Erindringer fra et landmandsliv 1904 – 1954 – af Jens Weise Olesen

 

Jens Weise Olesen født 24. august 1904 og død 22. november 1990. Fotografiet er fra ca. 1931, hvor han som 27-årig startede som godsforvalter på Bjørum Gods.

Herdis Toftegaard Pedersen født 24. maj 1916 og død 12. april 1979. Fotografiet er fra ca. 1934, hvor hun var 18 år.

De blev gift 26. oktober 1940 i Brønderslev Kirke.

Prolog (skrevet af Morten Weise Olesen 15. september 2023)

Både far (Jens Weise Olesen født 24. august 1904, død 22. november 1990) og mor (Herdis Toftegaard Pedersen født 24. maj 1916, død 12. april 1979) har i perioder af deres liv været flittige til blandt andet at skrive dagbøger og erindringer samt at samle billeder af familiemedlemmer og steder de har været. Dertil personlige breve, regnskabsbøger, skøder m.m. Der er tale om brudstykker, der er skrevet og samlet i samtiden og erindringer, der er skrevet mange år efter, at begivenhederne har fundet sted.

Alt dette kildemateriale giver, sammen med personlige mundtlige fortællinger, en yderst spændende familieskildring af livet på landet i perioden fra ca. 1900 – 1954.

Et liv for både far og mor før og efter de blev gift den 26. oktober 1940. Liv der var præget af store oplevelser, virketrang samt store sorger og glæder. På trods af deres store menneskelige forskelligheder stod far og mor altid sammen i både med- og modgang. Begge insisterede de på, at man ikke bare skulle ”slå tiden ihjel” men, at ”livet skulle leves” trods ufattelig modgang i perioder af deres liv.

Som far allerede skrev i forordet til sine dagbogsoptegnelser fra landbrugslivet den 16. januar 1923:

”Man kan, hvad man vil, men slid skal der til”.

”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

 

Læresætninger/guidelines for livet, som var karakteristisk og styrende for fars livsførelse.

Et andet karaktertræk ved far var, at han aldrig klagede sin nød, selv når livet bød på modgang. Han var meget bevidst om, at han aldrig ville ligge nogen til byrde, og i særdeleshed ikke hans børn. Han klagede aldrig sin nød selv ikke i de 11 år, hvor han levede som enkemand i parcelhuset på Solvangsvej 36A i Brønderslev. Han klarede tingene selv til sin død. Han fortsatte et aktivt arbejdsliv som selvstændig til sin død.

Trods alder og modgang insisterede han på at bevare en stor personlig værdighed og selvrespekt hele livet igennem. Som han selv udtrykker det i sine erindringer:

”Hellere falde for stormens brag end at visne som et usselt vrag”.

Fars erindringer, som her er renskrevet, har han skrevet i perioden 26. marts 1985 til juni 1990. Erindringerne dækker perioden fra fars fødsel i 1904 til de tragiske hændelser indtraf på Sejlstrup Hovedgaard i 1953/54.

Far nåede desværre ikke at skrive om den sidste tid på Sejlstrup og perioden derefter. Årsagen var, at han i sommeren 1990 fik konstateret uhelbredelig lungekræft og døde den 22. november 1990.

Fars erindringer er således skrevet en hel del år efter, at de beskrevne begivenheder har fundet sted. Naturligvis betyder det, at erindringerne har ”huller” både, hvad angår kronologi og indhold. Alligevel udgør hans erindringer en stærk skildring af livet på landet i Danmark i perioden ca. 1904-1954. Både den måde og indhold, hvorpå han har skrevet gør hans erindringer til både en slægtshistorie og en samtidshistorie.

Erindringerne har han håndskrevet, og hans skrift kan være vanskelig at læse. Det har derfor været til ubeskrivelig hjælp, at min kære hustru Marian har kæmpet sig igennem ”skrifttegnene” og renskrevet det hele således, at erindringerne kan formidles til nulevende og kommende familiemedlemmer samt andre interesserede.

Selv har jeg visse steder ”strammet” det sproglige op og lavet små ændringer og tilføjelser, så det er nemmere at læse og forstå fars erindringer, uden det er gået udover det autentiske.

Jeg har også skrevet denne prolog og en epilog til fars erindringer for derigennem kort at perspektivere disse.

Desuden har jeg skannet noget relevant billedmateriale ind i erindringerne, som jeg var i besiddelse af. Mere billedmateriale kunne med fordel inddrages.

Jeg ønsker alle nulevende og kommende familiemedlemmer og øvrige interesserede god læselyst med Jens Weise Olesens erindringer. Jeg er meget stolt over mine forældre og taknemmelig for det fundament de trods modgang har givet mig. Ære være deres minde.

Med venlig hilsen

Morten Weise Olesen

Den 15. september 2023

 Indledning

Flere gange er jeg af vores søn Jens blevet opfordret til at skrive om mit liv. Det er længe siden, han talte om det første gang. Jeg lovede at gøre det, men har stadigvæk meget tilbage. Det er fordi jeg ikke tror, jeg kan beskrive det levende nok. Jeg er bange for, at det bliver en kedelig beretning uden den gnist, der skal til for at det kan læses med interesse.

For ikke så længe siden spurgte vores søn Jens, om jeg var begyndt. Jeg svarede, at det var jeg ikke. Han opfordrede mig igen til at skrive. Derfor har jeg så i dag, den 26. marts 1985, taget mig sammen til at skrive, og som I ser, har jeg nu snart skrevet en del sider i denne bog, som jeg for snart et år siden købte til dette formål.

Da vi jo har en slægtsbog, som vores yngste søn Morten skal arve, vil jeg kun kort nævne noget om min herkomst til fars og mors side.

 

Billede af Krogtoftegaard fra 1992

Om min far kan jeg nævne, at han hed Ole Madsen Olesen, og at han var født på gården Krogtoftegaard den 13. juni 1873. Fars slægt på fadersiden har gennem mange generationer været selvejende landmænd i området omkring Hjørring.

I lige linje kan nævnes Holtegaard, Martinsminde, Krogtoftegaard og Flaget, som alle var slægtsgårde og beliggende i området omkring Hundelev.

 

 

Billede af Martinsminde 1992

 

Min farfar, Martin Olesen, er født den 19. marts 1845 på slægtsgården Krogtoftegaard. Da han den 24. maj 1872 blev gift med sin kusine Hanne Jensen (født 19. august 1844, død 20. december 1904) overtog de gården efter Martins fader Ole Madsen. Gården var på ca. 175 tønder land. Min far havde to brødre og en søster, som alle er født på Krogtoftegaard. Farfar Martin ejede i en periode både Krogtoftegaard og Martinsminde, som lå tæt på hinanden kun adskilt af Løkkenvej.

I 1914 overtog Martins søn, Jens Madsen Olesen, og hans søster, Mette Kirstine Olesen, Martinsminde. Martin boede sammen med børnene Jens og Mette på Martinsminde til sin død den 15. juli 1928. Både Jens og Mette forblev ugifte og havde ingen børn. Fars anden bror, Alfred Olesen, købte i 1909 Haugaard, som lå tæt på Martinsminde.

 

Til venstre ses Alfred Olesen, i midten Mette Kirstine Olesen og til højre Jens Madsen Olesen. 1. dec. 1906

Jeg har som barn flere gange været på Martinsminde. Bedst husker jeg engang, at en stor hund bed mig eller måske kun bed efter mig. Jeg husker også den lange køretur med heste fra Holtegaard og til Hundelev. Det foregik i en vogn med to ”agestole”, som det hed. Jeg sad foran ved far, og mor sad på den bageste stol. Hun sad i midten og havde en arm om hver af mine tvillingebrødre, Harry og Martin, for at holde på dem, når de faldt i søvn på vej hjemad.

 

Morten Weise Olesen ved hans oldefar Martin Olesens gravsten, sommeren 1992. Jelstrup kirkegård

Det var lidt om min fars herkomst. Han døde 13. januar 1939.

Om min mors herkomst ved jeg ikke ret meget. Hun er født den 4. juli 1866 i Egense, Mou sogn. Hendes fødenavn var Anna Nielsen. Hendes forældre hed Niels Nielsen og Margrethe Nielsen.

Annas farfar hed Niels Pedersen (født 21. september 1791, død 3. marts 1871). Niels Pedersen deltog som 16-årig i søslaget ved Sjællands Odde den 22. marts 1808 ombord på Linieskibet ”Prins Kristian”. Skibet blev angrebet af en overlegen engelsk flåde. Danmark var i krig mod England som følge af, at vi var allierede med den franske kejser Napoleon. ”Prins Kristian” blev stærkt beskadiget og grundstødte. Ombord var der 132 sårede og 69 dræbte. Blandt de dræbte var den 24-årige kendte søofficer Peter Willemoes. Ifølge eget udsagn var Niels Pedersen ved Willemoes side og så ham falde og hørte ham råbe: ”Av mit hoved!”, hvorefter han faldt død om.

Mor havde fire søskende, to brødre, Laurits og Peter. To søstre, Ane Marie og Mette Marie, som døde ugifte.

Laurits kone hed Marie. De havde to børn, Niels Peter og Margrete. Niels Peter fik gården efter faderens død i 1939.

Søsteren Margrete kender I. Hun blev gift med Christian fra Terpet, han var jo bror til min bror Martins kone Anna.

Den anden af mors brødre Peter blev gift og fik en gård, også i Egense. Han døde kort efter og efterlod sig kone og en lille dreng på 3-4 år. Drengen hed Carl, og I har nok hørt ham omtalt. Da han blev gift i 1925, købte han en gård i Bælum, men han klarede ikke kriseårene i trediverne og måtte sælge gården. Efter et par år som købmand i Stae ved V. Hassing, købte han Agersted kro. Der var de i mange år og havde det godt, til han blev gammel og solgte kroen. Han døde for 4-5 år siden i 1979 eller 1980.

Så vidt jeg ved er gården i Egense udstykket, men Niels Peters enke bor stadig i stuehuset. Gården var på ca. 70 tønder land.

 

Min mor var enke, da hun giftede sig med far.

Hun var først gift med Jens Weise Hejlesen født på Vestergaard i Gaarestrup 5-6 km nordvest for Hjørring. De blev gift den 30. maj 1895 i Mou Kirke (Se det første blad i den gamle bibel).

Dette ægteskab varede kun i ca. 9 måneder. Han døde af blindtarmsbetændelse på Holtegaard først i marts 1896. De købte Holtegaard den 3. maj 1895, samme måned, som de blev gift.

Ole Madsen Olesen (ca. 1903) og hustru Anna Olesen (1. juli 1899)

 

Derefter sad mor som enke på Holtegaard i 7 år, indtil hun den 23. oktober 1903 blev gift med min far, Ole Madsen Olesen. Holtegaard var på 80 tønder land, og det var en meget god gård. Mor og hendes første mand havde ingen børn. Jeg tror ikke, han kunne blive far, for han havde en bror og en søster, som begge var gift, men de forblev også barnløse.

Barndomsårene

Det er ikke meget jeg kan huske fra min barndom, før jeg kom i skole. Mine tvillingebrødre Harry og Martin blev født da jeg var 2 år på nær 14 dage. Det husker jeg selvfølgelig heller ikke. Jeg kan huske en pige, vi havde, som hed Thora, og jeg husker en barnepige, som passede os. Hendes forældre havde et jordløst hus oppe i Ilbjerge. Mange ”småfolk” havde øgenavne dengang. Han blev kaldt Døvpeter. Barnepigen hed Johanne, det blev så til DøvJohanne, men det var jo først flere år senere, at jeg blev bekendt med det øgenavn.

 

Ellers begynder mine erindringer først da jeg startede i Houstrup skole. Den lå ved Sæby Landevej ca. 2 km vest for Tårs. Jeg havde nok knap 3 km at gå til skolen. Houstrup skole bestod af to bygninger, som lå ved hver sin ende af legepladsen. Begge bygninger står der endnu, men der har ikke været skole der i mange år. I den mindste skole, det røde hus, var der en lærerinde.

 

Ole Madsen Olesen, hustru Anna Olesen og Jens Weise Olesen. Foran stuehuset på Holtegaard 1906.

Hos hende begyndte skolegangen. Hun hed frk. Primdal. Hun døde, da jeg havde gået i skole et år eller to.

Efter hende kom der en frk. Poulsen, hun var ung og meget dygtig.

I den hvidkalkede skole på den anden ende af legepladsen (den var ikke stråtækket) residerede en gammel eller måske bare ældre lærer. Han var meget indremissionsk, hvilket prægede både hans person og hans undervisning. Han var en høj, rank mand med snehvidt hår og langt hvidt skæg. Han lignede, hvad jeg forstår ved en gammel patriark.

Vi lærte da at læse, skrive og regne, det er jo tre vigtige fag. Udover disse tre var der religionsundervisning. Som indre missionsmand gik han meget stærkt op i denne undervisning, som for en stor del bestod af at lære udenad. Det blev et terperi uden ende. Vi skulle lære skriftstederne i Luthers Katekismus udenad, og der var mange. Ligeså med salmevers. Dem lærte vi i snesevis udenad.

Far og mor holdt på, at vi skulle kunne vores lektier, så det terpede vi på efter skoletid.

Det første år eller to gik vi i skole hos lærerinden. Derefter over til den gamle lærer Lauritsen et eller to år og sådan videre til skolegangen var forbi. Da far og mor syntes, at jeg lærte for lidt hos den gamle lærer, besluttede de, at jeg skulle på privatskole i Hjørring.

Der begyndte jeg så efter sommerferie i 1915, da jeg var 11 år.

Det var en lille skole med børn fra 7 til 10-11 år med fire klasser. Der var kun 12-14 børn i hver klasse. Skolens leder var fru Heerford. Det var en meget myndig dame 50-55 år, snehvidt hår og en lorgnet dinglende på maven. Det var ikke briller, som man bruger nu, der var ingen stænger bag ørerne. En lorgnet med fjeder sad fastklemt om næsen. Der var tre andre lærerinder foruden lederen. Hun drev (ledede) skolen for egen regning. Der skulle betales skolepenge. Jeg tror, at far betalte 20-30 kr. pr. måned for mig.

 

Ole Madsen Olesen og Anna Olesen med deres tre børn, Jens og tvillingebrødrene Martin og Harry. 2. jan 1907

 

Det var en god skole, hvor vi lærte noget. Skolen var på nordre side af Springvandspladsen. Gennem en port ind til en baggård brolagt med toppede sten, der var legepladsen.

Der var fire skolestuer på 1. sal i bygningen til højre i gården. En cementtrappe førte derop. Den dag i dag står det, som da jeg gik i skole der.

Langt den største del af eleverne var, som det hed dengang, ”bedre folks” børn fra byen. Et mindretal var så os ude fra ”bøhlandet”, som det hed, så gnidninger og lidt slagsmål kunne ikke undgås i begyndelsen.

Der var særligt en i klassen, han var altid på nakken af os. Han hed Chr. Ewertsen. Hans far var eneste overlæge på Hjørring Sygehus. Nu er jo hver anden sygehuslæge overlæge. Derudover var han praktiserende læge, og han var også vores læge derhjemme. Det var så hans knægt Chr., der en dag ville kanøfle mig. Slagsmålet var hurtigt overstået. Jeg var så heldig at ramme ham rigtigt med en knytnæve lige på hagen. Det var et knockout. Han styrtede om og kunne tage tælling til langt mere end 10. – Stor opstandelse. To lærerinder kom løbende i deres lange flagrende skørter, så bar de knægten ind på en sofa eller lignende i en forretning ved siden af. Ringede til overlægen, som kom i taxa. Man havde ingen bil dengang. Med en lærerindes hjælp vaklede den slagne ”helt” ind i en åben taxa. Efter denne batalje ventede jeg mig en ordentlig omgang af ledelsen, fru Heerfordt, men den udeblev fuldstændig, den kom ikke. Der var fuldstændig tavshed, for hun var sikkert fuldstændig klar over, at knægten, den storsnudede hvalp, havde fortjent det han fik. Efter dette blev der mere ro mellem by og land i skolegården.

 

Jens Weise Olesen i midten samt hans tvillingebrødre Martin og Harry (ca. 1916)

Den lille skole hed ”Fru Heerfordts Forberedelsesskole”, altså forberedelse til mellemskolen.

Efter sommerferien 1916 kom jeg så op i Skolegade og kom på ”Hjørring højere Almene skole” som den hed dengang. Den var tredelt. I de første 4 år var der fire mellemskoleklasser. Derefter kunne man så vælge at tage realeksamen. Det varede kun 1 år, eller man kunne vælge gymnasium og blive student på 3 år lige som i dag.

Da jeg ikke ville læse videre, kom jeg ud af skolen efter sommeren 1918.

 

Fra Holtegaard var der 8 km til Hjørring. Om sommeren cyklede jeg. Om vinteren kunne det være besværligt. Det første år eller to kørte jeg med tog fra Ilbro station. Det var Hjørring-Hørbybanen, som nu for længst er nedlagt. Jeg kan den dag i dag huske, at toget gik fra Ilbro kl. 8.11. Skolen begyndte kl. 8.00, så alle os der var med tog, kom næsten en time for sent. Der var mange skoleelever med fra Lørslev, Tårs, Øster Vrå og Hørby. Det var jo under den 1. Verdenskrig, så toggangen blev indskrænket, så der var ingen tog, der passede til skolegangen. Der var tre elever fra Lørslev og Ugilt, de kørte til Hjørring i en jumbe, som er en tohjulet vogn. Jeg gik så eller blev kørt til Ilbro og fik så kørende med de tre til Hjørring. Det var meget besværligt.

 

Sommerens store begivenhed indtil konfirmationsalderen var turen til Egense og besøge morbror Laurits, hans kone Marie, deres børn, Niels Peter og Margrete (Terpet) og begge de gamle mostre. De er nu alle døde på nær Margrete.

Ja, den rejse var en stor begivenhed og den blev planlagt i god tid. Det var jo længe før, at det var almindeligt med egen bil, så vi kørte med toget. Vi rejste altid lørdag formiddag. En af karlene kørte os til Hjørring, hvor vi kørte med tog til Aalborg. Det var en stor oplevelse for vi tre drenge. Stor var spændingen, da vi kørte ind på jernbanebroen over Limfjorden. Da vi kom til Aalborg, kom vi igen ud for en stor oplevelse. Der fik vi børn vores første biltur. Ja, vi skulle jo ned til havnen, hvor der lå en lille damper, som hed ”Frem”. Den skulle vi med. Vi var jo fem i alt og havde megen bagage, så far hyrede en bil til havnen. Det var en mægtig spændende køretur i bil gennem den store fremmede by. Vi sejlede så øst på ad fjorden. Det tog 1-2 timer. Så lagde ”Frem” til ved Mou bro. Det var en mole bygget et stykke ud i vandet, hvor færgen lagde til. Så sejlede den videre til Hals. Vi kom i land, og der holdt morbror Laurits med sin hestevogn. Så kørte vi de 2-3 km til Egense. Vi var der ved aftenstid. Den ”lange” rejse, som varede hele dagen, var overstået. Vi var alle fem godt trætte.

 

Jeg glemmer i den her forbindelse at fortælle, at mor havde en gammel morbror og moster, altså bror og søster. Dem besøgte vi vist hvert år, når vi var i Egense. De boede, der hvor de var født, på en gård lidt uden for Hals. Da de blev gamle, solgte de gården og købte et hus på torvet i Hals. Der på torvet er der en hvalkæbe, som danner en port over en gade, der fører fra torvet. Den ene side af kæben står i morbror Knuds have, den anden på den anden side af gaden. Da den sidste af dem døde i 1923, arvede mor og hendes søskende 25-30.000 kr. Det var ret mange penge den gang.

Rejsen fra Egense til Hou var meget spændende for vi tre drenge. Vi blev sammen med far og mor kørt i hestevogn ud til fjorden. Det første stykke var der meget grundt (lavt) vand. Der kunne robåden ikke gå ind, så hestene vadede et godt stykke ud i fjorden, hvor båden lå. Der skulle forsigtighed til, for pludselig kom vi til dybet, hvor grunden gik stejlt ned. Morbror Laurits fortalte, at for nogle år siden var en mand kørt for langt ud og begge hestene gled ud og druknede. Da vi nåede ud til båden, sprang vi ned den ene efter den anden. Så sejlede vi over fjorden til Hals, hvor vi blev godt modtaget af de to gamle. Senere var der jo kun én. Turen tilbage samme dag foregik på samme måde.

Vi kom altid til Egense om lørdagen og rejste igen tirsdag. Det var dejlige dage i Egense. Det var sådan er hyggelig lille by. Der var mange gårde. De lå tæt sammen. Markerne lå rundt om byen, så de havde temmelig langt ud til markerne.

Vi lærte mange børn at kende der og havde det dejligt sammen med dem.

Da vi tre børn blev større, vel sagtens konfirmeret, cyklede vi derned nogle gange. Dengang gik det ikke så let at cykle som i dag. Der var ingen asfalt på vejene. Vejene var belagt med grus og skærver, mange lå løse. Dem skulle vi manøvrere uden om, og huller i vejene var der mange af.

Jeg vil også skrive lidt om de togvogne, man rejste i for 60-70 år siden. Der var ingen gennemgang på langs af vognene, som vi har det nu. Kupeerne var fuldstændig adskilte. Der var en udvendig dør til begge sider af vognen, så der var dobbelt så mange døre som kupeer i en vogn. Når konduktøren skulle billettere, gik han på trinbrættet uden for vognen og bankede på runden. Når så en rejsende lukkede vinduet ned, hagede konduktøren sig fast med albuerne og stod så der og klippede billetterne. Det måtte være en kold omgang om vinteren.

Den lille by Egense ligger lige langt fra Limfjorden og fra Kattegat, ca. 3 km til hver. Morbror Laurits havde enge, der gik helt ud til Kattegat. Som de landkrabber vi tre brødre var, søgte vi gerne til vandet. Det var jo nyt og spændende for os. Ved lavvande kunne vi gå mindst en kilometer udad, inden vi kom til vand. Der hvor vandet havde trukket sig tilbage, var der spændende at gå, for der kunne vi finde muslingeskaller og andre sjove ting, blandt andet var der mange forskellige vadefugle, som vi aldrig så hjemme.

Limfjorden var vist mest spændende, for der var der noget særligt som lokkede. Det var robådene. Når folk bor så tæt ved vand, er der mange, som har både.

Bådene havde en magnetisk tiltrækningskraft på os. Vi måtte ud at sejle, og det gjorde vi. Da roning ikke var vores stærke side, blev det bare til lidt plasken omkring på det grunde vand, men vi morede os dejligt, men det fik også ende. En mand havde fortalt moster om vores eventyr til søs. Så skal jeg love for, hun gav os det glatte lag. Hvordan vi dog kunne finde på at tage en anden mands båd, og hvor farligt det var. Vi kunne drive ud i sejlrenden, kunne blive sejlet ned af store skibe, vi kunne drive med strømmen til havs og måske drukne. Vi måtte love at indstille sejladsen, det gjorde vi også – indtil næste sommer, så sejlede vi igen. Det var dejlige dage i Egense, som jeg tit har tænkt tilbage på.

 

Stuehuset er meget gammelt, det står der endnu. Dengang var det tækket med strå. Der var i den ene side af stuen to alkover. Det var før morbror Laurits blev gift i 1914, men jeg husker dem tydeligt. De var op ad endevæggen og anbragt i forlængelse af hinanden. Det var jo mine bedsteforældres senge. Om dagen var der trukket et forhæng for, så man ikke kunne se, at der var sovepladser.

Der var også en lille skov til gården. Når vi var med far og mor i Egense, gik vi alle en tur i skoven. Der voksede meget hjertegræs der. Mor plukkede altid en buket, som hun tog med hjem.

Lige foran mostrenes hus, på den anden side af vejen, lå der en ret stor gård. Der var tre børn, som vi altid var sammen med. Den ældste på min alder hed Per Steffensen. Han begyndte i en meget sen alder at læse til læge. Han var i mange år læge i en lille by i det sydvestlige Jylland, den hedder Ans.

Engang mor (Herdis) og jeg kørte til Esbjerg, besøgte vi ham. Da havde jeg ikke set ham i 40-50 år. Han var ugift og noget af en original. For 3-4 år siden læste jeg i Jyllands Posten, at han var død. Han havde en lidt yngre søster, som hed Maja, en køn pige, som senere blev gift med en præst. En yngre bror fik gården.

Så var der en til jeg tydelig husker, han hed Jesper. Han begyndte senere at læse til lærer, men gennemførte det ikke. Sidste gang jeg talte med ham var på Sejlstrup Hovedgaard, det var dengang Morten blev født. Han var da gift med en jordemoder fra Vrå. Det var hende vi havde, da Morten blev født. Jesper var med, for han kørte hende derop, derved kom jeg til at tale med ham igen.

Da skoleåret var forbi ved sommerferiens begyndelse i 1918, var det slut med min skolegang. Jeg kan endnu huske alle lærerne.  Der var rektor Poulsen, en meget myndig person, som vi havde den størst mulige respekt for. Hvis en havde været nastig i en lærerindes time, blev staklen sendt ind til rektor i frikvarteret. Havde man bare været der én gang, skulle man nok sørge for aldrig at komme der mere. Så var der adjunkt Wesenberg (alle lærerne blev adjunkter eller lektorer). Hans straffemetoder var uddeling af ”kattehår”. Når der var en stakkel, der skulle straffes, fór han ned fra katederet eller fra kassen over radiatoren, hvor han om vinteren sad og varmede sin røv. Så uddelte han sine ”kattehår”, og det var oven i hovedet med knoerne. Han slog ikke direkte, men ”snittede”. Det kunne gøre pokkers ondt. Skulle straffen være mildere, trak han i håret lige over synderens øre.

Så var der lærer Johnsen (undskyld adjunkt). Han var også gymnastiklærer. Når han slog en lussing i gymnastiksalen, så gik synderen som regel i gulvet. Han var meget skrap, men også meget afholdt.

De andre lærere udmærkede sig ikke med specielle straffemetoder.

Jeg gik (som I vel ved) i klasse med Aage Hesdorf, som dengang hed Pedersen. Hans far var lærer i Hæstrup Skole.

Vi havde også adjunkt Kappel. Han var sanglærer, en dårlig sanglærer formodes jeg, for han fik aldrig mig lært at synge. Da vi havde haft sangtimer nogle gange, skulle vi en efter en synge solo. Jeg skulle synge det første vers af ”Dejlig er den himmel blå”. Da jeg havde ”sunget” den første linje, sagde Kappel, at han havde hørt nok, og at jeg kunne blive fri for sangtimerne. Det samme kunne tre til fire andre. Vi var lykkelige, som om det var noget at være lykkelig for, at vi ikke kunne synge, men det passede os udmærket, for sangtimerne var dagens sidste time.

 

Da jeg var kommet gennem 2. mellemskoleklasse, gik jeg ud af skolen. Det har jeg siden fortrudt. Far og mor var også imod det. Jeg var måske skoletræt, og det var besværligt og langt til skole. Der var næsten ingen tog eller biler dengang.

De første ungdomsår

Da min skolegang sluttede i sommeren 1918, begyndte jeg at deltage i arbejdet derhjemme på Holtegaard. Da høsten kom og kornet var modent, skulle der høstes. Det var et besværligt arbejde med nutidens øjne. Vi havde ingen selvbinder. Dengang var det kun store gårde, der havde sådan en. Først i 1922 købte far en selvbinder. Den kom jeg så til at køre med, forspændt tre heste, så var køreturen næsten en leg.

Før vi fik den, mejedes kornet med en slåmaskine, som kunne lægge stråene i små dynger, som var passende store til at binde et neg af. Far kørte maskinen. Der var så 5-6 personer om at binde negene, hvortil brugtes strå fra kornet.

 

Når så markerne var mejet, skulle de sættes sammen, det vil sige at negene stilledes på rodenden to og to sammen i lange rækker. Når så negene havde stået og vejredes (tørret) i 10-12 dage, så kunne vi begynde at køre kornet i laden. Det foregik med to-spand heste og to vogne. Far forkede negene op på vognene ude i marken, og en karl lagde negene til rette i vognen. Når så læsset var kørt ind i laden, var der en karl og vores to piger til at lægge negene til rette. Når så den ene vogn blev læsset i marken, blev den anden læsset af i laden, og så gik det sådan skiftevis. Når det gik godt, kunne høsten afsluttes på 3-4 uger, men var vejret regnfuldt, varede det betydeligt længere. Når høsten var forbi, skulle der sås rug. Det skulle helst være inden 20. september.

I oktober måned skulle der tages kartofter op. Vi havde kun kartofler til eget forbrug, ingen fabrikskartofler, så optagningen varede kun 1-2 dage, men jeg syntes, at det var årets mest kedelige arbejde. Vi gravede dem op med en greb, og man kravlede så på jorden og fyldte dem i kurve. Det sidste var kvindearbejde, som udførtes af vores to piger og to koner. Det var tit enker eller enlige, som tog ud på gårdene, når der var sæsonarbejde. Det kunne være kartoffel- og roeoptagning, vask m.m. De måtte ud at arbejde. Dengang var der ikke penge at hente andre steder.

De havde alle et øge- eller kaldenavn. Jeg kan huske nogle. Der var Brøndgårdens Ane. Elletilde, Bøstine, Døvjohanne og der var flere, som jeg ikke kan huske.

Sidst i oktober skulle roerne tages op og køres sammen i kule. Dengang var der ingen maskine til det arbejde, som maskiner udfører i dag, hvor man ikke rører hverken ved en roe eller roetop. Nej, dengang trak men roen op ved at tage i toppen og hugge roen af med en kraftig kniv. Det kunne være koldt om hænderne, når vi om morgenen tog i de rimfrosne roetoppe, men det skulle jo overstås, selv om det var koldt.

Når roetiden var forbi, kom efterårets behageligste arbejde, det var efterårspløjningen. Det var en nydelse at gå efter ploven ager op og ager ned forspændt et par stærke, rolige heste. Det kunne være stille rolige grå novemberdage. Alt var stille. Ingen motorstøj som i dag, kun mågernes skrig, når de åd orme, som ploven pløjede op. Når ikke frosten kom for tidligt, var pløjningen afsluttet i god tid inden jul. Så blev redskaber og maskiner gjort rene og sat på plads i maskinhuset.

 

Der var store forberedelser at gøre inden jul. Der skulle tærskes, så der var halm nok til køerne, og roehuset skulle fyldes op, så vi havde roer nok inde til efter jul. Der skulle males korn til svinene og skæres hakkelse til hestene. Mellem jul og Hellige Tre Konger blev der ikke udført andet arbejde end at passe dyrene. Det gav jo en meget lang jul. Det var vi kun glade for.

I november, tror jeg nok, begyndte jeg at ”gå til præst”, for jeg skulle konfirmeres til foråret. Så vidt jeg husker var det kun en dag om ugen, og det var til pastor Kjærgaard, og det foregik i en konfirmationstue i præstegården i Tårs. Jeg var den ældste og skulle derfor stå øverst til konfirmationen. Jeg kan også huske den ældste pige. Hun hed Helga Hatholt.

Jeg blev konfirmeret den 27. april 1919. Til middagen om aftenen havde vi både fars og mors familie og ellers nogle naboer og venner. Gaver fik jeg også, men den eneste gave jeg rigtig kan huske, har jeg endnu, og det er et par guld manchetknapper, som jeg fik af ejeren og hans kone på Hvidstedgård. Han hed J. C. Christensen.

 

Efter konfirmationen

Nu er jeg så, som det hedder med et forslidt udtryk, ”gået ind i de voksnes rækker”.

Hver dag deltager jeg i alt forefaldende arbejde. Foruden mig var der to karle, en forkarl på 22-23 år, og en ”anden” karl på 18-19 år og en fodermester samt to piger. Før vi fik fodermester, passede far selv køerne om vinteren. Om sommeren, når dyrene var på græs, havde vi en hyrdedreng på 12-14 år. De to piger malkede køerne. Det var jo før der fandtes malkemaskiner. Vi havde 24-28 malkekøer, 25-30 kvier og kalve, 3-4 får og en vædder. Om foråret fik fårene i reglen to lam hver. Så var der også 3-4 søer og en del slagtesvin.

Vi havde 4-5 arbejds- og køreheste og 4-6 plage og føl.

Når far solgte en udsætter ko (det var en ko, som ikke mere kunne blive med kalv), skulle den leveres på slagtehuset i Hjørring eller hos en slagter, så var det mit arbejde, da jeg var 16-17 år, at trække til Hjørring med den. Det var godt nok ikke min ”livret”.

Når hopperne skulle til hingst for at blive med føl, var det også mig, der skulle afsted med dem. Det passede mig heller ikke særlig godt, for det var en lang ridetur. Hingsten stod på en gård, Høngaard, den ligger ved Løkkenvejen 2-3 km vest for Hjørring. Det var en træls tur på 11 km hver vej. Og så var det ikke altid, at der blev føl i krikken, det var det mest ærgerlige, men der var da i reglen gevinst.

Vindmotoren

Her går jeg nogle år tilbage til mine drengeår. Dengang var vores eneste kraftkilde en hestegang. Den stod ude i gården henne ved laden. Det var et stort (ca. 2 meter i diameter) kamhjul, ud fra dette var der tre ”arme” på ca. 3-4 m i lige stor afstand fra hinanden. For hver arm var der forspændt en hest. De vandrede rundt som en karrusel. En aksel førte ind i laden, hvor den trak tærskeværk og hakkelsesmaskine. På den måde fik vi tærsket korn. Det lyder meget primitivt i dag.

 

Vindmotor monteret på Holtegaard i 1912.

 

Men i 1912 skete der noget. Far købte en vindmotor. Det var den første vindmotor i Hvidsted. Jeg gik dengang i Haustrup Skole. Jeg var meget stolt, da det kunne ses, at stativet begyndte at stikke op over laden.

Nu gik det lettere med at tærske, og vi kunne bruge en større tærskemaskine, og vi var fri for at køre til Amdal mølle for at male korn til svinene. Nu havde vi selv en kværn, men vi kunne kun male og tærske, når vinden blæste. Det havde sin ulempe, for det traf tit om vinteren, når det var stille, klart frostvejr, at der kunne være vindstille i en længere periode, 10-14 dage.

Når det skete, så var den gal. Så havde vi hverken grut til svinene, halm til køerne eller hakkelse til hestene. Vi lærte da efterhånden at have noget i reserve, men alligevel kunne det ske, at det stille vejr trak så længe ud, at vi igen kom til at mangle både halm og hakkelse.

Det var ikke så meget egnens unge, mine brødre og jeg kom sammen med i de tidlige ungdomsår. Der var dog Aage Andersen (bette Aage), som døde for tre uger siden, og så hans brødre. Det var mest vore kammerater fra da vi gik i skole i Hjørring. Af mine var der to fra Lørslevlund i Lørslev, Verner og Erik Raunstrup (se dagbog 18. juni 1984). Erik blev landmand. Død for flere år siden. Så var der Helge Ugilt fra en gård der hedder Over Ugilt. Han blev landsretssagfører og drev en stor sagførervirksomhed i Hjørring, lige til han holdt op for ca. 10 år siden.

Han var min sagfører, og han skrev skøderne på alle de fire gårde, jeg har haft. Det var vi fire, der kørte i jumbe sammen til skole om vinteren.

Så var der Stig Christensen fra Tykskov, en ret stor gård, og Knud Knudsen fra Agdrup. De to sidste er for længst døde, og begge mine brødre jo også. Det var dem vi kom mest sammen med.

Om vinteren var der danseskole i Tårs. Det var en gang om ugen. Det kunne vi godt lide. Der var jo så mange andre unge. Jeg som den ældste kom i danseskole et par år før mine brødre.

På Hvidstedgaard havde de en datter, der hed Julie. Hendes mor, fru Christensen, havde så fundet ud af, at Julie også skulle på danseskole (det trængte hun også til), så kunne hun følges med mig, vi skulle jo samme vej. Det passede mig ikke særlig godt. Hun var et kedeligt ”ribs” ikke ret køn, og danse kunne hun slet ikke, og hun skulle være min dansepartner.

Vinter

Både da vi var børn og unge løb vi meget på skøjter. I engene havde vi den mest pragtfulde skøjtebane. Det var når Uggerby å, som løb gennem engen, gik over sine bredder på grund af regn eller smeltet sne. Så stod store dele af engen under vand kun en halv til en meter dyb. Vi kunne løbe lange strækninger uden nogen forhindring. Der tilbragte vi megen tid, særligt om aftenen. Når der var fuldmåne, havde vi det herligt.

Når det var sneføre, og vi skulle til Hjørring med far og mor, kørte vi i kane. Det var noget så herligt. Det var jo før vi fik bil hjemme.

I sommeren 1914 byggede vi en ny kostald. Det trængte vi også til. Den gamle trængte også til at blive afløst. Det var det år den 1. Verdenskrig udbrød. Det var nemlig den 1. august, den samme dag som håndværkerne begyndte på arbejdet med den nye kostald.

Jeg husker tydeligt disse bevægede dage, hvor man kunne læse i avisen, at nu havde Østrig-Ungarn erklæret Serbien krig. Der begyndte det. Det var da den østrig-ungarske tronfølger blev myrdet i Sarajevo i Serbien.

Så fulgte den ene krigserklæring den anden, indtil alle stormagterne i Europa var i krig med hinanden.

Jeg var 10 år dengang, og 14 år da krigen sluttede den 11. november 1918 kl. 11.

Jeg var meget optaget af krigen og læste hver dag om den i avisen, og om hvor hurtig tyskerne stødte frem til floden Main og truede Paris. Så var der en generalmarskal Joffre, som fik overkommandoen. Han førte sine tropper frem, det skulle gå hurtigt. Han beslaglagde alle taxaer i Paris, og de kørte tropper til Mainfloden, og tyskerne blev standset og Paris reddet dengang.

Først 26 år senere, i 1940, faldt Paris, men det er jo en anden sag.

Jeg husker, da den stærkt befæstede by Antverpen faldt og kampene gennem de fire krigsår ved Somme, Aaras og Verdun.

Mor (Herdis) og jeg besøgte Verdun to gange. Der faldt 800.000 ved Verdun uden at fæstningen faldt.

1920, 1921 og 1922

Nu er jeg med i det daglige arbejde hver dag fra morgen til aften. Foruden mig var der to andre karle. En forkarl og en 2. karl. Jeg var den yngste.

Forkarlen skulle, som det hed, ”gå foran” i arbejdet. Hestene skulle han også passe, det gav jo en del ekstra arbejde.

 

Dengang blev halm og negene skåret i hakkelse, det troede man, at hestene bedre kunne lide i modsætning til langt strå. Når man fodrede heste med hakkelse, skulle der fodres tre gange i hver time. Hvis man gav hestene hele foderet på én gang, blev det varmt og fugtigt i krybben, så ville de ikke æde det. Der skulle fodres 1½-2 timer før hestene skulle ud at arbejde. Der skulle fodres 2-3 gange i middagspausen, og der skulle fodres i 2 timer efter at hestene kom på stald om aftenen efter en arbejdsdag. Det gav jo meget arbejde til forkarlen, som passede hestene, men han var jo også den, som fik den største løn 5-600 kr. for et år.

Vinterarbejdet bestod hovedsagelig af roekørsel fra marken til kreaturerne. Det kunne være meget koldt om vinteren med frost og sne. Når det frøs, var jorden, som roekulen var dækket med, hård som flint. Den skulle så hugges af med ishakke, men det gav da varme.

Det andet vinterarbejde var at tærske kornet. Det var mindre behageligt, det gav støj, men det værste var støvplagen. Efter en tærskedag var vi helt sorte i ansigtet, og støv ind under tøjet fik vi også. Når jeg tænker på det nu, må vi have savnet et badeværelse, men vi måtte nøjes med etagevask.

Så var der et andet vinterarbejde. Det var når der skulle ”kastes” sne. Det kunne være helt sjovt, for der var vi sammen med karlene fra de andre gårde. Det var jo længe før sneplovenes tid. Der var særlige bestemmelser for snekastning på landet. Sognet var inddelt i mange snekastningsdistrikter. For hvert distrikt blev der af sognerådet valgt en snefoged for 3 år ad gangen. Han skulle sørge for, at alle offentlige veje var farbare.

Far har også været snefoged. Efter et ”rendfog” (snestorm) skulle der kastes sne. Så skulle der (bøjes), som det hed. Det bestod af, at snefogeden sendte en karl ud til alle gårdene i sit distrikt med besked om at møde til snekastning på et bestemt mødested. Nogle skulle kun møde med en mand, andre med to eller tre. Hvidstedgaard, som var den største gård, med fire til fem mand. Det var jo ikke noget gårdmændene var glade for. Arbejdet hjemme på gården lå jo stille, og snekastning var pligtarbejde, som man ikke fik betaling for. Det skete, at karlene drak sig fulde. Når snekastning foregik i nærheden af en købmand, købte de så Tokajer (en billig vin), men fulde kunne de nok blive af den.

I mine drengeår havde vi ingen radsåmaskine. Far såede alt kornet med hånden. Far var ingen foregangsmand med hensyn til maskiner, men det blev alligevel for træls for ham at gå ager op og ager ned med såsækken på sin skulder for at få kornet sået, så han købte omsider en radsåmaskine. Det var en stor lettelse for ham. Det gav også en bedre såning, for alle kernerne kom i jorden. Efter håndsåning skulle kernerne harves ned, og det var ikke dem alle, som kom under jord.

Far var en forsigtig mand og gjorde aldrig noget overilet.

Heller ikke om foråret når kornet skulle sås. Han brugte kunstgødning, men alt for lidt. Når vi begyndte at så korn om foråret, var vore naboer omtrent færdige.

Da vi tre drenge efter konfirmationen deltog i arbejdet, kunne vi straks se, at der skulle mere gang i vort landbrug. Vi fik far til at bruge mere kunstgødning og fik arbejdet udført til rette tid.

Jeg tror, at det var forkert, at far i 30 år aldrig havde set andet landbrug, end det han havde lært hos sin far på Krogtofte på nær et halvt års ophold på Brønderslev Højskole. Jeg tror nok, at den gamle på Krogtofte var en noget streng herre. Sønnerne fik vist ikke lov til at bestemme ret meget. Jeg tror, at det var til megen skade for far, da han selv skulle være mand på en gård.

Som jeg har skrevet, brugte far kun lidt kunstgødning, men brug af større mængder nyttede nok heller ikke ret meget, for jorden var meget kalkfattig, det var jorden overalt i Tårs sogn, ja, flere sogne over det meste af Vendsyssel.

Mergling

Nogle foretagsomme mænd fik dannet et mergelselskab på andelsbasis, og så skulle der mergles, men så kom 1. Verdenskrig, og den satte en stopper for dette meget nyttige foretagende.

Efter krigen, i 1923, kom der gang i det. Selskabet købte et areal i Guldager, hvor under der fandtes fin mergel efter Hedeselskabets undersøgelser.

Kørslen fra mergellejet til de forskellige gårde skete med mergelbane. Det var små lokomotiver, som trak tipvogne på spor.

Når en gård havde fået den mængde mergel, som den skulle have, blev sporene flyttet til den næste gård. Der var altid mandskab, som gik og flyttede sporene fra gård til gård.

Merglen blev tippet af på marken, hvor den lå i lange dynger. Når så det var sket, skulle den læsses på vogne, køres ud i marken og læsses af i små dynger, 8-10 dynger af hvert vognlæs. Så skulle den spredes ud på marken. Det foregik med håndkraft og en skovl, men det kunne ikke gøres, før merglen havde fået frost. Den var urimelig sej og klæg, men når den havde fået en vinters frost, blev den løs og sprød og kunne så led spredes ud.

At mergle var jo et stort ekstraarbejde. Det andet arbejde skulle jo også udføres ved siden af.

Mergling kom først i gang i slutningen af forrige århundrede. Jorden var dengang uhyre kalktrængende. Afgrøder som byg, kløver, hvede m.m. kunne næsten ikke trives, så fandt man ud af, at jorden var sur og begyndte at tilføre jorden kalk i form af mergel. I mange egne af landet findes der mergel to til tre meter nede i jorden. Man afdækkede overjorden, og så var der mergel så langt som man kunne grave ned. Det var et kæmpe arbejde. Når man kom langt ned, skulle den kastes i to eller tre etager, læsses på vogne, læsses af i små dynger og derefter spredes.

Meget af den mergel der blev kørt ud, var for kalkfattig og havde derfor dårlig eller næsten ingen virkning. Dengang kunne man ikke, som nu, analysere den, men den mergel, der var rig nok på kulsurt kalk, havde en fantastisk virkning. Var der opsamlede gødningsmængder i jorden, kunne denne gødning først frigøres, når jorden blev tilført den nødvendige mængde af mergel eller jordbrugskalk.

 

Grunden til at man ikke brugte jordbrugskalk dengang var den lange transport. Jordbrugskalk findes jo kun af betydning i Himmerland og ved Faxe på Sjælland. Med de små lastbiler, der fandtes dengang, lod det sig ikke gøre at få kalken transporteret. En del blev kørt ud med jernbane, men det var meget omstændigt, da den skulle køres både til og fra stationen.

På den kalkfattige jord derhjemme gav mergelen en virkning vi aldrig havde tænkt os. Før kunne vi overhovedet ikke avle hverken kløver eller byg. Nu havde vi store afgrøder. Før kunne vi knap fylde laden op, men efter mergling havde vi laden og lofter fulde foruden fem til seks store kornstakke stående udenfor. Det kunne også mærkes på økonomien. Den blev virkelig god.

Tidligere skrev jeg, at vi i 1914 byggede ny kostald. Det er ikke rigtigt. Det var gårdens østlige længe, vi byggede, og den indeholdt heste- og svinestald og vognport.

Kostalden blev først nybygget i 1922. Den gamle var en rådden ”kasse”. Gulve i båse og gang var ikke støbt, som man gjorde senere. Bunden var ”pikket” det vil sige brolagt med små og lidt større kampesten. Det var et dårligt leje for dyrene og vanskeligt at holde rent. Og så var der lopper.

Til daglig mærkede vi ikke meget til lopper, men det skete af og til, at vi fik en der sad og bed et eller andet sted på kroppen. – Men da vi skulle til at brække den gamle brolægning op, da fik vi lopper, og det var i utrolig mængde. Alle var vi befængt med dette utøj. Værst gik det ud over mig. Jeg var gennembidt af disse kryb overalt på kroppen. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere med denne kløen over hele kroppen.

Jeg blev så fritaget for dette nedbrydningsarbejde og kom til at køre sand til murerarbejdet.

Det foregik jo med hestevogn. Sandet skulle hentes i en sandgrav mellem Tårs og Terpet i en bakke der hedder Hambo Hule. Der var der ingen lopper, men til gengæld var der spøgeri, blev der sagt. Jo, ved nattetid løber der en hovedløs so og skræmmer livet af overtroiske folk. Jeg så aldrig den hovedløse so, men det var jo også om dagen, jeg kom der.

I løbet af sommeren 1922 blev vi færdig med at bygge den nye kostald. Det var en dejlig oplevelse at få dyrene ind i den. Både arbejdet med at fodre dyrene og malke gik meget lettere end i det gamle skur. Der var der altid træk og aldrig rigtig varmt. Dyrene befandt sig meget bedre, og ydelsen af mælk blev bedre.

Tørvearbejdet

Der var to enge til Holtegaard, den vestre eng og den søndre eng, hvor vi lavede tørv. Tørvejorden, der var af meget fin kvalitet, var hårde sorte tørv, som gav megen varme. I mine drengeår var der en arbejdsmand, som havde akkord på arbejdet. Det var et vist beløb pr. 1.000 stk. Et års forbrug af tørv var 80.000.

Senere, da jeg var 15-16 år, var der en smed i Tårs som lavede en tørveæltemaskine. Den blev trukket af to heste.

Far købte en sådan maskine. Så lavede vi selv vores tørv. Det var vi tre om, to karle og mig. Vi havde også akkord på arbejdet. Når vi havde lavet 8.000 stk., måtte vi holde aften. Det kunne give os 1- 1½ times kortere arbejdsdag.

Tørvene lå så på græsmarken, til de blev tørre på oversiden. Så skulle de ”røjles”, det vil sige, at de blev rejst op på den ene ende således, at undersiden kunne tørres. Det var vore to pigers arbejde at ”røjle” tørv. Når så tørvene var tørre, blev de kørt hjem i tørvehuset. Så havde vi brændsel nok til næste sommer.

 

De første dage vi lavede tørv i engene, syntes jeg, det var et dejligt arbejde, men efterhånden blev det kedeligt at arbejde med det samme i 10-14 dage, så vi var altid glade, når det arbejde var overstået, selv om der var dejligt i engene.

Engene

Enge er noget for sig selv et sted ikke som marker. Der er en egen stemning der. Dengang var der et fantastisk fugleliv. Lærkens sang, Horsegummens mærkelige brummende og brægende hyl når den styrtdykker. Lyden frembringer den med vingerne. Gråændernes rappen i vandhullerne. Storke var der mange af, når den snappede en frø, se frøen spjætte i storkens næb og følge bulen i storkens lange tynde hals, når frøen gled ned.

Så var der også haren, som hoppede omkring og Lækatten (Hermelinen) i sin røde sommerpels siddende lodret og lytte efter mus.

Mennesker og dyr var der også mange af i engene dengang. Der blev gravet eller æltet tørv i de mange parceller, engene var opdelt i. Der var køer, som skulle på græs. Dem kom hyrdedrengen trækkende med, og ungkreaturer som gik i hegn.

Sådan er det ikke længere.

En aften for 4-5 år siden kørte jeg ud til ”mine” enge for at opleve stemningen fra ”dengang”. Der var intet at opleve. Alt var stille og tyst på den dejlige sommeraften. Der var ingen fløjt af bekkasiner, ingen ænder der rappede, ingen Horsegummere med den mærkelige lyd fra vingerne, når den styrtdykkede. Alt var så stille. Skuffet kørte jeg hjem igen og tænkte på de mange lyde af forskellige fuglestemmer, som jeg ”dengang” kunne høre en stille varm sommeraften.

Sic transit gloria mundi (således forgår verdens herlighed).

 

Fiskeri og badning

Ved den ene side af vestre eng løb Uggerby Å. Der opholdt vi os meget som drenge og som unge. Vi fiskede med primitive redskaber. Når udstyret var rigtig fint, havde vi en bambusstang, ellers var det en lang gren fra haven, men på snøren var der både krog og prop. Vi gik lange strækninger langs åen for at finde det bedste ”høl” at fiske i. Et ”høl” er det sted, hvor åen slår et skarpt sving, der er vandet altid dybt.

Så var der badning. Særligt som drenge badede vi meget i åen. Også da vil blev større. Når vi arbejdede i høet eller gik og hakkede roer en varm sommerdag, løb vi ud til åen, så snart vi havde spist vores middagsmad. I dag forstår jeg ikke, at vi gad. Jeg ville hellere hvile mig.

Selvbinderen

I 1922, samme år som vi byggede kostald, købte far en selvbinder. Det var en ”Deering” amerikansk fabrikat. Jeg var 18 år dengang, og hvor var jeg stolt af den. Foruden os var det kun Hvidstedgaard, der havde selvbinder, men der havde de også to. Når nogen kom gående eller cyklende ad vejen langs vores mark, blev de stående for at se, når selvbinderen smed det ene neg fra sig efter det andet. Jeg sad ordentlig og blærede mig over, at det var mig, der kørte denne maskine med tre heste spændt for. Den maskine var vel nok en god investering. Den sparede megen arbejdskraft. Da vi høstede med slåmaskine, skulle der fire til fem karle eller piger til at binde negene. Arbejdet blev meget bedre udført med selvbinder.

 

Flyver fra reden

Nu er det blevet januar 1923. Jeg er blevet 18 år, så er den tid kommen, hvor jeg skal ud mellem andre og til at lære mere, end hvad jeg har lært derhjemme. Jeg ville gerne have plads på en større gård som landvæsenselev.

Jeg læste, at proprietær Chr. Pedersen, Gl. Buurholt søgte to landvæsenselever. Far ringede til Gl. Buurholt, og det blev aftalt, at vi skulle komme en dag. Far og jeg tog med toget til Brønderslev, hvor vi blev hentet på stationen af forvalteren, det var sønnen Jens Laurits. Bilen var en åben Ford med kaleche, som var slået ned.

 

Vi kom så til Gl. Buurholt og skulle med ud at se staldene. Jeg var meget imponeret af den store gård og de mange køer – 110-120 – foruden en mængde kvier og kalve og svin i massevis og syv spand heste.

Dengang var Gl. Buurholt en langt større gård, end den er nu. Der var 380 tønder land. Den blev i 1940 udstykket ned til 112 tønder land. Da var det, at Poul Voetmann købte den. Nå, det var et sidespring.

Vi kom så ind og fik kaffe. Far og Chr. Pedersen fik en cognac. Jeg sagde beskedent nej tak. Det blev så aftalt, at jeg skulle møde der den 3. april (1. april var påskedag). Lønnen var 350 kr. for de syv måneder til 1. november.

 

Jeg kom så ved middagstid den 3. april. Mit første arbejde var at save grene af nogle træer, som var fældet i haven. Næste dag skulle jeg køre halm fra laden over på kostald loftet med en mand mere.

 

Gl. Buurholt, hvor Jens Weise Olesen var landvæsenselev fra 1. apr. 1923 – 1. nov. 1924. Fra 1. nov. 1930 – 1. nov. 1931 var han godsforvalter på Gl. Buurholt.

 

Gl. Buurholt 1923 – ud at harve

Det var forår og der skulle sås korn, men først skulle der harves. Dette kedelige arbejde blev jeg, sammen med en daglejer, belemret med. Vi harvede hver dag i mindst tre uger fra kl. 6 morgen til 11.30 og fra 12.30 til kl. 6 aften.

Jorden var tør, så vi gik i støv efter harven. Det trængte ind i tøjet og op mellem ballerne. Det blev jeg ”fisbrækket” af, det er højst ubehageligt, det var en pine at gå, man blev hudløs mellem ballerne. Det er det man kalder at være ”fisbrækket”. Det er der råd for, sagde den gamle daglejer, jeg harvede sammen med. Jeg skulle sætte en glat, rund sten fast mellem ballerne og vaske røven godt både middag og aften. Det hjalp, og det kom til at gå meget bedre. Så nu var jeg fuldbefaren, hvad det angik.

 

Da forårsarbejdet var forbi, skulle gården kalkes. Det var et stort arbejde. Der var mange lange bygninger og en stor trefløjet hovedbygning. En af de andre elever, Nedergaard, og jeg fik akkord på dette arbejde. Jeg husker ikke bestemt, hvor mange dage, vi fik til det. Jeg tror, at det var 14-15 dage. Vi tjente fire til fem fridage, men vi havde også arbejdet hver aften, men hvor jeg nød disse fridage hjemme på Holtegaard.

I juni måned kom arbejdet med roerne. Det var radrensning og hakning (udtynding). Det var mig, der kom til at radrense, det var jeg glad for, det var ikke så kedeligt som at gå og hakke, selv om det var lidt ensformigt at radrense i fem til seks uger, selv med mindre afbrydelser.

Høst på Gl. Buurholt 1923

Høsten var meget sen det år. Vi begyndte først at høste sidst i august.

Jeg må vist hellere skrive om høhøsten, den kommer jo først. Høhøsten var en besværlig omgang. Den foregik ude i Rebsengene tæt ved den store mergelgrav, hvor Jens og Morten fiskede. Der var 6-7 km derud. Vi kørte derud med to slåmaskiner. Vi kom ikke hjem før det var aften. Forvalteren kom ud til os i bilen med en madpakke og en øl.

Når høet skulle køres hjem, kørte vi om morgenen med tre spand heste hver med to vogne efter hinanden. Vi kunne kun køre to ture om dagen. Det var hårdt for hestene. De skulle trave med læssene.

Hovedvejen ud til Ryå, hvor vi drejede fra, var grusvej dengang. Når vi kom til gården, stillede vi vognene langs sydsiden af kostalden. Når vi så havde spist, skulle vi ud at forke høet op på kostald loftet. Det var et hårdt og meget varmt arbejde på den varme sydside af stalden. For at vi ikke skulle slappe af, satte Chr. Pedersen sig ved siden af møddingen på en omvendt møgbør hele tiden, mens vi forkede høet op.

Kornhøsten

Som nævnt var høsten meget sen det år og endnu mere besværlig, for september var meget regnfuld. Dengang var der jo ingen mejetærskere.

Vi høstede med to selvbindere. Jeg kørte den ene. På grund af det meget regnfulde vejr var næsten al kornet gået i ”lige”, det vil sige, at det nærmest lå på jorden. Derfor var det meget vanskeligt at høste og meget gik til spilde.

Først langt ind i september kunne vi begynde at køre korn i laden, og det var med stadige afbrydelser på grund af regnvejr. Det år var både første og sidste gang, at jeg oplevede, at kornnegene måtte efterlades på marken, fordi det aldrig blev tørt. Det rådnede bare. Det drejer sig om 15-20 tønder land.

 

En dag hen på efteråret spurgte forvalteren, om ikke jeg kunne tænke mig at blive der et år til. Jeg skulle så være 1.elev og med en større løn. Jeg skulle køre med nr. 1-hestene og være den næste i rang efter forvalteren. Da jeg var godt tilfreds med at være der, tog jeg så et år til.

 

Som før nævnt var Gl. Buurholt dengang på 380 tønder land.

Folkeholdet bestod af forvalteren, tre til fire elever, tre til fire karle, to gifte familier som boede i et hus ved gården. I kostalden var der en fodermester, to røgtere og tre til fire malkekoner. Det var jo før malkemaskinernes tid.

I husholdningen var der en husjomfru, køkkenpige og stuepige.

Ja, så var der også en gift staldkarl, hvis kone malkede. De havde et utal af børn.

 

Gl. Buurholt sommeren 1923. Jens Weise Olesen var landvæsenselev her. Han står i det lyse jakkesæt på bagerste række.

 

Hjemme var arbejdstiden ikke så lang. Vi fik tit formiddagskaffe og altid eftermiddagskaffe. På Gl. Buurholt var det anderledes. Fra 1. april til 1. november var arbejdstiden 11 timer daglig. Kl. 5.00 spiste vi morgenmad. Kl. 5.30 striglede vi det spand heste, som hver især brugte. Kl. 6.00 kom forvalteren og gav ordre om, hvad vi skulle lave, og så drog vi i marken. Kl. 11.30 skulle hestene være på stald igen. Vi spist middagsmad kl. 12.30. Igen i marken til kl. 18.00.

I begyndelsen var dagene uendelig lange, og sultne var vi, når vi kom til aften. Da jeg harvede om foråret, spiste jeg tit en kålrabi, som harven trak op på den mark, hvor der havde været kålrabi året før. Den kunne smage godt, og den stillede sulten. Der var ikke noget der hed formiddags-, eftermiddags- eller aftenkaffe.

Kun de tre måltider morgen, middag og aften.

Vi elever cyklede hjem næsten hver lørdag aften. For mig var der ca. 28 km hjem og søndag aften igen 28 km til Gl. Buurholt. Den nuværende hovedvej, som dengang hed Kongevejen, var grusbelagt (ingen asfalt). Der lå løse skærver, som man sommetider ramte i mørket. Dengang var der ikke noget, der hed dynamolygter, det var karbidlygter og den brændte ud, når jeg havde kørt ca. en time. Det var en træls tur, men jeg kørte alligevel, for jeg ville jo gerne hjem.

 

Der skulle bestilles meget, men vi havde det ellers godt. Vi havde, som det hed, ”ophold inde” det vil sige, at vi spiste middags- og aftensmad sammen med ”herskabet” og deres børn. Vi kunne også blive inde i stuen om aftenen, hvis vi ønskede det, men det gjorde vi ikke. Nej, vi trak os tilbage til et af vores værelser og sad og snakkede der. Ud på aftenen blev vi tit sultne igen, så hentede en af os en stang wienerbrød oppe hos bageren, og bagefter drak vi noget vand fra vandkanden, som stod på servanten.

Der var elektrisk lys på gården, men på vores værelser var der kun petroleumslamper. De var vist bange for, at vi skulle bruge for meget elektrisk lys. Træk og slip var der heller ikke, bare et lokum med en spand, som næsten altid var fuld af lort.

 

Far havde fortalt mig, at han havde en fætter, Jens Olesen, som havde haft en gård i Aarup ved Vrå, som han solgte og købte en anden gård ved Ø. Brønderslev.

Jeg fik undersøgt, hvor det var, han boede. Det viste sig så, at han var nabo til Gl. Buurholt. Jeg talte med ham en dag, jeg arbejdede på marken tæt ved hans gård, som hedder Risgaard. Han inviterede mig til at komme og besøge dem en aften. Det gjorde jeg så, også flere gange. Jeg blev altid taget meget venligt imod og følte mig altid velkommen – og så var der også det med kaffe og kage, det var jo noget, jeg kunne lide.

Det fik vi aldrig på Gl. Buurholt. Jens Olesen var en meget venlig og behagelig mand og hans kone ligeså. Så var der børnene. Jeg husker to store piger, Anna og Ragnhild, og en lille fyr, som hed Andreas. Der var også en pige mere, Karen, men jeg husker ikke, om hun var født dengang.

 

Det lakkede mod efterår og dermed 1. november, som er skiftedag for landbrugets medarbejdere. Hvor skulle jeg så tage hen?

En dag spurgte forvalteren (sønnen), om ikke jeg kunne tænke mig at blive der et år til som 1.elev. Så skulle jeg køre med nr. 1-hestene og gå i forvalterens sted, når han ikke var til stede.

Da jeg jo var godt tilfreds med at være der, tog jeg så et år mere.

Tiden efter 1. november gik først med at samle roerne sammen i kule. Derefter kom efterårspløjningen. Det var et dejligt arbejde at gå ager op og ager ned efter et spand heste i disse stille, grå, milde novemberdage.

Så kom julen, men juleferie var der ikke ret meget af. Søgnedage mellem jul og nytår blev der arbejdet.

 

Gl. Buurholt sommeren 1924. Jens var 1. års elev og landvæsenselev her fra. 1. apr. 1923 – 1. nov. 1924. Han var godsforvalter samme sted fra 1. nov. 1930 – 1. nov. 1931. Jens Weise Olesen står på bagerste række som nr. 2 fra venstre.

Så kom vi til januar 1924. Året begyndte med, at vi kørte møg ud på marken. Det var et rigtigt vintermøgsarbejde. Enten det var frost eller snevejr, så skulle der køres møg. Ind imellem skulle der også tærskes korn og køres roer ind til kreaturerne.

En af daglejerne og jeg spredte al møg. Vi stod oven på møglæsset og spredte det ud med en greb. To andre stod i møddingen og læssede. To eller tre andre kørte ud med læssene. Så fik jeg læsset, og ham der kom med det fik den tomme vogn med hjem til gården, hvor det næste læs stod læsset.

Vinteren 1924 var en meget lang og kold vinter med frost og sne. Alle gårde og mindre ejendomme havde snekastningspligt på offentlige veje. Vi havde et langt stykke på Kongevejen, som hovedvejen hed dengang. Jeg husker en søndag middag, der kom bud fra snefogeden, at vi skulle møde til snekastning på Kongevejen.

Jeg husker, at vi blev rigtig godt gale over det. Vi sad derinde og spillede kort i en dejlig varme, men vi skulle jo ud. Det blæste og var hundekoldt.

Foråret kom meget sent det år. Vi begyndte først at så korn den 8. maj.  Sommeren gik som året før, og det blev november igen, og jeg rejste hjem til Holtegaard til far og mor.

Levering af mergel

Da jeg den 1. november 1924 kom fra Gl. Buurholt begyndte

så arbejdet derhjemme. Kort efter at jeg kom til Gl. Buurholt, begyndte de at få mergel hjemme.

Den kom på tipvogne trukket af et lille lokomotiv på spor, som blev flyttet fra gård til gård. Når så den var lagt i lange dynger forskellige steder på marken, skulle den læsses på vogne og ude på marken læsses af i små dynger og derefter spredes ud med en skovl. Dette store arbejde havde Harry og Martin udført i de 1½ år, jeg var på Gl. Buurholt.

Jeg var meget glad for, at det var gjort, for det var et hårdt og kedeligt arbejde.

 Hjemme igen

Jeg kom så hjem igen den 1. november 1924. Det var Martin og jeg, som gjorde arbejdet. Harry var nemlig ikke hjemme. Han havde somme tider talt om at komme til at ”læse”. Det var så i sommeren 1924 han bestemte sig. Det var at læse til lærer. Efter sommerferien begyndte han på Vordingborg Seminarium. Det var noget langt væk. Grunden var den, at han kendte en anden ung mand, som var begyndt der året før. Da han havde læst der i tre måneder, ville han ikke mere, han ville hjem igen. Han havde helt tabt lysten til at blive lærer.

Så kom den 1. december. Da tog Martin og jeg ud på den længste rejse, vi nogensinde havde rejst. Vi rejste til Vordingborg efter Harry. Vi var der i et par dage, så tog vi toget til København. Der havde vi aldrig været før, så det var meget spændende og en stor oplevelse for vi tre brødre.

Far havde i forvejen bestilt værelse til os på Missionshotellet i Løngangstræde.

Vi travede rundt i den store by. Var i Zoologisk Have, og en aften var vi i Folketeatret. Jeg tror nok, at det skuespil vi så hed ”Nytårsmorgen”. Ellers var mit indtryk af København, at det var en meget stor by med store bygninger. Kongens slot Amalienborg, vagtparaden, bilerne og de mange gule sporvogne. Da vi skulle i Zoo, spurgte jeg en betjent om, hvilken linje vi skulle med. Han sagde, at det var nr. 1 – tror jeg nok. Vi besteg nr. 1 og endte, så vidt jeg forstod, ude på Østerbro. Vi var kørt den forkerte vej fra Rådhuspladsen. Sådan kan det gå, når bondedrenge kommer til storbyen.

1925

Vi var så alle tre brødre hjemme. Martin var fodermester. Harry og jeg udførte det øvrige arbejde i lade og mark.

Så kom vi til 1. april. Da begyndte Martin som landvæsenselev på Gl. Buurholt og blev der til 1. november.

 

Først i juni måned skete der noget. Far købte en bil hos Ford forhandler Vendel her i Brønderslev. Det var årgang 1923. Det var, som man dengang sagde, en ”lukket” bil og ikke som mange biler dengang kun med tag og nogle lapper til at sætte på siderne, altså en H.g.F (Høj gl. Ford). Den kostede 4.000 kr.

Kørekort

Nu havde vi så fået en bil, men vi havde ingen kørekort. Dengang var der ikke noget der hed kørelærer, så at få et kørekort voldte os ingen kvaler. Ford forhandleren sendte en mand op til os med bilen en formiddag. Far og jeg kørte så et par småture med ham.

Om eftermiddagen skulle vi så begge to aflægge køreprøve hos fabriksinspektør Thofte i Hjørring. Mærkværdigvis havde denne Thofte ingen kørekort og kørte derfor heller ikke bil, men han skulle alligevel bedømme om andre kunne køre og udstede kørekort.

Vi kørte så op til ham Thofte på Elsagervej i Hjørring. Far skulle aflægge prøve først. Han kørte 3-4 km ud ad Løkkenvej. Jeg skulle så køre tilbage til byen.

Vi kom så ind på hans kontor, fik et par stole at sidde på. Thofte satte sig ved skrivebordet, sad og tænkte og kiggede på os, inden han sagde noget. Vi ventede spændt på dommen. Endelig siger han: ”Olesen, De kan sgu ikke køre bil, men hvis De vil love mig at tage sønnen med på de første ture, skal I få kørekort begge to”, og det fik vi også.

Sådan foregik en køreprøve i det Herrens år 1925

Nu da vi har fået en bil, skulle den jo også bruges. Til Egense kørte vi et par ture hver sommer. Vi besøgte også bedstefar (Martin Olesen) i Hundelev. Når vejret var godt, kørte vi til Løkken og Lønstrup. Når vi var i Lønstrup, traf vi tit Jens og Sine fra Højlund og var med dem til aftenskaffe i Højlund.

Sommeren 1925 gik. Det blev november, og Martin kom hjem fra Gl. Buurholt. Vi tre brødre var så hjemme indtil 1. april, hvor Harry blev elev på til Gl. Buurholt og var der til 1. november.

Vi tre kom jo sammen med flere andre unge på egnen. Baller kom vi også til. Der var tit bal i Tårs enten i forsamlingshuset eller på hotellet. Så var der også Venstres Ungdom. De holdt nogle mægtige baller i Hørring på Hotel ”du Nord”, som det hed dengang. Nu hedder det ”Vendelbohus” og er teater.

På landbrugsskole

Den 3. november 1926 kom jeg på Vejlby Landbrugsskole ved Aarhus. Jeg var der sammen med Peter Olesen fra Højlund. Vi havde værelse sammen. Opholdet dér varende til 1. april. Det var fem dejlige måneder.

Der var 60-70 landbrugselever, og der var også husholdningsskole med 30-40 piger. Når der var bal og fest på skolen måtte nogle landbrugselever invitere piger med, som de kendte, så der kunne blive balance i det.

Forstanderen hed Axel Møller. Han kunne lide, at der skete noget.

Da det blev fastelavn, lånte han 30-40 rideheste af militæret i Aarhus. Der skulle samles ind til Landevæsnet. Det var en organisation, der var dannet for at modarbejde tyskernes opkøb af gårde i den del af Sønderjylland, som Danmark fik tilbage i 1920, efter at tyskerne havde tabt 1. Verdenskrig.

Os som ville ride kom så på ryggen af disse Dragonheste. Jeg tror nok, at vi var iført en slags uniform lavet af noget hvidt stof, som husholdningspigerne havde syet.

Så gik det vilde ridt omkring Vejlby og Risskov med raslebøsserne. Folk kom ud med mønter og enkronesedler, som vi havde dengang. Slutfinalen foregik i Aarhus på Bispetorvet, hedder det vist. Det er det store torv ved Domkirken og teatret. Jeg har også billede derfra.

Derefter afleverede vi hestene på kasernen og kørte med bus tilbage til skolen. Vi samlede mange penge ind, hvor mange husker jeg ikke.

Om aftenen havde vi så fest på skolen og gik tur i Risskov med pigerne.

Der var også folketingsvalg, medens jeg var der. Det var den 2. december 1926. Jeg kan tydelig huske datoen. Hvorfor ved jeg ikke. I den anledning var der fest på skolen. Det foregik i gymnastiksalen. I den ene ende var der lavet fire søjler, som viste stemmetallene, efterhånden som de kom ind på Radio.

Dengang var der kun fire partier. Det var Konservative, Venstre, Radikale og Socialdemokraterne. De sidste var sammen med de radikale regeringspartier med Stauning som statsminister. Den aften blev den væltet. Alle var glade på nær en eneste, han var socialist. Så fik landet en ny regering med Madsen Mygdal som statsminister. Det var en ren Venstreregering.

 

Det var i 1924 vi fik den første, men desværre ikke den sidste, socialistregering. Den holdt ikke længere end til december 1926. Som socialist at være var Stauning en meget dygtig statsminister. Han kunne sætte fagforeningerne på plads, når de blev for grådige. Han var ikke et fæ som Anker Jørgensen og hele hans slæng, som lod sig dirigere af forskellige kommunistiske fagforeninger, men heldigvis hørte deres hærgen af landet op i oktober 1982. Da kunne de ikke mere, men da havde de også oparbejdet en statsgæld på 4-500 milliarder og 300.000 arbejdsløse. Sådan kan uduelige socialister hærge et land, at det nærmere sig den økonomiske afgrund.

 

”De seks djævle” på Vejlby Landbrugsskole. Jens Weise Olesen længst til venstre. Han gik på Vejlby Landbrugsskole ved Aarhus fra 3. nov. 1926 – 1. apr. 1927.

 

En gang om ugen blev ”Grovfilen”, det var om aftenen, læst op. Det var skolens avis, men alligevel ikke en avis. Det drejede sig om, hvad der var sket på skolen i den forløbne uge. Enhver som havde lyst kunne skrive en seddel om, hvad der hændte i og uden for skolen. Der var mange stikpiller. Lærerne fik tit det ”glatte lag”. Vi var en klike på seks. Vi skrev meget. Vi underskrev os ”de seks djævle”. Vi var anonyme i meget lang tid, men omsider blev det opdaget, hvem de ”Seks” var. Der var en slags postkasse på skolen, deri blev sedlerne lagt. På denne kasse stod der ”Grovfilen”. Det var navnet på vores avis.

 

Vinteren gik, en dejlig vinter. Jeg nød hver dag, jeg var der, og det blev 1. april før vi ønskede det, og opholdet på skolen var sluttet.

Nogle af eleverne tog til deres hjem, andre fik pladser på gårdene omkring.

Jeg fik plads som forkarl på en gård på 60 tønder land i Dyngby øst for Odder. Den havde en dejlig beliggenhed. Et langt stykke af marken gik langs havet. Der var udsigt både til Tunø og Samsø, og hver dag så jeg Aarhus-Kalundborg-færgen sejle forbi.

Det var så dejligt nede ved stranden. Jeg gik tit derned om aftenen og nød stilheden, selv om den tit blev afbrudt af havfuglenes skrig og lærkerens sang. Når det var blikstille, var havet blankt som et spejl, og man kunne høre fiskebådenes ”dunken” langt ude på havet.

”Herskabet” jeg tjente hos, var to ældre søskende, 60-65 år. Bror og søster. Søsteren, Karoline hed hun, var den klogeste. Broderen var noget enfoldig, men de var meget flinke og rare. De vidste aldrig, hvor godt de skulle gøre det for mig.

 

Jens Weise Olesen var forkarl på Lillemosegård ved Odder i 1927. Han står længst til højre.

 

Peter Olesen, som jeg boede sammen med på landbrugsskolen, fik også plads på en gård ved Odder, så vi kunne let besøge hinanden. Hver søndag var jeg optaget, for så blev der spillet kort om eftermiddagen.

Hver anden søndag kom der nemlig tre gæster, som boede på en gård oppe i Dyngby. Det var mand og kone, begge 70-80 år og så deres søn på godt 50 år. Så blev der spillet Mousel hele eftermiddagen, drukket kaffe med kage og derefter kaffepause med Brøndumsnaps. Det var en helflaske, og den blev tømt.

Næste søndag blev ceremonien gentaget, der hvor de andre boede i Dyngby. Sådan gik hver søndag sommeren igennem.

Pigen, der tjente der, så nogenlunde ud. Hun kunne ikke modstå min ”charme” og vist heller ikke Jens Olufs, som afløste mig den 1. november.

Peter og jeg havde en halvfætter, som boede i Horsens. Han skulle rejse til USA, derfor inviterede han Peter og mig til at mødes med ham en aften på Centralhotellet i Odder. Vi havde en meget hyggelig og ikke mindst fugtig aften. Da tiden kom og hotellet skulle lukke, måtte vi ud. Vi skulle cykle hjem. Peter bare 3-4 km, jeg 7-8 km.

Vi fik da cyklerne trukket frem, men det var meget vanskeligt at få startet. Når vi stod op på cyklen ved den ene side, væltede vi over på den anden side, så vi var virkelig i vanskeligheder, indtil nogle andre unge var så flinke at holde på cyklen, til vi kom op at sidde på sadlen. Så gav de os et ordentligt skub. Da vi så var i gang, gik det fint.

Da vi kom et stykke uden for byen skiltes vore veje. Peter skulle til Rørth, og jeg til Lillemosegård i Dyngby.

Vi kørte fra Odder ved 24-tiden, men da jeg kom hjem stod solen højt på himlen, men til gengæld havde jeg også fået en lille lur på 3-4 timer. Jeg må være faldet i søvn på cyklen, for da jeg vågnede op ved hovedgården Rodstenseje, var det morgen. Klokken var blevet 5. Jeg følte mig helt godt tilpas og cyklede videre. Spise morgenmad, da jeg kom hjem, kunne jeg slet ikke. Det var om høsten sidst i august, så jeg skulle ud med selvbinderen den dag. Det gik også godt nok, men jeg led af en underlig tørst. Det opdagede Karoline, mandens søster. De hed for resten Rasmus og Karoline Lillemose og var søskende. Da Karoline var en rar gammel pige, satte hun en kande fuld af saftevand ud til mig i marken, så jeg kom ikke til at tørste.

Sommeren 1927 gik og den 1. november forlod jeg Lillemosegaard og rejste hjem. Jeg havde det dejligt der. Både Rasmus og Karoline gjorde alt, hvad de kunne, for at jeg skulle føle mig hjemme der. De var begge to oppe i tresserne vistnok, og deres landbrug var noget gammeldags, så som læreplads var det ikke meget værd.

Jeg rejste så fra Odder sammen med Peter Olesen til Aarhus, hvor vi mødtes med Jens Oluf, som skulle overtage min plads hos Rasmus og Karoline. Vi havde vist nok været inde og få et par øller, før Peter kom i tanker om, at han skulle have en ny hat. Vi gik så ind i en forretning i Ryesgade, jo, Peter ville da se på en hat. Ekspedienten spurgte, hvad det skulle være for en hat. Peter svarede: ”Jeg har tænkt, at det skulle være en sort, stiv hat.” Peter fik den sorte, stive hat. Jens Oluf og jeg morede os kosteligt, da vi sammen med Peter gik ud af forretningen og Peter med den sorte, stive hat på hovedet.

Hjemme igen

Så begyndte jeg at arbejde hjemme hos far og mor igen den 1. november 1927. Det år var jeg fodermester. Harry og Martin sørgede for markarbejdet. Om dette år husker jeg ikke noget særligt, kun at Harry fik plads på en større gård vest for Aarhus.

På sessionen i 1926 blev Harry og Matin taget til Dragonerne, og i oktober blev de indkaldt. De var så på Dragonkasernen i Randers i 14 måneder. Der gennemgik de en meget hård skole i ridning.

I den tid var jeg hjemme og gjorde arbejdet sammen med to medhjælpere.

Jeg synes ikke, at der var så meget med forlystelser dengang. Om vinteren var der nogle VU-baller (VU for Vestres Ungdom) på Hotel ”du Nord” i Hjørring. Om sommeren var der grundlovsfest og dyreskue i Hjørring. Ja, så var der også strandfesten dengang. Det var der hvert år i Lønstrup. Det var mest for de unge. Det foregik oppe i klitterne med forskellige forlystelser og sluttede af om aftenen med dans på åben estrade.

Turen til Trollhätten

I sommeren 1928 havde K.U. (Konservativ Ungdom) arrangeret en tur til Sverige. Peter, Jens Oluf og jeg tog med på den tur. Vi sejlede fra Frederikshavn til Göteborg. Det var en dejlig sommerdag med sol og varme. Alligevel blev det en meget ”fugtig” overfart. Sprutten var vel sagtens billig på båden dengang som nu, for hele selskabet tog sig rigeligt af de våde varer. Af vi tre var særlig Jens Oluf hårdt medtaget. Ved Peters og min hjælp fik vi ham da bragt i land.

 

På havnepladsen stod der nogle brændestabler. De var stablet skråt op. Der ville Jens Oluf absolut hen og hvile ryggen opad et af dem. Da han så havde stået der nogle minutter, fik Peter og jeg ham endelig med igen og fik ham ind i toget, som holdt lidt længere henne. Det var et særtog, som K.U. havde lejet til at køre os (ca. 100 km) til Trollhätten.

Så snart vi var inde i toget, lagde Jens Oluf sig på langs på et sæde. Der kom andre ind i kupeen. De ville havde Jens Oluf til at rejse sig, men det var helt umuligt. Da vi så efter en times kørsel kom til Trollhätten, var det også helt umuligt for Peter og jeg at få Jens Oluf stablet på benene. Vi måtte lade ham ligge, der hvor han lå. Det kunne også lade sig gøre, fordi det var et lejet særtog, som blev holdende for at køre os tilbage om aftenen til Göteborg.

Peter, jeg og de andre af rejseselskabet tog så hen og så vandfaldene og sluserne. Vi så flere skibe blev sluset igennem. Det var interessant at se, og naturen ved Trollhätten er meget smuk. Da det var ved tiden, vi skulle hjemad, og vi kom ind i toget, sov Jens Oluf endnu. Da vi vækkede ham, kom han da op at sidde og syntes at være helt frisk igen.

Sent på aftenen sejlede vi så tilbage til Frederikshavn. Der stod fars bil, som jeg kørte hjem i. Det var en meget vellykket tur. Vejret var meget fint, men Trolhätten fik Jens Oluf ikke at se.

 

Sommeren 1928 gik, og i december kom Harry og Martin hjem igen efter 14 måneder hos Dragonerne i Randers. Vi var så hjemme alle tre indtil 1. april 1929.

Jeg glemte at fortælle, at min bedstefar, Martin Olesen, døde i juni 1928, 82 år gammel.

Harry og Martin kom hjem til begravelsen i deres uniformer med den lange ryttersabel ved siden.

Bortset fra alvoren var det en festlig begravelse, bedstefar fik.

Bedstefars begravelse

Begravelsen foregik fra hjemmet ”Martinsminde” i Hundelev. Der var mange til den begravelse, som var averteret til kl. 12.00. Da blev der serveret en dejlig frokost, megen god mad med øller og en del snapse.

Da så denne frokost var overstået, skulle bedstefar køres til Jelstrup Kirke. Kisten blev båret ud på en hestevogn forspændt to flotte røde heste med farbror Jens som kusk. Så fulgte de andre vogne og biler efter med flere af deltagerne i let løftet stemning, men ellers foregik begravelen i ro og orden.

Familien og nogle nære venner blev inviteret til middag på gården efter begravelsen. Det var en fin middag med megen god vin, og alle var glade og mætte og tørsten slukket. Det var en rigtig gammeldags begravelse og med gravøl senere på aftenen.

Det er en skam, at sådanne begravelser helt er gået af mode.

Kontrolassistent

Den 1. april 1929 gennemgik jeg et kursus på Asmild Klosters Landbrugsskole ved Viborg for at blive kontrolassistent. Det varede en måned.

Fra 1. maj fik jeg stillingen som kontrolassistent ved Smidstrup-Sdr. Harritslev Kontrolforening. Årsløn vistnok 800 kr.

Jeg skulle i løbet af en måned tage fedtprøver af køernes mælk på 20-25 gårde og deraf udregne, hvor meget smør hver enkelt ko gav om året.

Jeg var 24 timer hvert sted, så jeg flyttede hver dag og en ny seng hver nat. Da jeg havde prøvet det et år, havde jeg fået nok. Det var et kedeligt arbejde.

Så 1. maj 1930 begyndte jeg igen at arbejde hjemme. Jeg var så hjemme til 1. november. Da begyndte et nyt afsnit af mit liv.

Jeg rejste hjemmefra den 1. november 1930 og kom ikke til at bo hjemme igen før den 1. november 1936. Om disse 6 år vil jeg fortælle på de følgende sider.

Forvalter på Gl. Buurholt

Den 1. november 1930 kom jeg til Gl. Buurholt igen, denne gang som forvalter.

Det var jeg vist noget stolt af dengang, men i dag kan jeg ikke se, at det var noget at ”blære” sig af. Gården var dengang meget større, end den er i dag. Den var på 380 tønder land. Det var en god gård med ældre men gode bygninger.

Besætningen bestod af 100 malkekøer og lige så mange ungkreaturer. Til markarbejdet var der seks spand heste og en Fordson traktor på jernhjul. Dengang var der ingen traktorer med gummihjul.

Til markarbejdet var der om vinteren seks til syv mand. Om sommeren 10-12, deraf tre til fire store drenge på 16-17 år.

Besætningen blev passet af en ugift fodermester og to gifte røgtere. En gift staldkarl med 10-12 børn passede hestene.

Malkningen foregik med håndkraft og blev udført af to røgtere, deres koner og staldkarlens kone. De malkede hver 15 køer tre gange daglig. Så vidt jeg husker var ugelønnen til de gifte folk 25 kr. om ugen + mælk, kartofter og bolig.

Karlene fik 4-500 kr. om året. Jeg fik 700 kr. Set med nutidens øjne var det ikke meget, men alt var meget billigt dengang. Det var jo i kriseårene 1929 – 1935/36. 100 kg korn kostede 8-10 kr. mod ca. 160 kr. i de sidste år. Slagtegrise 40-50 kr. mod i dag ca. 800 kr. En høkerbajer 25 øre. Et sæt tøj og en cykel 100 kr. Smør var helt nede på ca. 1 kr. pr. kg. I dag ca. 40 kr. Vi havde ikke mange penge dengang, men dem vi havde strakte langt.

Det var ejerens søn, Jens Laurits Pedersen, som havde gården i forpagtning. Han var 32 år hans kone 22 år. De havde en dreng på 2 år.

 

Til at foretage madlavningen var der en husjomfru på 23-24 år og to yngre piger. Den ene var stuepige og den anden kokkepige, som lavede mad til karlene i folkestuen. Så var der også en barnepige. Karlene spiste i folkestuen, pigerne i køkkenet og jeg sammen med familien.

Jeg befandt mig godt der. Tiden gik og det blev så 1. november igen.

Det blev det også for familien Pedersen. De skulle flytte fra Gl. Buurholt.

Forpagterens far hed Chr. Pedersen i daglig tale Kren Piesen. Det var jo ham, der var ejer af Gl. Buurholt. Da sønnen blev forpagter af gården, flyttede Chr. Pedersen og hans kone ind i en lejlighed i Algade. Den lå på 1. sal over farvehandler Bertelsen. En anden søn, Frants, som havde været i USA nogle år, kom hjem. Det var ham der fik det lavet sådan, at hans bror Jens Lauris flyttede fra Gl. Buurholt den 1. november, samme dag som jeg flyttede fra Gl. Buurholt.

Derefter flyttede de ”gamle” ind igen og Frants blev forvalter. Jeg kan huske, at den 1. november bad forpagteren mig om at blive på gården og overgive nøglerne til hans bror Frants. Forholdet mellem de to brødre var blevet noget anstrengt.

Chr. Pedersen var noget af en original. Han var lun og slagfærdig. Han var formand for Brønderslev Slagteri lige siden, det blev oprettet, og det var jo mange år siden.

 

Så var der en dag, da slagteriet holdt den årlige generalforsamling, at en andelshaver stod op på talerstolen og roste Chr. Pedersen, men alligevel syntes han, at Chr. Pedersen havde været formand i så mange år og var blevet langt op i årene, at man kunne trænge til en afløser. Så gik Chr. Pedersen på talerstolen og sagde, at han kunne forstå på den sidste taler, at han syntes, at han (C.P.) var ved at blive for gammel.

Det ka a no inte (ikke) forsto for a hår lige hjelst (hilst) på me får (far), her uden for.

Dette blev hilst med klapsalver og C.P. blev genvalgt. Han var dengang 65 år. Faderen, som han lige havde hilst på, var ca. 92 år.

 

Forpagteren købte en gård ved Sæby. Senere overtog han sin kones hjem ”Kielstrup” ved Sæby. En gård på ca. 200 tønder land.

 

Efter Chr. Pedersens død blev Gl. Buurholt solgt til staten, som udstykkede gården. Tilbage blev der en hovedparcel på 112 tønder land. Den blev i 1940 solgt til Poul Voetmann og hans hustru kaldet ”Lasse”, som mor og jeg senere kom til at kende, og som hørte til vores bedste venner.

I september 1931 averterede Andreasen, Bjørum Gods om en forvalter. Jeg søgte stillingen og fik den.

 

Mine fem år som godsforvalter på Bjørum

Det var den 1. november 1931, jeg kom til Bjørum Gods som forvalter. De fem år var nogenlunde ens, så når jeg har fortalt om første år, har jeg også fortalt om de næste fire år.

 

Portræt af Jens Weise Olesen 1931. Han var godsforvalter på Bjørum Gods fra 1. nov. 1931 – 1. nov. 1936.

Da jeg kom der, var der 580 tønder land og 60 tønder land skov til gården. Det var en meget god gård med dyb lermuld og store flade marker.

Det var vist det 3. år, jeg var der, der blev solgt 160 tønder land fra. Det var jo i tredivernes værste kriseår.

De havde pådraget sig en ”stor” løs gæld på 32.000 kr. Det lyder jo ikke at meget i dag, men dengang var det en meget stor sum. Med de meget små priser på landbrugsprodukter, var det umuligt at betale et så stort beløb. Pengeinstitutterne ville ikke låne penge til landbrug. Det var dengang alt for risikabelt. Så gjorde de det, som så mange andre landbrug gjorde, nemlig at lave akkord med kreditorerne således, at kreditorerne fik 25% af deres tilgodehavende og så give saldokvittering. Der skulle så betales 8.000 kr. Det blev en hård kamp at finde dette beløb.

Det blev skoven, der måtte holde for. Der blev skovet meget til gavntræ og mange egetræer blev fældet til skibstømmer. Der var mange krumme egetræer, som var velegnet til spanter til mindre skibe. Det var et skibsbyggeri i Nørre Sundby, som fik egene, som vi kørte ind med hestevogne.

Det var Andreasens mor, der ejede Bjørum. Hendes mand døde i 1922-23. Det var hendes søn, Knud Andreasen, der drev gården for hende. Han var dengang kun 23 år. Det kom ikke til at gå særlig godt. Han var for ung til så stor en gård.

Da jeg havde været der et eller to år forpagtede K. Andreasen gården af sin mor, samtidig med at han blev gift.

Det første år var min løn 700 kr., ja kun 700 for et helt år. Det er ikke mere end en arbejder tjener på 1½ dag i det Herrens år 1985. Om vinteren fik de ”løse” karle kun 1 kr. om dagen + kost og logi.

Da jeg kom til Bjørum den 1. november 1931 sad der 52 tønder land roer i jorden. Det så galt ud, for frosten kunne komme når som helst. Det sagde Andreasen den første aften, jeg var der. Jeg spurgte, hvor mange folk, der var til arbejdet. Han svarede, at det vidste han ikke, men det kunne jeg se i morgen, når jeg kom i stalden for at sætte i arbejde. Der skulle helst være 16-18 mand.

Da jeg så næste morgen kom ned i hestestalden for at sætte i arbejde, var der kun 7-8 mand. Da klokken var godt 8 gik jeg til telefonen og ringede til fæstekontoret i Aalborg om at sende 10 mand til Bjørum snarest muligt. De kom så i løbet af dagen, så næste dag havde jeg de folk, som jeg skulle bruge.

 

Jeg vil skrive lidt om, hvad et fæstekontor er.

Dengang var der ingen unge, som stod i en fagforening og slet ikke på landet. Det var kun de gifte arbejdere, som arbejdede i byerne. Så der var ingen arbejdsanvisning for den unge landarbejder, men for dem og også for unge piger i huset, var der et kontor, som anviste arbejde og til dette kontor henvendte sig både dem, der søgte arbejde og dem, der søgte arbejdskraft. Det stod frit for enhver at oprette et sådant kontor. Det var rent privat.

Jeg husker også som dreng, at når mor manglede en pige, ringede hun til ”Wandborgs” Fæstekontor i Hjørring, som så skaffede hende en pige.

 

Jens Weise Olesen længst til venstre. Han var godsforvalter på Bjørum Gods fra 1. nov. 1931 – 1. nov. 1936. Billedet er fra sommeren 1934.

Godsets arbejdere

Til mark- og ladearbejde var der om vinteren 12-14 mand. Sommer og høst ca. 25 mand. I kostalden en fodermester og to gifte røgtere samt fire til fem malkekoner. Så var der også en gift smed, hvis kone malkede. En gift traktorfører og staldkarl, en ældre ugift gartner og en gartnermedhjælper. Der var også to til tre landvæsenselever, en forkarl eller underforvalter samt mig til sidst.

I husholdningen var der en husjomfru, som ledede husholdningen. Så var der også en stuepige og en bryggerspige til det mere grove og som serverede i folkestuen.

Næsten hele november måned gik med at tage roer op og køre dem sammen i lange ”kuler”.

Der var 8-10 spand heste og en Fordson traktor på jernhjul. Der var fem til seks spand heste, der kørte roer sammen. De andre og traktoren efterårspløjede. Det blev vi nogenlunde færdige med til jul.

 

Den første vinter jeg var der, var der ikke ret mange folk. Det skyldtes, at al kornet var tærsket inden 1. november og solgt til 8– 10 kr. pr. 100 kg. Der skulle penge til, så der var kun kornet at sælge. Hvordan Andreasen kunne klare sig igennem til næste års høst, forstår jeg ikke, men det gik da. Penge var der næsten ingen af.

 

Medarbejdere på Bjørum Gods sommeren 1932. Jens Weise Olesen i spidsbukser og hat længst til højre. Han var godsforvalter. Billedet er fra sommeren 1932.

 

Besætningen bestod af 80-100 malkekøer samt kvier og kalve. Det var en ret god besætning, så der var da indtægt både ved salg af mælk og af dyr.

 

Jeg havde udbetaling af løn til gårdens folk undtagen pigerne. Det var hver lørdag aften, men det var ikke nær hver uge, at der var penge nok, men så var der altid nogen, som kunne vente med løn til den næste lørdag, men restancerne steg ikke. Hvad der manglede i den ene uge, var altid til udbetaling i den næste.

 

Jens Weise Olesen på Boulevarden i Aalborg juni 1932.

Så var der en lørdag aften, jeg skulle møde en pige i Aalborg. Jeg havde nogen penge, men for lidt. Jeg gik så op til Andreasen for at få en tier til at supplere dem op med, jeg havde. Jeg har slet ingen, sagde han. Ja, men jeg skal bare have 10 kr., sagde jeg. Jeg har slet ingen, sagde han, men der er en vognmand, som skylder for et læs hø, inde i Nørresundby. De penge kunne jeg gå ind og hente hos vognmanden.

Det var jeg ikke så meget for, men det var den eneste måde, jeg kunne få nogle penge på. Jeg troede, at jeg havde lidt penge i min pung, men da jeg kom ned på stationen for at købe en billet, opdagede jeg, at min pung var næsten tom, der var ikke engang til en billet til 1,20 kr.

På Hvorupgård station var der en ældre gråskægget stationsmester. Det var titlen på en stationsforstander på mindre stationer. Ham kendte jeg godt, for jeg kom tit på stationen. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville have en billet til Aalborg, men jeg havde ingen penge, før jeg kom tilbage. Ja, det vil jeg tro, sagde den gamle stationsmester. Det går godt deroppe. I formiddags kom godsejeren og købte billet på kredit, og i aften forvalteren, han havde heller ingen penge, så han skulle også have kredit. Ja, det går godt, sagde han.

Foruden de fire gifte familier var der to til tre elever, men størsteparten af gårdens arbejdere var løse folk. Mange af dem havde været der flere gange. De var gode arbejdere, men når vi somme tider skulle bruge 10-12 mand, fordi nogle var rejst, var der tit nogle urolige børster imellem.

Var der en som havde tendens til opsætsighed og ikke viste fornøden respekt, fyrede jeg ham på stedet. Det hændte også, at når jeg ringede til fæstekontoret efter en fire til fem mand, kunne der være et par ballademagere imellem, som fik de andre løsarbejdere til at nedlægge arbejdet, hvis ikke de fik lagt på daglønnen. Det fik de ikke, så gik hele flokken. Dem der var der i forvejen ville godt blive, men turde for de sidst ankomne ”børster” ikke, men de mødte så op næste dag.

 

Kun en gang fik de mig til at lægge 1 kr. på daglønnen. Det var om høsten. Dengang blev kornet jo høstet med selvbindere og sat op i hobe 6-8 neg sammen.

Det havde regnet i flere dage så hobene var meget våde. Så kom der et par dage med tørvejr. For at få hobene tørre så hurtigt som muligt, blev de væltet og lå sådan at vinden blæste ind i rodenden af neget, men der blev ikke væltet mere, end der kunne køres ind på en dag, for hvis det blev regn igen, ville negene blive rigtig våde, når de lå ned. Næste dag var negene tørre, og der skulle så køres korn ind.

Da jeg den morgen kom i stalden for at sætte de 20-25 mand i arbejde, nægtede de løse 12-15 mand at gå i arbejde, hvis de ikke fik lagt 1 kr. på daglønnen. Den var gruelig gal nu. Kornet var væltet og var tørt og radioen meldte regn til natten.

Andreasen havde tidligere sagt, at jeg aldrig måtte lade mig presse til at lægge på lønnen. Den morgen trodsede jeg forbuddet og lagde på lønnen. Jeg sagde så til dem: ”I får lagt på daglønnen, men så skal vi køre, så længe vi kan se”.

 

Så rullede vognen i marken efter korn. Jeg talte ikke med Andreasen, før vi sad og spiste middagsmad. Da sagde jeg til ham, at folkene havde fået lagt 1 kr. på daglønnen, ellers gik de ikke i arbejde.

Det skulle De ikke have gjort, sagde han. Godt, sagde jeg, når jeg sætter i arbejde efter middag, siger jeg til folkene, at den højere dagløn kun gælder for den formiddag, de har arbejdet. Nej, det er nok ikke værd at sige det, sagde Andreasen, for vi får jo nok regn. Det fik vi også til natten, men da var alt det væltede korn i lade.

Næste dag øsregnede det. Da jeg om morgenen kom ned i stalden for at ”sætte” i arbejde, stod der 25-26 mand. Så mange var der ikke arbejde til, når der ikke kunne køres korn.

Så fyrede jeg 10-12 mand. Det var dem, som nægtede at arbejde dagen før. Så var det betalt.

 

1005975_Easee+Produktdatablad+(DK)

Jens Weise Olesen omgivet af stuepigerne og hunden på Bjørum Gods.

Der var en gift traktorfører som hed Søren Rasmussen. Jeg kunne nok mærke på ham, at han var noget imod mig. Han var 10-12 år ældre end mig og havde været på Bjørum i mange år.

Hans kone skulle holde værelserne i orden, også mit, det var hver lørdag, så skulle der også vaskes gulv. Så var der en lørdag gulvet ikke blev vasket. Jeg sagde ingen ting, men da det heller ikke blev vasket næste lørdag, sagde jeg det til hende. Hun gav mig et næsvist svar. Hun var nemlig en rigtig fræk kælling, som jeg ikke ville nedlade mig til at skændes med. Lørdag aften da hendes mand, traktorføreren, kom efter ugelønnen, udbetalte jeg ikke hendes ugeløn til ham. Han blev gal og gik igen, men søndag formiddag kom konen og vaskede mit gulv, og hun fik sine penge.

 

Der skete ellers ikke de store ting. Dagene gik stille og roligt, men hver uge glædede jeg mig til søndag. Jeg rejste med toget til Hjørring lørdag aften. Der hentede far mig på stationen.

 

Fornøjelser var der da også tid til. Der var et privatejet mejeri i Hvorupgaard. Der kom jeg tit. Der var en ung mejerist, som jeg kendte, og mejeriejeren havde to kønne døtre. Den ene var forlovet, den anden var kun 15-16 år. Om vinteren fik jeg altid kaffe. Når jeg kom om sommeren rødgrød eller anden grød med fløde. Det var også der jeg lærte at smøre sennep på ost, når den var for mild.

Jeg kom også meget sammen med min kollega forvalteren på Hvoruptorp. Vi mødtes tit i Aalborg en lørdag aften og fik et par bajere. Når vil ikke havde ret mange penge, gik vi på en eller anden ”Bæver” for der kostede en øl bare 40 eller 50 øre. Havde vi 10 kr. eller derover gik vi i ”Kilden”. Det er der hvor det ”Hvide Hus” er nu på Hobrovej. Dengang var det en stor danserestaurant, den bedste og vist fineste i byen. Der var et stort danseorkester med den dengang meget kendte kapelmester Kaj Julian. Det var ikke så tit vi kom der, for en bajer kostede 75 øre. Det var jo vild luksus for os dengang.

 

Så var der også VU-ballerne på Sulsted Kro. Det var altid festligt. Der kom mange, jeg kendte. Jeg var også tit inviteret til en stor gård ved Sulsted, den hedder Ny Vraa. Der var en søn, som var forvalter derhjemme, og så var der to døtre, et par flinke, men lidt for buttede piger efter min smag.

Så var der også de årlige klapjagter med ca. 20 jægere. Deltagerne var næsten alle fra de store gårde i det sydlige Vendsyssel og fra Himmerland.

Der startedes med en god frokost, men ikke for mange drammer. De skulle jo ikke gerne skyde hinanden.

Efter jagten samledes jægerne i den store spisestue til en fin middag. Alle klædte om til smoking, også jeg.

Efter middagen blev der spillet kort. Der var så tre, som ville spille Mousel. Der var en fabrikant Duus fra Nr. Sundby og tre godsejere, nemlig Chr. Jensen, Hvoruptorp, Hjorth fra Randrup og Westenholtz fra Refnæs. De spurgte mig, om jeg ville være fjerde mand til en Mousel.

Det ville jeg nok, det havde jeg jo spillet før. Vi spillede så Mousel, drak øl og røg store cigarer. Det gik godt. Efter at jeg tabte ca. 20 kr., vendte lykken sig til mig. Jeg vandt. Vi sad oppe på 1. sal og spillede, og da aftenen var forbi, og jeg gik ned af trappen, følte jeg mig næsten som verdens rigeste mand. Jeg havde nemlig vundet over 100 kr. Det var et kæmpe beløb dengang, da min årsløn var 800 kr.

 

Jeg gik og havde det godt på Bjørum. Skulle ikke arbejde med hverken heste eller redskaber. Gik altid med min stok i arbejdstiden, skulle sætte folkene i arbejde og tilrettelægge dagens arbejde. Da jeg var kommet noget ind i det femte år, var jeg fast besluttet på at rejse derfra til 1. november 1936.

Det førte ikke til noget at blive gående der. Jeg kunne tænke at få noget for mig selv. Godt nok var det dårlige tider, men dog bedre end i årene 1930-35. Gårdene var billige, og der var mange til salg.

 

Jens Weise Olesen øverst på ryggen af en ansat. Stuehuset på Bjørum Gods ses i baggrunden. Jens Weise Olesen var godsforvalter her fra 1. nov. 1931 – 1. nov. 1936.

 

Når jeg i dag ser tilbage på de fem år, synes jeg, at de måske kunne være brugt til noget bedre, nogle af dem måske. Dengang var alle grænser åbne, man kunne rejse, hvor man ville, men der skulle penge til, og dem var der ikke ret mange af.

Nej, nu skulle det være slut med at arbejde for andre.

Jeg ville være selvstændig og med denne beslutning rejste jeg fra Bjørum den 1. november 1936.

 

Igen hjemme på Holtegaard

Nu er den epoke af mit liv forbi, og nu starter jeg igen, der hvor jeg begyndte for 32 år siden.

Det forekom mig underligt, at nu skulle jeg til at arbejde her igen i en alder af 32 år. Jeg syntes, at det var at begynde forfra igen, og at jeg ikke var kommet et eneste skridt videre i tilværelsen. Jeg lovede mig selv, at det ikke skulle blive af længere varighed. Jeg ville i gang med noget selv.

Jeg ville ikke gå hjemme og harve, pløje, læsse møg, hakke roer, et arbejde som enhver karl på 18-20 år kunne udføre.

Nu var jeg så hjemme igen. Arbejdet skulle udføres, og det blev gjort sammen med Martin og en fodermester.

Harry var året før blevet gift med Ester Dørup fra Tårs, hvor hendes far var førstelærer. Far havde købt en gård til dem i Skibsby lige uden for Hjørring.

Vinteren gik og foråret kom. Jeg så hver dag efter i avisen om der var en gård til salg. Det var der tit, men ikke nogen jeg kunne lide. Far og jeg kørte også ud og så på forskellige gårde, men der var ikke rigtig nogen, som passede til mig eller til pengene.

 

Vester Mellerup. Jens Weise Olesen ejede gården fra 24. jun. 1937 – jan. 1944.

 

Så en dag så jeg, at ejendomsmægler Tang fra Brønderslev averterede om en gård på 164 tønder land ved Jerslev. Jeg ringede til ham og fik at vide, at det var V. Mellerup. Den skulle sælges for ejeren, en ældre mand Anton Sørensen, der var ved at køre fast. Der blev forlangt 125.000 kr.

Far og jeg kørte derned for at se nærmere på gården. Vi syntes begge to godt om den. Jorden var af lettere kvalitet, men ikke dårlig jord, og der var nogle gode græsningsenge, som altid kunne give græs, også i tørre somre.

Så var der 34-35 brogede malkekøer og lige så mange ungkreaturer. Af heste var der tre spand ikke særlig gode heste. Maskiner til gårdens drift var der også, men flere var i dårlig stand, så jeg måtte skifte radsåmaskine og tærskemaskine ud efter at jeg havde købt gården.

 

Der blev ingen handel ud af det den dag, vi var der.

Et par dage efter ringede mægleren og sagde, at vi hellere måtte tale med Brønderslev Sparekasse, da den havde en stor prioritet i gården.

Mægleren fik så en aftale med sparekassen, at vi skulle komme til Brønderslev, for sparekassen kunne sælge gården til os.

Far og jeg kørte så til Brønderslev en dag efter aftale med sparekassedirektøren. Det endte så med, at vi købte V. Mellerup for 105.000 kr. og udbetalte 15.000 kr. Overtagelsen skete nogle dage efter.

 

Jeg flyttede derhen Skt. Hansdag den 24. juni 1937.

Indbo havde jeg jo ikke så meget af, men jeg tror nok, at jeg købte noget af sælgeren. Han var en ældre enkemand. Han havde en ældre husbestyrerinde, som jeg beholdt til 1. november. Fodermester og karle blev der også. Jeg var meget glad den sommerdag, jeg flyttede ind. Jeg følte mig meget lykkelig over, at nu havde jeg noget, der var mit eget.

Folkeholdet bestod af en forkarl, en yngre karl, en fast dagplejer på ca. 40-45 år, en gift fodermester, en husbestyrerinde og en ung pige.

De tre første år havde jeg en meget god økonomi. Jeg avlede godt med en sommer, hvor sol og regn kom i passende mængder. Derimod havde jeg en ringere eller dårligere avl i de tre tørre somre 1940-41 og 42.

Vintrene i de tre år var de koldeste, vi havde haft i dette århundrede. En søndag i januar 1941 frøs der 32 grader.

Denne hårde frost skabte mange besværligheder. Vi døjede med vand. Vandbeholderen i laden frøs, og vandet i rørene i jorden frøs. Kålroerne, som vi kørte hjem til køerne, var frosne og hårde som sten. I kostalden kunne der ikke blive så meget varme, at roerne kunne optøs. Det gik ud over køernes mælkeydelse.

Der var umådelige mængder af sne i de år.  Jeg havde tre karle. Det var ikke længe imellem, at jeg blev ”bøjet” (tilsagt) af den kommunale snefoged at møde med tre mand til snekastning. Dengang var det ikke et offentligt anliggende at holde vejene farbare. Det var en pligt, som var pålagt de større og mindre gårde, at holde vejene fri for sne uden nogen betaling.

 

 

Vester Mellerup ca. 1941.

Da jeg kom til V. Mellerup havde jeg ikke andet transportmiddel end en gammel cykel, men det ændrede sig til det bedre.

I vinteren 1938 købte jeg en Ford årgang 1927 for 500 kr. Den var i god stand, og den kørte godt. Den var jeg meget glad for. Nu kunne jeg let køre en tur hjem til Holtegaard, når jeg en aften fik lyst dertil.

Om sommeren tog jeg mange ture til Løkken sammen med sønnerne Carl og Knud fra Mynderupgård. Dem kom jeg meget sammen med. Liggeledes kom jeg meget sammen med Holst-Hansen fra Klæstrup og flere andre.

Forårsstorme

I foråret 1938 var hele landet plaget af voldsomme forårsstorme, efter at kornet var sået og spiret op af jorden. Det var ikke lige slemt over alt. De svære lerjorde kunne holde, men på lettere jorde blev der anrettet megen skade. Efter et par dages storm lignede marken en ørken. Flere centimeter af muldlaget var blæst bort, så rødderne stod bare på de spirende kærner, som i løbet af kort tid visnede. Så var der ikke andet at gøre end af så marken om. Det kostede en ny udsæd, og megen gødning var også blæst væk. Jeg måtte så 40-50 tønder land om. Et enkelt stykke nåede jeg at så tre gange.

De marker som blev sået om, gav alt for lidt korn, fordi den sidste såning blev sået for sent. Der blev godt nok et mægtigt udbytte af strå, men kernerne blev der alt for lidt af.

Da stormene var forbi, blev vejret meget gunstigt med regn og varme, og det blev en meget stor høst på de marker, som kunne holde til det hårde vejr, uden at der opstod sandflugt. Det var en meget hård økonomisk lussing for mange landmænd. Værst var det for gårdene i Vest- og Midtjylland, hvor jordene mange steder er meget let sandmuld.

Der blev foretaget en landsindsamling til de stormlidte landbrug. Der kom mange penge ind, men der kunne slet ikke blive tale om fuld erstatning, men lidt blev der da. Jeg fik ca. 3.000 kr. Det lyder ikke at ret meget, men det var et anseligt beløb dengang, men det dækkede ikke nær den skade, som forårsstormene havde forvoldt.

 

Far dør

Det var en vinteraften den 13. januar 1939. Jeg sad eller måske lå og hyggede mig, da telefonen ringede. Det var min bror, Martin, han ville lade mig vide, at far var død for nogle minutter siden (ved 21-tiden). Far havde følt sig utilpas om eftermiddagen og var gået i seng. Han ville ikke have læge, for han ville snart op igen, men han kom ikke op mere og blev heller ikke mere syg.

Det var helt uventet for mor og Martin, at far døde i løbet af aftenen.

Mor og Martin ville gerne, at jeg kom hjem samme aften, men jeg kunne ikke køre fra gården i bilen på grund af sne. Jeg ringede så til taxa i Jerslev. Jeg gik ud til Flyvbjergvej, der hvor jeg skulle ”samles op”.

Det var ikke noget hyggeligt besøg hjemme den aften, når far lå død i soveværelset. Det tog hårdt på mor. Det var jo anden gang, hun mistede sin mand. Jeg blev så hjemme om natten. Næste dag om eftermiddagen tog jeg tilbage til V. Mellerup.

Far blev begravet den 18. januar. Vores naboer og venner deltog, samt mange fra fars familie og nogle af mors familie fra Egense. Mors bror Laurits kom ikke. Han var syg og døde to måneder senere. De familiemedlemmer som deltog i begravelsen, havde vi til middag om aftenen.

 

Martin overtog Holtegaard. Fars død gav så anledning til et ejerskifte af Holtegaard. Martin var dengang forlovet med Anna, så det var jo naturligt, de overtog gården. Det gjorde de vistnok i efteråret 1939. Mor fik en lejlighed i Toftegade i Hjørring og flyttede derop, da Martin og Anna blev gift.

 

Jeg mødte mor (Herdis Toftegaard Pedersen)

Bedstemor (Hanna Toftegaard Pedersen) havde en bror, som hed Ole, onkel Ole, kaldte mor ham. Jeg kendte ham også meget godt. Han var ugift, boede i Hjørring. Han kom tit ud til os i Holtegaard.

Min far og han var fætre. Det vil sige, at Herdis’ morfar Anton og min farfar Martin var brødre. Da han døde i juni 1940, tog jeg med til hans begravelse, som foregik fra krematoriet i Aalborg. Dengang var der ingen krematorium i Hjørring. Mor og hendes forældre kom der også. Jeg talte med dem ved kaffebordet efter begravelsen. Derefter kørte jeg hjem igen.

 

Til venstre Herdis Toftegaard Pedersen da hun gik på sy-skole hos Fonnesbech i København. Til højre Herdis i Blegkilde i Aalborg sep. 1939. Herdis havde selvstændig systue for det bedre borgerskab i Aalborg indtil hun blev gift med Jens Weise Olesen 26. okt. 1940.

 

Så en aften i juli var jeg i Hedelund i Brønderslev sammen med to, som jeg en gang imellem gik på jagt sammen med. Der traf jeg igen mor. Vi dansede et par danse. Hun var inviteret af en anden ung mand. Vi aftalte, at jeg skulle komme hjem til hendes forældre og drikke kaffe næste aften.

Det gjorde jeg og inviterede hende til at besøge mig på V. Mellerup, når hun kom hjem igen. Mor boede dengang i Aalborg, hvor hun havde en systue.

 

 

Mor havde en lejlighed på Bispensgade i Aalborg. Der besøgte jeg hende flere gange fra lørdag aften til søndag aften. Jeg skulle så have noget barbergrej med, så jeg købte en barbermaskine af bakelit i et bakelitetui. Den har jeg endnu og har barberet mig med den i over 45 år og har også i dag barberet mig med den. Den skal nok vare mig ud.

Mor (Herdis) og jeg giftede os den 26. oktober 1940 i Brønderslev Kirke.

Det var det man kaldte formiddagsbryllup. Det var kl. 12.

Det var kun den nærmeste familie, der var med. Min mor, Harry og Ester, Martin og Anna, mors forældre og hendes søskende med ægtefæller.

Efter vielsen spiste vi frokost på Hotel Phønix, som mors far havde bestilt.

Derefter kørte vi hjem til V. Mellerup i taxa. Alle private biler stod opklodset. Det var jo under krigen.

 

Til venstre Herdis Toftegaard Pedersen i 1939. Til højre Herdis med sin moder Hanna Toftegaard Pedersen.

 

For at få noget med, som jeg har glemt, går jeg tilbage til vintern 1940. Det var den første af de tre efter hinanden kolde vintre med en utrolig masse sne og frost. Foråret 1940 kom da til nogenlunde normal tid. Den 9. april skulle vi begynde at så korn.

Tyskerne kommer

Tidligt på formiddagen, ved 7-8-tiden, den 9. april 1940 kunne vi høre en mærkelig summen eller duven langt borte mod øst.

Det var en stille dag med gråvejr. Karlene og jeg stod og kikkede mod øst. Pludselig kunne vi skimte noget, der lignede en lang smal sky. Det var tyske militærmaskiner i hundredevis på vej til Norge, blev vi senere klar over. Jeg åbnede for radioen.

Der hørte jeg så om, at landet var besat af den tyske værnemagt. Der havde været mindre kampe i Sønderjylland. Der faldt der vist 14 danske soldater. København og flere større byer var besat lige som Aalborg Lufthavn. Senere på dagen kom der flere gange enkelte maskiner lige over os. De var vel på rekognoscering over landsdelen her.

Om eftermiddagen kørte jeg til Brønderslev. Da var der allerede en militærforlægning ude på Markedspladsen. På hovedvejen var der lange militærkolonner af biler på vej nordpå. Det var en underlig forstemmende dag. Det var ikke til at forstå, at vi var blevet besat.

 

Et par dage efter kørte jeg til Hørring for at besøge min mor. Hun var jo året før flyttet til Hjørring, efter at Martin havde fået gården. Det blev min sidste tur i min gamle Ford. Et par dage efter blev al privatkørsel forbudt. Fra nu af var der jo ikke mere benzin her til landet. Så nu fik jeg brug for min gamle cykel igen.

 

Jens Weise Olesen i spidsbukser og svigerfar Martin Pedersen. Vester Mellerup ca. 1941.

Krigen var jo allerede begyndt året før. Tyskerne angreb Polen den 1. september 1939. Et par dage efter erklærede Frankrig og England Tyskland krig. Den fik en meget langsom start. De tyske hære stod ved Vest volden langs grænsen til Frankrig. Englænderne og franskmændene bemandede Maginotlinjen, som Frankrig havde opført i mellemkrigsårene, som forsvar mod Tyskland. Den nåede fra den schweiziske grænse og helt op til Luxembourg.

Der stod hærene opmarcheret over for hinanden. Kampe var der ikke noget af før den 10. maj 1940. Da gik det også løs. Tyskerne angreb gennem Holland og Belgien. Der var der nemlig ingen forsvarslinje. I løbet af få dage kapitulerede begge disse lande. Så væltede de tyske panserkolonner ind i Frankrig. I juni nåede de Paris, og Frankrig kapitulerede også.

Det var en lynkrig. Alt skete så hurtigt. Det var meget spændende at følge med i radio og aviser om, hvad der skete.

 

Da krigen udbrød, blev Sikringsstyrken indkaldt. Jeg måtte af med min forkarl. Han blev også indkaldt. For første gang blev al privat bilkørsel forbudt, men vist kun ca. en måned. Så blev benzinen rationeret. Vi fik benzinkort. Jeg tror ikke, det var mere end 30-35 liter om måneden. Jeg strakte min benzin ved at komme omkring 30-35% petroleum i benzinen. Det kunne den gamle Ford nok konsumere.

Sådan gik det med bilkørsel indtil et par dage efter den 9. april. Så var det helt forbi. Først i slutningen af sommeren 1945 kom vil til at køre igen. Da havde jeg for længst solgt den gamle Ford til ophugning, så nu måtte jeg have en anden bil. Det blev en engelsk bil Standard, og så fik mor kørekort.

Nu er jeg kommet for langt frem i tiden. Dette med den anden bil og mors kørekort skete medens vi boede på V. Mellerup. Dertil vender jeg nu tilbage.

Sommeren 1940 var lige så lang, varm og tør, som vinteren var lang og meget kold.

Det blev en halvdårlig høst efter den tørre sommer. Der kom næsten ingen regn hele den sommer.

1941

Der skete en stor begivenhed den sommer. Det var den 1. juli, da blev Hanne født. Ca. 14 dage før var mor kommet på Brønderslev Sygehus. Jeg husker ikke hvorfor, men nogle dage eller måske en uge før var mor faldet over et eller anden udenfor gården, men det var ikke af den grund, at mor kom på sygehuset, men måske var det årsagen til at Hanne blev født for tidligt. Hun vejede kun 14-1500 gram.

Sygehuset ringede til mig om aftenen, at mor havde født en lille pige. Det kunne jeg ikke forstå, for hun skulle ikke være født før hen i august.

Jeg cyklede så til Brønderslev og så til mor. Hanne var anbragt i en kuvøse. Jeg så et glimt af hende. Hvor var hun lille.

 

Til venstre Hanne og Ole, Vester Mellerup 1943. Til højre Hanne og Ole, Gammel Stadegaard 24. august 1944.

 

Min mor besøgte os efter, at mor og Hanne kom hjem fra sygehuset. For resten blev Hanne døbt, den dag hun blev født. Lægen var jo ikke sikker på, om hun kunne leve.

Det var også den eneste gang, at min mor så Hanne. Sidst i august, blev min mor syg. Hun blev indlagt på Hjørring Sygehus. Den sidste dag hun levede, var jeg hos hende om eftermiddagen. Da jeg kørte hjem om aftenen, kom min bror Harry og blev hos hende om natten. Om morgenen ringede en sygeplejerske til mig og sagde, at mor lige var død. Mor døde efter en brokoperation. Det var den 5. september 1941. Mor var fyldt 75 år den 4. juli.

Sommeren 1941 var lige så tør og varm som året før, så det blev også en lille høst denne sommer. Hele avlen kunne være i laden. Det var ikke som høsten i 1938 og 1939, da havde jeg flere store kornstakke stående og laden var fuld.

I disse krigsår var der ikke meget med forlystelser. Bilen var klodset op, der var kun tog og meget lidt med rutebiler. Når jeg skulle nogen steder, var det på min gamle cykel, og mor havde jo også sin cykel. Alligevel cyklede vi mange gange til Holtegaard. Når vi besøgte min bror Harry, var vi med rutebil til Hjørring og derfra med rutebil til Mygdal, hvor han havde en gård.

 1942

Året 1942 adskiller sig ikke fra året før. Det var den samme varme og meget tørre sommer.

Det jeg husker mest fra det år, var starten af et kartoffelkogeri, som jeg var med til. Det var et transportabelt kogeri, som kørte til de gårde, som var andelshavere og kogte kartofler til svinefoder. Det var et supplement til foder – kornet, det var der nemlig ikke for meget af, for en stor del af høsten skulle afleveres til staten ifølge en kornlov, som trådte i kraft lige efter krigens udbrud, da kunne der nemlig ikke indføres korn udefra.

Jeg skulle aflevere ca. 300 tønder til en fast og meget lav pris, ca. 25 kr. pr. tønde. Det korn, man kunne undvære udover det tvangsafleverede korn, kunne koste 70-80 kr. pr. tønde, derfor kom kartoffelkogeriet i gang.

Jeg blev valgt ind i bestyrelsen. Foruden mig var Nielsen, Hellumlund; Søndergaard, Filholm; Laurits Jensen, Ø. Hebbelstrup og Rottbøll, Børglum Kloster.

Staten forlangte, at al rug og hvede skulle afleveres, og hvad der manglede af brødkorn, skulle der leveres foderkorn. Derfor måtte jeg aflevere al min rug og resten af de ca. 300 tønder (1 tønde = 100 kg) leverede jeg i byg eller havre.

Kartoffelkogerbestyrelsen var en hyggelig bestyrelse. Vi holdt tit bestyrelsesmøde på Hotel Brønderslev. Det meste af bygningen står der endnu. Det er bygningen på hjørnet af Bredgade og Jernbanegade. Det er der hvor Buus er nu og radioforretningen. Ved den nedrevne del af hotellet stod der for nylig en benzintank, nu er der en tøjforretning.

Disse bestyrelsesmøder endte altid med en god frokost. Vi kom i reglen cyklende, og Rottbøll var den, der havde længst at cykle.

 

Rottbøll havde en søn, som var kaptajn og aktiv modtandsmand under den tyske besættelse. Sønnen blev skudt/myrdet af dansk politi den 26. september 1942 på Østerbro i København. Siden mordet på ham har vingerne på møllen ved Børglum Kloster stået i korsstilling til ære for den afdøde søn.

Krigen mærkede vi ikke meget til. Vi så selvfølgelig mange tyske soldater, som boede i barakker her i byen. Sabotage kom først senere.

Derimod så vi sommetider luftkampe ved lufthavnen ved Nr. Sundby. Der var der tit megen skyderi.

Det skete et par gange, at Andreasen, Bjørum og en ven han havde kom og boede hos os om natten. De var bange for at være på Bjørum, når der var luftangreb af engelske bombemaskiner. Der var jo ikke så langt fra lufthavnen og til Bjørum.

Danmarks National Socialistiske Arbejderparti

Da Hitler i 1933 kom til magten i Tyskland, gik det hurtigt fremad dernede. Det kunne jo også kun gå den ene vej. Weimar Republikken og dens socialister kørte landet fuldstændig ned efter 1. Verdenskrig. Alt gik næsten helt i stå. Pengene var ingenting værd. Der var ingen produktion. Selv 15 år efter krigen var der 5 millioner arbejdsløse. Det var resultatet af socialisternes hærgen.

 

Da Hitler kom til magten, kom hjulene i gang igen. De arbejdsløse kom i arbejde, der blev produceret, og der var fremgang overalt.

Den politik der blev ført dernede havde også mørke sider.

Jødeforfølgelsen og koncentrationslejre var en skændsel for Tyskland, men det kendte vi ikke til i fuldt omfang før efter krigen.

 

Den store fremgang, der uomtvisteligt fandt sted dernede efter Hitlers magtovertagelse, begejstrede mange her i landet, og der blev dannet et nyt parti som hed: Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti forkortet D.N.S.A.P.

Lederen af dette parti hed Frits Clausen. Han var dansk læge i Bovrup i Sønderjylland.

 

Som så mange andre meldte jeg mig også ind i partiet, vistnok i 1938. Der holdtes mange og store møder mange steder her i Vendsyssel. Særlig var Østvendsyssel stærkt repræsenteret. Den øverste i partiet her i amtet var en dyrlæge i Agersted. Han hed Hofmann Madsen.

Partiet havde dengang seks til syv folketingsmedlemmer.

Efter den 9. april 1940 var der ingen tilgang til partiet. Det var jo heller ikke så godt, at de tyske Nazister invaderede landet.

 

I efteråret 1942 skete der noget. Det var den 15. oktober, da fik mor og jeg en søn, en dejlig stor kleppert. Han fik navnet Ole, opkaldt efter min far. Han voksede sig stor og stærk. Det varede ikke så længe, inden han vejede lige så meget som Hanne. Ole blev født hjemme på V. Mellerup.

 

Avisudklip i anledning af at det var 25 år siden, at der i 1942 blev gjort et stort bronzealderfund på en af markerne på Vester Mellerup.

 

Det var en dag i sommeren 1942. Mor og jeg sad i stuen og hørte på middagsnyhederne i radioen. Vi blev begge meget forbavset, da mit navn blev nævnt.

Der blev sagt, at en fodermester, ansat hos mig, havde fundet flere hundrede sølv- og bronzesmykker på V. Mellerups mark, og at fundet var blevet indleveret til Hjørring Museum.

Det forstod mor og jeg slet ikke, for fodermesteren havde intet sagt om fundet til mig. Lige efter radioavisen var der flere, der ringede for at høre om det omtalte fund. Jeg kunne jo kun sige, at jeg ikke kendte noget til det.

Jeg kunne godt huske, at fodermesteren nogle dage i forvejen havde bedt om fri en eftermiddag, da han skulle til Hjørring.

Jeg gik så ud til fodermesteren for at få en forklaring. Han fortalte så, hvor han havde fundet det, og grunden til at han ikke fortalte mig om fundet var den, at han så var bange for, at jeg ville have det, og at han så ikke fik noget ud af det. Hvor meget han fik, husker jeg ikke. Jeg husker ikke, om vi fik disse gamle ting at se på Hjørring Museum. Flere år efter så vi tingene på Nationalmuseet i København.

 

Gunnar Toftegaard Pedersen og hustru Ellen foran købmandsbutikken i Hvilshøj. Gunnar var bror til Herdis Weise Olesen og han døde i sommeren 1942 kun 36 år gammel efter en blindtarmsoperation. Han efterlod sig hustru og tre børn.

 

I sommeren 1942 døde mors bror Gunnar. Det var efter en blindtarmsoperation. Det tog mor sig meget nær, for Gunnar var den af hendes søskende, som mor følte sig tættest knyttet til. Han efterlod sig også en kone, Ellen, med tre mindreårige børn. Det var jo også hårdt for Jørn, Niels og Inger Lise at miste deres far. Også for Ellen. Hun solgte forretningen i Hvilshøj og købte et hus i Brønderslev på hjørnet af Tygelsgade og Mejerigade.

 

Gunnar Toftegaard Pedersen og hustru Ellens tre børn fotograferet i juli 1946. Børnene hedder Jørn, Niels og Inger lise.

1943

Så gik 1942. Vi slap af med de tre dårlige år 1940-41 og 42 med de utrolige kolde vintre og lige så varme og tørre somre. Tre tørre somre med næsten kun halvt høstudbytte var også en belastning for økonomien, men det gik da. Vinteren 1943 var en ganske normal vinter. Det var en dejlig forandring efter de tre kolde med frost ned til 31 grader.

Sommeren blev også god, tilpas med regn og varme. Høsten blev meget fin. Det var nok den største, jeg har haft på V. Mellerup. Og det blev også den sidste.

I efteråret 1943 blev Gl. Stadegaard til salg. Den ville jeg gerne købe. Jeg regnede den for en bedre gård end V. Mellerup, men da jeg lærte den at kende, viste det sig, at V. Mellerup var en betydelig bedre gård. Der var også andet, der spillede ind. Den havde en meget fin beliggenhed, hvad angår vejforholdene.

Til V. Mellerup var der to tilkørselsveje, men de var begge to private veje. Beboerne langs de to veje skulle selv holde dem vedlige, og vi skulle selv sørge for snekastningen. Det skulle vi så selv sørge for efter at have stillet mandskab til rådighed for kommunen, når de offentlige veje skulle gøres farbare. Jeg havde meget af tiden tre karle, der ikke bestilte andet end kaste sne, vel at mærke uden betaling. Det var pligtarbejde gårdene havde dengang.

1944

Vi købte så Gl. Stade og flyttede derind i januar 1944. Den kostede 180.000 kr. ca. det samme, som vi fik for V. Mellerup. Haven på Gl. Stade var meget stor. Have og gårdsplads udgjorde ca. 7 tønder land eller helt korrekt 3,4 ha.

I haven var der mange store, gamle træer. De stod meget tæt og trængte til udtynding, og det blev det også.

Det var jo under krigen. Der var næsten ingen benzin. Al privat bilkørsel var forbudt. Den smule benzin vi fik fra Tyskland, var forbeholdt læger, dyrlæger og ambulancer.

Lastbilerne skulle jo også holdes i gang, men dertil var der ingen benzin. Så blev der på lastbilerne monteret en generator, sådan tror jeg nok den hed. Det var en slags kakkelovn 1,5–2 meter høj og knap 1 meter i diameter. I denne beholder fyldtes der tørt bøgebrænde savet i ganske små stykker, som blev antændt, så det bare lå og ulmede, dermed opstod der gengas, som det hed. På denne gas kunne bilen køre. Der var altid et par ekstra sække med i bilen, for der skulle jo fyldes brænde på en gang imellem. Alle rutebiler og mange taxaer kørte på gengas. Denne gas gav ikke nær så megen kraft som benzin. På denne måde blev det mest nødvendige holdt i gang.

Da der var stor efterspørgsel efter dette generatortræ, besluttede jeg at fælde nogle træer i haven. Når de var fældet, blev de savet i en meter lange stykker og stablet op i gården i rummeter, så vidste jeg, hvor meget træ der var. Det blev nemlig betalt pr. rummeter.

En vognmand med to lastbiler købte en del, mens langt den største part blev købt af to mejerier, som hentede mælken hos landmændene. Det var en god forretning at sælge generatortræ. I vinteren 1944 solgte jeg for ca. 20.000 kr.

De maskiner der var på Gl. Stade, var nærmest slidt op, så jeg købte nogle nye. Der var heller ikke noget badeværelse, så det fik vi også lavet. Nye og større vinduer fik vi også i stuerne mod syd ud til gården.

Dette var jo i krigsårene, men i det daglige mærkede vi ikke ret meget til krigen. Mange fødevarer var jo rationeret. Sukker og smør var nok det, som det kneb mest med, men ellers var der ikke nogen mangel på fødevarer. Stoffer til tøj var der ikke meget af, men så brugte vi det, vi havde noget længere.

De sidste par år krigen varede, var der megen uro i de større byer. Her i Bønderslev var der en mindre sabotage på Pedershaab Maskinfabrik, fordi de lavede sneplove til den tyske hær i Rusland. Sabotagen var rettet mod fabrikker, som producerede materiel til tyskerne. Desværre også i stort omfang sabotage rettet mod togene. Mange blev afsporet og væltede, og broer som f.eks ved Langå og flere andre blev sprængt.

1945

Dette år blev krigens sidste år. Da tyskerne tabte slaget ved Stalingrad, var vi alle klar over, at krigen lakkede mod enden og tyskerne ville tabe.

Da russerne nærmede sig Tysklands østgrænse, flygtede civilbefolkningen i ti tusinde vis over Østersøen til Danmark og nogle til Sverige. Der var flere hundred tusinde her i landet. De blev opsamlet i flygtningelejre.

I Brønderslev var der mange hundrede i nyopførte barakker på Markedspladsen. Det varede mindst to år efter at krigen var forbi, inden de sidste flygtninge blev sendt tilbage til det sønderbombede Tyskland. (De omtalte barakker var ikke alle nyopførte. Nogle af dem var opført af tyskerne, da de kom herop i 1940).

Krigen slutter, og jeg bliver fange

Det var vist nok den 4. maj om aftenen, mor og jeg sad og hørte radioavis, da det blev meddelt, at tyskerne havde overgivet sig. Jeg tror nok, at det kom fra London, men blev så sendt over dansk radio i København, at de tyske hære havde kapituleret overfor vest magternes hærchef Feltmarskal Montgomery og alle krigshandlinger blev standset i Tyskland, Holland, Belgien, Norge og Danmark.

 

Herdis Weise Olesens bror Arne Toftegaard Pedersen. Han var modstandsmand under 2. Verdenskrig. Han var mejeribestyrer på Hvilshøj Mejeri og senere mejeribestyrer på Korsholm mejeri ved Fjerritslev.

 

Det var en lettelse, at krigen nu var forbi, efter at den havde varet i 5 år og 8 måneder, men jeg var også klar over, at nu var min frihed snart forbi.

Jeg havde aldrig haft noget som helst at gøre med tyskerne, så jeg havde en ren samvittighed, men jeg var medlem af D.N.S.A.P. og det vidste jeg, var nok til, at modstandsfolkene ville internere mig og mange andre.

 

Om aftenen, det var nok den 5. maj, sagde jeg til mor, at de sikkert ville hente mig i løbet af natten.

Så om morgenen, det var vist ved 4-5-tiden, hørte jeg en bilmotor. Jeg stod op, trak gardinet lidt til side og så en bil bakke langsomt ind ad indkørslen til gården. Da den nærmere sig gårdspladsen standsede den. To mænd sprang ud og ”plantede” et maskingevær bag bilen og rettede det mod stuehuset. Den ene mand sad på knæene bag maskingeværet klar til at skyde. Det var fire mænd. En blev ved rattet, de to sidste tog ladegreb på deres maskinpistoler og gik hen og bankede på fordøren. Da var mor og jeg stået op. Jeg lukkede fordøren op og to mænd kom ind. De sagde, at de havde ordre til at internere mig, og at jeg skulle med i bilen. Jeg sagde farvel til mor og tog så med dem.

 

Jeg blev kørt op på Skolegades Skole, hvortil der var kommet i massevis af ”fanger” før mig og flere kom efter mig.

 

Der var bl.a. Poul Voetmann, Rødsleth fra Thorsmark, Holst Hansen fra Klæstrup – han er fætter til Holst Hansen, Korslund – og adskillige landmænd fra Jerslev, Stenum, Tolstrup og en datter af Fuglsang, Hjortnæs.

Så var der også nogle små og store entreprenører, som havde udført arbejde for tyskerne.

 

Vi var en 18-20 ”fanger” i hver ”celle”. Jeg var i den ”celle”, som vendte ud mod Rosenvænget, der var en syv til otte trin op, og så var der den store ”celle” til højre. Vi lå på gulvet på madrasser med tæpper over os.

Uden for på gangen gik nogle vagter med deres maskinpistoler. Også ved indgangen til skolegården var der vagter.

Der var jo også en del ”værnemagere”. Det var dem, som havde handlet og udført arbejde for tyskerne.

Så var det en dag, at en af vagterne var fræk over for mig. Det var oppe i den gang mellem skolestuerne, og det var ikke første gang, så jeg blev gal og stak ham en knytnæve lige i hans frække fjæs. Det sølle skvat som han var, skvattede om og maskinpistolen røg klirrende hen ad flisegulvet. Det var egentlig mærkeligt, at den ikke begyndte af skyde.

 

Efter veludført dåd gik jeg ind i ”cellen” til de andre.

Nogle af dem havde overværet optrinnet på gangen, og de synes, at det var en god gerning, jeg havde gjort. Dog udeblev straffen for denne ”ugerning” ikke.

Et par timer efter blev jeg kaldt ud på gangen og af to bevæbnede vagter, som førte mig ned på politistationen og lukkede mig ind i detentionen. Det var et værre møg hul. Papir, ølflasker m.m. lå overalt. Mor besøgte mig om eftermiddagen. Jeg tror, mor var rystet over at se mig ligge på den briks, da hun kom derind.

Denne spjældtur varede ikke længere end til aften, da kom eskorten igen og hentede mig.

 

De to vagter var hensynsfulde, troede de. Den ene sagde til mig, at hvis jeg helst ville gå ad Grønnegade i stedet for Bredgade, kunne vi godt det. Nej, gud vil jeg ej, sagde jeg, men vil I hellere gå ad Grønnegade så gerne det, jeg går ad Bredgade.

Dagene slæbte sig afsted. Jeg ville gerne hjem igen for at komme i gang med tørveproduktionen.

Så endelig den 17. maj kom jeg i forhør hos kriminalbetjent Ørum. Det varede ikke ret længe, så sagde han til mig, at jeg godt kunne tage hjem. Jeg gik så hen i St. Blichersgade og lånte bedstefars cykel.

Hjemme var der så stor modtagelse af den løsladte ”fange” både af mor, Hanne og Ole. Ja, også af folkene på gården.

Så var den ”komedie” forbi. Jeg hørte aldrig mere til det.

Det jeg først lagde mærke til, da jeg kom hjem, var, at træerne var blevet grønne i de 12 dage, jeg var borte.

Jeg havde en dygtig forkarl, så arbejdet var gået meget godt i de dage. Heldigvis var kornet sået, medens jeg var hjemme.

Tørveproduktionen skulle i gang igen. Dette havde gårdens faste folk ikke noget med at gøre. Dertil brugte jeg ”løse” folk. Der skulle bruges fire til fem mand ved tørvepresseren.

Når tørvene var halvtørre, skulle de vendes og stables for at blive helt tørre. Dertil havde jeg nogle piger eller koner.

Sommeren gik, tørvene blev tørre og blev også solgt. Høsten var nogenlunde tilfredsstillende.

I efteråret 1945 kunne der igen fås benzin, men den var rationeret.

Jeg købte så en bil. Det var en engelsk ”Standard” hed den. Jeg tror, at jeg gav 4.000 kr. for den. Samme efterår fik, mor kørekort.

1946

Det blev et år med både glæde og sorg.

Mor fødte en lille pige den 8. marts. Det var en stor begivenhed for os. Hen på foråret eller først på sommeren kunne vi mærke, at hun ikke havde det godt.

Mor tog til læge med hende, det var Faber Vestergaard. Han mente, at det måske var lungetuberkulose og henviste os til tuberkulosehospitalet i Hjørring. Det gjorde vi, og der blev det konstateret, at begge lunger var stærkt angrebne, og at det var tvivlsomt, at hun kunne leve ret længe. Hun blev døbt og kom til at hedde Helle.

 

Den ene af de to unge piger vi havde blev syg og kom til undersøgelse i Hjørring.

 

Helle Weise Olesen kort før sin død den 11. sep. 1946. Hun blev kun et halvt år gammel og døde af tuberkulose.

 

Få dage efter fik vi et brev fra tuberkuloselægen i Hjørring, hvor han skrev, at den unge pige led af en ondartet og stærk fremskreden lungetuberkulose. I brevet opfordrede han os alle fire, Hanne, Ole, mor og jeg, til at komme til undersøgelse og ligeledes gårdens tyende, som han skrev.

Det gjorde vi så alle, flere gange endda. Ingen fejlede noget bortset fra Hanne og Ole. De havde lidt, men ikke mere end enhver voksen skulle have for at være immun. Det var bare lidt for tidligt, de havde fået det, men det skulle ikke have nogen betydning, når de boede på landet og fik frisk luft hver dag, sagde lægen. Det viste sig også at være rigtigt. De kom aldrig til at fejle noget.

Den unge pige, som smittede Helle, fik senere den ene lunge fjernet. Hvordan det senere er gået hende, ved jeg intet om.

Den lille Helle fik det dårligere og dårligere. Hun døjede med at trække vejret, begge lunger var jo hårdt angrebne. Vi søgte to læger. De sagde det samme begge to, at hun kun havde kort tid at leve i.

 

 

Det viste sig at være rigtigt. Den 11. september om formiddagen døde den lille pige kun et halvt år gammel.

Mere om Helle kan læses i mors dagbog. Der er det mere udførligt omtalt.

 

Rationeringskort for sukker og smør samt brød og gryn til Helle Weise Olesen.

 

Min tørveproduktion sluttede i sommeren 1946. Nu kom der nemlig igen kul fra England, men tørv til gårdens forbrug lavede vi hvert år. Det kneb endda med at få tørvene fra 1946 solgt. Marken syd for laden var næsten helt belagt med tørv. Græsset groede op om tørvene, så de dårligt kunne tørres efter regnvejr. Det var ved at se galt ud. Kunne de ikke sælges, ville jeg miste alle de penge, som det havde kostet at producere dem.

Jeg averterede om salg af tørv. Der meldte sig kun en eneste køber. Det var Aage Andersen, Tårs, også kaldet Bette Aage. Han kom den dag Helle døde, men vi fik da handlet om disse tørv. Han købte dem på ”slump”. De skulle altså ikke vejes op. Han skulle selv hente dem på pladsen. Jeg tror nok, at det var 18.000 kr. han skulle give. Inden han begyndte at hente dem, skulle han betale 10.000 kr. Det gjorde han også, og resten betalte han, da tørvene var hentet.

Jeg var lykkelig over, at de var solgt. Jeg tjente penge på tørvene, men ikke så mange, som jeg havde ventet.

De udenlandske kul og briketter trykkede prisen på tørv.

På V. Mellerup havde vi ikke nogen stor omgangskreds. Der var Holst Hansen fra Klæstrup; Carl og hans bror fra Mynderupgård og så et par stykker mere og så vores familie. På Gl. Stade var der betydelig flere. Vi havde flere rare naboer, som vi kom meget sammen med.

Når jeg tænker tilbage på den tid og på disse mennesker, så er der næsten ingen tilbage, de er døde.

Mors forældre og hendes søskende er døde. Ligeså mine forældre og brødre er døde. Også næsten hele familien både på min fars og mors side. Heldigvis har jeg mine børn, børnebørn og svigerbørn. Det er altid en stor glæde for mig, når de kommer, og når jeg besøger dem.

Det som jeg her har omtalt, er næsten, ja, lidt mere end halvdelen af den tid jeg har levet. Jeg begyndte så langt tilbage, som jeg kan huske og slutter med året 1946.

Jeg fortsætter med at skrive og bliver ved så længe jeg kan. Måske bliver jeg ikke i stand til at skrive om mine sidste dage eller måneder. Hvis det skulle ske, må en af jer skrive om mine sidste dage og om – ja, så er der ikke mere.

For min egen og mine børns skyld vil jeg nødig være nogen til byrde på mine gamle dage.

Så hellere falde for stormens brag end at visne bort som et usselt vrag.

1947

Når jeg tænker tilbage, er der ikke noget særligt at berette om i det år.

Kun en eneste stor begivenhed husker jeg meget tydeligt.

Det var den 29. september, det var den dag, da vi fik vor søde lille Ulla. Det var en dejlig dag. Det var, tror jeg, særlig godt for mor, fordi mor stadig tænkte på Helle og savnet af hende.

Da vi fik Ulla, hjalp det på mors humør. Savnet af Helle blev trængt mere ud af mors tanker, selv om savnet stadig var der. Man kan vel ikke tale om erstatning for et barn, som døde, men med Ulla, den lille solstråle, lysnede det for os igen, selv om vi ikke kunne glemme, men dog fortrænge savnet af vor lille døde Helle.

 

Ole, Ulla og Hanne 1949.

 

Da Ulla blev født, var Hanne 6 år og Ole var 5 år. De var meget optaget af den lille søster. Da hun blev lidt større og kunne pludre og smile lidt, var de meget interesseret. De løftede hendes dyne for at se hendes små fødder. Mor sagde, at de skulle pakke dynen om hendes fødder igen. Ja, dynen skal pakkes om hendes små panker, sagde Hanne, for de skal ikke fryse. Det var hendes små fødder. De var så optaget af den lille pige. De kunne stå længe og pludre med hende. Hanne ville gerne tage hende op og stå med hende på armen. Det var mor ikke så glad for. Hun var bange for, at Hanne skulle tabe hende.

Min mor havde to søstre, begge ugifte. Mette Marie født den 2/6 1862 døde 13/11 1939. Den anden hed Ane Marie født den 5/9 1863. Hun døde den 2/4 1947, nogle måneder før Ulla blev født.

De boede begge to i Egense. Deres bror Laurits fik gården i Egense, hvor de var født. Laurits og hans kone Marie havde to børn. Niels Peter, som senere fik gården, og så Margrete, som I nok kender. Hun blev gift med Kristian fra Terpet. Han var jo bror til Anna, min bror Martins kone.

Det var et lille sidespring, som måske senere kan være jer til nytte, når I ikke længere har mig til at svare på det, I vil vide om familien.

Det var også i dette år 1946, at jeg var skyld i en episode på Centralhotellet i Brønderslev. Jeg sad der sammen med Søren Pedersen, Sønderhaven og vist nok Aagaard fra Ny Stade og en mand til, som jeg ikke husker. Vi var da ikke berusede, men havde fået nogle enkelte øller. Medens vi sad der kom der nogle arbejdere fra Pedershaab Maskinfabrik ind og satte sig ved et bord i samme lokale, hvor vi sad.

Den ene kendte jeg fra mit ”skoleophold” på Skolegades Skole i begyndelsen af maj 1945. Han var en lidt kæk ”kal”. Jeg hadede ham som pesten og tænkte dengang, at ham skulle jeg nok få ram på en anden gang, når han ikke længere gik og pegede med en maskinpistol. Det fik jeg så den aften på Centralhotellet.

Jeg gik hen til ham og sagde: ”Lad mig nu se, om du er lige så modig i dag som dengang, du rendte og pegede på mig med din maskinpistol”. Han sagde ingenting. Så sagde jeg: ”Rejs dig op din pjalt og få et par lussinger, jeg slår nemlig ikke på en mand, der sidder ned”. Så strøg jeg hans hår ned i hans pande. Han reagerede stadig ikke. Så tog jeg i ham, rejste ham op og gav ham 2-3 lussinger med flad hånd i hans fede fjæs og så smed jeg ham fra mig.

I mellemtiden var politiet blevet tilkaldt. Det var overbetjent Bentzen, som jeg kendte godt. Han ville vide, hvad der var sket. Det sagde jeg til ham. Den anden sagde, at han var blevet overfaldet. Jeg fik så besked om at møde på Politistationen næste dag, hvor jeg afgav min forklaring.

 

Senere kom der en tilsigelse fra politimesteren i Hjørring, om at jeg skulle give møde i retten i Brønderslev. Jeg husker ikke, om sigtelsen lød på overfald eller værtshusuorden, det var den ene af delene.

Jeg mødte op med min sagfører. Det var L.R.S. Ugilt fra Hjørring. Han var min gamle skolekammerat, men frisag kunne han ikke klare. Jeg fik en bøde på 500 kr.

(Det jeg her har omtalt, skete måske i 1946. Jeg kan ikke rigtig huske det).

1948

Nu har vi boet her på Gl. Stade i fire år og har haft en dejlig tid her. Vi havde ikke nogen stor omgangskreds, men dem vi kom sammen med, var hyggelige og rare mennesker.

Selve gården har skuffet mig. Jeg troede, at det var en betydelig bedre gård end V. Mellerup. Det var den bare ikke, og Henriksen, som vi købte den af, var en gammeldags og meget forsigtig mand. Gødning købte han ikke ret meget af, så gården var rigtig godt forsultet, og jorden var fuld af ukrudt. Det kostede meget arbejde at holde marken ren.

Mor og jeg talte tit om, at hvis vi kunne finde en bedre gård, ville vi godt sælge Gl. Stade.

Jeg kan ikke erindre noget særligt, som skulle være sket i dette år 1948.

I de år vi boede på Gl. Stade, havde jeg altid en hingst. Dengang blev næsten alt markarbejde udført med heste. Det var først nogle år efter krigen, at det blev almindeligt med traktor, og det var mest på større gårde. Vi havde også traktor til markarbejde. I tørvesæsonen trak den tørvepressen.

Når der var brug for arbejdsheste på gården, skulle der også produceres tillæg, altså føl og dertil skulle der bruges en hingst til hopperne. Sådan en havde jeg altså også. Jeg havde en mand, der kørte med den spændt for en gig. Der var fastlagt en rute gennem Serritslev og Jerslev sogne. Jeg havde aftalt med ejerne af nogle gårde på ruten, at naboerne kunne komme der med deres hopper. Jeg tror ikke, at der kørtes mere end hver anden dag, og det var i maj, juni og juli måneder.

Ellers er der ikke noget særligt, jeg kan huske fra 1948.

 

1949

Dette år skete der noget, som jeg vil forsøge at beskrive.

1) Hanne og Ole var i livsfare da taget på kostalden skred ned.

2) Vi solgte Gl. Stade.

3) Vi købte Sortkær.

Det var en dag, vistnok først i august, at taget skred. Hvorfor det skred, kræver en længere forklaring. Jeg går så langt tilbage i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Da brændte avlsbygningerne. Det var vist i 1925.

For kostaldens vedkommende var det kun taget, der brændte. Hvælvingerne (loftet) var jo af sten båret af jernbjælker, så det brændte jo ikke, men tog skade af ild og vand til slukning, så bjælkerne tæredes (rustede) væk som årene gik, så at stenene (hvælvingerne) faldt ned i stalden.

Der var nu faldet så meget ned, at noget måtte der gøres. Jeg besluttede så at lægge nye jernbjælker op og lave nye hvælvinger.

 

For at spare så meget håndværkerarbejde som muligt, tog vi selv hvælvingerne ned, og efter aftale med murermester Terkelsen i Serritslev, fjernede vi hver anden jernbjælke. Tog vi dem alle sammen, ville taget skride ned.

Det blev gjort, og vi ventede bare på at murerne skulle begynde.

 

Så en søndag eftermiddag sidst i august gik mor og jeg en tur ned i engen nord for haven, hvor der gik nogle kalve. Pludselig hørte vi en mægtig bragen oppe ved gården, og vi så en stor støvsky drive østover.

Vi skyndte os hjem og sikke et syn. Taget var skredet sammen og lå fladt hen over loftet, og den nordre gavl var væltet ud.

Ved gavlen lå der en bilfuld muresand. I den dynge sand legede Hanne og Ole meget, og de havde også været der den samme eftermiddag et par timer, før gavlen væltede.

Hvis de havde været der, da det skete, ville de være blevet dræbt begge to, men heldigvis var de der ikke.

 

Til venstre ses avisartikel vedrørende uheld som følge af kraftigt stormvejr på Gammel Stadegaard. Til hjøre ses avisartikel vedrørende udstykningen af Gammel Stadegaard.

 

Det hele var et værre roderi at se på, men vi måtte i gang med at få huset op at stå igen. Men så skete er noget.

 

Niels Aage Christensen fra Sejlstrup Hovedgaard ringede og sagde, at Sortkær var til salg. Den ejedes dengang af Lunden, Mariendal og hans datter, som var enke og boede på Sortkær.

Jeg vidste, at Sortkær var en meget god gård, men mor og jeg syntes, at den lå langt ude i et hjørne af landet, men det så vi helt bort fra, bare det var en god gård, for vi ville aldrig mere købe en gård af så dårlig kvalitet som Gl. Stade.

Men vi ville ikke købe, før vi havde fået Gl. Stade solgt. Også dette problem blev hurtigt klaret.

Aage Christensen og Carl Lunden, Stubdrupgård købte af og til en gård, som de delvist udstykkede. De ville godt købe Gl. Stade, som den stod med kostald som en ruin.

De købte den så med 180 tønder land. Jeg tror nok for 240.000 kr. De frasolgte straks 60 tønder land.

 

Da den var solgt, kørte mor, jeg og Aage Christensen til Sortkær. Jeg var en tur overalt i marken og så straks, at jorden var af meget fin kvalitet, hvoraf en stor del var førsteklasses hvedejord. Det var anden gang, at jeg var på Sortkær. Da jeg skrev om min skoletid, omtalte jeg, at jeg var med en skolekammerat hjemme på Sortkær, det var i 1915. Han hed James French.

Inden vi kørte hjem igen, havde vi købt Sortkær, jeg tror nok for 260.000 kr. Det var først i september 1949.

 

Sortkær. Jens Weise Olesen ejede Sortkær fra sep. 1949 – dec. 1952.

 

Den 20. september flyttede vi fra Gl. Stade til Sortkær. Vi befandt os straks meget godt der. Der var et dejligt stuehus. De andre bygninger var ældre.

Det var let for Hanne og Ole at gå i skole der. Det var i Holmen Skole. Der var ikke engang fem minutters gang. Det var lettere, end da de gik i Hjelmsted Skole. Der var der langt. De cyklede derhen.

Jeg kan huske, at Ole lige havde lært at cykle, men han kunne ikke komme op på cyklen og køre, så mor eller jeg holdt den til han kom op, og så gav vi den et skub, så gik det fint. Så var det med at holde balancen, til han nåede skolen. På skolen blev han startet, når han skulle hjem igen.

Vi havde det dejligt på Sortkær, befandt os godt og faldt godt til der. Vi havde ingen stor omgangskreds, bare fire til fem familier.

Den første vinter vi var der, fik jeg pludselig en dag en meget dårlig ryg ned over lænden. Jeg kunne hverken gå eller stå, men lå hver dag på en sofa inde i stuen. Lægen sagde, at jeg bare skulle ligge stille på ryggen, så ville det gå over.

Der gik flere dage, og det blev ikke bedre. Så en dag da Niels Aage Christensen var på besøg, sagde han, at han syntes, at jeg skulle få kiropraktor Barre herned. Han var den gang gift med Grete. Det gjorde jeg så. Så kom begge to sammen med Niels Aage og hans kone Karen.

Mor havde smurt et ordentligt fadfuld smørrebrød, og dertil fik de godt med snapse. De sad jo ved bordet og spiste. Jeg lå på sofaen.

Inden de spiste, gav Barre mig en ordentlig omgang massage. Det var sandelig ikke smertefrit, og han drejede mit hoved næsten en halv gang rundt. Jeg lå fuldstændig udmattet hen efter den hårde behandling. Så gik der en time eller to. Så ville de hjem igen efter at have fået mere at drikke, men Barre kunne ikke gå. Han var blevet for fuld. Niels Aage baksede med ham, men han kunne ikke bære ham. Så rejste jeg mig fra mit sygeleje, og ved fælles hjælp bar Niels Aage og jeg kiropraktoren ud i bilen. Min ryg var fin igen, og det var den også fremover. Det var en god behandling, Barre gav mig.

Så kom foråret 1950. Jeg fik gården godt besået i rette tid. Det var tidlig forår, og sommeren igennem tegnede det til en god høst, og det blev det også. Den gode høst gav en fin økonomi.

Da vi flyttede ind den 20. september 1949, var der de nødvendige folk på gården. Dem kendte vi jo ikke, så vi følte os noget fremmede i vort eget hjem. Der på Frederikshavns-egnen kendte vi ikke andre end Lunden, Mariendal.

Henry og Gudrun var jo hos os i Gl. Stade. Dem var vi meget glade for. Da det så blev 1. november, flyttede de til Sortkær. Det var, som det var mere hjemligt, da de kom og arbejdede for os på Sortkær.

 

Foruden Henry og Gudrun havde vi to andre gifte familier. Den ene hed Magnus. Jeg kan ikke huske, hvad hans kone hed. Så var der fodermesteren, han hed Svendsen. Han havde en voksen søn, Søren. De passede besætningen. Der var 45 køer og lige så mange ungkreaturer.

Henry og Gudrun og deres to drenge boede i den ene ende af stuehuset. De andre to familier boede i et hus tæt ved gården. I det hus var der to lejligheder. Det hørte også til gården.

Knap fem minutters gang fra gården lå Holmen Skole. Der gik Hanne og Ole i skole. Det var dejligt tæt ved gården. Læreren hed Nielsen. Han var en dygtig lærer. Det var en udmærket skole for børn i den alder, som Hanne og Ole havde.

Mor havde en ung pige til hjælp.

Jeg passede selv svinene. Jeg havde mange søer og havde stor produktion af smågrise. Nogle fedede jeg op til slagtesvin, resten blev solgt på landboauktionen i Frederikshavn. Næsten hver anden uge havde jeg grise på auktion. Det var altid lørdag eftermiddag fra klokken 12 til 15.

Lunden, Mariendal ledede auktionen. Når man så havde fået solgt et parti smågrise, gav man lidkøb til køberen. Det foregik på en restaurant ved siden af auktionshallen. Det var mest et par stykker smørrebrød og et par snapse. Der blev altid fuld hus efter auktionen, og der traf man mange bekendte. Det varede en time eller to. Somme tider var mor med, når hun gjorde indkøb i Frederikshavn.

Sommeren 1950 var en meget tør og varm sommer. Der faldt næsten ingen regn, og det blev en lille høst. Selv god jord skal jo også have regn, men da der var gode kornprisser, blev det økonomiske resultat upåklageligt.

Næste sommer 1951 havde vi en fin høst og alt tegnede godt, og det blev også en meget god høst.

Jeg havde også købt en del maskiner, blandt andet en traktor mere, så nu havde vi to, en kartoffeloptager, radsåmaskine og et stort tærskeværk. Det var jo før mejetærskere blev almindelige.

I bil til Paris, men med flyver hjem igen

Det var i sommeren 1951. Aage Christensen, Sejlstrup Hovedgaard og hans kone Karen ville have os med på biltur til Paris sammen med to familier til. Den ene var Søren Nielsen, Poppelgården ved Gandrup og hans kone Johanne. Den anden familie var fra Odense. Han var konsulent for ”Dansk Belgisk Hesteavlsforening”. Han hed Holger Hansen, hans kone og en ung datter på 16-17 år.

Vi kørte i to biler. Mor og jeg kørte sammen med Aage og Karen Christensen. De andre fem i konsulentens bil.

Den første dag nåede vi Hamborg, hvor vi boede om natten. Næste dag kørte vi videre over Bremen, Køln og Aachen og derfra over den belgiske grænse. Sidst på eftermiddagen den anden dag nåede vi Liege i Belgien, hvor vi boede på et meget godt hotel. Den tredje dag kørte vi mod syd gennem Ardennerne et bjerglandskab (grønne bjerge). Det var en meget smuk og afvekslende køretur.

Så kom vi ind i Luxembourg. Der var meget industri. Det lille land kom vi hurtigt igennem. Den franske grænse nåede vi og kørte over ved Langavy. Da vi så kom ind i Frankrig, kørte vi igennem slagmarkerne fra 1. Verdenskrig. Der bølgede kampene frem og tilbage i fire år. Vi kom til byen Verdun.

Øst for byen lå der en række forter. Disse meget svære forter hindrede tyskernes fremgang. Tyskerne prøvede mange gange at storme disse stærke befæstningsanlæg, men det lykkedes ikke. Der faldt over 800.000 mand foran Verduns forter. Jeg tror nok, at vi boede i Verdun den tredje nat. Næste dag var vi ude at se slagmarkerne og de umådelige store soldaterkirkegårde. Der var i ti tusindvis af hvide kors, så langt vi kunne se.

På vejen fra Verdun ud til forterne kørte vi igennem slagmarkerne. De lå akkurat som da kampene sluttede den 11-11-1918 kl. 11.00. Der var granathul ved granathul og resterne af løbegravene, hvor soldaterne opholdt sig dag og nat i kulde og pløre gennem fire år, medens granaterne haglede ned over dem.

Efter at have været inde i nogle af forterne og set det uhyggelige indre, startede vi mod Paris.

Jeg vil her godt en eller to år tilbage i tiden.

Det skete engang imellem måske to eller tre gange om året, at jeg blev meget hævet og huden stram på den ene side af mit hoved. Det føltes meget ubehageligt. Jeg kunne næsten ikke hverken åbne eller lukke munden.

Jeg havde søgt to forskellige læger, men de kunne ikke sige, hvad jeg fejlede. Når der var gået 8-14 dage, forsvandt hævelsen, og hovedet fik igen normal størrelse.

Sådan en omgang fik jeg en til to måneder før vi rejste til Paris. Det var jeg glad for, så regnede jeg med, at det ikke skete igen, medens vi var ude at rejse.

Men sådan gik det ikke.

Jeg følte, at det var ved at komme igen, da vi kørte fra Liege til Verdun. Da vi kom til Paris, var det rigtig galt.

Den første dag i Paris var vi på Louvre og så bl.a. ”Mona Lisa”, det berømte maleri. I Invalides Kirke så vi Napoleons grav. Derfra op på Montmartre, hvor vi spiste om aftenen. Vi var i Tuileries haverne, gik strøgtur på Avenue ”Champs-Elysees”, hvor vi spiste frokost. Derefter gik vi op gennem Triumfbuen, hvor den ukendte soldat fra 1. Verdenskrig ligger begravet, og hvor ”Den evige Flamme” brænder.

Vi var også på Concordepladsen. Den var stor og flot.

Sådan gik de to første dage. Den tredje dag kunne jeg ikke mere, men måtte ligge i sengen på hotellet.

Den ene af rejsedeltagerne, konsulent Holger Hansen fra Odense, talte udmærket fransk. Han fik fat i en læge til mig.

Hvad den franske læge sagde, husker jeg ikke, men så fik Holger Hansen at vide, at der boede en dansk læge på samme hotel. Den læge kom han så med samme dag, som jeg havde haft den franske.

Da var jeg rigtig svulmet op i hovedet. Han tilrådede mig at rejse hjem snarest muligt, og at jeg ikke skulle regne med, hvad den ”sorte” sagde, han mente den franske læge.

Han fortalte mor og mig, at han var læge på Rigshospitalet og ville skrive en indlæggelsesseddel, så jeg kunne blive indlagt omgående, når jeg kom til København.

For mor og mig skulle nemlig flyve hjem. Det var vores første flyvetur.

De andre blev i Paris nogle dage og kørte så hjemad. Den ene bil nåede ikke længere end til Flensborg.

Dengang i 1951 var det meget begrænset, hvor mange penge man måtte tage med til udlandet, så vi skulle jo spare på pengene, de skulle jo række til, at vi skulle hjem igen. Derfor lånte de andre tre familier mors og mine penge. Det kunne gøres, fordi vi kunne flyve hjem og først betale billetten, når vi kom hjem.

Holger Hansen kørte os ind til lufthavnen la BRU, hvor vi blev modtaget af en repræsentant for det danske luftfartsselskab. Han sørgede godt for mor og mig. Vi skulle have en god plads, sagde han. Jeg så jo farlig ud. Jeg havde hele hovedet indbundet. Da vi skulle gå ud til maskinen, lukkede han først mor og mig ud, fordi, sagde han, så vi kunne tage de bedste pladser, inden han lukkede de andre ud.

Så gik vi i luften på vores første flyvetur, og vi landede da også velbeholdent i København.

Jeg blev så indlagt på Rigshospitalet, og mor tog med toget hjem til vores tre børn. Det fjerde barn havde mor med sig til Paris og heldigvis også med hjem til Sortkær igen. Det var Jens. Han blev født ca. 4 måneder efter, at mor kom hjem igen fra rejsen til Paris.

På Rigshospitalet var der store forhold. Jeg blev indlagt på en 32 sengsstue. Det var uhyggeligt. Der var en hosten, harken, stønnen og klagen hele natten igennem. Der var aldrig ro. Da jeg havde ligget der i to nætter, bad jeg om et eneværelse (stue). Jeg ville godt betale for det. Det fik jeg også, det var dejligt for mig både dag og nat.

Da jeg kom, blev jeg undersøgt af en læge. Han sagde ikke rigtig noget. Jeg gik oppe hver dag og havde det godt. Hovedet var igen blevet af normal størrelse. Da der var gået et par dage, og der ingenting skete, spurgte jeg afdelingssygeplejersken, hvorfor der intet skete. Hun svarede, at de ventede på, at professor Husted kom tilbage fra sommerferie. Da mit tilfælde var noget specielt, ville de vente til han kom, han var nemlig specielist i kæbekirurgi.

Endelig kom han hjem, og jeg fulgtes med en sygeplejerske over til hans konsultation. Han var meget flink. Han kunne jo se på min journal, at jeg kom fra Vendsyssel, og han fortalte, at han havde været overlæge fra Hjørring Sygehus. Det vidste jeg også godt. Jeg kunne godt huske, da han var overlæge i Hjørring.

Han studerede journalen og undersøgte mig.

Da han var færdig, sad han lidt og kiggede på mig. Så sagde han. Jeg kan godt fortælle Dem, hvad De fejler. Det er strålesvamp i kæbebenet. Hvis De vil operereres, opererer jeg i morgen. Det ville jeg selvfølgelig, og jeg takkede for, at han kunne fortælle, hvad jeg fejlede. Jeg fortalte ham, at jeg i det sidste år har rendt fra læge til læge, og der var ingen, der kunne sige, hvad jeg fejlede.

Næste dag blev jeg opereret. Jeg mærkede ikke noget til det. Da der var gået nogle dage, blev jeg oppegående patient, og ca. en uge ind i september rejste jeg hjem med rutebåden til Aalborg. Der holdt mor med bilen, og så kørte vi hjem til Sortkær, hvor Ole, Hanne og Ulla ventede på os. Jens havde mor jo med i maven.

Da jeg kom hjem, var høsten næsten forbi. Det var så underligt, at jeg ikke havde været med, at det ikke var mig, der bestemte, når kornet skulle høstes, og når det skulle køres i lade. Det var jo før mejetærskernes tid.

Kornet blev høstet med selvbinder og negene sat op i lange rækker. Når de havde tørret i 10-14 dage, blev de kørt i lade og tærsket om vinteren.

Høsten kom godt i lade. Jeg havde flinke folk, som passede deres arbejde. Vi havde jo Henry og Gudrun. Det var Henry, der ledede arbejdet.

Som jeg før har nævnt, nåede den ene af bilerne ikke længere end til Flensborg. Det var Aage Christensens bil, den mor og jeg kørte med.

Jeg vil her gå lidt tilbage i dagene. Karen Christensen kørte hele vejen til Paris, trods det at vi alle fire kunne køre.

Da vi havde passeret Aachen, lidt før den belgiske grænse, standsede hun bilen og sagde, at hun måtte hvile lidt. Hun kunne ikke mere for træthed. Da vi så skulle køre igen, satte jeg mig til rattet og sagde til hende, at nu kunne hun sætte sig bag i bilen og hvile sig, for nu ville vi andre tre ikke køre med hende længere. Det nægtede hun. Aage sagde til mig, lad os begynde at køre, så kommer hun nok.

Vi kørte så et kort stykke frem, men damen blev stående. Vi måtte så bøje os og lade hende køre igen. Hun var ganske vist en stor, stærk, mandhaftig kvinde, men sådan en kan jo også blive træt og søvnig.

Det blev hun også på hjemturen, og det fik alvorlige følger. Dengang var der ingen ringvej uden om Flensborg. Når man skulle gennem byen enten mod nord eller mod syd, kørte man nede langs havnen. Det var langt ud på aftenen, de nåede Flensborg, og langs havnen (vejen) holdt nogle lastbiler forkert. Det opdagede Karen for sent. Hun ramte det bageste venstre hjørne af ladet, så det ”pløjede” sig gennem hele den højre halvdel af personbilen. Niels Aage var faldet i søvn. Han lænede sig til venstre over mod Karen. Han fik den højre arm og skulder beskadiget, og hovedet fik en større skramme. Når vi kørte, var min plads til højre på bagsædet og mors til venstre.

Når jeg ville hvile mig i bilen, lænede jeg mig tilbage i bilens højre hjørne. Det var lige den tredjedel af karosseriet, lastbilens lad gik igennem. Hvis jeg havde siddet der, ville jeg have været kvæstet eller mere sandsynligt slået ihjel. Så det var vel nok et held for mig, at jeg blev syg i Paris.

Aage og Karen blev kørt hjem i ambulance, og bilen kom Falck med nogle dage senere.

Da jeg senere kom hjem fra Rigshospitalet, så jeg bilen på et værksted i Hjørring. Hele højre side af karosseriet var revet af. Aage Christensen havde købt en anden bil.

Mor og jeg talte tit om, at det vel alligevel var et held for os, at jeg blev syg i Paris, og at vi begge fløj til Købenavn. Hvis jeg havde siddet i bilen, da påkørslen skete, ville jeg sikkert ikke have overlevet.

 

Vi kom jo snart ind i dagliglivets rytme igen, skønt det varede nogen tid for mig. Jeg havde jo været hjemme fra over en måned, og høsten var overstået, uden at jeg havde deltaget, så de første dage efter jeg kom hjem fra Rigshospitalet, følte jeg mig tilovers. Det var en underlig fornemmelse, men det varede ikke mange dage, så fandt jeg dagliglivets rytme igen.

Der var ikke sket noget, medens vi var borte, alt stod vel til.

 

Sortkær sommeren 1952. Herdis Weise Olesen klapper hunden Bella. Til venstre for hende ses ægteparret Aage og Edith. Edith var søster til Herdis. Yderst til venstre ses Marie, som var gift med Herdis bror Arne. Foran Marie, adoptivbarnet Jytte. Ved siden af Jytte, Ulla Weise Olesen. Bagerst Herdis’ moder, Hanna Toftegaard Pedersen.

 

Sommeren gik. Det blev efterår, og da julen nærmede sig skete der noget stort. Det var den 17. december. Den dag nedkom mor med en dejlig dreng, sund og velskabt, så nu havde vi to dejlige drenge og to lige så dejlige piger.

Hen på vinteren blev Jens døbt og skulle have et navn. Det blev mor, der bestemte, hvad han skulle hedde. Hun syntes, at han skulle hedde det sammen som mig, hans far, og sådan blev det.

Hanne og Ole var jo allerede begyndt at gå i Hjelmsted Skole, da vi boede på Gl. Stade. Da vi kom til Sortkær, kom de i Holmen Skole. Det var let for dem. Skolen lå lige ved gården. De kunne gå derhen på fem minutter. Læreren hed Nielsen. Han var en god lærer.

Lørdag den 16. juni 1990

Der er nu gået flere år siden jeg sidst skrev i denne bog.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er gået helt i stå med at skrive. Hvis jeg skal have skrevet mere, tror jeg, at tiden dertil er inde.

Om ca. to måneder er jeg 86 år, så tiden er nok ved at blive kort.

 

Mor og jeg havde en dejlig tid på Sortkær. Vi har aldrig haft det så godt både personligt og økonomisk, som i den tid vi boede der. Det var fra september 1949 til december 1952.

 

Der var to mennesker, som vi kom meget sammen med, det var Niels Aage Christensen og hans kone Karen. De boede på Sejlstrup Hovedgaard og ejede også Rønnovsholm. Begge gårde var på ca. 200 tønder land hver.

Niels Aage Christensen handlede noget med gårde, hvorved han havde tabt en del penge således, at han var nødsaget til at sælge den ene af sine gårde.

Det blev Sejlstrup.

 

Luftfoto af Sejlstrup 20. juni 1952. Billedet er taget umiddelbart efter, at genopbygningen af stuehuset var tilendebragt efter branden i 1951. Læg mærke til de to Ford T’er, der holder på gårdspladsen.

 

Han tilbød mor og mig at købe den. Først var vi ikke inde på at gøre den handel. Da tiden nærmede sig, at Niels Aage skulle sælge, besluttede vi os til at købe. Det er jo en dejlig gård med førsteklasses jord. Alle bygningerne var nye efter branden i 1950. Hovedbygningen året efter.

Begge brande blev aldrig opklaret.

Da hovedbygningen brændte, var Niels Aage Christesen i København. Det var om natten. Hun (Karen) lå i soveværelset på første sal sammen med deres tre piger. Den ældste var ca. 9-10 år. Det brændte ude på gangen, så hun smed nogle dyner ud ad vinduet. Der var langt ned, og så smed hun børnene ud ad vinduet. Derefter løb hun oven på for at kalde på en mand, som sov deroppe.

Da hun løb tilbage ad den lange gang, brast gulvet under hende og den mand, som hun havde vækket. Der var ild i fyrkælderen, og ilden havde så brændt under gulvbrædderne, og de styrtede begge to ned i den kælder.

Manden, han var chauffør (de havde også lastbil), hjalp Karen ud ad kældervinduet. De kom begge ud, men var meget forbrændte. Karen kom på sygehuset, men hun døde næste nat.

Chaufføren var også meget forbrændt, men han overlevede.

 

Jens Weise Olesens invitation til herrefrokost på Sejlstrup den 20. juni 1952. Anledningen var, at genopbygningen af Sejlstrup Hovedgaard var afsluttet efter branden i 1951. Samme aften var der middag på Strandpavillonen i Løkken.

Efter nogen tids overvejelser, som desværre ikke var dybdegående nok, besluttede vi at sælge Sortkær og købe Sejlstrup Hovedgaard.

Det var en beslutning, som vito år senere så bittert fortrød.

Vi købte den for 700.000 kr. Udbetalingen var vist ca. 170.000 kr., så udbetalingen stod i et rimeligt forhold til prisen.

Vi overtog gården den 1. december 1952. Indtægter var der ikke ret meget af. Næsten al kornet fra sommerens høst var solgt. Der var ca. 40 køer og en del ungkreaturer, så mælken var næsten min eneste indtægt indtil høst. Jeg lavede den brøler at udbetale næsten alle mine penge ved handlen med gården, så hen på sommeren var der småt med kontanter.

Foråret kom meget tidlig det år 1953. Jeg havde gården besået inden udgangen af marts. Jeg havde givet godt med gødning både Superfosfat, kali og salpeter.

Forsommeren blev udsædvanlig gunstig. Regn i passende mængde med sol og varme. Det var næsen som vejret i et drivhus.

Det kunne også ses på afgrøderne på marken. Kornet voksede utrolig hurtigt. Det tegnede til alletiders høst, men sådan skulle det ikke gå.

En dag i juli gik jeg ud ad vejen, der går til Smidstrup. Der mødte jeg en bil, som standsede, og en mand stod ud. Det var Oluf Jensen fra ”Aagaard”, som jeg havde kendt i mange år. Hans gård var på 180 tønder land.

På Sejlstrups marker var der bygmarker på begge sider af vejen. Vi stod og så på byggen, som stod usædvanlig kraftig og lovede mange fold. Oluf Jensen sagde til mig, at i de 38 år, han havde boet på ”Aagaard”, havde han aldrig set en så lovende høst på Sejlstrup. Men, sagde han, får vi ikke et andet vejr, kan det gå rent galt med høsten. Med andet vejr mente han sol og blæsevejr, så strået kunne hærdes, blive mere stift således at det ikke ”lagde” sig. Hvis vi fik et sådant vejr, anslog han, at høsten ville give ca. 4000 tønder korn.

Vi fik også andet vejr. Det blev regn, slud, kulde og blæst. Så skete katastrofen. Alt mit korn gik ned, inden aksene var skredet ud af strået, derved hæmmes kernens udvikling, den bliver alt for let og udbyttet meget mindre, når kornet ligger fladt hen ad jorden.

Høsten kom. Det var før, at det var almindeligt med mejetærskere. Jeg havde to selvbindere, og vi begyndte høsten på bygmarken. Så snart de første neg blev ”spyttet” ud af maskinen, var jeg henne og løfte på dem, så kunne man hurtigt mærke, om de har tyngde eller var for lette. De var alt for lette. Der var alt for lidt kerner. Jeg var straks klar over, hvor alvorligt det var for vores økonomi.

Jeg lagde to neg oven på hinanden, satte mig på dem, stoppede min pibe. Så sagde jeg til mig selv. Så Weise, nu er dine dage på Sejlstrup talte. Det var de også.

 Epilog (skrevet af Morten Weise Olesen 15. september 2023)

Efter flere års pause med skrivningen af fars erindringer genoptog han skriverierne den 16. juni 1990. På dette tidspunkt vidste far, at han havde lungekræft og ikke ville overleve sygdommen. Tiden var knap, og han nåede desværre kun at skrive nogle få sider om den første tid på Sejlstrup Hovedgaard, inden han døde den 22. november 1990.

Konkret nåede han kun lige at beskrive den økonomiske katastrofe, der indtraf som følge af en fuldstændig fejlslagen høst, hvilket førte til økonomisk ruin og tvungent salg af Sejlstrup.

 

Sommeren 1953, hvor den økonomiske katastrofe indtraf, blev jeg født den 19. juli 1953. Kort tid efter blev mor alvorligt syg. Det viste sig, at hun havde fremskreden livmoderkræft. En sygdom der var forfærdelig for hende og familien, og som medførte mange og lange hospitalsindlæggelser med strålebehandlinger, operationer og varige mén som følge heraf.

Det vil sige, at far i en alder af 49 år i efteråret 1953 stod i en situation, hvor hele familiens livsgrundlag smuldrede. Der var fem børn i alderen 0-12 år. Mor var alvorligt syg og ville måske ikke overleve, og far havde økonomisk mistet alt.

Hvad der senere skete for familien, vil jeg beskrive i mine erindringer, der fanger tråden op fra sommeren 1953, hvor jeg blev født. På trods af store lidelser og afsavn skulle det vise sig, at fars ukuelige viljestyrke og fighterånd sammen med mors insisteren på at livet skulle gå videre blev afgørende for, at familien nogle år senere ”rejste” sig og fik et godt liv både økonomisk og menneskeligt.

Efter den økonomiske ruin og flytningen fra Sejlstrup Hovedgaard flyttede familien i sommeren 1955 til Brønderslev, hvor vi sad til leje i stuehuset på Smalbygaard. På gården blev der stadigt drevet landbrug, hvor der var staldbygning til køer, lade, maskinhus og landbrugsmarker til afgrøder osv. Alt det landbrugsmæssige var bortforpagtet. Fars mange år som proprietær på landet var definitivt forbi!

Kort tid efter vi flyttede til Smalbygaard, overvejede familien at emigrere til Kenya i håb om at starte en ny tilværelse med landbrug der. Far havde kontaktet sin bekendte Peder J. Nielsen, der var direktør på den store Pedershaab Maskinfabrik i Brønderslev, med henblik på en skriftlig anbefaling. Direktøren gav en flot anbefaling til min far i starten af juni 1955. Anbefalingen var på engelsk og skulle bruges, hvis min familie valgte at emigrere. Far og mor var startet på et ”hjemme-engelskkursus”.

Planerne/tankerne om at flytte til Kenya blev aldrig ført ud i livet. Mor havde overlevet sin kræftsygdom, men var ofte syg og havde hyppige hospitalsindlæggelser. Dertil kom, at det var for farligt at emigrere til Kenya. Landet var fra 1952-1957 præget af alvorlig intern uro, hvor det væbnede Mau Mau oprør var rettet mod det undertrykkende britiske kolonistyre.

I løbet af sommeren 1955 startede far på et helt nyt arbejdsliv, idet han fik job som repræsentant for Faxe Kalkbrud med henblik på salg af kalk til landmændene i Nordjylland. Samtidigt hermed var mors livstruende kræftsygdom under kontrol. Det lysnede for familien!

Fars salg af kalk gik så godt, at der allerede i løbet af 1957 blev råd til at købe en grund på Solvangsvej 36A i Brønderslev. Her fik mine forældre tegnet og bygget et skønt parcelhus, som vi i sommeren 1959 flyttede ind i. Samtidigt hermed startede far med succes sit eget firma ”Nordjysk Kalkforsyning”. Fars og mors livslange selvstændighedstrang var reetableret, og familien var blevet byboere i Brønderslev, hvor Solvangsvej 36A forblev mine forældres hjem til deres død.

På trods af de alvorlige trængsler for os fem børn, som følge af tabet af Sejlstrup Hovedgaard og mors livslange sygdom, gik det os godt i livet. Vores barndom og ungdom på Solvangsvej 36A var en lykkelig tid. Der var hjerterum og tolerance med fokus på børnene. Vi havde et muret lille hus i haven med duer og kaniner. Omkring huset var der store legearealer til os børn med indianer- eller stenalderboplads. Vi havde en stor urtehave osv. Her var der ikke noget skilt, hvor der stod, at ”græsset må ikke betrædes”. Vores barndomshjem var forståeligt nok samlingssted for mange af nabolagets børn. I vores barndom og ungdom nød vi godt af vores forældres store lyst til udflugtsture og udlandsrejser. Vi havde blandt andet campingture til Italien i starten af 1960’erne og utallige udflugtsture ”i det grønne” og ved Vesterhavet.

Det gik os børn godt i livet i takt med, at vi flyttede hjemmefra. Min ældste søster blev gift med en amerikaner og flyttede til Californien i USA i 1967. Min ældste storebror startede med succes egen industrivirksomhed. Min yngste storesøster blev korrespondent og boede i flere år med mand og familie i Afrika og Asien, inden de bosatte sig i Danmark. Min yngste storebror blev kandidat fra Aarhus Universitet og arbejdede i mange år på Afrikainstituttet i Uppsala i Sverige og senere i Udlændingestyrelsen i Danmark. Jeg selv blev tømrer, bygningskonstruktør, tre år på Arkitektskolen i Aarhus samt kandidat fra Aarhus Universitet. Derefter et livslangt arbejdsliv i sygehusvæsenet som planlægningschef på Skejby Sygehus, sygehusdirektør på Horsens og Brædstrup Sygehus og afslutningsvis projektdirektør for hele den nye sygehusby i Aarhus – ”Aarhus Universitetshospital” med 10.000 ansatte og et anlægsbudget på ca. 10 milliarder kroner.

Så det ”DNA” der ligger bag fars viljestyrke og fighterånd samt mors insisteren på, at livet skulle gå videre og leves, på trods af modgang, må have sat sig spor i deres børn. Den fighterånd, viljestyrke og tro på livet fremgik allerede af fars dagbogsoptegnelser, hvor han som 18-årig landvæsenselev på Gl. Buurholt ved Brønderslev skrev følgende læresætninger om livet:

”Man kan, hvad man vil, men slid skal der til”.

”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

 

Morten Weise Olesen

september 2023