Af Fk Clarkfeldt opr fra Lørslev

Æblerne fra onkel Carlo og faster Elnas frugthave i Try

I min barndom på Lørslev Vesterhede i 1950’erne var æbler noget af en sjældenhed, den evige stive kuling fra vest gjorde, at æbletræerne havde svært ved at gro i folks haver. Hos købmand Simon i Ilbro var de kostbare – og at købe en pose æbler var udenfor min fars tankevirksomhed.

Onkel Carlo og faster Elna boede i Try, Østvendsyssel på en lille ejendom ved navn ”Sønderskov”, og her var klimaet mildere og bag ved stald/stuehuset var der en ”æbleplantage” med op mod 50 æbletræer, mange forskellige sorter.

Hvert år – en søndag sidst i september eller først i oktober – besøgte far og jeg onkel Carlo og faster Elna. Det var som at komme i paradiset – jeg måtte spise alle de æbler, jeg ville.

Jeg mindes, at vi et år fik en halv sæk æbler med os hjem, og jeg regnede ud, at jeg kunne tage et æble med i skolen hver dag i mere end én måned.

Da jeg mandag eftermiddag kom hjem fra Lørslev skole – lidt forslået efter en hård behandling af førstelærer Svendsen (noget med brøker) – glædede jeg mig sådan til et æble.

Sækken med æbler var imidlertid borte, min far uldkræmmeren Kjeld Mads havde solgt dem. Det var meget smertefuldt for mig – og jeg var vred på min far en god times tid, inden det gik op for mig, at han nok havde brug for de penge, som æblerne indbragte.

Billeder: Husmandsstedet ”Sønderskov” og mæsiel 1957

af Ulrik Pilgaard  07.02.2020

Mit hjem (Skolen) i Sdr. Harritslev 

havde den mest fantastiske nabo.

D

Den meget vidende tidligere Sognefoged Anders Sørensen med hat.

Han boede i et hus der lå på en udstykket grund der var solgt fra skolen.

I mine barndomsår kom min søster og mig ofte og tog et slag af kortspillet gris med ham.

Præmien hvis vi vandt var et sirligt afskåret stykke marcipan gris. Denne fik han hvert år til jul af børnebørnene og man skulle vogte sig, når man kom på den anden side af sommeren for at man huskede at sutte på dette stykke, for det var efterhånden så tørt at man kunne brække kæben på det hvis man tyggede det.

Ofte kom han også i mit hjem i den gamle skole som 4 mand til et slag whist i stuen om det runde spillebord.

Han læste meget, både avis og bøger som blev studeret under lup da øjnene ikke var hvad de havde været. Hørelsen heller ikke. Tv-avisen blev set og ikke mindst hørt så højt at vi uden at se billeder kunne høre den helt ovre i vores have uden problemer.

Bentøjet var heller ikke supergodt men han kunne sagtens bevæge sig hjulpet af sin stok.

Det fornemmede en af sygeplejerskerne engang hun var ved ham og sagde “Anders du ville have godt af at gå en tur” Hvortil Sognefogeden som han hed hjemme ved os svarede. ” Vi kan jo se hvor meget du gider at gå, når du engang er blevet 96″ Og så var der vist sagt det der skulle om det.

Nå Sognefogeden fik ofte besøg af den dengang tidligere graver ved Sdr. Harritslev kirke Jens Ovesen.

Så stod den på at de to herrer lagde kabale, med dertil hørende en øl til deling og en snaps hver.

De udviklede et nært og varmt venskab og forstod virkelig at tirre/drille hinanden på en spydig men dog varm måde.

Nu ville skæbnen at Sognefogeden på hans gamle dage faldt i hjemmet og brækkede armen og derfor kom han en kort periode på Havgården i Løkken på aflastning/rekreation, da han ikke kunne klare sig hjemme i den periode.

Jens Ovesen som ofte kom i mit hjem, også til en øl kom en dag hvor Far ikke var hjemme og klagede sin nød til Mor over at han ikke kunne lægge kabale med Sognefogeden mere.

“Sognefogeden er kommet på Havgården” Sagde han halvt grådkvalt. (Han blev temmelig rørstrømsk på sine ældre dage)

Derfor blev det bestemt at Far og mig tog Ovesen med til Løkken da vi alligevel deltog i Sdr. Harritslev idrætsforenings svømme aften der, Far (Børge Pilgaard) som svømmelærer og mig som teenager lømmel, der gjorde livet usikkert for de som lærte svømning.

Ovesen havde drukket mod til da vi samlede ham op og kørte mod Løkken og afleverede ham ved Sognefogeden på Havgården.

Mens Far og mig svømmede lagde Ovesen og Sognefogeden kabaler med dertilhørende tilbehør. Da vi skulle hente Ovesen igen efter endt svømning, var stemningen i den lille stue på plejehjemmet temmelig løftet.

Men Far skulle lige ha en øl også og en snaps sammen med dem også.

Så udbrød Ovesen pludselig. A Ska pis!

Han rejste sig, dinglede ud på toilettet og Ja han tissede godt nok, men da han vendte sig mod håndvasken, mærkede han at han skulle kaste op. Dette startede så ved håndvasken og hele vejen rundt mod toiletkummen så hele toilettet sejlede.

Den halvdøve Sognefoged udbrød ” A tøs det blarer noe”

Så blev det bestemtm at nu skulle vi hjem og på vejen ud bad Far mig forsætte over mod bilen med Ovesen, Far stak hovedet ind til plejepersonalet og sagde “Der har været et bette uheld på toilettet på stue 12 med en af gæsterne.

Ja tak skæbne! Stakkels personale der vandt den rengørings tjans…….

 _{barndomsminder fra Postgården i Harritslev}

Fortalt af Anders Sørensen den ældre mand med hat

som var onkel til min hustru Else Marie. Vi har flere gange været sammen med ”onkel Anders” som han blev omtalt og ligeledes besøgt ham. Han var en hyggelig mand med en fantastisk fortælleevne.

 Brevsamlingsstedet i Harritslev havde til huse på Vester Vanggaard, nu kaldet Postgården. 

 Her ses første side af kontrakten mellem Hjørring Postkontor og Anders Sørensens far, Johannes Sørensen, om bestyrelsen af brevsamlingsstedet i Harritslev. Kontrakten er fra 1897, og den årlige betaling er 150 kr. På de følgende sider i kontrakten er indføjet forhøjelser af betalingen. I 1910, der er sidste regulering i kontrakten, var betalingen steget til 420 kr. om året, heraf 60 kr.  som godtgørelse for nattjeneste. 

Hjørring-Lønstrup ruten, Hjørring Hirtshals ruten, Hjørring-Retholt ruten og Hjørring-Rakkeby ruten.  Det var alt sammen åbne vogne, der var sortmalede, og kusken var også i sort kappe. Men vor postvogn var

altså lukket gul, og kusken var i rød kappe.  Der gik to ture hver vej, og vi skulle op til vejen (det var ca. et halvt hundrede favne), hver gang posten kom for at bytte tasken, samt tage sækken med pakker med hjem, hvis der da var nogen. Det var jo ikke så mange pakker, folk sendte dengang. I tasken var breve, blade og aviser.

Postdagvognen »Hjørring Løkken« foran Løkken Postkontor omkring århundredskiftet. På bukken sidder postkontrahent fra 1898 til 1918, Niels Jacobsen, Hjørring. Til venstre står postmester Jørgensen, Løkken, med sin datter, og foran står postbud Th. Jensen, Løkken.

Postvognen kom som sagt fire gange om dagen, to gange fra Hjørring og to gange den anden vej. Første gang var om morgenen kl. 8.00, så kom han fra Løkken, og havde næsten ingenting i tasken, bare nogle enkelte breve fra Løkken. Det var ikke altid, der var noget med, selv om folk vist var mere til at skrive dengang. Der var jo ikke nogen telefon, det vil sige der var telefon i Hjørring, op mod et hundrede abonnenter. Der var også en telefoncentral i Sdr. Harritslev med følgende abonnenter: Sejlstrupgård, Aastrup, Ø. Vanggaard, Overklit, Nr.  Harritslev Teglværk, Løkkens Vejkro, Gølstrup Teglværk, et konsortium telefon hos høkeren i Rakkeby, og en lignende i Smidstrup, det var alt. Det var heller ikke fordi, det var så dyrt at sende et brev dengang. Helt op til 1920 kostede et brev 10 øre og et kort 5 øre, og det var det, de kaldte landsporto. Lokalporto var 5 øre for et brev og 3 øre for et kort.  Kl. 13.00 om middagen kom så den første vogn fra Hjørring. Med den kom særlige breve og blade fra København; det var alt, hvad der var kommet med morgentoget. Af ugeblade var der især to der var dominerende, »Ugens Nyheder« og »Illustreret Familie Journal«, og af dem var »Ugens Nyheder« det mest udbredte.  Det indeholdt foruden en del nyhedsstof en stærkt religiøs artikel – en slags søndagsprædiken, et par fort satte fortællinger, den ene var en rig tig vammelsød kærlighedsroman, og den anden en bloddryppende røverhistorie, et par vittigheder, som var meget flade, og et fikserbillede. Det fikserbillede kan jeg huske, der var mange ældre koner, der var optage af. De snakkede og diskuterede meget, når de kom sammen. »Har du set, hvor røveren er i fikserbilledet?«  »Ja, han sidder da oppe i træet«. Ja, det var sandelig åndsberigende læsning.  Kl. 4.00 eftermiddag kom så vognen fra Løkken efter middagsposten.  Da var det min tur til at gå op og byt te tasker, for så var jeg jo kommet fra skole; det var det samme igen: Meget lidt i tasken fra Løkken, men til gengæld meget, der skulle med til Hjørring. Det var jo alt det, landposterne havde samlet sammen i dagens løb, og det skulle ordnes og føres ind i bøgerne. Pakkepostanvisninger, opkrævninger og pengebreve var min moders arbejde om eftermiddagen.  Fader ordnede postsagerne om morgenen og fik de to landpostbude ekspederet.

De to landpostbude boede lige ved gården; de havde husmandsbrug, som deres koner passede. For den ene af dem gjaldt det, at når hun var færdig med at fodre køerne, kom hun hen til os og tog en del af posten, som han havde sorteret fra til hende, og så besørgede hun en del af ruten. Det var især, når der var travlt i marker ne, de benyttede den trafik. Den an den post havde en søn hjemme, som var lettere handicappet og derfor ikke kunne tage plads hos fremmede, han gik så en del af faderens posttur.  Det var ikke meget, de fik i løn for sådan en tur, jeg mener at have hørt, at de fik 30 kr. om måneden. Men den ene af dem, Niels Rasmussen, sagde, da han fik turen, »se nu er vi ikke fattige længere«.

I 1901 blev det bestemt, at vi også skulle hente posttasken om natten kl.  12.00. Denne nattjeneste blev betalt med 25 kr. om året, og det var jo en stor ulejlighed at skulle vågne midt om natten og op af fjerene og op i kulden om vinteren og op til vejen efter posttasken, men posten havde et signalhorn, han blæste i. Han begyndte at blæse ca. 100 m før han nåede gården. I begyndelsen blev nattevagten delt således, at min far havde en nat, min moder en, og en pige, som havde tjent hos os i mange år, havde en af vagterne. Men i 1910 blev min moder syg, og da jeg var en stor knægt på 10-11 år, så mente mine forældre, at jeg nok kunne tage en vagt. For at jeg ikke skulle falde i søvn, skulle min bedstemor, som boede hos os, våge sammen med mig.

Disse vågenætter står i min erindring som nogle af mine kæreste barndomsminder. For at holde mig vågen fortalte bedstemor erindringer fra sin barndom og fra sin ungdom.  Hun fortalte om sin skolegang hos den gamle fordrukne lærer Gaarestrup i Skallerup, og hun fortalte om, hvordan hendes fader, der var sognefoged, samlede alle våbenføre mænd i Skallerup, for at de kunne modstå de Rendsborg slaver, som der gik rygter om, at tyskerne havde sluppet løs, for at de skulle drage nordpå og med mord, brand og sabotage skade Danmark, som dengang i 1848-49-50 var i krig med Tyskland. Alle folkene var bevæbnede med forke og leer, der var sat på lange stænger. Min oldefar red til Hjørring for at få nærmere ordre til, hvordan de skulle forholde sig, og da han kom tilbage, råbte han i porten til de forsamlede Skallerup folk:  »Giv jer til tåls folkens, det er løgn det hele«. Så smed folkene deres våben og gik hjem, men våbnene blev lagt op på bjælkerne i porten, og der lå de så længe bedstemor var hjemme.  Nu er de vist oppe på museet i Hjørring.

Noget af det, jeg helst ville høre hende fortælle om, var da bedstefar var med i krigen i 1864, og hvordan hun hver onsdag gik til Hjørring, for på postkontoret at høre om der var brev fra bedstefar. Brevene fra soldaterne kom altid om onsdagen.  Når der så var brev, stod hun altid inde på kontoret og læste det, og der var en ung mand, som altid var meget nysgerrig efter at høre, hvordan det stod til, hvordan hendes mand havde det, og om der havde stået slag o.s.v., og de blev gode venner, og det varede hele livet. Han blev først postmester i Løkken og siden i Nørre Sundby.

Dette posthusbekendtskab var medvirkende til, at der blev oprettet et brevsamlingssted på Vester Vanggaard, hvad følgende lille episode vil vise:

Da jernbanen i 1871 blev ført igennem til Frederikshavn, skete der også en forandring i postomdelingen, idet der blev oprettet små postkontorer, såkaldte brevsamlingssteder rundtomkring, hvorfra der udgik landpostbude. Til at befordre posten med ud til disse brevsamlingssteder oprettedes kørende postruter; en af disse havde endestation i Løkken med en postmester. Og mellem Hjørring og Løkken skulle der være to brevsamlingssteder, og til at bestride embedet som postmester i Løkken blev udnævnt den unge postekspedient E. Hartmann i Hjørring, og en vinterdag 1875 gik han på sine ben den lange vej fra Hjørring til Løkken for at finde en passende lejlighed, hvor postkontoret kunne have til huse. På hjemvejen blev han imidlertid overrasket af en forrygende snestorm, og da han nåede ud for min bedstefars gård, var han så udmattet, at han ikke kunne gå længere. Han gik derfor ind på gården og bankede på og spurgte, om ikke bedstefar ville køre ham til Hjørring. Men min bedstefar sagde:  »Nej, det er ikke et vejr at jage øgene ud i«, men bedstemor, der også havde rejst sig, sagde: »Jo, det skal du, for den unge mand var så flink til at spørge til dig, medens du var henne (d.v.s. i krigen)«, og så kørte bedstefar ham til Hjørring. På turen fortalte han, at der skulle opføres et brevsamlingssted i Harritslev, og hvis min bedstefar ville have det, så skulle han gøre, hvad han kunne, for det blev lønnet med 120 kr. om året, eller hvad en murer i dag skal have i timen, men man må huske på, at det var mere, end han skulle af med i rentepenge.

 NOTE 

Anders Sørensen  Født 05.04.1899 på Vester Vanggaard (Postgården) i Harritslev.  Gårdejer og sognefoged R.A.D. i Harritslev.   Død 21.06.1995

Historien på Dansk

Indsejlingen til New York med Frihedsgudinden forude:

Jens Otto skriver: Jeg har fra en bekendt Gitta Bechshøft, Rørvig på Sjælland, fået tilsendt de to nedenfor anførte filer, som man blot klikker på, så kommer der er flot billedserie A og B samt nedenunder historien, som de amerikanske slægtninge fortæller på både engelsk og dansk.

Gitta og hendes mand James har været i Vrensted i sommeren 2022 for at søge efterkommere og havde i forvejen kontaktet mig.

Gitta  har nu sammen med familie i USA samlet dette flotte billedmateriale samt beskrivelser og fortællingen som nu er overdraget til mig.

Via FB hvor historien er lagt ind, kan Gitta derfra dele til sine amerikanske slægtninge. GENIALT !.

Mange TAK til skribenterne, fordi Vrensted skulle have lov at få denne spændende historie.

Britta skriver : Onsdag d. 14 september 2022 var jeg, Gitta Bechshøft og min ven James Heimann, på besøg på arkivet i Vrensted og efterfølgende på besøg hos Jens Otto. Til arkivet havde jeg en del materiale med, der handlede om min familie som boede på Sundstedgaard omkring slutningen af 1800 tallet, og hvis medlemmer emigrerede til USA. Nu, to år senere, er deres historie så endelig blevet færdig – der har været en livlig korrespondence mellem Danmark og USA – mange fotografier og spændende oplysninger… alt tilgængeligt her på hjemmesiden VRENSTED HISTORIER, så alle kan læse med og se de gamle fotos fra Montana… tak til arkivet og alle der har været med i processen. Jeg håber at vende tilbage til Vrensted med et lysbilledeforedrag om familien Sundsted fra Vrensted... 

Dette fantastiske foto viser seks af Gittas oldefars fætre og kusiner, der udvandrede sammen til USA i 1906. En hel familie fra Vrensted der har efterladt sig en talrig skare efterkommere i USA – mange af dem bærer efternavnet Sundsted…

forrest fra venstre: Marie, Kathrine, Eric, Anton, Chris og Thomas Christensen Sundsted… foto fra omkring 1906? da de var ankommet til Dagmar, Plentywood Montana…

Klik på link for tekst og billeder

ONCE UPON A TIME IN JUTLAND -del A.pdf

ONCE UPON A TIME IN MONTANA -del B.pdf

TIDLIGE ÅR I AMERIKA – Livsskitser fortalt af medlemmer af den danske Sundsted-familie –

Følgende historier og oplysninger om familien Sundsted – de første år – er indsendt af en efterkommer, Peri Kaae (se mere info nedenfor) for at holde familiens minder og historier i live.

Historierne stammer fra en samling livsskitser skrevet til Sheridan’s Daybreak, 1970.  Sheridan’s daybreak blev oprettet af amtets historiske samfund med det formål at indsamle og dokumentere historien om de tidlige pionerer, der bosatte sig i området. Ligeledes er her inkluderet er et par historier fra familiebreve, som viser båndene mellem familierne, hvoraf nogle bor flere stater væk.

 Christen Christensen Sundsted

Livskitse af Niels Christensen Sundsted, søn af Christen Christensen Sundsted, til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Min far, almindeligvis kendt som C.C. Sundsted, kom til det, der dengang hed Racinedalen i foråret 1908 efter at have læst artikler om Dagmar i den dansksprogede avis “Dannevirke” og “Den Danske Pioner”. I løbet af sommeren byggede han et hus bestående af tre værelser, et køkken og et tøjrum. Det var det eneste hus i nabolaget bygget af træ, som måtte trækkes med vogn fra Culbertson.

Min mor, Ane Marie, og jeg ankom den 19. oktober 1908, min seks års fødselsdag. Min far blev født i Danmark, og hans første kone døde i barselsseng der. Han immigrerede til Racine, Wisconsin i 1890’erne. Så mange andre mennesker ankom fra Racine til det nordøstlige Montana, at samfundet blev kaldt Racine Valley.

Mine fætre, Anton, Erik og Katrine, havde i fællesskab forpagtet statsjord [homesteading] der i 1907. I 1909 ankom også min halvsøster, Magdalene, og hendes mand, Christian Johansen, og min kusine Marie og slog sig ned i Racine Valley. Min bror, Thomas, ankom også i 1910, men vendte tilbage til Racine efter ca. tre år. Min fars gård var 160 hektar, og han købte 160 hektar statsskolejord ved siden af sin jordlod. En af vores naboer var en mand ved navn Johnsen, som var officer i den danske hær og var kendt under navnet “Obersten”, en dansk militær titel, der på engelsk svarer til First Lieutenant.

Et skolehus blev bygget på dette jordstykke omkring 1912. Skolen blev kendt som Lew Wallace School, og jeg gik i skole der. Johnsen solgte sin jordlod og vendte tilbage til Danmark i 1913. Efter mørkets frembrud holdt vi altid en lampe brændende i vores vindue i forstuen. Vores hus lå, så dens lys kunne ses mange kilometer mod syd. Folk brugte lyset som pejlemærke, især når de kom hjem fra Culbertson med en masse forsyninger. Ved flere lejligheder slog indianske familier natlejr omkring en kvart mil fra vores hus ved et lille vandhul. De kom til huset efter forskellige artikler, og min far syntes at man skulle stå på god fod med dem. Fællesskabsaktiviteterne var mest centreret omkring den danske kirke i Dagmar. Min far var formand for menigheden i en periode. Min far døde i 1921, og jeg bor nu i Seattle.

Hans Christian “Chris” Johansen

Life Sketch: af Hans Christian “Chris” Johansens søn, Carl Lehn Johansen (1911 –  1970) til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Chris Johansen blev født i 1882 i Skovgaard i Jylland, Danmark og kom til USA i 1899. Magdalene Christensen blev født i Vrensted, Jylland, Danmark i 1879. Fordi der var så mange der hed Christensen, skiftede familien navn til Sundsted, undtagen mor, der beholdt det oprindelige navn.

Hun mødte far, mens hun underviste i en skole i Iowa, og de blev gift i Racine i 1905. Deres to første børn, Elsine og Agnes, blev født i Racine.

I foråret 1908 besluttede far og hans svigerfar, Christian Sundsted, at benytte sig af the Homestead Act. De ansøgte derfor om en bevilling på to stykker gratis statsjord beliggende omkring syv mil [USA = ca. 1.5 km] sydøst for Antelope. De byggede et lille, simpelt træhus på deres Sundsted jordstykke, og begyndte at opføre en tørvehytte på [vores del af den fælles-] jordlod og tog derefter tilbage til Racine for vinteren. I foråret 1909 bragte de deres familier ud til Montana-prærien.

Mor og far boede sammen med de to små piger hos bedstefar Sundsted, indtil tørvehytten med de to værelser, og to vinduer kunne færdiggøres. Jeg (Carl) blev født i 1911; Chris i 1913; en datter, der kun levede to måneder i 1917; og en datter, Helen, i 1918.

(OBS: Hans Christian “Chris” Johansen (f. 28.10.1882 i Skovgaard – d. 12.4.1944 i Sheridan Montana) . Emigrerede til USA 1899. Den 19. juli 1905 blev Hans gift med Magdalene (Maggie) Johansen (født Christensen Sundsted) i Racine, Wisconsin, USA – 5 børn.)

 Familien Sundsted

Af Jens Sundsted til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik blev født i 1880 og Anton i 1882.  De bosatte sig ni mil nordvest for Dagmar i 1907.  Katrine (1887) kom og bosatte sig i 1908.  Marie (1886) tog sit eget husmandssted i 1910.  Thomas (1889) og deres far, Knud (1840) kom også samme år med Marie.  Bedstefar Knud døde i 1911 og blev begravet på Nathanael Lutherske kirkegård i Dagmar; Mormor Karen var død i Danmark i 1898.  Bedstefar Knud sagde, da han kom til Dagmar: “Det er god jord.”

Selvfølgelig arbejdede de alle sammen, men det virkede som om Erik var værkfører, Anton var mekaniker, Thomas var bogholder, og Marie og Katrine var kokke og husholdersker.  I 1912 giftede Marie sig med Mikkel Poulsen, så der blev fire tilbage.

I de første vintre blev Erik og Katrine derude og tog sig af de fælles jordlodder, og Anton tog arbejde for at finansiere familien. Thomas brugte en vinter på at gå i skole.

Erik brød 400 tønder land med plov og hesteforspand. Senere, med deres Mogul, Titan og Fordson traktorer, endte de med 1900 hektar jord klar til opdyrkning. Erik sagde, at Mogulerne var en skrammelbunke, Titanerne var værre, men Fordsonerne var en drøm.

Katrine sagde, at “drengene” [familiens mandfolk] og de ansatte folk kørte en hel del med Mogulerne om natten. Næste morgen kunne det hænde at Mogulen var gået i stå; Anton ville så spørge: “Er den løbet tør for gas?”  “Nej,” lød svaret.  Men så gav Anton svinghjulet en ordentlig tur, og så kørte det igen.

I 1912 købte de deres eget tærskeværk, en Case 36″ separator drevet af deres Mogul.  Erik sagde, at mogulen var god til det.  Flere af kokkene var Marie Jacobsen, Anna Petersen og Esther Strandskov. På det tidspunkt havde de flere separatorer der tærskede indtil 1926, da de købte en 16″ Case mejetærsker. Onkel Erik sagde, at de et efterår høstede over 2200 tønder land fordelt på deres egne og de nye standardiserede mejetærskere.  Et fast arbejde hvert år var at høste Henry Grønvolds afgrøde.

Jeg vil gerne nævne, at familiens sande “mor” gennem alle disse år, virkelig var Katrine. Hun tog sig virkelig godt af dem allesammen.

 Thomas og Ella Sundsted

Af deres søn, Jens Sundsted for Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Thomas Sundsted og Ella Johnsen blev gift i 1916.  Børn født i deres familie var: Johanna (Mrs. Arnie Rasmussen), Carl, Dorothy (Mrs. Lorin Hart), Edith (Mrs. Erling Romstad/Harold Blair), Jens, Anna (Mrs. Russel Conway/Chet Sorenson) og nogen tid senere Carol (Mrs. Henry Stokke).  Deres bryllupsdans blev afholdt på James Johnsons høloft, og Aage E. Christens orkester sørgede for musikken. Det regnede så hårdt den nat, at Aage og hans gruppe måtte efterlade deres instrumenter indtil til næste dag.

I 1912 købte og forbedrede Thomas Mikkel Poulsens husmandssted, og det var her, han og mor boede og opfostrede deres familie. Deres hus blev opført i 1915 af Johannes Nielsen. Det blev bygget som  Sundsted Kompagniets hus, planlagt af onkel Erik. Katrine Sundsted boede der indtil 1926, hvor hun giftede sig med Jim Kaae.  Anton og Erik boede også hos dem af og til, især om vinteren, indtil Anton giftede sig, og Erik flyttede til sit eget hjem.

Mor fortæller om sin fødselsdag søndag den 14. marts 1920. Det startede som en mild dag; Vejret havde været varmt, og smeltevandet dannede vandløb under sneen. Mange naboer var kommet for at hjælpe hende med at fejre. Senere samme eftermiddag begyndte det at regne; Vinden gik om i nordvest, og det begyndte at blæse og sne. Willie og bedstefar Johnsons forlod stedet og kom godt hjem efter at være væltet i en af de mange smeltevands floder, men 30 gæster måtte blive. Snestormen fortsatte i tre døgn, og det var først onsdag, at de alle kunne tage hjem. De løb tør for kartofler, men de bagte brød og pandekager og spiste mange æg.

Under stormen havde Anton og Hansine Jørgensen det rigtig dårligt, fordi de havde otte stk ungkvæg derhjemme, som ikke blev fodret eller malket i 2 ½  dag.  Niels Sørensen´s havde efterladt nogle vinduer åbne i deres hus, så al sneen og snavset var blæst ind i al den tid.

Selvfølgelig har jeg mange ting jeg husker om far, men jeg vil bare nævne en. Vejret havde været dårligt en sommer, og afgrøderne gik ikke så godt, og på dette tidspunkt havde jeg det bare lidt dårligt. Han sagde til mig: »Det kræver al slags vejr at dyrke hvede.«  Den bemærkning har opmuntret mig mange gange siden da. (Far døde i 1964, og mor bor nu i the Pioneer Manor i Plentywood.)

 Anton Sundsted

Af Anton Sundsteds hustru, Helga Sundsted for Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Anton og jeg, Helga Schultz, blev gift i november 1922. Vi lavede vores hjem på det sted, hvor Carl Sundsted nu bor. Her blev vores tre første børn født: Erik, Knud (død som fireårig) og Carl (død som treårig). Da brødrene Sundsted i foråret 1928 besluttede at drive landbrug hver for sig, byttede vi jord med Erik senior, den jord, som Erik, Anton, Katrine og Marie havde forpagtet. Her byggede vi et nyt hus, hvor vores sidste tre børn blev født: Karna (Mrs. John “Jack” Town), Doris (Mrs. Arnold Larsen) og Anton (Tony).

Bare for at nævne en hændelse, vil jeg fortælle, hvordan Anton lærte mig at køre en Ford. En aften var vi på vej hjem; Ikke mange veje var gjort farbare, og vi kørte på en, der ikke var.  Vi kørte afsted i vores gamle Model T og alting gik fint, indtil vi kom til lavt sted fuld af vand. Vi havde krydset det før, men nej ikke denne gang; Ford’en sank i, og vi sad fast. Vi talte et stykke tid om, hvordan vi kom ud.  Jeg insisterede på, at jeg ikke kunne eller ikke ville køre en Ford (min far havde en Overland, som jeg var vant til at køre).  “Nå,” sagde Anton, “den eneste måde at komme ud af dette på er, hvis du flytter over i mit sted og kører, og jeg går ud og skubber.” Han gik ud – og ikke andet for mig end at adlyde ordrer.  Jeg startede op og med et skub og et løft fra Anton landede jeg på land. Fra den dag af har jeg været i stand til at køre en Ford.

(Bemærk: blandt meget andet var Anton kendt for sin mægtige styrke. Mange nød at se ham, hvis de kunne overtale ham til at demonstrere enhver bedrift, der krævede styrke.  En dag var han i Graysons butik i Antelope.  Blandt meget andet udstyr, stod der en stor svinghjulsgasmotor af støbejern.  De ville vide, om Anton kunne stoppe den, hvis den blev startet. Motoren blev startet, og efter nogen opmuntring fik Anton en kornsæk til at beskytte sine hænder. Med skulder og hænder lænede han sig tungt ned over svinghjulet.  Motoren gik langsommere og langsommere, og til sidst døde den hen med et sidste host.) Jeg bor nu på gården sammen med min søn, Erik, og hans familie.  Erik dyrker jorden.  Anton døde i 1964.

 Erik Sundsted, Senior

Af en ven af familien, Henry Jørgensen til Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik Sundsted, Senior efterlod sig to levende monumenter i Dagmar-samfundet. Det ene i form af to attraktive lunde af træer på de gårde, der nu bebos af Erik jun. og Carl Sundsted. Dengang var hans første lund en af de fineste i området og stedet for de store fjerde juli-festligheder, hvor folk samledes under træerne til picnicfrokoster, taler og festlig sang.  Efterfulgt af baseballspil, hesteskospil og alle former for løb med case præmier til vinderne.

Erik var en ud af den række ungkarle i samfundet, der aldrig giftede sig. Hans fødselsdag var en af årets store begivenheder.  Samfundets kvinder kom til hans hus, som han i øvrigt holdt i pletfri stand, og store mængder mad blev bragt og serveret af dem til de forsamlede gæster. Da pladsen var noget begrænset, blev mændene henvist til den store garage, hvor de tilbragte aftenen med at spille penny-ante [poker for småbeløb] og “seventsel”, [Skærvindsel] et spil, de tilsyneladende havde bragt med sig fra det gamle land.

En ånd af gavmildhed over for andre karakteriserede ofte Erik. Jeg husker en vinter, hvor jeg havde brug for bolig til min familie.  Eriks hus på gården var ubeboet på det tidspunkt, og jeg spurgte om det var tilgængeligt for os. Det indvilligede han beredvilligt i. Da jeg tilbød at betale husleje for brug af stedet, nægtede han ikke kun blankt at acceptere penge til dette, men nægtede også at acceptere noget for levering af kul i kælderen, som han havde foreslået, at jeg brugte. Erik bor nu på plejehjemmet i Plentywood.

Jim Kaae

Af Jim Kaae for Sheridan’s daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Min familie og jeg ankom til Dagmar i foråret 1918. Min første erindring er, da min togvognen med mine ejendele ankom til Antelope fra Clifton, Kansas. Jeg måtte betale 200 $ mere, før de ville tillade mig at losse mine ting. Agenten lovede at forsøge at hjælpe mig med at få det ekstra beløb tilbage. Denne ekstra afgift var, fordi ruten ikke var beregnet rigtigt, og mine ting var overvægtigte, og fordi vognen, de sendte, var en kvægtransport med to eller tre meter frossen gødning i bunden. Jeg kunne ikke få det ud, så jeg lagde lærred og noget hø udog stablede mine møbler og maskiner ovenpå.

Flere af mine nærmeste naboer var kommet ind til byen, så de hjalp mig med at læsse af og slæbe tingene ud. Det var en smuk solskinsdag, og sneen forsvandt hurtigt; så hurtigt som vi kunne få slæden læsset, drog de afsted for at komme hjem. Jeg flyttede noget lucerne ind i et skur hos Mr. Courtney’s og læssede derefter min tømmer vogn med forskellige ting.

Jeg satte afsted hjemefter, og alt gik godt, indtil jeg kom til et mindre vandløb øst for, hvor Emil Grimsrud plejede at bo. Det var fyldt med sne og vand.  Jeg nåede ud til midten, og der sank vognen i til navene. Jeg fik ponyerne løsnet og på tørt land.  Da jeg fik vognen læsset af, bandt jeg nogle gamle træk jernkæder sammen med ståltråd fastgjorde dem på  vognstangen og vrikkede vognen ud.  Da jeg fik vognen læsset igen var det mørkt, og den eneste gang jeg havde været over vejen var den morgen. Jeg bekymrede mig lidt, men jeg lod ponyerne gå deres egne veje, og vi kom hjem i god  behold.

Niels Rungborg og Jens Holm havde hjulpet mig med at læsse af, men de tog af sted længe før jeg.  De var stadig ikke hjemme, da jeg kom, og jeg havde ikke set dem på vejen.  Jeg skal love for at to gamle knarke var faret vild på vejen.  Endelig så de Conradsens lys og måtte finde ud af, hvor de var.

Dagen efter denne indsats fik vi vores møbler ind i huset.  Min familie på det tidspunkt var min kone, Velma (Stay), og søn, Kenneth, født i 1914.  En anden søn, Glenn, blev født i juni 1918.

I efteråret 1917 købte jeg Alberti Andersens  homestead for 5000 dollars.  I 1920 faldt hvedeprisen fra 2 $ til 1 $ pr. Bushel.  Jeg husker det tydeligt, fordi jeg havde været ude at tærske, mens der stadigvæk var en chance for at tjene en dollar.  Jeg havde høstet 400 skæpper, som jeg kunne have solgt for  2 $ pr. Skæppe, men da jeg var færdig med tærskningen, måtte jeg nøjes med 1 $.  Jeg tjente alligevel 400 $ på min tærskning, så jeg kom ud af det med skindet på næsen og fik en masse god motion.

I 1923 havde jeg den store sorg at miste min kære hustru.  Vores søn, Velmar, som fødtes det år, blev taget i huset og opfostret af slægtninge i Kansas.

Omkring 1923 startede vi et privat marked i Dagmar. Bestyrelsen bestod af fru Anton Winther, fru Hjalmar Madsen og undertegnede.  I boderne solgte vi hovedsageligt haveprodukter som kartofler, kål, gulerødder osv.  Den eneste form for præmiering var bånd, som Dagmarbutikken generøst betalte for, udover at lade os bruge en bygning til at fremvise vores produkter i.

Jeg giftede mig med Katrine Sundsted i 1926.  Vi købte Daniel Pedersens jordlod, på hvilket der stod et ret godt hus og nogle andre bygninger. Vores sønner, Knud og Erling, blev født i 1927 og 1931.

I foråret 1931 var det tørt og blæsende.  Glenn var i gang med at harve, Kenneth såede, og jeg var ved at samle sten, da en stor mørk sky rullede ind fra nordvest hen imod aften.  Stormen ramte, og mine heste blev væk på vej hjem, fordi deres øjne var fyldt med snavs.  Drengene og jeg kunne ikke starte Model T-lastbilen, fordi vinden havde blæst tidsler og snavs fast under motorhjelmen.

I efteråret 1944 blev Kenneth gift.  Vi lejede ham gården og byggede os et nyt hus. Vi blev på gården indtil efteråret 1955, hvor vi købte ejendom i Plentywood, hvor jeg nu sidder og skriver mine erindringer om, hvad der skete i det nordlige Dagmarsamfund gennem årene siden 1918.

Mikkell og Marie (Sundsted) Poulsen

Af deres datter, Ann Poulsen Gleason for Sheridan’s daylight, Sheridan County Historical Association, 1970.

Mikkel Poulsen blev født i 1886 i Tim, Danmark.  Som ung murer, immigrerede han til San Francisco, Californien i 1906.  Han ankom til det nordøstlige Montana i 1908 for at ansøge om et stykke statsjord for sin unge bror, Cristian, som ikke selv kunne nå frem så tidligt som nødvendigt.  Denne gård lå, hvor Jens Sundsteds gård ligger i dag.  Men kort efter Christian ankom, blev han syg af tyfus og døde. Marie Sundsted, hvis husmandssted lå en mil vest for hans, kom over for at hjælpe Mikkel med at tage sig af sin bror mens han var syg.

Marie Sundsted blev født i Danmark i 1886.  Hun arbejdede i Racine, Wisconsin et par år, før hun sluttede sig til sine brødre, Erik og Anton på deres husmandssted i Dagmar.  Faderen, Knud Sundsted, deres søster Katrine og bror Thomas sluttede sig også til dem i Dagmar.  Da Marie kom til Culbertson med tog, mødte hendes brødre hende der i en slæde.  De informerede hende om, at den store smukke hat, hun havde på, ikke var egnet til dette land.

I 1912 blev Mikkel Poulsen og Marie Sundsted gift hos pastor Svend Jørgensen.  På grund af et klausul i Homestead Act, kunne de ikke beholde begge gårde, da de giftede sig.  De besluttede at beholde Maries, som ligger, hvor Erik S. Sundsted driver landbrug i dag.  Maries bror, Thomas, fik Mikkels jord.  Tre børn blev født på denne gård.  Knud C. Poulsen blev født i et tørvehus, deres første hjem.  Karen Poulsen Pedersen og Ann Poulsen Gleason blev født i et lille toværelses hus, de havde bygget.  I 1918 solgte de deres gård til brødrene Sundsted og købte en gård fem mil nordøst for deres gamle gård, hvor der var plads til udvidelse.  Kenneth Kaae har deres gård nu.  Da de gik på pension i 1956, dyrkede man over 200 hektar.

Mikkel Poulsens færdigheder som murer blev brugt godt.  Han blev ofte opfordret til at bygge skorstene og cisterner til folk i lokalsamfundet.  Under depressionen vendte han tilbage til sit fag, hvilket gjorde det muligt for ham at klare udgifterne på gården og undgå at lade sig forsørge af staten.

Poulsens var aktive medlemmer af Nathanael lutheanske kirke, Det Danske Broderskab og andre samfundsnyttige foreninger.  Mikkel Poulsen arbejdede hårdt for at få indført elektrificering af landdistrikterne og var et af de oprindelige bestyrelsesmedlemmer i Sheridan Electric Cooperative. Han var aktiv fra 1941 – 1948.  I 1956 trak ægtefællerne sig tilbage og flyttede til Plentywood.  Mikkel Poulsen døde i 1963, og Marie bor stadig i Plentywood.

“Emigration – fra Danmark til USA: En historie om vor Fader, Christian Peterson, søn af Peter C. (Pedersen) Peterson og Metta C. Sundsted Peterson”.

(Skrevet af Alice Peterson Berger i et brev til Peri Kaae i 1991.)

Det er noget af en historie om vores fars emigration til dette land. Vores bedstefar, Peter C. Pedersen, forlod Danmark til fordel for USA, før vores mormor, Metta C. Sundsted Pedersen fulgte efter et år senere.

Da vores bedstemor (Metta) ledsaget af sin søster (Christiana) ankom til Hamborg, og stod ved kajen klar til at gå ombord på skibet med sine to små drenge, Christian og Thomas. Men da Christiana så forholdene ombord, kunne hun ikke se, hvordan Metta kunne klare at have dem begge to med på skibet. [hun foreslog at] Vores far, lille toårige Chris blev tilbage med hende, indtil et senere tidspunkt.  Mormor Metta gik modvilligt med til det, men da Christiana ikke selv havde børn, ville hun uden tvivl have tid til at tage sig godt af ham.

Så det var først ti år senere, at vores far, Christian Peterson, dengang 12 år, endelig forlod Danmark for at slutte sig til sine forældre i S. W. Iowa.  I mellemtiden havde han boet hos sin moster Christiana, [i Vrensted] og det samme gjorde hans kusine Maggie (datter af onkel Christian Sundsted), fordi hans første kone, Maggies mor, var død.  Derfor voksede vores far og kusine Maggie (fætre og kusiner) op næsten som bror og søster.

Det var sammen med onkel Christian Sundsted og hans anden kone, Ane Marie, og deres børn, vores far på 12 år, sammen med dem kom til USA.  De rejste uden tvivl så langt som til Racine, hvor vores far forlod dem for at rejse videre til [forældrene i] Iowa.  Vores far var gennem årene var meget tæt forbundet til onkel Christian og tante (Ane) Marie.  Han holdt kontakten med dem i Racine og til sidst i Montana.

“Onkel Christian, tante Ane Marie og Maggie, hendes mand og børn besøger Iowa omkring 1915 eller 1916”  

(Skrevet af Alice Peterson Berger i et brev til Peri Kaae i 1991.)

De kørte ned fra Montana i en Ford-bil (som vi husker det) for at besøge os alle, nemlig – vores bedstemor Metta og bedstefar Peterson, vores far, Christian Peterson, vores onkel Thomas Peterson, og alle os børn. Vi elskede dem alle.  Grandonkel Christen lignede vores bedstemor Metta, hans søster, så meget.  Hans kone, Ane Marie var så dejlig, så behagelig. Jeg var kun et barn dengang, men jeg vidste, at hun havde kendt min far som en lille dreng i Danmark, så alle de små historier, hun kendte, ville interessere mig.  Det gjorde hun helt sikkert.  Den sødeste historie var følgende:

Han havde lavet en legetøjskarrusel – noget af en bedrift for en ung dreng, men da alt var færdigt, ville den ikke køre. På sit danske, som jeg godt kunne forstå, sagde hun: “Hi blæste sa gol, hi rooken e stoker” (engelsk fonetisk for det danske… Ha! Ha!) Han blev så vred, at han rev den i stykker!

Selvfølgelig var de alle noget helt særligt for min far.  Som sagt havde han krydset havet til Amerika med onkel Christian, tante Ane Marie, onkels datter Maggie og resten af deres børn.  Min far og kusine Maggie var blevet opdraget praktisk talt som bror og søster af deres tante Christiana.

PERI KAAE:

Mit navn er Peri Kaae, barnebarn af Katrine Sundsted Kaae og Jens Peter Nielsen Kaae. Min mormor, hendes søster og de tre brødre var blandt de første bosættere i Dagmar, et dansk samfund etableret i det nordøstlige Montana i begyndelsen af 1900-tallet. Mine forældre, Knud og Elinor (Poulsen) Kaae, opfostrede tre børn, Valeri (f. 1957), Brian (f. 1958) og mig selv (f. 1963) på samme gård, som mine bedsteforældre havde købt, da de blev gift i 1926.  Mine forældre, bedsteforældre og grandtanter og onkler indgød i os en følelse af stolthed over vores arv og videregav til os  flere familietraditioner, som de bragte med sig fra Danmark.

Jeg deler gerne erindringer og billeder fra min mormors fotoalbum, taget i Danmark eller fra familiens tidlige bosætterliv, i et samarbejde med min [danske] kusine, Gitta Bechshøft, [som har tilføjet lidt nødvendig extra info. i firkantede paranteser]. Jeg har ovenfor videregivet de originale historier, der blev skrevet om/af Sundsted-familierne i “Sheridans daggry”, publiceret i en bog udgivet af Sheridan County Historical Society i 1970 for at bevare minderne om dem, der boede der.

Hvis du er interesseret i at lære mere om familien Sundsted, der bosatte sig i Amerika, eller hvis du er en fjern slægtning, der gerne vil introducere dig selv, vil jeg gerne høre fra dig!

Kontakt: peri@perikaae.com

English version:

ONCE UPON A TIME – THE STORY OF THE DANISH SUNDSTED FAMILY  –

 whose members emigrated from Denmark, where they  came from the city Vrensted in Jutland, to Dagmar in Montana. Click on the two picture files below. After the pictures you can read their personal stories told in 1970 to the Sheridan County Historical Society.

Statue of Liberty greeting arriving immigants as their ship enters

New York harbour.

The Sundsted family story is divided into two parts:

Part A – ONCE UPON A TIME IN JUTLAND

Part B– ONCE UPON A TIME IN MONTANA

The Sundsted family story has been created by Gitta Bechshøft in Denmark in collaboration with her cousin, Peri Kaae in Amerika. Both have supplied a wealth of family photographs (copied) from albums beloning to their own branch of the extended family tree. The pictures are arranged in chronological order, including a description of the content as well as biographical information about the persons in the picture.

The files appear on: WWW.VRENSTED-HISTORIER.DK managed by Jens Otto Madsen, who over the years has written, collected and published hundreds of local stories and articles in a series of books available in bookstores,  libraries as well as on the internet.

This photo shows the 6 Sundsted brothers and sisters, who came to the US around the turn of the century. They first went to Racine in Wisconsin, and a few years later, they homesteaded in Dagmar, Montana.

Back row, fom left:  Four brothers –  Eric, Anton, Chris and Thomas Christensen Sundsted. Front row: Two sisters – Marie and Kathrine. (Photo ca. 1906)

 Click on the link for photos and text:

ONCE UPON A TIME IN JUTLAND -del A.pdf

ONCE UPON A TIME IN MONTANA -del B.pdf

EARLY YEARS IN AMERICA – Life sketches told by members of the Danish Sundsted family

The following stories and information about the Sundsted Family – early years – has been submitted by a descendant, Peri Kaae (more info below) in the interest of keeping the family memories and stories alive.

The stories come from A collection of written stories for the Sheridan’s Daybreak, 1970. The Sheridan’s Daybreak was a document created by the county’s Historical Society with the intention of collecting and documenting the history of the early pioneers who settled the area.  A couple of stories from family letters have also been included which show the ties between the families, some living several states away.

Christen Christensen Sundsted

Life Sketch: by Niels Christensen Sundsted, son of Christen Christensen Sundsted, for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

My father, commonly known as C.C. Sundsted, came to what was then known as Racine Valley in the spring of 1908, after reading articles about Dagmar in the Danish-language newspaper, “Dannevirke” and “Den Danske Pioneer”. During the summer he constructed a house consisting of three rooms, a kitchen and clothes room. It was the only house in the neighborhood constructed of wood which had to be hauled by wagon from Culbertson.

My mother, Ane Marie, and I arrived on October 19, 1908, my sixth birthday. My father was born in Denmark and his first wife died in childbirth there. He immigrated to Racine, Wisconsin in the 1890’s. So many other people came from Racine to northeastern Montana that the community was called Racine Valley.

My cousins, Anton, Erik and Katrine, had homesteaded there in 1907. In 1909, my half-sister, Magdalene, and her husband, Christian Johansen, and cousin Marie also arrived and homesteaded in Racine Valley. My brother, Thomas, also arrived in 1910, but returned to Racine after about three years. My father’s homestead was 160 acres and he bought 160 acres of state school land adjoining the homestead. One of our neighbors was a man named Johnsen, who was a Danish Army officer and was known by the name “Obersten”, a nickname meaning First Lieutenant.

A schoolhouse was built on his land about 1912. It was known as the Lew Wallace School, and I attended school there. Johnsen sold out and returned to Denmark in 1913. After dark we always kept a lamp burning in our front room window. Our house was located so a light could be seen many miles to the south. People used the light as a landmark, especially when they were coming home from Culbertson with a load of supplies. On several occasions Indian families made night camp about a quarter mile from our house by a small waterhole. They would come to the house for various articles and my father believed in being friendly with them. Community activities mostly centered around the Danish Church at Dagmar. My father was president of the congregation for a time. My father died in 1921, and I now live in

Hans Christian ”Chris” Johansen

Life Sketch: by Hans Christian ”Chris” Johansen’s son, Carl Lehn Johansen (1911 – 1970)  for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Chris Johansen was born in Skovgaard, Jylland, Denmark in 1882 and came to the United States in 1899. Magdalene Christensen was born in Vernstad [Vrensted] , Jylland, Denmark in 1879. Because there were so many Christensens, the family changed their name to Sundsted, except Mother, who kept the original name.

She met Dad while she was teaching school in Iowa and they were married in Racine in 1905. Their first two children, Elsine and Agnes, were born in Racine.

In the spring of 1908, Dad and his father-in-law, Christian Sundsted, decided to take advantage of the Homestead Act. They filed on pieces of adjoining land some seven miles southeast of Antelope. They built a small frame house on the Sundsted land, began to erect a sod shack on our place and then went back to Racine for the winter. In the spring of 1909 they brought their families out to the Montana prairie.

Mother and Dad, with the two little girls, lived with Grandpa Sundsteds until the two room, two window, sod shack could be completed. I (Carl) was born in 1911; Chris in 1913; a daughter who lived only two months in 1917; and a daughter, Helen, in 1918.

NOTE: Hans Christian ”Chris” Johansen (b. 28.10.1882 Skovgaard – d. 12.4.1944 Sheridan Montana) . Emigrated to the USA 1899. On 19. juli 1905 Hans got married to Magdalene (Maggie) Johansen (born Christensen Sundsted) in Racine, Wisconsin, USA – 5 children.

Sundsted Family

By Jens Sundsted for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik was born in 1880 and Anton in 1882.  They homesteaded nine miles northwest of Dagmar in 1907.  Katrine (1887) homesteaded in 1908.  Marie (1886) took her homestead in 1910.  Thomas (1889) and their father, Knud (1840) came also that year with Marie.  Grandpa Knud died in 1911 and was buried in the Nathanael Lutheran Cemetery of Dagmar; Grandma Karen had died in Denmark in 1898.  Grandpa Knud said when he came to Dagmar, “This is good soil.”

Of course, they all worked but it seemed like Erik was the foreman, Anton was the mechanic, Thomas was the bookkeeper, and Marie and Katrine were the cooks and housekeepers.  In 1912, Marie married Mikkel Poulsen so that left four.

In the first winters Erik and Katrine would stay and take care of the claim and Anton would go out to work to finance the family.  Thomas spent one winter going to school.

Erik broke 400 acres with a walking plow.  Later with Moguls, Titans and Fordson tractors they ended up wit 1900 acres broke to farm.  Erik said the Moguls were a junk pile, the Titans were worse, but the Fordsons were heaven.

Katrine said the boys and the hired men would run the Moguls quite a bit at night.  The next morning maybe the Mogul had stopped; Anton would ask, “Is it out of gas?”  “No,” was the answer.  Then it should go that Anton gave the flywheel a spin and away it went.

In 1912 they bought their own threshing rig, a Case 36” separator powered by their Mogul.  Erik said the Mogul was good for that.  Several of the cooks were Marie Jacobsen, Anna Petersen and Esther Strandskov.  In that time, they had several separators and threshed until 1926 when they bought a 16’ Case combine.  Uncle Erik said one fall they cut over 2200 acres between their own and custom combining.  One steady job each year was cutting Henry Gronvold’s crop.

I want to mention that truly the mother of the family was Katrine.  She took very good care of them through those years.

 Thomas and Ella Sundsted

By their son, Jens Sundsted for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Thomas Sundsted and Ella Johnsen were married in 1916.  Children born to their family were Johanna (Mrs. Arnie Rasmussen), Carl, Dorothy (Mrs. Lorin Hart), Edith (Mrs. Erling Romstad/Harold Blair), Jens, Anna (Mrs. Russel Conway/Chet Sorenson) and, some time later Carol (Mrs. Henry Stokke).  Their wedding dance was held in James Johnson’s hayloft and Aage E Christen’s orchestra furnished the music.  It rained so hard that night that Aage and his group had to leave their instruments until the next day.

In 1912, Thomas bought and proved up the homestead of Mikkel Poulsen and that is where he and mother lived and raised their family.  Their house had been built in 1915 by Johannes Nielsen.  It had been built as a Sundsted Company house and it was planned by Uncle Erik.  Katrine Sundsted lived with them until 1926 when she married Jim Kaae.  Anton and Erik lived with them off and on, too, especially in the winter, until Anton married and Erik moved to his own home.

Mother tells of her birthday on Sunday, March 14, 1920.  It started as a mild day; the weather had been warm and the water was running in the coulees under the snow.  Many neighbors had come to help her celebrate.  Later that afternoon it started to rain; the wind went into the northwest and it started to blow and snow.  Willie and Grandpa Johnsons left and got home OK after tipping over in one of the wet coulees but 30 more had to stay.  The blizzard kept on for three days nights and two days and it wasn’t until Wednesday that they could all go home.  They ran out of potatoes but they baked break and pancakes and had a lot of eggs to eat.

During the storm Anton and Hansine Jorgensen felt very bad because they had eight fresh cows at home that didn’t get fed or milked those 2 ½ days.  Niels Sorensen’s had left some windows open in their house so the snow and dirt had blown in all that time.

Of course I have many things to remember Dad for, but I will just mention one.  The weather had been bad one summer and the crops weren’t doing so well, and at this particular time I felt kind of bad.  He told me, “It takes all kinds of weather to raise wheat.”  That comment has cheered me up many times since then. (Dad died in 1964 and mother now lives in the Pioneer Manor in Plentywood. )

Anton Sundsted

By Anton Sundsteds wife, Helga Sundsted for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Anton and I, Helga Schultz, were married in November of 1922.  We made our home on the place where Carl Sundsted now lives.  Here is where our first three children were born:  Erik, Knud (died at four years) and Carl (died at three).  In the spring of 1928 when the Sundsted Brothers decided to farm separately, we traded land with Erik Sr., the land that Erik, Anton, Katrine and Marie homesteaded.  Here we built a new house and our last three children were born: Karna (Mrs. John “Jack” Town), Doris (Mrs. Arnold Larsen) and Anton (Tony).

Just to mention one incident, I will tell how Anton taught me to drive a Ford.  One evening we were coming home; not many roads were graded and we were driving on one that wasn’t.  We were coming along in our old Model T as nice as you please until we came ta low place full of water.  We’d crossed it before but not this time; the Ford sunk in and we were stuck.  We talked for a while about how to get out.  I insisted I couldn’t or wouldn’t drive a Ford (my dad had an Overland that I was used to driving).  “well,” Anton said, “the only way to get out of this is if you get over in my place and drive and I’ll get out and push.”  And he got out – nothing for me to do but obey orders.  I started up and with a push and a lift from Anton I landed on dry land.  From that day on I have been able to drive a Ford.

(Note: Among other things Anton was known for was his mighty strength.  Many took joy in watching him if they could talk him into demonstrating any feat that required strength.  One day he was at Grayson’s store in Antelope.  There among other pieces of equipment sat a big cast-iron flywheel gas engine.  They had to know if Anton could stop that if it were started.  The engine was started and after some encouragement, Anton got a gunny sack to protect his hands.  Then with his shoulder and his hands he bore down on the flywheel.  The engine went slower and slower and finally with one final cough it died.) I now live on the farm as does my son, Erik, and his family.  Erik farms the land.  Anton died in 1964.

Erik Sundsted, Sr.

By family friend, Henry Jorgensen for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Erik Sundsted, Sr. built two living monuments to himself in the Dagmar community.  These were in the form of attractive groves of trees on the farmsteads now occupied by Erik, Jr. and by Carl Sundsted.  In the earlier years his first grove of trees was one of the finest in the area and was the site of large Fourth of July celebrations when people would assemble in the trees for picnic lunches, speeches and lusty singing.  Then would follow baseball games, horseshoe playing and all forms of races with case prizes for the winners.

Erik was one of a number of bachelors in the community who never married.  His birthday was one of the big events of the year.  Ladies from the community would descend on his house, which incidentally he kept in immaculate condition and great quantities of food would be brought and served by them to the assembled guests.  With space being somewhat limited the men were relegated to the large garage where they spent the evening playing penny-ante and “seventsel,” a game they apparently had brought with them from the old country.

A spirit of generosity to others often characterized Erik.  I recall one winter when I was in need of housing for my family.  Erik’s house on the farm was unoccupied at the time and I inquired about its availability for us.  To this he readily consented.  When I offered to pay rent for use of the place, he not only flatly refused to accept money for this but also refused to accept anything for the supply of coal in the basement which he had suggested that I use.  Erik now lives in the Nursing Home in Plentywood

Jim Kaae

By Jim Kaae for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

My family and I arrived at Dagmar in the spring of 1918.  My first recollection is when my emigrant railroad car arrived in Antelope from Clifton, Kansas.  I had to pay $200 more before they would allow me to unload my stuff.  The agent promised to try to help me get the extra money back.  The extra charge was because they didn’t rout it right and it was overweight because the car they sent was a stock car with two or three feet of frozen manure in the bottom.  I was unable to get this out so I laid canvas and some hay on top of it and piled in my furniture and machinery.

Several of my near neighbors had come into town, so they helped me unload and haul the stuff out.  It was a beautiful sunny day and snow was disappearing fast; so as fast as we could get the sled loaded, they struck out for home.  I moved some alfalfa hay into a shed at Mr. Courtney’s and then loaded up my lumber wagon with different things.

I started for home and all went well until I got to the coulee east of where Emil Grimsrud used to live.  It was filled with snow and water.  I got out in the middle and there the wagon went down to the hubs.  I got the ponies unhitched and on dry land.  When I got the wagon unloaded, I tied some old chain harnesses together with baling wire onto the wagon tongue and snaked the wagon out.  By the time I got the wagon reloaded it was dark.  The only time I had been over the road was that morning.  I worried a little bit but I let the ponies go their own way and we got home in good shape.

Niels Rungborg and Jens Holm had helped me unload, but they left long before I did.  They still weren’t home when I got there and I hadn’t seen them on the road.  By golly, those two old gezards had gotten themselves lost on the way.  Finally they saw Conradsen’s light and had to go find out where they were.

The day after that venture we got our furniture in the house.  My family at the time was my wife, Velma (Stay), and son, Kenneth, born in 1914.  Another son, Glenn, was born in June of 1918.

In the fall of 1917 I bought Alberti Andersen’s homestead quarter for $5000.  In 1920 the wheat price dropped from $2 to $1 per bushel.  I well remember because I had been out threshing while there was a chance to earn a dollar.  I had harvested 400 bushels of which I could have sold for $2 per bushel, but by the time I was through threshing, I had to take $1.  However, I made $400 threshing so came out even and got a lot of good exercise.

In 1923 I had the misfortune of losing my dear wife.  Our son, Velmar, who had born that year was taken and raised by relatives in Kansas.

About 1923 we started a fair in Dagmar.  The Fair Board consisted of Mrs. Anton Winther, Mrs. Hjalmar Madsen and myself.  Our displays were mainly garden produce such as potatoes, cabbage, carrots, etc.  Our only premiums were ribbons which the Dagmar Store generously paid for, besides letting us use a building to display our stuff in.

I married Katrine Sundsted in 1926.  We bought Daniel Pedersen’s place which had a fairly good house and other buildings on it.  Our sons, Knud and Erling, were born in 1927 and 1931.

In the spring of 1931, it was dry and windy.   Glenn was discing, Kenneth was seeding, and I was picking rocks when a big dark cloud rolled in from the northwest toward evening.  The storm struck and my horses got lost on the way home because their eyes were filled with the dirt.  The boys and I couldn’t start the Model T truck because the wind had pushed thistles and dirt solid under the hood.

In the fall of 1944 Kenneth got married.  We rented him the farm and built ourselves a new house.  We stayed on the farm until the fall of 1955 when we bought property in Plentywood where I am now sitting writing my recollections of what took place in the north Dagmar community over the years since 1918.

Mikkell and Marie (Sundsted) Poulsen

By their daughter, Ann Poulsen Gleason for the Sheridan’s Daybreak, Sheridan County Historical Association, 1970.

Mikkel Poulsen was born in 1886 in Tim, Denmark.  As a young brick mason, immigrated to San Francisco, California in 1906.  He came to northeaster Montana in 1908 to claim a homestead for his young brother, Cristian, who was unable to come as early as required.  This homestead was located where Jens Sundsted’s farm is today.  However, soon after Christian arrived, he became ill with typhoid fever and died.  Marie Sundsted, who had a homestead a mile west of his, came over to help Mikkel take care of his brother during his illness.

Marie Sundsted was born in Denmark in 1886.  She worked in Racine, Wisconsin a few years before joining her brothers, Erik and Anton, and homesteading in Dagmar.  Their father, Knud Sundsted, sister Katrine and brother Thomas also joined them in Dagmar.  When Marie came to Culbertson by train, her brothers met her there in a sled.  They informed her that the big beautiful hat she was wearing was not suitable for this country.

In 1912, Mikkel Poulsen and Marie Sundsted were married by Pastor Svend Jorgensen.  Due to a clause in the Homestead Act, they were unable to keep both homesteads when they married.  They decided to keep Marie’s, which is located where Erik S. Sundsted farms today.  Marie’s brother, Thomas, got Mikkel’s land.  Three children were born to them on this homestead.  Knud C. Poulsen was born in a sod shack, their first home.  Karen Poulsen Pedersen and Ann Poulsen Gleason were born in a little two room house they had built.  In 1918 they sold their homestead to the Sundsted brothers and bought a farm five miles northeast of their homestead where there was more room for expansion.  Kenneth Kaae has their farm now.  When they retired in 1956, they were farming over 200 acres.

Mikkel Poulsen’s trade as a brick mason was put into good use.  He was often called upon to build chimneys and cisterns for people in the community.  During the Depression, he went back to his trade which enabled him to keep up expenses on the farm and avoid going on relief.

The Poulsens were active members of the Nathanael Lutheran Church, the Danish Brotherhood, and other community interest.  Mikkel Poulsen worked hard to get rural electrification for the community and was one of the original board members of the Sheridan Electric Cooperative, serving from 1941 – 1948.  In 1956 they retired and moved to Plentywood.  Mikkel Poulsen passed away in 1963 and Marie still resides in Plentywood.

“Emigrating – Denmark to the USA: A Story of our Father, Christian Peterson, son of Peter C. (Pedersen) Peterson and Metta C. Sundsted Peterson”

( Written by Alice Peterson Berger in a letter to Peri Kaae in 1991.)

The is quite a story concerning our father’s emigrating to this country.  Our grandfather, Peter C. Pedersen left Denmark for the U.S. before our grandmother Metta C. Sundsted Pedersen followed one year later.

Our grandmother (Metta) accompanied by her sister (Christiana) was in Hamburg, at the dock with her two little boys, Christian and Thomas, ready to board ship.  When Christiana saw the conditions on board, she could not see how Metta could handle those two on that ship, so our father, little two-year-old Chris stayed with her, until a later date.  Grandma Metta reluctantly agreed, but as Christiana had no children of her own, she would no doubt have time to take good care of him.

So it was ten years later when our father Christian Peterson, then 12 years old, finally left Denmark to join his parents in S.W. Iowa.  In the meantime, he had lived with his Aunt Christiana as also did his cousin Maggie (daughter of Uncle Christian Sundsted), because his first wife, Maggie’s mother, had passed away.  Therefore our father and cousin Maggie (first cousins) grew up almost as brother and sister.

It was with Uncle Christian Sundsted and his second wife, Ane Marie, and their children, our father 12 years old, joined and they came together to the U.S.  They no doubt traveled as far as Racine where our father left them to travel on to Iowa.  Our father thru the years, was very close to Uncle Christian and Aunt (Ane) Marie.  He kept contact with them in Racine and finally in Montana.

 “The Visit of Uncle Christian, Aunt Ane Marie and Maggie, her Husband and Kids to Iowa Around 1915 or 1916”

(Written by Alice Peterson Berger in a letter to Peri Kaae in 1991.)

They drove down from Montana in a Ford car (as we recall) to visit all of us, namely – Our grandma Metta and grandpa Peterson, our dad, Christian Peterson, our Uncle Thomas Peterson and all of us kids. We loved all of them. Great Uncle Christen looked so much like our grandmother Metta, his sister. His wife, Ane Marie was so nice, so pleasant. I was just a kid then, but I realized she knew my dad as a small boy in Denmark, so any little stories she knew would be of interest to me. She sure did.

The cutest one being: He had made a toy merry-go-round, quite an accomplishment for a young boy, but when all finished, it would not run.  In her Danish, which I could well understand, she said: “Hi blew sa gol, hi rooken e stoker” (English phonics for the Danish .. Ha! Ha!) He became so angry he tore it to pieces!

Of course they were all special to my Dad.  As said, he had crossed the ocean to America with Uncle Christian, Aunt Ane Marie, his daughter Maggie, and the rest of their children.  My Dad and cousin Maggie had been raised practically as brother and sister by their Aunt Christiana.

PERI KAAE:

My name is Peri Kaae, a grandson of Katrine Sundsted Kaae and Jens Peter Nielsen Kaae. My grandmother, one sister, and three brothers were among the first settlers in Dagmar, a Danish community established in Northeast Montana in the early 1900’s.  My parents, Knud and Elinor (Poulsen) Kaae raised three children, Valeri (b. 1957), Brian (b. 1958) and me (b. 1963) on the same farm my grandparents had purchased when they were married in 1926.  My parents, grandparents, and great aunts and uncles instilled a sense of pride in my heritage and passed along several family traditions that they brought with them from Denmark.

I am happy to share recollections and pictures from my grandmother’s photo albums, taken in Denmark or from the family’s early homesteading years, in a collaborative effort with my cousin, Gitta Bechshøft. I have also included the original stories that were written about the Sundsted families in “Sheridan’s Daybreak,” a book published by the Sheridan County Historical Society in 1970 to preserve the memories of those who homesteaded there.

If you are interested in learning more about the Sundsted family who settled in America, or you are a distant relative who would like to introduce yourself, I would enjoy hearing from you!

Contact: peri@perikaae.com.

1) Min Historie

og

2) Forfatteren Malene Sølvsteen

1. Min historie begynder 1979, i Mejerigade 3 i Brønderslev.

Eller det er egentlig løgn, for jeg havde allerede boet to andre steder i Brønderslev, før vi flyttede dertil, men det kan jeg overhovedet ikke huske. Faktisk er alt, jeg fortæller her, lidt fluffy, for minder har det med at ændre sig med tiden, og de bliver svøbt i et romantisk lys. Men jeg ved kun, hvad jeg husker, så det er gennem minderne, jeg fortæller det. Mejerigade 3 var centrum i min verden fra så langt tilbage, jeg kan huske, og indtil jeg blev myndig. Selvom de steder, jeg kom, over årene udvidede sig til gymnasiet, Brønderslev Amatør Scene (BAS), rideskolen og i sidste ende den pulserende storby Aalborg, var min verden i de tidlige barneår området i cirka hundrede meters-radius omkring Mejerigade 3.

Mit allerførste minde er en græsplæne fyldt med flyttekasser og møbler. De voksne rendte fortravlede rundt i gang med at rykke ind i det nye hus, og jeg stod på græsset og var sur. Jeg var to år, så det er temmelig tåget, men jeg har fået at vide, at jeg absolut ikke ville bo på Mejerigade. Jeg ville hjem til Frejasvej, og det skulle gerne gå lidt stærkt. Men huset var købt, så vi flyttede ind, og jeg kom til at elske min base midt i Brønderslev i smørhullet mellem bibliotek, mine bedsteforældres lejlighed, venner og skole.

Huset på Mejerigade 3 blev bygget i 1911. Af hvem fortaber sig i fortidens tåger, men det var en smuk rødstensvilla med karnap og højt til loftet. I 1920erne boede redaktør Knokgaard der med frue, og alene det efternavn, får mig til at kunne lide dem. Senere overtog rejsebudet huset, og hans altmodische jobtitel lyder som noget fra en fantasyroman. Rejsebudets hemmelige vej. Nå, den bog skriver jeg en anden gang, men i hvert fald havde Rejsebudet syv børn, og med lejerne på førstesalen boede der i perioder over ti personer i huset. Vi var kun fire, men min mor er dyreaficionado, så med hund, kat, hamster, marsvin, undulatvolierer og hønsegård havde vi vores eget, proppede men ret hyggelige kaos. Hun var skolelærer, og en stående joke blandt afgangseleverne var, at de forærede hende et dyr som afskedsgave til sidste skoledag. Dyrene blev indsluset i husholdningen, men da tiendeklasseeleverne et år kom slæbende med en flok ringduer, lod min mor dem flyve hjem igen, for mine forældre orkede alligevel ikke at bygge et dueslag. Min far var også lærer, og hans afgangsklasse 1981 kom sidste skoledag i vogn med en pony spændt for. Ponyen fik en tiltrængt pause i tøjr på græsplænen i vores lille byhave, mens eleverne blev fejret.

Huset på Mejerigade 3 var i 1950erne også scene for et kidnapningsdrama, for en mor fik sin baby stjålet fra barnevognen, og det endte med landsdækkende efterlysning af politiet i Danmarks Radio. Man fandt barnet, da der hørtes barnegråd fra skunken i Mejerigade 3, og det viste sig, at førstesalens lejer stod bag barnerovet. Ingen kom noget til, og mor og barn blev genforenet, så affæren endte lykkeligt, men det er underligt at tænke på, at noget så vildt har fundet sted i den skunk, hvor jeg tit legede som barn.

Vejen Mejerigade har sit navn fra det mejeri, som, da vi flyttede ind i 1979, stadig lå midt i byen. Andelsmejeriet blev stiftet i 1903, men det fungerede til langt op i firserne. På filmcentralen.dk kan du i filmen Brønderslev 1949 se sort/hvide stumfilmsklip af mejeriet. Hestevogne ankommer med fyldte mælkejunger fra landet, glasflasker skoldes, en højmoderne samlebåndsgizmo fylder dem med mælk, damer sætter stanniollåg på, og smør måles af fra et stort, klistret smørtårn. En mand i hvid mejeristuniform, kasket og mørke briller aflæser et apparat med vigtig mine. Brønderslev Andelsmejeri anno 1949 virker i det hele taget meget scientific og tjekket. Alt det anede jeg intet om, da jeg boede overfor mejeriet, og jeg var nok også ret ligeglad som barn, men nu, hvor jeg ser filmen og genkender bygningerne og gaden i grynet 1940er-gengivelse, får jeg et nostalgisk stik i hjertet.

Men da jeg var barn i firserne, boede vi altså lige overfor mejeriet. Det var dagligt nervepirrende, når de absurd store mælkebiler tidligt om morgenen ankom fra landet for at få tappet mælk. De trillede herefter ud fra parkeringspladsen, og førerhuset kom så tæt på vores stuevindue, at hele familien havde øjenkontakt med lastbilchaufføren over morgenmaden. Det var en daglig bekymring, hvornår en af chaufførerne fik trykket lidt for hårdt på speederen og kom bragende ind gennem muren til os i stuen. Det skete aldrig, og midt i firserne lukkede mejeriet. Væk var alle fluerne og det lille mejeriudsalg lige om hjørnet på Torvegade, hvor jeg fik lov at gå hen alene og købe 5-øreslik. Damen i mejeriudsalget var sød, og hun stak tit lidt ekstra slik i posen, når jeg dybt koncentreret forsøgte at udvælge, hvilke slikstykker mine halvtreds øre skulle fordeles på. Mejeriudsalget er også med i Brønderslev 1949,

og selvom det umuligt kan være den samme dame, så ligner butiksekspeditricen på en prik kvinden i min erindring fra starten af 80erne med hårnet, kittel og hornbriller. Efter lukningen blev det gamle mejeri lavet om til ungdomsboliger, hvor jeg havde venner, da jeg gik i gymnasiet. I mit hoved er det den ’nye’ brug af mejeribygningerne, men ungdomsboligerne har åbenbart lige haft trediveårsjubilæum, så helt nye er de ikke længere.

Mejeriområdet har en stor betydning for mig dels som mejeriet, hvor vi som børn legede om aftenen, når lastbilerne var kørt, og mejeristerne gået hjem. Der lugtede surt af gammel mælk, og vandpytterne var hvide. I årene, hvor mejeriet var rømmet, før ungdomsboligerne blev bygget, udfordrede vi hinanden til at gå ind i de forladte lokaler med klinker, støvede maskiner og smadrede ruder. Det var som taget ud af en gyserfilm, og hjertet hamrede af frydefuld skræk, mens mine støvler knasede glasskår på gulvet. Senere festede jeg i ungdomsboligerne, og det klubværelse, min fiktive hovedkarakter Anne bor på i starten af Ravnenes hvisken, er skrevet med de ungdomsboliger i tankerne.

Et andet meget tidligt minde er, at jeg gyngede vildt i haven, mens min mor snakkede med vores genbo, Merete Cordes. I ren kådhed kom jeg til at torpedere den et år yngre genbopige, Rikke Cordes, fra gyngen. Det kan være et af de der minder, man selv fabrikerer, for jeg tror ikke, at nogen af de andre erindrer forbrydelsen, men jeg husker tydeligt, at det, jeg havde gjort, ikke var skidesmart. Måske løb jeg indenfor og gemte mig ulykkelig over udåden. Rikke blev senere en god veninde, så det faldt okay ud, men jeg har stadig lidt dårlig samvittighed over kollisionen. Familien Cordes var indehavere af Trælasten, og som barn kom jeg meget derude sammen med Rikke og hendes far, Peter Cordes. Duften af savsmuld, synet af værktøj, og af en mærkelig grund nøglemaskinen, hvor man kunne få lavet kopinøgler, var meget eksotiske for mit barnejeg.

Min mormor og morfar boede også på Mejerigade men i den anden ende af vejen. En ørkenvandring væk helt henne i nummer 9. Det var længere end til mejeriudsalget på Torvegade, og jeg skulle tage en dyb indånding for at gå derover alene. Min mormor læste og skrev selv meget, og hendes altanstue var fyldt med tegneredskaber, bøger og en skrivemaskine, som jeg sneg mig ind og klimprede på. I altanstuen stod en udstoppet spurvehøg, som min morfar engang uforvarende nedlagde med sin bildør. Fuglen kom susende på tværs, da morfar steg ud af bilen. Den blev slået rent ud og måtte aflives på stedet af min dyreelskende morfar ved at dreje dens hals om. Morfar syntes, at det ville være en skam at smide den i vejkanten, så den røg i fryseren, indtil min gudfar Knud Andersen fandt én, som kunne udstoppe fuglekadaveret. Den uheldige, udstoppede spurvehøg fik prime position på tophylden i altanstuen, hvorfra den så ud over min mormors skriverier, børnebørnenes tegneprojekter og mine ulovlige eftermiddagsstunder med skrivemaskinen. I dag er der lokalarkiv i mine bedsteforældres gamle lejlighed Mejerigade 9, hvilket min mormor ville have elsket. Der var fra altanen og stuerne udsyn til Skolegades Skole, hvor min mor underviste, og hvor jeg senere selv gik, og til kirketårnet lige overfor.

Billedet er taget fra skorstenen ved Brønderslev Elværk. I midten ligger Mejerigade 3 med træerne. Den store bygning bagved er Brønderslev Andelsmejeri.

Min morfar var varmemester på El -og Varmeværket på P.N. Jensens Plads 5. Kan man sin Brønderslevgeografi, ved man, at det ligger lige lukt mellem Mejerigade 3, hvor jeg boede, Skolegades Skole og mine bedsteforældres lejlighed i nummer 9. I dag er værkets smukke lokaler blevet til bibliotek, men da jeg var barn, sørgede folkene i de store arbejdshaller for varme -og elforsyning til Brønderslev og omegn. Jeg kom derovre, for jeg elskede turbinerne, de store kedler og ståltrapper op til dem. Stod jeg helt oppe ved toppen af kedlerne og så lige ned, kunne jeg under mine fødder se gulvet mange meter nede, fordi stilladserne og trapperne var lavet af perforerede jernplader. Det gav et sug i maven, som jeg den dag i dag genkender, når jeg befinder mig høje steder. Igen husker jeg det nok med barndommens glorificerende filter, for i min bevidsthed steg røgen fra kedlerne, mens de sydede og rystede som vandtanken i et overophedet damplokomotiv. Lydene af arbejdsfolkenes skridt på stålstilladserne var metalliske og høje, og i det hele taget er mine minder fra varmeværket som taget lige ud af en Sherlock Holmes-film fra det industrielle London i 1910erne. I dag ville det i øvrigt være totalt no-go, at et barn rendte rundt sådan et sted ud fra diverse health and safety-regler. Men at hente min morfar, når middagsmaden var klar, var et eventyr hver gang.

Morfar og mormors middagsmad skulle forstås bogstavligt. Mad om middagen, den skulle være varm og gerne med fedtperler på sovsen. Jeg havde æren af at løbe over på varmeværket, når maden stod på bordet, men var jeg der ikke, eller var jeg optaget af et noget andet, slog min mormor køkkenvinduet op og råbte; ”Eeeriiiik,” ud over hele varmeværkspladsen, så alle kunne høre det. Og så kom min morfar op i lejligheden og spiste frokost i sin blå kedeldragt.

Jeg gik på Skolegades Skole, som er en smuk bygning fra 1888. Dog startede jeg på Forskolen nede i Tygelsgade, som var for de små og noget mindre seje børn. Turen derned var lang, for man skulle hele vejen rundt om Mejerigade og ned for enden af Tygelsgade. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne planke den, hvis jeg trespassede på mejeriets grund, kravlede over et højt trærækværk og landede på begge fødder i den bagerste, lidt skjulte del af Forskolens legeplads. Det blev dog opdaget af en observant lærer og muligvis også mine forældre, så herefter klatrede jeg kun over plankeværket om aftenen, når lærerne var gået hjem, og min mor og far ikke så det. Forskolen er nu væk, og al skolegang er samlet på Skolegades Skole, men turen over plankeværket i al dens ulovlighed står stadig for min allerførste smag af frihed.

I 90erne blev El -og Varmeværket lukket, og bygningerne lavet om til et af Danmarks smukkeste biblioteker. På mine ture rundt i landet til forfatterforedrag har jeg set en del biblioteker, og måske er det min egen tilknytning, der gør det, men jeg synes, at det store, lyse biblioteksrum, de gigantiske vinduer og den snoede trappe i midten trumfer de fleste andre steder. Jeg er kommet meget på biblioteket både på dets nuværende placering men også, da det havde til huse på Grønnegade. Biblioteket på Grønnegade er helt tilbage fra 1898. Faktisk var der i fyrrerne planer om, at Brønderslev skulle have et nyt, flot bibliotek, men det satte Anden Verdenskrig en stopper for. Brønderslevs borgere måtte vente helt til 1994 og indvielsen af biblioteket på min morfars gamle varmeværk. Jeg holdt meget af Grønnegadebiblioteket, og måske var det held i uheld, for havde det ikke været for den storpolitiske verdenskrigs indblanding i Brønderslevs biblioteksaffærer, var bøgerne og bibliotekarerne aldrig flyttet ind lige præcis i El -og Varmeværkets bygninger.

Da jeg gik på gymnasiet og begyndte at feste, skulle jeg være hjemme fra byen senest klokken et. Det var aftalen med mine forældre, og jeg er slet ikke stolt af at fortælle det næste. Jeg havde på daværende tidspunkt overtaget min søsters übercool værelse i stueetagen i Mejerigade 3 med eget toilet og bad, og mit store vindue til gaden var lige til at kravle ud af. Så jeg holdt mit løfte om at være hjemme klokken et, men cirka halv to, når mine forældre var gået til ro, hoppede jeg ud ad vinduet og fortsatte min bytur på Café Chris og videre, når cafeen lukkede. Café Chris var samlingspunkt for os, som var unge i Brønderslev i 90erne, og de fleste af os har gode minder derfra. Lang tid senere skrev jeg cafeen ind i Ravnenes hvisken i form af Frank´s Bar and Diner, som på mange måder er en direkte parallel til Café Chris. Dem, som har læst bogen, ved dog, at Frank og Chris-Ole på ingen måde er samme person.

Mejerigade 3 var centrum i mit liv i perioden fra, jeg kan huske og indtil jeg blev atten år. I 1996 blev huset revet ned, fordi kommunen havde bestemt sig for, at lokationen var superb til et plejehjem. Faktisk er jeg en af de få, som kan sige, at mine forældre flyttede hjemmefra, for de fandt et nyt hus, mens jeg som gymnasieelev blev boende, indtil bulldozerne rykkede ind og rev ned. Og så var det slut med Mejerigade 3. Adressen eksisterer ikke engang længere, for plejehjemmet, som nu er almene boliger, har fået adressen Mejerigade 2. Men selvom huset er væk, mejeriet er lukket, varmeværket er lavet om til bibliotek, og forskolen er fjernet, så findes det hele på en mærkelig måde stadig.

https://malenesolvsten.com/

Forsiden på Ravnenes hvisken

Ravnenes hvisken

17-årige Anne er en enspænder, der kun hænger ud med sin hund Monster. Hun er vant til, at andre enten afskyer hende eller ser lige igennem hende, men da hun starter i gymnasiet, er hun pludselig omgivet af klassekammerater, der søger hendes selskab. Hvorfor vil den gudesmukke Mathias, charmerende Luna og dragende Varnar pludselig være venner med hende? Kan hun stole på dem, eller ligger der noget bag?

Anne kan se hændelser i fortiden, men de drømmeagtige syn bliver pludselig meget virkelige, da der sker en række bestialske mord på unge piger på den egn, hvor Anne bor. Mord, som Anne har set i sine drømme. Snart er både hun og hendes venner i fare, for morderen skyer ingen midler i sin jagt på sit næste offer. Han bliver ved, til han rammer den rigtige …

Ravnenes hvisken er en episk og medrivende fantasyroman, hvor krimiplot og overnaturlige kræfter mødes på en hidtil uset måde, da det viser sig, at mordene hænger sammen med en urgammel profeti om Ragnarok. Det går op for Anne, at hendes nye venner er direkte forbundet til de nordiske guder, og alle bærer på en viden om, hvem hun i virkeligheden er. Men er det for sent, da Anne selv får indsigt i sin hemmelige fortid og finder ud af, at hun er morderens næste og sidste offer?

CV

Jobs

• Forfatter
• Fuldmægtig, Digitaliseringsstyrelsen
• CSR-medarbejder, Statens og Kommunernes Indkøbsservice
• Supervisor, kunstmaler, bartender, sygehjælper, handicaphjælper

Uddannelse

• merc.int, Copenhagen Business School
• Udvekslingsstuderende, Universidad Autonoma, Barcelona
• Københavns Jordemoderskole
• Kreativ linje (billedkunst, maleri og animation)
• Herning højskole (maleri)
• Brønderslev Gymnasium, sproglig student

Værker på dansk

• Ravnenes hvisken 1 2016
• Ravnenes hvisken 2 2017
• Verden styrter 2018
• Ravnenes hvisken 3 2018
• Livets blod 2019

Oversatte værker

• Hvísl hrafnannan 1-3 (Ravnenes hvisken-trilogien oversat til islandsk)
• Ansuz – Das Flüstern der Raben (Ravnenes hvisken-trilogien oversat til tysk)

Avisartikel med Malene fra 2024

kilde: Mit Brønderslev, Jørgen Ingvardsen

Forfatteren Malene Sølvsteen:

2) Forfatteren  Malene Sølvsten

 Kilde: Lige  og nu, Jørgen Ingvardsen

 – Jeg ved faktisk ikke, hvad det vil sige at være forfatter. Det er noget, man gør.

Sådan lød det fra Malene Sølvsten, da hun besøgte Dronninglund Skole for at give eleverne inspiration til at skrive små historier. Hun burde ellers vide det, for hun har siden 2016 levet af at skrive og har udgivet seks bøger på flere sprog og vundet en række priser for sit forfatterskab.

Malene Sølvsten er født og opvokset i Brønderslev, men bor nu i København. Inden hun blev forfatter, har hun prøvet så forskellige ting som en jordemoderuddannelse, kunstmaling, at være sygehjælper og lave splattersminke til undergrundsfilm. Hun har også en kandidatgrad i international økonomi og handel fra Copenhagen Business School i 2010.

– Jeg er ikke revisorøkonom, og min interesse lå i de store linjer i økonomien. Det er der faktisk ret meget psykologi og filosofi i, fordi man skal forudse, om folk har lyst til at investere i huse eller fyre det hele af på ferierejser. Jeg valgte økonomi, fordi jeg på det tidspunkt var meget venstreorienteret og havde en idé om, at jeg skulle arbejde for NGO eller lave noget i den dur. Jeg ville gerne ud at rejse, og så var jeg marxist nok til at vide, at man skal kende fjenden for at slå fjenden. Det var derfor, jeg ville være økonom for på den måde at kunne rykke noget. Jeg blev færdig i 2010, hvor finanskrisen virkelig ramte, og jeg blev ret hurtigt ansat i Finansministeriet og kom til at arbejde i Digitaliseringsstyrelsen. Jeg var glad for arbejdet, men havde slet ikke fra begyndelsen tænkt, at jeg skulle arbejde i statsadministrationen. På det tidspunkt var NGO-erne næsten ikke eksisterende, så jeg kunne ikke forfølge den drøm, jeg egentlig havde, og måtte prøve noget andet. Jeg havde en rigtig god chef, der fandt ud af, at jeg var god til at skrive. Kommunikation faldt mig naturligt, og det er lidt komisk, for med alle de uddannelser jeg har, er det netop noget, jeg ikke er uddannet i, fortæller Malene.

Hendes romaner foregår i en fiktiv by kaldet Ravnsted, men kunne lige så godt foregå i Dronninglund eller Brønderslev

Altid skrevet

Som barn i Brønderslev lå det slet ikke i kortene, at hun skulle være forfatter, og der gik lang tid, før familien ved et tilfælde opdagede det.

– Jeg har altid skrevet, men aldrig tænkt på at blive forfatter. Jeg skrev til skrivebordsskuffen og tænkte ikke på, at det skulle udgives. Det var for sjov, ligesom jeg tegnede og lavede skitser hele tiden. Det gør jeg stadigvæk, men tænker aldrig, at det skal udstilles. Det er noget, jeg laver, når jeg trænger til at slappe af.

Jeg har altid læst meget. Også fantasy. På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg ville skrive en bog. Jeg startede på en krimi, men kunne overhovedet ikke finde ud af det. Det var så dårligt. Jeg er ret selvkritisk og skriver tingene igennem mange gange, før jeg er tilfreds. Jeg fandt ud af, at jeg måtte øve mig på samme måde, som hvis man køber en guitar. Så kræver det ufatteligt mange timer i øvelokalet, inden man kan give koncert. Sådan er det også at skrive. Jeg startede så på at skrive fuldstændig afslappet, for ingen skulle læse det, og ingen skulle vide noget. Der var altså intet pres, og jeg skrev og skrev, for jeg ville øve mig både sprogligt, på en god historie og på gode personkarakterer. Den første bog skrev jeg vist igennem 17 gange. Det var fedt, for jeg havde ingen deadline, men den endte alligevel med at blive færdig. Det var første del af ’Ravnenes Hvisken’.

Flere afslag

– Jeg sendte manuskriptet til to forlag, som begge afviste det. Det lykkedes heldigvis tredje gang, ’Ravnenes Hvisken’, er nu oversat til fire sprog og udsendt i 16 oplag. Det er vigtigt for andre at vide, at man ikke skal miste modet, men blive ved, hvis man selv tror på sit projekt. Der kan være mange grunde til, at et forlag afviser noget, og afvisninger er en del af spillet. Det skal selvtilliden kunne holde til, ellers skal man ikke være forfatter. Jeg har den regel, at jeg kun laver det, jeg synes er spændende. Jeg skriver aldrig noget, fordi jeg tror, det sælger godt. Det gider jeg ikke, for det tager halvandet år at skrive en bog, og jeg vil ikke bruge så lang tid på at lave noget, der keder mig, siger hun og fortsætter:

– Jeg kunne måske tjene flere penge på at skrive noget andet, men hvis det kun drejer sig om penge, skulle jeg fortsat have arbejdet i Finansministeriet. Jeg sagde mit faste job op, da jeg fik min første bogkontrakt. Jeg var klar over, at hvis jeg ville være forfatter, så kunne jeg ikke have et arbejde ved siden af. Mit forlag forventede, at der kom en bog om året, og så er det altså fuldtidsarbejde. Hvis der går for lang tid mellem bøgerne, bliver man nemt glemt. Kunstnerbranchen er usikker, og lige for tiden bliver der skåret ned i de offentlige budgetter. En del af en forfatters indkomst tjenes ved at holde foredrag, og dem er der ikke så mange af i øjeblikket, og vi skal jo leve, siger hun.

Hun skriver om nordiske guder i sine fantasybøger, men betegner sig selv som ateist. Foto: Jørgen Ingvardsen

Byen er fiktiv

– Mine bøger handler om hverdagen og er en blanding af krimi, fantasy, humor, kærlighed og nordiske guder.

Jeg har opfundet en fiktiv by, Ravnsted, og puttet den nordiske mytologi ind i den. Jeg har altid interesseret mig for religion. Jeg er ateist og er altså ikke religiøs, men jeg interesserer mig for religion på filosofisk plan. Det er ekstremt spændende. Hvorfor vi tror, og hvad er tro? Jeg havde ikke lyst til at skrive om kristendommen eller jødedommen, for det er aktive religioner. Jeg valgte den nordiske mytologi. Jeg vidste ikke mere om den del end om så mange andre ting, jeg interesserede mig for, men jeg har læst, gået på udstillinger og set dokumentarfilm. På den måde har jeg opbygget en viden om emnet. Jo mere viden, jeg fik, jo mere bidt blev jeg af emnet, og nu elsker jeg nordisk mytologi.

Ikke børnebøger

– Fantasygenren har desværre i Danmark fået et uheldigt ry for at være en børnegenre. Ofte står mine bøger på bibliotekerne i børneafdelingen, men der er mange fantasybøger, der ikke er børnebøger. Der er sex, vold og splat, så de er bestemt for voksne. Mine hovedpersoner er teenagere, og derfor har jeg selvfølgelig mange teenagelæsere, men er man fantasylæser, har alder ingen betydning. Fantasyverdenen appellerer til mange, fastslår forfatteren Malene

Maja Aagård – var bl.a. forfatter, lærer og havde andre gøremål og var en meget vellidt kvinde.

af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse, opvokset i Sdr. Harritslev og Rakkeby.

LUFTFOTO: “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring. “Fælleden” med vandhullet og Harridslevgaards mergelgrav lå nær barndomshjemmet.
Jeg er et af børnene, som står og kigger op mod flyvemaskinen.

Er man ude på tynd is, kan det være, at man havner ude på dybt vand.
I overført betydning er det hændt for mange.

Da jeg og nogle nabodrenge var omkring 10 år, var det bogstaveligt lige ved at gå galt for os, da vi – midt i 1950’erne – med ganske vist varsomme skridt gik ud på et vandhul med tynd is i “Fælleden” i Sønder Harritslev, nær Hjørring.
Isen var så tynd, at vi kunne se ned til bunden i vandhullet med det krystalklare vand.
På et splitsekund glemte vi alt om at være forsigtig, da en af drengene udbrød: “Se en vandkalv!”
Som på kommando bevægede vi os i ét nu hen mod midten, hvor vandkalven svømmede rundt under den tynde is.
I samme øjeblik hørte vi isen knage ildevarslende og så også, at isen dannede flere brudlinjer.
Hvis ikke vi lynhurtigt var veget ud til vandhullets sider, kunne vi være faldet igennem isen i vandhullet, der var cirka halvanden meter dybt.
For mit indre øre kan jeg endnu høre lyden af isen, der knagede.

Gud ske lov skete der ikke noget dengang!
Men vi fik os en ordentlig forskrækkelse.
Gik vi bagefter hjem og fortalte det til vore forældre? Nej, det gjorde vi ikke, hverken dengang eller senere.
Drenge i 1950’erne fortalte vist sjældent deres forældre om farlige oplevelser, som de slap godt fra.
Drengene vidste, at de kunne risikere mere end løftede øjenbryn, hvis de var for åbenmundede om de farefulde situationer, som de kom ud i ude og hjemme.

En anden gang var jeg og min lillebror, bærende på en oval zinkbalje, på vej hen i en mergelgrav på Harridslevgårds Mark. Den færd blev heldigvis opdaget i tide af far, der havde fået øje på bådsmændene på vej hen over marken.
Jeg kan endnu se far for mig, der i forskrækkelse løftede sine arme helt op over hovedet.
Faktisk blev vi ikke straffet for denne ekspedition med baljen henimod mergelgraven.
Det var den samme balje, som ellers blev benyttet som familiens badekar.

En lettet far kan udmønte en forskrækkelse ved at give sig til at skælde kraftigt ud.
Ømhed over sit afkom kunne godt vise sig gennem skældud.
Nogle gange var skældud vitterligt det, der skulle til, for at vi drenge i 1950’erne holdt op med at gøre ting, som vi ikke kunne overskue konsekvenserne af.

Af Jens Otto Madsen

De sidste dage op til jul kan være fulde af små og store gøremål:

“Er der fløde nok til risalamanden, skal vi have lidt flere kartofler, og hvem køber mandelgaven?”

Men når de sidste ærinder er ordnet, og butikkerne lukket for julen, sker der noget med os.

Julefreden sænker sig.

Nu handler det om at være sammen og nyde hinandens selskab.

Lytte til vores yndlingsjulemusik, se en hyggelig julefilm og – ikke at forglemme – spise al den dejlige julemad.

Julen giver tid til ro og nærvær på en helt særlig måde.

glædelig jul

Hvordan vi holdt jul i mit hjem.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Byskolen. Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene. Hun drev et pensionat med over 100 pensionærer dagligt. Hun var dygtig og skrap i køkkenet også juleaften. Efter julemiddagen mente hun at alt skulle ryddes op og vaskes af inden vi skulle gå rundt om juletræet og ha pakker. Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Far og jeg havde opsat salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet og kirken var altid overfyldt juleaften, idet mange voksne børn kom hjem udenbys fra og der var bestemt også mange der kun kom en gang om året alene til julegudstjenesten som en tradition.

Herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik hvad man ønskede sig. Nogen gange kørte vi i en af juledagene til Frederikshavn for at besøges fars søster og svoger der havde hus der.

Juletræ i forsamlingshuset 4. juledag:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i forsamlingshuset. Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet. Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn. Man skulle købe billetter til juletræsfesten. Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf. Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo. Jeg husker også at Charleses Leo spillede på trommer. De spillede bl.a. Bro Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne som kunne se børnene more sig dejligt medens de fik kaffe i den lille sal.

Gunnar Gade på Banjo og traktorCharles på harmonika

                                              Charles søn Leo på trommer