Små historier fra Brønderslev Bank.

 

Kilde: artikel af fhv.lærer Ella Pedersen, maj 2008.

Et møde med pensioneret ekspeditionsleder Ove Jensen, Brønderslev, der med ’brønderslevsk’ humor fortæller om hverdagen i gamle dage, samt Gitte Lundø, hvis far var ansat i banken.

Brønderslev Bank kunne i 1918 flytte ind i en nyopført, meget smuk bygning på hjørnet af Bredgade og Torvegade. Navnet Brønderslev Bank blev senere til Den danske Bank og hedder i dag Danske Bank og ligger på hjørnet af Bredgade og Nygade.

Ove Jensen var ansat i banken fra 1958 – 1991 og fortæller levende om ’dengang da der var atmosfære’ i banken. Banklokalet var meget smukt med to søjler og et flot dekoreret loft, fortæller han.

Der var direktør Ejnar Mortensen, direktør Richard Lundø, fuldmægtig Holger Thygesen, bankassistent Carl Otto Carlsen, der senere blev kontorchef og bankassistent Inger Hansen, gift med arkitekt Hansen. Ove Jensen var kasserer og blev senere ekspeditionsleder. Den yngste mand i banken var Tage Andersen.

Når man skulle ind i banken, trådte man først ind i en lille forgang. Derefter var der to store høje fløjdøre, der skulle skubbes til hver sin side, således at man kunne gå ind i midten.

Emas Sørensen en af vore kunder, stod engang ude i den lille forgang og kiggede i sin tegnebog. Tage Andersen fra banken skulle et ærinde og slog fløjdørene til side. Derved blev Emas Sørensen ramt i hovedet og besvimede. Tage Andersen blev forskrækket og ulykkelig og løb ind igen og råbte: ”Jeg har slået en mand ihjel”. Personalet bar Emas Sørensen over gaden til doktor Bøgh Andersen. På vej over gaden vågnede han op, kiggede rundt og sagde: ”Hvor bær I mæ hæn?”. ”Du skal til lægen, du har været besvimet”. ”Sæt mæ nier, a feilet int noe”. Derefter gik han over i banken og ordnede sit ærinde.

Der var engang cirkus i byen, og der var optog ned ad Bredgade med bl.a. store elefanter. Bankpersonalet stod og kiggede på dyrene og så at en elefant lavede store klatter ud for banken. Direktør Mortensen sagde til den yngste elev: ”Du kan nok finde en spand og en skovl nede i kælderen”. Der var mange klumper, og der kunne kun være en klump ad gangen i spanden. Den unge mand blev mere og mere rød i hovedet for hver spandfuld han slæbte væk.

Jens Eduardsen. Bag ved banken var der en stor græsplæne. Havemand Jens Eduardsen skulle slå den store plæne, og det skulle nu være med motorplæneklipper. Hele personalet stod og kiggede på. Pludselig gik motoren i gang og plæneklipperen kom strygende hed ad græsset med Jens Eduardsen i strømpefødder i fuld fart bagefter, beretter Ove Jensen.

Nytårsdag var arbejdsdag, men det betød bestemt ikke at nytårsaften blev sløjfet. Så ikke alle var glade for at komme på arbejde den dag, fortæller Ove Jensen. Dengang brugte man skrivemaskiner og bogføring var i hånden. Ekspeditioner førtes ’ind og ud’ i en lille bog. Når der så var tid til det, blev det ført over i den store bog. Der skulle laves afstemning hver aften. Var der fejl, skulle fejlen findes. Ove Jensen havde fundet en fejl på 3 øre og måtte ned i banken om lørdagen. Da kom Thygesen. Han pegede ned i bogen og sagde: ”Det der skulle jo også være et 4-tal”. Så var den sag ordnet.

Fru Torpegaard stod en dag i banken og sagde, at hun ikke kunne finde sin bankbog. Ove Jensen gik med hende hjem for at lede. Imens kom Andersen fra Dampvaskeriet med en stor kurv med vasketøj. Ove Jensen hjalp med at lægge vasketøjet på plads, og bankbogen dukkede op. Det varede ca. en time. Derefter sagde han farvel. Da han åbnede yderdøren, stødte han ind i vaskeriejer Andersen. ”De har da lige været her” sagde Ove Jensen. ”Ja, men vasketøjet var ikke til fru Torpegaard”, sagde han. ”Var det ikke – nu går jeg – farvel”, sagde Ove Jensen og gik.

Man fornemmer humoren i det Ove Jensen fortæller, og han viser os den vendsysselske (Brønderslevske) form for humor. Men man skulle vise respekt, det var ”De” og ”Hr” ved tiltale, men der måtte være tryghed, for dengang var der ingen tegn på stress.

Gitte Lundø fortæller om det at være vokset op i en dejlig rummelig lejlighed i bankbygningen.

De var fem søskende, to drenge og tre piger. Hendes far, Richard Lundø, var kasserer i banken, men blev senere direktør. Hun husker, at der i banken var to, der hed Ejner Mortensen. Den ældre og den yngre. De blev begge direktører, først den ældre, senere den yngre. Så var der fuldmægtig Thygesen og bankassistent, senere kontorchef Carl O. Carlsen og fuldmægtig Sølvsteen, der senere blev sygehusinspektør på Brønderslev Sygehus. Der var 57 trin op til lejligheden, og der var vaskehus ved lejligheden og rulle i kælderen. Under krigen boede der en tysk officer i et værelse på samme etage som familien Lundø. Han ville så gerne løfte den mindste af pigerne, men han fik ikke lov. Lundø var ikke tyskervenlig. Tårntrappen blev sjældent benyttet, men Gitte benyttede den hver morgen, når hun gik med mælkespanden over til mejeriet i Torvegade for at hente frisk mælk. Den ene af hendes brødre havde engang fået nye træsko med spidsnæser. Da han havde fået træskoene på, gik han ned og sparkede alle de små, firkantede ruder, der sad allernederst i bankbygningen, i stykker. Direktør Mortensen blev rasende og skældte ud på Lundø. Drengen blev straffet med en omgang klø.