Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted, v/Chresten Ørnholm

 

image
Chresten Ørnholm

Ørnholms tårnurfabrik i Vrensted. Huset er nu nedrevet
Tårnurfabrikken nederst tv.

 

Her er den helt rigtige fortælling” om Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted.

Ørnholms Tårnurfabrik

af Erik Egebak Jensen og Peter Ussing Olsen

kilde: Vendsyssel Nu og Da, år 2000.

De synlige spor er forsvundet. Huset er borte. Men engang, imellem de to krige, lå der en meget speciel fabrik i den store landsby og dengang stationsby, Vrensted mellem Løkken og Brønderslev. Det var Ørnholms tårnurfabrik.

Chresten Ørnholm blev født i Ugilt sogn den 2. januar 1857. Han blev døbt Chr. Jensen. Faderen var husmand Jens Larsen Christensen og moderen jordemoder Juliane Frederikke Christensen. I begyndelsen af 1860 flyttede familien til Åsendrup mellem Løkken og Vrensted.

Det gælder for Christen som for så mange andre mekaniske talenter, at han allerede som dreng viste særlig interesse for mekanik, og en historie knytter der sig selvsagt også hertil:

En dag i skoletiden stod hans lærer og tumlede med sit stueur, som ikke ville gå. Da læreren så ud til at opgive sit forehavende, sagde den lille Christen: ”La´ du hæller mæ om de´”. Det fik han lov til. Han skilte uret ad, rensede hjulene og satte dem på plads, og uret gik, som om det var helt nyt. Efter sigende rygtedes den historie på egnen, og Christen blev dens urmager. Derved kunne det være blevet, og Christen kunne have endt sine dage som landsbyurmager. Dem var der ikke så få af dengang, men de var uden egentlig uddannelse.

Det blev da heller ikke til nogen læreplads hos en rigtig urmager. Christen kom i lære hos smeden i Vrensted. Og den første opgave blev at hente en liter brændevin hos købmanden. ”Men skynd dig, at den ikke taber kraften”, sagde mester. Tildragelsen er i og for sig ligegyldig, hvis den ikke er blevet kædet sammen med forhold, der senere fik betydning for hans tilbagekomst til byen Vrensted.

Chr. Jensen udstod ikke sin læretid hos Vrensted-smeden, men blev udlært hos smed Chr. Knudsen i Løkken.

Grovsmeden blev finmekaniker

Som udlært søgte han ud i verden. Han fik søfartsbog i 1877 og sejlede i et par år, indtil han i 1879 aftjente sin værnepligt som marinesoldat.

Derefter tog han som så mange håndværkere dengang på valsen. bl.a. i Tyskland og i Schweiz, hvor han formentlig har lært mere om urmager faget.

Da han efter et år kom tilbage til Danmark, fik han arbejde på en symaskinefabrik i Odense. Derefter gik turen til København, hvor han arbejdede på J.G.A. Eikhoffs maskinfabrik. Senere blev det til ansættelse hos tårnurmager Bertram Larsen, og derefter på ”Store nordiske Telegrafselskabs” fabrik.

Det er i disse år, han kom i forbindelse med Meteorologisk Institut for at reparere et af instituttets fine måleinstrumenter. Alternativet havde været, at sende det til reparation i udlandet. Det blev til flere reparationer for instituttet, også efter at han var kommet tilbage til Vrensted.

Efter århundredeskiftet begyndte Ørnholm, som han hed efter navneforandring i 1901, så småt at etablere sig som selvstændig urmager og finmekaniker. I 1907 startede han i København sammen med H.C. Heidemann ”Dansk Kinematografisk Fabrik” med henblik på fremstilling af biografmaskiner. Ørnholm havde konstrueret et brugbart filmapparat til fremføring af levende billeder, og man spåede ham en stor fremtid inden for branchen. De levende billeder var opfundet af to franske brødre Lumière i 1890`erne, men blev i begyndelsen betragtet som underholdning i markedstelte.

I 1902 åbnede den første seriøse biograf i København, og i de følgende år fulgte den ene biograf efter den anden i landets købstæder. Der har i disse år været en efterspørgsel efter ”kinematografiske” maskiner. Men allerede i 1912 afhændede han sin del af fabrikken. Det ser ud til, at der har været nogen uenighed mellem Heidemann og Ørnholm om pengene, idet Heidemann skal have overvejet en proces. Ørnholm har på sin side vist også ment, at Heidemann ville snyde ham.

Han begyndte nu at arbejde med tårnure, og der er bevaret adskillige bestillinger fra urmagere landet over. Han har i denne periode haft kontakt med flyvemaskine- og motorcykelpioneren J.C.H. Ellehammer, hvis tekniske snilde var af samme art som Ørnholms, om end mere alsidigt.

To af Ørnholms standurværker fra henholdsvis 1913 og 1914.
Værket er til et gadeur fra 1914

Planer om udvandring

Et og andet må være gået galt, for mens han endnu arbejdede sammen med Heidemann, havde han planer om at udvandre til USA. Vi kender breve fra en ven, Otto Jensen, der var bosat i Chicago. De var skrevet mellem 1911 og 1914 og giver en mængde gode råd m.h.t. hvilke instrumenter og værktøjer han skal tage med sig, og hvordan han skal rejse. Otto Jensen har regnet med, at Ørnholm ville arbejde som urmager derovre og samtidig lave filmapparater. Det fremgår af et enkelt brev, at ørnholms kone og datter ikke var glade for tanken om at udvandre.

Man kan godt undre sig over disse planer. Han var jo trods alt midt i 50erne på det tidspunkt. Noget kan tyde på, at Ørnholm har været en urolig sjæl og var kommet i en slags panikalder. Dertil kommer et drikkeri, som gerne bruges som begrundelse for, at hans kone foreslog, at de flyttede til Vrensted.

Flytning til Vrensted.

rev til DSB 1.februar 1926. Brevet handler om et perroner på Vejen station. Ørnholm har repareret uret og beskriver omstændeligt, hvad han har foretaget

Det blev Vrensted. Den 1. august 1914 – samtidig med verdenskrigens udbrud – overtog han sognefoged Lars S. Larsens cykelværksted i Vrensted og omdannede det til finmekaniske værksted og tårnurfabrik.

Interiør fra tårnurfabrikken i Vrensted ca. 1926. Tv. står Chr.Ørnholm og th. William Jensen og Peter Lassen Bedholm

Ørnholm tog naturligt nok en del kunder med sig fra København, også Metoriologisk Institut fandt hans nye adresse.

Ørnholm havde ry som en dygtig finmekaniker og måtte ofte løse opgaver, der var så komplicerede, at andre værksteder gav op. I disse år blev han leverandør af perron ure til DSB og privatbanerne, men den største opgave var tårnure til kirker og herregårde. Endvidere fremstillede han gadeure til butikker. I en del tilfælde har han købt tyske urværker. Somme tider var det brugte ure, han så satte i stand.

En specialitet var også hans standure, Vendsyssel-”bornholmere”. Disse ure havde i øvrigt en tradition i Vendsyssel, hvor der formentlig er blevet fremstillet flere bornholmerure end på selve Bornholm. Nogle at urkasserne blev fremstillet af den lokale tømrer. ”Træsko-Severin”. Det var også standure, han ville have lavet, hvis det var blevet til alvor med udvandringen.

Der findes stadig en stor del arkivalier efter Christen Ørnholm, bl.a. hans reparationsbog, der viser, at han foruden de store opgaver også påtog sig reparation af folks små ure.

Familieforhold

I 1932 døde hans kone, Charlotte Emmerence Mine Pedersen, født 1863 på Mols. De var blevet gift i 1887, og i ægteskabet var der en datter (gift Barsted) og to sønner, der begge udvandrede. Den yngste druknede i 1921 ud for Rhode Island, USA og vi ved ikke ret meget om ham. Den ældste var maskinmester i handelsflåden, men slog sig ned i Vermont, USA, og drev et mekanisk værksted. En af hans sønner blev senere professor i kunst ved universitetet i Georgia. Måske har det forhold, at sønnerne opholdt sig i USA, været medvirkende til Ørnholms planer om at udvandre. Vi ved ikke noget herom. Der er ingen korrespondance der kan bekræfte formodningen.

Chr. Ørnholm og han anden hustru, Anna Magdalene Jensen, i hjemmet i Vrensted ca. 1934

Efter hustruens død blev der ansat en husbestyrerinde, Anna Magdalene Jensen, født i 1901. Hun var altså meget yngre en Ørnholm, men i juni 1934, blev de gift i Thise Kirke. Han var da 77 år. Vielsen blev foretaget af sognepræst, Aage Stevns, der var blevet en nær ven af Ørnholm. To år senere døde han. Anna Ørnholm døde i 1971. Hun var gift. 2. gang med Harry Jørgensen, hotelkarl i Løkken og referent ved Vendsyssel Tidende. Som ældre udgav han en vagabondavis.

Ørnholm, der var socialist og erklæret ateist, skænkede en lysekrone til Vrensted Kirke, da hans første kone døde, og efter hans død fik kirken endnu en lysekrone.

Allerede i 1911 var der kontakt mellem Ørnholm og den legendariske sagfører Anders Olesen om levering af et ur til Vrensted Kirke. Det blev dog ikke til noget, uvist af hvilken grund. I 1932 fik kirken sit ur, skænket af familien Holmen.

Fabrikken flytter til Løkken

Interiør fra tårnurfabrikken i Løkken i 1940erne. Fv.Harald Kjeldsen Nielsen, Georg Christensen fra Hjørring, Henry Kjeldsen Nielsen og Frands Opel Vestergaard fra Vraa
Perronur fra tårnurfabrikken i Løkken ca. 1940

Gennem årene havde han mere end 30 lærlinge, men kun to af dem opnåede at få svendebrev. Årsagen hertil kan være både Ørnholms temperament og hans krav om kvalitet. Den ene, William Jensen, var fra Vrensted og fik svendebrev i 1927. Han kom senere til København som finmekaniker. Den anden, Henry Kjeldsen Nielsen (født 1918) var fra Løkken. Hans far var snedkermester Anders Kjeldsen Nielsen, der ejede Løkken Maskinsnedkeri i Jernbanegade, nu Vendelbogade 34.

Det havde været Ørnholms bekymring, hvad der skulle blive af hans store samling af fine instrumenter og værktøjer, når han ikke var mere. Men nu købte Anders Kjeldsen Nielsen fabrikken og flyttede den i 1936 til Løkken.

Restaureringen af uret til Assens Kirke 1937. Fv.Anders Kjeldsen Nielsen, S.M. Hansen, Harald Kjeldsen Nielsen, Georg Winther, Svend Hansen, og Henry Kjeldsen Nielsen

Fabrikken fik til huse i en bygning parallel med maskinsnedkeriet, der havde gavl mod gaden, og hvor man endnu kan se forretningsskiltet. Her kom de to brødre Henry og Harald Kjeldsen Nielsen, til at forestå fremstillingen af ure, mens faderen tog sig af det forretningsmæssige.

I 1948 blev Anders Kjeldsen Nielsen dræbt ved en trafikullykke på vej til Kolding med et tårnur. Hans enke videreførte forretningen indtil sin død i 1964. På samme tid blev virksomheden delt, idet Henry Kjeldsen Nielsen flyttede med fabrikationen af tårnure til Vendelbogade 27, mens Harald Kjeldsen Nielsen fortsatte med maskinværksted(for. bl.a. skibsmotorer) og vvs i nr. 34. Henry Kjeldsen Nielsen solgte Vendelbogade 27 i 1979 og dermed var produktionen af tårnure endeligt ophørt. Henry Kjeldsen Nielsen døde året efter. Broderen Harald lever endnu.

Rådhusuret i Århus

Århus Rådhus. Tårnurey der blev opstillet i 1941. Var dengang Nordeuropas største

I årenes løb er der udgået et stort antal ure fra tårnurfabrikken først i Vrensted og siden i Løkken. Det største ur til det nye Rådhus i Århus. Det blev opstillet i 1941., og vakte megen opsigt, ikke mindst fordi ordren var gået til en lille virksom i det mørke Vendsyssel. Uret var dengang Nordeuropas største. Urskiven har en diameter på 7 meter. Den store viser med kontravægten måler 3,85 m. Hjulenes størrelse varierer fra 25 til 125 cm.

Et andet betydeligt arbejde fra Løkken-fabrikken er klokkespillet i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring, opsat i 1945 med klokker fremstillet på Brdr. Sørensens Klokkestøberi i Brønderslev, længe det eneste klokkestøberi i Danmark.

Et klokkespil er opsat i Ringkøbing Rådhus. Til dette kar Kaj Munk skrevet melodien, og det var et af hans sidste arbejder. Uret er opsat i 1943.

I 1945 blev der opsat et ur i Kristkirken i Kolding. Støbeformene til hjulene findes nu på Løkken Museum. Uret er et af de største kirkeure her i landet.

Også Thorshavn Kirke på Færøerne fik et ur med klokkespil fra Løkken. Det var i 1951. Det skal være det eneste fabrikken har fremstillet med kvarterslag. Holsteinsborg Kirke i Grønland fik ligeledes et tårnur, nemlig i 1956. Det er bygget på den måde, at urskiven kom til at sidde i glamhullerne. Derfor blev skiverne perforeret.

Produktionsprotokollen

En protokol med en fortegnelse over samtlige ure fremstillet i perioden 1911-63 findes endnu og er i Harald Kjeldsen Nielsens besiddelse. Den begynder med ur nr. 62, så man mangler altså de første ure, som blev fremstillet, mens Ørnholm havde værksted i København. Listen slutter med ur nr. 382. Den ophører således med flytningen af fabrikken. En samlet fortegnelse over de ure, der er blevet fremstillet siden 1963, synes ikke at eksistere.

Protokollen er en vigtig kilde til virksomhedens historie. Ikke mindst viser den variationen i de fremstillede ure, tårnure, perronure, gadeure, standure osv., men den viser også spredningen i aftagere. En liste nedenfor nævner nogle af de ure, der kendes fra det nordjyske område. Hertil kunne man så føje de mange ure, der er opstillet bl.a. i Sønderjylland.

Foruden nyproduktionen kan nævnes de mange reparationsarbejder, tårnurfabrikken har foretaget på ure af ældre dato eller andre fabrikater. Firmaet havde en aftale med DSB om tilsyn med samtlige perronure i 2. distrikt, dvs. Jylland og Fyn.

Malkemaskiner og beslag

For og bagside af brochure for malkemaskine SOLO, som Løkken-fabrikken fremstillede omkring 1950
Henry Kjeldsen Nielsen får af tidligere finansminister Thorkild Kristensen overrakt 1. præmien. i L.A.B.s idekonkurrence i 1959

Omkring 1950 tog fabrikken en ny produktion op. Det var på den tid, landbrugets mekanisering for alvor satte ind, og de fleste gårde fik malkemaskine. På fabrikken i Løkken, fremstilledes malkemaskinen ”SOLO”, som var konstrueret på fabrikken. Med i denne produktion var Magnus Skadelund, senere installatør i Løkken.

Henry Kjeldsen Nielsen var noget af en opfinder. Han fik anmeldt patent på et skjult hængsel til overfalsede døre og har desuden konstrueret støtteben til sovesofaer. De blev fremstillet i tusindvis på virksomheden i nr. 27. I 1959 fik han overrakt en førstepræmie i en idekonkurrence, udskrevet af borgere i Hjørring sammen med Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Den tidligere finansminister professor Thorkild Kristensen overrakte, som formand for Landsforeningen, præmien ved en højtidelighed i Hjørring.

Støtteben til sovesofa. Henry Kjeldsen Nielsens egen konstruktion.De blev fremstillet i et stort antal i 1960 erne og 1970 erne

Afslutning – uret i Skærum Mølle

Tårnure har været fremstillet siden 1700-tallet og er en særlig form for finmekanik, som nok har været mere udbredt i de sydlige lande. Fra Danmark kendes kun Bertram Larsens fabrik i København – og Ørnholm og hans efterfølger. Ørnholm og Kjeldsen Nielsen repræsenterer noget af det ypperste inden for faget, men også en slags afslutning på det gamle håndværk. Allerede i slutningen af Løkken fabrikkens levetid var de elektriske ure på vej ind på markedet, og de er af en helt anden karakter.

-For ikke så længe siden blev tidl. Sognepræst i Vrensted Otto Mikkelsen, kontaktet af folkeuniversitetscentret Skærum Mølle ved Vemb. Man havde fundet et gammelt støvet ur, der bar Ørnholms mærkeskilt. Nu ville man gerne vide lidt om det. Det ur var nummer 204 bygget i 1928 og solgt gennem en urmager i Vemb.

Uret havde ikke gået i 30 år, men er nu renset, sat i stand og kommer til ære og værdighed igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Chresten Ørnholm og hustru ligger begravet på Vrensted Kirdkegårdkk

 

 

 

 

 

681total visits,6visits today

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.