Af pensioneret kriminalkommissær Ejner Pedersen, skrevet i Barn af Vendsyssel i 1999 og med tilladelse fra Ejnar Pedersen, har jeg fået lov til at udgive historien på denne hjemmeside.
Ejnar Pedersen, Æblerosevej 4, 9430 Vadum er født og opvokset i Vrensted hos en enlig mor.
Født i Vrensted den 14. juni 1931. Vrensted Byskole. Kommis i Stenum. Værnepligt ved Livgarden. Ansat ved politiet 1. januar 1954. Kriminalpolitiet 1. februar 1963. Kriminalassistent af 2. grad 1. oktober 1973. Kriminalassistent af 1. grad 1. oktober 1974. Chef for Rigspolitichefens Kriminaltekniske afdeling for Nordjylland 1. oktober 1974. Kriminalkommissær 1. marts 1978.Pensioneret ved udgangen af 1991.
Da jeg en forårsdag i begyndelsen af 1950-erne – som uddannet kommis – drog til København for at aftjene min værnepligt ved Livgarden, havde jeg ikke i min vildeste fantasi tænkt mig, at jeg nogle år senere skulle vende tilbage til landsdelen som politimand.
Jeg havde vel nok – som andre unge – drømmen om en gang at få min egen købmandsforretning på landet. Drømme er én ting, virkeligheden bliver ofte noget ganske andet. At jeg skulle blive en slags “bymenneske”, var for mig en meget fjern tanke.
Jeg er født i Vrensted i 1931 som den sidste af to børn i ægteskabet mellem Asta og Kristian Pedersen.
Min far drev en snedker/tømrerforretning i Vrensted, og hjemmet var et lille hus syd for kirken. (Den ejendom som tømrermester Marius Ejersted senere overtog ved siden af Skomager Gade) Min mor, Asta Libak var, som de fleste andre dengang, hjemmegående husmoder, der varetog de forskellige opgaver i hjemmet. Jeg er blevet fortalt, at min søster Lis, og jeg var meget aktive, så jeg kan forestille mig, at der har været rigeligt at se til sammen med de daglige gøremål. I 1934 – knap 14 dage før jul – skete der en voldsom ændring i vor tilværelse. Min far kom en dag hjem fra sit arbejde og havde det meget dårligt. En tilkaldt læge sendte ham straks til hospitalet i Hjørring. Her blev det konstateret, at han havde en kraftig maveblødning, som krævede hurtigt operativt indgreb. Det kunne dog ikke klare det, for næste dags morgen var far død. Han blev 30 år gammel.
Der var et frygteligt chok for min mor og søster. Jeg selv har ikke nogen klar erindring derom, jeg var jo kun tre et halvt år gammel. De efterfølgende år havde jeg ingen tanker om, at jeg ingen far havde. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tids punkt tænkte på, hvordan det ville være at have en far. Først som voksen har tankerne om disse forhold været meget i min bevidsthed. Først da har jeg forstået, hvilket pres der blev lagt på min mor, hvilket ansvar og afsavn hun har måtte bære på.
Mor var enebarn, datter af Mariane og Søren Kristiansen (Soren Libak). Selvfølgelig havde hun meget støtte af dem og den øvrige familie, herunder selvfølgelig sine svigerforældre, Maren og Peder Pedersen, Thise Enge ved Rørbæk. Der opstod et særdeles nært forhold til min faster og hendes mand, Dagny og Mathias Vestergård, Vrensted, som dengang var min mor en meget stor støtte. Gennem hele livet fik de stor betydning for hende og familien i øvrigt.
Mine første klare erindringer fra barndommen er vel fra om kring fem års alderen. Der skete det, at min mor efter fars død flyttede ind hos sin morbroder, Lars Ovesen, der var ungkarl i midten af 60-erne. Hans husholderske gennem mange år – Ane – var ved at være gammel og ville gerne afløses, så mor overtog husholdergerningen der.
Lars havde en lille forretning ved siden af bager Chr. Bedholm, hvor han handlede med forskellig beklædning, sæbevarer, legetøj, sko, træsko og meget andet. Desuden lavede han selv træsko. Man kunne bestille tørv fra Kås, og man kunne bestille kranse m.v. Jo, her var noget for enhver smag. Her voksede jeg op. Mange gange har jeg siddet på værkstedet sammen med Lars og forsøgt at lave træsko. Jeg fik lov til at sidde med en træskobund og et stykke læder, men jeg husker ikke, at jeg fik lavet noget, der bare nogenlunde lignede.
Lars blev selvfølgelig som en far/bedstefar for min søster og mig. Med den tålmodighed og det gode lune, naturen havde udstyret ham med, havde vi “lang snor” og fik lov til en hel masse – måske også mange gange mere end min mor syntes om. Jeg fulgte ham i tykt og tyndt. Han skulle jævnligt til Hjørring i forretningsøjemed, og det var helt naturligt, at jeg var med på disse ture.
Han gik altid med stok og hat, og selvfølgelig måtte han købe en lille stok til mig – jeg kunne da ikke gå sammen med ham uden også at have en stok. En af hans gode ungdomsvenner var Jens Thise, og han kom jævnligt på eftermiddags besøg. Så serverede mor kaffe og kage, og selvfølgelig sad jeg med ved bordet. Det var rart at sidde og høre på dem, og da Jens Thise – som jeg husker det – var god til at tale med børn, var det dejlige eftermiddage.
En anden god ven af Lars var sognefoged Søren Nielsen, der havde en gård øst for Byskolen. Han kom tit en lille tur om eftermiddagen, og så kunne de to sætte sig til at spille kort en times tid. Jeg kunne sidde og se på dem, og det, der holdt mig mest fastbundet, var Søren Nielsens cigar. Han sad konstant med sin cigar i munden, og når der så kun var en lille stump tilbage, vippede han den med en bevægelse af læberne ind i munden med ild i. Så fik den et par klem, og derefter skråede han resten op. Jeg var dybt imponeret over det, og mange gange tror jeg også, han gjorde det til ære for mig.
Bedholms bageri var noget ganske særligt for mig.Jeg fandt stort behag ved at være i bageriet sammen med Peter og Lassen. Især Peter var min gode ven, og han var samtidig min store plageånd. Han var forfærdeligt drillesyg, og tit forlod jeg bageriet i vrede for så at vende tilbage inden for den næste times tid. En dag mødte jeg op i bageriet, hvor jeg meget stolt fremviste mine nye gummistøvler. Peter så lidt på dem, hvorefter han gav udtryk for, at de lignede et par marmeladespande uden håndtag. Det var for meget for mig. Jeg gik bort i vrede og skuffelse, og jeg tror ikke, jeg var i bageriet mere den dag.
Senere, da jeg blev lidt ældre, fik jeg lov til at hjælpe med at skære rugbrødsdej fra æltemaskinen, og jeg hjalp med at skære boller over til tvebakker og andre lignende småting. Jeg havde det dejligt, for jeg havde virkelyst, der skulle ske noget. Mange gange fik jeg lov at køre med på brødturen. Jeg husker den gule brødvogn med gummihjul og med to sorte heste forspændt. Jeg var stolt, når jeg fik lov til at have tømmen i mine hænder, og stoltheden var især stor, når nogle af de andre drenge så, at det var mig, der kørte hestene.
Min skoletid var i Vrensted Byskole, der lå på den modsatte side af vejen. I første klasse havde vi lærerinde frk. Mikkelsen – en ældre alenepige, der var venligheden selv. Vi børn mente nok ind imellem, at hun var alt andet end venlig. Det var dog med bæven vi en morgen mødte op i skolen og fik at vide, at frk. Mikkelsen var død om natten. Jeg tror nok, der faldt et par tårer. Førstelærer Anton Jensen var ikke alene min lærer, men også min gode ven. Jeg boede jo lige overfor skolen, og det indebar selvfølgelig, at vi unger legede i skolegården og gymnastikhaven” uden for skoletiden, og jeg tror ikke, at fru Jensen – Harriet – nogensinde bagte småkager, uden at hun kom ud til os legende børn med smagsprøver. Da lærerparret kom meget i mit hjem, havde jeg et særlig forhold til dem. Da de tilmed begge var mennnesker i ordets bedste forstand og meget glade for børn, var det helt naturligt, at jeg kom meget hos dem i privaten.
Den 9. april 1940 står prentet meget stærkt i min hukommelse. Fra morgenstunden så vi alle de store grå flyvemaskiner i en sand strøm i luften nordover. Det var bare spændende – vi havde aldrig set så mange flyvemaskiner på én gang. Vi mødte til sædvanlig tid i skolen, og da vi blev kaldt ind, kunne vi mærke på lærer Jensen, at der var noget galt. Han så meget alvorlig ud. Han fortalte os stærkt bevæget, hvad der var sket, og med hans udlægning kunne vi alle forstå, at det var noget forfærdeligt for vort land. Vi sang “Vor Gud han er så fast en borg”, hvor efter han bad fadervor. Så stod han med tårer i øjnene og bad os om at gå stille og roligt hjem. Ingen sprang vildt og larmende rundt, da vi gik fra skolen. Alle var vi vist lidt skræmte og bange.
Jeg husker juleaften som noget ganske særligt. Som nok de fleste steder var der hos os tradition for afvikling af juleaften. Så lang tid jeg kan huske tilbage, havde vi julegæster. At min bedstemor og bedstefar var hos os juleaften, var nok ikke så usædvanligt, men at flere af byens ældre alenemennesker også kom, gjorde det lidt usædvanligt. Gæsterne var “Strikke Margrethe”, en lille, ældre alenepige, der boede i et lille hus på Stationsvej, og der var “Lange Mine”, også en ældre alenepige. Hun var meget lang og gik stærkt foroverbøjet – sandsynlig på grund af dårlig ryg efter hårdt slid. Hun boede i Ane Maries Hus. Endelig var der Antine og hendes ugifte søn, Johan. Antine boede i et lille hus med bliktag øst for byen – jo vi var mange juleaften.
Menuen var den samme år efter år. Altid hønsekødsuppe, herefter hønsekød med sovs og kartofler og som dessert citronfromage. Disse aftner så jeg hen til med stor spænding, for alle gæsterne havde jo gaver med til min søster og mig. Ikke kun gaverne gav aftenen et særligt skær, for efter salmesang og sange i øvrigt, spillede vi tallotteri med gevinster, som Lars hentede i butikken. Det var nogle uforglem melige juleaftner – jeg tror i lige så høj grad for disse alenemennesker som for vi børn. I dag er de døde og borte alle, men minderne om dem vil stedse være hos mig.
Hvorfor disse mennesker kom hos os juleaften, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at det var Lars, der ikke syntes, at de – alle hans ungdomsvenner – skulle sidde alene en juleaften. Mor delte muligvis ikke min begejstring, for hun må have haft meget travlt med at tilberede al den mad, men det kunne sådan en knægt som jeg selvfølgelig ikke se.
Tidligt fik jeg interesse for landbruget. Den blev nok skabt hos sognefogeden. Jeg kom meget på hans gård, og her fik jeg lov til at udfolde mig med forskellige gøremål. Gården havde to karle, og de gav mig lov til at muge i kostalden og skære roer med håndkraft til kreaturerne. Jeg fik lært at håndmalke. I vintertiden kunne jeg “træde halm”, når de tærskede. Jeg tilbragte mange timer og dage der. Jeg var ikke ret gammel og heller ikke ret stor, men havde lyst til at virke og gøre gavn, så langt mine evner og kræfter rakte.
I 1942 døde Lars Ovesen efter en hjerneblødning, og mor flyttede hen på Vrensted østre Fælled hos Valdemar Nielsen (Rom) som husbestyrerinde. Det var en landbrugsejendom på 14-15 tdr. land. Her fik jeg hurtigt lov til at medvirke ved driften. Han havde kun en hest, men det varede ikke længe, før jeg fik lov at køre i marken. Jeg lærte at harve i krog, og jeg lærte at pløje – også at holde en lige fure. Jeg følte mig meget betroet og glad, når jeg gik i marken efter hesten. Også i stalden fik jeg lov at udfolde mig. Jeg fodrede og malkede og fik mere og mere lyst til landbruget. Jeg var ikke dengang i tvivl om, at jeg ville være landmand og en gang have min egen gård. Ak, drengedrømme er så mange og store.
Min mormor var død i 1938, og bedstefar kom derfor hver dag hos os og spiste middagsmad. Han kom altid gående i sine spidsnæsede træsko. Han lærte aldrig at køre på cykel.
I 1943 blev jeg – efter eget ønske – “hyrdedreng” hos Chr. Jensen Helledie. Mor syntes vist ikke videre godt om det i starten, men min vedvarende plagen har nok gjort udfaldet. Dengang gik vi lidt større børn kun i skole 2-3 dage om ugen i sommerhalvåret, så jeg kunne være til megen nytte. Jeg boede hjemme, men mødte hver morgen på “arbejdspladsen”. Jeg husker tydeligt, at Chr. Jensen Helledie bød mig 200 kr. + et par træsko for sommerhalvåret. Endelig kunne jeg tjene penge ved eget arbejde.
Der var nu ikke meget hyrdedreng over mit arbejde, for jeg var beskæftiget med alt muligt – også med hestene. Jeg var nærmest det man kaldte “bette kål”, men jeg syntes om det. Også den efterfølgende sommer i 1944 var jeg ude at tjene. Denne gang hos Chr. Bækgaard, men nu boede og spiste jeg på arbejdspladsen og passede min skole 2-3 dage om ugen derfra. Sønnen, Aksel, der var 2-3 år ældre end jeg, var karl hjemme, og vi to fandt fint ud af det sammen. Jeg husker ikke lønnen helt bestemt, men jeg mener, at den var på 300 kr. + kost og logi.
I vinterhalvåret 44-45 gik jeg til konfirmationsforberedelse hos pastor Stevns, men en dag, vi mødte op i præstegården, blev vi mødt af tyske soldater. Det viste sig, at Stevns var aktiv i modstandsbevægelsen, og tyskerne var kommet for at anholde ham. Han, der ikke var i præstegården, da tyskerne ankom, blev advaret ude i byen og forsvandt stille, uden at nogen vidste, hvor han befandt sig.
Pastor Vejen fra Ingstrup overtog konfirmanderne, og forberedelserne foregik nu på skolen. Den 18. marts 1945 blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke, og allerede 1. maj begyndte jeg som “ung karl” hos gårdejer Harald Hansen i Vrensted til en løn på 700 kr. + kost og logi for halvåret indtil 1. november. Sønnen, Gunnar, var forkarl derhjemme, og for mig var det en skøn sommer, hvor jeg følte mig næsten voksen, selv om der manglede betydelig livserfaring endnu. Men alene det, at jeg i en alder af knap 14 år havde mit eget spand heste at køre med i marken, betød meget for mig.
Tidlig i foråret 1945 døde min bedstefar (Soren), og mor flyttede i hans hus på Vrenstedvej 497. Huset havde nok nogen særlig betydning for min mor, for det var det sidste hus, min far havde lavet snedker/tømrerarbejde på, inden han døde i december 1934. Mor skulle jo tjene penge for at eksistere, så hun ernærede sig gennem mange år ved at sy for folk. Hun tog også ud og kogte for folk og havde i det hele taget mange gøremål. I hvert fald tjente hun til dagen og vejen. Jeg har aldrig hørt hende klage over sine økonomiske forhold.
Min stolthed og interesse for landbruget var intakt, men i løbet af sommeren 1945 var det, som om noget sagde mig, at landbruget ikke skulle være min leve vej. Jeg kunne allerede dengang se, at der skulle mange penge til, hvis jeg skulle have mit eget engang, og at mine økonomiske muligheder ikke var, hvad de skulle være, hvis noget sådan skulle blive muligt. Selvfølgelig havde mor talt meget med mig om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Jeg tror nok, at mor havde en stille drøm om, at jeg skulle være snedker/tømrer ligesom far. I hvert fald havde hun talt med tømrer Chr. Roden om en læreplads til mig. Det var i øvrigt samme sted, som far i sin tid havde lært faget. Alting omkring en sådan læreplads var næsten sat på skinner, men jeg havde andre tanker. Jeg ville være kommis. Jeg havde jo set købmandens og Brugsens lærlinge gå i hvide kitler, medens tømrerlærlingene kravlede rundt på folks tage i beskidte kedeldragter. Nej tak, det var ikke noget for mig. Disse tanker havde jeg fået så grundigt ind i hovedet, at jeg fastholdt mit ønske om at komme i købmandslære. Endnu en gang føjede mor mig, og jeg fik en læreplads hos købmand Børge Hansen, Stenum, hvor jeg begyndte 1. november 1945.
Børge Hansen var i øvrigt selv vrensteddreng, idet han var søn af den tidligere mejeribestyrer Hansen i Vrensted.
Nu begyndte en hel ny tilværelse for mig. Der var et utal af nye ting, jeg skulle lære. Alting gik så hurtigt, og i den første tid følte jeg mig nok nærmest som en hund i et spil kegler. Dengang skulle vi veje mel, sukker og gryn m.m. af i papirposer, og frem for alt skulle vi huske at afkræve kunderne rationeringsmærker, når de købte de forskellige rationerede varer – og det var mange.
Jeg husker tydeligt morgenstundene, når mælkekuskene kom med æg og ordrebøger, som vi så skulle ekspedere, medens de var på mejeriet. Der var fart over feltet, og det var spændende, om vi kunne nå det på den knappe tid, der var til rådighed. Jo – jeg var nok kommet på den rette hylde. Det var noget helt andet end det, jeg hidtil havde prøvet i min unge alder. Der gik ikke mange måneder, inden jeg virkelig følte, at jeg kunne gøre gavn for lønnen, der i øvrigt det første år var med kost og logi og sygekassen betalt. At købmanden i ny og næ gav mig ti cigaretter eller andet godt var altid velkommen. Lommepenge var der ikke rigtig noget af, så ind imellem måtte jeg betle hos mor til små fornødenheder eller måske en biografbillet, der dengang kostede en krone på billigste plads. Til gengæld kunne jeg hjælpe hende med at kalke hus og ordne lidt ved haven. Det var lidt småt, men det gik ganske udmærket. Fordringerne dengang var ikke store.
To gange om ugen skulle jeg på handelsskole i Brønderslev. Der var aften undervisning fra kl. 18 til 20. Uanset vejret måtte jeg af sted på cykel, og mange gange har jeg måttet trække cyklen fra Brønderslev til Stenum på grund af storm vejr eller, hvad der var endnu værre, på grund af så meget sne, at det var umuligt at køre. Efter et års forløb steg lønnen, idet jeg nu fik fem kr. om måneden. Det var en betydelig landvinding, for dengang var fem kr. virkelig penge. I februar måned 1947 var jeg uheldig at brække et ben under skøjteløb på Ingstrup Sø. Det gav et langt sygeforløb. Dermed ændredes endnu en gang min tilværelse. Købmand Hansen kunne ikke klare sig alene uden medhjælp, så han måtte have en ny mand til assistance. Proprietær Rasmus Bonnerup i Stenum havde en søn, Knud, som gerne ville i købmandslære, så efter fornøden forhandling blev min lærlingekontrakt ophævet og Knud ansat som lærling. Jeg sad nu hjemme hos mor med et ben i gips – uden arbejde, men med en anbefaling fra købmand Hansen i lommen og hans ord for, at han ville være behjælpelig med at finde en anden læreplads til mig.
Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Pludselig en dag, medens jeg sad med mit gipsben og havde svært ved at få tiden til at gå, holdt der en blå Ford V8 foran mors hus. Jeg kendte straks bilen. Det var købmand Hedegaard fra Stenum. Han havde sin frue med. De stod ud af vognen og kom ind. Tusinde tanker susede rundt i mit hoved. Købmand Hedegaard – en lidt ældre thybo – gik lige til sagen og forklarede, at han havde hørt, at jeg ikke mere skulle være hos købmand Hansen. Hans ærinde var, om jeg kunne tænke mig at fortsætte min læretid hos ham, når jeg var blevet rask. Det er vel overflødigt at beskrive mors og min reaktion. Vi var meget lykkelige og glade. Der blev drukket kaffe og snakket, og der gik omkring et par timer, før de satte sig i deres dejlige vogn og kørte tilbage til Stenum. Det var en dag, hvor jeg virkelig følte, at heldet havde tilsmilet mig.
Efter ca. otte uger begyndte jeg så i min nye læreplads, hvor en voksen gift søn, Kurt, var førstemand. Det var ubetinget den største af Stenum’s tre købmands forretninger. Vi havde meget travlt hver dag fra morgen til aften, men det var en dejlig tilværelse. Men endnu en gang skulle der ske væsentlige ændringer i min dagligdag. Sønnen, Kurt, købte en købmandsforretning i Aalborgs vestby og flytttede. Muligvis var det årsagen til, at købmand Hedegaard ret pludseligt solgte forretningen til købmand Bernhardt Pedersen, der kom fra en forretning i Ravnshøj ved Frederikshavn. Hedegaard købte en mindre forretning i Århus og ville have mig med dertil, så jeg kunne færdiggøre min læretid. Bernhardt Pedersen var interesseret i, at jeg blev. Jeg kendte både forretningen og kunderne, hvilket nok var årsagen til hans interesse. Det var lidt svært. Jeg var glad for at være hos familien Hedegaard, men samtidig ked af at flytte til Århus. Bernhardt Pedersen løste problemet ved at tilbyde mig løn som uddannet kommis fra hans overtagelse af forretningen. Dermed var sagen afgjort. Jeg blev i Stenum.
Bernhardt Pedersen, der var møllersøn, havde stor interesse for grovvarehandel, så der blev ændret væsentlig i forretningen. Vores omsætning blev mangedoblet, og vi begyndte at køre vareture i oplandet. Fru Pedersen var dagligt i butikken, medens købmanden selv helst ville være på grovvarelageret. Jeg var både her og der og alle vegne. Så snart jeg var 18 år, fik jeg kørekort, hvorefter jeg kørte varetur to gange om ugen. Det kunne til tider være hårdt, for de store 100 kg’s sække skulle altid op på mølleloftet, og jeg var jo ikke alt for stor og knapt nok udvokset.
Så snart jeg var udlært fik vi en ny lærling o The website is temporarily unable to service your request. Please try again later. Most likely the resource limits of the hosting package has been exceeded or a fatal code execution error has occured. You can find a full overview of your resource usage in our Controlpanel. ZCMhqwDo_-GAJWFI4hXM5gAAAHk - vrensted-historier.dk - 3.238.134.157 - 20230328191943503 Service Unavailable
If you are the owner of the website: