Sport og musik – lærer Søren Nørgaard

Søren Nørgaard

 Dannebrogsgade

Jeg voksede op i Dannebrogsgade i 50’erne og gik på Skolegades skole. Jeg voksede vel egentlig op i nordbyen, for der var ikke langt op til Markedsvej, og på den anden side af Markedsvej var der ingen beboelse endnu, kun marker.

Der var mange børn i området dengang. Alle klar til at spille fodbold, spille kantsten, lege bøtten er væltet eller cowboy og indianer i læbælterne omkring Markedspladsen, hvis vi da ikke klatrede i træer i forsøgshaverne i Knudsgade. Hvis man var rigtig ferm, kunne man klatre i træer fra Dannebrogsgade til Frederiksgade uden at røre jorden. Altså, hvis man var rigtig ferm. Jeg var ikke.

Min lillebror Jens og mig.

Tænk, hvis vi børn havde haft en computer dengang, var vi gået glip af alt det. Fjernsyn skulle vi heller ikke bruge tid på. Der blev sendt fjernsyn få timer om ugen. Jeg tror, vi fik fjernsyn, fordi der var VM i fodbold i Sverige. Jeg har ladet mig fortælle, at stuen var fyldt, for naboerne kom for at se finalen, Brasilien mod Sverige. Det kan jeg bare ikke erindre. Det første jeg kan huske, jeg har set i fjernsynet, er Henry Froms tyggegummi på stolpen. Det var i 1960. Sort/hvid selvfølgelig, men en fantastisk oplevelse.

Farver var der til gengæld, når Gunnar Nu Hansen kommenterede landskampe i radioen. Han kunne om nogen skabe farver på nethinden, når han beskrev det vejrende røde Dannebrog på en skyfri blå himmel, og de blå gule svenskere og de rød hvide danskere løbe ind på grønsværen i Idrætsparken. Han skulle ikke bruge 3 timers optakt med 4 eksperter i studiet. Optakten var Stævnets Orkester med nationalmelodierne og Gunner NU med: ”Danmark starter med bolden og angriber målet nede mod hockeybanen.”

Fodbold

Søren

Jeg ville selvfølgelig gå til fodbold, da jeg blev gammel nok. Om det var Harald Nielsen effekten eller fordi der ikke var så meget at vælge i mellem, husker jeg ikke. Men jeg var tidlig blevet bidt af en bold.

Jeg husker tydeligt min allerførste kamp. Endda på kampbanen. Kampbanen var noget særligt. Den havde uden tvivl Danmarks fornemste græstæppe. Der var ikke noget med at skyde genvej over kampbanen for at komme over op træningsbanerne. Det sørgede Anker for. Vi måtte den lange vej uden om. Der var respekt om den bane, og nu skulle jeg spille med første kamp lige netop der. Jeg scorede i min første kamp. Et hjørnespark ind over til mit hoved. Målmanden have ikke en chance. Vi tabte 1-0.

Jeg må have været sønderknust, men husker det ikke. Efter den kamp spillede jeg kun i angrebet.

Det blev til mange sæsoner, men det var hurtigt klart, at jeg ikke havde evnerne eller viljen til mere end at blive en habil spiller i serierne langt fra divisionerne.

Fodbold var anderledes dengang. Nu om stunder er man ikke i tvivl om, at selv unge spillere har styr over fodboldtermerne. De snakker om clean sheet, overlap, falsk 9’er og 4-4-2. Det var slet ikke udtryk, vi beskæftigede os med. Clean sheet? Vores målmand havde heller ikke et eneste. Men han var vores målmand, og vi ville ikke have andre. Overlap? Vi kunne sagtens spille en helt sæson uden at have et eneste. Falsk 9’er? Nej, vi var den ægte vare.

Jeg kan fra hele min fodboldkarriere ikke huske et eneste taktikmøde. Vi mødte bare op til kampen så tidligt, at vi kunne nå at klæde om. Dvs. jeg mødte lidt tidligere end de andre for at få fat i trøje nummer 7. George Best, you know, og så var det ellers uden benskinner og sokkerne ned om anklerne. Opvarmning? Ja, kunne vi lige få bolden ind over til en helflugter, så var vi helt klar. Uden taktikmøde, selvfølgelig. Jeg spillede kun med begavede spillere. De vidste, at vi skulle score i den ene ende, og modstanderen skulle ikke score i den anden. Hvor svært kunne det lige være. Ikke en eneste gang kludrede vi i overgangen fra 4-4-2 til 3-4-3, for vi spillede ikke nogen af systemerne. Vi spillede bare. Vi spillede efter gehør. Hold op hvor var vi gode.

bagerst f.v. Søren Nørgaard, Ove Christensen, Henrik Mathiasen, Frits Thorslund, Jens Nørgaard, forrest f.v. Bruno, Per og Hugo Sørensen

 

Håndbold

Da Brønderslev Hallen kom, begyndte jeg at spille håndbold. Jeg spillede det meste af en sæson på 1. holdet. Som fyld. Jeg var slet ikke en af de bærende kræfter, men syntes da det var stort at løbe ind til præsentation i en stopfyldt hal. Håndboldinteressen var enorm dengang. Min sidste 1. holdskamp kom flere år senere. Det var den sidste kamp i sæsonen. Kampen var i Nykøbing Mors, og der var indløbet et del afbud. Så sammen med Erik Jensen, Hal-Erik, blev jeg bedt om at tage med. Det var en kamp helt uden betydning, men der en væsentlig grund til, at jeg lige nævner den. Der var to overraskende topscorere i den kamp. Der er garanteret kun to mennesker i hele verden, der kan huske det. Den anden er Hal-Erik.

Selvom det er lidt sejt at kunne skrive 1. holdspiller på mit CV med mine evner, er det ikke den sæson, jeg husker bedst. Det er de sæsoner jeg spillede med Bruno Sørensen, Bo Skotte, Birger Pedersen, Keld Rydder for blot at nævne nogle af dem. Forbandet godt selskab både på og uden for banen. Ingen af os var på noget tidspunkt på tale til landsholdet, men vi har dygtige nok til at vinde flere kampe, end vi tabte. På nær, selvfølgelig, den sæson hvor vi tabte alle kampe.

Bruno, Søren, Bo, Leif, Henning, Hans Jørgen, Poul Erik, Keld, Finn

Vi var desværre rykket op i serie 1. Sort uheld. Vi havde ellers meget smart spillet os til en tredjeplads i serie 2 for ikke at rykke op. Men nummer 1 og 2 i kredsen havde forbrudt sig mod reglerne, så oprykningen gik til os. Vi valgte at kæmpe for sagen. Vi havde 3 træningspas om ugen. Et pas onsdag. 2 timers håndboldtræning i hallen. To pas fredag. Først 2 timers håndbold i hallen efterfulgt af 2 timers rafling ved vores sædvanlige bord på ”Det bette Apotek.”

Vi var ikke favoritter i en eneste kamp. Men vi var dygtige nok til at kunne drille et par hold og vinde første halvleg. Selvom vi spillede mange angreb af overordentlig skønhed, kunne vi glade og tilfredse forlade banen efter 2.  halvleg, som klare tabere. Tredje halvleg vandt vi altid. 18 kampe. 0 point.

Skæbnen ville så, at vi også næste sæson igen kom til spille i serie 1. Vi fortsatte, hvor vi slap og tabte de 9 første kampe i den nye sæson. Først da fik vi gavn af den hårde træning med 3 træningspas om ugen. Man skal aldrig tvivle på raflings betydning. Vi vandt de sidste 9 kampe i sæsonen.  Det er i hvert tilfælde den historie, jeg fortæller mine børnebørn.

Golf

Golf skulle selvfølgelig også prøves. Jeg indså dog hurtigt, at det er svært at blive verdens bedste golfspiller, når man også vil spille fodbold, være fodbolddommer, spille håndbold og musik, have en kæreste, have børn, passe sit arbejde eller være sammen med vennerne. Det blev jeg da heller ikke. Men jeg nåede da at spille på hold med Søren Kjeldsen. Også det er der selvfølgelig plads til på CV’et. Mit altså, ikke Kjeldsen.?

Klaver

Jeg er fra et hjem med klaver, så det var helt naturligt, at jeg startede til klaverundervisning hos Vammen i Vestergårdsgade. Det krævede 1 times øvning om dagen. Det har jeg siden haft utrolig megen glæde af, men dengang var der da dage, når solen skinnede, og kammeraterne stod ude på gaden med en bold under armen, at det var rigtigt træls. Min bror valgte at spille harmonika, knapharmonika. Jeg valgte jo klaver, for der er ingen grund til at gøre ting mere besværlige end højst nødvendig. Da vi senere begyndte at spille i PM-orkestret, som det hed dengang, valgte jeg af samme bekvemmelige grund at spille trompet  –  3 knapper. Jens valgte saxofon – 100 knapper.

Trommer og guitar og pigtråd

Jeg blev også grebet af al den nye musik, der kom fra England. Beatles og Rolling Stones. Man kan godt spille Satisfaction på klaver, men det lyder jo ikke rigtigt. Nu blev det trommer og guitar, jeg brugte adskillige timer på. Den ældre generation dengang rystede på hovedet over al den larm og var helt overbevist om, at den nye støjende musik kun var en fase. Det gik over.  Det kan godt være, de får ret, men det er ikke gået over endnu.

Jeg kom med i en gruppe, der hed The Amblers, på trommer. Det var pigtråd, og det var sikkert højt. Det var i hvert tilfælde højere end Bror Kalles Kapel. En enkelt gang, hvor vi var ude at spille på en lille kro, blev vi bedt om at skrue ned, ellers kunne vi få et par på hovedet. Pigtråd måtte derfor være skadeligt både for musikerne og publikum.  Det syntes skolelægen formodentlig også, så i en periode indkaldte Signe Engbæk mig og min bror til regelmæssige høreprøver. Jeg hører stadig udmærket.

The Swagmen: Jeppe Arild Jensen, Knud Erik Vestenbæk, Freddi Christiansen, Søren Nørgaard

Senere manglede The Swagmen en trommeslager. De spurgte, og jeg sagde ja. Vi øvede hver lørdag på Tipsmarks Maskinfabrik. Jeg ved ikke, hvor meget Rolling Stones fik for en koncert, men vi fik 500 kroner for en hel aften. Ikke per mand, men til deling, og vi var fem. Når vi spillede i Silkeborg eller Tinglev, slugte benzinen også en del af hyren.  De lange ture gjorde selvfølgelig, at jeg et par gange kom sent hjem. Når jeg kom sent hjem, syntes jeg selvfølgelig, at det ville være uforsvarligt at sende mig i skole. Jeg var jo træt. Men nej, den gik ikke. Mor sendte mig i skole. Kun en gang forbarmede hun sig over mig. Vi havde spillet i Ringkøbing en søndag aften. På vej blev vi ramt af både uheld med bilen og himmelbetændt rajfog. Det var allerførst på morgenen, inden vi var hjemme. Da sagde mor for en gang skyld, at jeg hellere måtte gå i seng og få udsovet efter den tur. Men nej, jeg ville i skole. Jeg syntes selvfølgelig, at det var lidt sejt at komme i skole og fortælle om, hvad jeg havde været udsat for. Jeg tror egentlig, mine skolekammerater var ligeglade.

The Swagmen stoppede, da de andre skulle ind som soldat, men vi nåede da at spille med bl.a. Herman´s Hermits i Holstebro og The Hollies på Phønix. Det var store navne dengang.

Trompet

Min bror og jeg begyndte at spille med i PM-Orkesteret, senere Brønderslev Brassband og Brønderslev Harmoniorkester.  Jeg spillede først euphonium og senere trompet. Det var ganske fornøjeligt at prøve at spille noget andet musik end det, jeg var vokset op med, og da jeg samtidig fik nogle gode 1. stemmer, var det ekstra sjovt at øve. Men det er svært at holde trompeten ved lige, når man har små børn, der skal sove, og man også har mange andre interesser.

Det blev en ond cirkel. Når jeg ikke øvede det, der var nødvendigt, blev jeg dårligere, og når jeg blev dårligere til at spille, var det ikke så sjovt at øve længere, derfor øvede jeg endnu mindre. Lysten til øveaftenerne forsvandt også lidt efter lidt. Til sidst manglede man mine stemmer i orkesteret. Dem gav man så til en, som man kunne regne med, og det var helt fair. Jeg fik så udleveret en 2. stemme eller 3. stemme. Stemmer, der også er vigtige for orkesteret, men bare ikke så sjove at spille. Derefter øvede jeg endnu mindre, og blev til sidst helt væk fra øveaftnerne. Til sidst hentede orkestret uniformen. Det var nogle rigtige gode år, men jeg savner det ikke.

dWaynes

Søren Poulsen og Finn Findinge, som jeg spillede med i The Amblers, var med til at starte dWaynes i 1991. Det var ikke min ide. Det var deres. Jeg havde for sjovt skrevet en sang, der hedder ”Min ungdomshelt”. Den sang og et par stykker til skrev jeg for at give Søren og Finn en ide og et skub til selv at prøve at skrive. Det var kun demoer og absolut kun skrevet for sjov. Så kunne de bruge ideen eller lade være. De lod være, men de ville gerne spille mine sange sammen med mig, hvis jeg havde tid. Det mente de helt sikkert, jeg havde, jeg var jo lærer.

Det var ikke dWaynes, der var blevet dannet. Det var bare tre gode venner, der sad omkring et køkkenbord. Vi spillede lidt, drak tre øl og sluttede aftenen af med en wustere mellemmad. Når vi så havde lært de første par sange, så kunne jeg jo bare skrive et par stykker til, mente Søren og Finn.

En dag fik vi et engagement. Nu var vi næsten nødt til at finde på et navn til gruppen. Det blev dWaynes. Opkaldt efter John Waynes, som ”Min ungdomshelt” handler om. Engagementet var i Tinghallen i Viborg. Tinghallen er et stort sted. Tinghallen er et sted, hvor blandt andet Beach Boys har spillet med al deres udstyr, og der stod vi, 1 sanger og 2 spanske guitarer. Vi overlevede, men stod det klart, at skulle vi igen få et engagement i et rum, der var større end et almindeligt samtalekøkken, havde vi brug for mere volumen på både sang og instrumenter. Og vi fik igen et større engagement. Bjørn Afzelius på Idrætshøjskolen. Heldigvis kendte jeg Hans Jørgen Andersen og Poul Vejby. De sagde henrykte ja tak, da jeg bad dem hjælpe. Jeg tror ikke, de var så henrykte for at komme med i dWaynes, men fordi de hurtigt regnede ud, at nu kom de gratis ind til koncerten. Også den aften overlevede vi, og nu var vi fem omkring køkkenbordet.

Tuborg eller Hof?

Efterhånden havde vi så mange sange, at tanken om at få dem indspillet dukkede op. Der var ingen pladeselskaber, der stod i kø, så vi dannede vores eget. Det blev pladeselskabet WHEPS. Det står for Wort Helt Eget PladeSelskab. Det var dyrt at indspille en CD, men vi fik pengene samlet sammen og indspillede CD’en ”Tuborg eller Hof?” i Hjørring. For at gøre lidt reklame sendte vi CD’en rundt til mange lokalradioer. Det var måske dumt, for det var før internettet. Derfor vi havde ingen chance for at finde ud af, om vores musik blev spillet, eller om CD’en røg direkte i småt brændbart.  TV Nord gav dog lyd fra sig, og inviterede os ind en søndag eftermiddag til et direkte show. Vi spillede et par numre – playback, og publikum klappede – ikke playback. Det er ikke noget, vi er specielt stolte af, for det er der så mange, der har prøvet. Men sidst i udsendelsen gik dWaynes igen på. Denne gang live og vi spillede Bryllupsvalsen for Kresten Poulsgård. Det er vi heller ikke så stolte af, men det er der alligevel ikke mange, der har prøvet.

Et par uger efter ringede Danmarks Radio og sagde, at vi blev spillet på Dansktoppen. De havde valgt at spille ”Min ungdomshelt”. Altså, den sang jeg bare skrev for sjovt, lå nu på Dansktoppen. Det var lidt fornøjeligt, selvom det blev et kort visit.

I 1995 blev der igen brug for ”Tuborg eller Hof?”. Joakim og Alexandra skulle giftes. Det skulle fejres, så vi sendte det lykkelige par en CD, så havde de også noget at danse til, når Livgarden blev træt. Vi vedlagde et brev med vore hjerteligste lykønskninger og information til prinsen om, at det for øvrigt var ulovligt at kopiere CD’en til hele hoffet og Møgeltønder, skulle prinsen får den tanke. Fandt vi ud af at det alligevel var sket, ville vi sladre til hans mor. Nu kan vi jo ikke bevise noget. Det er kun indicier, men efter vi sendte den CD til Møgeltønder, gik salget af ”Tuborg eller Hof?” fuldstændig i stå i Sønderjylland. Ja, vi kan tage hele Slesvig-Holstein med for den sags skyld.

Mit Californien

I 2008 indspillede vi CD nummer to: ”Mit Californien”. Sten Fuglsang var nu kommet med på bas. Med Sten og Poul, som havde spillet sammen i Pretenders, som vandt ”Toppen af Poppen” i 1968, var vi nu i stærkeste opstilling. Søren slog nu trommer og de spanske guitarer blev skiftet ud med elektriske guitarer. CD’en blev indspillet i en svinesti hos Kaspar Westerå, som havde et fint nyt studie, og han ville gerne have nogen at øve sig på.

Igen sendte vi mange kopier rundt i landet, men nu havde vi gjort vores forarbejde ordentligt. Vi sendt kun til stationer, der havde hitlister. Nu var internettet også til rådighed, så vi kunne let kontrollere om, vi blev spillet, eller vores nye CD igen røg i småt brandbart. Vi blev heldigvis spillet meget, og vi klarede os fornemt på mange lokale hitlister. Syv forskellige numre fra CD’en fandt vej til hitlisterne. Allerbedst klarede nummeret ”Bare” sig. 13 uger på hitlisten hos Storbælts Radio i Skælskør. Heraf 10 uger som nummer 1. Jo, CD’en blev spillet. dWaynes skulle også have fortsat med at spille, men sygdom skabte desværre en al for lang pause, og vi kom aldrig i gang igen. Men dWaynes er ikke opløst, så hvem ved?

Skolegades Skole

Jeg startede på seminariet i 1970. I 1974 blev jeg færdig som lærer med musik og engelsk som linjefag. Min første stilling fik jeg i Års og Blære. Min første månedsløn var på 3000 kroner. Jeg var kun ansat i et år, da jeg manglede at aftjene min værnepligt. Værnepligten blev aftjent på Brønderslev Børnebibliotek. Ud over at stemple bøger til udlån, kørte jeg rundt til de andre filialer i kommunen og viste film et par gange om måneden.  ”Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved” var et hit.

Jeg havde skrevet en ansøgning til Brønderslev Skolevæsen. En dag blev den pillet ud af stakken af ansøgninger. Det skete en dag, jeg var ude og spille med PM-orkesteret. Mens vi marcherede gennem Jernbanegade, nu Algade, forbi mine forældres forretning, kom min mor op på siden af mig og råbte, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om en af Sousas marcher, at Elis Frederiksen på Skolegades Skole gerne ville snakke mig, så snart jeg havde truttet af.  Stadig iført orkesterets blå uniform gik jeg op på skolen og blev ansat på Skolegades Skole. Jeg blev ikke præsenteret for et ønskeskema. Ingen musik eller engelsk. Kun to timers fag. Fag mine kommende kollegaer ikke var så interesserede i. Hårdt arbejde, men jeg ville have sagt ja tak til hvad som helst.

Skolegades Skole blev derefter min arbejdsplads de næste 37 år. Da jeg forlod Skolegades Skole, var det en helt moderne undervisningsinstitution. Interaktive tavler i alle undervisningslokaler, kopimaskiner, internet og dermed fri adgang til oceaner undervisningsprogrammer og materialer og computer til alle. Det nåede jeg også at få fornøjelsen af. Men inden det kom så langt, skulle jeg så grueligt meget igennem. Spritduplikatoren for eksempel. De kopier blev aldrig særlig gode eller egnede, og når jeg udleverede dem, mange med mine fingeraftryk på grund af stensil sværten, bredte der sig en salig duft af sprit i lokalet. Jeg skulle også lære at bruge filmfremviseren. Film skulle bestilles hjem. Når man endelig var klar og havde rigget fremviseren til, var det spændende om filmen var blevet spolet tilbage af sidste bruger. Skulle man først til at spole filmen tilbage, og den ofte slidte film så bristede, mistede selv den mest rolige elev, tålmodigheden. Det var kun en måde, at man kunne redde den lektion på: RUNDBOLD!!

Med alt det nye og mere driftsikre udstyr i den moderne skole, tror jeg ikke, at der længere bliver spillet så meget rundbold som da jeg startede som lærer. En skam, egentlig, for rundbold er da et sjovt spil.

Samme sted 65 år senere