Se mit barndomshjem, “Klarup” i Sønder Harritslev!
Dér boede min familie i årene 1952 til 1963.
Nogle af familiens børn – stående i haven og ude på grusvejen – er med på fotoet.
Vi kigger forbløffet op på den flyvemaskine, som cirkulerer rundt deroppe og tager billeder af vort hjem.
Luftfotoet må være taget i 1955 eller 1956.
Det kan jeg skønne ud fra møllehatten på ladetaget, hvor der ikke længere er nogen vindmølle, som var der, da vi flyttede dertil fra Rakkeby i 1952.
Møllen blev pillet ned kort efter, at den en nat gik i gang af sig selv og løb løbsk uden korn i kværnen på kornloftet nedenunder.
Jeg var et af de børn, der sov i “biksen”, som fyrrummet blev kaldt.
Da “Biksen” vendte ud mod gårdspladsen, kunne det ikke undgås, at jeg blev vækket af den løbske mølle.
Søvndrukken gik jeg hen og kiggede ud af ruderne i gangsdøren, hvor mor også stod.
Far, der havde tilkaldt Falck fra Hjørring, fulgte sceneriet ude fra gårdspladsen. Det havde ikke været helt ligetil at tilkalde Falck, da vi ikke havde telefon, men falckredderne var kommet og var nu i færd med at bringe den løbske mølle til standsning.
Jeg så en Falck-mand stående oppe på møllehatten med noget tovværk. Mor sagde til mig, at der også var nogle, der var i gang med at hælde korn i kværnen for om muligt at “trætte” den løbske mølle.
Mor sagde lidt efter til mig: ”Nu har du set det, nu må du hellere gå ind i seng igen!” – “No hår do sit ‘et, no ma do hellere go ej i seng ijen!”
Jeg gjorde som mor sagde i forvisning om, at den løbske mølle nok skulle blive “tæmmet” af Falck, som i efterårets nattemørke måtte arbejde ved projektørlys.
Stormen var stilnet af næste morgen, og møllen stod helt stille.
Det her kunne ske igen! Derfor gik der ikke lang tid, inden møllen blev pillet ned.
Den dag kom også, da far fik indlagt “kraft” og fik monteret en stor motor til at trække kværnen og tærskemaskinen.
En vindmølle klædte de fleste gårde fortrinligt, men deres tid var ved at rinde ud i 1950’erne,
Da vi nåede til årstallet 1963 sagde mine forældre farvel og tak til landbruget og flyttede tilbage til Rakkeby i hus.
Én gang bondedreng, altid bondedreng!
Det kunne ikke udviskes af, at jeg kom til at bo i København i 50 år.
Barndomsårene fylder mest i et menneskes liv.