Russiske krigsfanger – Et uønsket besøg
hos Anne og Chr. Jægerum i Gammel Ingstrup, som senere flyttede til Vrensted og overtog en større ejendom ”Søndermarken” på Kongsengene 42, Vrensted
Skrevet af Lisbet Thorendahl og udgivet på Nettet under V.Hjermitslev info
Hun skriver:
Denne historie tager udgangspunkt i erindringer, nedskrevet af
Anne og Christian Jægerum, Hasselvej 5, Løkken. Den del af
historien, der foregår i Vester Hjermitslev er baseret på en mundtlig
beretning fra Søren Poulsen Stride, Blæshøjvej 59, V. Hjermitslev.
Christian Jægerum er født i 1917 i Gammel Ingstrup på en gård,
der i ældre skrifter er benævnt som ”Ingstrup Ager”. Christians
forældre var Anne Kirstine f. Hansen og Peder Christiansen
Jægerum.
Chr. Jægerums hjem i Gl. Ingstrup
Anne Jægerum er født i 1919 på Sigensgaard i Fårup. Hendes
forældre var Ane Marie f. Gjøl og Valdemar Senius Aagaard.
Anne Jægerums hjem i Faarup
Tre dage efter at Anne og Christian Jægerums datter Kirsten blev
født den 10. april 1945, fik parret, der boede på ejendommen
Engbo i Gl. Ingstrup, et uønsket og ubehageligt besøg af nogle
berusede russiske krigsfanger, der kom fra russerlejren i Vester
Hjermitslev.
Ejendommen Engbo i Gl. Ingstrup
I den sidste del af Anden Verdenskrig var der i Vester Hjermitslev
en lejr for russiske krigsfanger. Disse havde efter at være
tilfangetagne af tyskerne valgt at gå i tysk krigstjeneste for at redde
livet. Søren Poulsen Stride har følgende udsagn om dem: ”Det var
et trist liv for dem. De var krigsfanger fra Rusland – og så havde de
for at redde livet valgt at hjælpe fjenden, den tyske værnemagt.
Det havde de jo ingen som helst interesse i. Så de dulmede
smerten ved at drikke alt, hvad de kunne få fat i – ja, selv brillantine
og skosværte indtog de på grund af den smule spiritus, der var
heri.”
Den tyske værnemagt havde i de sidste krigsår beslaglagt Vester
Hjermitslev Afholdshotel og bygget barakker til de menige soldater
og deres heste og vogne langs den nuværende Erantisvej, dengang
kaldet Barakvejen. Her har russernes barak antagelig også ligget.
Tre år før de begivenheder, der her vil blive berettet om, var Anne
og Christian Jægerum blevet gift og havde købt det to år gamle
statshusmandsbrug, Engbo, beliggende i Gl. Ingstrup ikke så langt
fra Christians fødegård. Det var dengang meningen, at Christian
som den ældste søn på et senere tidspunkt skulle overtage
hjemmet. Men da det i stedet blev Christians yngre bror, Hans
Jægerum, der overtog fødegården, købte Anne og Christian i 1947
en gård, Søndermarken, i Vrensted sogn. Her boede de, indtil de
som pensionister i 1984 flytter til Løkken.
I de sidste krigsår havde Anne og Christian Jægerum set en del til
de tyske soldater, selvom deres ejendom, Engbo, lå helt ude i det
sydøstlige hjørne af Ingstrup sogn ud mod banen og Ingstrup sø.
Dels kom der herud enkelte af tyskerne, der med deres kraftige
geværer drev lidt jagt på fuglene omkring søen, og dels var der fire
soldater fra besættelsesmagten, der dagligt dukkede op hos Anne
og Christian, når de malkede om morgenen. De kom og kikkede ind
af stalddøren og sagde: ”Radio”, og derefter tog de hver en kop
nymalket mælk og gik uden at spørge om lov ind i stuen, tændte
radioen og fandt et program fra Odessa i Rusland, hvor de –
antagelig på tysk – kunne høre krigsnyheder. – Den følgende
historie handler ikke om de tyske soldater, men om de russiske
krigsfanger fra lejren i Hjermitslev.
”Den 10. april 1945 blev for os en mærkedag for livet”, fortæller
Anne Jægerum, ”jeg lå i barselsseng efter vores datter var født tre
dage tidligere. Vi havde vores mødre og min broder Karl Aagaard
og hans kone Anna på barselsbesøg. Netop den dag kom to stærkt
berusede russere og ville tiltvinge sig adgang til huset.”
Anne og Christian Jægerum, et billede fra tiden, hvor hændelsen,
der her berettes om, fandt sted.
Historien om de berusede russere
tog sin begyndelse i V. Hjermitslev og fortælles af Søren Poulsen
Stride:
”Det var ved middagstid. Jeg var ved at give køerne roer, da
jeg hørte geværskud ude på landevejen. Her kom to russere
gående ad vejen fra Hjermitslev. De snakkede, grinede og skød op i
luften – de var rigtig i hopla. Længere vestpå gik de ind i huset til
murer Christian Larsen, kaldet Christen Lassen, (Blæshøjvej 76) for
at skaffe sig spiritus og tobak. Christen Lassen lå på sofaen, og
hans bette børns tøj var hængt til tørre ved kakkelovnen. Da
russerne stilede hen mod børnetøjet, de havde måske selv småbørn
i Rusland, råbte Christen Lassen og for op fra sofaen: ”Det ma I sgu
intj ta’.” Den ene russer rettede nu geværet mod Christen Lassen,
men han smuttede ud i køkkenet, bag om huset og over til naboen,
Jens Vestenbæk (Blæshøjvej 80). Russerne var bag ham, og idet
han sprang ind i bryggerset hos naboen, skød russerne en kugle
efter ham. Christen Lassen, der var en god fortæller, berettede om
skudepisoden på følgende måde: ”- og idet a sprang, da skå de. A
svang, men kuglen dej bløv ve lige uk. Det var min redning!” Efter
den episode opgav russerne og begav sig ud over markerne og
nordover Tovland (Blæshøjvej 70) mod Gl. Ingstrup. – ”Et stykke
tid efter,” fortæller Søren Poulsen Stride videre, ”kom Christen
Lassen cyklende i sivsko og uden noget på hovedet, hvilket var
usædvanligt for ham. Han kørte stærkt. Han skulle ned til
sognefoged Thomas Chren og melde overfaldet.”
Efter vandringen fra V. Hjermitslev nærmer russerne sig nu
ejendommen Engbo i Gl. Ingstrup, og her er det Christian
Jægerum, der fortsætter historien: ”Vi havde en del fremmede den
dag på grund af, at vores datter var kommet til verden,” fortæller
Christian Jægerum. ”Det var begge bedstemødrene og herforuden
min kones bror, Karl Aagaard, og hans kone Anna, og derforuden
en hjælpekone. Pludselig mens Karl og mig stod ude i gården, hørte
vi skyderi oppe ved naboen. Vi så nu to soldater komme løbende
ned ad vejen til os. De råbte og skreg og den ene svingede med et
gevær. Jeg sagde til Karl, at vi nok hellere måtte se at komme ind.
Vi låste døren for dem og rullede gardinerne ned. Det var ikke
meningen, at de skulle ind, og vi var nu parate til, hvad der måtte
ske. Først blev russerne helt desperate, da de opdagede, at de ikke
kunne komme ind. De begyndte at ruske i døren, de løb rundt om
huset og råbte, og så prøvede de på at skræmme os ved at skyde
nogle skud op i luften. Pludselig hørte jeg et brag. Det var vinduet i
spisekammeret, der blev slået ind. Den ene russer kom ind i huset
ad den vej. Jeg prøvede at holde ham ude i køkkenet og stod derfor
med ryggen mod døren og havde godt fat i dørgrebet. Da lyder der
et mægtigt brag, og det gør meget ondt i min ryg. Jeg troede, at
han havde skudt, men det viste sig, at det var geværkolben, han
havde slået igennem en 10 mm dørfyldning og ind i ryggen på mig.
Endnu engang prøvede jeg at standse ham, så han ikke skulle
komme ind i soveværelset, men idet jeg sprang hen til
sovekammerdøren, fik jeg en kugle op igennem mit hår i nakken.
Kalk og puds faldt ned. Kuglen gik igennem loftet og tog en kvart
tagsten med sig ud. Nå, men da han så havde givet mig denne lille
advarsel, skubbede han mig brutalt til side og tog et nyt ladegreb
på geværet og sigtede. Der var ikke andet for, end at lade ham få
adgang til hele huset. Han kom nu ind i soveværelset og gik rundt
med geværet i skudklar position og sigtede på alle kvinderne, der
var samlet her. De blev meget bange, skreg og kravlede i dækning
bag sengen. I mellemtiden var den anden russer også kommet ind i
huset. Han havde sparket den lange rude i yderdøren itu og låst
døren op, men været så uheldig, at han havde skåret sig meget
slemt i armen.”
Anne Jægerum overtager nu beretningen:
”Russerne var meget påvirkede af spiritus, og efter megen ballade og skyderi kom denene ind i sovekammeret. Han var helt vild og pegede på os med sit skarpladte gevær. Vi var bange, og begge vore mødre reagerede
meget voldsomt. For at russeren kunne falde lidt til ro, satte jeg
mig op i sengen og rakte ham mit dyrebare barn. Jeg kunne ikke
vide, hvad han ville gøre ved barnet, men jeg tænkte, at det ville
berolige ham. Russeren tog barnet, knugede det ind til sig, græd og
kyssede det igen og igen. Det var en gribende oplevelse. Men han
faldt til ro. Samtidigt kom den anden russer ind. Han viste mig sin
arm. Han havde skåret sig på rudeglasset, da han brød ind i huset,
og det blødte meget fra såret. Jeg tog hans hånd, holdt den lidt og
prøvede ligeledes på at få ham til at blive rolig. Jeg fandt et
navlebind og forbandt hans arm. Da det var gjort, rakte den anden
russer mig barnet tilbage og tog omkring kammeraten og fik ham
med ud.
I soveværelset græd vi alle sammen. Min mor bad en bøn og
takkede Vor Herre for, at han havde sparet vores liv. Jeg knugede
mit barn ind til mig og vaskede hendes lille mund, som soldaten
havde kysset.”
”Men uden for soveværelset begyndte spektaklerne på ny”,
fortæller Christian Jægerum. ”Russerne forlangte cigaretter og
tobak, og de begyndte at lede efter spiritus overalt. Ham med
geværet gik nu igennem hele huset for at finde noget, der kunne
drikkes. Vi havde dengang ikke spiritus i huset. Han blev rasende
over dette og gik ned i kælderen, hvor vi havde en hel masse glas
med henkogt kød og glas med syltetøj. Her tog han geværkolben
og slog alt i stykker. Derefter fortsatte han op på loftet, hvor han
undersøgte værelset, men uden at finde, hvad han søgte.
Så blev de igen lidt nærgående. Karl og mig stod i bryggerset, og
russeren med den forbundne arm begyndte at slå Karl på siden af
hovedet, imens stod den anden med geværet i skudklar stilling.
Mens det skete, fik jeg ud af vinduet øje på sognefogeden fra V.
Hj., Thomas Chren, der kom sammen med en tysk feltgendarm. Jeg
råbte højt: ”Så, – nu kommer tyskerne!” Så blev russerne helt
tossede og ville ud, men de kunne ikke komme ud af
bryggersdøren, for det var så uheldigt, at da de sparkede på døren
for at komme ind, var nøglen faldet ud og røget langt ind under
bryggersbordet, hvor vi til sidst fandt den. Russeren med geværet
kom først ud og løb østen om kostalden. Sognefogeden ville fange
ham og løb den anden vej rundt og var tæt på ham, men da
russeren begynde at hæve geværet, løb sognefogeden, alt hvad
han kunne for at komme i dækning bag laden. Russeren fortsatte
øster ud i marken, hvor jeg kunne følge ham med øjnene, og så
ham til sidst ligge i en stor tue og sparke i jorden. Den anden
russer, ham med den forskårne arm, lod sig tage straks.”
”Senere på dagen, da vi var blevet ene, gik vi og tænkte på, at vi
var sluppet helskindet igennem oplevelsen”, fortæller Christian
Jægerum. ”Vi prøvede på at få det hele på afstand, og jeg spændte
den lille brune hest for og kørte op til Ingstrup by for at købe nyt
glas til dør og vinduer. Mens jeg var der, blev der ringet efter mig
fra vores nabo, Kristian Østergaard. Han oplyste, at der var kommet
nogle tyskere, der ville have mig i forhør. Jeg kørte selvfølgelig
hjem alt hvad remme og tøjr kunne holde. Der var tre kilometer. Da
jeg kom hjem, stod der på gårdspladsen syv tyskere i en rundkreds
hver med deres livrem i hånden. I midten havde de russeren, der
havde haft geværet. Hver gang han dinglede hen mod en af
tyskerne, fik han et slag med livremmen med spændet yderst. – Nu
kom turen så til mig. Tyskerne havde en hel del spørgsmål, som jeg
skulle besvare, og det foregik med boghandleren fra V. Hjermitslev
som tolk. Det viste sig, at der var noget, som var meget uheldigt.
Russerne havde sagt til tyskerne, at jeg havde skåret den ene i
armen med min kniv, og de ville derfor have min kniv undersøgt.
Da jeg samme dag om formiddagen havde slagtet en kalv, var der
blod på kniven. Jeg forklarede så, hvordan russeren havde skåret
sig på glasset, da han brød ind gennem døren. Det viste sig også,
at russerne havde fortalt tyskerne, at jeg havde sagt, at tyskerne
var noget pak, og at russerne var i orden. – Nå, men endelig tog de
af sted igen.
Næste dag kom tyskerne atter på besøg. Denne gang sammen med
en af deres meget højtstående befalingsmænd i flot uniform med
en hel masse ”snore” på. Han havde en skriver med, så alt kunne
føres ind i en bog. Der var også en kvindelig tolk med, en dansk
pige i lange støvler og godt malet i ansigtet. Sognefogeden fra V.
Hjermitslev var der også. De begyndte så forfra med et nyt forhør
og endte med at spørge os om, hvor meget vi skulle have for alt
det, der var slået i stykker. Efter at vi havde regnet lidt på det, kom
vi frem til det meget lille beløb på 65 kroner.”
Anne Jægerum afslutter beretningen:
”Nu halvtreds år efter får jeg
kuldegysninger og bankende hjerte ved at berette om den dag –
den 10. april 1945 – som jeg aldrig glemmer.
Inden tyskerne gik efter deres sidste besøg, kom den tyske
befalingsmand ind i soveværelset og spurgte mig, hvilken straf jeg
ønskede, de russiske soldater skulle have.
Jeg svarede tyskeren, at mit ønske var, om de ville spare deres liv, så de kunne komme hjem til deres familier i Rusland.