Traveture omkring
Vrensted 2007.
(skrevet af Elin Schierup, Vrensted)
Tur ud af Bådstedhedevej:
Vaskehuset blev bygget i begyndelsen af tresserne. I slutningen af tresserne gjorde vaskemaskinerne sit indtog i hjemmene og vaskehuset blev overflødigt. Svend Mørk byggede det om til beboelse til familien fra København. Så havde de et sted at sove, når de var her på besøg.
Skolen blev overtaget af Helga og Frede Pallesen i 1959, da den nye skole blev indviet. Nu bor Kristian og Ellen i østenden af skolen.
Lige efter skolen lå tidligere et hvidt hus, som blev beboet af en cykelsmed.
På hjørnet lå Ørnholms røde hus, hvori urmager Ørnholm lavede berømte tårnure. Begge huse blev nedrevet, da vejen blev udvidet i slutningen af halvtresserne.
Overfor Kirkedammen lå også en købmand og en slagter.
Huset overfor præstegården blev bygget for indtjeningen fra bogen HELENE skrevet af Fie Riis. Bogen var autentisk og handlede om Helenes opvækst som fattighusmedlem.
Efter Gerhards hus i svinget lå Fælleden, som var en losseplads for usorteret affald, men dengang var affaldet ikke så farligt – i kanten var et lille vandhul med haletudser. Fælleden betyder egentlig et fællesareal. Her stod børn ofte med køer på græs i vejsiden – de skulle jo passe på dyrene ikke spist af kornet på marken.
Ud af vejen ved Holmens skov drev man tidligere kvæget i engene. Efter afvandingen fik hver ejendom sin egen lille smalle eng. Kræn Thomsen havde en lille robåd. Henning og Vilhelm var ofte med ude for at stange ål
med ålejern = lyster. Når ålejernet blev trykket ned i bunden sad ålen fast i jernet, det samme foregik med gedder i kanalerne senere. Nu er ålejernet forbudt.
På vestsiden af skovvejen var der tidligere en oversvømmelse på Koldkjærs mark, som man skøjtede på. Der var også en lille dam ved vejen i østsiden af skoven. Her gravede man grus. Den blev kaldt Badedammen.
I Launy Graarups hus boede Ole Grünbaum en periode i tresserne. Huset var et kollektiv, som de kaldte Vestenvind. De levede meget spartansk og lærte at malke deres ged af lærer Frede Pallesen. De havde et langt
og godt bekendtskab med familien. Kollektivet havde hyppige besøg af ungkarlen Sandersen, om hvem, de fornemmede, brugte 14 dage på at forme en vittighed.
Harry Jørgensen, som var hotelkarl på Klitbakken, bragte madrester til dem. Madresterne havde han hængende over styret på cyklen i mange bæreposer – og var som sådan et kendt figur i byen med hotelkasketten på
hovedet, sit tuborgforklæde og store skæg. Ole Grünbaum skrev senere bogen BAR RØV I TRESSERNE med beretninger fra kollektivet.
Nu bor Danmarks kårede sødeste hund i huset, en terrier som tilhører Launy og Eva Graarup.
Lige før skoven lå et lille rødt hus, som bl.a. Marie Frandsen boede i en kort overgang. I skoven blev skydevolden oprettet af en lokal skytteforening. Når der var skydeøvelser, hejsede man et rødt flag ved alle indgange og et op over skoven. Børnene brugte senere volden til at skyde til måls på med bue og pil.
Hvor søen nu ligger, lå tidligere en sportsplads, hvor mange fodboldkampe blev spillet. Her blev også afholdt sommerfester med telt og musik – og Cirkus Badutski.
Søen er udgravet af jagtforeningen, og skuret og bålpladsen er bygget af børn fra Vrensted skole.
Turen rundt om Vingevej, Pilgårdsvej og Tilsig:
Lægehuset ligger i det gamle kommunekontor, som blev lukket ved kommunesammenlægningen i 1970.
Ved Trehjørnet passerede vi 2 huse opført af sagfører Anders Olesens i 1920erne, det ene indeholdt tidligere bibliotek i vestenden.
I centralen lige efter passede Kesse omstillingen. Engang Jørgen 2 gede fra Århus og ville snakke med sine forældre, kunne Kesse fortælle, at de lige var kørt ”nør på”, så han stillede ham ud til Søren, hvor de da også var. Sådan en service har vi ikke i dag.
Overfor i miniaturehuset (gammelt vandværk) boede Peder Vingård Olesen med sin blinde hustru og eneste barn.
Vingevej hed tidligere Møllevej, da byens vindmølle lå her indtil ca. 1950. Else og Harald Nielsen overtog møllen i 1938 (kørte også taxa)og malede mel for dem, der ikke selv havde mølle på gården. Under krigen måtte der
ikke males hvedemel, men om aftenen blev der leveret små poser korn i gangen, som så blev malet om natten. Det var ikke uden risiko for mølleren, men havde stor betydning for byens borgere.
Henning Hyldgård fortalte, at når de kværnede korn hjemme, brugte de det øverste fine mel til brød, resten fik dyrene.
Ved enden af vingevej ser man østpå over markerne til Bonnerups gård. Herimellem har tidligere Birkedommergården og en af de tidligere utallige kroer i Vrensted ligget. Her fra stammer familien Krower.
Grethe fortalte om Østre skole, hvor der bl.a. blev dystet om den flottest pyntede ko til Sct. Hans.
Vi fortsatte til Det Gule Palæ, som murermester Martin Andersen byggede, siden boede hans søn Murercharles her, derefter Niels Østergård. På nordsiden af Pilgårdsvej lå Ellidsgård og endnu et lille længehus med plads til en ko – begge forsvandt i 60´erne.
Videre mod øst passerede vi Lindegården, som Niels Østergård – nu sønnen Knud – ejede. Længere ude passereds Pilgård – tidligere kaldet Høngård. Det var sagfører Anders Olesens hjem, og Petra Pilgård var hans
søster. Sagføreren samlede Hammer bakker til et naturområde ved at opkøbe de mange små gårde i området.
Hans metoder blev meget diskuteret. Han opførte Vodskov kirke, i Vrensted Anne Maries hus, Præstemarken og de 2 ovenfor nævnte huse, ligesom han restaurerede Vrensted kirke. Anne Maries hus er opkaldt efter hans mor og var en stiftelse for enlige uformuende kvinder. 5 toværelseslejligheder og en vævestue var der. I dag erstiftelsen ophævet, og huset bliver anvendt som børnehave.
Vi fortsatte ad den gamle markvej med udsigt mod Børglum Kloster – neden om Nørkjærs 2 ejendomme til Åge Kodahls, nu Bodil og Hans Dams ejendom i kanten af Tilsig. Et mosestrøg, som strækker sig mellem Tilsiggård og Drivsholm. Mosen er stadig lumsk og ofte under vand. For få år siden gik en kvie fast deri og måtte aflives.
Engang gik et postbud over mosen til Drivsholm, men nåede aldrig frem. Han blev suget ned! Kun postkasketten lå tilbage.
Drivsholm har i gammel tid ligget på en holm, hvor stenalderfolket har efterladt sig spor. Bent og Birthe Drivsholm var 8. generation på gården, som nu er overtaget af Mads og Malene Sørensen.
Hos Bodil og Hans så vi kunstudstillingen med Bodils dejlige skulpturer i stentøj og bronze, det smukke haveanlæg og hørte nattergalens klare tuner i den lyse aften.
I Tilsig har de omliggende ejendomme lavet æltetørv til eget forbrug.
I den nordligste ende af Vrensted vidner den nedlagt brugs, det nedlagte mejeri, det nedlagte frysehus og det stadigt velholdte og velfungerende forsamlingshus om andelsbevægelsens fornyende kraft i samfundet.
Andelsbevægelsen voksede frem fra omkr. 1880.
Mejeriet Lykkens Prøve var berømt for sit gode smør, som vandt medaljer i hele landet.
Tur ud ad Bådstedhedevej, over skråvejen til Holms og over Kongsengene hjem:
Præstegården blev opført i 1928, tegnet af Ulrik Plesner – bror til den daværende sognepræst. Holmen har sammen med de 2 Sundstedgårde været ”enestegårde”, hvilket betød, at de ikke havde del i fællesmarken så
de skulle sørge for gode hegn, så deres køer ikke kom udenfor deres egen jord. En af ejerne var formentlig skudehandler.
Stien fra vejen til Libak er sløjfet, men anes stadig under trætoppene. Mange huskede, hvem der boede i de mange små ejendomme og huse. C. Klitgård omtaler heden som en lille hedebakke, hvor der blev gravet tørv.
Ved Slottet, ca. 150 m vest for Kurts ejendom under hveden, er der fundet voldgrave og stolpehuller, samt en stor egestamme i voldgraven. Slottets funktion kender man ikke rigtigt.
Vi gik på stien syd for Kurt til Kongsengene. Fra skråvejen kan man se, hvordan Holmen og Libak hæver sig
over landskabet som morænebakker fra istiden, der stak op af Vildmosehavet i stenalderen.
Vi passerede en markvej mod øst, som går bag om Sundstedgårdene ud til Brønderslevvej. Vi fortsatte ad Kongsengene forbi Jægerums mergelgrav. Her gravede man mergel, en blanding af ler og kalk. Det var meget
hårdt og blev brugt til at berige jorden med. Søen har også været brugt til badning. Fra Brønderslevvej tog vi Gl. Byvej og Bystien til Købmanden. Også her huskede mange navnene på tidligere beboere.
Tur omkring Kirken til Ingstrupvej, ud ad den gamle vej – over den gamle bane – mod Løkken.
Til Venstre Jens og Rasmus Jensens stald til 450 køer, som netop er indviet (2007). Efter Oskar så vi jernalderbrønden, der blev fundet, da man gravede ud til jernbanen. Den blev fredet. Fredningstenen står der,
og her står oftest vand. Brønden var speciel, da der var trin ned fra 2 sider og med trædesten mod øst til stationen, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Her fandt man ved banens anlæggelse over 30.000 potteskår,
som blev samlet til mere end 100 keramikkrukker, nogle med en slags stempelmærke i.
Ud ad markvejen mod vest så vi et område, som Leif og Åse har plantet til med træer (i begyndel-sen af 90erne), efter at have gravet en stor sø ud. I søen er der en ø, og her er ofte ænder og masser af rådyr. Et dejligt sted.
Vi fortsatte gennem Verner Kristiansens lille skov og lund, ud gennem hans brakmark til møllerne. Så til Ingstrupvej og så, hvor vi kunne forestille os tyskernes pansergrave havde gået – fra Ingstrup til Oskar, hen øst om Poul Erik Jensen og fortsatte vest om Klostret. En lang rende ca. 8 m. bred og 3-4 m. dyb og ved siden af pigtrådsafspærring. Pansergravene skulle stoppe De Allierede, når invasionen kom. Mange mennesker blev
tvangsudsendt, en del polakker til at grave gravene med håndkraft. De blev indlogerede på gårdene.
Vi gik igen ind ad engvejen og fulgte den gamle markvej op til Oskar og Ane. Her fik vi lov til at se deres fine, frodige have, hvor de ”leger” med planterne.
En god aften i det fineste solskin og uden en vind rørte sig.
Tur ad A. C. Andersens Vej til kærene vest for Kærgård.
Vi gik ad små stier omkring skolen til Mellegård, som har været i familien Justesens eje i 5 generationer. Poul Justesen fortalte om de omliggende gårde, hvor Kirkemarken syd for vejen var forpagtergård til præstegården,
bygget her i begyndelsen af 1900 tallet ved mellemkomst af sagfører Olesen. Der var en klausul om at drive landbrugsskole her, men den bliv aldrig effektueret.
Lidt vest herfor lå i ældre tid et lille jordhus, som var ramme om en social tragedie. En enke levede her med sin kønne datter, som i ungdomsårene blev tilbedt af bl.a. sønnen fra en stor gård. Han gjorde hende gravid for
straks efter at blive soldat i Ålborg. Hun gik på sine bare fødder til Ålborg og fortalte ham dette, men han afviste hende, og hun måtte føde i dølgsmål og ombragte barnet i en tørvegrav i Kæret. Barnet blev fundet og pigen arresteret. Hun tog livet af sig i arresten i Hjørring. Ikke nok hermed. Moderen blev efter pres fra gårdmanden afvist fra sit løsarbejde på gårdene i sognet, den ene efter den anden, og så til sidst ingen udvej.
Hun druknede sig i en tørvegrav.
I en lille ejendom på bakkehældet nord for vejen boede Vrensteds lokale digter A. C. Andersen, som skrev med stor social indignation, måske inspireret af denne historie fra nabohuset.
Her fra bakken kunne vi se linjen, som pansergravene har fulgt. Leo Helledie Sørensen har sendt rids over forløbet. I tørre somre står kornet frodigere her, hvor jorden har været vendt dybt under sandflugtslaget. Poul, Mogens Sørensen og Niels Jørgen Mejlholm kunne alle berette om forsøgene med dybdepløjning ned til 1 m dybde, som vendte op og ned på sand og den underliggende muld og ler. Samtidig fik man – i hvert fald
midlertidigt brudt et meget hårdt lag i sandet. Dette gav visse steder en udbytteøgning til det 4 dobbelte!
Nede i kæret fortalte flere om de mange små lodder, som hvert husmandsted og gårdbrug havde til høslet og afgræsning, Husmanden kunne endvidere få lov at lade sine få dyr gå på gårdmandens store eng, mod at føre tilsyn hermed sommeren igennem.
Vi gik ud til Marius Mathiasens lille skov. Han var en foregangsmand i læplantningen. Der står få store graner tilbage fra den første plantning. Mange kunne huske, at man i 40erne kunne stå i Vrensted by og se klitterne.
Nu er der høje træer i læbælter overalt, som dæmper vinden, men også afskærer udsigten.
Længst ude i kæret viste Niels Jørgen Mejlholm os de dejlige naturområder, der er opstået omkring de gamle tørvegrave, som nu er små oaser for især rådyrene.
Før og under krigen var disse tørv en vigtig varmekilde for egnens befolkning – også Løkkenfiskere.
Det var skik at bonden satte et mål af til sig selv og til fiskeren eller daglejeren, som så først ryddede sand af måske i en meters dybde på både sit og bondens stykke. Herefter var det spændende, hvor tykt tørvelaget var.
Det kunne være fra 2 stik til måske 1,5 m tykt. Tørvene var oftest hårdt pressede af sandet og af særdeles god kvalitet. Nogle bønder fik på denne måde rigeligt med tørv og kunne så aftale med fiskeren, at denne som
betaling for tørv, skulle levere fisk og skaldyr efter behov året igennem!
Vi gik hjem igen gennem kæret og op til Bækgård, hvor vi fik beretningen om et mord på konen her.
En mand havde giftet sig gården til, men var ikke tilfreds med konen, som han ved venners hjælp søgte at forgifte. Hun undgik imidlertid hvert forsøg, da hun kunne smage på brændevinen, at der var noget tilsat,
uanset hvor fuld de drak hende. Til sidst mistede manden tålmodigheden, og da en anden kvinde pressede på, slog han hende ned med noget tungt. Der havde imidlertid været snakket så meget om det i sognet, at politiet
hurtigt fandt ud af, at det ikke var et fald i fuldskab. Ægtemanden blev arresteret sammen med 5 medskyldige og idømt tugthusstraf!
Med denne opbyggelige historie sluttede turen i let aftenregn.
Tur ad Pilgårdsvej til Børglum Hede og Munkebrovej.
Birthe Kristensen fra Naturfredningsforeningen mødte op for at fortælle om Børglum Hede og forskellige græsser.
Fra Pilgårdsvej gik ad markvejen til Fristrup, videre til Heden, som oprindelig var udlagt til bønderne af godsejeren på Børglum, så de i magre tider kunne hente foder til dyrene her. Heden fik lov at ligge hen, og nu
findes her flere sjældne planter. Der er lavet en redningsplan for den lille del af heden, der er tilbage.
Knappesengegrøften ved mosen blev formentlig brugt til at regulere vandet i kanikernes (munkene på Børglum Kloster) fiskedamme. I fasteperioderne måtte de kun spise fisk og brød, så fiskedammene var vigtige. De byggede sandsynligvis også Munkebroen.
Når man her ser op mod Klostret, kan man se en stor sten. Her har bispegården fra 1104 formentlig ligget efter Børglum Kloster blev prænonstratenser munkeordens hovedsæde i Norden. Før den tid lå her en kongsgård.
Lidt længere fremme er der nogle gamle lergrave. Her lå et teglværk indtil for ca. 100 år siden.
Marken før Bomhuset kaldes Ridehusmarken, da der i 1600-1700 tallet lå et ridehus. Ved det gamle Bomhus har der været opkrævet bompenge.
Ved Munkebrovej dyrkes energipil, som høstes til brændsel hvert andet år.
Kilder: Arne Søndergård: Min barndoms vandhuller. C. Klitgård: Vrensted sogn.
Tage Jensen, Tilsiggård, og Simon Thomsen og mange andre borgere i byen.
Den sidste travetur gik til Klostergrøften.
Vi kørte sammen til minkfarmen på Hulbakvej. Her fra guidede Poul Justesen flokken gennem sprøjtesporene i sin hvedemark til Klostergrøften. Han fortalte med stort engagement om alt,
hvad vi så. I Klostergrøften står skrænterne med masser af vilde blomster. Poul fortalte at bredderne/skrænterne hele tiden ændrer sig med vandstanden.
Et sted havde engang været et teglværk. Et andet sted er der en lille bro og en lille hytte, lidt senere endnu en hytte.
Ved at kigge op over den store hvedemark kunne Poul fortælle, hvor sandbanker lå fra sandflugten for 2-300 år siden. Her stod hveden dårligere.
Længst mod vest løber Klostergrøften dybt nede i forhold til markerne, og der er en fin grøn dal under trætoppene med grøftens rislen i bunden.
Turen gik omkring Kræmmergård, som var skudehandlergård og opmagasineringsplads for Skudehandelen. Her ligger stadig store norske skifferplader, som blev brugt som ballast i skuderne tilbage fra Norge. I 1860 blev Kallehavegård, som var Kræmmergårds klitlod, udstykket.
Stemningen var rigtig god, og tilbage ved bilerne afsluttedes turen med kaffe og Åses lækre kringle.
Der var mange, der gerne så turene gentage næste sommer. De fleste syntes, det var en god måde at få motion på og sjovt at høre om fortid og nutid i sognet. Endelig fik man snakket med folk, man ikke plejede.