Kategori: Brønderslev Historier

Den gamle kirke ligger på kirkegården og er opført i den store kirkebygningsperiode i 1100-tallet. Man mener, at de mange kirker opførtes, fordi præsterne fik dåbsret. Denne havde hidtil været forbeholdt biskopperne. Men nu kom dåben ud til sognekirkerne.

Kirken har gennemgået en del forandringer gennem tiderne og er blevet restaureret flere gange. Men den blev opført i romansk stil, dvs. Roms kirker og paladser var forbillede. Den har et skib, et kor og en apsis (den rundbuede tilbygning mod øst), som inde i kirken har et halvkuppel hvælv. Koret er smallere end skibet, og grænsen mellem dem består af en mur – triumfvæggen – som gennembrydes af korbuen.

Ydermuren er lavet af store, tilhuggede firkantede granitsten – kvadre. Den indvendige mur er lavet af grovt tilhuggede sten, som er kalket. Muren er over 1 meter tyk. I koret er der på sydsiden et hul, som kunne være et ”spedalskhedshul”, dvs. et hul, hvorigennem spedalske kunne følge gudstjenesten og modtage nadveren. Men det er det ikke, siger man fra Nationalmuseets side. Det må være en ventilationskanal. Dette gælder også det andet hul i vestmuren ved klokkestablen. I dag er der sået tvivl om disse huller. Der er måske tale om vinduer til skriftemål.

Der er 3 romanske vinduer i kirken. De er rundbuede og forholdsvis små og er placeret højt. Der er et på nordsiden af koret, et i apsis og et tilmuret på nordsiden af skibet.

Den romanske kirke er ligesom sluttet om sig selv med de meget solide mure og højtsiddende vinduer. Og i modsætning til mange andre kirker i landet har de vendsysselske kirker tilsyneladende ikke nogen særlig rig udsmykning. Måske fordi der her i landsdelen er tradition for at udtrykke sig enkelt. Men man kan ikke med sikkerhed afgøre, om der har været kalkmalerier i denne kirke.

Der var som regel 2 indgange i de romanske kirker – 1 på sydsiden til mændene og 1 på nordsiden til kvinderne. Dette gjaldt også kirken i Brønderslev. Den nordlige dør er i dag tilmuret. Ved klokkestablen sidder der en granitkvader med et trappeformet hul. Kvadren mener man stammer fra alterbordet og har været et relikviegemme. Relikvier havde stor betydning i den katolske kirke, som jo var eneste kristne trosretning herhjemme indtil omkring 1520-30erne. De største kirker gjorde krav på at være bygget over den grav, hvor den helgen, som kirken var indviet til, lå begravet. De mindre kirker måtte nøjes med relikvier fra deres helgener. Det kunne være en benstump, en tøjstump eller lignende.

Det fremgår ikke, hvilken helgen kirken i Brønderslev var indviet til.

Døbefonten er også romansk. Den er hugget af sten til pokalform. Man ved, at børnene blev dyppet helt ned under vandet ved dåben. Vandet var indviet og blev kun udskiftet få gange om året. Der kunne godt være frostgrader i de uopvarmede kirker. Efterhånden gik man over til at sætte dåbsfade i døbefonten. Det gamle dåbsfad er overflyttet til den nye kirke, og et nyt er kommet i stedet.

I den romanske periode, dvs. frem til omkring 1250, var kirken forbeholdt stormændene, der var frie jordbesiddere. De var bygherrer og brugere af kirken. Næsten alle småbønder var dengang fæstebønder på de store ejendomme som f.eks. Kornumgård, Nibstrup, Hjermitslevgård. Siddepladserne i kirken var fastmurede bænke langs væggen , og der var plads til ca. 50 personer. Kirken har haft fladt træloft og mindst ét alter – hovedalteret – placeret i midten af apsis.

Den gotiske del af kirken. Perioden fra ca. 1250 – ca. 1500. Denne periode er kendetegnet ved, at det meste byggeri er om- og tilbygninger. Men der kommer mere lys ind i kirkerne i denne tid. De eksisterende vinduer gøres ofte større, og nye vinduer isættes. Kirkerummet bliver højere og større. Der bygges tårn, våbenhus. Døbefonten flyttes fra midten af kirken op i koret. Der kommer bænke på gulvet. Det vigtigste af alt er dog, at nu var kirken for alle.

I Brønderslev blev træloftet erstattet af nye stjernehvælv, og der blev opført et våbenhus, og indgang og vinduer blev større. Koret blev adskilt fra apsis på et tidspunkt mellem år1400 og 1600.

Kirken fik et tårn, måske med spir. Tårnets nederste del udgjorde en forlængelse af skibet. I tårnet har der hængt 3 klokker. Den ene skulle kongen bruge til kanonstøbning og en anden er i brug i dag.

Døbefonten og alterbordsstenen er det eneste inventar fra middelalderen – ca. 1050 – 1540 – som er bevaret. De 2 lysestager på alterbordet er en gave fra ejerne af Kornumgård i 1596. De 2 lysekroner i skibet er fra omkring år 1900. På alteret står en syvarmet lysestage. I 1600-tallet fik kirken ny altertavle og prædikestol, som er bevaret. Altertavlen blev restaureret med tilføjelser og ændringer i 1913. Prædikestolen blev renoveret i 1669. Op til 1974-76 var der levende lys i kirken, kun ved orglet blev der opsat en elektrisk læselampe, da elektriciteten blev tilgængelig.

I 1974-1976 fik kirken en gennemgribende restaurering. Det gamle orgel blev udskiftet.

Gennem tiderne har det været vanskeligt at holde kirken i god stand. Der har været mange reparationer, ikke mindst hvad tårnet angår. Det blev i 1700-tallet revet ned og erstattet af en klokkestabel. I den vestlige ende af kirken har der engang været et pulpitur, en slags balkon.

De velhavende familier i sognet havde deres egne pladser i kirken. Jens Andersen Kjærulf og hustru Anna Griis havde deres adelsvåben på stolene, og Helmig Galskyt fra Kornumgård forærede i 1682 kirken et ligklæde for til gengæld at beholde de 2 øverste stole – henholdsvis en kvinde- og en mandsstol.

I kirkens nordside ved den tilmurede kvindeindgang ses mærkerne efter det gravkapel, som familien Galsskyt, Kornumgård, lod opføre omkring år 1679. Det blev igen nedrevet i 1855. Men gennem århundreder har der også været begravelser inde i kirken.

I kirken opbevares 2 gravsten fra 1700-tallet.

Helt op mod 1900-tallet var det almindeligt, at begravelsesritualerne foregik i den dødes hjem og på kirkegården. Den døde forblev i hjemmet, indtil begravelsen skulle foregå.

I 1913 opførtes et ligkapel i den vestlige ende af kirkegården, ikke langt fra det sted, hvor der indtil 1888 lå en skole, som blev nedrevet, fordi kirkegården skulle udvides.

I 1687 kom kirken under godset Birkelse med ejeren Otto Skeel. Kirken forblev under stamhuset Birkelse, hvor slægten Skeel stadigvæk var ejere, da kirken i 1912 blev selvejende.

Brønderslev bys vækst i 1880erne medførte, at den gamle kirke med dens cirka 200 pladser blev for lille, men først i 1922 kunne man indvie en ny kirke i Bredgade.

Bo-Glas A/S

Industrivej 25, Brønderslev

En af Brønderslevs store virksomheder Bo-Glas blev i sin tid startet som en iværksætter virksomhed, på det tidspunkt kendte man ikke dette ord.

Jørgen Sørensen som startede virksomheden, begyndte først som vinduespudser. Jeg husker han kørte rundt på en sort budcykel i byen med stigen hængende på siden af cyklen. Senere startede han så op i et baghus med glarmesterarbejde som blev til en glarmesterforretning i 1961. Produktionen af termoruder startede i 1968. Det blev nødvendigt med større lokaler og det betød, at der blev opført en helt ny fabrik til fremstilling af termoruder i byens nye industrikvarter. En stor moderne fabrik. Her i år 2021 er det så 60 år siden, at virksomheden startede. Det blev en betydelig arbejdsplads.

Den 01.04.2006 var der skiftedag på Bo-Glas i Brønderslev. Jørgen Sørensen, der i 45 år havde stået i spidsen for virksomheden, gav stafetten videre til sønnen, Per Sørensen, som overtog ledelsen. Den første opgave bliver at smide vækkeuret ud. Nu har det ringet om morgenen i 55-56 år, hvor Jørgen Sørensen har været aktiv på arbejdsmarkedet. Der bliver nu mere tid til Jørgen Sørensens interesse for motorcykler.

Per Sørensen kom nu til at stå i spidsen for den nordjyske familieejede virksomhed, der var blevet grundlagt for nu 60 år siden.

Der er i tidens løb foretaget flere udvidelser og man har ca. 45 beskæftigede og har et omfattende produktprogram.

Ekspertise kombineret med effektivitet har sikret bo·glas a/s i Brønderslev en stærk position på det danske marked. Desuden er den faglige viden blevet bakket op af en løbende investering i den nyeste teknologi og en moderne maskinpark for at opfylde ambitionen om at være blandt de førende producenter herhjemme – især når det handler om unikke og avancerede produkter i glas fra alt i farver og glas med tryk, udsmykning og interiør til termoruder, værn og facader.

“Vores mål er at være et kompetencecenter. Det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter. Kun fantasien må sætte grænser, og vores knowhow skal være med til at udvikle de produkter, som ingen andre tror mulige. Det handler om at se nye muligheder,” siger Per Sørensen, administrerende direktør.

Per fortæller at man de seneste år har investeret en del i maskiner. Bl.a. CNC-styret sliber, ny dobbelt sliber, nyt skæreanlæg, ny termorude linie, ny moderne hærdeovn og anlæg til silketryk. bo·glas a/s har eget laminerings anlæg.
Som den eneste virksomhed i Danmark producerer vi med VancevaTM PVB-folie.

“Den internationale konkurrence på markedet betyder, at vi hele tiden skal udvikle os og styrke vores viden. Derfor forsøger vi at skille os ud, når det drejer sig om avancerede produkter, der kræver særlige kompetencer og knowhow samtidig med, at vi kan producere effektivt,” siger Per Sørensen.

bo·glas a/s har i det seneste årti investeret i masser af moderne teknologi – bl.a. en CNC-styret sliber, et fuldautomatisk skæreanlæg, en ny linje til produktion af termoruder, en moderne hærdeovn og et anlæg til silketryk – for blot at nævne nogle af dem. Desuden har virksomheden eget lamineringsanlæg. De mange processer i eget hus kan kombineres til et hav af glasløsninger.

Innovation præger ånden

I dag er produktionen domineret af termoruder til facader, tage, værn, interiør og møbler. Det kan være alt fra farvet glas, ruder med solafskærmning, lydisolerende glas og sikkerhedsglas til bordplader, døre til badeværelser, til skabe, hylder, låger eller skillevægge.

“Vi har en flad struktur og en ånd blandt medarbejderne præget af innovation og lyst til at eksperimentere. Det gør os ikke kun i stand til at udvikle nye produkter, men også til at servicere og rådgive kunder og kolleger i branchen. Vi vil være en af de førende leverandører, når det gælder produktudvikling,” siger Per Sørensen.

Så sker der igen noget i dec. 2020

Den familieejede virksomhed som var blev grundlagt i 1961 af glarmester Jørgen Sørensen var løbende blevet overdraget op igennem 1990’erne til sønnen Per Sørensen, som i dag står i spidsen for det 2. generationsskifte. Det er virksomheden Glaspartner ApS i Esbjerg, der pr. 14. december 2020 overtager ejerskabet af bo·glas a/s. Nuværende ejer og direktør Per Sørensen har ønsket at overdrage firmaet til nye kræfter, men vil fortsat være tilknyttet virksomheden som produktionschef i Brønderslev.

Den nye ejer Glaspartner er ejet af direktør Ib Madsen, produktionsingeniør Trine Hybjerg og bestyrelsesformand Søren Christian Dahl, sammen med investeringsselskabet Buur Invest A/S, der er et dansk, familieejet investeringsselskab, som investerer i små og mellemstore industrivirksomheder med vækstpotentiale. bo·glas forbliver dermed familieejet og det samlede bo·glas og Glaspartner bliver dermed den 2. største danskejede glasproducent i landet.

”Det har været vigtigt, at den nye ejer af bo·glas kan sikre fortsat udvikling og styrke salget, sikre arbejdspladser og sikre at den gode ånd i bo·glas kan leve videre”, siger tidligere adm. direktør Per Sørensen – ”derfor er jeg helt tryg ved, at det er Glaspartner, der overtager virksomheden.”

Investeringsselskabet Buur Invest A/S ser gode perspektiver i det nye ejerskab.

”Vi indgår i ejerskabet, fordi vi ser et stort potentiale i bo·glas og de produkter, de producerer. Vi ser engagement, evne og vilje til vækst, hos Glaspartner, som nu får flere muligheder i markedet efter overtagelsen af bo·glas”, siger Søren Christian Dahl fra Buur Invest A/S.

Ledelsen for begge selskaber varetages fremover af adm. direktør Ib Madsen, som ser store muligheder i de synergier og stordriftsfordele, som kunderne fremover kan tilbydes fra et samlet bo·glas og Glaspartner.

”Forventningen til fremtiden er, at vi holder fast i begge firmaers grundidé, der har fokus på troværdighed og fleksibilitet, men vi vil også tilføre nytænkning, som skaber værdi for vores kunder”, siger Ib Madsen, der påtager sig ansvaret for salg og ledelse.

Glaspartner og bo·glas leverer mange former for glasprodukter til håndværks- og industrivirksomheder i hele Danmark.

 

På hjemmesiden skriver man:

Vi leverer glas efter mål til mindre boliger og større erhvervsbygninger. Vores produkter spænder bredt og omfatter både de energieffektive energi- og termoruder, såvel som hærdet og bearbejdet glas, lamineret glas og sikkerhedsglas.

Vi leverer alle typer glas efter specialmål og i alle faconer, alt efter hvad glasset skal anvendes til. Det kan være et rundt bord, et femkantet vindue eller noget helt andet.

Samtidig sørger vi altid for at tilpasse glasset alt efter, hvilken funktion det skal have. Skal det bruges til glasværn er sikkerhedsglas sikrest, og skal glasset have en mere æstetisk funktion i rummet kan det være, at lamineret glas er den rigtige løsning.

 

Kun fantasien sætter grænser

“Kun fantasien sætter grænser” vil en velkendt talemåde vide – og det er devisen, som bo∙glas har arbejdet efter siden virksomheden begyndte som en lille glarmesterforretning i et baghus i Brønderslev tilbage i 1961.

Med 50 års erfaring og løbende investeringer i ny teknologi har bo∙glas udvidet sig til en betydende leverandør af glas på det danske marked.

Ud over basisproduktion af helt almindelige standardvarer inden for planglas er bo∙glas specialiseret i mere avancerede produkter, hvor firmaets mange produktionsprocesser bliver kombineret på kryds og tværs.

bo∙glas’ ekspertise kombineret med effektivitet danner grundlag for ønsket om at være kompetencecenter, når det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, samt den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter.

Af jens otto madsen, Bo-Glas Hjemmeside og kilde: Byggeplads.dk

Af Ove S.Johansen

Tidligere elev på Søndergades Skole, Brønderslev

En god dribler såvel med som uden bold, fodboldspiller, fodboldtræner, skolelærer og foredragsholder m.m.

Knud Søndergård havde et tæt og livslangt forhold til fodbold. Navnet Knud Søndergård var kendt i de nordjyske fodboldkredse, hvor han havde gjort en stor indsats såvel på, som uden for banen.

Han spillede på Brandes og H. I`s divisionshold i fodbold og på 1. holdet hos Viking, Rønne, men også på Brønderslevs og Tårs` førstehold. Han var en populær foredragsholder og en skattet rejseleder på Nilles busture, som gik til interessante og historiske steder i Danmark, men også på ture til de nærliggende nabolande, Norge og Sverige.

I 25 år var han instruktør for Dansk Boldspil Union. Knuds entusiasme for fodboldsporten medførte, at han ved siden af sit talent på selve banen, fik en enorm teoretisk viden på området; detaljer som han senere flittigt brugte i sin trænergerning.

Knuds barndom:

Han blev født 9.10.1930 i Korsgade, i Aalborg, hvor hans forældre (Johannes og Marie) havde en slagterforretning.

Faderen døde da Knud var ganske lille, hvilket betød at Knud og familien måtte flytte til en gård (Øster Stoksted) ved Tårs, i Vendsyssel.

Knud liv og levned:

Fra 1947-48 var Knud Søndergård landmand/karl på en bondegård på Als og fra 1949 var han karl på Bornholm. I 19-års alderen fik han

konstateret et problem med hjertet, hvilket betød at han måtte skifte levevej, så fra 1950-51 tog han på højskole i Vrå, i Vendsyssel og fra

1951-55 gik han i gang med at læse til lærer på Jelling Seminarium, som iøvrigt ligger nordvest for Vejle, mellem Give og Vejle.

I 1953 debuterede Knud på Brandes divisionshold i fodbold og blev dermed den første fodboldspiller fra Tårs, som spillede på et divisionshold i fodbold.

Efter sin lærereksamen blev Knud ansat som kommunelærer på Vestre skole i Hjørring (fra 1955-58).

Fra 1958-60 var han ansat som lærer på Søndergades skole i Brønderslev, hvor han den gang, var min gymnastik- og idrætslærer.

1960-62 Var han ansat på Tårs skole.

Fra 1974-76 var han træner for H.I. (Hjørring Idrætsforening).

I 1977 til 1979 var han ungdomstræner. Han opnåede et Jysk juniormesterskab i 1979 med bla. Mogens Krog og Co. på holdet.

I 1980-82 var han træner for Jyllandsserieholdet og opnåede bla. to 3. pladser og en 2. plads som de bedste resultater.

1980-82 Jyllandsserietræner

1984-85 Træner hos BI (Brønderslev idrætsforening).

1986-88 Træner i Aså.

1989        Træner i HI.

1990-91 Konsulent hos BI (Brønderslev).

1992-94 Jyllandsserietræner i Tårs

Efter pensioneringen fortsatte Knud sit virke på Nordjylland IdrætsHøjskole (N.I.H i Brønderslev), hvor han i 12 år havde timer i idræt, historie m.m.

Han var rejseleder i over 20 år.

 

I bogen ”Barn af Vendsyssel”  XXI fra 2017, har Knud Søndergård indgående og levende fortalt om sine meritter, sit liv, levned, meninger og gerninger.

Jeg har altid været en stor beundrer af Knud Søndergård. Det har været mig en stor fornøjelse at lære denne mand at kende og at læse om hans liv og færden, samt hans skæbne og passioner. Knud Søndergård fortæller ivrigt og tilsyneladende meget ærligt om sit liv som karl derude på landet og om de besværligheder han fik, da helbredet svigtede (dårligt hjerte), hvilket betød, at han måtte skifte landmandslivet ud med en lærergerning. Han kunne og måtte ikke dyrke sport i flere år, hvilket naturligvis gik ham på. Ved ihærdighed og qua et stort slid fik han hevet et flot eksamensresultat hjem på seminariet i Jelling. Det er utroligt, hvad Knud nåede i de 89 år han levede. Jeg kan varmt anbefale jer at læse hans indlæg i bogen ”Barn af Vendsyssel”. Denne mand gjorde så meget for idrætten og især for fodboldsporten, men også for sine medmennesker, der hvor han var og udøvede sine gerninger. Tænk bare på alle de foredrag han har beriget egnens borgere med. For mig og sikkert også for så mange andre elever i Brønderslev og Vendsyssel, var han en l æ r e r som alle respekterede og så op til. Knud Søndergård og Willy Kløve har begge signeret mit skoleidrætsbevis dateret den 5.12.1958. Uden Knud Søndergårds sublime vejledning og entusiasme var jeg nok aldrig kommet over den tværliggende ”bambuspind” i højdespring.

Tak Knud!

Jeg tillader mig lige at citere et par linjer fra bogen ”Barn af Vendsyssel XXI” fra 2017, som varmt kan anbefales.

• Jeg kom til at vokse op på et af de smukkeste steder i verden, hvor to bække løber sammen til én – det er her Uggerby Å begynder.
• Jeg husker tydeligt den 1. maj 1934, da vi kom til Ø. Stoksted. Det var et Eldorado – 25 køer og tilmed kvier og kalve, 6 heste, samt over 100 svin og sikkert lige så mange høns, alle af racen ”hvid Italiener”.
• Den 1. april 1944 var jeg, efter seks års skolegang – kommet et år for tidligt ud af skolen, bla. fordi skolekommissionen sagde: ”at jeg kunne nok”. Det fandt jeg dog senere ud af, ikke var sandt/korrekt.
• Der blev også tid til fodbold. Da jeg var juniorspiller, og når vi skulle spille på udebane, fulgtes juniorholdet altid med A-holdet (seniorspillerne). Der var stadig benzinmangel, så vi kørte i Chr. Jacobsens lastbil. A-holdet havde aldrig mere end 10 mand med, så de bad mig om at spille med på seniorholdet. Så fra kl. 19.30-20.30 var jeg juniorspiller og fra kl. 20.30-22 var jeg seniorspiller, og jeg spillede med berømtheder som Kaj Sanvig, der som 43-årig var vendt tilbage til Tårs fra Brønderslev, hvor han dengang var kendt som Jyllands bedste stopper.
• Jeg spillede for Viking i Rønne. I min debutkamp mod Allinge-Sandvig, som vi i øvrigt vandt 8-1, scorede jeg tre gange.
• Fra 1. april 1958 fik jeg ansættelse ved Søndergades skole i Brønderslev.

• 

• Vi fik en rigtig dejlig treværelses lejlighed – helt ny – i Valdemarsgade 5. Her boede vi i sommeren 1960, da vores førstefødte, Lars, kom til verden den 27.2.1959.
• Da jeg lod mig pensionere fra folkeskolen i 1992, skete der ikke de store ændringer i mit liv. Jeg havde stadig fodboldtræning og fik flere timer på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, hvor jeg ud over fodbold fik timer i litteratur og livsoplysning.
• De sidste 20 år har jeg også været guide og rejseleder i både Danmark, Norge og Sverige.
• Da jeg blev lærer, havde jeg måske ikke den bedste baggrund, men ved at tage mange kurser, fik jeg en udvidet mine kundskaber, der blandt andet gjorde, at jeg fik det dejligste job som skolebibliotekar, og desuden blev jeg beskikket som censor i historie og blev instruktør i DBU, Dansk Boldspil Union, i fodbold, hvor jeg bla. instruerede brødrene Laudrup, Søren Lerby og Jesper Olsen m.fl.

Man kan låne bogen på biblioteket eller selv anskaffe den.

Bogen har fået ISBN-13:978-87-998655-3-6. Knud Søndergårds indlæg fylder 13 sider, fra side 57-70.

Knud skriver:

Jeg er født i Korsgade 26 i Ålborg den 9. oktober 1930. Min mor Marie Søndergaard blev født den 16. august 1885 og min far Johannes Nielsen blev født den 20. juli 1890. Mor og far havde slagterforretning i Korsgade nr. 26. Mor var cirka 45 år gammel, da jeg kom til verden, så måske var jeg en misforståelse – dog fortælles det, at nytårsaften før min fødsel var festlig med mange familiegæster og for få sovepladser. Far skulle da have sagt: ”Marie og jeg kan sove sammen på sofaen i stuen! ”Svogeren sagde hånligt: Der sker ikke noget ved det, Johannes”, hvortil far svarede: ”Det skal jeg vise jer.” Ni måneder og ni dage efter kom jeg til verden. Mine søskende Anne Marie, Ejvind og Erik var da 8, 11 og 14 år.

Selv om jeg, efter hvad min søster Anne Marie siger, var meget fremmelig, kan jeg dog ikke huske min far, der døde af et hjertestop påskemorgen 1933, da var jeg ca. 2 ½ år gammel. Mor fik et sammenbrud, og jeg kom i pleje hos min far broder Valdemar, der boede i Aalborg. På samme tid som far døde, mistede Albert Thomsen, Ø. Stoksted i Tårs sin kone, Katrine Petersen, der havde en hatteforretning i Tårs. Mor kendte Katrine og Albert fra et højskoleophold på Vestbirk, hvor hun legede ”Kirsten Giftekniv”. Mor, Anne Marie og jeg flyttede til Ø. Stoksted. Da vi flyttede, sagde naboerne: ”Flytter du fra os lillebror?”, hvorefter jeg svarede: ”Ja, vi gifter os!”

Jeg husker tydeligt den 1. maj 1934, da vi kom til Stoksted. Det var for mig et Eldorado – 25 køer og tilmed kvier og kalve, 6 heste, over 100 svin og lige så mange høns. Hvide Italienere. Mangen en vinterdag opholdt jeg mig i hønsehuset, og her lærte jeg hakkeorden, som også praktiseres blandt mennesker.

Så snart jeg kom til Ø. Stoksted, fik jeg faste pligter i stalden, med at gøre køernes krybber rene, feje broen og strø sand på gulvene.

Jeg kom til at vokse op på et af de smukkeste steder i verden, der hvor to bække løber sammen til én – begyndelsen til Uggerby Å. Hos os kom der mange mennesker fra nær og fjern. Jeg plejer at sige, at Ø.  Stoksted var et seksuelt sted, for vi havde en hingst, en tyr og en orne, så folk kom med deres hopper, køer og søer for at få dem bedækket. Der kom også en fiskehandler, en bager og uldkræmmer for at sælge varer. De store oplevelser i barndommen var høsten, skoleudflugten og julen. Det var de tre gange om året, jeg fik sodavand. Jeg kan stadigvæk i dag komme til at længes efter en rød sodavand.

I årene inden jeg kom i skole, lagde mor sig ofte i seng, når vi havde spist. Min trøst var at min søster Anne Marie læste og sang for mig, når jeg kom i seng, men hun kom ud at tjene, før jeg kom i skole.

Jeg skulle begynde i skolen den 1. april 1938, da var jeg 7 ½ år gammel. Vinteren inden terpede mor med mig, for jeg skulle kunne læse, når jeg skulle begynde i skole, sagde hun. Det resulterede i, at jeg på kort tid avancerede til hold to af fire. Skolen var Tårs Nordre, og der var kun to klasser, så vi var ”den bette klas” fra 7-10 år og ”store klas” fra 10-14 år. Min lærer, i de seks år jeg gik i skole, var Johannes Fløe, en velbegavet lærer som kun beskæftigede sig med de fag, der interesserede ham og det var dansk, historie, geografi, religion og sang. Disse fag blev også væsentlige for mig. Fløe var en utrolig dygtig fortæller og oplæser. Frikvarterne hos Fløe var lange, hvilket udviklede os meget. Vi sprang buk, den havde vi selv lavet. Jeg leverede sække og halm. Vi spillede fodbold 20 mod 20, vi var 40 i klassen. Da vores bold gik i stykker, nedsatte vi et tre-mands-udvalg, der skulle gå til vores sognerådsformand Søren Nielsen og spørge, om sognerådet ville give os en ny bold. Jeg skulle være ordfører, vistnok fordi min søster var forlovet med Søren Nielsens søn. Søren blev forbavset, da han hørte at bolden kostede hele otte kroner, men ved næste sognerådsmøde gik bevillingen igennem, og vi hentede den lædergule bold hos isenkræmmeren.

Det var en ulempe for mig, at mine forældre var så gamle, for de mennesker, de kom sammen med, havde voksne børn, så når der var læsekreds, sad jeg og lyttede på oplæsning og diskussion.

De oplevelser, jeg husker bedst fra min barndom, vil jeg fortælle om:

Som femårig stod jeg en dag ved bækken og fiskede. Mit udstyr bestod af en ahornstage, en snor jeg havde fået af min far, en krog, der var købt og orm i en skosværteæske. Da kom på cykel fra Hjørring en mand med flot fiskeudstyr. Han foreslog at vi fulgtes ad, og kort tid efter fangede jeg den første fisk. Han sagde, jeg skulle smide den i bækken igen, da den ikke holdt målet. Kort efter fangede jeg nr. to med samme resultat. Så fangede han en ørred på ¾ kg, og da jeg lidt senere fangede nr. tre blev jeg glad, da den var lidt større end de to første. Men min voksne kammerat tog målebåndet op og målte den til 18 ½ cm, og den skulle være 20 cm. Han fik mig også til at smide den ud igen. Da han kunne se, at tårerne stod mig i øjnene, sagde han, jeg måtte få hans fisk. Det hjalp. Senere fangede han to mere også på ¾ kilo. Vi havde en dejlig dag. Jeg husker han havde jordbærsaftevand og kiks med. Da vi var på vej hjem, hørte jeg pludselig, der blev kaldt på mig, og jeg så mor og en af karlene og den unge pige oppe på marken. Jeg spurgte: ”Hvad er klokken?” Han svarede: ”Fem”. Åh, jeg skulle være hjemme klokken to. Jeg sprang over bækken og løb op til min mor, der både var bange og vred. Hun tog mig hårdt i hånden og sagde: ”Du skal hjem og have `klø!” Det havde jeg fået før, da jeg gemte mig for Dr. Bugge, der skulle trække en af mine tænder ud, så jeg vidste at afstraffelsen var tre hårde slag i den ”bare”. Jeg bad så mindeligt om at blive fri, men der var ingen kære mor. Så kom forsynet mig til hjælp, for pludselig kom jeg til at tænke på min fisk, som jeg havde fået med, så jeg viste med mine små arme, hvor stor den var. Løb ned og hent den og kom hjem og få klø, (man løber ikke, når man skal hjem og have klø). Men manden, der straks så, at der var noget galt, gav mig alle tre fisk og sagde, at min mor skulle komme ned og give ham klø, da det var hans skyld. Mor blev begejstret for de tre fisk, og hendes angst for, at der var sket mig noget, var forsvundet. Manden, der nu cyklede de 17 km. hjem til Hjørring, er en af mit livs mine helte.

Uddrag fra side 68

I 1965 byggede vi eget hus på Præstebakken, efter at have boet i en lærerbolig. Vi har kun boet tre steder og flyttede hver gang ind i noget nyt. Den 17. januar 1967 fik vi en lille køn dreng, som til stor sorg døde seks dage senere. Det var utrolig svært at komme over. Det trøstede os meget, da vi 30 maj 1969 fik Ole, en stor dreng på over otte pund. Nu var vi fem, en meget lykkelig familie, følte vi.

Mt arbejdsliv:

Da vi flyttede til Tårs, blev det meget spændende. Fra starten underviste jeg i idræt, regning, dansk historie, religion og geografi. Da jeg i 1968 blev skolebibliotekar, blev der ikke plads til så mange fag, så det blev dansk og historie i overbygningen, der blev mit undervisningsområde. Læs selv videre i ”Mit liv Barndommen.” ISBN-13:978-87-998655-3-6

Klip fra en artikel i Vendsyssel-Gildet.

I forsamlingshuset fortalte Knud Søndergård, der i en årrække har været lærer på Tårs Skole, om ”Blimsen og Gårdmanden” samt de andre landsbyoriginaler, der på den tid vandrede rundt i Tårs’ gader. Tårs-filmen fra 1963 bragte til sidst minder frem blandt de mange gæster.

Da jubilæumsarrangementet var et så stort tilløbsstykke, holder Vendsyssel-Gildet endnu et arrangement om Tårs, det sker i begyndelsen af september i den uge, hvor byjubilæet markeres.

Knud Søndergård, Tårs, sov ind på Havglimt i Hirtshals den 6.11.2019.

Tak Knud, fordi jeg fik lov at dele nogle af mine oplevelser, med dig!

Ove S. Johansen

Taastrup, september 2022

 

 

”ONCE UPON A TIME”!

Engang i 1960´erne, sluttede jernstøberi-æraen for Brønderslevs vedkommende, men hvorfor endte det så galt?

Jeg ved, at man ikke skal KRADSE for meget i fortiden. Men i det her tilfælde, vover jeg det ene øje. Jeg håber, at der er en og anden, som kan forklare mig, hvorfor man ikke valgte at gøre som politikerne i Aars, når nu man havde de bedste kort på hånden; et jernstøberi i drift og FORMERE som kunne deres håndværk?

Hvorfor stiller jeg det spørgsmål? Jo, årsagen er den, at jeg var blevet anbefalet at læse en bog om danske jernstøberier, for at finde historisk materiale om de jernstøberier, der i tidens løb har været i Brønderslev, men det fandt jeg desværre ikke, selv om der i bogen er utallige historier om mange andre jernstøberier i andre af rigets byer.

Men om Brønderslev fandtes der intet, kun det nedenfor nævnte. Forfatteren undskylder det med, at han IKKE kunne få hjælp hos det lokale arkiv.

Barslunds Jernstøberi i Vestergade

Niels Barslund Sørensen.

Han blev født den 26. juli 1886 i Sønder Barslund, Mejrup Sogn, Ringkøbing Amt. Han var former (arbejder i et støberi, som udfører formningen og som regel også støbningen) ved vielsen i 1910 og ved den ældste datters fødsel i 1913 i Holstebro.
Niels Barslund oprettede Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik på hjørnet af Gravensgade og Nygade i 1913. Derfor var han jernstøber ved sønnens fødsel i 1916, og familien boede i Mortensgade (Frederiksgade) samme år.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev solgt til det nydannede aktieselskabet ”Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik A/S” den 1. januar 1919 med N. Barslund som direktør. I denne anledning fik han udbetalt en stor sum penge.

Pedershaab Jernstøberi, Grønnegade

”Klokkestøberiet”

Aksel Mikkelsens Jernstøberi (det må være faderen til Ejnar Mikkelsen, grønlandsfareren). Støberiet startede på Gasværksvej, men blev senere flyttet til Bryggerivej – se billede.

Aksel Mikkelsen (Løth)

Aksel Mikkelsen-Løth, født i Hjørring den 14. august 1849, gift med
Maren Nielsen i Brønderslev kirke den 21.03.1873. Forældre til Ejner Mikkelsen og Aslaug M. Begge børn blev meget kendte som hhv. Grønlandsfarer og oversætter af udenlandske bøger.

Aksel M. Døde i Korsør i 1929. Han var R. af D. Fortjenstmedalje i Guld.
A.M var uddannet mekaniker og søn af jernstøberformand Jørgen Mikkelsen og hustru født Ane Margrethe.

Hans karriere:
1872-1883 jernstøber og maskinfabrikant i Vester Brønderslev
1883-1885 leder af Teknisk Skole i Næstved.
1883 Mikkelsen opretter sin første sløjdskole i Næstved med 8 elever.
1885 Mikkelsens sløjdskole Nytorv 3, København. Underviste også i sløjd på E. Slomanns Latin- og Realskole
1886-1909 forstander for Dansk Sløjdlærerskole, Værnedamsvej 13 B, København V.

1. P. Houmøller der i 1883 startede Frederikshavns Jernstøberi, nævner i sine erindringer: ”På dette tidspunkt (1873) fik Axel Mikkelsen og hans fader ved hjælp af grundtvigianske venner bygget et jernstøberi i V. Brønderslev.

Disse 2 fornuftige, flinke og ædruelige mænd, arbejdede begge i Nielsens jernstøberi (T.C. Nielsens jernstøberi i Hjørring). L.P.H. var i lære i samme virksomhed, men ville gerne væk på grund af det megen drikkeri. De havde lovet ham, at så snart de fik støberiet i gang, kunne han få plads der den resterende læretid.

Støberiet gik fallit efter ganske kort tid, men L.P.H. blev udlært.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev startet 1. juni 1913 af N. Barslund. I 1916 blev virksomheden udvidet med et maskinværksted specielt indrettet for vindmotorer og landbrugsmaskiner.

Virksomheden flyttede i 1918 til en plads ved Grønnegade og overgik da til et aktieselskab ved navn ”Nordjyllands Jernstøberi”. Dens speciale var støbning af kirkeklokker. Virksomheden ændrede senere navn til ”Jysk Jernstøberi & Maskinfabrik”.

Virksomheden lukkede i 1949, og formerne, brødrene Carl Wilhelm Jensen og Johannes Jensen, flyttede efter lukningen til Skagen, hvor de startede Skagen Jernstøberi.

Den 6. oktober 1944 søgte de i Vendsyssel Tidende efter 5-6 flinke former- og maskinlærlinge. Firmaet lå den gang på hjørnet af Vestergade og Søndergade.

Det undrer mig meget, at man nedlagde et fungerende jernstøberi (som lå lige over for det gamle Rådhus). Man flyttede udstyr og gamle maskiner og sine økonomiske midler over til et egnsudviklingsprojekt i Aars, som lukkede 8 måneder efter opstart.

Man flyttede altså et jernstøberi i drift fra en by til en anden, som lå 70-80 km længere mod syd og som ingen erfaring havde. Der blev givet støtte fra såvel Aars kommune som fra Staten (egnsudviklingsstøttepulje). De lokale banker i Års støttede også op om projektet! Men hvorfor kunne man ikke have gjort præcis det samme i Brønderslev?

Støberidriften i Brønderslev blev fjernet med et pennestrøg og flyttet til en helt anden by.
Var årsagen forurening? Vidste man ikke, at der ikke fandtes ledige, dygtige formere i Års, eller negligerede man formernes faglige ekspertise?

Havde man i Brønderslev valgt at satse på “jernstøberiet”, kunne byen måske have haft et moderne skalformstøberi, som Dansk Skalform i Års, hvor der beskæftiges mere end 60 mand og som præsterede et fint afkast i 2019. 60-80 gode skatteborgere kunne således have tilført den slunkne kommunekasse mere guld.

Støbco (Dania), Års.

I 1965 gik firmaerne Pedershaab, Brønderslev og A/S Strømmen, Randers sammen for at etablere et fællesstøberi, og senere udvidedes kredsen med maskinfabrikken Svendborg, A/S Ferm, Ulstrup, Danish Machine Company A/S, Århus og maskinfabrikken Phønix, Odense.

De to førstnævnte havde egne støberier, som blev nedlagt ved sammenslutningen.

Begrundelsen for etableringen var officielt at sikre leverancen af støbegods og opnå en rationel produktion, men det var nok støberiregulativet af 1954, der spøgte, idet kravene vedrørende det interne miljø skræmte de små og gamle støberier.

At det overhovedet var økonomisk muligt at etablere et nyt støberi, skyldtes udelukkende loven om egnsudviklingsstøtte, hvor der kunne hentes et betydeligt tilskud.
I den endelige aftale forpligtede Aars kommune sig til at stå som bygherre og ejer af bygningerne og de tre lokale pengeinstitutter til hver at låne Støbco en halv million på favorable vilkår. Egnsudviklingsrådet bevilligede et lån på 1.8 Mill kr., og Års kommune gik ind med 700.000 kr. Planerne skabte turbulens.

LANGÅ KOMMUNE havde også lagt billet ind på at få det nye støberi, og Langå Jernstøberi beklagede i skrivelse til sognerådet over, at kommunen var interesseret i at få et andet støberi til kommunen, en konkurrerende virksomhed i en tid, hvor der i forvejen er katastrofal mangel på arbejdskraft!

I Brønderslev harcelerede man over, at Pedershaab gjorde seks gode håndformere arbejdsløse, og disse arbejdede med planer om at starte et kooperativt støberi i et nedlagt støberi i Hjørring, hvilket dog aldrig blev til noget.

Bjarne Jensen i Formerforbundet sagde: ”Alle grundregler for samarbejde er blevet tilsidesat af arbejdsgiverne i forbindelse med den måde, hvorpå jernstøberierne i Randers og Brønderslev nedlægges”. Man protesterede imod, at der med midler fra egnsudviklingsfondet, placeredes et nyt støberi på et sted, hvor der ikke fandtes uddannede formere, men at disse skulle flyttes over fra moderfirmaerne, og blev hentet til fra andre steder.

Der blev hurtigt bygget et jernstøberi, og den 17. februar 1967 blev det indviet med pomp og pragt.
Kun fire formere fra moderfirmaerne lod sig flytte til Års, og derfor måtte man starte oplæringskurser for nye medarbejdere.
Det gik galt af flere grunde. Man kan ikke lære folk op på nogle få uger. Det tekniske udstyr var ikke tip topmoderne, som det blev sagt, men for en stor del bestående af udstyr fra moderfirmaerne, og var simpelt hen gammelt og nedslidt. Byggebranchen tog folkene så det kneb voldsomt med bemandingen.
De økonomiske midler strakte ikke til at bringe firmaet i gang, og firmaerne, som stod bag, bakkede ikke foretagendet op på solidarisk vis, men lod det i princippet sejle sin egen sø. Det skulle gå galt.

I efteråret 1967 måtte man søge om yderligere lån, og da det blev afslået, stoppede støberiet driften den 14. november, og den 24. november trådte virksomheden i likvidation efter 8 måneders drift.

Kilde: Et katalog over danske jernstøberier, ved Harald Bertelsen. Udgivet år 2005. Harald Bertelsen var direktør for Valdemar Birns jernstøberi og formand for danske støberiers brancheforening. ISBN 87-87522-578

Andre informationer

Potter var den første jernstøber i København og fik den 7. februar 1769 kongeligt privilegium til at anlægge et smelteværk med grydestøberi på ”Appelbyes Rebslager-Plads”.

Det omtales i 1782 af N. Jonge: ”Ved den vestlige Ende af Gaden [Overgaden oven Vandet] ligger det Appelbysk murede Reberbane.”Ligeledes Det Potterske Jernstøberi, hvor Jern-Gryder støbes”.

Jernstøberiproduktion i Danmark

Der var forskellige grunde til, at en jernstøberiproduktion kom så meget senere i gang i Danmark end i vores nabolande, men den væsentligste årsag var, at vi ingen jernmalm havde, kun myremalm, og at Norge hørte under den danske krone. Det var en rationel ordning, at Norge havde eneret på jernstøbning. Denne situation ændrede sig i 1814, da vi mistede Norge og dermed måtte stå på egne ben, hvad angår jernstøbegods.

Det fortaber sig i fortidens mørke, hvornår og hvor man for alvor er begyndt at anvende støbejern. Kineserne har både støbt Buddhafigurer og plovjern før Kristi fødsel, men hverken grækere eller romere har kendt kunsten. Det vides, at teknikken har været kendt i Rhinegnene fra slutningen af 1300-årene, men det er uvist, om opfindelsen er gjort dér eller i et af nabolandene.

Det ældste dokumentariske belæg for jernstøbning i Europa er fra en bøssemager i Frankfurter, der i slutningen af 1300-årene sendte en ansøgning til byen, hvori han bl.a. påberåber sig, at han kan støbe kanoner af jern. I øvrigt en meget karakteristisk udnyttelse af en ny teknik, at man i første omgang bruger den til krigsmateriel i form af kanoner og kugler.

1. Nogle af de omtalte formere kunne være:

Svend Aage Christiansen, Tage B. Johansen, Ricard Jensen, Gunnar Bjerring, Aage Illemann og flere.

 

Cementstøberiernes Redskabsforsyning A/S – her er historien, som jeg oplever den.

Et brødrepar i smoking/festtøj. Det ser ikke ud til at bekomme Knud T. særlig godt, at bære smoking. Jeg er overbevist om, at han meget hellere ville have haft sin blå værkfører-kittel på.

Tvillingebrødrene blev født i Gravensgade 8, den 10.12.1916. De gjorde, ligesom mange andre dygtige iværksættere en stor forskel i Brønderslev. De skaffede arbejde til mange af byens arbejdere. I perioden, hvor jeg var lærling, dvs. 1960´erne, var arbejdsstyrken oppe på 50 personer, +/-. Brødrene overtog virksomheden, som fyrreårige, da faderen Christian Jensen Tipsmark døde i 1956. Christian Jensen Tipsmark havde sammen med kompagnonerne N. Høgh og Ingeniør Hansen oprettet Cementstøberiernes Redskabsforsyning, (CR), i 1924.

Hvad producerede man hos CR:

Forme til betonvarer, så som betonrør, hul-bloksten, brøndringe, betonfliser o.m.a. De solgte egenproducerede betonblandere, såvel store som små, flisemaskiner, hul-stens-maskiner, rørpressere, vibratorborde m.v. Hvem var kunderne?  Alle landets betonvarefabrikker samt murermestre. I min tid tror jeg markedet blev udvidet til også at omfatte Skandinavien.

Hvordan salget gik henad vejen, ved jeg naturligvis intet om. Jeg var jo bare en almindelig lille læredreng med store ører.

Hvem var personerne?

Christian Jensen Tipsmark.

Far til tvillingebrødrene, Knud & Aage, som havde en 6 år ældre storesøster, Anna (1910-1999).

C.J.T blev født i Holstebro den 1. november 1885 og døde i Brønderslev den 8. oktober 1956, som 70-årig. Han var uddannet tømrer, men uddannede sig senere til konstruktør. En overgang arbejdede han hos Dania i Mariager.

Da Christian Jensen Tipsmark kom til Brønderslev, arbejdede han først nogle år på Pedershaab Maskinfabrik indtil han og kompagnonerne N. Høgh og ingeniør Hansen startede egen virksomhed i 1924 – CR (Cementstøberiernes Redskabsforsyning). Jeg ved ikke, om det hele startede på den adresse, hvor jeg stod i lære, men jeg tror det. I en utydelig avisdødsannonce for C.J.T. i 1956 står der, at virksomheden startede under beskedne kår i smed Hüches smedje, men hvor den lå, ved jeg ikke. Var det i Østergade eller på Gasværks allé?

Fabrikken lå på Gasværks Allé, som nu hedder Ejnar Mikkelsens Vej, da jeg var i lære. Bygningerne er revet ned og i dag står der nogle fine nye boliger på grunden (Kuben var bygherre). Den gang, altså i 1960´erne lå virksomheden med ”ryggen” til Brønderslev Jernhandel. Det hvide kontorhus vendte siden mod jernbanesporene, men på sydsiden af bommen. Det at man lå lige opad Brsl. Jernhandel gjorde det let at skaffe en længde stål, hvis man lige stod og manglede en længde af en eller anden dimension.

Overfor fabrikken, på modsatte side, lå den velkendte Thorvald Larsens vognmandsforretning, alias ”fiske-Thorvald”.

Desværre var der en lidt irriterende jernbanebom lige efter Morris-forhandleren Frode Jensen

og før Brdr. Tipsmarks fabrik. Den bom gav mig ofte kvaler, hvis jeg var kommet lidt sent hjemmefra, i hvert fald indtil jeg lærte togplanen bedre at kende.

Om mandagen skulle der indarbejdes tid, så man kunne holde fri om lørdagen. Så mandagene var nogle trælse og lange dage. Fra halv syv til halv syv. Naturligvis med et par spisepauser.

Da brødrene Knud og Aage Tipsmark overtog virksomheden, delte de ledelsesopgaverne mellem sig. Knud blev ”værkfører” eftersom han var uddannet maskinarbejder og Aage der var uddannet kommis skulle helt selvfølgeligt tage sig af den kommercielle og kontormæssige side af sagen. Svogeren Sigurd Nørvang (1911-1989) tog sig af ”værktøjsburet” og reservedelslageret og måske også lønningsregnskabet.

Fabrikant Knud Tipsmark

Dør som 71-årig, den 19. oktober 1988. Han efterlader sig hustruen Verna samt en søn og en datter. Hvor Knud blev udlært ved jeg ikke. Når han ellers kunne afse tid til det, dyrkede han gymnastik, på aftenholdet.

Fabrikant Aage Tipsmark

Dør som 83-årig, den 15. september 2000. Han efterlader sig konen Ruth samt tre sønner.

Aage blev uddannet som kommis i Tolstrup brugsforening.

Hvornår de to sønner blev inkluderet i faderens virksomhed, ved jeg af gode grunde ikke, men det skete måske i forbindelse med at N. Høgh trak sig ud af virksomheden?

Fra pålidelig kilde har jeg fået at vide at brødrene Tipsmark deltog i den omtalte ”Lørdagsklub” – som var eller er en slags hyggeklub, hvor 15-20 personer samles hver lørdag, for at drøfte stort og småt, vind og vejr og ellers har det fornøjeligt i hinandens selskab.

Aage og Knud Tipsmark var desuden i mange år medlemmer af Odd Fellow logen. Det er nok loge-stadstøjet de lufter på det viste billede.

Brødrene var livet igennem uadskillelige. De boede nabo til hinanden, ved siden af virksomheden og kørte begge i store blå FORD-biler og så vidt jeg har hørt tog de ofte på ferie sammen.

Det gode slægts- og makkerskab forplantede sig ned gennem virksomheden og gav helt sikkert CR visse fordele ift. andre mere stift styrede virksomheder. Holdånden slog igennem på virksomheden, alle tog fat, når det gjaldt. Hvis en form eller en maskine skulle hasteleveres, gik teamet i gang og selvfølgelig kom formen eller reservedelen med toget til tiden. I min tid brugte man meget hurtigttørrende maling og den lille flinke Marius måtte ofte bardus i gang med pensel eller støvsugersprøjte, så vi lærlinge med trækvogn kunne fare til godsbanen for at få sendt formen eller reservedelen med toget, til tiden.

Det at de kendte hinanden ud og ind smittede naturligvis af på medarbejderne i virksomheden, som nød godt af at have en flad organisation.

Det er mit umiddelbare indtryk at alle havde det godt i hinandens arbejdsfællesskab. Tvillingebrødrene var et stærkt makkerpar. Hvilket naturligvis sivede ned gennem organisationen til arbejderne på gulvet. Jeg er ikke sikker på, om der overhovedet i papirform fandtes en organisationsplan. For mig, så det ud til at virksomheden blev ledet fra gulvet, hvilken var ganske naturligt for en fabrik som var ledet på denne måde og af et par tvillingebrødre. Hvorfor ofre tid på store organisationsskemaer, når man kunne overskue og lede ”kampen” fra gulvet? I mine øjne, var virksomheden veldrevet.

Her er der en historie fortalt af Ove S. Johansen som er udlært hos CR – han fortæller om en god arbejdsplads med et specielt godt sammenhold blandt medarbejdere og ledelse.

En forhenværende ”nedlagt” arbejdsplads med et dejligt miljø. Det var et skønt sted, at være læredreng. Jeg kom i lære hos C/R alias Brødrene Tipsmark, som maskinarbejder den 1.4.1961. Min startløn var på 79 øre pr. time og min slutløn i læretiden var på 1,35 kr./time. I læreperioden blev der henlagt 4 øre pr. time, som kom til udbetaling, da læretiden på 4 år og 4 måneder ophørte den 31.7.1965. Arbejdstiden var 45 timer pr. uge. I 1964 kostede en liter benzin 1,07 kr./liter. Timelønnen for en faglært var på 7,33 kr./time i 1960. 1 kilogram rugbrød kostede 72 øre.

Fabrikken var ejet af tvillingerne Aage og Knud Tipsmark, begge født den 10.12.1916. Aage var kontormanden og Knud var værkstedschefen. De to tvillingebrødre havde en svoger, som var ansat som lagerforvalter. Han hed Sigurd Nørvang Hansen og var gift med Anna Tipsmark. De, Anna og Sigurd, tror jeg boede på 1. sal i det hvide hus, som hørte til fabrikken. Stueetagen blev brugt til kontor, hvor Aage og repræsentant Tage Arndt Rasmussen holdt til. Om de fik hjælp fra Anna, ved jeg ikke.

Da der ikke findes ret meget stof om denne virksomhed, har jeg forsøgt at tænke mig frem til, hvordan bemandingen så ud i den sidste del af min læretid.

Hos Tipsmark fremstillede vi næsten de samme cementmaskiner som hos PM. Eks. flisemaskiner til fremstilling af fortovsfliser, hulblokmaskiner til Leca hulbloksten, betonrørsmaskiner a la VIHY, betonblandere i flere versioner, små orange blandemaskiner og en masse forskellige forme til betonvareindustrien, kegle-forme til kloakbrønde etc. etc.

Vi reparerede slidte maskiner og servicerede de anlæg, som blev solgt rundt om i Jylland.

1. Kontorbygning i stuen og beboelse på 1. sal for fru Anna Tipsmark og S. Nørvang og deres datter.
2. Fabrikshal med produktion af udstyr til cementstøberierne samt produktion af blandemaskiner og hjælpeudstyr.
3. Formværksted
4. Toiletter og håndvaske og bruser.
5. Drejerværksted
6. Smedje
7. Lager og værktøjsbur
8. Produktionshal for stativer til blandemaskiner, hulblokmaskiner og andet.
9. Kold lager for modelværktøj, presseværktøj m.v.

Her er en beskrivelse af de personer jeg kan huske:

1. Aage Tipsmark, fabrikant og kontorleder. Født 10. dec. 1916. Gift med Ruth Holm. Sønnerne hedder: Leif, Michael og Claus. Aage Tipsmark døde den 15.9.2000.
2. Knud Tipsmark, fabrikant og værkstedschef. Født 10. dec. 1916. Gift med Verna. Datteren hedder Gitte og sønnen Søren. Knud døde den 28.8.2006.
3. Tage Arndt Rasmussen (1919-2015), repræsentant/sælger. Han boede i Dybetsgade.
4. ”Krølle”, en ældre mand, som solgte de små orange-røde betonblandere. Krølle boede i Vestergade ved siden af Ottesens mælkeudsalg.
5. Marius Pedersen sørgede for alt malerarbejdet. Han brugte en lille ryghængt støvsuger-sprøjte. Marius boede ude i nærheden af den gamle minigolfbane, på Åkjærsgade 16.
6. Christian Jensen, smed, f.d.20.5.1904. Han monterede de store betonblandere og reparerede de brugte maskiner. Christian ”spiste eller nød” snus og solgte armbåndsure og lommeure i sin fritid. Christian boede i Søndergade. Svigersønnen hed Knud Erik Pedersen, f.d. 20.5.1938 (han arbejdede med afkortning af stål. Han var ”savfører” i godt 30 år, skriver barnebarnet Søren P. på Facebook.
7. Torben Jensen, en ung maskinarbejder (født 1939). Han var søn af smed Harald Jensen, som også arbejdede på fabrikken.
8. Egon Thomsen f.d. 8.9.1926 (Skolegade). Han lavede nærmest kun kleinsmedearbejde. Egon lavede nogle elegante små kurve til at løfte de ny-støbte betonrør i (betonrør som ikke er hærdede/tørre beskadiges let).
9. ”Jordemoder Niels” Nielsen (Dissing) f.d. 17.4.1915 i Ø Brsl. Han var gift med byens jordemoder, Marie Dissing. De boede på hjørnet af Bredgade og Risagergade, i nr. 2. En hyggelig lille rund mand. Altid munter og i godt humør. Hans svejsninger var ikke altid lige kønne, til det sagde Niels: ”det er ikke kønt, men stærkt”! Niels kørte i en stor hvid 6. cyl. Ford Zephyr
10. Poul Madsen (Falstersgade, f.d. 21.2.1929) lavede flisemaskiner og rørpressere. Han blev efter min tid udnævnt til driftsleder på virksomheden, men herom ved jeg ikke så meget.

Erik Thomsen, Smalbyvej f.d. 29.3.1921, (bror til Egon T.). Erik lavede CR´s rørpressere til betonrør sammen med Poul Madsen. Dette produkt kom til i løbet af min læretid. For at få plads til disse store maskiner i hallen, blev der lavet en dyb betongrav. 2/3 dele af maskinen stod nede i graven og en tredjedel over gulvet. Maskinen var et billigt alternativ til PM’s store og dyre VIHY betonrørspresser. Begge de herrer havde en fortid hos Pedershåb mf.

11. Jørgen Ring C. f.d. 22.10.1917, tiltalt: ”Stjansen”. Ingemanns- gade. En yderst behagelig mand, som desværre skrantede en del. Jeg tror ”Stjansen” havde været med til at spille Brønderslev op i mesterrækken i fodbold.
12. Svend Andersen (Smalbyvej, f.d. 3.3.1923) + Rikard Bast (lærling) – de lavede de store brøndforme og de kegleformede forme til brønde.
13. Arthur W. Hüche, Fynsgade, f.d.13.5.1902. En lile spinkel og stille mand. Utrolig flink. Han lavede vibratorer til rysteborde og til hulblokmaskiner. Jeg hjalp ham tit med at tilslutte elmotorerne, for det forstod han sig ikke på. Hüches kone arbejdede hos min læge Eyvind Jensen. Fru Hüche var svigerinde til den gamle Nolle (Agnor).
14. Agnor (som jeg troede hed Arnold) Jensen, f.d. 23.7.1902, Danmarksgade 18. Han blev altid tiltalt: ”Nolle”. Nolle var en lidt ældre herre som lavede forme. Nolle holdt brevduer, som han udlånte til Fredensbo-festerne, når vi løb brevduestafetløb i hold på tre-fire. Et år var jeg på det vindende hold og vandt en bog med titlen: ”Vejen til atomalderen”.
15. Svend Nielsen, smed. Han boede i Søndergade og lavede forme til bloksten o. lign. Svend boede i et træhus, men murede nye mure udenom huset, mens de boede i det gamle træhus. Det var første gang jeg så den form for byggeri udført.
16. Søren P. Søndergade, f.d. 11.1.1916. Han lavede også forme. Jeg gik i skole med John, en af hans sønner.
17. ”Pedro” jeg husker ikke hans navn. Han var Moluk og kom fra Holland. Han arbejdede kun hos CR i en kort periode. Til frokost købte han altid et franskbrød, som han udhulede og fyldte med makrel i tomat.
18. Røde Carl. Han var rødhåret, deraf tilnavnet. Carl var svejser og i øvrigt bror til fagforeningsbestyrer Anders Nielsen. Jeg nævner det kun, fordi jeg i 2. eller 3. klasse havde Anders Nielsen som skolelærer. Skolen må have haft mangel på lærere, siden han hjalp til?
19. Svend Langer Jensen, drejer. Svend stod ved den ”store mølle”, hvor han drejede de store ringe af til brøndforme etc. Denne drejebænk havde et lodret plan, som var > 2 meter i diameter eller mere.
20. Store Holger Nielsen boede på Fælledvej 3, f. d. 22.12.1915. Han blev kaldt for store Holger på grund af højden. Store Holger havde fået livet forlænget, drillede de ham med. Hvorfor? Jo fordi Holger havde fået syet et stykke i livet på kedeldragten, deraf udtrykket. Vi lærlinge elskede at lave fis med Holger, som passede høvlen og i øvrigt var tillidsmand.
21. Svend Langer Jensen passede en gammel drejebænk, som blev benyttet af os lærlinge samt Svend.
22. Jørgen Andersen, bror til Svend Andersen. Jørgen var drejer og boede på Smalbyvej.
23. Helge Yssing, Skolegade. Han var drejer men en overgang arbejdede han også med ”klejnsmede-arbejde”. Helge var en af byens bedste boksere, som ung blev han Jysk Juniormester. Helge er bror til Ole Yssing.
24. I smedjen var Harald Jensen eneherskende. Han stod for alt smedearbejde og sørgede for hærdning af skovle til bl.a. ”røreværkerne”. Al hærdning foregik ved, at stålet blev opvarmet til rette glødefarve/temperatur og efterfølgende afgyset/nedkølet i enten hærdeolie eller vand. Hærdning/anløbning.
25. Sigurd Nørvang Hansen, sølvsmed, men lagerforvalter hos C/R, f.d.21.6.1911 i Kbh. Nørvang passede buret med værktøj og lageret og tog sig desuden af lønningsregnskabet. Nørvang fortalte følgende om en tur til København: ”jeg havde lånt en bil på/med PS -nummerplader og var i København. Jeg skulle holde for rødt. Bagved Nørvang holdt en Taxa. For nu ikke at Taxa-chaufføren skulle tro, at jeg var en dum bondekarl fra Vendsyssel, holdt jeg motoren godt i gang med pæne omdrejninger og havde sat bilen i gear, for at være klar til at køre hurtigt frem, når lyskurven skiftede til grønt. Det værste af det hele var, at jeg desværre havde sat bilen i bakgear og smadrede kølerpartiet på taxaen bagved – ups!” Bondekarl eller ej?
26. Aksel Nielsen, f.d.13.2.1923. Byens Judo mand no.1. Aksel lavede stativer til hulblokmaskiner og i fritiden lavede han Tv-antenner og hjalp til hos en radioforretning i Mejlstedgade. Aksels søn Kurt, kom vist i lære hos Tipsmark.
27. Helmer Nielsen, Smalbyvej, f.d. 26.5.1928. Jysk mester i weltervægtsboksning. Helmer lavede også stativer og en overgang lavede han og jeg Aage T´s centralvarmesystem i Aages hus. Helmer lærte mig, at skrælle en appelsin på den mest geniale måde. En utrolig flink og dygtig mand.
28. Nolles Arne, Arne Jensen, Fælledvej, f. d.3.2.1926. Arne lavede forme til brøndringe. I fritiden lavede han Tv-antenner til en radioforretning, som lå bag ved Lehms forretning i Mejlstedgade eller var det til Radio Hansen? Arne var gift med ”spille-Ellen”, hvorfor hun havde fået det tilnavn, ved jeg ikke. Arne havde en søn som hed Finn, han bestyrede en knallert- og cykelforretning ovre i København (måske Henry Hansen, tidl. verdensmester) og fra ham, købte han store partier af gamle, brugte knallerter, som jeg aftog en del af og istandsatte.
29. Martin Pedersen, Fælledvej/Fasanvej 47, f. d. 29.9.1919. Martin lavede vibratorstativer og hjalp til med forskellige forefaldende opgaver. Martin var gift med ”smed Hans´” datter. Martin var en del ældre end konen. Han kørte i en flot grøn Vauxhall. Han var lidt dårligt gående og skiftede derfor sko flere gange i løbet af en dag.
30. Svend Aage Larsen, Bredgade, f.d.dd.mm.åå. Svend Aage var rejsemontør. Jeg var en del med ham ude på serviceopgaver. En kanonflink mand, som nok boede i det mindste hus i Bredgade. Hans broder ejede iflg. Svend Aage en relativ stor maskinfabrik i Strib på Fyn. Svend Aage var en glad mand, som levede sit liv på andre præmisser end penge og rigdom. Han kørte rundt i en BMW af den type der var bygget op om en motorcykelmotor og som blev åbnet fortil.
31. En ung svejser fra Bryggerivej, som jeg ikke kan huske navnet på. (Hans navn var Leif Jensen, tror jeg?).
32. Karl Andersen f.d.17.3.1894, en ædel gammel gentleman med blød brun filthat (crushable crown) og spids næse. Karl stod for al form for flammeskæring. Jeg tror, at gamle Andersen på et tidspunkt havde haft sin egen smedje eller at han havde været i virksomheden i en hel menneskealder. Jeg har på fornemmelsen, at han boede i Østergade eller deromkring. Karl sad altid på sin plads, når vi andre mødte frem, tidligt om morgenen.
33. Nolles Kaj sørgede for at forsyne svendene med tyndpladeklip, som han klippede på en Pullmax nibbler. Kaj havde i sin tid været ansat på Volvo fabrikkerne udenfor Göteborg/Trollhättan.
34. Svend Christiansen, former, f. d. 23.11.1919. Svend boede nabo til direktørerne. Svend sørgede for, at svendene fik de materialer og detaljer de skulle bruge og gik ellers til hånde, der hvor han kunne hjælpe til. En meget flink mand, altid med et smil på læben. Svend stod for Alliancens fodboldhold og var meget aktiv indenfor firmasport i Brønderslev (bordtennis og fodbold).
35. Åge Petersen, Bryggerivej? Firmaets altmuligmand. Åge murede og støbte og byggede om og lavede tilbygninger. Han var en knag til at mure, selv om han ikke var uddannet murer.
36. – 42. Læredrenge: ”Ette Bent”, Peter N., kørelærer Dams søn, Frank P., Ove J., Rikard Bast, Anton? fra Christiansgade, ham fra Jerslev, Kurt O´Farrel der kørte rundt i faderens Studebaker, bette Åges søn Helmer, Finn C. (som nu hedder Østenkær), Kurt – Aksel Nielsens søn, Poul Sanvig, denges søn Poul, Ole Filholm og måske nogle flere – hukommelsen svigter

37. 

    

Det var en dejlig læreplads, hvor man lærte at respektere andre mennesker for det de stod for. Det var især ikke nemt for os læredrenge at skulle hjælpe direktøren (Knud) med at lave små betonblandemaskiner, for hvad skulle vi sige og gøre når noget ikke blev helt, som det skulle være. Knud Tipsmark havde som regel et par læredrenge til at hjælpe sig, når der skulle produceres 15-20 små orange betonblandemaskiner. En skulle lave motorhjelme, en anden skulle lave svøb til beholdere, andre skulle lave stativer og keglestubbe osv. Der var fart over feltet, når en serie blandere skulle tilvirkes. Der var lærerigt og udfordrende.

Arbejdstid

Vi arbejdede ikke om lørdagen, men til gengæld skulle vi arbejde længe om mandagen. Vi mødte klokken 6.30 og arbejdede til klokken 19? om mandagen. De øvrige dage sluttede vi klokken 16. Denne ordning var blevet indført for, at vi kunne holde fri om lørdagen. Middagspause fra klokken 12-13. De fleste kørte hjem og spiste deres mad og kom tilbage og arbejdede videre fra 13-16.

Cementstøberiernes Redskabsforsyning (Tipsmark) havde ingen ingeniører ansat. Jeg har på fornemmelsen at al form for udvikling foregik i samarbejde med et ingeniørfirma i København. Jeg kan ikke forstå, at man kunne køre en virksomhed af den størrelse uden at have en ingeniør/ingeniører ansat. De fleste forbedringer blev ”opfundet” af de ansatte maskinarbejdere og ledelsen.

Da vi gik på ”FILESKOLE” altså på Teknisk Skole (i Brønderslev). Hvad lavede vi på denne fileskole? Fileskolen var det sted, hvor vi lærlinge blev oplært i at bruge en fil, en sav, en hammer, boremaskine og andet simpelt håndværktøj så som en vinkel, en ridsenål, kridt og kridtbørste til at rense filene for ”filesmuld”. Vi maskinarbejderlærlinge skulle blive dus med de basale værktøjer, inden vi rigtigt begav os i kast med uddannelsen, som vi havde valgt; nemlig uddannelsen til maskinarbejder. Hvor lang tid dette filekursus tog er jeg i tvivl om, men jeg vil tro det varede 3 måneder. Vi lærlinge skulle altså lære, hvad begrebet præcision betød. Alt skulle måles i millimeter og tolerancerne var meget snævre. De ting, vi skulle lave, skulle være præcise og alle filesporene skulle gå i samme retning ellers blev emnet kasseret og vi måtte begynde forfra – mange timers spildt arbejde – ØV. Skulle noget være 10 mm, måtte det kun afvige nogle få hundrede dele af en millimeter og kanterne skulle være vinkelrette og fuldkantede. Sagt med andre ord, vi lærte, hvad begrebet præcision betød. Vi lærte at læse en simpel tegning. Hvor har jeg været ærgerlig mange gange, over at have spildt timers arbejde ved filebænken, fordi man lige kom til at file en flade lidt skæv eller en tap for tynd. Jeg har taget et par foto af nogen af de ting jeg lavede for over 57 år siden. Jeg har faktisk brugt disse ting i mange år, så de er blevet slidte og jeg har ydermere malet værktøjerne, for at undgå at de skulle ruste – det ærgrer mig, men sådan er det.

Teknisk skole

Den skolegang vi fik på Teknisk Skole ifm. uddannelsen til maskinarbejder bestod fortrinsvis i, at vi skulle lære at lave tekniske tegninger og at læse tekniske tegninger. Vi lærte en lille smule om metallurgi, men ellers gjaldt det alm regning og matematik, plus, at vi skulle lære at regne med formler og finde stigninger på snekker f.eks. ifm. gevindskæring på drejebænke etc. Jeg kan ikke huske alt, men jeg kan huske, at vi havde en civilingeniør fra ”Klokkestøberiet” (Sørensen fra Smalbyvej) som underviste os i materialelære. Det fandt jeg interessant, især da han fortalte os om et problem de havde haft med støbning af nogle af tårnklokker, som revnede når de størknede. Sørensen fortalte, at de løste problemet ved at blande hestemøg i støbesandet. Det gjorde, at revnerne i klokkerne ikke længere opstod. Løsningerne på problemerne er ofte uransagelige, men her knækkede de gåden.

Jeg kan ikke helt forstå, at denne virksomhed helt er gået i glemmebogen i Brønderslev. De virksomheder, der var i Brønderslev, skabte basis for byens handelsliv. Havde der ikke været store arbejdspladser ville byen ikke have haft alle de forretninger, som Jørgen Johansen skrev om i sin beretning om byens handelsliv.

.

Firmafodbold, bordtennis m.v.

Svend Christiansen stod for firmasporten hos CR/Tipsmark. Vi dannede hold sammen med personale fra ”Klokkestøberiet”. Holdets navn var: Alliancen. Min onkel Tage Johansen, spillede en overgang på dette hold, ganske vist ikke sammen med mig, men før min entré hos Tipsmark. Til at begynde med spillede vi på banen ved markedspladsen, senere blev kampene flyttet til firmasports centret på Ejner Mellemkærs mark ved Søndergade/Vildmosen.

Konklusion

Det var en dejlig tid, da jeg stod i lære. Jeg følte, at jeg pludselig gjorde gavn og nytte for første gang i min tilværelse. Jeg mødte mange nye mennesker, som havde en anden holdning end den jeg havde mødt i skoletiden. Jeg var blandt voksne mennesker og skulle nu rigtigt lære at omgås dem. Jeg tror, at jeg var en ret god lærling, som hurtigt lærte de ting jeg skulle kunne. Jeg var nysgerrig og tror, at jeg på den baggrund kunne lidt flere ting end de andre, fordi øvede mig mere end dem, men jeg fandt aldrig mine ben i det fag. Jeg nåede lige akkurat at blive udlært, inden jeg skulle ind til flyvevåbnet for at aftjene min værnepligt. Den tid hos militæret betød, at jeg følte mig rigtig dårligt rustet til at arbejde som svend, da jeg slap ud. Da jeg efter 2 års militærtjeneste fik mit første job hos Albert E. Nielsen på havnen i Næstved, følte jeg mig som en ”Bambi på isen”. Jeg havde glemt det meste og mine basale færdigheder indenfor faget var pist væk. Rutinen og erfaringen manglede. Egentlig synes jeg, at Forsvaret svigtede os, for vi blev uden tilvænning kastet direkte ud i det civile liv og skulle klare os på bedste vis. Set med dagens øjne var det uanstændigt, ja utilgiveligt!

En kommentar til en læser på Facebook for gamle Brønderslev:

Poul Madsen – var på mange måder en “kæmpe”.
Han var stor og bredskuldret, og havde en mild og rolig fremtoning over for alle, også overfor os lærlinge.
Poul Madsens hår var stort og kraftigt og i “Trump-farve“.
Han overskred aldrig den tilladte hastighed i sin vuggende grønne Opel Olympia – jeg tror at han nød det moderate tempo. Måske et levn fra barndommens kørsel med hestevogn?
Poul Madsen var knalddygtig – han kunne løse enhver tænkelig og utænkelig opgave.
Jagt var hans store interesse – hans måde at slappe af på.
En fantastisk mand som kunne “trylle” det bedste frem i os alle, også i de kunder, jeg så ham håndtere.
Tak Poul, for de “pollen” du lod mig få glæde af!
Sendt fra min iPad

En kommentar til Gitte Tipsmark: Din far var en ihærdig mand. Under Knud Tipsmarks kyndige vejledning og ledelse har jeg og andre læredrenge lavet mange dusin/snese af de små orangefarvede blandemaskiner. Vi læredrenge fik til opgave at lave detaljer til maskinerne, enten alene eller under en svend, alt afhængig af ens færdigheder. K.T. gik altid selv forrest, især når de små benzinmotorer skulle påmonteres og prøvekøres. Prøvekøringen foregik ude i den store betonstøbte gård mellem bygningerne. Engang fik jeg et lift med din far til Manna, hvor jeg havde en knallert til reparation. En skøn oplevelse – den store dueblå amerikanske Ford “sejlede” stille og lydløst ud ad landevejen – det var en stor meget stor fornøjelse, for en knægt som mig. Desværre fik jeg vist lukket døren lidt for hårdt, måske fordi jeg var vant til at lukke motorhuset på de små blandemaskiner, som altid gik lidt stramt og det samme gjaldt nok for den Morris som min far trillede rundt i. K.T. var en rar arbejdsgiver som passede godt på sine ting og sine medarbejdere. Tak for det Knud Tipsmark, jeg glemmer ham aldrig!

Martins P´s datter.

En læsers kommentar til mig: hvor er det dejligt at høre om min far. Tak for det. Søren tog desværre sit liv, det husker jeg som meget traumatisk for min mor.
”Pulle Søren”

Mit svar på ovn.: Det gjorde “skrigende” ondt, da jeg fik besked om, at Søren havde gjort en ende på livet. Den store glade dreng som altid lavede spas, og som alle elskede, var borte. I 14-års alderen var Søren og jeg bude hos frøken Olesen i Nygade. Søren kørte på den skrækkeligt lange ladcykel, en atypisk “Long John” som var umådelig svær at styre især, når den var tungtlastet med trådnet, fyldt med mælkeflasker. Jeg som var lille og spinkel blev af Søren henvist til at køre på den meget mindre “short John”, hvor jeg heldigvis kunne nå pedalerne – det må have været et kosteligt syn at se os to knægte, tidligt om morgenen, hente mælk på mejeriet i Mejlstedgade. Af og til smadrede hele molevitten og vi måtte tilbage til mejeriet og bekende vores brøde – heldigvis hjalp mejeristerne os, de var søde ved os.
Engang hjalp jeg din onkel Søren med at sætte glas i nogle staldvinduer på “Døvlingegården” – at se Søren skære glas ud med en diamantskærer og efterfølgende kitte ruderne, det var en sand fornøjelse.

Det håndværk kunne han!

Savnet sidder i mig endnu!

Dejlig fortælling😀
Christian Jensen som du omtaler var min morfar, min far Knud Erik Pedersen arbejdede der også i lidt over 30 år, han stod for alt afkortning af jern og ellers alt forefaldende arbejde….
Jeg selv blev udlært klejnsmed der i 1986, det var et virkelig dejligt sted at være ansat….jeg husker specielt at Knud Tipsmark sommetider kom og fortalte at han havde set et eller andet ude i byen og mente at vi bestemt kunne lave det samme, det kunne være alt fra go-carts til haveborde og lamper😀

Tak Søren (Christians barnebarn)!
Christian og jeg kørte parløb i meget lang tid. Jeg lærte meget af din morfar, som var en dygtig smed og som altid var mig en god mentor, bare ikke den dag, hvor han lokkede mig til at “æde” en af hans stærke skrå. Jeg kan, her 50 år efter, huske den dag, hvor Christian Jensen gav mig skrå. Jeg skulle gå gennem lågen til Brønderslev Jernhandel for at hente noget stål, men nåede ikke igennem lågen før min mave sagde: “Ulrik”. Christian var særdeles god til det med ure. Han havde altid ure til salg. Jeg fatter ikke, hvordan han med sine store hænder og fingre kunne reparere armbåndsure og styre de små forbandede skruer. Tak for dit bidrag – endelig fik jeg sat navn på din far, altså Christians svigersøn. Din far spillede på vores firmafodboldhold, har du set billedet? Dbh. Ove

Svar til mig fra Søren: det der med skrå var min morfars store nummer, jeg husker, når han kom på besøg ved os skulle vi unger altid lige have en lille skrå, og vi kløjs i den hver gang… det morede ham gevaldigt😀
Jeg husker også tydeligt det med at han reparerede ure, jeg fik mit første armbåndsur af ham…det var en stor ting dengang, jeg har iøvrigt det meste af hans urmagergrej endnu…

Senere er det kommet frem at Christian holdt brevduer – det vidste jeg ikke. Christian Jensen var fra Smidstrup ved Rakkeby og hans kone var fra Sejlstrup.

Sørens far Knud Erik Pedersen var fra Stenum. K.E.P var savskærer hos C/R.

Stifteren af Tipsmark var: Christian Tipsmark og Karen Tipsmark. De stammede fra Holstebro. Christian var konstruktør hos Pedershåb mf. Men startede for sig selv sammen med en mand ved navn Høgh. Ham har jeg ikke noget om.

Noter om personer:

Egon Regner Thomsen, født den 8.9.1926. Gift med Viola fra Esbjerg. Jeg mener at have hørt at han tog sit eget liv. Hvorfor ved jeg ikke.

Svend Andersen, Stokbrogade, født den 3.3.1923 – kan det være den Svend?

Poul Madsen født den 9. febr. 1928. Aalborgvej, Brønderslev?

Svend Varberg Jensen (Nolles Svend, født den 15.9.1931 og konfirmeret i okt. 1945. Adresser: Tværgade 1, Tolstrupvej 24. Opslag 82. Søn af Agnor Varberg Jensen og hustru Edith Andrea Christensen som blev borgerligt viet i Brsl.

Den 5.11.1925, opslag 135, side 15.

Helge Juul Yssing født den 3.2.1933 i Mejlstedgade. Søn af musiker Ejnaer Thomsen Yssing, som var født i 1895. Helge havde en søster Inge Juul Yssing født 1936 og en meget yngre bror som hedder Ole Yssing.

Knud Erik Pedersen, Tolstrup, født den 14.5.1938 og døbt i Ajstrup 30.10.1938.

Knud og Aages forældre Christian Tipsmark født den 1.11.1885 opslag 99. De kom fra Holstebro og slog sig ned i Brønderslev. Christian Tipsmark var konstruktør på Pedershåb mf. før han oprettede et firma sammen med en mand ved navn N. Høgh.

Sølvsmed Sigurd Nørvang Hansen, Kbh. borgerlig viet til Anna Tipsmark den 27.4.1935, opslag 503 på side 85.

Arthur Vincentius Hüche, borgerligt viet med sygeplejerske Ketty Karla Christensen den 7.2.1941 i Brønderslev. Ketty var sygeplejerske hos min læge Eyvind Jensen.

En dag kom jeg rigtig galt afsted, fordi jeg var uvidende.

Jeg blev bedt om at banke loftet ned i smedjen, fordi lokalet skulle integreres i den store ombyggede hal. Jeg tænkte, den opgave bliver vanskelig, så jeg bevæbnede mig med en stor forhammer og kravlede op på loftet. Da jeg knaldede forhammeren ned i det hvælvede loft første gang ramlede hele skidtet ned og jeg røg med sammen med brokkerne. Jeg kom slemt til skade med den højre fod, den hævede kolossalt meget, så meget så jeg efter nogle dage måtte på sygehuset for at få den røntgenfotograferet. Min onkel Hans som  forøvrigt var FUT officer i København var tilfældigvis på besøg i byen og bar mig op på hospitalet, hvor jeg fik konstateret at foden var kraftigt forstuvet. Hans der var idrætsofficer ved militæret, insisterede på at foden skulle røntgenfotograferes, hvilket de ikke umiddelbart ville gøre. Den fod gav mig sidenhen mange kvaler, især når jeg skulle spille fodbold. Jeg havde en kraftig forbinding om foden, for den ville forstuve sig hele tiden. Som onkel Hans sagde, det havde været bedre, hvis den var brækket. Alle ledbåndene i foden var blevet forstrakt og det tager tid at komme sig over en sådan skade, ja flere år mente han.

Biler tilhørende ovennævnte:

 Aage T. Ford Customline, mørkeblå. Årgang: 1959?

Knud T. Ford Galaxie, dueblå og hvid, årgang: 1959

Jordemoder Niels Dissing Nielsen: Hvid Ford Zephyr, 6. cyl. Årg. 1962-64

Poul Madsen: Opel Olympia Rekord, lysegrøn, årg. 1958

Torben J. Dueblå Saab 96, årgang 1962

Aksel Nielsen: DKW Junior, blå.

Martin P. Vauxhall Victor, flaskegrøn, årgang 195?

Svend Aage L. BMW 600 Limo som kunne åbnes fortil.

Svend eller Jørn Andersen: Citroen Traction Avant, brun, årgang 1955

Han var nok den første pædagog, jeg mødte i barndommen.

M-O. var en vidunderlig voksen, som aldrig var bange for slå sig løs på legepladsen sammen med os fodbolddrenge, når vi spillede på plænen ved boligblokkene på Fælledvej (nu Fasanvej). Vejen blev tidligere benævnt “den røde vej” iflg. Bente Niemann.

At en voksen på et par og tredive år den gang (1952-1958) deltog i børns leg, var et særsyn og så endda lige uden for etageejendommenes køkkenvinduer. Husmødrene og deres ægtefæller kunne fint fra køkkenvinduerne følge slagets gang og hidkalde ungerne, når man skulle spise. Hvorfor de voksne den gang var så bange for at “kravle ned fra træet” for deltage i børnenes leg, ved jeg ikke. I dag tror jeg, det er mere almindeligt at voksne tager del i børnenes leg.

Otto Bach Larsen født den 6. (7.) september 1920 – død den 30.6.1992, fødested: Tværgade 3, Brønderslev.

Citat: “ Hestehandel overskyggede Mads-Ottos fødsel.

Brønderslev – I 1920 var engagementet under markedet noget større end i dag, hvilket følgende historie bevidner. Mange kender Otto Bach Larsen, bedre kendt som Mads-Otto, der igennem mange år har været involveret i BI’s ungdomsarbejde, ligesom han fra starten har været fast hjælper i BI’s øltelt under markedet. Men de færreste er vel klar over, at selv om han hvert år fejrer fødselsdag den 6. september (i år 1990 fyldte han 70) på alle offentlige papirer er registreret den 7. september 1920.

Forklaringen er følgende: ”Mads Christian Bach Larsen”, indehaver af Brønderslev vognmandsforretning, var den 6. september 1920 til marked for at handle heste. Det var før benzinmotorernes tid, og derfor var Mads Bach da også så optaget af håndslagene på markedspladsen, at han ikke var klar over, at hans kone havde født ham en søn. Der blev sendt bud efter ham, og han kunne lige afse tid til at slå et smut om Tværgade for at besigtige barnet. Da han havde konstateret, at alt var som det skulle være, meddelte han sin kone, at han returnerede til markedet, idet han endnu ikke var helt færdig med at handle. I skyndingen glemte han at meddele kirkekontoret, at der var kommet et nyt liv på jorden. Dette blev først gjort dagen efter, da lidkøbstågerne var lettet en smule, og derfor har Mads-Otto snart 70 år gammel, to datoer at vælge imellem, når han skal invitere familien til fødselsdagsfest.

I den forbindelse kan nævnes at Mads Bach omkring 1920 havde dagvognsruten fra Jerslev til Brønderslev, der kørte i forbindelse med togafgangen fra Brønderslev sydover. Mads Bach kom ofte en anelse for sent og havde et mundheld der lød ”Det var fan´me ikke ret meget, vi kom for sent”, hvilket jo også siges at gælde for anmeldelsen til kirkekontoret.

1. Til september, når eller hvis Store Brønderslev marked bli’r afholdt, er det således på 100 års dagen for Mads-Ottos fødsel. Den dag vil jeg forsøge at huske.

Avisudklip fra Lokalhistorisk arkiv for Brønderslev. År 1990.

Af Ove S. Johansen

 

BLADSMØRER, ORDSNEDKER, JOURNALIST, MIGRANT MED 27 FLYTNINGER, DET MAN VEL NÆRMEST KAN KALDE EN NOMADE, UDEN HUSDYR, MEN MED PEN?

SIDSTE GANG HAN FLYTTEDE BRAGTE HAN 62 FLYTTEKASSER MED SIG, I EN AF DISSE FANDT HAN DEN BOG SOM JEG ”CITERER” FRA, MED FORLOV.

HAN HAR LIGESOM ANDRE GAMLE VISNE MÆND HAFT ET HAV AF TITLER, SOM MAN IKKE LÆNGERE KAN HVILE SIG OP AD, MEN MON IKKE DEN SIDSTE ER DEN FORNEMSTE AF DEM ALLE; NEMLIG AT HAN NU ER BARNEPIGE PÅ ”TULLEMUSEN”. JEG HÅBER IKKE, AT DET ER LARS, DER DENNE GANG SKAL SIDDE OPPE PÅ HATTEPULDEN – GRINER!

 Lars er søn af Agnes Gjedsig og Zonemand Niels Peter Carlo Jørgensen.

Her får du nogle af de små, morsomme historier fra hans bog om barndommen i Dyrlægegården, hvor hattedamen Rosa Nielsen, spillede er stor rolle.

Lars´ tidlige udsyn til den fortravlede verden, foregik fra toppen af en hattepuld (et træhoved), som fandtes i fru Rosa Nielsens hatteforretning i Dyrlægegården.

Rosa blev hans livs første kærlighed, og nok også den største, fortæller Lars i sin bog: Min verden fra et hattehoved

Lidt fra et varmerør, der gik på tværs gennem hans mors fodklinik og skønhedsklinik, kunne han sidde og følge med i, hvad ”kunderne” og mor Agnes sludrede om, når de enten ”fik nyt ansigt” eller lavet tæer. Han sad der og ventede på, at fru Karnøe eller fru sparekassedirektør et eller andet ville slippe en femøre til fru Brandborgs lille, grimme rødhårede unge. Det er Lars selv, der beskriver sig sådan. Faldt der noget af, blev det hurtigt omsat hos slikkiosken ”Momsen”, som lå på den anden side af gaden. Han siger selv, at købmand Johansens udvalg var noget sjovere, for her var der en forunderlig duft af sild fra tønder og fra nymalet kaffe med videre.

Lars var resultatet af et ungt pars første forelskelse, uden nogen form for familieplanlægning. Agnes og Niels Peter var kun gift i en kort tid. Faderen var Zone-mand i Brønderslev, og mor Agnes drev en klinik for skønhed og fodpleje ovenpå købmand Johannes Johansens butik i Dyrlægegården Nygade 2.

En dag var hele Dyrlægegårdens børneflok ved at blive udryddet.

Mens flaskevaskekonen var til formiddagskaffe hos købmanden, listede vi os ind i vaskehuset og tømte sjatter over i en flaske eller to, som vi så smuglede ind i stalden under kornloftet. Her fandt vi en passende plads for vores orgie – og kastede os ud i drikkeriet.

Gud i din milde himmel, hvor blev vi syge. Et sandt under, at nogen af os overlevede. Jeg tror nok, vi alle kom på sygehuset og blev pumpet ud bagefter.

Radio Hansen

– der havde et godt ægteskab med fru damefrisør Hansen lidt længere nede ad Algade, som for øvrigt var den dame i hele byen, der lærte mig at bande bedst og grundigst og forresten havde et djævelskab af en pekingeser – denne samme radioforhandler Hansen havde anskaffet sig en af de gamle høje Ford-T-vogne.

På en af de dejligste solbeskinnede eftermiddage havde Jørgen og jeg sat os til rette for at snakke drengesnak på den brede kofanger bag på Radio-Hansens bil. Vi havde flyverdragter og gummistøvler på. Vi sad godt – helt i vores egne tanker, og fik ordnet den verden, der var vores. Lidt snak om tøser og om, at vi skulle gå på “mol” i elektriker Eilertsens have.

Pludselig sagde det tøf, og bilen startede med et ryk. Før vi havde fået løsnet flyverdragtens seler, så havde radioforhandleren vendt kareten og var for fuld udblæsning på vej mod Nørregade med os to knøse slæbende bagefter. Vi klamrede os til kofangeren og fik slidt hæle og såler af vores gummistøvler.

Det var en ekspedient hos Karnøe, der havde set vores livs sidste time tæt på. Han fik ringet til hotel Brønderslev med den fart, det nu tog at komme igennem den manuelle central – og det var en tjener fra hotellet, som med skæv flip og med serveringsbakken slingrende på usikker hånd, der sprang de fem trin ned og fik standset Radio-Hansen på den anden side af posthuset.

Det var i hvert fald hos Rosa, jeg fik min trøst – og et kærligt ord med på vejen. For Rosa skælder aldrig ud. Rosa var og er nemlig mit livs kærlighed, skriver Lars.

Om den gang de flyttede jernbanen, som Rosa ellers havde stillet sit ur efter – uanset, togenes buldren havde generet meget. Men støjen var dog intet imod den “nøgne Gyda”, skulptur, de plantede udenfor hendes forretningsvinduer.

 

Axel og Lauritz

Man kunne godt se, på marcipan-Axel og tuborg- Lauritz, at det havde været Brønderslev Marked – men det kunne man også på salget i forretningen, hvor hele oplandet havde været hos Rosa for at købe nye hatte.

Det fortælles om samme Tuborg-Lauritz og Marcipan-Axel, at de efter en våd aften på kroen ville slå genvej hjem i den mørke nattetime, de ville gå ind over kirkegården. Helt appelsinfrie var de ikke. Der skulle være begravelse dagen derpå – alt var gjort klar fra graverens side, så båren kunne sænkes i jorden.

De to vaklede i den mørke nattetime over kirkegården – og uheldet ville, at de begge faldt i den åbne grav. Ingen af dem var høje – begge var meget fulde – og jorden var våd og slimet. De opgave forsøget på at komme op – og lagde sig i stedet til at sove.

Da solen igen stod højt på himlen, vågnede Axel. Han havde rejst sig på tæerne og kunne lige skimte ud over den store kirkegård. Han fik sparket liv i Tuborg-Lauritz og gnækkede med sin særprægede vendelbostemme: ”Lauritz – Lauritz – se – opstandelsens dag – og vi er de første!”

Kilde: Afskrift, omtrent, fra Lars Gjedsigs bog “Min verden fra et hattehoved” som blev udgivet i anledning af Rosa Nielsen 70-års fødselsdag den 31. maj 1983.

Rosa Nielsen havde sin forretning i Dyrlægegården og den hed Elegance. Rosa var datter af købmanden i Hvilshøj.

Jeg har fået Lars´ tilladelse til at tage klip fra den nævnte bog og et par stykker mere, for at kunne lave min beretning.

Min kusine Connie Gerd Rasmussen, har fortalt mig følgende:

Ja, marcipan-Axel ham husker jeg fra barn af. Hvis jeg var med min far ”Tage” henne i byen, stoppede far altid op for at snakke med Axel.

Min far fortalte, at Axel havde fået tilnavnet “marcipan-Axel”, fordi han altid havde et stykke marcipan i lommen, som han af og til spiste af.

En overgang i 1960´erne boede han til leje i et kælderværelse med store vinduer, over jord-niveau hos mine forældre, og en gang kørte min far og bror Axel til hans fødegård, som lå mellem Randers og Viborg.

 

 

 

 

 

 

LandboNord, der har hovedsæde i Brønderslev, er på en og samme tid en rådgivningsvirksomhed og en forening. Foreningen – og derved foreningens medlemmer – ejer rådgivningsvirksomheden, som bliver drevet kommercielt.

Virksomheden har en stor og veludviklet økonomirådgivning, der rådgiver landmænd om regnskab, budget, skat og strategi mv. LandboNords ØkonomiRådgivning servicerer foruden landbrugsvirksomhederne, som er det primære og væsentligste kundesegment, også andre brancher med regnskab, budget og skat. Herudover rådgiver LandboNord om kvægbrug, svineproduktion, planteavl og miljøforhold samt økologi, klima og bæredygtighed. LandboNords produktpalette omfatter desuden specialer inden for HR/ledelse og medarbejderudvikling, it og socialområdet mv. Juridisk rådgivning tilbydes i samarbejde med Norden Advokatfirma. Endelig driver LandboNord også ejendomsmægler-forretningen; LandboGruppen NORD ApS.

Foruden hovedsædet i Brønderslev har LandboNord også afdelinger i Fjerritslev og i Randers. Tilsammen har virksomheden cirka 230 ansatte.

Medlemsinteresser på flere plan

Både foreningen og forretningen er resultatet af en fusion mellem fem nordjyske landboforeninger i 2001.

Foreningsmæssigt er det LandboNords hovedbestyrelse, som varetager medlemmernes interesser. Det sker gennem fagudvalg, lokale kredse i de nordjyske kommuner og landsdækkende gennem organisationen Landbrug & Fødevarer.

I LandboNord mener man det seriøst, når man siger, at det er medlemmerne som ejer virksomheden. Derfor har LandboNord gennem en årrække udloddet en stor del af overskuddet direkte tilbage til de aktive medlemmer i form af rabat på rådgivning købt i virksomheden. I 2021 gik hele 8,3 mio. kr. (af overskuddet fra 2020 på 10,2 mio. kr.) direkte tilbage til medlemmerne. Siden udlodningen startede, er der blevet udloddet små 50 mio. kr. på den konto – en udlodning ingen andre i branchen kan matche. 

Fordelen ved at levere full-line service

Det ligger i LandboNords dna, at virksomheden til hver en tid skal være landmandens foretrukne samarbejdspartner, og derfor understøtter LandboNord alt lige fra etablering til generationsskifter – og skulle der være livskriser på vejen, så har LandboNord de seneste 25 år haft landbrugets førende socialrådgivning. Typisk understøtter LandboNord den enkelte kunde gennem mange regelsæt, hvor kompleksiteten kræver, at den nyeste viden er til rådighed og et stort antal medarbejdere at trække på.

LandboNord har gennem flere år satset på den nyeste teknologi og derfor lanceret flere digitale løsninger til landbruget og andre erhverv, som rækker mange år ud i fremtiden.

LandboNord arrangerer hvert år dyrskuer i både Hjørring og Fjerritslev. Dyrskuerne er en gammel tradition, hvor land og by mødes. Desværre måtte LandboNord aflyse dyrskuerne i 2020 og 2021 på grund af corona-pandemien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Produkthandel i Thygelsgade 12

Skrothandleren havde sin bolig og opbevaringsplads lige i nærheden af Skolegades skole?

Her har jeg og andre drenge fra Fredensbo tit afleveret små mængder jern- og metalskrot, som blev sanket på P.M´s skrotplads ved Øster Allé.

Kommentarer:

Hanne Thomsen

Jeg mindes ham som en yderst behagelig mand. Han gav sig god tid til at veje jernskrottet og til at snakke med os, selvom vi nok mest var til besvær. Det var ofte kun nogle få ører, vi kunne få for jernskrottet, men nok til et par lakridsstænger eller andet. Vi lærte, hvordan man afregnede, og hvordan børn og voksne respekterede hinanden. Den lærdom har været guld værd senere i livet.

Min søster og jeg nød at være på besøg hos Ester og Ejnar. Der skete en masse. Mange kom på besøg, og der var altid kaffe på kanden i Esters køkken.

Ove S. Johansen:

Det var min faster Ester, der stod for husholdningen. Der var kaffe og franskbrødsmadder på bordet. Jeg tror, at Ejnar inviterede kunderne på kaffe. Når han kom ind med sine store sorte hænder, tog han kaffeposen og vaskede det sorte af.

Hanne Thomsen

Jeg tror helt bestemt, at han var en elskværdig mand. Det var det indtryk, jeg fik af ham. Normalt fik vi knægte ikke så udsøgt opmærksomhed som hos Lab-Ejnar. Han kunne lide børn – det var umiddelbare mit indtryk i en alder af 10-12 årNederst på formularen

Lene Støve

Boede lige over for skrotpladsen på Kløvermarksvej.

Gert Olesen

Jeg har også samlet en del småskrot på PM,s plads og tjent et par håndører ved at sælge det til skrothandleren, men blev han ikke kaldt for “labmanden”?

Det er for øvrigt utroligt, at vi hverken fik blodforgiftning eller betændelse i fingrene ved at rage i alt det skrot.

Han bliv kaldt LabEjner. Boede selv i Mejerigade og kom der tit med jern fra Krog Jensens skrotbunke.Nederst på formularen

Anders Lerwick Theisen

Min forældres nedlagte gruekedel solgte jeg til LAB. Den var af kobber, hvad ingen tænkte – der var til mange biografbilletter og 5 Eifel-pakker. LAB-manden snød ikke på hverken vægt eller bonitet.

Sune Frederiksen

Mon ikke jeg gik i parallelklasse med hans datter Bodil.

Birgit Bjerregaard

Jeg har aldrig glemt min tristhed over, at jeg kom til sælge min elskede dukkevogn for 50 øre. Men netop lommepenge var ikke normalt i 50’erne.

Birgit Bjerregaard

Det forekommer mig at være et uovervejet salg/impulssalg. Du skulle nok have spurgt, om du kunne få 50 øre af din mor eller far. Jeg ved godt, at man kunne købe 2 salmiakstænger for en tiøre, eller var det kun én, man kunne få. Øv bøv…

Ole Agger Hansen

Som dreng solgte jeg flere gange metalskrot til ham.

Bodil Dahl

Min kære far – jeg havde en pragtfuld barndom med motorer og presning af 1 ton papirballer. Jeg var smurt ind i olie hver dag, ikke noget min mor var glad for

 

Af Ove S. Johansen

 

 

 

 

 

Købmand Andreas M. Tolstrup,” Nørrehus”

Købmand Andreas m. Tolstrup, snedkermester Knud Færch, købmand Hassing, isenkræmmer Glargaard, Chr. Hansens manufakturhandel, karetmager Isak Mortensen – m.m. artiklen er fra 1916.

Den gade, hvor banegården findes, kaldes Jernbanegade. I den gade findes en større isenkramforretning, der af dens energiske ihændehaver Alfred Nielsen, har haft en meget stor fremgang, så den nu har en stor omsætning og et særdeles stort lager. Går man fra Jernbanegade mod nord, kommer man til Nørregade, hvor øjet straks fanges af en imponerende bygning, nemlig købmand Andreas Tolstrups store ejendom ”Nørrehus”.

Købmand Tolstrup begyndte forretningen her i byen den 1. juni 1897 i dyrlæge Christensens ejendom, indtil november 1899, da forretningen flyttedes om i Nørregade.

I begyndelsen havde Tolstrup både forretning med foderstoffer og kolonial samt støbegods.

I 1909 afstod han kolonialforretningen til købmand Christensen, og støbegodsforretningen er nu overtaget af købmand Nicolajsen.

I året 1909 byggedes den smukke bygning ”Nørrehus”, der er en pryd for gaden (Nørregade) og for byen. Købmand Tolstrup har ikke alene været en dygtig købmand, men tillige en god og samfundsnyttig borger, der blandt andet har været sognerådsformand, ligesom han også er grundlægger af den lokale handelsforening. Længere ude ad gade kommer vi forbi snedkermester Knud Færchs store møbelhandel. Lageret der er et af de største i denne branche udenfor købstæderne.

Snedkermester Færch og hans broder arkitekt Otto Færch, hører til dem, der sætter deres præg på byen, ikke alene ved deres dygtighed som forretningsmænd, men også ved deres arbejde i byens tjeneste.

Fra Nørregade udgår mod øst en række sidegader, hvor blandt andet findes Barslunds store jernstøberi, som skal omtales senere, derpå forbi Hedelund og det nye sygehus.

Går man fra banegård og posthus i modsat retning af Nørregade, kommer man gennem Algade og dens forlængelse, Østergade. I disse gader ligger mange forretningen både store og små. Ved et hastigt eftersyn lægger man mærke til Købmand Hassings materialhandel, isenkræmmer Glargaards forretning og fabrikant Carstensens klædefabrik samt Chr. Hansens manufakturhandel.

Sidstnævnte forretning blev af afdøde H.P. Hansen grundlagt den 1. april 1870. Forretningens første lokale var i en væverstue i Algade, det er den ældste forretning på pladsen, og den blev af grundlægger anlagt på god, sund og stabil grund. Chr. Hansen overtog forretningen år 1900, den er en af egnens største og er blevet udvidet flere gange og beskæftiger 7 personer.

Isak Mortensens karetmagerværksted ligger i en af sidegaderne, Mejlstedgade, det samme gør købmand S. Larsens forretning.

Kilde:

Jyske byer og deres mænd. 1916: dis-danmark.dk/Viktor Knudsen/side 13-15.