Af Ove S. Johansen, København
Blodtud, bid i overlæben altså indenbords, skrammer ved og på kinden, i og omkring øjet samt diverse hudafskrabninger på hagen. Blå-anløbet overside på venstre hånd og langs håndleddet. Forslået venstre skulder, som dog ikke er brækket. Desuden en meget øm brystkasse – om jeg kommer til at ligne det svenske eller Ukrainske flag må tiden vise. Jeg fik ingen nattesøvn, men et stort indtag af smertestillende piller i den søvnfattige nat, skyllet ned imens min utrættelige vagthund Pluto vågede ved min side som en anden “vågekone”. Brillerne fik også ridser og skrammer.
Ingen større aktivitet, denne dag og ej heller dagen derpå – kun smerter og ærgrelse.
Heldigvis fik jeg sublim førstehjælp fra naboerne.
De bragte Isposer til åstedet og som medikamenter til den blødende tud og læberne og de udviste begge kærlig og outstanding imens den sprang frem og tilbage efter diverse hjælpeudstyr, så som ispose, spejl, viskestykke og fugtservietter. Tænk, at jeg som engang var den flotte elitegymnast var faldet og helt havde glemt, hvordan et perfekt kraftspring skulle udføres?
Min skæve version af den aldeles triste faldulykke!
Jeg er naturligvis meget ked af, at jeg slog mig så modbydeligt, men jeg er glad for, at jeg slap fra uheldet uden brækkede arme og ben eller at øje/øjne eller hovedet tog skade og ikke besvimede, som jeg gjorde for mange herrens år siden, nede hos bageren i nok omkring år 1973-1974, hvor jeg virkelig var knock-outet. Jeg vil sige, at jeg som sædvanlig, nok havde lidt for travlt. Jeg ville køre noget haveaffald ud til indkørselskanten, men inden da stødte jeg på en alt for lidt åben port, rammer med min højre fod, i et uopmærksomt øjeblik, porthjulet og bliver lynhurtigt lagt ned. Jeg vil vælge at sige, at det var min egen skyld — men hvorfor? Jo jeg havde glemt at fjerne en “mælkeBØTTE” lige ved lågen, sammen med alle de løst flyvende blade som sikkert kom fra naboerne indkørsler.
- Hvorfor hedder det egentlig en MÆLKE bøtte?
Jeg er på det rene med, at saften ligner mælk, men hvorfra kommer den sidste del af navnet, altså BØTTE? I Sverige, har de valgt at kalde det en maskros, i stedet for mælkebøtte, løvetand eller fandens mælkebøtte. Maskros — betyder på svensk. Mask = orm, en sort glinsende mask/orm som nyder godt at mælkebøttens saft og Ros(e) tilskrives den aldeles flotte gule blomst med nektar. Planten er utrolig, men læs selv alt om dens liv nedenfor.
“Hej, jeg er Mælkebøtte.”
Mange mennesker kalder mig ukrudt, men jeg er en ven og kommer for at hjælpe dig! Når du ser mig, så husk at jeg er den ENESTE der vil og kan vokse på netop det sted. Fordi:
Enten er jorden for kompakt/hård/stampet og jeg vil løsne den for dig med mine rødder. Eller også er der for lidt kalk i jorden – bare rolig, det vil jeg supplere til dig med mine blade.
Eller jorden er for syret. Men jeg vil også forbedre det for dig, hvis du giver mig chancen. Jeg er her, fordi din jord har brug for min hjælp, så du lader mig gro uden at forstyrre mig! Når alt er ordnet, forsvinder jeg igen, det lover jeg! Prøver du at fjerne mig før tid med min rod? Hvor omhyggelig du end er, vil jeg vende tilbage 2x så stærk! Bare indtil din jord er forbedret.
Du kan endda se på min vækst, på hvilket stadie min hjælp er på. Hvis mine blade ligger flade på jorden så er jeg langt fra klar, men hvis de alle når op så er jeg allerede langt på vej.
Noget helt andet er, at jeg er 1 af de første bloomers i foråret så jeg vil annoncere forår/sommer for jer. Om dagen når det er varmt åbner jeg mine blomster men om aftenen når det køler af lukker jeg dem hurtigt igen. Faktisk, hvis det ikke er varmt nok om dagen, åbner jeg dem slet ikke! Mine blomster er det første føde for insekter efter dvale og i modsætning til de fleste andre planter, har jeg pollen OG nektar, ikke kun det ene ELLER det andet! Og jeg er gavmild med dem! ��
I Sverige hedder jeg Maskros, fordi jeg ofte får besøg af små sortskinnende orme/larver, der nyder min nektar. �� Mine blomster er forresten endda lækre til jer mennesker, vidste du det? Før blev jeg kaldt ′′honning (eller guld) af de fattige ′′ fordi mine blomster er så søde i fx. syltetøj, sauce eller salat! Internettet er fyldt med opskrifter – tjek dem ud.
Men vent til slutningen af maj eller senere før du begynder at plukke og selv da, pluk ikke alt endnu! Biodiversiteten og bierne vil være meget taknemmelige! ” (Tak for lån ����)
Taraxacum officinalis, Løvetand eller Mælebøtte på dansk, er traditionelt blevet brugt i indianernes folkemedicin og findes i mange egne af verden i dag. Den indeholder bitre stoffer, som har en stimulerende virkning på leveren og fordøjelsessystemet. Den er også en meget righoldig kilde til vitaminer og mineraler, bl.a. A-, D-, C- og B-vitaminer samt jern, selen, magnesium, zink og mangan. I forsøg har løvetand vist sig at have en virkning på laboratoriedyrs vægt.
Aktive stoffer Rod Bitterstoffet taraxizin, triterpener (bl.a. taraxol og taraxasterol), sterin, inulin, sukker, pektin, glycosider, cholin, fenolsyre, asparagin, vitaminer, kalium.
Blade
Lutein, carotenoider (bl.a. violaxanthin), bitterstoffer, A-, B-, C og D-vitamin (større mængder end i gulerødder), kalium, jern.
Anvendelse
Løvetand anvendes mod lever- og galdelidelser, gigt og hudlidelser og som
fordøjelsestonikum ved forstoppelse. Den beskedne plante er en af naturens mest storartede. Roden er let afførende, bitter og stimulerende, og den hjælper ved fordøjelsesforstyrrelser og forstoppelse. Den stimulerer lever og galde (frem for alt på grund af sit indhold af taraxizin) og fremmer galdens flydeevne betydeligt. Den er nyttig ved alle
leverlidelser og ved gulsot.
Bladene, som om foråret er glimrende til salat, virker stærkt vanddrivende, hvilket i hhv.
England, Tyskland og Frankrig har givet planten navne som “pee in the bed”, “bettpisser” og
“piss-en-lit”.
I forsøg kan løvetand sagtens måle sig med et af de gængse vanddrivende midler, furosemid. Og modsat det, der sker ved almindelige diuretiske midler, mister kroppen ikke kalium ved indtagelse af løvetand: Det, der skylles ud, erstattes via det høje kaliumindhold i løvetand.
Har du rigeligt med mælkebøtter, så glæd dig selv ved at lave en pesto af Løvetandens blade. De unge blade er også sprøde og smagfulde i forårssalaten, strøet med de smukkeste solgule mælkebøtteblomster.
Roden er bitter, men også sund, som du ved. Du kan lægge den i blød, eller koge den med det samme, og lav en stuvning af smørk, mel, mælk, sukker og salt. Eller som svenskerne: gør; koger rødderne ml. 3-10 min. Krydder dem med salt og sukker, og dypper dem i rørt smør. Den er også brugt som kaffeerstatning, og til at blande i mel, når du bager brød. Du må selv eksperimentere med bitterheden.
�� Det bedste af alt, må være mælkebøtte sirup, fortiden og nutidens veganer-honning fremstillet af kilovis af de smukke gule blomster.��
Jeg selv fandt artiklen et eller andet sted på nettet og blev dybt fascineret af fortællingen. Der er meget, som man aldrig rigtigt får sat sig ind i. Jeg har altid bandet mælkebøtter langt væk, men efter at have sat mig lidt grundigere ind i vækstens unikke egenskaber, ser jeg meget anderledes på den, hver gang jeg møder den. Den har en utrolig evne til at “overleve og formere sig”. Jeg kan huske at jeg og min bror høstede mange mælkebøtter i grøftekanterne, da vi som knægte avlede kaniner. Vi havde mange forskellige slags, franske væddere, hollændere, hvid land m.fl. Vi solgte dem til Fjerritslev fjerkræslagteri, da vi ikke ville bryde os om at spise vores egne kaniner.
Vi havde en stor hvid han landkanin, som min far ikke var så begejstret for, fordi den strintede ham i hovedet, hver gang han kom ind i kaninhuset…..sikkert fordi det var ham der tog hannen ud af buret efter parring. Min bror og jeg havde meget fornøjelse at dette kaninhold. Vi skulle skaffe føde til kaninerne enten ved at slå græs på grøftekanterne med en lille hjemmelavet le eller ved at besøge husmændene og opkøbe hø, halm og roer etc.