JENS THISE:
„Stejle Viljer”
Fortælling om Vendelbosind 
I Vendsyssel Venstreblade har Lærer Chr. Krogh, Rubjerg, skrevet følgende Anmeldelse af »Stejle Viljer«:
En Fortælling om Vendelbosind kalder Jens Thise beskedent sin nye Bog. Og det er en Fortælling i egentligste Forstand. Jens Thise har jo nemlig, som vi alle ved, en forunderlig Evne til at fortælle saa det lyder for os, som det var en Saga, der fortaltes. Det er ikke sagt af Elskværdighed mod Forfatteren, men udsprungen af en umiddelbar Følelse, der trænger sig frem i ens Sind, naar man har haft Tid til at leve sig sammen med de Personer og med de Forhold Bogen skildrer. I hvert Fald har det slaaet mig, at netop saadan kender vi stejle Sind og stejle Viljer fra de gamle islandske Sagaer. Men saa er der noget mere: Jens Thises Livssyn er dybt forankret i den kristne Tro, og det maa og skal præge hans Menneskeskildring. Og en Ting til: Jens Thise forener paa en forunderlig Maade de unges Øjne med den gamles store Erfaringssum og milde forstaaende Dom. Det er, som intet menneskeligt er denne gamle, fremmed, kloge Thise Bonde. Han revser det opstyltede og forlorne, hvor han træffer det dog ikke bidsk og haanende men næsten venligt. Han har Evnen til at faa os til at holde ogsaa lidt af de mindst tiltalende Personer i sine Bøger. Ganske vist maa det siges, at >Læreren cand. mag. Sv. Øster- gaard, i Bogen er svag i Omridsene og omgivet med et stærkere Skær af Uvillie, end det ellers er Forfatterens Sædvane. Ganske vist kan Jens Thise have truffet men som Type er han ikke af den Slags, Forfatteren plejer at give os. Jeg synes, jeg kender alle de andre Personer mere eller mindre. Cand. mag’en har jeg derimod aldrig truffet paa. Bedst er naturligvis de Personer skildrede, som Jens Thise kender og holder af, af hele sit Hjerte. Den ene af Hovedpersonerne, Peter, er godt skildret. Han har Jens Thises Hjerte: noget drømmende med Sans for alt skønt omkring sig. Sans for Poesi og fus og en Elsker af Blomster. Han har nogle Egenskaber tilfælles med en ung Bonde, der for et Par Snese Aar siden gik omkring paa sine Marker oppe i Thise. Men bedst af alle er Peters Moder skildret. Saadan en Mor havde Logeaa Jens Thise, det har han- selv fortalt os i de prægtige Vers om sin Mor i Digtsamlingen »Muld og Mæles:
Mor, Mor! Dit Minde gror saa lendomsfuldt i Stilhed. Og Aar for Aar som Tiden gaar, du mere klar for Tanken staart i Myndighed og Mildhed.
Man aner, at der ligger virkelige Begivenheder til Grund for Bogens Skildringer. Jens Thise har mødt mange Mennesker og set mange Skæbner i sit lange Liv. Og selve den skæbne- svangre Konflikt, som Handlingen er bygget over, kan til enhver Tid tages ud af det virkelige Liv. Viljernes Stejlhed og Sindenes Ubøjelighed gør hver Dag de største Ulykker rundt omkring os. Men saa maa det siges, at den kvindelige Hovedperson, Marie, paa en måde kommer let noget let over den Ulykke, hun har ført over sig selv og andre. Hun lider ganske vist meget for sine Fejl, ment egentlig Anger over sin Handlemaade mærker man ikke. Og maaske kunde der ogsaa være Grund for hende til at angre, hvad hendes Ægteskab var blevet ogsaa for hendes Mand, han er dog et Menneske og ikke alene om Skylden for Skibbruddet.
Om Hovedpersonerne grupperer sig en Række Bipersoner. Og de er næsten uden Undtagelse taget lige paa Kornet. I faa Stre- ger ridser Jens Thise dem op: Sladderkællingerne af begge køn, de stortalende Gaardmænd, den spiritussælgende Købmand, de halvgamle Piger, der gerne vil have Peter til Mand osv. Jens Thise har aldrig sparet sine egnes, sine Standsfæller, men fortæller dem paa ægte Holbergsk Vis deres Fejl og Ska- vanker. Men heller ikke andre gaar Ram forbi. Lærerne for Eksempel, dem kender Jens Thise jo godt, og de faar ogsaa deres som de ogsaa kan taale! I det hele maa det siges, at Poul Marlos Omslagstegning af Kirken paa Bakken, hævet over Landsbyen, der ligger nedenfor, er et smukt Symbol paa Bogens Indhold: En Fortælling fra Landsbyen, hvor stærke Kræfters Spil under den rolige Overflade bliver synlige for Læserens Øjne paa en saadan Maade, at han føler sig nær knyttet og hørende sammen med det hele fordi det er noget af ham Og oven over Landsbyen staar Kirken- ikke alene som en dekorativ Bygning, men som Symbolet pas den Gud der raader over selv de mindste Skæbner i selv den mindste Landsby.
»Stille for Gud, min Drengel siger Moderen paa sit Dødsleje, »stille for ham, der sidder ved Smeltediglen og spejder efter sit eget Billede. Nu er hans Vilje snart sket med mig, og jeg haaber, at der endnu er en lille Gnist af det gudbilledlige tilbage, som den høje Mester kan kendes ved og glæde sig over.
Foruden 12 Komedier er dette den tyvende Bog, Jens Thise har udsendt. De fleste er paa vendsysselsk Dialekt og kendt af næ- sten enhver i Landsdelen. I disse Dialektbøger har vi Vendel- boer en stor Skat. Men jeg vil alligevel mene, at Jens Thises Digtning paa Rigssproget fuldt- ud staar paa Højde med Dialekt digtningen. F. Eks. Mosekongens Brude, der er skrevet paa Rigsdansk og udkom i 1906, er efter mit Skøn noget af det allerbedste, Jens Thise har givet os. Og af Jens Thises Digte er de, der er skrevet paa Rigsmaal, absolut de bedste. Mange Steder hæver disse sig til den smukkeske og skønneste Poesi, baaret som de er af Jens Thises umiddelbare, varme og dybe Følelsesliv.
Det er da at haabe, at Digteren paa Thise Bakker ikke lægger Pennen til Side, men endnu giver os meget skønt at glædes over. I Særdeleshed er der sikkert mange, der vil være glade for, om Jens Thise nu da det maaske kan siges, at han har gjort sin Skyldighed overfor Dialekten. vilde tage forskellige Problemer og i nogle Rigsmaalsbøger, som det er sket i >Stejle Viljer. Man har det bestemte Indtryk, at der ligger Guld i Barrer deroppe mellem Bakkerne i Thise. Vi har i Sandhed Brug for at faa det udmøntet.
- K.
Oktober 2026 – jens otto madsen