Af Mikkel Nielsen, Sæby
.
Under aftenens og nattens heftige uvejr kom jeg til at tænke på, hvor stærke naturkræfter, der er i spil, når himlen oplyses og det buldrer og brager.
Her faldt tankerne hen på gamle dage, hvor det ikke var så sjældent igen, at uvejret kunne gøre stor skade.
Det kan det naturligvis også i dag, men det er heldigvis mere sjældent. Vores huse har lynafledere, og vi er meget bevidste om, hvordan vi skal gebærde os, mens uvejret står på.
I gamle dage kunne folk miste både gårde og huse, hvis lynet slog ned. Det gjorde så ikke sagen bedre, at fattigfolk, som der var mange af, de ikke var forsikret mod den slags ulykker.
At en familie mistede boligen, kunne være slemt nok, men det kostede også tab af menneskeliv.
Husker historien om en kone på egnen omkring Albæk, der blev dræbt af lynet, da hun var udenfor ejendommen for at ordne noget.
Så var der den frygtelige sag fra Sæby sidst i 1940erne, hvor en 12-14årig dreng blev dræbt ved en ejendom, hvor Brolæggervej ligger i dag. Han ville løbe hjem fra naboejendommen, mens det lynede og tordnede.
Drengens far stod i vinduet i køkkenet, og så efter sønnen, der kom løbende i uvejret for at komme hurtigt hjem. I det samme slår lynet ned, og drengen bliver slået ihjel for øjnene af den ulykkelige far.
Den hændelse bragte forfærdelse og sorg i hele Sæby og omegn.
Så er der en noget ældre beretning her fra området, der fortæller om, hvordan lynilden ligefrem kunne finde vej ind i husene.
Vi skal helt tilbage til den 11.april 1859.
Der var et heftigt tordenvejr med lynild og regn hen over Sæbyegnen.
Her slog lynet ned i et våningshus, der lå i forbindelse med en gård på Gedebjerget vest for Sæbygård Skov, som Peder Chr. Abrahamsen havde i forpagtning.
Da uvejret brød løs, havde det banket på hos familien. Det var skovfogeden, der ville søge ly under for den kraftige regn, og han blev naturligvis budt indenfor.
Set i bagklogskabens lys skulle han måske have været blevet i skoven.
Da lynet slog ned i våningshuset, banede lynstrålen sig vej igennem en lem i stuen, og ihjelslog uheldigvis skovfogeden, der sikkert sad, og var lettet over at have fundet husly.
Som om det ikke var nok, blev konen i huset så alvorlig forbrændt, at man frygtede for hendes liv.
To børn blev ligeledes forbrænde men dog heldigvis i mindre grad.
Efter at have anrettet disse ulykker farede strålen ud af skorstenen uden at anrette nogen skade på selve huset.
Da jeg ikke har noget brugbart billede fra gamle dage af Gedebjerget, napper vi et fra skoven i stedet.
