Kategori: Historier fra Vendsyssel

Dette uddrag er en appetitvækker til at læse hele bogen som kan købes på nettet eller lånes på Biblioteket:

Omslagsbillede: Teglgården malet af Karen som 10-årig – uddrag af maleriet.

Bogens indhold:

Introduktion

Estrids baggrund

Povls baggrund

I lyst og nød

Kommentarer til skødet ved køb af gård

Fra København til langt ud på landet

Breve del 1, 1958-1959

Dyrkning af korn

Hø og stribegræsning

Roedyrkning

Hunde og katte på gården

Handel i Stenum

Breve del 2, 1960-1967

Graviditeter, hjemmefødsler og barnepleje

Breve del 3, 1968-1970

Estrid tilbage i sygeplejen i 1971

Om at blive sygeplejerske af nødvendighed

Niels-Aage alvorligt påkørt 1971

Breve del 4, 1971-1981

Povls organisationsarbejde

Estrid og Sevamandir i Indien

Checkhæftet

Estrids interesse for håndarbejde

Povls interesse for jagt og fiskeri

De fortrængte

Fra rimsmedens værksted

Tilknytning til kirken

Fest i huset

Udvalgte billeder 1980-2000

Rejser

De sidste år på landet

Huset

Estrid og Povls efterkommere

Tak

I alt 350 sider

Introduktion

Ved Karen Stevns, datter af Estrid og Povl Stevns

Velkommen til fortællingen om et levet landboliv på Stenum Vesterhede mellem Løkken og Brønderslev i Nordjylland fra 1958 og frem til 2000.

Den handler om mine forældre, Estrid og Povl, der købte en gammel gård med 40 tønder land god jord i den periode, hvor der kun var få motoriserede maskiner i landbruget, og hvor der i husholdningen ikke var alle de moderne hjælpemidler, vi har i dag. De var nygifte, da de tog over.

Min far blev uddannet landmand og arbejdede i den anledning bl.a. hos en storbonde i Vrensted og på Vrejlev kloster. Far var fra nabobyen Vrensted, hvor han var søn af præsten og præstekonen. Han var den eneste på sin årgang i skolen, der fik realeksamen. Farforældrene var højskoleforstanderpar i Kvissel i Vendsyssel, og morforældrene drev en stor købmandsforretning i Ruds Vedby på Sjælland.

Min mor var uddannet sygeplejerske efter studentereksamen. I al sin skoletid gik hun kun i pigeskoler. Hun var fra Frederiksberg i København og var datter af arkivaren i Det kongelige danske videnskabernes Selskab. Hendes farfar var oberst og hendes morfar var præst i Aalborg – og kvinderne husmødre. Så selv om mine forældre blev ejere af en mindre gård, der med tiden blev til et husmandssted, så havde de en del veluddannede i familien, og det kom også til at præge deres liv i Stenum. De levede et sted mellem bondesamfundet og borgerskabet og satte pris på viden og kunnen, og de engagerede sig i forskellige faglige organisationer.

Ud over at handle om mine forældre, viser fortællingen også, hvordan vilkårene var på landet fra slutningen af 1950’erne, og hvordan de ændrede sig over årtierne. I den periode blev det muligt at opdyrke meget mere land per landmand på grund af de mange nye og større maskiner. Mange karle og piger og andre medhjælpere forsvandt fra landbruget. Det blev mindre rentabelt at have et lille landbrug, og mange tidligere hjemmearbejdende landbokvinder blev udearbejdende for at tjene penge til familien. Mange smålandmænd blev også deltidslandmænd med måske et industri-arbejde ved siden af. Med tiden blev mange af de mindre landbrug helt nedlagt, og jorden blev købt op af nabogårde, der blev større og større. Kvindernes position blev i den tid også ændret som i resten af samfundet fra at være hjemmearbejdende medhjælpende hustruer til at være selvstændige udearbejdende kvinder med egen økonomi.

Far valgte at blive landmand, da han gerne ville have et frit erhverv, hvor han selv kunne bestemme. Han elskede sit job og havde orden i tingene. Der var både ryddeligt, og han holdt regnskab med det hele – ikke bare over økonomien, men han holdt også nøje orden på dyreholdet med fortløbende registrering af antal og med foderplaner. Han holdt regnskab med sædskifte, gødningsplaner, så- og høsttider, pløjetider, og han holdt regnskab med nedbørsmængder og frostperioder. Far var interesseret og engageret i, hvad der rørte sig i landbruget, og han var bl.a. med som underviser og i tillidsposter i landboforeningen og i slagteriet, hvilket for en del af engagementerne også gav en kærkommen biindtægt. Han fløjtede næsten altid, når han gik i stalden og passede dyrene. Humøret var ekstra højt, når det hele flaskede sig godt. Til gengæld var det lidt trykket, når vejret over længere tid ikke artede sig ordentligt, eller når økonomien var klemt. Det huede ham heller ikke, at der med årene blev flere og flere ydre restriktioner og kontroller pålagt landbruget.

Mor blev aldrig rigtig glad for sit sygeplejerskeerhverv, så hun kastede sig ud i det med stor iver, da hun i stedet blev gårdmandskone. Hun var flittig og ville gerne lære det hele hurtigt, også selv om det var fysisk hårdt. I starten var hun medhjælpende hustru, men efter der var kommet flere børn, enedes mine forældre om, at far passede bedriften, mens mor passede børn, hus og have. Mor har altid sat barren højt med hensyn til kvalitet – med tendens til perfektionisme – og med hensyn til, hvor meget hun ville nå. Hun indrettede huset nydeligt med bl.a. egne syede gardiner og pæne ting, holdt det rent og vedligeholdt det med jævnlig tapetsering, maling og gulvlakering. Hun var den primære omsorgsperson for 5 børn, der først kom ud af huset, da de startede i 1. klasse, og hun ønskede, de skulle være velopdragne og klare sig godt i skolen. Desuden holdt mor en stor køkkenhave, en stor prydhave, gårdspladsen og læbæltet. Hun bidrog til at holde den sparsomme økonomi i gang ved at udnytte gårdens ressourcer så godt som muligt, ved at købe ind på tilbud og ved at sy til sig selv og børnene. Hun gik også meget op i håndarbejde. På et tidspunkt blev hun nødt til at tage job som sygeplejerske ved siden af på grund af en rigtig dårlig økonomi i landbruget. Det var alt for meget til en person, og det er ikke så sært, at hun i en årrække var plaget af over-belastningssymptomer med udmattelse, hovedpine, migræne, vejr- trækningsbesvær og højt blodtryk. Men hun ville ikke klage, og hun ville klare det selv – hun ville passe det, hun havde påtaget sig.

Mor fik førtidspension som 56-årig efter mange års krævende arbejde. Desuden døjede hun meget med slidgigt i sine hofter og fik tidligt hofteproteser. Far gik på efterløn som 60-årig i 1993, da han på det tidspunkt fandt det mest hensigtsmæssigt. Samfundet bad også folk om at gå tidligt på pension, så de unge kunne komme til. Jorden blev forpagtet ud, men mine forældre blev boende på gården, indtil de i 2000 fik den solgt og derefter kontant kunne købe et nybygget, svensk træhus i Serritslev nord for Brønderslev. Efter mange år blev de nu endelig fri for økonomiske problemer og kunne nyde det nye hus og anlægge en flot have. Og der blev tid og mere overskud til også at dyrke egne interesser og komme ud at se lidt mere af verden.

Teksterne i denne bog er samlet i første halvdel af 2024. Far har i mange år skrevet om sin barndom i Vrensted og om sine forfædre, men i de senere år har han også skrevet en del om sit eget og mors liv. Det har været skrevet som en familiehistorie eller har været brugt ved foredrag eller som taler til særlige lejligheder. Han har også i mange år skrevet digte, hvoraf nogle er medtaget her. En del af hans skriverier er udkommet i “Vrenstedhistorier”, hvor han har været en meget flittig bidragyder, i “Barn af Vendsyssel XII” samt i en privat udgivelse fra 2024 “Povl Stevns- mine skriv”.

Mor har gennem årene skrevet mange breve hjem til sine forældre og sin lillebror. De giver et fantastisk direkte billede af livet på landet med de glæder og sorger, der var. Brevene er skrevet med en vis lethed, for der var ikke grund til, forældrene skulle vide, hvis tingene faktisk var for hårde eller svære. Selv om brevene tyder på stor hjertelighed overfor forældrene, havde mor dog et noget anstrengt forhold til dem. Men det var en selvfølgelighed, at mor og forældrene (især mormor) skrev sammen. Det er dog tydeligt at læse, at der var rigtig meget at se til. Overskrifterne foran brevene har jeg sat på for at lette læsbarheden. Jeg har efter overvejelse besluttet, at alle brevene skal med. Det betyder, at der er mange gentagne emner, men dels er der forskellige nuancer, og dels vidner de også om de gentagne opgaver i landbolivet for eksempel den meget besværlige roedyrkning, der ofte fyldte meget. Desuden er der mulighed for at kigge efter de emner, der særligt interesserer. Bl.a. kan man kigge lidt på, hvordan der ses anderledes på børnepasningen dengang og nu. Har du ikke lyst til at læse alle brevene på en gang, så kig efter overskrifterne og vælg ud.

Endelig har jeg i april 2024 interviewet mine forældre om emner, der ikke var med i fars tekster og mors breve, eller som kunne uddybes mere. Mine forældres liv har været præget af arbejdsomhed og stor pligtfølelse. Der har været modgang, frustrationer og mange år med økonomisk usikkerhed, men mest af alt har glæden ved tilværelsen og kærligheden til hinanden præget deres liv. De har haft et fælles ståsted i tilværelsen, som har givet mening og fylde. I 2023 nåede de sammen endnu en milepæl: krondiamantbryllup efter 65 års ægteskab.

Min mor og far er nu i efteråret 2024 hhv. 92 og 91 år, men de er helt åndsfriske og klarer sig ved hinandens hjælp fortsat i deres træhus med egen have. De har været med i hele processen og har godkendt det medtagne stof. Billederne i bogen er alle fra familiealbummene. Billedteksterne har jeg skrevet. Flere steder har jeg lavet små baggrundsnotater.

Til sidst i bogen er en oversigt og børn, børnebøm og oldebørn på nuværende tidspunkt.

Rigtig god læselyst!

Estrids baggrund

Født 7. januar 1932 på Normasvej 32, Valby (senere under Frederiksberg)

Forældre: Asger Lomholt, født 1901, gift 1926 med sin kusine Karen Johanne Lomholt, født 1903. Asger Lomholt var søn af en oberstløjtnant og direktør for hærens tekniske korps Niels Ebbesen Lomholt (f. 1864) og hustru Clara Lomholt. Han tog både matematisk og sproglig studentereksamen og blev cand.theol. som 26-årig. Han blev arkivar i Det kongelige danske videnskabernes Selskab, hvor han var i over 50 år.

Karen Johanne Lomholt var datter af præsteparret ved Budolfi kirke i Ålborg Nikolaj og Jensine Laurine Lomholt og blev student fra Ålborg, hvilket få piger gjorde på den tid. Hun var hjemmearbejdende husmor med en del interesser – bl.a. Porto Novo missionen, håndarbejde og historie.

Døbt 7. februar i Vartov kirke

Konfirmeret 14. april i Vartov kirke

Søskende: Storebror Andreas og lillebror Helge

Skolegang:

Søndermarksskolen 1.-9. klasse

Rystensten Gymnasium, sproglig student fra 1950.

Pige i huset

Danmark: Svend og Louise Jungløv, Valby. August 1950 – September 1951 London: Mrs. Trilling, Hampstead, 1 år lige derefter.

Sygeplejerskeuddannelsen

1952-56: Elev på Københavns Amts Sygehuse, Hellerup. Operation, skadestue, børneafdeling og mælkekøkken.

Jan.-feb. 56: Barselafdelingen på Sønderborg sygehus.

Marts – aug. 56: Psykiatri på Augustenborg sygehus.

Askov højskole

November 1956 – maj 1957

Sygeplejerskeansættelser I:

Maj – aug. 1957: Rudolf Bergs Hospitalet, hudsygdomme.

Sept. 1957 – 15. juni 1958: Diakonissestiftelsen, mest kirurgisk enestue-gang.

Viet

28. juni 1958 i Vartov kirke af pastor Thorvald Balslev Gårdmandskone på Teglgården 1958-2000

Sygeplejerskeansættelser II

1971-76: Brønderslev sygehus

1981-82: Lundgården; Vrå Plejehjem

1983-85: Plejehjemmet Kornumgård ved Brønderslev 1985-87: Nattevagt i hjemmeplejen i Brønderslev

Fritidsinteresser inden livet på Teglgården

Estrid spillede klaver fra syvårsalderen. Som ung spillede hun cello i 4 år. Hun var ivrig KFUK spejder i Sct. Thomas sogn, blev patruljefører og opnåede Riddersnoren. Som sygeplejeskeelev roede hun i Hellerup og Augustenborg roklubber. Hun var bl.a. med på en noget vovet tur fra Augustenborg til Fyn. Estrid har altid været glad for sprog – engelsk, tysk og fransk. Hun syede allerede som helt ung sit eget tøj.

Povls baggrund

Født 13. oktober 1933 i Vrensted præstegård

Forældre

Aage Stevns, født 1903 som søn af forstanderparret på Kvissel Højskole i Vendsyssel Ole og Dorthea Stevns, gift med Inger Bendtsen (gift Stevns) født 1907 som datter af købmand Povl Bendtsen og hustru Thyra Bendtsen (f. Helms) i Ruds Vedby på Sjælland. Aage Stevns blev præst i Vrensted og Thise sogne fra 15. jan. 1930 samt provst for Børglum og Hvetbo Herreder i 1948-52. Han døde 26.10.52 af hjertesvigt som følge af gigtfeber som ung, kort tid efter Povl var fyldt 19 år. Han var meget aktiv i modstandsbevægelsen.

Inger Stevns var som ung på udlandsophold i Schweiz. Hun arbejdede hjemme og som præstekone. Som enke flyttede hun til en villa i Brønderslev med de tre yngste børn. Hun fortsatte med at være tilknyttet præstekredsen og var endvidere ivrig indenfor lokalhistorie.

Døbt: 3. december 1933.

Konfirmeret: 4. april 1948

Søskende: 6 børn i alt, 3 store og 3 små: Musse, Hanne, Povl, Kirsten, Ole, Else

Skolegang

Vrensted Byskole fra 1.4.1940. Landsbyskole med 1 lærer til de store og en 1 lærerinde til de små.

Løkken Realskole fra aug. 1944 – juni 1949 (Povl var den eneste fra årgangen i Vrensted, der tog realeksamen)

Landbrugsuddannelse, værnepligt mm

Aug. – Sept. 1949  Prøvetid ved landbruget hos en morbror på Sydsjælland.

Første nov. 49 1. nov. 52   Ansat hos gårdejer Niels Østergaard, Vrensted

1952-53  Vrå Højskole

April  53 – 1. maj 1954  Ansat på Vrejlev kloster, fra november 53 som 1. elev

Maj 54 til sept. 1955  Værnepligtig i Livgarden i 16 mdr.

Sept. til okt. 1955  Ansat på Holmen, Vrensted

Novv. 55 til marts 1956  Ladelund landbrugsskole

April til oktober 1956  Demonstrationsbrug for kvæg i Odsherred

Askov højskole

nov. 56-31. marts 57

USA

10 måneder som landbrugsmedhjælper. 6 1⁄2 mdr. på malkefarm i Oregon og 3 1⁄2 mdr. på rosengartneri i Californien

Gårdejer

Købt Teglgården i Stenum – skødet underskrevet 28. maj 1958

Viet

Viet 28. juni 1958 i Vartov kirke ved pastor Thorvald Balslev

Fritidsinteresser inden livet på Teglgården

Povl tog på jagt med sin far eller alene fra 16-årsalderen. Han var lystfisker også inspireret af sin far. Som ung spillede han fodbold, var spejder og gik til dans. Han var med i husflidsskolen og ungdomsforeningen.

I lyst og nød

skrevet af Povl

Estrid og Povl mødes på Askov Højskole Povl tager et år til USA De køber gård og bliver gift

Ouverturen

Få km vest for Vejen ligger Askov højskole, der blev grundlagt i 1865 af lærere fra Rødding Højskole, der efter krigen i 1864 var kommet til at ligge syd for den dansk-tyske grænse ved Kongeåen. Skolen blev i mange år betragtet som landets førende folkehøjskole ikke mindst på grund af dens udbud af kurser med 1, 2 eller 3 års varighed. Samtidig var højskolen gennem en længere årrække den eneste, der havde både piger og karle samtidig.

Den 3. november 1956 rykkede et nyt hold elever ind på skolen for at starte på det halvårlige vinterkursus; – karle og piger mellem hinanden, som skik var. Efter indskrivningen på kontoret udleveredes nøgler til de anviste værelser. For mit vedkommende gjaldt det et enmandsværelse i Hvide Hus, som jeg straks tog i besiddelse og efter bedste evne indrettede med de få ejendele, jeg medbragte. Det var mit tredje kostskoleophold. Først var der Vrå Højskole vinteren 1952-53, dernæst Ladelund Landbrugsskole vinteren 1955-56 og nu Askov. Hvad ville vinteren bringe? Det var ikke nogen fast tradition, at vi i familien tog på højskole. Dog skal nævnes, at min farmor og farfar havde været elever på forskellige højskoler – bl.a. Askov og sammen i mange år som forstanderpar havde drevet højskoler i Kvissel, Støvring og Voldby. I studietiden var far en måneds tid elev på Askov, men af mine søskende have kun Hanne været på højskole en sommer og Musse været på husholdningsskole.

Blandt de elever, jeg traf på skolen i begyndelsen af opholdet, var en ung landmand, der netop var vendt hjem til Danmark efter et 18 måneders studieophold i USA og nu stilede efter at kunne fortsætte med at studere til landbrugskandidat på Landbohøjskolen efter Askov-opholdet. Han deltog på skolen i et kursus i matematik, som han ikke tidligere havde beskæftiget sig med og kom desangående flere gange op til mig for at få hjælp til opgaverne. Bekendtskabet medførte, at han tilbød mig hjælp til at få job på en malkefarm i Oregon, hvor han havde været, hvis det var noget, jeg kunne tænke mig. I bekræftende fald ville han fremskaffe mig et ansættelsesbrev og i øvrigt assistere mig med ansøgning om studierejse derover gennem Danmark-Amerika fonden. Jeg havde først tænkt på et kortere ophold i udlandet og fandt derfor ideen god nu, hvor jeg efterhånden havde prøvet forskelligt indenfor landbruget herhjemme som karl, elev samt et halvt år som konsulent under Kvægforsøgene, og da jeg endvidere havde været på landbrugsskole samt afsluttet min militærtjeneste, fandt jeg tidspunktet passende og besluttede mig for at tage mod tilbuddet og tage af sted, hvorefter jeg fik sat det hele på skinner, så jeg kunne være klar til afrejse med Amerikabåden i april 1957.

Hvordan tiden på Askov skulle administreres, var for en stor del overladt til den enkelte at afgøre. Visse fag, herunder foredragene, var dog obligatoriske, men ellers lavede vi selv vores timeplaner. I spisestuen havde vi vore faste pladser, men hvad vi nød udover hovedmåltiderne, foregik på værelserne eller i de små tekøkkener, der fandtes rundt om i de forskellige huse på området.

Den 26. januar 57 fyldte en af eleverne, Inge Knudsen, 25 år, og det skulle naturligvis fejres med te-selskab i Hvide Hus. Bandt de indbudte gæster var foruden undertegnede en sød og charmerende sygeplejerske fra Frederiksberg, som jeg i forvejen havde haft svært ved at overse blandt tilhørerne i foredragssalen, hvor vi jo alle havde mødepligt. Det blev vores skæbne og medførte, at vi siden da travede lange ture sammen i Askov og nærmeste omegne og efterhånden fandt ud af, at vi hellere måtte vedligeholde forbindelsen, mens jeg var i Staterne, for den plan skulle der ikke laves om på.

Da foråret kom, fulgte Estrid mig til båden i Københavns Havn, hvor jeg gik ombord på den norske Amerikabåd “Bergensfjord” for at påbegynde den 10 døgns lange rejse over Atlanten. Foran lå nu et års fravær med afsavn og ventede. Den 8. maj 57 anløb vi New Yorks Havn, og for første gang kunne jeg nu sætte min fod på det amerikanske kontinent. Selv om turen derover foregik på turist- klasse, blev det en stor oplevelse for mig. Endnu i dag husker jeg mødet med spisesalen på båden, hvor vi sad ved mindre, runde borde og var de samme spisehold på hele overfarten. Aldrig havde jeg dengang været udsat for lignende anretninger, og så var det hele betalt i forvejen. I de

pladser, jeg havde haft, var jeg vant til almindelig bondekost med en overflod af stegt og kogt flæsk, vandgrød, sødgrød, kærnemælksvælling, kålsupper o…, og på skolerne var der også blevet sparet på budgettet. Men på båden var der overflod, selv på billigste turistklasse til 180 dollar for en enkeltbillet.

Efter landgangen i New York var der nogle timers ophold til lidt sightseeing i byen, inden rejsen fortsattes med bus vestpå gennem Staterne til Oregon. Opholdet blev brugt til en tur til Rockefeller Centret sammen med en soldaterkammerat, der også var med båden. Udenfor centret blev vi kontaktet af en pæn, ældre herre, der kunne se, vi var danske. Han fulgte os først op på centrets 29. etage, hvorfra vi fra et vindue kunne tage et fotografi ned over centrets berømte skøjtebane. Dernæst tog han os med til Standard Oils kontor, hvor han tilsyneladende havde en stor stilling at måle efter den respekt, personalet viste ham. Han fortalte os om den store respekt, man her havde for de danske søfolk for deres indsats under krigen, og han overlod os til slut nogle kort over USA, så vi kunne orientere os under den videre færd vestpå.

Det blev en bustur på 4 døgn kun afbrudt af kortere ophold på busstationerne undervejs, så vi kunne få lidt mad og får strakt lemmerne ud. Jeg nåde frem til farmen i Eugene en søndag formiddag, som de stod og skulle i kirke, og venlige, som de var, spurgte de mig, om jeg ikke ville med. Desværre måtte jeg afslå tilbuddet, da jeg fandt, at jeg havde andre og vigtigere behov efter den lange og uafbrudte tur.

Det blev til godt et 1⁄2 års tid på malkefarmen “Cloverleaf”, inden jeg den 30. november igen forlod farmen med kurs mod Californien.

“Cloverleaf” var en malkefarm med ca. 300 malkekøer – set med en danskers øjne på den tid en ret stor bedrift. Den blev drevet af et ældre ægtepar med hjælp fra en datter og svigersøn, der for øvrigt også var dansker, nogle gifte medhjælpere, i sommermånederne tillige et par studerende sønner og sidst, men naturligvis ikke mindst os danskere, hvoraf der i forvejen var ansat to ved min ankomst.

I starten var jeg beskæftiget ved arbejde i marken bl.a. med ensilering af betydelige græsarealer til den store besætning. Vores arbejdsdag begyndte kl. 03 om morgenen og var afsluttet ved 18-tiden afbrudt af nogle timers pause midt på dagen til indkøb, madlavning og middagssøvn.

Det var en udmærket tid på “Cloverleaf” til trods for den lange arbejdstid. Jeg var ansat til at skulle have en fridag hver 3. uge – hvis det kunne lade sig gøre – men sådan var det nu engang, hvilket dog medførte, at livet skulle leves på farmen og i dens nærmeste omgivelser.

Dengang fandtes hverken internet eller sms, så forbindelsen til Danmark måtte postvæsenet hjælpe os med. Allerede ved min ankomst til “Cloverleaf” var det første brev nået frem, og hurtigt efter fulgte flere. I den tid, jeg befandt mig i Staterne, indløb der en del breve hjemmefra, men dog langt de fleste fra Estrid, der sendte mig brev ca. hver 4. dag. Mere trofast “penneven” har næppe nogen haft. Der var smil på læben, når min husmor, Mary, afleverede aerogrammet til mig med følgende bemærkning: “Mail for you Povl!” (Selv afsendte jeg under min udenlandsfærd i alt 200 breve).

november forlod jeg “Cloverleaf” for at tage ned til nogle andre danskere, der havde lejet sig ind hos en ældre dame i Upland ca. 60 miles øst for Los Angeles. Ved afrejsen fra “Cloverleaf” fik jeg af min nu tidligere chef følgende ord med på vejen: Får du problemer undervejs på din videre færd gennem Staterne, Povl, “just call me collect 1”. En bemærkning, der varmede.

Turen til Upland foregik med bus. Jeg flyttede ind i lejligheden til Tom og Mogens, og alle tre havde vi fået arbejde på et rosengartneri i Ontario hos Mr. Weeks. Det var et meget velanskrevet rosengartneri, der havde stor produktion og salg af planter til hele USA. Vi var ca. 90 ansatte, hvoraf hovedparten var af mexicansk afstamning. Flittige mennesker, der arbejdede for en beskeden løn og godt vidste, at rubbede de ikke neglene, eller snød de med arbejdet, var det bare ud af vagten. Jeg faldt egentligt ganske godt til derude og fik af en for mig ukendt årsag af Mr. Weeks flere gange en form for positiv særbehandling. Den 24. december bad jeg Mr. Weeks om at får fri et par timer før normalt, så jeg kunne nå frem til bekendte i L.A. juleaften med andesteg, ris à là mande og juletræ. Det gjorde Mr. Weeks så festligt stemt, at han gav hele styrke fri samtidig med mig og fortalte, at han engang under krigen af tyske krigsfanger, der arbejdede på gartneriet, var blevet bedt om et grantræ, de kunne pynte til juleaften. Det havde han dengang moret sig meget over.

Arbejdsopgaverne i “hjemmet” i Upland delte vi mellem os, således at Mogens havde ansvaret for den fælles bil, og Tom og jeg stod for indkøb, madlavning og husgerning i øvrigt en arbejdsfordeling, der for øvrigt fungerede ganske udmærket.

Efterhånden som foråret nærmede sig, rykkede hjemrejsedagen tættere på. Tom skulle hjem til sin hollandske veninde, og jeg glædede mig til at se Estrid igen efter det lange fravær. Sammen med 2 andre danskere, der også skulle til Danmark, fik vi til opgave at køre en større personbil til Coco Beach på Floridas østkyst for et Drive-Away firma i L.A. Vi fik at vide, hvor mange dage, vi måtte bruge til turen, hvilen rute, vi skulle følge, og at vi selv skulle betale for brændstof, vi brugte undervejs. Det var vilkår, vi kunne acceptere, så vi slog til.

Ruten blev lagt således, at vi gennem ørkenen nåede frem til Las Vegas, hvor vi naturligvis skulle have sat nogle dollars over styr, inden vi kunne fortsætte mod Grand Canyon, som vi ankom til i snevejr. Det var unægtelig en klimaændring, der kunne mærkes af os, der kom direkte fra Sunny California med noget over 20 graders varme. Vi havde ikke tid til at vandre ned i bunden af den meget dybe kløft, men måtte fortsætte turen mod El Paso på grænsen til Mexico som næste mål. I El Paso forblev vi på den rigtig side af floden og dermed grænsen til Mexico og nøjedes derved med at kikke over broen til de fattige mexicanere på den anden side, inden vi igen fortsatte turen mod Houston i Texas; texanernes gamle hovedstad med den gamle regeringsbygning, som vi besøgte, og hvor vi opdagede, at samtlige de toiletter, vi stødte på i bygningen, var forsynet med skilte med følgende tekst: White only.

Den foreløbige endestation, Coco Beach, hvor bilen skulle afleveres, tog venligt imod os med et vidunderligt varmt og tørt sommervejr. Om aftenen kunne vi således gå ud og spise kun iført sommertøj og nyde det i fulde drag, inden vi den følgende dag skulle fortsætte turen i bus mod det koldere nord.

Turen gennem USA’s sydligste stater havde været en spændende oplevelse. Vi var 4 chauffører, der på turen tværs over på skift havde taget vores tøm bag rattet, og det var forløbet godt og uden uheld og uoverensstemmelser af nogen art. Landskabet havde ændret sig flere gange undervejs fra de frodige egne i Californien, gennem ørkener, gennem bjerge og ned gennem sydstaternes lavland ved New Orleans. Vi havde været i flere kendte storbyer, vi havde brugt øjnene godt undervejs og udnyttet de muligheder, der var. Den knappe tid, der var afsat til turen, havde begrænset vores muligheder. Foran lå nu busturen nordpå op gennem de østvendte stater via Washington D.C. til New York, hvor vi den 19. marts skulle indskibes på Holland-Amerika Lines skib “Maasdam” for 11 døgn senere at kunne gå i land i Rotterdam.

I Washington var vi på guidet rundtur i byen og i New York besøgte vi bl.a. Empire Stat Building og FN, hvor jeg for øvrigt traf en bekendt fra landbrugsskolen. Samme dags aften kl. 22 lagde vi fra kaj. Opholdet i USA var slut for denne gang.

På turen over Atlanten delte jeg kahyt med Tom. Vi havde fået kahyt nr. 396 allerbagest over skruen, hvilket havde den for os landkrabber ret så uheldige virkning, at vi i søgang kom meget højt op og meget langt ned, når skibet vuggede i søen, og det var lige netop det, det gjorde de første døgn, hvor et kraftigt stormtryk bevirkede, at det tog 3 døgn at tilbagelægge en strækning, der under normale forhold kunne klares på 2. Følgen heraf blev, at vi begge blev mere eller mindre søsyge og ude af stand til at nå frem til spisestuen, hvorfor vi måtte tage til takke med saltkiks og te bragt ned i kahytten.

De tre døgns sejlads bevirkede, at jeg lovede mig slev, at skulle jeg nogensinde igen få mulighed for at krydse Atlanten, skulle det i hvert fald ikke foregå med båd, uanset hvor god forplejningen end måtte være undervejs.

Inden vi kunne anløbe Rotterdam, landsatte vi først passagerer i Sydengland og dernæst i Les Havre ved Seinens udmunding. Turen derfra og nordpå op gennem Kanalen foregik i et vidunderligt, smukt vejr, hvor vi fra dækket af bl.a. havde den flotteste udsigt til kridtklinterne ved Dover.

Næste stop: Rotterdam. Det tager lang tid at få en skude som “Maasdam” til kaj. Sådan føltes det i hvert fald den dag. Fra dækket af sås de mange mennesker, der spændt ventende inde på kajen stod og spejdede efter bekendte ude på skibet. Også ombord var spændingen stor. Estrid stod jo et eller andet sted derinde mellem alle de fremmede, men hvor? Og hvad så? Vi havde kun kendt hinanden i kort tid, inden jeg rejste til USA. Ganske vist havde mange breve mellem os krydset Atlanten det forgangne år, men her stod vi nu over for at skulle mødes igen – face to face- som amerikanerne siger, og det var jo noget andet. Hvordan ville det mon spænde af?

Naturligvis godt! Det var vi begge overbeviste om – sådan inderst inde, altså, for anderledes kunne det da ikke være.

Et helt års adskillelse var nu slut. Vi skulle nu ikke mere “nøjes” med at skrive til hinanden. Vi så begge frem til en fælles fremtid, men vidste bare ikke hvor. Der var jo ikke et ledigt job, der stod og ventede os, der var ikke et hus eller en lejlighed, vi kunne flytte ind i. Gifte var vi heller ikke – endnu. Der var i det hele taget så mange ubesvarede spørgsmål på det tidspunkt, men vi var glade for hinanden. Vi var glade for igen at kunne være sammen, vi havde ungdommens mod og tro på fremtiden, og vi var enige om, at problemerne kun var til for at blive løst. Nu ønskede vi blot at komme i gang – for os selv – så gensynsglæden var stor.

Hjemturen fra Holland skulle foregå på en hollandsk coaster, hvis kaptajn var svoger til Tom. Estrid havde fået sat det hele på skinner, og da afsejlingen fra Rotterdam først skulle finde sted nogle dage senere, lejede vi en Ford Anglia og gav den herefter som turister i det skønne forårsvejr med besøg i bl.a. Haag, Amsterdam og ved det store dæmningsanlæg i det nordlige Holland.

Som skibets eneste passagerer gik vi ombord i Rotterdam for i første omgang at sejle til Antwerpen, hvor vi tilbragte skærtorsdag og langfredag, inden vi atter stak næsen i søen med København som næste mål. Vi befandt os godt ombord sammen med den 8 mands store besætning. Vores opholdsrum var dels kaptajnens salon eller broen, når vi ikke sad ude på dækket eller var til køjs. Måltiderne indtog vi nedenunder i messen, der lå tæt op ad køkkenet og ikke var større, end at vi måtte spise i to hold. Maden var god, stemningen var god, og snakken gik godt på dansk, engelsk og for nogles vedkommende på hollandsk, men her måtte Estrid og jeg melde pas.

Fra Antwerpen fortsattes mod Københavns Frihavn. Ruten gik gennem Kielerkanalen, hvor vi med nød og næppe undgik kollision med sluseporten. Vi stod oppe på broen, da kaptajnen slog bak, uden at man reagerede på meldingen i maskinrummet, så skibet fortsatte ufortrødent endnu en stund frem i retning af sluseporten, men så skete der også noget. Pludselig blev der bremset for fuld kraft, og til al held lykkedes det at få styr på skibet i allersidste øjeblik. Alle åndede lettet op, og kaptajnen kunne igen slappe af, tørre svenden af panden og igen hygge sig med os andre. Aldrig havde jeg før set en så stor og stærk mand som kaptajnen blive våd af sved på så kort tid. Påskedag 1958 lagde vi til kaj i Københavns Frihavn, hvor alt åndede fred. Vi tog en bil til Normasvej og var atter hjemme – begge to!

Hvor skulle vi slå os ned? Ja, det var nu det mest brændende spørgsmål. Allerførst skulle Estrid dog lige med hjem og præsenteres for sin kommende svigermor og mine søskende. Det var da helt klart for os det første, der stod på programmet. Under opholdet lånte vi mors bil, og den 16. april kørte vi i strålende sol til Hjørring, hvor vi købte vores forlovelsesringe, inden vi fortsatte turen til Skagens Gren for at tage dem på alleryderst på spidsen, hvor vandene mødes. Ikke mindst dette har givet os et ganske særligt forhold til Skagen.

–

Vi måtte nu have fundet ud af, hvilke muligheder vi havde for at komme i gang med vores eget landbrug, hvor det helst skulle være osv. osv. Til det første spørgsmål – det med mulighederne – stillede mor sig heldigvis meget forstående og var villig til at støtte os, og det var ikke alene dejligt, men vel nærmest også en nødvendighed, hvis vores drøm på det tidspunkt i det hele taget skulle have en chance for at gå i opfyldelse. Til det andet spørgsmål – hvor det skulle være – måtte vi naturligvis selv tage stilling. Derfor blev der den følgende tid set på ejendomme i øst og i vest og fra Kvissel i nord til Ringkøbing i syd. 14 gårdbesøg blev det til i alt. Estrid var med på de første. De følgende ture tog jeg ledsaget af bekendte Vrensted-folk eller alene sammen med en mægler. Det var ikke ligefrem nogen let opgave at løse, men ret så spændende var den. Efter et tip fra min tidligere husbond, Niels Østergaard, rettedes blikket dog efterhånden mod en gård i Stenum. Ejendommen var endnu ikke averteret til salg, men kunne vi enes med ejeren, Adolf Vestergaard, om prisen, og hvad mindst lige så vigtigt var, at få hans kone, Dorthe, til at skrive under på handelen, ja, så var en overtagelse af gården altså en mulighed.

Stuehuset med tre skorstene, hvilket betød, der var tale om en gård

Den 22. maj skrev jeg under på slutsedlen ude på gården. Der var spænding til det sidste, da vi frygtede, at Dorthe skulle jage en kæp i hjulet og handelen dermed gå i vasken, men frygten viste sig at være ubegrundet, så vi fik underskrevet og aftalt at mødes med ejerens advokat til underskrift af skødet den 28. maj i Brønderslev. Dengang var der noget, der hed lidkøb, så da det formelle var overstået, var mægleren vært ved en frokost med øl og snaps på hotellet og sagføreren vært ved en cognac til den efterfølgende kop kaffe, som skik var dengang. Den oplevelse gik Estrid glip af.

I telefonen havde jeg prøvet at forklare Estrid, hvilken ejendom det hele drejede sig om. Nu kunne jeg så ringe og fortælle hende, at det blev den gård i Stenum, og at skødet var underskrevet. Det var ikke så let for hende at huske gården i detaljer, da hun kun havde set den en enkelt gang, men hun mente nok, hun vidste, hvad det var for en, og så nu i spænding frem til at blive bondekone på Stenum Vesterhede. Således faldt alt på plads som ønsket. Vi havde nu et sted, vi kunne flytte ind sammen, så nu var tiden inde til planlægningen af brylluppet.

Prisen for hele herligheden på Stenum Vesterhede var 165.000,00 kr. Nogen sagde, da de hørte om handlen: “Adolf fik nu godt solgt”. Det var godt, han og især Dorthe blev tilfredse, for ellers var der ikke blevet noget ud af det, og så var vi blevet utilfredse. Finansieringen klaredes derved, at jeg overtog et kreditforeningslån på 32.000,00 kr. og måtte sætte mit navn på pantebreve på i alt 118.000,00 kr. Dertil kom endvidere, at jeg måtte have øget besætningen, som ved købet kun bestod af 40 polte (red: smågrise) og to arbejdsheste, så det føltes unægtelig som en stor mundfuld at få ned, ikke mindst på baggrund af, at jeg aldrig tidligere havde skyldt noget bort.

Kort tid efter flyttede jeg ud på gården. Ejeren skulle lige have fundet et sted at flytte hen, så jeg måtte i overgangsperioden nøjes med et værelse oppe ved gangen. Imens kunne Estrid i sin fritid koncentrere sig om at finde udstyr samt få planlagt vores bryllup, som blev fastsat til den 28. juni i Vartov Kirke hos den aldrende pastor Balslev med efterfølgende middag på Normasvej.

Her fortælles  af 2 personer som har arbejdet meget tæt med Brønderslevs store mand.

af: Arne Bak Andersen

I Brønderslev er borgmester PN Jensen nok det tætteste, vi kommer på en bykonge – i ordets mest positive betydning. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i mange år, og det er i den forbindelse, at Jens Otto Madsen har bedt mig gå tilbage i erindringen og lave et portræt af den mand, som har betydet meget for Brønderslev kommune og for mig personligt.

PN Jensen blev født i 1920 og har fortalt, at han som 15-årig kom i lære i den lokale Horsens-Hammer Brugs. I 1942 blev han kommis i Klokkerholm Brugs og uddeler i Mylund Brugs 5 år senere. Samme år, 1947 blev han gift med Gudrun, som han opnåede at få diamantbryllup med. Parret fik en søn, Ole.

PN Jensens politiske virke startede i 1958, hvor han blev valgt ind i Jerslev sogneråd. Allerede i 1962 blev han sognerådsformand, hvilket han var indtil kommunesammenlægningen den 1. april 1970.

Mit kendskab til PN – som han blev kaldt i det daglige – går helt tilbage før kommunesammenlægningen. Vi deltog begge i det såkaldte sammenlægningsudvalg, som skulle forberede sammenlægningen af Brønderslev købstad og sognekommunerne Jerslev, Hellum, Ø. Brønderslev-Hallund og Serritslev samt Thise sogn af Vrensted-Thise kommune – jeg i kraft af min stilling som kæmner i den daværende Vrensted-Thise kommune og PN naturligvis som sognerådsformand i Jerslev.

Under et af møderne i sammenlægningsudvalget faldt borgmester i Brønderslev kommune, Anton Tolstrup, pludselig sammen og døde efterfølgende, hvorefter materialist Villy K. Madsen blev borgmester i de sidste måneder op til sammenlægningen pr. 1. april 1970. Den almindelige opfattelse og forventning var nok, at borgmesteren fortsat skulle være fra Brønderslev og dermed, at Villy K. Madsen fortsatte.

Men som det ofte sker i politik, gik det ikke helt som forventet. Ved konstitueringen i det nye byråd fik PN Jensen flertal til, at han kunne sætte sig i borgmesterstolen fra den 1. april 1970 – og her blev han siddende tungt i 5 byrådsperioder til udgangen af december måned 1989. Som nyvalgt borgmester i den nye Brønderslev kommune kunne PN naturligvis ikke samtidig varetage sin stilling som uddeler også, så han opsagde sin stilling og flyttede til byen – nærmere bestemt Vestergade 79, hvor han og Gudrun boede, indtil de flyttede i andelsbolig i Skovtoften i 2002. Her boede de indtil 2008, hvor begge kom på plejehjem.

PN var valgt for Venstre, og selv om han stod i spidsen for et borgerligt flertal i hele sin borgmesterperiode, søgte han altid det bredest mulige flertal bag beslutningerne, hvilket også lykkedes i vid udstrækning – ikke mindst på grund af PN’s politiske tæft.

Trods lidt turbulens omkring konstitueringen fik PN hurtigt etableret et godt og bredt samarbejde i byrådet – og så var det bare at komme i gang med opgaverne i den nye kommune. Og der var nok at tage fat på.

Fx havde Folketinget i 1969 vedtaget lov om by- og landzoner, hvis formål blandt andet var at sikre en planmæssig udvikling af bebyggelsen, at udbuddet af bygge- og by modnet jord til enhver tid er passende, og ikke mindst at bebyggelsen ikke sker i strid med hensynet til befolkningens rekreative interesser og bevarelsen af landskabelige værdier.

I denne forbindelse var Brønderslev Kommune havnet i en lidt pinlig klemme, da man ikke havde fået vedtaget en byplanvedtægt. Det betød, at selv om Brønderslev var købstad, var den efter loven i landzone, hvilket havde den uheldige konsekvens, at der ikke kunne foretages udstykning eller opføres ny bebyggelse uden tilladelse fra amtsrådet, medmindre der var helt særlige hensyn. Dette var naturligvis en stærk begrænsning for udviklingen af den nye kommune, så PN Jensen fik straks sat gang i arbejdet med at få Brønderslev i byzone.

Og udvikling kom der. Rækken over de ting, der blev taget spadestik til – og sat underskrifter på – i PN’s borgmestertid, er meget lang.

Bl.a. ved at udnytte loven om egnsudvikling lykkedes det at få flere virksomheder fra hovedstadsområdet til at etablere sig i Brønderslev og at få opført industrihuse – det gælder fx HCA-dress og Ginge-Raadvad. At det lykkedes for sidstnævnte, var dog ikke uden problemer, da egnsudviklingsloven ikke gav kommunen lov til at erhverve eksisterende erhvervsejendomme til udleje.

PN tog derfor egenhændigt til København for tale med indenrigsministeren. Og kom hjem med tilladelse til at erhverve ledige produktionslokaler fra Pedershåb Maskinfabrik, som var flyttet ud på Saltumvej, og udleje disse til Ginge-Raadvad. På denne måde skrev PN faktisk et stykke kommunalretligt historie.

PN var fremsynet. Brønderslev skulle ikke kun have et ambitiøst erhvervsliv, kommunens borgere skulle også kunne nyde godt af stærke kulturtilbud og moderne institutioner. Således stod PN også i spidsen for etableringen af en af de første golfbaner i Nordjylland på Kornumgårds jorder ligesom en årelang støtte til arbejdet med ansøgning om godkendelse og opførelsen af Nordjyllands Idrætshøjskole gav resultat.

Ligeledes var det også i PN’s regeringstid, at markante institutioner som Brønderslev Gymnasium og HF og Hedegårdsskolen så dagens lys i henholdsvis 1973 og 1976 – og i 1978 kunne Brønderslev bryste sig af flere ”hjem med klaver” da Musikskolen (nu Kulturskolen) stod klar.

Administrationen af den større kommune krævede mere plads – og i 1983 stod et nyt større og moderne rådhus klar. Det gamle smukke rådhus fik en flot renovering i 1985 med bl.a. ny byrådssal. Den gamle retssal blev indrettet som en kopi af den gamle byrådssal med de originale møbler, samt billeder af de gamle borgmestre og af kongehuset.

PN var en stor mand – både i ordets bogstaveligste betydning, men også i overført. Hans fysiske størrelse gav en vis pondus, men det var hans optræden og væremåde, der udstrålede autoritet og aftvang respekt.

PN var en meget vidende person, og han havde en stor hukommelse. Han var en læsehest. Pløjede sig gennem flere bøger om ugen og var nok den flittigste låner på Brønderslev Bibliotek. Pladsen foran biblioteket er da også navngivet P.N. Jensens Plads. Han var i stand til hurtigt at danne sig et overblik i komplicerede sager. Og så var han tal mand. Han kunne kommunens budget udenad i detaljer, og som kommis var han vant til at lægge tal sammen i kontrabøgerne og kunne lægge flere kolonner sammen på en gang. En tidligere ansat husker, at når kommunal- eller folketingsvalg skulle gøres op, kunne PN stå bagved og regne resultatet, ud før de kunne slå det op på regnemaskine.

Han var også en meget punktlig herre. Hvis et møde var sat til kl. 13, ja, så startede det kl. 13 og ikke 5 minutter over. Man kunne stille uret efter hans spadseretur fra Vestergade til rådhuset om morgenen og igen efter frokost. Herudover var han et ordensmenneske. Når han forlod kontoret, var skrivebordet ryddet – noget vi andre ofte kunne misunde…

Tålmodighed var derimod ikke hans stærke side. Overflødig snak var ikke velset, og han brød sig ikke om lange forhandlinger og rundbordssamtaler. Jeg husker bl.a. episoder fra forhandlinger med pædagogernes fagforening, BUPL hvor tålmodigheden virkelig blev sat på prøve! Måske kunne PN godt have brugt nogle af pædagogerne til et byrådsmøde, hvor en reduktion af børnepasningen hos dagplejerne var dagsordenen. Her mødte 150 forældre og børn op – det var så mange, at de måtte stå på gangen, og det var denne aften meget svært for PN at opretholde den ro orden hans ellers myndige mødeledelse normalt sikrede!

Også personligt har PN haft meget stor betydning. Allerede fra begyndelsen af kommunesammenlægningen, hvor jeg fik ansættelse på borgmesterkontoret, fik jeg et tæt samarbejde med PN – dels gennem det daglige arbejde i relation til udvalg og byråd og dels gennem min rolle som sekretær i de projekter, der tidligere er nævnt. Fra 1973 blev jeg leder af borgmesterkontoret og stedfortræder for kommunaldirektøren og samarbejdet blev tættere, og især fra 1986, hvor jeg blev ansat som kommunaldirektør, og derved PN’s nærmeste medarbejder.

Borgmester P.N. Jensen gratulerer den nye kommunaldirektør Arne Bak Andersen

Det var en stor styrke for mig at have PN i ryggen i de første 4 år af mine godt 18 års ansættelse som kommunaldirektør. Hans erfaring og omdømme samt hans tillid gav mig den bedste baggrund for at kunne udføre jobbet – også for hans efterfølger. PN bakkede altid op. Som noget af det første tog vi fat på en uddelegering og decentralisering af beslutninger, som kunne danne baggrund for en effektivisering af administrationen. Som eksempel kan jeg nævne, at på det tidspunkt skulle selv ansættelse af elever i administrationen og fx bevilling af orlov til en lærer og selv den mindste anskaffelse, godkendes politisk.

Også på den mere udadvendte og repræsentative del af jobbet, var det en fornøjelse at være sammen med PN. Han var en meget respekteret person i såvel kommunale kredse som i erhvervslivet. Og denne respekt resulterede i en tildeling af Dannebrogordenens ridderkors – som på det tidspunkt ikke var så almindeligt.

Vi havde også mange besøg på rådhuset fra såvel ind- som udland. Et af de mere specielle, var besøg i forbindelse med afholdelse af børneteaterfestival i 1987. Her havde en 84-årig teaterleder fra Moskva en dåse russisk kaviar med som gave. Den stod i vinduet på PN’s kontor i meget lang tid – inden den røg i skraldespanden. I dag havde vi nok været mere bevidste om dens værdi. Vi havde også i samme forbindelse besøg af den cubanske ambassadør i Danmark – hun havde cubansk rom med. Det blev ikke hældt ud!

Den største oplevelse i forbindelse med repræsentation var og bliver modtagelsen på rådhuset af Dronning Margrethe den 17. oktober 1986 i forbindelse med indvielsen af Nordjyllands Idrætshøjskole. Det var en af de få gange, hvor PN ikke virkede helt så rolig, som han normalt var. Men udover at vi – efter at Dronnningen med følge havde sagt farvel – måtte hente majestæten ind på rådhuset igen for at skrive i gæstebogen, forløb også dette besøg helt som det skulle – og Dronningen tog det lille fejltrin med godt humør.

Dronningen skriver her i Kommunens gæstebog

PN Jensen døde i 2008 og er sammen med hustruen Gudrun begravet på Brønderslev kirkegård.

August 2023 – Arne Bak Andersen

Den 1. april 1970 kunne brugsuddeleren fra Mylund
sætte sig i borgmesterstolen i Brønderslev storkommune.

Af: Inger Marie Nielsen

Den 1. april 1970 kunne brugsuddeleren fra Mylund
sætte sig i borgmesterstolen i Brønderslev storkommune.
Peter Nielsen Jensen blev dermed noget uventet den første borgmester i Brønderslev storkommune, og dermed også ”min” første borgmester. Måske derfor har han en særlig plads i minderne fra mit arbejdsliv, men uanset hvem jeg snakker med – tidligere kolleger, samarbejdspartnere, foreningsrepræsentanter eller ældre borgere – står P. N. Jensen stadig som noget særligt.
En mand man kunne stole på og som kunne få tingene til at ske.
Mig bekendt er han også den eneste borgmester, der er blevet enstemmigt valgt til borgmesterposten. Det siger noget om politikeren og mennesket P. N. Jensen, men også om samarbejdsviljen i de byråd, hvor PN – som vi omtalte og tiltalte ham – var i spidsen.
Når der i slutningen af 70’erne var billede af PN i avisen, sagde mine børn: ”Den mand arbejder på vores mors kontor”. På trods af at PN faktisk var et meget beskedent og ydmygt menneske, var jeg aldrig i tvivl om, at det modsatte var tilfældet – at jeg arbejdede på hans kontor.
PNs fremtræden indgød både tillid og respekt, hans ord og kropssprog vejede tungt.
En gang hvor både borgmester og kommunaldirektør var fraværende skulle jeg egenhændigt lave dagsorden til Økonomiudvalget. Én af sagerne sad jeg og vendte lidt frem og tilbage. Den var fra administrativ side færdig til politisk behandling, men jeg vidste også, at der havde været lidt politisk røre om den. Da jeg jo tænkte som en embedsmand, endte jeg med at sætte sagen på dagsordenen. Da PN senere på dagen kiggede ind, orienterede jeg ham om, at jeg havde sat sagen på dagsordenen. PNs reaktion var, at ”det skul’ do in ha joer”.
For mig er det den største skideballe, jeg har fået i mit arbejdsliv, på trods af at mange andre har talt med både højere røst og større bogstaver til mig.
Ydmygheden og beskedenheden kom klart til udtryk dagen før PN havde 25års jubilæum som formand for henholdsvis sogneråd og byråd. PN blev valgt som formand for Jerslev sogneråd den 1. april 1962. Det betød, at han den 1. april 1987 kunne fejre 25års jubilæum. Det skulle fejres med en reception i kantinen på Rådhuset. Dagen før sad PN og jeg og arbejdede på et eller andet, da han pludselig sagde: ”Tænk, hvis vi også kun sidder 2 i morgen!”.
Så vidt jeg husker, kom der over 300 til receptionen.
Der skete meget på både erhvervsfronten og i det frivillige foreningsliv i PNs ”regeringstid”.
Idræts-Samvirket blev oprettet, der blev indgået en aftale, der gjorde det muligt at BI kunne flytte ud fra Stadion i Nørregade til sin nuværende placering ved Agdrupvej. Nye foreninger kom til. Blandt andre Golfklubben og Rideklubben. Det var ikke uden en vis politisk betænkelighed, for man havde den holdning, at disse aktiviteter var forbeholdt de bedrestillede. PN måtte lægge øre til ”at ville folk ride, måtte de selv om det”, men han var ikke i tvivl om, at Brønderslev Kommune måtte have tilbuddene, hvis vi skulle tiltrække virksomheder udefra.
I det hele taget var det nok sådan, at hvis PN først gik ind for et projekt, så blev det en realitet. Bl.a. fik Friluftsbadet først boble over, og da ”boblen brast”, blev Friluftsbadet til Brønderslev svømmehal.
Formand for Brønderslev-Hallerne Inger Jørgensen (byrådsmedlem fra S og ansat på Rådhuset) fortæller, at da hun præsenterede beregninger over omkostninger ved opvarmning af bassinet før og efter en ombygning, gav PN grønt lys for, at der blev arbejdet videre med projektet. Inger følte,
at når PN var for, så skulle projektet nok blive realiseret. Det projekt har vi stadig glæde af!
Før en virksomhed flyttede ud, som vi sagde, skulle der en del lobbyarbejde til. PN, kommunaldirektør Kroer og den daværende erhvervschef Erik Nielsen, var derfor ofte i hovedstaden og omegn, for at gøre Brønderslevs hoser grønne. På et af disse erhvervsfremstød fløj PN og Kroer til København, mens erhvervschefen var kørt derover i sin store, men ældre bil. På vej fra lufthavnen til bestemmelsesstedet blev bilens køler utæt. Erhvervschefen var snarrådig og fik fat i en god portion kanel, som efter sigende skulle kunne ordne utætheden. Da kanelen blev hældt i den varme køler, stod der er sky af kanel ud over de tre udsendinge! Hvordan de forklarede sig i løbet af dagen, melder historien ikke noget om, men da PN og Kroer fik sig placeret i flyet til hjemturen, var der en medpassager, der undrede sig over, at der lugtede meget kraftigt af julesmåkager.
PNs evner blev også udnyttet udenfor kommunens grænser. I mange år havde han sæde i Landsbevillingsnævnet, og han kunne fortælle os undrende vendelboer, at der var givet bevillinger til velrenommerede spisesteder på Christiania, men også at det ikke altid var problemfrit.
PNs bestyrelsespost i Naturgas Midt-Nord var uden tvivl årsag til, at Brønderslev fik hovedsædet for gasselskabet. Det var vi stolte over dengang.
Blandt det administrative personale blev det modtaget med glæde, da det i begyndelsen af 80’erne blev besluttet at bygge til det gamle Rådhus fra 1920/21. Administrationen var spredt i hele Brønderslev by, og vi havde en del pladsproblemer. Det vakte lidt moro, at vi kaldte projektet ”en tilbygning”, for tilbygningen var mange gange større end den oprindelige del. Men det er nok kendetegnende for tiden med PN, at vi ikke udadtil skulle have for store armbevægelser. Og selv om begrebet ”varme
hænder” endnu ikke var opfundet, fik et stort prestigebyggeri til administration ikke ros. Men alle var enige om, at der var tiltrængt.
For at alle kunne sove roligt, blev der tegnet en all-risk forsikring. Det var heldigt. Grunden til tilbygningen skulle nemlig spunses, og det arbejde resulterede i, at der kom store revner i den eksisterende bygning.
Det hele skete i løbet af en formiddag, hvor en stor del af personalet var til fintælling i Sæby, incl. PN. På et tidspunkt ringede Inger Jørgensen til Sæby, at nu ”revnede Rådhuset”. Jeg tror faktisk, at vi morede os lidt, men PN kørte hjem for – som han sagde – at lægge skulderen til. Grinet stivnede, da vi så husets tilstand. Der var vitterligt store revner fra bl.a. trappeopgangen og ind til PNs kontor. Som jeg husker det, kunne vi fra trappen se ind på hans kontor, men det er måske ”festversionen”? Men det er uomtvisteligt, at vi alle – incl. PN – ufortrødent arbejdede videre i den skadede bygning, indtil den nye del af Rådhuset kunne tages i brug i sommeren 1983.

PN og kommunaldirektør Erik Kroer indmurer grundstensdokumentet i den nye del af Rådhuset.

PN ledede møder med stor præcision og konsekvens. Der var som udgangspunkt en god stemning, men det blev ikke brugt megen tid på udenomssnak. Enkelte gange havde jeg fornøjelsen af at være sekretær til byrådets møder, og PN ledede møderne stående. Hvis en sag krævede
afstemning skete – og sker – det ved, at først dem, der stemmer for rejser sig, og dernæst dem, der stemmer mod, rejser sig, og til sidst dem, der hverken stemmer for eller imod. Engang undrede det mig, at PN ikke stemte med sin gruppe, men stod op ved siden af mig i sekretærstolen, da øvrige fra gruppen sad ned. Jeg kiggede op på PN. Han kiggede ned på mig og sagde med et smil på læber: ”Jeg sidder ned!”
PN var en mand af sin tid. Han brugte f.eks. ikke ordet ”Undskyld”, men sagde ”Om forladelse”. Og han er den eneste, som jeg har hørt sige ”frivol”. Det var efter et byrådsmøde, hvor et medlem var utilfreds med, at der i bogstaveligste forstand (bevares) var ”en liderlig hede” i byrådssalen. Vi ordnede problemet ved at åbne vinduerne, men efterfølgende bemærkede PN, at stemningen, da havde været helt ”frivol”. Og han betegnede Dronningen som forlegen. Det var efter besøget ved Idrætshøjskolens indvielse, hvor Dronningen havde rost Solveig Skovriders (økonoma på Idrætshøjskolen) småkager, og derefter ”en smule forlegent, havde taget en til”.

Dronning Margrethe og PN,

PN overrækker kommunens gave i forbindelse med Dronningens besøg.
PN holdt aldrig lange taler. En tale måtte ifølge ham aldrig vare mere end 4 minutter. Til gengæld lyttede man opmærksomt til hans ord.
Han var en gentleman, der åbnede bildøre, både når man skulle ind og ud af bilen. I det hele taget behandlede han andre mennesker med stor respekt, men diskuterede man med ham, var man aldrig i tvivl om, hvornår man skulle stoppe.
Før kommunalvalget op til perioden, der startede 1. januar 1990, meddelte PN at nu var ”festen slut” for ham, og han ville ikke genopstille til byrådet.
Brønderslev kommune kvitterede PNs indsats med en reception den 29. december 1989. Igen var kantinen stuvende fuld med gæster, der kom og gik, og talere med smukke ord om PNs betydning.
Herunder P.N. Jensens disposition til takketale

Slut
Takke
Borgere, Medarb.org., Chefgr.
for god tone
Have det god

Da Gudrun og PN efterfølgende havde fået bilen pakket med de mange gaver, fulgtes vi ad ned ad trappen. Ved foden af trappen tog PN sit nøglebundt frem, tog nøglen til Rådhuset ud af bundtet og afleverede den.

En æra var slut.

I dyb respekt for P. N. Jensens minde.

Inger Marie Nielsen
September 2023

Oktober, den 8. år 2024 – skriver SOL  OG  STRAND følgende Nekrolog over Kjeld Andersen som etablerede det landsdækkende sommerhusudlejningsbureau SOL  OG  STRAND med hovedkontor i Hune ved Blokhus:

Dette mindeord over Kjeld Andersen er tilsendt af Sol og Strand.

Kjeld Andersen døde 7. oktober 2024.

Kjeld Andersen, Brovst, 82 år. Han efterlader sig hustruen Margit, datteren Tina, sønnen Mogens, svigerdatter og to børnebørn.

Kjeld Andersen var en dygtig forretningsmand, som sammen med sin hustru, Margit, grundlagde en af landets største virksomheder for udlejning af danske feriehuse – Sol og Strand Feriehusudlejning A/S – i 1979.

Han var født i Himmerland som den yngste i en søskendeflok på fem. Trods små kår på det lille husmandssted med cirka 25 tønder land, ”Mathildesminde”, var det en tryg og kærlig barndom. Opvæksten i det himmerlandske kom til at definere ham som menneske resten af livet. Han var nøjsom, arbejdsom, gavmild og havde blik for mennesker, der havde det svært.

Allerede som barn erfarede han, at uddannelse var vigtig, og efter eget ønske begyndte han på en nærliggende realskole. Han afsluttede uddannelsen med topkarakter, hvilket skaffede ham en studieplads på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Gymnasiet var en kostskole, hvor unge fra mindrebemidlede familier kunne få en uddannelse, kost og logi, og som 16-årig flyttede Kjeld Andersen til Tarm.

I 1961 blev han matematisk student og valgte at læse videre til agronom på Landbohøjskolen i København. Herefter fik han ansættelse som landbrugskonsulent i nordsjællandske landboorganisationer. I 1975 blev han ansat som konsulent hos Landboorganisationernes Faglige Landscenter i Aarhus. Året forinden havde han mødt Margit, og det blev begyndelsen på et 49-årigt langt ægteskab og et 50 år langt arbejdsfællesskab omkring udlejning af feriehuse.

Margit Andersen havde inden mødet med Kjeld købt en sommerhusgrund i Lyngsaa, hvor der blev opført et sommerhus. Parrets bryllup i 1975 blev holdt i det nybyggede sommerhus, og i forbindelse med deres bryllupsrejse, som foregik i telt i Lapland i Finland, blev sommerhuset udlejet. På den måde kunne der tjenes lidt håndører, men hvad parret dog ikke vidste på daværende tidspunkt var, at det blev startskuddet til Sol og Strand Feriehusudlejning.

I 1978 var der blevet opført yderligere fire sommerhuse i Lyngsaa, og dem fik Margit Andersen til opgave at udleje, mens Kjeld Andersen passede sit konsulentjob i Aarhus.

I 1979 besluttede ægteparret, at feriehusudlejningen skulle være deres levevej, og de startede med udlejning af godt 50 huse. I dag varetager virksomheden udlejning af cirka 7.000 feriehuse, beskæftiger omkring 150 fuldtidsansatte og 1200 timelønsansatte i sæsonen. Hovedkontoret ligger i Hune i Nordjylland, men den lokale tilstedeværelse i kystområderne har altid været en del af virksomhedens strategi, og derfor har Sol og Strand Feriehusudlejning i dag 27 lokalbureauer rundt omkring i Danmark.

Kjeld Andersen var visionær, havde internationalt udsyn, næse for en god forretning, og så var han god til tal. Han mestrede hovedregning og benyttede sig aldrig af en regnemaskine eller en computer for den sags skyld. Kjeld Andersen var uhøjtidelig og en ener, han gik sine egne veje – om det så var i futsko, når han skulle til møde i banken. Der er ingen tvivl om, at Sol og Strand med Kjeld Andersen som spydspids har sat sit præg i feriehusudlejningsbranchen. I 1979 var udlejning af sommerhuse en niche. I dag medvirker branchen til at skabe arbejdspladser og er en betydelig del af økonomien i mange kommuner.

Tilsvarende så han muligheder, da Berlin-muren faldt i november 1989 – det åbnede for et ikke ubetydeligt østtysk marked. Der blev indrykket annoncer i tyske aviser, hvor Sol og Strand søgte husmødre til at udleje feriehuse mod provision. De gik hjemme og havde tid til at sælge ferie i Danmark. Eneste krav var, at de skulle have en telefon, hvilket langt fra var allemandseje i DDR i 1989.

Margit og Kjeld Andersen rejste med tog rundt til flere østtyske byer for at indgå aftaler med de tyske husmødre, og der blev ansat 30 såkaldte Danmarksagenter. De blev Sol og Strands forlængede arme på et helt nyt marked, som viste sig at rumme et stort potentiale, der fik betydning for virksomhedens udvikling og vækst. ”Vi er aldrig gået i andres fodspor – vi har i stedet fulgt vores egne veje”, har parret tidligere udtalt.

Kjeld Andersen var optaget af verden omkring ham og havde en iboende nysgerrighed på andre kulturer, hvilket bragte parret til lande som eksempelvis Antarktis, Mongoliet, Peru, Oman, Tanzania, Zimbabwe, Tibet, Borneo, Costa Rica, Indien. Alt i alt har Margit og Kjeld Andersen besøgt 107 lande.

I 2019 besluttede ægteparret at overdrage ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som støtter almenvelgørende og humanitære formål.

Indtil det sidste var Kjeld Andersen optaget af Sol og Strand Feriehusudlejning og Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld. Fra ejendommen i Brovst fulgte han nøje med i virksomhedens drift, ve og vel, og tog aktiv del, hver gang der skulle uddeles midler fra fonden.

Med fonden har ægteparret sikret sig, at den virksomhed, som de altid har betegnet som deres ”tredje barn”, kan bestå og udvikle sig på danske hænder – også når engang de ikke er mere.

Nu er Kjeld Andersen ikke mere, men hans og hustruens livsværk lever videre.

Æret være Kjeld Andersens minde.

Af Ove S. Johansen

.

Eventyr og krønikker ved Arne Espegaard
Kilde: ISBN 87-87881-45-4

.

Trolden og trokken – Kanske (måske) ved du ikke, hvad en ”trokke” er for en. Det skal jeg sige dig: En trokke er et stykke kvindfolk, der er ualmindelig dum.

.

En trold og en trokke mødtes ved en korsvej.

.

”Goddag”, siger trolden. ”Hi-hi”, siger trokken.
”Må jeg kysse dig?” siger trolden. ”Ja (så) mænd må du så”, siger trokken – og så kyssede han hende.

.

”Det var skønt (dejligt)” siger trolden. ”Hi-hi” siger trokken. ”prøv igen!”
“Jeg har vagt stunder” (knap nok tid), sagde trolden, og så lettede han på sin gamle fedtede hue og gik sin vej.

.

Da der var gået et par måneder, mødtes de igen ved den samme
korsvej. ”Goddag, din gamle trold”, sagde trokken, ”nu bliver jeg snart tyk”. ”Det kan du bare vove (på), sagde trolden”, ”så får du hug”.

Nu gik der syv måneder til, så mødtes de igen, ved den her korsvej.
”Goddag, din gamle trold” sagde trokken, ”goddag”, din gamle trokke” sagde trolden.

”Nu er jeg tyk”, sagde trokken.
”Ja det kan jeg suleme se” sagde trolden.
”Det er på høje tid, vi bliver gift”, sagde trokken.
”Hop og rend!”, sagde trolden.
”Det kan jeg dårligt holde til”, sagde trokken.
”Så pas dig selv”, sagde trolden.
”Hyj-hyj”, græd trokken.
Et halvt år efter kom hun hæflende med enting (noget) på armen ved den her korsvej, og i det samme kom trolden.
”Goddag, din trokke”, sagde trolden, ”hvad er det du går og slæber på?”
”Det er en bitte knægt, der hedder Troktrolden”, svarer hun, ”og nu skal du betale”.
”Her er en daler, og så snakker vi ikke mere om det”, sagde trolden, ”men det er for resten grove (svært), så pæn du er blevet igen”, sagde han så.
”Hi-hi”, sagde trokken.
”Må jeg kysse dig?” Sagde trolden, “Ja (så)mænd må du så”, sagde
trokken. Og så kyssede han hende så rent forskrækkeligt.
”Det var skønt”, sagde trolden. ”en gang til!”
“Jeg har ikke stunder”, sagde trolden, og så lettede han på sin gamle fedtede hue og gik.
Næste år mødtes de igen på samme sted. Da kom hun hæflende med enting (noget) på begge arme.
”Goddag, din trokke”, siger han.
”Goddag din gamle trold”, siger hun.
“Hvad er det du kommer trokkende (klodset gående) med?” Siger han.
“Det er Troktrolden og Troklåret” (begge udtryk for fjols) siger hun, “og nu skal du betale igen”.
“Hvor meget?” Siger han.
“Dobbelt så meget som en daler”, siger hun.
”Værsågod”, siger han, men det er da for resten voldeligt (svært), som du kommer til at se godt ud!
“Hi-hi, siger trokken”. ”Må jeg kysse dig”, siger trolden: “Ja (så) mænd må du så”, siger trokken. Og så kyssede han hende i fem minutter, lettede på sin fedtede hue, og væk var han.’
Året efter traf det sig så pudsigt, at de mødtes ved det samme sted igen.
Da kom hun trillende med en hjulbør (trillebør). ”Goddag, din trokke”, siger han.
”Goddag din gamle buk”, siger hun.
“Hvad er det du kommer trillende med?”, Siger han.
Det er Troktrolden og Troklåret og Trokpanden, siger hun, ”og nu skal du betale”.
”Hvor meget?” Siger han.
“Det tredobbelte af en daler”, siger hun.
“Du er hård ved mig”, siger han. Fem minutters fornøjelse, det er atten års bedrøvelse! Og skråtobak er også blevet hæsligt dyrt i de sidste tider. Kan jeg ikke slippe noget billigere, for jeg har ikke svar (ret) mange kontanter”.
“Hop og rend!” Siger hun.
Jamen det bliver skaneme (sørme) ikke ved med at gå! Du må hellere komme med mig hjem til mit, så du kan komme til at gøre nogen nytte, siger han.
“Jamen hvad skal vi leve af?” Siger hun.
“Jeg kan trylle”, siger han, men hvad kan du? “Jeg kan trokke”, siger hun
Så kom de endelig tilhobe (altså blev gift).
Trolden tryllede, og trokken trokkede, og de fik så mange børn, at de dårligt nok havde tal på dem. Foruden Troktrolden og Troklåret og Trokpanden, så var der Trokbuksen og Trokgæslingen og mange andre, og alle deres navne begyndte med Trok-.
Da der ikke var plads til flere af de her Trokfolk ude på landet, begyndte de at flytte ind til byerne, og de er kommet svært godt efter det (har haft heldet med sig), så vidt jeg har hørt. Mange af dem er blevet noget stort i Politik, både Trokbuksen og Trokpanden og en snes stykker til.
Og derfor er det nok, at det går så ufatteligt godt her i landet.

‘.

Arne Espegaard (1910-2006)
sprogforsker, cand.mag.
f. Arne Anders Espegaard i Børglum
1910 Født: 28-11-1910

11. november 2024

Edvards morgener

af sønnen Poul Sørensen, pastor emeritus

Manden på gården var den, der stod først op om morgenen.

Edvard måtte stå tidligt op for at håndmalke køerne og fodre grisene, som “skreg” på mad efter en lang nat.

Mælkejungerne med den afkølede mælk skulle stå parat ude ved vejen, når mælkebilen kom og hentede mælken, der skulle op til Bakholm mejeri på Løkkensvej.

Mælkepengene blev sat i en kuvert i en af mælkejungerne med returmælk fra mejeriet. Sådanne kuverter med penge blev dengang aldrig taget af uvedkommende.

Edvard gik ikke med ur, alligevel holdt han øje med stueklokken, så vi blev vækket tidsnok til at komme i skole.

Da jeg lå i “biksen”, hvor centralfyret stod, blev jeg vækket, når far kom ind og med et redskab rystede asken ned i askeskuffen, inden han tændte op og puttede cinders i fyret.

Det larmede så meget, at jeg hurtigt gik ud i køkkenet og vaskede mig i et vaskefad. Vand blev varmet på et gasblus, som stod på komfuret, der var taget ud af brug.

Vandet blev bragt ind i køkkenet i en zinkspand ude fra bryggerset i nødset, hvor pumpen stod. Der blev brugt et pottemål til at øse vand med inde i køkkenet.

Da nogle hjemmeboende børn fik et fælles værelse oppe på loftet, vækkede far os ved at banke kraftigt på håndgelænderet. Den bankelyd kan jeg endnu høre for mine indre ører.

Karen var allerede oppe og havde lavet havregrød, smurt hjemmebagt finbrød og grovbrød til madpakker.

På brødet kunne der for eksempel være leverpostej, ost eller hjemmelavet knapost.

Edvard kom ind ved otte-tiden, tidsnok til at han kunne høre morgenandagten fra domkirken i København, som dengang blev sendt klokken halv ni.

Far hørte morgenandagten liggende på sofaen i dagligstuen.

Edvard sang med på det trefoldige amen, som lød efter velsignelsen,

Under det trefoldige amen svingede far gerne ud med den ene arm:

a-m-e-n!

Når far og jeg var med i kirke, kunne det lyde som en sangerdyst mellem far og mig, især når vi istemte julesalmerne.

Den hyppigste kirkegænger var dog mor, som syntes, at der til en gudstjeneste skulle være mindst én i kirken fra hver husstand.

Pastor G. Haugaard, der kom til Harritslev-Rakkeby sogn i 1942, har døbt 7 af 9 børn. Niels og Gunhild blev døbt i Sankt Cathrine kirke i Hjørring.

Pastor Haugaard kom på uanmeldt husbesøg i “Klarup” en gang om året.

Edvard sagde “I” til pastor Haugaard: “Vil I ikke have en kop kaffe mere, pastor Haugaard?” Der var stil over præstens husbesøg dengang.

Da vi i 1963 flyttede til det hvide hus i Rakkeby, deltog Edvard herefter i det huslige arbejde.

Før den tid havde arbejdet været fordelt efter mere traditionelle skillelinjer.

Også indenfor den samme generation skete der således forandringer.

Jeg Poul voksede op i en tid, hvor en dreng ikke lærte at lave mad.

Med fornøjelse koger jeg dog havregrød til mig selv hver morgen og laver en kop neskaffe.

FOTO fra 1950’erne i “Klarup” i Sønder Harritslev.

Mor skænker kaffe (med Rich’s) for far ved morgenbordet.