Spredte erindringer

fra

I N G S T R U P   S Ø

Mellem Ingstrup og Vrensted

i Vendsyssel

En fortælling fra 1986 af Hans Jægerum

Hermed en skildring af et stykke særpræget natur, som var et helt eldorado for alle arter af svømme- og vadefugle, en lille idyllisk plet for jægere og naturelskere.

Vi kommer til at skrue tiden en 40-50 år tilbage for på den måde at drage de ting frem, der var med til at give Ingstrup sø dens ry for sin rige fauna.

Søen var beliggende i den østlige ende af Ingstrup Sogn med de store åbne strækninger og med udsigt til ikke mindre end syv kirker: Løkken, Børglum, Vrensted, Thise, Alstrup, Hjermitslev samt Ingstrup.

I efterårs- og vinter-månederne nåede den med oversvømmede arealer til Vrenstedvej i nord og til Hjermitslev-Brønderslevvejen i syd, i vest helt op til Ingstrup station. Søens størrelse kunne således variere fra ca. loo tdl. i sommermånederne til ca. 500 tdl. i efterårs- og vintermånederne. Det kan illustreres ved, at 34 forskellige lodsejere havde 156 tdl. eng eller vådområder, hvor der kunne drives jagt på de mange forskellige vade- og svømmefugle, der slog sig ned her på træk.

Selve søen havde ved udtørringen 470 tdl. og med i afvandingen var 910 tdl. En af de landinspektører, som var med i projektet, skrev i 1953 følgende linier:

“Det kan ved dette indgreb i naturen ikke undgåes, at man kommer til at træe nogle o ver tæerne, som måske ved overvejelser var nået til et andet resultat, f.eks. om søen overhovedet burde have været afvandet. Vi har fået mange bebrejdelser, fordi vi har været med til at ødelægge et stykke så særpræget natur” –

Selvfølgelig vil man altid mindes forårstiden, hvor man skulle se efter hele tiden for ikke at trade på en fuglerede eller havne i et mudderhul. Også sommeren med de mange fiskearter og efterårstiden, hvor de store stæreflokke pludselig kunne gøre luften helt sort. Vildænderne havde især deres trækrute her i de sene efterårsmåneder. På enkelte dage med ruskregn og blæst kom de som en stadig strøm mod syd, altid var der liv her.

Vi vil nu gøre en vandring ved søen året rundt og begynde med Januar:

Januar skulle man tro var en stille tid i søen, men det var ikke tilfældet. Det var måske endda den tid, hvor de største dramatiske begivenheder fandt sted. Som de fleste nok er bekendt med, var der fra gammel tid visse stridigheder mellen Ingstrup og Vrensted-boerne om retten til jagt, fiskeri, hø og rørtag. Vrenstedboerne mente, at der var et stykke ingenmandsland derude. Men det ebbede senere og mere ud, og der var i hvert fald ingen diskussion om, hvor skellet skulle være ved udtørringen. Vi skylder i hvert fald dem fra Vrensted en tak, fordi de altid blev ved at kalde søen for Ingstrup sø.

Far var i sine unge dage udsat for megen chikane, og måske havde det noget med Jagten at gøre. Han ville jo på det tidspunkt, omkring 1900-1920, helst være ene om jagten fra Nybæk til Hjermitslev skel. Han kunne berette om, hvorledes de “Vrensted-vrenikker gik over Kellergrøften, som skelgrøften kaldtes, for at stjæle hø i de nederste enge, og han var flere gange efter dem helt op til ejendommene i Vrensted. Det gik så vidt, at de før høslåningen i engene gik op og satte store jernstumper i det græs, som skulle slås. I den tid, som jeg kan huske tilbage, var det mest under bjergningen af rørtag, at der kunne opstå skærmydsler. Det var mest dem fra de mindre ejendomme på Bådstedhede, der var på spil.

Så godt som alle ejendome  i Gl. Ingstrup var på det tidspunkt tækket med strå, og størsteparten af det var rørtag fra søen. De lodder, som gik ud mod selve søen, havde parceller på 1-2 tdl. ned rørtag, som var et prima tækkemateriale. Der fandtes i alt 14 lodder.

Vi var altid parat til bjergningen så snart isen kunne bære, men kunne nok være sikre på, at disse hersens “sørøvere” var i gang. Flere gange skete, når vi kom derned, at der gik et hold fra Vrensted i den parcel, vi skulle i gang med. Men så flyttede de over i den næste, og enkelte gange blev de gennet helt op i Vrensted Kær. Der var særlig én, der fulgte dem til dørs, og alt dette satte genytteme i kog. Det gik så vidt, at de omtalte “tagrøvere” brændte de tagdynger af, som stod helt oppe i engene. Der var megen avisskriveri om disse togter og det blev det nok ikke mindre spændende af.

Bjergningen af rørtaget foregik på denne måde, at så snart isen var helt sikker, så derud med en styrke på 2-3 mand fra hvert sted. Man brugte et gammelt le-blad sat på en børlignende ramme, som så blev skubbet frem over isen, til der var en passende mængde. Det blev bundet sammen, for derefter af den yngre generation på kalk at blive transporteret op til den øverste iskant. Det stod så der til længere hen på foråret, eller når lejligheden bød sig til hjeemkørsel.

Om vinteren var der altid livlig trafik af skøjteløbere. Der kunne let være 25-30 drenge fra begge sider. Mon ikke det var her

de første spirer blev lagt til de senere tumulter? I reglen kunne vi spænde skøjtene på lige øst fordet for stationen og skøjte fra Vrenstedvejen til Brønderslevvejen.

Her om vinteren var det stille med fugle. Men så snart søen var belagt med is, viste der sig også en firbenet røver, nemlig Mikkel, som kom for at rydde op i de mange vingeskudte fugle fra Jagttiden.

Så kommer vi til forårstiden, hvor det enorme fugleliv igen vendte tilbage. De mange svømme- og vadefugle fik travlt med at forberede ynglesæsonen og finde rede tladser.

Når vi drenge tidligt om morgenen gik gennem det dugvåde græs på vej ned i kærene for at se til dyrene, blev vi fulgt af de ynglende viber, der med deres luftakrobatik forsøgte at lede enhver opmærksomhed hen på sig selv for på den måde at forsøge beskyttelse af æg og unger. Der var en luftakrobat til, der i yngletiden tiltrak sig opmærksomhed, nemlig horsegøgen, der med sine lange luftdueller og nød den særlige brusende lyd, som fremkom ved nedad flyvning fik én til at tænke på, hvor mange gange samme fugl har fået et haglgevær til at fortone sig i den blå luft.

Først i april ankom storken, så var det ligesom spiren var lagt til et år med nye oplevelser og impulser. De spankulerede rundt i engene i stort tal og søgte efter deres yndlingsføde frøer. Frøen var også med til at sætte humle på mosekonens bryg, for det var særlig i de første stille forsommer aftener, man kunne høre frøers kvækken blandet med de mange forskellige fuglestemer, som hvis de var optaget på bånd godt kunne minde om en serenade. Her var i sandhed noget for en naturelsker, som man helt kunne falde i staver over.

Mosekonens bryg kunne iagttages som en fin, tæt tåge, der lå ganske lavt hen over engdragene, og der kunne opstå mange forskellige silhuetter, når fantasien var med.

En af de mest farvestrålende oplevelser, som kunne iagttages på meget nært hold, var uden tvivl brushanernes  parringsdans. En otte-ti hanner fulgtes med stor opmærksomhed af nogle enkelte høner, der på den måde udvalgte sig den farverigeste som partner. Der var ikke to af hanerne, der var ens; parringsdansen foregik ved, at hanerne gik mod hinanden med de mangefarvede halsfjer udspilede. Brushanernes dans var så nøje og præcis, at det kunne minde om en turdans i folkedans.

Den talrigest rugende fugl i søen var hættemågen. Den byggede rede ude i rørtags-stubbene. Rederne lå med få meters afstand og indeholdt i almindelighed 4 æg. Mågeæg var i krigsårene meget efterspurgte af bagerne, så det var en god bibeskæftigelse, da denne æg-indsamling godt kunne give en pæn lille dagløn. Jægerne var ikke særlig glade ved mågernes talstærke optræden, da mågerne godt kunne forgribe sig på vildande-ællingerne. Midt i al det virvar og larm, der yderligere blev forstærket, når mågerne opdagede de tome reder, dukkede lige pludselig den lille viltre rørsanger op. Jo, der skete hele tiden noget, når man gik derude og nød det myldrende fugleliv.

Gråanden var den andefugl, som optrådte mest talstærkt både i ruge- og jagt-tiden. Den valgte i reglen rede kom lad  langt oppe i engene. Vi havde selv et lille hegn derude i engene, hvor fårene græssede et areal på ca. 3 tdl. Der var tit en 4-5 reder med 10-12 æg i hver. Disse blev meget omhyggeligt pakket ned med dun, når anden forlod reden. Også den anden havde sin aflednings- manøvres kon man for nær, tiltrak den sig ens opmærksomhed, ofte ved at baske her ad jorden som om an den var vingeskudt. Dette var et lille udpluk af de mest almindeligt ynglende fugle. Navnes kan dog også: krikand, blishøns, blishønsene, flere arter af bekkasiner og klyder, alle var de der.

Grågåsen kom tit på en kort visit on foråret. De slog sig ned på græsmarkerne i store flokke; særlig på 1-års græmarkerne, som til tider kunne skades så meget, at der måtte bud med “kanonen”. Efter en 2-3 ugers tid ved søen drog de længere nordpå for at yngle.

Fiskeriet var i tidligere tider lagt ind under præstegården og havde engang stor betydning.

Det meste af det fiskeri, der blev foretaget i de seneste år i søen, var af den yngre generation. De mest eftertragtede fisk boltrede sig derude i de mange grøfter, i Kellergrøften, Skelgrøften og i Bakken var der mange af dem. Jeg husker engang, da storebror var hjemme på orlov. Han var væk en times tid og kom hjem med syv store gedder. Gedderne blev for det meste fanget på lyster. Det var et 15-20 cm langt jern, påmonteret små rundjern med modhagerern. Dette jern  blev sat på et skaft, som var forsynet med en snor til at binde om håndleddet. Når man så fik øje på fisken, der som regel stod i nogle klare vand-pytter, kastede man lysteren.

Vi havde andel i den eneste båd, som var her på denne side. Den var bygget af møllebygger J. Jørgensen. Lærer Madsen, stationsforstander Sørensen og P. Jægerum var ejere.

Når man skulle i søen, enten det var jagt eller fiskeri, det gjaldt, var det bedst at være to. En til at ro og én helt foran i båden til at holde udkik. Engang havde Poul denne udkiks plads; han smed lysteren mod gedden, den var så stor, at lysteren begyndte at svaje, men vi fik da “gutten” halet ombord. Det her er ikke nogen overdrivelse, som man kender det fra andre lystfiskere, når de fortæller om størrelsen på fangsten. Der fandtes virkelig mange store gedder i søen. Der var også skaller og aborrer. De optrådte i stimer på tyve-fyrre stykker, og de blev mest fanget i ruser. Man stillede rusen op i vandløbet, den havde et par “vinger” ved siderne. Så gik to mand et godt stykke foran og lavede spektakel i vandet frem mod rusen og drev på den måde fisken deri. Engang sprang Niels og Johannes ud i det mudrede vand for at få gang i fiskeriet. Ålen var der også, men det var mere i perioder, når havren var skredet igennem, så kom de første ål. De blev fanget med et almindeligt ålejern, som havde tre eller fire fladjern med modhager. Særligt om vinteren var det at stange ål en god hobby. Der blev hugget et lille, rundt hul i isen, og gennem dette stangede man ud til siderne. Brødrene Larsen fra Neest var altid mellem de første Ålestangere. En ting var fælles for alle fisk, der blev fanget: de havde en mudret smag. Ved at ligge i saltvand et døgn kunne de dog anvendes til spisning. Det meste af det havnede dog som føde for grisene.

Det skal lige bemærkes, at odderen også var her. Stationsforstander Sørensen skød en, og jeg har selv set et glimt af en. Spor fandt man også efter der, især om vinteren.

Nu er vi så langt henne på foråret, at dyrene er mødt frem til en fre- delig sommer i en god græsning. Et antal på 250 stk. kreaturer og en del heste holdt deres indtog her omkring 8. maj og blev her til om

efteråret, dog senest til 1. oktober. Det var særlig i de enge, hvor der gik dyr, at man fandt de ynglende fugle. De fleste af parcellerne var kun indhegnede af grøfterne omkring dem. Det var ikke så sjældent, at der gik et dyr “i bløde i grøfterne. Værst var det, når det var en stor hest; så skulle der “bojes” til 12 stærke mænd for at trække den op. Falck kunne jo ikke komme frem derude ret tit.

1. juli begyndte jagten på regnspurver. De optrådte i flokke på 10-12 stykker. En herlig fugl at drive jagt på, meget sky og opmærksom. Der var altid én i flokken til at holde vagt, ligesom ved gæs. En af de måder, man kunne bruge til at komme fuglene på Ingstrup sø på skud, var at kravle til flokken. Hvis det lykkedes, kunne det give et godt resultat, for faldt der en fugl, kom hele flokken tilbage. Enæ aldre jæger skød engang en flok på 12 stk. på denne måde.

Høslåning i engene begyndte først i juli dengang, altid med et spand heste og en slåmaskine. Et hårdt job både for heste og den mand, son skulle sidde på maskinen. I de yderste enge var der mægtige tuer, som gjorde slåningen vanskelig, men det gik i reglen godt, for hestene havde den fordel frem for traktoren, at de stod stille så snart de kunne mærke, der var lidt, der var unormalt. Slåningen foregik for det meste fra kl. 2 nat til daggry, for i den varme tid var her fyldt med fluer om dagen, så hverken dyr eller mennesker kunne holde ud at arbejde. Det var et friskt job for en knøs på 18-20 år.

1. august, en dag der for jægere var mere end både Hjallerup og Brøn- derslev markeder. En stor begivenhed for den lokale jæger, men sande lig også for de mange, der fra alle egne af Vendsyssel, ja endda længere her fra, stødte op til andejagters begyndelse. Det var ikke al- tid, at høet var bjerget til den tid, for det var nemlig sådan, at hvis der kom en tordenskylle sidst i juli, så sank vandet ikke igen. Isar hvis høet stod i stakke, kunne vi drenge godt finde på at bade mellem stakkene. Jægere nød det også, de brugte stakkene som skjul eller som frokostborde.

Der blev ikke megen søvn den nat, jagten skulle begynde. Allerede kl. 1 gik vi ned for at indtage vore pladser langs skyttekæden. Kæden be- stod af fra 50-100 jægere, der stod placeret hele vejen omkring søen. Vrensted havde østre side, og vi havde så de tre andre sider til rådig- hed. Her stod jægerne placeret med 10-15 meters afstand. De første skud faldt i reglen kl. 2-2.30, og når der først var skudt et skud, kom der røre i  andedammen, så var det med at følge trop. En sand kanonade var det, en enkelt and kunne få 25-30 skud ned på vejen for til sidst at pakke samen ved nordvest hjørne af søen. Der stod kæmneren, det var lidt ligesom om hans hagl slog lidt hårdere end vi andres. Mange ænder faldt der i1 hvert fald den første morgen. Der var mange alt for dårligt flyvende ællinger imellem, men der blev skudt på dem alle. 2-3, ja op til 10 ænder, det var ikke ualmindeligt, dengang var det jo bare om at få tasken pyntet. Dette er der heldigvis rettet op på senere.

Når det op ad formiddagen var ved at være slut med jagten, samledes vi geme i småflokke for at drøfte dagens begivenheder. Altid med nye og spændende oplevelser og altid med den humor og lune, som kun en rigtig jæger er i besiddelse af.

Der var et mylder af forskellige insekter, heriblandt også stikkende, i søen. På de stille aftener kunne myggene fylde luften med sværme, selv om svalerne gjorde deres for at holde dem i skak. De kom somme- tider så nær på, at de kunne svirpe flittig brug af de gule “North State” re, men med deres hjælp  gik det.

I tiden før 1938 blev der solgt adgangskort til søen. To kroner for et dagkort, ti kroner for et årskort. Jeg har selv udstedt en del af dem, da dette sorterede under én af lodsejere, far og Ejnar skiftedes til det. I 1938 blev jagten overdraget til Ingstrup Jagtforening for en årlig leje på 100-150 kroner. Det var et stort plus, for foreningen øgede herved sit medlemstal enormt da jagten var forbeholdt foreningens medlemmer.

De to mænd, som havde mest med det at gøre og som ligeledes var to meget respekterede mænd, var daværende formand for jagtforeningen, J. Selimann og stationsforstander Sørensen. Enkelte år var jagten begrænset til nogle bestemte ugedage. Først på jagten blev der skudt en del ænder på tramp, men de fleste faldt på efterårstrækket, som var størst i første halvdel af november.

Det var jo ikke så let sådan at gå og kontrollere, hvad hver enkelt fik ud af jagten, men et par jægere gjorde sig særligt bemærket hvad antal af skudte fugle angår. Udover de allerede nævnte arter blev følgende skudt i spen: atlingand, spidsand, brunnakke, ske- taffel- og trold-and.

Endvidere skallesluger, spurver, viber, hjejler og ryler.

Min sidste jagttur efter ænder i Ingstrup sø var en af de første dage med nattefrost. Den 30. november 1951. Jeg havde på dagen observeret store flokke af ænder ligggende på det isbelagte vand. Der var endnu våger, som blev holdt isfri af store flokke, flere hundrede i tal. Jeg nåede først der ned ved almindelig træktid. En stor flok gråænder kom lige hen over mig, og der faldt to. Flokken slog lige et le sving og kom igen. Der faldt een mere, jeg kunne nu bøje mig efter tre dejlige ænder, dvæle lidt med hatten i hånden og sige tak til for de mange oplevelser, som var hentet her for mange igennem de år, hvor den var her.

Der skal lyde en tak til alle, som var med til at gøre det hele der nede så attraktivt og velset i jægerkredse. Med mindet om en svunden tid vil jeg slutte denne afdeling med følgende vers, skrevet af en god ven ved rundingen af et skarpt hjørne.

Nu blir det nødvendigt tilbage at gå

i tiden og mindes de glæder

fra søen i Ingstrup-du ved hvor den lå,

Ja, det var et liv for en jæger.

Et helt eldorado ned ænder og gæs,-

I dag er der bare lidt korn og lidt græs.

Hvor brunnakker, gråand og krikand var gæst,

går køerne nu dumme og æder!

Hvis Hans måtte ønske, så lad det min ven:

“lad vandene opsluge jorden

I hvert fald så søen ku opstå igen,

med “fisk” og med kuling fra norden.

Med fisk under kølen-og støvlen i vand

med blåfrosne fingre og “plask” fra en and

Ja tak, det var minder fra ungdommens land,

en skål for de herlige dage:

UDTØRRINGEN  AF  SØEN  OG  TIDEN,   DER  FULGTE:

“Hva nøt var e te” ”Ja hva nøt var e te” . Ja, først og fremmest er de gamle stridigheder, som var mellem de to sogne om ophavsretten til søen skrinlagt for stedse. Det var nu nok ikke så alvorligt ment, som det så ud til, men der gik jo sport i den side af sagen.

I 1953 skrives følgende af en af dem, som var med til projekteringen “Om en kort årrække kan man muligvis med denne udtørring føje et nyt kapitel til søens historie”.

Bebyggelse og opførelse af nye hjem i det store åbne område blev aldrig aktuel. Det var på det tidspunkt ved at være slut med opførelsen af de skaldte stats-husmandsbrug som var så aktuelle i 1940erne.

Som tiden har udviklet sig siden, er det i hvert fald godt, at det ikke blev til mere end snakken. Det har jo vist sig, at arealere derude let kan blive oversvømmet, det har været tilfaldet tre gange inden- for et år. Selv medens  disse linjer skrives, står vandet langt op i kærene.

Så godt som alle ejendomme her i Gl.Ingstrup havde parceller i søengene. Gården her havde halvdelen eller mere af jorden derude. For ejendommen her drejede det sig dengang on 84 tdl. Kun de 43 tdl kunne bruges til afgræsning eller høbjergning. Der var på det tidspunkt ingen anden mulighed for at anvende det store græ overskud, som man i dag gør ved erensilering.

Selv om der i mange Ar havde været drøftet flere muligheder for udtørring af søen, kom der først rigtig gang i forhandlingerne vedr. selve projektet m.m., da der blev udarbejdet en plan af civil- ingeniør Tage Poulsen og landinspektørerne Birk og Boe. Selve gravearbejdet blev påbegyndt den 27.februar 1950. Det blev ud- ført af Mogens Nielsen & Søn fra Halvrimmen. Det forløb, trods de sumpede og vanskelige forhold  midt i søen, planmæssigt. Det resulterede i at selve udtørringen og gravningen af den store landkanal, som vi ser den i dag, var afsluttet den 3o.naj 1952. Efter alt dette forestod et stort og til tider, for os at se, meget besværligt og næsten umuligt arbejde med jævning og andet. Det første skridt var taget, nu skulle der javnes 25 klioneter gamle grøfter, skel samt bestående veje.

 Så fulgte en af de største jordfordelingssager efter den tids målestok. Ombytning af 345 tdl. jord med 196 enkelte parcel ombytninger. Mange havde før ombytningen af jorden haft fra 4-7 parceller; de fik nu det hele samlet i et stykke. Der blev anlagt nye grøfter og skel, oparbejdning af de gamle grøfter blev foretaget med fræsere og store engplove med store, brede fælge så plovfuren blev trykket ned samtidig. I løbet af et par år var den største del af arealerne taget under plov.

Megen god jord er indvundet, men som det ser ud i dag, er man ved at fristes til at tro, at der er indvundet for megen landbrugsjord. Som biotop var Ingstrup sø enestående, den var en af Nordeuropas vigtigste rastepladser for fugle på vej til og fra deres ynglepladser i Nordskandinavien.

Som landmand og jæger er det nok vanskeligt at give et fuldstændigt svar på, om det hele var prisen værd.werd. I kroner og ører, ja, men set ud fra en jægers og naturelskers synspunkt: ABSOLUT   NEJ!

Kunne udtørringen af Ingstrup søs da have været forhindret ?

Ja, hvis de kræfter, som var i gang for at bevare søen, havde været lidt før ude med snøren. Det var så vidt, at en komission var oppe at bese forholdene og fandt det hele godt egnet som reservat, men da

var det for sent.

Det, som sådan set piner mig mest nu, er den forbandede stilhed, som hersker herude. Ikke en lyd af fugle eller slag af fisk i vandet.

TÆNK ,  HVAD  VI  HAR  MISTET !

Gl. Ingstrup -1986

Hans Jægerum

Vedtægter for partikulier af Vrensted, Lars Rasmussen Bonnerups Legat for en årlig festafholdelse for børnene i mit gamle skoledistrikt i Vrensted.

Historien leveret af Hans Poulsen, Kaas.

Kære Børn i mit gamle Skoledistrikt, herved bestemmer for at berede en festlighed for jer, at et beløb på 4000 Kr. skriver fire tusind kroner, forlods skal uredes af mit Bo, og indsættes på en Bog i Hjørring Sparekasse, og at renterne af kapitalen der ønskes administreres af et tre mands udvalg, bestående af læreren samt to mand af skoledistriktets beboere, skal anvendes på følgende måde, idet fornøden tinglysning på mate. 34d Vrensted By og sogn angående forpligtelse til at afgive plads til festens afholdelse skal foretages.

Ejeren af matr. 34d skal have renterne af det ene 1000 Kr. for at afgive plads til festens afholdelse, og til vej og sti til festpladsen og plads til blussets afbrænding, festen skal afholdes på matr. 34d, der hvor begravelsespladsen fra oldtiden har været, og hvor på jeg har ladet store kampesten henlægge, de sten som lægger under den store sten, har aldrig været flyttet eller løftet, men henlægger endnu således, som de har henligget fra oldtiden af.

Festen skal afholdes Sct. Hansaften og begyndes ved solnedgang med Sct. Hansblus (Vågild) som vi kaldte det, og skal slutte efter ca. 2 timers sammenkomst, omtrent Kl. 11 efter gammel skik. – Jeg ønsker, at der begyndes med sang, og sluttes med sang. Først synges “Vi elsker vort land” af Holger Drachmann, dernæst synges,

–

Er skolen for andre end Pilt og Pog”, af Chr. Hostrup, ved festens afslutning synges, “Der står et slot i Vesterled” af Ingemann. – Skoledistrektets lærer bedes venligst af mig, lede festen i hele dens forløb, samle børnene ved skolen og vandre med dem til og fra Festpladsen.

Efter gammel skik og brug må hyrdedrengene pynte deres håndko, – hvor der ingen håndko er, tages en af de løsgående Sct. Hans aften og møde med den på festpladsen, hvor læreren sammen med to drenge bedes afgøre, hvilket af de mødte hyrdedrenges, der er mødt med den pænest pyntet ko, der må møde tre drenge med pyntede køer, og de får hver 3 Kr.

Berettiget til at møde med de tre køer, skal tre drenge af øverste klasse være, ligesom de drenge, der sammen med læreren skal bedømme køerne også skal være af øverste klasse, hvilket tre drenge der skal være berettiget til at møde med pyntede køer, afgøres ved lodtrækning i skolens øverste klasse, af både Piger og drenge en uge før Sct. Hans, ligesom der også skal finde lodtrækning sted, om hvilken to drenge, der skal bedømme de pyntede køer, sammen med læreren, men de tre drenge som bliver udtrukket til at møde med køerne, må naturligvis ikke deltage i lodtrækningen om, hvilken to drenge, der skal være med til at bedømme køerne, Lodtrækningen bedes ledet af læreren, men der skal først spørges, om der er nogen af drengene, der har lyst til at pynte deres håndko, eller hvis en sådan ikke findes en løsgående ko, for i modsat fald er lodtrækningen jo unødvendig. Skulle det tilfælde indtræffe, at der ikke er nogen af drengene, der vil møde med en ko, skal de 10 Kr. som er bestemt til Præmieuddeling afgives og sendes til Kristine Olesen Østergård, Øster Bagterp, og hun må da give anvisning på en anden af familien til at modtage de 10 Kr. – Efter hendes død, når der ikke bliver brug for dem, til det, de er bestemt til, og således.

1. Vi skal nok helt tilbage til omkring 1870 og måske længere, der fortælles, at der dengang var 35 jordstykker på Vrensted Fælled, og de levede nærmest for dem selv, de fik kommunehjælp, men alt hvad de fik i penge, brugte de til brændevin, og kvindfolkene gik ud med Tiggerposen, og hvor de kom bad de om almisser, disse almisser bestod af gryn, brød, æg og til højtiderne lidt sul, forår og efterår, eller rettere sagt, på den tid der skulle klippes Får, havde de en uldsæk med, og de bad da om en bette lok tov (uld). Når de kom ind ad døren lød det ofte sådan fra tiggerkvinderne:

Disse mennesker levede mildt sagt, et meget uharmonisk liv, de drak, som før fortalt brændevin, både mænd og kvinder, og om sommeren gik de nøgne fra hytte til hytte, – et gammel ord siger, – at gå gennem Vrensted Fælled uskændt, var som at gå gennem helvede ubrændt.

Men i halvfemserne kom der en Præst til Vrensted ved navn Pommerencke, (antagelig galt stavet), det var en meget myndig herre, han talte hårdt til dem, fik nogle af dem gift, fortrinsvis dem der havde børn sammen. – Dette er hvad jeg i min barndom har hørt, men mest hvad min meddeler, den førnævnte 76årige skomager Niels Gade Vrensted har fortalt.

– Jeg har som førnævnt nogle øgenavne som folkene på Fælleden havde, men da de jo hører med i billedet her, skal jeg gentage dem.

Der var Peder Kvælhals, Bas-Niels, Ræw-Mette Marie, Glius Søren, Baske Lise, Minister Klein, Søren Amenhus, Mollerup Jens Christian, Vib Tammes, Isralitten, Ruv Jaan, Claus Anjohan, Rytter Trine, Niels Rom, Syl Peter, Bakker Johannes, Volle Runs.

Ordet fælled betegner oprindeligt et område uden for en landsby, som beboerne ejer og benytter i fællesskab – typisk til græsning af kvæg. 

Her er de vigtigste detaljer om ordets betydning og oprindelse:

• Betydning: Historisk set var det landsbyens fælles græsgang.
• Etymologi (oprindelse): Ordet er sammensat af to dele:
  • Fæ-: Kommer af det gamle ord for kvæg (som i “fæ” eller “fædrift”).
  • -led: Er beslægtet med det norrøne ord láð, der betyder “land” eller “lod”.
• Relaterede ord: Ordet er tæt forbundet med begreber som fællesskab og fælle (en ledsager eller partner).

I dag overlever navnet primært i vejnavne og stednavne, hvor det minder os om dengang, man delte jorden mellem sig i landsbyfællesskabet.

Historien er leveret af Hans Poulsen, Kaas

      Historien er leveret Hans Poulsen, kaas

Lejtepigen boede i en lille hytte på Vrensted kær. Hun beskrives som en lille mager kvinde med stor hage, lang næse og røde øjne. Hun havde en hejsestok i hånden, og så ejede hun en flok gæs og en sort kat. Således sagde min meddeler en 76-årig skomager, som bor i Vrensted, og er født samme sted, – og han fortalte mig, at byskolenlæreren havde en kærlod hvor Lejtepigens gæs ville være, og de ødelagde hans korn, dette tog han meget fortrydeligt op. En dag bestemte han, nu skulle det være slut, og han var meget vred da han nåede hen til huset hvor han traf Lejtepigen udenfor, og i sin hidsighed slog han løs på hende med sin stok. Til skolemesterens store forfærdelse opdagede han, at han stod og bankede på en rund tørvestak.

En gang var Lejtepigens gæs løbet væk, men hen på aftenen kom der en lille hund gennende med gæssene. Det var selvfølgelig Lejtepigen som havde omskabt sig (som det hed). En gang præsten var på jagt, skød han en hare, som løb ind ad Lejtepigens hønselem, men da pastoren kom ind og ville have haren, stod Lejtepigen og tørrede blodet af sin ene fod, men der var ingen hare at finde.

En jægersmand ved navn Niels Henrik gik på jagt ude i kærene, og han skød på en ræv, men ræven sprang over kældergrøften, hvor den sad og gloede på Niels Henrik. Hunden som han havde med, opgav forfølgelsen, og kom hylende tilbage, og da Niels Henrik atter ville skyde, var bøssen forhekset, og kunne ikke skyde, det var selvfølgelig Lejtepigen han havde skudt på. Hun havde også evne til at trække fugle til huset, store fede fugle, som hun slagtede, ligesom hun kunne få folk til at fare vildt ude i kærene. Engang kom hun ind på en gård, hvor det var umuligt at få væven til at stå lige, ligegyldigt hvad de gjorde, så hoppede og gyngede den, men efter at Lejtepigen havde fået brød og sul i posen, bad hun dem prøve varen, og nu stod den fast.

Engang hun kom til Aasendrup (Vrensted sogn), var der stor opstandelse, pumpestangen til gårdpumpen var bleven fjerner társat, og var ingen steder at finde, men efter hun var blevet modtaget, bad hun dem se på bylden over døren mellem spisekammeret og køkkenet, og der lå pumpestangen. Lejtepigen spåede og helbredte de syge, hun lavede en salve af en ut som hun kaldte mesterod, med den salve kunne hun helbrede alt såvel Fnat Son Helseskud.

Met de Lejtepigen blev gammel og svag, fik hun ophold hos nogle bekendte eller slægtninge vester ude, og her endte hun sine dage, hun hængte sig i sin væv.

Lejtepigen” er en ældre dansk betegnelse, som primært blev brugt i landbosamfundet og i mindre byer i 1700- og 1800-tallet.

Betydning:

En lejtepige var typisk en ung, ugift kvinde, som arbejdede midlertidigt eller sæsonvist, ofte uden fast plads, men “lejet ind” efter behov.

Hun kunne fx arbejde som, tjenestepige på gårde som hjælp i husholdninger, som ekstra arbejdskraft ved høst, slagtning eller andre travle perioder. Ordet kommer af “at leje”, altså at blive hyret for en periode.

Social og historisk kontekst

• Lejtepiger stod ofte lavt i det sociale hierarki
• De havde sjældent økonomisk sikkerhed
• Mange flyttede fra sted til sted
• Betegnelsen kunne i nogle sammenhænge have en let nedladende eller medlidende klang

I kirkebøger, folketællinger og gamle dokumenter kan lejtepige også være brugt som civilstands- eller erhvervsbetegnelse, ikke som navn.

I sproglig brug

I dag er ordet:

• forældet
• bruges mest i historiske tekster, slægtsforskning eller litteratur
• kan give et billede af en kvinde uden fast tilknytning, men ikke nødvendigvis noget negativt.

Stedet var Gården Drivsholm i Vrensted sogn — Matrikel nr. 21a,o,c, 70 Td. land Hartk. 6 td. 6 skp.

Der var 35 td. land mark god lèrmuld og ca. 35 td. land dyrket Eng jord af god bonitet, tillige var der ca. 30 td. land græsklit, hvori der også var Tørveskær.

Besætningens størrelse var fra 20 til 24 malkekøer, og et lignende antal Ungkreaturer, af heste var der end 10 – 11 stykker, der var 6 Tøjvante (arbejdsheste), desuden var der en let hest, der blev brugt til at køre mælk med, og andre småting, det bemærkes at gården selv leverede mælken på mejeriet.

Tiden 1901 -2 Gårdens Husstand.

Ejeren og hans hustru, blev altid i daglig tale benævnt som manden og konen, Forkarlen blev benævnt som (Bedstekarlen), og derefter kom anden – karlen, tredjekarlen, der var 16 – 17 år, og hjalp til i kostalden om vinteren. Bedstekarlen var 37 år ugift, han havde tjent på gården 7 år, andenkarlen var 18 – 19 år, ejerens egne drenge passede kreaturerne om sommeren, yngstekarlen blev ofte benævnt som Bæls, det utryk kan nærmest betegnes som halv spøgefuld, og halv nedsættende, der var ingen faste husmænd knyttet til gården, men der var ved visse lejligheder daglejere, f.eks. til at læsse gødning og skære tørv, samt en høstmand, for disse arbejdere var daglønnen 2,50 Kr. samt fuld kost.

Arbejdets deling på gården.

Bedstekarlen skulle passe heste, og om foråret stod han op ved 4 tiden om morgenen, hestene skulle have 2 timer ved krybben, inden de skulle spændes for, – ved 5 tiden kaldte han på gårdens øvrige mandskab, karle og piger, og dagen begyndte. Bedstekarlen striglede færdig og vandede heste, andenkarlen rensede ud og fejede, bælgen gjorde rent i kostalden og køre mælk, – kl 6 var vi færdige med morgenarbejdet og morgenmad, og færdige til at rykke ud, og pigerne var færdige med malkningen, så bælsen kørte på mejeriet med mælken, – fra halv ni til ni fik man formiddagsmellemmad, fra 12 til 2 var der middagspause, d.v.s. andenkarlen skulle passe heste og forkarlen sov som erstatning for den time han var oppe før de andre om morgenen, kl 2 rykkede man ud igen, fra halv fem til fem var der eftermiddags – mellemmad og hestene fik et foder, kl 8 var der aften, og dagen sluttede med kogt mælk og kolde Byggegrynsgrød, således var arbejdsdagen fra April til November. Kvinderne deltog i udearbejdet, der var tre tjenestepiger på gården, de to deltog i udearbejdet. Bedstepigen gik ikke ud, men hjalp husmoderen inden døre, de to ugangspiger spredte gadning, lagede roer, var med til at stakke hø, de bandt op om høsten, og hjalp til i laden, når der kørtes hø og korn. Hver af pigerne havde sine bestemte køer at malke, karlene havde så vidt mulig hvert sit spand heste at bruge, karlene var ikke forpligtige til at arbejde for husbond om aftenen udover at bedstekarlen skulle passe heste, og disse blev om vinteren fodret à ved ni – halvti tiden, d.y’s. hestene fik vand og tørt strøelse, samt et stor foder til natten. Kvinderne var forpligtige ul at arbejde for madmoder om aftenen, men halv otte til otte, var der malketid, hver af pigerne havde et hold køer på 7, og så var aftensædet slut og lyset blev slukket i dagligstuen.

Forfatteren Knud Holst, Løkken (1936- 1995) faldt i 1975 ved et tilfælde over papirer og regnskaber fra en vendelborejse til Alperne i 1923. Rejsen var arrangeret af ingen ringere end forfatteren Thomas Olesen Løkken, der ønskede at vise københavnerne, at der så sandelig også kunne tilrettelægges en stor turistrejse ud over rigets grænser. Turen blev en succes, hvilket fremgår af denne artikel.

Hvis man tror, at selskabsrejser er noget nyt, bør man tro om igen. Revolutionen på rejseområdet hedder måske jetfly og billige hoteller, men allerede med det europæiske jernbanenet åbnede der sig helt afgørende nye muligheder for at rejse. Også for almindelige mennesker. Der skulle kun en organisator til. Og så måske en lidt større udholdenhed, end der kræves nu, hvor man blot kan sætte sig op i et charterfly og være langt mod syd et par timer efter. Til gengæld fik man mere “sin sjæl med” på den gammeldags facon. I begyndelsen af 1920-erne arrangerede københavnske dagblade, især Politiken, selskabsrejser til det sydlige Europa. Det var togrejser, men i kraft af mængderabat på billetter og forhåndsaftaler med hotellerne kunne det gøres betydeligt billigere, end hvis man selv skulle rejse. Dertil kom, at mange formaliteter kunne ordnes kollektivt, så man ikke skulle besvære sig med andet, end at sørge for at ha’ sit pas i orden.

Kunne københavnerne gøre det, kunne vendelboerne vel også!

Det var udgangspunktet for den farverige vendelboforfatter Thomas Olesen Løkken, der frygtløst kastede sig ud i konkurrencen med hele sit særlige talent for at tromme folk sammen. Han gennemførte flere ture sydpå, så vidt vides med stor succes. Det er nok en side af hans virksomhed, som de fleste ikke kender mere.

Thomas Olesen (1877-1955) var en mand med mange talenter. Denne tidligere skomager, cykelhandler og boghandler med meget mere – var glubsk på verden, og en ting man nok tit har overset var, at han gerne drog andre med i det, han foretog sig. Her vil nogle smile lidt skævt, for det viste sig måske nok at være til hans egen fordel på den måde, at han fik sin lyst styret og sine udgifter dækket ind. Er det ikke det, alle folk med initiativ må gøre+

Fotografi af vendelboernes tur til alperne i 1924.

Hvis ikke sognepræsten i Tjæreborg gerne havde villet ud og se sig om efter krigen og fik det betalt af andre. som også gerne ville var Tjæreborg Rejser aldrig blevet til den store fornøjelse for alle de mange, som siden har brugt dem. Og betalt for dem!

Thomas Olesen var ikke forretningsmand. Men han ville se Alperne. Og han ville ha’, at vendelboerne skulle se dem.

Efter en Rhin-rejse arrangerede han i maj 1923 en stor tur til de sydtyske alper, de tyrolske. Turen startede 4. maj og sluttede omkring den 12. En hurtig rejse med tidens bekvemmelige trafikmidler – hurtigtog, dampskib, bliver man lidt imponeret. Det hele det er velordnet, behageligt, praktisk billigt. For selvom man i dag nok kan være heldig at få en uge på Mallorca på afbud for en 400-500 kr., så må man sige, at en turistrejse med alt hvad den her indbefattede af god forplejning. på disse betingelser var rimelig for 190 kr. Alt inklusive! d

Det var dog ikke særlig billigt med 190 kr. i 1923. Årslønnen for en for- karl var 200 kr. For en skolelærer vel ca. det dobbelte. Man må ha’ taget af spareskillingerne for at komme til Alperne. Thomas Olesen gør opmærksom på i en af de mange duplikerede og meget instruktive skrivelser, han sendte ud forinden til de interesserede, at Politikens ture af samme art løb op i næsten det dobbelte.

At der var interesse for turen, viser et brev af 20. april, hvor han be’r de udvalgte om at bestemme sig, idet der har meldt sig 47 interesserede, og at rejsen kun kan tage højst 30. Listen over de endelige rejsedeltagere – “rejsefæller” – viser en interessant spredning over hele landsdelen, men måske også, hvad det var for folk, der kunne ta’ fri i maj måned. Den sociale spredning er måske ikke så voldsom – 190 kr. (plus 10 kr. i lommepenge, som man kom langt med i Tyskland på det tidspunkt, idet det var lig med 20.000 Mark!) var dog en slags penge.

Det kunne være interessant, om der stadig findes deltagere, som kan huske turen og ville gi’ deres besyv med. I øvrigt var det absolut ikke nogen mandetur. Der er flere lærerinder med og en del “frøkner”. På det viste billede af selskabet i München ser man dem tydeligt lyse op. Det må formodes at være forfatteren selv, der sidder med stiv kasket på forreste sæde i sigtseeing-bussen. Det er i sig selv et stykke sjov lokalhistorie i det fremmede. Vendelboerne er i fuld gang med at erobre Alperne.

Rejseprogrammet

Ruten er grundigt tilrettelagt. Man starter tidligt om morgenen den 4. maj fra Flensborg, hvortil man er kommet med tog. Programmet er en rejsebrochureforfatter værdigt. Men det har været et vældigt stræk fra første til anden dag over Hamburg til Frankfurt: “En dag i Vesttysklands største handelsby,” står der. Alle seværdigheder beses! Derefter over Würtsberg direkte til München. “Aftenen tilbringes i det berømte Hofbräuhaus.” Hvad har frøknerne sagt til det? Men de var nok ikke så pivede dengang.

I München får den hele armen.  Her skal besøges “det verdensberømte  Pinakotek og Glyptotek”. Efter middag “udflugt til Sternberg. Med damper over Starnbergersøen, forbi de bayriske kongeslotte til Seehaupt, hvorfra man nyder en herlig udsigt over alpekæderne lige fra Zugspitz til Montblanc”. Det er rejsens fjerde dag.

Femte dag er heller ikke kedelig: “Med elektrisk tog fra München til Mittenwald. I denne midt i Alperne beliggende by opslår vi vort hoved- kvarter i tre dage. Mittenwald ejer en mængde gamle ejendommelige bygninger, en berømt kirke og et sjældent tyrolerliv” (!) Det sidste har nok lokket med alle sine farver. Dette er rejsens mål, og resten af færden bruges til spadsereture i Alperne. – for eksempel til “den smukke Lautersee ved foden af det 2800 meter høje Karvandel Alper. Og (uden særligt pas) ind over den østrigske grænse til Lautasch vanddfaldet. Efter middag bestigning af det 1540 meter høje Kransberg. Derfra har man den herligste rundskue over “Alpernes snedækkede toppe” Tiende dag hjemrejses  – ” hver til sit” Ikke sandt – man kan blive misundelig den dag i dag.

Rejseudstyret

Selv om det nok har været en rejse med megen god “forplejning.” rådes deltagerne fra starten til at udruste sig på rette vis. Fra Hannes Hus i Lokken, hvor Thomas Olesen dengang boede, udgår nøje instrukser, særlig til de mandlige deltagere: 1 skjorte, 1 á 2 par strømper, “flipper og lignende”. Alle -også damerne- anmodes om at trække i svært rummeligt fodtøj med så lave hæle som muligt. Dette er alvorligt.

Og i øvrigt: “Man kan ikke møde selskabsklædt til måltiderne på så ud- præget en turisttur.”-Og det til trods for, at man angiveligt hele tiden opholder sig på “de bedste hoteller.” Smør medbringes i en lille krukke! Fordi der forbudt hotellerne i de store byer & servere smør for gæsterne.” Der var inflationstider i Tyskland i 1923 og altså allerede med restriktioner med henhold til fødevarer. Hvilke sære udslag selve inflationen gi’r, skal vi se til sidst.

Man bedes i øvrigt medtage sit gode humør og håbe på godt vejr.”

Den lune Thomas Olesen slutter sin officielle skrivelse på falderebet den 3. maj: “En gammel klog mand har sagt til mig: “Man tager sine bukser, vender dem og hænger dem ud natten før man rejser. Det står deltagerne i Alperejsen frit, om de vil forsøge.”

Hvordan rejsen er forløbet, melder papirerne ikke noget om, men det kunne være interessant at høre fra folk, der var med eller efterkommere efter alpefareme. At det ikke har været lutter alpebestigning, fremgår tydeligt af et par morsomme, omhyggeligt førte regnskaber, som sendes ud til visse af deltagerne efter hjemkomsten. Det drejer sig om medlemmer af det undervejs oprettede aktieselskab ”Det muntre hjørne”, der har vidst at vederkvæge sig efter strabadserne. Fra den tredje maj till den 12.maj, har de udenfor programmet for 426.882 Mark.

At aktionærerne har hygget sig ses for eksempel af følgende post: Middag i Flensborg. Aspargessuppe. Flæskesteg, dessert, vin og mokka … 70260 Mark.

De drabelige tal, fremkommer selvfølgelig ved Markens drabelige himmelflugt – eller rettere nedtur. Thomas Olesen anslår 1000 Mark. Men billigt har det jo alligevej ikke været. ”Det muntre hjørne” har haft spenderbukserne på.

Et par pudsige tal fra regnskabet:  Drikkepenge til hotelkarl 4000 Mark.

Rundstykker med ost på damperen: 5500 Mark. For musik (ekstranummer.) Den blå Mark. Champaagnen i Vinstuen (2 flasker) At det er gået  muntert til tyder følgende diskrete passus på: ØL til Politiet: 6700  Mark.

Tegning af Ths. Olesen Løkken fra 1920

Penge til hele dagen

Alt i alt har vendelboernes indtagelse af de tyrolske alper tilsyneladende været en ret en voldsom succes, forfatteren til ære.  Han havde på det tidspunkt nok nogen af sine stærkeste år. I 1920 var “Bonden Niels Hald” udkommet, som med det samme slog hans navn som hjemstavns- og socialforfatter fast. Op til rejsemålet var kommet flere bøger. I selve 1923 kom “Klavs Bjerg og Bodil.” Fem år efter kom Thomas Olesen på finansloven.

Hvorvidt budgetterne holdt for de selskabsrejser, han nåede at gennemføre, vides ikke, men der findes en anekdote, der kunne tyde på, at det ikke var så let at beregne alting på forhånd.

Thomas Olesen som rask kulturperson i Løkken i 1928.

De papirer, der danner grundlag for denne artikel, stammer fra den kendte gårdejer Niels Baggesen, Jonstrups familie i Nr. Saltum og Ingstrup. Han var selvfølgelig selv med og ikke nem at vælte. Historien går på, at da man kom til Harzen, manglede der kontanter. Budgettet var overskredet. Baggesen hørte om det og var ikke stemt for at bryde eventyret så tidligt.

“Hvor meget skal du bruge?”, sagde han til Thomas Olesen. – Ja, han skulle da bruge noget! “Er 3000 nok?”-“Ja- men, det har du da vel ikke,” skal Thomas Olesen ha’ sagt. – Hvorpå Baggesen greb i foret og lagde pengene stilfærdigt på bordet med de ord: “A tu pæng mæ te hiele dawwi!”

Om historien er korrekt ved jeg ikke, men den er da morsom nok – Alperejse ligesom Rhinrejsen året før- må have været en formidabel oplevelse for de vendelboer, der var med. Når man samtidig tænker på, hvor stor en fortæller, han var, kan man kun ønske, at man havde været med. Han har ikke været kedelig at ha’ som rejseleder. Det hele lyser af entusiasme og lyst til at vise andre, hvad han selv syntes var værd og væsentligt at se. Det er et aspekt, som skal med, når man tænker på ham som kulturarbejder midt i sit eget land så at sige.

Stærkt og muntert – det må ha’ været morsomt.

 Deltagerne i alperejsen:

Bastholm, Stubdrup Brønderslev, skrædder Martin Christians, Ø. Brønderslev, installatør Sen, Thyrasgade 4, Aalborg, typograf Carl C. Larsen, Ladegårdsgade 10, Aalborg, assurandør C. Wessman og søn, Ankerhus, Aalborg, trafikass. C. Rasmussen, Skelund, hotelejer Søren Hedegaard, Fjerritslev, bager C. Christensen og hustru, Gugvej, Aalborg, skovrider A. Petersen-Geltzer, Alfarvad, Præstbro, frøken Dorthea Jensen, Hjørring, frøken Anna K. Jensen, Hjørring, frøken Elise Christensen, Hjørring, frøken Jenney M. Christiansen, Hjørring, dommerfuldm. Lauritz G. Larsen, Læsø, gårdejer P. Olesen, Toftgaard, Gandrup, landmand Rasmus Bisgaard, Bjerregaard, Fjerritslev, landmand Jørgen Nielsen-Gøgsig, Jerup, lærerinde Sofie Hansen, Tårs, gårdejer Chr. Dissing, Târs, frø- ken Mette K. Sørensen, Tårs, husejer Chr. M. Ullerup, Tårs, partikulier Lars Chr. Jacobssen, Kragsvej, Hjørring. gårdejer Niels Baggesen, Jonstrup, Nr. Saltum, gårdejer Pedersen-Bisgaard. Pandrup, landmand Knud Sørensen. Suldrup. Støvring og lærer Jens Rasmussen, Brunsholm, Støvring.

Melodi: I en kælder sort som kul

Den kan sikkert ikke synges, men læs den så blot !!

Der fortælles om vores by og egn.

I Vrensted lever folk så godt, her har vi Kirkedammen, hvor vandet stille spejlblankt står, med springvand som gir strålen. Med ænder, siv og sol på vand, i Vrensted mødes alle mand til snak og spas ved dammen så godt for alle sammen.

Bag dammen rejser kirken sig, så hvid og smuk den stråler. Et gammelt tårn der rager op Og højt at komme op til top, med klokker, kors og kirke liv, den vogter over vores liv, og bærer tro og tradition tæt ved den gamle togstation.

Vi går mod Ane Maries hus, hvor omsorg blev en ære. Det første hjem for ældre folk, en tanke fin at bære. Nu rummer huset kultur og kraft, med væveværk og stue – en sal for ord og gode grin, hvor tanker kan få lue.

Og lidt derfra et hjem igen, dog nu med dyner rene, for gæster kommer langvejs fra til værelser så pæne. Et B&B med charme fuld, hvor minder næsten taler – et hvilested på gammel grund, det lar sig ej betale.

Og skolen, som har set sin tid, er fuld af liv og latter. Et Byens hus med bold og leg, samt fester, sang og flæskesteg, fra klokken otte til vi når de sene aftentimer, er døren åben, lyset tændt, glæde er for Vrensted hændt.

Der danses, spilles, læses dér, I gymnastik og sale. Et bibliotek med bøger klog’, hvor stilhed roligt kalder. Et samlingspunkt for ung og æld’, hvor fællesskabet styrkes, et sted hvor Vrensteds varme sjæl i hjertets rytme dyrkes.

I gamle dage summed’ her af små husmænd og plove, mens store gårde strakte sig med marker, grønne skove. Nu står omkring en håndfuld gård’ med køer og grise hjemme – de bærer videre landets ånd og lader stolthed stemme.

Brugs og smed samt bager i er nu gode minder. Men lægehus og madbutik, hvor alle varer findes. Og selvom meget lukket ned, så står vi fast og hjælper – for Vrensted løfter helt i flok, når nogen siger kom herop.

ovenfor lægehus nedenunder købmand

I hundrede år har byen stå’t med folk af stærke tanker. Med gårde, grønne marker smuk’ og veje fuld af skrænter. Men Vrensted rejste sig hver gang, når stormen ville vælte – et folk med mod i ryg og blik, som aldrig lod sig fælde.

Ti bøger skrevet om vor egn, om folk med vilje, styrke. Om kloge mænd og vise kvind’, som livet lod sig dyrke. De rummer minder, arv og ånd, en skat for nye tider, hvor hver fortælling bærer frem den stolthed vi bær vidre.

Fra vævestue til samlingshus, fra legeplads til kroge – hver krog i Vrensted hvisker blidt om livets mange sprog’e. Vi deler gri n og giver hånd, vi mødes over bordet – og her i byens stille ro fornyes selve ordet.

Med fest og foredrag samt sang, vi mindes gamle dage Men ser med håb mod himlens blå, og nye skridt vi tage. For Vrensted står med åben favn, og rødder dybt i jorden – vi gror i fællesskabets kraft, som lyset nu i norden.

En landsby fyldt med liv og tro , med sammenhold og varme. Et sted hvor hjerter banker blødt og favne står med arme. Så kom og se – og bli’ måske – vi lover smil og hygge. For Vrensted, det er ikke kun et navn – det er en lykke.

Så løft nu stemmen og syng med, til minder, mod og glæde! For landsbyen, hvor vi står fast og lader livet brede. Fra dammens ro til kirkens klang, fra væv til bøgers linjer – en by med stærke rødder og fremtid i vor fingre

! April 25 /jom

Byens Hus i Vrensted     

Den lukkede skole i Vrensted i Hjørring Kommune er omdanne til et fælles aktivitetshus for hele landsbyen. I Vrensteds samlingssted, Byens Hus, er der plads til idræt, forsamlingshus, madværksted, café, lokalarkiv. Omkring hovedgaden er Byens Hus inddelt i tre zoner: • En idrætszone med gymnastiksal på 130 m², streetsport en “players lounge”, der er et uformelt mødested for idrætsfolkene. Idrætszonen forbindes direkte til den udendørs idrætsplads. • En forsamlingszone bliver et moderne bud på forsamlingshusets kvaliteter. Her er der madværksted på 81 m², en stor forsamlingssal på 165 m² og en mindre forsamlingssal på 66 m². Der er direkte udgang fra forsamlingszonen til et terrasseområde med køkkenhave og højbede og et afslapningsområde.

VRENSTED ET GODT STED AT BO

TÆT VED SKOV OG STRAND

Til Brønderslev, Løkken, Thise, Ingstrup, Børglum, Vittrup

Trehjørnet

Marker nedenstående link og højreklik herefter. Så skal du klikke på åben link: gå til https

hvorefter Sundsted historierne kommer frem

https://slaegtsbibliotek.dk/?ss360Query=sundsted

af Niels Yuri I. Rasmussen

Hvorfor skibet sank vides endnu ikke.

Tilbage i 1982 var Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders på udkig efter et vaskeægte sejlskib, efter at de havde solgt deres motorbåd.

Da købte de båden AS 52 Inger i Aarhus, og fik den fragtet op i nærheden af Langholt, hvor familien dengang boede. Dog vidste far og søn ikke, at de lige var blevet ejermænd af et stykke nordjysk kulturarv.

– Da vi så gravede lidt dybere i skibets historie, viste det sig jo så, at det var historisk. Jeg kan ikke helt huske, om det var min kammerat, der var bådebygger, eller om det var med et kig i det danske skibsregister, at vi fandt ud af, at det var Livø-skibet, erindrer Leo Kjær Nielsen.

Skal restaureres

I 40 år fragtede skibet både Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders flere steder rundt omkring i det nordlige Europa, heriblandt Skotland og Lübeck, samt deltagelse i Limfjorden Rundt.

Men inden da fungerede ‘Livø’ som passagerfærge. Skibet var blevet bygget til at fragte passagerer og gods til Den Kellerske Aandsvageanstalts afdeling på Livø frem til, at anstalten lukkede i 1961.

De seneste tre år har skibet dog ligget stille i Skudehavnen i Aalborg, da Leo Kjær Nielsen i en alder af 88 år ikke længere kan være med til at vedligeholde skibet, og det stort set er umuligt at vedligeholde alene.

Derfor er skibet blevet doneret til Limfjordsmuseet, så skibet kan udstilles i Løgstør.

– Det har været et mål for mig og Anders, at det kan udstilles. Det ville være meget fint, hvis det kunne renoveres tilbage til dets oprindelige udseende. Så der var vi meget heldige med, at Limfjordsmuseet dukkede op, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.

Museet gik i gang med oprette en fond, så der kunne samles penge ind til projektet. Og så satte en uventet synkning lige pludselig fart i processen.

Kran, dykker og pumper

For 5. maj sank skibet ‘Livø’ pludseligt, mens den lå til kajs i Skudehavnen i Aalborg. Derfor gjaldt det om at være hurtig, hvis skibet stadig skulle udstilles.

– Det kunne ikke få lov til at blive liggende der. Ellers ville museet ikke have det, og så ville det blive hugget op klippet, som det ligger dér, forklarer Leo Kjær Nielsen.

For at hæve skibet skulle der pumper til, så man kunne få vandet ud. En kran, så man kunne hæve skibet op af vandet og en dykker, så stropperne på kranen kunne komme ind under skibet, så det kunne hæves. Derudover var der også flere frivillige, der hjalp til med arbejdet.

Til at hjælpe med at hæve skibet var Michael Skatka, der til dagligt er projektleder hos BMS Heavy Cranes.

– Vi var ikke klar over hvor meget dynd der var på bunden, og om skibet sad fast i mudderet, så stropperne ikke kunne komme under. Det var sådan set vores største bekymring. Men ellers er der ikke så meget i det, når først stropperne er indenunder, siger Michael Skatka, der tidligere var med til at løfte skibet Loa tilbage i 1993.

For Leo Kjær Nielsen og sønnen Anders har det været et vemodigt farvel. Selvom skibet i sig selv er historisk, er det deres egne minder, der står klarest i erindringen.

 

– Det er i gode hænder nu. Og så er der en plan på vej for en reparation af skibet, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.

Et sort kapitel:

 

Del artiklen

11. december 2024

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

af Lisbet Christensen

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik på datidens såkaldte åndssvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø, formidles til et bredere publikum.

– Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurere bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

– Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her, de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

– Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Foto: Kjeld Thomsen

Foto: Klaus Nedergaard

Foto: Rigsarkivet

Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndssvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde, men kunne færdes noget mere frit.

– De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen, mener ikke at den grumme historie om de anbragte mænd, og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

– Jeg synes jo, det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på, og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.