Klik på billeder for at forstørre

Vrensted Sogns fattigbøsse

Skrevet af Vendsyssel Historiske Museum d. 6. maj 2016. Vrensted sogns fattigbøsse fra 1721.

Næppe nogen kan vel i dag rigtig forestille sig den fattigdom og elendighed, som herskede i tidligere århundreder. For den uarbejdsdygtige var tiggeri den eneste udvej til livets opretholdelse, og i tusindvis drog gamle, krøblinge og sindssyge fra gård til gård for at bede om almisse. Til brug for tiggerne fremstillede sognene en fattigbøsse af kobber eller messing, som kunne gå på omgang mellem de fattige. På den bevarede fattigbøsse fra Vrensted er indridset en tegning af en gammel mand med tiggerstav, samt indskriften:

”Wrensted Sogns fattiges omgangs Bøsse Anno 1721”

“God avten i guds Børn gud sign ier mad og spise. A ber Jer om at I for guds skyld vil beviise mæ nogen hielp og gi mæ fatte stackels mand Een skilling eller To Hver af ier i sin stand Udi min Bøsse gud vil ier igien betaale Fie dobbelt og Jer gi med en fuld maalet skaale Tack for de penge i mæ gav god næt far val gud lønne ier igien i monne tudsind Tal”.

I 1803 blev udstedt en forordning, som bestemte, at hvert sogn skulle sørge for sine fattige, men stadig ved hjælp af frivillige gaver. Til at holde fremmede tiggere væk fra egnen ansatte man en betjent, en stodderkonge, hvis værdighedstegn og våben var en morgenstjerne med solide jernpigge

En fin historie skrevet af fhv. gårdejer Poul Stevns opvokset i Vrensted Præstegård.

Vrensted Ungdomsforening, stiftet i 1912 af en gruppe unge Vrensted boere.

“De danske Ungdomsforeninger” dannedes i 1903 og havde som formål: “en vågen, dansk, kristen ungdom”.

Vrensted Ungdomsforening blev stiftet i november 1912 som en del af den folkelige, grundtviske organisation, De danske Ungdomsforeninger.

Der var på det tidspunkt en flok unge mennesker, der fandt, at der i sognet manglede noget, hvor unge kunne samles til møder, udflugter, fester og lignende. Det brændende spørgsmål var derfor, hvordan man mon fik noget sådant stillet på benene? Man stak hovederne sammen og kom til den konklusion, at det nok var noget, degnen havde forstand på. Han var jo dog noget mere lærd, end nogen af dem var, så hvis de nu bare kunne få ham gjort interesseret, ville der sikkert ved hans hjælp kunne findes en løsning på problemet.
Herved opstod således det næste spørgsmål: Hvem af dem skulle nu udpeges til at henvende sig til degnen og forhøre, om han ville hjælpe dem? Det lød jo ikke så problematisk, men så alligevel. – Det kneb dog lidt med modet hos de forskellige. I starten var der ingen, der meldte sig og dem, der efterfølgende blev foreslået, lod bolden gå videre. Endelig var der en af de unge piger, der mente, at nu måtte det være nok med al den snakken frem og tilbage. Nu skulle der altså ske noget, så hun ”mandede” sig op og gik resolut hen og bankede på degnens dør. – Det videre forløb beskrives af Aage Stevns i et digt til foreningens 25års jubilæum søndag d. 27. november 1937. – Gengivet nedenfor sammen med ”De Unges Sang” (af samme forfatter), der også blev skrevet til lejligheden. –
Ungdomsforeningen havde således mange år på bagen, da jeg som nyudklækket konfirmand i april 1948 af foreningen blev foræret et gratis medlemskort og samtidigt fortalt, at jeg ville blive inviteret med til foreningens stiftelsesfest samme år. De fleste konfirmander tog med glæde mod denne gestus og blev hængende som tilfredse medlemmer af foreningen i en årrække.
Foreningen virkede på forskellig vis med møder, udflugter og fester. Møderne blev normalt afholdt i forsamlingshusets ”Lille Sal”, som den hed i daglig tale. Der var dengang en kakkelovn til højre for døren, når man trådte ind i salen fra gangen. I væggen mod øst var en dør til ”Store Sal” og til højre for denne en talerstol. Der var en fast bænk langs hele ydervæggen, men ellers stole, der godt kunne være rift om til møder, der trak fulde huse. Som noget ganske naturligt startede og sluttede møderne med en sang fra højskolesangbogen og så var der selvfølgelig ”kaffen”, eller hvad det nu end var på det tidspunkt, hvor kaffen var rationeret.
En del år var der tradition for et besøg af Vrå højskoles lærere og elever en søndag i marts. Man startede med gudstjeneste i kirken, hvor det gerne var højskolens forstander eller en af højskolens lærere der prædikede. Efter gudstjenesten blev vråfolkene fordelt til de forskellige familier, der havde ønsket at være værtsfolk for disse unge til aftensmaden. Om aftenen samledes man så i forsamlingshuset, hvor højskolens folk opførte et skuespil. Denne årligt tilbagevendende dag blev der i høj grad set frem til i sognet.

Også sommerudflugter var populære. Disse blev gerne omtalt meget positivt. Især husker jeg omtalt en tur til Rubjerg Knude, hvor deltagerne hjalp hinanden fra stranden og op på Knuden ved bl.a. at anvende et fåretøjr, de hurtigste af ”bjergbestigerne” havde fundet på toppen. Man måtte jo sikre sig, at også bagtroppen kom med til tops. Den tur mindedes man i mange år.
Så var der den årlige stiftelsesfest i november, hvor de nykonfirmerede deltog for første gang sammen med de ”andre voksne”. Så var man vel noget, når man sådan blev inviteret til fest i forsamlingshuset, endda med bl.a. bal på programmet. Det var unægtelig noget af en overgang for mange. De fleste – måske mest drengene – var noget generte og havde lidt svært ved at finde sig til rette som ”voksne”, selvom de mødte op i deres fine habitter fra konfirmationen.
Når så julen nærmede sig, gik bestyrelsen på jagt efter et juletræ til den årlige række af juletræsfester, som strakte sig over lang tid. De begyndte 3. juledag med ungdomsforeningens fest. Dernæst fulgte skolerne i sognet med juletræ 4. juledag. Senere fulgte så husmandforeningens juletræ og arbejdernes juletræ – sidstnævnte vistnok først i det nye år. Jo, juletræet, som ungdomsforeningen havde fremskaffet, lavet pynt til og udsmykket med ”himmelstiger”, hjerter, kræmmerhuse, stjerner, roser og meget mere, blev godt brugt, inden det røg ud. Selv mindes jeg med glæde, hvor festligt, det var, når bestyrelsen en aften kort før jul var samlet i præstegården for at lave julestadsen. Så var julestemningen hjulpet godt i gang.
Ved flere lejligheder deltog foreningen i større arrangementer udensogns sammen med de ”Midt- og Vestvendsysselske ungdomsforeninger”. Her var der bl.a. tale om et større midsommerstævne på ”Skøttrup Østergaard” Sct. Hans 1944, hvor Vrå højskole var rykket ind, da tyskerne havde beslaglagt højskolen i Vrå. Det var et stort arrangement, hvor man efter velkomsten startede med en tale af provst Carl Hermansen, Hjørring, om eftermiddagen og sluttede efter aftensmaden med en højtidelighed i Klosterkirken, hvor også familien Rottbøll deltog. Der var ifølge V.T.´s referat om aftenen et fremmøde af 600-700 deltagere, for som referatet fortsætter: ”Det var jo blevet fyraften, og travlheden med tørvene og høhøsten var indstillet for en stund”.
Min tid som medlem af Vrensted ungdomsforening sluttede, da jeg i efteråret 1952 forlod sognet. Siden da har organisationen, De danske ungdomsforeninger, ændret sig et par gange, mener jeg. Sådan er vilkårene jo gennemgående her i tilværelsen: ”Udvikle sig eller gå til grunde”. ​​​​

​​​​Serritslev i juni 2017.
​​​​ Povl Stevns.

 

Ungdomsforeningens start:
(Mel.: Det var en lørdag aften

En sildig lørdag aften
nitten hundrede og tolv
da mødtes flere karle
med Kathrine –nu Stadsvold.

Til skolen ned de vandred,
men standsed´ ved dens dør,
ti banke på var der ingen
ud af de fem der tør.

Kathrine sa´: ”Jens Drivsholm,
ta´ du nu mod til dig!”
Jens Drivsholm sa´: ” Chren Rendbæk –må hellere end jeg”

Chren Rendbæk bleg sig læner
til sin spadserestok,
med halvkvalt stemme stammer han:
”Chren Østergard må nok”.

Jens Bak han glad istemmer:
”Ja, Chresten, ja, han kan,–
”Lad os nu ikke nøde dig,
men vis du er en mand!”

Men Niels´ Chren er ikke
en ubehøvlet børst.
Han retter på sit slips og si´r:
”Nej lad dog damen først”.

Kathrine, der var malet –
i Jens Peters vindmotor,
skød hjertet op i livet og
og følte sig så stor.

Med varsom kno hun banked´
på døren trende slag.
Hvorfra hun fik et sådant mod,
hun aner ej i dag.

Bag døren på en sofa
hr. lærer Jensen lå,
mens fruen vugged Oluf
og gav Else dyne på.

Kathrine åbned´døren,
og ind i stuen tren
de fire ungersvende
og Kathrine, èn for èn.

”Velkommen skal I være!”
var lærer Jensens ord,-
”Værsgo´ ta´ plads, så kommer
kaffekanden snart på bord!”

Chren Rendbæk kom nu frem med, hvad dem på hjerte lå,
mens lærer Jensen og hans kone glade hørte på.

”Vi trænger til at samles
om andet her end bal,-
og derfor synes vi, at vi
om andet samles skal”..

”Jeg tror nok, jeg forstår dig,
min kære unge ven,-
vi starter en forening her
for brave, unge mænd!”

”Ak nej, ak nej hr. Jensen,
ak nej, det var ej så.
De søde unge piger
må vi også tænke på!”

Man talte sig til rette
Mens aftnen hastigt skred –
og skiltes et kvarter i tolv
med følgende besked:

Vi samles vil i Huset
til Ungdomsforeningsstart
den syvogtyvende november
klokken syv trekvart!!

Som tænkt, så gjort, man mødtes på den aftalte dag.
Foreningen blev stiftet i
så glad et ungdomslag.

————————–
Aage Stevns.

(Mel.: Som en rejselysten –)

Danske unge vil vi være,
værne Danmarks dyre sag,
folkets fane vil vi bære
gennem kamp til sejrens dag.-
Vi vil være, hvor det gror,
hade Loke elske Thor,
sprænge hvad, det hæmmer.
Sol og smil i sjæl og sind
vil vi tale, nynne ind,
så vi det fornemmer.

Dagens gerning vil vi øve,-
livet er ej tant og digt,-
hvor vi står, der vil vi prøve
på at gøre tro vor pligt.
Hjemmets kår og vore kår,
vi vil gerne, hvor vi står
være med at bære
arven, vore fædre gav
hver at vogte tro og brav,
frem til sognets ære.

Ranke viljer – stædig stræben
mod et fjernt, men herligt mål,
med en frejdig sang på læben
går vi på med hvæsset stål.-
Byg i takt og byg i tro
op mod himmelhvælvet bro –
unge tanker værdig! !
Held dig ungdom, god og stærk! !
Grund som ung dit manddomsværk, —
men bliv aldrig færdig! !

Aage Stevns.

Afskrift efter kopier fra 1937.

Juni 2017. Povl Stevns

Omtale af fru Marie Plesner præstefrue i Vrensted Præstegård fra 1909 til 1929

Fru Marie Plesner, Enke efter Sognepræst Julianus P., der var Præst i Vrensted fra 1909 til 1929, er død i 1956 i Askov, 87 Aar gammel.

Efter sin Afsked flyttede Præsteparret til Askov, hvor Pastor Plesner og Frue havde virket i deres Ungdom. Her boede de i syy Aar. Pastor Plesner døde 1937, og Fru Plesner flyttede da til en Datter, der var Forskolelærerinde i Askov, saa hun bevarede Forbindelsen med sine gamle Venner i Askov lige til sin Død.

Fru Plesner var sin Mands trofaste Medhjælper og sine Børns opofrende Mor. Hun var af gammel Sømandsslægt. Hendes Virke i Vrensted satte dybe Spor. I en Aarrække samlede hun Sognets unge Piger til Møder, og hun var den gode og omhyggelige Værtinde ved Møderne i Præstegaarden, hvor Pastor Plesner holdt ugentlige Oplæsningsmøder for Sognets Beboere, og ved de store Vintermøder, der dengang holdtes i Præstegaarden, og som samlede mange Mennesker.

Fru Plesner var en betydelig Personlighed, hvis Minde vil blive bevaret længe i Vrensted og Thise Menigheder.

Begravelsen foregår fra Askov I Valgmenighedskirke Onsdag den 19. December 1956 kl. 14.

Jens Otto Madsen 31. oktober 2019

• Vrensted Ungdomsforening fejrer 50 års jubilæum i 1962

Gravstedet – provst Aage Stevns og Inger Stevns

vest for Våbenhuset og lige syd for Kirketårnet ved Vrensted Kirke. 

Skrevet og fortalt af Poul Stevns, søn af Inger og tidligere provst Aage Stevns, Vrensted Præstegaard.

Gravstedet.
Korset.
Aage Stevns – Inger Stevns.
​Besøger du en dag den smukke kirke ”Sankt Thøger” i Vrensted, vil du på pladsen syd for tårnet finde et gravsted smykket med et kønt egetræskors bærende navnene på mine forældre: Aage Stevns – Inger Stevns. Graven blev anlagt ved allehelgenstid i 1952 som sidste hvilested for far, der havde været sognepræst for Vrensted – Thise menigheder i 23 år og provst for Børglum- Hvetbo Herreder fra 1. juni 1948 til sin død i okt. 1952. – I dag er det jo kun sognets ældste, der husker denne provst og derfor vil sikkert mange stille sig selv det spørgsmål: ”Hvorfor mon dette enlige gravsted på denne plet?”
​Jeg vil i det følgende forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorfor far i sin tid fik sit ønske om at få sit endelige hvilested på netop dette sted opfyldt, ved gennem et par nekrologer at belyse, hvem han var og hvorledes han havde forvaltet sit kald.
​Far, der blev født på Kvissel Højskole d. 20. november 1903 som søn af forstanderparret Dorthea og Ole Stevns, blev student fra Høng Gymnasium i 1923 og tog derefter sin teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1929, blev kaldet til embedet som sognepræst for Vrensted og Thise menigheder d. 15. januar 1930 og indsat i embedet af provst Rubak i Vrensted og Thise kirker den 9. marts 1930. – Tiltrådte som provst for Børglum og Hvetbo Herreder den 1. juni 1948, en post, han bestred til sin død i 1952.
​Den 23. februar 1930 blev mine forældre viet i Ruds-Vedby kirke. Ved den efterfølgende middag i mors hjem holdt farfar en tale til de nygifte og sagde heri henvendt til far bl.a. følgende: ​​”Nu er du ved lågen, der åbner sig for dig ind i din gerning i kirkens tjeneste. Det ord: Kirketjeneste, lyder tit ud fra mange forskellige meninger: Hvornår er det kirketjeneste, siger man, — men der siges også: Hvornår er der gudstjeneste? – Det sidste ord betyder for mig ikke så lidt mere end det første. Det er to gerninger, som ikke behøver at kriges, og dog er der jo historiske beviser for, at gudstjenesten er blevet hindret af kirketjenesten. Den ene tjeneste ordnes nemlig af staten, den anden af Vorherres ånd. – Jeg vil derfor udtrykke det ønske for dig Aage og for Inger, at I må gå ind i gerningen som Guds åndstjenere, således at jeres liv og livsførelse søndag og søgn – – i kirke, hjem eller hvor I er, bliver i Guds ånds tjeneste. Gud give jer at skinne så – som himmellys, skønt af de små – da randt for jer, – og for os guldterning”.
I sin indsættelsesprædiken den 9. marts sagde far bl.a.:
​”Jeg er kommet herop til jer,- til mit kære Vendsyssel med den allerredeligste vilje til ret at tjene Gud hos jer —- dvs. tjene jer ydmygt i jert gudsforhold. – Jeg kommer med kærlighed til min gerning. Kommer med tillid og i taknemlighed. Med ungdommens sikre og urokkelige tro på, at min gerning af Guds nåde må lykkes. – Jeg venter ikke nogensinde at se resultater – Guds rige er ikke af denne verden – og resultater i menneskers gudsforhold er altid kun tilsyneladende og følgelig et minus,- men ét ønsker og håber jeg, at jeg må få lov – få nåde og lykke til at være Guds sendebud heroppe – bare så og så Guds sæd. Gud alene kan give den vækst. – Men jeg vil bede så inderligt: Hjælp mig i min gerning – giv mig lov til at tjene – mød mig med samme tillid og kærlighed som den, hvormed jeg møder eder. Brug mig – slid mig – spræng mig om så skal være – jeg er og vil så længe, Gud giver mig nåde og kraft, være iblandt jer som den, der tjener – tjener i ydmyghed, i tillid, i taknemlighed og tro. – Mit højeste ønske er, at jeg i mit forhold til jer aldrig må komme til at stå som præsten i den betydning, at jeg har mit på det tørre, men som

mennesket, der står nøjagtig i den samme kamp og strid som hvert enkelt af jer, – et menneske, der livet igennem er på vandring, – aldrig, aldrig færdig. Thi der hvor et menneske i sit gudsforhold er færdig, der er det menneskes livslykke udtørret – og det er det forfærdeligste, der kan ske”.
​Der var således nok at leve op til – både i farfars tale til de nygifte og i fars indsættelsesprædiken. – Ville det mon lykkes?
​Far døde som 48årig på Hjørring Sygehus den 26. oktober 1952 og blev i kisten den 28. kørt fra sygehuset til sit hjem i Vrensted Præstegård, hvor kisten stod i dagligstuen natten over, således at folk fra Vrensted og Thise den følgende dag kunne bære den det sidste stykke vej ned til kirken. Far havde ofte sagt, at han ville blive i præstegården, til han skulle bæres derfra, og sådan kom det altså også til at gå. – Far fik således begge sine ønsker opfyldt. ​
​I forbindelse med fars død og begravelse indløb der en hel del kondolencebreve (86) og skrevet en del nekrologer. Fra brevene har jeg hentet enkelte citater og blandt nekrologerne udvalgt et par stykker, som jeg mener dækker bredt og ganske godt og dermed på sin vis besvarer spørgsmålet: Om fars gerning var lykkedes – om han og mor havde: ”lyst op i tågen, som himmellys, skønt af de små”.
​Fra brevskriverne er hentet følgende udtalelser: ​
​
​Marie Plesner: ”Vi står i stor gæld til fars efterfølger”. (som præst i Vr.-Th.)
​Helge Rosenkrans (formand for Dansk Jagtforenings bestyrelse): ”I de få år, jeg havde den glæde at kende Deres mand, tror jeg nok, jeg tør sige, vi fik meget venskab for hinanden og forstod hinanden. Jeg vil ved møderne savne ham meget, og ligeledes ved vore små private samtaler, som ikke altid drejede sig om jagt og jagtsagen”.
​En kollega: ”Deres mand var god imod os under min kones sygdom i sommer, og min kone og jeg var taknemlige for det besøg. Deres mand havde med sin fine indfølingsevne en god måde at tale til en nervepatient på”.
​Jens Thise (forfatter, bosat i Thise): ”Men De skal vide, at hjemmets mange venner tager del i Eders sorg, thi provst Stevns var i sandhed manges trofaste ven. Og man søgte efter fattig evne at gengælde venskabet, men det lykkedes så ofte for dårligt, fordi vor vilje var for svag, ellers havde vor taknemlighed givet sig stærkere udslag”. ​
​
​Ved graven holdt fars ældste bror kaptajn Arne Stevns en kort tale og skrev efterfølgende i nekrologen om far følgende:
​”Aage Stevns var anset af sine foresatte og både anset og elsket af sine sognebørn, til hvem han følte sig inderligt knyttet, som de følte sig knyttet til ham. Det fremherskende i hans væsen var en forstående medmenneskelighed, der nødigt dømte hårdt, undtagen hvor han mødte noget, der upåtvisteligt syntes ham falsk eller ondsindet.
​Man kan uden overdrivelse sige, at han levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp. Han var altid villig til at hjælpe med at klare vanskeligheder, uanset om de kostede ham selv store anspændelser. Måske havde han levet længere, hvis han, hvilket det ikke skortede på opfordring til, var søgt til mindre slidsomme sogne og mildere klima, men han valgte at blive hos de mennesker, der var blevet hans hjertevenner, som han forstod og mente at tjene bedst. De lønnede ham med vendelboers fåmælte troskab. Han faldt ung og kæmpende på sin post. Han efterlod et dybt savn og kære minder hos alle, som rigtigt kendte ham. Han havde bestemt, at der ikke skulle holdes gravtale over ham. ”Jeg vil

begraves i jord – ikke i ord”. Ved hans kiste læstes det forunderligt skønne 13. kapitel af 1. Korinterbrev. Dets ord om kærligheden – ikke mindst næstekærligheden – var indholdet i hans liv og virke, hvorpå han byggede, baggrunden for hans indsats og det afgørende træk i hans gode, redelige karakter”.

​Den anden nekrolog, ”Til begravelse i Vendsyssel”, finder vi i ”Nationaltidende”, der efter begravelsen bragte følgende kronik skrevet af daværende kirkeminister provst Carl Hermansen, der deltog i højtideligheden. Kronikken er sat i relation til Allehelgens tekst: Mathæus Evangeliets 5. kap., hvor Jesus siger: ”I er jordens salt og verdens lys”, og som slutter med opfordringen til at lade vort lys skinne for mennesker, så de kan se vore gode gerninger og ære vor Fader i himmelen”. – Hermansen skriver således:

​​​Til begravelse i Vendsyssel.
​Det var en strid blæst, der dagen i forvejen føg over det åbne vendsysselske landskab, og ind imellem blev blæsten til piskende byger, der lod en føle hele den vælde, der er i det vendsysselske vejr, og samtidig mindes man om, at det var nær ved Allehelgen, på markerne var der øde, hist og her lå de optagne roer i sirlige rader på agrene, men ingen vogne var ude for at sanke dem sammen, dertil var vejret for slemt. Men trods allehelgensblæsten var der dog folk på vejene. I små og større klynger bevægede man sig i retning af den gamle Vrensted Kirke. Her havde provst Aage Stevns haft sit virke i 23 år, deraf de sidste fem som provst for Børglum og Hvetbo herreder, og nu skulle han stedes til hvile i læ af Vrensted Kirkes tårn, kun 48 år gammel.
​I den gråtunge eftermiddag lyder klokkens sprøde tone gennem blæst og regn, den ringer og ringer, som måtte den med hvert et klemt sige tak endnu engang, eller, om den kunne udskyde det øjeblik, da det alt sammen var forbi. Men omsider tier den, og vi er samlet i den gamle landsbykirke, gammel og skøn som hundrede andre i Danmark.
​Det er en begravelse i stilhed, men alligevel er kirken fyldt, mest af sognets egne. Her er måske to hundrede mennesker, men ikke én, der et kommet for at repræsentere et eller andet, allesammen er de her, fordi de føler en sorg og et savn i deres hjerter. Så begynder orglet, og der synges salmen ”O, Kristelighed”, – med dens stærke ord ”hvor dyrt ikke købes til krone på bår´ de snehvide hår”, og med dens underlige udsyn over allehelgensstorm og regn til de levendes land og de levendes lyst. Og så træder en ung nabopræst hen til kisten. Ikke for at holde en tale, for her skal ingen taler holdes, sådan ville Aage Stevns det. Han står frem og læser første Korintherbrevs trettende kapitel, det med den vældige højsang til kærligheden. ”Talte jeg med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg kun et klingende malm og en lydende bjælde”.
​Men når salmetone og skriftens ord er ene om at råde, er der intet, som spreder sindet og uvilkårligt kommer tankerne til at forme sig til et spørgsmål, hvad betyder det i grunden, at et sogn har en sognepræst? Er det ikke noget ligegyldigt, noget overflødigt?
​Ah, I professorer og lærde mænd, som ved mødet forleden var inde på, at præsten var et overflødigt led ved de syges behandling, og som, når det gik højest, nok kunne indrømme, at skade havde han i hvert fald ikke gjort, I skulle have været med i Vrensted kirke. Jeg ville have vist jer store og stærke og ganske usentimentale landmænd, som mere end én gang måtte have lommetørklædet for øjnene, stilfærdige kvinder, som i deres krog i kirkestolen sad ganske stille og græd. Der var jo ingen sentimentale toner, der lokkede tårerne frem. Det var alt så purt og nøgternt, som Guds ord er det. Nej, det var ganske enkelt sorgen over deres præsts død.
​Og når skibet er stået ud på de store vande, så ser man først rigtig kølvandsstriben, som står igen, og man ser en enkelt sammenhæng i en dansk præsts liv.
​
​Hvad har nu det med allehelgensteksten at gøre? Jo, meget, for netop denne tekst klarede sig for mig, så jeg forstod, hvorledes en ganske almindelig sognepræst, netop ved at være et ganske almindeligt menneske blandt andre mennesker, kan blive en på, hvem det passer, dette med verdens lys og jordens salt. Aage Stevns havde aldrig været præst andre steder, og han sagde mange gange, at han heller ikke skulle være det andre steder. Og sådan blev det da også. Men disse treogtyve år, hvordan med dem? De er jo levet i præstegård og sogn, dér hørte han til, og det så stærkt, at da hans præstegård var omringet af Gestapo, og han selv blev reddet fra at falde i deres klør, og han måtte ”gå under jorden”, blev han som den selvfølgeligste sag af Verden hjemme i sognet, blot ikke i præstegården.
​Men det var altså ikke ved alt det, der skal forgå, han gjorde sig gældende i sit sogn. Det var hverken ved tungetale eller profeti, det var ganske enkelt ved kærlighed. Ved den kærlighed, som ikke praler, som ikke opblæses, men som i den største stilfærdighed går sit selvfølgelige bud.
​Det er en simpel selvfølge for sådan en mand, at han en dag i krigens begyndelse, hvor mange blev mindre bevægelige, fordi de ingen biler havde, og hvor også han måtte nøjes med at se sin vogn i garagen, tager sin cykle og kører de 26 km til Hjørring, for han har fundet ud af, at en ung mand fra sognet, som nu skal på gymnasiet, ikke kan være tjent med at rejse frem og tilbage hver dag i disse tider. Han må have et godt sted at bo, og det skal sognepræsten nok finde til ham.
​En kone mister sin mand, hun skal ikke blot trøstes med Guds ord, men når juletiden er overstået, skal hun have sit skatteskema udfyldt, hvem skal gøre det? Det skal sognepræsten. En ung præst er lige kommet til denne ensomme egn, alene skal han tilbringe sin første jul i en præstegård, hvor han endnu ikke rigtig er blevet hjemme, hvem skal tage sig af ham? Det skal provsten, kom over til os, når de er færdig med deres egen gudstjeneste.
​Det er derfor, de sidder ganske stille og græder rundt om i kirkestolene, for det er sådanne ting, småt og stort, der nu dukker frem for erindringen, og med et bliver hjertet så underlig let, for det er jo sandt den dag i dag, at der er dem, som er jordens salt og verdens lys. Lys, der ikke måler sig med hovedstadens nytteløse neon, men som en mørk nat på en ensom hede viser En vej, en vej til mere lys og mere varme.
​Så er det da sandt, at der ikke bare er sære og sure kværulerende præster, men der er dem, som ses og høres mindst i dagens larm, men som er her som himmellys i verden. Og med ét er det som døren åbner sig til Allehelgens søndag. Sådan er det jo, der, hvor kærlighedens lys brænder, det som er tændt af selve den evige kærligheds luer, der bliver det aldrig helt mørkt, og sindet opløftes fra død og grav, og stroferne, som efterhånden lyder ved enhver gammel modstandsmands grav: ”Aldrig ræd for mørkets magt. Stjernerne vil lyse, med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse”, de siger meget klart og ligetil, at der, hvor et menneske har forstået noget af det, som han forstod, hvis kiste nu bæres til graven i læ af tårnet, at havde jeg ikke kærlighed, da var jeg intet, der har det nemmet den sande livskunst, lært ganske ligetil at leve.
​Men der, hvor et menneske har det, der er en Allehelgenssøndag det næst forestående, og de allersidste toner om Krist, der stod op af døde og som vi møder i himlen, bliver ikke borte med blæsten, som suser om kirken, men sænker en forvisning i sindet om, at det menneskeliv, der sådan er bundet til de mærkelige og stærke ord i første Korinthier det trettende, det er ikke blot ikke forgæves, men det står foran Alle Helgen som det næste. (Carl Hermansen).

Mor, Inger Stevns, døde 3. juni 1991 og blev bisat fra ”Sankt Thøger”. Urnen nedsat i gravstedet.
Min søster, Inger Johanne Stevns døde 18. jan. 2009. Urnen nedsat i gravstedet.

September 2017

Poul Stevns, fhv. gårdejer, Stenum

Historien om gården“Bagterp” og “Vringelby” er fortalt af

Voldstedet “Slottets fortid”, ved  Rørbæk på Bådstedhede