Mit liv i 4 etaper – Solveig Skovrider

Af Solveig Skovrider Eriksen, født 1938

1. etape: Barndom og ungdom

Min ynglingssang har altid været ”Jeg elsker den brogede verden”, og på trods af nød og strid, som vi synger, har min brogede verden været fyldt af mange spændende udfordringer og gode oplevelser.

Jeg er født i Mygdal, som er en lille by nord for Hjørring. Min far var smed, og vi havde 3-4 folk på kost og logi, og min mor havde ung pige, så der var liv i huset. Jeg var den yngste af 5 børn, og den mest forkælede, siger mine søskende i hvert fald.

Mit barndomshjem Mygdal smedje

Men der var nu kærlighed nok til os alle, og til mange, mange andre, som havde brug for hjælp af mine forældre. De var også meget engagerede i skole, kirke og foreningsarbejde. Mange spændende personer overnattede hos os efter foredrag i forsamlingshuset. Det var et rigtigt Grundtvigsk hjem med hygge og med sang hver søndag morgen, også for medhjælperne, som var en del af familien.

Vi havde det bedst tænkelige hjem. Vi blev opdraget til at bestille noget, men fik bestemt også tid til leg og mange sportsaktiviteter. Så jeg kan se tilbage på en lykkelig barndom og ungdom. Og trods hårdt arbejde og stor aktivitet til de var langt over 70, blev mine forældre 97 og 98 år.

Jeg fik ikke, som mine søskende, en uddannelse, for jeg blev som ret ung kæreste med Niels fra Rykind i Vrensted, og så skulle jeg jo lære landhusholdning. Jeg var på 3 gårde rundt om i Jylland og hos en skoleinspektør i Silkeborg. Jeg var der ind imellem på ungdomsskole og højskole, en oplevelse, jeg kunne ønske alle unge fik.

I 1958 flyttede man jo ikke sammen uden at være gift, og da Niels var 5 år ældre end mig, ville han gerne i gang med sit eget landbrug, så jeg var knap 21 år, da vi holdt bryllup i Mygdal kirke, og fest med 125 gæster i smedjen.  Den blev gjort godt rent inden brylluppet og flot pyntet.

2. etape: Landmandsliv – fra 21 til 43 år.

Vi havde først 2 dejlige år på Grindstedgård i Brønderslev. Gården købte vi af kommunen, da der var taget jord fra til at bygge Psykiatrisk sygehus. Men mine svigerforældre blev nervøse for, at vi skulle blive for glade for at bo der, så vi flyttede til Niels‘ fødehjem i 1960, da havde vi fået vores første søn om sommeren, og syv år senere havde vi 2 piger og en dreng mere. Alle sunde og friske unger, det var bare lykke.

Min og Niels`s gård “Rykind” i Vrensted

Det var travle år med sådan en flok børn, og med 3 medhjælpere på kost, men jeg havde søde unge piger til hjælp, de år børnene var små. Alle de dejlige unge medhjælpere var som en del af familien. Det gjaldt også de udenlandske medhjælpere og udvekslingsstudenter. Vi kunne, ligesom i mit hjem, samles søndag morgen til mad og sang.

Vi havde også mange udenlandske og danske besøg af foreninger, som gerne ville se vores gode køer og dejlige gård. De fineste var nok dem fra Øverste Sovjet, og de fleste var de 500 fra Græsmarkssektionen. Det var dengang, det var normalt, at man også så stuehuset, når man var på udflugt, så det skulle helst skinne overalt. Jeg har oplevet, hvor skørt det end lyder, at gæster også gik i kælderen og hørte dem sige, at der var godt nok mange krukker marmelade. Alt blev set godt efter ude som inde, men vi nød at vise vores dejlige gård frem.

Vores ferier havde næsten kun noget med kvæg at gøre, men det gav store oplevelser. Vi var til ungskuer og dyrskuer med vores bedste køer og med børn og medhjælpere. Så boede vi i telte, og var 10-12 personer til at spise i teltet – sjove dage. Vi boede også i telt, de år vi var til Nordisk økonomisk kvægavlskongres – der kunne vi ha` børn med – festlige ture.

Niels og jeg havde mange herlige ture til Europa-og Verdenskongresser. Det var om sortbroget kvæg. Der var i alle landene lavet spændende programmer for vi damer og fællesudflugter og middage. Den mest spændende tur var til USA, der havde jeg ikke været før.

På hjemmefronten var vi meget optaget af skole – og fritidsliv. Når man har 4 børn og gerne vil ha`, der er gode aktiviteter for dem, må man jo også gøre sit. Hvis man vil nyde, må man også yde. Vi ledede gymnastik i mange år, og jeg var formand for svømmeklubben i Løkken i 10 år, for 4-H klubben i Vrensted lige så længe. Alle 4 børn var gymnaster, konkurrencesvømmere og var også 4-H’er, og så havde de heste. Så derfor kom der tit en masse andre børn, som de red sammen med.

Jeg har altid selv gået meget til gymnastik, og jeg har haft store oplevelser til mange Landsstævner og til Gymnastrader med tusindvis af mennesker. Imellem alle disse oplevelser havde vi et rigt landmandsliv. Vi havde travlt for at nå alt det, vi gerne ville, men det var før, vi kendte til det moderne ord stress, vi kunne ha `drøntravlt, uden at være stressede.

Niels og Karen var diabetikere og skulle ha` en meget sund kost, og det fik vi så alle gavn af. Vi havde en kæmpe urtehave og et godt drivhus. Mens børnene var små, hjalp jeg ikke så meget til ude, men i høsten pressede jeg halm, og de sidste mange år passede jeg kalvene, og jeg har altid ført regnskab, for at være med i den del også. Vi havde 100 køer + opdræt. Nu i 2021 er det en lille besætning, men det var det ikke for 40 år siden.

Den 20. marts 1980 brændte vores gård. Alle dyr blev, på grund af stor hjælp, reddet, og ilden blev stoppet i en mellembygning, så stuehuset blev reddet. Det var tæt på, men mange hjælpsomme mennesker havde da hjulpet med at bære uerstattelige ting ud gennem haven til drivhuset, jeg dirigerede bare. Det var en glød fra et halmfyr, der havde antændt en fejlplaceret halmballe.

Den aften troede vi, at det var det værste, der var overgået os. Vi kunne ikke sove hjemme, alt var sodet til, og alt så håbløst ud. Men ingen havde taget skade, og vi fattede mod og byggede gården op trods økonomisk vanskelige tider. Vi havde mange arbejdsår endnu, regnede vi med, og en 13 årig søn, som allerede var helt sikker på, at han ville være landmand. Det var en stor festdag, da vi kunne hente alle vores køer hjem fra stalde rundt om hos hjælpsomme naboer, og vi nød de nye praktiske stalde.

Men glæden blev kort. Kun et halvt år efter døde Niels ved en ulykke ved vores gastætte silo. Han blev kvalt af giftgas, mens han var ved at måle foderbeholdningen på samme måde, som han havde gjort i de 13 år, vi havde haft siloen.

Niels var 47 år. Det var svært at forstå, at sådan en livsglad far og mand ikke var hos os mere. En time efter et hyggeligt morgenbord med en foderkontrol var ens verden total forandret, og man tror, at man aldrig kan blive glad igen.

MEN når man har 4 dejlige børn, så skal livet gå videre. Dengang kendte vi ikke til psykologhjælp, men vi havde en stærk og varm familie – og vennekreds omkring os, det var guld værd. En væsentlig ting mere, som jeg tror hjalp os godt, var ÅBENHED. Vi snakkede meget om ulykken og konsekvenserne.

Min svigerfar havde en stor tiltro til mig, han var sikker på, at jeg kunne køre Rykind videre, men det vidste jeg straks, at jeg ikke kunne, for vi havde lige bygget op efter branden, så det var økonomisk helt umuligt.

Min ældste søn Kristian var 20 år og slet ikke interesseret i landbrug. Han var i gang med beridderuddannelse. Torkil var kun 13 år, så det ville være mange år med dyr arbejdskraft, før han kunne overtage gården. Så vi måtte vinke farvel til vores dejlige hjem. Mine søde svigerforældre har aldrig sagt et beklagende ord, selv om jeg ikke prøvede at køre slægtsgården videre.

3. etape: Uddannelse og Nordjyllands Idrætshøjskole

Jeg var fyldt 43 år, da vi flyttede fra Rykind. Vi købte en ejendom ved Poulstrup, så kunne børnene ha´ deres elskede heste med, og jeg tror nu heller ikke, at vi på det tidspunkt kunne trives i en by. Karen startede sin uddannelse til husholdningsøkonom i Sorø. Else i gymnasiet i Brønderslev og Torkil i 8. klasse i Poulstrup. De to sidste og jeg, hjalp hinanden godt med at passe stald, hus, have og lektier.

Jeg havde kun mine 7 års skolegang, så jeg tog 8.,9. og 10. klasse på et 2 årigt kursus i Hjørring. Jeg måtte i gang med at lære matematik og fysik, som var helt nyt for mig, det var lettere med dansk og andre sprog. Det var hårdt, men arbejde er den bedste medicin, der fås.

Så skulle jeg til at vælge uddannelse, og det valg faldt på økonoma, og jeg var heldig, at jeg fik dispensation for 2½ år. Jeg tror, det var på grund af mange års storhusholdning, diætkost og meget foreningsarbejde – også 10 år i Husholdningsudvalget i Brønderslev Landboforening. Det betød, at jeg kunne blive færdig på 2½ år i stedet for 5 år – herligt.

Jeg er uddannet på Sygehus syd, og var 2x 5 måneder på skole i Holstebro. En kæmpe forandring fra en tilværelse som bondekone. I skoletiden svævede molekyler, mikroorganismer og atomer i hovedet på mig – også om natten, men det var spændende, og jeg havde det godt med alle de søde klassekammerater, jeg aldersmæssigt kunne være mor til.

Heldet fulgte mig igen, for mens jeg var i Holstebro, søgte Nordjyllands Idrætshøjskole en økonoma, og jeg fik stillingen, selv om der var 4 måneder til, jeg fik min eksamen. Det var før den første mursten var lagt til skolen, så jeg var med til mange byggemøder. Utroligt spændende at være med helt fra start. Med min baggrund var det et lykketræf, at den skole startede, lige da jeg var klar til et nyt liv.

 

Når et kæmpe hus skal planlægges og fyldes, skal der tages et væld af beslutninger. Det gjaldt indkøb af alle møbler, gardiner og køkkengrej. Der skulle også ansættes medhjælpere, laves leveregler og arbejdsplaner. Vi skulle være 7 i køkkenet, og jeg skulle ha´ lavet et godt opskriftssystem.

Nordjyllands Idrætshøjskole

Der skulle rigtig mange ting ind i et totalt tomt køkken. Først gjaldt det alle gryder, ovne og maskiner. Jeg var med repræsentanter rundt og se den slags i andre storkøkkener. Det eneste fejlindkøb, jeg kan huske, er møblerne i spisesalen, dem købte vi for stærke, så de holder endnu, og de er alt for tunge.

De sidste måneder før starten i sept. 86, blev der flere og flere medarbejdere ansat, og alle gik frisk til arbejdet. Vi begyndte at holde medarbejdermøder, og alt det, som vi købte ind, skulle pakkes ud og sættes i de mange tomme rum. Der var f. eks. mange andre end mine 6 køkkenpiger, der hjalp, da de store sendinger kom med 400 kopper, 400 glas og mange hold tallerkener og bestik og meget, meget mere.

Hele skolen skulle også rengøres, og der erfarede vi, at vi havde overset en træls arkitektfejl. Der var kun et eneste sted i det store byggeri, hvor man kunne sætte en gulvspand ind under en hane, og det var i et lille rum ved køkkenet – det var lidt træls for pedellerne. Hurtigt udbedret.

De sidste dage før elevstart, skulle vi i min afdeling ha´ madvarer til huset. Der skulle fyldes op med mel, gryn, sukker, krydderier og 1000 andre ting. Vi har utrolig mange ting i vore køkkener. Fryserum og kølerum skulle fyldes, der skulle ikke mangle noget.

Vi var spændte, men parate, da vi modtog det første elevhold til sept. 86. Det hele gik rigtig godt, og vi fik vandet hældt fra, uden kartoflerne røg ud af den store vippegryde, det var der mange, der var spændt på.

Vi medarbejdere ville gerne gøre byen opmærksom på, at der nu kom en højskole til byen- et kultursted. Så vi var en flok, som kørte rundt i byen, og ved supermarkeder og på torve stod vi på ladet af vores lille lastbil. Så spillede Dagny guitar, og vi sang fra højskolesangbogen. Vi havde det rigtig sjovt, men måske tænkte andre, at vi var lidt tossede.

Vi kom godt i gang, og så fik vi travlt med at forberede Indvielsen. Dronningen skulle komme d.19.okt., og da skulle alt klappe. Vi havde 800 til kaffe i hallen, men dronningen og de vigtigste personer serverede jeg kaffe for i opholdsstuen, så da havde jeg sølvfade med hjemmefra. Den kringle jeg bagte den dag, har siden heddet Dronningekringlen. Om aftenen var vi 200 til middag og fest i hallen. Næste dag havde vi åbent hus og folk strømmede til. De gik så tæt, at de vist ikke kunne se noget.

Folk fandt højskolen. De første år strømmede folk til skolen. Der kom ministre, kunstnere, foredragsholdere, udlændinge, sportsfolk, bankfolk og så bønder i tusindvis, som holdt deres møder hos os, hvilket passede mig godt, som tidligere landmandskone.

Alle mulige foreninger kom, foruden vores skolebestyrelse, støttekreds, elevforening og allervigtigst en masse dejlige elever. Hvor var vi heldige, at så mange fandt os.

Hverdagen blev aldrig triviel, for der var altid spændende udfordringer. Til mange møder anede vi ikke, om der kom 40 eller 150 personer, så det var vigtigt, at ha’ lager af kage i fryseren. Til de store møder og fester vidste vi derimod, om der kom 300 eller 600, der skulle bespises. Eleverne hjalp aldrig til ved de arrangementer, vi havde med gæster udefra. Dertil havde jeg mange søde unge skolepiger til hjælp.

Eleverne havde selv fest en gang om måneden, og det var kun til disse fester, de måtte drikke spiritus, det var forbudt i hverdagen. Vi havde 125 elever fra midt i aug. til midt i juni, og så glædede vi os til at få 6 uger med kursister – det var altid dejligt med den forandring, men til aug. glædede vi os heldigvis til at få elever igen. Sådan havde vi i køkkenet det i hvert fald.

Med den baggrund jeg havde med fra barn, skoleophold og foreningsliv nød jeg meget livet på NIH. Når der var tid og muligheder, deltog jeg i foredrag og ældresang m.m., og vi holdt også hyggelige sammenkomster for alle ansatte, for at bygge bro mellem forstandere, lærerne, pedeller, kontorfolk og vi køkkenfolk.

Hvert år, når eleverne var sendt hjem, fik vi – fastansatte piger i køkkenet – 2-3 dage fri, og så kørte vi afsted i vores lille bus. Mest til andre højskoler, for at se og få gode ideer med hjem. Jeg havde en rigtig god stab i mange år, og 6 af os mødes stadig et par gange om året.

Så var der pludselig gået næsten 18 travle, men dejlige år, som jeg ser tilbage på med stor glæde. Vi havde på det tidspunkt holdt afskedsreceptioner for tre forstandere – nu blev der holdt en dejlig, hyggelig reception for mig.

4. Etape:  En pensionists muligheder.

Jeg stoppede på NIH dagen efter, jeg fyldte 65 år i 2003, og jeg var glad for arbejdet lige til det sidste, men har ikke savnet det en eneste gang siden. Alle mine børn og børnebørn har altid boet langt væk desværre, så det har altid været planlagte besøg hos dem. Ingen uventede besøg eller udkald til barnepigejob. Nu har jeg heldigvis også 2 dejlige oldebørn.

Med mit første oldebarn, oktober 2017

Jeg har haft den glæde, at se en hel del ude i verden, også i min alenetid. Jeg fulgte mine 2 yngste til USA og Hawaii, da de skulle på jordomrejse sammen, og har                             rejst med veninder og ikke mindst med mine dejlige søskende her i pensionisttiden. Vi har altid haft et stærkt sammenhold, og nu var vi 10, som tog på udenlandsture hvert andet år.

Jeg havde nu Poul med, han var min mands bedste højskolekammerat, og han boede i Løkken i sin pensionisttid. Vi mødtes, når vi havde tid i weekender og i foreningsliv, som var fælles interesse. Vi tog også mange rejser sammen bl.a. til New Zealand, Bali og Thailand. Nu er Poul død.

Selv om jeg har boet alene i 40 år, har jeg ikke været ensom, som der bliver skrevet så meget om. Der er så utrolig mange muligheder for os pensionister, og jeg har altid været slem til at rode mig ind i meget. Jeg er opflasket med at være foreningsmenneske, så i pensionisttiden har jeg mere tid til at være aktiv.  Frivilligt arbejde gir´ så meget tilbage. Ja hvad var Danmark uden frivilligt arbejde !!!

Jeg var i Ældrerådet i 12 år, og har været i Ældre Sagens bestyrelse fra 2003, og synes stadig, at det er spændende at være med til at lave gode arrangementer for vi ”gamle”. Jeg var i 2007 med til at starte ”Kamillus” – en støttekreds for Hospice. Vi er p.t. 17 personer, som sidder hos syge og døende, når plejepersonale eller pårørende sender bud. Vores motto er, at ” ingen skal dø alene”. Jeg har været formand for den forening i 6 år nu og synes, det er en vigtig opgave.

Da jeg stoppede på NIH, fik jeg også tid til at spille golf 2 gange om ugen – året rundt – dejligt med god motion, frisk luft og herligt samvær/klubliv. Jeg startede også straks et stavganghold op for Ældre Sagen, så nu har vi i 18 år travet hver onsdag formiddag fra kl.10 til 11 – kun fri i juleugen.

Vi har altid sunget meget i mit barndomshjem og videre i min tilværelse, så når jeg har gæster, er de tvangsindlagt til sang. Jeg har gået til sangkor i de 35 år, jeg nu har boet i Brønderslev. Jeg har været medlem af Inner Wheel, siden jeg stoppede med at arbejde. Vi har et månedligt møde, litteraturklub, ugentlig gåtur, også udvalgsmøder. Jeg går hver vinter til 19 foredrag i FOF på Vrå højskole, og selvfølgelig til Ældresang ved Else Højgård på NIH. Når man bor I Brønderslev, er der utallige muligheder for aktiviteter af alle mulige slags – en dejlig by.

Vi skal være glade for hver eneste dag, hvor vi har det godt, og hvor vi får lov til at opleve alle de dejlige ting, vi kan vælge. Vi skal selv gøre noget for at gribe dem.

Jeg synes selv, jeg har haft et meget begivenhedsrigt liv – med stød på vejen – men jeg har altid for mine børns og egen skyld, prøvet at få det bedste ud af de muligheder, der var til stede. Mine børn har ikke givet mig problemer, det er jo ingen selvfølge, men de har klaret sig godt, og vi har det alle rigtig godt – spredt rundt i vores dejlige land.