Kilde: og med tilladelse fra Pedershaab.
Folk på Pedershaab:
Her er et par af de pudsigheder, der kan fortælles om nogle af de mange sjove og mærkelige personer som havde været der i en menneskealder både på kontoret og i værkstedet på Pedershaab Maskinfabrik.
Martin O. – også kaldet “Min kones mand” –
var også maskinarbejder på PM i mange år. Han var en af de rigtigt gamle – en glad og hyggelig mand.
“Smalby” Thorvald Pedersen var også en af de gamle i gårde. Han var smed, ugift og boede sammen med sin broder hjemme hos faderen i Smalby. Han var en tør og pligtopfyldende mand.
Anders Jørgen Andersen – “Gas Anders” – var maskinarbejder og arbejdede bl.a. med rørstampere. Han var en meget lun fyr. I mange år var han fast montør ved vore messer i bl.a. Hannover og Frankfurt, og det bekom ham vel.
Vi havde også en meget stædig maskinarbejder, Anthon Malmberg. Han ville f.eks. ikke i fagforeningen, hvilket han dog blev tvunget til, da hans kollegaer gik i strejke, så han måtte krybe til korset.
Adolf Jensen – “Spangsmeden” – var en anden gammel smed. Navnet skyldtes, at han boede ude ved Spangbroen i Vestergade. Om ham fortcelles det, at han til fyraften hentede en spand vand, tog en tot twist og gned sig i hoved og nakke. I sæben var der ofte jernspåner, så det kunne ses på huden med rødme og lignende, når han var færdig. Hans læderjakke var rigtig gammel og fedtet.
Den gamle Josephsen arbejdede sammen med den gamle fabrikant Peder Nielsen og havde også to sønner – Carl Aage og Niels, samt datteren Lis, som alle var ansat. Også smed Jensen ude i smedjen havde sin noget mærkelige søn, Charles, ansat, for man kunne nemlig altid få arbejde, hvis ens far var ansat.
Den gamle lagerforvalter Back Svendsen var firmaet en tro mand, og han ville ikke udlevere noget uden en rekvisition
Af de to brødre og maskinarbejdere, Reinald og Ronald, var især Ronald med på det værste, når nogen skulle gøres til grin.
Smed “Tromle” Kjeldsen var også gammel i gårde og vidste alt om vore tromler. Mange læredrenge er endt rundt omkring i gode stillinger. Willy Bjerregaard Jørgensen var en særdeles forvoven og en lidt fyrig fyr. En aften han var på aftenvagt på fabrikken, fandt han pludselig på, at han ville prøve noget andet og drønede så rundt på sin motorcykel inde på værkstedet. Han endte som lokomotivfører hos DSB, og det var i øvrigt ham, der kørte det første tog over den nye Storebæltsbro. En anden læredreng, Werner Østberg, kom også godt frem i verden. Han læste siden til ingeniør i Odense og blev ansat vist i FLS i København. I hvert fald kom han viden omkring i verden. Det var i øvrigt ham, der opfandt Tippe Toppen-kuglen og tjente mange penge på sit patent.
Olaf Poulsen, som først var ansat i Brønderslev og senere hos PM i København hos vores afdelingsleder J.P. Købke, startede senere sit eget firma og fik forskellige agenturer fra Tyskland bl.a. på gravemaskiner.
Ved besøget af Kong Frederik og Dronning Ingrid i 1951 i anledningen af byens 25. års købstadjubilæum spillede vores PM-orkester. Kongen, der jo var meget musikalsk, tillod sig at spørge direktør P. Nielsen, hvor længe de havde spillet. Da han fik at vide, at de havde spillet et år, udtalte Kongen, at det da så lød meget godt. Dirigenten var i mange år Bjerregaard Jørgensen, der var far til den vidtløftige Willy Jørgensen.
Edel Rath
Jens Sørensen som kranfører
Jens Sørensen, som var ansat på Pedershaab i mange år, var af mange betegnet som en farlig mand med en kran. Det virkede ikke altid, som han havde helt styr på, hvad han lavede, når han kørte kran. Jeg erindrer en dag sidst i 1970’erne, hvor Jens skulle bruge 5-tons kranen i afd.23. Han tog kontrolhåndtaget, trykkede på knappen og kørte ned igennem afdelingen med krankrogen hængende inde over arbejdspladserne, men glemte at sikre sig, at der var fri bane: Da krogen passerede “Brovst Knuds” arbejdsplads, hvor der stod en fritstående svingkran, greb krogen fat i udliggerarmen på svingkranen og løftede den fra dens leje med det resultat, at udliggerarmen faldt til jorden med et brag lige bag “Brovst Knud”, som stod og svejste. Dette tog Jens Sørensen åbenbart ikke så tungt, for han råbte bare til “Brovst Knud”: “Skete der noget?”. og her mente han selvfølgelig med nogle personer. Det gjorde der heldigvis ikke, bortset fra at Knud nok mistede lidt af farven i ansigtet af forskrækkelsen. Herefter kørte Jens blot videre og udførte den opgave, han var i færd med, og først senere gik han til reparatørerne for at få dem til at reparere efter det “lille” uheld.
Manden i bundringene
Børge Jeppesen stod i 1960’erne ved den store 500-tons presser, der pressede bundringene. Han var respekteret, men ville måske gerne være lidt af en konge i afdelingen. Børge var også meget haveinteresseret, så en aften fortalte han, at han havde været på havevandring i aftes oppe ved direktør O. Nielsen. Det var jo en rigtig flot have, som Børge kunne sige det, og O. Nielsen var kommet hen for at snakke med Borge. Han havde sagt til Børge: “Det er altid skønt at komme i bundringsafdelingen, for der er altid en, der arbejder, og det er dig Børge Jeppesen.” Selv samme aften, som Børge var den gode arbejder, kom O. Nielsen på uanmeldt besøg. Alle, der var på arbejde, inklusiv Børge var ved at få sig en kop kaffe, da O. Nielsen kom ind gennem porten. Det var en kop kaffe, vi selv havde taget os lov til. Alle maskiner i fabrikken var stoppede, portene stod åbne overalt, og der var fuldstændigt stille. Ja, vi kunne høre fuglesang. Da 0. Nielsen pludselig stod foran alle os med kaffekopperne, var Børge lige ved at sluge sin kaffekop. 0. Nielsen spurgte, hvornår vi havde fået kl. 19-frokost, og han fortsatte: “Jeg kender jeres måde at arbejde på aftenholdet, men det skal få en ende!” Børge var ikke i godt humør mere den aften nej, nej”
En sandfærdig historie fra regnskabsafdelingen
Vi var en mindre forsamling til møde hos økonomidirektør Niels Erik Pedersen, der sad for bordenden i en kontorstol med armlæn. Han sad lidt uroligt på stolen og vippede frem og tilbage, så stolen pludselig væltede bagover med NEP. Der blev en meget pinlig tavshed, indtil NEP rejste sig op og højlydt begyndte at le. Det var en kæmpe befrielse for alle vi andre, som så også kunne komme til det. NEP havde heldigvis ikke slået sig, og stolen havde heller ikke taget skade, så mødet blev genoptaget, som om intet var hændt.
“Mus-Verner”
“Mus-Verner” (Verner Vendelbo Jensen) var en af byens originaler, var glad for en øl og havde vel kun arbejde, når han var sendt ud. Han kom hen til “Fesser” og skulle have noget lavet: “Du Fesser. Kan du ikke bore de huller?” “Det kan jeg godt,” sagde Fesser, “men skulle vi ikke lade de øgenavne ligge?” “Nej, det er lige meget, for når jeg er gået og har vendt dig ryggen, ved jeg, at du kalder mig Musen.”
“Musen” kom hen til buret og talte med Alfred. De var jævnaldrende, men Alfred siger: “Du er da også ved at være en gammel rotte.” “Hvad siger du? Er de nu også begyndt at kalde mig en rotte. Jeg mente ellers, det var godt nok med Musen.” (Midt i 1960’erne)
En stjålen eller lånt cykel
En morgen, hvor jeg skulle på arbejde, var min cykel punkteret, så jeg lånte min kones cykel. Da jeg skulle hjem fra arbejde, tog jeg en cykel i skuret og troede, det var min kones, men om aftenen kom konen ind fra garagen og spurgte mig, hvis den cykel var, som stod ude i garagen. Jeg var med ude for at se på cyklen og kunne godt se, at jeg havde taget en forkert cykel, og næste morgen tog jeg den lånte cykel på arbejde og stillede den i cykelskuret, mens jeg håbede på, at ingen havde opdaget det.
Da Ruth Nielsen (Bette Oves kone) kom på arbejde om morgenen, fortalte hun mig, at en eller anden havde stjålet hendes cykel dagen før. Vi sad lige overfor hinanden ved skrivebordene, og jeg forsøgte at holde masken, men det var svært, for Ruth snakkede om cyklen i flere dage.
Et stykke tid efter fortalte jeg Niels Erik Pedersen, at det var mig, der ved en fejltagelse havde lant cyklen. Alle i bogholderiet kendte historien om den stjálne cykel, og til en julefrokost noget senere afslørede NEP over for Ruth, hvem der havde lånt hendes cykel, og da Ruth hørte om fejltagelsen, tilgav hun mig på stedet.
Jens Larsen – “Fesser”
Man kan spørge sig selv, hvorfor navnet “Fesser”, og svaret må være: Kunne Jens Larsen overhovedet hedde andet? Han var en flot fyr – høj og rank. I fritiden var han en ivrig tennisspiller og var derfor også slank af statur. I en af Brønderslev-filmene ser man ham svinge en pige på dansegulvet, og det fortælles, at han engang på Marokko-salens dansegulv snublede med sin dansepartner, hvorefter han straks udbrød: “For fanden du. Hvordan er det den musik spiller?” Den slags udbrud var helt almindelige for “Fesser” og var vel også en af grundene til hans navn. Han fik sin uddannelse på fabrikken og stod derefter mange år ved boremaskinen. Han var dygtig til sig job og voksede derfor også næsten sammen med sin plads ved boremaskinen. Han var ryger og røg mange cigaretter, hvorfor han havde installeret et askebæger over maskinen, hvor han askede af. Når han efter arbejde spadserede i byens gader, glemte han tit, hvor han var, og strakte sig derfor i vejret efter sit askebæger og askede af frit i luften.
Fesser – Jens Larsen – og hans nummererede bolte
I drejeværkstedet stod der to søjleboremaskiner ved siden af hinanden, hvoraf den ene blev betjent of Fesser, som vel næsten havde boret huller, siden han var blevet udlært. Jeg blev i min læretid (1972-76) i en periode sendt ind i drejeværkstedet for at bore ved den anden søjleboremaskine, og ved denne maskine var der ikke så meget værktøj (spændjern / T-spors bolte), så jeg spurgte Fesser, om jeg kunne lane noget af ham. Det kunne jeg godt. Bare tag i skabet, sagde han. Jeg tog, hvad jeg skulle bruge, tog møtrikkerne af boltene, anbragte emnet på planen og begyndte at spænde op. Da jeg havde sat møtrikkerne på boltene igen, spurgte han mig, om jeg nu var sikker på, at jeg ikke havde byttet om på møtrikkerne. Jeg grinede lidt, da jeg troede, han ville tage gas på mig. Det var jo16 mm bolte alle sammen, og som sådan kunne det jo efter min mening jo være lige meget hvilken møtrik, der sad på hvilken bolt. Men det skulde vise sig, at det kunne det efter Fessers mening ikke. “Ser du, unge mand. Disse møtrikker og bolte er mærket med numre 1-1, 2-2 osv., og disse har gået sammen de sidste 35 år, så det bliver de også ved med, så længe jeg er her: Så det må du rette dig efter, hvis du vil låne af mig”.
“Fesser”
“Fesser” (Jens Chr. Larsen) havde været hjemme til middag. Han kom tilbage og fortalte sin arbejdskammerat: “Vi fik jordbær i dag. Jeg spiste et helt pund!” “Det har jeg da gjort så tit.” “Ja, men du – det var store jordbær!” (Midt i 1960’erne)
Flytning af faldhammeren
De to smede Egon Tomsen og Helge Eriksen havde lånt et svejseplan i miniværkstedet for at oprette nogle ringe, som bagefter skulle svejses sammen. De to smede var store og stærke, så de mange slag med smedehammeren betød både støj og vibrationer til bl.a. en drejebænk i nærheden af planet. Carl Nielsen – også kaldet “Krøl Carl” – arbejdede i miniværkstedet som drejer. Carl var i gang med at dreje nogle emner, og vibrationerne fra Egon og Helges mange slag forplantede sig til drejestålet med det resultat, at overfladen blev ujævn. Carl, som var en meget dygtig drejer, blev selvfølgelig irriteret over det, og bad Egon og Helge stoppe bankeriet. Det kunne de naturligvis ikke, da ringene selvfølgelig skulle være færdige, så Egon og Helge fortsatte ufortrødent med at arbejde, mens Carl blev mere og mere gal og engang imellem kom med nogle gevaldige udbrud henne fra drejebænken. Egon og Helge blev selvfølgelig også irriterede over, at Carl til stadighed råbte af dem og bad dem finde på noget andet. Efter et stykke tid fik Egon og Helge en vældig god idé. Egon bad Helge om at finde et stykke kridt og et målebånd, hvorefter de sammen begyndte at måle op og slog nogle vældige streger på gulvet med kridtet. Carl, som i forvejen var godt tændt, blev selvfølgelig nysgerrig og råbte højt: “Hvad har I nu gang i??” “Ah -” svarede Egon, “for at lette arbejdet flytter vi faldhammeren fra smedjen herover i miniværkstedet, og den skal placeres her.” Egon og Helge havde nemlig besluttet, at der nu skulle ske lidt sjovt, så for at irritere Carl endnu mere, ville nyheden om faldhammerens placering helt sikkert give resultat. Faldhammeren var nemlig en maskine, som blev brugt til at rette ringe. Den støjede også meget og ville helt sikkert medføre vibrationer i Carls drejestål. Hvis ikke Carl allerede var gal, så blev han det i hvert tilfælde meget hurtigt nu. Hurtigt indkaldte han resten af medarbejderne i miniværkstedet bag forhænget til “svejsekabinen”. Ingen i miniværkstedet var selvfølgelig særligt glade for Carls nyhed om flytnin. gen af faldhammeren, så det blev beslut. tet at lade fællestillidsmanden undersøge sagen nærmere. Kaj Ove Andersen, som den gang i 1980’erne var fællestillidsmand, blev orienteret om Egon og Helges planer, som Kaj ikke kendte noget til. Han gik derfor op på kontoret til daværende produktionschef, Ernst Lindbøg Madsen, som var endnu mere uforstående over for nyheden. Han trak dog på smilebåndet, da han fik at vide, hvem der var kommet med oplysningen om flytningen. For en sikkerheds skyld blev også Egon og Helges værkfører indblandet, men heller ikke han kendte til sagen. Egon og Helges “gode” idé om faldhammerens nye placering i miniværkstedet skabte i hvert fald en vis uro og stemning rundt omkring i verkstedet både før og bagefter. De var vist selv ikke mindre berørt af situationen, for det havde jo kun været Carl, de ville lave sjov med.
Historie fra direktør O. Nielsen
Denne historie blev fortalt af direktør O. Nielsen til en sommerfest ca. 1971, da han bød velkommen.
Det minder mig om en gammel røgter, som tjente sin husbond og havde gjort det i mange Herrens år. Som det var skik og brug, holdt bondemanden et høstgilde, når høsten var i hus. Røgter Lars var meget imponeret og sagde til sin husbond, at det knagme var dyrt at holde et sådant høstgilde. Dertil sagde husbonden, at det knagme var dyrt, men at det også var skønt at se så mange glade ansigter. Der gik nogle dage, og så fik husbonden øje på, at alle køerne var gået gennem hegnet og ind i en roemark. Til sin store forargelse fik han øje på Røgter Lars, der sad uanfægtet og så på. Husbonden råbte, at han måtte være blevet fuldstændig tosset, men Røgter Lars svarede, at det var han ikke, men at der ikke var noget skønnere end at se så mange glade ansigter.
“Smalby-Thorvald”
Nogen kunne leve meget sparsommeligt i 1950-erne. Eksempelvis åbnede “Smalby Thorvald”, som var smed, kun sine lønningsposer, der dengang indeholdt ugelønnen i kontanter, én gang om året – nemlig til jul. Han kunne godt have flere af dem liggende i sin skuffe under filebænken, inden han tog dem med hjem.
Samme “Smalby-Thorvald” havde det også med at lave små notater i en lommebog om de forskellige arbejdsopgaver, da der ikke altid fandtes arbejdstegninger. Når han skulle lave en slæbeskovl til gravemaskiner, stod der eksempelvis, at der skulle bores et hul 4 tommer fra nordvestlige hjørne og til højre.
Mangel på folk
PM var inde i en periode, hvor man manglede folk, så der blev ansat mange forskellige personer. Oppe i Hune havde menighedsrådet store problemer med deres præst, og han blev afskediget. Adolf Pedersen sagde til sin værkfører: “Ikke for at jeg skal blande mig, men nu er præsten i Hune vist også ledig.”
Portner Gunner
Man kan ikke fortælle om Pedershaab uden at nævne portner Gunner Andersen. Han var altid en glad mand med et godt ordforråd. Gunner havde en schæferhund, Vaks, som var Gunners stolthed, og det vidste alle. En dag, hvor Gunner sad i portnerrummet, lå hunden Vaks udenfor med et kødben. Direktør O. Nielsen kom forbi og udbrød: “Det er sandelig et ordentligt kødben, Vaks der har fået.” Gunner svarede: “Nå ja. Det er det, der er blevet tilbage af den store forgroede læreknægt.
Hovedpinepiller
Postens Peter var en lun, men ellers stilfærdig mand. Han var samarit og havde derfor et skab med diverse ting – bl.a. hovedpinepiller. Han holdt meget justits med dem, og hvis man kom efter en pille mere end én gang, sagde Peter: “Hvanær ska do ha auktion?”
Brug sikkerhedsbriller
Over alle stationære slibestene rundt på fabrikken var der en æske sikkerhedsbriller. På æsken var der malet en pige i meget lidt tøj, og teksten under pigen lød: “Det er bedre at se det dunkelt, end slet ikke at set det. Brug sikkerhedsbriller.”
Poul Lentz – “Mai”
Poul Lentz var en meget pligtopfyldende værkfører og kontrollør, der var loyal over for fabrikken og kollegaer. Han havde mange lærlinge under sig i drejeværkstedet. “Er du ikke klar over stillingen?” spurgte han lærlingen, når han havde instrueret dem i en opgave, og han viste dem altid hvordan. Gik man så hen og brokkede emnet, fik man en reprimande: “A så’ du sku’ jø såen og såen.” En gang gik det også galt for en af lærlingene, der havde lavet et hul for stort i en aksel. Han satte så en foringi, men da akslen kom ned til “Gas Anders” for at blive skaret gevind i, drejede foringen rundt, hvilket “Gas Anders” syntes var meget sjovt. Han tilkaldte “Mai”, som ikke kunne se det sjove i det og ikke syntes, det var noget at grine af. En lærling, “Per Pylle”, havde også brokket et emne, men for at få det til at se rigtigt ud, sleb han af sin dybdemåler, så emnet passede til det. “Mais” dybdemåler var jo ikke slebet, så han kunne ikke få målene til at passe. Han henvendte sig til lærlingen, der ikke kunne forstå det og målte efter med sin dybdemåler, så “Mai” kunne se, at det passede. Det kunne “Mai” ikke forstå, men han fandt ud af det, og fremover blev alt, hvad lærlingen lavede, kontrolleret Lønforhandlinger med “Mai” var ikke altid nemme. Han sagde altid: “Det er dyngerne på bordet, der tæller.” Indimellem havde han ondt i maven. Han fik det, når noget ikke gik, som han gerne ville have det. Så holdt han for maven og spiste natron.
Hvad koster det nu?
Under en montage i Tyskland havde jeg en nyansat montør med til oplæring. Vi arbejdede i den ene side af hallen, mens der var rørproduktion i den anden side. Der stod en dagsproduktion på 200-250 10-centimers betonrør på hærdepladsen. Da min kollega ville bukke sig ned og tage nogle maskindele, ramte han med enden et af rørene, som væltede, ramte de andre rør og udløste en dominoeffekt. Da han så opdagede, hvad der var i gang, stod han bare med åben mund og polypper og så på sceneriet. Det var et syn for guder, og jeg var ved at dø af grin. Da det endelig stoppede, var kun tre rør blevet stående. Hans første kommentar var: “Hvad koster det nu?” En lignende episode oplevede jeg også ved en anden kunde. Her var det blot en stor hankat, der sprang ind gennem et åbenstående vindue og væltede over 300 betonrør.
En historie nede fra smedjen
Aage Gade var ufaglært og en spasmager uden lige. Han passede den store ovn og ringbukker. Truckfører Lars Bak og Adolf Pedersen havde meget med hinanden at gøre og var derfor også de fineste venner. Derhjemme havde Adolf lidt hans, og han leverede af og til en spandfuld æg til Lars Bak med PM som byttecentral. Aage Gade tog en dag spanden med æg og kogte dem i en bundring i den store ovn. Derefter lagde han æggene tilbage i spanden igen. Forholdet mellem Lars og Adolf blev aldrig det samme igen.
Bent Aage Nielsen
En oplevelse, vi heller ikke bar glemme, er Bent Age Nielsens evner til at begå sig og til at komme med gode bemærkninger. Bent Aage lavede i mange år formskabeloner, og han var af og til hårdt presset, for der var mange, som ventede. Hans værkfører havde derfor lavet en plan, men den havde Bent Aage ikke helt rettet sig efter, og derfor fik han en overhaling. Bent Aage tog imod den, men da værkføreren gik, sagde Bent Aage til de ventende: “Er der en, der vil gøre mig en tjeneste? Når det bliver nat, så tag ud og gi’ hans græsplæne et ordentligt lag salpeter.”