Endnu et indlæg fra fhv. gårdejer Povl Stevns, tidligere Stenum og født i Vrensted Præstegaard i 1933.
Povl skriver denne gang om hvordan landbrugets udvikling gennem de seneste 60 til 70 år har ændret fugle og dyrelivet i hans hjemsogn, Vrensted, hvor flere forskellige arter nærmest er forsvundet fra omgivelserne bl.a. grundet strukturændringen i landbruget og radikale ændringer i driftsformerne har en stor del af skylden herfor.
De fortrængte.
Landbrugsstrukturens påvirkning af
vildtbestanden.
Fra min tid i Vrensted Byskole husker jeg så tydeligt, hvordan vi begyndte dagen med morgensang og ikke sjældent var det Ingemanns ”Nu vågne alle Guds fugle små”. Andet vers i denne dejlige morgensang begynder med ordene: ”Nu kvidrer svalen på kirketag, og spurven ved menneskers huse”. Det passede fint dengang, men er i dag vel nærmest en sandhed med modifikationer, for i dag er svalerne og spurvene ikke nogen selvfølgelighed. De er, ligesom mange andre arter, mere eller mindre blevet fortrængt af den hurtigt fremskredne udvikling. Vi har ikke mere plads eller acceptable levevilkår at tilbyde dem.
Når jeg således i dag vender blikket mod dyre- og fuglelivet i mit hjemsogn i 30`erne, 40`erne og 50`erne, ser jeg for mig, at flere forskellige arter på det nærmeste er forsvundne fra omgivelserne. Denne ændring skyldes ikke mindst strukturændringen indenfor landbruget og de deraf følgende radikale ændringer af driftsformen hen imod større marker, større maskiner og anvendelsen af diverse kemikalier. – Endvidere har afvandingen af Ingstrup Sø i starten af 50rne naturligvis også sat sine spor. – På den mere positive side finder vi derimod effekten af de mange plantninger af læhegn, plantager og småskove, der er kommet til siden da.
Til belysning af landbrugets udvikling kan fra Danmarks Statistik fremføres følgende tal: Der fandtes i 1940`erne 200.000 landbrugsbedrifter her i landet,- (det højeste antal i danmarkshistorien). – Går vi frem til år 2016 var dette tal reduceret til 11 000 heltidsbedrifter samt et stort antal deltids- og hobbylandbrug. – I 40`erne havde de allerfleste bedrifter mindst en ko, der gik på græs, hvor den gerne på græsmarken efterlod små græstotter, hvori haren kunne finde skjul og hvor lærken kunne bygge sin rede. – I dag er der kun få besætninger tilbage og de færreste af disse kommer på græs.- Markerne er blevet store, de små grøfter rørlagte og markskellene forsvundne samtidigt med, at afgrødevalget har ændret sig. – I 40`erne blev jorden behandlet med hestetrukne redskaber efterfulgt af en karl, der skånede vibernes reder og deres unger samt de små hjælpeløse harekillinger, der troede, at det var tilstrækkeligt blot at dukke hovedet for at undgå redskaberne. – I dag er hestene og de hensynsfulde kuske forsvundet og afløst af store traktorer efterfulgt af brede maskiner, der ikke efterlader noget levende bag sig, når harven, grøntsnitteren eller marksprøjten har passeret.
Summa summarum: Der er færre vildtarter i Vrensted i dag, end der var i mine drengeår, og de resterende arter er i stærk tilbagegang.
Lad mig i det følgende trække nogle eksempler frem fra 40erne og begynde med småfuglene. Hvad er der for eksempel i dag tilbage af gråspurve? – Fra mine drengeår husker jeg så tydeligt, hvorledes de fløj rundt i småflokke om huse og gårde og ved mit hjem i stort tal kom for at overnatte i vildvinen på præstegårdens sydmur. I begyndelsen var der en fantastisk ”snakken” under bladene, indtil de havde fået sat sig godt til rette for natten, men så forstummede lyden efterhånden, som dagslyset svandt. – Karakteristisk var også sensommerens susende lyd fra og synet af stæreflokkene, når de i skumringen i småflokke trak mod Ingstrup Sø for her i samlet flok at præsentere os for et storslået syn, når de i bølge efter bølge fløj henover rørskoven, inden de slog sig ned på ”flægene” for natten. – I marsken kalder man den slags optræden for ”Sort Sol”.
Der var Toplærken, der ofte løb rundt i rabatten, når man kom kørende ad grusvejen, eller Bomlærken, der sad og slappede af på hegnstråden, mens Sanglærken underholdt med sin sang højere oppe fra. – Nu er Toplærken på det nærmeste forsvundet fra landet. – Sidst jeg læste om den var i 2013, hvor der i Hirtshals var set enkelte fugle.
Ja, og hvor blev Viben dog af? Viben, vores forårsbebuder, den muntre gæst på vore marker sommeren igennem og den gode vært for Hjejlerne, når disse i store flokke besøgte os i det tidlige efterår. – Et stykke tid efter at Viben havde meldt sin ankomst, dukkede Svalen pludselig op for med sit kvidevit at forkynde sommerens snarlige komme. Hvor er de i dag disse muntre fugle , disse luftens akrobater? Kunne du spørge dem, tror jeg, de ville svare dig på følgende måde: ”Hvor skal vi dog sætte bo, staldene er jo borte, møddingerne er borte og dermed er også fluerne borte, og vi skal jo også leve?”
Og Allikerne? Ja, Allikerne, der havde deres tilholdssted i kirketårnet, hvorfra de tog på deres små udflugter i omegnen, mens uglen sad deroppe og tudede til sin veninde på en gård østpå i sognet?- Hvor blev de dog af? – Gone with the wind!
Der var mange jægere dengang. Det at være jæger behøvede jo ikke at koste det hvide ud af øjnene, da det dyreste jagttegn, der gav ret til jagt i almindelighed, kostede 20 kroner og man kunne slippe væsentlig billigere, hvis man kun jagede på sin egen jord eller drev strandjagt. Det var især harer, jagten gjaldt og derfor var den 1. oktober, hvor harejagten gik ind, en dag, der med længsel blev set frem til. Jagtlejen, hvor der var tale om en sådan, blev gerne klaret med en hare for sæsonen og det var da også til at overse. – Jeg husker også flere jægere, der selv ladede deres patroner op. Det må jo også have været en besparelse. Riffeljagt eksisterede ikke, da der ikke fandtes rådyr i sognet. Det første dyr, jeg er vidende om, der blev nedlagt, faldt for et skud hagl i 1951.
Så var der agerhønsene, hvis man kunne være så heldig at rende over en flok på stubmarken eller i en snavset roe- eller kartoffelmark, men også disse dejlige fugle er jo i dag stort set borte. I de seneste 30 år har jeg kun èn gang set et hønsepar og hvem ved, om de nogensinde fik lejlighed til at stifte familie. – Det var ellers så hyggeligt at høre de voksne agerhøns, når de en efterårsaften i skumringen kaldte deres afkom sammen for natten. Det lød, som når vi strammede pigtråd.
Det har været sådan lidt af et tilbageblik på de forskellige fugle- og dyrearter i Vrensted for 70-80 år siden. Nogle nåede at komme med i gennemgangen og andre blev der ikke plads til. Sådan er det jo gerne, når noget skal fortælles: Det må ikke være for langtrukket, men det skal også helst dække emnet så nogenlunde.
Naturligvis har udviklingen gennem de mange år sat sine spor. Den har ført meget godt med sig, men det betyder jo ikke, at det alt sammen er lige godt. Atter må vi sande, at en medalje har mere end èn side.
Tager ej min tekst for andet
end et ufrivilligt suk,
minder fra et liv på landet,
minder fra en egn så smuk.
Årene så hurtigt skred,
det var svært at følge med;
mindet vender nu tilbage,
det var årsag til min klage.
Povl Stevns juli 2019.