En Livstragedie

Af forfatteren Jens Thise

 

En Livstragedie

Sygdom og fattigdom var Niels Hansens følgesvende lige fra Barndommen af. Han stammede fra en af de Almuens Mænd i Kallerup Bakker, som Skjoldborg skildrer. Han var opfødt paa Sognet, og som lille Dreng fulgtes han med sin Moder og bad gode Folk om en Almisse, og alt dette var senere for den unge, frihedskære Mand hans  Livs største Ydmygelse.

Han skrev en meget flot Haandskrift og forstod at forme sine inderste Tanker paa Papiret. Han kom paa Sanatoriet og skrev derfra til mig om Bøger. Jeg sendte disse og tilbød, at kunde han sælge dem, maatte han have Beløbet, der indkom, og nu begyndte der en Brevveksling, som fortsattes i mange Aar lige til hans Død. Hvert af hans Breve var som oftest paa flere Folioark og tit en tung og stærk Anklage mod Samfundet, der havde gjort ham til en ufri Mand, men tillige fyldt af en inderlig Taknemmelighed over hver lille Tjeneste, man havde Lejlighed til at yde ham. Han kom hjem fra Sanatoriet, og Sogneraadet satte ham i Pleje hos en Gaardmand, og der fik Niels det godt.

Da Invalideloven kom, skrev jeg til ham, at nu var Tiden inde til, at han kunde blive en fri Mand”. Det lykkedes at skaffe ham Understøttelsen, og nu var Nielses Breve en jublende Lovsang for Livet og for Gaven. Nu var han en fri Mand og dog ikke helt. Hans Valgret mener Sogneraadet ikke, han har nogen Brug for. Niels mener jo. Der klages til Ministeriet, og Sogneraadet maa trække det korteste Straa. Nu synes han at staa paa Lykkens Tinde. Nu er alle snærende Baand løst; nu kan han selv betale for sit Ophold og endda have en Lille Skilling til Små fornødenheder. Han fremstiller selv en lille Radio; men desværre, den uhyggelige Sygdom gnaver videre.

I sit meget lange Julebrev 1924 skriver Niels bl.a. Du skriver, kære Jens Thise, i det dejlige Brev til mig, at Du jo aldrig har prøvet at mangle det nødvendige  aah, nej! Men derfor bliver Du endnu større, fordi Du vil  forstaa de fattiges Kaar. Du mener, jeg skulde købe et eller andet for Beløbet, jeg kunde have til Minde om Dig. Men det lader sig ikke gøre, kære Jens Thise – misforstaa mig ikke. Du har forlængst sat dig et Minde ikke alene i min Bevidsthed, men ogsaa paa synlig Maade, saaledes at jeg kan tage og føle derpaa. Et Minde saa herligt og dyrebart, at den største Formue ikke bedre kunde gøre det betydende for mig. Dine Bøger og den sandelige Paavirkning, de har haft paa mig, og den Betydning, de har haft for min aandelige Udvikling, fatter Du næppe. Jeg har ved Læsningen af dine Bøger faaet Øjnene op for noget af det store Livet ejer og skaber en Kilde, hvor jeg kunde hente Opmuntring til at trodse de Storme, der mødte mig. Jeg er kommen til denne Erkendelse, at selv for en fattig og syg er Livet værd at leve-selv for mig er der noget, der hedder Lykke og Glæde. Var end Kampen haard, var Kaarene trange, saa fyldes mit Sind dog af Taknemmelighed for Livet, som det er. En anden Side af det Minde, jeg har om dig, er min Invaliderente og den Forandring i min økonomiske Tilværelse, den har bragt mig fra at være afhængig af et tilfældigt Sogneraads Forgodtbefindende og til Selvstændighed. Forstaa, hvad det betyder, Jens Thise, dette et være sig selv.

Jeg er naaet saa vidt, at jeg er optaget paa Valglisten og sat i Skat-omend haardt vel nok en lille Hævn fra Sogneraadet. Det satte sig nemlig imod at give mig stemmeret til trods for at havde været saa human at meddele mig, at den modtage Hjælp ikke skulde betragtes som Fattighjælp. Nu er jeg en fri Mand, Borger af Samfundet med samme Ret som enhver anden. Gud ske Tak, at jeg fik Lov at opleve dette for mig saa betydningsfulde

Ja, dette er den anden Side af det Minde, jeg har om Dig. Synes Du selv, Du kunde ønske dig noget herligere, hvormed jeg skulde mindes min Ven og Velgører. Skulde der være en eneste lille Ting, jeg saa gerne vilde eje, saa er det ikke noget, jeg kan købe, det er nemlig som Kronen over det altsammen- et Billede af Forf. Jens Thise. Invaliderenten hjalp mig til at faa nogle Møbler og min Stue er nu saadan et hyggeligt Hjem. hvor jeg er glad ved at være. Konen og Datteren i Huset siger, at det et saa rart at komme ind til mig nu, og de har mange Gange sagt: Ja, nu skulde Jens Thise bare se, hvor skønt du har det. (Det er ogsaa mit Ønske). De to vil ogsaa sige om mig, at jeg er bleven et helt andet Menneske. Og naar jeg nu lader Tankerne glide hen over det, jeg har oplevet, saa kan jeg uden Sammenligning sige, at den Jul, som nu staar for Døren, vil blive den lykkeligste i mit Liv. Med en Frimodighed og Glæde som aldrig før kan jeg folde mine Hænder i Erkendelsen af, at det ogsaa for mig gælder dette: Julen har bragt velsignet Bud, nu glædes gamle og unge.”

Ja, jeg vilde saa gerne, om Du vilde give mig et Besøg. Det var saa lidt, vi fik talt sammen. Jeg vilde saa gerne, Du skulde se, hvordan jeg nu har det. Jeg kan nok faa Vogn til Stationen efter Dig. Hvis Du kan faa Tid, vilde Du gøre mig en stor Glæde. Det er ikke Fordringer, jeg stiller, kære Jens Thise, af dem har jeg ingen, men skulde Du faa en ledig Stund, da vil et Brev fra Dig blive modtaget med stor Taknemmelighed. Ja, jeg vilde saa gerne, Du rigtig skulde forstaa min Taknemmelighed mod Personen Jens Thise. Og saa ønsker jeg da, at Gud vil lade sin Sol skinne over din Gerning, at Du maa vinde Dig mange, mange nye Venner i Aaret, som kommer- rigtige Venner af Hjertet. Jeg ønsker en rigtig velsignet Jul for Dig og dit Hjem.

Din unge, lykkelige og hengivne Ven Niels Hansen.

Niels Hansen og jeg havde længe vekslet Breve, inden vi mødtes personlig. Jeg skulde tale ved et Friluftsmøde i Grindsted Bakker, da hentede han mig med sin Værts Befordring i Sulsted. Jeg tror, vi begge havde Glæde af at veksle Haandtryk og Smil og paa den Maade rigtig befæste det gamle Venskab. Niels Hansen var noget tunghør, hvad der i Begyndelsen vanskeliggjorde Samtalen lidt. I Hjemmet var dækket et smukt Kaffebord, og jeg spiste ogsaa en solid Aftensmad efter Mødet, saa jeg fik paa alle Maader at mærke, hvor velkommen jeg var. Men der gik Vinter og det blev Vaar igen og Niels begyndte igen at skrante. Han lod skinne igennem i sine Breve, at han ønskede sig en Liggestol, saa han kunde faa den mest mulige Nytte af Solskinnet ude i Haven. Han fik Stolen.

Kære Niels P. Hansen!

Thise pr. Manna, 18/1 1926.

Ja, saa svandt den Sommer, og den tog et uindfriet Løfte med sig du ved nok hvilket. Jeg er ked af det, for et Løfte er en Gæld, og man bør ikke stifte unødvendig Gæld-ligegyldig af hvad Art, det er Tiderne ikke til. Der tales saa meget om Sparsommelighed, og Løfter er et Felt, hvor der kunde spares meget.

Sagen er, jeg er ikke saa glad for de lange Cykleture som forhen, men jeg burde jo have haft Mands Mod og Vilje til at indfri mit Løfte og besøge dig. Nu er der jo ikke anden Udvej end at benytte den kendte og men magelige Befordring, Jernbanen.

Du var truet med et Besøg lige før November, jeg var i Ulsted, men jeg havde saa gode Venner der, at det var mig umuligt at slippe derfra i rette Tid, og jeg skulde hjem den påfølgende Dag. Men, naar du hører lidt om mine Venner dernede, tænker jeg, du tilgiver mig. Der var først min gamle Ven og Højskolelærer, Fjeldgaard der i mange Aar har været Lærer i Rimmen Skole. Flere Gange har jeg der truffet sammen med en ung Pige fra Nabolaget. Hun har i mange Aar ja, vel helt fra Barn været syg og uarbejdsdygtig. Det er vist en Hjertefejl hun lider af. Hun har trods sin Sygdom altid haft et glad Sind, og jeg tror, det for hende har været noget af en Begivenhed, der brød den daglige Ensformighed, naar jeg kom paa Besøg. Hun mødte altid paa Skolen, naar jeg var der, og forrige Gang blev hun og jeg sammen med Fjeldgaard og hans Søn fotograferet sammen uden for Skolen. Ved Mødet forleden fik jeg at høre, at hun havde holdt Sengen i over en Maaned, og jeg følte straks, at der var noget, der drog mig, jeg maatte hen at se til hende.

Jeg boede hos Sognerådsformanden, Thomas B. Thomsen. Hans populære Navn er vist Thomas paa Bakken”, saadan kalder jeg ham gerne. Jeg vaagnede tidligt om Morgenen, og den syge Piges Billede stod for mig hele Tiden. Jeg spekulerede paa, hvordan jeg bedst kunde glæde hende, og fik den Tanke: Hvis du gav hende en Bog og skrev et lille Vers deri; den vilde vist være vel kommen. Jeg havde netop et Exemplar af Mosekongens Brud, og Tankerne formede sig til følgende Linier:

At glædes ved hvert et Solstret

der ind gennem Ruden naar,

at bære med Smil sin Byrde

og takke for Livets Kaar.

Det blev din Lod som din Lykke.

og selv du vokste derved.

thi Sygdommens knugende Tyngsel

gav Sindet sin Adel og Fred.

Jeg kunde ikke undgaa at drage en Sammenligning mellem hende og dig. Den samme Livsglæde og Resignation har præget eder begge, men hun har den store Fordel at have sin egen Far og Mor til at hygge om sig selv om Hjemmet er tarveligt og lille.

Lærer Fjeldgaard og hans Datter fulgte med mig paa besøget. Kristine havde skæmmet sig meget Det lille, blege Ansigt under den mørke Haarfylde Virkede stærkt paa mig. Men de gode øjne og det matte Smil fortalte mig, at jeg var velkommen. Vi talte saa sammen en Times Tid, og jeg læste Digtene fra min egen Barndom for hende. Da jeg sagde hende Farvel, takkede hun mig for min Venlighed. Det var ikke de mange Ord, men Maaden hvorpaa de blev sagt, og det Blik og det Haandtryk, jeg fik, lod os begge ane, at det muligvis blev det sidste.

Sognerådsformandens Moder er en Kvinde, jeg ligeledes sætter stor Pris paa. Jeg ved ogsaa, at hun har været saa glad for mine Bøger lige fra den allerførste Tid, jeg kom der i Hjemmet. Hun har i mange Aar været svagelig og havde det Uheld i Fjor at falde ude i Haven og brække Laaret, og nu maa hun hykke om ved to Krykker, men hendes lyse Livssyn og Tro paa Guds Kærlighed er lige usvækket.

Jeg sad inde i hendes lille Stue Søndag Eftermiddag efter at Thomas og jeg havde været i Kirke. Fire Smaapiger Bedstemoders Kæledægger stod Vagt om os og jeg læste om Ane ved Dammen” og flere. Vi talte om gamle Dage. Livet havde været saa rigt, syntes hun, og nu blussede det op paany (de fire Smaapiger). Og som han syntes, at Vorherre altid havde maget det saa forunderlig godt for hende, følte hun sig overbevist om, at han ogsaa i Fremtiden vilde bevare Slægten. Og som den gode Bedstemoder hun var, kunde hun straks se, at det sidste Led netop var Slægtens Kronskud.

Jeg sagde til Thomas Thomsen, da han fulgte mig til Stationen, at skulde der ske noget med den unge Pige vilde jeg gerne vide det.

Sidste Søndag Aften var jeg i Nøvling, og der læste jeg i Aalborg Amtstidende at Sogneraadsformandens gamle mor var bleven begravet samme Dag. Da jeg kom hjem, laa der Brev fra Sønnen. Han skriver bl.a.: Min kære, gamle Mor er død, har du maaske set i Avisen Men at du var den sidste, der kaldte Smil og Taarer frem i hendes Ansigt, det ved du formodentlig ikke. Ja, det er rige og dybe Minder fra den Søndag i Ulsted.

Nu sender jeg dig saa min nye Bog: List og Lune”. Der er maaske noget om det, som Vendsyssel Tidende skrev i sin Anmeldelse, at jeg har forelsket mig i den gamle Kone Ane ved Dammen” den Kærlighed, der er Forudsætningen for al virkelig Kunst. Og Bladet ti føjer: Ane ved Dammen” er noget af det smukkeste, Jens Thise har skrevet, og den geografiske Begrænsning, Vendelbomaalet til en vis Grad giver Digtet, bør ikke forhindre det i at blive staaende i dansk Litteratur.

Ja, det lyder jo meget anerkendende, og jeg har selv haft stor Glæde af at leve mig ind i den gamle Kones Tankegang. Har jeg dermed glædet andre, har jeg ogsaa glædet mig selv.

Og naar jeg kommer til at læse i dine og andre gode Venners Breve, forstaar jeg, at mine fattige Ord alligevel har gengivet andre Mod til at leve det farlige, men trods dette saa skønne Liv og leve det under Ansvar. Ja, saa er jeg alligevel glad over, at jeg fik adskillige Sandheder sagt ved mine gode Venners-Niels Klinkers, Rasmus’s og Bette Lars’s med fleres Hjælp. Lad det veje op mod den Daarskab, der desværre ogsaa har løbet mig i Pennen, naar Livets Regnskab skal gøres op

Nej, du skal ikke tro, det trætter mig at hare om din Sygdom. Det vil altid glæde mig at skønne, at Livsglæde og Taknemmelighed kan bo til Huse, selv om Hytten er aldrig saa skrøbelig.

De kærligste Hilsner til dig og Astrid samt dine Plejeforældre og alle dem, der er gode imod dig.

Din hengivne

Jens Thise.

 

En Tid efter modtog jeg et længere Brev, af hvilket her gøres et uddrag

res et Uddrag:

Kære Jens Thise!

Mandag Morgen

Det glæder mig at høre om den gode Søndag, Du havde i Ulsted  hos dine Venner, som jeg tør sige, ikke var bleven saa lykkelig, hvis Du havde spildt den med et Besøg  hos mig. jeg kunde nemlig ikke holdt ud at tale med Dig, og der vilde heller ikke været noget ved min Tale. Det er paa det Lag, at Niels har glemt at tænke. Jeg har været lænket til Sygesengen snart i to Maaneder, og jeg venter ikke at komme op mere. Jeg kan mærke, at min Aand og min Kraft svinder langsomt bort. Trækkene om Mundvigene bliver saa lange, og Smilet vanskeligere at kalde frem, men mine Øjne er klare. Det er næsten, som jeg skal have Lov at tage Ungdommens -ja Barnesindets klare Blik med mig ind i Døden.

Jeg har læst om. Ane ved Dammen” og frydet mig over de Tanker, du har udfoldet der. Jeg har sammenlignet Anes Tanker med mine egne, men de kan ikke helt falde sammen, og det er i dette: gerne at ville de. Det Ord” gerne” vil et ungt Menneske have vanskeligt ved at tilegne sig fuldt ud selv paa det sidste. Forklaringen er saare simpel. Den gamle har levet et langt Liv og haft sine Chancer, og Livet har ikke mere at byde hende. Den unge derimod øjner Muligheder for at udrette noget. hans Blik skuer mod Fremtiden med Spænding og store Forventninger. Selv paa Sygelejer kredser Tankerne om Chancerne, der muligvis vilde være tiltænkt ham. Dette giver Livet Tiltrækningskraft for den unge, og Tanken og  Døden kan ikke tilegnes af ham paa samme Maade som hos den gamle, men derfor behøver unge jo ikke at være bange for at dø. Det to vidt forskellige Begreber bange og gerne. Jeg kan forsikre dig, kære Jens Thise, at skulde mine Lidelser ikke overvælde mig, ja, da kunde jeg gaa smilende i Døden. Jeg ved ikke, om du stadigt tænker paa at besøge mig, men jeg vil sige dig Sandheden, som den er, at det ikke vil være til Glæde for dig. Du maa ikke derfor tro, at jeg steder dig bort: men de faa Ord, jeg kan sige, vil ikke eje Guldkorn. Jeg ligger og puster, hjælpeløs som jeg er, og er ikke nogen Skønhed at skue. Naar Lidelserne en enkelt Gang kan dulmes da vaagner lidt at det gamle Liv i Nielses Træk, og Astrid og Marie (Datteren og Moderen) er de eneste, jeg til dagligt tillader Adgang, Ja, jeg ligger hen uden at kunne rigtig hvile, og Søvn faar jeg jo ikke meget af Jeg maa nu slutte, jeg er saa træet. Men vil du glæde mig endnu en Gang, saa send mig et Brev inden alt for længe. Det er dine Breve, jeg glædes allermest ved. Og skulde du i en stille Stund vende dine Tanker opad, da lad et Par Ord blive indflettet deri, at Gud ikke vil lade Dødskampen for mig blive alt for haard. Tag imod min inderligste Hilsen.

Din hengivne

Niels Hansen.

 

 

Jeg svarede:

Kære Niels Hansen!

Det var med dyb Vemod, jeg læste mit Brev, og din Slutningsbemærkning kaldte Taarerne frem. Stakkels Niels! tænkte jeg uvilkaarligt er det nu saa slemt for dig? Men Tanken protesterer straks: Nej, det er ingen Stakkel, men en prøvet Mand, en, der har maattet resignere og tilsyneladende er bleven snydt for sin Part af Livslykken og som alligevel ved Tilvænningens Magt har faaet sit indre Øje opladt og tilpasset efter Mørket om ikke saa saa dog anede det Lysvæld der var bag det mørke Tæppe. Hvor godt, at Skaberen gav dig dette Tjenersind, som Haabet altid lyste over. Han gav dig tillige Taknemmelighedsfølelsen en herlig gave saa du, selv om du til Tider maatte reddes og harmes over Verdens Ondskab, som den bevidst og ubevidst dyngede sig op foran din Dør, saa dog alligevel kunde sige Tak for hvert lille Solstrejf, der skinnede ind gennem Ruden.

Ja. Livet er en Gaade. Der lyder saa mangen et, hvor for?  Det hele kan tit synes saa meningsløst. Hvorfor skal Tusinder baade legemlige og aandelige Vrag leve et langt Liv dem selv og andre til Byrde, medens unge med rige Evner og store Muligheder bliver Dødens Bytte ?l Skulde det monstro være for, at de sidste er modende gennem Lidelsen og derfor bedre skikkede til at de end de første? Men saa kan man jo sige, at de første bliver jo aldrig modne til Døden, selv om de blev saa gamle som Methusalem.

Nej, du har ikke glemt at tænke, kære Ven. Jeg synes snarere, det er en Slags visionær Klarhed din Tanke rummer. Døden er den store og sidste Fjende, der skal overvindes, og jeg kan godt forstaa, at du ikke som ”Ane ved Dammen” kan længes efter Døden, hvis ikke Lidelsen tvinger dig dertil. Det er for meget at forlange af den unge. De mange bristede Haab: de mange Drømme, der aldrig blev til Virkelighed,ak ja! Det er svært at slippe det hele. Og saa kommer dertil det meget, man ikke fik udrettet. Bliver der saa anden Udvej til sidst end at sige som Tolderen og gamle Ane: Tog mig helt af Naade. Og er det ikke til Tider, naar Tvivlen og Anfægtelserne kommer, som vor Skytsengel tilhvisker os: Dit Liv har ikke været forgæves, du havde ogsaa min Mission her paa Jorden.

Ja, kære Niels, hvad du ved dit Smil og Taalmod har kaldt frem af gode Tanker hos dine Venner, det aner du næppe. Saaledes hører du jo dine gode Plejersker Astrid og Marie, naar det lykkes dem at faa dig til at smile, at det er deres gamle Niels, de skuer paany Tror du ikke, at du har draget deres Tanker opad og hjemad. Din Skæbne og dit Liv er bleven saaledes vævet sammen med deres, at de glemmer dig aldrig. men derimod føler Trang til at sige Gud Fader Tak, at han sendte dig paa deres Vej, og at de fik Lov at øve en Barnmhjertighedsgerning baade mod dig og dem selv. Og hvad har du ikke været for mig, kære Ven. Jeg gemmer dine Breve hvert eneste et, og naar engang du ikke er mer, skal de fortælle mig om en ung Mand det ejede Barnets rene Glæde og Modtagelighed over for alt det skønne i Verden, men samtidig ogsaa ejede Kæmpens Kraft, saa han kæmpede sig igennem mørket og Døden ind til Gudsfreden – Sjælesolen, der aldrig gaar ned. De kærligste Hilsner til dig og dine kære

Din heng.

Jens Thise.

 

Der gik vel et Par Maaneder, da modtog jeg mit Livs mærkeligste Brev Nielses Testamente. Det maatte ikke sendes mig før efter hans Død. Det var skrevet for Aar og Dag siden. Jeg gengiver her et Uddrag:

Kære Jens Thise.

Naar du læser dette, da er jeg gaaet derhen, hvor Lidelse og Savn, Sorg og Sukke ikke findes, men hvor Hvilen, Fred og Glæde har hjemme. Jeg er gaaet hjem til Gud. Jeg vil, mens jeg endnu kan føre en Pen, ned- skrive disse Par efterfølgende Ord til Dig, som var min eneste sande Ven paa denne Jord, minde Dig om den Glæde, Du har bragt mig, den Betydning. Du har haft for mit aandelige Liv, og om den Paavirkning, dine Tanker gennem Bøger og Breve har haft paa mig en lykkelig Paavirkning tør jeg nok sige, fordi jeg har følt en mærkelig Glæde og Taknemmeligheden Tryghed og Frimodighed ved at gøre dine Tanker til mine, levet paa dem i Tro og Tillid til, at dette og netop dette var det rigtige. Dit Forfatterskab har givet mig en levende Forstaaelse af dette jordiske Livs mange Foreteelser, har gjort mig klartseende og bragt mig aandelig Modenhed, saa jeg har kunnet aande med, der hvor Lysets Kilder ellers ikke rinder, eller rettere, jeg har kunnet øjne Lys, der hvor andre kun saa Mørke,  for intet er min Livserfaring bleven denne, at Taknemmelighed er Livets største Gave. Det er en Tingenes Tilstand, som de nødvendigvis maatte forme sig for en Mand i min Stilling -stedt i min Skæbne. Hvad mit Livs Prøvelser angaar, da kender Du forlængst disse. Mine sidste Ord til Dig. Du kære, skal derfor være en Tak saa dyb og inderlig for, hvad Du var for mig, fattige mand. Tak fordi Du saa mig. Tak fordi Du modtog at mig det, som ingen i tilnærmelsesvis Grad-ja, lad mig sige det paa den Maade, som ingen anden modtog fra mig, min Fortrolighed. Jeg har ingen anden mødt, jeg kunde give den. Det var nu mit Liv.

Jeg har ikke mange Ønsker, men jeg vilde saa gerne have Lov at hvile paa Kirkegaarden i min Fødekommune, Ørum. I dens Kirke er jeg døbt og konfirmeret. Min Fader og Moder hviler der, og det er det Sted, hvor jeg altid har følt Tryghed ved at være. Sognets Folk forstod mig. De havde set mig vokse op og set den Skæbne, der ramte mig i de unge Aar, og som aldrig senere har bragt mig andet end Lidelser paa Legemet, men som dog maaske har baaret gylden Frugt i Sjælelivet Gud give det!Et andet Ønske er, at min sidste Rejse maa ske uden at det offentlige indblandes. Jeg kunde ikke taale, at Fattigvæsnet skulde bekoste den. Alt, hvad jeg efterlader, skal den have, der bekoster Begravelsen. Dog herfra undtages mit Radioapparat, som jeg i Live har givet Astrid: hun var altid den kærlige og trofaste mod fattige Niels. Hun holdt intet for godt for mig, vilde hellere selv savne, end at jeg skulde mangle noget. En anden Undtagelse er mit Lommeur, som skal tilfalde min Søsters Søn, Marius.

Og saa beder jeg dig, kære Jens Thise, om at sige mine kære Plejeforældre og deres Datter. Astrid, min sidste Tak, bede dem om at se det gode i mig og glemme det mindre gode. Alt for karrig var jeg til at vise dem min Taknemmelighed, saadan var det vel nok, det glemmes saa let. De kendte mig ikke, som Du, min Ven, har fået Lov at kende mig, de forstod ikke mine lønlige Tanker. Tak Du dem, bring dem min sidste Tak og hilsen en Tak for det Hjem, de gav mig. Ja. Tak for alt Og Tak til Dig. Du kære Jens Thise. Mine Ord er fattige, men udsendt i det lønlige Haab, at de falder i god Jordbund.

Min sidste Hilsen og Tak til Dig med det inderlige ønske, at Gud i sin Naade vil holde sin velsignede Haand over Dig og dine.

Guds Fred være med os alle! Farvel!  Salme 504 og 674.

Din Niels Hansen.

Nielses Jordefærd fik jeg ingen Ulejlighed med, den bekostede hans Søster, saa han fik sit Ønske opfyldt og kom til at hvile som en fri Mand i sin Grav. Jeg var med til Begravelsen og talte ved Graven om mit og Nielses Venskabsforhold gennem de mange Aar ud fra Sangen: Lad Lykkens Ganger springe og springe dig forbi”.

Ja, Lykkens Ganger sprængte Niels forbi. Dens gyldne Trense blændede hans Øjne, han greb efter den, men fik ikke fat og opnaaede kun at blive trampet ned af dens guldbeslaaede Hove. Hans Livsmod blev med Tiden til Taalmod og Resignation og en enkelt Gang til Mis mod, naar det saa ud til, at den store og kloge Verden ikke vilde forstaa ham, men bare have Lov til at nøfle ham, som den grimme Ælling, de syntes, han var.

Men Niels naaede gennem Lidelsen ind til Freden, den Guds Fred, der er Sjælesolen, som aldrig gaar ned. Men Niels var alligevel lykkelig i sine bedste Stunder, fordi han ejede Taknemmelighedens Naadegave, og en hver lille Vennetjeneste føltes som Solstrejf over hans triste Tilværelse. Jeg sluttede med en Tak til Niels for hvad han gennem sin Strid og sin Daad havde lært mig om det vanskelige Liv og den endnu langt vanskeligere Død. Jeg takkede Nielses Plejere og deres Datter for deres Godhed mod Niels, der havde været ham til saa stor Trøst paa hans tunge Livsvandring

Inden følget skiltes bad jeg Astrid om at sende mig mine breve tilbage tilbage, hvis de fandtes i Nielses Gemmer Det gjorde hun og skrev samtidig et længere Brev, hvor hun fortæller, at Nielses Søster, Anna, fik bans Møbler, men der er jo heller ikke noget ved Stuen alligevel, siden Niels er væk. Vi savner ham saa meget Mor og jeg: men efter som han havde det, var det bedst, han døde.

Tak fordi du lyste saa meget op for ham i Tilværelsen gennem dine Bøger og Breve. Han var saa glad for hvert lille Lysglimt; men der var ikke mange, der tænkte paa at glæde ham.

Til Maj rejser jeg til Støvring Højskole, jeg glæder mig og venter mig saa meget af den Tid. Saa vil jeg slutte med en venlig Hilsen fra Astrid Jensen og mine Forældre.

 

===================================================

Engang imellem finder jeg den store Bunke Breve frem og fordyber mig i dem. Det er Spørgsmaal paa Spørgsmaal, som vi prøver paa at klare, men ikke helt naaede. Det er alle Nielses smaa og store Sorger, som han maatte have Afløb for og dele med en forstaaende Ven. Mine Breve er mere lyse i Tonen, jeg skulde jo, jeg kunde jo sagtens; jeg var jo i besiddelse af et godt Helbred og et rigeligt Udkomme; men Niels ja hans Breve fik Skygge fra Livets mørke Baggrund og var alligevel saa fulde af Tak og Lovsang, at jeg ikke kan læse ret længe i dem, inden Øjnene dugges.

 

En historie af forfatteren Jens Thise fra 1947

Fra bogen

Tider, tanker og oplevelser

Et tilbageblik

 

Oktober 2026

Jens otto madsen