Gravstedet – provst Aage Stevns og Inger Stevns
vest for Våbenhuset og lige syd for Kirketårnet ved Vrensted Kirke.
Skrevet og fortalt af Poul Stevns, søn af Inger og tidligere provst Aage Stevns, Vrensted Præstegaard.
Gravstedet.
Korset.
Aage Stevns – Inger Stevns.
Besøger du en dag den smukke kirke ”Sankt Thøger” i Vrensted, vil du på pladsen syd for tårnet finde et gravsted smykket med et kønt egetræskors bærende navnene på mine forældre: Aage Stevns – Inger Stevns. Graven blev anlagt ved allehelgenstid i 1952 som sidste hvilested for far, der havde været sognepræst for Vrensted – Thise menigheder i 23 år og provst for Børglum- Hvetbo Herreder fra 1. juni 1948 til sin død i okt. 1952. – I dag er det jo kun sognets ældste, der husker denne provst og derfor vil sikkert mange stille sig selv det spørgsmål: ”Hvorfor mon dette enlige gravsted på denne plet?”
Jeg vil i det følgende forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorfor far i sin tid fik sit ønske om at få sit endelige hvilested på netop dette sted opfyldt, ved gennem et par nekrologer at belyse, hvem han var og hvorledes han havde forvaltet sit kald.
Far, der blev født på Kvissel Højskole d. 20. november 1903 som søn af forstanderparret Dorthea og Ole Stevns, blev student fra Høng Gymnasium i 1923 og tog derefter sin teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1929, blev kaldet til embedet som sognepræst for Vrensted og Thise menigheder d. 15. januar 1930 og indsat i embedet af provst Rubak i Vrensted og Thise kirker den 9. marts 1930. – Tiltrådte som provst for Børglum og Hvetbo Herreder den 1. juni 1948, en post, han bestred til sin død i 1952.
Den 23. februar 1930 blev mine forældre viet i Ruds-Vedby kirke. Ved den efterfølgende middag i mors hjem holdt farfar en tale til de nygifte og sagde heri henvendt til far bl.a. følgende: ”Nu er du ved lågen, der åbner sig for dig ind i din gerning i kirkens tjeneste. Det ord: Kirketjeneste, lyder tit ud fra mange forskellige meninger: Hvornår er det kirketjeneste, siger man, — men der siges også: Hvornår er der gudstjeneste? – Det sidste ord betyder for mig ikke så lidt mere end det første. Det er to gerninger, som ikke behøver at kriges, og dog er der jo historiske beviser for, at gudstjenesten er blevet hindret af kirketjenesten. Den ene tjeneste ordnes nemlig af staten, den anden af Vorherres ånd. – Jeg vil derfor udtrykke det ønske for dig Aage og for Inger, at I må gå ind i gerningen som Guds åndstjenere, således at jeres liv og livsførelse søndag og søgn – – i kirke, hjem eller hvor I er, bliver i Guds ånds tjeneste. Gud give jer at skinne så – som himmellys, skønt af de små – da randt for jer, – og for os guldterning”.
I sin indsættelsesprædiken den 9. marts sagde far bl.a.:
”Jeg er kommet herop til jer,- til mit kære Vendsyssel med den allerredeligste vilje til ret at tjene Gud hos jer —- dvs. tjene jer ydmygt i jert gudsforhold. – Jeg kommer med kærlighed til min gerning. Kommer med tillid og i taknemlighed. Med ungdommens sikre og urokkelige tro på, at min gerning af Guds nåde må lykkes. – Jeg venter ikke nogensinde at se resultater – Guds rige er ikke af denne verden – og resultater i menneskers gudsforhold er altid kun tilsyneladende og følgelig et minus,- men ét ønsker og håber jeg, at jeg må få lov – få nåde og lykke til at være Guds sendebud heroppe – bare så og så Guds sæd. Gud alene kan give den vækst. – Men jeg vil bede så inderligt: Hjælp mig i min gerning – giv mig lov til at tjene – mød mig med samme tillid og kærlighed som den, hvormed jeg møder eder. Brug mig – slid mig – spræng mig om så skal være – jeg er og vil så længe, Gud giver mig nåde og kraft, være iblandt jer som den, der tjener – tjener i ydmyghed, i tillid, i taknemlighed og tro. – Mit højeste ønske er, at jeg i mit forhold til jer aldrig må komme til at stå som præsten i den betydning, at jeg har mit på det tørre, men som
mennesket, der står nøjagtig i den samme kamp og strid som hvert enkelt af jer, – et menneske, der livet igennem er på vandring, – aldrig, aldrig færdig. Thi der hvor et menneske i sit gudsforhold er færdig, der er det menneskes livslykke udtørret – og det er det forfærdeligste, der kan ske”.
Der var således nok at leve op til – både i farfars tale til de nygifte og i fars indsættelsesprædiken. – Ville det mon lykkes?
Far døde som 48årig på Hjørring Sygehus den 26. oktober 1952 og blev i kisten den 28. kørt fra sygehuset til sit hjem i Vrensted Præstegård, hvor kisten stod i dagligstuen natten over, således at folk fra Vrensted og Thise den følgende dag kunne bære den det sidste stykke vej ned til kirken. Far havde ofte sagt, at han ville blive i præstegården, til han skulle bæres derfra, og sådan kom det altså også til at gå. – Far fik således begge sine ønsker opfyldt.
I forbindelse med fars død og begravelse indløb der en hel del kondolencebreve (86) og skrevet en del nekrologer. Fra brevene har jeg hentet enkelte citater og blandt nekrologerne udvalgt et par stykker, som jeg mener dækker bredt og ganske godt og dermed på sin vis besvarer spørgsmålet: Om fars gerning var lykkedes – om han og mor havde: ”lyst op i tågen, som himmellys, skønt af de små”.
Fra brevskriverne er hentet følgende udtalelser:
Marie Plesner: ”Vi står i stor gæld til fars efterfølger”. (som præst i Vr.-Th.)
Helge Rosenkrans (formand for Dansk Jagtforenings bestyrelse): ”I de få år, jeg havde den glæde at kende Deres mand, tror jeg nok, jeg tør sige, vi fik meget venskab for hinanden og forstod hinanden. Jeg vil ved møderne savne ham meget, og ligeledes ved vore små private samtaler, som ikke altid drejede sig om jagt og jagtsagen”.
En kollega: ”Deres mand var god imod os under min kones sygdom i sommer, og min kone og jeg var taknemlige for det besøg. Deres mand havde med sin fine indfølingsevne en god måde at tale til en nervepatient på”.
Jens Thise (forfatter, bosat i Thise): ”Men De skal vide, at hjemmets mange venner tager del i Eders sorg, thi provst Stevns var i sandhed manges trofaste ven. Og man søgte efter fattig evne at gengælde venskabet, men det lykkedes så ofte for dårligt, fordi vor vilje var for svag, ellers havde vor taknemlighed givet sig stærkere udslag”.
Ved graven holdt fars ældste bror kaptajn Arne Stevns en kort tale og skrev efterfølgende i nekrologen om far følgende:
”Aage Stevns var anset af sine foresatte og både anset og elsket af sine sognebørn, til hvem han følte sig inderligt knyttet, som de følte sig knyttet til ham. Det fremherskende i hans væsen var en forstående medmenneskelighed, der nødigt dømte hårdt, undtagen hvor han mødte noget, der upåtvisteligt syntes ham falsk eller ondsindet.
Man kan uden overdrivelse sige, at han levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp. Han var altid villig til at hjælpe med at klare vanskeligheder, uanset om de kostede ham selv store anspændelser. Måske havde han levet længere, hvis han, hvilket det ikke skortede på opfordring til, var søgt til mindre slidsomme sogne og mildere klima, men han valgte at blive hos de mennesker, der var blevet hans hjertevenner, som han forstod og mente at tjene bedst. De lønnede ham med vendelboers fåmælte troskab. Han faldt ung og kæmpende på sin post. Han efterlod et dybt savn og kære minder hos alle, som rigtigt kendte ham. Han havde bestemt, at der ikke skulle holdes gravtale over ham. ”Jeg vil
begraves i jord – ikke i ord”. Ved hans kiste læstes det forunderligt skønne 13. kapitel af 1. Korinterbrev. Dets ord om kærligheden – ikke mindst næstekærligheden – var indholdet i hans liv og virke, hvorpå han byggede, baggrunden for hans indsats og det afgørende træk i hans gode, redelige karakter”.
Den anden nekrolog, ”Til begravelse i Vendsyssel”, finder vi i ”Nationaltidende”, der efter begravelsen bragte følgende kronik skrevet af daværende kirkeminister provst Carl Hermansen, der deltog i højtideligheden. Kronikken er sat i relation til Allehelgens tekst: Mathæus Evangeliets 5. kap., hvor Jesus siger: ”I er jordens salt og verdens lys”, og som slutter med opfordringen til at lade vort lys skinne for mennesker, så de kan se vore gode gerninger og ære vor Fader i himmelen”. – Hermansen skriver således:
Til begravelse i Vendsyssel.
Det var en strid blæst, der dagen i forvejen føg over det åbne vendsysselske landskab, og ind imellem blev blæsten til piskende byger, der lod en føle hele den vælde, der er i det vendsysselske vejr, og samtidig mindes man om, at det var nær ved Allehelgen, på markerne var der øde, hist og her lå de optagne roer i sirlige rader på agrene, men ingen vogne var ude for at sanke dem sammen, dertil var vejret for slemt. Men trods allehelgensblæsten var der dog folk på vejene. I små og større klynger bevægede man sig i retning af den gamle Vrensted Kirke. Her havde provst Aage Stevns haft sit virke i 23 år, deraf de sidste fem som provst for Børglum og Hvetbo herreder, og nu skulle han stedes til hvile i læ af Vrensted Kirkes tårn, kun 48 år gammel.
I den gråtunge eftermiddag lyder klokkens sprøde tone gennem blæst og regn, den ringer og ringer, som måtte den med hvert et klemt sige tak endnu engang, eller, om den kunne udskyde det øjeblik, da det alt sammen var forbi. Men omsider tier den, og vi er samlet i den gamle landsbykirke, gammel og skøn som hundrede andre i Danmark.
Det er en begravelse i stilhed, men alligevel er kirken fyldt, mest af sognets egne. Her er måske to hundrede mennesker, men ikke én, der et kommet for at repræsentere et eller andet, allesammen er de her, fordi de føler en sorg og et savn i deres hjerter. Så begynder orglet, og der synges salmen ”O, Kristelighed”, – med dens stærke ord ”hvor dyrt ikke købes til krone på bår´ de snehvide hår”, og med dens underlige udsyn over allehelgensstorm og regn til de levendes land og de levendes lyst. Og så træder en ung nabopræst hen til kisten. Ikke for at holde en tale, for her skal ingen taler holdes, sådan ville Aage Stevns det. Han står frem og læser første Korintherbrevs trettende kapitel, det med den vældige højsang til kærligheden. ”Talte jeg med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg kun et klingende malm og en lydende bjælde”.
Men når salmetone og skriftens ord er ene om at råde, er der intet, som spreder sindet og uvilkårligt kommer tankerne til at forme sig til et spørgsmål, hvad betyder det i grunden, at et sogn har en sognepræst? Er det ikke noget ligegyldigt, noget overflødigt?
Ah, I professorer og lærde mænd, som ved mødet forleden var inde på, at præsten var et overflødigt led ved de syges behandling, og som, når det gik højest, nok kunne indrømme, at skade havde han i hvert fald ikke gjort, I skulle have været med i Vrensted kirke. Jeg ville have vist jer store og stærke og ganske usentimentale landmænd, som mere end én gang måtte have lommetørklædet for øjnene, stilfærdige kvinder, som i deres krog i kirkestolen sad ganske stille og græd. Der var jo ingen sentimentale toner, der lokkede tårerne frem. Det var alt så purt og nøgternt, som Guds ord er det. Nej, det var ganske enkelt sorgen over deres præsts død.
Og når skibet er stået ud på de store vande, så ser man først rigtig kølvandsstriben, som står igen, og man ser en enkelt sammenhæng i en dansk præsts liv.
Hvad har nu det med allehelgensteksten at gøre? Jo, meget, for netop denne tekst klarede sig for mig, så jeg forstod, hvorledes en ganske almindelig sognepræst, netop ved at være et ganske almindeligt menneske blandt andre mennesker, kan blive en på, hvem det passer, dette med verdens lys og jordens salt. Aage Stevns havde aldrig været præst andre steder, og han sagde mange gange, at han heller ikke skulle være det andre steder. Og sådan blev det da også. Men disse treogtyve år, hvordan med dem? De er jo levet i præstegård og sogn, dér hørte han til, og det så stærkt, at da hans præstegård var omringet af Gestapo, og han selv blev reddet fra at falde i deres klør, og han måtte ”gå under jorden”, blev han som den selvfølgeligste sag af Verden hjemme i sognet, blot ikke i præstegården.
Men det var altså ikke ved alt det, der skal forgå, han gjorde sig gældende i sit sogn. Det var hverken ved tungetale eller profeti, det var ganske enkelt ved kærlighed. Ved den kærlighed, som ikke praler, som ikke opblæses, men som i den største stilfærdighed går sit selvfølgelige bud.
Det er en simpel selvfølge for sådan en mand, at han en dag i krigens begyndelse, hvor mange blev mindre bevægelige, fordi de ingen biler havde, og hvor også han måtte nøjes med at se sin vogn i garagen, tager sin cykle og kører de 26 km til Hjørring, for han har fundet ud af, at en ung mand fra sognet, som nu skal på gymnasiet, ikke kan være tjent med at rejse frem og tilbage hver dag i disse tider. Han må have et godt sted at bo, og det skal sognepræsten nok finde til ham.
En kone mister sin mand, hun skal ikke blot trøstes med Guds ord, men når juletiden er overstået, skal hun have sit skatteskema udfyldt, hvem skal gøre det? Det skal sognepræsten. En ung præst er lige kommet til denne ensomme egn, alene skal han tilbringe sin første jul i en præstegård, hvor han endnu ikke rigtig er blevet hjemme, hvem skal tage sig af ham? Det skal provsten, kom over til os, når de er færdig med deres egen gudstjeneste.
Det er derfor, de sidder ganske stille og græder rundt om i kirkestolene, for det er sådanne ting, småt og stort, der nu dukker frem for erindringen, og med et bliver hjertet så underlig let, for det er jo sandt den dag i dag, at der er dem, som er jordens salt og verdens lys. Lys, der ikke måler sig med hovedstadens nytteløse neon, men som en mørk nat på en ensom hede viser En vej, en vej til mere lys og mere varme.
Så er det da sandt, at der ikke bare er sære og sure kværulerende præster, men der er dem, som ses og høres mindst i dagens larm, men som er her som himmellys i verden. Og med ét er det som døren åbner sig til Allehelgens søndag. Sådan er det jo, der, hvor kærlighedens lys brænder, det som er tændt af selve den evige kærligheds luer, der bliver det aldrig helt mørkt, og sindet opløftes fra død og grav, og stroferne, som efterhånden lyder ved enhver gammel modstandsmands grav: ”Aldrig ræd for mørkets magt. Stjernerne vil lyse, med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse”, de siger meget klart og ligetil, at der, hvor et menneske har forstået noget af det, som han forstod, hvis kiste nu bæres til graven i læ af tårnet, at havde jeg ikke kærlighed, da var jeg intet, der har det nemmet den sande livskunst, lært ganske ligetil at leve.
Men der, hvor et menneske har det, der er en Allehelgenssøndag det næst forestående, og de allersidste toner om Krist, der stod op af døde og som vi møder i himlen, bliver ikke borte med blæsten, som suser om kirken, men sænker en forvisning i sindet om, at det menneskeliv, der sådan er bundet til de mærkelige og stærke ord i første Korinthier det trettende, det er ikke blot ikke forgæves, men det står foran Alle Helgen som det næste. (Carl Hermansen).
Mor, Inger Stevns, døde 3. juni 1991 og blev bisat fra ”Sankt Thøger”. Urnen nedsat i gravstedet.
Min søster, Inger Johanne Stevns døde 18. jan. 2009. Urnen nedsat i gravstedet.
September 2017
Poul Stevns, fhv. gårdejer, Stenum
