af areal 5812 m2 , opr. har der været 10 tdr. land til ejendommen
opr. opført i 1897′ ombygget i 1939 o.s.
ejere fra
2015 Pernille Larsen
1998 ??
1939 Ejler Lifland Kjær
1938 Sagfører Anders Olesens arvinge
derfør Marius Jensen og
derfør Marius Jensens far
Ejler Kjær var mælkemand i Vrensted by hvor han fra sin mælkevogn, solgte mælk, smør og ost fra Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve”
Til venstre Claus Søndergaard (Olufs Claus) klapper hesten. Til højre lærer Madsens, Jens Otto, får en 1/4 l skolemælk. Er på vej til Løkken Realskole. Dengang man cyklede, ca 1957
Vrensted by blev udskiftet af markfællesskabet i 1806, idet en landmåler havde foretaget opmåling i sognet.
Vrensted var det sogn hvor folk tidligst tog fat på at flytte deres gårder ud fra den samlede by til deres nye marker.
Af de 50 gårde der fandtes her i 1806 var allerede i 1810 de 21 udflyttet.
I 1828 oplyses det, at nu var der ialt udflyttet 22 gårde og dermed var udflytningen i det væsentlige endt.
Talrige nye bedrifter er så siden opstået ved udstykning og opdyrkning af kær og hedestrækninger.
Sidst i 1980 erne er det dog gået den anden vej. Bedrifterne bliver større og større og de store ejendomme opkøber ofte naboejendomme til sammenlægning.
I Vrensted sogn er der her i 2018 max 10 ejendomme hvorfra der drives fuldtids landbrug.
De mindre ejendomme drives nu ofte som en fritids/bibeskæftigelse, hvor ejerne har fast arbejde ved siden af.
Er der nogle der kan fortælle en historie om en bestemt ejendom, modtager jeg den gerne også med billeder, på mail: jensotto1946@hotmail.com
Else Marie og Jens Otto 2016Vores svigersønner Peter og Ulrik 2016Vores børn, Mette og Trine, 2016Hele familien med børnebørnene, Mathias og Mathilde samt Lasse og Line 2016
Bedstemors og bedstefars gård “ Vester Aagaard” i Serritslev min mors hjemVester Aagaard i Serritslev som ligger i Vesteraa, SerritslevLaura og Vilhelm Larsen min mors forældre i haven på Vester Aagaard i SerritslevLaura og Vilhelm med deres tre børn, ældst er Richard som overtog gården, så Ida til venstre og Marie (Mie) den yngste i midtenMin bedstemor og bedstefar, Laura og Vilhelm Larsen, der drev gården Vester Ågaard, Serritslev og ved salg til sønnen Richard flyttede til Brønderslev som pensionister.
Billeder fra min fars hjem:
Min farmor og farfar, Agnes og Otto Madsen, der opførte og drev købmandsforretning i Try ved Thorshøj i 35 år og derefter som pensionister flyttede til Frederikshavn
Min farmor og farfar Agnes og Otto MadsenMin far Elith Madsen i midten og hans fire søskendeKøbmandsforretningen i Try v/ Thorshøj set fra havesiden min fars hjemFarmor og farfars stue
Billeder fra mit eget hjem:
Den gamle Vrensted Byskole på Sct. Thøgersvej 1 set fra sydDen gamle Vrensted Byskole set fra nordMor og far og vi fire søskende ø.f.v. Bente 1943, Jens Otto 1946, nederst f.v. Karsten 1951, Henning 1958.
Den 7. april 2018 modtog jeg en mail fra Løkken-Vrensted Jagtforenings formand, om jeg ville holde båltalen i Vrensted Sct. Hans aften. Det havde jeg aldrig tænkt på, at jeg måske blev indbudt til noget sådant.
Vrensted betyder og har altid betydet meget for mig, så hvorfor ikke, jeg blev dog lidt beæret over en sådan indbydelse.
Så hermed hvad jeg sagde ved båltalen ved Jægerhuset i Vrensted som ligger på Menighedsrådets og kirkens areal lige vest for præstegården og Bådstedhedevej.
BåltaleFakkeloptog op forbi Kirkedammen, Kirken, Byens Hus og til Jægerhuset igenHeksen sendes til Bloksbkerg og der syngesJens Otto Madsen
Sct. Hans Aften den 23.06.2018
Båltalen:
Tak for invitationen til at komme og tale på denne skønne og specielle aften.
Sct. Hans aften er speciel – vi fejrer lyset med bål, sang og samvær.
Vi samles på tværs af de ting, der ellers nok kan dele os p til hverdag.
Vi lytter til hinanden og taler til hinanden.
Det er bålet der om lidt vil fange vore øjne.
Vi samles ligesom vore forfædre har gjort i årtusinder siden isen forsvandt fra vore breddegrader.
De tændte bål for at varme sig.
De tændte bål for at holde de vilde dyr væk.
De tændte bål for at advare mod fjender.
Bålet varmer. Det fortærer. Det udsletter sig selv.
Det ligner os mennesker. Der brænder en ild i os.
Vi brænder hver især for noget, og vi brænder ud til sidst. Det er ilden i os, der er vores bestemmelse og giver livet mening.
Det er kærlighedens ild. Og hadets ild, desværre.
Det er ikke tilfældigt, at vi bruger udtrykket, “Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”, som Holger Drachmann så smukt siger det i Midsommer visen.
Det havde hver by, og hvis ikke, så fandt man en, helst en der var lidt for sig selv.
Hvem var og er disse hekse og trolde ?
Som jeg tænker heksen, ser det ud til, at det har været de personer, der brød den almindelige orden. En person i et lokalsamfund , der ikke var ligesom de andre – f.eks. en klog kone, der kunne ting, der ikke var til at forstå. Det kunne også være en, der truede de almindelige regler.
Sagnet fortæller at: Sct. Hans nat, den 23. juni, farer danske og tyske hekse til Bloksbjerg i Tyskland, mens de svenske foretrækker Blåkulla på Øland, og de norske tager til Lyderholm ved Bergen.
Ved at salve sig med en smørelse kogt af nyfødte børns fedt, flyver heksen på koste, ilddragere eller hø tyve. For at kunne deltage, skal heksen slutte en pagt med djævlen ved at kysse ham bagi, hvorpå djævlen kvitterer med at sætte mærke på kroppen.
Der fortælles også: at Sct. Hans Aften og nat, gik mange ud for at samle urter, fordi også de var ladet med magisk kraft. Nogle urter kunne helbrede for sygdom, skærme mod lynnedslag og fortryllelser og helbrede det kvæg, der var blevet sygt af at græsse, hvor elverfolket havde danset. Man formodede, at urterne fik kraft af den dug, der faldt. Derfor bredte man også linned ud på kirkegårde og tidligt næste morgen svøbte man syge ind i det våde linned, så den helbredende kraft kunne trænge ind i dem,
Nu om dager sender man blot ” syge mennesker på arbejde ” – ja overtroen trives stadig i bedste velgående.
Hvordan foregik hekseprocesserne ?
Når en person blev anklaget for at være heks, lod kirken sagen gå videre til domstolene, hvor retssagen ofte varede flere dage. For at sikre, at den dømte virkelig var en heks, lavede man forskellige prøver:
Der var vandprøven: Den anklagede blev bundet og smidt i vandet. Flød man, var man skyldig, sank man, var man uskyldig
Tåreprøven: Opfattelsen var, at hekse ikke var i stand til at græde. Hvis den anklagede derfor ikke fældede en eneste tåre under tortur, var vedkommende en heks.
Vægtprøven: Her blev kvinden vejet, og vejede hun mindre end gennemsnittet, antog man, at hun var en heks. Man mente, athekse måtte være lette for at kunne flyve.
Stikprøven: Man antog, at det sted på kroppen, hvor djævlen havde sat sit mærke, var følelsesløst. Toturen gik derfor ud på at finde en sådan plet. Det var næsten umuligt at blive frikendt.
Hvis vægtprøven f.eks. beviste, at den anklagede var tungere end gennemsnittet for en heks, forklarede man det med, at hun havde øvet trolddom.
I Danmark blev de anklagede stillet til ansvar i deres eget område.
Blev husdyr syge, mælken sur, eller slog høsten fejl, fik landsbyens særling eller en forhadt person, skylden herfor. Heksetroen fungerede derfor som en slags syndebuk i et samfund, hvor hverdagen ofte var hård og fattig.
Folk der var ramt af ulykke, skyldte skylden på trolddom, for at forsikre sig om deres egen uskyld.
Hvis nogle klarede sig særlig godt, stod de også for skud, da det blev antaget, at de havde brugt magi til at nå velstand eller skønhed.
Nutidens hekse ? På nationalt plan, har der altid – og er stadig – god latin at finde en fælles trussel for at holde sammen på folket. Ska frygt udadtil for at undgå uro og uorden. Der er masser af eks. på denne metode rundt om i verden.
Et par historiske eksempler:
1950 ernes USA, som var en hård tid for landet efter 2. verdenskrig, med megen utilfredshed blandt befolkningen, dukkede der en Politiker (Mc Carthy)op, som gav kommunisterne skylden for al dårligdom i USA. Det medførte, at tusinder af almindelige amerikanere blev forfulgt.
I det tidligere Jugoslavien, hvor forskellige befolkningsgrupper i årevis havde levegt fredeligt sammen som naboer og ægtefæller, endte det med, som i måske husker, at de slagtede hinanden på det grusomste -også tidligere venner og naboer. Det var i årene 1991 til 2001, ja for ikke så længe siden !
Der skete også grimme ting under den Tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945, så det kan også ske i Danmark.
Man kan fundere over den frygt industri, der hersker i medierne og blandt danskerne.
Kan det ske i Danmark ?
Danmar – som nok er verdens lykkeligste land – og EU`s tryggeste land – er i disse år hærget af en frygt industri, som bl.a. splitter dem, der har aller mest brug for at stå sammen, flygtninge, de arbejdsløse, bistandsklienter, de hjemløse, de psykisk syge. Man kan jo altid holde sig selv oppe, når man kan træde på andre, der er længere nede.
Hvm har gavn af denne frygt industri? Er det medierne? Politikerene? Eller os Selv ?
Jo, der brændes stadig hekse.
“Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans” fortsætter Drachmann. Men som Jugoslaverne og befolkningen i mellemøsten så bittert må erkende, bliver denne fred ikke vundet ved at lægge andre for had.
Nej, den kan kun vindes, hvis “hjerterne aldrig bli´r kolde” som han så smukt slutter Sankt Hans visen”
O g hvordan opfører vi os i naturen ? I de senere år er der heldigvis blevet megen fokus på hvor vigtigt det er at vi alle passer på naturen uden brug af farlige kemikalier, så vi bl.a. kan beholde Sankt Hans urten, som var tegn på magt, sundhed og lykke og blev brugt til at tage varsler. Og at vi igen kan drikke vand fra kildevæld uden at tænke på forurening.
Når vi har hørt bålet knitre og set flammerne, bør vi måske overveje, om vi i vores jagt efter materiel velstand er blevet til en flok hekse, der rider ødelæggende gennem naturen og forpester den.
Hvad har alt dette med Vrensted at gøre?
Der er sket utrolig meget i Vrensted og I har forstået at fortsætte udviklingen. I har taget sagen i egen hånd. I har bl.a. lavet et floreningssamvirke hvor samtlige foreninger er repræsenteret. I har taget demokratiet tilbage til jer selv, i stedet for stiltiende at lade stå til. I har været i dialog med Hjørring Kommune siden skolens lukning og ikke accepteret tingenes tilstnd i Vrensted.
Det er utrolig flot af jer. Der har været en tendens til i vores landdistrikter at give kommunen skylden for al dårligdom, og Hjørring Kommune er måske ikke perfekt, men der er sket store fremskridt de senere år i takt med, at mange i landdistrikterne – som jer – er vågnet op og taget ansvar for egen udvikling.
Al udvikling begynder med en selv.
Man må selv være den forandring, man ønsker for verden. Man taler om stigende ensomhed blandt mennesker. Men jeg VED, at I her i Vrensted har forstået betydningen af sammenhold. I har lavet aktiviteter som tilgodeser alle såvel unge som gamle.
Al erfaring med udvikling eller afvikling af landsbyer viser, at det handler om mennesker, er handler, og I har taget et stort skridt i den rigtige retning.
Trods bump og huller på vejen, har i forstået at holde gejsten oppe.
Det er bl.a. alle foreningerne i Vrensted og enkelt personer.
I har vist sammenhold.
I ville BYENS HUS, i har samlet penge ind
I har vist – at I ville
Fortsat – held og lykke
Nu vi har en heks her på bålet i aften – sålad os holde traditionen i hævd, ved at sende hende til Bloksbjerg, imens vi nyder bålet og Drachmanns smukke midsommervise.
Jeg vil ønske, at I alle sammen får en god midsommerfest
Levnedsbeskrivelse for Niels Christian Larsen Fyrtøjsvej 35 9700 Brønderslev
En Levnedsbeskrivelse af Christian Larsen, Brønderslev, opvokset på en gård 300 meter syd for skellet mellem Vrensted og Thise sogne på Bådstedhedevej. Familien flyttede hertil fra en ejendom i Åsendrup, hvor faderen stammede fra og hvor anden familie også boede og ligeledes i Vrensted. Tilhørsforholdet har altid været Vrensted. Kristian og hans søster har begge gået i skole i Vrensted.
Levnedsbeskrivelsen er en spændende historie om opvæksten på landet, skolegangen og tiden som elektrikerlærling i Vrensted og hvad der senere er sket i livet, herunder et langt arbejdsliv som projektleder hos Brønderslev og Oplands Elforsyning BOE, der senere er blevet fusioneret ind i større selskaber.
Svend først i 20 erneSvend som en moden mand i 60 erne.
Svend Riis var barnebarn af den tidligtere købmand Riis, som havde forretning lige over for Kirkedammen i Vrensted. I Vrensted hed han “Bette Svend” sikkert fordi naboen havde en søn med samme navn, som var ældre end Svend Riis.
Hans mor Fie Riis, sangskriver og forfatter, med bopæl i Vrensted til ca. 1955, var datter af købmand Riis. Da købmand Riis døde blev forretningen solgt og ægtefællen Johanne Riis opførte det første hus på Sct. Thøgersvej nr. 2 hvor hun drev en trikotageforretning indtil hun fik en bolig i Ane Maries hus.
Som ca. 10 årig flyttede Svend med sine forældre fra Vrensted til Brønderslev hvor Svend tog sin Realeksamen og efterfølgende kom i lære som dekoratør.
Livet igennem har Svend tegnet og provokeret som nedenstående mindeord fortæller.
De sidste mange år, indtil sin pensionering, har Svend Riis arbejdet og boet i Fredericia med sin familie. Han har deltaget på mange udstillinger i loklområdet.
Vrensted betød meget for Svend.
Han fik i 2017, i Vrensted Forsamlingshus, til et “kan du huske” arrangement, lejlighed til at fortælle om sin barndom i Vrensted.
Svend er nu død som 73 årig.
Svend har lagt fotografier ud på nettet af mange af de billeder han i årenes løb har tegnet og malet, heraf mange provokerende.
Jens Otto Madsen, barndoms kammerat
Mindeord skrevet af Thomas Lægaard, Fredericia Avisen, den 24.07.2018
Hvil i fred Svend Riis – den store provocateur
Jeg er på ferie langt væk fra den daglige gang på Fredericia AVISEN. Til morgenkaffen i går læser jeg på Facebook, at min gamle ven og inspirator Svend Riis er gået bort.
Som en yngre mand, der var flyttet til Fredericia og ikke havde fundet en vej ind i de lokale kunstkredse, var det en befrielse at møde en mand som Svend Riis. Vores første møde var mere eller mindre tilfældigt og handlede om den lokale udstilling Kunst for Alle i kunstsalen i Kongensgade 111.
Jeg malede på det tidspunkt noget abstrakt kunst og graffiti, men havde masser af ideer, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle med. Mit første møde med Svend satte så mange ting i gang hos mig, og det var beviset på, at en stor del af mig fandtes som en ældre person. Svend lærte mig, at kunst skulle have noget på hjertet og det måtte hellere end gerne stikke ud og provokere. Hvis det ikke stillede spørgsmålstegn eller satte tanker i gang, så kunne jeg ligeså godt male åkander til at hænge over sofaen.
Året efter til Kunst for Alle fik jeg lov til at udsmykke indgangspartiet til udstillingen, jeg husker, at jeg gerne ville imponere Svend. Svend var på mange måder hurtigt blevet min mester og inspirator, han lærte fra sig og han grinte ofte højt og længe af mine skøre ideer og tanker. Svend røg altid også indenfor og i bilen, der var mange ting ved Svend generelt som var fra en svunden tid, det vil jeg altid elske ham for. Mit første job med at male indgangspartiet var første svendeprøve, min teknik var elendig, men Svend kom og tilså mit værk undervejs. Jeg malede resterne af Kemirabygningerne med teksten Ground Zero. Det var tankerene om, at noget forfærdeligt var sket ligesom 9/11 og så nygenopbyggede man grunden. At sammenligne giften fra Kemira med en terrorhandling faldt ikke i god jord hos beskuerne eller de andre arrangører, men Svend var stolt. Jeg fandt ud af, at jo mere jeg turde forarge borgerskabet, jo mere stolt blev Svend.
Svend sagde en gang til mig, “Du skal skide på om der er nogen lokale, der kan lide det du laver, en dag forstår de det du laver, et andet sted. Så kommer alle de lokale og synes du er genial, lad være med at tænke på dine naboer tænk meget længere ud”
Mit venskab med den aldrende herre voksede, det var som om at Svend havde en mission med mig. Jeg fik chancen igen året efter og der gik Svend og jeg lidt ned med skibet på samme tid, når det kom til Kunst for Alle. Jeg ville imponere Svend og han ville gerne se, hvor langt jeg turde at gå. Svend lærte mig noget, jeg godt vidste, men ikke turde, Svend gjorde mig modig. Det var ikke sådan, at jeg var en dukke med Svends hånd oppe i, han forstod balancen af inspiration. Jeg fortalte Svend om min ide, og han rystede på hovedet. Så grinte han og sagde jeg var tosset, klappede mig på skulderen og sagde jeg var en god dreng. Jeg ville prøve at fordanske ordet Jihad, det skrev jeg med glade farver og bogstaver. Rundt om skriften lavede jeg logoer for organisationer som på mange måder kun kunne være i krig med hinanden. Logoerne var de Autonomes, McDonalds, EU, Bøssernes Befrielsesfront, Christiania, og til sidst hagekorset. Vi vidste ikke, hvordan folk ville reagere, vi forstod jo godt budskabet, vi troede, at ordet Jihad var det største problem. Men allerede før udstillingsstart, ville nogle bag udstillingen have det fjernet. Men der viste Svend format og tog mig i forsvar, desværre så de fleste kun et hagekors. Jeg blev kaldt forræder og nazist, det sjoveste i hele misèren var, at ingen så der stod Jihad med kæmpe bogstaver i midten. Der kom en masse omtale og jeg indgik et forlig med at male mit værk over efter udstillingen, så pressen kunne tage et billede. Jeg husker Svends reaktion, da jeg skulle male det over, hans blik viste tydeligt, at jeg var en kylling. Ja, jeg var en kylling den dag Svend, det havde du ikke lært mig. Efter det var jeg ikke inviteret til at male indgangspartiet mere, og Svends aktiviteter omkring udstillingen ebbede også ud.
Jeg skylder Svend meget, jeg savner allerede Svend meget og jeg skal nok love at fortsætte med at sige min mening og stadig provokere. Ikke bare provokere, men provokere, når jeg har noget på hjertet. Svend Riis var måske den største kunstner, der har været i Fredericia, for mig var Svend det helt sikkert. Tak for dit venskab Svend, jeg skal nok prøve at føre faklen videre.
Svend kaldte mig altid provokatør, men jeg kunne ikke nå Svend til sokkeholderne.
Tak for dansen Svend Riis og jeg sender de varmeste tanker til familien.