Søsterloge nr. 69 Faklen.
På opfordring skriver jeg, Rita Wagner Hjorth, med glæde et indlæg til bogserien ”Historier fra Brønderslev”, idet jeg synes, det er en rigtig god idé, at udviklingen af vores gode by bliver fortalt af et bredt publikum.
Jeg kom til Brønderslev i 1962, hvor jeg fik kontorjob på Pedershaab Maskinfabrik A/S.
Nu skriver vi år 2021, og jeg er for længst blevet pensionist. Mit bidrag til bøgerne ”Historier fra Brønderslev” skal være om vores dejlige Odd Fellow søsterloge, som vi har her i Brønderslev, og som jeg har været medlem af siden oktober 1983. Jeg har været med i ledelsen af logen gennem seks år og er nu i gruppen af eksmestre.
Jeg vil begynde med lidt af Odd Fellow Ordenens historie:
Ordenen kan spore sin oprindelse langt tilbage i tiden. Vi regner året 1819 som udgangspunkt for vor ordensgren. Det begyndte med en ung englænder, Thomas Wildey, som et par år forinden var udvandret til USA. Han havde nedsat sig i byen Baltimore, hvor der på det tidspunkt herskede megen sygdom, blandt andet pest. Borgerne var henvist til at klare sig selv eller finde hjælp hos hinanden. Dette berørte Thomas Wildey meget, og han gik i gang med at finde personer, der – som han selv – havde været medlemmer af Odd Fellow Ordenen i England.
I 1819 lykkedes det for ham at stifte den første Odd Fellowloge i USA, og han gav den navnet broderloge nr. 1 Washington som en hyldest til sit nye fædreland.
Sammen med sine brødre fra logen indledte Thomas Wildey et stort hjælpearbejde blandt de syge og fattige, og nød stor respekt og tillid i befolkningen. Oplysninger om Ordenen bredte sig i samfundet, og omkring 1830 var der oprettet over 100 loger i USA, udbredt til 12 stater. Som årene gik, kom der flere loger til, og med tiden lagde man i logerne stigende vægt også på den etiske side af menneskelivet.
Ordenens oprettelse i USA og dens succes førte med sig, at den i sin nye skikkelse kom tilbage til Europa ved institueringen af en broderloge i Stuttgart i Tyskland, og i 1878 kom Odd Fellow Ordenen også til Danmark.
Den første danske broderloge stiftedes den 30. juni 1878, og har sit hjemsted i Odd Fellow Palæet i København. Få år senere, i 1881, stiftedes den første søsterloge – ligeledes i København.
Tilbage til Brønderslev:
Søsterloge nr. 69 Faklen blev stiftet den 09. juni 1979 under navnet Rebekkaloge nr. 69 Faklen. Møderne holdes i ordensbygningen på Parkvej 49, som blev bygget af Odd Fellow brødrene i nr. 71 Richard Marley.
Bygningen blev indviet den 24. august 1974 til ordensbygning og selskabelig udlejning. Søsterloge nr. 69 Faklen bor til leje hos brødrene, som vi har et frugtbart samarbejde med.
I årene 1957 til 1960 blev fire søstre fra Brønderslev indviet i Rebekkaloge nr. 14 Ruth i Aalborg.
I 1961 blev Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager i Hjørring institueret, hvortil de fire søstre fra Brønderslev blev overflyttet. I tiden frem til den 09. juni 1979 blev den fortsatte tilgang af søstre fra Brønderslev optaget i Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager.
Søstrene fra Brønderslev blev enige om hurtigst muligt at få dannet en forening i Brønderslev. Dette blev en realitet den 30. september 1975, og der var fortsat tilgang af søstre til denne forening, som senere blev til Rebekkaloge nr. 69 Faklen.
Den 02. maj 1979 blev derfor det sidste møde for Brønderslev-søstrene i Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager, idet Rebekkaloge nr. 69 Faklen blev institueret den 09. juni 1979.
Logens daglige ledelse varetages af en overmester samt yderligere fire valgte embedsmænd. Valget foregår på demokratisk vis hvert andet år.
De første embedsmænd i Rebekkaloge nr. 69 Faklen var: Overmester søster Agnes Gjedsig, undermester søster Ulla Løndahl Eriksen, sekretær søster Grethe Klokkerholm, kasserer søster Elsa Hansen, skatmester søster Karen Nielsen og fungerende eksmester søster Helvig Winkelmann.
Søstrene i nr. 69 Faklen har et emblem:
Da foreningen i Brønderslev den 13. august 1975 fik sin godkendelse, skulle man have fundet et navn og et emblem inden institueringen den 30. september 1975.
Emblemet, tilhørende vores moderloge i Hjørring, er en skål med flammer. På det grundlag fandt man i foreningen frem til, at en brændende fakkel symbolsk kunne være tændt ved vor moderloges emblem – skålen med flammer. Desuden har flammen på faklen udformning som kystlinjen omkring landet nordenfjords. Det var passende, da vort logeliv skulle have hjemme i Vendsyssels hjerte.
Fra 1998 blev navnet Rebekkaloge ændret til søsterloge.
I søsterloge nr. 69 Faklen ser vores nuværende ledelse således ud:
Nuværende embedsmandsgruppe, bagerst fra venstre sekretær Betty Bjerre, kasserer Kirsten Elisabeth Nielsen, skatmester Henny Marie Mann Jensen. Forrest fra venstre undermester Anna Katrine Andersen og overmester Anna Lise Larsen.
Vi er for tiden 74 ordenssøstre. Søstrene kommer fra alle grene af samfundet og erhvervslivet. Nye medlemmer til Ordenen bliver væsentligst foreslået af en, som selv er ordensmedlem. Det kan for eksempel være et familiemedlem eller en ven, eller det kan være via Ordenens oplysningsmøder.
Vi holder logemøde den 2. og 4. onsdag i måneden fra september til cirka midt i maj. Møderne starter kl. 19.00 i logesalen efter en bestemt dagsorden med fastlagte ritualer.
Ordenens krav til påklædning er til almindelige møder kort sort kjole. Til festaftener er påklædningen lang sort kjole og hvide handsker.
Søstrene ankommer til logen i god tid, så vi, inden vi bliver kaldt ind til mødet i logesalen, kan få en snak med hinanden, det kan være i loge regi, men der kommer naturligvis også mange andre emner på banen.
En stemningsfuld atmosfære breder sig, når dørene åbnes til logesalen, og søster ceremonimester fører søstrene ind i logesalen. Søstrene nyder den fred og ro, der er i logesalen, det giver noget særligt til sjælen, når dørene lukkes bag os – et frirum fra dagligdagen uden stress og jag.
I logesalen nyder vi organistens dejlige musik og suger til os af alle de gode ord, indlæg og så videre, som væsentligst kommer fra søster overmester, som leder mødet, samt fra søster kapellan. Vi har også ved særlige lejligheder indlæg fra andre søstre.
Og hvad er så Odd Fellow Ordenens formål?
”At udbrede Venskabets, Kærlighedens og Sandhedens grundprincipper mellem menneskene, at styrke dem i kærlighed til Gud og deres næste og lære dem, at ord ikke er nok, men at disse lærdomme må omsættes i handling, for at hver enkelt efter sin evne derved kan bidrage til menneskenes forbedring og fuldkommengørelse”.
Altså meget tydeligt et etisk formål, der angår vort forhold til vore medmennesker.
Odd Fellow Ordenens symbol og motto er kæden med de tre forbundne led, der udtrykker kravet om at vise Venskab, Kærlighed og Sandhed i alle livets forhold. Ord er ikke tilstrækkelige. En Odd Fellows egentlige arbejde er derfor at omsætte de tre små ord til handling.
Efter mødet i logesalen
Efter mødet i logesalen, går vi tilbage til selskabslokalet til hyggeligt samvær, hvor der bliver serveret en let anretning, som indtages under livlig snakken. Her knyttes mange gode og varige venskaber. Der bliver sunget og på festaftener holdt højtidelige taler, samt bliver der talt om og tilrettelagt praktiske gøremål.
Det humanitære sigte.
Søsterlogen støtter humanitært arbejde, det består i, at der samles penge ind ved for eksempel lotterier samt julesalg af forskelligartede hjemmelavede ting inklusive juledekorationer, samt arv fra tidligere søstre i form af fonde. Disse penge er gennem årene anvendt fortrinsvis lokalt. Senest til for eksempel hjælpemidler, der ikke dækkes af det offentlige, og som kan lette hverdagen for beboerne på blandt andet plejehjem og Rehabiliteringscentret i Brønderslev. Derudover har logen et fadderskab i Indien samt givet støtte til børnehospice, SOS Børnebyerne, Julemærkehjemmet i Hobro, sygehusklovnen i Aalborg, ”Læger uden grænser”, børnebyer i Indien og Afrika, børn i Danmark og Grønland samt på Færøerne, Blindes jul, foreningen Bifos der har idræt for psykisk syge og tandemkørsel med blinde. Desuden yder vi – sammen med broderlogen – støtte til Menighedsplejens juleuddeling i Brønderslev.
Alle ansøgninger bliver behandlet af et særligt udvalg, inden logen træffer en beslutning om støtte.
Faklen arrangerer sommerudflugter. Og siden 1993 har Faklen haft en venskabsloge i Farsund i Norge. Vi besøger på skift hinandens loger hvert andet år.
I julemåneden har vi julestemning med spisning, hvor man har mulighed for at invitere en ledsager med.
Et par gange om året har vi gode fællesarrangementer med vores broderloge nr. 71 Richard Marley. Det kan være film, foredrag eller andet – altid noget spændende og tankevækkende, der giver stof til eftertanke.
Afslutningsord:
For mig har rejsen gennem den lange årrække som medlem af Odd Fellow Ordenen på mange måder været et spændende og lærerigt forløb. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan min tilværelse havde formet sig uden dette medlemskab, hvor også fællesskabet og samværet prioriteres højt.
Kilder: Bogen ”Odd Fellow Ordenen – formål, historie, udvikling”.
Odd Fellow bladet nr. 12 af 15. august 1979.
Forskellige oplysningspjecer vedrørende Odd Fellow Ordenen
samt egne erfaringer.
Alle billeder er leveret af broder Bjarne Thomsen, broderloge
- 71 Richard Marley, Brønderslev.
Rita Wagner Hjorth
Oktober 2021