I pressen hører man ofte om arrangerede ægteskaber i indvandrerkredse. Disse tvangsægteskaber forekommer oftest blandt mennesker som kommer fra lande med en helt anden kultur, og med ingen eller næsten ingen mulighed for hjælp fra det offentlige. Her er de unge som ønsker at gifte sig, og som ingen uddannelse har, næsten fuldstændig afhængig af forældres og familiens økonomiske hjælp og støtte. Det giver naturligvis familien god mulighed for at lægge pres på de unge med hensyn til hvem de skal gifte sig med, og her er det vel den tilkommendes økonomiske baggrund der tæller en hel del.
Blandt danskere er dette fænomen i dag vel helt ukendt. Har de unge en uddannelse er der gode muligheder for i pengeinstitutter at låne til at bosætte sig for og derved være helt uafhængig af støtte fra familien, og skulle uheld og sygdom støde til har vi jo et sociale system som træder til.
Sådan har det blot ikke altid været. For blot ganske få generationer siden eksisterede disse muligheder ikke. De unge var også her i landet oftest afhængig af familiens støtte hvilket gav forældre god mulighed for at udøve pression ved børnenes valg af ægtefælle, ja ofte var ægteskabet aftalt mellem forældrene inden de unge fik planerne forelagt. Det er ikke ofte man i de skriftlige kilder får oplysninger om hvorledes dette blev arrangeret, men i en pakke med kopier af skifter og retssager som er blevet afleveret i Egnssamlingen i år er der en retssag fra Ålborg Bispearkiv som fortæller en hel del derom.
Vi skal langt tilbage i tiden til1698. Da bliver retssagen af Karen Mogensdatter i Vestergård i Brødslev anlagt mod Christen Christensen i Haugård, begge i Ingstrup sogn. De var i 1695 blevet trolovede, men siden den tid havde Christen ikke trods flere henvendelser villet gift sig med hende, hvilket hun nu ønskede ham dømt til. Da sagen drejede sig om ægteskab skulle den føres ved Tamperetten (1) som blev holdt i Conventhuset i Hellig Ånds Kloster (Ålborg Kloster). Som dommer i retten ses blandt andre biskop Jens Bircherod, kendt for sine dagbøger der er blevet trykt og udgivet flere gange..
Hele sagen forløb over flere år og sagsakterne fylder 19 sider, så af pladshensyn bliver det følgende kun et resume af sagen. Ligeledes er sproget for forståelsens skyld ændret til nutidens sprog. Sagen var først blevet anlagt ved Kær Hvetbo Herreds ret og derfra overført til Tamperetten.
Ved det første retsmøde som blev afholdt 14 december 1698 er det Jens Mørch, forpagte på Eskjær, der på Karen Mogensdatters vegne er anklager. Han tiltaler Christen Christensen fordi han for ca. 3 år siden blev trolovet med Karen Mogensdatter, men ikke siden, trods det han af sognepræsten flere gange er blevet påmindet derom og af denne nægtet at komme til skrifte, har villet indgå ægteskab med hende. Han kræves derfor dømt til at fuldbyde ægteskabet ved Christelig Copulation (bryllup), eller efter loven at stå til rette. Det skal her indskydes at på den tid var en trolovelse retsgyldig og trolovelsen blev indført i kirkebogen.
Tilstede i retten var også Otto Jacobsen, søn af sognepræsten i Ingstrup Jacob Ottesen. Han var mødt som stedfortræder for hans far og fremlagde et skriftlig vidnesbyrd fra fire mænd Laurs Christensen i Øster Borup, Niels Pedersen i Kettrup, Laurs Christensen i Ingstrup og Jens Mogensen i Ingstrup (sidstnævnte var broder til Karen Mogensd.) hvori de under ed bekræftede at de 5 april 1695 var tilstede i Vestergård i Brødslev og der hørte og så at Christen Christensen af Haugård og Karen Mogensdatter i Vestergård i Brødslev blev trolovede, og vores kære sognepræst Jacob Ottesen efter ritualet gjorde de sædvanlige spørgsmål til dem som bruges ved trolovelser. Derefter rakte de hverandre deres hænder og præsten ønskede og lyste over dem Herrens velsignelse. Derforuden hørte vi samme tid at før præsten talte til de unge folk spurgte han fæstemandens fader nu afdøde Christen Nielsen i Haugård (2) såvel som fæstemøens moder Anne Jensdatter, enke efter Mogens Christensen i Brødslev, om det var med deres samtykke at deres børn nu blev trolovede. Hertil svarede de at det var både med deres såvel som pårørende og venners samtykke.
Ligeledes fremlagde Otto Jacobsen et vidnesbyrd fra Laurs Christensen i Borup hvori denne beklagede at han af helbredshensyn ikke i dag kunne møde i retten. Han oplyste i vidnesbyrdet at han om morgenen den dag trolovelsen skete fik bud fra ”nu salige min hustrus fader, Christen Nielsen i Haugård” om han ville komme til Haugård, og da jeg kom spurgte han mig om jeg ville gå med ham til Vestergård da de nu i Præstens og andre godtfolks overværelse ville gøre hvad der nu så længe mellem dem havde været på tale. Hvortil jeg svarede ”Skal det nu være alvor”. Hvortil faderen Christen Nielsen, moderen Maren Nielsdatter og sønnen Christen Christensen svarede ja og gav mig hånd derpå. Derpå gik vi til Vestergård hvor jeg så alt det som jeg tidligere har vidnet om. Endvidere vidner jeg at jeg nogle dage før den salige mand (Christen Nielsen) så hastelig og ulykkelig kom af dage var jeg i hans hus, og da spurgte jeg ham om hvornår de unge folk vil afslutte det de er begyndt på da jeg havde hørt at præsten knurrer og er ej veltilfreds fordi det varer så længe med bryllup. Han svarede da ved sin gud og sjæl at det ikke skulle udsættes længere. Jeg har ofte talt med Christen Christensen og har aldrig mærket andet end han havde gode tanker indtil hans far var død og han skiftede mening.
Yderligere fremlagde Otte Jacobsen et sognevidne hvori 23 sognemænd i Ingstrup vidnede at Karen Mogensdatter fra sin barndom og til nu havde skikket sig ærlig, ærbar, og duelig som man bør.
Så var det indstævnede Christen Christensens tur til at svare. Han havde et langt skriftlig indlæg som blev indledt med ”De Høygunstige fromme Herrer. Denne mig så ganske uskyldig påførte sag ganske ydmygt at forklare således.” For ca. 4 år siden kom Hr. Jacob Ottesens karl til mig og sagde at Hr. Jacob havde befalet ham at sige til mig at jeg skulle komme hen til ham i Vestergård. Jeg gik straks, som en fattig bondedreng i mine arbejdsklæder derhen. Da jeg kom sad præsten ved bordet hvor han blev siddende til jeg gik derfra. Han sagde jeg skulle love Karen Mogensdatter at ægte hende, hvilket jeg aldrig havde spurgt hende eller hendes familie om. Hun stod da ved stuedøren og jeg sad på en stol ved bordet. Jeg var meget forbavset og svarede intet dertil. Så sagde præsten at jeg skulle give hende min hånd, hvilket jeg gjorde og satte mig igen. Siden har jeg ikke talt med hende og ej heller har nogen fra hendes familie talt med mig om ægteskab før præsten sidste forår talte til mig og ville at jeg skulle lade mig vie til hende, hvilket jeg ej kunne forstå. Ligeledes påstod Christen at præsten ikke havde gjort nogen tilspørgelse eller holdt nogen trolovelsestale efter kirkeritualet. Præsten havde siddet ned ved bordet fra Christen kom til han gik, og ikke stået op som man plejer ved trolovelser. Havde Christen vist at han skulle troloves var han selvfølgelig heller ikke kommet i sit arbejdstøj.
Sidst i sit indlæg kommer Christen dog med en indrømmelse idet han siger at der var tale om en trogivelse da han gav Karen Mogensdatter sin hånd. Denne trogivelse mener han dog er noget andet end trolovelse, idet en trogivelse kan ophæves. Ligeledes oplyser han at denne trogivelse var han nødt og tvungen til fordi Karen Mogensdatters bror Jens Mogensen i 1695 havde besovet hans søster Birgithe. Jens Mogensen havde, da det kom frem, nægtet at gifte sig med hende med mindre Christen Christensen giftede sig med hans søster Karen. Christen beklagede derfor at han havde været nød og tvungen til et ja ord og trogivelse. Han håber derfor ydmygst at denne gejstlige øvrighed ikke ved nogen dom ville tvinge ham til bryllup med hende da han ingenlunde kan bøje og bevæge sine tanker og hjerte til ægteskab med hende, og anmoder om en frikendelsesdom.
Sagen blev derefter udsat til næstkommende Tamperdag
1 marts 1699 blev retten igen sat i Ålborg. Her gentages det som tidligere er vidnet om af naboerne i Ingstrup der bekræfter at trolovelsen har fundet sted sådan som de selv blev trolovede og som det altid har været sædvane. Derefter har præsten Jacob Ottesen et indlæg der afviser Christen Christensens forklaring om at det ikke var en trolovelse men en trogivning, hvilket præsten mener er det samme. At Christen ikke selv havde bestilt trolovelsen hos præsten var meget almindeligt, idet det oftest var brudens eller brudgommens nærmeste familie som gjorde det, og i dette tilfælde var det brudens bror Jens Mogensen som havde gjort det. Han havde fortalt at de ingen fæstensøl ville gøre, men blot invitere familie og nære venner. Desuden havde præsten talt med Christens far nogle dage før. Han havde fortalt ham at han havde gjort et mageskifte med Jens i Vestergård således at Jens skulle gifte sig med hans datter Birgitte, og hans søn Christen skulle tage Jenses søster Karen til sig. Der skulle ikke gives nogen medgift og hver skulle beholde sit bo ubeskåret. Præsten gav dog Christen ret i at han havde siddet ned under trolovelsen, men det skyldtes som alle vidste at han et par dage før da han ville stige op i sin vogn var blevet sparket af hesten på det ene ben således at han knap kunne gå eller stå, og han var derfor af familien blevet bedt om at sidde ned under trolovelsen. At Christen var blevet nødt og truet til trolovelsen måtte han selv forklare da han jo var gammel nok og havde fornuft og forstand.
Senere hen sagde han til Christens fader at det var imod loven at deres bryllup trak så længe ud. Faderen svarede da at om nogen tid skulle sønnen fæste gården og før kunne han ikke tage hende til sig. Med dette svar spidsede både faderen og sønnen ham nu stedse af indtil faderen ved en hastig og ulykkelig død omkom. Da sønnen så derefter havde fæstet gården var det først han åbenbarede sit falske hjertelag mod Karen og greb til denne udflugt. Siden er der gået nogle år og han er blevet mere forhærdet og vil ikke efterkomme mine mange påmindelser om at fuldbyrde sit løfte med bryllup.
Derefter blev oplæst et indlæg fra Karen Mogensdatter. Hun beklagede at hun havde været nødsaget til at stævne hendes trolovede fæstemand for ikke at ville gift sig med hende. Da hun jo havde givet ham sit ægteskabsløfte havde hun jo nu i mange år forspildt sin lykke andre steder. Havde Christen og hans fader ikke ment det alvorligt skulle de ikke havde sagt de bedrageriske og sledske ord til hendes gamle mor, hendes broder og til hende. Hun ville nu kort fortælle det som var sket. Hendes broder Jens Mogensen havde for nogle år siden haft nogle kærlighedstanker til en pige i byen. Da pigen var ung havde han aftalt med hendes forældre at de skulle vente til hun blev ældre. Så kom den gamle Christen i Haugård til Jens og min mor og sagde. Det du har i tanker med Laurs Pedersens datter er dårligt, hun jo kun er et barn. Jeg skal give jer et bedre forslag. Vil i, siger han til min moder, give jeres samtykke så vil jeg gøre et mageskifte således at jeres søn tager min datter Birgitte til sig, så skal jeg lade min søn fæste Haugård og tage eders datter Karen til sig. Dette forslag syntes min moder godt om og arbejdede årlig og silde på at overtale sin søn til at falde fra de planer han havde med Laurs Pedersens datter, og gifte sig med Christens datter i stedet. Christen Nielsen inviterede nu ofte min broder til gæst i sit hus og lod ham overnatte. Med få ord praktiserede han datteren i seng til ham og det stakkels unge menneske bliver snart af vellyst betaget, og efter kort tid bliver datteren gravid med ham. Min bror var dog så redelig at han, da han havde gjort hende skam, også ville gøre hende ære. Så blev da den akkord gjort at enhver skulle tage sin fæstemø uden medgift og hver beholde sit bo, hvilket min broder redelig efterkom. Jeg ser nu at dette forslag var gjort med underfundighed, idet de således kunne snige søsteren ind til min broder, og så at sige stryge mig om munden med en harefod (3). Herefter indlod Karen sagen for dommerne i håbet om at de ved en retmæssig dom ville afværge ”mig fattige faderløse barn” den foragt og vanære Christen Christensen arbejder på at tilføje mig og dømme ham til at opfylde sit ægteskabsløfte. Sagen blev herefter igen udsat.
I maj 1699 var retten igen sat på Ålborg Kloster. Her var igen indstævnet alle vidnerne som gentog deres forklaring og bekræftede at trolovelsen havde fundet sted. Præsten Jacob Ottesen var også tilstede og mente at Christen Christensen også skulle straffes fordi han havde påstået at præsten havde forrettet trolovelsen skødesløst. Derefter fremlagde han kirkebogen hvori han 5 april 1695 havde indført trolovelsen.
Christen Christensen havde også et langt indlæg. Der fremkom dog ikke meget nyt. Han gentog at han aldrig havde lovet Karen ægteskab og sagde at han først havde nægtet at give Karen hånden ved trolovelsen, men af præsten blev tvunget til at give hende hånden..
Herefter blev begge parter spurgt om de havde mere at tilføje. hvortil de svarede nej. Sagen blev derefter optaget til dom som lød således forkortet. Da Karen Mogensdatter beviser med vidner at hun og Christen Christensen er lovlig trolovede, sognepræsten vidnede det samme, og Christen Christensen ikke på nogen måde havde noget derimod at fremlægge som kunne gøre trolovelsen ugyldig, og tilmed selv i sit indlæg kan vedgå at han i præstens nærværelse havde givet sit ja og samtykke til at ægte hende. Da bør Christen Christensen denne sin trolovelse fuldbyrde og ægte Karen Mogensdatter inden en tid som sognepræsten giver dem. Ligeledes bør Christen Christensen betale præsten Hr. Jacob i Ingstrup sagens omkostninger med 4 rigsdaler.
Nu havde Christen og Karen dom for at de skulle giftes. Der var dog nok ingen af dem som havde lyst til at efterkomme dommen. Da ingen af dem jo efter dommen kunne blive gift til anden side er det nok sandsynlig at der er kommer forhandling i stand mellem dem, og der er indgået et forlig. På Christens foranledning blev retten igen sat i maj år 1700 og sagens parter var alle tilstede. Christen havde også indkaldt to af hans brødre som vidner. Brødrene vidnede med ed og oprakt finger at de havde set og hørt at Christens fader Christen Nielsen med hårde ord og trusler havde tvunget sin søn Christen til at lade sig trolove med Karen. Ligeledes havde han truet ham med at ”hvis han ville have godt af ham” (hermed menes sandsynligvis overtage fæstet af gården efter ham) skulle han være ham lydig.
Karen Mogensdatter blev derefter af retten spurgt om hun var vidende om at Christen var tvunget til at indgå trolovelse med hende. Hun svarede at hun intet vidste derom, men at hun jo ikke kunne benægte at hendes broders ægteskab med hans søster var betinget af at Christen ægtede hende, og at hun siden trolovelsen ikke havde mærket til nogen kærligheds tegn fra ham. Hun ville gerne være ham kvit hvis han ville give hende en så anseelig sum penge som svarede til den hende tilføjede skade og spot, samt lykkes forhindring med en anden ægtemand.
Der blev derefter afsagt følgende dom. Da det for retten er bevist at Christen Christensen mod sin vilje er blevet tvunget til at lade sig trolove med Karen Mogensdatter bør denne trolovelse ikke holde, men hermed være opløst. Dog bør Christen Christensen efter hans eget tilbud til retten give Karen Mogensdatter for den hende tilføjede skade og pengespild samt ophold (udsættelse) 100 rigsdaler at betale så snart dommen er forkyndt for ham.
Det var et betydeligt beløb Karen Mogensdatter blev tilkendt og det må have tæret hårdt på Christen Christensens formue. I et skifte fra 1730 ses at en hest dengang blev vurderet til ca. 6 – 8 rigsdaler og en ko til ca. 4 – 5 rigsdaler. Karen var sikkert nu et godt parti, og det varede da heller ikke længe før hun blev trolovet igen, idet det i Ingstrup kirkebog kan læses at hun 5 maj 1702 blev trolovet med Anders Simonsen fra Vrensted. Ligeledes ses det at Christen Christensen i Hafgård 24 Januar 1703 blev trolovet med Dorthe Frandsdatter.
(1) Tamperetten var en særlig ret som på 4 årlige tamperdage behandlede ægteskabssager. Den bestod af stiftamtmanden og nogle gejstlige medlemmer.
(2) Christen Nielsen ifølge kirkebogen blev begravet 25 maj 1697, 87 år gammel. Der er ingen oplysninger om dødsårsagen.
(3) ”Stryge mig om munden med en harefod” er et gammelt udtryk som vel nærmest betyder Holde mig hen med snak
Marts 2026 – Hans Jørgen Poulsen
fhv. tømrermester i Kaas