”Er dej i lod, Marius?” ”Jow, jow, så godt å wal en’da.”
Af: Arne Søndergaard – en Vrensted dreng, der flyttede til Løkken
Kilde: Løkken Ladeplads (Lokalhistorisk)
Ovenstående lille ordveksling var en meget almindelig vits da jeg begyndte min håndværkertid i Løkken. Et godt bud på årstallet er 1960 hvor jeg fik arbejde som snedker hos Carl Johannes Christensen, som var nystartet tømrermester i Løkken.
Jeg husker ikke hvor lang tid jeg var der i første omgang, for jeg tog på højskole et halvt år. Jeg nåede at være med til et halvt års restaureringsarbejde på Løkken Kirke inden højskoleopholdet. Da jeg nærmede mig afslutningen af opholdet på højskolen i Rønshoved, skrev jeg et brev til min gamle mester for at høre, om der var arbejde til en møbelsnedker igen. Der gik kun nogle dage, før jeg fik brev fra ham. Forstanderen på højskolen hed Hans Haarder, han havde sin egen specielle måde at uddele posten på. Han havde gennem årene lært sig at kaste brevene præcist, så de ramte modtageren, næsten.
Hr. kirkesnedker Arne Søndergaard Jensen fik også brev hjemmefra, og det var med særlig spænding, jeg åbnede brevet, men heldigvis var det godt nyt til mig. Den fine titel kunne jeg ikke holde for mig selv, så den har jeg hørt mange gange siden.
I 1962 blev Annelisa og jeg gift i Vrensted Kirke, og en uge efter rejste vi til Canada, hvor vi skulle være i godt et år. Beskrivelsen af den tid kan læses i min erindringsbog “Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Bogen kan stadig købes på Lokalarkivet i Løkken eller på museet. Jeg kom meget i folks private hjem, hvor der blev lavet forbedringer og reparationer. Det var alt muligt forskelligt såsom nye vinduer og gulvarbejde m.m. Jeg har lovet at finde eksempler på nogle af de personer eller hændelser, som jeg stadig husker, og som fortæller lidt om håndværkerliv i Løkken. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de oplevelser, jeg havde.
Løkken Herregårdsmejeri, som lå i Nørregade, skulle have nyt vindue og dør til udsalget. Jeg gik i gang med opgaven straks fra morgenstunden, og det vakte opsigt, når vi på den måde afspærrede fortovet. Alle ville jo gerne kommentere på det, vi var i gang med, men på et tidspunkt, da jeg havde besvaret det mest stillede Spørgsmål 600 gange, så valgte jeg en ny strategl. “Naa, de ska nok ha ny dør?” “Nej, det ska de entj, vi hår båer vendt vrangen uk på dej gammel. Nåå, ka det osse la sæ joer?” Jeg ved ikke, om der var nogen, der troede på den historie, men så fik de da noget at tænke over. Der var især en del pensionerede håndværkere, arbejdsmænd og fiskere, anført af Postkarl, der havde deres rute i byen for at følge med i, hvad der foregik.
Overskriften til denne artikel fortæller lidt om en kendt løkkenborger, Marius Ulrik, som havde haft fast arbejde hos tømrermester Peter Damgaard. Marius var også medlem af menighedsrådet og var som sådan kirkeværge for Løkken Kirke. Efter han blev pensioneret, kom han dagligt i præstegården som personlig ven af familien Dørup Jensen.
Engang skulle der sættes en ny dør i ud mod den sydvendte veranda, og Marius var klar til at følge arbejdet med en kop kaffe og sin cigaret indenfor rækkevidde. På et tidspunkt kom pastor Dørup hastende igennem stuen., og han stoppede op for at kommentere arbejdet og sagde: ”Det må egentlig være rart at være håndværker, for så kan man hver dag se resultatet af sit arbejde, sådan er det jo slet ikke med en præsts arbejde” ”Nej”, siger Marinus, ”det goer lige ej å det jæen øer Å uk å det åent.”, Jeg husker ikke, hvad Dørup sagde til den udmelding, men mon ikke han også syntes, det var en morsom replik.
Det skete ikke så sjældent, at vi skulle arbejde hos byens handlende, som havde det princip, at de støttede hinanden. Jeg var med, da Ingrid Ørum, kaldet Frøken Ørum, skulle have nyt køkken. Frøken Ørum fulgte med i det hele, også da vi skulle sætte nyt loft op. På et tidspunkt kom hun efter, at hun gerne ville lægge et brev op, inden den sidste plade blev monteret, så vi ventede med den, til hun var klar. Noget efter kom hun med en klar flaske, som hun ville lægge dokumentet i. Jeg blev inspireret til at skrive et lille vers, som også skulle med i flasken. Da alt var klar, blev flasken forseglet med rigtig gammel dags rød lak som blev smeltet over et lys. Inden flasken blev lagt op, gik frøken Ørum over til “Henning Marinus”, købmand Henning Christensen, og købte en flaske vin og en pakke kransekagestykker. Pladen blev derefter sømmet på, og jeg tror da, at den ligger der endnu. Lang tid efter var jeg igen henne hos hende, og da gav hun mig kopier af dokumenterne, og dem vil jeg gengive i deres fulde ordlyd.
Flaskepost den 23. januar 1977. (7-tallet er overskrevet, så der skal måske stå 1978) Dette køkken nyindrettet i matrikelnummer 76 d, Vrenstedvej 6. Efter 1. november Turistforeningens ejendom Malermester Henrik Nielsen, tømrermester Carl Johannes Christensen, installatør Lewis Sloth og murermester Kaj Andersen. Mestersvend Arne Jensen med sin glade sang og fløjten. Mestersvend Henning Skadelund med sin gode latter. Mestersvend Willy Helledie med sin besindighed. Det blev et arbejdsvenligt rum. Ingrid Ørum betalte hele herligheden Det lille vers, jeg fandt på, er her gengivet, som Ingrid Ørum havde skrevet det.
Vi fire svende her fra Løkken
Vi gjorde vort bedste med dit køkken.
Et ønske har vi dog igen,
Når du får brug for håndværksmænd.
At du kan bruge os igen.
Arbejde hos private
En væsentlig del af arbejdet hos private var og begrundet i, at mange lejede ud til badegæster.
Det var ingen selvfølge, at der var penge til nye vinduer, hvis fiskeriet eller vejrforholdene havde svigtet. Efter en god sæson på havet var der noget at stå imod med, hvis alt andet skulle svigte. Det var specielt at komme hos private flere gange, så jeg følte det næsten, som jer var en del af familien. Hvis jeg var ny, ville folk jo gerne vide, hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvem jeg var gift med. En sjov ting, som jeg oplevede, var, at nogle af de arbejdere eller fiskere jeg lærte at kende, havde været høwere, hyrdedrenge, på gårde i Vrensted. Nogen af dem havde gået i skole hos min farfar i Vrensted. Jeg fik mange røverhistorier fra den gang. En af dem gik på, at når de havde sang, så gik lærer Jensen frem og tilbage og spillede violin. Børnene sang med for fuld hals. Når de sang den norske nationalsang og nåede til og den saganat, som sænker drømme på vor jord” så sang alle drengene “Å dej satans kat, som stjæller mjælken frå vor mor”. Lærer Jensen sagde ikke noget, men når han gjorde, så blev der afregnet hurtigt.
Arbejdet i private hjem kunne også give anledning af en noget fri omgangstone. Et af de steder, hvor jeg kom rigtig meget, kunne jeg godt sige til konen i huset: “Er der noget i vejen med kaffemaskinen?” “Nej, hvorfor siger du det?” “Jo, vi plejer da altid at kunne høre, når du starter med at lave kaffe.” Det var meget tydeligt, at i de hjem, hvor der ikke var så meget at gøre godt med, var vi altid sikre på, at der ikke manglede noget til formiddagskaffen. Jeg husker tydeligt en kone, som spurgte: “Hvornår drikker i formiddagskaffe?” Jeg svarede hende, at det jo ikke var nogen selvfølge, at hun skulle give os kaffe. “Jo, Børge seer, at det ka nok betåel sæ”. Hendes søn var blikkenslager og var vant til at arbejde i private hjem. Når vi var så mange, som arbejdede på den måde, så var der også kunder, som havde bestemte ønsker om, hvem de helst så. Der var visse undtagelser, men det forstod mester at fordele. Vi var et par stykker, der altid sang eller fløjtede meget på arbejdet, så der opstod et mindre problem, da kunden erklærede at “a vil entj ha jej, der piber hiele tijn”. Hvad gør man så? C.J. spurgte mig, om jeg kunne have det i tankerne, og jeg lovede, at jeg nok skulle prøve at undgå det. Da jeg skulle lave nyt loft i køkkenet, bad jeg konen om at flytte et spejl, der hang på væggen. ”Det er vist også det klogest, ellers smadrer du jo nok spejlet”, sagde hun. “Nej”, sagde jeg, “jeg er mere bange for, at du bliver så forskrækket over at se dig selv, at du smadrer spejlet.” Så så hun på mig, og så sagde hun: “A tent sku nok, det var i døwl, haj hae sent her uk”. Så var tonen slået an, og det gik uden problemer lige til, at jeg glemte mit løfte om piberiet. Uden at tænke over det, så begyndte jeg at fløjte, og i det øjeblik, det skete, blev døren revet op til malkerummet, og så råbte hun: “Glemmer du, så husker jeg”.
Jeg tror, døren blev siddende på trods af den hårde medfart, men der opstod ikke yderligere problemer den dag. Jeg husker ikke årstallet, men jeg fandt ud af, at trods den lidt skrappe fremtoning, så var der også et varmt hjerte, der bankede. På min 60-års fødselsdag ringede hun kl. 7 om morgenen og ønskede mig tillykke. Kort og resolut, samtale. “Ka do høer, hvem det er?” Ja, det ku’ jeg, en hilsen som varmede, og som jeg stadig husker. Ovenstående er mit billede af de håndværksaktiviteter, der var i et lille bysamfund som Løkken. Der var ingen store stilladser eller byggekraner, som man ser i de større byer. Enkelte personer står lidt tydeligere frem på grund af deres særpræg, men der er nok blevet længere mellem de personer, som husker dem, jeg har omtalt her.