Forfatter: Jens Otto Madsen

Svend Axelsens boghandel

Algade ved bommene th.

Længere til venstre Guldsmed Hansen

1.5.1897 etableres af frk. Karen Jungersen som B-boghandler.

1.1.1927 overtages af Otto Westergaard Olesen (1902-61) og ændrer navn til Otto W. Olesens Boghandel.

1.9.1935 videreføres af boghandler Svend Axelsen (f. 1905).

1.5.1972 bogladen fejrer 75-års jubilæum.

lukker en eller anden gang mellem 1982 og 1992.

Ulla Rynkeby:

Axelsens boghandel var en “rigtig” boghandel, hvor man fik den helt korrekte betjening og vejledning af boghandler Svend Axelsen ….den mest kulturelle herre, jeg nogensinde har kendt ….i mine øjne vidste han alt og kunne alt også more sig i festligt lag. Et helt igennem elskeligt menneske og en dejlig familiefar.

Else Hartmann:

Svend Axelsen og frue boede i Knudsgade 115, 2. Sal TV. Vores mor Ragnhild Sørensen flyttede ind på 2. sal th. med os 5 børn i 1969. Husker at Axelsen hver dag cyklede af sted til butikken på sin fine ladcykel. Hver dag til frokost kom han cyklende hjem til frokost hos fru Axelsen, hun var hjemmegående i deres smukke hjem. Dejlige mennesker, som jeg tror, at vi så en smule op til

Jens Otto Madsen:

Jeg husker butikken med en lang grå disk i et meget smalt lokale med reoler bag disken fra gulv til loft. I hjørnet længst mod sydvest var der en trappe op til et kontor/baglokale. Når der skulle hentes bøger på de øverste hylder, havde man en stor stige, Axelsen og personalet skulle op på. Som jeg husker Axelsen, var han en høj mand med stærke brille. Mener han kom cyklende på en budcykel og i grå/gul kittel og iført galocher til og fra arbejde.

 Historie:
A/S fra 1965.
Overtaget af Samson, Tange i 1999.
Nedlagt i 2002.
Karl Uggerby etablerede sig som selvstændig smedemester i Brønderslev i 1938. Han var senere blevet politisk interesserer og var i flere perioder valgt ind i Brønderslev Byråd
I 1960 producerede virksomheden staldgødningsspredere, kunstgødningsspredere, staldgødningslæssere, korn- og halmtransportører. Derudover handlede virksomheden med landbrugsmaskiner og traktorer samt reparerede samme.
I 1965 blev grundlæggerens svigersøn medindehaver.
I 1972 var arbejdsfeltet: Fremstilling af hydrauliske læsse- og gravemaskiner, staldgødningsspredere og transportører.
Eksport til Vesttyskland, Holland, Norge, Sverige og Irland.

Produkter:
Staldgødningsspredere, ”Brønderslev”. Kunstgødningsspredere, ”Brønderslev”. Staldgødningslæssere, ”Brønderslev”. Korntransportører. Halmtransportører. Gyllevogne. Frontlæssere. Transportører.

Fabrikken startede i en lille smedje på nordsiden af Bredgade og senere opførte man rød stens fabrikshaller overfor på sydsiden af Bredgade længst ude ad Bredgade tæt ved rundkørslen.
Virksomheden solgte Carl Uggerby til sin svigersøn ingeniør Hans Jørgen Pedersen der gennem mange år drev en sund virksomhed med fremstilling af landbrugsmaskiner, i starten møgspredere senere andre maskiner som landbruget efterspurgte. Ved sin pensionering solgte Hans Jørgen Pedersen virksomheden til Maskinvirksomheden Samson, som efter en kort periode lukkede virksomheden i Brønderslev.
I dag er fabrikskomplekset solgt til et Brønderslev konsortium, som har ombygget lokalerne, og således indrettet dem efter behov, som ønsket af de forskellige lejere. Det er nu blevet til en helt lille kompleks med mange forskellige lejere med forskellige erhverv.

Fhv. møbelhandler Thorvald Thorhauge, Algade 38, Brønderslev, er død på Brønderslev sygehus, 90 år.

Thorvald Thorhauge var oprindeligt snedker og han lærte faget i Aggersund. Som ung mand var han opsat på at se andre forhold, og efter udstået læretid rejste han hjemmefra, og det skulle vise sig, at hans rejselyst skulle føre ham vidt omkring. De første år havde han forskellige pladser i Danmark, især i Sønderjylland, men herfra rejste han til Norge og Sverige, hvor han samtidig med, at han arbejdede, gjorde studier på forskellige arbejdspladser.

På turen nord på nåede han helt til Nordkap og Riga, og da han vendte tilbage, valgte han Brønderslev som blivende sted. Han lejede lokaler i Algade hos General Motors, og her åbnede han den møbelforretning, der senere skulle blive en af Brønderslevs mest kendte i branchen.

Senere købte han ejendom i Algade, som han byggede om flere gange og omdannede til et moderne møbelmagasin med tilhørende snedkerværksted, og i mere end 50 år drev han denne forretning.

Th. Thorhauge var en kendt skikkelse i Brønderslev. Han var meget principfast og bevarede det solide købmandskab, han startede forretningen på, indtil han for nogle år siden afstod møbelmagasinet.

Han overleves af hustru og to døtre.

Født i Aggersund den 26. juni 1889, død i Brønderslev i 1979.

Th. Thorhauge er nævnt som møbelhandler i Brønderslev, i Kraks vejviser allerede fra 1922.

NB: Hanne-Marie Marlo har vist en skuffe, hvor man kan se en fugl tegnet i skuffen. (vist her)

Læs videre “Tage Buus – optometrist og lokalpolitiker”

Statshospitalet for Sindslidende, Brønderslev, indviet i 1957

I 1943 vedtog Indenrigsministeriet, at Brønderslev skulle have opført et hospital, som skulle modtage 200 patienter fra Viborg Sindssygehospital. Dengang som nu var der åbenbart lang ventetid i psykiatrien, for først i 1957 indviedes et “Statshospital for Sindslidende” nordøst for Brønderslev.

I dag er “Psyk”, som jeg altid har kaldt det, en del af psykiatrien i Region Nordjylland.
Amterne, der senere skulle blive til “Regionerne”, overtog driften af sindssygehospitalerne i 1977.

Da hospitalet blev bygget, dannede man en hel lille landsby. Husene, der ligger ud til hovedvejen, var embedsboliger, og der var bopælspligt! Arbejdede du på Statshospitalet, SKULLE du bo i en af boligerne, hvor man lejede sig ind. Det berørte naturligvis hele familien, men skal man tro en af dem, der var “tvangsindlagt” til at bo i området, Jussi Adler-Olsen, var der bestemt ikke noget dårligt ved det!

Jussi Adler-Olsen boede på Statshospitalets område fra han var 7 til 13 år, fordi hans far, Henry Olsen, var overlæge på stedet. Jussi har i et interview til Nordjyske Stiftstidende bl.a. udtalt: “Vi var vel 120 børn på området, og jeg oplevede en enorm frihed der. Du kunne kravle op på kvartermesterens tag og kigge ind ad vinduet, når de dissekerede og skar folk op. Du kunne indynde dig hos patienter og blive venner med dem. Der var sankthansfest, vi spillede fodbold, der var campingture til Sæby, vi byggede igloer om vinteren og græstørvshytter om sommeren. Det var et rigtigt barndomsliv, som ingen børn får lov at leve det mere.”

Jeg ved ikke om journalisten har fået antallet af børn galt i halsen, for jeg synes, det lyder ret voldsomt, at der var SÅ mange, men uanset hvad, lyder det til, at der var liv og glade dage. Jussi Adler-Olsen har ved flere lejligheder fortalt, at netop årene i Brønderslev var de bedste i hans opvækst.

Bopælspligten praktiserer man ikke længere. De gamle overlægeboliger på Jupitervej er allerede solgt fra og alle øvrige huse bliver ligeledes sat til salg.

Indretningen af området som sin egen lille enklave gik meget godt i tråd med datidens holdning til psykisk syge. De skulle (stadig) helst gemmes lidt af vejen! Derfor kommer det også (stadig) bag på nogen, at skoven bag Psyk er offentlig tilgængelig.
Servicechef Finn Nørgaard Kristensen gør faktisk alt, hvad han kan for at promovere området og afstigmatisere psykisk syge. I de senere år er der da også sket en markant fremgang af besøgende.

Et af trækplastrene, – specielt for børnefamilier – er den store indhegning med dådyr og påfugle i udkanten af skoven.

Inden man når til skoven, passeres i øvrigt et stort bassin med guldfisk og koi karper, og alle besøgende har lov til frit at benytte de to legepladser samt pavillonen ved skovlegepladsen. Ved pavillonen er der i øvrigt rindende vand samt toilet. Begge dele er dog lukket om vinteren pga. faren for frostskader.

Indtil Statshospitalet kom til, var der stort set ingen bebyggelse i området. Lige vest for hovedvejen lå Østergård, og indtil ganske kort tid efter offentliggørelsen af denne cache, lå gården der stadig. Den er nu (maj 2017) blevet revet ned for at give plads til ny bebyggelse.
Heldigvis har man ladet de to store træer blive stående. De må være mere end 100 år gamle. Østergård fungerede som “Fattiggård” for Vester Brønderslev Sogn indtil 1897.

Ganske vist var det småt med bebyggelsen umiddelbart før Statshospitalet blev anlagt, men arkæologiske udgravninger viser, at der har været en større boplads i førromersk jernalder. Det vil sige fra år 500 f.Kr. til omkring år 0.
Ejerlavet for området hedder “Bøgen”, hvilket man mener henviser til, at der i fordums tid var skov på stedet. I dag er der ikke noget af den gamle skov tilbage. Alt, hvad der findes i både Grindsted Plantage og skoven bag Psyk, er plantet i nyere tid.

Der går rygter om, at der har været en frugtplantage i området, før Statshospitalet blev anlagt. De gamle kort afslører også, at der VAR plantet træer på ca. samme område som i dag. Hosstående kort er fra 1925. På et kort ca. 30 år tidligere, var der ikke markeret træer på stedet.

I 2016 åbnede Psykiatrihistorisk Museum i et tidligere kapel ved Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Museet giver et unikt indblik i psykiatrien og de sindslidendes historie fra den fjerneste oldtid, gennem middelalderen og oplysningstiden, videre ind i perioden under “Statens Sindssygevæsen” og endelig gennem den nyere tid frem til socialpsykiatriens indtog i 1990’erne.

Der kan ses en række effekter fra de to nordjyske Statshospitaler, – som de hed dengang – i henholdsvis Brønderslev og Aalborg, samt det tidligere hospitalsplejehjem Visborggaard ved Hadsund.
Museet beror på frivillig arbejdskraft og har derfor begrænsede åbningstider. Se de aktuelle tider på opslag ved museet, Merkurvej 11 eller på internettet.

Området ved Psyk. huser også Den Sikrede Institution Kompasset,

der åbnede den 1. september 2012, og er en døgninstitution for kriminelle børn og unge. De unge har ofte meget alvorlige sociale, personlige og psykiatriske problemstillinger. Selv om de unge er frihedsberøvet, er der ikke tale om et decideret fængsel. Personalet består fortrinsvis af pædagoger, lærere og håndværkere, og der er plads til i alt otte kriminelle unge i institutionen.

Planerne om Kompasset medførte stor modstand fra de omkringboende. De var i sagens natur nervøse for, at området nu skulle til at huse kriminelle, men så vidt jeg er orienteret, har der ikke været negative episoder af nogen art.

 

Stiftet 13. april 1950

Pedershaab Maskinfabrik A/S købte i 1950 Jysk Jernstøberi og Maskinfabrik, som var kendt for sine fine kirkeklokker, men støbte også mange andre støbegodsartikler som for eksempel pumpehuse.

Virksomheden kom til at hedde A/S Pedershaab Jernstøberi med en årlig støbegodsproduktion på ca. 700 tons med Pedershaab Maskinfabrik A/S som den største aftager.

Firmaet havde omkring 1920 opfundet og fået patent på en kartoffellægger, som var meget efterspurgt, men det blev klokkerne, firmaet for alvor blev kendt på.

Der hænger klokker fra støberiet mange steder rundt om i Danmark for eksempel rådhusklokkerne i Aarhus, Sankt Knuds Kirke i Odense, kirkerne i Frederikshavn, Sankt Catarina i Hjørring, Serritslev, Øster Brønderslev, Svendborg, Brønderslev, Ribe Domkirke, flere kendte kirker i København, Roskilde Domkirke og rådhusene i Frederiksberg og Ringkøbing.

Støberiet har siden oprettelsen i 1918 haft skiftende ejere og firmanavn, og økonomien har ofte været dårlig.

I Brønderslev var klokkestøberiet beliggende på hjørnet af Vestergade og Søndergade, der hvor Pedershaab Maskinfabrik A/S senere etablerede en motorafdeling. Senere blev støberiet placeret i Grønnegade.

I årene 1957 til 1960 var jeg bydreng hos købmand Bæk i Grønnegården, som lå næsten nabo til støberiet med kun ca. 50 meters afstand i Grønnegade. Jeg har ofte været inde på støberiet med øl til både støberne og kontorpersonalet.

I støberiet var der et underligt klima, påvirket af de materialer, der blev brugt til at lave støbeformene af. Det var en slags jord, der blev brugt til at stampe omkring modeller af træ med facon, som det emne, der skulle støbes.

Det mest mærkelige var dog det gule lys, der kom fra nogle specielle, jeg tror de hed natriumlamper, der hang i loftet.

Det gule lys var nyttigt, når der blev hældt flydende støbestål ned i formene. Det flydende stål har en temperatur på ca. 1375 grader celsius og udstrålede utrolig meget lys og især varme, derfor øllerne til støberne. Natriumlyset skulle på en måde mindske ulempen ved det stærke lys fra det flydende stål.

Det var et fantastisk syn at se det smeltede stål blive hældt ned i formene fra en smeltedigel, der hang i en traverskran. Der blev ofte ramt lidt ved siden af, og så fløj dråber af smeltet stål rundt som lyskugler i luften, og så var det med at holde afstand.

Støberiet eksisterer ikke mere, men på den samme plads, ligger nu et plejecenter kaldet ”Støberiet”.

Tonny Bistrup – maj 2021

Billeder fra Lokalhistorisk Arkiv

 

Rigmor Nielsen var administrerende direktør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik fra 1964 til 1978. I 1973 stiftede hun Rigmor Nielsens Fond, som i løbet af en årrække købte alle aktier i A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, så fonden blev eneejer af virksomheden

Fra bogholder til direktør

Rigmor Nielsen blev født den 30. april 1909 som barn af Niels Juul Nielsen og Johanne Bendine Christensen. Hendes farfar var Fabrikant Peder Nielsen, som i Brønderslev grundlagde A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Rigmor blev uddannet kontorassistent i familiefirmaet A/S Peder Nielsen ”Pedershaab”, og umiddelbart efter var hun på studieophold i Tyskland og England.

I 1930 vendte Rigmor Nielsen tilbage og blev ansat som bogholder på A/S Peder Nielsen ”Pedershaab”, 21 år gammel.

Hendes far Niels Juul Nielsen var administrerende direktør, og i 1947 blev Rigmor Nielsen udnævnt til salgsdirektør. Sammen med faderen Niels Juul Nielsen udgjorde far og datter nu den øverste ledelse af ”Peder Nielsen ”Pedershaab”, hvilket varede til 1964, da Niels Juul Nielsen gik på pension og Rigmor Nielsen blev administrerende direktør. Det var hun indtil sin død i 1978.

Rigmor Nielsen blev den første kvindelige direktør i jernindustrien i Danmark, hvilket var bemærkelsesværdigt i den mandsdominerede branche.

Virksomheden beskæftigede ca. 300 medarbejdere, hvilket må siges at være en nogenlunde størrelse og med stor betydning i Brønderslev.

Virksomhedens kunder var dengang isenkræmmere i hele Danmark, og Rigmor Nielsen rejste rundt og besøgte dem personligt, hvilket knyttede stærke bånd mellem kunderne og virksomheden.

Ægteskaber og ”Brødrene Langeland”

I 1934 blev Rigmor gift med Elias Marinus Conrad Langeland, som døde i 1954.

Conrad Langeland ejede en forretning i Nørregade ”Brødrene Langeland”, som bland andet solgte kaminer, kakkelovne og malkeudstyr til landmændene, og han drev også VVS-virksomhed.

Efter mandens død, drev Rigmor Nielsen ”Brødrene Langeland” videre, men ansatte en forretningsfører til at lede den daglige drift.

Da Conrad Langeland døde i 1954, blev Rigmor samme år gift med sin onkel Oscar Nielsen, broder til hendes far Niels Juul Nielsen.

Oscar Theodor Nielsen var teknisk direktør på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Rigmor Nielsens Fond

Rigmor Nielsen fik ingen børn og havde dermed ingen direkte arvinger.

Derfor oprettede hun ”Rigmor Nielsens Fond” i 1973. Hun ejede på det tidspunkt over halvdelen af aktierne i Peder Nielsen ”Pedershaab”, og alle aktierne forærede hun den nyoprettede fond. Resten af aktierne ejede hendes søskende og fætre og lidt andet familie.

Der gik ikke mange år, før Fonden havde købt aktier af familien og ejede langt over 90% af aktierne, og i dag ejer den 100% af Beslagfabrikken.

Oprettelsen af Rigmor Nielsens Fond er nok det bedste, der er sket for “Peder Nielsen Beslagfabrik” og ikke mindst dens ansatte.

Rigmor Nielsen sikrede sig på den måde, at der kun blev en ejer af Peder Nielsen Beslagfabrik – Rigmor Nielsens Fond, og dermed kun en til at bestemme i stedet for, at aktierne forblev spredt på familiemedlemmerne, der kunne have meget forskellige interesser i ejerskabet, og ved opkøb af deres aktier sikrede Rigmor, at de ikke blev solgt til uvedkommende med onde hensigter.

Rigmor Nielsen viste sig således at være en meget fremsynet dame til glæde for fabrikkens ansatte og det nære samfund – Brønderslev by.

Rigmor Nielsens Fond har i mange år brugt indtægterne til at sponsere f.eks. en Rhododendronpark med mange hundrede tusinde kroner ja i millionklassen, støtte til idrætsklubber, Brønderslevhallen, og spejderorganisationer, golfklubben – ja gennem mange år støttet utroligt mange gode almene formål.

Medlem af byråd og bestyrelser

I to perioder, fra 1962 til 1966 og fra 1974 til 1978, var Rigmor Nielsen medlem af Brønderslev byråd for de konservative.

Fra 1966 var hun medlem af repræsentantskabet i Vendelbobanken i Hjørring og blev formand i 1974, hvilket var meget bemærkelsesværdigt med en kvinde på den post.

Velgørenhedsforeninger som Sindslidendes Vel og Foreningen til Hjertesygdommenes Bekæmpelse havde støtte af Rigmor Nielsen gennem hendes medlemskab af lokalbestyrelserne.

Ridder af Dannebrog

I 1977 blev Rigmor Nielsen Ridder af Dannebrog.

100-års jubilæum

Inden sin død nåede Rigmor Nielsen at fejre 100-års jubilæum for A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i august 1977.

Det blev holdt over to dage. Den første dag kom der gæster fra fjern og nær, kunder, leverandører og venner af virksomheden. 450 gæster spiste frokost i Hedelund. Heldigvis var der et strålende solskinsvejr, så gæsterne kunne sidde inde i restaurationen, hvor der var plads til ca. 200 personer, og resten sad ude på græsplænen.

Man måtte finde sig en plads de mest besynderlige steder. Brønderslevs borgmester P. N. Jensen sad i en vindueskarm med sin tallerken og glas.

Der var buffet, og bestilte man snaps hos tjenerne, fik man en halvflaske brændevin. Der var ikke tid til at skænke op.

Sidst på eftermiddagen var jubilæet slut, og mange af gæsterne gik svajende og støjende ned ad Nørregade for at komme med toget hjem.

Næste dag var der fest om aftenen i Brønderslevhallen for firmaets medarbejdere og deres ægtefæller. Pensionister, som havde arbejdet på fabrikken, var også inviteret med deres ægtefæller.

De 500 gæster var placeret ved 50 flot pyntede borde og serviceret af 50 tjenere. De fik en forrygende aften. Mad og tjenere kom om eftermiddagen i busser fra Papegøjehaven i Aalborg.

Rigmor Nielsen var på det tidspunkt svækket af sin sygdom, men det var en stolt administrerende direktør, der kunne byde velkommen til de mange gæster.

Under middagen underholdt kongelig skuespiller Poul Reichard, og bagefter var der dans.

En aften Rigmor Nielsen kunne være stolt af.

Rigmor Nielsen som direktør

Rigmor Nielsen blandede sig ikke meget I det daglige arbejde, men lod cheferne køre de afdelinger, som var dem betroet. Hvis en chef gjorde sig lidt uheldigt bemærket, skulle Rigmor Nielsen nok finde lejlighed til at kommentere det.

Jeg blev ansat i 1967 som ingeniør og var produktionschef i årene 1970 til 1989, så jeg har arbejdet sammen med Rigmor Nielsen i 11 år.

På et tidspunkt havde jeg argumenteret ihærdigt for at købe tre 45 tons excenterpresser til 45.000 kr. pr. styk, for der var meget travlt, og der manglede pressekapacitet.

Jeg blev bevilliget de tre maskiner, men der var ni måneders leveringstid, så da de ankom og var blevet installeret, var der knap så travlt.

En dag bankede Rigmor Nielsen på min dør, kom ind og stillede sig foran mig med en alvorlig mine og sagde: ”Bistrup – jeg husker tydeligt, at de fik bevilliget tre excenterpresser, fordi dem manglede De. Jeg kommer lige ude fra værkstedet og konstaterer, at en af de nye presser har stået stille i tre dage.”

At argumentere med mindre travlhed eller andet fandt jeg nyttesløs, så jeg sad slukøret tilbage med røde ører.

Rigmor Nielsen var en flot og statelig dame, man havde en naturlig respekt for, og som man sagde De til.

Der var dog en enkelt undtagelse.

Hver dag kl. 9 mødtes de to direktører og cheferne til postmøde i et konferenceværelse, som lå bag Rigmor Nielsens kontor.

Rigmor sad for bordenden med dagens post foran sig og med ryggen til døren, og hun sendte brevene rundt et for et. Mødedeltagerne tog så de breve, de hver især skulle drage omsorg for.

En morgen bankede det forsigtigt på døren, og vores lille 15-årige bydreng fra Vrensted stak hovedet indenfor.

Rigmor vendte sig og så på ham, hvorefter han sagde: ”Hår do noe te mæ i da?”

Og Rigmor svarede: ”Nej – det hår a inn!”

Bydrengen trak sig forsigtigt tilbage, og vores salgschef Harry Nielsen udbrød bestyrtet: ”Fru Nielsen – hørte De, at han sagde du?”

”Ja”, sagde hun, ”og hvad så, han er da så sød.”

I midten af 1970’erne blev Rigmor Nielsen syg og havde et længere sygeleje. Ingen fra fabrikken måtte besøge hende, for de skulle ikke se hende i svækket tilstand.

En dag sendte hun bud efter ingeniør Leif Thorsen. Leif havde få år forinden haft et alvorligt kræftforløb i flere år, så han kendte Rigmors situation, og derfor ville hun gerne tale med ham.

Da Leif kom tilbage og fortalte mig om besøget, græd han af sorg over at have set Rigmor Nielsen ligge hjælpeløst i sin seng.

Rigmor Nielsen døde i 1978 kun 69 år gammel.

De 3 generationer, Fabrikanten, hans søn Niels Juul Nielsen og dennes datter Rigmor Nielsen, var altså de administrerende direktører i de første 101 år af A/S Peder Nielsen Beslagfabriks eksistens.

Tonny Bistrup

Juni 2021

 

Denne fortælling handler om en Brønderslevdreng, der blev født i 1914, altså under 1. verdenskrig [01.08.1914-11.11.1918].

Peder Marlo fortæller lystigt om sin opvækst i byen Vester Brønderslev, om skolegangen, om enkelte kendte huse og bygninger, og om at ”koge” røde pølser i 80 grader varmt vand, hos slagter Nielsen i Nygade. Han giver os desuden et godt indblik i hvad der foregik i slagtehuset og om slagtersvenden som jagtede en undsluppen, forslået gris.

Han fortæller om optoget i forbindelse med at Brønderslev blev købstad i 1921. Han kommer også ind på, at der også den gang var pladsmangel på skolerne, og at hans klasse på grund af pladsmangel blev undervist i et lokale på elektricitetsværket, som lå overfor skolegades skole.

Poul Marlo fortæller, at rotterne åd hans mors lysedug, og at han fik skældud af lærer Knudsen, fordi hans vidste mere om egernet, end han gjorde. Det har for mig været spændende at læse, eftersom min far er født samme år som Poul Marlo, og at de sandsynligvis derfor har gået i klasse. Bygningerne kan jeg genkende fra min tid i byen.

Læs videre her:

Barn af Vendsyssel, bog 6 1985 ISBN 87-981199-3-1

Rotterne stjal mors lysedug:

Af Poul Marlo, Brønderslev. Opr. navn Poul Marlo Madsen.

Født den 16. juni 1914 i Brønderslev, død i 1999

Fhv. Bogbindermester

Der er vist ingen tvivl om, at jo ældre vi bliver, desto oftere går tanken tilbage til barndomstiden og barndomshjemmet, uanset om det drejer sig om den lille hytte eller den store herregård. Barndomshjemmet var jo det sted indenfor hvis mure, man fandt tryghed og fred, og hvorfra ens verden udgik.

For den, der har haft et godt barndomshjem, har disse minder derfor også hos adskillige af vores lyrikere givet inspiration til i digte at prise deres barndomshjem. Da jeg ikke er lyriker i den forstand, bliver dette mit bidrag til ” Barn af Vendsyssel” derfor i prosa og i mere jordbunden stil, selv om jeg godt kan lide lyrik, når den kommer til udtryk i rim og rytme.

Min stamtavle viser, at jeg er fuldblods vendelbo, idet mine forfædre, der både på mors og fars side, kan føres tilbage til år 1700 og lidt før, udelukkende har været vendelboer og for de flestes vedkommende bosat i det vestlige Midtvendsyssel. Jeg må dog tage et forbehold, for der har været et forlydende om, at en af de kvindelige aner i fars familie skulle have været jøde. Det må have været før kirkebøgernes tid. Jeg har i hvert fald IKKE kunnet finde hende her. Noget er der måske om dette forlydende, for det kan jo være gennem hende, de brune øjne i fars familie er slået igennem, således hos mig og 2 af mine 3 børn og igen hos vores børnebørn.

Far var fra Tolstrup og mor fra Vrensted. De var begge fra mindre husmandsbrug. Derfor kom de som andre husmandsbørn ud at tjene i 9-årsalderen og fortsatte med at arbejde ved landbruget til deres første ungdomsår. Imidlertid indså far, at der for hans vedkommende ingen fremtid lå i landbruget, og derfor besluttede han sig til at gå i murerlære. På det tidspunkt var far begyndt at blive politisk interesseret og sluttede sig tidligt til Socialdemokratiet.

Samtidig traf far og mor hinanden, og de blev så gode venner, at de ville forsøge at skabe sig en fremtid sammen. Men forinden fik min mormor en slem forskrækkelse, for da mor fortalte mormor, at hendes tilkommende svigersøn var socialist, slog mormor bestyrtet hænderne sammen og udbrød: ”Jamen det er jo forskrækkeligt min pige. De vil jo slå folk ihjel”. Mormor blev dog efterhånden beroliget, da det gik op for hende, at hendes svigersøn ikke havde i sinde at myrde nogen.

Efter at have lært murerfaget giftede han og mor sig i 1897 og bosatte sig derpå i Brønderslev, hvor far i den hastigt voksende by så større muligheder for at få arbejde. Men selv om det lykkedes at få arbejde om vinteren, blev ugelønnen i gennemsnit langt mindre, ikke mindst fordi dagpenge da var et ukendt begreb. Der må da til tider have været smalhals i hjemmet.

Efter at min bror Thorvald var blevet født i 1898 og min søster Mathilde i 1900, besluttede far at forsøge sig som selvstændig murer i Ø. Hjermitslev, hvor han den 13. august 1902 fik næringsbevis med ret til at drive murervirksomhed fra matr. Nr. 16 h.

Efter at have opført et par huse flyttede familien i 1904 atter tilbage til Brønderslev. Samme år stiftedes murernes fagforening, og kort tid efter blev far bestyrelsesmedlem og senere kasserer i en længere årrække. I forbindelse med optagelse i fagforeningen, skulle der aflægges svendeprøve, hvilket far gjorde den 22. april 1905. Samme år blev min søster Esther født.

Da far ikke var af den type, der kunne finde sig i at gå ledig om vinteren, var han allerede fra århundredeskiftet begyndt at sysle med lidt indbinding af bøger. Det greb mere og mere om sig, efterhånden som folk fandt ud af, at mureren også kunne indbinde bøger. Af og til fik far også besøg af rejsende bogbindersvende, og havde far problemer med at udføre visse finesser i forbindelse med at lave et finere stykke bogbinderarbejde, var disse svende ikke karrige med at give far et godt tip, når de fik stukket en tokrone i hånden. Derfor blev far efterhånden så rutineret, at hans arbejde ikke stod tilbage for en faguddannet bogbinders arbejde. En af de store anerkendelser fik han i 1911, da han fik overdraget arbejdet med at indbinde bibliotekets bøger.

Begge fars brødre blev mejerister. De udvandrede begge til USA. Den ene i 1901 og den anden omkring 1905. Samtidig lagde mine forældre også planer om at udvandre, vistnok stærkt animeret af fars brødre. Jeg læste således for mange år siden nogle breve fra fars brødre, og af disse fremgik det klart, at planerne for en udvandring var vidt fremskredne. De kom dog aldrig til udførelse, men grunden hertil kender jeg ikke.

I 1908 blev min bror Christian født.

Efter at have boet i Østergadei en længere årrække flyttede familien til den karakteristiske villa, der ligger på hjørnet af Krogensgade og Bredgade. Mine forældre kom da til at bo til leje i kælderlejligheden, som egentlig ikke bar præg af at ligge i kælderen. Her blev jeg født den 16. juni 1914. Det var en meget varm sommerdag, og mor var derfor først på formiddagen gået ud og havde sat sig på brønddækslet for at nyde det gode vejr.

Selvom Brønderslev havde fået vandværk den 15. oktober 1911, så fandtes der dog stadig adskillige brønde i byen. Om jeg nu syntes, det var for varmt og for trangt at ligge i det snævre rum og derfor fik lyst til at komme ud og trække frisk luft, har jeg naturligvis ingen erindring om, men fakta var, at jeg nu meldte min ankomst, og da klokken var 11 formiddag, blev jeg født.

Min fødsel blev i øvrigt ret dramatisk. I forbindelse med min fødsel led mor et større blodtab og blev ret afkræftet. Det blodtab, som hun havde lidt, måtte hun selv producere nyt for, da blodtransfusion på det tidspunkt nærmest var et ukendt begreb.

Dramatikken forøgedes yderligere ved, at min søster Mathilde i meget dramatiske vendinger udtrykte sin utilfredshed med at have fået en lillebror. Det gik endda så vidt, at hun truede med at kaste mig på møddingen. Jeg reddede dog livet, for da Mathilde fik at vide, at jeg havde brune øjne, som den eneste af mine søskende, slog hun pludselig om og accepterede mig.

Efter hvad hun senere i al fortrolighed fortalte mig, så har jeg en stærk mistanke om, hvorfor hun gjorde det, og i samme forbindelse tror jeg også, at hun har haft en finger med i spillet, da jeg fik navnet Poul.

Imidlertid ville mor gerne, at jeg blev opkaldt efter hendes mor, der var død 7 måneder før, jeg blev født. Det var dog ikke så ligetil at finde et navn, der kunne passe, for mormor hed Amalie, men i daglig tale kaldt Malle. Efter en del forslag, som ikke rigtig var egnede, sagde far omsider: ”Ja, så kan jeg ikke se andet end, at vi må kalde ham Mallekias”.

Skønt navnet passede glimrende, syntes mor alligevel ikke rigtig, det var sagen. Det har jeg senere været hende taknemlig for især da, hvis navnet forpligtede til at leve op til profeten af samme navn.

Hvordan der så blev fundet frem til navnet Marlo, har jeg aldrig fået nogen forklaring på. Jeg kom altså til at hedde Poul Marlo Madsen, der senere blev ændret til kun at omfatte Poul Marlo.

I 1916 flyttede vi til ejendommen Gasværksvej 1.

På modsat side af Gasværksvej lå Thøger Andreasens landejendom. Foruden at drive landbrug kørte han også ligvogn. Den var sort og flot udstyret. Når der var begravelse, havde hestene et sort dækken over sig, og Chr. Jensen, der var Thøgers svigersøn, var som kusk iført mørk kappe og høj sort hat, så de afdøde kunne standsmæssigt blive kørt til deres sidste hvilested. Thøger Andreasen stillede også sine 2 heste til rådighed for byens brandvæsen, når det rykkede ud til brand med den hestetrukne brandsprøjte.

I den ejendom, vi nu var flyttet i, boede fem familier. Ejendommen havde flere tvivlsomme kendenavne, hvoraf ”Rottereden” vist var det mest kendte. Ejendommen svarede godt til dette navn, for den var et sandt Eldorado for rotter, og der var derfor også mange af dem, der huserede nat og dag. En nat forsvandt en lysedug fra stuen. Et stort rottehul i fodpanelet i det ene hjørne afslørede, hvem tyveknægtene var. En dag da mor vaskede gulv under trappen, der førte op til loftet, lød der pludselig et plask i gulvspanden. Mor nåede lige at se en våd rotte springe op af spanden og forsvinde i det nærmeste rottehul.

Lejligheden bestod af 3 stuer og et værelse på loftet. Der var dog den ulempe ved dette værelse, at adgangen hertil skete gennem nabolejlighedens forgang, men herom senere. I den ene stue indrettede far sit bogbinderi, og i de to andre stuer var der opholdsstue og soveværelse.

I nabolejligheden boede Martin og Grethe. Martin var gårdskarl hos Winther & Andersen, der den gang var en omfattende købmandshandel. Martin der ikke selv havde en tone skabt i livet, ville imidlertid gerne høre, Når Frelsens Hær spillede og sang ved enden af postmesterens have ved jernbaneoverskæringen. Martin holdt sig lidt på afstand og stod derfor ved bommene på modsatte side af jernbanen. Han var nemlig ikke indstillet på at betale for fornøjelsen, for når et medlem af ”hæren” begyndte at gå rundt til de forsamlede tilhørere med en tallerken for at samle penge ind, sagde Martin: ” Nu kommer de med tallerkenen, så vil a sateme hjem”, hvorpå han skyndsomst forsvandt.

De første år vi boede her, gravede mine forældre selv deres tørv i Rebsengene ved Ryå syd for Brønderslev. Jeg har nok ikke været ret gammel, da jeg første gang var med ude at grave tørv, for jeg erindrer, at jeg skulle sove middagssøvn i det høje græs. Her lå jeg så og kunne i det fjerne høre mine forældres samtale, og medens vinden sang sin vuggesang for mig i det høje græs, der omgav mit leje, faldt jeg i søvn.

Herude oplevede jeg naturen for første gang. Således tog min far mig i hånden, og vi fulgtes ad til et sted lige i nærheden, hvor han viste mig en lærkerede med 4-5 unger i. Ligeledes gjorde min mor mig opmærksom på gøgen, der sad og kukkede et stykke borte. Det er nok sandsynligt, at min senere interesse for og glæde over naturen allerede blev grundlagt den gang.

I 1920 blev min far meget syg af lungehindebetændelse, det gjorde ham uarbejdsdygtig i et halvt år. Da sygdommen var på sit højeste, var der ikke store forhåbninger om, at han ville overleve, men det skyldtes hans stærke konstitution, at han overvandt sygdommen, selv om han aldrig genvandt sit fulde helbred.

Den 1. april 1921 blev Brønderslev købstad, og jeg var om aftenen med mine forældre på pladsen foran det i dagens anledning smukt illuminerede rådhus for at overvære den udendørs festligheder. Der var bl.a. også fakkeltog, men da det kom til syne nede for enden af Rådhusgade, kunne jeg imidlertid intet se, før far løftede mig op på armen, så jeg kunne følge fakkeltogets vej mod Rådhuspladsen. Ud over at jeg også husker, at faklerne blev kastet i en brændende dynge, husker jeg i øvrigt intet mere om denne begivenhed.

Samme år begyndte jeg at gå i skole. Det var i den tidligere realskole i Algade, hvor 1. og 2. klasserne gik i skole, inden de i 3. klasse skulle fortsætte på Skolegades skole. Mor fulgte med mig til skolen den første dag, men efter at alle børnene var blevet råbt op ved navn, stod mor og jeg alene tilbage, fordi mit navn ikke var blevet nævnt.

Der var ganske vist råbt et navn op på en elev, der skulle hedde Signe Marlo Madsen, men denne elev meldte sig ikke. Mor fik da undersøgt sagen nærmere, og det viste sig, at mit navn var blevet råbt op efter det navn der stod på min koppeattest, og her stod Signe Marlo Madsen.

Da misforståelsen var rettet, kunne jeg begynde i skolen, og der var nu heller ingen tvivl om, at jeg skulle sidde blandt drengene. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg var ikke interesseret i piger, dengang!

Som tidligere nævnt skulle vi ind gennem nabolejlighedens indgang for at komme op til værelset på loftet. Det var naturligvis upraktisk for både os og naboen. Derfor besluttede far at lave en opgang fra vores entre og op til loftet ved at lave en trappe og en lem i loftet. Da ejeren, der boede i Ålborg, under en senere inspektion af ejendommen opdagede dette, blev han så fortørnet, at han opsagde lejemålet.

Far havde ganske vist ikke indhentet tilladelse til at lave trappen, men det var jo i virkeligheden en forbedring af ejendommen og havde i øvrigt ikke kostet ejeren noget. Vi måtte jo så flytte og tage til takke med det første, der viste sig. Det blev en ganske lille kvistlejlighed i slagtermester Nielsens ejendom i Nygade.

Der var kvist ud mod Nygade og en ud mod baggården. Fra kvisten i Nygade var der udsigt ned til Mathiasens barbersalon, gartner Jensens frugtforretning og cigarhandler Henriksens forretning. Udenfor på fortovet foran gartner Jensens frugtforretning var udstillet grønsager af forskellig art. Vi lagde mærke til, at disse grøntsager var et yndet sted for byens hunde at løfte ben op ad, så det har måske nok givet grønsagerne en ganske særlig pikant smag.

Jeg var kun 7-8 år, da vi boede her, og tænkte ikke så meget på, at det var en lille lejlighed, vi var flyttet til, jeg var nemlig mere interesseret i, hvad der foregik nede i baggården, for her skete der mange spændende ting. Her havde slagtermester Nielsen eget slagteri. Her slagtede de dyr, der skulle sælges som slagtervarer i forretningen, der var i bygningen ud mod Nygade. Jeg fik lov til, efter bedste evne, at hjælpe til med forskellige ting i forbindelse med slagteriet. Jeg fik bl.a. lov til at koge røde pølser.

Det foregik i en gruekedel. Vandet måtte ikke koge, men skulle holdes på en temperatur på cirka 80 grader. Som belønning måtte jeg spise alle de pølser, som jeg kunne. Det blev den første gang til 18 stk., men så varede det også lige så mange måneder, inden jeg igen fik lyst til at spise røde pølser.

Jeg fik også lov til at være med til at slagte. Når fårene skulle slagtes, blev de lagt på en bænk, og med et slag i panden med en hammer blev de bedøvet og fik derpå halsen skåret over. Når grisene skulle slagtes, blev de lukket ind i slagterummet, hvor de fik et slag af en hammer, hvis flade hoved var forsynet med en fremstående tap, der ved slaget skulle trænge gennem pandeskallen og bedøve grisen, hvorpå den fik en kniv stukket i halsen, for at blodet kunne løbe af den.

Det lyder jo meget enkelt, men sådan var det langtfra altid, for det hændte, at slagtersvenden forfejlede sit slag og kun sårede grisen, der derefter skrigende af smerte løb langs væggene skarpt forfulgt af slagtersvenden, der igen forsøgte at ramme rigtigt. Derfor hændte det også, at grisen blev ramt 2 og 3 gange, inden det lykkedes at bedøve den.

Det var jo det rene dyrplageri, og det var sikkert også årsagen til, at jeg efter at have overværet en del af disse slagtninger, fik afsky for at komme i slagtehuset mere og derfor holdt mig på afstand.

Jeg var da heller ikke ked af, at vi efter at have boet der et års tid skulle flytte, men ønsket om at få bedre boligforhold var naturligvis størst hos mine forældre. Derfor besluttede de efter mange overvejelser at købe et hus på Gasværksvej.

Den tidligere ejer af det hus, som mine forældre købte, havde ikke kunnet svare sine forpligtelser og måtte derfor flytte. Hvorledes det stod til med den forrige ejers økonomi, fremgik klart af husets tilstand. Huset var kun 2 år gammelt, men endnu ikke færdiggjort, idet der hverken var malet eller tapetseret.

Til husets indre døre fandtes kun et håndtag. Elektrisk lys var heller ikke indlagt, ligesom der heller intet WC var, men af de tidligere beboeres efterladenskaber kunne det ses, at det meste af baghuset var blevet brugt som WC.

Der, hvor mandens seng havde stået, kunne man tydeligt se, at han havde ligget i sengen og skrået, for væggen her bar tydelige spor af skråtobaksovs, der var spyttet ud på væggen og derefter i striber løbet ned mod gulvet. Huset var blevet købt til overtagelse den 1. oktober 1922, og da mine forældre skulle fejre sølvbryllup den 12. november, skabte det jo stor travlhed med en omfattende rengøring samt maling og tapetsering, ligesom der også skulle installeres elektrisk lys.

Det blev dog nået alt sammen, så mine forældre kunne modtage deres gæster til sølvbryllupsfesten, der dog blev holdt i al beskedenhed, da restaureringen af huset havde medført en større udgift.

Kort tid efter købet af huset var der en forretningsmand, der sagde til far, at han endnu ikke havde fået betaling for kakkelovne og komfur til huset, men tilføjede han, at de penge ville far nok ikke betale. Det gav far ham medhold i, og manden måtte derfor skrive beløbet på tabskontoen.

Nogle få år efter købet af huset kom der en dag en kone ind til min mor. Hun havde hørt, at huset var til salg. Det havde mor dog intet hørt om. Konen ville dog alligevel gerne købe huset, for som hun sagde til mor: ”Nu kan det jo heller ikke koste så meget, for nu har I jo betalt noget af på det”. Da mor ved denne bemærkning langt fra følte sig fristet til at sælge huset til konen, måtte denne gå med uforrettet sag.

Selv om jeg kun var 8 år, da vi flyttede til huset, husker jeg det tydeligt som en stor befrielse at komme til dette hus, hvor der var rigelig plads både ude og inde. Der var have både foran og bagved huset. Her fik jeg også lejlighed til at dyrke min interesse for dyr. Jeg fik efterhånden et helt menageri af duer, dværghøns, kaniner, marsvin og en dejlig stor hankat, der dog voldte mig sorg engang.

Jeg havde nemlig også hvide mus, men en dag, da hunnen slap ud, fangede katten den og bed den ihjel. Tilbage var hannen og nogle ganske små unger, som det ved mors hjælp lykkedes at holde liv i. Da ungerne kunne klare sig selv, forærede jeg mus og bur til en kammerat, men han havde dem ikke ret længe, før hans kat havde ædt hele bundtet.

Efter at jeg havde gået 2 år på forskolen, skulle jeg sammen med min klasse fortsætte skolegangen på Skolegades skole. Det betød efterhånden også flere timer og flere fag. Til klasselærer fik vi Victor Knudsen. Da han den første dag kom ind i klassen, slog han sin stok ned i katederet med et ordentligt brag, så det gav et gib i os alle.

Vores første indtryk af ham var derfor, at han måtte være en galsindet lærer, men som tiden gik, viste det sig, at han var en særdeles flink lærer, som vi vist alle kunne lide, selv om han kunne blive så hidsig, at spyttet stod ham ud af munden.

Det tog vi nu roligt, ikke mindst fordi pigerne for længst havde opdaget, at de kunne sno ham om deres lillefinger. Det sidste skyldtes nok, at Knudsen og hans kone ikke selv havde børn, og af samme grund tror jeg også, at han og konen betød meget for hinanden.

De boede i ”Slottet” i Jernbanegade, i en af de øverste lejligheder. En dag, da Knudsen på vej til skole var nået til yderdøren, lød pludselig fru Knudsens stemme oppefra: ”Victor, du glemte at kysse mig”. Derpå vendte Knudsen om og måtte møjsommeligt vandre op ad de mange trappetrin for at gøre bod for sin forglemmelse.

Efterhånden som elevtallet voksede, opstod der mangel på klasseværelser på skolen. Min klasse blev derfor henvist til at benytte et ledigt lokale på det nærliggende elværk. Dette lokale var blevet benyttet som mødelokale af sognerådet fra 1911, da elværket blev bygget og indtil 1921, da Brønderslev blev købstad. Derefter blev der holdt byrådsmøder i det nye rådhus.

Medens vi havde klasseværelse på elværket, bestod jeg optagelsesprøven til mellemskolen, men forinden havde jeg erfaret, at det kunne være risikabelt at lære for meget eller i hvert fald vide mere end læreren. En dag, da vi havde en time i zoologi, som det hed den gang, jeg gik i skole, skulle vi fortælle om egernet, og dagen før havde jeg da forberedt mig ved at læse det, der stod om egernet i min zoologibog.

Jeg var som tidligere nævnt meget interesseret i dyrelivet, og da min far, der havde samme interesse, i sin bogsamling havde stående A.E. Brehm ”Dyrenes liv”, kunne jeg ikke nære mig for at læse mere om egernet i dette værk. Næste dag skete der så det, at netop jeg blev kaldt op til katederet for derfra at fortælle om egernet.

Jeg fortalte da det, som jeg kunne huske fra zoologibogen, men så var jeg så letsindig at begynde at fortælle om det, som jeg havde læst om egernet i min fars bøger. Det skulle jeg aldrig have gjort, for efter at læreren havde lyttet lidt til det, blev han pludselig stiktosset og skældte mig hæder og ære fra, idet han sagde til mig, at jeg ikke skulle stå der og gøre grin med ham ved at fortælle noget om egernet, som intet havde med virkeligheden at gøre, og jeg blev derpå beordret ned på min plads igen. Jeg blev både forundret, flov og paf, men turde ikke tage til genmæle. Det var der vist ikke mange elever, der turde i 1920´erne. Men min agtelse for denne lærer forsvandt som dug for solen.

I 1. mellem fik vi fru Oline Hansen til klasselærer. Hun var gift med skolens leder, overlærer Markus Hansen, der blev byens første borgmester. Ægteparret havde i øvrigt afvigende politiske interesser, idet Markus Hansen var retsstatsmand og fruen radikal. Jeg husker endnu, at hun overfor os ventilerede tanken om et forenet Norden, og i hendes udlægning af tanken lød det meget fornuftigt, selv om nok ingen af os havde nogen særlig politisk indsigt.

Især mindedes jeg med glæde, når Oline Hansen gennemgik f.eks. ”Synnøve Solbakken”, ”En glad Gut”, ”Aladdin” og ikke at forglemme Blichers herlige noveller. På samme tid kunne vi gennem skolen købe nogle bøger, der blev udgivet af Chr. Erichsens børne-blade. Der var bl.a.: ”Gøngehøvdingen”, ”Dronningens Vagtmester” og H.C. Andersens eventyr. Disse bøger har jeg endnu, og de kom til at danne grundlaget for min bogsamling.

Pladsmanglen på skolen gjorde sig stadig gældende, så vi i 1. mellem gik i skole på Teknisk Skole, der var ledig i dagtimerne. Bortset fra det lille intermezzo med læreren og egernet var skolegangen hidtil forløbet problemfrit med hensyn til at tilegne sig lærdom, men kort tid efter, at jeg var begyndt i 1. mellem, begyndte en langsom tiltagende dårlig hørelse at skabe problemer for mig, idet jeg efterhånden fik vanskeligt ved at høre, hvad der blev sagt i den modsatte ende af klasseværelset. For i det mindste at kunne høre hvad læreren sagde, blev jeg derfor flyttet hen til bordet nærmest katederet, men da læreren ofte befandt sig i den modsatte ende af klasseværelset under undervisningen, var det faktisk uden betydning.

Et ugelangt ophold i Aalborg, hvor jeg hver dag blev pustet i ørerne hos en ørelæge, gav ingen forbedringer. På det tidspunkt havde min dårlige hørelse for længst markeret sig i min karakterbog i form af stadig nedadgående karakterer. Da jeg derfor ikke mere havde noget udbytte af at gå i skole, besluttede mine forældre, at jeg skulle forlade skolen ved eksamen i 2. mellem. Det medførte naturligvis, at min fremtid blev lagt i andre baner, men det er jo så, som Kipling vistnok har sagt, en hel anden historie.

Kilde: Barn af Vendsyssel, bog # VI, 1985, ISBN 87-981199-3-1 (side 125-133).

 

Kilde: Barn af Vendsyssel XIII år. 2001

Skolegades Skole 1942-1951.

Mellemskoleeksamen 1951.

Elektrikerlærling 1951-1956.

Værnepligt 1956-1957 ved Ingeniørtropperne i Randers og Farum

Brønderslev Byråd 1974-1998.

Borgmester i Brønderslev 1990-1998.

Nordjyllands Amtsråd 1998-2002.

Det tindrer af sol over hav, over land,
og gederams lyser i Vildmosens sand.
Det synger i haver og hegn,
det dufter af sommerens regn.
Og her, hvor de vestlige vinde har magt,
blev Brønderslev lagt.

Sådan lyder første vers i Brønderslevsangen, som Jørgen Sørensen tilegnede mig på min 60års fødselsdag. Brønderslev ligger solidt plantet midt i Vendsyssel, så her kan man med rette være “Barn af Vendsyssel”.

Bortset fra den tid, jeg aftjente min værnepligt, har jeg altid boet i Brønderslev, men det betyder ikke, at jeg har forsaget andre egne af Danmark eller verden. Men jeg har altid glæder mig til at vende tilbage til Brønderslev. Her har jeg rod, her har jeg hjemme.

Jørgen Sørensen beskriver det ganske godt i sidste vers af Brønderslev sangen:

Jeg rejser så vidt på den vældige jord,
men mest for at gense den by, hvor vi bor,
de venner, der deler mit held,
den nabo, der si’r som jeg selv:
Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,
er Brønderslev min!

Jeg føler mig som en ægte vendelbo, selvom nogen måske vil kalde mig en “bastard”, idet anerne på min fædrende side kommer fra Himmerland. Far blev født i Volsted sogn i Himmerland i 1903, hvorimod mor er ægte vendelbo, født i Tolstrup sogn i 1904. Jeg selv er født på Grindsted Mark, som ligger nordøst for Brønderslev by. Det skete lørdag den 19. januar 1935.

Huset, jeg blev født i, kaldtes “Hølmarens Hus”. Hvorfra det havde fået det navn, har jeg aldrig fundet ud af, og jeg kan heller ikke huske noget derfra, idet vi flyttede kort tid efter, at jeg var født. Jeg har i mine drengeår set stedet, hvor det lå, men på det tidspunkt var der kun en smule sokkel tilbage.

Barndomserindringerne går derfor til det hus, som mine forældre sammen med mine bedsteforældre byggede i Dannebrogsgade 21. Her tilbragte jeg hele min barndom og mine ungdomsår.

Breve gav min far sig ikke af med at skrive, dog har jeg et brev, han skrev til sin svoger. Det er dateret den 4. juni 1935, og er måske det eneste, han nogensinde skrev.

Han skriver om det forestående byggeri, som lige var gået i gang. Han fortæller, hvad de indhentede tilbud lød på:

Murerarbejde 4.640 kr., Tømrerarbejde 1.835 kr., Snedkerarb. 1.074 kr. Blikkenslager 435 kr. Malermester 398 kr., Glarmester 79 kr.,

Elektriker 260 kr. Samlet bud. 9.500 kr.

I brevet skriver han: “Nå, ja, vi havde jo barnedåb, ikke sidste søndag, men søndagen før, og drengen kom til at hedde Peder Ivar Nielsen.”

Dåben foregik i Brønderslev Kirke den 26. maj 1935, og da jeg var født den 1 januar samme år, skrev far: “Det kunne jo ikke blive ved med at gå, han er så stor nu, så han kan sidde ret op.”

Min dåbsattest er underskrevet af kantor Nielsen, men præsten, som døbte mig, hed Noring. Han var socialdemokratisk folketingskandidat i den daværende V. kreds, og han var ifølge beretningerne en spids og skarp debattør.

På et møde i Dybvad sagde den konservative kandidat Winkel om nogle embedsbesættelser, hvor regeringen efter hans mening kun havde taget politiske og familiære hensyn: “De kender jo det gamle ord, pastor Noring  ’Når man har fanden til morbror’!”

Pastor Noring afbrød med ordene: “Ja, Deres private familieforhold agter jeg virkelig ikke at diskutere med dem!”

Barndomshjemmet i Dannebrogsgade var et hus i tre niveauer: kælder, stue og første sal. På første sal boede mine bedsteforældre. Bedstefar dog ikke ret længe, idet han døde kort efter, de var flyttet ind. Stueetagen var lejet ud for at skaffe penge til renter og afdrag. Derfor boede vi selv i kælderen, som i et nybygget hus selvfølgelig var fugtig og kold. Det var årsagen til, at jeg blev syg og blev flyttet ovenpå til bedstemor.

Min tidlige barndom blev derfor præget af bedstemors livsførelse. Hun var meget optaget af Indre Mission og var en flittig kirkegænger hver søndag. Jeg ledsagede hende som regel. Jeg husker, vi havde en bestemt plads i kirken midt på balkonen i siden ud mod Bredgade. Jeg var også en flittig bruger af søndagsskolen, som dengang foregik i missionshuset, som lå i Skolegade, hvor biblioteket i dag har parkeringsplads.

Dannebrogsgade var på det tidspunkt, vi flyttede ind, det yderste af byen mod nord, og gaden var ikke asfalteret, så den gik under navnet “Smadderstræde”.

Området var præget af landbrug, og jorden overfor vores hus var opdyrket. Den tilhørte en ejendom, som hed “Mejlstedgård”. Stuehuset til gården findes stadig. Der var flere store gårde i området blandt andre “Risagergård”, “Smalbygård” og “Helledigården”. Jorden fra alle fire gårde er i dag udlagt til beboelse.

Vi var en stor familie, som bestod af tre voksne og otte børn – fire piger og fire drenge. Tiden var præget af arbejdsløshed og fattigdom. Far var murerarbejdsmand, og der var ikke noget, der hed vinterbyggeri, så eneste mulighed i vinterperioden var snerydning. Far var så heldig at få et vinterarbejde ved en lokal købmand, som rensede korn for landmændene.

For at få tingene til at hænge sammen var det derfor nødvendigt, at vi børn hjalp til.

Som ni-årig fik jeg mit første job som bydreng i en manufakturhandel i Algade. Indehaveren hed Fini Karner. Jeg fik pladsen efter min storebror, fordi han skulle overtage en avistur med Vendsyssel Tidende. Det var en tur, som gik i arv fra de ældste søskende ned gennem rækkerne. Jeg nåede dog aldrig at få turen.

Lønnen var tre kr. om ugen, og dem afleverede jeg hjemme til den fælles husholdning. Tre kroner lyder ikke af meget i dag, men dengang var det nok til at betale rugbrød til en hel uge for en familie på ti personer.

Jeg startede i jobbet den 1. april 1944, hvor krigen rasede i Europa. Derfor var næsten alt rationeret, så det var begrænset, hvad der var af varer i manufakturforretningen.

Jeg var meget glad for at være der. Alle var flinke og rare mod mig, så da jeg efter et år flyttede, var det ikke fordi, jeg var ked af at være der, men jeg fik tilbudt en plads, hvor jeg kunne tjene syv kroner om ugen. Det var hos skohandler Jacob Christensen i Bredgade/Nygade.

Hos Jacob Sko havde jeg seks gode år. Jacob var et utrolig rart menneske, der behandlede sine ansatte med stor omsorg, så man hver dag var glad for at komme på arbejde. Selvom krigen sluttede kort tid efter, at jeg begyndte i butikken, var tiden stadig præget af materialemangel. Især gummistøvler og lærredssko var svære at få, så kunderne var skrevet op i lang tid, inden de fik de ønskede varer.

En lille episode fortæller lidt om dette. En sommerdag kom en mor med sin lille søn ind for at købe et par lærredssko til drengen, og det kunne forretningen ikke levere. Moderen sagde så: “A wel jan snaek me Jacob”. “Det kan ikke lade sig gøre sagde ekspeditricen, “Jacob Christensen er på kanotur på Gudenåen.” Så forlod kunden butikken, men på vej ud kiggede drengen op på moderen og sagde: “A wel got nok øensk, haj ku druwn i Gudenoen.”

Jacob var en driftig og fremsynet forretningsmand, derfor fik han som en af de første i landet anskaffet et gennemlysningsapparat, så man kunne se om skoene passede. Det var en slags røntgenapparat. Der var dog kunder, som under ingen omstændigheder ville stikke fødderne i apparatet. De troede, man kunne se, om der var lakrids mellem tæerne.

Det var trods alt ikke arbejde det hele. Der var også en skole, der skulle passes. Jeg startede på Skolegades Skole den 1. april 1942. På det tidspunkt havde den tyske værnemagt okkuperet det meste af skolen, så der var kun lidt plads til undervisning. Man delte derfor eleverne, sådan at de ældste klasser gik om formiddagen og os i de yngste klasser om eftermiddagen.

Skoleforløbet var dengang todelt, så man kunne vælge at gå fra 1. til og med 7., eller man kunne gå fra 5. over i mellemskolen, som var fireårig. Derefter kunne man tage realeksamen.

Det med at vælge var ikke reelt, idet mange af økonomiske grunde valgte mellemskolen fra. Jeg havde selv et ønske om at tage en mellemskoleeksamen, fordi den indeholdt en række fag, som jeg havde lyst til at lære, blandt andet fremmedsprog. Jeg fik lov mod, at jeg selv tjente mine lommepenge. Pengene fra min byplads gik jo til den fælles husholdning.

Jeg fik derfor en plads som mælkedreng om morgenen, inden jeg skulle møde i skole. Jeg mødte på mejeriet kl. 6.30, hvor mælkevognene rykkede ud. Det foregik med hestevogn. Jeg kørte med mælk i fem år, så det var en meget bunden tilværelse, jeg havde meget lidt fritid. Men de mange glæder, jeg oplevede ved at komme med mælk til de mange kunder, opvejede den manglende fritid.

Jeg var heldig, at den rute, jeg var med på, lå tæt ved skolen, så jeg kunne nå frem på fem minutter. Mælkemanden, jeg kørte med, var venligheden selv. I de fem år, jeg var med på turen, har jeg aldrig oplevet ham vred eller utilfreds, og jeg fik altid lov til selvstændigt at klare opgaverne.

Vi gik i skole alle hverdage i ugen, bydreng var man også om lørdagen, og mælken blev også bragt ud om søndagen. Alligevel nåede vi meget. Friluftsbadet blev besøgt hver dag i sommerhalvåret, og om vinteren var det gymnastikken, jeg deltog i.

Ferie var der ikke meget af i min barndom, men vi nød godt af, at vi havde familie, som gav os ophold i nogle dage hver sommer. Jeg havde en onkel og moster, som boede ude på Hjermitslevgårds Mark. Her havde jeg mange gode dage med alle landlivets glæder. Her var heste, køer, grise og høns. Det var et lille, men veldrevet landbrug, de havde, og her fik jeg lejlighed til at opleve, hvad livet på landet betød. Jeg har siden haft megen respekt for det arbejde, landbrugerne udfører!

Jeg tilbragte også mange gode dage hos en onkel og moster, som drev en landsbysmedje i Visse, som ligger et lille stykke syd for Aalborg. Det føltes næsten som at komme til udlandet, men der var trods alt ikke længere, end jeg kunne cykle derud.

I mange år var vi hver sommer på udflugt til Aalborg. Vi kunne gennem skolen hvert år søge om en frirejse med statsbanerne, og vi valgte altid en tur med tog til Aalborg. Dengang var en tur med tog et længere foretagende, da det standsede adskillige steder, inden vi nåede frem. Fra banegården gik turen op over baneterrænet til Zoologisk Have, hvor vi studerede de mange sjældne dyr, og sjovest var fodringen af søløverne. Det skulle vi overvære hvert år.

Så gik turen til Aalborgtårnet, hvor den medbragte mad blev fortæret, Det var dagens højdepunkt, idet der til anledningen var gjort ekstra ud af madderne. Derefter gik turen tilbage mod Brønderslev. De senere år blev turen dog udvidet med et besøg i Tivoli Karolinelund.

Før jeg startede i skolen, var jeg hvert år med bedstemor på besøg hos hendes familie, som boede i Ellidshøj i Himmerland. Det var en lang tur først med tog til Aalborg. Dernæst var vi med bus til Svenstrup, og herfra var det til fods resten af vejen. Bedstemors familie ejede Ellidshøj Gæstgiveri. Det var et meget spændende sted for en lille dreng. Jeg har mange gode minder fra disse ture.

Først efter min konfirmation kom jeg på lidt længere rejser. Min ældste søster var flyttet til Sjælland, og det gav muligheden for at komme derover, uden at det kostede alt for meget.

I min barndom var julen noget helt specielt. Vi lavede selv næsten alt, hvad vi skulle bruge. Vi havde f. eks hvert år en gris gående i et skur hjemme i haven. Den blev fedet op til julen. Vi havde en times middagspause fra skolen og gik hjem og spiste. I pausen nåede vi også rundt til naboerne for at samle kartoffelskræl, som blev kogt og iblandet mel til grisen.

Vi gik selvfølgelig og kløede grisen bag øret hele efteråret, så den dag, den skulle slagtes, var der stor sorg i hele familien, men det var den eneste måde, der kunne blive råd til sul på julebordet.

Vi havde også hvert år et stykke jord, hvor vi dyrkede kartofler, som var den vigtigste del af vores kost. Vi havde kartofler nok til hele året på dette stykke jord. Vi børn hjalp selvfølgelig til, når kartoflerne skulle i jorden og igen den dag, de skulle graves op.

Mellem kartoffelrækkerne blev der plantet grønkål, som var julens vigtigste spise i Vendsyssel. Der blev spist grønlangkål hver eneste dag. Forarbejdet blev gjort at far. Han ribbede kålene, hvorefter de blev grundigt skyller og puttet i gruekedlen, hvor de blev kogt og derefter formet i boller. Herefter blev resten overladt til husmoderen.

Efter endt skolegang kom jeg i lære som elektriker. Det var i et stort firma, som udførte alle former for elinstallationer. Jeg havde mange gode år i firmaet, som hed N. Ejlertsen. Her startede mit faglige og politiske virke, først med arbejde i Lærlingeklubben og senere i Elektrikernes Fagforening.

Jeg var i en årrække formand for elektrikerne i Vendsyssel, og det førte mig til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, hvilket medførte mange rejser til København.

Det foregik dengang med tog, så det tog meget af min tid. I 1982 valgte jeg at stoppe på grund af andre opgaver.

Jeg var i 1974 blevet valgt som medlem af Brønderslev Byråd for Socialdemokratiet, og det førte en række nye opgaver med sig. Derfor måtte de prioriteres, og jeg valgte det lokale.

Jeg var medlem af Brønderslev Byråd i 24 år med mange gode og spændende opgaver, som blev løst i samarbejde med gode byrådskollegaer fra alle politiske grupperinger.

Jeg har været medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening i Nordjylland i 20 år. Endvidere var jeg medlem af bestyrelsen fra 1986 til 1990. Arbejdet i Kommuneforening lærte mig, hvor vigtigt det er at stå sammen om løsning af opgaverne uanset partifarve. Det er det mest holdbare og dermed også det bedste for borgerne.

En fireårig periode som medlem af Nordjyllands Amtsråd er ved at være slut. Resten af mit liv skal bruges på familien, som har været utrolig tålmodig i de år, jeg har været beskæftiget med fagligt og politisk arbejde. Jeg tror, det har været en fordel, at min kone kendte det politiske arbejde fra sit hjem, hvor hendes far var et aktivt medlem af Jerslev Sogneråd gennem mange år.

Jeg har haft mange spændende opgaver i vidt forskellige organer, men for mig er byrådet det sted, hvor demokratiet har de bedste vilkår. Her er man tæt på sine politiske kollegaer, man kender medarbejderne, og man møder borgerne på gaden og får derved den direkte kontakt.

Jeg havde den glæde og ære at være borgmester i den by og den kommune jeg holder så meget af. Jeg er meget taknemmelig for, at den opgave blev mig betroet i otte år.

Når man har en fortravlet tilværelse med opgaver, der foregår uden et fastlagt tidsskema, er det begrænset, hvilke fritidsinteresser, man kan deltage i. Jeg har derfor helliget mig hobbyer, der kan udføres, når det passer ind i en travl arbejdsdag, ting som kan tages op, når tiden og lysten er der.

Jeg har gjort meget ud af at samle på vittigheder. Dem har jeg efterhånden en stor samling af. Nu, hvor jeg har fået bedre tid, tager jeg rundt og underholder med dem og glæder dermed andre. Vendelbomålet er velegnet til humoristiske formuleringer, og det påstås, at det er så sundt at grine. Det gør tilværelsen både lys og dejlig.

Jeg har i mit liv mødt mange prægtige mennesker, som har beriget mit liv. Dirigent for Danmarks Radios Pigekor gennem mange år, Tage Mortensen, var en god ven af Brønderslev. Derfor skrev han en sang til Brønderslev i anledning af byens 75års købstadsjubilæum. Den sang vil jeg slutte mine vendsysselske erindringer med.

BORGEN I MOSEN

En vældig grønhed griber blikket,
stræk af græs i ildrød sol.
Møller suser, sagn fortæller,
brede gårde er symbol
for de slægter, som i mosen
kultivered’ sumpet jord
til en flade uden lige,
hvor i dag, der leves, gror.

Store enges kanter flades,
åens siv blev skåret ned,
løbet rettet ud for tiden,
mosens brug blev til et sted
for de slægter, som med byen
bygged landets røde borg,
hvor et tårn som kendemærke
blev symbol for glæde – sorg.

Når de hvide tåger lægger
spindel over mosens land
violette solstrejf falder
blidt med spejl i åens vand,
vandrer jeg så trygt mod borgen
og de lave huses ly
blandt moderne tiders byggen:
Mosens hjerte blev en by.

Tage Mortensen

„The Pretenders” vandt DM ved radioens konkurrence 1968

Kilde: Dalsgaard -Pretenders hjemmeside

Herunder nogle lidt ældre orkestermedlemmer

The Pretenders fra Brønderslev, tillagdes store chancer ved konkurrencen, ”Toppen af poppen”, der er arrangeret af Danmarks radio for at finde det bedste amatørorkester inden for genren, skuffede ikke de mange tilhængere i Nordjylland, idet Martin Bøgild, Jens Dalsgaard, Steen Fuglsang, Poul Vejby og Mogens Dyrberg i dag kan vende hjem fra København som vindere af finalen i Studenterforeningens lokaler.

Pretenders var eneste jyske repræsentant i finalen, og slet ingen fra Fyn var fundet gode nok. Et orkester, Manor, havde sendt afbud, da basguitaristen havde fået fåresyge, så der var fire konkurrenter fra København og Sjælland tilbage. De fem fra Brønderslev var næsten ene om at repræsentere den almindelige og mest populære underholdningsgenre, mens de øvrige grupper forfaldt til megen eksperimenteren i stilarter, de ikke magtede alt for godt – hvilket også de tre dommere bagefter dadlede dem for.

Pretenders blev præsenteret som tredje gruppe efter The Unknown fra Hellerup og Spotlights fra Sorø. Førstnævnte var absolut svag og serverede et rodet, selvkomponeret nummer, som ganske savnede mening.

Spotlights havde blæsere med og spillede på sin vis udmærket, men både sanger og trompetist havde svært ved at klare registret og holde tonerne rene.

Derimod var efter vor mening ”Jennifer Eckolls” og ”Do I still figure” helt igennem perfekte fra Pretenders. Poul Vejbys sang var yderst fin og klar, og der var lagt megen vægt på den instrumentale baggrund. Den var gennemarbejdet til det sidste. Indvendes kan, at Hollies-nummeret var en kopi — men til gengæld en meget fin kopi, som Tommy Petersen siden sagde.

Canon fra Østerbro var også helt igennem perfekt. En anden stil end Pretenders, men absolut lige så veludført. Canon kunne have fortjent at dele førstepladsen med brønderslevgruppen, men det synes i orden, at dommerne også foretrækker én stilart frem for en anden. Danon havde ubetinget dagens bedste sanger. Sun of Mad fra Humlebæk var en blues-gruppe og fortjente en høj placering på sin næsten negroide spillefacon og sang, men dommerne placerede dem som nr. fire. Denne gruppe kan dog heller ikke umiddelbart sammenlignes med nogen af de øvrige.

Disse fem grupper var udvalgt gennem indledende konkurrencer, hvori der havde deltaget hele 170 orkestre.

Dommerne Hans Jørgen Skov fra Danmarks radio, orkesterleder Tommy Petersen og journalist Sv. Segelberg placerede de fem finalister i følgende orden:

1: The Pretenders, Brønderslev. 2: Canon. 3: Spotlights. 4: Sun of Mad. 5: The Unknown.

Bagefter måtte Brønderslevgruppen, der nu får et radioprogram i præmie, give et ekstranummer, der – fri for nerver – var om muligt endnu bedre, end de to andre.

På trods af mange planer og flere tilbud fik vi aldrig indspillet nogen plade. Vi boede måske for langt fra København, når det kom til stykket. Gennem tiden har vi lavet en hel del optagelser af vores musik, men kvaliteten er noget svingende. Først da Kjeld Thorbjørn kom til, lykkedes det. Han havde nogle sange, der passede til et egentligt rock-orkester.

Vi lavede et samarbejde, der resulterede i en LP ”Hår i maden”, der udkom under gruppenavnet Fars. Det var ikke den slags musik, vi plejede at spille, men snarere et forsøg på en slags dansk new wave. Pladen fik gode anmeldelser, men blev – for at sige det mildt – noget overset af publikum

Efter Fars-projektet er vi stort set holdt op med at spille offentligt. Vi mødes dog stadig, holder repertoiret ved lige, indspiller nogle numre og laver lidt playback bånd

Indimellem bliver det også til en lille privat koncert.

Vi har spekuleret på, om vi skulle fejre det her 20-års jubilæum. Resultatet af spekulationerne er blevet, at vi i samarbejde med Skråen i Aalborg og Sysseltinget i Hjørring afholder to jubilæumskoncerter henholdsvis den 5. december og den 12. december. Det bliver en lille retrospektiv gennemgang af den Nordjyske rockmusiks historie gennem 20 år, der i blandt også Fars-numre.

Og for at erindringen om bl.a. rockmusikkens barndom i Nordjylland ikke skal gå i glemmebogen, afleverer vi bagefter vores udklip, fotos, plakater, bånd med musikken gennem årene samt andre souvenirs på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

Vi går på museum, men vi har dog ikke tænkt os at aflevere vores instrumenter. Så  20 år ……

Og hvordan så vi ud, når vi var ude at spille? Formentlig ikke mere tosset end vi ser ud i dag. – men dengang skulle man være ens klædt.

Pastor Bøgild

Vi fik fine jakker, bordeauxfarvede, hvide skjorter med sådan en slags bondeflip, stramme sorte bukser og brune ruskindsstøvler.

Vi har ikke et egentligt billede af hele flokken i den mundering, men heldigvis havde Martins mor gemt hans jakke og skjorte, så vi kunne tage et billede af ham her til lejligheden. Han passer den faktisk endnu!

År 1986

Brønderslevorkestret Pretenders har eksisteret i 20 år, og det markeres med en jubilæumskoncert i aften på Sysseltinget i Hjørring.

Pretenders blev til i 1966, da medlemmer fra et par af byens daværende sekssyv pigtrådsorkestre eller beatorkestre gik sammen. Og de har holdt sammen lige siden. Kun en enkelt udskiftning er der sket på de 20 år.

Søren Tipsmark kom til i stedet for Mogens Dyrberg, der fik andre musikalske interesser. Han er i dag aktiv i Aalborg Symfoniorkester.

Medlemmerne af gruppen er Martin Bøgild, Poul Vejby, Jens Dalgaard, Sten Fuglsang, Søren Tipsmark og Ib Dalgaard. Ib Dalgaard er den eneste, der ikke var med ved starten for 20 år siden.

Højdepunktet blev nået i 1968, da orkestret blev kåret som Danmarksmester i pigtrådsmusik. Pretenders vandt foran 170 andre orkestre. Det gav gruppen en række job over hele landet, og gruppen kom også i kontakt med pladeselskaber, der viste interesse for gruppen, men pladeudgivelser blev det aldrig til.

Dog medvirkede Pretenders på en plade. Det var Kjeld Torbjørnsen fra Slåbrock Band, der ønskede et mere rock-orienteret orkester end Slåbrock Band.

Der er sammensat et show bestående af numre fra hele gruppens historie. Da der ikke er spillesteder i Brønderslev, har det været nødvendigt at tage udenbys. Tidligere har Pretenders underholdt på Skråen i Aalborg, og orkesteret håber på samme succes i aften.

Biografen Bien i Brønderslev var – foruden at være biograf – midtpunkt i byens rockmiljø. Her øvede de forskellige grupper. The Headshakers, The Rattlesnakes, The Amblers eller hvad de nu hed.

I starten spillede man på biografens højttalere, men efter at de var gået sig en tur, fremskaffede de forskellige orkestre selv nogle instrumenter.

Og så gik det ellers på livet løs, og masser af unge mennesker øvede sig i biografsalen.

Det var gratis, der blev aldrig betalt for el eller varme, og eftersom der ikke rigtig var nogen steder at gå hen i Brønderslev dengang, kan man godt sige, at biografejer K.G. Fuglsang for egen regning drev byens første fritidshjem.

I en periode var der pigtrådskoncerter i biografen. Børn 2 kr., voksne 3 kr.

Biografen blev døbt om til Hit-House, og på de gode dage spillede op til 10 forskellige orkestre for fulde huse.

Mit første trommesæt var en 3-2-1 laderstue hjemme hos os selv, fortæller Søren.

Derefter gik jeg over til olietønder og svejselektroder på min fars virksomhed. Da det efterhånden blev for dyrt i elektroder min far mig mit første trommesæt julegave. Dengang var jeg syv år.

Siden er det jo blevet til lidt mere. En af mit livs største oplevelser havde jeg i øvrigt som trommeslager i 13-års alderen.

Burning Red Ivanhoe skulle spille i Brønderslev-hallen, og på grund af dårligt vejr nåede deres trommeslager ikke frem.

Da de annoncerede i hallen efter en stedfortræder, var min kammerater jo vældig flinke til at få mig op, og så spillede jeg med dem i en halvanden times tid.

Der var også indtægter ved at spille og hvad fik vi ud af det?

Det spørgsmål kunne vi også godt tænke os at få besvaret. For vi har nok kostet mere på vores hobby end det, vi tjente ind ved at spille.

Men der skulle jo være orden i sagerne – også af hensyn til skattefar – så vi førte naturligvis regnskab. Regnskabet kan beses i sin helhed på Vendsyssel Historiske museum herefter, men lad os se på en typisk weekend.

Lørdag aften i Åruphallen på Fyn, 1200 kr. Søndag eftermiddag i Nykøbing Falster, 800 kr. Vores manager, Eugen Tajmer, skulle have 400 kr., transporten var på 447 kr. og mad skulle vi jo også have. Når alle udgifterne var betalt, kunne vi dele slanterne, så indimellem havde vi da penge på lommen. Og så skal man jo også huske på, at selv om beløbene ikke lyder særlig store, så skal de jo ganges med mindst 5, for at få et indtryk af hvor meget rugbrød, der kunne købes for dem i dag.

Nu skal man jo heller ikke gøre alt op i penge. For selv om vi ikke blev millionærer på musikken, kan man ikke købe sig til de mange års kammeratskab og venskab. Så tro ikke, at vi ikke føler, vi har haft noget ud af det!

Nicolai Hassings flotte hus
stammer fra 1889

Huset er beliggende i Algade nr. 1-3. Bygningen har altid været en pryd for Algade, og den ligger lige overfor den kendte guldsmedeforretning, Børge Hansen, som videreføres af sønnen Ole Agger Hansen.

Crome & Goldschmidts Fabrikers Udsalg samt
Brønderslev Materialhandel. I forgrunden ses
jernbanebommen ved baneoverskæringen

Det startede, så vidt vi kan finde ud af, som en MATERIALIST- butik, med varesortiment a la det Matas er kendt for.

I gamle dage var en materialist en, der solgte basis-kemikalier, kemiske stoffer, diverse pulvertyper, ekstrakter, hostemidler, vin m.v. Salget i dag er af en helt anden karakter og kaliber: neglelak, hudplejemidler, hårplejeprodukter, plaster, forbindingsstoffer, neglefile, sakse, plaster, brintoverilte og hvad ved jeg.

Ad åre blev sortimentet eller vareudbuddet ændret, så man også solgte kolonialvarer og andre typer købmandsvarer samt vin, som vist altid var blevet solgt fra denne butik.

Forretningen blev startet af Nicolai Hassing i 1889 og senere kom frk. Ellen Hassing (Hassings datter) i spil, og i 1956 overtog Villy K. Madsen forretningen. Villy K. Madsen fik i øvrigt det spøjse tilnavn “Strø Madsen”, hvilket skyldtes, at nogle barneplejersker på Brønderslev børnehjem internt begyndte at omtale ham sådan.

Tilnavnet Strø Madsen opstod på grund af, at børnehjemmet købte deres pulver til barnenumserne i Strø Madsens butik. Efter ”Strø Madsen” blev forretningen i 1984 overtaget af Chr. Bjørn Christiansen, som i øvrigt var udlært på stedet.

I dag ejes forretningen af Christian Bjørns datter, Charlotte, som også er udlært materialist, men i Aalborg. Charlotte Christiansen driver nu forretningen under navnet Matas og med kædens ”produktsortiment”.

Villy K. Mafsen 1918 – 1986.

Villy K. Madsen, født den 24. november 1918, død den 22. oktober 1986. Han nåede at blive borgmester i byen i 1966 og var desuden formand for byens Handelstandsforening i en del år.

Villy K. Madsen, Forhenværende Brønderslev-borgmester er død. Fhv. borgmester og materialist Villy K. Madsen, Helgolandsgade 11, Brønderslev, døde i går, 68 år gammel. Han blev valgt til Brønderslevs venstreborgmester i 1969, hvor der var borgerligt flertal i Storkommunen. Villy K. Madsen (V) vandt over Willy Kløve.

Efter Villy K. Madsen overtog Chr. B. Christiansen forretningen i 1984. Christian B. Christiansens datter blev optaget i firmaet i 2004.

33-årige Charlotte Christiansen blev i 1990 uddannet materialist.

Hun var derefter i forretningen i Aalborg til 1997, da hun kom til Brønderslev. Christian B. Christiansen og hans tidligere chef, Villy K. Madsen, åbnede sammen forretning i Sjællandsgade i Aalborg i 1968.

Den overtog Christian B. Christiansen i 1984 sammen med forretningen i Brønderslev. I 2000 afhændede de forretningen i Aalborg for at koncentrere sig om forretningen i Brønderslev, som samme år blev udvidet, så der er næsten 300 kvadratmeter salgsareal.

Christian B. Christiansen kom i 1961 i lære hos Villy K. Madsen, og i 1984 overtog han forretningen.

I samme ejendom lå Valdemar Karnøe`s forretning, se billedteksten. Senere, måske i 1960´erne flyttede “Tøjeksperten” ved Thøgersen, ind i de vestlige lokaler.

Møbelhandler Harry Jensen,

Bredgade, Brønderslev

Øverst tv. Ejerskifte foran den flotte forretning i Dannebrogsgade/Grønnegade og th.  bankdirektør Richard Lundø, Brønderslev Bank ønsker Harry Jensen tillykke med de nye lokaler i Bredgade som han var flyttet til.

Møbelforretning har skiftet ejer i 1982

Kilde: Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev, læserne, aviserne og nettet.

Møbelhandler Harry Valdemar Jensen, Idé Møbler i Bredgade i Brønderslev, har fra i går (1.7.1982) solgt sin forretning til møbelfirmaet Norbo i Hjørring. 

Det sker efter, at Harry Jensen i 45 år har drevet forretning i Brønderslev forskellige steder fra – sidst fra Bredgade. Men han stopper ikke helt sit virke. Harry Jensen fortsætter med at have sit værksted, hvorfra han vil udføre småreparationer på møbler.

Kontorassistent gennem 18 år hos Harry Jensen, Jytte Thomsen, fortsætter i forretningen efter salget til direktør Hans Larsen, Norbo. 

Jytte Thomsen skal sammen med Orla Kristiansen, der er uddannet hos Heile i Brønderslev, stå for den daglige ekspedition.

Møbelforretningen Norbo i Hjørring, der også er forhandler af Idé Møbler, skal have Brønderslev-afdelingens udkørsel og administration, idet forretningens centrallager fortsat er placeret i Hjørring.

Forretningen i Brønderslev er på 1000 kvadratmeter og forretningen i Hjørring er på 5.000 kvm.

Efter overtagelsen vil Norbo foretage nogle ombygninger af forretningen i Brønderslev, oplyser direktør Hans Larsen.

Kilde: Lokalarkivet, Brønderslev.

Hvem er Harry Jensen

Jytte Thomsen kontor- og butiksassistent fortæller:

Da Harry Jensen fik sit svendebrev, cyklede han op gennem Jylland og kom til Brønderslev, hvor han blev resten af sine dage.  Her fik han arbejde som møbelsnedker hos Thorhauge Møbler nede på Torvet i Algade. Men han ville jo gerne have sit eget værksted, så han startede op på den anden side af gaden inde i gården.  Senere flyttede han over gaden. Her havde han så både værksted og solgte møbler. Det er vist det, jeg er blevet fortalt, siger Jytte.  Og han fandt jo også en pige her. Hun hed Ebba Hougaard og var cementstøber Hougaards datter fra Hallund.

Bente Niemann skriver denne kommentar:

Lidt ved jeg. Harry boede privat i et træhus på højre side af Bredgade, overfor kirkegården. Så vidt jeg ved, var Harry oprindelig Bornholmer. I baggården fandtes et værksted til reparation af møbler. Han havde ansat en “ældre” mand på værkstedet. Jeg var i skolepraktik på værkstedet i 2 uger, da jeg havde en drøm om at blive møbelsnedker.

De første 2 dage skulle jeg tørre støv af i butikken, men jeg fik gjort ham opmærksom på, at jeg var der, for at opleve møbelsnedkerfaget, ….

På sit sjove syngende sprog, gav han udtryk for, at det havde han ikke oplevet, at pigerne ville uddanne sig i det fag. Jeg kom på værkstedet resten af perioden, hjalp til med diverse opgaver og fik endda lavet det flotteste træskrin…

… en dejlig oplevelse, men jeg kom ikke i lære i faget.

Bent Esbjerg Vejlstrup Andreasen skriver:

Harry “Bornholmeren” Jensen boede Bredgade 170, i et “køkkenblå” træhus. Jeg boede nabo til ham og fruen, vi fik tit en snak på fortovet eller gennem hækken. Han var meget dårlig til at se, men han cyklede på sin “minicykel” ind til byen hver dag, på fortovet. Han kunne se lopperne mellem fliserne, så dem fulgte han rundt når han cyklede. Han havde kommunens folk til at klippe sin hæk, men de måtte IKKE klippe ovre ved garagen da den var “pilrådden”, så det gjorde han selv indtil jeg tog over. Jeg skovlede også sne for ham om vinteren, og for det fik da også en lille ting. Jeg kan ikke huske, hvad hans hustru hed, men det var et par dejlige mennesker.

1. Vores dør i kælderen havde samme blå farve som deres hus. Det grinede vi en del af.

Ulla Rynkeby fortæller:

Bornholmeren lagde faste gulvtæpper i vores lejlighed … der hoppede han også den gang livligt rundt. Det var i tresserne… desuden var han en dygtig badmintonspiller.

Jens Otto Madsen fortæller: Harry Jensen også kaldet ”bornholmeren” var en meget rar og omgængelig forretningsmand. Man så ham næsten altid med pibe i munden. Her Harry Jensen købte jeg alle mine møbler til mit lejede værelse i 1963, hvor jeg flyttede til Brønderslev. Da jeg i 1970 skulle giftes købte vi vores senge hos Harry Jensen og da Handelsbanken skulle flytte til nye lokaler, blev jeg tilbudt et gammelt, stort rundt spisebord i mahogni. Bordet kunne trækkes ud og man kunne sætte op til 12 plader i bordet. Vi tog med tak imod som endte med at være vores spisebord i over 30 år. Det var et fint bord, der tidligere blev brugt i den gamle direktørs lejlighed, hvor spisestuen kunne rumme bankens repræsentantskab. Bordet var utrolig tungt, idet man havde fået installeret et udtræk i træ, som fyldte hele undersiden.  Midt på skulle der, når der var flere plader sat i, sættes ekstra ben på, for at stabilisere det lange bord.

Dette flotte bord havde møbelhandler Harry Jensen lavet til Brønderslev Bank. Harry Jensen var genbo til banken. Til bordet fik vi desuden spisebordsstole som var betrukket med hestehår. Harry Jensen kunne lave utrolig mange ting. Han havde en rigtig god forretning, som han udvidede med et stort udstillingslokale med vinduer ud til Dannebrogsgade og Grønnegade.

Denne del af forretningen og ejendommen, er senere købt af Kommunen og indrettet med et varmtvandsbassin hvortil patienter med behov for dette henvises.

Nekrolog
—————-
Harry Valdemar Jensen, plejehjemmet Kornumgård, Brønderslev, 90 år.

Harry Jensen blev født på Bornholm (i Øster Marie, den 4. juli 1914). Han var bedre kendt som “bornholmeren”.

I 1936 (som 22-årig) tog han en tur til Vendsyssel for at besøge nogle soldaterkammerater og evt. finde sig et arbejde.

Det lykkedes ham at få arbejde hos møbelhandler Thorhauge i Brønderslev. Efter en tid her etablerede han sig som selvstændig i en mindre møbelforretning, der efterhånden udviklede sig til en af byens største.

Harry Jensen blev gift med Ebba Johanne Hougaard fra Hallund. Parret bosatte sig i Brønderslev. Her var Harry Jensen stærkt involveret i idrætsforeningens badmintonafdeling, idet han i flere år var klubbens formand og en interesseret spiller.
Desuden var han i handelsstandsforeningens bestyrelse.

Harry Jensen blev svagtseende og måtte for knap to år siden, i 2002, tage ophold på Kornumgård.

Han efterlader sig en datter og en søn, to svigerbørn og fem børnebørn.
Kilde: N.S. Den 22.9.2004.
Tak til Anne-Marie R. for hjælp med at fremskaffe artiklen.

PS. Harry Valdemar Jensens hustru, Ebba Johanne Hougaard stammer fra Hallund.
Hun er født den 24.10.1920 i Hallund og er datter af Cementstøber Hougaard.

En mini-anekdote om ”bornholmeren”, Harry Valdemar Jensen der som 22-årig slog sig ned i Brønderslev, cirka 400 km nordligere (fugleflugtslinje) end Øster Marie på Bornholm. I en avisomtale til N.S har Harry sagt, at han tog til Brønderslev for bl.a. at besøge nogle gamle soldaterkammerater, men at han også ville forsøge at finde et arbejde. Hvem han besøgte, får vi nok aldrig at vide, men han fortæller, at han fik fast arbejde hos den i Brønderslev kendte møbelsnedker Th. Thorhauge, som i øvrigt tidligere har været omtalt på denne Facebook-side. Det ville ellers have været rart at kende den reelle baggrund for hans udrejse fra Østermarie, en lille landsby med 3-400 indbyggere på Bornholm, til Brønderslev. Han kom til Brønderslev i 1936, hvor indbyggertallet i byen nok har været på knapt 6 tusinde. I trediverne var der stor arbejdsløshed rundt om i verden. Også i Danmark var der arbejdsløshed. Da den var på sit højeste, var vi oppe på 43,5%. I 1936 var der ”Storlockout” i Danmark, men regeringen Stauning greb ind og ophævede et mæglingsforslag til lov, så hjulene igen kunne snurre.

Kilde: Arbejdsløshedsbevægelserne i 1930’erne | Arbejdermuseet

 

 

 

 

 

Mit liv med musik fra Skævebro til Hvilshøj og Ø.Brønderslev

 

Poul Erik Jensen spillemand/musiker Gråstenvej 1, Ø. BrønderslevFødt, den 21. december 1957 i Skæve Sogn

1965  – 1974   Skolegang på Dybvad Vestre og Østre skole

1975  – 1976   Handelsskole eksamen fra Frederikshavn Handelsskole.

1976  – 1978   Kontoruddannelse KFK / Vendsyssel Korn, Brønderslev/Vrå

1978  – 1986   Kontorassistent  –  KFK/ Vendsyssel Korn, Brønderslev

1979  – 1984   Boede i Hvilshøj i købmands lejligheden – job hos KFK

1984  –            Gift med Jytte og vi byggede hus i Ø. Brønderslev

1986  – 1997   Kontor/bank assistent Handelsbanken/Danske Bank, Br.slev

1997  – 1998   HF fag på VUC i Brønderslev

2000   –           Spillemand/musiker / lærer hos AOF i keyboard/piano samt

dirigent for mandskoret ”Frejdig af 1912”.

Musik:

1969  – 1973   Orgel undervisning af Kaj Kjæhr, Dybvad

1972  –            Spillemand/selskabs musiker

1998  – 2000   Linjefag studier i musik & eksamen, Hjørring Seminarium

De første spændende år af en drengs opvækst på landet

Jeg blev født ved Skævebro i december 1957 på husmandsstedet ”Højvang” som min mor og far købte i 1953. Den lille gård ligger på Skævevej, udfor Tryvej nede ved åen mellem Dybvad og Skæve / Brønden. 3 år tidligere var min storebror Per blevet født og siden hen kom lillebror Kaj til verden. Så på husmandsstedet voksede vi 3 knejter op i kærlige og trygge rammer og selvom der ikke var mange penge at rutte med, så drev mor og far, Valborg & Karl Johan, det lille landbrug med 12-14 køer og lidt søer og grise samt høns – rigtig flot. Vi drenge fik tidligt arbejde i hjemmet med at hakke roer, stikke halmknipper op i ladvognen, køre hø ind, hjælpe med at fodre dyrene om vinteren samt hjælpe med at tærske korn. Dette støvede meget og vi kom nemt til at klø. Vi strøede halm og fejede m.m.  Før der blev råd til en lille benzin traktor, en Ford Dextra, da var det med belgier heste der blev brugt til både at trække plov, harve, køre halm og hø ind samt ikke mindst at trække ”Selvbinderen”. Jeg var lidt bange for de store heste men far var dygtig til at styre dem!

Mor og far havde megen glæde af de årlige ture til Hjørring Dyrskue – ja nærmest en lille ferie for deres vedkommende og til Brønderslev gik turen også ofte til landboauktionen der dengang havde til huse i Valdemarsgade.

Landboauktionen var en vigtig epoke i Brønderslevs egnens landbohistorie fra 1913 – 1996.

Her ses billede fra efterårets kartoffel arbejde og det er far og mor til venstre og højre og i midten er det Lund Madsen fra Søengene udenfor Birkelse. Lund og hans kone Kirstine var mor og far´s ungdomsvenner og de hjalp tit hinanden med markarbejde.

Skolegang med musikundervisning af Kaj Nørholm:

Vi drenge kom alle i skole i Dybvad – der havde hele 2 skoler hhv. Dybvad Centralskole og Østre Skole, Den gamle realskole. Jeg var glad for at gå i skole og syntes vi havde nogle gode lærere og i skolen havde vi jo også musik fra 1. klasse. Dengang, i 1965-66  havde ”Kaj Nørholm”  som nu er boende i Hjørring, lige fået lærerjob i Dybvad og han havde nærmest samtlige musiktimer hvor vi var i ”Aulaen” – en stor sal. Jeg blev hurtigt glad for musik og det skyldtes nok jeg havde lært lidt sang og musik hjemmefra, da min mor var glad for både at synge, spille lidt harmonika og danse.

Her ses et familiebillede af vi 3 drenge alle med hånden under hagen. Storebror Per i midten døde desværre helt uventet i 2006 kun 51 år gammel og vi fik dengang i vores familie at mærke hvordan livet kan gøre ondt. Det er mig til venstre og til højre min lillebror Kaj der i dag bor på vores barndomshjem med sin familie.

Min morfar ”Sixtus Christensen” fra Skæve var god til at spille violin og spillede dengang i ”Gamle dage” ude til baller sammen med et par spillemænd.

Musikundervisning var der vist ikke så mange af mine klassekammerater der var så glade for og især ikke drengene så jeg tror nok at jeg næsten var den ene´ste dreng der syntes det var sjovt og interessant at få undervisning i musik. Kaj Nørholm læste musik på Musikkonservatoriet samtidig med han havde lærerjob i Dybvad og jeg tror han rejste videre i musikkens tegn kort tid efter han blev færdiguddannet i musik. Siden hen har Kaj Nørholm både været musiklektor og konstitueret rektor på Hjørring Gymnasium, netop der hvor han selv i tidernes morgen gik på samme gymnasium! Han har også i en del år været rektor på et gymnasium på Fyn for så at vende tilbage til Hjørring igen. Listen er utrolig lang med musik gøremål for Kaj Nørholm f.eks. med i Hjørring Sommerspil både som dirigent og komponist, medredaktør på flere musikbogs udgivelser, bestyrelsesmedlem i Vendsyssel Festival og m.m.

På sommerferie hos min tante og onkel i Østervrå:

Min tante Inga og onkel Knud på Vrængmosevej i Østervrå havde også et hyggeligt lille husmandssted med omtrent samme dyre besætning, dog her med jerseykøer hvor vi i mit hjem havde rødbrogede køer.

Her ses billede af køer på bakken ved engen hjemme i barndomshjemmet   og en enkelt sort broget ko har sneget sig ind her-:

På sommerferien hos min fætre her, var jeg helt vild med at spise jordbær med jersey mælk på og til morgenmad blev der serveret havregryn med jersey mælk plus cacao pulver på!  Det havde jeg godt nok aldrig spist før, men det smagte helt fantastisk. I Østervrå fiskede jeg også meget ved åen tæt ved Østervrå Kirke og det var jeg jo vant til fra Skævebro hvor vi boede meget tæt på samme å, nemlig Voer å.

Voer Å udspringer nordvest for Østervrå og slynger sig smukt gennem det østlige Vendsyssel til udmundingen i Voerså.

Naboen til min tante og onkel havde et par drenge jeg sammen med fætrene var ovre og lege med flere gange og der på loftet, var der et ”Trædeorgel” med blæsebælg, der lød sjovt, når man trådte på ”Pedalerne” – der var jo to og mine ben kunne lige nå derned. At spille herpå var noget der fangede mig med det samme – ikke at der kom melodier ud, men alene det at høre tonernes lyde – høje og lave – det var godt nok spændende og så den blæsen også!

Start på undervisning i el- orgel hos Kaj Kjæhr:

Disse besøg med ”Træde musik” ovenpå loftet her fik tante Inga nys om og hun fik far og mor med derover engang jeg skulle hjem fra sommerferie og Inga udtalte til mine forældre: Tror I ent´at haj ska`go´ te´musik? Således blev det startskuddet til, at jeg i 1969  blev tilmeldt til orgel undervisning hos Kaj Kjæhr på Aalborgvej i Dybvad. Jeg glemmer aldrig den første gang.Min far var med, og vi var lige kommet indenfor døren i det lille hyggelige musikrum i baggården hos Kaj Kjæhr, hvor far spurgte:  ”Tror do haj ka´lær´å spel? Min musiklærer så ned på mig og omformulerede spørgsmålet: ”Kan du tælle til fire” og det mente jeg jo godt jeg kunne og så svarede Kaj Kjæhr med det samme ”Så kan du også lære og spille”!

Jeg cyklede de godt 5 km fra Skævebro til Dybvad frem og tilbage i alt 10 km hver lørdag formiddag og lærte efterhånden de populære

dansktop hits først i 70érne med håndskrevne noder af Kaj Kjæhr som efter radioen lyttede melodierne af og straks skrev noder og becifringer ned på papir.  Kaj Kjæhr var en særdeles dygtig musiklærer – han var hård og rap i replikken såfremt man ikke havde øvet sig nok. Jeg var nok inderst inde bedst dengang til at spille efter gehør og husker tydeligt engang til øvning, jeg lige havde sat mig til rette ved klaveret, der var vist ikke plads til orgel i det lille øvelokale, og skulle spille den melodi jeg havde for.  Jeg blev hurtigt stoppet nærmest inden jeg var gået i gang med at spille, da min musiklærer højt råbte:  ”Det er ikke den melodi der står på noden” og efter jeg straks kiggede på nodebladet kunne jeg se hvorfor: ”Kaj Kjæhr havde luret mig af med mit gehør spil og havde vendt noden om så det var en helt anden melodi der stod fremme på klaveret!

Billedet med den håndskrevne node til melodien ”Så går vi til enkebal”) – sunget af Kathy Bødker er med her, fordi netop den sang optrådte hun med sammen med Anker Buch – den berømte violinist – på plejehjemmet Risagerlund i Bredgade i Brønderslev nok midt i firserne. Årstallet på noden i 1973 skal nok passe da sangen der var ret ny på dansktoppen og andre steder. Jeg spillede som mange gange før til små og rigtig hyggelige arrangementer på Risagerlund og dengang sammen med Kathy Bødker og Anker Buch var det til høstfest.

Jeg gik til undervisning til efteråret 1973 så ialt godt 4 år. Min mor og far købte det første el-orgel – et Italiensk mærke ”Elka” med 2 manualer = 2 rækker tangenter oven over hinanden og fodbasser!

Dengang var et el-orgel det hotteste i musikinstrumenter, da der nu var indbygget ”Rytmeboks” i og der kom hele tiden nye mærker og jeg fulgte flittigt med i nyheder herom ude hos musikhandler ”Alfred Christensen” i Urbansgade i Aalborg. Far var ikke meget for både 2. og 3. gang jeg gerne ville skifte da orgler var ret dyre, men mor fik ham overtalt, så der nu blev købt et amerikansk el-orgel ”Gulbransen”. Det var godt nok stort, men også et noget tungere el-orgel og i de første år jeg tog ud og spille – der kørte min far med mig både for at bære orgel ind, men også fordi jeg jo ikke havde kørekort da jeg kun var 15 år første gang, med debut som spillemand i et stor telt i en have i Flauenskjold i 1972!

Det havde jo også sin pris for en ung 15årig gut dengang med køb af orgler, blandt andet at jeg ikke kom med på en studietur til England i 8-9 klasse. Der blev også lidt indtjening og fra min lille lomme kalender ses, at et spillejob i 1974 kunne give mellem 100 og 270 kr. pr. Aften! Og det var som regel fra kl. 18.00 til kl. 01.00 og ofte var der overdans dengang. I 1974 havde jeg tjent 6.264 kr. I alt med musikjobs rundt omkring i lokalområdet – året før min 18års fødselsdag!  Det var slet ikke en dårlig løn for en teenager dengang, men en stor del af pengene skulle jo bruges til afdrags ordning til far og mor for køb af orgel,

Lige før jeg stoppede med el-orgel undervisning hos Kaj Kjæhr i 1973, kom jeg til at spille sammen med ham og det er ganske vist! På daværende Hellum Kro, havde Kaj Kjæhr et musikjob selvom han stoppede i 1972, med at være professionel musiker med han orkester. Til dette job manglede han en´til at spille el-orgel med fodbas og så ville min læremester spille på trommer. Jeg var meget nervøs forinden vi havde stillet op, men Kaj Kjæhr beroligede mig med cigaren lige i munden med ordene: ”Du gør bare som jeg siger” og så vidt jeg husker gik dette duo job ganske hæderligt!

Fra foderstof branchen til bankverdenen:

 Efter 10 år i KFK  tidligere Vendsyssel Korn i Brønderslev, Vrå/Dybvad og Hvilshøj med start i 1976, fik jeg mulighed for at blive ansat i daværende Handelsbanken i Brønderslev i 1986. Det blev jeg mægtig glad for og glemmer aldrig ”Bank Ove” – Ove Jensen som tog imod mig på venligste måde og hans altid fløjtende  og lidt syngende humør, som hvert forår med ”Nu er dagen fuld af sang og nu er viben kommet”…… –  Der var i banken op til 27 medarbejdere på det tidspunkt og i Handelsbanken var det Børge Bøss der var direktør og bogens redaktør her – Jens Otto Madsen var prokurist og i øvrigt ansat i 35 år.  Handelsbanken og Provinsbanken blev fusioneret med Danske bank i 1990 og jeg nåede heldigvis at fuldføre bankuddannelsen til bankassistent inden vi var 2 i banken der modtog ”Et prik” ved den store fyrings runde i 1997. Jeg nåede også både, vistnok lidt uhørt som mand dengang, at søge og få bevilget ”Forældre orlov” i et halvt år til vores søn Joachim i 1994 og senere at gå på deltid så jeg havde fri om tirsdagen, hvor de store sølvbryllups fester blev afholdt med musik.

Prikket til afsked med banken blev for mig et vendepunkt til at ”Gå musikkens vej for alvor” og efter 1 år med HF fag på VUC i Brønderslev gik vejen straks til Hjørring Seminarium med optagelse i ”Linjefags musik” sammen med de øvrige unge lærer studerende. På et af de 3 linjefags musik hold blev jeg kollega med min tidligere kollega i banken, nemlig Ingelise Poulsen, som få år før mig, havde sagt op i banken og startet på læreruddannelsen.

Her spiller jeg til et jubilæun i Banken og fik så fri fra Kassen.

De 2 år på Hjørring Seminarium med dygtige musiklærere og gode studie kollegaer, sang/korsang, piano undervisning på de gamle ”Hornung & Møller” klaverer og i hyggelige gamle lokaler dengang – det står i klar og frisk erindring for mig og for noget særdeles godt og lærerigt!

Igen fuldtids arbejde men nu i musik!

Efter studietiden på seminariet blev der virkelig skruet op for musikken stadig med spillejobs rundt omkring til fester og også i større udstrækning end i alle årene fra 1972 hvor der jo både var skole og siden hen – fuldtidsarbejde oveni.

Der kom mere til med musik!  På seminariet skulle vi til eksamen skrive vores egen sang – både tekst og musik, som skulle fremføres til eksamen og det syntes jeg var meget spændende og især at komponere en melodi dertil. Denne opgave med komposition gjorde, at jeg tog mig mod til at komponere en melodi til den årlige ”Spildansk dag”. Koda udskrev på det tidspunkt. Teksten, så jeg fik jeg min studiekammerat Ingelise til at skrive og sangen, som fik titlen ”Dansk Efterår”.  Dette var den første melodi ”Hjemmefra” komponeret på mit gode gamle ”Hornung & Møller” klaver og blev min start på komposition! Det gamle klaver på billedet her – er her hvor alle mine melodier er udsprunget fra og i øvrigt har dette klaver fra 1926 stået på de hyggelige gange på Hjørring Seminarium engang, men der var ikke plads mere, så jeg lavede en byttehandel med en mixer/forstærker).

Efter at vi havde indsendt ”Dansk Efterår” til spildanskkonkurrencen, så blev interessen herfor skærpet og ved hjælp af kirkemusiker, komponist m.m Jens Nielsen, Hjørring, kom jeg i forbindelse med salmedigter og tidligere højskoleforstander Jens Rosendal, Ballum. Jeg skrev i en mail til ham om ikke han kunne skrive et fædrelands digt, som var kravet fra den store spildansk konkurrence i 2007.  Han skrev tilbage i mailen med ordene:”Jo, det kan jeg da godt prøve” og jeg havde i forvejen komponeret en melodi dertil og sendte en mp3 fil ned til Jens Rosendal. Således blev fædrelandssangen ”Glæden over landet” til og vi var ”Lige ved og næsten”, da vores sang kom med i sangbogen ”Årets bedste sange 2007” sammen med flere kendte kunstnere f.eks. Sacha Dupont. Til sangbogen med i alt 19 sange i, er der indspillet en flot CD af pianist Carl Ulrik Munk-Andersen og med sang af hans kone Pernille Bogø Bach. Sangbogen er for længst udsolgt, men den kan lånes på Brønderslev Bibliotek. Året efter fik Jens Rosendal og jeg sandelig en sang mere med i en ny sangbog ”Årets danske børnesange” 2008 som hedder ”Springforbi” og alle sangene heri er også indspillet af samme pianist og sangerinde.

Samarbejdet med Jens Rosendal blev til 15 sange fra 2007 til 2015 hvor digteren efter et mangeårigt ønske fra mig skrev et digt om Vendsyssel. Jeg  skrev til ham flere gange, at når f.eks. Jørgen Sørensen, tidligere Brønderslev, men senere fra Thisted kunne skrive en sang om hans hjemstavn, så kunne Jens Rosendal også. Og lige pludselig en aften poppede der en mail ind med overskriften ”Vendsyssel” og så måtte jeg jo straks i gang med at komponere en melodi hertil.

Billede her af Jens Rosendal og jeg fra sommeren 2019 hvor jeg besøgte ham i Ballum.

Jeg har haft æren af at akkompagnere Jens Rosendal til 3 af hans højskole foredrag i Aså, Hellum og Brønderslev – alle med fuld til slutning.

Jens Rosendal er den nulevende digter der har flest sange med i højskolesangbogen – i 18. udgave var det hele 13 sange og i den nye 19. udgave har han 10 sange med! Han er for længst udnævnt til æresborger i Tønder Kommune og har sin egen ”Jens Rosendals vej” ved Ballum Kirke med bænk for enden af vejen helt ned mod Vadehavet i Ballum.

Arbejdet med at komponere melodier blev mere og mere omfattende samtidig med jobbet som selskabs musiker rundt omkring i Vendsyssel og Nordjylland. Efterhånden som melodierne og sangene blev til fik jeg en hel del af sangene ”Skrevet på noder” og lagt på min musik hjemmeside.

På et tidspunkt lige efter corona nedlukningen i marts 2020 gik jeg i gang med at udleve en gammel drøm om at få udgivet en node/sangbog så sangene blev samlet og siden hen kunne bruges som sang indslag til fester og sangaftener. Jeg tænkte også at når nu ikke der blev plads til bare en`af de sange der blev sendt ind som forslag til den nye højskole sangbog ( 19. udgave) – ja ”Så kunne de da komme med i min egen sangbog.” Der var da i hvert fald et par digte af Jens Rosendal jeg havde håbet kunne komme med og ligeledes Poul Jansen (Hirtshals) med 18 sange fra min nodebog som har titlen: ”Festmusik & Fortællinger”

Rosendal og jeg havde håbet at kunne komme med og ligeledes Poul Jansen, Hirtshals med 18 sange fra min nodebog, som har titlen: ”Festmusik & Fortællinger”

Der er i alt 50 sange i nodebogen udgivet på forlaget ”Gateway Music”

Musikken har således fulgt mig siden drengeårene og med spillejobs siden allerførste gang i sommeren 1972 da nærmer det jo sig snart 50års jubilæum i 2022.

Til slut vil jeg slut takke personalet i forsamlingshuse, kro og hoteller, restauranter m.fl ved utallige opstilling/nedtagninger af musik instrumenter igennem alle de mange år og til min hustru Jytte og vores 4 børn for at ”Lægge ører til” undervejs.

 

 

Danmarks Radios Pigekor var i 35 år under ledelse af Tage Mortensen, hvis far var stationsforstander i Brønderslev. Tage Mortensen var en kolerisk, men dygtig dirigent for pigekoret. Nogle af pigerne frygtede hans temperament, men ville dog alligevel være med i koret, fordi det havde deres store interesse.

Tage Mortensen deltog i 1994 i en radioudsendelse på P2 med titlen, ”Brønderslevmusik”, hvor der var optagelser af Danmarks Radios Pigekor, der tidligere på året havde givet koncert i Brønderslev ny kirke med musik af Rasmus Mortensen, som det år kunne være blevet 100 år.

Vendsyssel er måske ikke kendt for store musikalske personligheder, men Brønderslev har blandt andet fostret violinisten Peder Møller, der levede fra 1877 til 1940. Han videreuddannede sig i Paris og spillede i forskellige franske orkestre. Han fik en fremragende position som koncertmester igennem ti år ved Concerts Symphoniques du Jardin D’acclimatation og ved en omfattende solistvirksomhed.

Henry Holst boede som barn i Sæby, hvor Peder Møller hørte ham spille violin så godt, at han opmuntrede den unge mand til at gå på musikkonservatoriet i København, hvilket medførte en stor karriere for violinisten Henry Holst.

Af andre store navne fra Vendsyssel indenfor musikken kan nævnes operasanger

Ruth Guldbæk fra Frederikshavn, trompetisten Knud Hovaldt fra Hjørring og den verdenskendte pianist fra Asaa Mogens Dalgaard.

I en lidt anden genre er Niels Hausgaard fra Hirtshals. Han blev landskendt på sine musikalske, satiriske causerier på vendelbomål. Han måtte dog af hensyn til forståelsen ændre sproget til rigsdansk.

De populære børnesange, ’Slikke Hans’, ’Hør den lille stær’, ’Hvem mon bor i hytten der’, er skrevet og komponeret af Rasmus Mortensen, der voksede op i Brønderslev.

Rasmus Mortensens far, M. V. Mortensen, var overbetjent i Brønderslev og selv meget glad for at synge. Sang og musik prægede hjemmet, og de otte drenge og deres ene søster inspirerede hinanden til at udfolde sig musikalsk på forskellige instrumenter. Faderens så dog helst, at børnene uddannede sig i fag, man kunne leve af, helst i offentlig tjeneste.

På Hjørring Seminarium blev Rasmus Mortensen uddannet folkeskolelærer, som han ernærede sig ved samtidig med, at han hos dygtige organister lærte at spille orgel og fik kundskab om musik.

I 1920 flyttede han til Esbjerg og fik ansættelse som skolelærer en stilling, han beklædte til sin død i 1942.

Rasmus Mortensen følte en stærkere og stærkere trang til selv at skrive musik. Derfor havde han altid en notesbog på sig til at notere de ideer, han fik til musik, uanset hvor han befandt sig.

I ferierne rejste han ud til kurser for at lære teoretiske og praktiske færdigheder som musikhistorie, instrumentering, harmonilære, sangpædagogik, direktion og orgelspil. Han er blandt andet blevet undervist af en af dansk musiks markante personligheder, dirigent, korleder og organist Mogens Wöldike og kapelmester Martellius Lundquist fra Odense Byorkester.

Denne private uddannelse på kurser og hos dygtige musikere svarer til en musiklederuddannelse fra et musikkonservatorium.

Lærergerningen sikrede en indtægt, men Rasmus Mortensen udviklede et dirigenttalent, som førte til korledelse på højt niveau.

En anmeldelse i et blad i Brønderslev fremhævede, at den unge dirigent førte sine Tropper an ved sin rolige og afdæmpede optræden.

I perioden 1920 til 1940 skete der meget indenfor musikken. Jazzen kom til og forargede mange. Amatørorkestre dukkede op. Børn og unge blev forbrugere af kultur og blev et væsentligt kundesegment i butikker og ved musikalske begivenheder.

Rasmus Mortensen blev i 1924 gift med violinisten Edel Hasbro.

Familien boede i en femværelses lejlighed i Englandsgade i Esbjerg til en betragtelig husleje på 123 kroner om måneden. Fruen fik indrettet et rum til musikskole, og Rasmus fik indrettet et nodebibliotek og læsestue.

Sønnen, overlærer Jørgen-Vilhelm Mortensen, Aarhus, fortæller om et hjem, hvor der blev sørget godt for børnene Karen Margrethe og Jørgen-Vilhelm. Faderen noterede flittigt i sin notesbog om børnenes vægt og højde samt, hvilke ord de kunne sige som små.

Forældrene var travle mennesker, som børnene ikke så så meget til på hverdage. Dagen kunne begynde kl. 6 og først slutte om natten ved
2-tiden for faderens vedkommende. Børnenes samvær med forældrene var på helligdage og ude i naturen.

Rasmus Mortensen blev langt ud i landet en kendt musikleder og musikskribent. Hans sange blev udgivet som bøger eller i løsblade.

Det var en sensationel begivenhed, at radioen sendte koncerter fra Esbjerg med Esbjerg Byorkester og Rasmus Mortensen som dirigent. Hans egne kompositioner blev efterhånden sunget af radioens forskellige kor.

Rasmus Mortensen døde, da sønnen kun var 13 år, men Jørgen-Vilhelm oplevede sin far som en kendt og agtet mand, som tog hatten af, når han hilste på folk på gaden. Sønnen talte en dag, hvor mange gange faderen tog hatten af for folk – det var mange.

Rasmus Mortensen døde af en nyrelidelse kun 48 år gammel. Han efterlod sig hustru og 3 børn.

Udover familien efterlod Rasmus Mortensen en musikpædagogisk og sangglad bølge i Esbjerg. Han efterlod ca. 200 sange og nogle kantater.

Rasmus Mortensen havde et spændende men kort liv, der endte tragisk. Endelig var han brudt igennem i branchen, men dør så, lige da han var ved at få landsdækkende fodfæste og anerkendelse.

Rasmus Mortensen kunne udtrykke sin tilværelse som tolket i en af Davids salmer, han holdt så meget af: ” Jeg skal endnu stå ved håbets port og synge min ungdoms sang”.

Nogle dage efter radioudsendelsen skulle Danmarks Radios Pigekor synge ungdomssange af Rasmus Mortensens fra Brønderslev Kirke, dirigeret af Tage Mortensen

LAURITS NIELSEN….sig det med blomster.

Vi må sætte lidt kulør, på den triste tid, vi står midt i.

Mon ikke Laurits Nielsens rendyrkede blomsterforretning var den eneste af sin slags i Brønderslev?

Forretningen lå strategisk rigtigt i forhold til de store og de små kunder. Den lå eller ligger skråt overfor hotel Phønix, og i sin tid havde man hotel Brønderslev i baggården og den tilmed i flotte Bredgade, som snart vil være stadset op med juleguirlander og ekstra lys.

Min søster var i lære hos Laurits Nielsen og blev i flere omgange sendt på blomsterbinderskole i Ollerup på Fyn.

Hun lærte “at sige det med blomster”, den smukkeste gave man kan give til en værtinde, ven eller sine slægtninge.

Min kone har næsten altid blomster med, til dem vi besøger.

Det er vist en god gammel skik, som hun viderefører. Der er intet så smukt og sigende som en godt designet buket blomster, og den sender et signal længe efter til andre om, at der her har været en gæst for nylig.

Laurits Nielsen havde også eget gartneri, i gamle dage, omtrent der, hvor jernbanestationen ligger i dag. FLOWER POWER!

Dødsfald

Wanda Nielsen, Bredgade 12, Brønderslev, er død efter kun få dages sygdom, 75 år gammel.

Wanda Nielsen var født i Norge, men kom til Brønderslev i 1906, da hendes forældre flyttede hertil. Hendes far var i mange år beskæftiget på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Hun var gift med gartner Laurits Nielsen, der døde for 20 år siden, og sammen drev ægteparret, en kendt gartnerforretning, hvor salget især bestod af blomster. De første år var forretningen beliggende i Nygade, men senere flyttedes den til bazarbygningen i Bredgade.

Efter ægtefællens død drev Wanda Nielsen forretningen videre med stor succes, og det er kun få år siden, hun nedlagde den kendte blomsterforretning, hvor hun kom i forbindelse med mange mennesker og skabte sig en stor venneskare.

Wanda Nielsen overleves af to døtre. En datter Lis, der har ansættelse på Brønderslev Kommunebibliotek, er gift med Kaptajn i flyvevåbnet Svend Lønbro Jensen, Brønderslev, og en datter Ida, der er uddannet sygeplejerske, er gift med Erik Simpson, Hatfield, England.

Niels Laurits Nielsen født den 01.07.1896 i Brønderslev, død i 29.06.1956.

Vestergade 24a, Brønderslev.

Af Ove S. Johansen

Kilde: Barn af Vendsyssel III fra 1981

Med tilladelse fra familien

Født i Hæstrup skole 1904
Realeksamen fra Hjørring højere Almenskole 1921
Ask højskole 1922-23
Lærereksamen fra Jonstrup Statsseminarium 1926
Lærer ved Sindal private realskole 1926-1928
Timelærer ved Brønderslev kommunale skolevæsen 1928-1931.
Fast ansat lærer 1931-1949.
Viceskoleinspektør (souschef) ved Skolegades skole 1949-1974.

Har skrevet adskillige ting på vendelbomål og er kendt over hele Vendsyssel som fortolker af hjemstavnens dialekt.

Man har bedt mig fortælle lidt om min tid som lærer og specielt om den udvikling, skolevæsenet i Brønderslev har gennemgået, siden jeg for 53 år siden blev ansat her, og i håb om, at det muligvis kan interessere en og anden, har jeg sagt ja dertil.

Efter min dimission fra Jonstrup Statsseminarium, skuepladsen for bogen om ”De seks” – i 1926, var jeg et par år ansat ved Sindal private realskole. På det tidspunkt var 12-1300 lærere uden arbejde, ”så at komme til fadet” var næsten som at vinde den store gevinst i lotteriet, selv om det var 150 kr. på egen kost og logi.

Navnlig var der rift om sådanne pladser, idet man så slap for det omflakkende liv som vikar, så det var ikke ualmindeligt, at der til de mere faste stillinger som denne var 2 til 300 ansøgere. Som vikar måtte man jo tage, hvad der bød sig, måske 14 dage i Vestjylland og derefter – hvis man var heldig – en måned eller to på Lolland.

Lønnen var som sagt ringe, og der var ikke tale om, at man dengang fik rejseudgifter m.v. betalt, så de fleste måtte bruge cyklen, selvom det drejede sig om lange strækninger. Det var ofte svært at få samlet de to års tjeneste, der skulle til, før man kunne få fast ansættelse, og adskillige nåede slet ikke at komme i gang, men måtte gå over i andre erhverv.

Men jeg var altså blandt de heldige – vistnok for en del, fordi jeg havde været så forsynlig at tage ”den lille organisteksamen”, idet det var en forudsætning, at jeg skulle kunne spille til morgensangen. I øvrigt havde jeg også taget en tillægseksamen i engelsk, som blev mit hovedfag, og derudover fik jeg biologi, historie og gymnastik i alle mellemklasser og realklassen, så der var nok at ”rive i” for en nybegynder.

Men trods det meget hjemmearbejde, det gav, blev der alligevel tid til at lede frivillig gymnastik og sangkor. Det fik man jo ikke noget for ud over en gave, når sæsonen sluttede, så for at supplere lønnen havde jeg enkelte privatelever i engelsk og violinspil og nogle få timer på teknisk skole. Endelig fik jeg den luskede ide at anskaffe en stemmenøgle og gav mig til at stemme klaverer for en pris af otte kr. pr. stk. Det havde jeg aldrig prøvet før, og de har nok heller ikke været særlig ”wohltemperierte”, når jeg var færdig med dem, men jeg hørte da aldrig væsentlige klager, så det har forhåbentlig ikke lydt alt for forfærdeligt, når poderne spillede skalaer og etuder.

Skolebestyreren, som var en selskabsmand og en ”jæger for Herren”, var helst fri for det meget administrative arbejde med indberetninger osv. og overlod efterhånden det meste af det til os to unge lærer, hvad vi vel ikke var så begejstrede for, men meget af det er kommet mig til gode i min senere virksomhed, og alt i alt følte jeg, at jeg havde et par gode år i Sindal, som jeg med glæde ser tilbage på.

Men forholdene på de private skoler var på den tid meget usikre, og mange måtte bukke under på grund af elevmangel. Derfor ville jeg gerne ind til det mere sikre kommunale skolevæsen, og da der pr. 1. august 1928 i Brønderslev var opslået et timelærerembede med 27 timer, søgte jeg det, og blev den heldige af 78 ansøgere

Lønnen var ca. 250 kr., og selv om jeg i Sindal var kommet op på ca. 200, var det dog en forbedring, der gav mig mod til at gifte mig i oktober. I bygningen ud mod Krogensgade var der på den tid to lejligheder, som oprindelig var bestemt til bolig for to forskolelærerinder, men da en af dem netop var blevet gift med en pensioneret lærer, som selv havde hus, stod den ene lejlighed tom, og den fik jeg tilbudt for en årlig leje på kr. 300 plus 124 kr. for varme.

Det var jo lige en husleje. som passede til lønnen, og lejligheden var udmærket med en meget stor stue, soveværelse og køkken. Den var også udstyret med centralvarme, men da der ikke blev fyret i anlægget i ferierne, var der også kakkelovn, og til denne og til storvask måtte vi tage det brændsel, vi havde brug for, alt sammen for de 125 kr. Den eneste ulempe ved lejligheden var, at der ikke var noget toilet. Vi måtte ”i gården” hver gang, men vi var jo unge og var vant dertil fra vores barndom på landet, så det var intet større problem.

Denne lejlighed havde vi i to år, og det stivede vældigt på økonomien, men desværre blev den så inddraget, idet der skulle bygges en etage mere på bygningen.

Jeg var glad for skolen fra første dag, men byen, som vel dengang havde 5-6000 indbyggere, tiltalte mig egentlig ikke, og jeg var vist temmelig sikker på, at her ville jeg i hvert fald ikke ende mine dage. Skolegades skole, som dengang var byens eneste skole, havde på det tidspunkt 27 lærere, og så vidt jeg husker ca. 900 elever. Skolens inspektør eller overlærer, som det dengang hed, var byens første borgmester Markus Hansen, en stor personlighed og en fremragende pædagog. Foruden faglig dygtighed var han i besiddelse af det lune, som er så nødvendig for en lærer, og som kan klare mangen situation.

Som eksempel herpå kan nævnes følgende lille episode. En lærer, som ret jævnligt kom nogle minutter for sent, kom en morgen, da han også var sent på den, farende ind i sin klasse og tog straks fat på morgensangen: »Gud ske tak og lov, vi så dejlig sov”. I det følgende frikvarter sagde M.H. til ham: »Ja, lærer X, det kan ske for os alle, at vi sover over, men det er nu næsten for meget at sige Vorherre tak for det!« Sådan var han.

Markus Hansen og fru Oline, som også var lærerinde, samlede til deres fødselsdage deres venneskare: Fabrikant P. Nielsen, doktor Tuxen, pastor Norring m.fl. samt hele lærerkorpset lige til den yngste vikar, og det er fester, man mindes med glæde. Vi lærere var jo heller ikke flere end, at vi dengang ret jævnlig kunne samles hos hinanden til en beskeden kop kaffe og en hyggelig l’hombre, og derved kom vi hinanden betydelig nærmere, end tilfældet er i dag, hvor det på grund af antallet og nutidens større fordringer til selskabelighed ikke lader sig gøre.

Det var sjældent, der kom en ny lærer, så vi blev en fast sammentømret stab. Mange af lærerne var »mænd fra ploven«, som for alvor gik op i deres gerning, og det store flertal var fagligt dygtige, og det er da også en kendsgerning, at Skolegades skole havde et godt ry i skolekredse.

Som ung lærer måtte man jo begynde med en 1. klasse og fik i det hele taget kun de mindre elever og de fag, som de ældre lærere helst var fri for. Udover disse fik jeg en mængde gymnastiktimer og mindes endnu, hvordan man i stram march drog gennem byen op til markedspladsen og spillede fodbold mellem »kokasserne«, for anden sportsplads havde vi ikke på det der tidspunkt.

Markus Hansen døde i oktober 1934 og efterfulgtes i 1935 af Johannes Sørensen, der kom fra Randers. Han var fra en vestjysk bondeslægt, var på sin vis også en personlighed, som man ved nærmere bekendtskab lærte at sætte stor pris på. Han var en mand med initiativ, som fik indført mange forbedringer på skolen, og det er bl.a. hans fortjeneste, at vi fik det friluftsbad, som vi længe havde haft planer om, som han for alvor satte skub i. Det blev indviet med stor festivitas af daværende statsminister Stauning og med opvisning af landets dygtigste svømmere, bl.a. Ragnhild Hveger. –

I 1935 blev Johs. Sørensen (tv) skoleinspektør.

I Johannes Sørensens ”Regeringstid” kom vi også til at opleve besættelsestiden, hvor en stor del af skolen blev besat af tyskerne, så undervisningen måtte henlægges til mange forskellige steder i byen. Efter kapitulationen måtte vi også give plads til de mange, som med mere eller mindre grund blev interneret for samarbejde med tyskerne. En tid havde vi også husvilde boende på loftet over den gamle skolebygning mod Skolegade. Nogle af dem havde mange børn, og det hændte af og til, at de væltede en spand vand eller måske en toiletspand, så det pludselig begyndte at dryppe i klasserne nedenunder. Det var forhold, som i høj grad krævede tolerance fra skoleleder og lærerpersonalets side, men stort set klaredes det hele uden særlige gnidninger.

Under besættelsen og i årene derefter steg børnetallet voldsomt. Først i halvtredserne havde vi over 1500 elever. Da jeg i 1949 var blevet viceinspektør, var det mit job at lægge skema for undervisningen, og jeg tør sige, at det gav mig adskillige grå hår og søvnløse nætter. Det blev en ustandselig vandring fra klasse til klasse, og da der samtidig var lærermangel, og vi måtte klare os med stadig skiftende vikarer, var det en næsten håbløs opgave.

For at aflaste os blev det så bestemt at bygge Søndergades skole, og den stod færdig den 1. april 1955. Dens første inspektør blev nuværende skoledirektør Kløve, og Johannes Sørensen udnævntes samtidig til stadsskoleinspektør.

Som sådan virkede han indtil sommerferien 1958, da han søgte sin afsked. Som hans efterfølger antog man Elis Frederiksen, Skanderborg, der både som skoleleder og kommunalmand har vundet almindelig agtelse i vores by. Mangt og meget er forandret ved den gamle skole under hans ledelse, men han har med stor dygtighed forstået at føre de bedste af skolens traditioner videre, og har ved sit kontante og venlige væsen styrket det gode forhold mellem kollegerne, som altid har været kendetegnet for Skolegades skole – kort sagt gjort den til en arbejdsplads, hvor alle, både lærere og elever, føler, det er godt at være.

Selv kan jeg med sandhed sige, at mine 46 år der har været lykkelige år, og det bevises vel også bedst af den kendsgerning, at jeg er blevet der, til jeg faldt for aldersgrænse. Min ungdoms noget negative syn på byen blev også hurtigt ændret, og meget snart ”faldt jeg til ” her.  Byens friske tone og den nære forbindelse mellem by og land tiltalte mig, og gennem skolen, foreningsarbejde og som leder af frivillig gymnastik i 25 til 30 år, fik jeg her inden længe en stor bekendtskabs- og vennekreds.

Da jeg i 1928 kom hertil, var skolens budget latterligt lille i sammenligning med de beløb, der i vore dage ofres på undervisning. Også undervisningsformer og forholdet mellem lærere og elever er blevet ændret i høj grad – i visse henseender sikkert nok til det bedre – men for os gamle at se er der mangt og meget, som tyder på, at ikke alt nyt er godt.

Vi kendte ikke til disciplinkrise og meget lidt til moderne psykologi. Vi forlangte, at det arbejde, der skulle gøres, blev gjort. En uartig eller næsvis elev fik sin forseelse afgjort kontant, og så var den potte ude. Mig bekendt har få taget skade deraf, mens det vitterligt har hjulpet på mange.

Ved samtaler med gamle elever får jeg gang på gang bekræftet, at ingen af dem bærer nag til den lærer, som i en given situation har straffet dem, hvis de selv følte, det var fortjent. Jeg er helt klar over, at moderne pædagoger og muligvis også en hel del unge forældre vil kalde mig håbløst reaktionær, men det får nu være, og jeg synes i hvert fald ikke, at den moderne pædagogiks resultater har været særlig fremragende i sammenligning med tidligere tiders.

Enhver opdragelse bør gå ud på at give barnet og den unge visse hæmninger, og skulle det være en fallit at straffe den elev, der begår en alvorlig forseelse eller bevidst saboterer arbejdet i klassen, mener jeg, at fallitten er at foretrække fremfor at gå på akkord.

 

Mit Liv –

En levnedsbeskrivelse 

Jeg er født ved Odder d. 3. marts 1954. I et lille område bestående af få gårde kaldet Morsholt, tæt på Ondrup, hvor den lokale brugs var. Her fødtes omkring den tid tre drenge, sønner af Johanne og Johannes Klitgaard-Jensen. Min storebror Finn var kommet i 1952, og min lillebror Henrik kom i 1957.  På gården med omkring 100 tr land, 30 køer og en grisestald fyldt med grise, som på de fleste gårde på den tid, startede vi vores livsbane. Ud over vores forældre var der en fodermester og ung pige til at hjælpe til.

Med lidt arbejde med at samle malkemaskiner, feje, hakke roer og hjælpe til hvor vi fik besked, men også med frihed til at lege i det gamle hønsehus og i øvrigt avle kaniner i store mængder, havde vi en opvækst som de fleste landbobørn på den tid. Jeg husker, vi selv fik lov at lege og udvikle os uden altid at være under opsyn, så selvstændighed blev en mærkevare.

På min 9års fødselsdag flyttede vi fra gården, da min bedstefar Theodor Jensen Sofiendalsvej i Ålborg var blevet pensionsmoden, med en del rysten grundet parkinsonsyge var tiden kommet for den ellers friske mand, han havde været. Gården var også på godt 100 tdr. land og med samme besætning, men min far kom til fædrene gård. Imidlertid var Ålborg ved at gå ud af ”sit gode skind”, forstået som at byen i 1960erne voksede med flere indbyggere, derfor blev gården i 1966 overtaget af byen, og vi drog videre til Hjallerup på gården Byrvang med 175 tdr. land og en besætning på bl.a. små 40 køer. Kræn ( kaldet Kræn Byrvang ) og Stine Christensen byggede hus i Hjallerup efter 7 generationer på gården. Kræns bror Ingemann, som var ungkarl, flyttede med til byen, men da han var yngre blev han daglejer en del af tiden på Byrvang. Jeg arbejdede en del sammen med Ingemann, en lun og dejlig fyr, men da jeg smed skæve kramper ud lærte jeg de skulle rettes. Ligesom jeg tydeligt husker, da vi sorterede kartofler en morgen, og jeg havde tændt en 25 watt pære over sorterbordet, at jeg blev belært af ham, at vi godt kunne klare os uden, så vi kunne spare på strømmen.  På gården lærte jeg også at komme til at holde af landbruget, og de efterhånden 65 køer, vi havde, blev min store interesse.

Skolen gik jeg ikke specielt op i.  Jeg spillede fodbold når tiden tillod. Indtil jeg blev 16 cyklede jeg rundt. Men herefter fik jeg som andre knallert og var ofte om aftenen i Hjallerup, til fodbold, i ungdomsklubben for at spille bordtennis, eller vi stod ved biografen eller ved Mølbaks pølsebod midt i byen og fik en snak.

Efter Hjallerup skole fik jeg realeksamen i Dronninglund og arbejdede ved landbruget derefter. Senere på landbrugsskole på Lægård ved Holstebro.

Jeg synes dog det at lære nyt, egentlig med henblik på at blive landbrugskonsulent, landbrugsskolelærer eller lærer, var blevet mere interessant efter et par års arbejde ved landbruget, og derfor søgte jeg ind på HF i Nørresundby, og var kommet dertil, at jeg gerne ville lære nyt. Og jeg lærte, at hvis motivationen er der, så kan man, en vigtig lære i mit liv.

Jeg kom efterfølgende på Aalborg Seminarium, og 4 år senere startede jeg som lærer på Hjallerup skole.

Jeg var dog hele tiden af den overbevisning, at jeg ville have et landbrug og undervise ved siden af. Jeg havde altid arbejdet i min fritid og fået sparet en god slat penge op. Jeg har aldrig syntes, det er at bruge penge til mindre ting, så jeg havde en klar ide om, der kunne bruges penge til at købe en landbrugsejendom. I 1977 som 23årig købte jeg derfor en landbrugsejendom i Thorup ved Hjallerup på 45 tdr. land, med 12 køer, og fik derved foden under eget bord. Jeg stoppede snart med at malke og begyndte at købe kviekalve, således jeg havde 50 sortbrogede kalve og kvier, som blev solgt som kalvekvier, til nabolagets malkebesætninger. Dette kunne betale sig på den tid.

Vi boede i 4 år på gården. Jeg havde nemlig nogle år forinden til bal på Flauenskjold Kro truffet min kone Doris Løgtholt Nielsen, der kom fra en mindre landejendom i Dorf. Hun var også, som jeg under læreruddannelse, og i 1980 startede hun som lærer i Flauenskjold, hvilket hun i øvrig fortsatte med i 38 år.

I 1981 blev Overgaard i Thorup til salg, en gård med 80 tdr. land, den købte vi.  Der var grise, da køerne var sat ud med EF tilskud, måtte der ikke være kreaturer, der kunne sælges til brug for mælkeproduktion, derfor måtte der ikke være kvier til salg til det formål. Vores første gård blev solgt, og vi flyttede til Overgård. Gården havde tidligere været ejet af Christian Andreasen, der havde været i sognerådet og havde været initiativtager til Østvendsyssel Ungdomsskoles oprettelse. Fra 1912 til 1943 havde gården været ejet af Lauritz Jensen der i de år var sognerådsformand i Dronninglund, ja frem til 1946 var han sognerådsformand, en sognekonge blev han kaldt, så det var en gård med tradition for politik. Selv var jeg også meget interesseret i politik og med i den lokale Venstrevælgerforening, men ønskede ikke ellers at være aktiv, da jeg syntes jeg havde en travl hverdag. Da mine børn blev født, i 1985 Elise og 1987 Mathias, og jeg passede 500 fedesvin, lidt søer, lidt fedekreaturer og jorden, samt et skolelærerjob blev tiden brugt godt og vel, men et godt liv i pagt med naturen og familien. Hvor alle i familien tog del i arbejdet på gården. Hvor madpakken blev spist ved kartoffeloptageren eller i engene, når der blev luget flyvehavre. Hvor børnene havde deres egne heste og køer. Hvor det var nødvendigt alle bidrog og var med i fællesskabet.

I 1998 blev jeg opfordret til at stille op til kommunalvalget i Dronninglund, og jeg kom ind. Lidt stemmer fra lokalområdet og lidt fra skoledistrikt Hjallerup gjorde det. Efter 4 år, i øvrigt lærerigt i socialudvalget, ville borgmester Poul Møller stoppe, og der blev mulighed for at opstille til borgmesterkandidat ved det efterfølgende valg i nov. 2001. Der blev kampvalg mellem tre kandidater, Peter Bandholm mangeårigt byrådsmedlem, Ole Bæk kommuneforeningsformand og undertegnede. Omkring 200 var samlet på Østvendsyssel Ungdomsskole, og jeg var heldig at blive valgt. Efter kommunalvalget var stemmerne sådan fordelt, at det blev muligt at aftale med flertallet, at jeg skulle varetage borgmesterembedet. Jeg fik nu orlov fra min lærerstilling på Hjallerup.

Det blev nogle gode år i en mindre kommune, hvor vi arbejdede målrettet med en vision om at give frihed til vores institutioner og lave samarbejdsaftaler med dem, således byrådet kunne styre gennem dialogmøder. Jeg husker det som nytænkende og nød sammen med borgerne at give ansvar og vise tillid, selv om kommunen var fattig, var det en god tid. I 2005 blev kommunalreformen startet, og jeg har aldrig ønsket store enheder, da jeg frygter embedsmændene og bureaukratiet tager overhånd. Faktisk er det sådan, at jeg som borger, lærer, landmand ser en verden, hvor flere og flere vil bestemme, alt efter dagens historie og ofte alt for ukvalificeret. Ja, jeg ønsker politikere er tæt på, hvor skoen trykker, altså mere lokaldemokrati. Desuden ses der ikke sammenhænge, hvis fokus f.eks. CO2 glemmes kvælstofproblematik med enge, fødevarer produceret med mindst miljøbelastning, sat sammen med sult. Kunne der være sammenhæng med ønsker om velfærd og produktion, ønske om flere i ældrepleje og pædagoger skal sættes sammen med, hvor pengene tages fra, se det ville give en kvalificeret debat, uanset partifarve.

Fra 2005 og frem blev det vigtigt med at samle kommuner. Vi gik sammen med Brønderslev, og jeg blev valgt som spidskandidat for V i sammenlægningsudvalget og dernæst borgmesterkandidat til valget i slutningen af 2006, til start på en treårs borgmesterperiode fra 07 til 10. Jeg blev valgt efter en stor aften, hvor der var samlet tæt på 800 Venstremedlemmer i Brønderslevhallen og en tæt afstemning mellem daværende borgmester Jens Arne Hedegaard og undertegnede. Et træls valg, Jens Arne var en meget dygtig borgmester i Brønderslev, men demokrati er medlemsvalg, og jeg lagde mig i selen for at vinde.

Det altdominerende arbejde blev sammenlægning, det var svært med 2 kulturer. Jeg har senere, at integrationsspørgsmål forstår jeg til fulde efter den oplevelse. Vi lagde et serviceniveau på gennemsnittet, og det gav problemer. Alle steder hvor det gik lidt ned, var der stor utilfredshed, mens det var bemærkelsesværdigt hvor få, der roste, hvor det gik op. Havde vi blot taget det højeste serviceniveau hver gang, tror jeg ikke det havde kostet borgmesterposten efterfølgende, men jeg mener vi gjorde det rigtige, og så må man tage det ansvar, der bliver givet i politik. Husk vi er der for at gøre det rigtige ikke for at blive siddende på taburetterne.

Venstre og jeg tabte valget i slutningen af 0. Lene Hansen fra liste A, kom tilbage fra Folketinget, og sagde det kunne gøres bedre. Jeg blev formand for teknisk udvalg og blev ansat som jobkonsulent i et privat firma, hvor jeg forsøgte at hjælpe ledige til at komme i job eller uddannelse. Jeg mener, det vigtigste er at behandle alle med respekt, men give redskaber til at komme videre og væk fra at behøve hjælp. Nogle skal have førtidspension, nogle skal uddannes, nogle skal have midlertidige job, nogle skal gå efter ønskejobbet, men forståelsen af at os, der er omkring de ledige, er der for at hjælpe, er usædvanlig vigtig. Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt selvtillid man har, når nej rammer et nyt nej og nederlag, så der er et vigtigt arbejde med at genopbygge selvtillid og dermed glæde, således man kommer i en positiv spiral, for det er nødvendigt for at få ønskejobbet. Det blev til 3½ lærerige år for mig, hvor jeg kom til at arbejde med nogle nye spændende ting, selvom der også var en del undervisning i jobbet.

Jeg ville dog gerne genvinde borgmesterposten, for jeg har en klar vision for vores område og vores kommune, derfor arbejdede jeg jernhårdt for det, og i 2014 blev jeg igen borgmester, og gik i gang med de visioner, der er vigtige for at bo og drive erhverv i vores område. At tro på det kan lykkes, at give muligheder frem for begrænsninger, at give et erhvervsliv med job til i hvert fald en ægtefælle, at give udtryk for livsglæde og et supersted at leve giver tilflytning. Vi arbejder med udvikling overalt i samspil med borgere og medarbejdere, i et bredt samarbejde i byrådet, har vi skabt en vision – modig nysgerrig fællesskabende. Vi udvikler midtbyer, fokuslandsbyer, og institutioner, samt giver plads til private aktører kan hjælpe til, hvor det giver mening, jo det er en drøm, der for mig bliver til virkelighed. Vi har skabt mulighederne ved hårdt arbejde, og selv om penge intet betyder, har vi sørget for en sund økonomi, hvilket gør disse ting mulige. Udligningsreformen havde vi også meget indflydelse på, og den har også hjulpet os. Vi har fået statslige arbejdspladser, vi skal have flere, uddannelse vil vi have til, det er op ad bakke, men vi kæmper ufortrødent. Vi har projekt ”Bevæg dig for livet”, visionen er, at vi bliver 100 år i gennemsnit, jo vi knokler på, også på mange andre områder.

Det at være borgmester er et alsidigt job, hvor man ud over at træffe trælse beslutninger, også er med til at lave mange gode ting til gavn for kommunen.  Der er mange møder og ikke mindst telefonsamtaler. Min kone plejer at sige, at det kun er juleaften, telefonen ikke ringer. Jeg er den type, der godt kan lide at snakke med folk, så det generer mig ikke. Nogle mener dog, at jeg også skal huske at lytte. Jeg nyder også at komme rundt til indvielser, jubilæer, generalforsamlinger, bryllupper osv. i alle kroge af kommunen.

Efter valget i 2018, hvor jeg blev genvalgt, er mit arbejde udelukkende politik, vi lejede vores jord ud. Gennem tiden er der købt op, og der er nu 120 ha. Vi har haft en travl hverdag, sjældent fri, tiden var nu kommet til en almindelig arbejdsuge tidsmæssigt, og det får man til fulde med et borgmesterjob. Jeg havde dog altid nydt at komme ud til manuelt arbejde, ja det havde været min fritidsinteresse, når kartoflerne skulle passes, når der skulle høstes, sås eller kalkes eller vedligeholdes, men set i bakspejlet en meget travl hverdag uden mange pusterum, men jeg fortryder bestemt ikke. Nu er der mere tid til familie, selv ferie, jagt, kortspil, jeg er igen begyndt at spille fodbold, ja endog en tur i naturen uden formål – imponerende hvor meget tid tilværelsen giver, husk alle sammen at nyde den korte tid, vi har på jorden.

Nogen siger jeg er politiker, og jeg svarer nej, jeg er borger. Vi har alle en forpligtigelse til at blande os og gøre verden til et bedre sted, der hvor vi er. Jeg synes, der er rigtig meget, der kan gøres bedre, mest ved at give den enkelte selv mulighed for at vælge, og så forventer jeg, vi alle gør en indsats, både for klima og sociale aktiviteter, jeg har ubetinget tillid til mennesker. Vi skal skabe bedst mulig service for os alle, der hvor vi vælger at lade fællesskabet varetage opgaver, fra vejnet, til sundhed, undervisning og hjælp til svage, det er dog en vigtig ting, at vi får mest muligt ud af det, vi skaber. Danmark er et dejligt sted, og jeg vil til enhver tid gøre mit, for at vi fremtidigt får en god hverdag.

Mens politik har fyldt rigtig meget, er livet gået med landbrug, natur, fritid, jagt, kortspil og venner, samt familien. Vores 2 børn Elise og Mathias er godt i gang, begge bosiddende i Ålborg kommune, fred være med det, og har et godt liv.

De er begge blevet forældre – dejligt det gør os til bedsteforældre. Endnu en gave. De klarer sig godt med gode job i byen, den kultur jeg og min kone kom fra er nu en saga blot, vores børnebørn er bybørn.

Jeg håber vi kan give dem gejst, glæde, vilje, arbejdsomhed, og at tage tingene med et gran salt, med i deres videre tilværelse.

Derved er jeg ”religiøs”, for nu siger jeg, vi lever videre i de næste generationer.

Kan alle blot sætte det præg på deres tid, bør man være tilfreds, og det er jeg.

Brønderslev kommune har været inde i en god udvikling de senere år. Vi har en vision om alle skal med, der skal være samarbejde med borgere og medarbejdere. Vi har decentrale beslutninger, som borgere har indflydelse på, det giver for det meste en god skole, god børnepasning og god ældrepleje. Vi skal skabe muligheder frem for begrænsninger, på den måde skaber vi råderum til at hjælpe dem der trænger, og det er vi forpligtiget til.

Vi har skaffet et større overskud på driften, således vi kan investere i nye bygninger på skoleområdet, og har afsat flere penge til f.eks. nyt halprojekt i Brønderslev. Vi laver midtbyprojekter i flere byer, specielt i vores hovedby Brønderslev, er vi klar til investeringer omkring Banegårdspladsen, spændende arbejde. Jeg håber at jeg kan være med til at sætte et godt præg på Brønderslev.

Mit hjerte brænder for Brønderslev by og kommune.

Mikael Klitgaard

Juni 2021

Natbetjent 1. september 1921. Politibetjent 1. april 1923. Overbetjent 1. april 1936. Politiassistent 15. november 1943.

Jeg er født på Vrangdrup mark i Brønderslev, vi var 5 søskende, hvoraf jeg var den yngste. I mit hjem var vi meget fattige, jeg kan således huske, at vi kun fik sigtebrød om julen, ellers var det rugbrød, men det tog vi da heller ikke nogen skade af, vi blev mætte hver dag.

Vi kom alle ud at tjene på landet i 9-10-års alderen.

Jeg selv kom ud at tjene som hyrdedreng, da jeg var 9 år gammel. Det første år fik jeg ingen løn, men kun kost og logi, men da gik jeg også i skole.

Derefter blev jeg, indtil konfirmationen, udskrevet fra skolen i sommerhalvåret, og min første sommerløn var 20 kr. samt et pund uld ekstra, for flid og pålidelighed. Ulden kartede og spandt min mor og strikkede strømper til mig. Derefter steg lønnen med 10 kr. årligt, således at slutlønnen ved konfirmationsåret var 50 kr., men jeg fik rigtignok også 2 kr. i konfirmationsgave. Jeg var derefter beskæftiget som medhjælper ved landbruget indtil jeg i 1917 blev indkaldt til aftjening af min værnepligt ved Trainafdelingen på Husar Kasernen i København, hvorfra jeg blev hjemsendt i 1919.

Under min militærtjeneste forekom en for mig mærkelig hændelse. Efter endt rekrutskole blev mandskabet spurgt, om der var håndværkere imellem, og det viste sig, at der var både tømrere og smede, malere og bagere, og da det muligvis var vejen til højere poster, meldte jeg mig som slagter, idet jeg en gang havde været beskæftiget som medhjælper hos en slagter i 6 uger.

Dette bevirkede da også, at jeg skulle melde mig hos køkkenchefen, og min bestilling der blev, at jeg skulle modtage slagtervarer, skære pålæg m.v. og udlevere rationer til mandskabet, så vidt var alt i orden.

Der var imidlertid kommet nye rekrutter ind, og en dag, da de var til ridning, var der en hest der slog ud og slog et ben i stykker på en anden hest. Obersten som boede på kasernen blev tilkaldt, og han beordrede hesten slagtet, og da berideren på skolen var den samme, som vi havde haft i min rekruttid, meddelte han, at der gik en slagter nede i køkkenet, og der kom derefter en soldat og meddelte mig, at jeg skulle melde mig til obersten, men det var nok klogt at medtage kniv, for det var en hest, der skulle slagtes. Jeg tror nok jeg blev lidt bleg, men jeg havde jo sagt A og måtte også sige B. Jeg meldte mig til obersten og fik fat på et skydeapparat, skød hesten, skar halsen over og så var den klaret til alles tilfredshed, ikke mindst min egen. Jeg var atter et års tid beskæftiget ved landbruget og var i mellemtiden blevet forlovet og tænkte på at stifte familie og hjem, og selv om min hu stod til landbruget, var jeg klar over, at jeg ikke havde økonomisk mulighed for at blive selvstændig landmand, jeg måtte søge anden livsstilling.

Den 1. april 1921 var Brønderslev by blevet ophøjet til købstad, og derefter opslog byrådet en stilling som natbetjent ledig, jeg søgte og fik stillingen med tiltrædelse den 1. september 1921.

Stillingen bestod i patrulje i byens gader fra kl. 10 aften til kl.2 nat, og i øvrigt sørge for ro og orden i byen.

Lønnen var kr. 150 månedlig.

Det var ikke altid nogen let opgave at skulle optræde som ordenshåndhæver i sin fødeby, der måtte undertiden tages håndfast på tingene.

Byen havde dengang godt 5000 indbyggere, men foruden byen skulle vi politimæssigt betjene landsognene Ø. Brønderslev, Jerslev, Serritslev, Tolstrup-Stenum, Thise og senere også Hellum og Hallund.

Politistyrken bestod dengang af 1 overbetjent, 1 politibetjent og så mig som natbetjent.

I det nye rådhus, som var taget i brug den 1. april 1921, var foruden retslokaler, indrettet 2 kontorlokaler for politiet, og det blev nu min arbejdsplads i 46 år.

Det var for øvrigt en mægtig forbedring af lokaleforholdene for rets- og politivæsenet, for før den tid foregik disse forretninger i overbetjentens dagligstue, hvilket ikke altid var lige tilfredsstillende for publikum.

En gang ugentlig kom herredsfogeden fra Hjørring og senere en fuldmægtig, og retten blev sat i den nævnte dagligstue, og jeg husker fra engang en af byens borgere havde mødt i retten og bagefter skrev i avisen, at han havde mødt i retten, hvilket foregik i betjentens dagligstue med familieportrætter på væggene og med mulighed for overbetjentens familiemedlemmer at kunne lytte ved dørene, hvilket han var meget utilfreds med.

Men i disse 2 i rådhuset indrettede lokaler, foregik nu alt politimæssigt kontorarbejde, og det er mangeartet, og efterhånden som opgaverne voksede og styrken udvidedes, blev lokaleforholdene utilfredsstillende for såvel personale som publikum. Når man betænker, at her foregik indregistrering af motorkøretøjer, udstedelse af førerbeviser, jagttegn, hundetegn, pas, lægdsrullebeviser, indbetaling af bøder, afhøring af personer i mange forskellige anledninger, færdelssager, familieretssager, faderskabssager, foretagelse af spiritusprøver m.m.

Efter, at jeg de foregående år havde gennemgået forskellige kurser på statens politiskole, blev jeg den 1. april 1923 ansat med fuldt timetal, og den 1. april 1936 blev jeg forfremmet til overbetjent og leder af ordenspolitiet, da den tidligere overbetjent på grund af alder havde søgt sin afsked.

Jeg forsøgte gennem årene at få lokaleforholdene forbedret, men hver gang en lysning syntes i sigte, var pengekassen tom.

I 1933 blev jeg forfremmet til politiassistent.

I de mange år i politiets tjeneste har jeg haft forbindelse med mange mennesker i forskellige situationer og haft mange oplevelser både behagelige og mindre behagelige, men i det store og hele mener jeg at kunne sige, at det var et godt og tillidsfuldt forhold mellem politi og befolkningen, hvilket jeg mener at have mange beviser for.

Mange forskellige typer har jeg mødt og haft forbindelse med også flere, som skilte sig ud fra mængden, og som man godt kan benævne som originaler, men i ordets bedste betydning, og når man så er i besiddelse af lidt humoristisk sans, så kan også samvær med disse typer virke berigende.

Det kan være et vanskeligt hverv at skulle optræde som ordenshåndhæver, men jeg har forsøgt efter bedste evne at gøre ret og skel til begge sider, optrådt med fasthed, når det skønnedes nødvendigt og til andre tider med lempe. Jeg mener, at det er godt for en politimand først og fremmest at holde sin egen sti ren og ikke tage sig selv alt for højtideligt.

Jeg skal ikke udlevere nogen, men dog berette om enkelte små uskyldige episoder.

Her på Rådhuset foregik alt politimæssigt arbejde for år tilbage i to lokaler.

En dag jeg i tjenstlig anledning kom ud på landet og skulle afhøre et ægtepar i en ægteskabssag vedrørende deres søn, traf jeg en kone i gården, jeg hilste og spurgte, om det var fruen, hvilket hun benægtede og sagde, at konen ikke var hjemme. Jeg traf manden i marken, og han fulgte med mig hjem og efter at have afhørt ham udtalte jeg, at det var kedeligt, at konen ikke var hjemme. Jo det er hun, sagde han, nu skal jeg kalde, og ind kom den samme kone, som jeg havde mødt i gården, og hun udtalte da, at hun var flow over, at hun havde nægtet sig hjemme, men hun troede,  at jeg var en frelsersoldat, der var ude at sælge krigsråb, hvortil jeg svarede, at vel havde jeg været i hæren, men ikke den hær, så var forståelsen oprettet.

En aften efter, der havde været marked i byen, kom en mand kørende med en vogn forspændt med en meget mager hvid hest, og manden var nærmest døddrukkent. Jeg standsede køretøjet, og manden bad mig vise sig vej til havnen, hvilket jo ikke er nogen let sag i Brønderslev, men jeg kunne vise ham vej til detentionen, hvilket skete, og køretøjet fik jeg nogle unge mennesker at få indstaldet i en købmandsgård.

Næste dags morgen, da manden var kommet nogenlunde til kræfter, sagde jeg til ham, at han nu kunne hente sit køretøj i købmandsgården og betale staldkarlen 1 kr. for opholdet. Han syntes veltilfreds, men kom straks efter tilbage og meddelte mig, at det ikke var hans hest, for den hest, jeg havde anvist ham jo var hvid, men hans hest skulle være brun. Det begyndte at blive mystisk, men det opklaredes. Manden havde i kæferten byttet hest og ikke hæftet sig ved farven, og så mente han for øvrigt, at han havde været til marked i Sæby og ikke i Brønderslev, men den hvide hest ville han ikke have. Vi havde nu hesten opstaldet en tid, og da det ikke kunne fortsætte, blev den solgt ved auktion, og salgssummen dækkede lige udgifterne, og så var den sag sluttet.

En dag blev det blev det meddelt til stationen, at en mand som kaldtes Magnus Dykker og som var spritter gik ude i nærheden af teglværket og forsøgte at sælge en sæk uld, og da jeg vidste, at Magnus Dykker ikke var fåreavler, fik jeg en kriminalbetjent med, og vi tog ud for at undersøge sagen. Vi fandt ikke Magnus, men fandt uldsækken på teglovnen og tog ulden med os, idet vi mente som en selvfølge, at ulden måtte være stjålet. Fra min tid ved landbruget vidste jeg, at hvis fårene ikke før klipningen er bleven vasket bliver ulden efter klipningen vasket og lagt til tørring i det frie, og da der var en nærliggende gård, hvor jeg vidste at sprittere ofte overnattede i laden, var der en mulighed for, at ulden hørte hjemme der.

Vi kørte til gården, og min teori var fuldstændig korrekt, da vi kom til gården viste det sig, at gårdejersken ganske rigtigt havde haft ulden lagt til tørring på græsmarken uden for gården, og om morgenen var den væk.

Såvel gårdejersken som hendes søster, der var til stede på gården, var meget forundret over, at vi kom med ulden uden, at det var anmeldt som stjålet og blev ved at spørge, hvordan dette kunne gå til, og da jeg kendte damerne meget godt, svarede jeg, at hvis de ville lade være med at fortælle det videre, skulle jeg nok fortælle det. Jo vi finder sådan en sæk uld og ved ikke, hvor den hører hjemme, så tager vi ulden med og kører ud, jeg stikker næsen ned i ulden, og så vejrer jeg indtil, vi finder de får, som ulden er er klippet af. Å herregud – går det sådan til, sagde gårdejersken, ja så let er det.

En dag kom en mand hen til mig og meddelte, at hans cykel var væk, og som naturligt var, spurgte jeg ham, hvor han havde stillet den, hvortil han svarede, at hvis han vidste det, behøvede han fanneme ikke at komme til mig.

En mand kom en dag ind på stationen for at bestille et pas til udlandet. Dengang måtte der ikke udstedes pas til alimentanter, altså folk som havde bidragspligt over for børn født uden for ægteskab, medmindre der blev stillet kaution for bidragenes betaling, jeg spurgte ham derfor, om han var alimentant, efter nogen betænkning svarede han, at han havde nogle sår i næsen, ellers fejlede ikke noget.

En dag jeg havde en mand til spiritusprøve, skulle han jo bl.a skrive lidt efter diktat, og da sagde han: ”Å Bentson jav te og skryv det for mig, jeg er så vag te a skryv”. ”Nej det går ikke, for så skulle jeg jo også tisse for dig”.

En ældre markedsrejsende inviterede mig en dag til sin fødselsdag og udtalte i den forbindelse, at jeg ikke behøvede at skamme mig for at komme, for der kom flere af byens pænere borgere, ja de kom faktisk lige fra Bette Thorvald til store Anton

En nat, da jeg opholdt mig uden for banegården, kom en ung dame til mig og spurgte om vej til gården Nørre Kornum, som ligger et godt stykke uden for byen. Hun var kommet med nattoget. Jeg forklarede hende, at det var vanskeligt på dette sted at forklare det, men nu skulle jeg følge hende et stykke, så kunne jeg bedre forklare hende, hvilken vej hun skulle gå. Under denne færden fortalte hun mig, hvad hun hed, og hvor hun kom fra, og i det hele taget syntes jeg faktisk, at hun virkede noget familiær. Nogle dage senere spurgte jeg postbuddet, der kom til nævnte gård, om der var kommet en ny pige til gården under det af mig opgivne navn, hvortil han svarede nej, hun har været på gården de sidste to år, så hun kendte nok vejen. Ja sådan kan man også komme af sted, men hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg da også regne ud, at man tiltræder da ikke en ny plads på den tid af døgnet, hun må have haft andre ting i tankerne.

Ja mange andre ting kunne berettes fra min lange og begivenhedsrige tid i politiets tjeneste, også fra besættelsestiden, og nedfældes på papiret, men lad nu dette være.

Jeg har haft en god tid og et godt helbred og er godt tilfreds med min pensionisttilværelse.

Herunder foto fra 11.03.1936 Overbetjent Mortensens 70års fødselsdag

 

 

 af Henning Krabbe                       

Bornholmsgade 10, Brønderslev.

---

Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle få mit erhvervsmæssige virke i Brønderslev, men nogle bump på min livsvej førte mig hertil. Jeg er vokset op på et husmandssted i Hvorupgård og gik ud af skolen efter 7. klasse, hvor der én sommer kun var skolegang hver anden dag. Kom ud og tjene og lærte her om det praktiske landbrug med pasning af mark og dyr. Fodring, udmugning og malkning hørte til de daglige opgaver. Og på den ene gård blev hestene først solgt, mens jeg tjente der. Toilettet var bag kørerne med papir fra kraftfodersækkene fra Peder P. Hedegaard, og malkerummet i midten af kostalden var pladsen for vaskefadet til den personlige vask.

Det viste sig så, at min ryg ikke kunne holde til praktisk landbrugsarbejde, og jeg måtte finde anden beskæftigelse. Jeg sagde farvel til gården, og den næste dag var jeg elev på Aalborg Eksamenskursus, hvor et 2-årigt eftermiddags- og aftenforløb skulle resultere i en realeksamen. Omskolingen var begyndt – og med revalideringsstøtte. Efter de to år søgte jeg vejledning forskellige steder og kom til den konklusion, at en realeksamen ikke var nok. Jeg fortsatte på Studenterkursus i Aalborg, og efter 2 år på aftenkursus fik jeg i 1969 studenterhuen. Så var mange døre åbne, men jeg valgte det kendte og søgte optagelse på agronomstudiet på Landbohøjskolen. Studiet blev gennemført og i 1973 kunne jeg kalde mig cand.agro.

Ophold på farm i USA

Undervejs i studierne var jeg på et ophold på en farm i Michigan i USA i 2 måneder. Det var min første udlandsrejse og en dannelsesrejse for mig. Jeg kom til en god familie, hvor manden selv havde været på ophold på i Haldager som ung. Her stiftede jeg bekendtskab med mange nye ting. Landmanden var desuden ansat på et universitet, så der var også god lejlighed til at lære noget om de amerikanske landbrugsuniversiteter. Jeg deltog også i mit første Rotary møde her. Men vigtigst af alt var min læring af sproget. Det engelsk, som jeg senere har kunnet præstere, har været med afsæt i læringen i Michigan. Jeg har fortsat god kontakt til ”min familie”, og Lissi og jeg har besøgt dem flere gange, og de har også besøgt os.

Forsker

Efter eksamen fik jeg job på Statens Byggeforskningsinstitut, hvor jeg arbejdede med landbrugsbyggeri. Jeg skulle være forsker, og efter et par år fortsatte jeg studierne og opnåede i 1977 den jordbrugsvidenskabelige licentiatgrad, som nu benævnes phd. Men så kom et nyt bump på vejen. Bevillingerne til forskning indenfor mit område blev omlagt, så landbrugsafdelingen blev nedlagt. Jeg måtte se mig om efter nyt arbejde, men jobbene hang da ikke på træerne. I mellemtiden var jeg blevet gift med Lissi, der er pædagog, og vi havde fået 2 børn og købt nyt hus i Nordsjælland, så et fast job var nødvendigt. Jeg valgte at skifte spor og søge job som rådgiver indenfor økonomi i landbruget, for her var det nemmere at få job. Da både Lissi og jeg er fra Vendsyssel valgte vi at flytte tilbage, så vores børn kom tættere på bedsteforældrene. Jeg fik job på Landbocentret i Brønderslev, givetvis fordi jeg var den eneste ansøger.

Landbrugskrise

Kort efter min ansættelse brød landbrugets store 1980’er krise ud. Indtjeningen var lav og gælden høj, og jeg blev kastet ud i arbejdet med gældssaneringer, akkorder, indefrysninger og økonomisk genopretning. 40 køer, høj belåning og en gæld til foderstoffirmaet på 1 mio. kr. med månedlig rentetilskrivning på 2% gjorde det umuligt at få balance i økonomien, og det uanset om ægtefællen var sygeplejerske eller ej. Der var mange tunge familieskæbner, og det hørte med til checklisten at tale om, at selvmord ikke var en udvej at vælge. Politisk blev der lavet forskellige ”ordninger” med statsgaranterede gældssaneringslån og rentetilskud, og det var disse værktøjer jeg havde med i konsulenttasken.

Mange landmænd havde ikke klar indsigt i bedriftens økonomiske resultat. Derfor påbegyndte vi at arbejde med driftsregnskaber, der i modsætning til et skatteregnskab viste hvordan økonomien var. De lange edb-udskrifter gjorde heller ikke økonomien lettere at forstå, og for at råde bod herpå gjorde vi det til en fast praksis, at bedriftens hovedtal blev skrevet med håndskrift på omslagets inderside sammen med en håndskreven vurdering af resultatet.

For at flytte fokus fra de historiske regnskabstal satte vi gang i arbejdet med budgetter i et tværfagligt samarbejde mellem landmanden og de forskellige faglige rådgivere indenfor planteavl, kvæg og svin. Jeg fik til opgave at koordinere dette arbejde, og der blev udviklet en særlig Brønderslev-model for tværfagligt samarbejde. En model som gav mig anledning til at holde mange undervisningsforløb og foredrag, ikke blot i Brønderslev men også mange andre steder på efteruddannelseskurser for både landmænd og konsulenter. ”En uge på landbrugsskole” var i en årrække et fast tilbud om efteruddannelse for alle landmænd, og jeg havde den glæde ofte at blive brugt som underviser flere steder.

Ingen lederuddannelse

I 1986 blev jeg udnævnt til leder af Regnskabskontoret på Landbocentret, men jeg fortsatte med rådgivningsopgaver for min portefølje af landmandskunder. Jeg har ingen formel uddannelse i ledelse, men gjorde her brug af mine sociale kompetencer. Jeg var meget inspireret af den kendte foredragsholder Nils Villemoes, som allerede i 1980’erne lærte mig om medarbejdersamtaler. Jeg lavede en ledergruppe bestående af 4 personer, og vi blev ofte kaldt ”4-banden”, der bestod af Viggo Rasmussen (edb), Poul Boye/ Poul Hjorth (skat), Søren Peider Hansen (driftsøkonomi) og jeg selv.

Det gik godt og vi havde tilgang af nye kunder, og vi havde et godt samspil og godt samarbejde i personalegruppen., der bestod af ca. 2 elever, 22 assistenter og 8 konsulenter. Vi var som en lille familie og kendte hinandens ægtefæller og navnene på hinandens børn. Det var en god tid, som fortsat trækker gode spor.

Jeg havde i arbejdet uvurderlig hjælp af vores sekretær, Vibeke Lambrechtsen, der var mig en tro væbner i mange år. Hun var loyal ud over alle grænser og tog mig altid i forsvar, når der var kritik. Selvom hun var nordmand beherskede hun det danske sprog til fulde, og når jeg brugte diktafon i arbejdet fik jeg altid en velskreven tekst retur, for hun rettede og justerede i min diktering, så resultatet blev godt.

Der blev ikke gjort meget ud af stillingsbetegnelserne. Konsulenterne blev ofte kaldt regnskabskonsulenter, hvilket jeg ikke mente var dækkende, men værre var det, at assistenterne blot blev kaldt ”pigerne på regnskabskontoret”. Det indgød ikke til stolthed i jobbet, og når de pågældende ringede til en landmand undlod de oftest at præsentere sig og sagde blot ”det er fra regnskabskontoret”. Det fik vi heldigvis lavet om på. Assistenterne var – og er – jo i den grad vigtige medarbejdere, der sørgede for bogføring af alle landmandens økonomiske dispositioner, og de var vigtige aktører, når der skulle afregnes moms og energiafgifter, og når bogføringen skulle omformes til et regnskab. Og så kunne de disponere med stor ansvarlighed og selv tilrettelægge arbejdet. Vi begyndte at bruge ”revisorassistent” som stillingsbetegnelse, og den bruges vist fortsat i rådgivningssektoren i landbruget.

Vi havde lokale lønaftaler, men de indeholdt ingen pensionsordning for assistenterne. Det fik vi dog gjort noget ved, så der blev igangsat indbetalinger til pension, hvor arbejdsgiveren betalte 400 kr. pr måned og medarbejderen 200 kr., samtidig med at der blev tilkoblet en livs- og invalideforsikring.  Det var små månedlige beløb, men vi kom i gang, og siden blev beløbene forhøjet. Det var en god milepæl, og jeg er glad for, at vi fik den lavet, da det efterfølgende har været værdifuldt for kollegaer, der blev ramt af sygdom eller skulle gå på pension.

For egne penge

Et andet og mere tvivlsomt initiativ var udskiftning af skrivebordene på kontoret. Alle medarbejdere havde fået edb på arbejdspladsen, men skrivebordene var fortsat de samme. Revisorassistenterne sad med stakkevis af bilag samt ringbind til at samle bilagene i tillige med forskellige udskrifter og vejledninger. Skrivebordet var fyldt, og der var knap plads til regnemaskine, tastatur og skærm. Men ingen var utilfredse og arbejdspræstationerne var høje.

Når jeg så på medarbejdernes belastning af ryg, skuldre, arme og håndled tænkte jeg, at vi måtte kunne få anskaffet bedre ergonomiske borde. Det fik vi sat gang i, men mit forslag om, at medarbejderne selv skulle give et bidrag til finansiering heraf blev dog ikke modtaget med klapsalver. Vi enedes dog om, at hver medarbejder skulle præstere ca. en dags arbejde uden løn, hvilket svarede til 5-10 % af udgifterne ved de nye borde, der både havde forsænket tastaturplads, skråtstillet justerbar bordplade og 2 justerbare sideborde. HK protesterede, men bordene blev anskaffet, og vi fejrede de nye borde og holdt en personalefest. Men da jeg en søndag kort tid derefter lukkede Nordjyske Stiftstidende op og så, at avisens leder omhandlede vores nye borde ”For egne penge”, var jeg spændt på dommen. Heldigvis blev ordningen ikke dømt helt ude, men jeg ville ikke gøre noget tilsvarende igen, hvis det var aktuelt.

Jeg refererede til Regnskabsudvalget, som på et tidspunkt bestod af flere byrådsmedlemmer. Efter dagsordenens afslutning på udvalgsmøderne og efter kaffen og lagkagen kom der en kasse øl på bordet, og så blev kommunens forhold debatteret med bl.a. Verner Jensen, Hammelmose, Ole Lysgaard. Serritslev og Niels Jensen fra Stenum.

Møder

Brønderslev havde gode møde- og kursustraditioner for landbruget. Landboskolen blev bygget i 1936 for at tilbyde undervisning til bosiddende landmænd og unge medhjælpere, og med ungdomskonsulent Jens Chr. Vestergaard blev møder og kurser fortsat udviklet og tilbudt. Viden er jo vigtig i ethvert erhverv. Jeg lagde mig også i selen for at tilbyde spændende og interessante møder om økonomi. Til årsmøderne, der var heldagsmøder, havde vi ofte et tema, og jeg fik som den første i landet igangsat, at jeg på møderne kunne præsentere dugfriske regnskabsresultater. De tørre tal blev krydret med eventyr, vittigheder, ordsprog, lyd, billeder og film, så alle kunne få noget med hjem. Vi var da også stolte over, at deltagerantallet steg fra 100 til 330 i år 2000, hvor møderne blev holdt på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og for mig var det en glæde, at mange deltagere var kvinder, da landmandens økonomi jo var en familieøkonomi, hvor det er værdifuldt, at begge ægtefæller har indsigt.

Strukturudviklingen i landbruget bragede afsted med opkøb og nedlæggelse af bedrifter. Det faldende medlemstal havde selvfølgelig også betydning for os i landbrugsrådgivningen, der jo var ejet af landbo- og husmandsforeningerne. Karl Damsgaard fra Tolstrup var dygtig formand for Brønderslev og Omegns Landboforening og paraplyorganisationen Landboforeningerne i Vendsyssel, hvor jeg var sekretær, og han stod i spidsen for en række drøftelser og konferencer for at se, om der var vilje til, at nogle foreninger skulle gå sammen. Efter 3. forsøg enedes man i 1996 om at gå sammen i hele Vendsyssel, men det varede dog knap til, at blækket på aftalen var tørt, før aftalen blev undsagt. Tilbage blev et samarbejde mellem Brønderslev og Fjerritslev, der fik navnet Nordjysk LandbrugsRådgivning, NLR, hvor jeg blev udpeget som leder.

LandboNord

NLR fik kun en kort levetid indtil 1999, hvor LandboNord så dagens lys. Jeg søgte jobbet som direktør og fik i efteråret betroet opgaven med at få fusionen mellem de 5 landboforeninger i Vendsyssel og Han Herred gjort operationel. Inden da skulle alle samarbejdsrelationer mellem familiebruget og landboforeningerne dog bringes til ophør, idet flere bygninger var ejet i fællesskab ligesom mange medarbejdere var ansat i interessentskaber mellem de 2 organisationer.

Der var strid modvind ved LandboNords start. De fem landboforeninger i Hjørring, Frederikshavn, Flauenskjold, Fjerritslev og Brønderslev havde vidt forskellig økonomi og kultur. Mere end 230 medarbejdere og 5 forskellige edb-systemer og arbejdspraksis skulle nu samkøres. Ved ansættelsessamtalen blev oplyst, at alle fem foreninger havde styr på økonomien, men da regnskaberne for 1999 blev udarbejdet var der samlet set underskud. Kulturerne skulle nu harmoniseres, priserne på rådgivningsydelserne skulle ensartes, og der skulle rationaliseres. Hjørring var hovedkontoret, og jeg havde arbejdssted her. Men jeg blev set som en konkurrent, der var kommet ind udefra. Medarbejderne strejkede og krævede min afgang. De var støttet af medarbejderne i Frederikshavn og Flauenskjold, mens medarbejderne i min gamle base i Fjerritslev og Brønderslev bakkede op. Bestyrelsen valgte dog at stå fast, så stormen blev redet af. Der blev holdt kogende medarbejdermøder med TV-Nords kameravogn udenfor. Jeg havde ingen begreb om, hvordan en sådan konflikt skulle håndteres, så jeg forholdt mig lyttende med et påtaget forsigtigt smil. Bagefter fik jeg at vide, at den attitude i den grad havde været provokerende for en del af deltagerne.

Sammen med en meget dedikeret og dygtig chefgruppe kom der styr på tingene, og bestyrelsen med formand Lars Møller – senere borgmester i Frederikshavn Kommune – bakkende helt og fuldt op i de svære år.

Der kom også gang i politiske tiltag, da landboNord også var landmændenes interesseorganisation. I 2002 blev vi med stolthed kåret som ”Årets Landboforening”. Vi arbejdede også med kunde- og medarbejdertilfredshed og scorede efter nogle år ganske godt på de områder. Vi havde i forløbet god hjælp af en ekstern konsulent, der hjalp os med at få lavet vision og strategier flere gange. Den lokale virksomhedskonsulent Preben Lie havde vi også ombord i nogle år. Også det var uhyre værdifuldt på vores rejse i en foranderlig tid.

Christiansborg og EU

I det politiske lobbyarbejde fik vi indarbejdet en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor repræsentanter fra bestyrelsen tog til Christiansborg for at mødes med de nordjyske folketingspolitikere. Forud for mødet havde vi planlagt de emner, som vi gerne ville drøfte. Det skulle ikke dreje sig om brok og utilfredshed, men om fremtidige udfordringer for landbrugserhvervet. Vi havde god hjælp af MF Bjarne Laustsen til at skaffe lokaler og forplejning på Christiansborg. De fleste Nordjyske MF’ere mødte op. Vi havde aftalt en time til hvert parti og havde også lejlighed til at spise frokost med de ”blå venner”. Det var en god fornemmelse at tilrettelægge turen for bestyrelsen og se dem indtage ”Grønlandsværelset”, som vi typisk fik tildelt.

Lobbyarbejde på Christiansborg. Her med bestyrelsesmedlemmerne Per Østergaard, Lars Pedersen, formand Lars Møller og Palle Joest Andersen.I lobbyarbejdet nåede vi også til EU-kommissionen. I Bruxelles fik vi foretræde for landbrugskommissær Mariann Fischer Boel. Vi talte om forbedringsmuligheder vedr. krydsoverensstemmelse og GMO, og Marian Fisher Boel sagde i sin farvelreplik, at jeg var en god ”spejderleder”.

Nyt domicil i Brønderslev

Medarbejderne var jo placeret på 5 lokationer og i 2004 begyndte jeg at arbejde for at få samlet alle på et sted. Byggefirmaet Arne Andersen i Vrå udviste interesse for at indgå en aftale om at bygge et nyt rådgivningscenter, der skulle finansieres ved salg af de gamle centre. Og med god og uvurderlig hjælp fra daværende Brønderslev borgmester, Jens Arne Hedegård, fik vi kabalen til at gå op, hvor Landbocentret blev til Jobcenter. Jeg havde den glæde, at den 16 mands store bestyrelse kunne træffe beslutningen i enighed. Og det var en stor beslutning. Ikke at bygge nyt, men at sige farvel til de historiske lokationer. Hjørring Amts Landøkonomiske Forening havde således haft base i Hjørring siden 1845.

Byggeriet af det nye domicil blev gennemført i 2006 og alle medarbejdere flyttede ind sammen med det gamle inventar og det eksisterende it-udstyr på ”store flyttedag”. Mådehold er jo en dyd i landbruget. Det var en glædens dag, da vi kunne markere indvielsen. Byggebudgettet på 55 mio. kr. holdt, men beklagelig vis var byggeriet behæftet med en række fejl, og kvaliteten var ikke på det niveau, som Arne Andersen ellers var kendt for. Det tog efterfølgende en hel del år at få udbedret de mange fejl og mangler.

Plovskæret

Ved indkørslen til Hjørring på Aalborgvej blev der i 200 året for stavnsbåndets ophævelse rejst en stor jernskulptur i 1988. Den var lavet af kunstneren Bent Sørensen. Landboforeningen havde været aktiv ved fremskaffelse af finansiering, men ejerskabet var uklart. I en samtale med advokat Troels Bidstrup Hansen fra Hjørring, der var formand for Hjørring Kommunes kunstudvalg, aftalte vi, at plovskæret skulle forblive i Hjørring, selvom vi fraflyttede stedet. Jeg fik så Produktionsskolen i Brønderslev til at lave en lidt mindre kopi, der blev afsløret på indvielsesdagen

I det nye domicil var der mange store hvide vægge. Maleren Jane Mikolajewicz fra Galleri Munken påtog sig opgaven med at lave nogle malerier til udsmykning af bestyrelsens mødelokale. Opdraget var, at det ikke skulle være landbrugsmotiver, og Jane løste opgaven fint med en række billeder med motiver inspirereret fra en rejse til New York.

Til kontorområderne fik vi anskaffet en række plakater og kunsttryk, der alle blev rammet ind hos glarmester Bertelsen. De blev opstillet i kantinen, så medarbejderne kunne tage de billeder, de syntes bedst om til ophængning ved deres arbejdsplads.

Moderne virksomhed

Gennem årene fik vi gjort LandboNord til en moderne virksomhed, hvor der var stor fokus på specialisering for at have de rette kompetencer, så rådgivningen kunne være i top. Vi påbegyndte i Brønderslev allerede i 1999 et forsøg med hjemmearbejdspladser støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen, og vi havde også stor fokus på medarbejdernes trivsel og tilfredshed. Vi praktiserede efter bedste evne anerkendende ledelse, hvor den enkelte medarbejder ”blev set”, og hvor omgangstone var uformel og munter.

Alle moderne elementer indgik i vores dagligdag, fx medarbejder pc’er, medarbejderobligationer, sundhedsforsikring, kantineordning, flextid, og medarbejderbonus, når årsresultat gav plads hertil. Der blev også arrangeret medarbejderture til Axelborg og Landbrugsministeriet med efterfølgende musical på Frederiksberg samt ture til Bruxelles med besøg i EU.

Det hele resulterede i god medarbejdertilfredshed og deraf god kundetilfredshed, så vi stod os godt i konkurrencen om landmændenes gunst.

Mere fusionssnak – og farvel

Landbrugets strukturudvikling fortsatte, og yderligere fusioner kom på tale. Men jeg havde ikke mod på at skulle trække endnu en fusion på plads. Jeg havde en spændende og udfordrende dagligdag, men når jeg kom hjem trak sofaen efter aftensmaden. Sammen med bestyrelsen havde jeg arbejdet på at have en intern afløser på plads, når jeg blev 60 år. Der ville jeg gerne slippe for lederansvaret og løse andre opgaver i organisationen indtil det aftalte pensioneringstidspunkt ved 65 år. Et planlagt generationsskifte og en ny intern rekrutteret direktør til at lede en ny fusion med Vesthimmerlands Landboforening så lovende ud. Men vores nyudnævnte udviklingsdirektør fik tilbudt et spændende job på Axelborg, så fusionsdrøftelserne blev afblæst. Min stilling blev så opslået og bestyrelsen fandt min afløser. Der blev holdt en flot reception, hvor jeg sagde farvel til direktørposten, og min afløser blev præsenteret. Imidlertid holdt denne konstellation ikke længe. Efter nogle måneder blev jeg opsagt af den nye direktør og fik kun kort tid til at pakke ”mit liv” ned, for jeg havde i den grad blandet mit personlige og arbejdsmæssige liv sammen.

Det var en svær kamel at skulle sluge, og efter nogle forhandlinger fik jeg lov til at hente mit personlige materiale på kontoret. Jeg var netop overgået til at være funktionær og havde som sådan 6 måneders opsigelsesfrist. Selvom jeg var fritstillet skulle jeg jo være loyal i hele opsigelsesperioden. Jeg fik nej til alle forespørgsler om selv små nye aktiviteter, om så det var at holde et foredrag i Landbrugets Seniorklub. Det blev rubriceret som konkurrenceforvridende. Så der var stor glæde, da min opsigelsesperiode udløb og jeg igen var en ”fri” mand.

Jeg brugte efterfølgende megen tid på at bearbejde dette store bump på vejen. Det viste sig så, at flere af mine gode chefkollegaer senere også blev opsagt, men den nye direktør holdt dog ikke længe på posten. Efter et år var han også væk. For mig blev det til godt 29 år.

 

Mange ord

I en landmandsslægt er der ofte ikke så mange ord, og da slet ikke i Vendsyssel. Men der har været mange ord i mit liv. Undervisning, foredrag og taler blev til mange ord. Jeg har altid beundret de, der kunne holde en tale uden manuskript, og så samtidig få sagt noget væsentligt. Den evne har jeg ikke haft, så jeg har hver gang måttet lave et manuskript. Det havde så den fordel, at jeg kunne og få afsluttet talen i tide.

Det er også blevet til mange skrevne ord med læserbreve og indlæg om mange forskellige emner. Jeg var bl.a. i en periode klummeskriver til Nordjyskes Erhvervssektion. Den ypperste opgave var dog at være redaktør af LandboNords medlemsblad ”Mit LandboNord”. Det var et alsidigt sammensat blad, hvor der blev fokuseret på almene forhold i landbrugslivet. Vi havde bl.a. en klumme ”Fra præstegårdens vindue” skrevet af sognepræst Kirsten Munkholt fra Tårs og en anden klumme ”Bonden og Byen” skrevet af en af min venners søn, Per Lykke, der da studerede dansk og teatervidenskab i København. Hans Sejlund, landmandssøn fra Hollensted, var tilknyttet som dygtig freelance journalist og lavede gode tekster.

Mit LandboNord blev i øvrigt lavet i samarbejde med Jens Erik Larsen fra Assist Kommunikation, og vi havde et fortræffeligt samarbejde med kort produktionstid.

Landbrug i Letland

Efter Berlinmurens fald var udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen aktiv med hjælp til de baltiske lande. Det kom også til at smitte af på os på Landbocentret. Vi fik en invitation fra ny lettisk landboforening i Talsi til at indgå i et samarbejde. Der blev takket ja til invitationen, og bestyrelsen og nogle konsulenter tog til Letland for at aftale mere om samarbejdet. Det resulterede i, at en gruppe lettiske konsulenter kom på et træningsforløb i Brønderslev, hvor jeg var ansvarlig for programmet. Endvidere blev vi modtagerbase for en række lettiske landbrugspraktikanter, der efter opholds- og arbejdstilladelse fik uddannelsesjobs på forskellige gårde.

Hjælpen til Letland kom også til at omfatte et projekt, hvor vi samlede brugte landbrugsmaskiner ind fra egnens landmand. Maskinerne blev derefter sat i stand i et kommunalt beskæftigelsesprojekt på et nyt renoveringscenter indrettet hos Dania Staldmekanisering på Eventyrvej. Efter færdiggørelse og maling blev maskinerne fragtet til Letland. Det skete på en speciel måde, da fragtomkostningerne var store. En ombygget lettisk fiskekutter lagde til i Frederikshavn, og maskinerne blev så placeret i lastrummet og på dækket og sejlet til Letland, efter at vi havde forsynet kutteren med dieselolie. Vi fik 3 ”ladninger ” afsted på den måde. Projektet var støttet af Udenrigsministeriet og Tryg var lokal sponsor. I det forløb fik en hel del landmænd ryddet op ”bagved”.

Det blev også til flere grupperejser til Letland for danske landmænd. I Letlandsarbejdet var Jens Andreasen fra Serritslev, Christen Sørensen fra Torup og Kurt Jørgensen fra Hollensted aktive aktører, og de videreførte arbejdet i flere år, efter at jeg havde taget fat på andre opgaver

Landbrug helt inde fra

Overskriften på dette bidrag i bogen fortæller, at landbruget har været mit omdrejningspunkt i livet. Til vores sølvbryllup for mange år siden udtrykte min dengang 12-årige niece det med, at ”Hennings indre jeg er landbrug, landbrug, landbrug”. Jeg har været et produkt af landbrugets selvforståelse om, at det er landbrugsproduktionen, der holdt Danmark i gang, sikrede beskæftigelsen og valutaindtjeningen. Og skulle landbruget have kontakt med ”de andre”, så kunne det ske gennem ”Landbrugets Samfundskontakt”. Landbruget havde sit eget, producerede det vigtigste, havde egne uddannelser og ”sad” i det hele taget på meget.

Og som studerende på Landbohøjskolen behøvede man stort set ikke komme i kontakt med andre end ligestillede. Mange af underviserne på Landbohøjskolen var agronomer, der havde ”læst videre”, og med undtagelse af kontakter til sygeplejeelever ved festlige lejligheder, levedes livet i stor udstrækning på Frederiksberg med en afstikker til Tivoli en gang om året. Landbohøjskolen var ikke underlagt Undervisningsministeriet, men Landbrugsministeriet. Det samme gjaldt landbrugsskolerne.

Uddannelsen fra Landbohøjskolen gav beskæftigelse i landbrugets foreninger og organisationer, på landbrugsskolerne og i andelsselskaberne. Landbrugets organisationer sad tungt ved bordenden i mange betydningsfulde sammenhænge, fx styrede Axelborg de offentlige forskningsmæssige bevillinger til landbrugsforskning indtil en gang i 1980’erne. Og når Udenrigsministeriet skulle have landbrugsattachéer placeret på ambassaderne i udlandet blev de i stor udstrækning rekrutteret fra Axelborg.

Udviklingsprojekter

Landbruget spillede jo også en afgørende rolle i Brønderslev Kommune, som det også var afbilledet i det gamle byvåben.

Der var mange iværksættere og drivkræfter her. Det var driftige landmænd, der startede byens halmværk med Jens Østergaard Jensen fra Hallund som en af drivkræfterne. Han blev også formand for Rådet for Agroindustri, hvor han sammen med erhvervschef og direktør Bente Albæk Madsen var dybt engageret i mange udviklingsprojekter indenfor agro-området. I 1992 begyndte man at interessere sig for nye afgrøder, og fra samfundets side var der interesse for andre energiformer end fossil energi. Planteavlskonsulent Karl Thomassen blev koblet på opgaven, og der blev lavet dyrkningsforøg med pil, hvor man også indsamlede erfaringer med håndtering af pilen. Der blev lavet mange pilestiklinger på ”Mejeriet Håbet” i Tolstrup, og initiativet lever fortsat videre bl.a. hos familien Bach i Ny Vraa Bioenergi, og der dyrkes fortsat pil på en række marginaljorder, der ikke er velegnet til kornafgrøder. Ideen om bio-ethanol blev også lanceret i disse år, men byrådet valgte at satse på naturgas, så halmværket blev lukket, og planerne om bio-ethanol forblev på tegnebrættet.

I dette udviklingsmiljø fik jeg nye opgaver efter min fratræden i LandboNord. Jeg kom med i bestyrelsen sammen med Kurt Jørgensen, Ole Albæk, Niels Busk og Jørgen Evald Jensen og løste siden forskellige projektopgaver her. Jens Østergaard Jensen og Bente Albeck var inspirerende drivkræfter. Jeg deltog bl.a. i et projekt om fremstilling af bioolie ud fra gyllefibre under højt tryk og høj temperatur.

Det så lovende ud, men hovedaktøren gik konkurs inden koden var knækket, så jeg blev ikke biooliesheik. Det månedlige råvaremarked i Nordkraft og samspil med mindre fødevareproducenter indgik også. Da Bente Albeck gik på pension overtog jeg hendes direktørjob på deltid. Det varede dog kun et år. Kassen var tom, og min sidste handling var at opsige den sidste medarbejder, hvorefter jeg selv stoppede. Rådet for Agroindustri og Smagen af Nordjylland overgik til historiebøgerne.

TV2-Nord

Starten af TV2-Nord var også drevet af aktive landmand, og stationens første formænd var da også landmænd: Martin Rytter fra Himmerland var den første efterfulgt af Ole Fuglsang fra Børglum. På et tidspunkt var Jens Østergaard Jensen medlem af bestyrelsen, og da han trådte ud blev jeg valgt til bestyrelsen. Her støttede jeg et skifte i formandskabet, så advokat Henrik Skårup kunne indtage formandsstolen, og det var også i den periode, at TV2-Nords nuværende direktør Mikael Justesen blev ansat.

TrygFonden

Jeg deltog i TryghedsGruppens repræsentantskab og TrygFondens arbejde i 10 år. TryghedsGruppen var hovedaktionær i forsikringsselskabet Tryg og havde også landmænd som formænd for repræsentantskabet. For at opnå en plads her skulle jeg igennem kampvalg, og jeg havde den glæde at opnå solid opbakning ved valgene. Jeg var varm fortaler for en påbegyndt demokratiseringsproces, så forsikringstagerne fik betydelig større indflydelse. Der kom større gennemsigtighed i alle beslutninger og økonomiske dispositioner, og vi fik også indført udbetaling af medlemsbonus. I samme periode var jeg en del af TrygFondens regionale råd, hvor vi hvert år uddelte 6-7 mio.kr. til forskellige gode formål. De sidste år havde jeg tillige en plads i TrygFondens nationale bevillingsudvalg, der havde ansvaret for de største bevillinger af den årlige uddeling på ca. 600 mio. kr. Det var spændende og gav god indsigt i mange samfundsforhold.

Realdania

Realdania tiltrak mig også, og jeg fik også lejlighed til at stille op til valg til repræsentantskabet her. Ved et valgmøde i Aalborghallen med 1.000 deltagere havde jeg to minutter til at præsentere mig ved kampvalget, og selvom jeg var pensionist fik jeg tilstrækkelige stemmer til at blive valgt. Det var interessant og gav god indsigt i Realdanias arbejdsmåde indefra og kendskab til en række personer her, hvoraf flere af de valgte var landmænd, og for tiden er bestyrelsesformanden også landmand. Realdania gav samtidig mulighed for at deltage i møder, hvor man blev budt indenfor i omgivelser, som man ellers ikke havde mulighed for at besøge. Det er viden herfra jeg har benyttet, når jeg har ”kloget” mig om, hvad Kommunen kan gøre for at skaffe eksterne midler til projekterne i Hedelund. Realdania ønsker brede langsigtede planer med perspektiv og flere forskellige samarbejdende aktører sammen med en delvis egenfinansiering. Og ud over penge bidrager de med viden. Det kaldes også kloge penge. Det har vi efter min opfattelse ikke gjort megen brug af i Brønderslev. Ofte oplever vi modsætningsforhold, som sidst er demonstreret ved byrådets afgørelse af, hvor en restaurant skal placeres i Hedelund.

Nykredit

Jeg blev også valgt ind i Nykredits repræsentantskab, og var her med i en årrække. Også her var det en landmand, der sad for bordenden i de første år. Langsigtet og billig finansiering er jo vigtig for et kapitaltungt erhverv som landbrug. Her havde mange landmænd også sæde, og da jeg faldt for aldersgrænsen havde jeg den glæde, at en ung og ægte landmand, Martin Andreasen fra Serritslev, blev valgt.

Kirkebyggeri og menighedsråd

Mine forældre var baptister, og der blev holdt søndagsskole og såkaldte ”teltmøder” i mit hjem, og jeg blev selv først døbt som ung. I mange år var jeg medlem af Vrå-Brønderslev Baptistmenighed, og her var jeg som revisor og forhandlingsleder med til at dele menigheden, så Vrå og Brønderslev blev 2 selvstændige menigheder. Når jeg ville til gudstjeneste kørte jeg oftest til Vrå, men med tiden fandt jeg større tilfredshed ved at kommet i folkekirken i Brønderslev.

I 2012 blev jeg valgt til menighedsrådet i Brønderslev. Som formand for byggeudvalget kom jeg til at arbejde med et projekt om renovering af kirken og tilbygning til sognegården i alle 8 år, for ting tager tid i kirken. Rum og fællesskab for alle var overskriften for visionen. Vi ønskede i overført betydning sænke dørtærsklen til kirken og sognegården, så den blev mere vedkommende i vores tid. Ønskerne blev formuleret således:

• at forbedre adgangsforholdene til kirke og sognegård, både fysisk og mentalt,
• at øge anvendelsen af lokalerne til fortsat forskelligartede aktiviteter og gøre dem mere bruger-, børne- og handicapvenlige,
• at de bygningsmæssige rammer motiverer til, at de mange forskelligartede aktiviteter kan udvides, så endnu flere børn, unge og voksne borgere og frivillige kan have deres gang og virke i rammerne

Vi tog afsæt i en sogneanalyse om hvordan samfundet udvikler sig. Vi havde også 150 studerende og deres undervisere fra Aalborg Universitet til at arbejde med projektet. Gennem en række fokusgrupper med nogle af sognets beboere og os selv fik vi værdifuldt input. Vi havde også uvurderlig hjælp af arkitekt Anne Mette Exner, der bistod i arbejdet med en foranalyse.

Bundgaard Arkitekterne, Nils og Terkel Bundgaard fra Hjørring blev valgt som rådgivere, og budgettet på 24 mio. kr. kunne bl.a. holdes fordi arkitekter og ingeniører gjorde brug af gode og gedigne men kendte byggematerialer. Den lavestbydende ved licitationen var AM Totalbyg fra Bindslev, og det var en fornøjelse at se arbejdet skride frem med en dedikeret indsats af Anders Mikkelsen og hans underleverandører, så det blev af bedste kvalitet. Jeg beundrede også det gode samarbejde og den gode tone på byggepladsen, og alle udviste flid og akkuratesse og stolthed over at være med på holdet.

Projektet forudsatte en række godkendelser. Brønderslev Kommune var eksemplarisk med en hurtig og kompetent byggesagsbehandling. Det tog til gengæld længere tid at opnå tilladelse fra de kirkelige myndigheder, men ved fælles hjælp lykkedes det. Kgl. Bygningsinspektør og arkitekt Jens Baumann roste tidligt linjerne i projektet for god harmoni og sammenhæng i tilbygningen og i helheden. Og vi kunne ikke få armene ned, da Jens Baumann gav udtryk for, at der i den gamle form var en manglende harmoni mellem kirkerummet og møbleringen, og at det her gav rigtig god mening at “rense” kirkerummet, så det ville få en harmonisk møblering med øget tilgængelighed. Så var ”farvellet” til bænkene og ”goddag” til stole ”velsignet”. Finansieringen af det omfattede projekt er primært sket med lån af Stiftsmidler, og ved behandlingen af vores ansøgning udviste Provstiudvalget stor velvillighed.

 

Med projektet har vi gerne villet sikre rum for alle.  Øget ensomhed er en aktuel samfundsmæssig udfordring for mange aldersgrupper, både hos børn, unge og ældre. Og jeg håber at de nye rammer kan understøtte livgivende samværsformer i en tid med stor digital fokus og en dermed ofte ensomhedsfølelse blandt børn og unge. Det samme gælder for den stigende gruppe af ældre medborgere, hvoraf mange kan have svært ved at etablere nye samværsformer som pensionister. Måske kan nye aktiviteter kædet sammen med en kop kaffe i “Cafe Møllehave” give grobund for nye netværk og nyt livsindhold.

”Det er menighedsrådet opgave at sikre gode rammer for menighedens liv og forkyndelsen om Guds kærlighed til os alle. Den opgave er nu løst for en årrække, og det er mit håb, at de nye rammer vil blive til glæde for byens borgere i mange år frem i tiden”. Sådan formulerede jeg det i min tale ved indvielsen.

Fra Nyfors til SE

Som forbruger var jeg blevet valgt til repræsentantskabet for Nyfors, vores lokale elselskab. Vi var 36 valgte og mange var landmænd. Da formanden Gerda Pedersen fra Stenum annoncerede at hun ville stoppe, besluttede jeg at kandidere til bestyrelsen, og det lykkedes mig lige at blive valgt på det yderste mandat. Jeg tog munden fuld og meldte mig som formandskandidat, og da jeg via mit job i landbruget var kendt både i Brønderslev og Han Herred, kunne jeg efter mødet takke af som ny formand.

Det blev en begivenhedsrig periode. Jeg havde forestillet mig, at vi skulle klappe hesten lidt, for vi havde kort tid forinden sagt nej til en fusion med Himmerlands El Forsyning, HEF. Men når vi så på markedet og bevægelserne i sektoren, så gik det ikke at træde vande for længe. Fiberudrulningen var i gang, og for at understøtte indtjeningen blev der også solgt solceller og hustandsvindmøller. Disse tiltag var dog drevet af kortvarige tilskudsordninger og kunne derfor ikke bære på den længere bane.

Da ”nejet” til fusionen med HEF bl.a. var påvirket af, at bestyrelsen ikke var enig ved sin fremlæggelse af forslaget igangsatte jeg en proces i bestyrelsen for få fælles fodslag. Vi gjorde her brug af konsulent Preben Lie, der som forbruger i Brønderslev også var bekendt med bestyrelsen positioner. Og med hans gode assistance fik vi ”rundkredsforløbet” ført til ende, resulterende i et værdisæt som vi efterfølgende brugte i arbejdet.

Sammen med direktør Henrik Mentz screenede vi Danmarkskortet for både el- og fibersektoren. Hvor kunne vi være på bølgelængde med de andre? I den proces havde jeg også inviteret formændene for HEF og Nordenergi på formiddagskaffe i vores stue, men de så ingen behov eller ønsker for et yderligere samarbejde. Vi havde jo et samarbejde med dem i Bredbånd Nord, men det udviklede sig ikke godt, da der var uenighed om både teknik og salgsmetoder, så stemningen var dårlig her, og det blev ikke bedre efter at parternes advokater blev bragt ind i spillet.

Samtidig besøgte vores repræsentantskab flere andre selskaber på studieture både i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Her fandt vi sympati for Sydenergi med hovedsæde i Esbjerg, og det blev til flere besøg her. Herefter afholdt de to formandskaber og de to direktører nogle indledende sonderinger på Hotel Hvide Hus, så vi kunne drøfte et evt. samarbejde i bestyrelsen. Det resulterede i et forslag om fusion mellem Sydenergi og Nyfors til SE amba, hvor vi selvfølgelig var den lille. Men vi fik en ganske rimelig aftale med tilfredsstillende tariffer, fibernet til 95% af vore forbrugere samt en vækstpulje på 50 mio. kr. Og dertil en overrepræsentation i bestyrelsen i forhold til vores størrelse, heraf en næstformandspost, som jeg blev valgt til. Desuden havde vi tilsagn om opretholdelse af virksomheden på Saltumvej og tilførsel af flere arbejdspladser her.

Da vi efter en overgangsperiode gjorde resultatet op, kunne vi konstatere, at der var blevet leveret på de aftalte områder. Dog manglede en udviklingsafdeling og samspil på Aalborg Universitet, og det måtte vi tage til efterretning.

Kort efter fusionerede HEF med Energi Midt og blev til Eniig, og herefter blev Bredbånd Nord opløst, og vi fik Stofa som indholdsleverandør i stedet for Waoo.

De to selskabers direktører, Niels Duedahl fra Sydenergi og Henrik Mentz fra Nyfors var aktive og konstruktive i forløbet. Og det tjente Henrik Mentz til stor ære, at han loyalt og fuldt bakkede op om planerne, selvom han havde den risiko, at han blev tilovers i fusionen, hvilket også skete et års tid senere.

Fra SE til Norlys

Arbejdet i den 26 mands store overgangsbestyrelse gik godt. Selvom vi kom som ”den lille” blev vi respekteret fuldt ud og lyttet til. Jeg fik til opgave sammen med et nedsat udvalg at arbejde med nye vedtægter for den samlede fusion. Den næste store opgave var et arbejde med ”God selskabsledelse”. Myndighederne og brancheorganisation Dansk Energi opfordrede selskaberne til at sætte fokus herpå som en forudsætning for, at forsyningsselskaberne fortsat kunne ledes af forbrugervalgte bestyrelser. Der skulle være sikkerhed for, at selskabernes monopoldele ikke misbrugte sin positioner i konkurrencen om elforbrugernes gunst. Vi fik her lavet et godt og grundigt arbejde, der senere blev omsat til normer og retningslinjer i organisationen.

Stofa var ejet af SE, og der var vedblivende drøftelser af, om kundeunderlaget kunne udvides, så enhedsomkostningerne kunne reduceres. På et tidspunkt påbegyndtes drøftelser med Eniig herom, men drøftelserne blev hurtigt udvidet til også at omfatte eldelen. Det resulterede i et forslag om fusion med Eniig, der med hovedsæde i Silkeborg også var en stor aktør. Forslaget blev godkendt af de 2 repræsentantskaber, og som næstformand var det en spændende proces at være med til. Nu er fusionen jo ved at blive rullet ud, og når jeg ser på min elregning glæder jeg mig over, at vi fik lavet en kapitaludligning, så vores forbrugere får en rabat på transmissionstariffen på 1,2 mia. fordelt over nogle år, hvor den samlede tarif udgør omkring 600 mio. på årsbasis. Det betyder nok ikke så meget for den almindelige forbruger, men for virksomheder med et stort strømforbrug har det stor betydning. I Nyfors var der 45.000 forbrugere. I SE havde vi tilsammen 324.000 forbrugere, og ved fusionen til Norlys blev det til 709.000 forbrugere.

Direktør Niels Duedahl har efterfølgende givet udtryk for, at det var vores mod i Nyfors til at ”gå over åen”, der gav grobund for den efterfølgende fusionsaftale, så bestyrelsen i Nyfors så både langt og klogt, da beslutningen blev truffet. Og så gentog vi gang på gang i bestyrelseslokalet, at et plus på bundlinjen giver ro på bagsmækken, og det har SE da også haft siden vi kom ombord, mens det kneb før.

Norlys Vækstpulje Nyfors

Både Sydenergi og Nyfors havde en betydelig aktieandel i Dong, og kort efter Dongs børsintroduktion solgte vi alle aktier til en for os dengang god kurs. Vækstpulje Nyfors, der oprindelig var på 50 mio. kr. blev så på mit forslag forhøjet med 100 mio., så der i alt var 150 mio. til uddeling til projekter i vores forsyningsområde. Der var forskellige forviklinger i forbindelse med den lovbefalede udskiftning til intelligente målere i vores område, og sagen blev så ordnet ved at udgiften hertil på 45 mio. blev finansieret af vækstpuljen. Så fik alle forbrugere et afkast af Dong-aktierne, idet målerne ellers skulle være finansieret over elregningen. Efter de årlige uddelinger siden 2016 er der nu 70 mio. i kapital i vækstpuljen, og efter fusionen til Norlys tilføres der ny kapital hvert år på lige fod med de øvrige vækstpuljer, der er blevet oprettet i Nordlys koncernen. Med denne kapital kan man fortsat støtte en række initiativer i det gamle Nyfors forsyningsområde. Det er en af repræsentantskabet valgt vækstpuljebestyrelse, der beslutter hvad man vil støtte.

Sprog til husbehov

Jeg har aldrig været særlig god til sprog, men har til trods herfor rejst i mange lande. Landbrug, kirker, musik, mad, vin og hygge og samvær med andre har været med i programmet på mange rejser, dels i vores familie og dels på grupperejser, hvor jeg var arrangør. De sproglige kompetencer kom på en prøve på en rejse til Chile, hvor jeg var indbudt til at holde nogle indlæg på en konference om landbrugsrådgivning. Jeg talte på mit bedste engelsk, og det blev så simultant oversat til spansk. Efter konferencen var jeg med på en studietur til et landbrugsområde midt i det lange land. Her mødtes vi med en del chilenske landmand i et forsamlingshus bag træbarrikader langt ude på landet, hvor vejene ikke havde navne. Efter en middag med store gode ben af okse og tilhørende rødvin vovede jeg pelsen og holdt en lille tale og læste et Benny Andersen digt på engelsk. Det hele blev oversat til spansk og derefter til fransk. Vi morede os, men det er nok tvivlsomt om det var forståeligt. Men turen resulterede i, at to franske rådgivere efterfølgende lavede en studietur til Nordjylland for deres bestyrelser, hvor jeg var behjælpelig med programmet med bl.a. besøg hos Lis og Lars Pedersen, Klovborg, der serverede helstegt gris og smagsprøver på Aalborg snaps. Der blev sunget og det var sjovt, men programmet dagen efter var en udfordring for franskmændene! Et par år efter tilrettelagde jeg en tur til Bretagne og Paris for LandboNords bestyrelse med ægtefæller, hvor vi blev taget godt imod af vores tidligere gæster og havde et udbytterigt program. Så selv dårlige sprogkundskaber kan føre meget godt med sig.

De sproglige færdigheder blev også udfordret på en grupperejse til USA. Jeg havde en god ven med som tolk, og vi skulle flyve via Island. Men allerede i København meldte de første problemer sig. Flyet var gået i stykker. Der blev fremtryllet et andet fly, men da vi kom til Reykjavik var flyet til USA aflyst. Vi blev så indkvarteret på hotel, og da der var lyst om natten i Island fik jeg udvirket, at Icelandair stillede en bus til rådighed for os. Jeg fik fat i en islandsk præst, som min søster kendte. Han talte dansk og var kendt med islandske forhold, og han blev så vores kyndige guide i nattetimerne, så vi fik vendt det ufrivillige stop til noget godt. Men fortrædelighederne var ikke slut. Da vi dagen efter ankom til Chicago var vores bus kørt, for vi var jo ikke ankommet efter planen. En ny bus blev rekvireret og vi kom afsted med en kyndig rødhåret kvindelig chauffør. Men bussen gik i stykker flere gange, så planerne skulle hele tiden justeres. Og da tolken så blev syg kom mine sproglige færdigheder på en prøve, for nu skulle jeg også tage vare på hende og arrangere lægebesøg og forplejning. Den ultimative prøvelse var under et besøg på John Deere fabrikkerne. Her fik alle høretelefoner på, men jeg fik mikrofonen og skulle så oversætte alle de tekniske forklaringer i produktionen. Deltagerne var heldigvis meget forstående og virkede tilfredse, selvom jeg leverede en mangelfulde oversættelse. Det blev alligevel en god tur, og man skal jo ikke underkende øjnenes betydning for det oplevede. Heldigvis var vores tolk blevet frisk igen, da vi ankom til Kastrup.

Det dyrebareste

Med mit store fravær fra hjemmet skulle man måske ikke tro det, men jeg er et familiemenneske, der værdsætter samvær i familien og vennekredsen. Hygge omkring spisebordet er bare godt.

Lissi og jeg blev tidligt gift. Ikke fordi vi ventede barn, men fordi vi fik en lejlighed. Og i 1971 var det påkrævet at være gift inden indflytningen. Jeg skulle da rejse til USA, og vi søgte dispensation for kravet hos Frederiksberg Kommune. Den fik vi og kort tid efter min hjemkomst blev vi gift.

Lissi fik sin uddannelse som pædagog mens vi boede i København, og vores 2 børn, Mette og Mads er født i København. Da vi flyttede til Brønderslev var de henholdsvis 3 og 1 år. Børnehaven Myretuen og Fasanvejens Børnehave var med til at gøre dem skoleklar, inden de startede i Søndergades Skole med fru Lauersen som børnehaveklasselærer.

Mads fik en handelsuddannelse hos Expert i Brønderslev og har i mange år været indehaver af to Skousen butikker sammen med en navnebror. Mads er gift og bor i Rærup sammen med Anni, og de har 4 drenge.

Mette fik en uddannelse som cand.mag. i religion og international politik og har i mange år arbejdet i FN’s udviklingsprogram som HR-Associate. Hun er gift og bor i Roskilde sammen med Henrik og deres 2 piger.

Tidens Kvinder

For mange år siden fik Lissi sammen med nogle landbokvinder lavet en kvindegruppe, der har fokus på kunst. De mødes med mellemrum og besøger forskellige kunstnere – ud over de selvfølgelig hygger sig. Det hænder at vi mænd bliver inviteret til at være med i festligt lag om aftenen. Det er sjovt at være sammen i gruppen, hvor de fleste elsker at synge, og vi har også været på flere vellykkede udlandsrejser sammen. Gruppen fik navnet ”Tidens Kvinder” af et tidligere æresmedlem af LandboNord, Gunnar Hansen. For nylig kunne Tidens Kvinder fejre 20 års jubilæum. Det foregik ved en festlig aften hos os, hvor iranske venner sørgede for fin en iransk middag tilberedt en vinterdag over bål i haven.

Min ledetråd

Min bedstemor sagde, at livet ikke kun består af “lyst-dage”, der er også “pligt-dage”. Det har været en af mine ubevidste ledetråde i livet. Jeg har dog søgt at udvide pligtopgaverne, så de også kom til at indeholde noget lystbetonet, så mit arbejdsliv har i stor udstrækning været lystbetonet. Både min far og mor var pligtopfyldende og arbejdsomme, og jeg husker ikke, at de har sagt, at de ikke gad en opgave eller beklagede sig over arbejdsopgaverne, uanset hvor trælse de end måtte være i andres øjne.

Forfatter og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen skrev engang i Kristeligt Dagblad om ordet pligt, at det i dag nærmest er blevet et fyord, men hun synes, at det repræsenterer nogle sunde værdier om udholdenhed, flid og omsorg for andre. Sådan vil jeg også gerne forstå “pligt”.

Travel2Farm

På et tidspunkt vandt jeg en navnekonkurrence da Landøkonomisk Rejsebureau skulle have nyt navn. Jeg vandt med forslaget ”Travel to Farm”, og rejser har da også været en væsentlig del af mit eget liv. At Brønderslev blev slutdestinationen skyldes tilfældigheder. Her har jeg så brugt mine evner og min energi, og jeg håber det har været til nytte, selvom en landmands-vittighed fortæller, at hvis man som landmand blot kan holde gul okseøje og konsulenter væk fra bedriften, så skal det nok gå!

Den 13.09.2022 har koret eksisteret i 110 år.

Det blev markeret på øveaftenen den 12.09.2022, efter normal øvning i 1 time og  med et efter- følgende let traktement for kormedlemmerne.

Formanden Knud Erik Olsen tog ordet og sagde følgende:

Ved Sangforeningen Frejdig`s 100 års jubilæum i 2012 blev der nævnt, at gennemsnitsalderen på sangerne var 73 år, og man søgte yngre sangere.

Og det må man sige også i en vis grad er lykkedes.

Nu 10 år senere er gennemsnitsalderen ”KUN” vokset med 5 år til 78.

Ved 90 års jubilæet i 2002 kom formanden Jørgen Bækgaard til at sige, at han tvivlede på at koret eksisterede 10 år mere, de ord blev trukket tilbage ved 100 års jubilæet i 2012 og i dag er det jo for os utænkeligt, at Frejdig ikke også eksisterer om 10 år i 2032.

Koret startede med 13 medlemmer, der hurtigt voksede til 20. Koret har altid sunget  firstemmig.

Der blev også ved 100 års jubilæet nævnt, at der på et tidspunkt havde været en kvindelig korleder, men det gik slet ikke, nogle af de ” GAMLE ” insisterede på at få en mandlig korleder, og sådan har det været siden, og med mindre du Poul Erik får foretaget et kønsskifte fortsætter vi i samme spor.

Sangforeningen ”Frejdig ” er jo stiftet 13. september 1912, men man kan i en gammel socialdemokratisk protokol læse at der var dannet en ny sangforening allerede i 1901, som fik tilskud fra partiet, og den første koncert blev holdt på Hotel Phønix påskedag 1913, kort efter den officielle stiftelse, koncerten var vel at mærke kun for partimedlemmer.

Frejdig mistede alle noder og protokoller ved en brand på Søndergades skole i 1968,så det der blev skrevet ned i Frejdig` protokol inden den tid er væk, og må findes andre steder i gamle aviser. Og i øvrige arkiver. Jeg tvivler nu også på at man havde så detaljerede og fyldestgørende protokoller, som vi har i dag, med Jens Høygaard som pennefører. Der er blandt andet fundet beretninger om, at der til tider var lavvande i pengekassen hos Frejdig, så man lavede dilettantforestillinger, og det skæppede godt i kassen.

Vi sluttede aftenen med at Formanden bad kormedlemmerne udbringe et “trefoldigt hurra” for Sangkoret Frejdig.

 

Sangkoret Frejdig blev stiftet i 1912

som Socialdemokratisk arbejderpartis sangkor og har således eksisteret uafbrudt i over 100 år.

De tætte bånd til fagforeningen er løsnet gennem årene, og koret er nu under AOF og aftenskoleloven. Ud over at give koncerter på plejehjem og lignende er der også en del optræden i AOF-regi.

Frejdig er et mandskor, hvis medlemmer alle har en glæde ved at synge, og ønsker at sprede denne sangglæde ud blandt andet ved at optræde med et repertoire, der spænder lige fra højskolesangbogen til lystige viser, folkesange m.v. De fleste sange synges med 4 stemmer, men man har også enkelte, som synges unisont (enstemmigt).

Der kræves ikke nodekendskab eller korerfaring for at blive optaget i koret, men det er nødvendigt at have øre for indlæring af flere stemmer.

Medlemmerne er forpligtet til – så vidt muligt – at deltage i den ugentlige øveaften, således at man er sangmæssigt opdateret og ligeledes forpligtet til at deltage i de arrangementer, der planlægges.

Koret bruger ved optræden over for publikum en ”uniform”, som er obligatorisk for medlemmer af koret. Uniformen består af: sort habit, hvid skjorte, bordeaux slips, sorte strømper og sorte sko. Uniform anskaffes så vidt “muligt” af Frejdig.

Øveaftener er mandag i perioden den 01.09 til den 01.04 hvert år og mødetid fra kl 19,20 til kl. 21,20, hvor der øves i Forsamlingslokalet kaldet ”Bien”, Passagen (sti mellem Grønnegade og Bredgade, Brønderslev)

Dirigent gennem de sidste mange år er: Poul Erik Jensen, Øster Brønderslev

Der er åbent for tilgang.

 

Et livslangt medlemskab:2012: Her en nekrolog over en trofast sanger:

   

Her “Gammel ansættelses-kontrak” mellem koret og dirigent, udfærdiget af kormedlem Kaj Budolph, som var ansat i Brønderslev Bank.

Modtaget fra Vera Winther Findinge, datter af tidligere dirigent T. Winther Jensen, Ø. Hjermitslev:

Frejdig kunne fejre 100 års jubilæum 13.09.2012 med reception i Den Runde Pavillon

Pressen skrev følgende: