Forfatter: Jens Otto Madsen

04.11.2018 Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse som boede på en ejendom på Bådstedhede.

Så fjernsyn hos naboerne
Før at næsten alle fik fjernsyn ude på Bådstedhede, måtte vi unge finde alternative steder at kigge fjernsyn, for se fjernsyn, det ville vi.

Jeg mener kun, at der var to steder i den sydlige del af Bådstedhede, hvor man havde investeret i fjernsyn, nemlig ved Stadsvold og ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
I flere år var det henne på Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent inden vi havde fået set nok.
Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke så travlt med at komme hjem.
Da Holger Stadsvolds mor døde, måtte vi finde et andet sted og se fjernsyn, så det blev henne ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke kaffe ved det samme bord, som en kat og lignende havde gået på, det var vi nu ikke meget for.
Vi var jo efterhånden blevet ældre, og kunne ikke få nok fjernsynskiggeri, så vi havde svært ved at sætte en tid på, hvornår vi skulle hjem i seng, men det kunne de tre søskende.
Opfordring til at vi skulle gå hjem i seng om aftenen overhørte vi, selv om vi fik den flere gange, så de måtte finde andre metoder for og få os til at tage hjem.
Og pludselig mens vi var helt opslugt af at kigge fjernsyn, gik deres sikring, så alt lys gik ud, så nu var vi selvfølgelig nødt til at gå hjem.
Selvfølgelig havde vi gennemskuet at lyset pludselig gik ud, men når vi ikke ville høre hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne.

Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse der boede på Bådstedhede

Vrensted Husmandsforening, kreaturer på græs i Store Vildmose.

Jeg ved ikke om der er en husmandsforening i Vrensted nu, men da jeg var dreng var der en sådan, og mine forældre var medlem af denne.
Det gav blandt andet den fordel at have ret til at få dyr på græs i Store Vildmose om sommeren.
Efter at kvierne var blevet gjort med kalv, kom en vognmand – vistnok Reinholt, og hentede kvierne og kørte dem ud til de to fenner som Vrensted Husmandsforening havde lejet ude i Vildmosen.
Her blev der talt op hvor mange dyr vognmanden havde med, inden de blev sluppet løs i fennerne.
Hele sommeren blev dyrene talt op af tilsynet hver dag, og man tjekkede at alle dyrene var raske og sunde.
Som en tradition var mine forældre, min søster og mig ude i Vildmosen hver søndag aften, for at se til vores dyr. Der var ikke tvivl om hvilke dyr der var vores, de kunne kende os, og kom løbende hen imod os.

Om efteråret når dyrene skulle hjem var der virkelig brug for os unge mennesker, for selvfølgelig var vores dyr længst ude i fennerne, og det var så vi unge der måtte ud op til flere gange og hente dyrene, og genne dem retur til fangefoldene, hvorefter de blev læsset på lastbilerne for at blive kørt hjem til de rette ejere.

I 1956 var der flere heste der brød ud af deres indhegning i Vildmosen, og man gjorde en stor indsats for at finde dem.
Dengang havde man ikke droner og lignende hjælpemidler til at søge efter heste, men desværre fandt man dem ikke, før det var for sent.
Hestene blev fundet langt inde i mosen, sunket ned i den bløde mosejord. Hestene havde gjort alt for at komme fri af den bløde mosejord, men des mere de arbejdede for at komme fri, des længere sank de ned.
Den søndag aften vi kom derud, var der kun ryggen af hestene til syne, alt andet var nede under terræn højde. Der er ingen tvivl om at dyrene har lidt meget inden de døde.

 Læge P.M. Sørensen og fru Gitte –  Vrensted og omegns læge

Dengang vi havde familielægen der også kom på sygebesøg

Diverse kommentarer:

fra  Poul Christoffersen 25.11.2018

Læge. P.M. Sørensen, Vrensted.

Jeg var engang i min barndom på Bådstedhede skyld i, at doktor Sørensen kom på “sygebesøg”. Jeg var nok 9-10 år dengang og havde fået mit eget værelse på loftet. For at komme ned skulle jeg løfte en lem op og gå ned ad en trappe, men en aften var jeg så søvnig, at skvattede ned af trappen mens jeg med den ene hånd holdt på lemmen for at lukke efter mig. Jeg fik fingrene i klemme og rev et par af fingrene til blods i faldet. Lidt omtumlet rejste jeg mig og gik ind i stuen og fortalte jeg havde stået baghovedet. Min mor besvimede da hun så mig og fik øje på min hånd. Den var stadig bedøvet af slaget. Min far ringede efter doktor Sørensen, men inden han kom havde jeg fået skyllet hånden i koldt vand og lagt en forbinding omkring fingrene, der ikke var så slemt beskadiget som det i første omgang så ud til. Så det var mest min mor, der var “patienten”, da doktor Sørensen kom

25.11.2018 Fra Egon Olesen:

Vedr. læge P.M. Sørensen

Jeg har ikke de 3 sidste danske bogstaver paa mit Komputer tastetur, saa baer over med mig. Heller ikke dansk stave rettelse, saa jeg skriver kun efter gehoer eller hvad der ellers haengte ved fra laerer Thomsens ihaerdige forsoeg paa at banke lidt kultur og laerdom ind i hovdet paa os landmands boern. Jeg har kun gode erindringer vedroerende Laege Soerensen. I min tidligere barndom var jeg saa uheldig at kontrakte sygdommen “Rosen” som er en infektions sygdom der havde udspring fra et pille saar paa naesen. Det gjorde at mit ansigt svulmede helt op og naesen var naesten helt flad med resten af ansigtet. Laege Soerensen blev tilkaldt paa hus besoeg og ankom senere paa dagen i sin Volvo. Da han saa’ mig, blev hans oejne lige store som moelle hjul og munden sprang aaben paa vid gab. Det er jo ikke lige det ansigts udtryk man oensker at se naar laegen kommer paa syge besoeg og en’ selv er patienten. Jeg fik et ordentlig skud pencilin paa halvanden million enheder, noget som var “meget” paa davaerende tidspunkt kunne jeg forstaa paa samtalen ind imellem min mor og Laege soerensen. Det hele faldt sammen med at Danmarks Radio’s TV afdelingen var paa besoeg i omegnen for at lave en udsendelse om en praktiserende land laege. Laege Sorensen ville have at film holdet optog mig paa film som saa’ skulle vaere en del af programmet. Men det ville holdet ikke, de mente det ville skraemme de smaa boern, eftersom det var til en boerne udsendelse. Alt dette blev hoejlydt diskuteret i mit paahoer, som om jeg ikke existerede. Det var ikke de mest opmunterende naar man er den lille knaegt der syg. Jeg var allerede begyndt med frygt at taenke paa de oege navne jeg nu skulle lide under resten af min tid her paa Moder Jord. Gudsketak og lov for opfindelsen af pencilinen som havde sin rigtige virkning udfoert med Laege Soerensen’s livs lange erfaring og vejledende haand. Jeg slap for oege navnene som jeg helt sikkert villle blive paaduttet, herom hersker der ingen tvivl med den sikre tillid jeg har til mine med mennesker, det ville vaere min stoerste skraek, ikke at jeg skulle gaa rundt med et graeskar hoved resten af min tid som et andet Fankenstein uhyre.

25.11.2018 fra Birte Nørlev:

Vedr. læge P.M. Sørensen
Jeg husker fra min barndom ,at jeg tit havde halsbetændelse og fik medicin i form af sprøjter. Det var mest en gammel sygeplejerske som kom og gav det . Men doktor Sørensen kom og tilså mig engang imellem .En dag han kom ,sagde jeg , hvor er det skønt ,det er dig der kommer, hvor til han sagde, hvorfor synes du det Birte.? Fordi du er så god til at prikke, det er sygeplejersken ikke, hun står firker med det . Det gav Sørensen et stor smil på læben 😄

 25.11.2018  fra jens otto madsen:

Ja min lille historie om doktor Sørensen kommer så her.

Jeg må have været 5-6 år og havde været ude at lege .
Nede bag ved vaskehuset og tørveskuret, ud mod Bådstedhedevej, der havde vi vores affaldskasse (skarnskasse) som var muret og med to låg ovenpå. Den skulle jeg selvfølgelig op på, for så at hoppe ned. Det gjorde jeg så med begge hænderne i lommen. Det resulterede i, at min højre skulder gik af led og jeg ikke kunne få arme op af lommen.
Løb skrigende ind til mor. Så blev doktor Sørensen tilkaldt.
Han var hurtigt oppe hos os, vi var jo næsten naboer. Husker jeg stod inde på mit værelse oppe i sengen. Da Sørensen så kom ind for at kigge på mig, råbte jeg til ham. “Hvis du rører mig så pisser jeg på dig”. Men, lige pludselig tog han ved min arm og med et vist tag, fik han sat skulderen på plads😊

Har stadig problemer med den skulder.

Sorgløs og dejlig barndom i 1950 erne.

Vi havde en dejlig og sorgløs barndom i mit hjem som var i Vrensted Byskole.

Der skete altid noget. Der var jo altid børn i skolen fra morgen kl. 7,30 til om eftermiddagen ved 3 til halvfiretiden. De blev undervist på skift af min far (Elith Madsen) og lærerinde fru Vestergaard (Johanne Vestergaard).

De store børn om formiddagen og de små børn om eftermiddagen.

Der var kakkelovn i klasseværelserne og opvarmningen foregik med tørv og briketter.

Om eftermiddagen efter skoletid kom Klavs Johanne og Frode, som boede i et lille hus nede ved kirkedammen, for at gøre skolestuerne rene.

Bordene blev stillet på højkant, det var 2 mands pulte og bænk i et, med plads til blækhus i midten og en hylde under bordpladen til fralægning af bøger m.m. – det hjalp jeg tit med – Johanne dryssede så fint savsmuld tilsat olie ud på gulvet og det blev så fejet hen over gulvet så det skinnende. Deres datter Thea hjalp også tit.

Tørveskuret var også indrettet til min fars duer, som han gik en del op i.

I denne bygning var der også lavet drenge og pigetoiletter og i enden var der vaskehus med gruekedel, hvor der kunne fyres op for at varme vand når der skulle vaskes eller koges grønkål. Senere fik vi gas gruekedel. I vaskehuset kunne far også slynge honning fra sine 4 bistader der stod nede i køkkenhaven.

Da centralvarmen og oliefyr blev installeret blev tørveskuret ombygget til 2 garager, 1 til hver lærer. Jeg husker Richard gift med fru

Westergaard,havde en lille Opel og i 1954 købte mor og far en helt ny Ford Anglia,vores første bil. Den var bare flot og grøn og den havde vi stor fornøjelse af.

Omkring skolegården var der blevet opstillet et flot ståltrådshegn malet i sølvfarve, med en lille låge lige ud for bageren og en dobbeltlåge i den østre ende, så biler kunne køre ind i skolegården.

Jeg skulle passe fortovet omkring skolen. Det skulle fejes om lørdagen. Ved skolebørnenes leg blev der skubbet sten ud på fortovet og det var dem der skulle fejes tilbage.

Jeg husker at fortovet føltes uoverkommeligt stort.

Vi havde en lille plads ved den østre ende af skolebygningen. Den skrånede lidt ned mod Bådstedhede vej. Her kunne vi drenge spille med små farvestrålende lerkugler. Vi lavede et lille hul hvor vi så kastede kuglerne, så så mange som muligt kom i hullet. Jo bedre vi blev til spillet jo flere kugler kunne vi spille med. De blev lagt i håndfladen i en lang række og helt op ad håndleddet. Vinderen var så den der havde fået flest kugler i hullet og han kunne så beholde medspillerens kugler også. Vi opbevarede kuglerne i en lille lærredspose. Det fik vi i perioder megen

01.12.2018 – jens otto madsen:

Hvordan vi varmede vores bolig op i min barndom.

I hele mine barndom, opvokset i Vrensted Byskole, var der i begge skolestuer store runde kakkelovne 2 til 2,5 m høje,som begge lærere skulle fyre op i om vinteren. Desuden var der en stor tørvekasse til brændsel, så der var nem adgang til at lægge i ovnen, når der var behov for det.

Jeg husker min far stod op kl. godt 6 for at tænde op, så der var varmt til skolebørnene kom kl. 7,30.

I vores gamle køkken havde vi brændekomfur og i den pæne stue, kaldet dagligstuen, var der en fin kamin og i spisestuen havde vi kakkelovn ligeså på kontoret hvor også radioen stod. I soveværelset og min søsters og mit fællesværelse var der ingen varme. Min lillebror Karsten må have sovet i soveværelset indtil storesøster Bente fik nyt værelse på loftet.

Om vinteren varmede vi sengene op med varmedunk, først i metaldunke men senere i flade gummidunke. Når der var hård frost var der isblomster på ruderne og de var så frosne, at vi kunne tegne med vore fingre på de kolde og tilfrosne ruder. Senere blev der lavet forsatsvinduer til isætning om vinteren for at holde kulden ude.

Vi fik senere etableret centralvarme med et koks/kul fyr. Fyret blev stillet op i et rum ned i kælderen under bryggerset og man kunne så smide koksene og kullene ned gennem en skakt ude fra, så der var et lager at tage af.

Køkkenet blev senere renoveret og vi fik gaskomfur.

Jeg husker, at vi kun kom i den pæne stue, om søndagen, selvfølgelig var det også for at være fri for at skulle tænde op i kaminen hver dag.

I hverdagen brugte vi kun køkkenet, spisestuen mod syd og min fars kontor mod nord ud mod skolegården.

Vrensted kirke ligger ved siden af den gamle Vrensted Byskole, hvor jer er opvokset.

Min far var kirkesanger (degn) og kirkebogsfører.

Fredag eller lørdag ringerede præsten altid til far for at fortælle hvilke sange der skulle synges den kommende søndag. Far havde så mulighed for at øve sig på dem. Jeg husker at han ofte øvede om lørdagen således at han var klar til at synge dem i Kirken, oftest søndag formiddag.

Jeg var ofte med i kirke om søndagen, hvilket jeg husker jeg fik 25 øre for pr. gang. Jeg hjalp med at sætte salmenumre op på tavlerne inden gudstjenesten. Og slukke de levende lys efter gudstjenesten. Præsten var Otto Mikkelsen som var blevet ansat i 1953 og efterfulgte provst Aage Stevns der var død i efteråret 1952.

Kirkeklokkerne i Vrensted Kirke:

Der er  to klokker.   Den mindste og også den ældste er støbt af Ohlson, Lübeck, Den store klokke er skænket  i  1910 af daværende kirketiendejer, sagfører Anders Olesen, Nørresundby. Han var født i Vrensted. Den er støbt af M. og E. Ohlson i Lybæk og bærer indskriften: “Nu kalder Sct. Thøgers klokke påny – På gammel og ung i Vrensted by”

Kirkeklokkerne i Vrensted Kirketårn:

Mange gange var jeg med den gamle graver og ringer – skomager Gade – oppe i kirketårnet for at ringe solen ned. Det var flot at se ud gennem klanghullerne til de 4 verdenshjørner og sjovt at få lov til at ringe med klokkerne med de lange reb. Der skulle et vist tav til. Træk og slip.

Jeg har også mange gange hjulpet med at grave grave hvor,vi fandt skeletrester og ligeledes med til at tildække kisten efter begravelsen og lægge kranse og blomster på.

Især i mørkningen kunne det være lidt uhyggeligt at færdes på og nær ved kirkegården. Men heldigvis havde jeg max. 100 meter hjem.

Hvordan vi holdt jul.

I min barndom holdt vi altid jul hjemme i Vrensted Byskole.

Juletræet blev købt ved slagteren på Trehjørnet husker jeg. Det var  spændende,  når far fik det sat på fod og vi fik det ind.  Mor hentede julepynten ned fra loftet. Alt sammen var hjemmelavet,  stjerner, kræmmerhuse, hjerter m.m. . VI satte rænker af dannebrogsflag  og kugler på, men de var købt. Til sidst blev lysholdere og lys hængt på træet, for dengang havde vi kun levende lys. Juletræet stod altid i  vores pæne stue, kaldet dagligstuen, som  kun blev brugt om søndagen og ved festlige lejligheder som julen.

Farfar og farmor kom fra Frederikshavn så længe de kunne. Bedstemor og bedstefar kom fra Brønderslev. Mors søster, moster Mie, som mange i Vrensted kom til at kende, var altid med, hun var alene. Desuden kom der også en af mors gode bekendte fra Aalborg, kaldet Tante Erna, som også var alene.

Men inden julemiddagen skulle vi jo i kirke til julegudstjeneste. Hvis vi blev mange juleaften, måtte mor blive hjemme for at gøre klar til julemiddagen. Far og jeg havde været ovre i kirken for at opsætte salmenumre. Ringer og graver, skomager Gade havde tændt levende lys på stolerækkerne og på juletræet. Kirken var dengang altid overfyldt juleaften, idet mange voksne Vrensted børn kom hjem, udenbys fra, for at holde jul sammen med deres familie og der var bestemt også mange, der kun kom den ene gang om året, alene til julegudstjenesten, som en tradition. Der var altid en en summen før gudstjenesten begyndte. Folk vinkede til hinanden eller blot nikkede hvis de genkendte nogen. Der var en god stemning og glædens forventning til jule aftens forløb. Der blev sunget de sædvanlige julesalmer og pastor Mikkelsen holdt sin juleprædiken. Han måtte også være veltilfreds over en overfyldt kirke.

Efter julegudstjenesten, som oftest var enten kl. tre eller kl. halv fem, fordi vi dengang delte præsten med Thise Kirke, skulle vi så herefter hjem til julemiddag med efterfølgende dans og sang om juletræet og efterfølgende uddeling af pakker. Det var altid spændende om man fik, hvad man ønskede sig.

Tante Erna, som drev et pensionat i Aalborg, med over 100 pensionærer dagligt, var dygtig og skrap i køkkenet, også juleaften. Selvom vores mor havde tilberedt julemiddagen, gik Mie og Erna tilhånde i køkkenet.
Efter julemiddagen mente, eller rettere bestemte Erna, at alt skulle ryddes op og vaskes af, inden vi skulle gå rundt om juletræet og have pakker.

Det var næsten ikke til at holde ud at måtte vente på.

Inden gaverne blev delt ud, skulle vi så gå omkring juletræet, dengang med levende lys i. Vi sang som oftest tre til fire julesange og mor eller Mie spillede til sangene, på vores klaver, inden pakkerne skulle deles ud.
Som jeg husker det, var det altid vores far, der stod for det. Det var spændende, hvad man fik. De fleste gange lige det man havde ønsket sig, men nogen gange kunne der være en pakke med indhold, der ikke faldt i så god jord. Men sådan var det bare.

Efter at gaver var pakket ud, der var papir og pap overalt, medens far fik det ryddet af vejen i en stor sæk eller kasse, fandt mor julesmåkager og julegodter frem. Så blev der ellers gjort et godt indhug i det, inden vi trætte og opstemte skulle ned på de kolde værelser og i seng. Men det havde igen været en dejlig juleaften.
Nogen gange kørte gæsterne hjem juleaften, men andre gange har de overnattet og så næste morgen var der jo så gudstjeneste igen, hvor mor og vores overnattende gæster deltog.
Når de så kom hjem fra gudstjenesten, skulle der gøres klar til julefrokosten med de sædvanlige sild og grønlangkål med tilbehør. Vores far havde fra sit hjem været vant til stuvede hvidkål med kanel og sukker med tilbehør, og det var bestemt heller ikke til at kimse af, så det fik vi også af og til.

De følgende dage gik med leg og vi børn så så ellers frem til juletræet i forsamlingshuset fjerde juledag.

Juletræ i forsamlingshuset:

Børnenes juletræ foregik altid 4. juledag i Forsamlingshuset.
Det kunne have været borgerforeningen der stod for arrangementet. Jeg kan huske at det i nogle år var far der stod for sanglege omkring juletræet.
Vi børn, Bente og jeg, var også med til at lave slikposer til alle de deltagende børn.
Man skulle købe billetter til juletræsfesten.
Der var pebernødder og et æble og en appelsin samt forskellig slags slik i posen – det var guf.

Vi gik omkring det kæmpestore flotte juletræ som var opstillet midt i den store sal. Kakkelovnen havde været tændt op, så der var en god varme i salen.
Vi gik så omkring juletræet, som oftest med to til tre kæder, for vi var altid mange.
Efter dansen omkring juletræet var der så udlevering af slikposer med alle godterne.
De voksne skubbede juletræet ned i et hjørne, så der var god plads til de efterfølgende sangleje.
Mens de voksne gik i den lille sal for at drikke kaffe, spillede Traktor Charles op på harmonika og Gunnar Gade spillede på banjo, og traktor Charles`s Leo kom siden til på trommer.
De spillede alle de kendte melodier, bl.a. Bror Bro Brille, Så går vi rundt om en enebærbusk, Den toppede høne m.fl. Det var altid en dejlig dag for vi børn og sikkert også for de voksne, som kunne se børnene more sig skønt inde i den store sal, medens de fik snakket og drukket kaffe i den lille sal.

19.12.2018 – Jens Otto Madsen