Sct. Thøgers Kilde

Kirkedammen

Ved kirkegårds diget ved Vrensted Kirkes sydøstlige hjørne er der rejst en mindesten over Sankt Thøgers helligkilde, og den nærliggende kildedam, kaldet Kirkedammen, er omkranset af et lille smukt anlæg. Selve brønden er omkranset af kampesten, men kilden er udtørret.  Den  blev fundet i 1894 efter at være tilsandet i tidens løb – den er nu udtørret igen. 

Vrensted har uden tvivl været en meget besøgt pilgrims-station, og byen var i middelalderen egnens Sodoma og Gomorra. Her blev der handlet meget ved de store handelshuse, og som følge deraf, var der usædvanlig mange kroer i byen.

Et gammelt mundheld siger, at det var lige så vanskeligt at gå gennem Vrensted uden at blive skændt – som det var at komme gennem skærsilden uden at blive brændt.

Vrensteds status som handelsby skyldes i høj grad, at der til og fra Aalborg var en livlig varetransport ad Ryåen til Ingstrup Sø. Denne vandvej omtales ligefrem som Hærvejen.

Sankt Thøger

Thøger var kapellan for den norske konge, Olav den Hellige, og rejste til Vendsyssel efter Olav blev dræbt i slaget ved Stiklestad i 1030. Her missionerede Thøger og slog sig senere ned ved Vestervig, hvor han byggede et lille kapel.  Da han døde ønskede man i Vestervig at ophøje ham til helgen, men det ville kongen ikke tillade, så man forsøgte at brænde nogle af Thøgers skeletrester. Men på mirakuløs vis kunne benene ikke brænde, så derefter fik Thøger helgenstatus i Danmark. Sankt Thøgers festdag er 30. oktober.

Legenden om Thøger fortæller, at når han skulle forsøge at omvende hedningene til den kristne tro, opsøgte han kvinderne, når de hentede vand ved brøndene, og han overbeviste dem ved ”at tale med honningsød tunge”. Det var så op til kvinderne at overbevise mændene.

Vrensted Kirke

Vrensted kirke, der også er viet til Sankt Thøger, er en romansk kirke, som er bygget i granitkvadre. Kirken er den ene af to danske kirker, der er indviet til Sankt Thøger. Den anden er den nu nedrevne sognekirke i Vestervig.

Kirkedammen – Det hyggelige gadekær i Vrensted, beskrevet af Jørgen Schierup, Vrensted.

Vrensted bys gadekær – Sct. Thøgers Dam, eller i daglig tale Kirkedammen

I enhver landsby var der i ældre tid et gadekær. Et fælles vandingssted, hvor byens kreaturer og heste kunne vandes, når de blev trukket hjem fra græsning i kærene.
I Vrensted er gadekæret i den gamle bymidte, tæt ved kirken bevaret som en dejlig sø med svaner eller ænder lige i vejdelingen mod Ingstrup og Thise.
Gadekæret var fælleseje for hele Vrensted Ejerlav, og har lige siden været et naturligt midtpunkt i landsbyen hvortil mange gåture går med børn og brødpose i hånden.
Det blev renoveret oprenset og stensat i brinken mod vejen i ca 1960 af bl a Herman Nielsen og vistnok Vilhelm Andersen.
I 1992 skulle søen igen oprenses og byens borgere ønskede vestsiden istandsat og befæstet på samme vis, men denne gang sagde kommunen, nu Løkken Vrå fra. Argumentet var at dammen ikke ar kommunal ejendom, men Vrensted Ejerlavs !! Altså såkaldt gadejord.
Så vi måtte ved en fælles indsats gøre det fornødne med både oprensning og støbning af fundament og stensætning. Der var massiv opbakning til projektet, og vi fik et flot resultat og en styrket selvbevidsthed ud af det !
Gadekæret har altid været vandrigt, idet der ligger en vandåre ved kirkediget, som også er basis for Sct Thøgers kilde ved kirkediget få meter fra dammens bred.
Vandåren fandt vi under oprensningen i 1992 med en høj vandstråle op gennem det nedspulede rør, men desværre lukkede det igen da røret blev fjernet, så den selvforsyning af springvandet, vi havde håbet på, udeblev.
Oppumpningen af vand til springvandet er blevet for dyr og derfor pt skrinlagt.
Derimod er der stadig ænder og guldfisk som trækker mange besøgende til, ofte med brød at dele ud til ænder og fisk, eller fiskenet og spand. De dumme skaller lader sig let fange, mens guldfiskene er mere snu
I tidligere koldere tider brugte vi om vinteren hyppigt dammen til skøjteløb og ”ishockey” med en punkteret bold og afskårne kæppe fra krattet i lægeboligens have.
En gadelampe midt for dammen gjorde at der var liv og glade dage af børn og unge på isen til ud på aftenen.
Når foråret nærmede sig blev isen mør og vi kunne ophugge den i flager som vi sejlede rundt på og holdt gevaldige søslag. Ikke så sjældent endte det med at en eller flere faldt i vandet og fik sig en meget kold dukkert!
Herlige dage var det. Se Arne Søndergårds beskrivelse i ” Kæden af kærminder ”

Avisartikel samt forskellige billeder af Kirkedammen i Vrensted der ligger i sydenden af byen med den gamle flotte hvide villa  “Villa Holmen”, med den store have som nærmeste nabo.

Klik på billeder og avisartikler for at forstørre

En beretning om Præstens Plantage “Thøgerslund”, Vrensted. Plantagens areal er ca. 19 ha og ejes af Vrensted kirke og bestyres af Vrensted menighedsråd.

Klik på billeder for at forstørre

Øverste billede Præstens Plantage herefter Vrensted Præstegård set fra vest, herefter præstegården set fra syd

Tidligere gårdejer Povl Stevns, Stenum, født i 1933 i Vrensted Præstegård og søn af tidligere Vrensted præst, provst Åge Stevns fortæller her om Præstens Plantage i Vrensted. Povl Stevns flyttede fra Vrensted sogn i 1952.

April 2016, Povl Stevns fortæller:

For at begynde med begyndelsen, må det være på sin plads at starte med spørgsmålet om, hvornår ideen til plantagen opstod, hvem der fostrede ideen og hvem der stod bag dens gennemførelse. Her står det lidt svagt, da jeg ikke ligger inde med oplysninger desangående. Der er dog for mig ingen tvivl om, at plantagen stammer fra tiden, hvor pastor Julianus H. Plesner var sognepræst i Vrensted-Thise (1909-29). I trap Danmark kan man om pastor Plesner bl.a. læse følgende: “Han kæmpede for plantningssagen —“, samt, fra hans tid som præst i Brande: “Plesner står som den, der fik et monument rejst for Dalgas.” Ud fra disse udsagn må det vel også være rimeligt at konkludere, at det var ham, der fostrede ideen til plantagen og Hedeselskabet, der forestod plantningen. – (Altså mit gæt).

Tilbage til “Thøgerslund” eller “Præstens Plantage”, som de fleste nok dengang kaldte den og det var vel også forståeligt nok, da det dengang var præsten, der var den ansvarlige for plantagens drift. Endvidere var det også min far, Aage Stevns, der havde jagtretten og det var hos min far der blev indhentet tilladelse, hvis nogen ønskede at benytte plantagen til andre formål, som for eks. sport – det være sig boldspil, skydning eller lignende.

I min barndom bestod beplantningen af bjergfyr omkranset på de tre sider af høje graner. Kun siden over mod gården Holmen´s jorder var “åben”. En stor del af disse graner blev fældet i krigsårene og mange af dem havnede som brænde i præstegårdens kaminer, efter at de havde været en tur over rundsaven for dernæst at blive flækket med skovøkse. Denne kløvning gav megen varme og kostede flere økseskafter. Hvad bjergfyrrene angår, så blev disse udnyttet i 2 omgange. Det var Henry Jensen og Signe, der stod for dette arbejde, som godt kunne være ret hårdt på varme sommerdage. Den 1. udtynding fandt sted i 1940. Efter fældningen blev det afklippede kvas samlet og bundtet i faskiner med en tråd om hver ende, hvorefter mejeriet overtog det til opvarmning af kedlen. At det skete netop det år, ved jeg, da jeg blev sendt i plantagen for at hjælpe Henry og Signe den dag, min søster Kirsten kom til verden og det skete i juli måned 1940. – Når jeg således var ude og “hjælpe til”, samlede jeg også nedfaldne fyrrekogler, som jeg hjembragte i en jutesæk anbragt på bagebæreren. Sådanne kogler var jo gode at fyre med i komfuret.

Ved den efterfølgende udtynding blev de lidt større fyr lagt i bunker langs vejene og solgt til brændsel for, så vidt jeg husker, 20 kr. pr. bunke. Disse bunker var ret så populære, hvad min far da også blev bekræftet i en dag, far under et besøg hos en ældre kone på Bådstedhede, blev stillet følgende spørgsmål: “Så de, a’ var i kirke i søndags pastor Stevns.?” Ja, det havde min far da set. Herefter fulgte prompte næste spørgsmål:”Så kan a’ vel få et læs kvas fra plantagen i år igen?”  Det fik hun.

På et tidspunkt blev der plantet lidt graner i det nordøstlige område, hvor der var nogle åbne pletter. Det gjorde, at vi efterhånden selv hvert år kunne hente vores juletræ derude, men derudover blev der ikke fældet juletræer. I slutningen af fyrrene blev der endvidere plantet nogle lærketræer i pletter mod nordøst. En dag sidst på året talte min far med en mand, der netop havde haft ærinde i plantagen, og spurgte ham ved den lejlighed, om alt nu stod godt til derude. Hertil svarede manden: “Det er ikke for svært med de sidste graner, der er plantet. De står og taber nålene”. Manden kendte ikke lærketræet og vidste derfor ikke, at lærk taber nålene om vinteren.

Plantagens nordlige langside lå parallelt med privatbanen kun adskilt af en smal, jordlod, der var bortforpagtet, samt en bred græstilgroet grøft med tagrør og okkergult vand. Banens nærhed kunne derfor i tørre perioder give problemer på grund af brandfaren ved gnister fra lokomotivet, så efter et par småbrande måtte min far da også henvende sig til banen med en anmodning om, at de ikke rodede i ilden under kedlen, når de passerede plantagen.

I midten af plantagen var der en stor åben , rektangulær plads, der bar navnet “Festpladsen”. Man kom dertil ad græsgroede skovveje, der ikke var venlig stemt overfor motoriserede køretøjer, men til gengæld havde en godt slidt cykelsti, der snoede sig gennem terrænet og førte mangen sportsentusiast frem til pladsen, hvor idrætsforeningens boldspil foregik, indtil der kom sportsplads oppe ved byen. Det er muligt, banen opfyldte de internationale målkrav til en fodboldbane, men dermed var også alt sagt. Banen, der havde et mål i hver ende, var meget ujævn og især i siderne bevokset med lyng, små pilebuske og hvad der ellers kunne trives på den karrige jord. Andre områder var som et vaskebræt efter skæring af møntørv til oplægning på stråtags rygninger, men sådan var vilkårene nu engang på det tidspunkt og det gik åbenbart endda, også selvom bolden undertiden blev borte i lyngen for en tid eller forsvandt inde mellem træerne.

Af andre arrangementer, der afvikledes på Festpladsen, husker jeg især den 20. juli 41, da jagtdoreningen (måske flere) havde flugtskydning samt skydning til andre bevægelige mål (ræv). Hele dagen var vejret flot, og vi kunne derfor ligge henslængt i lyngen og nyde vore medbragte madpakker. Min mor havde lavet to pakker til far og mig: en stor med de mindre spændende  agurk-, tomat- og kartoffelmadder og en mindre med lækre kødmadder. Det var så meningen, vi skulle deles om det hele, men det vidste vi ikke, så, da vi skulle spise, gav far mig den lille pakke med ordene: “Den her er nok til dig”. Sådan gik det dog kun i starten, for pludselig blev far meget interesseret i at bytte nogle af madderne, og det kunne jeg da ikke afslå.

På den første gennemgående vej parallelt med plantagens nordvestlige langside var anlagt en skydebane med skydevold samt små jordvolde i en afstand fra skydevolden på henholdsvis 100 og 200 meter, hvorfra der kunne affyres skud i liggende stilling. Hvornår skydevolden blev anlagt, hvem der stod for projektet og i hvilke perioder, anlægget blev anvendt til skarpskydning, har jeg ikke nogen klar erindring om. På en måde synes jeg, at skydevolden altid har været der – og dog ? – Personligt har jeg ikke selv skudt med riffel mod volden, men på et tidspunkt efter krigen fik jeg lov til at prøve at skyde med en US-karabin. Hvornår brugen af skydebanen ophørte, vej jeg heller ikke, men jeg mener, den fik en brat afslutning efter, at et projektil var gået over volden og derefter ind gennem en togkupe med passagerer på vej mod Ingstrup station.. (Banen blev nedlagt 1963).

Helt klart har Thøgerslund på alle områder været den af sognets plantager, der har haft førertrøjen på. Den er ikke alene den største, men også den mest charmerende med sine bjergfyr, sine skovveje og sin festplads i modsætning til sognets andre mørke, lukkede skove med granbevoksninger, hvor solens stråler har svært ved at trænge igennem skovbunden. Ikke mindst af den grund har ture i plantagen altid været en oplevelse, hvad enten man kom der alene, med familien på en søndagstur, eller som privilegeret med bøsse og hund. Ofte lød meldingen i mit hjem fra far eller mig: “Jeg går lige i plantagen”. Om turen så var med kikkert i lommen eller med bøsse og hund var ikke afgørende. Ej heller om jagtudbyttet var stort eller lille, men det til trods, kan det dog ikke benægtes, at jeg var stolt, da jeg den 5. juni 1951 nedlagde en flot råbuk derude, endda en seksender. Ofte falder blikket stadig på den flotte opsats på væggen i mit kontor.

Nogen afhandling om Thøgerslund blev det ikke til, da der mangler præcise data om dette og hint, men et hyggeligt tilbageblik på Præstens plantage, som jeg oplevede den og mindes med glæde. Måske gemmer der sig mere præcise oplysninger om plantagens historie i gamle protokoller hos menighedsrådet og Vrensted jagtforening og lignende steder.

Serritslev i april 2016

Povl Stevns

• Kirkemarke i Vrensted – tænkt som Landbrugsskole

Vrensted kirke set fra syd

Vrensted kirke set fra nord

Præster ved Vrensted Kirke:

nr. 1 fra år 1545 Laurids Jensen

nr. 2 fra år 1568 Jens Christensen

nr. 3  fra år ? ?  Jens Lauridsen Krag

nr. 4 fra år 1594 Christen Jensen

nr. 5 fra år 1648 Melchior Evertsen Meier

nr. 6 fra år 1655 Oluf Kraf Jensen Holmbo

nr. 7 fra år 1677 Aug. Frans Lauridsen Hjort

nr. 8 fra år 1708 Ejler Christian Dyssel

nr. 9 fra år. 1729 Anders Rasmussen Carlsen

nr. 10 fra år 1767 Johannes (Dionysius) Dines Carlsen

nr. 11 fra år 1783 Axel Rosenkrantz Segelcke

nr. 12 fra år 1826 Ole Sørense

nr. 13 fra år 1834 Hans Christian Ingerslev

nr. 14 fra år 1852 Frederik Nicolai Michelsen

nr. 15 fra år 1861 Peder Pedersen

nr. 16 fra år 1862 Hans Jørgen Hansen

nr. 17 fra år 1873 Conrad Frederik Erik Lehn

nr. 18 fra år 1883 Adolf Frederik Pommerencke

nr. 19 fra år 1900 Rasmus Anthon Dahl

nr. 20 fra år 1909 Julianus Hastrup Plesner

nr. 21 fra år 1930 Aage Stevns

nr. 22 fra år 1953 Søren Otto Mikkelsen

nr. fra 23 år 1994 Arne Holst Larsen

nr. 24 fra år 2005 Lisbeth Baggesen

nr. 25 fra år 2010 Karsten Erbs

nr. 26 fra år 2016 Anna Margrethe Østergaard D Saxild

nr. 27 fra år 2020 Gitte Lykke Andersen

Vrensted Kirke med navnet “Sct. Thøger”
Sct Thøgers Vej 11
Vrensted
9480 Løkken

Kirkebygningen set fra nord

Trappen til den øverste del af Kirketårnet og klokkerne

Kirken er opført i middelalderen. Den anselige blytækte kirke, der i middelalderen var indviet til Nordjyllands særlige helgen, Skt Thøger, er omgivet af et prægtigt kampestensdige.

Vrensted kirke koret

Den romanske granitkvaderbygning, der fra begyndelsen bestod af kor og skib, er i gotisk tid gennemgribende ombygget, idet korpartiet omdannedes til et kanghuskor; mod vest tilføjedes et svært tårn og mod syd et våbenhus. Skibet står uden synlig sokkel, medens der i det ombyggede korparti er hulet skråkantsokkel under syd-og østsiden samt en del af nordsiden.

Fra oprindelige vinduer sidder der i koret indmuret et par vinduesoverliggere.
Hele sydsiden er i ny tid skalmuret. Skibets norddør er fra gammel tid tilmuret, og syddøren blev flyttet 1922 og forsynet med et relief, Kristus med lammet, af Joakim Skovgaard og indvendig med et kalkmalet tympanonfelt, Kristus og synderinden, af Niels Larsen Stevns.

Vrensted kirke er den ene af to danske kirker, der er indviet til Skt. Thøger. Den anden er den nu nedrevne sognekirke i Vestervig, der lå lige ved siden af Vestervig kirke.

Tårnet

Tårnet, der står hvidkalket med røde blændinger i gesimshøjde og på gavlene, har stjernehvælvet underrum og trappe i nordvesthjørnet.

Tårnuret – dvs. urværket og urskiven mod øst er opsat i 1932 af tårnurfabrikant Chr. Ørnholm, Vrensted. Fhv. grd. Alfred Westergaard skænkede i 1957 urskiven mod syd.

Klokkerne, Der er to klokker

•  omkring 1450-1500, Den mindste og ældste er støbt af P.L.P. o. 1450
• Med & E Ohlson, Lübeck, Den store klokke er skænket i 1910 af daværende kirketiendejer, sagfører Anders Olesen, Nørresundby. Han var født i Vrensted. Den er støbt af M. og E. Ohlson i Lybæk og bærer indskriften: “Nu kalder Sct. Thøgers klokke påny – På gammel og ung i Vrensted by”.

Våbenhuset

Våbenhuset, der er opført af gullige munkesten, har otteribbet krydshvælv.

Kirken indvendig

Ved ombygningen indsattes der i hele langhuset hvælv, østligst i korpartiet et tværgående tøndehvælv, i øvrigt stjernehvælv.

Altertavlen:

AAltertavlen, der står på et alterbord med renæssancepanel, prydet af rudefelter, er en lutheransk fløjtavle i renæssance fra 1597, istandsat 1917 og med malerier fra 1920 af Larsen Stevns Kristus og Nikodemus, Bebudelsen og Korsfæstelsen.

Alterstager

Balusterformede barokstager

Prædikestol:

Prædikestolen i renæssance fra 1597 er af karnaptype med hjørnehermer og relieffer – Kristi † og opstandelse.

Døbefonten er romansk, af granit med glat kumme på rund fod med to svære rundstave.

Dåbsfad: Sydtysk fad, omkring 1575, med fremstilling af Syndefaldet.

Siddepladser: Kirken har 200 siddepladser.

Korbuekrusifikser:

Stort, meget smukt senromansk, kronet korbuekrusifiks, omkring 1250, på samtidigt, men noget omdannet korstræ, hvis arme er forbundet med cirkelslag.

Kristoforus-figurer:

Orgel:

Kirkens gamle orgel var et Zachariasen orgel fra 1938 med 8 stemmer.  Det er i 2019 udskiftet med det nedenfor viste flotte orgel som indvies nov. 2019

Epitafier:

I korpartiet epitafium af Christen Billedsnider over sognepræst Melchior Evertsen Meier, † 1655, med portrætmaleri af præsten, hans hustru og tre børn.
Et andet epitafium i tidlig inklassicisme er opsat over provst Johs. Dines Carlsen, † 1783, og hustru.

Ligsten

Gravsten over sognepræst Frands Lauridsen Hjort, †

1708, og to hustruer samt over sognepræst Anders Carlsen, † 1767 og hustru

Sognepræst ved Vrensted Kirke i 40 år, Otto Mikkelsen, betragter billeder af præsterne i Vrensted Kirke gennem tiderne.

Præstegården set fra syd. Den er tegnet af den kendte arkitekt Plesner

Udsigten fra præstegården til Præstens Plantage ved navn Thøgerslund

Lidt historie omkring Vrensted Kirke:

Vrensted kirke

Børglum Herred, Hjørring amt, Ålborg stift. Vendsyssel. Kirken var i middelalderen viet til Sankt Thøger. Kor og skib er opført i romansk tid af granitkvadre, koret over hulet skråkantsokkel, skibet uden synlig sokkel. Bygningen blev gennemgribende ombygget i sengotisk tid. Det oprindelig kor blev omdannet til et langhuskor, det svære tårn blev tilføjet og våbenhuset blev opført. Tårnet har røde blændinger. Sydøst for kirken, uden for kirkegårdsgærdet er markeret det sted, hvor Sankt Thøgers kilde sprang i middelalderen.

Ved ombygningen i sengotisk tid fik hele langhuset indbygget hvælv, den østlige del af koret fik tøndehvælv resten af langhuset fik stjernehvælv. Altertavlen er en fløjaltertavle fra 1595 med malerier af Niels Larsen Stevns fra 1920. Prædikestolen er fra 1597. I kirken ses et senromansk korbuekrucifiks fra o.1250. I vestenden ses en Kristoffer-figur fra sengotisk tid, stilen har tilknytning til Claus Bergs værksted. Da syddøren blev flyttet i 1922, blev den udvendigt udsmykket med et relief af Joakim Skovgaard over fyldningen, indvendig er tympanonfeltets fresko udført af Niels Larsen Stevns.

I bogen Kunsten i kirken (Thanning og Appel, 2005, ISBN 87-413-6439-2) fortæller Mikael Wivel om udførelsen af altertavlen. Sagfører Anders Olesen havde ved udsmykningen af Vodskov kirke mødt Niels Larsen Stevns, der havde arbejdet som assistent for Rud-Petersen. Anders Olesen var tiendeejer i Vrensted og ønskede nye malerier i altertavlens rammeværk, til dette arbejde valgte han i 1917 Niels Larsen Stevns. Stevns fortæller, at det var Olesen, der valgte motiverne, i midterfeltet Kristus og farisæeren Nikodemus natlige samtale om tro og tvivl og lys og mørke (Johannes kap.3 v.1), i fløjene Bebudelsen og Korsfæstelsen. Men Mikael Wivel mener, at Stevns har haft en vis indflydelse på fløjenes motiver.

Både Olesen og Stevns var glødende grundtvigianere og malerierne udstråler en dybt følt forståelse for det metafysiske forhold mellem lys og mørke, som formodentlig har udviklet sig i samtaler mellem tiendeejer og kunstner. Forholdet mellem Olesen og Stevns må have været godt, for da man flyttede syddøren i 1922 blev Stevns bedt om at male en fresko over dørens indvendige fyldning, over den udvendige fyldning opsattes et relief af J. Skovgaard (Den gode hyrde). På syddørens tympanonfelt har Stevns fremstillet Kvinden grebet i ægteskabsbrud (Johannes kap.8 v.1), motivet skildrer situationen umiddelbart efter Jesus har udtalt fortællingens centrale ord: “Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende. Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.” (Biblen, Det danske Bibelselskab, 1992).

Niels Larsen Stevns (1864-1941) maler og billedhugger. Han gik på Lyderslev Husflidsskole (1881) Ulsø skole for husflidslærere (1882). På Vallekilde Folkehøjskole fik han undervisning hos Ernst Trier (1883-84) og på Teknisk skole hos Holger Grønvold (1884-86). Han gik i malerlære hos Lund-Hansen (1884-87) og fulgte undervisningen hos Adolph Kittendorff på Kunstakademiet i København (1886-87). Desuden har han modtaget privat undervisning hos Axel Hou (1888) og på Zahrtmanns skole (1888-97). Han har assisteret for Joakim Skovgaard, Niels Skovgaard, Lorenz Frølich i perioden 1888-1913. Altertavler og fresker: Svingelbjerg kirke (1911), Viuf kirke (1916), Vrensted kirke (1918) Bredstrup kirke (1919), Hvam kirke (1920), Ranum kirke (1921), Grevinge kirke (1924), Ballum kirke (1926), Helligåndshuset, Slagelse (1938).

Niels Larsen Stevns lærte tidligt at snitte i træ. Under et ophold på Vallekilde Højskole fik han en anbefaling fra forstanderen Ernst Trier til arkitekten P.V. Jensen-Klint. Han kom således i forbindelse med det grundtvigianske miljø i hovedstaden, hvor han trivedes ikke på Akademiet og søgte i stedet på Zahrtmanns Skole. På skolen traf han Joakim Skovgaard, som fik afgørende betydning for hans videre udvikling. Skovgaard benyttede ham i starten som billedskærer og i 1896 knyttede han ham fast til sig som assistent ved dekorationen af Viborg Domkirke. Larsen-Stevns havde sine egne ideer om et tidssvarende, kristent maleri, som han demonstrerede, da han fik bestilling på en altertavle i 1905. Altertavlen blev forkastet blev den første i rækken af 8 store, bibelske kompositioner. Siden fik Larsen Stevns flere selvstændige opgaver inden for kirkekunsten.

• Historien om Vrensted Kirkes orgel