spændende vi lå i Strandby og gjorde klar til en tur i Østersøen efter torsk. Vi fik proviant, vand, brændstof o.s.v. så sejlede vi nedover, rundede Kronborg og var så i Østersøen og hen under aften rundede vi Hammeren og jeg havde ” vagten”, pludselig blev der helt stille vejr og det var ligesom om ” noget holdt vejret”! Skipper kom op og stod og “vejrede” lidt ud af vinduet (han havde også mærket at noget ik’ var helt okay) så blev vi enige om at vende om og i det samme kom vinden og inden vi nåede i læ af Hammeren var bølgerne 6-8 m. høje! Vi smed så anker for at “løje vinden af”. Sidst på natten sad jeg og havde ankervagten da en slæbebåd med en ubåd på slæb, lagde sig lidt agten for os og pludselig blev der lys og aktivitet derovre! Om morgenen hev vi så ankeret og drog på fiskeri og 2 dage senere fandt vi ud af, at det var en russisk ubåd der var sunket.

 

08.06.2020 Nå, så tar vi ud og fiske igen min første hyre var ombord på FN 112 Deneb. 15 ton garnbåd. Vi sejlede jo altid til midnat søndag (uanset vejr) og den nat var vejrguderne virkeligt vågen! Der var kuling!!! Men vi fik sat garnene på vragene og stenbundene og endte med at overnatte i Marstal. Næste dag var der stadig temmelig dårligt vejr, men vi stimede ud og begyndte at hale garn ind, vi fangede mange pighajer på trods af vejret og da også andre fisk (vi hadede pighajer da de rullede sig i garnet og var svære at få ud) pludselig råbte skipper at gearet var gået !!! ham og “bedstemanden” dykkede så i motorrummet, mens vi andre stod der på dækket og blev kastet rundt…til sidst kaldte skipper på hjælp fra Lysekil og der så jeg så et kæmpeskib der lagde sig i vindsiden og læede for os ! det var et russisk undersøgelsesskib, som havde hørt, vi var i havsnød…. vi vinkede og de vinkede igen. Så efter flere timer kom de endelig fra Lysekil og vi fik sat en tamp over og blev bugseret ind, da vi så nåede ind mellem klipperne hvor havet var et frådende vanvid. .. sprang slæbetrossen… Christer og mig sprang ud i stævnen kun iført “underhylere” og t-shirt for at fange en ny inden vi ramte klipperne … (det var i januar) de smed så en ny over og der var en blyklump i enden som nær havde ramt Christer, hvilket gjorde ham afsindigt gal og han var lige ved at smide den tilbage !!! der havde jeg så heldigvis fået fat og fik den nye trosse hevet ind og sat fast og med små 2 favne undgik vi klipperne….. vi lagde så til kaj og ville så få smed ombord næste morgen, den nat “faldt” jeg ik’ i søvn.. Jeg besvimede bare af ren udmattelse.

 

21.10.2021

Jeg skylder jo en fortsættelse af det der fiskeri, så den kommer nu vi fik jo rigget om til rejefiskeri og sejlede atter ud på bølgen blå, langt op i Skagerrak, men min historie gik lige lidt baglæns da vi rundede grenen for der kom jeg til at tænke på den gang jeg var ca. 6 år og stod helt ude hvor man ik’ ka’ komme længere i Danmark ! og jeg stod og så på at bølgerne slog mod hinanden, så kom der en gammel fisker og bøjede sig ned, mens han tog mig i hånden og sagde så “ved du godt hvorfor de bølger slår mod hinanden ?” og så fortalte han mig at det var fordi Skagerrak er en mand og Kattegat en kvinde, men så var det at hende gudinden der skilte Sjælland fra Sverige med sit sværd, var blevet forelsket i Skagerrak! men han ville kun ha’ Kattegat, og så blev hun så vred at hun drog sit sværd og kløftede en revne fra Danmark til Norge, så de aldrig mere ku’ være sammen ! (og det er så i den (nogen steder 800 m. dybe grav vi fiskede rejer)

15.05.2020

Så et program om tunfiskere i Amerika, hvor en fisker sagde ” storm, regn, sne og minusgrader ka’ jeg klare ! men tåge er jeg bange for !!! så kom jeg til at tænke, at det var faktisk rigtigt… en tidlig morgen (05.30) cyklede jeg til havnen i tæt tåge og “rundede” lige bager Ørtoft af bagdøren og købte helt frisk morgenbrød, som Kenneth selv havde bagt (tror faktisk han tjente mere før åbningstid) og kom ned ombord og tændte “madam blå” og lavede kaffe og så var det sådan, at hovmesteren altid havde styrevagten ud, mens de “gamle” krøb til køjs Da vi passerede Hirsholmene stod jeg med ansigtet begravet i radaren da tågen var så tyk, at jeg ik’ ku’ se stævnen !!! og så fik jeg øje på en enorm stor klat på radaren, der kom fra nord. Jeg regnede så lidt på det og fandt ud af, at vi lå på kollisionskurs! !! (normalt sku’ han vige for mig), jeg valgte så at tage “gassen” af og ligge stille, og så kom der pludselig et hul i tågen, og der så jeg så en grå væg glide forbi, den var så stor at jeg ik’ engang ku’ se dækket…. (næste dag var der meget mediedækning, da det var et Amerikansk hangarskib) da så skipper stod op spurgte han om alt var ok… , jeg svarede så ” jeg havde nær ramt “muren” jeg mener det var i 1984..

19.03.2022

Go’ aften den her historie er fra en (desværre meget svunden tid) min kammerats far havde en båd hvor han satte garn fra, en lille 5tons båd , men indimellem fik min kammerat hans søn og jeg lov til at komme med, og så hev vi garn , og hver gang det var en søtunge råbte skipper “elleve”, det var først flere år senere jeg fandt ud af hvorfor han klappede den EN med målebrættet , så blev den lige 1 centimeter længere

 

06.12.2020

Kl. var ca. 23, da jeg steg ombord på FN 479 Anli, vi sku’ sejle kl. 00.400. så jeg “væltede ” bare i køjen og vågnede da maskinen blev sat i gang, bedstemanden lod fortøjningerne gå og jeg satte vand over til kaffe. Sammen med godt 20-30 andre lyseblå fiskerbåde stimede vi langsomt ud af Strandby havn, snart efter havde skipper fortalt mig, hvor jeg sku’ vække ham hvis ik’ der skete noget inden, og så sov de gamle, og jeg ” småsludrede” over radioen med de andre hovmestre og holdt øje med instrumenterne, det var en af de nætter hvor mor Luna kastede sit sølvgrå hår ned i det blikstille vand, og hvor “morild” lyste op med sit grønne skær, fiskene ville ik’ komme op af sandbunden før solopgang, og det gjorde hun ! Stor og flammende steg hun langsomt op, mens Luna gik til ro…. Vi nærmede os fiskepladsen, så jeg gik ned og satte vand over og purrede skipper, jeg smed så nogle ” Hattings” på primussen og kogte æg og satte på bordet, da vi havde spist, tog bedstemanden af bordet mens skipper forsøgte at “lodde” fisk, sammen med vores makker skiw” (vi slæbte dobbelt, hvilket vil sige 2 skibe om1 trawl), vi satte så trawlen og de fik “tampen” over og vi fik Wire og skovle i havet og begyndte at slæbe… få timer senere hev vi og det var på høje tid! Hele “kaljen” var fyldt med brislinger, vi fordelte så fisken sådan, at vi tog det sidste, mens de satte den anden trawl og så slæbte vi igen og jeg lavede frokost. Derefter gik skipper og jeg til køjs og bedstemanden havde vagten. Da vi så hev igen var der så mange fisk, at vi 2 skibe. ik’ ku’ ha’ dem ombord, så vi måtte lukke de sidste ud!!! Tryklastede stimede vi mod Strandby, bedstemanden havde skåret småtorsk, som jeg stegte på panden og serverede med kartofler og persillesovs og lyset fra Hirsholmene fyr synedes derude sydvest på. Mens Luna atter steg op og solen fandt sit leje i vest, (det var ik’ altid trælst derude på den blå hylde)

13.05.2020

Det er dejligt med alle de” likes” og responser på mine indlæg.. tak jeg blev jo trawl fisker og vi lå i Østersøen og fiskede torsk, men den allersidste rejse vi havde i 1980 riggede vi om og “stjal” brislinger det var på Dronning Margrethes fødselsdag Vi stod i styrehuset og lyttede til hendes tale og sku’ bare høre hendes afslutning som lød ” og så til sidst en hilsen til alle søens folk, Gud bevare Danmark ” vi så på loddet (det var knaldrødt) hvilket betyder mange fisk… så sagde skipper “vi hiver folkens” Vi havde slæbt 20 minutter og vi vidste der var mange fisk, da vi gik ned i slæbefart !!! da vi så hev trawlen hjem, kom kaljen op og lettede en meter ovenud af havet ! og så revnede den og der var fisk i det kvarte af Østersøen den nærmest eksploderede pga. af fisk… så sejlede vi hjem… og jeg sad og havde vagten op langs den Svenske vestkyst. En af de der ufattelige smukke aftener, hvor havet var spejlblank og en sol så rød der langsomt gik ned) da vi så stimede mod Falster Bo kanalen, kom der et enormt sejlskib (godt nok foruden sejl) stille glidende forbi, med kurs mod Rusland Det var den gang.. verdens næststørste sejlskib Kruzenstern , (jeg har faktisk været ombord på den til tallship i Frederikshavn flere år før) og der stod hele besætningen og vinkede til mig !!! jeg vinkede selvfølgelig tilbage med en lille glædeståre der stille gled ned af min kind over den oplevelse.

10.05.2020

“lille” wolle’s tid som fisker i 1981 blev FN 129 Karen Tvilling søsat fra Karstensens skibsværft … det hidtil største træskib (næst efter Noah’s ark) med den vildeste og verdens største garn op haler fra Net-op i Aalbæk….( skipper Niels havde fået storhedsvanvid ) Vi plejede at fiske i Kattegat, men nu sku’ rejsen gå mod det gule rev i Skagerrak! de havde meldt storm med orkanagtig styrke, men som tidligere beskrevet sejlede vi uanset vejret!!! vi fik sat garnene og krøb til køjs, mens vinden tog til….ved 4tiden blev vi “purret” og så halede vi garnene hjem og pludselig sad der en ca. 80 kilo stor helleflynder som ik’ ku’ gå gennem tromlen, så jeg tog bådshagen og jog den ned i kæmpen, samtidig med at Christer hakkede is krogen i den!!! Bølgerne var nok 6-7 meter høje og vi gyngede temmelig meget… en af de andre gutter lå hen over mine ben så jeg ik’ faldt over bord!!! men så knækkede bådshagen og Christers krog slap og næste gang garnet kom op var den væk.. på vej ind til Hirtshals fik vi melding om at en lille garnbåd var savnet, i det område vi var i, så vi stod 3 mand i styrehuset og spejdede efter den (på det tidspunkt føg skummet hen over bølgerne)! så meget blæste det vi kom så i havn og fik at vide at den lille båd var “trukket” op i Thorup (heldigvis)

 08.02.2021

Så tager vi lige ud og fisker igen

Skipperen havde besluttet at vi sku’ prøve at sætte garn i Østersøen, så vi sejlede derned og satte garn lige udenfor Tejn og sejlede så ind og gik (selvfølgelig) på kroen Dagen efter om morgenen stævnede vi så ud og begyndte at hale garnene ind, men der var ik’ mange torsk , men så kom der et eller andet op og Skipper råbte ” det er en bombe” der løb væske ud af den og lidt forskræmt fik vi den viklet ud af garnet og det viste sig at det var en køleskabsmotor, og det var freon der løb ud så vi åndede lettet op så sejlede vi hen til den næste ” lænke” garn, men den forsvandt næsten, som vi var fremme ved bøjen ! Der var simpelthen en ubåd der var i gang med at stjæle vores garn så vi satte efter den med ekkolod og sonar og de signaler det sender ned lyder på en ubåd, som hvis man slår med en hammer på stål, men den kom aldrig op, vi blev enig om, at det nok var en russer, men så sluttede det eventyr og vi tog hjem

29.10.21

 Nu ska’ i ik’ blive søsyge for vi ska’ lige ud på ” den gyngende grund igen, det var blevet den tid på året hvor sommersildene var kommet, så vi riggede om til dobbelt trawl,  det er sådan en trawl hvor 2 både slæber side om side med trawlen spændt ud mellem bådene) vores makker skib hed Reinette, nogle gange fangede vi ” kvoten” på 2 dage, og måtte så ” ligge i havn til en ny uge, (det var ” lidt” farligt for os unge knægte ) men sommeren gik, med sildefiskeri, og så hen i efteråret, riggede vi atter om til rejefiskeri , nogle af de minder jeg husker bedst er alle de solopgange og solnedgangen, alle de stjerner og det at man sidder helt alene i styrehuset midt om natten og pludselig føler sig meget lille

 

 

En lille fiktiv juleskildring.

Af Ole Andersen, Strandby

 

Året var 1863, det var natten til den 24. december.

Han lå og kiggede ud af det lille vindue op på de hastige skyer der jog forbi, lyttede til vindens rusken og kiggede så ned på sin smukke kone og kyssede hende blidt på panden, smilede lidt da han hørte sin datter Clara gi’ sig lidt i sin seng. Han var blevet færdig med de hjemmelavede julegaver og hentet juletræ og brænde ind til kaminen og Ane havde lavet mad hele dagen så nu ku’ det godt blive jul i det lille hjem i klitterne. Så hørte han en sagte banken på ruden, det var Johannes. Han vidste hvad det betød! Han stod op og begyndte at iføre sig sit olieskindstøj og sydvesten, gik så over og kyssede Ane igen, smed en kærv i og kløede hunden der lå tæt op af kaminen, gik så ind og kørte sin hånd sagte over kinden af sin datter inden han forsvandt ud i mørket. Han stred sig gennem klitterne og fik snart øje på petroleumslamperne og folkene på stranden, længere ude i brændingen kom der af og til et lys som hoppede op og ned. De store bølger væltede ind på land men snart var redningsbåden klar og han steg ombord. De var en rorsmand en udkig og 6 roere ombord, da den næste bølge ramte dem, blev de skubbet ud af folk på stranden og han tog et ekstra hårdt greb i årene, de kæmpede sig nu ud over revlerne i den frådende storm og nåede skibet. De kastede et tov op og snart gled den første nødstedte ned i båden. De havde plads til alle og begyndte nu kampen mod land, da de nåede 3.revle, tog de bunden hårdt! den nødstedte bag Peter blev kastet over bord og Peter forsøgte at få fat i ham men blev selv hevet overbord! Han fik fat i den anden og forsøgte at nå båden i det iskolde vand men måtte se lyset svinde til det til sidst var bælgmørkt, af alle kræfter svømmede han mod land sammen med den anden, men mærkede at strømmen var for stærk….

Det var et stykke oppe af formiddagen og Ane gik og forberedte julegøremålene, Clara på 4 legede på gulvet. Så bankede det sagte på døren! Udenfor stod hendes svigerfar… Han tog hendes hænder i sine samtidig med der trillede en tåre ned af hans furede kind og sagde så grådkvalt; havet tog ham i nat! Han vendte sig så og gik langsomt gennem klitterne. Ane lukkede døren og lænede hovedet mod den og mærkede tårerne løbe ned af kinderne, så gik hun hen og tog Clara op og satte sig i sengen.

Det var blevet sen eftermiddag og Ane stod og stirrede på heden gennem vinduet, det var begyndt at sne. Hendes mor og far havde været der. Så besluttede hun sig at tænde lys i vinduet ud mod havet, mens hun stod der, gik døren op, hun stirrede og der stod Peter og smilede til hende! Hun løb over og kastede sig i hans stærke arme og kyssede ham i hele ansigtet. Peter fik så tørt tøj på og de sad nu med kaffen ved bordet der fortalte Peter” vi kæmpede som gale for at nå land og pludselig ku’ jeg mærke bunden og med vores sidste kræfter trak vi os op på land, jeg vågnede så senere og til min glæde var den anden stadig i live ! ” Vi begyndte at gå hen af stranden og så flere vragstumper i vandkanten!!! så var det efter et stykke tid at jeg ku’ se røgen fra skorstene i byen og på sin kærre kom gamle Herman (han havde ” strandvaskervagt” og fik os op bagi og pakket ind i tæpper og nu er jeg her, Clara kom hen og han løftede hende op og knugede hende ind til sig. I løbet af kort tid begyndte der at komme folk for at se til familien. Bedst som de stod der tog Peters mor deres hænder og snart stod alle og holdt i hånd og hun sagde ” så blev det alligevel jul”. Ane kiggede ud af vinduet hvor sneen dalede stille ned. Hun syntes aldrig at Nordstjernen havde lyst kraftigere.

Med denne lille historie vil jeg ønske jer alle en

 

RIGTIG GLÆDELIG JUL

 

 

Tordenskjold og Strandby

 

En fortælling fra afdøde Ole Andersen, Strandby

 Når man læser om vor store søhelt Tordenskjold (1690-1720), så står der ingen steder i historiebøgerne, at han også benyttede Strandby som landingsplads. Nogen påstår han end ikke var i Fladstrand, medens andre påstår, han havde sin gang der tit og ofte.

Disse par historier om Tordenskjold, er i hvert fald blevet fortalt fra mund til mund af generationer, så jeg vil mene, at der er en del sandhed heri, og at den navnkundige Tordenskjold virkelig kom en del til Strandby, bl.a. fremgår det også af den ene historie, hvordan vi i dag har en vej i Strandby, der hedder Tordenskjoldsvej.

Tordenskjolds landgang i Strandby

Engang i en hylende storm fra vest, havde Tordenskjold med sit skib søgt ly under kysten. Her gik han og længtes i land, hvor han havde gode venner. Under en fest på Lerbæk, havde flere af egnens herremænd været med, samt deres familie, og der var mange kønne piger imellem. Herremanden på Ellinggård, havde ikke sin datter med, og Tordenskjold havde hørt, at hun skulle være den kønneste af dem alle, så hende ville han gerne se.

Medens han stod og grundede, blev der meldt, at der kun var et par tønder fersk- vand tilbage. Her var lige chancen. Han gav fire stærke mænd ordre til at fire en båd ned i læsiden, og fylde dem op med tomme tønder, så ville han sammen med dem sejle ind til Strandby. Undervejs begyndte det at sne og blæse mere op, så da de kom i land, besluttede Tordenskjold sig til at de skulle overnatte i Strandby, selv besluttede han at aflægge et lille besøg på Ellinggård.

Da de kom op på >>Skramgården<«<, som dengang ejedes af Thomas Matthiasen, kom konen bærende med en stor kurv tørv. Da hun hørte det var Tordenskjold, og om hvordan han i det dårlige vejr havde søgt ly i Strandby, og ikke kunne vende tilbage til skibet med de store tønder vand, bød hun dem indenfor til sin mand.

Hun kom så med et par kander varmt øl til de forfrosne mænd, medens hun skænkede op, fandt hun også ud af, at Tordenskjold meget indtrængende bad hendes mand om at køre ham op til Ellinggård, da han havde et vigtigt ærinde der. Manden var ikke meget for det i det grimme vejr, og når det blev mørkt, ville det heller ikke være let at finde hjem igen, men for gode ord og betaling, lovede manden det dog til sidst.

Hurtig til tanke og handling, som den unge kone på gården var, lovede hun beredvilligt, at mens manden klædte sig varmt på, ville hun løbe ud og spænde hestene for. Men først smuttede hun ind i vognporten og løsnede bøsningen i det ene baghjul, så vidste hun, at den tur ikke blev lang, for hun ville bestemt ikke være alene hjemme om natten med disse fire krigsfolk, der sad inde ved bordet.

Som hun tænkte; sådan gik det. Hestene havde stået på stald i mange dage, og var helt ellevilde for at komme ud at trave, så det gik rask ud af byen, indtil man kom op til bakken, der lå lidt sydvest for gården. Der trillede pludselig det ene baghjul af, så vognen kæntrede, og manden havde sit møje med, at holde hestene.

Hjulet fandt de, men det var umuligt at finde hvad der hørte til navet i det stærke snefog, så der blev ingen tur til Ellinggaard, men siden har bakken altid heddet >>Tordenskjolds Bakke<< – og senere Tordenskjoldsvej.

 

Da Strandby-bælsene hjalp Tordenskjold

En anden gang var det også nær gået galt for den kære Tordenskjold. Det fortælles at Tordenskjold blev reddet af fiskerdrengene i Strandby, de såkaldte >>bælse«. Undervejs hjem til fods fra Fladstrand langs stranden, iagtog et par >>Strandby-bælse<< en robåd som landede mellem Strandby og Elling Å. Drengene der var nysgerrige, lå sig på lur mellem klitterne, og her overhørte de en samtale mellem dem i båden, og da den var på svensk, spidsede de endnu mere deres ører. Af samtalen kunne de forstå, at de skulle møde en mand fra Ellinggaard, som skulle forråde Tordenskjold til svenskerne, som vi alle ved, var meget ivrige efter at fange vores søhelt.

Da Tordenskjold var en populær person, ville drengene naturligvis ikke lade dette ske.

Forræderiet skulle ske næste dag om aftenen, hvor Tordenskjold skulle møde jomfruen under et stort træ i Ellinggårds have. Og Selvfølgelig var Strandbyknægtene kravlet til tops i træet, bevæbnet med stokke og stave – så da svenskerne kom, til Tordenskjolds overraskelse – sprang bælsene fra Strandby ned fra træet, og det ka’ nok være at Tordenskjold blev forskrækket endnu engang, men det blev svenskerne sandelig også, endda så grundigt, at de omgående tog flugten.

Tordenskjold blev så glad for drengenes dåd, at han næste dag inviterede dem til sit kvarter i Fladstrand, hvor han forærede Strandby-bælsene en jolle, som de stolt roede hjem med til Strandby og straks døbte den navnet >>Svanen«<.