Jeg Poul husker tydeligt denne onsdag i skolens sommerferie , hvor vi stod på gårdspladsen i barndomshjemmet “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel, hvor vi oplevede en solformørkelse.
Vi havde forberedt os godt: Vi havde lavet beskyttelsesglas af stumper af vinduesglas, som vi havde sodet til i flammen over den uundværlige primus.
Denne solformørkelse var tæt på at være total i Vendsyssel.
Den smalle totalitetszone gik nemlig gennem Oslo i en stribe fra Canada, over Færøerne, Oslo og videre østover.
Jeg var 8 år dengang og kan derfor huske, at det ikke blot mørknede, men der indfandt sig også en mærkelig stilhed, idet fuglene tav, og hønsene var begyndt at gå ind, fordi de troede, at det var ved at blive nat.
Høns er natteblinde. Derfor går høns tidligt til rane.
Storesøster Hanne oplevede solformørkelsen som 12-årig på sommerferie hos moster Jenny i Sønder Lyngby ved Løkken.
Solformørkelsen i 1954 begyndte på en onsdag i sommerferien omkring kl. 12:30 og varede alt i alt til omkring kl. 15:00.
Solformørkelsen dengang var for os en familieoplevelse på gårdspladsen.
Lillesøster Birgit har også været der, men da hun kun var toethalvt år dengang, kan hun ikke huske den.
Ingen af os fik øjenskader, da vi så op mod den næsten formørkede sol gennem de hjemmelavede beskyttelsesglas.
Månen, som er uendelig lille i sammenligning med solen, kunne dække for solen langt borte, fordi månen er meget tæt på jorden.
Derfor synes de to himmellegemer for os at være lige store.
Månens lys er kun 1 sekund om at nå jorden, mens solens lys er 8 minutter om at nå herned.
I tidligere tider var en solformørkelse, som altid kom bag på folk, en skræmmende oplevelse.
Det var det naturligvis ikke for os på gårdspladsen dengang, da vi vidste, at solformørkelsen ville indtræffe på et bestemt klokkeslæt, beregnet af astronomer.
Vi vidste, at solens lys snart ville skinne på
os igen.
Hvor er vi mere end heldige at have hjemme på denne tredje planet regnet fra solen.
Den blå planet ligger præcis i solsystemets beboelige zone.
Universet er uendeligt stort, men så stort må det være, for at der kunne skaffes byggesten under stjerneprocesser til livet på jorden.
Universet har præcis den rigtige størrelse, for at livet på jorden kunne blive til.
Gud ske lov for den dybe sammenhæng!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev