Hjørring Amts Andels Svineslagteri blev oprettet i 1891, efter at bestyrelsen for Hjørring Amts Landboforening havde rejst spørgsmålet i 1887. I 1887 var der udbrudt svinepest i Danmark. Konsekvensen var den, at myndighederne indførte et forbud mod at indføre svin til Tyskland på grund af smittefare.
Derfor måtte man heller ikke føre svin fra en egn af landet til en anden. Som et resultat af svinepesten faldt svinenoteringen til 18 øre pr. pund. Da landmændene opdagede at den betaling, som de fik udbetalt, var for lav i forhold til de engelske flæskepriser, opstod tanken om at oprette andelsslagterier med bønderne som ejere.
Landboforeningen indbød landstingsmand P. Bojsen, der havde været fortaler for et andelsslagteri i Horsens til møder i blandt andet Hjørring i 1888. Efterfølgende holdt man møde i Forsamlingsbygningen, for at finde ud af, om der var interesse for et andelsslagteri, eller om man skulle leje det private Hjørring Slagteri. Det sidste synspunkt havde landboforeningens formand Tutein. Men en afstemning blandt de fremmødte viste, at 90 stemte for et nyt slagteri, og en stemte imod forslaget. Slutteligt blev der nedsat et udvalg, der skulle arbejde videre med oprettelsen af et slagteri.
Billede: Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri.
Efter at der havde været afholdt møder rundt omkring i landsdelen i januar 1889 arrangeret af det nedsatte udvalg, der arbejdede med oprettelsen af et andelsslagteri, begyndte tegningen af garanter og andelshavere. Den 6. april var man kommet så langt med planerne, at man kunne påbegynde bygningen af andelsslagteriet, når man havde fået tegnet en årlig levering af 20.000 svin. Det gav problemer. Ved et møde den 21. september manglede der aftaler om levering af 6000 svin. Det blev derfor besluttet, at man ville prøve at nå de 6000 leveringer eller at indgå en aftale med udvalget for Aalborg Amt. Sandsynligheden for at andelsslagteriet blev placeret i Aalborg var stor.
Derfor søsatte redaktøren for Vendsyssel Tidende, redaktør Vilhelm Carlsen en agitationskampagne i avisen til støtte for opførelsen af et andelsslagteri i Hjørring. Den 7. februar 1889 oplyste udvalget bag andelsslagteriet, at der var tegnet aftaler om 21.376 svin og en garantisum på 281.000 kr.
Bestyrelsen fandt en egnet grund syd for banelinjen ved Bispensgade. Prisen var 9000 kr. Slagtningerne begyndte den 10. januar 1891, og prisen for opførelsen var 113.714,69 kr. Der var tilknyttet en halv snes butiksudsalg til slagteriet. Der var blandt andet butiksudsalg i Stokbrogade, Strømgade og Bispensgade.
Udsalgene blev lukket i 1970’erne. Det sidste udsalg, der blev lukket, var udsalget i Strømgade. Det blev lukket den 24. april 1976. Slagteriets udsalg har eksisteret meget tidligt, idet der i en annonce fra 1907 står, at ”det anbefales at medbringe tallerken eller fad, da det kogte flæsk ikke kan indpakkes i papir”.
Besættelsesårene satte også sit præg på slagtningerne på Hjørring Amts Andels Svineslagteri. For eksempel havde slagteriet følgende annonce i Hjørring Bladet den 14. januar 1942: “Vi anbefaler vore Kunder i By og på Land at prøve kaninkød til Erstatning for andet Kød. Det faas hver uge fra Torsdag i vore Butiker Stokbrohus og Bispensgade 14.” Endvidere aftog slagteriet fjerkræ, får, fjordlam og vædderlam i 1942 og 1943.
I efteråret 1965 led planerne om sammenslutning af de fem slagterier i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Brønderslev og Vrå skibbrud, men bestyrelserne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring fortsatte forhandlingerne om et tættere samarbejde.
Billede: Personalet ved Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Datering 1930-1940
Vendsyssel Tidende skrev den 4. december 1965, at der var stort flertal blandt andelshaverne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring for at samle de to slagterier. I Frederikshavn stemte 98% for og i Hjørring var tallet 84,6 %. En af betingelserne for fusionen var, at andelshaverne ved Frederikshavn Slagteri skulle forpligte sig til at 80% af slagtningerne fandt sted i Hjørring, og at Frederikshavn Slagteris lejemål på havnen kunne forlænges fra 1971 til 1984.
Efter fusionen blev slagteriet i Frederikshavn omdannet til pølsefabrik. I 1970 fusioneredes Frederikshavn og Hjørring med Brønderslev og Sæby under navnet Wenbo. Da slagteriet i Frederikshavn ikke kunne få fornyet sine lejemål med Frederikshavn Havn i 1971, blev produktionen af pølser flyttet til Brønderslev og slagteriet i Frederikshavn blev lukket.
I 1985 fusionerede slagteriet Wenbo med Sundby til Sundby/Wenbo, og i 1990 blev Sundby/Wenbo fusioneret med Østjyske og Tulip til Danish Crown. Den 19. januar 2005 oplyste Nordjyske Stiftstidende, at Danish Crown ville lukke slagteriet i Hjørring.
Det havde hidtil været planen at stoppe med slagtninger og opskæring i Hjørring, men udbening forsvandt også i den nye plan. Slagteriet i Hjørring blev endegyldigt lukket i sommeren 2005, og omkring 500 slagteriarbejdere mistede deres arbejde. I dag ligger butikscenteret Bispetorv hvor slagteriet lå.
Kilder:
1. Hjørring historie nr. 45, Historisk Arkiv, Vendsyssel historiske Museum
En dag i oktober 1899 kunne man se en lettere grotesk scene i Sæby, da tre betjente kom slæbende med en stor og meget vred mand, der var belagt med håndjern.
Turen gik til fods fra arresten i Sæby og til Jernbanestationen, hvor man skulle have manden med formiddagstoget til Aalborg.
Den store mand der kraftigt forsøgte at modsætte sig transporten, gik dengang under flere navne. Hans rigtige navn var, Anders Chr. Nielsen, men var berygtet og kendt på egnen under navnene ”Fåretyven” eller ”Store Anders”.
”Fåretyven” tilbragte en stor del af livet i ”forvaring”, og vreden denne dag i oktober 1899 skyldtes, at han havde haft det så hyggeligt i Sæby arrest, men skulle overflyttes til tvangsarbejderanstalten i Aalborg, hvilket absolut ikke passede ”Fåretyven, hvilket forklarer, hvorfor betjentene havde deres problemer med denne tur til stationen.
BRODEREN ”TYKKE THOMAS” OG DENNES EVENTYRLIGE REJSE.
Denne historie handler mest om ”Fåretyven”, men vi skal også hilse på hans broder, ”Tykke Thomas”.
De to brødre havde i øvrigt også en i gamle dage kendt mor, der gik under navnet ”Fårelåret”. Hende skal vi høre mere om en anden god gang, for hun var bestemt også en svært berygtet og speciel dame.
”Fåretyven” havde meget på samvittigheden, og denne gang var han blandt andet stukket af med pengekassen på Voergård.
Han havde gravet pengene fra pengekassen ned i et plantehul, og det havde han været så letsindig at vise sin broder, ”Tykke Thomas”.
Pengene som ”Store Anders” jo ikke var kommet ærlig til, skulle bruges til at rejse til Amerika for, og han havde endda i tankerne, at ”Tykke Thomas” også skulle med.
Da ”Store Anders” eller ”Fåretyven” jo som bekendt var i røget ind igen, blev fristelsen for stor for ”Tykke Thomas”, der ikke kunne få alle de dejlige penge ud af hovedet, nu hvor Anders alligevel var spærret inde.
Han tog alle seddelpengene og med 400 kroner på lommen, begav han sig på eventyr i udlandet.
Han tilbragte nogle dage forskellige steder i Sønderjylland, rejste derpå over København til Sverige og der igennem til Norge.
Hans største fornøjelse på turen var at drikke, og han var så optaget af drikkeriet, at han end ikke fik tid til at købe sig et par strømper, men kom til Danmark med bare fødder i skoene. Af strømperne han havde på, sad kun skafterne tilbage.
Som man kunne tænke sig, svandt pengene hurtigt ind, da han drak ikke alene selv, men han trakterede også mange andre, som havde lyst til at gøre ham selskab.
Efter kort tid stod han langt oppe i Norge uden en øre på lommen.
Enden på denne lystrejse blev, at autoriteterne i Norge hjemsendte ham som subsistensløs til Frederikshavn med damperen.
Så man kan forestille sig, at der må have været nogle tråde mellem disse brødre, der skulle redes ud, inden broderkærligheden kunne genoprettes.
”FÅRETYVENS” TRISTE DØD I 1916.
En lørdag sidst i september 1916 fandt nogle børn liget af en mandsperson liggende i en lille granplantage tæt østen for Tårs Kirke. Sognefogeden blev straks hentet.
Den afdøde som man anslog til at være tæt på de 50, var en forhutlet fyr. Det var ”Fåretyven” eller ”Store Anders”, som han jo også blev kaldt.
Hvor han før i tiden var en stædig, kontroversiel og ubehagelig fyr, var han på sine sidste år blevet et helt skikkeligt, sølle skrog, når man fraregnede hans tyvagtighed.
Meget af sin tid havde han opholdt sig i Allerup Bakker sammen med nogle meget omtalte vagabonder og løse kvinder.
Han fartede stadig omkring i Vendsyssel, og havde i Tårs besøgt en veninde, der kaldtes ”Knold-Stine”.
Samme dag havde folk nok bemærket, der rørte sig noget i de tætte grantræer, men ingen tænkte på at se derind.
Staklen blev fundet med tre brændevinsflasker ved sig.
Det var lidt om ”Fåretyven” og hans triste skæbne.
Nogen nem start på livet havde han aldrig fået, han var svigtet fra den dag, han blev født.
En drikfældig mor der ikke tog sig af ham, allerede mens han endnu var dreng, blev han placeret på Agersted Fattiggård.
Billedet eller tegningen hvilket er lidt uvist, da det er mere end 125 år gammelt, det er af Anders Chr. Nielsen alias ”Fåretyven” eller ”Store Anders”, som han så ud, da han var omkring 23-24 år.
Under aftenens og nattens heftige uvejr kom jeg til at tænke på, hvor stærke naturkræfter, der er i spil, når himlen oplyses og det buldrer og brager.
Her faldt tankerne hen på gamle dage, hvor det ikke var så sjældent igen, at uvejret kunne gøre stor skade.
Det kan det naturligvis også i dag, men det er heldigvis mere sjældent. Vores huse har lynafledere, og vi er meget bevidste om, hvordan vi skal gebærde os, mens uvejret står på.
I gamle dage kunne folk miste både gårde og huse, hvis lynet slog ned. Det gjorde så ikke sagen bedre, at fattigfolk, som der var mange af, de ikke var forsikret mod den slags ulykker.
At en familie mistede boligen, kunne være slemt nok, men det kostede også tab af menneskeliv.
Husker historien om en kone på egnen omkring Albæk, der blev dræbt af lynet, da hun var udenfor ejendommen for at ordne noget.
Så var der den frygtelige sag fra Sæby sidst i 1940erne, hvor en 12-14årig dreng blev dræbt ved en ejendom, hvor Brolæggervej ligger i dag. Han ville løbe hjem fra naboejendommen, mens det lynede og tordnede.
Drengens far stod i vinduet i køkkenet, og så efter sønnen, der kom løbende i uvejret for at komme hurtigt hjem. I det samme slår lynet ned, og drengen bliver slået ihjel for øjnene af den ulykkelige far.
Den hændelse bragte forfærdelse og sorg i hele Sæby og omegn.
Så er der en noget ældre beretning her fra området, der fortæller om, hvordan lynilden ligefrem kunne finde vej ind i husene.
Vi skal helt tilbage til den 11.april 1859.
Der var et heftigt tordenvejr med lynild og regn hen over Sæbyegnen.
Her slog lynet ned i et våningshus, der lå i forbindelse med en gård på Gedebjerget vest for Sæbygård Skov, som Peder Chr. Abrahamsen havde i forpagtning.
Da uvejret brød løs, havde det banket på hos familien. Det var skovfogeden, der ville søge ly under for den kraftige regn, og han blev naturligvis budt indenfor.
Set i bagklogskabens lys skulle han måske have været blevet i skoven.
Da lynet slog ned i våningshuset, banede lynstrålen sig vej igennem en lem i stuen, og ihjelslog uheldigvis skovfogeden, der sikkert sad, og var lettet over at have fundet husly.
Som om det ikke var nok, blev konen i huset så alvorlig forbrændt, at man frygtede for hendes liv.
To børn blev ligeledes forbrænde men dog heldigvis i mindre grad.
Efter at have anrettet disse ulykker farede strålen ud af skorstenen uden at anrette nogen skade på selve huset.
Da jeg ikke har noget brugbart billede fra gamle dage af Gedebjerget, napper vi et fra skoven i stedet.
Enkefru Sørine Christensen boede som ældre dame på Kløvervej i Frederikshavn tilbage i 1950erne.
Hun var født i 1879, så historien rækker længere tilbage end nogen i dag, vil kunne huske. Hun havde som mange andre i byerne dengang haft sin opvækst ude i oplandet på diverse gårde, hvilket hun i sine sidste leveår så levende fortalte om.
Her kommer Sørines fortælling.
Jeg har ikke kendt til mine forældre, men blev sat i pleje som ganske lille.
Som 6årig havnede jeg i Tolne.
Mine plejeforældre sendte mig ud for at hente køerne, i stedet burde jeg have haft en barnepige. Hvor var jeg bange for, at ræven skulle tage mig.
Derefter kom jeg til mine bedsteforældre i Hørmested.
Føde og klæder kom jeg ikke til at mangle, men jeg måtte slide hårdt for det.
De havde en landejendom lige som det forrige sted.
Min bedstemor hed Karen, hun skulle nok sørge for at holde mig til arbejdet.
Skoletiden var den bedste tid i mit liv. Lærer Sørensen som jeg gik til, var far til den gamle ”Lærer Sørensen” i Bangsbostrand.
Han kom ind i klassen lige fra stalden i sine snudetræsko med komøg på. Han var både flink og dygtig.
Jeg kom først i skole, da jeg var 8 år. Min bedstemor ville ikke sende mig derhen, før jeg kunne læse og skrive.
Da jeg mødte i skolen, og sagde hvor gammel, jeg var, sagde læreren. ”Så forstår jeg, du kommer fra Karen”. Hun havde haft fire børn i skolen, som alle havde været lige så langt fremme i alder og undervisning, før de kom der, som jeg.
Den sidste dag jeg var i skole, der vrælede jeg, fordi jeg skulle forlade den.
ÆGGENE.
Engang skulle jeg til Tolne Købmand med to kurvefulde æg for bedstemor.
Jeg løb barbenet af de lynggroede stier, da en hugorm pludselig rejste sig foran mig. Af forskrækkelse gjorde jeg et spjæt til siden, så alle æggene raslede ud af kurvene. Jeg samlede dem op, nogle havde fået et knæk, dem lagde jeg med den revnede side nedad for at købmanden ikke skulle opdage, at de var i stykker.
Købmanden tog dem fra kurven, og lagde dem i kasser til nogle andre æg, og opdagede til min lettelse intet.
Jeg turde knap nok tænke på de tæsk, jeg ville have fået af bedstemor, hvis nogle af æggene var blevet kasseret.
SPØGERI PÅ LANDET.
Som 16årig havde jeg plads på ”Birket” ved Sindal.
Man krævede en voksen piges arbejde af mig inde og ude. Jeg blev sat til at både pløje og harve og køre møg ud.
Der var jeg heller ikke glad for at være, der var for meget spøgeri på det sted.
En røgter havde engang på en nytårsaften hængt sig i kostalden. Efter det skete, larmede og teede køerne sig hver nytårsaften, så det var forskrækkeligt.
Det er ikke sludder, jeg har selv hørt det, og der var mere end det.
Mit og mejerskens kammer var lige ved siden af bryggerset. Derude var der en tumlen om natten, så jeg ikke kunne sove.
Det var da sørens til spektakel, sagde jeg til mejersken. ”Nå, har du også hørt det”, svarede hun. ”Det vil du få at høre, men det skal du ikke bryde dig om”.
”Det var en tidligere mejerske, der havde taget livet af sit spædbarn og stoppet det ned i askegraven derude”.
RYTTEREN.
Af andet underligt jeg har oplevet, var jeg en 12års pige hos bedstemor i Hørmested.
En sen efterårsaften siger hun til mig, skal vi ikke rende hen efter avisen. Den hentede vi på en nærliggende gård.
Jeg fik besked på at trække bedstefars hoser udenpå mine egne, og på dem løb jeg ved siden af bedstemor, der var skrap til at gå.
Der var diset, og man kunne se månen, jeg kan så tydeligt huske det.
Da vi havde fået avisen, og var på vej hjem, sagde bedstemor, at vi skulle skynde os.
Vi var i nærheden af gården ”Studsholt” ved noget vi kaldte ”Melheden”, hvor der løb en stor slugt.
På mit spørgsmål om hvorfor vi skulle skynde os, svarede bedstemor, at vi skulle hjem og malke koen.
Som jeg kiggede ned i slugten, så jeg en mærkelig stivhalset hest med en rytter på og et føl ved siden af. Jeg tænkte ikke nærmere over det.
Først om aftenen hjemme hvor de havde fremmede, fik jeg forklaringen på bedstemors hast.
Jeg kom uforvarende til at høre, at de drøftede historien.
En mand havde købt ”Studsholt”, og troede ikke, han kunne klare sig, da han så, hvor dårlig jorden var.
Af frygt herfor tog han sit eget liv, og han havde endda kone og flere små børn.
Det var manden, der var ”Rytteren”, som jeg havde set.
Bedstemor troede han ville op ad den vej, vi kom ad, så det var derfor, vi måtte skynde os sådan.
Sørine Christensen blev senere gift med Knud Christensen fra Jerslev, de mødtes som ganske unge.
Min mand slog sten om vinteren, og strøg sten på teglværket om sommeren. Jeg hjalp ham, og ”skar” dem i kanterne.
Om sommeren æltede vi også tørv, det var på den gammeldags måde med greb.
Parret flyttede ind til Frederikshavn under 1. verdenskrig.
Da manden døde, måtte Sørine vaske og gøre rent for folk.
Tak for at Sørine Christensen i tidernes morgen fortalte om sit liv dengang for længe siden.
Som man kunne fornemme, levede gamle sagn og ”historier” i de gamle dage især på landet.
Om de er helt sande må læseren selv afgøre.
Dengang var folk for det meste overbeviste om, at der fandtes mere mellem himmel og jord, end man kunne se med det blotte øje.
I gamle dage før besættelsen, boede der flest mennesker på landet, og derfor er der en masse at berette fra de gamle gårde, hvor meget er hændt i gamle dage.
Denne gang skal vi en tur til gården ”Ormholt”, der ligger cirka 5 km sydøst for Østervrå i Torslev sogn.
På ejendommen ”Ormholt” afholdtes i oktober 1892 høstgilde, hvilket havde været en stor dag for alle de tyende, altså tjenestefolkene.
Man fik den dag blandt andre gode sager også sødsuppe.
Kort tid efter sødsuppen var indtaget følte en halv snes gæster sig utilpasse, og fik kraftige opkastninger.
Ved nærmere undersøgelser opdagede man at en af gårdens piger for at sætte humør på sødsuppen, havde tømt indholdet af en flaske, der bar teksten ”Solbærrom” ned i suppen.
Hvad den gode pige med de bedste intentioner ikke vidste var, at flasken i virkeligheden indeholdt et medicinalt middel til heste eller svin, der nu var kommet i gryden med sødsuppe.
Man måtte sende bud til lægen i Østervrå, der gav de syge en modgift.
Om søndagen var tillige distriktslægen fra Sæby kaldt til ”Ormholt”.
Det skal siges, at alle overlevede sødsuppen, men høstgildet blev nok ikke lige så festligt, som pigen ellers havde håbet på.
Det er ikke nemt at finde materiale om de mennesker, der i gamle dages Sæby befandt sig helt dybest nede på samfundets bund.
Mange familier i Sæby var ganske vist fattige, men det var en æressag, at man selv kæmpede sig igennem tilværelsen, selv om det ofte var under usle vilkår.
Så var der dem, der opgav kampen, og søgte en smule trøst på bunden af en brændevinsflaske. Hutlede sig igennem den håbløse tilværelse, flakkede lidt rundt fra sted til sted, fandt lidt tryghed og lidt kærlighed hos tilfældige omstrejfere, der befandt sig i samme ulykkelige situation, hvor især brændevinen var en fælles interesse.
En af dem var ”Brille-Hanne”.
”Brille-Hanne” kunne man støde på rundt omkring i Sæby og omegn sidst i 1800-tallet og de første få år af 1900-tallet.
Til egnens markeder og andre festligheder kunne man træffe ”Brille-Hanne”, og hun ville med al sandsynlighed være enten småberuset eller rygendes fuld.
Hvis det ikke var nok til, at folk holdt sig på afstand, så gjorde det ikke sagen bedre, at hun ofte var fyldt med ”utøj”.
Selv om det var forbudt at tigge, ville hun sikkert have bedt om en mønt eller to, så hun kunne pleje den rus, hun behøvede for at overkomme tilværelsen.
Der er ikke frygtelig mange oplysninger om ”Brille-Hanne”, men er stødt på hende nogle gange, når jeg har ledt efter materiale fra de gamle dage. Hun var mest omtalt grundet de ”unoder”, hun begik i sin kummerlige tilværelse.
”Brille-Hanne” var et øgenavn, som man især havde skik for at bruge i gammel tid.
Hendes rigtige navn skulle have været Johanne Borum, men i daglig tale ikke andet end ”Brille-Hanne”.
I året 1900 var den gal nok engang.
Johanne Borum var sunket dybere og dybere ned i lasten. Tyveri, betleri(tiggeri), druk og usædelighed.
Den 3. maj 1900 blev hun fundet i en landevejsgrøft i meget drukken tilstand og i besiddelse af en fyldt brændevinsflaske.
Hun blev igen anholdt for tyveri og betleri(tiggeri), og blev bragt i forvaring i det velkendte asyl.
En ældre ”kavaler” hun havde sat i stævne og som observerede anholdelsen, blev meget misfornøjet ved at se ”retfærdighedens håndhævere” fjerne sig med ”Brille-Hanne” under armen, men det var vist mere den fyldte brændevinsflaske, der plagede ham at se forsvinde.
Efter sådan en anholdelse kunne ”Brille-Hanne” igen se frem til en dom, hvor der ofte indgik tvangsarbejde. Det havde hun prøvet så mange gange før.
”BRILLE-HANNE” FROSSET IHJEL.
”Brille-Hanne” blev i sine sidste leveår placeret på Sæby Fattiggård, hvilke på daværende tidspunkt må have været ”Lille Strandhave” på Solsbæksvej, der fungerede som fattiggård i den periode, ellers må nogen rette mig, hvis jeg tager fejl.
Fattiggården blev dengang drevet som en gård, og de ”fattige” måtte tage del i arbejdet, selv om der også var ansat karle.
På Sæby Fattiggård kunne man blandt andet i 1891 få følgende tilbud, hvis man var ejer af en ”hoppe” naturligvis.
Her stod nemlig hingsten ”Hector” til rådighed, hvor man mod et beløb kunne få bedækket sin hoppe, og det skulle foregå 5.30 om morgenen, 11.30 til middag og 19.30 om aftenen, og det var præcis på angivne tidspunkt. Man må formode, at ”Hector” skulle have sin pauser, jeg har ikke den store forstand på hesteavl.
Synes bare annoncen var lidt pudsig.
Tilbage til ”Brille-Hanne”.
Var man placeret på fattiggården, så have man pligter, og man havde ikke sin fulde frihed.
”Brille-Hanne” havde været en af dem, der havde været svær at holde indespærret på fattiggården, hun tog stadig sine ture, så kunne regler være regler.
Da ”Brille-Hanne” forlod denne verden, havde hun igen taget sig en springtur fra fattiggården. Hun var ude for at mærke frihedens sus under sine vinger, den frihed hun nu også i det daglige var blevet frataget.
Denne gang havde hun bevæget sig nordpå til Frederikshavn, og det blev Hannes sidste bedrift i livet.
Den 3. marts 1904 om morgenen blev ”Brille-Hanne” fundet død mellem nogle bræddestabler ved Frederikshavn Havn.
Ved sin side havde hun hendes kære brændevinsflasker, som havde gjort hende beruset en sidste gang.
Hanne havde været godt fuld, og havde i den tilstand lagt sig til at sove, og var i kulden frosset ihjel i løbet af natten.
Hun var ofte beskrevet som en gammel kone, der var fordrukken, og man kan forestille sig, at det ulykkelige lod Hanne havde fået i livet, har sat sine spor på hendes krop og ansigt.
Johanne Borum alias ”Brille-Hanne” blev 55 år gammel
Fyrtårnet blev opført i begyndelsen af 1860’erne, grundstenen lagt 28. juni 1861 og det blev tændt første gang den 1. januar 1863. Tårnet var opført i røde mursten beklædt med hollandske klinker, senere blev det kalket gråt, og siden 1960 har det været hvidt. Over indgangsdøren er daværende regent Frederik d. VIIs monogram. Selve fyret er 35 m højt beliggende på toppen af Stenbjerg 27 m over havets overflade. Fyrets fokushøjde lyskeglens højde over havoverfladen) er 57 m. Lyskeglen kan ses 25 sømil ca. 46 km væk i klart vejr. Fyret var fra begyndelsen forsynet med fast linseapparat og roterende forstærkningsprismer.
Under besættelsen blev de kostbare linser demonteret og gemt bort på en landejendom og opsat igen efter befrielsen. Tager man de 144 trin op i fyrtårnet, har man en storslået udsigt over det omkringliggende fæstningsanlæg, 10. batteri, bygget under 2. verdenskrig og over Hirtshals by og havn.
Fra begyndelsen i 1863 og frem til 1914 brugte man olie som energikilde, fra 1914 til 1939 petroleum til en glødenetsbrænder og fra 1939 en elektrisk glødelampe. Lampen i toppen er i dag på 400 watt. Linserne er håndslebne. De første mange år var Hirtshals Fyr arbejdsplads for fyrmestre, assistenter og sirenepassere, som samtidig boede i de tilhørende boliger sammen med deres familier og et par tjenestefolk. Da der var langt til nærmeste skole, var der som regel også en lærerinde til at forestå undervisningen af børnene. Siden 1973 er Hirtshals Fyr i lighed med landets øvrige fyr fuld automatisk. De gamle beboelser tjener i dag som kaffestue og udstillingslokaler for Støtteforeningen for Hirtshals Fyr. Udover selve fyrtårnet med lys i havde man til at hjælpe skibstrafikken fra 1871 en signalstation med signalmast og kanon. Kanonen eksisterer endnu og kan ses foran fyrtårnet.
Signalstationen og masten er revet ned. Ved hjælp af et internationalt flagsystem kunne skibe og fyr kommunikere om issituation, sygdom m.v. På signalstationen overvågede man i det hele taget al skibstrafikken. I 1963 blev der rejst en radiomast, og sammen med 5 andre radiofyr i Danmark udsendtes hvert 6. minut et radiosignal på samme frekvens til nøjagtig fastlæggelse af, hvor det enkelte skib befandt sig. Radiomasten blev nedlagt i 1995.
Kilder: Kystfortællinger 01 – Hirtshals Fyr – skrevet af Morten Nielsen & Bjørn Løth Fra Egnens Fortid – Lokalhistorisk Årbog 2001. Knud Christensen; Blade af Hirtshals Fyrs historie s. 5-31
Hirtshals Fyr 1862 til i dag Støtteforeningen for Hirtshals Fyrs hjemmeside.
Hermed en rigtig posthistorie klippet i Vendsyssel Tidende 6. marts 1890 I ”Vendsyssel Tidende” af 7de
f. M. har nogle Kolleger anket over vor Stilling over for Staten. Ja, jeg skal villig indrømme, at vi i Forhold til andre statslønnede Embedsmænd ere for lavt lønnede, og vi må staa Ryg mod Ryg og løfte i Fællesskab, hvis vi skal opnaa noget. Der må, som I skriver, Enighed til. Der sluttes med de Ord: ved enhver Lejlighed hævde vore Krav og søge at paavirke dem, som har Indflydelse. Ja, men det er min Overbevisning, at den Lejlighed finder vi altid bedst ved at indtræde i vor Forening i København, som kaldes ”Landpostbudenes Forening for Danmark”. Den søger ved enhver Tid og Lejlighed at komme til Orde hos højere Vedkommende, og med sit Medlemstal, ca. 800, kan den altid virke bedre end enkelt Mand. Det er nemlig Foreningens Opgave at yde os Sygehjælp, Begravelseshjælp og Pension – ja, se efter i ”Ugens Nyheder”, der vil I finde de fleste Oplysninger vedrørende Foreningens Formaal, Ja, der er vel dem, som siger: hvor skal Pengene komme fra til Aarskontingentet. Ja, hvor kommer Pengene fra, naar en syg Landpost skal lade en anden forrette sin Tjeneste? Naar han er Medlem af Foreningen, faar han jo Sygepenge daglig, og er man rask, saa kommer man vel ved Sparsom – melighed over Kontingentet. Ja, Uniform og Kappe var jo rar om Vinteren, men det var vel bedre, om vi fik Penge udbetalt til Klæder. I flere Distrikter har Beboerne jo været saa venlige at skænke Posten dels Regnfrakker, dels Penge, men der er jo godvillige Gaver, som man ikke altid kan gøre Regning paa, da der jo ogsaa er Distrikter. Hvor Folk ikke kan komme over at give Landposten en Regnfrakke, skønt han tit og ofte er gennemblødt. – Derfor: Træd ind i Foreningen, og lad os derigjennem løfte i Flok, saa vil vi nok faa, hvad vi ønske, hurtigere end som paa anden Maade.
På adressen Blæshøjvej 5 i Vester Hjermitslev, hvor CENTRALEN havde til huse i 56 år, var jeg i den sidste del af 50erne den sidste hjemmeboende datter i Marie og Jens Andreasens hus. Fra denne periode vil jeg indlede denne artikel med at tegne et dagligdags billede af, hvordan centralpasning og livet omkring centralen foregik i vores hus.
Centralbordet, – med “propper” hvorigennem samtaler mellem de forskellige abonnenter kunne etableres, og “klapper, der faldt”, når en abonnent ønskede at telefonere, – var kontrolpanelet i datidens telefonsystem. Dette centralbord var placeret i et rummeligt værelse på 1. salen i vores hus. I dagligt sprog kaldte vi denne etage for loftet. I tilslutning til centralstuen havde den pige, der var ansat til at passe centralen, sit værelse. Hun tituleredes i Hjermitslev og omegn som “centraldamen”.
Hendes arbejdsdag begyndte klokken syv om morgenen og sluttede klokken otte om aftenen. Det var den daglige åbningstid på ugens seks hverdage. Herudover kunne der ringes til almindelig takst søndag formiddag indtil klokken 11. Centraldamen havde en fritime hver eftermiddag og weekendfri hver anden uge. Efter Jens Andreasens egne døtre var flyttet hjemmefra, var den senere centralbestyrer Meta Pedersen fast afløser ved centralen. En centraldame i Vester Hjermitslev havde sidst i 1950erne en månedsløn på et par hundrede kroner.
I dagens første morgentimer telefoneredes der ikke meget. I denne stille tid gik centraldamen til og fra, alt imens hun gjorde morgentoilette, fik tøj på, fik fyret op i gløderne i den lille kakkelovn i centralstuen og hentet brændsel til dagens forbrug i brændeskuret. Klokken otte kom min mor op i centralstuen med morgenmad, der bestod af kaffe og mellemmadder. Ud over at holde rent i centralstue og på eget værelse havde centraldamen ingen huslige pligter. Efter morgenmaden blev centralstuen rengjort, og sengen redt i værelset ved siden af. Mellem ni og ti begyndte folk at ringe, og så var der nok at lave ved centralbordet indtil ved middagstid. I formiddagstimerne var de fleste samtaler relateret til byens forretningsliv.
Klokken 11.30 var middagsmaden parat. Det var varm mad, som regel med kartofler og kød til forret og derefter én af de utallige, men nu næsten glemte, varme eller kolde efterretter. I middagspausen blev centraldamen afløst og spiste ved bordet i køkkenkrogen, oftest før vi andre. Af og til sad min mor og sludrede med hende, mens hun spiste.
Over middag var der igen nogle relativt stille timer ved centralbordet, hvor der var tid til at læse eller lave håndarbejde. Af og til oplyste en kommende centraldame ved ansættelsessamtalen, at et af hendes motiver til at søge jobbet drejede sig om, at hun var forlovet og gerne ville have tid til at sy udstyr til ægteskabet. Klokken 14.30 bar min mor eftermiddagskaffen med brød eller kage ovenpå. Sidst på eftermiddagen, ofte mellem klokken 16 og 17, havde centraldamen sin fritime. Oftest gik hun en tur i byen. Forrettede ærinder for sig selv og snakkede med veninder og folk på gaden. Den sidste eftermiddagstime ved centralbordet var ofte hektisk, ligesom den sidste time inden lukketid klokken 20 også var det.
Vivi Nielsen ved centralbordet i 1959.
I dagens løb havde centraldamen ofte kortere besøg af veninder. Det måtte naturligvis ikke tage overhånd, men der var, som det kan forstås, indimellem god tid til venindesnak. Også efter lukketid var centralstuen et populært sted at søge selskab. Centraldamen havde principielt fri efter lukketid, men jævnligt valgte hun at hygge sig i den varme stue med et par veninder på besøg. I den situation tog hun sig naturligvis af de få abonnenter, der af presserende grunde brugte telefonen i aftenens løb.
Det sindrige betjeningsbord med minuture, knapper og ledninger og den tilhørende stol fyldte pladsen foran det store kvistvindue i centralstuen. Af andre møbler var der et lille skrivebord og en gammel kontorstol med vinrødt plys på sædet og buet ryglæn. Over skrivebordet var der et romantisk landskab fra Tyrol med ramme om. En væg i rummet var dækket af et mørkt træpanel, bag hvilket der var opsat en masse ledninger og de tekniske installationer, der hørte centralbordet til. På den modsatte væg var der et åbent skab med en mængde små rum. Her var der markeret en plads for hver abonnent, og heri blev dagligt lagt de notaer, der fortalte, hvortil den enkelte havde ringet. Det var kun udenbys samtaler, der blev noteret. Indenbys samtaler var betalt med abonnementet. Det var Jens Andreasen selv, der førte telefoncentralens regnskab, ligesom det var ham, der stod for samtalestationen, der bestod af en vægtelefon ophængt i et hjørne af hans butikslokale. Her kunne folk i realiteten dag og nat komme og låne en telefon mod betaling.
Oftest valgte centraldamen naturligvis at holde helt fri og forlade centralstuen efter lukketid. I så fald bankede hun på døren til vores stue nedenunder og annoncerede, at hun gik, og at hun havde aktiveret alarmklokken, så vi nede i stuen kunne høre, når en abonnent eller to i aftenens løb ønskede betjening. Vi kunne således om aftenen og om søndagen sagtens passe telefoncentralen fra stuen eller fra den øverste del af haven. Alarmklokken ringede højt og vedvarende, når nogen ønskede at telefonere, og så rendte én af os op ad trappen og klarede ekspeditionen. Det kunne være frygteligt irriterende og ærgerligt, hvis det skete midt under et hørespil på radioen.
Om natten var det altid Jens Andreasen selv, der reagerede på klokkens enerverende kalden. Det var langt fra hver nat, det skete, og man faldt hurtigt i søvn igen, når lyden af hans nøgne fødder havde fortonet sig hen over loftet. Det skete dog enkelte gange, at vi alle blev indviet i det, telefonsamtalen havde drejet sig om, og fars lidt hæse stemme eksempelvis ud over loftet forkyndte: “Det brænder i Alstrup!” Så var vi hurtigt på benene for at kikke efter ildskær og lytte efter brandbiler og for at hjælpe far med at ringe til medlemmerne af “det frivillige brandkorps”, som han havde pligt til at aktivere.
I denne relation kunne det måske være relevant at berøre det pinlige emne: lyttede man, og videregav man det, man blev vidende om ved centralbordet? Det gjorde man selvfølgelig ikke, men alligevel er spørgsmålet mere indviklet at svare på end som så!
Der er nok ingen, der har passet centralbordet uden at være “kommet til” at lytte på den ene eller anden måde. Eksempelvis skulle vi ved udenbys samtaler bryde ind hvert 3. minut og forkynde, hvor længe abonnenterne havde talt. Det var én måde at “komme til” at lytte på. Problemet var, ifølge min opfattelse, ikke, hvad man blev bragt til kendskab om ved centralbordet, men hvordan etikken var hos den enkelte, der betjente centralbordet. Ved ansættelse blev enhver gjort bekendt med tavshedspligten og skrev under på at ville overholde den. I mit hjem snakkede vi aldrig om etik, balancer og grænser i forhold til denne tavshedspligt, men jeg mener, at mine forældre lagde tonen an, så vort hus ikke blev en sladrebutik. Når jeg anfører, at det med tavshedspligten ikke er så enkelt endda, ligger det i at man ved centralbordet helt automatisk blev oplyst om mange ting. Først og fremmest brugte hjermitslev- og alstrupboere almindeligvis ikke telefonnumre, når de ville snakke med nogen. Det, de sagde, var, at de skulle have fat i doktoren eller dyrlægen, og det var ikke usædvanligt, at der fulgte en bisætning efter, der fortalte om årsagen. Det kunne være manden, der oplyste, at konen var ved at føde, eller en anden, der fortalte, at hans ko lå på marken med strittende ben og trommesyge, og at han derfor havde brug for dyrlægen. Det kunne udmærket være, at manden med den fødende kone senere på eftermiddagen stoppede på sin cykel under centraldamens kvist og annoncerede, at det var blevet en dreng. Var den slags oplysninger nu omfattet af absolut tavshedspligt? Det var her, vi balancerede, og jeg mindes ikke, vi nogensinde kom dårligt fra det. Jeg tror, at vi i familien, uden at tænke særlig meget over det, var meget bevidste på tavshedspligtens etik og på de balancer og grænser, der var for, hvad der fortaltes videre.
I det følgende vil jeg berette om centralens oprettelse, om abonnentudviklingen og om de fire bestyrere, der betjente jobbet i de 65 år, centralen eksisterede.
Vester Hjermitslev telefoncentral
I 1897 får de tre selskaber Jydsk Telefonaktieselskab (JTAS), Fyns kommunale Telefonselskab (FTS) og Kjøbenhavns Telefonaktieselskab (KTAS) koncession på anlæg og drift af telefoner og telefoncentraler inden for de nævnte landsdele.
Vester Hjermitslev Central bliver oprettet i 1905. Centralen har som udgangspunkt 9 abonnenter. Jydsk Telefonaktieselskab må have haft tiltro til udvikling på området, idet investeringen ikke umiddelbart stod i et fornuftigt forhold til indtægterne.
Men som det fremgår af nedenstående skema bliver det hurtigt “moderne” at telefonere. Abonnenttallet stiger støt i telefoncentralens periode, der slutter med automatisering af telefonnettet omkring 1970. I de 65 år Vester Hjermitslev telefoncentral består, er der, som det kan ses nedenfor, ligelig kønskvotering til bestyrerjobbet, der skiftevis er besat med mænd og kvinder.
Ved at studere de årligt opdaterede abonnentlister, hentet fra Jydsk Telefons arkiv i Århus, og derigennem følge udviklingen i perioden fra 1905–1970, får man en god fornemmelse af, såvel hvordan telefonens udbredelse forløber i de to sogne, Hjermitslev og Alstrup, som centralen dækker, men også af hvordan de pågældende landsbysamfund udvikler sig i samme periode. Man ser, at det er gårdene, der dominerer abonnentlisterne indtil 1928. Herefter spores de dårlige tider for landbruget, og visse gårde opsiger abonnementet. Vi skal helt frem til 1949, før gårdene igen er med, som de var i 1928. De dårlige tider kan kun svagt spores i udviklingen af antal butikker med telefon. Dette forstået på den måde, at vækstraten er højst indtil 1928, men det absolutte antal stiger dog gennem hele perioden. Samme billede gør sig gældende for håndværkerne. Udviklingen inden for “andre faggrupper” med telefon er stor og stigende over hele perioden og viser den variation af erhverv, der igennem årene farver den lille by. Under denne kategori er der i 1928 – afholdshotel, bank, førstelærer, handelsmand, Hvetbo Herreds Avis, isskabsfabrik, jernbanestation, kreditforeningsrepræsentant, lærerinde, mejeri, musiker, sognefogederne i Hjermitslev og Alstrup, vejassistent og to vognmænd. Vi skal helt frem til 1965, før den første arbejdsmand får telefon. Ligeledes skal vi frem til 1955, før der kommer gang i telefonerne inden for kategorien “andre persongrupper” med telefon. Her er det de pensionerede ægtepar og enkefruerne, der kommer på telefonnettet og med stor stigning i årene op til 1970.
Når “antal abonnenter i alt” ikke altid er i overensstemmelse med abonnentgrupperne på tværs er årsagerne dels partstelefoner og dels flere erhverv hos den enkelte.
Jens Nielsen Jensen, centralbestyrer 1905-1915
Ved telefoncentralens oprettelse i 1905 bliver vejmand Jens Nielsen (1873-1958) af Jydsk Telefon ansat som første centralbestyrer. Som udgangspunkt har centralen i Vester Hjermitslev som nævnt 9 abonnenter, hvoraf 3 er fra nabobyen Manna, der endnu ikke har telefoncentral. Telefonpionererne i Hjermitslev er træhandler C. J. Christiansen, Assenbækvej 4, smedemester Valdemar Kristensen, Assenbækvej 9, købmand Hejle Sørensen på Torvet, Assenbækvej 1, snedkermester K. Ribergaard, Blæshøjvej 9, proprietær Th. Klit Jensen på Lemmergaard og gårdejer Christen Nørgaard i Alstrup.
Centralbestyrer Jens Nielsen er, ligesom sin kone Kirsten, født i Vester Hjermitslev og kommer til at leve hele livet her. Han var håndværksuddannet som murer, men blev allerede som 22-årig ansat ved Hjørring Amts Vejvæsen. Det var Jens Nielsen, der byggede huset på Blæshøjvej 5, og det er her, telefoncentralen ved oprettelsen i 1905 bliver installeret. I perioden herefter åbner Jens Nielsen byens første barberstue i den østre ende af huset – dér hvor træhandler Jens Andreasen senere får butik. For Jens Nielsen har jobbene som barber og centralbestyrer været deltidsarbejde i og med, at han fortsat er fuldtids ansat ved vejvæsnet. Her bliver han i 1923 forfremmet til vejassistent. Kasketten, som han bærer på billedet, er et symbol på denne titel.
Jens Nielsen er også en aktiv mand i byens offentlige liv. Han er således i en periode formand for mejeriet og i en anden periode formand for sygekassen. Afholdssagen har hans store interesse, og også her er han formand på et givet tidspunkt. Det er nok tvivlsomt, hvor meget han har betjent abonnenterne ved centralbordet. Dette arbejde har antagelig været udført af hustruen Kirsten og døtrene Marie, senere gift med gdr. Lars Poulsen i Alstrup, og Kathrine, senere gift med lillebilejer Emil Andersen, Vester Hjermitslev. Med det lave abonnenttal i de første år har pasning af centralbordet været et arbejde, som man gik til og fra, og centralbordet var, siges det, i de første år placeret i familiens stue.
Som 42-årig vælger Jens Nielsen at ophøre som centralbestyrer. Han køber landbrugsejendommen Elmely, Blæshøjvej 88. Ejendommen er beliggende vest for Hjermitslev by. Jens Nielsen dør som 84-årig, og i en årrække her forinden bor han og hustruen Kirsten i et hus på Assenbækvej 13 i Vester Hjermitslev by.
Det bliver enken Maren Andreasen, der i 1915 overtager bestyrerjobbet efter Jens Nielsen.
Maren Andreasen centralbestyrer 1915-1920
Maren Andreasen (1862-1932) bliver således den anden centralbestyrer i Vester Hjermitslev. Hun er født i dette sogn på gården Hjertholm.
Maren bliver gift i 1887 med Morten Christen Andreasen fra Thise. Han var før giftermålet tjenestekarl i hendes hjem. Deres første hjem er et husmandssted på Grindsted Mark, øst for Brønderslev. Inden min far Jens Andreasen bliver født i 1890, er Morten og Maren blevet gårdmandsfolk. De har nu en mindre gård i Agdrup vest for Brønderslev. Men uheldet er ude, Morten Andreasen dør af blindtarmsbetændelse nogle få år efter århundredeskiftet. Maren står nu tilbage med fem børn og en økonomisk situation, der er sådan, at hun vælger at blive husbestyrerinde på Stadsvold i Thise. Hun flytter hertil med sine tre yngste børn, der er piger. De to ældste drenge, Niels og min far Jens, kommer til mostrene på henholdsvis Grønborg og Hjertholm. Hvor længe Maren er husbestyrerinde vides ikke, men det står nok hurtigt klart, at det ikke bliver en stilling for livet. Nogle år før 1915, hvor Maren Andreasen bliver bestyrer på centralen, flytter hun og de tre piger til ejendommen Elmely, Blæshøjvej 88, som nævnt vest for Vester Hjermitslev by. Denne ejendom er på dette tidspunkt ejet af Hjertholm og jorden drevet herfra.
Da den tidligere og oven for nævnte centralbestyrer Jens Nielsen i 1915 ønsker at afgive bestyrerjobbet, ønsker han tillige at skifte huset på Blæshøjvej 5 ud med en landejendom uden for byen. Enden bliver, at han indgår en byttehandel med Poul Dam på Hjertholm, der således bliver ejer af huset på Blæshøjvej, samtidig med at Jens Nielsen overtager ejendommen Elmely. Maren Andreasen, der på dette tidspunkt er 53 år gammel, bliver således centralbestyrer og ved familiens hjælp – Poul Dam var gift med Marens Andreasens søster – lejer af huset på Blæshøjvej 5.
Ved Maren Andreasens overtagelse i 1915 har centralen ca. 40 abonnenter. Fem år efter er abonnenttallet mere end fordoblet. Det har antagelig været gode år for Maren Andreasen og de yngste af hendes børn, pigerne Anna, senere gift med Laurits Laursen, Års, og Maren, senere gift med skrædder Adolf Engelund, V. Hjermitslev. Pigerne, der har været over konfirmationsalderen på dette tidspunkt, har utvivlsomt afløst moderen ved centralbordet.
Maren Andreasen er centralbestyrer i Vester Hjermitslev fra 1915 og til omkring 1920, da min far Jens Andreasen overtager hvervet. Fra Jydsk Telefons arkiv i Århus er jeg kommet i besiddelse af den kontrakt, hun i sin tid underskrev som centralbestyrer – mærkeligt nok ikke med sit fødenavn eller giftenavn, men med sit fornavn efterfulgt af navnet på den gård, som hun stammede fra, og som hun nok med en vis selvbevidsthed stadig identificerede sig med.
Kontrakten med Jydsk Telefon Aktieselskab beskriver detaljeret funktionerne og kravene i jobbet, da enkefrue Maren Hjertholm den 22. September 1915 underskriver kontrakten:
“Jeg, undertegnede Maren Hjertholm, paatager mig at udføre alt til V. Hjermitslev Telefon Centrals Drift hørende Arbejde med Hurtighed og Akkuratesse og efter de mig til enhver Tid af Telefonselskabet, gennem dettes Ingeniør, eller anden dertil af Selskabet beskikket Funktionær, givne Anvisninger og Instrukser. For saa vidt jeg ikke personligt udfører dette Arbejde, skal jeg dog sørge for, at det udføres ved deri kyndige Personer, hvis Antagelse dertil er anerkendt af Selskabet, og da paa mit Ansvar. I øvrigt med nedenstaaende Forpligtelser.”
Disse forpligtigelser drejer sig først og fremmest om tavshedspligt “Hemmeligholdelse af, hvad han eller hun maatte blive bekendt med under Arbejdet”. Dernæst pligt til – “hvis en af Selskabets Stationer eller en Abonnent forlanger det, skal Centralbestyreren hidkalde til Telefonsamtale en given Person, saavidt denne bor nærmere ved V. Hjermitslev Central end nogen anden. Betalingen for en saadan Tjeneste tilfalder Budbringeren, og Beløbet er fastsat af Ministeriet. Beløbet afkræves den Tilkaldte, og betales inden Telefonen benyttes. Nægter nogen Tilkaldt at betale Gebyret, er Bestyreren ikke oftere pligtig at tilkalde ham. Det er strengt forbudt, ligemeget hvem, der forlanger det, at bringe noget gennem Telefonen meddelt Bud eller Besked til Nogen. Gør Bestyreren det alligevel, er han ifalden den af Ministeriet derfor bestemte Bøde. Undtaget herfor er dog Buds Udbringelse af ren tjenstlig Natur”.
Centralbestyreren er endvidere forpligtet til – “at udbringe de til Stationen indløbne Telegrammer paa Vilkaar og mod en Betaling, der fastsættes af Ministeriet”.
Og med hensyn til centralens åbningstider: “Saavel Central som Samtalestation skal holdes aaben efter de Regler og til de Tider, der til enhver Tid er gældende for Selskabets øvrige Centraler. Uden for denne Tid skal Bestyreren holde aabent, naar en Abonnent forlanger det og vil betale 50 Øre pr. paabegyndt Time herfor. Beløbet tilfalder Bestyreren, og han er berettiget til at sikre sig Betalingen forud. Selskabet indestaar ikke for disse Betalinger”.
Endvidere fremgår det af kontrakten, at centralbestyreren ved slutningen af hvert kvartal skal aflægge regnskab for de førte samtaler.
I fast løn modtager centralbestyreren 15 kr. årligt for hver abonnent, der har direkte linje til centralen og 25 kr. årligt for hver abonnentlinie, hvorpå der er 2 eller flere abonnenter.
Af samtalestationens bruttoindtægt afgives ved kvartalsopgørelse 1/3 til selskabet, mens 2/3 tilfalder bestyreren. Hvis bestyreren selv bruger samtalestationens telefon, skal det noteres og betales som ovenfor, og 1/3 af beløbet skal sendes til selskabet.
Til sidst i kontrakten er der redegjort for opsigelsesvarsler fra begge sider. Det vil sige med ½ års varsel til 1. januar og til 1. juli Dog har Jydsk Telefon ret til uden opsigelse at hæve kontrakten til enhver tid, når centralen efter aktieselskabets skøn ikke passes tilfredsstillende.
Det bliver Maren Andreasens næstældste søn Jens Andreasen, der omkring 1920 overtager centralbestyrerjobbet efter hende.
Marie og Jens Andreasen, centralbestyrer 1920-1961Jens Andreasen (1890-1983) er uddannet ved landbruget og har, indtil han bliver gift som 29-årig, haft ansættelse på flere store gårde som forvalter. Godset Åkær ved Odder i Østjylland er én af dem og Albertinesminde i Østvendsyssel en anden. Det er på denne egn, han træffer sin kommende kone. Hun er kokkepige på gården Rugtved ved Vorså. Hun hedder Marie Jørgensen og er fra Albæk sogn. Begge har været et halvt år på Roskilde Højskole, inden de gifter sig i 1919. De havde tænkt sig, har de fortalt, at en mindre landejendom skulle blive rammen om deres hjem, men manglende økonomisk formåen gjorde nok, at de som nygifte flytter ind i huset hos Jens Andreasens mor på Blæshøjvej 5 i Vester Hjermitslev. Jens Andreasen har måske også kunnet se de muligheder, der var inden for butiksvæsnet i landsbyerne. I hvert tilfælde får han sig hurtigt arrangeret med et lille butikslokale i den tidligere barbersalon og med værksted i tilslutning hertil. Efter et kursus i træskomageri bliver dette håndværk sammen med salg af tobaksvarer nogle af de mere omfattende aktiviteter i hans butik. Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Jens Andreasen præcist overtager hvervet som centralbestyrer, men det har antagelig været omkring 1920. I de første år herefter må det antages, at den tidligere centralbestyrer fortsat har taget sig af abonnentbetjeningen. Hun delte indtil sin død i 1932 hus med sønnen og hans familie. Men med det øgede abonnenttal og Maren Andreasens skrantende helbred har Jens Andreasen fra midt i 20erne og indtil sidst i 30erne haft en række ansatte centraldamer. Margrethe Pedersen eller “Postens Margrethe”, som hun kaldtes, er den eneste, der huskes fra denne periode. Hun bliver senere kendt i Hjermitslev og omegn som en dygtig kogekone, og med den kompetence som vurderingsgrundlag skulle hun engang have sagt, at hun aldrig havde spist bedre, end da hun, som centraldame spiste sine daglige måltider i Marie Andreasens køkken.
I en tiårs periode herefter er det helt eller delvis Jens Andreasens egne døtre, der passer centralbordet. Af disse er det især Grete f. 1922, Gerda f. 1924, Gutte f. 1926 og Inga f. 1928, der huskes fra jobbet. Jens Andreasens ældste datter, Ester f. 1920, kom hurtigt efter endt skolegang i lære hos manufakturhandler Peter Rasmussen i Vester Hjermitslev og har af den grund ikke arbejdet derhjemme som centraldame. Fra sidst i 40erne er de fem ældste af Jens Andreasens seks piger enten blevet gift eller på anden måde flyttet hjemmefra. Fra dette tidspunkt og indtil 1961, hvor han ophører som centralbestyrer, er der i jobbet ansat en række af dygtige centraldamer, og fra denne periode huskes de fleste. Den første var Aase fra Bindslev, herefter Karen Larsen, datter af Christian Larsen (Christen Lassen), V. Hjermitslev, – Edith fra Pandrup, – Line Larsen, endnu en datter af Christian Larsen, V. Hjermitslev, – Hedvig Kristensen Dahl fra Sønder Saltum, – Inger Aakjær fra Nørre Saltum og den sidste Vivi Nielsen fra Thise.
Den 71-årige Jens Andreasen valgte i 1961 at gå på pension. Han opsagde derfor sin kontrakt med Jydsk Telefon Aktieselskab, og natten imellem den 2. og 3. oktober 1961 flyttes centralborde og samtlige tekniske installationer fra Blæshøjvej til Enkestræde. Centralen blev installeret i et hus her med den nutidige adresse Thomas P. Hejlesvej 4.
Det bliver Meta Pedersen, der i en årrække har været afløser på centralen hos Jens Andreasen, der bliver hans afløser.
Meta Pedersen centralbestyrer 1961-1970 Den 2. februar 1961, et halvt års tid før ovennævnte flytning af centralen, overtager Meta Pedersen f. 1934, posten som centralbestyrer. Hun har lært arbejdet ved centralbordet på Smidstrup central og ved senere ansættelser på telefoncentralerne i Vrensted og Stenum. I perioden 1954 – 1961 er hun fast afløser hos Jens Andreasen på Vester Hjermitslev Central.
Meta Pedersen er, på det tidspunkt hun overtager jobbet som centralbestyrer, alenemor med to små drenge, Christian og Eddy, og hun bor i et hus østligt i byen. Det viser sig nu ved ansættelsen, at der er regler, der fastslår, at telefoncentral og samtalestation skal være beliggende midt i det område, der betjenes. Det betyder, at Meta Pedersen er nødsaget til at se sig om efter et mere centralt beliggende hus. Det bliver “Sy Theas” hus i Enkestræde, nu Thomas P. Hejlesvej 4, som hun køber til formålet.
Ved Meta Pedersens overtagelse af centralen i 1961 er der omkring 145 abonnenter. Med så stort et abonnenttal er hun ikke i tvivl om, at hun til pasning af centralen skal have ansat en heltids centraldame. I de ni år Meta Pedersen er centralbestyrer, har hun tre damer ansat i jobbet. De er alle er fra lokalområdet, og den første er Anna Marie Christensen, datter af Anders Christensen, V.Hjermitslev, herefter Anette Stagsted fra Tranum og til sidst Birthe Buje, datter af Aage Buje, Alstrup og Grete Larsen, gift med gårdejer Niels Larsen, V.Hjermitslev, der deltes om jobbet.
I den periode Meta Pedersen er centralbestyrer, stiger abonnenttallet fra 145 til 184. Arbejdet som centraldame ændrer sig med det øgede abonnenttal. I årtiet forinden var der, som vi har hørt, god tid til at sy og læse i dagens stille tider ved centralbordet. I 60erne er det et travlt job dagen igennem. Meta Pedersen fortæller, at travlheden ikke sjældent fortsatte efter lukketid klokken tyve. Værst var det lørdag nat, efter at Vester Hjermitslev hotel havde fået spiritusbevilling, og de store lørdagsballer var højeste mode. I disse nætter blev der ringet efter taxaer natten igennem.
I 1970 automatiseres telefonnettet, og de små telefoncentraler på landet lukkes. Den 8. oktober klokken 13 er det slut med Vester Hjermitslev Central. Meta Pedersen har trukket alle propper ud, og den sidste samtale over den gamle central er afsluttet. Abonnenterne har fået installeret automattelefoner, og samtalerne fra Vester Hjermitslev skal, indtil fuldautomatisering indtræder, betjenes fra den halvautomatiserede central i Manna.
Hermed er den første fase i telefonens historie i Danmark afsluttet. Telefonnettet bliver i de følgende år fuldautomatiseret, og en ny og utrolig omfattende udvikling inden for telefonvæsnet tager her sin begyndelse.
– Sagt af en skrækslagen skoleelev på sin første skoleudflugt til Hobro og Mariager i 1953. Skoleeleven, det var mig.
Jeg begyndte min skolegang i Sønder Harritslev skole den 1. april i 1953, da jeg var fyldt 7 år.
Jeg begyndte i “bette klasse”, som var for børn mellem 7 og 10 år.
I årene fra 10 til 14 år gik børnene i “stuer klasse”.
Børnene blev undervist af den samme lærer, som dengang hed A.P. Olesen.
I mit første skoleår gik skoleudflugten til Hobro og Mariager.
Skoleudflugten var fælles for “bette klasse” og “stuer klasse”.
Min mor Karen var med på min første skoleudflugt, som også var den første gang, jeg krydsede Limfjorden til for mig fremmede og ukendte egne.
Under togrejsen i “bumletog” fra Hjørring til Hobro hængte vi bogstavelig talt ud af vinduerne og råbte “hurra!”, hver gang vi kom forbi en mark med køer på græs.
Humøret var højt under denne udflugt, men jeg blev dog skrækslagen under sejlturen i den åbne udflugtsbåd, som sejlede os fra Hobro til Mariager, da de store drenge stillede sig i begge sider af båden og vippede båden fra side til side.
Jeg var stor nok til at vide, at det var en farlig manøvre.
Skrækslagen gav jeg mig til at råbe: “Mor, mor, vi druwner!”
De store drenge kunne ikke undgå at høre mit råb, men det bevirkede blot, at de lagde endnu flere kræfter i at få båden til at vippe fra side til side.
Mor tog det hele overraskende roligt. Hendes ro forplantede sig til mig, så hendes ro tog toppen af min skræk for at drukne.
Når jeg fortæller det nu, er det i sig selv bevis for, at så galt gik det alligevel ikke på sejlturen fra Hobro til Mariager på min første skoleudflugt.
Skrækken for at drukne blev dybt plantet i mit sind dengang.
Skrækken burde få mig til at lære at svømme. Jeg har prøvet at lære at svømme som voksen, men jeg kom ikke længere end til at flyde.
Svømmelæreren beroligede mig med at sige, at man helst skal lære at svømme, inden man er fyldt 10 år!
Min mor Karen, som levede hele sit liv i Vendsyssel og derfor kun talte vendelbomål, kunne godt lide talemåden “Hår do wot i Hobro?”
Det kunne hun selv rose sig af at have været til gavns, endda mere end én gang.
Én gang skal være den første.
Jeg glemmer aldrig min første gang – på en skoleudflugt i mit første skoleår i Sønder Harritslev skole i 1953.
Foto: Skolebillede fra Sønder Harritslev skole, cirka 1957. Jeg og min storebror Helge har begge en hjortetrøje på.
Skrevet og komponeret af seminarielektor, komponist Jørgen Sørensen, der har undervist i musik på Nørre Nissum Seminarium.
Han har i 23 år boet i Nissum Seminarieby, men er født og opvokset i Brønderslev, hvor forældrene havde Slagterforretningen ”Eksporten” i Dannebrogsgade.
Han har bl.a. skrevet den efterhånden meget kendte sang
”Hvor mågerne skriger…”
En sang til Vendsyssels pris. Desuden har han skrevet Brønderslev sangen.
Begge sange synges meget her i Landsdelen – Vendsyssel
Her et billede af Lærerstaben på Nørre Nissum Seminarium
fra 1968
Forreste række fra venstre: 1. Adjunkt. Jørgen Sørensen.
Sådan set — sådan sagt
Af lektor Jørgen Sørensen
»Ny kristen sang«
Nu fikser musikfolket lovsangen op.
50 % Jesus. 50 % Pop.
Det er grusomt, men hvad der er værre:
De tror sgu, det glæder Vorherre!
Falsk alarm?
Hvad er det for noget
med ræve bag øret,
med rotter på loftet,
med ugler i mosen
og folk, der ikke
har rent mel i posen?
Mon ikke det skyldes
en and i avisen?
Så er der jo slet ingen
ko på isen!
Fra Kalitten – Kalutten
nye børnerim
Af Jørgen Sørensen, Folkeskolens Musikerforening, 1991
Musik og tekst: Jørgen Sørensen
Tag med op til månen!
Tag med op til månen,
hop ind i raketten!
Jeg håber, at alle har husket billetten,
for nu er piloten parat til start,
om lidt går det løs med forrygende fart. Hold fast, hold fast! Vi letter, vi letter! Rabilder, rabalder, rabulder, raketter.
Jørgen Sørensen har bl.a. skrevet Brønderslev sangen og Vendsyssel sangen som synges meget i vores landsdel – Vendsyssel
Jørgen Sørensen f. 1929 d. 1995
I løbet af ganske få år har vi oplevet et dramatisk generationsskifte på Nr. Nissum Seminarium. Mange rige personligheder har forladt institutionen, og det føles afgjort som et tab. En af dem er seminarielektor Jørgen Sørensen, som i mangfoldige år har varetaget musikundervisning her på stedet. Jørgen Sørensen er født i Brønderslev i 1929, men har altid pointeret, at han nødig vil prale af, at han er vendelbo! – Vendelbo er jo undertiden noget særligt, og dette har han i årenes løb til overmål demonstreret. Men først nogle konkrete data: Han blev nysproglig student fra Hjørring Gymnasium i 1948. Allerede her viste han sider af sit talent, idet den gribende titel: »Hvis du ser en krokodille i dit badekar«. Det skulle senere vise sig, at der var meget andet end krokodiller i det badekar. Der var f.eks. en overordentlig seriøs og stringent musikpædagog, der skrev lærebøger om musikteori. Disse lærebøger var, med deres kompetence og systematiske progression, særdeles efterspurgte og blev flittigt brugt over det ganske land. Men det var ikke teori altsammen: Jørgen Sørensen kunne synge selv, og i årene 1963-64 kunne man i Danmarks Radio nyde hans smukke baryton stemme, når han ved solistudsendelser præsenterede danske sange og romancer. Mest kendt er Jørgen Sørensen givetvis for sine børnesange. Det er egentlig lidt uretfær- digt. Han har nemlig komponeret adskillige »voksensange«, som alle har stor kunstnerisk værdi. Han er et naturtalent som melodi-skaber. Det er aldrig akkordrækken der bestemmer melodi linien, men omvendt. I dette lineære princip er det derfor akkorderne, der han fremtrådte som en glimrende violinist. I 1950 tog han lærereksamen fra det gamle Blaagaard Seminarium, hvorefter han en årrække var lærer i Brønderslev og Frederikshavn. I 1959 gik det til København, hvor han ved musikkonservatoriet uddannede sig til musikpædagog samtidig med, at han underviste på Østrigsgades Skole. I 1963 blev han ansat ved Nr. Nissum Seminarium som
musiklærer. Da undertegnede i 1971 kom til det vestjyske var alt, hvad jeg vidste, at en vis Jørgen Sørensen havde komponeret en børnesang med smykker og fremhæver det melodiske forløb, der fremstår som særdeles sangbart. Det er næppe nogen overdrivelse, at digteren Ludvig Holstein står hans hjerte nærmest, hvorfor han da også har leveret en række Holstein-sange, hvoraf nogle allerede har fundet vej til skolesangbøgerne og desuden findes indspillet på grammofonplade. Et hefte med »seks norske sange« er lidet kendt, hvilket imidlertid ikke gør dem mindre værdifulde. Som pædagog har Jørgen Sørensen gennem årene været kendt både for sine markante holdninger og sin ironisk humoristiske attitude. Er man en interesseret elev, er det garanteret, at man lærer noget, – også, at man morer sig. Jørgen Sørensen er ikke kun interesseret i noder. Han kan også lide ord, ikke mindst ordspil og overraskende
formuleringer. Ud over at han selv har skrevet tekster til mange af sine melodier, er han en passioneret dyrker af epigrammet. Fra det rige udvalg blot et enkelt eksempel, som klart markerer stilen:
Ingen betvivler,
at Beethoven
havde et helt
usædvanligt talent.
Men alting er sandelig
også langt lettere,
når man bli’r født med et navn,
der er kendt!
Det vil på dette sted være uoverkommeligt at komme ind i alle kroge af hans komponistvirksomhed. Meget tyder på, at vi stadig har mange værker til gode fra hans hånd. Som pensionist er han ikke gået i stå. Tværtimod: han er så produktiv som aldrig før. Sidst har det udmøntet sig i tolv smukke salmer for blandet kor til tekster af biskop Johannes Johansen. – Og børnesangene har han heller ikke glemt. Der kommer flere. Vent bare! Hermed en tak for godt samarbejde og mange inspirerende stunder gennem årene.
På opfordring er Lisbeth Hedegaard Christensen kommet med denne historie om Børneinstitutionen i Ane Maries Hus – her kommer hendes tekst til billeder/avisudklip:
Synes måske, at der i Vrensteds historie mangler noget fra tiden med børneinstitution i Ane Maries Hus, så jeg forsøger hermed at få lidt med (og der er mere, hvor det kommer fra ) Vi havde mange gode år deroppe .
Ane Maries Hus åbnede som daginstitution, integreret børnehave og SFO,
d. 1. August 1992
På et tidspunkt – nogle år senere, var vi oppe på 105 børn i huset, børnehavebørn og skolebørn SFO, -det var mange, og der var tryk på, men det var stadig en god tid
Vi havde et rigtig godt samarbejde og fællesskab i Vrensted omkring ombygningen af Ane Marie Hus, folk kom fra alle hjørner for at give en hånd med, – nogle med værktøj, nogle med maler-grej m.m. , andre kom med et par kander kaffe og nogen med nybagte boller eller kage . Det var fantastisk at opleve den glæde og gejst, der var omkring projektet, og jeg tror, at det gav en stor ansvarsfølelse overfor huset og stedet, en følelse af at her var noget, vi var sammen om, skulle passe godt på og værne om
På Pikkerbakken får man en fantastisk udsigt over Frederikshavn og kig til Skagen
Kilde og foto: Michael Madsen, Lige her og nu
Pikkerbakken er en bakke der ligger syd for og nær Frederikshavn. Den er en del af en ca. 3 km lang kystskrænt ved Jyllands østkyst, der er dannet af Yoldia- og Litorinahavet i istiden. Pikkerbakken rejser sig 71 meter over havet og flader ud umiddelbart syd for Haldbjerg.
På toppen af Pikkerbakken er bygget den flotte udsigtsplatform, der er formet som Toppen af Danmark.
Den rækker ud fra bakkerne og giver en fantastisk udsigt over byen.
I klart vejr kan man se til Skagen og Læsø, men udsigtspunktet er et besøg værd i al slags vejr og på alle tider af døgnet.
På Pikkerbakken som ligger 71 meter over havet, blev derfor allerede i 1809 under Englandskrigen indrettet en udkigspost på toppen.
Man kan køre i bil til Pikkerbakken, eller trave ad Dronningestien fra Restaurant Møllehuset. Foto: Michael Madsen
Udsigtspunktet ligger i umiddelbar nærhed af Bangsbo fort, der under Anden Verdenskrig blev indtaget af tyskerne, som forvandlede bakkerne til en fæstning med hele 70 beton bunkeranlæg, samt et flakbatteri til beskydning af luftmål.
I forbindelse med fejringen af byens 200års købstadsjubilæum i 2018, skænkede firmaet Trigon, Roblon Fonden og Orskov Skibsværft den flotte udsigtsplatform til byen og den blev indviet af Kronprins Frederik, der signerede kongestenen på bakken, som også er signeret af kongerne Frederik 8. og Frederik 9.
Efter etableringen af den nye udsigtsplatform, har udsigtspunktet fået nyt liv, og Pikkerbakken er blevet et utroligt populært udflugtsmål.
Når man er i området, er Bangsbo Dyrehave med Naturlege-pladsen også et besøg værd. Foto: Michael Madsen
Det er muligt at køre til Pikkerbakken med indkørsel fra Understedvej, men man kan også parkere i bunden ved Restaurant Møllehuset og gå turen til toppen ad Dronningestien, eller følge den ca. 4 km. lange blå vandresti gennem Bangsbo Dyrehave, som også fører til udsigtspunktet.
Når man er i Bangsbo området, bør man også besøge Bangsbo Botaniske Have, Bangsbo Dyrehave med Naturlegepladsen eller Bangsbo Fort, hvor man kan komme på tur i bunkeranlægget.
Mit navn er Søren Bak. Jeg er født den 24/11 1945 og er døbt Søren Bak Sørensen. Født på et lille husmandsbrug (Granly) i Vittrup på ca. 17 tdr. land. Udover mig var der min mor og far og storesøster. Foruden min søster havde jeg 3 voksne halvbrødre, idet min far havde været gift før, hvor moderen døde efter fødsel af den sidste. Min mor, der var alene med en dreng, efter at hun var blevet svigtet af sin kæreste, kom op til min far som husbestyrerinde. De blev så senere gift og fik min storesøster og mig. På ”gården” havde vi
køer, grise, høns og 2 heste. Min far var meget involveret i Husmandsforeningen, hvorfor vi blev opdraget til at sige, at vi kom fra et husmandsbrug og ikke en gård. Vi leverede mælk til Vittrup Andelsmejeri og vi havde søer med små grise, der solgtes til slagteriet i Hjørring. Hestene blev brugt i marken til pløjning og andet markarbejde. Jeg hjalp til i marken med udtynding af roer, optagning af roer samt topning af roer samt med høsten af korn, ensilering m.m.
Om sommeren avlede min mor og far tidlige kartofler, jordbær og gulerødder, som far cyklede til Løkken og solgte i forretningerne. Det var meget populært og en en god forretning for familien. I højsæsonen havde vi mange af byens kvinder ansat i marken til jordbærplukning. Min mor og far gik rigtig meget op i haven, hvilket bevirkede at folk kom lang vejs fra for at se vores have, der også blev tildelt flere præmier.
Jeg startede min skolegang i Vittrup Skole ved lærer Christensen og frue. Senere kom jeg på Løkken Private Realskole, hvor jeg tog min realeksamen i 1962. Realskolens leder var Michael Sindbæk. Mens jeg var elev, blev jeg blandt andet undervist af Knud Holst i Engelsk og tegning. Jeg kunne rigtig godt lide Knud Holst. Jeg blev også i en periode undervist af en vikar ved navn Kirsten Højbye (politimesterens datter fra Hjørring). Hun blev senere gift med Knud Holst. Jeg husker en episode fra en af hendes timer, hvor der var en elev, der havde været for urolig og skulle have en lussing. Her var det nødvendigt med en skammel til hende for at hun kunne nå op og give lussingen. Vi var ikke altid lige søde og jeg husker, vi kunne finde på at spise et stykke kridt, hvorved vores stemmer blev lidt pibede, eller vi kunne lugte til nysepulver, hvorved alle drengene pludselig nøs på en gang.
Jeg gik på den tid meget op i idræt og var rimelig god til 100 meter løb og længdespring og deltog i de årlige idrætsstævner og vandt en del medaljer. Vi konkurrerede med blandt andet Pandrup og Aabybro Realskoler.
I de sidste 2 skoleår havde jeg job som bydreng i Løkken hos købmand Aksel Damgård. Det var jeg meget glad for. Jeg spillede også en del fodbold i Vittrup, hvor jeg også kom i bestyrelsen. Jeg var senere med til at etablere GVL ved en sammenlægning af Løkken, Vittrup og Gølstrup idrætsforeninger, og spillede herefter nogle år i GVL.
Jeg havde en faster og onkel samt 3 fætre i Vrensted (murermester Charles Andersen og hustru samt Kaj, Finn og Keld Martin). Derfor kom jeg meget til Vrensted specielt for at besøge Finn og han boede i en periode hos os, mens hans mor var indlagt på Hjørring Sygehus. Vi fulgtes så selvfølgelig ad til Løkken Realskole hver dag, indtil moren kom hjem igen. Noget før min konfirmation blev min far desværre alvorligt syg og fik tilkendt invalidepension, hvilket bevirkede, at ejendommen skulle sælges, Vi fik udstykket en grund fra vores jord og byggede et nyt hus i udkanten af Vittrup By.
Jeg blev gift med Tove i 1968. Hun kom fra en gård i Vennebjerg og jeg mødte hende i Bakholm Forsamlingshus, hvor vi så blev kærester. Ved giftemålet smed jeg Sørensen væk.
Vi boede flere forskellige steder og boede ved vores giftemål i en lejlighed på Sæbyvej i Hjørring, senere købte vi et hus på Skydebanevej og her blev vores ældste datter født i 1972. Hun kom med storken, idet den dagen før spankulerede rundt på jorden ved siden af vores hus. Herefter boede vi ca 3 år i lejlighed oven på Vendelbobanken i Bindslev, hvor vores yngste datter blev født i 1976.
Begge vores døtre er i dag lærere på Gøl og i Aalborg og er begge gift. Den ældste bor i Vraa og den yngste bor i Højene. Den ældste datter har en søn, som så er blevet far til en datter (oldebarn) Den yngste har fået 3 drenge (Den ældste studerer på universitet i Melbourne). Efter Bindslev flyttede vi til Højene (Skagensvej) og senere til Skovstjernevej i Højene. I 1995 flyttede vi til Lønstrup og har boet der siden.
Det var mit ønske efter endt skolegang at komme ud at sejle, men min far og mor ønskede jeg skulle have en læreplads i en bank eller ved kommunen, da man så var sikker på arbejde resten af livet.
Jeg søgte derfor elevpladser i alle banker i Hjørring og omegn, og var så heldig at blive valgt til en elevplads i Løkken Bank, der var en filial af Hjørring Discontobank. Senere Vendelbobanken og senere igen Jyske Bank, Løkken Bank lå der hvor Restaurant Søborg ligger i dag. Jeg startede der den 15/7 1962 lige midt i den mest travle tid i turistsæsonen. Det var på den tid, vi havde middagslukning og åben om lørdagen. Noget af det første man som elev kom til at lave, var at få udleveret 1 sæk med enører, der skulle tuttes (det var ikke det nemmeste at lave, det kunne nemt ende med, at alle mønterne endte på gulvet)
Jeg blev udlært sommeren 1965, og blev derefter valgt til soldatertjeneste. Jeg startede den 2. januar 1966 hos Dronningens Livregiment i Nr. Uttrup og skulle efter planen være soldat i 16. måneder. Tjenesten blev dog i løbet af sommeren nedsat til 14 måneder. Det bedste ved soldatertiden syntes jeg dog var, at vi fik ½ løn af banken i vores tjenestetid, hvoraf dog ¼ blev indsat til vi havde været ansat 1 år efter soldatertiden. Jeg var ikke den sødeste soldat, idet jeg havde flere 3 x 3-ere, hvilket var det samme som 3 gange vagt og 1 dages fri og så videre, Den sidste jeg havde af den slags, var for at få en af mine yngre soldaterkammerater til at ligge i min seng, når vagten havde stuesyn, hvor jeg så var på tur i Aalborg. Det blev opdaget og vi fik hver en 3 x3 er, men jeg nåede ikke at afsone min, da det var lige før min hjemsendelse.
Efter soldatertiden var jeg i forskellige afdelinger af Vendelbobanken, (Sindal, Taars, Østergade i Hjørring og Vraa. Jeg var i 3 år filialbestyrer i Bindslev og efterfølgende souschef 1 år i Vraa. Herefter blev jeg leder af en intern afdeling i Sindal i nogle år. Jeg nåede at fejre 25års jubilæum i 1987. Jeg var i en stor del af min banktid valgt som tillidsrepræsentant og var blandt andet med i de store forhandlinger vi havde med ledelsen i forbindelse med massefyringerne inden fusionen med Jyske Bank. Jeg var ligeledes i mange år valgt til bestyrelsen for vores fagforening Nordjysk Kreds.
Primo 1990 blev jeg ansat hos Advokaterne i Bryggergade, hvor jeg skulle være leder af en nyoprettet incassoafdeling for BRF kredit. De havde fået incassoen for det meste af Nordjylland med undtagelse af Aalborg Retskreds. Området gik således fra Skagen i Nord over Sæby til Brønderslev til Fjerritslev. Arbejdet foregik både på kontoret og ude i retskredsene og besigtigelse af huse, der var truet af tvangsauktioner, Dette arbejde varede i ca 4 år, da der så kun var meget lidt incasso tilbage.
Herefter var jeg i kort tid ansat i Jelstrup Lyngby Sparekasse, nu Sparekassen Danmark. På dette tidspunkt søgte Realkredit Danmark 50 årige medarbejdere og jeg var så heldig at blive ansat sammen med 2 øvrige medarbejdere. Jeg skulle igen stå for incassoafdelingen. Her var jeg ansat i 3 år indtil afdelingen skulle flyttes til Midtjylland og dette flyt var jeg ikke interesseret i og blev derfor afskediget. Efter 1/2 åe som ledig fik jeg job som bogholder på Nordsøhøjskolen i Hirtshals indtil dennes konkurs nogle få år senere. Konkursen skyldtes mangel på elever og derfor manglende statstilskud.
Efter ca ½ år som ledig fik jeg ansættelse under Hjørring Kommune i hjemmeplejen på kontor, først i Bispecentret og Fynsgade, senere i Sindal under Distrikt Øst. Juli 2008 gik jeg på efterløn og senere i 2010 på pension.
Herefter var jeg i nogle år seniorguide på Nordsøen Ocenarium. Jeg har i ca 10 år været ledsager for en handicappet, der havde fået sclerose i en tidlig alder og sidder i kørestol. Ham kører jeg til ridning, svømning, fysioterapi og andre ærinder. Jeg kører ham i hans handicapbus indrettet med lift, og han er for øvrigt tidligere bankmand, så vi kan få en hyggelig snak sammen. Dette job er jeg meget glad for.
Jeg har i løbet af årene været medlem af forskellige grupper, blandt andet var vi 4 par, der løb en gang om ugen i Tornby Klitplantage, og vi deltog sammen i Grundlovsløbet og nogle gange og Marselisborgløbet. Samtidig mødtes vi også en gang om året til socialt samvær i forbindelse med deltagelse i ø ture sammen. Ø turene foregår stadig, men ikke løb, kun gåture.
Vi er også medlem af en kortklub, hvor herrerne spiller whist og damerne hygger sig. Denne klub har eksisteret i rigtig mange år. Vi er alle 4 gamle bestyrelsesmedlemmer i Hjørring Fodbolddommerklub. Vi lægger penge i en kasse, hver gang vi spiller, og pengene bruges til ture og ophold. Vi har blandt andet været i Prag, Budapest og Krakow.
I 1970 tog jeg fodbolddommereksamen og har lige siden været aktiv dommer, og er det stadig. Jeg nåede at dømme i Jyllandsserien i nogle år, men i dag dømmer jeg alene 7 og 8 mands fodbold, men
er stadig glad for det. Jeg blev tidligt valgt ind som kasserer i klubben, da de mente, at det lige var et job for en bankmand. Af samme årsag blev jeg også meget ung valgt til kasserer i Vittrup Idrætsforening. Jeg har senere haft flere forskellige tillidsposter i dommerklubben bland andet kampfordeler og sekretær. Jeg blev i 2001 udnævnt til æresmedlem af klubben i Hjørring. Det startede med Hjørring Fodbolddommerklub. Vi blev for flere år siden slået sammen med Frederikshavn Fodbolddommerklub og hedder i dag Vendsyssel Fodbolddommerklub
Jeg har ligeledes også i mange år haft noget med Dana Cup at gøre. Næsten fra dens start var jeg medhjælp for den daværende kampfordeler og senere blev jeg chef for dommerpåsætningen og var det indtil for få år siden. Det var et meget stort men spændende arbejde, der startede med manuel påsætning og senere EDB. Der var på det højeste tale om chef for ca. 300 dommere, der kom fra det meste af verden, rigtig mange fra Tyskland, England, Norge, Finland og Holland, men også dommere fra fjernere lande. Det har givet mig en masse gode venner, som jeg stadig har kontakt med. For en del år siden var jeg sammen med en af mine hjælpere nede og besøge gode venner i Køln og Düsseldorf, som vi var blevet inviteret af. Jeg har deltaget i rigtig mange ture sammen med kollegaer fra Dana Cup til blandt andet VM i Frankrig, Florida og mange gange til London.
den 90årige fhv. gårdejer Povl Stevns, tidligere Stenum er nu bosiddende i Serritslev. Povl som er en dygtig skribent, har gennem et langt liv skrevet meget og har nu udgivet mange artikler, forfattede sange, små digte, satiriske skriv og egne historier fra sin barndom i Vrensted Præstegård til voksenlivet. Her et lille udpluk
Dansk landbrug i en brydningstid.
Af Povl Stevns
I sidste halvdel af 1900tallet startede en strukturudvikling af dimensioner inden for dansk landbrug. I stort tal nedlagdes landbrugsbedrifter og jordtilliggenderne fra disse nedlagte brug blev sammenlagt med større og mere tidssvarende bedrifter, da man derved kunne opnå rationaliserings-gevinster i det daglige gennem nedsættelse af arbejdsstyrken, bedre udnyttelse af maskinerne, bedre og billigere indkøb af foderstoffer, gødning, sprøjtemidler m.m. gennem forskellige rabatordninger, der således især kom storproducenterne til gode. Endvidere stillede flere af vore andelsselskaber krav om en minimumsgrænse ved leveringer samtidig med, at der opkrævedes stop penge. Alt dette medførte, at mange mere eller mindre frivilligt så sig nødsaget til “at springe på vognen” og andre gjorde det af ambitiøse årsager og fortsatte inden for landbruget under de givne vilkår. Atter andre valgte i stedet at “stå af ræset” og fandt anden beskæftigelse, gik på efterløn eller pension.
Også specialiseringen tog fart. Hvor der tidligere på gårdene havde været planteavl, kvæghold, svinebesætning og fjerkræhold gik man nu i større udstrækning over til at hellige sig enten planteavl alene eller planteavl sammen med kvæghold eller svinehold; sjældnere begge dele.
For nogen blev disse år en succes, for andre gik det ikke helt som forventet. Sådan er det jo her i tilværelsen også i andre forhold. At det gik galt for flere, kan være mere eller mindre selvforskyldt. Nogle “knækkede halsen” på grund af det meget høje renteniveau vi havde i en længere periode, atter andre på grund af stærkt stigende jordpriser for blot at nævne et par eksempler. I det følgende har jeg medtaget et par digte fra denne periode. Først et digt om den ambitiøse “Mr. Pig”, og dernæst et andet om “gode råd til en bedre fremtid” for den fortabte givet af en, der havde sit på det tørre og derfor ikke selv havde behov at efterleve dem. Og endelig til slut et digt om bonden, “der bare lod stå til”.
DER VAR SÅ DEJLIGT UDE PÅ LANDET
En griseavler Mr. Pig,
forstandig, smart og meget kvik,
forelsked’ sig i skrig og skrål
og satte sig det høje mål
at skabe den perfekte gris
og fede svin i tusindvis.
Han byggede et hus så stort,
for ham det var den rene sport,
thi der var masser af visioner
og banken kom med millioner.
Der var budgetter, men I ved,
man misteltenen ta’r i ed
hvis man sig skal gardere.
Det glemte han – med mere.
I starten gik det dog så godt,
for pris og sundhed var så flot,
men snart sig lykken vendte,
dermed succesen endte,
for prisen faldt, baciller kom,
og snart stod hele stalden tom,
en frygtelig affære,
slet ikke til at bære.
Så kom hans pengeinstitut
og sagde, at nu var festen slut:
“Vi kan ej kassen lænse,
der være må en grænse,
tilbage du din frihed får,
men banken overtager din gård”.
Da gik hr. Pigless stille rundt,
for slige hændelser gør ondt.
Der røg de hjemlige bastioner,
hans hus, hans hjem og hans visioner.
Hvad var det dog, der fik ham til
at sætte hus og hjem på spil,
var det mon grissemænd og -koner,
hans høje mål, hans ambitioner?
En drøm var slut for Mr. Pig,
der nu den kolde skulder fik.
At blive stor, han ønsked, men
i glemsel hviler nu hans ben.
Han glemte, det vi andre ved, –
at ta’ sin mistelten i ed.
Okt. 1992. Povl Stevns.
Jen – to-tre og så på ́n igen.
Mel.: Hen til kommoden og tilbavs igen.
Kære gode borger
glem du dine sorger,
hæv dig over dagligdagens trummerum,
for nu skal du høre,
hvad du blot kan gøre
for at skabe dig en helt gevaldig sum:
“Køb et par kalkuner,
straks jeg ved, det luner,
de bli’r nemlig store på en enkelt dag;
mad på bordet kommer,
guld i dine lommer,
ja, det er så givet alle tiders sag”.
Jen-to-tre og så på’n igen,
lækkert magert kød til folkets ganer,
vinger og bryster og alt det der
og store inderlår af høns og haner.
“Byg blot et par huse
og lad vinden suse,
for kalkuner vokser af det bare luft
det vil du erfare,
og det kan du klare
bare med en lille smule sund fornuft.
Du skal intet gøre,
af sig selv det køre;
arbejdskraft behøver du ej tænke på.
Det for dig vil lykkes,
og jeg ved, du tykkes;
den slags ting, det kan fornuften da forstå”.
Jen-to-tre og så på’n igen
to kalkuner mere straks du køber.
huse og frisk luft og meget mer,
og snart du dig i lykkens kåbe svøber.
“Derfor kære borger
glem du dine sorger
fremtiden sig tegner både lys og skøn,
intet mer dig truer
og jeg ved, du huer
at få nogle tusinde lagt på i løn.
Gi’ den hele armen
og kom ind i varmen,
der hvor penge er et sekundært problem,
det for dig vil lykkes,
og jeg ved, du tykkes
om at kunne sidde på den grønne gren.
Jen – to-tre og så på’n igen
se nu at få startet med det samme,
lykken den vinker til dig her og nu
og nydes før fiduserne bli’r klamme”.
februar 1994.
Povl Stevns.
Tilbagetrækning.
Af Povl Stevns
Det at stå foran en fyring eller en frivillig afgang fra arbejdsmarkedet eller/og en eller flere tillidsposter kræver en omstilling, ikke alene til en lavere indkomst, men også til en anden livsform med mere fritid, der skal udfyldes. Hvordan udnyttes denne øgede fritid bedst muligt? Ja, det er det gennemgående spørgsmål for rigtig mange. Det lyder i de fleste tilfælde som om, den skal bruges på børnebørn og rejser, men er det tilstrækkeligt? Der er jo mange dage året rundt, der skal udfyldes. Nogle klarer omstillingen med bravour, andre har sværere ved det.
For at illustrere dette følger først et eksempel på, hvilke tanker en kommende pensionist kan have gjort sig inden tilbagetrækningen. Dernæst ser vi et eksempel på, hvorledes en tilbagetrækning kan ende som en fiasko.
Hvad med kulturen?
Mel.: Anders var i Anna kær
Liet er en gave skøn. Det må du tænke på,
derfor er der mange tig, du gerne må forstå,
vælge dig en livsform, hvor du finder dig tilpas,
hvor der også til kulturen levnes noget plads.
Hula, hula hej, det er godt for dig.
Hulahej og tralalej, ja, det er godt for dig!
Mon du bare trisser rundt og fodrer dine svin,
spiser lidt og sover lidt og ta’r din medicin,
ta’r på indkøbstur til Storkøb, når du mangler brød,
kikker lidt på skærmen på en hummer, der er død?
Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!
Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?
Mon du ikke ser på andet end økonomi,
på hvad flæsket koster og hvad svinene ka’ gi’.
på hvor meget foder alle grisene skal ha’,
og på hvilke afgrøder, det helst skal komme fra?
Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!
Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?
Tænker du mon bare på, hvor stort et brug, du får,
tænker på, hvor mange svin, du kan ha på din gård,
tænker på, hvor mange liter gylle, du skal ha
og hvordan du nu får møjet til at løbe fra?
Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!
Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?
Mon dog ikke her på jorden findes andre ting,
der kan fylde tankerne og sætte dem i sving,
noget uden svin og gylle, noget du kan li’,
noget ganske andet end blot fagidioti?
Hula, hula hej, noget nyt på vej?
Hulahej og tralalej, som kan fornøje dig? Povl Stevns. (26.01.1992).
Nekrologen.
Jeg kendte en mand, der var dygtig som få,
han havde et landbrug og drev det som så,
var formand for dit og var formand for dat
en dygtig forhandler ved dag som ved nat.
Da han blev halvfjerds, måtte han holde op,
for med tillidsposterne blev der sagt stop,
så ville han læse om Odin og Thor
og Balder og Loke, om himmel og jord.
Det gik ej som så, han kom ikke i gang,
for hans “læsepause” var blevet for lang,
blot, hvad der kom, og blev husstandsomdelt,
blev grundigt studeret og efterset.
Så proprietæren, der drev det så vidt,
For ham det endte i grunden så skidt.
Før drev han landbrug på mesterlig vis,
var dygtig politiker, men nu det si’s:
Han droppet har både dette og hint,
er blevet alene og noget forpint.
Han lever dog stadig, men bare delvis,
hans eneste læsning er ugens avis.
Povl Stevns. (6.10. 1993).
Nå ́et om præster.
I svunden tid ej fandtes
kvindelige præster;
nu er det gerne dem, man ser,
når man en kirke gæster.
Så er det just i vort provsti,
hvor ud af tolv, der findes ni,
så her de dominerer
og bli’r nok stadig flere.
I “gamle dage” præsten var
jo hele sognets lærde,
hos hvem man gerne bad om svar,
når noget var på færde,
som brændte på og var gedulgt
og gerne skulle holdes skjult
af helt private grunde.
Man vidste, præsten kunne.
Man kaldte præsten for “Vor få ́er”
i sognene på landet.
den titel nu ej længer’ går,
hvor kønnet nu er blandet.
Måske man her om føje år
en anden titel til dem får,
og den sandsynlighed er stor,
at præstens “titel” bli’r “Vor Mo’er”.
Maj 2012.
Povl Stevns.
Udviklingen hen imod kvindelige præster, tog sin begyndelse, da biskop Hans Ølgaard den 28.04.48 ordinerede de tre første af slagsen i Sant Knuds Kirke i Odense.
På det seneste er denne udvikling forløbet med stormskridt, således at der er i dag er stor risiko for, at man om få år vil betragte præstegerningen som et udpræget kvindejob (vi kender det f.eks. fra sygeplejerskernes verden, hvor en sygeplejerske er en kvinde – eller en mandlig sygeplejerske).
Med den udvikling, vi er inde i p.t., er min formodning den:
At færre og færre mænd vil søge det teologiske studie.
At en præst er en kvinde, medmindre præsten omtales som en mandlig præst.
At en bevægelse i den feminine retning let vil komme til at præge kirkens måde at fungere på i en retning, som meget let kan komme til at virke afskrækkende på mænd og bevirke, at afstår fra at deltage i de kirkelige handlinger og det kirkelige arbejde som sådant.
Hvorledes der kan “gribes ind” overfor udviklingen og om en indgriben er ønskelig, er det svært at tage stilling til, men man skal allerede på nuværende tidspunkt gøre sig klart, i hvilken retning udviklingen går med stormskridt og om denne udvikling er ønskelig for menighederne og for det kirkelige arbejde i den danske folkekirke i det hele taget.
Povl Stevns. Maj 2012.
Fandens fødselsdag, 11. juni 2012.
Den 11. juni 2012 blev sådan en mærkelig dag. Ved morgenbordet talte vi om, at det var “Fandens Fødselsdag”, men at det ikke længere var et problem for os, da vi ikke længere havde afdrag og renter, det forfaldt til betaling. Alligevel blev 11. juni på sin egen måde til “Fandens Fødselsdag”: Klokken 08.50 ringede en dame fra Pengeinstitutankenævnet for at fortælle, at vores klagesag levede endnu og ville fortsætte hermed, indtil der var faldet dom i den sag, der var anlagt som gruppesøgsmål af Garantiblokken i forbindelse med lukningen af den tidligere Løkken Sparekasse. Endvidere gjorde hun opmærksom på, at vores sag, som det så ud i dag, ville blive betragtet som “opsigelsesṣag” og underkendt, som de øvrige opsigelsessager var blevet. Nu måtte man vente på udfaldet af retssagen og se, om den kunne føre til en anderledes afgørelse. En afgørelse i den anlagte retssag havde lange udsigter, føjede hun til. Jeg bekræftede, at vi ikke havde tilmeldt os gruppesøgsmålet, da vi fandt det sikrere hos ankenævnet. (Man kan ikke være med begge steder).
Den 11. juni 2012 var også dagen, hvor 8 biskopper senere på dagen til kirkeministeren afleverede et vielsesritual til brug ved kirkelige vielser af homoseksuelle og lesbiske. Et vielsesritual, der skal være gældende fra den 15. juni 2012. Disse bisper havde tænkt kreativt og manipuleret så meget med skriftens ord, at de var blevet i stand til at udarbejde et sådant ritual, der kunne tilfredsstille kirkeministeren og et flertal af folketingets medlemmer (hvad kommer det egentlig dem ved?). I en kommentar til TV-avisen sagde en præst om dette “mesterværk” bl.a., at de homoseksuelle og lesbiske vel også var lige så gode som alle andre. Hertil er kun at sige, at det er der vel heller ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved. Sagen er blot den enkle, at det ikke vedkommer sagen, om de er gode eller ikke, men om et såkaldt “ægteskab” mellem dem har hjemmel i den kristne tro. Det er underligt at se, hvordan man gang på gang ændrer på den kristne tros grundlag for at få det til at passe efter kirkens og befolkningens forgodtbefindende med det til følge, at kristentroen udvandes og det hele efterhånden bliver ligegyldigt. Ønsker man vitterlig en ligegyldig kirke, hvor troens ord tilpasses det bekvemmeste og kirkens præster blot skal optræde som ceremonimestre?
Og som den 3. ting, der “falder på plads” den 11. juni 2012, skal nævnes folketingets vedtagelse af loven om 10 m dyrkningsfrie bræmmer langs alle vandløb. Hvem skal så betale? For der skal vel ydes en klækkelig erstatning til bønderne? Sidst man udlagde bræmmer blev grundloven tilsidesat, da dette åbenbart var den letteste måde for folketinget at ordne sagen på. Vil man også denne gang se bort fra begrebet “privat ejendomsret”? Det må desværre frygtes.
Det er beskæmmende at se, hvorledes så grundlæggende værdier som foran nævnt trædes under fode af bekvemmelighedshensyn:
Se, hvorledes det accepteres, at pengeinstitutterne tilsidesætter lovligt og bindende indgåede aftaler.
Se hvorledes, bisperne og det danske folketing fifler med skriftens ord. vild
Og ser, hvorledes det lykkes landets regering at tilsidesætte grundloven, når det passer ind i dens kram.
Ja, det blev alligevel til en “Fandens Fødselsdag”.
En sommerdag,
en morgenstund
en “fødselsdag”, ak, ja!
Man burde starte dagen
med et rungende hurra.
Det skete ej, alt det til trods,
en “sky” sig viste brat
og fejed optimismen bort
ved at fortælle at:
Vor klagesag har trange kår,
og svaret, det vil bringe,
når det os langt om længe
når sandsynligvis bli’r ringe.
Ak, siden fulgte sky ved sky,
til dagen den var omme
og med sig førte, at vi kunne
mærke tvivlen komme:
Om intet mer troværdigt er,
om intet mere gælder,
om hvad vi forhen tro’de på,
nu ikke mere tæller.
Povl Stevns
En løftet pegefinger.
Året 2020 har udviklet sig til at være et rigtigt Corona år, med en masse kedelige konsekvenser til følge. I håb om at få os til at stå sammen om at bekæmpe virkningerne af denne pandemi og komme billigst muligt gennem den, er vi dagligt blevet tudet ørene fulde af formaninger og restriktioner. Midt i alt dette og her på den mørkeste tid af året må vi dog ikke glemme at holde modet oppe. Der er da lys at se forude.
Vi må heller ikke glemme, at der så sandelig også er andre væsentlige ting, det er vigtigt at tage vare på – ikke mindst nu, hvor julen står for døren. Hvad med nisserne? Har du tænkt på dem? Ja, hvad er det dog for noget? Måske det også her ville være fornuftigt med lidt
Jeg har boet og arbejdet på Brønderslev-egnen siden 1993, og Vendsyssel blev hjemme for mig på et splitsekund. Min fortælling om mine mange år på den egn – de fleste sammenhængende år i mit liv – er en fortælling om at følge sit hjerte, både når livet har været fyldt med glæder, og når det har bragt sorg.
Præst i Jerslev
Her foran Jerslev Kirke ved min indsættelse som præst
En solbeskinnet lys forårsdag i 1993 kørte jeg igennem Jerslev og byen tog sig ud fra sin bedste side. Jeg havde netop prøveprædiket til embedet som sognepræst i Jerslev, Mylund og Hellum, og jeg var ikke helt sikker på det var gået godt.
Da menighedsrådsformanden et par dage senere ringede og sagde: ’Vi har været så letsindige, at vi har peget på dig’, så vidste jeg bare, at jeg ville få det godt i Jerslev.
Præstegården i Jerslev
Omkring første juni flyttede jeg ind i præstegården med min mand og mine tre sønner. Vi kom fra 60 kvadratmeter i et lille usundt hus i Salling, så den store præstegård var vældig overvældende.
For mig var det meningsfyldthed fra dag et, jeg kom som en lidt usikker studerende der pga. af børnefødsler, min mors sygdom og meget flytten omkring havde brugt alt for lang tid – i hvert fald efter min fars mening – på at blive færdiguddannet.
Men pludselig gav det hele bare mening, alle de småbekymringer jeg havde før min ordination om kjole og ritualer og ditten og datten forsvandt som dug for solen, for jeg trådte ind i en gerning, som bare var mig, sammen med en række skønne mennesker, som gjorde det nemt at være deres præst.
Jeg følte mig som en blomst der endelig var sprunget ud.
Jeg blev kastet ud i begravelserne og havde tre den første uge jeg var præst. Min yngste søn blev indlagt i Hjørring med lungebetændelse, samtidig med jeg startede, så jeg sad på Hjørring Sygehus og skrev min første begravelsestale i hånden en nat.
Men selv der var jeg i en dejlig ro, for jeg kunne mærke at tingene gav mening.
Mit ægteskab holdt ikke til at jeg blev præst, så efter halvandet år flyttede min daværende mand ud af præstegården.
Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på de tilkendegivelser, jeg fik dengang, en bakke æg på trappen, praktisk hjælp, et par der mente at sofaen i deres udestue, havde de vist ikke brug for selv.
Drengene fik også ret hurtigt en slags reservebedstemor, som boede lige på den anden side af vejen og var en uvurderlig hjælp for mig, mens de stadig var små.
Når jeg ser tilbage på de 14 år jeg var sognepræst i Jerslev, ser jeg tilbage på en tid med store personlige glæder og sorger, og en tid hvor jeg levede med i mit sogn og mine sognebørns liv, og de levede med i mit.
Jeg ved, at det, at jeg ikke skjulte sorgerne i mit eget liv, gjorde at mange oplevede, jeg virkelig var deres præst ved at være et lige så sårbart og fejlbarligt mennesker som alle andre.
Når jeg var vred på mig selv over, at jeg ikke havde kunnet lade være med at knibe tåre på vej ud foran kiste, sagde folk til mig: Det viser jo bare at du er vores præst.
Når jeg som mor til et fodboldbarn gennem flere år tog vagter i markedsteltet til Jerslev Marked og ryddede op der fredag aften, syntes folk, at det da godt nok var friskt gjort af præsten. Det gav anledning til mange sjove snakke, når folk hjulpet på vej af alkohol og markedsstemning havde ting, de gerne ville tale med præsten om.
Mit livs kærlighed
Det kom til at sætte et helt nyt fortegn for mit liv, at jeg i efteråret 2001 mødte Per, mit livs kærlighed.
Han og jeg var begge – mere af pligt end lyst – taget til et møde i Det mellemkirkelige Stiftsudvalg, hvor vi skulle samarbejde om at opstille en Grundtvigsk Liste til valget.
Vi havde ikke så længe i forvejen fået renoveret Jerslev Kirke med nye farver og et smukt orange solskinsloft, og da jeg havde farvet håret rødt den gang, var Pers indgangsreplik til mig:
’Nå du er hende med det orange loft, er det fordi det skulle stå til håret?’
Sammen med min organist, Jørn Andersen, havde vi gennem nogle år udviklet en meget smuk tradition med ni læsninger i december, som Per blev meget begejstret for.
Han henvendte sig til mig og tilbød at finansiere en optagelse af vores Ni læsninger, som skulle deles ud som cd’er til hele pastoratet. For ham var vi et eksempel på, hvad det lokale sognearbejde kan, når det er bedst.
Jeg drillede ham senere med, at det var et meget dyrt scoretrick.
For selv om jeg nok syntes, han var lidt for kvik i replikken ved første øjekast, var han en ihærdig og meget overbevisende bejler og i januar året efter blev vi kærester.
Min storebror sagde senere, at han aldrig havde hørt mig være så sikker på noget, som da jeg ringede og fortalte jeg skulle giftes.
I maj måned 2002 blev vi gift en pinselørdag med høj sol og den smukkeste blå himmel, telt i præstegårdshaven, overvældende mange gæster og det hele sluttede med fyrværkeri.
Desværre fik vi kun lov til at være gift i atten måneder, Per blev alvorligt syg af depression året efter og i august måned 2003 tog han sit eget liv.
Det skabte naturligvis chok i hele lokalområdet, og jeg oplevede endnu engang en fantastisk opbakning og vilje til at være der for mig.
Jeg fik det smukkeste brev fra et sognebarn, som skrev at hun havde spekuleret over hvem der nu var præst for mig, som ellers var til stede for alle andre. Og hun var kommet frem til, at nu var det sognebørnenes tur til at være præst for mig.
Per var et meget engageret og viljestærkt menneske. Han fyldte et rum, når han trådte ind i det. Som par var vi gode sammen, der opstod en helt særlig energi i mellem os, og jeg har siden tænkt, at tiden med ham gjorde mig til et mere modigt menneske, end jeg var i forvejen.
Jeg ved, det kan være svært for andre at forstå, fordi det endte så brat og så voldsomt, men jeg er fyldt af taknemmelighed over tiden med Per og ville ikke have været ham foruden. Han er en del af mit fundament i livet nu.
Angående de Ni læsninger så indspillede vi CD’en efter Pers død, og den blev husstandsomdelt som han havde bestemt. Jeg hører den stadig hvert år op til jul.
Svensmark Samtaleværksted
Det skulle vise sig, at mit hjerte få år efter jeg mistede Per, førte mig ind på en helt ny vej.
Allerede før jeg mødte Per, var jeg begyndt at overveje, om jeg skulle tage en psykoterapeutisk efteruddannelse.
Jeg blev stadig oftere søgt til sjælesorg og havde et ønske om at udvikle mine evner og faglighed på det område.
Så da jeg var vendt tilbage til en lidt mere normal hverdag igen efter Pers død, startede jeg på en uddannelse som narrativ psykoterapeut i 2005.
Det kaldte på noget i mig, og en dag mens jeg kørte mellem to gudstjenester i Hellum og Mylund, slog det ned i mig, som et lyn fra en klar himmel, at jeg måtte forlade præsteembedet og starte som psykoterapeut.
Det virkede som en helt håbløs tanke, som jeg i første omgang prøvede at slå hen. Men tanken var stædig, det var en vej, som jeg var nødt til at følge.
Så efter 14 år som præst i Jerslev forlod jeg i 2007 embedet for at blive selvstændig psykoterapeut og jeg lavede firmaet Svensmark Samtaleværksted.
Det var alle ikke lige tilfredse med. En minikonfirmand stillede sig op overfor mig med armene i siden og sagde meget bestemt: ’Jeg synes, at når man har døbt nogen, skal man også konfirmere dem.’
Svensmark samtaleværksted gik i begyndelsen ganske godt, jeg havde blandt andet samtaler, undervisning, et vikariat hos Kræftens bekæmpelse, undervisning af pårørende til mennesker i alkoholbehandling. Men så kom finanskrisen.
Endnu engang blev jeg reddet af, at jeg fik givet muligheden for at følge mit hjerte og på den måde finde den vej jeg skulle følge.
Det gammelrosa hus
Med til det at følge sit hjerte hører også at skabe sig gode fysiske rammer. Skønhed, ro og farver omkring sig er simpelthen godt for sjælen.
Jeg var så privilegeret at jeg kunne købe en byggegrund og skabe mit eget sted.
Drømmen startede på et stykke kvadreret A4-papir, hvor jeg slog og flyttede streger. Ofte vågnede jeg om natten med en ny ide og stod op for at rette til på papiret.
Så fik byggefirmaets arkitekt mit udkast og omsatte det til det muliges kunst, men han slap ikke af med alle mine skæve vinkler, jeg holdt stædigt fast i nogle ting og udtænkte selv løsninger.
Den proces var fuld af gaver for mig, efter 14 år i en præstegård var det mig meget magtpåliggende at blive herre i eget hus. Give mig lov til at mærke efter, hvad der var rigtig og forkert, og kunne give det et så stærkt fysisk udtryk som et hus er.
Min bygmester sagde på et tidspunkt: ’Jeg ved godt, hvorfor du ikke er blevet gift igen Hanne. Du er så stædig, og ofte viser det sig du har ret.’
I den tid jeg boede i det gammelrosa hus, er jeg ikke vågnet én eneste morgen uden at føle taknemmelighed over, at dette var mine rammer.
Maleriet og farveglæden
Inspiration fra Mexico
Kemoengel
At bygge hus var virkelig en kreativ proces, og netop det kreative og farveglæden, har altid haft en særlig plads i mit hjerte, men gennem mange år havde jeg svært at få rigtig på, plads hvad det betød for mig.
Jeg skulle først gøre op med andres absolutte udsagn om hvad der var rigtig og fin kunst, og at det ikke nødvendigvis er mig, der ikke har forstået noget, når jeg ikke kunne se det store i et anerkendt værk, men måske forelskede mig i det lige ved siden af.
Kombinationen af gul og lilla har jeg altid været ganske særlig vild med, men fik som ung at vide, at det kunne man da bare ikke sætte sammen, så jeg skulle lige blive gammel og moden nok til at befri mig fra det der ’man’, før jeg for alvor fik øjnene op for, hvad kunsten kan.
Denne nye indsigt befriede mig til at begynde at male for alvor det år min yngste tog på efterskole og jeg blev alene i mit hus.
Jeg har mange motiver i mit repertoire, men det år malede jeg især sorgen over min mand, jeg malede mange billeder og græd mange tårer og gennem det fik jeg lov til at sørge og hele.
Den erfaring var med til at føre mig på sporet af meningen med at tage en kunstterapiuddannelse. For her arbejder man netop med at lade tingene komme til udtryk, uden vi først har censureret dem med forstanden, og det giver så mange muligheder for at opdage, hvad der er det rigtige for en selv.
Kunstterapi og socialpsykiatri
Samtidig med at jeg begyndte på uddannelsen som kunstterapeut var jeg så usædvanlig heldig at få job i Center for Aktiv Livsstil ved Brønderslev Kommune som netop kunstterapeut. Og på den måde fik jeg lov til at lære socialpsykiatrien at kende.
Det var en ren gave at få lov til at omsætte alt det jeg lærte i praksis løbende og Aktiv Livsstil var et virkelig godt projekt, hvor især unge som faldt mellem alle mulige andre stole fik ro og støtte og sparring til at finde lige netop deres vej.
Ideen bag Aktiv Livsstil faldt så godt i tråd med mine værdier om at give mennesker mulighed for at finde deres egen vej gennem tingene, fremfor at servere lukkede og færdige løsninger.
Desværre faldt projektet for kommunens sparekniv og blev lukket og jeg blev omplaceret til Det Blå Hus.
Arbejdet i psykiatrien var for mig rigtig meningsfyldt. Jeg har stor respekt for de mennesker, jeg mødte som brugere af vores tilbud og deres evner til at skabe sig et liv på trods af alle de udfordringer, som var deres.
Det Blå Hus er et hus med så meget gensidig hjælpsomhed, humor og plads til at være, at jeg er meget stolt af at have været en del af dette fællesskab.
Jeg husker med stor taknemmelighed håndsarbejdstimerne i huset – hvor jeg takket være stor tålmodighed fra en brugers side, lærte at hækle og hvor vi havde rigtig mange gode samtaler om livets tilskikkelser.
En af de sjove ting er, at selv om jeg selv var meget optaget af at adskille det, at jeg var præst fra mig som psykoterapeut, blev jeg ret konsekvent kaldt Hanne Præst i Det Blå Hus.
Og her – ligesom i mit private samtaleværksted – blev jeg flere gange opsøgt til samtaler, netop fordi jeg var begge dele. Når jeg kigger tilbage på det, giver det så meget mening og er en rød tråd i mit liv, at jeg selvfølgelig er alt det jeg bærer med mig, og med til det hører at jeg er præst.
Men mit arbejde hvor jeg var ansat som kunstterapeut, blev lige så langsomt udhulet til at kunstterapien ikke var min hovedopgave, men noget jeg da godt måtte lave, hvis jeg havde tid, for alt det andet som skulle klares.
Det var kommunens sparepolitik som til sidst drev mig til at kigge efter andre veje, da jeg til ikke fagligt kunne stå ind for det som Det Blå Hus på det tidspunkt blev sparet ned til.
Engel med jordforbindelse fra kunstetapiuddannelsen
At insistere på hver dags glæde
Før vi kommer til næste kapitel i mit arbejdsliv, hører året 2013 med i min beretning. I den periode mens jeg arbejdede i psykiatrien, blev jeg ramt af brystkræft.
Heldigvis blev jeg radikalt opereret, det vil sige, at al kræften blev fjernet sammen med knuden, men alene det at blive konfronteret med tanken om, at nu er det måske slut, er selvfølgelig meget voldsom.
Jeg skulle gennem et behandlingsforløb med både kemo og stråler og forud for det, havde jeg en underlig ide om, at det ville være en helt sort tid, som bagefter ikke kunne spores i kalenderen.
Heldigvis blev det til noget helt andet. Jeg tilskriver det selv en oplevelse, jeg havde på vej til Mors, i den periode jeg ventede på svar på min biopsi.
På vej gennem det smukkeste landskab til færgen ved Feggesund kunne jeg pludselig mærke en solstråle varme mig i nakken, og midt i min kaotiske sindstilstand, blev jeg bare ramt af den mest ubændige livsglæde. Dér gav jeg mig selv et løfte om at fokusere på livskvaliteten og på de kostbare øjeblikke, uanset hvad der skete.
Jeg skrev bloggen ’Troldheksens cancerdagbog’, den handler om min kamp for at være så meget andet end en kræftpatient og alle de tanker som sådan et forløb skaber i en.
Det er en meget typisk måde for mig at møde mit livs udfordringer på, at prøve at finde en måde at reflektere og dele og finde meningen, også når det hele er sat på spidsen.
Den dag i dag kan jeg stoppe op og mærke taknemmeligheden over, at der var flere år til mig at leve i.
Om at vende tilbage til et udgangspunkt
I årene efter jeg stoppede som præst i Jerslev, havde jeg fra tid til andet vikarieret som præst ved forskellige gudstjenester, men altid med den følelse, at det havde været rigtigt for mig at forlade præsteembedet.
Sådan var det lige indtil juleaften 2015 hvor jeg vikarierede for en kollega og pludselig kunne mærke en helt anden følelse på prædikestolen.
Jeg stod på prædikestolen og kiggede på kirkegængerne, og kunne mærke, at nu ville det give mening, at jeg blev sognepræst igen.
Det kom til mig på samme måde, som tanken om at lave mit eget samtaleværksted under turen mellem Hellum og Mylund, og da tanken først var sluppet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen.
På det tidspunkt var jeg i stigende grad opmærksom på samfundets krav om kontrol, og at vi skal være perfekte, og jeg var og er optaget af at formidle, at vi er gode nok, præcis som dem vi er – også når vi fejler.
Det giver præsteembedet med budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed den smukkeste platform for at få sagt.
Så denne hjertesag sammen med min tiltagende metaltræthed over at være kommunalt ansat, fik mig til at rette blikket tilbage mod præstegerningen.
Sognepræst i Dronninglund
Her fra mit kontor i Dronninglund
Da embedet som præst ved Dronninglund Kirke blev ledigt kort tid efter, søgte og fik jeg det.
Det var lige så godt og meningsfyldt at blive præst igen, som det var første gang. Det giver rigtig meget mening at flette mine erfaringer fra mine forskellige virker. Det jeg har lært og gjort i mellemtiden, er med til at gøre mig til den præst, jeg er i dag.
Jeg fik en overgang en særlig hjertesag i Dronninglund, da jeg fik til opgave at undervise de asylansøgere, som gerne ville døbes, mens der var asylcenter i byen.
Det gav intense og lærerige timer, sammen med mennesker som så kristendommen med helt nye øjne, og som på den måde lærte mig, som jo har kristendommen, som en naturlig del af min opvækst og baggrund en masse nyt, med deres spørgsmål om ting, som jeg aldrig har skænket en tanke.
Det var en opgave af den slags, som altid har betydet stor arbejdsglæde for mig, nemlig når jeg ikke helt ved på forhånd, hvordan i alverden jeg skal løse det. Jeg elsker at blive udfordret til at bruge alle mine evner og mit åbne og nysgerrige blik på tingene for at få det til at lykkes.
Coronatiden kom til at betyde det samme for mig: Et krav om og en mulighed for at tænke nyt og prøve at finde ud af hvordan det kan være muligt at være kirke for mennesker, som man ikke kan være nær.
Af til bruges der det billede om præster, at vi er hyrder, og det var netop den følelse jeg blev ramt af, jeg havde brug for at række ud og vise folk, at der var nogen, som var der for dem, trods krav om afstand.
Så dagen efter Danmark lukkede ned, fandt jeg ud af hvor mit kamera var på pc’en, for at kunne fortælle mine sognebørn, at kirken stadig var der og var til at nå.
Det udviklede sig til daglige eftertanker, små videoer på kirkens Facebookside, som var et forsøg på hver dag, at give en smule nærvær og hjælp til at møde dagene.
Sognepræstens coronaeftertanker startede fuldstændig uforberedt, men jeg lærte undervejs at klippe, få et stativ, så jeg kunne optage med telefonen og det var en gave for mig, at være tvunget til hver dag, at fokusere på, hvad der er det vigtigste lige nu.
Efterskrift
Årene i Jerslev vil altid være en del af mig, og den jeg er i dag, fordi de rummer så stor del af mit liv og min rejse, til at blive den jeg er i dag.
Der er mange andre ting, det kunne have givet mening at berette om, mit politiske engagement, foreningsarbejde af forskellig slags, venskaber og familie. Alt har været med til at forme mig.
Her har jeg prøvet at dele tråden i mit arbejdsliv.
Jeg har boet og arbejdet på Brønderslev-egnen siden 1993, og Vendsyssel blev hjemme for mig på et splitsekund. Min fortælling om mine mange år på den egn – de fleste sammenhængende år i mit liv – er en fortælling om at følge sit hjerte, både når livet har været fyldt med glæder, og når det har bragt sorg.
Min storebror sagde senere, at han aldrig havde hørt mig være så sikker på noget, som da jeg ringede og fortalte jeg skulle giftes.
Engel med jordforbindelse fra kunstetapiuddannelsen
