Forfatter: Jens Otto Madsen

ENEBOEREN ”LAURITS” PÅ JERUP HEDE.

Mikkel Nielsen Historier, Sæby
Min far på 87 ligger i sengen, har mistet en del af taleevnen.
Så det er ikke de lange samtaler, vi har, men da min far er opvokset i Jerup området, så måtte jeg en dag spørge, om han kunne huske eneboeren Laurits.
Ham kunne han sagtens huske, han boede på Jerup hede i mange år som eneboer.
Her er et stykke om et besøg hos Laurits i de tidlige år af Laurits tid på Jerup Hede. Vi er her tilbage i 1933.
Folk i omegnen kendte på det tidspunkt ikke så meget til ham, de vidste kun, at han vist nok hed Laurits, og han boet derude i nogle år.
To journalister satte sig for at aflægge Laurits et besøg, så de kunne få mere at vide om denne mystiske eneboer.
Laurits bød gæstfrit indenfor i hans jordhule.
Til venstre havde Laurits gravet sig en alkove ind i bakkens sand. Her sov han i lyng, gamle aviser og sække.
Væggene i stuen var af jord men omhyggeligt tapetseret med papir, gamle eksemplarer af Jyllands Posten og Børsen. De to købmandsblade var et fantastisk tapet i denne ensomhed.
I et hjørne stod en blankpudset flagermuslygte, rundt i stuen lå spredt det enkle husgeråd, en kaffekande, en kedel og forskellige dåser.
Over sengen hang stuens eneste pryd, et enkelt julekort med en nissemand, et kristusbillede og et par gamle reproduktioner af indianere og nybyggere i det fjerne vesten.
Gulvet var almindeligt sand, og loftet blev holdt oppe af et par tykke afkortede birkestammer.
En bræddedør sad i hulens sydside og fra en lille rude trængte dagslyset sparsomt ind over det fantastiske interiør.
Laurits selv var en lille, pæn mand, men tøjet bar sørgeligt præg af mangel på kvindelig omhu.
Han talte langsomt og prøvende nærmest i købstadsdialekt.
Af og til lyste hans smil op, og blottede en række stærke tænder.
Laurits fortalte, at han kom fra Aalborg egnen, men var født i Elling.
En fornuftig og klar forklaring på, hvorfor han var endt som eneboer på Heden ved Jerup, kunne Laurits ikke lige komme med.
Til sidst fik Laurits forklaret, at han elskede den uberørte natur, at han ikke havde meget af det, man kalder jordisk gods, men havde han været velhavende, troede han nu nok, han havde boet i sin hule på Jerup Hede alligevel.
Videre fortalte eneboeren, at han bestemt ikke var menneskesky, han nød især om sommeren, hvor nogle af sommergæsterne i området, kunne finde på at komme forbi, ellers var det yderst sjældent, der kom folk i området.
Han oplyste, han havde boet på Heden siden 1927. På spørgsmålet om hans alder måtte han kigge på en kalender, hvor han med glæde fandt ud af, at han blev 40 sidst på måneden.
Laurits understregede, at der ikke var en ydre anledning til hans valg, det var den uberørte natur og ensomheden, der holdt på ham.
Da han var barn, kunne han finde på at strejfe rundt i bakkerne, så hans forældre kunne blive helt ængstelige.
Som barn læste han også meget om nybyggerne i Amerika, der slog sig ned på ensomme steder, det havde altid tiltalt ham.
Laurits havde på det her tidspunkt ingen kakkelovn. Det kunne godt blive lidt koldt især sidst på vinteren, når der var fugt i jorden, måtte Laurits erkende.
Jeg er ved at bygge nyt hus, sagde Laurits pludselig glædestrålende, det ville han gerne vise frem for gæsterne.
Laurits var med den nye bygning gået en hel tidsperiode frem.
Fra stenaldermandens primitive jordhytte til bronzealdermandens oprejste hytte.
Store birkestammer som kunne hentes lige udenfor i birkekrattet, var stillet op, så de dannede en slags halv spidsbue.
Mod syd havde han oven i købet konstrueret en lille kvist med vindue. Tækning med pilegrene og lyngtørv.
I et hjørne lå en gammel kakkelovn, men skorstensproblemet voldte Laurits uanede kvaler, en dag ville han nok finde ud af det.
En lille have havde han også opdyrket sig. Nogle få kvadratmeter hede var gravet op og beplantet med kartofler.
Til at fordrive tiden med flettede Laurits kurve, materialer var jo rundt om i naturen, så solgte han dem til beboerne i området.
Da gæsterne forlod Laurits, rakte han sin store, hårde næve og så på dem med et par troskyldige øjne. ”Kom snart igen”, sagde han mens hunden ”Hector” gøede til afsked.
Laurits må have boet på Jerup Hede som eneboer i mange år. Min far kunne huske, at han i hvert fald var der efter besættelsen, og en af mine fastre er ret sikker på, hun mødte ham i 1954-55 i området.

DAGGAMLE KYLLINGER

 

I hønsehuset med hønsegård i “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel havde vi i min barndom mest hvide italienere eller lejlighedsvis også brune italienere, som alle var flinke til at lægge æg.
Når en høne havde lagt et æg i en af redekasserne på stribe, trådte hun ud på siddepinden foran og bekendtgjorde, at hun lige havde lagt et æg ved at galpe så højt og inderligt, at alle kunne høre det.
For mit indre øre kan jeg stadig høre, hvordan hønen sådan galpede af fuld hals.
Et nyt hønsehold startede med, at et af børnene blev sendt op til Sønder Harritslev by, når Stenum-bussen ankom med bestilte daggamle kyllinger.
De ankom fra et rugeri i en solid papkasse med lufthuller.
I papkassen var der vist 50 daggamle kyllinger.
Jeg glemmer aldrig lyden og synet af disse små gule, dunede kyllinger.
Når de var vel ankommet, blev de placeret under en kyllingelampe eller i en såkaldt kyllingemor.
Kyllingerne skulle holdes i en passende temperatur, omkring 35 grader.
Ved at hejse eller sænke varmelampen, kunne man regulere temperaturen.
Hvis der lød en sagte pippen, havde kyllingerne det godt.
Men når de pippede højt og inderligt, var der noget galt med temperaturen, vandet eller foderet til kyllingerne.
Så måtte man rette på det, som var i vejen, indtil kyllingerne igen pippede med en sagte, tilfreds pippen.
Kyllingerne blev måske installeret i en lille svinesti i nødset (kostalden).
Engang midt i 1950’erne blev de daggamle kyllinger placeret i en kyllingemoder formet som en trækasse, der stod for enden af laden.
Varmelampen var drevet af petroleum ligesom en petroleumslampe.
Det hændte en dag, at varmelampen begyndte at ose, noget som bevirkede, at kyllingerne faldt besvimede og halvdøde om.
Heldigvis blev det opdaget tidsnok til, at næsten alle kyllinger blevet reddet ved, at far Edvard blæste luft ned i næbbet på hver kylling, en ad gangen.
I de fleste tilfælde hjalp det, så at kyllingerne livede op igen og kunne spise og drikke og komme til kræfter.
Sådan en dramatisk begivenhed er med til, at erindringen om daggamle kyllinger fæstner sig i sindet.
Efter nogle uger under en varmelampe eller i en kyllingemoder blev kyllingerne placeret et andet sted – uden varmelampe.
Efter nogen tid var kyllingerne blevet til høns, som kunne lægge æg.
Nogle æg blev anvendt i husholdningen til spejlæg, kogte æg og til kagebagning.
De fleste æg blev dog lagt i æggebakker og puttet i en æggekasse af træ, som blev afhentet eller leveret til videresalg.
Ret ofte fik børnene en rå æggeblomme rørt op med sukker og kakaopulver.
Jeg husker det som en rigtig lækkerbidsken!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev.

Ord fra min mors hverdags sprog

af Poul Sørensen, (søn) pastor emeritus

Foto fra 1961: Min mor – Karen Sørensen – ved kagebagning i køkkenet, sammen med sit yngste barn, min lillesøster Anna Birgit.
Sted: “Klarup” i Sønder Harritslev pr. Hjørring, hvor vi boede fra 1952 til 1963.
På min mors indkøbssedler kunne der stå ord som
Husblas, Potaske, Natron, Hjortetaksalt, Sukat, Sæbespåner, Blånelse.
Min mor, der var født i 1911, skrev fortsat navneordene med stort begyndelsesbogstav efter Retskrivningsreformen i 1948 – det samme gjorde Karen Blixen i øvrigt.
Mor skrev hele livet aa for å og skulde, kunde, vilde for skulle, kunne og ville.
Min mor vidste, at husblas skulle bruges som stivelse til for eksempel desserten citronfromage.
Jeg var som barn ren “køkkenskriver” i mors køkken, men som voksen kunne jeg finde på at tænke over oprindelsen til ord som husblas, som vi har fra ældre tysk Husenblase, egentlig “størblære”, dog senere lavet af for eksempel torskens svømmeblære, der blev tørret og anvendt som bindemiddel.
Også ord som potaske og hjortetaksalt lokkede til opslag i ordbogen!
I sit køkken havde mor et dørslag ( jf. tysk Durchschlag, en si), en potageske (en ske til at øse suppe med), en fløjtekedel og en blå kaffekande (en “Madam blå”).
Efter den månedlige storvask ventede der en masse strygetøj, som min mor dynkede (stænkede) med vand inden strygningen.
Jeg fandt ordet “dynke” i en sang fra Rugens Sange (1906) af Jeppe Aakjær (“Jeg bærer med smil min byrde”), som slutter med ordene “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”.
Det er en fornøjelse at fordybe sig i både hverdagssprog og i poetisk sprog.

 

“A WIL HA RÅPPEN” – Jeg vil ha’ råppen

af Poul Sørensen (søn) pastor emeritus
“A WIL HA RÅPPEN”
– Jeg vil ha’ råppen
EGET FOTO af høne fra Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg.
Høne af gammel dansk hønserace – bemærk også de tre kyllinger, som let kan overses!
I mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev i 1950’erne slagtede far gerne en høne om lørdagen, bestemt for søndagsmiddagen, som var et festmåltid.
Far eller mor plukkede derefter hønen, tog indvoldene ud, skoldede den og satte den over en primus i bryggerset.
Hønen kunne blive serveret som hønsefrikassé, kombineret med hønsekødssuppe med melboller.
Det var virkelig festmad, som var mere end den hurtige lørdagskylling, som senere blev solgt i supermarkedet.
Jeg blev glad, hvis jeg kunne få et lår, andre ville gerne have halsen, en vinge var mindre efterspurgt. Det kunne hænde, at der til far og mor kun blev en vinge til hver.
RÅPPEN var det mest efterspurgte på hønen!
RÅPPEN er gumpen eller haleroden på en høne – ja, det var en lækker himmerigsmundfuld.
Rundt om bordet lød det fra børnene: “A wil ha råppen!”
Råppen kunne ikke så godt deles, derfor var der kun én, der blev den heldige.
Det var bedst, hvis mor afgjorde det med at sige ”Do ska få råppen!”
Der var sikkert en, der havde gjort sig særlig fortjent til at få råppen.
Vendsysselsk Ordbog (1973) af Arne Espegaard oplyser, at en råppe også kan betyde en lille mager ko: “en råp ko’w er hile djæ besætning” – eller: “de er no lie råpper haj hå’ler sæ”. Denne betydning af råppe kendte jeg ikke selv til.
Med denne betydning af ordet var det nok ikke så almindeligt, at en landmand sagde “A wil ha råppen!”

 

Edvards morgener på gården

11. november 2024

Edvards morgener

af sønnen Poul Sørensen, pastor emeritus

Manden på gården var den, der stod først op om morgenen.
Edvard måtte stå tidligt op for at håndmalke køerne og fodre grisene, som “skreg” på mad efter en lang nat.
Mælkejungerne med den afkølede mælk skulle stå parat ude ved vejen, når mælkebilen kom og hentede mælken, der skulle op til Bakholm mejeri på Løkkensvej.
Mælkepengene blev sat i en kuvert i en af mælkejungerne med returmælk fra mejeriet. Sådanne kuverter med penge blev dengang aldrig taget af uvedkommende.
Edvard gik ikke med ur, alligevel holdt han øje med stueklokken, så vi blev vækket tidsnok til at komme i skole.
Da jeg lå i “biksen”, hvor centralfyret stod, blev jeg vækket, når far kom ind og med et redskab rystede asken ned i askeskuffen, inden han tændte op og puttede cinders i fyret.
Det larmede så meget, at jeg hurtigt gik ud i køkkenet og vaskede mig i et vaskefad. Vand blev varmet på et gasblus, som stod på komfuret, der var taget ud af brug.
Vandet blev bragt ind i køkkenet i en zinkspand ude fra bryggerset i nødset, hvor pumpen stod. Der blev brugt et pottemål til at øse vand med inde i køkkenet.
Da nogle hjemmeboende børn fik et fælles værelse oppe på loftet, vækkede far os ved at banke kraftigt på håndgelænderet. Den bankelyd kan jeg endnu høre for mine indre ører.
Karen var allerede oppe og havde lavet havregrød, smurt hjemmebagt finbrød og grovbrød til madpakker.
På brødet kunne der for eksempel være leverpostej, ost eller hjemmelavet knapost.
Edvard kom ind ved otte-tiden, tidsnok til at han kunne høre morgenandagten fra domkirken i København, som dengang blev sendt klokken halv ni.
Far hørte morgenandagten liggende på sofaen i dagligstuen.
Edvard sang med på det trefoldige amen, som lød efter velsignelsen,
Under det trefoldige amen svingede far gerne ud med den ene arm:
a-m-e-n!
Når far og jeg var med i kirke, kunne det lyde som en sangerdyst mellem far og mig, især når vi istemte julesalmerne.
Den hyppigste kirkegænger var dog mor, som syntes, at der til en gudstjeneste skulle være mindst én i kirken fra hver husstand.
Pastor G. Haugaard, der kom til Harritslev-Rakkeby sogn i 1942, har døbt 7 af 9 børn. Niels og Gunhild blev døbt i Sankt Cathrine kirke i Hjørring.
Pastor Haugaard kom på uanmeldt husbesøg i “Klarup” en gang om året.
Edvard sagde “I” til pastor Haugaard: “Vil I ikke have en kop kaffe mere, pastor Haugaard?” Der var stil over præstens husbesøg dengang.
Da vi i 1963 flyttede til det hvide hus i Rakkeby, deltog Edvard herefter i det huslige arbejde.
Før den tid havde arbejdet været fordelt efter mere traditionelle skillelinjer.
Også indenfor den samme generation skete der således forandringer.
Jeg Poul voksede op i en tid, hvor en dreng ikke lærte at lave mad.
Med fornøjelse koger jeg dog havregrød til mig selv hver morgen og laver en kop neskaffe.
FOTO fra 1950’erne i “Klarup” i Sønder Harritslev.
Mor skænker kaffe (med Rich’s) for far ved morgenbordet.

En af de største i dansk ledelse – ——– – professor Erik Johnsen

Juni 2013

Erik Johnsen var købmands søn fra Brønderslev.

Faderen drev en købmandsforretning lige vest for Hotel Phønix på samme side af gaden. (ca. hvor Jyske Bank ligger idag)

Erik Johnsen får nedenfor en flot omtale om sit virke som underviser og professorved CBS i København.

Erik Johnsen lavede også et fint skrift med omtale af kunstmaleren Emil Jensen, Brønderslev – en maler som han havde stor sympati for.

Herom er der også en historie.

 

11. maj 2013

Mindeord

En af de største i dansk ledelse

Mindeord af professor Steen Hildebrandt:

En af de største i dansk ledelse er gået bort.

Professor Erik Johnsen fra CBS er ikke mere. Det er et kæmpetab for dansk ledelse.

Da jeg var ung amanuensis på Handelshøjskolen i Århus i 1970’erne, var Erik Johnsen nyudnævnt professor på og stifter af Metodeforskningsgruppen ved Handelshøjskolen i København. Han blev i 1969 udnævnt til professor i erhvervsøkonomi med særligt henblik på operationsanalyse og virksomhedsledelse. Vi arbejdede inden for det samme felt og fik kontakt med hinanden. Denne kontakt udviklede sig til et varigt venskab.

Erik Johnsen blev i en ung alder kaldt ”den gamle doktor”, og han blev min vejleder og protegé i disse år. Erik Johnsen var generøs, han var en hjælper, en betydelig inspiration og vejleder, ikke bare for mig, men for mange unge skandinaviske ledelses- og metodeforskere. Han var en provokatør, og i disse år var han i virkeligheden en slags oprørsleder inden for skandinavisk ledelsesforskning; og det gik ikke stille af; han var en leder og et ikon. Jeg erindrer med dyb taknemmelighed mange møder – en sommerfrokost i de små haver i Pile Allé, et møde på Eriks store kontor på CBS, et møde på en restaurant i Tivoli, på et konferencested i Athen, Stockholm eller Boston – altid gæstfri, imødekommende, i bevægelse og dybt engageret; Erik var altid den skarpe, kærlige, ironiske, nærværende, morsomme, modige, varme, flabede og provokerende vejleder, kollega, ven, støtte, udfordrer, samarbejdspartner. Erik Johnsen var enormt, ja legendarisk flittig hele sit liv. Og det var typisk for ham, at han, den samme dag, hvor han for mange år siden gik på pension, etablerede et nyt forskningscenter, CAMS, på CBS.

Erik Johnsens forfatterskab er meget omfattende; han var i mange år redaktør af Erhvervsøkonomisk Tidsskrift; han har skrevet og redigeret et meget stort antal og meget udbredte og læste bøger. Erik og jeg redigerede i nogle år et antal ledelsesbøger for Børsens Forlag, og vi havde i disse år et tæt redaktionelt og fagligt samarbejde. Det blev også til fælles artikler og kronikker.

Erik Johnsens betydning for dansk og skandinavisk ledelsesforskning og -praksis kan ikke overvurderes. Den er enorm, den er skelsættende, og den vil stå i mange år. Markant er hans doktordisputats Studies in Multiobjective Decision Models fra 1968 Han underviste ikke bare generationer af studerende på CBS; han underviste generationer af ledere i dansk og skandinavisk erhvervsliv. Tusinder af ledere erindrer Erik Johnsens pædagogik, eksempler, modeller, uovertrufne energi, men også hans enorme frækhed, gennemslagskraft, praktiske indsigt og originale indfald. Hertil kommer hans enestående indsigt i vin – ikke bare en teoretisk indsigt, men en praktisk indsigt af dimensioner.

Steen Hildebrandt
Professor, Ph.D.
Aarhus Universitet

.
.
.

50 år med forskning i ledelse

Professor emiritus Erik Johnsen var i 1950’erne med til at lægge grunden for dansk ledelsesforskning. Han fejrer 50-års dagen med en jubilæumsforelæsning i dag.

Del artiklen
Af ANN NISSEN

Den 1. juni 2006 er det 50 år siden, professor Erik Johnsen blev ansat ved Handelshøjskolen i København som videnskabelig assistent. Dette usædvanlige jubilæum bliver i dag fejret med festforelæsning og en ny bog om ledelse fra manden, der omtales som Danmarks internationale ledelsesguru.

Den nu 77-årige Erik Johnsen har skabt grundlaget for dansk ledelsesforskning og er kendt verden over for sit engagement og for sin tilgang til hele ledelsesproblematikken.

Under sit studieophold ved Princeton University i USA i midten af 1950’erne blev han optaget af den amerikanske ledelsesmæssige beslutningsproces.

Da han kom retur til Danmark, var han fyldt med inspiration og ideer til nye veje i ledelsesforskningen, hvilket de studerende ved Handelshøjskolen i København siden hans ansættelse i 1956 har nydt godt af.

Når Erik Johnsen taler om ledelse, er det ikke personer, men processer, han beskriver. Og de kan forekomme på ethvert niveau, hvor mennesker mødes og taler sammen. Ledelseslære er i hans optik ikke et middel til, at en magtfuld person når sine mål gennem andre. Det er en måde, hvorpå man opstiller og når mål sammen med andre.

Erik Johnsen har gjort en stor indsats inden for ledelsesforskningen med henblik på at få udviklet vor viden om ledelse i teori og praksis. Han har udgivet talrige publikationer. Han har deltaget i den offentlige debat, og han har formidlet sin viden over store del af verden.

Der tales ved læreranstalter i mange lande ligefrem om Johnsens Ledelseslære som et indforstået begreb.

Som debattør er han kendt for at fremkomme med sine meninger. Ofte er hans skarpe replikker blevet ledsaget af den vendelboske lune. Han er hurtig og direkte, men råber ikke højt.

Realiserede centerplan

50 års jubilaren har videregivet sin viden så forskellige steder som ved Forsvarsakademiet, Den kommunale Højskole, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, universiteterne i Lund, Umeå og Växjö og handelshøjskolerne i ¿..bo og Trondheim. Han har undervist på ledelseskurser og gennemførte i en årrække kurser i Spanien sammen med professor Richard Normann. Her øste han ikke kun af sin faglige viden, men gav gerne et indblik i sin kulturelle viden, spændende fra malerkunst til ædle rødvine.

Den højt estimerede professor fik tilbudt kontor og faciliteter til at realisere en plan om etablering af et center for forskning i praktisk ledelse, Centre for Applied Management Studies – CAMS. Centret har tilknyttet ca. 75 seniorforskere, som er tidligere topledere fra private og offentlige virksomheder. Formålet med centret er at videregive ledelseserfaringer til kommende generationer. Den ledelsesmæssige erfaringsrigdom, som centret repræsenterer, har foreløbig resulteret i otte bøger fra CBS’ forlag og flere er på vej.

Jubilæumsforelæsning

Sin alder til trods er Erik Johnsen kendt for fortsat at besidde stor energi og nysgerrighed.

I dag holder han jubilæumsforelæsning med titlen “Fra Erhvervsøkonomi til Ledelse. 50 år i CBS Business” og udgiver samtidig bogen “Ledelseslicens”. Forelæsningen finder sted kl. 16.00 på CBS, Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, Frederiksberg.

Tage Elkjær – Nordjyllands Idrætshøjskoles første forstander

 

Eva Terp-Hansen – forstander, Nordjyllands Idrætshøjskole/NIH

I en tid, hvor mange betydningsfulde danskere takker af, har Tage Elkjær også draget sit sidste suk.—.

TAK Tage Elkjær fordi du virkeliggjorde drømmen om en idrætshøjskole i Nordjylland. — Nordjyllands Idrætshøjskole/NIH i Brønderslev.

Vi gør os umage for at drive skolen videre i din ånd –

Nordjyllands Idrætshøjskole/NIH.

Læs mindeord af Michael Andersen, NIH’s 2. forstander herunder.

Tage Elkjær – Nordjyllands Idrætshøjskoles første forstander er gået bort.

Vi er Tage dybt taknemmelige for at han – sammen med andre gode folk – lagde fundamentet for Nordjyllands Idrætshøjskole, og vi værdsætter de beslutninger, der blev truffet allerede dengang om bl.a. skolens fysiske indretning og grundlæggende værdier, som vi fortsat driver højskole på i dag.

Æret være Tages minde.

Mindeord – Tage Elkjær (1940 – 2024)

 

Af Michael Andersen

Alle mennesker sætter spor igennem livet, men nogle mennesker sætter varige spor. Tage Elkjær, som sov stille ind mandag den 11. november på Gødstrup Sygehus, tilhørte den sidste kategori.

Vestjyde med rod i foreningslivet  

Tage Elkjær var født og opvokset i Rindum tæt på Ringkøbing i Vestjylland, hvor foreningslivet var rammen for lokalsamfundets børn og unge.  Et foreningsliv, hvor der var tid og plads til alle og hvor fællesskab, loyalitet og demokratisk dannelse var kerneværdier, som blev livsvarige for Tage. Det var på mange måder logisk, at Tage efter realeksamen som 16-årig blev elev i Ringkøbings førende manufakturforretning ”Hertz”. Den unge Elkjær ville imidlertid andet og mere end at sælge metervarer, gardiner og damelingeri. Et ophold i 1963 på Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS) ændrede radikalt retningen af Tage Elkjærs liv. Idræt – fodbold, håndbold og atletik – var stadig værdifulde fritidsaktiviteter, men meningen med hverdagen og livet blev for Tage i stigende grad dannelse, folkeoplysning og forpligtende fællesskaber. Tage Elkjær var igennem en årrække formand for IHS’s elevforening og drømmen om en idrætsuddannelse og ansættelse på en fri kostskole var blevet tændt hos den unge vestjyde.

Pioner med Ollerup Cup – Europas største ungdomsstævne i håndbold 

Tage Elkjær blev midten af 1960’erne uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, som er et grundtvig-koldsk seminarium. Læreruddannelsen blev efterfølgende suppleret af et årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i København. Og allerede under sin uddannelse blev Tage tilbudt en stilling som lærer i boldspil og foreningsliv på Gymnastikhøjskolen i Ollerup – en ansættelse, som varede i mere end 15 år. Tage Elkjær engagerede sig hurtig i foreningslivet på Sydfyn, både som frivillig træner, leder og mangeårig formand for Ollerup-Skerninge G&I og senere også bestyrelsesmedlem i Fynsk Håndbold Forbund. Blandt Tage Elkjær varige spor er Ollerup Cup – Europas første og største håndboldsstævne – som blev afholdt i perioden 1972-1993. Stævnet blev afviklet hvert år mellem jul og nytår med mere end 2.000 ungdomsspillere fra hele landet. Ollerup Cup var meget andet end håndbold – det var også biograf, diskotek og nye venskaber på tværs af alder, køn og klubber. Tage Elkjær var i disse år Mr. Ollerup Cup og kendt af enhver idrætsleder og -træner på Sydfyn.

Livsværket – Nordjyllands Idrætshøjskole  

Tage Elkjærs faglige viden og erfaringer med og passion for kostskoleliv, foreningsliv og værdibårne fællesskaber var også baggrunden for hans ansættelse i 1984 som den første forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) i Brønderslev. Før etableringen af NIH var Brønderslev næsten udelukkende kendt af vendelboer og kulturlivet var ikke meget andet end ugentlige bankospil og årlige juletræfester. Tage Elkjær engagerede sig – også i Brønderslev – hurtigt i foreningslivet og sammen med stærke frivillige, lokale ildsjæle og Brønderslev Kommune blev al energi lagt i at etablere en idrætshøjskole i Vendsyssel. Og ingen opgave var for lille eller stor for Tage i denne pionertid: Kontakt til og samtaler med offentlige myndigheder, valg af arkitekt og bygherre, ansættelse af personale, rekruttering af elever, udarbejdelse af undervisningsplaner og ordensregler og meget, meget andet. For Tage Elkjær var tre værdier på NIH helt essentielle: Eleverne skulle gennemgå en træner- eller instruktøruddannelse i enten boldspil (fodbold, håndbold, volleyball og badminton) eller gymnastik (spring- og rytmisk gymnastik). NIH skulle også byde elever fra Færøerne, Grønland og de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige, Island og Finland – velkomne. Og endelig skulle NIH’s undervisning og kostskoleliv indeholde ligeværdighed mellem det åndelige – historie, kultur, poesi, sang og foredrag – og det idrætslige. NIH blev indviet i oktober 1986 af HM Dronning Margrethe II og Brønderslev havde fået en kulturinstitution, som nu igennem næsten fire årtier har givet mere end 8.000 unge fra Danmark og hele verden ”oplevelser og minder for livet”. Tage Elkjær valgte i efteråret 1993 at stoppe som forstander på NIH – han havde givet alt og lidt mere til ”livsværket”. Tiden som forstander havde slidt på Tage Elkjær, men stoltheden over og passionen for NIH forblev fuldstændig intakt helt frem til i dag.

Skarp hjerne og slidt krop  

For få uger siden besøgte jeg Tage i hans lejlighed i Ringkøbing. Han havde forberedt en sportsquiz til mig med mere end 80 historiske og aktuelle spørgsmål om kendte sportsnavne og -begivenheder. Om hjerteklubben Esbjerg forenende Boldklubber, Olympiske Lege 1960 i Rom, Skjern Håndbold og Carsten Thygesen, vores fælles ven Jørgen Gaarskjær, danske medaljevindere ved OL 2024 og meget andet. Hjernen var skarp som altid, men kroppen var meget slidt. Mange tak for berigende samtaler og personligt venskab igennem tre årtier og på vegne af tusinder af unge mennesker tak for unikke oplevelser fra Ollerup Cup, Nordjyllands Idrætshøjskole eller alle andre steder, hvor du satte varige spor – Tage Elkjær.

Michael Andersen, forstander – Nordjyllands Idrætshøjskole 1994-2002

Joh. Baunes Plads 6, 1.tv. , 8000 Aarhus C.

 

Spøgeriet hos danseskrædderen i Sindal

SPØGERIET HOS DANSESKRÆDDEREN I SINDAL.
En gammel mand fra Sindal fortalte engang om et mærkeligt spøgelse, der huserede i hans barndomstid i 1863 i Sindal.
Spøgeriet foregik hos en mand, der gik under navnet ”Danseskrædderen”, og det ytrede sig akkurat på samme måde som et spøgeri på ”Enggaarden”, så døde ting kunne flytte sig.
”Danseskrædderen” selv var så magnetisk, at når han kom ind i loen, kunne kisten med hakkelse ryge op fra gulvet og negene flyve gennem luften.
Værst gik det en dag, hvor skrædderen sad ved sit arbejde. Da fløj saksen pludselig op i ansigtet på ham, og tilføjede ham et stort sår, som han siden bar mærke af.
De mystiske hændelser vagte selvfølgelig stor opsigt og sognets daværende præst, Pastor Ishøj, var i den anledning nede for nærmere at undersøge sagen.
Så hørte spøgeriet ligesom på ”Enggaarden” ganske pludseligt op, men om det var præstens skyld, det fik man aldrig nogensinde at vide.

Spøgeriet på “Enggaarden” ved Sønderskov ved Sindal

SPØGERIET PÅ ”ENGGAARDEN” VED SØNDERSKOV.
(SINDAL).
Noget tid før julen i 1919 på ”Enggaarden” ved Sønderskov tæt på Sindal, klagede et par af gårdens unge piger på en 16-17 år over, at der blev banket på deres dør om natten. De var fælles om et værelse på loftet.
Til trods for at ejeren af gården, proprietær Bech og Frue tog sagen ganske alvorligt, fortsatte den mystiske lyd.
Lyden holdt ikke til i noget bestemt værelse, men hørtes kun, når de nævnte to piger var i nærheden.
Bankningen foregik ikke på et bestemt tidspunkt, og lyden var skiftevis stærk og svag.
Pastor Kure fra Ugilt blev kaldt til gården og en aften i fuld belysning og i nærværelse af flere vidner, undersøgte han sagen, og hørte lyden mange gange.
Dan han en gang besvarede bankningen med et ”kom ind”, lød et slag på døren som af en hammer eller en knyttet næve, og nøgle fløj langt ind i værelset.
I de følgende aftener fortsatte bankningen, men man tog det med ro, men begivenhederne udviklede sig.
Det kom dertil, at ting begyndte at bevæge sig uden nogen som helst ydre påvirkning.
Man havde set en kasse med kludesko komme farende fra et værelse til et andet, tværs over et stuegulv hen til pigerne.
Man havde set et fajancefad flyve fra køkkenbordet hen på ryggen af en af pigerne, der lå i et andet værelse, og vaskede gulv.
Man så døde fisk hoppe op i ansigtet på pigerne, der stod og rensede dem i en balje, og man havde set tørv og brændestykker trille op af kurvene og meget mere.
Alle disse ting skete kun, når de to piger var i nærheden af hinanden.
Næsten altid når de gik forbi hinanden, kunne man høre en fløjten i luften.
Man havde efter besøget af pastoren tilkaldt den dengang berømte ”Faustinus”, der var aktiv på det spirituelle og okkulte område.
Senere meddelte proprietær Bech, at fænomenerne var ophørte lige så pludselig, som de begyndte.
Senere startede spøgerierne på ”Enggaarden” igen, og gården i Sønderskov var fra 1920 og nogle år frem meget omtalt i hele landet.
I 1998 blev der ligefrem udgivet en bog om spøgeriet på ”Enggaarden”, der omhandler hvordan Pastor Kure og ”Faustinus” forsøgte at opklare mysteriet i 1919-1920.
På billedet den omtalte “Faustinus”.

Den gamle original fra Hov

DEN GAMLE ORIGINAL FRA HOV.
Helligtrekongers dag i 1892 begravedes en gammel sømand ved navn Jens Kristensen.
Han nåede en i tiden ret høj alder, da han ved sin død nærmede sig de 90 år.
Hans fødested var Hov, og det blev da også stedet, hvor han efter megen omflakken endte sine dage.
På mange måder var han en mærkelig skikkelse, en rigtig original, hvis lige man sjældent ville træffe.
I sine yngre dage var han en vild krabat, havde lyst til eventyr, og modet manglede han ikke.
Da Hov jo var en gammel fiskerby, så kastede Kristensen sin kærlighed på søen, og sejlede som sømand i de unge dage.
Engang imellem lod han sig se i hjemmet, men var ofte borte i årevis, og når han optrådte på de hjemlige enemærker, var det til stor forbavselse for alle de ”indfødte”, da han så var en ”fin herre”, der ikke altid lod sig nøjes med et enkelt guldur i lommen og en guldkæde på maven, men brilierede med en 2-3 stykker.
Fingrene glimrede med guldringe, så det er næppe utroligt, hvad gamle folk sagde, at endnu havde ingen flottere herre vist sig i Hov end Jens Kristensen i hans velmagtsdage.
Det var især kvinderne, der nød godt af hans guld, men alligevel nåede han aldrig at blive gift.
Der fandtes nok, der ville have hans gaver men ikke øve gengæld ved at være hans for livet.
Han blev derfor ved med at være den enlige trækfugl, og da han blev træt af søen, slog han sig ned hos sin broder, der ligesom Jens Kristensen var pebersvend, men var endnu mere mærkelig end Jens.
Broderen gik under navnet ”Gammel Kristian”, og han ejede barndomshjemmet, som han klarede alene.
Det havde efter forholdene i Hov været en temmelig stor gård, men jorden var solgt fra, så der kun var jord til et par køer tilbage.
Køerne kom Jens Kristensen til at passe, mens broderen var malkepige, mejerske og husholderske.
Han tålte ingen fremmed indblanding, og særligt var kvindfolk hans skræk, da han havde alle andre kvinder end hans salige moder mistænkt for at have onde øjne.
Han var i højeste grad overtroisk, og mange gavtyve benyttede det til at lave løjer med ham.
Han havde en overordentlig stor forkærlighed for høns, og han havde et helt ”hønsemejeri” i storstuen.
Bedre plads kunne hønsene ikke få, mente han, og han ventede de påskønnede det ved at lægge rigeligt med æg.
Han blev imidlertid skuffet, da hønsene sjældent fik lov at komme ud, blev de sygelige, og de var naturligvis forhekset, mente ”Gammel Kristian”, der derfor søgte råd.
Det var nok af folk, der havde gode råd, og sådan en kom ind til ham en dag, hvor han netop var i gang med at kurerer en forhekset høne.
Den stakkels høne var anbragt på kakkelovnen, hvor han kastede ild over den, hvilket skulle være et særdeles godt middel, men som gerne endte med, at fjerene brændtes af dyret, og det døde.
Et andet men mindre farligt eksperiment var at grave et hul under dørtræet og putte den syge høne igennem.
Han havde mange bier, som om vinteren delte husly med hønsene i storstuen.
Når man besøgte ham, kunne man nemt risikere, at han stak en finger ned i honningkrukken, og smurte det på brød til en. Det var en stram pibe tobak at få ned, men noget måtte man lide for at få et indblik i alle hans særheder.
Hos denne bror opholdt Jens Kristensen sig til omkring 1878, hvor en Niels Bertelsen købte huset.
Hos Bertelsens datter nød Jens Kristensen aftægt, indtil alderdom og sygdom gjorde en ende på hans liv.
Om vinteren sad han gerne i kakkelovnskrogen, om sommeren passede han koen.
Han ville gerne fortælle om sine ungdomsbedrifter og ved en lille dram, kom der humør over ham, så kunne han fortælle om alverdens lande.
Sin ene næsevinge havde han mistet en stump af i et slagsmål i de yngre dage på Hov Kro med en anden gammel søulk.
Denne bed stumpen af næsen, og spyttede den ud på gulvet.
Det ragede imidlertid ikke Jens Kristensen synderligt, han samlede koldblodigt den afbidte stump op, svøbte den ind i et stykke papir, puttede den i lommen med disse ord, ”Skidt være med det, en næse mere eller mindre”.