Dommergården i Bredgade
Vi har før læst og drøftet en del skildringer om denne hædersmand, som jeg virkelig synes fortjener endnu en runde, så vi kan få blotlagt nogle af hans fremragende egenskaber. Menneskelige egenskaber som han dagligt benyttede i sit virke som dommer i Brønderslev og i bi-retten i Pandrup. Jeg tror ikke, at vi i dag, vil kunne finde en dommer som ”tør” forvalte sit embede på samme morsomme og humane måde, som Kardel gjorde. Som voksen er jeg kommet til at “elske” hans facon at håndtere sit embede på, men som barn var jeg en smule ræd for dommer Kardel, især når han skældte mig ud for at spærre fortovet med min “aviskærre”. Han kunne endog finde på at fange en med sin stok og aflevere en reprimande, hvis man f.eks. ikke pænt gik ind til siden, når han kom gående. Den gang vidste jeg ikke, at manden dårligt nok kunne se fem meter frem for sig.
Men se lige her, hvad den gæve dommer kunne finde på i retslokalet:
Dommeren forligte sag på sin sidste retsdag.
————————————————————-
Dommer Johan Kardel, Brønderslev, beklædte i går for sidste gang dommersædet i civilretten i Pandrup, idet han går af pr. 1. juli. Dommeren har i de godt ti år, bitinget i Pandrup har været underlagt hans embede, ofte satset på at få civilsager forligt, og også på sin sidste dag i går lykkedes det ham som så mange gange tidligere at skabe forlig i en sag.
Det var mellem to Kaasborgere i en ejendomshandel. Sælgeren havde krævet køberen for et restbeløb plus renter. Ved forliget gik de to parter ind på, at køberen kun skulle betale det skyldige beløb uden renter, og at sælgeren selv skule påtage sig sagsomkostningerne.
Dommer Johan Kardel har i øvrigt i de år han har virket i Pandrup gjort sig afholdt ved sin ligefremme og hjælpsomme væremåde, og de, der har deres gang i retten, vil givetvis komme til at savne den ”gamle” dommer.
###
Udsyn og fremsyn er bedre end fjernsyn.
———————————————————
En fodermester fra Hvilshøj ved Brønderslev var torsdag tiltalt for at have kikket gratis fjernsyn i et halvt år: Han havde ikke betalt sin licens.
Sagen blev overdraget til retten i Hadsund, og dommer Kardel beroligede fodermesteren: – Vi skal nok henstille til dommeren dér, at der gives en mild dom.
Inden fodermesteren forlod retslokalet, sagde dommeren formanende: – Udsyn og fremsyn er bedre end fjernsyn.
Han vedblev: – Nu får De en dom fra Hadsund. Den kan De så appellere til landsretten. Så går tiden med det.
##
Fik juleadvarsel for at have solgt tilløbet kalkun.
——————————————————————
– De slipper med en alvorlig juleadvarsel, sagde dommer J. Kardel i retten i Brønderslev til en 49-årig landmand. Han var sigtet for at have solgt en kalkun, der ikke tilhørte ham.
– Han forklarede i retten, at kalkunen kom løbende ind på hans grund, og at den gik 10 dage i hans hønsegård, uden at nogen kom efter den. Derefter solgte han den. Han indrømmede dog, at han vidste, det var ulovligt.
Kilde: Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev
Det er med stor beundring og et bredt smil på læben at jeg læser disse morsomme artikler og ønsker mig tilbage til den tid, hvor byens dommer ikke KUN viste sin myndighed i retslokalet, men også i det offentlige rum – tak for god forvaltning Johan Andreas Kardel!
- Jeg er sikker på at dommer Kardel kunne have styret Brønderslev uden politi, for han var meget til stede i det offentlige rum.
Johan Andreas Kardel blev født i Korsør i 1898 og døde i 1970.
- En tidl. dommerfuldmægtig i Brsl. Ditlev Nielsen skrev engang til mig, at han var ved at indsamle anekdoter om dommer Kardel fra sin tid som ung jurist i BRØNDERSLEV. Om han nogensinde blev færdig med denne bog og om han fik den udgivet, ved jeg ikke.
Kilde:Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev
Brønderslevs dommer, Johan Kardel, er ingen helt almindelig dommer, og når han til sommer trækker sig tilbage på grund af alder, kan det med sikkerhed fastslås, at han ikke vil blive glemt på egnen. Han er som få i bogstavelig forstand blevet dus med landsdelens befolkning, og han er skønt Sjællænder af fødsel stolt over at have virket i henved 25 år i en retskreds ”norden for lands lov og ret”.
Dommer Kardel er især blevet kendt for at efterleve det gamle ord ,,Hellere et magert forlig end en fed proces” og et eksempel herpå gav Brønderslev og omegns Landboforenings formand, gdr. Niels Østergaard, Vrensted i en tale for dommeren ved en selskabelighed efter foreningens generalforsamling, hvor Johan Kardel repræsenterede retskredsen for sidste gang.
For en del år siden havde jeg købt en hoppe på ungskuet, fortalte Østergaard. Den havde fejl, og da den havde fået et par føl, solgte jeg den igen med de samme fejl. Halvandet år efter kom der bud fra dommeren, at jeg skulle møde i retten på grund af hoppe-handelen. Hvorfor skal jeg med”, spurgte jeg. Jo, der er en hel del krejlere indblandet i sagen, og jeg vil I hvert fald have en med der vil sige sandheden svarede dommeren, Nå, vi mødtes i retten, men meningerne stod stejlt, og udtalelserne var skarpe, alt imens dommer Kardel sad og bladede i papirerne og stambogen. Pludselig fandt han ud at, at der var hoppens fødselsdag, og den chance lod han ikke gå fra sig: ”I stedet for at sidde her og skændes, så synes jeg, I skulle skillinge sammen og give chokolade på restaurant Hedelund til os alle syv”, sagde han. Det hjalp. Vi fik chokolade, og der blev forlig i sagen.
Dommer Kardel der var dommer i Brønderslev fra 1945 til 1968 var en ikke helt almindelig dommer.
Han skulle engang have udtalt:
1) Jeg har aldrig fået kørekort, men jeg har taget mange.
2) Et magert forlig er bedre end en fed proces.
3) Hvad er Danmarks sønner uden bønner (kaffebønner)
Han var en lidt spøjs person, men vellidt.