Af:Birgitte Josefsen
Skriv om Brønderslev! Ja, men hvad?
Ja sådan lød mit spørgsmål, da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage. For godt nok har jeg bevæget mig meget rundt i Brønderslev og hele ”gamle” Brønderslev kommune, men pludselig at skulle til at sætte mine mange oplevelser og erindringer ned på et stykke papir er en udfordring. Men måske er det meget sundt, så jeg gik i gang med opgaven
Det første jeg husker:
Det første og meget tydelige billede, der kommer frem, når jeg tænker på Brønderslev, er min bedstemors hus i Dybetsgade i Brønderslev by.
Et lille hus med en lille frodig have, hvor jordbær, kartofler, kål og andet godt stod i snorlige velplejede rækker sommer efter sommer.
Duften af nybagt kringle og boller med smør. Og så det, der dannede basis for at min bedstemor kunne eksistere, nemlig hendes gamle Singer symaskine, som mange dage var i gang fra morgen til sen aften.
Min bedstemor og bedstefar havde været landmænd og ejede Vibsiggård i Tolstrup, men flyttede efter nogle år til noget mindre tæt ved mejeriet i Øster Hjermitslev, da min bedstefars helbred ikke kunne holde til det hårde arbejde.
Desværre døde min bedstefar Morten Berg-Mortensen for 68 år siden, så jeg erindrer ham ikke. Og hvad så nu? Datidens muligheder var ikke mange for en enke uden uddannelse og med en stor søn (min onkel Christian Berg-Mortensen), som stadig var hjemmeboende, krævede det en indkomst.
Derfor blev det til en flytning ind i det lille hyggelige hus i Dybetsgade, og min bedstemor fik etableret en aftale med manufakturhandler Høj Hansen, som havde byens førende forretning med alt inden for konfektion.
Hun blev sypige for Høj Hansen og opbyggede samtidig selv en kundekreds, der fik syet de flotteste kjoler. Og var der rester af stof tilbage, kunne der blive til en kjole til mig og min søster eller en skjorte til mine to brødre.
Min bedstemors adresse blev ligeledes centrum for min udforskning af Brønderslev. Når jeg var der på ferieophold, blev det til mange ture ned ad Dybetsgade mod den dengang spændende Vestergade fyldt med den ene butik efter den anden på begge sider af gaden. Bager, købmand, blomsterhandler, slagter o.s.v. Der var næsten intet, som ikke kunne købes i Vestergade på det tidspunkt.
Med bedstemor i hånden fik jeg lov at komme over banen og ned til Nygade og Bredgade. Sikken en oplevelse. Den ene lille hyggelige butik efter den anden, placeret ved siden af hinanden, og med spændende udstillinger i de store butiksvinduer, som især til jul kunne få alle børns øjne til at blive lige så store som tekopper.
Højdepunkterne var dog, når vi drog afsted fra mit barndomshjem i Årup 3 kilometer nord for Serritslev for at tage med far til Brønderslev.Han skulle hver uge til landboauktionen, der lå placeret over for Hedelund.
Køer, kalve, grise, høns med mere. Der var liv og ånd. Der blev handlet, byttet og snakket. Det var lige her, livet udspillede sig ,set med en 8-årig piges øjne. Og eftermiddagen blev altid afsluttet med sodavand og kage – hver uge afsluttede min far og alle andre landmænd auktionsdagen med kaffe og kage på restauranten.
Auktionsdagene blev dog overgået af Brønderslev marked. Først gik min mor og far en runde med os børn, og vi fik lov til at få en tur i karrusellen og radiobilerne. Blev bespist med røde glaserede æbler, is, honninghjerter og sodavand. Når ikke vi kunne klare mere, blev jeg sammen med mor og mine søskende afleveret hos bedstemor, for nu skulle min onkel og min far på markedet, og der skulle spilles og skydes, og målet var at komme tilbage med markedets største bamse til os alle.
Jeg kan berette om mange barndomsoplevelser i Brønderslev. Mit billede af byen er præget af idyl, hygge, tryghed, oplevelser, ja kort sagt alt det skønne og kønne. Det må være begrundelsen for at jeg vendte tilbage til byen.
Brønderslev sygehus:
I år 1971 vendte jeg som ung tilbage til Brønderslev. Jeg var i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, og selvfølgelig skulle det være i Brønderslev, jeg skulle have mit første praktikophold.
Et forløb først hos afdelingssygeplejerske Fru Sagmo Hansen på medicinsk dameafdeling og dernæst et forløb hos afdelingssygeplejerske Fru Stenbak på kirurgisk mandsafdeling blev starten på min elevtid. Det blev ikke kedeligt, for vi elever havde værelser i den røde bygning ud mod Nørregade, sygeplejeelever på 1. sal, og i overetagen boede de lægestuderende, der dengang ligeledes var i længerevarende praktikforløb. Enhver kan vist tænke sig til, hvilket liv der udspandt sig i en blok med unge sygeplejeelever og unge lægestuderende.
Vores største problem var, at forstanderinden, Karen Larsen, boede i lejlighed for enden af vores gang. Blev støjen for uudholdelig, kom hun trippende på høje hæle hen ad gangen, og der faldt mildes talt brænde ned. Hun var en lille rund dame, men hold da fast, hvor kunne hun skælde ud og blive arrig, alle havde respekt for denne lille buttede dame. Efter sådan en omgang holdt vi ro i nogle dage, indtil der igen var en eller anden, der tog initiativ til en lille fest på gangen.
Mit ophold blev af så positiv karakter, at jeg bad om at vende tilbage til Brønderslev sygehus i mit sidste praktikforløb. Efter endt uddannelsesforløb startede jeg den 1. september 1974 som sygeplejerske på medicinsk dameafdeling på Brønderslev sygehus.
Brønderslev sygehus havde på det tidspunkt en damemedicinsk afdeling, en herremedicinsk afdeling, en damekirurgisk afdeling, en herrekirurgisk afdeling, en lille børneafdeling kombineret med en lille modtagelse, røntgenafdeling, laboratorium, en operationsgang og en narkoseafdeling. Desuden havde en privatpraktiserende ørelæge en lille klinik på sygehuset, hvor han kom et par dage om ugen.
I kælderen var der et lille apotek, køkken og kantine samt omklædningsrum for personalet. – I sidebygninger vaskeri og kapel.
Medicinsk afdeling tog overlæge Bagger Thomsen sig af, og han blev assisteret af et par yngre læger.
Kirurgisk afdeling var bemandet med overlæge Uffe Kristoffersen og overlæge Jens Buus, ligeledes assisteret af et par yngre læger. Røntgenafdelingen stod overlæge Gurli Kristoffersen for (gift med Uffe Kristoffersen). Narkoseafdelingen styrede overlæge Fru Knudsen.
Som sygeplejerske var der rigeligt at se til, men dog aldrig mere end vi havde tid til at tale med patienterne og drage pleje og omsorg for de meget dårlige patienter, for hvem livet var ved at rinde ud. Diskussioner om overarbejde fandtes ikke, var der behov for, at vi blev der lidt længere, ja så gjorde vi det. Jeg holdt utrolig meget af arbejdet på Brønderslev sygehus, men min ansættelse fik en brat afslutning i 1982, da min mand Asger Josefsen blev syg.
Gulvmanden:
I 1979 flyttede min mand virksomheden ”Gulvmanden” fra Serritslev til Nørrehus i Brønderslev, på hjørnet af Nørregade og Grønnegade. Butikken blomstrede, og i 1982 var der så godt gang i virksomheden, at der var plads til mellem 4 og 6 ansatte. Derfor blev det en udfordring, da min mand blev alvorlig syg.
Beslutningen blev, at jeg stoppede mit virke som sygeplejerske og blev fuldtidsbeskæftiget i gulvforretningen. Da lærte jeg virkelig både Brønderslev by og oplandet at kende. Og som sidegevinst, fik jeg større kendskab til mange af kommunens virksomheder, da en stor part af dem var kunder i butikken.
Specielt daværende arkitekt J.C. Hansen var flittig gæst på vores kontor i Nørrehus.
J.C. Hansen var ikke alene en god sparringspartner og mentor for min mand, han blev ligeledes en fantastisk mentor for mig under min mands sygdom. Sammen med daværende revisor Jan Andersen, som havde kontor i Vestergade, og vores dygtige medarbejdere, lykkedes det at køre gulvforretningen på fuld styrke under min mands længerevarende sygdomsforløb.
Efter ca. 4 år i forretningen vendte jeg tilbage til sygeplejefaget, dog ikke på Brønderslev sygehus. Allerede på det tidspunkt var der lidt snak i krogene omkring sygehusets fortsatte funktioner. Jeg tog job i Hjørring på Psykiatrisk afdeling, men Brønderslev trak i mig, og så blev det som hjemmesygeplejerske i det kommunale regi.
Sideløbende med arbejde, børn og mand havde jeg engageret mig i livet i Serritslev, hvor vi boede. Sammen med et par friske damer i byen, fik vi etableret legestue for vores børn under skolealderen. Der kom gang i flere projekter i vores lille dejlige lokalsamfund, og pludselig sad jeg som medlem af skolenævnet ved Serritslev skole, og i skolekommission, så i borgerforeningens bestyrelse, i menighedsrådet, og som medlem af den lokale idrætsforening PSI, hvor jeg i en årrække var formand.
En ny begyndelse:
En aften ringede daværende medlem af Nordjyllands amtsråd, Tage Buus, til mig. Han havde, efter mange år som Venstres repræsentant valgt for Brønderslev området, besluttet at stoppe. Netop på det tidspunkt var der en stor og ophedet debat omkring Brønderslev Sygehus. Et flertal i amtsrådet ville nedlægge vores lokale sygehus, og alle så vi det som en stor katastrofe, for i årene omkring 1992, som vi nu er nået til, var det alles holdning, at det bedste var at have så mange sygehuse som muligt, og så tæt på borgerne som muligt.
At få mere end 15 km. til et sygehus var uhørt.
Det er værd at bemærke sig, at vi tilbage i 1992 ikke havde set begyndelsen på specialiseringen i sundhedssektoren.
Alle blev ved akut indlæggelse bragt til Brønderslev Sygehus, uanset om det, de skulle behandles for, eksempelvis var en blindtarmsbetændelse, en blodprop, en hjerneblødning, en tumor i hjernen eller om der var tale om en svært tilskadekommen fra en trafikulykke
Det lille hold af læger, sygeplejersker og sygehjælpere på Brønderslev sygehus skulle klare alle opgaver, og det gjorde de. Det kan så diskuteres, om det altid var med det bedste resultat, men sådan var det bare den gang, alle gjorde virkelig, hvad de kunne, og alle var fagligt kompetente.
Nå, men Tage Buus ville have mig til at opstille som Venstres repræsentant ved det kommende valg til Amtsrådet. Jeg sagde ja og gik til opstillingsmøde, hvor jeg kom ud i et kampvalg mod overlæge Axel Tilma.
Jeg vandt opstillingen, og så var det bare derud af, til kamp for Brønderslev sygehus. For jeg var på det tidspunkt ikke klogere end hverken overlæger og sundhedseksperter.
Vores lokale sygehus skulle bestå, ingen skulle røre ved det. Vi ville have det, som vi plejede i Brønderslev. Vi ville gerne tale om udvikling men ikke forandring.
Jeg blev valgt, og den 1. januar 1994 satte jeg mig i stolen som valgt politiker for første gang.
Hvad var det, jeg havde sagt ja til. Hvad var jeg nu i gang med? Jeg må indrømme, at jeg var nervøs for, om jeg kunne leve op til borgernes forventning, og min Venstre-gruppes forventninger. Heldigvis havde jeg en dygtig mentor.
Brønderslev Kommunes tidligere borgmester blev mig en stor støtte i de første år af min politiske karriere. Jeg kunne ringe til ham, og han var altid ærlig og åben over for mig, når jeg søgte råd og vejledning. Jeg har ofte tænkt tilbage på mine gode samtaler med P. N. Jensen, som jeg gennem flere år havde beundret for det engagement, han lagde i jobbet som kommunens borgmester.
Neurorehabilitering:
Min første periode i Nordjyllands amtsråd blev en kamp op ad bakke. Jeg sad der ved hvert eneste møde og kæmpede og kæmpede for at bevare Brønderslev sygehus, men måtte sande, at ikke engang mine egne (Venstres amtsrådsgruppe) var villige til at bakke mig op, så da der kom et forslag på bordet om at omdanne sygehuset til Neurorehabilitering, vidste jeg og andre, at det var bedre end ingenting, og sådan blev det så.
Der gik da heller ikke særlig lang tid efter, at jeg havde sat mig i den politisk valgte stol, inden de første ideer og tanker kom på bordet om at se på en specialisering i sundhedssektoren, og det var jo, for at være ærlig, den rette vej at gå. Ingen vil vel i dag tænke på at lade sig operere for en cancer på et lille sygehus med to overlæger ansat, som skulle vide alt om alle diagnoser?
Det, at være valgt som politiker, bærer ikke igennem, hvis man alene sidder og tværer rundt i en enkelt sag, så derfor blev min politiske dagligdag i høj grad præget af, hvordan jeg kunne være med til at så nogle frø, der kunne sikre nye institutioner til Brønderslev og omegn, hvordan jeg kunne være med til at sikre arbejdspladser i området og gerne øge antallet, hvordan jeg kunne overbevise de øvrige om, at vores amtsveje i og omkring Brønderslev trængte til en kærlig hånd og noget asfalt.
Det lykkedes faktisk ret godt, da jeg fandt ud af at alliere mig med advokat Jørgen Østergaard, som var valgt for Hjørring-området og Niels Kristian Kirketerp valgt for Hobro-området. Vi blev et godt trekløver, som formåede ikke blot at så nogle ideer, men også at finde flertal for at få vores ideer gennemført. Det blev især rigtig godt, da vi alle tre fik plads i Amtsrådet økonomiudvalg.
Det blev til nye afdelinger og opgaver på Brønderslev Psykiatrisk sygehus, en institution for unge med misbrugsproblemer i Brønderslev, asfalt på vejene, grusgravningsprojekter og meget andet.
Kommunalbestyrelsen:
Ved kommunalvalget i 1997 havde jeg sagt ja til at opstille som kandidat til både Amtsrådsvalg og Kommunalvalg, og blev valgt til begge instanser.
Den 1. januar 1998 kunne jeg skrive både amtsrådsmedlem og kommunalbestyrelsesmedlem på visitkortet. Jeg fik godt nok travlt, men hvad gjorde det, når det var i en god sags tjeneste.
I kommunalbestyrelsen kom jeg ligeledes til at arbejde med den social- og sundhedspolitiske dagsorden, og der var mildest talt rigeligt at tage sig af.
Noget af det, jeg fik fokuseret meget på, var de svage unges muligheder, og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fik muligheden for at sidde som kommunalbestyrelsens repræsentant i bestyrelsen for Brønderslev Produktionsskole.
Produktionsskolen i Brønderslev blev ledet med smil og hård hånd af skoleleder Niels Jensen.
Sjældent har jeg oplevet en så engageret skoleleder. Altid var Niels der, og altid handlede det om at hjælpe de mange unge mennesker, som havde behov for en voksen at sparre med. Niels og hans dygtige medarbejdere på Brønderslev Produktionsskole leverede en fantastisk indsats for kommunens unge. Jeg blev så grebet af arbejdet og indsatsen på Produktionsskolen, at jeg sagde ja til at blive formand for Produktionsskoleforeningen i Danmark – en opgave som for mig var af stor og væsentlig betydning at have fokus på.
Det blev til 12 år i kommunalbestyrelsen, blandt andet som formand for social- og sundhedsudvalget. Jeg sprællede som en fisk i vandet i det hverv. Nu fik jeg mulighed for sammen med de øvrige i kommunalbestyrelsen at sætte en retning for udviklingen af kommunens ældrepleje, at få sat lidt mere fokus på den kommunale tandpleje, og ikke mindst at bruge tid på at få etableret et netværk med kommunens mange dygtige praktiserende læger.
Der havde ikke været tradition for at holde møde med lægerne, men det kom vi til, og hvor var det berigende og givende for alle parter.
Amtsråd, og Kommunalbestyrelse prægede hele min tilværelse, samtidig med at jeg passede jobbet som sygeplejerske på deltid, men nu i psykiatrien på Aalborg psykiatrisk sygehus. Jeg kørte også rundt med vores to børn, når de skulle til dans, fodbold, håndbold o.s.v. Min mand havde besluttet sig for at sælge gulvforretningen og havde startet ny forretning, nu som bedemand, stadig med adresse i Nørrehus.
Vi kom begge meget rundt i Brønderslev kommune og har gennem årene begge haft et stort netværk rundt omkring i kommunen.
På et tidspunkt sad jeg til et møde i en af de lokale erhvervsforeninger, og snakken faldt på, at der i området var behov for at få knyttet nogle stærkere bånd til politikerne på Christiansborg.
Via mine valgte poster i både Amtsråd og Kommunalbestyrelse havde jeg gennem årene fået opbygget et netværk, som gjorde, at jeg indimellem blev inviteret til møder på Christiansborg for at give mit mening til kende, over for blandt andet Venstres daværende politisk valgte, så jeg begyndte at dyrke dette netværk lidt mere, og pludselig fik jeg en henvendelse, der gik på, om jeg ville stille mig til rådighed som folketingskandidat i landets mindste kreds, ”Fjerritslev Kredsen”. Jeg sagde ja, og ved valget i 2001 stod jeg pludselig i den situation, at der blev udskrevet valg til både kommunalbestyrelse, amtsråd og folketing på en gang. Jeg kunne ikke trække mig fra nogen af listerne, så det var på med vanten.
Pu ha! Hvor var jeg glad for, at jeg ikke opnåede valg til folketinget, på trods af at den lille Fjerritslev kreds opnåede det bedste resultat til folketinget nogen sinde.
Nå men jeg blev 1. suppleant og var inde som afløser i folketinget to gange i valgperioden.
Folketinget:
Den 4. november 2004 klokken cirka 20.00 ringede den netop afgående forsvarsminister, Svend Aage Jensby, med beskeden om, at han gerne så mig som afløser som Venstres folketingskandidat i Hobrokredsen.
Jeg sagde ja til at deltage ved opstillingsmødet, og igen skulle jeg ud i et kampvalg og var overbevist om, at jeg ikke blev kandidaten, da jeg var oppe imod den tidligere formand for den lokale landboforening. Men jeg blev folketingskandidat igen.
Jeg fik ikke meget tid til at tænke over dette, for allerede i februar 2005 blev der udskrevet valg til folketinget, og jeg var valgt til folketinget.
Jeg glemmer aldrig dagen, hvor jeg gik op ad trappen ved Christiansborg, sammen med Brønderslev Kommunes tidligere socialdemokratiske borgmester Lene Hansen, som ligeledes havde opnået valg til folketinget.
Her var jeg så medlem af folketinget, amtsrådet og kommunalbestyrelsen.
Jeg valgte amtsrådet fra og blev i kommunalbestyrelsen, da jeg her så den største mulighed for en synergieffekt mellem de to hverv.
Jeg må indrømme, jeg havde nogle fantastiske år i folketinget helt frem til 2015, hvor jeg valgte at stoppe.
Har det nogen betydning for en kommune med en lokal valgt til folketinget?
Mit svar er ja.
Det er muligt at bære rigtig mange opgaver med fra ens lokalområde til folketinget og ligeledes den anden vej.
Jeg havde igennem mine år i folketinget en fantastisk sparring med Brønderslev Kommunes tidligere borgmestre Jens Arne Hedegaard, Lene Hansen og borgmester Mikael Klitgaard. Det gode samarbejde på tværs af kommune, amtsråd og folketing og det gode personlige samarbejde var med til at sikre mange aftaler på Christiansborg, og blev til stor gavn og glæde for alle.
For mig var det af stor betydning, at jeg kunne servicere hele Nordjylland, da det også ville smitte af på Brønderslev Kommune.
Et par af de punkter, der stod øverst på min dagsorden, var, sammen med Venstres øvrige medlemmer at arbejde videre med at få rykket lægeuddannelsen til Nordjylland. Det lykkedes, og det var en glædens dag, da den aftale kom i hus. For lægeuddannelse i Nordjylland ville for mig også betyde flere veluddannede læger til Brønderslev. Det tager tid at uddanne læger, men nu høster vi frugten af det arbejde, der startede for mere end 20 år siden, og lad os glædes over det.
Et andet projekt var at få gang i kvalitetsudviklingen og specialiseringen af hele sundhedsområdet.
Som både sygeplejerske og politiker havde jeg gennem flere år kunnet se, at vi haltede bagefter.
Forud for min entre i folketinget havde mit parti Venstre bedt mig være med i en arbejdsgruppe, der fik til opgave at analysere hele den danske sundhedssektor og komme med forslag til forbedringer. Det var derfor stort for mig at kunne betræde folketingets talerstol som ordfører på de mange lovforslag, der senere blev vedtaget, og som sikrede alle borgerne en fri og lige adgang til sundhedsbehandling, og hvor der kunne vælges et privat tilbud til, såfremt det offentliges tilbud ikke kunne matche efterspørgslen. Og specialeplanen for sundhedsområdet blev ligeledes vedtaget med et bredt flertal i folketinget. Jo, en lokal valgt kan være med til at ændre på tingenes tilstand, kunne jeg konkludere.
Jeg tænkte i den proces mange gange på min tidligere arbejdsplads, Brønderslev Sygehus, som virkelig var en fantastisk arbejdsplads og et godt sundhedstilbud set med datidens øjne, men jeg måtte også erkende, at tiden krævede noget mere og noget bedre. Borgerne i hele landet havde krav på at få den bedste behandling, når eksempelvis canceren ramte, eller når en borger blev ramt af en blodprop i hjernen, og det krævede altså mere end, at der var kort afstand til sygehuset.
Der var behov for specialisering for at redde menneskeliv og for at kunne give den optimale behandling. Sådan blev det, og også den ændring har jo gavnet mange af Brønderslevs borgere, der gennem årene har haft brug for, at de rette kompetencer altid er til stede, hvis eller når vi bliver ramt af alvorlig sygdom.
Et tredje område, der krævede en del politisk fokus, var hele socialområdet, og her specifikt hvordan vi hjælper de børn, der oplever svigt fra forældrenes side, eller hvor forældrene har manglende forældreevne.
Serritslevsagen:
Fra november 2006 blev jeg formand for folketingets ”Paragraf 71 udvalg”, som jævnfør Grundloven blandt andet har tilsyn med tvangsindlagte psykiatriske patienter og anbragte børn. Udvalgets opgave er, ud fra de konkrete sager, at stille spørgsmål til både ministre, kommuner og regioner. Ud fra de indkomne svar kan udvalget efterfølgende bede om møde med den konkrete kommune, tage på tilsynsbesøg, eller indkalde parterne til møde på Christiansborg.
På et tidspunkt ramte det, der senere blev kaldt Serritslevsagen, mit bord, og jeg kan roligt sige, at det ikke var spor morsomt at sidde i et udvalg, som pludselig skulle til at sætte spotlys på ens egen kommune, og stille kritiske spørgsmål. Men sådan er arbejdet som folkevalgt altså også. Loven er lige for alle, og derfor skal lovene også følges i Brønderslev Kommune.
Hele denne sag, og flere desværre af samme karakter andre steder i landet, optog mig en del. I det hele taget må jeg erkende, at opgaven med at sikre bedre vilkår for alle inden for sundheds- og socialområdet har haft størst betydning for mig i mine mange år som politisk valgt.
11 år og 8 måneder blev det til i folketinget, og det er mit håb, at også borgerne i Brønderslev har følt, at det gør en forskel at have lokalt valgte repræsenteret på Christiansborg.
Regionsrådet:
På et tidspunkt i 2008 blev jeg en aften spurgt, om jeg ville spise aftensmad sammen med daværende minister Claus Hjort Frederiksen. Jeg sagde tak for invitationen, og naiv, som jeg måske var, troede jeg, at formålet var, at han ville vende en aktuel sag med mig, men det var et helt uventet tema, der kom på bordet. Claus Hjort Frederiksen ville høre, om ikke jeg kunne overveje at stille op som mit partis spidskandidat til det kommende regionsrådsvalg.
Det grublede jeg noget over, men hvorfor ikke? Og sådan blev det så.
Den 1. januar 2010 satte jeg mig i stolen som gruppeformand for Venstres regionsrådsgruppe efter et ikke så ringe personligt valg. Det var ikke nok til at blive regionsrådsformand, men det blev til en plads i regionens forretningsudvalg og ydermere opgaven med at være formand for Danske regioners udvalg for regional udvikling.
Fire spændende år sammen med arbejdet i folketinget – et match, som faktisk fungerede godt, men samtidig blev de mest travle fire år i mit liv.
Også i det embede blev det til en fokusering på mit eget lokalområde.
En del af det regionale udvalgs opgavefelt var at sætte og holde fokus på regional infrastruktur, både hvad angår veje, trafik på land, til vands og i luften. Og ligeledes at forholde sig til den digitale infrastruktur. Ydermere skulle udvalget inspirere alle regioner til at sætte turbo på oprensning af forurenede arealer i hele landet. Fortidens svineri skulle der rettes op på. Og jeg siger jer, der var rigeligt med opgaver at forholde sig til. Og jeg tror ikke på, at de fem regioner er færdige med den opgave på nuværende tidspunkt.
Det væltede ind med problemstillinger, for både i Brønderslev-området og andre steder i landet viste der sig udfordringer. Der var trængsel på vejene og manglende internetforbindelse i, det der populært kaldes, Udkants-Danmark.
Jeg holdt mange møder med de lokalt valgte i Brønderslev Kommune, for hvor skulle jeg ellers gå hen for at få et ærligt svar og få nogen til grundlæggende at forholde sig til problemstillingerne.
2015:
Efter 4 år i Regionsrådet, sammenlagt 11 år og 8 måneder i Folketinget, næsten 12 år i Amtsrådet og 12 år i Kommunalbestyrelsen i Brønderslev, besluttede jeg mig for, at tiden som valgt til et politisk hverv skulle være slut.
Jeg forsøgte hele vejen igennem at holde fokus på mit lokalområde og forsøgte at gøre, hvad jeg kunne for at skabe udvikling til gavn for alle i Brønderslev og resten af Danmark.
Det er mit håb, at blot nogle enkelte er af den opfattelse, at jeg har ydet et bidrag til en positiv udvikling.
Jeg kan sige, at jeg havde det sjovt, det var lærerigt, udfordrende og givende. Og mit mål var hele vejen igennem at skabe bedre rammer for alle i området, og til alle i vores fantastiske Danmark.
”De politiske Sild”:
Men ingen kan flytte de tunge sten alene og slet ikke som kvinde i politik, desværre. Der er stadig, set med mine øjne, mænd i det politiske miljø, der er af den opfattelse, at kvinderne bør blive hjemme ved kødgryderne. Sådan var det i alle tilfælde, da jeg startede min politiske løbebane.
Derfor blev perioden, hvor jeg sad i Amtsrådet den mest givende for mig, for det lykkedes at etablere et netværk af politisk aktive kvinder på tværs af partier.
Lis Andersen valgt for Venstre til kommunalbestyrelsen, Gerda Pedersen valgt for de Konservative til kommunalbestyrelsen, Elna Bech valgt for Fremskridtspartiet til kommunalbestyrelsen og Bodil Nielsen valgt for Socialistisk Folkeparti til kommunalbestyrelsen, og jeg selv etablerede netværket, ”De politiske Sild”.
En lørdag formiddag hver måned mødtes vi til sildebord på Cafe Chris eller på Brunders og talte om politiske problemstillinger og opgaver. Vi hjalp hinanden, og vi kunne betro os til hinanden.
Jeg har så meget at takke ”De politiske Sild” for. Nogle fantastiske kvinder, som var ærlige og modige.
Tid til noget andet og tid til eftertanke:
Jeg evner ikke at sætte mig stille i særlig lang tid, så derfor har jeg, ud over det politisk valgte, altid engageret mig. Så i tiden efter 2015 har jeg i fire år været formand for Venstres organisatoriske bestyrelse i Nordjylland og været kampagneleder for EU-medlem Søren Gade, der er vores lokale valgte mand i EU.
År 2021:
Nu er jeg Præsident for Maria-logen i Aalborg, som er et kvindenetværk for alle, der har lyst at være med. Logen har medlemmer fra hele Nordjylland. I netværket arbejdes der med personlig udvikling, og medlemsskaren inkluderer flere Brønderslev kvinder.
Jeg er stadig repræsenteret i et udvalg under trafikministeriet, og så er jeg ikke mindst borger med bopæl centralt i den by, som har leveret så meget til både min familie og jeg.
Tænk at være familie i Brønderslev, hvor vi altid trygt har kunnet sende vores børn afsted til et godt gymnasium med dygtige kvalificerede lærere.
Vi har kunnet sende vores børn afsted til den kommunale musikskole, hvor de ikke alene fik lært noderne og lærte at spille på et instrument men samtidig fik fantastiske musikalske og sociale oplevelser.
Min mand fik mange gode år i en erhvervsvenlig kommune, hvor hans virksomhed ”Gulvmanden” og senere ”Bedemanden” blev omdrejningspunktet for gode forretningsmæssige aftaler og forløb. Og hans kontor var tilmed stedet, hvor der blev etableret mange kontakter og relationer. Derfor er min og hans pensionisttilværelse ikke spor kedelig, da disse netværk stadig er intakte.
Jeg har kunnet møde borgerne i øjenhøjde ved de mange politiske valg, jeg stillede op til, og aldrig har jeg oplevet, at nogen har råbt efter mig, eller til mig. Borgerne i Brønderslev opfører sig ordentligt.
Når jeg i dag går tur i vores by Brønderslev, oplever jeg, at der i år 2021 er lige så trygt og godt, som da jeg gik her, som det lille barn og holdt bedstemor i hånden. Jeg møder smil og venlighed.
Her vil min mand og jeg glæde os over hver eneste dags oplevelser og trygt se alderdommen i øjnene og benytte os af de mange tilbud, der er i byen.
Jeg føler stor taknemlighed over at være så privilegeret, at netop jeg har fået lov at repræsentere Brønderslev i mange sammenhænge, og taknemlig over at være borger i hjertet af Vendsyssel.