Brønderslev maleren
Emil Jensen (født i 1905- død i 1973)
I kirkebogen for Brsl. Sogn står der følgende, opslag 281:
Emil Jensen og Kamma Elvira Jensen blev gift den 31. august 1930 i Brønderslev.
Emil Jensen, blev født i Nørresundby den 20.4.1905. Han var søn Else Christine Larsen, som var født Jensen i Brønderslev. Fader = gårdejer Mads Christian Larsen.
Konen hed: Kamma Elvira Jensen, blev født den 3.1.1907 i Brønderslev. Datter af blikkenslager Christian Jensen og hustru Martha Juliette (Pedersen).
Maleren Emil Jensen
Kilde: Erik Johnsen 1967 (Brønderslev dreng)
Emil er en blanding af en tænker og et følsesomt menneske. Han suger til sig i store drag og han spytter fra sig i form af malerkunst.
Emil kender alle argumenter i den til enhver tid standende kunstdebat, men han er påfaldende svag i kunstdiskussioner. Det ligesom interesserer ham ikke. Han er producent, ikke diskutant. Det kan derfor være mærkeligt for ham at blive portrætteret på den måde, som her er sket. Men jeg tror han er gammel nok til at vide, at det hører med til vilkårene. Vi der ikke kan male, må på anden vis give udtryk for de mange impulser, Emil har givet os.
Ingmar Bergman sagde i en artikel i (politiken 8.-8.1965) at han, hvis han skulle være fuldstændig ærlig, opfattede kunsten som betydningsløs. ”Litteratur, maleri, musik, film, teater avler og føder selv.”
Jeg citerer naturligvis, fordi jeg er enig heri. Men jeg citerer specielt, fordi netop denne sentens passer på maleren Emil Jensen. Kunstnerisk har han avlet og født sig selv. Han er ikke nogen ”dybere mening” med sin kunst, han skaber og når sin tilfredsstillelse i selve den skabende proces, og overlader så fortolkningens underværker til os andre. Dermed bliver han i vore øjne ganske simpelt kunstner.
Og vi tvivler ikke om, at han vil vedblive at være det, uanset hvad fremtiden måtte ændre i vort billede af ham.
Kilde:
Fra en gammel avisartikel i Vendsyssel Tidende (1965) har jeg plukket og afskrevet det mest interessante.
Citat:
“Maleren Emil Jensen, Brønderslev, gik i landsbyskolen, hvor han ikke lærte at tegne, men blev smededreng, oplevede en malerkarriere, der er blevet dansen på line mellem selvtillid og selvkritik.
Maleren Emil Jensen har aldrig haft nødig bare at slå tiden ihjel. For ham er hver dag en oplevelse. Enten han færdes i sin hjemby, Brønderslev, eller han arbejder hårdt og intenst i sit atelier, er der udvikling at spore. Allerhelst vil han give døgnet det dobbelte antal timer. Trods en enorm produktion er han stadig på vej – og finder, at han næppe endnu har malet sit bedste billede. Tirsdag den 20. april fylder Emil Jensen 60 år. I 20 år har han – som han selv siger det – bakset med farver, pensel og palet. Men stadig og hver dag går han lige veloplagt til staffeliet.
At være kunstner er et heldagsjob
Måske er det skæbnens ironi, at han ikke som kunstner med svejseflamme og jern er blevet en ”Store Robert”. Med tilfredshed noterer han sig imidlertid, at det blev maleriet, der blev hans livsopgave – og at han sin uddannelse som beslagsmed til trods er sluppet for at lægge sko på sprælske og genstridige heste.
Før billedet var lærredet nøgent.
Maleriet skal have sind. Billedet skal genspejle den personlige oplevelse, og kravet til maleren er, at han hele tiden må prøve kræfter med sig selv og danse på en line mellem selvtillid og selvkritik. Som maler skal man kunne tro på sig selv – og gøre det uden at blive indbildsk eller blot selvtilfreds. Man skal gøre tingene enkle og lige til, og alligevel give billedet mest muligt malerisk indhold. Og guderne skal vide, at man som maler har nok at gøre med at stille krav til sig selv og ikke til andre.
Men – når billedet er færdigt, tror jeg alle malere har det lille krav – eller skal vi sige ønske – at beskueren vil huske på, at før billedet var lærredet nøgent – og huske på, at al den fornyelse der ikke har forbindelse bagud, mister sin sammenhæng i en naturlig udvikling.
Apropos den naturlige udvikling:
Emil Jensen begyndte først at male som 40-årig.
Før den tid skænkede han ikke maleriet en tanke – i hvert fald ikke bevidst, og om denne side af sagen siger han, at man ikke havde tegning som fag i den to-klassede landsbyskole, hvor han hentede sin første lærdom.
Maleri er man alene om
– Årsagen til min sene vandring ad kunstens vej må vel ses i relation til landsbydrengens lige så sene møde med maleriet, der for mig var noget helt nyt – men Gud bevar os, ikke noget vidunderligt – nej tak, sådan noget kunne jeg da gøre meget bedre, troede jeg – og så var maleriet pludselig spændende. Det var noget jeg måtte være helt alene om, for jeg kunne jo ikke uden videre gå hen og spørge andre, hvordan det skulle gøres. Som årene er gået, står det mig mere og mere klart, at det stadig forholder sig sådan – et maleri er man alene om.
– De første famlende forsøg gav blod på tanden og tre år efter kom jeg med på Vrå-udstillingen, året efter fik jeg billeder med på Kunstnernes efterårsudstilling – og var med ét i den syvende himmel. Det var jo spændende.
– Men så kom sliddet for alvor – jeg var fanget ind og sad fast i jerngrebet og kunne ikke rive mig løs – jeg, som ikke kunne tegne. Pudsigt nok har tegneren Hans Bendix for nylig diskuteret dette spørgsmål med mig, og på ham og mig er der en stor forskel – netop den forskel, der er mellem en tegner og en maler, både midler og udtryk er jo vidt forskellige. I maleriet ser man ikke først og fremmest på, om det er godt tegnet, men på, om det er godt malet. At kunne tegne er selvfølgelig en hjælp til at give fornemmelse for formen i maleriet. Man skal bare ikke spekulere på tegnefærdighed i den forstand. I visse afarter af maleri, i særdeleshed de, som kaldes spontane abstraktioner, behøver man vel hverken at kunne tegne – eller male.
– Stor og voksende interesse for kunst
– Dog – jeg vil ikke lade fantasien blive fantasteri. Som kunstner vil man helst arbejde i ro og lade billederne tale for sig selv – uden al den megen snak om kultur og hvad ved jeg. Den senere tids kulturdebat har unægtelig givet mig fornemmelsen af, at talestrømmen om kultur måske kan blive så hæsblæsende, at mange, der mener det godt, løber risiko for at besnakke sig selv og kvæle egen fornuft med ord.
Signeret h-c.”
Kilde: Vendsyssel Tidende d. 17.4.1965_Brønderslev. Arkiv.dk/Hjørring.
