I jubilæumsskriftet fra 1946 om Brønderslev, skrevet af Hakon Mielche (21. oktober 1904 i Fensmark – 22. oktober 1979 i Odense) følgende om vildmosens hovedstad.
Jeg mener aldrig, at jeg har hørt om dette i skolen, derfor tillader jeg mig at lægge historien op på denne side, så I alle har lejlighed til at læse den. Jeg foretrækker, at få små fortællinger på min iPad, så jeg kan nyde dem til en kop velbrygget kaffe, mens jeg sludrer med min kone om dit og dat. Jeg bruger ikke gerne min tid på et støvet bibliotek eller et lokalt arkiv.
Om det er sandt, det forfatteren skriver må du selv vurdere.
”Landet blev underkuet og besat, hvor de trængte frem og via de store vandveje sydfra, nåede de helt ind til Vendsyssels midte. Jarlen opslog sin lejr ved vadestedet, hvor han både havde flåden og hæren ved hånden. Stedet blev kaldt Jerslev. Høvdingen, Brunder, blev forlagt med sine folk til en fremskudt stilling, lidt længere oppe i landet, stedet blev kaldt Brønderslev.
Sådan er 25 års-jubilaren blandt Danmarks flittige købstæder i sin første oprindelse, et fremskudt militærfort i fjendeland. En base i den mere end tusind år gamle strid om det danske rige og dets opkomst. Men det kan ikke skjules, at de Brønderslevfolk ikke er helt ægte og uforfalskede efterkommere af Vorherres egne Jyder.
Antagelig er de dog blevet akklimatiseret med tiden. Da Rigets enhed var en kendsgerning og det ikke længere var nødvendigt for Lejrekongerne at holde okkupationstropper i Jylland, blev Brønderslev en bondeby og det i størstedelen af dens tilværelse indtil nu (1946).
Det blev en lille og ubetydelig bondeby som tusinde andre udover det danske bondeland. Muligheder for færdsel og handel havde den ikke, for dens beliggenhed var, som sagt militært og ikke trafikalt bestemt.
Det er da udover de første stormfulde år heller ikke meget, man hører til Brønderslev – nogle middelalderlige adkomstbreve fra byens kirkelige og adelige herskaber, nogle pergamenter og skøder; et grandebrev med bestemmelser for bymændenes daglige virke; nogle tørre notitser nu og da om tyske og svenske og polske krigsfolk og deres hærgen. Brønderslev passede sin jord, og det efterlader ikke dybe spor i historiens bog. Men da byens beliggenhed blev trafikalt bestemt, fik Brønderslev sin chance og tog den.
I 1836 blev den nye hovedlandevej gennem Vendsyssel lagt hen over dens jorde; der blev bygget en kro midt på den øde mark, og snart blev det gamle efterårsmarked fra Bækken afholdt her ved det ny trafikknudepunkt. Det skete første gang i september 1843; og er man ikke tilfreds med de 25 år som købstad i 1946, kan man gerne vælge de 100 år som handelsplads i 1943, det er dog egentlig der, det store skel ligger.
Nybyggere slog sig ned langs landevejsgaden, husene skød i vejret som i en nordamerikansk prærie by ude i “The middle West”, og i 1871 kom jernbanen til med de store, nye muligheder.
Jernbanen sugede driftige folk til sig fra nær og fjern. Ved Brønderslev ny station blev det ene hus bygget op efter det andet. Den gamle bondeby, Øster Brønderslev, hvis indbyggere i fortiden hovedsagelig havde gjort byens navn kendt i egnen, fordi de lavede ganske gode Jydepotter, blev fuldstændig distanceret af Vester Brønderslev; det første gny af den kamp var slag af jernhamre mod skinnevejens bolte, da banen blev bygget.
Det næste slag af en forhammer mod en ambolt, så jerngnister fløj til alle sider, og siden da er den tone af klingende jern blevet Brønderslevs kendingsmelodi udover Vendsyssel og langt omkring på verdenskortet.
Først var det Thorshøj Jernstøberi, der lugtede chancen. Det blev startet i 1876 fem år efter, at det første tog var dampet ind på stationen. I hælene på det fulgte en plovfabrik og Torpegaards Maskinfabrik, og så kom der en dag en mand sydfra fra Tylstrup. Tylstrup var blevet ham lidt for lille. Brønderslev så ud til at ligge rigtigt på landkortet. Der var både bane og landevej, og han, der kom syd fra, mente nok, at han med tiden skulle få nogle varer at sende ad begge veje.
Hans Navn var Peder Nielsen, og han håbede, at det skulle gå; derfor kaldte han sin virksomhed Pedershaab. Vi vil gøre holdt i Brønderslev for at høre lidt om den seje vendelbo, der spyttede i næverne og så sit håb gå tusindfold i opfyldelse, inden han døde i 1936 i sikker Forvisning om, at den store virksomhed hvilede støt i sønnernes hænder.
Peder Nielsen var søn af fattige, men hæderlige forældre i Tylstrup, en lille by i kanten af den Store Vildmose. Begyndelsen er altså den klassiske. Fortsættelsen lyder således: Peder Nielsen drog til den store stad København, hvor han dels arbejdede som karl i et par brændevinsbrænderier, dels besøgte museer og teatre og andre seværdigheder, dels opdagede, at storstadens tillokkelser nok var ganske interessante, men ikke tilstrækkelig interessante til at fastholde en vendelbo til evindelige tider. Og så drog Peder Nielsen nordenfjords igen. Han vendte hjem til Tylstrup, og da han ved flere lejligheder havde vist at have mekanisk snilde og et par gode hænder surret fast på skafterne, lavede hans far da heller ikke vrøvl, da Peder kom og spurgte, om han ikke nok måtte låne 500 Kroner af familiens sparepenge for at begynde for sig selv med noget mekanik.
Peder fik de 500 og så fik Tylstrup sit mekaniske værksted. Det var ikke særlig flot. Peder og hans broder klinede en forlængelse til forældrenes hus, hele herligheden var ca. 6 m x 8 m, men så var der til gengæld oppe på taget en vindmølle, som leverede den nødvendige kraft til fabrikken nedenunder.
Man fik købt lidt brugt værktøj, og en del værktøj måtte man selv til at fremstille, da markedet ikke bød på noget, der var slet så fiffigt, som det, Peder Nielsen havde gået og udtænkt.
Det første år var omsætningen oppe på 825 Kroner. Næste år fordobledes den. Det var beslag til bygninger, hængsler og den slags, der var hoved-artiklerne.
Peder Nielsen trillede selv afsted til Sulsted station med varerne på en trillebør, når de skulle ud til kunderne; og det var for øvrigt ham selv, der var fabrikkens eneste rejsende. Han kunne kun tage lynture ud i Jylland, for når han ikke var hjemme, kunne personalet ikke rigtig få arbejdet til at glide.
Den var gal, da han en vinter sad fast under en snestorm i Ølgod hos sin gode ven stationsforstanderen. Han sad i fem dage og blev nødt til at telegrafere hjem, at fabrikkens personale hellere måtte sætte krog på værkstedsdøren udefra og gå hen for at søge arbejde ved snekastning, indtil han selv kom hjem og fik smidt jakken og sat arbejdet i sving. Og så var det, at Peder Nielsen hørte om, at der var så god gang i det splinternye Brønderslev.
Så var det, han købte den grund ved banen og byggede et fabrikskompleks, der var helt imponerende ved siden af det i Tylstrup: 32 x 10 m med dampskorsten. Vindmotoren var blevet kasseret. I dens sted var trådt en dampmaskine, der udviklede en så svimlende kraft som fire hestes kraft på en gang.
Det var i 1886. Da kunne en mand på fabrikken dreje 100 berlinerknopper om dagen. Det syntes Nielsen var helt fint. På en udstilling i København så han en maskine, der satte en mand i stand til at dreje 600 knopper. Så tog P. Nielsen med første båd hjem og lavede en maskine, som kunne fremstille 1200. Nu laves der 5-6000 om dagen pr. mand på “Pedershaab”.
Bagefter lavede han for en sikkerheds skyld en maskine, der kunne fremstille kramper så hurtigt og godt, at han øjeblikkelig kunne slå alle, indførte billige kramper ud og endda tjene store penge. Og nu var det konkurrenterne, der fik krampe.
Så begyndte dette hersens nymodens med fagforeningerne. De ramlede naturligvis sammen med vendelboen Peder Nielsen, så der føg gnister akkurat som på smedeværkstedet. Det føg i 19 år. Det var som Henry Fords kamp mod fagforeningerne.
Der stod fagforeningerne med deres krav og deres ideer – og der stod Peder Nielsen, “Pedershaab”, som kunne pege på, at hans arbejdere tjente bedre end fagforeningernes arbejdere, og at de ikke havde alt det vrøvl med strejker, men at tvistigheder blev afgjort ved voldgift. Peder Nielsen havde oprettet en pensionskasse for arbejderne, og han byggede huse til dem, som han satte mange penge til på. Han vovede sig også frem med et forslag om, at arbejderne skulle have andel i fabrikkens overskud, men så opløftede fagforeningerne et ramaskrig og skrev i ”Sociale” for Brønderslev og Omegn, indtil papiret begyndte at gløde.
Da de nitten år var gået, bøjede Peder Nielsen sig for udviklingens lov.
Men han holdt ikke af det. Han var vendelbo, ham skulle ingen komme og diktere.
Cementfabrikkernes høje skorstene havde længe spyet deres hvide røgskyer ud over det sydlige Vendsyssel. Store dampere løb langs kaj og lastede cementsække både ved Aalborg og Nørresundby.
Peder Nielsen begyndte af få cementstøv i sin fint vejrende næse. Her var måske noget at gøre?
Cement var ikke hans fag, men det var mekanik og metal. For at lave alle disse fine ting i cement skulle man bruge forme, og de skulle være af metal. Så lavede Peder Nielsen støbeforme. Det næste skridt lå lige for.
Cement skulle blandes godt for at være første klasses. Det skulle blandes i første klasses tromler. Ja, men “Pedershaab” lavede første klasses varer i forvejen, så hvorfor ikke lave cementmaskiner også?
Og så tog han fat på det. Men det kunne ikke laves på beslagfabrikken ved jernbanen. Der måtte en helt ny fabrik til.
Det blev ”Pedershaab Maskinfabrik A/S”, der blev startet i 1915.
Den dag, da Peder Nielsen i Tylstrup for første gang så vindmøllens hjul begynder at gå rundt oppe på taget af forældrenes hus, havde han vel næppe drømt om, at hans maskiner, inden der var gået et halvt hundrede år, skulle gå hele verden rundt.
Der snurrer cementblandemaskiner i Rusland, Argentina, Mexico, Bombay, Singapore, Brasilien, Sydafrika og Island; snerydningsmaskiner fjerner snedriverne på internationale flyvepladser og baner vej for de herrer Fokker, Juncker, Douglas, Lockheed, og hvad de nu alle sammen hedder, disse det tyvende århundredes hurtiggående trafikmaskiner på fart mellem landene.
Cementsøjler, tagsten og kloakrør støbes verden over i Peder Nielsens forme; veje får den sidste afpudsning med hans tunge motortromler; og brosten hamres på plads i Moskvas gader og Buenos Ayres Plazaer med stampemaskiner fra Brønderslev.
Rambukke tordner mod pælehoveder, hvor broer bygges og bygninger rejses; spil fra “Pedershaab” hejser mursten og mørtel til tops i stilladser, gravkøer pruster og æder sig ind i skrænter, sten knuses til skærver og lokomotiver fra Brønderslev haler afsted med tipvognstog med snurrende dieselmotorer som drivkraft på alle mulige breddegrader.
Traktorforspændte kraner-pumper-murstensmaskiner-vibratorer-sneplove skovler sneen til side, snerydningsmaskiner spreder den som et nyt snefog udover markerne, bort fra vejbanen og grusningsmaskiner følger efter for at fjerne de glatte vejes fare for trafikken, så vogne med “Pedershaab” generatorer trygt kan tage svingene. Når dertil kommer, at svin guffer mad i sig, som er tilberedt i Brønderslev foderkogere, kan man sikkert ikke med rimelighed forlange et mere afvekslende repertoire fra et enkelt firma.
Og dog har Maskinfabrikken ikke tænkt på at lade det blive ved det, man har nået. Oppe på tegnestuen sidder en snes (20) ingeniører klumpet sammen om et dusin (12) store opretstående tegnebrætter og lige så mange tegneborde. Der bliver de ny ideer til, der tager de form og gennemprøves atter og atter på det tålmodige papir, indtil de en dag er nået så vidt, at de kan materialiseres i støbejern eller stål og gennemprøves endnu en række gange, inden fabrikkens kollektion bliver forøget med et nyt nummer. I den forløbne tid var det tørveæltningsanlæggene, der var det store nummer. Flere hundrede anlæg udgik fra “Pedershaab” og blev sendt ud over hele landet. Det er dem, der har stået og tøffet og snurret i de varme sommerdage, for at De og jeg har kunnet sidde og hygge os lunt inden døre ved vintertide med en gammelkendt duft af tørverøg i vores næsebor.
Ellers har det været generatorerne, der har stået først på programmet. Der er lys i de mægtige værkstedshaller langs banelinjen dag og nat.
Jern gløder og svejsemaskiner hvæser og sprutter et fyrværkeri af gnister til alle sider som en juletræsstjernekaster af kæmpeformat og af en så intens lysstyrke, at øjet vil tage skade af at se ind i den, hvis det ikke er beskyttet bag mørke briller. Det klinger og gnistrer og hamrer fra alle sider nat og dag, dag og nat.
Gamle Peder Nielsen fik 6 sønner. De tre står i spidsen for fabrikkerne i Brønderslev. To har med Pedershaab Maskinfabrik A/S og dens aflægger vinduesfabrikken at gøre, en dirigerer stamfabrikken, A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, der i dag akkurat som i 1886 fremstiller bygningsbeslag. Siden 1927 har man haft en afdeling i København, også den har vokset sig stor i det tempo, der hidtil har været karakteristisk for virksomheden i Brønderslev.
Hele virksomheden breder sig nu over 20 tusind kvadratmeter og herfra breder den sig videre ud over Jorden. Bedst ser man det store verdenskort inde i eksportafdelingen – forskelligt farvede knappenålshoveder og brogede bånd fører ud til de fjerne, eksotiske lande, hvor en “Pedershaab” maskines trofaste og pålidelige danske motorhjerte banker i takt med tidens rytme.
Og tempoet – ja, det kan ikke siges bedre end med tørre tal.
I det første år, da firmaet var i virksomhed, var omsætningen:
1915: Kr. 207,212, –
1925: Kr. 624,651, –
1935: Kr. 2.275,140,-
1939: Kr. 3.638,655,-
1940: over 5 millioner kroner.
De Lønninger, der i den forløbne tid er blevet udbetalt i Brønderslev, viser en stigning fra 40.128 Kroner i 1915 til godt 1 million. i 1940. Og alt dette er resultatet af, at en fingernem dreng fra Tylstrup fik lyst til at sætte foden under sin egen drejebænk.
Uddannelse havde han ikke på noget felt, han var hverken håndværker eller handelsmand, havde ingen eksaminer og ingen indflydelsesrige bekendte i ryggen. Men han havde alt det andet i sig det, der i sidste instans betyder noget. Han var vendelbo som de er, når de er bedst, han var selv støbt af stål, og der var ingen støbefejl. En dag vil man sikkert støbe hans billede i bronze og anbringe det på en sokkel et sted i det smukke lille anlæg overfor fabrikken eller et andet sted i den by, der i så overvejende grad skylder drengen fra Tylstrup sin store vækst og gennem hans arbejde har opnået, at mennesker fra Kap det gode Håb til Alaska, fra Hong Kong til Guayaquil, nu og da må stirre forvirret på skrivemaskinens klaviatur og forgæves søge efter det mærkelige “Ø” i Brønderslevs navn.
Kilde:
Uddrag fra Hakon Mielches Brønderslev – Industricentret i Vendsyssel. Udgivet ifm. byens 25-års købstadsjubilæum 1946.
Opsummering:
Peder Nielsen født d. 22.10.1854 i Ajstrup, død d. 21.3.1936 = 81 år og 7 mdr.
1836 Hovedlandevej etableres.
1871 Jernbanen kommer til Brønderslev.
1876 Thorshøj Jernstøberi etableres.
1877 Peder Nielsen, Tylstrup sender et brev til isenkræmmere om beslag.
1886 Pedershaab startes i Brønderslev.
1915 Pedershaab Maskinfabrik A/S etableres i Brønderslev.
1921 Brønderslev opnår købstadsrettigheder.
1927 PM opretter afdeling i København.
1936 Peder Nielsen dør den 21.marts.
1943 Brønderslev kan fejre 100 år, som handelsby.
1946 Brønderslev fejrer 25-års jubilæum som købstad.
2021 Brønderslev kan fejre 100-års jubilæum som købstad.
500 kroner i 1870-80´erne svarer nok til 50-75.000 kr. i dag?
