Landboskolen opføres i 1935

Landboskolen Danmarksgade 1, 9700 Brønderslev

Det var Brønderslev Landboforenings bestyrelse, der i begyndelsen af 1930’erne rejste spørgsmålet om en landboskole efter samme principper som de tekniske skoler og handelsskoler.

Brønderslev og Omegns Husmandskreds gik straks i gang med at arbejde for at rejse en sådan skole. Af økonomiske grunde ville de ikke være med til at finansiere skolen, og derfor blev det Landboforeningen, der kom til at bygge den, selvom de heller ikke havde penge til det, men de tog risikoen.

Begge organisationer begyndte at agitere for skolen i by og på land, og fra alle sider erkendte man, at det var af allerhøjeste betydning at få en sådan skole.

Frivillige bidrag fra mange sider gav en sum på 8.000 kr.

Landboforeningens bestyrelse byggede så i sommeren 1935 en smuk og moderne landboskole for ca. 40.000 kr. uden at vide, hvor de sidste 32.000 kr. skulle komme fra.

Bestyrelsesmedlemmerne kautionerede solidarisk for en byggekredit på 15.000 kr. og ville så se tiden an, til skolebygningen blev vurderet af Kreditforeningen.

Det blev Kreditforeningens repræsentant, den 81-årige fabrikant Peder Nielsen, som skulle vurdere skolens værdi som pant for et lån. Denne gamle hædersmand, som i 1877 grundlagde fabrikkerne Peder Nielsen Beslagfabrik A/S og A/S Pedershaab Maskinfabrik, udviste stor begejstring ved at se skolen og høre om dens mål og opgaver. Han stod ved et af de store stålvinduer, hvor han genkendte Pedershaab’s navnetræk, så ud over Brønderslev by og sagde til Landboskolens forstander, konsulent O. Nielsen:

”Den skole vil De få megen glæde af, og det glæder mig gamle mand at se denne nye virksomhed vokse op herude ved siden af Pedershaab. Jeg vil oprigtig ønske Dem og Deres hustru til lykke med Deres gerning her, og er der noget, mine sønner kan være Dem behjælpelig med, kan De bare sige til, og de vil altid være villige dertil. Hvad mener De f.eks. om at få min søn Oscar til at vise eleverne en film fra hans rejser?”

Direktør Oscar Nielsen kom flere gange og glædede elever og lærere med rejseforedrag og film.

Kreditforeningen delte dog ikke Fabrikantens entusiasme, så lånet blev kun på 17.000 kr.

Brønderslev Byråd var mere beredvillige og stillede en kommunegaranti for et Statslån på 10.000 kr., og så kunne Landboforeningen magte resten ca. 5.000 kr.

Dette fremstød sammen med lignende i andre byer skabte en hidtil ukendt interesse for tilsvarende skoler landet over og blev direkte årsag til en ny lovgivning på området. Daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen besøgte Landboskolen og gav tilsagn om at fremsætte lovforslag om, at denne type skoler skulle få samme økonomiske vilkår at arbejde under som de tekniske skoler.

De følgende par år kom der mange interesserede besøgende fra alle landets egne, hovedsageligt Landboorganisationer, for at høre om skolens virke og erfaringer.

Således var man i Brønderslev foregangsmand for den store udvikling, der kom indenfor landbrugsuddannelsen.

Borgmester, dyrlæge Aksel R. Møller, var med til at støtte oprettelsen af Landboskolen, og han underviste på skolen på en så interessant og fornøjelig måde, at tilhørerne aldrig vil glemme det.

Ved indvielsesfesten udtalte redaktør Jacob Sørensen:

”Brønderslev byråd lykønsker Landboforeningen og Husmandskredsen med denne skole. Det er vel ikke af helt uegennyttige grunde, at byen er interesseret, thi vi håber, at skolen her kan blive til gavn for både by og egn. Det er nu min livserfaring, at det er nødvendigt, ligegyldig hvad stilling man får, at skaffe sig oplysning, ja, det er en forpligtelse for livet at følge med i udviklingen, og derfor ønsker jeg denne egns ungdom til lykke med den landbrugsfaglige skole.”

Efter afslutning på sit 11. skoleår har Landboskolen haft 2200 elever,
1200 karle til landbrugsundervisning og 1000 piger til husholdningsundervisning.

Nye herretoiletter 1960

I 1960 blev der tilbygget nye herretoiletter, hvis tag kunne bruges som altan på førstesalen.

Skolen udvides i 1968

I 1968 blev Landboskolen udvidet med en stor festsal, en foyer og et nyt køkken.

Der havde gennem nogle år været en del naboklager over støjniveauet, når der var fest i Landboskolen. For at råde bod på dette blev østfacaden ændret til aluminiumvinduer med tolags termoglas og muren 40 cm isoleret hulmur dog kun 35 cm under vinduerne

Nyt indgangsparti 1999

I 1999 bliver der lavet et helt nyt indgangsparti til foyeren.

Loge bygning i 2010

Den næste større ændring af Landboskolen skete i 2010, da Landbonord solgte ejendommen til Den Danske Frimurerorden.

Den nyere afdeling af Landboskolen var forpagtet ud til restauratør Carsten Adler, som også havde rådighed over det gamle undervisningslokale, der i dag kaldes kaffesalen, i den gamle bygning.

Hele den gamle del af bygningerne i to etager minus kaffesalen skulle totalt endevendes og ombygges til loge.

Den store ombygning i 2010

Når man køber en ejendom, er der næsten altid behov for at rydde op i haven, og det var heller ingen undtagelse her.

Der skulle fjernes rigtig mange træer og buske, og bedene skulle rettes til. Gummiged og store trailere blev stillet til rådighed, og Landboskolen blev i den periode storleverandør til genbrugspladsen.

Det var et hård slæb, men det blev en pæn og enkel have, som er nem at holde.

Det var nødvendigt at udvide restaurationsdelen med 52 m² til kølerum, lager og kontor. En del af logens medlemmer gik i gang med at grave ud til sokkel, lave kloakering og gulv under ledelse af et medlem, som havde drevet selvstændig murervirksomhed i mange år og havde autorisation.

Et tømrerfirma opførte bygningen i trælignende cementmaterialer, og autoriserede virksomheder stod for installation af elektricitet, vand og varme.

Førstesalen havde hidtil været lejlighed for tidligere forstandere af Landboskolen, da den var skole, så der var badeværelse med terrazzogulv og køkkeninstallationer, der skulle brydes ned.

Loftet i mødesalen skulle ændres til bueloft med stjernehimmel, og det var derfor nødvendigt at hæve loftet 52 cm.

Ombygningsprocessen skal ikke refereres detaljeret, men billederne viser lidt af opgaverne.

Arbejdet begyndte den 24. juni 2010, og logen blevet taget i brug den 20. januar 2011 som planlagt fra starten, og det må siges at være en særdeles kort byggeperiode, men der var jo også mange ”fri-murere” involveret.

 

Nu til dags

Logen fungerer tilfredsstillende, men en bygning, hvoraf den ældste del er 86 år gammel, kan man blive ved med at reparere og vedligeholde på. Tagbeklædninger slides og bliver utætte, trævinduer bliver møre, varme-, el- og vandinstallationer kan nemt få en fejl ved en af de mange komponenter. Der er nok at gøre for en husejer.

Restaurationsdelen, Landboskolen, har siden 1935 været centrum for uddannelse af folk ved landbruget, deraf kommer navnet. Mange foreningsmøder og foredrag har været afholdt gennem de mange år.

I dag drives stedet som et moderne kursus- og selskabscenter. Landboskolen har været ramme om mange festlige begivenheder som runde fødselsdage, bryllupper, begravelseskaffe og mange andre aktiviteter.

Carsten Adler har været forpagter af Landboskolen i mere end 27 år og beskæftiger en kok, ligesom hans hustru Bitten er en stor hjælp.

Afhængig af travlheden er der tilknyttet personale, som træder til efter behov.

Der leveres også mad ud af huset til private begivenheder, og der er et stort udvalg af menuer at vælge imellem.

 

TB maj 2021

Otto Møller arbejdede i mange år som telefonmontør hos Jydsk Telefon. Hvornår Otto Møller fik interessen for at male vides ikke, men i en moden alder kom han rigtig frem i Lokalområdet, med sine fine malerier med mange forskellige motiver. Han deltog i årenes løb i mange lokale kunstudstillinger rundt omkring i Vendsyssel. Et af de årlige højdepunkter var påsken, hvor han gennem en lang årrække udstillede sine malerier i den store udstillingsbygning i Østergade, tilhørende autoforhandler Uffe Simonsen. Udstillingen var gennem mange år et tilløbsstykke, idet denne udstilling var den ene af to store udstillinger i Brønderslev. Den anden var Påskeudstillingen på Gymnasiet. Mange af de besøgende tog først den ene for herefter at køre til den anden.

Mange af Otto Møllers malerier hænger rundt omkring i hjemmene i Brønderslev, men også rundt omkring i landet var Otto Møller anerkendt.

En af de specielle opgaver Otto Møller blev stillet overfor, var at dekorere det 15 meter høje Vandtårn beliggende højt i den nordlige ende af Brønderslev. Tårnet var det første af sin art, der var blevet opført i 1955. Opgaven med at dekorere tårnet blev udført med et flot resultat og som stadig er en pryd for øjet, når man kører forbi på den gamle hovedlandevej. I dag anvendes tårnet alene som udsigtstårn.

Her er nogle af de mange forskellige malerier som Otto Møller malede.

 

Ovenfor tre motiver som han ofte malede   

   

 Mit liv

Det hele begyndte i BJERGBY

Kimen til mit liv blev lagt i begyndelsen af året, hvor 2. Verdenskrig sluttede.

Jeg blev født i bageriet i Bjergby, som ligger ca. 7 km. nord for Hjørring.

Min fødsel blev noget af en prøvelse for min mor, da den varede 3 dage, og i alle 3 dage boede jordemoderen og noget familie hos os.

Dengang havde alle bagerier på landet en brødtur, hvor de kørte rundt til gårde og solgte brød. Om vinteren foregik det med hest og kane.

Min far Frode Laursen og min mor Ninna havde købt bageriet i Bjergby i foråret 1943, og i foråret 1944 fik de tilladelse til at drive konditori i to år. I slutningen af 1944 annoncerede de ”at efter endt udvidelse kan vi nu – efter aftale – stille lokaler til rådighed for mindre møder og sammenkomster”.

Jeg boede kun knap 2 år i Bjergby inden mine forældre solgte bageriet i slutningen af 1946.

BRØNDERSLEV

I januar måned 1947 købte de bageriet Østergade 15 i Brønderslev af bagermester Niels Pedersen, og solgte det igen i august 1947 til bagermester Søndergaard Jensen.

BØRGLUM

I efteråret 1947 købte mine forældre Børglum Bageri af bagermester Niels Præstholm Christensen, og kommunalbestyrelsen anbefalede den 1. marts 1948, at ansøgning om bevilling til at drive konditori uden ret til udskænkning af stærke drikke, godkendtes.

I Børglum var min bedste ven smedens Anders, som havde adskillige kaninbure. Vi brugte ofte lang tid på at samle troldhekser/mælkebøtter i sækkevis til kaninerne.

I Børglum blev min søster, Hanne, født i 1947.

Vi havde en dejlig schæferhund, som hed ”Mitten”. Den var vi meget glade for, og den var en rigtig trofast hund, og den passede godt på os børn. Når min søster stavrede en lille tur væk fra bageriet, kunne hun nogle gange blive meget træt og sætte sig til at sove – så blev hunden hos hende til hun vågnede, og ingen kunne komme hende nær.

Engang var jeg åbenbart blevet uvenner med en større flok unger, som samlede sig uden for bageriet. Jeg følte mig vist lidt truet, for jeg hentede vores hund og sagde ”Pus dem” – og det gjorde den virkelig hurtigt og effektivt, og ”kom til” at bide en af knægtene i bagdelen. Det var selvfølgelig ikke så godt, og da slet ikke, da det var præstens søn, det gik ud over. Jeg tror at far umiddelbart efter var på besøg i præstegården med såvel undskyldning som kager.

”Mitten” og jeg var bedste venner, og engang jeg sad på toilettet, lå hunden også derude. Pludselig kom der en lille sort hundehvalp ud, og så kom der flere, alle i en lille hinde, som ”Mitten” straks slikkede væk.

Jeg sad musestille, og syntes, at det, jeg så, var helt fantastisk. Også selv om jeg ikke rigtig forstod, hvad der skete. Det var nok det længste toiletbesøg, jeg nogensinde har haft.

Da vi flyttede fra Børglum til Rakkeby Bageri, blev vores hund ”sat i pleje” hos smedens Anders, og da jeg kom for at hente vores elskede hund, sagde Anders, at nu var det hans hund. Jeg stod på den anden side af gaden og kaldte på ”Mitten”, men den blev, hvor den var, den havde åbenbart glemt mig i det halve år, der var gået, inden vi fik mulighed for at hente den – og så græd jeg af skuffelse og frustration over hundens utroskab og svigt. Hunden kom dog med os til Rakkeby.

I bageriet hvor far og bagersvenden regerede, var der ikke den samme ”Smiley-ordning”, som vi kender i dag, så det skete nogle gange, at jeg kunne fange en eller flere mus, som hyggede sig blandt melsækkene.

Nogle gange i de hårde vintre fik pindsvin lov til at komme ind i en gang tæt på bageriet, hvor der var lunt og godt.

I et udhus havde vi en stor so, som blandt andet også fik serveret det brød, som ikke blev solgt. Så den blev så enormt tyk, at patterne næsten rørte jorden, og i en rigtig kold vinter medførte det, at patterne frøs fast i isen, som havde dannet sig på gulvet.

Det år jeg fyldte 5, døde min mor, efter et års håbløs sygdom, af kræft et halvt år før min fødselsdag. Jeg opfattede det ikke rigtig, for vi børn fik ikke noget at vide af de voksne – vi skulle beskyttes. Min erindring om min mors død er, at jeg og en kammerat fornemmede, at der skete noget tys, tys i udhuset/garagen, så selvfølgelig skulle vi undersøge dette. Vi kunne komme til at kigge ind mellem nogle brædder i bræddevæggen ind til garagen, og vi kunne så se, at der var opsat hvidt papir på væggene, og der var pyntet med grangrene, og der stod en hvid kiste midt i rummet.

Mor blev den første, som blev begravet på Børglum Kirkegård. Vi 2 børn har holdt fast i gravstedet, og mors gravsted/gravsten blev sidste år fredet, så nu er hækkene omkring gravstedet fjernet, og der er i stedet lavet en skøn lille plet med blandt andet græs og en bænk. Op ad gravstenen står et lille smukt træ, som vi plantede for adskillige år siden. Det har heldigvis fået lov til at blive stående.

Min mor var datter af gårdejer Thomine og Jens Chr. Jensen, Løth. Min bedstemor kaldte vi Mina og min bedstefar blev kaldt Jens Løth. Der var flere på egnen, der hed Jens Jensen, så for at skelne mellem dem fik de i stedet for efternavnet, Jensen, navnet på den egn eller område de boede i, som efternavn.

Mine bedsteforældre havde den firlængede gård på billedet, hvor jeg i min barndom og helt op til konfirmationsalderen har haft rigtig mange gode og herlige sommerferier.

På gården var der grise, køer, høns og heste og i en lang periode var der vindmølle på ladetaget. Engang jeg var på ferie, blev der et forfærdeligt stormvejer, og vindmøllen ”løb løbsk” – det var lidt uhyggeligt.

Jeg fik lov til at være dreng, og vi var altid flere børn sammen som legede i halmen i laden, i haven eller ude på markerne. Jeg fodrede hønsene, hjalp med udmugning bag køerne, kløede kalvene bag ørerne, gav kattene mælk osv.

Også i høsttiden var jeg med ude at stakke hø og køre det tilbage til gården, når det var tørt.

I mange år havde de ikke toilet på gården, så det foregik ude bag køerne.

Men på et tidspunkt, hvor mine bedsteforældre var gået på aftægt, og gården var overtaget af min onkel Henry og hans kone Olga, fik de, som de første på egnen, installeret et badeværelse. Det medførte megen interesse og gav et stort antal besøgende fra naboejendommene.

På et tidspunkt gik mine bedsteforældre på aftægt. Og de flyttede soveværelse, så de kom til at være lige ved siden af køkkenet. Min bedstemor fortsatte med at være den første, der kom i køkkenet om morgenen, og hun fortsatte ligeledes med at deltage i madlavning og i alt forefaldende husarbejde.

Min bedstefar fortsatte med at hjælpe til i stald og mark.

Det var som regel os to, der ved skumringstid hentede køerne ind.

Min far tog det meget tungt med min mors død, og havde det største besvær med at komme over det og komme videre. Selv om mange trådte til for at hjælpe, var det selvfølgelig utrolig svært at stå med en forretning og 2 små børn på 3 og 5 år.

For at klare det fremover ansatte far en husbestyrerinde, Ellen, som lige kom fra et højskole-ophold på Ry Højskole. Hun skulle, foruden at passe vi 2 rollinger, også passe forretningen, lave mad og gøre rent. Noget af et job for en ung pige på et par og tyve år.

Da vi boede i Børglum, var der adskillige forretninger så som købmand, slagter, mejeri, smed, frisør, tømrer m.fl.

I dag er der intet tilbage.

RAKKEBY

Da vi flyttede til Rakkeby Bageri, flyttede Ellen med. De var blevet kærester, og de blev gift, inden vi igen flyttede, denne gang til Hjørring.

Jeg var 8 år, da vi flyttede.

I Rakkeby nåede jeg at komme halvandet år i ”Den Stråtækte” skole. Her blev der samtidig undervist 2 klasser i samme skolestue. Jeg mindes stadig den store tykke kakkelovn ved indgangsdøren. I hvert frikvarter sloges vi ”knejter” om pigernes gunst.

Jeg havde en forfærdelig oplevelse i Rakkeby. En varm sommerdag gik jeg, min søster og en kammerat fra Rakkeby mod Hæstrup Station. Vi svedte, så vi blev enige om, at vi ville soppe lidt i en dam, som lå inde på en mark tæt på vejen.

Her gik vi rundt på ca. 15 cm lunt vand og plaskede med fødderne. Min kammerat, som på et tidspunkt var gået lidt længere ud, forsvandt pludselig under vandoverfladen med et ordentligt plask. Min søster og jeg blev selvfølgelig forskrækket og skidebange. Kammeraten kom op af vandet med baskende arme og gav nogle voldsomme lyde fra sig. Jeg turde ikke gå ud til ham, da han var meget større og tungere end jeg. Jeg var bange for, at han ville trække mig med ud.

Så gode råd var dyre, og jeg havde hørt noget om, at gik man ned 3. gang, så kom man ikke op igen.

I mit hoved var der kun en mulighed. Jeg satte mig ned på knæ, med ryggen mod søen, og bad til Gud om at hjælpe min kammerat.

Da kammeraten kom op 2. gang baskede han igen med hænderne og råbte uforståelige ord. Men igen forsvandt han.

Inden han gik ned for 3. gang fik han fat i kanten ved det lave vand, og kom – helt utroligt – op ved egen hjælp.

Jeg fik senere at vide, at det ikke var en dam, vi havde soppet i, men en mergelgrav. Han fik efterfølgende en dobbeltsidet lungebetændelse. Vi fik alle en voldsom oplevelse, og jeg en stærk opfattelse af, at der er mere mellem himmel og jord….

I Rakkeby lærte jeg at ryge af min fætter, som boede tæt på byen, og var noget ældre end mig. Han røg pibe, og jeg fik nogle gange lov til at låne den nogle timer. Det stoppede heldigvis, da jeg hver gang blev noget dårlig med ”køren i maven”.

Vi havde på et tidspunkt købt en ny (brugt) HGF`er – altså en Høj Gammel Ford – som vi lige skulle prøvekøre. Min far kørte bilen, og jeg og 2 onkler var med som passagerer. Det gik fint ud ad diverse grusveje. På et tidspunkt fik jeg øje på et ældre ægtepar, som stod udenfor deres ejendom, som lå lidt nede ad en bakke. De stod begge helt stille og kiggede op mod vores bil, og deres hoveder gik lidt op og ned.

Så fik jeg øje på, hvorfor de stod sådan og fulgte os med øjnene og nikkede lidt med hovederne. De fulgte nemlig et af vores hjul med øjnene. Hjulet bumpede ned ad bakken, så jeg skyndte mig, at gøre min far opmærksom på, at det måske var os, som havde mistet et hjul.

Og det var det…men bilen var åbenbart så stiv i karosseriet, at den sagtens kunne køre på 3 hjul, uden at vi opdagede noget som helst.

Jeg tjente nogle håndører ved at ”gå i roerne” hos en landmand tæt på byen. Ligeledes kappede jeg nogle gange toppene af roerne.

Engang i høsttiden fik jeg og nogle andre unger lov til at køre med landmanden ud på høstvognen for at hente mere hø hjem til gården.

Det gik fint i starten, og de 2 heste travede fredeligt afsted. Så pludselig blev de opskræmt af et eller anden og fanden tog ved dem. I fuld galop slingrede vi afsted, og et stykke fremme gik det ned ad en bakke, indtil hestene uden varsel drejede til venstre, så stjerten brækkede og vognen, vi sad i, fortsatte et lille stykke indtil den væltede, og vi røg alle ud på marken. Uheldigvis fik jeg det store bræt, som er lavet som en firkant med et bræt midti, og som bruges til at lægge øverst på hølæsset, ned over min ryg. Jeg kunne overhovedet ikke bevæge mig. Min far blev tilkaldt, og han måtte bære mig væk og køre mig på sygehus.

Ved aftenstid samledes alle unge mennesker, uanset alder, på en bestemt sti i byen. Vi ”bette” så selvfølgelig op til de ældre, og vi slugte råt alt, hvad vi hørte dem sige.

Det kunne nogle gange give os et ganske forvrænget billede af virkeligheden.

Nytårsaften på landet var anderledes dengang end det er i dag. Vi samledes en stor flok unger, og så gik det ellers ud til flere gårde, hvor vi ”stjal” redskaber og ”mogboer” og satte det hele op foran købmandens forretningsdør.

Nogle gange kunne vi også komme til at ”stjæle” en madam blå og efterfølgende hejse den op i flagstangen

I Rakkeby blev min lillebror, Peter, født.

HJØRRING

Vi flyttede som nævnt fra Rakkeby til Hjørring i 1953, hvor mine forældre havde købt Korsgades Bageri. Hele ejendommen, som bl.a. husede bageriet er for flere år siden revet ned og erstattet med parkeringspladser.

Dengang var der på grunden et 3 etagers hus, og bageriet (1 plans) samt en stor dobbeltgarage til rutebiler og en stor gårdsplads. Når jeg kigger på grunden i dag, kan jeg slet ikke forstå, at der var plads til alt det, der var der, da jeg var dreng.

På hjørnet i krydset hvor forretningen lå, var der på de 3 andre hjørner et mælkeudsalg og 2 købmænd. Utroligt at det kunne gå, men alle klarede sig, dog, sikkert uden at blive særlig velhavende. Vi følte ikke, at vi manglede noget, og vi fik da mad på bordet hver dag.

Da vi ankom til Korsgade med flyttelæsset, var det første der skete, at jeg blev mødt af et par jævnaldrende gutter fra gaden.

De ville godt lige finde ud af, hvor stærk jeg var, så vi måtte lige tage et par runder. Jeg blev heldigvis godkendt.

Jeg blev meldt ind i Vestre Skole (som lige er nedrevet). Skolen lå i Dronningensgade, så jeg havde under 500 m til skole.

På trods heraf kom jeg desværre nogle gange for sent i skole, og jeg måtte så stå op af hovedbygningens ydermur og vente på at alle klasserne, som stod opmarcheret i rækker og geledder i skolegården, gik ind.

Så kom gårdvagten hen til mig, og jeg fik det klassiske spørgsmål ”en på kassen eller en ”sveder”. Jeg valgte altid en på kassen, selv om den sved, og jeg kunne mærke fingrene i ansigtet hele dagen. Nogle lærere var de rene sadister.

Jeg begyndte i 2. Klasse, og jeg havde i flere måneder store problemer med mit sprog. Jeg snakkede nemlig ”bondsk”, hvilket mange gange gav anledning til høje grin i klassetimerne.

Der var desværre også en dreng fra 3. Klasse, som havde hørt mit sprog, og åbenbart syntes, at jeg så skulle kanøfles.

Så i hvert frikvarter faldt han over mig med tilråb og skubben.

Det var en uholdbar situation, og i et frikvarter havde jeg åbenbart fået nok, så et eller andet kortsluttede, og jeg sprang på fyren i et ustyrligt raseri – koste hvad det koste vil.

Heldigvis var jeg stærkest, så herefter var der ikke mere mobning af mig.

Dengang var der morgensang hver dag, og vi blev dagligt hørt i salmevers, som vi skulle lære udenad. Vi havde rigtig mange eksaminer hvert år, og i 5. klasse blev klasserne delt i dem, der skulle læse videre i mellemklasserne, og i dem der ønskede at gå ud af skolen efter 7. Klasse.

Der var meget liv i Korsgade. Konerne, som ofte var hjemmegående, hang ud af vinduerne og sladrede med genboen eller forbipasserende, og vi unger sad på trappestene og fjollede. Vi spillede Antonius over hustage eller med hønseringe over vejen, hvilket medførte, at skindet fuldstændig blev slidt af pegefingeren i forsøget på at vinde en ”snollet” hønsering til få ører.

Vi legede gemmeleg i alle haverne i området. Dengang var der ikke nogen, der sagde noget til, at vi rendte ind i haverne og gemte os i kældernedgange eller buske.

Vi havde Christiansgave indenfor få hundrede meter. Her legede vi cowboy og indianere og byggede huler. Der var en stor indhegning lavet af høje rafter som et fort. Her indenfor samlede kommunens gartnere alt det afslåede græs op til et par meter i højden. Heroppe kunne vi stå og lege, at vi var cowboys og blev angrebet af indianere.

Det var ikke altid gartnerne var enige i vores dispositioner, og vi blev nogle gange jagtet og skældt ud.

På et tidspunkt havde vi, på skrænten ved den gamle Vestbane, lavet en hel indianerlandsby med telte lavet af høje rafter og gamle kornsække. Vi var en stor flok, og for at blive optaget i stammen, skulle vi bindes til totempælen med bar overkrop. Så affyrede høvdingen, som var et par år ældre end os, ærter gennem et pusterør mod vores brystkasser. Vi måtte ikke sige noget. Gjorde vi det, kunne vi ikke blive optaget i stammen.

Dengang var vi ude hele tiden, og kunne fornøje os med lidt. Min bedste ven og jeg legede ofte i deres have, hvor gangene var floder, og vi havde et stort hjemmelavet træskib som sejlede her med små legetøjs cowboys og indianere. Rabarberplanter var urskoven.

Engang havde vi Tykke-Jørgen med i legen. Vi blev uvenner over et eller andet og småsloges lidt, indtil han satte sig oven på mig, og jeg ikke kunne komme op, så flød tårerne over min umulige situation.

En vinter havde Jørgen og jeg lavet et helt batteri af snebolde, så hver gang der kom en ”svajer” cyklende forbi, fik han snebolde i nakken. Det gik også godt indtil en stoppede cyklen og løb efter os helt ind i haven. Heldigvis kom Jørgens mor ud i det samme, ellers havde vi helt sikkert fået et par flade.

I kælderen, hvor Jørgen boede, havde vi på et tidspunkt ophængt et hvidt lagen, som skulle fungere som et lærred til fremvisning af lysbilleder.

Jørgen havde fået et simpelt apparat, som blot skulle sættes over et billede, så kunne apparatet forstørre det og vise det på lærredet.

Jeg tegnede flere skolehæfter fyldt med historier om cowboys og indianere (nogle endda i farver), og så lavede vi en biograf, hvor de lokale unger kunne komme ind for et ganske rimeligt beløb.

Genboens dreng, Ole, legede jeg meget med. Der var et højt plankeværk omkring deres flisebelagte gård. I plankeværket var der en lille døråbning med en pind ovenover. Her elskede han at hænge med hovedet nedad, indtil en dag, hvor jeg stod og beundrede ham, at pinden knækkede, og han røg lige ned på hovedet på fliserne. Han havde blod i hele ansigtet.

Men det så virkelig komisk ud, og selv på trods af det alvorlige styrt, var det svært ikke at trække på smilebåndet.

Oles far var chauffør på Vendia bryggeriet. De ”skulle” hver dag drikke op til 12 øl som var dagsrationen. Det medførte nogle gange, når han kom hjem på en fuld cykel, at han ikke lige kunne ramme døråbningen i plankeværket, og derfor røg af med et ordentligt brag.

I den første tid i Hjørring havde vi stadig den gamle HGF`er, og nogle gange skulle min søster og jeg med ud på en køretur i nabokvartererne, for at se området og lære det bedre at kende.

Det var vi 2 unger ikke så glade for. Vi skulle jo nødigt genkendes af nogle klassekammerater i sådan en gammel kasse, så vi lå som regel nede på bunden mellem for- og bagsædet, hver gang vi mødte nogle børn.

Der gik dog ikke længe inden vi fik nyere biler, men stadig var vores kørsel dog indenfor et begrænset område. En gang havde far dog besluttet, at nu skulle vi alle køre en tur på familiebesøg i Aalborg. Så afsted gik det, og det gik da også fint, indtil vi kom ind i selve Aalborg, og for første gang så de røde, gule og grønne farver i nogle gadekryds. Far ”kom til” at køre over for rødt, og måske var det det, han var blevet så rystet over, for da vi på hjemturen igen skulle over Limfjordsbroen, havde han ikke observeret, at der var røde blinklys midt på broen, så han fortsatte, selv om bommene var på vej ned. Vi nåede lige under disse, og det gav en bump i bilen, da vi krydsede stedet, hvor broen åbner sig. Vi 2 unger på bagsædet sad og dukkede os, vi var bange for at få bommen i hovedet.

Siden kørte min far aldrig mere bil i Aalborg.

Vi havde ikke badeværelse i Korsgade, så vi unger blev efter tur badet i en stor zinkbalje, som blev placeret på køkkengulvet. Efter at jeg var blevet konfirmeret, tog jeg hver uge på Hjørring Badeanstalt, som lå lige ved siden af biografen. Her var der små rum med badekar og et meget stort dampbad. Når jeg kom ud herfra, føltes det, som om jeg var født på ny.

Som knægt gik vi hver weekend til eftermiddagsforestilling i ”biffen” for at se cowboyfilm. Vi hujede hver gang Zorro eller en anden helt kom og ordnede banditterne. Prisen for en billet var 75 øre, og vi fik som regel 1 kr. med, så kunne vi købe en stor salmiakstang for de sidste 25 øre.

Det var dengang, man virkelig kunne lave en salmiakstang, og den kunne vare hele filmen.

Vi havde 2 biografer, KINO og BIO. I KINO sad vi på klapstole, og gulvet var næsten uden hældning, så det kunne nogle gange være svært at se, hvad der foregik på lærredet.

Da Vendelbohus brændte, stod jeg, sammen med en hel masse andre, og kiggede på slukningsarbejdet. Vi fik at vide, at der var en person, som var brændt inde.

Det syntes jeg, var meget voldsomt, og jeg sov ikke meget den nat.

Nogle gange var der optræk til slagsmål i gaden. Så aftalte de 2 kumpaner, at striden skulle afgøres i Christiansgave, og alle gadens unger  – vel op til 50 stykker – fulgte så bagefter dem ned til den valgte kampplads.

Det var altid kun nævekamp, og når en af dem havde fået nok, overgav han sig, og så sluttede opvisningen.

Jeg begyndte at gå til Jazzbal som 15-16 årig. Det foregik på Hotel Scandinavien (hvor Rådhuset ligger i dag), og når vi knægte hver havde drukket 2 stærke øl i Christiansgave, og kom ind i 30 graders varme, så blev vi godt nok noget svimle, så resten af aftenen stod på sodavand.

Senere blev vores feststed pubben ”Den Gyldne Løve” og dans på Restaurant Svanelunden, og når de lukkede kl. 1, fortsatte festen på diverse forsamlingshuse i omegnsbyerne.

En eftermiddag jeg kom gående i Østergade, mødte jeg en ambulance og så til min store overraskelse, at min far sad på passagersædet – tilsyneladende i store smerter. Så det gik hurtigt med at komme hjem for at få en forklaring.

Mine forældre havde været ved at lime nyt vinylgulv i bagerforretningen, og min far stod efterfølgende ved vasken i køkkenet og rengjorde hænderne i terpentin. Ellen tændte samtidig en cigaret, og vanen tro smed hun den stadig brændende tændstik i vasken. Dette medførte en alvorlig forbrænding, og far var indlagt på sygehuset i adskillige dage.

Da jeg nåede en vis alder, skulle jeg selvfølgelig hjælpe til i bageriet. Mit arbejde var bl.a. at være bydreng, skrabe bageplader i bageriet, hente kul nede fra kælderen til ovnen.

Jeg skulle tidligt op hver søndag for at levere rundstykker. Mange skulle blot have 2 rundstykker leveret – og nogle gange var det på 4. Sal.

I skolen var mit bedste fag, tegning. Det var også det eneste fag, jeg fik ug i.

Ellers kunne jeg også godt lide historie, dansk, gymnastik og regning og til dels naturfag, hvorimod fysik og matematik ikke var min stærke side.

Hvert år arrangerede skolen en sommerudflugt til Tolne Skov. Så marcherede alle elever, lærere og forældre i en lang, lang række fra skolen til banegården. Der var musik i spidsen.

Vi unger råbte altid noget med ”ind med Vestre – ud med Østre” osv. Der var altid et verbalt modsætningsforhold skolerne imellem.

Klassens efterkonfirmationsdag foregik bl.a. med sodavand og lagkage på Konditori Willy på Springvandspladsen – det var vildt…

I skoleferierne kunne vi få en gratis togrejse til hele Danmark. Det benyttede jeg flere gange. En af gangene var vi 2 venner, Poul og jeg (begge 16 år), som tog en tur til Bornholm med telt. Det var en lang rejse. Først med tog til København. Derefter med færgen København-Rønne om natten, hvor vi sov ude på dækket i vore soveposer.

Vi travede meget af skønne Bornholm rundt med oppakning på ryggen.

Da jeg var 15, cyklede jeg og en kammerat på teltferie.

Første dag cyklede vi med fuld oppakning fra Hjørring til Randers ialt ca. 120 km. Så var vi også godt brugte, ja, vi var så godt brugte, at min kammerat allerede næste dag, efter en teltovernatning, ville hjem – og det skulle ikke foregå på cykel. Så vi tog toget hjem.

Da jeg var 16 tog en kammerat og jeg på knallerttur til Vojens. Jeg havde en Zündapp med twinsaddel, som kunne køre over 60 km i timen, så det blev en kold tur, selv om det var sommer. Desværre blev den stjålet en aften, jeg var i biografen. Politiet fandt den nogle uger senere. Den var ”skrællet”, og den blev aldrig til knallert igen.

En gang var jeg på en af de gratis skolebilletter til København. Det var dengang man kunne sejle fra Aalborg til København. På vej tilbage fra København var der et voldsomt stormvejr, og båden vippede gevaldigt, og rigtig mange var søsyge. Da vi lagde til kaj i Aalborg, blev skibet fortøjet og trappestilladset, som måske var 5 meter høj, blev kørt hen til, og sat fast på skibet, så passagerer kunne gå fra borde. Der stod 2 besætningsmedlemmer ved rælingen, hvor vi skulle ud. Der var fyldt op på trappen, og jeg skulle lige til at gå ned, da en af fortøjningstrosserne sprang, og skibet begyndte at bevæge sig væk fra kajen.

Folk skreg og sprang for livet ned ad trapperne. Midt på trappestativet stod en ældre dame med stokke. Det havde de 2 matroser set, så de sprang resolut ned og tog hende under armene, og nærmest smed hende ned. Det var i sidste øjeblik, for nu var skibet kommet så langt fra kajen, at trappestativet røg ned mellem skib og kaj.

Jeg kommer ud af en kortglad familie, og fra jeg var en ”bette døwl”, der lige kunne få hovedet op i tobaksskyerne, når de voksne spillede kort, og jeg kunne få lov til at stable fars penge, har jeg haft interessen for whist.

Inden jeg stoppede mit arbejdsliv hos Brønderslev Kommune, sørgede jeg for at få en aftale med nogle gode kolleger om en kortklub.

Nu har kortklubben kørt upåklageligt i 15 år, og det har været rigtig hyggeligt. Jeg må indrømme, at vi, ud over kortspil, også tager os rigtig god tid til at vende verdenssituationen og genopfriske gamle minder.

Da jeg var 16 år købte jeg et sommerhus i Harerenden i Lønstrup for nogle af mine konfirmationspenge. Jeg gav 1.250 kr. for huset, som havde en pragtfuld udsigt ud over hele Harerenden og helt til Hirtshals Fyr.

Der gik knap et år, så havde jeg købt sommerhus nr. 2 i Harerenden for den formidable pris af 1.500 kr. Også dette hus med fuld havudsigt.

Jeg har desværre ingen af disse sommerhuse i dag.

Pengene for det første sommerhus brugte jeg til at købe en rød Fiat 500 med soltag. Den havde store problemer med at starte, så jeg skulle altid parkere den på en let skrånende vej, så kunne jeg nemlig selv løbe den i gang.

En af de dårligste handler jeg har foretaget.

Efter min konfirmation fik jeg job som ”bytyr” hos Hjørring Jern & Stål i Østergade. Jeg skulle være der 2 timer hver eftermiddag, og jeg fik 1 kr. i timen.

En sommerferie havde jeg også job hos Dania Vask, hvor jeg skulle afhente og levere sengetøj, håndklæder, kitler m.m. til erhvervsdrivende i byen. Det foregik på en Long John, og det var ikke altid så let at styre sådan et monstrum som 14-årig – især ikke i svingene, hvor ladet nemt kunne komme til at røre vejbanen.

Da jeg kom i Realklassen blev jeg ”skoletræt”, så jeg ønskede dengang desværre ikke at gå gymnasievejen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Dog havde jeg en drøm om at blive arkitekt, men det krævede over 4 års tømrer- eller mureruddannelse inden jeg kunne læse videre. Dengang var der ikke noget, der hed SU, og mine forældre havde ikke mulighed for at støtte mig i den retning.

I 4. mellem havde Statsautoriseret revisor Hessner været på besøg i vores klasse og sagt ”dem der vil i lære hos os, ræk hånden op”.

Desværre rakte jeg ikke hånden op. Revisor ville jeg ikke være. Og så blev jeg alligevel udlært som revisor….

Jeg kom i lære overfor daværende Martins Hotel, så ud over at kigge regnskabstal, kunne vi følge lidt med i, hvem der gik ind og ud af hotellet.

Kunstmaler Lars Nielsen boede på hotellet i sine sidste år, og jeg var på arbejde, den dag de bar hans afsjælede legeme ud fra hotellet.

Den 7. september 1966 omkring middagstid, hvor vi som sædvanlig sad og arbejdede på revisionskontoret, fik en af mine kolleger en rystende telefonbesked fra et familiemedlem, som var ansat på ”telegrafen”. Denne havde lyttet til et opkald til Falck, at færgen M/S Skagerak var ved at forlise på ruten mellem Kristiansand – Hirtshals.

Min chef var meget resolut. Vi lukkede kontoret og kørte til Lønstrup flyveplads, som i dag er bebygget med sommerhuse.

Her stod vi i en forrygende storm, og så helikopter efter helikopter lande med overlevende fra færgen, og ambulance efter ambulance, som kørte dem til sygehuset i Hjørring. En fantastisk redningsaktion.

Efter 4 års elevtid med lørdagsarbejde og 48 timers arbejdsuge og en utrolig masse overarbejde hvert forår i statustiden, kunne jeg kalde mig udlært.

Inden jeg skulle ind og springe soldat ved Dronningens Livregiment i Nørresundby i efteråret 1967, var der et slip på ca. ½ år, hvor jeg fik arbejde på Socialkontoret i Brønderslev Kommune. Dengang var vi 5 mand på Socialkontoret.

En af dem var Christian Mørch, som kunne fortælle meget og længe om 2. Verdenskrig. Det var ikke uinteressant.

Min soldatertid strakte sig over 16 måneder. Jeg var radiomand for Oberstløjtnanten, og som sådan med på adskillige øvelser rundt i Danmark. Den benzin, der årligt blev bevilget, skulle selvfølgelig absolut brændes af samme år.

Jeg står ved den gamle Dodge Commander, hvor jeg var radiomand for Oberstløjtnanten. Bemærk radioantennen bag på bilen – den skulle pumpes op.
Engang kom jeg til at pumpe den så meget, at antennen røg ovenud og landede inde på en mark. Det så vist morsomt ud.

Kort før slutningen på min soldatertid ultimo 1968, ringede Socialchefen, Pedersen, til mig og tilbød mig ansættelse på Socialkontoret. Det takkede jeg ja til, og jeg fortsatte efterfølgende min ansættelse hos Brønderslev kommune indtil jeg gik på efterløn som 60-årig.

Jeg var dog kun ca. 1 år på Socialkontoret inden jeg flyttede over på Skattekontoret.

BRØNDERSLEV

Jeg mødte Sonja til et bal i Harken Forsamlinghus, og vi har holdt sammen lige siden.

Det var dengang, hvor pigerne stod i den ene side af forsamlingshuset og drengene i den anden, så når musikken begyndte, og lyset blev dæmpet, så for vi drenge over dansegulvet for at komme først til den udvalgte. Det var ikke altid man var heldig eller hurtig nok.

Mit store held var at jeg var hurtig og ”rendte ind” i Sonja

I marts måned 1969 blev vi gift, og flyttede umiddelbart herefter ind i vores nyindkøbte hus, Algade 107 i Brønderslev (nu Algade 133).

Det er et af de ældste huse i byen. Skævt og meget lavt til loftet.

Vi var så heldige, at lige da jeg kom fra soldatertjenesten 1. Januar 1969, og havde fået job hos kommunen, så ”løb” vi lige ind i ”det skattefrie år”.

Så det var ikke meget vi skyldte på huset ved årets udgang.

I Algade boede vi i 2 år. I den periode lavede vi en gennemgribende restaurering af det gamle hus. Min svigerfar, Gerner Kjølby, som var frisør i Harken, kunne andet end bruge en saks. Han hjalp med ombygningen og kom med masser af gode råd.

Der var dog nogle fejl i det gamle hus, som ikke kunne rettes – selv ikke med svigerfars gode råd. Gulvet, i vores soveværelse på 1. Sal, var så skævt, at jeg måtte klodse vores seng op med over 5 cm i den ene side, ellers ville vi simpelthen trille ud.

Herefter købte vi en grund i Abelsgade, og her opførte vi et hus, som vi stadig bor i.

Jeg har altid kunnet cykle på arbejde, selv om skattekontoret gennem årene skiftede adresse flere gange. Vi har været i Tolstrup Brugsforening i Gravensgade, kontorbygningen HCA-dress, Handelsbankens flotte bygning i Bredgade i 2 omgange og til slut i den nye tilbygning til Rådhuset.

Lige før SKAT flyttede til Hjørring stoppede jeg min ansættelse og gik på pension. Jeg mindes stadig mine mange gode kolleger med glæde.

Selv om vi har boet i Brønderslev i 52 år, er vi nok stadig sådan lidt på tålt ophold. For der er noget, vi ikke har med i bagagen, nemlig hvordan var byen før vi kom, og hvem boede her, og hvem havde de forskellige forretninger o.s.v.

Da jeg kom til byen, havde rigtig mange i Brønderslev øgenavne, og jeg har hørt mange sjove historier om byens originaler. Begge dele er efterhånden næsten forsvundet i Brønderslev.

Der var også dengang for 50 år siden en slags modsætningsforhold til Hjørring. Hvorfor ved jeg ikke helt, men måske havde det noget med fodbold at gøre.

At vi kom til at bo i Brønderslev, stod ikke skrevet i stjernerne. Vi havde nemlig før købet af Algade 107, lagt billet ind på at købe Gunderup skole, som ligger et par km. syd for Harken. Heldigvis blev vores bud ikke accepteret.

Jeg kendte dog lidt til Brønderslev i forvejen, idet jeg havde været til flere baller på Hotel Phønix og desuden været flere gange til boksning på det gamle Hotel Brønderslev, hvor vi fra balkonen havde en fin udsigt til bokseringen. Det var dengang Brønderslev var en rigtig bokseby med nogle virkelig dygtige boksere.

Min interesse for at tegne og male har jeg næsten altid haft. Men det med at male malerier begyndte først, da jeg som 14årig fik en malerkasse med oliefarver i gave af mine forældre.

I mit værelse i Korsgade i Hjørring brugte jeg som regel væggene som lærred, for jeg havde ikke penge til at købe lærreder for. Mit værelse lå på 1. sal, og for at komme derhen, skulle jeg over et lidt uhyggeligt åbent loftsrum. Selve værelset var ikke opvarmet, så i de koldeste vintre, havde jeg opvarmede mursten (opvarmet i kakkelovnen) med i seng. Der var ”frost” på tagvinduet både udvendig og indvendig.

Se dengang boede jeg som en rigtig kunstner…

I starten malede jeg mange forskellige stilarter for at lære farver og former bedre at kende. Jeg deltog ligeledes i flere malerkurser.

Jeg malede for min egen skyld, og jeg malede de motiver jeg selv kunne lide. Jeg studerede meget om kunst og om de enkelte kunstnere. Jeg var en meget flittig låner på det lokale bibliotek.

I Hjørring boede vi tæt på Johannes Hoffmeister og dennes broder, som også var kunstner. Jeg følte mig meget inspireret af Hoffmeisters landskabsmalerier, og så bl.a. hans store separatudstilling på Hjørring Seminarium.

Dengang var der også flere store maleriudstillinger på Vendelbohus. Jeg slugte det hele med øjnene.

Lønstrup var og er Hjørrings ferieby, og efter mit køb af sommerhuse i Harerenden, blev jeg meget inspireret af udsigterne over sommerhusene og selve Lønstrup by. Denne inspiration medførte, at mine første malerier blev Lønstrup-motiver.

Men stadig malede jeg kun i perioder når lysten og trangen blev for stor til at jeg kunne ignorere den.

Der var nemlig også kommet andre, og mere vigtige ting ind i mit liv, og så måtte maleriet vente.

Jeg var blevet gift, vi byggede et hus og snart kom der 2 børn, Lotte og Thomas i familien. Jeg tog en videregående uddannelse inden for Skat, og et år byggede jeg et sommerhus i Saltum.

I den periode blev det ikke til så mange malerier.

I 1974 deltog jeg på min første udstilling.  Det var Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium. Jeg udstillede 5 malerier og solgte de 3. Det gav ”blod på tanden”.

Så tog det hele fart. Jeg begyndte igen at male flere malerier med motiver fra eller inspireret af Lønstrup.

Desuden blev jeg også inspireret af Vildmosen, hvis farver og former jeg omsatte i adskillige malerier. Ø. Hjermitslev med den lange række af gårde, gavl mod gavl, har jeg også malet adskillige gange.

For ca. 25 år siden ændrede jeg fuldstændig stil. Jeg begyndte at male klovnemalerier – og dem har jeg malet lige siden.

Jeg begyndte at udstille rundt om i landet på større virksomheder, og i nogle gallerier. Således havde jeg gennem mange år et galleri i København og på Fyn, som var faste aftagere af mine malerier.

Jeg fortsatte med at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, Poulstrup-udstillingen, Børglum-udstillingen og en hel række andre udstillinger rundt omkring i Danmark, her i blandt nogle censurerede udstillinger.

En af de pudsige udstillinger var i en bunker i Grønhøj i 1996. Bunkeren var så fugtig, at vandet nærmest drev ned ad væggene, hvilket medførte, at mine lærreder blev fuldstændig strammet ud akkurat som et trommeskind. Ja, de var nærmest ved at springe af blindrammerne.

Jeg har gennem årene lavet plakater til flere store virksomheder samt lavet en årskalender for en meget stor fransk medicinalvirksomhed, Servier.

På Danske Turistchefers årsmøde i 1997 blev min Lønstrup-plakat 1996  kåret som årets bedste turistplakat.

I Brønderslev kommune har jeg ligeledes gennem årene haft mange forskellige kunstneriske opgaver. 2 gange har jeg lavet plakat til Brønderslev Badmintonklub – seneste i 2014 da klubben havde 75 års jubilæum. Plakat for BI bordtennis – Nordiske Mesterskaber i Brønderslev 2001. Årets julekort for Brønderslev kommune i 1997. Lions Clubs julemærker i 2000, 2002, 2010 og 2014. Vinetikette til Brønderslev kommunes vin i 2009.

Jeg har i 2006 modtaget Brønderslev kommunes Kulturpris.

For ca. 30 år siden solgte jeg nogle malerier til Den Danske Konsul i Oregon, som foruden at være konsul også var advokat i USA. Han var på ferie i Danmark og havde set mine landskabsmalerier.

Den dag han skulle flyve tilbage til USA, ringede han til mig fra lufthavnen i Aalborg. Jeg er ikke så skrap til engelsk, så jeg forstod ikke 100%, hvad han sagde, men det var noget med, at han havde plads til lidt flere malerier i bagagen. Så snakkede han også noget om 25%, og da han havde købt adskillige malerier i forvejen, så sagde jeg ok til dette.

Jeg skulle så køre ud til ham i lufthavnen med et antal malerier, og da han havde valgt dem, han gerne ville købe, gav han mig prisen for dem + 25% oveni. Det havde jeg godt nok ikke forventet. Det er desværre kun sket den ene gang.

Jeg var medstifter af en lille kunstnergruppe i Brønderslev, som vi kaldte SEOS. Vi arrangerede i nogle år kunstudstilling på Brønderslev Musikskole.

Gruppen holdt sammen i ca. 3 år, hvorefter den blev opløst.

Det blev til mere og mere tid jeg brugte ved staffeliet, og det var nogle gange lidt svært at kombinere med et fuldtidsarbejde, så da jeg fyldte 40 år fik jeg nedsat min arbejdstid hos kommunen til et halvtidsjob.

Det passede mig perfekt, men det havde kun kunnet lade sig gøre, fordi Sonja var positiv overfor det og bakkede mig 100% op i min beslutning.

Da jeg fortalte familien om vores beslutning, blev det modtaget i rungende tavshed. Der var ingen, der syntes, at det var ”godt gået”.

Tværtimod at gå fra en fuldmægtig-stilling og fast god løn til noget usikkert uha, uha.

Men jeg følte – og har altid følt mig meget privilegeret, at jeg fik muligheden – og ikke mindst konens accept – for at kunne udleve min drøm.

Heldigvis fik jeg senere mulighed for at støtte Sonja, da hun valgte at skifte job til noget helt andet, end det hun var vant til.

Meget her i livet bygger på tilfældigheder. Hvis ikke jeg var blevet inviteret til at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, var det måske aldrig blevet til så meget med maleriet, og jeg havde aldrig kommet til at stå for Påskeudstillingen. Hvis ikke jeg havde været til bal i Harken Forsamlingshus, havde jeg måske ikke mødt Sonja o.s.v.

I starten, da vi kom til Brønderslev, tænkte vi godt nok, at her bliver vi ikke ret længe, vi ville tilbage til Hjørring.

Men så er tiden bare gået og gået, og vi er her stadig. Det skyldes selvfølgelig, at vi er faldet rigtig godt til her i byen. Vi har et stort netværk, og rigtig mange gode bekendte og venner.

Det har også været meget spændende at følge med i Brønderslev bys udvikling gennem de 50 år, vi her boet her.

Der er sket utrolig meget med byen. Da vi kom, var ”Stjernekrydset” der stadig, og hovedgaden med forretninger var Bredgade.

PÅSKEUDSTILLINGEN

5 år efter at jeg var gået på nedsat tid, spurgte daværende Kulturelt Samråd, om jeg ville arrangere årets Påskeudstilling på Brønderslev Gymnasium.

Det sagde jeg ja til.

Jeg var godt nok lidt betænkelig, for jeg havde aldrig før prøvet at arrangere en kunstudstilling for andre kunstnere end mig selv.

Jeg gik simpelthen i tænkeboks for at gennemtænke hvordan jeg gerne ville have, at Påskeudstillingen skulle være fremover.

Der var umiddelbart noget, jeg gerne ville ændre på udstillingen, og det var bl.a. antallet af udstillere. Hidtil havde der hvert år været ca. 50 udstillere. Når vi kunstnere kom, var der ikke på forhånd bestemt, hvor de enkelte kunstnere skulle udstille, så det blev alles kamp mod alle for at få de bedste pladser. Når der var så mange udstillere med på udstillingen, og den enkelte kunstner, kun havde 5 værker med, blev det hele meget rodet, og det blev ganske umuligt at huske, hvem der var med, og hvad man havde set.

Jeg skar umiddelbart antallet af udstillere ned til ca. 25, og den enkelte kunstner fik plads til mindst 15 værker. Desuden var der max. 2 udstillere i hvert rum eller gang.

Det gav meget mere ro på udstillingen, og en bedre repræsentation af den enkelte kunstner.

Jeg fandt også ud af, på den hårde måde, at det at arrangere en så stor kunstudstilling kræver sin mand. For det første skal du have alle aftaler på plads vedrørende leje af lokaler, aftaler med pedel, aftale med hjælpere til rydning og tilbagesætning af inventar m.m. på gymnasiet. Aftale med vagter og aftale med 4-5 personer, som skal hjælpe med salg på ferniseringsdagen. Jeg skal finde nogle kunstnere, som jeg gerne vil have med på udstillingen, og der skal træffes aftaler med de udvalgte. Jeg skal beslutte mig for, hvor de enkelte kunstnere skal udstille – jeg gør meget ud af, at ingen kunstner på udstillingen må ødelægge det for en anden.

På udstillingen er der hvert år ca. 5 helt faste udstillere, og de har en helt fast plads, så det er let for eventuelle købere, at finde disse meget populære udstillere.

Der skal laves planer, skilte, navneskilte m.m. ligesom der skal laves annoncer, plakat og et katalog.

Der skal udleveres og afregnes for solgt kunst, og efterfølgende afregnes med kunstnere.

Der skal i hele åbningstiden være opsyn med udstillingen.

Sonja og jeg har nu i 30 år holdt påskeferie på Brønderslev Gymnasium.

Men vi vil heller ikke have været det foruden….

Det blev ikke ved den ene påskeudstilling. Hvis ikke Corona-epidemien havde ramt os i 2020, havde dette års Påskeudstilling været den 45. udstilling på Brønderslev Gymnasium – og 30. gang jeg arrangerede udstillingen.

Nu håber jeg så, at det i stedet bliver i 2022 jeg kan lave denne udstilling.

Påskeudstillingen i dag er overhovedet ikke sammenlignelig med den påskeudstilling jeg overtog for over 30 år siden. Dengang var besøgstallet mellem 500-1.500. I mange år har besøgstallet været omkring 5.000 optalte besøgende. Hvad angår salget på påskeudstillingen, så er det forøget 30-50 gange mere end det var før jeg overtog udstillingen.

Så alene ud fra disse to tal kan man sige, at Påskeudstillingen lever og har det godt.

Men for mig har det også handlet om, at de kunstnere, der udstiller, skal være mere eller mindre professionelle kunstnere som har arbejdet seriøst med kunst i en årrække.

Jeg har også sørget for, at der er en større udskiftning af udstillere hvert år, så der, ud over at følge de ca. 5 helt faste kunstneres udvikling, er mulighed for at møde nogle helt nye bekendtskaber, som ikke tidligere har udstillet i vores landsdel.

Jeg bruger meget tid på at udvælge kunstnere, og også på, at de får de rigtige pladser, så ingen kommer til at ødelægge noget for nogen.

Vi bruger stadig hele gymnasiet til udstilling, så der er god plads til såvel kunsten, som til de besøgende.

Gymnasiet er desuden inden for de sidste år blevet gennemrenoveret for adskillige millioner. Dette har givet endnu bedre udstillingsmuligheder med endnu flere lyse og venlige rum. Der er i forvejen et ganske fint lys på gymnasiet, idet der flere steder er store vinduer fra gulv til loft, lige som der flere steder er ovenlys.

Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium er en af de ældste i Danmark (måske endda den ældste) idet den startede før gymnasiet blev opført, så den er altså ældre end de 45 år jeg har nævnt.

Det er en udstilling som mange i Nordjylland – og også fra mange andre egne af Danmark – er bekendt med. Mange kommer år efter år på udstillingen, og i de sidste mindst 10 år har der hvert år, inden vi åbner, været en kø på ca. 100 personer, som gerne vil først ind for at vælge et kunstværk.

Påskeudstillingen blev i sin tid startet af overbibliotekar Erik Schardelmann og læge Ole Schmidt.

Maleriet har givet os rigtig meget. Vi har mødt mellem 500-600 forskellige kunstnere alene gennem min arrangering af påskeudstillingerne. Mange af disse kunstnere er blevet gode bekendte og andre gode venner.

Et år inviterede jeg kunstnere fra vores svenske venskabsby Nässjö med på Påskeudstillingen 1993. Det blev en hyggelig oplevelse. De boede på Hotel Phønix og spiste hos os.

Efterfølgende blev vi Brønderslev-kunstnere inviteret til at udstille i Nässjö på deres kulturhus. Igen en fin oplevelse.

I 2007, hvor Luxemburg var Europæisk Kulturhovedstad, blev jeg sammen med 5 andre danske kunstnere inviteret til at udstille på Chateau Bourglinster, som ligger ca. 5-10 km udenfor Luxemburg. Det er et flot gammelt slot med adskillige tårne og høj mur omkring borggården.

Her udstillede vi i 3-4 sale med højt til loftet og massive hvidkalkede murstensmure.

Jeg havde samlet malerier sammen gennem et par år, og havde 40 malerier med. Jeg solgte de 35, så jeg kunne næsten ikke få armene ned, det var en helt utrolig oplevelse.

Aftenen før vores fernisering var der foredrag af Klaus Rifbjerg. Desuden havde vores Dronning udstillet på de samme vægge måneden før vi kom.

Så vi følte, at det var lidt fint….

Nogle få år efter var vi nogle stykker fra udstillingen i Luxemburg og et par nye som udstillede på den svenske skole i Waterloo i Belgien. Vi boede alle på skolen og fik lavet en fin udstilling og også med et rimeligt godt salg.

For knap 30 år siden ombyggede jeg garagen til atelier. Der blev lavet et stort ovenlysvindue mod nord, som giver et rigtig godt lysindfald. Der blev meget bedre plads til mine malerier, og bedre mulighed for at vise dem frem for interesserede.Som kunstner føler jeg mig meget, meget privilegeret. Mange har gennem årene fundet vej til mit atelier, så det har ikke været nødvendigt for mig, gennem de sidste ca. 15 år, at udstille hverken i kunstforeninger eller gallerier.

I 2011, da Brønderslev rundede 90års Købstadsjubilæum, og vi fik besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik, arrangerede jeg en kunstudstilling af lokale kunstnere i ”den runde pavillon”. Udstillingen blev besøgt af Dronningen.

Her Hendes Majestæt Dronning Margrethe på besøg ved 90års Købstadsjubilæum, hvor jeg har arrangeret en udstilling i den Runde Pavillon af lokale kunstnere

Efterfølgende blev Sonja og jeg sammen med flere andre personer fra Brønderslev kommune inviteret til spisning på Kongeskibet, som lå i Hals Havn. Det var en stor oplevelse.

 

 

 

Frøken Helga Olsen i Nygade sagde

EFTER 52 ÅRS GERNING SOM MÆLKEHANDLER TAGER DEN NU 80-ÅRIGE FRØKEN HELGA OLSEN, BRØNDERSLEV, SIN AFSKED DEN 1. JULI. (1965).

Frøken Olsen har i den lange årrække solgt mælk fra Brønderslev andelsmejeri, de første år i udsalget ved mejeriet, senere som bestyrer af mejeriudsalget i Nygade.

Kilde: Vendsyssel Tidende den 16.6.1965

samt DFI Dansk filmcentral (billederne).

Det vil altså sige, at Frøken Olsen må have været midt i halvfjerdserne, da jeg og Søren Hansen alias “pulle Søren fra Gasværksvej” var mælkedrenge hos hende, sidst i 50’erne (ca. 1958-1959).

Det er utroligt, at den gamle stovte dame kunne holde til det slid i over 50 år. Hun traskede rundt på et stenhårdt terrazzogulv i et koldt, uopvarmet mejeriudsalg, fra morgen til aften. En overgang havde hun endda vand løbende ned ad ruden/vinduet ud mod Algade. Vandet virkede som kølemiddel for at holde rumtemp. nede. Da vi (Søren og jeg) arbejdede for frøken Olsen var hun en lille overvægtig dame, som var dårligt gående. Hun havde en vraltende gangart. For os, så ud til at hun havde bolig i forbindelse med udsalget, men jeg ved det ikke, for vi så det aldrig. Det var ikke et sted vi måtte komme.

Hendes lidenskab for katte var mærkbar stor. Hver dag hentede hun fiskehoveder hos fiskehandleren, som lå længere oppe i Nygade eller i Vestergade. Hun fodrede alle Dyrlægegårdens katte med fisk og mælk. De mange katte har givet gjort stor nytte ved at holde Dyrlægegården fri for mus og rotter.

Købmand Jørgen Johansen, har nævnt frøken Olsen i sin fortælling om sin gerning som købmand.

Er der nogen der ved, hvornår Brønderslev Andelsmejeri blev etableret?

Det ser ud til, at mejeriet blev nedlagt i slutningen af 80’erne, for i 1989 er der etableret ungdomsboliger i bygningerne.

I 1950’erne og 1960’erne og før den tid blev mælken solgt via mælkemænd, som fra hestetrukne mælkevogne solgte mælk til beboerne eller det blev solgt fra tre-fire mejeriudsalg. Jeg kan huske, at der var udsalg i Torvegade, Nygade, Rådhusgade og Vestergade – var der udsalg flere steder? I dag køber folk udelukkende mælk i supermarkederne. Det kunne man ikke gøre førhen. Alle mejeriprodukter (mælk, ost etc.) blev solgt via vogne eller udsalg.

Jeg håber at der er nogen som kan bidrage med oplysninger om hvem frøken Olsen var!

Helga Anine Steffine Olesen, født i Tårs 26. december 1883. Hun havde en bror og en søster. Hun døde på Kornumgård som 98 årig.

Kommentarer fra:

Ove S. Johansen: Billedet er taget ved udkørsel til Mejerigade, fra Brønderslev Andelsmejeri i Torvegade, overfor Teknisk skole. Det skrummel af en atypisk “Long John” skulle lille jeg indimellem manøvrere, når store stærke “Pulle Søren” ikke var present. Vi var begge ansat som cykelbude hos Helga Olesen i Nygade, som drev Brsl. Andelsmejeris udsalgssted. Frøken Helga Olesen var en lille firskåren, vraltende dame som var rigtig god ved Dyrlægegårdens katte. Hvor er jeg glad for at se det billede. Cyklen var nærmest køkkenblå og en leddeløs “fanden”, så når man ville dreje til en af siderne reagerede forhjulet først længe efter at man havde drejet styret. Der var det man i biljargon kaldte “ratslør” af H.. til! Haha

 

 

Morten Weise: Jeg kan selv nikke genkendende til fortælling om den ledløse fanden af en cykel. Som dreng var jeg i en periode bydreng hos Stansted og kørte bl.a. ud ned gasflasker. Budcyklen var af typen, der er vist på billedet blot ned den forskel, at forhjulet var meget mindre. Det gjorde det nærmest umuligt at styre “Long John” når den var hårdt læsset med store gasflasker. Særlig slemt var det når flaskerne skulle leveres til afsidesliggende ejendomme i periferien af byen, hvor der ofte var jordveje. Efter nogle uger som flaskegasbud måtte jeg opgive “karrieren” og finde andre indtægtskilder

 

Af Ove S. Johansen

 

Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev     

Januar 1977: Læge fra Århus Universitet

April 1987: Familielæge i Brønderslev

August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev

September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev

Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit læge liv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.   

For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.

 Min opvækst i Brønderslev

Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.

Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.

Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket

Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.

Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.

Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.

Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.

Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn

Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.

Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.

I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.

Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.

Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov

Min studietid i Århus

Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.

Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.

Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.

I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.

De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.

De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.

Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.

Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.

Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.

Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus

Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.

En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.

Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus

Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.

Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.

Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.

Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling

I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.

Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.

Læge på redningshelikopteren

Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.

Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten

På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.

Ændret mål for videre hospitalsansættelser

Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.

På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.

Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.

Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.

Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.

Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.

Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.

Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling.  Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.

I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis

Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.

Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev

Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.

Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.

Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.

Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.

Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.

Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.

Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.

Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis

En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.

Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.

Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.

I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.

Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.

Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.

Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.

TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.

 

Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde

Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.

I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.

I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.

I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening

Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.

Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.

Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus

I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.

Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur.  Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.

Lægevagtsarbejde gennem årene

Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.

Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte

Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.

Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.

I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.

Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.

Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.

Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.

Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland

Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.

Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.

De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ

Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.

I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben

Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.

Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.

Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland

I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.

De sidste år som familielæge i Brønderslev

I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev

Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.

Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.

Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.

De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.

De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.

Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.

Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.

Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev

Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.

Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.

Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.

Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev

Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv

Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik

Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer

Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.

Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.

I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.

Deltagerne til det første møde hos Gitte.

Bagest fra venstre Henrik Jensen, Esben Skaaning og Knud Vilsgaard

Forrest fra ve.

Grethe Jensen, Karen Jørgensen, Maja Bundgård og Gitte Pedersen

Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.

I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.

Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.

De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem

Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.

Vores udsigt ned over Daalen, hvor der om sommeren går kvier lige uden for vores have

 

Af: læge Henrik Jensen

             

Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev

Januar 1977: Læge fra Århus Universitet

April 1987: Familielæge i Brønderslev

August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev

September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev

 

 

Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit lægeliv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.   

For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.

 

Min opvækst i Brønderslev

Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.

Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.

Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket

Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.

Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.

Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.

Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.

Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn

Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.

Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.

I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.

Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.

Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov

Min studietid i Århus

Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.

Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.

Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.

I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.

De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.

De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.

Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.

Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.

Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.

Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus

Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.

En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.

Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus

Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.

Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.

Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.

Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling

I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.

Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.

Læge på redningshelikopteren

Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.

Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten

På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.

Ændret mål for videre hospitalsansættelser

Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.

På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.

Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.

Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.

Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.

Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.

Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.

Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling.  Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.

I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis

Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.

Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev

Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.

Her sidder jeg bag skrivebordet i mit lille konsultationsrum i Grønnegade

Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.

Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.

Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.

Et hyggeligt socialt fyraftensmøde i klinikken i Grønnegade.

Fra venstre er det Esben Skaaning, Maja Bundgård, Marianne Helsten, Bjarne Melchiorsen, Grethe Jensen, Knud Vilsgaard, Karen Jørgensen, Kirsten Larsen, og Gitte Pedersen. Marianne og Kirsten var de nyansatte sygeplejersker i lægehuset

Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.

Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.

Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.

Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis

En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.

Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.

Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.

I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.

Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.

Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.

Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.

TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.

 

Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde

Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.

I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.

I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.

I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening

Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.

Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.

Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus

I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.

Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur.  Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.

Lægevagtsarbejde gennem årene

Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.

Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte

Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.

Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.

I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.

Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.

Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.

Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.

Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland

Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.

Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.

Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.

De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ

Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.

I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben

Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.

Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.

Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland

I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.

De sidste år som familielæge i Brønderslev

I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev

Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.

Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.

Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.

De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.

De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.

Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.

Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.

Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev

Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.

Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.

Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.

Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev

Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv

Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik

Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer

Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.

Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.

I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.

Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.

I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.

Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.

De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem

Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.

 

 

1. Etableringen af Brønderslev Kommuneskole

Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.

I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.

Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Staringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.

Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.

For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.

Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.

Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til skoleholderen og en andenlærer.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til en lærer og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.

 

Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.

Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.

Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.

I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.

Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade

Siden skolen blev opført, var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.

Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.

Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.

I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.

Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hvert klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgade bygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt.

Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hvert klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgade bygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

 

Kilde: Barn af Vendsyssel 2009 nr.17

Med tilladelse fra familien

Af Tage Enevoldsen, Solvangsvej 7, 9700 Brønderslev

Skolegang i Hune Skole og Pandrup Private mellem og Realskole samt Halvorsminde Ungdomsskole, Hjørring.

Landbrugsmedhjælper, skoleophold og militærtjeneste 1947 til 1954. Agronom fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole 1958.

Assistent og konsulent i Ringkøbing amt 1958 til 1964.

Husdyrbrugskonsulent i Brønderslev 1964-1974 Kvægbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening og Brønderslev Husmandskreds 1974-1990.

Leder af regionskontoret for kvæg i Hjørring 1990-1996.

Medlem af bestyrelse og formand for forskellige Venstre organisationer.

Formand for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter 1978

Formand for Nordisk Økonomisk Kvægavl 1970-1984.

Bestyrelsesmedlem for Danske Senioragronomer 1997-2007.

Brønderslev Byråd 1997 til 2001.

Formand for aktionærrådet i Spar Nord, Brønderslev 1983-2004.

Formand for repræsentantskabet i Spar Nord 1988-2001.

Formand for Brønderslev Ældreråd 2007 –

Omfattende foredragsvirksomhed siden 1996.

Gift med Grete, der er sygeplejerske. Vi har to døtre og fem børnebørn.

Lige fra otte års alderen har jeg haft en drøm om at blive landbrugskonsulent. Inspirationen kom fra de foredragsholder, tit landbrugskonsulenter, der kom som gæster i mit hjem, før eller efter de havde holdt foredrag i forsamlingshuset, der var nærmeste nabo til mit hjem. Vi boede midt i sognets kulturcenter med kirken, skolen og forsamlingshuset, som nærmeste naboer. Mit fødesogn Hune, i det vestlige Vendsyssel er præget af den kraftige sandflugt, der hergede egnen i det 14. og 15. århundrede og som lagde tre-fire meter flyvesand ind over den frugtbare landbrugsjord. Før den tid var Hune Sogn en egn med mange store gårde og god jordbonitet.

I sognefogedgården fik mine forældre, Anna og Lars Enevoldsen, dreng nummer tre, en stor og kraftig gut på ti pund. Den nyfødte fik i Hune Kirke navnet Tage Enevoldsen, opkaldt efter sognepræstens søn. Sognepræsten, Haldor Hald, blev senere biskop over Lolland-Falsters Stift.

Jeg har to ældre brødre, men der er kun to og et halvt år mellem min ældste bror og mig, så vi har nærmest været som trillinger.

Min mor blev født i V. Hjermitslev som nummer fire ud af en søskendeflok på otte. Forældrene havde en mindre gård, og drev også et bageri med en bagersvend og en bagerlærling, en karl og en tjenestepige, så sammen med familien på ti medlemmer var der mange munde at mætte hver dag. Gården var på 20 tdr. land og der var 12 jersey-køer.  Besætning var grundlagt ved køb omkring år 1900 af avlsdyr fra Gårdbogård, hvortil de første jerseykøer i Danmark var blevet indført i 1896.

Far var født på min fødegård i Hune. Han havde efter sin konfirmation uddannet sig til landmand, dels i hjemmet, dels på nabogårde. Han var elev på Bælum Højskole, Korinth Landbrugsskole og Askov Højskole.

Som fjerde generation overtog mine forældre ved deres giftermål i 1929 farsfødehjem i Hune. Arealet var på 60 tdr. land, hvoraf kun halvdelen var opdyrket. Resten var uopdyrkede klitter og beplantninger. Agerjorden lä meget spredt i mindre lodder mellem de uopdyrkede arealer. Der var et husdyrhold på to-tre heste, 10-12 malkekøer og et mindre svinehold samt 10-12 får.

Vi havde altid en ung pige og en karl som medhjælp. De var ofte i pladsen to til fire år. Da jeg blev født, havde vi en ung pige, Nelly, fra Saltum Hun blev senere mor til den kendte sangerinde, Kirsten Sigaard.

Far var sognefoged i Hune Sogn, akkurat som hans far og bedstefar havde været. Det gav meget udadvendt arbejde og meget liv på gården. Samtidig var både mor og far aktive i foreningslivet i sognet.

Mor var i husholdningsarbejdet, i Røde Kors og var den første bibliotekar på Hune Bibliotek.

Far var også meget aktiv i sognets og egnens sociale liv. Han var med i bestyrelsen for næsten alle lokale foreninger enten som formand eller kasserer. Han var også med i en initiativgruppe til etablering af et alderdomshjem i Hune og formand for komiteen til oprettelse af mindesten for forfatteren Thomas Olesen Løkken. Far var sognefoged fra 1935 indtil embedet blev nedlagt i 1973. Han var mangeårigt medlem af Skatterådet for Børglum m.fl. Herreder, medlem af Hjørring Amtsråd med i bestyrelsen og formand for Hvetbo Herreds Sparekasse i en lang årrække. Han brugte ofte mere end halvdelen af sin tid på møder i de mange udvalg og foreninger.

Vi drenge fik en god og tryg opvækst. Landbrugskrisen i 1930’erne satte præg på hverdagen, men vi led ingen nød. Indtægterne var små, men mor var en dygtig og økonomisk husmoder. Det meste af maden blev tilberedt af egne produkter. Bedstemor og bedstefar boede i et nybygget hus lige ved siden af gården. Her tilbragte vi tre brødre megen tid. Om efteråret, når det begyndte at blive tidligt mørkt, holdt vi mørkningstime sammen med dem. Vi sad på gulvet i hjørnet, hvor bedstemor sad i en lænestol og strikkede. Der var kun tændt et enkelt lys ved skrivebordet i det andet hjørne af stuen. Her sad bedstefar og læste op for os eller fortalte om alt det, han havde oplevet i sit lange liv. På den måde fik vi overbragt slægtens historie flere generationer tilbage. Bedstefar var en dygtig fortæller, så det var uhyre spændende og hyggeligt. Da han var 70 skrev han sine erindringer, og oplysninger herfra har jeg i de senere år brugt i mange foredrag.

Jeg var Seks år den 9. april 1940 og husker dagen tydeligt. Vi blev vækket meget tidlig om morgenen, idet der kom bud til far, der var lægdsmand, at han skulle ud med besked om mobilisering af unge værnepligtige i sognet.

Da vi kom op, hørte vi i radioen om det tyske angreb, og samtidigt begyndte de tyske flyvemaskiner at flyve over gården i retning mod Norge. De havde været nede for at tanke brændstof i Aalborg Lufthavn og skulle nu angribe Norge. Det fortsatte hele formiddagen.

Det var en af mine første skoledage, da jeg var begyndt min skolegang i Hune Skole den 1. april 1940. Der var en uhyggelig stemning i skolen. Mange var meget bange og nervøse. Faderen til en af pigerne i klassen arbejdede på Aalborg Lufthavn. Hun var bekymret og sad i et hjørne af skolestuen og græd. Efter en times tid fik vi alle fri.

Hen midt på eftermiddagen fik vi besøg af en ung repræsentant fra Brdr. Langeland i Brønderslev. Han var kørende i chefens Ford V8 og havde fået ordre til straks at køre hjem til Brønderslev med bilen, hvis han mødte tyske soldater på sin vej. Han var på besøg for at sælge en kamin. Vi købte den, den var meget flot med en fin firkantet rude med marieglas, så man kunne se ilden. Samtidig med, at kaminhandelen blev afsluttet, kom der et tysk militært køretøj ind i gården, og straks kørte repræsentanten nord ud af gården i direktørens bil for at bringe den i sikkerhed.

De tyske soldater skulle tale med far, der jo var sognefoged, om at skaffe indkvarteringsmuligheder til en del soldater, som straks skulle på bevogtningsopgaver i Blokhus, da tyskerne allerede fra den 9. april var meget opmærksomme på faren for engelsk invasion på den jyske vestkyst.

Kort efter den 9. april fik vi en ny radio, så vi fik mulighed for at lytte til den danske stemme fra BBC i London. Vi drenge skulle sidde musestille, når der var radio fra London.

I krigsårene fik vi ofte besøg af tyske officerer, der havde ærinder til sognefogeden. En gang var der en af de tyske officerer, der røg cigar. Da han ville skodde den, åbnede han med fingrene lemmen til kaminen for at kaste skoddet derind. Den var gloende varm, så han brændte sig meget. Det syntes vi drenge var helt i orden, når det gik ud over en tysk soldat.

Krigsårene gav meget ekstra arbejde til sognefogeden med tilsigelser, udpantninger, m.v. til den stærkt voksende civilbefolkning. Indbyggertallet i sognet blev udvidet med de mange arbejdere, som arbejdede for organisation Tott med at bygge bunkers og forsvarsanlæg i Blokhus og nærmeste omegn. Mange huse i Blokhus blev jævnet med jorden for at gøre plads til de mange bunkersanlæg. Flere af de fremmede arbejdere havde en noget blakket fortid, så der kom ofte tilsigelser og bødeforlæg som sognefogeden skulle forkynde for rette vedkommende Det var tit vanskeligt at finde ud af, hvor de boede. En person havde måske det fulde navn Peter Nielsen Christensen, men blandt arbejdsfæller var han kun kendt som “Københavneren” eller lignede. Han var måske heller ikke selv særlig interesseret i at blive genkendt og blive holdt op på sine tidligere gerninger. Far brugte rigtig mange aftentimer under krigen på at cykle rundt for at finde alle sine “kunder”.

Under hele krigen var der mange tyske soldater i Hune Sogn. De havde bevogtningsopgaver ved nedkørslen til stranden, hvor der var lavet en kraftig betonafspærring, og store arealer var udlagt med landminer. Det skete ofte, at der drev miner i land, som skulle demonteres. Det var ikke sjældent, at der lød eksplosioner fra Blokhus.

Tyskerne holdt ofte øvelser rundt omkring i Blokhus Klitplantage, i klitterne og på vore marker, hvor de gravede skyttegrave.

Barndommen og skoletiden

Som den yngste af tre brødre måtte jeg som regel bruge deres aflagte tøj, således også med et sæt stribet matrostøj. Det fik jeg på første gang, den dag jeg som fireårig skulle koppevaccineres. Her opstod en krise, idet jeg erklærede, at jeg ikkeville af mit nye flotte tøj, så mor måtte meget rød i hovedet vandre hjem med den genstridige dreng. Ugen efter blev jeg vaccineret – uden matrostøj!

Fra 1940 til 1945 gik jeg i Hune Skole. Det var en toklasset skole med en lærer og en lærerinde. Om vinteren gik de to store klasser i skole fire dage om ugen og de små klasser to dage om ugen. Om sommeren var det omvendt.

Piger og drenge sad i hver sin side af klasseværelset. I de mindste klasser skrev vi på små tavler med grifler og i de større blev de afløst af kladdehæfter til blyant eller pen og blæk.

Lærer Ibsen var en god regnelærer og fru Hansen var en dygtig dansk- og historielærer. Ibsen var den gammeldags lærer, mens fru Hansen var den unge lærerinde med lidt mere moderne metoder.

En gang om året kom skolekommissionen med sognepræsten eller sognerådsformanden i spidsen på besøg og overhørte os i de enkelte fag. Jeg husker ikke, at var nervøse for denne eksamen, men det var jo nok også mest lærerne, der var til eksamen.

Vi havde et godt kammeratskab i skolen og legede tit i store flokke både i skoletiden og i fritiden, og ofte med drengene som røvere og soldater i Klitplantagen.

Et andet samlingssted var hos smedemester Ludvig Hvarregaard. Her var syv otte sønner, så der var altid nogen at lege med.

Under krigen kom der en del nye børn af ”tyskerarbejdere” i skolen. Det betød bl.a., at vi i 1942 fik en kraftig luseepidemi. Jeg kan huske, at der var så mange lus, at vi kunne se dem løbe hen ad skolepultene.

Vi tre brødre fik også lus. Jeg husker dagen tydeligt. Min mor var meget skamfuld over, at hendes drenge havde fået lus. Karlen blev sendt langt ud i marken for at pløje, og den unge pige fik fri – hvilket sjældent skete. Gardinet blev trukket for vinduet i køkkenet, og så gik mor og far ellers i gang med den store aflusningsproces. Først blev vi kæmmet meget grundigt med en tæt “lusekam”. Derefter blev håret vasket i et lusemiddel. Vi fik håret vasket flere gange, så til sidst var vi glorøde i hovedet.

Den 4. maj 1945 var jeg 11 år gammel. Om aftenen var jeg hjemme i stuen sammen med mor og far og en nabo. Lige pludselig hørte vi det længe ventede frihedsbudskab i radioen fra BBC. Jeg var straks klar over, at det var en meget vigtig begivenhed, som omgående skulle meddeles mine brødre. De var på fodboldpladsen nord for kirken. Jeg styrtede derop og råbte ud over pladsen, at Danmark var blevet frit, men til min store skuffelse var der ingen af de store drenge elle de tilstedeværende voksne, der lyttede til, hvad jeg havde at fortælle. Jeg måtte derfor gå skuffet hjem. Senere på aftenen blev alle i sognet klar over det gode budskab og folk samledes udenfor og der blev tændt stearinlys i vinduerne. Allerede midt på aftenen, så vi de første frihedskæmpere med deres karakteristiske rød-blå-hvide armbind. Jeg var ikke klar over deres eksistens før denne aften. Der var bl.a. plantør Plesner og flere fiskere fra Blokhus. Nogle få dage efter befrielsen kom frihedskæmperne for at hente våben, der var skjult over loftet i kirkens våbenhus.

Mine brødre havde begge gået med aviser, og med tiden blev det min tur til at tage over. Vi gik med Vendsyssel Tidende, Aalborg Amtstidende om hverdagen, og senere også med Aalborg Stiftstidende om søndagen. Avisen skulle hentes tidligt søndag morgen på perronen ved mejeriet i Pandrup. Det kunne være en drøj tur i kraftig blæst og regn.

Den 5. maj 1945 var min bedste dag som avisbud. Avisen var pyntet med dannebrogsflag, som prydede de øverste hjørner på forsiden. Alle modtagerne var glade og stod og ventede på at læse frihedsbudskabet, og jeg fik småkager og saftevand hos mange af ”kunderne”.

Realskolen i Pandrup

I august 1945 startede jeg i I. mellem i Pandrup Realskole. Det var en meget stor forandring i forhold til Hune Skole. Her skulle vi aflevere opgaver i regning, skrivning, diktat, stile i dansk, engelsk og tysk. Det havde jeg aldrig prøvet før, men efterhånden fandt jeg ud af, at det vi havde lært i Hune Skole, gjorde mig godt rustet til at klare mig i konkurrence med de andre i klassen.

Vi var vel omkring 30 elever i klassen med vidt forskellige baggrunde. En del kom fra småskoler i omegnen. Vi talte dialekt og virkede nok lidt “bondet”. De øvrige elever kom fra Pandrup by og var børn af borgerskabet. De talte fint og var bedre klædt, end vi andre.

De var også meget næsvise over for lærerne, bl.a. turde de gemme sig i fysikskabene i timerne, hvor de sad og røg.

Inden hver times start stillede vi op på række og geled i skolegården, og så kom klasselæreren og hentede os. Inde i klasselokalet måtte vi først sætte os ned, når læreren gav tilladelse. Vi skulle også sige De til lærerne.

Som noget nyt fik vi karakterbog hvert kvartal. Der var mange flere fag, end jeg var vant til fra Hune, og det viste sig, da karakterbøgerne blev delt ud, at vi, som kom fra de mindre skoler, klarede os meget fint. De mange fag krævede en del lektielæsning og forberedelse, og det fik vi altid lov til at bruge tid på. Det blev altså ikke til så meget med landbrugsarbejdet.

Jeg blev konfirmeret den 7. oktober 1947, og samtidigt gik jeg ud af skolen. Det var min egen beslutning, jeg ville være landmand, og derfor troede jeg ikke, det var nødvendigt at tage en realeksamen. Min mor og far, og lærerne frarådede mig at gøre det, men jeg var stædig og holdt på, at jeg ville stoppe. Den beslutning har jeg fortrudt mange gange. Navnlig har jeg manglet nogle bedre sprogkundskaber men dem har jeg måttet tilegne mig siden!

 

Tiden fra konfirmationen til studietiden i København

i gang med at uddanne mig til landmand. Min ældste bror, Søren, der ville være landmand, og jeg skiftedes til at være karl hjemme, og være på skole eller have plads på andre gårde.

leg startede med at være hjemme i to år og derefter kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole. Vi var 97 forventningsfulde drenge, der mødte frem. Den første aften stillede vi op i gymnastiksalen. Her fik vi tildelt numre efter højde. Jeg fik nummer otte, så jeg var blandt de højeste på holdet.

Skolen var i dyb krise, da vi startede. Det skyldtes, at forstander Frode Nielsen pludselig var død 14 dage før, vi ankom. Skolen var ejet af familien Nielsen. Frode Nielsens enke, Ellen Nielsen, der kun var 36 år, og ikke havde nogen undervisnings- eller ledererfaring, påtog sig efter nogle ugers forløb ansvaret for skolens ledelse.

Det var ikke nogen nem opgave, men der var mange af skolens gode venner, der stillede op som hjælpelærere, bl.a. rektor Brodersen fra Gymnasiet, rektoren fra Tariet og provst Carl Hermansen. Vi elever fik en rigtig god undervisning og skoleopholdet blev en stor og god oplevelse. Bl.a. fik vi lært den nye retskrivning, som var blevet indført i foråret 1948. Vi var jo sammen hele døgnet, så der blev mange venskaber og udviklet gode kammeratskaber.

Efter afslutningen af opholdet på Halvorsminde blev jeg som 16-årig ansat som elev på Statens Planteavlsforsøgsstation i Tylstrup. Det var en interessant og lærerig arbejdsplads, hvor vi var i alt 18 ansatte, hvoraf vi var fem elever med en førsteelev i spidsen. Arbejdet på forsøgsstationen bestod af meget håndarbejde med de mange forsøgsparceller. Kartoffelforsøgene udgjorde hovedparten af arbejdsopgaverne. Bl.a. hjalp jeg med at optage kartoflerne i forædlingsafdelingen. Hvert år blev der udviklet flere hundrede nye sorter. Alle knolde blev nøje undersøgt, vejet kontrolleret i alle ender og kanter. Det var et stort tålmodighedsarbejde. – I en 20 års periode var det kun lykkedes at få en sort: “Tylstrup Odin” godkendt og sendt på markedet.

Sommeren på Tylstrup fløj af sted, og snart var det 1. november og tid at sige farvel og tak til alle gode kolleger for en rigtig god og udbytterig sommer. Jeg var blevet mere sikker på, at jeg ville være landbrugskandidat. Tænk at kunne gå rundt hver dag i forsøgsmarken i pænt rent tøj og lange, nye gummistøvler og måle og veje og notere i forsøgsbogen, Det ville bare være lykken!

Herefter var jeg karl i mit hjem i to år, hvor jeg forsøgte at dygtiggøre mig med det praktiske arbejde, men også med kursus i Landbrugets Brevskole, og ved at deltage i de landbrugsfaglige kurser hen over vinteren på Pandrup Hotel med konsulenterne Karl Birch, Rud. Nordholm og Albert Albertsen. De gav os en spændende undervisning i husdyrbrug og planteavl.

Den 1. november 1951 hankede jeg op i den gamle brune kuffert og drog ud på min første virkelige store “udlandsfærd”. Jeg tiltrådte en plads som fodermester på Margaard i Nr. Åby på Vestfyn. Her var en malkekvægbesætning på 22 jerseykøer.

Der var 50 tdr. land fabrik og seks tdr. land god jord til gården med grovfoder til køerne, sukkerroer til fabrik og seks tdr. land beplantet med æbletræer, solbær- og ribsbuske.

Det var ligeledes en rigtig spændende læreplads i et godt miljø. Familien bestod af husbond og madmor samt et 16-årigt tvillingepar. Og der var også pige og karl.  Om sommeren kom en 18-årig søn hjem som forkarl, så her var vi også man unge mennesker samlet hele tiden.

Jeg blev helt optaget som medlem af familien. Det var et oplyst landbohjem. som jeg blev en del af. Et hjem med klaver, der hyppigt blev benyttet til at ledsage sange fra højskolesangbogen. Vi fire unge mennesker fulgtes ad til gymnastik og til mange møder og baller i ungdomsforeningen.

Jeg fik stort udbytte af mit fodermesterjob. Besætningen var en avlsbesætning, og køerne blev kåret, og der blev ført familiestambog. Vi fik ofte besøg af kvægavlskonsulenten, og det gav yderligere inspiration til mine fremtidsdrømme som landbrugskandidat.

Jeg skal lige nævne, at jeg havde store sprogvanskeligheder i den første tid på Fyn.

Den første aften gik jeg ned i Nr. Aaby Brugsforening for at købe et stykke håndsæbe. Jeg gik hen til disken og sagde til uddeleren: “Goddaw, a wil jan tjyeb jit styk sieb.” Han stod fuldstændig uforstående. Efter flere gentagelser på mit modersmål måtte jeg modstræbende fremsige mit ærinde på rigsdansk: “Goddag, jeg vil gerne købe et stykke sæbe”. Min husbond, der døjede med hørelsen, havde store vanskeligheder med at forstå min dialekt, Efterhånden måtte jeg give efter og gå mere over til at tale rigsdansk.

Soldatertiden

Den 11. november 1952 begyndte jeg som rekrut ved Livgarden i Sandholmlejren ved Allerød i Nordsjælland. Rekruttiden varede det første halve år. Derefter skulle vi have et halvt års vagttjeneste på Amalienborg men det blev der sat en stopper for.

På grund af Korea krigen og efterfølgende krav fra NATO om at forlænge tjenestetiden i Danmark med seks måneder, besluttede folketinget at den skulle forlænges. Dengang var tjenestetiden 12 måneder, men med virkning fra 1.maj blev den hævet til 18 måneder. Det fik virkning for det hold, som var indkaldt et halvt år før mig. Denne politiske beslutning resulterede i mytteri på flere sønderjyske kaserner, og senere i fængselsstraf til 300 soldater. Der var også oprørsstemning blandt de gardere, der stod overfor snarlig hjemsendelse, men der var ingen, der lavede åbent oprør. Her ses forfatteren som garder 1952-

Den forlængede tjenestetid til holdet før os, betød at jeg, der var motorcykelordonnans, blev overført til tjeneste sammen med de gamle basser i stedet for at komme på vagttieneste i København.

Det var i første omgang en stor skuffelse, men det blev hurtigt vendt til noget positivt, idet det halve år som ordonnans for de ældre gardere blev en god oplevelse. Som en følge af den forlængede tjenestetid blev der indført civilundervisning for værnepligtige. Jeg fik undervisning i samfundsfag og landbrugsfag. Som lærer i samfundsfagene havde vi en meget inspirerende ung sognepræst fra Allerød. Han hed Jørgen Bøgh og blev chef for civilundervisningen for hele Danmark. Senere blev han domprovst i Århus.

De 18 måneders soldatertid fløj af sted, og den vil altid stå i min erindring som en god tid med et rigtigt godt kammeratskab.

Efter soldatertiden fik jeg i sommeren 1954 plads som forkarl på en gård i Kastrup ved Gram i Sønderjylland. Der var mange udfordringer, det regnede næsten hele tiden, og det gav meget ekstra arbejde i markbruget. Vi blev bl.a. først færdig med at bjærge det sidste korn i engene i oktober.

Også her var jeg optaget som medlem af familien, og min madmor, der hed Amanda, gav mig indblik i den sønderjyske historie. Hendes far havde været i tysk soldatertjeneste under den første verdenskrig. Mange søndage kørte vi rundt og de kendte historiske steder i Sønderjylland og Sydslesvig. Ved mange folkelige møder i forsamlingshuset stiftede jeg bekendtskab med den sønderjyske sangbog blevet knyttet så tætte bånd mellem os, at da Amanda og jeg tog afsked på Vejens station, trillede tårerne ned ad kinderne på os begge.

 Landbohøjskolen

Den 1. september 1955 blev min drengedrøm opfyldt, idet jeg startede studierne på Landbohøjskolen. Det var en stor forandring i mit liv. Nu var det slut med det praktiske landbrugsarbejde, som havde været en stor del af min tilværelse siden 1947. Vi var en flok på omkring 120 studerende, som begyndte på landbrugsstudiet – tre år senere var vi 72, der afsluttede med kandidateksamen. Så der var en ret stor frafaldsprocent. En helt ny tilværelse blev indledt. Jeg måtte selv tilrettelægge hverdagen, så jeg kunne få størst mulig udbytte af den. Fra næsten altid at have været sammen med andre og altid afhængig af andre, så var jeg nu meget mere alene. Kunsten var at tiden fordelt fornuftigt mellem studie og fritid. Ingen satte mig i arbejde eller gav lektier for. Det måtte jeg selv klare. Der var ingen mødepligt til forelæsningerne, men jeg fulgte dem ret slavisk. I starten var jeg meget usikker på, hvor megen tid, der skulle bruges på at læse, så jeg brugte mange timer hver dag.

Studiet var delt op i tre dele. Fagene gik fra de meget teoretiske på første anden del og til de mere praktisk betonede på tredje del. I alt var vi til eksamen 38 gange i studietiden. Eksamenstiden var hård og kunne være meget frustrerende Den ene dag fik man en god karakter, mens ens bedste ven fik en dårlig. Næste dag var det måske lige modsat

Studierne levnede dog også tid til mange andre oplevelser med biograf- og teaterbesøg, foredrag og fester, bl.a. i Højskoleforeningen i Vartorv.

Dengang var der kun få muligheder for at få studielegater, så jeg supplerede økonomien med forskellige småjobs som færdselstæller, arbejde på travbanen i Charlottenlund og på Københavns Salatfabrik.

I de tre studieår spekulerede jeg på, hvilket job jeg skulle søge, når uddannelsen var færdig. Jeg ville gerne arbejde med økonomi eller kvægbrug, så jeg overvejede at søge ind på Landbrugets Driftsbureau i København, men det endte dog med, at jeg den 1. maj 1958 startede som assistent hos konsulent Anders Høgh i Skjern.

Tiden i Vestjylland

Arbejdsområdet i Skjern omfattede den sydligste tredjedel af Ringkøbing Amt. Jeg fik en god og bred oplæring i alsidigt konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring. Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg underviste unge fodermestre i maskinmalkning. De skulle lære at malke 20 køer i timen med én malkemaskine. Det er helt uforståeligt for nutidens unge landmænd, som i dag let malker flere hundrede køer i timen. De vestjyske kvægbrugere var nogle gæve folk, som tog godt imod den unge konsulent. Lønnen var på 10.000 kroner om året, det vil sige 833 kroner pr. måned. Hvis ikke Grete var kommet med 872 kroner fra sit arbejde som sygeplejerske på Tarm Sygehus, havde det ikke været nemt at klare skærene.

Efter to år som assistent, blev jeg kvægfodringskonsulent i Skjern-Tarm Egnens Landboforening. Vi købte et hus på 105 kvadratmeter, og jeg fik kontor i det ene værelse, og havde fire gode år i denne stilling. Jeg var den første kvægfodringskonsulent i Ringkøbing Amt. “Da jeg fire år senere flyttede til Brønderslev, var der blevet i alt syv kvægfodringskonsulenter i amtet, så det var en tid med megen udvikling. Jeg udviklede konceptet for stillingen sammen med min udvalgsformand, Jacob Stensig, Sædding – en skolet landmand, som kunne udtrykke sig præcist, både i tale og skrift. Vi havde et rigtig godt samarbejde. Han blev senere formand for De Samvirkende Danske Kvægavlsforeninger.

I de 6 1/2 år i Vestjylland var jeg formand for Venstres Ungdom i Skjernkredsen, mødtes jeg med de andre VU-formænd i kredsene. De fleste var engagerede unge landmænd, der havde været på flere højskoleophold, hvor de var blevet politisk modnede. De var gode i politiske debatter, og det gav inspiration til mig, der var er del yngre. To af dem blev senere medlemmer af folketinget, og alle de andre udrettede deres politiske virke i amtsråd, landboforeninger og andre organisationer i landbruget. I Venstres Ungdom gav man dem træning i organisationsarbejde.

Tilbage til Hjørring Amt

Den 1. november 1964 tiltrådte jeg en stilling som alsidig husdyrbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening. Arbejdsområdet lå i en radius på 20 kilometer rundt om Brønderslev og omfattede konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring, samt byggerådgivning, Samtidig blev jeg kasserer i Landboforeningen. Det blev senere udvidet med sekretærarbejde. I Vestjylland havde jeg kontor hjemme i privatboligen. Her var der et fælles konsulentkontor, hvor vi var fem seks konsulenter. Det var en helt ny måde at arbejde på og samarbejdet med kolleger indenfor planteavl, økonomi og husholdning gav megen inspiration.

I 1964 drev alle landmændene et alsidigt landbrug med kvæg og svin. Det var nogle meget travle år med individuel vejledning af Brønderslevegnens ca.1.700 landmænd. Det foregik som regel ved besøg ude på gårdene, hvor vi ofte startede med at måle alle grovfoderbeholdninger op ude i marken, og efter en gennemgang af besætningen i stalden, afsluttede vi i stuehuset med beregninger af beholdninger og udarbejdelse af foderplaner til de enkelte dyregrupper. Besøget sluttede dengang næsten altid med en kop kaffe. Det blev til mange gode samtaler med hele familien, hvor vi drøftede landbrugsfaglige spørgsmål og ofte også familiemæssige forhold. I perioden fra 1978 til 1982 var der krisetider i landbruget på grund af faldende mælke- og kødpriser og et meget højt renteniveau. Mange kvægbrugere måtte give op og sælge. Det var hårdt rent menneskeligt. I mange tilfælde var det deres fødehjem de måtte forlade. Som kvægkonsulent var jeg meget tæt på landmændene i disse svære beslutninger. Flere gange sad mand og kone dybt ulykkelige over for mig i køkkenet, når den svære beslutning skulle tages. Det var ikke let at frigøre sig  for disse oplevelser, når man kom hjem om aftenen.

Ved afslutningen på et besøg på en kvæggård i kriseåret 1980 spurgte hvorledes de havde det. Jo tak, sagde konen, det går godt med kvægbesætningen økonomien, men jeg kan næsten ikke mere udholde at høre den hadske kritik. hver dag i radio og TV hagler ned over vort erhverv. Denne udtalelse blev fremført på landboforeningernes store protestmøde i Aarhus i efteråret 1980.

 

Afslutning

I de første mange år var konsulentens eneste hjælpemiddel papir og kuglepen. Senere kom mange avancerede hjælpemidler som computere med mange forskellige styreprogrammer.

Den individuelle rådgivning blev suppleret med undervisning på Landboskolen i Brønderslev, hvor jeg underviste kvægbrugere, unge landmænd og landhusmødre i kvægbrug og kvægavl. For hele tiden at være ajour med ny viden deltog jeg i mange efteruddannelses-kurser for konsulenter.

Via et formandskab for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter blev jeg i mange år stærkt involveret i denne aktivitet på landsplan. Igennem udvalg og bestyrelser nedsat af Landbrugsministeriet, Landboforeningerne, Husmandsforeningerne og Konsulentforeningen var jeg med til at udvikle al efteruddannelse på Tune Landboskole ved Roskilde og på Koldkærgaard ved Århus. I mange år var jeg med til at planlægge disse kurser, og ofte var jeg enten deltager eller kursusleder pa kvægholdene. På disse kurser fik lokalkonsulenterne efteruddannelse og ajourført deres fagområde. Det blev sat rigtigt i system i 1970’erne og fremover, og det gav et markant løft i det lokale rådgivningsarbejde.

Inspirationen til denne ny organisering af efteruddannelsen kom fra studier til USA og mange europæiske lande.

Samtidigt blev rådgivningsarbejdet samlet på landsplan på Det faglige Landscenter i Skejby. Opbygningen af det faglige rådgivningsarbejde i dansk landbrug har senere dannet mønster for mange andre lande. Rådgivningen blev samlet i langt færre landbocentre, idet man i 1970’erne gik fra 150 konsulentkontorer til ca. 50 firestrengede landbocentre med rådgivning indenfor planteavl, økonomi, kvæg, svin, maskiner og bygninger. Den tværfaglige rådgivning blev indført med rådgivning i de enkelte faglige grene, men med økonomien som et integreret og samlende led i vejledningspakken til landmanden.

Jeg har således i mine 40 år i rådgivningens tjeneste startet med at være ene konsulent i eget kontor i privatboligen og sluttet med at være ansat på et femstrenget landbocenter med 150 ansatte. I sandhed en hel revolution. Det skal nævnes, at antallet af helårsbrug på landsplan i samme periode faldt fra 230.000 til 40.000.

Min barndomsdrøm om at blive landbrugskonsulent gik i opfyldelse. Det har været nogle travle år med rigtig mange gode oplevelser. Jeg var så heldig at være en aktiv del af en stor omstillingsproces i dansk landbrug. En tid med en rivende udvikling. Et liv med rigtig mange gode oplevelser i samarbejde med mange spændende landmænd og kolleger og med mange gode personlige kontakter i ind- og udland. Mange af disse personer vil for altid stå som et meget positivt min erindring.

 

Der skal smøres, før der kan køres

Autoværksted og traktorforhandler S. Møller

——————————————————

I 1926 overtog automobilhandler S. Møller et mindre og ubetydeligt autoværksted i Brønderslev.

Virksomheden havde ved Møllers overtagelse ligget stille i nogen tid, men det varede ikke længe, før der kom gang i Forretningen. Således var der ved starten kun plads til 2 biler i værkstedet, i dag er der plads til 20, og virksomheden beskæftiger nu en halv snes mand. Udvidelserne er kommet lidt efter lidt, den første blev foretaget i 1931, men allerede i 1935 måtte en ny og stor udvidelse til for at give plads til de mange biler, der blev sendt til reparation.

Foruden det store reparationsværksted driver S. Møller også handel med biler, og han har bl. a. forhandling af 2 amerikanske, 2 engelske og 1 tjekkoslovakisk Bilmærke (Rute-og Lastbiler samt-Personvogne).

Kilde: Hakon Mielche. Brønderslev – Industricenter i Vendsyssel.

Udgivet i forbindelse med byens 25-års jubilæum i 1946.

Herunder kommentarer

Frede Poulsen: Efterfølgende fik de også traktorforhandling af Ferguson og MassyFerguson. Det var et af de førende salgs steder i området, har faktisk en der er solgt fra S Møller årgang 1964

Tom Teglhus Simonsen: Automobilforhandler S Møller boede i bygningen ved siden af værkstedet i stueetagen var der reservedelslager, og udstillingslokale, han forhandlede bl.a Fiat og Simca foruden som nævnt Ferguson traktorer.

Lindy Thomsen: S. Møller havde også værksted og udstilling i “det gamle eksportslagteri” på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade ( i dag Tandlæger i nyere bygning)

Af Ove S. Johansen

 

 

 

 

Efter at den nye kirke var taget i brug i 1922, blev den gamle kirke i en del år kun brugt til begravelser. Men efterhånden blev det en yndet vielses kirke, og i dag er der vielser, begravelser, barnedåb og gudstjenester i den gamle kirke

Projektering af en ny kirke
Den nye kirke var hårdt tiltrængt. Der var ikke plads nok i den gamle kirke. Så der var flere tiltag til opførelse af en ny. Der var samlet penge ind, og der blev lavet udkast til kirken af arkitekt Valdemar Schmidt, København. Det var allerede i 1907. Andre ønskede en udvidelse af den gamle kirke. Men det kneb med økonomien, og man havde håbet at få hjælp fra stamhuset Birkelse, som kirken jo endnu hørte ind under. Men det lykkedes ikke.
Der skulle bygges en ny kirke.

Byggeri og indvielse
Men efter mange spekulationer og med stor entusiasme og hjælp fra sognepræst F. Dahl og med stor støtte ved indsamling blandt byens borgere lykkedes det at få den nye kirke op at stå, idet statens støtte var betinget af byens eget indskud. Byggeriet blev for størstedelens vedkommende udført af lokale håndværkere. Arkitekten var igen omtalte Vald. Schmidt fra København, og den 26. marts 1922 blev kirken indviet under stor højtidelighed. Der var procession fra præstegården med biskop og amtmand i spidsen ned til kirken. Denne blev derefter ved en gudstjeneste indviet af biskoppen. Kirken var overfyldt – både ved denne gudstjeneste og ved den senere aftengudstjeneste. Men der var endnu ikke et tårn, idet opførelsen af et sådant var blevet udskudt på grund af økonomien. Men i 1926 stod tårnet færdigt. 2 klokker blev ophængt i tårnet, hvoraf den ene var betalt af private og blev omstøbt på Jysk Jernstøberi i Brønderslev.

Kirken bestod af koret – hvorfra en dør på nordsiden førte ind til sakristietet, et aflangt hovedskib, sideskibe med pulpiturer(balkoner), 5 meter høje granitpiller, der bar loft og pulpitur, og der var plads til orgel og mødelokale mod vest. Prædikestolen var anbragt i nordsiden af skibet, men i 1933 blev den flyttet til den plads i koret, som den havde frem til ombygning af kirkerummet i 2018-2019 – på sydsiden lige ved overgangen til skibet.

I 1970-72 blev der foretaget en stor ombygning af kirken.
Pulpiturerne i sideskibene blev fjernet, kirkens konstruktion blev forstærket, og der blev lavet et helt nyt vestparti i kirken. Der kom et nyt orgelpulpitur og et nyt orgel, og der blev plads til et kirkekor. Det forgyldte kors over alteret blev erstattet af et nyt kors med den korsfæstede kristus figur. I koret blev 2 abstrakte glasmosaikker lavet af Helle Scharling indsat i nye vinduer mod øst. Pengene hertil var skænket af en gruppe borgere med Ellen Jacob Christensen i spidsen, som også havde broderet det nye grønne altertæppe.
Nogle år senere modtog kirken en stor arv fra ægteparret Ellen og Jacob Christensen. Den blev ligeledes anvendt til kunst i kirken. Der blev bl.a. sat små mosaikruder (igen lavet af Helle Scharling) nederst i alle de store vinduer. Der var problemer med godkendelsen fra Udvalget for Kirkekunst, men menighedsrådet fastholdt den nye kunst, og ruderne blev accepteret af den endelige myndighed – kirkeministeriet.
Den 7-armede lysestage på alteret, en af lysekronerne og skibet er skænket af private.

Opførelse af menighedshus
Kirken fik tilbygget et menighedshus mod vest i 1982, tegnet af den lokale arkitekt Kr. Bjerregaard. Menighedshuset er og har været en stor succes. Det blev i 2010 omdøbt til Sognegården.
Et stigende aktivitetsniveau med nye aktiviteter og gudstjenesteformer gjorde behovet for nyere og større rammer mere og mere påtrængende. Da kirken samtidig nærmede sig sin 100års fødselsdag (i 2022) blev ønsket om at få renoveret kirkerummet gennemgribende også tydeligt.

Visionsprojekt

I 2013 begyndte det daværende menighedsråd en proces, der skulle kunne føre til realisering af ovenstående ønsker. Et forprojekt (finansieret af provstiet) afdækkede ønsker og behov hos menighedsråd, medarbejdere og beboere i Brønderslev. Arkitekt Anna Mette Exner udarbejdede en rapport med tre skitsemodeller. Ud fra disse arbejdede menighedsrådet videre med ideen – og i efteråret 2017 bevilgede Brønderslev provsti 23 mio. kr. til et byggeprojekt. Arkitektfirmaet Bundgaard Aps fik opgaven med at projektere og detatilplanlægge om- og tilbygning af kirke og sognegård. I marts 2018 blev de afholdt licitation – og firmaet AM Totalbyg blev valgt som hovedentrepenør.

Fra maj 2018 og til 2. juni 2019
gennemgik kirke og sognegård en stor om- og tilbygning. Målet var at sænke dørtærsklen til kirke og sognegård såvel fysisk som mentalt.

Kirkerummet blev fuldstændig fornyet – med nyt, plant klinkegulv, nye altermøbler, stole i stedet for bænke, en trappe ned i kirken fra pulpituret ved orglet – samt nyt lyd-, lys- og AV-udstyr. Sognegården fik bygget 420 m2 til, som indeholder en ny multisal, kontorer til kirketjenere, kirkekontor og 2 præster. Derudover toiletfaciliteter til Sognegårdens brugere.
Et nyt caféområde er indrettet i området mellem den nye tilbygning og den gamle kirke og sognegård. De hidtidige lokaler i sognegården er blevet malet og har fået nye lofter samt vinduer. Alt fremstår i dag lyst, rummeligt og imødekommende.
Som det fremgår af ovenstående, har befolkningen altid bakket op om kirken. Det er menighedsrådets opfattelse, at kirkens vigtigste funktion – udover at give det kristne ord og det kristne livssyn videre – at invitere til

 

 

Billedet er fra 1927 viser den ny kirke – Brønderslev Kirke med tårn, men endnu uden tårn ur.

 

—————————————————————

Den ligger nærmest i et smørhul, siger byens stadsingeniør i næsten 30 år, Gotfred Thomsen

– Det er selvfølgelig trist, når man står og skal til at rejse, men jeg er 67 år – ja snart 68 – og har nu fundet tidspunktet rigtigt til at trække mig tilbage. Udover det, at jeg selv bliver ældre, synes jeg, der skal nye kræfter til.

– Brønderslevs stadsingeniør gennem 29 år og 11 måneder, Gotfred Thomsen, er flyttet fra byen og har påbegyndt en pensionisttilværelse i Beder ved Århus. Årsagen til flytningen er, at to børn og deres to børnebørn er bosiddende i Århusegnen.

– Gotfred Thomsen har nu også taget i betragtning, at Århus byder på flere biblioteker og dermed et større udvalg af bøger. Læsning er hans kæphest, og han glæder sig til at få tid til at indhente noget af det forsømte, at få læst noget af den litteratur arbejdet på teknisk forvaltning aldrig har undt ham tid til.

– Ganske pudsigt er det, at Gotfred Thomsen, der er født i havnebyen Frederikshavn, opvokset i Esbjerg, studerede i havnebyen København og senere ansat i havnebyen Århus og Rønne, skulle ende sin karriere i Brønderslev som stadsingeniør. Nu går turen atter til Århus.

STOR UDVIKLING

Brønderslev kommunes tekniske forvaltning havde i sin spæde ungdom Gotfred Thomsen som sin eneste medarbejder. I dag (1972) er der 16. Opgaverne er mangedoblet, og deres art er blevet mere omfattende end for 30 år siden (1942). I Gotfred Thomsens tid er der sket en mængde, som har forandret byen væsentligt.

– Ikke mindst jernbaneforlægningen, siger den afgående stadsingeniør. At få den ført igennem var en lang og trang historie. Der havde været tale om den i mange år, men først i 1942 kom de egentlige realitetsdrøftelser i gang. Det var jo krigstid, og man frygtede en voldsom arbejdsløshed efter kapitulationen. Da den kom i 1945, blev Brønderslev sammen med Skive og Frederikshavn udpeget som de byer, der skulle have nye jernbanestationer. I begyndelsen af 50´erne gik vi i gang med at sænke Søndergade og Vestergade. Parkvej blev lavet, og i 1958 begyndte statsbanerne etableringen af det nye jernbanenet. Først i slutningen af november 1966 var baneanlægget færdig.

– Jernbaneforlægningen var et spændende stykke arbejde. Reelt stod statsbanerne for det, men vi projekterede gadearbejderne, ligesom udformningen af Banegårdspladsen sorterede under kommunen. Det var en bevæget tid, mens det stod på. Der var borgermøder. Nogle var for projektet, andre imod. Skeptikerne mente, den store vold ville skæmme byen, og i byrådet var der diskussioner på tværs af politiske skel. I dag tror jeg nok alle finder, jernbaneforlægningen er en lykke for byen.

– Det sidste stykke af Bredgade, Grønnegade og Gravensgade er de seneste vejarealer, som næsten ikke er blevet rørt i min tid som stadsingeniør. Resten er stort set ændret, og i dag er udviklingen den, at der ikke kan bygges mod øst, før vi får en omfartsvej. Hele udviklingen foregår i nord- og vest byen.

– Vi har mange p-pladser, erkender Gotfred Thomsen, men ikke for mange… sker der en udvikling, som jeg forudser, er det muligt der er for få om fem år. Nu er de et godt aktiv for byen.

– – Det er jo et spørgsmål, mange nye, som kom ind ved hvor attraktivt gågader er. Selvfølgelig har de deres berettigelse, hvis der er tilstrækkelig mange folk til at færdes i dem, men hvis ikke det er tilfældet, er de ikke morsomme. De kan nemt komme til at virke for rolige, så jeg tror ikke, den helt ideelle løsning blot er at sige gågader. Nygade? Ja, naturligvis er det helt i orden, så den er blevet gågade. Den har ikke nogen trafikmæssig betydning, og selv om der var modstand mod den i starten, tror jeg, de forretningsdrivende i dag er glade ved løsningen.

– JERNBANEFORLÆGNINGEN

Jernbaneforlægningen er ikke det eneste store resultat, der er opnået, mens Gotfred Thomsen har stået for Teknisk Forvaltning. Som gasværksmand glædede det ham, at gasledningen Ålborg-Brønderslev-Hjørring blev en realitet.

– Den er blevet til for at aflaste industrierne, for at afløse olien. Sandelig ikke for at folk skal bruge den til blot at koge havregrød over. Naturgassen er ikke tilvejebragt for en klat husholdningsaftageres skyld. Store varmecentraler, gasværker, kraftværker og andre industrier kan have glæde af den, men efterhånden som gamle ejendomme forsvinder, bylejligheder omdannes til kontorer, og nye ejendomme, ikke tilsluttes gas, skal der satses på industri.

– Brønderslevs fremtid? Ja, hvis udviklingen skal fortsætte, må byen have mere industri. Det er en langsom proces, og det skal det være. Der skal være tid til at fordøje udviklingen. I fremtiden vil der stadig være brug for mellemstore virksomheder. Brønderslev er ikke moden til at tage de store med 500-600 ansatte. Dem er der altid en risiko ved, men det væsentlige er, om bygningerne kan benyttes til andre formål. Dermed er det lettere at få erstatninger. Det vil altid være svært at få nye virksomheder, hvis der først skal opføres bygninger til dem.

– Jeg tror, at Brønderslev har gode muligheder. Den ligger ved en jernbane, som er gennemgående, – vejforbindelserne er god – og det er ikke uden betydning – o den ligger tæt ved en flyveplads, der er meget trafikeret. Ja, nærmest ligger Brønderslev i et smørhul.

–

– De mange planlagte institutioner er med til at give Brønderslev er alsidigt sammensat bysamfund. Dermed er byen sikret mod at blive en soveby, og det er heller ikke uden betydning.

– Jeg var tilhænger af kommunesammenlægningen, men måske ikke i den form, den er blevet. Tidligere sorterede vi direkte under ministeriet, men nu er amtet den overordnede myndighed. Det er måske i orden, men by- og landzoneloven giver besværligheder, som vi ikke tidligere har kendt. Mit indtryk er, at kommunerne ikke har opnået det selvstyre, der var hensigten med kommunalreformen.

– Samarbejdet med de folkevalgte har altid været godt. Selvfølgelig havde vi ikke det personlige kendskab til sammenlægningen, men tiden retter hurtigt sådanne ting. Sådan set har det heller aldrig været svært at få tingene igennem. Men ønskerne har været mangfoldige og pengene knappe. Det gælder dog ikke blot teknisk forvaltning, men også de mange andre områder inden for en kommune. Der er jo grænser for, hvor tæt man kan klippe fårene.

– Loven skal følges.

– Jeg har haft gode år i Brønderslev. Naturligvis har der været kritik, men aldrig af alvorlig art. Tit har man ment, det var mig, der var noget galt med, men lovgivningen skal følges, og jeg var den der måtte fortælle det. Der skal være en vis orden og system i et samfund, og det bliver enhver bys stadsingeniør kritiseret for.

– Ikke alene kommer jeg nærmere bibliotekerne, men også nærmere vandet, når jeg flytter til Århus. I min ungdom nød jeg spadsereturene til havnen, som er meget interessant og dragende. Jeg har jo også selv været ved Århus havn, som jeg har fulgt med årene, men det bliver meget sjovt at komme tilbage og se, hvordan udviklingen har formet sig.

– Naturligvis bliver det til jævnlige besøg i Brønderslev. 30 år af mit liv smider man ikke væk.

 

1979. Gotfred Thomsen blev født i Frederikshavn i 1905 og døde i Beder ved Århus i 1979. Gotfred Thomsen nåede således at blive 74 år. Han og hans fam. boede i Søndergade 21, inde på gasværket areal.

Kilde: Vendsyssel Tidende, 1971

 

Skolens historie de første 25 år som pressen så det – 1973 – 1998

Brønderslev Gymnasiun 2021

”Velkommen til Brønderslev Gymnasium og HF”

sådan ser overskriften ud, når man går ind på gymnasiets hjemmeside og Brønderslev Gymnasium skriver:

Om Brønderslev Gymnasium og HF

Brønderslev Gymnasium og HF lægger vægt på at skabe faglige udfordringer for alle gennem viden, der kan bruges. Vi giver eleverne udsyn og tilbyder et studiefællesskab med fællesskab og engagement.

Gymnasiets størrelse sikrer et nært, hyggeligt og overskueligt studiemiljø, hvor alle kender alle, men samtidig tilbyder vi en bred vifte af studieretninger og valgfag. Skolen er ikke større end, at der er plads til nærhed og tryghed for den enkelte elev. Vi arbejder meget målrettet for at tilbyde uddannelser af høj faglig kvalitet, som kvalificerer dig til din videre uddannelse.

Hos os er der altid noget i gang – og skolen summer af liv og aktivitet både i og uden for klasselokalet. Mens nogle spiller fodboldturnering på boldbanen, drager andre på kanotur, øver musik eller eksperimenterer i fysiklokalet.

En studenter- eller HF-eksamen fra Brønderslev Gymnasium og HF giver dig et bredt og solidt fundament for at læse videre på en videregående uddannelse, uanset om du interesserer dig for naturvidenskab, samfundsvidenskab eller humanistiske fag.

Vi glæder os til at se dig!

På Brønderslev Gymnasium og HF er uddannelse aldrig en hyldevare. Vi vil være den uddannelsesinstitution, der udvikler netop dine faglige, sociale og personlige kompetencer mest muligt – uanset om du er et naturtalent eller har vanskeligheder i dit skolearbejde. Hos os oplever du derfor, at der er tid, rum og frem for alt et stærkt ønske om at udvikle det fulde potentiale i dig – som elev og som menneske.

Samtidig bliver du en del af et særligt vanedannende og åbent fællesskab, der både giver noget til dig og kræver noget af dig. Du er dermed en uundværlig brik i det engagerende fællesskab, der skaber en god skole og vil danne dig for livet.

Hos os vil du sammen med dine venner opleve, at du skal bruge den viden, du opnår, opleve det, du ikke kendte og rykke de grænser, du kommer med – hver eneste dag. Du får ikke din uddannelse foræret, men vi lover, at du får de bedste muligheder og masser af udfordringer!

For mere end 25 år siden kom denne uddannelsesinstitution til Brønderslev hvilket betød, at mange unge mennesker der ønskede at få en studentereksamen ikke længere skulle tage til enten Aalborg eller Hjørring. Det viste sig at være en god beslutning det daværende Amtsråd tog.

I hundredevis af unge mennesker fra Brønderslevs opland, har sidenhen benyttet sig af denne mulighed for at erhverve sig studenterhuen.

Gymnasiet skriver følgende:

Værdier

1.  Faglige udfordringer for alle

Alle elevers potentiale skal udfordres, og den enkelte elev skal rykke sig mest muligt. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi arbejder med tydelige forventningskrav til alle elever.
• Vi tilrettelægger indsatser for elever med særlige behov – både hvis man har brug for særlig hjælp eller særlige udfordringer.
• Vi anvender systematisk faglige evalueringer og feed-back i undervisningen.

2.  Fællesskab og engagement

På BG vil vi hinanden. Her er forventninger om at deltage i fællesskabet og om at bidrage med sit engagement. Her er højt til loftet og plads til forskellighed – og her er altid nogen at snakke med. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi afvikler idrætsdag, temadage, teaterforestilling, fester, fagcamps mv., hvor du rykkes tæt sammen med de andre elever på tværs af klasser, årgange og uddannelser.
• Vores elever arbejder i elevteams i de enkelte klasser og elevrepræsentanter deltager jævnligt i møder med klassens teamlærere.
• Vores faglærere, teamlærere, studievejledere og uddannelsesledere møder eleverne i øjenhøjde og vores dør står altid åben.

3. Viden der kan bruges

Viden skal ikke være støvet og tørt. Viden skal give mening og skal kunne bruges også uden for skolen. Elever fra BG uddannes til at kunne tage del i samfundslivet på en ballast af solid viden. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi samarbejder med videregående uddannelser i regionen, det lokale erhvervsliv samt lokale institutioner og foreninger.
• Vi lægger stor vægt på muligheden for at lave faglige ekskursioner i dagligdagen. Biologi skal f.eks. ikke kun læses, det skal også gøres og opleves.
• Vi arbejder med innovative projektforløb, hvor du skal bruge din viden til at udvikle nyt og præsentere det for andre.

4.  Udsyn

På BG dyrker vi både det store og det lille udsyn – det internationale og det lokale. Vi tager ud i verden og tager verden ind på skolen, så du oplever noget anderledes på den gode måde. Det ses i det daglige f.eks. ved:

• Vi tilbyder alle elever en længere tur hvert år (Københavnertur i 1g/1hf, studieture i 2g/2hf og studieretningsekskursioner i 3g).
• Vi åbner skolen op for verden, når vi jævnligt afvikler fællestimer, hvor mennesker med noget på hjertet inspirerer eller udfordrer vores elever.
• Vi deltager i internationale EU-samarbejdsprojekter med elev-udvekslinger.

Der er udarbejdet vejledninger på Gymnasiets hjemmeside, således at både nuværende og kommende elever og andre kan gå ind på hjemmesiden og læse om de forskellige muligheder som Gymnasiet kan tilbyde.

Gymnasiet er et stort aktiv for Brønderslev, ikke alene som uddannelsesinstitution, men også for de handlende i byen, som uden tvivl har haft stor gavn af at Gymnasiet kom til byen.

Gymnasiet bruges også af byens og Kommunens  borgere

Uden for normal skoletid benyttes gymnasiets lokaler også af borgerne.

Der benyttes gymnastiksalen og boldspilhal. Den årlige kunstudstilling kaldet ”Påskeudstillingen” afholdes i de flotte og nyrenoverede lokaler.

Der er undervisning om aftenen af personer, som ønsker at tilegne sig viden af forskellig slags.

Så det må siges, at Brønderslev Gymnasium har fået opfyldt sit mål, om at det er et hus, der kan benyttes af rigtig mange.

Den gamle kirke ligger på kirkegården og er opført i den store kirkebygningsperiode i 1100-tallet. Man mener, at de mange kirker opførtes, fordi præsterne fik dåbsret. Denne havde hidtil været forbeholdt biskopperne. Men nu kom dåben ud til sognekirkerne.

Kirken har gennemgået en del forandringer gennem tiderne og er blevet restaureret flere gange. Men den blev opført i romansk stil, dvs. Roms kirker og paladser var forbillede. Den har et skib, et kor og en apsis (den rundbuede tilbygning mod øst), som inde i kirken har et halvkuppel hvælv. Koret er smallere end skibet, og grænsen mellem dem består af en mur – triumfvæggen – som gennembrydes af korbuen.

Ydermuren er lavet af store, tilhuggede firkantede granitsten – kvadre. Den indvendige mur er lavet af grovt tilhuggede sten, som er kalket. Muren er over 1 meter tyk. I koret er der på sydsiden et hul, som kunne være et ”spedalskhedshul”, dvs. et hul, hvorigennem spedalske kunne følge gudstjenesten og modtage nadveren. Men det er det ikke, siger man fra Nationalmuseets side. Det må være en ventilationskanal. Dette gælder også det andet hul i vestmuren ved klokkestablen. I dag er der sået tvivl om disse huller. Der er måske tale om vinduer til skriftemål.

Der er 3 romanske vinduer i kirken. De er rundbuede og forholdsvis små og er placeret højt. Der er et på nordsiden af koret, et i apsis og et tilmuret på nordsiden af skibet.

Den romanske kirke er ligesom sluttet om sig selv med de meget solide mure og højtsiddende vinduer. Og i modsætning til mange andre kirker i landet har de vendsysselske kirker tilsyneladende ikke nogen særlig rig udsmykning. Måske fordi der her i landsdelen er tradition for at udtrykke sig enkelt. Men man kan ikke med sikkerhed afgøre, om der har været kalkmalerier i denne kirke.

Der var som regel 2 indgange i de romanske kirker – 1 på sydsiden til mændene og 1 på nordsiden til kvinderne. Dette gjaldt også kirken i Brønderslev. Den nordlige dør er i dag tilmuret. Ved klokkestablen sidder der en granitkvader med et trappeformet hul. Kvadren mener man stammer fra alterbordet og har været et relikviegemme. Relikvier havde stor betydning i den katolske kirke, som jo var eneste kristne trosretning herhjemme indtil omkring 1520-30erne. De største kirker gjorde krav på at være bygget over den grav, hvor den helgen, som kirken var indviet til, lå begravet. De mindre kirker måtte nøjes med relikvier fra deres helgener. Det kunne være en benstump, en tøjstump eller lignende.

Det fremgår ikke, hvilken helgen kirken i Brønderslev var indviet til.

Døbefonten er også romansk. Den er hugget af sten til pokalform. Man ved, at børnene blev dyppet helt ned under vandet ved dåben. Vandet var indviet og blev kun udskiftet få gange om året. Der kunne godt være frostgrader i de uopvarmede kirker. Efterhånden gik man over til at sætte dåbsfade i døbefonten. Det gamle dåbsfad er overflyttet til den nye kirke, og et nyt er kommet i stedet.

I den romanske periode, dvs. frem til omkring 1250, var kirken forbeholdt stormændene, der var frie jordbesiddere. De var bygherrer og brugere af kirken. Næsten alle småbønder var dengang fæstebønder på de store ejendomme som f.eks. Kornumgård, Nibstrup, Hjermitslevgård. Siddepladserne i kirken var fastmurede bænke langs væggen , og der var plads til ca. 50 personer. Kirken har haft fladt træloft og mindst ét alter – hovedalteret – placeret i midten af apsis.

Den gotiske del af kirken. Perioden fra ca. 1250 – ca. 1500. Denne periode er kendetegnet ved, at det meste byggeri er om- og tilbygninger. Men der kommer mere lys ind i kirkerne i denne tid. De eksisterende vinduer gøres ofte større, og nye vinduer isættes. Kirkerummet bliver højere og større. Der bygges tårn, våbenhus. Døbefonten flyttes fra midten af kirken op i koret. Der kommer bænke på gulvet. Det vigtigste af alt er dog, at nu var kirken for alle.

I Brønderslev blev træloftet erstattet af nye stjernehvælv, og der blev opført et våbenhus, og indgang og vinduer blev større. Koret blev adskilt fra apsis på et tidspunkt mellem år1400 og 1600.

Kirken fik et tårn, måske med spir. Tårnets nederste del udgjorde en forlængelse af skibet. I tårnet har der hængt 3 klokker. Den ene skulle kongen bruge til kanonstøbning og en anden er i brug i dag.

Døbefonten og alterbordsstenen er det eneste inventar fra middelalderen – ca. 1050 – 1540 – som er bevaret. De 2 lysestager på alterbordet er en gave fra ejerne af Kornumgård i 1596. De 2 lysekroner i skibet er fra omkring år 1900. På alteret står en syvarmet lysestage. I 1600-tallet fik kirken ny altertavle og prædikestol, som er bevaret. Altertavlen blev restaureret med tilføjelser og ændringer i 1913. Prædikestolen blev renoveret i 1669. Op til 1974-76 var der levende lys i kirken, kun ved orglet blev der opsat en elektrisk læselampe, da elektriciteten blev tilgængelig.

I 1974-1976 fik kirken en gennemgribende restaurering. Det gamle orgel blev udskiftet.

Gennem tiderne har det været vanskeligt at holde kirken i god stand. Der har været mange reparationer, ikke mindst hvad tårnet angår. Det blev i 1700-tallet revet ned og erstattet af en klokkestabel. I den vestlige ende af kirken har der engang været et pulpitur, en slags balkon.

De velhavende familier i sognet havde deres egne pladser i kirken. Jens Andersen Kjærulf og hustru Anna Griis havde deres adelsvåben på stolene, og Helmig Galskyt fra Kornumgård forærede i 1682 kirken et ligklæde for til gengæld at beholde de 2 øverste stole – henholdsvis en kvinde- og en mandsstol.

I kirkens nordside ved den tilmurede kvindeindgang ses mærkerne efter det gravkapel, som familien Galsskyt, Kornumgård, lod opføre omkring år 1679. Det blev igen nedrevet i 1855. Men gennem århundreder har der også været begravelser inde i kirken.

I kirken opbevares 2 gravsten fra 1700-tallet.

Helt op mod 1900-tallet var det almindeligt, at begravelsesritualerne foregik i den dødes hjem og på kirkegården. Den døde forblev i hjemmet, indtil begravelsen skulle foregå.

I 1913 opførtes et ligkapel i den vestlige ende af kirkegården, ikke langt fra det sted, hvor der indtil 1888 lå en skole, som blev nedrevet, fordi kirkegården skulle udvides.

I 1687 kom kirken under godset Birkelse med ejeren Otto Skeel. Kirken forblev under stamhuset Birkelse, hvor slægten Skeel stadigvæk var ejere, da kirken i 1912 blev selvejende.

Brønderslev bys vækst i 1880erne medførte, at den gamle kirke med dens cirka 200 pladser blev for lille, men først i 1922 kunne man indvie en ny kirke i Bredgade.

Bo-Glas A/S

Industrivej 25, Brønderslev

En af Brønderslevs store virksomheder Bo-Glas blev i sin tid startet som en iværksætter virksomhed, på det tidspunkt kendte man ikke dette ord.

Jørgen Sørensen som startede virksomheden, begyndte først som vinduespudser. Jeg husker han kørte rundt på en sort budcykel i byen med stigen hængende på siden af cyklen. Senere startede han så op i et baghus med glarmesterarbejde som blev til en glarmesterforretning i 1961. Produktionen af termoruder startede i 1968. Det blev nødvendigt med større lokaler og det betød, at der blev opført en helt ny fabrik til fremstilling af termoruder i byens nye industrikvarter. En stor moderne fabrik. Her i år 2021 er det så 60 år siden, at virksomheden startede. Det blev en betydelig arbejdsplads.

Den 01.04.2006 var der skiftedag på Bo-Glas i Brønderslev. Jørgen Sørensen, der i 45 år havde stået i spidsen for virksomheden, gav stafetten videre til sønnen, Per Sørensen, som overtog ledelsen. Den første opgave bliver at smide vækkeuret ud. Nu har det ringet om morgenen i 55-56 år, hvor Jørgen Sørensen har været aktiv på arbejdsmarkedet. Der bliver nu mere tid til Jørgen Sørensens interesse for motorcykler.

Per Sørensen kom nu til at stå i spidsen for den nordjyske familieejede virksomhed, der var blevet grundlagt for nu 60 år siden.

Der er i tidens løb foretaget flere udvidelser og man har ca. 45 beskæftigede og har et omfattende produktprogram.

Ekspertise kombineret med effektivitet har sikret bo·glas a/s i Brønderslev en stærk position på det danske marked. Desuden er den faglige viden blevet bakket op af en løbende investering i den nyeste teknologi og en moderne maskinpark for at opfylde ambitionen om at være blandt de førende producenter herhjemme – især når det handler om unikke og avancerede produkter i glas fra alt i farver og glas med tryk, udsmykning og interiør til termoruder, værn og facader.

“Vores mål er at være et kompetencecenter. Det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter. Kun fantasien må sætte grænser, og vores knowhow skal være med til at udvikle de produkter, som ingen andre tror mulige. Det handler om at se nye muligheder,” siger Per Sørensen, administrerende direktør.

Per fortæller at man de seneste år har investeret en del i maskiner. Bl.a. CNC-styret sliber, ny dobbelt sliber, nyt skæreanlæg, ny termorude linie, ny moderne hærdeovn og anlæg til silketryk. bo·glas a/s har eget laminerings anlæg.
Som den eneste virksomhed i Danmark producerer vi med VancevaTM PVB-folie.

“Den internationale konkurrence på markedet betyder, at vi hele tiden skal udvikle os og styrke vores viden. Derfor forsøger vi at skille os ud, når det drejer sig om avancerede produkter, der kræver særlige kompetencer og knowhow samtidig med, at vi kan producere effektivt,” siger Per Sørensen.

bo·glas a/s har i det seneste årti investeret i masser af moderne teknologi – bl.a. en CNC-styret sliber, et fuldautomatisk skæreanlæg, en ny linje til produktion af termoruder, en moderne hærdeovn og et anlæg til silketryk – for blot at nævne nogle af dem. Desuden har virksomheden eget lamineringsanlæg. De mange processer i eget hus kan kombineres til et hav af glasløsninger.

Innovation præger ånden

I dag er produktionen domineret af termoruder til facader, tage, værn, interiør og møbler. Det kan være alt fra farvet glas, ruder med solafskærmning, lydisolerende glas og sikkerhedsglas til bordplader, døre til badeværelser, til skabe, hylder, låger eller skillevægge.

“Vi har en flad struktur og en ånd blandt medarbejderne præget af innovation og lyst til at eksperimentere. Det gør os ikke kun i stand til at udvikle nye produkter, men også til at servicere og rådgive kunder og kolleger i branchen. Vi vil være en af de førende leverandører, når det gælder produktudvikling,” siger Per Sørensen.

Så sker der igen noget i dec. 2020

Den familieejede virksomhed som var blev grundlagt i 1961 af glarmester Jørgen Sørensen var løbende blevet overdraget op igennem 1990’erne til sønnen Per Sørensen, som i dag står i spidsen for det 2. generationsskifte. Det er virksomheden Glaspartner ApS i Esbjerg, der pr. 14. december 2020 overtager ejerskabet af bo·glas a/s. Nuværende ejer og direktør Per Sørensen har ønsket at overdrage firmaet til nye kræfter, men vil fortsat være tilknyttet virksomheden som produktionschef i Brønderslev.

Den nye ejer Glaspartner er ejet af direktør Ib Madsen, produktionsingeniør Trine Hybjerg og bestyrelsesformand Søren Christian Dahl, sammen med investeringsselskabet Buur Invest A/S, der er et dansk, familieejet investeringsselskab, som investerer i små og mellemstore industrivirksomheder med vækstpotentiale. bo·glas forbliver dermed familieejet og det samlede bo·glas og Glaspartner bliver dermed den 2. største danskejede glasproducent i landet.

”Det har været vigtigt, at den nye ejer af bo·glas kan sikre fortsat udvikling og styrke salget, sikre arbejdspladser og sikre at den gode ånd i bo·glas kan leve videre”, siger tidligere adm. direktør Per Sørensen – ”derfor er jeg helt tryg ved, at det er Glaspartner, der overtager virksomheden.”

Investeringsselskabet Buur Invest A/S ser gode perspektiver i det nye ejerskab.

”Vi indgår i ejerskabet, fordi vi ser et stort potentiale i bo·glas og de produkter, de producerer. Vi ser engagement, evne og vilje til vækst, hos Glaspartner, som nu får flere muligheder i markedet efter overtagelsen af bo·glas”, siger Søren Christian Dahl fra Buur Invest A/S.

Ledelsen for begge selskaber varetages fremover af adm. direktør Ib Madsen, som ser store muligheder i de synergier og stordriftsfordele, som kunderne fremover kan tilbydes fra et samlet bo·glas og Glaspartner.

”Forventningen til fremtiden er, at vi holder fast i begge firmaers grundidé, der har fokus på troværdighed og fleksibilitet, men vi vil også tilføre nytænkning, som skaber værdi for vores kunder”, siger Ib Madsen, der påtager sig ansvaret for salg og ledelse.

Glaspartner og bo·glas leverer mange former for glasprodukter til håndværks- og industrivirksomheder i hele Danmark.

 

På hjemmesiden skriver man:

Vi leverer glas efter mål til mindre boliger og større erhvervsbygninger. Vores produkter spænder bredt og omfatter både de energieffektive energi- og termoruder, såvel som hærdet og bearbejdet glas, lamineret glas og sikkerhedsglas.

Vi leverer alle typer glas efter specialmål og i alle faconer, alt efter hvad glasset skal anvendes til. Det kan være et rundt bord, et femkantet vindue eller noget helt andet.

Samtidig sørger vi altid for at tilpasse glasset alt efter, hvilken funktion det skal have. Skal det bruges til glasværn er sikkerhedsglas sikrest, og skal glasset have en mere æstetisk funktion i rummet kan det være, at lamineret glas er den rigtige løsning.

 

Kun fantasien sætter grænser

“Kun fantasien sætter grænser” vil en velkendt talemåde vide – og det er devisen, som bo∙glas har arbejdet efter siden virksomheden begyndte som en lille glarmesterforretning i et baghus i Brønderslev tilbage i 1961.

Med 50 års erfaring og løbende investeringer i ny teknologi har bo∙glas udvidet sig til en betydende leverandør af glas på det danske marked.

Ud over basisproduktion af helt almindelige standardvarer inden for planglas er bo∙glas specialiseret i mere avancerede produkter, hvor firmaets mange produktionsprocesser bliver kombineret på kryds og tværs.

bo∙glas’ ekspertise kombineret med effektivitet danner grundlag for ønsket om at være kompetencecenter, når det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, samt den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter.

Af jens otto madsen, Bo-Glas Hjemmeside og kilde: Byggeplads.dk

Af Ove S.Johansen

Tidligere elev på Søndergades Skole, Brønderslev

En god dribler såvel med som uden bold, fodboldspiller, fodboldtræner, skolelærer og foredragsholder m.m.

Knud Søndergård havde et tæt og livslangt forhold til fodbold. Navnet Knud Søndergård var kendt i de nordjyske fodboldkredse, hvor han havde gjort en stor indsats såvel på, som uden for banen.

Han spillede på Brandes og H. I`s divisionshold i fodbold og på 1. holdet hos Viking, Rønne, men også på Brønderslevs og Tårs` førstehold. Han var en populær foredragsholder og en skattet rejseleder på Nilles busture, som gik til interessante og historiske steder i Danmark, men også på ture til de nærliggende nabolande, Norge og Sverige.

I 25 år var han instruktør for Dansk Boldspil Union. Knuds entusiasme for fodboldsporten medførte, at han ved siden af sit talent på selve banen, fik en enorm teoretisk viden på området; detaljer som han senere flittigt brugte i sin trænergerning.

Knuds barndom:

Han blev født 9.10.1930 i Korsgade, i Aalborg, hvor hans forældre (Johannes og Marie) havde en slagterforretning.

Faderen døde da Knud var ganske lille, hvilket betød at Knud og familien måtte flytte til en gård (Øster Stoksted) ved Tårs, i Vendsyssel.

Knud liv og levned:

Fra 1947-48 var Knud Søndergård landmand/karl på en bondegård på Als og fra 1949 var han karl på Bornholm. I 19-års alderen fik han

konstateret et problem med hjertet, hvilket betød at han måtte skifte levevej, så fra 1950-51 tog han på højskole i Vrå, i Vendsyssel og fra

1951-55 gik han i gang med at læse til lærer på Jelling Seminarium, som iøvrigt ligger nordvest for Vejle, mellem Give og Vejle.

I 1953 debuterede Knud på Brandes divisionshold i fodbold og blev dermed den første fodboldspiller fra Tårs, som spillede på et divisionshold i fodbold.

Efter sin lærereksamen blev Knud ansat som kommunelærer på Vestre skole i Hjørring (fra 1955-58).

Fra 1958-60 var han ansat som lærer på Søndergades skole i Brønderslev, hvor han den gang, var min gymnastik- og idrætslærer.

1960-62 Var han ansat på Tårs skole.

Fra 1974-76 var han træner for H.I. (Hjørring Idrætsforening).

I 1977 til 1979 var han ungdomstræner. Han opnåede et Jysk juniormesterskab i 1979 med bla. Mogens Krog og Co. på holdet.

I 1980-82 var han træner for Jyllandsserieholdet og opnåede bla. to 3. pladser og en 2. plads som de bedste resultater.

1980-82 Jyllandsserietræner

1984-85 Træner hos BI (Brønderslev idrætsforening).

1986-88 Træner i Aså.

1989        Træner i HI.

1990-91 Konsulent hos BI (Brønderslev).

1992-94 Jyllandsserietræner i Tårs

Efter pensioneringen fortsatte Knud sit virke på Nordjylland IdrætsHøjskole (N.I.H i Brønderslev), hvor han i 12 år havde timer i idræt, historie m.m.

Han var rejseleder i over 20 år.

 

I bogen ”Barn af Vendsyssel”  XXI fra 2017, har Knud Søndergård indgående og levende fortalt om sine meritter, sit liv, levned, meninger og gerninger.

Jeg har altid været en stor beundrer af Knud Søndergård. Det har været mig en stor fornøjelse at lære denne mand at kende og at læse om hans liv og færden, samt hans skæbne og passioner. Knud Søndergård fortæller ivrigt og tilsyneladende meget ærligt om sit liv som karl derude på landet og om de besværligheder han fik, da helbredet svigtede (dårligt hjerte), hvilket betød, at han måtte skifte landmandslivet ud med en lærergerning. Han kunne og måtte ikke dyrke sport i flere år, hvilket naturligvis gik ham på. Ved ihærdighed og qua et stort slid fik han hevet et flot eksamensresultat hjem på seminariet i Jelling. Det er utroligt, hvad Knud nåede i de 89 år han levede. Jeg kan varmt anbefale jer at læse hans indlæg i bogen ”Barn af Vendsyssel”. Denne mand gjorde så meget for idrætten og især for fodboldsporten, men også for sine medmennesker, der hvor han var og udøvede sine gerninger. Tænk bare på alle de foredrag han har beriget egnens borgere med. For mig og sikkert også for så mange andre elever i Brønderslev og Vendsyssel, var han en l æ r e r som alle respekterede og så op til. Knud Søndergård og Willy Kløve har begge signeret mit skoleidrætsbevis dateret den 5.12.1958. Uden Knud Søndergårds sublime vejledning og entusiasme var jeg nok aldrig kommet over den tværliggende ”bambuspind” i højdespring.

Tak Knud!

Jeg tillader mig lige at citere et par linjer fra bogen ”Barn af Vendsyssel XXI” fra 2017, som varmt kan anbefales.

• Jeg kom til at vokse op på et af de smukkeste steder i verden, hvor to bække løber sammen til én – det er her Uggerby Å begynder.
• Jeg husker tydeligt den 1. maj 1934, da vi kom til Ø. Stoksted. Det var et Eldorado – 25 køer og tilmed kvier og kalve, 6 heste, samt over 100 svin og sikkert lige så mange høns, alle af racen ”hvid Italiener”.
• Den 1. april 1944 var jeg, efter seks års skolegang – kommet et år for tidligt ud af skolen, bla. fordi skolekommissionen sagde: ”at jeg kunne nok”. Det fandt jeg dog senere ud af, ikke var sandt/korrekt.
• Der blev også tid til fodbold. Da jeg var juniorspiller, og når vi skulle spille på udebane, fulgtes juniorholdet altid med A-holdet (seniorspillerne). Der var stadig benzinmangel, så vi kørte i Chr. Jacobsens lastbil. A-holdet havde aldrig mere end 10 mand med, så de bad mig om at spille med på seniorholdet. Så fra kl. 19.30-20.30 var jeg juniorspiller og fra kl. 20.30-22 var jeg seniorspiller, og jeg spillede med berømtheder som Kaj Sanvig, der som 43-årig var vendt tilbage til Tårs fra Brønderslev, hvor han dengang var kendt som Jyllands bedste stopper.
• Jeg spillede for Viking i Rønne. I min debutkamp mod Allinge-Sandvig, som vi i øvrigt vandt 8-1, scorede jeg tre gange.
• Fra 1. april 1958 fik jeg ansættelse ved Søndergades skole i Brønderslev.
• Vi fik en rigtig dejlig treværelses lejlighed – helt ny – i Valdemarsgade 5. Her boede vi i sommeren 1960, da vores førstefødte, Lars, kom til verden den 27.2.1959.
• Da jeg lod mig pensionere fra folkeskolen i 1992, skete der ikke de store ændringer i mit liv. Jeg havde stadig fodboldtræning og fik flere timer på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, hvor jeg ud over fodbold fik timer i litteratur og livsoplysning.
• De sidste 20 år har jeg også været guide og rejseleder i både Danmark, Norge og Sverige.
• Da jeg blev lærer, havde jeg måske ikke den bedste baggrund, men ved at tage mange kurser, fik jeg en udvidet mine kundskaber, der blandt andet gjorde, at jeg fik det dejligste job som skolebibliotekar, og desuden blev jeg beskikket som censor i historie og blev instruktør i DBU, Dansk Boldspil Union, i fodbold, hvor jeg bla. instruerede brødrene Laudrup, Søren Lerby og Jesper Olsen m.fl.

Man kan låne bogen på biblioteket eller selv anskaffe den.

Bogen har fået ISBN-13:978-87-998655-3-6. Knud Søndergårds indlæg fylder 13 sider, fra side 57-70.

Knud skriver:

Jeg er født i Korsgade 26 i Ålborg den 9. oktober 1930. Min mor Marie Søndergaard blev født den 16. august 1885 og min far Johannes Nielsen blev født den 20. juli 1890. Mor og far havde slagterforretning i Korsgade nr. 26. Mor var cirka 45 år gammel, da jeg kom til verden, så måske var jeg en misforståelse – dog fortælles det, at nytårsaften før min fødsel var festlig med mange familiegæster og for få sovepladser. Far skulle da have sagt: ”Marie og jeg kan sove sammen på sofaen i stuen! ”Svogeren sagde hånligt: Der sker ikke noget ved det, Johannes”, hvortil far svarede: ”Det skal jeg vise jer.” Ni måneder og ni dage efter kom jeg til verden. Mine søskende Anne Marie, Ejvind og Erik var da 8, 11 og 14 år.

Selv om jeg, efter hvad min søster Anne Marie siger, var meget fremmelig, kan jeg dog ikke huske min far, der døde af et hjertestop påskemorgen 1933, da var jeg ca. 2 ½ år gammel. Mor fik et sammenbrud, og jeg kom i pleje hos min far broder Valdemar, der boede i Aalborg. På samme tid som far døde, mistede Albert Thomsen, Ø. Stoksted i Tårs sin kone, Katrine Petersen, der havde en hatteforretning i Tårs. Mor kendte Katrine og Albert fra et højskoleophold på Vestbirk, hvor hun legede ”Kirsten Giftekniv”. Mor, Anne Marie og jeg flyttede til Ø. Stoksted. Da vi flyttede, sagde naboerne: ”Flytter du fra os lillebror?”, hvorefter jeg svarede: ”Ja, vi gifter os!”

Jeg husker tydeligt den 1. maj 1934, da vi kom til Stoksted. Det var for mig et Eldorado – 25 køer og tilmed kvier og kalve, 6 heste, over 100 svin og lige så mange høns. Hvide Italienere. Mangen en vinterdag opholdt jeg mig i hønsehuset, og her lærte jeg hakkeorden, som også praktiseres blandt mennesker.

Så snart jeg kom til Ø. Stoksted, fik jeg faste pligter i stalden, med at gøre køernes krybber rene, feje broen og strø sand på gulvene.

Jeg kom til at vokse op på et af de smukkeste steder i verden, der hvor to bække løber sammen til én – begyndelsen til Uggerby Å. Hos os kom der mange mennesker fra nær og fjern. Jeg plejer at sige, at Ø.  Stoksted var et seksuelt sted, for vi havde en hingst, en tyr og en orne, så folk kom med deres hopper, køer og søer for at få dem bedækket. Der kom også en fiskehandler, en bager og uldkræmmer for at sælge varer. De store oplevelser i barndommen var høsten, skoleudflugten og julen. Det var de tre gange om året, jeg fik sodavand. Jeg kan stadigvæk i dag komme til at længes efter en rød sodavand.

I årene inden jeg kom i skole, lagde mor sig ofte i seng, når vi havde spist. Min trøst var at min søster Anne Marie læste og sang for mig, når jeg kom i seng, men hun kom ud at tjene, før jeg kom i skole.

Jeg skulle begynde i skolen den 1. april 1938, da var jeg 7 ½ år gammel. Vinteren inden terpede mor med mig, for jeg skulle kunne læse, når jeg skulle begynde i skole, sagde hun. Det resulterede i, at jeg på kort tid avancerede til hold to af fire. Skolen var Tårs Nordre, og der var kun to klasser, så vi var ”den bette klas” fra 7-10 år og ”store klas” fra 10-14 år. Min lærer, i de seks år jeg gik i skole, var Johannes Fløe, en velbegavet lærer som kun beskæftigede sig med de fag, der interesserede ham og det var dansk, historie, geografi, religion og sang. Disse fag blev også væsentlige for mig. Fløe var en utrolig dygtig fortæller og oplæser. Frikvarterne hos Fløe var lange, hvilket udviklede os meget. Vi sprang buk, den havde vi selv lavet. Jeg leverede sække og halm. Vi spillede fodbold 20 mod 20, vi var 40 i klassen. Da vores bold gik i stykker, nedsatte vi et tre-mands-udvalg, der skulle gå til vores sognerådsformand Søren Nielsen og spørge, om sognerådet ville give os en ny bold. Jeg skulle være ordfører, vistnok fordi min søster var forlovet med Søren Nielsens søn. Søren blev forbavset, da han hørte at bolden kostede hele otte kroner, men ved næste sognerådsmøde gik bevillingen igennem, og vi hentede den lædergule bold hos isenkræmmeren.

Det var en ulempe for mig, at mine forældre var så gamle, for de mennesker, de kom sammen med, havde voksne børn, så når der var læsekreds, sad jeg og lyttede på oplæsning og diskussion.

De oplevelser, jeg husker bedst fra min barndom, vil jeg fortælle om:

Som femårig stod jeg en dag ved bækken og fiskede. Mit udstyr bestod af en ahornstage, en snor jeg havde fået af min far, en krog, der var købt og orm i en skosværteæske. Da kom på cykel fra Hjørring en mand med flot fiskeudstyr. Han foreslog at vi fulgtes ad, og kort tid efter fangede jeg den første fisk. Han sagde, jeg skulle smide den i bækken igen, da den ikke holdt målet. Kort efter fangede jeg nr. to med samme resultat. Så fangede han en ørred på ¾ kg, og da jeg lidt senere fangede nr. tre blev jeg glad, da den var lidt større end de to første. Men min voksne kammerat tog målebåndet op og målte den til 18 ½ cm, og den skulle være 20 cm. Han fik mig også til at smide den ud igen. Da han kunne se, at tårerne stod mig i øjnene, sagde han, jeg måtte få hans fisk. Det hjalp. Senere fangede han to mere også på ¾ kilo. Vi havde en dejlig dag. Jeg husker han havde jordbærsaftevand og kiks med. Da vi var på vej hjem, hørte jeg pludselig, der blev kaldt på mig, og jeg så mor og en af karlene og den unge pige oppe på marken. Jeg spurgte: ”Hvad er klokken?” Han svarede: ”Fem”. Åh, jeg skulle være hjemme klokken to. Jeg sprang over bækken og løb op til min mor, der både var bange og vred. Hun tog mig hårdt i hånden og sagde: ”Du skal hjem og have `klø!” Det havde jeg fået før, da jeg gemte mig for Dr. Bugge, der skulle trække en af mine tænder ud, så jeg vidste at afstraffelsen var tre hårde slag i den ”bare”. Jeg bad så mindeligt om at blive fri, men der var ingen kære mor. Så kom forsynet mig til hjælp, for pludselig kom jeg til at tænke på min fisk, som jeg havde fået med, så jeg viste med mine små arme, hvor stor den var. Løb ned og hent den og kom hjem og få klø, (man løber ikke, når man skal hjem og have klø). Men manden, der straks så, at der var noget galt, gav mig alle tre fisk og sagde, at min mor skulle komme ned og give ham klø, da det var hans skyld. Mor blev begejstret for de tre fisk, og hendes angst for, at der var sket mig noget, var forsvundet. Manden, der nu cyklede de 17 km. hjem til Hjørring, er en af mit livs mine helte.

Uddrag fra side 68

I 1965 byggede vi eget hus på Præstebakken, efter at have boet i en lærerbolig. Vi har kun boet tre steder og flyttede hver gang ind i noget nyt. Den 17. januar 1967 fik vi en lille køn dreng, som til stor sorg døde seks dage senere. Det var utrolig svært at komme over. Det trøstede os meget, da vi 30 maj 1969 fik Ole, en stor dreng på over otte pund. Nu var vi fem, en meget lykkelig familie, følte vi.

Mt arbejdsliv:

Da vi flyttede til Tårs, blev det meget spændende. Fra starten underviste jeg i idræt, regning, dansk historie, religion og geografi. Da jeg i 1968 blev skolebibliotekar, blev der ikke plads til så mange fag, så det blev dansk og historie i overbygningen, der blev mit undervisningsområde. Læs selv videre i ”Mit liv Barndommen.” ISBN-13:978-87-998655-3-6

Klip fra en artikel i Vendsyssel-Gildet.

I forsamlingshuset fortalte Knud Søndergård, der i en årrække har været lærer på Tårs Skole, om ”Blimsen og Gårdmanden” samt de andre landsbyoriginaler, der på den tid vandrede rundt i Tårs’ gader. Tårs-filmen fra 1963 bragte til sidst minder frem blandt de mange gæster.

Da jubilæumsarrangementet var et så stort tilløbsstykke, holder Vendsyssel-Gildet endnu et arrangement om Tårs, det sker i begyndelsen af september i den uge, hvor byjubilæet markeres.

Knud Søndergård, Tårs, sov ind på Havglimt i Hirtshals den 6.11.2019.

Tak Knud, fordi jeg fik lov at dele nogle af mine oplevelser, med dig!

Ove S. Johansen

Taastrup, september 2022

 

 

”ONCE UPON A TIME”!

Engang i 1960´erne, sluttede jernstøberi-æraen for Brønderslevs vedkommende, men hvorfor endte det så galt?

Jeg ved, at man ikke skal KRADSE for meget i fortiden. Men i det her tilfælde, vover jeg det ene øje. Jeg håber, at der er en og anden, som kan forklare mig, hvorfor man ikke valgte at gøre som politikerne i Aars, når nu man havde de bedste kort på hånden; et jernstøberi i drift og FORMERE som kunne deres håndværk?

Hvorfor stiller jeg det spørgsmål? Jo, årsagen er den, at jeg var blevet anbefalet at læse en bog om danske jernstøberier, for at finde historisk materiale om de jernstøberier, der i tidens løb har været i Brønderslev, men det fandt jeg desværre ikke, selv om der i bogen er utallige historier om mange andre jernstøberier i andre af rigets byer.

Men om Brønderslev fandtes der intet, kun det nedenfor nævnte. Forfatteren undskylder det med, at han IKKE kunne få hjælp hos det lokale arkiv.

Barslunds Jernstøberi i Vestergade

Niels Barslund Sørensen.

Han blev født den 26. juli 1886 i Sønder Barslund, Mejrup Sogn, Ringkøbing Amt. Han var former (arbejder i et støberi, som udfører formningen og som regel også støbningen) ved vielsen i 1910 og ved den ældste datters fødsel i 1913 i Holstebro.
Niels Barslund oprettede Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik på hjørnet af Gravensgade og Nygade i 1913. Derfor var han jernstøber ved sønnens fødsel i 1916, og familien boede i Mortensgade (Frederiksgade) samme år.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev solgt til det nydannede aktieselskabet ”Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik A/S” den 1. januar 1919 med N. Barslund som direktør. I denne anledning fik han udbetalt en stor sum penge.

Pedershaab Jernstøberi, Grønnegade

”Klokkestøberiet”

Aksel Mikkelsens Jernstøberi (det må være faderen til Ejnar Mikkelsen, grønlandsfareren). Støberiet startede på Gasværksvej, men blev senere flyttet til Bryggerivej – se billede.

Aksel Mikkelsen (Løth)

Aksel Mikkelsen-Løth, født i Hjørring den 14. august 1849, gift med
Maren Nielsen i Brønderslev kirke den 21.03.1873. Forældre til Ejner Mikkelsen og Aslaug M. Begge børn blev meget kendte som hhv. Grønlandsfarer og oversætter af udenlandske bøger.

Aksel M. Døde i Korsør i 1929. Han var R. af D. Fortjenstmedalje i Guld.
A.M var uddannet mekaniker og søn af jernstøberformand Jørgen Mikkelsen og hustru født Ane Margrethe.

Hans karriere:
1872-1883 jernstøber og maskinfabrikant i Vester Brønderslev
1883-1885 leder af Teknisk Skole i Næstved.
1883 Mikkelsen opretter sin første sløjdskole i Næstved med 8 elever.
1885 Mikkelsens sløjdskole Nytorv 3, København. Underviste også i sløjd på E. Slomanns Latin- og Realskole
1886-1909 forstander for Dansk Sløjdlærerskole, Værnedamsvej 13 B, København V.

1. P. Houmøller der i 1883 startede Frederikshavns Jernstøberi, nævner i sine erindringer: ”På dette tidspunkt (1873) fik Axel Mikkelsen og hans fader ved hjælp af grundtvigianske venner bygget et jernstøberi i V. Brønderslev.

Disse 2 fornuftige, flinke og ædruelige mænd, arbejdede begge i Nielsens jernstøberi (T.C. Nielsens jernstøberi i Hjørring). L.P.H. var i lære i samme virksomhed, men ville gerne væk på grund af det megen drikkeri. De havde lovet ham, at så snart de fik støberiet i gang, kunne han få plads der den resterende læretid.

Støberiet gik fallit efter ganske kort tid, men L.P.H. blev udlært.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev startet 1. juni 1913 af N. Barslund. I 1916 blev virksomheden udvidet med et maskinværksted specielt indrettet for vindmotorer og landbrugsmaskiner.

Virksomheden flyttede i 1918 til en plads ved Grønnegade og overgik da til et aktieselskab ved navn ”Nordjyllands Jernstøberi”. Dens speciale var støbning af kirkeklokker. Virksomheden ændrede senere navn til ”Jysk Jernstøberi & Maskinfabrik”.

Virksomheden lukkede i 1949, og formerne, brødrene Carl Wilhelm Jensen og Johannes Jensen, flyttede efter lukningen til Skagen, hvor de startede Skagen Jernstøberi.

Den 6. oktober 1944 søgte de i Vendsyssel Tidende efter 5-6 flinke former- og maskinlærlinge. Firmaet lå den gang på hjørnet af Vestergade og Søndergade.

Det undrer mig meget, at man nedlagde et fungerende jernstøberi (som lå lige over for det gamle Rådhus). Man flyttede udstyr og gamle maskiner og sine økonomiske midler over til et egnsudviklingsprojekt i Aars, som lukkede 8 måneder efter opstart.

Man flyttede altså et jernstøberi i drift fra en by til en anden, som lå 70-80 km længere mod syd og som ingen erfaring havde. Der blev givet støtte fra såvel Aars kommune som fra Staten (egnsudviklingsstøttepulje). De lokale banker i Års støttede også op om projektet! Men hvorfor kunne man ikke have gjort præcis det samme i Brønderslev?

Støberidriften i Brønderslev blev fjernet med et pennestrøg og flyttet til en helt anden by.
Var årsagen forurening? Vidste man ikke, at der ikke fandtes ledige, dygtige formere i Års, eller negligerede man formernes faglige ekspertise?

Havde man i Brønderslev valgt at satse på “jernstøberiet”, kunne byen måske have haft et moderne skalformstøberi, som Dansk Skalform i Års, hvor der beskæftiges mere end 60 mand og som præsterede et fint afkast i 2019. 60-80 gode skatteborgere kunne således have tilført den slunkne kommunekasse mere guld.

Støbco (Dania), Års.

I 1965 gik firmaerne Pedershaab, Brønderslev og A/S Strømmen, Randers sammen for at etablere et fællesstøberi, og senere udvidedes kredsen med maskinfabrikken Svendborg, A/S Ferm, Ulstrup, Danish Machine Company A/S, Århus og maskinfabrikken Phønix, Odense.

De to førstnævnte havde egne støberier, som blev nedlagt ved sammenslutningen.

Begrundelsen for etableringen var officielt at sikre leverancen af støbegods og opnå en rationel produktion, men det var nok støberiregulativet af 1954, der spøgte, idet kravene vedrørende det interne miljø skræmte de små og gamle støberier.

At det overhovedet var økonomisk muligt at etablere et nyt støberi, skyldtes udelukkende loven om egnsudviklingsstøtte, hvor der kunne hentes et betydeligt tilskud.
I den endelige aftale forpligtede Aars kommune sig til at stå som bygherre og ejer af bygningerne og de tre lokale pengeinstitutter til hver at låne Støbco en halv million på favorable vilkår. Egnsudviklingsrådet bevilligede et lån på 1.8 Mill kr., og Års kommune gik ind med 700.000 kr. Planerne skabte turbulens.

LANGÅ KOMMUNE havde også lagt billet ind på at få det nye støberi, og Langå Jernstøberi beklagede i skrivelse til sognerådet over, at kommunen var interesseret i at få et andet støberi til kommunen, en konkurrerende virksomhed i en tid, hvor der i forvejen er katastrofal mangel på arbejdskraft!

I Brønderslev harcelerede man over, at Pedershaab gjorde seks gode håndformere arbejdsløse, og disse arbejdede med planer om at starte et kooperativt støberi i et nedlagt støberi i Hjørring, hvilket dog aldrig blev til noget.

Bjarne Jensen i Formerforbundet sagde: ”Alle grundregler for samarbejde er blevet tilsidesat af arbejdsgiverne i forbindelse med den måde, hvorpå jernstøberierne i Randers og Brønderslev nedlægges”. Man protesterede imod, at der med midler fra egnsudviklingsfondet, placeredes et nyt støberi på et sted, hvor der ikke fandtes uddannede formere, men at disse skulle flyttes over fra moderfirmaerne, og blev hentet til fra andre steder.

Der blev hurtigt bygget et jernstøberi, og den 17. februar 1967 blev det indviet med pomp og pragt.
Kun fire formere fra moderfirmaerne lod sig flytte til Års, og derfor måtte man starte oplæringskurser for nye medarbejdere.
Det gik galt af flere grunde. Man kan ikke lære folk op på nogle få uger. Det tekniske udstyr var ikke tip topmoderne, som det blev sagt, men for en stor del bestående af udstyr fra moderfirmaerne, og var simpelt hen gammelt og nedslidt. Byggebranchen tog folkene så det kneb voldsomt med bemandingen.
De økonomiske midler strakte ikke til at bringe firmaet i gang, og firmaerne, som stod bag, bakkede ikke foretagendet op på solidarisk vis, men lod det i princippet sejle sin egen sø. Det skulle gå galt.

I efteråret 1967 måtte man søge om yderligere lån, og da det blev afslået, stoppede støberiet driften den 14. november, og den 24. november trådte virksomheden i likvidation efter 8 måneders drift.

Kilde: Et katalog over danske jernstøberier, ved Harald Bertelsen. Udgivet år 2005. Harald Bertelsen var direktør for Valdemar Birns jernstøberi og formand for danske støberiers brancheforening. ISBN 87-87522-578

Andre informationer

Potter var den første jernstøber i København og fik den 7. februar 1769 kongeligt privilegium til at anlægge et smelteværk med grydestøberi på ”Appelbyes Rebslager-Plads”.

Det omtales i 1782 af N. Jonge: ”Ved den vestlige Ende af Gaden [Overgaden oven Vandet] ligger det Appelbysk murede Reberbane.”Ligeledes Det Potterske Jernstøberi, hvor Jern-Gryder støbes”.

Jernstøberiproduktion i Danmark

Der var forskellige grunde til, at en jernstøberiproduktion kom så meget senere i gang i Danmark end i vores nabolande, men den væsentligste årsag var, at vi ingen jernmalm havde, kun myremalm, og at Norge hørte under den danske krone. Det var en rationel ordning, at Norge havde eneret på jernstøbning. Denne situation ændrede sig i 1814, da vi mistede Norge og dermed måtte stå på egne ben, hvad angår jernstøbegods.

Det fortaber sig i fortidens mørke, hvornår og hvor man for alvor er begyndt at anvende støbejern. Kineserne har både støbt Buddhafigurer og plovjern før Kristi fødsel, men hverken grækere eller romere har kendt kunsten. Det vides, at teknikken har været kendt i Rhinegnene fra slutningen af 1300-årene, men det er uvist, om opfindelsen er gjort dér eller i et af nabolandene.

Det ældste dokumentariske belæg for jernstøbning i Europa er fra en bøssemager i Frankfurter, der i slutningen af 1300-årene sendte en ansøgning til byen, hvori han bl.a. påberåber sig, at han kan støbe kanoner af jern. I øvrigt en meget karakteristisk udnyttelse af en ny teknik, at man i første omgang bruger den til krigsmateriel i form af kanoner og kugler.

1. Nogle af de omtalte formere kunne være:

Svend Aage Christiansen, Tage B. Johansen, Ricard Jensen, Gunnar Bjerring, Aage Illemann og flere.

 

Cementstøberiernes Redskabsforsyning A/S – her er historien, som jeg oplever den.

Et brødrepar i smoking/festtøj. Det ser ikke ud til at bekomme Knud T. særlig godt, at bære smoking. Jeg er overbevist om, at han meget hellere ville have haft sin blå værkfører-kittel på.

Tvillingebrødrene blev født i Gravensgade 8, den 10.12.1916. De gjorde, ligesom mange andre dygtige iværksættere en stor forskel i Brønderslev. De skaffede arbejde til mange af byens arbejdere. I perioden, hvor jeg var lærling, dvs. 1960´erne, var arbejdsstyrken oppe på 50 personer, +/-. Brødrene overtog virksomheden, som fyrreårige, da faderen Christian Jensen Tipsmark døde i 1956. Christian Jensen Tipsmark havde sammen med kompagnonerne N. Høgh og Ingeniør Hansen oprettet Cementstøberiernes Redskabsforsyning, (CR), i 1924.

Hvad producerede man hos CR:

Forme til betonvarer, så som betonrør, hul-bloksten, brøndringe, betonfliser o.m.a. De solgte egenproducerede betonblandere, såvel store som små, flisemaskiner, hul-stens-maskiner, rørpressere, vibratorborde m.v. Hvem var kunderne?  Alle landets betonvarefabrikker samt murermestre. I min tid tror jeg markedet blev udvidet til også at omfatte Skandinavien.

Hvordan salget gik henad vejen, ved jeg naturligvis intet om. Jeg var jo bare en almindelig lille læredreng med store ører.

Hvem var personerne?

Christian Jensen Tipsmark.

Far til tvillingebrødrene, Knud & Aage, som havde en 6 år ældre storesøster, Anna (1910-1999).

C.J.T blev født i Holstebro den 1. november 1885 og døde i Brønderslev den 8. oktober 1956, som 70-årig. Han var uddannet tømrer, men uddannede sig senere til konstruktør. En overgang arbejdede han hos Dania i Mariager.

Da Christian Jensen Tipsmark kom til Brønderslev, arbejdede han først nogle år på Pedershaab Maskinfabrik indtil han og kompagnonerne N. Høgh og ingeniør Hansen startede egen virksomhed i 1924 – CR (Cementstøberiernes Redskabsforsyning). Jeg ved ikke, om det hele startede på den adresse, hvor jeg stod i lære, men jeg tror det. I en utydelig avisdødsannonce for C.J.T. i 1956 står der, at virksomheden startede under beskedne kår i smed Hüches smedje, men hvor den lå, ved jeg ikke. Var det i Østergade eller på Gasværks allé?

Fabrikken lå på Gasværks Allé, som nu hedder Ejnar Mikkelsens Vej, da jeg var i lære. Bygningerne er revet ned og i dag står der nogle fine nye boliger på grunden (Kuben var bygherre). Den gang, altså i 1960´erne lå virksomheden med ”ryggen” til Brønderslev Jernhandel. Det hvide kontorhus vendte siden mod jernbanesporene, men på sydsiden af bommen. Det at man lå lige opad Brsl. Jernhandel gjorde det let at skaffe en længde stål, hvis man lige stod og manglede en længde af en eller anden dimension.

Overfor fabrikken, på modsatte side, lå den velkendte Thorvald Larsens vognmandsforretning, alias ”fiske-Thorvald”.

Desværre var der en lidt irriterende jernbanebom lige efter Morris-forhandleren Frode Jensen

og før Brdr. Tipsmarks fabrik. Den bom gav mig ofte kvaler, hvis jeg var kommet lidt sent hjemmefra, i hvert fald indtil jeg lærte togplanen bedre at kende.

Om mandagen skulle der indarbejdes tid, så man kunne holde fri om lørdagen. Så mandagene var nogle trælse og lange dage. Fra halv syv til halv syv. Naturligvis med et par spisepauser.

Da brødrene Knud og Aage Tipsmark overtog virksomheden, delte de ledelsesopgaverne mellem sig. Knud blev ”værkfører” eftersom han var uddannet maskinarbejder og Aage der var uddannet kommis skulle helt selvfølgeligt tage sig af den kommercielle og kontormæssige side af sagen. Svogeren Sigurd Nørvang (1911-1989) tog sig af ”værktøjsburet” og reservedelslageret og måske også lønningsregnskabet.

Fabrikant Knud Tipsmark

Dør som 71-årig, den 19. oktober 1988. Han efterlader sig hustruen Verna samt en søn og en datter. Hvor Knud blev udlært ved jeg ikke. Når han ellers kunne afse tid til det, dyrkede han gymnastik, på aftenholdet.

Fabrikant Aage Tipsmark

Dør som 83-årig, den 15. september 2000. Han efterlader sig konen Ruth samt tre sønner.

Aage blev uddannet som kommis i Tolstrup brugsforening.

Hvornår de to sønner blev inkluderet i faderens virksomhed, ved jeg af gode grunde ikke, men det skete måske i forbindelse med at N. Høgh trak sig ud af virksomheden?

Fra pålidelig kilde har jeg fået at vide at brødrene Tipsmark deltog i den omtalte ”Lørdagsklub” – som var eller er en slags hyggeklub, hvor 15-20 personer samles hver lørdag, for at drøfte stort og småt, vind og vejr og ellers har det fornøjeligt i hinandens selskab.

Aage og Knud Tipsmark var desuden i mange år medlemmer af Odd Fellow logen. Det er nok loge-stadstøjet de lufter på det viste billede.

Brødrene var livet igennem uadskillelige. De boede nabo til hinanden, ved siden af virksomheden og kørte begge i store blå FORD-biler og så vidt jeg har hørt tog de ofte på ferie sammen.

Det gode slægts- og makkerskab forplantede sig ned gennem virksomheden og gav helt sikkert CR visse fordele ift. andre mere stift styrede virksomheder. Holdånden slog igennem på virksomheden, alle tog fat, når det gjaldt. Hvis en form eller en maskine skulle hasteleveres, gik teamet i gang og selvfølgelig kom formen eller reservedelen med toget til tiden. I min tid brugte man meget hurtigttørrende maling og den lille flinke Marius måtte ofte bardus i gang med pensel eller støvsugersprøjte, så vi lærlinge med trækvogn kunne fare til godsbanen for at få sendt formen eller reservedelen med toget, til tiden.

Det at de kendte hinanden ud og ind smittede naturligvis af på medarbejderne i virksomheden, som nød godt af at have en flad organisation.

Det er mit umiddelbare indtryk at alle havde det godt i hinandens arbejdsfællesskab. Tvillingebrødrene var et stærkt makkerpar. Hvilket naturligvis sivede ned gennem organisationen til arbejderne på gulvet. Jeg er ikke sikker på, om der overhovedet i papirform fandtes en organisationsplan. For mig, så det ud til at virksomheden blev ledet fra gulvet, hvilken var ganske naturligt for en fabrik som var ledet på denne måde og af et par tvillingebrødre. Hvorfor ofre tid på store organisationsskemaer, når man kunne overskue og lede ”kampen” fra gulvet? I mine øjne, var virksomheden veldrevet.

Her er der en historie fortalt af Ove S. Johansen som er udlært hos CR – han fortæller om en god arbejdsplads med et specielt godt sammenhold blandt medarbejdere og ledelse.

En forhenværende ”nedlagt” arbejdsplads med et dejligt miljø. Det var et skønt sted, at være læredreng. Jeg kom i lære hos C/R alias Brødrene Tipsmark, som maskinarbejder den 1.4.1961. Min startløn var på 79 øre pr. time og min slutløn i læretiden var på 1,35 kr./time. I læreperioden blev der henlagt 4 øre pr. time, som kom til udbetaling, da læretiden på 4 år og 4 måneder ophørte den 31.7.1965. Arbejdstiden var 45 timer pr. uge. I 1964 kostede en liter benzin 1,07 kr./liter. Timelønnen for en faglært var på 7,33 kr./time i 1960. 1 kilogram rugbrød kostede 72 øre.

Fabrikken var ejet af tvillingerne Aage og Knud Tipsmark, begge født den 10.12.1916. Aage var kontormanden og Knud var værkstedschefen. De to tvillingebrødre havde en svoger, som var ansat som lagerforvalter. Han hed Sigurd Nørvang Hansen og var gift med Anna Tipsmark. De, Anna og Sigurd, tror jeg boede på 1. sal i det hvide hus, som hørte til fabrikken. Stueetagen blev brugt til kontor, hvor Aage og repræsentant Tage Arndt Rasmussen holdt til. Om de fik hjælp fra Anna, ved jeg ikke.

Da der ikke findes ret meget stof om denne virksomhed, har jeg forsøgt at tænke mig frem til, hvordan bemandingen så ud i den sidste del af min læretid.

Hos Tipsmark fremstillede vi næsten de samme cementmaskiner som hos PM. Eks. flisemaskiner til fremstilling af fortovsfliser, hulblokmaskiner til Leca hulbloksten, betonrørsmaskiner a la VIHY, betonblandere i flere versioner, små orange blandemaskiner og en masse forskellige forme til betonvareindustrien, kegle-forme til kloakbrønde etc. etc.

Vi reparerede slidte maskiner og servicerede de anlæg, som blev solgt rundt om i Jylland.

1. Kontorbygning i stuen og beboelse på 1. sal for fru Anna Tipsmark og S. Nørvang og deres datter.
2. Fabrikshal med produktion af udstyr til cementstøberierne samt produktion af blandemaskiner og hjælpeudstyr.
3. Formværksted
4. Toiletter og håndvaske og bruser.
5. Drejerværksted
6. Smedje
7. Lager og værktøjsbur
8. Produktionshal for stativer til blandemaskiner, hulblokmaskiner og andet.
9. Kold lager for modelværktøj, presseværktøj m.v.

Her er en beskrivelse af de personer jeg kan huske:

1. Aage Tipsmark, fabrikant og kontorleder. Født 10. dec. 1916. Gift med Ruth Holm. Sønnerne hedder: Leif, Michael og Claus. Aage Tipsmark døde den 15.9.2000.
2. Knud Tipsmark, fabrikant og værkstedschef. Født 10. dec. 1916. Gift med Verna. Datteren hedder Gitte og sønnen Søren. Knud døde den 28.8.2006.
3. Tage Arndt Rasmussen (1919-2015), repræsentant/sælger. Han boede i Dybetsgade.
4. ”Krølle”, en ældre mand, som solgte de små orange-røde betonblandere. Krølle boede i Vestergade ved siden af Ottesens mælkeudsalg.
5. Marius Pedersen sørgede for alt malerarbejdet. Han brugte en lille ryghængt støvsuger-sprøjte. Marius boede ude i nærheden af den gamle minigolfbane, på Åkjærsgade 16.
6. Christian Jensen, smed, f.d.20.5.1904. Han monterede de store betonblandere og reparerede de brugte maskiner. Christian ”spiste eller nød” snus og solgte armbåndsure og lommeure i sin fritid. Christian boede i Søndergade. Svigersønnen hed Knud Erik Pedersen, f.d. 20.5.1938 (han arbejdede med afkortning af stål. Han var ”savfører” i godt 30 år, skriver barnebarnet Søren P. på Facebook.
7. Torben Jensen, en ung maskinarbejder (født 1939). Han var søn af smed Harald Jensen, som også arbejdede på fabrikken.
8. Egon Thomsen f.d. 8.9.1926 (Skolegade). Han lavede nærmest kun kleinsmedearbejde. Egon lavede nogle elegante små kurve til at løfte de ny-støbte betonrør i (betonrør som ikke er hærdede/tørre beskadiges let).
9. ”Jordemoder Niels” Nielsen (Dissing) f.d. 17.4.1915 i Ø Brsl. Han var gift med byens jordemoder, Marie Dissing. De boede på hjørnet af Bredgade og Risagergade, i nr. 2. En hyggelig lille rund mand. Altid munter og i godt humør. Hans svejsninger var ikke altid lige kønne, til det sagde Niels: ”det er ikke kønt, men stærkt”! Niels kørte i en stor hvid 6. cyl. Ford Zephyr
10. Poul Madsen (Falstersgade, f.d. 21.2.1929) lavede flisemaskiner og rørpressere. Han blev efter min tid udnævnt til driftsleder på virksomheden, men herom ved jeg ikke så meget.

Erik Thomsen, Smalbyvej f.d. 29.3.1921, (bror til Egon T.). Erik lavede CR´s rørpressere til betonrør sammen med Poul Madsen. Dette produkt kom til i løbet af min læretid. For at få plads til disse store maskiner i hallen, blev der lavet en dyb betongrav. 2/3 dele af maskinen stod nede i graven og en tredjedel over gulvet. Maskinen var et billigt alternativ til PM’s store og dyre VIHY betonrørspresser. Begge de herrer havde en fortid hos Pedershåb mf.

11. Jørgen Ring C. f.d. 22.10.1917, tiltalt: ”Stjansen”. Ingemanns- gade. En yderst behagelig mand, som desværre skrantede en del. Jeg tror ”Stjansen” havde været med til at spille Brønderslev op i mesterrækken i fodbold.
12. Svend Andersen (Smalbyvej, f.d. 3.3.1923) + Rikard Bast (lærling) – de lavede de store brøndforme og de kegleformede forme til brønde.
13. Arthur W. Hüche, Fynsgade, f.d.13.5.1902. En lile spinkel og stille mand. Utrolig flink. Han lavede vibratorer til rysteborde og til hulblokmaskiner. Jeg hjalp ham tit med at tilslutte elmotorerne, for det forstod han sig ikke på. Hüches kone arbejdede hos min læge Eyvind Jensen. Fru Hüche var svigerinde til den gamle Nolle (Agnor).
14. Agnor (som jeg troede hed Arnold) Jensen, f.d. 23.7.1902, Danmarksgade 18. Han blev altid tiltalt: ”Nolle”. Nolle var en lidt ældre herre som lavede forme. Nolle holdt brevduer, som han udlånte til Fredensbo-festerne, når vi løb brevduestafetløb i hold på tre-fire. Et år var jeg på det vindende hold og vandt en bog med titlen: ”Vejen til atomalderen”.
15. Svend Nielsen, smed. Han boede i Søndergade og lavede forme til bloksten o. lign. Svend boede i et træhus, men murede nye mure udenom huset, mens de boede i det gamle træhus. Det var første gang jeg så den form for byggeri udført.
16. Søren P. Søndergade, f.d. 11.1.1916. Han lavede også forme. Jeg gik i skole med John, en af hans sønner.
17. ”Pedro” jeg husker ikke hans navn. Han var Moluk og kom fra Holland. Han arbejdede kun hos CR i en kort periode. Til frokost købte han altid et franskbrød, som han udhulede og fyldte med makrel i tomat.
18. Røde Carl. Han var rødhåret, deraf tilnavnet. Carl var svejser og i øvrigt bror til fagforeningsbestyrer Anders Nielsen. Jeg nævner det kun, fordi jeg i 2. eller 3. klasse havde Anders Nielsen som skolelærer. Skolen må have haft mangel på lærere, siden han hjalp til?
19. Svend Langer Jensen, drejer. Svend stod ved den ”store mølle”, hvor han drejede de store ringe af til brøndforme etc. Denne drejebænk havde et lodret plan, som var > 2 meter i diameter eller mere.
20. Store Holger Nielsen boede på Fælledvej 3, f. d. 22.12.1915. Han blev kaldt for store Holger på grund af højden. Store Holger havde fået livet forlænget, drillede de ham med. Hvorfor? Jo fordi Holger havde fået syet et stykke i livet på kedeldragten, deraf udtrykket. Vi lærlinge elskede at lave fis med Holger, som passede høvlen og i øvrigt var tillidsmand.
21. Svend Langer Jensen passede en gammel drejebænk, som blev benyttet af os lærlinge samt Svend.
22. Jørgen Andersen, bror til Svend Andersen. Jørgen var drejer og boede på Smalbyvej.
23. Helge Yssing, Skolegade. Han var drejer men en overgang arbejdede han også med ”klejnsmede-arbejde”. Helge var en af byens bedste boksere, som ung blev han Jysk Juniormester. Helge er bror til Ole Yssing.
24. I smedjen var Harald Jensen eneherskende. Han stod for alt smedearbejde og sørgede for hærdning af skovle til bl.a. ”røreværkerne”. Al hærdning foregik ved, at stålet blev opvarmet til rette glødefarve/temperatur og efterfølgende afgyset/nedkølet i enten hærdeolie eller vand. Hærdning/anløbning.
25. Sigurd Nørvang Hansen, sølvsmed, men lagerforvalter hos C/R, f.d.21.6.1911 i Kbh. Nørvang passede buret med værktøj og lageret og tog sig desuden af lønningsregnskabet. Nørvang fortalte følgende om en tur til København: ”jeg havde lånt en bil på/med PS -nummerplader og var i København. Jeg skulle holde for rødt. Bagved Nørvang holdt en Taxa. For nu ikke at Taxa-chaufføren skulle tro, at jeg var en dum bondekarl fra Vendsyssel, holdt jeg motoren godt i gang med pæne omdrejninger og havde sat bilen i gear, for at være klar til at køre hurtigt frem, når lyskurven skiftede til grønt. Det værste af det hele var, at jeg desværre havde sat bilen i bakgear og smadrede kølerpartiet på taxaen bagved – ups!” Bondekarl eller ej?
26. Aksel Nielsen, f.d.13.2.1923. Byens Judo mand no.1. Aksel lavede stativer til hulblokmaskiner og i fritiden lavede han Tv-antenner og hjalp til hos en radioforretning i Mejlstedgade. Aksels søn Kurt, kom vist i lære hos Tipsmark.
27. Helmer Nielsen, Smalbyvej, f.d. 26.5.1928. Jysk mester i weltervægtsboksning. Helmer lavede også stativer og en overgang lavede han og jeg Aage T´s centralvarmesystem i Aages hus. Helmer lærte mig, at skrælle en appelsin på den mest geniale måde. En utrolig flink og dygtig mand.
28. Nolles Arne, Arne Jensen, Fælledvej, f. d.3.2.1926. Arne lavede forme til brøndringe. I fritiden lavede han Tv-antenner til en radioforretning, som lå bag ved Lehms forretning i Mejlstedgade eller var det til Radio Hansen? Arne var gift med ”spille-Ellen”, hvorfor hun havde fået det tilnavn, ved jeg ikke. Arne havde en søn som hed Finn, han bestyrede en knallert- og cykelforretning ovre i København (måske Henry Hansen, tidl. verdensmester) og fra ham, købte han store partier af gamle, brugte knallerter, som jeg aftog en del af og istandsatte.
29. Martin Pedersen, Fælledvej/Fasanvej 47, f. d. 29.9.1919. Martin lavede vibratorstativer og hjalp til med forskellige forefaldende opgaver. Martin var gift med ”smed Hans´” datter. Martin var en del ældre end konen. Han kørte i en flot grøn Vauxhall. Han var lidt dårligt gående og skiftede derfor sko flere gange i løbet af en dag.
30. Svend Aage Larsen, Bredgade, f.d.dd.mm.åå. Svend Aage var rejsemontør. Jeg var en del med ham ude på serviceopgaver. En kanonflink mand, som nok boede i det mindste hus i Bredgade. Hans broder ejede iflg. Svend Aage en relativ stor maskinfabrik i Strib på Fyn. Svend Aage var en glad mand, som levede sit liv på andre præmisser end penge og rigdom. Han kørte rundt i en BMW af den type der var bygget op om en motorcykelmotor og som blev åbnet fortil.
31. En ung svejser fra Bryggerivej, som jeg ikke kan huske navnet på. (Hans navn var Leif Jensen, tror jeg?).
32. Karl Andersen f.d.17.3.1894, en ædel gammel gentleman med blød brun filthat (crushable crown) og spids næse. Karl stod for al form for flammeskæring. Jeg tror, at gamle Andersen på et tidspunkt havde haft sin egen smedje eller at han havde været i virksomheden i en hel menneskealder. Jeg har på fornemmelsen, at han boede i Østergade eller deromkring. Karl sad altid på sin plads, når vi andre mødte frem, tidligt om morgenen.
33. Nolles Kaj sørgede for at forsyne svendene med tyndpladeklip, som han klippede på en Pullmax nibbler. Kaj havde i sin tid været ansat på Volvo fabrikkerne udenfor Göteborg/Trollhättan.
34. Svend Christiansen, former, f. d. 23.11.1919. Svend boede nabo til direktørerne. Svend sørgede for, at svendene fik de materialer og detaljer de skulle bruge og gik ellers til hånde, der hvor han kunne hjælpe til. En meget flink mand, altid med et smil på læben. Svend stod for Alliancens fodboldhold og var meget aktiv indenfor firmasport i Brønderslev (bordtennis og fodbold).
35. Åge Petersen, Bryggerivej? Firmaets altmuligmand. Åge murede og støbte og byggede om og lavede tilbygninger. Han var en knag til at mure, selv om han ikke var uddannet murer.
36. – 42. Læredrenge: ”Ette Bent”, Peter N., kørelærer Dams søn, Frank P., Ove J., Rikard Bast, Anton? fra Christiansgade, ham fra Jerslev, Kurt O´Farrel der kørte rundt i faderens Studebaker, bette Åges søn Helmer, Finn C. (som nu hedder Østenkær), Kurt – Aksel Nielsens søn, Poul Sanvig, denges søn Poul, Ole Filholm og måske nogle flere – hukommelsen svigter

Det var en dejlig læreplads, hvor man lærte at respektere andre mennesker for det de stod for. Det var især ikke nemt for os læredrenge at skulle hjælpe direktøren (Knud) med at lave små betonblandemaskiner, for hvad skulle vi sige og gøre når noget ikke blev helt, som det skulle være. Knud Tipsmark havde som regel et par læredrenge til at hjælpe sig, når der skulle produceres 15-20 små orange betonblandemaskiner. En skulle lave motorhjelme, en anden skulle lave svøb til beholdere, andre skulle lave stativer og keglestubbe osv. Der var fart over feltet, når en serie blandere skulle tilvirkes. Der var lærerigt og udfordrende.

Arbejdstid

Vi arbejdede ikke om lørdagen, men til gengæld skulle vi arbejde længe om mandagen. Vi mødte klokken 6.30 og arbejdede til klokken 19? om mandagen. De øvrige dage sluttede vi klokken 16. Denne ordning var blevet indført for, at vi kunne holde fri om lørdagen. Middagspause fra klokken 12-13. De fleste kørte hjem og spiste deres mad og kom tilbage og arbejdede videre fra 13-16.

Cementstøberiernes Redskabsforsyning (Tipsmark) havde ingen ingeniører ansat. Jeg har på fornemmelsen at al form for udvikling foregik i samarbejde med et ingeniørfirma i København. Jeg kan ikke forstå, at man kunne køre en virksomhed af den størrelse uden at have en ingeniør/ingeniører ansat. De fleste forbedringer blev ”opfundet” af de ansatte maskinarbejdere og ledelsen.

Da vi gik på ”FILESKOLE” altså på Teknisk Skole (i Brønderslev). Hvad lavede vi på denne fileskole? Fileskolen var det sted, hvor vi lærlinge blev oplært i at bruge en fil, en sav, en hammer, boremaskine og andet simpelt håndværktøj så som en vinkel, en ridsenål, kridt og kridtbørste til at rense filene for ”filesmuld”. Vi maskinarbejderlærlinge skulle blive dus med de basale værktøjer, inden vi rigtigt begav os i kast med uddannelsen, som vi havde valgt; nemlig uddannelsen til maskinarbejder. Hvor lang tid dette filekursus tog er jeg i tvivl om, men jeg vil tro det varede 3 måneder. Vi lærlinge skulle altså lære, hvad begrebet præcision betød. Alt skulle måles i millimeter og tolerancerne var meget snævre. De ting, vi skulle lave, skulle være præcise og alle filesporene skulle gå i samme retning ellers blev emnet kasseret og vi måtte begynde forfra – mange timers spildt arbejde – ØV. Skulle noget være 10 mm, måtte det kun afvige nogle få hundrede dele af en millimeter og kanterne skulle være vinkelrette og fuldkantede. Sagt med andre ord, vi lærte, hvad begrebet præcision betød. Vi lærte at læse en simpel tegning. Hvor har jeg været ærgerlig mange gange, over at have spildt timers arbejde ved filebænken, fordi man lige kom til at file en flade lidt skæv eller en tap for tynd. Jeg har taget et par foto af nogen af de ting jeg lavede for over 57 år siden. Jeg har faktisk brugt disse ting i mange år, så de er blevet slidte og jeg har ydermere malet værktøjerne, for at undgå at de skulle ruste – det ærgrer mig, men sådan er det.

Teknisk skole

Den skolegang vi fik på Teknisk Skole ifm. uddannelsen til maskinarbejder bestod fortrinsvis i, at vi skulle lære at lave tekniske tegninger og at læse tekniske tegninger. Vi lærte en lille smule om metallurgi, men ellers gjaldt det alm regning og matematik, plus, at vi skulle lære at regne med formler og finde stigninger på snekker f.eks. ifm. gevindskæring på drejebænke etc. Jeg kan ikke huske alt, men jeg kan huske, at vi havde en civilingeniør fra ”Klokkestøberiet” (Sørensen fra Smalbyvej) som underviste os i materialelære. Det fandt jeg interessant, især da han fortalte os om et problem de havde haft med støbning af nogle af tårnklokker, som revnede når de størknede. Sørensen fortalte, at de løste problemet ved at blande hestemøg i støbesandet. Det gjorde, at revnerne i klokkerne ikke længere opstod. Løsningerne på problemerne er ofte uransagelige, men her knækkede de gåden.

Jeg kan ikke helt forstå, at denne virksomhed helt er gået i glemmebogen i Brønderslev. De virksomheder, der var i Brønderslev, skabte basis for byens handelsliv. Havde der ikke været store arbejdspladser ville byen ikke have haft alle de forretninger, som Jørgen Johansen skrev om i sin beretning om byens handelsliv.

.

Firmafodbold, bordtennis m.v.

Svend Christiansen stod for firmasporten hos CR/Tipsmark. Vi dannede hold sammen med personale fra ”Klokkestøberiet”. Holdets navn var: Alliancen. Min onkel Tage Johansen, spillede en overgang på dette hold, ganske vist ikke sammen med mig, men før min entré hos Tipsmark. Til at begynde med spillede vi på banen ved markedspladsen, senere blev kampene flyttet til firmasports centret på Ejner Mellemkærs mark ved Søndergade/Vildmosen.

Konklusion

Det var en dejlig tid, da jeg stod i lære. Jeg følte, at jeg pludselig gjorde gavn og nytte for første gang i min tilværelse. Jeg mødte mange nye mennesker, som havde en anden holdning end den jeg havde mødt i skoletiden. Jeg var blandt voksne mennesker og skulle nu rigtigt lære at omgås dem. Jeg tror, at jeg var en ret god lærling, som hurtigt lærte de ting jeg skulle kunne. Jeg var nysgerrig og tror, at jeg på den baggrund kunne lidt flere ting end de andre, fordi øvede mig mere end dem, men jeg fandt aldrig mine ben i det fag. Jeg nåede lige akkurat at blive udlært, inden jeg skulle ind til flyvevåbnet for at aftjene min værnepligt. Den tid hos militæret betød, at jeg følte mig rigtig dårligt rustet til at arbejde som svend, da jeg slap ud. Da jeg efter 2 års militærtjeneste fik mit første job hos Albert E. Nielsen på havnen i Næstved, følte jeg mig som en ”Bambi på isen”. Jeg havde glemt det meste og mine basale færdigheder indenfor faget var pist væk. Rutinen og erfaringen manglede. Egentlig synes jeg, at Forsvaret svigtede os, for vi blev uden tilvænning kastet direkte ud i det civile liv og skulle klare os på bedste vis. Set med dagens øjne var det uanstændigt, ja utilgiveligt!

En kommentar til en læser på Facebook for gamle Brønderslev:

Poul Madsen – var på mange måder en “kæmpe”.
Han var stor og bredskuldret, og havde en mild og rolig fremtoning over for alle, også overfor os lærlinge.
Poul Madsens hår var stort og kraftigt og i “Trump-farve“.
Han overskred aldrig den tilladte hastighed i sin vuggende grønne Opel Olympia – jeg tror at han nød det moderate tempo. Måske et levn fra barndommens kørsel med hestevogn?
Poul Madsen var knalddygtig – han kunne løse enhver tænkelig og utænkelig opgave.
Jagt var hans store interesse – hans måde at slappe af på.
En fantastisk mand som kunne “trylle” det bedste frem i os alle, også i de kunder, jeg så ham håndtere.
Tak Poul, for de “pollen” du lod mig få glæde af!
Sendt fra min iPad

En kommentar til Gitte Tipsmark: Din far var en ihærdig mand. Under Knud Tipsmarks kyndige vejledning og ledelse har jeg og andre læredrenge lavet mange dusin/snese af de små orangefarvede blandemaskiner. Vi læredrenge fik til opgave at lave detaljer til maskinerne, enten alene eller under en svend, alt afhængig af ens færdigheder. K.T. gik altid selv forrest, især når de små benzinmotorer skulle påmonteres og prøvekøres. Prøvekøringen foregik ude i den store betonstøbte gård mellem bygningerne. Engang fik jeg et lift med din far til Manna, hvor jeg havde en knallert til reparation. En skøn oplevelse – den store dueblå amerikanske Ford “sejlede” stille og lydløst ud ad landevejen – det var en stor meget stor fornøjelse, for en knægt som mig. Desværre fik jeg vist lukket døren lidt for hårdt, måske fordi jeg var vant til at lukke motorhuset på de små blandemaskiner, som altid gik lidt stramt og det samme gjaldt nok for den Morris som min far trillede rundt i. K.T. var en rar arbejdsgiver som passede godt på sine ting og sine medarbejdere. Tak for det Knud Tipsmark, jeg glemmer ham aldrig!

Martins P´s datter.

En læsers kommentar til mig: hvor er det dejligt at høre om min far. Tak for det. Søren tog desværre sit liv, det husker jeg som meget traumatisk for min mor.
”Pulle Søren”

Mit svar på ovn.: Det gjorde “skrigende” ondt, da jeg fik besked om, at Søren havde gjort en ende på livet. Den store glade dreng som altid lavede spas, og som alle elskede, var borte. I 14-års alderen var Søren og jeg bude hos frøken Olesen i Nygade. Søren kørte på den skrækkeligt lange ladcykel, en atypisk “Long John” som var umådelig svær at styre især, når den var tungtlastet med trådnet, fyldt med mælkeflasker. Jeg som var lille og spinkel blev af Søren henvist til at køre på den meget mindre “short John”, hvor jeg heldigvis kunne nå pedalerne – det må have været et kosteligt syn at se os to knægte, tidligt om morgenen, hente mælk på mejeriet i Mejlstedgade. Af og til smadrede hele molevitten og vi måtte tilbage til mejeriet og bekende vores brøde – heldigvis hjalp mejeristerne os, de var søde ved os.
Engang hjalp jeg din onkel Søren med at sætte glas i nogle staldvinduer på “Døvlingegården” – at se Søren skære glas ud med en diamantskærer og efterfølgende kitte ruderne, det var en sand fornøjelse.

Det håndværk kunne han!

Savnet sidder i mig endnu!

Dejlig fortælling😀
Christian Jensen som du omtaler var min morfar, min far Knud Erik Pedersen arbejdede der også i lidt over 30 år, han stod for alt afkortning af jern og ellers alt forefaldende arbejde….
Jeg selv blev udlært klejnsmed der i 1986, det var et virkelig dejligt sted at være ansat….jeg husker specielt at Knud Tipsmark sommetider kom og fortalte at han havde set et eller andet ude i byen og mente at vi bestemt kunne lave det samme, det kunne være alt fra go-carts til haveborde og lamper😀

Tak Søren (Christians barnebarn)!
Christian og jeg kørte parløb i meget lang tid. Jeg lærte meget af din morfar, som var en dygtig smed og som altid var mig en god mentor, bare ikke den dag, hvor han lokkede mig til at “æde” en af hans stærke skrå. Jeg kan, her 50 år efter, huske den dag, hvor Christian Jensen gav mig skrå. Jeg skulle gå gennem lågen til Brønderslev Jernhandel for at hente noget stål, men nåede ikke igennem lågen før min mave sagde: “Ulrik”. Christian var særdeles god til det med ure. Han havde altid ure til salg. Jeg fatter ikke, hvordan han med sine store hænder og fingre kunne reparere armbåndsure og styre de små forbandede skruer. Tak for dit bidrag – endelig fik jeg sat navn på din far, altså Christians svigersøn. Din far spillede på vores firmafodboldhold, har du set billedet? Dbh. Ove

Svar til mig fra Søren: det der med skrå var min morfars store nummer, jeg husker, når han kom på besøg ved os skulle vi unger altid lige have en lille skrå, og vi kløjs i den hver gang… det morede ham gevaldigt😀
Jeg husker også tydeligt det med at han reparerede ure, jeg fik mit første armbåndsur af ham…det var en stor ting dengang, jeg har iøvrigt det meste af hans urmagergrej endnu…

Senere er det kommet frem at Christian holdt brevduer – det vidste jeg ikke. Christian Jensen var fra Smidstrup ved Rakkeby og hans kone var fra Sejlstrup.

Sørens far Knud Erik Pedersen var fra Stenum. K.E.P var savskærer hos C/R.

Stifteren af Tipsmark var: Christian Tipsmark og Karen Tipsmark. De stammede fra Holstebro. Christian var konstruktør hos Pedershåb mf. Men startede for sig selv sammen med en mand ved navn Høgh. Ham har jeg ikke noget om.

Noter om personer:

Egon Regner Thomsen, født den 8.9.1926. Gift med Viola fra Esbjerg. Jeg mener at have hørt at han tog sit eget liv. Hvorfor ved jeg ikke.

Svend Andersen, Stokbrogade, født den 3.3.1923 – kan det være den Svend?

Poul Madsen født den 9. febr. 1928. Aalborgvej, Brønderslev?

Svend Varberg Jensen (Nolles Svend, født den 15.9.1931 og konfirmeret i okt. 1945. Adresser: Tværgade 1, Tolstrupvej 24. Opslag 82. Søn af Agnor Varberg Jensen og hustru Edith Andrea Christensen som blev borgerligt viet i Brsl.

Den 5.11.1925, opslag 135, side 15.

Helge Juul Yssing født den 3.2.1933 i Mejlstedgade. Søn af musiker Ejnaer Thomsen Yssing, som var født i 1895. Helge havde en søster Inge Juul Yssing født 1936 og en meget yngre bror som hedder Ole Yssing.

Knud Erik Pedersen, Tolstrup, født den 14.5.1938 og døbt i Ajstrup 30.10.1938.

Knud og Aages forældre Christian Tipsmark født den 1.11.1885 opslag 99. De kom fra Holstebro og slog sig ned i Brønderslev. Christian Tipsmark var konstruktør på Pedershåb mf. før han oprettede et firma sammen med en mand ved navn N. Høgh.

Sølvsmed Sigurd Nørvang Hansen, Kbh. borgerlig viet til Anna Tipsmark den 27.4.1935, opslag 503 på side 85.

Arthur Vincentius Hüche, borgerligt viet med sygeplejerske Ketty Karla Christensen den 7.2.1941 i Brønderslev. Ketty var sygeplejerske hos min læge Eyvind Jensen.

En dag kom jeg rigtig galt afsted, fordi jeg var uvidende.

Jeg blev bedt om at banke loftet ned i smedjen, fordi lokalet skulle integreres i den store ombyggede hal. Jeg tænkte, den opgave bliver vanskelig, så jeg bevæbnede mig med en stor forhammer og kravlede op på loftet. Da jeg knaldede forhammeren ned i det hvælvede loft første gang ramlede hele skidtet ned og jeg røg med sammen med brokkerne. Jeg kom slemt til skade med den højre fod, den hævede kolossalt meget, så meget så jeg efter nogle dage måtte på sygehuset for at få den røntgenfotograferet. Min onkel Hans som  forøvrigt var FUT officer i København var tilfældigvis på besøg i byen og bar mig op på hospitalet, hvor jeg fik konstateret at foden var kraftigt forstuvet. Hans der var idrætsofficer ved militæret, insisterede på at foden skulle røntgenfotograferes, hvilket de ikke umiddelbart ville gøre. Den fod gav mig sidenhen mange kvaler, især når jeg skulle spille fodbold. Jeg havde en kraftig forbinding om foden, for den ville forstuve sig hele tiden. Som onkel Hans sagde, det havde været bedre, hvis den var brækket. Alle ledbåndene i foden var blevet forstrakt og det tager tid at komme sig over en sådan skade, ja flere år mente han.

Biler tilhørende ovennævnte:

 Aage T. Ford Customline, mørkeblå. Årgang: 1959?

Knud T. Ford Galaxie, dueblå og hvid, årgang: 1959

Jordemoder Niels Dissing Nielsen: Hvid Ford Zephyr, 6. cyl. Årg. 1962-64

Poul Madsen: Opel Olympia Rekord, lysegrøn, årg. 1958

Torben J. Dueblå Saab 96, årgang 1962

Aksel Nielsen: DKW Junior, blå.

Martin P. Vauxhall Victor, flaskegrøn, årgang 195?

Svend Aage L. BMW 600 Limo som kunne åbnes fortil.

Svend eller Jørn Andersen: Citroen Traction Avant, brun, årgang 1955

Han var nok den første pædagog, jeg mødte i barndommen.

M-O. var en vidunderlig voksen, som aldrig var bange for slå sig løs på legepladsen sammen med os fodbolddrenge, når vi spillede på plænen ved boligblokkene på Fælledvej (nu Fasanvej). Vejen blev tidligere benævnt “den røde vej” iflg. Bente Niemann.

At en voksen på et par og tredive år den gang (1952-1958) deltog i børns leg, var et særsyn og så endda lige uden for etageejendommenes køkkenvinduer. Husmødrene og deres ægtefæller kunne fint fra køkkenvinduerne følge slagets gang og hidkalde ungerne, når man skulle spise. Hvorfor de voksne den gang var så bange for at “kravle ned fra træet” for deltage i børnenes leg, ved jeg ikke. I dag tror jeg, det er mere almindeligt at voksne tager del i børnenes leg.

Otto Bach Larsen født den 6. (7.) september 1920 – død den 30.6.1992, fødested: Tværgade 3, Brønderslev.

Citat: “ Hestehandel overskyggede Mads-Ottos fødsel.

Brønderslev – I 1920 var engagementet under markedet noget større end i dag, hvilket følgende historie bevidner. Mange kender Otto Bach Larsen, bedre kendt som Mads-Otto, der igennem mange år har været involveret i BI’s ungdomsarbejde, ligesom han fra starten har været fast hjælper i BI’s øltelt under markedet. Men de færreste er vel klar over, at selv om han hvert år fejrer fødselsdag den 6. september (i år 1990 fyldte han 70) på alle offentlige papirer er registreret den 7. september 1920.

Forklaringen er følgende: ”Mads Christian Bach Larsen”, indehaver af Brønderslev vognmandsforretning, var den 6. september 1920 til marked for at handle heste. Det var før benzinmotorernes tid, og derfor var Mads Bach da også så optaget af håndslagene på markedspladsen, at han ikke var klar over, at hans kone havde født ham en søn. Der blev sendt bud efter ham, og han kunne lige afse tid til at slå et smut om Tværgade for at besigtige barnet. Da han havde konstateret, at alt var som det skulle være, meddelte han sin kone, at han returnerede til markedet, idet han endnu ikke var helt færdig med at handle. I skyndingen glemte han at meddele kirkekontoret, at der var kommet et nyt liv på jorden. Dette blev først gjort dagen efter, da lidkøbstågerne var lettet en smule, og derfor har Mads-Otto snart 70 år gammel, to datoer at vælge imellem, når han skal invitere familien til fødselsdagsfest.

I den forbindelse kan nævnes at Mads Bach omkring 1920 havde dagvognsruten fra Jerslev til Brønderslev, der kørte i forbindelse med togafgangen fra Brønderslev sydover. Mads Bach kom ofte en anelse for sent og havde et mundheld der lød ”Det var fan´me ikke ret meget, vi kom for sent”, hvilket jo også siges at gælde for anmeldelsen til kirkekontoret.

1. Til september, når eller hvis Store Brønderslev marked bli’r afholdt, er det således på 100 års dagen for Mads-Ottos fødsel. Den dag vil jeg forsøge at huske.

Avisudklip fra Lokalhistorisk arkiv for Brønderslev. År 1990.

Af Ove S. Johansen

 

BLADSMØRER, ORDSNEDKER, JOURNALIST, MIGRANT MED 27 FLYTNINGER, DET MAN VEL NÆRMEST KAN KALDE EN NOMADE, UDEN HUSDYR, MEN MED PEN?

SIDSTE GANG HAN FLYTTEDE BRAGTE HAN 62 FLYTTEKASSER MED SIG, I EN AF DISSE FANDT HAN DEN BOG SOM JEG ”CITERER” FRA, MED FORLOV.

HAN HAR LIGESOM ANDRE GAMLE VISNE MÆND HAFT ET HAV AF TITLER, SOM MAN IKKE LÆNGERE KAN HVILE SIG OP AD, MEN MON IKKE DEN SIDSTE ER DEN FORNEMSTE AF DEM ALLE; NEMLIG AT HAN NU ER BARNEPIGE PÅ ”TULLEMUSEN”. JEG HÅBER IKKE, AT DET ER LARS, DER DENNE GANG SKAL SIDDE OPPE PÅ HATTEPULDEN – GRINER!

 Lars er søn af Agnes Gjedsig og Zonemand Niels Peter Carlo Jørgensen.

Her får du nogle af de små, morsomme historier fra hans bog om barndommen i Dyrlægegården, hvor hattedamen Rosa Nielsen, spillede er stor rolle.

Lars´ tidlige udsyn til den fortravlede verden, foregik fra toppen af en hattepuld (et træhoved), som fandtes i fru Rosa Nielsens hatteforretning i Dyrlægegården.

Rosa blev hans livs første kærlighed, og nok også den største, fortæller Lars i sin bog: Min verden fra et hattehoved

Lidt fra et varmerør, der gik på tværs gennem hans mors fodklinik og skønhedsklinik, kunne han sidde og følge med i, hvad ”kunderne” og mor Agnes sludrede om, når de enten ”fik nyt ansigt” eller lavet tæer. Han sad der og ventede på, at fru Karnøe eller fru sparekassedirektør et eller andet ville slippe en femøre til fru Brandborgs lille, grimme rødhårede unge. Det er Lars selv, der beskriver sig sådan. Faldt der noget af, blev det hurtigt omsat hos slikkiosken ”Momsen”, som lå på den anden side af gaden. Han siger selv, at købmand Johansens udvalg var noget sjovere, for her var der en forunderlig duft af sild fra tønder og fra nymalet kaffe med videre.

Lars var resultatet af et ungt pars første forelskelse, uden nogen form for familieplanlægning. Agnes og Niels Peter var kun gift i en kort tid. Faderen var Zone-mand i Brønderslev, og mor Agnes drev en klinik for skønhed og fodpleje ovenpå købmand Johannes Johansens butik i Dyrlægegården Nygade 2.

En dag var hele Dyrlægegårdens børneflok ved at blive udryddet.

Mens flaskevaskekonen var til formiddagskaffe hos købmanden, listede vi os ind i vaskehuset og tømte sjatter over i en flaske eller to, som vi så smuglede ind i stalden under kornloftet. Her fandt vi en passende plads for vores orgie – og kastede os ud i drikkeriet.

Gud i din milde himmel, hvor blev vi syge. Et sandt under, at nogen af os overlevede. Jeg tror nok, vi alle kom på sygehuset og blev pumpet ud bagefter.

Radio Hansen

– der havde et godt ægteskab med fru damefrisør Hansen lidt længere nede ad Algade, som for øvrigt var den dame i hele byen, der lærte mig at bande bedst og grundigst og forresten havde et djævelskab af en pekingeser – denne samme radioforhandler Hansen havde anskaffet sig en af de gamle høje Ford-T-vogne.

På en af de dejligste solbeskinnede eftermiddage havde Jørgen og jeg sat os til rette for at snakke drengesnak på den brede kofanger bag på Radio-Hansens bil. Vi havde flyverdragter og gummistøvler på. Vi sad godt – helt i vores egne tanker, og fik ordnet den verden, der var vores. Lidt snak om tøser og om, at vi skulle gå på “mol” i elektriker Eilertsens have.

Pludselig sagde det tøf, og bilen startede med et ryk. Før vi havde fået løsnet flyverdragtens seler, så havde radioforhandleren vendt kareten og var for fuld udblæsning på vej mod Nørregade med os to knøse slæbende bagefter. Vi klamrede os til kofangeren og fik slidt hæle og såler af vores gummistøvler.

Det var en ekspedient hos Karnøe, der havde set vores livs sidste time tæt på. Han fik ringet til hotel Brønderslev med den fart, det nu tog at komme igennem den manuelle central – og det var en tjener fra hotellet, som med skæv flip og med serveringsbakken slingrende på usikker hånd, der sprang de fem trin ned og fik standset Radio-Hansen på den anden side af posthuset.

Det var i hvert fald hos Rosa, jeg fik min trøst – og et kærligt ord med på vejen. For Rosa skælder aldrig ud. Rosa var og er nemlig mit livs kærlighed, skriver Lars.

Om den gang de flyttede jernbanen, som Rosa ellers havde stillet sit ur efter – uanset, togenes buldren havde generet meget. Men støjen var dog intet imod den “nøgne Gyda”, skulptur, de plantede udenfor hendes forretningsvinduer.

 

Axel og Lauritz

Man kunne godt se, på marcipan-Axel og tuborg- Lauritz, at det havde været Brønderslev Marked – men det kunne man også på salget i forretningen, hvor hele oplandet havde været hos Rosa for at købe nye hatte.

Det fortælles om samme Tuborg-Lauritz og Marcipan-Axel, at de efter en våd aften på kroen ville slå genvej hjem i den mørke nattetime, de ville gå ind over kirkegården. Helt appelsinfrie var de ikke. Der skulle være begravelse dagen derpå – alt var gjort klar fra graverens side, så båren kunne sænkes i jorden.

De to vaklede i den mørke nattetime over kirkegården – og uheldet ville, at de begge faldt i den åbne grav. Ingen af dem var høje – begge var meget fulde – og jorden var våd og slimet. De opgave forsøget på at komme op – og lagde sig i stedet til at sove.

Da solen igen stod højt på himlen, vågnede Axel. Han havde rejst sig på tæerne og kunne lige skimte ud over den store kirkegård. Han fik sparket liv i Tuborg-Lauritz og gnækkede med sin særprægede vendelbostemme: ”Lauritz – Lauritz – se – opstandelsens dag – og vi er de første!”

Kilde: Afskrift, omtrent, fra Lars Gjedsigs bog “Min verden fra et hattehoved” som blev udgivet i anledning af Rosa Nielsen 70-års fødselsdag den 31. maj 1983.

Rosa Nielsen havde sin forretning i Dyrlægegården og den hed Elegance. Rosa var datter af købmanden i Hvilshøj.

Jeg har fået Lars´ tilladelse til at tage klip fra den nævnte bog og et par stykker mere, for at kunne lave min beretning.

Min kusine Connie Gerd Rasmussen, har fortalt mig følgende:

Ja, marcipan-Axel ham husker jeg fra barn af. Hvis jeg var med min far ”Tage” henne i byen, stoppede far altid op for at snakke med Axel.

Min far fortalte, at Axel havde fået tilnavnet “marcipan-Axel”, fordi han altid havde et stykke marcipan i lommen, som han af og til spiste af.

En overgang i 1960´erne boede han til leje i et kælderværelse med store vinduer, over jord-niveau hos mine forældre, og en gang kørte min far og bror Axel til hans fødegård, som lå mellem Randers og Viborg.