Stine Møller
Kilde: BT dec. 1955 af Malin Lindegreen
Hun er ikke så ringe – den Kone
Julebesøg hos Stine, Præsternes Veninde, der har båret en tung Skæbne – Jeg skal gense min Mand – Hils i København, som jeg aldrig har set.
Næh Tak, I skal ikke komme med jeres Kukkasse.
– Bare et enkelt Fotografi. – Det er ti år siden, jeg sidst var hos Fotografen. Jeg har lovet mig selv, at det også bliver – det sidste Billede, Verden får set af mig.
Stine Møller har talt. Det er ganske tydeligt, at der er Vilje bag Ordene. Det vil ikke nytte os Spor at snakke mere om den Sag. I Avisen vil hun ikke.
– Men et Glas Vin og en Julekage kan I få.
– Det behøves ikke.
— Ja, I får undskylde, her er det nu mig, der bestemmer. Ingen har endnu besøgt Gården uden at smage på Bagningen ind under Jul.
Stine forlader sin Stol i Kakkelovns krogen og går ind i den iskolde Stadsstue for at hente Glas og Småkager. Hun er lille og gammel, halvblind og har snehvidt Hår i en sparsom Fletning. Men skønt hun ikke har været uden for en Dør i mange år, ved hun Besked om alt, hvad der foregår i Vrensted og omliggende Kirkesogne. Folk kommer til hende for at fortælle, og alle lægger stor vægt paa hendes Mening.
Naar Gårdmændene i Vrensted snakker om Stine, spytter de en ekstra Gang og siger anerkendende: Hun er ikke så helt ringe, den Kone!
Et års Løn
Stines Liv er en Hverdagshistorie, Hun maler ikke med bred Pensel og stærke Farver. Hun fortæller bare om en ung Pige, der måtte bytte sine lyse Drømme med Hjertesorg, Pligter og et alt for tungt Ansvar.
– Min Mand var Sognefoged her i Vrensted – et sjældent fint og godt Menneske. Han var bare 44 år, da han døde. Han slog Hovedet mod en Dørkarm, og ingen Læger kunde redde ham. Ikke dengang i. hvert Fald – var det sket i Dag, var alt måske endt anderledes.
Det var hårdt, kan De tro. Jeg syntes ikke, der var nogen Mening med noget mere, havde ikke Lyst til at gå ud mellem Mennesker og vidste knap nok, hvordan Gården blev skøttet i Begyndelsen. Men Børnene reddede mig – jeg havde fire – og jeg blev efterhånden klar over, at for deres Skyld måtte jeg slås. De fire er Grunden til, at jeg beholdt Gården og fik Lyst til at leve videre.
Jeg havde ikke megen Forstand paa Landbrug. Ganske vist havde jeg været ude og tjene paa en Gård et år. Lønnen for det års Arbejde blev et Fotografi af Manden og Konen. Men jeg kendte ikke noget – hverken til Afgrøder eller Kvæghold. Derfor har jeg måttet holde Bestyrer, indtil min Søn blev gammel nok til at overtage Styret.
Alt hjemmelavet
– Husholdningen i sig selv kunde vel også give Dem Arbejde nok?
Stine Møller rækker Klejnerne frem imod os: Spis, de er ellers gode nok.
- Jo, dengang måtte man bestille noget paa Landet. Jeg havde to Piger, og de stod op Klokken fire om Morgenen for at fyre i Kakkelovnen, malke, bage og arbejde i Mejeriet. Det er ikke så forfærdelig længe siden, vi holdt op med selv at kærne Smør og lave Ost her paa Gården. Men for Resten, det var Juleforberedelserne i gamle Dage, De vilde høre om, ikke? –
- Jo, hvis De kan huske …
– Det er Øjnene, ikke Hovedet, der er noget i Vejen med! Jeg kan huske Julen hjemme paa min Fødegård. Da havde vi Forberedelser næsten hele December Måned. Vi støbte Lysene selv, bagte Brød og lavede Slagtemad. Der blev gjort rent inde og ude, og vi bryggede mægtige Kar med Juleøl. Det smagte sandelig meget bedre end det, Bryggerierne kan lave. Men besværligt var det jo og heller ikke helt billigt.
Vi havde ingen Juletræ hverken i mit Barndomshjem eller her på Gården de første år. Det var kun noget, de fine Familier i Byerne brugte. I det hele taget var Julen meget enklere og mere beskeden i gamle Dage. Alt det der med Gaver og stor Gudstjeneste i Kirken Juleaften kendte vi heller ikke noget til. Man kom først i Kirke 1. Juledag om Morgenen. Så skulde det helst være Snevejr, og så kom de i Kane fra alle Gårdene.
Vi skal mødes
– Men nu går De da i Kirke Juleaften, ikke?
– Jeg har ikke været i Kirken i mange år. Desværre. For havde jeg ikke haft min Gud, var jeg nok aldrig kommet gennem de svære år. Men jeg vover mig aldrig ud mere. Hjertet ter sig pludselig så tosset, når jeg kommer udenfor, og jeg vil ikke risikere at blive syg midt mellem så mange fremmede Mennesker. Men heldigvis har jeg Radiogudstjenesterne – jeg hører dem begge to hver eneste Søndag. De synger så kønt, og så kan jeg sidde og tænke imens. Jeg er ikke bange for Døden – jeg håber jo – på, jeg skal gense min Mand. Over fyrre år har vi været skilt; kunde man ikke tro på et Gensyn, vilde det hele bare være så fattigt.
Jeg er blevet gammel nu, og det er ikke altid lige let. Men jeg har fået et godt Liv. Børn og Børnebørn kommer tit til mig, og næsten hver Dag finder en eller anden fra By Vejen ind til min Stue. Og så har jeg jo Præsten.
– Hvordan mener De?
– Har De ikke set Hullet i Hækken? Jeg er Nabo til Præstegården og har haft det bedste Forhold til alle de skiftende Præster. Mange af Præstebørnene derindefra, som nu er spredt over hele Landet, holder stadig Forbindelsen ved lige med mig. Allesammen er de krøbet gennem Hækken for at komme ind til Stine, Hullet i Hækken må aldrig – gro til, for det er Symbolet paa trofaste Venskaber. – –
Stine er træt nu. Hun tåler ikke at tale alt for længe ad Gangen, og en fin varm Rødmen er steget op i. hendes Kinder. Over hendes Kakkelovnskrog tikker det gamle Ur. med de kolorerede Billeder på Skiven, Den grå Kat strækker sig og slikker sine Poter. Vi vilde så gerne taget et Billede af dette gamle Stykke Vendsyssel. Men ingen kan gøre Stine imod.
-God Jul da, siger hun på sit klingre Jydske, og hils i København. Den By har jeg desværre aldrig set. Den skal ellers være så stor og køn, siger de andre.
