Jensen & Christensens møbelforretning og ligkistemagasin, Nørregade i Brønderslev.
Lene Haugaard Christensen, der er barnebarn til stifteren Christensen har bidraget med dette skriv:
Min farfar var Christensen i dette snedkerfirma. Han var født i 1894. Så mit bedste bud er at Jensen og Christensen startede firmaet cirka 1924 ish. Min farfar købte Jensen ud, og senere kom min far med i firmaet, han stod i lære der. I baglokalerne var der omkring 6-8 høvlebænke en til hver ansat snedker. Det kom så til at hedde Christensen & Søn.
På loftet var der mange interessante ting fx en stor slæde, som de bragte møblerne ud på om vinteren. Der var også en limovn til møbellakken den gav min far til Brønderslev museum, da mine forældre afviklede butikken. Min far, Sven Haugaard Christensen der havde stået i lære i firmaet, som snedker, overtog forretningen da min farfar døde, ca. 1963.
Jeg gik altid på opdagelse på loftet i den gamle bygning som barn.
I gamle dage var det jo også møbelsnedkerne, der lavede kister, derfor var det både en møbel- og bedemandsforretning, som mine forældre førte videre fra min farmor og farfar.
Det sjove eller finurlige ved de gamle møbler er jo de hemmelige rum. Jeg elskede, når min far viste mig dem, for de var virkelig hemmelige og godt skjult i møblerne, og hvis man ikke får dem vist, vil man aldrig gætte på, at de er der.
Min mor, Inge Christensen og jeg brugte noget tid sammen, hvor vi afsyrede og restaurerede nogle af de helt gamle møbler.
Senere kom de finere træsorter teak, palisander, mahogni op gennem 1970’erne. Og hermed lukkede snedkerværkstedet med de mange ansatte, og møblerne blev indkøbt hos danske møbelfirmaer, som ERAN på Mors. Mændene bag dette firma var Erhardsen og Andersen, en bror til skuespilleren Aksel Erhardsen.
Og jeg husker selvfølgelig også Sørensen, som arbejdede hos min far.
Under besættelsen kom tyskerne og “tog” værkstedet, de byggede en tromle. Den kunne ikke komme ud ad døren, men de tyske soldater var vist også ligeglade, de skulle jo være der, og da besættelsen sluttede, skilte de den af igen. De gjorde ingen fortræd, men det var vist lidt mærkeligt, at de var der.
Der kom under besættelsen nogle soldater, som havde været ved østfronten med et tog, de kom ind på værkstedet, de var virkelig forhutlede, en af dem tog noget træsprit og drak det, og snedkerne stod måbende og kikkede på, det var en slem oplevelse at se de nedslidte soldater.
Det er noget af, hvad jeg husker af min familiehistorie vedrørende forretningen.
De lavede de fineste møbler på deres møbelsnedkerværkstedet som mig bekendt lå i samme bygning, men inde bagved butikken. Der var altid en dejlig duft af celluloselak, når de var i færd med at producere et skab, en kommode eller et bord.
Inge og Sven Haugaard Christensen etablerede også en bedemandsforretning medens de drev møbelforretning. Af og til når det var travlt, hidkaldte de Svens bror fra Bælum der var lærer, til at køre med ligbilen/rustvognen til en begravelse.