En beskrivelse af og fortælling om Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve” samt erindringer fra Vrensted

samt en fortælling af Niels Christian Søndergaard Jensen, USA og avisartikel om samme af 19.07.2016 tilsidst.

samt erindringer fra 2010 af Vrensted drengen den 87 årige Niels Chr. Søndergaard Jensen, født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted og som i 1951 emigrerede først til Canada og siden til USA, Han fortæller en fin historie om hvordan der leveres mælk til mejeriet i Vrensted og nogle nabobyer.

Vrensted Andelsmejeri  Lykkens Prøve, Vrenstedvej 467, Vrensted, 9480 Løkken.

Oprettet 1890, ombygget 1915 ved arkitekt M.K.Skøt, Hobro

Nedlagt 1970

I 1932:

154 leverandører med 1350 køer, heraf 13 med mere end 20 køer og 70  med 4 køer eller mindre. Der er en jerseyko. Indvejet sødmælk (1929-30): 4,0 mio. kg.. Der sælges 2.079 kg smør fra mejeriet og 390 kg i bysalg. 8.090 kg mælk og fløde sælges fra mejeriet, 1.723 kg mælk og fløde sælges i bysalg. Ansatte: mejeribestyreren, en mejerist og en elev. Leveranddørerne kører selv.

I 1963:

134 leverandører med 5,25 mio. kg mælk. Detailsalg af mælk og smør fra mejeriet og en vogn., samt til grossist. Ansatte: mejeribestyrer, to mejerister og en mandlig ufaglært medhjælper.

 

Der var ordvekslingen mellem 2 landmænd i Vrensted med ca. 2 lige store mælkebesætninger:

Den ene siger til den anden:

Hvorfor leverer du ikke så meget mælk som jeg gør ?,

Hvortil den anden svarer:

Hvorfor betaler du ikke så meget i skat som jeg gør ?

Hvad kan man udlede af det?

Det var dengang der var offentlighed omkring levering til mejeriet og om betalte skatter.

 

 

 

 

 

 

Fortælling af Niels Christian Søndergaard Jensen der udvandrede  først  til Canada og så senere til  USA i 1951:

Jeg er født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted, og er i 1951 emigreret først til Canada og siden til USA. Jeg har kendt flere mejerier, så jeg vil begynde med Vrensted Mejeri, som er et af dem, jeg kender bedst. Det stammer tilbage fra min opvækst på Helledie i Vrensted.

Vrensted Mejeri “Lykkens Prøve”

I en meget ung alder lærte jeg om Vrensted Mejeri. Vi leverede vores mælk hver dag, og det foregik på en meget god måde, nemlig i fællesskab med vores naboer, som boede på gården Søndermarken. Mælketuren var lavet således, at vi kørte mælken i en uge, og Søndermarken den næste uge. Vi brugte samme vogn, men vores egne heste.

Det var altid temmelig tidligt om morgenen, at turen begyndte. Køerne skulle malkes først, og dernæst skulle mælkespandene sættes ud til vejkanten inden kl. 7. Jeg kan huske, at der var andre naboer, som også fik deres mælk med på den samme tur.

En anden nabo, Valdemar Rom, bragte sin mælk på en trillebør ud til vejen, hvor mælkeruten gik.

Derefter gik det op ad vejen til den næste nabo, Emilie-Peter, som boede lige inden LøkkenBrønderslevvejen. Den næste på ruten var Minister Theodor, og længere op ad vejen Niels Kragh. Derfra gik turen op ad Møllebakken til min egen søster, Else Nielsen, som de fleste i Vrensted kendte. Hun og hendes mand Harald Nielsen havde en lille ejendom lige over for den gamle Vrensted Mølle, som familien fra Helledie ejede dengang.

Harald Nielsen havde også en taxiforretning, og af den grund måtte Else sørge for at få deres få køer malket, og så få spanden ud til vejen. Så endelig nåede jeg til mejeriet. Der var gerne en lang række mælkevogne, som ventede på at få mælken afleveret. På mejeriet var der en platform i samme højde som vognen, så det var nemt at læsse spandene af. Hver gård havde et nummer på spandene, for at holde dem for sig. De skulle tømmes ned i vægten, og mejeristen skulle sørge for at skrive antal kilo i en bog. Hver anden uge var der udbetaling for mælken.

Efter mælken blev sendt gennem mejeriets maskiner, kunne man køre mælkevognen frem til den næste port på platformen. Der fik man udleveret skummetmælk og kærnemælk, som vi fik til husholdning og til grisene.

Transport til mejeriet

Den sværeste tid at levere mælk til mejeriet på var om vinteren. Jeg tænker på årene fra 1935 og fremad, hvor vintrene var meget strenge med høje snedriver. Der var ingen sneplove dengang, og hvis vejene skulle ryddes var der kun en måde – ud med skovlen.

Det skete på den måde, at snefogeden skulle samle mandskab fra alle de forskellige gårde og huse for at hjælpe. Det kunne godt tage mere end den samme dag, så derfor blev det meget vanskeligt for mælketuren. Den kunne så foregå med slæde. Jeg husker vi havde en lille gul nordbagge, som var meget god til at rende gennem høje snedriver.

En ting, som jeg også husker, er, at når man var på mejeriet, skulle man for det meste ind i Brugsen efter varer, og således kom man også til at tale med venner og bekendte i området. Jeg har flere oplevelser med mejeriet i Vrensted. Jeg lærte af min ældre bror, Erik, hvordan det foregik med at køre med smørdritler.

Min far var fragtmand i flere år. Vi havde en særlig vogn, som var velegnet til at køre med foderstof og smørdritler. Der var en særlig måde at håndtere disse dritler, som var temmelig tunge for en lille fyr som mig, men efter en tid,  fandt jeg ud af den bedste måde. Det var værre for mejeristerne, som skulle løfte dem op til lugen, som var omtrent i samme højde som fladvognen. Der var tider, hvor der var mere smør end andre, så der kunne blive to læs, der skulle køres til stationen. Vognen kunne rumme 30 dritler. Det hændte også, at der var varer på stationen, som skulle afleveres på mejeriet. Vrensted Mejeri har siden været brugt til forskellige ting, blandt andet en fabrik. Det ejes nu af min søsters søn, Jørgen Michaelsen.

Ingstrup Mejeri

Jeg har også oplevelser fra Ingstrup mejeri, fordi min bedstemor, Else Søndergaard, ejede et lille hus lige overfor mejeriet. Engang imellem var vi alle i familien en tur i Ingstrup. Det, jeg kan huske fra ganske lille, var den meget høje skorsten, som jeg syntes var meget stor. Der blev vist bygget om, efter at den var faldet sammen.

Jeg har også flere erindringer om Ingstrup Mejeri, fordi jeg var i pleje hos Elna og Kresten Søndergaard, som boede i Ingstrup. Jeg tror, jeg var seks år gammel. Søndergaard familien havde to børn, Emilia og Helmer, som var en del ældre end jeg. Helmer kørte mælketuren der, og det er en tur, som jeg husker godt. Vognen havde et højt sæde, så på den måde kunne jeg se den store skorsten på lang afstand.

På Søndergaard var jeg gerne til stede under malkningen. Der var omkring 30 køer, som blev malket på den gamle måde, hvor man sad på en lav trebenet stol og malkede med de bare næver. De var gerne fire om det, og når det var mørkt, kan jeg huske, at der var en flagermuslygte, som hang på en staldsnor. Den blev rykket frem, hver gang den sidste i rækken flyttede til den næste ko.

Flere mejerier

Løkken Mejeri lærte jeg at kende i 1943. Jeg havde plads i Skøttrup hos Erik Aagaard. Han ejede Skøttrup Østergaard, som leverede mælk til Løkken Mejeri. Gården havde tidligere været fattiggård.

Det var en af mine pligter at malke sammen med sønnen, Niels Aagaard. Der var ca. 14 kper, og det var selvfølgelig med håndkraft.

Dengang kom jeg også til at kende til Børglum. Mine to brødre var bosat i Børglum, nemlig Knud Jensen, som var ansat i brugsforeningen, og Erik Jensen, der havde vognmandsforretning.

På Sjælland kom jeg i kontakt med flere mejerier, det var i Køge og St. Heddinge. Jeg arbejdede på en stor gård ved navn Loisenborg, hvor der var 100 køer, der blev malket med maskine. Jeg husker engang, at elektriciteten svigtede, og alle på gården måtte prøve, om vi stadig kunne udføre malkning med hænderne.

Canada og USA

Da jeg forlod Danmark i 1951 og rejste til Canada, fik jeg arbejde på en farm, men der var ikke meget malkning. Der var nemlig kun en ko, som gav mælk til husbehov.

Vi havde en maskine, som jeg aldrig havde set før, det var en separator som blev brugt dengang. Nu er det længe siden, jeg har brugt sådan en, men jeg kan stadig huske, hvordan det var. Det lignede en stor gryde med et hul i bunden og en aksel op gennem den. På toppen af akslen er der en masse forskellige skiver med en lille kant. De har forskellige størrelser og huller, og på den måde bliver mælken skilt fra, så fløde og andre produkter kommer ud af forskellige rør. Det var et meget vanskeligt arbejde at skille maskinen ad og samle den igen, når den skulle gøres ren.

Dengang blev den drevet med håndkraft, og den blev brugt på alle farme, selvom der måske kun var én malkeko. For mig var det egentlig en meget interessant oplevelse, at lære hvor stor forskel der var i forhold til Danmark, hvor al mælk blev bragt til mejeriet.

Fløden blev opbevaret omkring en uges tid, så gik turen til den nærmeste by, som hed Vinden, det var i Manitoba. Der var et mejeri, som samlede fløden fra farmerne i oplandet. Jeg kom der flere gange, men det var slet ikke som de danske mejerier.

De havde en mejerist, som tilfældigvis var dansker. På mejeriet lavede de forskellige produkter såsom fløde, smør og kærnemælk.

Jeg forlod Canada i 1955. Min bror var allerede i Los Angeles, og der skulle jeg nu flytte ned. Det var i november, så vinteren havde sit tag i Canada og USA. Jeg kørte turen i min egen bil, og jeg var meget heldig, for der blev kun lidt besværligheder i Montana bjergene. Der var sne på vejene, som dog blev ryddet en gang om dagen.

Efter fem dage var jeg i Californien, hvor vejret var umådeligt flot i sammenligning med Canada. Min første tanke var jo at finde arbejde. Jeg var allerede begyndt som en slags tømrerlærling i Canada og ønskede at fortsætte i det fag, men mit første arbejde blev nu på et mejeri, endda et dansk. Det gik under navnet Knudsen Creamery. Det var et meget stort foretagende.

Mit første arbejde var at læsse mange forskellige mælkeprodukter ind i en stor lastbil, som også var en slags køleskab. Der var omkring 30 af den slags, og de kørte ud over det meste af Californien.

Den egentlige grund til at jeg fik arbejde der, var den at jeg var dansk og kunne tale det danske sprog, som jeg nu aldrig har glemt.

Jeg fik et år senere arbejde som tømrer, og det var jeg i over 40 år. Jeg er nu pensioneret og er 87 år, og bor i Manning, South Carolina.

Jeg tror nok, at Knudsen Creamery stadig producerer deres fine varer, som er meget berømte i USA. Min søster fra Vrensted besøgte mig i
Californien et par gange, og hun sagde at Knudsens kærnemælk var det bedste hun havde smagt, for der var nemlig smørklumper i.

En tid som er forbi

Jeg er sikker på, at der i Vrensted er mange, der kan huske de forskellige mælkeruter. For mit vedkommende havde jeg endnu en mælketur. Det var mens jeg var i tjeneste hos Kristian Larsen i 1942. De havde en gammel sort hest, og turen gik fra Kristian Larsen til vores nabogärd og til Tilsiggaard. Den gamle hest kendte selv turen, men nu er det mange år siden. Om skæbnen for alle de danske mejerier kan jeg kun sige på den måde, som det hedder i USA: One thing in the past.

I 2016 har den nu 93 årige Niels Niels Christian Søndergaard Jensen været på besøg i Danmark og Vrensted, læs også nedenstående avisartikel fra den 19.07.2016

VRENSTED: Der var knaphed på stort set alt i efterkrigstidens Danmark, og i 1951 fik Niels Christian Jensen nok af både Vrensted og Danmark. Han var dengang 28 år, ugift og fik tanken, at der nok var bedre i Amerika, hvor hans ældre bror allerede havde slået sig ned.

Nu skulle det være slut med at køre smørdritler fra Vrensted Mejeri til stationen, slut med at køre med tørv og hvad der ellers faldt for, når man ikke havde nogen uddannelse og ikke havde lyst til at overtage den fædrende gård lidt udenfor Vrensted.

Så Niels Christian sagde farvel til familien og drog af sted. I første omgang til Canada, hvor han kom i lære som tømrer og blev i fem år, og siden til Amerika, hvor han faldt helt og aldeles til og i store træk har levet et godt og langt liv.

Et glædeligt gensyn
I maj var Niels Christian og hustruen Margaret på besøg i Vrensted for første gang i mange år – efter at en læge havde kigget Niels Christian efter i sømmene og godkendt rejsen.

Det blev til tre fine uger i Vendsyssel, hvor parret fik besøgt den store og vidt forgrenede familie. Og hvor Niels Christian måtte konstatere, at han ikke længere har en grundlæggende fornemmelse for sit gamle land – og at de gamle bekendte var faldet væk.

En ældre søster, der bor på et ældrecenter i Løkken, blev besøgt, men ellers var de danske kontakter niecer og nevøer og deres familier, som på skift tog mod den amerikanske onkel.

– Det var dejligt at være i Danmark, men jeg kan ikke sige, at jeg savner Danmark … jeg har været væk for længe. Der, hvor man har boet længst, hører man hjemme, og jeg betragter mig selv som amerikaner. I dag kunne jeg ikke bo i Danmark, siger Niels Christian, som i bund og grund synes bedre om USA end Danmark.

Spændende job og en stor sorg
Niels Christians første stop i det forjættede land var Los Angeles. Her fik han arbejde som tømrer, og gik på højskole i et par år – dels for at lære sproget ordentligt og dels for at lære den amerikanske kultur at kende.

Og det blev hurtigt bekræftet, at Amerika var bedre end Vrensted.

– Det var temmelig godt i Los Angeles med masser af jobmuligheder, siger han om de første år, hvor han arbejdede både i Beverly Hills, Las Vegas og andre kendte steder – og mødte sin første kærlighed og fik et barn.

– Desværre døde min datter af en hjernesvulst, da hun var seks år. Og min kone døde af sorg kort efter … det var ubeskriveligt hårdt, fortæller Niels Christian om sit første ægteskab.

Siden blev han gift med Margaret, som han har holdt sammen med siden. Fælles børn blev det ikke til, men Margaret havde børn fra et tidligere ægteskab, og de har siden været Niels Christians amerikanske familie.

Selv om det er mange år siden, at Niels Christian Jensen forlod arbejdsmarkedet, har han ikke ligget på den lade side. De første mange år som pensionist brugte han tiden på at købe huse rundt om i det store land. Huse, som han satte i stand og solgte igen – selvsagt med fortjeneste. Og selv om han er blevet 93 år, har han stadig et enkelt hus til salg i South Caroline – og havde egentlig nok lyst til at fortsætte med handlerne og renoveringerne.

– Der er masser af arbejde i USA og meget bedre muligheder for at sætte noget nyt i gang – og så er folk generelt meget venlige og åbne. Mere end i Danmark, siger Niels Christian, som dog har erkendt, at tiden for hans vedkommende nok er løbet fra de store projekter.

Bor i pensionistparadis
De seneste år har Niels Christian og Margaret boet i byen Wildwood i Florida – efter at have boet flere steder rundt om i USA.

Florida er kendt som pensionisternes paradis, hvilket Niels Christian godt vil skrive under på.

Klimaet er varmt, godt og lindrende for de små og store skavanker, som ofte følger med, når man kommer op i alderen. Parret er aktive i Scandinavian Club, hvor man holder de gamle lande og traditioner i hævd og mindes – uden at blive sentimentale af den grund.

Parret har et hus med tre soveværelser og to badeværelser, og får jævnlige besøg af den danske familie, som gerne vil kigge Florida efter i sømmene. Meget velkomne

besøg, slår Niels Christian fast.

De fleste danskere kan hurtigt blive enige om, at velfærdsstaten Danmark er et langt bedre sted at bo end USA, hvor det sociale sikkerhedsnet er betydeligt mere stormasket. Her er Niels Christian Jensen ikke enig.

– Vi får pension lige som i Danmark, og kan blive behandlet på et sygehus, hvis vi bliver syge. Jeg synes USA er et godt sted at bo, siger han med en tilføjelse om, at han udmærket er klar over, at nogle af sydstaterne har store sociale problemer og at ikke alt er godt på de kanter.

– Men udviklingen går i den rigtige retning i øjeblikket … jeg synes, at der er gode tider i USA lige nu, siger han.

Nogen kunne tænke, at rejsen til Danmark nok var Niels Christians sidste, men:

– Hvis helbreddet holder tager vi nok en tur mere på et tidspunkt, siger han.

 Jeg mangler kun Hawaii i at have besøgt alle stater i USA, så det skulle vi også gerne nå.