Børnehjemmet
(Var beliggende lige nord for Nørregade)
Den spæde begyndelse
Sygeplejerskerne Sofie Dorthea Kaae, kaldet Soffy, og hendes veninde, sygeplejerske Kirstine Boyer Kløjgaard, kaldet Tollo, kendte hinanden fra Sønderjylland, hvor de begge skulle tage den psykiatrisk del af sygeplejerskeuddannelsen.
De havde begge søgt stilling som menighedssygeplejerske i Brønderslev, og begge blev ansat i 1925.
Begge sygeplejersker brændte for omsorg og bedre vilkår for uønskede børn, og i 1929 etableret de sig i en lejlighed i Krogensgade og begyndte at modtage uønskede spædbørn.
På grund af pladsmangel flyttede de senere i Tunnelgade i det gamle sygehus, som lå imellem A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” og Hedelund.
I 1934 indviede de et stort og flot spædbørnshjem på Tolstrupvej 2 med plads til 39 børn. Børnene i det gamle sygehus flyttede ind i det nye børnehjem, men der var 44 børn, så det nye hjem var overbelagt fra starten.
Foruden de to sygeplejersker frk. Kaae og frk. Kløjgaard, som begge var ledere af børnehjemmet, var der ansat en assistent og ni elever. Der var en økonoma til at sørge for madlavningen, og en mand passede både haven og fyret.
Børnehjemmet rådede over vaskerum, tørrerum, viktualierum, brændselsrum og fyrrum i kælderen. Der var elevator fra viktualierummet og op i køkkenet.
I stueetagen var der seks store lyse børnestuer, legestue, liggehal, kontor, køkken, spisestue og badeværelse.
Førstesalen rummede sygestue, ti elevværelser, en altan og to private værelser til ejerne.
Dengang var arbejdsdagen fra kl. 07 til kl. 19 inklusive en middagspause. Mindst to barneplejersker skulle yderligere have aften- og nattevagt 14 dage i træk, og derefter havde de fire fridage.
Det var eftertragtet at blive uddannet barneplejerske på Brønderslev Børnehjem. Nogle piger betalte ovenikøbet for at blive elev. Mere end 800 barneplejersker har fået deres uddannelse der.
Børnene
Jordemødrene kom med de spæde børn fra ugifte kvinder, og mødrene kunne besøge deres børn i op til tre måneder efter at have afleveret dem. De fik tid til at fortryde. Lederne af børnehjemmet prøvede at anspore de unge mødre til at beholde deres børn, men det var i sidste ende mødrenes egen beslutning, om de ville lade deres børn forblive på børnehjemmet med bortadoption for øje.
Det var nemmest at bortadoptere pigerne, men de fleste af børnene fik dog et nyt hjem.
De børn, som ikke blev bortadopteret, blev så vidt muligt på børnehjemmet til de var to år, hvorefter de blev overflyttet til andre institutioner.
Børnene fik den sunde kost, der passede til børnenes alder med kosttilskud som levertran og vitaminer.
Børnenes senge stod i lige rækker, og alle børn blev vendt på samme tid til samme side, så hvis et barn lå på den forkerte side, skyldtes det personalets forsømmelse.
Der herskede disciplin på stedet. Der blev sagt ”værs’go” til at spise, og så blev der ikke talt mere under spisningen.
Børnefødselsdage blev ikke fejret, men til jul dækkede den kreative fru Thomsen et rigtigt julebord med røde bånd og tallerkener i snorlige rækker. Fabrikant Peder Nielsen og fru Johanne sendte i mange år julegaver til børnene på børnehjemmet.
Brønderslevs forretningsdrivende og borgerne var meget gavmilde overfor børnehjemmet. Der blev strikket tøj, der blev leveret sukker, som var rationeret, og købmand Johansen kom gerne med en kasse appelsiner.
Børnetøjet blev leveret af manufakturhandler Henning Møller og strikkeriet i Hedelundsgade.
Børnene fik frisk luft i vugger, som blev stillet op på række på græsplænen, og bleerne hang rækkevis til tørre bagved huset.
De lidt større børn skulle også have frisk luft og lære byen at kende, så de blev kørt i to røde trækvogne ned i byen, hvor de måske så heste, et tog eller andre ting.
Hver fjortende dag blev børnene tilset af en læge, og en gang imellem, uden varsel, kom en dame fra børneforsorgen i København for at se, om alt gik rigtig til. Det gjorde det altid.
Besættelsen 1940 – 45
Under besættelsen indrettede nogle tyske soldater sig i plantagen bag børnehjemmet. Deres leder hed Goebbel, og han var stærk modstander af, at tyskerne skulle overtage børnehjemmet, som så skulle flyttes til Teknisk Skole, hvilket dog ikke fandt sted.
På grund af Goebbels modstand mod planen blev han sendt til fronten. Han gik grædende rundt og sagde farvel til personalet på børnehjemmet.
Under besættelsen var det vanskeligt at skaffe bleer, men Henning Møller ofrede noget dyrt stof til formålet, for bleer skulle der til.
Under besættelsen boede Sofie Kaae Thomsen og hendes mand på en ejendom på Tolstrupvej, og derfra fik børnehjemmet leveret kød, mælk, og grøntsager, som der var knaphed på.
Barneplejerskerne
Med så mange barneplejeelever samlet på et sted blev børnehjemmet også et trækplaster for byens unge mænd. Det var i orden, at pigerne gik ud om aftenen, men de skulle være hjemme senest kl. 22. Der er eksempler på, at unge mænd hurtigst muligt skulle gemme sig i et skab for ikke at blive opdaget på pigeværelserne af den strikse frk. Kløjgaard.
En barneplejeelev bad en dag frk. Kløjgaard om tilladelse til en fridag, for hun skulle giftes. Pigen blev fuldstændig afvist, og den ulykkelige pige klagede sin nød til frk Kaae.
Den lidt blødere og forstående frk. Kaae spurgte frk Kløjgaard, om hun virkelig ville stå i vejen for den unge piges lykke. Pigen fik sin fridag og blev gift.
Børnehjemmets videre skæbne
Efter besættelsen gik det ikke så godt med økonomien, selvom der var mange børn.
Børnehjemmet blev overtaget af staten den 1. november 1946 og blev en selvejende institution under staten. Sofie Kaae kom til at stå for den administrative ledelse og indkøb, udover arbejdet med børnene. Frk. Kløjgaard fik ansvaret for personalet, køkkenet og børnene.
I 1947 trak Sofie Kaae sig fra børnehjemmet, da hun flyttede ind på Gl. Buurholt i Øster Brønderslev sammen med sin mand og børn.
Frk. Kløjgaard havde lovet frk. Kaae en pels af ægte ræv, hvis hun lod være med at gifte sig.
En rævepels var dog ikke nok til at afholde frk. Kaae fra at blive fru Sofie Kaae Thomsen. Hun vedblev dog med at strikke trøjer og strømper til børnene på børnehjemmet.
Efter nogle år kom Sofie Thomsen tilbage til børnehjemmet, som hun stadig ejede en del af, og som hun holdt uendelig meget af.
Flere og flere mødre blev i stand til selv at passe deres børn, og fædrene blev pålagt et øget bidrag til børnenes underhold. Behovet for børnehjemmet svandt derfor langsomt ind og blev i 1959 opsamlingshjem for evnesvage børn.
Børnehjemmet kom til at hedde Brønderslev Ventetidshjem med plads til 25 børn i alderen fra to til ni år.
I 1988 var bygningerne erklæret uegnet til formålet, og institutionen blev nedlagt.
Sammenhold
Sofie Thomsens fem børn skulle hver dag i skolens middagspause fra kl. 12 til 13 spise deres madpakker på børnehjemmet og bagefter gå op i ’privaten’, hvor der stod to småkager til hver. Der sad de så, medens frk. Kløjgaard sov middagssøvn, men de ville meget hellere have været sammen med skolekammeraterne.
Frk. Kløjgaard og Sofie Thomsen holdt sammen i mange år. Hver lørdag var familien Thomsen på besøg på børnehjemmet, og hver søndag var frk. Kløjgaard på besøg på Gl. Buurholt.
Sygeplejerskerne Sofie Dorthea Kaae Thomsen og Kirstine Boyer Kløjgaard døde begge i 1968 med fire måneders mellemrum.
Kilder:
Sofie Kaae Thomsens datter, Inger Kaae, har bidraget med informationerne i denne artikel. Inger har gennemlæst nærværende artikel og har ingen indvendinger imod, at den bliver publiceret i denne bog.
Elly Jensen, født Vogt, var i 1947 barneplejeelev på børnehjemmet, har ligeledes bidraget med mange informationer.
Nogle oplysninger og billeder er hentet i bogen ’Fra land og by 5’, i Bent Søndergaards artikel ’Brønderslev Spædbørnehjem’ fra side 56.
Tonny Bistrup
Juni 2021