Af Anders Theisen

Ophavet…

Det er pudsigt at skulle skrive en levnedsbeskrivelse efter så mange år, – egentlig tror jeg ikke, der er mange af mine skolekammerater, der kender min virkelige baggrund. Jeg blev født i København (Rungsted) den 21. januar 1946 og den opmærksomme læser vil kunne regne ud, at undfangelsen er ca. den 4. maj 1945 – plus/minus en træsko. Da jeg var 4 år døde min biologiske far, og min bror og jeg blev udstationeret i Brønderslev hos min faster og onkel (Inger og Svend Sanvig). På trods af min unge alder blev jeg efter 3-4 måneders forløb spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive der permanent. Derfor blev jeg “adoptivbarn” i Nørregade og blev altid opfattet som en Sanvig.

Rungsted dejligst vang og vænge…

 Måske er det meste noget jeg er blevet fortalt, men jeg husker og kan den dag i dag beskrive Rungsted Strandvej 49. Huset lå lidt højt over Strandvejen med en lang opkørsel, og min far (Jens Marius) havde et lille Austin – den havde Paul (6 år) og jeg (4 år) fået sat i frigear, pedalerne kunne vi ikke nå, så jeg sad nede på gulvet og Paul styrede bilen – lige ned på Strandvejen, tværs over vejen og ned i grøften. En anden gang kunne min far ikke forstå, hvorfor bilen ikke ville starte – da havde vi leget tankstation og stoppet benzinrøret fuldt af grønkål.

Vi boede lige i nærheden af Karen Blixens hus – fra bunden af vores have løb vi over en eng over til Rungstedlund – ikke fordi hun boede der, men fordi det var spændende. Til den anden side lå et kæmpestort sommerhus i træ, der tilhørte en grev Moltke – de var der aldrig så vi legede også i deres have, spiste deres frugt og bær.

Det var rationeringstid – blandt andet kaffe og sukker var rationeret. Vi var sendt til købmanden efter kaffe i hele bønner, – dem dryssede vi i haverne på vejen hjem, fordi så blev alle folk jo så glade, når der voksede kaffeplanter op og duftede så dejligt af kaffe.

En gang havde Paul fundet noget maling og ville male en havebænk, – jeg ville ikke flytte mig, så malede han bare mig hvid ligesom bænken.

Selv om jeg ikke er barnefødt, har jeg altid betragtet mig som vendelbo, – det er nu ikke noget jeg er stolt af, ……. det er noget jeg er taknemmelig for.

 Den lille Skole….

Torsdag den 1. april 1952 var min første skoledag i Den lille Skole i Tygelsgade – jeg var blevet 6 år i januar. 1. klasse havde timer fra 13-16 og 2. klasse fra 8-12 – fra 3. klasse gik vi på Skolegade Skole fra 8-16 og lørdag fra 8-13 og var ”vandreklasse” med op til 48 elever i hver klasse. ”Vandreklasser” havde ikke fast klasselokale, men vi for rundt i hvert frikvarter for at sætte tasken i det næste lokale. Det var de store årgange fra de sidste krigsår (1943-45) der overraskede politikerne og deres embedsmænd – de havde ellers haft 6-8 år til at bedømme behovet.

Mange af lærerne havde haft vore forældre som elever, – de var tudsegamle, gik med sort tøj og vest og lignede et begravelsesoptog. Vi fik rap over fingere med en lineal, hvis vi skrev forkert og eftersidning, hvis vi var uartige – jeg kom tit sent fra skole og havde mange mærkelige forklaringer. Der var nu også mange spændende ting og fristelser at opleve på vejen hjem fra skole, – et smedeværksted hvor hestene blev skoet, en sodavandsfabrik, et ægpakkeri, jernbanen, Pedershåb, Trælastens lager, Hedelund, Landboauktionen med grise og køer, – der var uendelige oplevelser.

Sommerferierne…

 Min farmor havde det mest vidunderlige sommerhus, – ja det hed ”Guds Fred” og lå 25 meter fra vandkanten i Bunken syd for Skagen, og blev bygget af min farfar i 1927. Der var ca. 20 sovepladser inklusive ”Rædselskabinettet”, det kaldte vi loftværelset på 2. sal med grønne brædder på væggene, ferniserede gulve … og madrasser på gulvet. Her holdt vi den ene sommerferie efter den anden sammen med fætre og kusiner, – der var år, hvor det kun var forældrene, der blev udskiftet fra 20. juni og indtil 12. august, hvor skolerne begyndte på ny. Vi cyklede fra Brønderslev til Bunken ved feriens begyndelse og retur i august – der var godt 60 km, men cyklerne skulle med på ferie, fordi det gav en fantastisk frihed med ture til Skagen, Frederikshavn og Kandestæderne.

Vi badede, spillede fodbold, gravede i vandkanten, byggede sandslotte og gravede totempæle ned (det var bundgarnspæle drevet i land), lavede cirkusforestilling for at tjene ekstra lommepenge, gik over Milen og til Aalbæk, hvor vi købte karamel- og jordbærstænger til 2 øre stykket. Dem tjente vi ved at slå fluer ihjel, fordi min faster Kirsten udlovede en løbende dusør for dræbte fluer – at det tit var de samme fluer, hun fik at se – det var en anden sag.

Vi sprang fra klitterne, lå og tyggede marehalm og kiggede på skyerne og fortalte hinanden historier – så en havørn kredse lige over vore hoveder og fangede en hugorm – det var farligt indtil vi fandt ud, det kun var en udskiftet ham.

Vandet i hanerne havde lidt for meget rust og okker, så vi hentede rent vandværksvand hver eneste dag til the og kartoflerne hos landinspektør Luther-Jørgensen længere nede på stranden. Et år skulle min bror Peter og jeg aflevere den obligatoriske æske med fyldte chokolader på sidste sommerferiedag, – huset var tomt og ingen hjemme, så vi åd hele æsken og smed dem væk, vi ikke kunne lide. Værre var det, at min mor var blevet tidligere færdig med at pakke sammen og lige ville sige personligt tak. Fru Luther-Jørgensen var bare nede i sin lille køkkenhave…. så der vankede ”dallerbakker” og mavepine og ingen lommepenge indtil chokoladen var betalt.

Lømmelalderen…

Det var en lykkelig barndom med en sund, retfærdig opdragelse, – af mine skolekammerater fra gaden talte Erik Mølvadgaard og en kort periode også Jacob Leth, hvor Erik og jeg lærte ham om livets alvor i Nordbyen. Ulrikka Sørensen (overlægens datter) kom senere til, men det var nu mest hendes storebror Paul, der deltog i løjerne.

Hvordan mon Pikanto i Nygade fik et N i løbet af en nat, eller købmanden i Vestergårdsgade mistede et K og fik byttet om på Ø og B.

Krudt og kugler….

Eller hvor overlægens Paul skaffede et MEGA-kanonslag – det var som en overarm, blåt og kunne kun tændes på en husholdningsæske. Det blev fyret af i Mogens og Mitten Nielsens have på Thorsvej lige foran spejlglasvinduerne til deres swimmingpool. Det blev berettet, at vinduerne krummede sig ca. 2-3 cm af lufttrykket. Det måtte kunne have revet en arm af, men det viste vi ikke. Hold da kæft for et brag!

Paul havde også rådighed over en gammel muskedonner fra det 18-århundrede. En forlader med tændsats. Vi havde jo ikke forstand på ammunition til sådan en djævel, så vi skilte for en sikkerheds skyld en to-tre af min fars patroner til haglgeværet af, – det var godt nok pladekrudt, men hvad det kunne vel bruges. En gammel klud til at stoppe forladeren med og så godt med hagl og tændsatsen kunne man købe hos Stagsted. Paul lå i sengen med en forstuvet skulder i flere dage, – han glemte at holde ordentlig ved forladeren.

Og da vi lavede en cykelpumpe om til en raket og placerede den klemt inde mellem to zinkaffaldsspande – selv lunten var hjemmerullet, – selv mere end 40 år efter kunne man stadig se mærkerne under tagskægget hvor håndtag og pumpestang ramte garagen i Nørregade 75.

Døden på distance….

Af de oplevelser som gjorde mest indtryk på mig i mine barne- og ungdomsår har især tre efterladt et uudsletteligt indtryk hos mig, – da en skolekammerat (Leo?) tog livet af sig og da en banearbejder, der boede på 1.sal hos Eriks far og mor omkom ved en tragisk arbejdsulykke.

Senere blev en god kammerat og ven – Hans Espensen – det første offer i en række af Brønderslev unge, der absolut skulle afprøve de hårde stoffer.

Sportens verden….

Jeg havde store ambitioner på fodboldbanen, jeg kunne ikke drible og til gengæld kunne jeg heller ikke tackle, – men løbe stærkt, når det gjaldt om at komme væk fra noget jeg havde rodet mig ind i, var jeg eminent til. Jacob Leth husker sikkert, vi kravlede rundt oppe på transformatorstationen på stadion, – vi andre viste, at når sirenen på Pedershaab lød kl. 16, så var der ca. 10 minutter inden Anker (han passede station) kom hjem, så skulle vi være væk. Det var Jacob ikke klar over, og han turde ikke springe de 6-7 meter ned og blev fanget som den eneste. Eller da Erik Mølvadgaard, Anders Peter Thomsen (Appetit) og jeg fik startet Ankers selvkørende plæneklipper til stadion og den løb fra os og endte oppe ved Markedsvej. Jeg var i hvert fald ikke hjemme resten af eftermiddagen.

Uanset mine kvalifikationer på fodboldbanen var jeg stensikker på mindst en innerwing-plads, – jeg var nemlig den eneste der havde en ægte læderfodbold!

Nørreå, selv om jeg ikke måtte bade der, kom jeg ofte kom hjem med grønne underbukser og vådt hår. Friluftsbadet især var vore yndede udflugtsmål om sommeren, det jo også der, vi (op)søgte det andet køn. Jeg husker endnu, hvordan jeg “bagte på Bodil Mørk” en hel weekend så jeg var helt solskoldet, og så var det selvfølgelig Aage Egholm, der fulgte hende hjem. Havde vi ingen penge, så tog vi bare derud efter lukketid og plankede den ind. – Æble og pæremold i efteråret, selv lærer Røns pærer gik ikke ram forbi, når vi besøgte Jacob Leth på Solvangsvej. Hans mor blev stiktosset.

Stærk tobak…

Ryge skulle vi selvfølgelig, – vi (jeg) huggede nogle af min fars cigarer, og kors hvor vi brækkede os, og kunne vi ikke finde på andet at ryge, så kunne bøgeblade da bruges. En eftermiddag lå vi oppe ved Thorshøj og havde ild i piberne af bøgetræ, – græsset var knastørt og én af os havde et brændeglas og inden vi fik set os om, brændte alt græsset omkring os. Vi tissede på det og slog på ilden med vore vindjakker – mærkeligt nok var der 4-5 drenge, der havde mistet deres vindjakker på mystisk vis og lige den samme dag. Vi blev nu sendt ud for at finde dem – påtalen og stuearresten, den taler vi ikke om.

Omme bag Nørregade lå Nygårdsvej og Tolstrupvej og her boede flere af byen originaler, bl.a. Bolsjevik Valdemar og Musseverner og de var helt tossede med at skrå med godt med snus (aske fra cigarer og cerutter). Min far var cigarryger med høj kvalitet, så askebægrene med både skod, stumper og aske blev indsamlet og solgt til højestbydende – det gav tit til en ekstra biografbillet eller 5 Eifel. Cigaretterne kostede 15 øre uden filter og 20 øre med filter hos købmand Vestergaard på hjørnet af Søndergade/Vestergade/Østergade – det var vist ikke helt lovligt at sælge cigaretter i løs vægt, så vi lærte at vente pænt i baggrunden til butikken var tømt. Det var datidens ”narkotikahandel”.

En pinse muntrede vi drenge fra Nørregade og Markedsvej med at lege “korsriddere”, – vi havde jo ikke rigtigt nogen at slås med, men omkring Fælledvej skulle man normalt bare vise sig – altså hvis man var fra Skolegades Skole – så vankede der. Så vi lagde en slagplan, der resulterede i et slag i og omkring pinseferien, – slaget varede i flere dage. Vi genoptog jo bare løjerne næste dag, fordi spisetiderne skulle jo overholdes. Det gik ikke så godt for Richard Løvehjerte og Ivanhoe på trods af flotte dragter og sværd. Min fætter Poul fra Tårs var på feriebesøg og blev udstyret med det mest nødvendige. På et hastigt tilbagetog løb han direkte gennem en hæk, – det kunne tydeligt ses på både ham og tøjet, for det var en tjørnehæk. Senere på dagen stod der to politibetjente med overbetjent Bendtzen i spidsen foran døren. DSB havde tilkaldt lovens lange arm, fordi horder af drenge sloges vildt på banestrækningen omkring viadukten ved Tunnelvej, – og hvem blev genkendt trods krigsmaling, tyskerhjelm og gamle lagner med store, røde kors?

Naturen og det andet..

Cykelturene til Ribsengene i Vildmosen, hvor vi intet havde at gøre, bare ligge i græsset ved tusmørke og vente på ålene kom op af grøfterne, eller når vi legede røvere og soldater i Gyvelskoven nord for byen, kælkede og stod på ski i “Djævlebakkerne”. Det var de samme områder, vi gik/cyklede de første ture med “kæresterne” da vi de der 14-15 år, og en efterårsdag ved en tilfældighed opdagede et hedt og heftigt stævnemøde mellem een af “Pedershåberne og en landbrugskyndig elskerinde fra vestegnen” oppe i Pedershåb Frugtplantage – det var et syn for guder og især for sådan nogle konfirmander som os. Hvorfor vi egentlig var der selv, gætter I vel næppe….

Et åbent og meget internationalt hjem…

Hjemmet i Nørregade havde stort set hvert andet år en udvekslingsstudent boende i 8-9 måneder, primært fra USA, men også England, New Zealand, Frankrig – der blev talt meget engelsk, og da jeg var så heldig at få Hans R. Knudsen som engelsklærer, blev engelsk et af mine yndlingsfag, – men jeg blev af Knudsen kritiseret for min manglende engelske udtale. Jeg har siden fået overskæg og fået lært at holde overlæben i nogenlunde ro. Både mine søskende og jeg har fortsat kontakt med vore amerikanske venner trods de mange år.

Noget skulle vi jo få tiden til at gå med…

Når jeg ikke kunne drive det til noget med fodbold, var tennis måske en mulighed. Jeg var håbløs selv med en landstræner Regnar Schrøder som underviser, men der var jo lige det der med pigerne, – de opholdt sig jo meget på og omkring banerne, så det gav jo endnu en indfaldsvinkel.

Schrøder trænede bl.a. Jan Lesley i Sandgraven i Århus når han ikke lige havde travlt med at undervise talenterne i Brønderslev. Drengene fra Århus gav i øvrigt opvisning en sommer for novicerne i BLTK – og selvfølgelig boede både Schrøder og Jan Lesley i Nørregade.

Købmanden i enhver…

Det lå næsten i luften, at “købmand” det måtte jeg blive. Jeg havde et fast job to gange om året med at opkræve brandforsikringer for min far. Prisen var 30 øre pr. stk., – de blev altid klaret af de to ældste hjemmeboende, men da jeg til sidst var alene tilbage og der faktisk var ca. 1000 besøg, fandt jeg på at udlicitere jobbet. Kammeraterne fik buddet på yderdistrikterne for 25 øre pr. stk., – jeg tog selv alle boligforeningerne og forretningerne i den indre by. Hvorfor de skulle have yderdistrigterne var fordi betalingen var “no cure – no pay”. Det var lidt frækt, men den kloge narrer jo den mindre kloge….

Musik og sang….

Min gamle skolekammerat, Orla Sørensen huskede mig på, at jeg vist var den eneste i Brønderslev, der havde en karakterbog med en anmærkning “Anders har anlæg for pyromani”, – herom lidt senere. Dem der ikke husker så godt, så var vi nogle stykker, der havde svært ved at koncentrere os i sangtimerne. Vi blev kaldt “brummerne”, fordi vi ikke måtte synge med, – fri fra timerne kunne vi ikke få, så frøken Vig placerede os bagerst i lokalet, hvor hun absolut ikke kunne holde øje med os (hvad kunne hun i øvrigt holde øje med, det søde menneske). Vi k-e-d-e-d-e os, – et par springture ud af vinduet efter slik eller ind i “Baptisten” for at smøge den. Jeg husker, at lærer Thomsen afleverede os i sanglokalet med en formaning om aldrig at gøre det igen (før næste gang), – frøken Vig var meget overrasket, – hun havde nemlig ikke savnet os. Det var også letsindigt bare at sætte sig i solen lige nedenfor sanglokalernes vinduer.

Pyromanen….

Hvad skulle man så få tiden til at gå med? Jeg havde opdaget en klump harpiks på bagsiden af skabet med sangbøger, og af kedsomhed fandt jeg fyrtøjet frem og frembragte en kvalm og ildelugtende røg i lokalet. Frøken Vig opdagede intet før Ingeborg Lauersen og Grethe Jensen højlydt gjorde opmærksom på “faren”. I den efterfølgende engelsktime blev jeg afhentet, min lighter skulle konfiskeres og jeg en tur op til Elis Frederiksen. Han gav mig for en sikkerheds skyld et par på kassen, fordi det plejede han jo, – derefter kunne jeg fortælle… Min far må have grinet, fordi en sådan skriftlig irettesættelse skulle jo vises frem, og på mystisk vis “forsvandt min karakterbog i 3. mellem” og var umulig at finde. Jeg blev sendt direkte hjem efter den med besked om kun at komme tilbage medbringende den famøse bog. Min fars sekretær på advokatkontoret forklarede senere min far, at “Anders har været på kontoret med sin karakterbog fordi den skulle skrives under, men Sanvig var optaget”. Han insisterede på, at den fik et stempel og en underskrift”. Så var den klaret, – indtil næste gang.  Lighteren, – I tror da ikke jeg var så dum, – jeg havde da byttet til tændstikker med Erik i frikvarteret. Vi viste jo godt, at “tampen brændte”. Elis Frederiksen – han fulgte jo som nævnt princippet om ”slå først og tal senere”. Så lærer Jørgensen havde sendt mig til skoleinspektøren med en sag, han ikke selv kunne tage stilling til, og Elis Frederiksen havde dårligt set mig og spurgt til, hvorfor jeg nu igen var sendt op, og inden jeg overhovedet havde berettet om mit ærinde, så havde jeg igen fået en på kassen – at jeg bare skulle bede om fri fredagen mellem Kr. Himmelfart…. Det var en anden sag.

 De sidste skoleår….

Luddovne var vi, og vi fandt altid det laveste gærde i skolen, når lektierne skulle klares, – nogle fordele skulle man da udnytte, når man havde 3 ældre, flittige søskende. Erik Mølvadgaards storebror Ove var altid klar med hjælp, når matematikken og geometrien skulle klares i en håndevending. Det sidste 1½ år af min skoletid inkl. realklassen måtte jeg indse, at nu måtte jeg hellere se at få lært noget og forbedret mine karakterer en hel del, hvis det ellers skulle blive til noget. Jeg tog mig gevaldig sammen efter formaninger fra min far.

Megen tid blev brugt på cykelture til Statshospitalet for at besøge Karen Vibeke Olsen, – tro endelig ikke, at jeg var det mindste forelsket, det var – for den tid – et usædvanligt venskab, som desværre løb ud da hun forlod byen. Jeg opsøgte Karen Vibeke adskillige gange i Brøndbyerne på uanmeldt besøg og traf selvfølgelig sjældent hende hjemme. Det venskab genoptog jeg heldigvis efter sammenkomsterne og skolejubilæerne, og vi udveksler løst og fast pr. mail og på FB.

Om det hjalp på skolegangen, at Erik Mølvadgaard kom i lære hos Høj Hansen, skal være usagt. Det gik i hvert fald tilfredsstillende i både 4. mellem og så tog vi jo realen med.

Først var det VU-baller, så Jazzbal i Hjørring og på Phønix med rød/hvide duge, dæmpet belysning og lys på bordet, øllerne kostede 2 kr. på værtshusene og pigerne havde efterhånden længere og længere hjem. Senere var det PG-klubben med “pigtråd”, Beatles, Rolling Stones, Kinks og “Pretenders” for at nævne de mest kendte. Jeg sluttede karrieren som koncertarrangør brat efter min attenårs fødselsdag efter at have arrangeret adskillige koncerter sammen med Torsten Sørensen og resten af PG-klubben, – det var Hollies, Red Squares, Peter Belli og Rivalerne, Defenders, Hitmakers og mange, mange flere samt de lokale ”Pretenders” som de største navne. Vi tjente så mange penge ind til klubben de år, at bankdirektør Ejner Mortensen pludselig opdagede at den der lille klub af langhårede musikanter sgu havde mere end ti tusinde på kontoen. Han skulle skrive på en banknoteret check til Thorbjørnsens Scandinavian Booking Agency. Knud Thorbjørnsen – oprindeligt herreekviperingsuddannet – og Niels Wenkens var hårde hunde at forhandle med og var sikkert blevet snydt mange gange for pengene til musikken, så da vi bookede The Hollies og skulle betale 10.000 kr. (tror jeg) slog jeg bare ud med hånden og sagde at hvis han garanterede deres optræden ku’ han sgu få dem forud. Torsten Sørensen sagde senere, at Knud Thorbjørnsen have måbet.

Det ærgrer mig den dag i dag, at jeg ikke var i bestyrelsen for PG-klubben i oktober 1963, hvor SBA tilbød de fuldstændig ukendte Beatles til Danmark på deres allerførste udlandsturne. Kun Sverige fik glæde af tilbuddet, fordi ingen i Danmark var interesseret, – de optrådte for måbende svenskere i fire byer. Thorsten og jeg havde garanteret lejet Aalborg-Hallen.

En vildfarelse skulle der være plads til, – jeg var sgu medlem af KU en kort periode, men det var nu mest fordi vi – Jørgen Agerbæk og Anders Christensen (Amtstidende) var ihærdige kortspillere og meget lidt politiske. Hurtigt kom jeg på bedre tanker efter et besøg på Christiansborg med tale af Poul Schlütter og underholdning med Cæsar.

Det var skideskægt og hold da kæft, hvor fik vi mange bajere dengang.

Lyse nætter og solskinsdage…

 Nu var somrene altid varmere i gamle dage og vintrene koldere og med mere sne. At det var på grund af de lange sommerferiedage, og at gummistøvlerne havde kortere skafter, har vi glemt i mellemtiden, men sommeren 1963 blev helt unik. Min ven Bengt Randholm fra Nässjö havde besøgt os året før, – hans far havde en fabrik der lavede stålgryder (Polaris) og var vist styrtende rig.  Bengt var en rigtig fuglenørd lige som jeg selv, – det var bare rigtige fugle, han interesserede sig for og ikke ”chicks”. Han cyklede ud i Vildmosen og kiggede på fugle, – jeg fandt nu nogle helt andre fugle at besøge imens.

Jeg skulle besøge ham fra slutningen af juni og indtil september i 1963 på en slags udveksling, – først i Tüllesand ved Halmstad, hvor det ene af deres sommerhuse lå, – her lærte jeg at køre på ”moped”, – det er en knallert på svensk. Det var også der, hvor svenska polisen samlede mig op på landevejen mellem Halmsted og Tüllesand og kørte mig hjem. De syntes ikke at en 16-års dreng skulle gå hjem midt om natten.  Så til vandskabsbyen Nässjö – en gudsforladt stationsby med spor fra fire verdenshjørner, men til sidst på nordkysten af Öland, hvor vi var i næsten 2 måneder. Der var smukt, især på sydøen. Jeg fik smagt krebs for første gang, danset med mange lyshårede svenske flickor i sommernatten og lært sproget til husbehov og drukket en masse øl, der var tyndere end vand.

Hvad skal du være….

Så gik læretiden i Brønderslev Bank fra 1963-66 – jeg lærte at begå mig med jakkesæt, slips og nylonskjorter, blev sendt i kælderen efter ”en rembursåbner og senere efter rentefoden”- det var fest og ballade i stort set alle tre år. Kvinderne i mit liv var mange og de fleste varede ca. 14 dage, – livet skulle jo prøves af og pigerne med. Festerne i Nørregade var mange, vilde og meget fugtige. Der var adskillige forklaringsproblemer og historierne blev bedre og bedre, men eet er sikkert, dydens smalle vej var bred i de år. Det var f….. ta’ mig skægt, så længe det varede.

Så kom den virkelige forelskelse pludselig i foråret 1966 og i oktober året efter blev jeg gift med Murer Kajs Ulla, som man plejer at beskrive sådanne familieforhold i Brønderslev. Vi havde kendt hinanden i flere omgange fra 1962, – i april 1968 fik vi Simon, – der er jo aldrig så lang leveringstid på den første. Det var en smuk oplevelse, som jeg har oplevet to gange senere.

Nogen af de lokallokalhistoriske….

 Niels Juul Nielsen fra A/S Peder Nielsen var en af mine forældres venner, og han fortalte historien om, hvordan ”Nielsen” en kold vinterdag på vej hjem i middagspausen så en lille dreng stå ved Cementstøberiet med hænder dybt begravet i lommerne. ”Nå, fryser den lille mand”? ”Nej, ham har jeg i hånden”.

Om byens mangeårige dommer Johan Kardel

• Johan kom hjem fra en animeret fest sammen med Pedershåberne hos skoleinspektøren Sørensen, han var blevet så beruset, at havde kastet op ned af vesten og forklarede Ingeborg, at det var Peder, der havde brækket sig ned af ham, hvortil Ingeborg svarede: ”Så er det måske også Peder, der har tisset i dine bukser”.

 

• Johan havde for vane at stoppe cigarer i brystlommen, når han var gæst og der lå tobak til fri afbenyttelse. Det skete også hos Oscar og Rigmor (Langeland) Nielsen og i afskedens stund, gav Rigmor ham et vældigt kram og knuste alle cigarerne. Så kunne han lære det….

 

• Johan var altid ”bybud” for Dommerkontoret – kunde i Brønderslev Bank – så kunne han få en frisk cigar af kasserer Ove Jensen – ”Har I ikke nogen med spids” – jo, gratis glæder er ikke at foragte.

 

• Min far berettede, at under et retsmøde sad dommeren og sov og måtte vækkes af den offentlige anklager.

 

• Johan var meget nærsynet og mon ikke han havde grå stær, – jeg har i min elevtid i hvert fald fuldt ham over Bredgade mange vinterdage i den mørke tid.

Det er de ringste…..

”Hvorfor rejse til Venedig og dø når man ka’ kede sig ihjel i Brøeslev”. Jo, det var opbrudstid, Ulla var også udlært i banken, og jeg havde udlængsel. ”Det er de ringeste vi sender ud, men de klarer sig nu godt, hvor der kommer frem”, som man siger i Vendsyssel.

Handelsbanken åbnede filialer overalt i landet dengang og valget stod mellem Aalborg, Herning og Svendborg, – dem der har besøgt Herning ved sikkert hvorfor jeg valgte Svendborg. Fra 1968 til 1973 blev jeg skolet af en hovedbank, – det bekom mig med tiden meget dårligt, alt initiativ blev frataget een og jeg havde meget svært ved at indordne mig under “Forretningsorden for Handelsbanken”. Jeg havde masser af ideer til hvordan man administrativt kunne forenkle og billiggøre driften, – en enkelt ide tjente Handelsbanken en formue på og jeg selv fik 250 kr. i præmie! Det sidste år gik det op for mig, at det jeg savnede allermest, var godt købmandskab og selvstændige beslutninger, og jeg forlod banken i rimelig god ro og orden uden at hamre døren i. Jeg tror ikke de savnede mig. Omgivelserne ser altid imponeret på mig, når jeg fortæller, jeg har været ansat 10 år i en bank – selv forstår jeg det ikke.

En mindre papirindustri, der producerede dekorationsartikler og lampeskærme blev min “nye læreplads”. Jeg lærte økonomi, produktion og salg, alt sammen i løbet af eet år. Det var spændende alene fordi det var en ung virksomhed. Vi solgte ca. 90 % til USA, men i 1973-74 kom oliekrisen som påvirkede hele verden. Alle råvarer steg fuldstændig umotiveret, der var knaphed både på råvarer og ordrer, og vort lampeskærmprodukt, som var “non flameable” blev alt for dyrt og usælgeligt. Nedskæringer var nødvendige, og jeg måtte i 1976 finde et andet job, og det måtte hellere blive noget stensikkert. Jeg var i mellemtiden blevet eneforsørger for Simon (1968), Hans (1970), Louise (1973) og Ulla (1947).

 Et job med indhold….

Petersminde Teglværk søgte en leder af administrationen. Det blev en udfordring af de største og jeg gennemlevede sammen med virksomheden høj- og lavkonjunkturer, en teknologisk udvikling som i dag ikke er til at fatte. Lederen var – skulle det vise sig – een af Danmarks allerdygtigste i branchen. Faktisk var jeg meget stolt af at være med på teamet og fik meget brede beføjelser, da lederen var meget udadvendt og involverede sig i mangt og meget. Desværre døde han af kræft i en al for tidlig alder og uden at se sit livsværk bragt frem til det mål, han selv havde sat sig. Uden at rødme, så var “murstensfabrikken” Petersminde vist een af de fremmeste, som de siger på Sydfyn, og det var jeg nu lidt stolt af. Nye tider blev det også i teglindustrien, – to vidt forskellige ansatte direktører udenfor familien med himmelvid forskellig baggrund satte en ildsjæl som mig på prøve. Den sidste anede intet om teglværk, hverken da han blev ansat eller da han blev fyret, …. og pengene fossede ud af kassen sammen med Danmarks bedste renomme.  Inden da havde han heldigvis fyret mig i 2001 efter 25 års ansættelse. Jeg var uduelig og kunne ikke samarbejde, hed det sig, og det kom selvfølgelig til at koste dem en del penge. Det var i øvrigt det bedste, der kunne ske, – ellers havde jeg aldrig fået taget resten af mit liv op til revision, og allerede på vejen hjem med opsigelsen i tasken, viste jeg hvad jeg ville bruge de næste år til.

Regnskab og roser…

Arbejdsramt blev jeg få måneder efter verdens bedste sommerferie på seks måneder, – www.simac.dk manglende en regnskabskyndig og i to omgange har jeg slået min folder som barselsvikariat og holdt skuden i vandet og på ret kurs.

Mit administrative overblik fejler fortsat intet, alderen til trods – og så kender jeg endnu forskel på debet og kredit, hvor jeg syntes bedst om ”indtægter” – så jeg agerer regnskabskonsulent, bogholder, sparringspartner og meget mere for www.bilpartnerstenstrup.dk og www.transparent.dk, – og i 2014 fulgte yderligere www.form4.dk som Simon købte pr. 1. juli 2014. Sammen med en nabo har jeg omlagt hans rosenplanteskole fra 20 % privatsalg og 80 % en gros til 100 % privat salg på www.rosertilhaven.dk – uden nogen kendskab til hverken roser eller webdesign startede jeg butikken op fra bunden som webdesigner og senere administrator og medejer – og så passer jeg på, mine lejere i min pensionsopsparing betaler til tiden. Netbutikken blev solgt 31. december 2015.

Fritiden….

Der blev også tid til andet, Bankskole I og II, merkonom i regnskab, afsætning og markedsføring for at lære lidt mere i teorien, bestyrelsespost i DA for at lufte meninger og holdninger overfor andre, – især som gæsteunderviser i folkeskole, gymnasium og handelsskole igennem 10 år. Erfaringsudveksling gennem Junior Chamber, blev der også plads til i een årrække.

Svendborg Firmasport fik en plads i mit hjerte med venlig tanke til Palne Bertelsen, som jo startede vore gadeturneringerne i Brønderslev for børn og unge og fik organiseret den spæde start til det der senere udviklede sig til firmasport i byen.

Hvis nogen har besøgt Svendborg så ved I, at bor man her, så er “sejlsport en herlig drik”. Sammen med en god ven, der havde en H35, har jeg som gast deltaget i alle de kapsejladser, der sejles på vore kanter, – Fyn Rundt, Als Rundt og Ø-havet Rundt er nogle af betegnelsen for aktiviteterne. Det gav den afslappelse, de fysiske krav og det kammeratskab som netop en sejler oplever.

I 2000 byttede Ulla og jeg vort smukke hus fra 1898 i byens midte ud med Møllegaarden fra 1789 (55° 4’7.95″N og 10°40’38.92″Ø) ved Skårupøre Sund, 5 km fra centrum – her bor vi så i smukke omgivelser med bindingsværk og stråtag på vore tyve tønder land.  Jorden har vi forpagtet ud til nogle af de få bønder, der ikke sætter penge til hver eneste dag – vi dyrkede den selv et enkelt år for at sikre sig EU socialhjælp – det gav 624 kr. mindre end at forpagte ud, og så var mine egne timer sat til et stort NUL.

Computerfreak og stamtræer har jeg kombineret og søger at dataregistrere mine aner, – jeg er tilbage i 1580-erne og kommer næppe længere. Ulla fattede ikke, jeg brugte så megen tid foran skærmen.

Samtidig med mit fuldtidsjob drev jeg sammen med min sejlerven en kombineret malerforretning/farvehandel som 50/50 partnere med alle de problemer en sådan virksomhed må slås med – det løb over næsten 10 år, og efter vi havde solgt malersektionen overlod jeg min part til vennen i 2000.

Nu er jeg pensionist og livsnyder på deltid og arbejder kun det jeg har lyst til. Regnskabskonsulent for en række mindre virksomheder, bestyrelsesmedlem i SEF A/S med en række datterselskaber.

Mine børns mor….

Ulla stoppede i banken allerede i 1970 og vendte aldrig vendt tilbage. Hun fik senere et deltidsjob på kontor hos en mindre snedkermester og samtidig god ven, – det udviklede sig med tiden, 100-120 mand i arbejde og til sidst endte hun som hans personlige sekretær med et udlandsophold i England som afslutning meget mod sin vilje, men hun kunne selvfølgelig ikke sige nej – det kan de vendelboer jo ikke. Hun påstod, at det var spændende….

Vore børn fløj fra reden allerede i 80-erne, og de bor alle tre i København og Holte. Simon sælger møbelstoffer, Hans har eget Mediebureau og Louise er arkitekt hos Københavns Kommune.

Syv børnebørn har givet livet endnu en dimension – Peter, Mads, Rasmus, Laurits, Thomas, Tobias og Johs – citat PeterJ ”I vores familie får vi kun drenge”.

Desværre mistede jeg pludselig Ulla den 13. november 2013 – kun 65 år blev min Ulla. Vi havde planlagt et otium sammen på ”Møllegaarden” og havde regnet med bo her sammen indtil vi ikke kunne klare hverdagens gøremål, – vi skulle læse, sy, reparerer, ombygge, rejse og være bedsteforældre for vore 7 drengebørnebørn.

Sådan blev det ikke.

 

”Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

 

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene er paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.”

 

En heldig mand er jeg dog og har truffet min Bodil, der mistede sin mand samtidig med jeg mistede Ulla. Tilsammen har vi 15 børnebørn og nyder vi vor tosomhed, bor stadig hver for sig, men er sammen mange af ugens dage enten på Møllegaarden eller Bodils dejlige hus lige ned til det smukke Svendborg Sund.

Jeg vil ha’ liv, ikke livsstil….

 Nogle mennesker er født i det forkerte århundrede, og jeg er nok én af dem, og det er blevet mere og mere klart for mig, jo ældre jeg er blevet.

Nok har jeg en opvaskemaskine og vasker ikke op i hånden, men jeg spiser til gengæld stegt flæsk med persillesovs med den største fryd og uden tanke på hverken dyrevelfærd, mit eget helbred eller klimaforandringer på grund af gylle for den sags skyld. Og jeg røg min pibe fra jeg var fjorten til jeg var tres med stort velbehag og generede mine omgivelser uden blusel.

Jeg tror stadig på pligtopfyldelse, hårdt arbejde, trofasthed, og at modgang skaber folk.

Jeg taler ikke det 21. århundredes sprog. Jeg har ingen trang til at tage del i alle og enhvers frustrationer, til at rationalisere, realisere sig selv, indsamle data, slå kludene sammen med nogen eller kaste mig ud i et meningsfyldt forhold eller arbejde for den sags skyld, hverken på den korte eller lange bane eller fremadrettet for den sags skyld. Alt arbejde, nogen vil betale for er meningsfyldt, – både her og nu, i morgen og i fremtiden. Jeg vil meget hellere elske og blive elsket, hjælpe, gennemføre, forstå, blive gift eller slå en sludder af. Jeg foretrækker ægte ord kun afbrudt af ægte tavshed. Ting tager jo som sagt tid, ævl tager evigheder.

Ingen er længere tilfreds med at være almindelig. Man skal helst lave noget spændende og påkalde sig andres opmærksomhed, – det jeg kunne kalde diskret selvsmagning. Hvorfor kan man ikke stille sig tilfreds med at være vicevært, husmor, sælger, skraldemand, manden på toppen eller manden på gulvet – sådan helt uden de ny opfundne titler som hjemmegående, key-account-manager, CEO eller hvad-har-vi. Og hvorfor skal alle altid føre sig frem som Guds gave til den undrende tilskuer. Jeg ville ønske, alle havde travlt med at lave det, der virkeligt tæller, så de aldrig fik tid til at skænke deres egen glorværdighed en tanke.

Ku’ jeg bare få den ægte vare. Jeg længes efter at se naturligt hår, lidt for mange kilo, rynkede ansigter, garvede hænder, sorte negle og øjne med liv i. Nybagte mødre skal lugte af mælk. Kaffe skal dufte og smage af kaffe, blomster skal være ny plukkede og dufte vidunderligt, græs skal være græs og gi’ grønne knæ, skoler skal være skoler, ikke opbevaring, og kirker skal være kirker.

Det 21. århundrede er et kedeligt cirkus. Jeg er så træt af uforståelige intellektuelle, skidtvigtige bureaukrater, fornærmede og indignerede politikere, teknokratiske regnedrenge, medieudvalgte eksperter i-hvad-som-helst, udvandede teorier, statistikker, ugeblade og magasiner med drømmescenarier og gør-nu-det-for fanden-selv.

Jeg vil kunne tale om Gud og fædreland uden at blive taget for andet end det jeg er, og jeg vil ku’ fælde en retfærdig tåre over Margrethes nytårstale uden at blive kaldet blødsøden. Jeg vil grine og slå mig på låret mindst én gang om dagen, le af hjertets lyst, skære igennem alle dybsindighederne og find ind til kernen –  jeg vil ha’ liv, ikke en livsstil.

2021