Introduktion til Kasper Tvedens bog SLIKMUTTER Min Bedstes fortælling
Min bedstemor/farmor, Grethe Jensen, åbnede i 1962 slikforretningen skråt over for Søndergades Skole. Hun blev hurtigt blandt områdets børn og unge kendt som Slikmutter. Og så snart klokken ringede ud til frikvarter, var butikken fyldt med elever. Nogle kom for at købe lidt snolder og få sig en hyggesnak. Andre igen kom for at få luftet deres problemer.
I bogen Slikmutter – Min Bedstes fortælling fortæller hun om et langt liv i Brønderslev, hvor slikforretningen fyldte en betydelig del af hendes voksenliv. Samtidigt er det fortællingen om, hvordan det var at vokse op i en stor søskendeflok uden en far. Skolegang i 30`erne. Besættelsen. Arbejdet på Carstensens Klædefabrik. Kærligheden. Familieforøgelse. De første udlandsferier og meget mere. Samtidigt giver bogen et lokalhistorisk portræt af Brønderslevs udvikling gennem en menneskealder
Min Bedstes store evne til at lytte og hendes tro på mennesker gjorde hende til en sjælesørger for en stor del af de elever, der ikke altid havde det nemt med forældrene, skolen eller kammeraterne. Her kan du læse afsnittet:
Sjælesørger
Den første morgen, jeg åbnede døren til butikken i vores nye hjem i Søndergade 24, kendte jeg kun nogle få af eleverne på Søndergades Skole, hvilket hovedsageligt var Uffe og Henriks legekammerater fra Glentevej. Der gik dog ikke mange dage, inden jeg kom til at kende mange af eleverne på skolen. Fra første dag kom mange en tur forbi butikken for at sige hej og købe lidt snolder, og efter et par dage var butikken fuld, så snart klokken havde ringet til pause. De unger, som kom her tit, havde ofte et eller andet på hjertet, de gerne vil fortælle mig, eller noget som de ville høre min mening om. En af dem var Kim Jensen, der i en periode var assistenttræner på kvindelandsholdet i håndbold.
Kim kom ofte en tur forbi for at fortælle eller høre en historie, og en aften de i familien havde siddet og diskuteret et eller andet over spisebordet, ringede han for at få mit besyv med. Diskussionen var tilsyneladende gået i hårdknude, og de havde derfor besluttet sig for at bruge mig som en tredjepart.
Mange af historierne, ungerne kom og fortalte, var historier, de ikke kunne fortælle derhjemme. De åbnede sig over for mig og fortalte om problemer på skolen, med forældrene eller med andre elever, og jeg lyttede til, hvad de havde på hjertet. Mange af børnene havde ikke andre voksne at fortælle deres problemer til og slet ikke deres forældre. Hvis forældrene vidste, hvad deres børn gik og fortalte mig, vil de nok have tabt både næse og mund. Det var ikke småting!
Langt hen ad vejen var det skønt at hjælpe disse børn, men andre gange har det også taget hårdt på mig. Det var ikke altid lige sjovt at høre på alle deres historier, da det godt kunne være ret så ubehageligt, hvad de fortalte mig.
Andre gange, når de så kom og fortalte mig en positiv historie, som hvis én der havde gået med nogle problemer, var begyndt at få det bedre, – ja, så var det det hele værd. Jeg kan ikke sige, hvorfor eleverne knyttede sig så meget til mig, men et eller andet må der have været, og for mange af børnene blev jeg en slags sjælesørger.
Mit forhold til eleverne var noget helt specielt, og vi nærede en gensidig respekt for hinanden. Jeg kunne eksempelvis sende dem ned i banken med penge eller lade dem være alene i butikken, hvis nu jeg skulle ned efter et eller andet i kælderen. De holdt øje med hinanden, så der ikke var nogen der stjal, når jeg ikke var der – har jeg da fået at vide. Eleverne må have kunnet mærke en tillid ved, at jeg stolede på dem, så de også kunne stole på mig. Samtidigt betød det også, at jeg ville behandles ordentligt af dem.
På et tidspunkt blev det forbudt for eleverne tæt på skolen at cykle til skole. En morgen var der nogle elever, der havde fået den fikse idé at parkere deres cykler op langs vores hæk. Det ville jeg dog ikke finde mig i, og jeg løsnede derfor ventilen på samtlige cykler, og siden den dag stillede ingen deres cykler op af hækken igen. De kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort det, og der var ingen sure miner, da de med hængende hoveder traskede hjem med deres flade cykler.
Som jeg kom til at lære eleverne bedre og bedre at kende, vidste jeg også så nogenlunde, hvor meget de hver især havde med at snolde for. Nogle havde kun en tiøre, andre en krone og andre igen havde endnu mere. De første børn, der kom ind i butikken om morgenen, var børnene ude fra mosen, og om det så stod ned i stænger eller blæste en orkan, så cyklede de frem og tilbage hver eneste dag.
Dem, jeg husker bedst fra mosen, var et tvillingepar, der boede hos deres Bedstefar. Tvillingerne havde aldrig rigtig nogle penge med, og det havde gjort mig lidt gal på bedstefaren. Jeg stod jo og så på dem dag efter dag, hvordan de måtte stå og kigge langt efter de andre børn, som købte for meget mere end dem selv. De fik måske for en 10-øre, hvad der var meget lidt selv dengang, og en dag det var blevet for meget at se på, sagde jeg til drengen, at de skulle hilse deres bedstefar og sige, at han skulle give nogle flere lommepenge.
Få dage efter troppede bedstefaren op i butikken for at høre, hvad jeg havde sagt til hans børnebørn. ”Vil du nu også til at bestemme over mine børn?” sagde han bryskt. Det kunne bare ikke passe, at de skulle have så lidt i forhold til de andre, når de nu kom fra et godt hjem. Han grinte lidt af det og gav efterfølgende lidt flere lommepenge til børnebørnene.
Børnene fra mosen kom næsten altid på de samme tidspunkter, hvilket også gjorde sig gældende for eleverne fra Thise. De kunne jo ikke så nemt tage turen hjem i deres fritimer, så de stod som regel inde i butikken og snakkede med mig, og vi var derved kommet til at have et tæt forhold til hinanden. En af de dage jeg gik og ventede på dem, hørte jeg klokken ringe nede i butikken, samtidigt med at jeg var på vej på toilettet. Jeg tog derfor til at råbe til dem. ”I er sgu nødt til at vente. Jeg kan da vel få lov til at komme på tønden.”
Det passede lige med det tidspunkt, de plejede at komme, så jeg var sikker på, at det var dem, men i stedet stod der to granvoksne betjente, der var kommet for at tjekke min slikvægt. Den ene af betjentene fortalte mig, hvordan de havde lagt mærke til, at alle vinduerne på skolen stod vidt åbne. Alle på skolen, elever som lærere, skulle åbenbart se, hvad der skete hos slikmutter.
Det er svært for mig at sige, hvem af de mange elever gennem tiden, jeg har knyttet de stærkeste bånd til, men én af dem er helt sikkert Jens. Jens var den nydeligste dreng, men et eller andet må der have været i vejen med ham, siden han boede ude på Statshospitalet, samtidigt med at han gik på Søndergades Skole. Dengang var tilbuddene begrænsede for en dreng som Jens, så når han havde fri fra skole, var han overladt til folkene på Statshospitalet. Jeg havde en aftale med personalet om, at Jens kom over til mig, når han var færdig i skole, og jeg skulle så sende ham af sted ned til busstationen, når det passede med afgangene.
En tidlig morgen ringede telefonen, ”Godmorgen, det er overlæge Olsen fra Statshospitalet.” Jeg havde endnu ikke helt fået benene ud af sengen og tænkte derfor straks det værste. ”Skulle min mand virkelig have forsøgt at få mig indlagt?” Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet, men overlæge Olsen ringede derimod for at høre, om jeg havde noget at sige angående Jens, der var gået hen og blevet lidt af et problem for personalet. De vidste, jeg snakkede med ham hver dag, og at jeg betød meget for ham, så de ville gerne have mig med på råd.
Overlæge Olsen spurgte derfor, om jeg kunne komme i tanke om noget, der kunne hjælpe dem med at hjælpe Jens. Jeg kunne kun sige, at Jens var den høfligste dreng, når han var her, men hvis jeg skulle sige noget til gavn for Jens, ville det være at give ham et værelse for sig selv. Han boede hele tiden sammen med et par ældre mænd, og det var ikke ligefrem noget for en ung fyr.
Nogle uger efter jeg havde talt med overlæge Olsen, ringede de igen fra Statshospitalet. Jens havde da fødselsdag og ville invitere mig ud til kaffe og kage på Statshospitalet. Samtalen, jeg havde haft med overlægen, havde båret frugt, og Jens havde fået sit eget værelse med en seng og en lille kommode.
Værelset var ikke noget særligt, men det var hans eget, og han var meget glad for det. Fødselsdagsbordet var fint dækket med Mågestellet, som jeg også havde derhjemme.
Jens blev en helt anderledes dreng, efter han fik sit eget værelse, og efter skolen kom han ud at bo for sig selv i Nørresundby, og han fik også et arbejde på Kjærs Mølle. Efter Jens flyttede til Nørresundby, så jeg ikke så meget til ham længere, men han er da kommet her nogle gange siden hen på cykel fra Nørresundby.