Historien om Bager Bedholm i Vrensted, de tre søskende der i fællesskab drev bagerforretningen i en årrække og lavede en rigtig fantastisk god og flot kagekone og kagemand til fødselsdag

De 3 søskende Bedholm levede for bageriet.

De tre Bedholm-søskende fra Vrensted, har siden 1952 drevet bageri og bagerforretning i Vrensted. Fra i morgen (nov. 1985) er det slut. De to brødre og deres søster lukker og får pludselig masser af fritid. Men når stort set hele livet har været bageri, bliver det svært at få den til at gå, forudser de.
Peter og Lars ”Lassen” Bedholm samt deres søster Margrethe >>Søster Bedholm har helliget hele deres liv til bagererhvervet. Brødrene i bageriet, søster i udsalget. Det har været småt med fritid, og ferier har været et ukendt begreb den sidste halve snes år. Sammen overtog de forældrenes bagerforretning i 1952, men allerede før den tid arbejdede de i bagervirksomheden, som forældrene åbnede i 1911.

– Vi arbejdede med bageriet som vort eget i forvejen, så det betød ikke de store ændringer, da vi overtog det. Papirerne skiftede bare underskrift, siger Lars Bedholm, der er 70 år.

Ingen af de tre søskende ved nøjagtig, hvad de skal få tiden til at gå med, når det sidste brød har forladt ovnen. De har ikke haft tid til at have nogen hobby.

Flette fingre?

Jeg kunne tænke mig at sidde i lænestolen og flette fingre hele dagen, sigerLars Bedholm – vistnok i sjov. Broderen mener i hvert fald ikke, det kommer til at gå sådan.

Peter Bedholm, 74 år, siger: – Vi må prøve, om vi kan nyde tilværelsen og få tiden til at gå så godt som muligt. Blandt andet har vi et drivhus, der skal moderniseres lidt. Det er ikke med glæde, vi holder op, men vi har jo nået en vis alder, og bentøjet kan ikke mere.

Margrethe Bedholm, der er 64 år, må pænt følge »ledelsen, der har ønsket.at, trække sig tilbage.

– Når ikke baglandet er i orden, kan butikken heller ikke køre, men vi kommer alle tre til at savne det. Vi har jo tjent til føden ved dette og aldrig kedet os, siger hun.

Kunderne

Nogen, der med sikkerhed også vil savne Bedholm-bagerne, er kunderne – deriblandt kogekonen, som i 30-40 år har kigget ind i bageriet for at bestille brød eller kager til de store fester.

Alle kunderne beklager, at vi lukker, og jeg tror da også, de vil komme til at savne deres bager, siger Lars Bedholm.

I Vrensted findes foruden Bedholm-bageren et brødudsalg. Men for at finde et bageri skal Vrensted-borgerne nu til Ingstrup, Løkken eller Brønderslev.

Børglum, Vittrup, Stenum, Manna, der alle ligger i nærheden, har haft bagerforretninger, som er lukkede inden for den seneste tid. Nu er turen altså kommet til os, siger Peter Bedholm.

For indviklet og for dyrt

Årsagen til, at mange små forretninger dør, er ifølge Peter Bedholm, at det er alt for kompliceret og dyrt at være selvstændig.

– Vi har haft enkelte følere ude, men ingen købere har meldt sig. Der skal bekostes for meget på forretningen. Hvilken bager ville for eksempel bruge en rørovn som vores, hvor man skal fyre meget mere end i de moderne rørovne, siger Peter Bedholm.

Selv er de tre søskende trætte af de indviklede regler, som de må leve under. Det gælder for eksempel momsregnskabet, som de må have en revisor til at lave. Og det gælder tilsyn og kontrol i bageriet.

– Tiden er en anden, end da bageren blot gav rugbrødet et stempel med navn og bynavn på, siger Lars Bedholm.

De tre søskende bor sammen, arbejder sammen og deler deres fritid sammen. De er beskedne mennesker og ønsker ikke postyr omkring lukningen.

Det vidner Peter Bedholms slutbemærkning til journalisten om: – Du må love mig ikke at overdrive. Det ser ikke godt ud.

Tirsdag den 9. Nov. 1985, Så er det sket. Vrenstedboerne er blevet brødløse. Sådan føler de, efter at brødrene Bedholm og deres søster forleden slukkede under det gamle bageris ovn og lukkede butiksdøren.

En epoke er forbi – en velanskreven gammel forretning, hvorfra der, så langt tilbage nogen kan huske er bølget en liflig duft af friskbagt brød ud over byen, er lukket. Vrenstedboerne kan stadig få brød, men fra et udsalg. Brødrene Bedholm og deres søster er gået på pension.

Vi nåede at hilse på brødrene ligefør der blev slukket for ovnen. De var i færd med at bage forretningens sidste brød. Lars (Lassen) manøvrerede behændigt de opslåede brød ind i ovnen, og hjalp så broderen med at dekorere den sidste af utallige kagemænd, som de har leveret i deres mange år som bagermestre.

I butikken stod Margrethe, der aldrig er blevet kaldt andet end søster, og ekspederede tre stk. wienerbrød og et halvt sigtebrød til en ældre dame, og bagved stod tre skolebørn, der krammede nogle håndører bestemt til dagens udskejelse i skolens frikvarter: tre lakridsbjørne.

Da konditoriet var samlingssted

Der er miljø over de gamle bageri bygninger – for der er flere. Der er forbygningen med bagerforretningen. Bagbygningen med det store bageri og en fløj, hvor der for år tilbage var konditori. Her samledes folk fra sognet, når der var fest, eller flor at drikke begravelseskaffe, efter at en fra sognet var stedt til hvile på kirkegården, der ligger lige overfor bageriet. Her samlede også landboungdommen efter endt arbejdsdag, for at få en pot billard eller for at sludre over en kop kaffe og en ”lille gul”- betegnelsen for en citronvand.

-Det er mange år siden sådanne sammenkomster fandt sted, men det var gode tider, understreger Lassen og Peter, mens de passer deres arbejde med kagemanden, der nu har fået lakridsøjne.

De er ikke meget for at åbne sig. Beskedenhed har altid været særkendende for dem, og det med en masse skriverier« er ikke lige dem. >>Vi har jo bare passet vores arbejde«.

Bedholmerne startede i 1911

>>Passet deres arbejde«. Ja det tør siges, medgiver vrenstedboerne, der ligesom ikke kan indstille sig på, at Bedholmerne virkelig har lukket. For her har de fleste i sognet haft deres gang fra barnsben af. De ældste i sognet kan endda huske tilbage til 1911, hvor Bedholmernes forældre overtog bageriet, der blev oprettet i 1905. Siden har der været åbent hver dag året rundt.

Lassen, Peter og Søster arbejdede med fra barnsben af. Brødrene blev udlært indenfor faget, og prøvede da også at arbejde udensogns. Men det måtte ske på skift. For ældrene kunne ikke samtidig undvære begge drengene i bageriet. Så først tog Peter og derefter Lassen hjemmefra. Det var i trediverne. Men efter sidespringet mødtes de igen derhjemme

Sådan set har de hele tiden følt de var med i forretningen, men papir på det, fik de først i 1952 – uden at det medførte nogen ændring. Man bagte brød – og solgte det. Sådan havde det hele tiden været, og sådan skulle det vedblive.

En anden ting, der heller aldrig er blevet ændret er, at hos Bedholmerne bager og sælger man kun førsteklasses brød. Der stod kvalitet på alt som udgik fra bageriet. Det er heller ikke af mangel på omsætning eller håndører til »det daglige brød« de tre søskende har lukket. Der var til det sidste livlig handel i butikken, og fra bageriet blev der bagt som forhen – også den sidste leverance til filialen i Stenum.

»Bentøjet – og lort og skidt

-Næh, siger Peter og Lars, Det er alderen, det er galt med. Vi er hhv. 74 og 70 år og selv om søster er yngre, så må vi to brødre erkende, at vi ikke kan blive ved at holde til arbejdet. Det er skidt med bentøjet. Det hårde flisebelagte bagerigulv har slidt på leddene.

Lars, der er ifærd med at montere chokoladeknapper på kagermanden, kikker ligesom lidt undskyldende op, og siger så:

– Ja, men at vi slukker ovnen skyldes nu også alt det lort og skidt, der følger med. Kontrol, regnskab, moms og! alskens papirarbejde er en enorm belastning for os håndværkere. Vi er vant til at begynde kl. fire morgen, arbejde løs og i bedste fald slutte sidst på eftermiddagen, og så skal pokker stå i at skulle igang med alskens nymodens momserier og lignende. Der skal spilleme også revisor til for at drive en bagerforretning nu om dage.

Jeg kan godt forstå, medgiver Peter, at bagerne rundt i de små og også større byer giver op overfor alt det nymodens. Kendsgerningen er da også at der lukkes to bagerier om dagen. Nå det kan nu også skyldes supermarkederne og deres plasticomsvøbte ”friske” bager brød. Det har nu ikke spescielt generet os. Vore kunder har været trofaste, det skal nu siges, understreger Peter der får et bejaende nik fra Lassen.

Begge finder de det mærkeligt, at der kun har været sporadiske henvendelser om at overtage det fuldt intakte bageri, men på den anden side set, så vil de tre søskende ikke flytte. „Næh det her er vores hjem, og i Vrensted og hos beboerne her og i sognet føler vi os hjemme – og her bliver vi..

Enes har de tre altid kunnet. Brødrene passede deres i bageriet og søster sit i forretningen – og fortjenesten har de delt ”som brødre”.

Nu er der tomt derhenne om hjørnet overfor kirken. Ingen duft af friskbagt brød får næseborene til at vibrere hos forbipasserende og de besøgende på kirkegården. Brødrene og deres søster har slået det sidste brød op.

Hvem mom fik leveret den sidste kagemand? Den var flot, efter at brødrene omhyggeligt og med bølgende fagkundskab havde dekoret den med en pragtfuld hår pragt af flødeskum – selvfølgelig fremstillet af piskefløde. For Brødrene Bedholm og deres søster har altid stået for kvalitet og gjorde det til den sidste kagemand.

Søster en af de sidste gange i butikken inden de lukker forretning og bageri i Vrensted.

Peter og Lassen i bageriet

og i farver disse flotte kagemand og kagekone som smagte så godt og var verdensberømt i Vrensted og omegn

Orla Jensen, Fælleden, Vrensted fortæller:

I Vrensted var der også en bager, eller rettere 2 og deres søster, som passede butikken. De havde en landtur en gang om ugen, hvor Peter kørte ud på landet med en gul lukket vogn forspændt en hest. På bukken ved siden af Peter sad deres hund – en sort puddel. Peter kom til mine forældre, sikkert de sidste på ruten, de købte som regel brød fra dagen før, da det var til halv pris! Peter var meget snakkesalig og det hændte, at han snakkede så længe at hesten gik hjem!
Det var trods alt en strækning på ca. en km.! “Nå”, sagde Peter:” nu skal jeg nok hjem”

Lassen med en flot kagekone og kagemand

Til fødselsdag med Karsten Madsen (ved koppen) i Den gamle Byskole genbo til Bager Bedholmed med de nærmeste nabobørn.

Den røde bygning med kvist er Bedholms ejendom med beboelse, konditori, forretning,  bagerts til venstre bageri og overfor mødelokaler og vognport, bagerst har der været hestestald og svin. Yderst til venstre Landbos have med drivhus og huset til højre har været beboet af Kristian Nielsen. Overfor Bedholms ligger Vrensted Byskole

En fortælling af Vrensted drengen,  Arne Søndergaard Jensen,  der er søn af Maren og fhv. møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, Vrensted.

 

 Min barndoms vandhuller

 

Arne er født i Vrensted den 4. september 1939. Folkeskolen, to år i Løkken private realskole. Uddannet møbelsnedker hos Oluf Jensen i Vrensted 1959. Rønshoved Højskole 1961-62 Arbejdet i 25 år som bygningssnedker i Løkken, Pedel ved ældrecentret Havgården i Løkken 1987 og nu aktiv Pensionist i Løkke MiniBy

“Nordjyllands amt giver tilladelse til at oprette kunstig sø…”

 

En overskrift som dennne, har de senere år været ret almindelig i de nordjyske aviser, og der er også gået mode i at genskabe udtørrede søer og vandhuller.

Kunstige søer kan sikkert være til stor gavn både for dyre- og plantelivet og sikkert også til stor glæde for de mennesker, der skal færdes omkring dem til daglig. Men for mig klinger ordet kunstige søer af noget forkert. Især når man hører til den generation, der kan huske tilbagetil tiden, da der stadig var naturlige vandhuller og småsøer spredt rundt omkring på markerne.

Min baggrund for disse betragtninger er min barndom og opvækst i Vrensted. Jer er taknemlig for, at det blev mig forundt at vokse op i et landsbymiljø, som det var i Vrensted dengang i 4oerne. Nu om dage hører man så meget om naturskoler, skovbørnehaver og lignende. Det landsbymiljø som jeg voksede op i dengang rummede alt det,  som som man forsøger at efterligne i dag. Et par forstående forældre gjorde, at  vi fik frie hænder til at udforske naturen omkring os, dog selvfølgelig altid med den løftede pegefinger, at vi ikke måtte ødelægge andres ejendom. Der skal dog for god orden skyld nævnes, at vi absolut ikke var en flok dydsmønstre, der aldrig kunne finde på at lave noget, der var forbudt for børn.

Men tilbage til vandhullerne. Jeg vil ikke påstå, at jeg har rede på alle de vandhuller, der var i Vrensted og omegn, så derfor vil jeg holde mig til dem, jeg husker og  specielt dem, vi brugte som legesteder.

En af de små damme, som jeg først kommer i tanke om, lå vest for Bådstedhedevej, lige overfor præstegården. Det var jo nok den første dam, vi som små drenge vovede os hen til. Der fik vi vores første oplevelser som fiskere og jægere. Byttet bestod for det meste af haletudser og hundestejler, men det var også en yndet leg at rode rundt med både frøer og tudser, som der var mange af. Det kunne tydeligt høres af deres kvækken, når man kom forbi om aftenen. Dammens kanter eller brinker var altid nedtrådte og plørede af de kreaturer, der gik på marken, så det var sikkert, at når vi legede der, så var vi godt svinet til, når vi kom hjem. Dengang var der ikke nogen der havde vaskemaskiner, så der var en større opgave at holde en familie i rent tøj.

Så var der Kirkedammen, men det var ikke et sted, vi legede så meget, da den for det meste var indhegnet og næsten altid blev blev bevogtet af nogle meget aggressive svaner. Dog var det et yndet sted at være om vinteren, når der var is, men det vender jeg tilbage til. Der var også et par vandhuller på markerne langs vejen til Ingstrup, men det var ikke så meget der, vi legede undtagen om vinteren. Som i alle andre hjem, hvor der var børn, fik vi selvfølgelig altid formaning om at passe på, når vi legede rundt omkring. Det skete også, at vi gik de steder hen, som vi helst ikke ville fortælle vore forældre om. Et af de rigtig farlige steder var ved Tilsiggravene. De ligger nogle hundrede meter øst for Munkebrovej, og er gamle tørvegrave, som blev benyttet af de omkringliggende gårde. Jeg husker nu ikke, at vi så nogt til tørvegravning dernede. Det var ophørt og stedet var tilgroet.

Det var altid med en vis spænding vi nærmede os stedet. Det var helt sikkert, at der lettede en eller anden form for vildt – fasaner eller ænder var der mange af dengang. Stedet var svært tilgængeligt. Der var tæt bevokset hele vejen rundt med stejle brinker de fleste steder. Vi havde mange fantasier om, hvad der gemte sig under den mørke vandoverflade. Det var i hvert fald helt sikkert, at der var helt bujløs, og at det garanteret var jæjjer, der var lisså stuer som hæænspææl. Dem fik vi nu aldrig at se, så de forblev, hvor de var og levede videre i fantasien. Det var muligt at komme dertil ad den vej, der går mod øst lige overfor Rykindvej. Men vi foretrak næsten altid at gå over markerne, fordi det var kortere, men også fordi det var mere spændende at gå den vej. Det havde også den fordel, at når vi, efter en lang eftermiddags leg, begav os hjemad, kunne vi være meget sultne. Så var der ikke noget, der kunne hamle op med en kålrabi, der lige var trukket op af jorden. Hvis vi ikke lige havde en kniv ved hånden, fik roen bare et par gode slag ned i en sten, så den næsten var smadret. Det var en saftig spise, som både slukkede tørsten og mættede.

Dengang var det en helt anden form for landbrug, end det er i dag. Markerne var meget mindre, og de forskellige afgrøder var blandet på en helt anden måde mellem hinanden. Det var først nogle år senere, at man begyndte at sprøjte markerne med alverdens forskellige kemikalier. Så der var et rigt dyreliv at iagttage når vi krydsede markerne. Vi så altid harer. Det var også helt sikkert, at vi stødte på små flokke af agerhøns, og det skyldtes sandsynligvis, at der var meget bedre livsbetingelser for dem. Biller og andre insekter, der er fødegrundlag for dyrene har igennem årene været hårdt trængt af de moderne sprøjtemidler.

Den større vildtmængde bevirkede selvfølgelig, at der var mange, der gik på jagt, og at der tit blev nedlagt mere vildt end jægerne selv kunne fortære. Når vi som børn var med i Brugsen i jagtsæsonen, lå der altid mange harer på gulvet foran disken, de fleste med et stykke brunt indpakningspapir bundet om hovedet med et stykke selvbindergarn. Det var før, dybfryseren blev opfundet, så det var for jægern en god mulighed for at få byttet afsat, så det ikke gik til spilde, og salget gav sikkert også lidt til patroner samt andre daglige fornødenheder. Det var til gengæld meget sjældent, vi så råvildt. Vi betragtede det som en sensation, når en af os havde set et rådyr. Der skulle ikke gå så mange år inden, det blev et mere almindeligt syn på de her kanter.

På vej ud til Præstens Skov krydsede vi de fleste gange hen over markerne. Midt på Koldkjærs marker var der også et lille vandhul, som havde stor betydning for os, især om vinteren. Dengang var der en vej ud til Præstens Skov, som blev meget benyttet af Vrenstedboerne, når de havde lyst til at gå en tur i skoven. Vejen er desværre blevet sløjfet, så de, som vil på skovtur, må gå den noget længere tur omkring Holmens Skov. Jeg husker meget tydeligt min fars vrede, da det gik op for ham, at den almindelige skovvej var blevet pløjet op.

Langs den sydlige side af Præstens Skov, som egentlig hedder Thøgerslund, var der en lille langstrakt dam. Den var delvis tilgroet, men jeg kan huske, at det var et sted, hvor der altid var et eller andet spændende, enten det så var småfisk eller dyr. Vandet i dammen havde den specielle gulbrune okkerfarve, som man ser i grøfter og vandhuller i den del af Vrensted. Min far kaldte altid dammen for ”badedammen”, så den har sikkert haft en betydning for hans generation af Vrensted børn. Da jeg var dreng i Vrensted i slutningen af fyrrerne, havde vi også en badedam. Selv om vi jo boede tæt ved havet benyttede vi det ikke til dagligt.

En tur til havet var dengang en begivenhed, som vi kunne se hen til i mange dage. Så vi fandt på en eller anden måde ud af, at vi kunne bade i en lille mergelgrav som vi kalde Helledies mergelgrav. Den findes stadig, men jeg tror ikke der er nogen, der kunne finde på at bade i den, som vi gjorde. Når vi ankom til vores badedam en varm sommerdag, kunne vandet i overfladen virke meget varmt, da det var helt stillestiåde og varmet op af solen. Men efter den første maveplasker blev det iskolde bundvand hurtigt blandet op med det varme overfladevand, og så var der en helt anden temperatur.

Ved den østre ende af mergelgraven var der tydeligt spor af den opkørsel, der havde været brugt af hestevognene. Jeg forestiller mig, at man dengang læssede vognene nede i mergelgraven, og trak dem op med hestene. Der er jo også den mulighed, at mergelen blev kørt op på en trillebør og siden læsset på vognen oppe på marken. Når vi havde badet et stykke tid, var opkørslen så glat, som var den smurt ind i brun sæbe. Så var det en yndet sport at komme løbende i fuld fart og glide på den bare ende ud i vandet så langt som muligt. Ved den nordlige brink var der en, som havde anbragt en solid pæl på tykkelse med en telefonpæl. Fra pælen kunne vi springe på hovedet i vandet, og så svømme ”hujsvømning” til vi kunne bunde igen. Der blev brugt mange timer på at bade og lege ved mergelgraven, og det var jo ikke helt ufarligt.

Lidt længere ude ad vejen til Kongsengene gik der en markvej op til Sundsted gårdene. Vest for gårdene var der en stor dam, som vi tit legede ved, når vi af og til besøgte Niels Elmer. Hans far, Valdemar Helledie, ejede den nordligste af Sundsted gårdene. Valdemar var et rart og venligst menneske som jeg satte stor pris på, så jeg kom tit på Sundsted. Som ung mand var jeg en vinter på højskole, og i en dansktime skulle vi beskrive et menneske, som vi beundrede, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Valdemar Helledie.

Engang havde vi fået en skør ide om, at vi ville prøve at tørlægge dammen vest for Niels Jensens, som havde den anden af Sundsted gårdene. Vi fik ved fælles hjælp gravet en kanal til en nærliggende grøft samt et lille hul, som skulle bruges som hyttefad til alle de fisk, der var i dammen. Fantasien fejlede ikke noget, så vi lagde store planer – godt hjulpet af Valdemar. Og der var mange fisk i dammen. Valdemar fik os lokket med på, at det nok var en god ide at tælle dem, så vi sled og slæbte i mudder og vand til knæene og samlede karusser op med hænderne og flyttede dem over i hyttefadet. Hvordan fiskeriet endte, kan jeg ikke huske, heller ikke hvor mange vi fik samlet , men jeg har en svag erindring om min mors reaktion, da vi fuldstændig tilsølede vendte hjem fra den dags fiskeri.

Af alle vandhuller og vådområder i Vrensted er der dog et sted, som langt overgår alle de andre på enhver tænkelig måde – Ingstrup Sø. Selve søen og de tilstødende engarealer rummede meget store naturværdier, som er tabt for altid. Vi kom der på alle årstider. Alligevel er det svært at sammensætte et tydeligt billede af søen. Som helt små var vi der sammen vore forældre, når de cyklede ture ud til Søengene. Senere kom vi der på egen hånd, f. eks. når vi besøgte skolekammerater der boede på Bådstedhede. Det skete også, at vi der var der med de forskellige karle fra gårdene i Vrensted. Mange af gårdene havde efter gammel skik ret til jord på de områder, hvor der kunne bjerges hø, så der var ofte livlig trafik af hestevogne på vej til Søengene. Desuden blev engene brugt til græsning for alle de kreaturer, der ikke indgik i den daglige produktion. Om foråret blev der tit gennet store flokke af kvier gennem Vrensted, så de kunne tilbringe hele sommeren i engene. Når vi kom ad vejen forbi Holmens skov og nåede ned til Bruswæj kunne vi se hele det store engområde med søen over mod Ingstrupsiden. Engene ned mod søen var inddelt i lange marker, der var adskilt af grøfter til afvanding. Desuden var markerne indhegnet af pigtråd, som var den tids mest benyttede form for hegnstråd. Længere nede mod søen blev grøfterne bredere, og selve engen var fyldt med græstuer, hvor kreaturerne gik og svuppede rundt, når de var nede for at drikke vand. Jeg husker selve søen som meget langstrakt med en tæt høj væg af tagrør over mod Ingstrup siden. Søbredden på Vrensted siden gik mere ud i et med engene, så der var ikke nogen særlig markeret overgang mellem eng og sø. Selve søen havde sin begyndelse i den nordvestlige ende som udvidelse af Tjællergråben. Mod syd havde den sit afløb i Tjenbæk, som havde forbindelse helt ud til Ryå.

På Vrensted siden kunne vi sagtens vade rundt i søen et stykke ud, men hvis vi skulle helt over til rørskoven, skulle der en båd til, og dem var der en del af. De lå fortøjret ved en hegnspæl – som regel med kæde og hængelås. Det var ikke noget problem at rykke pælen op, når vi skulle ”låne” båden. Jeg mener at det især var en båd, der tilhørte Kræn Thamsen, som vi havde held til at benytte en gang imellem. Den blev selvfølgelig brugt af ham selv til fiskeri og til jagt, som der var rigtig meget af i og omkring søen. På vej ned over engene til søen var det helt sikkert, at vi i sommertiden blev fulgt af stærkt ophidsede viber. De fløj tæt ned over hovedet af alle, der kom for nær deres reder eller unger. Fuglelivet ved søen var et kapitel for sig. Der var en mangfoldighed af forskellige fugle. Om sommeren var der altid viber. En anden karakteristisk fugl, som jeg husker meget tydeligt var dobbeltbekkasinen. Ikke så meget for fuglens udseende, jeg ved knap nok, hvordan den ser ud, men for dens helt specielle lyd, når den i høj fart dykkede fra stor højde. På vej ned kan den med halefjerene frembringer en lyd, som jeg ikke kan beskrive. Rørskovene gav også nattely for enorme stære flokke.

Jeg kan tydeligt se for mig, når de store stæreflokke kom flyvende hen over Vrensted. Det var som en stor, bølgende, mørk sky, der bevægede sig hen over markerne. Jeg ved ikke noget om, hvor langt fra de de kom for at overnatte, men der kom rigtig mange flokke. Når vi opholdt os ved søen, skete det ofte, at stærene pludselig lettede, som om de var blevet forskrækket over et eller andet. Lyden, når tusinder af stære pludselig gik på vingerne, kunne minde om et brusende tog eller noget i den retning. Selvfølgelig var der en masse forskellige arter ved et sådant spisekammer. Blandt andet var der terner. Der gik mange historier om folk, der havde samlet store mængder af terneæg, som de hjembragte til brug i husholdningen. Det forlød også, at nogle af æggene blev solgt til egnens bagere. Det skete også af og til, at vi fandt en forladt rede, hvor de æg, der eventuelt var tilbage, ikke var helt friske længere.  De kunne bruges som kasteskyts, hvis vi var blevet uenige med nogle af de andre drenge, der legede ved søen. Ægsamlingen fandt mest sted på Ingstrupsiden i rørskoven, men det kunne også lade sig gøre på Vrenstedsiden. Søen var de fleste steder dækket med mængder af andemad. Der var dog enkelte steder med blank vand. Andemaden gjorde, at sejlads på søen var noget vanskelig, så det foregik for det meste på den måde, at båden blev staget frem, da søen ikke var særlig dyb. Søen og engene omkring den, havde stor interesse for jægere, der kom langvejs fra for at tage del i andejagten. 

Jeg kan tydeligt se for mig, når jægerne kom cyklende sidst på dagen for at være på plads, når andetrækket begydte. Det skete af og til, at vi drenge slog følge med en af jægerne for at få lov til at sidde sammen med dem under jagten. Og når de første ænder kom susende, bragede det løs fra alle kanter.

Der kunne sikkert fortælles mange historier om jagter ved søen og tilstødende enge, men dem må jeg overlade til dem, der var voksne og jægere på det tidspunkt. Jeg kan dog huske en historie, min far fortalte om nogle drenge, der stagede rundt i søen for at samle terne æg. Et sted ville en af drengene støde fra på en hegnspæl der lå i vandet, men da han rørte “pælen” med åren, forsvandt den i et hug, så det har jo nok været en af de mange store gedder, der var i søen. En anden af min fars historier fra sin barndom i Vrensted, handlede om “Kaptajnen”. som trak vod i søen. Det foregik ved, at han lod en anden ro, så han kunne få tid til at forlyste sig med sin medbragte brændevinsflaske. Ifølge min fars historie gik det ikke altid helt stille af, når “Kaptajnen” skrålende og råbende forlystede sig med fiskeriet i søen. Jeg ved ikke præcis, om denne historie handler om den kaptajn, som ligger begravet lige ved siden af våbenhuset i Vrensted Kirke. Hvis det er den samme person, må det komme ind under overleveringer, idet han døde hos sin datter i Vrensted Præstegård i 1852 og min far blev født 1904.

Det foretrukne fiskeredskab var dengang ålejernet, som fandtes i mange forskellige udgaver. Vi drenge brugte meget tit ålejern, når vi gik langs Tjællergråben. Vi lurede langs brinken på jagt efter “ålehuller”. Om det var helt rigtigt, at der var et sådant hul, hvor ålene havde boret sig ned i bunden, er jeg noget i tvivl om i dag, men det er sikkert, at vi mange gange stangede en ål på den måde. Der var også på den tid nogle, der brugte lyster til at fange gedder med, men jeg har aldrig set den i brug. Teknikken var den, at man listede af sted langs brinken eller i en båd, og når man så fik øje på en gedde gjaldt det om at ramme første gang. Ålejern og lyster er dog forlængst forbudt som fiskeredskaber i ferskvand. Vi drenge gik selvfølgelig mest efter de stuer jæjjeer, men det var ikke så tit, det lykkedes. Men jeg har rigtig mange gange, stået sammen med mine legekammerater, og set på en gedde der stod næsten ubevægelig i den svage strøm for så at forsvinde i en sky af oppisket mudder på brøkdele af et sekund. Der gik også historier om gedder, der var blevet skudt med jagtgevær.

En anden form for fiskeri, som vi tit dyrkede, var med ruser, der var lavet af hønsetråd. Det var for det meste gammelt, kasseret hønsetråd, der blev rullet sammen til en rørformet ruse med et par arme, der var lavet af det samme dog var armene forstærket med det tykkeste ståltråd vi kunne finde som regel hegnstråd. Rusen var ikke beregnet til at fange ål i, selv om det af og til lykkedes, hvis vi havde været heldige at finde tråd med små masker (kyllingetråd). Fiskeriet foregik på den måde, at vi udvalgte et passende sted at lægge rusen ud. Vi gik så ind over markerne og ned til brinken igen. Så plaskede vi ellers i vandet med ålejernene, eller hvad der var ved hånden med det resultat, at de gedder, der var mellem os og rusen, flygtede og i mange tilfælde blev siddende i rusen. Det var dog ikke udelukkende gedder, vi fik på den måde. Det skete tit, at der var aborrer med i fangsten. Det var næsten helt sikkert, at der også var en del skaller, men dem betragtede vi mest som en slags skidtfisk, da de var fyldt med ben. Fordelingen fangsten kunne til tider resultere i større skænderier, hvis en af os påstod, at han på vejen til Tjellerggråben havde sagt føst fisk. Han følte sig på den måde berettiget til at få lov til at vælge den største af de gedder, vi havde fanget. Det var selvfølgelig en form for “klapfiskeri”, som ikke var helt fair overfor fiskene, men det er jeg sikker på, at vi ikke skænkede en eneste tanke.

Disse fisketure ligger langt tilbage i barndommens og drengeårenes tid for omkring 50 år siden, og de er derfor ikke til at skelne fra hinanden. Og dog er der en enkelt tur, som jeg stadig husker enkelte ting fra. På en eller anden måde havde vi fået opsnuset, at der stadig var et lille stykke pansergrav over på Ingstrupsiden. Pansergraven var et led i tyskernes forsvarværker langs Vestkysten. Jeg kan huske at den krydsede Ingstrupvejen lige vest over overkørslen ved banen, der gik mod Ingstrup. Et andet sted, hvor jeg husker den, var lige vest for banen på den vej der gik ud til Sibirien, som var et område langt mod vest , helt ned mod mod Nybæk. Pansergraven, som vi havde fundet lå nogle hundrede meter mellem banen og Ingstrupvejen. Måske havde vi fundet den om vinteren, når vi skøjtede, men nu skulle vi prøve, om der også var fisk i den. Der var tæt bevoksning af siv og tagrør på begge sider ved den østre ende, men et stykke længere oppe var der et sted, hvor vi kunne få plads til rusen, måske var det et drikkested for kreaturerne. Da vi havde fået rusen anbragt, gik vi tilbage østre ende hvor vi begynde at plaske i vandet med vore medbragte ålejern. Jeg kan se for mig endnu, hvordan det så ud, da vi nærmede os rusen. Vi kunne tydeligt se, der var noget stort i rusen, for den rystede og vibrerede meget voldsomt i vandet. Selvfølgelig blev vi meget ivrige og spændte på, hvad vi havde fanget. Der var i hvert fald gedder nok, så vi alle kunne få fisk med hjem. I vore drengeøjne var det nogle af de største jæjjer, der var fanget i lange tider, Hos mine forældre var gedderne altid særdeles velkomne. Min far har havde som ganske ung døjet med mavesår og var blevet opereret, så han havde en sart mave, som fint kunne tåle kogte fisk, så gedderne blev spist med stor velbehag.

Der var selvfølgelig også mange voksne, der gik på jagt og fiskeri i og omkring søen for at skaffe et bidrag til den daglige husholdning. Der var også den gang nogle, om hvem der gik historier om deres særlige evner eller held. Jeg husker en person som vistnok hed Jens Christian Mørk. Om ham sagde vi drenge: ”Haj håer oolsnuw” Med det mente vi at han havde held til at stange mange ål, og selvfølgelig også havde en fornemmelse af, hvor de kunne findes. De fiskemetoder blev benyttet i sommerhalvåret, Der blev også stanget ål om vinteren, når søen var tilfrosset.

Når vinteren begyndte med den første sne og frost, var der en masse ting vi kunne muntre os med. Efter den første rigtige frost skulle vi så hurtigt som muligt ned til kirkedammen for at undersøge, om den kunne bære. Vi var selvfølgelig meget utålmodige efter at få skøjterne fundet frem. Det skulle fryse et stykke tid inden kunne bære, men den skulle alligevel afprøves. Vi kylede adskillige sten ud på isen inden var klar. Det bevirkede at når isen endelig kunne bære gik der er stykke tid, inden de fastfrosne sten var blevet sparket løs, så der kunne blive plads til at skøjte.

Men Kirkedammen blev hurtigt forladt når der blev rigtig frostvejr, for så var der mange andre muligheder for at løbe på skøjter. Lidt syd for Vrensted var der Koldkjærs oversvømmelser som bestod af en masse små vandpytter, der var forbundet med hinanden, hvor der var vandfyldte plovfurer og lavninger i marken. Der var også en dam midt på marken, som havde den mærkelige egenskab, at når den var helt tilfrosset, så kunne isen synke midt på, så dammen til tider var helt skålformet. Nogle vintre var der så meget is på den mark, så det gik helt op til Præstens Skov og helt over med banen. Det var en yndet sport at skøjte rundt imellem de forskellige steder ved at følge plovfurerne.

Hvis vi istedet gik ud ad Ingstrupvejen, skulle vi kun lige over banen, før der var så meget is at skøjte på, som vi på nogen måde kunne ønske os. Fra banen og vestpå langs Ingstrupvejen over Vestergårds marker kunne vi næsten løbe på skøjter hele vejen ned til engene omkring søen. Når vi nåede ud forbi Johannes Weirgang og lidt længere vestpå, kunne der nogen vintre være et udsyn over isdækkede marker, som strakte sig mod vest helt op mod Ingstrup Station og langt ud til begge sider både nord for Ingstrupvejen og mod syd på begge sider af banen. Store flader med den fineste blanke is, kun brudt af de hegn der ikke var helt oversvømmede. Vi drenge snakkede tit om, at vi ville skøjte helt ud i Ryå, men det blev nu aldrig til noget. Jeg tror egentlig nok, at det kunne lade sig gøre. Det var en yndet sport at skøjte så langt mod vest, som vi orkede for så at lade os blæse af vestenvinden tilbage mod Vrensted. For at opnå endnu højere fart, skete det tit, at vi knappede vore jakker op og holdt den med hænderne vidt åbne som et sejl. Der var dog nogle ting, som vi skulle tage os meget i agt for. De steder hvor der lå sne på isen, skulle vi helst udenom eller være meget forsigtige med at skøjte over, for det var ikke så sjældent, at der under sneen, gemte sig en hegnstråd, som kun lige ragede op over isen.

En anden ting, som vi også passede meget på, var aldrig at skøjte over Tjællergråben, Selvom der var is på overfladen, så var der en rivende strøm neden under, så isen kunne være særdeles usikker. Hvis vi havde lyst til at skøjte på Ingstrupsiden, var der mulighed for at komme sikkert over ved broen ved Ingstrupvejen eller ved Banebroen. Om søndagen var der tit en masse unge mennesker, der samledes ved broen ved Ingstrupvejen for at løbe på skøjter på søen, Dengang var der jo ikke så mange fritidstilbud til ungdommen. Skøjterne var ikke så smarte, som dem vi kender til i dag. Det var skøjter som var beregnet til at skrue fast på støvlerne, som kunne være skistøvler, eller gummistøvler, der var de almindeligste. Det var ikke altid så let at få dem til at sidde ordentlig fast, så der blev benyttet forskellige former for remme, som kunne hjælpe til at få skøjterne til at blive siddende. Så vidt jeg kan huske, var der 2 slags skøjter, vi kunne købe i Brugsen i Vrensted eller hos Importøren i Løkken. Det ene mærke hed Polar Tutti. Det skete også at der kom nogle af de voksne, der havde fået lyst til en tur på søen, og da skete der, at vi  så nogle for os helt ukendte typer skøjter. Jeg husker specielt en model, der kaldtes snabelskøjter. Folk kunne også dengang være meget kreative og møde op med det, som de nu engang havde liggende. Jeg husker en kendt tømrer fra Vrensted, som en dag løb rundt på skøjter, der var lavet ved at skrue et stykke profiljern under et par gamle træskostøvler. Det var nok ment som et forsøg på at få noget noget, der kunne sidde lidt bedre fast. Der var nogle familier i Vrensted med pårørende, der var emigreret til Amerika eller Canada, der havde sendt rigtige hurtigløberskøjter hjem til Danmark. Skøjterne havde klinger der var meget længere og tyndere end på de skøjter, vi brugte. De var monteret på langskaftede snørestøvler.

Når en af sønnerne fra familien Gade kom på søen for at skøjte, så sagde vi altid, at no kommer brøknyywen, og det var selvfølgelig de lange skær på skøjterne, der fik os til at sammenligne dem med brødknive. Han kunne virkelig skøjte meget hurtigere, end de andre voksne karle og havde også lært sig at spring over de tilfrosne hegn, når han i fuld fart kom susende hen over isen. Iøvrigt kunne vi de mest almindelige former for skøjteløb. Forlæns og baglæns kunne næsten alle. Der var også mange, der mestrede begge dele øver kors, som var en god teknik, når der skulle svinges skarpt til siden. Nu mange år senere kan jeg stadig for mit indre øje se de store isdækkede engdrag og huske fornemmelsen af at suse afsted på den fineste blanke isflade sammen med kammeraterne. Men barndommens lyksaligheder forsvinder som årene går, og det burde være en selvfølge, at barndommens land består, men sådan er det langtfra.

I slutningen af fyrrene blev den endelige dødsdom afsagt over er Ingstrup Sø. Afvanding og dræning af de store engdrag blev indledt. Der blev gravet en snorlige kanal hele vejen på langs gennem søen. Jeg husker tydeligt de glatte skrå brinker i kanalen og pumpestationen helt ude, hvor Rørbækken løber sammen med kanalen. Overalt på de skrå brinker sås der lag med masser af muslingeskaller som et levn fra dengang søen ikke var en sø, men en fjord. Afvandingen var afsluttet i 1952 og en enestående naturperle var ødelagt for altid.

Hvorfor har jeg egentlig sat mig til at skrive disse ting om Vrensteds vandhuller og Ingstrup sø? Det skal opfattes som en kærlighedserklæring til det miljø, jeg voksede op i. Efter min bedste overbevisning var det et ideelt sted for børn. Der var muligheder for at lege og bruge sin fantasi, noget som jeg anser for at have lige så stor værdi for et barns opvækst som almindelig skolegang. Men spørgsmålet er stadig, hvad der skete med vandhullerne.

Selv om jeg ved, at jeg lægger mig ud med landmændene, vil jeg påstå, at de har en stor del af skylden for, at der ikke er så mange vandhuller tilbage som dengang.
Mange af dem blev brugt som landmændenes private lossepladser og er blevet fyldt op op med gammelt ragelse, som kasserede ruller pigtråd, gamle pandeplader og lignende skrammel. Efter at de er fyldt op med den slags rare sager, er de blevet dækket med jord for så at indgå i den normale drift.

Men hvad så med Ingstrup Sø? Det var også et resultat af et ønske fra landbruget om at få mere jord til produktion af korn og andre afgrøder.Jeg ved ikke hvem der havde den magt der skulle til for at afsige den endelige dødsdom over søen, men mon ikke det berømte danske Hedeselskab havde sin del af den tvivlsomme ære, at ødelægge så mange af Danmarks store naturværdier. Nu i de senere år hvor overproduktionen af korn har gjort det nødvendigt at braklægge landbrugsarealer, har jeg gået med den drøm, at det måske kunne komme så vidt, at en genskabelse af Ingstrup Sø kunne komme på tale. Tanken er ikke så urealistisk endda, når man ser de store genopretnings projekter, der er i gang rundt omkring i Danmark, som f. eks. Skjern Å projektet. I stedet for at give landmændene braklægningsstøtte, kunne man passende starte med at genskabe de naturværdier der er ødelagt.

Er det overhovedet realistisk at drømme om, at Ingstrup Sø kan genskabes. Det vil jeg ikke gøre mig klog på, da der jo er sket omfattende dræning og afvanding af området. I efteråret 1999 var det i hvert fald meget tæt på, at drømmen skulle briste for altid, idet der var planlagt en stor vindmøllepark med 36 meget store vindmøller placeret i en linie hele vejen fra Vrensted til engene ved Vester Hjermitslev. Projektet mødte fra starten meget stor modstand, da det gik op for befolkningen i området, hvor store møller det drejede sig om. En kreds af lodsejere havde ønsket at anlægge vindmølleparken og ansøgte Pandrup Kommune om tilladelse til projektet. Som det er praksis ved den slags anlægsopgaver, var der sat en frist for indsigelser mod planerne. Ved fristens udløb var der kommet så mange indsigelser, at byrådet i Pandrup med stort flertal besluttede at udsætte projektet. Indsigelserne mod mølleplanerne kom fra underskriftindsamlinger, protester fra private, jagtforeninger og Danmarks Naturfredningsforening. Nu er der kun tilbage at håbe, at Nordjyllands Amt også skrinlægger planerne for området. Den dag, det sker, kan vi, der er modstander af vindmøller i netop det område, øjne en chance for at få søen tilbage.

 

 

Historien om den gamle ejendom på Gl. Byvej 8, Vrensted som har været en af Vrensted mange smugkroer.

det forfaldne hus på Gl. Byvej 8 i Vrensted på vej til nedrivning, foto fra  2011.

Fortælling af Poul Christoffersen den 02.02.2011 i Nordjyske Stiftstidende. Poul er Vrensted dreng, født og opvokset på en ejendom på Bådstedhede og uddannede sig til journalist. Poul fraflyttede området som 18 årig og er nu bosat i Sindal.

Hvis det 373 år gamle hus på Gl. Byvej 8 i Vrensted var en levende historiefortæller, ville det vælte med historier ud gennem sprækkerne i de hårdt medtagne mure, både om godtfolk, fordrukne bymænd og bønder med et enkelt og hårdt arbejdsliv.I stedet må interesserede nøjes med bidder af historierne gemt i diverse skriftlige kilder.

Snart skrives det sidste kapitel, for tirsdag 4. januar var resterne af bondegården Vanggård sat på 1. budrunde ved tvangsauktion i Hjørring. Men da der kun blev budt 14.000 kroner på huset og den tilhørende 1,2 hektar jord, begærede Realkredit Danmark en ny tvangsauktion, der holdes onsdag 2. februar. Tvangsauktionen blev sat i værk efter at boet efter den sidste ejer i over at år forsøgte at sælge matriklen. Først for 365.000 kroner og efterfølgende for 300.000 kroner. Ejendommen er suverænt den ældste på den liste af ejendomme, som Hjørring Kommune for et par år siden registrerede over nedslidte bygninger, og kommunen har givet tilladelse til nedrivning.

Måske vil en kommende ejer ved oprydningen på grunden finde en sten med en bindering til heste, Fred. Kjærs Kro. Der har i hvert fald tidligere været efterladt en sådan ring på grunden, og som siges at være et minde fra dengang Vanggård lagde lokale til Fred. Kjærs Kro. Det var i årene efter 1721. Frederik Kjær var godsejer på Børglum Kloster. Og baggrunden for, at godsejeren søgte og fik bevilling til at holde kro var en årelang strid, som mange af fæstebønderne i Vrensted og Frederik Kjær havde med datidens præst. Pastor Ejler Christian Dyssel blev indsat i præsteembedet i Vrensted i 1708, og foruden at være en stor jordspekulant, var han særdeles nidkær som præst. Han nægtede således den eneste lovlige kromand i byen og hans kone skriftemål og altergang, angiveligt fordi der blev solgt øl fra kroen i kirketiden. Provsteretten gik dog imod pastor Dyssel i denne og mange andre af de sager, der kom for den gejstlige ret. Præstens nidkærhed blev godsejer Frederik Kjær for meget, da en tidligere røgter på Børglum Kloster i 1721 blev nægtet altergang. Han tog røgterens parti i retten. Samme år søgte og fik godsejeren en bevilling til at holde kro, da den forrige bevillingshaver var holdt op med at være kromand. Og da Vanggård tilhørte Børglum Kloster blev kroen flytter dertil, og dermed måtte Dyssel, formentlig til stor ærgrelse, finde sig i krovirksomhed tæt på egen baghave. Vanggård ligger to matrikler øst for præstegården.  Kroen holdt ikke i mange år, og om det skyldes Dyssels nidkærhed eller fordi et rytterkompagni var flyttet fra Vrensted er uvist. En medvirkende årsag er sikkert, at byens gamle vejkryds ved Gl. Byvej efterhånden havde mistet sin betydning som knudepunkt for handel med varer, der blev fragtet hertil fra Aalborg via Ryå og Ingstrup Sø. Derfor var der færre, der skulle have lindret halsen for støv. Smugkro Vanggård blev bygget i 1638, og stedet har i perioder i dens yngste historie været en af landsbyens mange smugkroer. Det var det i 1676, hvor en Niels Sørensen Kræmmer ifølge slægtsforskeren Carl Klitgaard tog ophold på gården og ulovligt solgte øl, humle, salt tjære, jern, tran og træsko samt opkøbte korn. Handlen tilhørte dengang en købmand i Aalborg, og efter at amtsskriveren i Aalborghus rejste tiltale blev Niels Kræmmer og en halv snes andre smugkroværter hver idømt bøde på 100 rigsdaler. Et hårdt slag for de dømte, og det var den eneste gang Vanggård blev knyttet sammen med smugkrovirksomhed ved tingsretten.  Pastor Dyssel døde i 1729 og Vanggård gled ind i historiens glemsel i over 100 år.

Det var formentlige skikkelige og arbejdsomme fæstebønder, som drev gården videre.En farbror til forfatteren Jens Thise var en af de første selvejerbønder på gården. Farbroderen købte Vanggård i 1854 og om ham skriver nevøen i sine erindringer blandt andet:- Han var begavet, men meget beskeden i sin fremtræden. En slider, der holdt på gamle skikke. Således vedblev farbroderen at skære hakkelse til dyrene i hånden lang tid efter at hakkemaskinen var opfundet. Jord blev købt op og tre ugifte børn førte bedriften videre indtil 1930, hvor en del af jorden blev udstykket og gården solgt.Der har siden været skiftende ejere. Gamle mursten ligger nu i dynger, hvor der tidligere har været kostald og lade.Det nuværende hus er sidste gang om- og tilbygget i 1993, men det bærer tydeligt præg af at have været ubeboet i længere tid. Når Gl. Byvej 8 er jævnet med jorden og matriklen måske lægger jord til et nyt byggeprojekt, så vil der stadig spredt om i landsbyen være en håndfuld minder fra det forsvundne bondesamfund.

 

Harry Jørgensen døde i 1995.

Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og  døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken,  hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev Æresmedlem.

 

 

 

 

 

I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen,  hvor han flyttede alene ind i Ørnholms minde lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.

Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.

Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet  “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden men hurtigt blev den en ugeavis som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.

Efter Harry Jørgensens død  i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted  hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.

 

Tommy Thomsen Da jeg boede i Vrensted besøgte jeg Harry Jørgensen , en travl mand med at skrive Vagabondavisen på skrivemaskine og med en fingersystem , men der kom en lille avis ud af det , som han jo selv havde oprettet. Fik også tit besøg af Harry , som kom på cykel med lidt gamle aviser til kakkelovnen og så hyggede vi med lidt snak og en tår øl.
Sønnen overtog avisen efter ham. Ved ikke om avisen eksisterer mere , men det gør Harry ikke. Ære være hans minde.

• Historier med Harry Jørgensen

 

 

 

 

 

“Gadestedet”

en fortælling og beskrivelse af Jørgen Schierup, Vrensted

Gadestedet, matr. Vrensted 84

På matrikelkortet over Vrensted by fra 1806 er matr 84 en lille ejendom, som ligger op ad gadekæret langs Ingstrupvej.
Ejendommen benævnes i andre sammenhænge som Gadestedet, ligesom slægten der har boet her benævnes med tilnavnet Gade.
På et billede fra ca 1908 præsenteres cykler foran ejendommen ved kirken. Huset er sammenbygget med stalden og kunne være en lille ejendom med måske to køer. Matrikelkortet viser et grundareal på knap to tdr land.
Ejeren er på daværende tidspunkt Niels Christiansen Gade, som står længst til højre på billedet.
Han er far til Jens med cyklen, født 1886 , men også til Niels Chr Gade som overtog huset og også var skomager, født 1881.
Denne var ejer indtil han solgte hovedparten af ejendommen til Lars Holmen, og på resten af grunden længst mod vest byggede to ens huse, hvor han selv beholdt det vestligste, og solgte det midterste til tømrer Marius Ejersted.
Sidste ejer i slægten var yngste søn af Niels Chr Gade og Anine, Gunnar, der døde i 1995
Gade familien har altid ernæret sig som skomagere ved siden af landbruget, Niels Chr tillige som ringer og graver ved Vrensted kirke overfor.

Gunnar arbejdede på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev, afløste som ringer og graver, og var dertil særdeles kunstnerisk begavet, byggede violiner og skar meget smukke træskulpturer, bl.a. den store træskulpttur Skt. Thøger der står i Vrensted Kirke.
Dengang der var lidt landbrug hørte der som sædvanen var for husmandsstederne en lille lod kær med til ejendommen, nu en del af Mads Sørensens ejendom Kærgård.
Familien Gade er vidt forgrenet. Bl a havde Niels Chr Gade og Anine ikke mindre end 14 børn, hvoraf 6 emigrerede til Canada, hvor den sidst overlevende , Egon, netop er død 90 år gammel.

 

 Fra ruin til Cirkus

Den kendte dressør Katja Schumann, fra det tidligere Cirkus Schumann, er nu her i 2016, bosiddende i Vrensted på gården “Bagterp”,  hvor hun er ved at opbygge den meget forfaldne ejendom til et projekt hun kalder “Cirkusgaarden”, hvor der allerede nu laves cirkusforestillinger

Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste – nu realiserer hun en gammel drøm på ejendommen Bagterp, mellem Vrensted og Løkken

 

fortalt
20. SEPTEMBER 2016
LONE HEJLSKOV OG HANS RAVN (FOTO)

 

Det er imponerede, hvad Katja Schumann kan med heste – her er det en American Saddlebred, som hun kontrollerer med kyndig hånd..
Gæssene er også en del af forestillingerne på cirkusgården, og derfor kræver det også træning. lokkemidlet er pastaskruer.

Mange vil være blevet afskrækket ved synet af ejendommen ved Løkken men ikke Katja Schumann, der glæder sig over processen med at bygge ting op..

Cirkusgården har forestillinger hver weekend og i efterårsferien..

Katja Schumann købte ejendommen for halvandet år siden..

Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste..

– Folk har ofte spurgt mig om, hvor jeg skulle bo henne, når jeg blev gammel, men det har jeg ikke kunnet svare på. Jeg var bare sikker på, at jeg ikke skulle bo på Sjælland, Fyn eller Trekantsområdet, for der er for meget trafik, siger Katja Schumann med et smil.

At det skulle blive på en nedlagt ejendom ved Løkken var heller ikke det svar, der lå lige for.

Men sådan er det blevet.

– Her er højt til loftet, siger Katja Schumann, der har turneret verden rundt og er vidt berømmet for sin evne til at fremføre heste i fri dressur. Nu har hun slået sig til ro – så godt som det nu er muligt, når man hedder Katja Schumann – i Vendsyssel.

På Vrenstedvej mellem Vrensted og Løkken  på ejendommen “Bagterp”, er hun i fuld gang med at føre sin drøm “Cirkusgården” ud i livet – godt hjulpet på vej af samleveren Luffe Bøgh, som hun har mødt gennem deres fælles passion for cirkus og dyr.

– Jeg har altid gerne villet lave “Cirkusgården” – det var bare et spørgsmål om, hvor det skulle være, siger Katja Schumann.

– Formålet er at skabe et sted, hvor vi trives, og hvor vi kan holde cirkustraditionerne i hævd.

Stærk prinsesse
I indkørslen bliver man mødt af tre gæs, der agerer “vagthunde” – de skræpper op, som gjaldt det deres liv. Men de ender aldrig på et julebord. De er nemlig en del af livet på “Cirkusgården”
Gæssene er også en del af forestillingerne på Cirkusgården, og derfor kræver det også træning. Lokkemidlet er pastaskruer.
Parret bor i to cirkusvogne, som har tilhørt Katja Schumanns forældre, Vivi og Max Schumann. Den ene er indrettet som soveafdeling, og den anden har køkken med komfur, ovn og køleskab og en lille opholdsstue.

Fra vinduerne er der udsigt til grønne vidder, cirkushestene og to køer.

Opholdet i de to cirkusvogne er midlertidigt, indtil stuehuset på den nedlagte ejendom er renoveret.

På en køretur på må og få i det nordjyske, kom de forbi ejendommen, der dengang var i en mildest talt, dårlig forfatning.

Og den blev købt.

– Det var en ruin – alt hvad der kunne rykkes i stykker, var rykket i stykker. Der var store huller i taget, gavlen var i stykker, og vinduerne manglede, siger Katja Schumann, der ikke blev afskrækket af det omfattende arbejde, der fulgte med købet.
Mange vil være blevet afskrækket ved synet af ejendommen ved Løkken men ikke Katja Schumann, der glæder sig over processen med at bygge ting op.
Der bliver budt på kaffe, mens cirkusprinsessen fortæller om sit levede liv, det der leves nu, og det der venter.

Energien hos den 67-årige kvinde er misundelsesværdig. Men det kræver også en del energi, mod og vilje at kaste sig over et så omfattende projekt, som hende og Luffe Bøgh har gjort.

Mantraet er: man kan, hvad man vil.
Katja Schumann købte ejendommen for halvandet år siden.
På den måde har Katja Schumann blandt meget andet lært at lægge tagsten på, ligesom hun har kørt den ene trillebør sten efter den anden ud af stalden.

Og der er ingen tvivl om, at cirkusprinsessen er en meget arbejdsom dame. Et af beviserne herpå er, at hun var i manegen samme dag, som hun fødte sin søn, Max. Dagen efter var hun i sadlen igen.

– Men jeg nægtede at løbe, siger hun med et stort smil.

Nyder arbejdet
Det er en bekostelig affære at kaste sig i gang med et projekt som “Cirkusgården”, men Katja Schumann lever efter faderens Max Schumanns morale – “ikke købe før man har pengene”. Derfor er ejendommen købt kontant, og projektet vokser i de tempi, økonomien tillader det.

Første prioritet har været at få ombygget staldbygningen til et cirkus, og det er lykkedes til fulde. Der er bygget manege, stolerækker, scenetæppe, lys, lyd, parkering og billetsalg. Scenetæppet er faldskærmslærred med et smukt litografi fra 1989, hvor Katja Schumann optræder med sine heste i Big Apple Circus i New York.

De første forestillinger har været afholdt. Artisterne er heste, ponyer, gæs og grisen “Villy” og så naturligvis Luffe og Katja.

Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste.
En kaffebar og en kiosk til salg af blandt andet popcorn er under opbygning – det samme er et handicaptoilet, ligesom der er planer om at etablere en gårdhave, og i det hele taget er der aktivitet alle døgnets vågne timer.

Også museum
Selv om der er højt til loftet i Vendsyssel, har projekt “Cirkusgården” vakt opmærksomhed i lokalområdet. Derfor valgte parret sidste år at invitere naboer, forretningsdrivende og leverandører til en forestilling. Nu er der ikke mere tale om en generalprøve – i juli havde parret daglige forestillinger.
Cirkusgården har forestillinger hver weekend og i efterårsferien.
Snakken i cirkusvognen bliver afbrudt af de skræppende gæs som signal om, at der er kommet gæster. Det er smeden fra Hirtshals, der er ankommet, og han skal i gang med at ordne hestenes hove.

Til ære for de to smede går Luffe Bøgh og Katja Schumann i manegen med de tre gæs, en hest og en pony.

Momentet bliver foreviget på smartphone.

Udover forestillingerne er planen også at indrette et museum med genstande fra Cirkus Schumann, hvis navn repræsenterer en af de ældste cirkusfamilier. Visionen med “Cirkusgården” er også at hente andre aktører ind til forestillingerne og desuden at give spirende talenter en platform.

– Vi ser mange talenter i eksempelvis tv-showet “Danmark har talent”, og nogle af dem har måske lyst til at komme ud at optræde for et publikum, siger Katja Schumann.

Selv om der – i bogstaveligste forstand – er langt fra Vrensted til alle de europæiske og de amerikanske byer, Katja Schumann har optrådt i, er cirkusprinsessen overbevist om, at hun godt kan slå rod i Vendsyssel:

– Det er jeg sikker på, siger hun og bliver udlængslen for stor, tager jeg til USA, hvor jeg stadig har undervisning i frihedsdressur for de avancerede, siger hun.

Katja Schumann
Katja Schumann var ti år, da hun for første gang stod i en manege foran publikum. Det var i Cirkusbygningen i København. Siden har hun optrådt på den internationale arena i adskillige år og hun har vundet europæisk hæder for sin evne til at fremføre heste i fri dressur.
I 1985 blev hun gift med Paul Binder, der er amerikansk artist og flyttede med ham til USA. Parret fik børnene Katherine Schumann Binder og Max Schumann Binder, som i dag bor i henholdsvis Florida og Oakland. I USA opbyggede parret ”Big Apple Circus” med vinterkvarter og vinterforestillinger i New York og med turnerende cirkus til de store amerikanske østkystbyer i sommerhalvåret. I en årrække optrådte hendes far sammen med hende i USA.
I 2008 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun rejste en enkelt sæson med cirkus Dannebrog. Herefter turnerede hun et par sæsoner med Cirkus Maskot, inden hun blev ansat på det socialpædagogiske opholdssted No Name i Hadsund, hvor hun har ansvarlig for forestillingerne i Cirkus No Name.
I 1974 vandt hun prisen ”La dame du cirque” ved Monte Carlo-festivalen, og i 1976 fik hun guldmedalje ved Circus World Championship.
Luffe Bøgh er oprindeligt uddannet urmager – desuden har han arbejdet i Norge med projektarbejde, han har etableret adskillige klubber og institutioner. Endvidere har han været forstander på det socialpædagogiske opholdssted ”No Name” ved Hadsund.

Cirkusprinsessen