Huset er beliggende i Algade nr. 1-3. Bygningen har altid været en pryd for Algade, og den ligger lige overfor den kendte guldsmedeforretning, Børge Hansen, som videreføres af sønnen Ole Agger Hansen.
Crome & Goldschmidts Fabrikers Udsalg samt
Brønderslev Materialhandel. I forgrunden ses
jernbanebommen ved baneoverskæringen
Det startede, så vidt vi kan finde ud af, som en MATERIALIST- butik, med varesortiment a la det Matas er kendt for.
I gamle dage var en materialist en, der solgte basis-kemikalier, kemiske stoffer, diverse pulvertyper, ekstrakter, hostemidler, vin m.v. Salget i dag er af en helt anden karakter og kaliber: neglelak, hudplejemidler, hårplejeprodukter, plaster, forbindingsstoffer, neglefile, sakse, plaster, brintoverilte og hvad ved jeg.
Ad åre blev sortimentet eller vareudbuddet ændret, så man også solgte kolonialvarer og andre typer købmandsvarer samt vin, som vist altid var blevet solgt fra denne butik.
Forretningen blev startet af Nicolai Hassing i 1889 og senere kom frk. Ellen Hassing (Hassings datter) i spil, og i 1956 overtog Villy K. Madsen forretningen. Villy K. Madsen fik i øvrigt det spøjse tilnavn “Strø Madsen”, hvilket skyldtes, at nogle barneplejersker på Brønderslev børnehjem internt begyndte at omtale ham sådan.
Tilnavnet Strø Madsen opstod på grund af, at børnehjemmet købte deres pulver til barnenumserne i Strø Madsens butik. Efter ”Strø Madsen” blev forretningen i 1984 overtaget af Chr. Bjørn Christiansen, som i øvrigt var udlært på stedet.
I dag ejes forretningen af Christian Bjørns datter, Charlotte, som også er udlært materialist, men i Aalborg. Charlotte Christiansen driver nu forretningen under navnet Matas og med kædens ”produktsortiment”.
Villy K. Mafsen 1918 – 1986.
Villy K. Madsen, født den 24. november 1918, død den 22. oktober 1986. Han nåede at blive borgmester i byen i 1966 og var desuden formand for byens Handelstandsforening i en del år.
Villy K. Madsen, Forhenværende Brønderslev-borgmester er død. Fhv. borgmester og materialist Villy K. Madsen, Helgolandsgade 11, Brønderslev, døde i går, 68 år gammel. Han blev valgt til Brønderslevs venstreborgmester i 1969, hvor der var borgerligt flertal i Storkommunen. Villy K. Madsen (V) vandt over Willy Kløve.
Efter Villy K. Madsen overtog Chr. B. Christiansen forretningen i 1984. Christian B. Christiansens datter blev optaget i firmaet i 2004.
33-årige Charlotte Christiansen blev i 1990 uddannet materialist.
Hun var derefter i forretningen i Aalborg til 1997, da hun kom til Brønderslev. Christian B. Christiansen og hans tidligere chef, Villy K. Madsen, åbnede sammen forretning i Sjællandsgade i Aalborg i 1968.
Den overtog Christian B. Christiansen i 1984 sammen med forretningen i Brønderslev. I 2000 afhændede de forretningen i Aalborg for at koncentrere sig om forretningen i Brønderslev, som samme år blev udvidet, så der er næsten 300 kvadratmeter salgsareal.
Christian B. Christiansen kom i 1961 i lære hos Villy K. Madsen, og i 1984 overtog han forretningen.
I samme ejendom lå Valdemar Karnøe`s forretning, se billedteksten. Senere, måske i 1960´erne flyttede “Tøjeksperten” ved Thøgersen, ind i de vestlige lokaler.
Øverst tv. Ejerskifte foran den flotte forretning i Dannebrogsgade/Grønnegade og th. bankdirektør Richard Lundø, Brønderslev Bank ønsker Harry Jensen tillykke med de nye lokaler i Bredgade som han var flyttet til.
Møbelforretning har skiftet ejer i 1982
Kilde: Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev, læserne, aviserne og nettet.
Møbelhandler Harry Valdemar Jensen, Idé Møbler i Bredgade i Brønderslev, har fra i går (1.7.1982) solgt sin forretning til møbelfirmaet Norbo i Hjørring.
Det sker efter, at Harry Jensen i 45 år har drevet forretning i Brønderslev forskellige steder fra – sidst fra Bredgade. Men han stopper ikke helt sit virke. Harry Jensen fortsætter med at have sit værksted, hvorfra han vil udføre småreparationer på møbler.
Kontorassistent gennem 18 år hos Harry Jensen, Jytte Thomsen, fortsætter i forretningen efter salget til direktør Hans Larsen, Norbo.
Jytte Thomsen skal sammen med Orla Kristiansen, der er uddannet hos Heile i Brønderslev, stå for den daglige ekspedition.
Møbelforretningen Norbo i Hjørring, der også er forhandler af Idé Møbler, skal have Brønderslev-afdelingens udkørsel og administration, idet forretningens centrallager fortsat er placeret i Hjørring.
Forretningen i Brønderslev er på 1000 kvadratmeter og forretningen i Hjørring er på 5.000 kvm.
Efter overtagelsen vil Norbo foretage nogle ombygninger af forretningen i Brønderslev, oplyser direktør Hans Larsen.
Kilde: Lokalarkivet, Brønderslev.
Hvem er Harry Jensen
Jytte Thomsen kontor- og butiksassistent fortæller:
Da Harry Jensen fik sit svendebrev, cyklede han op gennem Jylland og kom til Brønderslev, hvor han blev resten af sine dage. Her fik han arbejde som møbelsnedker hos Thorhauge Møbler nede på Torvet i Algade. Men han ville jo gerne have sit eget værksted, så han startede op på den anden side af gaden inde i gården. Senere flyttede han over gaden. Her havde han så både værksted og solgte møbler. Det er vist det, jeg er blevet fortalt, siger Jytte. Og han fandt jo også en pige her. Hun hed Ebba Hougaard og var cementstøber Hougaards datter fra Hallund.
Lidt ved jeg. Harry boede privat i et træhus på højre side af Bredgade, overfor kirkegården. Så vidt jeg ved, var Harry oprindelig Bornholmer. I baggården fandtes et værksted til reparation af møbler. Han havde ansat en “ældre” mand på værkstedet. Jeg var i skolepraktik på værkstedet i 2 uger, da jeg havde en drøm om at blive møbelsnedker.
De første 2 dage skulle jeg tørre støv af i butikken, men jeg fik gjort ham opmærksom på, at jeg var der, for at opleve møbelsnedkerfaget, ….
På sit sjove syngende sprog, gav han udtryk for, at det havde han ikke oplevet, at pigerne ville uddanne sig i det fag. Jeg kom på værkstedet resten af perioden, hjalp til med diverse opgaver og fik endda lavet det flotteste træskrin…
… en dejlig oplevelse, men jeg kom ikke i lære i faget.
Harry “Bornholmeren” Jensen boede Bredgade 170, i et “køkkenblå” træhus. Jeg boede nabo til ham og fruen, vi fik tit en snak på fortovet eller gennem hækken. Han var meget dårlig til at se, men han cyklede på sin “minicykel” ind til byen hver dag, på fortovet. Han kunne se lopperne mellem fliserne, så dem fulgte han rundt når han cyklede. Han havde kommunens folk til at klippe sin hæk, men de måtte IKKE klippe ovre ved garagen da den var “pilrådden”, så det gjorde han selv indtil jeg tog over. Jeg skovlede også sne for ham om vinteren, og for det fik da også en lille ting. Jeg kan ikke huske, hvad hans hustru hed, men det var et par dejlige mennesker.
Vores dør i kælderen havde samme blå farve som deres hus. Det grinede vi en del af.
Bornholmeren lagde faste gulvtæpper i vores lejlighed … der hoppede han også den gang livligt rundt. Det var i tresserne… desuden var han en dygtig badmintonspiller.
Jens Otto Madsen fortæller: Harry Jensen også kaldet ”bornholmeren” var en meget rar og omgængelig forretningsmand. Man så ham næsten altid med pibe i munden. Her Harry Jensen købte jeg alle mine møbler til mit lejede værelse i 1963, hvor jeg flyttede til Brønderslev. Da jeg i 1970 skulle giftes købte vi vores senge hos Harry Jensen og da Handelsbanken skulle flytte til nye lokaler, blev jeg tilbudt et gammelt, stort rundt spisebord i mahogni. Bordet kunne trækkes ud og man kunne sætte op til 12 plader i bordet. Vi tog med tak imod som endte med at være vores spisebord i over 30 år. Det var et fint bord, der tidligere blev brugt i den gamle direktørs lejlighed, hvor spisestuen kunne rumme bankens repræsentantskab. Bordet var utrolig tungt, idet man havde fået installeret et udtræk i træ, som fyldte hele undersiden. Midt på skulle der, når der var flere plader sat i, sættes ekstra ben på, for at stabilisere det lange bord.
Dette flotte bord havde møbelhandler Harry Jensen lavet til Brønderslev Bank. Harry Jensen var genbo til banken. Til bordet fik vi desuden spisebordsstole som var betrukket med hestehår. Harry Jensen kunne lave utrolig mange ting. Han havde en rigtig god forretning, som han udvidede med et stort udstillingslokale med vinduer ud til Dannebrogsgade og Grønnegade.
Denne del af forretningen og ejendommen, er senere købt af Kommunen og indrettet med et varmtvandsbassin hvortil patienter med behov for dette henvises.
Nekrolog
—————- Harry Valdemar Jensen, plejehjemmet Kornumgård, Brønderslev, 90 år.
Harry Jensen blev født på Bornholm (i Øster Marie, den 4. juli 1914). Han var bedre kendt som “bornholmeren”.
I 1936 (som 22-årig) tog han en tur til Vendsyssel for at besøge nogle soldaterkammerater og evt. finde sig et arbejde.
Det lykkedes ham at få arbejde hos møbelhandler Thorhauge i Brønderslev. Efter en tid her etablerede han sig som selvstændig i en mindre møbelforretning, der efterhånden udviklede sig til en af byens største.
Harry Jensen blev gift med Ebba Johanne Hougaard fra Hallund. Parret bosatte sig i Brønderslev. Her var Harry Jensen stærkt involveret i idrætsforeningens badmintonafdeling, idet han i flere år var klubbens formand og en interesseret spiller.
Desuden var han i handelsstandsforeningens bestyrelse.
Harry Jensen blev svagtseende og måtte for knap to år siden, i 2002, tage ophold på Kornumgård.
Han efterlader sig en datter og en søn, to svigerbørn og fem børnebørn.
Kilde: N.S. Den 22.9.2004.
Tak til Anne-Marie R. for hjælp med at fremskaffe artiklen.
PS. Harry Valdemar Jensens hustru, Ebba Johanne Hougaard stammer fra Hallund.
Hun er født den 24.10.1920 i Hallund og er datter af Cementstøber Hougaard.
En mini-anekdote om ”bornholmeren”, Harry Valdemar Jensen der som 22-årig slog sig ned i Brønderslev, cirka 400 km nordligere (fugleflugtslinje) end Øster Marie på Bornholm. I en avisomtale til N.S har Harry sagt, at han tog til Brønderslev for bl.a. at besøge nogle gamle soldaterkammerater, men at han også ville forsøge at finde et arbejde. Hvem han besøgte, får vi nok aldrig at vide, men han fortæller, at han fik fast arbejde hos den i Brønderslev kendte møbelsnedker Th. Thorhauge, som i øvrigt tidligere har været omtalt på denne Facebook-side. Det ville ellers have været rart at kende den reelle baggrund for hans udrejse fra Østermarie, en lille landsby med 3-400 indbyggere på Bornholm, til Brønderslev. Han kom til Brønderslev i 1936, hvor indbyggertallet i byen nok har været på knapt 6 tusinde. I trediverne var der stor arbejdsløshed rundt om i verden. Også i Danmark var der arbejdsløshed. Da den var på sit højeste, var vi oppe på 43,5%. I 1936 var der ”Storlockout” i Danmark, men regeringen Stauning greb ind og ophævede et mæglingsforslag til lov, så hjulene igen kunne snurre.
1979 – 1984 Boede i Hvilshøj i købmands lejligheden – job hos KFK
1984 – Gift med Jytte og vi byggede hus i Ø. Brønderslev
1986 – 1997 Kontor/bank assistent Handelsbanken/Danske Bank, Br.slev
1997 – 1998 HF fag på VUC i Brønderslev
2000 – Spillemand/musiker / lærer hos AOF i keyboard/piano samt
dirigent for mandskoret ”Frejdig af 1912”.
Musik:
1969 – 1973 Orgel undervisning af Kaj Kjæhr, Dybvad
1972 – Spillemand/selskabs musiker
1998 – 2000 Linjefag studier i musik & eksamen, Hjørring Seminarium
De første spændende år af en drengs opvækst på landet
Jeg blev født ved Skævebro i december 1957 på husmandsstedet ”Højvang” som min mor og far købte i 1953. Den lille gård ligger på Skævevej, udfor Tryvej nede ved åen mellem Dybvad og Skæve / Brønden. 3 år tidligere var min storebror Per blevet født og siden hen kom lillebror Kaj til verden. Så på husmandsstedet voksede vi 3 knejter op i kærlige og trygge rammer og selvom der ikke var mange penge at rutte med, så drev mor og far, Valborg & Karl Johan, det lille landbrug med 12-14 køer og lidt søer og grise samt høns – rigtig flot. Vi drenge fik tidligt arbejde i hjemmet med at hakke roer, stikke halmknipper op i ladvognen, køre hø ind, hjælpe med at fodre dyrene om vinteren samt hjælpe med at tærske korn. Dette støvede meget og vi kom nemt til at klø. Vi strøede halm og fejede m.m. Før der blev råd til en lille benzin traktor, en Ford Dextra, da var det med belgier heste der blev brugt til både at trække plov, harve, køre halm og hø ind samt ikke mindst at trække ”Selvbinderen”. Jeg var lidt bange for de store heste men far var dygtig til at styre dem!
Mor og far havde megen glæde af de årlige ture til Hjørring Dyrskue – ja nærmest en lille ferie for deres vedkommende og til Brønderslev gik turen også ofte til landboauktionen der dengang havde til huse i Valdemarsgade.
Landboauktionen var en vigtig epoke i Brønderslevs egnens landbohistorie fra 1913 – 1996.
Her ses billede fra efterårets kartoffel arbejde og det er far og mor til venstre og højre og i midten er det Lund Madsen fra Søengene udenfor Birkelse. Lund og hans kone Kirstine var mor og far´s ungdomsvenner og de hjalp tit hinanden med markarbejde.
Skolegang med musikundervisning af Kaj Nørholm:
Vi drenge kom alle i skole i Dybvad – der havde hele 2 skoler hhv. Dybvad Centralskole og Østre Skole, Den gamle realskole. Jeg var glad for at gå i skole og syntes vi havde nogle gode lærere og i skolen havde vi jo også musik fra 1. klasse. Dengang, i 1965-66 havde ”Kaj Nørholm” som nu er boende i Hjørring, lige fået lærerjob i Dybvad og han havde nærmest samtlige musiktimer hvor vi var i ”Aulaen” – en stor sal. Jeg blev hurtigt glad for musik og det skyldtes nok jeg havde lært lidt sang og musik hjemmefra, da min mor var glad for både at synge, spille lidt harmonika og danse.
Her ses et familiebillede af vi 3 drenge alle med hånden under hagen. Storebror Per i midten døde desværre helt uventet i 2006 kun 51 år gammel og vi fik dengang i vores familie at mærke hvordan livet kan gøre ondt. Det er mig til venstre og til højre min lillebror Kaj der i dag bor på vores barndomshjem med sin familie.
Min morfar ”Sixtus Christensen” fra Skæve var god til at spille violin og spillede dengang i ”Gamle dage” ude til baller sammen med et par spillemænd.
Musikundervisning var der vist ikke så mange af mine klassekammerater der var så glade for og især ikke drengene så jeg tror nok at jeg næsten var den ene´ste dreng der syntes det var sjovt og interessant at få undervisning i musik. Kaj Nørholm læste musik på Musikkonservatoriet samtidig med han havde lærerjob i Dybvad og jeg tror han rejste videre i musikkens tegn kort tid efter han blev færdiguddannet i musik. Siden hen har Kaj Nørholm både været musiklektor og konstitueret rektor på Hjørring Gymnasium, netop der hvor han selv i tidernes morgen gik på samme gymnasium! Han har også i en del år været rektor på et gymnasium på Fyn for så at vende tilbage til Hjørring igen. Listen er utrolig lang med musik gøremål for Kaj Nørholm f.eks. med i Hjørring Sommerspil både som dirigent og komponist, medredaktør på flere musikbogs udgivelser, bestyrelsesmedlem i Vendsyssel Festival og m.m.
På sommerferie hos min tante og onkel i Østervrå:
Min tante Inga og onkel Knud på Vrængmosevej i Østervrå havde også et hyggeligt lille husmandssted med omtrent samme dyre besætning, dog her med jerseykøer hvor vi i mit hjem havde rødbrogede køer.
Her ses billede af køer på bakken ved engen hjemme i barndomshjemmet og en enkelt sort broget ko har sneget sig ind her-:
På sommerferien hos min fætre her, var jeg helt vild med at spise jordbær med jersey mælk på og til morgenmad blev der serveret havregryn med jersey mælk plus cacao pulver på! Det havde jeg godt nok aldrig spist før, men det smagte helt fantastisk. I Østervrå fiskede jeg også meget ved åen tæt ved Østervrå Kirke og det var jeg jo vant til fra Skævebro hvor vi boede meget tæt på samme å, nemlig Voer å.
Voer Å udspringer nordvest for Østervrå og slynger sig smukt gennem det østlige Vendsyssel til udmundingen i Voerså.
Naboen til min tante og onkel havde et par drenge jeg sammen med fætrene var ovre og lege med flere gange og der på loftet, var der et ”Trædeorgel” med blæsebælg, der lød sjovt, når man trådte på ”Pedalerne” – der var jo to og mine ben kunne lige nå derned. At spille herpå var noget der fangede mig med det samme – ikke at der kom melodier ud, men alene det at høre tonernes lyde – høje og lave – det var godt nok spændende og så den blæsen også!
Start på undervisning i el- orgel hos Kaj Kjæhr:
Disse besøg med ”Træde musik” ovenpå loftet her fik tante Inga nys om og hun fik far og mor med derover engang jeg skulle hjem fra sommerferie og Inga udtalte til mine forældre: Tror I ent´at haj ska`go´ te´musik? Således blev det startskuddet til, at jeg i 1969 blev tilmeldt til orgel undervisning hos Kaj Kjæhr på Aalborgvej i Dybvad. Jeg glemmer aldrig den første gang.Min far var med, og vi var lige kommet indenfor døren i det lille hyggelige musikrum i baggården hos Kaj Kjæhr, hvor far spurgte: ”Tror do haj ka´lær´å spel? Min musiklærer så ned på mig og omformulerede spørgsmålet: ”Kan du tælle til fire” og det mente jeg jo godt jeg kunne og så svarede Kaj Kjæhr med det samme ”Så kan du også lære og spille”!
Jeg cyklede de godt 5 km fra Skævebro til Dybvad frem og tilbage i alt 10 km hver lørdag formiddag og lærte efterhånden de populære
dansktop hits først i 70érne med håndskrevne noder af Kaj Kjæhr som efter radioen lyttede melodierne af og straks skrev noder og becifringer ned på papir. Kaj Kjæhr var en særdeles dygtig musiklærer – han var hård og rap i replikken såfremt man ikke havde øvet sig nok. Jeg var nok inderst inde bedst dengang til at spille efter gehør og husker tydeligt engang til øvning, jeg lige havde sat mig til rette ved klaveret, der var vist ikke plads til orgel i det lille øvelokale, og skulle spille den melodi jeg havde for. Jeg blev hurtigt stoppet nærmest inden jeg var gået i gang med at spille, da min musiklærer højt råbte: ”Det er ikke den melodi der står på noden” og efter jeg straks kiggede på nodebladet kunne jeg se hvorfor: ”Kaj Kjæhr havde luret mig af med mit gehør spil og havde vendt noden om så det var en helt anden melodi der stod fremme på klaveret!
Billedet med den håndskrevne node til melodien ”Så går vi til enkebal”) – sunget af Kathy Bødker er med her, fordi netop den sang optrådte hun med sammen med Anker Buch – den berømte violinist – på plejehjemmet Risagerlund i Bredgade i Brønderslev nok midt i firserne. Årstallet på noden i 1973 skal nok passe da sangen der var ret ny på dansktoppen og andre steder. Jeg spillede som mange gange før til små og rigtig hyggelige arrangementer på Risagerlund og dengang sammen med Kathy Bødker og Anker Buch var det til høstfest.
Jeg gik til undervisning til efteråret 1973 så ialt godt 4 år. Min mor og far købte det første el-orgel – et Italiensk mærke ”Elka” med 2 manualer = 2 rækker tangenter oven over hinanden og fodbasser!
Dengang var et el-orgel det hotteste i musikinstrumenter, da der nu var indbygget ”Rytmeboks” i og der kom hele tiden nye mærker og jeg fulgte flittigt med i nyheder herom ude hos musikhandler ”Alfred Christensen” i Urbansgade i Aalborg. Far var ikke meget for både 2. og 3. gang jeg gerne ville skifte da orgler var ret dyre, men mor fik ham overtalt, så der nu blev købt et amerikansk el-orgel ”Gulbransen”. Det var godt nok stort, men også et noget tungere el-orgel og i de første år jeg tog ud og spille – der kørte min far med mig både for at bære orgel ind, men også fordi jeg jo ikke havde kørekort da jeg kun var 15 år første gang, med debut som spillemand i et stor telt i en have i Flauenskjold i 1972!
Det havde jo også sin pris for en ung 15årig gut dengang med køb af orgler, blandt andet at jeg ikke kom med på en studietur til England i 8-9 klasse. Der blev også lidt indtjening og fra min lille lomme kalender ses, at et spillejob i 1974 kunne give mellem 100 og 270 kr. pr. Aften! Og det var som regel fra kl. 18.00 til kl. 01.00 og ofte var der overdans dengang. I 1974 havde jeg tjent 6.264 kr. I alt med musikjobs rundt omkring i lokalområdet – året før min 18års fødselsdag! Det var slet ikke en dårlig løn for en teenager dengang, men en stor del af pengene skulle jo bruges til afdrags ordning til far og mor for køb af orgel,
Lige før jeg stoppede med el-orgel undervisning hos Kaj Kjæhr i 1973, kom jeg til at spille sammen med ham og det er ganske vist! På daværende Hellum Kro, havde Kaj Kjæhr et musikjob selvom han stoppede i 1972, med at være professionel musiker med han orkester. Til dette job manglede han en´til at spille el-orgel med fodbas og så ville min læremester spille på trommer. Jeg var meget nervøs forinden vi havde stillet op, men Kaj Kjæhr beroligede mig med cigaren lige i munden med ordene: ”Du gør bare som jeg siger” og så vidt jeg husker gik dette duo job ganske hæderligt!
Fra foderstof branchen til bankverdenen:
Efter 10 år i KFK tidligere Vendsyssel Korn i Brønderslev, Vrå/Dybvad og Hvilshøj med start i 1976, fik jeg mulighed for at blive ansat i daværende Handelsbanken i Brønderslev i 1986. Det blev jeg mægtig glad for og glemmer aldrig ”Bank Ove” – Ove Jensen som tog imod mig på venligste måde og hans altid fløjtende og lidt syngende humør, som hvert forår med ”Nu er dagen fuld af sang og nu er viben kommet”…… – Der var i banken op til 27 medarbejdere på det tidspunkt og i Handelsbanken var det Børge Bøss der var direktør og bogens redaktør her – Jens Otto Madsen var prokurist og i øvrigt ansat i 35 år. Handelsbanken og Provinsbanken blev fusioneret med Danske bank i 1990 og jeg nåede heldigvis at fuldføre bankuddannelsen til bankassistent inden vi var 2 i banken der modtog ”Et prik” ved den store fyrings runde i 1997. Jeg nåede også både, vistnok lidt uhørt som mand dengang, at søge og få bevilget ”Forældre orlov” i et halvt år til vores søn Joachim i 1994 og senere at gå på deltid så jeg havde fri om tirsdagen, hvor de store sølvbryllups fester blev afholdt med musik.
Prikket til afsked med banken blev for mig et vendepunkt til at ”Gå musikkens vej for alvor” og efter 1 år med HF fag på VUC i Brønderslev gik vejen straks til Hjørring Seminarium med optagelse i ”Linjefags musik” sammen med de øvrige unge lærer studerende. På et af de 3 linjefags musik hold blev jeg kollega med min tidligere kollega i banken, nemlig Ingelise Poulsen, som få år før mig, havde sagt op i banken og startet på læreruddannelsen.
Her spiller jeg til et jubilæun i Banken og fik så fri fra Kassen.
De 2 år på Hjørring Seminarium med dygtige musiklærere og gode studie kollegaer, sang/korsang, piano undervisning på de gamle ”Hornung & Møller” klaverer og i hyggelige gamle lokaler dengang – det står i klar og frisk erindring for mig og for noget særdeles godt og lærerigt!
Igen fuldtids arbejde men nu i musik!
Efter studietiden på seminariet blev der virkelig skruet op for musikken stadig med spillejobs rundt omkring til fester og også i større udstrækning end i alle årene fra 1972 hvor der jo både var skole og siden hen – fuldtidsarbejde oveni.
Der kom mere til med musik! På seminariet skulle vi til eksamen skrive vores egen sang – både tekst og musik, som skulle fremføres til eksamen og det syntes jeg var meget spændende og især at komponere en melodi dertil. Denne opgave med komposition gjorde, at jeg tog mig mod til at komponere en melodi til den årlige ”Spildansk dag”. Koda udskrev på det tidspunkt. Teksten, så jeg fik jeg min studiekammerat Ingelise til at skrive og sangen, som fik titlen ”Dansk Efterår”. Dette var den første melodi ”Hjemmefra” komponeret på mit gode gamle ”Hornung & Møller” klaver og blev min start på komposition! Det gamle klaver på billedet her – er her hvor alle mine melodier er udsprunget fra og i øvrigt har dette klaver fra 1926 stået på de hyggelige gange på Hjørring Seminarium engang, men der var ikke plads mere, så jeg lavede en byttehandel med en mixer/forstærker).
Efter at vi havde indsendt ”Dansk Efterår” til spildanskkonkurrencen, så blev interessen herfor skærpet og ved hjælp af kirkemusiker, komponist m.m Jens Nielsen, Hjørring, kom jeg i forbindelse med salmedigter og tidligere højskoleforstander Jens Rosendal, Ballum. Jeg skrev i en mail til ham om ikke han kunne skrive et fædrelands digt, som var kravet fra den store spildansk konkurrence i 2007. Han skrev tilbage i mailen med ordene:”Jo, det kan jeg da godt prøve” og jeg havde i forvejen komponeret en melodi dertil og sendte en mp3 fil ned til Jens Rosendal. Således blev fædrelandssangen ”Glæden over landet” til og vi var ”Lige ved og næsten”, da vores sang kom med i sangbogen ”Årets bedste sange 2007” sammen med flere kendte kunstnere f.eks. Sacha Dupont. Til sangbogen med i alt 19 sange i, er der indspillet en flot CD af pianist Carl Ulrik Munk-Andersen og med sang af hans kone Pernille Bogø Bach. Sangbogen er for længst udsolgt, men den kan lånes på Brønderslev Bibliotek. Året efter fik Jens Rosendal og jeg sandelig en sang mere med i en ny sangbog ”Årets danske børnesange” 2008 som hedder ”Springforbi” og alle sangene heri er også indspillet af samme pianist og sangerinde.
Samarbejdet med Jens Rosendal blev til 15 sange fra 2007 til 2015 hvor digteren efter et mangeårigt ønske fra mig skrev et digt om Vendsyssel. Jeg skrev til ham flere gange, at når f.eks. Jørgen Sørensen, tidligere Brønderslev, men senere fra Thisted kunne skrive en sang om hans hjemstavn, så kunne Jens Rosendal også. Og lige pludselig en aften poppede der en mail ind med overskriften ”Vendsyssel” og så måtte jeg jo straks i gang med at komponere en melodi hertil.
Billede her af Jens Rosendal og jeg fra sommeren 2019 hvor jeg besøgte ham i Ballum.
Jeg har haft æren af at akkompagnere Jens Rosendal til 3 af hans højskole foredrag i Aså, Hellum og Brønderslev – alle med fuld til slutning.
Jens Rosendal er den nulevende digter der har flest sange med i højskolesangbogen – i 18. udgave var det hele 13 sange og i den nye 19. udgave har han 10 sange med! Han er for længst udnævnt til æresborger i Tønder Kommune og har sin egen ”Jens Rosendals vej” ved Ballum Kirke med bænk for enden af vejen helt ned mod Vadehavet i Ballum.
Arbejdet med at komponere melodier blev mere og mere omfattende samtidig med jobbet som selskabs musiker rundt omkring i Vendsyssel og Nordjylland. Efterhånden som melodierne og sangene blev til fik jeg en hel del af sangene ”Skrevet på noder” og lagt på min musik hjemmeside.
På et tidspunkt lige efter corona nedlukningen i marts 2020 gik jeg i gang med at udleve en gammel drøm om at få udgivet en node/sangbog så sangene blev samlet og siden hen kunne bruges som sang indslag til fester og sangaftener. Jeg tænkte også at når nu ikke der blev plads til bare en`af de sange der blev sendt ind som forslag til den nye højskole sangbog ( 19. udgave) – ja ”Så kunne de da komme med i min egen sangbog.” Der var da i hvert fald et par digte af Jens Rosendal jeg havde håbet kunne komme med og ligeledes Poul Jansen (Hirtshals) med 18 sange fra min nodebog som har titlen: ”Festmusik & Fortællinger”
Rosendal og jeg havde håbet at kunne komme med og ligeledes Poul Jansen, Hirtshals med 18 sange fra min nodebog, som har titlen: ”Festmusik & Fortællinger”
Der er i alt 50 sange i nodebogen udgivet på forlaget ”Gateway Music”
Musikken har således fulgt mig siden drengeårene og med spillejobs siden allerførste gang i sommeren 1972 da nærmer det jo sig snart 50års jubilæum i 2022.
Til slut vil jeg slut takke personalet i forsamlingshuse, kro og hoteller, restauranter m.fl ved utallige opstilling/nedtagninger af musik instrumenter igennem alle de mange år og til min hustru Jytte og vores 4 børn for at ”Lægge ører til” undervejs.
Danmarks Radios Pigekor var i 35 år under ledelse af Tage Mortensen, hvis far var stationsforstander i Brønderslev. Tage Mortensen var en kolerisk, men dygtig dirigent for pigekoret. Nogle af pigerne frygtede hans temperament, men ville dog alligevel være med i koret, fordi det havde deres store interesse.
Tage Mortensen deltog i 1994 i en radioudsendelse på P2 med titlen, ”Brønderslevmusik”, hvor der var optagelser af Danmarks Radios Pigekor, der tidligere på året havde givet koncert i Brønderslev ny kirke med musik af Rasmus Mortensen, som det år kunne være blevet 100 år.
Vendsyssel er måske ikke kendt for store musikalske personligheder, men Brønderslev har blandt andet fostret violinisten Peder Møller, der levede fra 1877 til 1940. Han videreuddannede sig i Paris og spillede i forskellige franske orkestre. Han fik en fremragende position som koncertmester igennem ti år ved Concerts Symphoniques du Jardin D’acclimatation og ved en omfattende solistvirksomhed.
Henry Holst boede som barn i Sæby, hvor Peder Møller hørte ham spille violin så godt, at han opmuntrede den unge mand til at gå på musikkonservatoriet i København, hvilket medførte en stor karriere for violinisten Henry Holst.
Af andre store navne fra Vendsyssel indenfor musikken kan nævnes operasanger
Ruth Guldbæk fra Frederikshavn, trompetisten Knud Hovaldt fra Hjørring og den verdenskendte pianist fra Asaa Mogens Dalgaard.
I en lidt anden genre er Niels Hausgaard fra Hirtshals. Han blev landskendt på sine musikalske, satiriske causerier på vendelbomål. Han måtte dog af hensyn til forståelsen ændre sproget til rigsdansk.
De populære børnesange, ’Slikke Hans’, ’Hør den lille stær’, ’Hvem mon bor i hytten der’, er skrevet og komponeret af Rasmus Mortensen, der voksede op i Brønderslev.
Rasmus Mortensens far, M. V. Mortensen, var overbetjent i Brønderslev og selv meget glad for at synge. Sang og musik prægede hjemmet, og de otte drenge og deres ene søster inspirerede hinanden til at udfolde sig musikalsk på forskellige instrumenter. Faderens så dog helst, at børnene uddannede sig i fag, man kunne leve af, helst i offentlig tjeneste.
På Hjørring Seminarium blev Rasmus Mortensen uddannet folkeskolelærer, som han ernærede sig ved samtidig med, at han hos dygtige organister lærte at spille orgel og fik kundskab om musik.
I 1920 flyttede han til Esbjerg og fik ansættelse som skolelærer en stilling, han beklædte til sin død i 1942.
Rasmus Mortensen følte en stærkere og stærkere trang til selv at skrive musik. Derfor havde han altid en notesbog på sig til at notere de ideer, han fik til musik, uanset hvor han befandt sig.
I ferierne rejste han ud til kurser for at lære teoretiske og praktiske færdigheder som musikhistorie, instrumentering, harmonilære, sangpædagogik, direktion og orgelspil. Han er blandt andet blevet undervist af en af dansk musiks markante personligheder, dirigent, korleder og organist Mogens Wöldike og kapelmester Martellius Lundquist fra Odense Byorkester.
Denne private uddannelse på kurser og hos dygtige musikere svarer til en musiklederuddannelse fra et musikkonservatorium.
Lærergerningen sikrede en indtægt, men Rasmus Mortensen udviklede et dirigenttalent, som førte til korledelse på højt niveau.
En anmeldelse i et blad i Brønderslev fremhævede, at den unge dirigent førte sine Tropper an ved sin rolige og afdæmpede optræden.
I perioden 1920 til 1940 skete der meget indenfor musikken. Jazzen kom til og forargede mange. Amatørorkestre dukkede op. Børn og unge blev forbrugere af kultur og blev et væsentligt kundesegment i butikker og ved musikalske begivenheder.
Rasmus Mortensen blev i 1924 gift med violinisten Edel Hasbro.
Familien boede i en femværelses lejlighed i Englandsgade i Esbjerg til en betragtelig husleje på 123 kroner om måneden. Fruen fik indrettet et rum til musikskole, og Rasmus fik indrettet et nodebibliotek og læsestue.
Sønnen, overlærer Jørgen-Vilhelm Mortensen, Aarhus, fortæller om et hjem, hvor der blev sørget godt for børnene Karen Margrethe og Jørgen-Vilhelm. Faderen noterede flittigt i sin notesbog om børnenes vægt og højde samt, hvilke ord de kunne sige som små.
Forældrene var travle mennesker, som børnene ikke så så meget til på hverdage. Dagen kunne begynde kl. 6 og først slutte om natten ved
2-tiden for faderens vedkommende. Børnenes samvær med forældrene var på helligdage og ude i naturen.
Rasmus Mortensen blev langt ud i landet en kendt musikleder og musikskribent. Hans sange blev udgivet som bøger eller i løsblade.
Det var en sensationel begivenhed, at radioen sendte koncerter fra Esbjerg med Esbjerg Byorkester og Rasmus Mortensen som dirigent. Hans egne kompositioner blev efterhånden sunget af radioens forskellige kor.
Rasmus Mortensen døde, da sønnen kun var 13 år, men Jørgen-Vilhelm oplevede sin far som en kendt og agtet mand, som tog hatten af, når han hilste på folk på gaden. Sønnen talte en dag, hvor mange gange faderen tog hatten af for folk – det var mange.
Rasmus Mortensen døde af en nyrelidelse kun 48 år gammel. Han efterlod sig hustru og 3 børn.
Udover familien efterlod Rasmus Mortensen en musikpædagogisk og sangglad bølge i Esbjerg. Han efterlod ca. 200 sange og nogle kantater.
Rasmus Mortensen havde et spændende men kort liv, der endte tragisk. Endelig var han brudt igennem i branchen, men dør så, lige da han var ved at få landsdækkende fodfæste og anerkendelse.
Rasmus Mortensen kunne udtrykke sin tilværelse som tolket i en af Davids salmer, han holdt så meget af: ” Jeg skal endnu stå ved håbets port og synge min ungdoms sang”.
Nogle dage efter radioudsendelsen skulle Danmarks Radios Pigekor synge ungdomssange af Rasmus Mortensens fra Brønderslev Kirke, dirigeret af Tage Mortensen
Vi må sætte lidt kulør, på den triste tid, vi står midt i.
Mon ikke Laurits Nielsens rendyrkede blomsterforretning var den eneste af sin slags i Brønderslev?
Forretningen lå strategisk rigtigt i forhold til de store og de små kunder. Den lå eller ligger skråt overfor hotel Phønix, og i sin tid havde man hotel Brønderslev i baggården og den tilmed i flotte Bredgade, som snart vil være stadset op med juleguirlander og ekstra lys.
Min søster var i lære hos Laurits Nielsen og blev i flere omgange sendt på blomsterbinderskole i Ollerup på Fyn.
Hun lærte “at sige det med blomster”, den smukkeste gave man kan give til en værtinde, ven eller sine slægtninge.
Min kone har næsten altid blomster med, til dem vi besøger.
Det er vist en god gammel skik, som hun viderefører. Der er intet så smukt og sigende som en godt designet buket blomster, og den sender et signal længe efter til andre om, at der her har været en gæst for nylig.
Laurits Nielsen havde også eget gartneri, i gamle dage, omtrent der, hvor jernbanestationen ligger i dag. FLOWER POWER!
Dødsfald
Wanda Nielsen, Bredgade 12, Brønderslev, er død efter kun få dages sygdom, 75 år gammel.
Wanda Nielsen var født i Norge, men kom til Brønderslev i 1906, da hendes forældre flyttede hertil. Hendes far var i mange år beskæftiget på Pedershaab Maskinfabrik A/S.
Hun var gift med gartner Laurits Nielsen, der døde for 20 år siden, og sammen drev ægteparret, en kendt gartnerforretning, hvor salget især bestod af blomster. De første år var forretningen beliggende i Nygade, men senere flyttedes den til bazarbygningen i Bredgade.
Efter ægtefællens død drev Wanda Nielsen forretningen videre med stor succes, og det er kun få år siden, hun nedlagde den kendte blomsterforretning, hvor hun kom i forbindelse med mange mennesker og skabte sig en stor venneskare.
Wanda Nielsen overleves af to døtre. En datter Lis, der har ansættelse på Brønderslev Kommunebibliotek, er gift med Kaptajn i flyvevåbnet Svend Lønbro Jensen, Brønderslev, og en datter Ida, der er uddannet sygeplejerske, er gift med Erik Simpson, Hatfield, England.
Niels Laurits Nielsen født den 01.07.1896 i Brønderslev, død i 29.06.1956.
Født i Hæstrup skole 1904
Realeksamen fra Hjørring højere Almenskole 1921
Ask højskole 1922-23
Lærereksamen fra Jonstrup Statsseminarium 1926
Lærer ved Sindal private realskole 1926-1928
Timelærer ved Brønderslev kommunale skolevæsen 1928-1931.
Fast ansat lærer 1931-1949.
Viceskoleinspektør (souschef) ved Skolegades skole 1949-1974.
Har skrevet adskillige ting på vendelbomål og er kendt over hele Vendsyssel som fortolker af hjemstavnens dialekt.
Man har bedt mig fortælle lidt om min tid som lærer og specielt om den udvikling, skolevæsenet i Brønderslev har gennemgået, siden jeg for 53 år siden blev ansat her, og i håb om, at det muligvis kan interessere en og anden, har jeg sagt ja dertil.
Efter min dimission fra Jonstrup Statsseminarium, skuepladsen for bogen om ”De seks” – i 1926, var jeg et par år ansat ved Sindal private realskole. På det tidspunkt var 12-1300 lærere uden arbejde, ”så at komme til fadet” var næsten som at vinde den store gevinst i lotteriet, selv om det var 150 kr. på egen kost og logi.
Navnlig var der rift om sådanne pladser, idet man så slap for det omflakkende liv som vikar, så det var ikke ualmindeligt, at der til de mere faste stillinger som denne var 2 til 300 ansøgere. Som vikar måtte man jo tage, hvad der bød sig, måske 14 dage i Vestjylland og derefter – hvis man var heldig – en måned eller to på Lolland.
Lønnen var som sagt ringe, og der var ikke tale om, at man dengang fik rejseudgifter m.v. betalt, så de fleste måtte bruge cyklen, selvom det drejede sig om lange strækninger. Det var ofte svært at få samlet de to års tjeneste, der skulle til, før man kunne få fast ansættelse, og adskillige nåede slet ikke at komme i gang, men måtte gå over i andre erhverv.
Men jeg var altså blandt de heldige – vistnok for en del, fordi jeg havde været så forsynlig at tage ”den lille organisteksamen”, idet det var en forudsætning, at jeg skulle kunne spille til morgensangen. I øvrigt havde jeg også taget en tillægseksamen i engelsk, som blev mit hovedfag, og derudover fik jeg biologi, historie og gymnastik i alle mellemklasser og realklassen, så der var nok at ”rive i” for en nybegynder.
Men trods det meget hjemmearbejde, det gav, blev der alligevel tid til at lede frivillig gymnastik og sangkor. Det fik man jo ikke noget for ud over en gave, når sæsonen sluttede, så for at supplere lønnen havde jeg enkelte privatelever i engelsk og violinspil og nogle få timer på teknisk skole. Endelig fik jeg den luskede ide at anskaffe en stemmenøgle og gav mig til at stemme klaverer for en pris af otte kr. pr. stk. Det havde jeg aldrig prøvet før, og de har nok heller ikke været særlig ”wohltemperierte”, når jeg var færdig med dem, men jeg hørte da aldrig væsentlige klager, så det har forhåbentlig ikke lydt alt for forfærdeligt, når poderne spillede skalaer og etuder.
Skolebestyreren, som var en selskabsmand og en ”jæger for Herren”, var helst fri for det meget administrative arbejde med indberetninger osv. og overlod efterhånden det meste af det til os to unge lærer, hvad vi vel ikke var så begejstrede for, men meget af det er kommet mig til gode i min senere virksomhed, og alt i alt følte jeg, at jeg havde et par gode år i Sindal, som jeg med glæde ser tilbage på.
Men forholdene på de private skoler var på den tid meget usikre, og mange måtte bukke under på grund af elevmangel. Derfor ville jeg gerne ind til det mere sikre kommunale skolevæsen, og da der pr. 1. august 1928 i Brønderslev var opslået et timelærerembede med 27 timer, søgte jeg det, og blev den heldige af 78 ansøgere
Lønnen var ca. 250 kr., og selv om jeg i Sindal var kommet op på ca. 200, var det dog en forbedring, der gav mig mod til at gifte mig i oktober. I bygningen ud mod Krogensgade var der på den tid to lejligheder, som oprindelig var bestemt til bolig for to forskolelærerinder, men da en af dem netop var blevet gift med en pensioneret lærer, som selv havde hus, stod den ene lejlighed tom, og den fik jeg tilbudt for en årlig leje på kr. 300 plus 124 kr. for varme.
Det var jo lige en husleje. som passede til lønnen, og lejligheden var udmærket med en meget stor stue, soveværelse og køkken. Den var også udstyret med centralvarme, men da der ikke blev fyret i anlægget i ferierne, var der også kakkelovn, og til denne og til storvask måtte vi tage det brændsel, vi havde brug for, alt sammen for de 125 kr. Den eneste ulempe ved lejligheden var, at der ikke var noget toilet. Vi måtte ”i gården” hver gang, men vi var jo unge og var vant dertil fra vores barndom på landet, så det var intet større problem.
Denne lejlighed havde vi i to år, og det stivede vældigt på økonomien, men desværre blev den så inddraget, idet der skulle bygges en etage mere på bygningen.
Jeg var glad for skolen fra første dag, men byen, som vel dengang havde 5-6000 indbyggere, tiltalte mig egentlig ikke, og jeg var vist temmelig sikker på, at her ville jeg i hvert fald ikke ende mine dage. Skolegades skole, som dengang var byens eneste skole, havde på det tidspunkt 27 lærere, og så vidt jeg husker ca. 900 elever. Skolens inspektør eller overlærer, som det dengang hed, var byens første borgmester Markus Hansen, en stor personlighed og en fremragende pædagog. Foruden faglig dygtighed var han i besiddelse af det lune, som er så nødvendig for en lærer, og som kan klare mangen situation.
Som eksempel herpå kan nævnes følgende lille episode. En lærer, som ret jævnligt kom nogle minutter for sent, kom en morgen, da han også var sent på den, farende ind i sin klasse og tog straks fat på morgensangen: »Gud ske tak og lov, vi så dejlig sov”. I det følgende frikvarter sagde M.H. til ham: »Ja, lærer X, det kan ske for os alle, at vi sover over, men det er nu næsten for meget at sige Vorherre tak for det!« Sådan var han.
Markus Hansen skoleinspektør indtil sin død i 1934
Markus Hansen og fru Oline, som også var lærerinde, samlede til deres fødselsdage deres venneskare: Fabrikant P. Nielsen, doktor Tuxen, pastor Norring m.fl. samt hele lærerkorpset lige til den yngste vikar, og det er fester, man mindes med glæde. Vi lærere var jo heller ikke flere end, at vi dengang ret jævnlig kunne samles hos hinanden til en beskeden kop kaffe og en hyggelig l’hombre, og derved kom vi hinanden betydelig nærmere, end tilfældet er i dag, hvor det på grund af antallet og nutidens større fordringer til selskabelighed ikke lader sig gøre.
Det var sjældent, der kom en ny lærer, så vi blev en fast sammentømret stab. Mange af lærerne var »mænd fra ploven«, som for alvor gik op i deres gerning, og det store flertal var fagligt dygtige, og det er da også en kendsgerning, at Skolegades skole havde et godt ry i skolekredse.
Som ung lærer måtte man jo begynde med en 1. klasse og fik i det hele taget kun de mindre elever og de fag, som de ældre lærere helst var fri for. Udover disse fik jeg en mængde gymnastiktimer og mindes endnu, hvordan man i stram march drog gennem byen op til markedspladsen og spillede fodbold mellem »kokasserne«, for anden sportsplads havde vi ikke på det der tidspunkt.
Markus Hansen døde i oktober 1934 og efterfulgtes i 1935 af Johannes Sørensen, der kom fra Randers. Han var fra en vestjysk bondeslægt, var på sin vis også en personlighed, som man ved nærmere bekendtskab lærte at sætte stor pris på. Han var en mand med initiativ, som fik indført mange forbedringer på skolen, og det er bl.a. hans fortjeneste, at vi fik det friluftsbad, som vi længe havde haft planer om, som han for alvor satte skub i. Det blev indviet med stor festivitas af daværende statsminister Stauning og med opvisning af landets dygtigste svømmere, bl.a. Ragnhild Hveger. –
Johs. Sørensen, skoleinspektør
I 1935 blev Johs. Sørensen (tv) skoleinspektør.
I Johannes Sørensens ”Regeringstid” kom vi også til at opleve besættelsestiden, hvor en stor del af skolen blev besat af tyskerne, så undervisningen måtte henlægges til mange forskellige steder i byen. Efter kapitulationen måtte vi også give plads til de mange, som med mere eller mindre grund blev interneret for samarbejde med tyskerne. En tid havde vi også husvilde boende på loftet over den gamle skolebygning mod Skolegade. Nogle af dem havde mange børn, og det hændte af og til, at de væltede en spand vand eller måske en toiletspand, så det pludselig begyndte at dryppe i klasserne nedenunder. Det var forhold, som i høj grad krævede tolerance fra skoleleder og lærerpersonalets side, men stort set klaredes det hele uden særlige gnidninger.
Under besættelsen og i årene derefter steg børnetallet voldsomt. Først i halvtredserne havde vi over 1500 elever. Da jeg i 1949 var blevet viceinspektør, var det mit job at lægge skema for undervisningen, og jeg tør sige, at det gav mig adskillige grå hår og søvnløse nætter. Det blev en ustandselig vandring fra klasse til klasse, og da der samtidig var lærermangel, og vi måtte klare os med stadig skiftende vikarer, var det en næsten håbløs opgave.
For at aflaste os blev det så bestemt at bygge Søndergades skole, og den stod færdig den 1. april 1955. Dens første inspektør blev nuværende skoledirektør Kløve, og Johannes Sørensen udnævntes samtidig til stadsskoleinspektør.
Som sådan virkede han indtil sommerferien 1958, da han søgte sin afsked. Som hans efterfølger antog man Elis Frederiksen, Skanderborg, der både som skoleleder og kommunalmand har vundet almindelig agtelse i vores by. Mangt og meget er forandret ved den gamle skole under hans ledelse, men han har med stor dygtighed forstået at føre de bedste af skolens traditioner videre, og har ved sit kontante og venlige væsen styrket det gode forhold mellem kollegerne, som altid har været kendetegnet for Skolegades skole – kort sagt gjort den til en arbejdsplads, hvor alle, både lærere og elever, føler, det er godt at være.
Selv kan jeg med sandhed sige, at mine 46 år der har været lykkelige år, og det bevises vel også bedst af den kendsgerning, at jeg er blevet der, til jeg faldt for aldersgrænse. Min ungdoms noget negative syn på byen blev også hurtigt ændret, og meget snart ”faldt jeg til ” her. Byens friske tone og den nære forbindelse mellem by og land tiltalte mig, og gennem skolen, foreningsarbejde og som leder af frivillig gymnastik i 25 til 30 år, fik jeg her inden længe en stor bekendtskabs- og vennekreds.
Da jeg i 1928 kom hertil, var skolens budget latterligt lille i sammenligning med de beløb, der i vore dage ofres på undervisning. Også undervisningsformer og forholdet mellem lærere og elever er blevet ændret i høj grad – i visse henseender sikkert nok til det bedre – men for os gamle at se er der mangt og meget, som tyder på, at ikke alt nyt er godt.
Vi kendte ikke til disciplinkrise og meget lidt til moderne psykologi. Vi forlangte, at det arbejde, der skulle gøres, blev gjort. En uartig eller næsvis elev fik sin forseelse afgjort kontant, og så var den potte ude. Mig bekendt har få taget skade deraf, mens det vitterligt har hjulpet på mange.
Ved samtaler med gamle elever får jeg gang på gang bekræftet, at ingen af dem bærer nag til den lærer, som i en given situation har straffet dem, hvis de selv følte, det var fortjent. Jeg er helt klar over, at moderne pædagoger og muligvis også en hel del unge forældre vil kalde mig håbløst reaktionær, men det får nu være, og jeg synes i hvert fald ikke, at den moderne pædagogiks resultater har været særlig fremragende i sammenligning med tidligere tiders.
Enhver opdragelse bør gå ud på at give barnet og den unge visse hæmninger, og skulle det være en fallit at straffe den elev, der begår en alvorlig forseelse eller bevidst saboterer arbejdet i klassen, mener jeg, at fallitten er at foretrække fremfor at gå på akkord.
Mikael Klitgaard, Borgmester i Brønderslev Kommune
Jeg er født ved Odder d. 3. marts 1954. I et lille område bestående af få gårde kaldet Morsholt, tæt på Ondrup, hvor den lokale brugs var. Her fødtes omkring den tid tre drenge, sønner af Johanne og Johannes Klitgaard-Jensen. Min storebror Finn var kommet i 1952, og min lillebror Henrik kom i 1957. På gården med omkring 100 tr land, 30 køer og en grisestald fyldt med grise, som på de fleste gårde på den tid, startede vi vores livsbane. Ud over vores forældre var der en fodermester og ung pige til at hjælpe til.
Med lidt arbejde med at samle malkemaskiner, feje, hakke roer og hjælpe til hvor vi fik besked, men også med frihed til at lege i det gamle hønsehus og i øvrigt avle kaniner i store mængder, havde vi en opvækst som de fleste landbobørn på den tid. Jeg husker, vi selv fik lov at lege og udvikle os uden altid at være under opsyn, så selvstændighed blev en mærkevare.
På min 9års fødselsdag flyttede vi fra gården, da min bedstefar Theodor Jensen Sofiendalsvej i Ålborg var blevet pensionsmoden, med en del rysten grundet parkinsonsyge var tiden kommet for den ellers friske mand, han havde været. Gården var også på godt 100 tdr. land og med samme besætning, men min far kom til fædrene gård. Imidlertid var Ålborg ved at gå ud af ”sit gode skind”, forstået som at byen i 1960erne voksede med flere indbyggere, derfor blev gården i 1966 overtaget af byen, og vi drog videre til Hjallerup på gården Byrvang med 175 tdr. land og en besætning på bl.a. små 40 køer. Kræn ( kaldet Kræn Byrvang ) og Stine Christensen byggede hus i Hjallerup efter 7 generationer på gården. Kræns bror Ingemann, som var ungkarl, flyttede med til byen, men da han var yngre blev han daglejer en del af tiden på Byrvang. Jeg arbejdede en del sammen med Ingemann, en lun og dejlig fyr, men da jeg smed skæve kramper ud lærte jeg de skulle rettes. Ligesom jeg tydeligt husker, da vi sorterede kartofler en morgen, og jeg havde tændt en 25 watt pære over sorterbordet, at jeg blev belært af ham, at vi godt kunne klare os uden, så vi kunne spare på strømmen. På gården lærte jeg også at komme til at holde af landbruget, og de efterhånden 65 køer, vi havde, blev min store interesse.
Skolen gik jeg ikke specielt op i. Jeg spillede fodbold når tiden tillod. Indtil jeg blev 16 cyklede jeg rundt. Men herefter fik jeg som andre knallert og var ofte om aftenen i Hjallerup, til fodbold, i ungdomsklubben for at spille bordtennis, eller vi stod ved biografen eller ved Mølbaks pølsebod midt i byen og fik en snak.
Efter Hjallerup skole fik jeg realeksamen i Dronninglund og arbejdede ved landbruget derefter. Senere på landbrugsskole på Lægård ved Holstebro.
Jeg synes dog det at lære nyt, egentlig med henblik på at blive landbrugskonsulent, landbrugsskolelærer eller lærer, var blevet mere interessant efter et par års arbejde ved landbruget, og derfor søgte jeg ind på HF i Nørresundby, og var kommet dertil, at jeg gerne ville lære nyt. Og jeg lærte, at hvis motivationen er der, så kan man, en vigtig lære i mit liv.
Jeg kom efterfølgende på Aalborg Seminarium, og 4 år senere startede jeg som lærer på Hjallerup skole.
Jeg var dog hele tiden af den overbevisning, at jeg ville have et landbrug og undervise ved siden af. Jeg havde altid arbejdet i min fritid og fået sparet en god slat penge op. Jeg har aldrig syntes, det er at bruge penge til mindre ting, så jeg havde en klar ide om, der kunne bruges penge til at købe en landbrugsejendom. I 1977 som 23årig købte jeg derfor en landbrugsejendom i Thorup ved Hjallerup på 45 tdr. land, med 12 køer, og fik derved foden under eget bord. Jeg stoppede snart med at malke og begyndte at købe kviekalve, således jeg havde 50 sortbrogede kalve og kvier, som blev solgt som kalvekvier, til nabolagets malkebesætninger. Dette kunne betale sig på den tid.
Vi boede i 4 år på gården. Jeg havde nemlig nogle år forinden til bal på Flauenskjold Kro truffet min kone Doris Løgtholt Nielsen, der kom fra en mindre landejendom i Dorf. Hun var også, som jeg under læreruddannelse, og i 1980 startede hun som lærer i Flauenskjold, hvilket hun i øvrig fortsatte med i 38 år.
I 1981 blev Overgaard i Thorup til salg, en gård med 80 tdr. land, den købte vi. Der var grise, da køerne var sat ud med EF tilskud, måtte der ikke være kreaturer, der kunne sælges til brug for mælkeproduktion, derfor måtte der ikke være kvier til salg til det formål. Vores første gård blev solgt, og vi flyttede til Overgård. Gården havde tidligere været ejet af Christian Andreasen, der havde været i sognerådet og havde været initiativtager til Østvendsyssel Ungdomsskoles oprettelse. Fra 1912 til 1943 havde gården været ejet af Lauritz Jensen der i de år var sognerådsformand i Dronninglund, ja frem til 1946 var han sognerådsformand, en sognekonge blev han kaldt, så det var en gård med tradition for politik. Selv var jeg også meget interesseret i politik og med i den lokale Venstrevælgerforening, men ønskede ikke ellers at være aktiv, da jeg syntes jeg havde en travl hverdag. Da mine børn blev født, i 1985 Elise og 1987 Mathias, og jeg passede 500 fedesvin, lidt søer, lidt fedekreaturer og jorden, samt et skolelærerjob blev tiden brugt godt og vel, men et godt liv i pagt med naturen og familien. Hvor alle i familien tog del i arbejdet på gården. Hvor madpakken blev spist ved kartoffeloptageren eller i engene, når der blev luget flyvehavre. Hvor børnene havde deres egne heste og køer. Hvor det var nødvendigt alle bidrog og var med i fællesskabet.
I 1998 blev jeg opfordret til at stille op til kommunalvalget i Dronninglund, og jeg kom ind. Lidt stemmer fra lokalområdet og lidt fra skoledistrikt Hjallerup gjorde det. Efter 4 år, i øvrigt lærerigt i socialudvalget, ville borgmester Poul Møller stoppe, og der blev mulighed for at opstille til borgmesterkandidat ved det efterfølgende valg i nov. 2001. Der blev kampvalg mellem tre kandidater, Peter Bandholm mangeårigt byrådsmedlem, Ole Bæk kommuneforeningsformand og undertegnede. Omkring 200 var samlet på Østvendsyssel Ungdomsskole, og jeg var heldig at blive valgt. Efter kommunalvalget var stemmerne sådan fordelt, at det blev muligt at aftale med flertallet, at jeg skulle varetage borgmesterembedet. Jeg fik nu orlov fra min lærerstilling på Hjallerup.
Mikael taler ved en fernisering af elevers udsmykning
Det blev nogle gode år i en mindre kommune, hvor vi arbejdede målrettet med en vision om at give frihed til vores institutioner og lave samarbejdsaftaler med dem, således byrådet kunne styre gennem dialogmøder. Jeg husker det som nytænkende og nød sammen med borgerne at give ansvar og vise tillid, selv om kommunen var fattig, var det en god tid. I 2005 blev kommunalreformen startet, og jeg har aldrig ønsket store enheder, da jeg frygter embedsmændene og bureaukratiet tager overhånd. Faktisk er det sådan, at jeg som borger, lærer, landmand ser en verden, hvor flere og flere vil bestemme, alt efter dagens historie og ofte alt for ukvalificeret. Ja, jeg ønsker politikere er tæt på, hvor skoen trykker, altså mere lokaldemokrati. Desuden ses der ikke sammenhænge, hvis fokus f.eks. CO2 glemmes kvælstofproblematik med enge, fødevarer produceret med mindst miljøbelastning, sat sammen med sult. Kunne der være sammenhæng med ønsker om velfærd og produktion, ønske om flere i ældrepleje og pædagoger skal sættes sammen med, hvor pengene tages fra, se det ville give en kvalificeret debat, uanset partifarve.
Fra 2005 og frem blev det vigtigt med at samle kommuner. Vi gik sammen med Brønderslev, og jeg blev valgt som spidskandidat for V i sammenlægningsudvalget og dernæst borgmesterkandidat til valget i slutningen af 2006, til start på en treårs borgmesterperiode fra 07 til 10. Jeg blev valgt efter en stor aften, hvor der var samlet tæt på 800 Venstremedlemmer i Brønderslevhallen og en tæt afstemning mellem daværende borgmester Jens Arne Hedegaard og undertegnede. Et træls valg, Jens Arne var en meget dygtig borgmester i Brønderslev, men demokrati er medlemsvalg, og jeg lagde mig i selen for at vinde.
Det altdominerende arbejde blev sammenlægning, det var svært med 2 kulturer. Jeg har senere, at integrationsspørgsmål forstår jeg til fulde efter den oplevelse. Vi lagde et serviceniveau på gennemsnittet, og det gav problemer. Alle steder hvor det gik lidt ned, var der stor utilfredshed, mens det var bemærkelsesværdigt hvor få, der roste, hvor det gik op. Havde vi blot taget det højeste serviceniveau hver gang, tror jeg ikke det havde kostet borgmesterposten efterfølgende, men jeg mener vi gjorde det rigtige, og så må man tage det ansvar, der bliver givet i politik. Husk vi er der for at gøre det rigtige ikke for at blive siddende på taburetterne.
Venstre og jeg tabte valget i slutningen af 0. Lene Hansen fra liste A, kom tilbage fra Folketinget, og sagde det kunne gøres bedre. Jeg blev formand for teknisk udvalg og blev ansat som jobkonsulent i et privat firma, hvor jeg forsøgte at hjælpe ledige til at komme i job eller uddannelse. Jeg mener, det vigtigste er at behandle alle med respekt, men give redskaber til at komme videre og væk fra at behøve hjælp. Nogle skal have førtidspension, nogle skal uddannes, nogle skal have midlertidige job, nogle skal gå efter ønskejobbet, men forståelsen af at os, der er omkring de ledige, er der for at hjælpe, er usædvanlig vigtig. Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt selvtillid man har, når nej rammer et nyt nej og nederlag, så der er et vigtigt arbejde med at genopbygge selvtillid og dermed glæde, således man kommer i en positiv spiral, for det er nødvendigt for at få ønskejobbet. Det blev til 3½ lærerige år for mig, hvor jeg kom til at arbejde med nogle nye spændende ting, selvom der også var en del undervisning i jobbet.
Jeg ville dog gerne genvinde borgmesterposten, for jeg har en klar vision for vores område og vores kommune, derfor arbejdede jeg jernhårdt for det, og i 2014 blev jeg igen borgmester, og gik i gang med de visioner, der er vigtige for at bo og drive erhverv i vores område. At tro på det kan lykkes, at give muligheder frem for begrænsninger, at give et erhvervsliv med job til i hvert fald en ægtefælle, at give udtryk for livsglæde og et supersted at leve giver tilflytning. Vi arbejder med udvikling overalt i samspil med borgere og medarbejdere, i et bredt samarbejde i byrådet, har vi skabt en vision – modig nysgerrig fællesskabende. Vi udvikler midtbyer, fokuslandsbyer, og institutioner, samt giver plads til private aktører kan hjælpe til, hvor det giver mening, jo det er en drøm, der for mig bliver til virkelighed. Vi har skabt mulighederne ved hårdt arbejde, og selv om penge intet betyder, har vi sørget for en sund økonomi, hvilket gør disse ting mulige. Udligningsreformen havde vi også meget indflydelse på, og den har også hjulpet os. Vi har fået statslige arbejdspladser, vi skal have flere, uddannelse vil vi have til, det er op ad bakke, men vi kæmper ufortrødent. Vi har projekt ”Bevæg dig for livet”, visionen er, at vi bliver 100 år i gennemsnit, jo vi knokler på, også på mange andre områder.
Det at være borgmester er et alsidigt job, hvor man ud over at træffe trælse beslutninger, også er med til at lave mange gode ting til gavn for kommunen. Der er mange møder og ikke mindst telefonsamtaler. Min kone plejer at sige, at det kun er juleaften, telefonen ikke ringer. Jeg er den type, der godt kan lide at snakke med folk, så det generer mig ikke. Nogle mener dog, at jeg også skal huske at lytte. Jeg nyder også at komme rundt til indvielser, jubilæer, generalforsamlinger, bryllupper osv. i alle kroge af kommunen.
Her viser Borgmesteren prinsesse Benedicte rundt på Dronninglund Slot i 2019
Efter valget i 2018, hvor jeg blev genvalgt, er mit arbejde udelukkende politik, vi lejede vores jord ud. Gennem tiden er der købt op, og der er nu 120 ha. Vi har haft en travl hverdag, sjældent fri, tiden var nu kommet til en almindelig arbejdsuge tidsmæssigt, og det får man til fulde med et borgmesterjob. Jeg havde dog altid nydt at komme ud til manuelt arbejde, ja det havde været min fritidsinteresse, når kartoflerne skulle passes, når der skulle høstes, sås eller kalkes eller vedligeholdes, men set i bakspejlet en meget travl hverdag uden mange pusterum, men jeg fortryder bestemt ikke. Nu er der mere tid til familie, selv ferie, jagt, kortspil, jeg er igen begyndt at spille fodbold, ja endog en tur i naturen uden formål – imponerende hvor meget tid tilværelsen giver, husk alle sammen at nyde den korte tid, vi har på jorden.
Mikael har modtaget Ridderkorset i 2020 og er her sammen med sin 95årige mor Hanne Klitgaard
Nogen siger jeg er politiker, og jeg svarer nej, jeg er borger. Vi har alle en forpligtigelse til at blande os og gøre verden til et bedre sted, der hvor vi er. Jeg synes, der er rigtig meget, der kan gøres bedre, mest ved at give den enkelte selv mulighed for at vælge, og så forventer jeg, vi alle gør en indsats, både for klima og sociale aktiviteter, jeg har ubetinget tillid til mennesker. Vi skal skabe bedst mulig service for os alle, der hvor vi vælger at lade fællesskabet varetage opgaver, fra vejnet, til sundhed, undervisning og hjælp til svage, det er dog en vigtig ting, at vi får mest muligt ud af det, vi skaber. Danmark er et dejligt sted, og jeg vil til enhver tid gøre mit, for at vi fremtidigt får en god hverdag.
Mens politik har fyldt rigtig meget, er livet gået med landbrug, natur, fritid, jagt, kortspil og venner, samt familien. Vores 2 børn Elise og Mathias er godt i gang, begge bosiddende i Ålborg kommune, fred være med det, og har et godt liv.
Mikael sammen med to guldklumper som han er bedstefar til
De er begge blevet forældre – dejligt det gør os til bedsteforældre. Endnu en gave. De klarer sig godt med gode job i byen, den kultur jeg og min kone kom fra er nu en saga blot, vores børnebørn er bybørn.
Jeg håber vi kan give dem gejst, glæde, vilje, arbejdsomhed, og at tage tingene med et gran salt, med i deres videre tilværelse.
Derved er jeg ”religiøs”, for nu siger jeg, vi lever videre i de næste generationer.
Kan alle blot sætte det præg på deres tid, bør man være tilfreds, og det er jeg.
Brønderslev kommune har været inde i en god udvikling de senere år. Vi har en vision om alle skal med, der skal være samarbejde med borgere og medarbejdere. Vi har decentrale beslutninger, som borgere har indflydelse på, det giver for det meste en god skole, god børnepasning og god ældrepleje. Vi skal skabe muligheder frem for begrænsninger, på den måde skaber vi råderum til at hjælpe dem der trænger, og det er vi forpligtiget til.
Vi har skaffet et større overskud på driften, således vi kan investere i nye bygninger på skoleområdet, og har afsat flere penge til f.eks. nyt halprojekt i Brønderslev. Vi laver midtbyprojekter i flere byer, specielt i vores hovedby Brønderslev, er vi klar til investeringer omkring Banegårdspladsen, spændende arbejde. Jeg håber at jeg kan være med til at sætte et godt præg på Brønderslev.
Marinus Bentson som han huskes, Brønderslevs Politimester engang!!.Marinus Bentson, Brønderslev. Født den 27. juni 1897 i Brønderslev. Søn af arbejdsmand Niels Chr. Bentson, og hustru Johanne
Natbetjent 1. september 1921. Politibetjent 1. april 1923. Overbetjent 1. april 1936. Politiassistent 15. november 1943.
Jeg er født på Vrangdrup mark i Brønderslev, vi var 5 søskende, hvoraf jeg var den yngste. I mit hjem var vi meget fattige, jeg kan således huske, at vi kun fik sigtebrød om julen, ellers var det rugbrød, men det tog vi da heller ikke nogen skade af, vi blev mætte hver dag.
Vi kom alle ud at tjene på landet i 9-10-års alderen.
Jeg selv kom ud at tjene som hyrdedreng, da jeg var 9 år gammel. Det første år fik jeg ingen løn, men kun kost og logi, men da gik jeg også i skole.
Derefter blev jeg, indtil konfirmationen, udskrevet fra skolen i sommerhalvåret, og min første sommerløn var 20 kr. samt et pund uld ekstra, for flid og pålidelighed. Ulden kartede og spandt min mor og strikkede strømper til mig. Derefter steg lønnen med 10 kr. årligt, således at slutlønnen ved konfirmationsåret var 50 kr., men jeg fik rigtignok også 2 kr. i konfirmationsgave. Jeg var derefter beskæftiget som medhjælper ved landbruget indtil jeg i 1917 blev indkaldt til aftjening af min værnepligt ved Trainafdelingen på Husar Kasernen i København, hvorfra jeg blev hjemsendt i 1919.
Under min militærtjeneste forekom en for mig mærkelig hændelse. Efter endt rekrutskole blev mandskabet spurgt, om der var håndværkere imellem, og det viste sig, at der var både tømrere og smede, malere og bagere, og da det muligvis var vejen til højere poster, meldte jeg mig som slagter, idet jeg en gang havde været beskæftiget som medhjælper hos en slagter i 6 uger.
Dette bevirkede da også, at jeg skulle melde mig hos køkkenchefen, og min bestilling der blev, at jeg skulle modtage slagtervarer, skære pålæg m.v. og udlevere rationer til mandskabet, så vidt var alt i orden.
Der var imidlertid kommet nye rekrutter ind, og en dag, da de var til ridning, var der en hest der slog ud og slog et ben i stykker på en anden hest. Obersten som boede på kasernen blev tilkaldt, og han beordrede hesten slagtet, og da berideren på skolen var den samme, som vi havde haft i min rekruttid, meddelte han, at der gik en slagter nede i køkkenet, og der kom derefter en soldat og meddelte mig, at jeg skulle melde mig til obersten, men det var nok klogt at medtage kniv, for det var en hest, der skulle slagtes. Jeg tror nok jeg blev lidt bleg, men jeg havde jo sagt A og måtte også sige B. Jeg meldte mig til obersten og fik fat på et skydeapparat, skød hesten, skar halsen over og så var den klaret til alles tilfredshed, ikke mindst min egen. Jeg var atter et års tid beskæftiget ved landbruget og var i mellemtiden blevet forlovet og tænkte på at stifte familie og hjem, og selv om min hu stod til landbruget, var jeg klar over, at jeg ikke havde økonomisk mulighed for at blive selvstændig landmand, jeg måtte søge anden livsstilling.
Den 1. april 1921 var Brønderslev by blevet ophøjet til købstad, og derefter opslog byrådet en stilling som natbetjent ledig, jeg søgte og fik stillingen med tiltrædelse den 1. september 1921.
Stillingen bestod i patrulje i byens gader fra kl. 10 aften til kl.2 nat, og i øvrigt sørge for ro og orden i byen.
Lønnen var kr. 150 månedlig.
Det var ikke altid nogen let opgave at skulle optræde som ordenshåndhæver i sin fødeby, der måtte undertiden tages håndfast på tingene.
Byen havde dengang godt 5000 indbyggere, men foruden byen skulle vi politimæssigt betjene landsognene Ø. Brønderslev, Jerslev, Serritslev, Tolstrup-Stenum, Thise og senere også Hellum og Hallund.
Politistyrken bestod dengang af 1 overbetjent, 1 politibetjent og så mig som natbetjent.
I det nye rådhus, som var taget i brug den 1. april 1921, var foruden retslokaler, indrettet 2 kontorlokaler for politiet, og det blev nu min arbejdsplads i 46 år.
Natbetjent i 1921
Det var for øvrigt en mægtig forbedring af lokaleforholdene for rets- og politivæsenet, for før den tid foregik disse forretninger i overbetjentens dagligstue, hvilket ikke altid var lige tilfredsstillende for publikum.
En gang ugentlig kom herredsfogeden fra Hjørring og senere en fuldmægtig, og retten blev sat i den nævnte dagligstue, og jeg husker fra engang en af byens borgere havde mødt i retten og bagefter skrev i avisen, at han havde mødt i retten, hvilket foregik i betjentens dagligstue med familieportrætter på væggene og med mulighed for overbetjentens familiemedlemmer at kunne lytte ved dørene, hvilket han var meget utilfreds med.
Men i disse 2 i rådhuset indrettede lokaler, foregik nu alt politimæssigt kontorarbejde, og det er mangeartet, og efterhånden som opgaverne voksede og styrken udvidedes, blev lokaleforholdene utilfredsstillende for såvel personale som publikum. Når man betænker, at her foregik indregistrering af motorkøretøjer, udstedelse af førerbeviser, jagttegn, hundetegn, pas, lægdsrullebeviser, indbetaling af bøder, afhøring af personer i mange forskellige anledninger, færdelssager, familieretssager, faderskabssager, foretagelse af spiritusprøver m.m.
Efter, at jeg de foregående år havde gennemgået forskellige kurser på statens politiskole, blev jeg den 1. april 1923 ansat med fuldt timetal, og den 1. april 1936 blev jeg forfremmet til overbetjent og leder af ordenspolitiet, da den tidligere overbetjent på grund af alder havde søgt sin afsked.
Jeg forsøgte gennem årene at få lokaleforholdene forbedret, men hver gang en lysning syntes i sigte, var pengekassen tom.
I 1933 blev jeg forfremmet til politiassistent.
I de mange år i politiets tjeneste har jeg haft forbindelse med mange mennesker i forskellige situationer og haft mange oplevelser både behagelige og mindre behagelige, men i det store og hele mener jeg at kunne sige, at det var et godt og tillidsfuldt forhold mellem politi og befolkningen, hvilket jeg mener at have mange beviser for.
Mange forskellige typer har jeg mødt og haft forbindelse med også flere, som skilte sig ud fra mængden, og som man godt kan benævne som originaler, men i ordets bedste betydning, og når man så er i besiddelse af lidt humoristisk sans, så kan også samvær med disse typer virke berigende.
Det kan være et vanskeligt hverv at skulle optræde som ordenshåndhæver, men jeg har forsøgt efter bedste evne at gøre ret og skel til begge sider, optrådt med fasthed, når det skønnedes nødvendigt og til andre tider med lempe. Jeg mener, at det er godt for en politimand først og fremmest at holde sin egen sti ren og ikke tage sig selv alt for højtideligt.
Jeg skal ikke udlevere nogen, men dog berette om enkelte små uskyldige episoder.
Her på Rådhuset foregik alt politimæssigt arbejde for år tilbage i to lokaler.
En dag jeg i tjenstlig anledning kom ud på landet og skulle afhøre et ægtepar i en ægteskabssag vedrørende deres søn, traf jeg en kone i gården, jeg hilste og spurgte, om det var fruen, hvilket hun benægtede og sagde, at konen ikke var hjemme. Jeg traf manden i marken, og han fulgte med mig hjem og efter at have afhørt ham udtalte jeg, at det var kedeligt, at konen ikke var hjemme. Jo det er hun, sagde han, nu skal jeg kalde, og ind kom den samme kone, som jeg havde mødt i gården, og hun udtalte da, at hun var flow over, at hun havde nægtet sig hjemme, men hun troede, at jeg var en frelsersoldat, der var ude at sælge krigsråb, hvortil jeg svarede, at vel havde jeg været i hæren, men ikke den hær, så var forståelsen oprettet.
En aften efter, der havde været marked i byen, kom en mand kørende med en vogn forspændt med en meget mager hvid hest, og manden var nærmest døddrukkent. Jeg standsede køretøjet, og manden bad mig vise sig vej til havnen, hvilket jo ikke er nogen let sag i Brønderslev, men jeg kunne vise ham vej til detentionen, hvilket skete, og køretøjet fik jeg nogle unge mennesker at få indstaldet i en købmandsgård.
Næste dags morgen, da manden var kommet nogenlunde til kræfter, sagde jeg til ham, at han nu kunne hente sit køretøj i købmandsgården og betale staldkarlen 1 kr. for opholdet. Han syntes veltilfreds, men kom straks efter tilbage og meddelte mig, at det ikke var hans hest, for den hest, jeg havde anvist ham jo var hvid, men hans hest skulle være brun. Det begyndte at blive mystisk, men det opklaredes. Manden havde i kæferten byttet hest og ikke hæftet sig ved farven, og så mente han for øvrigt, at han havde været til marked i Sæby og ikke i Brønderslev, men den hvide hest ville han ikke have. Vi havde nu hesten opstaldet en tid, og da det ikke kunne fortsætte, blev den solgt ved auktion, og salgssummen dækkede lige udgifterne, og så var den sag sluttet.
En dag blev det blev det meddelt til stationen, at en mand som kaldtes Magnus Dykker og som var spritter gik ude i nærheden af teglværket og forsøgte at sælge en sæk uld, og da jeg vidste, at Magnus Dykker ikke var fåreavler, fik jeg en kriminalbetjent med, og vi tog ud for at undersøge sagen. Vi fandt ikke Magnus, men fandt uldsækken på teglovnen og tog ulden med os, idet vi mente som en selvfølge, at ulden måtte være stjålet. Fra min tid ved landbruget vidste jeg, at hvis fårene ikke før klipningen er bleven vasket bliver ulden efter klipningen vasket og lagt til tørring i det frie, og da der var en nærliggende gård, hvor jeg vidste at sprittere ofte overnattede i laden, var der en mulighed for, at ulden hørte hjemme der.
Vi kørte til gården, og min teori var fuldstændig korrekt, da vi kom til gården viste det sig, at gårdejersken ganske rigtigt havde haft ulden lagt til tørring på græsmarken uden for gården, og om morgenen var den væk.
Såvel gårdejersken som hendes søster, der var til stede på gården, var meget forundret over, at vi kom med ulden uden, at det var anmeldt som stjålet og blev ved at spørge, hvordan dette kunne gå til, og da jeg kendte damerne meget godt, svarede jeg, at hvis de ville lade være med at fortælle det videre, skulle jeg nok fortælle det. Jo vi finder sådan en sæk uld og ved ikke, hvor den hører hjemme, så tager vi ulden med og kører ud, jeg stikker næsen ned i ulden, og så vejrer jeg indtil, vi finder de får, som ulden er er klippet af. Å herregud – går det sådan til, sagde gårdejersken, ja så let er det.
Stations Pladsen i Brønderslev
En dag kom en mand hen til mig og meddelte, at hans cykel var væk, og som naturligt var, spurgte jeg ham, hvor han havde stillet den, hvortil han svarede, at hvis han vidste det, behøvede han fanneme ikke at komme til mig.
En mand kom en dag ind på stationen for at bestille et pas til udlandet. Dengang måtte der ikke udstedes pas til alimentanter, altså folk som havde bidragspligt over for børn født uden for ægteskab, medmindre der blev stillet kaution for bidragenes betaling, jeg spurgte ham derfor, om han var alimentant, efter nogen betænkning svarede han, at han havde nogle sår i næsen, ellers fejlede ikke noget.
En dag jeg havde en mand til spiritusprøve, skulle han jo bl.a skrive lidt efter diktat, og da sagde han: ”Å Bentson jav te og skryv det for mig, jeg er så vag te a skryv”. ”Nej det går ikke, for så skulle jeg jo også tisse for dig”.
En ældre markedsrejsende inviterede mig en dag til sin fødselsdag og udtalte i den forbindelse, at jeg ikke behøvede at skamme mig for at komme, for der kom flere af byens pænere borgere, ja de kom faktisk lige fra Bette Thorvald til store Anton
En nat, da jeg opholdt mig uden for banegården, kom en ung dame til mig og spurgte om vej til gården Nørre Kornum, som ligger et godt stykke uden for byen. Hun var kommet med nattoget. Jeg forklarede hende, at det var vanskeligt på dette sted at forklare det, men nu skulle jeg følge hende et stykke, så kunne jeg bedre forklare hende, hvilken vej hun skulle gå. Under denne færden fortalte hun mig, hvad hun hed, og hvor hun kom fra, og i det hele taget syntes jeg faktisk, at hun virkede noget familiær. Nogle dage senere spurgte jeg postbuddet, der kom til nævnte gård, om der var kommet en ny pige til gården under det af mig opgivne navn, hvortil han svarede nej, hun har været på gården de sidste to år, så hun kendte nok vejen. Ja sådan kan man også komme af sted, men hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg da også regne ud, at man tiltræder da ikke en ny plads på den tid af døgnet, hun må have haft andre ting i tankerne.
Ja mange andre ting kunne berettes fra min lange og begivenhedsrige tid i politiets tjeneste, også fra besættelsestiden, og nedfældes på papiret, men lad nu dette være.
Jeg har haft en god tid og et godt helbred og er godt tilfreds med min pensionisttilværelse.
Herunder foto fra 11.03.1936 Overbetjent Mortensens 70års fødselsdag
Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle få mit erhvervsmæssige virke i Brønderslev, men nogle bump på min livsvej førte mig hertil. Jeg er vokset op på et husmandssted i Hvorupgård og gik ud af skolen efter 7. klasse, hvor der én sommer kun var skolegang hver anden dag. Kom ud og tjene og lærte her om det praktiske landbrug med pasning af mark og dyr. Fodring, udmugning og malkning hørte til de daglige opgaver. Og på den ene gård blev hestene først solgt, mens jeg tjente der. Toilettet var bag kørerne med papir fra kraftfodersækkene fra Peder P. Hedegaard, og malkerummet i midten af kostalden var pladsen for vaskefadet til den personlige vask.
Min far havde 2 gule heste. Nanna var god, når der skulle leges cowboys og indianere. Jeg havde også indrettet en ridebane på en lille græsmark med forskellige forhindringer.
Det viste sig så, at min ryg ikke kunne holde til praktisk landbrugsarbejde, og jeg måtte finde anden beskæftigelse. Jeg sagde farvel til gården, og den næste dag var jeg elev på Aalborg Eksamenskursus, hvor et 2-årigt eftermiddags- og aftenforløb skulle resultere i en realeksamen. Omskolingen var begyndt – og med revalideringsstøtte. Efter de to år søgte jeg vejledning forskellige steder og kom til den konklusion, at en realeksamen ikke var nok. Jeg fortsatte på Studenterkursus i Aalborg, og efter 2 år på aftenkursus fik jeg i 1969 studenterhuen. Så var mange døre åbne, men jeg valgte det kendte og søgte optagelse på agronomstudiet på Landbohøjskolen. Studiet blev gennemført og i 1973 kunne jeg kalde mig cand.agro.
Ophold på farm i USA
Undervejs i studierne var jeg på et ophold på en farm i Michigan i USA i 2 måneder. Det var min første udlandsrejse og en dannelsesrejse for mig. Jeg kom til en god familie, hvor manden selv havde været på ophold på i Haldager som ung. Her stiftede jeg bekendtskab med mange nye ting. Landmanden var desuden ansat på et universitet, så der var også god lejlighed til at lære noget om de amerikanske landbrugsuniversiteter. Jeg deltog også i mit første Rotary møde her. Men vigtigst af alt var min læring af sproget. Det engelsk, som jeg senere har kunnet præstere, har været med afsæt i læringen i Michigan. Jeg har fortsat god kontakt til ”min familie”, og Lissi og jeg har besøgt dem flere gange, og de har også besøgt os.
Forsker
Efter eksamen fik jeg job på Statens Byggeforskningsinstitut, hvor jeg arbejdede med landbrugsbyggeri. Jeg skulle være forsker, og efter et par år fortsatte jeg studierne og opnåede i 1977 den jordbrugsvidenskabelige licentiatgrad, som nu benævnes phd. Men så kom et nyt bump på vejen. Bevillingerne til forskning indenfor mit område blev omlagt, så landbrugsafdelingen blev nedlagt. Jeg måtte se mig om efter nyt arbejde, men jobbene hang da ikke på træerne. I mellemtiden var jeg blevet gift med Lissi, der er pædagog, og vi havde fået 2 børn og købt nyt hus i Nordsjælland, så et fast job var nødvendigt. Jeg valgte at skifte spor og søge job som rådgiver indenfor økonomi i landbruget, for her var det nemmere at få job. Da både Lissi og jeg er fra Vendsyssel valgte vi at flytte tilbage, så vores børn kom tættere på bedsteforældrene. Jeg fik job på Landbocentret i Brønderslev, givetvis fordi jeg var den eneste ansøger.
Jeg var langhåret og havde fuldskæg, gik i fløjlsbukser, anorak og fodformede sko, så det var en modig bestyrelse, der antog mig.
Landbrugskrise
Kort efter min ansættelse brød landbrugets store 1980’er krise ud. Indtjeningen var lav og gælden høj, og jeg blev kastet ud i arbejdet med gældssaneringer, akkorder, indefrysninger og økonomisk genopretning. 40 køer, høj belåning og en gæld til foderstoffirmaet på 1 mio. kr. med månedlig rentetilskrivning på 2% gjorde det umuligt at få balance i økonomien, og det uanset om ægtefællen var sygeplejerske eller ej. Der var mange tunge familieskæbner, og det hørte med til checklisten at tale om, at selvmord ikke var en udvej at vælge. Politisk blev der lavet forskellige ”ordninger” med statsgaranterede gældssaneringslån og rentetilskud, og det var disse værktøjer jeg havde med i konsulenttasken.
Mange landmænd havde ikke klar indsigt i bedriftens økonomiske resultat. Derfor påbegyndte vi at arbejde med driftsregnskaber, der i modsætning til et skatteregnskab viste hvordan økonomien var. De lange edb-udskrifter gjorde heller ikke økonomien lettere at forstå, og for at råde bod herpå gjorde vi det til en fast praksis, at bedriftens hovedtal blev skrevet med håndskrift på omslagets inderside sammen med en håndskreven vurdering af resultatet.
For at flytte fokus fra de historiske regnskabstal satte vi gang i arbejdet med budgetter i et tværfagligt samarbejde mellem landmanden og de forskellige faglige rådgivere indenfor planteavl, kvæg og svin. Jeg fik til opgave at koordinere dette arbejde, og der blev udviklet en særlig Brønderslev-model for tværfagligt samarbejde. En model som gav mig anledning til at holde mange undervisningsforløb og foredrag, ikke blot i Brønderslev men også mange andre steder på efteruddannelseskurser for både landmænd og konsulenter. ”En uge på landbrugsskole” var i en årrække et fast tilbud om efteruddannelse for alle landmænd, og jeg havde den glæde ofte at blive brugt som underviser flere steder.
Ingen lederuddannelse
I 1986 blev jeg udnævnt til leder af Regnskabskontoret på Landbocentret, men jeg fortsatte med rådgivningsopgaver for min portefølje af landmandskunder. Jeg har ingen formel uddannelse i ledelse, men gjorde her brug af mine sociale kompetencer. Jeg var meget inspireret af den kendte foredragsholder Nils Villemoes, som allerede i 1980’erne lærte mig om medarbejdersamtaler. Jeg lavede en ledergruppe bestående af 4 personer, og vi blev ofte kaldt ”4-banden”, der bestod af Viggo Rasmussen (edb), Poul Boye/ Poul Hjorth (skat), Søren Peider Hansen (driftsøkonomi) og jeg selv.
Regnskabskontorets ansatte før 1. sal blev bygget. Da vi fraflyttede Landbocentret blev det til Jobcenter.
Det gik godt og vi havde tilgang af nye kunder, og vi havde et godt samspil og godt samarbejde i personalegruppen., der bestod af ca. 2 elever, 22 assistenter og 8 konsulenter. Vi var som en lille familie og kendte hinandens ægtefæller og navnene på hinandens børn. Det var en god tid, som fortsat trækker gode spor.
Jeg havde i arbejdet uvurderlig hjælp af vores sekretær, Vibeke Lambrechtsen, der var mig en tro væbner i mange år. Hun var loyal ud over alle grænser og tog mig altid i forsvar, når der var kritik. Selvom hun var nordmand beherskede hun det danske sprog til fulde, og når jeg brugte diktafon i arbejdet fik jeg altid en velskreven tekst retur, for hun rettede og justerede i min diktering, så resultatet blev godt.
Der blev ikke gjort meget ud af stillingsbetegnelserne. Konsulenterne blev ofte kaldt regnskabskonsulenter, hvilket jeg ikke mente var dækkende, men værre var det, at assistenterne blot blev kaldt ”pigerne på regnskabskontoret”. Det indgød ikke til stolthed i jobbet, og når de pågældende ringede til en landmand undlod de oftest at præsentere sig og sagde blot ”det er fra regnskabskontoret”. Det fik vi heldigvis lavet om på. Assistenterne var – og er – jo i den grad vigtige medarbejdere, der sørgede for bogføring af alle landmandens økonomiske dispositioner, og de var vigtige aktører, når der skulle afregnes moms og energiafgifter, og når bogføringen skulle omformes til et regnskab. Og så kunne de disponere med stor ansvarlighed og selv tilrettelægge arbejdet. Vi begyndte at bruge ”revisorassistent” som stillingsbetegnelse, og den bruges vist fortsat i rådgivningssektoren i landbruget.
Vi havde lokale lønaftaler, men de indeholdt ingen pensionsordning for assistenterne. Det fik vi dog gjort noget ved, så der blev igangsat indbetalinger til pension, hvor arbejdsgiveren betalte 400 kr. pr måned og medarbejderen 200 kr., samtidig med at der blev tilkoblet en livs- og invalideforsikring. Det var små månedlige beløb, men vi kom i gang, og siden blev beløbene forhøjet. Det var en god milepæl, og jeg er glad for, at vi fik den lavet, da det efterfølgende har været værdifuldt for kollegaer, der blev ramt af sygdom eller skulle gå på pension.
For egne penge
Et andet og mere tvivlsomt initiativ var udskiftning af skrivebordene på kontoret. Alle medarbejdere havde fået edb på arbejdspladsen, men skrivebordene var fortsat de samme. Revisorassistenterne sad med stakkevis af bilag samt ringbind til at samle bilagene i tillige med forskellige udskrifter og vejledninger. Skrivebordet var fyldt, og der var knap plads til regnemaskine, tastatur og skærm. Men ingen var utilfredse og arbejdspræstationerne var høje.
Når jeg så på medarbejdernes belastning af ryg, skuldre, arme og håndled tænkte jeg, at vi måtte kunne få anskaffet bedre ergonomiske borde. Det fik vi sat gang i, men mit forslag om, at medarbejderne selv skulle give et bidrag til finansiering heraf blev dog ikke modtaget med klapsalver. Vi enedes dog om, at hver medarbejder skulle præstere ca. en dags arbejde uden løn, hvilket svarede til 5-10 % af udgifterne ved de nye borde, der både havde forsænket tastaturplads, skråtstillet justerbar bordplade og 2 justerbare sideborde. HK protesterede, men bordene blev anskaffet, og vi fejrede de nye borde og holdt en personalefest. Men da jeg en søndag kort tid derefter lukkede Nordjyske Stiftstidende op og så, at avisens leder omhandlede vores nye borde ”For egne penge”, var jeg spændt på dommen. Heldigvis blev ordningen ikke dømt helt ude, men jeg ville ikke gøre noget tilsvarende igen, hvis det var aktuelt.
Jeg refererede til Regnskabsudvalget, som på et tidspunkt bestod af flere byrådsmedlemmer. Efter dagsordenens afslutning på udvalgsmøderne og efter kaffen og lagkagen kom der en kasse øl på bordet, og så blev kommunens forhold debatteret med bl.a. Verner Jensen, Hammelmose, Ole Lysgaard. Serritslev og Niels Jensen fra Stenum.
Møder
Brønderslev havde gode møde- og kursustraditioner for landbruget. Landboskolen blev bygget i 1936 for at tilbyde undervisning til bosiddende landmænd og unge medhjælpere, og med ungdomskonsulent Jens Chr. Vestergaard blev møder og kurser fortsat udviklet og tilbudt. Viden er jo vigtig i ethvert erhverv. Jeg lagde mig også i selen for at tilbyde spændende og interessante møder om økonomi. Til årsmøderne, der var heldagsmøder, havde vi ofte et tema, og jeg fik som den første i landet igangsat, at jeg på møderne kunne præsentere dugfriske regnskabsresultater. De tørre tal blev krydret med eventyr, vittigheder, ordsprog, lyd, billeder og film, så alle kunne få noget med hjem. Vi var da også stolte over, at deltagerantallet steg fra 100 til 330 i år 2000, hvor møderne blev holdt på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og for mig var det en glæde, at mange deltagere var kvinder, da landmandens økonomi jo var en familieøkonomi, hvor det er værdifuldt, at begge ægtefæller har indsigt.
Der laves kulisse til årsmøde på Idrætshøjskolen.
Strukturudviklingen i landbruget bragede afsted med opkøb og nedlæggelse af bedrifter. Det faldende medlemstal havde selvfølgelig også betydning for os i landbrugsrådgivningen, der jo var ejet af landbo- og husmandsforeningerne. Karl Damsgaard fra Tolstrup var dygtig formand for Brønderslev og Omegns Landboforening og paraplyorganisationen Landboforeningerne i Vendsyssel, hvor jeg var sekretær, og han stod i spidsen for en række drøftelser og konferencer for at se, om der var vilje til, at nogle foreninger skulle gå sammen. Efter 3. forsøg enedes man i 1996 om at gå sammen i hele Vendsyssel, men det varede dog knap til, at blækket på aftalen var tørt, før aftalen blev undsagt. Tilbage blev et samarbejde mellem Brønderslev og Fjerritslev, der fik navnet Nordjysk LandbrugsRådgivning, NLR, hvor jeg blev udpeget som leder.
LandboNord
NLR fik kun en kort levetid indtil 1999, hvor LandboNord så dagens lys. Jeg søgte jobbet som direktør og fik i efteråret betroet opgaven med at få fusionen mellem de 5 landboforeninger i Vendsyssel og Han Herred gjort operationel. Inden da skulle alle samarbejdsrelationer mellem familiebruget og landboforeningerne dog bringes til ophør, idet flere bygninger var ejet i fællesskab ligesom mange medarbejdere var ansat i interessentskaber mellem de 2 organisationer.
Der var strid modvind ved LandboNords start. De fem landboforeninger i Hjørring, Frederikshavn, Flauenskjold, Fjerritslev og Brønderslev havde vidt forskellig økonomi og kultur. Mere end 230 medarbejdere og 5 forskellige edb-systemer og arbejdspraksis skulle nu samkøres. Ved ansættelsessamtalen blev oplyst, at alle fem foreninger havde styr på økonomien, men da regnskaberne for 1999 blev udarbejdet var der samlet set underskud. Kulturerne skulle nu harmoniseres, priserne på rådgivningsydelserne skulle ensartes, og der skulle rationaliseres. Hjørring var hovedkontoret, og jeg havde arbejdssted her. Men jeg blev set som en konkurrent, der var kommet ind udefra. Medarbejderne strejkede og krævede min afgang. De var støttet af medarbejderne i Frederikshavn og Flauenskjold, mens medarbejderne i min gamle base i Fjerritslev og Brønderslev bakkede op. Bestyrelsen valgte dog at stå fast, så stormen blev redet af. Der blev holdt kogende medarbejdermøder med TV-Nords kameravogn udenfor. Jeg havde ingen begreb om, hvordan en sådan konflikt skulle håndteres, så jeg forholdt mig lyttende med et påtaget forsigtigt smil. Bagefter fik jeg at vide, at den attitude i den grad havde været provokerende for en del af deltagerne.
Sammen med en meget dedikeret og dygtig chefgruppe kom der styr på tingene, og bestyrelsen med formand Lars Møller – senere borgmester i Frederikshavn Kommune – bakkende helt og fuldt op i de svære år.
Økonomien var stram i de første år i LandboNord. Dyrskuegæsterne fik for 10 kr. 3 muligheder for at ramme udløseren med en bold, så jeg røg i vandbassinet. Min storebror sagde bagefter, at det var de bedste penge han havde givet ud.
Der kom også gang i politiske tiltag, da landboNord også var landmændenes interesseorganisation. I 2002 blev vi med stolthed kåret som ”Årets Landboforening”. Vi arbejdede også med kunde- og medarbejdertilfredshed og scorede efter nogle år ganske godt på de områder. Vi havde i forløbet god hjælp af en ekstern konsulent, der hjalp os med at få lavet vision og strategier flere gange. Den lokale virksomhedskonsulent Preben Lie havde vi også ombord i nogle år. Også det var uhyre værdifuldt på vores rejse i en foranderlig tid.
Vi var stolte, da LandboNord blev kåret som Årets landboforening.
Christiansborg og EU
I det politiske lobbyarbejde fik vi indarbejdet en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor repræsentanter fra bestyrelsen tog til Christiansborg for at mødes med de nordjyske folketingspolitikere. Forud for mødet havde vi planlagt de emner, som vi gerne ville drøfte. Det skulle ikke dreje sig om brok og utilfredshed, men om fremtidige udfordringer for landbrugserhvervet. Vi havde god hjælp af MF Bjarne Laustsen til at skaffe lokaler og forplejning på Christiansborg. De fleste Nordjyske MF’ere mødte op. Vi havde aftalt en time til hvert parti og havde også lejlighed til at spise frokost med de ”blå venner”. Det var en god fornemmelse at tilrettelægge turen for bestyrelsen og se dem indtage ”Grønlandsværelset”, som vi typisk fik tildelt.
Lobbyarbejde på Christiansborg. Her med bestyrelsesmedlemmerne Per Østergaard, Lars Pedersen, formand Lars Møller og Palle Joest Andersen.I lobbyarbejdet nåede vi også til EU-kommissionen. I Bruxelles fik vi foretræde for landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. Vi talte om forbedringsmuligheder vedr. krydsoverensstemmelse og GMO, og Marian Fisher Boel sagde i sin farvelreplik, at jeg var en god ”spejderleder”.
Nyt domicil i Brønderslev
Medarbejderne var jo placeret på 5 lokationer og i 2004 begyndte jeg at arbejde for at få samlet alle på et sted. Byggefirmaet Arne Andersen i Vrå udviste interesse for at indgå en aftale om at bygge et nyt rådgivningscenter, der skulle finansieres ved salg af de gamle centre. Og med god og uvurderlig hjælp fra daværende Brønderslev borgmester, Jens Arne Hedegård, fik vi kabalen til at gå op, hvor Landbocentret blev til Jobcenter. Jeg havde den glæde, at den 16 mands store bestyrelse kunne træffe beslutningen i enighed. Og det var en stor beslutning. Ikke at bygge nyt, men at sige farvel til de historiske lokationer. Hjørring Amts Landøkonomiske Forening havde således haft base i Hjørring siden 1845.
Byggeriet af det nye domicil blev gennemført i 2006 og alle medarbejdere flyttede ind sammen med det gamle inventar og det eksisterende it-udstyr på ”store flyttedag”. Mådehold er jo en dyd i landbruget. Det var en glædens dag, da vi kunne markere indvielsen. Byggebudgettet på 55 mio. kr. holdt, men beklagelig vis var byggeriet behæftet med en række fejl, og kvaliteten var ikke på det niveau, som Arne Andersen ellers var kendt for. Det tog efterfølgende en hel del år at få udbedret de mange fejl og mangler.
Folketingets formand – og landmand – Chr. Mejdahl klipper snoren i det nye domicil.
Plovskæret
Ved indkørslen til Hjørring på Aalborgvej blev der i 200 året for stavnsbåndets ophævelse rejst en stor jernskulptur i 1988. Den var lavet af kunstneren Bent Sørensen. Landboforeningen havde været aktiv ved fremskaffelse af finansiering, men ejerskabet var uklart. I en samtale med advokat Troels Bidstrup Hansen fra Hjørring, der var formand for Hjørring Kommunes kunstudvalg, aftalte vi, at plovskæret skulle forblive i Hjørring, selvom vi fraflyttede stedet. Jeg fik så Produktionsskolen i Brønderslev til at lave en lidt mindre kopi, der blev afsløret på indvielsesdagen
Plovskæret fortæller sin markante historie om fæstebønder og landbrugets betydning ved indgangen til LandboNord.
I det nye domicil var der mange store hvide vægge. Maleren Jane Mikolajewicz fra Galleri Munken påtog sig opgaven med at lave nogle malerier til udsmykning af bestyrelsens mødelokale. Opdraget var, at det ikke skulle være landbrugsmotiver, og Jane løste opgaven fint med en række billeder med motiver inspirereret fra en rejse til New York.
Til kontorområderne fik vi anskaffet en række plakater og kunsttryk, der alle blev rammet ind hos glarmester Bertelsen. De blev opstillet i kantinen, så medarbejderne kunne tage de billeder, de syntes bedst om til ophængning ved deres arbejdsplads.
Moderne virksomhed
Gennem årene fik vi gjort LandboNord til en moderne virksomhed, hvor der var stor fokus på specialisering for at have de rette kompetencer, så rådgivningen kunne være i top. Vi påbegyndte i Brønderslev allerede i 1999 et forsøg med hjemmearbejdspladser støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen, og vi havde også stor fokus på medarbejdernes trivsel og tilfredshed. Vi praktiserede efter bedste evne anerkendende ledelse, hvor den enkelte medarbejder ”blev set”, og hvor omgangstone var uformel og munter.
Alle moderne elementer indgik i vores dagligdag, fx medarbejder pc’er, medarbejderobligationer, sundhedsforsikring, kantineordning, flextid, og medarbejderbonus, når årsresultat gav plads hertil. Der blev også arrangeret medarbejderture til Axelborg og Landbrugsministeriet med efterfølgende musical på Frederiksberg samt ture til Bruxelles med besøg i EU.
Det hele resulterede i god medarbejdertilfredshed og deraf god kundetilfredshed, så vi stod os godt i konkurrencen om landmændenes gunst.
Mere fusionssnak – og farvel
Landbrugets strukturudvikling fortsatte, og yderligere fusioner kom på tale. Men jeg havde ikke mod på at skulle trække endnu en fusion på plads. Jeg havde en spændende og udfordrende dagligdag, men når jeg kom hjem trak sofaen efter aftensmaden. Sammen med bestyrelsen havde jeg arbejdet på at have en intern afløser på plads, når jeg blev 60 år. Der ville jeg gerne slippe for lederansvaret og løse andre opgaver i organisationen indtil det aftalte pensioneringstidspunkt ved 65 år. Et planlagt generationsskifte og en ny intern rekrutteret direktør til at lede en ny fusion med Vesthimmerlands Landboforening så lovende ud. Men vores nyudnævnte udviklingsdirektør fik tilbudt et spændende job på Axelborg, så fusionsdrøftelserne blev afblæst. Min stilling blev så opslået og bestyrelsen fandt min afløser. Der blev holdt en flot reception, hvor jeg sagde farvel til direktørposten, og min afløser blev præsenteret. Imidlertid holdt denne konstellation ikke længe. Efter nogle måneder blev jeg opsagt af den nye direktør og fik kun kort tid til at pakke ”mit liv” ned, for jeg havde i den grad blandet mit personlige og arbejdsmæssige liv sammen.
Det var en svær kamel at skulle sluge, og efter nogle forhandlinger fik jeg lov til at hente mit personlige materiale på kontoret. Jeg var netop overgået til at være funktionær og havde som sådan 6 måneders opsigelsesfrist. Selvom jeg var fritstillet skulle jeg jo være loyal i hele opsigelsesperioden. Jeg fik nej til alle forespørgsler om selv små nye aktiviteter, om så det var at holde et foredrag i Landbrugets Seniorklub. Det blev rubriceret som konkurrenceforvridende. Så der var stor glæde, da min opsigelsesperiode udløb og jeg igen var en ”fri” mand.
Jeg brugte efterfølgende megen tid på at bearbejde dette store bump på vejen. Det viste sig så, at flere af mine gode chefkollegaer senere også blev opsagt, men den nye direktør holdt dog ikke længe på posten. Efter et år var han også væk. For mig blev det til godt 29 år.
Ved LandboNords indgang står en bronzefigur kaldet ”Spiren”, lavet af kunstneren Flemming Holm. En mindre kopi blev uddelt, når landmænd blev hædret for ”Godt Landmandskab”, og medarbejdere fik også en figur ved pensionering. Her fotograferet med Frits Nygaard fra Nykredit, der ydede et sponsorbidrag hertil.
Mange ord
I en landmandsslægt er der ofte ikke så mange ord, og da slet ikke i Vendsyssel. Men der har været mange ord i mit liv. Undervisning, foredrag og taler blev til mange ord. Jeg har altid beundret de, der kunne holde en tale uden manuskript, og så samtidig få sagt noget væsentligt. Den evne har jeg ikke haft, så jeg har hver gang måttet lave et manuskript. Det havde så den fordel, at jeg kunne og få afsluttet talen i tide.
Det er også blevet til mange skrevne ord med læserbreve og indlæg om mange forskellige emner. Jeg var bl.a. i en periode klummeskriver til Nordjyskes Erhvervssektion. Den ypperste opgave var dog at være redaktør af LandboNords medlemsblad ”Mit LandboNord”. Det var et alsidigt sammensat blad, hvor der blev fokuseret på almene forhold i landbrugslivet. Vi havde bl.a. en klumme ”Fra præstegårdens vindue” skrevet af sognepræst Kirsten Munkholt fra Tårs og en anden klumme ”Bonden og Byen” skrevet af en af min venners søn, Per Lykke, der da studerede dansk og teatervidenskab i København. Hans Sejlund, landmandssøn fra Hollensted, var tilknyttet som dygtig freelance journalist og lavede gode tekster.
Mit LandboNord blev i øvrigt lavet i samarbejde med Jens Erik Larsen fra Assist Kommunikation, og vi havde et fortræffeligt samarbejde med kort produktionstid.
Jeg havde som redaktør god mulighed for at vælge emnerne i Mit LandboNord, og vi bragte også en interessant artikel om Brønderslevs ostehandler, Olav Jørgensen, der også var et vigtigt led i fødevarekæden.
Landbrug i Letland
Efter Berlinmurens fald var udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen aktiv med hjælp til de baltiske lande. Det kom også til at smitte af på os på Landbocentret. Vi fik en invitation fra ny lettisk landboforening i Talsi til at indgå i et samarbejde. Der blev takket ja til invitationen, og bestyrelsen og nogle konsulenter tog til Letland for at aftale mere om samarbejdet. Det resulterede i, at en gruppe lettiske konsulenter kom på et træningsforløb i Brønderslev, hvor jeg var ansvarlig for programmet. Endvidere blev vi modtagerbase for en række lettiske landbrugspraktikanter, der efter opholds- og arbejdstilladelse fik uddannelsesjobs på forskellige gårde.
Lettiskske praktikanter på besøg i RenoveringscentreMaskinerne blev løftet på plads i fiskekutteren. Det var trangt at få plove og harver ned i lastrummet.
Hjælpen til Letland kom også til at omfatte et projekt, hvor vi samlede brugte landbrugsmaskiner ind fra egnens landmand. Maskinerne blev derefter sat i stand i et kommunalt beskæftigelsesprojekt på et nyt renoveringscenter indrettet hos Dania Staldmekanisering på Eventyrvej. Efter færdiggørelse og maling blev maskinerne fragtet til Letland. Det skete på en speciel måde, da fragtomkostningerne var store. En ombygget lettisk fiskekutter lagde til i Frederikshavn, og maskinerne blev så placeret i lastrummet og på dækket og sejlet til Letland, efter at vi havde forsynet kutteren med dieselolie. Vi fik 3 ”ladninger ” afsted på den måde. Projektet var støttet af Udenrigsministeriet og Tryg var lokal sponsor. I det forløb fik en hel del landmænd ryddet op ”bagved”.
Det blev også til flere grupperejser til Letland for danske landmænd. I Letlandsarbejdet var Jens Andreasen fra Serritslev, Christen Sørensen fra Torup og Kurt Jørgensen fra Hollensted aktive aktører, og de videreførte arbejdet i flere år, efter at jeg havde taget fat på andre opgaver
Landbrug helt inde fra
Overskriften på dette bidrag i bogen fortæller, at landbruget har været mit omdrejningspunkt i livet. Til vores sølvbryllup for mange år siden udtrykte min dengang 12-årige niece det med, at ”Hennings indre jeg er landbrug, landbrug, landbrug”. Jeg har været et produkt af landbrugets selvforståelse om, at det er landbrugsproduktionen, der holdt Danmark i gang, sikrede beskæftigelsen og valutaindtjeningen. Og skulle landbruget have kontakt med ”de andre”, så kunne det ske gennem ”Landbrugets Samfundskontakt”. Landbruget havde sit eget, producerede det vigtigste, havde egne uddannelser og ”sad” i det hele taget på meget.
Og som studerende på Landbohøjskolen behøvede man stort set ikke komme i kontakt med andre end ligestillede. Mange af underviserne på Landbohøjskolen var agronomer, der havde ”læst videre”, og med undtagelse af kontakter til sygeplejeelever ved festlige lejligheder, levedes livet i stor udstrækning på Frederiksberg med en afstikker til Tivoli en gang om året. Landbohøjskolen var ikke underlagt Undervisningsministeriet, men Landbrugsministeriet. Det samme gjaldt landbrugsskolerne.
Landbrugets hovedsæde Axelborg beliggende overfor Tivoli. Herfra blev mange ting påvirket i samfundet. Landbrugets indflydelse er dog reduceret meget i de senere år.
Uddannelsen fra Landbohøjskolen gav beskæftigelse i landbrugets foreninger og organisationer, på landbrugsskolerne og i andelsselskaberne. Landbrugets organisationer sad tungt ved bordenden i mange betydningsfulde sammenhænge, fx styrede Axelborg de offentlige forskningsmæssige bevillinger til landbrugsforskning indtil en gang i 1980’erne. Og når Udenrigsministeriet skulle have landbrugsattachéer placeret på ambassaderne i udlandet blev de i stor udstrækning rekrutteret fra Axelborg.
Udviklingsprojekter
Landbruget spillede jo også en afgørende rolle i Brønderslev Kommune, som det også var afbilledet i det gamle byvåben.
Der var mange iværksættere og drivkræfter her. Det var driftige landmænd, der startede byens halmværk med Jens Østergaard Jensen fra Hallund som en af drivkræfterne. Han blev også formand for Rådet for Agroindustri, hvor han sammen med erhvervschef og direktør Bente Albæk Madsen var dybt engageret i mange udviklingsprojekter indenfor agro-området. I 1992 begyndte man at interessere sig for nye afgrøder, og fra samfundets side var der interesse for andre energiformer end fossil energi. Planteavlskonsulent Karl Thomassen blev koblet på opgaven, og der blev lavet dyrkningsforøg med pil, hvor man også indsamlede erfaringer med håndtering af pilen. Der blev lavet mange pilestiklinger på ”Mejeriet Håbet” i Tolstrup, og initiativet lever fortsat videre bl.a. hos familien Bach i Ny Vraa Bioenergi, og der dyrkes fortsat pil på en række marginaljorder, der ikke er velegnet til kornafgrøder. Ideen om bio-ethanol blev også lanceret i disse år, men byrådet valgte at satse på naturgas, så halmværket blev lukket, og planerne om bio-ethanol forblev på tegnebrættet.
I dette udviklingsmiljø fik jeg nye opgaver efter min fratræden i LandboNord. Jeg kom med i bestyrelsen sammen med Kurt Jørgensen, Ole Albæk, Niels Busk og Jørgen Evald Jensen og løste siden forskellige projektopgaver her. Jens Østergaard Jensen og Bente Albeck var inspirerende drivkræfter. Jeg deltog bl.a. i et projekt om fremstilling af bioolie ud fra gyllefibre under højt tryk og høj temperatur.
Det så lovende ud, men hovedaktøren gik konkurs inden koden var knækket, så jeg blev ikke biooliesheik. Det månedlige råvaremarked i Nordkraft og samspil med mindre fødevareproducenter indgik også. Da Bente Albeck gik på pension overtog jeg hendes direktørjob på deltid. Det varede dog kun et år. Kassen var tom, og min sidste handling var at opsige den sidste medarbejder, hvorefter jeg selv stoppede. Rådet for Agroindustri og Smagen af Nordjylland overgik til historiebøgerne.
TV2-Nord
Starten af TV2-Nord var også drevet af aktive landmand, og stationens første formænd var da også landmænd: Martin Rytter fra Himmerland var den første efterfulgt af Ole Fuglsang fra Børglum. På et tidspunkt var Jens Østergaard Jensen medlem af bestyrelsen, og da han trådte ud blev jeg valgt til bestyrelsen. Her støttede jeg et skifte i formandskabet, så advokat Henrik Skårup kunne indtage formandsstolen, og det var også i den periode, at TV2-Nords nuværende direktør Mikael Justesen blev ansat.
TrygFonden
Jeg deltog i TryghedsGruppens repræsentantskab og TrygFondens arbejde i 10 år. TryghedsGruppen var hovedaktionær i forsikringsselskabet Tryg og havde også landmænd som formænd for repræsentantskabet. For at opnå en plads her skulle jeg igennem kampvalg, og jeg havde den glæde at opnå solid opbakning ved valgene. Jeg var varm fortaler for en påbegyndt demokratiseringsproces, så forsikringstagerne fik betydelig større indflydelse. Der kom større gennemsigtighed i alle beslutninger og økonomiske dispositioner, og vi fik også indført udbetaling af medlemsbonus. I samme periode var jeg en del af TrygFondens regionale råd, hvor vi hvert år uddelte 6-7 mio.kr. til forskellige gode formål. De sidste år havde jeg tillige en plads i TrygFondens nationale bevillingsudvalg, der havde ansvaret for de største bevillinger af den årlige uddeling på ca. 600 mio. kr. Det var spændende og gav god indsigt i mange samfundsforhold.
Realdania
Realdania tiltrak mig også, og jeg fik også lejlighed til at stille op til valg til repræsentantskabet her. Ved et valgmøde i Aalborghallen med 1.000 deltagere havde jeg to minutter til at præsentere mig ved kampvalget, og selvom jeg var pensionist fik jeg tilstrækkelige stemmer til at blive valgt. Det var interessant og gav god indsigt i Realdanias arbejdsmåde indefra og kendskab til en række personer her, hvoraf flere af de valgte var landmænd, og for tiden er bestyrelsesformanden også landmand. Realdania gav samtidig mulighed for at deltage i møder, hvor man blev budt indenfor i omgivelser, som man ellers ikke havde mulighed for at besøge. Det er viden herfra jeg har benyttet, når jeg har ”kloget” mig om, hvad Kommunen kan gøre for at skaffe eksterne midler til projekterne i Hedelund. Realdania ønsker brede langsigtede planer med perspektiv og flere forskellige samarbejdende aktører sammen med en delvis egenfinansiering. Og ud over penge bidrager de med viden. Det kaldes også kloge penge. Det har vi efter min opfattelse ikke gjort megen brug af i Brønderslev. Ofte oplever vi modsætningsforhold, som sidst er demonstreret ved byrådets afgørelse af, hvor en restaurant skal placeres i Hedelund.
Nykredit
Jeg blev også valgt ind i Nykredits repræsentantskab, og var her med i en årrække. Også her var det en landmand, der sad for bordenden i de første år. Langsigtet og billig finansiering er jo vigtig for et kapitaltungt erhverv som landbrug. Her havde mange landmænd også sæde, og da jeg faldt for aldersgrænsen havde jeg den glæde, at en ung og ægte landmand, Martin Andreasen fra Serritslev, blev valgt.
Kirkebyggeri og menighedsråd
Mine forældre var baptister, og der blev holdt søndagsskole og såkaldte ”teltmøder” i mit hjem, og jeg blev selv først døbt som ung. I mange år var jeg medlem af Vrå-Brønderslev Baptistmenighed, og her var jeg som revisor og forhandlingsleder med til at dele menigheden, så Vrå og Brønderslev blev 2 selvstændige menigheder. Når jeg ville til gudstjeneste kørte jeg oftest til Vrå, men med tiden fandt jeg større tilfredshed ved at kommet i folkekirken i Brønderslev.
I 2012 blev jeg valgt til menighedsrådet i Brønderslev. Som formand for byggeudvalget kom jeg til at arbejde med et projekt om renovering af kirken og tilbygning til sognegården i alle 8 år, for ting tager tid i kirken. Rum og fællesskab for alle var overskriften for visionen. Vi ønskede i overført betydning sænke dørtærsklen til kirken og sognegården, så den blev mere vedkommende i vores tid. Ønskerne blev formuleret således:
at forbedre adgangsforholdene til kirke og sognegård, både fysisk og mentalt,
at øge anvendelsen af lokalerne til fortsat forskelligartede aktiviteter og gøre dem mere bruger-, børne- og handicapvenlige,
at de bygningsmæssige rammer motiverer til, at de mange forskelligartede aktiviteter kan udvides, så endnu flere børn, unge og voksne borgere og frivillige kan have deres gang og virke i rammerne
Vi tog afsæt i en sogneanalyse om hvordan samfundet udvikler sig. Vi havde også 150 studerende og deres undervisere fra Aalborg Universitet til at arbejde med projektet. Gennem en række fokusgrupper med nogle af sognets beboere og os selv fik vi værdifuldt input. Vi havde også uvurderlig hjælp af arkitekt Anne Mette Exner, der bistod i arbejdet med en foranalyse.
Det store grej skulle i aktion, da Kristusfiguren i kirken skulle flyttes. Den vejer 1500 kg.
Bundgaard Arkitekterne, Nils og Terkel Bundgaard fra Hjørring blev valgt som rådgivere, og budgettet på 24 mio. kr. kunne bl.a. holdes fordi arkitekter og ingeniører gjorde brug af gode og gedigne men kendte byggematerialer. Den lavestbydende ved licitationen var AM Totalbyg fra Bindslev, og det var en fornøjelse at se arbejdet skride frem med en dedikeret indsats af Anders Mikkelsen og hans underleverandører, så det blev af bedste kvalitet. Jeg beundrede også det gode samarbejde og den gode tone på byggepladsen, og alle udviste flid og akkuratesse og stolthed over at være med på holdet.
Projektet forudsatte en række godkendelser. Brønderslev Kommune var eksemplarisk med en hurtig og kompetent byggesagsbehandling. Det tog til gengæld længere tid at opnå tilladelse fra de kirkelige myndigheder, men ved fælles hjælp lykkedes det. Kgl. Bygningsinspektør og arkitekt Jens Baumann roste tidligt linjerne i projektet for god harmoni og sammenhæng i tilbygningen og i helheden. Og vi kunne ikke få armene ned, da Jens Baumann gav udtryk for, at der i den gamle form var en manglende harmoni mellem kirkerummet og møbleringen, og at det her gav rigtig god mening at “rense” kirkerummet, så det ville få en harmonisk møblering med øget tilgængelighed. Så var ”farvellet” til bænkene og ”goddag” til stole ”velsignet”. Finansieringen af det omfattede projekt er primært sket med lån af Stiftsmidler, og ved behandlingen af vores ansøgning udviste Provstiudvalget stor velvillighed.
Med projektet har vi gerne villet sikre rum for alle. Øget ensomhed er en aktuel samfundsmæssig udfordring for mange aldersgrupper, både hos børn, unge og ældre. Og jeg håber at de nye rammer kan understøtte livgivende samværsformer i en tid med stor digital fokus og en dermed ofte ensomhedsfølelse blandt børn og unge. Det samme gælder for den stigende gruppe af ældre medborgere, hvoraf mange kan have svært ved at etablere nye samværsformer som pensionister. Måske kan nye aktiviteter kædet sammen med en kop kaffe i “Cafe Møllehave” give grobund for nye netværk og nyt livsindhold.
”Det er menighedsrådet opgave at sikre gode rammer for menighedens liv og forkyndelsen om Guds kærlighed til os alle. Den opgave er nu løst for en årrække, og det er mit håb, at de nye rammer vil blive til glæde for byens borgere i mange år frem i tiden”. Sådan formulerede jeg det i min tale ved indvielsen.
Resultatet af ombygningen blev et smukt og velfungerende kirkerum.
Fra Nyfors til SE
Som forbruger var jeg blevet valgt til repræsentantskabet for Nyfors, vores lokale elselskab. Vi var 36 valgte og mange var landmænd. Da formanden Gerda Pedersen fra Stenum annoncerede at hun ville stoppe, besluttede jeg at kandidere til bestyrelsen, og det lykkedes mig lige at blive valgt på det yderste mandat. Jeg tog munden fuld og meldte mig som formandskandidat, og da jeg via mit job i landbruget var kendt både i Brønderslev og Han Herred, kunne jeg efter mødet takke af som ny formand.
Det blev en begivenhedsrig periode. Jeg havde forestillet mig, at vi skulle klappe hesten lidt, for vi havde kort tid forinden sagt nej til en fusion med Himmerlands El Forsyning, HEF. Men når vi så på markedet og bevægelserne i sektoren, så gik det ikke at træde vande for længe. Fiberudrulningen var i gang, og for at understøtte indtjeningen blev der også solgt solceller og hustandsvindmøller. Disse tiltag var dog drevet af kortvarige tilskudsordninger og kunne derfor ikke bære på den længere bane.
Da ”nejet” til fusionen med HEF bl.a. var påvirket af, at bestyrelsen ikke var enig ved sin fremlæggelse af forslaget igangsatte jeg en proces i bestyrelsen for få fælles fodslag. Vi gjorde her brug af konsulent Preben Lie, der som forbruger i Brønderslev også var bekendt med bestyrelsen positioner. Og med hans gode assistance fik vi ”rundkredsforløbet” ført til ende, resulterende i et værdisæt som vi efterfølgende brugte i arbejdet.
Sammen med direktør Henrik Mentz screenede vi Danmarkskortet for både el- og fibersektoren. Hvor kunne vi være på bølgelængde med de andre? I den proces havde jeg også inviteret formændene for HEF og Nordenergi på formiddagskaffe i vores stue, men de så ingen behov eller ønsker for et yderligere samarbejde. Vi havde jo et samarbejde med dem i Bredbånd Nord, men det udviklede sig ikke godt, da der var uenighed om både teknik og salgsmetoder, så stemningen var dårlig her, og det blev ikke bedre efter at parternes advokater blev bragt ind i spillet.
Samtidig besøgte vores repræsentantskab flere andre selskaber på studieture både i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Her fandt vi sympati for Sydenergi med hovedsæde i Esbjerg, og det blev til flere besøg her. Herefter afholdt de to formandskaber og de to direktører nogle indledende sonderinger på Hotel Hvide Hus, så vi kunne drøfte et evt. samarbejde i bestyrelsen. Det resulterede i et forslag om fusion mellem Sydenergi og Nyfors til SE amba, hvor vi selvfølgelig var den lille. Men vi fik en ganske rimelig aftale med tilfredsstillende tariffer, fibernet til 95% af vore forbrugere samt en vækstpulje på 50 mio. kr. Og dertil en overrepræsentation i bestyrelsen i forhold til vores størrelse, heraf en næstformandspost, som jeg blev valgt til. Desuden havde vi tilsagn om opretholdelse af virksomheden på Saltumvej og tilførsel af flere arbejdspladser her.
Da vi efter en overgangsperiode gjorde resultatet op, kunne vi konstatere, at der var blevet leveret på de aftalte områder. Dog manglede en udviklingsafdeling og samspil på Aalborg Universitet, og det måtte vi tage til efterretning.
Kort efter fusionerede HEF med Energi Midt og blev til Eniig, og herefter blev Bredbånd Nord opløst, og vi fik Stofa som indholdsleverandør i stedet for Waoo.
De to selskabers direktører, Niels Duedahl fra Sydenergi og Henrik Mentz fra Nyfors var aktive og konstruktive i forløbet. Og det tjente Henrik Mentz til stor ære, at han loyalt og fuldt bakkede op om planerne, selvom han havde den risiko, at han blev tilovers i fusionen, hvilket også skete et års tid senere.
Fra SE til Norlys
Arbejdet i den 26 mands store overgangsbestyrelse gik godt. Selvom vi kom som ”den lille” blev vi respekteret fuldt ud og lyttet til. Jeg fik til opgave sammen med et nedsat udvalg at arbejde med nye vedtægter for den samlede fusion. Den næste store opgave var et arbejde med ”God selskabsledelse”. Myndighederne og brancheorganisation Dansk Energi opfordrede selskaberne til at sætte fokus herpå som en forudsætning for, at forsyningsselskaberne fortsat kunne ledes af forbrugervalgte bestyrelser. Der skulle være sikkerhed for, at selskabernes monopoldele ikke misbrugte sin positioner i konkurrencen om elforbrugernes gunst. Vi fik her lavet et godt og grundigt arbejde, der senere blev omsat til normer og retningslinjer i organisationen.
Stofa var ejet af SE, og der var vedblivende drøftelser af, om kundeunderlaget kunne udvides, så enhedsomkostningerne kunne reduceres. På et tidspunkt påbegyndtes drøftelser med Eniig herom, men drøftelserne blev hurtigt udvidet til også at omfatte eldelen. Det resulterede i et forslag om fusion med Eniig, der med hovedsæde i Silkeborg også var en stor aktør. Forslaget blev godkendt af de 2 repræsentantskaber, og som næstformand var det en spændende proces at være med til. Nu er fusionen jo ved at blive rullet ud, og når jeg ser på min elregning glæder jeg mig over, at vi fik lavet en kapitaludligning, så vores forbrugere får en rabat på transmissionstariffen på 1,2 mia. fordelt over nogle år, hvor den samlede tarif udgør omkring 600 mio. på årsbasis. Det betyder nok ikke så meget for den almindelige forbruger, men for virksomheder med et stort strømforbrug har det stor betydning. I Nyfors var der 45.000 forbrugere. I SE havde vi tilsammen 324.000 forbrugere, og ved fusionen til Norlys blev det til 709.000 forbrugere.
Bestyrelsen for Nyfors i 2016.
Direktør Niels Duedahl har efterfølgende givet udtryk for, at det var vores mod i Nyfors til at ”gå over åen”, der gav grobund for den efterfølgende fusionsaftale, så bestyrelsen i Nyfors så både langt og klogt, da beslutningen blev truffet. Og så gentog vi gang på gang i bestyrelseslokalet, at et plus på bundlinjen giver ro på bagsmækken, og det har SE da også haft siden vi kom ombord, mens det kneb før.
Norlys Vækstpulje Nyfors
Både Sydenergi og Nyfors havde en betydelig aktieandel i Dong, og kort efter Dongs børsintroduktion solgte vi alle aktier til en for os dengang god kurs. Vækstpulje Nyfors, der oprindelig var på 50 mio. kr. blev så på mit forslag forhøjet med 100 mio., så der i alt var 150 mio. til uddeling til projekter i vores forsyningsområde. Der var forskellige forviklinger i forbindelse med den lovbefalede udskiftning til intelligente målere i vores område, og sagen blev så ordnet ved at udgiften hertil på 45 mio. blev finansieret af vækstpuljen. Så fik alle forbrugere et afkast af Dong-aktierne, idet målerne ellers skulle være finansieret over elregningen. Efter de årlige uddelinger siden 2016 er der nu 70 mio. i kapital i vækstpuljen, og efter fusionen til Norlys tilføres der ny kapital hvert år på lige fod med de øvrige vækstpuljer, der er blevet oprettet i Nordlys koncernen. Med denne kapital kan man fortsat støtte en række initiativer i det gamle Nyfors forsyningsområde. Det er en af repræsentantskabet valgt vækstpuljebestyrelse, der beslutter hvad man vil støtte.
Sprog til husbehov
Jeg har aldrig været særlig god til sprog, men har til trods herfor rejst i mange lande. Landbrug, kirker, musik, mad, vin og hygge og samvær med andre har været med i programmet på mange rejser, dels i vores familie og dels på grupperejser, hvor jeg var arrangør. De sproglige kompetencer kom på en prøve på en rejse til Chile, hvor jeg var indbudt til at holde nogle indlæg på en konference om landbrugsrådgivning. Jeg talte på mit bedste engelsk, og det blev så simultant oversat til spansk. Efter konferencen var jeg med på en studietur til et landbrugsområde midt i det lange land. Her mødtes vi med en del chilenske landmand i et forsamlingshus bag træbarrikader langt ude på landet, hvor vejene ikke havde navne. Efter en middag med store gode ben af okse og tilhørende rødvin vovede jeg pelsen og holdt en lille tale og læste et Benny Andersen digt på engelsk. Det hele blev oversat til spansk og derefter til fransk. Vi morede os, men det er nok tvivlsomt om det var forståeligt. Men turen resulterede i, at to franske rådgivere efterfølgende lavede en studietur til Nordjylland for deres bestyrelser, hvor jeg var behjælpelig med programmet med bl.a. besøg hos Lis og Lars Pedersen, Klovborg, der serverede helstegt gris og smagsprøver på Aalborg snaps. Der blev sunget og det var sjovt, men programmet dagen efter var en udfordring for franskmændene! Et par år efter tilrettelagde jeg en tur til Bretagne og Paris for LandboNords bestyrelse med ægtefæller, hvor vi blev taget godt imod af vores tidligere gæster og havde et udbytterigt program. Så selv dårlige sprogkundskaber kan føre meget godt med sig.
Der blev talt flere sprog i forsamlingshuset i Chile.
De sproglige færdigheder blev også udfordret på en grupperejse til USA. Jeg havde en god ven med som tolk, og vi skulle flyve via Island. Men allerede i København meldte de første problemer sig. Flyet var gået i stykker. Der blev fremtryllet et andet fly, men da vi kom til Reykjavik var flyet til USA aflyst. Vi blev så indkvarteret på hotel, og da der var lyst om natten i Island fik jeg udvirket, at Icelandair stillede en bus til rådighed for os. Jeg fik fat i en islandsk præst, som min søster kendte. Han talte dansk og var kendt med islandske forhold, og han blev så vores kyndige guide i nattetimerne, så vi fik vendt det ufrivillige stop til noget godt. Men fortrædelighederne var ikke slut. Da vi dagen efter ankom til Chicago var vores bus kørt, for vi var jo ikke ankommet efter planen. En ny bus blev rekvireret og vi kom afsted med en kyndig rødhåret kvindelig chauffør. Men bussen gik i stykker flere gange, så planerne skulle hele tiden justeres. Og da tolken så blev syg kom mine sproglige færdigheder på en prøve, for nu skulle jeg også tage vare på hende og arrangere lægebesøg og forplejning. Den ultimative prøvelse var under et besøg på John Deere fabrikkerne. Her fik alle høretelefoner på, men jeg fik mikrofonen og skulle så oversætte alle de tekniske forklaringer i produktionen. Deltagerne var heldigvis meget forstående og virkede tilfredse, selvom jeg leverede en mangelfulde oversættelse. Det blev alligevel en god tur, og man skal jo ikke underkende øjnenes betydning for det oplevede. Heldigvis var vores tolk blevet frisk igen, da vi ankom til Kastrup.
Det dyrebareste
Med mit store fravær fra hjemmet skulle man måske ikke tro det, men jeg er et familiemenneske, der værdsætter samvær i familien og vennekredsen. Hygge omkring spisebordet er bare godt.
Lissi og jeg blev tidligt gift. Ikke fordi vi ventede barn, men fordi vi fik en lejlighed. Og i 1971 var det påkrævet at være gift inden indflytningen. Jeg skulle da rejse til USA, og vi søgte dispensation for kravet hos Frederiksberg Kommune. Den fik vi og kort tid efter min hjemkomst blev vi gift.
Lissi fik sin uddannelse som pædagog mens vi boede i København, og vores 2 børn, Mette og Mads er født i København. Da vi flyttede til Brønderslev var de henholdsvis 3 og 1 år. Børnehaven Myretuen og Fasanvejens Børnehave var med til at gøre dem skoleklar, inden de startede i Søndergades Skole med fru Lauersen som børnehaveklasselærer.
Lissi har altid været familiens faste holdepunkt, og hun er en eminent oplæser.
Mads fik en handelsuddannelse hos Expert i Brønderslev og har i mange år været indehaver af to Skousen butikker sammen med en navnebror. Mads er gift og bor i Rærup sammen med Anni, og de har 4 drenge.
Mette fik en uddannelse som cand.mag. i religion og international politik og har i mange år arbejdet i FN’s udviklingsprogram som HR-Associate. Hun er gift og bor i Roskilde sammen med Henrik og deres 2 piger.
Tidens Kvinder
For mange år siden fik Lissi sammen med nogle landbokvinder lavet en kvindegruppe, der har fokus på kunst. De mødes med mellemrum og besøger forskellige kunstnere – ud over de selvfølgelig hygger sig. Det hænder at vi mænd bliver inviteret til at være med i festligt lag om aftenen. Det er sjovt at være sammen i gruppen, hvor de fleste elsker at synge, og vi har også været på flere vellykkede udlandsrejser sammen. Gruppen fik navnet ”Tidens Kvinder” af et tidligere æresmedlem af LandboNord, Gunnar Hansen. For nylig kunne Tidens Kvinder fejre 20 års jubilæum. Det foregik ved en festlig aften hos os, hvor iranske venner sørgede for fin en iransk middag tilberedt en vinterdag over bål i haven.
Flygtningevenner fra Iran lavede en flot middag over bål for ”Tidens kvinder” og deres mænd da 20 års venskab blev fejret.
Min ledetråd
Min bedstemor sagde, at livet ikke kun består af “lyst-dage”, der er også “pligt-dage”. Det har været en af mine ubevidste ledetråde i livet. Jeg har dog søgt at udvide pligtopgaverne, så de også kom til at indeholde noget lystbetonet, så mit arbejdsliv har i stor udstrækning været lystbetonet. Både min far og mor var pligtopfyldende og arbejdsomme, og jeg husker ikke, at de har sagt, at de ikke gad en opgave eller beklagede sig over arbejdsopgaverne, uanset hvor trælse de end måtte være i andres øjne.
Forfatter og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen skrev engang i Kristeligt Dagblad om ordet pligt, at det i dag nærmest er blevet et fyord, men hun synes, at det repræsenterer nogle sunde værdier om udholdenhed, flid og omsorg for andre. Sådan vil jeg også gerne forstå “pligt”.
Travel2Farm
På et tidspunkt vandt jeg en navnekonkurrence da Landøkonomisk Rejsebureau skulle have nyt navn. Jeg vandt med forslaget ”Travel to Farm”, og rejser har da også været en væsentlig del af mit eget liv. At Brønderslev blev slutdestinationen skyldes tilfældigheder. Her har jeg så brugt mine evner og min energi, og jeg håber det har været til nytte, selvom en landmands-vittighed fortæller, at hvis man som landmand blot kan holde gul okseøje og konsulenter væk fra bedriften, så skal det nok gå!
Det blev markeret på øveaftenen den 12.09.2022, efter normal øvning i 1 time og med et efter- følgende let traktement for kormedlemmerne.
Formanden Knud Erik Olsen tog ordet og sagde følgende:
Ved Sangforeningen Frejdig`s 100 års jubilæum i 2012 blev der nævnt, at gennemsnitsalderen på sangerne var 73 år, og man søgte yngre sangere.
Og det må man sige også i en vis grad er lykkedes.
Nu 10 år senere er gennemsnitsalderen ”KUN” vokset med 5 år til 78.
Ved 90 års jubilæet i 2002 kom formanden Jørgen Bækgaard til at sige, at han tvivlede på at koret eksisterede 10 år mere, de ord blev trukket tilbage ved 100 års jubilæet i 2012 og i dag er det jo for os utænkeligt, at Frejdig ikke også eksisterer om 10 år i 2032.
Koret startede med 13 medlemmer, der hurtigt voksede til 20. Koret har altid sunget firstemmig.
Der blev også ved 100 års jubilæet nævnt, at der på et tidspunkt havde været en kvindelig korleder, men det gik slet ikke, nogle af de ” GAMLE ” insisterede på at få en mandlig korleder, og sådan har det været siden, og med mindre du Poul Erik får foretaget et kønsskifte fortsætter vi i samme spor.
Sangforeningen ”Frejdig ” er jo stiftet 13. september 1912, men man kan i en gammel socialdemokratisk protokol læse at der var dannet en ny sangforening allerede i 1901, som fik tilskud fra partiet, og den første koncert blev holdt på Hotel Phønix påskedag 1913, kort efter den officielle stiftelse, koncerten var vel at mærke kun for partimedlemmer.
Frejdig mistede alle noder og protokoller ved en brand på Søndergades skole i 1968,så det der blev skrevet ned i Frejdig` protokol inden den tid er væk, og må findes andre steder i gamle aviser. Og i øvrige arkiver. Jeg tvivler nu også på at man havde så detaljerede og fyldestgørende protokoller, som vi har i dag, med Jens Høygaard som pennefører. Der er blandt andet fundet beretninger om, at der til tider var lavvande i pengekassen hos Frejdig, så man lavede dilettantforestillinger, og det skæppede godt i kassen.
Vi sluttede aftenen med at Formanden bad kormedlemmerne udbringe et “trefoldigt hurra” for Sangkoret Frejdig.
År 2020 Koret i fineste puds
Sangkoret Frejdig blev stiftet i 1912
som Socialdemokratisk arbejderpartis sangkor og har således eksisteret uafbrudt i over 100 år.
De tætte bånd til fagforeningen er løsnet gennem årene, og koret er nu under AOF og aftenskoleloven. Ud over at give koncerter på plejehjem og lignende er der også en del optræden i AOF-regi.
Frejdig er et mandskor, hvis medlemmer alle har en glæde ved at synge, og ønsker at sprede denne sangglæde ud blandt andet ved at optræde med et repertoire, der spænder lige fra højskolesangbogen til lystige viser, folkesange m.v. De fleste sange synges med 4 stemmer, men man har også enkelte, som synges unisont (enstemmigt).
Der kræves ikke nodekendskab eller korerfaring for at blive optaget i koret, men det er nødvendigt at have øre for indlæring af flere stemmer.
Medlemmerne er forpligtet til – så vidt muligt – at deltage i den ugentlige øveaften, således at man er sangmæssigt opdateret og ligeledes forpligtet til at deltage i de arrangementer, der planlægges.
Koret bruger ved optræden over for publikum en ”uniform”, som er obligatorisk for medlemmer af koret. Uniformen består af: sort habit, hvid skjorte, bordeaux slips, sorte strømper og sorte sko. Uniform anskaffes så vidt “muligt” af Frejdig.
Øveaftener er mandag i perioden den 01.09 til den 01.04 hvert år og mødetid fra kl 19,20 til kl. 21,20, hvor der øves i Forsamlingslokalet kaldet ”Bien”, Passagen (sti mellem Grønnegade og Bredgade, Brønderslev)
Dirigent gennem de sidste mange år er: Poul Erik Jensen, Øster Brønderslev
Der er åbent for tilgang.
Årstal ukendt. Her koret opstillet på Hotel BrønderslevVed åbning af Vildmosemuseet har koret sunget adskillige gangeHer synges ved dirigentens 60 ‘års fødselsdagHer Frejdig bestilt til at synge ved en fødselsdagsfest på Gl.Vraa Slot, engageret af TV-journalist Johannes Langkilde, som dirigerede koret, april 2022Brønderslev Kirke fylder 100 år i 2022. Det markeredes med Frejdig`s medvirken ved Flagdag for Danmarks udsendte, sept. 20222021: Her synges ved et kormedlems fødselsdag
Et livslangt medlemskab:2012: Her en nekrolog over en trofast sanger:
Her “Gammel ansættelses-kontrak” mellem koret og dirigent, udfærdiget af kormedlem Kaj Budolph, som var ansat i Brønderslev Bank.
Modtaget fra Vera Winther Findinge, datter af tidligere dirigent T. Winther Jensen, Ø. Hjermitslev:
Frejdig kunne fejre 100 års jubilæum 13.09.2012 med reception i Den Runde Pavillon
Det var Brønderslev Landboforenings bestyrelse, der i begyndelsen af 1930’erne rejste spørgsmålet om en landboskole efter samme principper som de tekniske skoler og handelsskoler.
Brønderslev og Omegns Husmandskreds gik straks i gang med at arbejde for at rejse en sådan skole. Af økonomiske grunde ville de ikke være med til at finansiere skolen, og derfor blev det Landboforeningen, der kom til at bygge den, selvom de heller ikke havde penge til det, men de tog risikoen.
Begge organisationer begyndte at agitere for skolen i by og på land, og fra alle sider erkendte man, at det var af allerhøjeste betydning at få en sådan skole.
Frivillige bidrag fra mange sider gav en sum på 8.000 kr.
Landboforeningens bestyrelse byggede så i sommeren 1935 en smuk og moderne landboskole for ca. 40.000 kr. uden at vide, hvor de sidste 32.000 kr. skulle komme fra.
Bestyrelsesmedlemmerne kautionerede solidarisk for en byggekredit på 15.000 kr. og ville så se tiden an, til skolebygningen blev vurderet af Kreditforeningen.
Det blev Kreditforeningens repræsentant, den 81-årige fabrikant Peder Nielsen, som skulle vurdere skolens værdi som pant for et lån. Denne gamle hædersmand, som i 1877 grundlagde fabrikkerne Peder Nielsen Beslagfabrik A/S og A/S Pedershaab Maskinfabrik, udviste stor begejstring ved at se skolen og høre om dens mål og opgaver. Han stod ved et af de store stålvinduer, hvor han genkendte Pedershaab’s navnetræk, så ud over Brønderslev by og sagde til Landboskolens forstander, konsulent O. Nielsen:
”Den skole vil De få megen glæde af, og det glæder mig gamle mand at se denne nye virksomhed vokse op herude ved siden af Pedershaab. Jeg vil oprigtig ønske Dem og Deres hustru til lykke med Deres gerning her, og er der noget, mine sønner kan være Dem behjælpelig med, kan De bare sige til, og de vil altid være villige dertil. Hvad mener De f.eks. om at få min søn Oscar til at vise eleverne en film fra hans rejser?”
Direktør Oscar Nielsen kom flere gange og glædede elever og lærere med rejseforedrag og film.
Kreditforeningen delte dog ikke Fabrikantens entusiasme, så lånet blev kun på 17.000 kr.
Brønderslev Byråd var mere beredvillige og stillede en kommunegaranti for et Statslån på 10.000 kr., og så kunne Landboforeningen magte resten ca. 5.000 kr.
Dette fremstød sammen med lignende i andre byer skabte en hidtil ukendt interesse for tilsvarende skoler landet over og blev direkte årsag til en ny lovgivning på området. Daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen besøgte Landboskolen og gav tilsagn om at fremsætte lovforslag om, at denne type skoler skulle få samme økonomiske vilkår at arbejde under som de tekniske skoler.
De følgende par år kom der mange interesserede besøgende fra alle landets egne, hovedsageligt Landboorganisationer, for at høre om skolens virke og erfaringer.
Således var man i Brønderslev foregangsmand for den store udvikling, der kom indenfor landbrugsuddannelsen.
Borgmester, dyrlæge Aksel R. Møller, var med til at støtte oprettelsen af Landboskolen, og han underviste på skolen på en så interessant og fornøjelig måde, at tilhørerne aldrig vil glemme det.
Ved indvielsesfesten udtalte redaktør Jacob Sørensen:
”Brønderslev byråd lykønsker Landboforeningen og Husmandskredsen med denne skole. Det er vel ikke af helt uegennyttige grunde, at byen er interesseret, thi vi håber, at skolen her kan blive til gavn for både by og egn. Det er nu min livserfaring, at det er nødvendigt, ligegyldig hvad stilling man får, at skaffe sig oplysning, ja, det er en forpligtelse for livet at følge med i udviklingen, og derfor ønsker jeg denne egns ungdom til lykke med den landbrugsfaglige skole.”
Efter afslutning på sit 11. skoleår har Landboskolen haft 2200 elever,
1200 karle til landbrugsundervisning og 1000 piger til husholdningsundervisning.
Nye herretoiletter 1960
I 1960 blev der tilbygget nye herretoiletter, hvis tag kunne bruges som altan på førstesalen.
Skolen udvides i 1968
I 1968 blev Landboskolen udvidet med en stor festsal, en foyer og et nyt køkken.
Der havde gennem nogle år været en del naboklager over støjniveauet, når der var fest i Landboskolen. For at råde bod på dette blev østfacaden ændret til aluminiumvinduer med tolags termoglas og muren 40 cm isoleret hulmur dog kun 35 cm under vinduerne
Nyt indgangsparti 1999
I 1999 bliver der lavet et helt nyt indgangsparti til foyeren.
Loge bygning i 2010
Den næste større ændring af Landboskolen skete i 2010, da Landbonord solgte ejendommen til Den Danske Frimurerorden.
Den nyere afdeling af Landboskolen var forpagtet ud til restauratør Carsten Adler, som også havde rådighed over det gamle undervisningslokale, der i dag kaldes kaffesalen, i den gamle bygning.
Hele den gamle del af bygningerne i to etager minus kaffesalen skulle totalt endevendes og ombygges til loge.
Den store ombygning i 2010
Når man køber en ejendom, er der næsten altid behov for at rydde op i haven, og det var heller ingen undtagelse her.
Der skulle fjernes rigtig mange træer og buske, og bedene skulle rettes til. Gummiged og store trailere blev stillet til rådighed, og Landboskolen blev i den periode storleverandør til genbrugspladsen.
Det var et hård slæb, men det blev en pæn og enkel have, som er nem at holde.
Det var nødvendigt at udvide restaurationsdelen med 52 m2 til kølerum, lager og kontor. En del af logens medlemmer gik i gang med at grave ud til sokkel, lave kloakering og gulv under ledelse af et medlem, som havde drevet selvstændig murervirksomhed i mange år og havde autorisation.
Et tømrerfirma opførte bygningen i trælignende cementmaterialer, og autoriserede virksomheder stod for installation af elektricitet, vand og varme.
Førstesalen havde hidtil været lejlighed for tidligere forstandere af Landboskolen, da den var skole, så der var badeværelse med terrazzogulv og køkkeninstallationer, der skulle brydes ned.
Loftet i mødesalen skulle ændres til bueloft med stjernehimmel, og det var derfor nødvendigt at hæve loftet 52 cm.
Ombygningsprocessen skal ikke refereres detaljeret, men billederne viser lidt af opgaverne.
Arbejdet begyndte den 24. juni 2010, og logen blevet taget i brug den 20. januar 2011 som planlagt fra starten, og det må siges at være en særdeles kort byggeperiode, men der var jo også mange ”fri-murere” involveret.
Nu til dags
Logen fungerer tilfredsstillende, men en bygning, hvoraf den ældste del er 86 år gammel, kan man blive ved med at reparere og vedligeholde på. Tagbeklædninger slides og bliver utætte, trævinduer bliver møre, varme-, el- og vandinstallationer kan nemt få en fejl ved en af de mange komponenter. Der er nok at gøre for en husejer.
Restaurationsdelen, Landboskolen, har siden 1935 været centrum for uddannelse af folk ved landbruget, deraf kommer navnet. Mange foreningsmøder og foredrag har været afholdt gennem de mange år.
I dag drives stedet som et moderne kursus- og selskabscenter. Landboskolen har været ramme om mange festlige begivenheder som runde fødselsdage, bryllupper, begravelseskaffe og mange andre aktiviteter.
Carsten Adler har været forpagter af Landboskolen i mere end 27 år og beskæftiger en kok, ligesom hans hustru Bitten er en stor hjælp.
Afhængig af travlheden er der tilknyttet personale, som træder til efter behov.
Der leveres også mad ud af huset til private begivenheder, og der er et stort udvalg af menuer at vælge imellem.
Otto Møller arbejdede i mange år som telefonmontør hos Jydsk Telefon. Hvornår Otto Møller fik interessen for at male vides ikke, men i en moden alder kom han rigtig frem i Lokalområdet, med sine fine malerier med mange forskellige motiver. Han deltog i årenes løb i mange lokale kunstudstillinger rundt omkring i Vendsyssel. Et af de årlige højdepunkter var påsken, hvor han gennem en lang årrække udstillede sine malerier i den store udstillingsbygning i Østergade, tilhørende autoforhandler Uffe Simonsen. Udstillingen var gennem mange år et tilløbsstykke, idet denne udstilling var den ene af to store udstillinger i Brønderslev. Den anden var Påskeudstillingen på Gymnasiet. Mange af de besøgende tog først den ene for herefter at køre til den anden.
Mange af Otto Møllers malerier hænger rundt omkring i hjemmene i Brønderslev, men også rundt omkring i landet var Otto Møller anerkendt.
En af de specielle opgaver Otto Møller blev stillet overfor, var at dekorere det 15 meter høje Vandtårn beliggende højt i den nordlige ende af Brønderslev. Tårnet var det første af sin art, der var blevet opført i 1955. Opgaven med at dekorere tårnet blev udført med et flot resultat og som stadig er en pryd for øjet, når man kører forbi på den gamle hovedlandevej. I dag anvendes tårnet alene som udsigtstårn.
Her er nogle af de mange forskellige malerier som Otto Møller malede.
Et yndet sted i Brønderslev, Hedelund og Rhodondendronparken set fra vest.Rubjerg fyr tæt på LønstrupBørglum Kloster mølle
Mårup Kirke ved Lønstrup
Ovenfor tre motiver som han ofte malede
Her en tusch tegning af ”Liggende kvinde” i BrønderslevNordjysk LandskabMotiv fra Brønderslev
Kimen til mit liv blev lagt i begyndelsen af året, hvor 2. Verdenskrig sluttede.
Jeg blev født i bageriet i Bjergby, som ligger ca. 7 km. nord for Hjørring.
Min fødsel blev noget af en prøvelse for min mor, da den varede 3 dage, og i alle 3 dage boede jordemoderen og noget familie hos os.
Dengang havde alle bagerier på landet en brødtur, hvor de kørte rundt til gårde og solgte brød. Om vinteren foregik det med hest og kane.
Min far Frode Laursen og min mor Ninna havde købt bageriet i Bjergby i foråret 1943, og i foråret 1944 fik de tilladelse til at drive konditori i to år. I slutningen af 1944 annoncerede de ”at efter endt udvidelse kan vi nu – efter aftale – stille lokaler til rådighed for mindre møder og sammenkomster”.
Jeg boede kun knap 2 år i Bjergby inden mine forældre solgte bageriet i slutningen af 1946.
BRØNDERSLEV
I januar måned 1947 købte de bageriet Østergade 15 i Brønderslev af bagermester Niels Pedersen, og solgte det igen i august 1947 til bagermester Søndergaard Jensen.
BØRGLUM
I efteråret 1947 købte mine forældre Børglum Bageri af bagermester Niels Præstholm Christensen, og kommunalbestyrelsen anbefalede den 1. marts 1948, at ansøgning om bevilling til at drive konditori uden ret til udskænkning af stærke drikke, godkendtes.
Min far bagermester Frode Laursen i bageriet i Børglum
I Børglum var min bedste ven smedens Anders, som havde adskillige kaninbure. Vi brugte ofte lang tid på at samle troldhekser/mælkebøtter i sækkevis til kaninerne.
I Børglum blev min søster, Hanne, født i 1947.
Min søster Hanne og jeg udenfor bageriet i Børglum
Vi havde en dejlig schæferhund, som hed ”Mitten”. Den var vi meget glade for, og den var en rigtig trofast hund, og den passede godt på os børn. Når min søster stavrede en lille tur væk fra bageriet, kunne hun nogle gange blive meget træt og sætte sig til at sove – så blev hunden hos hende til hun vågnede, og ingen kunne komme hende nær.
Min søster og jeg med vores elskede hund “Mitten”
Engang var jeg åbenbart blevet uvenner med en større flok unger, som samlede sig uden for bageriet. Jeg følte mig vist lidt truet, for jeg hentede vores hund og sagde ”Pus dem” – og det gjorde den virkelig hurtigt og effektivt, og ”kom til” at bide en af knægtene i bagdelen. Det var selvfølgelig ikke så godt, og da slet ikke, da det var præstens søn, det gik ud over. Jeg tror at far umiddelbart efter var på besøg i præstegården med såvel undskyldning som kager.
”Mitten” og jeg var bedste venner, og engang jeg sad på toilettet, lå hunden også derude. Pludselig kom der en lille sort hundehvalp ud, og så kom der flere, alle i en lille hinde, som ”Mitten” straks slikkede væk.
Jeg sad musestille, og syntes, at det, jeg så, var helt fantastisk. Også selv om jeg ikke rigtig forstod, hvad der skete. Det var nok det længste toiletbesøg, jeg nogensinde har haft.
Da vi flyttede fra Børglum til Rakkeby Bageri, blev vores hund ”sat i pleje” hos smedens Anders, og da jeg kom for at hente vores elskede hund, sagde Anders, at nu var det hans hund. Jeg stod på den anden side af gaden og kaldte på ”Mitten”, men den blev, hvor den var, den havde åbenbart glemt mig i det halve år, der var gået, inden vi fik mulighed for at hente den – og så græd jeg af skuffelse og frustration over hundens utroskab og svigt. Hunden kom dog med os til Rakkeby.
I bageriet hvor far og bagersvenden regerede, var der ikke den samme ”Smiley-ordning”, som vi kender i dag, så det skete nogle gange, at jeg kunne fange en eller flere mus, som hyggede sig blandt melsækkene.
Nogle gange i de hårde vintre fik pindsvin lov til at komme ind i en gang tæt på bageriet, hvor der var lunt og godt.
I et udhus havde vi en stor so, som blandt andet også fik serveret det brød, som ikke blev solgt. Så den blev så enormt tyk, at patterne næsten rørte jorden, og i en rigtig kold vinter medførte det, at patterne frøs fast i isen, som havde dannet sig på gulvet.
Min mor, min søster og jeg selv i Børglum
Det år jeg fyldte 5, døde min mor, efter et års håbløs sygdom, af kræft et halvt år før min fødselsdag. Jeg opfattede det ikke rigtig, for vi børn fik ikke noget at vide af de voksne – vi skulle beskyttes. Min erindring om min mors død er, at jeg og en kammerat fornemmede, at der skete noget tys, tys i udhuset/garagen, så selvfølgelig skulle vi undersøge dette. Vi kunne komme til at kigge ind mellem nogle brædder i bræddevæggen ind til garagen, og vi kunne så se, at der var opsat hvidt papir på væggene, og der var pyntet med grangrene, og der stod en hvid kiste midt i rummet.
Mor blev den første, som blev begravet på Børglum Kirkegård. Vi 2 børn har holdt fast i gravstedet, og mors gravsted/gravsten blev sidste år fredet, så nu er hækkene omkring gravstedet fjernet, og der er i stedet lavet en skøn lille plet med blandt andet græs og en bænk. Op ad gravstenen står et lille smukt træ, som vi plantede for adskillige år siden. Det har heldigvis fået lov til at blive stående.
Min mor var datter af gårdejer Thomine og Jens Chr. Jensen, Løth. Min bedstemor kaldte vi Mina og min bedstefar blev kaldt Jens Løth. Der var flere på egnen, der hed Jens Jensen, så for at skelne mellem dem fik de i stedet for efternavnet, Jensen, navnet på den egn eller område de boede i, som efternavn.
Mine bedsteforældres gård i Børglum
Mine bedsteforældre havde den firlængede gård på billedet, hvor jeg i min barndom og helt op til konfirmationsalderen har haft rigtig mange gode og herlige sommerferier.
På gården var der grise, køer, høns og heste og i en lang periode var der vindmølle på ladetaget. Engang jeg var på ferie, blev der et forfærdeligt stormvejer, og vindmøllen ”løb løbsk” – det var lidt uhyggeligt.
Jeg fik lov til at være dreng, og vi var altid flere børn sammen som legede i halmen i laden, i haven eller ude på markerne. Jeg fodrede hønsene, hjalp med udmugning bag køerne, kløede kalvene bag ørerne, gav kattene mælk osv.
Også i høsttiden var jeg med ude at stakke hø og køre det tilbage til gården, når det var tørt.
I mange år havde de ikke toilet på gården, så det foregik ude bag køerne.
Men på et tidspunkt, hvor mine bedsteforældre var gået på aftægt, og gården var overtaget af min onkel Henry og hans kone Olga, fik de, som de første på egnen, installeret et badeværelse. Det medførte megen interesse og gav et stort antal besøgende fra naboejendommene.
På et tidspunkt gik mine bedsteforældre på aftægt. Og de flyttede soveværelse, så de kom til at være lige ved siden af køkkenet. Min bedstemor fortsatte med at være den første, der kom i køkkenet om morgenen, og hun fortsatte ligeledes med at deltage i madlavning og i alt forefaldende husarbejde.
Min bedstefar fortsatte med at hjælpe til i stald og mark.
Det var som regel os to, der ved skumringstid hentede køerne ind.
Min far tog det meget tungt med min mors død, og havde det største besvær med at komme over det og komme videre. Selv om mange trådte til for at hjælpe, var det selvfølgelig utrolig svært at stå med en forretning og 2 små børn på 3 og 5 år.
Min søster Hanne og jeg i Børglum
For at klare det fremover ansatte far en husbestyrerinde, Ellen, som lige kom fra et højskole-ophold på Ry Højskole. Hun skulle, foruden at passe vi 2 rollinger, også passe forretningen, lave mad og gøre rent. Noget af et job for en ung pige på et par og tyve år.
Da vi boede i Børglum, var der adskillige forretninger så som købmand, slagter, mejeri, smed, frisør, tømrer m.fl.
I dag er der intet tilbage.
RAKKEBY
Da vi flyttede til Rakkeby Bageri, flyttede Ellen med. De var blevet kærester, og de blev gift, inden vi igen flyttede, denne gang til Hjørring.
Jeg var 8 år, da vi flyttede.
I Rakkeby nåede jeg at komme halvandet år i ”Den Stråtækte” skole. Her blev der samtidig undervist 2 klasser i samme skolestue. Jeg mindes stadig den store tykke kakkelovn ved indgangsdøren. I hvert frikvarter sloges vi ”knejter” om pigernes gunst.
Jeg havde en forfærdelig oplevelse i Rakkeby. En varm sommerdag gik jeg, min søster og en kammerat fra Rakkeby mod Hæstrup Station. Vi svedte, så vi blev enige om, at vi ville soppe lidt i en dam, som lå inde på en mark tæt på vejen.
Her gik vi rundt på ca. 15 cm lunt vand og plaskede med fødderne. Min kammerat, som på et tidspunkt var gået lidt længere ud, forsvandt pludselig under vandoverfladen med et ordentligt plask. Min søster og jeg blev selvfølgelig forskrækket og skidebange. Kammeraten kom op af vandet med baskende arme og gav nogle voldsomme lyde fra sig. Jeg turde ikke gå ud til ham, da han var meget større og tungere end jeg. Jeg var bange for, at han ville trække mig med ud.
Så gode råd var dyre, og jeg havde hørt noget om, at gik man ned 3. gang, så kom man ikke op igen.
I mit hoved var der kun en mulighed. Jeg satte mig ned på knæ, med ryggen mod søen, og bad til Gud om at hjælpe min kammerat.
Da kammeraten kom op 2. gang baskede han igen med hænderne og råbte uforståelige ord. Men igen forsvandt han.
Inden han gik ned for 3. gang fik han fat i kanten ved det lave vand, og kom – helt utroligt – op ved egen hjælp.
Jeg fik senere at vide, at det ikke var en dam, vi havde soppet i, men en mergelgrav. Han fik efterfølgende en dobbeltsidet lungebetændelse. Vi fik alle en voldsom oplevelse, og jeg en stærk opfattelse af, at der er mere mellem himmel og jord….
I Rakkeby lærte jeg at ryge af min fætter, som boede tæt på byen, og var noget ældre end mig. Han røg pibe, og jeg fik nogle gange lov til at låne den nogle timer. Det stoppede heldigvis, da jeg hver gang blev noget dårlig med ”køren i maven”.
En af vore gamle biler
Vi havde på et tidspunkt købt en ny (brugt) HGF`er – altså en Høj Gammel Ford – som vi lige skulle prøvekøre. Min far kørte bilen, og jeg og 2 onkler var med som passagerer. Det gik fint ud ad diverse grusveje. På et tidspunkt fik jeg øje på et ældre ægtepar, som stod udenfor deres ejendom, som lå lidt nede ad en bakke. De stod begge helt stille og kiggede op mod vores bil, og deres hoveder gik lidt op og ned.
Så fik jeg øje på, hvorfor de stod sådan og fulgte os med øjnene og nikkede lidt med hovederne. De fulgte nemlig et af vores hjul med øjnene. Hjulet bumpede ned ad bakken, så jeg skyndte mig, at gøre min far opmærksom på, at det måske var os, som havde mistet et hjul.
Og det var det…men bilen var åbenbart så stiv i karosseriet, at den sagtens kunne køre på 3 hjul, uden at vi opdagede noget som helst.
Jeg tjente nogle håndører ved at ”gå i roerne” hos en landmand tæt på byen. Ligeledes kappede jeg nogle gange toppene af roerne.
Engang i høsttiden fik jeg og nogle andre unger lov til at køre med landmanden ud på høstvognen for at hente mere hø hjem til gården.
Det gik fint i starten, og de 2 heste travede fredeligt afsted. Så pludselig blev de opskræmt af et eller anden og fanden tog ved dem. I fuld galop slingrede vi afsted, og et stykke fremme gik det ned ad en bakke, indtil hestene uden varsel drejede til venstre, så stjerten brækkede og vognen, vi sad i, fortsatte et lille stykke indtil den væltede, og vi røg alle ud på marken. Uheldigvis fik jeg det store bræt, som er lavet som en firkant med et bræt midti, og som bruges til at lægge øverst på hølæsset, ned over min ryg. Jeg kunne overhovedet ikke bevæge mig. Min far blev tilkaldt, og han måtte bære mig væk og køre mig på sygehus.
Ved aftenstid samledes alle unge mennesker, uanset alder, på en bestemt sti i byen. Vi ”bette” så selvfølgelig op til de ældre, og vi slugte råt alt, hvad vi hørte dem sige.
Det kunne nogle gange give os et ganske forvrænget billede af virkeligheden.
Nytårsaften på landet var anderledes dengang end det er i dag. Vi samledes en stor flok unger, og så gik det ellers ud til flere gårde, hvor vi ”stjal” redskaber og ”mogboer” og satte det hele op foran købmandens forretningsdør.
Nogle gange kunne vi også komme til at ”stjæle” en madam blå og efterfølgende hejse den op i flagstangen
I Rakkeby blev min lillebror, Peter, født.
HJØRRING
Vi flyttede som nævnt fra Rakkeby til Hjørring i 1953, hvor mine forældre havde købt Korsgades Bageri. Hele ejendommen, som bl.a. husede bageriet er for flere år siden revet ned og erstattet med parkeringspladser.
Dengang var der på grunden et 3 etagers hus, og bageriet (1 plans) samt en stor dobbeltgarage til rutebiler og en stor gårdsplads. Når jeg kigger på grunden i dag, kan jeg slet ikke forstå, at der var plads til alt det, der var der, da jeg var dreng.
På hjørnet i krydset hvor forretningen lå, var der på de 3 andre hjørner et mælkeudsalg og 2 købmænd. Utroligt at det kunne gå, men alle klarede sig, dog, sikkert uden at blive særlig velhavende. Vi følte ikke, at vi manglede noget, og vi fik da mad på bordet hver dag.
Da vi ankom til Korsgade med flyttelæsset, var det første der skete, at jeg blev mødt af et par jævnaldrende gutter fra gaden.
De ville godt lige finde ud af, hvor stærk jeg var, så vi måtte lige tage et par runder. Jeg blev heldigvis godkendt.
Skolegården Vestre Skole i Dronningensgade i Hjørring. Vi står klassevis på rad og række
Jeg blev meldt ind i Vestre Skole (som lige er nedrevet). Skolen lå i Dronningensgade, så jeg havde under 500 m til skole.
På trods heraf kom jeg desværre nogle gange for sent i skole, og jeg måtte så stå op af hovedbygningens ydermur og vente på at alle klasserne, som stod opmarcheret i rækker og geledder i skolegården, gik ind.
Så kom gårdvagten hen til mig, og jeg fik det klassiske spørgsmål ”en på kassen eller en ”sveder”. Jeg valgte altid en på kassen, selv om den sved, og jeg kunne mærke fingrene i ansigtet hele dagen. Nogle lærere var de rene sadister.
Jeg begyndte i 2. Klasse, og jeg havde i flere måneder store problemer med mit sprog. Jeg snakkede nemlig ”bondsk”, hvilket mange gange gav anledning til høje grin i klassetimerne.
Der var desværre også en dreng fra 3. Klasse, som havde hørt mit sprog, og åbenbart syntes, at jeg så skulle kanøfles.
Så i hvert frikvarter faldt han over mig med tilråb og skubben.
Det var en uholdbar situation, og i et frikvarter havde jeg åbenbart fået nok, så et eller andet kortsluttede, og jeg sprang på fyren i et ustyrligt raseri – koste hvad det koste vil.
Heldigvis var jeg stærkest, så herefter var der ikke mere mobning af mig.
Dengang var der morgensang hver dag, og vi blev dagligt hørt i salmevers, som vi skulle lære udenad. Vi havde rigtig mange eksaminer hvert år, og i 5. klasse blev klasserne delt i dem, der skulle læse videre i mellemklasserne, og i dem der ønskede at gå ud af skolen efter 7. Klasse.
Der var meget liv i Korsgade. Konerne, som ofte var hjemmegående, hang ud af vinduerne og sladrede med genboen eller forbipasserende, og vi unger sad på trappestene og fjollede. Vi spillede Antonius over hustage eller med hønseringe over vejen, hvilket medførte, at skindet fuldstændig blev slidt af pegefingeren i forsøget på at vinde en ”snollet” hønsering til få ører.
Vi legede gemmeleg i alle haverne i området. Dengang var der ikke nogen, der sagde noget til, at vi rendte ind i haverne og gemte os i kældernedgange eller buske.
Vi havde Christiansgave indenfor få hundrede meter. Her legede vi cowboy og indianere og byggede huler. Der var en stor indhegning lavet af høje rafter som et fort. Her indenfor samlede kommunens gartnere alt det afslåede græs op til et par meter i højden. Heroppe kunne vi stå og lege, at vi var cowboys og blev angrebet af indianere.
Det var ikke altid gartnerne var enige i vores dispositioner, og vi blev nogle gange jagtet og skældt ud.
På et tidspunkt havde vi, på skrænten ved den gamle Vestbane, lavet en hel indianerlandsby med telte lavet af høje rafter og gamle kornsække. Vi var en stor flok, og for at blive optaget i stammen, skulle vi bindes til totempælen med bar overkrop. Så affyrede høvdingen, som var et par år ældre end os, ærter gennem et pusterør mod vores brystkasser. Vi måtte ikke sige noget. Gjorde vi det, kunne vi ikke blive optaget i stammen.
Dengang var vi ude hele tiden, og kunne fornøje os med lidt. Min bedste ven og jeg legede ofte i deres have, hvor gangene var floder, og vi havde et stort hjemmelavet træskib som sejlede her med små legetøjs cowboys og indianere. Rabarberplanter var urskoven.
Engang havde vi Tykke-Jørgen med i legen. Vi blev uvenner over et eller andet og småsloges lidt, indtil han satte sig oven på mig, og jeg ikke kunne komme op, så flød tårerne over min umulige situation.
En vinter havde Jørgen og jeg lavet et helt batteri af snebolde, så hver gang der kom en ”svajer” cyklende forbi, fik han snebolde i nakken. Det gik også godt indtil en stoppede cyklen og løb efter os helt ind i haven. Heldigvis kom Jørgens mor ud i det samme, ellers havde vi helt sikkert fået et par flade.
I kælderen, hvor Jørgen boede, havde vi på et tidspunkt ophængt et hvidt lagen, som skulle fungere som et lærred til fremvisning af lysbilleder.
Jørgen havde fået et simpelt apparat, som blot skulle sættes over et billede, så kunne apparatet forstørre det og vise det på lærredet.
Jeg tegnede flere skolehæfter fyldt med historier om cowboys og indianere (nogle endda i farver), og så lavede vi en biograf, hvor de lokale unger kunne komme ind for et ganske rimeligt beløb.
Genboens dreng, Ole, legede jeg meget med. Der var et højt plankeværk omkring deres flisebelagte gård. I plankeværket var der en lille døråbning med en pind ovenover. Her elskede han at hænge med hovedet nedad, indtil en dag, hvor jeg stod og beundrede ham, at pinden knækkede, og han røg lige ned på hovedet på fliserne. Han havde blod i hele ansigtet.
Men det så virkelig komisk ud, og selv på trods af det alvorlige styrt, var det svært ikke at trække på smilebåndet.
Oles far var chauffør på Vendia bryggeriet. De ”skulle” hver dag drikke op til 12 øl som var dagsrationen. Det medførte nogle gange, når han kom hjem på en fuld cykel, at han ikke lige kunne ramme døråbningen i plankeværket, og derfor røg af med et ordentligt brag.
I den første tid i Hjørring havde vi stadig den gamle HGF`er, og nogle gange skulle min søster og jeg med ud på en køretur i nabokvartererne, for at se området og lære det bedre at kende.
Det var vi 2 unger ikke så glade for. Vi skulle jo nødigt genkendes af nogle klassekammerater i sådan en gammel kasse, så vi lå som regel nede på bunden mellem for- og bagsædet, hver gang vi mødte nogle børn.
Der gik dog ikke længe inden vi fik nyere biler, men stadig var vores kørsel dog indenfor et begrænset område. En gang havde far dog besluttet, at nu skulle vi alle køre en tur på familiebesøg i Aalborg. Så afsted gik det, og det gik da også fint, indtil vi kom ind i selve Aalborg, og for første gang så de røde, gule og grønne farver i nogle gadekryds. Far ”kom til” at køre over for rødt, og måske var det det, han var blevet så rystet over, for da vi på hjemturen igen skulle over Limfjordsbroen, havde han ikke observeret, at der var røde blinklys midt på broen, så han fortsatte, selv om bommene var på vej ned. Vi nåede lige under disse, og det gav en bump i bilen, da vi krydsede stedet, hvor broen åbner sig. Vi 2 unger på bagsædet sad og dukkede os, vi var bange for at få bommen i hovedet.
Siden kørte min far aldrig mere bil i Aalborg.
Vi havde ikke badeværelse i Korsgade, så vi unger blev efter tur badet i en stor zinkbalje, som blev placeret på køkkengulvet. Efter at jeg var blevet konfirmeret, tog jeg hver uge på Hjørring Badeanstalt, som lå lige ved siden af biografen. Her var der små rum med badekar og et meget stort dampbad. Når jeg kom ud herfra, føltes det, som om jeg var født på ny.
Som knægt gik vi hver weekend til eftermiddagsforestilling i ”biffen” for at se cowboyfilm. Vi hujede hver gang Zorro eller en anden helt kom og ordnede banditterne. Prisen for en billet var 75 øre, og vi fik som regel 1 kr. med, så kunne vi købe en stor salmiakstang for de sidste 25 øre.
Det var dengang, man virkelig kunne lave en salmiakstang, og den kunne vare hele filmen.
Vi havde 2 biografer, KINO og BIO. I KINO sad vi på klapstole, og gulvet var næsten uden hældning, så det kunne nogle gange være svært at se, hvad der foregik på lærredet.
Da Vendelbohus brændte, stod jeg, sammen med en hel masse andre, og kiggede på slukningsarbejdet. Vi fik at vide, at der var en person, som var brændt inde.
Det syntes jeg, var meget voldsomt, og jeg sov ikke meget den nat.
Nogle gange var der optræk til slagsmål i gaden. Så aftalte de 2 kumpaner, at striden skulle afgøres i Christiansgave, og alle gadens unger – vel op til 50 stykker – fulgte så bagefter dem ned til den valgte kampplads.
Det var altid kun nævekamp, og når en af dem havde fået nok, overgav han sig, og så sluttede opvisningen.
Jeg begyndte at gå til Jazzbal som 15-16 årig. Det foregik på Hotel Scandinavien (hvor Rådhuset ligger i dag), og når vi knægte hver havde drukket 2 stærke øl i Christiansgave, og kom ind i 30 graders varme, så blev vi godt nok noget svimle, så resten af aftenen stod på sodavand.
Senere blev vores feststed pubben ”Den Gyldne Løve” og dans på Restaurant Svanelunden, og når de lukkede kl. 1, fortsatte festen på diverse forsamlingshuse i omegnsbyerne.
En eftermiddag jeg kom gående i Østergade, mødte jeg en ambulance og så til min store overraskelse, at min far sad på passagersædet – tilsyneladende i store smerter. Så det gik hurtigt med at komme hjem for at få en forklaring.
Mine forældre havde været ved at lime nyt vinylgulv i bagerforretningen, og min far stod efterfølgende ved vasken i køkkenet og rengjorde hænderne i terpentin. Ellen tændte samtidig en cigaret, og vanen tro smed hun den stadig brændende tændstik i vasken. Dette medførte en alvorlig forbrænding, og far var indlagt på sygehuset i adskillige dage.
Da jeg nåede en vis alder, skulle jeg selvfølgelig hjælpe til i bageriet. Mit arbejde var bl.a. at være bydreng, skrabe bageplader i bageriet, hente kul nede fra kælderen til ovnen.
Jeg skulle tidligt op hver søndag for at levere rundstykker. Mange skulle blot have 2 rundstykker leveret – og nogle gange var det på 4. Sal.
I skolen var mit bedste fag, tegning. Det var også det eneste fag, jeg fik ug i.
Ellers kunne jeg også godt lide historie, dansk, gymnastik og regning og til dels naturfag, hvorimod fysik og matematik ikke var min stærke side.
Hvert år arrangerede skolen en sommerudflugt til Tolne Skov. Så marcherede alle elever, lærere og forældre i en lang, lang række fra skolen til banegården. Der var musik i spidsen.
Vi unger råbte altid noget med ”ind med Vestre – ud med Østre” osv. Der var altid et verbalt modsætningsforhold skolerne imellem.
Klassens efterkonfirmationsdag foregik bl.a. med sodavand og lagkage på Konditori Willy på Springvandspladsen – det var vildt…
I skoleferierne kunne vi få en gratis togrejse til hele Danmark. Det benyttede jeg flere gange. En af gangene var vi 2 venner, Poul og jeg (begge 16 år), som tog en tur til Bornholm med telt. Det var en lang rejse. Først med tog til København. Derefter med færgen København-Rønne om natten, hvor vi sov ude på dækket i vore soveposer.
Vi travede meget af skønne Bornholm rundt med oppakning på ryggen.
Da jeg var 15, cyklede jeg og en kammerat på teltferie.
Første dag cyklede vi med fuld oppakning fra Hjørring til Randers ialt ca. 120 km. Så var vi også godt brugte, ja, vi var så godt brugte, at min kammerat allerede næste dag, efter en teltovernatning, ville hjem – og det skulle ikke foregå på cykel. Så vi tog toget hjem.
Da jeg var 16 tog en kammerat og jeg på knallerttur til Vojens. Jeg havde en Zündapp med twinsaddel, som kunne køre over 60 km i timen, så det blev en kold tur, selv om det var sommer. Desværre blev den stjålet en aften, jeg var i biografen. Politiet fandt den nogle uger senere. Den var ”skrællet”, og den blev aldrig til knallert igen.
En gang var jeg på en af de gratis skolebilletter til København. Det var dengang man kunne sejle fra Aalborg til København. På vej tilbage fra København var der et voldsomt stormvejr, og båden vippede gevaldigt, og rigtig mange var søsyge. Da vi lagde til kaj i Aalborg, blev skibet fortøjet og trappestilladset, som måske var 5 meter høj, blev kørt hen til, og sat fast på skibet, så passagerer kunne gå fra borde. Der stod 2 besætningsmedlemmer ved rælingen, hvor vi skulle ud. Der var fyldt op på trappen, og jeg skulle lige til at gå ned, da en af fortøjningstrosserne sprang, og skibet begyndte at bevæge sig væk fra kajen.
Folk skreg og sprang for livet ned ad trapperne. Midt på trappestativet stod en ældre dame med stokke. Det havde de 2 matroser set, så de sprang resolut ned og tog hende under armene, og nærmest smed hende ned. Det var i sidste øjeblik, for nu var skibet kommet så langt fra kajen, at trappestativet røg ned mellem skib og kaj.
Jeg kommer ud af en kortglad familie, og fra jeg var en ”bette døwl”, der lige kunne få hovedet op i tobaksskyerne, når de voksne spillede kort, og jeg kunne få lov til at stable fars penge, har jeg haft interessen for whist.
Inden jeg stoppede mit arbejdsliv hos Brønderslev Kommune, sørgede jeg for at få en aftale med nogle gode kolleger om en kortklub.
Nu har kortklubben kørt upåklageligt i 15 år, og det har været rigtig hyggeligt. Jeg må indrømme, at vi, ud over kortspil, også tager os rigtig god tid til at vende verdenssituationen og genopfriske gamle minder.
Da jeg var 16 år købte jeg et sommerhus i Harerenden i Lønstrup for nogle af mine konfirmationspenge. Jeg gav 1.250 kr. for huset, som havde en pragtfuld udsigt ud over hele Harerenden og helt til Hirtshals Fyr.
Der gik knap et år, så havde jeg købt sommerhus nr. 2 i Harerenden for den formidable pris af 1.500 kr. Også dette hus med fuld havudsigt.
Jeg har desværre ingen af disse sommerhuse i dag.
Pengene for det første sommerhus brugte jeg til at købe en rød Fiat 500 med soltag. Den havde store problemer med at starte, så jeg skulle altid parkere den på en let skrånende vej, så kunne jeg nemlig selv løbe den i gang.
En af de dårligste handler jeg har foretaget.
Efter min konfirmation fik jeg job som ”bytyr” hos Hjørring Jern & Stål i Østergade. Jeg skulle være der 2 timer hver eftermiddag, og jeg fik 1 kr. i timen.
En sommerferie havde jeg også job hos Dania Vask, hvor jeg skulle afhente og levere sengetøj, håndklæder, kitler m.m. til erhvervsdrivende i byen. Det foregik på en Long John, og det var ikke altid så let at styre sådan et monstrum som 14-årig – især ikke i svingene, hvor ladet nemt kunne komme til at røre vejbanen.
Da jeg kom i Realklassen blev jeg ”skoletræt”, så jeg ønskede dengang desværre ikke at gå gymnasievejen.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Dog havde jeg en drøm om at blive arkitekt, men det krævede over 4 års tømrer- eller mureruddannelse inden jeg kunne læse videre. Dengang var der ikke noget, der hed SU, og mine forældre havde ikke mulighed for at støtte mig i den retning.
I 4. mellem havde Statsautoriseret revisor Hessner været på besøg i vores klasse og sagt ”dem der vil i lære hos os, ræk hånden op”.
Desværre rakte jeg ikke hånden op. Revisor ville jeg ikke være. Og så blev jeg alligevel udlært som revisor….
Den unge revisorelev på kontoret i Hjørring
Jeg kom i lære overfor daværende Martins Hotel, så ud over at kigge regnskabstal, kunne vi følge lidt med i, hvem der gik ind og ud af hotellet.
Kunstmaler Lars Nielsen boede på hotellet i sine sidste år, og jeg var på arbejde, den dag de bar hans afsjælede legeme ud fra hotellet.
Den 7. september 1966 omkring middagstid, hvor vi som sædvanlig sad og arbejdede på revisionskontoret, fik en af mine kolleger en rystende telefonbesked fra et familiemedlem, som var ansat på ”telegrafen”. Denne havde lyttet til et opkald til Falck, at færgen M/S Skagerak var ved at forlise på ruten mellem Kristiansand – Hirtshals.
Min chef var meget resolut. Vi lukkede kontoret og kørte til Lønstrup flyveplads, som i dag er bebygget med sommerhuse.
Her stod vi i en forrygende storm, og så helikopter efter helikopter lande med overlevende fra færgen, og ambulance efter ambulance, som kørte dem til sygehuset i Hjørring. En fantastisk redningsaktion.
Efter 4 års elevtid med lørdagsarbejde og 48 timers arbejdsuge og en utrolig masse overarbejde hvert forår i statustiden, kunne jeg kalde mig udlært.
Inden jeg skulle ind og springe soldat ved Dronningens Livregiment i Nørresundby i efteråret 1967, var der et slip på ca. ½ år, hvor jeg fik arbejde på Socialkontoret i Brønderslev Kommune. Dengang var vi 5 mand på Socialkontoret.
En af dem var Christian Mørch, som kunne fortælle meget og længe om 2. Verdenskrig. Det var ikke uinteressant.
Min soldatertid strakte sig over 16 måneder. Jeg var radiomand for Oberstløjtnanten, og som sådan med på adskillige øvelser rundt i Danmark. Den benzin, der årligt blev bevilget, skulle selvfølgelig absolut brændes af samme år.
Jeg står ved den gamle Dodge Commander, hvor jeg var radiomand for Oberstløjtnanten. Bemærk radioantennen bag på bilen – den skulle pumpes op.
Engang kom jeg til at pumpe den så meget, at antennen røg ovenud og landede inde på en mark. Det så vist morsomt ud.
Kort før slutningen på min soldatertid ultimo 1968, ringede Socialchefen, Pedersen, til mig og tilbød mig ansættelse på Socialkontoret. Det takkede jeg ja til, og jeg fortsatte efterfølgende min ansættelse hos Brønderslev kommune indtil jeg gik på efterløn som 60-årig.
Jeg var dog kun ca. 1 år på Socialkontoret inden jeg flyttede over på Skattekontoret.
BRØNDERSLEV
Jeg mødte Sonja til et bal i Harken Forsamlinghus, og vi har holdt sammen lige siden.
Det var dengang, hvor pigerne stod i den ene side af forsamlingshuset og drengene i den anden, så når musikken begyndte, og lyset blev dæmpet, så for vi drenge over dansegulvet for at komme først til den udvalgte. Det var ikke altid man var heldig eller hurtig nok.
Mit store held var at jeg var hurtig og ”rendte ind” i Sonja
I marts måned 1969 blev vi gift, og flyttede umiddelbart herefter ind i vores nyindkøbte hus, Algade 107 i Brønderslev (nu Algade 133).
Vores første hus i Brønderslev, dengang Algade 107
Det er et af de ældste huse i byen. Skævt og meget lavt til loftet.
Vi var så heldige, at lige da jeg kom fra soldatertjenesten 1. Januar 1969, og havde fået job hos kommunen, så ”løb” vi lige ind i ”det skattefrie år”.
Så det var ikke meget vi skyldte på huset ved årets udgang.
I Algade boede vi i 2 år. I den periode lavede vi en gennemgribende restaurering af det gamle hus. Min svigerfar, Gerner Kjølby, som var frisør i Harken, kunne andet end bruge en saks. Han hjalp med ombygningen og kom med masser af gode råd.
Der var dog nogle fejl i det gamle hus, som ikke kunne rettes – selv ikke med svigerfars gode råd. Gulvet, i vores soveværelse på 1. Sal, var så skævt, at jeg måtte klodse vores seng op med over 5 cm i den ene side, ellers ville vi simpelthen trille ud.
Herefter købte vi en grund i Abelsgade, og her opførte vi et hus, som vi stadig bor i.
Jeg har altid kunnet cykle på arbejde, selv om skattekontoret gennem årene skiftede adresse flere gange. Vi har været i Tolstrup Brugsforening i Gravensgade, kontorbygningen HCA-dress, Handelsbankens flotte bygning i Bredgade i 2 omgange og til slut i den nye tilbygning til Rådhuset.
Lige før SKAT flyttede til Hjørring stoppede jeg min ansættelse og gik på pension. Jeg mindes stadig mine mange gode kolleger med glæde.
Selv om vi har boet i Brønderslev i 52 år, er vi nok stadig sådan lidt på tålt ophold. For der er noget, vi ikke har med i bagagen, nemlig hvordan var byen før vi kom, og hvem boede her, og hvem havde de forskellige forretninger o.s.v.
Da jeg kom til byen, havde rigtig mange i Brønderslev øgenavne, og jeg har hørt mange sjove historier om byens originaler. Begge dele er efterhånden næsten forsvundet i Brønderslev.
Der var også dengang for 50 år siden en slags modsætningsforhold til Hjørring. Hvorfor ved jeg ikke helt, men måske havde det noget med fodbold at gøre.
At vi kom til at bo i Brønderslev, stod ikke skrevet i stjernerne. Vi havde nemlig før købet af Algade 107, lagt billet ind på at købe Gunderup skole, som ligger et par km. syd for Harken. Heldigvis blev vores bud ikke accepteret.
Jeg kendte dog lidt til Brønderslev i forvejen, idet jeg havde været til flere baller på Hotel Phønix og desuden været flere gange til boksning på det gamle Hotel Brønderslev, hvor vi fra balkonen havde en fin udsigt til bokseringen. Det var dengang Brønderslev var en rigtig bokseby med nogle virkelig dygtige boksere.
Min interesse for at tegne og male har jeg næsten altid haft. Men det med at male malerier begyndte først, da jeg som 14årig fik en malerkasse med oliefarver i gave af mine forældre.
I mit værelse i Korsgade i Hjørring brugte jeg som regel væggene som lærred, for jeg havde ikke penge til at købe lærreder for. Mit værelse lå på 1. sal, og for at komme derhen, skulle jeg over et lidt uhyggeligt åbent loftsrum. Selve værelset var ikke opvarmet, så i de koldeste vintre, havde jeg opvarmede mursten (opvarmet i kakkelovnen) med i seng. Der var ”frost” på tagvinduet både udvendig og indvendig.
Se dengang boede jeg som en rigtig kunstner…
I starten malede jeg mange forskellige stilarter for at lære farver og former bedre at kende. Jeg deltog ligeledes i flere malerkurser.
Jeg malede for min egen skyld, og jeg malede de motiver jeg selv kunne lide. Jeg studerede meget om kunst og om de enkelte kunstnere. Jeg var en meget flittig låner på det lokale bibliotek.
I Hjørring boede vi tæt på Johannes Hoffmeister og dennes broder, som også var kunstner. Jeg følte mig meget inspireret af Hoffmeisters landskabsmalerier, og så bl.a. hans store separatudstilling på Hjørring Seminarium.
Dengang var der også flere store maleriudstillinger på Vendelbohus. Jeg slugte det hele med øjnene.
Lønstrup var og er Hjørrings ferieby, og efter mit køb af sommerhuse i Harerenden, blev jeg meget inspireret af udsigterne over sommerhusene og selve Lønstrup by. Denne inspiration medførte, at mine første malerier blev Lønstrup-motiver.
Men stadig malede jeg kun i perioder når lysten og trangen blev for stor til at jeg kunne ignorere den.
Der var nemlig også kommet andre, og mere vigtige ting ind i mit liv, og så måtte maleriet vente.
Jeg var blevet gift, vi byggede et hus og snart kom der 2 børn, Lotte og Thomas i familien. Jeg tog en videregående uddannelse inden for Skat, og et år byggede jeg et sommerhus i Saltum.
I den periode blev det ikke til så mange malerier.
Vennebjerg Kirke fra 1977
I 1974 deltog jeg på min første udstilling. Det var Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium. Jeg udstillede 5 malerier og solgte de 3. Det gav ”blod på tanden”.
Så tog det hele fart. Jeg begyndte igen at male flere malerier med motiver fra eller inspireret af Lønstrup.
En ung billedkunstner i 1980
Desuden blev jeg også inspireret af Vildmosen, hvis farver og former jeg omsatte i adskillige malerier. Ø. Hjermitslev med den lange række af gårde, gavl mod gavl, har jeg også malet adskillige gange.
For ca. 25 år siden ændrede jeg fuldstændig stil. Jeg begyndte at male klovnemalerier – og dem har jeg malet lige siden.
Jeg begyndte at udstille rundt om i landet på større virksomheder, og i nogle gallerier. Således havde jeg gennem mange år et galleri i København og på Fyn, som var faste aftagere af mine malerier.
Jeg fortsatte med at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, Poulstrup-udstillingen, Børglum-udstillingen og en hel række andre udstillinger rundt omkring i Danmark, her i blandt nogle censurerede udstillinger.
En af de pudsige udstillinger var i en bunker i Grønhøj i 1996. Bunkeren var så fugtig, at vandet nærmest drev ned ad væggene, hvilket medførte, at mine lærreder blev fuldstændig strammet ud akkurat som et trommeskind. Ja, de var nærmest ved at springe af blindrammerne.
Jeg har gennem årene lavet plakater til flere store virksomheder samt lavet en årskalender for en meget stor fransk medicinalvirksomhed, Servier.
På Danske Turistchefers årsmøde i 1997 blev min Lønstrup-plakat 1996 kåret som årets bedste turistplakat.
I Brønderslev kommune har jeg ligeledes gennem årene haft mange forskellige kunstneriske opgaver. 2 gange har jeg lavet plakat til Brønderslev Badmintonklub – seneste i 2014 da klubben havde 75 års jubilæum. Plakat for BI bordtennis – Nordiske Mesterskaber i Brønderslev 2001. Årets julekort for Brønderslev kommune i 1997. Lions Clubs julemærker i 2000, 2002, 2010 og 2014. Vinetikette til Brønderslev kommunes vin i 2009.
Jeg har i 2006 modtaget Brønderslev kommunes Kulturpris.
For ca. 30 år siden solgte jeg nogle malerier til Den Danske Konsul i Oregon, som foruden at være konsul også var advokat i USA. Han var på ferie i Danmark og havde set mine landskabsmalerier.
Den dag han skulle flyve tilbage til USA, ringede han til mig fra lufthavnen i Aalborg. Jeg er ikke så skrap til engelsk, så jeg forstod ikke 100%, hvad han sagde, men det var noget med, at han havde plads til lidt flere malerier i bagagen. Så snakkede han også noget om 25%, og da han havde købt adskillige malerier i forvejen, så sagde jeg ok til dette.
Jeg skulle så køre ud til ham i lufthavnen med et antal malerier, og da han havde valgt dem, han gerne ville købe, gav han mig prisen for dem + 25% oveni. Det havde jeg godt nok ikke forventet. Det er desværre kun sket den ene gang.
Jeg var medstifter af en lille kunstnergruppe i Brønderslev, som vi kaldte SEOS. Vi arrangerede i nogle år kunstudstilling på Brønderslev Musikskole.
Gruppen holdt sammen i ca. 3 år, hvorefter den blev opløst.
Det blev til mere og mere tid jeg brugte ved staffeliet, og det var nogle gange lidt svært at kombinere med et fuldtidsarbejde, så da jeg fyldte 40 år fik jeg nedsat min arbejdstid hos kommunen til et halvtidsjob.
Det passede mig perfekt, men det havde kun kunnet lade sig gøre, fordi Sonja var positiv overfor det og bakkede mig 100% op i min beslutning.
Da jeg fortalte familien om vores beslutning, blev det modtaget i rungende tavshed. Der var ingen, der syntes, at det var ”godt gået”.
Tværtimod at gå fra en fuldmægtig-stilling og fast god løn til noget usikkert uha, uha.
Men jeg følte – og har altid følt mig meget privilegeret, at jeg fik muligheden – og ikke mindst konens accept – for at kunne udleve min drøm.
Heldigvis fik jeg senere mulighed for at støtte Sonja, da hun valgte at skifte job til noget helt andet, end det hun var vant til.
Meget her i livet bygger på tilfældigheder. Hvis ikke jeg var blevet inviteret til at udstille på Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium, var det måske aldrig blevet til så meget med maleriet, og jeg havde aldrig kommet til at stå for Påskeudstillingen. Hvis ikke jeg havde været til bal i Harken Forsamlingshus, havde jeg måske ikke mødt Sonja o.s.v.
I starten, da vi kom til Brønderslev, tænkte vi godt nok, at her bliver vi ikke ret længe, vi ville tilbage til Hjørring.
Men så er tiden bare gået og gået, og vi er her stadig. Det skyldes selvfølgelig, at vi er faldet rigtig godt til her i byen. Vi har et stort netværk, og rigtig mange gode bekendte og venner.
Det har også været meget spændende at følge med i Brønderslev bys udvikling gennem de 50 år, vi her boet her.
Der er sket utrolig meget med byen. Da vi kom, var ”Stjernekrydset” der stadig, og hovedgaden med forretninger var Bredgade.
PÅSKEUDSTILLINGEN
Her er jeg fotograferet på en af de mange påskeudstillinger jeg har arrangeret på Brønderslev Gymnasium ved et af mine klovne malerier
5 år efter at jeg var gået på nedsat tid, spurgte daværende Kulturelt Samråd, om jeg ville arrangere årets Påskeudstilling på Brønderslev Gymnasium.
Det sagde jeg ja til.
Jeg var godt nok lidt betænkelig, for jeg havde aldrig før prøvet at arrangere en kunstudstilling for andre kunstnere end mig selv.
Jeg gik simpelthen i tænkeboks for at gennemtænke hvordan jeg gerne ville have, at Påskeudstillingen skulle være fremover.
Der var umiddelbart noget, jeg gerne ville ændre på udstillingen, og det var bl.a. antallet af udstillere. Hidtil havde der hvert år været ca. 50 udstillere. Når vi kunstnere kom, var der ikke på forhånd bestemt, hvor de enkelte kunstnere skulle udstille, så det blev alles kamp mod alle for at få de bedste pladser. Når der var så mange udstillere med på udstillingen, og den enkelte kunstner, kun havde 5 værker med, blev det hele meget rodet, og det blev ganske umuligt at huske, hvem der var med, og hvad man havde set.
Jeg skar umiddelbart antallet af udstillere ned til ca. 25, og den enkelte kunstner fik plads til mindst 15 værker. Desuden var der max. 2 udstillere i hvert rum eller gang.
Det gav meget mere ro på udstillingen, og en bedre repræsentation af den enkelte kunstner.
Jeg fandt også ud af, på den hårde måde, at det at arrangere en så stor kunstudstilling kræver sin mand. For det første skal du have alle aftaler på plads vedrørende leje af lokaler, aftaler med pedel, aftale med hjælpere til rydning og tilbagesætning af inventar m.m. på gymnasiet. Aftale med vagter og aftale med 4-5 personer, som skal hjælpe med salg på ferniseringsdagen. Jeg skal finde nogle kunstnere, som jeg gerne vil have med på udstillingen, og der skal træffes aftaler med de udvalgte. Jeg skal beslutte mig for, hvor de enkelte kunstnere skal udstille – jeg gør meget ud af, at ingen kunstner på udstillingen må ødelægge det for en anden.
På udstillingen er der hvert år ca. 5 helt faste udstillere, og de har en helt fast plads, så det er let for eventuelle købere, at finde disse meget populære udstillere.
Der skal laves planer, skilte, navneskilte m.m. ligesom der skal laves annoncer, plakat og et katalog.
Der skal udleveres og afregnes for solgt kunst, og efterfølgende afregnes med kunstnere.
Der skal i hele åbningstiden være opsyn med udstillingen.
Sonja og jeg har nu i 30 år holdt påskeferie på Brønderslev Gymnasium.
Men vi vil heller ikke have været det foruden….
Det blev ikke ved den ene påskeudstilling. Hvis ikke Corona-epidemien havde ramt os i 2020, havde dette års Påskeudstilling været den 45. udstilling på Brønderslev Gymnasium – og 30. gang jeg arrangerede udstillingen.
Nu håber jeg så, at det i stedet bliver i 2022 jeg kan lave denne udstilling.
Påskeudstillingen i dag er overhovedet ikke sammenlignelig med den påskeudstilling jeg overtog for over 30 år siden. Dengang var besøgstallet mellem 500-1.500. I mange år har besøgstallet været omkring 5.000 optalte besøgende. Hvad angår salget på påskeudstillingen, så er det forøget 30-50 gange mere end det var før jeg overtog udstillingen.
Så alene ud fra disse to tal kan man sige, at Påskeudstillingen lever og har det godt.
Men for mig har det også handlet om, at de kunstnere, der udstiller, skal være mere eller mindre professionelle kunstnere som har arbejdet seriøst med kunst i en årrække.
Jeg har også sørget for, at der er en større udskiftning af udstillere hvert år, så der, ud over at følge de ca. 5 helt faste kunstneres udvikling, er mulighed for at møde nogle helt nye bekendtskaber, som ikke tidligere har udstillet i vores landsdel.
Jeg bruger meget tid på at udvælge kunstnere, og også på, at de får de rigtige pladser, så ingen kommer til at ødelægge noget for nogen.
Vi bruger stadig hele gymnasiet til udstilling, så der er god plads til såvel kunsten, som til de besøgende.
Gymnasiet er desuden inden for de sidste år blevet gennemrenoveret for adskillige millioner. Dette har givet endnu bedre udstillingsmuligheder med endnu flere lyse og venlige rum. Der er i forvejen et ganske fint lys på gymnasiet, idet der flere steder er store vinduer fra gulv til loft, lige som der flere steder er ovenlys.
Påskeudstillingen på Brønderslev Gymnasium er en af de ældste i Danmark (måske endda den ældste) idet den startede før gymnasiet blev opført, så den er altså ældre end de 45 år jeg har nævnt.
Det er en udstilling som mange i Nordjylland – og også fra mange andre egne af Danmark – er bekendt med. Mange kommer år efter år på udstillingen, og i de sidste mindst 10 år har der hvert år, inden vi åbner, været en kø på ca. 100 personer, som gerne vil først ind for at vælge et kunstværk.
Påskeudstillingen blev i sin tid startet af overbibliotekar Erik Schardelmann og læge Ole Schmidt.
Maleriet har givet os rigtig meget. Vi har mødt mellem 500-600 forskellige kunstnere alene gennem min arrangering af påskeudstillingerne. Mange af disse kunstnere er blevet gode bekendte og andre gode venner.
Et år inviterede jeg kunstnere fra vores svenske venskabsby Nässjö med på Påskeudstillingen 1993. Det blev en hyggelig oplevelse. De boede på Hotel Phønix og spiste hos os.
Efterfølgende blev vi Brønderslev-kunstnere inviteret til at udstille i Nässjö på deres kulturhus. Igen en fin oplevelse.
I 2007, hvor Luxemburg var Europæisk Kulturhovedstad, blev jeg sammen med 5 andre danske kunstnere inviteret til at udstille på Chateau Bourglinster, som ligger ca. 5-10 km udenfor Luxemburg. Det er et flot gammelt slot med adskillige tårne og høj mur omkring borggården.
Her udstillede vi i 3-4 sale med højt til loftet og massive hvidkalkede murstensmure.
Jeg havde samlet malerier sammen gennem et par år, og havde 40 malerier med. Jeg solgte de 35, så jeg kunne næsten ikke få armene ned, det var en helt utrolig oplevelse.
Aftenen før vores fernisering var der foredrag af Klaus Rifbjerg. Desuden havde vores Dronning udstillet på de samme vægge måneden før vi kom.
Så vi følte, at det var lidt fint….
Nogle få år efter var vi nogle stykker fra udstillingen i Luxemburg og et par nye som udstillede på den svenske skole i Waterloo i Belgien. Vi boede alle på skolen og fik lavet en fin udstilling og også med et rimeligt godt salg.
Fra mit atelier i en lidt yngre udgave
For knap 30 år siden ombyggede jeg garagen til atelier. Der blev lavet et stort ovenlysvindue mod nord, som giver et rigtig godt lysindfald. Der blev meget bedre plads til mine malerier, og bedre mulighed for at vise dem frem for interesserede.Som kunstner føler jeg mig meget, meget privilegeret. Mange har gennem årene fundet vej til mit atelier, så det har ikke været nødvendigt for mig, gennem de sidste ca. 15 år, at udstille hverken i kunstforeninger eller gallerier.
I 2011, da Brønderslev rundede 90års Købstadsjubilæum, og vi fik besøg af Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik, arrangerede jeg en kunstudstilling af lokale kunstnere i ”den runde pavillon”. Udstillingen blev besøgt af Dronningen.
Her Hendes Majestæt Dronning Margrethe på besøg ved 90års Købstadsjubilæum, hvor jeg har arrangeret en udstilling i den Runde Pavillon af lokale kunstnere
Efterfølgende blev Sonja og jeg sammen med flere andre personer fra Brønderslev kommune inviteret til spisning på Kongeskibet, som lå i Hals Havn. Det var en stor oplevelse.
EFTER 52 ÅRS GERNING SOM MÆLKEHANDLER TAGER DEN NU 80-ÅRIGE FRØKEN HELGA OLSEN, BRØNDERSLEV, SIN AFSKED DEN 1. JULI. (1965).
Frøken Olsen har i den lange årrække solgt mælk fra Brønderslev andelsmejeri, de første år i udsalget ved mejeriet, senere som bestyrer af mejeriudsalget i Nygade.
Kilde: Vendsyssel Tidende den 16.6.1965
samt DFI Dansk filmcentral (billederne).
Det vil altså sige, at Frøken Olsen må have været midt i halvfjerdserne, da jeg og Søren Hansen alias “pulle Søren fra Gasværksvej” var mælkedrenge hos hende, sidst i 50’erne (ca. 1958-1959).
Det er utroligt, at den gamle stovte dame kunne holde til det slid i over 50 år. Hun traskede rundt på et stenhårdt terrazzogulv i et koldt, uopvarmet mejeriudsalg, fra morgen til aften. En overgang havde hun endda vand løbende ned ad ruden/vinduet ud mod Algade. Vandet virkede som kølemiddel for at holde rumtemp. nede. Da vi (Søren og jeg) arbejdede for frøken Olsen var hun en lille overvægtig dame, som var dårligt gående. Hun havde en vraltende gangart. For os, så ud til at hun havde bolig i forbindelse med udsalget, men jeg ved det ikke, for vi så det aldrig. Det var ikke et sted vi måtte komme.
Hendes lidenskab for katte var mærkbar stor. Hver dag hentede hun fiskehoveder hos fiskehandleren, som lå længere oppe i Nygade eller i Vestergade. Hun fodrede alle Dyrlægegårdens katte med fisk og mælk. De mange katte har givet gjort stor nytte ved at holde Dyrlægegården fri for mus og rotter.
Købmand Jørgen Johansen, har nævnt frøken Olsen i sin fortælling om sin gerning som købmand.
Er der nogen der ved, hvornår Brønderslev Andelsmejeri blev etableret?
Det ser ud til, at mejeriet blev nedlagt i slutningen af 80’erne, for i 1989 er der etableret ungdomsboliger i bygningerne.
I 1950’erne og 1960’erne og før den tid blev mælken solgt via mælkemænd, som fra hestetrukne mælkevogne solgte mælk til beboerne eller det blev solgt fra tre-fire mejeriudsalg. Jeg kan huske, at der var udsalg i Torvegade, Nygade, Rådhusgade og Vestergade – var der udsalg flere steder? I dag køber folk udelukkende mælk i supermarkederne. Det kunne man ikke gøre førhen. Alle mejeriprodukter (mælk, ost etc.) blev solgt via vogne eller udsalg.
Jeg håber at der er nogen som kan bidrage med oplysninger om hvem frøken Olsen var!
Helga Anine Steffine Olesen, født i Tårs 26. december 1883. Hun havde en bror og en søster. Hun døde på Kornumgård som 98 årig.
Kommentarer fra:
Ove S. Johansen: Billedet er taget ved udkørsel til Mejerigade, fra Brønderslev Andelsmejeri i Torvegade, overfor Teknisk skole. Det skrummel af en atypisk “Long John” skulle lille jeg indimellem manøvrere, når store stærke “Pulle Søren” ikke var present. Vi var begge ansat som cykelbude hos Helga Olesen i Nygade, som drev Brsl. Andelsmejeris udsalgssted. Frøken Helga Olesen var en lille firskåren, vraltende dame som var rigtig god ved Dyrlægegårdens katte. Hvor er jeg glad for at se det billede. Cyklen var nærmest køkkenblå og en leddeløs “fanden”, så når man ville dreje til en af siderne reagerede forhjulet først længe efter at man havde drejet styret. Der var det man i biljargon kaldte “ratslør” af H.. til! Haha
Morten Weise: Jeg kan selv nikke genkendende til fortælling om den ledløse fanden af en cykel. Som dreng var jeg i en periode bydreng hos Stansted og kørte bl.a. ud ned gasflasker. Budcyklen var af typen, der er vist på billedet blot ned den forskel, at forhjulet var meget mindre. Det gjorde det nærmest umuligt at styre “Long John” når den var hårdt læsset med store gasflasker. Særlig slemt var det når flaskerne skulle leveres til afsidesliggende ejendomme i periferien af byen, hvor der ofte var jordveje. Efter nogle uger som flaskegasbud måtte jeg opgive “karrieren” og finde andre indtægtskilder
August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev
September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev
Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit læge liv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.
For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.
Min opvækst i Brønderslev
Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.
Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.
Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket
Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.
Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.
Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.
Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.
Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn
Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.
Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.
I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.
Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.
Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov
Min studietid i Århus
Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.
Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.
Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.
I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.
De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.
De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.
Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.
Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.
Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.
Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus
Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.
En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.
Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus
Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.
Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.
Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.
Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling
I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.
Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.
Læge på redningshelikopteren
Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.
Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten
På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.
Ændret mål for videre hospitalsansættelser
Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.
På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.
Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.
Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.
Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.
Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.
Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.
Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling. Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.
I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis
Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.
Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev
Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.
Her sidder jeg bag skrivebordet i mit lille konsultationsrum i Grønnegade
Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.
Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.
Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.
Et hyggeligt socialt fyraftensmøde i klinikken i Grønnegade. Fra venstre er det Esben Skaaning, Maja Bundgård, Marianne Helsten, Bjarne Melchiorsen, Grethe Jensen, Knud Vilsgaard, Karen Jørgensen, Kirsten Larsen, og Gitte Pedersen. Marianne og Kirsten var de nyansatte sygeplejersker i lægehuset
Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.
Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.
Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.
Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis
En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.
Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.
Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.
I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.
Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.
Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.
Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.
TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.
Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde
Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.
I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.
I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.
I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening
Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.
Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.
Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus
I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.
Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur. Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.
Lægevagtsarbejde gennem årene
Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.
Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte
Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.
Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.
I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.
Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.
Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.
Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.
Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland
Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.
Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.
De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ
Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.
I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben
Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.
Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.
Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland
I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.
De sidste år som familielæge i Brønderslev
I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev
Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.
Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.
Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.
De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.
De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.
Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.
Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.
Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev
Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.
Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.
Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.
Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev
Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv
Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik
Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer
Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.
Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.
I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.
Deltagerne til det første møde hos Gitte.
Bagest fra venstre Henrik Jensen, Esben Skaaning og Knud Vilsgaard
Forrest fra ve.
Grethe Jensen, Karen Jørgensen, Maja Bundgård og Gitte Pedersen
Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.
I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.
Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.
De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem
Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.
Vores udsigt ned over Daalen, hvor der om sommeren går kvier lige uden for vores have
Af: læge Henrik Jensen
Maj 1951: Hjemmefødt i Brønderslev
Januar 1977: Læge fra Århus Universitet
April 1987: Familielæge i Brønderslev
August 2017: Stopper som praktiserende læge i Brønderslev
September 2017: Start på pensionist tilværelsen i Øster Brønderslev
Nu 70 år gammel ser jeg tilbage på mit lægeliv, der omfatter over 30 år som praktiserende læge / familielæge i den by, hvor jeg også voksede op.
For fire år siden overdrog jeg min praksis med personale og patienter til Cathrine Johannessen, der forinden havde været uddannelseslæge og vikar i min praksis.
Min opvækst i Brønderslev
Jeg blev hjemmefødt i lejlighed på Gasværks Alle´ ( nu Ejnar Mikkelsenvej ) , hvor Netto ligger i dag.
Dengang arbejdede min far som uddannet væver på Carstensens Klædefabrik ( nu Spindergården ), hvor han nogle år for inden havde mødt min mor, der i perioder arbejdede samme sted.
Min mor blev senere kendt som Slikmutter ved Søndergades Skole, som min ældste søn Kasper bl.a. skriver om i erindringsbogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer fra 2008. Afsnit fra bogen kan læses i denne bog. Bogen Slikmutter – Min Bedstes erindringer findes i mange hjem og kan fortsat lånes på Biblioteket
Ofte havde mine forældre kun min fars løn til at klare de daglige fornødenheder med, men det var ikke sådan, at vi manglede noget i dagligdagen. Vores ferier var dog ofte begrænset til en uge om sommeren i min mosters sommerhus i Lønstrup.
Første gang jeg mødte Peter Halskov-Nielsen, der senere skulle blive min vej ind i almen praksis, var lige før min 5-års fødselsdag, hvor han indlagde mig på Brønderslev Sygehus til observation for blindtarmsbetændelse, der senere blev afkræftet.
Næste gang jeg stødte på Halskov-Nielsen var, da jeg et par år senere skar mig i håndryggen efter et fald med nogle mælkeglasflasker under mit morgenarbejde som hjælper hos mælkemanden Manne. Halskov var blevet tilkaldt for at sy det ret store sår, jeg havde fået i hånden. Den oplevelse må have skræmt mig noget, for da han kom tilbage et par uger senere for at fjerne stingene, forvandt jeg hurtigt ud af lejligheden. Efter en lille halv time fandt han dog mig og stingene blev fjernet.
Dengang foregik udbringningen af mælk med hestetrukket vogn rundt i byen. Når ruten var færdig, fik jeg som belønning en ridetur uden sadel til hans stald, hvor Stareng Maskinfabrik ligger i dag.
Efter at have boet et par år på Fasanvej flyttede vi til en større og bedre lejlighed på Glentevej. Den gang i slutningen af 50`-erne var der ikke andet byggeri end blokkene på Fasanvej og Glentevej., hvilket gav gode muligheder for os børn til at lege og spille fodbold på tværs af alderstrin. På den tid gik de fleste mødre hjemme, hvilket var med til at give en tryg opvækst for områdets børn
Vores Bedste ( mormor ) flyttede ind hos os, da hun ikke ville blive på Plejehjemmet Risagerlund, hvortil hendes søster havde lokket hende. Vi andre måtte så rykke sammen, hvilket kompenseredes af mange gode stunder med Bedste. I længden gik det dog ikke, så i 1962 overtog mine forældre Søndergade 24, hvor der var en slikforretning, hvilket af min lillebror Uffes kammerater blev betragtet som en guldgrube.
Jeg forlod efter 2. real Søndergades skole og kom efterfølgende som den første i familien i gymnasiet. Ved afslutningen på gymnasietiden, var jeg grundet interesse for og evner inden for matematikken til studiedag på Matematisk Institut på Århus Universitet. Det var imidlertid så tørt og upersonligt, at matematikken blev valgt fra.
I stedet faldt valget på medicinstudiet, hvor der dengang ikke var adgangsbegrænsning og heldigvis for det, da jeg aldrig var kommet ind med de adgangskrav, der findes i dag.
Inden jeg startede på lægestudiet arbejdede jeg i sommerferien i pakkeriet på PN-Beslag, hvor min far havde været i flere år efter han var stoppet som væver. Hans faste opgave var at holde øje med den sav, der skulle skære sig gennem et tykt stykke jern. Han fandt en tykkelse, som det ville tage en lille time at save igennem. Det startede han på efter frokost, hvor han så i ro og mag kunne sidde og ryge sin store cigar.
Jeg var lige ved at blive fyret, da direktør Sv. Erik Christensen fandt ud af, at jeg var over 18 år og derfor skulle have mindstelønnen på 10,50 kr. Jeg meldte mig ind i SiD ( nu 3F ) og modtog de næste år Fagbladet, hvilket jeg som den eneste gjorde, da jeg et par år inde i studietiden flyttede på Børglum Kollegiet i Risskov
Min studietid i Århus
Dagen efter min fars 50års fødselsdag blev jeg og min bagage kørt til Århus, hvor jeg havde lejet et møbleret værelse i en villa i Åbyhøj.
Jeg var også den første i familien, der startede på universitetet, hvorfor der ikke rigtigt var nogle at hente erfaringer hos. Samtidigt havde jeg fortsat relationer til håndbolden i Brønderslev, så vi var nogle stykker, der de fleste uger kørte nordpå til weekenden. Det var på mange måder godt, men det bevirkede også, at jeg ikke rigtigt kom med i studenterlivet i Århus.
Jeg var en af de 25 pct, der bestod efter det første studieår. Mange af de andre bestod i løbet af det næste år. Dengang fik man chancen selv om man ikke havde de fineste karakterer fra gymnasiet. Jeg tror, at man i dag med de høje adgangskrav misser nogle unge mennesker, der kunne blive gode praktiserende læger.
I den første vinterferie var jeg løs vikar på Søndergades Skole, hvilket i forhold til de fastansatte gav en timeløn, der var 2-3 gange større end deres. Det var lidt underligt at stå der 3-4 år efter at have forladt skolen at blive kollega med mine gamle lærere.
De næste 2 – 3 år af studiet tjente jeg ekstra penge ved at arbejde som sygehjælper på forskellige afdelinger, hvor jeg oftest var på Ålborg Sygehus. Jeg tog også i den periode supplerende uddannelse, så jeg også kunne holde øje med intensive patienter. Det skete bl. a. på Sygehuset i Nykøbing Mors, hvor man ved ankomsten blev mødt med smørebrød. Eneste ulempe ved dette sygehus var, at værelset, hvor jeg skulle sove mellem mine 12 – timers vagter, lå klods op af den lokale skydebane.
De sidste år af studiet kunne jeg arbejde som lægevikar, hvor jeg havde et par gode somre på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord. Sidste sommerferie under studietiden blev jeg headhuntet til kirurgisk afdeling i Silkeborg, hvor jeg havde været under studiet. Jeg var tæt på at vælge en karrierevej som kirurg.
Under mine hyppige ture til Brønderslev fandt jeg sammen med Marianne Tveden fra Sct. Hansgade. Da hun blev student i 1974, flyttede hun ned til mig i Århus for at starte som hospitalslaborantelev på Amtssygehuset.
Samtidigt flyttede vi i en lille hyggelig lejlighed i toppen af Sjællandsgade lige syd for universitetet. Vi havde fået lejligheden gennem noget familie, der i flere år havde kendt den ældre dame, der ejede det treetagers store hus. Lejligheden var på 34 kvadratmeter med toilet i kælderen og fyring med kakkelovn. Prisen til gengæld kun på kr. 900, hvilket gjaldt for et helt år.
Vi ovevejede, da jeg var færdig med studiet, at købe ejendommen. Det ville imidlertid betyde arbejde i og omkring Århus, hvor man de første år kun kunne forvente at få vikariater af 2 – 3 måneders varighed. I stedet vendte vi blikket mod nord, hvor jeg efter studiet havde fået fast stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord.
Da Marianne året efter var færdig med sin uddannelse og fik fast arbejde på Klinisk Fysiologisk afdeling ( nu Nuklearmedicinsk afdeling ) på Aalborg Sygehus Syd, flyttede vi i en af sygehusets lægeboliger i Vejgård. Her fik vi en lejlighed på over 100 kvadratmeter, hvilket var tre gange så meget som den, vi kom fra i Sjællandsgade i Århus
Herefter begyndte jagten på en blivende bolig, som vi selv ville planlægge. Den skulle ligge centralt i Vendsyssel, så der ud over Aalborg også var jobmuligheder i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Vi valgte Øster Brønderslev, hvilket vi aldrig har fortrudt. Det lykkedes os efter noget tovtrækkeri med Poul Mortensen, hvis far ejede byggegrundene at få en grund midt på sydsiden af Dannevirkevej.
En af grundene til, at vi valgte Øster Brønderslev var også, at vi havde begge vores forældre i Brønderslev. Vi skitserede selv huset, der blev færdigtegnet af Skarnvad. Det blev bygget af Lykke Bach, hvis datter Laila jeg mange år senere sammen med den øvrige bestyrelse ansatte som den nye Centerleder i Brønderslev-Hallerne. Vi flyttede oktober 1979 ind i huset.
Min hospitalsuddannelse på Aalborg Sygehus
Den 1. februar 1977 startede jeg i den faste stilling på røntgenafdelingen på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg i flere sommerferier havde haft nogle gode oplevelser som lægevikar.
Det første år kørte jeg de fleste arbejdsdage fra Århus til Aalborg. Det blev det år til i alt 45.000 km. Mit liv kunne have fået en brat afslutning, da jeg en kold vintermorgen lidt nord for Århus på den dengang tresporede hovedvej pludseligt skred ud. Det endte med, at bilen stod i en anden vognbane med snuden mod Århus. Heldigvis var det så tidligt på morgenen, at der ikke rigtigt var nogen trafik på den ellers så trafikerede hovedvej.
Efter et halvt år fik jeg turnus på kirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Da jeg dengang nok havde en lille kirurg i maven fortsatte jeg i vikariat og senere fast stilling på kirurgisk afdeling, hvor jeg hurtigt blev mellemvagt, der ofte var den læge, der skulle lægge plan for den akut indlagte patient.
Senere blev jeg også bagvagt i afdelingen, hvor urologien /urinvejskirurgien i sommeren 1979 var blevet en del af den kirurgiske afdeling på Sygehus Nord. Jeg blev den første reservelæge på urologisk afdeling
I det urologiske afsnit var der på det tidspunkt en stor pukkel af nordjyder, der ventede på en behandling af deres forstørrede prostata ( blærehalskirtel ). Jeg havde derfor sammen med overlæge Torben Krarup planlagt en undersøgelse, der skulle vise forløbet for de over tusinde borgere, der ventede på behandling for deres vandladningsbesvær.
Undersøgelsen blev sendt til administrationen på Aalborg Sygehus mhp. at jeg kunne lave den under den kommende militærtjeneste. Jeg fik positiv accept fra administrationen mindre end en måned før jeg sluttede min 10 måneder lange militærtjeneste på Flyvestation Aalborg.
Læge på redningshelikopteren
Jeg havde en spændende tid på flystationen, hvor vi havde døgnvagt 10 dage i træk og derefter 20 dage fri Hovedopgaven var at være læge på redningshelikopteren, der havde fantastisk dygtige piloter, så jeg var aldrig nervøs for at skulle på mission med dem.
Vi var dagligt på en flyvning, hvor jeg bedst husker den, vi tog rundt omkring Vendsyssel dagen efter en voldsom storm, der åd en del af kysten. Fantastisk af se resultatet af denne storm siddende i helikopteren flyvende i 100 meters højde 200 meter fra kysten
På en af missionerne skulle vi hente en russisk sømand på en ”fiskekutter” ud for Hanstholm. De mange antenner, som var et militært skib værdigt, gjorde det svært for vores redningsmand at få russeren op i helikopteren. Jeg havde fået at vide, at han havde ondt i maven, men ellers ikke megen kommunikation med ham. Da jeg berørte ham forsigtigt på Mc Burney, der er det typiske ømme punkt for blindtarmbetændelse, var jeg ikke i tvivl om diagnosen. Den blev bekræftet ved operationen på Aalborg Sygehus.
Ændret mål for videre hospitalsansættelser
Jeg havde under min ansættelse i kirurgisk afdeling haft seks måneders orlov til turnus i medicinsk afdeling på Aalborg Sygehus Nord. Jeg fandt mig godt til rette i den medicinske afdeling og den lille kirurg jeg havde haft i maven forsvandt under min tjeneste på flyvestationen. Jeg valgte derfor fremadrettet at gå efter de afdelinger, der ville kvalificere mig til en slutstilling som praktiserende læge.
På det tidspunkt skulle man modsat tidligere have ansættelser på bestemte sygehusafdelinger og være i uddannelse i en almen praksis i to gange halvt år. Denne del fik jeg hos Lægerne Grønnegade i Brønderslev et år frem fra oktober 1983.
Omkring dette år i almen praksis havde jeg været ansat i anæstesi- og intensiv afdelingen på både Sygehus Nord og Syd.
Derudover har jeg haft ansættelser på nyremedicinsk afdeling på Syd og mavetarmmedicinsk afdeling på Nord, hvor jeg sluttede som 1. reservelæge, inden jeg var et halvt år på gynækologisk afdeling på ASN. Under denne ansættelse havde jeg orlov i sommerferien til vikararbejde hos Lægerne Grønnegade.
Efter mit år hos Lægerne Grønnegade var jeg tre måneder på Psykiatrisk afdeling i Brønderslev, inden jeg havde et par år som 1. reservelæge på medicinsk afdeling i Brønderslev. Her stod jeg sammen med overlæge Kaj Naundrup for den daglige drift af den ene medicinske afdeling. I akutmodtagelsen kunne jeg bruge min erfaring fra intensivafdelingen på Aalborg Sygehus.
Det var på den tid, hvor der trak truende skyer ind over Brønderslev Sygehus. Det endte som bekendt med at sygehuset, som det første i Nordjylland blev lukket ned. Jeg skrev bl.a. en artikel til Vendsyssel Tidende, hvor jeg talte for bevarelsen af Brønderslev Sygehus.
Nogle år efter nedlukningen af sygehuset blev der på matriklen i stedet indrettet en rehabiliteringsafdeling Den har gennem årene været et stort aktiv for Brønderslev Kommune og de nordjyske borgere, der var blevet ramt af sygdomme, der krævede intensiv genoptræning.
Ved lukningen af sygehuset blev der for områdets borgere længere til den primære sygehusbehandling. Dette er til fulde blevet opvejet af en udbygning af den præ-hospitale behandling i Nordjylland.
I den periode passede jeg sammen med en socialrådgiver og en sekretær Alkohol Ambulatoriet på Brønderslev Sygehus Denne tid med misbrugsproblematikker skulle sammen med et gruppeforløb med psykiater Bo Eggers og deltagelse i kurser omkring samtaleterapi, krisehåndtering og smertebehandling være med til at skabe en grobund for det fremtidige arbejde i almen praksis. Her var jeg i dialog med Peter Halskov-Nielsen, hvis søn Jens på det tidspunkt havde overtaget en lægeklinik i Dragør. Han skulle derfor ikke tilbage til Brønderslev for at overtage sin fars praksis
Min sidste ansættelse i sygehussystemet var tre måneder på børneafdelingen i Aalborg. Her havde jeg et tæt samarbejde med overlæge Karin Brostrøm, der er mor til Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. Efter denne ansættelse, var jeg i to måneder vikar hos Lægerne Grønnegade, inden jeg overtog praksisandelen efter Peter Halskov-Nielsen.
Familielæge / praktiserende læge i Brønderslev
Den 1. april 1987 blev jeg en del af kompagniskabspraksissen ”Lægerne Grønnegade”, der allerede bestod af Bjarne Melchiorsen, Karen Jørgensen og Esben Skaaning Jensen, der alle tidligere havde arbejdet sammen på Brønderslev Sygehus. Jeg kendte dem alle gennem mine tidligere ansættelser hos Lægerne Grønnegade, hvor jeg også kendte personalet og de aktuelle arbejdsgange.
Her sidder jeg bag skrivebordet i mit lille konsultationsrum i Grønnegade
Med min indtræden var generationsskiftet i klinikken tilendebragt. Vi gik ret hurtigt i gang med at diskutere, hvordan vi syntes lægepraksissen skulle udvikle sig. Det drejede sig både om lokalerne, sammensætningen af personalet og vores tilgang til patienterne.
Efter nogle indledende drøftelser i klinikken hyrede vi en konsulent – Ry Nielsen, der styrede os gennem et todages seminar, hvor vi kom rundt i alle hjørner af vores praksis.
Efterfølgende fik vi ansat sygeplejersker og begyndte at se os omkring mhp. nye kliniklokaler, hvor vi kom i kontakt med JP-Montage. De havde tanker om at opføre en bygning, der ud over ejerlejligheder også kunne indeholde lokaler til sundhedspersonale.
Et hyggeligt socialt fyraftensmøde i klinikken i Grønnegade.
Fra venstre er det Esben Skaaning, Maja Bundgård, Marianne Helsten, Bjarne Melchiorsen, Grethe Jensen, Knud Vilsgaard, Karen Jørgensen, Kirsten Larsen, og Gitte Pedersen. Marianne og Kirsten var de nyansatte sygeplejersker i lægehuset
Vi gik sammen om at bygge et hus på hjørnet af Dannebrogsgade og Gravensgade, hvor der i underetagen blev ejerlejligheder til os, tandlæger og øjenlæge. Kommunen tvang os til at bygge langs fortovet. Det gav nogle indretningsproblemer i forhold til en tilbagetrukket bygning, hvor der kunne have været et centralt ankomstområde.
Vi flyttede ind i 1989. En del år senere solgte vi vores ejerlejlighed og blev lejere, hvilket gjorde det senere generationsskifte meget lettere, idet der ikke i forbindelse med dette skulle indgå køb af lejlighed.
Efter nogle år i Dannebrogsgade stoppede Bjarne Melchiorsen i lægehuset og Hans Jørgensen overtog hans plads i kompagniskabet. Det viste sig med tiden at Hans havde nogle tanker om praksisarbejdet, som vi tre ældre kollegaer ikke kunne se os selv i. Hans Jørgensen valgte derfor at træde ud for at starte egen praksis i Sindal og i hans sted kom Knud Vilsgaard ind i vores lægehus.
Fra kompagniskabspraksis til samarbejdspraksis
En kompagniskabspraksis er kendetegnet ved, at man er fælles om den daglige drift herunder alle indtægter og udgifter. Årene viste, at vi fire læger havde forskellig holdning til det dagliglige arbejde i klinikken.
Esben Skaaning og jeg valgte derfor at opsige vores aftale om kompagniskabet for i stedet at danne en samarbejdspraksis. I en samarbejdspraksis er den enkelte læge selv ansvarlig for den daglige klinikdrift herunder personalet. Her fortsatte vi i to grupper med eget personale, men hvor vi fortsat havde mange opgaver, som blev løst i fællesskab.
Esben og jeg havde sammen sekretær Gitte Pedersen og sygeplejerske Susanne Agerbæk, der begge fortsatte hos mig på fuld tid, da Esben Skaaning efter nogle år stoppede i almen praksis.
I forbindelse med opløsningen af kompagniskabet skulle de tilmeldte patienter vælge, hvilken af os fire de ville fortsætte med. 20 pct valgte ikke nogen og blev så fordelt mellem de fire læger, der fremover havde sin egen patientpopulation, som man selv skulle servicere. Et vigtigt moment i folks valg var, at man med dette havde tilkendegivet, hvem man fremover ville have som sin familielæge.
Empatibegrebet med fokus på at møde patienten, hvor han / hun er, har altid været en ledetråd i mit praksisarbejde. Det er vigtigt, at patienten først fortæller sin historie, og jeg så senere stiller spørgsmål. Jeg må dog nok indrømme, at jeg nogle gange selv er startet med at stille spørgsmål.
Efter en relevant undersøgelse af patientens aktuelle problem stilles en diagnose, og der startes eventuelt en behandling. I andre tilfælde laves en udredningsplan, der måske omfatter henvisning til speciallæge eller sygehusafdeling. Vigtigt at patienten vender tilbage, hvis vedkommende ikke i løbet af et givet tidsrum får det bedre.
Adgangen til almen praksis har alle årene været genstand for debat. Vi har i kompagniskabet og senere i vores samarbejdspraksis forsøgt forskellige modeller. De sidste år hvor jeg var alene sammen med Gitte og Susanne, som mit klinikpersonale, indførte vi TSD – systemet.
TSD står for tid samme dag og det betød, at patienten kunne få en tid samme dag, hvis det var ønsket fra den pågældende. Vi undgik derved, at patienten i en længere ventetid kunne samle flere problemer sammen. I det daglige betød det ikke længere arbejdsdage.
Forskellige fokuspunkter i det daglige kliniske arbejde
Som praktiserende læge har man bag sig en lang uddannelse, der løbende skal videreudvikles gennem årene i almen praksis. Det betyder også, at man hen af vejen får forskellige interesseområder, som man i det daglige arbejde kan bruge til gavn for ens patienter.
I starten var jeg meget optaget af samtalen med patienten og herunder håndtering af sorg og andre krisereaktioner. I sådanne situationer er det vigtigt at have en pro-aktiv holdning, når man erfarer, at patienten kan være i en krise herunder i sorg over at have mistet. Ved selv at være lokal forankret og have et personale, der også kendte mange i byen, kunne vi tit give hinanden input, så vi hurtigere og bedre kunne hjælpe disse patienter.
I slutningen af det forrige årtusinde var jeg formand for forskellige idrætsforeninger bl.a. Øster Brønderslev Idrætsforening ( ØBI ) og BI – Håndbold, der de år i to omgange var i den bedste herreliga.
I ØBI var jeg hovedformand, og vi fik i den tid nye fodboldbaner og to kunstgræstennisbaner. Som formand for BI-Håndbold var jeg også med i BI´s hovedbestyrelse, hvorfra der af de indsamlede midler kunne være tilført håndbolden flere penge. Jeg har flere gange siden overvejet, om ikke håndbolden i Brønderslev havde været bedre tjent med ikke at være en del af Brønderslev Idrætsforening
Efter at have været tæt forbundet med håndbolden, blev min interesse inden for idrætten udvidet, da jeg blev formand for IdrætsSamvirket i Brønderslev. Efter dette kom jeg i bestyrelsen for Brønderslevhallen, hvor jeg har været formand for Brønderslev-Hallerne i næsten tyve år.
Ud over disse administrative opgaver har jeg også selv været træner i to perioder, hvor mine sønner spillede håndbold på juniorniveau. Vi havde hver uge over tyve unge til træning, hvor jeg havde god støtte af unge hjælpetrænere og nogle erfarne holdledere fra begge klubber. Vi havde et gnidningsfrit samarbejde mellem ØBI og BI. Vi gik under navnet BØV, der stod for Brønderslev Øst – Vest.
Har også i en del år desuden været aktiv i lokalområdet i Øster Brønderslev, hvor jeg har været medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi startede i den periode Bålhøj Festivalen og fik etableret Samlingshuset, der ligger i tæt relation til Østsidehallen og ØBI´s klubhus
I disse år opstod, der naturligvis en stor interesse for idrætsskader til gavn for mine idrætsudøvere, hvilket i min klinik også kom andre patienter med bevægeapparatklager til gavn. Behandlingstilbuddet til disse patienter blev suppleret med manuel medicin, hvor det specielt var undersøgelsesmetoderne, der blev brugt i resten af min tid i praksis. Jeg kunne ikke holde erfaringen med manipulation ved lige, så den del blev droppet og overladt til kiropraktorerne.
Som det sidste skud på stammen af specifikke interesseområder startede jeg på akupunktur til problemer fra bevægeapparatet. Forinden var jeg blevet inspireret på et ugekursus i Sheffield hos en dansk professor, der havde en naturvidenskabelig baggrund til akupunktur. Denne akupunkturform, der var uden kineserier, har hjulpet mange af mine patienter, hvor det specielt var anvendeligt i områderne nakke og skulder samt lænd og hofte.
Lægevagtsarbejde gennem årene
Ved siden af det daglige arbejde i lægehuset skulle vi også køre lægevagt, hvor jeg de første år kørte i en syvskiftet vagt med de andre læger i Brønderslev. Vores ægtefæller skulle tage telefonen og tage stilling til hvordan problemet skulle løses. Var det et sygebesøg, skulle hun prøve at få kontakt til mig på besøgsruten. Samtidigt skulle ægtefællen passe børn, som flere af os havde fået på det tidspunkt. Det blev lidt lettere, da vi fik en fælles mobiltelefon, der kostede en krig og var meget stor at slæbe rundt på.
Set i bagklogskabens klare lys må jeg sige, at vi kørte en del unødvendige besøg, hvor der ved aftenstide var en flok borgere oftest kvinder, der igen havde fået migræne og skulle have den sædvanlige sprøjte
Vi havde også besøg ofte langt ude på landet, hvor man kunne være bekymret for sin sikkerhed. Til et sådant besøg hos et misbrugerpar ude i Vildmosen tog jeg min mor med i bilen. Alt forløb dog fredeligt.
Dette vagtsystem kunne vi ikke klare i længden, hvorfor der opstod planer om en større vagtkreds omkring Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Efter nogle indledende drøftelser i de berørte områder mødtes jeg og to andre praktiserende læger ( Bent Faurholdt fra Hjørring og Ole Søndergård fra Frederikshavn ) med to ledende medarbejdere i Sygesikringen, der var vores samarbejdspartner på Amtsgården.
I løbet af en lørdag på Gammel Vrå Slot fik vi strikket en ny lægevagtordning sammen. Vores oplæg blev siden godkendt af Amtsrådet og de praktiserende lægers organisation i Nordjylland.
Alle praktiserende læger i et område nord for en linje fra Pandrup ind over Brønderslev til Sæby skulle indgå i en ny storvagtskreds, der bl. a. havde fastbemandede klinikker i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Der var stort set ikke mulighed for sygebesøg, hvilket bl.a. betød, at de ”sprøjtepatienter”, vi også havde i Brønderslev, måtte finde andre løsninger på deres problemer.
Efter kl. 22 kunne vi som vagtlæger om nødvendigt sende en taxa, som amtet så betalte. Et andet plus ved ordningen var, at den syge hurtigt kunne komme til en vurdering på sygehuset, hvilket specielt var godt for de mest syge børn, som en læge så ikke først skulle ud og tilse.
Jeg blev efter nogle år fritaget for min vagtforpligtelse, da jeg brugte megen tid på mit arbejde som praksiskonsulent inden for kræftbehandlingen i Nordjylland. En praksiskonsulent er en praktiserende læge, der sammen med lægerne på en eller flere sygehusafdelinger skal søge at optimere samarbejdet mellem disse og almen praksis.
Praksiskonsulent for Kræftbehandlingen i Nordjylland
Jeg startede i 1999 på onkologisk afdeling i Aalborg. Senere i forbindelse med udrulning af kræftpakkerne blev jeg praksiskonsulent for hele kræftområdet i Region Nordjylland. Jeg har i den forbindelse mødt mange spændende personer med relationer til det samlede sundhedsvæsen i Region Nordjylland.
Sammen med nogle af overlægerne på kræftbehandlende afdelinger har jeg undervist de praktiserende læger i brugen af de første kræftpakker, der skulle sikre en hurtig udredning af borgeren mistænkt for at have en kræftsygdom.
Vigtige opgaver ud over løbende opdatering af kræftpakkerne har for mig som praksiskonsulent været udbygningen af Diagnostisk Center, optimering af Den palliative Behandling samt deltagelsen i Kræftgruppen under Nord-KAP.
De første kræftpakker omhandlede de kræftsygdomme, der relaterede sig til et enkelt organ. Der var behov for en udredningsplan for dem, der var mistænkt for kræft, uden at det kunne relateres til et bestemt organ
Man indførte derfor rundt i landet Diagnostiske Centre, der skulle udrede disse patienter. De var forskelligt opbyggede.
I Nordjylland valgte vi at være tæt på borgeren, hvorfor der ud over på Aalborg Sygehus også blev etableret Diagnostisk Center i Hjørring og Thisted. For et par år siden efter en grundig revision af Diagnostisk Center funktionen blev denne flyttet fra Aalborg til Farsø Sygehus, der modsat specialafdelingerne i Aalborg havde en mere bred sammensætning af lægestaben
Efterfølgende var vi fra Kræftgruppen under Nord-KAP ude i over halvdelen af regionens 12-mands grupper ( efteruddannelsesgrupper for praktiserende læger ) for at debattere de forskellige lægers holdning til og håndtering af kræftpakkerne herunder Diagnostisk Center.
Gennem årene har jeg sammen med personale fra de palliative teams været med til at gøre det nemmere for den praktiserende læge at følge sin kræftramte patient gennem hele det palliative forløb, hvor der også skal fokuseres på netværket. Støder lægen på problemer, der kræver specialistvurdering, er der hurtig hjælp at hente i Det palliative Team, der er tæt på de fleste patienter i regionen. Der er også mulighed for at få patienten på Hospice, hvorfra en stor del udskrives i live efter optimering af deres palliative behandling.
Gennem en del år har vi under Nord-KAP* haft en kræftgruppe, hvor vi læger har kunnet hjælpe hinanden med at optimere kræftbehandlingen i regionen. Vi har også siddet i forskellige regionale udvalg sammen med bl.a. overlæger fra sygehusafdelinger, der behandler kræftpatienter. *Nord-KAP er en enhed, der skal optimere Kvaliteten af det Arbejde, der foregår i Praksis i Region Nordjylland
I mit daglige arbejde fortalte jeg de oftest bekymrede patienter, at de blev henvist til udredning i en kræftudelukkelsespakke, da de fleste, der blev henvist ikke havde kræft som årsag til de aktuelle symptomer. Jeg beholdt mit praksiskonsulentarbejde et par år efter, jeg overdrog min praksis til Cathrine.
De sidste år som familielæge i Brønderslev
I den sidste del af min tid i praksis havde jeg uddannelseslæger, hvor den første var Annette Vittrup, der efter et par afstikkere er vendt tilbage til Brønderslev, hvor hun har åbnet egen praksis i Sundhedshuset. Den anden var Cathrine Johannessen, der sidenhen overtog min praksis. Hun er min nabo i Ø. Brønderslev
Det var givende for mig og forhåbentligt også for dem, at vi havde en tæt kontakt i det daglige arbejde mhp at kunne hjælpe hinanden ved forskellige problematikker. Mit personale Gitte og Susanne var med deres faglighed og lokalkendskab i dagligdagen en stor hjælp for begge uddannelseslæger.
Når jeg ser tilbage på mine 30 år som praktiserende læge i Brønderslev, må jeg sige, at jeg har været en del af mange borgeres liv. Nogle havde akutte sygdomme, der skulle behandles her og nu, medens andre havde en eller flere kroniske sygdomme. Disse kronikkere, der ofte havde flere sygdomme krævede regelmæssige kontakter, hvoraf mit personale med årene overtog en del af disse kontroller. Der er i min lægeklinik gennem årene sket en glidende overgang i fordelingen af arbejdsopgaver mellem læge, sygeplejerske og sekretær.
Det er mit indtryk, at vi tre i min klinik havde et gensidigt og respektfuldt godt samarbejde til gavn for vores patienter. Disse nød også godt af de fremskridt, der kom som en konsekvens af en bedre udnyttelse af EDB i egen praksis. Udviklingen af EDB har også betydet en bedre og mere sikker kommunikation med kollegaer i andre praksis og på sygehusene.
De sidste år kom der øgede krav til journalføring og anden dokumentation for det daglige kliniske arbejde.
De mange nye retningslinjer lavet af fagspecialister fra sygehusene har ikke gjort livet lettere for den praktiserende læge, der som jeg havde mange ældre patienter med flere sygdomme, som hver havde sin specialistvejledning for optimal behandling.
Disse patienter med flere sygdomme fik ofte medicin, der modvirkede hinanden. Derfor blev en af de vigtigste opgaver i mine sidste år i almen praksis ikke så meget at give ny medicin, men at fjerne unødig medicin. I bedste fald virkede medicinen ikke – i værste fald gav det patienten betydelige gener, der påvirkede dagligdagen hos patienten med flere kroniske sygdomme.
Med tiden er der af forskellige årsager blevet færre sygebesøg, hvor jeg tidligere hos den ældre generation har kunnet se hele familiegalleriet på væggen. Her har jeg ofte set nogle af mine patienter, hvor jeg så bedre har kunnet se et mønster i deres tilgang til og omgang med mig som deres familielæge.
Genoplade-stationer ud over Dannevirkevej 12 / Daalen i Øster Brønderslev
Esben Skaaning og jeg købte i 1998 i fællesskab en lejlighed i Fuengirola på Solkysten. Den havde vi frem til 2020, hvor den kort før coronaens indtog blev solgt til et ungt spansk lægepar. Vi har alene og sammen med familie og venner haft mange gode timer i Sydspaniens dejlige klima.
Vi har fortsat et badehus i Løkken, hvor det ligger på den bilfri strand lige neden for Løkkenhallen. Det overtog vi efter min moster Else et par år efter, hun havde mistet sin mand. Vi forventer i de kommende år at komme mere op til den dejlige strand.
Da begge vore sønner boede i København købte vi for fem år siden et sommerhus i Dalby Huse, der ligger 100 m fra Ise-fjorden tæt på Jægerspris og Frederiksund. En rar base, når vi skulle besøge børnene, der så siden er flyttet til Svendborg og Try Hede mellem Hjallerup og Dronninglund. Vi beholder dog en tid endnu sommerhuset, hvor Nordsjælland er en dejlig kontrast til Nordjylland.
Livet efter 30 år som familielæge i Brønderslev
Det er nu fire år siden jeg stoppede som familielæge i Brønderslev. Jeg trappede langsomt ud af dette arbejde og mit praksiskonsulentarbejde. Det var godt, at jeg ikke skulle stoppe fra den ene dag til den anden, idet lægearbejdet har fyldt en stor del af mit liv
Det var rart i en periode at være vikar og komme i min gamle klinik og møde kendte mennesker. Efterhånden gjorde de øgede krav til dokumentation og de mange behandlingsvejledninger det usikkert at komme ind og vikariere for Cathrine, der 1. september 2017 havde overtaget min lægeklinik
Den megen frihed har blandt andet betydet, at forskelligt kan udsættes til senere. Hvad du ikke når i dag, kan du sikkert nå en af de næste dage. Dog vigtigt at have styr på sin kalender, idet mange trækker på os pensionister. De vigtigste i den sammenhæng er naturligvis vores børn og børnebørn, hvor vi så ofte som muligt besøger Kasper og hans børn Svante, Folke og Troika i Svendborg, som vi kan nå på tre timer
Martin derimod kan vi nå på 20 min. Dette efter at han sammen med Camilla og datteren Astrid er flyttet fra lille lejlighed på Nørrebro til Try Hede. De har købt et nedlagt landbrug, hvor der løbende er en del, vi kan hjælpe med at lave. Desuden har vi i forkølelsestider måtte agere dagplejere, hvilket sammen med de mange andre besøg har gjort, at vi har fået et tæt forhold til den nu halvandet år gamle pige.
Vi føler, vi har det samme tætte forhold til Kaspers børn, som vi ikke ser så tit, men, når det sker, er vi oftest sammen i flere dage. Ingen tvivl om at samværet med børn og børnebørn de kommende år kommer til at fylde meget. Der skal dog også være plads til hyggeligt samvær med søskende og deres familier.
I en åbning under corona-krisen tog min mangeårige sekretær Gitte Pedersen initiativ til at samle de ”gamle” fra den fælles tid i Klinikken i Dannebrogsgade. Vi har altid haft det godt sammen ved sociale arrangementer, og det havde vi også denne dag hjemme hos Gitte.
Deltagerne til det første møde hos Gitte. Bagest fra venstre Henrik Jensen, Esben Skaaning og Knud Vilsgaard Forrest fra ve. Grethe Jensen, Karen Jørgensen, Maja Bundgård og Gitte Pedersen
Planen er at fortsætte disse sammenkomster 2 – 3 gange om om året, hvor vi kan udveksle minder fra arbejdslivet og kigge på den tid, vi nu lever i som pensionister og efterlønnere. Når vores ”yngre” sygeplejersker Susanne Agerbæk og Ulla Bonnerup opnår samme status, skal de naturligvis også inviteres med til vores træf.
I Øster Brønderslev mødes vi med 1 – 2 måneders interval til formiddagskaffe med en flok lokale pensionister. Nogle af disse er også med, når vi samles nogle ældre borgere fra Øster Brønderslev. Dette sker til frokost et par gange om året.
Med samme interval mødes vi med fem andre nordjyske pensionistpar, som vi tidligere har været i Sydafrika med. Vi så i Kryger Nationalparken The Big Five ( løve, leopard, elefant, næsehorn og vandbøffel ) flere gange. Vi planlægger løbende nye fælles rejsemål.
De fleste af ovenstående mange spændende personer ser vi oftest kun i større sammenhæng, medens det er færre, vi har tættere på i dagligdagen. Her er det især vores børn og børnebørn samt søskende, der fylder mest i vores pensionistliv, hvor vi begge bruger en del tid i haven. hvor det er skønt år efter år at se blomster og afgrøder vokse frem
Vi håber at få mange gode år som pensionister med base i vores dejlige pensionistvenlige hus, der ligger med direkte adgang til Daalen, hvor der er mulighed for mange traveture, som så mange andre i Vendsyssel. Desuden skulle der gerne blive tid til flere besøg på golfbanen, hvor der ud over motion og golfspil også er mulighed for socialt samvær.
Vores udsigt ned over Daalen, hvor der om sommeren går kvier lige uden for vores have
Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.
I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.
Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Staringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.
Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.
For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.
Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.
Skolen på Kirkevej.
Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til skoleholderen og en andenlærer.
I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til en lærer og én lærerinde.
Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.
I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.
Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.
I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.
Skolegade Skole opført 1888
Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.
(Udsnit af maleri som hænger på Lokalhistorisk Arkiv)
Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.
Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.
I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.
Skolegade skole opført 1888. Gymnastiksal opført 1903
Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade
Markus Hansen skoleinspektør indtil sin død i 1934,I 1935 blev Johs. Sørensen udnævnt som ny inspektør.
Siden skolen blev opført, var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.
Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.
Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.
I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.
Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.
Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hvert klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.
Krogensgade bygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol
Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt.
Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hvert klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.
Krogensgade bygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.
Af Tage Enevoldsen, Solvangsvej 7, 9700 Brønderslev
Tage Enevoldsen, Født i Hune den 13. juni 1933.
Skolegang i Hune Skole og Pandrup Private mellem og Realskole samt Halvorsminde Ungdomsskole, Hjørring.
Landbrugsmedhjælper, skoleophold og militærtjeneste 1947 til 1954. Agronom fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole 1958.
Assistent og konsulent i Ringkøbing amt 1958 til 1964.
Husdyrbrugskonsulent i Brønderslev 1964-1974 Kvægbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening og Brønderslev Husmandskreds 1974-1990.
Leder af regionskontoret for kvæg i Hjørring 1990-1996.
Medlem af bestyrelse og formand for forskellige Venstre organisationer.
Formand for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter 1978
Formand for Nordisk Økonomisk Kvægavl 1970-1984.
Bestyrelsesmedlem for Danske Senioragronomer 1997-2007.
Brønderslev Byråd 1997 til 2001.
Formand for aktionærrådet i Spar Nord, Brønderslev 1983-2004.
Formand for repræsentantskabet i Spar Nord 1988-2001.
Formand for Brønderslev Ældreråd 2007 –
Omfattende foredragsvirksomhed siden 1996.
Gift med Grete, der er sygeplejerske. Vi har to døtre og fem børnebørn.
Lige fra otte års alderen har jeg haft en drøm om at blive landbrugskonsulent. Inspirationen kom fra de foredragsholder, tit landbrugskonsulenter, der kom som gæster i mit hjem, før eller efter de havde holdt foredrag i forsamlingshuset, der var nærmeste nabo til mit hjem. Vi boede midt i sognets kulturcenter med kirken, skolen og forsamlingshuset, som nærmeste naboer. Mit fødesogn Hune, i det vestlige Vendsyssel er præget af den kraftige sandflugt, der hergede egnen i det 14. og 15. århundrede og som lagde tre-fire meter flyvesand ind over den frugtbare landbrugsjord. Før den tid var Hune Sogn en egn med mange store gårde og god jordbonitet.
Forfatterens forældre
I sognefogedgården fik mine forældre, Anna og Lars Enevoldsen, dreng nummer tre, en stor og kraftig gut på ti pund. Den nyfødte fik i Hune Kirke navnet Tage Enevoldsen, opkaldt efter sognepræstens søn. Sognepræsten, Haldor Hald, blev senere biskop over Lolland-Falsters Stift.
Jeg har to ældre brødre, men der er kun to og et halvt år mellem min ældste bror og mig, så vi har nærmest været som trillinger.
Min mor blev født i V. Hjermitslev som nummer fire ud af en søskendeflok på otte. Forældrene havde en mindre gård, og drev også et bageri med en bagersvend og en bagerlærling, en karl og en tjenestepige, så sammen med familien på ti medlemmer var der mange munde at mætte hver dag. Gården var på 20 tdr. land og der var 12 jersey-køer. Besætning var grundlagt ved køb omkring år 1900 af avlsdyr fra Gårdbogård, hvortil de første jerseykøer i Danmark var blevet indført i 1896.
Brødrene Enevoldsen, fra venstre Oluf, Søren og forfatteren I 1912, da min mor var ti år gammel, solgte hendes forældre gården og bageriet i V. Hjermitslev og købte en større gård på 80 tdr. land, “Fredenslund”, i Mergelsbæk ved Kaas. Hun blev først ansat som husassistent i sit hjem og så på flere andre gårde og siden som stuepige, kokkepige og til sidst også som husjomfru på et par større gårde i Himmerland. Hun blev på den måde en dygtig husmoder. Hun var elev på Grundtvigs Højskole i Kongens Lyngby inden hun som 27årig rykkede ind som hustru og husmoder på gården i Hune. Den var noget mindre end hendes hjem og de proprietærgårde, hvor hun havde været husjomfru, så det var en overgang til mere beskedne kår.
Far var født på min fødegård i Hune. Han havde efter sin konfirmation uddannet sig til landmand, dels i hjemmet, dels på nabogårde. Han var elev på Bælum Højskole, Korinth Landbrugsskole og Askov Højskole.
Mit hjem Sognefogedgården i Hune
Som fjerde generation overtog mine forældre ved deres giftermål i 1929 farsfødehjem i Hune. Arealet var på 60 tdr. land, hvoraf kun halvdelen var opdyrket. Resten var uopdyrkede klitter og beplantninger. Agerjorden lä meget spredt i mindre lodder mellem de uopdyrkede arealer. Der var et husdyrhold på to-tre heste, 10-12 malkekøer og et mindre svinehold samt 10-12 får.
Vi havde altid en ung pige og en karl som medhjælp. De var ofte i pladsen to til fire år. Da jeg blev født, havde vi en ung pige, Nelly, fra Saltum Hun blev senere mor til den kendte sangerinde, Kirsten Sigaard.
Far var sognefoged i Hune Sogn, akkurat som hans far og bedstefar havde været. Det gav meget udadvendt arbejde og meget liv på gården. Samtidig var både mor og far aktive i foreningslivet i sognet.
Mor var i husholdningsarbejdet, i Røde Kors og var den første bibliotekar på Hune Bibliotek.
Far var også meget aktiv i sognets og egnens sociale liv. Han var med i bestyrelsen for næsten alle lokale foreninger enten som formand eller kasserer. Han var også med i en initiativgruppe til etablering af et alderdomshjem i Hune og formand for komiteen til oprettelse af mindesten for forfatteren Thomas Olesen Løkken. Far var sognefoged fra 1935 indtil embedet blev nedlagt i 1973. Han var mangeårigt medlem af Skatterådet for Børglum m.fl. Herreder, medlem af Hjørring Amtsråd med i bestyrelsen og formand for Hvetbo Herreds Sparekasse i en lang årrække. Han brugte ofte mere end halvdelen af sin tid på møder i de mange udvalg og foreninger.
Med bamse under armen og et solidt tag i bedstemors trygge hånd, nyder vi det i det gode sommervejr
Vi drenge fik en god og tryg opvækst. Landbrugskrisen i 1930’erne satte præg på hverdagen, men vi led ingen nød. Indtægterne var små, men mor var en dygtig og økonomisk husmoder. Det meste af maden blev tilberedt af egne produkter. Bedstemor og bedstefar boede i et nybygget hus lige ved siden af gården. Her tilbragte vi tre brødre megen tid. Om efteråret, når det begyndte at blive tidligt mørkt, holdt vi mørkningstime sammen med dem. Vi sad på gulvet i hjørnet, hvor bedstemor sad i en lænestol og strikkede. Der var kun tændt et enkelt lys ved skrivebordet i det andet hjørne af stuen. Her sad bedstefar og læste op for os eller fortalte om alt det, han havde oplevet i sit lange liv. På den måde fik vi overbragt slægtens historie flere generationer tilbage. Bedstefar var en dygtig fortæller, så det var uhyre spændende og hyggeligt. Da han var 70 skrev han sine erindringer, og oplysninger herfra har jeg i de senere år brugt i mange foredrag.
Jeg var Seks år den 9. april 1940 og husker dagen tydeligt. Vi blev vækket meget tidlig om morgenen, idet der kom bud til far, der var lægdsmand, at han skulle ud med besked om mobilisering af unge værnepligtige i sognet.
Da vi kom op, hørte vi i radioen om det tyske angreb, og samtidigt begyndte de tyske flyvemaskiner at flyve over gården i retning mod Norge. De havde været nede for at tanke brændstof i Aalborg Lufthavn og skulle nu angribe Norge. Det fortsatte hele formiddagen.
Det var en af mine første skoledage, da jeg var begyndt min skolegang i Hune Skole den 1. april 1940. Der var en uhyggelig stemning i skolen. Mange var meget bange og nervøse. Faderen til en af pigerne i klassen arbejdede på Aalborg Lufthavn. Hun var bekymret og sad i et hjørne af skolestuen og græd. Efter en times tid fik vi alle fri.
Hen midt på eftermiddagen fik vi besøg af en ung repræsentant fra Brdr. Langeland i Brønderslev. Han var kørende i chefens Ford V8 og havde fået ordre til straks at køre hjem til Brønderslev med bilen, hvis han mødte tyske soldater på sin vej. Han var på besøg for at sælge en kamin. Vi købte den, den var meget flot med en fin firkantet rude med marieglas, så man kunne se ilden. Samtidig med, at kaminhandelen blev afsluttet, kom der et tysk militært køretøj ind i gården, og straks kørte repræsentanten nord ud af gården i direktørens bil for at bringe den i sikkerhed.
De tyske soldater skulle tale med far, der jo var sognefoged, om at skaffe indkvarteringsmuligheder til en del soldater, som straks skulle på bevogtningsopgaver i Blokhus, da tyskerne allerede fra den 9. april var meget opmærksomme på faren for engelsk invasion på den jyske vestkyst.
Kort efter den 9. april fik vi en ny radio, så vi fik mulighed for at lytte til den danske stemme fra BBC i London. Vi drenge skulle sidde musestille, når der var radio fra London.
I krigsårene fik vi ofte besøg af tyske officerer, der havde ærinder til sognefogeden. En gang var der en af de tyske officerer, der røg cigar. Da han ville skodde den, åbnede han med fingrene lemmen til kaminen for at kaste skoddet derind. Den var gloende varm, så han brændte sig meget. Det syntes vi drenge var helt i orden, når det gik ud over en tysk soldat.
Krigsårene gav meget ekstra arbejde til sognefogeden med tilsigelser, udpantninger, m.v. til den stærkt voksende civilbefolkning. Indbyggertallet i sognet blev udvidet med de mange arbejdere, som arbejdede for organisation Tott med at bygge bunkers og forsvarsanlæg i Blokhus og nærmeste omegn. Mange huse i Blokhus blev jævnet med jorden for at gøre plads til de mange bunkersanlæg. Flere af de fremmede arbejdere havde en noget blakket fortid, så der kom ofte tilsigelser og bødeforlæg som sognefogeden skulle forkynde for rette vedkommende Det var tit vanskeligt at finde ud af, hvor de boede. En person havde måske det fulde navn Peter Nielsen Christensen, men blandt arbejdsfæller var han kun kendt som “Københavneren” eller lignede. Han var måske heller ikke selv særlig interesseret i at blive genkendt og blive holdt op på sine tidligere gerninger. Far brugte rigtig mange aftentimer under krigen på at cykle rundt for at finde alle sine “kunder”.
Under hele krigen var der mange tyske soldater i Hune Sogn. De havde bevogtningsopgaver ved nedkørslen til stranden, hvor der var lavet en kraftig betonafspærring, og store arealer var udlagt med landminer. Det skete ofte, at der drev miner i land, som skulle demonteres. Det var ikke sjældent, at der lød eksplosioner fra Blokhus.
Tyskerne holdt ofte øvelser rundt omkring i Blokhus Klitplantage, i klitterne og på vore marker, hvor de gravede skyttegrave.
Barndommen og skoletiden
Som den yngste af tre brødre måtte jeg som regel bruge deres aflagte tøj, således også med et sæt stribet matrostøj. Det fik jeg på første gang, den dag jeg som fireårig skulle koppevaccineres. Her opstod en krise, idet jeg erklærede, at jeg ikkeville af mit nye flotte tøj, så mor måtte meget rød i hovedet vandre hjem med den genstridige dreng. Ugen efter blev jeg vaccineret – uden matrostøj!
Fra 1940 til 1945 gik jeg i Hune Skole. Det var en toklasset skole med en lærer og en lærerinde. Om vinteren gik de to store klasser i skole fire dage om ugen og de små klasser to dage om ugen. Om sommeren var det omvendt.
Piger og drenge sad i hver sin side af klasseværelset. I de mindste klasser skrev vi på små tavler med grifler og i de større blev de afløst af kladdehæfter til blyant eller pen og blæk.
Lærer Ibsen var en god regnelærer og fru Hansen var en dygtig dansk- og historielærer. Ibsen var den gammeldags lærer, mens fru Hansen var den unge lærerinde med lidt mere moderne metoder.
En gang om året kom skolekommissionen med sognepræsten eller sognerådsformanden i spidsen på besøg og overhørte os i de enkelte fag. Jeg husker ikke, at var nervøse for denne eksamen, men det var jo nok også mest lærerne, der var til eksamen.
Vi havde et godt kammeratskab i skolen og legede tit i store flokke både i skoletiden og i fritiden, og ofte med drengene som røvere og soldater i Klitplantagen.
Et andet samlingssted var hos smedemester Ludvig Hvarregaard. Her var syv otte sønner, så der var altid nogen at lege med.
Under krigen kom der en del nye børn af ”tyskerarbejdere” i skolen. Det betød bl.a., at vi i 1942 fik en kraftig luseepidemi. Jeg kan huske, at der var så mange lus, at vi kunne se dem løbe hen ad skolepultene.
Vi tre brødre fik også lus. Jeg husker dagen tydeligt. Min mor var meget skamfuld over, at hendes drenge havde fået lus. Karlen blev sendt langt ud i marken for at pløje, og den unge pige fik fri – hvilket sjældent skete. Gardinet blev trukket for vinduet i køkkenet, og så gik mor og far ellers i gang med den store aflusningsproces. Først blev vi kæmmet meget grundigt med en tæt “lusekam”. Derefter blev håret vasket i et lusemiddel. Vi fik håret vasket flere gange, så til sidst var vi glorøde i hovedet.
Den 4. maj 1945 var jeg 11 år gammel. Om aftenen var jeg hjemme i stuen sammen med mor og far og en nabo. Lige pludselig hørte vi det længe ventede frihedsbudskab i radioen fra BBC. Jeg var straks klar over, at det var en meget vigtig begivenhed, som omgående skulle meddeles mine brødre. De var på fodboldpladsen nord for kirken. Jeg styrtede derop og råbte ud over pladsen, at Danmark var blevet frit, men til min store skuffelse var der ingen af de store drenge elle de tilstedeværende voksne, der lyttede til, hvad jeg havde at fortælle. Jeg måtte derfor gå skuffet hjem. Senere på aftenen blev alle i sognet klar over det gode budskab og folk samledes udenfor og der blev tændt stearinlys i vinduerne. Allerede midt på aftenen, så vi de første frihedskæmpere med deres karakteristiske rød-blå-hvide armbind. Jeg var ikke klar over deres eksistens før denne aften. Der var bl.a. plantør Plesner og flere fiskere fra Blokhus. Nogle få dage efter befrielsen kom frihedskæmperne for at hente våben, der var skjult over loftet i kirkens våbenhus.
Mine brødre havde begge gået med aviser, og med tiden blev det min tur til at tage over. Vi gik med Vendsyssel Tidende, Aalborg Amtstidende om hverdagen, og senere også med Aalborg Stiftstidende om søndagen. Avisen skulle hentes tidligt søndag morgen på perronen ved mejeriet i Pandrup. Det kunne være en drøj tur i kraftig blæst og regn.
Den 5. maj 1945 var min bedste dag som avisbud. Avisen var pyntet med dannebrogsflag, som prydede de øverste hjørner på forsiden. Alle modtagerne var glade og stod og ventede på at læse frihedsbudskabet, og jeg fik småkager og saftevand hos mange af ”kunderne”.
Realskolen i Pandrup
I august 1945 startede jeg i I. mellem i Pandrup Realskole. Det var en meget stor forandring i forhold til Hune Skole. Her skulle vi aflevere opgaver i regning, skrivning, diktat, stile i dansk, engelsk og tysk. Det havde jeg aldrig prøvet før, men efterhånden fandt jeg ud af, at det vi havde lært i Hune Skole, gjorde mig godt rustet til at klare mig i konkurrence med de andre i klassen.
Vi var vel omkring 30 elever i klassen med vidt forskellige baggrunde. En del kom fra småskoler i omegnen. Vi talte dialekt og virkede nok lidt “bondet”. De øvrige elever kom fra Pandrup by og var børn af borgerskabet. De talte fint og var bedre klædt, end vi andre.
De var også meget næsvise over for lærerne, bl.a. turde de gemme sig i fysikskabene i timerne, hvor de sad og røg.
Inden hver times start stillede vi op på række og geled i skolegården, og så kom klasselæreren og hentede os. Inde i klasselokalet måtte vi først sætte os ned, når læreren gav tilladelse. Vi skulle også sige De til lærerne.
Som noget nyt fik vi karakterbog hvert kvartal. Der var mange flere fag, end jeg var vant til fra Hune, og det viste sig, da karakterbøgerne blev delt ud, at vi, som kom fra de mindre skoler, klarede os meget fint. De mange fag krævede en del lektielæsning og forberedelse, og det fik vi altid lov til at bruge tid på. Det blev altså ikke til så meget med landbrugsarbejdet.
Jeg blev konfirmeret den 7. oktober 1947, og samtidigt gik jeg ud af skolen. Det var min egen beslutning, jeg ville være landmand, og derfor troede jeg ikke, det var nødvendigt at tage en realeksamen. Min mor og far, og lærerne frarådede mig at gøre det, men jeg var stædig og holdt på, at jeg ville stoppe. Den beslutning har jeg fortrudt mange gange. Navnlig har jeg manglet nogle bedre sprogkundskaber men dem har jeg måttet tilegne mig siden!
Tiden fra konfirmationen til studietiden i København
i gang med at uddanne mig til landmand. Min ældste bror, Søren, der ville være landmand, og jeg skiftedes til at være karl hjemme, og være på skole eller have plads på andre gårde.
leg startede med at være hjemme i to år og derefter kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole. Vi var 97 forventningsfulde drenge, der mødte frem. Den første aften stillede vi op i gymnastiksalen. Her fik vi tildelt numre efter højde. Jeg fik nummer otte, så jeg var blandt de højeste på holdet.
Skolen var i dyb krise, da vi startede. Det skyldtes, at forstander Frode Nielsen pludselig var død 14 dage før, vi ankom. Skolen var ejet af familien Nielsen. Frode Nielsens enke, Ellen Nielsen, der kun var 36 år, og ikke havde nogen undervisnings- eller ledererfaring, påtog sig efter nogle ugers forløb ansvaret for skolens ledelse.
Det var ikke nogen nem opgave, men der var mange af skolens gode venner, der stillede op som hjælpelærere, bl.a. rektor Brodersen fra Gymnasiet, rektoren fra Tariet og provst Carl Hermansen. Vi elever fik en rigtig god undervisning og skoleopholdet blev en stor og god oplevelse. Bl.a. fik vi lært den nye retskrivning, som var blevet indført i foråret 1948. Vi var jo sammen hele døgnet, så der blev mange venskaber og udviklet gode kammeratskaber.
Efter afslutningen af opholdet på Halvorsminde blev jeg som 16-årig ansat som elev på Statens Planteavlsforsøgsstation i Tylstrup. Det var en interessant og lærerig arbejdsplads, hvor vi var i alt 18 ansatte, hvoraf vi var fem elever med en førsteelev i spidsen. Arbejdet på forsøgsstationen bestod af meget håndarbejde med de mange forsøgsparceller. Kartoffelforsøgene udgjorde hovedparten af arbejdsopgaverne. Bl.a. hjalp jeg med at optage kartoflerne i forædlingsafdelingen. Hvert år blev der udviklet flere hundrede nye sorter. Alle knolde blev nøje undersøgt, vejet kontrolleret i alle ender og kanter. Det var et stort tålmodighedsarbejde. – I en 20 års periode var det kun lykkedes at få en sort: “Tylstrup Odin” godkendt og sendt på markedet.
Sommeren på Tylstrup fløj af sted, og snart var det 1. november og tid at sige farvel og tak til alle gode kolleger for en rigtig god og udbytterig sommer. Jeg var blevet mere sikker på, at jeg ville være landbrugskandidat. Tænk at kunne gå rundt hver dag i forsøgsmarken i pænt rent tøj og lange, nye gummistøvler og måle og veje og notere i forsøgsbogen, Det ville bare være lykken!
Herefter var jeg karl i mit hjem i to år, hvor jeg forsøgte at dygtiggøre mig med det praktiske arbejde, men også med kursus i Landbrugets Brevskole, og ved at deltage i de landbrugsfaglige kurser hen over vinteren på Pandrup Hotel med konsulenterne Karl Birch, Rud. Nordholm og Albert Albertsen. De gav os en spændende undervisning i husdyrbrug og planteavl.
Den 1. november 1951 hankede jeg op i den gamle brune kuffert og drog ud på min første virkelige store “udlandsfærd”. Jeg tiltrådte en plads som fodermester på Margaard i Nr. Åby på Vestfyn. Her var en malkekvægbesætning på 22 jerseykøer.
Der var 50 tdr. land fabrik og seks tdr. land god jord til gården med grovfoder til køerne, sukkerroer til fabrik og seks tdr. land beplantet med æbletræer, solbær- og ribsbuske.
Det var ligeledes en rigtig spændende læreplads i et godt miljø. Familien bestod af husbond og madmor samt et 16-årigt tvillingepar. Og der var også pige og karl. Om sommeren kom en 18-årig søn hjem som forkarl, så her var vi også man unge mennesker samlet hele tiden.
Jeg blev helt optaget som medlem af familien. Det var et oplyst landbohjem. som jeg blev en del af. Et hjem med klaver, der hyppigt blev benyttet til at ledsage sange fra højskolesangbogen. Vi fire unge mennesker fulgtes ad til gymnastik og til mange møder og baller i ungdomsforeningen.
Jeg fik stort udbytte af mit fodermesterjob. Besætningen var en avlsbesætning, og køerne blev kåret, og der blev ført familiestambog. Vi fik ofte besøg af kvægavlskonsulenten, og det gav yderligere inspiration til mine fremtidsdrømme som landbrugskandidat.
Jeg skal lige nævne, at jeg havde store sprogvanskeligheder i den første tid på Fyn.
Den første aften gik jeg ned i Nr. Aaby Brugsforening for at købe et stykke håndsæbe. Jeg gik hen til disken og sagde til uddeleren: “Goddaw, a wil jan tjyeb jit styk sieb.” Han stod fuldstændig uforstående. Efter flere gentagelser på mit modersmål måtte jeg modstræbende fremsige mit ærinde på rigsdansk: “Goddag, jeg vil gerne købe et stykke sæbe”. Min husbond, der døjede med hørelsen, havde store vanskeligheder med at forstå min dialekt, Efterhånden måtte jeg give efter og gå mere over til at tale rigsdansk.
Her ses forfatteren som garder 1952-54. Det var hårdt, men alligevel en tid, jeg nødig ville have været foruden
Soldatertiden
Den 11. november 1952 begyndte jeg som rekrut ved Livgarden i Sandholmlejren ved Allerød i Nordsjælland. Rekruttiden varede det første halve år. Derefter skulle vi have et halvt års vagttjeneste på Amalienborg men det blev der sat en stopper for.
På grund af Korea krigen og efterfølgende krav fra NATO om at forlænge tjenestetiden i Danmark med seks måneder, besluttede folketinget at den skulle forlænges. Dengang var tjenestetiden 12 måneder, men med virkning fra 1.maj blev den hævet til 18 måneder. Det fik virkning for det hold, som var indkaldt et halvt år før mig. Denne politiske beslutning resulterede i mytteri på flere sønderjyske kaserner, og senere i fængselsstraf til 300 soldater. Der var også oprørsstemning blandt de gardere, der stod overfor snarlig hjemsendelse, men der var ingen, der lavede åbent oprør. Her ses forfatteren som garder 1952-
Den forlængede tjenestetid til holdet før os, betød at jeg, der var motorcykelordonnans, blev overført til tjeneste sammen med de gamle basser i stedet for at komme på vagttieneste i København.
Det var i første omgang en stor skuffelse, men det blev hurtigt vendt til noget positivt, idet det halve år som ordonnans for de ældre gardere blev en god oplevelse. Som en følge af den forlængede tjenestetid blev der indført civilundervisning for værnepligtige. Jeg fik undervisning i samfundsfag og landbrugsfag. Som lærer i samfundsfagene havde vi en meget inspirerende ung sognepræst fra Allerød. Han hed Jørgen Bøgh og blev chef for civilundervisningen for hele Danmark. Senere blev han domprovst i Århus.
De 18 måneders soldatertid fløj af sted, og den vil altid stå i min erindring som en god tid med et rigtigt godt kammeratskab.
Efter soldatertiden fik jeg i sommeren 1954 plads som forkarl på en gård i Kastrup ved Gram i Sønderjylland. Der var mange udfordringer, det regnede næsten hele tiden, og det gav meget ekstra arbejde i markbruget. Vi blev bl.a. først færdig med at bjærge det sidste korn i engene i oktober.
Også her var jeg optaget som medlem af familien, og min madmor, der hed Amanda, gav mig indblik i den sønderjyske historie. Hendes far havde været i tysk soldatertjeneste under den første verdenskrig. Mange søndage kørte vi rundt og de kendte historiske steder i Sønderjylland og Sydslesvig. Ved mange folkelige møder i forsamlingshuset stiftede jeg bekendtskab med den sønderjyske sangbog blevet knyttet så tætte bånd mellem os, at da Amanda og jeg tog afsked på Vejens station, trillede tårerne ned ad kinderne på os begge.
Landbohøjskolen
Den 1. september 1955 blev min drengedrøm opfyldt, idet jeg startede studierne på Landbohøjskolen. Det var en stor forandring i mit liv. Nu var det slut med det praktiske landbrugsarbejde, som havde været en stor del af min tilværelse siden 1947. Vi var en flok på omkring 120 studerende, som begyndte på landbrugsstudiet – tre år senere var vi 72, der afsluttede med kandidateksamen. Så der var en ret stor frafaldsprocent. En helt ny tilværelse blev indledt. Jeg måtte selv tilrettelægge hverdagen, så jeg kunne få størst mulig udbytte af den. Fra næsten altid at have været sammen med andre og altid afhængig af andre, så var jeg nu meget mere alene. Kunsten var at tiden fordelt fornuftigt mellem studie og fritid. Ingen satte mig i arbejde eller gav lektier for. Det måtte jeg selv klare. Der var ingen mødepligt til forelæsningerne, men jeg fulgte dem ret slavisk. I starten var jeg meget usikker på, hvor megen tid, der skulle bruges på at læse, så jeg brugte mange timer hver dag.
Studiet var delt op i tre dele. Fagene gik fra de meget teoretiske på første anden del og til de mere praktisk betonede på tredje del. I alt var vi til eksamen 38 gange i studietiden. Eksamenstiden var hård og kunne være meget frustrerende Den ene dag fik man en god karakter, mens ens bedste ven fik en dårlig. Næste dag var det måske lige modsat
Studierne levnede dog også tid til mange andre oplevelser med biograf- og teaterbesøg, foredrag og fester, bl.a. i Højskoleforeningen i Vartorv.
Dengang var der kun få muligheder for at få studielegater, så jeg supplerede økonomien med forskellige småjobs som færdselstæller, arbejde på travbanen i Charlottenlund og på Københavns Salatfabrik.
I de tre studieår spekulerede jeg på, hvilket job jeg skulle søge, når uddannelsen var færdig. Jeg ville gerne arbejde med økonomi eller kvægbrug, så jeg overvejede at søge ind på Landbrugets Driftsbureau i København, men det endte dog med, at jeg den 1. maj 1958 startede som assistent hos konsulent Anders Høgh i Skjern.
Tiden i Vestjylland
Arbejdsområdet i Skjern omfattede den sydligste tredjedel af Ringkøbing Amt. Jeg fik en god og bred oplæring i alsidigt konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring. Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg underviste unge fodermestre i maskinmalkning. De skulle lære at malke 20 køer i timen med én malkemaskine. Det er helt uforståeligt for nutidens unge landmænd, som i dag let malker flere hundrede køer i timen. De vestjyske kvægbrugere var nogle gæve folk, som tog godt imod den unge konsulent. Lønnen var på 10.000 kroner om året, det vil sige 833 kroner pr. måned. Hvis ikke Grete var kommet med 872 kroner fra sit arbejde som sygeplejerske på Tarm Sygehus, havde det ikke været nemt at klare skærene.
Fra min tid i Vestjylland, hvor jeg underviste egnens landmænd i maskinmalkning
Efter to år som assistent, blev jeg kvægfodringskonsulent i Skjern-Tarm Egnens Landboforening. Vi købte et hus på 105 kvadratmeter, og jeg fik kontor i det ene værelse, og havde fire gode år i denne stilling. Jeg var den første kvægfodringskonsulent i Ringkøbing Amt. “Da jeg fire år senere flyttede til Brønderslev, var der blevet i alt syv kvægfodringskonsulenter i amtet, så det var en tid med megen udvikling. Jeg udviklede konceptet for stillingen sammen med min udvalgsformand, Jacob Stensig, Sædding – en skolet landmand, som kunne udtrykke sig præcist, både i tale og skrift. Vi havde et rigtig godt samarbejde. Han blev senere formand for De Samvirkende Danske Kvægavlsforeninger.
I de 6 1/2 år i Vestjylland var jeg formand for Venstres Ungdom i Skjernkredsen, mødtes jeg med de andre VU-formænd i kredsene. De fleste var engagerede unge landmænd, der havde været på flere højskoleophold, hvor de var blevet politisk modnede. De var gode i politiske debatter, og det gav inspiration til mig, der var er del yngre. To af dem blev senere medlemmer af folketinget, og alle de andre udrettede deres politiske virke i amtsråd, landboforeninger og andre organisationer i landbruget. I Venstres Ungdom gav man dem træning i organisationsarbejde.
Tilbage til Hjørring Amt
Den 1. november 1964 tiltrådte jeg en stilling som alsidig husdyrbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening. Arbejdsområdet lå i en radius på 20 kilometer rundt om Brønderslev og omfattede konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring, samt byggerådgivning, Samtidig blev jeg kasserer i Landboforeningen. Det blev senere udvidet med sekretærarbejde. I Vestjylland havde jeg kontor hjemme i privatboligen. Her var der et fælles konsulentkontor, hvor vi var fem seks konsulenter. Det var en helt ny måde at arbejde på og samarbejdet med kolleger indenfor planteavl, økonomi og husholdning gav megen inspiration.
I 1964 drev alle landmændene et alsidigt landbrug med kvæg og svin. Det var nogle meget travle år med individuel vejledning af Brønderslevegnens ca.1.700 landmænd. Det foregik som regel ved besøg ude på gårdene, hvor vi ofte startede med at måle alle grovfoderbeholdninger op ude i marken, og efter en gennemgang af besætningen i stalden, afsluttede vi i stuehuset med beregninger af beholdninger og udarbejdelse af foderplaner til de enkelte dyregrupper. Besøget sluttede dengang næsten altid med en kop kaffe. Det blev til mange gode samtaler med hele familien, hvor vi drøftede landbrugsfaglige spørgsmål og ofte også familiemæssige forhold. I perioden fra 1978 til 1982 var der krisetider i landbruget på grund af faldende mælke- og kødpriser og et meget højt renteniveau. Mange kvægbrugere måtte give op og sælge. Det var hårdt rent menneskeligt. I mange tilfælde var det deres fødehjem de måtte forlade. Som kvægkonsulent var jeg meget tæt på landmændene i disse svære beslutninger. Flere gange sad mand og kone dybt ulykkelige over for mig i køkkenet, når den svære beslutning skulle tages. Det var ikke let at frigøre sig for disse oplevelser, når man kom hjem om aftenen.
Ved afslutningen på et besøg på en kvæggård i kriseåret 1980 spurgte hvorledes de havde det. Jo tak, sagde konen, det går godt med kvægbesætningen økonomien, men jeg kan næsten ikke mere udholde at høre den hadske kritik. hver dag i radio og TV hagler ned over vort erhverv. Denne udtalelse blev fremført på landboforeningernes store protestmøde i Aarhus i efteråret 1980.
Afslutning
I de første mange år var konsulentens eneste hjælpemiddel papir og kuglepen. Senere kom mange avancerede hjælpemidler som computere med mange forskellige styreprogrammer.
Den individuelle rådgivning blev suppleret med undervisning på Landboskolen i Brønderslev, hvor jeg underviste kvægbrugere, unge landmænd og landhusmødre i kvægbrug og kvægavl. For hele tiden at være ajour med ny viden deltog jeg i mange efteruddannelses-kurser for konsulenter.
Via et formandskab for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter blev jeg i mange år stærkt involveret i denne aktivitet på landsplan. Igennem udvalg og bestyrelser nedsat af Landbrugsministeriet, Landboforeningerne, Husmandsforeningerne og Konsulentforeningen var jeg med til at udvikle al efteruddannelse på Tune Landboskole ved Roskilde og på Koldkærgaard ved Århus. I mange år var jeg med til at planlægge disse kurser, og ofte var jeg enten deltager eller kursusleder pa kvægholdene. På disse kurser fik lokalkonsulenterne efteruddannelse og ajourført deres fagområde. Det blev sat rigtigt i system i 1970’erne og fremover, og det gav et markant løft i det lokale rådgivningsarbejde.
Inspirationen til denne ny organisering af efteruddannelsen kom fra studier til USA og mange europæiske lande.
Samtidigt blev rådgivningsarbejdet samlet på landsplan på Det faglige Landscenter i Skejby. Opbygningen af det faglige rådgivningsarbejde i dansk landbrug har senere dannet mønster for mange andre lande. Rådgivningen blev samlet i langt færre landbocentre, idet man i 1970’erne gik fra 150 konsulentkontorer til ca. 50 firestrengede landbocentre med rådgivning indenfor planteavl, økonomi, kvæg, svin, maskiner og bygninger. Den tværfaglige rådgivning blev indført med rådgivning i de enkelte faglige grene, men med økonomien som et integreret og samlende led i vejledningspakken til landmanden.
Jeg har således i mine 40 år i rådgivningens tjeneste startet med at være ene konsulent i eget kontor i privatboligen og sluttet med at være ansat på et femstrenget landbocenter med 150 ansatte. I sandhed en hel revolution. Det skal nævnes, at antallet af helårsbrug på landsplan i samme periode faldt fra 230.000 til 40.000.
Min barndomsdrøm om at blive landbrugskonsulent gik i opfyldelse. Det har været nogle travle år med rigtig mange gode oplevelser. Jeg var så heldig at være en aktiv del af en stor omstillingsproces i dansk landbrug. En tid med en rivende udvikling. Et liv med rigtig mange gode oplevelser i samarbejde med mange spændende landmænd og kolleger og med mange gode personlige kontakter i ind- og udland. Mange af disse personer vil for altid stå som et meget positivt min erindring.
I 1926 overtog automobilhandler S. Møller et mindre og ubetydeligt autoværksted i Brønderslev.
Virksomheden havde ved Møllers overtagelse ligget stille i nogen tid, men det varede ikke længe, før der kom gang i Forretningen. Således var der ved starten kun plads til 2 biler i værkstedet, i dag er der plads til 20, og virksomheden beskæftiger nu en halv snes mand. Udvidelserne er kommet lidt efter lidt, den første blev foretaget i 1931, men allerede i 1935 måtte en ny og stor udvidelse til for at give plads til de mange biler, der blev sendt til reparation.
Foruden det store reparationsværksted driver S. Møller også handel med biler, og han har bl. a. forhandling af 2 amerikanske, 2 engelske og 1 tjekkoslovakisk Bilmærke (Rute-og Lastbiler samt-Personvogne).
Kilde: Hakon Mielche. Brønderslev – Industricenter i Vendsyssel.
Udgivet i forbindelse med byens 25-års jubilæum i 1946.
Herunder kommentarer
Frede Poulsen: Efterfølgende fik de også traktorforhandling af Ferguson og MassyFerguson. Det var et af de førende salgs steder i området, har faktisk en der er solgt fra S Møller årgang 1964
Tom Teglhus Simonsen: Automobilforhandler S Møller boede i bygningen ved siden af værkstedet i stueetagen var der reservedelslager, og udstillingslokale, han forhandlede bl.a Fiat og Simca foruden som nævnt Ferguson traktorer.
Lindy Thomsen: S. Møller havde også værksted og udstilling i “det gamle eksportslagteri” på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade ( i dag Tandlæger i nyere bygning)
Efter at den nye kirke var taget i brug i 1922, blev den gamle kirke i en del år kun brugt til begravelser. Men efterhånden blev det en yndet vielses kirke, og i dag er der vielser, begravelser, barnedåb og gudstjenester i den gamle kirke
Projektering af en ny kirke
Den nye kirke var hårdt tiltrængt. Der var ikke plads nok i den gamle kirke. Så der var flere tiltag til opførelse af en ny. Der var samlet penge ind, og der blev lavet udkast til kirken af arkitekt Valdemar Schmidt, København. Det var allerede i 1907. Andre ønskede en udvidelse af den gamle kirke. Men det kneb med økonomien, og man havde håbet at få hjælp fra stamhuset Birkelse, som kirken jo endnu hørte ind under. Men det lykkedes ikke.
Der skulle bygges en ny kirke.
Byggeri og indvielse
Men efter mange spekulationer og med stor entusiasme og hjælp fra sognepræst F. Dahl og med stor støtte ved indsamling blandt byens borgere lykkedes det at få den nye kirke op at stå, idet statens støtte var betinget af byens eget indskud. Byggeriet blev for størstedelens vedkommende udført af lokale håndværkere. Arkitekten var igen omtalte Vald. Schmidt fra København, og den 26. marts 1922 blev kirken indviet under stor højtidelighed. Der var procession fra præstegården med biskop og amtmand i spidsen ned til kirken. Denne blev derefter ved en gudstjeneste indviet af biskoppen. Kirken var overfyldt – både ved denne gudstjeneste og ved den senere aftengudstjeneste. Men der var endnu ikke et tårn, idet opførelsen af et sådant var blevet udskudt på grund af økonomien. Men i 1926 stod tårnet færdigt. 2 klokker blev ophængt i tårnet, hvoraf den ene var betalt af private og blev omstøbt på Jysk Jernstøberi i Brønderslev.
Kirken bestod af koret – hvorfra en dør på nordsiden førte ind til sakristietet, et aflangt hovedskib, sideskibe med pulpiturer(balkoner), 5 meter høje granitpiller, der bar loft og pulpitur, og der var plads til orgel og mødelokale mod vest. Prædikestolen var anbragt i nordsiden af skibet, men i 1933 blev den flyttet til den plads i koret, som den havde frem til ombygning af kirkerummet i 2018-2019 – på sydsiden lige ved overgangen til skibet.
I 1970-72 blev der foretaget en stor ombygning af kirken.
Pulpiturerne i sideskibene blev fjernet, kirkens konstruktion blev forstærket, og der blev lavet et helt nyt vestparti i kirken. Der kom et nyt orgelpulpitur og et nyt orgel, og der blev plads til et kirkekor. Det forgyldte kors over alteret blev erstattet af et nyt kors med den korsfæstede kristus figur. I koret blev 2 abstrakte glasmosaikker lavet af Helle Scharling indsat i nye vinduer mod øst. Pengene hertil var skænket af en gruppe borgere med Ellen Jacob Christensen i spidsen, som også havde broderet det nye grønne altertæppe.
Nogle år senere modtog kirken en stor arv fra ægteparret Ellen og Jacob Christensen. Den blev ligeledes anvendt til kunst i kirken. Der blev bl.a. sat små mosaikruder (igen lavet af Helle Scharling) nederst i alle de store vinduer. Der var problemer med godkendelsen fra Udvalget for Kirkekunst, men menighedsrådet fastholdt den nye kunst, og ruderne blev accepteret af den endelige myndighed – kirkeministeriet.
Den 7-armede lysestage på alteret, en af lysekronerne og skibet er skænket af private.
Opførelse af menighedshus
Kirken fik tilbygget et menighedshus mod vest i 1982, tegnet af den lokale arkitekt Kr. Bjerregaard. Menighedshuset er og har været en stor succes. Det blev i 2010 omdøbt til Sognegården.
Et stigende aktivitetsniveau med nye aktiviteter og gudstjenesteformer gjorde behovet for nyere og større rammer mere og mere påtrængende. Da kirken samtidig nærmede sig sin 100års fødselsdag (i 2022) blev ønsket om at få renoveret kirkerummet gennemgribende også tydeligt.
Visionsprojekt
I 2013 begyndte det daværende menighedsråd en proces, der skulle kunne føre til realisering af ovenstående ønsker. Et forprojekt (finansieret af provstiet) afdækkede ønsker og behov hos menighedsråd, medarbejdere og beboere i Brønderslev. Arkitekt Anna Mette Exner udarbejdede en rapport med tre skitsemodeller. Ud fra disse arbejdede menighedsrådet videre med ideen – og i efteråret 2017 bevilgede Brønderslev provsti 23 mio. kr. til et byggeprojekt. Arkitektfirmaet Bundgaard Aps fik opgaven med at projektere og detatilplanlægge om- og tilbygning af kirke og sognegård. I marts 2018 blev de afholdt licitation – og firmaet AM Totalbyg blev valgt som hovedentrepenør.
Fra maj 2018 og til 2. juni 2019
gennemgik kirke og sognegård en stor om- og tilbygning. Målet var at sænke dørtærsklen til kirke og sognegård såvel fysisk som mentalt.
Kirkerummet blev fuldstændig fornyet – med nyt, plant klinkegulv, nye altermøbler, stole i stedet for bænke, en trappe ned i kirken fra pulpituret ved orglet – samt nyt lyd-, lys- og AV-udstyr. Sognegården fik bygget 420 m2 til, som indeholder en ny multisal, kontorer til kirketjenere, kirkekontor og 2 præster. Derudover toiletfaciliteter til Sognegårdens brugere.
Et nyt caféområde er indrettet i området mellem den nye tilbygning og den gamle kirke og sognegård. De hidtidige lokaler i sognegården er blevet malet og har fået nye lofter samt vinduer. Alt fremstår i dag lyst, rummeligt og imødekommende.
Som det fremgår af ovenstående, har befolkningen altid bakket op om kirken. Det er menighedsrådets opfattelse, at kirkens vigtigste funktion – udover at give det kristne ord og det kristne livssyn videre – at invitere til
Alter og knæfaldDøbefontPrædikestolKirketorv med indgang til kirken, Café Møllehave, mødelokaler og kontorerCafeHyggekrogHyggekrog
Et gammel billede af Brønderslev Kirke, med den opbyggede mur hele vejen rundt om kirken
Billedet er fra 1927 viser den ny kirke – Brønderslev Kirke med tårn, men endnu uden tårn ur.
Den ligger nærmest i et smørhul, siger byens stadsingeniør i næsten 30 år, Gotfred Thomsen
– Det er selvfølgelig trist, når man står og skal til at rejse, men jeg er 67 år – ja snart 68 – og har nu fundet tidspunktet rigtigt til at trække mig tilbage. Udover det, at jeg selv bliver ældre, synes jeg, der skal nye kræfter til.
– Brønderslevs stadsingeniør gennem 29 år og 11 måneder, Gotfred Thomsen, er flyttet fra byen og har påbegyndt en pensionisttilværelse i Beder ved Århus. Årsagen til flytningen er, at to børn og deres to børnebørn er bosiddende i Århusegnen.
– Gotfred Thomsen har nu også taget i betragtning, at Århus byder på flere biblioteker og dermed et større udvalg af bøger. Læsning er hans kæphest, og han glæder sig til at få tid til at indhente noget af det forsømte, at få læst noget af den litteratur arbejdet på teknisk forvaltning aldrig har undt ham tid til.
– Ganske pudsigt er det, at Gotfred Thomsen, der er født i havnebyen Frederikshavn, opvokset i Esbjerg, studerede i havnebyen København og senere ansat i havnebyen Århus og Rønne, skulle ende sin karriere i Brønderslev som stadsingeniør. Nu går turen atter til Århus.
STOR UDVIKLING
Brønderslev kommunes tekniske forvaltning havde i sin spæde ungdom Gotfred Thomsen som sin eneste medarbejder. I dag (1972) er der 16. Opgaverne er mangedoblet, og deres art er blevet mere omfattende end for 30 år siden (1942). I Gotfred Thomsens tid er der sket en mængde, som har forandret byen væsentligt.
– Ikke mindst jernbaneforlægningen, siger den afgående stadsingeniør. At få den ført igennem var en lang og trang historie. Der havde været tale om den i mange år, men først i 1942 kom de egentlige realitetsdrøftelser i gang. Det var jo krigstid, og man frygtede en voldsom arbejdsløshed efter kapitulationen. Da den kom i 1945, blev Brønderslev sammen med Skive og Frederikshavn udpeget som de byer, der skulle have nye jernbanestationer. I begyndelsen af 50´erne gik vi i gang med at sænke Søndergade og Vestergade. Parkvej blev lavet, og i 1958 begyndte statsbanerne etableringen af det nye jernbanenet. Først i slutningen af november 1966 var baneanlægget færdig.
– Jernbaneforlægningen var et spændende stykke arbejde. Reelt stod statsbanerne for det, men vi projekterede gadearbejderne, ligesom udformningen af Banegårdspladsen sorterede under kommunen. Det var en bevæget tid, mens det stod på. Der var borgermøder. Nogle var for projektet, andre imod. Skeptikerne mente, den store vold ville skæmme byen, og i byrådet var der diskussioner på tværs af politiske skel. I dag tror jeg nok alle finder, jernbaneforlægningen er en lykke for byen.
– Det sidste stykke af Bredgade, Grønnegade og Gravensgade er de seneste vejarealer, som næsten ikke er blevet rørt i min tid som stadsingeniør. Resten er stort set ændret, og i dag er udviklingen den, at der ikke kan bygges mod øst, før vi får en omfartsvej. Hele udviklingen foregår i nord- og vest byen.
– Vi har mange p-pladser, erkender Gotfred Thomsen, men ikke for mange… sker der en udvikling, som jeg forudser, er det muligt der er for få om fem år. Nu er de et godt aktiv for byen.
– – Det er jo et spørgsmål, mange nye, som kom ind ved hvor attraktivt gågader er. Selvfølgelig har de deres berettigelse, hvis der er tilstrækkelig mange folk til at færdes i dem, men hvis ikke det er tilfældet, er de ikke morsomme. De kan nemt komme til at virke for rolige, så jeg tror ikke, den helt ideelle løsning blot er at sige gågader. Nygade? Ja, naturligvis er det helt i orden, så den er blevet gågade. Den har ikke nogen trafikmæssig betydning, og selv om der var modstand mod den i starten, tror jeg, de forretningsdrivende i dag er glade ved løsningen.
– JERNBANEFORLÆGNINGEN
Jernbaneforlægningen er ikke det eneste store resultat, der er opnået, mens Gotfred Thomsen har stået for Teknisk Forvaltning. Som gasværksmand glædede det ham, at gasledningen Ålborg-Brønderslev-Hjørring blev en realitet.
– Den er blevet til for at aflaste industrierne, for at afløse olien. Sandelig ikke for at folk skal bruge den til blot at koge havregrød over. Naturgassen er ikke tilvejebragt for en klat husholdningsaftageres skyld. Store varmecentraler, gasværker, kraftværker og andre industrier kan have glæde af den, men efterhånden som gamle ejendomme forsvinder, bylejligheder omdannes til kontorer, og nye ejendomme, ikke tilsluttes gas, skal der satses på industri.
– Brønderslevs fremtid? Ja, hvis udviklingen skal fortsætte, må byen have mere industri. Det er en langsom proces, og det skal det være. Der skal være tid til at fordøje udviklingen. I fremtiden vil der stadig være brug for mellemstore virksomheder. Brønderslev er ikke moden til at tage de store med 500-600 ansatte. Dem er der altid en risiko ved, men det væsentlige er, om bygningerne kan benyttes til andre formål. Dermed er det lettere at få erstatninger. Det vil altid være svært at få nye virksomheder, hvis der først skal opføres bygninger til dem.
– Jeg tror, at Brønderslev har gode muligheder. Den ligger ved en jernbane, som er gennemgående, – vejforbindelserne er god – og det er ikke uden betydning – o den ligger tæt ved en flyveplads, der er meget trafikeret. Ja, nærmest ligger Brønderslev i et smørhul.
–
– De mange planlagte institutioner er med til at give Brønderslev er alsidigt sammensat bysamfund. Dermed er byen sikret mod at blive en soveby, og det er heller ikke uden betydning.
– Jeg var tilhænger af kommunesammenlægningen, men måske ikke i den form, den er blevet. Tidligere sorterede vi direkte under ministeriet, men nu er amtet den overordnede myndighed. Det er måske i orden, men by- og landzoneloven giver besværligheder, som vi ikke tidligere har kendt. Mit indtryk er, at kommunerne ikke har opnået det selvstyre, der var hensigten med kommunalreformen.
– Samarbejdet med de folkevalgte har altid været godt. Selvfølgelig havde vi ikke det personlige kendskab til sammenlægningen, men tiden retter hurtigt sådanne ting. Sådan set har det heller aldrig været svært at få tingene igennem. Men ønskerne har været mangfoldige og pengene knappe. Det gælder dog ikke blot teknisk forvaltning, men også de mange andre områder inden for en kommune. Der er jo grænser for, hvor tæt man kan klippe fårene.
– Loven skal følges.
– Jeg har haft gode år i Brønderslev. Naturligvis har der været kritik, men aldrig af alvorlig art. Tit har man ment, det var mig, der var noget galt med, men lovgivningen skal følges, og jeg var den der måtte fortælle det. Der skal være en vis orden og system i et samfund, og det bliver enhver bys stadsingeniør kritiseret for.
– Ikke alene kommer jeg nærmere bibliotekerne, men også nærmere vandet, når jeg flytter til Århus. I min ungdom nød jeg spadsereturene til havnen, som er meget interessant og dragende. Jeg har jo også selv været ved Århus havn, som jeg har fulgt med årene, men det bliver meget sjovt at komme tilbage og se, hvordan udviklingen har formet sig.
– Naturligvis bliver det til jævnlige besøg i Brønderslev. 30 år af mit liv smider man ikke væk.
Gotfred Thomsen blev født i Frederikshavn i 1905 og døde i Beder ved Århus i 1979. Gotfred Thomsen nåede således at blive 74 år. Han og hans fam. boede i Søndergade 21, inde på gasværket areal.
Huset er beliggende i Algade nr. 1-3. Bygningen har altid været en pryd for Algade, og den ligger lige overfor den kendte guldsmedeforretning, Børge Hansen, som videreføres af sønnen Ole Agger Hansen.
