Den nye præstegård i Vrensted som blev indviet i 1928
Da Vrensted Præstegaard skulde overgaa til Sogneeje, viste det sig, at Bekostningen ved Istandsættelse vilde overskride 10,000 Kr. Menighedsraadet vedtog da at bygge en ny Præstegaard med Tilskud fra Staten. Da Præsteboligen jo er et Sted, hvor Slægterne gennem Aarhundreder har søgt til i Glæde som i Sorg, kan det maaske have sin Interesse for Sogneboerne at høre lidt om denne Bolig, der temmelig sikkert – fraregnet Kirken – er Sognets ældste.
I en Beretning fra 1690 hedder det: Præstegaarden ligger vester i Vrensted By, hvorudi Præsten er boende og nyder frie for Skyld og Landegilde, saalænge Gud og Kongen behager. Præstegaarden nedbrændte 1756. I 1796 lader Pastor Segelcke Gaarden brandforsikre. Den er af de senere Præster delvis ombygget.
Den første Vrensted Præst, der er nævnt, er Laurits Jensen. Efter ham blev hans Søn, Jens Lauritsen, Præst. Derefter nævnes en Præst ved Navn Kristen. I 1655 ved man, at Melchior Evertsen (Mejer) var Præst. Det er ham, Epitafiet i nordre side af Vrensted Kirke vidner om. Det fortælles, at han en Høstdag gik op i Marken for at se til høstfolkene og i spøg sagde til dem, at nu skulle han vise , han svarede til navnet Mejer. Han tog derpå en le, men efter at have taget nogle få hug faldt han død om.
Efter ham kom Ole Jensen Krogh. Siden virkede Aksel Rosenkrands Segelche, som døde her den 21. Maj 1826 og ligger begravet paa Vrensted Kirkegaard, hvilket et Par sjældne Gravsten viser. Hans Svigersøn, Ole Sørensen, var Præst her fra 1827 til 1834. Hans Christian Ingerslev fra 1834 til 1852, Frederik Nikolaj Severin Mikkelsen fra 1852 til 1861, Pastor Pedersen fra 1861 til 1862, da han døde og blev begravet i Vrensted. Provst Hans Jørgen Hansen var her fra 1862 til 1873, Pastor Lütcken-Lehn fra 1873 til 1883, A. F. Pommerencke fra 1883 til 1900, Rasmus Anton Dahl fra 1900 til 1908. Hans Efterfølger, Jul. Plesner, var her fra 1909 til 1929 og var den sidste Beboer af den gamle Præstegaard.
For en Del Aar tilbage købte Sagfører A. Olesen, Nørresundby, Præstegaardsjorden og lod derpaa opføre Gaarden ”Kirkemark ”i gammel Landsbystil.
Da man skulde skride til Opførelse af den ny Præstebolig var man i Menighedsraadet enige om at lade Pastor Plesners Broder, den landskendte Skagens-Arkitek udarbejde Tegning og Overslag, det var et fælles ønske at faa en smuk og tidssvarende bolig. Pastor Plesner var næsten den mest interesserede endda han ikke selv skulde bebo den. Derimod var Raadet ikke helt enige om, enten Byggearbejdet skulde liciteres ud eller overdrages til Kommunens Haandværkere, saa vidt de kunde præstere Arbejdet. Flertallet holdt paa, at man ikke overfor Skatteyderne kunde forsvare at undgaa Licitation, derfor behøvede man jo ikke at tage det laveste Bud, og Arkitekten skulde jo tilse Arbejdet. Ministeriet godkendte den af Arkitekten indsendte Plan og Overslag: men man fik efterhaanden Følelsen af, at Ministeriet ikke var klar over, at Flertallet af Menighedsraadet ønskede Licitation. Der var flere lange Forhandlingsmøder, og til sidst resulterede det i, at Pastor Plesner, Sogneraadsformand Pilgaard og jeg skulde rejse over til Ministeriet og klarlægge Sagen. Jeg var ikke glad ved Hvervet, for jeg vidste, at Plesner og Pilgaard ikke ønskede Licitation. Men flere af de andre betroede mig: Du ved jo, at du har Tilslutning fra alle vi andre. Maa jeg bruge dette Tilsagn, hvis det bliver nødvendigt? Ja, det maa du.
Naa, Rejsen gik godt. Ministeriet holdt selv paa Licitationen, men da det synes saa magtpåliggende for os at undgaa denne, havde man givet Dispensation fra Reglen. Men det var da en Selvfølge, at de helst saa Reglen fulgt. Plesner og Pilgaard forstod nu den rette Sammenhæng.
Først i Oktober 1928 blev den nye Præstebolig afleveret ved en lille Festlighed i Overværelse af Præsten og Familie, Arkitekt, Ingeniør, Haandværkere og Menighedsraadene. Den nye Bolig er baade stilfuld og hyggelig og udstyret med alle Nutidens Bekvemmeligheder. Det er, som alle Enkeltheder føjer sig sammen til en harmonisk Helhed baade paa det arkitektoniske og praktiske Omraade og gør sin Mester, Arkitekt Ulrik Plesner. Skagen,ære. Fra Altanen er der en storslaaet Udsigt – randet mod Syd af Thise Bakker, fra hvis Top Kirkens hvide Mure lyser som et dragende Midtpunkt, og mod Vest randet af de graakuplede Klitter. Naar Stil, Hygge og Rummelighed er forenet paa en praktisk Maade, og Omgivelserne tillige danner saa smuk en Ramme, er det tilgiveligt og forstaaeligt, at to af Præstens Embedsbrødre ved et Besøg forleden fristedes til at udbryde: Lad os skynde os herfra ellers risikerer vi at blive misundelige.
Bygningsentreprenørerne, Murermester Ingvardsen og tømrermester Mørch, Løkken , fik ved festen ros og påskønnelse for deres arbejde. Der blev holdt Taler at Arkitekt Plesner, Sogneraadsformand Pilgaard, Pastor Plesner, Jens Thise og Murermester Ingvardsen, Løkken.
Den 24. September 1929 fyldte Pastor Plesner 70 Aar og var dermed falden for Aldersgrænsen; men Tiden har taget saa nænsomt paa den stoute Præsteskikkelse, saa den forhåbentlig endnu gemmer rige Arbejdsaar til ham. Det er med Vemod, vi ser ham og Familie drage bort: men om ham tør det vist siges, at han efterlader sig ingen Uven, og han er dog en Personlighed, der støtte og hævde sin Mening og gør det paa en Maade, saa Sagen og ikke Personen kommer i Forgrunden.
For ham er Hjemmet det centrale, men de nærmeste Krav omfatter tillige Hjemstavnen og Landet. Naar Vrensted By nu har Ord for at være en af Egnens smukkeste Landsbyer med Plantning og Anlæg, saa er han ogsaa her en af Foregangsmændene. Hans Gerning er øvet i Stilhed og Tro, og derfor var den ikke saa iøjnefaldende, men des bedre vil kommende Tider bekræfte, at Pastor Plesner var Vrensted-Thise Menigheder en god Mand.
Hans fremtidige Gerning vil udadtil forme sig paa en lidt anden Maade, men indadtil vil den stadig være ham en Kilde til Glæde og Berigelse.
Saa vidt jeg husker, var der ikke nogen større Festlighed på Pastor Plesners 70 Aarsdag. Menighedsraadene mødte om Formiddagen for at gratulere, og han fortalte glædestraalende, at han til Morgen pr. Brev havde modtaget en Lykønskning fra Sagfører Olesen, Nørresundby, og en 500 Kroneseddel indlagt i Brevet virkede som en kraftig Understregning af gammelt Venskab.
Om Aftenen var nogle indbudte Familier samlede i Præstegaarden, deriblandt Sagføreren, og jeg kan huske han forbavsede os alle ved at tale saa beaandet om Barndomsegnen og Barndomsminderne som det betydningsfuldeste i hans Liv og skildrede Hyrdedrengenes Liv derude paa de vidtstrakte Flader. Fugleskrigene derude fra Kærene og Klitterne, Sejladsen og Fiskeriet på Søen. Engenes Blomstervæld, Havets Murren i det fjerne og den friske farende Blæst over de store Vidder, alt dette saa han endnu i sine ensomme Timer, og det fyldte hans Sind med Fred og Glæde. Og det var, som om Pastor Plesners trofaste Venskab gennem de mange Aar havde været med til at kaste fornyet og forynget Glans over Barndomsegnen.
Hvad vi andre sagde, husker jeg ikke, men Sagførerens Tale beviste, at han i sine bedste Øjeblikke ogsaa kunde undgaa at tænke i Kroner og ører, hvad de fleste vist for havde troet var umuligt.
Den sidste Søndag. Pastor Plesner prædikede, var Thise Kirke smukt pyntet, men hvad der var det bedste, den var tillige fyldt af lyttende Tilhørere, der gerne vilde høre den afholdte Præsts Afskedsord til dem. Der var en egen Højtidsstemning over Dagen, den tonede frem i Indledningssalmen: Op I kristne ruster eder og ikke mindre til Slut, da man sang: Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”.
Pastor Plesner prædikede over Dagens Tekst. Johannes Evangeliet om Høvedsmandens Søn i Kapernaum, og indledede med følgende Ord: Ja, saa staar jeg altsaa sidste Gang paa Prædikestolen for at holde min Afskedsprædiken. For mig har det været Afsked længe. Hele det sidste Aar har jo i Grunden været et Farvel til Højtiderne og hver Søndags Evangelium, Blade af den gamle Saga, men dog evig ny.
Jeg haaber ikke, det bliver sidste Gang, jeg staar her i den gamle Kirke eller paa Thise Bakke med dens vidunderlige Udsigt eller færdes i den Egn, der har været vort Hjertes Hjem nu i 20 Aar; men det er sidste Søndag jeg er eders præst.
Og saa hører vi i Dag Evangeliet om den kongelige Embedsmand, der kom til Jesus og bad ham helbrede sin syge Søn, der var Døden nær. Jesus svarede: Der som I ikke se Tegn og Undere, ville I ikke tro, men gaa bort, din Søn lever.” Høvedsmanden gik hjem, og det viste sig, at sønnen varbleven rask det Jesus bed det. Og Hovedsmanden kom til Troen paa viste sig, at Sønnen var bleven rask i samme Stund, Jesus Jesus bød det. Og høvedsmanden kom til troen på Jesus som Guds enbaarne Søn, og det vil Jesus lære enhver, som vil tage imod.
Det er tit, at Evangeliet ikke finder Vej til os, uden at Gud baner Vejen paa en særegen Maade. I er sendrægtige til at tro, sagde Jesus til sine Disciple; men han hjalp dem til at tro paa ham som den opstandne Frelser, der er nærværende i sin Menighed alle Dage. Og alle Kristne ved, at han har sat os Stævne ved Døbeøont og Nadverbord, og her kan vi trygt møde ham. Der er ingen anden end Jesus, der kan give os Forsoningen med Gud. Det glade Budskab kom til os, da vi døbtes i ham til evigt Liv, og har Gud naaet det med os, er det en stor Naade, som vi maa agte paa, saa det bliver Sand hed i vort Liv. Men mange er ikke bleven troende paa Grund af Hjerternes Haardhed. De vil ikke tro det, Profeterne spaaede, og saa ønsker de Tegn og Undergeringer. Det gælder først og fremmest at blive Hjerternes Haardhed kvit og finde Hvile i Troen paa Jesus, som han møder os i sin Menighed. Vi skal huske paa, at Gud kan føre os paa mange Maader; men vi maa bede om, at han vil bevare os i vor Barnetro til vor sidste Stund.
Naar jeg i Dag tager Afsked fra min Gerning her fra Alterbord, Døbefont og Prædikestol, saa er det mig ufatteligt, at det er sidste Gang, jeg staar paa min anviste Plads. Jeg har følt baade Glæden og Ansvaret ved at staa som Ordfører i Menigheden og lyse Velsignelsen over den. Nu maa jeg sige som Abraham: Jeg er kun Støv og Aske; men jeg takker for det, Gud og Menigheden har betroet mig. Den Tillid, der er vist mig, har givet mig Kræfter og Hjælp til at staa baade ved Døbefont og de aabne Grave i de mange Aar med nogenlunde Frimodighed og med stille Tak og Glæde. Jeg har faaet Lov at lægge Haanden velsignende paa eders Børn baade ved. Daab og Konfirmation og indviet de unges Hjem og Gerning og lyst Velsignelsen over eders kæres Grave, og jeg gjorde det i Kraft af det Mandat, der var mig betroet. I Dag afleverer jeg det. Kan man da undres over at jeg føler mig saa underlig tom ved at skulle give Gerningen fra mig. Jeg har jo vidst det hele Tiden, at det ikke var af mig selv eller mit eget, jeg gav. Men Ordet vil leve videre, og bliver det modtaget af troende. Hjerter, vil det ogsaa blive til Velsignelse. Jesus giver os Fællesskabet i Bønnen og Lovsangen; men der maa en Mund og Haand til at bære det frem i Menigheden. Tak til Gud, at han lod mig fare det saa længe, og gid min Efterfølger maa faa Lov at bevare det dyrebare Arveguld, saa det maa lyse for jer og eders Børn. Ja, Gud bevare os og sit Evangelium og skænke os alle den evige Glæde.
Efter Prædiken var der Barnedaab og stor Altergang. Ved Gudstjenestens Slutning bragte Jens Thise, Pastor Plesner en Tak for hans lange og trofaste Gerning, der altid havde været præget af det rette Tjenersind. Naar han for 20 Aar siden havde begyndt sin første Tale til Menigheden med Ordene: Herre, jeg vil gerne tjene, saa havde Tiden bevist, at der stod en Mand bagved Ordene, og derfor vil Pastor Plesners Minde længe blive bevaret paa disse Egne.