Jens Otto Madsen – Side 13 – Vrensted-Historier.dk

SOM JEG HUSKER BESÆTTELSESTIDEN 1940 – 1945

af Frits Uhrenholdt

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev.

Følgende beretning fra krigsårene i 40ernes Vester Hjermitslev er skrevet af Frits Uhrenholdt, Kærgaardsvej 3, 9760 Vrå. Han var under krigen lærling hos købmand J. Drustrup i Vester Hjermitslev.Foråret 1941var min skolegang i Vrå overstået. Den 26. marts var der afslutning, og vi fik beviset for, at vi havde bestået realeksamen. Nu var spørgsmålet, hvad der skulle ske, for jeg var klar over at fortsat skolegang i gymnasiet ikke var sagen – motivationen var vist ikke til stede, så det blev handelsvejen, jeg besluttede mig for. 1. juni begyndte jeg som lærling hos købmand J. Drustrup i Vester Hjermitslev, dengang een af Vendsyssels største landforretninger. Jeg har kun godt at sige om forholdene der, men det var en stor omvæltning for en 15-årig dreng, der hidtil havde levet en beskyttet tilværelse i hjemmet hos mor og far og søskende, og nu kun kom hjem en tur om søndagen.

Købmand Drustrups købmandsforretning i 1940’erne.

Vester Hjermitslev var på det tidspunkt en landsby med alt, hvad der var almindeligt: håndværkere og forholdsvis mange butikker, og herudover var der et lille afholdshotel og jernbanestation. Vistnok i 1943 blev hotellet beslaglagt til indkvartering af soldater, og yderligere blev der bygget flere barakker, da byen blev garnison for en betydelig styrke. Det er klart, at en sådan situation vendte op og ned på dagligdagen. Der kom nu dagligt soldater i butikken, og med den vareknaphed, som rådede, var det næsten umuligt at undgå fornærmede og sure soldater, – ja, det blev faktisk en sport for os unge at præstere mindst mulig imødekommenhed over for tyskerne. Denne konkurrence fik i øvrigt følger for mig, men derom senere.

Komisser hos købmand Drustrup først i 40’erne. Fra venstre Frits Uhrenholdt, den mellemste er Vagn Jensen, senere købmand i Pandrup, hvor han overtog faderen Søren Jensens forretning. Den sidste er Merlyn, der var opvokset i Amerika, og efter udstået læretid rejste tilbage til Staterne.

Min tid der fra 1941 – 1945var den periode, hvor tingene strammede mere og mere til. De første par år havde jeg ikke mere nærkontakt med besættelsesmagten, end de tyske soldater der kom i butikken for at handle. Al trafik fra Brønderslev til Saltum og Blokhus foregik jo lige uden for butiksdøren, og som tiden gik og varemangelen blev mere og mere følelig, blev landets butikker hjemsøgt af soldater, der var ude efter alt, som de kunne sende hjem til familien i Tyskland – vi kender alle billeder af soldater på vej ind i orlovstogene med sække af alt hvad, det var lykkedes dem at købe.

Efter 1943 var krigslykken vendt. Tyskerne var trængt i Rusland, de var fordrevet fra Afrika, og de allierede havde foretaget landgang i Italien. Her på vores egn, i øvrigt som på hele Jyllands vestkyst, var der store fæstningsarbejder i gang, og store dele af kystområderne blev i realiteten lukket område for befolkningen. Disse befæstningsarbejder var utvivlsomt landets største arbejdspladser, og det var efterhånden i de kystnære områder, der var den største koncentration af tyskernes militær – nu var tyskerne jo virkelig nervøse for invasion fra vest. Længere inde i landet blev der gravet pansergrave, det vil sige dybe og brede grøfter hen over markerne. Grøfterne skulle hindre fjendtlig fremrykning med motorkøretøjer. Gravearbejdet blev stort set udført med skovle, og til at bruge skovlene blev der hentet folk fra alle dele af landet. For at skaffe kost og logi til alle disse arbejdere blev de bosiddende forpligtet til at huse een eller flere, selvfølgelig alt efter det enkelte hjems muligheder. Det var bestemt ikke nogen populær pligt, og det kunne ikke undgå at skabe problemer. For eksempel havde vi hos købmand Drustrup en københavner og en sjællænder fra Hvalsø boende. Københavneren gjorde sig hurtigt umulig, hvorimod vi unge fik det bedste forhold til sjællænderen. Retfærdigvis må det jo også indrømmes, at det var ubehageligt for arbejderne at opholde sig i et hjem hos mennesker, hvor de var tvangsanbragt. Så vidt jeg husker, blev opholdene ikke af særlig lang varighed. Jeg tror, arbejderne selv søgte at blive fyret, så de hurtigst muligt kunne rejse hjem – ud fra betragtningen – at de hellere ville klare sig på en lille understøttelse eller slet ingen, end opholde sig et sted, hvor de var uønskede.

De forskellige militære enheder blev med mellemrum udskiftet. Efterhånden var det nok sådan, at ophold her i landet var en slags rekreation for folk, som havde haft lange perioder ved de forskellige fronter. Så efter en relativ rolig og afslappet periode i Hjermitslev måtte de igen af sted, og så var den næste station utvivlsomt fronten. I en periode var der russere blandt soldaterne i Hjermitslev. Det var krigsfanger fra den russiske hær, der for at redde livet, var gået i tysk tjeneste. Det var noget helt specielt. De drak barbersprit, hårvand og hvad de ellers kunne opdrive af produkter med alkohol. Jeg mindes en pudsig episode, hvor et par russere kom gående med hver sit gevær over skulderen på vej sønden ud af byen. Efter et stykke tid kom de tilbage, men da havde de hver en stor hvid høne spændt i bæltet, så de havde haft held med jagten. En anden “russerepisode” var ikke pudsig, men kunne tværtimod have fået alvorlige konsekvenser. Det var på et tidspunkt, hvor tyskerne havde efterladt få russere som vagter i Hjermitslev. De havde så drukket sig mod til for at gå på togt i byen. Sammen med kammerater overværede jeg, hvordan én af russerne ville ind i et hus, hvor der boede en enlig dame. Én fra ungdomsflokken var modig nok til at forsøge at hindre russeren i sit forehavende. Det udviklede sig til slagsmål, og den berusede russer blev “sendt i gulvet” med en slemt læderet overlæbe. Der stod vi – en flok rådvilde og bekymrede unge – vi kunne jo ikke lade ham ligge på gaden, så vi bar og slæbte ham ind i købmandsgårdens rejsestald. Optrinet var blevet set, og der var blevet ringet til tyskerne – vist nok i Brønderslev. Det varede ikke længe inden der var et par feltgendarmer, der kom og tog sig af russeren, – i øvrigt på en meget ubehagelig måde. Hele sagen afstedkom en del forhør hos tyskerne, for det var jo et medlem af Wehrmacht, der var blevet offer, men sagen fik ikke videre følger.

Unge på Torvet først i 1940’erne. Med cykler fra venstre: mejerist Børge Jørgensen (Holger Jørgensens fætter), bagved med slips Jacob Jensen (kommis hos Drustrup), herefter Frits Uhrenholdt med cykel og foran Holger Jørgensen (Hotellets Holger) også med cykel, bagved med kasket er det Svend Aage Jensen (fodermester ved Anders Dam), den høje ved siden af er Ole Nørgaard (fisker-nørgaards Ole), herefter Martin (bagermartin, svingmartin) med cykel, herefter Laurits Sørensen og yderst til højre Jens Lunde.

Efter at tyskerne led de store nederlag på østfronten og var trængt tilbage til tyske områder, flygtede den tyske civilbefolkning foran de russiske styrker, og flere hundredetusinde flygtninge, især gamle mennesker, kvinder og børn, nåede her til landet, og dem oplevede jeg både i Vester Hjermitslev og hjemme i Vrå. Det var et trist syn at se disse dårligt klædte og sultne mennesker, der havde mistet alt – men ens følelser var blandede – for på den ene side tænkte jeg, at nu fik de Iøn som fortjent, men jeg måtte også have medlidenhed, for det var helt sikkert, at de havde gennemgået store lidelser på deres flugt fra Østprøjsen og til Danmark.

En af de sidste oplevelser, jeg fik med det tyske magtapparat, indtraf den 30. april 1945. Det var dagen før, min lærlingetid i Hjermitslev var overstået, og i øvrigt fem dag før kapitulationen. Et par tyske soldater kom i Drustrups butik for at gøre indkøb, og de blev sure over, at jeg ikke ville eller kunne imødekomme deres ønsker. Det udviklede sig til skænderi, og de forlod butikken. Imidlertid gik der ikke lang tid, før de stillede der igen med geværer og anført af den stedlige kommandant. Nu lød ordren på, at jeg var arresteret, og jeg blev ført hen til de barakker, hvor kommandanten residerede. Her blev jeg lukket inde i et rum sammen med en vagt. – Alt var sket, uden at det var gået op for min chef, købmand Drustrup. – Da jeg havde siddet lidt og spekuleret over, hvad der kunne ske, blev jeg ført ind til kommandanten, der fortalte, hvad han mente om sådan en opblæst fyr som mig, ligesom det blev gjort klart for mig, at det var uklogt at sætte sig op imod eller provokere tysk militær. Efter denne overhaling blev jeg ført tilbage til, hvor jeg først havde siddet. Men nu gik der ikke lang tid, før jeg så, at min chef sammen med en bekendt, der kunne tale tysk, kom og blev vist ind til kommandanten. Det lykkedes dem at få mig med hjem efter endnu en alvorlig formaning.

Dagen efter flyttede jeg så hjem til Vrå for at begynde et nyt afsnit af min ungdom, og få dage efter fik vi lov at opleve den nok lykkeligste og gladeste aften, efter at vi i den engelske presse havde hørt meddelelsen om tyskernes kapitulation.

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev, en landsby i Hvetbo Herred – Vendsyssel.
Oplysningerne er samlet og redigeret af Lisbet Thorendahl – mailto:thorendahl.maarslet@get2net.dk
Siden er senest opdateret 14-01-2008

En god søndagsfortælling

Uddrag af Murer Eigil`s fortælling – Eigil Jensen, tidligere Taars.

Mine første år om bl.a. krigen, barndomsvenner, søndagsskole, børnehave, “Det store bang”,

Kan være et billede af 1 person og smiler

Mæ si´el

Sporadiske erindringer fra krigstiden.

Jeg husker selvsagt ikke så meget fra dengang, men det var en kold tid i de første år, og ikke bare på grund af nogle meget kolde vintre, men også på grund af, at Hitler var begyndt at terrorisere Verden, hvilket jo førte til 2. verdenskrig.

Min fødeby Tårs var også besat af tyskerne, og de blev bl.a. privat indkvarteret, og det blev de bare uden at nogen blev spurgt, om de ville ha´dem.

I mit hjem – det husker jeg ikke selv, men jeg blev det senere fortalt – var der en soldat indkvarteret, der hed Helmuth, hvilket også er det eneste, jeg ved, idet mine forældre fortalte meget lidt om den tid.

Jo, jeg fik dog også fortalt, at han var østriger og var blevet tvunget med i krigen.

Min far hadede tyskerne, og nægtede i mange, mange år at omgås noget eller nogen der var tysk, hvilket han dog fik et lidt anderledes syn på ca. 30 år efter krigen, men det vil jeg nok komme tilbage til senere.

Jeg kan selv – vel i sagens natur – kun huske brudstykker og enkelte episoder fra krigen, som bl.a. at vores genbos søn Erik. havde en schæferhund, som han selvfølgelig var meget glad for.

En dag, hvor vi sad på købmand Iversens trappe, kom der en jeep kørende med tyske officerer, og uheldigvis (eller måske fordi den heller ikke ku´ li´ tyskere) løb den ud foran bilen og blev så kørt ihjel, hvorefter de godt nok standsede, men det var kun fordi, den lå i vejen for dem, så chaufføren – en menig – blev beordret ud, hvorefter han bare kylede den ind til siden, hvorpå de fortsatte, alt imens Erik ikke græd for lidt.

Men det kunne herrefolket selvfølgelig ikke ta´ sig af, hvilket så heller ikke gjorde nogen venligere stemt over for tyskerne.

Jeg husker også, at der i slagterens stald var opstaldet et par meget, meget store heste – i hvert fald i forhold til Post-Alberts Elis og mig, der på det tidspunkt vel var 5 – 6 år.

De blev passet af et par soldater, og da vi åbenbart havde været nysgerrige og var kommet ind i stalden, så gjorde det her par soldater os forståelige, at de var sultne og ligeledes, om ikke vi kunne løbe ned til bageren efter et rugbrød, hvilket vi så gjorde.

Da vi kom tilbage, blev vi sat op på hver sin af de der KÆMPE heste, der nu – så vidt jeg husker – var lige så rolige som et par gyngeheste uden gyngestativ.

Da vi sad deroppe, så skar soldaterne en ordentlig ”humpel” rugbrød til både sig selv og hver af os, og så sad vi der på ryggen af hestene og spiste, mens vi delte pænt med hestene.

Af det mere dystre, husker jeg, at der var et par af de tyske soldater i Tårs, som blev så trætte af krigen og hvad deraf fulgte, at de sagde ”farvel” for egen hånd.

Den dag krigen sluttede husker jeg meget tydeligt.

Far og mor var hos en af naboerne til kaffe, og min store søster Ruth og jeg sad inde i stuen – jeg på mors symaskinekasse ved siden af kaminen.

Radioen spillede, men pludselig blev der afbrudt, og så lød det bekendte: ”Dum, dum, dum, dum – dum, dum, dum, dum. – I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. — Her er London. … o.s.v. og så varede det kun meget kort tid før vores mor og far var hjemme, og der blev tændt lys i vinduerne overalt, og folk strømmede ud på gaden.

De første venner jeg havde var Ivan og Bjarne.

Ivan

var søn af af Sinne og skræddermester Ejnar Beermann, der havde skrædderværksted i den vestre ende af Tårs by.

Skrædder Beermann var en lille mand med et medfødt handicap, og Sinne var heller ikke helt rask, så da de blev klar over, at de ”ventede sig” – dette har jeg ladet mig fortælle – så syntes de, at det var frygteligt, for det mente de ikke, der kunne komme noget godt ud af, men det gjorde der, og det var så Ivan.

Ivan blev på ingen måde forkælet, selv om han forblev enebarn, men stolte af ham, det blev de, og jeg kan her lige kort fortælle om hvorfor.

Ivan blev den bedste fodboldspiller Tårs Idrætsforening på det tidspunkt havde fostret.

Han blev hentet til Frederikshavn, der spillede i landets bedste række. Det var efter, at Harald Nielsen var blevet professionel i Italien.

I en kamp i Idrætsparken i København mod Brønshøj, scorede Ivan bl. a. to mål, selv om han spillede over for Willy Kragh, der på det tidspunkt var Stopper – som det hed dengang – på landsholdet

De vandt 2 – 1, men rykkede desværre ned alligevel, da andre resultater også skulle passe, hvilket de så desværre ikke gjorde.

Kampen blev i øvrigt refereret i radioen af Gunnar Nu Hansen, og dagen efter kunne man læse flg. på Ekstra Bladets forside: KULEGRAV DANMARK, FIND FLERE SOM IVAN.

Vores mange fælles fodboldoplevelser kommer jeg tilbage til senere.

Vi kom som børn meget hos hinanden, også nok fordi, at min far og ”dej bette skræ´er” (den lille skrædder), som han blev kaldt i daglig tale, var sammen i bestyrelsen for Tårs Fjerkræklub, og de gik begge to meget op i at avle præmiehøns, hvilket så også ind imellem kunne give lidt gnidninger, hvis den enes høne / kok blev bedømt til en højere præmie end den andens høne eller kok.

Det var en skrap konkurrence, var det, for man kunne vinde en pokal, og jo flere pokaler i skabet, jo mere var der at prale med, for ikke at tale om VANDREPOKALEN, den fineste, som den, der vandt den, fik sit navn graveret ind i, og så vidt jeg husker, så var den efter 5 gange ”gravering” erhvervet som ejendom.

Og hvornår var det så lige, det var? – Jo, jo, det var skam på den årlige Fjerkræudstilling på Tårs Hotel, og det var for os børn ikke bare en Fjerkræudstilling, nej, det var et af årets højdepunkter, for der var også farvespil, som blev passer af Post-Albert, og her kunne man for en tiøre vinde, hvis man var heldig, en hel krone, og hvis man var rigtig heldig to kroner.

Der var også lige noget andet, som jeg husker mere end temmelig tydeligt fra de der fjerkræudstillinger, og det var LUGTEN i hotellets lille sal. – Bemærk, at jeg ikke sagde DUFTEN, for det ”duftede” ved gud ikke af violer:

Da jeg var helt lille, da var jeg vild med at ride på alting, og det gik især ud over spisestuestolene, og de kunne vist ikke rigtig holde til det rytteri.

Denne er ikke min gyngehest, men en fra Børglum Kloster´s legetøjsmusæum

Så gav min mor og far mig en rigtig gyngehest i julegave, og jeg kan svagt huske den. Det var en rigtig stor og flot en af slagsen, og den var flottere end nogen karruselhest i Tivoli, men – men – men, den blev en stor skuffelse for min mor og far, for de havde sådan glædet sig til at gi´ mig den — og så var jeg altså bare bange for den.

Det endte med, at de solgte den til Skrædder Beermann, og så kom den til at stå på Ivans kammer, og forstå det, hvem der kan, for så var jeg nok den, der red mest på den !!!!

Bjarne

også kaldet ”Bjarne Støber”, og det var selvfølgelig fordi, at hans far var Støber – altså Cementstøber – og han havde Cementstøberiet i Tårs.

Bjarnes mor hed Erna og hans far hed Thomas, men blev kaldt Thammes eller Thommes Støber.

Bjarne var enebarn som lille, og det troede alle vist nok, inklusive ham selv, at han skulle blive ved med at være, men en dag, hvor vi skulle af sted til fodboldkamp, så kom Bjarne hen til mig og sagde:”A hå´r få´t en bettesøster!”. Da var vi elleve år.

Nå, men ”bettesøster” blev døbt Grete, og hun bor i dag på Sjælland.

Hun kunne vist ikke rigtig li´ mig, da hun var helt lille, for hver gang jeg bare nærmede mig ”ow´er æ´ej å by´j”, så begyndte hun at ”wræ´el”, og det betyder altså at græde højt, og en dag, jeg kom derop, så sagde mor Erna på sin meget stille facon: ”Wi wæ´st godt, at do war på wej, for for lidt si´en, da bejønt Grete å wræ´el”.

Nå, men så vidste de da i det mindste, at der var liv i tøsen.

Oppe ved Bjarne – OPPE ved, det hed det selvfølgelig, fordi han boede øverst i byen, li´som det hed NEDE ved Ivan, hvilket man så kan gætte sig til hvorfor, og begge dele var selvfølgelig fordi, mit hjem vat MIDT i byen.

Nå, men oppe ved Bjarne, der lærte jeg noget, som jeg i hvert fald ikke kunne lære derhjemme, og det var at spille ”Whist med trumf” – hjemme kunne det højest blive til et spil ÆSEL, for det andet var li´som ikke en del af min opdragelse og ikke så velset, så det, at jeg lærte det, det fortalte jeg vist nok ikke derhjemme!!

Nå, men det med kortspil, og hvad det også kunne føre til af en senere fornøjelig oplevelse, det kommer jeg tilbage til i et senere afsnit.

Mens vi boede hos Bedste.

Til fodbold i Hørmested

Som før fortalt, så boede vi hos Bedste i små tre år efter krigen, mens far byggede nyt hus på Søndergade.

Mens vi boede der, stiftede jeg for første gang som ca. 8-årig– så vidt jeg husker – bekendtskab med noget der hed Fodbold, hvilket så senere skulle blive noget, der kom til at fylde meget af min tid.

Men min første oplevelse, førte også til min første – og eneste – røvfuld af min far.

Mærkelig nok husker jeg det ikke selv, så far slog sikkert ikke så hårdt.

Historien er den:

Tårs havde et hold, der vist nok spillede i B-rækken, hvad så det betød, men de var i hvert fald inviteret til idrætsuge i Hørmested.

Når de skulle køre til sådan en kamp dengang lige efter anden verdenskrig, så foregik det på ladet af en lastbil med presenning over, og ”stolene”, det var bænke man lånte på hotellet, og de var ikke hverken skruet, sømmet eller bundet fast, og sikkerhedsseler det var altså noget der lå langt ude i fremtiden, og hvis der var nogen lovkrav til sikkerhed i det hele taget, så var de i hvert fald ikke nået til ”Skøt-Hans´es” lastbil – det hed eller blev vognmanden kaldt,

Lastbilen blev til daglig brugt til grisetransport til slagteriet, og de havde jo alligevel ikke så lang tid igen, så det—

Det var jo som sagt lige efter krigen, og nogen af lastbilerne kørte stadig med generator – en generator var en slags kakkelovn, der sad på siden af lastbilen, og hvori man fyrede med træ, så det var vel også begrænset, hvor højt sådan et apparat kunne få bilen op i fart.

Nå, men tilbage til turen til Hørmested.

Afgang foregik altid fra hotellet. Det var mest praktisk, for der skulle bænkene jo alligevel hentes.

Da de skulle til at køre, så stod Bjarne – for han var ”medskyldig” – og jeg sikkert og kiggede længselsfuldt efter en udflugt i sådan en stor bil, så en eller anden har sikkert spurgt, om ikke vi ville med, og det, har vi da helt sikkert syntes, var en god ide, og helt uden tanke for, at prisen kunne være en røvfuld, når vi kom hjem, for vi havde da i hvert fald ikke tænk os at spørge om lov. – Om det så var fordi, vi kendte svaret på forhånd, så vi ikke ville risikere at gå glip af sådan et godt tilbud, det er da muligt, så det endte med, at vi blev hevet op på ladet.

Hvordan det gik, det kan jeg godt nok ikke huske, men jeg husker temmelig tydeligt, at da vi kravlede ned af lastbilen efter hjemkomsten sådan ved halvellevetiden en mandag aften, da var noget af det første, jeg fik øje på, min far.

Vi boede jo ved Bedste, og det var kun et par huse fra hotellet, så far han stod og vippede ude på fortovskanten, og han så ikke ud til ligefrem ”at stå og vente med bolchedåsen”, hvilket jeg, efter selv at have fået børn, rigtig godt kan forstå, for er der noget, man er urolig for, så er det sine børn, og han havde absolut ingen anelse om, hvor jeg var blevet af.

DET husker jeg, men røvfuld – nej!

Nå, men senere fik jeg, og dermed til dels også min far, en masse oplevelser på grund af fodbolden.

Søndagsskolen

Hver søndag formiddag, så var der søndagsskole i missionshuset, og da vores forældre – i hvert fald vores mor – var troende, så skulle vi altså gå i søndagsskole, så vi kunne forblive artige og gudfrygtige børn, og det tog vi da nu heller ikke skade af, men om det omvendte er tilfælde, det må andre nok hellere kloge sig på.

Vi gik der nu vist ikke i så mange år, for så kom fodbolden og andet til, og fodboldkampene, det var også – heldigvis – søndag formiddag.

Når det var heldigvis, så er det fordi, som jeg husker det, som at det der søndagsskole-væsen var noget ret kedeligt noget.

Søndagsskolelærerne var ældre, gudfrygtige mænd. Der var Daniel – statelig og streng, den meget milde Jakob og Emanuel, som jeg husker som noget forvirret.

De var alle eller havde været husmænd med mindre ejendomme, hvoraf Emanuels dog var af de lidt større, der lå lige i udkanten af Tårs, og på hvis marker der i dag ligger bydelen ”Damly”, der er opkaldt efter gården.

Og så var der også en ældre højskolefrøken med glat tilbagestrøget hår med knold i nakken, som boede næste lige over for missionshuset, og det var en skrap madamme, men hun blev faktisk min storesøsters og min redning fra at komme der alt for tit. Vores lillesøster var ikke gammel nok endnu, så vidt jeg husker, så hun gik ram forbi, hvad det angår.

Der skete nemlig det til en juletræsafslutning i søndagsskolen, at højskolefrøkenen greb mig og temmelig håndfast satte mig op på sine knæ – hvor der ved gud også var god plads.

Man var sikkert ved at berette om julens gudelige lyksaligheder, som jeg sikkert nok havde syntes var ret kedelig, hvorfor jeg foretog mig noget andet så som at løbe rundt om juletræet og måske ”synge” lidt højt eller larme lidt med en Sparebøsse-negermand af støbejern, hvis arm kunne smide en mønt ind i munden på den, hvis man trykkede den i nakken.

Nå, men det blev i hvert fald for meget for ”Sudan-Mutter, – sådan blev hun kaldt, fordi hun også var med i noget, der hed Sudan-missionen, – så det satte hun da lige en stopper for.

Men DET skulle hun aldrig ha´ gjort, for min far kunne ikke fordrage hende, og hun skulle i hvert fald ikke bruge sine talenter på at opdrage hans søn, så det blev et ret kort ophold på de gudfrygtige knæ.

Jeg og min store søster Ruth, vi fik da også gjort opmærksom på, at samvær med hende ikke var det, vi så allermest frem, og det resulterede så i, at hvis det var Sudan-Mutter, der havde søndagsskolen, så behøvede vi ikke at gå derned.

Når det var ”derned”, så var det fordi missionshuset lå NEDE i byen, for øvrigt lige over for Ivan´s hjem, hvilket dog aldrig kom til at have den store indflydelse på hans liv.

Nå, men resultatet blev, at vi om søndagen stillede os ved den nederste bager, hvorfra vi kunne se til missionshuset og lure, hvem der nu var søndagsskolelærer den dag, og hvis det var hende, der gik over vejen, så var vi dem, der var skredet.

Når vi så kom hjem, så sagde far bare: ”Nå, det er hejje i da”!

Det kan i dag godt undre mig, at vores far aldrig studsede over, at det var hende SÅ TIT!!!

FRØKEN TROELSEN´S BØRNEHAVE.

Det var ikke alle frøkener, vi pjækkede fra, og det gjorde vi ikke fra frk. Troelsen.

Hvis der er nogen, der tror, at der ikke var børnehaver dengang, så kan de godt tro om, for jeg gik i hvert fald i børnehave – i hvert fald en slags børnehave – og det var endda under krigen.

Jeg husker ikke så meget, men dog at frk. Troelsen, der muligvis havde en uddannelse og muligvis ikke, var rigtig god til at lege med os og holde os beskæftiget på en måde, så vi i hvert fald ikke var kede af at komme der – tvært imod.

Hvorfor vi gik i børnehave, det husker jeg ikke, men jeg husker, hvor den var.

Den var oven på Stationsvej 3 i et lille bitte lokale, men dengang gik man ikke så meget op i, hvor mange m2 der skulle være til hver, bare vi havde det godt, og det havde vi.

Om vi også så småt fik lidt skolelærdom, det husker jeg ikke konkret, men det foresvæver mig noget om, at vi vist nok blev sat lidt ind i ”Ole Bole´s” mysterier. Det er i hvert fald den første bog, jeg kan huske.

På Stationsvej, der i dag hedder Postholdervej, der ligger huset stadig, og jeg har haft fornøjelsen af at komme der ofte, da jeg senere blev håndværker, idet det senere blev udgangspunkt for en VVS – installatør, som jeg arbejdede en del sammen med.

FDF

På et tidspunkt kort efter krigen blev jeg spejder, eller hvad det nu hedder at være FDF-er, for de Grønne Spejdere, De blå Spejdere, De gule Spejdere o.s.v. de sagde i hvert fald, at FDF-er ikke var RIGTIGE spejdere, men det var vist også før, at der var noget, der hed FPF-er???

FDF står jo for Frivilligt Drenge Forbund, og FPF var jo så — men da jeg var FDF-er, da var vi nu ikke så bevidste om ”den lille forskel”, — så ”pigespejdere”, det var noget vi først blev nogle år senere.

Hvorfor jeg blev FDF-er, det ved jeg faktisk ikke, men 1946 – 47 kom der en ny lærer til Tårs – lærer Trinskjær – og han var ivrig FDF-er så jeg tror det var på grund af ham.

Jeg husker helt tydeligt, den dag han ankom, for han skulle starte med at bo i en lille, bitte lejlighed hos jordemoder fru Ottesen, og det var kun et par huse fra Bedste.

Da han steg ud af bilen – jo, jo, han ankom skam i bil, og det var skam noget dengang – da så jeg en lidt ærefrygtindgydende mand i plusfore bukser og vest og med alpehue med tip.

Det var en fin mand, og så var han lærer, og så var det jo én, man sagde DE til dengang li´som til læge og præst, jow, jow.

Nå, men A. E. Trinskær var nu ikke så slem som lærer, så vidt jeg ved, for jeg havde eller fik ham aldrig som lærer.

Dengang var der endnu ikke bygget store skoler, så i Tårs Sogn, som det hed, der var der 9 små skoler nemlig Terpet, Tranget, Skiveren, Morild, Græsdal, Sæsing, Houstrup, Tårs Nordre og endelig Tårs Byskole, og den sidste kommer jeg tilbage til.

Trinskær flyttede hurtigt ud i Nordre Skole for at bestride sin gerning der, og DET var altså langt ude dengang, syntes vi – nok ca.1 km nord for Tårs og deraf selvfølgelig Nordre Skole.

Den lå – og ligger der for øvrigt endnu, dog bare som beboelse – i en dejlig natur med en stor have og lidt skov nord for og eng med en lille bæk syd for ind mod byen.

Bækken kunne vi både bade og fiske i, og den blev aldrig kaldt andet end ”Flø´s Bæk” efter N. P. Flø, – det var den tidligere lærer i Nordre, og som for øvrigt også var sognerådsformand i en periode i nittenhundredeogtrediverne.

Nordre skole blev så også ”hovedkvarter” for FDF med Trinskær som ”den store hærfører”, og der begyndte jeg som POG – det hed de yngste – derefter Pilt og så til slut Væbner, men det sidste nåede jeg vist ikke, for der kom der også noget med fodbold imellem, og man kan jo ikke tjene to herrer, så det —.

Men jeg oplevede da noget i min FDF-tid.

Vi var engang på spejderlejr en hel uge i Rubjerg Lejren ved Nr. Lyngby, og en aften hvor vi havde forældrebesøg, og vi bl. a. sad og bagte snobrød på bål, kom der en politibil susende ind i lejren, og så blev det pludselig mere spændende, end sådan nogle ”barske” 10 – 11-årige FDF-er li´som brød sig om, for de her ”Politier” de spurgte, om vi havde set nogle skumle personer her omkring, for der var flygtet sådan nogen tidligere på dagen fra Kragskovhede-lejren, og man havde fået at vide, at de var set her omkring.

Mens vores forældre, sådan nogen bangebukse, de skyndte sig at køre hjem, så bad ”politierne” os, om ikke vi lige kunne hjælpe med at fange de her forbrydere, og det sagde vores ledere straks ja til.

Hvordan de der ”politier” de kunne høre det ”ja” for vores af rædsel klaprende tænder og knæ, det må stå hen i det uvisse, men vi måtte altså på forbryderjagt – og vi SNUPPEDE dem.

Det har nu altid undret mig siden, at forbryderne viste sig at være to af vores egne spejderledere, for vi havde altså slet ikke haft nogen anelse om, at de havde siddet i ”spjældet”!!! – Men de blev tilsyneladende benådet, for næste dag var de altså vores ledere igen.

Men det var jo også før, man begyndte at gå op i straffeattest og sådan noget andet papirnusseri!!!

En anden gang var vi til tropsmøde ude i ”hovedkvarteret” i Nordre Skole, og bedst som vi sad der i skolestuen, som også var vores trops-lokale, så gentog seancen sig, for pludselig gik døren op, og så kom der een stormende ind, at vi skulle skynde os at komme ud at hjælpe, for man havde fanget en forbryder, men han var sluppet væk.

Og der var da ikke noget, vi hellere ville, for der var bælgravende mørkt uden for

(klapre – klapre – kla – – tænder og knæ)!!!

Så måtte vi på jagt ude i skoven sammen med vores to tropsførere.

De var brødre, og jeg kan huske, at den ene hed Ejvind, og de gik forrest – så var vi li´som lidt mere trygge.

Nu var der altså lige det – viste det sig – at de to ikke var informeret om, hvad det hele gik ud på, bortset fra at ham forbryderen skulle fanges med alle til rådighed stående midler, så de bevæbnede sig med hver sin hegnspæl for alle tilfældes skyld.

Pludselig råbte de :”Vi har ham, vi har ham”, og da vi nåede frem, gjorde han slet ingen modstand, for da ”forbryderen” var kommet løbende imod brødrene, så gav de ham en af hegnspælen.

Han var simpelt hen gået ud som et lys.

Så bar vi ham modigt ind i skolestuen, og vogtede på hver lille bevægelse, for sådan en frygtelig karl, han skulle sandelig holdes fast indtil politiet kom.

Der var bare lige det, at da vi kom til at kigge rigtigt på ham, så kunne vi pludselig se, at ham der lå der, stadig halvt bevidstløs på grund af brødrenes formidable ”hegnspælsekvilibrisme”, ham kendte vi da godt, for det var da bare Knud Erik Toft Jensen, der også ellers var en af vores spejderledere.

Nå, – han overlevede da, men følte vist ikke den store lyst eller trang til senere at blive udsat for forbryderjagt af FDF-er med et hegnspælsvingende brødrepar i spidsen.

Vi FDF-er havde flere opgaver, og bl. a. denne, at gå ud med et specielt lykønskningskort til fødselarer.

Det var til forældre eller andre, der havde skrevet sig på som en slags sponsorer – jeg er godt nok ikke sikker på, om sponsorater i det hele taget var opfundet endnu.

Nå, men det fungerede på den måde, at en af os FDF-er gik ud til fødselaren og ønskede til lykke, hvorefter man så fik en FEMMER med tilbage til støtte for FDF.

Gad for resten vide, om jeg har været med til at opfinde sponsor-begrebet?? – Den lader vi lige stå!!

Nå, men en af mine opgaver, det var at lykønske fru Knudsen, Agdrup, og det var ikke så ringe.

Agdrup er en ret stor gård, der ligger ca. 2 km. nord for Tårs, så her gik eller cyklede jeg ud hvert år d. 4. marts i min fine spejderuniform, og når jeg havde afleveret min hilsen med honnør og fået ”femmeren”, så blev jeg inviteret på kage og sodavand, så vidt jeg husker, og så blev jeg selv ønsket til lykke, – og hvorfor så det? – Jo, d. 4. marts er nemlig også min fødselsdag, og det var så også grunden til, at det altid var mig, der skulle til Agdrup.

Senere kom jeg for øvrigt en del til Agdrup, idet jeg kom til at gå på Privat Real i Hjørring sammen med en af drengene derfra, nemlig Johannes.

Desuden var jeg i min læretid som murer med til at bygge til en kostald på Agdrup. – – – – og den står der sør´me endnu!

Fastelavn

Nu jeg er ved det der med ”sponsorer” og uniformer, så må jeg da lige ha´ fastelavnsmandag med, og hvad deraf fulgte, for der var en person, der var sikker ”sponsor”, når vi stillede i vores ”fastelavns-uniformer” med larm fra raslebøsser og meget høje barnesangstemmer:

”Fastelavn er mit navn —o,s,v.” – og så med nogen værre masker. – Det var nemlig ikke ulovligt at maskere sig den gang, men det var jo da også lovligt ”røveri”, vi var ude på.

Jeg husker, at maskerne dengang, de var godt nok ikke af plastik, men af papmache, og når man så kom lidt op af dagen, så vår de på grund af sin ånde, ved at gå i opløsning omkring munden, og havde man ikke set skrækindjagende ud før, så kom man i hvert fald til det.

Og det der pap med pap-lim, det smagte, så man så´nt set var glad for, at der kun var fastelavn en gang om året

Nå, men tilbage til det med den sikre sponsor.

Lige over for min Bedste, der boede i et lille bitte hus et meget ældre ægtepar – de var da i hvert fald nok over fyrre måske halvtreds.

Han hed Johannes Neve – var malermester, men allermest kendt for at skrive dilletant- stykker, som blev spillet i hvert fald i Tårs Forsamlingshus.

Så var han for øvrigt også kendt for sin ”knold i nakken”. Det var en enorm fedtknude på størrelse med en citron, der var groet ud oven på hans hoved, og den havde han i den tid, jeg kan huske.

Det mest kendte af hans dilletant-stykker – hvor langt det så var kendt omkring – det var ”Tårs Rakkere”, og det kom til at hænge temmelig meget ved ”dæ´em frå To´es”: ”Nå, do er nok jej å di To´es Rakkere”! Hvad det egentlig betød – eller betyder, for det bli´r da af og til brugt endnu – det ved jeg faktisk ikke, men de der ”Rakkere” var da vist godt nok ikke nogen, der var helt pæne ”i kanten” ——- så de var selvfølgelig nok fra Tårs på Lolland eller Falster!!!!!

Men den interessanteste af ægteparret Neve, det var nu konen.

Hun hed sandsynligvis Mette, men blev aldrig kaldt andet end Mæ´t Neve, og selv om hun ikke var større end den berømte ”tobak for en skilling”, så var de decibel, der kom fra hende til gengæld anselige. – Hun var nok det, man i dag kalder ”en skrap tsjælling” ( kælling ), og så alligevel, for hun havde i hvert fald et blødt punkt, og det kom vi børn til gode hvert år fastelavns mandag, for hun ”sponsorerede” os rundhåndet hvert år.

Det var en selvfølge, at vi børn skulle klædes ud og så ud at ”rasle”, og det var lige så stor en selvfølge, at et af de første – om ikke det første – sted, det var ovre ved Mæ´t Neve, for der faldt der en hel 25-øre af, og det var mange penge dengang. og det normale, det var én og to-ører og i bedste fald en 5-øre.

Vi var et par stykker, (jeg nævner ingen navne, men den anden blev senere kriminalkommissær i Fredericia, og hed Elis) vi mente, at vi godt kunne lave lidt ”reprise” på den seance, så vi gjorde os klar til at ”hæve vores sangerrøst” igen, – ringede på, og ud kom vores ”sponsor”, men hun var ikke så glemsom, som vi nok havde håbet, for straks hun så os, så lød det : ”I har fået, – kom igen til næste år”! – Og det gjorde vi så.

Det store bang!

(Tårs i krig efter krigen)

Den dag eller de følgende dage efter 4. maj, hvor krigen sluttede, der dukkede der pludselig en hel masse frihedskæmpere op med frihedskæmpernes armbind.

Der var mange, der deltog mere eller mindre i frihedskampen, og mens krigen stod på, gik de selvfølgelig ikke og ”reklamerede” med, at de deltog i frihedskampen, for så var de omgående blevet sendt i koncentrationslejr – eller det, der var værre.

Man kan måske tvivle lidt på, om der virkelig havde været så mange frihedskæmpere, men for de, der var det, var det med livet som indsats.

Følgende episode, som fandt sted en søndag morgen ved 9-tiden, blev sikkert udført af disse, men det blev dog – så vidt jeg ved – aldrig opklaret, og man forsøgte sandsynligvis heller ikke særlig helhjertet.

Det var i 1946.

Vi boede hos Bedste, og vi sad og drak morgenkaffe, da der lød et øresønderrivende brag så vinduerne klirrede og huset rystede.

Det var en sprængblyant (sådan blev den / det kaldt), der var blevet placeret i en flagstang i en have på Søndergade lige over for daværende lægebolig, hvor lægen på det tidspunkt var Søren Larsen.

I villaen, i hvis flagstang sprængblyanten var blevet placeret, boede der en i byen kendt borger, men han havde handlet sin vare med tyskerne, og man mente, at det var årsagen, hvilket det sandsynligvis også var.

Der var, så vidt jeg husker, ikke nogen, der kom til skade, men samtlige vinduer i villaen og i lægeboligen blev blæst ud hver og én.

Vi andre fik bare susen for ørerne, – og så VAR det jo en spændende oplevelse, når man ikke var mere end 8, og egentlig nok ikke helt forstod årsagen.

Små spøjse ”vendelbo-historier

Små spøjse ”vendelbo-historier og med Handelstalent

Af Eigil Jensen tidligere Taars

En sand historie fra gamle dage i Tårs ( Toos )

Mosse-Frederik kom til en gård, hvor karlen og manden var ved at kalke.
Frederik gik ind til konen, der købte en bestemt børste.
Da han passerede manden, der stod og kalkede gavlen, spurgte denne, om hans kone havde købt noget.
Nej, sagde Frederik, hun ville så gerne have købt denne børste, men havde ingen kontanter.
Så købte manden den til hende. – Glad gik han ind til hende med børsten, mens Frederik hurtigt trak med cyklen op mod den faste vej.
Da manden opdagede, at de stod med to børster, råbte han til karlen. Løb op og få kræmmeren med tilbage”!
Da karlen nåede Frederik og ville have ham med tilbage, sagde Frederik: “Det behøver jeg ikke.- de ville så gerne have sådan en børste, men havde ingen kontanter, så hvis du har penge ?” Det havde han – sådan gik det til, at Mosse-Frederik solgte tre børster samme sted..

FART PÅ !
Willy kørte for nylig ind i et byområde, og han kørte de lovlige 50 km/t. Pludselig så han en politibil i bakspejlet,og satte så farten op til 60; men politiet fulgte efter, så Willy satte gradvis farten højere og højere op, men politiet fulgte stadig efter, og da han nåede ca. 120, SÅ stoppede de ham, og spurgte om han havde en rigtig god undskyldning for at køre så hurtigt i byen.
“Det hå´r a”, så´e Willy, ” Der er i politibetjent, der er stukken å mæ min ku´en, å a war bå´eng for, at det war ha´em, der kam for å aflever´ hej´e ijen!”

Hjem fra Staterne

Willy´s fætter Ejner kam hjæm etter 40 o´er i Amerika, å så bløw haj spur å i journalist, hwor månne pæ´eng haj ha hat mæ, da haj ræ´est.
“A ha´e 10 kroner”
“Jo – og hvor mange har du så nu”?
“Yveblik” så´e Ejner å rue lidt i lommen, ” a hår 6,65 – det hår wat æn billig tur”!!!

DOVENSKAB

To nåbokwonner stu å snakke om, hwis maij der war mjest dowwen
Dej je´en såe, at det war hejjes maíj mæ garati, for hwis haj bløw bedt om å slå grejs, så ku haj se´ å glo grejst, te dej wajsent å sæ si´el.
Nej, så er me´j maj got nok møj wæ´er, for dej naen da, da krawlt der i dræbersnegl på wos tra´ep, å så så´e a te ham, om int li´eg haj ku få dæj fjernt.
Jamen, det juer haj wal ?
Nej, for haj nåij dej int !!!

Willy´s bil

Willy så´e småirritere te kwo´en : “No ær det tri´i gång, a ska skywt kobling på bilen”.
“Ja, do ska int sitsj på mæ”, så´e kwo´en,” a bruger aldri dej pedal”!!!

Skrivning

Willy kam hjæm frå sku´el, å haj råb´t te hans mor : “Moar, moar, wi hår lær å skry´w i da”!
“Det war da godt nok flot, me dreæng ! – Hwa skrø´w I så”?
“Ja, det wæ a da int, for wi hår int lær å lø´es ino”!

Vin til alle priser
Karl Ejner kom ind til købmanden og sagde: ”A wil gern ha en flask vin te en krone”.
Købmanden: ”Det har jeg sandelig ikke”!
”Jow, det hår do. – På skjælte uv i wejje, der står: VIN TIL ALLE PRISER”!
Efter nogen parlamenteren måtte købmanden gi´ sig.
Da Karl Ejner fortalte det til en ven sagde denne: ”Bløw tjømaj int sur”
”Jow, jow! – Men så sku do ha høt, da a kam å wil ha en kroen å femåtyve øer for flasken”!

De biler, de biler.
Karl Ejner kørte en dag sådan lidt tra-la-la-la, hvorfor han blev stoppet af en betjent:
“Sig mig, min gode mand, er De ude på en fornøjelsestur”?
“Ja, det ka´ mæ da godt sæij! – A hår lieg kørt min svigermor hjem”!!

Flugten til Nebraska

Fortællinger fra Vendsyssel

Historien om min tipoldefar Jens Chr. Jensen Fjeldgaard

Flugten til Nebraska

skrevet af: Søren Christian Bentzen.

DETTE ER KUN ET UDKAST OG EN DEL AF HISTORIEN – Der kommer meget mere om min tipoldefar, Christian Fjeldgaard, der blev så grundig forelsket i husmandskonen Ellen Kirstine Christensdatter, og sammen med hende flugtede til USA.

Nebraska 1869 – 1874

Peder Christians og Christianes afrejse til Amerika

Som vi tidligere har hørt, skrev Ellen Kirstine til Christen kort efter ankomsten til Amerika, men hun må også have skrevet hjem til sine store børn, for i løbet af sommeren 1870 gør Peder Christian og Christiane sig klar til at rejse over Atlanten.

Den 17. august 1870 har også de forladt Østerled for altid. Om det var deres eget ønske at komme derover eller om Ellen Kirstine havde insisteret på at få sine ældste børn til USA, kan man kun gisne om.

Via Hamborg ankom de til Liverpool, hvorfra de fortsatte videre med den nybyggede damper ”Italy”, og nåede efter 3 ugers sejlads endelig New York den 7. september – Den lille Jens Martinus derimod blev hjemme hos sin far, og Ellen Kirstine genså aldrig sin lille søn.

Det menes, at Ellen Kirstine og Jens Christian hurtigt efter ankomsten slog sig ned i nærheden Fremont i Dodge county i det østlige Nebraska, og at Peder Christian og Christiane mødtes med dem der.

Midt på sommeren 1871 skriver Peder Christen et brev hjem til sin far i Østerled – Han havde hele vinteren været hos sin mor og Jens Christian og passet Jens Christians kreaturer og heste – og havde slidt i skoven med at køre brænde hjem til hele to år. Sarkastisk omtaler han Jens Christian som ”den gode Christian Fjeldgaard”. Uden at have fået løn og skuffet over at være blevet dårligt behandlet, fik han derfor plads for sommeren hos Jens Andersen i Fremont.

Jens Andersen kom fra Lilleskoven i Thorup i Dronninglund sogn og var sammen med sin kone, Ane og deres datter Johanne kommet til USA i 1863 som mormoner. Ellen Kirstine kendte dem højst sandsynligt fra tiden i Thorup. Det siges, at de havde været i Utah først, inden de kom til Nebraska, men det er noget uvist, om det er sandt. Under alle omstændigheder slog de sig ned i Fremont i slutningen af 1860’erne og var blandt som nogle af de første indbyggere med til at opbygge byen.

Ellen Kirstine føder et barn i Fremont

Hos Jens Andersen sidder den nu 18-årige, Peder Christian en julidag 1871 og skriver med stor eftertænksomhed og modenhed til sin fader. Ellen Kirstine havde villet, at han skulle skrive, men ikke, at han skulle fortælle, hvad der var hændt for hende i foråret.

Hun havde nemlig født et barn og Jens Christian Jensen Fjeldgaard var faderen. Dette lille barn, som var en pige, blev født skærtorsdag aften – den 6. April 1871 – og fik navnet Mary.

Peder Christians brev er på alle måder rørende og gribende i beretningen om de kummerlige forhold, hans mor nu levede under. Han fortæller, at han vil gøre meget for at få hende væk fra al elendigheden, så hun kunne blive et menneske igen. Brevet fortjener at blive gengivet i sin fulde længde. Han skriver:

Kjære Fader Fremont, d. 2. Juli 1871

Da det nu er saa lang Tid siden, jeg modtog Brev fra Eder, vil jeg idag tilsende Eder et par Linier. Det første Gode, jeg har at tilmelde Eder er, at jeg har Helsen, og det kan jeg aldrig helt takke den gode Gud for her i et fremmed Land og saa vanskelig et Klima.

Hvorfor jeg i saa lang tid ikke har sendt Eder nogen Brev er, fordi jeg har været ved den gode Christian Fjeldgaard og Moder. Jeg har været der hele Vinteren og i Foraaret til den 15. Juni. I Vinter gik jeg og passede hans Kreaturer og kørte i Skoven og hentede Brænde til 2 Aar, og naar det var streng Vejr, saa bar jeg Vand op til baade Heste og Kreaturer, og han var saa doven, at han ikke kunde komme ud og see til dem, men hans Bestilling var for det meste at spaa, men jeg tror ikke, det betaler sig godt for ham.

Fra 15. Marts til Maidag kunde jeg have faaet Løn andre Steder, men jeg fik ikke en eneste Cent, men han syntes, det kunde godt betale sig for mig at arbeide for Føden. Saa accorderede jeg med ham om at brække 30 acre og plante med Majskorn.

Det var min Bestræbelse hele Tiden at hjælpe dem til at komme op efter og blive anselige Folk hertillands, men da jeg mærkede, at min Bestræbelse var forgæves, saa besluttede jeg at bryde af.

Saa kom jeg til Jens Andersen den 15. Juni, og jeg skal have 65 Dollars til den 15. November, men der kan jo ikke blive meget mere end til Klæder, fordi jeg har ingen. Jeg skal hilse fra Jens Andersen og hans Kone. De har det meget godt. De har 4 Heste og 7 Fækreaturer, og det er lige tæt ved Byen og Banestationen.

Sidst jeg talte med Moder var det hendes Begjæring, at jeg skulde skrive til Eder, men det var ikke hendes Mening, at jeg skulde skrive, at hun har bekommet sig en lille Pige. Det skete Skjærtorsdag Aften, og hendes Barselseng var i en Jordhytte, som var næppe saa god som en Kartoffelhytte, og det var et strengt Veir i disse Dage med Snestorm. Jeg troede ikke i Danmark, at Moder havde været kommet i en saadan Barselseng, og hun maa nu selv bekjende, at hun havde det for godt i Danmark.

Hendes Stilling er nu saa simpel, at jeg ikke vil beskrive den, og hun vil heller ikke kunde blive ved at udholde i denne Stilling. Men hun tror jo, at de 500 Rigsdaler, som hun siger, at I har lovet hende, kan faaes af Eder, men dertil har hun jo ikke opført sig til, at de med Ret kan komme hende til Gode, naar I ikke vil af Naade give hende dem. Dersom I, kjære Fader, vil give hende de 500 Rigsdaler, da vil jeg hjælpe hende ud af hendes Stilling – at faa hende til at blive til et Menneske igjen.

Der var en Mand velbekjendt men ubenævnt, som skrev til den søde Christian om at faa hendes Fuldmagt, og saa ville han søge Proces mod Eder om de 500 Rigsdaler, men hun ville ikke give fuldmagt dertil. Den, som har dette velbekendte Navn, tror nok de kan gjøre, hvad de vil.

Jeg har i lang Tid ikke talt med Christiane, men hun tjener en Amerikaner imellem Waaho og Eisland – det er 16 Mil her fra Byen.

Nu I endelig hilse Lars Mikkelsen og Faster og lille Jens. I Agtelse, kærlig Hilsen fra Eders hengivne Søn, Peter Christian

Naar I adresserer til mig, kan I skrive:

Peter Christian Christensen

Fremont, Nebraska, Nordt Amerika

Box 73

Som man kan læse i Peder Christians brev, tjente Christiane sommeren 1871 hos en amerikaner – stedet må have ligget på sydsiden af Platte River vest for Fremont – men hun kom sikkert hjem til sin mor inden vinteren, for februar 1872 skriver Peder Christian endnu engang hjem til sin far og fortæller, at hun nu er hos Ellen Kirstine og Jens Christian.

Han gør sig ikke store tanker om sin stedfar og lægger i brevet absolut ikke skjul på, at han betragtede han som en bedrager. Peder Christian fortæller også, at han nu var kommet i skomagerlærer hos en tysk skomager i byen og var meget tilfreds med de nye forhold. Han havde nu helt opgivet at få sin mor til at forlade Jens Christian.

Kjære Fader Fremont, d. 4/2 1872

Jeg takker Eder for Eders kærkomne Breve, som jeg med glæde modtog d. 30. Januar, og hvoraf jeg seer, at I har Helsen, og dette gode kan jeg gudskelov ogsaa tilmelde Eder igjen. I maa ikke fortryde paa, kjære Fader, at jeg ikke har givet Eder nogen fuldstændig Underretning om min Stilling, fordi jeg ikke før nu for haft nogen rigtig Stilling her i Amerika, som har tilfredsstillet mig. Dels fordi mit Helbred har slaaet Feil, og dels fordi Hr. Christian har bedraget mig saa meget. Men nu er han vis paa, at han ikke bedrager mig mere.

I skriver, kjære Fader, at vi ikke har nogen Børnehjerter for Eder, men det er rigtig nok ikke Tilfælde hos mig. Thi jeg tænker tit og ofte paa min saa langt fraværende kjære Fader, og jeg mener, jeg vil komme Hjem og se Eder og lille Broder endnu engang, hvis det er Guds Vilje.

Jeg kan tilmelde Eder, kjære Fader, at det gaar mig godt i min Lære, og jeg har god Kost og Logi, og min Mester siger, at han er godt fornøiet med mig, og han gjør sig ogsaa Flid for at lære mig og giver mig undertiden Drikkepenge.

Ved hvad det Engelske Sprog angaaer, kan jeg forstaa og tale omtrent ligesaa godt som Dansk, og jeg kan ogsaa begynde at forstaa og tale lidt Tydsk, fordi min Mester og hans Kone og den ene Svend er Tydske. Og jeg kan snart sye et par Støvler paa egen Haand. Ved hvad Arbeidet angaaer, er det baade fint og grovt. Et par fine Støvler koster fra 10 til 18 Dollars og andre Arbeidsstøvler fra 4 til 9 Dollars.

Jeg kan lade Eder vide, at Christiane er ved Christian endnu, men ikke at de vil kunne forliges ret længe, fordi hendes Penge er vist snart (forbi), fordi Christian ikke vil bestille noget, og den lille Søster kan jo ikke være bange. I skriver, at Christianes Brev ikke var noget nyt, som kunde interesserer Eder, og det jeg nok mene, fordi Christian vil nok bedrage, fordi han vil bedrage enhver, om han kan, og jeg kan ikke tro andet end, at han vil bedrage hende ogsaa.

De 500 Rigsdaler, som I skriver om at komme os tilgode – det kan jeg ikke indse, at de kan komme os tilgode, men det er ogsaa lige meget, fordi jeg kan ved Guds Hjælp ernære mig alligevel. Men jeg vil ikke raade Eder hverken fra eller til, fordi hun vil vist ikke forlade hendes Christian, og jeg har prøvet nok paa at faa hende fra ham.

Sluttelig være I hilset fra mig, Eders hengivne Søn. Peder C. Christensen

Hils min lille Broder og Lars Mikkelsen og Familie fra mig.

Ellen Kirstine og Christens skilsmisse 1874

Ægteskabets endelige forlis…

Christen indser nu endeligt, at ægteskabet ikke stod til at rede. Han havde længe været hanrej – og om ikke konen nu også havde fået et barn med den gode Christian Fjeldgaard !

Hvis han indgik frivilligt forlig med Ellen Kirstine om betingelserne for skilsmisse måtte han vel give hende de 500 rigsdaler, som hun påstod at være blevet lovet. Hun mente bestemt også at være berettiget til dem, men fik dem jo ikke med da hun i al hast rejste.

Brev fra Ellen Kirstine

I julemåneden 1871 havde Christen modtaget et vredt brev fra hende med trusler med bål og brand. Hun skrev:

Fremont, Nebraska i Nord Amerika, den 13 Dec. 1871

Christen Christensen !

Da jeg nu ved med Bestemthed, at du har solgt Eiendommen og faaet Pengene derfor, men du hidindtil endnu har forsømt at tilsende mig den Part, som vi kom overens om, skulde tilhøre mig, saa tager jeg nu denne Leilighed, herved at opfordre dig, at tilsende foruden Ophold de 500 Rigsdaler, som du lovede at udbetale mig som min part af Eiendommen. Du maa erindre, at du indgik paa disse Betingelser i Pastor Bjerrings Paahør.

Du maa ogsaa huske paa, at der er andre Mænd – saadan som Niels Markussen og Hans Frederik Brygger, som ved det samme, og som kjender dine Forhold der, ligesom dig selv. Du maa ogsaa huske paa, at jeg ikke er saa langt borte, at jeg jo kan faa at vide dine Foretagender og Opførsel, og da, som du ved, at jeg har Retten paa min Side, saa haaber jeg, at du ikke vil udhale med at sende mig den lille Part af det, som jeg selv har arbejdet for saavel som dig, saa at jeg derved skal blive tvungen til at gjøre dig den Besvær og Omkostning, at have det inddreven igjennem Rettens Hænder, hvilket jeg sikkert skal gjøre.

Derfor gaa straks til Lars Mikkelsen og faa Pengene, og send dem til mig, eller jeg skal sørge for, at baade du og han skal komme til at gjøre Rede for, hvorfor at du har overleveret Pengene til ham foruden nogen Obligation eller Papirer af nogen slags. Jeg haaber, at du vil se din egen Fordel i at undgaa disse Ubehageligheder.

Husk paa dine egne Forhold til en vis Person i de senere Aar. Opfyld dit Løfte, giv mig det lidet, som jeg forlanger og med Ret tilkommer, og undgaa Omstændigheder.

Send det i en Draft til Jens Andersen, Fremont, Nebraska.

Ellen Kjerstine Christensen

Truslerne prellede af på Christen. Han havde jo et rigtigt godt kort på hånden – nemlig trumfkortet – fordi han ifølge loven havde mulighed for at få bevilget skilsmisse ved dom, hvis det kunne bevises, at Ellen Kirstine rejst fra ham uden lovlig grund og tilladelse. Og ikke var vendt tilbage til ham de sidste 3 år.

I juridiske vendinger kaldtes det desertio malitiosa – eller på dansk: skurkagtig rømning. Dette var stærke ord, men hvis det kunne godtgøres, at hun var uberettiget deserteret, ville Christen kunne kræve skilsmisse uden at skulle tage hensyn til de 500 rigsdaler fra deres fælles bo, som Ellen Kirstine mente at kunne tilkomme – hun ville ganske enkelt fortabe retten til dem.

Men der skulle som sagt været gået 3 år inden, Christen kunne gøre sig nogen forhåbning om at få bevilliget skilsmisse.

Da tiden var inde i efteråret 1872, lod Christen det meste af vinteren gå, før han i marts 1873 tog til Sæby med sit andragende til herredsfogden, kammerjunker Adam Molkte om at begære skilsmisse. Alle hans hidtidige forsøg på at redde forholdet havde været forgæves – nu måtte domstolen tale.

Ellen Kirstine stævnes

Inden retten kunne træde i til, måtte man have gjort Ellen Kirstine opmærksom på Christens begæring – dette kunne kun ske ved en stævning.

Den 10. marts 1873 udfærdigedes derfor den nødvendige stævning, som Christens sagfører, prokurator Emil Kjelgaard, via Udenrigsministeriet og ambassaden i Washington sendte til den danske vicekonsul i Omaha i Nebraska, der skulle tage de 30 engelske mil til Fremont for at forsøge at finde Ellen Kirstine, så stævningen kunne blive forkyndt for hende personligt.

Heri blev hun anmodet om at give møde på rådhuset i Sæby den første torsdag i august 1874 – Ellen Kirstine havde altså godt et år til at komme hjem, hvis hun selv ville tale sin sag. Hun skulle give møde for ”Sagsgivelse og Sigtelse at modtage”. Og ”Dom at lide”, som der stod.

Stævningen lød:

Adam Frederik Molkte, Kammerjunker, Byfoged og Byskriver i Sæby Kjøbstad, Herredsfoged og Herredsskriver i Dronninglund Herred, Ridder af Dannebrogen

Gjør vitterligt, at, da Christen Christensen Larsen af Østerled i Dronninglund Sogn og Herred for mig har andraget, at han – paa Grund af, at hans Hustru Ellen Kirstine Christensen i October Maaned 1869 er deserteret fra ham og med Jens Christian Jensen Fjeldgaard er rejst til Amerika, hvor hun endnu skal leve sammen med nævnte Jens Christian Jensen Fjeldgaard, og hvor hun natten før Skjærtorsdag 1871 skal have født et Barn, – attraaer det mellem dem bestaaende Ægteskab ophævet ved Dom, saa at han kan indgaa nyt lovligt Ægteskab -, saa indstævnes herved bemeldte Ellen Kirstine Christensen, som nu bor i Fremondt, Newbraska i Nordamerika, til at møde i Dronninglund Herreds ordinaire Ret – som var hendes Værneting, da hun forlod Landet – paa Raadhuset i Sæby den første ordinaire Retsdag, fortiden Torsdag, i August Maaned 1874 Kl. 10, for der og da Sigtelse og Saggivelse at modtage, Documenter at se irettelagte, edelig Vidnesbyrd saavel som Citantens egen Forklaring at paahøre, samt dom at lide, hvorved Citanten forventer det Parterne imellemværende Ægteskab ophævet og sig kjendt berettiget til uden Hinder at indgaa anden ægteskabelig Forbindelse, som Indstævnte paalagt at udrede Sagens Omkostninger – alt efter nærmere Deduktion og Paastand inden Retten.

Forelæggelse og Lavdag er ophavet ved Forordning af 3. Juni 1796

Til Bekræftelse under min Haand og mit Embedssegl. By- og Herredsfogedkontoret i Sæby, den 10. Marts 1873

A. Molkte

Stævningen kommer retur

Det lykkedes bare aldrig at finde Ellen Kirstine i Fremont – hun var sporløst forsvundet – Ingen i Fremont by kunne give oplysninger om hendes opholdssted. Stævningsdokumentet således sendt retur hele vejen til Sæby med en følgeskrivelse skrevet den 16. juni 1873 fra Udenrigsministeriet, som kunne meddele, at den danske chargé d’affaire i Washington havde modtaget underretning fra den danske vicekonsul i Omaha om, at hun ikke var at finde i Fremont og, at man ikke havde kunne erfare noget om hendes opholdssted. – Så var man lige vidt.

Den danske lovgivning gav nu Christen en anden mulighed. Man kunne beskikke Ellen Kirstine en forsvarer til i hendes fravær at føre hendes sag – Og bekendtgøre stævningen via den trykke presse.

Ny stævning

Christen besluttede derfor i samråd med sagfører Kjelgaard og herredsfogden at stævne Ellen Kirstine gennem de danske dagblade, så det retlige grundlag for en rettergang og domsafsigelse kunne være på plads, og torsdag den 10. juli 1873 kunne Bolleskovs beboere læse følgende i bl.a. Aalborg Stiftstidende:

Stævningen i Aalborg Stiftstidende

Hvis man ikke vidste det i forvejen, så fik man det her at se sort på hvidt – Hvad Jens Christians familie og især Ane Margrethe måtte føle og tænke er vist ikke svært at forestille sig.

På grund af omstændighederne havde man ikke set nogen grund til at forhale sagen yderligere – Ellen Kirstine kom nok ikke hjem alligevel – og man havde derfor fremrykket det første retsmøde og berammet det til allerede i november samme år, som man kunne læse i stævningen i avisen.

Ellen Kirstine læste af gode grunde jo ikke stævningen og på den berammede dag, torsdag den 6. november 1873 gik skilsmisseretssagen endelig i gang uden Ellen Kirstines medvirken. Som forsvarer havde amtmand Wedell-Wedellsborg i Hjørring i hendes fravær beskikket prokurator Andreas Buntzen Løgstrup i Frederikshavn til at forsvare hendes sag – stævningen var derfor også blevet forkyndt for ham personligt på hans bopæl, som reglerne foreskrev.

Første retsmøde den 6. november 1873

Nu skulle slaget stå. På Dronninglund Herreds tinghus i Sæby den første ordinære retsdag i november – 6. november 1873 – satte man hinanden stævne første gang for at få prøvet sagen.

Tilstede var prokurator Løgstrup som den fraværende Ellen Kirstines beskikkede forsvarer. Christens sagfører Kjelgaard var blevet forhindret og havde sendt sin fuldmægtig, Petersen i stedet for til føre sagen. Og selvfølgelig var Christen selv mødt op.

Under mødet blev der henvist til, at der efter mødet ville blive holdt særskilt tingvidnemøde, hvor man havde indkaldt nogle af Christens og Ellen Kirstines naboer som vidner til hjælpe med at belyse sagen.

Fuldmægtig Petersen gjorde rede for sagens omfang ved af fremlægge alt, hvad der indtil dato var fremkommet og sket i sagen. Blandt dokumenterne, som blev fremlagt i retten, var brevene fra Peder Christian. Og det vrede brev fra Ellen Kirstine til Christen, hvor hun truede med retssag, hvis hun ikke fik sine penge.

Christen blev derefter bedt om at redegøre for hele forløbet. Referatet af redegørelsen blev ført til protokols:

”Den 6. November 1873 fremstod Sagsøger, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus, der forklarer, at han den 20. November 1852 blev gift med Ellen Kirstine Christensen, med hvem han derefter levede i stadigt Ægteskab og avlede 3 Børn, hvilke det yngste er 5 ½ Aar gammel. Under sit Ægteskab havde Sagsøger gjentagne Gange Grund til at antage, at hans Hustru var ham utro, hvilket han bebrejdede hende, og gav dette Anledning til, at hans Kone 1869 forlangte at blive skilt fra ham. De mødte først til geistlig Mægling hos Sognepræsten for Dronninglund Sogn, og derefter for Forligskommissionæren i Hjallerup Kro for at vedtage Vilkaarene for Skilsmissen, saafremt Kommissionsmægling ikke førte til, at Ægteskabet ikke blev fortsat.

Sagsøger vilde imidlertid i Mødet ved Forligelseskommissionen ikke give sit Samtykke til Ægteskabets Ophævelse, idet han endnu i nogen tid vilde prøve, om hans Kone vilde være ham tro under Fortsættelsen af deres ægteskabelige Samliv. Efter Mødet for Forligskommissionen, hvilket fandt Sted Dagen før Hjallerup Marked, October 1869, fulgte hans Hustru ikke med Hjem til Østerledhuus. Og ved han ikke, hvor hun tog Ophold.

Nogle Dage senere saa han, at hans Hustru var nede hos hans Nabo, Niels Marcussen, hvorfor han gjorde Forsøg paa at faa hende i Tale, men hun vilde ikke indlede sig med ham. Efter den Tid har han ikke set hende, hvorimod han rygtevis har erfaret, at hun den 9. eller 10. October 1869 reiste til Amerika med Jens Christian Jensen Fjeldgaard.

Sagsøger har ogsaa senere fra Amerika faaet et Brev fra sin Kone, hvilke er fremlagt under Sagens Acter. Han fastholder paa det bestemteste, at hans Hustru uden hans Villie og vidende til den angivne Tid er rejst bort fra ham.

Derefter blev Christen taget i forhør af Ellen Kirstines forsvarer, prokurator Løgstrup.

Han ville vide om den mand, som Ellen Kirstine var rejst til Amerika sammen med, var den samme, som hun havde stået i utugtigt forhold. Christen kunne bekræfte, at det var en og samme person – Jens Christian.

Derefter blev Christen bedt om at redegøre for, hvor Ellen Kirstine kunne havde fået penge til rejsen fra. Hvortil Christen svarede, at han i al fald ikke havde give hende penge, men at han antog, at den mand – altså den gode Christian Fjeldgaard, som hun var rejst sammen med, havde betalt billetten.

Løgstrup var også nysgerrig efter at vide, om Christen havde fået breve fra Ellen Kirstine, hvortil Christen kunne fortælle, at ”han havde haft 2 Breve fra sin Kone, siden hun kom til Amerika. Det første Brev tilskrev hun ham kort efter hendes Ankomst til Nordamerika, men dette Brev, paa hvilket han svarede, at han ikke vilde brevmægle med hende, har han ikke kunde finde. Hun omtalte der sin Reise, men ellers indeholdt det intet af Betydenhed. Det andet Brev, han havde modtaget, er det af sin tidligere om forklarende, der er vedlagt Sagens Akter.”

Videre kunne Christen fortælle, at han til forskellige tider havde modtaget breve, dels fra sine 2 ældste børn, der i 1870 afrejste til Nordamerika, dels fra en mand ved navn Jens Andersen, i hvilke breve Ellen Kirstine var blevet omtalt. Af brevene fra børnene var de 2 tidligere nævnte fra Peder Christians breve hjem til Christen, som sagt også fremlagte i retten.

Forhøret sluttede med, at Christen kunne fortælle, Ellen Kirstine ikke tog nogle af børnene med til Amerika, og at det yngste barn, Jens Martinus nu var sat i pleje hos fremmede.

Hermed sluttede det første retsmøde. Næste møde blev berammet til den 27. november 1873.

Tingvidnemødet samme dag….

For at få sandsynliggjort, om Christen havde ret i sine påstande og om der var dækning for skilsmissebevilling inden for lovens rammer om desertion malitiosa, havde Kjelgaard indvarslet til det nævnte særskilte tingsvidneretsmøde samme dag – den 6. november 1873 -, hvor naboerne Niels Marcussen, Nicolai Winther, Niels Peter Lund (Sindahlsen) og Jens Christian Christensen i Meisig var indstævnet.

Vidnerne blev ”formanet til Sandhed under Eds Tilbud” at svare på om de kendte sagens parter, og alle kunne bekræfte, at de kendte Christen Christensen Larsen og hans bortdragne hustru, Ellen Kirstine.

Kjelgaard, der jo ikke var mødt personligt, men havde sendt sin fuldmægtig Petersen, ville også vide, hvor lang tid de havde været naboer til Christen. Niels Peter Lund kunne ikke nøjagtig huske, hvor lang tid de havde været naboer, men det havde været en del år. De øvrige 3 kunne fortælle, at de havde været naboer til Christen siden 1863, altså ca. 10 år. Og kunne endvidere fortælle, at Christen al den tid havde opholdt sig i Østerled.

Derefter blev de spurgt om, de var bekendt med, at Ellen Kirstine i oktober 1869 eller i al fald for over 3 år siden var rejst fra Christen – og om det var sandt, at hun efter sigende skulle være rejst til Amerika med en tredjemand.

Niels Marcussen kunne bekræfte, at det var sandt. Jens Meisig huskede ikke helt dag og måned, men at det i al fald var for over 3 år siden. Nicolai Winther og Niels Peter Lund huskede heller ikke nøjagtig tiden, men kunne begge fortælle, at det var mere end 3 år siden.

Efterfølgende blev vidnerne spurgt om, de kunne bevidne, at Ellen Kirstine ikke siden var vendt tilbage til Østerled, og om det var sandt, at hun efter rygtet stadig skulle opholde sig i Amerika. Det bekræftede de alle, var sandt.

Til spørgsmålet om Christen havde opført sig sådan over for Ellen Kirstine, at hun skulle have grund til at rejse fra ham, svarede Jens Meisig at han mangfoldige gange havde været på besøg i Østerledhus, medens Ellen Kirstine var hjemme, men havde aldrig hørt et ondt ord imellem dem. Det samme kunne Niels Peter Lund og Nicolai Winter fortælle. Niels Marcussen svarede, at Christen efter hans overbevisning ikke havde givet Ellen Kirstine anledning til hendes rømning.

Til sidst blev vidnerne spurgt, om de kunne bekræfte, at Christen både før men også efter, at Ellen Kirstine forlod ham, vedvarende havde levet anstændigt. Alle fire kunne fortælle, at de ikke havde erfaret andet end, at han havde holdt sig ærlig og vel.

Dermed sluttede tingvidnet.

Nicolai Winters og lærer Jens Peter Kappels cadeau til Christen

De mundtlige vidneforklaringer under mødet var i og for sig tilstrækkelige i sagen, men Christen havde alligevel formået Nicolai Winther og lærer Jens Peter Kappel i Østerled Skole til at udstede en skriftlig erklæring om, at han var et sædeligt menneske – denne attest blev fremlagt under det første retsmøde:

Attest

”Paa Opfordring af Christen Christensen Larsen af Østerled skulle Undertegnede med Fornøielse attestere, at Christen Christensen Larsen, hvis Hustru i Østerled i October 1869 forlod ham for med en anden Mand at reise til Amerika, har baade under sit Samliv med sin Hustru, som og specielt under dennes Fraværelse erhvervet sig almindelig Anerkjendelse for sin sædelige Vandel, hvilket vi herved med fuldkommen Overbevisning tvende attestere”.

Østerled, d. 2. October 1873 N. Winther J. P. Kappel, Lærer

Retsmøde den 27. november 1873

Tre uger efter det første retsmøde var der igen møde i retten i Sæby. Denne gang blev ganske kort, idet Kjelgaard fremlagde vidneforklaringerne fra tingvidnemødet den 6. november og ud fra disse fremlagde han en skriftlig redegørelse, hvor han fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at Christen var berettiget til skilsmisse, alene på grund af Ellen Kirstines uberettigede bevisliggjorte rømning.

Han fandt det også tilstrækkeligt bevist, at Christen både før og efter sin hustrus rømning havde nydt stor anerkendelse blandt folk for sin ”sædelige Vandel”, og at han på ingen måder kunne have givet Ellen Kirstine anledning til at forlade ham.

Til spørgsmålet om Ellen Kirstines utroskab påpegende Kjelgaard, at det i og for sig var uden betydning, om det var bevist eller ej, fordi rømningen alene var nok til, at hans klient kunne opnå den krævede skilsmisse. – Bevis på ”horbrøden” var formentlig derfor overflødig, mente Kjelgaard.

Til slut nedlagde han påstand om, at ægteskabet burde ophæves, og at Christen blev kendt berettiget til uden hindring, at indgå en anden ægteskabelig forbindelse. Og at Ellen Kirstine skulle pålægges ”at udrede Sagens Omkostninger – derunder 10 Rigsdaler 3 Mark 4 Skilling for Stævningens Indrykkelse i Aviserne – skadesløs eller i al Fald noget tilstrækkeligt.”

Herved blev mødet hævet..

Løgstrups forsvar af Ellen Kirstine – nyt tingvidnemøde

Ellen Kirstines forsvarer, prokurator Løgstrup havde ikke mange kort at spille med. Sagens udfald var på mange måder indlysende på forhånd, men hvis han kunne finde bevis på, at Christen på en eller anden måde havde behandlet Ellen Kirstine dårligt, havde han måske en chance for at vende sagen til hendes fordel. Spørgsmålet om de manglende rejsepengene og det, at Jens Christian mentes at have betalt billetterne, havde i den grad svækket Løgstrups forsvar af Ellen Kirstine.

Han bad derfor retten om et nyt tingvidnemøde. Foruden vidnerne fra første tingvidnemøde blev også Niels Marcussens kone, Ane Marie Madsdatter indstævnet til at give møde den 29. januar 1874 i Sæby. Det kunne jo være, at hun havde noget at fortælle, og som Ellen Kirstine havde betroet hende kvinde og kvinde imellem. Ane Marie var højst sandsynligt en af de allersidste Ellen Kirstine havde talt med inden afrejsen.

Mødet blev i midlertidig udsat 14 dage dels fordi der var sket fejl ved indvarslingen af et par af vidnerne, dels fordi Ane Marie var så syg og svag, at hun ikke kunne tage turen til Sæby.

Da man samledes igen et par uger senere – den 12. februar – var Ane Marie heller ikke denne gang mødt, men Niels Marcussen medbragte en erklæring fra 5 naboer og pastor Bang Bierring om, at hun var så svagelig, at det efter deres formening ville være ”hende en Umulighed at komme tilstede som Stævnevidne paa Sæby Raadhus, den 12. Februar d.A., – og da Niels Marcussen er en Mand i fattige Kaar, der ikke har haft Raad til at søge nogen videre Lægehjælp for sin Hustru temmelig vist uhelbredelige Svaghed, og Lægeattest saaledes vil være ham bekostelig, tage vi ikke i Betænkning paa Mandens Opfordring at medgive ham disse Linier.” og Bang Bierring tilføjede at ” Niels Marcussens Kone er meget svagelig og vil efter mit Skjøn ikke ret vel kunne taale en Reise til Sæby.” ( Note: Helt dødssyg måtte Ane Marie ikke have været, for hun døde først 7 år senere, den 11. november 1881 ! )

Der kom intet nyt frem under mødet, og Niels Marcussen bemærkede desuden, at hans kone, Ane Marie overfor ham havde erklæret, at hun aldrig har hørt at ”Christen Christensen har givet sit Minde til, at hans Kone rejste bort.”

Med dette forgæves forsøg på at finde argumenter til forsvar for Ellen Kirstine bad Løgstrup tingvidnet sluttet.

Retsmøde den 26. februar 1873

På et retsmøde den 26. februar fremlagde Løgstrup nu skriftligt sin argumentation og sine påstande.

Han havde iøvrigt været noget utilfreds med, at han ikke havde været lovligt indvarslet til at påhøre vidneforklaringerne under det første tingvidnemøde den 6. november, men havde ellers samtykket til afviklingen mødet, hvorfor Kjelgaard tørt havde bemærket, at han i så fald burde have tyet til en afvisningspåstand af selve mødet, hvis han ellers mente det alvorligt med den manglede indvarsling.

Kjelgaard og Løgstrup havde benyttet flere lejligheder til at strides om dette spørgsmål, men ved et skriftligt indlæg op til mødet her den 26. februar havde Løgstrup endelig lagt låg på ordkløveriet ved at slå fast, at han egentlig ikke havde nogen indsigelse mod den manglende varsling – ”uden al hensyn til Citantens utidige snak” som Løgstrup formulerede sig om Christen.

Midt i alle formaliteterne dykkede dette pudsige lille billede af Christen op: Han kunne være lidt af et snakkehoved !

Nå, men tilbage til selve sagen. Løgstrup ridsede realiteterne op, som han så dem: Desertio malitiosa – ondsindet rømning – krævede, at den ”flygtede” alene og uberettiget skulle have ophævet samlivet og forladt ægtefællen. Christen havde jo selv tidligere forklaret, at de havde været hos forligskommissæren, for at aftale vilkårene for en skilsmisse, og Løgstrup påpegede, at i og med at ægtefællerne allerede var i skilsmisseforhandlinger, da Ellen Kirstine forlod landet, bevisliggjorde at Ellen Kirstine ikke kunne beskyldes for alene at have årsag til samlivets forlis. Ved at have været indstillet på skilsmisse havde Christen indirekte givet sin ”tilladelse” til, at Ellen Kirstine var rejst. .

Også det, at hun straks efter ankomsten til Amerika havde skrevet til Christen, men at han havde meddelt hende, at han ikke ønskede, at de brevmæglede, talte til Ellen Kirstines forsvar, mente Løgstrup.

Han holdt derefter fast på, at det egentlig var uenighed om udbetaling af de 500 rigsdaler, som Christen skulle havde lovet, som forhindrede, at de blev enige om skilsmissebetingelser under mødet hos forligskommissionen.

Og protesterede derfor imod, at Ellen Kirstines rømning kunne betragtes som ondsindet og uberettiget, og påstod hende fortiden frifunden for tiltalen og ikke Ellen Kirstine, men derimod Christen pålagt at betale sagens omkostninger.

Med dette indlæg sluttede dette retsmøde.

Retsmøde den 19. marts 1874 – Kjelgaards forsvar af Christen

Man var nu nået til midten af marts måned og tovtrækkeriet mellem Kjelgaard og Løgstrup fortsatte.

Med et skriftligt indlæg afviste Kjelgaard rigtigheden i, at Christen skulle have lovet Ellen Kirstine penge. Det var ganske usandt – og vedkom forøvrigt ikke den nærværende sag.

Det var heller ikke rigtigt, at det skulle være uenighed om Ellen Kirstines eventuelle andel i fællesboet på 500 rigsdaler, som forhindrede en aftale om skilsmissebetingelserne. Men at det derimod udelukkende var Christens ønske om mere tid til at forsøge at rede ægteskabet, som var grunden:

Min ærede Modparts Anbringende om, at Sagsøger har lovet Indstævnte 500 Rigsdaler er urigtigt og vedkommer i al Fald ikke nærværende Sag. Det er ogsaa urigtigt, at det var Udbetaling af 500 Rigsdaler eller noget andet Beløb af Citanten som Indstævntes Boeslod, der i sin tid hindrede Foreningen om Skilsmissevilkaarene. Grunden til at Ægtefolkene hos Forligskommissionen ikke forenedes om Separationsvilkaarene, var tværtimod den, at Manden vilde, at Konen skulde leve med ham endnu i 14 Dage, for at det kunde forsøges, om den ægteskabelige Lykke ikke vilde blive gjenoprettet ifølge Citantens Forklaring og den vedlagte Erklæring fra Forligsmægler Møldrup af 11. i dennes.

Som dokumentation fremlagde Kjelgaard den nævnte erklæring fra forligsmægler Simon Møldrup:

Aar 1869, den 5te October, fremstod Husmand Christen Christensen Larsen, Østerledhus tilligemed sin Hustru for Forligskommissionen for at træffe en Overenskomst om Skilsmisse. Manden vilde ingen Forlig indgaa den Dag, men vilde, at Konen skulde leve med ham endnu i 14 Dage, for at prøve om de ikke kunde vedblive at leve sammen. Dette vilde Konen ikke, og dermed aftraadte de.

Mariasminde, d. 11/3 1874

S. Møldrup, Forligsmægler for Hjørring Amts 7de Kreds

Prokurator Kjelgaards indlæg sluttede med at gøre opmærksom på, at Niels Marcussen havde erklæret, at han var overbevist om, at Christen aldrig nogen sinde havde tilladt Ellen Kirstines bortrejse. Og måtte derfor tilbagevise Løgstrups ubeføjede information.

Allersidst afviste Kjelgaard sin modparts påstand om Ellen Kirstines frifindelse fortiden – og fandt iøvrigt formuleringen ”Frifindelse for Tiden” værende af en ganske ukendt art frifindelse i dansk retspleje.

Kjelgaard holdt fast ved sin påstand om, at Christen var berettiget til skilsmissebevilling og Ellen Kirstine dømt til at betale retssagens omkostninger. Alene udfra ”desertio malitiosa” – begrebet.

Sådan sluttede dette møde.

Dom at lide….

Torsdag, den 30. april 1874 mødte retten endelig for at afslutte sagen, og der blev afsagt dom – ikke overraskende til Christens fordel. Der er nok ingen tvivl om, at Ellen Kirstine også ønskede skilsmisse, men i selve retssagen trak hun alligevel det korteste strå, alene fordi hun var rejst uden Christens samtykke og uden lovlig grund. Spørgsmålet om de lovede 500 rigsdaler tillagde retten ingen betydning. Hun havde fortabt sin mulighed for at få dem. Christen gik sin skilsmisse med tilladelse til at gifte sig igen, og Ellen Kirstine blev derimod pålagt at betale sagens omkostninger. Retten sluttede med, at man besluttede, at processens omkostninger blev ophævet og salæret til Ellen Kirstines forsvarer betalt af det offentlig, da der nok ingen udsigt var til at man kunne få inddrevet udgifterne hos Ellen Kirstine. Alle præmisserne holdt hele retssagen igennem og den endelige dom blev afsagt og indført i domprotokollen :

År 1874, torsdag den 30. april blev inden Dronninglund Herreds ordinære ret i sagen:

Husmand Christen Christensen Larsen

contra

hans hustru Ellen Kirstine Christensen

afsagt sådan Dom:

Under nærværende Sag har Citanten, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus i Dronninglund Sogn paastaaet det mellem ham og Indstævnte hans Hustru, Ellen Kirstine Christensen den 20. November 1852 indgaaet Ægteskab ophævet saaledes, at Citanten kjendes berettiget til uden Hinder at indgaa en anden ægteskabelig Forbindelse, hvilken Paastand han har begrundet paa, at Indstævnte i October Maaned 1869 uden hans Samtykke og uden lovlig Grund har forladt ham og begivet sig til Amerika. Tillige har Citanten paastaaet, Indstævnte tilsigtet at udrede sagens Omkostninger, derunder 10 Rigsdaler 3 Skilling for Stævningens Indrykkelse i Aviserne – skadesløst eller noget andet tilstrækkeligt.

Indstævnte har ikke givet Møde efter den under 7 Juli s.A. udtaget Stævning ved hvis Bekjendtgørelse, der er forholdt overeenstemmende med Forordning 1 Sep. 1838 paragraf 9, hvorimod den for hende beskikkede Sagfører, Prokurator Løgstrup har paastaaet Indstævnte frifunden for Citantens tiltale og Citanten paalagt at udrede Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager, hvorfor han har paastaaet tilkjendt Salaier.

Med sit Møde i Retten har Citanten under Eds Tilbud forklaret, at da hans Hustru som Følge af, at han, der havde Grund til at antage, at hun var ham utro, bebreidede hende dette, i 1869 forlangte Skilsmisse, mødte da til Mægling først hos vedkommende Sognepræst og derefter, i den Hensigt at vedtage Vilkaarene for Skilsmissen hos Forligscommissionen, ved hvilket sidste Møde han imidlertid ikke vilde give sit samtykke til Ægteskabets Ophævelse, idet han endnu i 14 Dage vilde prøve, om den ægteskabelige Lykke kunde genoprettes.

Efter Mødet fulgte hans Hustru ikke hjem med ham til Østerledhuus, og han erfarede ikke, hvor hun tog afsted. Nogle Dage efter saae han, at hun var hos hans Nabo, hvorfor han gjorde Forsøg paa at faa hende i Tale, men hun vilde ikke indlade sig med ham. Efter den tid har han ikke seet hende, hvorimod han rygteviis har erfaret, at hun den 9. eller 10. Octbr. 1869 er med en Trediemand reist til Amerika, hvorfra han har medtaget 2 Breve fra hende. Citanten, der ikke har forstrakt sin Hustru med Reisepenge, har paa det Bestemteste fastholdt, at hun uden hans Vidende og Villie til den angivne Tid er reist bort fra ham. Ved et paa foranledning af Citanten den 6. Nov. s.A .optaget Tingsvidne, under hvilket 4 af hans Naboer have aflagt edeligt Vidnesbyrd, er det godtgjort, at Indstævnte for over 3 Aar siden har forladt Citanten og begivet sig bort fra Sognet, samt, at hun efter sigende er reist til Amerika med en ustævnet Trediemand.

Derfor have samtlige Vidner bekræftet, at de intet have erfaret om, at Indstævnte siden er vendt tilbage til sin Mand, at Citanten efter deres Overbevisning ikke har gjort sin Hustru Aarsag til hendes Desertion, og at de ikke have erfaret andet end, at Citanten ikke blot før, men ogsaa efterat Indstævnte forlod ham, har levet og holdt sig ærlig og vel. Et af de nævnte Vidner, Huusmand Niels Marcussen har tillige under et af Prokurator Løgstrup foranlediget Tingsvidne udsagt, at efter dets bedste Overbevisning har Citanten ingensinde givet sit Minde eller Samtykke til Indstævntes Afreise.

Til Styrke for den nedlagte Paastand om Frifindelse har Prokurator Løgstrup gjort gældende, at der ikke fra Indstævntes Side foreligger desertis malitiosa og nærmere begrundet dette med at henvise deels til Citantens Forklaring om de Mælingsforsøg, der i sin Tid ere fortagne med Hensyn til den af Indstævnte attraaede Skilsmisse dels til, at Citanten efter hans Hustrus Ankomst til Amerika har modtaget 2 Breve fra hende, og at det af eet af disse, som er fremlagt, skal fremgaa, at Citanten har lovet hende 500 Rigsdaler.

Men lige som disse Omstændigheder – selv afseet fra, at Citanten har benægtet at have lovet Indstævnte 500 Mark – ikke skjønnes i og for sig at kunne tillægges nogen afgørende Betydning, saaledes maae der ved Citanten forberørte Forklaring i Forbindelse med Vidnernes Udsagn ansees tilveiebragt, at efter Omstændighederne tilstrækkelig Beviis for, at Indstævnte uden skjellig Aarsag og uden Samtykke af hendes Mand har forladt denne for over 3 Aar siden. Da Citanten nu tillige med Vidneforklaringerne saa vel som ved en af tvende paalidelige Mænd udstedt Attest har godtgjort, at han siden Indstævnte forlod ham, har ført en sædelig Vandel, vil hans Paastand om Ægteskabets Ophævelse i medfør af Lov 3-16-15-2 No.1 – være at tage til følge.

Processens Omkostninger findes efter Omstændighederen at burde ophæves og vil det Indstævntes beskikkende Sagfører, Prokurator Løgstrup, hvis Sagførelse har været forsvarlig, tilkommende Salair, der bestemmes til 10 Mark, være at udrede af det Offentlige.

Overtrædelse af Lovgivningen om det stemplede Papirs Brug har under Sagen ikke fundet Sted.

Thi kendes for Ret:

Det imellem Citanten, Huusmand Christen Christensen Larsen af Østerledhuus, Dronninglund Sogn og Indstævnte hans Hustru Ellen Kirstine Christensen indgangne Ægteskab bør være ophævet, saaledes, at det ikke skal være Citanten til Hinder for Indgåelse af andet Ægteskab.

Processens Omkostninger ophæves

I Salair tillægges Prokurator Løgstrup 10 Rdl. af det Offentlige

Christen var nu en fri mand og intet kunne nu forhindre ham i at finde sig en ny kone. I 1877 giftede han sig således med gårdmandsenken Ane Margrethe Jensdatter på Lemb Mark i Hellevad sogn, og han og den nu efterhånden 9-årige Jens Martinus flyttede derefter ind på gården hos Ane Margrethe og hendes yngste søn, Ingvardt.

Hvad laver man som pensionist:

Af fhv. halinspektør Eigil Jensen, tidligere Taars nu bosiddende i Hjørring

Eigil som nu er midt i firserne, har gennem livet været en meget aktiv person, både i arbejdslivet men i særdeles også i sin fritid. Det kan læses i hans nyudkomne bog – hans levnedsbeskrivelse, som evt.kan købes hos Eigil, i boghandlen eller lånes på biblioteket

Her fortæller han om sine oplevelse nu som en særdeles aktiv pensionist.

Her et lille uddrag fra den spændende bog

Golf? – troede jeg!
Før jeg gik på pension, troede jeg faktisk som før fortalt, at jeg kom til at spille golf, for det var der så mange andre, der var gået på pension, der gjorde. Men sådan blev det ikke, for der blev en hel masse andre interesser, der kom til at optage min tid. Når jeg tænkte golf, så var det også fordi, jeg godt kunne li´ tanken om den friske luft og en masse motion ude i naturen.
Jeg fik også tilbud nok om at prøve, men det blev som sagt ved det.

Visens Venner.
Sang og musik

Jeg så en dag en lille annonce eller lignende i Nordjyske, om at Visens Venner startede mandag, og da jeg altid godt har kunnet li´ at synge og underholde, så tænkte jeg, at det måtte jeg da høre lidt mere om, hvad var for noget.
Jeg kendte så Jørn Stenbro fra tidligere, og da han var med, så ringede jeg til ham og fik nogle flere oplysninger, og så mødte jeg op på første mandag i sæsonen – det var i oktober 2007 – og det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det var lige mig, og jeg har også der fået mange gode oplevelser og venner.
Vi samles på musikskolen, hvor vi har øvelokale, hver mandag i sæsonen til vores såkaldte ”Hulemøder”, hvor vi øver på de sange, som vi næste gang præsenterer for vore ikke aktive medlemmer – p.t. ca. 110 – på vore Vise Venne-aftner, som vi har 5 – 6 stykker af i sæsonen, og som foregår i Bistrup Kirken´s mødelokale fra oktober til maj.
Det er dog ikke bare vore egne visevenner, vi underholder. Inden for de sidste par år har vi bl.a. fået et samarbejde med Ålborgs Visevenner og har sammen med dem haft en fælles Visevenneaften på Vendsyssel Ny Teater og på ”Trekanten” i Ålborg. Derudover har vi hvert år fornøjelsen af at underholde på plejehjem og i seniorklubber m.v. forskellige steder rundt om i Vendsyssel.
Da jeg er næstformand i foreningen, så følger der også andre oplevelser med, og det er bl. a. at deltage i regions- og årsmøder rundt om i landet, hvor jeg bl. a. har deltaget i Glostrup, Horsens, Allerød, Hillerød og Helsingør. Det har så også medført en hel del nye bekendtskaber og inspiration fra de øvrige deltagere.

Diverse underholdning
Ydermere har mit medlemskab af Visens Venner også været bufferen til, at jeg har været en hel del rundt uden for vise-venne-regi for at underholde med sang, musik og lidt ”Poul Erik Krogen” i fagforeninger, seniorklubber o.s.v. – og det har også været ret fornøjeligt.
Da jeg ikke selv spiller, har jeg været heldig at have forskellige til at akkompagnere på klaver eller harmonika eller guitar.

Vendsyssel Gildet
Et af mine første bekendtskaber i Visens Venner var Kurt Wilander, som var en gudbenådet visesanger. Jeg havde kun været med ganske få gange, da Kurt spurgte mig, om ikke jeg kunne tænke mig at komme med i Vendsyssel Gildet, hvor han var med i bestyrelsen.
Jeg lignede helt sikkert et stort spørgsmålstegn, for det gilde havde jeg aldrig hørt om, men på den anden side så havde jeg aldrig sagt nej tak til en god fest, så jeg var da lidt nysgerrig efter at høre, hvad det nu var for noget.
Når Kurt spurgte mig, så var det fordi han havde hørt, at jeg havde skrevet lidt sange og andet på vendelbomål, og forklaringen på, hvad Vendsyssel Gildet var for noget, fik jeg så. Det var og er en forening med små på pt ca.600 medlemmer, i hvis formålsparagraf der står :

“Vendsyssel-Gildets” formål er at fremme interessen for og kendskabet til dialekterne i Vendsyssel, blandt andet ved afholdelse af møder, arrangementer og udgivelse af dialekt-publikationer.

Gildet havde bl. a. en sangbog med 26 sange i, og man skulle i gang med at lave en ny med betydelig flere sange i, så Kurt havde tænkt, det at være med i det nye sangbogsudvalg, det måske var noget for mig.
Jeg syntes det lød lidt spændende, så jeg sagde ja, og så var der da også der noget at bruge pensionisttilværelsen til. Jeg meldte mig så ind i foreningen (selv om der godt nok kun var én fest om året – årsfesten omkring 1. november) og de næste par år arbejdede jeg så med på – sammen med 4 medlemmer af bestyrelsen – at udvælge sange til den nye sangbog. Det blev så til en sangbog med 86 sange, og alle relaterende til Vendsyssel. Den blev holdt over dåben til generalforsamlingen i 2010, og den bli´r flittigt benyttet ved alle vores arrangementer, hvor vi har en hel del meget forskellige rundt om i Vendsyssel hvert år.
Jeg kom ret hurtigt med i bestyrelsen, hvor jeg i dag er næstformand og derudover redigerer vores hjemmeside, er med til at arrangere vores årlige udflugt og årsfest, hvortil jeg skriver en årsfest-sang, deltager i planlægningen af aktivitetskalendere og modtager tilmeldinger til diverse arrangementer, hvor det er påkrævet.
Vendsyssel Gildet har også givet en hel del oplevelser, dels med vores aktiviteter og årsture rundt om i landet til Ærø, Rømø, Samsø, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster o.s.v., men en af de største var nok, da vi blev inviteret til DR-byen til overrækkelse af Modersmålsprisen til Søren Ryge i 2013. Vi var 5 fra bestyrelsen, der tog imod invitationen, og da Søren Ryge hørte, at vi bare var taget derover for at hylde ham, blev han vist nok så benovet, at grunden var lagt til et videre samarbejde, og det har foreløbig resulteret i, at han året efter deltog i en dialektdag hos os i Hjallerup, samt at vi fik lov til at besøge ham og hans TV-have på vores års tur i 2017, og der er ikke mange, der har fået det privilegium at besøge ham privat, men det var en stor oplevelse, selv om vejret var lidt ”utæt” den dag.
Derudover var vi inviteret i DOK1 i Århus i 2016 til en radioudsendelse om dialekter, og her mødte vi også Søren Ryge.

Sprogblomster

Georg Julin og holdene Klar i studiet

Mit medlemskab af Vendsyssel Gildet var helt sikkert også årsagen til, at jeg fik en stor oplevelse ved at være med i Regional TV´ ernes program ”Sprogblomster” i 2014, idet Kurt Bering, der også er med i bestyrelsen, havde forslået mig til TV Nord som lidt kyndig af og talende Vendelbo-dialekt. Jeg blev en dag ringet op og spurgt, om jeg ville være med, men i første omgang troede jeg, at det var af en, der ville ta´ gas på mig, så jeg bad ham sende det på mail.
Jeg havde ikke fået fat på, hvem det var, der ringede, men det fik jeg da senere, for mailen kom så senere, og vedkommende ville ringe mig op igen, hvilket han gjorde, og det viste sig, at det var Per Jensen, et af TV Nord´s kendte ansigter. Da jeg fik fat på navnet, kunne jeg også godt kende stemmen, og så var jeg da klar over, at det ikke var gas, hvorfor jeg selvfølgelig sagde ja.
Og det blev noget af en oplevelse at opleve TV fra den anden side af kameraerne, og jeg var forbavset over, at man faktisk ikke tænkte på, at alt hvad man sagde og gjorde blev optaget.
Vi mødtes alle på nær selvfølgelig Bornholmeren – Lillian – i Kastrup lufthavn, hvorfra vi så fløj til Bornholm, hvor vi blev modtaget af TV2 Bornholm og straks kørt til studiet.
Her mødte vi så Lilian, der var forstander på Bornholm´s Efterskole, hvor vi senere blev indkvarteret.
De øvrige på holdet var foruden mig selv – se billeder – Birgit fra Als, Sønderjylland, Ruth fra Samsø, Svend-Erik fra Lolland (kaldet Mads Skjern, – han havde en damelingeriforretning i Nakskov) og endelig Kresten Tovborg fra Vestjylland. Kresten var et rigtig rart bekendtskab, (selv om han var SF´r !!! – og han havde siddet i Folketinget i nogle perioder). Han er jo nu desværre omkommet ved en bilulykke.
Og så var der vores studievært, Georg Julin, der var og er kendt fra mange forskellige programmer i både radio og TV. Han var også et meget behageligt bekendtskab.
Vores medvirken var uden honorar, men vi fik en udsøgt behandling med indkvartering på ungdomsskolen og en forplejning, der ikke kunne klages over, og billetten til Bornholm selvfølgelig betalt. Det blev som sagt en stor oplevelse, men det var også lidt anstrengende, og når jeg gik i seng om aftenen, havde jeg døje med at sove.
Vi var jo delt i to hold, et øst og et vesthold. På østholdet var Lilian, Ruth og Svend-Erik, og på vestholdet Birgit, Kresten og mig, og vi skulle hver især have 25 dialektord med fra vores hjemegn, og de skulle så gættes af modstanderholdet, og det var ikke lige let at forstå de andres dialekt, og det kom der en del morskab ud af.
Et af de sjove ord jeg havde med, det var ”kajissestri´ek”, som er en elastik – kan gi´ sig strikke – det voldte lidt besvær. Det var et, jeg havde lært af Inger Lauritsen fra Lønstrup.
Der blev optaget i alt 20 x ½ times udsendelser på de tre dage, så der var fart på fra kl. 09.00 til 16.00 og også om søndagen, hvor vi blev kørt direkte fra studiet til lufthavnen.
Vi nåede dog at være ude en aften og spise på en bedre kro i Almindingen, og Lillian, hvis skole havde en bus, tog os en dag efter ”fyraften” på en rundtur på øen.
Der var tale om, at der senere skulle optages en sæson mere, men det fik vi senere at vide, at det var de andre regioner ikke interesseret i, men i øjeblikket sender man igen “Sprogblomster”, og hvis vores var lige så kedelige, så var det et held, vi ikke kom med i flere, for ingen kunne tale ren dialekt – og da slet ikke “vendelbosk”- så det sprang man let og uelegant over. .
Sjov Lørdag,

som jeg selv startede op i 1994, som jeg har beskrevet under ”Min tid som halinspektør” sluttede jeg med i 2011. Alting får jo en ende, og der var heldigvis kommet andre friske kræfter til, men det blev da noget, der også tog lidt tid for pensionisten. – Og til min store glæde, så lever det stadig, og i 2019 havde projektet 25 års jubilæum, og det er jeg ikke ked af at tænke på.

Senior Motion og samvær
Som jeg startede året efter i 1995 har jeg også beskrevet under ”Min tid som halinspektør”. Det slap jeg i 2015 efter 20 år ved roret og heraf 8 som pensionist. Det var også tiden, for konceptet havde ændret sig en del fra det oprindelige, hvor der også var en del mere sang og foredrag af kendte personer. Nu har motion næsten taget helt over, så der er – set fra min side – ikke så meget socialt samvær af anden art.
Jeg kommer der stadigvæk af og til, og som æresmedlem har jeg

gratis

Senior Motion og Samvær på udflugt til Lille Vildmose

Diverse ture og ferier som pensionist.
Der er noget jeg, som de fleste andre, gerne vil, og det er at rejse for at opleve noget, og det har jeg jo også gjort, som jeg før har beskrevet, hvor jeg har haft nogle meget store oplevelser, og der er da også blevet råd til nogle få ture som pensionist, og der bli´r forhåbentlig til et par stykker mere, men det er ikke så let at finde pengene til det, når man kun har sin sparsomme pension, og også gerne vil beholde sin bil så længe som muligt. Uden den ville det selvfølgelig kunne lade sig gøre, men den har nu min første prioritet, så må rejseriet komme, når det kommer.
Men hjemmefra det har jeg været bl. a. på Læsø– en dejlig ø med en fredelig natur (for det meste) o.s.v. – Bornholm har altid været et ønskemål, og der har jeg været en hel del gange og bl. a. to gange som pensionist.
Men de største oplevelser har været Toscanai 2012, – Leningrad i 2013 og Prag i 2015.

Bornholm
har altid – som jeg før har skrevet – været et ønskemål, hvorfor jeg også har været der mange gange, og de seneste, men forhåbentlig ikke sidste, to gange var i 2011 og 2014. Jeg gentager sikkert mig selv, men det, der fascinerer mig, er, at Bornholm har noget af hele Norden – skov, klipper og strand, foruden en hel masse andet, som man kan læse om i deres mange turistbrochurer – silderøgerier, Ekkodalen, bolchekogeri i Svaneke og bryggeri i samme by, Hammershus, Rytterknægten med rokkestenen, Løvehovederne ved Jon´s Kapel,
Opalsøen hvor der blev brudt granit, Danmarks største!-vandfald, Døn-faldet ligger nord for Gudhjem, den smukke by, og de mange andre skønne byer, og jeg kunne blive ved.
Og så skal jeg ikke glemme en tur til Ertholmene – Christiansø og Frederiksø -. Det må man ikke snyde sig selv for, selv om det kan gynge lidt på turen.
Hvis nogen er i tvivl: Bornholm er jeg bidt af!
Toscana
havde fornøjelsen af mit besøg i 2012, eller rettere, så var den største fornøjelse på min side. Vi rejste med Gislev Rejser, og det eneste vi kunne klage over, hvis jeg skal finde noget, så var det, at vi skulle møde ude i Ålborg kl. 04.00, så det var ikke meget nattesøvn vi fik at rejse på, men blev en meget stor oplevelse. Vi kørte, efter at have samlet op forskellige stede ned igennem Jylland til en mindre by ikke langt fra München, hvor vi overnattede på Hotel Krone i en mindre by – Geisenwind – hvor vi om aftenen så nogle mindesmærker fra krigen.
Næste dag gik turen til Preben Elkjær´s Verona, hvor vi overnattede før turen gik videre over PO-sletten – en lidt kedelig strækning – til Toscana med ophold i Firenze, hvor var vi på sightseeing med dansk guide, og hvor vi bl. a. så en hel del Michelangelo-statuer, gik tur over urmagernes bro og langs med Arno-floden. Derefter fortsatte vi direkte til Culciano, som var vores bestemmelsessted, hvorfra vi så kørte ud til alle de forskellige oplevelser, turen bød på så som bl. a. Toskansk Aften med egnens specialiteter, – vingårdtur til Pienza, hvor vores guide var fruen i huset. Hun var fra Svendborg, så der var ingen sprogbarrierer, så det blev til en del snak, men munden blev nu også brugt til prøvesmagning. Det var dog ikke den bedste vin, jeg har smagt, men den var ret dyr.

ROM
var var dog den store oplevelser, men den var der desværre kun var afsat én dag til, men hvilken dag og hvad vi nåede at se.

Først den helt enormt kolossale trafik, men da vi først var kæmpet igennem den, så var der Forum Romanum, væddeløbsbanen, hvor man i de gamle kejseres tid afholdt halsbrækkende væddeløb, – der var ”Den spanske Trappe”, ”Trivi Fontænen”, Colosseum og sidst men ikke mindst ”Vatikanet”.
Romanum
Rom er en utrolig spændende by, og den står meget højt på min ønskeseddel for ferier, – Rom kombineret med en tur langs Amalfi-kysten til Vesuv, Pompei og Capri.
Sankt Petersborg ( tidligere Leningrad )
i 2013 var også en stor, men meget anderledes oplevelse. Det er en by med helt ubeskrivelige sociale forskelle, og det, vi så, var mest på bygningsværker fra det overdådige til det meget fattige og slidte, som bl. a. nogle kæmpe store karréer opført i Stalin-tiden til arbejderbefolkningen, men det første jeg lagde mærke til aldrig så snart vi havde passeret grænsen mellem Finland og Rusland, det var deres helt ufatteligt dårlige veje – hul på hul – og vi klager os!!!
Vi var heldige at ha´ en dygtig chauffør – Torben fra Bindslev – og en stedkendt guide, kan man da vist godt sige. Hun hedder Maria og stammer fra Leningrad, men talte dansk som en indfødt.
Selve turen gik fra Frederikshavn til Gøteborg og over det smukke Sverrig fra Gøteborg til Stockholm, hvor vi sejlede igennem den betagende svenske skærgård og til Finland gennem Ålandsøerne. Herfra gik turen direkte til Sankt Petersborg på fine veje i Finland, men som før beskrevet veje i en noget anden forfatning i Rusland.
Den første aften var vi selvfølgelig ude at kigge på byen, men dagens oplevelse var nok aftensmaden eller rettere sagt det tempo, den blev serveret i. Der stod en ”oberkelner”, eller hvad han nu kaldes i Rusland, og vogtede på alt, og personalet strøg afsted som små fjernstyrede robotter, og man havde ikke mere end lige sluppet ”værktøjet” fra sidste ret, før der var ryddet og næste ret stod foran sig. Man var lige ved at blive helt forpustet, men betjeningen, servicen og maden var bestemt i top.
Vi så selvfølgelig, hvad man skal se, men nok også lidt mere på egen hånd. Vi havde guide med til nok de to største oplevelser, nemlig til Sommerpaladset, der ligger uden for byen og Vinterpaladset, der ligger i byen ud til Neva-floden er overdådigt flotte. I og på slottet er der guld-guld-guld, og i parken er der guld-guld-guld på samtlige af de utallige statuer og masser af små og større bygningsværker og på de flotteste springvand i alle mulige udformninger. 176 stk. + fontæner m.v. – Det var overvældende.
Springvandene bli´r der lukket op for hver dag kl. 11.00, og det er en flot og betagende oplevelse. Springvandene er ikke mekanisk drevne, men bli´r drevne af et højere liggende vand-resouvare, der gi´r det tryk, der skal til. Vandet løber videre i en kanal ud i Finske Bugt, der ligger op til parken.
Vi startede med at få en fin velkomst. Da vi stod ud af bussen, stod der tre russiske ”sprællemænd” eller spillemænd, hedder de vist, og truttede ”Kong Christian stod ved højen mast” og ”Der er et yndigt land”, så man næsten fik hjemve, men det kostede så også lidt russisk valuta til den meget iøjnefaldende kuffert. Jo, jo, russerne havde også lært at stå de rigtige steder og vide, hvor turisterne kom fra.

Vinterpaladset er li´så imponerende om ikke mere. Det var kolossalt stort og aldrig har jeg set så mange mennesker, som der var inde at se det. Der stod lange køer udenfor altid i åbningstiden, og inde var der ikke i hundredvis, men i tusindvis, så det var svært bare at komme frem – eller tilbage, og vi havde heldigvis små højtalere i ørerne, så vi kunne høre vores guide, for man kunne nemt komme fra hinanden, og det skete for mig. Pludselig stod jeg uden at kunne skimte én eneste jeg kendte, og jeg vidst ikke, i hvad retning de var gået, for jeg havde nok haft travlt med at kigge på de berømte malerier. Jeg kunne så heldigvis høre guiden engang imellem, men rummet, jeg stod i, havde fire døre, så det var lidt af et held, jeg valgte den rigtige, så jeg fandt mit selskab igen.
Slottet var selvfølgelig også guld, guld, guld, men det var også kunstmuseum med nogle af de absolut ældste kunstnere så som Van Gogh, Rembrandt, Monet, Rafael, Michelangelo, Picasso o.s.v. og de var ægte. Det var virkelig guf for øjnene. Det var Kejserinde Katharina Den Store der i sin tid havde samlet ca. 4000 malerier af alle de største mestre, og det var et imponerende syn.
Et enkelt af de malerier kunne godt have forsødet livet i en årrække. Nå . se men ikke røre og jeg skal da love for, at de var bevogtet.
Vinterpaladset var Zarens residens indtil 1917, hvor han blev afsat under oktoberrevolutionen, og det var nok ikke noget at sige til, at den fattige arbejderbefolkning gjorde oprør mod et regime med så ufattelige rigdomme til sig selv.
Undergrundsbanen
Der var masser af seværdigheder og bl. a. Undergrundsbanen og de store, flotte kirker. Den første var et kapitel for sig. Undergrundsbanen lå i 6 etager, og til den nederste var der en rullende trappe på 100 m.- Det var stort. Vi kørte med Maria som guide rundt til forskellige stationer og der var ikke to, der var ens, men de var alle meget flotte og velholdte.
Næste mål var Blodskirken – også en imponerende bygning med flotte, flotte udsmykninger. Der var bare det men ved det, at det var svært at nyde den, for da vi kom op fra undergrunden og skulle ud for at gå derhen, da var det begyndt at regne og ikke bare regne, men det stod ned i spandevis, så hvis man kan blive mere en gennem-gemblødt, så var vi det, så det, vi tænkte mest på, var at komme tilbage til vores udmærkede hotel og få tørt tøj på, for vi nåede ikke at blive ret tørre inde i kirken, men sådan kom det ikke helt til at gå, for da vi kom ud, fik vi øje på en Italiensk Restaurant, så vi var nogle stykker, der trængte til en øl, og da vi nu var der, så blev det da også til en pizza, så det endte da med, at vi var næsten tørre, inden vi forlod stedet, og da var der heldigvis blevet tørvejr.
Underholdning
og selvfølgelig med russisk folklore blev vi heller ikke snydt for. Vi var en aften i teater, hvor vi oplevede flotte russiske danse, masser af musik og en herrekvartet – Peters Kvartetten – som jeg har en CD med.
En anden aften var vi på sejltur i et par timer på Neva-floden, hvor vi fik serveret dejlig aftensmad garneret med igen sang, musik og bl. a. kosakdans, mens vi også kunne nyde Sankt Petersborg med mange af dens store bygningsværker set fra flodsiden med.
Efter at være mættet med russiske indtryk, vendte vi så atter næsen hjemad med nogle få timers ophold i Helsinki, hvor vi bl. a. så et særpræget monument for den finske komponist Jean Sibelius, og Tempelpladsens Kirke – en meget særpræget, men utrolig flot kirke, der var hugget ud ind i en klippe
Så gik det hjemad over Ålandsøerne, gennem den flotte svenske skærgård i morgendis til Stockholm, over Gøteborg til Frederikshavn, og med en kæmpestor tak til guide og chauffør.

Prag-turen 2015
er foreløbig den seneste udenlandstur, men jeg håber ikke, det bli´r den sidste, for det var også en stor oplevelse skønt også lidt ubehagelig på et punkt – Theresienstadt – men det kommer jeg lidt tilbage til.
Vi – mig og Bitten – var på denne tur så heldige at komme til tit at ha´ selskab af et par lidt yngre, meget rare mennesker fra Dybvad, Randi og Flemming, og vi havde rigtig meget fornøjelse af hinanden.
Turen gik selvfølgelig ned igennem Tyskland, hvor vi overnattede nær Neümünster på et hotel, der lå midt i en rundkørsel, og herfra fortsatte vi så til Dresden, en smuk by taget i betragtning, at den næsten var jævnet med jorde under krigen. Der var opført en ny kirke – Frauenkirche – som var utrolig flot både ud og indvendig.
På torvet uden for var der opstillet en skulptur, som var de sørgelige rester af den under krigen sønderbombede kirke. Den nye kirke blev indviet i 2005. Den var opført med alle de gamle sten, men kunne finde i ruinerne, og de blev brugt, hvor man havde regnet sig til, at de måtte været i den gamle. Derfor kunne man tydeligt se, hvor de gamle var, og hvor der var brugt nye. De gamle var sodede og de nye lyse. Det havde været et imponerende arbejde.

Fra Dresden gik turen så til Tjekiet med ophold i Theresienstadt, den ”berømte” eller rettere, en af de meget berygtede tyske koncentrationslejre fra 2. verdenskrig. Det var forfærdeligt at se og tænke på, at Hitler med slæng i sin tid havde kunnet behandle medmennesker, som det havde været tilfældet, det er helt ufatteligt, og så var Theresienstadt nok en af de blidere, hvis man kan tale om blid.
Jeg har lige set serien ”Verden i Flammer”, hvor lejren og lejrlivet er beskrevet, og det var ufatteligt.
En af Hitler´s utallige løgne
Det var en barsk oplevelse at se cellerne, hvor de havde boet, se henrettelsespladsen og høre historier bag, se baderum med haner uden vand, der kun var var staffage lavet for at bluffe en Røde Kors – inspektion o.s.v. Det kan man kun tænke på i rædsel, den oplevelse kan jeg godt være foruden en anden gang.
Prag
Var så næste og sidste destination, og her kom oplevelserne til at stå i kø. Vi blev indlogeret på Park Hotel, et dejligt hotel med fine faciliteter og god mad, og det første, vi fik udleveret, var sporvognsbilletter, så vi kunne komme rundt i byen enten samlet eller solo.
Vi besøgte Wenzelpladsen – Prag´s berømte hovedgade, Sankt Vitus Domkirken, Det jødiske kvarter med deres kirkegård, verdens i sin tid største, men nu faldefærdige stadion med plads til utrolige 200 000 tilskuere. Den berømte Karlsbroen besøgte vi indtil flere gange; der var et helt utroligt folkeliv både nat og dag. Vi var på sejltur på Moldau-floden med god mad og musik, samt var vi til aftenhygge på en restaurant med endnu bedre mad og en humørspreder af en harmonikaspiller samt Norma, én af vores medrejsende, en gæv og livlig dame.
Prag har et stort borgområde, og her ligger endvidere den enorme Sankt Vitus Katedral, der har flere tårne på små 100 m.og dateres i hvert fald tilbage til år 925 og den kan ses næsten overalt, hvor man end befinder sig i Prag. Den er især kendt for, ikke bare sin enorme størrelse, men også for dens mange gravkamre, religiøse malerier og kronjuveler, krybter med mange af de tjekkiske kongelige o.s.v.

Rådhuspladsen der ligger nede i den gamle bydel, er kendt for sit Rådhus med med det verdenskendte Astronomiske Ur fra fra 1300-tallet. Det sidder på Rådhustårnet og det virker stadig. Vi var der omkring middagstid og oplevede et meget, meget fint vagtskifte med fuld musik.
På en dagstur uden for Prag besøgte vi en utrolig charmerende mindre by – Karlstejn – der havde et gammelt slot, der lå enormt højt oppe, og mærkeligt nok hed Karlstejn Castle. Vi kunne vælge at gå derop, men vi var så heldige, at der var et spand heste, der for nogle koronaer ”gerne” ville fragte os derop, så vi rigtig kunne nyde den meget flotte udsigt. Før Karlstejn havde vi besøgt glasværket Nizbor, derigennem vist nok ca. 300 år bl.a. har fremstillet noget af det fineste og berømte tjekkiske krystalglas.

Vi fik en rundvisning på fabrikken, hvorefter vi kunne handle i deres meget flotte glasbutik.
Vedr. selve arbejdet på fabrikken, så var det langt, langt fra danske arbejdsforhold (se billedet). Der vart ikke noget med sikkerhedstræsko f.eks., ingen beskyttelse af ansigt og hænder o.s.v., og udluftningen var nogle små riste i loftet, men nærmest ikke eksisterende. Men de, der arbejdede der, så ud til at befinde sig godt, men de kendte bestemt heller ikke danske forhold, hvor de næsten er blevet sådan, at sikkerheden er mere væsentlig end produktionen.
Havde det været en dansk fabrik med de samme forhold, så var de ansvarshavende blevet buret inde!!!
Det Gule Marked i Prag nåede at få et lille besøg af nogle af os, da vi kom tilbage, og det var da også lidt af en oplevelse.
Hvad var så Det Gule Marked, og hvorfor hed det mon sådan? – Hvorfor fik vi aldrig helt opklaret, men alle de handlende var tilsyneladende orientalere af en slags, så måske derfor.
Det Gule Marked ligger inde midt i Prag, og det var nærmest et slags loppemarked, hvor man kunne købe alt muligt ragelse – og nemt blive snydt. Jeg købte nu kun en livrem ved en ”pruttehandel”, og det var nærmest for sjov, men jeg har den da endnu.
Der var en ung mand, der blev ved at løbe efter os, fordi vi havde kigget på han bod, og der var ikke det, han ikke ville sælge os med ordene: ”Special price – only for you”. Der var det sjove, at nogle fra selskabet kendte ham; de havde set ham på et loppemarked eller lignende i Kolding, og han både forstod og talte dansk, så ham fik vi lidt sjov ud af.
Men der var nu også et noget ulækkert ”kødmarked”. Vi var knap nok kommet ind i den første gade, før en ung mand kom spænende hen mod os, samtidig med han rev skjorten af og sagde til mig: ” Do you want me?” (Vil du ha´ mig?) Mit svar kan man gætte sig til.
Vi følte os ikke helt trygge derinde, så vi fulgtes altid flere sammen.
Krizikova Fontana
besøgte vi en aften på egen hånd sammen med Randi og Flemming og sammen med Mona og Hans Erik fra Ålborg.
Det var en imponerende fontæne, der var opført i forbindelse med Verdensudstillingen i Prag i 1891. Omkring den ligger i dag Prag´s tivoli. Da mørket var faldet på, kom der liv i fontænens mange fantastiske springvand, der sprang i takt til musik fra 55 højtaler – det kunne godt høres! Det var også en imponerende oplevelse.
Hyggeaften
havde vi selvfølgelig også, og det var på en lækker restaurant med lækker mad og en harmonika-spillemand, der kunne sætte liv i kludene.
Efter en uge med masser af oplevelser og indtryk gik det hjemad over Berlin, hvor vi også fik tid til lidt sightseeing, hvilket også var en appetitvækker til et evt. senere besøg.
Vi så selvfølgelig Brandenburger Tor, gaden ”Under den Linden”, Regeringsbygningen og residensen for Frau Bundeskansler Merchel, resterne af Berlinmuren og resterne af den under 2. verdenskrig sønderbombede
Gedächtniskirche
Det var på pladsen her omkring en terrorist under julemarkedet i 2016 kørte en lastbil ind menneskemængden og dræbte 12 og sårede adskillige flere. – Terror er fej og hæslig.
Efter overnatning på et rigtig fint hotel ude for Berlin, gik det så dagen derpå

Hjem til Danmark i solskin,

hjem til Danmark i regn

til de bølgende marker

og blomstrende hegn –

og efter et mindre stop ved grænsen, så fortsatte vi til Røde Kro, hvor vi skulle foretage os noget meget, meget vigtigt, – vi skulle spise den sidste frokost på turen, og den var absolut nok værd at bruge tid på, inden vi fortsatte hjemad med stop ved forskellige destinationer
Vi var endnu en fin oplevelse rigere, og ikke mindst pga. vores guide
Det var så det
Men jeg håber da, at der følger flere oplevelser efter, hvis jeg da får råd til det, samt forskellig gøren og laden som i dag, for jeg har absolut planer om at blive her i adskillige år endnu, hvis livet bli´r ved at skikke sig for mig, som det har gjort indtil nu, men jeg ved da også udmærket, at min fremtid ligger mere bag mig end foran mig.
Skulle der – eller rettere sagt – når der kommer flere oplevelser af forskellig art, så vil der jo også være plads til her at føje dem til.

EN FORTÆLLING OM LIVET OG KUNST M.M. – KUNSTNER HENRIK BUSK ANDERSEN

født 26/06-67 og opvokset i Nordjylland

Bopæl Aabybro

Henrik Busk Andersen

Dybt inde i mit hjerte er retfærdigheden og kærligheden til min elskende dog også en krop fyldt med kreativitet fra ord til emner

-fra bly til maling.

Jeg lever for min kreativitet og af min kreativitet.

Jeg er besat af ikke at gå i andres fodspor, men træde mine egne. Kompromises, frygties, tabules til en vis grænse.

Jeg har solgt min kunst til de små og de helt store i dette land og lidt uden for grænsen.

Kunst mener jeg opstår, når det er mere end maling…

I en alder af 16 år blev jeg udøvende billedkunstner, og jeg var fascineret over, at maling pludseligt kunne skabe en krop og udtryk. Jeg har gennem mine livskriser brugt malingen til at bearbejde mit sind. Jeg har to typer malerier. De smukke og farverige; typisk af mennesker. Og så har jeg de fordybende hardcore malerier, der ikke skåner noget, og brutalt visualiserer, det emne jeg ønsker at belyse. Malet i sit eget naivistiske formsprog med symbolik som sproget.

Der er bl.a.:

“At Kroge sine Børn” om Serritslev børnemishandlingssagen.

“Carina pigen der ikke ville dø”.

Mine kreative fodaftryk er til dato: malerier, udgivelse af bøger samt skulpturer.

Mit citat:

I livet er dem jeg lærte mindst af, også dem jeg lærte mest af..

Jeg har solgt til Danske Bank, Mærsk, Nykredit, Blue Arena, Sydbank, Spar Nord samt en lang række andre virksomheder og allervigtigst solgt til hr og fru her og der, i indland og lidt udland.

Udstillet i banker sygehuse gallerier m.v. Forhandles af gallerier i Danmark.

Har doneret til Børns Vilkår, Kræftens Bekæmpelse, Julemærkehjem m.v. og stod bag fond til indsamling for Serritslev sagens børn.

Kunst kan sætte ild til hele verden, et billede siger mere en tusinde af ord.

Ærlighed er for mig, den vigtigste karakter i livet.

Mit kinesiske stjernetegn er

GEDEN

Geden elsker kunst og naturen og er god til at forkæle sig selv. Geder er kreative, kulturelle, har gode manérer, går op i deres udseende og optræder oftest velsoignerede i sikker tøjstil. Ren- hed af hjertet beskriver Gedens blide natur – altid beroligende og medfølgende. Geden elsker opmærksomhed og anerkendelse og bliver hurtigt påvirket af harmonien i sine omgivelser. Geden er kendt for at være en godmodig sjæl.

Bortset fra evnen til ofte at komme galt afsted er Geden charmerende at være sammen med – omsorgsfuld, gavmild og inspirerende. Dette kreative tegn har det generelt bedst i deres egne tanker som andre mere lineært tænkende tegn kan have svært ved at dechifrere og følge med i. Geder er fremragende i alle beskæftigelser, hvor de kan udfolde sig mentalt, uden alt for mange bindinger. Geder er ikke udpræget systematiske og ikke særligt materialistisk anlagte. De finder rigelig glæde og rigdom i deres egen store indre verden. I kærlighed er Geden dog ofte meget ødsel og overdænger sin elskede med mange og flotte gaver.

I kærlighed har Geden brug for at føle sig elsket og værdsat. El- lers begynder de at spekulere over, hvad der kunne være galt med dem selv eller forholdet. Geder er på denne måde meget kunstnerisk anlagte og føler sig dybest inde en smule usikre. Hvis de ikke modtager nok anerkendelse i deres parforhold, kan de søge ind i deres eget indre – store – univers. Geden kan som of- test få en del ud af at lære at slappe af og lade andre trække læsset engang imellem. Når de kommer til erkendelsen af, at venner, partner og familie stadig er der, når de vender tilbage fra deres indre eskapader, vil livet for Geden blive ret nemt og sorgløst.

Stød på livets vej med et glasskår i foden

Kæmper mig i ateliet. Bruger farverne og lærredet som plaster. Sår heler. Til sidst forstår jeg, at dette er min medicin. Mit kald. Mit liv. Det siger alt. Det må være nok.

Mine hardcore malerier er mine aller stærkeste følelser. Den skarpeste tunge. Den største kniv. Mit levende liv. Mit bidrag til kunstens verden. Du må være smagsdommer på, om kan ses, mærkes eller respekteres. Du står suverænt for at dømme eller fordømme.

Værkerne er filmet på YouTube og symbolsk forklaret. Et skattekort er til for at blive brugt.

Søgende. Som en lille mus der savnede varme og meningen med tilværelsen. Jeg husker alt – næsten. Er ikke bange. Har prøvet meget, og jeg fandt min kunstnerhylde i år 2000. Det var det tidspunkt, hvor mit almindelige liv havde stemt mig ude, både familiært og økonomisk. Jeg var søgende, som en lille mus, der ønskede at finde varmen og meningen med tilværelsen. Det var så åbenlyst, at destinationen blev med mine lærreder. En skriftestol og pryglestok for alle de idioter, jeg havde mødt på min vej.

Ja, det startede jo så smukt. En sød barmhjertig dreng. der spillede fodbold med kammeraterne og slåssede alt mindre-værdet ud.

Legede med farver op i teenageårene, og jeg fik skabt mit første oliemaleri som 14-årig. Det er helt vildt, når jeg tænker tilbage på det nu, det var det vigtigste maleri. Det rummer starten og indgangen til den afhængighed, som det hvide lærred har skabt i mig. Du kan ikke kalde dig kunstner som 14-årig. Det var måske heller ikke de flotteste malerier verden havde set, men jeg kunne jo så meget andet. Så jeg en film, der bare mindede mig om maling, var jeg som en junkie, der bare måtte have mit malerfix. Mine teenageår vekslede mellem maling, uddannelse og kærlighed.

Jeg blev som 16-årig allerede forlovet. Jeg havde set et forbillede i faderrollen Charles fra tv-serien: Det lille hus på prærien. Han var en en god mand, der passede på sin familie og arbejde. Han inspirerede mig, og jeg helligede mig til min forlovede, og så ikke andet end hende.

Vi blev gift 4 år senere. Desværre blev brylluppet fucket op blot et år senere. Mærkeligt at hun ønskede at gifte sig, samtidig med, at hun havde en fremmed mand. Det stoppede prompte, da jeg en nat i byen fangede musen i kagedåsen og tænkte: hold da kæft et liv. Har senere hørt en lille fugl synge om, at hun allerede havde travlt på sin polterabend.

Jeg sprang derefter på nogle andre heste, hvor en af dem var livsfarlig at ride på. Jeg måtte flygte for mit liv (folk er jo ikke døde endnu, så jeg nævner ingen navne).

Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet. Det var ikke mig der lavede lorten, men okay, jeg havde åbenlyst, ikke kunnet give nok til dem. Mange år senere sad jeg og lavede skulpturen “Fortiden”. En person der formår at lukke døren til fortiden, vil være i stand til at fortsætte ind i fremtiden med energi. Følte det var mit liv, min skæbne, og de kort jeg var blevet spillet.

Mennesker bliver handicappedehvis de ikke forstår at forlade fortiden.

Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor, var der heller ikke noget af forbløde af.

Jeg tror egentligt, at min evne til at komme videre med oprejst pande, har givet mig gejsten til at distancere mig lige netop fra de narhatte. Afsted mod nye mål.

Jeg har altid haft en god økonomi, og jeg var god til mine jobs. I den sidste ansættelse var jeg sælger for et stort firma, der bl.a. handlede med Weber, Gardena osv. Det endte dog i et skænderi med chefen, da han slikkede røv på en af kunderne. Jeg tog min afsked uden at ryste på hånden. Jeg havde 150.000 kr. opsparet på en etableringskonto, og jeg var verdens dygtigste mand. Desværre tog min gode ven sig hurtigt af pengene. Han stjal næsten dem alle. Så her jeg lærte også ikke at stole på nogen og gøre tingene selv.

Jeg rejste rundt i verden og handlede med diverse brands på kryds og tværs i Rio De Janeiro, London, New York og Amsterdam. Jeg åbnede nogle butikker og fik et par børn. I en alder af 25 år besluttede jeg mig for, at lave mine egne designs i stål. Firmaet kaldet Dansk Stål Design havde 10 år senere 1.000 kunder og 10 ansatte. Desværre røg firmaet på røven, næsten over night, da prisen på rustfrit stål steg med 70 procent.

Firmaet var i frit fald, og det tog min familie med ned. Dette fald kostede mig 10 år opslidende arbejde fra morgen til aften.

Jeg stod absolut helt og aldeles alene i min økonomiske ruin. Boede i en lille 2 værelses lejlighed i Rosenlundsgade i Aalborg, ca. 1000 meter fra hvor jeg hentede min bistandsydelse. Sindssygt liv!

Følte jeg var blevet skudt, men jeg blødte ikke, så derfor var der heller ikke noget af forbløde af.

Som Monty Pyton uden arme, sagde jeg bare kom an. Og ja, det gjorde børnene så, hver anden weekend og tømmermændene kom i de modsatte weekender. Nu var Busk Andersen på bunden og på røven.

Nogle slog sig af grin på låret og andre elskede mig. Jeg havde det svært, og jeg sagde ofte til mig selv: hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt, træt, træt. Heldigvis kunne jeg sove.

Min gode ven Orla Mosevang hjalp mig med et lån på 250.000 kr, så jeg kunne komme ud af dragens kløer. Jeg fik lov at afdrage, som jeg ville, så der blev købt lærreder.

I en daglig orgasmisk rus væltede jeg rundt i lejligheden, fed musik, fedt liv. Nu skulle jeg vise verden, at der var skabt en ny kunstner.

“Hvad gør vi. Altid i flertal. Hvad gør vi. Hold kæft hvor var jeg træt!”

“Mine hardcore værker er som talende bøger på væggen med indhold og budskab skabt af malingen”

Fra dengang til i dag er der allerede gået 15 år. I den tid har jeg formået at leve af min kunst. Få det solgt gennem mine eget galleri, samt i en række gallerier i Danmark.

Hvad er der så i disse malerier, og hvad giver de folk og mig. Folk køber visualitet. De køber farve og glæde. I dette skønlitterære univers har jeg solgt næsten alle mine visuelle evner.

Men det er ikke i disse værker, at jeg sviner dem, der har svinet mig, eller beskytter dem, der skal beskyttes. Nej, det er gennem mine hardcore værker.

Det er dem, der er blod og nosser i, men de er også distancerede i deres udtryk. Det er normalt ikke billeder, der taler til det smukke øje – men til Jesus på korset.

Jeg har gemt en del af mine hardcore værker, som jeg prøvede at donere til Vendsyssels Museum i Hjørring, men jeg hørte aldrig fra dem. Jeg har også vía de hardcore malerier søgt udstillinger på et højere niveau.

Citatet over dem alle skal stå på min gravsten:

”Af dem jeg lærte mindst af lærte jeg mest af”.

Til tider mætter maleriet mig ikke, så bliver der skrevet citater. Flere tusinde citater, som jeg nu har udgivet i Citat slut 1 og 2 – og den kommende 3.Det citat dækker over min vanvittige lærer, der ofrede mig foran klassen, og smed mig ud af skolen i 7. klasse. Det dækker over løgnerne og alle maskebærene. Slagteren der sleb kniven i min nygifte kones skede. Kæresterne der var åbne hoteller og JP fra Dansk Stål Design, der stjal, da jeg lå livløs hen. De venner der ikke var stærkere end fristelserne, og lod deres nossere afrive på kryds og tværs. De pengegriske narhatte, der først stoppede med at sutte, til patten var død. Det er dem, der fortjener dettes citats væsen, og min stolthed over, at have skrevet og forfattet det.

Jeg må lige tilføje, at jeg ikke har levet efter min fatters ord: man kan ikke stole på andre end sig selv.

Mine øjne er blå, men hvor er det fedt at se mennesker blive til rotter, det har også sin charme.

Jeg har lavet skulpturen: Balancen.

Om at man som menneske er ude af balance.

Det er helt naturligt at miste balancen, hvis man bare genfinder den igen. Frygt ikke faldet, men brug energien på at komme op igen.

……ved ikke hvor min inspiration kommer fra

Når ord ikke er nok

Det er åbenlyst, at du ikke kan købe mad for ord, medmindre du er forfatter. Så ord er dine venner. Ord er så skarpe som knive, og ord kan give de mest ører rungende øretæver, som en næve aldrig kommer i nærheden af. Ord kan virkelig punktere narhattens fylde, eller den oppustede selvfede egokajs store maveskind. Sjovt at munden kan være sådan et våben, og hvor er det synd, når nogen ikke har ordet, eller tager det uden at mestre det. Hvor er det smukt, når en af mine 4 børn siger far.

Yes, som hr. skæg siger: ord er mine venner, lyt til dem. Tro på dem, hvis du tør. Lev med dem. Lær at udvikle dem og bruge dem. Ord siger meget mere end ord.

Når ord ikke er nok, så kan man bøje dem i neon, stål eller støbe dem i bronze. Det kalder jeg skulpturer. I kunstens verden kommer man til et sted, hvor man gerne vil udtrykke sig tredimensionalt. Det er nemt nok i lille skala.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at forære Skagens nye kryds- togskibshavn en bronzeskulptur på ca 2,5 x 1,5 meter. Skulpturen forestillede en havnefrue, der lå og forgrenede sig så smukt – eller det gjorde hun i hvert fald på papiret. Hun blev vist i miniature og indtegnet på havnepladsen. Da hun blev blæst op med stort skød og langt lys på brystvorterne, så faldt hun desværre for sheriffens dom. I ren irritation lavede jeg en noget mindre figur. Hende fik jeg lov til at placere midlertidigt foran turistkontoret og fylde hendes små bronzelunger med frisk Skagens luft.

“Da jeg satte mig til computeren i aften, var det slet ikke for at skrive dette, men for at ansøge om, at kunne donere endnu en skulptur, som kom til mig i nat.”

Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter og blev sendt til tælling, med døden til følge.

Det er absolut første gang i mit liv, at jeg blev vækket kl. 04 af Titanic, der bankede ind i isbjerget, og jeg tænkte, hold da kæft, det var der, at det skete… Det var der lige i det sekund, at teknologien mødte naturens kræfter, og blev sendt til tælling, med døden til følge. Det var der, at vi skulle have lært noget af vores ekstravagante pissen på naturen, og bruge mest muligt energi på ingenting.

Der burde vi have lært det, og ja, havde vi det, så var isbjerget ikke smeltet og regnet ned i hovedet på os nu, og vækket mig med ideen til den skulptur, der så gjorde, at jeg skrev denne bog.

Denne skulptur er tænkt som et stort vaffelbæger. Konsumisen er spist, inklusive flødeskum og syltetøj (symboler på ikke at kan få nok). Vaflens koniske form tragter vandet altså det fordampede isbjerg ned i vaflen igen, og bliver ledt ned i et bassin.

Hvor du som betragter af denne skulptur, ser dig selv som synder – den forbrugende synder. Genialt tænkte jeg. Det må sgu da være et fedt bidrag til kunstens kunnen i denne tid.

Jeg sendte den først til Holstebro, da de virkelig havde fået vand, og måske kunne bruge denne bro til noget? men nej, kom det prompte tilbage. Holstebro kommune ønsker ikke at indgå i dine tanker om denne skulptur.

Jeg fik min gode ven Michael Morell, kongen af den kubistiske streg, til at visualisere skulpturen og sendte på ny en ansøgning til Aalborg Kunstfond, som vendte tilbage med et lille håb. Vi får at se….

Jeg tænker så ofte på Erik Clausens citat:

”Hvis dit liv var en film, gad du så selv at se den?”

Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop

Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.

Der som skulptur skulle lægge krop til folks ord på vejen – altså en offentlig skriftestol, hvor du kunne skriv fuck dig Busk, jeg elsker min Sonja, eller hvad du lige havde på hjertet denne dag.

Denne skulptur med en højde på ca. 3 meter står i skrivende stund på torvet i Hvide Sande (er blevet ofret til juletræet) og jeg frygter hvert minut, at de ringer, og siger: hent den bunke skrot!

I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.

Arbejde som dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks

Frihed er ordet overalt. Fri som fuglen. Fri til at gøre contra fanget uden at kunne gøre noget. Sjovt nok må værdsættelsen af friheden være højest, når den er frataget.

Kunstprojektet i Hvide Sande, hvor danske og udenlandske skulle arbejde i en måned, for derefter at blive hædret eller svinet i Manøvregangen (En sluse hvor kunsten udstilles, der indlemmer Vesterhavet ind mod Ringkøbing Fjord). Fedt sted. Hvert år er denne Manøvregang kun åben een gang for offentligheden, og det er ved denne kunstudstilling, de havde fået selveste Andrew Lloyd Hughes til at åbne ballet.

Mine forventninger var høje, da jeg tog afsted for at besigtige de allerede fremmødte kunstneres arbejde på kajen. De var installeret i tyskerhavnen, hvor fiskere m.v. havde lånt deres huse ud til dette kreative pust.

Jeg fik hjertebanken, da jeg så kunstnerne stå i disse uhyggelige huse og male naturen, som de så den. Ud fra de temaer, som de havde valgt til deres bidrag, med inspiration fra deres indre baghave.

Jeg havde forhandlet mig ned til 7 dage fra en måned, og jeg tænkte i bilen på vejen hjem: fuck noget pis, det kan jeg simpelthen ikke.

Arbejde som et dyr i et bur. Stå der og blive betragtet og dermed forstyrret i mit pungragende koncentrationsklimaks. Sådan har jeg det, når jeg er på. Jeg er ikke afslappet.

Nutella på bollerne er ok

og tag mig ikke hårdt bagfra! For hvert maleri jeg skaber, er der en kamp og en linedans, hvor værket ikke skal falde ned eller skride. Hvordan kunne jeg have folk omkring mig i dette vildt anspændte miljø. Jeg tænkte, og jeg tænkte.

Pludselig kom jeg kørende forbi en campingvognforhandler og tænkte, der er min redning! Der er mit bur eller min kampvogn til denne krig, som jeg har meldt mig til. Jeg var så lettet. Fandt hurtigt vognen på Gul & Gratis. Strippede den og lavede det fedeste atelier med lys og musik. Musik for mig er næsten alt, når jeg er på. Jeg er i trance. Toilet, lager til mine værker og kaffemaskinen. Jeg forsvinder fra denne verden af naturalisme ind i mit eget sumpmiljø. Om natten, et par dage inden jeg skulle afsted, eller vi for mine to yngste unger på et og tre og min elskede 15 år yngre teblandende kommende kone og bedste ven, skulle også med. Den nat fik jeg synet af, at denne campingvogn simpelthen var blevet fjernet, da jeg ikke havde spurgt om lov.

For at bryde disse kollektive regler, måtte jeg få den i kampform ved at ligne installationskunst. Det er let, når hovedet er fyldt med citater. Så med citaterne: Nutella på bollerne er ok, og tag mig ikke hårdt bagfra m.v., samt frihedskunst i sluserne malet på alle sider.

Måske er vi blevet for frie? Når vi kan få opereret kønnet.

Nu ville politiet ikke se det som en campingvogn, der skulle fjernes, men en af idioternes arbejdsrum, og dermed tillade det, det var meningen fra starten. Det lykkedes i stor stil, selvom der var kommet kommentarer om, hvor grim denne vogn var, på vognen, klarede jeg mig i gennem basecamp og helt op på temaets top. Jeg fortrak mig til min campingvogn og skabte mine hardcore værker.

Når jeg får muligheden, for at blive set, går jeg den hardcore vej, hvor min mening er at påvirke og stille spørgsmål. For jeg mente egentlig, at der blev malet rigeligt med skibe ved kysten eller drager på himmelen.

Måske er vi blevet for frie, når vi kan få opereret kønnet. Fikset alt. Fjernet det uønskede barn, hvis ikke det er ok. Jeg mener, at friheden og dermed krav til at 14-årige piger får opereret skamlæber og bryster med mor i hånden, er en dræbende udvikling – ikke en frihedsoplevelse. Ej heller omstillingen fra mand til kvinde.

Jeg synes, at det er fængslende. Jeg tror langt hen af vejen, at det er meget sundt at forblive som skabt. En 60-årig skal jo ikke ligne en konfirmand, med bryster der er blevet så store, deforme og kropsvæltende. En blondine udtalte engang i tv, at hun måtte have speciel madras for at kunne sove på maven. Er det frihed? Er det frihed at skulle se så perfekt uperfekt ud? Sygdom er ikke frisind. Hvad nu hvis elefanten vil laves om til fugl, gør vi så også det?

Maleriet er en person, der absolut ikke er blevet fri, men lastet af sin brystoperation og kønnet er skiftet. Det er en strangulerende og dræbende udvikling.

Er du fri i dit parforhold?

Parforholdet er jo det allervigtigste. Det er din base, din have, dit hjem, din opladningsstation. Det skal være givende, frugtbart, sprødt og lystbetonet. Ikke bare til at knalde, men til at gøre ting sammen.

Lave mad, tænke tanker, iværksætte, løfte, begrave, udvise, indånde, styrke. Stå sammen for hinandens skyld.

Det skal ikke være et fængsel. Det skal ikke være en magtbalance. Det skal ikke være en livsdræber. Det skal ikke være en klods om benet eller et busstoppested.

Jeg er indbegrebet af all inn. Jeg vil det hele, med min partner, ikke kun det halve. Det er børn, bryllup og tørre bræk op. Jeg tror, det er den største skat, du overhovedet kan finde på livets vej. Det er det pureste guld, at have den man elsker, ved sin side, og endnu større, hvis det også er ens soul mate – for de er svære at finde. Jeg mener, at man skal lede så længe man behøver.

Men korn vokser ikke bare, det skal såes og plejes for at det vokser og holdes fri for parasitter. Ærligheden skal altid ske fra dag et. Alt der er bygget på løgn, er løgn.

Et maleri viser kvinden, der er hooked-up. Des mere hun kigger efter friheden, des mere kvæles hun i sin afsked. Han er besat. Hun er en del af ham. Han må dræbe hende, for ikke selv at dø i dette liv.

En del af forholdet er begæret og i maleriet: Liderlighedes Uhyggelige Kræfter, belyser jeg dette. For liderligheden og seksualiteten har en uhyggelig stor kraft. Folk voldtager og begår drab for denne ene udløsnings skyld. Det siger jo alt. Så tag jer i agt.

Kære du, tro på skæbnen. Tænk, det var en prøvelse.

Dette monster som helt ubevidst bliver påvirket og vækket i sit øje, og derefter i sit sind, og gradvist bliver så opstemt, at han kun ser bundkødet i sit øje, og transformerer hans hænder om til små fugleunger, der skal have mad for ikke at dø. Altså en fuldbyrdet voldtægt han ikke kan beherske, og overgiver sine behov til sine kræfter, og fuldbyrder voldtægten.

Disse latente personer går derude, så pas på med fri- stelsen. Det er der, at det går galt. Så kære små piger og drenge tænk tækkeligt for jeres egen skyld. Den lille fugl kan være slangen i paradis.

I skrivende stund er jeg selv vidne til, at kærlighed er ved at kvæle mine gode bekendte. Kærligheden når den ikke er gengældt, er helt katastrofal. Des mere man løber efter den, jo længere væk forsvinder den.

Man skal elske med hud og hår, men det er forfærdeligt, når forladelsen er en realitet. Alt det vi havde sammen, kan skylles ud i toilettet, og det nye brændende lys ses som flammer i den forladendes øjne.

Denne skildring om det slukkede begær, der efterlader manden, som det lille barn, der sutter på patten i fosterstilling, og hun i sin todelte personlighed. Altså det hun var, og det, hun er nu. Den forladende iskolde afskedstagende person, der ikke kan eller vil standses. Hun tager begærets med til en anden mand på sin vej. Denne personlighedsændring kan være svær at forstå og forklare.

Jeg prøvede til en udstilling kaldet: Mademosele De Avantgarde at fremstille kvinden, som et dyr, der både kunne fremstå med næb og kløer m.v. (Det fandt sted i Art Corner Randers)

Som forladt, skal man rejse sig op, tørre tårerne af sin kind og sind. Bede til gud om styrke, og se at sin krop med tiden vil søge balancen igen. Der vil være lys gennem denne lange mørke tunnel. Ja, denne smerte over alt hvad man havde, er væk, er ødelæggende. Hvorfor er man altid musen, der går i fælden og ikke kan komme ud igen.

Så kære, tro på skæbnen, og tænk, det var en prøvelse. Vent blot på, at der kommer kærlighed til dig igen.

Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.

Tror måske, at de har lettere ved at sætte ny madding på krogen

og fange en ny fisk. I min kuldsejling, fik jeg meget støtte af at læse en bog, jeg ikke lige husker titlen på, men det var om alle mulige mennesker, der var i samme situation. Hvor håbløst alt så ud. Medicinen var egentlig den samme, om det var soldaten, der var taget til fange eller moderen der havde mistet sit barn. Fælles for dem, der kom igennem, var evnen til at arbejde sig væk fra det – altså ikke dyrke det.

Jeg tror, ved at fjerne sit syn, at man også fjerner sin smerte, og vælge at gøre noget, der er en mening i. Jeg tror på det selvhelbredende menneske. Når man er ude af den mørke tunnel, føles og mærkes lyset mere intenst og kraftigt.

Man skal ikke elske mindre og frygte at miste. Mange dyrker mere frygten end nyder glæden. Jeg ser flere mænd i blodpølen end kvinder.

Tror måske, at de har lettere ved, som før nævnt, at sætte madding på krogen og fange en ny fisk.

Sæd og æg er totalt ligeglade med hvordan rollerne spilles.

Æg skal blot befrugtes, og det er i mødet mellem mennesker, at seksualitet er på sit maks. Man er opslugt. Man er passioneret.

Slagelses kvindelige borgmester bad mig forklare dette værk. Det er en fortælling om den lille frømand, der er på vej til at drukne i dette bundkar. Hans arm er meget svag, han er også kun en mand, fik jeg forklaret. Man får jo svar, når man spørger.

Maleriet: Er vores børn frie

Skildrer tre børn, der kigger ud gennem tremmerne. Tremmerne er pædagogens fingre i institutionen. For det er, hvad vi gør. Vi inseminerer eller boller os til dem. Kvinden får selvfølgelig kejsersnit – så bunden er i behold. Sutteflasken bliver givet fra dag et – brysterne skal ikke ødelægges til den slags. Tre måneder efter kommer forløsningen. Den store dag. Afleveringen til moderen – altså dagplejemoderen, der med sine regler og tremmer, lader vores små børn vokse sig større. Jeg spurgte: er vores børn frie?

På maleriet lader jeg et stykke hvid sne stå uberørt. Nej, for i dag skal vi være inde, selvom det sner.

I øvrigt har jeg lavet en lille figur i bronze kalder: Selve livet. Det siger det hele meget godt om de børn. Rig eller fattig. Stor eller lille. Hvid, sort eller pukkelrygget, så er det at skabe livet, livet. Jeg er selv ramt af figuren, da jeg i en alder af 48 år vælger at bringe mere liv til denne verden. Hvad er dette for en verden?

Har lige malet billedet Terror. Det siger vist alt selv. Har før malet dette tema at nogle mennesker, som føler sig født til at bringe så meget skade med sig som muligt. Jeg malede: Satans Søn og Satans Datter. Det handler netop om mennesker hvis mission er, at slå så mange ihjel som muligt, og de dukker op hele tiden i diverse forklædninger.

Det skal jo være så bizart som muligt. Utroligt hvilket hjerte der måtte sidde i sådanne mennesker, der laver det til deres livs klimaks at tage så meget liv fra andre mennesker, der virkelig ønsker det. Kan de da for helvede ikke bare nøjes med at tage deres eget liv.

Sørgeligt med alle de døde og sørgeligt hvilken planet jorden er ved at blive til. Frygten er frygten. Stjæler det gode liv. Sker det igen, sker det her. Al den frygt er også dræbende. Det er gennem kærlighed, livet er skabt, og det skal ikke leves gennem død og ødelæggelse.

Isolation og mure har sjældent skabt noget godt

Jeg tror, der skal bygges bro mellem de forskellige folkeslag. Isolation og mure har sjældent skabt noget godt. Jeg har senest malet broer. Helt specifikt Storebæltsbroen. Det er et stort arbejde (spøg til side) Det er at gå i dybden og male bevidstheden omkring vores søfolk, sejlernation og dermed brobyggere. Broen som har gjort os frie. Nogle mennesker ydede meget, for at skabe dette komplekse værk. Det store bælte.

Når jeg får tilbudt en udstilling, er det altid custom made. Jeg skal være der. Snuse og mærke og pludselig bliver nationens rod til brobissen. Jeg søger det ikke, det kommer til mig. Den anden dag i bilen snakkede vi om denne klode, der er ved at dø og i næste sekund, så jeg en person med reb om halsen, stående på en kugle af is, der tøede op, og dermed stille og roligt blev aflivet. Disse snakke bliver til syn, som bliver til malerier, og så skal det bare op på lærredet, støbes i bronze eller citeres.

Jeg har en ung kone på 33 år, og derfor bliver der skabt flere børn. Så der er tre børn om at forholde sig til at have en gammel far. Men jeg er også en ung far, da jeg som 27-årig blev far for første gang.

Jeg tror det er min største bedrift her. Det er min største rolle at være en god far, derfor bliver jeg også gang på gang inspireret til at male, når disse kære børn får deres fine ører i maskinen.

Modvind kender jeg til, det er jo i den flyene letter, og jeg skal nok få mit papirfly derop.

Kunst i Slusen i Hvide Sande 2015, under temaet: frihed, var det også med en stor skulptur for øje, nemlig skulpturen: Fri Ytring.

I denne verden er de store anerkendtes lort guld, og vi andre wannabes bare møg. Denne modvind kender jeg til, og det er jo i den flyene letter, så jeg skal nok få mit papirfly derop.

Jeg lavede jeg maleriet: 9700

At kroge sine børn. Om Danmarks største misrøgts sag af børn. Gennem denne sag kom ideen til at lave en ind- samling. Pressen skrev højt og flot om den, og mange støttede mig med ord og kun ord. Så indsamlingen lød kun på 12.500 kr. Pinligt! Når jeg selv lagde de 10.000 kr. deri.

I nogle år støttede jeg Børnefonden, indtil jeg fandt ud af at kun halvdelen af beløbet nåede frem. Resten var administration. Så begyndte jeg at støtte direkte bl.a. donerede jeg 20.000 kr. til Hobro Julemærkehjem. Derudover donerede jeg et kæmpe maleri til Julemærkehjemmet i Skælskør.

Så jeg har virkelig de børn kært, og det gør mig ondt, at se alt for mange svigt. I denne søde juletid hvor snap- sene kan fremme talen og kontakten – desværre også missen, altså skilsmissen

Præcis som vi mænd kigger på hul korte eller kavalergange Nogle af os tænker ikke, før vi reagerer

Denne mand som er afbilledet, bør have set det før, at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø.

En kendis med hang til chili gjorde mig opmærksom på at hans kunstkriterie var, at værket minimum startede ved 100.000 kr. klassen, eller som han sagde: min kunstverden starter ved Leif Sylvester. Jamen hold da kæft, det chili må da også havde bedøvet hjernecellerne.

Hvad har kunst med økonomi at gøre? Det er det laveste jeg har hørt om kunsten contra den lille dreng der ved en fernisering ved Galleri Bo i Skagen fortalte mig: det var jo kun maling. Ja præcis, lige som dette bare er blæk eller lige nu dioder på min skærm. Hvad er kunst, og hvad kan den sige – ligegyldigt om prissætningen er høj eller lav.

Min fatter politibetjenten sagde altid til mig: Henrik, husk den kloge tier. Jeg har ikke lært det og lukker alt ud. Er dum nok til det, og jeg håber, at jeg er klog nok til, ikke at sige eller gøre det, der bringer mine børn videre i en faderløs livsførelse.

Du skal ikke male mange appelsiner i turbanen, for helvedet kalder på dig. Sådan er det blevet, at forstå det, er egentlig den største mening med maleriet: Fri Ytring

Det at tyrefægteren ved, hvad der sker, når det røde klæde kommer op af lommen, så har han de dræbende knive parat. Tyren ved det jo ikke, han reagerer bare på de instinkter, som den er født med.

Præcis som vi mænd kigger på hul korte kjoler eller kavalergange. Nogle af os tænker ikke, vi reagerer.

Denne mand som er afbilledet, bør have set det før. at han vælger at bruge den store kæft og ytre sig. Her er hans valg at forstumme og dø. For som ytrer, modstander eller kritiker af nogle systemer, sender det dig direkte i graven. Vil du være kendt for en aften, så ved du, hvilken tromme du skal slå på eller hvis billede, der skal drikke din urin.

Et ældre maleri omkring dette er lige netop fatters ord: Den kloge tier. Det er bare ikke en tier, der er afbilledet. Det er en flok aber med mundkurv på

Tag mundkurven af, så er de måske ikke aber længere.

Maleriet: Er nationen fri

Her er det prydfuglen, der er til skue på sin pind. Oveni- købet på sin grønne pind. Der er tremmer for og bemærk dette maleri er skabt inden flygtningestrømmen. Vi er de rige, som har buret os inde for at sikre friheden. Jamen er det så ikke os, der er taget til fange? Ville vi ikke selv flygte mod blidere himmelstrøg, som alle dem, der får bomber serveret til morgenmad, ser deres børn dø til middag og ikke ved, om de overlever en nat mere. Men hvad gør vi? Jeg ved det ikke, jeg stillede bare spørgsmålet, da jeg ved indbydelsen, blev bevidst om, at det er 70 år siden, at vi slap ud af tyskernes rædsler, og derfor er temaet frihed.

Denne fugl sidder godt så længe, at den røde truende hånd ikke tager magten. Mange hvide i Afrika må til tider have haft ondt i maven. Havde den sorte skare rørt for meget på sig, på deres vej ned i skibende til sukkerplantagen i dansk vest Indien, havde magten hurtigt vendt rundt. Vi er nok snart tilbage til jungleloven, hvor styrke afgør magten som i abeburet. Dyr slås for at sikre gener, det gør vi ikke, vi slås kun for at sikre rigdom.

Ophængningen maleriet: Er vores nation fri, skete på den anden side af slusegangen, hvor jeg var så heldig at en af stålvejrene, der åbnede sluserne, gik perfekt hen over maleriet og blev en af tremmerne. I et lille vindue stillede jeg en af mine små bronzefigure kaldet Udlængslen.

Udlængslen (bronzefigur) har altid en fod fremad. Han er på vej et andet sted i sit syn, i sit sind, væk med sin krop, som har fået fuglens vinger. Præcis sådan fløj jeg ud af Hvide Sande med to syge unger og et hoved, der var tomt for kreativitet. Jeg var malket og kom hjem for at sove en uge.

Er kærligheden fri, blev der spurgt.

Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt.

Julen er hjerternes og børnenes tid, og mange får skåret deres fine lille maveskind op i en kold tid. Naboens græs er hvidere her til jul (Maleriet: Gaven fra far og mor)

Maleriet: en kold tid

Omhandler det ensomme barn, der er forladt og ikke set af sine forældre. Hvordan kan man skubbe ægget ud af reden, det har jo ikke vinger endnu.

Er kærligheden fri, blev der spurgt.

Er det muligt at gå ud og finde kærligheden, som vi alle dage har gjort. Måske derfor, er vi født til at gå, og vandre land og rige rundt. Er det der muligt, at få sin fangst med hjem.

Jeg stiller det vigtigste spørgsmål af alle, kan man som menneske i et dette frie land vælge sin kærlighed? Nej, det kan du ikke. Loven er et strangulerende net om denne fiskemand, der har fået sin havfrue i nettet. Nej, blev der sagt. Find en ny der kan importeres og gå gennem tolden.

Fantastisk spørgsmål og maleri. Jeg lever helt op til mine egne krav til god kunst. Er der noget bag værket. Bevæger det. Siger det noget..

Er vi tilbage i suttefasen eller er det fristelsen der skaber dette nosse tab.

Jeg har mødt mangt og meget på min 48-årige lange vej. Rent faktisk har mange af de mænd også kaldet venner haft den sygdom at miste deres nosser.

Nosserne sidder mellem ørene og benene. De afgør, om det er en mand eller kælling (de fleste kællinger jeg har mødt på min vej har tap) Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker.

Er vi tilbage i suttefasen, eller er det fristelsen, der skaber dette nosse tab.

Men sandt er det, og nosseriven for mit vedkommende er løgnere i egen række. Tyveknægte. De utro smart asses. De holdningsløse eller de ynkelige.

Livet er hårdt, men derfor skal du jo lige netop, tage det som en mand.

En kvinde eller bøsse kan da heller ikke bruge tårer til så meget andet end, at tørre dem væk.

Det er i krigen mænd ses, og når han nu sendes afsted, så behøver du jo ikke at fodre missen med fremmed mælk. Utroligt hvordan mænd der har fået for lidt sutteflaske, eller for meget da de blev grønne, lyder derefter.

Derfor kom Pelle nosseløs til mig, og bad om et selvportræt. Pelle Erobren er en fantastisk film om en dreng, der skal blive til mand for at overleve. Hans modsætning er pelle nosseløs.

Pelle på maleriet er stramt styret af sin kone eller kæreste. Styret direkte på nosserne. For det er ikke hans mere.

Det er synd for Pelle.

Åh min elskede skat jeg vil alt med dig jeg følger dig i tykt og tyndt. Er altid i din hånd og i dit blod i dit inderste putter med dig og drømmer med dig. Står op med dig. Sørgeligt at du er min ensomhed

Det at løbe som et lille barn på blomsterengen uden at frygte glasskåret der hurtigt kan finde sammen med foden

Ah den kærlighed, bedst som man lever livet uden, og egentligt ikke mærker, at man mangler den.

Måske ungerne eller kammeraterne erstatter den, ja, så steder man ind i den.

Man lader bare kroppen og sjælen flyve med. Ud over de lyserøde marker, hvor man i dette univers med eet mærker, at livet foruden denne kærlighed, har været en stor fortrængning.

At opleve disse store oceaner af kærlighed til et andet menneske strømme afsted og blive gengældt. Det at mærke disse kærtegn. Som som ind i huden på den smukkeste og varmeste måde. Med en tåre i øjet at bevidne, at man har levet livet alt for langt fra dette, hvad et andet menneske kan gore for en.

Alt denne energi, der kommer af mødet. Bevidstheden om al den energi en afsked vil tage.

Det at løbe som et lille barn på blomsterengen, uden at frygte glasskåret, der hurtigt kan finde sammen med foden. Den voksne siger i mit hoved, frygt aldrig mere for tabet, end glæden ved at have det.

I mit indre er der to sider den visuelle og den indholdsrige

Når man samler en pind op, følger begge ender med. Ligeså gælder det, med denne bog. Der en forside og en bagside. Forsidens maleri er egent- ligt tænkt, som de små skilsmissebørn, der bliver revet i fra begge sider. I mit indre, er der to sider: den visuelle og den indholdsrige. Disse sider, denne skizofreni, er præcis som dette maleri kaldet: God Ferie.

Et billede, der indeholder tøj, sky, person, udendørs

Vis indblik

323 rækkevidde for opslag

Alle reaktioner:

AJLEBEHOLDEREN, DER BLEV INDVIET MED SALMESANG!

1985 af Harry Jørgensen, Vrensted

I Stenum, hvor man interesserer sig meget for lokalhistorie og tilmed har gravet den store sten, der gav landsbyen navn, op af jorden og stillet den op ved siden af centralskolen har man noget, som man vist ikke har magen til andre steder i landet, nemlig en ajlebeholder, der er blevet ind- viet med salmesang!

Ajlebeholderen findes ved gården Løkkenvej 270 og er nu, grundet tidernes udvikling, ikke længere i brug til sit oprindelige formål, idet kostalden står tom, og det til gården hørende jordareal er lejet ud.

Om den ikke helt almindelige indvielse af ajlebeholderen fortæller gårdens ejer, Niels Albertsen, der under en af sine mange cykelture rundt i Vendsyssel for nylig aflagde et besøg hos mig i Vrensted:

Det var i året 1904, da min far, Hagbard Albertsen – nogle få år efter, at han havde overtaget gården efter min bedstefar Niels Albertsen, efter hvem jeg er opkaldt, besluttede sig til som en modernisering af sit landbrug at lade ajlebeholderen opføre.

I ældre tid var der jo i Stenum – i lighed med, hvad der dengang var i de fleste landsbysogne adskillige originaler, der travede rundt og ikke opførte sig, som folk ellers gør i almindelighed.

En af disse var en ældre mand, der blev kaldt for Kren Rønk. Hvad hans rigtige navn var, er der vist ingen, der kan huske. Kun enkelte ældre mennesker kan huske, at han eksisterede, og hans grav er sløjfet for mangfoldige år siden.

Kren Rønk havde tilholdssted på Tømmerby Fattiggård, der nedbrændte, vistnok i 1913, men om sommeren opholdt han sig en stor del af tiden på et uopdyrket hedeareal kaldet Højene, beliggende op mod vejsvinget vest for Tolstrup Kirke. Her havde Kren Rønk gravet nogle jordhuler ud i et par høje, som arealet er navngivet efter, og han overnattede ofte i dem.

Et par dage før opførelsen af ajlebeholderen var tilendebragt, kom Kren Rønk en dag forbi min fars gård, i hvilken min søster og jeg nu bor, og nysgerrig, som han var, spurgte han efter, hvad sådan en stor rund beholder skulle anvendes til.

Han fandt ud af, at der måtte være en vældig god akustik i den og spurgte, om han når den var færdigbygget, og inden den blev taget i brug til det, den var beregnet til, måtte have lov til at stige ned i den og synge et par salmer?

Det fik han lov til, og et par dage efter kom han trillende ind i gården med en trillebør, på hvilken han havde lagt en gammel salmebog.

Et billede, der indeholder skitse, tegning, illustration/afbildning, maleri

Låget blev løftet af beholderen og en stige stukket ned i den, og Kren Rønk kravlede ned i bunden og sang salmerne.

Hvilke det var, har jeg ikke noget kendskab til, men efter hvad min far har fortalt, var akustikken i beholderen god nok!

Om Kren Rønk som honorar for sin salmesang fik et par solide dramme, véd jeg ikke, slutter Niels Albertsen beretningen, men det er meget sandsynligt.

MIN LIVSHISTORIE – JEG HEDDER PALLE NIELSEN

er født i Vrensted og er tidligere sømand.

Mit gode skib

Palle Nielsen, Faddersbøl. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

Jeg er født i Vrensted i 1952 ude på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken. Mine forældre og vi søskende boede hos min farmor og farfar Helga og Niels Nielsen.

Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farmor og farfar havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5 børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken, mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted. De var i kirke hver søndag.

Da de blev gamle, solgte de huset og flyttede op ved siden af bageren i Vrensted på Sct. Thøgersvej, sammen med fars bror Henry og hans kone Grethe, ja lidt minder.

Billedet er fra mit hjem sydvest for Bagterp.

Farmor og farfar Helga og Niels Nielsen i midten, tv. Ole th. Min mor mig Palle og min bror Povl, billede fra 1956.

Min far var fisker, det var farfar også. Både farfar og farmor havde som nævnt begge to børn med i ægteskabet, tilsammen var der 13 børn, og det var et ret barsk liv de havde.

Farfar og min far var meget på søen, der skulle være barsk vejr, før de måtte blive inde. Havet som også tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve, det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det at have et arbejde, var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man havde ikke de store muligheder som arbejder, og viste chancen sig for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.

Min mor arbejdede som tidligere nævnt på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et ferieparadis for de velstillede.

Vi boede i en lille lejlighed ved mine bedsteforældre, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om søndagen, at der var noget andet.

Jeg kan huske, at når vi var i kirke i Vrensted om søndagen, var den altid helt fuld af mennesker, det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig altid.

Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4 drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i timevis og se på skibene ude i bugten.

Jeg vil fortælle om min barndoms jul. Vi var fem i familien og boede nede ved Kerteminde.

Min far stod for at bejdse korn til såning. Ja, det med kviksølv, I ved. Efter et-to år blev han syg med nyrerne. Dengang var der ikke noget ”Ja, så prøver vi her”. Der var ikke nogen bistand dengang i 1956, men min far var ikke dum. Han kom fra Vrensted ved Løkken.

Han havde tre gæve sønner – Per, Poul og mig, Palle. Vi kunne jo godt arbejde. Per var 11 år, Poul 10 år og jeg otte år. Vi arbejdede. hos Per, en murer i Kerteminde. Poul kom med et skib, ”Clement” af Kerteminde. Og jeg fik noget arbejde ved bageren i Revninge med at rense plader og hente brænde til ovnen. Derefter gik jeg med Fyens Stiftstidende. Det var ikke helt sjovt om vinteren, hvor det var mørkt tidligt. Så vi klarede os sådan nogenlunde. Men der var også tider hvor de, der skulle betale os, ikke havde penge.

Så gik Mor op til sognerådsformanden og bad om hjælp. Han sagde til hende: ”Kan du ikke klare dine børn, kan vi hjælpe med at få dem på børnehjem.” Ja, sådan var det jo. Men vi klarede os.

Så var det, at Far fik først fjernet den ene nyre og derefter det halve af den anden. Så ville han op til sin far og mor. Han vidste, hvad der skulle ske snart – sådan ligesom for at tage afsked.

Far havde en ven, Børge, der havde en lille bil, og den kunne mor og far låne til turen. Vi unger kunne blive passet hos en moster, så de drog af. Da de nåede lidt op i Jylland, var der desværre en stor lastbil, der overså dem og kørte over dem. De blev dræbt. De er stadig savnet, men chaufføren kom ikke noget til. Jeg overdriver ikke: Vi græd i tre uger. Jeg var jo kun 10 år.

Enden blev da også, at vi kom på børnehjem, hvor der kom folk for at se på os, ja, nærmest som dyr: ”Ham der kan vi godt bruge,” hørte jeg én sige. Vi havde jo hverken fnat eller skab. Jeg mente dengang, at jeg var heldig, for jeg kom til en skipperfamilie på Thurø, der havde eget skib.

Det var lykken, jeg var 10 år, og Thurø var tæt på havet. Jeg var jo gået ud af 3. klasse og skulle i skole igen. Jeg fik et dejligt værelse oppe på loftet, men kunne jo komme med ud at sejle i ferierne. Næste dag sagde “Far Skipper”: “Du kan komme med nu. Skolekundskaberne tager vi hen ad vejen.” Den nat sov jeg ikke. Det var for meget for en dreng på 10 år. Jeg tænkte på mor og far i himlen: Ser de mig nu som sømand?

Det var lykke, da vi kom ombord på skuden, som blev mit hjem i fire år. Ja, der var snusket, men jeg var nu sømand. Vi sejlede ud fra Svendborg. “Mor Mie” var med sådan ligesom for at opvarte sine søfolk. Da vi nåede Gedser, røg hun i land, og da vi sejlede ud af havnen, råbte de ad hinanden som sindsyge. Så sagde jeg til ”Far Skipper”: ”Det var dog godt nok en gal kvinde.” Det skulle jeg aldrig havde sagt. Han ”vappede” mig en vinge, så jeg røg over i hjørnet i styrehuset.

Da jeg vågnede igen, var det blevet mørkt. Så sagde Skipper: ”Nå, nu skal Georg lære at styre for kosten.” Den nat lærte jeg at styre et skib. Jeg fik så mange på hovedet, at da det blev morgen, kunne jeg styre, men ikke høre motoren. Aldrig i min 30 år til søs er der nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dette.

Da jeg var meget ung. 10 år boede jeg ved en venlig familie på Thurø, ja ja venlig!!!! Manden der havde sit eget skib som lå nede i Svendborg, der boede jeg mest, ude for, der var en gammel besmarovn, når det blæste, kunne den ikke virke, ja så var det sku halvkoldt sådan en vinter hvor temp. var på -20 grader, selv om olmardynen varmede, “far” skipper og konen boede ude ved Grasten 17 km fra Svendborg, det tog ca. 2 en halv time at gå derud, så var det, at jeg gik en dejlig sommerdag og kom forbi en bod med jordbær, kikkede længe på dem, men gik så videre lidt længere af vejen, ved jordbærmarken står en dame og stopper mig, hun havde set at jeg kikkede på boden, hun spørger, vil du ikke købe nogle, jeg siger har ingen penge, hvorpå hun siger, du får en bakke af mig gratis. 10 år gammel og smager jordbær første gang, uhm. Næste gang jeg går forbi, sidder konen lidt ude ved vejen sammen med en ret gammel mand, hun siger, hils på Søren det er min mand, og jeg hedder Hilda. Efter mange ture forbi deres gård åbner Hilda op, og langt senere fortæller hun mig hendes historie. Hun arbejdede på en gård på Sjælland. En dag hvor konen på gården ikke var hjemme, voldtog gårdmanden Hilda, hun blev med barn og blev sendt til Sprogø, hun var jo bavlet, når hun “forførte ham”. Hilda fortalte om de grumme forhold derude, og om hvordan det var at se sin søn i 5 minutter, hvorefter han blev fjernet, hun så ham aldrig mere. Hun blev så tvang steriliseret, så kunne hun komme væk, hvis der var en mand, der ville have hende. Der var så Søren, en gammen eneboer. Hilda passede den lille gård, hun arbejde røven ud, men da han døde, fik hun gården, derefter arbejde hun kun med hendes katte og blomster. Hun havde Thurøs flottest roser. Hilda blev min papmor. Hilda døde af kræft ene, og uden nogen venner, jeg var desværre ude og sejle. Hilda blev begravet på de Ukendtes Kirkegård. Der var noget familie hun aldrig så, som jo arvede hende.

Nu var det jo ikke dårligt det hele, jeg husker flere weekend, når vi lå i Svendborg, sådan en dejlig sommerdag, så tændte jeg den forbudte radio og satte mig ude på dækket, og hørte Jens Peter Åses orkester og deres musik, mange unge mennesker gik ude på kajen og nogle stoppede op for at høre musikken, nogle kom da også med tilråb, hvad er det for noget tøj du går i, jeg fik jo ” Far” skippers efterladte tøj og så syede jeg det ind, det var som “Far ” skipper sagde med tøjet, mågerne siger det ikke til andre.

Nej det værste var nu nok, at når der skulle hentes en kasse øl, det var dem med 50 i en trækasse, det var sku hårdt, men man er ikke helt dum som 10 årig, en gammel sæk og et tov så kunne jeg slæbe dem de små 1500 meter, og så kunne man ta 30 af kassen og så sætte kassen ombord og derefter fylde den igen.

Det tænker jeg på, nu små 60 år efter. At når Skipper var nødt til at drikke alle de øl, så var der bare mig til at sejle. Tænk en dreng på 10 år, sejle i tyk tåge og storm til Karlshamn i Sverige, det havde været guf for aviserne.

Nåå jeg kom videre, efter 5-6 år kom dette: Brevet!!

Det var en vinterdag som så mange andre, jeg var ombord på et dejligt skib og var godt tilfreds med dette, vi var lige lagt til kaj og der var breve hjemmefra, det første jeg læste var, indkaldelse til Session, ha det var ikke planen nu, hvor det gik så godt, men det endte med, at vi var i dansk havn da tiden var, til at komme på Session. Ja, det var for det første hundekoldt i omklædningsrummet, men det var ikke bare mig der frøs, det gjorde de andre også.

Vi blev undersøgt, med det hele, har du nogen skavanker o.s.v. vi kunne dårligt nok svare inden vores papir var stemplet egnet.

Næste kvækkede han, nå vi kom så for panelet, der var fra alle værn – der står man så kun iført underbukser og en fyr kommer med en bøtte hvor man trækker et nummer – det må være et frinummer tænker man, nummeret bliver læst op og alle kigger ned i deres papirer, men en gammel gammel knag siger: ”hvor kunne du ønske dig hen i forsvaret” øhh, godt – du er taget til Søværnet – næste, øhh så står man på gaden og er færdig, pis –

Taget til Søværnet, ”hmm Søværnet” man smager ligesom på det, jeg skal være der et år – det er fanme lang tid uden ordentlig hyre –

Nå, har jo hørt om nogen, der havde været væk fra Danmark så længe, at de dårligt kunne bruges til fejemand i kantinen, så lad os nu se hvordan det går, det var jo heller ikke sorg det hele den dag. Der var nogle af gutterne jeg kendte fra søen, vi havde da sejlet sammen et par stykker af os, og det havde vi jo lejlighed til lige at få en øl over – så sådan en session tar altid mindst et par dage -, men vi kom over det!!!

Ja nu har jeg jo boet på Fyn og i resten verden, så mit spørgsmål er, hvad betyder: ”knerber”, havde da godt nok mit besvær med at forstå dem herude ved Vorupøre, da jeg kom herop for små 7 år siden.

Det startede i 1969, da jeg som sømand var med en coaster der kom fra Hamborg med en last majs, til Thisted. I Thisted skulle vi have en ny kok, og en af gutterne ombord Egon Nielsen kendte en, der gerne ville til søs som kok, så hende sejlede jeg sammen med i 7 mdr. Hun var nem at snakke med, vi var nærmest en stor familie på skibet, nå men hun mønstrede af og livet gik videre. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv. Men for ganske få år siden mødtes vi igen, og nu 45 år efter blev vi så gift.

Det er efter at jeg havde sejlet små 30 år og siden kørt lastbil, hvorefter jeg gik jeg på efterløn.

Så en dag finder jeg hende inde på Internettet og skriver til hende, vi skrev meget om vores liv, siden snakkede vi også sammen, en dag siger hun, at hun har lejet en gammel rønne i Thy, men der skulle laves en del, jeg tilbød min hjælp, kunne da tage min campingvogn og komme og hjælpe, så kunne vi snakke om gamle dage og spise lidt god mad, så gjort.

Efter en tid heroppe i vest Thy fik vi indbydelse til den årlige byfest. Der var stillet telt op og en masse mennesker deltog. Det startede med velkomst og en gratis Thy pils uhm, vi havde mad og drikkelse med selv til resten af aftenen. Min veninde satte sig ved siden af et ægtepar og begyndte at snakke med dem, jeg sad på den anden side, hørte ikke helt hvad de sagde, rykkede lidt nærmere for bedre at kunne høre, det blev det ikke bedre af, tænkte Nielsen. ”Du er nok ved at blive døv”, nå de snakkede, så hørte jeg de sagde ”bar” og grinede, da tænkte jeg, de skal ikke tro at jeg er dum, så jeg grinede også, så var isen sådan ligesom brudt.

De snakkede stadig ”bar”, ja mig som gammel sømand ved godt hvad ”bar” var, troede at de var meterologer, indtil jeg hørte, ”bette bar” flere gange, så var jeg ikke med mere. Efter en tid da det blev stille, hørte jeg manden sige “sikke gue vejle” der faldt kæden helt af.

Da jeg den aften lagde mig til at sove, tænkte jeg på samtalerne, tror jeg fattede 30% af det. Næste dag spurgte jeg ind til flere ord og fik forklaringen på det. Så en skøn morgen mødte jeg en af de ældre og tænkte, nu må du vise, at du har nemt ved at falde til, så jeg sagde ”sikke gou vejle”, han kikkede på mig som om, jeg havde slået ham.

Jeg spurgte min veninde, hun sagde: Når du siger det, ligger du trykket det forkerte sted, og så forstår de dig ikke, efter den tid tænkte jeg, du venter lidt til du kan Thy mål noget bedre. Endnu er jeg ikke begyndt at forstå det efter små 7 år.

Nå, men som sømand bliver man lidt religiøs hen ad vejen, vi gik meget i kirke, en dag var der en dame der sagde hej ved kirken, hun sagde: Dig kan jeg huske p.g.a. øreringen, ja sømanden og øreringen er fortællingen om, hvorfor sømænd går med ørering. Sømænd der har rundet Cap Horn “Sydspidsen af Sydamerika”, har ret til at sætte en ørering i. Øreringen er for, at man kan betale færgemanden, der skal sejle en til dødsriget, så er det at ringen skal være af ægte guld, ikke en der er købt oversøisk, for så vil han sige at det er ”Nyrenberg kram”, og så kommer du ikke med, så kommer du til at sidde til evig tid på brinken, sammen med Toldere Skibshandler onde Kaptajner og Speditører, hvis du ikke evt. har en god sømandshistorie.

”Knerber” det betyder at snakke meget, ”at knerbre” ved jeg nu.

Palle Nielsen nu en glad pensionist

Nu hygger Palle og konen sig med deres båd som ligger i Limfjorden.

Kalle i ”Vestergaard”

–

Hans rette navn var Karl Thomsen

Der er fortsat nogle, der husker Kalle, som for mange år siden var karl og svinepasser på gården Holmen ved Chr. Rendbæk syd for Vrensted by

Et billede, der indeholder udendørs, hus, vej/gade, jord

og senere i Vrensted på Vestergaard på Ingstrupvej 10 ved Carla og Chr. Jensen som fodermester.

Et billede, der indeholder udendørs, sky, hus, sort-hvid

Hans rigtige navn var Karl Thomsen, men mest kaldt Kalle.

Flere gange fik han overrakt diplom for lang og tro tjeneste hos gårdejer Chr. Jensen, Vestergård, som fæstede Kalle i 1955. Han blev i rigtig mange år på Vestergaard, hvor Carla og Chr. tog sig rigtig godt af Kalle, som en del af familien.

Karl Thomsen fik ikke den bedste start i livet. Han blev født den 3. januar 1921 i Frederikshavn, men endte ret hurtigt på et nyoprettet børnehjem i Søndergade i byen. Hans mor Elvina Thomsen, der var ugift, var tilsyneladende ikke i stand til at tage sig af sit nyfødte barn.

Ifølge kirkebogen blev barnet navngivet ved en hjemmedåb under medvirken af en kordegn i Frederikshavn sogn. Der er ingen fader angivet ved dåben, men en note er tilføjet om, at fattigudvalget anerkender at barnet hører hjemme i kommunen.

Ved folketællingen i 1925 og 1930 står Karl Thomsen opført som et af plejebørnene på Børnehjemmet ”Fremtidshåb”, som blev oprettet i 1921 af Centralmissionen i Bethania foreningen.

I 1930 var der registreret 16 plejebørn på børnehjemmet, som Søster Ane Thomsen var forstanderinde for. Hvor længe Karl Thomsen var anbragt på børnehjemmet melder historien ikke noget om, men som stor knægt kom han hos Anes bror gårdejer Hans Thomsen, som ejede Eriksminde på Pilgårdsvej i Vrensted. Måske på ferie.

Der er ikke opført folketælling mellem 1930 og 1940 i de folketællinger, som Statens Arkiver har offentliggjort på nettet, og som kan give spor efter Karl Thomsen. Om hvor længe han opholdt sig på børnehjemmet eller hvad han beskæftigede sig med som ung.

Ifølge folketællingen fra 1940 havde han ikke på det tidspunkt ophold i Vrensted hos Hans Thomsen eller på gården ”Holmen”, hvor han i en periode var karl før han kom til Vestergård i Vrensted by i 1955.

Karl Thomsen har formentlig i 1940’erne haft ophold i Frederikshavn. Et foto viser, at han efter afslutningen af krigen havde været vagt ved en flygtningelejr i Frederikshavn. Måske ved Knivholt, som var den ene af to flygtningelejre i området.

Om Kalles liv i Vrensted har jeg fået fortalt, at han kom meget hos Gerhard og Marie i det lille hus på Bådstedhedevej, hvor der også kom andre for at spille kort og hygge sig.

Kalle var også en rigtig god fodboldspiller og kom i idrætsforeningen i Vrensted. Jens Mørk fortæller: “Jeg husker Kalle som en meget god fodboldspiller. Han var ret god til at lave mål, og var Kalle lidt for lav til at dirigere bolden i mål med hovedet, brugte han en hånd, ligesom Maradona sener blev kendt for. Vi var altid spændt på om dommeren opdagede det”

Kalle i “Holmen”:

Der fortælles også at Kalle altid var til Brønderslev Marked. Han blev der gerne alle markedsdage, fra fredag til tirsdag. Han havde det problem, at når først han var begyndt at drikke, så blev han ved indtil han gik under bordet. Engang var Chr. Rendbæk således kørt til Brønderslev efter ham. Da han efter nogen søgen fandt ham, fik han ham ind i bilen, hvilket ikke lige var det Kalle havde mest lyst til. Da de så kom forbi den første købmand ville Kalle have Chr. Rendbæk til at stoppe så han kunne købe nogle øl, hvilket Rendbæk ikke ville. Da de så kom til Tolstrup bad Kalle ham om at stoppe ved købmanden der, hvilket Rendbæk gjorde og tænkte, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Han ventede i bilen, men der kom ingen Kalle ud, så Rendbæk vil hente ham i butikken. Kalle havde i mellemtiden set sit snit til at forlade butikken ud af bagdøren. Kalle var igen på vej til Brønderslev, så Rendbæk vendte om og fandt Kalle gående på vej tilbage til Brønderslev Marked.

Povl Stevns fortæller :” I det tidlige efterår 1955 var jeg efter aftjent militærtjeneste ved Livgarden et par måneder ansat som daglejer på ”Holmen”, hvor jeg i den periode var installeret i et af karlekamrene over hestestalden i Vestfløjen. – Jeg mindes gerne året, som det år, hvor der kom gardiner i vinduerne på værelserne. – Vi var nogle stykker på gangen, husker jeg. Det var jo inden mekaniseringen gjorde sit indtog på ”Holmen”, så der var arbejde nok til en del medhjælpere. Foruden os karle var der ansat gifte fodermesterfolk til pasning af kreaturerne og så var Kalle ansat til at passe svinene. Dette job gav i sig selv også en del arbejde, da Kalle også skulle koge kartofler og male korn til svinene. Det klarede han dog tilsyneladende til alles tilfredshed, – vel at mærke, – når han var der. Det var han nu også normalt; men det kunne altså glippe.

En mandag morgen, da vi karle i Vestfløjen efter morgenarbejdet og morgenmaden havde taget opstilling i en lang række bag hestene i stalden og ventede på, at Chr. Rendbæk skulle dukke op for at sætte os i arbejde, gik døren op og Rendbæk trådte ind med et spørgende blik. – På vejen over til stalden om morgenen havde Rendbæk for vane at slå et slag om ad svinestalden for ar se, om alt her stod vel til. Det havde han også gjort den morgen. Derfor det søgende blik ned langs rækken. Efter at have ønsket os god morgen fulgte spørgsmålet: ”Er der nogen, der har set Kalle?” – Dyb tavshed, men så trådte mælkekusken lidt frem og fortalte, at han godt nok ikke havde set Kalle, men han havde da set Kalles cykel. ”Hvor har du set Kalles Cykel?” lød Rendbæks næste spørgsmål, og så kom det frem, at den var observeret nede i byen, hvor den stod op ad en telefonpæl. Det var da altid noget. Herefter bad Rendbæk en af de andre karle om at gå over og tage sig af svinene.

Kalle havde haft fri om søndagen og havde måske endda også fået udbetalt et lille forskud på lønnen og det var da ikke til at stå for. – Der var jo også en verden udenfor ”Holmen”. – Om Kalle dukkede op senere på dagen eller først den følgende, husker jeg ikke, men tilbage kom han da og så var det jo alt sammen godt igen og tilbage ved det gamle”.

Kalle i “Vestergaard”

Hos Chr. Jensen i Vestergaard var Kalle blevet ansat som fodermester. Han passede dyrene til alles tilfredshed. Men her skete der det samme, at engangimellem udeblev Kalle fra sit job, grundet at han var taget på turne. Når han så kom hjem, faldt der sikkert brænde af og engang fortælles det, at han var blevet fyret af Karla Jensen. Kalle flyttede så til Gerhard og Marie på værelse på loftet. Der gik dog ikke lang tid inden Carla og Chr. Jensen kom ud og hentede og genansatte Kalle.

Desværre havde Kalle en hang til at drikke. Jeg har fået fortalt, at han var kvartalsdranker, men en rigtig godmodig fyr. En morgen var han kommet fuld hjem, hvor en ko var ved at kælve. Så Kalle hjalp med at få den lille kalv sikkert til verden. Da Chr. Jensen om morgenen kom ud til køerne, sad Kalle med den nyfødte kalv på skødet i sit fine tøj og varmede sig ved kalven.”

Jens Otto Madsen fortæller: Husker engang jeg en morgen mødte Kalle på fortovet mellem Kommunekontoret/Lægehuset og købmanden. På strækningen var en gammeldags stor trætelefonpæl. Kalle var stødt ind i den og dansede rundt om den i angrebsstilling råbende, vil du slås. Noget som står indprentet i min bevidsthed.

Louise som er datter af Carla og Chr. Jensen i Vestergaard, fortæller: “Kalle var en del af familien på Vestergård i mange år. Han fandt en hel egen døgnrytme, hvor han prioriterede det meste af tiden hos dyrene i stalden. Alle dyrene havde navne og Kalle førte mange og lange samtaler med dem. Ofte var Kalle ikke klar til aftensmaden før kl 22, men maden var klar, når Kalle kom ind fra stalden uanset tidspunkt. Dog blev han bedt om at blive færdig i stalden kl. ca. 19.00 juleaften!

Kalles yndlingssted når han havde fri var Klitbakken i Løkken. En aften han kom hjem fra hotellet, spurgte min far hvad han havde i nakken. Han svarede, at det var en bøjle der stod “Klitbakken” på. Dog besøgte han ikke hotellet i december måned, da han sparede op til julegaver til os børn, og det var flotte gaver.

Da Kalle ikke kunne klare fodermesterjobbet længere, flyttede han til Løkken. Jeg husker ikke hvor længe han boede her inden han døde.

Jeg arvede hele Kalles værdifulde bohave: En amagerhylde og en sølvske som han havde fået for lang og tro tjeneste i Vestergård.

Kalle var altid venlig og rar og virkede som om han var tilfreds med tilværelsen. Han var et menneske der hvilede i sig selv.”

Efter tiden i Vestergaard flyttede Kalle som nævnt til Løkken på et værelse på Vrenstedvej, hvor han så modtog pension. Der fortælles også, at han der betalte mad og husleje forud som sikkerhed for at have de daglige fornødenheder sikret og resten kunne han så bruge på sprut og tobak og det varede som oftest kun nogle få dage.

Karl Thomsen døde pludselig den 8. august 1974 kun 53 år gammel. Sygdom gjorde, at han ikke kom til at leve det liv med fast arbejde, som han havde set frem til og som han havde vist, han kunne i de mange år hos Chr. og Carla Jensen. i Vestergaard i Vrensted.

Her et billede som vagt ved flygtningelejren i Frederikshavn.

Alle oplysninger fra Kirkebøger og omkring Kalles barndom på børnehjem er fundet af Poul Christoffersen og de små anekdoter er fortalt af Louise Gml, Jens Mørk, Jens Otto Madsen og Leo Jensen, og Povl Stevns og Carl Ole Jensen alle opr. fra Vrensted.

december 2020 – jens Otto Madsen

Opvokset ved jernbanen

Af guldsmed Ole Agger Hansen

Ole Agger Hansen f. 1947 – her ved sin fritidsbeskæftigelse

I 1945 købte min far ejendommen Algade 4 (i dag 46-48) af sin faster Louise Thuen. Hendes mand Chr. Thuen havde drevet rebslagerforretning i huset ved siden af deres lejlighed i stueetagen. Min far Børge Hansen flyttede sin guldsmedeforretning ind i den gamle rebslagerbutik og Louise Thuen blev boende i lejligheden ved siden af. Der var boligmangel i årene efter krigen, så det var svært at opsige lejere, derfor kunne mine forældre først overtage lejligheden på 1. sal i 1948, da jeg var et år gammel.

Jernbanen gik dengang lige bag huset, hvor Østergade går nu. Over for Søndergade var ”Bommene”, der delte byen i to.

Banen gik bag om nuværende Cafe Kox, der er det gamle posthus og til stationen, der lå, hvor nu SparNord ligger.

Stationen i Brønderslev i 1964

Jeg havde dog allerede stiftet bekendtskab med jernbanen, da jeg var få dage gammel. Jeg er født hos professor Ingerslev på Fødselsanstalten for Jylland på Randersvej i Århus. Min mor var fra Århus og både min mormor og min moster boede der. Da vi blev udskrevet rejste mor og jeg med Lyntoget til Brønderslev.

Jeg har åbenbart interesseret mig for tog allerede som ganske lille. Mor har fortalt, at de en aften havde meget besvær med at få mig til at sove. Da de endelig troede det var lykkedes, kom der et tog, og så lød det inde fra børneværelset ”Forbi – forbi” og så blev der ro.

Et af mine første jobs var at vinke til pakmesteren i den sydgående formiddagsekspres. Eksprestogene blev trukket af damplokomotiverne Litra R. E. P. og T. Godstogene af Litra D, som jeg senere selv fik lejlighed til at køre med et par gange.

I begyndelsen af 1950’erne var der ikke så meget, der var farligt, så vi børn var ikke ret gamle, før vi kunne færdes på gaden på egen hånd. Det var vist forbudt at gå over gaden, men vi kunne være på vort eget fortov mellem ”Bommene” og Gasværks Allé.

Det mest spændende var nok ledvogteren, der havde 3 håndtag at dreje på. Et der ved hjælp af et langt tråd træk hævede og sænkede bommene ved Gasværks Allé og to til ”De store bomme”: Så vidt jeg husker havde de ikke samme udveksling, så det ene håndsving skulle drejes lidt hurtigere end det andet.

Det hændte af og til, at en bil forsøgte at smutte over, når bommene var på vej ned, men i stedet kom til at brække en bom. Det hændte også at en cykel fik forhjulet ind i kæderne, der hang ned fra bommene. Min store drøm var at blive ledvogter som voksen og få lov til at dreje på håndsvingene. Jeg kunne sagtens få ændret tråd trækkene så jeg kunne passe bommene fra guldsmedeværkstedet.

Sådan gik det som bekendt ikke, for da jeg blev gammel nok, var alle de betjente bomme væk, så jeg måtte ”nøjes” med at være guldsmed.

I det hele taget delte jernbanen byen i to dele. Den faste undskyldning, når man kom for sent, var at ”Bommene var nede”. Det kunne de også være ret længe, når der var lange tog på stationen. F.eks. om sommeren var den nordgående Nordpil, med vogne Hamburg – Frederikshavn så lang, at den spærrede overkørslen, mens den holdt på stationen. Et godstog, der skulle rangere, blev simpelthen delt for ikke at spærre i måske en halv time. Skulle et sydgående godstog have vogne med, der skulle forrest i toget, holdt toget i spor 2, maskinen blev afkoblet og kørte ud til Gasværks Alle, forbi sporskiftet mellem spor 1 og 2. Samtidig skubbede stationens rangertraktor (Et såkaldt ”klædeskab” bygget på Pedershaab Maskinfabrik), de vogne, der skulle med, gennem spor 1 og bag på maskinen ved Gasværks Allé. Mens det skete, kunne bommene åbnes et par minutter indtil klædeskabet kom tilbage. Hvis toget kunne være nord for bommene, kunne maskinen og de optagne vogne også passere og koble på den ventende togstamme. Hvis toget var for langt, ventede lokomotiv og de optagne vogne syd for bommene og først nogle minutter før afgang, blev bommene igen rullet ned og godstoget kunne samles igen. Der skulle så laves bremseprøve inden toget kunne fortsætte mod Aalborg. Det kunne også tage lidt tid inden et langt og tungt tog kom op i fart, og sidste vogn havde passeret overkørslen og bommene igen kunne åbnes.

Jernbaneoverskæringen med bommene i 1964 – der delte byen

Det gamle stjernekryds blev lukket ved Ny Østergades etablering

Ud over tipvognslokomotiver og rangertraktorer producerede Pedershaab også vejtromler og gravemaskiner. Mange af maskinerne blev sendt ud i den store verden med tog. Fabrikken havde ikke selv sidespor selvom den lå op ad banen, så maskinerne blev kørt ad Ø. Alle –Vestergade – over bommene og så ad den daværende Jernbanegade til godspladsen i Nørregade, hvor der var en rampe, hvor maskinerne kunne køre op i enden af åbne godsvogne. Når det var gravemaskiner med larvefødder, gik der nogle læredrenge og lagde brædder under larvefødderne, for at de ikke skulle beskadige asfalten. På godspladsen var der også en siderampe (kvægrampe), som vi børn kunne bruge som kælkebakke om vinteren.

I 1950´erne blev de store persontog og godstogene fremført af damplokomotiver, mens de standsende persontog med 1 – 2 vogne blev trukket af dieselelektriske motorvogne Litra MO. Endelig var der de fine røde Lyntog, der havde samme teknik som MO vognene.

I 1954 skete der noget. Jeg var lige begyndt i skolen og sad en eftermiddag og lavede lektier, da jeg pludselig hørte en ukendt støj fra banen udenfor mit vindue. Da jeg kiggede ud, kom der et stort flot ”Amerikansk” lokomotiv kørende. Det var et af DSBs første MY lokomotiver, der var på præsentationstur. Så måtte lektierne vente. Det var bare med at kommer over på stationen og beskue (og høre) vidunderet. MYerne og senere MXerne overtog gradvist de store tog.

Sidste gang jeg kørte i et damp trukket plantog var op til jul 1964, da jeg gik på handelsskole i Aalborg. I anledning af julen var MYen, der normalt trak eftermiddagsskoletoget fra Aalborg, blevet udset til at køre jule-særtog og reserven i Aalborg, der var en E maskine, havde overtaget skoletoget.

Det var egentlig ikke fordi, man lagde så meget mærke til togene, når man var nabo til banen. Normalt standsede alle tog i Brønderslev, så hastigheden var begrænset, når de passerede vores gård.

Nogle somre kørte der dog en forløber til Nordpilen som ikke standsede, men var gennemkørende med 80-90 kmt. Når det passerede, rystede alting og støv og skidt fløj ind i vores gård. Når min mormor overnattede hos os, klagede hun over, at et godstog vækkede hende midt om natten, men jeg har aldrig hørt det.

Det hændte også, at et sydgående damplokomotiv, med lidt for høj vandstand i kedlen og urent kedelvand, under en lidt for hård igangsætning, udspyede en skønsom blanding af sod, damp og smøreolie ud over min mors ny ophængte vasketøj i gården.

I 1960erne, da diesellokomotiverne havde taget over, var det tog vi lagde mest mærke til, et sydgående aftengodstog. Mens det holdt i Brønderslev, stod MYeren tit næsten nedenfor vores vinduer og brummede i tomgang. Præcis når Perry Mason (den tids Barnaby) var ved at opklare aftenens mordgåde, fik toget afgang og samtlige 1700 heste vrinskede, så vinduer og billeder på væggene klirrede og man måtte nøjes med underteksterne på fjernsynet i et par minutter, indtil toget havde fået fart og forsvandt i retning mod Aalborg.

Det var selvfølgelig også spændende, når man selv skulle med toget. På stationens væg hang et par meldeklokker. Når de ringede, vidste man at toget var kørt fra enten Vrå eller Tylstrup og det ville ankomme i løbet af nogle få minutter.

Min farmor boede nu i Brønderslev, men hende og farfar havde boet i Vrå, så nogle gange om året tog hun toget til Vrå for at besøge gamle venner og jeg var ofte med. Turen foregik med MO trukket lokaltog, der hvis vi var heldige standsede ved Emb trinbræt undervejs. Vi havde også familie Aalborg, så nogle gange om året gik turen dertil.

Mod Aalborg standsede lokaltogene i Tylstrup, Sulsted, Hvorupgård og Nørresundby. Aalborg var den gang en station med masser af liv. Aalborg privatbaners røde skinnebusser og de ældre teaktræsbeklædte motorvogne kørte i 4 retninger foruden DSBs tog mod Århus og Frederikshavn.

DSBs maskindepot lå lige over for stationen, og når man stod på luftbroen, der dengang gik over baneterrænet ca. hvor perrontunnellen er i dag, var der en herlig udsigt til togene og var man heldig, kunne man blive indhyllet i dampen fra de rangerende F maskiner.

En gang imellem skulle vi også besøge mormor eller moster i Århus og så gik turen med et eksprestog bag en R maskine. Det var spændende at gå frem i toget, hvor man gennem de forreste vinduer kunne se lokomotivets tender gynge i takt med skinnestødene. Det var også meget afslappende at side i en kupe og se dampen bølge udenfor vinduerne, lytte til hjulenes dadum – dadum over skinnestødende på de laskede spor, mens telefontrådene skiftevis steg og sank mellem masterne.

Som fireårig var jeg på min første lange togrejse. Farmor havde været i USA og besøge en søster. Da hun kom hjem med et skib til København, ville far og mor over og tage imod og jeg skulle med. Vi kørte i eksprestog til Nyborg med skifte på færgen og så videre med et nyt eksprestog uden stop over Sjælland. Jeg tror det var dengang vi var med den gamle dampfærge Christian 9.

På hjemturen havde vi flottet os og købt Lyntogsbilletter så vi ikke skulle skifte på færgen. Far og jeg var selvfølgelig ude på vogndækket og se på færgen og lyntogene, der holdt på dækket. I min fantasi kørte Lyntoget så stærkt, at det glemte at holde i Brønderslev, og det derfor måtte køre tilbage for at sætte os af. Senere fandt jeg ud af at alle tog vendte i Århus.

Efter realeksamen gik jeg et år på handelsskole i Aalborg, og var derfor med skoletoget hver morgen lidt over 7 og tilbage igen midt eftermiddag.

Morgentoget var normalt en MO med 3 ældre nærtrafiks vogne, mens eftermiddagstoget var en MY og 2 tilfældige vogne. En enkelt gang var den ene vogn en helt ny B vogn med røde plastik sæder, men tit var det gamle knirkende teakbeklædte træ vogne eller nærtrafiks vogne litra Cp med brune lædersofaer.

Der havde i mange år været talt om at flytte banen i Brønderslev for at undgå overkørslen midt i byen. Midt i 50’erne begyndte man nordfra med at bygge en dæmning til banen. Det begyndte som beskæftigelses arbejde, hvor der blev anlagt en tipvognsbane fra bakken nord for Tolstrupvej ned unde den gamle jernbane og op på dæmningen mod det der nu er Parkvej.

Tipvognene blev læsset med håndkraft, så arbejdet gik ikke særligt hurtigt. Efterhånden som beskæftigelsen blev bedre gik man over til lastbiler og gravemaskiner. Endelig i 1966 åbnede den nye station og vi havde ikke længere banen som nabo.

Til gengæld rejste jeg meget med tog. Først på guldsmedeskole i København, derefter som værnepligtig i Søværnet og til sidst som guldsmedesvend i Nakskov og København.

Interessen for tog gjorde, at jeg i 1972 mens jeg arbejdede i Nakskov, begyndte at komme på Museumsbanen i Maribo og blev uddannet først som fyrbøder og siden som damplokomotivfører.

Jeg har også gennem årene kørt som togfører og rangerleder, samt være stationsbestyrer i Bandholm og kørt som fyrbøder og lokomotivfører på Limfjordsbanen i Aalborg.

I dag har jeg således over 50 års erfaring med veterantogsdrift i Maribo, men den historie hører nok ikke hjemme i en Brønderslev bog.

Ole Agger Hansen

Oktober 2023

Historien om HENRY BENT NIELSEN, alias “Pap Henry”.

Historien om Pap Henry

HENRY BENT NIELSEN, alias “Pap Henry”.

En hyldest til Pap Henry.

For mig vil Pap Henry altid være en særlig del af Brønderslevs historie. Jeg glemmer aldrig synet af ham, når han han kom gående lidt foroverbøjet med sin cykel med flade dæk og som barn var jeg selvfølgelig lidt bange for ham -men efterhånden som jeg faldt i snak med ham, fandt jeg ud af at han faktisk havde hovedet godt skruet på og at han var et venligt og imødekommende menneske.

Jeg husker en af mine samtaler med ham, hvor jeg spurgte ham hvad han mon gik og drømte om, hvis han kunne gøre præcis som han ville og efter et øjebliks eftertænksomhed, svarede han, at det var at lave sit hus om til et fristed for hvor alle var velkomne, høj som lav og at man kunne få saft og kage for en femmer

En meget beskeden drøm, må man sige.

Jeg er ikke i tvivl om at han ville sin by og sine medmennesker det bedste og gjorde en stor forskel i bybilledet med hans arbejde og tilstedeværelse. Nu får han en særlig plads på mit papir såvel som i hjertet

Hvil i fred Henry

Sign. Aas Mathiesen

Her Henry komme slæbende med sin cykel lastet med pap

Alt tyder på, at “pap-Henry” var en venlig mand, som gjorde stor nytte og skabte glæde hos mange af Brønderslevs borgere.

Af de mange beskeder på FB i forbindelse med Henrys død, så fortæller de, at han var kendt af rigtig mange og at han var en fast del af Brønderslevs bybillede.

“Pap Henry” havde fundet noget, – et arbejde han kunne lide og fandt nyttigt – således at han kunne klare dagen og vejen, nemlig ”at indsamle brugt pap”, som han solgte til genbrugs virksomheder.

Tit så man Henry i Bybilledet komme trækkende med en overbelæsset cykel, dækket til med pap og “papkasser”.

En god ven af Henry og familien har været behjælpelig med oplysninger og har godkendt denne historie om Pap-Henry, en historie om en person som har gjort meget for sin by, trods de bump han har fået gennem sit liv:

Henry Nielsen kendt som Pap-Henry, han var en kendt mand i Brønderslev. Han havde gennem mange år været en fast del af gadebilledet i midtbyen. Men nu er han ikke mere.

Han var vel det man kalder en original og anderledes end de fleste. Folk lagde mærke til ham – blandt andet på grund af det tøj han gik i.

Henry har gennem mange år indsamlede pap til genbrug i Brønderslev. Og mens han gjorde det, var der også plads til at hilse på folk og dem som henvendte sig til ham.

Pap-Henry. Han blev 82 år.

Han blev indlagt på sygehuset i Hjørring den 24.12.2022 – juleaften sent og han sov stille ind om morgenen første juledag. Et for ham sikkert godt liv, var ikke mere. Han havde i flere år døjet med nyresvigt og forskellige andre ting.

Da det rygtedes at Pap-Henry var død, begyndte der på Brønderslev FaceBook siderne at komme forskellige hilsner. Der kommer en lind strøm som:

”Ære være dit minde, Henry”

”Tak for dit arbejde for Byen”

”Du var et godt menneske”

”God rejse”

o.s.v.

Der blev fortalt små hændelser som folk havde oplevet i forbindelse med Pap-Henry, når han samlede pap ind eller kom trækkende med sin ofte overlæssede cykel.

Flere fortæller også, at de havde været lidt bange for ham, da de var små. Han var jo anderleder i tøjet, nok ikke lige hvad man var vant til at se for et barn, han kunne godt ligne en farende svend eller en hjemløs, når han gik rundt i sit lasede tøj og slæbte rundt på sin cykel, der ofte var læsset med store bunker af sammenpresset pap. Men når man så kom til at snakke med ham, fandt man jo ud af, at han var meget rar. Han gjorde ikke nogen fortræd.

Poul Erik Andreasen formand i Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv er nok den, der har været tættest på Pap-Henry.

Han fortæller: ”Henry blev født i Østergade 24. Vi voksede op i samme gade – kun tre huse fra hinanden. Han var en dejlig dreng at være sammen med – så vi har haft mange gode stunder sammen.

Pap-Henry var en flittig dreng – og allerede fra en meget ung alder havde han job en række forskellige steder. Han kørte blandt andet brød for en bager, han var bydreng for en købmand – og senere kom han også i lære som gørtler hos “Jensen og Bregnhøj”.

– Han havde altid noget at rykke i. Og derfor havde han også råd til at købe en knallert kontant, da han var 16 år. Det var der ikke mange unge, der kunne dengang – men det kunne Henry.

Han har altid sat en ære i at passe det, som han har haft med at gøre. Han var for eksempel meget punktlig og meget afholdt, da han var i lære som gørtler. Hans arbejde var altid i orden”.

Pap-Henry har aldrig været, som folk er flest. Og nogle gange blev det udnyttet af omgivelserne.

Poul Erik Andreasen fortæller også, at da Pap-Henry efter sin tid som gørtler skulle aftjene værnepligt hos flyvevåbnet, skulle han en weekend komme hjem til Brønderslev og være sammen med Poul Erik Andreasen – men Pap-Henry dukkede aldrig op.

Da jeg så senere spurgte, hvorfor han ikke var kommet hjem, så fortalte Henry, at han havde fået mulighed for at tjene en 50’er ved at arbejde. Soldaterkammeraterne havde betalt ham for at pudse på en jetjager hele weekenden. Og de havde sagt til ham, at jo blankere jetjageren blev, jo hurtigere kunne den flyve, fortæller Poul Erik Andreasen og tilføjer:

Det var synd, når der var folk, der behandlede ham sådan”.

Alligevel så det på det her tidspunkt ud til, at Pap-Henry kunne have fået et liv som så mange andre. Men senere i soldatertiden tog hans liv en drejning – og det skete en dag lidt udenfor Brønderslev.

For at undgå sammenstød med en anden bilist kørte Pap-Henry sin bil i grøften. Og da politiet efterfølgende blev tilkaldt, viste det sig, at han havde været påvirket af alkohol.

– Han plejede ellers aldrig at drikke alkohol, hvis han skulle køre, forklarer barndomsvennen Poul Erik Andreasen.

Politiet tog pladerne på bilen – og Pap-Henry mistede sit kørekort på grund af spirituskørslen. Det var flovt og nærmest ubærligt for Pap-Henry, der var baptist.

Der er ikke mange der har kendt til denne historie, som indtil nu kun været kendt af de nærmeste – og det tog hård på Henry.

Det slog ham helt ud. Hvis han ikke havde mistet kørekortet på den måde, så tror jeg faktisk ikke, at det var gået så tragisk, som det gik.

Men det slog simpelthen klik for ham – og væltede vel på en eller anden måde læsset, mener Poul Erik Andreasen.

Pap-Henry havde efterfølgende flere indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Og Poul Erik Andreasen havde opfattelsen af, at barndomsvennen ikke altid blev behandlet godt, mens han var indlagt.

Han ændrede karakter efter indlæggelserne. Han fik førtidspension, men han havde heller ikke længere lyst til at få et normalt arbejde.

Selv med den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet så var der stadigvæk brug for Pap-Henry. Han supplerede sin offentlige forsørgelse ved at tjene lidt penge på at samle pap, jern og andre materialer, som der kunne genanvendes. Og han satte en stor ære i at gøre sit arbejde ordentligt.

Det betød, at han blev sådan en person, der gik og ryddede op alle steder.

Fra Brønderslev Kommune blev der også lagt mærke til hans indsats for byen. Han fik en anerkendelse for sin indsats. Det var i 2001, da den daværende borgmester Lene Hansen indbød ham til frokost på Rådhuset og gav Pap-Henry en dåse tobak og en ny pibe, som påskønnelse for sin indsats for byen, med at indsamle brugte pizzabakker i byens gader.

Ved den lejlighed fastslog Pap-Henry dog, at pizzabakkerne bestemt ikke var nogen guldgrube for ham.

Men Pap-Henry har udtalte: ”jeg synes, at jeg har en forpligtelse til at holde byen ren”.

Det var vigtigt for ham, at holde byen ren, men han havde ikke samme opfattelse af ligesom at holde sig selv så ren og ordentlig, hans tøj var hullet og beskidt – og i hans hjem så det ikke meget bedre ud.

Han tiltrak sig en del opmærksomhed, fordi mange mennesker havde ondt af ham. Men han levede livet, som han selv ville, fortæller barndomsvennen Poul Erik Andreasen.

Det betød blandt andet, at en knallert var opstaldet i dagligstuen.

Han var meget glad for at køre på knallert, og specielt var han glad for mærket Zundapp. Knallerterne var samtidig også hans ømme punkt, og på et tidspunkt fik han stjålet en knallert. Så i lang tid havde han en knallert stående i sin stue – for at passe på den.

Selv om Pap-Henry som regel var sød og venlig, så kunne han også reagere kontant i andre tilfælde.

En gang var der én, der kom med noget tøj til ham – men han blev overfuset af Henry, for han skulle sandelig ikke tro, at han ikke havde råd til tøj, husker Poul Erik Andreasen.

Men andre gange så kunne han også godt finde ud af bare at sige tak, hvis folk ville give ham tøj. Derefter gik han tit hjem og smed tøjet i skraldespanden, for han var tilfreds med det tøj, han havde i forvejen.

Og på den måde valgte Pap-Henry det liv, som han helst ville have. Sådan er i hvert fald opfattelsen hos de nærmeste.

Familien har blot måttet acceptere, at det var det liv, som Henry ville have. Det skulle man ikke lave om på. Han havde sin egen vilje og sin egen måde at gøre tingene på – og det synes jeg jo bare, at man måtte respektere, fortæller broderen Jens Grønbech.

1994 – Henry i køkkenet på Hotel Phønix

2001 – sammen med borgmester Lene Hansen hvor han har fået en belønning

for sin indsats for renholdelse af Brønderslev by. Belønning var smørrebrød

med borgmesteren samt tobak og en ny pibe.

Familien ønsker i forbindelse Henry`s død, at sende en tak til den kommunale hjemmepleje. Familien oplevede, at de ansatte var gode til både at hjælpe og at snakke med Pap-Henry i hans sidste år..

Tilbageblik på Hirtshals by anno 1919

Kort over Hirtshals by som den så ud i 1919. På kortet ses også de eksproprierede områder samt planlagte gadeforløb. Kilde: Rigsarkivet: Plan til en by ved Hirtshals

Året er 1919. Mens Europa slikker sine sår efter 1.Verdenskrig og det store spørgsmål i Danmark er, hvor grænsen til Tyskland skal trækkes, sker der helt andre ting nordpå. I Vendsyssels nordvestligste hjørne ligger det lille forblæste fiskerleje Hirtshals, også kaldet Lilleheden. Her bliver bygget en havn og en storstilet byplan bliver udarbejdet.

2019 fejrer Hirtshals by 100 års jubilæum og i den anledning kommer her et lille tilbageblik på, hvordan byen så ud i 1919.

Byen havde i løbet af 1800-tallet og specielt siden 1880, hvor den første læmole blev anlagt, oplevet en eksplosiv vækst. Fra at huse nogle få familier, der boede omkring den gamle strandfogedgård, Lilleheden, til i 1919 at være en by med ca. 800 indbyggere.

Rejsegilde ved Kaptajn Pedersens hus på hjørnet af Jyllandsgade og Vanggårdsgade i Hirtshals 1919, Foto: Historisk Arkiv Hjørring

Byen bestod primært af to store veje – Hornevejen og Hjørringvejen – og langs disse boede mennesker, der primært levede af fiskeri. Blandt indbyggerne fandt du dog også håndværksmestre, en bager og et par købmænd. Den gamle strandfogedgård fungerede i 1919 som gæstgivergård og Købmand. J.P. Nielsen skriver følgende om gæstgivergården: ”I butikken var der foran langs den lange disk strøet hvidt strandsand på gulvet, som bestod af store stenfliser hjembragt fra Norge, og de traditionelle spyttebakker stod hist og her på gulvet til rigelig afbenyttelse. Mod væggen stod der en række tønder med sæbe, salt, spegesild og islandsk lammekød.”

Afholdshotellet i Nørregade i Hirtshals 1919. I 1919 var afholdsbevægelsen stadig på sit højeste, hvorefter den i 1920’erne og 1930’erne efterhånden begyndte at miste pusten. Foto: Historisk Arkiv Hjørring

Ud over kroen, der stadig findes idag (2019) under navnet Hotel Hirtshals, havde byen blandt andet skole, kirke samt et redningshus. Redningsbåden, som byen fik i 1890, betød, at fiskernes barske liv på havet var blevet mere sikkert, men langt fra ufarligt. At leve under fiskersamfundets barske kår, hvor havet både tog og gav, krævede en særlig mentalitet, som stadig præger byen 100 år senere i 2019.

Hjørringvej i Hirtshals 1928. I forbindelse med havnebyggeriet fik byen indlagt strøm, hvilket elmasterne på billedet er et tydeligt vidne om. Foto: Hirstorisk Arkiv Hjørring

Skelsættende for år 1919 er, at det store havnebyggeri i Hirtshals blev påbegyndt. I marts 1917 vedtog Rigsdagen, at der skulle bygges en havn i Hirtshals og at et område på 322 ha omkring havnen skulle eksproprieres. Dette skete dels for at undgå spekulation med jorden, men også for at staten selv kunne få nytte af den stigning i ejendomsværdierne, som ville følge af havnens tilblivelse og den by, som man forudså, ville vokse op omkring havnen. Beboerne i Hirtshals var ikke just tilfredse med eksproprieringen, da de nu blev til lejere og ikke ejere af deres ejendom. Nu hvor jorden omkring havnen var ejet af staten, så de statslige embedsmænd en mulighed for at styre, hvorledes byen skulle udvikle sig. I 1919 nedsatte Ministeriet for offentlige Arbejder en kommission, som skulle komme med et forslag til en byplan for Hirtshals. Efter afholdelse af en konkurrence blev Knud H. Christiansen og Steen Eiler Rasmussens ”Plan til en By ved Hirtshals” udråbt som vinderforslag. Byplanen blev dog aldrig realiseret, men erstattet af en mængde senere planer, og i årtierne efter 1919 udviklede den hastigt voksende Hirtshals by sig blandt andet efter, hvor de billigste grunde kunne erhverves. Og dette var i området udenfor statens arealer.

De mange nye arbejdspladser, der blev skabt under havnebyggeriet, medførte ikke kun, at byen voksede. Nogle af fiskerne, som tidligere havde risikeret liv og lemmer på havet, fik nu i en periode mulighed for at skifte fiskeriet ud med et job som havnebygger. 17. maj 1919 blev reglen om en 8 timers arbejdsdag indført i Danmark. Om havnebyggerne kun arbejdede 8 timer om dagen, ved vi ikke, men i 1919 fik Tømrernes Fagforening en afdeling i Hirtshals, som kunne varetage arbejdernes interesser. Generelt var starten af det 20. århundrede en periode, hvor danskerne arbejdede mindre og fik mere fritid. I Hirtshals blev den nye fritid blandt andet brugt på stranden. Hirtshals’ dejlige sandstrand var allerede i 1919 et yndet udflugtsmål for fx folk fra Hjørring. Først i 1925 åbnede jernbanestrækningen mellem Hjørring og Hirtshals, så når folk fra Hjørring skulle til stranden i Hirtshals, foregik transporten primært med hestevogn. Den 18 km lange tur tog ca. 3 timer. Udvalget for Statens arealer ved Hirtshals skriver følgende i 1922: ”Tværsted Vejen er endnu kun en gruset Skovvej, men den vil sikkert med Tiden blive af turistmæssig Betydning”. I de 100 år, der er gået siden 1919, er Hirtshals som forudset blevet et yndet turistmål og det lille fiskerleje er vokset til en by med ca. 6000 indbyggere og en af Danmarks største fiskerihavne.

Kilder:

Hjørring Kommunearkiv, Hirtshals Kommune F252 Byplaner Hirtshals

Hjørring Kommunearkiv, Hirtshals Kommune, F250 Betænkning vedrørende de af udvalget angående administration af statens arealer ved Hirtshals og Hanstholm fremsendte forslag til byplanmæssige dispositioner i Hirtshals fra 1950.

Rigsarkivet, Knud H. Christiansen og Steen Eiler Rasmussen: Plan til en By ved Hirtshals

Fibiger, Susanne: Eksproprieringen af Hirtshals 1917, Fra egnens fortid 2017.

Nielsen, J.P: Historien om Hirtshals inden kommunesammenlægningen i året 1970, 1976.

Historier fra fortid og nutid nr. 32, februar 2019, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum

BARNDOMSERINDRINGER (1975) AF KAREN PEDERSEN, V. Hjermitslev

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev, en landsby i Hvetbo Herred – Vendsyssel.

Barndomserindringer (1975)

er forfattet af Karen Pedersen, der er født i Vester Hjermitslev i 1925.

Hun er datter af manufakturhandlerparret Elna og Peter Rasmussen, samme sted.

I beretningen fortæller hun om barndommen i 30ernes Vester Hjermitslev, om hjemmet, veninderne, lege, skolegang, naboer, farende svende og livet året rundt i den lille by.

Teksten er udgivet i hæfteform, renskrevet og designet af Lisbet Thorendahl, der sammen med Egnssamlingen i Saltum har stået for udgivelsen.

I min barndoms lille by var der sol – slet aldrig sky!

Vi kunne lege midt på gaden –

under hylden (hyldetræet) spise maden;

og når stikkelsbær var grønne,

syntes vi de smagte skønne.

Vi i Vilhelm Per’sens have

fyldte vores lille mave.

Det var vistnok helt forbudt,

så det har, vi slemt fortrudt.

Dengang så man løbske heste,

og min far var nu den bedste,

når man skulle fange dem,

jeg sprang bag en dør i gem!

-Saftevand i banegråben!!!

Der var Aksel med sin råben,

når han højt for os forkyndte,

hver gang markeder begyndte.

Han kom med et kobbel heste

dem af sognefogedens bedste –

vækked byen midt om natten,

når han råbte – hej – for katten.

Mine forældre

Denne lille by midt i Vendsyssel var og er stadig en hyggelig by. Jeg kan endnu, som var det i går, fornemme atmosfæren i Vester Hjermitslev fra den tid, da man kikkede ligeså meget efter en bil, som man nu gør efter et hestekøretøj. Jeg blev født i 1925. I min opvækst havde jeg faktisk to hjem. Mit eget hjem ved min forældre.

Min far – Peter Rasmussen – havde manufakturhandel og herreekviperingsforretning, som han købte i 1919 af frøken Kragelund for 16.000 kr. med inventar.

Det andet hjem var ved vores naboer Marie og Jens Andreasen, som havde centralen og en træhandel m.m. blandt andet udsalg fra Saltum Apotek. At tænke sig at være så heldig, at jeg, som var enebarn, hver dag kunne smutte ind ved siden af, hvor der var fem raske piger (senere kom en lille efternøler, pige nr. 6). Og jeg vidste, at jeg kunne komme der, når jeg havde lyst – enten det var fra morgenstunden, eller det var om aftenen for at overnatte, når vore forældre skulle i byen. Engang imellem kunne det ske, at jeg ikke kunne falde i søvn, hvis flere af pigerne i børnekammeret (bøn’kammere) snorkede, eller hvis hende, der lå i “fæ’ren”, var urolig. Så lå jeg og kunne vente på, at den gamle “sovekammerklok” skulle slå, og så hændte det, at jeg fik tandpine og Jens Andreasen fulgte mig hjem, når de var kommet fra selskab. Men de fleste gange sov jeg trygt sammen med de andre efter vi havde ligget og snakket og læst i “Hus og Hjem”. Vi holdt regnskab med, hvor mange gange jeg sov der, og da det var 30. gang blev det fejret ved, at vi stegte æbler i kakkelovnens kogerum. – jeg var der så meget, at min mor tit syntes, at hun så for lidt til mig. Det med at det er sjovere at vaske op m.m. i byen og at fremmed mad smager bedst gælder vist nu som dengang – men fru Andreasen var meget dygtig til at lave mad.

Sikken en række lærredssko vi kunne kridte og sætte til tørre i solen. Dengang brugte vi altid hvide lærredssko om sommeren, når vi skulle pyntes. En skik var at vi fik huset kalket til pinse. Det gjorde murer P. Svendsen og hans medhjælper Søren Madsen. En anden skik var det også med en ny sommerkjole og ankelsokker til pinse. Fru Andreasen syede selv alle pigernes kjoler. Jeg fik mest syet ved skrædder Nielsens Stine eller ved dyrlæge Becks Kirsten. Ved skrædder Nielsens var der en egen lugt af duer i deres forgang. Mange gange frøs vi med anstand pinsedag – og det der står i verset med sol – slet aldrig sky – er ved nærmere eftertanke ikke helt rigtigt, for hvor vi dog kikkede efter skyerne sådan en pinsedag.

På billedet ses de unge forretningsfolk med koner – måske i Thise Bakker – efter en gemytlig frokost. Skrædder Engelund med hævet glas, N.P. Nielsens, Sæbehuset, og elektriker Thomsens liggende, træhandler Jens Andreasen siddende og manufakturhandler Rasmussen stående bagerst. Mig og min mor bagerst til højre. Fru N.P. Nielsen i forgrunden og fru elektriker Thomsen i hvid kjole forrest til venstre.

Blev det vejr til pinsecykleturen til Thise Bakker sammen med vore forældre – med madkurv med stegte duer og æggemellemmadder, og hvor det, når vi ankom, gjaldt om at finde en plads fri for myretuer og myg. Det sidste var vist ikke til at undgå. Andre søndage længere hen på sommeren skulle vejret også gerne vise sig fra sin pæne side, når der var planlagt en tur med toget til Løkken. Ved en sådan lejlighed kunne der være mange i og omkring “nejer bagers” strandhus. Mindst én gang om året – tit var det til Jens Andreasens fødselsdag, Skt. Hans aften, gik cykelturen med madkurven til Niels og Sine i “mu’sen”. Niels var Jens Andreasens bror og også bror til skrædder Engelunds kone Maren, så Engelunds og deres dreng Niels Aage var også med. Niels og Sine boede i Tagmarkhus, et lille hus i udkanten af Vildmosen.

Skoleudflugterne mindes jeg tit som druknende i regn, når vi var med toget til Lønstrup eller Voerså. – Dengang var det en stor begivenhed, når bagerens fik de første is hjem – det var vist også til pinse. Det var jo længe før dybfryserens tid, så når isbilen kom, (bortset fra den første gang hvert år) og der blev skiftet is i bagerens isskab, og det gamle blev hældt ud i rendestenen var det meget fristende at snuppe et stykke og putte det i munden. Vi blev enige om, at når vi skyndte os at tage af det, der lå øverst, var det vist ikke svineri. Så måtte vi hjem og bekendtgøre, at nu havde Julie fået is hjem. Selvom mor kunne sige, at det var for koldt endnu at spise is, så overgav hun sig vist og gav en ti-øres. Mens jeg er ved det med isen, så vil jeg også sige, at vi var genboer til Julie og Anton Nielsen. “Ower-bager”, sagde man, fordi der i mange år var to bagere, der hed Nielsen. “Nejer-bager” boede i Søndergade. Og hvor var fru Nielsen gavmild. Jeg lærte desværre aldrig at sige Julie. Det gjorde Andreasens piger. Mor var fra byen, og hun var ikke vant til, at man kaldte hinanden ved fornavn. Det vænnede hun sig aldrig til, selvom hun kom til at bo i Hjermitslev i 50 år og ikke kunne tænke sig at bo andre steder. – Nå, det tror jeg folk tilgav hende. De var vist klare over, at det ikke var snobberi, men kun fordi hun altid blev ved med at holde på alt det gamle. – – Hvis fru Nielsen hørte, at jeg lå i sengen af én eller anden børnesygdom, kom der straks en pose med flødeboller, lakrids m.m.. Skulle de have æbleskiver, kom der også en skål med dejlige æbleskiver. Jeg synes, jeg kan mærke duften af dem endnu. Det kan jeg også af fru Andreasens søsterkage med kanel i. Den blev bagt ovre ved bageren og blev bestemt aldrig for gammel. Og til jul, når bagerens havde slagtet gris, kom også en nykogt blodpølse. Det gjorde det også fra Jens Trudslevs, som boede på en gård nordøst for byen. De lagde altid pakken med pølsen ind i vores forgang på en stol, der stod lige inden for døren. Så det kom som en overraskelse, når man kom ud i gangen og kunne lugte, at der lå en blodpølse. Vi kom også tit til Jens Trudslevs. Det vil jeg senere vende tilbage til, men de boede jo, syntes jeg dengang, langt uden for byen. Og så var der bagerens Arne – en pæn lyshåret dreng, som vi vist alle i vort stille sind sværmede for. Jeg har et billede fra min 6-års fødselsdag, er det vist. Der står Arne i sit fine kridhvide matrostøj.

Meget ældre tror jeg ikke, at jeg var, da Gerda, den af Jens Andreasens piger jeg var næsten på alder med, og jeg sad på vores dørmåtte og sloges om, hvem af os, der var kæreste med Arne. – Han var selvfølgelig lykkelig uvidende om det. Fra den fødselsdag jeg nævnte før, var Else Trudslev og hendes ældre brødre Poul og Kresten også med. Det var også dengang Poul rakte mig et kræmmerhus med røde “Kongen af Danmarks” knaller – og sagde: “Te gue løk Karen!” På billedet står jeg med munden fuld af knaller. De gav mig også nogle små fine dukkeglas, som jeg har et enkelt af endnu.

Fra min “bette” tid hændte det, at jeg blev bedt til at spise hos bagerens, men hvis jeg så fik øje på mor i vinduet overfor, fik jeg pludselig hjemve. Fra min tidligste barndom lærte jeg at have respekt for maden – hellere revne end levne det, der var kommet på tallerkenen. Jeg tror egentlig ikke, vi havde en skraldespand – kun en askespand. Selvfølgelig må der have været ting, der skulle ud, men ikke mere end hund og kat og fuglene kunne spise. Om det så var krummerne fra vores dug, blev de altid rystet ud til fuglene. – Æg, det var dengang noget, man spiste om sommeren – i al fald hos os. – Når far kom med de første radiser, og jeg fik lov til at sidde og spise ude under hyldetræet i gården ud mod brugsen sammen med nogle af de andre piger, – så var det sommer. Ja, og så saftevand med i banegrøften. Det lykkedes vist altid at få lov, selvom mor sagde, at det var for koldt at sidde i “banegråben” eller på volden ved stationen, hvor vi havde lejet et stykke havejord. Forår var det, når det begyndte at blive lyst om aftenen, efter vi havde spist, og vi havde forsikret vore mødre om, at nu måtte vi altså i knæstrømper, og så fik vi lov at gå ud og spille rundbold. Om aftenen foregik det altid ud for Drustrups port med Hansens (nu Nissens) trappesten, som det første mål. Næste mål var tværs over gaden. Jeg kan aldrig mindes, at der kom biler om aftenen. Det kom der derimod, da der var ungskue i Brønderslev. Da sad vi en hel flok på det herlige hjørne, vi havde ved “ower bager”, og skrev bilnumre. Aldrig før havde vi set så mange biler, og de kom fra hele landet, men numrene var små og farten lav, så vi kunne lige nå at få dem alle skrevet ned.

Bagerens herlige hjørne.

På billedet ses slagter Larsens Jørgen, Inger og Bodil, Grete og Ester Andreasen, Inger Marklund, Gutte Andreasen og mig.

Med til forårets lege hørte også at hoppe i “himmel” og i “mand” det, der på bysprog hed at hinke. Det foregik også mest på bagerens hjørne. – Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår der blev asfalteret i byen. Jeg synes, det eneste, jeg kan huske fra før asfalteringen, var, når dyrlæge Beck, som boede ved siden af skolen, kom kørende i sin høje gig med fuld fart, så der stod en støvsky efter ham. Hvor var jeg bange, men også stolt over min far, når han sprang ud midt på gaden for at standse en løbsk hest. Det var han vist ekspert i. I min fars gemmer har jeg fundet en liste fra en afstemning over, om hovedgaden skulle asfalteres, der står ikke årstal derpå, men jeg kan se, at det var medens Mine Haurslev havde hotellet – og kun to stemte mod asfalteringen (maler Andersen og Drustrup).

Da jeg skulle lære at cykle, skulle Grete (nr. 2 af Jens Andreasens piger) have 10 øre om dagen for at lære mig det. Hun lærte mig det meget hurtigt. Jeg tror såmænd ikke, det var fordi at 10 øre var for lidt, at det skulle overstås i en fart. Hun var også med mig i skole den første dag. Hvor følte man sig både stor og lille på én gang. Dengang havde vi i reglen forklæde på i skole – også når det årlige skolebillede blev taget. Jeg kom til at sidde ved slagter Larsens Inger, som også blev en god veninde. De kom vist først til byen kort før, vi skulle i skole. Inger var også med i de mange lege, jeg har omtalt. Hun var en pige med et mægtigt gå på mod – altid i godt humør, selv om hun tidligt fik flere pligter – end vi andre havde. Hun cyklede nemlig med sin far ud med kød, til Thise og Øster Hjermitslev og om sommeren også til sommerhusene i Grønhøj. De havde en anhænger til Larsens cykle, og så hjalp de hinanden på turen. Når de om aftenen var vendt hjem, var hun stadig i godt humør, når hun kom ud og var sammen med vi andre. Det sidste var et lille spring længere frem i tiden, hvor jeg for resten kom til at komme mere sammen med Inger.

Selvom man den første skoledag var lidt beklemt, så var det med en helt anden fornemmelse, man gik i skole den dag man skulle i “store klasse” efter de tre første år i “bette klasse”. Der gik nemlig rygte om noget, der hed “ilddåb”, som hørte sig til for at komme i “store klasse”. Ganske vist var det kun drengene, der skulle gennemgå det, men det stod alligevel for os piger som en gru. – Endnu har jeg ikke truffet nogle, der har været med til det, eller også vil de ikke fortælle om det. Det var arrangeret af de store drenge.

Der var sandelig også slemme drenge i skolen dengang, der blev bare ikke talt så meget om det. Det var vist en blandet fornøjelse at være lærerinde i Hjermitslev skole dengang. Jeg tænker på frk. Sørensen og frk. Madsen.

Jeg har sagt, at Jens Andreasen havde en træhandel, hvor han solgte mange ting. Træsko lavede han selv, og mens han sad der i sit værksted, ved jeg, at han sad og funderede over mangt og meget, og byens mænd vidste, at hvis de ville have en snak, kunne de altid finde Jens Andreasen på værkstedet. Mange gange, når vi skulle spise, måtte jeg ind og se, om far var derinde. Jo, der sad han på en malkestol og sludrede. Nogle gange kunne der foruden far være en hel flok, redaktør Jacob Nørgaard, lærer Landbo, Jens Skovbygaard og flere. Så kunne bølgerne gå højt, når de kom til at diskutere politik – så sad de ikke på malkestolene – nej, så stod de og råbte højt og slog ud med armene. Engang kom jeg grædende hjem til mor og sagde, at de vist var ved at komme op at slås. – Min far gik hver dag til barbér Gertsen for at blive barberet. Det samme gjorde mejeribestyrer Andersen, som vi så, når han gik forbi i sit blændende hvide tøj. De to fik vist rabat hos barberen. Det var næsten heller ikke mere end rimeligt.

Vand fra vandværk fik vi først i 1930. I vores bryggers havde vi en pumpe. Nu kommer jeg lige i tanker om Stense, som vaskede ved Andreasens. Der var jo mange at vaske om, og når hun stod i deres bryggers og vaskede, morede det os at stikke hovedet ind og sige: “Er det tørvask?” Så smed hun vand efter os – og vi flygtede hvinende.

Jeg kan se for mig – mor – når hun på en varm sommerdag stod og pumpede vand til storvasken. Så svedte hun, så det dryppede fra næsen. I mange år havde vi en ung pige til hjælp i huset, men mor tog selv sin tørn. Storvasken foregik højst én gang om måneden, til gengæld varede den så to lange dage. En overgang havde mor en vaskekone til hjælp. Det var Line Lassen, murer Chresten Lassens mor. Mor har altid vasket på “bræt”, og heller aldrig senere ladet sig friste af vaskemaskiner eller møntvaskerier. Hendes vask kunne vist, som man ser i sæbereklamer godt hænges til tørre på Rådhuspladsen. Først havde vi en gammeldags stenrulle i bryggerset – senere fik vi en maskinrulle og aldrig har jeg set finere duge, end dem der kom fra mors rulle. – Kun fars manchetskjorter og hans tilbehør til kjolesættet kom til strygning ved fru barbér Gertsen, som havde fransk vask og strygning, som det hed. Skjorterne var altid med løs flip. Far brugte de såkaldte “May” flipper – stive, hvide engangsflipper. Dengang brugte landmændene (ikke karlene) også endnu bluser og sorte vadmelsbukser. Bluserne var løsthængende og med ret vide ærmer med linning. Der var også linning i halsen, og knapperne var en bestemt slags nikkelknapper. Der gik 4 alen til en bluse. Det var også en bestemt slags mønstret bomuldstøj. der brugtes. Sjovt nok er det pludselig kommet igen, som højeste mode til de unge – også til kjoler og overall. De gamle koner brugte altid et stort trekantet klæde på hovedet, når de gik ud. Det sad godt ned i panden, og fik dem til at se meget ældre ud end de var. Engang, da vi talte om en kone hjemme, hvem det var, husker jeg ikke, spurgte jeg mor: “Er det sådan én med et tæppe på hovedet?” Nogle tørklæder var særligt fine med mønster i. Når jeg mindes disse koner, tænker jeg især på Maren Lunde – Jens Trudslevs svigermor, Ja’han Mari i det lille hus ved kirken, Stine Jør’gen og Ja’han (Thomas P. Hejles mor). Fra Ja’han findes der endnu en fin sort frakke, som i dag ejes af en slægtning, Karen, datter af købmand Theodor Sørensen, Saltum – og nu gift med stationsforstander Lenskjolds søn, Einar. Karen kom til os som pige i huset, da hun var 14 år. Senere kom hun i lære i forretningen og var der i mange år. Senere endnu kom hendes yngre søster Lis, som vist var hos os i ni år, indtil hun blev gift med elektriker Thomsens Børge.

Thomas P. Hejle skrev engang til min far, om han ikke kunne finde et stykke kjolestof, der ville passe til hans mor. Brevet har jeg endnu. Det var måske til den tur Ja’han gjorde til København, og som vi var optaget af. Hun skulle med til selskab hos sønnen, hvor blandt andre skuespilleren Kaj Holm var med, og han havde Ja’han til bords. Jeg tror endda hun fortalte, at hun skulle stege frikadeller til dem. Hun var sådan en lille lattermild kone. – Ved siden af hende i Enkestræde boede Maren Lunde, enke efter Jens Lunde, der havde haft trikotageforretning der, hvor senere Vilhelm Pedersen og Egon Pedersen har haft forretning. Maren Lunde fik mange af mors rester af kjole- og forklædetøj – og hun kunne fremtrylle de fineste kludetæpper – det der i dag med et fint ord hedder patchwork. Hun havde en egen evne til at sætte dem sammen i fine mønstre. Jeg har haft et, som til min store ærgrelse for længst er gået til. Til Maren Lunde kom vi også jævnligt til et slag Rommy.

En anden kone, som bestemt også skal nævnes, er Elvine. Vi kunne simpelthen bare sige Elvine, og alle vidste, hvem det var. Hun kom til at betyde uendeligt meget for mig. Vist ved en hel tilfældighed fik jeg hende til “barnepige” en aften, da mor og far skulle i byen, og vi ikke havde pige mere. Det blev til mange gange, hun sad ved mig. Mor sagde altid, at Elvine sad lysvågen og sagde: “velkommen hjem”, selvom det kunne være ud på de små timer. – Jeg glædede mig altid til , at hun skulle komme. Så fik vi et spil rommy, hjerterfri eller gris. – Elvine boede sammen med sin mand Lars Peter Christensen (Spaun) og sønnen Peter i et hus øst for Lunden. For resten boede de først i “Målt Peters” hus ved siden af snedker Ribergaard, og de sidste mange år boede de i et lille hus, de selv lod bygge ved siden af Anders Thises. Dengang var det det sidste hus før Lunden. Det blev sådan, at jeg hver dag gik ned med vores avis fra dagen før til dem. Tit var de andre piger med, og vi kunne snart gøre kål på en nybagt søsterkage, som mindede meget om Marie Andreasens. Elvine, som ikke havde så meget at gøre med, havde en ny kage parat til vi kom igen. Hun var også berømt for sine “rutebiler”, cacaokager og nogle andre med tvebakker i, de mindede om kransekage, og hun satte en ære i at bage dem til vore fødselsdage, men opskriften bevaredes som en hemmelighed. – Vi tænkte vist ikke på, at vi kunne spise dem ud af huset. Det fik vi nu nok at vide hjemmefra, og vi fik vist nok et eller andet med til dem af og til. – Engang under krigen tiggede jeg tobak af min far til Lars Peter, for han sad og røg “tørvebillinger” og knystede slemt.

Der boede i byen to mænd, der hed er Per Bak – heldigvis var den ene lille og den anden stor, så de kaldtes bette P. Bak og lån’g P. Bak. I Skovbyhus over for Elvine og Lars Peter boede Marie og bette P. Bak. De havde boet i “nejer Skovbygaard”. Deres hjem var et af de steder mor og far kom mest i de første mange år. Mor var kun 20 år, da hun blev gift. Ved et af de første selskaber, hun var med til, blev der snakket om en rolling, der var så gammel og vag – da sad konerne i “pæenstowen”, og mændene i en anden, så først, da mor og far kommer hjem, fortalte hun far det mærkelige med den rolling, som hun troede var et barn. Hun vidste ikke, at det også kunne betyde stuehus. – For mig var det noget af det bedste, jeg vidste, når jeg fik lov at komme med P. Baks pige ud for at samle æg ind. Det har jeg mindedes mange gange, efter jeg selv blev landmandskone og fik høns. – Lån’g P.Bak boede i den landejendom, der lå lige vest for banen, og hvor hans søn Lars Bak nu bor. Der hentede Jens Andreasens piger mælk. Lån’g P. Baks kone så vi næsten aldrig, uden at hun gik med sit “beej tøw”. Hun strikkede altid på en strømpe, når hun gik ude. I mange år kom hun til “ower bager’s” og sad og lappede og stoppede, mens fru Nielsen var travlt beskæftiget i hus og forretning. – Vi hentede selv en tid mælk hos Kren Gå’e (Gade), som var Jens Skovbygaards svigerfar og boede i det hvide hus lige før “Udsigten” på Villabakken i Søndergade. – Søndergade, Enkestrædet, Villabakken, bette P. Bak, fattighuset og futhuset, det var bare noget, vi sagde, uden at tænke nærmere over det, der var jo ellers ikke gadenavne.

En mand, der var kendt viden om fra markeder, var rebslåeren. Jeg har altid tidligere regnet med, at ordet nok skulle oversættes til rebslageren, men har nu set i en ordbog, at det stammer fra plattysk, og også kan siges rebslåeren – én der slår reb. Han lavede reb og grimer og havde sin rebbane for enden af en række haver bl.a. Jens Andreasens, som også havde et stykke havejord på den anden side af rebbanen. Det var ikke særlig praktisk, for hvis vi ville i den “nejer” have, så kolliderede vi somme tider med rebslåeren. Nej, det er for resten ikke rigtigt, for vi havde vist sådan en respekt for ham, at vi så efter, når han var længst væk, men rebene som snurrede rundt (det var noget med, at hans kone eller én af pigerne, Marie eller Signe sad i et lille skur og trak et hjul) kunne i alle tilfælde snurre sig fast i vores hår, når vi ville gå neden under, og så måtte vi hjælpes fri ved hjælp af en saks. – Jævnligt kunne vi høre, at han råbte – hold – hold – til den, der trak hjulet. – Rebslåerens hus lå i Søndergade ved siden af brugsen, og der var en egen ligesom krydret lugt af rebene, der blev opbevaret i et rum lige inden for døren.

Når der stod i købmand Christiansens almanak, at det var Hjermitslev marked mødte Dår’las og hans kone Olivia fra Saltum op med deres hestekøretøj for at sælge slik. Det var i hotellets gård. Vores mødre ville vist hellere have givet os en ekstra 5-øre for at købe slik hos bager eller købmand, men vi syntes nu, at vi skulle til det marked, hvor der som regel ikke var andre end Dår´las’es og en flok børn. Mor spurgte mig engang, om der var nogle dyr til det marked. “Nej, da”, sagde jeg, “det var da ikke dyrskue!” Der blev holdt dyrskue på Marinus Andreasens mark over for Lunden.

En leg, jeg har glemt at fortælle om, var, når vi legede “fii’l – fe’j” (skjul). Det foregik tit i brugsens skur og pakhus (så smagte vi af og til på “kagerne” – kraftfoderet, hvis der var hul på en sæk). – Drustrup havde et stort og spændende loft, hvor de store børn tit legede. Drustrups piger var noget ældre, så kun en enkelt gang var jeg med der oppe, men det huskes som et meget spændende sted.

Vi legede også tit med “dukkekomfyr”, som vi sagde. Små firkantede stykker rugbrød, ristet på en lille pande i fedt og sukker – det var noget, der smagte. Mærkelig nok har jeg på skift leget med de fire af Andreasen-pigerne, Grete, Gerda, Gutte og Inga, men da der kun var to år imellem hver af dem, og jeg nærmest var i midten, var der ikke så stor aldersforskel til nogen af siderne. Det skal ikke forstås sådan, at det altid var én af gangen. Da vi blev lidt større var det mest Inga og Gutte.

Jeg kommer lige nu til at tænke på, at til et af sommerens højdepunkter hører også, når københavnerbørnene kom med toget. Så skulle vi altid på stationen. Mange af dem kom jo igen år efter år til sognefogedens, Engelunds, barbér Pedersens, smed Valdemars (det var familie) og karetmager Christensens. Den sidste var vist en fætter til karetmagerens Aage og var fra Randers. Så blev der holdt cirkus på loftet over karetmagerens udhus, hvor der var sat en stige til, og mor har mange gange snakket om, at jeg engang, da jeg ikke var ret stor, kom og bad om en 1-øre til at komme til “elletant” på karetmagerens loft. “Jamen, hvordan kommer du derop?” spurgte mor. “Jo, karetmagerens kone hjælper mig!” Og så kan det nok være, der var “elletant” eller cirkus. Deres rødhårede, krøllede feriedreng kunne nemlig steppe, samtidig med at han sang noget som : “Sing, holly, wolly, doodly all the day”. Han lærte jo nok engelsk i skolen. Andre gange var der cirkus i tømrer Nielsens værksted. Først var det tømrer Nielsens Gunnar og elektriker Thomsens Børge, et par store drenge, vi så vældigt op til, der stod for det. Senere blev det tømrer Nielsens Poul, damefrisør fru Sørensens Laurits, hotellets Holger og træhandler Nørgaards Ole, der arrangerede det. Det var også dem, vi legede “røvere” med, hvis vi fik lov at gå ud en efterårsaften. Vi havde altid ondt af Ole, når hans mor meget tidligt på aftenen kaldte ud af vinduet: “Ole – Ole – nu er det nat!” – Når vi legede “røvere” var vi delt i to hold, og det var bare med at gemme sig godt – og blive fundet af det andet hold. – Det foregik mest nord om byen langs den sti, der gik bag om husene og op til stationen. Et godt gemmested var i cementstøberiets rør eller på Drustrup & Hansens tømmerplads, sommetider også i Enkestræde, der gik mellem “nejer bager’s” og tømrer Nielsens hus og op til skomagerens hus og Sæbehuset.

Nå, jeg blev ikke færdig med det om feriebørnene. Barbér Pedersens, som ingen børn havde selv, havde i flere år en yndig københavnerpige, Ruth. Hun fik os med til, at vi selv kunne lave optræden. Det var sadelmager Poulsens Nussen også med til, så vi fik lov til at være i sadelmagerens “stoppeværksted”, hvor der var fyldt med træuld, som også gav en egen lugt, der kunne minde om savsmuld i en manege. Ruth fik os til at føle os som små artister eller skuespillere, når f.eks. Gutte og jeg sang duetten: “Tutten og lillemor” eller “Hans og Trine”. Vi syntes også, at vi kunne steppe. Ved lidt mere træning kunne Gutte sikkert være blevet artist. for hun var et helt lille slangemenneske. Når hun lå på maven kunne hun sætte fødderne op om halsen, og hun kunne også sparke sig selv i nakken. Ja, hvor legede vi dog godt, selvom vi engang imellem kunne blive “tra’ti”, som vi sagde. – Bare vi skulle hjem, når vi havde besøgt hinanden, sagde vi: “Nu resser a”. Det vil sige, jeg kom aldrig til at sige a’ om mig selv, men ellers tror jeg nok, jeg lærte at sige alle de forskellige udtryk på “bu’j” (dialekt), som vi sagde. For eksempel sagde vi “fro´”, hvis vi spillede bold og ikke ville være med mere. Hvad det ord egentlig betød, tænkte jeg aldrig på. – Sådan var der mange ord, jeg brugte, uden at tænke over det. Mor har tit fortalt, at da jeg var 3 – 4 år havde vi en pige, Elly, som jeg engang ville rette. Jeg sagde: “Du siger å´sk og på’sk, det hedder nu aske og paske!” – så det er vel kommet lidt senere for mig med at sige ord på “bu’j”. I 1933 var Gerda Andreasen med mig på sommerferie ved min mormor i Nørre Sundby. Nu gik vi jo i skole, og så syntes vi også, at vi skulle på ferie. Det blev nu ingen succes – i hvert fald ikke for mit vedkommende. Gerda prøvede at holde mod i mig, men jeg længtes meget, og helt galt var det, når mor ringede for at spørge, hvordan det gik. Nå, vi holdt vist ud i en uge, så skulle Gutte komme og hente os og være sammen med os den sidste dag. – Vi hentede hende på banegården, og da var vi vældig kry og syntes, at vi kendte og skulle vise hende en masse. – Jeg forstår egentlig ikke, om hun var rejst alene derud, men det må hun vist have gjort. – Det blev første og også eneste gang i min barndom, jeg kom på sommerferie, selv om jeg elskede at komme ud til min mormor. Vi tog altid toget derud til juleaften, og det står for mig som noget af det skønneste, jeg husker. Vi kom lige før spisetid – far måtte jage til toget i sidste minut – og der duftede af rødkål og gåsesteg, og mormor stod med stort, hvidt forklæde på og tog imod os. – Så var det jul! Hun døde, da jeg blev 11 år, og da var det, som en stor stjerne slukkedes, og det blev aldrig jul på samme måde mere.

Det var såmænd også galt med at undvære mor og far, når de skulle med på borgerforeningens årlige sommerudflugt, som jeg har en del billeder fra. Udflugterne gik vist sjældent længere end til Sæby eller Voerså i biler. Det var før jeg var stor nok til at være ved Andreasens.

Stationen, med stationsforstander Lenskjold og hans hyggelige kone, var et sted, hvor vi kom på mange andre tider end, når vi skulle med toget. Bl.a. hentede vi søndagsavisen ved lemmen i døren fra ventesalen og ind til kontoret. Vi havde et lille træskilt med navn på; det stak vi gennem lemmen for at få avisen udleveret. Der fik vi også alle vores varer udleveret., og der var postkontor. Og sikken et syn man fik at se, hvis man havde ærinde på stationen en dag lige før jul – og bankede på lemmen ind til kontoret. Der sad posterne og stationspersonalet og klistrede frimærker på julekort for hele byen. De sad vist til langt ud på aftenen.

Far havde en to-hjulet trækvogn, som stod i brugsens skur. Den hentede han i mange år alle sine varer på. Mange gange fik Svend Marklund og Svend “post” (post Jørgensen søn) tjansen at køre på stationen med trækvognen. Tit var det Lars Bak, der kørte. Senere kom hans far “lån’g Pi Bak til at køre med hestevogn for stationen, og med tiden overtog Lars den kørsel, som endte med, at han kørte med fragtbil, da banen blev nedlagt. – Det var også hyggeligt at komme med mor og far en sommersøndag eftermiddag til kaffe i stationens have. – Et andet sted, hvor jeg også holdt af at komme med, var ved Jacob Nørgaards, som først boede i et af husene vest for banen. Nørgaard havde været forpagter på Tagmarken, men blev redaktør af Hvetbo Herreds Avis og senere også bestyrer af Brønderslev Banks filial. Da boede de i gamle fru Lemmergaards store hvide hus. De havde en datter Else, som altid kunne sætte mig i gang med at lege, selv om hun var meget ældre end mig. Jeg syntes, hun havde så mange spændende ting at lege med, fine dukker og meget andet. Imens fik mændene sig et spil L’hombre sådan en søndag eftermiddag, og jeg tror tit, de var så ivrige, at fru Nørgaard sagde, at vi hellere måtte blive der at spise. Det var, når de havde familiebesøg fra Aalborg. Især husker jeg Nørgaards søster, fordi hun spillede kort med mændene og røg stor cigar.

Nogle gange var jeg også med mor og far om aftenen ved familien Kirkensgaard. Det var også noget, jeg kunne bruge. Jacob Kirkensgaard var urmager og guldsmed i det hus, hvor nu svigerdatteren Elna Kirkensgaard bor. Hun var for øvrigt datter af den gamle mejeribestyrer Andersen. Jacob Kirkensgaard og Sine havde en ret stor børneflok. Der var to piger, Esther og Gudrun, som altid spillede på klaver for os, når vi besøgte dem. De var på skift med i Kirkensgaards orkester, hvor deres bror P. Christian var den ledende. Det har nok tit været lige efter nytår, vi var der, for jeg kan huske, at de spillede lyttervalse – især husker jeg den, der begyndte sådan: “Kom hjem i jawten Marie, du lytter så godt”. P. Christian overtog senere faderens forretning, men i mange år spillede de stadig sammen – de søskende – Magnus var også med. Han slog på tromme og sang. De var kendt viden om.

En aften var jeg med hos skomager Nielsen til selskab. Jeg ved ikke, hvorfor jeg særligt husker den aften. Det er nok fordi, mor havde sagt, at hvis jeg ville med, måtte jeg ikke lægge mig til at sove. Nielsens havde ingen børn, og fru Nielsen havde selvfølgelig sagt, at jeg måtte følge med. Og da jeg sad og kæmpede med søvnen, har hun selvfølgelig fået mig anbragt, så jeg kunne sove. Jeg kan huske, at jeg hørte stemmer sådan langt i det fjerne.

Der er flere familier, jeg gerne vil skrive om, men jeg synes nu, at jeg først vil fortælle mere om vore lege. Der var f.eks. børnefødselsdagene. Det mest spændende var at komme ud på gårdene til fødselsdag hos Else Trudslev, Anna Boelt, Rigmor Dam, Else Eriksen og Jensigne Houn. Der havde de tit “fjælslynger” i laden. Engang, det var ved Jensigne Houn sprang vi fra bjælkerne og ned i et gulv hø eller halm. Ved Christen Eriksens Else havde de en gammel grammofon med en stor tragt. Når vi var der ude, de boede et stykke vest for fattighuset, og ved Else Trudslev, der havde fødselsdag den 13. november, gik vi i flok og følge hjem i “bælg ravende mørke”.

Dengang cyklede vi ikke om vinteren. Jeg kan i hvert fald huske, at det var en stor begivenhed, når jeg fik lov til at få cyklen frem om foråret, og få den ned til cykelhandler Johannes Christensen, så Sabro kunne gøre den klar med smøring og nyt ventilgummi. – Et dejligt legested havde vi i Lunden, et lille anlæg øst for byen. Det var en storhed, da der kom “slynger” i Lunden. Så var der nogle år, hvor vi sagde: “Har I set nu er slyngerne kommet op?” Det var nok om ved pinsetid, for de blev taget ned om efteråret.

De grønne umodne stikkelsbær i Vilhelm Pedersens have, dem kunne vi altså ikke modstå, selvom vi hvert år fik at vide, at vi kunne blive syge af at spise dem. Ja, de var nærmest giftige. Jeg kan nu ikke huske, at vi blev syge af at spise dem, men jeg kan dog huske, at hvis jeg om foråret kunne have lidt mavekneb, sagde mor: “Har du spist umodne stikkelsbær” – eller: “du spiste for mange grønne rabarber!” Dem var jeg nemlig helt tosset efter også. Én af mine yndlingslege om foråret og om sommeren var også at lege med “bla’r”, som vi sagde. Det kunne blive til de fineste kager, som vi legede, at vi købte af hinanden.

Selv om vi boede dør om dør med Jens Andreasens, kunne der være perioder, hvor vi skrev til hinanden – vi piger. Efter de små breve og kort, jeg har endnu, kan jeg se, at det især var Grete, men også Gerda, Gutte og mig, der skrev til hinanden. Jeg lagde brevene til dem ind i gangen på apotekerskabet. Og de lagde deres ind på stolen i vores forgang. Det kunne være en kort besked om at komme ud og lignende. Af og til var der en lille gave med. Jeg kan huske, at jeg engang fik et stykke sæbe, en anden gang en tube havrecreme. Sådan noget solgte de nemlig også i butikken. Til gengæld har jeg nok givet et lommetørklæde. – En overgang samlede vi på billeder af filmstjerner – så var det med at få nogle fremmede ugeblade, når jeg besøgte min mormor. – Jeg kan se af nogle årstal på et par blade, at det var i årene 34 – 36. Jeg har såmænd samlingen endnu, og der står skrevet derpå, at der er 1150 billeder. Selvfølgelig er det en tåbelig ting at gemme på, men for mig rummer den minderne om en skøn tid. – Mor har også mange gange sagt, at hun i sit stille sind morede sig over os, når vi slyngede om os med navne som Jan Kipure, Shirley Temple. Jeanette Mac Donald, Kathrine Hepburn og Mae West. Blandt de danske stjerner var lille Connie, unge Lau, Marguerite Viby, Ib Schønberg og Karin Nellemose favoritterne.

En ting, jeg glemte, mens jeg var ved Lunden, var, at der bag ved Lunden voksede siv, som især snedker Pedersens Mary kunne flette til flotte hatte, små stole, borde o.lign. – Selvfølgelig legede vi også med dukker. Grete var så fin til at sy dukketøj, og hun blev længe ved med at holde af sine dukker. – Jeg fik en fin blå dukkevogn. Det blev vist mest i haven og i brugsens gård, jeg kørte med den. Selvom vi havde en dejlig, lille have, hvor vi tit legede med vores dukker, så havde jeg engang vovet mig helt ned i Enkestræde uden at få lov, men da fik jeg også bukserne rykket ned , og far gav mig en endefuld. Et par andre gange, husker jeg, truede mor mig med en lignende omgang. Så satte jeg hænderne op over hovedet – gled ned i hjørnet mellem køkkenbordene og sagde: “Jeg skal nok være sød – jeg skal nok være sød!” Det traf også, at min hvide mis, som jeg havde fået af “bette P. Bak”, fik en køretur i dukkevognen.

På billedet ses min hvide mis, min mor og far, Gerda Andreasen og mig.

Mis havde vi i mange år, men på det sidste fik den smag for at være ved “nejer bagers”, og engang, da den havde fået killinger der nede, og de var blevet druknet, kom en mand fra Hammelmose og tog den med sig hjem, for at den kunne amme et kuld moderløse ræveunger. Det endte med, at de kom i zoologisk have i Aalborg – og gal var jeg, men vi var dog ude for at se til mis. Jeg havde i 13 år også en lille sort gravhund – Pjevs. Den fik hvalpe i vores tørvehus engang, vi ikke var hjemme. – Da vi kom hjem, lå der rester af hvalpene, som den havde ædt.

Ganske få gange fik jeg tigget om lov til at bade i bækken øst for byen sammen med de andre piger, når der var så varmt, at vi umuligt kunne være tjent uden at komme i bækken. Det var før, vi var store nok til selv at cykle til havet. Vi badede ved Jacob Nielsens bro. De største piger sprang i fra broen. Jeg har ikke badet i bækken ret mange gange. Men des skønnere var det at få lov. Der var ikke særlig meget vand. Det var nok snarere, fordi det var noget plumret, at det kneb med at få lov. Dengang kendte vi ikke navnet Assenbæk, som jo nok stammer fra gammel tid, og som nu bruges som navn til hovedgaden gennem byen. Bækken var også målet for vore spadsereture en søndag eftermiddag. Vi gik i en lang række med hinanden under armen, eller vi gik om aftenen, da vi blev større. Mor og far har også gået mange aftenture til bækken. Da vi piger blev store nok til at cykle til havet, cyklede mor til at begynde med med os “lige vester”, det der nu hedder Saltum strand, hvor vi absolut kunne have det for os selv. Senere fandt vi ud af, at der også var dejligt i Grønhøj. Der gik en sti bagom Ingstrup. Den bugtede sig i bakker og dale, og når det gik mest nedad, var der pludselig en lille bro. Så måtte vi holde tungen lige i munden, når vi cyklede over den.

På billedet er vi piger på vej til stranden og kører igennem brugsens gård og ud på Blæshøjvej. Over for ses det gamle bageri og slagterens hus.

De første år, jeg cyklede, kørte jeg tit på en dejlig lun sommeraften på tur til Thise, Hammelmose eller så galt helt til Stenum sammen med mor og far. En sådan aften, hvor det nok var blevet for sent at cykle ud, gik vi en tur, som jeg aldrig glemmer. Vi kom ned forbi de graner, der er i P. Dams kær, og det var nok blevet efter solnedgang. Jeg husker, at det var lidt halvdunkelt, og jeg pludselig så “trolde” mellem granerne. – – Engang havde Gutte og jeg planer om at ville sove i telt. Teltet skulle vi selv stille an. Det var i Marinus Andreasens eng over for Lunden. Marinus Andreasen boede i den lille ejendom i Enkestræde. Om vi kom til at spørge om lov, husker jeg ikke, men sikkert er det, at det ikke kunne tillades. På det tidspunkt var vi nok om ved en halv snes år – og for øvrigt fik vi vist aldrig det telt stillet an.

Om sommeren kom der gerne et omrejsende tivoli, som slog deres pæle op på Chr. Thises eng. Jeg synes ikke, jeg husker det, fra før jeg var ca. 12 år. De havde luftgynger med – dem skulle vi da også have en tur i – at jeg turde, forbavser mig i dag, og at jeg fik lov til at gå derned, undrer mig også lidt. Der var bestemt sat et klokkeslæt, hvor jeg skulle være hjemme.

Jeg husker engang, hvor der var kommet to tivoli til byen på én gang. Det ene var på Lars Baks mark. Jo, sikken en flothed med et tivoli i hver ende af byen. En aften blev det også mor for meget. Da fik jeg strenge ordrer til ikke at gå i tivoli – så jeg satte mig på bagerens hjørne, så kunne jeg høre musikken fra begge sider, og jeg havde rigtig godt ondt af mig selv. Det fik fru bager Nielsen også – hun kom ud og snakkede med mig, og kender jeg hende ret, har der også vanket et eller andet lækkert. – Det var ellers et finere tivoli, end det vi var vant til, det på Lars Baks mark, så jeg tror, de andre snart måtte pakke sammen. Der var nemlig optræden af en dame, der lavede artistnumre i en høj mast, og der var illumineret, så det foregik altså først, når det var mørkt. Jeg fik en aften mor og far lokket med op for at se det, og de var også imponerede over det. Mens damen optrådte i masten spilledes en bestemt melodi: “Når kærligheden dør”. – Siden har mor og jeg mange gange, når vi hørte den i radioen, sagt: “det er den fra tivoliet”. – Om foråret og om sommeren kom der også “gårdsangere”, som mest spillede på harmonika eller savblad. Så løb vi efter dem gennem hele byen. Engang var der én eller anden zi’geunerkvinde, der sang: “Jeg har en ven, en rigtig sejler”. – Og den måde, hvorpå hun rullede på r’erne, når hun sang, “i hver en havn”, imponerede Gerda og mig sådan, at vi stillede os op på en stol foran spejlet i vores buffet, og øvede os på at synge som den mørklødede dame. Den Buffet står for resten i dag ved Jens Andreasens, som købte vores spisestuemøbler engang, far ville glæde mor med nogle nye. Sener har hun sagt, at hun holdt så meget af de gamle møbler, at hun helst ville have beholdt dem.

Der kom også skærslibere og landevejsstrygere. Saltumbonden var der noget fint over, selv om han drak sprit. Jeg har et julekort fra Saltumbonden, som han sendte til min far i 1931 fra Skøttrup ved Løkken. Der står: “Sliber Martinus Nielsen føler sig for Deres Elskværdigheds skyld over for mig Pliktig at overbringe Dem i Hjemmet – såvel som Deres Forretning en glædelig Jul og et godt og heldbringende Nyt-aar.

Ærbødigst M. N.

Der var også landevejsstrygeren, vi kaldte – “Frederikshavns skræk”, en stor mand. Når vi hørte, at nu kom Frederikshavns skræk – kan det nok være, at vi kom ind. Nogle zi’geunere gav sig engang ud for at være eksperter i at klinke, og mor lod dem få en krystalskål med – den stod jo alligevel i to dele. Jeg var så bange for disse zi’geunere, at jeg havde gemt mig under et bord. Mor har mange gange fortalt, at da zi’geunerkvinden kom tilbage med skålen, som hun holdt fint balancerende på tre fingre, spurgte mor: “Kan den tåle at vaskes?” hvortil kvinden sagde: “Ikke i dag lille frue, ikke i dag!” De skulle lige have lidt tid til at komme ud af byen først.

Om efteråret, når Jens Andreasen havde taget sine kartofler op i den “nejer have”, kan det nok være, at vi stegte kartofler i de tørre toppe. Hvor de dog smagte godt – især den sorte skræl. Desværre kunne vi næsten aldrig lade dem ligge i ilden, til de var gennemstegte og melede. – Når vi kom til 1. november, var det skiftedag for dem, der skulle have nye karle og piger. Der var en vis vemod over den dag, når karlene kom kørende med hestevogn med skabe og kommoder for at flytte deres og pigernes sager fra det ene sted til det andet. På den dag synes jeg mest, det var regnvejr. Om aftenen kom der mere fest over det, når piger og karle skulle ud at handle. De fik jo årsløn dengang – kunne selvfølgeligt nok få et mindre beløb udbetalt engang imellem, men de fleste satte vist en ære i at have så meget som muligt til gode til november. Hvis én og anden var i bekneb, kunne far godt lade dem blive skrevet, når de lovede at betale til november. Så førte han regnskab med, hvor de havde plads. – Men ellers var der et stort rykind i butikken sådan en novemberdag, og far og pigerne var i deres es, når de fik solgt en masse habitter, frakker og alt det andet, de unge skulle bruge i årets løb. Både far og pigerne havde et vældigt “taw” på at slå målebåndet rundt om karlene for at finde deres livmål. – Da var der ikke nogen bestemte lukketider, og den helt store handel foregik den første søndag i november. Aldrig var pigerne sure, selv om det blev langt hen på aftenen, før de var færdige. Tværtimod levede de sådan med i forretningens ve og vel, at de stod spændte og talte kassen op efter sådan en dag. Hvor lang var mon kassestrimlen? – Til status skulle alt jo tælles op. Mon ikke pigerne fik infiltrationer i arme og skuldre af at stå og måle alle metervarerne op? – Da var der jo reoler med metervarer i hele butikkens længde – foruden et ret stort lager i kælderen. De fik vældig rutine i det, og jeg beundrede dem meget, når de svingede stofrullerne op i luften og greb dem igen. Når de havde målt, hvor meget der var (da regnede man mest i alen – til status blev der nu nok målt med meterstokken – en alen var 62½ cm.) skulle det jo slås på brættet igen, og det skulle gøres uden det kom skævt på. Det gik alligevel som “kæp i hjul”. Det arbejde, har jeg heller aldrig haft indtryk af, at de var kede af, hvad enten det var Karen Sørensen (kaldet store Karen), Else Jensen (nu gift med Søren Nøhr), Lis Sørensen eller Ester Andreasen – den ældste af Andreasens piger – ikke at forglemme. Dem havde vi alle i mange år. – Senere kom der flere andre flinke piger til. Ester Andreasen havde særlige anlæg for vinduespyntning, så hun kom på dekoratørkursus, og det var altid spændende at se, hvad hun nu kunne finde på, når vinduerne skulle pyntes. Dengang havde butikken også åben lørdag aften, og jeg kunne lide at komme over til Drustrup og ned til købmand Christiansen med kurv over armen og handle. Lørdag aften var man nærmest sikker på at få et kræmmerhus brystsukker. Drustrup havde vist altid to kommiser og en lærling. Så det var med at komme til at handle med ham, vi vidste, der gav det største kræmmerhus – fine, spidse kræmmerhuse, som de selv snoede af et stykke hvidt papir.

På billedet ses min mor, mig selv, feriepigen fra Flensborg og ”pigen i huset” Rosa.

Det hændte ikke så sjældent, at mor fik lyst til en plade chokolade, der hed Succes. Det var især, hvis det havde været en anstrengende dag – det kunne en almindelig lørdag vist godt være, når alt trætøj skulle skures, komfur pudses, messingtøj (dørvridere o.a.) pudses, foruden almindelig lørdagsrengøring med vinduespudsning. Vi havde engang en pige, Rosa, som syntes, at det gik lettere med at pudse komfur, når hus stemte i med: “Nu dages det brødre – det lysner i øst”, men der satte mor grænsen. – Så blev jeg sendt ned til Christiansen efter sådan en plade Succes. Jeg er kommet til at tænke på, om mor syntes, at det var sådan en luksus, at hun ikke ville, at Drustrup, som de kom sammen med, skulle se det. Hun røg cerutter, der blev indkøbt hos Jens Andreasen. Og jeg kan nu huske, at mor var lidt flov, hvis hun for tit skulle have en ny kasse cerutter. – Nå, men det hændte ikke sjældent, at Christiansen, som vi også handlede en del ved, pakkede en plade Succes ind og gav mig den med hjem til mor. – så det var en flothed – det var en ret stor plade, som dengang kostede 50 øre. – To ting, jeg forbinder med disse lørdagsaftener, er ældre dansemusik i radioen med Kaj Julian eller Louis Preill, – og bad i en zinkbalje på køkkengulvet. Sådan foregik badningen, ind til vi i 1935 byggede til og fik et nyt køkken, badeværelse m.m. og samtidig vandhaner. Andreasens piger sagde, at de skulle i “ballivåj” og i en ren makkosantrøje. Det var bomuldstrøjer. Jeg har altid været “byltet” ind i en masse tøj. Dengang var det både uldtrøje, særk og uldklokke, ja, og livstykke til at sætte strømpebåndene fast i.

Hvis vi foruden vores søndagsfemøre – som blev omsat ved bageren – havde en femøre en anden dag, kunne vi være heldige at få flere kræmmerhuse brystsukker, når vi fik pengene vekslet og én gik til Christiansen og en anden til Drustrup. – Drustrup havde en kommis, der godt kunne finde på at lægge 2 øren oven i kræmmerhuset, så kunne vi f.eks. også gå i brugsen, og så sad vi bag efter og delte “knallerne”.

I købmandsbutikken hang der dengang gryder, potter og pander i kroge i loftet. – Selvom vi næsten ikke handlede i brugsen, havde vi altid et godt naboforhold til dem – både Engelunds og senere Engelbrechtsens. Mor og far kom da også sammen med dem.

Hvor langt jeg husker tilbage er jeg ikke helt klar over, men noget af det første, jeg husker er, når min far gik med mig på nakken, og han gjorde holdt ved spejlet i buffeten – bøjede ned i knæene, for at jeg kunne kikke i spejlet. Jeg sad også på hans arm engang i min tidligste barndom, da han ville vise mig sin juleudstilling. Det, jeg husker derfra, er et par hvidmalede udstillingsborde inde i butikken, hvor der var lagt nogle røde filttæpper på, og så var der et par gammeldags nissemænd med rigtige træsko og nogle store dukker. Lidt senere blev der gjort mere ud af juleudstillingen. Da lejede far nemlig i nogle år til jul et eller andet mekanisk. Et år var det en samling løver, der stod og rokkede med hovederne. Dem har jeg et billede af.

Men ellers skulle der ikke meget til at fornøje os. Vi skulle hele byen rundt og se juleudstilling. Boghandelen og sæbehuset var nok de mest spændende steder med mekanisk legetøj og meget andet. P. C. Lunde boede mange år i sæbehuset. Han havde også røgeri. – Drustrup havde altid om julen en fin mølle, der snurrede rundt, men der var også noget at se på i de andre butikker, hos Jens Andreasen, Vilhelm Pedersen, træhandler Nørgaard, snedker Pedersen, snedker Ribergaard, urmageren, bagerne og gartner Andersen. Et par små nisser anbragt i noget vat, glædede os vist lige så meget, som de større ting. Og så var det spændende at få mor og far med ud at se på juleudstilling, når man kunne sige, at nu havde de alle sammen lys i vinduerne.

Når Jens Andreasen fik julesager hjem i en stor trækasse, var jeg altid med til at pakke ud en aften. Det samme var nogle af pigerne nok hos os. – I nogle år solgte Andreasen også fine røde amerikanske æbler til jul. De var pakket ind i hver sit stykke silkepapir. Det var en flothed dengang. Da så vi ikke æbler hele året igennem. Appelsinerne dukkede vist også først op til jul. – Hos “ower bager” hjalp vi med at sætte pebernødder på plader – der tiggede vi også “skorper” fra rugbrød. Vi stillede os uden for bagervinduet, når det duftede lifligt af rugbrød. At få sådan en skorpe – det var lykken.

Åh! og så var der borgerforeningens juletræ 4. juledag på hotellet. Da skulle vi bestemt også i ny kjole som til pinse. I mange år var maler Andersen foreningens formand, men lærer Landbo ledede altid dansen om juletræet. Først sang vi julesamler, og så kom sanglegene. Mærkeligt nok var det min store skræk at være med til. Jeg var noget genert og kunne ikke rigtig lide at slå mig løs i: “og ræven rask over isen” eller “så går vi rundt om en enebærbusk” og “Tornerose”. – Men når så Kirkensgaards orkester spillede op til dansen bag efter, så kunne jeg bedre være med. Vi piger dansede meget med hinanden, men ellers havde vi ikke noget imod at danse med drengene. – Trudslevs drenge dansede vældig godt, og de var også flinke til at danse. Men ak! Hvis man så endelig kom til at danse med en dreng, der var god til det, og det så var en “fynsk polka” – så ærgrede man sig godt. Vi ville nemlig hellere danse “moderne”.

Da jeg fortalte om “bette P. Bak”, glemte jeg helt at fortælle, at i mange år var det skik, at han spændte nordbaggen “Musse” for kanen og kørte vi børn rundt i byen. Musse havde bjælder på, og de mindste børn sad tæt i kanen, mens de store spændte deres “kilker” bag efter. Det nåede jeg nu aldrig at prøve. Jeg har et billede fra en sådan tur. Jeg har vel været en 4 –5 år, og mor havde givet mig sin fine, hvide hermelinskrave på, for at jeg ikke skulle fryse. Det gik jeg aldrig siden med til. Ved “tårnet” lige før banen, hvor både barbér Gertsen og senere skrædder Jørgensen boede havde vi en god kælkebane, som blev flittigt benyttet. Nogle gange travede Julie Nielsen og mor med helt op til bakkerne i “bette Amerika”, hvor der var store kælkebakker. Vi skred på is og skøjtede i Marinus Andreasens eng eller på P. Dams dam ved skolen eller i Chr. Thises eng øst for byen, hvor vi om foråret plukkede engkarse, mens viberne skreg.

Når man sådan sidder og tænker tilbage på “gamle” dage, passerer forskellige ansigter revy i ens indre. – Lige nu kom jeg til at tænke på Marklund og hans kone Maren, et par meget venlige mennesker. Marklund var søn af den gamle sognefoged Chren Chren. Marklunds kone var fra Kædegaard i Pandrup. I nogle år havde de slagterforretning der, hvor nu murer Jørgen Nielsen bor. Senere kom slagter Sørensen (damefrisør Johanne Sørensens mand) og derefter slagter Larsen. Marklund var også handelsmand og han kunne klippe dyr i papir – det var hele kunstværker. Jeg har haft nogle, men har dem desværre ikke mere. Marklunds kone kunne le så hjerteligt, at tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun gav mig engang en grisehale. Jeg stod i slagterbutikken og hviskede til mor, om vi ikke skulle have halen af den gris, der hang der. “Hvad er det Karen vil?” spurgte fru Marklund. “Ah, hun spørger om vi ikke skal have halen”, svarede mor. “Ja, da skal hun også have den”, sagde fru Marklund og snittede den af til mig. Foruden Svend, som jeg før har nævnt, havde de to piger, Inger og Karen, der kom sammen med Ester Andreasen, Drustrups piger og smedens Sigrun. De store piger så vi mindre naturligvis op til. Der var også et par ældre sønner, som ikke var hjemme.

I cementstøberiet boede i mange år Aksel Nielsen og hans kone Maren. Hun stod i mange år i mejeriets udsalg og solgte mælk og fløde, som vi hentede i spande. Målene var dengang potter og pægl. Senere blev det arbejde overtaget af murer Chresten Lassens Dagny, hvis mand Henry også i mange år havde cementstøberiet. De havde en pige, Inger, som vi også legede med. Jeg synes for resten også, at handelsmand Jens Thomsens kone Johanne somme tider solgte mælk. Deres datter Grete var også på min alder, der kom jeg også til fødselsdag og fik budding med rød sovs. Det fik vi de fleste steder inden vi skulle hjem. det var ikke min store livret, måske fordi vi aldrig fik det hjemme. Som regel, når vi var til fødselsdag, skulle vi blive og spise til aften.

Jeg kom fra det med mejeriet. Der var kun lukket op et pat timer om formiddagen, så før højtiderne kunne der godt være kø for at komme til. Vi havde vist ikke “kø-kultur” den gang. Med tiden blev det sådan, at der om sommeren i jordbær- og grødtiden var lukket op i udsalget ½ time sidst på eftermiddagen. Køleskabe havde man jo ikke, så det kunne være et problem med at få mælken til at holde sig, hvis man ikke havde en god kælder. Det havde vi nu. Mælkekuskene var der også noget særligt ved, når de kom kørende med hest – med mælk til mejeriet. Om vinteren kunne de være godt udstafferet for at holde varmen. Så kan det nok være, de bankede arme, mens de holdt og ventede på at komme til ved perronen. Da lukkede butikkerne tidligt op – især købmændene – for det var almindeligt at mælkekuskene havde bud med efter varer.

Som sagt før kom vi også sammen med Jens Trudslevs. – Jeg kan huske engang, vi havde besøg af hele familien, det var vist en søndag eftermiddag, da havde jeg en forfærdelig ørepine. Jeg var ikke ret stor, og det var vist den eneste gang som barn, jeg havde ørepine. – Vi var gerne til Marie Trudslevs fødselsdag den 11. januar; jeg tror altid, de beholdt deres juletræ til efter den dag. Det var altid sjovt at komme der. De havde seks drenge og én pige, Else. Hun var på min alder. Marie Trudslev spillede på klaver; jeg husker især én der hed: “Hip og hop”. Den var vist svensk. Engang, jeg besøgte Else, skulle vi prøve at ryge, og af mangel på andet, blev det til hyldebærkviste, så det blev vi nok snart færdige med. Vi blev meget gode venner, men det var først om ved konfirmationsalderen, at vi begyndte at være meget sammen. Som sagt syntes jeg, at de boede langt uden for byen, og børn ude fra rendte ikke sådan til byen dagligt.

Én ting har jeg helt glemt – fastelavn. Så skulle vi klædes ud og ud med raslebøssen, og så sang vi: “Fastelavn, er mit navn” eller “Boller op, boller ned, boller i min mave”.

Engang havde mor syet “bondepigedragter” til Gerda og mig. Jeg har noget af den endnu, også et billede taget af os – taget i vores have. Mon ikke vi var 7 – 8 år.

Noget af det sjoveste var at komme i et par højhælede sko, så kan det nok være, vi følte os store. De store drenge gik rundt med store kurve og solgte fastelavnsboller fra bageren. Mor købte fra begge bagere, så vi havde mange boller. Jeg spiste kun de 5-øres rosinboller, mor ville have de 10-øres med creme og flormelis. De 5-øres spiste man som de var – uden smør – og jeg kunne spise mange. Lidt tørre har de vel nok været, men det syntes jeg i alle tilfælde ikke.

Mor kunne lide at klæde sig ud til fastelavn og tage maske på og så gå ind til Andreasens og bagerens med raslebøsse. En enkelt gang, da hun havde købt en fin zi’geunermaske i Brønderslev, gik hun også ned i butikken til far og pigerne og præsenterede sig som en kone fra Thise. Én af pigerne kunne kende hende på hænderne. Far prøvede også at klæde sig ud med et stort paphoved, som jeg har endnu. Det havde været min bedstefaders. Han havde været med til karneval. Der var også dengang karneval på hotellet. Det var mens Engelunds havde en skræddersvend, der hed Nitscke. Han havde lavet en flot dragt – jeg synes, den var hvid med guldstjerner på. Han vandt helt bestemt som den flottest pyntede.

Af og til fik jeg far til at steppe for mig – det syntes jeg, han var vældig god til. Havde han haft et par steppesko, tror jeg også han kunne være blevet god til det. Han kunne også bøje dybt med i det ene knæ, samtidig med at han strakte det andet ben frem og skiftede fra det ene ben til det andet, som man ser det, når man ser russisk dans på TV – kun ikke så hurtigt.

Jeg så meget op til min far. Det blev ikke mindre med årene. Han var meget optaget af sin forretning og sad på sit kontor til langt ud på aftenen. Når der kom handelsrejsende, var det spændende at få lov til at stå bag disken og se på, når der blev købt ind – pigerne fik altid lov at være med og blev taget med på råd. Særlig spændende var det, når en bestemt rejsende kom og fyldte disken med prøver af kjolestoffer. Hvis der var udgåede mønstre, fik jeg prøverne til dukketøj. Og det var også spændende, når den rejsende fra Silkeborg kjolefabrik kom. Så var der også en rejsende fra Randers, som jeg gemte mig for, når jeg kunne komme af sted med det, og det endda selv om han ville have mig med over til Drustrup efter chokolade, eller netop derfor. Selvom jeg kun var en lille pige, mærkede jeg, at han var for indladende. Det var nu vist kun i god mening, men jeg kunne ikke lide det og lærte hurtigt hans bil at kende. Der kom jo ikke så mange biler. Nogle af de rejsende kom med toget. Der var én – Poulsen – fra Georg Dam, som altid inviterede os med til strandpavillonen i Løkken. Det var altid en selvfølge, at jeg skulle med, og det nød jeg – at komme hen, hvor der var musik.

Jeg kan vist godt sige uden at prale, at ekspeditricerne i sådan en forretning ude på landet lærte en masse. F.eks. syede de selv dyner – det har mor også været med til, og far havde i mange år et fjerkammer på loftet. Senere blev det i kælderen under butikken, at de stod og stoppede puder og dyner, som bl.a. blev leveret til mangt et brudeudstyr. Så fik pigerne en af fars kitler på og et tørklæde godt ned i panden. Ester Andreasen var så dygtig til at sy, og hun sad ved en trædemaskine i den ene ende af butikken og syede masser af dynebetræk og forklæder.

Gerda og jeg legede tit i kælderen. Der lå en dynge uld, og det var sjovt at tumle i sådan en dynge fedtet uld. Vi tænkte ikke på, at det både kunne ses og lugtes bagefter, så mor kunne sige: “Nu har I leget i ulden igen!” En enkelt loppe kunne vi også få på os. De ville også gerne sætte sig i fars uldne sokker. Når han var inde for at få kaffe, skulle han have dem fanget. Så brættede han buksebenene op, og han havde et særligt tav på at fange lopperne med tommelfingerneglene. Jeg kan endnu fornemme den kvalme, søde lugt, der var ved ulden, som blev delt op i vasket og uvasket uld. Når konerne kom cyklende med deres uldsække, kunne der ikke handles før far havde haft sækkene med i kælderen og studeret ulden. Det kunne engang imellem hænde, at de ikke kunne blive enige om, hvorvidt det var vasket eller uvasket uld, så tog konen sommetider sin uld med sig igen. Det samme kunne være tilfældet, når der købtes fjer og dun, som selvfølgelig ikke kostede det samme, hvis de var blandet, som hvis de var sorteret, og for at være første klasse skulle ænder og gæs være plukket uden at være skoldet. Vi købte for resten også uldne, strikkede klude. Både uld og klude blev afhentet af en opkøber fra Randers. – – Kun én gang om året havde vi udsalg, og så havde vi også lykkeposer. De lyslilla hatteposer, vi havde (for vi solgte også både dame- og herrehatte) blev brugt til lykkeposerne. Jeg var vist ikke så slem til at tigge, men så måtte jeg nu have lov til få en lykkepose. Mon den spænding, hvormed man lukkede sådan en pose op – findes hos børn i dag. – Det gør den vel, men givet er det, at der skal mere end en lykkepose til. Og så havde jeg jo endda “snuset” lidt til, hvad der kunne være i poserne.

Nytårsløjerne må jeg endelig også have med. Vi begyndte nu allerede juledags aften – Skt. Stephans aften – med at lave løjer. I de år, hvor vi var i Nørre Sundby til jul, kom vi først hjem 2. eller 3. juledag, så skulle far have havelågen sat ind før jul. Trækvognen i brugsens skur var jo ikke til at sætte ind, så den måtte han tit betale for at få igen. Der kom gerne én eller anden dreng og meddelte, at han nok vidste, hvor trækvognen stod, og så fik han en skilling for at komme med den.

De store drenge, jeg tænker her først og fremmest på elektriker Thomsens Børge og tømrer Nielsens Gunnar nøjedes ikke med at gemme låger og kaffekander. De fandt snart ud af, hvem de kunne irritere og få ud og løbe efter sig, og vi mindre stod lidt i baggrunden og så til – betaget over hvad de store drenge turde. Når det gik værst til satte de vist strøm til dørvriderne, der hvor de kunne få manden lokket ud. Det var også skikken at “vende senge”. Det har jeg aldrig prøvet – jeg har altid syntes, at det var en dårlig spøg. Derimod havde jeg en tom trådrulle med en snor i liggende i en skuffe fra år til år. Vi satte et søm igennem. Når vi satte rullen imod folks ruder og trak i snoren, skrattede det vældigt – og så løb vi af sted. Jeg har også en enkelt gang været med til at smøre grøn sæbe på folks “dørvridere”, hvis der var én og anden, vi godt ville drille. På gårdene forsvandt “mogbo’ren”, hvis man ikke havde den bag lås og slå, og mange steder sås kaffekander og kedler i toppen af flagstænger. Da var en kaffekande altid en “madam blå”. Vi havde såmænd tre aftener til disse løjer – nemlig Stephans aften, nytårs aften og hellig tre kongers aften.

Sommeren 1996. På én eller anden måde er der nu gået 21 år, uden at jeg er blevet færdig med at skrive om min barndom. Det var meningen, det kun skulle omhandle barndommen til ca. konfirmationsalderen. I mellemtiden har blandt andre Lis og Børge Thomasen læst det, og jeg har fået en reprimande af Børge for det, jeg sidst har fortalt om – nemlig nytårsløjerne!

Jeg beklager meget, at jeg som lille pige havde misforstået aktens forløb og forstår godt Børges reaktion. Det forholdt sig nemlig sådan, at det var Radio-Emil, der satte strøm til håndtagene for at give drengene en lærestreg. Han havde naturligvis ikke tænkt på, at det var livsfarligt at røre ved håndtaget. Det Børge gjorde var at hente en ledning hos faderen (elektriker Thomsen) – forbinde den med tagrenden, der gik til jorden – sætte den anden ende til håndtaget – og så gik sikringen. – En stor undskyldning til Børge.

Efter at have læst det hele igennem igen, undrer det mig, at jeg endnu ikke har nævnt gymnastikken, som fra ved 6 – 7 års alderen og hele vejen frem har betydet uendelig meget for mig. Ja, jeg er ved at synes, at det ikke kan passe, men jeg har haft en kladde, så det kan jo være derfra, at det er smuttet, men sikkert er det, at forårsopvisningen på hotellet var et af årets højdepunkter.

Efteråret 1996. Sjovt nok fandt jeg her i efteråret kladden, hvor jeg netop havde sat en streg der, hvor jeg var kommet til – omtalen af gymnastikken, som jeg startede med i 6 – 7 års alderen. Det blev for mig den sport, der var alfa og omega gennem hele barndommen og ungdommen.

Jeg mindes første gang. Gutte og jeg skulle med til hovedkredsopvisningen på Åby højskole. Gutte var ca. 1½ år yngre end mig, så hun var vist den yngste deltager i opvisningen. Vi høstede vældigt bifald, da vi sprang skråspring over plinten og balancerede på bommen. Om foråret havde vi som nævnt opvisning på hotellet i to aftener. Den første aften var der børnebal bagefter, og den sidste aften bal for de unge, men os gymnaster måtte godt blive der og danse lidt den anden aften også.

Disse opvisninger så vi meget hen til – så løb vi hjemmefra og til hotellet i gymnastikdragterne (de mørkeblå – og ikke alle mulige farver og faconer som i dag) – hvide ankelsokker og sorte “balletsko” – eller også klædte vi os om i et af hotellets værelser, som vi havde fået overladt til omklædning. Når vi løb op ad trappen til værelserne ovenpå, så følte vi os bestemt “store”. – Og når Kirkensgaards orkester stemte i med “Alte Kameraden”, så fik vi hjertebanken, hvis vi ikke havde haft det før. – Dengang havde vi ellers ikke musik til gymnastikken – kun til indmarchen og springene.

Far kunne dårligt blive færdig til at komme derhen, for der var altid nogle, der kom i sidste øjeblik efter ankelsokker og hårbånd. – Vi gik to og to og havde skiftevis hvide og røde pandebånd på, og damefrisørens krøllejern var vist varme hele eftermiddagen før opvisningen, for da skulle alle “krølles”.

En anden stor begivenhed var, når Jens Thises dilettanter kom på hotellet og opførte hans komedier. Jeg har vel været 5 år, da de spillede “Sognefogedens pigebørn”, det husker jeg meget tydeligt. Jens Thise havde to døtre, der spillede med. Den ene hed Gudrun – blev senere gift med vores andenlærer Hansen, som også spillede med. Af de andre medvirkende husker jeg især Anna og Johannes Engelund. Anna spillede en “skrap” kone. Johs. Engelund gav sig i mange år af med at skrive lejlighedssange. Med til disse aftener var også Kirkensgaards orkester, der underholdt før komedien begyndte, og mens der blev skiftet kulisser. Så spillede de blandt andre Berlinerluft og Florentinermarch.

Meget tidligt fik jeg interesse for musik. Engang, det var vist også før jeg kom i skole, var jeg med mine forældre og min mors familie fra Nørresundby i “Kilden” i Aalborg for at høre Lilli Genes og hendes zi’geunerorkester. Jeg har aldrig glemt, at de spillede Ungarsk rapsodi nr. 2 af Franz Liszt. – Mor havde klaver, og tit spillede hun for mig. Det skulle gerne være: “vente på far” – “lille Viggo, vil du ride ranke” – “du spørger min dreng” – o.m.a. – også underholdningsmusik som f.eks. Molboerne, Edelweiss og Aftenklokkerne. Selv fik jeg aldrig lært at spille ordentligt – det ærgrer mig meget. Når jeg var kommet i seng, sang mor for mig – især: “jeg er træt og går til ro” – “sov mit barn sov længe”, og hun bad aftenbøn med mig. Somme tider var det også far, der gjorde det. Han læste også H.C.Andersens eventyr. Alligevel hændte det, at jeg ikke faldt i søvn, hvis min hvide mis, som jeg holdt meget af om dagen, gav sig til at mjave ude i en af skunkerne. Så listede jeg mig ud på loftet og hen til trappen og kaldte på mor. Det var ikke altid, hun kunne høre det første gang, og hvis jeg så fik øje på mis, som sad der i skunken og stirrede på mig med sine lysende øjne, så blev jeg for alvor bange – og råbte: “mis har sådan nogle grimme øjne”. – Over min seng havde jeg en lille hylde, som snedker Ribergaard havde lavet. Der havde jeg et glas vand stående, men af og til blev jeg glædeligt overrasket om morgene over at finde en tallerken med små trekantede sukkermellemmadder. Jeg har altid været morgenmand, og mor ville gerne sove længe.

Mor holdt meget af at holde “mørkning”, som vi sagde. Hun kunne lide at sidde uden at tænde lys, selvom det næsten var helt mørkt. Så kunne hun tage mig på sine knæ, og så sad vi og sludrede på et hjemmelavet sprog – vi kaldte det vist et eller andet, men det kan jeg altså ikke huske, hvad var. – Nu har jeg så for nylig læst, at en læge har tilrådet, at holde “mørkning”, når man kan.

Eftersom det hele er skredet frem, kan jeg se, at der i dagligdagen mere er nævnt mor – end far. Dengang – mere end nu – var det jo sådan, at det var moderen, der altid var parat til at tage sig af de problemer, der kunne opstå i hverdagen. – Selvom det ikke så tydeligt fremgår af det, jeg har skrevet, så blev jeg ret strengt opdraget. – Lydighed var en selvfølge – også – at man ikke talte, når de voksne talte. I det hele taget var det nok ikke helt ved siden af med det gamle ord, der sagde: “din vilje sidder i din mors bukselomme.” Det var ikke som nu, hvor børnene fra ganske små lærer at have en selvstændig mening om alt.

Nej. det var absolut efter min mening for meget til den anden side – vi vidste, at som mor og far mente – sådan var det – sådan skulle det være. En gylden middelvej havde nok været at foretrække. – Vi tænkte vist aldrig den tanke, at vi kunne have ret. – Da jeg blev ældre kunne far ikke så sjældent sige: “det passer godt nok, Karen!” Det kunne være til nogen fortrydelse for mor.

At jeg som 11-årig kom til at gå i Åbybro realskole, var bestemt ikke efter eget ønske. Jeg følte mig som en enlig svale. Dengang – helt i modsætning til nu, havde jeg ikke let ved at komme i snak med fremmede, og der var så mange fra Pandrup og også fra Åbybro, som kendte hinanden. Jeg følte mig utrolig fremmed og alene. – græd hver dag, når jeg kom hjem. Det var vist heller ikke altid, jeg kunne holde tårerne tilbage i skolen. Skolebestyrer Frede Okkels kunne vist se, at jeg ikke trivedes, og han havde flere samtaler med lærer Landbo indtil det endte med, at Ingeborg, som jeg sad sammen med i Hjermitslev skole, kom med derud – og glad var jeg. Ingeborg Landbo var den ældste af en flok på syv, og da realskolen jo var en privat skole, skulle vi selv betale skolepenge og kort til toget. Vi sad så sammen også derude i de fem år, vi gik der, og jeg blev glad for, at jeg kom derud.

Vi havde en meget dygtig dansklærer – Hr. Nielsen – kaldet. Han skulle nok lære os at stave ordene rigtigt (der havde vi nu også fået grunden godt lagt i Hjermitslev skole) – og for at vi kunne lære at sætte komma på de rigtige steder, lærte han os remserne med de forskellige bindeord, som vi næsten kunne sige i søvne, og ve den der sagde: “fordi at” – eller ikke kendte forskel på “ligge” og “lægge” o.s.v. Sproglærerinde – fru Poulsen – C.P. – terpede også grammatik med os, så vi aldrig glemte de forskellige remser m.m.

Med hensyn til terperiet i skolen, så tænkte vi vel heller ikke på, at det kunne være anderledes, og den dag i dag er jeg glad for, at jeg i Hjermitslev skole og da jeg gik til præst. lærte alle de dejlige salmer udenad – ikke kun fordi det er praktisk i den overgang, der er, indtil man husker, at man skal have brillerne med. Senere kan der også blive problemer med at kunne se at læse. – At vi hos pastor Vejen lærte: Johs. 3-16 og Math. 7-12 gør sandelig heller ikke noget. Ligesom vi også på vores konfirmationsdag – oppe ved alteret sang udenad: “Mægtigste Kriste” og “Jesus os til trøst og gavn”.

Da jeg som sagt tidligere havde bestemt, at jeg ville skrive om det, jeg husker fra barndommen og til konfirmationsalderen, så vil jeg slutte af her med at slå fast, at det var en meget dejlig barndom, jeg oplevede dengang i tredivernes Vester Hjermitslev.

Hyrdedreng i Alstrup i 1926

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev.

Hyrdedreng i Alstrup i 1926

af Lisbet Thorendahl

Svend Nissen fortæller: Min far var mejeribestyrer på Sønder Saltum mejeri. I 1928 skulle jeg, som 9-arig, sommeren over være hyrdedreng hos Boelt familien i Alstrup. Det var søskendeparret Poul og Sofie Boelt, der drev gården. Foruden mig som hyrdedreng var der en karl og en pige. Her boede også i en slags aftægt Poul og Sofies mor, den gamle Ane Boelt. “A’en Bult”, som hun kaldtes. Hun var født i Spaungaarden i 1857. Hendes mand, Søren Christensen, døde som 52-arig i 1905, hvorefter hun sad ene tilbage på gården med 11 børn. De ældste var dog voksne, så hun har nok kunne drive gården videre uden fremmed hjælp. Her i 1928 var alle for længst fløjet fra reden undtagen søskendeparret Poul og Sofie, der som nævnt havde overtaget ansvaret for arbejdet ude og inde.

Jeg var dog ikke mere end kommet til gården, før den gamle Ane tog mig under sine vinger. Skikken var, at hyrdedrengen skulle sove i kammeret sammen med den voksne karl i hestestalden. Nu var det sådan, at karlen i Boelt aldrig sov hjemme om natten, det var nemlig en kendt sag, at han sov hos kæresten på nabogården. Derfor sagde gamle Ane: “Svend skal ikke sove i stalden alene”, og sådan blev det, og et værelse op ad køkkenet blev gjort i stand til mig.

Mit arbejde som hyrdedreng bestod i, at jeg om morgenen efter morgenmalkningen skulle bringe køerne ned i engene og tøjre dem der. Om middagen skulle de hjem til malkning, og over middag skulle jeg så igen i engene med dem indtil ved aftenstid, hvor de igen skulle bringes hjem til dagens sidste malkning. To af ugens dage havde jeg fri i nogle timer for at passe min skole i Sønder Saltum.

Den første gang jeg skulle cykle til Vester Hjermitslev for at udføre et ærinde, sagde Poul til mig: “Når du nu kommer hen til gården lige efter krydset, sidder der en mand i grøften. Han vil stopper dig og spørger, hvor du skal hen, og så skal du bare sige, at du skal til Hjermitslev efter 2 pund kaffe.” Jeg cyklede af sted, og ganske rigtigt sad Chr. Pi’sen (Pedersen) på grøftekanten ud for sin gård. Han råbte mig an og spurgte, hvor jeg skulle hen, og hvor jeg kom fra. Jeg svarede, som jeg havde fået besked på, og han gentog med et forbavset udtryk i ansigtet ” 2 pund kaffe” . Ja, sådan lavede man sjov med hinanden.

Men jeg skulle også passe andre pligter. Det var sådan, at karle og piger fik kaffe klokken et. Men gamle Ane fik sin eftermiddagskaffe klokken tre, og hun ville have, at jeg skulle drikke kaffe sammen med hende. Hun fortalte mig mange ting, mens vi drak kaffe. Oftest fortalte hun mig om alle sine børn. De fleste var i 30-40 års alderen. Flere af dem havde været i Amerika, og en af dem var blevet derovre. Hans navn var Niels, og det gik ham rigtig godt. Hun fortalte, at han havde munden fyldt med guldtænder, og idet hun sagde det, lod hun med en betydningsfuld mine en finger glide fra den ene side af munden til den anden. Hun repeterede ofte sine voksne børns navne og i hvilke gårde, de var koner eller mænd.

Den ældste hed Christine. Hun var gift med gårdmand Marinus Gade i Rendbæk, Søren havde en gård i Sønder Harritslev, Chresten havde en gård i Rendbæk, Ane Marie var gift med gårdmand Lars Sivesgaard i Ingstrup, Ane Dorthe var gift med en bagermester i Løkken, Johan var gift med Anine. De havde en gård i Alstrup, Christian var gift med Agnes Ulrich og havde en gård i Hundelev, Thomas var gift med Anne Nysted og var forpagter på Ingstrup præstegård, Niels var i Amerika og så var der søskendeparret Sofie og Poul, det tog sig af hjemmet i Alstrup. Gamle Ane krævede, at jeg skulle kunne navnene på dem alle og huske gårdnavne og steder.

Kan være et billede af 1 person og pladespiller

Da Svend Nissen blev pensionist, var han et trofast medlem af det frivillige tirsdagshold i Egnssamlingen. Han ses her i færd med at ompolstre en stol.

Den sommer, jeg var hyrdedreng i Boelt, kom Niels fra Amerika hjem på besøg. Jeg kan huske, at det var en søndag, han skulle komme. Jeg havde fri efter middagsmaden, men den dag blev fridagen udskudt. Det blev en spændende dag. Niels kom til Aalborg med skib om formiddagen, og tidligt om morgenen var flere af hans søskende kørt derud i bil for at hente ham. Da de kom tilbage, og Niels havde hilst på familien, kom han ud i køkkenet og hilste på mig. Jeg havde siddet på høkassen og ventet. Han kaldte mig BOY og var flink og lavede sjov med mig.
Jeg havde begge mine bukselommer fyldt med ting og sager, så de struttede ud til begge sider. Han spurgte, hvad jeg havde i lommerne, og smed en halvdollar hen til mig og sagde, at den mønt måtte jeg få, hvis jeg ville vise ham, hvad jeg havde i mine lommer. Det gjorde jeg så, og han mindedes sikkert, hvad han selv havde gået rundt med i lommerne, da han var dreng,

Det blev en hyggelig tid, mens han var hjemme. En dag skulle der komme fremmede, og for at nå det hele skulle Niels sammen med mig hente køerne i engen. Da vi var kommet hjem, og køerne var kommet på plads i stalden, opdagede Niels’ bror Poul, at den sortbrogede ko manglede. Niels slog det hen og sagde: “Pyt med det, den er da derude et eller andet sted”. Så tog Poul telefonen og ringede til naboerne og spurgte, om de havde set den sortbrogede. Hos Spauns grinede de og sagde: “Ja, de havde set koen, og den stod trygt i stalden hos dem”. De vidste udmærket, hvor koen hørte hjemme, men det var den slags spøg, man kunne finde på at lave med hinanden, og så kunne man grine og snakke om det i flere dage..

Sommeren som hyrdedreng gik hurtigt. Den var gået godt, og jeg havde oplevet en masse. Jeg glædede mig nu til at komme hjem og være sammen med mine forældre og søskende, og jeg glædede mig også til at skulle i skole hver dag.

—————

Ester og Svend Nissen boede tidligere i huset på Eranthisvej 7 i Vester Hjermitslev. I 2007 flyttede de på plejehjem. Svend døde i oktober 2010, .og Ester bor fortsat i 2010 på plejehjemmet i Vester Hjermitslev.

Det er damefrisør Edith Jørgensen, Hjermitslev, der har hjulpet Svend med at huske Boeltbørnene, hvoraf hendes mor var Ane Marie.

Artiklen har været udgivet i lokalavisen ”Sydvestvendsyssel” under Egnssamlingens rubrik – den 8. januar 2008.

Afskedsportræt fra 1989

Lektor og komponist

Jørgen Sørensen

var ansat på Nr. Nissum Seminarium

Han har skrevet både Brønderslev sangen og Vendsysselsangen der synges rigtig meget her i Vendsyssel.

Jørgen Sørensen f. 1929 d. 1995

Afskedsportræt fra 1989

I løbet af ganske få år har vi oplevet et dramatisk generationsskifte på Nr. Nissum Seminarium. Mange rige personligheder har forladt institutionen, og det føles afgjort som et tab. En af dem er seminarielektor Jørgen Sørensen, som i mangfoldige år har varetaget musikundervisning her på stedet. Jørgen Sørensen er født i Brønderslev i 1929, men har altid pointeret, at han nødig vil prale af, at han er vendelbo! – Vendelbo er jo undertiden noget særligt, og dette har han i årenes løb til overmål demonstreret. Men først nogle konkrete data: Han blev nysproglig student fra Hjørring Gymnasium i 1948. Allerede her viste han sider af sit talent, idet den gribende titel: »Hvis du ser en krokodille i dit badekar«. Det skulle senere vise sig, at der var meget andet end krokodiller i det badekar. Der var f.eks. en overordentlig seriøs og stringent musikpædagog, der skrev lærebøger om musikteori. Disse lærebøger var, med deres kompetence og systematiske progression, særdeles efterspurgte og blev flittigt brugt over det ganske land. Men det var ikke teori altsammen: Jørgen Sørensen kunne synge selv, og i årene 1963-64 kunne man i Danmarks Radio nyde hans smukke baryton stemme, når han ved solistudsendelser præsenterede danske sange og romancer. Mest kendt er Jørgen Sørensen givetvis for sine børnesange. Det er egentlig lidt uretfær- digt. Han har nemlig komponeret adskillige »voksensange«, som alle har stor kunstnerisk værdi. Han er et naturtalent som melodi-skaber. Det er aldrig akkordrækken der bestemmer melodi linien, men omvendt. I dette lineære princip er det derfor akkorderne, der han fremtrådte som en glimrende violinist. I 1950 tog han lærereksamen fra det gamle Blaagaard Seminarium, hvorefter han en årrække var lærer i Brønderslev og Frederikshavn. I 1959 gik det til København, hvor han ved musikkonservatoriet uddannede sig til musikpædagog samtidig med, at han underviste på Østrigsgades Skole. I 1963 blev han ansat ved Nr. Nissum Seminarium som

musiklærer. Da undertegnede i 1971 kom til det vestjyske var alt, hvad jeg vidste, at en vis Jørgen Sørensen havde komponeret en børnesang med smykker og fremhæver det melodiske forløb, der fremstår som særdeles sangbart. Det er næppe nogen overdrivelse, at digteren Ludvig Holstein står hans hjerte nærmest, hvorfor han da også har leveret en række Holstein-sange, hvoraf nogle allerede har fundet vej til skolesangbøgerne og desuden findes indspillet på grammofonplade. Et hefte med »seks norske sange« er lidet kendt, hvilket imidlertid ikke gør dem mindre værdifulde. Som pædagog har Jørgen Sørensen gennem årene været kendt både for sine markante holdninger og sin ironisk humoristiske attitude. Er man en interesseret elev, er det garanteret, at man lærer noget, – også, at man morer sig. Jørgen Sørensen er ikke kun interesseret i noder. Han kan også lide ord, ikke mindst ordspil og overraskende

formuleringer. Ud over at han selv har skrevet tekster til mange af sine melodier, er han en passioneret dyrker af epigrammet. Fra det rige udvalg blot et enkelt eksempel, som klart markerer stilen:

Ingen betvivler,

at Beethoven

havde et helt

usædvanligt talent.

Men alting er sandelig

også langt lettere,

når man bli’r født med et navn,

der er kendt!

Det vil på dette sted være uoverkommeligt at komme ind i alle kroge af hans komponistvirksomhed. Meget tyder på, at vi stadig har mange værker til gode fra hans hånd. Som pensionist er han ikke gået i stå. Tværtimod: han er så produktiv som aldrig før. Sidst har det udmøntet sig i tolv smukke salmer for blandet kor til tekster af biskop Johannes Johansen. – Og børnesangene har han heller ikke glemt. Der kommer flere. Vent bare! Hermed en tak for godt samarbejde og mange inspirerende stunder gennem årene.

Sten Abrahams, lærer

Nørre Nissum Seminarium

BINDSLEV GL. ELVÆRK ER ET AF DANMARKS FÅ TILBAGEVÆRENDE VANDKRAFTVÆRKER,

som indtil 2023 stadig har været i drift takket være frivillig arbejdskraft og velvillig bistand fra mange sider. Men nu møder værket modstand.

Indtil foråret 2023 forlød det således:

“Værket er beliggende vest for Bindslev by i et særdeles naturskønt område omkring Uggerby Å, der på dette sted har en slyngning, der gjorde det muligt at placere en dæmning, således at tilstrækkelig faldhøjde kunne opnås. For at sikre fiskenes passage er dæmningen forsynet med en fisketrappe, som betegnes som Danmarks smukkeste. En legeplads for børn og gode muligheder for at nyde den medbragte kaffe gør Bindslev Gl. Elværk til et ideelt udflugtsmål for hele familien.”.

En rigtig perle; rislende vand, fuglesang, toilet og infotavler, samt bord og bænke.

Der er almindelig enighed om, at Niels Hjort i særlig grad har bidraget til, at det lykkedes for Bindslev at få et vanddrevet elektricitetsværk. Poul Krabbe har tidligere beskrevet Niels Hjorts indsats.

Denne historie kan læses her på FB gruppen, som en separat historie.

Her kommer bl.a. først historien – Et par erindringsglimt fra 1950’erne om Bindslev Elværk Af Torben Ejlersen nedenfor

Mine forældre, Ragnhild og Leif Ejlersen, var allerede fra deres ungdomsår i 1930’erne meget gode venner med Hjørdis og Poul Hansen, elværksbestyrerparret i Bindslev. Hjørdis og Poul blev da også mine gudforældre, da jeg blev døbt i Skt. Ansgars Kirke i Aalborg i efteråret 1940.

Da mine forældre i 1946 flyttede til Bindslev, blev der endnu hyppigere kontakt mellem vores familie og “dem” på Elværket. Forresten sagde vi altid “Værket”. Det nære bånd er forklaringen på, at mine to søskende, Finn og Marianne og jeg altid kaldte dem onkel Poul og tante Hjørdis, og at vi ofte kom på Elværket eller hyppigt løb på hinanden nede i byen. Da Stine og jeg blev gift i 1966, var Poul og Hjørdis naturligvis også inviteret med til festen.

Jeg husker mange ting og stemninger fra Elværket og dets beboere fra 1946 og til 1959, da jeg forlod Bindslev og flyttede til København. Først og fremmest var Elværket og dets omgivelser for et barn og stor dreng et interessant men også lidt mystisk sted. Fra Bindslev skulle man gå gennem Frisegård, forbi den gamle hollandske vindmølle og videre ad den sandede markvej for at nå op til Elværket. Undervejs kunne det blæse godt, og om vinteren blev det let ufremkommeligt på grund af sneen. Så lå Elværket ensomt.

Den smalle plankedækkede jernbro, der førte over overfaldsdæmningen, var altid en oplevelse at gå over, ikke mindst, når der var meget vand i åen, som væltede ned over de store sten i dæmningen. At springe rundt på stenene nedenfor, når de vel at mærke var tørlagte, var altid en oplevelse. Den sirlige fisketrappe, som er der nu, kendte vi ikke. Der var en særlig stemning over åløbet og dæmningen, når isen lagde sig over åen om vinteren. Jeg husker, at man i nogle år i 1950’erne kunne løbe på skøjter på Uggerby Å fra Bechs teglværk, videre under broen i Bindslev – her gav det et særligt ekko – forbi Laur. Hahns elegante lysthus, så den gamle losseplads – en guldgrube af af ragelse og affald længe før genbrug og miljøtanker – og hvor der senere blev lavet et anlæg – og så videre på skøjterne helt frem til elværket. Dog skulle man ikke komme for tæt på sluseristene, hvor isen var skrøbelig.

Jeg var imponeret over min gudfar, når han på cykel kørte nedad den stejle og smalle sti langs trappetrinene til jernbroen over dæmningen. Det var først som stor dreng, at jeg turde gøre ham kunsten efter. Også hans cykel var usædvanlig. Dels havde sadlen en usædvanlig form, den var ikke polstret, som man ellers kendte det. Men også styret på cyklen var anderledes end normalt, måske var det en håndbremse til forhjulet, som gjorde det. Mest underlig var dog de to cykeltasker, som hang på begge sider af bagagebæreren. Jeg tror ikke, at der fandtes magen til dengang i Bindslev og omegn. Men jo meget praktisk, når der skulle købes ind i byen. Der var trods alt en kilometers vej mellem by og elværk.

Når man var kommet over jernbroen – en miniudgave af den første Lillebæltsbro – nåede man frem til “øen”, hvor der lå et hønsehus. Til venstre for jernbroen var der en lille bådebro, og her lå Poul Hansens røde kano på et stativ. Den var altid velholdt, lærredet malet og pagajerne lakerede. Kanoen fik selvfølgelig en omgang hvert forår. Min gudfar var jo oprindelig udlært tømrer. Han havde dog ikke selv lavet kanoen, men vistnok købt den i Silkeborg. Den blev flittigt brugt. For os andre blev det også til mange sejlture i årenes løb med Hjørdis og Poul, han altid bagest som styrmand. Måske gjaldt det blot en lille aftentur hen ad åen til selve Elværket, andre gange gik det helt ned til broen i Bindslev. Før kanoen havde Hjørdis og Poul vistnok haft et par kajakker.

En mindeværdig tur fandt sted en sommerdag omkring 1957. Mine gudforældre og en veninde padlede afsted i kanoen, mens deres søn Mogens og jeg fulgte med i en lille båd, som jeg selv havde bygget af nogle brædder. Bådene blev båret ned ad dæmningen og sat i vandet. Åløbet var nedstrøms lidt smallere end den opstemte del af åen før Elværket. Udflugten gjaldt Tversted strand, mon ikke en tur på en otte-ni kilometer.

Hjørdis havde lavet en solid madpakke anbragt i en blikkasse med små skuffer. Familiens hund Bulder fulgte med langs åbredden. Lidt før Uggerby var det nødvendigt at tage den ombord i kanoen. Bulder skulle ikke fare vild, når vi passerede byen og dens haver og sejlede under landevejsbroen. Da hunden hoppede om bord i kanoen med de tre voksne, tippede båden rundt, og besætningen plus madkassen faldt i vandet. Jeg har endnu ikke glemt, at da Mogens og jeg, som på det tidspunkt befandt sig lidt foran kanoen, hørte et stort plask og vendte os om, ja, da så vi blot bunden af kanoen, indtil de tre voksne dukkede op mellem siv og åkander ved åbredden.Vi blev jo lidt forskrækkede.

De reddede sig hurtigt, men våde op, fik vendt kanoen, men madkassen var tungt lastet gået til bunds og ligger der nok den dag i dag. Også Pouls ene og helt nye sandal gik tabt. Vi opgav dog ikke turen, men købte et par wienerbrødsstænger og kage hos bageren i Uggerby, og fortsatte sejladsen mod hængebroen ved stranden nær Tversted. Efter nogle timer på stranden ved åens udløb kom den lidt sejere tur hjem mod strømmen.

Tilbage til Elværket, som jo var en særpræget bygning. Dels præget af halvtaget ud mod åen ved tilløbet, som desværre ikke mere er bevaret. Det skulle beskytte de forskellige stigborde og jerntandhjul og dække den smalle træbro – nærmest en lille kajbred – hvorfra man kunne betjene de forskellige funktioner og fjerne siv og grene fra ristene med en rive. Elværksfacaden her var jo en karakteristisk konstruktion suppleret af de høje blikfutteraler, som stak op i luften. Endnu mærkeligere var bygningens indre. I underetagen fandtes de forskellige elektriske installationer og de store drivhjul og remtræk, som snurrede rundt, når turbinerne var i gang. Desuden forskellige måleinstrumenter og pærer med violet lys, som man som barn ikke forstod meget af. I etagen ovenover lå den oprindelig lejlighed til bestyreren, men forlængst afløst af den mere bekvemme og støjsvage bestyrerbolig. I den gamle lejlighed stod nogle møbler og en høvlebænk samt noget værktøj. Karakteristisk for denne etage var den konstante summen eller susen, som fyldte rummene, når turbinerne og dynamoerne kørte.

Fra vinduerne kunne man kigge ned på åens bagløb og over mod den stejle skrænt overfor. Når vandet var under opstemning foran sluserne, skiftede terrænnet på den anden side ved bagløbet karakter for en stund. Åen her blev lavvandet, sten i åløbet dukkede da op. Elværkets bagfacade strakte sig højt og stejlt op over de to buede åbninger forneden, hvor vandet løb ud, når turbinerne gik. Man så også her den lille “havn”, altså fisketrappen ved siden af de to buede åbninger.

Man kunne gå fra Elværket og op til boligen dels ad en række fliser gennem græsplænen eller via en lang overdækket trægang, som senere blev til en muret bygning. Så slap bestyreren for i regn eller mørke at skulle ud i det fri, når han skulle ned og se, om alt fungerede som det skulle på værket. Oppe i bestyrerboligen hang i entreen et voltmeter, som viste hvordan “spændingen” var. Det skulle der jævnligt holdes øje med. Hvis lyset gik ud nede i Bindslev, vidste vi, at onkel Poul måtte i sving. Jeg har ikke forstand på de nærmere detaljer i Bindslevs elforsyning dengang, men elværket producerede jævnstrøm, mens man på et tidspunkt fik suppleret elforsyningen med vekselstrøm fra Hjørring.

Pasningen af elværket betød, at Poul Hansen på samme tid var meget bundet til stedet, men alligevel også havde mulighed for at passe haven, snedkerere lidt og hvad han ellers foretog sig på grunden. Når der var ferie eller ved særlige lejligheder kom elektriker Christiansen som afløser. Han boede ved den gamle grusvej til Tversted overfor idrætsparken, og holdt så øje med elværket og dets funktioner. Jeg har glemt hans fornavn, men jeg husker tydeligt den meget muntre og rare mand. Min søster, Marianne, var god veninde med en af hans børn, Lene. Hun blev naturligvis kaldt “Strøm”.

Bag Elværkets bestyrerbolig lå en velholdt frugthave omgivet af en hæk. Husets omgivelser var altid særdeles velholdte og trimmede. Det var hyggeligt at sidde på plænen mellem huset og værket med åen nedenfor. Hjørdis udnyttede nyttehaven godt og var en fremragende kagebager. Hun kunne også stille et godt frokostbord frem. Tante Hjørdis “Festkage” var noget helt særligt, den skulle modnes i adskillige dage, før der blev budt af den. Da Hjørdis fyldte 100 år i begyndelsen af 2010, bagte hun den endnu engang. Vi har forlængst i min familie sikret os en kopi af opskriften og også prøvet at lave kunsten efter hver eneste jul i mange år.

Poul var som nævnt oprindelig tømrer. Jeg fik engang et sæt træklodser af ham, et slags puslespil, som for mig dengang på gådefuld måde skulle sættes sammen. Min gudfar lavede også en meget fint indlagt syskrin til min mor, som jeg har arvet. Inde i stuen i bestyrerboligen havde Poul snedkereret en stor bogreol, hvor fjernsynet var elegant gemt væk bag et par låger, det virkede som et tidligt eksempel på en fladskærm. Huset var dejligt lysfyldt, der var en stor stue i husets længde og en god spisestue, hvor en stor samling af de karakteristiske blå og hvide juleplatter løb væggene rundt foroven.

Pudsigt nok havde jeg en lille oplevelse med Poul i 1979, da Stine og jeg købte den gamle købmandsgård i Måstrup, som vi brugte som feriebolig i nogle år. Vi havde lokket min gudfar med, for at han som gammel håndværker kunne give sit besyv med om bygningens tilstand, inden slutsedlen blev skrevet. Da han i pakhuset så den vandret forlængede tømmerkonstruktion, udbrød han: “Den franske lås” dér var jeg med til at lave, da jeg som ung håndværker deltog i byggeriet i midten af 1920’erne.

Fra haven ved bestyrerboligen gik en sti eller markvej op langs markerne forbi den lille gård Andekrog og videre til den sydlige del af Bindslev. Men dennne sti blev sjældent benyttet af elværkets beboere og kunne vist ikke bruges af biler. Åløbet fra Elværket og videre nedstrøms mod Uggerby var et stykke afvekslende natur med sine mange slyngninger, skrænter og fladere strækninger. Nogle hundrede meter nedenfor Elværket kom “badestedet”, en sted hvor der var sandbund.

Bindslev Elværk var – og er stadig – en uadskillelig del af dét at være vokset op i Bindslev. Det var også allerede dengang en levende “turistseværdighed”, som man gerne gik op til, når man ville vise venner eller bekendte et usædvanligt miljø.

Vedhæftet et par fotos fra Elværket fra et album hos den, der skriver disse linier. På det ene fra 1930’erne ser man bestyrerboligen og vandløbet med to kvindelige kajakroere. Måske er den ene Hjørdis Hansen. På det andet fra ca. 1958 ses Elværket i baggrunden, mens deltagerne i en tilsyneladende animeret julefrokost er stillet op til fotografering, fra venstre: Torben Ejlersen, “Manse” (nær veninde af Hjørdis), derefter Hjørdis Hansen, Finn Ejlersen, Poul Hansen og Mogens Pelle Hansen. Foran står Bulder, der under sommerudflugten fik kanoen til at vende bunden i vejret ved Uggerby.

København, den 5. august 2010.

Torben Ejlersen (født 1940)

Østerbrogade 44, 4.tv.

2100 København Ø

Den 3. indvielse i Bindslev Gl. Elværks historie

Det var en smuk solskinsdag den 19. juni 2004 hvor Bindslev Gl. Elværk blev indviet for 3. gang i dets historie efter en omfattende renovering af turbine, dynamo, stemmeværk m.v.

Borgerforeningsformand Willy Knudsborgs tale ved elværket indvielse 19. juni 2004

Lørdag den 19. juni 2004 er en stor dag for Bindslev GI. Elværk og for bestyrelsen og de frivillige medhjælpere.

Det er også en stor dag for os, der bor her i Bindslev.

Elværket startede i 1914 -15 og begyndte at levere strøm i 1918. Der var et mindre elværk nede i byen, men 1. Verdenskrig 1914 -18 var skyld i, at man ikke kunne få petroleum, så byens vise mænd fandt ud af, at vandkraften skulle udnyttes.

Værket producerede strøm indtil 1968

Den selvejende institution Bindslev GI. Elværk blev stiftet i 1975.

Den nedsatte bestyrelse kørte i flere år, men havde svære betingelser, -især var der selvsagt ikke noget særligt godt grundlag for det økonomiske.

Bindslev Borgerforening fik en henvendelse fra elværkets bestyrelse, der flere gange havde søgt at fange forskellige foreningers interesse. Det var ikke lykkedes, men Borgerforeningen havde et møde med elværkets bestyrelse, hvor vi blev enige om, at indkalde til borgermøde, hvor begge foreninger var indbydere. Der var et godt fremmøde -og det lykkedes efter mødet at få gjort elværkets bestyrelse fuldtallig -man manglede nemlig et par medlemmer.

Jeg ville egentlig ikke nævne navne, -men der er to, som jeg må have lov at nævne – nemlig Arne Poulsen og Esben Møller. Det var dem, der startede det store arbejde. Så er der 10 -15 frivillige hjælpere, som har meldt sig eller er blevet opfordret til at hjælpe. Vi skylder jer alle en stor tak for jeres kæmpe-indsats.

Jeg ved, der har været mange problemer undervejs, da det er et gammelt maskineri, og mange reservedele har I været nødt til selv at fremstille.

Der har været holdt mange møder. Der har været mange forhandlinger med teknikere, el-firma og specialister på området. Der har været søgt økonomisk støtte hos fonde, foreninger og privatpersoner -alt sammen klaret af jer i jeres fritid.

Det skal nævnes, at man jo ikke behøver at være fra Bindslev for at interessere sig for værket eller deltage i arbejdet. Jeg ved, at her kommer folk fra Sindal, Hjørring, Uggerby, Sørig, Bindslev m.v.

Når man påtager sig frivilligt arbejde, er det fordi man kan lide det, man har med at gøre.

Jeg mener også at vide, at værket er det eneste vand drevne jævnstrøms-kraftværk, der findes i Europa.

Omgivelserne omkring elværket er flotte -der er lidt endnu, der skal laves, men det er også vigtigt, at de naturlige omgivelser bevares.

Det mål I satte jer, da I begyndte, har I nået meget af -det er så flot!

Jeg ved, at et bestyrelsesmedlem skal aflægge kontrol besøg hver morgen og aften, det hører med til pligterne.

Vi var mange, der var skeptiske, men det er blevet gjort til skamme.

l skal vide, at det arbejde, I udfører, er af stor betydning for Bindslev og omegn, ja for hele kommunen. Elværket er en af de største turistattraktioner, der findes i området. Det er et godt sted for turisterne, fordi der ikke skal betales entre, det ser de meget på. Og der kommer rigtig mange mennesker hele året rundt.

Jeg vil håbe, l vil få kræfter til at fuldføre arbejdet, det fortjener l. For mig at se, har l næsten nået det umulige, -men en stor tak til jer alle.

Jeg vil også sige en stor tak til jeres ægtefæller/partnere, fordi de har givet jer den frihed, der skulle til -det er vigtigt at have baglandet i orden.

Jeg vil slutte af med at ønske tillykke endnu en gang og takke jer for jeres indsats.

Bindslev er stolte af jer.

Må jeg ønske jer en god sommer.

Åbent hus den 4.august 2005

Poul Krabbes tale:

Tale holdt af dyrlæge Poul Krabbe ved indvielsen af Hjorts Bænk i forbindelse med åbent hus arrangement den 4. august 2005. I

“Det må der være andre, der kan gøre. For jeg ved ikke nok, jeg har heller ikke så mange kræfter – eller tid. Og så griner de bare ad mig, hvis jeg prøver. Derfor er der så meget, der aldrig bliver gjort. Sådan har det altid været.

Men så sker det sommetider at en eller anden siger. Jamen hvis ingen af de andre tør, så må jeg jo prøve det. Engang var der nogen som hele tiden gik ind i Danmark og stjal vores dyr og brændte kornet af. Det gjorde de den ene gang efter den anden. Og alle sagde: “Det kan vi bare ikke gøre noget ved.” Men så var der en dronning der hed Thyra. En dag sagde hun: Nu, kan det være nok.” Så byggede hun en vold og enhver der ville ind og stjæle køer eller korn, fik et gok i nødden hvis de prøvede at kravle over volden. Så var det slut med det.

En anden gang var der en, der rejste rundt i landet og stjal og slog folk, også de fattige. Kongen skulle selvfølgelig have jaget ham ud, men hans generaler havde så travlt med at pynte sig og gå til parade, at det kom der ikke noget ud af.

Så var der en mand, der hed Niels Ebbesen, han havde ingen geværer eller soldater, men en nat red han sammen med sine karle og naboer til Randers. Den onde karl hed den kullede greve og han fik så mange gok i nødden at han blev båret hjem i en sæk.

Så var der en anden gang at Danmark havde tabt så meget af landet, at vi ikke havde plads til at dyrke kornet. Det var helt galt, for nu kunne folk ikke få mad og de sultede allesammen. Men vi havde så mange heder, det er de steder, hvor der kun gror lyng. Men så var der en mand, der hed Enrico Dalgas, han fandt på at lave heden om, så der kunne gro korn på dem. Og nu kan det nok være, der kom mad på bordet. Og folk holdt op med at sulte, i hvert fald lige så meget som før.

Se den slags mennesker som Thyra og Niels Ebbesen og Enrico Dalgas har også en gang sagt: “Det må der være andre, der kan gøre” Men så opdagede de, at det var der ikke og så gjorde de det selv. Den slags mennesker kalder man helte. Mange byer har en helt, en admiral eller en oprører eller en stor maler eller digter eller en som som har tegnet store bygninger. Men sådan en har vi jo ikke i Bindslev. ? Jo vist har vi det. Vi har en helt som hedder Niels Hjorth.

Se for hundred år siden, så var der så forfærdelig mørkt her I Bindslev. Bare nogle få stearinlys og gløderne fra komfuret. Og når der er megen mørke, så er der også megen fattigdom og frygt, for så kan man kun arbejde når det er lyst og om aftenen kan man ikke engang læse eller spille ludo. Men for at få lys skulle vi have et elværk og for at få et elværk ved åen, skal man kunne grave ude i åen, og for at kunne grave ude i åen skal man lave en dæmning. Det var der andre der havde prøvet at lave, men det gik galt hver gang og til sidst sagde alle, at det ikke kunne lade sig gøre. Men så sagde Niels Hjorth :Nu, kan det være nok!”. Det gjorde han så og derfor er han en helt, den største i Bindslev. Jeg ville ønske at nogen fortalte om ham i skolen, for det kan være godt at have en at se op til, og det er godt at vide at vist kan det nytte, når bare man tror på sig selv.

De fleste større byer har gader, der er opkaldt efter deres helte. De har vi ikke i Bindslev, men hvis nu nogen af Jer vil som jeg vil, så går vi til byrådet, inden Hjørring skal bestemme det hele, og siger at vi har en plads der hedder Hotel Pladsen, det er der 731 andre byer der har. Men vores plads foran hotellet skal hedde. Niels Hjorth hans plads.
For han gjorde vand til lys.”

Ikke blot Niels Hjort, men også Poul Krabbe selv og forhenværende halinspektør Thorkild Sørensen fortjener stor anerkendelse for deres utrættelige arbejde for at redde Bindslev Gl. Elværk fra undergangen og derved muliggjort, at værket har den status, det har i dag.

De følgende tegninger er et uddrag fra en 67 siders rapport udarbejdet i vinteren 1979/80 af Annette Heden:

“Kort afgangsopgave vinter 1979/80 Afdelingen for restaurering, by- og bygningspleje, Arkitektskolen i Århus”

Rapporten udgør et baggrundsmateriale bl. a. for udarbejdelse af et projekt for indretning af et “arbejdende” museum i elværket. Rapporten er venligst stillet til rådighed af Annette Heden og Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, 9800 Hjørring.

GUTTE MORTENSENS ERINDRINGER OM BARNDOMMEN I HJERMITSLEV

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev.

Gutte Mortensen (1926-2007) var én af træhandler Jens Andreasens piger. Guttes hjem var huset på adressen Blæshøjvej 5. Hun blev i 1950 gift med ”Drustrups Lass” – alias – Lars Mortensen. Gutte og Lars har boet det meste af deres liv sammen i Randers.

I en lille by som Hjermitslev kom man tæt på mange forskellige mennesker, og det er en fornøjelse at tænke på alle de venlige folk, som vi børn voksede op iblandt. Når jeg siger vi, mener jeg Inga og jeg. De andre Ester, Grete og Gerda var de store og havde deres liv, og Lisbet, so er 14 år yngre end jeg, havde sit liv – altså uden for hjemmet.

Et af de bedste steder vi kom, gerne sammen med vores gode veninde Karen (Rasmussen), var hos Elvine og Lars Peter, som boede i det sidste hus i den tætte husrække fra Torvet og østpå (Assenbækvej 21). Det var et lille hus med bryggers bagtil, hvor igennem den daglige indgang var. Derfra var der døre til WC og tørverum. Et par trin var der op til en lille gang med trappe til loft og dør til køkken og soveværelse. Soveværelset var det daglige opholdsrum. Her var dobbeltsengen, en lille kakkelovn og foran vinduet til gaden et lille spisebord med en stol ved hver side. Lars Peters var en kurvestol. Jeg husker, hvordan den knirkede og knagede, når han rørte sig i stolen – og det knirkede stadig, når han en sjælden gang rejste sig i et nødvendigt ærinde, men nu var det hans træben, der knirkede. Hvordan han havde mistet sit ben, ved jeg ikke, men vi børn troede, det var blevet skudt at i Første Verdenskrig. Nå, men Lars Peter var altid parat til at spille kort, og Elvine satte sig med sit strikketøj i sin stol og deltog i snak og sjov. Min far var flink til at sende en pakke tobak med os til Lars Peter – og så kom der gang i den lange pibe.

Elvine var specialist i en slags marengssmåkager, nogle med og nogle uden kakaosmag – rutebiler kaldtes de – hun leverede til flere af byens fruer, og vi børn fik også lov at smage, når der var nogen tilbage. Elvine tjente desuden en skilling som kogekonemedhjælper, når sæsonen for spisegilder satte ind i efteråret.

Elvine og Lars Peter havde en ugift søn, Peter, som boede hjemme i et værelse på loftet. Han havde ikke fast arbejde, men var byens altmuligmand og meget vellidt overalt. Han kunne rense kloakker. skære smågrise (kastrere), køre møddinger ud, grave haver, lave simplere murerarbejde og meget mere. Ja, han kunne også passe butikken for min far, hvis han pludselig fik bud fra den stedlige opsynsmand ude i Fennerne (lejeengene i Vildmosen) om, at der var noget i vejen med det elektriske hegn om fars engstykke og kvierne var brudt ud. Så måtte far øjeblikkeligt af sted på cyklen.

Da Peter blev 30 år var Karen, Inga og jeg inviteret med til fødselsdagen, foruden os var der en fætter og en kusine. Det var det store chokolade- og kaffebord med masser af kager, og det foregik i den pæne stue, hvor der var spisebord midt på gulvet med stole omkring. I rummet var der diverse små borde med opsatser, der var billeder og buketter med tørrede blomster – ja, alt det fine, som der ikke blev lukket op for til dagligt brug.

Lars Peter og Elvine havde også en datter, Stinne, som var gift og boede på Fyn. Der var langt til Fyn, og jeg tror aldrig, de fik mulighed for at besøge hende, men Elvine sagde altid: ”Når Lars Peter dør, så skal jeg over og bo hos Stinne!” Men det gik nu sådan, at Elvine døde først. Lars Peter levede de sidste par år på pleje/sygehuset i Saltum, hvor Inga og jeg besøgte ham.

Hvad foretog vi børn os ellers? Mange forskellige ting! Jeg husker i forårstiden, mens det stadig var halvmørkt om aftenen, legede vi ude. Vi var en flok på 10-12 drenge og piger, der legede ”røvere og politi”. V røvere spredte os ud i trekantområdet mellem Søndergade (nu Alstrupvej), Enkestræde (nu Thomas P. Hejlesvej) og hovedgades (nu Assenbækvej) , mens politiet talte til 100 – og så gik den vilde jagt. Vi havde ”helle” ved lysmasten på Torvet, og det gjaldt om at nå op til ”hellen” uden at politiet havde rørt os. Hvis det lykkedes, tror jeg, vi sagde: ”En, to, tre kroner for mig.”

Én af mine yndlingsbeskæftigelser som barn var at lege med påklædningsdukker eller måske allermest at tegne tøj til dem. Jeg husker især eftermiddage efter skoletid i klasseværelset sammen med min sidekammerat, Herdis Landbo. Vi var ret kreative og lavede flotte kjoler og dragter. Vi legede at påklædningsdukkerne var os selv, og at det var til os selv vi lavede tøjet. Vi skrev også breve til hinanden i skoletimerne, jeg har stadig et par af dem. Herdis’ far var førstelærer i Hjermitslev skole. Vi havde ham til historie og dansk. Han var en fremragende fortæller og oplæser. Jeg husker især hans oplæsning af Holbergs ”Jeppe på bjerget”. Vores andenlærer var lærer Hansen. Han var der det meste af min skoletid, og ham havde vi i regning og geografi. Den tredje lærer var frøken Madsen hun underviste os i bibelhistorie og skrivning.

Men det var nu ikke alt, der var idyl for vi børn. I et par år boede der en familie i ”Futhuset”, der var to drenge, som godt nok var yngre end Inga og jeg, men de var frække. Kunne de uset af voksne komme til at sparke, slå eller stejle, så gjorde de det. Futhuset lå på en lille vej (vejen hedder nu Karsevej). Man kunne også komme til Futhuset ved at gå igennem vores have, men så lurede en anden fare, som var, at få håret spundet ind mellem rebslagerens snurrende tråde, når vi på vejen passere reberbanen. Navnet ”Futhuset” kom sig af, at der bag huset løb en grøft, ”Futgråben”, hvori mejeriet havde afløb. Jeg husker, at det var en ulækker blågrå strøm, der flød i grøften, men jeg husker ikke nogen dårlig lugt.

Det var nogle af mine erindringer om barndommen i Vester Hjermitslev – Gutte Mortensen.

Redningsbaadens forlis 1929

En Løkken historie

Kilde Lokalhistorisk arkiv, Løkken

Redningsbaadens forlis 1929

Redningsbådens kæntring den 9. juni 1929 er ikke den eneste kæntringsulykke for redningsbåden i Løkken. Under en en redningsaktion den 14. januar 1873, hvor briggen “Ruth” af London var strandet på Furreby Søndre Strand, kæntrede båden, og 2 af redningsbådens besætning og en af de søfolk, der var samlet op, druknede. Det føltes som en lige så stor katastrofe dengang, som i 1929. Nedenfor er begivenhedsforløbet beskrevet. Teksten er fra redningsvæsenets afrapportering. Der findes ikke et billede af den første redningsbåd i Løkken, der stadig var i brug i 1878, men den var af samme type og størrelse, som redningsbåden vist på tegningen, der stammer fra Illustreret Tidende 1868. Billedet er tegnet af Jørgen Konnerup.

Om natten Kl. 12 til den 3. August 1873 strandede paa Furreby søndre Strand Briggen “Ruth” af London, paa Rejse fra Pernambuco til Stockholm med en Ladning Sukker. Kort efter belv Storbaaden slaaet i Stykker af Søen, der brød lukt hen over Skibet, hvorfor Besætningen maatte søge Tildflugt i Rigningen. Kl. 2 om natten blev Strandigen meldt til Løkken Redningsstation, og der blev straks gjort klar til Udrykning med Redningsapparaterne., som ankom til Strandingsstedet Kl. 3. Redningsbaaden blev hurtigt sat ud og trods det, at det blæste en haard Paalandsstorm, og Søen gik meget højt, naaedes dog heldigt ud til Skibet., der stod sunket paa ydersiden af 2. Revle ca. 200 Favne fra Land. Redningsbaaden blev stadig fyldt med Vand men den kom dog lykkeligt hen til Vraget og optog de i dettes Rigning siddende 7 mand, der udgjorde hele Besætningen. Forberedelser til at gaa til Land blev nu trufne, og alle Forsigtighedsregler iagttagne, saaledes blev og Baadslæbet udfiret. Men da Baaden var kommen ind paa første Revle, hævede der sig en ualmindelig høj Braadsø, som i et Nu fyldte Baadwen og kæntrede denne. Hele det i Baaden værende Mandskab, 20 Mand kom ind under denne, og først lidt efter lidt lykkedes det at komme ud og op paa Baaden, der vedblev at vende Kølen i Vejret, men som dog ved Paalandsstormen og høj Sø førtes nærmere mod Land, og tilsidst kom den saa nær, at de ved hjælp af de paa Stranden værende Kystbeboere kunde vade i land.. Paa denne Maade lykkeds det at redde hele den strandede Besætning, med Undtagelse af en Matros, samt 11 af Redningsmandskabet, idet to af dette ogsaa omkom, nemlig Peder Chr. Nielsen og Jens Mortensen. Førstnævnte drev i Land i livløs Tilstand, og den sidste blev noget efter funden under Redningsbaaden. De førtes begge til Lægen, men ethvert Oplivningsforsøg var forgæves. Ogsaa de andre af Redningsmandskabet maatte unde Lægebehandling, da de alle var forslaaede og forkomne., men de kom sig dog snart.

Efter Redningsmandskabets enstemmige Udtalelser var der ikke begaaet nogen Fejl, men Ulykken maa nærmere tilskrives, at Baadslæbet ikke virkede paa tilfredsstillende Maade. Begge de omkomne Baadmænd efterlod sig Enker og en stor Børneflok, og der blev da ogsaa tilstaaet dem en aarlig Understøttelse af Statskassen, ligesom den engelske Regering tilsendte dem hver 50 Pund Sterling. Alle Deltagere i Redningsfortagendet blev af den danske Regering tilstaaet ekstrabelønning, og den engelske Regering tildelte hver af dem den engelske Redningsmedalje.

(Beretningen er gengivet i “Det Nørrejyske Redningsvæsen 1927” af C. P, Eisenreich)

Redningsbaadens forlis 1929

Ulykken skete den 9. juni 1929 og blev udførligt omtalt i den lokale presse og også i landspressen. Det var en begivenhed, som kom til at præge alle i Løkken mange år efter. Frygten og uvisheden, mens redningsaktionen stod på, og sorgen bagefter – over dem man ikke fik reddet – fornemmes tydeligt i avisernes rapportager. Man følte det som en ekstra stor ulykke, at det var redningsbåden, der var forulykket. Den, der hjalp, når andre var i fare, og som skulle være sikret på alle måder. Avisernes rapportager er aktualitetsrapporter. Det er som at være der, også når man læser dem i dag.

Her er begivenhedsforløbet skildret gennem den rapportage, der blev bragt i Hjørring Amtstidendes den 10. juni 1929, dagen efter ulykken.

Løkken Redningsstation ramt af en frygtelig Katastrof. Redningsbaaden, der gik ud for at assistere to Fiskerbaade, kæntrede med 12 Mand, Hvoraf 3 blev derude. Fisker Oscar Damgaard, som var ilet til hjælp, kom selv til at optræde som Redningsmand og reddede 9 af de nødstedte

En Ulykke, hvis omfang nærmere maa betegnes som en katastrofe, har i gaar Eftermiddags ramt Redningsstationen i Bade- og Fiskerbyen Løkken. En Redningsbaad med fuldt bemanding – 12 Mand – der var gaaet ud for at assistere nogle Fiskere, som man kunde nære nogen Frygt for, kæntrede, og 3 af de 12 Mand satte Livet til. Ulykken er saa meget mere trist, som den har ramt selve Fiskernes Livsnerve, Redningsbaaden, der ikke maa og ikke skal kunde svigte. De nærmere Omstændigheder ved ulykken er kort fortalt følgende:

Løkken redningsbåd i 20’erne

Allerede ved 34-Tiden om Morgenen gik Fiskerbaadene ud, og nogle af de største, deriblandt Oscar Damgaards og Niels Stensens gik meget langt til Søs, ca. 6 danske Mil. De to nævnte Baadelag naaede derfor ikke ind sammen med de øvrige Baade, og da Søen havde rejst sig, blev Redningsbaaden, som saa ofte før, for en Sikkerheds Skyld beordret ud. Klokken var da ca. 4 om Eftermiddagen, og da Oscar Damgaards Baad, kort efter at Redningsbaaden havde naaet 1. Revle, løb ind paa Stranden ved egen Hjælp, roede Redningsbaaden ud til 2. Revle, hvor man kastede Anker for at vente paa Niels Steensen. Da Baaden havde ligget her et Par Timer, kom der pludselig en haard Braadsø, der pressede Baaden over paa Siden, saa den tog Vand og kæntrede. En af de reddede fortæller, at det gik saa hurtigt, at Folkene ikke anede, hvad der skete før de laa i Vandet.

Det lykkedes 9 af de 12 Mand at faa fat i Rebene langs Redningsbaadens Sider og derefter svinge sig op paa Kølen, som de maatte ride i tre for lange og kvalfulde Kvarter. Inde fra Land havde Oscar Damgaard, der lige havde faaet sin Baad trukket op, observeret Ulykken. Han gjorde straks klar, og efter flere Anstrengelser lykkedes det ham og det Mandskab, der var taget med ham ud, at redde de 9 Mand paa den kæntrede Baad. De tre, som ikke naaede at frelse sig, var Brødrene Otto og Vald. Ottosen og Fisker Frederik Thomsen, alle efterladende sig Hustru opg Børn.

Et Besøg paa Ulykkesstedet

Som en Løbeild for Rygtet om den frygtelige Ulykke ud over hele Vendsyssel. Borgerforeningen fra Løkken var netop i et antal af 100 Medlemmer paa Udflugt, da de i Aalborg erfarede om Ulykken. De ilede naturligvis alle hurtigst muligt hjem. I Hjørring fortalte Rygtet, at 4-5 Fiskere var druknet, og talrige Folk fra Hjørring tog derfor til Løkken. Straks efter, vi havde faaet Meddelelse om Ulykken, aflagde vi besøg i Løkken, hvor alle Beboere naturligvis var paa benene. I smaa Klynger stod Folk paa gader og Gadehjørner, i Døre og ved Vinduer og diskuterede det skete. Alvorens dystre Skær hvilede over alle. Flere af Redningsmændene, der havde være gennemblødte, sad hjemme ved den lykkelige Familie, der havde oplevet saa kvalfulde Øjeblikke, mens deres Kære sad derude og red paa Redningsbaadebs Køl. I et enkelt Hus ud til Gaden, hvor Døden havde slaaet sit sorte Kors paa Døren, stod forgrædte Børn og stirrede ud paa gaden, hvor Falcks Redningskorps til ingen Verdens Nytte holdt med hele to Udrykningsvogne med gule Flag og en Ambulancevogn. Det var smaa Børn, som saa meningsløst og brat var gjort faderløse paa Sommerens første Søndag. Gamle Fiskere strøg sig i skægget, De har jo saa ofte oplevet, at Havet, der til daglig føder saa mange, ogsaa tager sit Offer. Men denne Gang er Alvoren dobbelt dyster, fordi det var selve Redningsbaaden, det hvide skumpiskede Havs stolte Betvinger, der for en Gangs Skyld var undertvunget i Kampen.

Et Besøg hos en af Redningsmændene

En af de reddede Redningsmænd, Frederik Simonsen, bor i et venligt lille Hus, og for at faa en detailleret Skildring af, hvorledes det hele er gaate til, aflægger vi ham et Besøg. Frederik Simonsen var den første, der kom op efter at Baaden kæntrede, han er en af de yngste af Redningsmændene – kun 38 Aar. Han er ikke fastansat, idet han en Tid har været fraflyttet Løkken, men han har tidligere hørt til det faste Mandskab. Vi træffer Fr. Simonsen i Køkkenet, omgivet af Familiens Kreds. En Primus er tændt og blusser højt for at varme op.. Fr. Simonsen har endnu Kuldetrækninger efter det kolde Bad, men fejler ellers intet.

Den første Tanke

– Hvad var Deres første Tanke, da Baaden kæntrede? spørger vi.

– Jeg maa ærligt sige, svarer Simonsen. Jeg tænkte intet. Først da jeg sad oppe paa Kølen vendte Tankerne sig til dem derhjemme samt de af Kammeraterne, som endnu drev om i Vandet.

– Hvordan gik det hele til? spørger vi videre.

– Vi var jo taget ud for eventuelt at bistaa Damgaard og Stensen, der endnu ikke var kommet ind. Flere Fiskere var taget ud om Morgenen kl. 4, men vendte ret tidlig paa Eftermiddagen tilbage, da Søen var blever haard. Imidlertid gik Damgaard flot ind paa Stranden, da vi naaede 1. Revle. Vi gik derfor ud paa 2. Revle, hvor vi ankrede op for at vente paa Stensen.

Ulykken sker

Vi laa altsaa her og ventede paa Niels Stensens Baad, da en voldsom Braadsø brød Kanten af Baaden og pressede den saa haardt, at vi ikke kunde vedblive at holde Læsiden op. Baaden vendte saa hurtigt, som man vender en Haand, og vi kom i Vandet allesammen. Jeg kom først op, og det lykkedes mig i løbet af to Minutter at hale mig op paa Kølen af baaden.I løbet af 5 Minutter lykkedes det ogsaa de øvrige 8 af mine Kammerater at naa op. En enkelt – Baadføreren – havde vi en Del Besvær med at faa op, da han havde været halvt under Baaden, saaledes at hans Redningsbælte greb fat. Lige straks, da jeg var kommet op paa Kølen, havde jeg kastet Blikket agterud og saa to af mine Kammerater blive ført med Strømmen nordpaa. De havde deres Redningsbælter paa, men hvem det var, kunde jeg ikke se. De var da ogsaa allerede saa langt borte, at det var umuligt for os at komme dem til Hjælp.

– Hvor længe sad De saa der?

– Aa, ca. 3 Kvarter. Damgaard havde inde fra Land set, hvad der var sket, og vi kunde derude se, hvorledes han gjorde sin baad klar til at ile os til Hjælp. Da han naaede ud til os, kunde han ikke gaa helt ind til den kæntrede Baad, idet Aarene endnu sad bundet fast til Redningsbaaden. Han kastede saa en Line ud, som jeg fik fat paa. Jeg sprang saa i Søen og blev reddet ind. Damgaard sejlede nu atter ganske tæt ind paa den kæntrede Baad, hvilket havde til Følge

Kan være et billede af 4 personer, båd og tekst

Tv Oscar Damgaard båd LN 10 “Lily”, bygget i Løkken i 1919, og forlænget i 1925. Den havde oprindeligt en motor på 10 HK, men fik efter ombygningen en motor på 23 HK. Th Occar Damgaard

5 Mand sprang paa en Gang over til den frelsende Baad

hvor de blev Reddet. Tre Gange sejlede vi nu forbi vore nødstedte Kammerater, men hver Gang forgæves. De tilbageblevne var nemlig meget afkræftede, men efter flere forgæves Forsøg lykkedes det ogsaa at bjerge de sidate.

– Var det ikke en smuk Redningsdaad?

– Jo, absolut, men jeg tør dog paa de øvrige Løkkenfiskeres Vegne sige, at ikke en af os andre vilde have undladt at gøre det samme. Ulykken maa i det hele taget siges at være hændelig. Vort Materiel var i den bedste Orden, men dog maa det siges at være uforskammet, at vi ikke allered har faaet den Motorredningsbaad, som allered er bevilget. Den forulykkede Redningsbaad er af den gamle Type, men kun en halv snes Aar gammel, men en Motorredningsbaad maa absolut siges at være paakrævet i en Fiskerby som Løkken.

Et Under, at Katastrofen ikke blev større

– Kunde Katastrofen ikke nemt være blevet meget større.

– Ih, jo! Blot en Smule mere SØ, og Fiskerbaaden kunde ikke være kommert is til Hjælp. Hvad der saa vilde være sket, behøver man ikke megen Fantasi for at udmale. Endvidere maa det siges at være et Under, at vi ikke slog os fordærvede, da Baaden kæntrede. At 9 Mand blev reddet, maa absolut siges at vær et meget stort Held.

Frederik Sørensen følger os nu til Døremn. Uden for staar flere Fiskere, der veligt nikker og siger: “Velkommen i Land, Frederi”. Det er ikke de store Fagter eller stor, synlig ydre Rørelse, men i deres Ordligger meget mere end de lige udtalte. Det “Velkommen i Land” er sagt af et ærligt, oprigtigt Sind.

I den kæntrede Redningsbaad befandt sig som meddelt 12 Redningsmænd, nemlig følgende:

Søren Christiansen (Skipper), Niels Andreas Jensen og Carl Jensen (Brødre), Vald. Jensen, Vald. Ottosen og Otto Ottosen (Brødre- druknet), Frederik Thomsen (druknet), Lars Froholt Pedersen, Johan Damgaard, Frederik Simonsen, Jens Jensen, Lars Sørensen.

Af disse druknede Brødrene Ottosen samt Frederik Thomsen. De var alle gifte og havde flere Børn. Vald. Ottosen efterlader Hustru og 3 Børn, hvoraf en Søn for Tiden er inde som Marinesoldat. Otto Ottosen efterlader Hustru og 5 Børn, hvoraf kun to er konfirmerede. Frederik Thomsen efterlader Hustru og en voksen Søn, der for kort Tid siden tog sin Handeleksamen.”

Fr. Thomsen, Otto Ottosen og Valdemar Ottosen. Vendsyssel Tidende 15. juni 1929

Hjørring Amtstidende den 10. juni 1929

Redningsprotokollens rapport om ulykken:

“Aar 1929 d. 9. Juni var Vinden om Morgenen S. Vest, fint Vejr, men Sø paa 1. Revle, og da tog de fleste af Baadene paa Havet , men Kl. 12 Middag var omtrent Storm, og da begyndte Baadene at komme ind den ene efter den anden, og Kl. 2½ Eft. var alle Baadene inde paa 2 nær , der var paa Revet, og som endnu ikke var at se, og da stod jeg og Formanden paa Klitten; vi fulgtes nu ad hjem og var der ½ Time, og da vi kom op paa Klitten igen Kl. 3 var der Braad paa alle 3 Revler, og Vinden tiltog stadig i Styrke. Jeg og formanden blev nu enige om at sætte Redningsbaaden i Bevægelse, Mandskabet og Transporthestene blev nu tilkaldt til at møde, hvilket tog nogen Tid, da Hestene var i Marken, men Baaden blev dog nedkørt til Stranden Kl. 4, og sat i Søen og blev med jævn god Fart roet ud over 1. og 2. Revle og ankrede op paa Indersiden af 3. Revle, og da kom der en af Baadene og holdt ind over Revlerne. Jeg gik igen op paa Klitten og stod nu sammen med Opsynsmanden fra Lønstrup, der kom til Stede, til Kl. 6. og først da kunde man i Kikkerten se den sidste Baad komme; vi blev nu enige om at gaa hjem ½ Time, da det som Regel varer 3 kvarter fra den Tid, man kan se Baadene med Sejl, og til de kommer ind til Revlen, men samtidigt gav jeg en Mand Besked om at lade os vide, naar Baadene kom ind i nærheden af Revlerne, i Tilfælde af, at vi ikke allerede var komne til Stede, da vi vilde se Baadene holde ind over Revlerne, men 5 Minutter efter kom en løbende og siger, at Redningsbaaden var kæntret, og spørger, hvad vi skal gøre. Jeg svarer, at vi maa forsøge at faa Motorbaade ud, og jeg giver Ordre til at fyre op i min Baad, og samtidig siger Opsynsmanden fra Lønstrup, om det ikke var paa sin Plads at lade Motorredningsbaaden fra Lønstrup gaa mellem Revlerne, hvortil jeg svarede ja, der er jo Sandsynlighed for, at de Folk, der ikke kan holde sig fast ved Baaden, vil drive Nordpaa, paa deres Bælter, og da jeg kommer til Stranden, er der allerede Folk ved Baaden, og da kommer Oscar Damgaard og siger, om de ikke skal tage hans Baad, da den jo er saa meget større, og der er ogsaa straks en 30 Mand, der er klar til at hjælpe ham ud, hvad jo er meget besværligt, da der er megen Sø i Havstokken, og tilligemed megen haard Strøm, men han kommer heldigt ud og er ogsaa heldig at optage 9 Mand af Redningsbaadens Besætning. Samtidigt forsøges med en anden baad, og den kommer ogsaa klar af Havstokken, men det viser sig, at Motoren ikke er helt i Orden, vel nærmest fordi Manden, der passer den, er ude med Redningsbaaden, og det er ukendte Folk, og de kommer derfor til at ankre op med to Ankerdrægge; Samtidig er der en anden, som forsøger at tage ud. Da den ene er ved at være klar af Havstokken, driver den ind paa os og faar Ankertougene i Skruen, hvorfor vi maa kappe, for ikke at Baadene skal knuse hverandre. Baadene kommer heldigt ud over 1. Revle, og samtidig holder Oscar Damgaard ned over anden Revle og holder nordefter, og nu er man klar over, at han ikke har hele Besætningen. Den anden Baad holder derfor også nordefter,og først nu kommer Baaden ind, der blevet roet efter; den holder ogsaa ind Nord ved de andre Baade, da den har opdaget at Redningsbaaden er kæntret, og nu kan man se fra Baaden af, at de manglende Folk er ved at drive i Land, og Folk inde paa Stranden er ude efter dem, og nu følger alle tre Baade opefter og landen ved Løkken.

Den kæntrede redningsbåd i havstokken

Saa snart den første Baad er landet, det er den med Folkene i, er jeg til stede for at forhøre, hvorledes det staar til. Den første mand, der kommer i Land, er Niels A. Jensen, og han siger, at alle er nogenlunde tilpas paa nær Formanden, der er en Del forslaaet, men han kommer op straks og kom nu under Læge- behandling. Nu er Falcks Redningskorps fra Aalborg kommet til Stede, og spørger, hvad der er for dem at gøre. Jeg svarer, at det eneste er at køre nordefter for at modtage de manglende Folk, der driver ind paa Bælterne, og jeg gaar ind i Bilen, og vi kører nordefter, men kommer ikke langt, før der kommer en BIl nordfra og standser os. Den havde Valdemar Ottosen og Frederik Thomsen paa, og sammen med dem var en Syge- plejerske og en Fisker, der foretog Genoplivningsforsøg og havde gjort det hele Tiden. De blev nu lagt paa en Baare og bragt over i Falck, hvor der fortsattes, men uden Resultat. Nu var Baaden landet, som havde optaget Redningsmandskabet, og jeg var straks tilstede for at forhøre, hvorledes det stod til, og den første, der kom i Land, var Niels A. Jensen, og han sagde, at der var 9 Mand optaget, og der manglede 3, og de 2 var jo allerede inddrevet. Jeg gik nu op og sendte et Telegram til Be- styreren, at Ulykken var sket. Jeg gik derefter hjem og talte med Strandfogederne i Furreby og Lyngby og bad dem holde Vagt til Kl. 1, da jeg saa selv vilde gaa ned til Stranden igen for om den savnede Mand muligvis skulde drive ind, og da jeg gik nordpaa, mødte jeg Strandfogeden fra Furreby. Han havde været en Tur Nord ved Lyngby, men der var ingen at se. Jeg gik der til Dag, men først Kl. 6 Fm drev Redningsbaaden ind. Jeg sammenkaldte nu Redningsmandskabet, dem der var tjenlige dertil, og en Del andre Folk for at faa den bjærget saa hurtigt som muligt, da den ellers vilde tage Skade i Havstokken, og det viste sig, at den ingen nævneværdig Skade havde. Derimod manglede der nogle løse Dele, hvor mange ved jeg ikke endnu, men derom skal jeg senere give Indberetning. Angaaende Ulykkens Aarsag, skal jeg kun berette, at alt var i Ordem, som det skal være, men Forholdene ved 3. Revle har i de senere Aar forandret sig saa meget, at til tider falder enkelte Braad inden for Revlen, og da der er saa meget dybere Vand der, saa Søen som følge deraf bliver saa meget større,

Til Vitterlighed:

Søren Kristiansen Niels Jensen

Vilhelm Damgaard Opsynsmand

Tiden efter

Kan være et billede af 11 personer, båd og tekst

Motorredningsbaaden som man fik efter ulykken.

Ulykken kunne sandsynligvis have været undgået, hvis redningsbåden havde haft motor. Det havde gjort båden mere manøvredygtig og givet den nødvendige kraft til at stå op imod brådsøerne. Fiskerne havde i mange år talt for at få en motorredningsbåd, og den var bevilget, men ikke anskaffet, da ulykken skete. Den ankom til Løkken i 1930, og blev opbevaret i et træskur på stranden, indtil man fik bygget et nyt, større redningshus (det nuværende redningshus ved Ndr. Strandvej). Dette redningshus blev indviet i 1936.

To af de omkomne redningsmænd drev ind på stranden samme dag, som ulykken skete. De blev begravet den 15. juni under meget stor bevågenhed. Følget strakte sig over mere end 2 km. Den 3. omkomne blev først fundet den 26. juni ved Grønhøj Strand og blev begravet 2 dage efter. Oscar Damgaard fik for sin indsats tildelt Dannebrogskorset ved en mindehøjtidelighed i redningshuset forud for mindehøjtideligheden den 15. juni. Æresbevisningen blev overrakt af admiral Rechnitzer og forsvarsministeren holdt tale. De øvrige deltagere i redningsaktionen fik overrakt “Medalje for druknedes redning”.

Egnens dagblade foranstaltede en indsamling af penge til de efterladte. En del af disse penge blev brugt til at rejse mindesmærket på Sdr. Strandvej. Mindesmærket blev indviet den 25. August 1931. Mindesmærket er tegnet af arkitekt Enar Packness, der på det tidspunkt var Kgl. Bygningsinspektør i Aalborg.Verset på mindesmærket er forfattet af Thomas Olesen Løkken

Notat om min bedstemor i Vrå

Vendsyssel Mosaik

Udgivet i anledning af Vraa-udstillingens 25 års jubilæum 1967

af KNUD HOLST

Notat om min bedstemor i Vrå

Min bedstemor i det grønne Vrå, i det røde Vrå, som er en slags by med gader og på gaderne fruer og på fruerne hatte og mel- lem dem min bedstemor med sin håndtaske om eftermiddagen. Ind i butikkerne, som er store og i butikkerne handlende som gør sig umage med en ferm ældre kone, som er min bedstemor, og som køber til fornuftige priser, af det blåprikkede, men ikke af det stribede, til nød af det blomstrede, i et lyst øjeblik af det musselins grå. Hos bageren kager, hos købmanden kaffe og gryn, sukker og mel, og hvad man kan få i Vrå. Alle hilser de venligt på min bedstemor, det sidder dem i blodet. Man skal omgås. De er syge for at sælge, siger min bedstemor.

Min bedstemor bor i Vrå. Min bedstemor er blevet enke i Skæve, og dér vil hun ikke sidde med hænderne i skødet, så hun må til Vrå, — dér passer hun en af vrålingerne, Søndergård, en gammel Sønder- gård, i et lavt hus med gadespejl og kål i baghaven, hat på hovedet. En rask og rørig Søndergård, enkemand, der skal have sine måltider, en fin kåldyrker. En vråling i alt, harker Vrå, vrisser Vrå, vrøvler Vrå og er Vrå. Man kender Vrå godt når man kender denne vråling. Han er ikke til at bilde noget ind. Hos ham bor min bedstemor. Til ham køber hun kaffen og brødet, grynene og melet, kødet og skrå- tobakken, men cigarerne køber hun til sig selv, og det prikkede. Søndergård i kålhaven, sommer i Vrå. Han nipper kål. Med en tang af cykelege nipper han sin kål for orme —tar ormen som den sidder mimrende på bladet, midt på den blødt knoppede ryg- men studser som er den slået af en tanke, en pludselig idé, en fjern erindring – så går den i to orme, som langsomt dør på jorden, i en stærk grøn lugt. De to stykker tube tømmer sig lidt ud, og høns hak- ker dem op, skeløjet. Man nipper med nøjagtige knips. Det sprøjter på hånd og skjorte og lidt i ansigtet. Krumbøjet råber Søndergård med en stemme, der morer sig eller er rasende. Selv kan han ingen- ting høre. En respektabel egenskab. Over ham solen i Vrå, tydelig, gul som smør.

Aften, min bedstemors aften, Søndergårds aften. Også om somme- ren spilles der tallotteri. De gamle papplader har gamle tynde tal og op af en mulepose kommer numrene, i runde træbrikker. Over pappladerne lægges glasfirkanter, som Søndergård, en omhyggelig mand, har skåret af knækkede ruder. Udenfor den brune mummel af folk, et vråbarn der vræler, en vråhund der rapper som en and. Det er aften i Vrå og derefter stille.

Om morgenen mælkemanden, kimende med sin klokke af messing. Rundt om på fortov og tag duer, Søndergårds duer, som knurrer mere end de kurrer. Uanstændige og brutale med hinanden. Æder af hans hånd, det rene korn. Og posten som tar til kasketten som var han officer. Avisen allerede ved nitiden.

Søndergård med sine patroner af messing. Han graver dem op med hænderne af gruekedlen. Forærer een bort. Gamle danske patroner.

Projektiler er forbudt, siger Søndergård. En lugt af messing og af gammelt militær. Hemmeligt. Min bedstemor: Giv ikke drengen det skidt! Min bedstemors listige saks, et smilende næb af messing og med pose til det afklippede, på bordet i hendes værelse. Lysestagen, der er tilbage, på hendes kommode, hun rører ved den med en finger: den er giftig. Messing er gammelt. Men det er penge værd. Sommer i Vrå, min bedstemors Vrå, med sin grønne skygge i kanten, alle steder. Sommerfest. Gå hen og mor dig, siger min bedstemor.

Fra gaderne falder man ind i et anlæg. Store piger. Store ben. Karle med stort hoved, ører som på sovsekander. Siger Min Blomst til højre og venstre, skyder til måls, æder vafler. Et leben i Vrå. I den blå nat fyrværkeri, ses fra min bedstemors værelse. Hun er nu en anden, fniser, tæller stjerner og fortæller om gamle dage, og nedenunder harker Søndergård, rasler hans duer, vokser hans kål. Vandtårnet i det blå. Rundt og stort, kalket hvidt, belyst om natten af hemmelige lamper, så det rokker og vifter; det står og trækker vejret. Det er en kirke, fuld af vand. At sætte munden til forneden ville være en voldsom oplevelse. Man kan læse ved det som ved en lampe til den lyse morgen. Man får en lys og let søvn. Jah, siger min bedstemor, hun kan høre det klukke om nætterne. Hun klukker med. Søndergård dør, min bedstemor flytter i lejlighed og morer sig mange år med at gå til andespil i Vrå. Det gør folk dér om vinteren. De sidder nervøse og venter på at kunne råbe Banko. Så har de vundet en fersk and i brunt papir. Min bedstemor kender alle vrålinger vinder mange ænder i Vrå, inden hun endelig flytter tilbage til Skæve og dør.

Da Søndergård dør, efterlader han min bedstemor sit muntre tal- lotteri og en bowler. Hun morer sig over det og beholder begge dele. Nu hun selv er død, ser jeg tit i drømme min bedstemor gå – lidt travende som en travl kone- gennem de kønne gader i Vrå. Hun har en and under armen, og på hovedet bærer hun Søndergårds bowler. Oven over er et heftigt, rødt fyrværkeri. En helt igennem utilbørlig drøm.

I tårnet klukker vandet. I Vrå. Som en stor hvid høne.

SKAGEN TOPPEN AF DANMARK hvor de 2 have mødes

Kilde: Turistforeningen for Toppen af Danmark

Kan være et billede af strand, horisont, ocean og skumring

Her bliver du mødt af gæstfrie mennesker, smukke landskaber og herlige, hvide badestrande. Her finder du spændende aktiviteter for hele familien. Og her finder du nydelse i kunst, gastronomi og wellness.

Toppen af Danmark har gennem generationer været et yndet feriested med sin særprægede natur, de brede sandstrande og det altid nærværende hav. Et hav, som både kan ses, høres og smages, når den salte vind står ind over land.

Skagen – hvor Danmark ender og de to have mødes i en evig brusende dans

Skagen, den nordligste by i Danmark, venter med unik natur i absolut verdensklasse, historie der rækker langt ud over landets grænser, ikoniske seværdigheder og attraktioner. Skagen kan noget af det hele – her er plads til både afslapning i smukke omgivelser, og aktiviteter der kan få pulsen op hos enhver.

I Skagen kan du opleve f.eks. Grenen, Den Tilsandede Kirke og Vippefyret, der står strunk og fortæller sin egen historie om de mange søfolk, der blev advaret om havets farer. Du må heller ikke snyde dig selv for Skagens Kunstmuseer, hvor de navnkundige maleres værker hænger side om side eller Kystmuseet hvor livets gang gennem historien er gengivet.

Der er også førsteklasses oplevelser i vente når det gælder om at få stillet din sult, her er alt fra fiskeretter tilberedt så de smelter på tungen til en mere ydmyg, men absolut lige så velsmagende sandwich tilberedt med lokale råvarer.

Glæd dig til et besøg eller to i Skagen!

Top 3 største kulturattraktioner

I Skagen kan du opleve kultur i verdensklasse – se Skagens malernes utrolige mesterværker på Skagens Museum, Skagen fra oven i Det Grå Fyr hvor udsigten over byen og havene er helt uforlignelig eller besøg Kulturhus Kappelborg med forskellige udstillinger og koncerter med store navne fra både ind- og udland.

Top 3 største naturattraktioner

Allerhøjest mod nord i selve toppen af Danmark venter Skagen med helt særlige ferieoplevelser. Her hersker den unikke og utæmmede natur, der gennem århundreder har formet Grenen, Råbjerg Mile og området ved Den Tilsandede Kirke. Formet af elementerne og med en natur i konstant forandring, er hvert besøg helt unikt. Natur som intet andet sted i Danmark.

Grenen Skagen

Med et ben i hver sit hav

Smøg bukserne op og prøv den fascinerende oplevelse at stå med et ben i hvert hav, men husk at badning, grundet strømforhold, ikke er tilladt.

Vandets strømninger og vindens kræfter gør, at Grenen altid bevæger sig, og derfor er stedet så fascinerende et udflugtsmål, hvor ikke to besøg er ens.

Historisk set har spidsen vendt mod nord, men et kig på kompasrosen afslører, at områdets konstante forandring gør, at spidsen faktisk peger mere mod øst end nord.

Hvert år passeres Grenen af 110.000 skibe, som er over 150 ton. Det er et forunderlig skue når de store skibe fylder op på en lang række efter hinanden ude i horisonten.

Book sommerhus i Skagen og følg med i, hvordan skibene passerer grenen

Naturreservat i verdensformat

Landskabet omkring Grenen er udlagt som naturreservat med adgang for alle, og der er gode muligheder for at gå på opdagelse for sig selv også på dage med mange besøgende.

Den store strandflade yderst på Grenen udenfor klitterne skifter udseende konstant. F.eks. opstår der ofte lavvandede lagunesøer, som tiltrækker store flokke af vadefugle.

Følg også en af Grenensporets fire anlagte vandreruter, og lær mere om både naturen og stedets historie. Fra p-pladsen på Grenen udgår der fire vandrestier af forskellig længde, hvoraf én er grusbelagt og velegnet til både cykler, kørestole og barnevogne. Stierne bringer dig rundt til alle Grenens seværdigheder.

Fra P-pladsen kan du fra påske til og med uge 43 køre med Sandormen helt ud til Grenens spids. Sandormen har kørt turister ud på Grenen i over 50 år og er blevet en del af stedets historie.

Gæster, der vælger at gå selv, passerer ude i klitten øst for Grenen Kunstmuseum digteren og maleren Holger Drachmanns grav.

Grenensporet – vandreoplevelser på Grenen

Grenensporets fire vandreruter er en oplevelse for hele familien. Undervejs kommer du forbi tavler med spændende fortællinger om lige netop det sted, hvor du er nu.

Grenensporet består samlet af over tyve kilometer vandrestier, hvoraf den korteste på tre kilometer er lavet med grusbelægning så kørestolsbrugere og familier med barnevogne også kan opleve Grenens enestående natur.

De øvrige stier er såkaldte trampestier, hvor du følger eksisterende spor i landskabet via rutemarkeringer. Den længste røde rute på 10 km kommer eksempelvis forbi alle fire fyr på Grenen.

På parkeringspladsen ved Grenen findes Infohuset, hvor en fysisk udstilling fortæller om oplevelserne på Grenen.

Det var naturen, der vandt kampen

I klitterne vest for Skagen by står tårnet af den gamle sognekirke, den middelalderlige Sct.Laurentius, der nu er bedre kendt som ’Den Tilsandede Kirke’. I fire hundrede år samlede den menigheden, indtil sandflugten lagde sig over vej og kirkegård og forfaldet satte ind, før man i 1795 var tvunget til at stoppe alle kirkelige handlinger, og kirken blev lukket ned.

Sct. Laurentius var en prægtig kirke med et imponerende inventar, hvoraf der kun er alterets to svære malmlysestager tilbage. De står på den ’nye’ kirkes, (Skagen Kirke) alter. Under jordoverfladen gemmer sig endnu rester af kirkens fundament og gulv, samt en døbefont, der ikke – som det øvrige inventar – blev fjernet og solgt.

Nyere undersøgelser, omkring 200-års dagen for kirkens lukning, har hjulpet til at markere kirkens grundplan herunder kirkeskibets og sakristiets placering, der kan ses bag tårnet. Røde pæle markerer grundplanen, mens faskiner markerer de kendte dele af den gamle kirkegårdsmur. Mange spørgsmål er endnu ubesvarede, hvilket også er en del af stedets fascination.

Laurentius er skytshelgen for denne og mange andre vesterlandske kirker. Han var de søfarendes og de fattiges beskytter og led martyrdøden på en rist. Han genfindes i Skagen byvåben sammen med ordene ”Vort håb til Gud alene” (ses over hovedindgangen til Skagen Rådhus).

Godt at vide!

Ca. 400 m fra Den Tilsandede Kirke er der p-plads med legeplads, borde og bænke samt toiletter – og i sommerperioden er der også kiosk, hvor der sælges billetter til kirketårnet.

Skagen FRISK – Fisk & Skaldyr

Stort udvalg og altid friske varer

Er du vild med friskfangede fisk i alle afskygninger og løber dine tænder i vand, når talen falder på alverdens forskellige skaldyr, så skal du helt sikkert sørge for at besøge Skagen FRISK, når du er på besøg i byen.

Her sælges kun frisk fisk af den allerhøjeste kvalitet, og foruden at sælge fisk og skaldyr fra butikken, leverer Skagen FRISK også varer til private, restauranter og andre fiskehandlere over hele landet.

For Skagen FRISK foregår dagens første indkøb tidligt om morgenen, når auktionen går i gang på Skagen Fiskeauktion. Her efterser indkøberne nattens fangster, og på den måde sikrer de, at butikkens varer altid er så friske, som det overhovedet er muligt – det er næsten lige før, at fiskene stadig spræller med halen, når de ligger udstillet i glasmontrene.

Du kan roligt glæde dig, når menuen står på fisk fra Skagen FRISK.

Anchers Hus i Skagen

Få indblik i Anna og Michael Anchers liv og levned

Anchers Hus rummer den utrolig velbevarede samling af familiens private ejendele, møbler og ikke mindst deres kunstsamling. Når du besøger huset, kan du gå gennem familiens stuer, besøge kunstnerparrets to smukke og forskellige atelierer, og se familiens soveværelser.

Få et indblik i kunstnerparret Anna og Michael Anchers liv, deres tid og ikke mindst deres centrale roller i kunstnerkolonien i Skagen. Huset og den store, omkransende have dannede nemlig rammen om både skagensmalernes hverdag og fester og blev ofte benyttet som motiv – for eksempel fik P.S. Krøyer idéen til sit berømte Hip, Hip Hurra! netop her.

Kunstnerparret flyttede ind i huset i 1884, året efter at de havde fået datteren Helga. På den tid bestod huset kun af den lange, lave længe, der ligger langs med Markvej, men det voksede med tiden. Den berømte arkitekt Ulrik Plesner tegnede en tilbygning med atelierer, som blev opført i 1913 og forbundet med den oprindelige længe, familien var flyttet ind i.

Familien var kendt for sine åbne døre og omgikkes med både udefrakommende kunstnere og lokale. Træd indenfor i Anchers Hus og fornem hele historien.

Saxilds Gaard

I den store, historiske have, der indrammer Anchers Hus, ligger den gulkalkede Saxilds Gaard. Her boede Saxild-slægten i generationer og drev også bageri. Nu huser Saxilds Gaard caféen Baghaven og deres moderne surdejsbageri, hvor du kan spise brød, kager og drikke god kaffe og vin til.

Det Grå Fyr i Skagen

Snoede trin fører til tårnets top

Naturstyrelsen driver Det Grå Fyr som et spændende formidlingscenter om trækfugle. Her får du et levende (live) indblik i en af verdens mest fascinerende naturoplevelser, nemlig trækfuglenes evne til at flyve og finde vej over enorme afstande på tusinder af kilometer.

Skagen og Grenen er et hot-spot for trækfugle i tusindvis – der passerer stedet under deres årlige træk. Som besøgende får du en oplevelse af det fugletrækket dels i Skagen og dels på globalt plan.

Du får også et indblik i de mange muligheder for selv at spotte i landskabet i og omkring Skagen alt efter vejrforholdene og årstiden. Spændende og ny forskning omkring trækfugle bliver formidlet direkte ind i oplevelsesrummet.

Sjov for børn

For børn er der tilpassede oplevelser, og fyrtårnets betydning for trækfugle og skibsfart fortælles, før du går op i tårnet. Du får også mulighed for at følge dagligdagen på den videnskabeligt arbejdende fuglestation på centret.

Og så kan du selvfølgelig se omgivelserne fra oven oppe i fyrets top. Her er udsigten fuldstændig fantastisk.

Lidt om Det Grå Fyrs historie

Med sine 46 meter er Det Grå Fyr Danmarks næsthøjeste fyr (kun Dueodde Fyr på Bornholm er højere med 1 meter). Det Grå Fyr blev indviet og tændt første gang den 1. november 1858, en halv time efter solnedgang.

Fyret er tegnet af den danske arkitekt N.S. Nebelong, og det tog 4 år og kostede 200.000 rigsdalere at bygge. Fyrets roterende linse vejer lidt over to tons og flyder på kviksølv. Lyskilden var en 400 watt natriumlampe.

Lyset fra fyret kunne ses i en afstand af 20 sømil som et blink hvert fjerde sekund, og det blev bygget midt på Odden, så der var lige langt til begge de tilstødende farvande – Skagerrak og Kattegat.

Opgangen til tårnet sker af den murede vindeltrappe, der snor sig som en hul cylinder, og har hele 210 trin.

God fornøjelse

jens otto madsen

Mine første år om bl.a. krigen, barndomsvenner, søndagsskole, børnehave, “Det store bang”,

Små spøjse ”vendelbo-historier og med Handelstalent

Historien om min tipoldefar Jens Chr. Jensen Fjeldgaard

Flugten til Nebraska

<img decoding="async" class="alignnone size-full wp-image-46010" src="https://vrensted-historier.dk/wp-content/uploads/2024/09/Billede2-1-147x300-1.png" alt="" width="147" height="300" data-eio="l" />

er født i Vrensted og er tidligere sømand.

–

Hans rette navn var Karl Thomsen

Barndomserindringer (1975)

er forfattet af Karen Pedersen, der er født i Vester Hjermitslev i 1925.

Hyrdedreng i Alstrup i 1926

Afskedsportræt fra 1989

Her kommer bl.a. først historien – Et par erindringsglimt fra 1950’erne om Bindslev Elværk Af Torben Ejlersen nedenfor

Den 3. indvielse i Bindslev Gl. Elværks historie

Redningsbaadens forlis 1929

af KNUD HOLST

Notat om min bedstemor i Vrå