I romanen lader han fru Dige fortælle: “Der er vel ingen af jer, der ved at Herren til Ejarum Bakker har været meget indtaget i mig, da jeg var tre Aar gammel. Da kom han nemlig i mit Hjem. Fars Højskole gik den Gang for fuld Drift. Far var en Slider. Foruden Højskoleundervisningen, der tog næsten alle Dagens Timer, havde han et lille Hold, han fø1te op til Præliminæreksamen.
Hans Christian (altså Anders Olesen) kom som ung, fremad -stræbende Bondeknøs til og blev optaget i vo1t Hjem. Naar han sled med Lektierne, viste Mor ham tit ind i Sovekammeret. Her var Ro. Det var underforstaaet, at han skulle holde Øje med mig i Vuggen. Han har vugget mig i mange halve Timer, til jeg sov eller blev vred og skreg, saa han maatte tage mig op for at faa Ro til Læsningen med mig i Armen.
Voldborg (vi gætter med god grund på Skjoldborg) ler og ser paa den smukke fru Dige. – Hvis du har været lige så køn den Gang som
nu, har han nok været forelsket i dig! Fru Dige smiler selvbevidst. –
Jeg husker kun, at Sigerslet var meget venlig imod mig – og meget genert – langt op i Aarene. Selv da han var tredive og jeg en voksen Pige, syntes jeg, han var genert”.
Fru Dige fortæller videre, hvor svært det er at komme på nært hold af sagføreren. “Han lukker sig inde, men han behøver ikke at skjule sig under paaskud, som vi andre gør, han er sin egen, sin ukrænkelige sig selv, men aaben og venlig, naar en sag skal fremmes – som han synes, den skal fremmes”.
Denne vinkel på historien er tankevækkende, når man konstaterer optakten til det, der blev kunstnerkolonien i bakkerne – nemlig at samme fru Vige og hendes veninde, fru Resen Steenstrup, med hvem hun drev en kunsthandel i København, rejste til Vodskov sammenmed deres mænd, formentlig forår eller sommer 1904. Vi kender ikke det nøjagtige tidspunkt eller baggrunden for besøget- om sagføreren
har inviteret, eller om fru Vige havde fået lyst til at hilse på sin gamleven fra barne- og ungdomsårene.
I dag kan vi se et stort lindetræ, hvor den gamle skole i Vodskov lå. Træet stod der også den gang, og i huset under lindens skygge slog nogle kunstnere sig ned om sommeren fra 1904 til 1910. Det var først og fremmest Jens Vige og hans kone Marianne. Det står klart, at kolonien var fru Viges værk. Under hendes omsorgsfulde og virksomme hænder groede kolonien op og fik sin helt særlige karakter. Flere af kunstnerne: Maleren Johan Christoffer Schlichtkrull samt billedhuggerneJens Lund og Niels Hansen Jacobsen blev bofaste, og ægteparret Vige fik egen sommerbolig. Blandt de første var endvidere Niels Bjerre og Thøger Larsen. Senere kom Resen Steenstrup, Rud. Petersen, Axel P. Jensen og endnu flere. De var malere alle – bortset fra de to billedhuggere og digteren Thøger Larsen.
Anders Olesen havde fra starten tæt forbindelse med disse kunstnere. Han var overmåde interesseret i deres produktion, han formidlede i mange tilfælde deres boliger, enten ved salg eller udleje til priser, vi må kalde yderst rimelige. Eller han lånte dem penge, når dehavde brug for det. Også det gik yderst rimeligt for sig. Han foræredealdrig penge væk, men en af de hypppige lånere var samme Thomas Olesen Løkken, der satte ham det onde minde. Hvordan de lånetransaktioner ellers fungerede kan forekomme både kuriøst og gådefuldt. Ved sagførerens død i 1929 havde Olesen Løkken 1.000 kr. til gode hos sin velgører, og de faldt selvfølgelig prompte.
De største beløb mellem sagføreren og kunstnerne repræsenterede
de køb, han foretog af deres produktioner eller de opgaver, han stillede dem i sine kære bakker. Om det ikke var med bagtanke? Jo,bestemt. Sagføreren satte sig minder, der blev både set og omtalt vidt
og bredt. De står der stadig, men hvor mange husker i dag, at de blevsat af sagføreren?
Hvad angår fru Vige og alt det, eftertiden har så travlt med, har
der i hvert fald bestået et venskabsforhold mellem hende og sagføreren. Efter Jens Viges alt for tidlige død (1912) vendte hun gang pågang tilbage til Vodskov, og omkring 1915 købte hun ved sagførerens mellemkomst som sommerbolig husmandsstedet Skovhuset på den nordvestlige side af Stormosen.
Hvad der rørte sig af følelser i den inkarnerede pebersvend og selvtilstrækkelige hersker over bakkerne, ved vi intet om. Når folk ikke
taler eller skriver om det, markerer de tydeligt, at det ikke kommer andre ved. Men når vi skal prøve at forstå noget af den tilknappede
personlighed, der sjældent gav udtryk for andre følelser end vrede og
irritation, er det godt at vide, at han nærede varme følelser i hvert fald for fru Vige, som han næppe nogensinde kom nærmere end hvad det formelle og, efter hans opfattelse, fuldstændigt respektable bød.
Det er stærke personligheder, der rykker ind som de første i 1904. Blandt dem, man først får øje på, er den unge maler Niels Larsen Stevns. Han gjorde sig gældende, men anonymt, som Joakim Skovgaards
“sikreste medarbejder” ved tilblivelsen af de berømte kalkmalerier i Viborg Domkirke. Dette samarbejde stod på fra 1888 til 1907og var altså i kraft, da Larsen Stevns slog sig ned i Hammer Bakker 1904. Men allerede da var han begyndt at udfolde sig som maler medmotiver, fortrinsvis i den religiøse genre med forkærlighed for kalkmaleriet.
Bondesønnen Larsen Stevns havde sit udgangspunkt i den grundt-vigske folkehøjskole. Arkitekt P.V. Jensen Klint holdt foredrag på Vallekilde Højskole, hvor Niels var elev. Han blev så begejstret, ved den
lejlighed, at han besluttede at ville være kunstner.
Olesen var bondesønnen, der havde sit grundtvigske udgangspunkt på Brønderslev Højskole. Det er ikke svært at forstå, at Larsen Stevns og Anders Olesen havde forudsætninger for at kunne forstå hinanden
og arbejde sammen. Det var en stærk treklang. Den tredie var samme Jensen Klint, som byggede Vodskov kirke på Olesens bestilling, og som senere skabte Grundtvigskirken i København. Det var samarbejde i flere dimensioner- og med hensyn til Olesen og Jensen Klint et overordentligt problematisk samarbejde.
Blandt de opgaver, Larsen Stevns fik af sagføreren, var et alterbillede til kirken i hans fødeby Vrensted i forbindelse med omfattende istandsættelser, som Anders Olesen havde bekostet og delvist disponeret som kirketiendeejer. Det var i 1917.
Larsen Stevns har selv fortalt, at sagføreren dikterede altertavlens
motiv. Det er påstået af folk, der mente at kende sagføreren godt, at han var aldeles irreligiøs. Ikke desto mindre bad han Larsen Stevns om
at male Kristi natlige samtale med farisæeren Nikodemus. Den handler om lyset, der kommer til mørket. Så enkelt og så centralt i det kristne budskab.
Det er en af de meget fortællende detaljer, vi får om sagførerens personlighed og menneskelig baggrund. Han beder Larsen Stevns om at male det natlige møde i Emrnaus. De har talt meget om det motiv, der sætter Larsen Stevns i gang med noget, der skal blive banebrydende for hans fremtid som en af landets største på sit felt. Sagførerens usynlige aftryk er aldrig omtalt, og han har bestemt ikke ønsket det, men det er godt at have med i erindringen, når vi beskæftiger os med alle udsagnene om hans afmålthed og kynisme.
I forbindelse med alterudsmykningen udførte Larsen Stevns et maleri af selve kirken. I dag hænger billedet på Nordjyllands Kunstmuseum,
hvor et mere repræsentativt værk fra Larsen Stevns’ hånd også har plads, det tidligere nævnte “Marias salving af Christi fødder”.
En tidligere altertavle, sagføreren bestilte, var til Vodskov kirke. Han bad maleren Rud Petersen udføre billedet til minde om den afdøde bror Christopher. Christopher Olesen (1868-1903) var landinspektør med forretning i Aalborg. De to brødre var tæt knyttet til hinanden –
Anders, den mørke, alvorlige altid fornuftige storebror og Christopher – den livsglade lillebror med det lyse sind .
Renal Bache skriver i sin kunsthistorie “Malere i Aalborg fra 1850”:
” … Alterbilledets motiv er Christoforus, Kristus-bæreren. Lidt stivbenet i linierne, om end ganske velkomponeret. Mest interessant ved denne udsmykning er de udkast, som ligger til grund for dem.
For år tilbage præsenterede billedhuggeren William Jessen mig for dem. De lå helt ubeskyttede i et rum i kirketårnet: Store lyse akvarelkartoner, helt anderledes dristige og koloristisk spændstige end det færdige arbejde.
I parentes bemærket usignerede, men i betragtning af, at Larsen
Stevns opholdt sig i Vodskov på den tid, er den tanke nærliggende, at han har haft mere end en finger med i spillet. I så fald er det beklageligt, at det ikke blev denne mester i rumdekoration, der fuldførte opgaven”.
Det har Renal Bache utvivlsomt ret i, men det er nu ikke i smug,
Rud Petersen gjorde brug af Larsen Stevns. Han blev omhyggeligt
nævnt som malerens medarbejder, da kirken blev indviet.
Samme William Jessen, der var en af de bedste kendere af kunstnerne i Hammer Bakker, fortæller om Larsen Stevns: “Han var en uhyre beskeden, jævn og flittig maler, der hver ny dag tog malergrejet på ryggen og opsøgte det udvalgte motiv. Han arbejdede i lange perioder på det samme lærred. Sad tålmodigt og blandede farven på sin palet for så med en rask bevægelse at sætte et par hastige strøg på lærredet. Tilbage igen til den omhyggelige farveblanding, endnu et par farvespor, om og om igen. Ved middagstid kom hans kone Anna med madkurven. De spiste, og Larsen Stevns fortsatte sit på en gang sindige og årvågne arbejde… Fra Hammer Bakker har denne sent
modnede, men dybt originale farvekunstner hjembragt billeder, der
betegner det bedste, som er lavet her. Hans kunst er stor og stærk i
alle sammenhænge. En gang set, glemmer vi aldrig freskerne i H.C.
Andersens hus i Odense eller freskerne i Hjørring Kunstmuseum”.
Jens Vige, udgået fra Kunstakademiet og Krøyers malerskole, var som nævnt blandt de første kunstnere, der slog sig ned i bakkerne, og som kom til at stå Anders Olesen nær. Vige malede et portræt af sagføreren året før sin død. I dag hænger maleriet i Nørresundby Bank, et skarpt og vellignende studium af det beslutsomme menneske. Anders Olesen brød sig ikke om det, sådan var indtrykket hos folk, der kendte både sagføreren og Jens Vige. Det var vist noget med øjnene, noget lumsk, der bød sagføreren imod. Men vi kender ingen, der har hørt
fra sagførerens egen mund, hvad han mente om Jens Viges portræt.
Det kom op på væggen i sagførerens udsøgte billedsamling – men bag et forhæng, hvis vi skal tro Olesen Løkken.
Efter de første års sommerophold til leje i den gamle skole købte
Jens Vige og hans kone ved sagførerens mellemkomst i 1910 et lille
hus i Gammel Vodskov, men de fik kun to år sammen inden Jens
Viges død.
Han var et stort talent, en usædvanlig kunstner i sin samtid, men
han vandt ikke megen forståelse i levende live. Alt, hvad han producerede, blev solgt, men til priser, der, også efter nutidens betalingsværdi, må betegnes som uforskammet små i betragtning af den placering, han vitterligt opnåede i sit korte liv. Et portræt af Viges bedstemor og et interiør fra Bjørnsholm var det eneste, fru Marianne Vige havde tilbage efter sin mands død.
På Skagens Museum finder vi ham i et Michael Ancher portræt i den
berømte spisestue, der blev overført fra Brøndums Hotel. I samme
stue – museets klenodie – hænger Viges maleri: “Strikkende kone ved sit barns seng”, men ude i den store museumssamling har vi det maleri, som han efterlod i bakkerne.
Vige hørte altså hjemme også hos “guldaldermalerne” på Skagen,
men var selv en fuldgyldig repræsentant for”husmandskunstnerne” i Hammer Bakker – af samme sind som sagføreren. Vige hadede prangende skønhed og luksus. Hans farver var dæmpede, altid uden sol, men af en fåmælt ægthed, der talte stærkt. Sådan blev han bedømt -og dernæst glemt. Først efter 30 år – i 1943 – åbnede en udstilling i
København øjnene hos den nye generation. Da var fm Marianne Vige en gammel dame i København, endnu med bedstemor portrætter fra bakkerne i sin varetægt. På kirkegården havde hun et andet slidstærkt minde om tiden i bakkerne. På gravstenen står kort og godt: Vige, gjort med vennen Hansen Jacobsens umiskendelige slag.
Blandt Vige-familiens nære venner var også maleren Johan Christoffer Schlichtkmll, der blev kunstneren med det længste ophold i bakkerne, fra 1918 til 1945. Også han var udgået fra Kunstakademiet og Krøyers malerskole i København og var på sin løbebanes højeste, da han og hans kone Marie, nærmest ved et tilfælde, slog sig ned i kunstnerkolonien.
Niels Hedin fortæller i sin bog om bakkerne, at det var i de tider,
da den endnu allesteds nærværende Schlichtkmll for en sommer boede på Birkelse for bl.a. at portrættere hofjægermesteren. Han og hans kone var taget på en tur med et lille hesteforspændt køretøj, da de forvildede sig ind i Hammer Bakker. Ved en gunstig tilskikkelse havnedede i en af de ejendommelige dalfurer, terrænet er så rigt på. Fra den dag hed denne fure Paradisdalen. Schlichtkrull og hans kone blev på stedet enige om navnet. Så smuk og blid fandt de denne lokalitet.
For enden af Paradisdalen lå et hus, tilhørende Emmer-Laurits, der
inden aften havde solgt det til Schlichtkrull. Ægteparret blev som sagt i 27 år i bakkerne. I modsætning til de andre kunstnerhuse, er der aldrig hæftet navn på dette -ud over det selvfølgelige, Emmer-Laurits’hus.
Schlichtkrull og hans familie med kone og fem børn forblev i bakkerne efter at hele kunsteraktiviteten var stilnet af omkring 1930 – om det så havde noget at gøre med, at sagføreren ikke var der mere, han døde i 1929 – eller om det var tidens ugunst i det hele taget.
Ved en lykkelig tilskyndelse kunne Schlichtkrulls atelier fmtsætte
som værksted for udøvende billedkunst af høj kvalitet. Der skete det, at arkitekt Jens Arne Villadsen, Vestbjerg, meldte sig som køber – ikonkurrence med den ansete møbelhandler og snedkermester, fru Signe (aldrig kaldt andet end Titte) Lund, Aalborg. De blev enige om at dele riget mellem sig, Emmer-Laurits hus til Titte Lund, atelieret til Jens Arne Villadsen. Han giftede sig med den skotske maler Sheena Page Villadsen, og siden de to i god forståelse har delt boet, har Sheenabygget et lille beboelseshus, og det, der var familiens sommerhus i mange gode år, er fortsat Sheenas atelier med fortrinsvis naturalistisk kunst, inspireret, helt i Olesens ånd, af det skotske højland – og Hammer Bakker.
Kunstnerkolonien gik som sagt i opløsning, men der blev et par stykker tilbage. Helt centralt en der flygtede fra tyskerne efter Schalburgtage (eller hvad det nu hed så tidligt som 1941) af hans bogtrykkeri i København: Modstandsmanden, billedhuggeren og maleren William Jessen. Vi kan tage hans nære ven med, lægen og forfatteren Erling Fischer i Vodskov – og den nyeste i bakkerne, keramikeren Tove Anderberg.
Jessen var kommet med som en selvfølge. Hans kone Alice var plejebarn af Marianne og Jens Vige, og Jessen blev nær ven af huset. Det samme kom til at gælde hos Schlichtkrull i overensstenundse med, hvad de to mænd stod for. Schlichtkrull var en traditionstro, nøgtern maler, der afskyede alle de voldsomme effektvirkninger, der havde buldret så lystigt i årevis.
William Jessen erklærer (kronik “Aalborg Stiftstidenpe” 21. november 1961) at Schlichtkrull måske var den kunstner, der stærkest og mest trofast elskede Hammer Bakker. “Her har han i ca. 30 år med kærlighed til den frie og ubundne natur malet de skønneste billeder.
I de sidste krigsår malede Schlichtkrull ikke mere, han sagde, at han
ikke kunne skelne farverne. En aften i slutningen af april, få dage før befrielsen, døde han i en alder af 79 år. Jeg husker den måneskinsaften i den mørke, lavloftede stue, da plantør Simon Nielsen og jeg lag-de den gamle maler i kiste og bar ham op gennem gyvelen, op i atelieet på bakken. Inde fra Aalborg hørte vi dumpe drøn og flyveralarm.Dagen efter i det skønneste forårsvejr fulgte vi, en lille skare af folk fra Hammer Bakker, Schlichtkrull til hans sidste hvilested på Hammer kirkegård”.
En digter (vi tillader os at skelne mellem digter og forfatter) gjorde sig gældende blandt de bildende kunstnere i bakkerne. Det var Thøger Larsen, en af de største naturlyrikere, vi har haft. Han kom samtidig med Larsen Stevns i 1904 for at besøge husene ved det gamle lindetræ, hvor kunstnerne holdt til. Thøger Larsen, limfjordsdigteren fra Lemvig, vendte tilbage år efter år. Naturen i bakkerne satte ham i gang med nogle af de digte, der en gang var hvermands eje. “Danmark nu blunder den lyse nat” er blandt de udødelige. Den er fra 1914, og den har sikkert intet med Hammer Bakker at gøre. Lad os alligevel glæde os over, at dette har han i hvert fald også oplevet her:
Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går
samme sang som i tusind år.
Thøger Larsen blev i perioder et med Hammer Bakker. Da sagføreren planlagde bogværket om bakkerne, bad han Thøger Larsen om at skrive en digtcyklus som optakt til bogen.
Han blev indlogeret hos sagføreren i to perioder og var i bakkerne
de fleste af de vågne timer. Resultatet blev det forventede, en cyklus
på fem digte.
Der var årelange problemer med bogen om Hammer Bakker, inden
provisor Niels Hedin omsider kom til og realiserede projektet. Der er ikke klarhed over, hvorfor Thøger Larsens digtcyklus ikke blev
anvendt i sin fulde udstrækning, de passede i hvert fald ikke stilisten Hedin. Han strøg to af dem og Thøger Larsens titel: “Hammer Bakker. En Digtcyklus”. Det er svært at forstå i dag, når man oplever kvaliteten i det udeladte, der ikke fandt nåde.
I korrespondancen mellem sagføreren og Niels Hedin, hvor Anders
Olesen bestandig gør sig gældende med hensyn til bogens udformning skriver Hedin 22. april 1929, altså otte måneder inden sagførerens død:
“Jeg har nu taget Kopi af Digtene. Det var dog en masse overvældende Lyrik. Jeg troede ikke, der var saa meget, og jeg føler mig komplet reduceret lige overfor saa megen Rim-Veltalenhed. Et Gode for min Fremstilling er det – om Th. L. og jeg skal staa i Tøjr sammen – at salig Thøger ikke paa noget Bundt lægger for Dagen, at han besidderreelt Kendskab til eller Forstaaelse af Hammer Bakker. Hans Fremstilling er almen, helst – synes det mig – vil han gøre Hammer Bakker til
en Filial af “Heden” (Aakjær-maner) eller til en Ræbild Park No. 2. Vor Herre bevares!”
Vi kender ikke sagførerens reaktion på Hedins behandling af datidens vel nok mest betydelige natur-lyriker, men Hedin fik i hvert fald sin vilje.
Vrede eller kulde mellem Thøger Larsen og sagføreren er aldrig dokumenteret. Hvad angår hans digtcyklus om Hammer Bakker må det med, at den blev udgivet i sin fulde udstrækning af Nørresundby Bibliotek ved 50 års jubilæet 1968.
Thøger Larsen tegnede også, men ikke nær så godt, som han digtede. Et tredie stort engagement var astronomien. Hjemme i Lemvig havde han et imponerende observatorium. Husmandssønnen, der blev i Lemvig, verdensmanden, der rejste ud i rummet.
Billedhuggeren William Jessen huskede, at han i fru Viges brændehus fandt et planetarium fra Thøger Larsens hånd. Sirligt havde han rekonstrueret solsystemets bevægelige håndgribelighed. Han digtede også om det: ‘jeg står i dag på stjernens hvælv … “
Der var en anden slags Thøger, og ham kendte de godt i bakkerne
– her fra 1905 et af hans yndlingsrim i den lette genre:
På Mars har man forhen troet,
at jorden vist var beboet.
Det skøn har man dog måtte forlade
med den motivering – ak og ve:
at der på dens overflade
var intet fornuftigt at se.
Nede på Skovvejen til Hammer Bakker har vi stadig et minde i granit om den lyriske astronom. Omkring 1926 lånte han Hansen Jacobsens mejsel og huggede i granitkævlen stjernebilledet Karlsvognen.
Og så kan vi da ikke sige Thøger Larsen og Hammer Bakker uden
at huske, hvad han så fra toppen af Møgelbjerg:
Ud fra Hammer Bakker
ses den lyse Limfjord
Barn af Vesterhavet
og af Kattegattet.
Hammer Bakkers Højder
hegnet af lune Kedler
som et Maanelandskab,
lyng -og løvbevokset.
Maleren Niels Bjerre ankom sammen med Thøger Larsen. De var to
uadskillelige venner, Bjerre fra gården Nedrelund i nærheden af
Bovbjerg, Thøger Larsen som sagt fra Lemvig, to hjemmefødinge, der aldrig slap den tætte forbindelse med deres hjemegn og dens natur.
Bjerre var af bondevæsen, stilfærdig og urokkelig. Han passede
udmærket i bakkerne, og bondesønnen Olesen syntes om ham og
hans kunst. Det kunne man se på væggene i Møgelbjerg. Han passede også i bakkerne, fordi han var af den skole, som flere af malerne delte med ham: Akademiet og Krøyers malerskole.
Bjerre var en betydelig natur- og interiørmaler. Vi gierruner ikke
hans “Bønnemøde på Harboøre” fra Indre Missions store vækkelses- og frelsestid på Vestkysten. Han var et tungsindigt menneske, samtidig lidt af en hugaf og “skrap i kæften”. Der gik skrøner om de svireture, Thøger Larsen og Niels Bjerre havde hærget hinanden med i de unge dage. Thøger Larsen slap den underholdende uskik og blev afholdsmand efter indgåelsen af sit ægteskab med Thyra Paludan og var det livet ud. Bjerre, altid på farten, tog det mere afslappet. Hans kuffert mmmede , hvad han havde brug for i livet.
Der er et morsomt maleri fra Bovbjerg, som kunstneren har kaldt
“Jyllandsbevægelsen”. Det er malet af Niels Bjerres fætter, Kristen Bjerre, der blev kromand og byggede det berømte og meget sammenrodede badehotel på Bovbjerg. Kristen Bjerre maler, hvad man den gang spøgende kaldte Jyllandsbevægelsen: Jeppe Aakjær er på vej op i en charabane, hvor allerede sidder Thøger Larsen, Niels Bjerre, Johan Skjoldborg og maleren selv, beskedent skildret som kusken. Det er betegnende for satrune jyllandsbevægelse hvor mange af de afbildede, der havde at gøre med Hammer Bakker.
Den almindelige forestilling om billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen er den fabulerende og mystiske mand med de mange kanter – og så husker vi hans berømte springvand med trolden, der vejrer menneskekød. Det er ikke rart at være kristen under den lumske og onde personage med den knortede hånd og kæppen på enden.
I det hele taget var Hansen Jacobsen glad for springvand. Han kom
år efter år i Hammer Bakker og var i tæt forbindelse med sagføreren.
Han udførte et rigtigt Hansen Jacobsen-springvand – i dag betegnet
som et af billedhuggerens hovedværker – foran sagførerens villa
Møgelbjerg. Det var en havfme-skulptur, men vi kan kigge langt efter den lyriske turist-havfme. Sådan en kendte Hansen Jacobsen ikke. Hende her ligger på en klippe, et grotesk og gotisk fabelvæsen med ører, der mere ligner gæller, fordrejede skuldre og malplacerede bryster.Til hver side glider hendes små lige så groteske formede unger.
Vi ved ikke, hvad sagføreren og søster Hanne syntes om havfmen
og hendes afkom. Et samtidigt fotografi i Hammer Bakker-bogen viser den besynderlige omstændighed, at Hansen Jacobsens kunstværk foran Møgelbjerg er pakket så gmndigt ind i kæmpemæssige marksten, at man næppe kan få øje på alt det groteske. Kampesten var i øvrigt et af udtrykkene for den samlermani, der kendetegnede sagføreren.
Han kunne aldrig få nok.
Der blev flyttet grundigt på både trold og havfme. Btygger Carl Jacob-
sen bekostede en bronzeversion af trolde-skulpturen og tilbød den til Jesuskirken i København, men præsten og menighedsrådet frabad sig gaven. Btyggeren beholdt sin trold og lod den opstille i Glyptotekets have. En anden bronzeversion blev efter krigen anbragt i vandkunsten foran Hansen Jacobsens musetun i fødebyen.
Efter Anders Olesens død solgte dødsboet villaen til åndssvageanstalten, der gjorde den til overlægebolig og børneafdeling. Der var ikke plads til havfrue-springvandet, og Vejen kommune fik igen tilbuddet, men sagde nej tak. Bække, en lille by en snes kilometer nord for Vejen, ville gerne, og i dag stråler sagførerens springvand i det kommunale skovanlæg.
Hansen Jacobsen kom ligesom Schlichtkrull til bakkerne i forbindelse med en opgave i nabolaget. “Jeg er for Tiden på Gaarden Langholt (en hah· snes kilometer ,·est for bakkerne) i Færd med at lægge sidste hånd paa Ahlmanns monument i fri Luft”, skrev han til Jeppe Aakjær, “men jeg gaar jo og skjærer Tænder, for hveranden Dag regner det”. Monumentet blev afsløret sommeren 1917 og står stadig ved indkørslen til Langholt. Det er umiddelbart herefter, billedhuggeren har slået sig ned i bakkerne. Hos sagføreren lejede han det lille bondehus,
Højhuset – der hed sådan, fordi det lå på en høj.
Det er et tidsbillede både af armoden i bakkerne og af Olesen selv,
hvordan det gik til med det ejerskifte: Højhuset kom på tvangsauktion i februar 1912 efter begæring af Husmandskreditforeningen i Aalborg.
Den højestbydende fik huset og jorden for 680 kr. Ejendomsskylden
var 1.200 kr. Året efter transporterede den nye ejer sin ret til
ejendommen til sagføreren mod, at han avettog bl.a. den påhvilende
gæld på 500 kr. til husmandskreditforeningen.
Den hidtidige nu forarmede ejer blev boende, stadig for en månedlig
leje af 30 kr. Godt et halvt år efter blev han sagt op af Olesen og
skulle flytte til maj. Men han og familien fik alligevel lov til at blive
boende. Året efter skrev sagføreren ny lejekontrakt til samme leje og med et halvt års opsigelse.
Der gik tre år, og så faldt hammeren. Lejeren og familien skulle ud
til november 1917 på grund af en ubetydelig restance. 24. oktober fik familiefaderen opsigelsen forkyndt af to stævningsmænd, og kort efter udlejede sagføreren Højhuset til Hansen Jacobsen, der ved siden af byggede sit pyramidehus af et atelier, stråtækt selvfølgelig. Sagføreren så nødigt andet, men sørgede til gengæld for udsøgte kvaliteter. Det er en lang historie om et lille hus. Den fortæller mere om sagføreren end om huset.
Der har boet endnu en berømthed i Højhuset – om end for en kort
stund. Det var Marie Bregendahl, Jeppe Aakjærs første kone, begge
nære venner af Hansen Jacobsen. Hun flyttede som gæst ind i Højhuset august 1926 for at få ro til at skrive en julefortælling, mens Hansen Jacobsen var engageret andet sted. Der er brev fra Hansen Jacobsen 4. september med forsikringer om, at hun endelig må fyre med alt det brænde, hun har brug for. “De må sandelig ikke sidde og fryse med pennen i hånden. Der er jo ensomt deroppe, men der er en arbejdsfred og en udsigt så skjøn som ikke så mange steder i Danmark”.
Bemærk, at billedhuggeren i 1926 skriver, hvad vi i dag kalder
moderne retskrivning, men hvad med udsigten? Den har sagførerens beplantninger spoleret for længe siden. “Fantasien af Fantasiløshed”,som billedhuggeren Jens Lund senere skrev om sagførerens “kedsommelige grantræer”.
Der er et vedmodigt efterspil. Efter sagførerens død i december
1929, vil Hansen Jacobsen gerne erhverve Højhuset med tilhørende
jord. Han har en buste af Anders Olesen, udført et år før dødsfaldet,
og den vil han tilbyde som betaling for de 600 kr., huset nu er sat til. Men arvingerne betakker sig. De har problemer nok oven på den
pinagtige skattesag og vil hellere se rede penge. Busten står i dag på
museet i Vejen.
Hansen Jacobsen var en oprører mod traditionen. Den gang og flere
generationer efter var det simpelthen en vanskæbne for en billedhugger at være født efter Berthel Th01valdsen. “Hansen Jacobsen udstraaler en Protest mod Plastikens gamle Guder, som Thorvaldsen havde sat i Højsædet. Imod Sydens olympiske Herskervælde har han rejst sig som Forkæmper for en ganske anderledes udpræget nordisk Race og uanset denne Holdning for en fornyet og forfriskende Portrætfornemmelse”. Sådan skrev Sophus Michaelis 1920.
Kunsthistorikeren Niels Th. Mortensen giver busten af Anders Olesen denne karakteristik i sin bog om Hansen Jacobsen, (1945): “En anden klog Buste er “Sagfører Olesen” fra 1928. Han synes efter Portrættet at dømme at have været en Personlighed af Format, men også af en noget ubestemmelig karakter. Der er i Mundens Linjer en Fasthed, der kan tydes som Brutalitet, og i Pandens Form en Storhed, der modarbejdes af Trækkene omkring Øjnene. I øvrigt skyldes noget af den ujævnhed, der præger Karakteristikken, her nok Kunstnerens formelle Usikkerhed – se, hvor dilettantisk Panden er gjort”!
Da der skulle rejses mindesten over sagførerens grav på Vrensted
kirkegård, var det en selvfølge, at Hansen Jacobsen meldte sig til den-
ne opgave. Han satte altid symboler på sine mindesten. På Anders
Olesens blev det den flittige samlers bikube og de drivende skyer over granplantagen.
Det er uoverkommeligt at nævne alle kunstnere med løsere tilknytning til bakkerne. Blot endnu et par små glimt, der fortæller noget om alsidigheden.
Johan Skjoldborg boede i sommeren 1906 i Himmelbostedet nær
Raltingshuset i bakkerne. “I flere af sine fortællinger beskæftiger han sig med den almue, der boede i de hengemte bakkeegne – også det rene røverpak Men her i Himmelbostedet under Møgetbjergets sydlige skråning fuldendte han sit manuskript til kærlighedshistorien om pigen Sara”, fortæller forfatteren August F. Schmidt.
Så var der en ung og aldeles ukendt maler, Asger Jørgensen, der
sidst i 1940’erne holdt til hos maleren Tage Mellerup i Uggerhalne.
Mellerups lillebror syntes, at alt dette malen måtte kunne omsættes i håndgribelige værdier og tingede så længe med købmand Johansen i Uggerhalne, at han fik en kasse flødeboller for to af de kunstværker, malt på pap fra en kasse vaskepulver, som storebror havde stående blandt meget andet rod. Det var faktisk et par nydelige billeder. Nogle år senere kom Erling Fischer ind for at låne telefonen og fik øje på maleriet på købmandens kontor. Erling Fischer viste stor interesse for det – så stor, at købmanden afslog en handel, men sendte billederne – det ene fra kontoret, det andet på sønnens loftsværelse til Bruun Rasmussens auktioner. Det gik stlygende, købmanden kunne købe sig en folkevogn for det største af billederne. Det andet solgte sønnen for 3.500 kr.
Det var nemlig gået sådan, at den ukendte Asger Jørgensen havde
skiftet navn til Asger Jorn – og en god maler var han under alle omstændigheder. Det hører med til historien, at Erling Fischer ved et senere besøg i butikken kiggede vemodigt på den bare plet på
væggen, hvor maleriet havde hængt. “Jeg så det billede på en udstilling forleden, det var købt for 70.000 kr.”, sagde han.
En kasse flødeboller var ingen stor pris, men det kreperede alligevel
købmanden, at han ikke havde set sig bedre for.
Sådan går det også med kunsten fra bakkerne. Det er købmand
Johansens datter, Jytte Hansen, der fortæller historien.
Det skal ikke være de sidste ord om kunstnerne i Hammer Bakker.
William Jessen skrev i den omtalte Aalborg Stiftstidende-kronik 21.
november 1965 – smukt, men lidt kryptisk, og det kan der jo også
være god mening i:
“Og selv om man står ved en korsvej – på et hjørne, kan man i dag
ikke lade være med i ærbødighed at tænke på alle disse mennesker,
der har levet i og ved Hammer Bakker gennem kun 50 år – mennesker,
der gør levet og ulevet liv til mere end liv”.
Stiftelsen “Ane Maries Hus” blev opløst i 1993 og huset blev overtaget af Løkken-Vraa Kommune (nu Hjørring Kommune)
Familiegravstedet ved Vrensted Kirke
