den 90årige fhv. gårdejer Povl Stevns, tidligere Stenum er nu bosiddende i Serritslev.  Povl som er en dygtig skribent, har gennem et langt liv skrevet meget og har nu udgivet mange artikler, forfattede sange, små digte, satiriske skriv og egne historier fra sin barndom i Vrensted Præstegård til voksenlivet. Her et lille udpluk

Dansk landbrug i en brydningstid.

 Af Povl Stevns

 

 

 

 

I sidste halvdel af 1900tallet startede en strukturudvikling af dimensioner inden for dansk landbrug. I stort tal nedlagdes landbrugsbedrifter og jordtilliggenderne fra disse nedlagte brug blev sammenlagt med større og mere tidssvarende bedrifter, da man derved kunne opnå rationaliserings-gevinster i det daglige gennem nedsættelse af arbejdsstyrken, bedre udnyttelse af maskinerne, bedre og billigere indkøb af foderstoffer, gødning, sprøjtemidler m.m. gennem forskellige rabatordninger, der således især kom storproducenterne til gode. Endvidere stillede flere af vore andelsselskaber krav om en minimumsgrænse ved leveringer samtidig med, at der opkrævedes stop penge. Alt dette medførte, at mange mere eller mindre frivilligt så sig nødsaget til “at springe på vognen” og andre gjorde det af ambitiøse årsager og fortsatte inden for landbruget under de givne vilkår. Atter andre valgte i stedet at “stå af ræset” og fandt anden beskæftigelse, gik på efterløn eller pension.

Også specialiseringen tog fart. Hvor der tidligere på gårdene havde været planteavl, kvæghold, svinebesætning og fjerkræhold gik man nu i større udstrækning over til at hellige sig enten planteavl alene eller planteavl sammen med kvæghold eller svinehold; sjældnere begge dele.

For nogen blev disse år en succes, for andre gik det ikke helt som forventet. Sådan er det jo her i tilværelsen også i andre forhold. At det gik galt for flere, kan være mere eller mindre selvforskyldt. Nogle “knækkede halsen” på grund af det meget høje renteniveau vi havde i en længere periode, atter andre på grund af stærkt stigende jordpriser for blot at nævne et par eksempler. I det følgende har jeg medtaget et par digte fra denne periode. Først et digt om den ambitiøse “Mr. Pig”, og dernæst et andet om “gode råd til en bedre fremtid” for den fortabte givet af en, der havde sit på det tørre og derfor ikke selv havde behov at efterleve dem. Og endelig til slut et digt om bonden, “der bare lod stå til”.

 

DER VAR SÅ DEJLIGT UDE PÅ LANDET

En griseavler Mr. Pig,

forstandig, smart og meget kvik,

forelsked’ sig i skrig og skrål

og satte sig det høje mål

at skabe den perfekte gris

og fede svin i tusindvis.

 

Han byggede et hus så stort,

for ham det var den rene sport,

thi der var masser af visioner

og banken kom med millioner.

 

Der var budgetter, men I ved,

man misteltenen ta’r i ed

hvis man sig skal gardere.

Det glemte han – med mere.

 

I starten gik det dog så godt,

for pris og sundhed var så flot,

men snart sig lykken vendte,

dermed succesen endte,

for prisen faldt, baciller kom,

og snart stod hele stalden tom,

en frygtelig affære,

slet ikke til at bære.

  

Så kom hans pengeinstitut

og sagde, at nu var festen slut:

“Vi kan ej kassen lænse,

der være må en grænse,

tilbage du din frihed får,

men banken overtager din gård”.

 

Da gik hr. Pigless stille rundt,

for slige hændelser gør ondt.

Der røg de hjemlige bastioner,

hans hus, hans hjem og hans visioner.

 

Hvad var det dog, der fik ham til

at sætte hus og hjem på spil,

var det mon grissemænd og -koner,

hans høje mål, hans ambitioner?

 

En drøm var slut for Mr. Pig,

der nu den kolde skulder fik.

At blive stor, han ønsked, men

i glemsel hviler nu hans ben.

Han glemte, det vi andre ved, –

at ta’ sin mistelten i ed.

 

Okt. 1992. Povl Stevns.

 

Jen – to-tre og så på ́n igen.

Mel.: Hen til kommoden og tilbavs igen.

 

Kære gode borger

glem du dine sorger,

hæv dig over dagligdagens trummerum,

for nu skal du høre,

hvad du blot kan gøre

for at skabe dig en helt gevaldig sum:

“Køb et par kalkuner,

straks jeg ved, det luner,

de bli’r nemlig store på en enkelt dag;

mad på bordet kommer,

guld i dine lommer,

ja, det er så givet alle tiders sag”.

Jen-to-tre og så på’n igen,

lækkert magert kød til folkets ganer,

vinger og bryster og alt det der

og store inderlår af høns og haner.

 

 

“Byg blot et par huse

og lad vinden suse,

for kalkuner vokser af det bare luft

det vil du erfare,

og det kan du klare

bare med en lille smule sund fornuft.

Du skal intet gøre,

af sig selv det køre;

arbejdskraft behøver du ej tænke på.

Det for dig vil lykkes,

og jeg ved, du tykkes;

den slags ting, det kan fornuften da forstå”.

Jen-to-tre og så på’n igen

to kalkuner mere straks du køber.

huse og frisk luft og meget mer,

og snart du dig i lykkens kåbe svøber.

“Derfor kære borger

glem du dine sorger

fremtiden sig tegner både lys og skøn,

intet mer dig truer

og jeg ved, du huer

at få nogle tusinde lagt på i løn.

Gi’ den hele armen

og kom ind i varmen,

der hvor penge er et sekundært problem,

det for dig vil lykkes,

og jeg ved, du tykkes

om at kunne sidde på den grønne gren.

Jen – to-tre og så på’n igen

se nu at få startet med det samme,

lykken den vinker til dig her og nu

og nydes før fiduserne bli’r klamme”.

 

16. februar 1994.

Povl Stevns.

 

Tilbagetrækning.

Af Povl Stevns

 

Det at stå foran en fyring eller en frivillig afgang fra arbejdsmarkedet eller/og en eller flere tillidsposter kræver en omstilling, ikke alene til en lavere indkomst, men også til en anden livsform med mere fritid, der skal udfyldes. Hvordan udnyttes denne øgede fritid bedst muligt? Ja, det er det gennemgående spørgsmål for rigtig mange. Det lyder i de fleste tilfælde som om, den skal bruges på børnebørn og rejser, men er det tilstrækkeligt? Der er jo mange dage året rundt, der skal udfyldes. Nogle klarer omstillingen med bravour, andre har sværere ved det.

For at illustrere dette følger først et eksempel på, hvilke tanker en kommende pensionist kan have gjort sig inden tilbagetrækningen. Dernæst ser vi et eksempel på, hvorledes en tilbagetrækning kan ende som en fiasko.

 

 

 

 Hvad med kulturen?

Mel.: Anders var i Anna kær

Liet er en gave skøn. Det må du tænke på,

derfor er der mange tig, du gerne må forstå,

vælge dig en livsform, hvor du finder dig tilpas,

hvor der også til kulturen levnes noget plads.

Hula, hula hej, det er godt for dig.

Hulahej og tralalej, ja, det er godt for dig!

 

Mon du bare trisser rundt og fodrer dine svin,

spiser lidt og sover lidt og ta’r din medicin,

ta’r på indkøbstur til Storkøb, når du mangler brød,

kikker lidt på skærmen på en hummer, der er død?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Mon du ikke ser på andet end økonomi,

på hvad flæsket koster og hvad svinene ka’ gi’.

på hvor meget foder alle grisene skal ha’,

og på hvilke afgrøder, det helst skal komme fra?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Tænker du mon bare på, hvor stort et brug, du får,

tænker på, hvor mange svin, du kan ha på din gård,

tænker på, hvor mange liter gylle, du skal ha

og hvordan du nu får møjet til at løbe fra?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Mon dog ikke her på jorden findes andre ting,

der kan fylde tankerne og sætte dem i sving,

noget uden svin og gylle, noget du kan li’,

noget ganske andet end blot fagidioti?

Hula, hula hej, noget nyt på vej?

Hulahej og tralalej, som kan fornøje dig?                                                                                                     Povl Stevns. (26.01.1992).

Nekrologen.

 

Jeg kendte en mand, der var dygtig som få,

han havde et landbrug og drev det som så,

var formand for dit og var formand for dat

en dygtig forhandler ved dag som ved nat.

 

Da han blev halvfjerds, måtte han holde op,

for med tillidsposterne blev der sagt stop,

så ville han læse om Odin og Thor

og Balder og Loke, om himmel og jord.

 

Det gik ej som så, han kom ikke i gang,

for hans “læsepause” var blevet for lang,

blot, hvad der kom, og blev husstandsomdelt,

blev grundigt studeret og efterset.

 

Så proprietæren, der drev det så vidt,

For ham det endte i grunden så skidt.

Før drev han landbrug på mesterlig vis,

var dygtig politiker, men nu det si’s:

 

Han droppet har både dette og hint,

er blevet alene og noget forpint.

Han lever dog stadig, men bare delvis,

hans eneste læsning er ugens avis.

 

Povl Stevns. (6.10. 1993).

 

 

Nå ́et om præster.

I svunden tid ej fandtes

kvindelige præster;

nu er det gerne dem, man ser,

når man en kirke gæster.

Så er det just i vort provsti,

hvor ud af tolv, der findes ni,

så her de dominerer

og bli’r nok stadig flere.

 

I “gamle dage” præsten var

jo hele sognets lærde,

hos hvem man gerne bad om svar,

når noget var på færde,

som brændte på og var gedulgt

og gerne skulle holdes skjult

af helt private grunde.

Man vidste, præsten kunne.

 

Man kaldte præsten for “Vor få ́er”

i sognene på landet.

den titel nu ej længer’ går,

hvor kønnet nu er blandet.

Måske man her om føje år

en anden titel til dem får,

og den sandsynlighed er stor,

at præstens “titel” bli’r “Vor Mo’er”.

 

Maj 2012.

Povl Stevns.

 

 

Udviklingen hen imod kvindelige præster, tog sin begyndelse, da biskop Hans Ølgaard den 28.04.48 ordinerede de tre første af slagsen i Sant Knuds Kirke i Odense.

På det seneste er denne udvikling forløbet med stormskridt, således at der er i dag er stor risiko for, at man om få år vil betragte præstegerningen som et udpræget kvindejob (vi kender det f.eks. fra sygeplejerskernes verden, hvor en sygeplejerske er en kvinde – eller en mandlig sygeplejerske).

Med den udvikling, vi er inde i p.t., er min formodning den:

1. At færre og færre mænd vil søge det teologiske studie.
2. At en præst er en kvinde, medmindre præsten omtales som en mandlig præst.
3. At en bevægelse i den feminine retning let vil komme til at præge kirkens måde at fungere på i en retning, som meget let kan komme til at virke afskrækkende på mænd og bevirke, at afstår fra at deltage i de kirkelige handlinger og det kirkelige arbejde som sådant.

 

Hvorledes der kan “gribes ind” overfor udviklingen og om en indgriben er ønskelig, er det svært at tage stilling til, men man skal allerede på nuværende tidspunkt gøre sig klart, i hvilken retning udviklingen går med stormskridt og om denne udvikling er ønskelig for menighederne og for det kirkelige arbejde i den danske folkekirke i det hele taget.

Povl Stevns. Maj 2012.

 

Fandens fødselsdag,  11. juni 2012.

 

Den 11. juni 2012 blev sådan en mærkelig dag. Ved morgenbordet talte vi om, at det var “Fandens Fødselsdag”, men at det ikke længere var et problem for os, da vi ikke længere havde afdrag og renter, det forfaldt til betaling. Alligevel blev 11. juni på sin egen måde til “Fandens Fødselsdag”: Klokken 08.50 ringede en dame fra Pengeinstitutankenævnet for at fortælle, at vores klagesag levede endnu og ville fortsætte hermed, indtil der var faldet dom i den sag, der var anlagt som gruppesøgsmål af Garantiblokken i forbindelse med lukningen af den tidligere Løkken Sparekasse. Endvidere gjorde hun opmærksom på, at vores sag, som det så ud i dag, ville blive betragtet som “opsigelsesṣag” og underkendt, som de øvrige opsigelsessager var blevet. Nu måtte man vente på udfaldet af retssagen og se, om den kunne føre til en anderledes afgørelse. En afgørelse i den anlagte retssag havde lange udsigter, føjede hun til. Jeg bekræftede, at vi ikke havde tilmeldt os gruppesøgsmålet, da vi fandt det sikrere hos ankenævnet. (Man kan ikke være med begge steder).

Den 11. juni 2012 var også dagen, hvor 8 biskopper senere på dagen til kirkeministeren afleverede et vielsesritual til brug ved kirkelige vielser af homoseksuelle og lesbiske. Et vielsesritual, der skal være gældende fra den 15. juni 2012. Disse bisper havde tænkt kreativt og manipuleret så meget med skriftens ord, at de var blevet i stand til at udarbejde et sådant ritual, der kunne tilfredsstille kirkeministeren og et flertal af folketingets medlemmer (hvad kommer det egentlig dem ved?). I en kommentar til TV-avisen sagde en præst om dette “mesterværk” bl.a., at de homoseksuelle og lesbiske vel også var lige så gode som alle andre. Hertil er kun at sige, at det er der vel heller ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved. Sagen er blot den enkle, at det ikke vedkommer sagen, om de er gode eller ikke, men om et såkaldt “ægteskab” mellem dem har hjemmel i den kristne tro. Det er underligt at se, hvordan man gang på gang ændrer på den kristne tros grundlag for at få det til at passe efter kirkens og befolkningens forgodtbefindende med det til følge, at kristentroen udvandes og det hele efterhånden bliver ligegyldigt. Ønsker man vitterlig en ligegyldig kirke, hvor troens ord tilpasses det bekvemmeste og kirkens præster blot skal optræde som ceremonimestre?

Og som den 3. ting, der “falder på plads” den 11. juni 2012, skal nævnes folketingets vedtagelse af loven om 10 m dyrkningsfrie bræmmer langs alle vandløb. Hvem skal så betale? For der skal vel ydes en klækkelig erstatning til bønderne? Sidst man udlagde bræmmer blev grundloven tilsidesat, da dette åbenbart var den letteste måde for folketinget at ordne sagen på. Vil man også denne gang se bort fra begrebet “privat ejendomsret”? Det må desværre frygtes.

Det er beskæmmende at se, hvorledes så grundlæggende værdier som foran nævnt trædes under fode af bekvemmelighedshensyn:

Se, hvorledes det accepteres, at pengeinstitutterne tilsidesætter lovligt og bindende indgåede aftaler.

Se hvorledes, bisperne og det danske folketing fifler med skriftens ord. vild

Og ser, hvorledes det lykkes landets regering at tilsidesætte grundloven, når det passer ind i dens kram.

Ja, det blev alligevel til en “Fandens Fødselsdag”.

En sommerdag,

en morgenstund

en “fødselsdag”, ak, ja!

Man burde starte dagen

med et rungende hurra.

 

Det skete ej, alt det til trods,

en “sky” sig viste brat

og fejed optimismen bort

ved at fortælle at:

 

Vor klagesag har trange kår,

og svaret, det vil bringe,

når det os langt om længe

når sandsynligvis bli’r ringe.

 

Ak, siden fulgte sky ved sky,

til dagen den var omme

og med sig førte, at vi kunne

mærke tvivlen komme:

 

Om intet mer troværdigt er,

om intet mere gælder,

om hvad vi forhen tro’de på,

nu ikke mere tæller.

 

Povl Stevns

En løftet pegefinger.

Året 2020 har udviklet sig til at være et rigtigt Corona år, med en masse kedelige konsekvenser til følge. I håb om at få os til at stå sammen om at bekæmpe virkningerne af denne pandemi og komme billigst muligt gennem den, er vi dagligt blevet tudet ørene fulde af formaninger og restriktioner.  Midt i alt dette og her på den mørkeste tid af året må vi dog ikke glemme at holde modet oppe.  Der er da lys at se forude.

Vi må heller ikke glemme, at der så sandelig også er andre væsentlige ting, det er vigtigt at tage vare på – ikke mindst nu, hvor julen står for døren. Hvad med nisserne? Har du tænkt på dem? Ja, hvad er det dog for noget? Måske det også her ville være fornuftigt med lidt

 

 

Rettidig omhu.

 

Store mænd og store koner,

ungersvende og matroner,

alle går de rundt og tror,

at de ved, hvor Nissen bor.

 

Det var også vældig rart,

hvis det var så soleklart,

men der er det jo slet ikke

og det ved de særligt kvikke.

 

Nisser kommer frem til jul,

ellers lever de i skjul;

overalt de kan forsvinde,

både udenfor og inde,

 

Og i deres gemmer små

kan de alting hitte på:

drive gæk med èn og hver,

lave rod og stort besvær,

 

Stille uret lidt tilbage,

drille mor, når hun skal bage

og hvis de er rigtig slemme,

kan de legetøjet gemme.

 

Rare kan de også være

og de søde børn forære

fine gaver, når til jul,

de forlader deres skjul.

 

Derfor vær mod Nissen sød,

giv til jul ham risengrød;

det vil sikkert ham behage

og han vil dig næppe plage.

 

December 2020.     Povl Stevns.

 

 

Kilde: VisitJammerbugt

Udover at være en af Danmarks mest besøgte bade- og feriebyer er Blokhus kendetegnet ved flere bygninger og vartegn, som blandt andet vidner om tiden som gammelt fiskerleje.

Hvorfor Blokhus?

Navnet på feriebyen Blokhus stammer med størst sandsynlighed fra tiden omkring 1600- tallet.

Blokhus hed på den tid Hune Hvarre.

Herfra dyrkede Hune-bønderne lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede de i lette sejlbåde – kaldet sandskuder, til Norge, hvor de byttede deres varer med tømmer.

På den tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, og derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer.

Da de havde brug for oplagring af varerne, der skulle til Norge, byggede de et par huse af tømmerstammerne.

Disse opbevaringshuse blev også kaldet Blokhuse og heraf fik Blokhus sit navn i begyndelsen af 1600-tallet.

Redningsstation Blokhus

På vejen ned til havet i Blokhus møder du en smuk rødstensbygning med korngult, sirligt stråtag og en mørkegrøn port påmalet to dannebrogsflag over kors. Her ligger Rednings-station Blokhus. Eller i hvert fald en autentisk rekonstruktion af den gamle redningsstation, der, ligesom Blokhus Sømærke, led en tragisk skæbne for tyskernes hånd i 1944.

 

Redningsstationen og fiskeriet var et vigtigt hverv

I tidernes løb har Jammerbugtens farefulde farvand krævet mange ofre. De høje bølger og den stærke vind kan lokke mangt en søfarer på afveje, og i midten af 1800-tallet var antallet af strandinger skyhøjt.

Derfor opførte man i 1852 en redningsstation i Blokhus,

 

hvor 12 bådmænds og 4 reserver blev ansat til at redde skibbrudne.

I alt blev 118 skibbrudne reddet i land af redningsarbejderne, der utrætteligt satte deres liv på spil.

Blokhus får sin stolthed tilbage

Den tyske besættelsesmagt fjernede den oprindelige redningsstation i 1944, da den lå i skudlinjen for en af deres kanoner.

Et halvt århundrede efter, i 2009, blev redningsstationen rekonstrueret få hundrede meter fra den oprindelige placering, og Blokhus fik en vigtig del af sin identitet og historie tilbage.

Blokhuskanonen

Blokhuskanonen har sin oprindelse helt tilbage i slutningen af 1700-tallets England.

I begyndelsen af 1800-tallet blev den fundet som vraggods på stranden i Blokhus. Det var tidspunktet for Englandskrigen, og den er formentlig blevet tabt af en af de mange britiske krigsskibe, der forliste i Jammerbugten.

I en periode blev kanonen brugt til at skyde velkomstsalutter af til skudehandlerskibene – dels for at byde dem velkommen, men også for at anvise retningen ind mod stranden.

For at undgå, at tyskerne skulle tage Blokhuskanonen med sig hjem, blev den gravet ned i klitterne, hvor den tilbragte mange år.

I dag er Blokhuskanonen tilbage i byen som en vigtig del af Blokhus’ historiske identitet, og man kan om sommeren se og høre den blive affyret på stranden ved solnedgang.

Om vinteren kan man beundre den flotte kanon i indgangspartiet i Blokhuset på Torvet.

På vej igennem Blokhus’ historie kommer man også tæt på livet, som det så ud for 1700-tallets fiskebønder.

Navnet Blokhus

stammer muligvis fra dengang da Inger Skeel, Voergård, i 15- 1600-tallet havde boder og magasiner (blokhuse) til opbevaring af korn, smør og kød, som hun eksporterede til Norge. Fra sidst i 1500-tallet menes Aalborg-borgere og herremænd at have haft boder ved kysten til brug ved fiskeri til saltning, ophold o. lign. Dette skulle egentlig være begyndelsen til det egentlige Blokhus, der i 1700-tallet blev en kendt skude handelsplads. Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet. Det var vist især i koleraåret 1853, at sommergæsterne begyndte at indfinde sig for at finde helbredelse og leve i naturens renhed. Forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus i 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested. Han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger. De første turister i Blokhus var enten kunstnere eller velhavere. Her fandt de fred, naturskønhed og ensomhed.

Citat fra en rejsebog, 1870:

” Derfra kommer man ved en Afstikkeri Vest til Blokhusene, der ligger tæt ved Vesterhavet som en venlig Oase indenfor et udstrakt Ringhegn af Klitter. Her findes en god Gæstgivergaard, Købmænd, Herredsfoged, Thingsted, Toldembedsmænd, Strandingskommisionær, Branddirektør, Mølle, Redningsstation, mange Haandværkere, men fremfor alt en Badevogn og en dejlig sandbund for Badegæster, der i den senere Tid ret flittigt besøger dette livlige lille Sted.”

Blokhus Sømærke

Et sømærke havde til formål at forebygge strandinger og dermed øge sikkerheden til søs. Oprindeligt var Hune Kirke, der i gamle dage lå helt frit og med udsyn til havet, fordi der ikke fandtes høje klitter som i dag, Blokhus første sømærke. Kirken kunne imidlertid ikke fortælle de søfarende, hvor de befandt sig. Så da man i 1880’erne valgte at bygge 25 sømærker langs den jyske vestkyst, havde hvert sømærke sin egen facon, som også var indtegnet på søkortet og fortalte skibets position. Samtidig kunne en erfaren sømand regne afstanden ud til den forræderiske kystlinie. Blokhus Sømærke blev bygget i 1884 og ombygget i 1898, med ben af jern, da de oprindelige træben, som var af lærkestammer fik sømærket til at svaje i hårdt vejr. I 1944 sprængte tyskerne sømærket og da man efter krigen genopbyggede Blokhus tænkte man ikke på at genopføre sømærket, idet dets funktion ikke længere, i forhold til den nye navigationsteknik havde betydning. I 2006 blev Blokhus sømærke genopført, dette på baggrund af et forslag fra Blokhus og omegns grundejerforening. Sømærket er opført efter de originale tegninger, dog med den ændring, at jernbenene nu er af limtræ, der kan holde til enhver storm. Placeringen er dog ændret, idet den oprindelige placering i mellemtiden er blevet bebygget med sommerhuse.

Kancelligaarden, Strandvejen 4

Den nordre gård, blev opført i 1772–75 og var oprindeligt en stor 5-længet skudehandelsgård. I dag er det kun denne hovedbygning samt ”Hawet” tilbage fra den store gård. Den 51 m. lange smukke bygning blev i 1844 indrettet til herrefoged-kontor, tingsted og toldkontrolstation og efterfølgende fik den navnet Kancelligaarden. Symbolerne over hoveddøren er værd at bemærke, idet det symboliserer: ”Øvrighed – Flid og Fiskeri”. Huset er privat ejet.

 

”Hawet”, Strandvejen 9

”Hawet” er bygget i 1777, og hørte til ”Den nordre gaard”, hvor Kancelligaarden var stuehus. Bygningen fungerede oprindeligt som maltgøreri, hvor man bearbejdede malt til ølbrygning. I 1844 blev huset indrettet til byens fængsel. Her anbragte man mindre farlige fanger. De fleste sad inde for maglende betaling af børnebidrag. En enkelt af fangerne havde 11 børn at betale til, og da man højest kunne sidde i fængsel i 5 døgn, var det for ham og flere andre mænd, en meget god måde at få løst problemet på. Huset er i dag kalket hvidt og har stråtag, ligesom i 1777.

Til forskel fra ”de gamle dage” fungerer ”Hawet” i dag som spise restaurant. Dog kan man den dag i dag stadig se jerntremmerne for det sidste lille vindue mod vejen, der vidner om bygningens historie

 

Mindestenen for fiskere

                                                    

At Blokhus’ redningsfolk og fiskere ofrede deres liv i kampen mod havet, kan i dag ses på den mindesten, som Blokhus Fiskeriforening – nu Blokhus Strand Bådlaug – rejste i begyndelse af 1956. Stenen blev oprindeligt placeret ved stranden, men pga. tilfygning blev den flyttet til Vesterhavsvej. Mindestenen gemmer på fem kæntringskatastrofer, der foregik ud for stranden og som dengang ramte Blokhus hårdt. Hvert år den første fredag i februar, lægger Bådlauget en krans ved mindestenen til ære for de fiskere og redningsfolk, som mistede livet på det barske hav.

Bunker i Blokhus, Høkervej 4

Under krigen opførte tyskerne 23 bunkers i Blokhus by. Flere af disse betonbukers kunne ikke fjernes efter krigen. I stedet blev de indlemmet i bybilledet og flere af dem eksisterer stadig, og kan ses, rundt omkring i byen, dog lettere camoufleret. I dag fremstår denne bunker hvidmalet og med en tagkonstruktion, som camouflerer de buede kanter og det kan måske være svært at forestille sig, at bygningen her blev brugt som kanongarage under krigen. Men lægger man mærke til de tre meter tykke jernbetonmure (fornemmes bedst indendøre), kan man måske fornemme denne bunkers oprindelige funktion.

Niels Jensens Hus, Støvesvej 1

(Huset er nu blevet fjernet til fordel for nyt dobbelthus)

Dette hus har været fiskeren og den berømte marinemaler Niels Jensen’s hjem (1907 – 2003). Han flyttede omkring konfirmationsalderen med sin familie til Blokhus. Han var født ind i en fiskerfamilie og derfor var det også meget naturligt for ham, at han her skulle slå sig ned som rednings-mand og kystfisker. Ægteskabet med Anna startede økonomisk hårdt med tre isvintre i træk, hvilket fik hans hustru til at se mulighederne i hans kunstneriske evner. Niels Jensen har udtalt, at malerarbejdet i begyndelsen skete lidt i det skjulte, for den slags sysler var ikke rigtig noget for en fiskerknægt. Men heldigvis holdt han ved og indså også, at selvom hans store passion var fiskeriet, så var det maleriet der siden 1938 gav familien brød på bordet. Niels Jensen anså ikke sine malerier, der var inspireret af Vesterhavet, bådene og klitterne, for noget særligt, men hans hustru Anna vidste, at han havde stort talent og opfordrede også til, at de mange billeder blev udstillet i København. Efter denne tid begyndte det at gå stærkt for Niels Jensens kunstkarriere. I 1960 udstillede han på Den Frie, hvor et af hans havbilleder blev købt som sølvbryllupsgave til Dronning Ingrid og Kong Frederik. Også atomfysikeren Niels Bohr købte et billede og straks herefter sendte Sverige, Tyskland og Holland bud efter ham. I Danmark blev kunstforeninger og kunstmuseer meget interesseret i at vise hans imponerende billeder. Det var Anna, der klarede paragrafferne, bragte billederne og hentede de få, der ikke blev solgt. En stor milepæl var det for ham, da han i 1979 i en alder af 72 år, blev udnævnt som årets kunstner i Skagen.

 

Strandingskroen – Futten – Bingen,

Strandingskroen, med Futten i baggrunden, tv. Bingen. Strandingskroens gårdsplads, set fra vest mod øst. Først i 70èrne brændte, taget på den stråtækte, nordøstlige længe, som rummer ” Futten”. Det stråtækte tag måtte erstattes fra bunden, for at stedet kunne bevare sin egenart.

 

Blokhus var i midten af 1800-tallet en travl handelsby, hvor skuder fra især Norge og Sverige anløb på den flade strand og hentede landbrugsvarer – korn og smør fortrinsvis. Disse bygninger, der i dag rummer restaurant Strandningskroen, restaurant/værtshus Futten samt Bingen, var oprindeligt Blokhus største skude-handelsgård, også kaldet den ”Den søndre gård”. Hovedbygningen (Strandningskroen) er den yngste af gårdens bygninger, opført i herregårdsstil i 1844. Her fandtes i den østlige del, en meget fin privatbolig og i den vestlige del købmands – og manufakturhandel samt kontor. Der var altid stor aktivitet på gården og mange ”udenbys” kom og solgte landbrugsprodukter især smør, som var en meget stor eksportvare i skudehandels-tiden. Bygningen, hvor Strandingskroen har til huse, var oprindeligt Blokhus’ største skudehandelsgård, og udgjorde sammen med de tilstødende bygninger et naturligt centrum i det historiske Blokhus. De oprindelige bygninger – de to længer, der i dag bl.a. huser Restaurant Futten – blev opført i 1761, og menes at være nogle af Blokhus’ ældste bygninger.

Strandingskroen opførtes i 1844 – i skudehandlens storhedstid -, og fungerede oprindeligt som stuehus, kontorbygning og manufaktur- og købmands-handel. Midt i bygningen var også dengang en stor spisestue, hvor man bespiste de tilrejsende handlende. Her har der været højt humør og glade dage, for når de tilrejsende bønder havde afsat deres varer, skulle det fejres behørigt – og med nyvunden mønt på lommen er det nok ikke gået stille for sig. Når de store skuder anløb stranden, blev spisestuen også omdannet til festlokale. Sø færden over Skagerrak og langs Jammerbugten var lang og farefuld, og mange skibe ligger i dag på bunden af den lumske bugt langs Jyllands nordvestkyst. Når skuderne nåede sikkert frem til anløb i Blokhus, var der stadig en dags arbejde før de var sikkert i land – de store både skulle trækkes på land, og det foregik med håndkraft. Derfor var det dem vel undt, når fiskere og medhjælpere omsider kunne træde ind i spisestuen og varme sig ved en kop opvarmet vin, punch eller brændevin. Disse “anløbsfester” varede ofte til den lyse morgen.  Midt i bygningen var der en stor spisestue til bespisning af de mange besøgende og 45 kuverter var ikke unormalt. Denne spisestue er stadig i dag en del af restaurant Strandingskroen. Den østlige længe (Futten) opført i 1761 betegnes sammen med Bingen, Den vestre længe, der også er opført i dette år, som to af Blokhus ældste bygninger. Den østlige længe fungerede som gårdens stuehus til skudehandler-familierne. I dag rummer bygningen Blokhus’ ældste eksisterende værtshus. Den vestre længe (Bingen) rummede i skudehandelstiden havreloft. I underetagen opbevarede man brændevin, akvavit, sirup, petroleum, tran, fernis m.m. ”Bingen” var betegnelsen på det rum, hvor varerne blev bearbejdet og lagret inden udskibning. I denne bygning opbevarede man også flæsk, huder og skind saltet i to store kar. Der var også et redskabsrum, hønsehus og huggehus med brænde og tørv. I Bingen var der i mange år kunsthåndværk, håndarbejde og lejlighedsvis arbejdende værksted. Denne store gård var centrum for stor aktivitet i Blokhus i form af skudehandel og købmandsgård, men i 1862 kom en ny næringslov, som gav mulighed for at alle kunne drive købmandshandel. Dermed var monopolet slut og de gyldne tider for skudehandlen var ved at rinde ud. Nu behøvede man ikke længere at drage til Blokhus for at handle. Da der ikke længere var fremtid i at drive skudehandel blev ”Den søndre gård” ombygget til Klitgaards Badehotel og videresolgt i 1917.

 

Fiskebondehjem fra 1785, Ribergaardsvej 7a

Dette fiskebondehjem er et af Blokhus’ ældste huse og samtidig en autentisk model for, hvordan fiskebønderne levede i Blokhus omkring 1700-tallet. Fiskebondehuse var som regel altid eenlængede og placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. I disse huse var der dyrestald og lade i den ene ende og køkken samt opholds- og soverum i eet i den anden ende. Og inden man begyndte at opvarme og bygge skorstene på husene, ”flyttede” beboerne oftest ud til dyrene for at holde varmen i vinterperioden. Husene var oftest forsynet med lerstampet gulv, og skulle det være rigtig flot var der norsk bræddegulv i storstuen. For at spare på det dyre gulv, blev der ikke lagt gulv under slagbænken og sengekasserne. Derimod lagde man lyngtørv i to lag på ler gulvet med halm over. Dette var ikke bare en effektiv isoleringsform, men samtidig et perfekt sted for mus og andre smådyr. Husets forhenværende identitet er dog ikke til at tage fejl af. Fiskebondehuse var som regel enlængede bindingsværkshuse placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. Dette fiskebonde-hjem har højst sandsynligt haft lade og dyrestald i den ene ende af længen, mens den anden ende indeholdt køkken samt opholds- og soverum. Huset er privat ejet.

Forfatteren Thomas Olesen Løkken

Adresse: På nordsiden af Aalborgvej

(i skovkanten mellem Hune og Blokhus).

 

I bybilledet af 30’ernes Blokhus hører digteren og forfatteren Thomas Olesen Løkken (1877 – 1955), hvis mest kendte romaner fra hans forfatterskab er bøgerne om Klavs Bjerg og Bodil. Thomas Olesen Løkken var en festlig fyr, som man ofte mødte som midtpunkt i en klynge letpåklædte badegæster, selv iført mørk habit og sort, bredskygget kunstnerhat.

I 1932 købte Thomas Olesen Løkken den tidligere Herredsfoged-bolig beliggende på strandvejen. Herredsfogedboligen i Blokhus, en historisk bygning, der blev op-ført i 1842. Bygningen blev oprindeligt brugt som bolig for Herredsfogeden, der var en embedsmand, der havde ansvaret for at opretholde lov og orden i et herred. Det var efter at Thomas Olesen Løkken havde lagt sin tidligere tilværelse som bl.a. cykelsmed, elektriker og opfinder bag sig. Han ville han nu her drive ferie – og badepensionat om sommeren og skrive romaner, noveller og digte om vinteren. Kunstnervenner fra hele landet blev hans første gæster, og kunne de ikke betale for deres ophold, blev de enige om at afregne ved, at male billeder til pensionatet eller dekorere dets paneler og vægge.

Lien i Pirupshvarre

Naturområdet for enden af Pirupshvarrevej

Lien er en gammel smuk og imponerende kystskrænt, som i dag kan ses flere steder langs Jammerbugten, bl.a. ved Svinkløv og Slettestrand syd for Blokhus. Den var kystlinie for 4000 år siden, da der skete en landhævning og kystlinien herved rykkede langsomt 500 m. mod vest og dannede et fladt land, som blev kaldt en slette. Samtidig dannede havet en 21 km. lang bred strand, hvis ry som enestående badestrand har bredt sig langt ud over landets grænser. En hvarre er et lille stykke fladt land, som var ryddet for sand og hvor man kunne dyrke landbrugs-produkter.

Maleren Axel P. Jensen, 1885-1973, oftest omtalt som “Axel P”, erhvervede i 1915 et stykke jord på Lien i Pirupshvarre. Samme år byggede han hus der, og boede siden her hver sommer. I 1929 blev et atelier bygget til. Lien var hans udgangspunkt i den vendsysselske natur, som han følte sig stærkt knyttet til og som han skildrede i utallige malerier.

I 1916 var Axel P blevet gift med Anne Katrine Rendbæk fra Vestrupgaard ved Saltum, og de kom til at følges ad gennem et langt liv indtil hun døde i 1959.

Forfatteren Ole Wivel skildrer i sin bog om Axel P, “Maleren og han Motiv”, Lien således:

“Går man på stranden, som her synes bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klint, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og der, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man ser i syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.”

Axel P havde i 1920’erne og 1930’erne flere udsmyknings-opgaver. Bl.a. i foyeren i Statsradiofonien ved Kgs. Nytorv, den nuværende Ny Scene på det Kgl. Teater. Men især arbejde han en del for det danske postvæsen. Han udsmykkede hovedpost-kontoret i Århus, posthuset i Skive, malede generaldirektør Mondrup og i perioden 1924-30 tegnede han en række danske frimærker.

Generaldirektøren kendte han i øvrigt fra Pirupshvarre. Han havde sommerhuset Rylereden, et af de første sommerhuse mellem Pirupshvarre og Saltum Strand. Ligesom Pirup, der i dag hedder Pirupshvarre (området hvor kystskrænten ses meget tydeligt) hed Blokhus før 1600-tallet Hune Hvarre. Herfra dyrkede Hune bønder lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede man i lette sejlbåde – sandskuder, til Norge, hvor man byttede sine vare med tømmer (På denne tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer). Da man havde brug for oplagring af varerne til Norge, byggede man et par huse af tømmer-stammerne, også kaldet Blokhuse. I begyndelsen af 1600-tallet fik Blokhus heraf sit navn.

Vraget af ”De tre Venner”, 1882

På stranden mellem sti 33 og Ovesensvej

I sejlskibenes tid har Jammerbugten altid været frygtet som et farligt farvand med stærk strøm og lumske revler, hvilket også gav bugten sit navn. Blokhus strand har været udsat for et utal af strandinger og i perioder har stranden været oversået med skibsvrag. I sandet på stranden nord for Pirupshvarre-bækken skjuler der sig et vrag af den norske bark ”De tre Venner”. Af og til kommer vraget frem, når strøm og vindforhold tillader det. ”De 3 Venner/Trende Venner” blev i 1807 kapret af briterne og 1809 atter frigivet. Skibet blev 1844 ombygget, 1854 for tømret og 1862 repareret og var fra 1870 hjemmehørende i Christiania og havde fra 1877 J. Petersen som skipper.

Skibet var på vej fra Christiania til Dieppe med trælast, da det i hårdt vejr 7. januar 1882 ved 15-tiden ind strandede (eller land-sattes) ved Blokhus og huggede sig over 3. revle, hvorefter det med strømmen drev nordover til Pirupshvarre. Der huggede den sig med kappede master også over revlen og satte sig på inderste revle. Forsøg på redning med raketapparat og redningsbåd måtte ved mørkets frembrud afbrydes, men lidt efter kl. 20, da månen begyndte at lyse, satte redningsbåden atter fra land og reddede ved 22.30-tiden den 8 mand besætning i land. De havde fast-surret sig til en af masterne for ikke at blive skyllet overbord.

Redningsmænd fra Blokhus redningsstation var rykket ud med redningsraketter, som kunne skyde en trosse ud til skibet for at fastgøre en redningsstol. Da det mislykkedes flere gange, måtte man ro ud over den voldsomme brænding med den tunge redningsbåd for at nå skibet. To gange mislykkedes denne umenneskelige anstrengelse og med tøjet fastfrosset til kroppen roede man tilbage for at blive ”tøet op”. Tredje gang lykkedes det endelig at nå skibet og dermed redde de otte søfolk efter syv timer dramatisk, men vellykket redningsaktion.

Skipperen aflagde i aviserne sin hjerteligste tak for redningen.

 

Jens otto Madsen – januar 2024

 

 

Familien Priebes historie

En virkelig beretning om tiden i Skallerup lejren.

Fortalt af fru Gisela Seagraves.

“Min bedstemor på 59 år, min mor på 34 år og vi tre piger, Ingrid på 8 år, Ursula på 6 år, og jeg selv på 4 år. Vi flygtede alle med bagagen på en hestevogn fra vores hjem i Königberg til Pregel-floden og videre med en åben kulbåd til Pillau. Her overnattede vi i entréen til et huskompleks. Derfra fragtede et krigsskib os til Danzig, hvor vi overnattede på gulvet i et stort pakhus. Herfra kørte vi med jernbane på en åben kreaturvogn til Gotenhafen, hvor vi overnattede i en sønderbombet skole.

Vores bedstemor led af kræft. Hun forstod ikke strabadserne og døde i Pillau den 4. marts 1945. Hun blev begravet den dag, hvor vi skulle rejse videre.

Anbragt i bunden af skibet “Postdam”, sejlede vi over Østersøen og blev efter 3-4 dages sejlads sat i land i København. Vi kørte videre med tog til Kolding, her blev vi anbragt i en tysk baraklejr. Da denne lejr blev nedlagt, blev vi ført videre med tog til flygtningelejreren i Skallerup Klit. Vi boede i barak nr. 66. En af dem der lå nærmest Nordsøen, og vi kunne høre brændingen.

I Skallerup oplevede vi den koldeste vinter nogensinde. Vi boede i en hytte med kun ydervægge. Midt i lokalet stod en kakkelovn, hvori vi fyrede med tørv. Ved siden af vores hytte var der klitter. Kvinderne måtte grave rødder og krat op for at kunne holde varmen nogenlunde. Vi børn tilbragte masser af tid i sengen indhyllet i tæpper og overtøj. Når vejret tillod det, brugte vi om vinteren, vores taburetter som slæder. Vi vendte dem med siddefladen nedad og satte os mellem de fire ben, og så gled vi

ned ad klitterne.

Skolegangen var virkelig primitiv. Der var ikke adgang til mange skolebøger. Lærerne havde heller ikke ret mange bøger, men måtte have det meste af stoffet i hovedet. Alt skrev vi ned i små kladdehæfter. De var lavet af gulligt toiletpapir og syet sammen med omslag fra gamle hæfter eller sækkelærred fra tangmadrasserne som vi skar op. Vi lavede også poesibøger af samme slags materiale. Mor lavede skoletasker og bogomslag til os af sækkelærredet. Vi havde også en sangbog med tyske sange udgivet af den danske flygtningeadministration, samt Det Nye Testamente på tysk, som Baptistkirken i USA havde sendt os. Vi havde ikke legetøj, men vi blev helt gode til selv at opfinde spil, og vi lavede selv spillepladerne.

Min mor arbejdede i køkkenet som mange af de andre kvinder, og det skete af og til, at hun havde lidt ekstra mad til os, f.eks. et par gulerødder eller nogle få kartofler. Hun havde bragt et elektrisk strygejern med fra vores hjem, og da sygeplejerskerne gerne ville have nystrøgne uniformer, fik de lov til at låne strygejernet. Som tak gav de mor ekstra rationer af de månedlige hygiejnebind. Disse havde en strikket kant, som mor kunne trævle op og så bruge garnet til at strikke undertøj til os. Strikkepindene blev lavet af gamle cykel-egern.

 

Barakken havde ikke noget baderum. For os føltes det som en hel vandretur til toiletbygningen, hvor der var adskillige kabiner med et par brædder som toiletsæde. Der var også en badestue med to brusekabiner, hvor vi et par gange om ugen kunne få et koldt brusebad.

Generelt sagt var maden i lejren ækel og meget ensformig, men vi sultede ikke. Der var en eller anden slags suppe hver dag, og jeg kan stadig huske lugten af ærtesuppen. Maden hentede vi i centralkøkkenet om formiddagen, og så spiste vi samlet i vores barak. Vi savnede mange ting, især frugt, bolsjer, æg og mælk, men vi kunne få så meget æble-te, som vi ønskede.

Min far Bruno havde været tysk soldat i Rusland, og der var han i krigsfangelejr. Min mor havde ingen steder at tage hen og ønskede ikke at være til byrde for nogen. Vi længtes efter at vende tilbage til vores hjemby i Østpreussen, men det var ikke muligt, så vi blev i Danmark, indtil lejrene blev nedlagt. Da flygtningelejren i Skallerup Klit blev nedlagt i efteråret 1947, blev vi transporteret til Ry, hvor vi var indtil også denne flygtningelejr blev nedlagt i marts 1948. Derefter blev vi ført til Grove. Efter lejren i Grove var blevet lukket, opholdt vi os i godt to uger i Oksbøl, og så blev vi bragt til Tyskland med tog. Min far blev i 1949 genforenet med familien ved hjælp af Røde Kors. Baptistkirken, som vi tilhørte, hjalp os med at blive bosat igen i en lille by ved navn Tuttlingen. I 1960 forlod alle os piger Tyskland. Jeg rejste til USA, mens Ursula og Ingrid rejste til England, hvor de var i et år, og så kom de også til USA. Vores forældre forblev i Tyskland. Vores far døde i 1985, og så flyttede min mor til USA, hvor hun boede hos Ursula, indtil hun døde i 1993.”

Familien Priebe har været så venlig at tilsende os en del effekter, som stammer fra deres ophold i flygtningelejrene. Det drejer sig bl.a. om: Det Nye Testamente på tysk, sangbogen med tyske sange, skoleudtalelser, vaccinationskort, en poesibog, en lille sangbog med omslag af sækkelærred, et blad fra et skrivehæfte, kopi af kort fra faderen, mens han sad i fangelejr, et hæfte med strikkeopskirfter og mønstre. Vi er meget taknemlige for disse ting.

Den kvindelige del af familien flygtede i begyndelsen af 1945 fra Königsberg (nu Kaliningrad). Efter en dramatisk flugt fra hjemme og med skib via Østersøen, ankom familien til en lejr i Kolding. Da denne lejr blev nedlagt i efteråret 1946, blev familien med tog overført til Skallerup-lejren.

Skallerup lejren blev nedlagt i oktober 1947, og familien blev med tog fra Sønderlev Station ført til Ry-lejren og senere til grove-lejren og sluttede deres flygtningeophold med to uger i Oksbøl-lejren.

 

 

Walter Guths historie

 

 

Walter Guth blev født 1932 i Macharen i det daværende tyske Østpreussen nu polsk område. Han flygtede i slutningen af januar

 

1945 som 13-årig i hestevogn sammen med sin mor Marie, moster Frieda og lillebror Heinrich. Efter en forfærdelig flugt under en iskold vinter drog familien nordpå mod havet. Efter flere strabadser kom familien i Gotenhafen om bord på et totalt overfyldt skib (Prinz Eugen) mod Danmark. Skibet ankrede op i frihavnen i København i påsken 1945.

Derfra blev familien sendt til Lønstrup, hvor de kort opholdt sig i et hus sammen med en anden flygtningefamilie. Den anden flygtningefamilies tre mindste børn døde her.

Familien Guth blev omkring kapitulationstidspunktet sammen med ca. 100 andre flygtninge overført til en lille lejr nord for Snevre ved Gammeljord i Vendsyssel. En kombineret militær- og flygtningelejr.

I oktober 1946 flyttede familien til den nyopførte Skallerup-lejr. Walter blev i øvrigt konfirmeret i lejren.

I juni 1947 returnerede familien via bælterne til den russiske zone (senere DDR). Her blev de genforenet med faderen, Albert, der havde deltaget i kampene mod russerne.

 

 

Af Jens J. Sørensen

Vi havde en skolelærer i Børglum, han kunne ikke fordrage børn, hvorfor blev han så lærer, som jo har med børn at gøre? Han var dygtig men forstod ikke at lære fra sig, han mente det skulle bankes ind i hovedet på dem. Forliges med folk kunne han heller ikke.
Jeg gik i klasse med en dreng som var syg og han døde da også, ham bankede han også selv om han vidste han var syg, men det blev han også meldt for, og kom i retten.
Kriminalpolitiet var oppe og tale med mig, jeg husker han sagde til mig at læren havde sagt at han aldrig havde slået drengen, jeg sagde at passede ikke for det havde han og han svarede det tænkte jeg sgu nok, de kendte ham, Politiet kunne han heller ikke forliges med.
Vi som havde gået i klasse med drengen blev kaldt i retten som vidner og mens vi sat og ventede kom læreren og hans kone og gik ind i retssalen, jeg tror det varede et kvarter så kom de ud igen og gik, jeg tænkte hvad er det for noget varer det ikke længere, men så kom de andre ud sammen med sagføreren det var Kjeld Jacobi, og det hele var forbi. Der var sket det at læreren havde sagt at han ikke havde slået drengen ihjel og så sagde Jacobi det er heller ingen der siger, men du kan ikke nægte at du har slået på en dødssyg dreng. Læreren sprang op og tog stolen han havde siddet på og hamrede den ned i gulvet og så gik han, og så var det forbi. Han var nok klar over at han havde tabt sagen og hvad med os der sad derud, hvad kunne vi ikke fortælle, det ville han nok helst undgå og få rodet op i.
Sagføreren fortalte så at en dag ham og skoleinspektøren (Han hed Præstholm) kom gående på gaden i Hjørring og talte om den sag de skulle i gang med, lige med et siger Præstholm, jamen der har vi jo manden, da kom læreren gående imod dem, de hilste på ham, og så siger Præstholm til ham at han syntes han skulle søge et andet embede – Han blev så hidsig at han vendte om på hælen og gik, Præstholm sagde ingenting men rystede på hovedet.
Avisen det var Vendsyssel Tidende og den kom med toget til Vrå, hvor posten fra Børglum så hentede den når han skulle ned efter post, og så holdt posthuset åbent et stykke tid så folk der boede på landet kunne hente avisen ellers fik de den først dagen efter. Det var mest børnene der hentede den, de skiftedes til det og tog så avisen med til de andre på egnen. De sagde at læreren fik den ide at han kunne sætte sig henne på posthuset og sidde og holde øje med børnene når de hentede avisen, men det blev for meget for postmesteren så han jog ham ud.
En gårdmand fortalte at han havde en hyrdedreng og hans arbejde var bl.a. at flytte nogle får, men opdagede at de ikke blev flyttet, så gik han til drengen og sagde hvorfor fårene ikke blev flyttet, og så måtte drengen gå til bekendelse og sagde at læreren havde banket ham så han var øm i hele kroppen og kunne ikke trække tøjr pælen op af jorden.
Vi kom til at bo nabo med en som kom sammen med læreren ham besøgte jeg en gang imellem han var gammel og boede alene så ham holdt vi lidt øje med, han fortale når jeg var inde hos ham om gamle dage og læreren blev også nævnt, men jeg sagde aldrig noget, men så en dag sagde han, jeg ved ikke rigtig det var en underlig døwl ham, nå var det sagde jeg, ja sagde han vi vidste aldrig hvor vi havde ham, så selv dem der skulle være hans venner stolede ikke på ham.
De første børn som han underviste var efterhånden blevet voksne og gift og havde børn der skulle til at gå i skole, så det var nok på tide han flyttede ellers kunne det nok ske at han kunne få et par øretæver selv, det fik han forresten også men ikke af en der havde gået i skole i Børglum men det var hans søn det gik ud over. Om vinteren når der var sne og vi rendte ind i gangen blev der jo vådt og vi kom jo i gummistøvler eller træsko, så havde vi nogle fut sko at tage på for ikke at få våde fødder, sådan en sko lå midt på gangen da drengen kom om morgenen, og den sparkede han til, og læreren kom lige i det samme og for hen og gav ham en på siden af hovedet, drengens far var på mejeriet med deres mælk og drengen rendte så derhen og klagede, faderen kom og sagde til læreren hvad har min dreng forset sig med i dag, og så fik han en. Vi så ham vist ikke i 3 uger.
Da han flyttede fra Børglum og var ved at læsse flyttebilen, flagede købmanden på halv og da de kørte ud af byen, stod han parat og hejsede flaget på hel. Til gengæld havde vi en god og rar førstelærer.

2017 Jens J. Sørensen

 

 

 

 

Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen.

Carl Scharnberg som jeg så ham.

Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.

Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden.

Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr. og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved).

Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig.

Forskolen var bygget sammen med Scharnbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten, blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på.

” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse.

Den dag står lysende klar for mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

januar 2017
Helle Jacobsen

 

Gennem mange år havde Vrensted Ungdomsforening et godt samarbejde med Vraa Højskole.

En gang om året kom højskolen med dens elever på besøg i Vrensted.

Det startede med gudstjeneste i Vrensted Kirke hvorefter elever og lærere blev delt ud til forskellige Vrensted familier, hvor de så blev budt på eftermiddagskaffe og aftensmad. Efter aftensmaden mødtes man så i Vrensted Forsamlingshus til hyggeligt samvær og forskellig underholdning. Nogle rigtig hyggelige besøg som man så frem til i Vrensted og i Ungdomsforeningen.

=================================================

 

Der gik en stærk folkelige og kirkelige vækkelse over Vendsyssel i 1860’erne og 1870’erne, hvilket affødte et ønske om en grundtvigsk højskole. Der blev gjort flere mislykkede forsøg. Befolkningen var fattig og de kredse, en højskole skulle støtte sig til, var små og spredte, og den person, der kunne løfte opgaven, savnedes.

Den unge højskolelærer Jørgen Terkelsen og hans hustru Kristine (Kirsten) havde imidlertid vovemod til på eget ansvar at rejse den første grundtvigske højskole i landsbyen Stenum ved Brønderslev.

Jørgen Terkelsens kone Kristine (Kirsten) var fra Stenum, de havde mødt hinanden på Kr. Kolds Højskole.

Hun var bindeleddet mellem Terkelsen og Vendsyssel, og årsagen til at Stenum blev stedet, hvor højskolen blev placeret.

I efteråret 1872 blev Stenum Højskole indviet og begyndte sin virksomhed med 21. elever.

Terkelsen kom ind i den politiske frihedskamp i 1870’erne og 1880’erne, hvilket gav anledning til, at skolen mistede sin statsstøtte.

Men sympatien for højskolen bredte sig i Vendsyssel, selv i de kredse, der ikke hyldede den grundtvigske retning. Efterhånden gled Stenum Højskole ind i vendelboernes bevidsthed som et arnested for sund og god oplysning.

Skolen blev et centrum for store grundtvigske møder, der samlede deltagere fra alle Danmarks egne.

Disse forhold gav anledning til, at der rejste sig et ønske om at få skolen flyttet. Dette skete i 1890, da skolen flyttedes til Vraa st. Vendelboerne indsamlede 10.000 kr., som de skænkede Terkelsen til brug ved flytningen.

 

 

 

 

Fot.: Kirsten og Jens Terkelsen. Stenum Højskole i 1880’erne

Kilde: D.U. (1927) + lokalaviser. Redigeret. 1300-1301

Vraa Højskoles Historie

klik på billeder for at forstørre

Ved tidligere forstander Eigil Nielsen

 

Jørgen og Kirstine Terkelsen
Stenum.
Vrå Højskole hed i begyndelsen Stenum Højskole. Stenum er en lille landsby 7 km sydvest for Vrå. Her begyndte hele eventyret i 1872, hvor Kirstine og Jørgen Terkelsen rejste den første grundtvigske højskole i Vendsyssel. De havde mødt hinanden på Fyn, hvor de begge var elever hos Chresten Kold. Dette møde havde hos begge sat sig så dybe personlige spor, at deres livsgerning var afstukket i folkeoplysningens tjeneste. Højskolen fik sin placering på Kirstines fødegård i Stenum og blev indviet 2. november 1872.

Jørgen Terkelsen og lærere og familie

“Lys over Land – det er det vi vil”, sagde Terkelsen i sin velkomsttale.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og dermed i sin begyndelse en udpræget egnskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
Højskolen fik hurtig god tilslutning af elever fra hele Vendsyssel. I 1870’erne havde man fået den jyske længdebane ført igennem fra Aalborg til Frederikshavn med station i Brønderslev og Vrå. Hurtigt rejste tanken sig om – i takt med at skolen voksede – at flytte højskolen nærmere til jernbanen.
Estrup-styret
Terkelsen var også aktiv i det politiske arbejde, hvilket specielt kom til udtryk i hans modstand mod den siddende Højreregering med Estrup i spidsen. I 1880’erne lykkedes det ikke Estrup at få et flertal for landets finanslove, hvilket fik ham til at udstede provisoriske love, hvad der var i klar strid med rigets grundlov, hvor der står, at der ikke kan udskrives skat medmindre, der er vedtaget en finanslov. Som en protest mod de retsløse tilstande nægtede Terkelsen følgelig sammen med andre højskolefolk at betale skat. Statsmagtens svar var at fratage de rebelske højskoler deres statstilskud med forventningen om, at de følgelig ville lukke. Regeringen gjorde regning uden vært. Dette indgreb fik blot vendelboerne til at slutte endnu mere op om deres højskole og dannede således i 1888 elevforeningen, som i begyndelsen ydede en væsentlig økonomisk støtte til højskolens virke.
Protesten mod Estrup-styret fik sin kulmination i 1886 under det årlige Store Brønderslev Marked, hvor gendarmerne blev hidkaldt, og der udviklede sig et gevaldigt slagsmål. Efterfølgende blev Terkelsen anholdt og blev beskyldt for at være en af hovedmændene bag at opildne til modstand. Tiltalen måtte dog frafaldes. Kort tid efter fjernede Estrup-styret højskolen fra deres sorte liste, og højskolen fik sin statsstøtte igen.
Vrå

Vraa Station

I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til stationsbyen Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen.
Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring. Gratis selvfølgelig! Højskolen var en livsnødvendig sag for de involverede og handlede om langt mere end ussel mammon. Det stramme byggeri har fra sin start givet højskolen en særlig intimitet og nærhed og har arkitektonisk gjort det muligt at føle den naturlige genkendelighed og hjemmelighed, der er nødvendig i et kostskolemiljø.
Folkelighed og faglighed
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne, respekterende arbejdet i landbruget.
Undervisningen i højskolen har altid bygget på en vekselvirkning mellem folkelighed og faglighed. Man er til alle tider kommet på højskole for at dygtiggøre sig, men højskolerne har aldrig af den grund fået fagskolernes præg.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag.
Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!

Vraa Højskole og Valgmenighedskirke

Det kendte spøgelse
Mange kendte folk har haft deres virke på højskolen. Digteren, forfatteren og præsten Jakob Knudsen havde et særligt forhold til Vrå Højskole. Han boede her altid på sine foredragsturneer i landsdelen. Efter hans skilsmisse havde han stadig her – som et af ganske få steder – et fristed, som betød meget for ham. Det er ikke kun over landsdelen, at himlen er høj!
Der går hårdnakkede rygter om, at han var så glad for stedet, at han går igen her. Mange påstår at have mødt en ældre venlig mand her ved nattetide!
Jens Bertelsen og Møller Nørgård
I 1904 gik Terkelsen på pension og overlod roret til sine to svigersønner. Jens Bertelsen var forstander samtidig med, at han var præst i den nyopførte Valgmenighedskirke øst for højskolen. Den anden svigersøn Møller Nørgaard stod for det tilknyttede landbrug til højskolen og var en betydende skikkelse inden for det landbrugsfaglige i landsdelen. På højskolen havde det landbrugsfaglige naturligt en central placering i højskolens første mange år. Det var således muligt bl.a. at uddanne sig til kontrolassistent i forbindelse med højskoleopholdet.
Forstanderparret Astrid Møller Nørgaard

Astrid og Jens Møller Nørgaard

Wall Street-krakket og andelsbeviser
Den økonomiske krise i 30’erne affødt af Wall Street-krakket i 1929 fik også sin indflydelse på højskolen med færre elever. Vinteren 1933-34 var der således ingen elever, og der var alvorlige overvejelser om at bruge højskolen til andet formål. Denne udfordring fik tidligere elever til at træde i karakter. Ved en storstilet indsamling lykkedes det at sælge såkaldte andelsbeviser med en værdi på 10-, 25-, 50- eller 100 kr. til 1500 personer! Det gjorde det muligt at købe højskolen, som indtil da havde været privatejet. I nutidsværdi indsamlede man under den store landbrugskrise et beløb, der svarer til ca. 8 millioner kr.
Arne Brandt Pedersen
Kredsen bag højskolen valgte at ansætte Arne Brandt Pedersen, der kom fra en stilling på Rødding Højskole. Brandt fortsatte skolens linie, men føjede også et meget vigtigt element til gennem sin kunstinteresse. I 1942 fik han i forbindelse med de traditionelle efterårsmøder maleren Svend Engelund fra Vrå til at lave en udstilling i højskolens opholdsstue. Det blev en stor succes, og kredsen udvidedes hurtigt og udstillingen blev flyttet til højskolens gymnastiksal med udstilling i august måned.

forstander Arne Brandt Pedersen og kunsten samarbejdet med Broby Johansen

Fra 1955 blev det muligt at have kurser af kortere varighed på 2 uger. Det blev begyndelsen på et årelangt samarbejde med Broby Johansen, der holdt sine berømte kunstkurser her frem til sin død i 1986. Her samlede han i tusindvis af kursister.
Vrå-Udstillingen og Broby Johansens kunstkurser har på afgørende vis været med til at gøre højskolen kendt over det ganske land og dermed også afgørende for den centrale placering, de kunstneriske og musiske fag stadig har her.
I 1971 byggedes i samarbejde med Vrå-kunstnerne Kunstsalen tegnet af et af medlemmerne, arkitekten Knud Friis. Det gav Vrå-Udstillingen et vældigt løft, at man nu både havde gymnastiksalen og den nye store flotte Kunstsal til rådighed.
I en lang årrække fra begyndelsen af 50’erne og indtil 1968 var der udover de almindelige højskolefag også en præparandklasse tilknyttet højskolen som en forberedelse til optagelse på et lærerseminarium.

De nye elevboliger Udgaard, Midgaard og Asgaard

Birthe og Frederik Christensen.
I 1967 ansattes Birthe og Frederik Christensen som forstanderpar. De havde tidligere undervist i Vallekilde og Viborg. I takt med den almindelige strukturomlægning i samfundet, hvor vi var gået fra landbrugssamfundet til industrisamfundet, var det også nødvendigt at foretage et skifte i undervisningstilbuddene for fortsat at være et aktiv i tiden. Det har altid været højskolens udfordring at placere sig i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse ved at tilbyde tidssvarende undervisning på et historisk værdigrundlag.

Forstanderparret Birthe og Frederik Christenssn

Kunsthøjskole og prøveforberedende fag.
Inspireret af Vrå-Udstillingen og Broby-kurserne fik de kunstneriske fag en særlig placering. Det betød samtidig, at højskolen også ændrede status fra en egns skole til en landsdækkende højskole. En udvikling der også kendetegnede landets øvrige højskoler, men i Vrå er det altid lykkedes fortsat at være en naturlig og vigtig del af lokalsamfundet i form af et åbent kultursted for alle. Et arbejde der fortsat udvikles og prioriteres meget højt. I en årrække tilbød højskolen et særligt liniefag i prøveforberedende fag til HF i form af dansk, engelsk, tysk og matematik, hvor elever med en kortere uddannelse bag sig kunne opkvalificere sig. Ved siden af havde de højskolens almindelige fag.
I 1979 indførte højskolen egentlige linjefag i kunst, musik, tekstil og samfundsfag. Denne vifte er i naturlig takt blevet udvidet og ændret med rytmisk musik, fotografi, moderne dans og kunsthåndværk i form af smedje og smykkeværksted.
Eva og Eigil Nielsen
Denne faglige vifte blev fastholdt under forstanderparret Eva og Eigil Nielsen fra 1984 – 2004. I denne periode skete der en stor udvikling af tilbuddene inden for de korte kurser på 1- og 2 uger. En kursusvirksomhed, der fik større og større betydning for højskolen. I en årrække var højskolen også det daværende Løkken – Vrå kommunes integrationstilbud til de flygtninge, der i disse år kom til lokalområdet. De boede og blev undervist her på skolen i nogle måneder og fik på den måde en vigtig og god begyndelse i det danske samfund.

Kunstbygningen og Engelundsamlingen
I 1992 i forbindelse med Vrå-udstillingen kunne man samtidig indvie Kunstbygningen – Engelundsamlingen. Grundstammen var en stor donation af malerier fra Vrå-udstillingens nestor Svend Engelund. Med denne bygning, som senere er blevet udvidet til dobbelt størrelse, er det nu muligt at vise Vrå-kunstnerne hele året. Samtidig med, at man har unikke udstillings faciliteter til Vrå-udstillingen i august måned.
Ved indvielsen i 1992 modtog man 1 million kroner i tilskud fra den daværende Kulturfond under Kulturministeriet. I sin indvielses tale sagde Niels Højlund, at beløbet var givet som en gave og tak for det enestående samarbejde, der havde været mellem højskolen og Vrå-udstillingen. En tak for, at det på fornemste vis var muligt at forene det faglige og folkelige!

Højskolen og Kunstbygningen

Kasper Graarup
Fra 2004 til 2006 var Kasper Graarup forstander. Han udviklede de korte malerkurser og fik ideen til at der var argentinsk tangofestival på sommerkurserne.

Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen
Med forstanderparret Pia Schnoor Ottzen og Søren Ottzen, der begyndte deres virke 2007, var det nødvendigt at revurdere højskolens placering i det omtalte spændingsfelt mellem tradition og fornyelse. Man har fastholdt undervisningen i Fotografi, Kunst og Musik og har genindført Fashion & Design som linjefag. Fag som Medier, Forfatter og Projektmager er nye, men ligger i tråd med det kreative image, skolen har. Som et spejl af verden er Dansk som 2. sprog blevet en fast og stor del af skolens tilbud. Højskolen er i de seneste år blevet en international skole med danske rødder.

pia-søren-hovedbygning
Renovering og fornyelse
Med de mange elever følger også bedre tider. Værelsesbygningerne Asgård, Midgård og Udgård måtte erstattes af to nye tidssvarende bygninger, og højskolen er i det hele taget kommet godt med ind i det 21. århundrede.
Højskolen er også blevet samlingssted for lokale konferencer, møder og fester.

Første spadestik, Indvielse, Pegasus, Cassiopeia, Phønix g Orion

Højskolens Venner
Lokalsamfundet er stadig meget aktivt omkring højskolen, hvilket bl.a. ses i form af foreningen Højskolens Venner, som dels virker som ambassadører for skolen og også har formået at give økonomisk tilskud til fornyelse af undervisningsmidler og til forbedring af elevernes ophold. Højskolesangbøgerne er centrale, æblelunden ved de nye værelsesbygninger er med til at forskønne området, ligesom cykler og dejlige møbler er med til at højne kvaliteten af både korte kurser og lange forløb.
Således er højskolen fortsat i bevægelse mellem tradition og fornyelse. Stadig i forandring, men også den samme gennem sin folkelighed og faglighed!

 

“Lys over land – det er det vi vil!”