Her er lidt baggrund om Karl Damsgård som har skrevet den følgende historie.
Karl Damsgaard er pensioneret landmand og gift med lærer Elna Damsgaard. Bor nu ved Thise Kirke på Kirkebakken 67. Der er 4 børn og
13 børnebørn.
Karl og Elna drev i en årrække gården ”Vibsig”, Vibsigvej 25 i Tolstrup
Karl var i årrække formand for Brønderslev og Omegns Landboforening. Blev samtidig også valgt til formand for landboforeningerne i Region Vendsyssel og han var dermed repræsentant for de vendsysselske landmænd på Axelborg som en del af bestyrelsen i Danske Landboforeninger.
I disse år var Karl Damsgaard initiativtager til flere processer for at undersøge muligheden for at danne en fælles landboforening i Vendsyssel ved en fusion. Det lykkedes dog ikke, men disse tiltag var medvirkende til at LandboNord blev en realitet i 2000.
Karl har også været formand for menighedsrådet i Tolstrup Stenum og var i sin ungdom ansat ved fængslet i Sønder Omme.
Han var i mange år vurderingsinspektør ved DLR med fokus på de større gårde i Jylland.
Karls mor var fra Sønderjylland og Karl har skrevet en interessant historie som følger nedenfor.
Karl er medlem af bestyrelsen for Grænseforeningen.
Historien –
Livet består af tilfældigheder.
Af Karl Damsgaard
Mit bidrag til Historier fra Brønderslev er ikke en beskrivelse af mit liv fra første glimt af erindring fra barn over ungdom til voksenlivet.
I stedet med udgangspunkt i overskriften en fortælling om tilfældigheder som blev en del af min tilværelse.
Mit liv er nemlig en konsekvens af, at forstanderen på Gråsten Landbrugsskole ikke kunne styre landvæsenseleverne, som var ansat på landbruget på skolen!
Forud for dette, var min far blevet ansat hos gårdejer Johannes Schmidt, Kollund med start 1. april 1945. Al offentlig trafik var stort set suspenderet af flere årsager, primært p.gr.a omfattende sabotage af modstandsbevægelsen
Derfor var det cyklen, der var transportmidlet, og min far talte gerne om denne tur til Sønderjylland på cykel. Lidt gået på klingen, var det nu ikke på cykel hele vejen, men flere tilbud på ladet af lastbil m.v.
Hjælpsomheden var stor disse sidste krigsmåneder.
Ankommet til gården ved Kollund, blev min far bekendt med, at Johannes Schmidt var blevet hentet af en Gestapo mand og en dansk håndlanger.
Johannes Schmidt var en kendt person, og var bl.a. formand for de sønderjyske landboforeninger.
Han havde været meget åbenmundet om hans syn på besættelsesmagten, og derfor var han blevet afhentet til afhøring.
Afhentningen skete ikke helt planmæssigt, idet Johannes Schmidt meddelte de to herrer, at her på stedet spiser vi kl. 12.
Medens husbond, familie og ansatte spiste, sad de to herrer pænt bagved og ventede, og under spisningen blev den danske håndlanger af Johannes Schmidt hånet på alle måder.
Efterfølgende drog man af med Johannes Schmidt, og han kom tilbage nogle dage senere.
Men mandsmod er vel ikke for meget sagt om Johannes Schmidt, når man tør håne den danske håndlanger i alles påhør.
Kollund er tæt på grænseovergangen ved Kruså, og efter befrielsen kunne man være vidne til tyske soldater, gående med alt hvad de kunne bære, som var bestemt for familien i Tyskland.
Alt måtte afleveres, inden man traskede over grænsen. SSérne skulle løbe over grænsen.
Min far havde efter skoleopholdet på Gråsten Landbrugsskole arbejdet på landbruget, som var et større landbrug, sammenlignet med et almindeligt landbrug.
Fiskbæk var gårdens oprindelige navn, og havde været ejet af en tysk hertug. Efter grænsedragningen i 1920, blev Fiskbæk konfiskeret af den danske stat, og blev efterfølgende omdannet til Gråsten Landbrugsskole med tilhørende skolelandbrug.
Min far fik en forespørgsel af forstanderen, som gik på at være forkarl på skolens landbrug. Underforstået at der var problemer med at styre de unge landvæsenselever.
Min far sagde ja, men på den betingelse, at han ikke ville harve!
Han havde åbenbart tidligere stiftet grundigt kendskab til et spand heste og den stive blåler.
Det blev accepteret.
Min mor var på det tidspunkt stuepige hos forstanderen, og hørte, at køkkenpigerne kvidrede over, at nu kom Herluf tilbage.
Det blev ikke én af køkkenpigerne, der løb med Herluf, men derimod min mor.
Og sådan gik det til, at mine søstres og mine gener er en konsekvens af, at forstanderen på Gråsten Landbrugsskole ikke kunne styre landvæsenseleverne!
Min mors familiehistorie.
Dette er ikke beretningen om en sønderjysk families historie, men en noget anderledes historie
Før grænsedragningen i 1920 prøvede Preussen på alle måder at fortyske området op til Kongeåen. Der var en masse måder, man prøvede at gøre Nordslesvig til en integreret del af riget.
Her skal nævnes en stor opfordring til at tyskere på særdeles givtige vilkår kunne erhverve dansk ejendom.
En tysk apoteker fra Hamborg havde derfor erhvervet gården Bommerlund ved Østholm på Als. Han søgte en bestyrer til gården, og her kom mine bedsteforældre ind i billedet.
De kom begge fra halvøen Angel, syd for Flensborg, og gennem generationer befundet sig der, primært som landmænd. Ikke som dansksindede, men slet og ret som en del af den tyske befolkning i området.
Mine bedstefar blev så ansat som gårdbestyrer på Bommerlund omkring 1917, hvor også Als var en del det tyske rige.
Grænsedragningen i 1920 medførte så lige pludselig, at man boede i Danmark, og ejeren af Bommerlund ønskede efterfølgende at afhænde gården.
Det var der lange forhandlinger mellem ejer og mine bedsteforældre, og det strandede på, at mine bedsteforældres opsparing – incl. noget arv- var placeret i rigsmark. Som bekendt blev der en rygende inflation i Tyskland, startende først i tyverne og mine bedsteforældres opsparing gik fuldstændig op i røg.
Køb af Bommerlund viste sig umuligt, og mine bedsteforældre købte en mindre ejendom tæt på Fynshav, Efter sigende gjorde dette tab af alle midler min bedstefar til en bitter mand i mange år.
De forblev tyske statsborgere helt op til omkring 1950. Om det var svært at erhverve dansk statsborgerskab eller de havde planer om at vende tilbage, ved jeg ikke. Som jeg hører det, befandt de sig godt på Als.
Under den tyske besættelse holdt de meget lav profil, og indgik ikke i det tyske mindretals ageren.
Det var åbenbart først muligt at søge dansk statsborgerskab som 18årig, når ens forældre ikke besad dansk statsborgerskab. Dette gjorde min mor i 1943, og fik det uden anmærkninger.
Men der blev så lavet et tillæg til loven, så alle der havde erhvervet dansk statsborgerskab under krigen, skulle op til revurdering. Vi har korrespondancen til denne revurdering, hvor Notmark Sogneråd efter at have indhentet oplysninger og anbefalinger fastholdt beslutningen fra 1943 – uden anmærkninger.
Hele min mors familie bestod efter min bedsteforældres død, derfor kun af en søster med familie, bosiddende i Sønderborg, Resterende familie boede syd for grænsen, og mange familiebesøg omfattede så turen til Angel-området. Herude i landdistriktet var sproget plattysk, og selv om jeg troede, jeg kunne forstå tysk, er plattysk fuldstændig uforståeligt.
Det sønderjyske kaffebord er jo både kendt og berømt. Syd for grænsen foregår det lidt i samme stil. Her bliver boller og alskens kager sendt rundt i hastigt tempo, og så læsser man ellers på sin tallerken. Øjnene kan nemt være mere sulten end maven, og det kunne oftest være drøjt at få konsumeret det sidste.
- verdenskrig var heller ikke her gået upåagtet hen hernede. Flere i familien var indkaldt, primært til østfronten.
Min mors moster måtte sende 4 sønner til østfronten. Der kom én tilbage.
Manglede det ene ben, og var skadet mentalt på livstid.
I 1949, hvor mine forældre var blevet gift, flyttede de til V. Hjermitslev, hvor min far var én af de første i Vendsyssel, som blev ansat som kvægavlsassistent. Kunstig insemination af køer var i sin vorden, og min mors opgave bestod så i at tage imod telefonbestilling. Den vendsysselske dialekt var ikke nemmere end nu, og hun fattede ikke alt for godt, når en landmand ud fra det yderste Hvetbo herred bestilte besøg.
En almindelig interesse for historie, og dermed også Sønderjyllands historie, har medført, at min familie ofte er havnet i det sønderjyske ved ferier o. lign.
En del af min militærtjeneste foregik i Sønderborg, og man følte sig som soldat meget velkommen i byen. I særdeles også, når vi var på øvelse i landsdelen. Der var ingen grænse for service, når vi slog kvarter på en lokalitet, hvad enten det var på en gård eller i en landsby.
Der er en meget positiv holdning til forsvaret, og det fik regeringen også at føle, da man i næsten samme omgang lukkede Tønder og Sønderborg kaserner. Regeringspartierne gik betragteligt tilbage i Sønderjylland, og det tilskrives for en del disse kasernelukninger.
Efter grænsedragningen i 1920 var der selvsagt både danskere og tyskere, som imod deres ønske, havnede på den forkerte side af grænsen.
I modsætning til andre grænsedragninger i Europa er Sønderjylland et mønstereksempel på en fredelig sameksistens på begge sider af grænsen.
Der er talrige og sørgelige eksempler på både chikane og tvangsflytning af uvelkomne i andre dele af Europa.
De dansksindede syd for grænsen fik et klart signal fra den danske regering: I skal ikke blive glemt.
Grænseforeninger blev dannet over det ganske land, helt ned på sogneniveau.
Formålet var helt klart at støtte de dansksindede syd for grænsen, men formålet er heldigvis langt bredere nu, hvor det i almindelighed støtter sameksistensen i grænselandet.
Ved sammenlægninger er der i Vendsyssel kun én forening tilbage, nemlig Grænseforeningen Vendsyssel.
Jeg er blevet en del af bestyrelsen for Grænseforeningen Vendsyssel, og vi prøver efter bedste evne at skabe aktiviteter i foreningen.
Man skulle tro, at 100 år efter genforeningen vil dette ikke være relevant længere.
Der er faktisk stor interesse syd for grænsen, og medlemstallet i de danske foreninger er stigende. Der er stor søgning til de danske skoler og gymnasier, så der må være nogle værdier i den danske model, som man finder gode.
Karl Damsgaard
september 2023