Erindringer fra Øster Heden m.m.

af Valdemar Eli Sørensen

Indholdsfortegnelse:

 FORORD

Erindringsbilleder

Optakt til krig

Ind i de voksnes rækker

Verden, andedammen, nye tider.

Hvad solskin er for den sorte muld, er sand Oplysning for muldens frænder

Himmelbjergturen

Vi er bare brikker i det store dumme spil, uden spor betydning – – men!

En farende svend!

Nørre kæret

På farten igen!

Ræven går derude mor, vi låser vores gang

Mens solen stiger af jorden

 

Erindringsbilleder

Jeg er opvokset på Vrensted Øster hede, der var en samling huse og smågårde, en købmand og en smed.

Mine forældre hed Asta og Martin Sørensen. De fleste levede af deres små landbrug. Til mit hjem hørte der 6 tdr. land, senere 8, det var for lidt til at leve af, så min far tog lidt arbejde rundt omkring på gårdene. I starten til 3 kr. om dagen, senere 5 kr. om dagen. De små landbrug var fra 4-16 tdr. land.  Nicolaj Pedersen havde ca. 4tdrl. (5500 kvadratmeter svarer til 1 tdl.) og Melle Kresten havde ligeledes ca. 4 tdr. Det samme havde Jens Sørensen. De tre og Nicoline Jens, som havde et jordløst hus, var i fagforeningen og arbejdede, som daglejere. Marius Pedersen og Malin Peter havde ca. 10 tdr. land og levede af det. Marius havde mange børn og ingen penge. Malin Peter havde ingen børn og mange penge. Han solgte ejendommen til Jens A. Jensen i 1934 måske 35 og byggede så et hus i Vrensted by. Jeg husker at han kaldte sig rentier og ikke aldersrentenyder, som mange kaldte sig dengang. Videre var der Martin Carlsen som solgte til svigersønnen Ingemann Olesen, og Martin Kristensen, som døde ret ung, ejendommen blev senere overtaget af sønnen Peter Kristensen. Disse to ejendomme, Ingemanns og Peter Kristensens, var på ca. 16 tdr. land. Begge steder havde man både karl og pige, i de første år jeg husker, jeg ved ikke lige hvornår man holdt op med at have fast ansat hjælp. Men min søster har været ansat hos Peter Kristensens. Det har været omkring 1940. Da havde de også en ung karl Ejvind, som jeg senere kom til at tjene sammen med, hos Jens Bonnerup. Endvidere var der Ajs Jensen, far til Jens A. Jensen, Holm Jensen og Gert Haugård, som solgte til sin bror Gunnar Haugård. (Gert Haugård overtog senere sit hjem “Haugård”). “Haugård” var på 46 tdr. land.) Disse tre ejendomme var på ca. 30 tdr. land. De havde naturligvis også karl og pige, som var lidt ældre end Ingemans og Peter Kristensens. I året 1928 faldt høsten meget sent. Laurits – min farbror og min far har fortalt mig, at Laurits var på besøg om aftenen den 30 – 08 – 1928. Han skulle måske lige se hvordan det gik med hans højgravide svigerinde. Det var jo før telefonens tid. Så cyklen måtte bruges til de hurtige beskeder. Da var min far i gang med at meje rug med le ude i Vetmose engene, hvor vi havde et par tønderland jord. Normalt falder høsten sidst i juli. Den gang før mejetærskernes tid—

Jeg fik det at vide engang i 1970erne, hvor høsten faldt ca. en måned senere end normalt. Da jeg sagde at høsten nok aldrig var faldet så sent før. Fik jeg altså at vide, at det gjorde den i 1928.

Nabokonen Anna Sørensen har mere end en gang fortalt, at hun var den første der så mig. Min mor har fortalt, at det var fordi jordemoderen var blevet sur og utålmodig, da min søster blev født. Derfor havde hun ventet længe ingen hun sendte far af sted efter jordemoderen, så han var smuttet ind til Jens Sørensens, på vej til jordemoderen i Tømmerby. Det foregik på cykel og han har nok været klar over, at det var op over. Så nabokonen Anna Sørensen blev fødselshjælper. Jeg ankom da også før jordemoderen.

Min første sammenhængende erindring, er nok fra julen 1931. Hvor vi var til børnejuletræ i forsamlingshuset. Jeg husker en masse glade børn. Det blev vist lidt overvældende for mig, jeg havde aldrig set så mange børn, så jeg kom til at længes efter min mor. Hun var i en sort kjole, så jeg løb til den første sorte kjole jeg så; og tog om knæene på den; Men det var bare en der lo af mig. Mor, var der dog ret hurtigt. Det var vist et glædeligt gensyn.

Anaer – Der er en god grund til, at jeg hele tiden skriver Anna Sørensen. Det forekommer mig at alle kvinder hed enten Marie eller Anna, eller tit begge dele Anna-Marie. På egnen var der mindst 5 der hed Anna. Der var Mariuses Anna, Holms Anna, Anna Kristensen, henholdsvis Holms kone og hans svigermor, og der var Melle Krestians Anna, hun var på min alder, vist et år ældre.

En dag jeg stod i haven med min far, så og hørte jeg en lille dreng, skråt overfor. Han var sammen med sin far, som jeg vist heller aldrig havde set endnu. Drengen sludrede og råbte noget ganske uforståeligt til mig. Jeg spurgte far hvad det var han sagde, svaret var:” Det ved jeg ikke, han er vist tysker”. Senere skulle jeg komme til at tilbringe mange timer sammen med Ejnar, han er 2 år yngre end mig, så jeg har vel været 4 år og Ejnar 2 år – det er vist i den alder man taler “tysk”.

Holms var nok nylig flyttet til egnen. Før de kom, havde Juhl Gjerløv boet der, det husker jeg dog ikke. Mine hidtidige drengebekendtskaber var mest, eller måske kun, købmandens Svend – Erling og Poul-Erik, som er henholdsvis et år ældre og to år yngre end mig. Senere var min søster og mig, tit – måske altid – sammen med dem, når købmandens var ude om aftenen. Jeg husker vores aftendrik, den bestod af to teskefulde sukker rørt op med fløde, og en teskefuld kakao, derefter fyldtes koppen op med kogende vand. Det gav en herlig kakaodrik. Vi kom en del sammen med købmandens. På kaffeslabberas niveau. Hvert år holdt købmanden juletræsfest for kunderne, jeg tror det var helligtrekongersaften. Det var det i hvert fald et år, hvor vi drillede Nikoline. Dengang var helligtrekongersaften en “ballade” aften på samme måde som nytårsaften her i Vendsyssel. Nikoline smed en spand vand efter os, vist uden at ramme nogen; Men min søster faldt og skrammede knæet. Det gik der betændelse i, og da det var før antibiotikaenes tid, tog det meget lang tid at hele. Jeg husker at man brugte ætskali for at fjerne det døde væv.

En anden gang ved juletræsfesten husker jeg at vi fik serveret appelsinstykker, der var en gaffel til at tage stykkerne med. Malin Peters Marith puttede gaflen i munden, det var en “skandale”, der blev snakket om. Hun hørte også til dem der slikkede på kniven! Malin Peter spillede violin ved disse juletræsfester, og vi dansede og legende sanglege.

I den sommer hvor jeg fyldte 5 år husker jeg, at Simoni Pedersen målte et stykke jord af på Malin Peters mark. Der byggede han smedje og senere stuehus, begge dele vist samme sommer, der står stadigvæk 1933 på enden af smedjen. Han havde tidligere smedje i et træskur på Marius Pedersens mark, lige over for købmanden. Jeg husker at det skur blev flyttet til den nye grund og brugt som “lagerbygning”, der var en 8-10 mand om at bære det. Et par år senere byggede han det, han kaldte maskinhus. Jeg tror det er fra det samme år, hvor smedjen blev bygget, at jeg husker min fødselsdagsgave. Jeg skulle med min far til købmanden, det var jeg nu så tit, så jeg var uden anelse om hvad der var i vente. Jeg havde set at der stod en lille gul trillebør med sorte håndtag. Men at den skulle blive min – jo – det, havde jeg vist alligevel, drømt om. Købmanden lavede et kræmmerhus og fyldte det med bolsjer og lagde i trillebøren, og jeg trillede stolt hjem med mit nyerhvervede køretøj.

Smeden havde de første år en motorcykel, vist en B.S.A, Han tog mig nogle gange med, når han var ude at arbejde hos kunderne. Så måtter jeg, sidde på benzintanken, jeg var jo alt for lille til at sidde bagpå. Senere fik han en gammel bil, som han brugte, indtil krigen kom og man måtte klodse bilerne op, fordi der ikke var benzin at få. (Jeg tror dog læger og dyrlæger fik en ration). Man klodsede bilerne op således at dækkene var fri af gulvet, for at bevare dem til bedre tider. Vi var tit med smeden ude og køre vist mest til missions møder ude omkring. Han tog os dog også med i zoologisk have i Ålborg. Jeg nød vist køreturen, lige så meget, som besøget i haven. Det var spændende at komme over den nye bro, som blev bygget først i trediverne. Til afløsning for den gamle pontonbro. Jeg havde aldrig været i Ålborg før; men jeg vidste om de ændrede broforhold. Det har der nok været snakket en del om, for jeg kunne da ikke læse aviser, fjernsyn eksisterede ikke og radio havde vi først langt senere. Fra zoologisk have husker jeg allerbedst madpakken, sodavandet, løverne og kæmpen med de to bjørneunger under armen i springvandet ved indgangspartiet. Vi skulle da også se søløverne blive fodret, for mig var de blot nogen uappetitlige slimede dyr (eller våde), Som galpede nogen underlige lyde og åd hele sild.

Købmanden havde også en lille bil, vist en Ford T. Han kørte os til Hjørring, da vi skulle have fjernet polypper. Det var første gang jeg så en asfaltvej. I øvrigt nåede vi ikke hele vejen i bilen, den gik i stå uden for Hjørring, og måtte hentes af Falck. Hvordan vi så kom hjem, husker jeg ikke klart, jeg var måske lidt omtåget efter bedøvelsen; men jeg går ud fra at købmanden var på værksted, mens vi var hos speciallægen. Ellers husker jeg mest købmandens bil fra vores ture til stranden, hvor købmandens havde et badehus på stranden, lige neden for klitterne. Der stod, der en lang række små badehuse, om sommeren, de blev så taget ind i landet, inden de første efterårsstorme satte ind. Engang var jeg også med købmandens i cirkus i Brønderslev, da så jeg for første gang en elefant, så det har været før turen i zoologisk have med smedens.

Jeg tilbragte meget tid hos smeden de første år af min barndom. Det er ikke til at vide hvor meget jeg gjorde nytte, eller hvor meget jeg gik i vejen; men jeg husker dog en sommer, jeg var 8-9 år, der gik stikkelsbærdræber i smedens stikkelsbærbuske, han havde et utal af stikkelsbærbuske. Det var før han byggede maskinhus, det tog næsten halvdelen af hans have, – maskinhuset. Han lavede en lille sprøjte, som skulle pumpes op med en fodpumpe, så blev jeg sat i gang med at sprøjte stikkelsbær med sæbevand. Det er ikke sikkert det hjalp ret meget, for når jeg var færdig, skulle jeg bare begynde forfra, sådan husker jeg det i hvert fald. Den sommer kaldte smeden mig for sprøjtemester Sørensen. Den fine titel var nok en belønning for al min flid. Smeden havde vel også lidt nytte af mig i smedjen, nogle gange har jeg da trukket blæsebælgen for ham og jeg kunne vel altid hente og række ham værktøj.

Nogle år senere, sidst i trediverne, var der nogle hårde vintre, hvor folks vandrør frøs. Da opfandt smeden et apparat til optøning af vandrør. Det bestod af en kedel og en transportabel esse. Disse to enheder producerede damp, som via en slange ledtes ind i de frosne vandrør. Jeg skulle så træde blæsebælgen medens smeden styrede dampslangen. Senere brugte han et elektrisk apparat, det var langt mere effektivt.

Den smed gjorde nogle opfindelser, ikke alle lige effektive. Den sjoveste opfindelse, var vist en elektrisk hvepsefælde, jeg tror hele landet var plaget af hvepse det år. Hvis man fik lokket hvepsene i fælden, var deres dage talte, han forsøgte med honningvand og sukkervand; men jeg tror ikke det nogensinde lykkedes at fange mere end en 5 – 6 stykker på en dag. Alligevel lykkedes det at afsætte en hvepsefælde til lærer Brøchner – Hansen. Den fik jeg æren af at levere. Jeg husker klart min betaling – 2 ører dengang havde jeg aldrig fået mindre end en 5 øre for et ærinde enkelte gange 10 øre, der var selvfølgelig også forskel på størrelsen af ærinder: men jeg tror mere der var forskel på folks “ødselhed”. Brøchner -Hansen kunne godt lide duesteg, men han var ikke meget for at betale for dem. Vi, min søster og mig, kunne godt have levret 4 – 6 dueunger om måneden. Brøchner – Hansens pris var 35 ører pr. styk, medens Valdemar Helledie gav 40 ører pr styk, senere mere, han solgte dem nok til hotellerne i Løkken. Hverken min søster eller mig turde sige til Brøchner – Hansen, at han skulle give nogle ører mere, hvis han ville have flere duer unger, så vi bildte ham vist ind at vi spiste dem selv.

Mere om smeden: Under krigen, hvor der var rationering på petroleum til belysning, opfandt smeden en lille mølle, der trak en dynamo, som så opladede en akkumulator således, at der var strøm uanset om det blæste eller ej. Det gav et langt bedre lys end en petroleums lampe. Han “slagtede” en del gamle biler, som stort set, var værdiløse, da der ikke var benzin at få. Fra disse biler fik han så råmaterialet til sine elværker, som han solgte en del af. Råmaterialet var: Dynamo og akkumulator. Senere brugte han hjulene og noget af undervognen til at bygge landbrugsvogne af. I det hele taget var han lidt af en foregangsmand og var anset for at være meget dygtig. Han var i hvert fald meget foretagsom og arbejdede i smedjen til langt ud på aftenen de seks dage om ugen. Søndagen holdt han fri. Simoni og Ruth, som de hed, var medlem af en sekt, som havde et missionshus i Stenum. Jeg tror sekten hed “Guds Menighed”. Ruths far var lægprædikant og boede sine sidste år, hos Ruth og Simoni, han hed Boelskifte. Min mor og mig var tit med smedens til møde i missionshuset i Stenum, og jeg gik i søndagsskole der. Jeg husker ikke min søster nogen sinde var med; Men jeg husker tydeligt at hun og Melle Kristians Anna hånede mig for min “hellighed”. Faster Margrethe var meget sammen med Anna, og jeg har en, til vished grænsende mistanke, om at hun sad derhenne, og beklagede sig over hvor forkælet den lille snothvalp var. I hvert fald har Melle Kristian mere end en gang fortalt mig hvor dum og forkælet jeg var. Sidst jeg hørte om det var da jeg var en 35 – 40 år. Da var mine svigerforældre Karl og Viola Nielsen til fødselsdagsfest i Rønnebjerg sammen med Melle Kristian, Da ville han vide, hvordan det kunne gå med Valdemar som svigersøn, for: ” Haj hår da åltier vaet i lier fortjællingt hvalp”. Melle Kristians datter var enebarn, og selvfølgelig forkælet, – så forkælet at hun mistede sin forstand, da hun kom ud at tjene og således mødte det virkelige liv.

Dengang blev husene opvarmet med kakkelovn næsten alle steder. Madlavningen foregik ved komfur. Vask foregik med håndkraft og vandet kogt i gruekedel, alt sammen hovedsageligt tørvefyret. De første år jeg husker gravede vi tørv i Vildmosen, det var nogen lette lyse tørv, som var gode i komfuret til madlavning, de gav en hurtig varme. Senere i nogle ar gravede vi tørvene ved Brønderslev i “Mølgårds” tørveskær. Der gravede vi sammen med Melle Kristian, han var ualmindelig hurtig til sit arbejde, det pralede han da meget med, og det var da sikkert rigtig nok, jeg mener at huske at han gravede 10.000 tørv om dagen. De første år var der to mand i tørvegraven. Krestian skar tørvene, far “rimmede overjorden af og skar “bænken” fri. Jens Sørensen kørte tørvene ud på liggepladsen, hvor jeg hjalp til med at læsse af. Min egentlige opgave det første år var mest at tælle tørvene. De skulle vel betales efter antal i tusinder. Optællingen foregik efterhånden, som vi læssede af, på den måde at vi stillede dem op i fire rækker, jeg talte så den nærmeste, og hver gang jeg nåede til 25, blev en tørv sat på enden. Når der så skulle gøres op, talte man så bare tørvene, der stod på enden og havde så antallet i hundrede. Så havde man også tjek på hvornår man var nået det antal, der svarede til årets forbrug. Jeg er ikke sikker på om Jens Sørensen var med mere end et eller to år. Efterhånden ville jeg også køre hesten; men det kunne jeg ikke gøre til Melle Kristians tilfredshed. Ham husker jeg som en evindelig sur og utilfreds stodder. De sidste par år, inden jeg kom ud at tjene, gravede vi tørvene sammen med Jens A. Jensen, han gav ros i stedet for skældud. Jeg husker han betalte mig for mit arbejde, nu var jeg da også blevet større og stærkere og endnu mere forkælet. Hvor meget han betalte, husker jeg ikke; men jeg husker at jeg længe havde nogle gule en og to kroner som jeg havde fået af Jens. Første gang jeg traf Jens A. Jensen, var engang far var på arbejde hos hans far. Ajes Jensen. Jeg husker ikke Jens særlig tydeligt; men jeg husker han havde en stor gul godmodig hund, som kunne lide at jeg kælede med den. Næste gang jeg så ham var han ifølge med sin kæreste. Da bemærkede købmandens pige, at Jens da vist snart skulle have bygget til sengen. Senere da de overtog Malin Peters ejendom, kom jeg jo også til at kende Agnes. Hun var det sødeste menneske, man kan tænke sig. Hun var altid glad og munter, og hun havde virkelig en bred ryg.

Tilbage til tørvene: Efter at tørvene havde ligget til tørre på pladsen og var blevet ret hårde, og faste nok til at arbejde med, blev de stablet “radet” hed det (råje). Der blev stillet fire rækker oven på hinanden således, at det kun var den øverste der blev våd, når det regnede, og den var ret hurtig tør igen, når solen kom frem. Efter tørvene havde tørret endnu en tid blev de sat i stakke “skruer” hed det. Disse “skruer” var bredest forneden, og spidsede op mod toppen, så de ikke tog imod ret meget vand; men var tilgængelige for sol og vind. Engang jeg fulgtes med Jens A. Jensen, ud at skrue tørv, fortalte jeg, hvor meget Melle Kristian pralede med de 10.000 tørv, han kunne grave om dagen. Det syntes Jens også var mange.: Ja – vent nu lidt – vi begyndte mandag og så var vi færdige – jamen det er jo også ca. 10.000 tørv, som Martin har gravet om dagen. Mange gange var tørvegravning og tørveskruning en sag for hele familien, det kunne godt blive lidt af en udflugtstur, med madpakke og kaffe, så længe kaffe eksisterede, det forsvandt fra markedet i 1940. I forbindelse med at skrue tørv, husker jeg en episode, som jeg tænkte lidt over. Måske uden at forstå den ret. Hans Thomsen havde bedt mig om at skrue hans tørv, han havde et lille tørveskær syd for Stenum Vesterhede. Det var et job der ville tage en voksen mand et par dage at udføre. Jeg brugte noget længere tid på det. En dag da jeg var på vej ud i kæret, mødte jeg Spræk Anton. Vi var begge på cykel og hilste pænt på hinanden, som det sig hør og bør. Spræk Anton var åbenbart kommet til at spekulere over, hvad jeg skulle ude i tørveskæret, så han gik ind til min mor og fortalte, at det da vist var helt galt med mig, han havde mødt mig på vej ud i tørvegravene! Næste gang jeg traf ham, undskyldte han, og sagde at han troede, at jeg var blevet helt vild. Jeg fik aldrig at vide, hvad han lavede ude i kæret, om han måske var blevet vild. Nå man skal vel ikke ironisere, over at folk kerer sig om deres medmennesker, det er der så vist ikke for meget af nu om dage. Nå men afregningens time kom da, for Hans Thomsen – jeg tror helt sikkert, han havde troet at han slap med et par 25ører, han spurgte dog pænt, hvor meget jeg skulle have for mit arbejde. Jeg havde sikkert i god tid konfereret med far, om hvor meget jeg kunne tillade mig at forlange, hvis jeg blev spurgt. Det ville have kostet ham en ti femten kr., hvis han skulle have haft voksen arbejdskraft til det, så jeg sagde frejdigt fem kroner. Hans Thomsen var på vej til at gå i chok. Far var hurtig til at gribe ind og spurgte om Hans havde været ude at se til tørvene, jo-det havde han, (det havde far vist også). Han spurgte i hvert fald om, der var noget i vejen med mit arbejde, -“han plejer nok at kunne skrue tørv”. Nej der var ingenting i vejen. Så fortalte far ham hvor meget det ville have kostet ham, at have voksen arbejdskraft, og hvis arbejdet var i orden syntes han, at han skulle slippe den femmer. Jeg fik min femmer -alle var glade, undtagen vist Hans Thomsen. – Jeg tror det er første, og sikkert eneste gang far har sagt Hans Thomsen imod. Hans Thomsen var handelsmand og har måske aldrig tjent en femmer ved “ærligt arbejde, Jeg har i hvert fald aldrig set, ham bestille noget, han anede ikke en døjt om at skrue tørv.

Jens Sørensens var en af de familier, vi kom meget sammen med. Dem kunne jeg godt lide, der var altid godt humør, de havde fire børn alle ældre end mig. Den yngste hed Karen og var ca. på alder med min søster. Jens Sørensen brugte kardus skrå. Han havde altid en ordentlig “vejeel” i munden. Skråsovsen løb i striber ned af hagen på ham. Man sagde at der stod 111 på hagen af ham, og det har jeg set så tit. Men man fortalte også, at han engang, da han ude på en gård, for at hjælpe til med at tærske, da lagde han sin kæmpeskrå på trappestenen, medens de var inde for at drikke kaffe. Den fik dværgkokken øje på, og han begyndte straks at gøre haneben til den, i den tro at det var en sort høne!

Holm Jensen havde en lille gård på 30 tdr. land. De havde både karl og pige. Sviger moderen blev enke omkring 1935. Hun byggede hus på Holms jord. Hun tilbragte meget af sin tid hos Holms. De havde en ordning med at hun spiste hos Holms de 6 dage om ugen, de spiste hos hende een dag alle 5. Jeg spiste ret tit hos Holms, fordi jeg legede med Ejnar meget af tiden. Som jeg husker, var Holm en ret stilfærdig mand inde, medens han var noget af en bulderbasse ude. Måske skulle han afreagere efter at have været sammen med mor datter. De kunne vist ikke helt lade være med at “rotte sig sammen mod ham”.

Nogle gange når Holms var i byen – de gik ret meget i byen – til spisning og til kaffeslabberas og også til foreningsballer i forsamlingshuset. Så skulle jeg overnatte hos Ejnar. Mine forældre kom også en del sammen med der til kaffe, og i mange år kom Holm ind en lille tur søndag formiddag, til en snak og en kaffetår. I det hele taget, var der et aktivt socialt liv naboerne imellem.

Nicolaj Pedersen var en lille selvbevidst mand, med en stor kone og ni børn. Jeg husker ham bedst for hans udtalelse, når nogen havde været uheldig med et eller andet, så sagde Nicolaj: Det ku a nok ha fortalt dæ” Nogle ville jo nok have ønsket, at han ville have givet sine gode råd før, det var for sent, når han nu gav udtryk for at være så indsigtsfuld. De havde to drenge Egon og Henning. Egon var lige så klog som sin far; men han var ikke særlig dygtig i skolen, f.eks. fik han aldrig lært at dividere. Henning var dygtigere; men de fik nok ingen hjælp hjemmefra til skolearbejdet

Nicolaj var i fagforeningen og gik på arbejde, mest hos bønderne rundt omkring. Han havde ca. 4 tdr. land og to køer og en hest, som var hans stolthed. Når andre brugte cyklen, så kom Nicolaj på hesteryg, som en anden præriebonde. Min far havde en mælketur, det meste af tiden – vist hele tide – fælles med Nicolaj. Det gav tre tusind om året, de blev fordelt med et tusind til hver: Et til kusken og et til hver hest. De første år var det far der kørte, senere blev det Nicolaj. Når der er ni børn, er der sjældent råd til nyt tøj.

Dengang var der ikke noget, der hed børnecheck. Jeg husker aldrig, at de fik nyt; men der var mange, der var behjælpelige med brugt tøj. Derfor kunne de nok blive lidt misundelige, når vi andre fik noget nyt, det skete i øvrigt sjældent. Engang fik jeg et par nye gummistøvler, som jeg selvfølgelig var glad ved og stolt over. Egon og Henning hentede mig ud at lege, det gjorde de så tit. Da vi så kom uden for, skulle vi lige af med en tår vand, inden vi skulle videre, det foregik ved hækken. Henning stod lidt bag mig, pludselig mærkede jeg noget varmt. Henning havde pisset en god tår i min støvle, inden jeg mærkede noget. Jeg har altid haft svært ved at tilgive luskeri, og selv om jeg er blevet snydt nogle gange, har jeg aldrig tilegnet mig mistænksomhedens “nådegave”. En anden gang Henning snød mig, gik det lidt lettere med tilgivelsen. Sikkert fordi jeg selv kunne se et glimt af humor i tildragelsen. Vi havde leget lidt med Margrethe og Karen (Jens Sørensens), de var noget ældre end os og blev hurtigt trætte af små rollinger. De kunne ikke lige slippe af med os. Karen havde en to øre, så hvis vi ville gå, så skulle vi få to ører til at købe chokolade for hos købmanden. Vi fik to øren, og os af sted.

Om vinteren gik de så fire hele dage fra kl. 8 til kl. 16. medens “bette klasse gik i skole to dage om vinteren og fire dage om sommeren. På den måde slap de helt små også for de delvis ufremkommelige veje om vinteren. Der var kun en lærer, så på den måde kunne han også overkomme det hele. Der var jo så også mange i hver klasse, med vidt forskelligt niveau. I “bette” klasse var der det, der svarer 3. eller 4. klasse, i store klasse var der så det, der svarede til fra 5. til 7.  klasse. Læreren hed Hans Brøchner Hansen. Han var vist meget god, det kan ikke være nogen let sag at undervise tre-fire årgange i samme klasse; Men jeg synes vi fik lov at lære noget, – dem der havde lyst. Han gik meget op i skriftlig dansk, – eller var det mig? – Jeg tror, at mange af os blev gode til at forklare os skriftligt, og en del lærte at stave nogenlunde fejlfrit. Det tror jeg ikke de gør bedre i dag, selv om de går i skole i ni år. Regning fik vi også mulighed for at lære. Vi var kun seks, i den årgang jeg tilhørte, den ene flyttede, så vi var kun fem tilbage, da vi skulle konfirmeres. Jeg husker at Hansen kom med nogle ark, en af de sidste dag før vi var færdige i skolen.

Disse ark fik Ernst Nielsen og mig udleveret med ordre på at regne dem indenfor – Jeg tror to timer, uden at holde frikvarter, vi havde nogen døje med visse af dem. Men jeg husker at Brøchner Hansen strålede som en sol, da han var færdig med at rette dem. Da først fortalte han os, hvad det var for opgaver, vi havde regnet. Det var opgaver som havde været givet til mellemskolens afgangseksamen. “Der kan i så bare lige se, man kan også lære noget i en almindelig landsbyskole”.

De vigtigste fag var danmarkshistorie, bibelhistorie og salmevers. Jeg havde ret let ved huskestof, salmeversene skulle jeg læse noget på, det sørgede min mor for, og hun hørte mig i om jeg kunne dem. Danmarkshistorie læste jeg sjældent på. Hansen gennemgik altid næste lektion og jeg tror han var en god fortæller, i hvert fald kunne jeg i regelen huske nok til, at han var tilfreds, når jeg blev hørt. Bibelhistorien læste jeg vist noget mere på, jeg husker ikke om det interesserede mig mere, eller min mor holdt mig mere i ørene, når det gjaldt bibelhistorie. Jeg husker dog engang, hvor jeg fik en eftersidning sammen med Ernst Jeg husker ikke om det var på grund af lektierne, – vi kunne da også have været uartige på anden måde. Nicoline gjorde rent på skolen, “hun var en skrap kælling”. Da eftersidningen lige var begyndt, kom Nicoline ind med kosten løftet og styrede lige hen imod os: “Hvad fanden sidder i herefter, vil i lige se at i kommer ud, så jeg kan komme til at gøre rent”. Hun “overså” fuldstændig at Hansen var til stede. Hansen: “nå- ja -løb i bare! Jeg tror Nicoline morede sig over at hun havde reddet os fra en eftersidning. Skolestuen var da stor nok til, at hun kunne være begyndt et andet sted end lige der, hvor vi sad. Karakterer, tror jeg ikke rigtig vi fik i skolen – jeg husker dog et par gange, der stod et ug under mine stile eller diktater, jeg ved ikke rigtig med de karakterer – måske har jeg lykkelig glemt alle andre, end de par gange hvor jeg fik ug.

Mange af mine kammerater kom ud at tjene i 12års alderen. I generationen før os, kom de ud at tjene langt tidligere. Min mor kom ud at tjene da hun var ni år, og min svigerfar har fortalt, at han kom ud at tjene da han var syv år. Jeg kom først ud at tjene da jeg var konfirmeret i april 1943. I stedet tjente jeg lidt penge på at handle med duer og kaniner. Angorakaninerne gav også en del penge; Men det var min mor der havde det største arbejde med dem. Jeg havde også lidt arbejde rundt om. Hos Ingemann Olesens var jeg “barnepige” af og til. Hos Gunnar Haugårds hjalp jeg til i høsten. Hos Hans Thomsens på Eriksminde hjalp jeg til om foråret med såningen og med at lægge kartofler, og hos Thomas Drivsholm på Toftegaard,

tromlede jeg det meste af marken og hjalp til med at lægge kartofler. Kartoffellægning syntes jeg, var hårdt arbejde hos Thomas Drivsholm. Kartoflerne var forspirede i nogle store kasser der skulle vi bære i et reb over nakken, de skulle lægges efter ploven, jeg husker ikke om vi var 4 eller 6 som var tildelt lige store stykker hver, de andre var voksne unge mennesker, og jeg havde meget svært ved at komme til enden inden hestene prustede mig i nakken. Thomas Drivsholm havde 3 sønner de 2 af dem var kun 1 og 2 år ældre end mig, men de skulle da ikke hjælpe til. De gik i realskole jeg havde en følelse af, at gårdens unge medhjælpere og mig tjente til at de to kunne gå i den dyre skole, – Nu hørte jeg igen ordet ældrebyrde – nå jo men vi har da ikke altid været en byrde. Allerede som 16årige blev vi lignet i skat og var således med til ikke alene at bære den tids “ældrebyrde”, og igennem vores skat og arbejdet på gårdene, har vi vel betalt uddannelsen for dem, der nu råber ældrebyrde efter os.

Ja men livet var nu ikke kun arbejde. Om vinteren havde vi vores kælke, ski og skøjter. Sne var der nok af, men der var ikke meget bakket på min hjemegn, det rådede naturen bod på, et år hvor der kom så meget sne, at jeg kunne starte kælketuren oppe ved skorstenen og suse ud over vejen og langt ind på naboens mark. Det varede dog ikke så længe, for min far måtte grave vinduerne fri, så vi kunne få lys ind i stuen. Dengang var det et lavt stråtækt hus, i 1942 byggede vi nyt. Allerede i 1937 eller -38 måtte vi bygge den ene side af laden om, fordi nogen havde været på “helligtrekongersløjer”. Muren var grøn af misundelse, der drev  af ham. Nu satte han så sit håb til at økonomien væltede. Der kom tiderne til hjælp. Vi havde fire fedekalve, som var tænkt som et bidrag til byggeriet. Nu brød krigen ud og alt blev meget dyrere, især fødevarer. De blev så dyre, at de fire fedekalve kunne betale hele byggeriet. Det gav vist blod på tanden, for i 1942 byggede vi nyt stuehus. Dengang var der et utal af små landbrug, i alt var der 200.000 landbrug her i landet, og lidt over halvdelen af befolkningen, var beskæftiget ved landbruget. Bygninger med lerfuger holdt ikke til at man ruskede en luge op, for at komme ind og fjerne trillebøren. Da vi kom op om morgenen var hele muren væltet fra ende til anden og vogne og trillebør fjernet. Så far måtte have fat i Slot Kren, lidt af en altmuligmand, som senere arbejdede som murersvend, hos murermester Kristian Nielsen, Vrensted. Han fik hurtigt sat en ny mur op. I de år avlede vi en del rug, som blev tærsket med plejl, så halmen kunne laves i små neg, som blev brugt til stråtag. Det gamle kohus blev tækket med nyt strå i efteråret 1938. Stuehuset fik også nyt tag i de år. Om foråret 1939 blev der en lang periode med tåge og regn, det gjorde, at taget på kohuset blev for tungt for de gamle spær, så hele konstruktionen kollapsede. Huset var lavt og udtjent, dårligt bygget uden sokkel. Så der var ingen anden udvej end at få fat i Slot Kren, og selv om økonomien ikke rigtig var til det, gik man i gang med at bygge ny kostald. Melle Kristian var murerarbejdsmand, og havde nok forstand på byggeri, han kom ind ret tit og kritiserede arbejdet, – der var vist ikke noget at kritisere, det var bare landbruget. En del af bygningerne på landet var lave og stråtækte. I årene frem til ca. 1960 forandrede landet sig, der blev bygget nye huse og de gamle blev renoveret og forsynet med tegltag. Hidtil havde næsten hver gård en vindmølle, der brugtes til at trække kværnen til kornmaling og nogle steder også til at trække tærskeværket. Disse møller forsvandt i løbet af et par år lige omkring 1950. De blev afløst af elektriske motorer. De fleste havde længe haft elektrisk lys; men under krigen 1940 – 45 var der stadig mange med petroleumslamper. I de samme år blev. 30 tdr. land til ejendommen og en 10 – 12 køer. Fra jeg lærte at cykle, besøgte jeg jævnligt bedstefar og Jens og Laurits – to ugifte farbrødre -, enten alene eller sammen med far. Før jeg lærte at cykle, sad jeg på stangen, hos min far, da jeg var endnu mindre, sad jeg i en cykelstol bagpå hos min mor. Da sad Margrethe nok på stangen hos far. Det var en cykeltur på 12 – 15km. Fra Vrensted østerhede til Borup hede nord for Vrå. Engang vi gik en tur, bedstefar og mig, det var vist i engen syntes han lige vi skulle sætte os lidt på en grøftekant. Da vi sad der spurgte han om ikke jeg syntes der var pænt” her.” Pænt,” var nok det højeste han kunne svinge sig op til. Jeg fornemmede at det dækkede meget større ord som smukt, betagende, skønt. Jo -jeg måtte indrømme – det var det. Så spurgte han om jeg kunne tænke mig at få ejendommen engang! Jeg troede egentlig, at han tænkte sig at, min far skulle have den når bedstefar døde eller ikke kunne mere, men det ordnede han aldrig og han døde i 1943. Bedstefar besøgte os kun en gang i Vrensted. I hvert fald i den tid jeg kan huske. Bil var ikke almindelig dengang, og han havde aldrig malkemaskinen som var blevet almindelig, og håndvandpumper blev erstattet af el-vandpumper.

Min bedstefar på min fars side, Søren Jensen Sørensen, kaldet Søren Just, vist fordi han var søn af Just. Han begyndte med et lille hus med 1 eller to køer. Der var en eng og vel et lille stykke markjord. Resten var lynghede. I den tid jeg kan huske, var hele heden opdyrket og han havde to eller tre store jyske heste. Hvis han havde de store heste fra starten, har det nok ikke taget lang tid at opdyrke heden. Det har måske ikke været lige så slidsomt, som vi kender det fra Skjoldborgs sange:” Med min hakke min skovl og min spade”. (Når vinteren rinder i groft og i grav): men det tager mange år inden hede jord bliver lige så givtig som gammel agerjord. Ingen tvivl om at det har været et nøjsomt liv, man levede på heden. Fra starten, af hvad jeg kan huske, når han skulle nogen steder foregik det til fods eller med hestevogn. Det var en lidt besværlig tur, og rutebil var der ikke på strækningen. Bedstefar var en stilfærdig mand, han forlod nødigt hjemmet. Jeg husker kun turen til Vrensted, og så var han til sin ældste søns begravelse i Vrejlev. – Jo – han tog til markeder og dyrskuer i Vrå – jeg har også set et billede af ham til dyrskue i Hjørring. På sine gamle dage kom han nok sædvanligvis ikke længere end Vrå. Turen til Vrensted fortalte han sommetider om. Han syntes det var så skønt at se at jeg var så glad for dyr: “ Jeg glemmer aldrig, først kom du, så kom en hund, et gedelam og en kat”. Ja dyreven det var jeg nok. Engang opfostrede jeg en pindsvineunge. Dens mor var kommet til skade under høsten og måtte aflives. Den havde 7 små unger, som jeg havde tænkt mig at opfostre; men næste morgen var de 6 døde og også begravet, jeg tvivler meget på, at de døde en naturlig død. Mor har vist syntes at det blev for omfattende med 7 pindsvineunger. Den ene levede til den forsvandt om efteråret, da det var tid at gå i dvale. Vi så den aldrig mere, den var ellers blevet ret så “kælen”, der var jo kun snude man kunne røre ved, den kom ind i køkkenet når vi spiste, jeg husker stadig fornemmelsen når den skubbede sig ind under mine bare tæer. Den første hund jeg havde, fik jeg foræret af faster Marie og Thomas. Den var min bedste ven. Den havde jeg i et par år. Jeg var nok en fire fem år da jeg fik den. Jeg forstod aldrig, hvorfor jeg ikke måtte beholde den. Men en dag fik jeg bare at vide at nu skulle den aflives, og min far og mor puttede den i en sæk med en kampesten, og druknede den. En meget almindelig metode til aflivning af smådyr dengang. Jeg synes, der skal meget vægtige grunde til for, at aflive sit barns kæledyr, – og det har jeg nok aldrig rigtig tilgivet dem, de troede nok at jeg var så lille, at det ville jeg snart glemme. Siden fik jeg en lille hund af min bedstefar i Løkken. Den havde vi så til den døde af alderdom. Da den døde var jeg 19 år og tjente hos Gert Haugård. Den havde længe været svag. Den mødte mig altid når jeg kom hjem, hvordan den vidste hvornår jeg kom, er da en stor gåde, fordi jeg kom da ikke hver dag, og kun de dage jeg kom, gik den ud for at møde mig. Den kom mig da også i møde, den sidste aften den levede, den mødte mig ud for Holms indkørsel, den så svag ud, så jeg tog den op og bar den det sidste stykke og gik ind og lagde den på divanen, hvorefter den slikkede mig på hånden og døde.

Engang vi var med købmand Carl Larsens i deres H.G.F. (Høj Gammel Ford) for at lege med Svend Erling og Poul – Erik, ved stranden, fik vi lyst til at prøve fiskelykken i Furreby bæk lige nord for Løkken. Der var også nogle turister, som fiskede der med noget flot og dyrt udstyr. Poul-Erik og mig havde kun noget hjemmelavet grej, det kunne fiskene åbenbart ikke se. Svend – Erling havde dog en købt fiskestang. Jeg husker ikke at jeg fangede noget. Svend – Erling fangede en enkelt ål eller to. Poul-Erik halede den ene ål op efter den anden, (med sin snor og krog for enden af en pilegren). Heldigvis havde vi en spand med låg, så vi kunne styre dem. Turisterne fangede ingenting med deres dyre udstyr, så de fulgte interesseret med i Poul – Eriks “fiskeeventyr”, uden dog at aflure ham hans “fidus”. -han havde heller ingen, så det måtte jo være selve fiskepladsen, der var så god. Turisterne tiggede og bad om at måtte overtage hans plads bare til et enkelt kast. Det fik de lov til da Poul – Erik ikke kunne styre flere ål i spanden. Vi fulgte deres” held” – de fangede ikke noget! Poul – Erik skulle lige prøve, der hvor turisterne havde fisket, han fik bid lige med det samme. I løbet af kort tid havde han halet et par stykker mere op, og forlod stedet og et par forundrede og frustrerede turister. Moralen må være at: Lykken -også fiskelykken – er lunefuld!

Min barndom var i nogen grad præget af mine forældres sygdom, første gang jeg husker min mor var indlagt, kan jeg næppe hav været mere end et par år. Næste gang har jeg nok været ca. fem år. Jeg synes at hun var væk længe. Dengang blev man altså heller ikke så hurtigt udskrevet. Det er også muligt at hun var indlagt flere gange. En af gangene blev hun opereret, vist en underlivsoperation. I de år var faster Marie meget hos os, hun var husbestyrerinde hos Gert Haugård i et år. Mor var nok aldrig helt rask i hvert fald led hun meget af hovedpine/migræne. Far havde nu ikke megen forståelse for andres sygdom, det var bare noget skaberi, underforstået for slippe for at arbejde. Selv kunne han være noget af et pylrehoved. (tyv tror hver mand stjæler). Især når det gjaldt malkearbejde. Han havde engang haft en splint i hånden det gjorde ham ude af stand til at malke resten af livet. Heldigvis var det, det eneste arbejde han havde problemer med. Jeg husker når mor var indlagt. – hun havde vist nogle nyreproblemer – Var smedens Ruth inde at malke. Min søster og mig malkede også lidt. Det var da også overkommeligt – vi havde tre køer. Jeg tror det var lidt mindreværdigt for mænd at malke, det var kvindearbejde. Senere kom jeg til at malke en del, som fodermester. Jeg havde det samme problem, som far klagede over, venstre hånd kunne ikke helt følge med. jeg har dog aldrig haft nogen splint i hånden. Far fik mavesår engang i trediverne. Dengang var det en alvorlig sygdom, som man ikke havde noget effektivt middel imod udover operation. Problemerne tog til og især forår og efterår var det galt Han kastede store mængder blod op og blev flere gange kørt akut på sygehuset, nogle gange i bevidstløs tilstand. Så fik han blodtransfusion, hans broder Jens har mindst to gange givet blod. Far anså Jens for at være noget af en kryster; Men Jens var åbenbart den eneste, der turde blotte armen, når lægen kom med nålen. jeg var for ung, grænsen var atten år) På sygehuset fik far så en diæt kur, som hovedsagelig bestod af mælkemad, sådan en kur varede nogle uger. Hvorefter man så fandt ud af, at det ikke rigtig havde hjulpet og derefter startede man forfra. Så det blev tit til mange uger om året på hospitalet. Selv om lægerne i flere år anbefalede ham at lade sig operere, så turde han ikke. Først i 1945 eller i 46, efter lang tids indlæggelse uden virkning, blev han nødt til at lade sig operere. Det blev en vellykket operation, som gav ham et helt andet liv. Før sygdommen tog han arbejde rundt! omkring på gårdene, og han havde i perioder arbejde med skærveslåning til vejbelægning, i de år blev der anlagt asfaltveje rundt om. Da sygdommen satte ind eller tog til. begyndte han at handle med heste. Krigen gav større mulighed for at tjene penge på hestehandel. Der blev mangel på heste til markarbejde, fordi man skulle bruge heste til transport, der var ikke benzin til bilerne. Tyskerne købte en stor del af de allerbedste heste. Det var dog ikke dem far handlede med, hverken de allerbedste heste eller med tyskerne. Tyskerne holdt opkøb forskellige steder i landet. De havde brug for heste til at slæbe deres tunge kanoner over de russiske stepper, vejene her var ikke beregnet til at bære krigs- materiel. Vejene blev i løbet af de allerførste uger forvandlet til et sole, hvor materiellet sank i til navet. Det gav både almindelige motorkøretøjer og også bæltekøretøjer store vanskeligheder. Man kan så tænke sig at også hestene havde deres mas. Far drev hestehandel privat og på Brønderslev marked, hor der fra gammel tid havde været holdt hestemarked den første mandag i hver måned, og den første mandag i september, var der Store Brønderslev Marked, en folkefest i lighed med hvad det er nu. Nu har man bredt sig over nogle flere dage. Dengang begyndte handelen allerede på vej til markedet. (ligesom vi kender det fra “hvad fatter gør”). Far kørte mest sammen med Simon Thomsen, som senere blev en stor handelsmand, som handlede med både heste og kreaturer. Far kunne tit gøre en to tre handler i løbet af en markedsdag. Fortjenesten var tit ikke mere end et halvt hundrede kroner pr handel; men når daglønnen ikke var mere end ti-femten kroner om dagen, så var nogle få hundrede om måneden rigtig godt. Landmændene kom tit til marked fordi de havde solgt deres gode heste til tyskerne for en meget god pris, og nu manglede de en hest til markarbejdet. Far kom tit hjem med en mager rallike, som så blev fedet op og blev blank i pelsen, inden næste marked. Det kunne nogle gange tage mere end en måned. Så var fortjenesten også somme tider tre – fire hundrede kroner, og så havde de også tjent til føden ved markarbejde.

 

Optakt til krig

Andet kapitel Erindrings billeder

Ude i verden skete der store og uoverskuelige ting i de år. Første gang jeg hørte ordet krig var under et besøg hos min bedstemor i Løkken. Min søster og mig besøgte hende af og til. Vi tog med rutebil, ingen af os havde cykel på det tidspunkt, jeg lærte først at cykle da jeg var ni år. Da vi skulle til at tage hjem, kom dagens avis, den havde store fede bogstaver. Bedstemor sagde, at nu var der blevet krig, vi reagerede ikke synderlig på den oplysning, så bedstemor blev vist lidt irriteret, hun sagde: “I er da ved at være store nok til at forstå hvad det betyder”. Jeg husker at jeg tænkte noget i retning af: “hvad i alverden forventer hun, at vi skal gøre ved det”. Heldigvis talte jeg ikke højt, og mine tanker har jo nok ikke været så klare, som jeg giver udtryk for her. Jeg tror ikke nogen af os forstod rækkevidden af overskriften i dagens avis. Det har sandsynligvis været den spanske borgerkrig, som vist begyndte i 1934 eller 36. Andre muligheder er Mussolinis erobring af Abessinien eller Japans krige i Korea eller Manchuriet, de foregik også i midten af trediverne. Udbruddet af verdenskrigen i 1939. husker jeg tydeligt, også optakten til den. Forleden (marts 2003) ved Anders Fogh Rasmussens og Per Stig Møllers pressemøde i anledningen af, deres deltagelse i overfaldet på Irak. Da så man tydeligt Anders Fogh Rasmussens hjerte svulme af stolthed, da han proklamerede: “Georg W. Busch ringede da til mig en halv time før, angrebet begyndte.” da huskede jeg igen min bedstemors ord: “I er da ved at være store nok til at forstå hvad det betyder

Optakten til anden verdenskrig var: Først Hitlers besættelse af Rhinlandet i 1936. Derefter indlemmelsen af Østrig i Tyskland og derefter det meste af Tjekkoslovakiet i 1938. Vi har vel alle set billederne, af Englands premiereminister Chamberlain komme hjem fra Berlin og vifte med papirerne med “Hr. Hitlers” underskrift. Med erklæringen om at” Vi (Tyskland) har ikke flere territoriale krav”,”dette betyder fred i vor tid” proklamerede Chamberlain. Senere fortrød han måske at man havde været så large overfor diktatoren Hitler. Churchill kom til magten i England. Hvorefter England og Frankrig lovede Polen hjælp, hvis de skulle blive overfaldet af tyskerne. Tyskland havde et stort område nord og øst for Polen, Østpreussen. Efter første verdenskrig oprettede man fristaden Danzig for at Polen skulle have adgang till Østersøen og for at Tyskland skulle have adgang til Østpreussen over landjorden, via en korridor gennem Danzig. Her opstod nogle gnidninger og Polen spærrede tyskernes adgang til Østpreussen gennem korridoren. Herefter foretog tyskerne det meget omtalte “uprovokerede” angreb på Polen. I løbet af få dage tog tyskerne halvdelen af Polen og russerne den anden halvdel måske for ikke at få tyskerne for tæt på. Måske mente de. “Kan tyskerne kan vi også”. Måske ville de have en “tumleplads”, hvis de skulle i lag med tyskerne, hvad de senere skulle få god brug for. “Tumlepladsen” kom til at strække sig fra Moskva til Berlin. Samme dag tyskerne gik ind i Polen, erklærede England og Frankrig Tyskland krig, dette skete i september 1939. Derefter skete der ikke noget fra Englands og Frankrigs side, ud over at Churchill råbte på blod sved og tårer. – Hitler råbte også, og han nøjedes ikke med det. Hans u – både prøvede at blokere for Englands forsyning med fødevarer. Jeg husker at der også blev sænket danske handelsskibe, i et tilfælde mistede 11 danske søfolk livet, i et andet var det 16 sømænd der druknede. Det har sikkert kun været de første, senere blev der dræbt så mange mennesker, at de ikke på samme måde brændte sig fast i hukommelsen. Der blev bare” skudt en torpedo ind i siden på skibet, hvorefter det sank øjeblikkeligt, uden nogen havde mulighed for at hjælpe. En u – båd har vel ikke plads til at medtage skibbrudne, de gjorde det i hvert fald ikke, i stedet har man hørt at tyske flyvere skød med maskingevær mod de nødstedte mennesker. Vinteren 1940, angreb russerne Finland, de var utilfredse med grænsedragningen efter første verdenskrig, den var nok også blevet foretaget uden russernes medvirken, da russerne var i knæ efter verdenskrigen. Danmark sendte en del frivillige til krigen. Nogle af dem fortsatte da tyskerne angreb Rusland. (Det blev de straffet for da Danmark lavede love med tilbagevirkende kraft, som gjorde det strafbart at deltage i denne krig.). Smeden Simoni Pedersen talte meget nedsættende om “de der krigskarle”. Som tog op for at slås for finnerne. Dengang var Tyskland og Rusland “venner”. Simoni kendte nok ikke forskel på fascister, nazister og kommunister. Jeg var tit inde hos smeden og hørte på de voksnes politiksnak, Simoni udtalte sig tit foragtelig om socialisternes “øllebrødsbarmhjertighed”. Jeg husker han havde nogle mærkater, som jeg mener, var nazistiske, fra valget (1938) Et af dem viste Th. Stauning, bag tremmer, teksten lød: “At Stauning sidder endnu er sløseri, som skader os alle”. Så måtte jeg jo spørge mine forældre hvem Stauning var, jeg var vel ca. 10 år og i hvert fald ikke særlig velorienteret politisk.  Den 9ende april 1940 vågnede jeg meget tidligt, ved at der skete noget usædvanligt. Jeg hørte smeden og han lød helt begejstret: “Ae – der kam jej lige øver Holms tag, do ka lieg trov, det var i ordentlig hajkat”. Det var tyske flyvemaskiner, store transport maskiner, der fløj lavt hen over hustagene, på vej til Norge. Grunden til at de fløj så lavt var, vist at de så ikke blev opfattet af radaren, før de var næsten lige over målet. Besættelsen af Danmark var allerede en kendsgerning! På den tid havde vi ingen radio. Smeden havde derfor installeret en højtaler fra hans egen radio, hos os. Den holdt os så orienteret om begivenhedernes gang, og hvordan vi skulle forholde os under de nye forhold. Hele dagen blev de store transport flyvere og de mindre bombefly ved med at flyve over hovedet på os, det fortsatte i de følgende dage, måske i mindre omfang.. Vi, – “dumme unger” -syntes vist vi var meget begavede, når vi løb efter dem og råbte: “Heil Hitler, smid skjorten, brug kitler”. Hunden havde travlt, han fulgte dem fra huset til den nordre ende af marken, hvor der var en stor bred grøft, som han ikke kunne komme over., ellers havde han vel fulgt dem til Norge. Han havde også nok at gore alligevel. Når han var tilbage ved huset var det næste hold klar til at blive fulgt nordpå. Så det var en træt og udslidt hund der kunne holde fyraften” da mørket faldt på; apropos marke en af dagens nye forordninger var, mørklægning. Jeg husker ikke hvornår hunden indså, at slaget var tabt; men han indstillede da sin egen private krig mod besættelsen ret hurtig. (jeg blev lige klar over at der sneg sig nogle vendelbo vendinger ind i min beretning. Jeg blev klar over det fordi min svigerdatter Hanne, så forundret på mig da jeg sagde “katti haj fæk tjallenger, først troede jeg det var det der tjællinger” det kan nemlig også betyde kællinger, og det er jo da ikke noget katte får. Det viste sig så at hendes problem var at jeg omtalte katten som han. Her i Vendsyssel omtales hund og kat som han. Så jeg kan lige så godt tilstå, at huj, haj var en hun. Forstå det, – hvem der måtte have de evner!) Dagens problem var vist mest mørklægnings papir. Vi måtte klare os med hvad vi havde tæpper, aviser, sække, pap og så måtte vi lade være med at tænde lys i de rum hvor der ikke var mørkelagt. Også cykler og andre køretøjer skulle mørklægges. En cykellygte måtte have en åbning 6mm i en bredde på 4cm. Sådan en belysning kunne man ikke se langt med, men man kunne da undgå at køre ind i hinanden. Den samme dag blev der indført petroleumsrationering.

Jeg husker kun brudstykker af hvad der blev sagt i radioen som: “Alle der har en myndighed at udøve -en rolig værdig optræden’ – Jeg husker tydeligt speakerens stemme og frasering når han læste underskriften. Christian rex – Th. Stauning. Ind imellem kom de tyske myndigheders redegørelse for det skete. Det lignede meget det irakerne må høre på i disse dage (marts 2003). Tyskerne sagde. “Vi er ikke kommet for at besætte jer, men for at beskytte jer”. (underforstået mod engelske overgreb). Amerikanerne siger til irakerne: “Vi er ikke kommet for at besætte jer; men for at befri jer. Ti tusind blev så befriet, af en bombe eller en kugle i hovedet.

Tidligt om morgenen – ved 4-tiden, gik tyskerne over den danske grænse. Den danske hær havde ikke fået lov til at gøre nogen som helst forberedelser, selv om man vidste at det kunne/ville ske. Derfor måtte de danske soldater tage opstilling på den bare mark eller asfalt, uden så meget som et skyttehul. Medens soldaterne kæmpede under helt urimelige forhold i Sønderjylland, og de tyske flyvere kredsede over København, samledes regeringen med kongen 1 spidsen og vedtog at kapitulere uden modstand. Inden ordren om at indstille skydningen nåede frem til afdelingerne i Sønderjylland, var der faldet 14 unge mænd. Norge valgte at kæmpe, de havde vel også fordelen af deres fjelde, englænderne nåede frem og hjalp i en kort krig. Nordmændene selv holdt ud ca. en måned, dobbelt så længe som Frankrig, der var nedkæmpet på ca. 14 dage, sammen med Holland, Belgien og Luxemburg. Meget hurtigt efter den 9ende april 1940.(måske allerede om aftenen) kom der luftangreb på flyvepladsen i Ålborg. Vel for at genere tyskernes forsyningslinjer til Norge. Disse luftangreb kunne ses fra mit hjem – der er vel ca. 40km. I luftlinje til flyvepladsen. Tyskerne havde nogle kæmpemæssige lyskastere, som på grund af dis eller krudtrøg kunne ses fra mit hjem i Vrensted. Når tyskerne skød med lystsporprojektiler, kunne det ses, som en perlerække på nattehimmelen. Det kunne ligne et kæmpemæssigt fyrværkeri. Englænderne havde endnu ikke krigslykken på deres side og de mistede mange maskiner og deres unge piloter, under disse luftangreb.

Udover rationering og varemangel mærkede vi ikke meget til krigen, her i landet. Regeringens samarbejde med tyskerne gjorde, at livet gik nogenlunde normalt i modsætning til i Norge hvor befolkningen gjorde modstand lige fra starten. Den norske konge Håkon d. 7ende, som var bror til den danske kong Christian d. X flygtede til England sammen med kronprinsen. Her oprettedes en eksilregering, som opildnede nordmændene til modstand. Modsat den danske, som opfodrede til at anmelde sabotagehandlinger til myndighederne, den samme regering som efter krigen vedtog love, med tilbagevirkende kraft, og som gjorde, at disse angivere blev straffet strengt.

Varemanglen blev mere og mere udpræget, som krigen skred frem. Alt oversøisk vareimport ophørte, også de indenlandske varer blev hurtigt rationeret. Sukker og smør var på rationeringsmærker. Kaffe kunne ikke længere fås, vi måtte nøjes med surrogat, sødet med sakkarin, (et kunstigt sødemiddel). Kaffesurrogat bestod for størstedelen af brændt korn, (rug) tilsat lidt cikorierod. Te lavedes af forskellige blade fra og enhver dyrkede selv tobak, jeg dyrkede også lidt tobak, jeg havde dog ikke helbred til selv at ryge det! Dansk tobak er meget stærk, fordi den ikke får tid til at modne ordentlig i den danske sommer. Vi havde heller ikke kendskab til hvordan den skulle behandles inden brugen. Nogle supplerede deres ration ved at købe cigaretter at de tyske soldater. Jeg ved ikke om de havde en større tildeling, det havde de nok. De der ikke røg jo kunne bruge deres ration til at skaffe sig dansk mønt, så de kunne købe sig varer, der var mangel på i Tyskland og sende hjem til familien. En lille anekdote om den tids tobak: Der sad to mænd i en togkupe. Den ene fandt sin tobakspung og pibe frem, og stoppede omhyggelig sin pibe med den tids tobak. Da han havde fået ild i tobakken, bredte der sig en “duft” af krigstobak i kupeen. Medpassageren beklagede sig over “duften”. Jamen. Sagde rygeren: “det er en meget fin blanding der hedder Lord Hammilton”. Nå jo, sagde medpassageren.” Tror du så ikke man har glemt at putte Hammilton i.

Et andet problem var cykelgummi. Slangerne kunne langt hen af vejen lappes, så de til sidst var lap på lap. Dækkene er ikke nær så lette at lappe, så man satte det ene opslidte dæk uden på det andet, således at de gennemslidte steder var forskubbede i forhold til hinanden. Det blev jo frugttræer. Mest æbleblade tror jeg. Det smagte ikke grimt i modsætning til kaffesurrogater. Manglen på tobak var et meget større problem. Rationeringen foregik på den måde, at købmanden, skulle fordele hans tildeling, til sine kunder i forhold til hvad de havde købt året forud. Det blev i nogen grad til en tildeling, efter hvor gode kunder folk var eller, hvor gode kunder de kunne forventes at blive efter krigen, når der igen var varerigelighed. Tobakken var af meget forskellig kvalitet. Den bedste kvalitet, den der var mindst af, kom fra sydeuropæiske lande. Den næstbedste kom fra Fyn. Fabrikanterne/ distributørerne. – i Jylland undså sig! ikke for at kalde fynsk tobak for oversøisk tobak. Frugttræsblade og kartoffelblade blev også brugt til rygning, nogle gange blandet med hjemmeavlet tobak. Alle efterhånden helt umuligt at lappe et sådan halv eller hel råddent dæk. Så måtte man ty til andre løsninger, nogle fyldte de gamle dæk op med: Reb, hø eller halm. Sådan et dæk blev hurtigt fladt og bredt, så cyklen blev uhyre tung at træde. Jeg fik sat fast gummi på min cykel. Smed Simoni Pedersens opfinderevner kom mig til gode, han skar en strimmel ud af et bildæk, denne strimmel blev bøjet u formet på langs og sat i spænd i fælgen. Det var meget hårdt at køre på og næsten umuligt at træde igennem på sandveje, på asfalt gik det helt godt. Nye dæk og slanger eller nye cykler eksisterede ikke mere. Et andet problem var beklædningen. Man kunne kun få tøj af meget dårlig kvalitet. Noget hed maksimaltøj. Jeg tror navnet henviser til prisen, der var maksimalpriser på mange ting. Varemanglen pressede priserne op, derfor maksimalpriser, fastsat af regeringen. Meget tøj var fremstillet af celluld – hvad er nu det? – jeg tror det var lavet af fibre, som var fremstillet af cellulose altså en slags kunststof. Når man kender de moderne kunster stoffer, kan man næppe forestille sig, hvor elendigt celluld var. For voksne mennesker var problemet ikke så stort, som for os der voksede op under krigen, de havde jo deres gode tøj af før krigskvalitet – ingen kan i dag forestille sig hvor mange og hvor store lapper, der kan være på et par bukser. Jeg var 11 år da krigen begyndte og 16 da den sluttede, så jeg kunne ikke bruge noget af mit gode førkrigstøj, og det varede endda lang tid inden man kunne få ordentligt tøj efter krigen. Mange rationeringer blev opretholdt, af hensyn til valutabalancen. Der var mange måder at lave restriktioner på. Når importørerne blev tildelt et bestemt beløb i fremmed valuta til at hjemkøbe varer for, så skelede de ikke så meget til hvad der var brug for, mere til hvad der var størst fortjeneste på, går uden ordentligt tøjindkøb er lang tid. Fodtøj var også et problem. Når man arbejder på landet, og skal gå efter et spand heste i den løse muld i 10 timer om dagen, så var det rart at have haft et par gummistøvler Her havde de voksne også en fordel, gummistøvler kan lappes eller vulkaniseres, så de kan holde i flere år. Der var ikke andet at få end træskostøvler, de var nu heller ikke i fri handel, læderet skulle vel bruges til militærstøvler til tyske soldater. Træskostøvler er velegnede i frostvejr; men når man traver dagen lang efter et plovspand i regnvejr, så er det et elendigt fodtøj. Lædermangelen gav sig også udslag i skoproduktionen. Jeg har læst og hørt at man lavede “overlæder” til sko af rødspætteskind. Sådan et par sko har jeg aldrig ejet og heller aldrig set. Derimod husker jeg tydeligt pigernes fodtøj. De kunne høres langt omkring på deres klip-klap. Det var sommersko lavet af en træsål med et par remme over, vist altid rode de kaldtes klip – klap, ste mode i en lang helt åbenbart navngivet efter deres lyd. De var højeperiode. Det var ikke den eneste mode krigen medførte, jeg tænker på en kysagtig hovedbeklædning, som pigerne brugte, bagstykket endte i en lang spids, som drengene havde deres spas med at trække i. Kysen hed en pipaluk. Det lyder grønlandsk, ligeledes var et andet modefænomen sikkert grønlandsk inspireret. Det var en stor hjemmestrikket trøje, som var mere eller mindre besat med små nister “lus”, derfor kaldtes den en “lusekofte”. For oven og forneden havde den et grønlandsk inspireret mønster. Netop i dag så jeg i fjernsynet “Det grønne rejsehold” at gartneren der var iført en sådan “lusekofte”. Jeg selv havde en helt hvid strikketrøje, den var lavet af uld jeg havde købt i min plads på landet. (Det var nok den måde de fleste trøjer blev til). Der var en kone (Jens Madsens kone), som havde en rok og hun kunne bruge den, en kunst der var ved at gå i glemmebogen. Efter at ulden var kartet og spundet, strikkede min søster en trøje til mig. Den havde et tovmønster, og den var helt hvid, og meget varm. Hvordan den var blevet så hvid ved jeg ikke, jeg har i hvert fald aldrig set et får der var så hvid. Netop sådanne hjemmestrikkede trøjer var højeste mode. Det var ikke kun trøjerne og pipalukkerne der var grønlandsk inspirerede, det var vintrene også! Der var lange perioder med omkring 20 gradefrostgrader omr C, enkelte gange under 300 graders frost. Og der var utrolige mængder sne. Et andet modefænomen var: Royal air force huer, huer der var hæklede i Royal air forces farver: rød, hvid og blå. De var forbudt og derfor skulle alle unge mennesker have sådan en. Efter at politiet, blev interneret i september 44, var der vist ingen fare ved at gå med Royal air force huer, tyskerne gad vist ikke rende efter de unge mennesker. Der var også andre ting der var forbudt, og populære i håb om at drille tyskerne. Der var en række sange, som man havde lavet smædevise på melodierne til. En af dem var Lili Marleen, oprindelig en af de populæreste sange blandt de tyske soldater (senere også blandt de engelske). En af smædeviserne der gik på melodien til Lili Marleen lød omtrent sådan: Først så tager vi Hitler, ved hans vingeben Også tager vi Gøring og slynger mod en sten Og så tager vi Gøbbels og hænger op ved siden af von Ribbentrop. Der hænger de til grin de fire nazisvin, som sidder i Berlin Og drikker brændevin Vi knægte syntes vi var nogen “grumme kåel”. Når vi turde synge sådan noget, – det var vi måske også, da tyskerne gjorde sig den ulejlighed at forbyde det. En anden vise der åbenbart generede tyskerne. Gik på Edvard Persons:” Jeg er en lille vogterdreng fra heden”, fra filmen.” Landevejs kro”. Fra 1942, tror jeg. En svensk film, som åbenbart kunne vises i danske biografer på det tidspunkt. Jeg så den sammen med Evald en af mine medtjenere, det må have været i 43. Edvard Person og hans sange var meget populære. Det var melodierne man forbød ikke smædeviserne, vel fordi så ville man bare digte en ny dagen efter. Originalteksten til Edvard Persons melodi lød omtrent sådan: Jeg er en lille vogterdreng fra heden På bare ben så føler jeg mig tryg Og tænk Dem, i lyngen drømte jeg forleden At gasen kom og tog mig på sin ryg Vi fløj om kap med skyerne deroppe Og hørte suset i den klare luft Både sø og skov og strand Er et eventyrets land. Når man ser det sådan lidt fra oven. “Gendigtningen” kom til at lyde nogenlunde sådan: Jeg er en lille nazidreng fra Tyskland I lange støvler foler jeg mig tryg Og tænk Dem i et bomberum forleden Drømte jeg at Hitler tog mig på sin ryg Vi fløj om kap med briterne deroppe Og hørte Mussolinis klare røst Leipzig, Bremen og Berlin Er en rygende ruin Når man ser det sådan lidt fra oven Det første år eller halvandet forløb uden ret meget modstand mod besættelsesmagten. Da tyskerne angreb Rusland i juni 1941, forlangte tyskerne at man arresterede de kommunistiske ledere. Den danske regering nøjedes ikke med det. Man havde nemlig et register over alle der var medlem af det kommunistiske parti. Man sendte så politiet ud for at arrestere dem. En del havde forudset det og var “gået under jorden”. Men et stort antal blev interneret, først i lejre i Danmark, senere i Tyskland. De kommunister der var undsluppet organiserede en modstandsbevægelse, der lavede sabotage mod tyskerne og mod virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Englænderne organiserede nedkastning af våben og sprængstoffer, og efterhånden var der medlemmer fra alle politiske partier med i modstandsbevægelsen. Regeringen fortsatte sin samarbejdspolitik længe endnu. Wilhelm Buhl, der blev statsminister ved Th. Staunings død i 1942, opfordrede til at angive de terrorister, der ødelagde dansk ejendom. Disse virksomheder skulle jo nok bombes, og så var naboerne, sikkert bedre tjent med, at sabotører gjorde det, end at englænderne, skulle gøre det fra luften. Bomber fra luften rammer ikke kun deres mål. Samtidig “kørte” den danske regering en hvervekampagne til de frivillige korps, der kæmpede sammen med tyskerne i Rusland. Dem der meldte sig blevet lovet, at den rang de opnåede i tysk tjeneste, ville de beholde i den danske hær efter krigen På grund af manglen på udenlandsk brændsel, lavede regeringen, en aftale med tyskerne om at vi kunne få kul fra Tyskland, i det omfang vi selv leverede arbejdskraften. De danske arbejdsmænd, var ikke meget for at forlade familien, og tage til Tyskland for at bryde kul. Da der var stor arbejdsløshed, kunne man tvinge dem til det, ved at fratage dem understøttelsen, hvis de ikke ville arbejde il Tyskland. Efter afslutningen af krigen, vedtog man så nogle særlove, som de kaldtes, med tilbagevirkende kraft. Disse særlove forbød, angiveri, (det var nu også den allermest utiltalende ferm for samarbejde med tyskerne). De blev da vist henrettet, – (Det blev også, dem, som de havde angivet). – Deltagelse i tysk krigstjeneste, samt arbejde for tyskerne, blev gjort strafbart. Mange blev henrettet efter disse særlove, for forbrydelser begået i et land, der ikke havde dødsstraf, og begået på et tidspunkt, hvor det ikke var forbudt, da forbrydelsen fandt sted. Så travlt havde regering og folketing med at vise at vi var en god allieret. Efterhånden, som krigen skred frem tiltog sabotagevirksomheden. Her i Jylland, var det nok mest jernbanesabotage, for at genere tyskernes forsyningslinjer til Norge. Over alt i landet blev virksomheder, der arbejdede for tyskerne sprængt i luften. Som modvægt sprængte nazisterne danske virksomheder i luften, ikke nødvendigvis virksomheder, der havde generet tyskerne; men virksomheder, det ville genere danskerne at undvære, F.eks. sprængte de Vendsyssel Tidende i luften. Det var en gruppe der hed Schalburg korpset, der foretog den slags handlinger. Det blev derfor kaldet Schalburgtage, og var modsat rettet, sabotage. Schalburg korpset bestod af danske nazister i tysk tjeneste. En anden gruppe var Peter gruppen, (der var flere grupper). Også en nazistisk gruppe i tysk tjeneste. De kørte rundt i landet og foretog det de kaldte clearingmord, d.v.s. gengældelsesmord på kendte danskere, som gengæld for sabotagehandlinger eller likvidering af stikkere, jo mere kendt des bedre. (På lignende vis, som israelernes henrettelse af kendte palæstinensere) F.eks. Blev digterpræsten Kai Munk hentet i Vedersø præstegård og kort til Hørbylunde ved Silkeborg, skudt og efterladt i vejgrøften. Den slags mord, var hverdagslæsning i aviserne. Et andet mord jeg husker, var mordet på dyrlæge Møller og hans assistent, det var dyrlægerne fra Brønderslev. Disse mord var foruden at være gengældelseshandlinger, beregnet på at skabe frygt, altså terrorhandlinger. Flere gange blev der indført undtagelsestilstand og udgangsforbud efter kl. 20. I visse områder blev der af tyskerne indført “sikkerhedszoner”, hvor man skulle bære legitimation altid, efter man var fyldt 15 år. Jeg husker en lille hændelse, der blev fortalt, engang der var udgangsforbud, den var blevet observeret fra købmanden i Vrensted by: Det var en kone der var kommet lidt sent på hjemvejen. Hun kom på sin cykel. (når dækkene er tilstrækkelig dårlige kan slangen bane sig vej ud gennem dækket og danne en lille ballon) Det skete her. Hun kørte meget forsigtigt, så det lød, bum bum bum, så fik hun øje på to tyske soldater, Nu havde hun jo nok ingen ur, Så hun var bange for at kl. var blevet 20. De tyske soldater sagde noget til hende, så trådte hun hurtigere til, nu lød det bum — bum – – bum, de sagde noget mere til hende, så tænkte hun: – måske?! -nu er kl. 20, så nu skal jeg sikkert skydes, hun trådte endnu hurtigere til, så nu lød det – bum – bum – bum-kabum! Slangen eksploderede. Tyskerne vendte sig grinende, og gik den anden vej. Konen hoppede af cyklen og lob alt hvad hun kunde, hjem ved siden af cyklen. Det vil fik at vide om udgangsforbuddet, var at der ville blive skudt. ligeledes ved overtrædelse af forbuddet mod at mere end fem var forsamlede på åben gade. Udgangsforbuddet blev indført for at komme frihedskæmperne til livs. De blev opfattet, som det amerikanerne i dag kalder ulovlige kombattanter”, de blev også behandlet som sådanne. De blev torturerede, for at få mest muligt at vide, inden de blev interneret i koncentrationslejre, lejre hvor de fik en elendig behandling, (meget arbejde, lidt og dårlig ernæring). De der torturerede og mishandlede dem, blev naturligvis straffet efter krigen. Dømt for forbrydelser mon menneskeheden. Når befolkningen havde udgangsforbud, kunne man gå ud fra, at de, der var ude var i ulovligt ærinde, (terrorister som man kaldte dem). Det var nok ikke værnemagtsoldater, der foretog disse operationer, som konen med den punkterede cykel troede. Det var Gestapo og Hipo der forestod opretholdelse af lov og orden. Gestapo var vist statspoliti og Hipo hjælpepoliti, hielfspolizei, (hed det vist, ellers må jeg sige undskyld mit tysk). Værnemagtsoldater vrimlede det med overalt i rutebiler i tog og på vejene. Når man mødte dem, var de altid høflige og belevne. På vejene så man ofte store koloner marcherer syngende af sted. Der var garnisoner og forlægninger alle vegne, i Brønderslev i Løkken i Stenum i Vrå og i perioder også nogle få i Vrensted.

En aften efter mørkets frembrud. Da jeg var ude at hente hesten hjem til natten, kom der en mærkelig flyver, – den fløj lavt og den kunne skifte retning pludseligt. Den havde en skarp projektor, som man afsøgte markgrøfterne med.

Da hesten blev urolig, slukkede man projektøren, da de så var passeret, tændte man igen projektøren, og svingede brat til venstre ved smedens plankeværk, og afsøgte området ved plankeværket, jeg tror de var på udkig efter en desertør. Senere har jeg fået, at vide, at fartøjet var en gyrokopter. Mange år senere, så jeg et lignende fartøj, fra det danske redningsvæsen, nu hed det en helikopter.

I tiden op til invasionen i Frankrig. først i juni 1944, var der travlhed med opbygningen af “Vestvolden”, som tyskerne kaldte det fæstningsværk, der strakte sig fra Nordnorge og til Sydfrankrig. Helt ude i klitrækkerne byggede man bunkers og kanonstillinger, med metertykke vægge. Disse er tilsyneladende uforgængelige, nogle ligger stadigvæk på sin plads, (2003), andre er blevet undermineret af havet og er havnet på stranden eller helt ude i havet, hvor de ligger, tilsyneladende upåvirkelige af tidens tand. Længere inde i landet gravede man en kanal, der skulle virke som kampvognsfælde. Denne kanal var et par meter dyb og en fire – seks meter bred, længden ved jeg ikke noget om. Al den jord skulle flyttes med håndkraft, skovle og trillebør. Der skulle jo et utal af mænd til at lave det stykke arbejde. Jeg tror de fleste af de arbejdsmænd kom fra København i hvert fald fra Sjælland. Disse arbejdere blev tvangsindkvarteret på gårde og ejendomme langt inde i landet. Det er klart, at alle disse mennesker satte sit præg på de små landsbysamfund. I forvejen var der masser af unge mennesker på landet dengang. Jeg tjente på en gård på 68 tdr. land (Jens Bonnerup), en lille gård i dag. Vi var 4 unge tjenestekarle fra ca. 14 – ca. 20 år. Foruden var der to tjenestepiger i samme alder; men så lavede manden og konen heller ikke noget. Manden lavede sommetider lidt i de travle perioder, så tid, roeudtynding, høhøst, kornhøst, kartoffelhøst og roebjergning. Der var ca. 200.000 landbrug på den tid, og mere end halvdelen af landets befolkning var beskæftiget ved landbruget. Så der var liv, og sommetider glade dage på landet. Når så hver gård fik et par arbejdere indkvarteret, ja så blev der ikke mere stille. Jeg tror nok, mange af pigerne havde en travl periode, nogle af dem skulle jo også tage sig af de tyske soldater. Efter invasionen i Frankrig, var faren for invasion i Jylland drevet over, og “fremmedarbejderne”, tog tilbage til Sjælland. Efterhånden bestod besættelsesstyrkerne hovedsagelig af “konfirmander” og “pensionister”, og afdelinger, der var på rekreation fra østfronten. Der måtte jo naturligvis opstå arbejdskraftmangel i Tyskland, det løste man med arbejdskraft fra de besatte lande, deriblandt fra Danmark, også krigsfanger blev brugt til at holde krigsindustrien i gang. Tidligt under besættelsen, blev politistyrken forøget, og landbetjentene blev tildelt et “føl”. Dette “føl” var en ung værnepligtig, som var indkaldt, som C.B. betjente, der var flere slags C.B.ere. C.B.U. var civil beskyttelses udryknings koloner. De blev efter krigen afløst af C, F.. C.B.erne var dem der populært kaldtes “øl, fordi de ikke havde nogen politiuddannelse; men blot fulgte en betjent, ligesom et føl, sin moder. C.B.U.erne, var i funktion ved brande, almindelige såvel som brande forårsaget ved krigshandlinger. Rigtigt militær havde vi ikke mere efter at tyskerne, stormede de danske kaserner den 29-08- 43, hvor en del danske soldater blev dræbt og resten interneret. De blev igen frigivet, da man internerede de danske jøder, meddelelsen om de to begivenheder kom samtidig, vel fordi tyskerne mente at det sure lettere gled ned sammen med det søde.

I september tog tyskerne så det danske politi og internerede dem i koncentrationslejre i Tyskland, her tilbragte de så resten af krigen, eller indtil de blev hentet hjem af de hvide busser. Det var en svensk grev Bernadotte der stod for, og havde arrangeret disse transporter sammen med “Rode Kors Jeg ved ikke om han var chef for “Røde Kors eller hvordan hans forbindelse til “Røde Kors” var. En del af betjentene kom aldrig hjem. Dødeligheden var stor i de tyske koncentrationslejre, på grund af sygdom og dårlig ernæring. Der bliver altid stor dødelighed, hvor mange mennesker stuves sammen på for lidt plads. När så de sanitære forhold er elendige, og maden uden tilstrækkeligt næringsindhold, så går det helt galt. Efter at politiet blev interneret, kom der en lovløs tid indtil befrielsen. Derfor oprettede man private vagtværn. Det var folk, som påtog sig den opgave i deres fritid. Virksomheder der følte sig udsatte for sabotagerisiko, ansatte deres eget vagtværn, “sabotagevagter”. Hvis tyskerne ikke havde så stor interesse i dem, at de lod dem bevogte af den tyske værnemagt Nu var det tydeligt at krigen nærmede sig sin afslutning. Englændere og amerikanere nærmede sig fra vest og russerne nærmede sig fra øst, og tyske flygtninge strømmede ind i Danmark. Ved krigens slutning var der 250.000 tyske flygtninge i Danmark. Sidst på vinteren og først på foråret, var vi spændt på hvem der ville nå den danske grænse først. Alle forventede at tyskerne skulle fordrives med magt. Derfor gravede man beskyttelsesrum ved huse og ejendomme, hvor der ikke var en kælder, der kunne forstærkes med sandsække. Hver husstand havde fået deres forholdsordre. Jeg var beordret til at forlade gården sammen med kvinder og børn, jeg var kun 16 år. Jeg var gårdens fodermester, og gjorde således voksen mands arbejde, og følte mig voksen jeg var meget fornærmet over den forholdsordre jeg syntes også, jeg havde det største ansvar for dyrene, selvom manden og forkarlen var beordret til at blive og passe dyrene. Ingen havde vist tænkt sig at følge disse forholdsordrer. Vi så en større fare, ved at ende på vejen, drevet foran fronten. I stedet tænkte vi os, at blive og søge den dækning vi kunne få, medens fronten passerede, det gik hurtigt i de dage, kunne man se nede i Europa. Det var da også helt umuligt at se, hvor myndighederne ville køre dem hen, som de havde beordret skulle evakueres. “Fjenden” kom jo sydfra, så meget hurtigt ville alle Danmarks kvinder og børn stå alleryderst på Skagens gren. Heldigvis blev det ikke aktuelt. Om aftenen den fjerde maj 1945, var de andre folk på gården taget hjem. Det var sjældent, der var så mennesketom på gården. Klokken var ikke mere end syv. så de var kørt lige så snart de havde spist. Jeg passede dyrene og måske derfor, havde jeg ikke kunnet slippe mit arbejde lige på klokkeslaget. Da Jens Bonnerup, som gårdejeren hed så, at jeg var der endnu, kom han og sagde, at han havde på fornemmelsen, at der ville ske et eller andet i aften, så han syntes at jeg skulle tage hjem, og høre radioen. Han havde lige hørt svensk radio. Englænderne stod lige syd for den danske grænse, og det forlod at de. tyskerne, sloges indbyrdes i Åbenrå. Jeg cyklede så hjem, jeg mener at huske at vi nåede at hore en dansksproget udsendelse fra Sverige. BBC sendte på dansk kl. 8 (kl. 20). Den udsendelse husker jeg som det var i går. Den begyndte med forskellige rygter og forlydende, et af dem var at, russerne skulle have landsat tropper nord for Dyrehaven,” Disse rygter savner ethvert grundlag”, blev der sagt efter oplæsningen af en række rygter. Pludseligt blev der stille i æteren – – En pause der var ladet med spænding – – Vi fornam, at der ville komme noget betydningsfuldt, så kom speakerens stemme: “I dette øjeblik meddeles det fra Montgommerys hovedkvarter, at de tyske styrker i Nordvesttyskland, Holland og i Danmark — har overgivet sig! – – – krigsfaren var slut for vores vedkommende.

Bornholm lå øst for en linje, som de tre store havde trukket på Yalta konferencen. Denne linje delte deres interessesfærer i øst og vest. Uheldigvis ville den tyske kommandant på Bornholm ikke overgive sig til en russer, som nazisterne anså for at være “undermennesker”. Han ville kun overgive sig til en engelsk gentleman. Ingen var kvikke nok til at sende en engelsk officer til Bornholm for at modtage tyskerens overgivelse. Tyskland fortsatte krigen mod Rusland i endnu ca. 14 dage. Derfor var det naturligt! at russerne bekæmpede tyskerne der hvor de nu var. Derfor blev Bornholm bombet af russerne medens resten af Danmark fejrede befrielsen.

Retsopgøret efter befrielsen, er et kapitel danmarkshistorien, som ikke er helt klædeligt. Man var alt for ivrig efter at slette indtrykket fra samarbejdspolitikken, og vedtog love, med tilbagevirkende kraft, og genindførte dødsstraf. (vel mere for at gøre indtryk på omverdenen, end fordi man frygtede en gentagelse af forbrydelsen) Illegitimt foregik der også et opgør. Nazister, sympatisører og de der havde solgt æg, smør og flæsk til tyskerne. De fik malet store hagekors på deres huse om natten, store hagekors der gik fra sokkel til tag, malet i tjære med bred pensel. Disse hagekors var svære at fjerne helt, selv om man kalkede huset om flere gange blev de synlige igen når muren blev våd i regnvejr. Tyskerpigerne havde hele tiden haft deres problemer; men nu da deres beskyttere var sat ud af spillet, kunne de ikke gå uden for huset uden at blive indfanget og klippet – både her og der. “der” blev de så smurt ind i blymønje, et rustbeskyttelsesmiddel, som ikke kan vaskes af; men skal slides af – det gik vel også så længe tyskerne var i landet.

Nu til dags hører og ser man ofte i radio og fjernsyn, om de problemer, efterladte landminer er for legende børn og for landmand, selv mange år efter krigsafslutningen. De problemer fik man ikke her i landet; selvom tyskerne havde lagt masser af minefelter inde bag klitterne langs vestkysten. Man mente at dem der havde lagt dem, var de nærmeste til at fjerne dem. Det satte man så tyske minører til. For at sikre at de gjorde deres arbejde ordentligt, skulle de gå skulder ved skulder gennem det ryddede minefelt, før de fik deres arbejde godkendt. En del tyske minører blev dræbt under dette arbejde.

Et andet efterspil fra krigen, var de tyske flygtninge, som blev stuvet sammen i lejre, hvor mange af dem døde, – det gør mennesker når de bliver stuvet sammen og ernæring og forplejning ikke er på toppen. – Senere har jeg hørt, i en fjernsynsudsendelse, at i det første år var der en børnedødelighed på 80 % i første leveår p.g.a lægemangel. Der var ikke mange danske læger, der ville tilse dem. Disse flygtninge var gamle mænd, kvinder og børn, da unge og midaldrende mænd var ved fronten. Flygtningene var syge, pjaltede og udhungrede da de ankom. Når man stuver mange mennesker eller dyr sammen på for lidt plads, bliver dødeligheden stor, og i mange år var der store afsnit af de danske kirkegårde, der var belagt med flygtningegrave hvorpå der blot stod et trækors. Der gik ca. tre år inden de sidste flygtninge kunne sendes hjem, eller rettere til Tyskland, for hjem kom de nok aldrig, fordi de østlige provinser var blevet indlemmet i Polen og i Rusland. Der skulle gå mange år før forholdene var normale. Rationeringerne blev opretholdt, fordi staten manglede udenlandsk valuta, det skulle smør og sukker være med til at skaffe. Smørrationeringen blev ophævet da Hedtoft “gled i smørret”, oktober 1950. Han blev afløst af venstremanden Erik Eriksen. Sukker og Kafferationeringerne blev først ophævet i 1952 eller 53.

 

Ind i de voksnes rækker

3. kapitel: Erindringsbilleder

Uanset, rationering, mørklægning, vareknaphed og krigstider, skulle livet gå videre. Jeg var begyndt i “store” klasse, den gang Danmark blev besat. Jeg var også begyndt, at interessere mig for hvad der foregik i skolen. Dansk og regning, faldt mig forholdsvis let. Så jeg sad øverst, sidste periode af “lille” klasse og sidste år i “store klasse. Jeg har tidligere fortalt om lærerens stolthed over at Ernst og mig kunne regne de eksamensopgaver han havde givet os. Ja man kunne nok lære noget i en lille landsbyskole! Efter konfirmationen skulle vi alle ud at tjene på landet. De af os der ikke allerede var kommet ud at tjene, som 12 årige. Jeg havde egentlig haft lyst til noget andet, det blev jeg ikke støttet i af min far. Jeg havde nævnt at jeg kunne tænke mig at blive elektriker. Inspireret af mine eksperimenter med mine hjemmelavede elektriske apparater, som jeg havde haft hjælp til af smeden og Anders Jensen. Men min far havde ikke den store tiltro til sine børns evner, så han lod tydelig forstå, at det var jeg ikke klog nok til. Siden har jeg erfaret, at ikke alle elektrikere er overbegavede. Far lovede mig så hen til Kresten Thomsen, som var son af Hans Thomsen. Ham følte far sig i taknemmelighedsgæld til, fordi Hans Thomsen havde kautioneret for et lille lån. Den taknemmelighedsgæld havde far nu for længst betalt, ved at arbejde billigt for ham i de travle perioder gennem 15 år. Denne Kresten Thomsen var en galsindet stodder, som man havde hørt ville slå sine knægte. Min fætter Søren havde tjent hos ham, jeg tror han somme tider fik klø. Det sagde Søren nej til – det er da også ydmygende at få klø, og man tror vel også, det er fordi man er en dårlig medhjælp. Så kom” skæbnen” mig til hjælp. En dag – jeg tror, min far var på sygehuset, og mor ude og besøge ham -I hvert fald, jeg var alene hjemme, og i færd med at rage hø ned til kreaturerne, da der stod en stor mand med en meget ret ryg neden for. Han hilste og spurgte “væ do hvæm a er”. “Nej de væ a godt nok ent”. Sagde jeg. “Jow a hjær Jens Bonnerup”.”Nåe jow”. “Hwae ku do tenk dæ, å kom hen te mæ å tien”. “Ja -jow de ka a nok”.- Nå. men han syntes vi skulle snakke om det sammen med mine forældre, det aftalte vi så, jeg tror ikke jeg vidste noget om Jens Bonnerup. Jo en af Jens Sørensens drenge havde tjent der. Jeg tænkte nu nok, alt andet end Kren Thomsen – Dagen vi havde aftalt, oprandt. Jens Bonnerup blev vel modtaget, med kaffe og kage, som det sig hør bor. Jeg tror ikke, jeg havde snakket med mine forældre, om hvad vi skulle forlange i lon. Far sagde 400kr, jeg var imponeret, skulle jeg virkelig være 4ookr. værd for en sommer? (jeg sagde selvfølgelig ingenting) Jens Bonnerup syntes også det var rigelig De endte med at blive enige om 350kr. For sommeren. Mariuses Vagner, som var et år ældre skulle have 3ookr. I sin plads. Far forlangte ikke nogen stor løn for sit eget arbejde, så det forbavsede mig noget at han satte så stor pris på mit. Måske havde han håbet at Jens Bonnerup ville sige nej, så han kunne holde sit løfte til Kren Thomsen. Det tror jeg dog ikke, meget snarere gik hans tanker i retning af, “Kren Thomsen vil ha vrejen sæ så grumme møj ve å skul å mæ så manne peng”. Nu havde han noget at sige til Kren Thomsen. Det første far gjorde, da Jens Bonnerup var gået, var at låne smedens telefon, og ringe til Kren Thomsen og fortælle at knægten havde fæstet sig til, Jens Bonnerup for 350kr., og det kunne han da ikke sådan sætte sig imod. Mit indtryk var at far var rigtig godt tilfreds med at det blev som det blev. Jeg blev konfirmeret i marts 1943 jeg mener at huske det var den 28 – 3 – 43. og at jeg begyndte i min plads den 5-4 – 43, der skulle lige være tid til efterkonfirmation. Vi havde gæster et par aftener til kaffe, til dem der havde givet gave. Jeg fik da nogle gaver og en kolossal masse telegrammer, mange af dem indeholdt penge to-tre kroner og enkelte fem kroner. Mine forældre må have haft mange bekendte. Der var et utal af husmandssteder, og mindre landbrug, på Vrensted øster hede, og på Kongsengene, som alle sammen gav lidt. Det blev til et pænt samlet beløb, jeg husker ikke hvor stort. Men der blev nok til et par bukser og et lommeur. Lommeure var dyre på den tid, endda var der penge tilovers. Lommeuret blev nogle år senere udskiftet med et armbåndsur og min mor opbevarede mit konfirmationsur sammen med min fars gamle lommeur. Jeg ville gerne have haft dem begge to efter mine forældres død; men begge ure var væk! – Gad nok vide hvem der har følt sig mere berettiget til mit konfirmationsur, end mig!?

Først i april begyndte jeg så i min nye plads, det var en omvæltning. I vore dage hedder det vist endda et kulturchok. Op om morgenen kl. 4,30, nogle ville kalde det om natten. Ud at muge ud ved grisene, det var der i 12 time til. Kl. 6,00 var der morgenmad, der var afsat 12 time til at spise. Det var et tungt arbejde for en 14årig knægt at køre trillebøren op på møddingen af en smal fjæl. Det havde altid været den yngste “mands” opgave at muge ved grisene, ingen tænkte på at selv om, der var samme antal grise som førhen, så var mængden af møg måske fordoblet, fordi det ikke mere var det engelske marked man producerede til, men det tyske. Det engelske marked forlangte, lige som nu små magre svinekroppen, medens det tyske marked forlangte store tunge fede svin uden nogen øvre vægtgrænse. Derfor var der penge i at producere svin der var ca. dobbelt så store, som man plejede, det gav naturligvis også dobbelt så meget møg, for lille spinkle mig at triller op på møddingen. Disse tunge svin producerede i alt fald en masse møg, Efter morgenmaden skulle vi i marken kl. 6.30, og det skulle være præcist. Selv om der skulle lægges seletøj på hestene, og de skulle kobles sammen, så skulle man være på vej ud af gårdsleddet tre minutter over halv syv. Et næsten umuligt forlangende. Jeg har aldrig selv fået påtale for at være for sent, men jeg har flere gange set bonden i gårdsleddet med uret i hånden, det var forkarlen der fik en røffel, hvis vi først var på vej ud kl. 6.35. Vi andre skulle bare sørge for at være i halen på forkarlen, så var vi fredet. Så var det ud at trave efter et spand heste i 5 timer, hvis man var heldig, for det at arbejde med heste var det letteste arbejde på en gård, i modsætning til at skulle knokle med et redskab, skovl, greb, spade, eller hakke. Kl. 11.30 var der så middagsmad og pause til kl. 13.00, i pausen fik vi en lille middagslur, forkarlen passede hestene, så hans middagslur blev lidt kortere, heste bruger ca. 11/2 time for at fylde vommen. Vi andre kunne spise så meget hurtigere, så vi fik! lidt længere tid på øjet. Vi fik nu også vommen fyldt, først fik vi en grødret – en ordentlig tallerkenfuld, derefter kartofler med sovs og sul, kød, flæsk eller fisk. Marie Bonnerup var en dygtig husmor, der sørgede godt for sine folk. Jeg har spist mange steder, Marie, står for mig, som den bedste madmor af dem alle. Man har nok læst og hørt om dårlige madsteder, det har jeg aldrig oplevet. Man levede godt på landet, vi havde også brug for en kraftig ernæring. Kl. 12.50 var der så en kop eftermiddagskaffe. Så skulle vi igen være på vej ud af gårdsleddet kl. 13.03 igen 5 timer bag efter hestene. Kl. 18 var der så fyraften, aftensmad kl. 18.30 så var det med at få vommen fyldt godt op, for der var jo længe til vi fik noget igen. Forkarlen havde stadig ikke fri han skulle fodre og vande heste, afhængig af årstiden, for om sommeren skulle de bare trækkes på græs. Der havde været tidlig forår det år. Alt kornet var sået. Det første arbejde jeg blev sat til at tromle kornmarken i rigtig aprilsvejr. Der var i grads varme og blæsevejr. Når man tromler, skal man sidde på tromlen for at give den vægt. Det var en kold omgang. Noget ordentlig varmt tøj havde man ikke. Nu havde jeg altid fået skyld for at være en frossenpind. Jeg frøs altid om tæerne om vinteren nar der var 15 – 20 graders frost. Jeg havde nu aldrig noget ordentligt vintertøj. Fodtøjet var gummistøvler – tit for små. Jeg voksede hurtigt, og man kunne ikke få nyt, selv om man havde haft penge. Dengang brugte man ikke kemiske ukrudtsbekæmpelsesmidler, derfor måtte ukrudtsbekæmpelsen foregå mekanisk, med en ukrudtsharve inden kornet spirede frem. Der er en periode på knap 14 dage til denne ukrudtsbekæmpelse, så det var et job mere til yngste manden, det var et fint job, og det skulle jo foregå i tørvejr. Senere skulle der lægges kartofler, da var vejret igen hundekoldt, det var dog lettere at holde varmen end ved tromlearbejdet. Der skulle lægges kartofler i tdr. land d.v.s. 27500 kvadratmeter -syvogtyvetusindeogfemhundrede kvadratmeter. Man brugte i stor udstrækning kartofler til opfedning af de store Tysklandsgrise så store svin kan fordøje en del grovfoder. Alt det grovfoder gav en masse gødning – hvem var det nu der skulle trille det op på toppen af møddingen? Når der ikke var travlt andre steder, hjalp jeg Jens Bonnerup, med at passe kreaturerne. Eller sølvrævene. Han havde en lille rævefarm nær ved gården, det gav en del arbejde med at gøre rent ved dem, hakke foder, og enkelte gange afløse med fodringen. Det var til dagligt Jens Bonnerup, der fodrede dem, det krævede en vis indsigt at tildele den helt rigtige fodermængde, så det var ingen anden betroet til dagligt, kun når han skulle noget vigtigt. blev enten Evald eller mig sat til det. Parringen af dyrene gav også en del arbejde ikke kun for rævene). Dyrene gik jo i lukkede bure. Jens Bonnerup, var den der styrede avlsarbejdet, som i store træk gik ud på at vurdere, hvilke dyr der tilsammen ville give det bedste afkom. Hvis et dyr havde en svaghed på et område, gjaldt det om at finde et at parre det med, som havde sin styrke på netop samme område. Ræve er nogen meget nervøse dyr, som ikke uden videre parrer sig når der er fremmede til stede, og de skal overvåges for at sikre at parringen finder sted. Ellers får man ikke unger nok til at sikre økonomien. Så i parringstiden var det kun Jens Bonnerup der kom i farmen. I pelsnings sæson var der også ekstra arbejde i rævefarmen, selv om vi ikke selv forestod selve pelsningen. Det var Evald eller mig der kørte de aflivede rævekroppe til et pelseri i Løkken. En gang lige i begyndelsen, mens jeg var der, spurgte Jens Bonnerup, om min bedstemor havde fortalt mig at vi var i familie, det havde hun jo godt nok. “Ja din bedstemor og min mor var kusiner”. Jeg har hørt en del om hans rødhårede mor, Annine Bonnerup, som hun hed. Hun var død på ret tidspunkt, hvor jeg var der. Men hun var ikke glemt på egnen. Nogle gange lod det: “Sa sagde Annine Bonnerup”, så kom der en lun eller humoristisk, måske endda en sarkastisk bemærkning. Desværre husker jeg ikke lige et eksempel; men lune havde hun, Jens Bonnerup havde arvet hendes humoristiske sans, det kom os alle til gode i tilspidsede situationer. Det var også mig der blev sendt, af sted med en ungtyr, han havde solgt til Hans Thomsen. Min ordre lød. Du skal trække ud af Ingstrupvejen, så møder du en mand, der skal have ham. Jeg gjorde som beskeden lød, trak ud af Ingstrupvejen, ingen havde sagt hvor langt, trak troligt af sted med tyren. Jeg var kun 14 år, og ikke vant til selv at tage initiativer, eller handle pr intuition eller konduite. Efterhånden var jeg nok klar over at noget var galt. Ingstupvejen er en lang strækning, ca. fem kilometer, med enge på begge sider, ikke et eneste hus. Sådan var det dengang i alle fald, jeg har ikke været der i fyrre år. Ikke et menneske mødte jeg. Hvad kunne det heller have hjulpet, det var jo længe før mobiltelefonens tid, og fastnet! telefonen var heller ikke særlig almindelig. Men jeg havde brug for at rådspørge hos et voksent menneske. Jeg nåede til Ingstrup. I udkanten af byen var der en gård, jeg trak ind i gården, trak et par ture rundt på gårdspladsen, og prøvede at banke på en dør i stuehuset. Der var tilsyneladende ingen hjemme. Så jeg så ingen andre udveje end at traske tilbage, 6 kilometer, til en omgang skældud, som jeg den dag i dag synes var ufortjent, du kunne da have ringet, sagde han, jeg ved ikke hvorfra, han så vist ikke situationen for sig. Nu vidste han jo hvor tyren skulle hen. det blev jeg først klar over nogle dage senere. Da Jens Bonnerup kom og sagde, at jeg skulle hen og aflevere den tyr. Manden havde glemt det første gang. “Nu skal du bare trække op i Vestergärd, så kommer manden og henter ham der”. Jeg trak tyren op til Vestergård ind på gårdspladsen, kiggede rundt, ingen mand. Efter lidt tid så jeg Hans Thomsen, gennem det andet gårdsled, jeg kunne se han interesserede sig for hvad jeg foretog mig. Han reagerede ikke på noget, jeg ventede jo en mand, nu ved jeg ikke hvorfor Jens Bonnerup ikke havde sagt Hans Thomsen, så havde jeg også vidst at han havde en eng lige uden for Vrensted by! Der skulle tyren gå som hegnsstyr sammen med en flok kvier. Hans Thomsen blev holdende med sin cykel, lige midt på banelegemet, som udgjorde skellet mellem Vrensted og Ingstrup. Banen mellem Løkken og Åbybro, som eksisterede frem til 1963. Det var nu underligt at han stod der. Nu var det næsten altid Hans Thomsen, der formidlede den slags handler. Så jeg besluttede, at trække de ca. 18 skridt hen for at spørge, hvor manden mon blev af. Hans Thomsen gav en lyd fra sig der lød som uu-u. Han sagde ikke et ord, tog rebet og trak af sted med bæstet. Lige netop det sted, var stedet hvor jeg skulle have mødt en “mand” første gang, jeg var ude at trække med tyren, det syntes jeg nok Jens Bonnerup kunne have sagt lidt mere om. Der havde selvfølgelig ingen problemer været, hvis bare manden havde husket sin aftale. Hans Thomsens tvære optræden, forstår jeg ikke, måske han var blevet bebrejdet sin glemsomhed. Så nu holdt han sig strengt til det aftalte sted, havde jeg nu holdt mig lige strengt til min ordre, så havde Hans Thomsen aldrig fået nogen hegnstyr. Hans Thomsen har tit siddet hos mine forældre og fået en kop kaffe, og jeg har lyttet til hans samtale med far, deraf fremgik det tydeligt, at han syntes, at han var en del klogere end andre mennesker. Han havde dog en mening, som fik mig til at tvivle på, om han var så klog. Han havdede, at jorden selvfølgelig var flad. Det stod i bibelen, og den troede han på. Jeg husker ikke mere hvor i bibelen det står. Jeg har slået det op, han har ret, det kan ikke udlægges på andre måder. På den tid bibelen blev skrevet, var ingen vel i tvivl, og hvis man var gjorde man klogest i at tie. Mit kendskab til de gamle grækere, eller hvem det nu var, er meget stærkt begrænset. Men jeg husker, fortællingen om en, der blev tvunget til at sværge, at hans påstand om, at jorden var rund, var forkert, måske hed han Galali. Under aflæggelsen af eden påstås det, han hviskede den er nu alligevel rund. Efter opsendelsen af den første russiske satellit i 1956 burde ikke engang Hans Thomsen have været i tvivl, -det var han heller ikke. Det var det sædvanlige kommunistiske sludder jorden er flad! Jens Bonnerup var selv fodermester de første 11/2 år jeg var der. Hele den første vinter hjalp jeg ham i stalden. Malkningen foregik med hånden, der var 21 -22 køer. Vi var i reglen 4 om at malke, en malkekone malkede de 10 eller måske var det 12, Jens Bonnerup malkede selv fire, den ældste af pigerne malkede også fire. I begyndelsen malkede jeg kun to, jeg var jo nybegynder. Disse tal passer nok sjældent med de rigtige tal fordi der for det meste var køer der var golde. Køer skal gerne have en goldperiode på seks uger inden næste kælvning. Hvis man regner på det vil 22 køer have i alt 132 golduger, fordelt på årets 52 uger, vil det sige at der gennemsnitlig var 21/2 goldko hele tiden; kælvninger skete mest efterår, vinter og forår, så tallene bliver lige så forkerte som anden statistik. Jeg husker ikke hvordan man fordelte malkningen søndag eftermiddag, når den ældste pige havde fri. Den yngste pige malkede ikke, så det må have været Jens Bonnerup og malkekonen der tog over. Malkekonen hed Dagmar Jensen, kaldet Kråwer Dagmar fordi hun boede i det gamle kråwer (den gamle kro). Hun var gift med Kräwer Harald (Harald Jensen). Søndag morgen/formiddag lavede man det sædvanlige morgenarbejde, malkning, mugning eller hestepasning. Derefter lavede man i fællesskab det sædvanlige staldarbejde færdigt. Derefter skiftedes man til at passe dyrene, og da vi var 4 om sommeren var det hver fjerde søndag, man havde hjemtur, om vinteren var vi kun tre, og vi skulle således have hjemtur hver tredje sondag. Der var kun to piger så de havde hjemtur hver anden søndag. Arbejdstiden var 12 time, i syv morgener + 10 timer om dagen i seks dage, i alt 70/2 time + 1 times tid i stalden søndag formiddag og nogle timer den søndag vi havde hjemtur. Om vinteren var arbejdstiden 8 timer i stedet for 10, alligevel var der mørkt når vi tog i marken og igen når vi kørte hjem.

Gårdens tjenestefolk: Forkarlen Asger Hansen, Andenkarlen Ejvind, tredjekarlen Ewald Jørgensen og balsen/hjorddrengen Valdemar Pigerne var ældstepigen/kokkepigen Gudrun Jørgensen og bettepigen/barnepigen/stuepigen Magda Nielsen. Ewald og Magda havde jeg gået i skole sammen med. Ewald var ca. et år ældre end mig. Magda var et lille år yngre end mig og vi var konfirmeret sammen og havde gået til præst sammen. Ewald og Gudrun var søskende, således kendte de fleste hinanden i forvejen. Magda havde jeg gået i skole sammen, fra første da selv om jeg næsten var et år ældre. Jeg var kommet i skole et senere end normalt, enten fordi jeg var så forkælet, eller fordi, som min mor sagde, fordi, hun havde været så meget syg, og derfor ikke havde haft tid til at tage sig så meget af mig. Underforstået at jeg! derfor var senere udviklet. Dengang skulle man kende bogstaverne og kunne tælle til hundrede før man kom i skole. Ejvind var vist 19 år, Asker 21 år Gudrun vist 19 år. Det var vist kun Gudrun og Ewald der fulgtes med mig når vi skulle et eller andet i forsamlingshuset, på sportspladsen (som tilskuere), eller i biografen. Mest blev det naturligvis sammen med Ewald. Gudrun ville da ikke følges med os, når hun mente, der var chance for at finde en kæreste, nå det kunne hun nu også have held med, selv om hun fulgtes med “drengene”. Ejvind var 18 år, og han havde allerede en fast kæreste på over 20 år, så han havde slet ikke tid til os. Magda, – ja, hun havde også travlt – det havde hun, – det meste af tiden havde hun vist, travlt med sin kæreste, og når hun ikke havde nogen, – ja, så havde travlt med at finde en. Pigerne var meget tidligt seksuelt aktive den gang, måske fordi de tidligt kom ud at tjene og dermed var uden for mors opsyn. Jeg kendte flere der allerede i 12 – 13 års alderen havde en noget ældre kæreste. Jeg kendte to piger, der i 12 års alderen, havde en fast kæreste i zo års alderen, og som kom i deres hjem. Forkarlen asker, følte sig vist for voksen til at følges med os knægte.. Han tog mere ud at spille kort hos nogen der var ældre end ham, og gifte, så det gav vel også en kop kaffe. Hvis man kunne kalde det kaffe, det man drak på den tid. Rigtig kaffe var for længst en saga blot. Så Ewald og mig fulgtes for det meste, også nogle gange med et par af nabokarlene. Jo – vi var da også interesseret i pigerne; men vi turde altså ikke! Det var måske heldigt nok for både os og pigerne. Det var jo længe før p-pillernes tid. Hvad så med andre former for prævention? Jeg ved ikke; men når man nu ved at der ikke var råvarer til cykeldæk, og til støvler, så – ja – jeg ved ikke. Der fødtes også mange børn i de år. Nå men der findes nu også andre former for morskab når man kun er 14 – 16 år. Vi kunne da altid øve os i at snakke med pigerne. Da den meste persontransport foregik på cykel, var der da rig mulighed for kontakt. Hvis vi så et par sommerkjoler forude, så trådte vi bare lidt hårdere i pedalerne, og måske fordi pigerne så os – nej det ville de da aldrig indrømme – men tilfældigvis sænkede de farten, så meget at vi altid kunne komme i snak med dem. Det der i dag hedder scorebemærkninger, var endnu ikke opfundet i hvert tilfælde ikke af os! Det var nu heller ikke så vigtigt, hvad vi sagde, hvis de ville i snak med os, så gik det endda. En “scorebemærkning” brugte vi flere gange, første gang vi hørte svaret på den, blev vi mundlamme. Bemærkningen var ikke særlig opfindsom, den led.” Hvor gamle er i svar. “Gamle nok”. Næste gang vi kom i samme situation, havde vi overvejet gensvaret det lod undrende:

Til hvad”. Pigerne reagerede med et par generte fnis, – og vi følte os igen som situationens herren Mobning er vist noget den yngste på gården altid bliver udsat for, jeg var da heller ingen undtagelse. Ejvind var den der førte an. I begyndelsen var Ewald også godt med, han var vist glad at han ikke længere var den yngste. Ewald og mig delte kammer og blev nogenlunde hurtigt så gode venner at Ewald kun deltog i løjerne for et syns skyld, han kunne jo ikke gøre sig upopulær hos de “ældre”. Ejwind kunne også sagtens mobbe alene, og jeg prøvede at mobbe igen, det resulterede i at det hele udartede. Han hældte olie i mine træsko, heldigvis opdagede jeg det i tide jeg havde et andet par, som jeg så trak i. De olierede træsko kom til at stå i vejen for Jens Bonnerup, da han så ville flytte dem, fik han fingrene i vognsmørelse, han blev stjernetosset måske ikke så meget over fingrene, som over ødelæggelsen af et par gode træsko. Jeg tror nok det var Ewald, der fortalte Jens Bonnerup, hvis træskoene var og hvem der havde hældt vognsmørelse i dem. Ejvind fik en omgang skældud, som han ikke glemte, og dermed ophørte mobningen. Den 01-11-43. flyttede Ejvind, og om vinteren var vi tre karle, begge piger blev også i pladsen i det nye år. Jeg husker, da Jens Bonnerup spurgte om jeg ville blive der til næste år, og jeg sagde, da kom han med en bemærkning om, nå så vil du ikke være “rovklasker.” Det mente jeg ikke lige jeg havde evner og kundskaber til. Det kan du jo ikke vide, jeg er da sikker på Brøchner – Hansen vil læse med dig så du består optagelsesprøven. Det tvivlede jeg nu lidt på, at jeg havde evnerne til. Da jeg nævnede det over for mine forældre, blev jeg ikke opmuntret til at gå videre med tanken. Det er da bare for sjov han siger sådan noget. Jeg tror heller ikke jeg havde lysten til at undervise børn. “Jævne” folk anså dengang nærmeste lærere for at være en slags overmennesker. “Røvklasker” var en ikke så ualmindelig benævnelse for skolelærere dengang, hvor man måtte slå for at opretholde disciplinen. Jeg husker et relateret øgenavn, fra min soldatertid, en der var lærer og hed Rasmussen, blev ikke kaldt andet end Rismåsen. Om vinteren hjalp jeg Jens Bonnerup med at passe kreaturerne. Jeg tror at han syntes at jeg havde evne for at omgås dyr, i hvert fald var det mig han kaldte på når der var problemer med et dyr, eller et dyr skulle føde. Det gjorde han i al den tid jeg var hos ham, også enkelte gange da han havde voksen fodermester (19 – 20 år). Det var som om Jens Bonnerup bedst kunne lide at arbejde sammen med mig, når det gjaldt kreaturerne. Måske kunne han lide mig, det har han da nu aldrig givet udtryk for! Jeg husker, engang, det var den første sommer, jeg var ansat der. Naboen, Pilgård, havde været syg, og døde. Enken ansatte en bestyrer. Han hed Olsen, og han var nok i familie til den kendte sagfører Olsen. Han talte by sprog Jens Bonnerup “pralede” med Olsen troede at Valdemar var min sen”, han sagde: Sønnen kan sandelig nok tage fat, jeg ser han kan følge med de voksne karle i høstarbejdet.” – Det er da muligt Jens Bonnerup, fortalte det for at give mig en anerkendelse, ros hørte vi ikke så meget af. – Olsen havde set, at jeg fulgtes med Jens Bonnerup, når vi skulle noget med kreaturerne ude i kæret eller i engen, han havde også talt med mig engang jeg var alene ude for at tilse kvierne. Jeg omtalte dem, som vores kvier og vores far, måske deraf fejltagelsen.

Da foråret kom, og konfirmationerne var overstået, fik vi en ny knægt/bæls/hjoerdreng, han hed Wilhelm Gade. Han var betydeligt mere frisk/fræk end vi andre Jens Bonnerup var ikke helt tilfreds med hans måde at svare på. Nogle gange kunne han dog nok ikke lade være med at more sig over ham; men det skjulte han godt. Wilhelm havde en vane med i nogle situationer kun at sige, nå. Det irriterede Jens Bonnerup, han ville have, at vi svarede, jow – til næsten alverdens ting. Jens Bonnerup: “Do goer lig hen å jier kallen mjalk” Wilhelm: “Nå Jens Bonnerup: “Det hjær int nå det hjæer jow” “Jow”, sagde Wilhelm. Wilhelm var stor og stærk, og kunne nok vende hænderne til at få noget arbejde fra hånden, så han var alligevel vellidt, selv om han aldrig lærte at vise Jens Bonnerup den respekt, som han ønskede. Wilhelm blev der kun den ene sommer, han kom senere i håndværkerlære. Det var den sommer Jens Bonnerup, kom farende da vi var på vej i roerne efter middagspausen, og fortalte at han havde hørt i radioen at englænderne og amerikanerne, var gået i land på en halvø i Frankrig, og “De har vist bidt sig fast”. Det var sådan noget som den. 4. eller 6. juni 1944.

Det år blev malkningen mekaniseret, på gården. Vi fik installeret malkemaskine sidst på sommeren 1944. Jens Bonnerup fik vist lyst til at sove længe om morgenen. Han ansatte mig som fodermester, fra den 1 – 11 44, selv om jeg kun lige var fyldt 16 år, den 30 – 8 – 44. Senere har jeg, som kontrolassistent bl.a. Truffet mange fodermestre, dog! aldrig nogen på hverken 16 eller 17 år. Det gav en god løn plus procenter af mælkemængden. Ewald, som var et år! ældre end mig fik nogle hundrede kroner mindre end mig på årsbasis. Jeg tror han var fæstet for 1100 kr. hundrede og jeg for 1650 kr. plus procenter. Den forskel udlignede Jens Bonnerup, ved at forære Ewald nogle ekstra hundrede kroner i løbet af året, derved undgik han misundelse og! utilfredshed. Selvfølgelig har Ewald også kunnet tjene dem. ellers ville Jens Bonnerup ikke “smide om sig med hundredekronesedler. Man har tit hørt at malkemaskinen, var en af dette århundredes største opfindelser, og jeg er enig! Sønnen fra “Knudsgård” sagde at: “Det elektriske hegn og malkemaskinen, var de største opfindelser i hans tid”. Vi var enige; men ikke med de gamle køer, hvad angik malkemaskinen. De kunne simpelthen holde mælken tilbage, indtil malkepigen kom og malkede efter. Det var min søster der var malkepige den vinter. Hun havde overtaget jobbet pr. 1 – 11 efter Gudrun. Det var et hårdt job, særligt i begyndelsen. Efterhånden vænnede køerne sig mere til maskinen og ca. 10 køer blev udskiftet med kvier i løbet af vinteren. Kvierne havde jo ikke kendt andet, så de ville ikke rigtig kendes ved eftermalkeren. Det var heller ikke nødvendigt, maskinen malkede kvierne helt rene, så malkemaskinen efterhånden blev en enorm lettelse.. de fleste af de gamle køer “skiftede sind”, da de kom på græs eller efter kælvningen, hvor de fik mere mælk, og derfor større trang til at blive malket. Efter at køerne kom på græs var jeg alene om malkningen, og der blev aldrig mere, mere end en om malkningen. Tilvænningen til malkemaskine var nu på plads.

 

Verden, andedammen, nye tider.

4. afsnit erindringsbilleder

Året nov. 44 – 45 var begivenhedsrigt og skelsættende for mig og for hele verden. Ja også for min søster Margrethe. For verden ved de store begivenheder i Stillehavsområdet i Asien og Europa, begivenheder, der førte til Tysklands og Japans fald. Det førte alt sammen til en udvikling, som helt sikkert aldrig før er set i menneskehedens historie. I min skoletid skrev vi på en skiffertavle med griffel, i dag sidder jeg ved en computer, Før krigen var der nogle få biler. Vejene var fyldt med cykler og en del hestekøretøjer. Nu foregår næsten alt transport i biler, som nu er hvermandseje. Jeg siger ikke at de nævnte begivenheder er proportionale. Men her må man tænke på hvad. Storm P., ham var det vist, der sagde: “Det generer mig ulige mere at jeg har hul på storetåen i mine sokker, end at Mussolini invaderer Abessinien”. Ja der er rimeligvis stor forskel på, hvad vi alle er optaget af. Inden for landbruget er der også, sket store fremskridt/forandringer fra i min barndom, hvor man levede godt af nogle få tdr. land, til i dag hvor der skal mindst hundrede tdr. land til at brodfode en familie, så skal konen endda helst være sygeplejerske, lærerinde eller kassedame og når man så desuden får nogle tusinder i hektarstøtte fra EU, så går det lige. Man kan så filosofere over om det virkelig er fremskridt? Jo det er det nok, – Fødevarerne er blevet billige, alle – også børnene får en god sund ernæring. Engelsk syge, som førhen invaliderede mange, og en række andre sygdomme er blevet udryddet. Meget af det skyldes den bedre ernæring. Jeg ved nok noget om lægevidenskabens fremskridt! Jeg ved også noget om børn der blev fodret op med puddersukkermadder. Hvis man ikke ser for langt uden for Europa, så har vi fået det godt siden midten af fyrrerne, hvor jeg synes de nye tider begyndte. For mit eget vedkommende synes jeg at jeg blev “voksen” i det år. Det skal der nok ikke filosoferes for meget over – – man kunne komme til det resultat at; Voksen er jeg nok aldrig blevet! Jeg ved ikke hvordan ordet voksen defineres? – Nå men jeg syntes at jeg modnedes i det år, og det syntes jeg, fordi jeg følte, at et stort ansvar blev lagt på mine skuldre, og jeg gjorde mit allerbedste, for at leve op til det ansvar. Jeg følte ansvar for at “mine” køer og “mine” ungkreaturer og “mine” kalve trivedes og havde det godt. Endvidere er det da et ansvar, at forvalte over halvdelen af gårdens indtægter, og jeg syntes at jeg kunne se på “mine” dyr, at arbejdet lykkedes. Jens Bonnerup var vist ikke meget for at rose sine folk. Enkelte gange sagde han dog! nogle anerkendende ord. For min eneste og allerbedste søster Margrethe var det også et skelsættende og frugtbart år. Jeg så nok at hun og forkarlen Asger så lidt langt efter hinanden. Jeg syntes også, at Asger blev flinkere og nemmere at omgås. Han havde nu heller ikke mere noget at sige over mig, nu da jeg var fodermester. Min overordnede var nu, kun Jens Bonnerup og ingen anden, så på den måde var vi ligemænd. Der var nok en aldersforskel på ca. 5 år jeg var 16, så den jeg var sammen med i fritiden, var stadig Evald. I løbet af vinteren begyndte Asger at komme med hjem, jeg tror også han var vellidt af mine forældre. Tidligt på sommeren fortalte min mor, hvordan det stod til”, vel for at forebygge uventede drillerier. Den gang var det nok ikke helt i orden med mave, før man var gift. Men jeg er sikker på, at det kun er blevet nævnt over for mig en gang. I høsten skulle den ældste af pigerne “stikke op”, lange kornnegene op på vognen, til karlen der kørte, det var også Margrethes job. Om aftenen fortalte Evald mig nærmest lidt chokeret, hvad han havde lagt mærke til. Når hun strakte sig for at lange negene op, kunne han se, at der var en lille rund mave. Jeg blev lidt forbavset, over at han ikke havde set det for, for mig, der vidste det, var det let at se. Det var nu ikke det, jeg sagde til ham. Jeg spillede en lille smule komedie, og svarede med ord som: Na – aj, mon? Tror du, det skal jeg nu nok få at vide, Næste gang der var lejlighed til det, sagde jeg til Evald: “Du havde godt nok ret, og de skal snart forloves”. Derefter blev det betragtet som en naturlig ting. Der blev i hvert fald ikke talt mere om det, så vidt jeg husker. Jeg tror, jeg kørte træt i arbejdet som fodermester og måske af ansvaret. I alle fald, da Jens Bonnerup spurgte, om jeg ville blive der til næste år, sagde jeg: “Ja men ikke som fodermester”, senere kom han igen og sagde, at han ville da gerne beholde mig, det var da gået godt. Jeg tror, at han allerede havde et andet emne, som fodermester og bare ville have det her klart. Han var da forberedt på mit nej, og foreslog at jeg blev der som anden karl, Evald ville prøve noget andet. Det ville jeg gerne. Vinteren er en god tid på landet, selv om det var før mejetærskernes tid, så der skulle tærskes korn næsten hver dag. Arbejdstiden er kortere i den mørke tid, medens fodermesterens er længere, när køerne skal fodres inde. Jens Bonnerup fortalte snart efter, at han havde fästet en på 19 år som fodermester, han hed Harry og skulle være en meget dygtig karl, han havde dog ikke været fodermester for. Jeg havde set og hørt om Harry. Han havde som sagt ord for at være meget dygtig. Han tjente hos Hans Thomsen, deres karle havde det med. at være meget dygtige eller nærmest uduelige, efter Maren Thomsen mening. Hans Thomsen var altid ude og handle. og havde nok ingen mening om gårdens drift. Det mærkelige var, at de dygtige ikke blev længe, men de uduelige blev der i årevis. Som forkarl fæstede Jens Bonnerup en som hed Richard, han var nært beslægtet med Melle Kristian, (min “onde änd”). Jeg tror han var Melle Kristians nevø, det er jeg ikke helt sikker på, generationerne i den familie var vist lidt “forskubbede” i forhold til hinanden. Jeg kender ikke forklaringen her; men hvis der var 10 børn, med et par års forskel, er vi da hurtigt oppe på 20 års aldersforskel på yngste og ældste barn. Jeg har da kendt nogle, der havde småbørn og ammede ved sølvbrylluppet, så er der vel ca. 25 års aldersforskel på yngste og ældste barn. Allerede Richards nære slægtskab med Melle Kristian, vækkede jo nok min modvilje. Denne Richard havde langt hjem (Thise), så han besøgte tit Melle Kristians om aftenen. Hvad de snakkede om, ved jeg jo ikke. Men når jeg nu ved, at Melle Kristian ikke kunne nære sig for, at fortælle min svigerfar hvor dum og forkælet jeg var, så kan jeg da forestille mig, at det ikke var pæne ting Melle Kristian præparerede Richard med. Kendsgerning: Jeg kom aldrig godt ud af det med Richard, og Melle Kristian kunne ikke tale, at det gik godt, og jeg fik en god løn hos Jens Bonnerup. Melle Kristians egen datter, som var enebarn, og som sådan godt forkælet, skiftede plads flere gange. Det behøver ikke at være noget forkert i, at se sig rundt, nogle gange lærer man mere ved at se forskellige forhold. Jeg tror, at Melle Anna allerede den gang havde problemer med psyken. Hun var dog en flink pige, når man traf hende rundt om. Dog et par år senere, blev man klar over, at hun havde en sindssygdom. Nu i min høje alderdom, med tingene på afstand, 58 års afstand! Kan jeg jo nok se, at jeg ikke var helt uskyldig i det dårlige forhold. Ville jeg have været klogere i dag? Jeg ville ikke have været glad for en, der sad og sladrede med Melle Kristian. Ricard talte meget om hvor klog og god, Melle Kristian var. Det fremgik også jævnligt, at jeg blev omtalt. Jeg er noget usikker på min egen rolle i det forhold. Jeg var kun 17 år og ikke klog nok til, at skjule min uvilje mod hverken Kristian eller mod Richard. Karlene på landet var ikke altid lige søde mod hinanden, og det var Richard heller ikke mod mig. Han var i tyverne og jeg sytten. Jeg kan huske et eksempel på min træskhed” Jeg lavede et nummer med ham. Et nummer som de ældre karle kunne finde på at lave med de yngre. Den “historie vil jeg fortælle, som min mor hørte den i rutebilen til Løkken. Hun spidsede øren, da de kørte forbi Jens Bonnerups, og chaufføren smågrinende begyndte, nu skal i lige hore: ” Det kan jo være, at forkarlen deroppe har lavet så mange numre med knejten, og det skulle havnes. De andre karle og naboens karlevar orienteret om “kupplanen”, så de hjalp til med at dreje samtalen ind på emner, som gjorde det naturligt, at komme med forslag til folgende væddemål. (Richard var glad for udsigten til lettjente penge) Knejten sagde:” Nu er vi godt nok mange her i aften, så jeg tør godt vædde en femmer på, at du ikke kan vise din røv frem Richard”! Forkarlen: “Tror du jeg er genert”? Knejten: “Det ved jeg da ikke; men jeg tør vadde på, at du ikke kan” Forkarlen: Jow, er i alle sammen vidner” “ja” forkarlen; “Så giver vi håndslag” “top”. Forkarlen trak bukserne ned, og stak omtalte legemsdel tilbage. Forkarlen hoverende: “Ku i så se, jeg ku”. Der lod nogle spage nejer rundt om, Forkarlen: “Hvad så”? Knejten: jae, men du viste den jo tilbage Forkarlen blev “så rød som et dryppende blod” Skyndte sig at betale femmeren. Og håbede således at have lagt låg over sagen”. Jeg havde nu ikke troet, at rygtet om den lille tildragelse ville spredes så hurtigt og nå så vidt omkring, Christian, rutebilehaufforen, havde heller ikke talt alt for sagte. Alle passagererne lo. Jeg er heller ikke i tvivl om, at mor morede sig lidt. Hun gav mig dog et hint” om at det jo nok ikke virkede fremmende på mit “gode forhold til Richard Juleaftensdag var jeg i gang med at hugge kvas til at tænde op i komfuret (Flaskegas var endnu ikke kommet frem, det kom vist først omkring 1950) et dejligt uforpligtende arbejde i forhold til at passe kreaturer, som kreaturpasser/fodermester var man foruden dyrenes velfærd, også ansvarlig for vistnok mere end halvdelen af gärdens indtægt. Medens jeg huggede kvas, blev jeg råbt op af Pigerne Ellen og Anna, gårdens døtre, de var vel 5 og 7 år. Valdemar – du er blevet onkel! Grethe har fået en lille pige – din mor har lige ringet – tillykke! Juleaftensdag om eftermiddagen havde vi for så vidt fri. Juleaften fejredes på gården, familien og folkene sammen. Fodermesteren havde jo samme arbejde jul eller ikke. De foregående ar havde Evald og mig fodret køerne sammen. Jeg syntes det var en god skik, Evald havde indført – at hjælpe fodermesteren færdig! Så jeg gik over i kostalden og hjalp Harry færdig. Normalt får køerne halm ved den sidste fodring om eftermiddagen. Evald og mig havde altid været enige om at køerne da også skulle mærke at det var jul, så vi gav dem hø, som en slags julenadver. Jeg ved ikke hvad man gjorde i Evalds hjem, men min far gav altid ho juleaften. Nu havde vi jo fået en voksen fodermester, han så mere rationelt på det. De skulle fodres som sædvanligt. jeg argumenterede med, at det jo kun er jul en gang i året. Harry syntes ikke diskussionen førte nogen steder, så han gik til Jens Bonnerup og spurgte om kreaturerne virkeligt skulle have hø fordi det var juleaften! Sa” sagde Jens Bonnerup. “Det tenker a nok, de skal, hvis do vil ha Valdemar til å hjælp dal Dermed var køernes julenadver reddet endnu engang. 1 – 11 – 45 var Margrethe og Asger flyttet hjem til vores forældre. Barselsorlov var et ukendt begreb dengang. Så det var på egen eller forældrenes regning. Asger havde fået arbejde på en gård i Thise, hvor han tidligere havde tjent og været vellidt. Det var nok for koldt, at komme op og cykle helt til Thise, han havde heller ikke varmt tøj at cykle i. Tøj kunne stadig næsten ikke fås, jeg tror heller ikke Asger havde penge, at købe for. Det var meningen at de skulle giftes. Det var som om han ikke kunne forlade sengen så længe, at han kunne få papirerne ordnet. Far og mor, som var vant til at sørge for sig selv, blev mere og mere irriteret på ham, og mor blev til sidst så gal, at hun smed ham ud. Far var temmelig syg af sit mavesår på samme tidspunkt. Mor kunne ikke tåle, at far en syg mand, sled med at køre roer ind i vinterkulden og banke hul på en frossen roekule, medens der lå en frisk ung mand inde i sengen og “fes den af. Margrethe må også være blevet træt af, at vente på ham, ellers kunne hun vel have taget sagen i egen hånd, fundet en lejlighed, og sparket manden på arbejde. Jeg ved ikke hvad, der foregik i Asgers hoved, jeg forstod, at han ikke havde det godt med ikke, at kunne tage sig sammen tage sig selv i nakken og få ting sat i system. Der var ikke noget med drikkeri, eller andet som kan forklare, hvorfor han gik i stå. Jeg tror der findes mennesker, der skal have et spark en gang i mellem, for at holde sig i gang. Asger blev senere gift med en anden, der kom aldrig rigtig gang i ham, og han blev syg af kræft og døde ganske ung, vist i femogtrediveårs alderen. Men jeg tror da ikke, sygdommen påvirkede ham dengang. Den må da være opstået senere. Det har jeg ingen forudsætning for at vurdere. Jens Bonnerup spurgte en gang, om det var os, der havde forandret Asger. Det tror jeg ikke han mente alvorligt. Han, Jens Bonnerup, havde mødt Asgers tidligere husbond fra Thise, og da fået en overhaling og blev beskyldt for helt at have edelagt Asger. Jeg måtte sige til Jens Bonnerup, at jeg ikke vidste af andet, end han havde fået en god behandling, og jeg troede, det var et eller andet psykisk. “Na-jow”, sagde Jens Bonnerup, “Så er der nok ingen af os, der forstår noget”. (Nu har jeg så givet en lang forklaring, som nogle ville have klaret med: “Han viste sig at være en dum skid, som ikke duede til noget”) Far og mor havde vist en slags dårlig samvittighed. De tænkte vel, om de nu kunne have gjort andet, om de måske var skyld i, at det gik som det gik. Det artede sig på den måde, at de ikke ville have børnepenge fra Asger. Senere fortalte mor at de var begyndt at have børnepengene og sætte dem ind på en særlig konto til Mona, som hun var blevet døbt. Mona Elisabeth Hansen et flot klingende navn synes jeg, og med en masse vokaler, som pastor Stevns sagde. Han havde vist talt med sin ven, fra modstandsbevægelsen pastor Westergaard-Nielsen, om dette navn. Da Karl Nielsen og Viola i Aasted, mine senere svigerforældre, adopterede en lille pige, skulle hun have et særligt navn, som hun ikke mødte til hverdag og lød godt. De spurgte præsten til råds. Han havde lige hørt om en pige, der var døbt Mona Elisabeth. Det var det smukkeste pigenavn han havde hørt, og det var så langt væk, at de aldrig ville møde hinanden. Ja præster spår, men Således – formoder jeg, gik det til at min kone hedder Mona Elisabeth Margrethe blev gående hjemme længe. Da jeg i 1947 flyttede til Gert Haugaard pr. 1 – 11, havde hun nogle timers arbejde der vinteren i gennem, jeg tror, det var det første arbejde, hun havde efter fødslen. Der er ikke tvivl om, at bedsteforældrene havde stor glæde af, at have den lille pige i huset i alle årerne. De kom naturligvis til at holde lige så meget af hende, som af deres egne børn. Jeg tror da også at Mona havde en lige så tryg og glad barndom, som hun ville have fået hos sine egne forældre. Da hun var syv år, kom hun ud for en bilulykke, som chokerede os alle, og jeg tror hele egnen. Dagen da avisen var udkommet. Var det første, faster Marie foretog sig, at tage toget og komme til Vrensted fra Sønderlev, for om muligt at være til trøst. Hun var altid et følsomt, varmt og medlevende menneske, som vi også havde stor glæde af som små, under mors sygdomsperioder. Mona havde fået et stort åbent kraniebrud. Heldigvis slap hun uden væsentlige varige men, og uden skade på de intellektuelle evner. Året gik, med lidt småkævlen med Richard. Jeg husker bedst et tilfælde om sommeren. Hestene skulle hentes hjem fra engen eller Nørkæret om morgenen inden morgenmaden. Det var forkarlens arbejde, med hjælp fra yngste manden. En morgen sov Richard for længe, det var måske ikke sket før. Klokken var ca. 6, spisetid! Richard sendte så mig og Svend, som yngste manden hed ud efter hestene, og gik så selv ind at spise. Da vi kom med hestene, var klokken over 6,30, og arbejdstiden begyndt, så ville han have sendt os i marken uden morgenmad! – 5 timer i marken uden vådt eller tørt – ikke mig, og så på grund af Richards forseelse – nej. Vi gik ind og spiste vores morgenmad med god samvittighed selvfølgelig. Jens Bonnerup gav os en skideballe af de store, da der blev lidt Muft” sagde vidste det. Jens Bonnerup drejede bare rundt på hælen og gik, vi fik aldrig nogen forklaring, på hvad Richard havde bundet ham på ærmet. Han så bare lidt undrende på os, inden han drejede rundt. Når han ikke gav nogen forklaring, kan det skyldes, at han vidste, den forklaring ville forværre forholdet mellem Richard og mig. Han vidste, at jeg ikke kunne tage luskeri, løgn og bagtalelser. Jens Bonnerup var selv et reelt menneske. Den der troede, at han kunne vinde noget, ved at sladre til ham gik galt i byen. Den nye fodermester, Harry forsøgte engang, hørte jeg tilfældigt, da mit arbejde førte mig forbi, hvor de stod, uden at i alt fald Harry havde set mig. Når man hører sit navn nævnt, er det svært/umuligt, at lade være med at spidse ører. Det var mandag morgen, jeg havde haft “hjemtur” søndag. Der er altid ting, der skal tages hensyn til, og som man skal vide, for at tage dette hensyn, og som den der passer dem til daglig ved. Harry nævnte nogle ting, som var blevet overset. Han var helt åbenbart i gang med at bevise, at han var en bedre fodermester end mig. Jens Bonnerup blev i stedet rasende. og fortalte ham, at han kendte Valdemar så godt, at han vidste, at han gjorde arbejdet så godt, som han kunne, og det var fodermesterens opgave, at fortælle den der havde hjemtur om de ting, der var at tage hensyn til for tiden, så det kunne kun falde tilbage på Harry selv, hvis der var jeg, at så måtte han give besked aftenen forud. hvis vi skulle hente hestene, så vi kunne stille vækkeuret. Vi var ikke fæstet til at vågne selv: men vi kunne godt, bare vi vidste det. noget, der ikke var helt i orden. Jens Bonnerup vidste måske, at jeg var i nærheden. Men det kan ikke være derfor, han tog mit parti. Harry var der dog også. Hvis han mente, at Harry havde noget ret, ville han nok have kaldt, og sagt det her skal du høre, for en anden gangs skyld. Harry var ellers til daglig en flink fyr, som jeg kom godt ud af det med. Det vidste Jens Bonnerup, og det var måske lidt derfor, at hans “falskneri” harmede Jens Bonnerup. Harry var stor og stærk og atletisk bygget. Han pralede, eller gjorde tit opmærksom på sine mange kræfter, og hvis der var brug for dem, var han altid parat. Engang jeg kom hjem ved ellevetiden om aftenen, hørte jeg noget rumstere ude i laden nær ved kostalden, så jeg vækkede da fodermesteren. Han ville ikke op, jeg lokkede for ham, der var ikke koldt, han skulle bare i et par bukser, det gad han ikke. Han ville jeg skulle gå der ud alene, det blev jeg klar over, at jeg ikke turde, og sagde det. ”Du skal bare gå derud, og hvis der er noget, råber du bare på mig”, sagde Harry “Så kommer jeg med det samme”. Da tvivlede jeg for første gang på Harrys mod. – Så må man jo låse døren “trække dynen op over hovedet” Jeg havde gennem årene sammen med Evald, som var meget mindre og yngre end Harry, vænnet mig til at hvis en havde hørt noget usædvanlig så kaldte han på den anden, og vi fulgtes ad ud, for at undersøge sagen. Den tanke, at vi var mørkerædde, strejfede os vist ikke, det var vel heller ikke rigtigt, det vi var, vi var trygge, når vi var to, og vi brugte ikke at låse døren! Selv om der, mens jeg var sammen med Evald, var urolige tider med daglige drab, rundt om os. Når vi så undersøgte sagen, viste det sig altid, at det enten var et dyr, der var sluppet løs, eller en af pigerne, der havde fået en ny kærest. Så kunne vi gå roligt i seng, og få en god nats søvn. Episoden med den “modige” Harry, drejede sig om, at nogen havde klaget over at hunden strejfede. Jens Bonnerup havde så bundet den i laden, det var den ikke vant til, og derfor var den urolig. Det var hvad jeg havde hørt om aftenen. Jeg lærte en ting af episoden – jeg lærte vist to – aldrig at gå i seng uden først at undersøge eventuelle mærkelige lyde eller andre foreteelser, hellere undersøge sagen alene end bare “trække dynen op over hovedet”. Så føler man sig som “I grumme kål”, det gør man ikke med dynen over hovedet. At låse døren om natten, lærte jeg først langt senere. Den anden ting jeg lærte, var aldrig at tro på folks mod eller andre fortræffeligheder, når de har behov for selv at fortælle om dem. Det gav mig nu også mere selvtillid, at erfare at det ikke kun var mig der var usikker overfor livets mangeartede foreteelser, det var de med næsen i sky, de store falbelader og de overlegne attituder også. Sidst på sommeren, allerede i august – september, sørgede Jens Bonnerup for at få fæstet de folk han skulle bruge til november, her 1 – 11 – 46. Harry sagde at han havde fundet ud af, at han ikke var særlig god som fodermester, så han ville noget andet. Han havde deltaget i en fodermesterkonkurrence uden noget særligt godt resultat, han havde lige fået resultatet af denne, og han var skuffet. Selv om der i perioden, medens han var fodermester, var blevet muligt at fodre med udenlandsk proteinfoder igen, så var mælkeydelsen ikke steget meget, sammenlignet med krigs år, hvor vi måtte klare os med hjemmeavlet foder, der ikke indeholder nok protein til en stor mælkeydelse. Det var jeg temmelig stolt af, uden dog at fortælle det til nogen, undtagen lige min far, han trængte til at høre sådan noget. Det må have trøstet ham lidt, at det gik godt, når han nu var overbevist om at “knejten” var helt uduelig, til alt andet. Jens Bonnerup ville godt have beholdt Harry. “Man skal lære, før man kan blive god,” sagde Jens. Jeg var til stede under deres sidste samtale om fæstemål. Jens Bonnerup sluttede med at sige, noget i retning af: “Når nu ikke Harry vil blive, så kan vi vel snakke om, hvad vi skal Valdemar”? “Men vi venter til i morgen”. Næste dag kom han og sagde, at han havde tænkt på, at nu jeg ikke var helt vild med at være fodermester: “Kan vi så ikke byttes, så du er fodermester om vinteren og jeg om sommeren”. “Jow, men jeg vil da hellere omvendt”, ow, men synes du, det er hårdere at være fodermester om vinteren, end det er avære karl. “jow. det synes jeg “jow, så vil jeg også godt give lidt mere i løn”, jow hvor meget”. “Jeg synes lige, du skal sige, hvad du kunne tænke dig”, “ja men jeg vil tænke til i morgen”. “jow”. Jens han gik, – jeg tror 25 skridt – mere og mere langsomt – så stod han lidt – kom tilbage og sagde “Jow jeg vil give 2600 kr.” “Jow, jeg vil have 270okr. “Nå”. Jeg kløede mig lidt under kasketten, han var holdt op med at sige jow, hvad mon det betød. Jeg kiggede på hans ansigt og øjne, han så venlig ud! Så sparkede han lidt til en jordknold og sagde: “Jens Drivsholm, det er den største gård i Vrensted (måske bortset fra “Holmen”), han gav sidste år sin forkarl 3000 kr. Det er den største løn jeg har hørt om. Han er over 30 du er lige fyldt 18. Nu var jeg usikker. Kiggede lidt på Jens, han havde fundet det store smil frem, og sagde, “Så er vi vel enige om 2650 kr.” Ja det var så hvad vi blev enige om. Til spisetid, om det var aften eller middag husker jeg ikke, fortalte jeg de andre, at jeg var blevet fæstet til næste år. Richards reaktion var: “Det passer ikke det væ a” (en reaktion jeg har hørt nogle gange siden fra en i den nærmeste familie). Jeg ville så vide, hvordan han kunne være så sikker på det. “Jow, for nogen dage siden spurgte Jens Bonnerup, om jeg ville blive her til næste år, og jeg sagde, at hvis du skulle være her, så ville jeg ikke”:”Nå, jamen så var han da også nødt til, at finde ud af om jeg skulle blive, ikke?” “Jeg ved, at han ikke hellere vil beholde dig end mig” sagde Richard. Han lignede en der havde fået en spand vand i hovedet, så han troede mig jo nok alligevel. De andre sad og småflirede. Harry godtede sig på en eller anden måde, han havde heller ikke haft det så godt med Richard. En gang sloges de og Harry slog Richard i jorden, det er nok ikke let, at blive gode venner efter sådan en tur. Richard troede fra starten, at han kunne give fodermesteren ordrer, det er jo ikke meningen. Manden og fodermesteren bruger en del tid på at snakke, om hvilken planer manden har for besætningen, fodermesteren kommer måske med forslag, til hvordan man når de mål ejeren har. Når man nu er så ung, som jeg var, er det naturligvis mere et “lærlingeforhold”, men snakket blev der, og vi kendte hinandens tanker og indstilling til opgaven/arbejdet. Ved samme lejlighed, hvor jeg fortalte at jeg var blevet fæstet til næste år, spurgte Harry, hvor meget jeg skulle have i løn. Han var fæstet til før omtalte Jens Drivsholm, fortalte han. Han blev lidt/meget misundelig på min løn, han skulle have under de omtalte 2ooo kr. jeg tror bestemt det var 28ookr. Richard var gået ud, da det gik op for ham, at jeg talte sandt, med ordene: “Jeg vil ikke høre mere på dine legne”. Senere blev der ikke talt mere om det, – ikke med Richard i hvert fald. Pigerne i året 45 – 46 var først Edel. Nikolajs ældste datter, hun var en 4 – 5 år ældre end mig, så det var ikke meget jeg kendte til hende i forvejen, 4 – 5 år er en stor aldersforskel i barneårene. Hun var forlovet med, jeg har glemt hans fornavn han hed Dybro og var fra Børglum, hvor de også bosatte sig efter deres gifter mål, og boede til pensionsalderen. Hvor de købte hus i Vrensted by, et hus som Chr. Rykind-Eriksen havde ladet bygge til sit otium. Lillepigen hed Katrine, hun var 15 år, og ikke nem at komme i snak med., jeg har vist ikke hørt hende sige andet end ja eller nej, så hun levede helt op til bibelens ord: “Jeres tale skal være ja-ja og nej-nej”, Edel derimod snakkede jeg noget med. Nikolajs kone Signe sørgede nogle gange for, at vi fulgtes hjem om aftenen i vintermørket. Edel var lidt utryg ved at færdes alene i mørke på landevejen, hendes kæreste havde plads i Børglum stadigvæk og kunne ikke altid ledsage hende. Signe sagde, at Edel ikke selv kunne få sig til at spørge, det tror jeg nu nok, hun gjorde, efter at Signe havde lavet den første aftale. Edel var ikke så let at løbe om hjørner med, på nogle måder havde hun sine egne meninger om tingene, det oplevede jeg! engang, vi kørte korn ind. Det er ældste pigens job, at forke negene op til karlen i vognen. Medens vi var i gang med arbejdet, kom det til at regne, jeg vidste, at Jens Bonnerup ville have fuldt læs uanset regn eller ikke regn. Edel ville hjem, hun var ikke den der kørte korn i regnvejr. Jeg kørte hjem – hvad andet kunne jeg gøre? Medens vi kørte hjem, fortalte jeg Edel, at Jens Bonnerup kunne finde på at sige, “Vorherre bestemmer hvornår det skal regne; men jeg bestemmer, hvornår der skal køres korn. Da vi så kom ind i laden, vendte Edel bare ryggen til Jens Bonnerup, og sagde til mig: “Så kan du bare fortælle ham, at jeg bestemmer, om der skal langes korn op i regnvejr”, så gik hun bare ind. Jens Bonnerup sagde ingenting. Han fornam vist, at her var det hverken ham eller Vorherre der bestemte. Jeg tror nok at Edel var vellidt i pladsen af både “herskab og tjenestefolk”. Der er nogen, der lettere end andre får deres synspunkter igennem, uden at få ballade med nogen. Den evne havde Edel vist. Jeg tror heller ikke, hun ville have været bange for at tage balladen. – Det er måske netop en forudsætning for at undgå ballade. November 46 blev hele mandskabet, undtagen mig udskiftet. Pigerne blev Elly Andersen, som jeg vist ikke havde set før, hun var også ca. 5 år ældre end mig. Hendes far var broder til Nikolajs Signe og hendes mor søster til Jens Christiansen, som var gift med fars kusine, Martine. Lillepigen blev Gerda Frederiksen, som jeg havde gået i skole sammen med, hun var ca. et år yngre end mig, det husker jeg fordi Marie Bonnerup sagde, da hun blev ringforlovet, at det da var tidligt, når hun kun var 17 år. Det var Richard Hall hun blev forlovet med, ham kunne vi ikke lade være med at drille

og chikanere en lille smule gemme hans cykel f.eks. Han stak Ferdinand, den nye forkarl, en på kassen, det skulle han ikke have gjort, og han truede os alle med bank, når han traf os enkeltvis, det skulle han heller ikke have gjort, ikke engang hvis det var noget han kunne fuldføre. Han ville jo gerne besøge sin kærest, og der var vi så alle tre. Det hændte nok, der var den slags problemer på landet. Pigernes kærester forebyggede det, ved at gå ind og få en hyggesnak med gårdens karle, bare om vind og vejr, så man blev bekendt med hinanden. Nogle nævnede endda at vi måske ville se hans cykel somme tider, og det håbede han da ikke der var nogen problemer i. Bank er der kun Richard, der har truet med, det virkede ikke fremmende på forståelsen. Først da Gerda tog sagen op, og jævnede ud, han ville selvfølgelig ikke banke nogen o.s.v. Richard holdt lav profil resten af tiden, men ingen af os kom nogen sinde til at kunne tale med ham, som man havde kunnet med andre pigers kærester.

Den nye forkarl Ferdinand Simonsen var ca. et år ældre end mig. Vi havde også gået i skole sammen, dengang var han større end mig, alligevel kunne jeg banke ham, det gjorde jeg så, i skolen altså! Nej – vi kom godt ud af det sammen, jeg havde nået ham i højden, vi var begge 180cm. Hoje, det var ikke klogt at true os med bank, selv om man var nogle år ældre. Anden karlen hed Knud Andersen, og var fra Hybohusene ved Tømmerby. Han var 18 år lige som mig, han var lille og spinkel, og kunne ikke helt det samme som vi andre, jeg tror ikke vi nogensinde helt var på “bølgelængde” Så han tog i byen, så snart han havde spist til aften og “danderede den” sammen med nogle “rødder”, hvoraf de to var hans brødre. Vinteren 46 – 47 blev en meget hård vinter, som ødelagde græsmarkerne, kløverbestanden var helt væk. Så græsning blev der ikke meget af den sommer. Vi havde rigeligt med vinterfoder, til kreaturerne hos Jens Bonnerup. Så da der var lidt græs, kom køerne først på græs den første juni. Så sent har det sikkert ikke været hverken før eller siden.. Det er normalt, at de kommer ud omkring første maj. Alle andre gårde havde køerne på græs længe før. Nå i kostalden begynder sommeren, den dag køerne kommer på græs, Så jeg blev fodermester en måned længere end forudset. Jens Bonnerup købte en del roer, for at spare det øvrige vinterfoder, som der var rigeligt af. Først i juni er det også tid at tynde roer, det har jeg ganske vist aldrig været særlig hurtig til. Men Jens Bonnerup ville så nok hellere passe køer end hakke roer. Skiftet kunne nu også dårligt udsættes længere, så han lod sommeren starte den 1 – 6 47. Ved skiftedag, første maj, blev der skiftet piger, fordi Elly blev gift, og Gerda overtog jobbet som ældste pige. Derfor fik vi en ny lillepige. Signe Christiansen fra Børglum klostermark. Hun var kun 15 år. En sød lille “ting” som jeg var noget optaget af, og vi tilbragte en del af fritiden sammen, og vi havde mange hyggelige stunder sammen, uden at der var tale om kæresteri. Det var ingen af os vel gamle nok eller parate til, 18 og 15 år! Interessen for piger kunne endnu ikke få bugt med min generthed. Kort efter Jens Bonnerup havde overtaget tjansen, som fodermester, så jeg han læssede en trillebør med kraftfoder og kørte ud i et trug på marken, (det var ikke normalt at fodre med kraftfoder når køerne var på græs). “Det må jeg vide mere om” tænkte jeg. Så mig hen for at høre. “Jamen jeg kan da ikke være bekendt, at køerne sætter mælken, efter jeg er blevet fodermester”. Sagde Jens. Jeg opfattede hans bemærkning, som en slags ros til mig. Han roste ikke meget. Den største “ros” jeg har fået, var vist engang han bebrejdede mig en dumhed, dem laver man en del af i den alder, han afsluttede “skideballen” med: “Brug pæren, ikke bare lade den lyse som en 60 Watt når nu det er en 120 watt Sommeren 47 var meget tor (nok også grunden til Jens Bonnerups fodring med kraftfoder). Sikkert den tørreste man har oplevet i Vendsyssel nogen sinde. Det og den ekstremt kolde vinter, der havde ødelagt græs og andre vinterafgrøder, bevirkede at der blev mangel på foder den kommende vinter. Mange måtte sælge ud af deres dyr, og endda købe stråfoder fra andre dele af landet. Man indskrænkede også folkeholdet, så at ikke alle unge fik plads til første november 47. De der ikke fik plads ved landbruget fandt noget andet – læreplads til eksempel. Da det så blev forår stod man og manglede arbejdskraft til markarbejdet. Man fandt hurtigt ud af, at en lille Ferguson traktor kunne pløje lige så meget på en time, som en karl med et spand heste kunne på ti timer. De ekstreme vejrforhold i 47 gav helt tydeligt et skub til den kommende mekanisering. Mange frygtede at mekanisering ville give større arbejdsløshed. Ved udlicitering af kommunale arbejder, blev den enkelte gang stillet som betingelse at arbejdet udførtes uden anvendelse af moderne teknik. Men i takt med at mekaniseringen tog til, faldt arbejdsløsheden. Det fænomen har man søgt at forklare med en anekdote om en “borgerfrue”, der fortæller om de elektriske maskiner hun har fået: “Vaskemaskine, tørretumbler, elektrisk rulle, opvaskemaskine, foodprocessor, støvsuger o.s.v. “Så har vi også fyret pigen og ansat to elektrikere i stedet”. Forleden kørte et asfalthold forbi, der var en 4 – 5 mand, der lagde asfalt på efterhånden, som de kørte frem. Jeg mindedes min barndom. Da lagde man asfalt på vejen ved mit hjem, nogle få km. En flok arbejdsmænd havde brugt vinteren på at slå skarver, nu brugte de sommeren på at lave vejen og belægge den med asfalt, – lange rækker af mænd, med trillebøre og skovle. Alle disse mænd, står de nu lunt inden døre, og laver asfaltbelægningsmaskiner, traktorer, biler, støvsugere, foodprocessorer o.s.v.? Selv om “borgerfruen” ikke direkte har ansat de to elektrikere, så står de måske alligevel rundt om på fabrikkerne og laver elektriske apparater til hende?

November 47 blev også året, hvor jeg tog “det store skridt ud i den vide verden’ Fire og et halvt år, giver da nogle bindinger til folk, dyr og de vante omgivelser. Jeg fik plads hos Gert Haugård i “Haugård”,

der ligger nogle få hundrede meter fra mit hjem. Jens Bonnerups lå ca. to kilometer længere væk. Gert var en flink og rar mand. Dygtig til at spare penge op. Han var ungkarl og havde overtaget gården efter sine forældre, som havde købt hus i Vrensted by. Gert var ikke specielt intelligent – det var han lykkeligt uvidende om, han besad en stor viden om markbrug. Han var rigtig godt skolet, og havde været på højskoler, landbrugsskole og været elev på store gårde. Hans forståelse for dyrehold var meget begrænset. Det forbavsede mig, fordi jeg havde set hans broder Gunnars kreaturer. En bestand af gode velplejede dyr. Det var ikke en interesse Gert delte. Hans store interesse var penge, jeg tror nu også, man kunne tjene penge på et velpasset kreatur hold. Han sparede penge, hvor han kunne, og også hvor det så håbløst ud at spare mere. “A døver noe mæ og foe te å go rundt” sagde Gert da vi forhandlede løn. En af hans hushjælpere fortalte, at han engang havde glemt at lægge sparekassebogen tilbage i skuffen. Hun kunne ikke nære sig for at kigge deri, der stod 70.000 kr. på bogen, en enorm sum dengang. Nå, men Gert syntes ikke, det gik for godt med økonomien, så der skulle spares en karl og løn til husbestyrerinde om vinteren. Gert Haugårds gård var på 46 tdr. land medens Jens Bonnerups var på 68 tdr. land. Så der var en voldsom forskel på bemandingen, om vinteren især. Jeg fik så 300 kr. mere i løn og skulle så spise middagsmad hjemme hos mine forældre, morgenmaden hos Gert, aftensmaden husker jeg ikke om vi spiste, som tørkost hos Gert eller jeg spiste hjemme, indtil vi fik husbestyrerinde om foråret hos Gert. Gert spiste så hjemme hos sine forældre, der blev han så siddende til langt ud på eftermiddagen. Nogle gange kom han slet ikke, så måtte jeg sørge for der blev fodret og malket, jeg fik ingen besked i forvejen, så jeg måtte holde øje med om han kom. Ellers havde jeg fuldt op at gøre, med at tærske hans korn, et arbejde det ikke er let at være alene om. Man er normalt tre eller fire om det arbejde, en til at smide negene ned på “brættet til ham der lægger i maskinen, en til at tage korn fra og bære sækkene op på kornloftet, en fjerde til at tage halmen fra og “lade” den op i halmgulvet, nogle steder har man indrettet således, at en kan nå både, at tage korn og halm fra. Det går, når der ikke er ret langt, og det er en hurtig mand. Jeg skulle klare alle fire funktioner, så det måtte jo blive noget med evindelige stop og genopstart af maskinen, medens jeg ryddede korn og halm væk og fik raget en dynge ned som jeg så tog af, og lagde i maskinen, det er langt mere besværlig, at tage af sådan en dynge, end når der er en, der langer negene ned enkeltvis. Gert var så heldig, at han ikke kunne tåle tærskestøv, så der var da ingen grund til at han var til stede! Jeg har spurgt hvad der ville ske med ham, hvis han blev udsat for tærskestøv. Det tror jeg ikke han vidste, han var bare overbevist om, at det ikke var godt for ham. Det var meget langsommeligt at tærske sommerens afgrøde ene mand, selv efter sommeren 47, hvor negene var korte. Der var stort set ligeså mange af dem. Nå, men fritiden var den værste, at sidde alene på et koldt værelse eller inde i stuen og kigge på Gert, der ikke havde fået udsovet om eftermiddagen hjemme hos sin mor. Jeg var jo vant til, at der altid var folk at snakke med. Selv vinteren 1948 fik ende, og om foråret ansatte han en knægt på 14 år, der lige var blevet konfirmeret og ikke havde en “dyt forstand på landbrug, jeg ved ikke om han kendte forskel på en hest og en kalkun, og en høne havde han da vist aldrig set før. Ham havde jeg ikke megen glæde af, jeg syntes han var næsvis, uopdragen og dum, og jeg tager ikke helt fejl i min bedømmelse. Jeg havde så ikke tålmodigheden, til at sætte ham ind i tingene. Det var hurtigere at gøre det selv end at forklare ham, hvordan man gør. Jeg var helst fri for hans “hjælp”, så han kom til at følges meget med Gert, jeg ved ikke om han syntes bedre om ham end jeg gjorde, eller han havde en større tålmodighed. Nu var det jo også Gert, der havde fæstet ham, og ville jo så have det bedst mulige ud af lønkronerne. Nu var han også meget uheldig, den samme Gert, om vinteren kunne han ikke hjælpe til, fordi han ikke tålte tærskestøv. Om sommeren kunne han ikke hjælpe til, fordi han havde forstuvet foden tidligt om foråret. Selv om jeg selvfølgelig spurgte deltagende, hvordan det kunne gå til, så kunne han ikke rigtig forklare, pludselig fik han ondt, – da vi skulle begynde forårsarbejdet. Desværre holdt smerterne sig til hen på efteråret, da den værste travlhed var overstået for den sommer, da gik han til lægen, som sendte ham i røntgen. De fandt ikke noget. Han ansatte også en husbestyrerinde, der kom lige fra husholdningsskolen, og havde lært alt om sund ernæring. Det kan altså også blive for sundt. Gert havde, som den moderne mand han var en stor mængde asparges, det var ellers ikke noget man dyrkede i landbohaver på den tid. Gert ville gerne være foregangsmand. Det var han også på af, jeg syntes han var næsvis, uopdragen og dum, og jeg tager ikke helt fejl i min bedømmelse. Jeg havde så ikke tålmodigheden, til at sætte ham ind i tingene. Det var hurtigere at gøre det selv end at forklare ham, hvordan man gør. Jeg var helst fri for hans “hjælp”, så han kom til at følges meget med Gert, jeg ved ikke om han syntes bedre om ham end jeg gjorde, eller han havde en større tålmodighed. Nu var det jo også Gert, der havde fæstet ham, og ville jo så have det bedst mulige ud af lønkronerne. Nu var han også meget uheldig, den samme Gert, om vinteren kunne han ikke hjælpe til, fordi han ikke tålte tærskestøv. Om sommeren kunne han ikke hjælpe til, fordi han havde forstuvet foden tidligt om foråret. Selv om jeg selvfølgelig spurgte deltagende, hvordan det kunne gå til, så kunne han ikke rigtig forklare, pludselig fik han ondt, – da vi skulle begynde forårsarbejdet. Desværre holdt smerterne sig til hen på efteråret, da den værste travlhed var overstået for den sommer, da gik han til lægen, som sendte ham i rontgen. De fandt ikke noget. Han ansatte også en husbestyrerinde, der kom lige fra husholdningsskolen, og havde lært alt om sund ernæring. Det kan altså også blive for sundt. Gert havde, som den moderne mand han var en stor mængde asparges, det var ellers ikke noget man dyrkede i landbohaver på den tid. Gert ville gerne være foregangsmand. Det var han også på nogle punkter. Jeg synes bare at han gik for meget op i sine asparges og senere sine grønkål. Grønkålen vil jeg omtale senere. Husbestyrerinden såede så en del bønner og ærter, og hvad ved jeg – hun var lige så moderne som Gert. Det jeg husker bedst/værst var de store mængder asparges, hun fyldte i os ved hvert måltid. Jeg fik udslet over hele kroppen, og maven kunne ikke tage alle de grøntsager. Jeg måtte så fortælle hende, at sund kost ikke bare var vitaminer, og at når man arbejdede hårdt, også havde brug for en mængde kulhydrater, og det får man nemmest gennem brød og kartofler. Jeg var en splejs der vejede 66kg, da hun begyndte at “fede mig op”, Jeg måler 180cm. Så jeg behøvede ikke at komme på slankekost. Der er ikke mange der tåler kritik, så jeg gik lidt varsomt frem, men det skulle siges, og jeg blev lidt forbavset over, hvor pænt hun tog det. Jeg fik lidt det indtryk, at Gert pressede på for at få sine asparges udnyttet, kartofler koster penge (hans store altoverskyggende lidenskab). Hans nærighed var så stor, at han kritiserede hvis man brugte en spand vand for meget til rengøring af malkerum og malkemaskine. Jeg troede at vand var gratis, når man har egen brønd, og der var nok af det. Det var ikke gratis i Gerts øjne, der skal bruges strøm til at pumpe det op. Anna, som hun hed. var meget forstående overfor min kritik, og hun lagde kosten om, så jeg kunne blive mat. Aspargesen fik vi i en skål for sig, kunne vi tage efter behag – det varede lidt, inden det behagede mig. Gert havde så muligheden for selv at æde sine asparges. Hun viste sig at være i stand til at lave både god sund og nærende mad. Anna var 32 år og således lidt over den giftefærdige alder. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kom med en stor forhåbning om at komme nærmere Gert, end hun kom. Gert var et sted i fyrrerne og således også giftefærdig. Mange har forsøgt, både før og efter Anna. Han var nok bange for, at det skulle blive for dyrt, med kone og børn. På sine gamle dage fandt han en som han boede sammen med i nogle år. – Ikke andet, måske? – Hun var over den fødedygtige alder, så det var begrænset hvad han risikerede, at det ville koste ham. Andre mener, han slet ikke havde de lyster, og kun var interesseret i en billig husbestyrerinde. Noget kunne tyde på det sidste, da hun ville tiltage sig for meget magt, fyrede han hende! “A permenterede hende” sagde Gert. Ens sengekammerat fyrer man vel ikke, så slår man op, gør det forbi, elle hvad man siger, permentere dem har jeg ikke hørt nogen kalde det. Hun har nok bare været en billig hushjælp. Anna beklagede sig et par gange over, at hun skulle sove alene: “Jamen Gert?” sagde jeg kunne du ikke snakke med ham”? Haj vel ent” sagde Anna, så hun havde vel spurgt. Jeg tror da nok, hun mente, at jeg da måtte kunne hjælpe med hendes problem. Der havde altid været et slags frisprog, piger og karle imellem på landet, så jeg opfattede! ikke hendes tilbud/andragende, som værende utidigt, unaturligt eller uhøvisk. Jeg var kun 19 og ikke velbevandret i det med pigerne, rettere sagt slet ikke bevandret. Det er der ikke alle, der er i den alder. Jeg så for nylig en undersøgelse i tv fra Norge. Den omhandlede unge mænds debutalder på det seksuelle område den: Konkluderede at når man spurgte rigtigt, og uden navn, viste det sig, at “kun” 20 % af de norske værnepligtige havde haft deres seksuelle debut. Jeg ved så ikke hvor meget, jeg var bagud for andre unge mænd. – Nu er det da også for sent at ærgre sig! – Man kan så undre sig over hvorfor, drengene er så meget bagefter pigerne, som har så meget mere at risikere! For at hjælpe eller måske for at “slippe” for Annas “beklagelser”, spurgte jeg, da vi skulle have hjemmeslagter, om hun kendte hjemmeslagteren. Det gjorde hun ikke. Jeg fortalte så at han var ugift ikke helt ung, et ordentligt menneske og en flink mand, så vidt som jeg nu kendte ham. Hun lød interesseret. Der blev ikke! snakket mere om det. Nogle måneder senere, – efter jeg var flyttet, – fik jeg at vide at de var blevet gift. Hvad kan man dog få på sin samvittighed? – Jeg har mødt dem siden: De hilste da både pænt og venligt på mig. Det var til Holms sølvbryllup, jeg talte lidt med dem begge to. jeg følte ikke at nogen af dem bar nag. Min eventuelle medvirken blev ikke omtalt, jeg kan endda ikke være helt sikker på om, de måske kendte hinanden, da jeg omtalte manden. Så jeg ved ikke om det er min skyld eller det er Annas lidt direkte facon, der lykkedes. I efteråret var det igen muligt at tage til udlandet, i hvert tilfælde til Sverige. Det skulle Gert lige prøve. Der var stadig mange varer, vi ikke kunne få her i landet, ikke i fuld udstrækning i hvert fald. Rationeringen var stadig i kraft på tøj og andre dagligvarer. Gert tog en hel uge til Sverige, så skulle jeg passe køerne i den uge. Nu var der et problem, vi havde et nyt udlæg af kløver. Her var Gerts dygtighed, som markbruger rigtig kommet til sin ret. Aldrig har jeg hverken før eller siden, set et sådant lag kløver i september måned, den var gocm. Høj og tæt. Køernes fordøjelsessystem er sådan indrettet, at de faktisk kan æde sig ihjel i en sådan kløvermark. Køer kan æde en enorm mængde, når de får noget de kan lide. Nyt kløverudlæg er noget de kan lide. En kløvermark som den omtalte bliver ikke tør i dagens løb i september måned. Den indeholder en passende mængde fugtighed til at sætte gang i gæringen i koens vom. Vi kender det slag gæring, fra når nogen brygger vin, der kommer en række små “blop”. Forgæring af kløver giver en lang række af store “blop”, der skal slippe ud som “ræbeluft”. Desværre danner forgæringen også en del skum. som spærrer for denne “ræbeluft”. Således at vommen svulmer op, og bliver stram som et trommeskind. Fænomenet kaldes da også trommesyge. Hvis der ikke gribes ind i tide, kan vommen til sidst sprænges af den dannede gas, og dyret dør, en sikkert smertefuld død. Det fænomen kender alle kvægavlere, også Gert! Jeg vidste fra Jens Bonnerup, at man kun kunne forebygge ved først at lade køerne fylde vommen med stråfoder, helst hø. Vi havde hø nok, syntes jeg. Men det ville Gert gemme til vinterfoder, og i stedet fodre køerne med gulerødder, som er svære at opbevare til vinteren. Så en rigtig fornuftig økonomisk betragtning, når man ikke tager risikoen for trommesyge med i kalkulen. Holm, der var tilstedet, mente, at jeg havde ret. Men når Gert ville spare strå foderet, så skulle køerne ud inden de havde taget den sidste bid. Den betragtning rummer en forståelse for koens natur, som jeg ved, er rigtig; men ikke kan forklare. Gert lo af Holm, da han var gået, han anså Holm for at være dum. Men hvad angår forståelse for dyr, så nåede Gert ham ikke til sokkeholderne.

Gert tog til Sverige. Jeg fodrede med gulerødder, som jeg jo skulle, og tænkte: “Hellere være ulydig end slå køerne ihjel. Så jeg fodrede også med en smule stråfoder, og jeg gennede køerne ud hurtigst mulig, efter Holms råd, så de ikke nåede at føle den store sult, og derfor åd mindre mængder ad gangen. – efterhånden som sulten meldte sig, af den farlige nykløver. Det gik fint hele ugen, jeg så til dyrene flere gange i dagens løb, fordi jeg var bange for at min og Holms forståelse for kreaturhold måske ikke var nok. Men der var aldrig tendenser til trommesyge! Gert kom hjem, og han var nu helt tryg ved at slippe køer ud i kløvermarken. “De har vænnet sig til det sagde” Gert. Det gør de ikke! Hele processen skyldes gærceller, dem findes der masser af i naturen. De har en helt utrolig hurtig formeringsevne, under de rette betingelser, varme og passende fugtighed, plus selvfølgelig et passende næringssubstrat og det er kløver, vi kender processen fra hævning af brød. Der bliver nok en rest celler tilbage i koens vom, de fungerer så som en slags “surdej”, næste gang koen fylder vommen med fugtig kløver, og udviklingen af gas og af nye gærceller begynder med det samme. Der er dog en fordel ved at de har græsset på kløveren i en uge. Køerne har ædt det aller bedste og kan ikke nå at fylde vommen lige så hurtigt. Gert var ikke den mand, der tog mod gode råd fra dumslinge som Holm og mig. Første dag gik det godt. Næste dag var det koldt og Gert kom ikke op af lænestolen før ved middagstid, og genne køerne på græs. Her overtrådte han således Holms gode råd, nu var dyrene sultne igen. Om eftermiddagen opdagede han at de havde trommesyge, – hele flokken, der var en 17 – 18 koer! Gert ringede efter Thomas Drivsholm og sønnen Jens. Redningen i den situation er at punktere koens vom udefra med et såkaldt trommespyd. Et kort spyd med et metal skede. Man punkterer vommen gennem den bløde trekant foran hoftebenet, metal skeden bliver så siddende, for at holde åbningen fri, så gassen kan slippe ud. Der findes også en havde dummet sig. Han turde ikke mere benytte den omtalte kløvermark, ikke før næste år. Gert var en respekteret mand på egnen, og han var i bestyrelsen for blandt andet mejeriet gennem mange år. Et par år efter, at jeg havde været der, byggede han nye avlsbygninger i røde sten, de flotteste avlsbygninger, man havde set på den tidjeg ved ikke hvor meget det slankede hans sparekassebog, han kunne ganske sikkert betale alt kontant. Han var på mange måder en mærkelig mand. En af hans særheder var at han ikke kunne fordrage husmænd. Han var ivrig venstremand, og der var valg i det år, jeg var der. Jeg var kun nitten, og der var mange år til jeg fik valgret, alligevel kunne han ikke lade være med at propagandere for sine politiske synspunkter. Han påstod, at socialisterne og de radikale havde til hensigt at odelægge dansk landbrug. De propaganderede for at nedlægge de store gårde, og udstykke dem til små husmandsbrug af en størrelse, som kunne brødføde en familie. Statshusmandsbmg af den størrelse blev der oprettet mange af i trediverne og frem til halvtredserne. Man havde gode argumenter, fordi de store gårde gav underskud. (Det gor de nok endnu, hvis ikke de får deres EU tilskud.) Når man udstykkede en gård på 3900 tdr. land, kunne man få 200 husmandssteder, som hver kunne bradfode en familie. Gert var meget forarget over den politik. Han var sikker påmetalarmeret slange som føres ned gennem halsen, og slipper gassen den vej ud, en mere skånsom metode. De havde ikke instrumenter, eller mandskab nok, til at redde alle de syge dyr. Da jeg kom hjem lå der tre døde køer uden for. Jeg sagde ikke noget, men jeg husker at jeg var forarget over ikke at være blevet tilkaldt. Det kunne aldrig være hændt hos Jens Bonnerup, for det første var han for klog til, at dette kunne ske, for det næste tilkaldte han altid mig, når der var problemer med et dyr og tit også Evald. Det kunne være for at vi skulle lære af det vi så, men jeg er sikker på han også havde nytte af vores hjælp. Vi havde begge to en fornemmelse for at omgås dyr, på en god og rolig måde. Dette havde Gert ikke engang evnen til at se. Han troede at en proprietær og hans søn var den bedste hjælp han kunne få. En dyrlæge var der ikke råd til. Han kunne have tilkaldt alle egnens dyrlæger for det en ko kostede. Jeg kan jo ikke vide om en dyrlæge kunne have reddet en ko mere. Det har han da forudsætningen for. Gert omtalte aldrig episoden selv om den kostede en stor del af hans besætning livet, han var vel klar over, at han at Haugård med sine 46 tdr. land nu var i farezonen. Han påstod at Melle Kristian og Nikolaj havde været henne og måle op, hvor meget de ville have af Haugård efter valget. Socialdemokratiet vandt det valg. – Haugård består endnu! Nogle år senere kautionerede Gert for et lån til en fattig vognmand, så han blev i stand til at udkonkurrere husmændene i udliciteringen af mælketurene, jeg er sikker på, at det var fordi han ikke kunne tåle husmænd, og han var overbevist om, at de ville tage Haugård eller dele af den fra ham. Min påstand kan jeg underbygge. Medens jeg tjente hos ham, var der en af hans tidligere karle, der bad ham kautionere for et lån til at starte en vognmandsforretning. Gert kunne ikke lige få sig til at sige nej. Så han sagde: “Ja hvis du kan få Simoni Pedersen (smeden) til at kautionere så vil jeg også”. Gert vidste nok hvad Simoni ville sige, – troede han! Simoni var nabo til karlens forældre, og han var lige så udspekuleret som Gert. Så han sagde: “Ja selvfølgelig, hvis du kan få Gert til at kautionere, så vil jeg også”. Når man nu er så glad for penge som nu Gert og Simoni, så må regnskabets time jo komme. Så de gik sammen hos Gert, for at planlægge. hvordan de slap ud af kniben. Henry, som han hed (det! gjorde for omtalte vognmand også) ville jo nu, da han havde løfte fra dem begge, have sagen ordnet, han gik ind til smedens og spurgte efter Simoni, Han havde nok bare sagt til Ruth at han var kørt hen til Gert. “Nå fint”. Tænkte Henry sikkert: “Så kan jeg snakke med dem begge to på en gang”. Da vi så hørte Henry kom, blev de to herrer forlegne, hvad gør man så: jo Gert vidste råd, ikke verdens viseste råd, for smedens bil stod i gården: “Valdemar”, sagde Gert: “Gå lige ud og sig til ham, at vi ikke er til stede i aften, du ved ikke hvor vi er”. Jeg måtte så aflevere deres løgn. Henry var jo heller ikke dummere end han forstod. Alene det at han blev modtaget i døren viste jo, at han ikke måtte komme ind. De slap for flere henvendelser fra ham. Da jeg så kom ind og fortalte at redningsaktionen var lykkedes, sagde Gert til smeden; Skal vi have et glas vin på det. Missionsmanden Simoni Pedersen takkede så meget. Gert bestilte glas hos Anna, husbestyrerinden, og han sagde til mig: “Valdemar skal du ikke ud og se til hestene”. “Nej, de er fodret af for i aften” sagde jeg.; “Men jeg skal nok gå ud”. På vejen ud mødte jeg Anna med tre glas: “Hvor skal du hen?”. “Jeg blev sendt ud”. “Nå jeg troede ellers det var dig, der havde tjent vin ved, at gå ud til Henry og stikke en løgn for dem”. Sagde Anna! Huset var ikke større en den ene kunne høre hvad den anden sagde. Men Gert tænkte jo på sin sparekassebog, et glas vin til 27 øre, eller hvor meget det nu var, er sparet og fortjent. Den anden Henry, som han kautionerede for, var ikke mere sikker end ham, jeg her omtalte, det gik ikke for godt med hans økonomi, selom han fik mælketurene, ved Gerts hjælp. Jeg mener også han gik fallit, om Gert tabte penge, ved jeg ikke. Gert var i bestyrelsen for andelsmejeriet på det tidspunkt, vist nok formand. Gert var, som sagt en flink og omgængelig mand. Jeg arbejdede for ham i næsten et år, inden jeg så ham gal. Så gik den heller ikke længere. Vi havde en del gulerødder, som blev brugt som suppleringsfoder til køerne om efteråret, der var blandet grønkålsfre i gulerodsfrøene, disse grønkål var udviklet sig til en enorm afgrøde. Der var grønkål nok til hele Vrensted og nærmeste omegn. Nu var der også gang i et draningsarbejde for enden af samme mark, så man ikke kunne køre til enden af marken når man hentede gulerødder til køerne, man var nød til at vende vognen og køre tilbage. Jeg så en åbning mellem grønkålen, hvor jeg lige kunne køre vognen igennem, troede jeg. Den gik ikke, det ene hjul ramte en kålplante og knækkede den. Jeg lod den bare ligge, der altid var travlt, jeg skulle stort set gøre samme arbejde som han før havde to til. Da Gert så den væltede grønkålsplante blev han stjernetosset, jeg skulle have gravet den op og flyttet den et andet sted hen. (medens jeg så havde gjort det, kunne hesten vel have adt! to planter). Jeg kunne jo have smidt den knakkede plante op i vognen og ladet køerne æde den: Gert ville aldrig have savnet sin kålplante. Jeg synes det er utroligt, at jeg kunne arbejde der i et helt år, og det så skulle være den største fejl jeg har begået. Hvis det var tilfældet, synes jeg han skulle have båret over med mig. Der var vist tre dage til jeg skulle flytte så han er nok kommet i tanke om han lige manglede, at give mig en omgang, inden jeg flyttede. Manden var så stolt af sine grønkål, så det må have været et skår i glæden, at se den knækkede kål. Jeg bad min far holde lidt øje med, hvad han nu fik ud af alle de kål! Jeg havde tænk, han måske ville sælge dem til et hotel til jul, Men hotellerne i Løkken er ikke lige til julegæster, og der har nok ikke været mangel på kål til jul. Far fortalte at kålen stod og pyntede hele vinteren, (ingen kunne se der manglede en plante). Om foråret blev de så bare pløjet ned. Det er mest de negative ting jeg husker, fra min tid hos Gert, jeg ved da godt, at der også var gode stunder. Når nu jeg kunne arbejde for ham så længe uden nogen sammenstød, kan det ikke være gået helt galt. Men jeg tror ikke rigtig på, at en ung mand på nitten, kan arbejde et helt år uden at lave større fejl end, at knække en grønkålsplante.

 

”Hvad solskin er for den sorte muld, er sand Oplysning for muldens frænder”

Femte kapitel erindringsbilleder

På et tidspunkt, medens jeg tjente hos Gert, begyndte min far, at bearbejde” mig for, at få mig til at tage et 5 måneders højskole ophold. Det havde jeg ikke rigtig forståelse for i begyndelsen. Far havde da heller ikke selv været på højskole, tanken havde nok heller aldrig strejfet ham – ja, hvad ved jeg! Jeg troede, at det måske var Holms Anna eller måske Anna Christensen, der havde luftet tanken. Jeg var jo kommet meget hos Holms, og jeg er ikke i tvivl om, at begge de to damer interesserede sig for nu. I dag, hvor man jo går i skole i 9 – 10 år, har man ikke så meget brug for de teoretiske skolefag, som regning og skrivning, som man havde dengang, hvor vi gik i en toklasset skole i syv år. Min rådgivning viste sig ikke helt at være på toppen. Rådgiverne var, min far, Gert og Brøchner – Hansen. Jeg kunne ikke rigtig få noget tilskud fra staten, fordi jeg havde tjent en pæn løn året forud, alle andre fik deres ophold betalt af staten. Gårdmændenes sønner, fordi de havde arbejdet hjemme på gården, og derfor ikke havde nogen indtægt – på papiret. Dem der, ligesom mig, tjente deres brød ved at arbejde for andre, de ventede til efter militærtjenesten. Der fik man 1 kr., og 50 øre om dagen det første halve år og derefter 1 kr. og 75 øre det næste. Derfor var man berettiget til at få sit højskoleophold fuldt betalt af staten. Jeg tog mit ophold året før militærtjenesten, så jeg fik halvandet år, med udgifter i stedet for indtægter, og nu havde jeg ikke så meget, at “gøre godt med,” fordi jeg havde lånt mine forældre 5000 kr. af min opsparede løn, for at de kunne købe jord til, så far ikke behøvede at slide for andre. Han var ret frisk efter sin operation, det skulle ikke gerne ødelægges igen ved hårdt slid. Jeg lånte dem nu så tit småbeløb, det holdt mor nøje regnskab med, og hun sørgede for, at de blev betalt tilbage hver en øre, med tillæg af de renter, som jeg ville have fået hvis de stod i mit velfærd Nå! Manden kunne da også tænke selv. Jeg husker, at han brugte argumenter som: “Du vil sikkert få noget der, som vil følge dig resten af livet, og som du måske ikke siden hen ved kommer derfra.” Jeg havde en sikker fornemmelse af, at han med “noget,” mente selvtillid. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor han altid pillede den selvtillid af mig, som jeg havde tilegnet mig! Han fik mig overbevist om, at jeg ville have gavn af et sådant ophold. Dengang var højskole noget helt andet end sparekassen. Mine rådgivere var måske ikke vant til “kassetænkning.” Ved at bruge reglerne til egen fordel, kunne jeg nok have sparet et par tusinde, på mit højskoleophold. Det har måske været pengene værd fordi, jeg lærte noget om min egen formåen.(det kunne jeg vel også have lært året efter soldatertiden) Jeg begyndte på Vrå Folkehøjskole til november 48. Det var da en omvæltning, fra at være enekarl hos Gert Haugård, til at være nogen og fyrre at omgås i det daglige, for øvrigt et lille hold, ca. ti af dem var fra Sydslesvig. Nogle endnu præget af deres oplevelser under deltagelse i krigen, selv nu tre år efter. Mine samtaler med specielt en af dem, ham delte jeg! værelse med, overbeviste mig om at krig, uanset hvilken undskyldning man finder på, er en forbrydelse, ikke måske så meget mod dem der bliver dræbt eller legemligt lemlæstet, som mod dem der overlever og skal leve med mareridt og genoplevelser af rædslerne til deres dages ende. Tænk bare på hvad vi har hørt i fjernsynet om modstandsfolkenes mareridt. Jeg tror ikke deres oplevelser står mål med en frontsoldats oplevelser. Eller tænk på hvad vi har hørt, om de danske soldater i det tidligere Jugoslavien, nogle blev psykisk syge af at høre et par skud tæt ved, andre af at have været under beskydning. De tyske østfrontsoldater, havde oplevet beskydning i lange tider. Hvad med vore soldater i Irak, senere vil vi nok komme til at høre om deres psykiske problemer. Nej krig er ikke for mennesker, og de opstår kun fordi uforstandige mennesker, regerer verden og ikke kan finde fredelige løsninger på deres selvskabte problemer. De sender bare unge mænd ud at dø uden mindste samvittighedskval. Hvem husker ikke billederne af Hitler, der klapper drengene på kinden inden de sendes ud i kamp, som folkestorms “tropper.” Det er et billede af Hitler – ja, det kunne lige så godt være et billede af vor tids krigsherrer: Fogh Rasmussen, Blair eller Bush. Forsvarskrige ser jeg ikke helt sådan på. Men dem kan der jo ikke mere blive brug for. Mit udbrud her må da have stoppet alle angrebskrige!!

Højskoleopholdet blev på mange måder en god tid, både fordi det gav en pause, en slags ferie fra det daglige slid, og fordi der var god lejlighed til at sammenligne sine kundskaber, og sammenligne sine intellektuelle evner med andre unge landboere. En del af dem havde mellemskole og nogle realeksamen.

Men de havde ikke alle sammen bedre skolekundskaber end den, der kom fra den “stråtækte.” Det fik jeg aldrig lejlighed til at fortælle Brøchner – Hansen. Jeg ved det ville have glædet ham. Han kunne ikke fordrage, at folk tog deres børn ud af den toklassede skole for, at sætte dem i “realen.” Man kunne tro at han havde en slags mindreværds følelse over for mellem- og reaskolen. Det burde han ikke have, de to skoleformer, mellem og realskole kontra den toklassede skole, er da usammenlignelige størrelser På højskolen får man jo ikke karakterer, alligevel kunne jeg skønne, at mine danskkundskaber var på højde med de bedste på skolen. I regning klarede jeg mig også blandt de bedste. Jeg formoder at realisterne kunne noget matematik, som vi andre ikke anede en pind om, og som der heller ikke rigtig var brug for i højskolens regnebog. Desuden formoder jeg, at de kunne noget sprog. Det lærte vi ikke noget af i den toklassede. Men jeg så dem aldrig snakke med sydslesvigerne, der kunne de ellers have øvet deres tysk. Kun en ting, syntes jeg, kastede en skygge over mit højskoleophold. Det sydslesvigske spørgsmål! Forstanderen Arne Brandt-Pedersen, var besat af tanken om, at Danmark nu skulle have Sydslesvig tilbage, som man efter første verdenskrig, fik Nordslesvig (Sønderjylland) tilbage. Han holdt tidligt og silde foredrag for os om det sydslesvigske spørgsmål, og Sydslesvigs traditionelle tilhørsforhold til Danmark. Jeg husker ikke hvem det var, der efter nederlaget i 1864 lovede dem, der da kom under tysk regime: “I skal ikke blive glemt”. Det løfte gentog Brandt-Pedersen igen og igen, og forklarede hvor vigtigt det var, at det løfte blev holdt. (De der havde modtaget løftet lå for længst både gemt og glemt under mulde). Havde han øjnet en chance, ville han sikker også have haft Skåne, Halland og Blekinge, tilbage. De helt samme argumenter ville da kunne bruges. Der var elendige forhold i Tyskland, lige efter krigen, og dermed også i Sydslesvig, I kølvandet på de dårlige forhold opstod der en “Danskhedsbølge” i Sydslesvig. Den bølge, var der mange der mente, skulle udnyttes, til at holde en folkeafstemning i Sydslesvig, som man havde holdt det i Nordslesvig efter første verdenskrig, hvor Nordslesvig stemte sig tilbage til Danmark. Der var ikke flertal i rigsdagen, for at holde en sådan folkeafstemning. Brandt-Pedersen troede vel at “Danskhedsbølgen,” ville holde sig, til vi fik stemmeret ca. fem år senere. Som venstremand gik han ikke ind for, at unge mennesker var modne nok til at have stemmeret. Der var før 1953, to ting (kamre hed det) i rigsdagen, folketing og landsting. Der var forskellig valgretsalder til de to ting, højest til landstinget, jeg husker ikke om det var 30 eller 35 år. Til folketinget var valgretsalderen meget lavere, jeg husker ikke om den var 25 eller 27 år. Den blev ændret flere gange før den omkring 1970 endte på 18 år. De to ting udgjorde rigsdagen. Der var måske en enkelt af eleverne, der havde stemmeret. Så man kunne mene at Brandt Pedersen spildte sit propagandakrudt med sine foredrag. Senere har man hørt kritik af de venstreorienterede lejesvende, når socialistiske lærere har luftet deres synspunkter i klasserne. Han var sikkert ikke i stand til at se, at det her var propaganda, fordi det her var som han så verden og derfor den eneste sandhed. På samme måde tror jeg at de “socialistiske lejesvende overhovedet ikke anede, at de propaganderede, de fortalte bare hvordan verden så ud fra deres synsvinkel, at den kunne ses fra en anden vinkel faldt hverken dem eller Brandt-Pedersen ind. Benævnelsen lejesvende var ren propaganda. Ham der opfandt den benævnelse, (Erhardt Jakobsen) var en velbegavet mand, der godt vidste, at ingen fik betaling for at fremføre deres synspunkter, og uden betaling er benævnelsen lejesvende meningsløs. Engang var der nogle af eleverne, der beklagede sig til en anden lærer Niels Mandø, der var sønderjyde, som navnet antyder, over at vi altid skulle høre om Sydslesvig. Niels Mandø var næsten lige så besat af spørgsmålet som forstanderen var. Han havde også timer med os. Han viste billeder, der skulle vise, at de danske byggetraditioner, blev benyttet langt ned i Nordtyskland. Det skulle bevise tilknytningen til Danmark, og vores ret til disse landområder. Netop synspunkter, der overalt i verden har ført til ufred og krige. (Ingen anden verdenskrig uden sudetertyskere – Esahe. Loraine og korridoren gennem det nu polske Danzig). Så Mando gik til forstanderen med deres beklagelser. Forstanderen skulle have os til noget andet i næste time. Det kunne være godt, at høre ham tale om andet end Sydslesvig. Sådan blev det så ikke. Forstanderen var ret så eksalteret over, at nogen havde ytret sig om, at de var trætte af, at høre al den Sydslesvig- snak. «Så har i ikke hørt nok om Sydslesvig”, sagde han. “Det må vi råde bod på.” Så han strøg dagens emne og gav os en ekstra time i oplysning om Sydslesvig. Der sad vi så, med tungen langt ud af halsen af Sydslesvig-lede. – Sikke dog en psykologi. Han vandt sikkert ikke en eneste for Sydslesvig-sagen i vinterens løb snarere tværtimod. I dag hvor Tyskland har samme eller højere materiel status som Danmark, synes Sydslesvig sagen, at være så uendelig ligegyldig – i hvert fald for sydslesvigerne, -og Arne Brandt-Pedersen lever ikke mere. Vrå Folkehøjskole havde også landbrugsundervisning, og desuden kursus til uddannelse af kontrolassistenter. Som “gammel kreaturmand” var det naturligt, at melde mig til et sådan kursus. Der lærer man en del om rationel fodring og får indsigt i kvægavl, alt sammen viden som kunne komme mig og fremtidige arbejdsgivere til gode. Min far var ikke rigtig glad for at høre, at jeg havde tilmeldt mig dette kursus. Han syntes så ikke jeg skulle fortælle det til nogen! Jeg troede at han ville synes, at det var flovt, når nu jeg skulle fortælle at jeg var dumpet! Men efter at have talt om det, fik snarere det indtryk, at han syntes det var flovt, at jeg var så dum, at jeg gjorde mig forhåbninger om at bestå! Man behøver nu ikke at være overbegavet for at blive kontrolassistent. Det er bare en fordel at kunne tænke selvstændigt, og det er nødvendigt at kunne regne. Jeg havde ikke ambitioner om at blive kontrolassistent, jeg ville bare tilegne mig lidt mere viden, om pasning af kreaturer, og om kvægavl. Da jeg så bestod med første karakter og ug? i gennemsnit, så lavede far en aftale med formanden for Tholstrup – Stenum Kontrolforening, at han ville forsøge at udvirke, at formanden fik en samtale med mig om en eventuel ansættelse der, når jeg var færdig med militærtjenesten. Det lykkedes for ham ca. halvandet år senere. Højskoleopholdet gav mig mange gode oplevelser, både med kammerater, og med undervisningen, særlig skriftlig dansk, mest stilskrivning, det gav mig en slags glæde at “lege” med ordene, og jeg høstede megen ros for mine stile. Flere gange har læreren skrevet under stilen, det er en god stil både sprogligt og indholdsmæssigt. Jeg har dog ikke haft ret meget brug for de evner, som jeg har troet på, at jeg besad, men bare ikke haft lejlighed til at opleve. Derfor har jeg nu besluttet, at skrive lidt ned fra et langt liv, måske til glæde for mine efterkommere, og i hvert fald til glæde for mig selv. Det er da en god beskæftigelse her i den kolde vintertid. Hvis det blot bliver halvt så læseværdigt som jeg selv tror, så skal det nok blive læst af andre! Også sammen med kammeraterne på højskolen, var der oplevelser, som jeg husker. Jeg delte værelse med en af de sydslesvigske elever, Momme Andersen hed han. Han var friser, og som sådan ret så enig med mig i mine synspunkter angående det sydslesvigske spørgsmål, han gik ind for et selvstændigt Frisland. Han var et årstid ældre end mig, og han havde været i krig på østfronten som 16årig. Derfra slæbte han rundt på nogle oplevelser, som han trængte til at snakke om. Lyset skulle være slukket kl. 10 på værelserne, det blev det ikke altid. Vi havde brug for lys for at kunne forstå hinanden, og tale nogenlunde ordentlig sammen. Ansigtsudtryk og håndbevægelser, kropssprog i det hele taget, var nødvendig for forståelsen. I begyndelsen havde vi meget store vanskeligheder med sproget, jeg kunne ikke et ord tysk. Fra starten kunne han ikke et ord dansk. Sydslesvigerne havde nogle timers danskundervisning hver dag. Min værelseskammerat fik efterhånden problemer med at oversætte fra tysk til dansk, i disse dansktimer, fordi han blandede en del vendelbogloser ind. Han måtte være noget af et sproggeni, han blev bedre end de fleste til at begå sig! på dansk, jeg regner så også vendelbomål for at være dansk! Han lærte et rimeligt dansk på de 5 måneder opholdet varede. Nogle gange når der var et ord eller en sætning jeg ikke kunne forstå, så kunne han finde på at skrive eller udtale dem langsomt på tysk, frisisk eller plattysk, der er ord, der på de tre sprog, ligner dansk nok til at løse op for forståelsen, ellers måtte vi i nogen udstrækning nøjes med forståelsen af helheden, når han fortalte om sine oplevelser som frontsoldat. Det var ikke heltegerninger han pralede med, tværtimod. Det var en beskrivelse af angsten, rædselen, skrækken, sulten, udmattelsen, kulden og alle tænkelige strabadser for de unge 16 årige frontsoldater i den sidste tid på østfronten. Hans sidste oplevelse, var under tyskernes flugt i de sidste dage. Hans afdeling havde foretaget et langt tilbagetog, og havde nu lagt ret lang afstand til de forreste russere, ingen vidste hvor lang. Nu blev Momme og en kammerat sendt lidt tilbage, (Frem i forreste linie). For at holde vagt, og melde tilbage, så snart de så de første fjender, de fik ingen telefon eller andet kommunikationsudstyr med, så det var en rigtig Uriaspost, de to knægte var sat på. Meningen med vagten var, at resten af afdelingen, så ville blive varskoet, når man hørte skudvekslingen når de to tog kampen op mod den Røde Hær. Ingen kan forestille sig den rædsel, der greb de to drenge, efterhånden som det gik op for dem, at de nok var ladt i stikken. De var blevet fyldt med rædselsberetninger om hvordan “bolhcevikkerne” behandlede deres krigsfanger. (Ligesom russerne var fyldt med rædselsberetninger om tyskernes behandling af deres fanger). Noget var rigtigt, alt blev overdrevet helt ekstremt, for at skræmme soldaterne fra at overgive sig. – – Jeg forestiller mig, at når en frontsoldat, har modtaget melding om at hans gamle bedstemor, eller hans kone eller børn er blevet sprængt i stumper og stykker, eller bare lemlæstet af fjendens bomber, så vil han nok ikke altid være kultiveret nok til at tage venligt imod en repræsentant for den magt der har ødelagt hans hjem eller familie. – – De to 16årige drenge havde alle disse beretninger om tortur og mishandling i hovedet, alt imens de var sat på vagt for fædrelandet. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, knægtene blev mere og mere urolige ved situationen, og mere og mere sultne. Jeg ved ikke hvor længe det var siden, de havde fået mad. Alt var kaos, og ingen havde overblik over hvem der fik forsyninger, eller over om der var transportmidler til at få forsyninger frem. Her vidste gutterne råd, alle huse var forladt, og dyrene overladt til sig selv. Der var et forladt husmandssted med en flok høns, og i bryggerset var der en gruekedel, og vand i pumpen. Nu drejede de så halsen om på nogle høns, og fyldte gruekedlen op med vand og høns, nu skulle de rigtig have festmad. Det var mit indtryk at de ikke fik de høns kogt ordentligt, inden de begyndte at spise. De blev mætte, og søvn havde de ikke fået meget af i dagevis. Nu krævede naturen sin ret, knægtene faldt i søvn, indtil de vågnede ved motorstøj, de løftede hovedet og så soldaterne havde russiske hjælme på. Så skete der noget som Momme gav de lidt ukogte høns skylden for, jeg nævnte de russiske hjælme. “Ja du skulle lige vide” sagde Momme kun. Det må have været ganske ubehageligt at løbe tilbage til deres afdeling, som ikke længere var der, den havde måske fortsat flugten, efter et lille hvil hvor drengene holdt vagt. De blev i stedet stoppet af russere, der bare lo af de to knægtes forfatning. Nu troede de jo deres sidste time var kommet, de blev derfor lidt forbavset over at få rakt et par tørre bukser hver, samtidig med at der blev peget på en plads hvor de kunne vaske sig. De blev behandlet langt bedre end de var blevet den sidste tid i den tyske hær. Jeg blev ikke klar over hvor lang tid der gik, om det var to eller flere dage. Men de blev udleveret til amerikanerne, russerne og amerikanerne var mødtes på dette sted, hvorfor amerikanerne overtog fangerne ved jeg ikke, men de hørte jo hjemme i det senere Vesttyskland. Tyskerne havde overgivet sig til amerikanerne, medens de fortsatte krigen mod russerne nogle dage endnu. Momme mente de blev behandlet meget bedre end de ville være blevet i den allerførste tid af krigen. Fordi det var friske udhvilede elitesoldater de var blevet taget til fange af. Disse følte sig sikre og overlegne overfor den sidste rest af, den før så mægtige tyske hær. Den der er ovenpå, har måske bedre “råd til at vise “storsind”, her ganske almindelig medmenneskelighed.

Vi der kandiderede til at blive kontrolassistenter blev på skolen nogle dage mere end de andre. Selve eksamenen tog vist en dag. Ingen dumpede, men der var tre betegnelser for dem der bestod: 1. særdeles velegnet til at varetage en kontrolassistents gerning (den betegnelse fik jeg)…- – 2. velegnet — 3. egnet, denne karakter blev der også brug for.

 

Himmelbjergturen

6. afsnit erindringsbilleder

Efter højskoleopholdet følte jeg trang til at se lidt mere af af Jylland. Vel også af den store verden. Det blev nu aldrig til mere end Silkeborg. Efter at have set en annonce i Vendsyssel Tidende, hvor en søgte landmandssønner til en store gård på Silkeborg egnen, skrev jeg et brev, jeg havde fået lov til at opgive smedens telefonnummer, som kan benyttes efter et par dage blev jeg så kaldt til telefonen. En Hans Chr. Thomsen ville ansætte mig for sommeren, det blev vi så enige om. Der var for øvrigt problemer med langdistance telefonsamtaler dengang (foråret 48). Telefonnettet var nok ikke blevet vedligeholdt og udbygget under og efter krigen. Dengang hang telefontrådene på pæle langs vejene, og de var meget udsatte for beskadigelser af vind og vejr og måske uartige knægte. Trådene var u isolerede og var fastgjort til porcelæns isolatorer. Disse porcelænsisolatorer var mål for os drenges stenkast på vejen hjem fra skolen, enkelte gange var vi “uheldige ramme en. Der var også grænser for, hvor mange e der kunne hænge pa pælene, og der skulle to tråde til hver telefon. Dette net var naturligvis mest sårbart for blæst og trafikuheld. Ak det betød, at der var restriktioner på brugen af telefon. En langdistance samtale måtte højest tage tre minutter. Hans Chr. Thomsen havde i forvejen sikret sig tre gange tre minutter. Nu skulle jeg jo fort tilkaldes og løbe ind i smedens telefon, der var ikke så meget tid til aftale af selve fæstemålet. Telefondamens “Tre minutter” var også at distraherende element. Da hun sidste gang sagde tre minutter begyndte Thomsen at råbe endnu højere: “Jeg må have tre minutter mere”. Det kunne ikke bevilges. Han råbte: “Det er så en aftale at.” Her blev stikket hevet ud, så han råbte ikke højt nok til at jeg hørte, at han råbte “Jeg skriver. Jeg tog til Silkeborg på den datos jeg mente var aftalt. Det var nok søndag, så jeg kunne begynde mit nye arbejde mandag morgen. Mandag, kom så også brevet fra Thomsen, så mine forældre vidste godt, at jeg måtte være dukket noget uventet op. Jeg ankom til banegården i Silkeborg, efter mørkets frembrud, jeg husker ikke noget om klokkeslættet. Jeg kunne lige så godt være dumpet ned midt i London — ja-ja her kunne jeg sproget. Det var uoverskueligt, jeg var vant til Vrensted Østerhede den kunne jeg overse. Jeg havde ingen kort over byen. Heldigvis havde jeg været hos manufakturhandler Frederik Christensen for at købe arbejdstøj for de købekort, der var trådt i kraft indenfor det halve år, jeg var på skole. Frederik Christensens kone havde tjent i Silkeborg og vist været på skole der. Nu var der det ved Frederik Christensen, at han snakkede og snakkede og spurgte man ham, kom man ikke fra ham før, man havde “aflagt fuld tilståelse om hvad man havde foretaget sig siden sidst og hvad man agtede, at foretage sig i den nærmeste fremtid. Som den nysgerrige, snakkesalige og hjælpsomme mand han også var, så kaldte han på konen. Hun fortalte om Silkeborg og om Øster Kjelstrup, som gården hed, og vejen derud, fra banegården. Jeg havde fuldt tjek på vejen, over åen, gennem Sølyst og Alderslyst og videre mod Øster Kejlstrup. Der gik nok ikke flere rutebiler den aften så jeg måtte ride hele den lange vej til øster Kjelstrup på apostlenes heste. Jeg husker ikke grunden, for jeg havde cyklen med, måske den var punkteret, da jeg kom op på grusvejen, måske jeg havde for meget bagage til at cykle. Så jeg travede og travede, bele tiden med den tanke i baghovedet: “Er jeg kommet for langt? Skal jeg vende om? Der var ikke huse langs vejsiden mere, så jeg kunne gå ind og spørge, hvis jeg nu er på rette vej. så bliver turen jo meget længere af at gå tilbage og spørge. “Jeg kommer vel også til bebyggelse igen” tænkte jeg, “Ja men så er der bare endnu længere tilbage-det bliver sent, inden jeg når ind til min nye plads!” Det var så mørkt nu, at jeg ikke kunne se hvad mit lommeur viste! – Så pludseligt skiltes skyerne en smule, og gennem det tyndere skylag mellem de tunge sorte skyer lyste månen en smule, og jeg så tydeligt de savtakkede gavle på Øster Kejlstrups hovedbygning skråt til venstre for mig. Der så øde ud. “Er de allerede gået i seng” tænkte jeg finder jeg ingen, så lægger jeg mig altså til at sove i stalden!” – Jeg fik revet en tændstik, lommeuret viste ni, nåede jeg at se, inden tændstikken blæste ud. Nu skilte skyerne lidt mere, fordi det var begyndt at blæse en smule. Jeg kiggede mig omkring. – tænkte at jeg da også snart skulle have næse for, hvor pigeværelserne var placeret-eller, nå ja – bare en slags mennesker, det måtte der vel også være, selv om jeg var langt fra Vendsyssel. Det var en stor gård, meget større end jeg var vant til, her – her er en dør, jeg må kunne få pigen til, at rede en seng til mig, jeg var ikke stolt ved tanken om, eventuelt at ligge i høet eller i stalden i morgen tidligt-når gårdens folk vågnede – som en farende svend. Jeg åbnede døren, og kom ind i en lang gang med flere døre, kan det være Værelser alle sammen? Jeg prøver at vække en.” Tænkte jeg. Jeg kunne høre en trække vejret, det lød ikke som nogen pige, og en vendelbo var det vel ikke; men en slags menneske vel nok. Jeg vovede mig ind vækkede hende, hun viste sig at hedde Egon, og var en flink og hjælpsom fyr, som var gået tidligt i seng. Han mente nok at pigerne var vågne, og nu skulle han nok kalde på en: “Der står en ledig seng inde ved siden af.  Pigerne   ved sikkert hvor der er en dyne så går det vel for i nat.” Karen Margrethe, som hun hed, havde tjek på det med sengetøjet, hun kunne bare ikke finde en hovedpude – jeg måtte dog ikke låne hendes – der er en skråpude i sengen, den må du klare dig med. Det med fælles hovedpude glemmer vi for i aften. Vi havde allerede fundet en jargon, pigerne her var åbenbart ikke vidt forskellige fra vendelbopigerne. Vi talte rigtig godt sammen alle tre: Egon, Karen Margrethe og mig. Det er altid vigtigt med et godt førstehånds indtryk. Nu fortalte de videre: “Der kom en ny karl i aftes, en flinke fyr (vil jeg da tro de sagde). Han hedder Valdemar vi kaldte ham bare Valde, det havde han vist ikke noget imod. Næste dag blev jeg et par gange mødt med ordene: Goddag det er dig der hedder Valde ikke? Det viste sig at herskabet, var på familiebesøg, de kom hjem sent på aftenen, Karen Magrethe vidste godt, om den afbrudte telefonsamtale. Men Thomsen mente ikke, jeg kom før onsdag, den dag skulle der også komme en, der hed Frank Pedersen fra København. Denne Frank skulle vise sig, at blive Son Karen Margrethe kom til at dele hovedpude med. Hver person på gården viste sig at have sit eget sprog En der var lidt interesseret i egnen og sprogene, fortalte mig engang om årsagerne til forskelligheden i sproget netop på det sted.

Der var den, som i tidligere tider var en næsten uoverstigelig barriere. Sproget havde sk udviklet sig forskelligt pi hver side af Gudenken, og der var skovene og bakkerne, som man kun nødig vovede sig igennem. Nars Karen Margrethe Johnsen var fra mols, Frank Pedersen fra København, Verner Poulsen fra Ikast, stuepigen fra Fundet, forkarlen fra Balle, fodermesteren fra Them fodermesterkonen fra Bording, og jeg var fra Vendsyssel, ja så var der brug for at åbne ørene, hare efter og tale tydeligt, og eventuelt moderere sine vendelboudtryk. Den første dag til middag lærte jeg lidt om sprogforbistring – folks hjælpsomhed – eller måske deres humoristiske sans. Da jeg bad om “Vajkajen, rakte en mig kartoflerne, en anden sovsekanden, en tredje flæsket en fjerde brødbakken. Mon det var tilfældigt, at ingen rakte mig vandkanden, for jeg kaldte den det?

Egon var der ikke ret lange, han skulle ind som soldat i begyndelsen af maj. Det faste mandskab bestod af forkarlen Jens Lauersen, andenkarlen Verner Poulsen tredjekarlen Valdemar Sørensen, fjerdekarlen Holger

femtekarlen Frank Pedersen, fodermesteren kaldte vi aldrig andet end fodermesteren, jeg har måske aldrig haft hans navn! Staldkarten Wilhelm, en ægte omgængelig mand, han havde en eller anden skavank intellektuelt, han fik ikke rigtig nogen løn, jeg er næsten sikker på, at jeg husker rigtigt med en krone og halvtreds øre om dagen, nu fik han jo også kost og logi, ligesom vi andre. Fodermesteren var gift, det var Holger også. Frank var lige hjemvendt fra militærtjeneste ved den danske styrke i Itzeho i Nordtyskland, han gjorde tjeneste ved militærpolitiet. det glemte han ikke at gøre opmærksom på. Han var således ca. 1 ½ år ældre end mig. Wilhelm var venlig overfor gårdmanden, forkarlen, fodermesteren og mig. En eller anden spurgte engang forkarlen Jens, hvorfor mon Wilhelm, havde kastet sin forkærlighed på Valde, Jens sagde: “Wilhelm siger, at man kan stole på Valde, det han siger det passer. Der er nok nogen, der tager lidt gas på Wilhelm.” Han havde lige fået en moderne trillebør med gummihjul, den ville de andre gerne låne, når der var brug for en trillebør. Wilhelm var tidligt oppe, og han var for længst færdig med at bruge trillebøren, når normal arbejdstid begyndte så nogen troede, at de bare lige kunne gå ind og låne Wilhelms trillebør, så blev de meget klogere, Wilhelm kom farende med møggreben i hånden og råbte: Den lader du bare stå” Ingen turde røre Wilhelms trillebør. Da vi en dag lavede noget arbejde, hvor der skulle flyttes jord. (det er hårdt arbejde at flytte jord med en gammeldags trillebør) så nævnte jeg Wilhelms trillebør, da fik jeg at vide hvor vanskelig, han var med sin nye trillebør, der stod vasket og ren på sin plads. “Han slår dig ned med møggreben” sagde de “Nå – jeg kan da spørge” sagde jeg. (trillebøren var selvfølgelig gårdens ejendom). Men nu forstod jeg, at ingen havde tænkt på at spørge en gammel sær mand på 65. Men måske han netop satte pris på lidt respekt fra de unge fløse. Nå jeg vovede forsøget, og fandt Wilhelm i gang med at reparere noget seletøj. Jeg satte mig et øjeblik og sagde: “Nå du slider som sædvanligt. jeg tænkte, om jeg måske kunne låne din trillebør.” Wilhelm kiggede op og sagde: “Selvfølgelig, du sørger bare for at stille den på plads. vasket og i orden som den står nu.” De andre måbede lidt, da jeg kom med den, efter at jeg havde fortalt, hvordan jeg havde fået lov, blev vi enige om at vise lidt mere respekt i fremtiden, Hestestalden med tilbehør var Wilhelms lille kongerige, og her skulle and vise ham den respekt, som stillingen og alderen berettigede ham til, og som alle mennesker har krav på. Wilhelm havde aldrig penge, han brugte dem på snustobak. Jeg antager, at han udover de 1.30 kr. også fik tøj fra arbejdsgiver eller forsorg, ellers kunne det ikke hænge sammen. Når jeg var hos købmanden efter tobak, hændte det nogle få gange, at se tog en æske snus med og gav Wilhelm, han gjorde mig af og til nogle småtjenester, det tog han ikke mod betaling for, derfor spurgte jeg forkarlen, jeg så han fik samme behandling, som mig han vidste at Wilhelm sagtens kunne bruge en æske snus i ny og næ. Wilhelm viste sig at være glad for påskønnelsen, sådan em en æske snus til måske 75 øre var godt givet ud. Thomsen var en bestemt herre, som ingen slap godt fra at sige imod. Der var et kildevæld, oppe i bakkerne, det var indrettet, med et hævertsystem, som gennem em en rørledning leverede vand til kreaturvanding. Når kreaturerne græssede syd for pladen, skulle vandet transporteres det sidste stykke i 2 store 1400 liters tønde, det tog ca. 20 minutter, at spænde seletøj på hestene spænde for vognen, køre den og ud og tømme den, sætte den på plads igen, så den var klar til næste aften, og aflevere hestene i stalden. Wilhelm Thomsen ville åbenbart have mest ud af sine folk, for han kom ca. 5 minutter før fyraften og sagde. “Du skal lige hen at køre vand ud til køerne. Første gang. tænkte jeg: “Tiden må vist være løbet fra ham.”

Dagen efter: “Nå det er da vist med vije.” Der skete en 3 – 4 dage hvor jeg således gjorde 20 minutters gratis overarbejde, hver dag. Derfor spurgte jeg Thomsen, da han kom 5 minutter før fyraften og sagde: “Du skal lige hen og køre vand ud til køerne”. “Skal jeg køre vand hver dag . Jeg skal nok sige, når du skal køre vand” sagde Thomsen – “Det er i orden” sagde jeg. “Så vil jeg bare gerne vide det så tidligt, at jeg kan nå det inden fyraften”. Så kørte jeg selvfølgelig vandet ud, og Thomsen sagde ikke mere, Næste dag var jeg spændt på, om Thomsen kom i god tid og sagde, at jeg skulle køre vand. Der kom ingen Thomsen. Da det blev fyraften, så jeg at Frank knoklede med vandtønden, det gjorde han et par dage. Wilhelm skulle jo tage sig af hestene, så han fik jo og senere fyraften. Men han havde hørt, hvad jeg sagde til Thomsen, så Wilhelm gik til forkarlen og sagde: “Det er altså for dårligt, at Frank kører vand efter fyraften, når nu Valde lige har nægtet det” Jens gik så til Frank og foreholdt ham det ukammeratlige i det, og når nu Valde kunne sige nej, måtte han da også kunne. Så dagen efter sagde Frank bare nej, til at køre vand eller fyraften, da Thomsen kom, og sagde skulle køre vand til køerne. Så den aften måtte Thomsen selv køre vand efter fyraften, det følte ha vist lidt ydmygende, han var blevet så gal, som Thomsen kunne blive. Frank spurgte, hvordan i alverden jeg var sluppet godt fra at sige nej. Det fortalte jeg ham så. Hans reaktion var at fortælle at Han havde fået undervisning i lidt psykologi under sin tjeneste som korporal ved militærpolitiet, det glemte hans så at bruge i den situation, men Jens forlangte, at jeg sagde nej. Thomsen var berygtet for sine velplastrede” galskabs/vredesudbrud, han blev noget så stjernegal og fyrede folk med ordene” Du kan gå på med det samme!” det skete, med dem vi kaldte løsarbejdere, tre fire gange i løbet af sommeren, de blev åbenbart så forskrækkede, at de gik uden at forlange at få løn til dato. Jeg forstår ikke hvordan Thomsen kunne “glemme” at afregne! Dem jeg har kendt siden sagde, når de fyrede folk: “Do ka kom mi ej få din peng no” . Thomsen forsøgte ikke at fyre nogen af de faste, medens jeg var der. Vi talte selvfølgelig om, hvad vi ville gøre, hvis den situation skulle opstå. Jeg husker, at jeg luftede den tanke, at en stor del af hans galskab var skuespil, beregnet på at skræmme, iser når han råbte Du kan gå gå med det samme! Vi enedes om

ikke, at lade os skræmme, og roligt fortælle at det helt uberettiget, og vi derfor havde krav på løn for resten af året, Jens- forkarlen blev spurgt: “Hvorfor får Valde ikke lige så mange skældud som vi andre Det havde jeg ikke selv lagt mærke til). “Det er der en nem forklaring på” sagde Jens “Hver gang Valde knækker en skovl eller, der sker et andet uheld, så siger han det, og tingene bliver repareret, inden de skal bruges igen, i andre gemmer dem fordi i er bange for skældud af Thomsen, så ligger de der ubrugelige næste gang vi skal bruge dem, og arbejdet bliver forsinket, så er der god grund til et raserianfald. I kan også være for bange for en gal stodder.” Fritiden i egnen ved Silkeborg var interessant på mange måder. Hverken Frank eller mig havde let ved at komme hjem i en weekend, så vi tilbragte vores fridage i omegnen omkring Silkeborg. Vi tog nogle cykelture i omegnen. Både plante og dyrelivet var forskelligt, fra det jeg kendte fra Vendsyssel. Jeg tror næsten, det mest betagende var at se et egern for første gang. Dengang var der ikke egern i Vendsyssel. de kom vist først omkring 1970. Det at sidde stille under en pause på cykelturen, og betragte de små dyr springe fra gren til gren var en oplevelse – når man aldrig havde set sådan et dyr undtagen på billedlotterikortene. Jeg tror stadig, der er egern på billedlotterikortene!

Franks far var kaptajn i handelsflåden, så Frank han var sejlkyndig nok til, at vi kunne leje en båd og ro til Himmelbjerget. Det er en lang ro tur, og jeg blev nogenlunde ferm til at ro. Dengang var der ikke tale om svømmevest, eller andet redningsudstyr, og ingen af os kunne svømme. Gudenåen og Silkeborgsøerne er dybe, så vi måtte bare være forsigtige, når vi skulle skifte plads for, at skiftes til at ro. Det var nødvendigt, at lade kanoen løbe op på en lille ø eller ind i bredden, ellers kunne man ikke komme forbi hinanden, uden at kanoen kæntrede. Også på åen og i søerne var der et fugleliv, som man ikke ser i Vendsyssel, eksempelvis husker jeg et par arter af lappedykkere. Firben og flagermus havde jeg heller aldrig set heroppe, flagermusene er her vel stadigvæk ikke. Frank blev hurtigt interesseret i Karen Margrethe. Hun var nu også både sød og flink, og nem at snakke med. Allerede dagen efter min ankomst, så jeg jo den lille rødhårede stuepige. Hun var 16 år. I den alder tager man det hele med, nu må hun være 72 år, jeg er sikker på, hun ikke nævner det halve år mere. Hun var datter fra en gård på 218 tdr. land, som hed Abildskovgård, hun hed Gudrun Christoffersen. Det varede ikke længe før vi fire, Frank, Karen Margrethe, Gudrun og mig brugte en del af vores aftener på traveture i omegnen og på gårdens område. Der var ca 350 tdr, land med skov, bakker og slugter, et meget varieret landskab, skabt af istidens glatetschere og smeltevand, ja der var og tid til, at se skønheden i landskabet omkring os. Vi fulgtes normalt alle fire også når vi skulle i biografen i tivoli, til bal, til sommerfester eller bare gik på konditori for at drikke en kop varm chokolade med en teskefuld flødeskum og et stykke flødeskumskage til. Vi roede også nogle ture på søerne sammen med pigerne, hvert par i sin to mands kano, og tog os nogle sværmeture på småøerne i søerne, her så jeg også, noget for mig usædvanligt, en Sankt Hansorm et selvlysende insekt, der også sværmede i mørkningen. Vi måtte lave en specialaftale med bådudlejeren, jeg tror vi skulle være inde til kl. ti. Bådudlejeren havde en forpligtigelse til at slå alarm, hvis en kano savnedes ved lukketid, så vi lavede en aftale til kl. elleve. På søndage har vi flere gange taget turen til Himmelbjerget, med de små rutebåde, der sejlede fra Silkeborg til Himmelbjerget. Jeg mener ikke der var mere end to. den ældste var fra 1864 mener jeg at huske, den hed Hjejlen, den er VIS! Kendt af alle og var den mest populære at sejle med. Det var en hjuldamper den eneste eksisterende Danmark. (Senere er der kommet en nyere hjulbåd på Mariager fjord). Den anden hed Ternen og var en almindelig skruedrevet båd. Jeg har set dem siden i fjernsynet, så de sejler sikkert endnu begge to. Nogle når der ikke var trængsel, tog vi bare med for turens skyld, og tog bare næste afgang tilbage. Efterhånden ville Frank og Karen Margrethe helst være alene-for det meste. De begyndte at komme i hinandens hjem. Frank kom i hvert fald med Karen Margrethe hjem. Det var ikke lige så let at komme til København på en søndag. Det gav umiddelbart nogle problemer, fordi de unge piger skulle forklare overfor fruen, hvor de skulle hen, og hvem de skulle følges med, når de bad om fri om aftenen, de kunne ikke bare gå, når de var færdige med deres arbejde. Der var ingen børn i familien, så det var ikke derfor. Det kunne så kun være, fordi fruen følte et ansvar overfor sine unge piger. Hidtil havde Gudrun bare sagt, at hun skulle følges med Karen Margrethe, så var der ingen problemer. Nu sagde Karen Margrethe så, at hun skulle følges med Frank. Så var Gudrun i den situation, at det ikke var muligt at lyve, – så er der jo kun sandheden tilbage. Jeg havde inviteret Gudrun med til en revy i Alderslyst, hvor der var bal bagefter. Gudrun ville gerne med, så hun spurgte fruen om lov. Fruen sagde: “Nu ved jeg at Karen Margrethe skal til Ebeltoft i aften, jeg vil ikke give dig lov til tage til bal alene, er der nogen du kan følges med?”-“Ja jeg skal

følges med Valde”, “Det synes jeg da er i orden, det må du gerne.” Sagde fruen. Så kom Gudrun stolt og fortalte, at hun for første gang havde fået lov at ta i byen uden Karen Margrethe. Vi havde mange hyggelige timer i sommerens løb. Der var dog en slange i paradiset – jalousi – Når jeg cyklede til købmanden efter en pakke tobak fredag aften, så kunne det nemt ske, at en af pigeme fra en af nabogårdene gjorde den samme tur, og var parat til at følges hjemad. Når Gudrun så det eller på anden måde fik det at vide, så blev hun så sur på mig, at hun ikke ville tale til mig i nogen dage. Alligevel sagde hun, at vi var alt for unge til at være kærester, det var selvfølgelig rigtig set. Det blev også jalousi, der blev afslutningen på bekendtskabet. Naboens pige var fra Ålborg, og hun skulle lige som mig afslutte sin tjeneste første november, hun spurgte en dag hvordan jeg så ville komme til Vendsyssel, jeg vidste ikke endnu hvornår tog eller rutebil gik. Hun havde lige købt en tog og rutebilplan, så det ville hun fortælle mig, når hun fik set på planen. Det blev så Karen Margrethe hun traf, hun bad Karen Margrethe sige til Valde, at der gik kun en rutebil og det var kl. 15, så kan vi lige så godt følges. For at undgå at “følges kunne jeg jo bare taget toget, men der var dog en del af slæbe ind til banegården i Silkeborg, rutebilen lige uden for døren. Gudrun talte ikke til mig, siden hun fik det at vide, hun gav lige hånden til farvel, da hun skulle afsted. Bare fordi jeg skulle med samme rutebil som Elly var hun blevet så jaloux. Det er Lise der ikke forstår mig på. Men jeg tror, at jeg engang senere er truffet på samme form for jalousi: Naboens kone ville gerne snakke, når hun gik tur med hunden, så vi tog en lille sludder engangimellem. En dag stod jeg på den anden side af vejen, der kunne manden følge med og se os fra vinduet, jeg havde da bare tænkt, at der kunne være problemer i det, men hun sagde: “Jeg er nødt til at gå, manden kan se os.” Så nænnede jeg jo ikke at fortælle hende, at jeg slet ikke havde planer om at gøre noget ved hende, som manden ikke måtte se. Nå det havde hun selvfølgelig heller ikke forventet! Men manden var åbenbart jaloux, at han ikke kunne tåle at se, at hun talte med naboen.

Arbejde på en stor en gård, var noget forskelligt fra at arbejde på de små gårde, som jeg hidtil var vant til, at for det første arbejdstiden, den var kun ni timer de sædvanlige ti plus morgenarbejde, her bestod morgenarbejdet kun i at strigle sit eget spand heste og lægge seletøj på dem, og det kun i de perioder, hvor der skulle bruges heste, og når de går på græs, er de korthårede og rene, så der er ikke meget at gøre med anden at strigle og kardæsk. En anden fordel er de større maskiner og de meget større marker, noget af det allerførste jeg var med til var, at lægge kartofler i en mark på 25 tdr. land. Det foregik med maskine, jeg havde aldrig før set en kartoffellæggermaskine. Foruden vores egne 25 tdr. land lagde vi også kartofler i nogle småmarker for to eller tre naboer. Vi avlede kartofler for SAJYKA, det står for samvirkende jyske kartoffelavlere. (man stavede altså jyske med d dengang, men det tillader pc’erens stavekontrol ikke). Vi avlede både spise og læggekartofler, de sidste blev kontrolleret flere gange i løbet af sommeren. Det næste arbejde, jeg husker lidt om, er roerudtyndingen, jeg blev sendt ene mand ud på en mark på 25 tdr. land, og en kilometer fra den ene ende til den anden. Nu har jeg aldrig været en ørn til roerudtynding. Min manglende hurtighed skyldes dels manglende håndelag for netop det arbejde dels en alt for stor omhyggelighed. Ingen har anset mig for helt uduelig til det arbejde fordi: ”Det ser godt ud det du laver” sagde de. Mere behøvede de jo heller ikke at sige, resten vidste jeg godt. Jeg ved ikke om jeg har havde tabt modet ved synet af de uendelige rækker, og der var vist 250 af dem, eller om det mere var, for Thomsen var en utålmodig mand. Da jeg havde hakket et par timer, kom Thomsen – jeg var selv ganske tilfreds med det jeg havde nået – det var Thomsen ikke. Men han virkede ikke sur, heller ikke flintrende gal, som ellers var hans sædvanlige humør. Han kløede sig lidt i nakken, så lidt frem og tilbage ad det stykke jeg havde nået og sagde: “Ved du hvad Valde, det her kan du altså ikke tjene føden med”. Jeg forsøgte at være lidt vittig nu da han så ud til at være i godt humør og sagde: “Nej jeg gik også lige og tænkte på det er da godt at man får både løn og kost og log” – “Der har du ret” mente Thomsen, “Hvad så kan du radrense. “Ja ja jeg kan lave et pænt stykke arbejde med en radrenser også” sagde jeg “Det tvivler jeg ikke på, men så er det delvis hesten, der bestemmer farten, sagde Thomsen. “Læg nu Roehakken, hent David og spænd ham for radrenseren”. Det blev sidste gang jeg blev sendt i marken med roehakken. Det var sædvanligvis forkarlens arbejde at køre radrenseren, hvor jeg tidligere havde været, så jeg følte det slet ikke som en degradering. Thomsen tog det vist som en naturlig ting Der er nogen (mange) der aldrig bliver hurtige til.

Til roerudtyndingen antog han så et hold løsarbejdere, dem fik forkarlen at holde tilsyn med, han skulle bare spille forvalter, og han følte sig heller ikke degrader. Når der i sommerens løb var brug for et spand heste var det næsten altid mig og mit spand. Det var også gårdens bedste og hurtigste heste, – man kan godt tale om hurtighed, selv om det var et par tunge belgiere, to unge vallakker, der hed Hans og David. De havde ry for at ville løbe løbsk, det havde de gjort mange gange. Det gjorde de ikke medens jeg var kusk. Jeg havde lidt dårlige erfaringer med heste fra min tid hos Jens Bonnerup. Jeg blev overbevist om at det er heste tager gas på de unge knægte. Det ene spand, hos jens Bonnerup var ikke til at drive af sted, når jeg kørte dem, og det andet spand løb løbsk, når de så en lejlighed til det. Når Ewald korte, var det omvendt. dem jeg ikke kunne drive af sted, løb løbsk for ham, og dem der løb løbsk med mig, kunne han næsten ikke drive af stedet. Hestene havde åbenbart fået forskelligt indtryk af de to unge uerfarne kuske. (Jeg tror på at hestene morede sig over os, hvorfor skulle heste ikke have humoristisk sans?). Engang jeg var ude at køre bos Jens Bonnerup, løb hesten “løbsk” Holm Jensen der nar ude at cykle. (Det almindelige transportmiddel dengang), han streg op på siden af vognen, og instruerede mig i hvordan, jeg skulle forholde mig, og takle situationen, Essensen af Holms instruktion Vesten rangle til at fore sig, og gerne ville have en rask løbetur. Jeg brugte Holms instrukser, på mit ophold på øster Kjelstrup med suses. En dag ved morgenbordet sagde Thomsen: “Nu har jeg fundet ud hvorfor Hans og David ikke løber løbsk mere, i formiddag troede jeg, at nu er den gal igen, da så det gik hurtigst, gav Valde dem et rap bagi, nå så i vil løbe, jamen så lad os se, hvor stærkt i kan løbe, det Var de hurtigt trætte af, de kunne ikke holde det tempo, Valde forlangte ret længe. De forsøgte ikke at tage gas” på kusken igen lige straks. Jens Bonnerup havde god forstand på kreaturer, ikke på heste, der overgik Holm ham. Vi havde masser af løsarbejdere i perioder: Roeudtynding, kornhøst, kartoffelhøst. Engang blev jeg sendt rundt til nogle adresser i Silkeborg, for at tilsige dem om at mode på arbejde mandag morgen, Hvis Thomsen ringede til fagforeningen mandag, ville de først kunne made til middag, og det blev så måske ikke dem, Thomsen foretrak. Jeg blev noget chokeret, over at se de forhold menneskerne levede under i slummen i Silkeborg. Arbejdsløshedsunderstøttelsen var vist ikke noget at råbe hurra for, og de havde nok ikke ret meget mere arbejde, end når Thomsen havde brug for dem. De mine da altid komme, når de blev tilsagt, selv om det var i travle perioder, han havde brug for dem.

Under turen rundt blev jeg klar over, at der fandtes et andet Danmark, end det jeg hidtil havde kendt og man kunne måske forestille sig, at de stort set havde været siden brunkulslejerne lukkede efter krigen. Under kornhøsten havde vi også en flok løsarbejdere en af dem kørte et spand heste, fra om morgenen til aftenen. Tilfældigvis blev denne mand den sidste med det sidste læs. Vi spændte fra efterhånden, som de kom hjem og fik læsset af. Ham der “stak op” gik hjem tværs over marken. Så sidstemanden var alene i den store vide verden. Desværre væltede han med læsset, den slags ting sker, nu han var alene, var der ingen til at stikke kommet op igen. Han måtte så køre hjem med tom vogn. Han fortalte mig om sit problem, jeg sad og spiste, så jeg opfordrede ham til at sætte sig og få en bid med, så kører vi ud og henter det læs. “Nej jeg vil væk, inden jeg møder den skøre stodder, sagde han, jeg ved ikke hvorfra han kendte Thomsen for ham var det jo han talte om. “Det undgår du da ikke, du skal da ind og have dine penge for en hel dag plus overarbejde” – “Nej pengene er lige meget, han bliver tosset.” Jeg sagde: “Ja men vi henter det læs, kom først til. Så skal han da være meget urimelig, hvis han er tosset, det er da en dagløn plus overarbejde det drejer sig om. Han var fuldstændig ligeglad, bare han undgik at møde Thomsen. Jeg ville knap tro, at Thomsen kunne skælde ud, når manden kom og med så god samvittighed fortalte, at han havde haft et uheld. Men nu havde Valde hjulpet ham med at rydde op. Hvis en mand kan skælde ud i den situation, så kender jeg kun et råd, og det lyder: Hør på ham, helt uimponeret  – indtil gassen er sevet ud, sig så: “Det fiek en rejti fat i, ku do ent lig seje ijen?” Thomsen var en flink mand i fritiden, derfor tror jeg, at en del af hans vredesudbrud var skuespil. Der var en lille flyveplads på en del af gårdens jord. Den blev brugt til svæveflyvning og til små motordrevne maskiner, de fleste af dem vi så der, var de små “Lærken” fra det danske firma, Kramer og Zeulen, også kaldet kz maskiner, Thomsen havde certifikat til at flyve dem, men ikke rigtig brug for det, så han skulle have nogle vedligeholdelsestimer med mellemrum for at beholde sit certifikat, så tog han Frank og mig med en halv time hver, det var da en oplevelse at se egnen omkring Silkeborg fra oven. Når der var rundflyvning, kostede 5 minutter vist 25 kr. Det er ikke meget man ser på 5 minutter, særligt da det er første gang, man er i luften, en halv time gratis er da så meget bedre. Han tog også folkene med til dyrskue i, jeg tror det var Herning det år. Folkene vil sige, dem der kunne være i bilen: Jens, Verner, Frank og mig: I de situationer var det umuligt at se, at han kunne forvandle sig til en brølende løve. Jeg havde siden vinteren haft min indkaldelsesordre liggende, jeg skulle møde på Viborg kasserne den 11/11-49. Så jeg måtte takke nej, da Thomsen spurgte, om jeg ville blive til næste år. Jens, forkarlen tog på landbrugsskole, Verner blev der så som forkarl i stedet. Frank og Karen Margrethe flyttede ud i nærheden af hendes hjem. Gudrun forblev, som Stuepige. Wilhelm var fast inventar, han var “arvet fra den tidligere ejer af gården. Fodermeste også.

Vi er bare brikker i det store dumme spil,

uden spor betydning — men!

 

7. afsnit af erindringsbilleder

Hjemrejsen fra Silkeborg til Alborg foregik uden de helt store eller dramatiske hændelser – og dog – Jeg sad og blev mere og mere tissetrængende, Jeg syntes ikke jeg kunne råbe gennem bussen til chaufføren, at næste gang du holder: “Så goer a altså uk å pes” – nej, men det var første november og flyttedag. Så der skulle en masse kufferter og et par kommoder med. Pilekrattet der er som plantet for min skyld. Det vil tage nogen tid at læsse her, de cykler der skal vel også med. Jeg ville ikke prikke Elly på skulderen, og bede hende passe på, at chaufføren ikke kører, for jeg har tisset af, nu snakker hun også så godt med pigen foran, der er også god tid. Ud af bagdøren, Ind bag pilekrattet — a-a-h, sikken lettelse, den sidste knap knappes,– så starter bussen og kører, jeg vinker som en skibbruden i havsnød, bussen kører – ca. 20 meter. Så er der en behjertet, medlevende og sikkert munter sjæl, der siger til chaufføren: “Vi tabte vist en” syy lange spring ind af bagdøren, chaufføren siger: “Du kunne da også bare have sagt det” – “Tak fordi du holdt” sagde jeg, og satte mig igen tilrette på bagsædet, meget lettet og en lille smule flov, lagde armene over kors, kiggede op i loftet, uden at ænse de små latterudbrud og de muntre glimt i de mange pigeøjne.

Inden jeg modtog min indkaldelsesordre, havde jeg seriøst overvejet at blive militærnægter og havde også modtaget papirer til underskrift. Man skulle på tro og love erklære, at det var uforeneligt med ens samvittighed at bære våben. Det kunne da sikkert bringe de fleste i tvivl. Havde man spurgt, om det var uforeneligt med min samvittighed at blive sendt til fremmede lande for at slå folk ihjel, så var jeg ikke i tvivl. Men bliver ens nærmeste, familie, venner, bekendte overfaldet eller bragt i fare, så vil man da sikkert være parat til at forsvare dem og sig selv med våben i hånd, i den situation er der kun de to muligheder, enten gemme sig under dynen eller tage kampen op. Risikoen for et skulle man tro de overfald på Danmark, var til stede ansvarlige og den antirussiske propaganda— Den lange tjenestetid som militærnægter i Grib skov fjernede nok den sidste tvivl. Jeg ville aftjene min værnepligt som soldat, med våben i hånd! Jeg mødte så til militærtjeneste på Viborg kasserne den 11/11 1949, ved 3. regiments 20 bataljons tredje kompagnis første deling som rekrut 811

Sørensen. Hele systemet begyndte ved 8oo, så jeg var brik nr. 811. Udleveringen af uniformer, hjelme, våben og andet udstyr foregik under råben og skrigen, skældsord, eder og forbandelser. Så mit første indtryk af befalingsmænd var, at de var underudviklede, primitive og ubegavede. Hele sceneriet gik uden tvivl ud på, at vise os hvor ubetydelige vi var. Mit syn på befalingsmænd blev dog mere nuanceret efterhånden, som jeg lærte dem at kende. Men mange tilhørte ikke de højest begavede i vores samfund. Allerede efter to tre dage skulle jeg være stuevagt, man var begyndt ved 801, jeg husker så ikke om der var to tre eller fire stuevagter ad gangen. Disse stuevagter blev her i starten udnyttet af korporalerne, det valgte jeg at overse, man må jo lige “akklimatisere” sig, inden man overhovedet markerer sine grænser. “Stikke fingeren i jorden” mener jeg, “Se hvad vej vinden blæser. Korporalerne satte bare deres støvler eller sko uden for døren og råbte: “Stuevagt!” Så skulle vi bare pudse for dem, det valgte vi at gøre. Men de af rekrutterne, der havde en mellemskole eksamen, de troede, at de kunne udnytte de dumme bondekarle, så måtte vi da lære dem, at vi måske ikke var dummere end eksempelvis en købmandskommis. Jeg havde lagt mærke til dem de foregående dage, og jeg var helt på det rene med. at det skulle jeg nok vænne dem af med, så derfor havde jeg et halvt øje med, hvem der satte deres fodtøj ud og råbte: Stuevagt.” Jeg ved ikke hvordan mine stuevagtkammerater klarede det, jeg havde hurtigt en rotte i fælden. (Nu var vi samme dag blevet instrueret i at fodtøjet med jævne mellemrum skulle have læderfedt, så bliver de ganske vist ikke så blanke de næste gange man pudser dem). En der var uddannet kommis, og lige så hoven, som han mente denne uddannelse berettigede har til. Han satte sine pæne sko ud og råbte: “Stuevagt de her skal være færdige om et kvarter.” Jeg gik hen tog skoene, kiggede kritisk på dem, mumlede halvhøjt: “De er godt nok tørre, de trænger sandelig til noget læderfedt”. Nogen havde hørt, hvad jeg mumlede om læderfedt, det var da også meningen, de fortalte så kommisen hvad de havde hørt. bondetampen var altså endnu dummere, end selv kommisen havde troet. Jeg tøvede lidt, for skoene var pæne, det var da en skam, syntes jeg alligevel. Så kom kommisen farende, jeg begyndte med et meget tyndt lag under svangen, kommisen overfaldt mig med knytnæveslag, – nok var han udlært kommis, men boxer var han ikke, dog følte jeg det nødvendigt at mobilisere lidt “forsvarsvilje”., jeg tildelte ham et enkelt slag, inden hans stuekammerater slæbte ham væk. Jeg var lidt ked af, at det endte på den måde, jeg skulle dog leve sammen med de her fyre næsten et år. Det varede ikke længe, inden de første kom og fortalte, at han havde fået et ordentligt blåt øje. De lød nærmest triumferende. Han kom til at gå med et flot blåt øje i en halv snes dage, alle og enhver, også befalingsmændene, vidste hvor han havde fået det. Det viste sig at sympatien helt var på min side, og da hans blå

je havde fortaget sig, viste han sig at være en flink fyr, og jeg hørte aldrig mere om at han prøvede at spille smart overfor andre. Der gik nogle dage før ledelsen ville slippe os ud i byen, vi måtte ikke engang gå ned på KFUM’s soldaterhjem, før vi kunne opføre os “militærisk” vi var jo kun forklædte civilister. Vores civile tøj var deponeret, indtil tjenestetiden var forbi. Dengang måtte vi ikke trække i civilt tøj, heller ikke når vi var på orlov. Da dagen oprandt, hvor vi kunne gå ud i byen som “frie mænd,” havde vi sikkert samme følelse som Egon Olsen i Olsen banden, når han blev lukket ud fra Vestre. “Modtagelseskomiteen” var også klar, dog ikke vinkende med dannebrog, som Benny og Keld, – en kødrand af piger, som alle sammen var blevet ledige, da forrige hold soldater var blevet hjemsendt til civil. Jeg ved ikke om de havde stået der siden den 11/11, eller om de vidste af erfaring, hvornår de nye rekrutter blev sluppet ud. Jeg er heller ikke klar over, om de alle blev afsat allerede den første aften, det blev de nok. Jeg tror jeg havde brug for en “trøstekæreste”, jeg fandt en lille sød en som hed Jenny, vi kom fint ud af det en lille tid, jeg fortrød hurtigt, jeg ved ikke hvad hun gjorde. Den ene soldat var vist lige så god som den anden. Der manglede meget i at vi var på “bølgelængde.” Forløbet husker jeg ikke, det var vist heller ikke nogen stor sorg for hende, da det var slut. Det varede ikke mange dage inden jeg så hende med en anden. Efter godt et par måneder blev vi forlagt til Nymindegab. Et lille bysamfund syd for Ringkøbing fjord, der hvor gabet havde været mellem Vesterhavet og Ringkøbing fjord. Jeg mener ikke, der var noget gab mere, vi kunne gå/marchere ud på Holmslands klit, og jeg husker ikke nogen bro. Lejren var bygget af tyskerne under krigen, og var spredt over et meget stort område. Alle bygninger var opført som danske bondegårde, med stråtag på de fleste. Alt sammen for at vildlede de engelske flyvere, havde de anet, at der var mennesker, og ikke dyr i de stalde, ville de have jævnet skidtet med jorden. Stuerne, vagtstuen alt undtagen administrationsbygninger og messen var kakkelovnsfyret, små bitte kakkelovne der skulle fyres med tørv, – de gav ikke meget varme. Jeg fik hurtigt en forkølelsessygdom, som satte sig på stemmebåndene, så jeg faktisk var uden stemmens brug i mindst en uge. Den første officer jeg traf, efter at have mistet stemmen om natten, tiltalte jeg med følgende velvalgte ord, efter først at have klappet hælene sammen, og gjort behørig honnør: “uhj byf æo ho han svarede omgående: “Nå så De vil til lægen, hvorfor vil De det? Er De syg?” Med et drillende smil på læben. Der var ikke læge i Nymindegab hver dag, jeg tror det var en gang om ugen. De få tilfælde af akut sygdom, der opstår blandt unge mennesker kunne så transporteres til nærmeste læge. Denne dag var der en læge fra en af omegnsbyerne, en civil læge, der hurtigt var kommet ind i den militære omgangstone. Eller han var måske af dem, der tror at jo mere de skælder ud jo mere får man indtryk af, at de har tjek på tingene. Hvis han talte ligesådan til sine patienter i sin praksis, så forstår jeg godt, at han havde tid til den militære forlægning også. Sygehjælperen var i hvert fald bange for ham. Sygehjælperen var militærnægter, han ville ikke bare våben, men åbenbart nok uniform. Han var åbenbart bange for den vredladne læge. Jeg skulle pensles i halsen med sølvnitrat, lægen kaldte på sygehjælperen: “Se her det kan De godt gøre hver morgen kl. ni”. Sygehjælperen sagde ja, og det var da let nok, han turde ikke sige, at han var usikker. Jeg blev fritaget for tjeneste i nogle dage, den første pensling havde hjulpet så meget, at jeg kunne gøre mig nogenlunde forståelig næste dag. Jeg mødte op i lægeværelset”, til den aftalte tid. Der var ingen sygehjælper, langt om længe fandt jeg ham sovende i sin seng, der var åbenbart ingen opgaver for sygehjælperen for tiden, jo der var det vigtigste af alt i denne verden nemlig min hals, syntes jeg! Sygehjælperen ville altså ikke ud af sengen, for at pensle mig i halsen, ikke tale om. (Han skulle nok have fortalt mig, at han aldrig havde prøvet at pensle nogen i halsen og ikke turde.) Nu fik jeg det indtryk, at han bare ikke gad rejse sig, så jeg var lidt fortørnet over ikke at få den foreskrevne behandling. Derfor meldte jeg på kontoret, at jeg ikke havde fået den behandling, som lægen havde foreskrevet. Resultatet var, at kaptajnen aflagde besøg på sygeafdelingen, hvor han traf sygehjælperen, som ikke ville hilse eller stå ret, som militær anstand kræver, den må man dog følge, når man er i uniform. Da han fik ordre på, at stå ret når han blev tiltalt af en overordnet, nægtede han, og blev indberettet for lydighedsnægtelse. Han blev idømt skærpet arrest, jeg håber at han fik lært at stå ret – min hals blev der aldrig sagt mere om, og aldrig gjort mere ved. Nogle dage senere havde jeg “Døgnvagt” en opgave der aldrig blev nærmere defineret. Befalingsmændene mente, at det nok var en slags brandvagt – der var dog ikke noget brandslukningsudstyr – så man kunne da bare slå alarm til brandvæsenet, hvis der opstod brand. De små kakkelovne var da et faremoment, rent brandteknisk. På denne “døgnvagt” blev jeg tildelt den opgave at hente mad til arrestanten. Ordren lød på at han kun måtte få vand, brød, mælk og kartofler, intet tilbehør, som sovs eller kød, intet! Det foreskriver den militære straffelov ved den form for straf, som han var idømt. Jeg gik ind i kostforplejningen og bestilte det beordrede hos en stor kraftig dame, der ikke så ud til at have levet af vand, brød, kartofler og skummetmælk. Hun så strengt på mig. (som om det var mig, der havde idømt ham denne straf) og sagde på vestjysk: “Sådan noget serverer jeg ikke – basta!” Jeg tænkte et øjeblik og sagde: “Nå – nej det gør jeg da vist heller ikke. Men så må du lægge et klæde over, der blæser så let sand i det her ude ved kysten.” Det gik glat, jeg fik hverken sand i maden eller blev opdaget af vagtkommandøren. Arrestanten viste sig at være en gammel bekendt, nemlig sygehjælperen. – “Dagens ret, ribbenssteg og frugtgrød” sagde jeg. “Det må jeg slet ikke få” sagde sygehjælperen. “Det er en ordre fra damen i kostforplejningen.” Sagde jeg. “Hende vil jeg godt gøre honnør for” sagde sygehjælperen. “Så smider jeg benene fra stegen i kakkelovnen, så bliver du ikke røbet.” Han havde levet af: kartofler brød og skummetmælk i nogle dage, så det her var et festmåltid. Senere fortalte han så om sit sammenstød med kaptajnen. Kaptajnen hørte heller ikke til mine gode venner, han havde udset sig nogle få syndebukke, som han så hældte hele “spanden” i hovedet på, vistnok for at de andre så skulle blive bange og anstrenge sig des mere for ikke at få den samme tur. Vi var i lang tid placeret i Nymindegab, senere Oxsbøl og Borris.

Når man er placeret så langt hjemmefra, bliver man lovmæssigt tildelt, en forlænget weekend en gang om måneden. Men det vidste kaptajn C. O. Pedersen råd for. Når man havde fået en disciplinærstraf: Omstilling eller ekstravagt. Så blev orloven inddraget også den ekstraordinære, som var politisk bestemt. C. O. Pedersen kunne åbenbart nok huske hvornår, jeg så skulle have omstilling, for at han kunne inddrage den ekstraordinære orlov. Jeg har nogle gange mødt ham, hvor han indledte med: “De er indberettet” når han så kom nærmere, kiggede han rundt, var der en knap der ikke var knappet, så var det hvad jeg var indberettet for. Ellers havde han et tag, med at tage en knap mellem to fingre, og med et hurtigt snuptag rive den af: “Den knap sad løs, De er indberettet”. Flere af os kom ud for, når vi havde den første omstilling mandag, så sagde vagthavende: “Jeg har ordre på, at De skal have omstilling hver aften i den her uge, så De kan selv bestemme, hvad jeg skal skrive Dem for, ellers skal vi bøvle med at tage hele udrustningen frem.” Så fik han et eller andet med et sandkorn på geværkolben eller på støttebenet til rekylgeværet. “Sikke dog noget svineri, de har omstilling i morgen samme tid”. Så gik han ellers ned i officersmessen. Kaptajnen troede vel så den slags skabte respekt: Men han fik større og større problemer med at opretholde disciplinen, som tiden gik. Det lader sig ikke gøre at opretholde Disciplinen blandt 150 mand i 11 måneder ved tilfældige afstraffelser, man finder ud af at det er lige meget hvad man gør, så ligeså godt lade ham rase. Min delingsfører har et par gange sørget for, at jeg fik den forlængede orlov, som jeg havde krav på. Når kaptajnen havde orlov, aftalte delingsføreren et eller andet med officianten og den vagthavende officer, om at jeg bare tog! på orlov.(det var måske kun når delingsføreren selv var vagthavende officer) Jeg ved ikke om vagthavende så noterede mig som værende tilstedet. Det meste af kompagniet var stationeret i København i en to tre måneder. Første deling som jeg tilhørte, blev tilbage i Nymindegab for at passe vagten. Der var vist 7 mand der havde vagt samtidig, delingen bestod af ca. 30 mand, så vi var på vagt ca. hver fjerde dag. I den tid jeg var fri for min plageånd, havde jeg ikke en eneste omstilling og ikke en eneste ekstravagt. (Problemet med ekstravagt var at orloven blev inddraget næste weekend) Der sker ikke ret meget i en by som Nymindegab, ikke engang om sommeren, der var dog badegæster, på hotellet og i sommerhusene, dengang var det kun for rige folk, i hvert fald ikke nogen soldaterne så noget til. Da der så kom et nyt hold rekrutter, et kompagni ingeniør soldater, da så vi så en chance for lidt morskab, vi huskede nok, hvor forvirrede vi selv var de første dage. Vi snakkede lidt om hvad vi kunne hitte på, det blev mit forslag, der vandt størst tilslutning, det var også det mest uskyldige. Vi lavede en lille alarmeringsøvelse, der var kun fire mand, der turde deltage aktivt i spasen, resten ville bare være tilskuere. Fire mand er i underkanten til at lede 150 forvirrede rekrutter på natmanøvre. Derfor begrænsede vi “øvelsen” til det allernærmeste område omkring blokken, (Hver “Bondegård” blev kaldt en blok), der blev dog tid til en lille løbetur i de skønne områder i lejren. (Det var på det nærmeste mørkt, kl. var jo over soldaternes sengetid, som er kl. 10). Da blev vi klar over at der var blevet lys hos deres befalingsmænd, så var det bare med at få “øvelsen” afblæst, og få gutterne lagt i seng igen, få benene på nakken og ind i seng. Soldater skal befinde sig i deres senge kl.22. Det her var i weekenden, hvor en stor del havde orlov. Jeg valgte at tage den nærmeste vej skråt over mark og fyrrebevoksning, medens de andre valgte de ordinære veje gennem lejren, der var en del længere. Jeg skulle gennem lidt fyrrekrat og lidt småskov. Enten var det ikke den nærmeste vej jeg havde valgt, eller også kom jeg på afveje gennem skoven, for jeg var sidste mand og måtte lige vente i skovkanten, fordi der kom nogle officerer, sammen med vores vagthavende. Nu skulle de bare være hurtige, så skulle de nok opklare hvem synderne var, der var ikke gået mange minutter, siden vi afsluttede “øvelsen.” jeg havde ladet et vindue stå så meget åbent, at jeg hurtigt kunne smutte ind og under dynen. Men nu gik døren op, og officererne kom ind, så det var for sent, det ville da være det allermest uheldige tidspunkt at dukke op på, jeg dukkede mig under vinduet, selv om jeg jo ikke kunne være i tvivl om hvordan, det her ville ende. Jeg fulgte begivenhederne fra min post under vinduet, alle var nået i seng, og svarede søvndrukkent, når deres navn blev råbt op. Af tomme senge var der de der var på vagt, hvis man ville, kunne man kontrollere om de nu også var på vagt. Plus de der var på orlov, de kunne jo kun kontrolleres på vagthavendes skema, det var vel fortrolig, det viste han ikke til nogen. De kom så til en seng hvor der stod 811, vores vagthavende knipsede på sit papir og sagde “811 på orlov.” Officererne gik så ned i messen, og beordrede et par øller og snapse på bordet, selv om det nok også var over officersmessens lukketid. Fra dem der serverede i messen, fik vi senere en beretning om, hvad de havde hørt. De mente ikke, der var den store vilje til at opklare “sagen,” og at visitationen om natten, mest var for at have ryggen fri, hvis de senere skulle blive afkrævet en forklaring om nattens hændelser.

Maden ja hvad skal jeg ellers kalde det i Nymindegablejren var det elendigste hundeæde jeg nogensinde er blevet budt, især den dag om ugen, hvor man serverede “væltet lokum”, en slags hachis (jeg er ikke han kan lide).” Sådan gik det til at bageren pludseligt dukkede op på vagtstuen med et par honningmadder og en kop kaffe til mig. Han gik bare gennem vagten, ingen gad undersøge om der stod noget i vagtregulativet om bagere, honningmadder og kaffe til frivagten. Den slags oplevelser varmede nok til at gøre kaptajn C, 0. Pedersen betydningsløs. Kompagniet blev flyttet en del rundt, et par uger i Hevring på skydeøvelse, en måned eller mere i Borris og en tid i Oksbøl, her mødte jeg en ældre dame, som havde en kiosk, hvor hun solgte cigaretter, brød og hvad soldater ellers har brug for. Hun mødte mig med ordene (på uforfalsket vendelbomål) Ære dæ der hjær Valdemar” Lidt forbavset: “Ja det ære” – “A er søster te Jakob Jensen, de hae sit dæi ettemeje.” – “A sov nok noen der vinke, men a vil int lig trov det var Jakob Jensens” – “jov, no ska do sit de lå i 10 støks te dæ” – “ka do hjælsen å sej tak, det var sjøvt at de lieg fæk yev på mæ.” Jeg tror det var fra Borris, at vi pludseligt blev flyttet til den militære flyveplads i Gedved (Karup hedder den). Alt dansk militær var pludselig i højeste alarmberedskab, på grund af udbruddet af krigen i Korea. Højeste alarmberedskab betyder, at mandskabet sover med alt udstyret også hjelme på. En del af transporten til flyvepladsen foregik med tog. Under ventetiden på en lille jernbanestation, var der et par ældre damer, der spurgte en soldat: “Hvor skal i hen?” Ubetænksom, som unge mennesker tit er, svarede han: “Til Korea” De gamle damer brød i gråd. Vi havde ikke haft mulighed for at følge med i radio eller aviser, så vi vidste ikke hvor alvorligt pressen havde fremstillet situationen, det være sagt til den ubetænksomme soldats undskyldning. Vi måtte heller ikke fortælle nogen hvor vi skulle hen under en sådan transport. Det kunne han så have sagt, om det så ville have beroliget nogen?

Det hele virkede temmelig dramatisk, hele bataljonen samlet på et sted med skarpladte våben. Vi fandt ud af, at sådan var det på alle landets militære flyvepladser. Hvis nogen troede på et fjendtligt angreb, kunne man godt tvivle på ledelsens visdom. Man ville måske sikre sig at det blev en kort krig. Infanteri kan jo ikke stille noget op mod fjendtlige flyvere. Det første der sker i en krig er bombning af flyvepladser, og der havde man anbragt landets infanteristyrker, der ville sikkert ikke have været en eneste overlevende, til at tage imod fjendens landstyrker, når man havde ment, at vi var modne til at blive invaderet med landstyrker. Hele farsen afsluttedes med en kæmpemæssig landsdækkende øvelse. Senere blev den ordinære efterårsmanøvre afholdt, som en slags eksamen for

officerer og befalingsmænd.

Den niende september 1950 trådte vi så af til civil og måtte omstille os til et normalt liv igen. Jeg kom straks i arbejde på Toftegård”, hos Thomas Drivsholm med kartoffeloptagning. Derefter ringede Peder Bonnerup og spurgte, om jeg ville arbejde hos ham til november. På det tidspunkt var jeg fæstet som kontrolassistent, ved Tholstrup – Stenum kontrolforening og skulle begynde der til første november. Hos Peder Bonnerup var jeg nærmest redskabskarl, jeg tror kun jeg brugte heste en enkelt dag hvor jeg afløste sønnen Niels Bonnerup, der havde fri den dag. Min militære “karriere var dog ikke slut endnu, da vi måtte påregne en genindkaldelse, for at blive omskolet til mere moderne våben til afløsning af de gamle og helt udslidte, vi havde modtaget fra Sverige og England efter krigen.

 

 

En farende svend!

8. Afsnit af erindringsbilleder

Første november 1950 begyndte jeg så som kontrolassistent i Tholstrup – Stenum kontrolforening, en forening med i nærheden af 600 køer fordelt på over 50 besætninger, som skulle besøges og kontrolleres 13 gange i løbet af året. Der findes tre former for kontrol a, b og c kontrol. A kontrol betyder at kontrolassistenten foretager kontrolvejning og prøveudtagning af mælken hver gang. B kontrol betyder at kontrolassistenten foretager kontrolvejning og prøveudtagning af mælken hver anden gang og ejeren selv hver anden gang. C kontrol betyder at ejeren foretager kontrolvejning af mælken hver gang. Kontrolassistenten foretager så fedtprocentbestemmelse (gerberering) af alle udtagne prøver hver gang, og han foretager beregning af den ydede mælkemængde samt fedt! og smør mængde for den forløbne periode og for året til dato og sætter køerne i foderklasser. Det er et system hvorefter man tildeler køerne foder først og fremmest det dyre udenlandske proteintilskudsfoder i forhold til køernes ydelse. Der var arbejde nok til en uøvet nybegynder. Foruden det nævnte arbejde skulle jeg rundt og skrive på staldtavler på op til 4 ejendomme samme dag, derforuden flytning til næste plads (på cykel) og fordeling af glas og andet prøveudstyr til dem der selv udtog prøver, Alt regnskab og alle beregninger foregik i hånden, der fandtes ikke transportable regnemaskiner på den tid. Det tunge prøveudtagnings udstyr flyttede landmændene. Medens regnskabsbøger, prøvemalkningsbøger og andre papirer transporteredes på cykel. Der var store afstande i den forening, fordi der var to foreninger i det samme område, det var ikke fordelt geografisk. Men således at den anden fortrinsvis havde de større gårde. Medens jeg fortrinsvis havde de mindre gårde og alle husmændene. Det giver naturligvis større arbejde og mere transport, med mange små besætninger. Et andet moment, der også må tages i betragtning, er at alle ville have en lille snak med kontrolassistenten, ofrer man så bare et kvarter på hver, så er der hurtigt gået en time med snak. Snak undgås ikke, når samarbejdet skal fungere. Apropos snak: vogt jer for sladderkællinger! Når man nu opholder sig et helt døgn på hver ejendom og sidder i stuen om eftermiddagen, så vil konen gerne snakke. Det letteste og mest interessante emne er uden tvivl nabokonerne. Jeg er en forsigtig mand og var straks klar over, at her var en faldgrube. Det skal dog siges, at de klogeste overhovedet ikke forsøgte at udspørge. De næst klogeste tav efter at have forstået mit synspunkt. Medens de tredjeklogeste blev sur på mig, jeg husker en af den type. Et tilfælde efter hukommelsen: En familie havde haft et problem, som jeg dog ikke vidste noget rigtigt om. Men nabokonen var nysgerrig og spurgte og spurgte. (nutidens tv journalister kan have lært deres spørgeteknik af hende). “Jeg spurgte så hende: Hvis nu jeg fortæller løs om naboen til dig vil du så føle dig tryg, når jeg tager videre til det næste sted?” – “Der er vel ikke noget at fortælle om mig”, sagde hun fornærmet. Pigen på en af gårdene fortalte om en episode, da de havde nogle naboer til kaffe. Ingenting forhindrer folk i at sladre om kontrolassistenten. Jeg ved ikke hvad der var sagt forud. Men konen på gården sagde noget om, at her synes vi han er en behagelig ung mand, det er da ikke alle, vi har været lige glade for at have boende. Hende jeg satte i den tredje kategori sagde: “Jeg synes nu nok han kunne være lidt nemmere at snakke med, han er jo ikke til at få et ord ud af. En tredje kone, som jeg ikke husker om, hørte til første eller anden kategori. Nu siger jeg så ikke at jeg tror hun havde lidt med nerverne – så ryger jeg jo bare ned i en fjerde kategori – jeg vil bare sig, som sandt er: “Hun var et varmt og følsomt menneske.” Hun rejste sig op rystende over hele kroppen og sagde: “Der er også nogen der snakker for meget, dem hører du vist til, jeg har aldrig kunnet fordrage sladderkællinger Manden sagde stille: “Camilla skal vi gå hjem.” En fjerde kone lagde hånden på hans arm, kiggede på Camilla og sagde: “Nej det synes jeg nemlig ikke i skal. Dermed var det emne uddebatteret. Nu vil jeg tilføje: “Jeg har altid haft ord for – og ikke med urette – at være stille og genert. Så tredje kategoridamen havde jo ret, jeg var ikke god til at finde alternative samtaleemner med hende jeg var kun 22|| år hun var en ældre kvinde med voksne børn, så jeg synes jeg kunne have forventet at hun kunne have ledet en samtale om neutrale emner, det kunne mange andre. Men for hende var der nok ikke andre emner end sladder. Aret forløb ellers uden de store sindsoprivende begivenheder. Den største var vist at jeg for første og hidtil sidste gang kom i konflikt med dansk lovgivning. Det var færdselslovens paragraf?? Jeg havde “glemt at tande cykellygten. Det var blevet ud på natten, og jeg troede ikke der var politi på vejene på det tidspunkt. Der var netop cykellygterazzia. Jeg havde fulgt en pige hjem i udkanten af Vrå og ville skåne hende for at forældrene eller naboerne så en cykel forlade ejendommen på den tid af døgnet. Jeg havde erfaring med at kontrolforeningsformanden åbnede mine breve, derfor opgav jeg min adresse til mit hjem på Vrensted esterhede, derfor blev det sognefoged Søren Nielsen, der afhentede de 10 kr. det kostede i bøde jeg havde troet, at man bare sendte en opkrævning. Søren Nielsen kunne jo nok se, at adressen var forkert. Men manden var ikke umulig at snakke med, og han kunne da godt forstå, at der kunne være en grund til, at ingen skulle se et brev fra politiet, hvor der stod; “Delinkventen blev antruffet, på xxxgade ud for nr. xx kl. x den x/x 1951 uden tændt cykellygte. Jeg fik aldrig at vide hvad straffen for, at opgive falsk adresse til politiet var. Den 21-5-1951 måtte jeg så møde ved militæret i Borris til omskoling til de nye våben, som harmonerede med Natos bevæbning. Det tog tre uger af min tid som kontrolassistent. Arbejdet skulle alligevel gøres færdig inden 1-11 efter reglerne om 13 kontrolbesøg årligt. Nu var der så ved at opstå tidsnød. Med lidt mere erfaring og rutine ville det være gået, der kom til at mangle et par timers arbejde med årsopgørelsen, som jeg så betalte en tidligere kontrolassistent for at lave færdig, han var i øvrigt medlem af kontrolforeningens bestyrelse. Jeg kunne selvfølgeligt have gjort det færdig om aftenen i mit nye job: men jeg syntes det ville se noget utilnærmelig ud, at dykke ned i regnskaberne de første aftener, hvor jeg skulle lære mine nye medtjenere at kende, og der var ingen steder hvor man kunne sidde for sig selv, dengang var karlekamrene ikke opvarmet, loven forlangte kun at der var en opvarmet fællesstue, kaldet folkestuen hvor folkene så kunne opholde sig til sengetid, derpå ud i et uopvarmet værelse. Det skal være sundt, det er jeg ikke sikker på fugtigheden er, og tøj og andre ejendele har nu bedst af at blive opbevaret i et opvarmet værelse. Arbejdet som kontrolassistent var da interessant på mange måder. Der var på den tid rigtig kommet gang i avlsarbejdet, på grund af de nye tyrestationer, hvor tyrene blev brugt til kunstig befrugtning, og de bedste tyre således kunne bruges til et utal af køer. Indførelse af hollandske tyre til det gamle jyske kvæg betød, at det gennemsnit lige vægt af køerne på ret kort tid steg fra gennemsnitlig 5ookg. til omkring 6ookg., også mælkeydelsen steg enormt i løbet af få år. På disse områder har kontrolassistentens engagement også betydning, ved at følge med i, og fortælle om hvilken egenskaber de forskellige tyre har, og hvad man har haft held med andre steder “Underholdningsværdien” af at flytte fra sted til sted skal da også lige nævnes. Der var mange folk på landet dengang, så der var da altid liv. Jeg har lige prøvet at tælle efter, og kom til det resultat at der var ca. 50 piger på de ejendomme hvor jeg kom, fra 15 år og et stykke over den giftefærdige alder. Min tilbageholdenhed forhindrede mig i at få ret meget ud af den situation. Jeg opførte mig ikke lige som mange kontrolassistenter – som en vild mink der er sluppet ind i hønsehuset, den bider dem alle samme, uden rigtig at ville noget med dem. Jeg har altid været hæmmet og genert, især overfor piger, det har fulgt mig hele livet. Der var mange hyggelige hjem og mange rare, venlige og hjertelige mennesker. Der var to steder hvor jeg befandt mig bedre end andre, det var Langesgård i Tømmerby og Vanggård i Stenum. Begge steder var der masser af unge mennesker, både gårdenes egne folk og om aftenen folk fra nabogårdene. På Langesgård var der desuden husets frue Petrea og hendes søster Krista, de kunne fortælle historier, både selvoplevede små pudsige episoder og andre – ikke altid helt stuerene anekdoter. Et par stykker skal alligevel fortælles. Til jul fortalte Petrea at de, Ludvig Holm og hende selv, havde været i Brønderslev for, at se på juleudstilling, og måske få ideer til julegaver og til ønskesedlen. Nu var det 6 år efter krigen og endeligt ved at være noget ordentligt tøj i butikkerne. Petrea faldt i staver ved en tøjbutik med masser af dejligt tøj til mor og hendes tre døtre, efter en tid kom hun i tanker om Ludvig – det her måtte da kede Ludvig – nå der stod han lige ved siden af hende en statelig mand for resten – stadigvæk. Petra stikker hånden under mandens arm, og de begynder at gå. Petrea stadig lidt distraheret, af alt det dejlige tøj hun havde set, hun lagde derfor ikke mærke til, at manden så lidt forundret, men vel ikke utilfreds på sin nye ledsagerinde, først da hun så Ludvig stå på den anden side af gaden ved værktøjsvinduet og storgrine, slap hun mandens arm, uden at sige et ord, og som om hun havde brændt sig. Det må have set komisk ud for Ludvig, som aldrig er til slå bare et lille smil af lo så det klukkede.

Familien Ludvig Holm talte flere ivrige kortspillere. Ved en familiesammenkomst skulle Rigmor den ældste datter, som jeg for øvrigt er konfirmeret sammen med, lidt tidligere af sted, hun boede i København. Da hun og hendes mand så gik rundt og gav hånden til farvel, kom de til et bord med et par, der måske havde særligt gode kort. De gav sig ikke tid til at se op fra kortene, stak bare hånden ud og fik fat i hinandens hænder, rystede dem hjerteligt og ønskede god tur, og spillede videre uden at opdage fejltagelsen: “Da lo Ludvig højt” sagde Petrea; “Du ved det skal der meget til”

En tredje historie, som ikke er selvoplevet, og det er mere end tvivlsomt, om den i det hele taget er oplevet. Jeg vil alligevel fortælle den til glæde for dem, der har kendt dyrlæge Lassen fra Løkken. Jeg vil prøve at beskrive dyrlæge Lassen (som i øvrigt nok hed Larsen). Han var en forholdsvis lille, rund og noget mere end trivelig mand, med meget store runde og fyldige kinder, hvilket også vil forstås af det følgende. Jeg har tidligere nævnt banen mellem Åbybro -Løkken – Hjørring, den gik over Ingstrup enge. I de her små tog var der intet toilet! (Jeg ved ikke om den påstand er rigtig, den er nødvendig for historien). Det bragte en dame i forlegenhed, nu var der ikke andre i kupeen end hende og hendes mand. De blev enige om at det måtte kunne ordnes gennem vinduet, han holdt i hånden og støttede hende, her var jo ikke andet end de øde enge, så hun stak numsen ud af vinduet. Det gik da også helt efter planen, ingen af dem så de to bondemænd, der var ude for at se til deres kreaturer. Så siger den ene bondemand til den anden: “Det var mærkeligt, men det var da dyrlæge Lassen der var med toget.” Den anden protesterede: “Nej, ham her havde fipskæg, det har Lassen da aldrig haft.” Hos brødrene Vanggaard var der også altid liv, der var tre brødre og en, tit to søstre, de fem var fra et par og tredive og ned til ca. 18, der var flere, de andre var gift og de ældste havde børn på min alder. Jeg husker ikke lige nogen historier herfra, blot at der altid var hyggeligt og muntert. I øvrigt fulgtes jeg med Herluf Vanggaard og et par stykker andre fra egnen til ungskue i Randers. Vi lejede en rutebil, så der må have været mere end et par stykker mere. Men ikke alle hørte til min bekendtskabskreds, tror jeg. Tilværelsen som kontrolassistent var fyldt med sjove historier og events. Jeg er ikke sikker på at alle vil være glade for at se dem på skrift, og jeg ved ikke helt hvor mange af personerne der er blandt de levendes tal. Alligevel blev jeg træt af den evindelige flytten rundt. Så derfor tog jeg plads som fodermester hos Herluf Jensen Østergård, Vester Linderup ved Tholstrup, hvor jeg så tiltrådte 1 – 11 – 1951.

Mine hænder har jeg vasket, og min aftenbøn har jeg bedt, og det tror jeg, ganske sikkert han har set.

 

 

9. Afsnit af erindringsbilleder.

Første november 1951 tiltrådte jeg så min nye plads som fodermester på Østergård.

Besætningen var på 32 malkekøer. Mit første indtryk var ikke det allerbedste, der lå døde kalve overalt. Det var det første jeg måtte tage hånd om. Hvad kunne årsagen være? Jeg har før set tilfælde af spædekalvedød. Når en sådan epidemi optræder, siger man at det er “kalvesyge” en slags influenza, som er meget smitsom. De gange jeg var stødt på “kalvesyge” havde, jeg haft mine tvivl, og troet at fejlen lå i selve fodringen. Nu havde jeg chancen for at afprøve min antagelse. Her var det ikke kun spædekalve men også et par lidt større kalve. Det forvirrede mig noget, kalve i den alder plejer at være nemme at passe og holde liv i. På den anden side, mente jeg at vide at “kalvesyge” kun ramte spædekalve. Det første jeg gjorde var, at tage en snak med Herluf, det viste sig, at han aldrig selv havde passet kalve og ikke vidste ret meget om det. Det eneste usædvanlige var at fodermesteren var stoppet nogle dage før den første november, og det derfor var en anden der havde passet dem den sidste tid. Men man var vant til at have mange kalvedødsfald på gården. Herluf mente, at der var “kalvesyge” i besætningen, og at de særlig mange dødsfald nu måske nok skyldtes alle sammen, et par stykker var over tyve år. Besætningen på Østergård viste sig at være særdeles gode malkekøer. I tiden frem til nytår, havde den en meget høj mælkeydelse, endda betydeligt højere end man var, vandt til på gården. I efteråret 1951 opstod der en omfattende epidemi af den frygtede kvægsygdom mund og klovesyge. Jeg begyndte straks efter ansættelsen, at forsøge at overtale Herluf til at ofre de penge, det kostede at få hele besætningen vaccineret, jeg kendte sygdommen fra mit hjem, der havde vi sygdommen under epidemien i 1938, det lykkedes også at overtale ham; men vi var ikke de eneste, der havde fået den ide, så der var blevet mangel på vaccine og lang ventetid på at få vaccineret. Vi nåede at få kreaturerne og vist også svinene vaccineret; men et par dage efter vaccinationen brød sygdommen ud. Det er det allerværste der kan ske, at sygdommen starter lige netop, som dyrene er svækket af vaccinen, de første der blev syge, blev da også meget hårdere angrebet end normalt. Det var malkekøerne, der blev først angrebet, medens ungkreaturerne, som bedre tåler sygdommen, blev angrebet sidst, hvor vaccinen var begyndt at virke. Det var en af de første juledage, at sygdommen blev konstateret. Ved udbrud af mund og klovesyge bliver gården sat i karantæne i 6 uger, hvor ingen må forlade gården. Det gav et nyt problem for mig, fordi mine forældre havde sølvbryllup i juleugen det är. Jeg havde indstillet mig på, at det ikke kunne lade sig gøre at komme til sølvbryllup. Der var strenge straffe for overtrædelse af karantænebestemmelserne, og jeg tjente hos sognefogeden, som var den stedlige politimyndighed på landet dengang. Her kom så arvefjenden Melle Kristian til hjælp, han ringede til Herluf, jeg er ikke klar over om han vidste, at Herluf var sognefoged, det blev han så klar over. Melle Kristian argumenterede så godt for sine synspunkter, og forklarede hvor synd det var for min mor, hvis jeg ikke kom med. Herluf bøjede sig eller hvad det nu kaldes. Han kom ud og sagde, at det her ville han ikke vide noget om på forhånd. Men når jeg er gået ind, siger Valdemar til jer, at han forsvinder i nattens løb. Og så må i tage jer af malkningen i morgen tidligt, og passe kreaturerne i morgen, og blev der vrøvl så vidste Herluf ingenting, han ville ikke engang opdage, at der manglede en mand, det måtte så have været den dag han lå i sengen med influenza, hvis man var sikker på, Valdemar havde været væk. Jeg mødte så op til sølvbrylluppet og var tilstedet ved morgenfrokosten. Efter frokosten var vi nogle stykker, der stod uden for kostalden i mine forældres hjem, der var to af mine farbrødre, og min kusines mand fra Børglum. Nu troede jeg, at alle vidste, at der var mund og klovesyge i den besætning, som jeg passede, fordi alle de karantæneramte besætninger blev offentliggjort i aviserne. Min kusines mand Henrik vidste det åbenbart ikke. Han foreslog, at vi skulle gå ind i stalden og se dyrene, det gør man normalt på landet, når der er lejlighed til det, og han vidste at jeg var interesseret i dyr og først og fremmest i malkekøer. Jeg måtte til at sige det: “Nej, ligefrem at gå ind i kostalden, det vil jeg ikke, det er dristigt nok af mig at komme, når nu vi har sygdommen hvor jeg tjener”, Henrik røg tre fire skridt tilbage. Laurits og Jens, mine to farbrødre lo lidt ad ham, Jens sagde: “Han er nok ikke smittefarlig, det tøj der bruger han nok ikke i stalden; Men du skal da ikke risikere, at gå ind i stalden her.” Henrik faldt da også til ro, og vovede sig hen på siden af mig og sludrede videre, nu var det nok mund og klovesygen, der var samtaleemnet, vi havde ikke haft sygdommen længe nok til, at jeg havde set hvor alvorligt, den udviklede sig.

Det blev en god dag for mine forældre og deres gæster. Der var spisning om aftenen i forsamlingshuset. Der blev holdt mange gode taler både om morgenen i hjemmet og om aftenen i forsamlingshuset. Der blev sagt mange pæne ting om mine forældre, det gør der da ved den slags lejligheder. Mange af disse pæne ting genkendte jeg fra mine forældres væremåde, derfor tror jeg på, at de var ment, som de var sagt. Til en aftalerne slog min humoristiske sans ikke helt til, det burde den ellers når jeg betænker hvem der holdt den. Melle Kristian havde holdt flere taler i dagens løb, nu syntes han det var på tide, at holde en for børnene. Den indledte han: “Det er nogen skønne børn de har, – særligt Grethe” Så fortsatte han med en lang tale til Grethe uden med et ord at nævne Valdemar. Jeg så Anna Holm Jensen og hendes mor Anna Christensen “rynkede panden”, begge to kunne holde taler, men jeg tror de var vrede og derfor ikke mente, at de kunne slippe elegant nok fra at sige, det de syntes skulle siges. Det blev Brøchner-Hansen, der holdt en ekstra tale, han indledte næsten som Melle Kristian: “Det er nogen skønne børn de har, og her vil jeg bestemt ikke fremhæve den ene for den anden”. Han fortsatte noget med: “Som mesteren er, så følge hans svende”, jeg tror ikke han nævnte navne, bare noget med at lige så flinke og stilfærdige forældrene var, lige så flinke og stilfærdige var børnene. Adressen til Melle Kristians tale, var ingen i tvivl om. Det blev hverdag igen. En meget hård hverdag, på grund af kvægpesten. Der burde have været sat ekstra mandskab ind i de første to tre uger, for at pleje de syge dyr. Det ville sognefoged Herluf Jensen ikke, han fandt en paragraf i karantænebestemmelserne, som han påstod, forbød, at beskæftige flere i stalden under sygdommen, end før sygdommen opstod. Jeg husker ikke ordlyden af paragraffen, men jeg forstod den næsten modsat. Jeg knoklede det allerbedste jeg kunne, med at passe syge dyr. Men jeg var slet ikke tilfreds med resultatet. En af køerne døde, det var der nok ingenting der havde kunnet forhindre. Jeg forlangte at få dyrlæge tilkaldt for at aflive den. Sognefoged Herluf Jensen ville se om ikke den kunne leve til karantænen var overstået, så kunne den leveres til slagtning. Der var nok kun et par dage til karantænen ophørte. Dyret klagede sig hele tiden, det var uudholdeligt at høre på. Så jeg måtte spørge sognefogeden, om han ikke kunne finde en paragraf i dyreværnsloven, der påbød, at lade dyrlægen afgøre, hvad der skulle ske med dyret. Så ringede han efter dyrlægen og pålagde ham at give den noget smertestillende, så den kunne leve til, karantænen var forbi. Dyrlægen gav den en stærkt bedøvende vaske direkte i blodåren. Jeg spurgte, om så kødet kunne bruges til menneskeføde, det fik jeg ikke svar på. Han gav mig en flaske af den samme væske, og sagde: “Hvis den nu er levende i morgen tidligt, så giver du den det her gennem munden”. Koen gik straks ind i en dyb søvn og levede ikke til midnat. Herluf Jensen påstod at dyrlægen havde aflivet den! Grunden til at han ikke ville have flere folk i kostalden var enten at han var dum, eller fordi han ville bruge mandskabet i svinestalden, (Der var vel en lille times arbejde der). Skulle de nu over i kostalden, så ville de næppe kunne undgå at bringe smitten over i svinestalden inden vaccinationen virkede. Han kunne jo have nejedes med en hvert sted, så kunne han endda stadigvæk selv være sluppet for at hjælpe til, og kvægbesætningen var sluppet med mindre skader – måske -, det ved dog ingen. Men jeg havde mange ekstra timer, og Herluf troede, at det var den egentlige årsag til at jeg ville have mere hjælp, det havde vel også været grund nok. Enten forstod han ikke situationen, eller også stolede han på, at jeg nok skulle klare det på bedste måde. Selv viste han sig aldrig i kostalden i den tid sygdommen varede. Han var en ung mand på 45, så jeg syntes, at han selv kunne passe de grise. Men dengang var det meget normalt, at gårdmanden beholdt hænderne i lommen eller i ærmegabet. Det lykkedes at undgå at få grisene smittet. Grise er heller ikke lige så modtagelige for smitte som kvæg, der er eksempler på, at i stalde hvor der er grise i den ene side og kreaturer i den anden, der har det kun været kreaturerne der har fået sygdommen.

Vores pige Anna var forsvundet ved nattetide, og der kom straks en anden, der var der endnu kortere tid. Karl Ages lillesøster Elly var kommet hjem fra København ved juletid. hun kiggede ind af og til, efter at karantænen var ophævet. Hun var rigtig en sød lille sag, og jeg var forelsket igen. Hun flyttede ind som ung pige i huset, efter at pige nr. to havde forladt os, hun blev den pige, der var der længst det år måske nogen sinde. Nu havde vi allerede før hun flyttede ind foretaget de allermest “elementære indledningsøvelser”. Jeg vil ikke gøre nærmere rede for det forløb, jeg var dog glad for at fodermesterens tid var tilrettelagt, så der var tid til en god middagssøvn. På samme tid var min mor indlagt på sygehus i Brønderslev, hun var indlagt, sammen med en gift datter fra nabogården, de fandt så ud af jeg var fodermester på nabogården til hendes hjem. Da så tjenestepigen fra hendes hjem kom på besøg, spurgte damen hende: “Ser du noget til Østergårds fodermester”. Pigen sagde: “Nej han har alt for travlt, med Østergårds pige til, at lægge mærke til mig. Det havde de moret sig meget over. Nogle år senere var min mor på sygehuset, da jeg besøgte hende, fortalte hun, at hende der lå overfor, var Karl Åges og Ellys mor, og at hun havde haft besøg af en datter, der var så fed, at hun næsten ikke kunne komme op af en lænestol, der havde armlæn af træ, der var vist to døtre i familien. Da jeg kendte Elly, var hun ualmindelig tynd og spinkel. Elly boede hele sit liv en tre fire kilometer nord for Vrå by, fortalte Karl Åge en gang, jeg mødte ham tilfældigt. Elly var død ret ung omkring fyrreårsalderen vistnok. Jeg havde nogle problemer med at få luft gennem næsen dengang. Lægen syntes jeg skulle undersøges hos en pre, næse og halsspecialist, som så igen syntes jeg skulle opereres for en næseskillevæg, der var slap og skæv. Jeg blev så indlagt på Hjørring sygehus. Operationen krævede indlæggelse i tre dage, det gik ikke så let, på grund af nogle voldsomme blødninger, der var svære at standse helt, blev indlæggelsen på fjorten dage. Disse blødninger var ret ubehagelige, kunne man se bort fra det, så var et sygehusophold, næsten en behagelig oplevelse. Der var ikke mangel på sygeplejersker dengang, og der var 5 unge sygeplejeelever, som alle tog sig kærligt af mig. Dengang skulle de sige De og Hr. Sørensen ellers risikerede de at blive fyret. Brøchner – Hansens datter Inger var elev på en anden afdeling, hende havde jeg jo kendt altid, hun var veninde med præstens datter Hanne Stevns, der var elev på den afdeling jeg lå på. Hun fortalte så Inger om ham der Hr. Sørensen: “Ham må du jo kende”. Inger syntes så lige hun ville se, om der var en chance for, at jeg overlevede. Hanne Stevns var nok nysgerrig, hun opholdt sig i hvert fald på sygestuen, så længe besøget varede, hun bebrejdede Inger at hun sagde du og Valdemar. “Det kan du blive fyret for” sagde frøken Stevns, som vi skulle sige. Inger forklarede at det kun gjaldt i uniform, og at hun havde fri og var på almindeligt sygebesøg. Det er da derfor jeg skiftede til mit eget tøj, hvad mon Valdemar ville sige hvis jeg kom og spurgte, nå hvordan har De det så Hr. Sørensen.” Ja alt godt får en ende jeg blev jo rask igen. Jeg har flere gange senere været indlagt, sidst da jeg var 70 år. Nu ved jeg jo ikke om det skyldes mangel på sygeplejersker eller hvordan. Bevares jeg blev da behandlet godt og venligt, og jeg kan ikke finde på noget at klage over. Kun den ene ting er bedre, man siger du til hinanden, og i reglen fornavn. Alligevel har jeg aldrig fået så god en forplejning, som da jeg som treogtyve årig var indlagt på øre, næse og halsafdelingen på Hjørring sygehus. Det var da også godt at komme hjem til arbejdet med dyrene og hjem til Elly. Hun var nok lidt af det John Mogensen kaldte en rullesten. Hun ville giftes til november, nu er jeg ikke af dem der forhaster mig. Men hun mente det åbenbart alvorligt, jeg tror ikke hun lige blev gift til november, det var tæt på. Elly forsvandt også fra pladsen på Østergård i nattens mulm Jeg var orienteret, og det var hendes bror Karl-Åge også. Vi nåede at have tre piger mere inden november, de to af dem forsvandt ligesådan uden varsel. Et par dage efter at den ene forsvandt, kom hendes far sammen med to granvoksne mænd og hentede hendes ting, og de sørgede nok også for at hun fik den sidste del af hendes løn. Næste år ville de (Herluf og Edith) så prøve at have gift fodermester og ikke så mange folk på kost, så mente de, at de kunne undvære tjenestepige. Jeg havde haft en del vrøvl med ryggen og det ene ben (Iskias), det var åbenbart for hårdt for ryggen at være fodermester, så jeg var meget i tvivl om hvad jeg skulle til november, derfor havde jeg ikke fået søgt nogen anden plads. Herluf havde heller ikke fået mere end en karl, han havde altid haft to, så jeg fortsatte som løsarbejder efter den første november. Jeg troede at der var brug for mig vinteren over. Men efter at roehøst og pløjning var overstået, blev jeg fyret, og Herluf ville klare sig med en karl og lidt løsarbejdere i perioder, fremover. Lidt før jul blev jeg ledig, min ryg trængte også til lidt rekreation, det var jo ikke rigtig muligt, sygedagpenge og den slags var ukendte begreber dengang. I første omgang var der også nok at se til derhjemme, fordi Jens A. Jensen og Simoni Pedersen og mine forældre var i gang med et større kloakprojekt, som bestod af en lang hovedledning til nærmeste vandløb og tre stikledninger, af forskellig længde, en til hver ejendom: Jeg gravede i nogle dage og tjente vel til føden så længe. Sidste dag, under det sidste gravearbejde, havde far og min søster sat sig til at regne ud, hvad hver enkelt skulle betale. Regne kan de nu nok de to, nu ved jeg ikke, om nogen havde tvivlet på deres andet resultat end de to. Nu har far aldrig kunnet tåle, at man ikke var enig med ham, han bliver ikke sur, nej han bliver stjernetosset, og parat til hvad som helst, for at lukke munden på den formastelige, så jeg blev hånet, af de to, fordi jeg kom til et andet resultat, uden at de ville se hvordan jeg kom frem til mine tal. Jens Jensen, som havde så langt den længste stikledning, ham fik jeg regnet ud til, at skulle betale lidt mere end de to havde regnet ud. De kunne, eller ville ikke, forklare deres meget indviklede udregninger: “Du kan da nok forstå, at så enkelt som du gør det til, kan det da ikke være, og vi er to der er kommet til samme resultat.” De vidste ikke, hvad man i øvrigt har erfaret mange gange under skolearbejde, at to der regner sammen, kan sidde og bekræfte hinanden i deres fejlregninger. Hvis jeg havde lavet en regnefejl, burde de nok have vist mig den, man kan ikke bare påstå, at når du ikke har samme resultat som os, så er det forkert, så var der ingen grund til, at jeg regnede efter. Jeg har senere haft lejlighed udregning, for de bad lige mig regne det igennem. Regnestykket var da nogenlunde enkelt: En hovedledning delt med tre plus hver ejendom sin stikledning betalt i forhold til længden fra hovedledning til det enkelte hus. Jeg fik et til, at sammenligne mine evner til at gennemskue et problem med andres, der faldt jeg ikke igennem. Det kommer jeg tilbage til ca. 25år senere. Tiden fra nytår og frem til foråret er ikke nogen god tid at søge arbejde i, så der var god tid til at læse bøger, jeg var derfor en “god kunde” på biblioteket. Læsning var en interesse, som jeg delte med min far. Jeg husker aldrig, at han selv hentede bøger på biblioteket; men han ville gerne læse dem, vi andre lånte. Nu havde jeg en slags hængeparti med boglæsning. På højskolen havde Brandt Pedersen gennemgået forskellige bøger med os, en af dem var Niels Anesens Altid Ungdommen. Nu er det over 50 år siden, at jeg læste den. Den var god og spændende, det syntes far også. Nu ved lidt efterrationalisering, var den da vist noget af det mest pladderromantiske ævl man kan tænke sig. Den indeholdt vist alle de elementer, som Brandt Pedersen advarede imod hos Strømbergs og Morten Korchs bøger. Disse bøger advarede han meget imod, de var urealistiske, og de endte altid godt. Det samme gjaldt altså Altid Ungdommen. Den passede bare så godt med Brandt Pedersens menneskesyn, som venstremand og blind beundrer af Grundtvig. Når bare man ikke var bange for at tage fat og bestille noget, så ville alt ende lykkeligt. (Enhver er sin egen lykkes smed, det er da et sundt synspunkt, det holder bare ikke i alle forhold) Altid Ungdommen handlede om en ung mand, der blev træt af det overfladiske liv ungdommen førte. Ved udtørringen af et område i Danmark, købte han et større jordstykke. (Dengang var det helt ideelt at omdanne vådområder til god landbrugsjord). Dette område blev i bogen kaldt Gråvig, Han sår rug i det hele og bliver selvfølgelig rig og lykkelig i løbet af nul komma nul. Der er så puttet et par piger ind i historien, som boller rundt og skifter og bytter kærester efter lyst og behag. Det må så være disse piger, der gør den til en socialrealistisk roman, her husker jeg Katrine, der sagde: “Man fortryder altid, når man elsker en, man ikke elsker.” Det var nok bogens egentlige morale, og største visdomsord. Nu blev der så en gammel forfalden ejendom til salg, jeg tror jeg så det som mit Gråvig. Der var 81/2 tdr. land til og tre køer og vel et par kalve og nogle høns. Den kostede 23,500 kr. Jord kostede på den tid fra 3000 kr. pr. td. Land og lidt op ad, så prisen burde være i orden. Dog blev det aldrig noget Gråvig. Ejendommen lå på Vrensted Nørrekær, hvor næsten alle gårde havde en lille jordlod, der lå langt fra gården. Her kunne man forestille sig, at der var gode muligheder for at købe jord til. Det hele bestod af dårligt afvandet jord. Den handel anser jeg for mit livs aller største dumhed, og der er dog nogle at vælge imellem. Ingen besindige mennesker advarede mig, nå jeg var også 24 år og skulle være i stand til at træffe egne beslutninger. Jeg havde brug for et lån på 10,000 kr. dem kautionerede min far og min søster for. Desforuden havde jeg brug for en hest, en vogn og nogle redskaber, til det lånte jeg 2500 kr. af min søster, dem fik hun først tilbage, da jeg 71/2 år senere solgte ejendommen, selvfølgelig med tillæg af sparekassens rente for den forløbne tid. Jeg blev hurtigt klar over, at det vist ikke var verdens allerbedste ide, jeg her havde fået. Nu kunne jeg så have været resolut, solgt dyrene, sået korn i hele molevitten og taget et arbejde høstet kornet i min fritid og taget den fortjeneste der var blevet. Jeg havde stadig i perioder vrøvl med min iskias, jeg husker ikke, om det havde indflydelse på mit valg. Jeg valgte at forsøge at få det hele til at løbe rundt – det kunne det lige netop, men der blev aldrig plads i økonomien til at lave nogle af de mange forbedringer, der var brug for. Endnu var der ingen der kunne se den udvikling, der var i gang, og som gjorde, at de små landbrug om ganske få år blev helt urentable, endnu byggede man nye statshusmandsbrug. Først i 1960 indså jeg – eller fik jeg lejlighed til at tage konsekvensen af, hvad jeg vel for længst havde indset, at situationen var udsigtsløs. Jeg solgte så til min nabo Anker Gade, som byggede større og endnu mere urealistiske luftkasteller end jeg havde gjort. Han fik hest og vogn med, medens jeg beholdt kreaturerne, som jeg solgte til min far. Yderligere fik Anker Gade avlen med, den stod moden og parat til at blive høstet og solgt. Der var en virkelig god kornhøst det år og han fik det bjerget under de allerbedste forhold, så selv jeg troede at manden fik en god start. Anker var ikke mere velfunderet økonomisk, end vi alle måtte kautionere for ham, så han havde til udbetalingen og jeg måtte lade 8,500 kr. blive stående, ingen tabte dog penge på det arrangement. Min far gav 4000 kr. for kreaturerne, en pris jeg også kunne have fået til slagtning; men det var gode kreaturer både malkekøer, kvier og kalve. Derfor kunne de indbringe langt mere når de kom nærmere på kælvningen. På et tidspunkt hvor der endnu var et par kalve eller kvier tilbage, da fortalte mor at nu havde de solgt dyr for 7000 kr. Far ville altid give det udseende af at det var en skidt forretning han havde lavet og det da KUN var for at gøre mig en tjeneste. Nu havde han også råd til at forære en ko væk, ganske få år forinden havde han mistet en ko, da måtte naboerne samle ind for at han kunne købe en ny.

 

 

Nørrekæret

En tanketorsk –Et stjerneskud!

10. afsnit Erindringsbilleder

Omkring 1. marts 1953 overtog jeg så Krøll Peters hus på Nørrekæret i Vrensted.

Det var ikke det allermest moderne landbrug jeg havde set. Krøl Peter havde ernæret sig som daglejer og havde ikke haft magt til at passe jorden, og han havde ingen hest, derfor lånte han et spand heste forår og efterår, uden rigtig at få tid til at lave ordentligt arbejde, han skulle jo også passe sit arbejde som daglejer, så arbejdet på hans egen ejendom skulle klares søndag eftermiddag. Der var dengang et utal af disse små husmænd med nogle få tdr. land, de var nødt til at levere billig arbejdskraft til gårdene rundt om, så fik de til gengæld lov til at låne heste og redskaber om søndagen, så de kunne ordne deres egen lille jordlod, og der tjene så meget at de kunne brødføde deres mange børn. Det var sikkert gået godt nok for Krøl Peter, så længe han kun havde 41/2 tdr. land, de sidste par år havde han 4tdr. land mere, de var tilkøbt fra Laurits Thomsen, der gennem mange år havde ladet det hele gro til med senegræs, skræpper og gråbynke. Det største problem var dog bygningerne, der var stadig stråtag på en del, det udskiftede jeg med asbesttag. Stalden blev udbygget så der var plads til en hest og nogle grise, – Krøl Peter havde ikke avlet grise, – så skulle jeg også have en vogn, den byggede Simoni Pedersen. Han havde en del hjul fra hans “bilslagteri” under krigen, – pris 850 kr. På den tid var det en moderne vogn, det var endnu ikke almindeligt med vogne på gummihjul. Men det kom netop indenfor de næste par år. Halvdelen af stalden blev anvendt til hønsehus. Der havde igennem nogle år været god økonomi i hønsehold, det var der ikke mere! Et eksempel fra de gode tide med hønsehold: Min mor havde gennem en del år ca. 50 æglæggende høner, de kunne betale købmandsregningen, plus at de også betalte, det indkøbte tilskudsfoder, som høns skulle have, for at få protein nok til en stor ægproduktion. Når vi havde gæster, blev der altid sagt, i bliver da og spiser til aften, så var der et par kok kyllinger der mistede knoppen. Når vi havde gæster fra Løkken, (Mors familie) så hændte det nok, at de fik et par kok kyllinger med hjem, så – nogen tid senere kom der sommetider en kasse rødspætter fra Løkken. Det var før dybfrysernes tid, så det var meget praktisk, at kunne hente friske kyllinger fra hønsehuset. Mor henkogte også en del, mest svinekød – vistnok, jeg elskede henkogt kød, det har nok ikke været så salt, som det der blev hentet fra saltkarret. Saltning var næsten den eneste brugte konserveringsmetode på den tid, ja fisk kunne tørres, men med en masse salt. Efter dette lille sidespring tilbage til høns i 1953. Nu var økonomien i hønsehold i bund, og den er vist aldrig blevet nogenlunde god igen, ikke noget der ligner de tider i alle fald. Den del af kostalden, som Krøl Peter havde brugt til høns, lavede jeg nu om til svinestier, med behørig isolering i bunden. Der var ikke plads til en eneste gris, da jeg overtog det. Nu skulle der gang i produktionen. Første vinter viste det sig så, at stalden var så dårlig, at der ikke engang kunne holdes tøvejr inde i stalden. Det var en ret umulig situation for både dyr, og ham der havde ansvar for dem. Så satte jeg nyt loft op, fordi jeg mente, at varmen forsvandt op gennem de rådne loftsbrædder, det hjalp en del, men slet ikke som forventet. Nu var økonomien så langt nede, som den kunne tåle at komme — det havde den faktisk været hele tiden. Om sommeren hjalp min far mig med at bygge ydervæggene om, ingen af os var særlig dygtige som murere, og vi opnåede slet – slet ikke at skabe et indeklima der gjorde det muligt med et rentabelt svinehold om vinteren. De første vintre forsøgte jeg at isolere med halmknipper for døre, og hvor det kunne lade sig gøre, det må have været en ren brandfælde! Heldigvis skete der ikke noget i den retning. Men resultatet var kun sygdomme og økonomisk tab, så svinehold måtte begrænses til nogle søer om sommeren, det gav da en smule penge. Men svineholdet kom aldrig til at køre blot for halv kraft. Det eneste lyspunkt var kreaturerne. Køerne var virkelig gode malkere og af et eksteriør, som man ikke forventer af husmands køer, det skyldtes nok, at der var to naboer, der havde elitebesætninger, Krøl Peter havde nok gennem generationer “länt” tyren herfra, Krøl Peter havde haft ejendommen i ca. 40 år. Kreaturer behøver langtfra så meget varme som grise, de beholder en god del af pelsen afhængig af temperaturen, de klarede sig fint. Så måtte jeg bare sørge for, at roerne ikke frøs, det var umuligt at te dem op igen. I de år det her drejer sig om, var der stadig kolde vintre. Eneste løsning på de problemer, var at bygge nyt. Mine beregninger viste hvor usikre de end måtte være – at hvis det i det hele taget kunne løbe rundt, så ville der ikke blive smør på brødet til mig. Jeg var endnu ikke klar over, at tiden var ved at rinde ud for så små landbrug, og at der fremover ikke ville være økonomi i dem.

Et andet problem var vejforholdene, der var lange strækninger med markveje, som af de andre landbrug blev brugt til markkørsel, og de blev eet stort ælte både forår og efterår, og om vinteren var de lukket af sne, fordi det var privatveje og ingen havde brug for dem om vinteren. At bygge nye huse i et hul med disse tilkørselsforhold ville! være halsløs gerning. Ret hurtigt lavede jeg lidt jordfordeling, med naboen Jens Ågård og to mere, resultatet var, at jeg efter mageskiftet havde i alt 10 tdr. land, og vi fik jorden samlet. Fra starten lå min jord tre forskellige steder, nu blev det samlet på hver sin side af vejen. Fordi jeg fik mere jord kostede det mig ca. 3000 kr. Jeg prøvede flere gange at sælge, men jeg var ikke parat til at sætte mine investerede sparepenge over styr, nu bagefter ser jeg nok, at det havde været klogere, dem kunne jeg hurtigt have tjent ind ved almindeligt arbejde, jeg husker ikke helt hvor meget min elendige ryg spillede ind i min mangel på resolut beslutningstagen. Jeg led en del af iskias, det blev man senere klar over skyldtes en såkaldt diskusprolaps, som igen skyldtes en medfødt misdannelse af nederste ryghvirvel. Jeg er født med en ekstra ryghvirvel, som ikke er færdigdannet, den har en såkaldt spina bifida, det er en åbning eller revne i hvirvlen. I de perioder hvor det har givet problemer, har jeg ikke været parat til at tage nye udfordringer op. Først efter 742 år indså jeg, at nu skulle det være slut koste hvad det koste ville. Jeg var også kørt træt af at gå alene, jeg har aldrig været god til at knytte nye bekendtskaber, stedet, hvor jeg boede, gjorde det ikke lettere. Forår og efterår kunne jeg ikke forlade stedet uden at være iført lange gummistøvler. Lange gummistøvler med mudder til midt på skafterne, er ikke det mest uimodståelige scoreantræk, man kan tænke sig, et par piger traf jeg dog; men når de så mit hus, faldt entusiasmen lidt.

En lille pigehistorie som jeg bar har lyst til at fortælle. Min far havde engang købt en red hest af en mand på Vollerup egnen, da jeg så kom på de kanter, som kontrolassistent opdagede jeg, at manden også havde rødhårede piger, der var to, som jeg sludrede lidt med, den ene var tjenestepige på en af de gårde jeg kom på. Hende var jeg så kommet i snak med ved en sommerfest på egnen, vi mødtes nogle gange og havde aftalt et stævnemøde. På netop den dag var det så blevet høstvejr, mine forældre hjalp med at køre kornet i stak, der var ikke mere nogen lade, fordi det hele var indlemmet i stalden, sådan en stak skulle gøres færdig inden man kunne holde fyraften. Mit stævnemøde var aftalt til kl. 21, et tidspunkt man normalt sagtens kan nå. Jeg havde store problemer, fordi jeg ikke plejede, at indvi nogen i mine stævnemøder, det blev jeg nødt til nu. Mine forældre ville hellere end gerne ordne det sidste læs alene, jeg tror de glædede sig over, at jeg nu havde det problem. alligevel, hun ville i hvert fald cykle mig i møde, hun holdt på Børglum Klosterbakke, her var tre veje, de to af dem kunne være en mulighed, så det var sikrest at vente. Vi havde ikke alt for travlt, fordi hun ikke lige var indstillet på at made mine forældre, jeg forstod at hun havde skyndt sig for at komme så langt, at jeg blev nødt til at vise hende hvordan jeg boede. Bekendtskabet varede to – tre måneder, hun syntes at jeg skulle rage det skidt ned, og fylde i nogle af de huller, der var i vejen derud. Der var en mere af dem jeg havde kendt, da jeg var kontrolassistent, der besøgte mig. Hun havde tjent på en gård på Vrå -Hjørring egnen, der var man gået fallit, så nu var hun ledig, og hun var blevet 20 år og parat til at gøre en forandring i livet. Hun kendte Koldkærs pige, og hun havde sagt: “Jeg ved da godt, hvor Valdemar bor, skal vi besøge ham?” Så de to besøgte mig Skærtorsdag, og den omtalte pige igen Langfredag, vi var også i biografen en eller to gange. Jeg ved ikke hvor langt vi var i “forhandlingerne”; men jeg husker hun sagde: “Så vil jeg godt nok hellere bo i en lejlighed i byen”. Der er en klar og! tydelig tendens til, at pigerne fylder mere i min erindring end de gjorde i det virkelige liv. I det virkelige liv fyldte længslen efter piger mere end tilstedeværelsen af dem.

Denne længsel førte mig ind på et nyt spor, hvor hverken lange plørede gummistøvler, tilbageholdenhed, eller generthed, var en hindring – kontaktannoncer. Jeg har skrevet med en del, og mødtes med de fleste. Det at skrive sammen med en pige er slet ikke nogen dum beskæftigelse, man bliver grebet af det på samme måde som de unge nu bliver grebet af at chatte på Internettet eller på sms. Nogen forsigtighed og omtanke gør man klogt i at udvise, – særligt pigerne. En jeg traf, var da vældig sød – og meget ivrig. – Jeg søgte at slå koldt vand i blodet, både hos mig selv og hende. Hun havde ingen arbejde for tiden, så hun ville flytte ind med det samme. Det kunne jeg da have meget gavn af, hun var da bedre til at lave sovs end mig. Det viste sig at det ikke bare var sovsen hun ville hjælpe med. Jeg forklarede, hvad jeg mente, om prognosen for et sådant forhold. Hendes svar var: “Du er da et mandfolk jeg er 21 og jeg synes det er på tide, med netop den oplevelse.” I den situation kan man vel ikke fortænke en ensom ungkarl i at tænke som så: “Hvad så, en mødom fra eller til, det er vel også bare brikker i det store dumme spil, uden spor betydning – og når nu pigen gerne vil – -. “Ok – forholdet varede 14 dage, og vi skiltes uden hverken gråd eller tænders gnidsel, jeg dog ihukommende Katrines ord fra Niels Anesens roman Altid Ungdommen: “Man fortryder altid når man elsker en, man ikke elsker.”

“Af kærlighed og kildevand, man ej alene leve kan.” Det kunne man nu heller ikke af Nørrekærets fede muld, så jeg fik på et tidspunkt en lille mælketur, som kunne køres med en hest og min lille vogn, det gav en lille indtægt, som var nødvendig til det daglige brød. Den mælketur gav mig da også nogle oplevelser, og kontakt med andre mennesker, og både hunden og hesten var åbenbart også glade for den oplevelse turen gav dem. Det er mærkeligt at se; men der opstår tit et slags venskab mellem hest og hund. Den hund her havde nu også sine egne ideer, han holdt sig lige foran hesten, åbenbart for at gøre klar bane til befordringen, hvis der kom noget eller nogen lige foran hesten, så gav hunden dem et lille nap bagi. Det havde Jens Ågård lidt spas med. Engang han havde besøg af sin svigersøn, som kælede med hunden, han havde før set hunden og vidste hvor kælen han var. Jens Ågård fortalte så svigersønnen, at det ikke nyttede at være gode venner med hunden. “Hvis du går foran hesten, så får du et nap i røven.” Svigersønnen troede ham ikke, det var da sjældent at møde så kælen en hund, og han havde da kælet med ham så tit “I kan da nok se, sådan en hund han bider ikke” Jens Ågård sagde: “Så lad os se, a har prøvet” Svigersønnen måtte til at bevise sin påstand, og gik hen foran hesten. Det hele gik så hurtigt, at jeg kun hørte svigersønnens: “Av for da satan!”. En anden tildragelse der forekommer meget mere mærkelig, vil jeg da også lige nævnes, at det er en tilfældighed, er jeg da ikke i tvivl om -;men. Det var en hanhund, jeg havde, så en dag da egnens tæver var i løbetid, havde hunden altså ikke lige tid til mælketuren, han kunne jo gå glip af noget, der var jo også andre hanhunde på egnen. Da jeg så holdt ved perronen på mejeriet, kom der en mand hen foran hesten, hurtigt gav hesten ham et nap bagi, som om den tænkte: Når nu ikke hunden har tid, ja så må jeg jo til det”. Det er jo at tillægge dyret en næsten menneskelig tankegang. Den hest har bare ikke bidt nogen hverken før eller siden.

Økonomien blev lidt bedre, også noget fordi jeg havde evner som kvægavler og for rationel kreaturpasning. Køerne af eget avl var endnu bedre end Krøl Peters gode dyr. Marken ydede også efterhånden noget mere, fordi rodukrudtet, alligevel hurtigt var udryddet, ved at bruge både mekaniske og kemiske midler.

Gennem mange måneder skrev jeg sammen med en pige fra Lolland, det kunne man nok synes var udsigtsløst; men der var en slags sympati. Hendes breve vidnede om at hun var en velbegavet pige, hun havde kun 7 års skolegang, ligesom mig. Vi havde en del til fælles, og vi fattede sympati for hinanden, så meget at hun turde flytte fra sin familie på Lolland og op til det mere barske Vendsyssel. Hun var kun 20 år, og havde allerede været gift, og hun havde en dreng på 22 år. Hun havde allerede været separeret i 2 år. Hendes forældre var ansat på Ålholm gods på Nystedegnen. Jeg forstod, at det var et helt andet miljø end jeg kendte. Så selv om vi intelligensmæssigt og på andre områder var i samklang, så viste det sig, at en omplantning fra Lolland til det barske Vendsyssel ikke var mulig. Med forældre og søskende og sviger familie på Lolland, kom hun efter kort tid til at lide af hjemve. Hun ankom til Nørrekæret først i marts 1955. Jeg var straks betaget af hende, og hendes lille dreng var et ekstra krydderi på dagligdagen. Han kunne allerede sige Valdemar, det kan en dreng på 21/2 år ikke uden at have øvet på det. Han er den eneste jeg har truffet der kunne sige mit navn, i den alder. Forelskelsen slog hurtigt ud i lys lue, sympatien var der i forvejen – ellers flytter man ikke så langt væk fra familien. Alt var idyl, og vi var sikre på at vi skulle leve sammen til vore dages ende, som i alle andre eventyr. På grund af vores ungdommelige letsind, blev hun straks gravid, – ingen problemer i det – før hjemveen meldte sig. Der var ingen mulighed for at tale hende fra det, nu ville hun tilbage til sin familie. Et besøg kunne ikke klare det, hun ville hjem for at blive, det var hun helt afklaret med. Først 11/2 år senere hørte jeg igen fra hende gennem politiet, der kørte en faderskabssag, hun havde født tvillinger. En noget kompliceret sag. Fordi hun kun var separeret, betragtedes ægtemanden automatisk som værende fader til de børn der kommer, det ville han ikke rigtig vedkende sig, da han ikke havde set pigen i et par år, da hun blev gravid. Desuden havde hun en kærest en tid, indtil hun flyttede op til mig, ham havde hun optaget forbindelsen med, da hun var kommet hjem. Denne kærest var ikke i tvivl om, at det var ham der var fader til tvillingerne, han var også ligeglad, han ville have hele familien. Det forhindrede loven i første omgang, så længe skilsmissepapirerne ikke var i orden, i anden omgang, fordi hun vidste det var mig. (Hendes vasketøj, førstegang hun vaskede hos mig tydede på, at hun havde ret.) Blodprøver kunne ikke løse sagen. Problemet blev løst ved at de giftede sig og han i kirkebogen blev opført som fader. Noget kan således tyde på at jeg har et par tvillingesønner på øerne i sydhavet. Ihukommende Katrines ord fra Niels Anesens roman Altid Ungdommen, vil jeg bare sige at jeg aldrig fortrød, at jeg elskede Jenny. Lige før høst 1960 solgte jeg ejendommen til Anker Gade. Han havde ligesom mig store planer med den. Han var en 15 – 20 år ældre end mig, så han kunne ikke helt tilskrive de store planer ungdommeligt drømmeri. Hans planer lykkedes ikke bedre end mine. De små landbrugsejendommes tid var forbi.

 

 

På farten igen!

Hvor tindrer nu min stjerne!

Hvor dølger sig min skat!

11. afsnit af erindringsbilleder

Efter Nørrekæret havde jeg ikke helt mit liv på skinner beskæftigelsesmæssigt. Et eller andet, der var lidt mere skånsomt end landbrugsarbejde, skulle det være. Jeg brugte så lidt tid på, at tage kørekort til lastbil og almindelig bil, det gik ret let, jeg bestod i hvert fald første gang både teori og praktisk prøve, jeg husker, at lederen af køreskolen sagde, at jeg var hans eneste lyspunkt den dag, han havde 7 til køreprøve den dag, de andre kun til lille vogn, jeg var den eneste der bestod. Jeg havde egentlig troet at det var et lettere arbejde at sidde i en lastbil, men ryggen kunne bedre slide” bevægelse og forskellige arbejdsstillinger. Nu begyndte min far igen på at prøve, at overtale mig til at gøre mig gode venner med Jens og Laurits. Han havde flere gange talt med mig om, at jeg skulle da overtage deres gamle hjem. Jens havde da også sagt det både til far og mig, fordi jeg nu var den eneste landmand i familien. Jeg havde altid kunnet lide Jens og Laurits og havde da også besøgt dem jævnligt. Nu ville de gerne have min hjælp til tærskearbejdet i en periode. Jens kunne ikke længere tale tærskestøv. Der var jo ikke grundlag for at beskæftige tre mand på den ejendom, der var vist 30 tdr. land. Jeg måtte så i gang med at finde et eller andet. Der var ved at komme gang i industrien, og der var brug for flere folk, medens landbruget rationaliserede og mekaniserede, og immervæk havde brug for færre folk. Jeg så mig derfor lidt rundt; men jeg fandt ikke noget industriarbejde, der tiltalte mig, og som samtidig kunne passe for min efterhånden oftere værkende ryg. Jeg havde købt en lille bil så jeg kunne komme rundt, og se på forholdene på cementstøberier, maskinsnedkerier, maskinværksteder og forskellige småindustrier, der efterhånden var opstået i Vendsyssel. Alligevel endte jeg med at tage plads som kontrolassistent ved Understed – Volstrup kontrolforening, det var ikke så let at afskrive min gamle interesse for kvægavl. Fordelene for en ungkarl var indlysende. – som industriarbejder måtte man selv sørge for mad og alt andet efter fyraften – medens kontrolassistenten fik alt serveret på gården, bare sæt dig til bordet – vær så god og spis. Der var også andre fordele, fordi den her forening bestod af større gårde, modsat Tholstrup – Stenum, der var folk på gårdene, piger og karle, Efter at have gået alene på Nørrekæret i 7 1/2 år, næsten uden at træffe en pige så var Understed et helt eldorado, her var piger – masser af unge kønne piger, og jeg var jo ikke mere end 32 endnu. Jeg var stadig ikke som den omtalte mink i hønsehuset, der bliver grebet af vildskaben og bider alt uden formal, – nej, men et enkelt nap! Jeg kommer i tanke om en lille tildragelse – den kom der dog ikke noget “nap” ud af, men jeg synes den var sjov. Når man arbejder med dyr, kan man ikke altid slippe det hele på klokkeslæt, og når fodermesteren er forsinket, så er kontrolassistenten det også, grunden til forsinkelsen husker jeg ikke mere – der kan sommetider komme et par kalvefødsler ind, som forsinker malkningen, her var jeg blevet ret meget forsinket, de andre var færdige med spisningen, så for at sætte lidt kulør på det, der var tilbage, ville pigen spejle et æg. Fruen, som var en fin dame og ikke så ud til, at have ret meget humoristisk sans altid gik op og satte sig i stuen efter spisningen. Nu da vi troede os alene, syntes pigen da godt, at hun kunne være lidt dristig, så hun sagde: “Du kan da godt bruge to puel æg Valdemar”. Her stak fruen så hovedet ind af døren, som stod på klem og sagde: “Det hedder altså, pulleæg Jytte.” Jytte blev lidt rød i hovedet. Nu var jeg blevet 32, og hårpragten var efterhånden røget, pigerne syntes at forstå, at der er andet her i livet end lækkert hår – en flot bil for eksempel! När jeg var til et eller andet i forsamlingshuset, var der en tendens til at pigernes cykler punkterede, eller en eller anden piftede dem, jeg ved ikke – mon det kunne være dem selv? Når de nu spurgte om der kunne være en damecykel i min varevogn, så var jeg da altid parat til at hjælpe. Der var ikke mange af de unge mænd der havde bil på den tid – unge nå ja – ældgammel var jeg da heller ikke. Understedborgerne står for mig som de allerflinkeste mennesker jeg har mødt, de havde endda en vis lighed med hinanden. Det var som om hele egnen var beslægtet brødre, søstre, fætre og kusiner. Disse fætre og kusiner var i flere tilfælde gift med hinanden, det var som om hele egnen bestod af en stor familie af flinke mennesker. Kun kontrolforeningsformanden, var af en anden slægt, flink mand ellers, men næsten umulig at få løn af, den skulle blive stående til november, måske troede han, at jeg ville løbe af pladsen, hvis han udbetalte for meget af min løn. “Der er vel ingen grund til, at du får så mange penge nu” var altid den besked jeg fik, bortset fra den særhed var jeg godt tilfreds med pladsen. Til november søgte jeg arbejde i en anden kontrolforening: Åsted Skærum, som var noget større og også gav en større løn, her blev jeg indtil jeg blev gift og et år frem. Jeg blev gift den 18/10 1963 med Mona Elisabeth Nielsen datter af Karl og Viola Nielsen Sonder Elsig Åsted. Vi fik hurtigt de tre første barn, den 16/11 63 Arni Birgit Sørensen, 4/6 65 Inger Lis Sørensen, den 20/2 67 Birthe Elisabeth Sørensen, den fjerde lod vente lidt på sig han blev født den 23/1 74 Bent Sørensen. Den første kommentar jeg fik, efter jeg var blevet gift var fra den gifte fodermester i Nr. Budde i Åsted han sagde, efter at have ønsket tillykke: “Det skal du ikke være så glad ved, – – det er kun det første år, det er sjovt” Efter at vi var færdige med malkningen, mødte jeg gårdejeren selv, han ønskede også tillykke, han sagde: ‘Det skal du nu ikke være så ked af, – – det er kun det første år, det er slemt, så har man vænnet sig til det” Jeg er endnu ikke sikker på om nogen af dem helt præcist slog hovedet på sømmet, – man kan vel nok mistænke dem for, at have aftalt hvad de ville sige. Vi havde lejet et lille hus i Mejling, hvor vi boede et par år: Mejling er et stort område, uden nogen by, når jeg blev spurgt hvor i Mejling jeg boede, svarede jeg lige midt i “byen”: Så blev der svaret: “Så ved jeg hvor det er”, der lå tre huse samlet, vi boede i det midterste. Det sidste år jeg var kontrolassistent, havde jeg svære problemer med ryggen i lange perioder. Derfor kunne jeg ikke fuldt ud passe mit arbejde, som så blev forsømt i nogle perioder. Det var selvfølgeligt ikke tilfredsstillende for hverken mig eller medlemmerne, så jeg opsagde mit job pr. 1-11 – 1964. Hvor skulle jeg dog nu placere min “stjerne” hvorfra ville den funkle klart og tindre lystigt? Valget blev igen det forkerte, i hvert fald på kort sigt. Min tanke var ammunitionsarsenalet i Elling, der behøvede ingen at “knokle”. Selvfølgelig var der også et arbejde, der skulle passes, men måske ikke med overbelastning af ryggen til følge. Jeg henvendte mig så personligt på ammunitionsarsenalet og fik også straks bevilget en samtale med den personaleansvarlige. Det blev en længere samtale, det burde jeg have tolket positivt; men jeg havde ingen erfaring med at søge job på denne måde, og manden sagde, at der ikke var udsigt til noget job der foreløbig. Jeg var lige kommet i fagforening og var ikke berettiget til at få understøttelse før om et år, så jeg kunne ikke vente med at få arbejde. Jeg kunne da nok forstå at manden på arsenalet ikke var uinteresseret, jeg havde da også fine soldaterpapirer, og jeg havde været i hjemmeværnet, hvilket man lagde stor vægt på, at man ville være. Jeg havde mine eksamenspapirer, som kontrolassistent med de kan heller ikke være bedre. Men det der. “Ikke brug for nogen nu’ det kunne jo være langt ud i fremtiden. Jeg reflekterede derfor på en annonce i en avis, hvor en stor murermester fra Frederikshavn søgte en medhjælp til sin nyopførte minkfarm i Elling. Nu var jeg ikke minkkyndig; men jeg mente at have evnen til hurtigt at sætte mig ind i og tilpasse mig nye forhold. Det lykkedes mig at overbevise manden om, at netop jeg var den rigtige til det job. Jeg blev så ansat for et år, på samme måde som man ansætter folk ved landbruget, mundtligt og uden et ord skriftligt. Alle dem jeg hidtil havde kendt, mig selv og bønderne indbefattet, har altid anset en sådan aftale for bindende. Det gør murermestre i Frederikshavn ikke. Dagen før jeg skulle begynde hos denne murermester, kom manden fra ammunitionsarsenalet, og bad mig begynde på mandag, på arsenalet i Elling. Jeg følte at jeg var nødt til at takke nej, på grund af min aftale med murermesteren, det var jeg ret ked af, fordi jeg anså stillingen på ammunitionsarsenalet for at være en “livsstilling” På trods af min antimilitaristiske indstilling. (Der blev sikker også lavet lige mange granater, om jeg var med eller ikke, behovet for at tjene det daglige brød, gjorde mig villig til dette lille kompromis)

Ved samtalen med murermesteren blev det blev antydet, ja mere end antydet, at det var en afløser for den nuværende bestyrer, der var brug for på sigt, fordi som der blev sagt, at han ikke var i stand til at vokse med opgaven. Manden havde store planer med sin farm og havde investeret mange penge i den. På landet som fodermester eller svinepasser, lægger man selv sit arbejde til rette, og passer det efter bedste evne, mere var heller ikke nødvendigt for at passe mink, og både bestyreren og mig var vant til at arbejde på landet, og således selv at tage vores beslutninger. Ejeren havde ikke mere forstand på mink end vi havde, og han blandede sig da heller ikke ret meget. Alt gik fint indtil julen kom. Vi begyndte noget før om morgenen, og lagde arbejdet til rette, så vi kunne være tidligt færdige til at holde juleaften, vi stræbte efter at blive færdige til klokken tolv cirka. Ejeren var taget på fiskeauktion i håbet om at finde noget billig fisk til, at fylde frysehuset op med, uden at aftale eller sige noget til os. Nu juleaftensdag var fiskefabrikkerne lukkede, og hvor skulle man skille sig af med den sidste fisk inden julen. Han købte en vognladning fisk som så skulle fryses inden jul, han havde set, at vi var tidligere færdige. Han mente at når vi var på fast løn så skulle vi også arbejde til normal fyraften, vi skulle bare pakke dem, og køre dem ind i frysehuset inden vi kørte hjem for at holde jul. Jeg har aldrig oplevet en lignende situation, når den nu opstod, burde den daglige leder – bestyreren – da forklare manden det urimelige i at pålægge os ekstraarbejde, fordi vi var begyndt 2-3 timer tidligere. Det var han ikke mand for, så jeg syntes at jeg var ned til at tage affære. Der er ting man ikke kan lade sig byde, for sin selvrespekts skyld, og hvis man vil føle sig som et menneske bagefter. Det er muligt at bestyreren, var godt tilfreds med, at det var mig der tog skraldet, han havde vist en anelse om at jeg måske kunne true hans stilling jeg havde allerede opnået et større håndelag i at omgås dyrene end han havde. Da jeg så forklarede murermesteren det urimelige i at ofre vores tid inden juleaften, på at fryse hans fisk, så blev han mere og mere ophidset, hans fisk ville rådne også videre. Da jeg så anførte at skulle vi bruge vores julefrihed på hans fisk, så ville vi da have overtidsbetaling, for de timer vi var begyndt før om morgenen. Så råbte manden og bandede, som kun en gal murermester fra Frederikshavn kan bande, det var ren pengeafpresning!! Bare fordi du ved at fisken rådner, hvis jeg ikke punger ud, det skal du ikke få held af. Jeg husker ikke hvad jeg svarede; men jeg husker at han sagde at sådan var der aldrig nogen der havde vovet, at tale til ham før. Han kom lidt ned igen, og han forklarede noget om, at han

ikke var vant til at have folk ansat på fast løn, dem han havde ansat i murerfirmaet, de skrev bare timer på, og dem var der så en tredjemand der skulle betale. Jeg ønskede begge de herrer en glædelig jul og kørte hjem. På grund af hans pengeafpresningssnak, var jeg ikke oplagt til at fryse fisk – hverken med eller uden ekstrabetaling. Hvorfor havde denne mand ikke sagt til os? “Hør lige her jeg kan måske tjene en del penge ved at fylde frysehuset den 24 – 12 når fiskefabrikkerne er lukket og ikke byder på fisken, hvis i vil, så får i selvfølgelig jeres betaling for at fryse dem. Vi havde da fundet ud af det, selv om vi da ikke var begejstret for at arbejde ti kl. 17 – 18 juleaften. Fiskene lå på det kolde gulv i foderrummet til efter jul, det havde de ikke taget skade af. Der blev ikke flere sammenstød; men jeg havde en fornemmelse af, at bestyreren bagtalte mig overfor ejeren. Han var en sladderhank den bestyrer, det fik han senere problemer med. Nu følte han sig ikke alt for sikker i sin stilling, (han slog ikke helt til, og overbegavet var han ikkeslet ikke), den usikkerhedsfølelse viste sig senere ikke at være ubegrundet. Omkring første marts blev jeg fyret, fordi de i fællesskab havde fundet en anden, så nu var jeg overflødig. Jeg prøvede at gøre gældende at jeg da var ansat til første november. Det var jo kun en mundtlig aftale, som ejeren hævdede ikke var juridisk bindende. (Det ville den da have været, hvis bestyreren havde været parat til at sige sandheden i retten. Det syntes jeg slet ikke der var grund til at spørge ham om! Så jeg kunne kun replicere at jeg da aldrig nogensinde havde haft andet end mundtlige aftaler, og det da heller ikke var nødvendigt mellem reelle mennesker. Jeg ville da godt have beholdt jobbet, til jeg kunne have opnået understøttelse fra fagforeningen. Få måneder efter at jeg var flyttet fra minkfarmen, blev jeg opsøgt af den nu tidligere bestyrer, fra minkfarmen. Ejeren murermesteren havde anlagt en injuriesag mod ham og hans broder. Nu ville de gerne have mig som vidne De var jo ikke i tvivl om, at jeg var sur endnu på min tidligere arbejdsgiver, de kunne åbenbart ikke se, at jeg nok var mere sur på bestyreren, som jeg syntes skulle have givet mig mere støtte i mine uoverensstemmelser med ejeren. Jeg skulle nok få betaling. Jeg skulle ingenting have. “jeg ved at hvis jeg bliver indkaldt som vidne så giver retten vidnegodtgørelse” “Ja men der er jo ulejligheden og det koster benzin, at køre til retten” Jeg sagde: “Nej det her må der ikke være penge i Det blev vi enige om, og han mente noget i retning af, at du må da også være godt gal på ejeren. Han forstod ikke, at nok var jeg gal på ejeren. Men ham anså jeg for en dum skid, han kunne ikke skuffe mig. Det kunne derimod min medtjener, som ikke havde givet mig støtte hverken ved min uoverensstemmelse med ejeren juleaften eller i fyringssituationen. Jeg kunne da love ham, at holde mig helt til sandheden. Nu var jeg så heldig at jeg ikke kendte noget til sagen, udover at jeg havde hørt de samme rygter, som de to herrer stod anklaget for at have bragt til torvs. Jeg kunne i retten kun omtale det som rygter, da jeg ikke vidste hvordan de var opstået. Det viste sig at regnskabsføreren kunne gøre rede for de forhold, det drejede sig om. (Beskyldninger om bedrageri/tyveri overfor en større virksomhed, som murermesteren arbejdede for). Min medtjener den tidligere bestyreres fyringssag var der ikke brug for mine kommentarer til, da han havde en skriftlig ansættelses kontrakt. Murermesteren havde allerede på det tidspunkt skiftet sine fastansatte folk ud flere gange. Selve injuriesagen endte i ingenting, udover at de to herrer skulle erklære at de havde viderebragt rygter som der ikke var belæg for.

Efter fyringen fra minkfarmen – for øvrigt eneste gang jeg har måttet forlade en plads i utide, på grund af utilfredshed med min indsats fik jeg arbejde på et cementstøberi i nogle uger, det var altså ikke lige mig, jeg tror heller ikke, at jeg blev anset for at være nogen ørn til det job. På et tidspunkt, i 1964 var det vist, var vi på besøg hos mine forældre. Mona havde i lang tid haft en kærest, Tage Nielsen, han var selvfølgelig verdensmester inden for alt lige fra damspil til landbrug. Der var helt bestemt ikke noget at udsætte på ham, og nu var de åbenbart kommet i giftetanker. Tage havde det helt rigtige tag på, at smiske sig ind hos min far, et tag jeg aldrig har haft. Far havde stadig ikke tillid til, at hans eget afkom kunne du til noget. Far var fuld af beundring for den unge mand, der som sagt heller ikke satte sit lys under en skæppe. Under det omtalte bedstefar havde skabt skulle forblive i familiens eje. Jeg ved da godt, at det kun er en nostalgisk følelse hos dem, der har kendt bedstefar. Men alligevel synes jeg, at når man bruger det argument, for at overtage billigt, så bør man da også undersøge om nogen i familien er interesseret jeg ved der er en der er interesseret i landbrug, og som har den økonomiske kapacitet til at have afløst Tage.

Først i april 1965 var man i gang med udbygningen af fjernvarmen i Frederikshavn. Nu så jeg så en mulighed for at slippe ud af cementstøberiet, og jeg fik ansættelse ved det entreprenørfirma, der forestod det arbejde, det var akkordarbejde og gav gode penge; men det var sæsonarbejde, og jeg ville hellere have et fast arbejde året rundt, i en lukket fabrikshal, ikke udsat for vind og vejr. Nu søgte Plastmøbler i Østervrå folk. Det måtte være noget for mig, så jeg søgte og fik ansættelse. Jeg havde dog ikke hørt at virksomheden allerede var gået fallit et par gange, det er heller ikke sikkert at det havde afskrækket mig.

Netop på det tidspunkt gik der en film i biografen, jeg husker ikke, om det var biografen her i Østervrå. Dens titel var: “Regnvejr og ingen penge”. Den titel svarede ganske nøje til vores situation på virksomheden, der blev også sagt nogle mere eller mindre dårlige (galgenhumoristiske) morsomheder i den forbindelse. Efter få uger var vi færdige med den foreliggende ordre, det var denne ordre, der var blevet ansat folk til for at få færdig til den aftalte tid. Nu var ordrebogen tom, så om fredagen fik vi vores løn til dato og! besked på at tage hjem på sommerferie fra mandag. Det passede ikke mig at tage ferie lige dengang, jeg havde vel heller ikke nogen feriepenge jeg har aldrig senere henvendt mig i firmaet, jeg er aldrig blevet fyret og har heller ikke sagt op, så jeg har vel stadig sommerferie derfra. Firmaet kørte videre i nogle år indtil det endelig blev afviklet efter en ny konkurs.

Medens jeg endnu var ansat hos Plastmøbler fik vi barn nummer to nemlig Inger. Det var i pinsen, og netop i de dage var der ikke regnvejr og ingen penge, i hvert fald ikke regnvejr, der var strålende sol i den pinse, Inger blev født den fjerde juni, Mona kan endnu finde på at tale om hvor varmt det var at ligge i sengen dengang vi fik Inger. Anni var meget utilfreds med ikke mere at være enebarn, hun hylede og skreg og ville slet ikke falde i søvn, så min søster og mig måtte køre hende en tur i bilen, nu var hun godt træt, og da hun ikke mere kunne se lillesøster, faldt hun straks i søvn, bilkørsel har vist også en beroligende effekt på småbørn. Da hun så igen vågnede op lå det der bette skravl jo stadig der og krævede al mors opmærksomhed. På et tidspunkt måtte far så fortælle, at nu har Tage købt det gamle hjem. “Men a hår altså ent hat noe mæe å jør”. Margrethe byggede hus et par gange og handlede hus en gang imellem. Hver gang forsikrede far: “A hår altså ent hat noe mæe å jør”. Han kunne da ikke undgå at vide, at den slags blev tinglyst og at tinglysning er = med offentliggørelse. Vi ville jo også gerne have et lille hus, det vi havde lejet i Mejling, var umuligt at varme op. Jeg havde troet, at far alligevel ville have kautioneret for et lille lån, som vi kunne købe for. Jeg havde af og til lånt dem en smule penge og uden mine fem tusinde kr. havde de ikke kunnet købe jord til i sin tid da far efter operationen gerne ville skabe sig en lettere tilværelse. Jeg spurgte ham og han ville gerne kautionere. Så skulle vejen da være åben for, at købe et beskedent hus. Da jeg så henvendte mig i Sparekassen, fik jeg den besked at de ikke kunne bruge ham som kautionist, da han havde så store kautionsforpligtigelser i forvejen. Så vi måtte købe et lille kampestenshus på 55 kvadratmeter. Det kostede 12,000 kr. det var lige hvad vi kunne klare. På den tid var det umuligt at låne penge uden kautionister udover hvad der kunne lånes i kreditforeningen. Når nu far ikke havde kautioneret for nogen i familien, så var der kun kautionen for Anker Gade, fra dengang han overtog ejendommen på Nørrekæret, der kunne binde ham. Det undersøgte jeg så næste gang, der var lejlighed til at købe et hus til en overkommelig pris. Men den kautionsforpligtigelse var ophørt, enten fordi Anker Gade havde solgt igen eller fordi han havde omlagt sine lån. Næste gang jeg forsøgte, var der en der var fallit med et hus på 15-20 år, det kunne købes for 35,000 kr. det var sidste gang man kunne købe huse i den prisklasse. Da jeg så fortalte far at sparekassen i Lendum ikke kunne bruge ham som kautionist blev han gal, og sagde at så kunne jeg låne dem i Løkken: “De kan nok bruge mig det ved jeg” – hvor mon han vidste det fra – Det kunne de så ikke mere, de sagde det var for langt væk! Desværre steg huspriserne enormt i de år, og vi måtte vente til vi kunne købe et hus uden fars hjælp. Det kom vi til at betale 75,000 kr. for og det var stadigt i den klasse der kunne kaldes “Gammelt mogværk” Det var i 1972. Vi havde tre piger nu Birthe var født i 1967 piger var således 9 – 7 og 5 år, og der var ikke mere ordentlig plads til 5 mennesker.

Første dag i min “sommerferie” fra Plastmøbler i Østervrå, tog jeg min madpakke med og kørte ned på havnen i Frederikshavn. Jeg ville være sikker på at kunne starte med det samme, hvis der var en der kunne bruge en ledig arbejdsmand. Det første sted jeg syntes der så travlt ud hed Frederikshavns Skibsbyggeri. Et lille værft der byggede fiskekuttere i træ, mest små kuttere i 20 tons klassen, desuden var der en reparationsafdeling, hvor der netop var travlt her først på sommeren. Kutterne skulle op og have bunden renset for begroning, males og have bundet smurt med en patenteret maling der virkede hæmmende på begroning. Jeg kiggede mig lidt omkring, og så en mand der måske kunne se ud til at have noget at sige. Jeg gik hen og fortalte hvem jeg var og hvad jeg ville, han præsenterede sig som Christian Madsen, driftsleder: “Jamen så må vi have fat i Hans Christian, han er formand her i beddingen” — “HANS CHRISTIAN – – der er en der vil snakke med dig”. Efter at Christian Madsen havde forklaret hvad jeg ville, sagde Hans Christian: “Jo vi har da travlt lige nu, men fast arbejde skal du ikke regne med, hvis du vil, kan vi bruge dig i en ca. tre uger”. Det indvilgede jeg da i, selv om jeg hellere ville have haft fast arbejde, jeg var endnu ikke berettiget til understøttelse, så jeg måtte tage det jeg kunne få. De tre uger gik jo hurtigt, men der kom stadig kuttere ind til reparation, kalfatring, maling og så videre. Det var et meget varieret arbejde, det var nok derfor min ryg befandt sig godt her. Sommeren forløb uden at nogen havde været stille perioder ind imellem, hvor man plejede at fyre løsarbejderne, og så antage nye når der igen blev travlt. Heller ikke ved den naturlige efterårsfyring” kom jeg i betragtning, selvom jeg var den sidst ankomne. Der var da af og til reparationer på beddingen. Men sommersæsonens travlhed med maling og så videre var forbi. Der var ikke mere nogen der satte mig i arbejde om morgenen. Beddingsformanden havde åbenbart ikke fantasi til at sætte system i oprydningen, ingen havde ryddet helt op og kommet til bunds i dyngerne, indenfor de seneste 10-20 år. Nu er jeg langtfra nogen ordensmand. Men her havde været nogle som langt overgik mig som roder. Jeg var fra mine tidligere job vant til selv at disponere min tid, så det fandt jeg ud af, når der ikke var “akutte” reparationer på beddingen. Oprydningsarbejde får også ende, mit var slut den første morgen med frost og snestorm. Da måtte jeg hen og snakke lidt med mesteren i nybygningsafdelingen, Oscar hed han. Her havde man det også med at smide høvlspåner, træstykker, madpapir, og endda værktøj, hvor som helst, så man kunne gå og falde over det. Efter at have fået lov til at rydde det værste af vejen, holdt Oscar mig beskæftiget resten af vinteren, når der ikke var arbejde i beddingen, og det var der ikke ret meget af i vintertiden. Oscar satte mig til at imprægnere træ indvendig i nybygningerne, og passe fyret til dampning! af planker til nybygningerne, disse planker skal dampkoges for at blive smidige nok til at kunne følge skibsskrogets facon. Hele “rumlen” gentog sig år efter år i 42 år uden, at jeg havde væsentlige problemer med ryggen.

Beddingsarbejder, det var nu aldrig mit drømmejob. Jeg er ikke længere klar over om jeg havde anet den kommende værftskrise; men jeg var klar over at “vores” værft havde svære vanskeligheder, det hørte ikke til de mest velfunderede. Der blev ofret utroligt mange penge på at gøre det til en moderne arbejdsplads. Rygter og selvoplevede begivenheder gjorde at jeg ikke længere troede at værftet havde en fremtid. Desværre fik jeg ret. Fem måneder efter at jeg havde forladt værftet gik det fallit. Jeg havde en lille oplevelse som jeg syntes var morsom. En gang, hvor man ville låne penge på det grå marked, da ankom en række fine herrer, som alle var til møde med værftets spidser, da de havde beset værftet gik flokken ind i kontorlokalerne, og jeg var alene, og i gang med at bundsmøre en fiskekutter, så kom der en ældre mand i en krøllet lidt snusket habit og et par træsko hen til mig og sagde: “Du kan vel godt trænge til en lille pause, nu er de fine gået ind, skal vi sætte os her og sludre lidt” Jeg anså ham for en slags ligemand, eller måske en fisker, da jeg så kom ind til frokost sagde en af tømrerne: “Nå du fik nok en god sludder med Thorsen”, jeg kendte ikke Thorsen, men han var Frederikshavner og hans navn G.A.L. Thorsen kendte jeg, han var meget kendt over hele landet, lige som hans søn byggematadoren Kurt Thorsen er det i dag. G.A.L. Thorsen eller Gale Thorsen som han tit blev kaldt, blev styrtende rig af at lave køkkenvaske og radiatorer, han var den første der fandt på at presse en køkkenvask ud af et stykke. Det kunne ikke lade sig gøre ifølge ingeniører og andre kloge hoveder. Thorsen vidste ikke, at det var en umulighed, og i løbet afkort tid havde han en blomstrende virksomhed. Men penge havde han nok ikke forstand på, de forsvandt i hvert fald. Jeg ved ikke hvorfor denne mangemillionær (det var han på det tidspunkt) hellere ville sludre med mig end at deltage i forhandlingerne med de høje herrer, det var dog hans penge de forhandlede om. Han følte sig nok bedre tilpas blandt “almindelige” mennesker!

Jeg havde søgt optagelse på specialarbejderskolen i Frederikshavn, hvor jeg tog forskellige kurser i vinterens løb. Jeg tog et forskallingstømrerkursus på 14 uger og derefter et kloakkursus på 2 uger, dette kloakkursus, er den teoretiske del af kloakmesteruddannelsen, dette kursus sammen med mindst 12 måneders praktisk arbejde hos en kloakmester giver adgang til optagelse til kloakmesterprøven. Da disse kursus var overstået, fik jeg job hos en entreprenør, som arbejdede med kloakopgaver. Her vendte mine rygproblemer tilbage med fuld styrke, jeg fik lange perioder på sygedagpenge. Om efteråret tog jeg igen på specialarbejderskolen i Frederikshavn på et motorkursus. Senere tog jeg nogle svejserkursus på specialarbejderskolen i Hjørring. Derefter fik jeg arbejde som svejser forskellige steder. Nogle måneder på maskinfabrikken Goliat i Hørby, her blev jeg afskediget sammen med et par andre på grund af ordremangel. Derefter fik jeg arbejde på en beholderfabrik i Bindslev, der lavede gennemstrømningsvandvarmere til fjernvarme, vi lavede forskelligt andet som underleverandør for Chlorius. Her var jeg et lille års tid, indtil her også var en periode med ordremangel, på grund af afmatningen i byggeriet på landsplan. Så fik jeg arbejde hos en smed i Hjørring, han leverede forskellige dele og udstyr til HMAK i Hjørring som netop var flyttet hertil fra København. Smedemesteren havde netop vundet en licitation på en stor ordre til Arsenalet i Hjørring Kært barn har mange navne: Hmakken, H, M.A:K. De ældre kaldte det fortsat Arsenalet. Vi fik fornyede ordrer flere gange, det var ordrer på en 7500 enheder pr. gang. Efter et par år her blev mine rygproblemer uudholdelige, og jeg blev indlagt flere gange på sygehuset i Hjørring, og en gang på Kommunehospitalet i Århus, med henblik på en vurdering af om en operation ville kunne hjælpe mig. Efter en grundig vurdering foretaget af professor Malmros. (Faderen til den lige så berømte filminstruktør Niels Malmros) Fik jeg besked på at de ikke ville operere, fordi prognosen for et heldigt udfald ikke var gode, de sagde 33 1/3 % chance for at jeg fik det bedre 33 1/3 % chance for at det forblev uforandret og 33 1/3 % risiko for at det blev værre. Senere har jeg fået at vide, at en ikke alt for sandfærdig person i den nærmeste familie, fortæller at da de så kom med kniven, sprang jeg op fra lejet og løb alt hvad jeg kunne og tog hjem, det skulle så være grunden til, at jeg ikke blev opereret! Vedkommende kan ikke have haft stor forståelse for min situation, for på det tidspunkt kunne jeg ikke løbe nogen steder. Jeg tror at dem der har set en person med akut diskusprolaps vil kunne forstå det. Som langtidssyg oplever man meget som man i situationen kun kan opfatte som ondskab. På lidt afstand forstår man at det er en form for uforstand og mangel på indlevelsesevne. De sociale myndigheder og selv dele af behandlingssystemet, møder en med mistro, fordi de tror at alle er ude på at udnytte systemet Ingen har tænkt den tanke at det er ubehageligt og nedværdigende at være afhængig af offentlig forsørgelse. Man bliver mødt med en nedladenhed og arrogance, som kun kan skyldes manglende evne og vilje til at sætte sig ind i klientens situation. “Du kan bare tage noget sort arbejde. med at rydde sne på folks fortove”, er jeg blevet foreslået af en socialrådgiver. Nu vidste jeg at det ikke nyttede at sige noget om at snerydning ikke var nogen god ide med en diskusprolaps, eller at man endnu ikke havde truffet nogen der kunne leve af at rydde sne. (Igen de evindelige beklagelser). Så jeg gjorde hende bare opmærksom på, at socialafdelingen netop havde anklaget en fra Østervrå for socialt bedrageri, fordi han havde nogle timers arbejde om ugen til 3 kr. i timen. “Nå ja det er jeg da også selv ked af. Men jeg var jo nødt til det, fordi vi fik en anmeldelse” (Hun virkede forlegen). Nå men så droppede vi det med sort arbejde, for jeg ville da ikke gøre hende mere ked af det. Senere blev min sag overdraget til amtets revalideringsafdeling. Jeg glædede mig til, at der kom professionelle folk på sagen. Deres professionalisme kunne være på et meget lille sted, viste det sig. I løbet af ca. 7 år fik jeg 2 tilbud, det ene var træbearbejdning/møbelsnedkeri, som meget hurtigt viste sig at være uforeneligt med mine rygproblemer, det andet var svejsning, helt samme type arbejde, som jeg havde haft hos maskinfabrikken Goliat i Hørby, ved beholderfabrikken i Bindslev og ved smeden i Hjørring. Medarbejderne ved revalideringsinstituttet var hurtigt til at give folk prædikatet! “invalidepensionsfikseret” Et udtryk der åbenbart er opfundet, for at have en god undskyldning, når deres arbejde ikke lykkedes, og det gorde det ikke tit. De påstod at der kun var de tre tilbud, som de havde på Reva i Hjørring. Der var smedeværkstedet, tømrerværkstedet og systuen. Loven åbnede mulighed for mange andre tilbud, og uddannelser, de var nok for dyre. Jeg havde nævnt invalidepension, flere gange når, de sagde, kan du ikke klare det her, så kan du komme ind på systuen. (En utænkelig tanke, på det sted og på den tid, der havde aldrig været en mand på systuen). Jeg havde fra starten flere gange foreslået, at man gav mig mulighed for at tage en eller anden uddannelse, – uden at man derfor beskyldte mig for at være “uddannelsesfikseret”- Det sagde de at jeg bare skulle slå ud af hovedet. “Det vil du aldrig kunne klare, det siger vores erfaring, det bliver altid en skuffelse, vi har haft mange der er 20 år yngre end dig. Du har ikke brug for et sådant nederlag”. Det er bare nogle af de udtalelser jeg hørte, når jeg prøvede at tale min sag. Bare jeg åbnede munden, så startede “grammofonen” igen, samme “sang” om og om igen og ingen hørte hvad jeg sagde. Det er da utroligt, at jeg lod dem køre i samme rille i 7 år, bare fordi de hele tiden talte om deres erfaring og professionalisme. På et tidspunkt var jeg blevet bevilget laveste invalidepension jeg var stadig ikke tilfreds. Efter et møde med chefen for revalideringen i Nordjylland, hvor jeg flere gange søgte at komme til orde, uden held, hun kørte også pladen om vores store erfaring, lige så professionelt som jeg kendte det. Da jeg kom hjem, skrev jeg et brev til hende, her kunne jeg endelig fortælle, uden at nogen lukkede munden på mig., Her gjorde jeg rede for sagens forløb, gennem 7 lange år, og hvordan jeg havde oplevet mødet med chefen.

Hun fik mit håndskrevne brev, renskrevet på maskine, og sendte det videre til dem der havde haft sagen mellem hænderne og bemærkede, at hun var overrasket over at have modtaget et langt velskrevet brev fra mig – en arbejdsmand. Hun nævnte muligheden af, at sagen var blevet fejlbehandlet gennem årene. Videre foreslog hun at man foretog en slags test, der skulle vise om jeg var egnet til at tage en uddannelse, og hvad jeg havde evner for., en såkaldt psykoteknisk prøve, fordi hun følte sig sikker på, at jeg selv havde skrevet brevet, og der fik hun et helt andet indtryk af mig end fra journalerne. Det fortæller mere om fordomme end man bryder sig om at erfare!

Den første der skrev i journalen, havde nok ikke mere end en almindelig kontoruddannelse, det behøvedes heller ikke, hun sad jo overfor en almindelig arbejdsmand, (Ergo ikke alt for godt begavet). Han har lidt ondt i ryggen, og kan ikke passe og fastholde et almindeligt arbejde, (Ergo lidt underbegavet). Jeg har ikke læst hvad de skrev i journalerne. Men jeg har da oplevet deres nedladenhed, og overbærende tone, en tone jeg har forstået på andre, at man anvendte overfor sociale klienter. Jeg tror ikke engang man selv var klar over, at man talte ned til folk. Det faldt da helt naturligt for dem med deres høje intelligens og store erfaring og viden på området. Ingen tænkte på at deres indstilling spærrede for nytænkning, når de havde behov for det. Man enedes om at jeg skulle gennemgå en psykoteknisk prøve, som blev foretaget i foråret eller sommeren 1977, tror jeg helt bestemt det var. Nu har jeg aldrig haft den helt store tillid til den slags prøver, den her faldt i den grad ud til min fordel, at jeg vel nok burde ændre indstilling! Jeg mener prøven mest er beregnet på unge mennesker. Jeg var 49 år og jeg er sikker på at livserfaring tæller lige så meget som skolelærdom. Man kunne ikke bedømme resultatet ud fra de normer man bruger for dem der er gået ud af syvende klasse, derefter prøvede man at bedømme resultaterne ud fra realeksamensniveau, det kunne heller ikke lade sig gøre, så jeg kom således til at fremstå som overbegavet! Det har jeg ikke turdet fortælle nogen! Så er jeg sikker på, at jeg ville blive betragtet, som en stor løgnhals.

 

 

Ræven går derude mor, vi låser vores gang.

12. Afsnit af erindringsbilleder

Familiemæssigt skete der en del i de samme år. I maj 1973 flyttede vi til Østervrå, Østergade 28 hed det. Det var lige i kommunesammenlægningens tid, så det varede ikke længe, inde det blev omdøbt til Hjørringvej 417. Vi var blevet “indlemmet” i Sæby kommune, og der havde de allerede en Østergade. Birthe er født med en talefejl, derfor begyndte hun som ca. 5årig på taleinstituttet i Ålborg. Det viste sig hurtigt, at Inger havde en ret svær hørenedsættelse, som man ikke kunne gøre noget effektivt ved, hun fik gentagne tilfælde af mellemørebetændelse, som det var nødvendigt at søge behandling for hos ørelægen, mellemørebetændelse er meget smertefuldt, og hun var nærmest totalt døv, når mellemøret var væskefyldt. Udover behandlingen for mellemørebetændelsen, så tror jeg hun havde været bedre tjent, uden de behandlinger ørelægen foretog. Vi følte os ikke 100 % sikre på, hvornår behandlingen blev foretaget af hensyn til ørelægens bankkonto, eller hvornår det var af hensyn til Ingers velfærd. Både Anni og Inger havde gået i skole i Lendum en tid, inden de kom til Østervrå, her blev de så udsat for mobning, af den allermest ondskabsfulde art jeg har aldrig erfaret, at nogen af lærerne gjorde noget for at stoppe det. Jeg har flere gange omtalt det ved forældrekonsultationer, Lærerne ved skolen, mente at mobning var noget, som den mobbede selv var skyld i, uden at de dog kunne forklare hvorledes, de gjorde sig fortjent til at blive mobbet. Det var tydeligt, at lærerne ikke turde gøre sig uvenner med de “etablerede” familier i byen. Østervråborgerne er opdelt i en række sekter, der hver især anser sig selv for at være gode mennesker, der står over andre i menneskeværd, jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan disse gode/selvgode mennesker kunne tillade deres børns ondskab overfor de nye svage elever. Jeg er klar over, at i hvert fald en del af forældrene vidste besked om problemet. Da så Birthe kom i skole her i byen, tog ondskaben rigtig fat på grund af hendes talehandicap, ondskaben havde en karakter som skolens gårdvagt ikke kunne være uvidende om. Jeg følte mig svigtet fuldstændig af det sociale system med hensyn til Birthe, man ville ikke ofre noget som helst, for at give hende taleundervisning. De påstod at der intet fandtes, når først hun var i den skolepligtige alder, Jo hun deltog i en sprogklasse på Fjordskolen i en sommerferie. Ellers var den hjælp hun fik, en talepædagog, som også tog sig af de elever, der skulle lære at sige s eller a rigtigt, Jeg tror ikke han var kompetent til at hjælpe Birthe tilstrækkeligt. Jeg ved ikke helt hvad der fandtes den gang afhjælp i dette tilfælde. Senere har jeg endda erfaret, at de sociale myndigheder i deres journaler taler om forældrenes omsorgssvigt, uden at det er muligt at få oplyst, hvad der menes præcist. Udtrykket omsorgssvigt ser for mig ud til at være indføjet, for at de sociale myndigheder ville have ryggen fri, hvis det ikke lykkedes for dem, kunne de altid sige, ja men forældrene har jo også svigtet. Når de vidste hvad de fik brug for, kunne de altid “sætte ked” på ordet omsorgssvigt. Skulle hun engang være mødt i skole uden at have husket at børste tænder – ja måske; men de sociale myndigheders omsorgssvigt er langt – langt alvorligere, og de vil følge hende hele livet. Når jeg påtalte disse ting overfor de sociale myndigheder, sagde de noget i retning af: Nå ja nu er Birthe jo også din øjesten, det følte jeg ikke som nogen forklaring. Nu var Birthe altid den svageste, og jeg havde nok en tilbøjelighed til at værne om hende og tage hendes parti, når der var behov for det. Det er jeg ikke sikker på hun lagde mærke til eller skønnede på. Allerede inden vi flyttede til Østervrå, havde Mona vist tegn på en begyndende depression. Det var jeg ikke opmærksom på før langt senere, fordi jeg ikke vidste noget om den slags lidelser, og heller ikke havde nogen som helst forståelse for det. Her undskylder jeg mig selv med at jeg havde masser af problemer med min egen sygdom, jeg ved dog ikke om jeg havde forstået noget hvis jeg havde været rask. Den 23. januar 1974 fik vi det fjerde barn en dreng, som blev døbt Bent Sørensen. På det tidspunkt var jeg under revalidering på “Reva” i Hjørring. Jeg syntes jo begivenheden skulle fejres, så jeg købte en pakke cerutter, og bad kantinedamen, dele dem rundt ved eftermiddagskaffen, også til dem i den “anden ende”. Den anden ende var jo der hvor lederen og de andre funktionærer sad. Lederen kom så og ønskede tillykke, han havde ikke vidst noget, før han blev budt på cigar, det havde han aldrig været ude for før, så måtte jeg jo påstå eller forklare, at det fandt jeg da naturligt, når jeg de gange det var blevet en pige havde budt på en cigaret til eftermiddagskaffen, så kunne lederen da godt se at det ikke kunne være anderledes. Der er ingen tvivl om at drengen blev mere forkælet, end pigerne var blevet, og det både af sine forældre og af sine tre storesøstre. Han fik også et lettere liv i skolen end, hans søskende havde haft, det skyldtes vist at han fra starten blev betragtet som hørende til her. Nogle kendte ham fra spæd, andre var kommet til hen ad vejen. Han var ikke det nye ukendte barn, der bare dukkede op i klassen en dag. I et tidligere afsnit har jeg omtalt følgerne af at “trække dynen op over hovedet når man er bange. Jeg tror næsten at Anni hører til dem, der ikke tør stå ansigt til ansigt med det der ligner en modstander, men “trækker dynen op over hovedet” når verden ser faretruende ud. Hun ville få et lettere liv ved at stå op og aftvinge sig respekt – det kan man godt – man bevarer i hvert fald sin selvrespekt, ved at stå op mod “de onde magter”. Inger har vist et større mod på at fortælle hvad hendes forventninger er til hendes omgivelser. Birthe har i for høj grad ladet de sociale myndigheder, styret hedes liv og ikke søgt støtte hos sine gamle forældre. Hun har i høj grad været udsat for socialarbejdere, af samme type som jeg kender, de snakker bare løs efter devisen “vi alene vide” uden at mene, at de også bør lytte til hvad deres klienter ønsker.

Monas depression udviklede sig, til sidst kunne selv jeg se at noget var galt. Lægerne gav tabletter, som ikke løste nogen problemer for hende, tabletterne virkede nok sløvende, og skabte nye og større problemer. Svigermor Viola Nielsen døde pludseligt, i 1976 må det have været. Hendes død fik ligesom skylden for Monas depression, det må være en misforståelse, det var en helt naturlig sorg, der kom oveni en tilstedeværende depression. Det medførte, at hun tilbragte nogle uger på et rekreationshjem i Hammel ved Århus sammen med Bent. Jeg husker ikke rækkefølgen, men hun var også indlagt nogle uger på statshospitalet i Hjørring. Jeg modtog på det tidspunkt invalidepension og havde ingen arbejde, så jeg havde god tid til at passe barnet. Det var et problem for sundhedsplejersken. Jeg husker ikke helt bestemt; men jeg tror hun kom hver dag, hun havde ingen kritik og ingen gode råd, alt gik fint, (det havde hun det åbenbart ikke helt godt med). Der gik ikke mange dage, før lægen fortalte mig, at sundhedsplejersken og en medarbejder fra social og sundhedsforvaltningen, ville mødes med ham hos mig på et bestemt klokkeslæt. “Nu skal du bare tage det her helt roligt, du var her jo i forgårs til børneundersøgelse med Bent, så jeg ved at de damer ikke har noget” Damerne ankom noget før lægen. Jeg var vel noget overfølsom i den situation, men jeg fik den opfattelse, at de allerede anså en fjernelse af barnet for at være en kendsgerning. Lægen ankom, han ville foretage en lægelig undersøgelse af barnet, og sundhedsplejersken skulle hjælpe ham, og følge med så hun kunne gøre ham opmærksom på de klagepunkter hun havde, for han havde lige haft ham til børneundersøgelse, og der havde han ikke fundet noget. Sundhedsplejersken havde heller ikke noget, men det var første gang hun havde oplevet, at en mand var alene med et spædbarn. På det tidspunkt havde kvindebevægelsen/rødstrømperne gang i en kampagne om ligeberettigelse, mændene skulle tage del i opvask og børnepasning. Lægen kunne alle de vendinger rødstrømperne bruge i deres kampagne og ironiserede en del over, at de nu var betænkelige, ved at deres krav og ønsker her blev ført ud i virkeligheden. Først stod medarbejderen fra social og sundhedsforvaltningen af og gav lægen ret, og når nu barnet trivedes og så videre – sundhedsplejersken var ikke lige til sinds at gå slukøret hjem endnu, og nu var hun bekymret for Eli Valdemar, som jeg blev kaldt hos de sociale myndigheder. “Han har jo sådan en dårlig ryg” Lægen replicerede noget om, at han får da kun en af de laveste pensioner, og hvis ikke i tror han er i stand til at skifte en ble, så må i da sandelig udvirke, at han får en højere pension. Videre “Når nu det er Eli Valdemar i er bekymret for, så synes jeg, at i skal bevilge en vuggestueplads nogle timer dagligt, de første 5 ugedage, så har Eli Valdemar mulighed for at købe ind og forberede madlavningen. Det synes jeg, og så er vores eftermiddag! ikke spildt” De to damer havde åbenbart kompetence til på stående fod, at bevilge en vuggestueplads. Det gjorde de og Bent begyndte i vuggestuen dagen efter. Han fortsatte derefter i børnehaven indtil skolealderen, derfor havde han en del bekendte og venner da han begyndte i skolen. Selv er jeg ikke i tvivl om, at jeg gav Bent den allerbedste pasning noget barn kan få. Hvad de halvstore piger angik, var jeg mere i tvivl. Jeg føler mig sikker på, at de havde problemer, som de ikke indviede mig i, og som jeg måske hverken havde evner eller overskud til at hjælpe dem med. Muligvis kommer prædikatet omsorgssvigt fra den periode eller måske fra Monas dårlige perioder. Jeg har altid ment at mødre er født med en instinktiv fornemmelse for, hvordan deres børn skal passes. Efter at have været alene med et lille barn, er jeg sikker på at fædre er født med samme intuition for yngelpleje. Hvad de store piger angik, havde jeg heller ikke forventet nogen støtte fra samfundet, jeg ved ikke hvad jeg ville have ønsket mig, og ingen andre tænkte på det.

 

 

 

Mens solen stiger af jorden

Imellem okseres horn!

13 afsnit af erindringsbilleder.

Kort efter en psykoteknisk prøve blev jeg kaldt op på socialkontoret til noget jeg vil kalde et “Hvad gør vi nu mode” Jeg husker ikke det første der blev sagt, måske det er for længe siden, eller nok nærmere fordi jeg var for distræt, jeg husker at damen på et tidspunkt sagde: “Og så viser det sig at du er så overbegavet” “Nu må jeg vist hellere høre efter” tænkte jeg “Det her lyder til at blive interessant”. Nu sagde hun: “Vi plejer ikke at fortælle klienterne hvad der står i de her konklusioner, her er jeg ikke bange for at gøre en undtagelse” (Dengang var der ikke noget der hed aktindsigt) Derefter læste hun højt af det skriftlige materiale, som man havde modtaget om udfaldet af den psykotekniske prøve. Jeg husker kun nogle løse brokker, som: fejlbehandling, uegnet revalideringsindsats, stor regnehastighed, usædvanlig lav fejlprocent, (Det kan jeg alt sammen tilskrive, min rutine fra min tid som kontrolassistent) Kommunen havde stadigvæk betænkeligheder, eller også arbejdede man bare langsomt. Jeg mener at huske at man havde betænkeligheder på grund af min alder, og der var jo stadig stor arbejdsløshed i Nordjylland, også blandt de unge, det var nok mest det betænkeligheden gik på, for det kostede ikke kommunen ret meget, når jeg havde min invalidepension. Det var stort set kun nogle beger det drejede sig om. Hele sagen skulle alligevel gennem økonomiudvalget, Sagsbehandleren bad om at få lov til at angive min stillingsbetegnelse, som kontrolassistent, hun mente det var lettere at få bevillingen igennem, end hvis der stod arbejdsmand! Der gik nogen tid uden at der skete mere, derfor meldte jeg mig til et voksenundervisningskursus under VUC, som det hedder i dag, dengang hed det NØF, Nordøstvendsyssels forberedelseskursus, det kursus startede lige efter sommerferien, og jeg fik hurtigt udleveret skolebøger fra socialforvaltningen, noget senere kom så den egentlige bevilling fra økonomiudvalget. Man kan mene at jeg ikke var syg nok til at modtage invalidepension, det havde jeg da ment hele tiden ikke fordi jeg havde nogen som helst problemer med at modtage offentlig forsørgelse, det synes jeg er helt i orden når man ikke får andre muligheder på grund af sygdom eller arbejdsløshed. Den smule penge det kostede det offentlige at give mig en uddannelse, dem har de fået igen mange gange gennem mine skatter, for ikke at nævne den sparede invalidepension. Men det så jo ud til at det offentlige ikke rigtig ønskede at jeg “brød ud”. Så det var da helt for min egen skyld, at jeg ønskede en uddannelse jeg havde brug for noget at gå op i. Hvad jeg ville bruge uddannelsen til stod ikke helt klart endnu. Min sygdom var inde i en periode hvor det langsomt blev bedre år for år, ikke en forbedring der kunne mærkes uge for uge eller måned for måned; men en langsom forbedring. Efter at jeg var begyndt i niende klasse udvidede, viste det sig at kommunen skulle betale mig en revalideringsydelse, som er lovbestemt og som jeg skulle have uanset økonomiudvalgets indstilling og uanset om jeg kaldte mig arbejdsmand eller kontrolassistent. Der var flere niende klasser på Teknisk skole i Frederikshavn hvor NØF havde lejet sig ind, jeg kom i en klasse hvor der kun var 12 i starten, jeg tror vi var 14 det meste af tiden. Til nogle af timerne var der flere elever, fordi kurserne bestod af enkeltfag, således at dem der ville det kunne stykke deres uddannelse sammen gennem flere år, det var der nogle stykker der benyttede sig af. Vi var să en 12 – 14 stykker der tog så mange enkeltfag, at de tilsammen udgjorde en komplet 9 klasses udvidet afgangangseksamen. Disse fag var dansk, engelsk, tysk, regning – matematik, fysik – kemi, endvidere havde jeg et EDB og et maskinskrivningskursus. Jeg var ikke den alleryngste på holdet, det var derimod et par piger en på 17 og en på 18, i tiende kom der en dreng tilegen skyld, at jeg ønskede en uddannelse jeg havde brug for noget at gå op i. Hvad jeg ville bruge uddannelsen til stod ikke helt klart endnu. Min sygdom var inde i en periode hvor det langsomt blev bedre år for år, ikke en forbedring der kunne mærkes uge for uge eller måned for måned; men en langsom forbedring. Efter at jeg var begyndt i niende klasse udvidede, viste det sig at kommunen skulle betale mig en revalideringsydelse, som er lovbestemt og som jeg skulle have uanset økonomiudvalgets indstilling og uanset om jeg kaldte mig arbejdsmand eller kontrolassistent. Der var flere niende klasser på Teknisk skole i Frederikshavn hvor NØF havde lejet sig ind, jeg kom i en klasse hvor der kun var 12 i starten, jeg tror vi var 14 det meste af tiden. Til nogle af timerne var der flere elever, fordi kurserne bestod af enkeltfag således, at dem der ville det kunne stykke deres uddannelse sammen gennem flere år, det var der nogle stykker der benyttede sig af. Vi var să en 12 – 14 stykker der tog så mange enkeltfag, at de tilsammen udgjorde en komplet 9 klasses udvidet afgangs- eksamen. Disse fag var dansk, engelsk, tysk, regning – matematik, fysik – kemi, endvidere havde jeg et EDB og et maskinskrivningskursus. Jeg var ikke den alleryngste på holdet, det var derimod et par piger en på 17 og en på 18, i tiende kom der en dreng til på 14, Når man er under 18 skal man have kompensation for at gå på voksenundervisnings skole, jeg tror de havde haft en eller anden art problemer i folkeskolen. De havde ingen problemer her, jeg har haft gruppearbejde sammen med de to yngste i dansk, den allerførste gang var ham på 14 lige ved at få problemer med aldersforskellen. Han stoppede op midt i en talestrøm og sagde: “Nej det må du altså undskylde Valdemar, jeg glemte at du er 35 år ældre end mig” Og pigen sagde. ”Det glemmer Valdemar da selv. Det jeg skulle undskylde, var vel at han førte ordet fordi vi talte om noget der interesserede ham. Pigens bemærkning skyldtes vel at jeg lyttede interesseret til knægtens beretning. Det er jo netop meningen med gruppearbejde, at ingen skal overtage føringen, så risikerer man let at det kun er den ene i gruppen der kommer til at gøre hele arbejdet: Gruppearbejdet foregik vistnok kun i dansk, hvor vi skulle analysere en novelle eller et tekststykke, og forelægge det for klassen og lærerinden, jeg lod altid de unge sige deres mening om stykket først, det kom der tit noget interessant ud af. Hvis jeg var startet, var det sikkert kun min mening der var kommet frem Den ældste i klassen – nej den næstældste – var i 35 års alderen. Det kunne godt give anledning til debat, når jeg var i gruppe med et par damer i den aldersklasse. Lige meget hvad en roman eller novelle handlede om så skulle de nok finde anledning til at blande noget rødstrømpesnak og kvindepolitik ind i det. Det kunne hurtigt tage en form og være så provokerende at jeg følte anledning til at sige dem imod, lidt mere end jeg selv ville have stået inde for hvis ikke jeg syntes at de gik over stregen. Vi var tre voksne mandfolk i klassen, jeg var i reglen den mest stilfærdige af os. Men når nu kvinderne blev for selvglade, så var der kun mig der kunne sætte dem på plads. Kvinderne var ikke bange for at sige tingene nøjagtig som de tænkte. Her husker jeg et tilfælde, som jeg anså for rent pjat. Men i løbet af samme dag, lød det over hele skolen: “Og så sagde Valdemar – – -” efterfulgt af latterudbrud. Det må skyldes at man tog sit skolearbejde meget alvorligt, og derfor havde brug for alle de små smil, man kunne samle op. Det startede med at jeg følte mig udenfor samtalen, der var kommet til at dreje sig om bryststørrelser og faconer, den yngste af pigerne siger: “Jeg er også ked af at jeg ikke har større bryster” (Jeg tænkte: “Det kan da komme endnu”) Den næste af pigerne sagde: *Det skal du da ikke være ked af, så kommer de da ikke til at hænge når du har fået børn” (Jeg stadig udenfor funderer: “Mon man kan være sikker på det?) Den tredje pige: “Jeg har da et barn, men mine hænger da ikke” (Jeg tænker: “Nåe – nej, nej nej”) Den fjerde pige vipper lidt og siger: “Jeg har to børn, der er stadig ikke noget her der hænger” (Jeg ser stadig ingen mulighed for at komme i samtalen, tænker da hun vipper: ” Imponerende abenbart helt uden støttemidler”) Den femte pige lægger skuldrene godt tilbage: “I skal da ikke prale se her, jeg har tre børn, hvad siger i sä”.(“Sikke dog en selvglæde” tænkte jeg, “Det må kunne overgås”) Jeg kiggede på pige nr. seks, som jeg vidste, havde fire børn, så blev jeg klar over at nu havde jeg chancen for at komme ind i samtalen, og jeg udbrød: “Jeg har fire børn og jeg er heller ikke blevet hænge- (jeg valgte den pæne version)brystet. Hele klassen lærerinden inklusive brød i latter, den der sidst stoppede var hende med de fire børn. Da dansklærerinden igen kunne sige noget var det “Nu kan vi godt holde frokostpause”. Efter frokostpausen skulle vi have engelsk. Engelsklærerinden så allerede glad ud da hun kom. Vi slog op på den side vi blev bedt om, så skulle jeg lige se hvordan hende med de fire børn havde det, (Jeg havde for lagt mærke til at hun var ret lattermild). Hun havde samme tanke, da vore øjne mødtes, kom hun først med nogle mærkelige undertrykte fnis, så brød hun sammen i latter og det samme gjorde resten af klassen. Lærerinden lo med lige så meget som hende med de fire børn. Engelsklærerinden fortalte så at hun godt vidste hvorfor humøret var så højt. Dansk lærerinden havde fortalt på lærerværelset om hvordan Valdemar havde tørret de der selvglade kællinger. Bagefter tanker man: “Så sjovt var det da heller ikke, nærmere plat” Grunden til at virkede så sjovt var vel “De selvglade kællinger og en overraskende bemærkning fra en uventet kant. “De selvglade kællinger” var helt opslugt af deres diskussion. Senere har jeg hørt udtrykket “brystfikseret” (Sædvanligvis om mænd). Aldrig har jeg dog! truffet nogen så brystfikseret som “De selvglade kællinger”

Når solen går ned som et luende bål Bag lynghedens vidtstrakte flade, Jeg retter min ryg og jeg skimter et mål. Under skolegangen følte jeg mig undertiden i pagt med min bedstefar, der opdyrkede en bid af Borup hede. Under skolegangen må man sige at der blev “opdyrket” nogle bidder af “Lynghedens vidtstrakte flade”. Der blev blotlagt vidder der hidtil havde ligget uopdyrket og “lyngbegroet” hen. – – Så nu — hører jeg Willy Heinz: “Du er en drømmer Valdemar” eller “Valdemar nu drømmer du igen” Det har han sagt mange gange, under vores højskoleophold, det lød ikke anerkendende, men det var sagt i den allerbedste mening. — lad mig komme tilbage til det jordnære!

Fra starten af niende klasse forudså jeg store problemer, med de to fremmedsprog: Engelsk og tysk, i landsbyskolen havde vi ikke haft spor fremmed sprog. Mine klassekammerater havde alle i et eller andet end jeg havde. Nogle havde mellemskoleeksamen, og nogle havde niende og/eller tiende klasse, vel nok en anden slags niende og tiende end vi havde. Den vi havde svarede til realeksamen, og afløste denne i 77 eller i 78. For at bøde på mine manglende sprogkundskaber fik jeg børnene til at läne nogle let læste engelskbøger svarende til ottende og niende klassetrin, og jeg købte selv et par stykker. Det resulterede i at jeg allerede inden jul kunne skønne at jeg ikke var den aller dårligste til engelsk. I bunden var vi nu en tre fire stykker, som jeg følte mig på linje med. Tysk tog det noget længere tid med at få rigtig hul på, det var grammatikken for de tyske ord ligner da mere de danske end de engelske gør, Alligevel fik jeg 7 i årskarakter i tysk og 8 i prøvekarakter. I engelsk fik jeg 8 i både års- og prøvekarakter. I dansk og i regning i fysik-kemi fik jeg lutter topkarakterer, dog ingen trettentaller, men gennemsnitskarakteren inklusive fremmedsprogene blev 10.

På et tidspunkt blev jeg af en journalist spurgt, om hvilke planer, (Sådan en gammel steder) havde med den uddannelse. Med andre ord hvad jeg ville være når jeg blev “stor” Eller hvad sådan en gammel torsk ville med en niendeklasses eksamen, det var dog ikke hans ordvalg; men betydningen af ordene var vist rigtig nok. For ikke at giveomfang, haft både engelsk og tysk. De havde alle haft længere skolegang! indtryk af at her spildte det offentlige nok deres penge, skyndte jeg mig at fortælle at jeg tidligere havde været kontrolassistent, og var vant til glas og kolber, så jeg havde tænkt mig at blive industrilaborant. Jeg tror ikke jeg havde gjort mig helt klart hvad, jeg ville, det kunne da også blive afgørende hvilke karakterer jeg nu fik. Jeg prøvede at få noget rådgivning. Der var øjensynligt kun tre muligheder for en kortere uddannelse nemlig: Teknisk assistent, teknisk tegner eller industrilaborant. Industrilaborant blev jeg på det bestemteste frarådet fordi, her vat frafalds og dumpeprocenten 46 og det er jo ikke lettere i 50 års alderen. Når nu de unge piger der kommer lige fra en studentereksamen, har så store vanskeligheder – så! Der er en meget stor arbejdsløshed inden for det fag, særligt her i Vendsyssel, fordi vi har den stor laborantskole i Frederikshavn, så hele området er overforsynet med laboranter. Pigerne der kommer udenbys fra, finder en kæreste og bliver boende, det er derfor at hver anden rengøringsassistent i Frederikshavn er uddannet industrilaborant! Teknisk assistent eller teknisk tegner derimod – her er der ingen der dumper, det vil du kunne klare, arbejdsløsheden inden for de to fag kunne jeg ikke få noget at vide om. Her var der jo også en stor skole i Frederikshavn, og hvis uddannelsen var så meget lettere kunne man vel slutte sig til at arbejdsløsheden var større her. Det er ikke altid let at rade mig, jeg kommer tit til den modsatte slutning, som min rådgiver. Jeg forhørte mig dog lidt rundt omkring, og fandt ud af at chancen for at få arbejde, som teknikker nærmest var o. Så er det ikke meget ved at det er let at bestå. Jeg anså selv at chancen for at bestå laboranteksamen for at være 100 %. Jeg fortsatte i tiende udvidet og resten af forløbet var der ingen tvivl når jeg blev spurgt: “Jeg vil være industrilaborant.” Sådan blev det så! Tiende klasse var noget lettere end niende, vel fordi jeg var gået ud af syvende, og derfor skulle jeg gennem både ottende og niende klasses pensum på et år. Jeg tror også at det med at lære, suge viden til sig er noget der skal læres i sig selv, det er ikke bare at tage en bog og læse hvad der står i den, det er mere noget med at leve sig ind i stoffet. Det var da heller ikke bare slid og slæb jeg måtte da også drille pigerne lidt, det gør enhver skoleknægt da! En dag betroede den næstyngste af pigerne i klassen mig at hun var blevet forelsket, hun var også kommet i snak med ham sommetider. Hun spillede håndbold, det var vist der hun mødte ham. Nu ville hun gerne have et godt råd for at lokke ham i “fælden”. Nu var hun ikke uden humor, og vi snakkede godt sammen. Det her var alvor til en vis grad – kunne hun nu få et tip! Jeg sagde som man så tit hører at vejen til mandens hjerte går gennem maven: “Inviter ham hjem giv ham noget godt at spise”. Hun var interesseret i mit forslag: “Hvad skal jeg invitere ham hjem på?” – “Snak mad med ham, nævn dine livretter, hvis ikke han selv siger det, så spørg efter hans Nogle dage senere fortalte hun at nu havde hun fundet ud af hvad han kunne lide, det var en eller anden slags bøf som jeg ikke kendte, og en eller anden almindelig dessert, som hun vidste at hun kunne lave til alles tilfredshed. Da hun fik at vide hvad det var han kunne lide, sagde hun: “Det er lige mine specialiteter, og i næste uge skal mine forældre til København i weekenden, så har jeg køkkenet for mig selv kunne du ikke tænke dig at komme og spise med”. Det ville han gerne, så nu var hun gået i skarp træning med at øve sig på at lave bøf stroganoff tror jeg næsten det hed. Hendes mor var også engageret i projektet og meget interesseret, ja hendes far var også med i projektet, han skulle spise det, så nu ville han efterhånden gerne have noget andet; men nu var hun også så god at hun turde servere det for den udkårne. Da det blev mandag efter den store weekend, så måtte jeg altså have at vide hvordan det var gået. “joe” – sagde hun. “Mor har altid advaret mig om, at mandfolk kun har en ting i tankerne, nu har jeg fundet ud af hvad det er”. – “(Å – tænkte jeg bare nu hun ikke r alt for skuffet)” og kiggede deltagende på hende, så kom det: “Det er mad! Jeg tror bestemt hun lavede god mad, lige så længe som jeg ved besked om. En gang snakkede hun som om der var en lille kurre på tråden. Han ville skifte bil, og så havde han fået et godt tilbud på den gamle, og solgt den. “Det er godt nok træls”, sagde hun, “Nu vil jeg altså ud og finde en fyr med en flot bil”. Det var da helt oplagt at jeg tilbød mig; men hun kiggede lidt skeptisk på mig, så sagde hun: “Nej, Valdemar jeg har set din bil – du må vente til jeg søger en flot fyr med en bil” Ja som det kan siges, jeg tror næsten de fleste bare havde sagt: “Nej du kan lige tro nej” Det glædede mig nærmest, at hun fandt det ulejligheden værd at svare i samme ånd, som tilbuddet var givet i. Året gik til ende og jeg bestod med endnu lidt bedre karakterer end i niende, tysk og engelsk blev bestået med lidt over gennemsnitskarakterer, nemlig 8 og 9. Jeg blev optaget på laborantskolen, og begyndte der, efter sommerferien. Det var jo en noget anderledes skole, end folkeskolen, omkring halvdelen af tiden var teori, resten praktiske opgaver, med både synteser og analyser, kvalitative og kvantitative analyser. Da vi skulle lære gerberering gik instruktøren idet han sagde, hvis i kommer i tvivl så spørg Valdemar det her ved han mere om end vi andre. Når man har arbejdet med det i 5 år ved man vel også hvad der er at vide om gerberering.  Da vi fik vores utensilier udleveret, mødte jeg for første gang en navnebroder eller søster. Vore navne blev råbt op efterhånden som vi var blevet indskrevet da der så blev last Eli Valborg Sørensen, så var jeg da ikke i tvivl om at det var en fejllæsning og sagde ja, at det vakte munterhed forstod jeg først da der meldte sig en lille bornholmerpige der hed Eli Valborg Sørensen, Hendes ophold på skolen blev i øvrigt kort fordi hendes forlovede døde af lungebetændelse, få dage efter starten. Da vi så kom til Eli Valdemar Sørensen, sagde oplæseren: “Na ja så forstår jeg da bedre” Da vi stod og ventede, var der en ganske ung mand der beklagede sig: “Uha et helt år her” jeg kunne ikke lade være med at fortælle han at. “Sådan et år det går da hurtigt, før du tænker over det så står vi her og afleverer vores grej igen” Det ville han ikke høre “Et år er langt” En dag stod vi der igen, Hans Christian havde ikke glemt hvad jeg sagde, så nu kom det:

*Ja

du havde alligevel ret i det du sagde forleden” Vores klasse var den der havde størst, “overlevelsesprocent vi var 22 da vi begyndte og 14 der bestod, vi var den største flok jeg husker ikke tallene i de andre, der var 5 klasser i alt. Jeg fik en rigtig god eksamen, dengang brugte man endnu den gamle 7 skala på de tekniske skoler, jeg dik 4,54 tror i hvert fald noget der svarede til et ni tal på trettenskalaen, gennemsnittet for hele lande var 4 på den skala. Ved udleveringen, af eksamensbeviserne blev der af førstelæreren holdt en speciel tale for mig. Det var jeg meget stolt af, fordi jeg fik tildelt en bankbog på 100 kr. som blev tildelt den bedste kammerat, efter afstemning sagde han blandt lærere og elever. I talen blev det nævnt at jeg nok var den ældste elev der havde bestået eksamen på skolen. Jeg blev rost for min evne til at falde ind og omgås de langt yngre kammerater. Min stolthed skyldtes ikke mindst den klapsalve jeg fik da han udnævnte mig til den bedste kammerat. (Den dygtigste elev fik en bog magen til, og en klapsalve næsten lige så stor som min), hun havde et vistnok rent 7 tal, en stor sjældenhed. Efter endt eksamen skal man have et års praktik, der fik jeg et problem fordi staten gav tilskud til lønnen til dem der var under 25 år. Jeg var ikke den eneste der havde det problem, der var nogle stykker, blandt andet en på 40 år. Der blev skrevet et utal af ansøgninger, af os alle sammen i de sidste måneder inden eksamen. Det er klart at dem der ingen familiemæssige forpligtigelser havde og var parat til at flytte hen hvor som helst, de fik job først, og de der ingen løntilskud kunne få de fik ingenting, Derfor var der oprettet noget de kaldte Miljøteknisk værkstedsskole i Frederikshavn. Den var oprettet for penge som var doneret af en kendt mangemilliardær. Hans datter der var industrilaborant, var omkommet ved en trafikulykke, derfor havde han oprettet en mindefond, som blev brugt på denne måde. I begyndelsen var Miljøteknisk værkstedsskole fuldt besat. Men efterhånden fik de yngste – dem med løntilskud arbejde – der forsvandt et par stykker af og til. Til aller sidst var vi vist kun 4 eller 5, som så skulle ud og søge arbejde på det vendsysselske arbejdsmarked. Der var kun mig der fik permanent arbejde som laborant, dog ikke lige med det samme. Jeg skrev mere end hundrede ansøgninger, om stillinger som laborant, på arbejdspladser her i Vendsyssel. Jeg husker kun at jeg blev kaldt til samtale i tre tilfælde; men en del af alle disse ansøgninger var også sendt uopfordret, nogle gange afleverede jeg ansøgningen personligt, i de tilfælde fik jeg da en lille samtale uden at det kunne kaldes en ansættelsessamtale. På et tidspunkt, i december 1981, havde en slagterivirksomhed i Ålborg en annonce i Vendsyssel Tidende. De søgte fire laboranter. Virksomheden hed Meatcut og lå i Bonnesensgade. (Der ligger stadig en slagterivirksomhed med et andet navn) Denne virksomhed leverede en stor del af deres produkter til det arabiske marked, alle oksekødsprodukter gik til det arabiske marked, vist mest Ægypten, her havde man fået en meget stor ordre, derfor var man nødt til at køre i toholdsskift. Man var mere vestlig orienteret end man havde været tidligere. Det var den ægyptiske præsident, Anvar Sadat, der var moderne og vestlig orienteret, det var ikke lige velset overalt i den arabiske verden, Anvar Sadat blev dræbt ved et attentat i slutningen af 1981. Meatcuts ledelse havde troet at deres kontrakt stod ved magt. (Det gjorde den vel også juridisk). Men efter at jeg var ansat der et par måneder, gik handelen i vasken, og virksomheden, måtte nyansætte både

afskedige

de

arbejdsholdene

og

laboranterne.

Da jeg var til ansættelsessamtale på Meatcut, stillede jeg som betingelse for ansættelsen, at det blev på aftenholdet, en at de ansatte anden Østervråborger, (En københavner) Han hed Per Henning Fæno Jespersen, og var færdiguddannet samtidig med mig.

og

Der er jo store kørselsudgifter forbundet med at arbejde i Ålborg, derfor stillede jeg de betingelser, så var vi to til at dele kørselsudgifterne, og aftenholdsarbejde giver en del mere i løn, og alt i alt var vi rigtig godt tilfredse med arbejdet. Vi havde ikke været ansat der mange dage inden vi blev klar over at der var opstået problemer med, ordren til araberne, og at vores job således kunne være i fare. I international ret er det åbenbart ikke nok at hav retten på sin side, man skal også have den økonomiske formåen til at gennemføre en retssag.

De næste måneder lagde jeg mærke til at man kunne købe billigt oksekød i supermarkederne, oksekød med arabiske skrifttegn, og udskåret og pakket på Meatcut i Ålborg, så man havde nok ikke engang fået afsat det, der blev produceret medens vi var ansat, på det arabiske marked. Ansættelsen på Meatcut gav også andre fordele: Man kunne købe billigt ind i deres butik, som kun måtte handle med de ansatte, men den havde mange andre varer end kød. Butikken lå bag virksomhedens indhegnede område, og kunne ikke besøges af udefrakommende, – jeg ved ikke om der var momsmæssige fordele – eller hvorfor de kunne handle billigere end andre. Jeg købte vores kødvarer der med de fordele, de ansatte havde, prismæssigt og betalingsmæssigt, med betalingsmæssige fordele mener jeg rentefri kredit til næste lønudbetaling, hvor det blev trukket.

Efter ansættelsen på Meatcut kom der så en arbejdsløshedsperiode på ca. et år, hvor der ikke var andre lyspunkter end turene til arbejdsformidlingen i Sæby, sammen med Per med det lange navn Jespersen. Besøgene på arbejdsformidlingen foregik på den måde, at man bare stillede op i køen, fulgte med frem, vendte den rigtige side afkortet frem, arbejdsformidleren bankede et stempel ned: “Næste” Jeg holdt kortet lukket og forlangte at tale med en arbejdskonsulent, så kiggede man bare mærkeligt på mig og sagde: ”Det kan ikke lade sig gøre”, Jeg spurgte enfoldigt om det ikke var arbejdsformidlingen: “Jo men der er altså ingen arbejde” – De slap ikke før jeg havde talt med arbejdskonsulenten, så de lærte hurtigt, at den letteste måde at slippe af med mig på var, så snart de så mig råbe: “Jørgen nu kommer Valdemar De havde ingen ledige job lige meget hvor meget vi snakkede. Grunden til min “opførsel” var at man jævnligt hørte i ty at bare de arbejdsløse selv gjorde noget så skulle de nok komme i arbejde, også folk fra arbejdsformidlingen kom med den slags udtalelser. Derfor måtte jeg ind og fortælle hvad jeg havde gjort siden sidst, og spørge “Hvad har i så gjort?” Der bliver ikke et eneste job mere fordi de ledige, går fra sted til sted og tigger om arbejde. Nogle steder bliver man også mødt med irritation: “Vi har ikke søgt nogen” eller: “Hvis vi skal bruge en så ringer vi til arbejdsformidlingen”. Eller denne: “Skal vi bruge nogen så sætter vi en annonce i avisen”. For så til aften i tv avisen at sige noget som: “Der er altid arbejde nok til dem der vil arbejde Arbejdskonsulenten Jørgen han tog det med humør, gav en cigaret og sagde sæt dig lidt. Han var sikkert glad for at hele flokken i køen ikke var som mig. Da der så blev et barselsvikariat ledigt på Sæby renseanlæg, så så Jørgen en chance for at slippe for mig lidt. Eller som han selv sagde: “Jeg synes at du har fortjent det, du er vist den der har gjort mest for at skaffe dig arbejde, du er i hvert fald den eneste der har fortalt mig om det”. Statistisk bliver der jo ikke flere der får arbejde ved at man løber fra Herodes til Pilatus. Men det er måske nogle andre der får det.

Slut……

Bent Thylkjær Olsen:

Denne bog er skrevet af min kære Far, Valdemar Eli Sørensen. En bog han lagde megen energi og kærlighed i. Den er skrevet i den sidste del af hans liv, efter et langt og spændene liv der bestemt ikke har manglede udfordringer. Et liv der starter sidst i 1920erner og sluttede i 2008 efter et langt sygdomsforløb.

Bogen beskriver et liv hvor der skulle kæmpes for det meste, Syg kone, børn der var tæt på tvangsfjernelse og umulig kærlighed.

Jeg har efter bedste evne rettet trykfejl, min far havde kun 20 procent syn tilbage da han skrev bogen i 2004, den gang lykkedes det ikke at få den udgivet, men nu får min far et af sine største ønsker opfyldt, at få sine erindringer udgivet.

Orla Jensen, født og opvokset på ”Vrensted Fælled”

 

Fælleden i Vrensted ligger lige øst for Vrensted by ved vejen mod Brønderslev, lige efter vejen der går mod Kongsengene.

Mit liv

Efter 7. klasse i Vrensted skole, tog jeg realeksamen på Søndergades skole i Brønderslev. Herefter havde jeg et år med forskellige jobs i Vrensted, inden jeg i 1967 blev indkaldt til Dronningens Livregiment i Nørre Sundby til 4 måneders rekruttid.

Derefter 6 måneder på sergentskole ved Hærens militærpolitiskole på Østerbrogades Kaserne i København. Det er der hvor Krudttønden nu ligger! Lige ved siden af Fælledparken og Øbrohallen og Parken.

Det blev til yderligere godt 3 år ved militærpolitiet på Hvorup Kaserne.

01. september 1971 startede jeg ved Toldvæsenet. Et 5 ugers startkursus og derefter fast ansættelse ved Frederikshavn Distriktstoldkammer.

Så efter at have boet i Pandrup i et par år flyttede vi nu til Haldbjerg mellem Frederikshavn og Sæby, hvor vi stadig bor

I Frederikshavn har jeg gjort tjeneste indtil min pensionering i 2008, kun afbrudt af 4 år som chef for toldkontrollen i Hirtshals fra 1990 til 1994. Derefter igen Frederikshavn. De seneste 13 år som funktionschef, med ansvar for bl.a. inddrivelse, momskontrol og arbejdsgiverkontrol for blot at nævne nogle.

Jeg er gift med den samme siden 1969 og vi har 2 sønner.

Min Barndom.

Min fødsel husker jeg ganske klart: jordemoderen kom med mig i sin taske!

Billedet står ganske klart i min erindring: en midaldrende, rund dame med en lædertaske over styret på sin cykel!

Dog er jeg ved nærmere eftertanke sikker på, at der er tale om hjemmesygeplejersken, frk. Boye, som ofte kom for at behandle mig i mine første år, da jeg var noget svagelig.

Landsbyen, hvor jeg blev født, hedder Vrensted.

Vrensted By

Den første omtale, der findes mellem bevarede aktstykker om Vrensted, som ligger mellem Brønderslev og Løkken, skriver sig tilbage til 1340, hvor ridder Ove Nielsen bortskøder alt sit gods i Wrensted i Jerslev Herred.

Man antager at navnet er opstået kort efter folkevandringstiden, som for Nordjyllands vedkommende vil sige omkring år 700 e. Kr. Navnets begyndelse Wren peger muligvis hen på mandsnavnet Wrang. Det kan også være afledt af Wreni, som på olddansk betyder hingst. Dette kunne betyde, at Vrensted var “stedet med hingstene”, eller at man kunne fange vilde hingste der, – måske var det en af landsbyens bønder som var kendt for sine gode hingste. Der kan også være en helt tredje oprindelse til navnet Vrensted. Tilsyneladende ser det ud til at der allerede i romersk jernalder, før Kristi fødsel, har været en ret betydelig bebyggelse, som måske er blevet forladt ved beboernes udvandring til andre egne, efter at klimaet i Danmark var blevet for vådt og koldt.

At der har været en betydelig bebyggelse på stedet tidligere, underbygges af, at da man i 1912 anlagde jernbanen mellem Hjørring og Løkken, blev der lavet udgravninger i forbindelse med etableringen af 2 Vrensted stationsbygning, hvor man fandt en stor boplads, fra hvilken der blev optaget ca. 30.000 skår af lerkar; heraf har man kunnet sammensætte ca. 100 mere eller mindre fuldstændige kar, herudover var der skår af mindst 500 forskellige andre kar.

Det oprindelige Vrensted var en samling gårde og huse, som lå langs en byvej. Byen har tidligere været stationsby på jernbanen Hjørring – Løkken – Aabybro, som startede i 1913. Ved stationen opstod en ny bebyggelse, som efterhånden voksede sammen med resten af landsbyen. Vrensteds status som stationsby varede kun 50 år, idet banen blev nedlagt i 1963.

Senere kom kirken til, som i katolsk tid blev viet til Sankt Thøger. Sankt Thøger var den missionær, der ifølge overleveringer bragte kristendommen til Thy og det vestlige Vendsyssel. Han nød stor anseelse blandt vendelboerne, hvilket sikkert også er grunden til at den helligkilde som findes syd for kirkegårdsdiget, ligeledes er viet til ham.

Sankt Thøgers “arbejdsgiver” var den norske konge, Olav den Hellige. Kongen har sikkert haft en hel del at sige og bestemme i landsdelen.

Den hvidkalkede kirke, der ligger smukt i landsbyen og rager op over huse og gåde, stammer fra 11-1200 tallet.

Kirketårnet som er forsynet med rødkalkede blændinger, tjente engang som sømærke og måtte derfor ikke kunne forveksles med de øvrige kirketårne langs kysten.

Inde i kirken hænger et smukt 1200 tals krucifiks med den sejrende Kristus med kongekrone. Krucifikset er forsynet med et cirkelslag med små engle i rosetter. Kirkens trefløjede altertavle er malet af Niels Larsen Stevns. Forfatteren Erling Kristensen blev i sin tid konfirmeret i kirken, han var da i sin bedstemors nypudsede træsko, da han ikke selv ejede et par sko.

Alle gårde og huse i Vrensted, på nær et par stykker, var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fem kilometer borte. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen.

Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte.

De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«!

På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst i 1700-tallet. Vrenstedboerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptionsbetjente, (toldere!) m.fl., til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind i byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve. De stimlede sammen om øvrighedens hestevogn, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomst ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne det gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne!

I 16- og 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skudehandelen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken.

I 1810 handlede Vrenstedpræsten Axel Rosenkrantz Segelckes søn, Severin Vincens Segelcke, på det norske Sørlandet. Han boede i Vrensted, men flyttede i 1812 til Lønstrup, hvor det næste skud på stammen, Axel Rosenkrantz Segelcke, med tiden fik oparbejdet en blomstrende skudehandel.

Overfor kirken findes en idylliske kirkedam, hvor træerne spejler sig smukt i vandet.

Nord for kirken ligger en smuk gulstenslænge, som bærer navnet »Ane Maries Hus«. Denne ejendom der blev opført i 1914, var oprindelig en stiftelse for ugifte kvinder eller enker fra Vrensted Sogn.

I denne ejendom boede min mor fra juni 1986 til sin død 11/12-1986

Opførelsen blev bekostet af Anders Olesen, som var sagfører i Nørresundby, men stammede fra Vrensted, stiftelsen blev opkaldt efter hans mor, Ane Marie Andersen, født Drivsholm.

Efter ombygning af stiftelsen Anne Maries Hus, blev den til en integreret børneinstitution, en ombygning som blev gennemført på grundlag af frivillig arbejdskraft og aktivitet.

Huset er i øjeblikket ved at overgå til en fondsejet institution, som skal rumme en form for kulturhus i Vrensted, herunder en lokalhistorisk ”Landsby”, hvor byens indbyggere kan komme og dyrke lokalhistorie/slægtsforskning og hvad man ellers kan tænke sig. Der er oprettet en støtteforening med et medlemskontingent på 100 kr. om året. Jeg har meldt mig ind!

Sagføreren bekostede også en ny klokke til kirken. Den bærer følgende tekst: “Nu kalder Sct. Thøgers Klokke paany paa gammel og ung i Vrensted By«. Anders Olesen betalte også Larsen Stevns for den trefløjede altertavle, og han testamenterede sin store bogsamling til byens bibliotek. Han døde l 1929 og ligger begravet på Vrensted kirkegård.

Nedenfor kirkegårdsdiget findes et åbent område, som er tilsået med græs. Her lå tidligere et beskedent rødstenshus, som rummede en meget speciel virksomhed – en tårnurfabrik!

Fabrikanten hed Christen Ørnholm og levede fra 1857 til 1936. Som reklame for sit firma havde han anbragt et stort ur på huset. Ørnholm var finmekaniker, og han blev betegnet som »»genial««, Han leverede ure til kirker, banegårde, m.v., på det historiske arkiv har man et gammelt fotografi af den stolte håndværker, som står udenfor sit hus med et stort urværk. Han er iført arbejdstøj og et stort forklæde, og ansigtet er prydet af et mægtigt overskæg.

Ovenstående er hentet fra Vrensted lokalhistorisk arkiv.

Vrensted-Thise sogn og Vrensted – Thise kommune. Indbyggere vel 1500 i kommunen. Indbyggere i Vrensted i 2015 er 300-400. Vrensted ligger 14 km. vest for Brønderslev og ca. 7 km. fra Løkken. I fugleflugt ca. 5 km. I mine første barneår kunne vi tydeligt høre når miner fra krigen, som var drevet i land på stranden i Løkken blev bortsprængt. Jeg blev jo født kun 3 år efter krigens afslutning. Krigen havde ikke haft den store indflydelse på livet i Vrensted og omegn. Dog havde den givet arbejde til en del af arbejdsstyrken i området, der i blandt min egen far, som havde arbejdet med bygningen af bunkeranlæg i bl.a. Grønhøj

I tåget vejr hørte vi også tydeligt sirenen på molen i Løkken, som orienterede fiskerne om, hvor tæt de var på land.

I byen var der i min barndom 3 købmænd. Derudover var der en brugsforening, som landmændene handlede i. Der var også en bager, som kørte landtur med hestevogn, en gul lukket vogn med 1 hest forspændt. Bagerens hund, en sort puddel som hed Birk (måske en forkortelse af birkes!) med hele hovedet dækket af hår, sad på bukken ved siden af bageren. Brødet var fra dagen før, men til gengæld til halv pris. Det købte mine forældre. Min mor bagte dog selv franskbrød og mange slags kage, men wienerbrød og rugbrød købte de hos bageren. Bageren kom tit ind og fik kaffe og det hændte, at han snakkede så længe, at hesten gik hjem!! I byen var der også en slagter, hvor vi kunne få for 50 øre leverpostej! Der var en gartner, en herrefrisør – ham kaldte vi hundeklipperen! Men han havde byens eneste iskiosk, som blev passet af hans kønne døtre, såååååh iskiosken var populær. En sodavandsis kostede 15 øre og en rund vaniljeis kostede 20 øre!

Der var en damefrisør, et mejeri, en maskinstation. Bønderne var også fattige dengang og havde ikke råd til alle mulige maskiner, så de gik sammen om at købe maskiner og hjalp så hinanden med de forskellige arbejdsopgaver der nu en gang var i landbruget. Der var et lægehus med Dr. Sørensen. En ualmindelig afholdt læge, som vi kendte meget godt, da jeg jf. tidligere var en del syg. Han boede i et stort hus, som også rummede klinik og med grund lige ned til byens gadekær, hvor han havde udsigt til svanerne, som havde et hus lige midt i gadekæret.

Der var også en manufakturhandler, Agnes Bak, som handlede med stof, undertøj, strikkegarn, sytilbehør og hvad der ellers lige var nødvendigt.

Midt i byen lå der et frysehus, hvor folk, som os, kunne leje en boks og få kød frosset ned. Vi fik en halv gris en gang imellem og på den tid var kummefryser eller skabsfryser ikke opfundet. Kødet blev i stedet saltet og måske røget for at kunne holde sig, og så altså frosset i en lejet boks. Else styrede frysehuset og gik rundt iført masser af varmt tøj og store vanter, når hun hentede kødet i fryserummet.

I byen var der selvfølgelig også håndværkere: tre smedier, 2 tømrermestre, en karetmager, som selvfølgelig også lavede almindeligt tømrer/snedkerarbejde, en snedker, som også var lidt af en kunstner. Han har blandt andet lavet et kunstnerisk kors til byens kirke. Snedkeren var også en dygtig skakspiller. Hos ham købte jeg det første træ til at lave et opspændingsbræt til sommerfugle – abaki en særlig blød træart, som det var nemt at stikke insektnåle i! Der var også en møbelsnedker, som nok var mere kunstner end snedker. Han malede malerier og lavede skulpturer i træ. Nogle af hans værker kan ses på Vrå kunstmuseum. Det var ikke noget han blev rig af, konen hentede 5 cigaretter ad gangen hos købmanden.! Dengang kunne man købe cigaretter stykvis.

Der var også 3 lastbilvognmænd: Reinholdt, som min ældste bror kørte for i nogle år og Henry Nielsen, som var en lidt kontant type. Den tredje var Mathiesen, som var gift med min senere klasselærer

Midt i byen var der en cykelhandler, han var autodidakt cykelsmed, automekaniker, knallertreparatør. Han tilbød mig et job, da jeg var færdig med skolen, han kunne jo som følge af sin egen manglende uddannelse ikke tilbyde en læreplads.

Et forsamlingshus var der naturligvis også. Der blev afholdt midnatsballer, alle mulige private fester og dilettant, med mig som deltager i et par år.

Når der blev holdt sølvbryllup eller lignende var det ikke ualmindeligt, at et par af byens enlige mænd sneg sig ind og fik lidt af den gode mad. Herregud – der var jo mad nok!

Vrensted var også en stationsby. Linien Hjørring-Løkken- Åbybro gik gennem Vrensted, den blev indviet i 1913 og nedlagt i 1963. Fru Kristensen bestyrede stationen og iført uniform sendte hun togene af sted og betjente billetkontoret.

Tæt på mit hjem var der en ødegård, som var mere eller mindre faldet sammen. Den blev kaldt Birkedommergården.

Birkedommer (eller birkefoged) kaldtes indtil 1919 den embedsmand, der forestod et birk.

Birkedommerne i de kongelige birker blev altid beskikkede efter samme regler som herredsfogderne, før 1660 af lensmanden, derefter af kongen. Birkedommerne i de private birker blev oprindeligt beskikkede af birkepatronen på egen hånd, men efter at det allerede 1690 var blevet påbudt, at beskikkelserne skulle indsendes til kongelig konfirmation, blev beskikkelsesretten ved Forordning af 3. juni 1809 reduceret til en forslagsret.

Birkepatronen skulle nu foreslå 3 personer, blandt hvilke kongen ville beskikke den, han fandt værdigst til embedet. Da den private birkeret bortfaldt ved Grundloven, gik udnævnelsen endelig helt over til kongen. Efter indførelsen af juridisk eksamen kunne kun eksaminerede personer (indtil 1821 også danske jurister) beskikkes til Birkedommer og birkeskriver, en bestemmelse, som det dog ikke altid var let at få overholdt for de private birkers vedkommende. Bestillingerne i disse var ofte meget slet aflagte, og lovgivningen kom først efterhånden ind på at stille bestemte krav med hensyn til lønningen.

I senere tid var det ikke ualmindeligt, at samme mand var dommer i flere private birker, eller at han med embedet i et sådant forenede stillingen som kongelig retsbetjent.

I det 17. og 18. århundrede var birkedommeren i de private birker som oftest meget afhængig af birkepatronen, hvad selvfølgelig kunne have uheldige følger for retsplejen. Birkedommeren har i øvrigt fra gammel tid indtaget en stilling, der er ganske analog med herredsfogdens. Ligesom denne var han oprindelig alene dommer, men blev siden det 18. århundrede også administrativ embedsmand. Titlen afskaffedes helt i 1919.

(ovenstående kopieret fra Wikipedia)

Familien.

Jeg er den sidste af en søskendeflok på 7. Min far kendte ikke ordet matematik, men vi 7 søskende er alligevel ”organiseret” næsten matematisk, først kom en dreng så 2 piger så en dreng så 2 piger og til sidst en dreng. Der er 11 år mellem den første og anden dreng og 11 år mellem den anden og den tredje dreng! Vi er født med følgende interval: 3-5-3-5-3-3 år! Jeg er altså født 2 år for tidligt! Men min mor var 42 og min far 43 da jeg blev født, så nok godt at de ikke ventede 2 år mere og i hvert fald godt for mig, at de ikke stoppede før jeg blev født!

På den tid var mange børn almindeligt. Der var familier i byen, som havde 11 børn, 13 var heller ikke ukendt. På vores fodboldhold var der en overgang 4 brødre på holdet på samme tid!

Min far havde 6 søskende og min mor havde 3 (med 3 forskellige fædre! Hvilket skyldtes, at min mormor i nogle år var alene og drev et lille landbrug. Når hun skulle have hjælp til dette eller skulle have slagteren til at slagte en gris for sig, skete betalingen på høloftet!)

Min far var arbejdsmand og min mor var hjemmegående, hvilket var det normale på den tid. At min far var arbejdsmand betød på den tid, at han måtte tage til takke med det arbejde, der var at få. Da han var i fagforeningen fik han anvist arbejde på fagforeningskontoret, som blev bestyret af en kvinde. Var man arbejdsløs, mødte man op på fagforeningskontoret hver dag, enten for at få anvist et arbejde eller hvis der ikke var arbejde at få, for at få et stempel i sin fagforeningsbog. Når ugen var gået kunne de ledige således få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse efter hvor mange stempler man have i sin bog. Mødte man ikke op på fagforeningen og fik sit stempel – ja så fik man ikke penge for den dag.

Arbejdet man kunne få anvist, var alt lige fra høstarbejde, hakning af roer eller hvad der ellers var sæson for på områdets gårde, plantning af skov – på den tid blev der plantet masser af nåletræsskove, det er dem man i dag fælder for at plante løvtræsskove! Under krigen var der også arbejde at få med at bygge bunkers og andre anlæg for tyskerne, det var dog ikke alle der var lige begejstrede for det, men folk var fattige og havde derfor ofte ikke andre valg. De blev behandlet ordentligt af tyskerne, som ikke alle var lige nazistiske.

Min far lavede også en overgang skærver af kampesten. Han havde en stor trækasse, hvor han lagde stenene op i og derefter slog dem i stykker med en stor stenhammer. Han havde ikke beskyttelsesbriller eller handsker, det var ikke brugt på den tid! Hvem der afleverede stenene og hentede skærverne husker jeg ikke.

Han deltog også i gravning af mergel, som er en lerart der brugtes til jordforbedring på landbrugsarealerne. Gravningen af dette efterlod nogle store ” huller” i landskabet – såkaldte mergelgrave.

Disse mergelgrave var som oftest fyldt med vand og udover at udgøre en risiko for at vi børn kunne drukne i dem, gav de også et væsentligt bidrag til floraen og faunaen.

Jeg har således tilbragt utallige timer ved en af disse mergelgrave, som var ganske få hundrede meter fra vores hjem, med at studere dyre- og især insektlivet der. Der var også fisk i dammen. Min første fiskestang var en bambusstang med et rødt plastikhjul. Jeg fangede en gang en karudse, som min mor tilberedte. Hun var en dygtig husmor og intet, som kunne spises, gik til spilde.

Jeg kunne iagttage guldsmede, vandnymfer eller som de også kaldes uægte guldsmede. Skøjteløbere, som kunne løbe på vandoverfladen på grund af spændingen i vandet. Der var rygsvømmere, bugsvømmere, vandedderkopper, som er sjældne i dag, men som dengang var almindelige. De kunne opholde sig under vandet ved at danne en ”dykkerklokke” med luft. Der var vandkalve, som er nogle af vores største billearter. Ind i mellem kom der vandrotter smuttende forbi. Det var en oase for dyr og planter, vandfladen var næsten dækket med åkander og andre vandplanter – et smukt syn når de blomstrede. Dammen findes ikke mere –det var for besværligt for landmanden, som ejede jorden omkring dammen, at køre udenom, når han skulle pløje og så!!!

Her er et billede af min far (øverst) og hans lillebror (med hesten) udgrave den omtalte mergelgrav. Læg mærke til, at den ene havde bare fødder og en anden havde store støvler på! Det var hårdt arbejde, hesten trak trillebøren op af graven, da det var for hårdt med håndkraft.

At min mor var hjemmegående betød ikke, at hun ikke bidrog til familiens indtjening. Hun gjorde rent på den lokale skole – den jeg startede i, senere om det. Hun hjalp egnens kogekoner, når der var store fester på egnens gårde og hun hakkede roer i forsommeren. Roer brugtes til foder til kreaturerne. De blev sået i rækker, men skulle udtyndes og renses for ukrudt. Det kunne være et hårdt arbejde, hvis der var meget græs i marken. Jeg har selv deltaget i dette arbejde. Hårdt ja – men også gode penge, hvis man kunne bruge et hakkejern!

Selv om vi var 7 søskende, betød det ikke 7 julegaver eller fødselsdagsgaver! Gaven fra mine forældre var altid noget tøj, som jeg trængte til. Jeg fik dog gaver af mine søskende: af min ældste bror fik jeg et år en kælk, den var ikke ny – han var dengang skraldemand i Skagen og havde fundet kælken i skraldet. Han havde sat den fint i stand og malet den. Det var en rigtig god gave. Omkring min 7 års fødselsdag fik jeg en cykel af min anden bror. Det var virkelig et hit, jeg sad på den inde i stuen hele aftenen! Den samme bror gav mig også et år en lastbil af træ i julegave og da han tjente på en gård, hvor der var et stort kastanjetræ, havde han samlet en pose kastanjer, som jeg legede var roer og læssede på lastvognen! Han gav mig også et ingeniørsæt et år. Det bestod af en masse stænger og bolte og møtrikker som man kunne bygge en masse forskellige ting af. Men når jeg en af juledagene kom hen til min legekammerat, hvis forældre havde en gård, blev jeg noget misundelig, når jeg så at han havde fået 8-10 julegaver. Han havde kun en søster og sine forældre!

Julen var en god tid, der var ekstra god mad og slik og appelsiner, dadler, figner og juleøl!

Juleaftensdag til frokost fik vi grønlangkål med tilbehør. Dertil fik vi juleøl. Det var en usødet hvidtøl, som blev serveret opvarmet! Vi kaldte det for tremmeøl, det skyldes, at vi fik den i 5 liters flasker i en træholder.

Op til jul blev der slagtet gris. De første år havde vi selv opfedet grisen. Hvem der slagtede og opskar grisen husker jeg ikke, men jeg husker at jeg selv blev sat til at røre i blodet fra grisen. Det skulle bruges til blodpølse. Det var vigtigt, at der blev rørt i blodet, da det ellers ville størkne. Det blev senere blandet med fedtegrever og rosiner og blev til en velsmagende blodpølse.

Kødet kunne vi jo ikke bare putte i fryseren, da vi ikke havde en sådan, så en del af det blev saltet og noget af det blev pakket ind i fedttæt papir og lagt i byens frysehuset, som før omtalt.

Noget af kødet blev kogt og kogelagen blev brugt til at koge grønkål i. Det blev til Vendsysselske Grønlangkål.

Vi havde altid høns og duer. Brevduer – vi fik ikke mange breve, men masser af duesteg. Det var altid sjovt, at se min far slagte høns – han holdt dem henover en huggeblok, en stor træblok på ben, så huggede han hovedet af dem med en økse. Men det sjove var, at han så smed dem hen ad jorden og så løb de rundt uden hoved, mens blodet sprøjtede til alle sider ! Min mor blev sur over det, da det betød mere rensning af hønen!!

Når vi havde fødselsdag var vores kammerater inviteret – det var ikke hele klassen. Når jeg selv var til fødselsdag hos kammeraterne havde jeg altid en daler (en tokrone) med i et plasticetui. Jeg ønsker i dag, at jeg havde gemt nogle af disse dalere, da de har en betydelig samlerværdi i dag!

Min mor og jeg kørte af og til med toget til Sdr. Saltum, hvor min moster boede. Min moster Gudrun havde flere børn, men den yngste Kaj- min fætter- legede jeg meget med. Jeg har også været på ferie hos min moster og under disse ferier lærte min fætter, som var et par år ældre end mig, mig at ryge. Man kunne den gang købe en 5-stk. pakning cigaretter , Eiffel hed de! Sammen med en øl blev de gemt i hækken til min mosters hus!

Min kusine, søster til Kaj, havde job på den lokale telefoncentral. Det var spændende at se hvordan telefonsamtaler dengang fungerede.

 

 

Man ringede op til centralen ved at dreje på et håndtag på højre side af telefonen og bad om et nummer eller navnet (centraldamen kendte de fleste numre på folk, som havde telefon! I mange tilfælde vidste hun også om de pågældende var hjemme!!) på den man skulle snakke med så puttede centraldamen et kabel ind i hullet svarende til det pågældende nummer og så kunne man snakke sammen! Man skulle bare lige huske, at centraldamen kunne lytte med. Så dengang var der også overvågning – sladder var ind i mellem affødt af en samtale som centraldamen havde overhørt og ikke kunne holde for sig selv.

Hun kunne dog også være nyttig: min søster og svoger havde taxaforretning og når de begge var ude at køre ringede de til centralen -Anne- og spurgte om hun ville tage imod besked, hvis der var nogen som ville bestille en taxa!

Vi fik først telefon da jeg var omkring 14-15 år. Indtil da måtte vi låne naboens telefon, hvis der skulle ringe efter læge eller lignende. Efter samtalen ringede man op til centraldamen og spurgte, hvad samtalen kostede, så betalte man beløbet!

Ca. 2 km. øst for Vrensted by ligger Vrensted østre udflyttere. Der var der en købmand og en smed og nogle få huse. Mellem Vrensted by og Vrensted Østre Udflyttere ligger Fælleden og det er der jeg er født. Lidt øst herfor lå den landsbyskole, som jeg gik i de første 3 år af min skoletid. Derom senere

Alle kendte jo alle i en lille by som Vrensted, men den udbredte brug af øgenavne kunne ind i mellem være et problem, når folk udefra brugte folks rigtige navn: min far blev en dag stoppet af en bilist, som spurgte vej til Andreas Eriksen! ”Det er der ikke nogen i Vrensted der hedder”, sagde min far og kørte videre. Da han fortalte dette til naboen, sagde naboen:” det er sgu da Dyt-ski”. Ja selvfølgelig! Andreas havde fået sit øgenavn da han en dag sad og reparerede sin motorcykel inde i stuen! og genboen kom og hilste på: ” hvad er der galt med motorcyklen? ”Den vil sgu hverken dyt eller ski’!

Min egen familie blev kaldet baas- jensen. Jeg ved faktisk ikke hvoraf øgenavnet opstod, måske er det et gammelt udtryk for en som ikke er så god en fyr!

En god ting ved at alle kendte alle var, at postbuddet Svend altid vidste hvem posten var til, uanset der ind i mellem var mangelfuld adresse. Min far hed Harald Jensen og det var der også en anden i byen, der hed. Når der kom julekort stod der ofte på vores kun Harald Jensen, Vrensted! Men postbuddet læste så bare hvem kortet var fra og så vidste han hvilken Harald, som kortet var til!

Nedenfor er gengivet skødet, som mine forældre fik på huset med tilhørende jord. Læg især mærke til 2. afsnit:

”Ejendommen er overtaget af køberen med de samme rettigheder og byrder, hvormed den har tilhørt sælgeren, hvis adkomst er formelt mangelfuld, men da ejendommen er taget i besiddelse af en tidligere ejer med byfolkenes tilladelse, hjemler jeg køberen det solgte”. Der er med andre ord tale om, at jorden her ikke har tilhørt nogen, og derfor har hvem der havde lyst, kunnet sige at det var hans.!! Vi er i år 1921, altså for mindre end 100 år siden!!

Hjemmet

Huset vi boede i var ikke særlig stort. Det var på samme tid beboelse og landbrugsbygning! Lille stue, lille køkken med et brændefyret komfur, som senere blev skiftet ud med gasapparater. Spisekammer, som senere blev lagt sammen med køkkenet og erstattet af et køleskab. Lille værelse med sandgulv, lille soveværelse, bryggers med gruekedel, lade og stald, hvor der var et lille toilet med en spand med et bræt på. Min far tømte spanden når den var fuld. Om den lugtede – tja men det var en del af livet. Indholdet var en del af gødningen til jorden!

Vi havde ingen badeværelse. Når vi børn skulle i bad foregik det i en balje. Vandet blev varmet i grukedlen og det blev genbrugt! Så det var træls at være den yngste og dermed den sidste – for så var vandet noget ”brugt”.

Der var selvfølgelig et loft i huset. Huset var jo gammelt og derfor kunne man falde igennem loftet! Min søster og jeg havde en gang dristet os op på loftet. I et gavlvindue flagrede nogle sommerfugle, som jeg ville fange. På vej derhen trådte jeg på nogle rådne brædder og endte på ansigtet nede hos hønsene nedenunder! Det kostede et par mælketænder og flækkede læber – måske var min interesse for insekter allerede vakt dengang!

Til ejendommen hørte 6500 kvm. jord. En tønde land, som var datidens arealmål, var ca. 5500 kvm. Huset lå ca. 500 meter fra alfarvej, vejen mellem Brønderslev og Løkken, en smal sti førte op til vejen. Ellers var det forbi naboen, hvor vi havde tinglyst vejret. Der blev også tinglyst vejret på stien.

Mine forældre havde i deres første år en ko og nogle grise i stalden. Jeg husker kun nogle grise.

Opvarmningen af huset skete ved kakkelovnen i stuen (og selvfølgelig indirekte ved komfuret i køkkenet). Brændet var blandet: træ, tørv, briketter eller hvad der ellers kunne brænde. Oven på kakkelovnen stod der altid en kedel vand, som kom i kog og derved sparede min mor brænde i komfuret for at koge vand til madlavningen eller kaffe. Kakkelovnen stod på en fod, som var hul og med et hul ind forfra – her lå vores kat inde når den rigtig skulle hygge sig!

Mine forældre gravede selv tørv på en tørvelod i Store Vildmose om sommeren. I Nordjylland findes der 2 store mosearealer: Store Vildmose, som ligger lidt sydvest for Brønderslev og lille Vildmose, som ligger på den anden side af Limfjorden syd for Egense. Lille Vildmose er i dag den største. Mine to nærmeste søstre og jeg legede i mosen og fandt masser af bær i mosen mens vores forældre gravede tørv. Tørvene blev stakket til afhentning om efteråret. Min far lånte naboens hest og vogn til at fragte tørvene hjem.

Vi købte dog også tørv af de berygtede tørvekrejlere fra Kås og Moseby.

De kom kørende i en ¼ tons lastvogn fyldt med de bedste tørv! Om morgenen kørte disse krejlere til Aalborg og fik vejet et læs af nogle meget fine tørv med en høj brændværdi på en officiel brovægt. Så kørte de hjem og byttede disse fine tørv med nogle langt ringere, hvorefter de kørte rundt og solgte disse ringe tørv med henvisning til deres vejeseddel!

Vi var stort set selvforsynende med grøntsager og kartofler. Vi havde også et hyldebærtræ som gav masser af bær, som min mor lavede til hyldebærsaft, som blev til hyldebærsuppe og andre gode desserter i løbet af vinteren. Vi børn brugte dog også bærrene som ”hagl” i pusterør! Pusterørene lavede vi af grene fra hyldetræet, som var lette at udhule.

Vi havde også æbletræer. Et enkelt pæretræ var der også. Æbletræerne var af sorten Guldborg og gav nogenlunde med frugt. Pæretræet gav i min tid kun én pære. Den plukkede jeg inden den blev moden, for at min søster ikke skulle få den- ak ja!

Ribsbuske og solbærbuske gav også masser af bær til både saft og syltetøj.

Min mor var en meget dygtig husmor, som forstod at udnytte alt. Hun var tilligemed en glad kvinde, som sang fra morgen til aften – hun havde en meget smuk sangstemme og havde haft en drøm om at synge i radioen!

Hvad der var nok så ”sjovt” var, at hun led af narkolepsi – en sygdom, som bevirkede at hun fik nogle anfald, hvor hun faldt sammen og blev helt slap i ansigtet. Hun kunne følge med i hvad der foregik men ikke selv tale. Disse anfald varede som regel kun få øjeblikke. Når jeg skriver sjovt, var det fordi vi ikke vidste hvad det var og fordi det jo ikke gjorde ondt. Vi troede det også var derfor vi kunne ”tale” med hende når hun sov til middag – vi kunne snakke til hende og hun svarede os .meeen hun svarede i øst når vi spurgte i vest, det morede vi os virkelig over.

En gang var vi i Tivoli Karolinelund i Aalborg! Det var noget ganske særligt, da vi ellers ikke kom meget ud. Her var der specielt en begivenhed, jeg husker – spejlhallen! Her var mange forskellige spejle i helfigurstørrelse. Da min mor så min far i disse spejle – et var han lille og tyk, et andet var han høj og tynd og i andre havde han andre figurer, da brød hun fuldstændig sammen af grin!

Vi var 7 søskende:

Jens Harry gift med Inger

Ketty Jensine gift med Gunnar

Ruth Harriet gift med Kjeld

Svend Godtfred gift med Dagny

Karla Leonora gift med Poul

Inger Marie gift med Henning 

Niels Orla (Niels slettet 1997, samtidigt med udmeldelse af folkekirken) gift med Inge

Jeg er sikker på, at det er min mor, som har stavet vores navne, min far var ikke den boglige type!

Min mor havde 3 søskende

Svend

Alfred

Gudrun

Min far havde 6 søskende:

 

 

 

Herunder et skolebillede fra den selv samme skole, som jeg gik på. Det er min far i bagerste række nr. 4 fra venstre. Hans søster Betty står som nr. 4 af pigerne i 2. række. På billedet kan man tydelig se, at børnene ikke var vant til at blive fotograferet

 

Opdragelsen

Hård og kontant. Lussinger var en del af opdragelsen. Jeg fik ikke så mange, fordi jeg altid forsøgte at dække mig og fordi min mor altid tog mig i forsvar.

Dyr var altid en del af tilværelsen. Vi havde høns og duer og næsten også altid en kat. Jeg havde også kaniner:

Jeg husker engang da vi gik til præst (konfirmationsforberedelse) at vi havde besøgt den nærliggende købmand for at købe slik. Dagen efter spurgte min mor om jeg havde stjålet en pibe hos købmanden! Det 23 havde jeg i hvert fald ikke og jeg følte mig meget forurettet! Jeg vidste godt hvem af mine kammerater, der havde stjålet piben. Det var en gårdmandssøn, som havde bedre råd til at købe en pibe end jeg havde!!

Det var jo længe inden der var noget der hed computer – ja inden fjernsynet blev almindeligt. Det første fjernsyn jeg husker var hos en familie, som boede mellem os og byen. Vi var en del børn, som samledes der hver lørdag eftermiddag, da blev der vist Robin Hood!

Senere fik min onkel Harry, som boede i huset, hvor mine bedsteforældre havde boet få hundrede meter fra os, fjernsyn og hos ham tilbragte jeg utallige timer med at se landskamp Danmark – Sverige, som var årets begivenhed på fodboldfronten og mange mange andre udsendelser.

Ellers legede vi børn en masse forskellige lege, som stort set alle indebar fysiske anstrengelser. Dengang behøvede man ikke at sætte motion på skoleskemaet! Vi spillede rundbold, spark til bøtten, Antonius, som var noget med at kaste en bold over hustaget til hinanden hvor det så gik ud på at gribe bolden, inden den nåede jorden. Tag fat, var en leg der gik ud på, at fange hinanden, det dyrkede vi også i frikvartererne i skolen. Vi legede også med kugler: vi havde nogle små lerkugler, som vi legede forskellige lege med. En af legene gik ud på at trille kuglerne i et hul i jorden efter nogle bestemte regler.

Vi legede også med hønseringe – nogle plasticringe, som vi satte sammen og kastede med – det gjaldt om at komme så tæt på en mur eller lignende som muligt – den der kom tættest på vandt de andres hønseringe. Skjul var også en meget almindelig leg, det gjaldt om at skjule os for den: ”der var den”! En blev udpeget til at være den, der skulle finde de andre og den der først blev fundet skulle så finde de andre næste gang.

Vi kunne også finde på, at lave snydepakker: vi pakkede en papæske pænt ind og satte en snor fast i den. Så lagde vi den i vejkanten og skjulte os i vejgrøften. Dengang cyklede de fleste jo frem og tilbage til byen for at handle, og der var næsten altid én som, som stoppede op for at se hvad der var i den fine pakke. Lige når han næsten var henne ved den trak vi i snoren! Snydt!!

Aftenerne gik tit med at spille kort. Vi var næsten født med et spil kort i hånden og det var ikke altid et spørgsmål om vi havde lyst til at spille, nej vores far forlangte at vi skulle spille og han gik meget højt op i det. Der kunne godt falde en lussing af, hvis vi spillede forkert!

En anden del af opvæksten var sundheden!

Et dagligt tilskud af vitaminer i form af levertran, 2 dråber på en skefuld mælk! Føj hvor det smagte, men ned skulle det. Det var en glædens dag, da man kunne få levertran i pilleform – men ak jeg kunne ikke sluge piller – så jeg tyggede dem! Det smagte ligeså frygteligt som levertransdråberne! Derfor udviklede jeg en teknik, hvor jeg stillede mig med ryggen til vores dækketøjsskab (et skab hvori vi opbevarede vores service) og behændigt smed pillen ind under skabet!!

Meeeen ak! Den dag der skulle tapetseres i stuen, skulle skabet jo flyttes ud fra væggen – og der lå alle mine piller!! Havde jeg dog bare spist dem var jeg måske ikke blevet ramt af engelsk syge, som er en mangelsygdom – mangel på D vitaminer.

Ved lægekontrollen på session, da jeg skulle ind som soldat konstaterede sessionslægen, at jeg havde haft engelsk syge, hvilket jeg ikke var klar over, men min brystkasse var skævt udviklet.

Skolen.

I Vrensted var der 2 skoler – en i byen og så Vrensted Østre Skole som jeg og alle mine søskende gik på.

Da jeg kom i skole var jeg ca. 7,5 år gammel. Jeg kunne have startet året før, men min mor havde svært ved at give slip!

Dengang startede skoleåret 1. april og der var undervisning 5 dage om ugen. Klasserne var sammenlagt på grund af det lave elevtal ude på landet – de 4 første årgange ( der var ikke noget der hed børnehaveklasse eller 0’te) kaldte vi ”betteklasse” og 5.-7 klasse kaldte vi ”storeklasse”. Drengene sad i venstre side af lokalet og pigerne i højre side. De dygtigste sad øverst! I 3. klasse sad jeg næstøverst, hvilket betød, at jeg var dygtigere end resten af min egen årgang og alle dem fra den ældre årgang på nær én! Det var min mor meget stolt af.

”Store klasse” gik i skole om formiddagen, så de havde fri til at hjælpe derhjemme resten af dagen, mange var jo børn af bønder og de skulle jo hjælpe i landbruget. ”Bette klasse” gik i skole om eftermiddagen.

Der var kun èn lærer på skolen, derfor kunne alle årgange jo ikke gå samtidigt.

Første skoledag fik vi udleveret en tavle og en griffel. Begge dele af skifer, med griflen kunne man skrive på tavlen og viske det ud igen. Det var en billig måde at komme i gang med at skrive på.

 

Papir var jo dyrt. Til sammenligning brugte man i Kina 50 år senere at øve sig i at skrive de mange tusinde skrifttegn ved at bruge en stor blød kost, dyppet i en spand vand, på fortovsfliserne. Når man nåede enden af fliserne var de første tørret så meget at man kunne starte forfra!

Skolen var en vinkelbygning, hvor den ene fløj, på billedet herunder den høje bygning til venstre, var skolelokaler og den anden fløj var lærerbolig. Desuden var der et stråtækt! udhus, som blandt andet rummede toiletter. Skolefløjen bestod af to klasselokaler, hvoraf kun det ene blev brugt til undervisning. Det andet fungerede som gymnastiksal.

Som det også ses på billedet går der en vej lige uden for skolehegnet, den førte op til en gård. På den anden side af vejen ses en græsmark, som også hørte til skolen, der spillede vi fodbold, dødbold (det der i dag hedder rundbold) og hvad vi ellers legede.

I lokalet, som fungerede som gymnastiksal var der en plint, som vi skulle springe over

Som det ses på billedet kunne man fjerne et eller flere af de seks lag den bestod af så man kunne tilpasse højden efter elevernes størrelse og springkraft.

Der var også en ”Buk”, som vi sprang over.

Men det var kun når vejret ikke tillod, at vi var udendørs, at vi havde gymnastik indendørs.

Legene, vi legede i frikvartererne, var alle fysisk krævende og der var derfor langt i mellem overvægtige børn.

Der blev ikke taget hensyn til børn med særlige behov, alle børn blev anset for at være lige egnede til undervisning. Fik man ikke noget ud af undervisningen var det bare ærgerligt.

Vi sad ved pulte, som bestod af bænk og bord til 2 mand. Under bordpladen, som var skråtstillet var der et rum til vores bøger

Midt i bordpladen foroven var der et hul til et blækhus, som vi delte. Blækhusene blev uddelt, når vi skulle skrive ”Ind” , som det hed når vi skulle skrive ”pænt”. Blækhusene blev fyldt af læreren fra en flaske med blæk. Min første lussing i skolen fik jeg en dag hvor læreren var på vej ind for at få sin formiddagskaffe og derfor satte os til at skrive ”ind” med blæk. Jeg rakte fingeren op og sagde: ” Der er ikke mere blæk i mit blækhus”! Han tog blækhuset og hældte det så der kom lidt blæk ned i det ene hjørne og sagde:” det passer ikke” ”Det passer”, sagde jeg. Så fik jeg en lussing! Min mor gjorde rent på skolen og jeg tror nok, at hun tog læreren i skole” da hun kom derhen samme eftermiddag!

 

Folkeskoleloven, som jeg startede under var fra 1937 og senere 1958 loven.

Mellemkrigstiden og 1937-loven

Ro, orden og disciplin, ikke sjældent håndhævet med fysiske midler, boglighed, øvelser, træning, terperi og udenadslære var stadig en del af folkeskolens virkelighed i mellemkrigstiden, hvor der i øvrigt var forsøg med både nye undervisningsformer og reformpædagogisk nytækning, som pegede i andre retninger. Barnet og ikke lærestoffet skulle i centrum, mente man. Disse tanker vandt indpas i arbejdet frem mod skoleloven fra 1937, hvor man fra begyndelsen ønskede at styrke det praktiske arbejde og elevernes selvvirksomhed i skolen og mindske sorteringen ved mellemskoleeksamen.

 

I folkeskoleloven fra 1937 slås det fast, at “Folkeskolen er den kommunale Skole for Børn i den undervisningspligtige Alder samt de Mellemskoleklasser, der slutter sig hertil. Til Folkeskolen kan der være knyttet andre Eksamensklasser eller eksamensfri Klasser efter de i denne Lov givne Regler. Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.”

Mens denne skolelov var ret forsigtig med at indholdsbestemme de enkelte fag, som der heller ikke blev indført flere af, var den mere vejledende med hensyn til elevernes identitetsdannelse. Skolen skulle, hed det, udvikle og styrke elevernes sans for kristelige værdier, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger og fællesskab mellem folkene, særlig de nordiske. Generelt gælder det i fagbeskrivelserne, der blev udsendt under den tyske besættelse i 1941, at de kulturbærende fag skulle styrke den nationale bevidsthed og de kristelige værdier.

Folkeskoleloven 1958 og Den Blå Betænkning

I 1958 reformeredes skolen igen, ikke med hensyn til formål, men med hensyn til struktur. For det første blev land- og byskoler ligestillet. Dernæst afskaffede man mellemskolen, således at skolens syv første klasser var et samlet forløb, mens eleverne efter 7. klasse enten kunne forlade skolen, gå i en treårig realafdeling for de boglige, eller følge 8. og 9. klasse for de praktisk orienterede. Allerede i 6. klasse skulle eleverne dog normalt deles i en boglig og en almen linje. Den såkaldte Blå Betænkning, der udkom i 1960-61 med diverse bestemmelser, råd, anvisninger og læseplaner for skolen, lå i det meste i forlængelse af det allerede eksisterende. Et enkelt nyt fag så dagens lys, nemlig orientering, der skulle informere om det omkringliggende samfund, arbejds- og erhvervslære og familiekundskab. På det pædagogiske område var børnene rykket mere i centrum, og der skulle tages udgangspunkt i børnenes behov og forudsætninger, der også indbefattede sociale kompetencer til at leve mellem andre og tage hensyn. Det pointeredes også, at skolen skulle dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet ved siden af, og at skolen skulle fremme børnenes muligheder for at vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker. I praksis var der åbnet op for mere varierede undervisningsog arbejdsformer. Nye skolebogssystemer så dagens lys i 1960’erne, audiovisuelle undervisningsmidler kom til, og fx gruppearbejde blev inddraget som en progressiv arbejdsform.

En sjov ting, jeg husker fra Østre skole var, at der kom en lastvogn fra Zoologisk Have i Aalborg. Ladet på lastvognen var indrettet med bure, hvor der var så mange forskellige dyr, som man kunne proppe ind i dem.

Der var en tiger, der var aber og papegøjer og mange andre. Se det var spændende, især for en som mig, som var meget interesseret i dyr.

Dengang gik skoleåret fra 01. april til 31. marts. Sommerferien lå dog nogenlunde som i dag.

Efterårsferien kaldte vi dengang kartoffelferien. Det var fordi den faldt på den tid, hvor kartoflerne var klar til at blive taget op.

Kartofler er sårbare over for mug og råddenskab, hvis de bliver høstet for sent eller ligger afdækkede på markerne. Så børnene blev i første omgang trukket ud af skolen, når behovet var der, snarere end når kalenderen tillod det. Men det var svært for lærerne på landet at få undervisningen til at hænge sammen, når børnene ikke var fraværende på samme tid, og da den irritation havde vokset sig stærk nok i 1899, blev det fastlagt, at kartoffelferien skulle ligge i uge 42.

I dag rimer nye kartofler på lyse sommernætter og friske jordbær, men de kartofler, vi dyrkede i Danmark for små 200 år siden, var en anden sort. De skulle ikke være små og faste delikatesser, men give så meget mad på bordet som muligt. Derfor dyrkede man kartoffelsorter, som kunne vokse helt til oktober, hvor de blev samlet med hjælp fra børn helt ned til seksårsalderen, der allerede var vant til at tage fra.

“Formålet med at være barn på landet i 1800-tallet var ikke at gå i skole, men at deltage i arbejdet på gården. Børnene havde ansvar for smådyr som gæs, geder og lam og trissede rundt efter dem. Pigerne hjalp med kvindernes arbejdsopgaver og drengene med mændenes. Arbejdet mellem kartoffelrækker kom altså oven i de pligter, børnene havde i forvejen,” fortæller Benedikte Jeppesen, der er formidlingsleder i Den Fynske Landsby.

Mens husfaderen eller karlen gik forrest gennem kartoffelrækkerne med hesten og en simpel plov, der skubbede kartoflerne op af jorden, kravlede ungerne bagefter og samlede knoldene.

Kartoffeloptagningen deltog vi børn i. Det var børnearbejde. Jeg husker ikke hvad vi fik for det, men det var et bidrag til familiens økonomi!

Efter 3. klasse flyttede vi til en helt ny centralskole i Vrensted. Den lå midt i byen og der hørte en stor sportsplads til, som også byen idrætsforening benyttede. Her startede jeg i 4. klasse. Dengang startede vi med engelsk i 5. klasse! Det var stort i det lille hjem at have et barn som lærte at tale engelsk!

Engang fik mine forældre besøg fra Amerika af min fars gamle skolekammerater, (af hvilken den ene var ham min mor hellere ville have været gift med). Da kunne jeg brillere med mit meget spartanske engelsk!

I den nye skole var der sløjdlokale, som også blev brugt til fysikundervisning, en stor gymnastiksal med tilhørende badefaciliteter – vi skulle alle i bad efter gymnastik og det sluttede altid med koldt vand! Byens bibliotek flyttede også ind i skolen, det blev samtidigt biologilokale. Hertil knytter sig en særlig historie – jeg var i 7. klasse begyndt at interessere mig for at samle på insekter, godt hjulpet af en ny lærer. Han viste mig hvordan man præparerede sommerfugle. Da vores klasse samledes til et forsinket jubilæum – efter ca. 32 år fra vi forlod Vrensted Skole var det selvfølgelig på skolen og vi fik en rundvisning af den nye skoleinspektør, som vi selvfølgelig ikke kendte. Da vi kom ind i biologilokalet/biblioteket fandt jeg hurtigt en cigarkasse med låg af glas samlet med sort isolerbånd indeholdende forskellige insekter fint sat på nåle. Jeg spurgte skoleinspektøren, om han vidste hvem der havde lavet denne! Det vidste han ikke – ”det har jeg”, sagde jeg, imponeret over, at den havde overlevet så mange år. Jeg kunne godt huske, at jeg havde foræret den til skolen. Men de enkelte insekter var ikke forsynet med etiketter og havde derfor ikke den store værdi, men det var jo ude på landet, hvor man godt vidste hvad det var for dyr der var i kassen!

I en stor del af den tid jeg gik på denne skole hjalp jeg skolens førstelærer, som også var bibliotekar med at passe biblioteket. Hvis han var forhindret i at passe åbningstiden vikarierede jeg og stod for modtagelsen af bøger, der havde været udlånt og stod for udlån. En del af arbejdet var også at sætte bøgerne på plads efter udlån. Det gav en læring om hvordan bøger er organiseret i et bibliotek.

Den sjoveste oplevelse i biblioteket havde dog ikke noget med bøgerne at gøre. En af mine klassekammerater havde fået en eftersidning. Det betød, at man skulle sidde i biblioteket en time efter skoletid. Kammeraten var gårdmandssøn og skulle hurtigt hjem efter skoletid for at hjælpe med høsten! Jeg sagde, at jeg ikke havde noget for denne eftermiddag og godt kunne sidde efter for ham!!

Efter ca. en halv time kom læreren, som havde givet kammeraten eftersidningen, for at sikre sig at han sad der. ”Hvor er Christian?” spurgte han. ”Han skulle hjem og hjælpe med høsten”, sagde jeg. Og det var så det!!

Sløjd havde min store interesse, jeg syntes det var sjovt at arbejde med træ. Jeg købte en træklods – en såkaldt bruyere, roden af en lyngbusk, som vokser i middelhavsområdet. Det var den tids nethandel, nemlig postordre. Træklodsen blev til en pibe, som min lærer, ham som også hjalp mig i gang med at samle på insekter, købte!

Postordrehandel benyttede min mor sig også af, hun fik katalog fra Daells Varehus, som var et københavnsk lavprisvarehus, som lukkede i 1999! Det lå tæt ved Rundetårn, jeg har været der senere i livet, da jeg var på sergentskole på Østerbrogades Kaserne i 1967/68.

Der kom dog også i min barndom en uldkræmmer forbi en gang imellem. Han kom ind med en stor bylt tøj, som han pakkede ud på gulvet. Mine forældre købte som regel noget af ham.

Det skete også, at der kom en bogsælger forbi. Han solgte en form for lægebog, hvori man kunne læse om alle mulige sygdomme! Min mor spurgte, om der også stod noget om gigt, som hun led en del af. ”Ja ja”, sagde sælgeren, ”der står alt om gigt ”! ”Og dine naboer har allerede købt bogen”! Mor købte den, men blev rasende, da hun opdagede, at den kun handlede om kvindesygdomme. (hvad det så er). Hun smed simpelthen bogen i kakkelovnen! Den eneste bog hun nogensinde købte!

Dengang skulle vi altid ud i skolegården i frikvartererne. Vi legede en del forskellige lege, som stort set alle var fysisk krævende.

Der skete altid noget i frikvartererne. I skolegården, op ad gymnastiksalen, var der en drikkekumme

lidt ligesom denne, men muret sammen med muren til gymnastiksalen og i en halvbue med 4 haner, der altid løb i skoletiden. Der var ikke meget pres på vandet, men nok til at vi kunne drikke af det. Nogle af de store drenge syntes det var sjovt at holde for vandet med en finger, derved 32 steg presset og på et tidspunkt slap de på én gang og så kunne de få vandet til at sprøjte helt op til taget af gymnastiksalen! En dag havde nogen proppet en tændstik ned i et af hullerne på vanddyserne. Det skulle gårdvagten – Pallesen ordne. Bevæbnet med en synål bad han tre af de store drenge om at holde for vandet i de øvrige dyser for at det derved større tryk kunne hjælpe med at få tændstikken op. Mens han fumlede med synålen for at få tændstikken op, steg trykket på de øvrige dyser nu så meget, at en af drengene ikke længere •kunne holde helt tæt på sin dyse! Uheldigvis for ham kom der en tynd stråle af vand op af den dyse han skulle holde for og den ramte lærer Pallesen lige i ansigtet! ”Hold op med det” hvæsede Pallesen. Da gik det først op for Mogens, som drengen hed, at vandet ramte Pallesen – så kom han til at grine og jo mere han grinede jo tykkere blev strålen som ramte Pallesen i ansigtet!! Det endte med, at Pallesen smed nålen og jagtede Mogens ind på toilettet, hvor han gav ham en masse lussinger. Pallesen ramte ikke særlig godt og Mogens grinede stadig da han bagefter kom ud!

Det var jo i det hele taget en helt anderledes skolegang vi nu fik på den nye skole. Ud over de nye faglokaler var der nu også hele 6 lærere.

Den nye skole betød jo også en masse nye klassekammerater og en masse nye aktiviteter. Jeg begyndte at spille fodbold i Vrensted Idrætsforening. Jeg var rimelig god – stor og ikke bange for at gå ind i en god tackling, jeg havde min storebror som forbillede. Han spillede det, vi på den tid kaldte ”stopper”, dvs. midtforsvarer eller libero! Dengang var der lokale turneringer mellem nabobyerne og jeg var med til at vinde adskillige af disse turneringer som drenge B, drenge A og junior.

Som senior spillede jeg skiftevis på serie 4 og serie 5 afhængig af min kampform og hvor der var brug for mig. Det gav masser af dejlige oplevelser og en identitet udenfor skolen. Jeg husker kun at have haft en enkelt skade – jeg brækkede min højre tommelfinger da jeg slog den ind i en modstander i en tackling!! Det fritog mig for at aflevere skriftlige opgaver i skolen i nogle uger!

Vi var allerede dengang dopede for at prøve at vinde kampe!! jeg husker en kamp, hvor vi var i Vejby for at spille og en af de andre spillere havde medbragt en pakke druesukker -!!. Som vi spiste før kampen! Vi tabte……

En af disse lokale idrætsdage husker jeg særlig godt. Den fandt sted i Ingstrup – 5 km. fra Vrensted. Vi havde vundet vores første kampe og ventede på at spille mod vores næste modstander. En dreng, som vi ikke kendte, kom hen til os og spurgte, om vi kunne tænke os nogle pærer! Ja da- vi havde jo ikke madpakke med og ingen penge til at købe noget for. ”Så kan I bare plukke nogle fra vores pæretræ” sagde drengen, som vi fik opfattelsen af var præstens søn. Vi styrtede ind i præstegårdshaven og forsynede os med pærer. Dejligt – vi vandt turneringen og fik overrakt fine ”skjolde”, hvilket var små nåle, med en plade, hvorpå der var indgraveret turnering og præmie.

Da vi kom i skole dagen efter, kom førstelærer Madsen og spurgte om nogle af os havde spillet fodbold i Ingstrup dagen før? Vi, der havde deltaget, rakte stolte hånden op. ”Så skal jeg bede Jer om efter skoletid, at cykle til Ingstrup præstegård og give præsten en undskyldning for at I har stjålet hans pærer”!!! Vi forklarede naturligvis, at præstens søn havde givet os lov! ”Præsten har ingen søn” var svaret. En uretfærdighed, som følger én resten af livet!

Nå, men fodbolden gav mange gode oplevelser og gav også en god samhørighed med alle de andre, som spillede. Fodbolden gav de mindre boglige kammerater en ligestilling i klassen: de haltede efter i klassen men det tjente de ind udenfor. Jeg husker ikke, at der var mobning i vores klasse, jeg husker kun, at vi legede med alle. Selvfølgelig var der en form for favorisering, eksempelvis, når vi skulle spille rundbold eller andre boldspil: vi valgte så en anfører for hvert hold, som så valgte sit hold ved at de 2 holdledere på skift valgte spillere – de valgte naturligvis efter, hvor gode de forskellige klassekammerater var til at spille, så de dårligste stod altid tilbage! Men det var jo en lære, som gjorde en bevidst om, sine svage og stærke sider!

En gang om året var der byfest. Der var fodboldturneringer, ringridning og masser af andre aktiviteter. Det strakte sig over en weekend og var årets højdepunkt. Til fodboldkampene blev der af og til opkrævet entré. Det skete ikke ved indgangen, da fodboldbanen ikke var indhegnet, så man kun kunne komme ind et sted. Kassereren for idrætsforeningen gik så rundt til alle tilskuerne og opkrævede et mindre beløb. Men vi unger havde jo ingen penge, så vi gik bare rundt om banen så kassereren ikke nåede os!

Som stor dreng fik jeg lov til at holde fugle i stuen. Det var zebrafinke, nogle små livlige fugle, som ikke svinede så meget. Jeg havde faktisk held til at få dem til at yngle. Da jeg på dette tidspunkt fik mit eget værelse, flyttede fuglene fra et lille bur til et større hjemmelavet, som selvfølgelig stod i mit værelse. En dag fandt jeg en bogfinke, som ramte en af vores ruder og derfor var lidt groggy, den satte jeg ind i buret til mine zebrafinke. Mit værelse lå i forlængelse af en gang, som førte direkte ud i haven. En sommerdag, hvor døren til gangen og dermed mit værelse stod åben, kom jeg ind på værelset og ovenpå mit fuglebur sad der en kat! Fuglene flaksede rundt i buret – katten smuttede ud mellem benene på mig! Men…. min bror havde en riffel stående i hjørnet af mit værelse og den snuppede jeg og ladede hurtigt, jeg var ret fortrolig med riflen. Hurtigt ud i havedøren for at se hvor katten var blevet af? Dér, bag kartoffeltoppene gik den- ok jeg kunne se halen stritte i vejret og sigtede lidt foran og trykkede af! Katten sprang en meter i vejret og faldt derefter til jorden død!!

Hurtigt ind for at finde en spade for at begrave katten. Min mor spurgte hvad jeg skød efter? Gråspurve – var svaret, hvorefter jeg fik katten begravet. Nogle dage efter spurgte min far om jeg havde set naboens grå kat? Nej det havde jeg ikke, jeg vidste ikke engang, at han havde en grå kat!

Jeg var meget optaget af fugle og brugte mange timer på at betragte dem og læse om dem. Jeg brugte mange timer i en plantage, som vi kaldte ”Præstens plantage”, med at lytte til fuglenes lyde. I denne plantage boede der en familie, som vi ikke kendte så godt – faren blev kaldt skovtrolden! En af de første gange, jeg gik i plantagen hørte jeg en ”fuglelyd” som jeg ikke kendte. Jeg havde læst nogle indianerromaner og forestillede mig, at det nok var ”skovtroldens” børn, som forsøgte at skræmme folk! Meeeen , det var såmænd bare en fasankok, som gav lyd af sig!!

Apropos naboer. Vores naboer, hvis kat jeg skød, var faderen og moderen til konen til vores tidligere nabo Thorvald. Anna hed hun. de havde ikke selv børn, men da de var meget glade for børn var mine søskende og jeg altid velkomne derinde. Både mine søstre og jeg tilbragte mange timer hos dem, vi hjalp dem med at køre roer og mange andre ting. Min søster stak engang forken gennem et dæk på vognen, som vi læssede roerne op på, det punkterede! Jeg kom engang til at smadre en glastavle, som hang over en svinesti. Tavlen viste noget om svinene, som var i den pågældende sti. Jeg fik travlt med at komme hjem!!! Men da jeg nogle dage senere kom ind til Thorvald tog han mig i kinden og sagde, at jeg bare skulle have sagt til ham, at jeg havde slået glasset itu. Det var hvad der kunne ske, men det var vigtigt, at få glasskårene fjernet inden grisene åd dem. En pædagogisk måde at sige tingene på! Jeg var så glad for Thorvald at jeg kunne sidde i deres stue mens han sov til middag uden at give en lyd fra mig. Da han nogle år senere gik forbi os, var han syg og kastede blod op på vejen hjem. Da han døde, sagde min mor, om det virkelig kunne være Vor Herres mening, at så god en mand skulle dø! Det er nok den reelle grund til, at jeg ikke længere er medlem af folkekirken!

Hos Thorvald og Anna skete der jo mange ting. En af de ting der skete, var at de en gang om året fik kogt kartofler! Ja det var ikke som når vi koger kartofler til aftensmaden. Nej de avlede kartofler til foder til svinene og en gang om året kom en kartoffelkoger forbi. Det var en stor maskine, som kunne koge kartofler i store mængder ad gangen. Vi børn spiste masser af disse kartofler, de smagte af en eller grund meget bedre end dem vi fik til daglig

Hos Thorvald oplevede jeg også, hvordan man vænner en plag til. En plag er en ung hest, som skal vænnes til at trække en vogn eller en plov eller et hvilket som helst andet arbejdsredskab. Jeg var med engang hvor dette skulle foregå. Thorvald havde 2 heste – Musse, som var en ældre norsker og så en ny plag. Begge heste blev spændt for en vogn og så gik det ellers derudaf. Plagens iver blev holdt i ave af den ældre Musse og 35 således blev plagen vænnet til det arbejde den fremover skulle udføre. Der lærte jeg også aldrig at gå tæt bag en hest, da den kan blive bange for et eller andet og sparke bagud – og bliver man ramt af et par hestehove kan man godt dø af det.

Min bror Svend var ansat på en gård i nærheden, hvor jeg af og til hjalp med at køre halm ind i høsten. På gården havde de 2 sorte oldenborgere – et par flotte, stærke heste. En dag vi kørte halm og jeg stod oppe i vognen og lagde halmballerne pænt, så der kunne være flest mulige på vognen, havde den ene af hestene fået tømmerne ind under halen, og da jeg forsøgte at trække den ud, kneb den bare halen fastere omkring tømmen. ”Bare tag fat om tømmen på begge sider af halen og træk hurtigt frem og tilbage” sagde min bror, ”så skal den nok slippe”. Det bevirkede, at rebet ville ”brænde” under halen på hesten og det ville selvfølgelig gøre ondt. Det gjorde jeg, og ganske rigtigt lettede hesten halen, men den sparkede også bagud og ramte træværket på vognen lige foran mit hoved. Der kunne mit liv have været endt!

Jeg hjalp også min broder med at tærske korn. Kornet blev høstet med selvbinder, en maskine, som høstede kornet og bandt det sammen i neg, som så senere skulle gennem et tærskeværk for at skille kernerne fra halmen. Når vi nåede de sidste neg i laden, var der fyldt med rotter. Min broder fik ram på en, der var vej op af en bjælke i laden, han stak en fork gennem dens rygskind og ind i bjælken! Rotten løb rundt om flenen på forken, men min broder fik ram på den med en skovl!

Rotter var også dengang et problem. Når mine forældre opdagede, at der var rotter i huset bagte min mor pandekager til dem! Pandekagerne indeholdt karbid! Når karbiden kom i forbindelse med rottens mavesyre eksploderede den!

Sankt Hans aften blev i mine barndomsår fejret noget anderledes end de gør i dag. Vi mødtes på en mark et sted i området og der var konkurrence om hvem der kunne præsentere den flottest pyntede ko eller kvie. Jeg husker min søster Karla havde lånt en ko af vores omtalte nabo Thorvald. Hende og min anden søster Inge og jeg havde brugt flere dage på at flette kranse af rødkløver og sikkert også andre blomster til at pynte koen med. Jeg husker ikke, om hun vandt præmien for den finest pyntede ko. Det var dog nok en ære at få lov til at deltage! Efter at de fint pyntede kreaturer var blevet trukket rundt i ”ringen” var der naturligvis bål med afbrænding af en heks! Der var selvfølgelig også en del af disse som overlevede!

Dengang var der jo vintre til! Masser af sne og frostgrader ned omkring 25-30° var ikke ualmindeligt. Da vinduer i husene på den tid kun bestod af et enkelt lag glas, var vinduerne tit frosset til indvendigt, så for at kunne kigge ud tøede vi ruderne op med hænderne! Vi havde tit sne op til hustaget og mange gange har vi gået ovenpå vores hæk omkring vores have. På en dam tæt ved vores hus, som altid var bundfrosset, lavede vi gange i sneen og legede isbjørn: det samme som ” tag fat” rundt i disse gange, hvor sneen var så høj, at vi ikke kunne se hinanden før vi mødtes! Vi havde skøjter, men ikke som man kender dem i dag, hvor de sidder på støvler, men løse skøjter, som vi spændte fast på vores gummistøvler med en 36 særlig nøgle. Min bror Svend var eminent til at skøjte, ligesom han var god til alle mulige andre fysiske udfoldelser, han var f.eks. god til at cykle siddende baglæns på styret af cyklen!

I 7. klasse gik vi ”til præst”, som vel i dag hedder konfirmationsforberedelse. Vi var sammen med konfirmanderne fra nabobyen Thise, da det var Vrensted – Thise sogn. Vi var i alt 45 konfirmander i præstegårdens konfirmandstue, som vel var beregnet til det halve.

Vi havde en meget behagelig præst, som forstod at folk på landet havde en lidt afslappet holdning til religion, det balancerede han på forbilledlig vis.

Min konfirmation blev holdt som en traditionel familiefest hjemme. Min mor havde lavet maden, godt hjulpet af svigerinde og flere, som jeg ikke husker hvem var. Jeg husker ikke, om der var sange – der var i hvert fald ingen taler. Jeg fik en ny cykel i konfirmationsgave, hvilket var normalt på den tid.

I konfirmationsgave fik vi alle et års medlemskab i Vrensted Idrætsforening, med gratis adgang til nogle midnatsballer, som blev holdt i forsamlingshuset. Vi fik også et medlemskort til Vrensted Ungdomsforening og det fik stor betydning for mig. Jeg blev på et tidspunkt valgt ind i bestyrelsen for ungdomsforeningen og blev valgt som kasserer. Det betød, at jeg for første, men absolut ikke sidste gang kom på kursus!! Jeg kom på et højskolekursus i bogholderi!

Præsten var en betydende person i ungdomsarbejdet i sognet. På hans initiativ blev vi deltagere i en landsomfattende konkurrence i ”Hvem ved mest om Norden”?

Konkurrencen gik ud på, at vi gennem nogle tests, skulle finde frem til en vinder. Vi fik alle udleveret en bog om hvert af de nordiske lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

I Thise blev der oprettet et seniorhold og i Vrensted et juniorhold bestående af Poul Christoffersen, Christian Østergaard og mig. Thises seniorhold og vi vandt landskonkurrencen!

Vi kvalificerede os dermed til nordisk finale i Stockholm. Tænk sig 3 unge mennesker fra Vrensted skulle deltage i en finale i Stockholm!!

Vi rejste til Stockholm, os tre juniorer, de tre seniorer fra Thise og præsten og hans kone en fredag og havde en fridag i Stockholm om lørdagen. Her står en enkelt episode klart i min erindring: vi gik en tur gennem Stockholms indre by og på et tidspunkt kom vi til en gade, hvor folk stimlede sammen og det var på grund af, at der oppe på en balkon et godt stykke oppe stod en mand, som ville springe ud for at slå sig ihjel. Det uhyggelige ved denne oplevelse var, at folk i kor råbte: ”Spring, spring”!!

Om søndagen fandt konkurrencen sted. Vi var velforberedte, vi kunne bøgerne udenad. Desværre kom der spørgsmål, hvor svaret ikke kunne findes i bøgerne! Vi blev nr. 4 ud af 5, men fik et smukt litografi tegnet af en af Sveriges mest kendte naturtegnere Harald Wiberg, det har jeg stadig, det er et litografi af en duehøg siddende i skovbrynet. Smukt!

Efter 7. klasse og konfirmationen var det på tide at tage stilling til, hvad jeg ville lave efter skolen!

Byens autodidakte cykelsmed og automekaniker ville godt have mig, men kunne i sin egen mangel på uddannelse ikke tilbyde en læreplads

Jeg var ikke ukendt med knallerter, min far havde en – en Rekord, som jeg af og til fik lov til at låne. En dag jeg var henne at besøge en kammerat, tunede kammeraten den så den kunne køre lidt stærkere!!! Det opdagede min far en dag han var hos nævnte cykelhandler. Jeg fik dog ikke skældud, min far havde intet imod, at den kunne køre lidt stærkere.

Vi havde ikke bil, min far havde ikke kørekort, det havde han ikke brug for. Vi havde cykler og det rakte dengang. Jeg lærte at cykle på min brors cykel. Den var for høj, men jeg kunne sætte det ene ben ind under stangen og på den måde cykle! Da jeg begyndte at køre på min fars knallert, købte han en brugt knallert, som han kørte på og dermed havde jeg hans for mig selv!

En af byens tømrere ville godt tilbyde mig en læreplads og jeg havde også mod på at arbejde med træ, men jeg havde også lyst til at læse videre. Jeg fik derfor lov til at komme på realskole, hvilket dengang svarede til 8. – 10. klasse, men en boglig linje. I disse år skete der en udvikling i skolegangen, sådan, at der var en praktisk linje i 8. og 9. klasse for elever som var ”udpræget praktisk begavede”, og en anden linje, realskolen, som var en 3 årig mere boglig linje.

Optagelse på realskolen var et spørgsmål om begavelse! Vi var 5, som søgte optagelse. Skal vi tale om social baggrund var vi 3 med arbejdsmandsbaggrund og 2 gårdmandssønner. De 2 gårdmandssønner og Poul, som elles var velbegavet, med en arbejdsmand som far skulle til optagelsesprøve. Den anden arbejdsmandsdatter og jeg som også havde lav social baggrund blev optaget uden prøve!!

Det var en fordel for os alle 5, at en af gårdmandssønnernes far var medlem af sognerådet, som var den tids byråd. Takket være ham kom vi på datidens bedste realskole, gratis og endda med gratis buskort til Brønderslev. Uden disse fordele var jeg næppe kommet på realskole og min videre færd i livet havde været mere besværlig…

På realskolen havde vi selvfølgelig også idræt. Jeg var god til volleyball og var på skoleholdet. Jeg var også rimelig god til atletik.

Jeg havde forskellige forestillinger om, hvad jeg ville være: forstkandidat, biolog eller politibetjent (kriminalpolitiet).

I de tre år på realskolen, Søndergades Skole i Brønderslev, havde jeg i ferierne forskellige jobs.

Min søster havde fået job på Restaurant Strandpavillonen i Løkken i kaffekøkkenet, og jeg søgte derfor job der. Jeg fik job som parkeringsvagt. Det indebar, at jeg skulle hjælpe gæsterne med at finde en ledig parkeringsplads på en rimelig stor parkeringsplads.

Derudover skulle jeg holde parkeringspladsen ren og sætte flag, de nordiske, og om aftenen tage flagene ned igen.

Når dette var overstået, havde jeg fri.

Lønnen var kost og logi og de drikkepenge gæsterne gav!!

Jeg delte værelse med en anden mand, som var ansat som opvasker.

Det gav egentlig udmærket, folk var ikke nærige, det var fruen i huset derimod! Hende røg jeg hurtigt uklar med og sagde op! Hun forventede, at jeg også hjalp med opvasken! Det var ikke en del af aftalen og så var det ansættelsesforhold slut!

Jeg gik direkte derfra hen på den nærliggende restaurant ”Klitbakken” og spurgte om de manglede arbejdskraft! Det gjorde de og jeg kunne begynde i buffeten dagen efter!

Det var en meget spøjs arbejdsplads. Indehaveren Lundstrøm var meget påholdende og vi skulle gemme servietter, som havde været på bordene, men ikke så brugte ud, lysestumper og hvad der ellers kunne bruges igen – en dyd som vi hylder i vore dage!!

Overtjeneren var bøsse og da jeg ikke ville køre en tur med ham i hans nye Volvo 544, blev han sur på mig og var på nakken af mig resten af min tid på restauranten. (altså ikke bogstaveligt)!!en anden tjener var alkoholiker og så var der diverse sommerafløsere. En lærerig sommerferie!

En anden sommerferie tilbragte jeg som købmand på Svalereden Kro, mellem Frederikshavn og Sæby.

Som bestyrelsesmedlem i Vrensted Ungdomsforening var jeg inviteret med til en årsafslutning for alle ungdomsforeningbestyrelsesmedlemmer og det sluttede på Svalereden Kro. Fin fest med musik og dans. Jeg spottede chefen i løbet af aftenen og spurgte ham om han manglede arbejdskraft i sommerferien. Det gjorde han. Og få dage efter fik jeg et brev (vi havde ikke telefon) at jeg var velkommen til at bestyre købmandsforretningen for sæsonen!

Min lykke var gjort. Jeg skulle selv sørge for indkvartering og fik 1500 kr. i løn for sæsonen!

Jeg tog til Løkken og købte et lille spidstelt og blev kørt til Svalereden Kro af min svoger Poul, som havde taxaforretning. Min mor var også med. Vi havde ikke selv bil.

Dette feriejob var nok noget af det mest udviklende jeg til dato havde haft.

Jeg skulle selv bestille brød hos bageren om aftenen efter hvad jeg forventede jeg kunne sælge dagen efter!

Jeg blev gode venner med bager Birk! Bager Birk havde bageri og forretning i Søndergade i Frederikshavn, han havde en sikker fornemmelse af, hvad jeg kunne sælge, da han havde leveret brød til campingpladsen i årevis.

Om aftenen, når jeg havde lukket købmandsforretningen, gik jeg op i restauranten og hjalp servitricerne, jeg havde jo erfaring som buffist fra Klitbakken. Til gengæld kunne jeg forvente, at mine teltstænger var væltede når servitricerne havde været i byen og kom hjem ud på natten!

Til en campingplads hører naturligvis også en lejrchef. Det var en mand fra Hjørring, som lige var færdig på gymnasiet og derfor skulle tjene nogle penge, inden han skulle starte på tandlægehøjskolen. Han havde arbejdstid fra 07 morgen til 22 aften. Jeg havde arbejdstid fra 07 til 21.

Han havde en Velo-solex!

2-3 gange om ugen kørte vi de ca. 3 km. ind til Sæby til Kildekroen på Veloen for at drikke et par bajere og danse med nogle piger!

Musikken på Kildekroen blev leveret af Kurt Siel og hustru med band.

Kurt Siel havde indspillet en LP plade og have en rigtig god sangstemme, konen spillede trommer

Deres 2 døtre, Tina og Lene har begge haft sangkarrierer.

I 1966 blev jeg færdig med realskolen.

Her slutter de første 18 år af min fortælling. Måske kommer der en fortælling om de næste mange år, som omhandler 4 år i forsvaret – bl.a. som sergent i militærpolitiet og en karriere i toldvæsenet, senere Skat. En kongelig udnævnelse og derfor et besøg hos Dronningen for at takke for udnævnelsen

Min barndom på “Kongsengene” i Vrensted

Fortalt af Lisbeth Christensen (Hansen),  der sammen med sin mand har overtaget Lisbeth` s  barndomshjem på Kongsengene.

Jeg er født og opvokset på Kongsengene,  – min mor og far, Ninna og Søren Hansen drev et mindre landbrug med 14 tønder land,- og med køer, grise, heste og høns. De overtog ejendommen efter min fars forældre i 1943, som havde haft den i 40 år. Der blev senere bygget til stuehuset, så mine bedsteforældre kunne blive boende her indtil deres død i 1943 og 1953.  Lade og kostald er bygget til i 1951. Jeg er den yngste af en søskendeflok på 4, mine søskende er fra 1943, 45 og 47, og jeg fra 1954, så jeg kan kun huske, at min storebror Kai, som er 7 år ældre end mig, har boet herhjemme. Ella og Jørn var fløjet fra reden, de var kommet ud at tjene,  – jeg kan huske, at Jørn var soldat og kom hjem, når han havde orlov, ellers kan jeg ikke huske, han boede herhjemme. Husker at Ella bl.a. tjente hos Kristine og Jens Bach Eriksen på ”Nørgård” i Åsendrup, og at jeg besøgte hende dernede,  – husker hendes lille værelse inde bag køkkenet.

Jeg kom til senere:

 Det føles som om, jeg er vokset op i en tid, hvor der altid var sne om vinteren, og solskin og dejlig varmt om sommeren. Det er sikkert ikke tilfældet, men når jeg tænker tilbage, føles det sådan. Jeg havde en dejlig barndom på Kongsengene, tryg og god og med masser af varme og kærlighed. Min far passede sit landbrug, og mor var hjemmegående husmor, med både blomster-, frugt- og urtehave,       –  og hun hjalp også til i marken, når der var brug for det, og det var vel sådan, det var på de fleste ejendomme herude. Nogle landbrug var lidt større og nogle lidt mindre, men ellers var billedet det samme, en familie der levede af deres landbrug.

Her på Kongsengene var der mange børn, – i næsten hver eneste ejendom var der børn, og vi kunne lege hver eneste dag.  Vi kom og gik hos hinanden, og vi legede hver dag ,  og efter vi startede i skolen, kunne vi lege, når vi kom hjem. Vi var næsten jævnaldrende alle sammen, nogen lidt ældre, og nogen lidt yngre, men det betød ikke så meget, vi havde i det store og hele et godt sammenhold herude.

Det var, foruden os pigers  leg med dukker og påklædningsdukker, ofte de gamle lege som : Antonius, Kluddermutter, Stokken er væltet, Hali Hallo (en boldleg, hvor man også skulle gætte navne eller ord), Hoppe i flyvemaskine, hoppe i langreb/sjippetov, hoppe i elastik, spille bold – her var det de små bolde, vi havde, og når vi havde lært at spille med 4 bolde var det rigtig godt, ellers spillede vi med 2 eller 3 – oftest op af muren eller ladeporten. Vi spillede også med små plastikfigurer og hønseringe (begge dele kunne købes hos Agnes Bak i Vrensted), – vi spillede med figurerne på asfalten, man skulle med sine fingre få dem sendt op i en cirkel tegnet med kridt, og jeg kan stadig huske, hvor ondt det kunne gøre i fingrene, når de næsten var slidt helt til blods i et forsøg på at vinde de andres figurer.

Vi brugte også meget tid på at gå i marken og lede efter glasskår….. ja det lyder måske underligt, men det gjorde vi altså. Der var mange fine skår med flotte farver og mønstre at finde,  vel sagtens fra kopper, tallerkener eller fade, som var gået i stykker og smidt ud på møddingen, som så senere blev kørt ud på marken. Vi var også i  marken og lede efter fugle-reder, og Ellen og jeg gik tit en tur langs markskel og grøftekanter for at finde hjertegræs, som vi plukkede. I dag er hjertegræs desværre væk herude.

 Dukkerne blev der selvfølgelig også leget rigtig meget med, og ligeledes påklædningsdukkerne, som blev samlet og lagt i et gammelt kladdehæfte med en side til hver dukke – og med dukkens navn, jeg har stadig de gamle kladdehæfter liggende, og der er enkelte af dukkerne, jeg husker meget tydeligt og næsten kan fornemme, hvordan legen var. Min mor lavede dukkehus til mig af en gammel appelsinkasse, som blev tapetseret med gamle tapet-rester, og mange af møblerne lavede hun også selv, det var tomme tændstikæsker, der blev limet sammen til eksempelvis sofa eller lænestol, og så syede eller strikkede hun betræk dertil, ligesom hun også syede og strikkede tøj til dukkerne. Jeg havde et fjernsyn til mit dukkehus, tror det var et, min onkel havde lavet, malet sort og med et billede af Bamse, fra ”Bamse og Dukkelise” fra Familie Journalen limet på som skærmbillede. Jeg havde også enkelte købte møbler, – kan huske jeg bl.a. havde et klaver i træ. Min far lavede på et tidspunkt en seng og en slags trækvogn til mine store dukker, og begge dele blev malet i den fineste blå farve. Sengen er gået til, men trækvognen har jeg stadig, ligesom dukkehuset også står gemt på loftet.

Vi havde ikke så mange børnebøger, men vi havde mange Richs album med billeder samlet fra Richs pakkerne (til kaffen), vi havde mange forskellige, men jeg husker især et, det med ”Dyrefabler” med historier som ”Drengen og ulven”, ”Ræven og rønnebærrene” og mange andre, og den dag i dag kan jeg stadig huske mange af historierne, der var en masse gode ”moraler” deri.

 Senere kom rulleskøjterne frem, og dem brugte vi også flittigt, de var med jernhjul, så der var en skøn spektakel, når vi løb på dem.  Der var ikke så meget legetøj til rådighed dengang, men vi klarede os rigtig godt endda, tænker jeg 😊.

I en periode brugte vi meget tid på at sidde i vejkanten og notere bilernes nummerplader, på det tidspunkt var de jo indregistreret efter byen eller den politikreds, de kom fra, men jeg kan da undre mig over, at vi kunne lave de lange lister, som jeg synes, vi havde, for så mange biler kom der da heller ikke på Kongsengene dengang…. Så var det sjovere, når vi skulle besøge mine to ældste søskende, Ella og Jørn, som var flyttet på Als i Sønderjylland, da var det spændende at se, hvor mange forskellige, vi mødte. Rigtig sjovt var det, hvis jeg på Als så en PN eller en PS bil, så var den ”hjemmefra”.

Om sommeren samledes vi børn og unge udenfor om aftenen, enten blev der bare snakket, eller også spillede vi bold, eller hvad vi nu kunne finde på. Det naturlige samlingssted var tit udenfor Aksel Pedersens ejendom, for her var der i siden af vejen stablet de sneskærme, som var sat op på markerne om vinteren, – så her kunne man få en siddeplads. Senere samledes vi også nogen gange i et lille anlæg overfor Jens Krogsgårds ejendom.

Sommeren bød på en masse dejlige oplevelser, både sammen med de andre børn herude, men også sammen med mine forældre. Vi havde tit kaffe og madpakke med i marken, især når vi var henne i ”engen”, og den der følelse af nærhed og tryghed var virkelig dejlig. Og kaffen smagte altid meget bedre henne i marken.

Vi havde ingen fine havemøbler dengang eller en fin terrasse, og det var der for så vidt ingen herude, der havde,  men mor tog nogen gange nogle lænestole og et bord ud om sommeren, hvis vejret var godt, og så blev der drukket kaffe i haven.

Til fastelavn var vi børn ude og rasle, vi havde altid fri fra skole fastelavns-mandag. Vi blev klædt ud i noget gammelt tøj hjemmefra og fik et fastelavnshoved på… en papmache maske, og jeg kan stadig huske, hvordan det var, når vi gik i samlet trop fra ejendom til ejendom med den hjemmelavede raslebøsse, og jeg kan stadig fornemme følelsen af den der papmaske, som begyndte at ”opløses” ved munden….

Om efteråret havde vi ”kartoffelferie”  vel nok fordi vi skulle hjælpe med at ta´ kartofler op…. Jeg husker dog mest vores leg med de grønne kartoffelæbler, som vi satte på en pind, vi havde spidset, og så skulle vi se, hvem der kunne kaste dem længst væk. Det skete også, at vi stegte kartofler i et lille bål.

Vi havde ikke indlagt vand eller varme i min tidlige barndom, vandet fik vi fra en pumpe, der stod nede i bryggerset, og varmen fik vi fra kakkelovnen i stuen, og jeg mindes svagt, at vi havde en kakkelovn i soveværelset også. Når vi skulle i bad, var det i en stor zinkbalje nede i bryggerset med opvarmet vand fra gruekedlen, så jeg er sikker på, at vi ikke kom i bad hverken hver eller hver anden dag. En hverdags vask var vand i en vaskebalje i køkkenet med varmt vand fra kedlen og en vaskeklud.

Vi fik kakkelovnen skiftet ud med centralvarme midt i 60´erne, og fik indlagt vand sidst i 60´erne, hvor vi også fik badeværelse.

 Når der skulle vaskes storvask, var det en hel dags arbejde, – det var et stort og hårdt arbejde. Jeg kan huske, hvordan min mor opholdt sig nede i bryggerset hele den lange dag, – der skulle først koges vand i gruekedlen, som stod i hjørnet nede i bryggerset, og så skulle der vaskes og skylles. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt fik en vaskemaskine, den kunne både vaske og skylle, og så kunne man køre det våde tøj igennem en slags vridemaskine, der sad på vaskemaskinen, det må ha lettet arbejdet en hel del, om end det stadig var hårdt.

Jeg begyndte i 1. klasse i Vrensted skole i august 1961, og da var den forholdsvis ny, den er fra 1959. Min bror Kai nåede at gå deroppe i et år, han havde ellers gået på Østre Skole, som mine andre søskende også gjorde. Det var op på cyklen hver dag for at komme i skole, – og i alt slags vejr…. og om vinteren i mørke og med dynamo-lygten tændt. Jeg kan huske, der var grusvej herude på Kongsengene, og det forekommer mig, at der var det i de første år, jeg gik i skole, men jeg er i tvivl om, hvornår der blev asfalteret herude. Vinteren var ikke altid lige sjov, når vi skulle i skole, og heller ikke de dage, regnen stod ned i stænger, og vi skulle jo afsted i 6 af ugens 7 dage, da var der skolegang om lørdagen også. Da kunne man godt få lidt ondt af det med sig selv, men det var sådan det var. Mor eller far kunne ikke lige køre os, og der var ingen skolebus, så det kunne ikke være anderledes.

 Vi var 15 i klassen, og vi havde fru Vestergård til klasselærer, vi var 4 herude fra Kongsengene, der gik i klasse sammen, – Børge Hyldgård, Ellen Vestergård, Else Pedersen og mig.

 Nu er ”Minister-Tøvdor” nævnt flere steder i Vrensted-historierne, og jeg husker da også tydeligt, at vi var bange for den gamle mand…. Ikke at jeg kan huske, at han havde gjort noget, der skulle kunne gøre os bange, men det var nok mere den der gamle og mørke skikkelse.

I skolen var poesibøger den helt stor dille, jeg kan se, at jeg fik min første poesibog, da jeg var 7 år, og her skrev så skolekammerater, lærere, familie, og på det nærmeste alle man kom i nærheden af, en hilsen – ofte i form af et vers eller anden rim/remse. Det er lidt sjovt at sidde og kigge i de gamle poesibøger, som jeg har liggende i skuffen (jeg har været god til at gemme mine ting, og det er jeg glad for i dag, jeg har en masse gode minder liggende). I 5. klasse skulle vi med skolen på en endagstur til Århus, og jeg kan huske, at min onkel Ejnar var på besøg nogle få dage før, vi skulle afsted, og da han hørte, at vi skulle på tur, gav han mig 5 kr., – hold da op… 5 KR., det var helt vildt, det var virkelig mange penge, syntes jeg, —— og så længe er det jo heller ikke siden…… 😊😊 😊.

Der var ikke så mange herude, der havde biler, så det var ikke så tit, vi kom på udflugt, men jeg synes jeg kan huske, at vi sammen med nogle af nabofamilierne engang havde Slagteren fra Vrensted, som også kørte lidt taxa i sådan et folkevognsrugbrød, til at køre os i Zoologisk Have i Ålborg.

I 1964 var jeg med min mor på ferie på Bornholm, hun havde tre brødre, der var bosat derovre, – alle tre gift med bornholmer-piger. Vi sejlede med færgen Jens Bang fra Ålborg til København, og derfra med Bornholmer-færgen til Rønne.  Det var meget overvældende at være så langt væk hjemmefra, men vi havde en dejlig ferie derovre, og vi har været der mange gange siden, og nyder det hver gang.

Jeg var nogen gange barnepige på Kirsten og Christian Poulsens børn – Linda og Henning,  og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik 3 kr. for det, og det var jo en god skilling dengang.

 Jeg blev konfirmeret i april 1968 i Vrensted kirke af Otto Mikkelsen, og konfirmationsfesten blev holdt herhjemme. Der var inviteret gæster til eftermiddagskaffe og middag om aftenen. Jeg fik 575 kr. og en hel del gaver, – skoletaske, en hvid kuffert, smykker, 3 sølv-skeer, en toilettaske, en kjole, lommetørklæder og en bog. Af de 575 kr. brugte jeg 245 kr. på et nyt ur.

 Jeg gik ud af 7. kl. i Vrensted sommeren 68, hvorefter turen gik til Søndergades Skole i Brønderslev. Vi kunne vælge mellem Løkken skole og Søndergades skole, – vi havde ikke så megen tilknytning til Løkken på det tidspunkt, men meget mere til Brønderslev – vel nok fordi vi havde meget familie dernede, så det var altid der, vi kom. I 1. og 2. real i Brønderslev var der også skolegang om lørdagen, men jeg kan se på gamle skemaer, at i 3. real var lørdagen fri, og det var i 70/71.

 Jeg havde den store fornøjelse at være med til at samle mine gamle klassekammerater fra Vrensted skole tilbage i april 2018, helt nøjagtig den 21. april, hvor det var 50 år siden, vi blev konfirmeret. Det var sjovt at se dem alle sammen igen (eller de fleste, der var enkelte afbud, og en er her desværre ikke mere). Tre er bosat på Sjælland, et par stykker i Århus, og ellers er vi vist mange lokal patrioter, der er blevet i Vrensted eller egnen omkring, Vi var lidt spændte på, om vi nu også havde noget at snakke om efter alle de år, men den tanke blev virkelig gjort til skamme. Snakken gik fra første minut, og der gik ikke mange minutter, før alle var slået over i vendelbo dialekten….. 😊, – det blev en rigtig dejlig dag.

I 1968 havde mine forældre sølvbryllup, og det blev fejret herhjemme med æresport, musik, morgenkaffe, naboer og familie, og fest om aftenen.

Vi fik bil i juli 1970.  Efter jordfordelingen i 1968, hvor far solgte jorden fra, begyndte mor at arbejde som hjemmehjælper, i starten cyklede hun – både i regn og blæst, men det blev for hårdt, så hun tog kørekort, og så købte de en lille bil, – og vores gamle hestestald blev bygget om til garage. Jeg synes, det var så flot, at hun i så sen en alder tog kørekort og begyndte at køre bil.

 Det var sådan, at vi faktisk kendte vore naboers familier ret godt dengang, da der var ofte besøg af familien i weekenden både her og hos de andre herude, og vi kom og gik hos hinanden, selv om der var besøg. Vi var også rigtig meget på ferie hos mostre, fastre og onkler dengang for at lege med kusiner og fætre, og disse kusiner og fætre kom så også på ferie her på Kongsengene, hvor vi så mere eller mindre legede sammen alle sammen. Der var også børnebørn, der kom hjem til bedsteforældrene, som vi kom til at kende rigtig godt, og der var ”dem fra Fyn”… det var Sigrun, Arne og Tages brors børn fra Fyn, de var på ferie heroppe hver sommer, og de var også en del af fællesskabet.

Naboskabet var rigtig godt herude, vores mødre hjalp hinanden ved fødsler og ved sygdom, og ellers hvor der var brug for det. Mændene hjalp hinanden med redskaber til marken, hvor det var muligt. Der blev drukket aftenkaffe, og der blev spillet kort, og de to ting hørte nok nogen gange sammen 😊.  ”Det go´er dælen hulme godt her ue på engen”, ville Henry Andersen muntert ha´ sagt,  – han kom af og til for at høre, hvordan det gik her henne i ”Vestergade”, han boede selv nogle huse længere øst på, altså i ”Østergade” …   – – –   nej det var aldrig kedeligt at bo på Kongsengene 😊.

Der er i det hele taget blevet spillet rigtig meget kort her i huset, ikke bare med naboer, men også med familien – især min fars søskende og min mors brødre. Det fortælles, at når der blev spillet kort, skulle min mor ha´ kaffe og kage klar ude i køkkenet, og så skiftedes de til at gå derud og drikke kaffe, for det skulle de jo også nå at ha´, – og gik det rigtig godt, blev mine søskende sendt op til rutebilen for at stoppe den og sige til chaufføren, at ”faster Helga kommer altså lige om lidt og skal med rutebilen”…. Om det var sådan, ved jeg ikke, men det lyder meget sandsynligt 😊.  Kortspillet smittede af på os børn, vi fik hurtigt lært at spille kort, og når mine ældre søskende var hjemme på besøg, blev der altid spillet kort, – enten 31, 500 eller Olsen, – eller vi  spillede  ”Loppespil”  eller ”Æsel”. I en periode kom naboens Henning herind efter skoletid hver eneste dag, og så vi spillede vi Olsen.

Jeg kan huske, at far nogen gange var til præmiewhist i Vrensted, jeg ved egentlig ikke, om det var på skolen, eller hvor det foregik.

Jeg gik på danseskole i Vrensted, da jeg var 10 år, jeg dansede med vores nabopige Grethe, og til afdansningsballet i 1965 havde jeg fået den flotteste lyserøde tyl-kjole. Vores danselærer hed Jette Johnstad Møller, og det er lidt pudsigt, for efter at vi var flyttet her hjem, gik vi på et tidspunkt til dans i Løkken, og her var det igen – 30 år senere-  Jette Johnstad Møller, der var danselærer. Jeg viste hende en kvittering for betalt danseundervisning i 1965, for den havde jeg selvfølgelig også gemt 😊.

Ellers gik vi til gymnastik i vinter perioden med efterfølgende opvisning i forsamlingshuset om foråret, det var i mange år Solveig Skovridder Eriksen, der stod for gymnastikken, så vidt jeg husker.

Fjernsyn var der kun nogle få herude, der havde, – Niels Sørensen havde et, og Sigrun havde et, så når vi gerne ville se fjernsyn, var vi henne ved Niels og spørge pænt, om vi måtte komme ind og se fjernsyn. Det var vi tit om eftermiddagen, tror det var Lassie og Flintstone, vi så. Der var også en serie, der hed ”Flygtningen”, den var vi meget optaget af, både unge og ældre. De voksne, vores forældre, kom også hos Niels for at se fjernsyn, når der var noget godt at se. Niels var ungkarl, havde altid boet sammen med sine forældre på det lille husmandssted, og jeg tror sådan set, at han nød, når der kom nogen, der gerne ville se fjernsyn. Der kunne være helt fyldt op i Niels´s meget lille stue, når vi var flere familier, der gerne ville se fjernsyn. Vi børn lå på gulvet, og de voksne sad i sofaen og ved spisebordet. Var det en god aften gik Niels  ud og fandt en appelsin eller to, som blev delt, – en sjælden gang fik de voksne kaffe, og så var det en rigtig god aften, så delte vi børn nemlig nogen gange en citron sodavand. Vi fik først fjernsyn i april 1969, og indtil da havde vi klaret os fint med Niels´ fjernsyn 😊. Mine forældre hørte Nyhederne i radioen hver middag i form af ”Pressens radioavis”, så de også kunne følge lidt med i, hvad der foregik ude i den store verden.

Skulle vi bruge telefon, måtte vi også til naboen. Anna og Jens Krogsgård havde den store vægtelefon, kan jeg huske,  så der måtte vi gå hen og spørge om lov til at låne. Senere, i 1967, fik Kjeld Pedersen også telefon i forbindelse med hans post som formand for husmandsforeningen. Det først var i starten af 70´erne, at vi fik telefon herhjemme, i 1972 tror jeg.

Jeg skrev i starten, at det føltes som om, der altid var sne om vinteren….., – vinteren var for så vidt en dejlig tid, bortset fra, når vi måtte kæmpe os igennem sneen nogen gange, når vi skulle i skole, – der skulle ikke så meget til, før vi ikke kunne cykle, og så måtte vi gå. Ellers legede vi meget ude i sneen, de sneskærme, jeg før har omtalt, gav nogle gode – ja bakker er nok så meget sagt, men så store driver, som man kunne muntre sig med. Når tæerne var blevet kolde, og vanterne var blevet våde, og det blev de egentlig ret hurtigt, for det var som regel strik-vanter, måtte man hjem og ha´ dem lagt til tørre på kakkelovnen.  Jeg husker tydeligt vinteren 1969/70, hvor der var så meget sne, at vejen herude var helt lukket, og der lå meterhøje driver overalt, nogle steder næsten helt op til telefontrådene. Så vidt jeg husker, var vores nabo Aksel Pedersen snefoged, han skulle så samle alle mændene herude, og så var det ellers ud med skovlen og grave vejen fri.

Op til jul var vi rundt i samtlige forretninger i Vrensted og få julekalendere, de blev delt ud som en slags reklame vel nok, og jeg kan huske, at jeg har haft rigtig mange hængt op på væggen på mit værelse, – en fra slagteren, en fra købmanden, en fra Brugsen o.s.v.

Der blev slagtet gris, der blev kogt grønkål, og der blev bagt småkager og kogt klejner, og pyntet op.

Vores juleaften var hyggelig og dejlig, – jeg fik lov til at pynte juletræet den 24. om formiddagen, og vi var samlet hele familien. I en periode var jeg altid juleaften, hen på aftenen, lige en hurtig tur inde ved Kirsten og Chr. Poulsen, jeg var nok inde for at se, hvad Linda og Henning havde fået i julegave.   4.Juledag var vi til juletræsfest i forsamlingshuset om aftenen, og hvilken juletræsfest… det store træ, de levende lys og pynten, det var næsten helt magisk. Efter dansen om juletræet fik vi poser med slik, pebernødder og et æble,  og derefter spillede  ”Charles´s orkester” op til sanglege og dans.

Nytårsaften var vi børn altid ude og lave løjer først på aftenen. Niels Sørensen, som vi så fjernsyn hos, var i mange år herhjemme hos os og fejre nytårsaften, mine søskende var her, og familien fra Tolne var her også hver år, så der var liv og glade dage, – tit skete det, at der også kom nogen henne fra Henry Andersen hen på aftenen,  så det var altid festligt.

Vi lavede glidebaner på vejen (der kom ikke så mange biler dengang…) og på den is, der var på markerne, og vi gjorde et noget sølle forsøg på at stå på skøjter… det var de skøjter, der skulle skrues på gummistøvlerne, og jeg mindes en øm bagdel engang imellem, når vi faldt på den glatte is.

Der var en stor grøft lige her udenfor, den løb langs Kjelds vej, under vejen og hen langs vores ejendom, og ned mellem Aksels ejendom og vores, for at løbe ned i den lidt større bæk, Rørbæk. Den grøft gav mange oplevelser, både gode og dårlige…. Skulle vi over grøften henne ved stuehuset, var det ad en smal bro, – og den grøft er jeg faldet i flere gange. Jeg kan huske, at jeg havde fået en fin ny olivengrøn vinterjakke med noget hvidt pels-for i, og en morgen, da jeg skulle i skole, og skulle over broen, faldt jeg i grøften, og bagefter var pelsforet ikke hvidt længere ! Da var jeg godt nok ked af det.  Jeg faldt også i en sommer, og der var masser af brændenælder på grøftekanten, så det var heller ikke sjovt. Grøften kunne heldigvis bruges til andet end at falde i…. vi børn fangede masser af haletudser, som vi så puttede i syltetøjsglas (fyldt op med vand fra grøften), og vi prikkede omhyggeligt hul i låget, så de kunne få luft.  Grøften blev rørlagt og dækket til i 1968. På billedet nedenunder fra først i 60´erne kan man se grøften og den lille bro.

Mange af os børn herude var med i 4-H, man kunne vælge forskellige områder at arbejde med, -husholdning, have og husdyr tror jeg, der var. Jeg havde i mange år Husholdning som mit område, jeg skulle bage eller lave mad, og så skulle jeg føre en slags log-bog over det. Der kom en konsulent ud og skulle se, når vi bagte eller lavede mad. Om efteråret var der 4-H fest i forsamlingshuset, hvor vi skulle udstille et eller andet indenfor vores område samt vores mapper, og så blev der bedømt og uddelt præmier, – ofte noget sølvtøj af en slags, skeer eller gafler. Til 4-H festerne var der musik og dans.

Vi var vel mere eller mindre selvforsynende herude dengang, – grisen blev slagtet, mælk fik vi fra køerne, vi havde jersey køer, så det var en god mælk, hvor der blev en god tyk fløde fra, jeg kan stadig huske fornemmelse af at skumme den tykke fløde af en skål mælk. Æg fra hønsene, og bær, frugt og grøntsager havde vi i haven. Jeg kan stadig se hylderne i spisekammeret for mig – fyldt op med saft og marmelade, som mor havde lavet af sommerens høst. Når vi havde slagtet, kom noget af kødet, måske flæsket, i saltlage, og resten op i frysehuset til Else, pakket ind i brunt papir og med en lille seddel på, og hvor vi havde tilsvarende seddel herhjemme i et lille hæfte, så når vi skulle ha´ en flæskesteg om søndagen, måtte vi ha´ en seddel med op til Else, og så gik hun ind i fryserummet efter pakken. Jeg kan stadig se hende for mig, den lille kone i træskostøvler og i en stor, tyk, ulden frakke, der lukkede den tykke dør op ind til fryserummet. Jeg kan ikke huske, hvor længe det eksisterede som frysehus, – i -68 kan jeg huske, at vi stadig afleverede og hentede pakker i frysehuset, men jeg husker ikke, hvor længe vi blev ved derefter.

Mælken blev leveret til mejeriet i Vrensted, og ofte var vi omkring mejeriet på vej hjem fra skole for at få mælkepengene med hjem, de lå godt i en brun kuvert med navn og nr. udenpå. Jeg synes kun, at jeg kan huske, at det var vognmand  Henry Nielsen, der i sin lastbil hentede mælk herude,  -det må virkelig ha´ været hårdt arbejde at skulle løfte alle de tunge mælkespande op på ladet af lastbilen. Mine søskende husker, at Jens Krogsgård – eller vist en karl derhenne fra-  kørte mælk her med hestevogn, men det synes jeg ikke, at jeg kan huske. Jeg kan godt huske Henry Nørlev med hest og mælkevogn, men kan ikke huske, om han kørte herude.

De æg, vi ikke selv brugte, blev leveret til Brugsen i Vrensted i de der store trækasser – bakker  med 25 æg i hver, som så blev stablet i trækasserne. Pengene vi fik for æg blev sikkert brugt til at handle for i Brugsen.

Bager-Peter kom i sin lille, gule varebil rundt på brødtur en gang om ugen . Han havde så bilen fyldt med brød og kager, især wienerbrød, som vi kunne købe. Jeg kan stadig se for mig, når han kom ind med bakken med brød og spurgte, om vi skulle ha ´noget i dag…. Franskbrød bagte min mor selv, så det var måske rugbrød , vi købte, eller en sjælden gang wienerbrød, og så var der glade dage, det var nemlig sjældent, vi ellers fik det. Far og Bager-Peter havde altid godmodige drillerier kørende, og jeg kan huske, at far tit sagde til Peter: ”Ja så´n en bette kage der kan vel ikke koste mere end 5 øre” 😊

Selv en frisør havde vi herude…. Vores nabo Aksel var ikke frisør, men han var dygtig med en saks og barbertrimmer, eller hvad den nu hedder, så han klippede en hel del herude, især mændene, – curler og krøller gav han sig dog ikke i kast med 😊 – min far blev altid klippet hos Aksel, – og jeg fik klippet pandehår, når det trængte. Jeg kan endda huske, at selv efter at Aksel var flyttet til Ingstrup, var vi på besøg hos Else og Aksel en aften, og det var midt i 70´erne, for far skulle klippes hos Aksel.

 Samme Aksel var en lun fyr og lidt af en spøgefugl, jeg kan huske et år til nytårsaften, da kom Aksel med en høne og satte den ind i gangen her, så det blev der meget sjov ud af.

Dagligvarer handlede vi for det meste hos købmand Lassen (Carl Larsen) oppe på Vrensted Østre Hede, det var en rigtig gammeldags butik, ja sådan tænkte jeg selvfølgelig ikke dengang, for det var jo sådan det var, men når jeg tænker tilbage, er det sådan en købmandsforretning, vi i dag besøger som museum mange steder, og det føles virkelig, som om det er 100 år siden, jeg var barn… 😊. Disken stod midt i butikken, og bagved var der hylder med diverse ting, – for enden af disken var der et glasskab, og så vidt jeg husker, var der ost deri. Ellers havde Lassen lidt af hvert, foruden kolonialvarer også glas, porcelæn m.m., og til jul havde han de flotteste julekalendere, husker jeg, nogen endda med lidt sølvglimmer på, det var fine sager. Når der skulle handles, kom mors store, solide flettede kurv bagpå cyklen, og så gik turen op til købmand Lassen. Om vinteren blev kurven bundet fast på en slæde, hvis der var sne, og vejen var glat. Den selv samme kurv har jeg stående i dag som aviskurv, – som et kært minde fra en dejlig tid. Rutebilen fra Løkken til Brønderslev havde stoppested ved købmand Lassen, man kunne sende pakker med rutebilen, så satte Lassen et flag ud i døren, og så vidste rutebils-chaufføren, at der var pakker, der skulle med. Skulle man med rutebilen, gik man indenfor i butikken og ventede, til rutebilen kom. Carl Larsen og hans kone Asta havde butikken i 38 år og lukkede i 1971. Købmand Lassen var over de 80, da han gik på velfortjent pension.

Arbejdet i marken foregik med hest og redskaber spændt efter, vi havde også hest, men fik i 1965 eller 66 en lille Ferguson traktor, og det var nye tider…., min var var stolt og glad for sit nye køretøj. De fleste herude havde hest i min tidlige barndom, men nogen skiftede så hesten ud med sådan en lille traktor. Vores genbo Kjeld Pedersen holdt sig til sine heste i den tid, han drev landbrug, og helt op i midt 80´erne høstede han stadig med selvbinder, det blev dog senere overtaget af maskinstationen, men ellers holdt Kjeld sig til sine to nordbagger, så da vi kom hjem i 1987, kunne jeg stadig opleve, at Kjeld gik i marken med sine heste, og det var simpelthen en lise for sjælen at se ham gå der, stille og roligt gik han op og ned ad marken, og engang imellem stoppede han og skulle lige ha´ piben tændt. Mine børn, især Simon, som var 5 år på det tidspunkt, fik lov til at være med Kjeld i marken, og det var ikke enhver forundt at få lov til at opleve det på den måde dengang, – at være med i det virkelige liv.

Postvæsenet dengang var unægtelig noget anderledes, end det er i dag. Hedemann var post her på Kongsengene, og det foregik i rigtig mange år på cykel – i al slags vejr. Der var stort set post hver dag dengang, og man kunne betale regninger hos posten, pengene til regningen + regningen blev lagt på bryggersbordet, så hvis der ikke lige var nogen hjemme, klarede Hedemann det også endda. Min mor havde den aftale med posten, at hvis hun skulle ha´ bud med, bandt hun et mønstret halstørklæde ud på telefonspælen ude ved vejen, og så vidste Hedemann, at han skulle komme ind, hvis der ellers ikke var noget den dag. Allerbedst var det, når der engang imellem kom en pakke fra Daells Varehus, en stor brun papkasse, så var der glæde i det lille hjem. Da skrev man jo efter lidt af hvert… det var fortrinsvis tøj, men også meget andet, f.eks. julepynt, legetøj og slik…. Jeg har to dåser stående, hvori der engang har været bolcher fra Daells Varehus.

 Mange informationer og hilsner var jo også pr. brev dengang, jeg kan huske, at da min bror Jørn og hans kone fik deres første barn, Marianne i 1967, da kom der brev fra Jørn, at nu havde de fået den lille pige, og det var jo vel at mærke nogle dage efter, at hun var født. I dag ved alle, når et barn ser dagens lys, og de ved det i løbet af få minutter og endda med billede. Jeg kan også huske i forbindelse med min konfirmation, hvordan der kom breve fra onkler og fastre, at de gerne ville komme til festen.

Min storebror Kai købte midt i 60´erne en grammofon, en rejsegrammofon, den lignede en lille blå kuffert, og jeg tror den første plade, han købte, var ”Lille fregnede Louise”, – jo nu var vi sørme blevet moderne herhjemme, og hold da op som vi spillede musik, for der kom selvfølgelig flere og flere plader til. Jeg fik selv en af de der store spolebåndoptagere sidst i 60´erne, og jeg skal da lige love for, at der var musik her, og sikken et fremskridt at man kunne optage musik fra radioen, men man skulle lige huske at tie stille, for når man optog, kom alt med…. Ellers var det transistorradioen, der kørte med ”Efter skoletid”, Dansktoppen eller om aftenen ”Radio Luxemborg”.  Søndag middag hørte vi altid ”Ønskekoncert”, og senere kom ”Palmehaven” til fredag aften, tror jeg, det var.

Vi delte i mange år avis med vores naboer Kirsten og Chr. Poulsen, – når den var læst, blev den afleveret på bryggersbordet hos naboen, tror vi skiftedes lidt til at få den først. Døren var aldrig låst, hverken det ene eller det andet sted, heller ikke selv om vi var væk en hel dag, – at nogen skulle finde på at gå ind i ulovligt ærinde, var vist slet ikke i tankerne dengang…   Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt skulle hente avisen i en bageovn, der stod i siden af vejen, der hvor Bodil Haugård nu bor, så vores avis var altid ” ny og varm”. Vendsyssel Tidendes avisbil leverede en del aviser der i bageovnen, og så hentede vi hver især vores avis.

      Go´e gamle Kongsengene 😊

I sommerferien var der altid masser af liv her i huset, Ella og Jørn var hjemme på ferie fra Als, og alle tre søskendes børn var her altid på ferie om sommeren,  – og jeg kan nogen gange her bagefter tænke,  gad vide hvor vi fandt alle de sovepladser…., men det gjorde vi, og jeg husker det på ingen måde som et problem. Til højtiderne var de også hjemme på ferie. Ella flyttede hjem med sin familie i 1971, men Jørn er blevet boende dernede.

Efter realeksamen i 1971 fik jeg arbejde i en Røde Kors børnehave i Brønderslev, jeg arbejdede hver dag fra 8-17, med 1 times middagspause, og hver anden lørdag til kl. 13. Jeg var med rutebilen hver dag. I 1971 var arbejdstiden 41,75 timer om ugen. Min første løn var på 774,00 kr., udbetalt 691,87 kr., som revisoren for børnehaven kom med i kontanter i en kuvert, – senere blev det til, at vi fik en check. Jeg ville gerne være pædagog, og dengang skulle man samle point for at komme ind på seminariet, d.v.s.  jeg skulle prøve lidt forskelligt, så det blev efterfølgende arbejde i bl.a. vuggestue, bh.- klasse, fabrik og på højskole, inden jeg i 1975 kom ind på Socialpædagogisk Seminarium i Ålborg, og i 1978 var jeg færdig som børneforsorgspædagog, som det hed dengang.

Min far døde i 1978, og i 1987 købte mor et mindre hus tættere på Vrensted . Vi, -Ove, Simon på 5 år, Ditte på 3 mdr. og jeg (siden kom Anne Dorte til i 1993) flyttede hjem på Kongsengene i april 1987, og det føltes virkelig som at komme hjem, – hjem til et hus hvor jeg kendte alle hjørner og kroge, kendte dørens knirken og hver et træ udenfor, omgivelserne og naboerne. Naboer som også var her, da jeg var herhjemme som barn, så det føltes trygt og godt. Det var naboer, som jeg havde fulgt op igennem livet både til hverdag og fest, og det var en stor glæde, at vi blev inviteret med til mange runde fødselsdage og andre mærkedage, hvor jeg så fik lejlighed til at hilse på hele deres familie igen. Det var naboer, som jeg senere kunne følge det sidste stykke vej, – det har føltes godt på en eller anden måde.

 Vi renoverede huset, – stalden blev lavet til værelser, et lille spisekammer og badeværelse, og der blev lavet nyt køkken (med gangen lagt til).  De søm, som min gynge hang i nede i stalden, da jeg var helt lille, sidder stadig i bjælken nede i gangen ved værelserne, jeg nænnede ikke, at de skulle tages ud og smides væk. Ligeledes sidder fars hylde til hans ”barberkasse”  stadig i køkkenet, en lille hjemmelavet hylde slået op under bjælken, og på den stod kassen med barbergrejet altid.

Vores børn kom i skole i Vrensted, og senere til Løkken,  Brønderslev, – og Hjørring, – de uddannede sig siden i hver deres retning og fik gode uddannelser, så det er dejligt, at de er ”kommet godt i vej” 😊.  Da jeg på et tidspunkt fortalte børnebørnene, at da jeg var på deres alder, havde vi hverken badeværelse, fjernsyn eller telefon, kom det prompte fra den ældste af drengene på 14:                    ”For h…… farmor,   – seriøst ??? ”,   og ja ….  jeg synes også, det lyder som om, det er 100 år siden, men det var sådan det var, og jeg synes, jeg havde en dejlig barndom.

Jeg synes, vi levede et godt liv herude, enkelt og nøjsomt, -der var måske ikke altid så meget at gøre godt med, men der var nok, og der var måske ikke altid så meget plads, men der var plads nok.  Alle svarede enhver sit, og vi lærte at passe på vores ting – og på hinanden. Der var en nærhed og et fællesskab her, og det var skønt at være en del af.

Kongsengene og vores forældre har gjort det godt, vi er i hvert fald 4-5 stykker, der er tilbage i vores hjem, og det må være et udtryk for, at her er godt at være 😊.

Jeg har heldigvis stadig en hel del kontakt med de ”børn”, jeg voksede op sammen med herude, og det er dejligt, når vi sammen kan mindes de gode gamle dage.

Jeg har desværre ikke så mange” livliner” tilbage herude ….. Jeg har heldigvis stadig Karen (Pedersen), som er 91 år, og det er dejligt at kunne spørge hende om noget herude fra, for hun husker rigtig godt og rigtig meget. ”Jeg kan godt nok kun huske tilbage til 1951”, siger Karen (de flyttede herud i 51), men det er rigeligt til mig, det er så fint. Vi får tit en snak om gamle dage, og hun var såmænd med til at tage imod mig engang for mange år siden 😊.

I sommeren 1989 arrangerede vi, sammen med Grethe og Ib, ”gadefest” herude. Det foregik her i vores lade, som var blevet støvet af og fejet i dagens anledning, og der var heldigvis rigtig mange, der tog imod invitationen, og vi havde en hyggelig og sjov aften. Det blev starten på mange flere gadefester herude hver sommer, hvor vi skiftedes til at holde det.

 

 

HISTORIEN  OM

Gården ”Østergaard” – Pilgaardsvej 90, Vrensted

og

familien Østergaard

Chr. N. Østergaard er født 11.07-1896 på Østergaard i Vrensted.

Chr. N. Østergaard overtog i 1921 sin fødegård, Østergaard i Vrensted efter sin far Niels Chr. Nielsen, der havde ejet den siden 1894 hvor han købte den.

Han var blevet gift med Johanne F. Nielsen, ”Kræmmergaarden” Vester Hjermitslev. Hun var født den 08.03.1900

I ægteskabet var der tre børn, sønnen Niels Østergaard, født den 20.12.1922, desuden var der to piger.

Det var en af egnens bedste gårde på 70 tdr. land, og den nye ejer havde både lyst og dygtighed til at arbejde med jorden og anså bondens arbejde som det mest eftertragtelsesværdige. Det var gode betingelser at starte under, og de efterfølgende år viste en fremgang, der resulterede i et mønster drevet landbrug.

Hans interesse for foreningsliv, det folkelige og det åndelige, slog ret tidligt igennem, og det varede ikke længe, før folk fik øjnene op for, at han kunne og ville mere end gennemsnits mennesket. I 1933 blev han indvalgt i bestyrelsen for Brønderslev og Omegns Landboforening. I 1940 valgtes han til formand, og han kunne således snart have holdt 25 års jubilæum som formand.

Som formand for foreningen var han lydhør over for nye strømninger i landbruget, og han var en ivrig og energisk forkæmper for andelsbevægelsen. Det skyldes for en stor del ham, at Landboforeningen i dag råder over en velindrettet landbrugsgaard i Brønderslev. Den er blevet et samlingssted for landboer, der kommer til byen, det er også her der holdes auktioner og – eksportmarked og også findes en Andels Indkøbsforening for landbrugsmaskiner.

Som leder af den store forening, viste Østergaard djærvhed og mod; der stod respekt om hans navn, og han fremsatte sine meninger uforbeholdent og bestemt. Det bevirkede, at folk gerne lyttede til, hvad han havde på hjertet, og han forstod at tale til både ældre og til ungdommen. Han fulgte med særlig interesse arbejdet på Landboskolen i Brønderslev, og mange unge har ved afslutninger paa skoleåret lyttet til hans gode råd og henstillinger om at dygtiggøre sig.

Hans interesse for ungdommen kom også til udtryk i stiftelsen af en etableringsfond til hjælp for unge, nystartede landmænd. Det var hans idé, og det var på grund af hans energi, fonden blev stiftet. I dag har fonden en betydelig kapital, og hvert år uddeles der beløb af den.

Et hverv, der bragte ham i forbindelse med mange landboere var hans medlemsskab af Grundforbedringsudvalget for Hjørring amt. Han blev valgt ind som repræsentant for Landboforeningerne i 1940, og fra 1946 til 1955 var han udvalgets formand. I denne periode bortforpagtede han ”Østergaard” til sønnen, Niels Østergaard, og han boede derefter i en villa i Vrensted, indtil han købte Slotsgaarden.

Han var i mange år medlem af menighedsrådet ved Vrensted Kirke og formand for Vrensted mejeri, men mest vil han sikkert huskes som en dygtig og initiativrig formand for Landboforeningen, hvis medlemmer skylder ham meget, for hans kærlighed til standen og hans rige evner til at gennemføre betydelige fremskridt på fornuftig og velfunderet basis.

For sin betydelige indsats modtog Chr. N. Østergaard ved Landboforeningens jubilæum Ridderkorset.

Chr. N. Østergaard var en kendt Skikkelse inden for dansk landbrug. Bedst kendt var han som formand for Brønderslev og omegns Landboforening, et hverv, han røgtede med stor nidkærhed og aldrig svigtende interesse.

 Desværre blev han syg og efter mere end et års sygdom med flere indlæggelser på Brønderslev sygehus og Kommunehospitalet i Aarhus, døde gdr. Christian Nielsen Østergaard, Vrensted, i 1963 i sit hjem, Slotsgaarden i Vrensted, 67 år gammel.

 I 1947 havde sønnen Niels overtaget “Østergaard” efter forældrene og samtidig blev han gift med Else Marie Drivsholm der født den 29. maj 1922 i Toftegaard, Vrensted sogn, datter af Maren og Thomas Drivsholm, Toftegaard, Pilgårdsvej 195, Øster Hede, Vrensted.

 

Niels og Else Marie Drivsholm havde begge gået i skole i Vrensted Østre Skole og hun havde senere haft et ophold paa Havbro Ungdomsskole. Ellers opholdt hun sig hjemme indtil sit 18. år og efter at have været elev på Rødding Højskole og Hadsten Husholdningsskole i 1940 havde hun plads som husassistent i Hadsten paa den private realskole. Desuden var hun kokkepige paa Skanderup Nørregaard ved Lunderskov, elev på Askov Højskole i 1945-1946, ansat en sommer på et badehotel i Løkken samt beskæftiget endnu en periode hjemme inden giftermålet. Siden har hun været medhjælpende hustru.

Else Marie Drivsholm har været formand for det lokale husholdningsudvalg indenfor Landboforeningen i en årrække og medlem af Vrensted Menighedsråd. Endvidere har hun gennemgået kurser i bl.a. almuemaling og blomsterbinding.

Niels Østergaard havde efter skolegangen i Vrensted Østre Skole opgså flere skoleophold. Halvorsminde Ungdomsskole i 1939-1940, Ladelund Landbrugsskole i 1944-1945 og Askov Højskole i 1945-1946. Han var elev på Nr. Kornum ved Brønderslev, underforvalter paa Asdal Hovedgaard samt bestyrer 2 år på Rendbækgaard inden giftermålet, ved hvilket han forpagtede faderens gård, Østergaard, som han fik skøde på i 1958. Desuden købte han 1968 Lindegaarden i Vrensted, og her byggedes nyt stuehus i 1972-1973. Gården blev drevet med korn, raps og frø. Paa Østergaard blev der bygget ny svinestald i 1951 og maskinhus i 1962.

Niels Østergaard har haft en lang række tillidshverv, bl.a. var han formand for Vrensted Ungdomsforening i 10 år samt for Landboungdomsudvalget i Brønderslev i 6 år, og fra 1964 til 1978 var han i bestyrelsen og formand for Brønderslev Landboforening. Han blev æresmedlem. Endvidere har han været i bestyrelsen for Lundbæk Landbrugsskole. På et tidspunkt valgtes han til næstformand for mejeriet i Vrensted, og i 1962 blev han medlem af Vrensted-Thise Sogneraad.

Senere fortsatte han i storkommunen, og frem til 1978 var han viceborgmester i Løkken-Vraa Kommune.

Han blev amtsrådsmedlem i Hjørring i 1966, og 1970 fortsatte han i Nordjyllands Amtsråd, hvor var formand for udvalget for teknik- og miljø.

Fra 1972 til 1977 var han folketingskandidat for Venstre i Fjerritslev Kredsen, og han var formand for Vrensted sogns Venstrevælgerforening.

Han kom i 1956 i bestyrelsen for Andelsbanken i Brønderslev.

I 1965 blev Niels Østergaard forpagter af Drivsholm indtil 1973.
I 1966 overtog Niels Østergaard gården “Holmen” i Vrensted som han ejede indtil 1972 og drev sammen med “Østergaard” og forældrenes gård “Slotsgården”.

I perioden som folkevalgt politiker, var han nødsaget til at have dygtige og interesserede medhjælpere på gårdene, så han kunne overkomme alt det, han blev betroet uden for sin bedrift.

Niels Østergaard var Ridder af Dannebrog.

Efter salg af “Østergaard” og “Holmen” købte han ejendommen “Lindegården” på Pilgårdsvej i Vrensted.

”Østergaard” er nu solgt og nedlagt som landbrugsejendom, jorden er frastykket og sammenlagt med anden ejendom.

 

Nekrolog:

Fhv. amtsrådsmedlem, gårdejer Niels Østergaard, Pilgårdsvej 51, Vrensted, er død. Han blev 78 år.

Niels var gårdmandssøn fra Vrensted. Som ung fik han lov til at komme på Halvorsminde Ungdomsskole, senere uddannede han sig på Ladelund Landbrugsskole og Askov Højskole. I 1947 forpagtede han forældrenes gård, Østergaard, og han købte den i 1958. Senere købte han Lindegården, og i en årrække drev han desuden Holmen.

Tidligt vaktes interessen for politik og foreningsarbejde. Niels var kun 15 år, da han blev valgt som formand for Vrensted Ungdomsforening. Det var en tid, han til det sidste mindedes med glæde. Hele livet bankede hans hjerte for de unge, og han ønskede at give dem så mange tilbud som muligt.

I 1966 blev Niels opstillet til det daværende Hjørring Amtsråd, og ved kommunesammenlægningen i 1970 blev han medlem af Nordjyllands Amtsråd. I otte år var han formand for amtets teknik- og miljøudvalg, og han forblev medlem af dette i sine 28 år i amtet. Adskillige ekspropriationer var han med til at foretage, han sikrede jord til veje, cykelstier og meget andet, men han var en forhandlingens og forligets mand, der forstod at argumentere med djærve ord og gode argumenter. Derfor foregik ekspropriationerne uden sværdslag.

Allerede i 1962 var Niels Østergaard en vigtig brik i lokalpolitikken. Han var medlem af det daværende Vrensted-Thise Sogneråd, og senere var han medlem af Løkken-Vrás byråd, hvor han var viceborgmester. Også i dette arbejde var han respekteret og kendt for ikke at skjule sin mening.

Vi husker, dengang hans kontor i Vrensted var omdannet til socialkontor, fordi folk gerne kom til ham for at få hjælp med et problem.

Niels Østergaard var formand for Brønderslev og Omegns Landboforening i 14 år, et arbejde, han også udførte til punkt og prikke.

Folketingskandidat for Fjerritslev kredsen var han også en periode, men da det er en kreds, der sjældent giver valg til en venstremand, mistede han interessen for det. Beboerne i Løkken-Vrå Kommune har meget at sige Niels Østergaard tak for.

Fremsynet som han var, sikrede han, at det store areal syd for Løkken, nu kaldet Bikube arealet, blev opkøbt af Løkken-Vrå Kommune, mens tid var. Det var også ham, der fik gennemført en kloakeringsplan for kommunen. Han var en stor støtte i arbejdet med opførelsen af Løkken-Hallen. Smålighed kendte han ikke til. Altid var han de store liniers mand. Han havde humor, og den bevarede han til det sidste. I sit otium nød han opholdet i badehuset i Løkken sammen med gode venner, og trods besvær med hørelsen var han underholdende og festlig.

Niels Østergaard er et menneske, der vil stå respekt om i årene fremover.

Han vil meget sent blive glemt.

Niels Østergaard var Ridder af Dannebrog.

I ægteskabet kom der fire børn, sønnerne Christian Drivsholm Østergaard, født den 30.12.1948 på Østergaard, Knud Drivsholm Østergaard, født den 26.04.1952 og døtrene Mette Johanne Drivsholm Østergaard, født den 30.10. 1957, og Anne Drivsdolm Østergaard, født den 08.06.1965.

Både Johanne og Chr. N. Østergaard og Else og Niels Østergaard er borte og ligger på Vrensted Kirkegaard.

Drivsholm slægten – som Else kom fra –  kan føres helt tilbage til 1796 hvor Jens Thomsen, født i Kettrup, Ingstrup sogn, gifter sig den 28.10.1825 med Ane Christensdatter, født på Toftegaard i Vrensted by og sogn, og overtager Nørregaard i Åsendrup.

Om den slægt er der skrevet flere historier se under Levnedsbeskrivelser

 

De to gravsten på  Vrensted Kirkegård

Af journalist Poul Christoffersen, Sindal

Anetavlen til gården Drivsholm fører dens historie tilbage til Vrensteds ukendte fortid, men fra 1741 til 2004 var det bønder fra den samme slægt, som åndede og levede for at drive gården. Heraf var de første slægtsled som arvefæstebønder.

 Udgangspunktet var nærmest det ringest mulige, da landsoldaten Christopher Hansen i 1741 blev fæstebonde under Børglum Kloster på en gård et sted i Vrensted, som den forrige fæstebonde havde forladt i armod. Gården var på daværende tidspunkt på 5 hartkorn, 4 tdr. og 3 skp. og ifølge fæsteprotokollen var gårdens længer meget forfaldne, og jorden bar præg af ikke at have været dyrket i længere tid.

De fleste bønder i Vrensted sogn var arvefæstebønder under Børglum Kloster, men som en eftervirkning af Store Nordiske Krig og flere år med misvækst rømmede et stigende antal fæstebønder fra deres gård. Også i Vrensted Sogn. Derfor fik flere landsoldater muligheden for at blive fæstebønder på gårde, som de ikke slægtsmæssigt havde tilknytning til.

 Christopher Hansen var født i 1704. Sandsynligvis i Vrensted. Sognets kirkebøger fra før 1730 brændte under en præstegårdsbrand, og Christoffer Hansen optræder første gang i kirkebogen i 1735, hvor han udlægges som barnefader til en uægte datter Johanne. Moderen er Anne Lauridsdatter, som bor hos Laurids Jensens enke på Major Rantzaus gods i Vrensted. Christopher Hansen er på det tidspunkt landsoldat under oberst Storms regiment.

Christoffer Hansen og Anne Lauridsdatter bliver gift i 1737, og allerede på det tidspunkt i 1741, hvor de får en fæstegård under Børglum Kloster som hjem, har de tre børn. 

Anne Lauridsdatter dør i barselssengen i 1750, men hun når at føde otte børn, hvoraf to dør få dage efter fødslen. Christopher Hansen gifter sig få måneders efter sin første kones død med Else Jensdatter, og hun føder flere børn, som dør kort tid efter fødslen. I 1757 føder hun sønnen Niels Christophersen, som bliver næste generation på gården.

Christopher Hansen dør i 1779, og på det tidspunkt er den ældste søn Hans Christophersen død (23 år gammel) og den næstældste Laurs Christophersen er blevet gårdmand på en anden fæstegård gennem et giftemål med en enke. Derfor er det den yngste søn Niels Christophersen som overtager arvefæstemålet i 1779 efter faderens død. 

 Niels Christophersen er på daværende tidspunkt 21 år, og bor hjemme sammen med sin mor og en storesøster Else, som i skifteprotokollen betegnes som vild i hovedet. Om der også hører tjenestefolk til husstanden fremgår ikke, men Christopher Hansen har formentlig været dygtig til at få udbytte af jorden, for ved skiftet er der en omfattende fortegnelse over de ting, der hører til gården.

Også Niels Christophersen har tilsyneladende evner som gårdmand. Han bliver gift i 1782 med Karen Andersdatter, og ved Danmarks første folketælling i 1787 giver gården føde til en af de største husstande i Vrensted sogn, herunder til tre små børn og tre tjenestefolk.

 Ved folketællingen består Vrensted Sogn af 712 indbyggere fordelt på 32 husstande i Åsendrup og 107 husstande i Vrensted by samt syv husstande på Sundsted, Libakken og Holmen.

 Det er under Niels Christophersens tid som gårdmand, at fæstegården flyttes ud af landsbyen og ud på en mark kaldet Drivsholm, som klostret er ejer af og som ligger ved vejen mellem Vrensted og klostret. Det sker i 1806, hvor Vrensted som en af de første landsbyer tager fat på udskiftning af gårde som følge af en landsdækkende landsbyreform. 

 En af hensigterne med denne er at fæstebønder med tiden skal kunne blive selvstændige bønder, og en anden hensigt med reformen er at samle jorden omkring gårdene i stedet for fortsat at ligge spredt. Således har Niels Christophersen ifølge et matrikelkort fra 1813 haft fire jordlodder indenfor Vrensteds bylaug område – spredt flere km fra hinanden. Fra at være bestemt af et landsbylaug bliver det ved reformen efterhånden den enkelte bonde, som selv bestemmer hvornår marker skal sås til og afgrøden høstes.

 Børglum Kloster ejer de fleste af fæstegårdene i byen, men der er også andre vendsysselske godsejere, som har fæstebønder og jord i sognet. Således har Hvidstedgaard Gods fæstebreve for omkring en halv snes fæstebønder i Vrensted. 

 Niels Christophersen dør i 1827, hvor han ved skiftet blever benævnt som gårdmand af Vrensted Udflytter. Derefter bliver den ældste søn Christopher Nielsen fæstebonde på gården. Niels Christophersen og Karen Andersdatter bliver også forældre til Anders, Jens, Claus, Mette, Else og Mathias.

Christopher Nielsen er fæstebonde på Drivsholm resten af livet. Han gifter sig med Ane Nielsdatter, som i 1819 føder parrets eneste søn Jens Christoffersen. Jens bliver hjemme på gården hele sin ungdom og hjælper sin far med at drive gården. 

Familien vokser også med døtrene Mette, Karen Marie, Maren og Ane Marie Christoffersdatter. 

 Artiklen om forhistorien til gården Drivsholm og Drivsholm familien er skrevet af journalist Poul Christoffersen, opvokset på Bådstedhede i Vrensted,  som kan føre sin anetavle gennem fader-linjen tilbage til Laurs Christophersen og Christopher Hansen.

•  Gården “Drivsholm” og familiehistorien

 

Familiehistorien – Drivsholm, Munkebrovej 76, Vrensted

Jens Andreas Drivsholm, der i 1910 fik navneændring fra Jensen, er født den 6. august 1860 i Stenvad, Vraa sogn, og han døde den 12. juni 1923 på Hjørring Sygehus. Han blev gift den 8. november 1888 i Vrensted, med Anine Kirstine Jensen. Hun er født den 29. september 1864 i Drivsholm, Vrensted sogn, som datter af gårdmand Jens Christoffersen og hustru Ane Pedersdatter. Hun døde den 17. november 1926 i Aarhus.

Jens Andreas Drivsholm var efter sin konfirmation beskæftiget ved landbrugbrug og arbejdede bl.a. en sommer paa Sjælland. Desuden havde han et ophold paa Brønderslev Højskole, inden han indkaldtes til militærtjeneste og efter hjemsendelsen som korporal indledte han et ophold på Stenum Højskole.

Om dette ophold skrev sønnen Jens i 1957:

“Hvorledes min bedstefader med sit stærke Bjørnbak’ske præg så på opholdet, har jeg aldrig hørt tale om, men han har vel bøjet sig, som en god far gør, da han mærkede, det var en hjertesag for sønnen, og den unge stod jo heller ikke tilbage for den gamle i viljestyrke, men jeg har hørt af forstanderens egen mund, hvor forbavset og glædelig overrasket han blev, da sønnen fra Stenvad kom og indmeldte sig som elev på skolen. Der er ingen tvivl om, at denne vinter på Stenum Højskole fik afgørende betydning for min far hele livet. Han blev her indført i hele det grundtvigske folke- og åndsliv, der på dette tidspunkt midt i 1880erne stod i sin højeste blomstring.”

Ved giftermålet overtoges svigerforældrenes ejendom, Drivsholm i Vrensted, der da var på ca. 90 tdr. land, heraf 30 tdr. land klitkær.

Om tiden herefter skrev sønnen Jens bl.a.:

“Drivsholm havde været drevet godt, men måske nok på lidt gammeldags vis, men nu kom der gang i sagerne. Gennem næsten utallige ejendomshandler blev gårdens jordtilliggende ikke blot meget forøget, men jorden blev samlet omkring gården, et arbejde, der den gang vakte megen beundring og måske også lidt misundelse hos naboerne, der kaldte gården ”Lille Kloster”. Vi var jo nabo til Børglum Kloster. Markerne, der før var gennemskårne af åbne grøfter, blev drænede, og rodfrugtdyrkningen indførtes, og der blev bygget store nye udhuse for at skaffe plads til den forøgede avl og besætning. Det var jo en tid med store udvidelser og nydannelse landbruget, med fremskridt på alle områder, og det er vist ikke for meget at sige, at far var en foregangsmand i dette nye. I det hele var tiden op til århundredeskiftet, ja helt til 1914, præget af en lys optimisme med en stærk tro på, at fremtiden kun kunne bringe fremgang når blot man gjorde sin pligt og brugte de evner, der var en givet. Foruden familiens 10 medlemmer var på gården 3 karle og 3 piger samt i nogle år en privatlærerinde. Mor og far havde vist gerne set, at nogle af deres ældste drenge ville have studeret, men far gjorde dem saa forelsket i landbruget, at de umuligt kunne slippe det.”

Parret beholdt Drivsholm, da det i 1910 bosatte sig paa Stenvad Østergaard, Vraa sogn, som blev overtaget efter Peter Jensen-Bundaaard og på et tidspunkt blev Jens Andreas Drivsholm medejer af Vraa Teglværk og et byggeinteressentskab i Vraa. Drivsholm blev overtaget af sønnen Jens 1915, og Stenvad Østergaard blev overtaget af barnebarnet Bertel. Jens Andreas Drivsholm blev i en ung alder medlem af sognerådet og valgtes på et tidspunkt til formand for Løkken Sparekasse. Han var desuden politisk interesseret.

Om gården Drivsholm skrives bl.a.:

“I 1465 fandtes under navnet Dreffsholm en mark, som var genstand for strid mellem ejeren af hovedgården Aasendrup og ejerne af Vrensted by. Kong Christian I afgjorde striden således, at Anders Nielsen Banner af Kokkedal skulle “have, nyde, bruge og beholde Aasendrup og Dreffsholm”. På denne mark blev efter udskiftningen i 1806 bygget gården Drivsholm, som i 1856 blev solgt af Børglum Kloster til Jens Christoffersen, der i 1889 skødede gården til svigersønnen Jens Andreas.”

Anine Kirstine Jensen lærte mejerivæsen paa Kornumgaard ved Brønderslev og syning i Brønderslev inden giftermaalet med Jens Andreas.

Sønnen Jens fortæller:

“Mor var en kærlig og blid kvinde, der elskede og beundrede sin mand, og som kunne ofre alt for ham. Far var initiativrig, den fødte fører og igangsætter, hurtig til at tage sine beslutninger og med en sjælden energi til at gennemføre dem. Man kan vist sige, at de udfyldte hinanden paa en sjælden harmonisk måde”

I ægteskabet var der børnene: Jens som senere overtog gården og Thomas, Christian, Harald,  Christoffer, Anna, Mette og Aage Drivsholm.

Jens Christoffersen Drivsholm er født den 5. august 1889 i Drivsholm, Vrensted sogn. Han blev gift den 3. november 1915 i Vrensted med Anna Eriksen. Hun er født den 20. december 1891 i Rykind, Vrensted sogn som datter af gårdejer Mads Eriksen og hustru Johanne Kirstine Kristensen, og hun døde den 26. oktober 1959 i Drivsholm, Vrensted sogn.

Jens Christoffersen Drivsholm gik i skole i Aasendrup. Afbrudt af et ophold paa Vraa Højskole i 1905-1906 var han beskæftiget ved landbruget hjemme på Drivsholm samt paa en gård i Himmerland, hvor han var i 1 år. Derefter blev han som 20årig bestyrer for forældrene paa Stenvad Østergaard og senere havde han ophold på Tune Landbrugsskole i 1911-1912 samt Askov Højskole i 1913-1914. Ved giftermålet overtog han Drivsholm, som har drevet alsidigt, og 1932 byggedes nyt stuehus. Endvidere blev de bygninger der var opført af faderen, gradvist moderniseret. I 1965 blev Niels Østergaard forpagter af Drivsholm, som i 1973 overtoges af barnebarnet Bent Drivsholm. Jens Christoffersen Drivsholm var medlem af Vrensted-Thise Sogneraad i 2 perioder, i bestyrelsen for Løkken Sparekasse i 49 aar, heraf 17 år som formand, samt i bestyrelsen for Vraa Højskole i 16 år og har desuden været formand for bl.a. mejeriet i Vrensted.

Hans hustru Anna Eriksen gik i skole i Aasendrup og var senere elev paa Kvissel Højskole og Roskilde Skole. Hun var beskæftiget hjemme samt husassistent hos sparekassedirektøren i Løkken og paa Vestrupgaard i Saltum inden giftemålet, efter hvilket hun blev medhjælpende hustru. Endvidere var hun i bestyrelsen for Ungdomsforeningen i Vrensted, i hvilken også Jens Christoffersen Drivsholm havde været aktiv.

I 1964-1965 får Jens Drivsholm opført huset på Sct.Thøgers Plads 1 i Vrensted hvortil han flytter. Siden 1961 har Elma Astrid Hammelsvang Christensen, enke efter gårdejer Peter Hammelsvang Christensen, været husbestyrerinde hos Jens Drivsholm.

Jens Drivsholm og hustru fik 2 piger Anine og  Johanne Drivsholm.

Der var ingen af de to piger der ønskede at overtage “Drivsholm” Johanne havde imidlertid en søn Bent, der efter et langt uddannelsesforløb var udset til at overtage “Drivsholm”. Efter giftermålet med Birthe jvf. nedenfor overtog de “Drivsholm” den 01.03.1973 jvf. nedenfor.

Bent Drivsholm var født den 12. august 1946 i Hjørring. Han blev gift den 29. maj 1976 i Korskirken i Vallekilde med Birthe Søgaard Sørensen, der er født den 9. september 1945 i Aastofte, Asnæs sogn som datter af gårdejer Mogens Sørensen og hustru Eli Marie Søgaard Jensen. De bosatte sig på Drivsholm, Munkebrovej 76, Vrensted.

Bent Drivsholm gik paa Gjurup Skole, Højene Centralskole samt på Den Private Realskole i Hjørring. Han tjente bl.a. 1 år på Rykind i Vrensted, inden han 1966-1967 aftjente sin værnepligt ved livgarden, og efter 4 år I Canada, hvor han var beskæftiget ved landbrug, havde han 1967-1968 et ophold på Uldum Højskole. Senere var han fodermester på en gård ved Hinnerup, 9 måneder på Bygholm Landbrugsskole i 1969-1970 samt ansat 3 måneder i et sprøjtefirma i Sverige, og i 1970-1971 foretog han en jordomrejse. I denne periode arbejdede han bl.a. paa New Zealand og i Canada. Herpå arbejdede han for morbroderen Andreas.

Den 1. marts 1973 – overtog Bent Drivsholm så gården ”Drivsholm”,

Drivsholm blev drevet med malkekvæg. På gården blev der siden overtagelsen foretaget forskellige ombygninger samt opført ny kostald og lade. – Bent Drivsholm var i bestyrelsen for Ingstrup Andelsmejeri. Han har været i bestyrelsen for Vrensted Foderstofforening.

Birthe Søgaard Sørensen gik på Asnæs Centralskole og Asnæs Realskole hvor hun tog realeksamen. Senere havde hun et ophold paa Midtjyllando holdningsskole i 1963-1964, og efter bl.a. et 1/2 år som husholdningselev på Faurholm ved Hillerød var hun 1965 elev 3 måneder paa Idrætshøjskolen i Sønderborg, inden hun begyndte på Hellerup Tilskærer seminarium, hvor hun var frem til 1967. Desuden havde hun ansættelse som ekspeditrice i Asnæs, og hun arbejdede senere et 1/2 år på en farm i Canada, samt på en trævarefabrik i Danmark, inden hun foretog en jordomrejse sammen med sin tilkommende mand Bent Drivsholm. Efter hjemkomsten gennemgik hun et kursus på Holbæk Handelsskole, og herpå var hun kontoransat i et rejsebureau indtil 1975. Siden har hun været medhjælpende hustru. – Birthe Søgaard Sørensen har været i bestyrelsen for International Agricultural Exchange Association, såvel i den danske som i den internationale bestyrelse, og i bestyrelsen for venstrevælgerforeningen i Vrensted.

Der er en datter Maria Drivsholm, som er født den 7. april 1982 i Vrensted. Maria er gift og bor i dag i Spandet ved Ribe.

Birthe og Bent Drivsholm er desværre ikke længere, de ligger begge nu på Vrensted Kirkegaard.

Ny ejer på Drivsholm:

I 2003 overtager gårdejer Mads Sørensen ”Drivsholm”, som han driver sammen med Kærgaard, Vrenstedvej 380, Vrensted.

januar 2020 – jens otto madsen 

 

De helt unge, Else f. 1920 og Søren Jensen Sørensen f. 1915 kom i 1940 fra Sdr. Saltum til Vrensted.

De havde købt en mindre gård på Rykindvej. De kaldte gården “Høsthåb”, idet der tidligere havde været en ringe avl og de håbede, at de med tiden kunne få en bedre avl på de jorder, de havde købt. Med tiden fik Else og Søren skabt en god og veldrevet ejendom, på det tidspunkt med køer, svin og planteavl, som var normalt for denne tids landbrug. Ejendommen på Rykindvej, har i dag taget navneforandring og hedder nu “Langagergaard”.

Søren var storebror til læge Peder Madsen Sørensen, kaldet P.M. Sørensen, som nogle år efter at Else og Søren havde etableret sig i Vrensted, etablerede sig med ny lægepraksis på Ingstrupvej i Vrensted.

I 1955 blev ”Kærgaard” på Vrenstedvej 480 sat til salg og Else og Søren øjnede en chance for at få en større ejendom. Der var 30 køer på ejendommen. Den blev købt og “Høsthaab” blev solgt.

I årenes løb blev den drevet eksemplarisk og det var nødvendigt med folkehold. Mange karle og piger tjente i årenes løb på Kærgård som var et godt sted at være.

Der voksede i årenes løb en stor børneflok op, en pige som den ældste, AneMarie, hvorefter der kom fire drenge til. Mogens, Lasse, Kristian og Jens.

Alle børnene havde altid været med i arbejdet på gården, indtil de flyttede hjemmefra. Det var ganske normalt dengang. Den ældste af drengene, Mogens, havde lyst til at blive landmand.

Søren Sørensen var i en periode medlem af Sognerådet i Vrensted-Thise Kommune og havde desuden forskellige tillidshverv inden for landboarbejdet. I 1959 blev han desuden vurderingsmand i Dansk Landbrugs Realkreditfond. Et job som han havde stor lyst til og med sin store viden, erfaring og indsigt indenfor landbruget, var han medvirkende til at mange landmænd i Vendsyssel kunne få deres ejendomskøb og investeringer finansieret.

Det betød også, at han var meget hjemmefra sin egen bedrift og derfor måtte have dygtige medhjælpere. Else og Søren havde et godt ry, så at få folk, var på det tidspunkt ikke noget problem.

Mogens, ældste søn f. 1945, ville som nævnt være landmand og kom ud at tjene som 16 årig. Han havde fire forskellige pladser rundt omkring i landet for at få så alsidig en uddannelse som mulig. Et ophold i 1967/68 på 9 måneder, på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens, afsluttede hans landbrugsuddannelse som driftsleder.

Herefter kom Mogens hjem som karl og det endte med at Mogens i august 1973 skulle overtage Kærgård. Der blev handlet, Else og Søren fik købt en mindre ejendom på Rykindvej som de fik istandsat og flyttede til. Her fortsatte Søren Sørensen så sit vurderingsarbejde og Mogens skulle så drive den tilhørende jord.

Mogens overtog Kærgård sammen med sin kæreste , som var sygeplejeelev og tre uger efter overtagelsen blev de gift. Tove blev færdiguddannet som sygeplejerske og fik senere job som sygeplejerske på lægeklinikken i Vrensted, hvor hun arbejdede indtil sin pensionering i 2016.

Stuehuset på Kærgård var fra 1861 og siden 1915 var der ikke foretaget nogen nævneværdige ændringer der. Så i årenes løb blev der moderniseret og fornyet. Familen blev forøget med 2 drenge, Mads og Nicolaj som de ældste og en pige, Helene.

I 1975 blev der så bygget en ny og stor løsdriftsstald med plads til 74 køer. I årenes løb blev der sammen med de mange skiftende medarbejdere, arbejdet hårdt på at skabe en sund og rentabel bedrift.

En stor fritidsinteresse var der dog plads til. Hele familen havde en fælles interesse for gymnastik og sammen har de deltaget i landsdelens store gymnastikstævner samt de store landsstævner som holdes rundt om i Danmark hver 4. år.

Både Tove og Mogens har begge haft et højskoleophold på Gerlev Idræts- og Gymnastikhøjskole på Sjælland, inden de blev gift.

Den ældste af drengene Mads, ville også være landmand.

Gennem flere landbrugsskoleophold og flere pladser hos forskellige landmænd, fik han færdiggjort sin uddannelse som driftsleder. Desuden har han ligesom sin mor og far haft et højskoleophold. For hans vedkommende var det på Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg. Efter skoleopholdene tog han sammen med nogle kammerater i 2001 til Australien, New Zeland og Syd Amerika for at se og prøve landbruget der.

Så skete der noget.

I 2003 var ejeren af gården Drivsholm død. Tove og Mogens blev tilbudt at købe den, så derfor var de nødt til at kontakte Mads om han var interesseret i at gå i kompagniskab, for alene syntes Tove og Mogens, at det var for stor en opgave.

Mads var med på ideen og over natten havde han i skitse tegnet en ny kostald. Med de 90 køer på Kærgård og de 80 fra Drivsholm.

Da Mads kom hjem bosatte han sig sammen med kæresten Malene på Drivsholm.

I 2005 oprettes så I/S Kærgård med Mads og Mogens som ejere.

Der blev i 2006 bygget en helt ny og supermoderne malkestald på Kærgaard hvor de 170 køer plus yderligere nytilkøbte 50 køer fra en ejendom i Saltum skal være, således at de kom op på et kohold på 260 plus egen opdræt. Alle kvierne fik ophold på Drivsholm.

Sideløbende med besætningsudvidelser er der tilkøbt jord. Kærgård ś arealer er vokset fra 80 tdr. land til 225 ha, som ligger tæt ved gården. Desuden er der lejet 30 ha.

 

Mads og Mogens fortæller:

Sideløbende med besætningsudvidelser er gårdens arealer vokset fra 80 tdr. land til 262 hektar, inklusive et forpagtet areal. – Sidste forår kom 40 hektar jord helt uventet til salg. Det ligger godt for os, men det var et areal vi forventede aldrig skulle sælges. Det var ikke til at sige nej til. Vi regnede på, hvor mange flere køer der skulle være for at det kan bære sig at købe jorden. Og i oktober kom 60 hektar jord til salg, som ligger godt for os. Det fik vi også. Så nu er vi i gang med udvidelsesplanen med en ny malkestald, fortæller han. Miljøgodkendelse i hus En miljøgodkendelse fra Hjørring Kommune til den seneste udvidelse er netop kommet i hus, og efter sommerferien skal endnu et byggeri formentlig i gang. – Om tre uger holdes licitation, hvor vi håber på en god pris, og så må vi se, om banken vil være med til at finansiere byggeriet, siger den yngre part i I/S Kærgård. Der skal skaffes et større millionbeløb til at bygge en større malkestald, og så skal far og søn lige finde en besætning på omkring 100 køer, som er til salg. – Det er bedre en finde en samlet besætning end at tage rundt og købe noget forskelligt på auktioner, oplyser Mads Sørensen. Der ligger således en række heldige omstændigheder snarere end dygtigt landmandskab bag kvægbrugets store udvidelser. Udbyttet er over gennemsnit og samtidig viser det økonomiske resultat for 2008 for I/S Kærgård, at Mads og Mogens Sørensen sagtens kan få en god forretning ud af de heldige omstændigheder, for dækningsbidraget pr. ko nåede op på 15.500 kr. på årsbasis. – Det ligger noget over gennemsnittet, fortæller driftsøkonom Mogens Larsen, LandboNord, havde fået lov til at lave et besætningsbesøg på Kærgård. Det var som optakt til en temadag i Vrensted Forsamlingshus om økonomien i mælkeproduktion.

I 2013 blev så tilbygget en stor udvidelse af den store malkestald, således at der nu på gården er 375 malkekøer og 380 ungkreaturer.

I 2014 træder Mogens ud og sælger sin halvdel til Mads, som nu står som eneejer af Kærgård

Malene og Mads med børn er flyttet på Kærgård og Tove og Mogens har købt en mindre ejendom på Vrenstedvej i Vringelby, hvortil de er flyttet og hvor de efterfølgende har bygget om og til og fået en skøn bolig.

Her i 2020 er Mogens stadig aktiv på Kærgård og fortsætter sit daglige arbejde med at passe ungkreaturerne sammen med medhjælperne.

Gennem årenes løb har mange landmænd besøgt Kærgaard, der viden om er kendt for at være et veldrevet landbrug. Der er ialt 9 ansatte og omregnet til fuldtidsansatte er det 5 personer. Man må sige det er en stor arbejdsplads.

Både Malene og Mads er meget aktive i foreningslivet i Vrensted, ligesom Tove og Mogens har været.

De er bl.a. gymnastikledere, har deltaget aktivt i bevarelse af skole, var med til at etablere friskole som dog ikke fortsatte ret lang tid. Har været med omkring børnehaven, foreningssamvirket og Idrætsforeningen og Byens Hus i Vrensted, som fremover skal være samlingssted for Vrensteds Foreningsliv og borgerne og hvor evt. børnehaven kan flytter i.

14. februar 2014:

Pris for godt landmandskab

Mads og Mogens Sørensen fra Kærgård I/S har fået en pris fra LandboNord Kreds 1 for Godt Landmandskab 2014 til Kærgård I/S v. Mads & Mogens Sørensen Vrensted

I sin motivering for pristildelingen sagde kredsformand Hans Jørgen Boel bl.a.:

– I/S’et blev stiftet i 2005 – 2 år efter at Mads og Malene havde købt naboejendommen. Bedriften består i dag af 375 køer, og der drives 275 ha hovedsageligt med grovfoder.

– Begrundelsen for anerkendelsen er, at Mogens og Mads Sørensen, (med stor opbakning fra familien) driver et super flot landbrug. Dette høster stor anerkendelse i omegnen, og det er ikke svært at se, at der er orden i tingene. Det står også klart for de fleste, at der på bedriften opnås flotte produktionsresultater, hvilket også kan ses, når Mogens og Mads har været så venlige at vise deres tal frem ved bl.a. møder og kurser i LandboNord regi. Hermed også en stor tak for det.

– Hos Mogens og Mads Sørensen prioriterer man forholdet til de ansatte højt. Man sørger for, at de har gode forhold. Ledelse er generelt noget, man gør meget ud af, og som de er meget dygtige til. Der holdes bl.a. ugentlige medarbejdermøder, hvor produktionen drøftes med medarbejderne.

 At medarbejderne  er glade for at arbejde hos Mogens og Mads Sørensen, ses ved, at de er ansat på gården i lange perioder, og tit vender de tilbage efter endt skoleophold.

– Nylig udvidelse af staldanlægget, i en tid hvor den økonomiske situation er svær for kvægbruget, vidner om en tro på fremtiden, og det fortjener stor anerkendelse. Generelt er Mogens og Mads Sørensen vellidte og anerkendte blandt kollegaer og samarbejdspartnere, erfagrupper og på LandboNord.

Prisen består af en bronzeskulptur “Spiren”, som er en model af en større bronzefigur, opstillet uden for LandboNords rådgivningscenter i Brønderslev og udført af kunstneren Flemming Holm, Hjørring.

 

Toftegaard – Pilgårdsvej 195, Vrensted Øster Hede

og

historien om gården og familien Drivsholm

 

I 1788 døde Niels Laursen, der havde været fæster af Toftegaard i Vrensted hørende under Børglum Kloster. Ved sin død efterlod Niels Laursen sig 3 forældreløse og umyndige børn, nemlig Maren, Lars og Margrethe. For at sikre disse børns opvækst samt gaardens videre drift valgte Grev Marcus Gerhard Rosencrone til Børglum Kloster at overdrage fæstet paa gaarden samt de medfølgende forpligtelser for de 3 umyndige børns opvækst til Christen Nielsen Graven, hvorfor han den 25. august 1788 udstedte et fæstebrev til denne paa Toftegaard af hartkorn 4 tdr. 6 skpr. l alb. Christen Nielsen Graven overtog gaarden med “al den inventarium, indbo og udbo, besætning, sæde- og ædekorn med videre, som den efter salig Niels Laursen og hustru er befunden”, og den aarlige landgildeydelse til Børglum Kloter bestod af 14 rdr., ligesom Christen Nielsen Graven var forpligtiget til aarligt efter tilsigelse fra klosteret at foretage 2 rejser med hestevogn, “enten til Sundbye eller Aggersund eller andet steds paa lige vis længde med lovbefalet læs frem og tilbage, ved hvilke rejser han skal være forbunden til at tilsvare de ham til læs medgivede varer, og være mbvagelig for at aflevere og imodtage sit læs til og af hvem han samme herfra beordres. Ligeledes skal han aarlig i høbjergningstiden slaa, rive, rote og her til gaarden indage (indkøre) det engskifte, som den hovfrie gaard er tillagt at bjærge udi Børglum Klosters enge.” Som det fremgaar af fæstebravet, var Toftegaard en hovfri gaard, hvilket betød, at der ikke af gaarden skulle ydes hoveriarbejde til Børglum Kloster, men alligevel fremgaar det af klostrets hoveriprotokol for 1805, at Christen Nielsen Graven ydede helgaards hoveri, hvilken ydelse i 1805 udgjorde 15 spanddage med en velforspændt vogn og en mand paa vognen samt 21 gangdage.

Af fæstebrevet fremgaar det endvidere, hvilke forpligtelser Christen Nielsen Graven havde overfor den forrige fæsters 3 umyndige børn. Han skulle sørge for, at de fik kost og logi samt skolegang og “anden bønderbørn tilkommende lærdom og undervisning”, indtil de hver for sig fyldte 18 aar og uden anden godtgørelse end renten af deres samlede arvekapital paa 200 rdr., der var indestaaende hos herskabet paa Børglum Kloster, hvor han saaledes en gang om aaret kunne hente 8 rdr. til dækning af udgifterne. Endvidere var han ansvarlig for de børnene tillagte kister og klæder, som var blevet ham udleveret efter en nærmere specifikation, og som han under formynderens tilsyn skulle opbevare, indtil hvert af børnene fyldte 18 aar. Endelig var han forpligtet til, naar de naaede det 18. aar, i formynderens overværelse at give Lars en hest til en værdi af 20 rdr., Maren og Margrethe hver en ko til 10 rdr. samt derforuden et faar til l rd. til hvert af børnene. Istedet for dyrene kunne han, saafremt man ikke kunne blive enige om hvilke dyr, der var tale om, udbetale børnene de nævnte pengebeløb.

I forbindelse med Christen Nielsen Gravens overtagelse af fæstet paa Toftegaard, blev der paa gaarden foretaget en syns- og taksationsforretning over sammes tilstand og forfatning. Her hedder det om bygningerne, at stuehuset, der var 28alen langt og 11 1/4 alen bredt, var indrettet med 6 fag til stue og værelse, 4 fag til køkken og bryggers, og i øvrigt opført af fyrretømmer med klinede vægge og straatag. Ladebygningen, der bestod af 13 store bindinger, og som var 33% alen lang og 11% aler var ligeledes opført af fyrretømmer med klinede vægge og straat, en “taske” i den vestre ende, fjellegavl i den østre ende og pas dre side en port og 6 halvdøre samt en luge. Denne bygning var na til lo og lade med 10 korngulve samt 3 gulve, indrettet til hestes Den tredie længe, der vendte syd-nord, var paa 9 bindinger, 27 alen længden og 10 alen i bredden. Denne bygning havde udskud paa begge samt paa gavlene, og paa den vestre side var en dobbelt vognskjulsport samt 2 hele og 2 halve døre, medens der paa den østre side var en luge og i den nordre ende af bygningen var fjelleloft over de 4 bindinger ne længe indeholdt dels kreatur- og faarestald og dels vognhus. I øvrist blev alle 3 længer betegnet som værende gode og velholdte. Herudover som des og takseredes indbo, redskaber og besætning, og af mere værdifulde ting kan nævnes en stor gruekobberkedel paa 1 td.’s rum, vurderet til 14 rdr., en mindre kobberkedel til 3 rdr., en stod skippunds kakkelovn til 10 rdr. og tre beslagne vogne med tilbehør til 30 rdr., medens der af besætning nævnes syv heste, et føl, seks køer, to kvier og tolv faar med lam, takseret til 224 rdr.

I forbindelse med udskiftningen af landsbyfællesskabet blev Toftegaard flyttet ud, hvorved jordtilliggendet reduceredes til et hartkorn paa 4 tdr. 3 skpr. 24 alb. Paa fæstebrevet fra 1788 er imidlertid gjort en tilføjelse, dateret den 8. november 1806, hvoraf det fremgaar, at Christen Nielsen Graven som en delvis erstatning herfor havde faaet overdraget en huslod af hartkorn 3 skpr., samtidig med at den aarlige landgildeydelse reduceredes med godt i rd.

I folketællingen 1801 opføres Christen Nielsen Graven og hustru paa gaarden i Vrensted sammen med børnene Niels, 12 aar, Kirsten, 10 aar, Niels Jensen, 8 aar, Anders, 6 aar, og Ane, 3 aar gammel. Endvidere nævnes ikke mindre end 7 tjenestefolk.

Gaarden i Vrensted, som i ældre tid blot kaldtes “Gaarden”, men i yngte tid fra omkring 1820 fik betegnelsen Toftegaard, hørte oprindelig under ryttergodset. Ved en auktion i 1716 blev “Gaarden” købt af præsten i Vrensted Jens Jensen Godsen, og efter hans død overtoges gaarden af datter Anne Katrine. Senere blev “Gaarden” fæstegods under Børglum Kloster, det var størsteparten af denne gaard, nemlig det nuværende Toftegaard som Christen Nielsen Graven herpaa i 1788 fik fæste paa.

Christen Nielsen Graven synes at have været en dygtig landmand, og økonomisk klarede han sig vist temmelig godt. Saaledes ses han saavel i 1807 som i 1812 at have købt en del parceller til selveje, hvilke parceller ialt var paa næsten 1 td. hartkorn og blev drevet sammen med fæstegaardens jorder. Det kan nok undre, hvordan man ved Christen Nielsen Gravens død i forbindelse med skiftets afholdelse helt undgik en vurdering af disse jordarealer, som end ikke er nævnt paa skiftet.

Selve skiftet efter Christen Nielsen Graven blev paabegyndt den 30. oktober 1816 med en registrerings- og vurderingsforretning i boet foretaget af skifteforvalter Würtz fra Børglum Kloster og to vurderingsmænd. Som arvinger nævnes foruden enken Maren Nielsdatter, hvis lavværge var hendes bror Lars fra Havgaards Mølle, børnene Kirsten, gift med gaardmand Thomas Nørgaard i Aasendrup, Niels, 27 aar, Niels, 22 aar, Anders, 21 aar, Ane (Ane 3), 18 aar, og Maren, 14 aar gammel. For de af børnene, der var umyndige, blev som formynder udpeget deres farbroder Jens Nielsen Graven til Kornumgaard.

Fra boets registrering og vurdering kan af indbo nævnes: et større og et mindre fyrretræsbord, tre fyrretræsstole, to stole med halmsæder, to faste og en løs bænk, et blaamalet hængeskab, to faste sengesteder med tilhørende sengetøj, en fyrretræsstandkiste og et fyrretræsklædesskab samt en jernbilæggerkakkelovn og et stueur i foderal, hvilket sidstnævnte var mest værdifuldt af alt indboet og sattes til 12 rdr. Afdødes garderobe bestod af en blaa klædeskjol, som alene vurderedes til 6 rdr., en graa klædeskjol til 3 rdr., en blaa trøje til 4 rdr., en rødstribet brøstdug og en undertrøje til ialt 3 rdr., et par blaa og et par sorte bukser til 4 rdr., en hat til 3 rdr., seks skjorter til 9 rdr., en gammel blaa trøje, to par skindbukser, tre par strømper, et par støvler og en gammel hue.

Af vogne og redskaber nævnes bl.a. en beslagen vogn med afsæt, sat til 30 rdr., en trævogn til 10 rdr., to beslagne trævogne til 22 rdr., en plov med tilbehør til 8 rdr., en jernharve til 4 rdr., drættetøj til seks heste, 5 rdr., en hakkelseskiste med kniv, 4 rdr., samt en del mindre værdifulde effekter bestaaende af river, plejle, skovle, forke, høleer, jerngrebe, trillebøre, spande, slibesten samt værktøj. Endelig kan nævnes, at gaardens besætning bestod af fire gode heste til ikke mindre end 158 rdr., en 14-aars hoppe, en 24-aars hest, to føl, fem gode køer til 94 rdr., to stykker ungnød, fire kalve, to svin og otte faar samt en vædder.

Den 28. december 1816 mødtes man til afsluttende skiftef her blev indboet nu opgjort til 123 rdr., vogne og redskaber hestene til 196 rdr. og faar og kreaturer til 156 rdr., saal aktiver ialt androg 596 rdr. Herskabet paa Børglum stillede imidlertid krav om 244 rdr, til delvis dækning af en istandsættelse af bygningerne samt til den besætning og de redskaber, som havde været paa gaarden på overtagelsen. Egentlig var herskabets krav betydelig større endd de 244 rdr., men boet fik et betragteligt afslag, idet Christen Nielser før sin død paa gaarden for egen regning havde ladet opføre en bygning. Til de 244 rdr. kom udgifter til afdødes begravelse paa 50 samt et tilsvarende beløb, som enken reserverede til sin begravelse naar den tid kom. Endvidere var der omkostninger ved skiftets afholdelse 25 rdr., hvorefter passiverne androg 368 rdr. Der blev saaledes 228rdr. i overskud, hvilket beløb fordeltes med halvdelen til enken, godt 25…. til hver søn og ca. 12 1/2 rdr. til hver datter. Maren Nielsdatter erklærede herefter overfor skifteretten, at hun ønskede at fortsætte fæstet paa gaarden, hvilket blev hende tilstaaet. Endvidere afgav hun efter eget ønske løfte om at ville tillægge sine to ugifte døtre Anne og Maren hver en hest og en ko, naar de skulle giftes, samt til den tid holde deres bryllup, saaledes som egnens skik og brug var, idet de dermed var blevet lige stillede med deres storesøster Kirsten, der havde modtaget de samme ydelser ved sit bryllup.

Christen Nielsen Graven og Maren Nielsdatter havde i deres ægteskab børnene Niels, født 1789, senere gaardmand i Vrensted, Kirsten, født 1791, død 1817, gift med Thomas Nørgaard i Aasendrup, Niels Jensen, født 1793, død ugift den 11. februar 1823, Jens, født 1793, død før 1801, Anders, født 1795, senere bosat i Sæby, Ane (Ane 3), født 1797, og Maren, født 1802, gift med sin fætter Niels Larsen Møller fra Havgaards Mølle.

Som nævnt døde sønnen Niels Jensen Christensen den 11. februar 1823 hjemme paa Toftegaard, og en maaned efter blev der afholdt skifte i boet melkem hans mor Maren Nielsdatter og hans søskende Niels, Anders, Ane og Maren samt Kirsten, der som nævnt var afgaaet ved døden i 1817, og have efterladt sig 3 mindreaarige døtre, der indtraadte som arvinger isted for moderen. Afdødes faa ejendele androg en samlet værdi af 38 rdr. af de 15 rdr. var medgaaet til begravelsesomkostninger og udgifter ved skiftets afholdelse. Restbeløbet blev herefter fordelt mellem enken Nielsdatter og de øvrige børn.

Senest 1832 valgte Maren Nielsdatter derpaa at afstaa fæstet paa Toftegaard til den yngste datter Maren og hendes mand Niels Larsen Møller, og den 18. marts 1832 ses hun derpaa at have udstedt skøde til sidstnævnte paa de jordparceller, som hendes afdøde mand havde erhvervet henholdsis 1807 og 1812. Det drejede sig om Hvetmoseparcellerne nr. 11 og 12 og 13 af Kjeld Nielsens enkes udstykkede gaard i Vrensted, hvilke parceller havde et hartkorn paa 4 skpr. 1 4/5 alb., samt om engparcellen nr. 5 fra Jens Hansens udstykkede gaard i Vrensted af hartkorn i skp. 3 fjdkr. 3/4 alb. Overdragelsessummen var paa 200 rdr., og Maren Nielsdatter sad herefter som aftægtsenke hos datteren og svigersønnen indtil sin død i 1847. Hun nævnes da ogsaa her i folketællingerne for baade 1834 og 1845. I 1834 havde svigersønnen Niels Larsen Møller 5 tjenestefolk og i 1845 4 tjenestefolk samt en huslærer, Peter Nicolaj Poulsen, til børnene, hvilket fortæller noget om den velstand, der maa have været paa gaarden. I øvrigt opføres Niels Larsen Møller og Maren Christensdatter i 1834 med børnene Inger Marie, 7 aar, Christen, 5 aar, og Lars, 2 aar gammel, og i folketællingen 1845 med børnene Inger Marie, 18 aar, Christen, 15 aar, Lars, 13 aar, Ane Kirstine, 9 aar, og Maren, 6 aar gammel.

Et 1/2 aar efter Maren Nielsdatters død købte Niels Larsen Møller derpaa af Christian Michael Rottbøll til Børglum Kloster Toftegaard til selveje formedelst 2000 rdr. Han videredrev derefter gaarden som selvejer indtil 1865, da han afhændede den til sin søn Lars Nielsen Møller. Denne døde imidlertid barnløs i 1892, hvorefter hans arvinger afhændede Toftegaard. Der havde været forskellige ejere indtil 1918 hvor Thomas Drivsholm overtog Toftegaard.

Toftegaard, på Pilgaardsvej 195, Øster Hede, Vrensted, tæt ved den gamle Østre Skole er ikke en slægtsgård som flere andre i Vrensted.

Den blev som nævnt i 1918 købt af Thomas Drivsholm og blev senere overtaget af sønnen Jens Drivsholm, som var 2. generation og i dag er gården nedlagt som landbrugsejendom. Jord er solgt fra og sammenlagt med anden ejendom. Den var opr. På 105 tdr. land og en af de større ejendomme i Vrensted. De ældste bygninger var ved overtagelsen fra 1847 og stuehuset var fra 1880. Der var i tidernes morgen stort folkehold med heste som arbejdsredskab senere kom der bl.a. traktor.

Thomas Drivsholm er født den 9. marts 1891 i Drivsholm, Vrensted sogn, og han døde den 21. november 1967 på Brønderslev Sygehus.

Han blev gift den april 1918 i Vrensted med Maren Eriksen.

Hun er født den 1. marts 1896 i Kræmmergaard, Aasendrup, Vrensted sogn, som datter af gårdbestyrer Jens Eriksen og hustru Else Marie Andersen, og hun døde den 9. december 1966 på Hjørring Sygehus.

Thomas Drivsholm gik i skole i Aasendrup og havde senere ophold på bl.a. Askov Højskole, inden han 1918 overtog Toftegaard i Vrensted.

Efter hans død skrev avisen bl.a.:

“Fhv. gdr. Thomas Drivsholm, Vrensted, døde pludseligt i går på Brønderslev sygehus, 76 år gammel.

Thomas Drivsholm var lige til det sidste i arbejde. Mandag aften var han således til møde i præstegaarden, men følte sig sløj og blev kørt hjem.

Thomas Drivsholm var født på gården Drivsholm i Vrensted og fik i sin ungdom en alsidig uddannelse på højskole og landbrugsskole og i forskellige gode pladser, bl.a. på Sjælland. Da han blev gift, købte han og hans hustru i 1918 gården Toftegaard i Vrensted, og her øvede de en utrolig stor gerning. Gården blev drevet frem til et mønsterværdigt landbrug, og mange unge, både karle og piger, fik her en god start på et selvstændigt liv. De lærte orden og akkuratesse, og de lærte også, hvordan et hjem er, når det er bedst.

Men foruden de hjemlige pligter passede Thomas Drivsholm også mange offentlige hverv. I en aarrække var han formand for Mejeriforeningen Vendsyssel, i flere perioder også for Vrensted andelsmejeri, Lykkensprøve. Under krigen var han formand for kornnævnet i Vrensted-Thise kommune. Endvidere var han med til at oprette fabrikken Akafa i Svenstrup og sad en årrække i bestyrelsen som næstformand. Han var i menighedsrådet i Vrensted gennem 35 år, ca. 25 år som kirkeværge, en post, han varetog til sin død.

Naar Thomas Drivsholm fik betroet så mange tillidsposter, hang det sammen med, at han var et gennemhæderligt menneske, som alle maatte få tillid til, og som blev respekteret i alle kredse.”

Maren Eriksen var efter endt skolegang husassistent samt beskæftiget paa et badepensionat. Desuden havde hun et højskoleophold i Vraa inden giftermålet. Efter hendes død skrev avisen bl.a.:

“Fru Maren Drivsholm, gift med fhv. gdr. Ths. Drivsholm, Vrensted, døde i går på centralsygehuset i Hjørring, 70 år gammel.

Maren Drivsholm var født i Kræmmergaard i Aasendrup. Ved giftermaalet købte parret gården Toftegaard øst for Vrensted og her lagde de deres kræfter i en lang årrække.

I 1965 afstod de gården sønnen Jens Drivsholm og flyttede ind villa, de havde købt i Vrensted by. Fru Drivsholm var rask og rørig til det sidste, men blev pludselig syg om morgenen og førtes til centralsygehuset i Hjørring, hvor hun døde først på eftermiddagen.”.

De havde fem børn: Jens Eriksen Drivsholm fra 02.05.1920 som havde overtaget gården, Else Marie Drivsholm fra 29.05.1922 blev gift med gårdejer Niels Østergaard, Østergaard, Pilgårdsvej, Vrensted og så var der Andreas Eriksen Drivsholm fra 11..08.1924 som blev gift og boede på Vejensgaard i Skallerup,  Herma Eriksen Drivsholm, født 10.08.1926 blev gift og udannede sig til kemiingeniør bosatte sig i Københavnog den sidste var Nina Eriksen Drivsholm fra 17.12.1940 blev gift og var uddannet sygplejerske og flyttede væk fra Vendsyssel.

Jens Eriksen Drivsholm, som tidligere nævnt, er født den 2. maj 1920 i Toftegaard, Vrensted sogn.

Han blev gift den 21. maj 1965 i Mygdal med Gerda Bidstrup, der er født den 31. december 1926 i Mygdal sogn som datter af gårdejer Martin Bidstrup og hustru Johanne Sørine Nielsen.

Jens Eriksen Drivsholm gik i skole i Vrensted. Afbrudt af ophold på Havbro Efterskole og Vraa Højskole (1939-1940) var han beskæftiget hjemme, inden han begyndte paa Askov Forsøgsstation, hvor han arbejdede et 1/2 år, og senere var han paa Ladelund Landbrugsskole i 1945-1946. Han var desuden beskæftiget et 1/2 år hos farbroderen Jens Drivsholm samt forvalter på en gård ved Lunderskov, inden han kom tilbage til hjemmet, som han overtog den 1. maj 1965 som var drevet som et alsidigt landbrug, med både kvæg og svin. – Jens Eriksen Drivsholm har været i bestyrelsen for brugsen og mejeriet i Vrensted og er nu medlem af menighedsrådet samme sted, hvor han blev kirkeværge efter faderen. Desuden var han i bestyrelsen for Løkken Sparekasse og Nordjysk Kreatureksportforening i Aalborg.

Gerda Bidstrup gik i skole i Mygdal og var herpå beskæftiget i sit eget hjem, samt i forskellige pladser. Desuden havde hun et ophold paa Danebod Højskole i 1947, og siden giftermålet har hun været medhjælpende hustru på Toftegaard.

I 2001 solgte Jens og Gerda Drivsholm ”Toftegaard” og købte et parcelhus på Anders Olesensvej i Vrensted by hvortil de flyttede.

Der var ingen børn i ægteskabet.

Begge familier er gået bort og ligger på Vrensted Kirkeård

 

 

 

 

 

Drivsholm slægten kan føres helt tilbage til 1796 hvor Jens Thomsen, født i Kettrup, Ingstrup sogn, gifter sig den 28.10.1825 med Ane Christensdatter, født på Toftegaard i Vrensted by og sogn, og overtager Nørgaard i Åsendrup.

Jorden er nu solgt fra ejendommen og sammenlagt med anden ejendom, ejendommen er nedlagt som landbrugsejendom.

januar 2020 – jens otto madsen