Et spændende liv – Jeppe Bisgaard

Et spændende liv

med virke fra Brønderslev gennem 57 år

Af Jeppe Bisgaard

Jeppe Bisgaard f. 1941

 

Henvendelse fra Jens Otto Madsen:

Hej Jeppe, jeg er ved at lave en bog om Brønderslevs, virksomheder, forretninger, institutioner og de personer der har haft deres virke i byen, kunne du ikke tænke dig at være med? Svaret kom omgående, Jo det vil jeg gerne. Der skulle ikke megen betænkningstid til, men så kom alle problemerne.

Hvad af alt det du har beskæftiget dig med, siden du for 57 år siden kom til Brønderslev, har interesse for en lidt bredere kreds af læsere. Svaret må blafre i vesten vinden, min far lærte mig: ”når du har sagt JA, må du også efterleve det JA”, så nu kommer der en levneds beskrivelse, som hvis du som læser, ikke er interesseret i at læse den, kan du som en løsning rykke de sider ud af bogen!!!

Barndom og opvækst

Det hele startede for 80 år siden, jeg blev født 1941, i Nibe, de stolte forældre var Mor Magna, oprindelig fra Tornby ved Hjørring, Far Jens, oprindelig fra Haverslev i Han Herred, når jeg skriver stolte forældre, skyldes det, at jeg var barn nr. 4, og de tre første havde været piger, så nu kom der endelig en dreng.

3 år senere blev jeg, ret sjældent for datiden, skilsmissebarn, idet min Mor og Far valgte at gå fra hinanden, far overtog hele børneflokken og i 1946 blev min far ansat på Aalborg Eternit fabrik, vi flyttede først til Frydendal  i Aalborg, og efterfølgende til Visse for til sidst, i 1950, at flytte til Frejasgade 29, i Vejgaard.

I 1947 startede jeg i Nøvling Skole, der dengang bestod af 2 klasser, første klasse for de tre første årgange og anden klasse for de 4 næste årgange, så måtte det også være på tide at komme ud af skolen og foretage sig noget fornuftigt, de lidt klogere børn kom på Elisabeth Brøndsteds privatskole i Aalborg, der kunne man så tage Mellemskole- og Realeksamen. Jeg husker de tre år i Nøvling skole som ret gode år, selv om griflerne peb på skiffertavlerne og blækket klattede på diktaterne, var der alligevel fredeligt og roligt, og når førstelærer Jensen og lærerinde frk. Jensen dikterede ro i klassen, så blev der ro.

I 1950 flyttede vi som nævnt til Vejgaard, dengang Nørre Tranders Sogn, og jeg startede min skolegang på Vejgaard Vestre skole, og det var noget af en start, efter første skoledag kom jeg hjem med et blåt øje og havde endvidere opnået at få min første lussing, af lærer Conradsen.

Det blå øje var vel meget naturligt, efter datidens normer, der kom en ny dreng i klassen, helt ude fra bøhlandet af, hvor stærk var mon han, en anden dreng fra klassen blev udpeget til at finde ud af det og efter lidt provokationer fra den drengs side, skulle det jo ende med et slagsmål og et efterfølgende blåt øje til en af os, og det blev i det tilfælde mig.

Lussingen fra lærer Conradsen, var efter mine begreber, fuldstændigt ude i hampen, jeg havde, som jeg skulle, meldt min ankomst hos skoleinspektør J.E. Jensen, på hans kontor, en flink og rar mand, der bød mig velkommen til Vejgaard Vestre Skole.  Efter de indledende øvelser pegede han ud af vinduet og fortale, at jeg skulle melde mig hos Malthilde Madsen i 4.A, det var lige over for inspektørens kontor i en parallel bygning, der gik under navnet ”den gamle Skole”. Glad og frejdig begav jeg mig af sted for at finde frk. Madsen og 4 A, jeg valgte naturligvis den nemmeste og mest direkte vej. På stien mellem de to skoler, mødte jeg så bemeldte lærer Conradsen, frygtet af alle, viste det sig. Jeg hilste naturligvis høfligt, det havde jeg lært hjemme fra, men jeg blev mødt med ordene ”hvad laver den lille dreng her” den sti her er kun for lærerne!! Jeg forklarede, at jeg lige var begyndt på skolen, og at jeg ikke kendte noget til hvilke stier eleverne ikke måtte betræder. Svaret kom omgående, ”skal den lille dreng svare igen” og så kom kødhammeren, uden at jeg nåede at flytte hovedet, og slam, det sad alle 5 fingre på min venstre kind, så det var noget af en debut på Vejgaard Vestre Skole, der sikkert var som skoler var den gang. Lærere der aldrig havde behov for at slå for at få ro, og lærere der høvlede løs på eleverne med både lussinger og spanskrør.

På Vejgaard Vestre skole kunne man den gang ikke gå længere end til og med 8. klasse, men da jeg nåede så langt, havde man på landsplan fundet ud af, at det måske kunne være en god ide´ at lave et 9.klassesforløb. Til at etablere et sådant forsøg udvalgte man Vejgaard Vestre skole og en skole på Lolland. Jeg tilmeldte mig det pågældende forsøg og startede i Danmarks første 9.klasse, den 1. april 1955.  Forinden var der lavet en aftale mellem skolen og eleverne, der i korthed gik ud på, at hvis en elev fik en læreplads, kunne man forlade forsøget og hvis en elev fik 3 advarsler fra skolen, kunne de opsige samarbejdet. Da jeg den 3. maj, naturligvis uberettiget, fik advarsel nummer 2, vurderede jeg, at det måske var på tide at finde en lærerplads, det lykkedes og d. 15. Maj, 1955, startede jeg som Kolonial lærling hos købmand Robert Nielsen Herluf, Trolles gade i Aalborg Vest.                                                                                          Efter udstået læretid var der intet arbejde at få i Nordjylland så det blev København, Jeg skulle helst begynde mit nye job d. 1.Maj 1959 og måtte derfor bede min læremester om lov til at rejse, 14 dage før min læretid sluttede, hvilket for ham var OK.

  1. april 1959 gik turen, med det gode skib Jens Bang fra Aalborg til København, 18 år gammel og med mod på livet og spændt på hvad der ventede en ung nordjyde i Kongens København. Mit første job var hos en købmand på Utterslev Torv, det varede 45 dage, så blev jeg sagt op, det viste sig, at købmanden havde ansat en anden kommis, men han kunne først tiltræde 15 Juni, så min opgave var at ”fylde hullet ud” det havde man bare glemt at fortælle mig, heldigvis var der masser af arbejde at få, så dagen efter jeg fratrådte hos købmanden på Utterslev Torv, begyndte jeg et nyt job i Koloniallageret Billigst, Nordre Frihavnsgade, på Østerbro, hvilket i øvrigt var et rent drømmejob, gode løn og arbejdsforhold Den første måned, efter jeg flyttede til København boede jeg hos min faster Ingrid i Livjægergade 16 på Østerbro, hvilket var meget rart, for at falde godt til. Senere lejede jeg et værelse i Herlev og til sidst et værelse i I.O.Olsensgade på Østerbro.

Efterhånden nærmede sig tiden hvor jeg skulle på session, det skete naturligvis i København, der mente de, at jeg vil egne mig til at være luftværns artillerist og at Aalborg ville være et godt sted at sende mig hen, de anede ikke at jeg oprindeligt kom fra Aalborg, så den ide´ var jeg helt med på, det havde nok heller ikke hjulpet hvis jeg havde protesteret. Så den 1. juli 1960 startede min 16 måneders ”karriere” hos Jydske luftværns regiment på Hvorup Kaserne i Nørresundby.

Efter endt soldater tjeneste gik turen igen til København, oprindeligt havde jeg aftalt, at jeg skulle tilbage til Kolonial lageret Billigst, såfremt der var et job ledigt, desværre var situationen den, at både mine tre kolleger fra før soldater tiden og ham der havde afløst mig, alle stadigvæk var ansat og ikke havde planer om ændre på det, så jeg søgte i stedet et job hos købmand Foldberg Petersen, på hjørnet af Livjægergade og Holsteinsgade, hvilket viste sig at være en god disposition, da en af de kunder der kom (mere og mere) i butikken, var min senere forlovede og kone gennem mange år, Litten.

Jeg boede på det tidspunkt på KFUMs pensionat, Valdemarsgade på Vesterbro, en af de øvrige der boede der, var en ung mand fra Aalborg, Per Sørensen, han var ansat i Stormgades Tæppelager, og vi fandt hurtigt sammen i vores fritid, da vi jo begge kom fra Nordjylland, Per nævnede ved flere lejligheder, at jeg skulle se at komme væk fra ”rosin piller branchen” som kolonialbranchen dengang ofte blev betegnet, nej tæppe branchen var der mere gang i !!. Vi jokede med det i en lang periode, men pludselig en dag til morgenkaffen fortalte Per, at de nu manglede en mand i Stormgades Tæppelager, så jeg kunne begynde med det samme, om eftermiddagen den samme dag var der en episode i butikken hvor jeg var ansat, hvor en lærling var ubehøvlet over for en kunde, da jeg, på nordjysk, forklarede den unge mand, at sådan opførte man sig ikke over for vores kunder, blandede købmanden sig og tog parti for lærlingen, det endte med at jeg bad købmanden om at regne ud hvor meget jeg havde til gode i løn for den pågældende måned og at jeg ikke kom mere, samme aften meddelte jeg Per, at jeg kunne starte i Stormgades Tæppe lager næste morgen, det var det, og næste morgen var jeg tæppemand.  Ændringen til tæppemand skete januar 1963 og jeg fortrød det ikke et øjeblik, lønnen var bedre end i kolonialbranchen og jobbet lang mere varieret. I efteråret 1963 meddelte Per, at han ville starte en tæppeforretning i Aalborg og den skulle hedde Tæppe Experten, han havde lejet et lokale i Bredgade i Aalborg og ville starte hurtigst muligt, jeg tilbød ham straks at ville bruge en uge af min ferie for at få ham godt i gang, og godt i gang det kom han, forretningen eksisterer endnu, under navnet Garant Tæpper og ligger på toppen af Skalborg bakke, den drives i dag af Pers datter og svigersøn .

Drømmen om at blive selvstændig Tæppehandler

 

Hver gang jeg var i Nordjylland, besøgte jeg Per, og blev efterhånden lun på selv at starte en Tæppeforretning, men det skulle naturligvis ikke være i Aalborg.

Ved et besøg hos min søster og svoger, der på det tidspunkt boede i Brønderslev, fik jeg den ide´, at det måske skulle være i Brønderslev jeg skulle starte, så jeg bad min svoger om at holde øje med hvornår der blev et lokale ledigt i byen. En dag ringede han og fortalte, at nu var der et lokale ledigt i Algade 31, et tidligere sælgerkontor for automobilforhandler Johs. Andersen, der var flyttet ned i Østergade. Jeg tog kontakt til ejerne af lokalet og vi blev hurtigt enige om, at jeg godt kunne leje lokalet, så 1. august 1964 var vi klar til at åbne Brønderslev Tæppelager, man kunne næsten kalde det verdens mindste Tæppe forretning, forretningens samlede gulvareal var 28 m2. Jeg husker i dag stadigvæk vores første kunde der var købmand og boede i Tollestrup mellem Tårs og Jerslev.

Jeg var i starten ene om at passe butikken, tage ud til kunderne, vise prøver, måle op og give tilbud og i visse tilfælde selv lægge tæppet på, det betød en arbejdstid på 70-80 timer om ugen, men det betød intet, som 23årig har man uanede kræfter.  Jeg fik dog hurtigt hjælp fra en tidligere klassekammerat fra Vejgaard Vestre Skole der var startet som freelance tæppemontør i Aalborg.

Vi havde virkeligt travlt, dengang var tæppehandel lidt anderledes end den er i dag, hvor man har tæpper i brede baner, det var først lige begyndt i 1964, så vi syede tæpper sammen fra ruller der var 70, 90 og 100 cm. brede, det var på det tidspunkt både Sisal, Kokos, Axminster og vendetæpper og op til Julen 1964, var der dage hvor vi solgte tæpper om dagen, lagde dem på om aftenen og syede dem sammen om natten. Til det formål havde jeg lejet en tidligere kostald hos Ahlmann Larsen på Fasanvej, uden varme indlagt, så varmen skulle vi arbejde os til, den var nok ikke gået i dag.

Vi fik ret hurtigt brug for mere plads og da Opel forhandler Johs Andersen byggede nyt bilhus i Østergade, kunne vi mangedoble vores plads og flytte ind på hjørnet at Algade og Torvegade, det nuværende Cafe RendezVous. Johs. Andersen havde stadigvæk sin brugtbils afdeling i Torvegade og da de flyttede hele deres bilsalg ned i Østergade blev også de lokaler ledige, det medførte, at jeg kontaktede Fru Andersen der ejede hele bygningen, med 2 lejligheder på 1. sal og 2. lejligheder på 2. sal, vi forhandlede frem og tilbage og blev til sidst enige om en pris på kr.345.000,00, hvilket var prisniveauet for en ejendom af den type i en provinsby som Brønderslev, underligt at tænke på. Vi kunne så fejre Brønderslev Tæppelager 10 års Jubilæum med en forretning der på det tidspunkt var på 400 m2. Lokalerne i Algade/Torvegade blev efterhånden for u handy og jeg stod over for det valg, at enten skulle jeg renovere hele bygningen eller flytte tæppeforretningen til nye lokaler, evt. bygge en helt ny forretning på en af de industrigrunde kommunen havde til salg, mit første valg var en grund der var placeret i Østergade, hvor det nuværende Labtech er, jeg kontaktede kommunen og vi blev hurtigt enige, da der var faste m2 priser på industrigrunde i det område, jeg var glad og tilfreds indtil vi løb ind i et problem, jeg var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Byråd, og ifølge tilsynsloven skulle en kommune, hvis man solgte jord til et byrådsmedlem, sende det i offentlig udbud, jeg var dog ret rolig idet grunden havde ligget der længe uden at nogen havde været interesseret. Efter en omtale af sagen i aviserne, viste det sig at der var andre der havde interesse i at købe grunden, jeg bød naturligvis også selv, men ikke nok, så min drøm om en tæppeforretning i Østergade smuldrede, men der var andre grunde til salg i kommunen, jeg fik øje på en grund, beliggende med facade ud mod hovedvejen med indkørsel fra hovedvejen, der opstod problem nr. 2 , det viste sig at Amtet krævede den indkørsel nedlagt, så adgangen til forretningen skulle ske af Østergade og Industrivej, egentligt ikke noget problem for kunder fra Brønderslev By, men lidt besværligt for de impulskunder, vi havde regnet med ved placeringen ved hovedvejen ville give. Resultatet blev, at vi byggede en dejlig lækker tæppe forretning på stedet, indrettet så alt var tænkt på, og vi fik en rigtig god start, men så indtrådte katastrofen, byggeriet gik fuldstændigt i stå, fra den ene dag  den anden, regeringen gennemførte en af flere kartoffelkure, der standsede alt  aktivitet i byggebranchen, det var naturligvis en katastrofe for bl.a. tæppe branchen, hvor  den normale cyklus var, at vi kunne følge en linie, hvor ejerne af det nye hus fik nye tæpper, de havde ofte solgt et mindre hus hvor den nye ejer skulle have nye tæpper, de var så flyttet fra en lejlighed hvor de nye lejere skulle have nye tæpper, men hvis nybyggeriet stort set stopper, kommer den kædereaktion ikke. Efteråret 1980 måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indgive en betalingsstandsning, anmodning der førte til en senere konkurs, jeg valgte at arbejde for boet for at følge med hvad der skete, og da jeg så hvordan alt blev prisfastsat til langt langt under normal indkøbspris, efter rådgivning fra en tæpprhandler fra en anden by, som boet havde bedt om at medvirke, og som i øvrigt selv havde et bud med til det afsluttende skifteretsmøde. Jeg havde i mellemtiden sikret mig, ved et familiemedlems hjælp, så meget kapital så jeg selv kunne deltage i budrunden, der endte med at jeg overtog både inventar og varelager, til en særdeles fornuftig pris.

Der var kun to der deltog i auktionen, og det var jo begrænset hvor højt den pågældende tæppehandler kunne byde, da han jo selv havde fastsat værdien over for boet. Summa summarum, jeg stod nu med alt inventaret og resterne af varelageret og bygningen var solgt så jeg havde en måned til at finde en løsning.

Løsningen blev at jeg lejede de lokaler på hjørnet af Bredgade og Skolegade hvor tidligere Herremagasin Agerbæk havde haft forretning, der indrettede jeg Brønderslev Tæppelager, alt det inventar jeg ikke kunne bruge i de nye lokaler, solgte jeg til en nyåbnet tæppeforretning i Norge. Udover et mobilt tæpperense anlæg som vi selv beholdt, for nu skulle der renses tæpper, det passede fint med at tæpperne ofte blev renset i weekenderne, da vores kunder var banker og institutioner, og samtidigt var tæppeforretningen i Bredgade lukket i weekenderne. I sommeren 1982 skete der noget nyt og spændende i mit liv, der gjorde at jeg helt forlod Tæppe branchen efter små 20 år.

 

Min tilknytning til Brønderslev handelstands forening

 

Jeg startede som tidligere nævnt, i en alder af 23 år, tæppeforretning i Algade 31, og mente også at jeg nok burde være medlem af byens Handelsstands forening, jeg kontaktede Materialist Willy K. Madsen, der var medlem af bestyrelsen og han lovede at sørge for at jeg blev medlem og efter nogen tid modtog jeg en indbydelse til den årlige generalforsamling, der det år blev afholdt på Hotel Phønix og hele Korsbæk var til stede. Der var den lokale sherif Bengtson, Simon tolder, senere en meget god ven, Postmesteren, Stationsforstanderen, 2-3 direktører fra Pedershåb maskinfabrik og PN, direktøren fra Brønderslev Jernhandel, Simon Krog, Ford, div. Bankdirektører, Henning Jensen Nye Danske, den første jeg lærte at kende godt  i Brønderslev, repræsentanter fra kommunen, og naturligvis var detailhandelen stærkt repræsenteret med både Jacob og Johannes sko, Willy K, Jens Stagsted, Høy Hansen, Hans Agerbæk, Tage Buus, m.fl., man gik pænt rundt, gav høfligt hånd og præsenterede sig, jeg har senere tænk over hvad tanker de forskellige gjorde sig, når sådan en hvalp på kun 24 år tillod sig at deltage i så fornem en forsamling. Dagsordenen var den samme som i de sidste 50 År, ultrakort beretning fra formanden, der var jo heller ikke sket meget i foreningen det sidste år, udover at man havde startet et Julelotteri og haft en vis succes med det, hurtigt overstået valg, alt var på forhånd klappet af ingenting til eventuelt og så over til aftenens højdepunkt, den kogte Torsk med tilbehør, og den kogte Torsk var fantastisk god. Da spisningen var overstået, fordelte de fleste sig i de mindre lokaler alt efter rang og tilhørsforhold, tilbage sad en flok yngre, 10-12 stk. forretningsfolk, der hurtigt blev enige om, at der skulle mere liv i den her forening, der skulle gang i udviklingen, ellers ville det bare ende med afvikling i stedet for.

Til generalforsamlingen året efter kom der endnu flere yngre forretningsfolk, og der var blandt dem enighed om, at nu skulle Brønderslev ud af tornerose søvnen og gøres kendt, som en god handelsby, på forslag fra salen blev der nedsat et initiativ udvalg med følgende medlemmer: Jørgen Johansen, Tage Buus, Harding Busk, Thorkild Høy Hansen og Jeppe Bisgaard. Opgaven var at få liv i byens gader, så det blev rart at komme til byen på alle tider af året, fra det store opland, men opgaven bestod også i at få kunderne til at blive i byen og handle, i deres egen by.

Initiativudvalget begyndte hurtigt sit arbejde, med bl.a. nogle inspirerende møder hos Jørgen Johansens forældre der boede i den gamle Tagmarken skole ude i Vildmosen. Ret hurtigt blev der enighed om, at vi ville lave en aktivitets uge allerede det første år, 1968,  udvalget boblede med den ene gode ide efter den anden, og det første man var enige om var, at navnet skulle være ”Hjerte ugen” forklaringen på det var egentligt ret enkelt, for år tilbage havde daværende postmester fået den geniale ide, at på det stempel alle posthuse dengang stemplede brevene med,  når et brev blev afleveret til videre forsendelse på posthuset, stod der normalt kun bynavn og indleverings dato, teksten på det stempel blev ændret til ”Vendsyssels Hjerte-Brønderslev er det” ikke særligt mundret efter nutidens grammatik, vi ændrede det så til ”Brønderslev, Vendsyssels hjerte” hvilket grammatisk var mere tidssvarende. Det var så i øvrigt den eneste gang vi brugte navnet Hjerte ugen, der skete det, at vi fik en henvendelse fra Hjerteforeningen, der planlagde en Lands dækkende Hjerteuge, de mente at det  var et lidt uheldigt at have to så forskellige aktiviteter med samme navn, vi slog omgående op i banen, og de efterfølgende år kaldte vi vores aktivitets uge for ”Brønderslev ugen”, men stadigvæk med hjertet som symbol, der skete så yderligere det pudsige, at min kone, Litten, fødte vores søn Lars, midt i hjerteugen, det medførte så en artikel i Aalborg Stiftstidende med teksten ` Hjertebarn født i Brønderslev`, det er så i øvrigt den Lars, der i dag er handelschef i Brønderslev og fører de traditioner videre, der blev startet for 53 år siden, fordi nogle yngre forretningsdrivende var klar over, at synlighed er alt afgørende i kampen om kunderne.

Aktiviteterne var utallige gennem de 12 år jeg og en hel flok af initiativrige og arbejdsomme forretningsfolk, arbejdede for at skabe liv i Brønderslev, først i  initiativudvalget og senere i Bestyrelsen for Handelstands- Foreningen, det vil blive alt for omfattende her, at redegøre for de mange tiltag og aktiviteter, men der er naturligvis altid noget der står særligt klart i erindringen, som f.eks. dengang under den første aktivitets uge Hjerteugen i 1968, hvor vi havde lavet en aftale med Direktør Per Henrik Nielsen fra Pedershaab Maskinfabrik om, at de sponserede en flyvetur for 2 deltagere henover byen, samtidigt med, at vi havde 100 gavekort der skulle kastes ud fra flyveren, når den fløj hen over banegårds pladsen, alt var klappet og klart, vi havde afholdt en konkurrence om hvem der skulle have de to ledige pladser i flyet, men to dage før den fredag, hvor det hele skulle løbe af stabelen, blev jeg ringet op af Per Henrik, der kunne fortælle at den store pressedækning havde betydet, at luftfartsmyndighederne gjorde opmærksom på, at det ikke var tilladt at kaste ting ud fra en flyvemaskine. Der stod vi så med skæget i postkassen, alle havde læst om det i aviserne, dengang var der fire lokalredaktioner i Brønderslev og annoncerne der omhandlede arrangementet med flyveturen og alle gavekortene var bragt i samme aviser og i Oplandsavisen. Vi lod os naturligvis ikke slå ud af det, og et kvikt hoved i udvalget nævnte den gamle brandstige, der stod i en bygning ved siden af skolegades skole, den skulle køres ned på banegårdspladsen, så skulle der findes en modig person til at stå i toppen af brandstigen og når flyveren fløj over banegårdspladsen, skulle han kaste gavekortene ud over de mange fremmødte, alt klappede Kommunen sagde ja til at vi kunne låne den gamle brandstige, vi havde selv en modig mand, Harding Busk, så da flyveren kom hen over banegårdspladsen et par gange, kastede Harding alle de rare gavekort fra byens forretninger ned til de fremmødte.

Da den gamle banegård blev revet ned, og inden Spar Nord byggede deres nuværende bank bygning, var der på trekants grunden mellem Algade, Vestergade og Ny Banegårdsgade en stor, mørk og ubebygget grund, den gav den del af byen et lidt trist udseende og bedre blev det ikke, da efteråret kom og vi nærmede os Jul. Vi diskutere om vi kunne gøre noget og pludselig kom Tage Buus i tanke om, at uden for Slagelse var der et udflugtsområde, Eventyr skoven, som en privat mand havde indrettet med små huse og  et stisystem, så publikum gik fra hus til hus, trykkede på en knap og en skuespiller læste  eventyrer af bl.a. HC Andersen. Alle var straks fyr og flamme, pludselig var det muligt at få lys og hygge på den mørke plet i byen. En delegation, Tage Buus og jeg blev sendt af sted, vi mødtes med ejeren på stedet, alt var  lukket ned, men det lykkedes os at leje et antal huse, båndoptagere, med bånd, div. nisser og andre figurer, det hele blev afhentet af en vognmand og kørt til Brønderslev, vi købte 500 stk. mindre  grantræer hos en lokal skov ejer (til rimelige penge) kommunen hjalp os med at lave et midlertidigt sti system. Elværket trak nogle kabler, så vi kunne få strøm, både til båndoptagere og lys, udvalget knoklede en hel forlænget weekend, med hjælp fra bl.a. el-installatør  Arne Eriksen og pludselig havde byen en eventyrhave, med lys, eventyr figurer, eventyrfortællinger og den sidste uge før jul, suppleret med en æbleskivebod. Ganske vist havde den en begrænset levetid, men hyggeligt og flot var det.

På det tidspunkt var lukkeloven noget anderledes end i dag. Forretningerne måtte op til Jul holde åbent den sidste søndag før Jul fra kl.16 til kl. 2o. Efterhånden da flere og flere fik bil, opstod der den trend at flere og flere kom kørende med hele familien, og kørte til den større handelsby Aalborg. Det kunne vi i initiativudvalget naturligvis ikke bare se på, uden at forsøge at gøre noget. Vi lagde en plan, hvis vi nu kunne holde folk hjemme i Brønderslev til kl.16 når forretningerne åbnede, så var der en chance for at de blev her, vi planlagde et Juleshow både for Børn og Voksne, med landskendte kunstnere, masser af gaver til børnene sjove konkurrencer hvor der godt måtte grines lidt af deltagerne, på en godmodig måde. Juleshowene var en stor succes, hele Brønderslev Hallen var fyldt til sidste plads inkl. ekstra stole, alle hyggede sig, vi startede kl.14 og sluttede præcist kl. 15.45, så kunne alle nå ned i byen når forretningerne åbnede kl.16.  En af de sjovere episoder under et af Juleshowene var dengang, der blev afholdt en konkurrence mellem 5 af de voksne deltagere i Juleshowet, der var forskellige muntre indslag, sidste konkurrence var at konferencier udstyrede hver deltager med en sæk og meddelte, at uden for hallen holdt der 5 stk. taxa (det var dengang !!!) De fem deltagere skulle tage hver sin taxa og se hvem der kunne komme først tilbage med en levende høne, der var ingen begrænsninger for hvor de måtte køre hen. Imens fortsatte Juleshowet en større gave uddeling, der jo altid var meget populær. Deltagerne var ret hurtigt tilbage og hver af dem skulle så tage hønen op op af sækken og fortælle, hvordan de var kommet i besiddelse af den. En af deltagerne var Carsten Normann, ansat hos Hennings Møbler i Algade, da turen kom til ham åbnede han sækken og ud kom den flotteste store Plymorock høne og pludselig lyder det, nærmest råbende nede fra 3 række  ”jamen ved gud-det er jo vores Plymoroch høne ”, og ganske rigtigt, Plymorock hønens ejere var gode venner med Carsten, derfor var han kørt op til dem for at låne hønen, men vennerne var ikke hjemme, de var til juleshow i hallen,  nå pyt tænkte Karsten, de er nok ude at besøge noget familie og kommer sikkert først hjem til aften, jeg låner hønen og kan sagtens nå at få leveret den tilbage, inde vennerne kommer hjem.

Den sidste aktivitet jeg vil nævne her er, at vi i 3 år lavede en vandrertur hvor vi mødtes nede på banegårdspladsen kl.18 med madpakker m.m., så gik vi i samlet flok, med musik i spidsen, ud til Grinsted Plantage alle hyggede sig med den medbragte mad, der var forskellige former for underholdning, et år var den kendte bakkesangerinde Cleo på besøg, når det begyndte at blive mørkt sluttede arrangementet og alle gik hjem, der var jo både skole og arbejdsdag næste morgen.

Brundergildet.

Først i 70erne var der 2 andre årlige aktiviteter i Brønderslev, Fagenes fest der blev arrangeret af Fællesorganisationen, og Børnedyrskuet arrangeret af Landboforeningen, begge arrangementer døjede med mindre og mindre tilslutning, derfor opstod ideén om at lave fælles arrangement, hvor alle tre foreningen, Arbejdernes fællesorganisation, Landboforeningen og Handelsstands Foreningen kunne gå sammen om at afholde en fest og så lave noget hvor både Land og By kunne se sig selv i. Der blev nedsat nogle udvalg og det hele resulterede i oprettelsen af Brundergildet, der i mange år var den årligt tilbagevendende byfest der blev afholdt i Hedelund, indtil tiden også løb fra den.                         Brundergildet er også årsagen til at vi i dag har den runde pavillon og at der kom fokus på de muligheder der var i Hedelund. Med hensyn til den runde pavillon, blev den på det tidspunkt brugt til at opbevaring af kommunens gartner maskiner, og når politiet holdt deres årlige auktion af hittegodscykler, den var rådden i bunden flere steder, så man kunne se direkte ud i det fri. Da Brundergildet en aften mødtes i Hedelund  for at diskutere placeringen af telte m.m., kiggede vi også ind af de beskidte vinduer i pavillonen, og sammenstemmende kom der fra flere af os, den her skal vi bruge som centrum for Brundergildet.                                                  Der har sikkert siddet en eller anden embedsmand og rystet på hovedet, for kommunen ville, på det tidspunkt, ikke ofre en krone på det gamle bras. Vi fik tilladelse, til at låne den og straks opstod den ide´ at lave en cabaret med lokale amatør kunstnere, det arbejde tilbød bibliotekar Schardelmann at tage sig af, ved klaveret sad Bent Wisborg og en af skuespillerne var Poul Andersen, der gjorde det fantastisk som dame. Den gamle pavillon blev ”shinet” op, gulvene blev skrubbet med savsmuld nogle gange, spindelsvæv fjernet fra vægge og loft og pludselig havde vi en pavillon, der så helt tåleligt ud, de tre aftener kabaretten kørte var alt udsolgt, der kom frisk savsmuld på gulvet efter hver forestilling, publikum startede med at spise revelsben, med tilbehør fra Slagter Stiller, der var lavet et sanghæfte, så aftenen var også krydret med fællessang.

Brundergildet blev en øjenåbner for de mange muligheder den gamle træ pavillon og Hedelund indeholdt, det var årsagen til at kommunen  ofrede lidt penge på at få skiftet de rådne brædder ud, efterhånden blev den gamle pavillon mødested for mange forskellige aktiviteter i Rhododendron Parken, som blev etableret, ved hjælp af en stor indsats fra aktive borgere, og den udformning ”den runde” har dag ,med gode toiletforhold m.m. skyldes igen en stor indsats fra borgere i byen, gennem foreningen Pavillonens Venner og gode tilskud fra div. fonde.

 

Opstart af FDF-kreds i Brønderslev

Kort tid efter at jeg var flyttet til Brønderslev, blev jeg kontaktet af Simon Sørensen i daglig tale kaldet Simon Tolder, Simon var leder af det lokale toldkontor, deraf navnet, Simon var primus motor i et projekt hvis opgave det var at få startet en FDF-kreds i Brønderslev, hvor han fik mit navn opsnuset fra fandt jeg aldrig ud af, Simon havde fundet ud af at jeg havde været FDFer fra jeg var en lille dreng, først i Aalborg 1.kreds, senere var jeg med til at starte Aalborg 9. Kreds i Vejgaard og da jeg som 18.årig flyttede til København, blev jeg medlem af K.25, Brønshøj hvad jeg var indtil jeg 5 år senere flyttede til Brønderslev, alt dette havde Simon fået opsnuset og han havde så udset mig, til at være den første kredsleder i Brønderslev-FDF. Jeg takkede pænt nej, Jeg havde lige startet min tæppeforretning og den slugte næsten alt min tid, men lovede dog Simon at jeg godt ville deltage i en gruppe, hvis opgave det var at etablere kredsen. Simon var hurtigt på tangenterne og kort tid efter meddelte han mig, at han nu havde en gruppe klar, der gerne ville arbejde for at etablere en FDF-kreds i Brønderslev, det var, udover Simon selv, Knud Brønden, Mogens Friis Larsen, Mogens og jeg kendte hinanden fra Aalborg 9 kreds, Knud Jacob Slotsager, Gunnar Bruun Jacobsen og mig selv. Gruppen fik ret hurtigt det hele på plads og fik startet en FDF-kreds og man valgte, da man endnu ikke havde fundet en kredsleder, at arbejdsgruppen kørte videre indtil det problem, blev løst, indtil da måtte gruppen fordele opgaverne imellem sig. Min opgave blev, allerede det første år, i 1966, at lave en sommerlejr, vi valgte Nordsjælland hvor jeg havde mulighed for at trække på nogle af mine kontakter fra K. 25tiden, hvilket også lykkedes, vi havde en fantastisk tur til Sjælland og den dag i dag, kan jeg møde granvoksne mænd, dengang var FDF kun for drenge, der beretter om oplevelserne på turen til Nordsjælland. Efterhånden som jeg fik mere og mere at lave i min forretning blev tiden til FDF arbejdet også mindre, det sidste jeg deltog i, var købet og etableringen af ”Godset ” i Hallund, senere fik jeg berøring med FDF igen, men da var det som byrådsmedlem og medlem af kulturudvalget i forbindelse med bygningen af de to FDF og Spejderhuse på Døvlingevej.

 

Formand BI 1978/1979

Årsagen til at jeg blev formand for BI var lidt speciel, BI havde afholdt 2 på hinanden følgende generalforsamlinger uden at kunne få valgt en formand. Jeg fik så en henvendelse fra formanden for Håndboldafdelingen, Ulrik Sørensen, om jeg ikke kunne hjælpe dem et år, sagen var nemlig at Uffe Sørensen, den senere mangeårige formand godt ville være formand, men han var lige tiltrådt som skoleinspektør for den Nye Hedegårdsskole, og derfor ikke følte at han kunne påtage sig opgaven før året efter. Jeg havde selv meget at se til som byrådsmedlem m.m., men indvilgede i, efter en samtale med Uffe Sørensen, at påtage mig opgaven for 1 år. Det blev et meget spændende år, det kneb gevaldigt med økonomien, ikke mindst i kraft af økonomien omkring det forholdsvis nye BI center på Agdrupvej, jeg havde og har den personlige opfattelse, at idrætsledere, dengang som nu, skal bruge alt for meget af deres tid, til at tænke økonomi. På vores første bestyrelsesmøde snakkede vi om, at det var rimeligt, at kommunen overtog BI-centret så bestyrelsen ikke skulle bruge al sin tid på at snakke økonomi. Der blev indledt forhandlinger med økonomiudvalget, helt aktuelt stod vi og manglede ca. 125.000,00 til afdrag på lån m.m. Forhandlingerne gik faktisk rigtigt godt, kommunen skulle overtage, driften af BI centret, og vi skulle bare koncentrere os om at dyrke sport. Aftalen skulle afsluttes ved et fællesmøde mellem det samlede økonomiudvalg og den samlede BI bestyrelse, stemningen var god, vi fik kaffe med blødt brød og alt var godt, indtil Borgmesteren tilføjede at kommunen godt ville overtage centret, men jo ikke kunne garantere at BI kunne være alene om at bruge det. Det var en helt ny drejning, som ikke var aftalt på forhånd. Jeg kan huske, at jeg faktisk blev en smule vred, den gode stemning var i hvert fald ødelagt, jeg bad om at få mødet sat på pause og bestyrelsen trak sig herefter tilbage for at drøfte den nye situation, her fremlagde jeg de muligheder jeg så, vi kunne afvise kommunen og så stå tilbage med svære økonomiske problemer, men stadigvæk være ejere af centret eller vi kunne sige ja til kommunen og så risikere, at skulle dele BI centret med en anden klub, vi havde et par helt unge i bestyrelsen, det eneste navn jeg kan huske var Bruno Sørensen. Pludselig sagde en af de unge. Vi kan lave en indsamling,  gå fra dør til dør for at samle de 125.000kr ind vi mangler, det lød som et lidt fantasifuld projekt, kan vi det spurgte  jeg ? og kiggede rundt i kredsen af bestyrelsesmedlemmer og alle nikkede ja, så var det afgjort, vi gik tilbage til det undrende økonomiudvalg, og mit svar var jo enkelt, såfremt i fastholder  at BI ikke kan garanteres, at vi stadigvæk er eneste bruger af centret, vil vi gerne takke nej tak til aftalen og selv starte en indsamling for at skaffe de nødvendige penge. Mødet var slut, økonomiudvalget ønskede klubben held og lykke med Indsamlingen, der blev sat i gang, men først afsluttet efter min formandsperiode, men de nødvendige midler blev indsamlet så BI i dag står som ejer af centret, det i kraft af nogle helt unge bestyrelsesmedlemmer, der var klar til at yde en indsats for deres klub.

 

Politisk indsats og karriere         

Allerede fra barnsben blev min politiske interesse vakt, som opvokset i et typisk arbejderhjem og med en far der var glødende Socialdemokrat og med en stor del af familien, der var venstrefolk, overværede jeg mange spændende debatter, og jeg mente naturligvis, at min far havde ret i hans argumentation, så vejen til at få en politisk overbevisning var ikke så lang og jeg husker hvor glad og stolt jeg var da jeg fyldte 18 år og første gang kunne stemme. Da jeg kom i lære som 14årig var det første jeg gjorde også at melde mig ind i HK og HKs ungdomsgruppe, hvor en af opgaverne var at kontakte andre unge lærlinge og fortælle dem vigtigheden af, at være organiseret og solidarisk kæmpe for at alle kunne få det bedre, men der var naturligvis også tid til fest og ballade. Efter først en tur til København, soldat i Aalborg og en ny tur til København, endte jeg i Brønderslev som 23 årig, der var ikke så meget tid til politik, men der var sket det i Brønderslev byråd at Borgmester Anton Tolstrup var død og der derfor skulle vælges en ny borgmester, Anton Tolstrup var valgt på en såkaldt Upolitisk borgerliste og første suppleanten som nu skulle i byrådet  var formanden for Brønderslev Handelsstandsforening, Willy K. Madsen, der var flere der bejlede til den ledige borgmester post, men det artede sig sådan at Willy K. Madsen endte med at blive byens nye borgmester. Det var noget med ”At hvis ikke du vil stemme på mig, skal jeg nok sørge for at du i hvert fald ikke bliver borgmester”. Der var simpelthen udbrudt krig i den borgerlige lejr. Willy K. Madsen var efter min, og andres opfattelse, en ganske god borgmester så da der skulle være nyt byrådsvalg i 1970, efter at kommunesammenlægningen var vedtaget i folketinget, var vi, blandt de fleste handlende i byen, enige i, at vi måtte kæmpe for at Willy K. Madsen kunne fortsætte som borgmester, det medførte også, at jeg blev spurgt og sagde ja til, at lade mig opstille på den såkaldte upolitiske borgerliste, men jeg lagde nu ikke skjul på at jeg stemte normalt på Socialdemokratiet. Willy K. Madsen blev ikke borgmester i Brønderslev, Venstre og Socialdemokratiet pegede i stedet på P.N. Jensen fra Venstre, det blev samtidigt enden på den upolitiske borgerliste i Brønderslev. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at have ladet mig opstille på en anden liste, end der hvor jeg følte jeg politisk hørte hjemme, og 3 måneder efter valget meldte jeg mig hos Socialdemokratiets Partiforening i Brønderslev, hvor jeg har været medlem lige siden.

Ved byrådsvalget i 1974 var jeg igen opstillet, og blev valgt, denne gang for Socialdemokratiet. Det samme skete 4 år senere og jeg kunne derfor starte på min 2 periode i 1978. I mellemtiden var jeg også blevet kredsformand for Socialdemokratiet i Sæby kredsen og i marts 1981 kredsens folketingskandidat. Det var en utrolig spændende tid og jeg kunne mærke at det politiske arbejde virkelig greb mig. I 1981 så jeg så, i et stillingsopslag, at AOF søgte ny Amtssekretær i Nordjyllands Amt, det var lige jobbet for mig, tænk at komme til at arbejde med politik hver dag, og så ovenikøbet så jeg kunne leve af det, jeg strikkede en ansøgning sammen og glæden var naturligvis stor, da jeg sammen med 5 andre blev indkaldt til en samtale med Amtsbestyrelsen og en repræsentant fra AOFs landsledelse. Jeg fik besked om at de ville bestemme sig samme dag og at den pågældende de valgte ville blive ringet op. Da der ikke var sket noget om aftenen kl.20, sagde jeg til Litten at det blev der ikke noget ud af, men pludselig kl.22 ringede telefonen, vi vil gerne tilbyde dig jobbet, men der er tre betingelser og du skal sige ja til alle tre, 1. du skal nedlægge dit folketings kandidatur, 2. du skal udtræde af Brønderslev Byråd 1. August og 3. du skal afvikle din tæppeforretning, så du er klar til at begynde dit nye job den 1. August, og endvidere skal du give os et svar inden i morgenkl.12.

Jeg tror ikke jeg sov meget den nat, lige foran mig lå mit ønskejob, men hvis jeg sagde ja, måtte jeg sige farvel til 2. aktiviteter jeg også brændte for, mit byrådsarbejde og det at jeg kort forinden var blevet valgt til folketingskandidat for Sæby Kredsen og nu skulle jeg give det fra mig, uden overhovedet, at prøve en valgkamp. Vedrørende tæppeforretningen havde Vagn Åge Haaning, der dengang drev Køkken bussen i Brønderslev faktisk kort tid forinden spurgt, om jeg var interesseret i at sælge, så ville han gerne høre fra mig.  Næste morgen kl. 9 ringede jeg til AOF og meddelte at jeg gerne ville sige Ja tak til jobbet som amtssekretær for Nordjyllands Amt. Det næste jeg foretog mig, var at ringe til Vagn Åge Haaning for at høre, om han stadigvæk var interesseret i at overtage tæppeforretningen i Bredgade, han svarede ja og vi aftalte at han skulle komme næste dag kl.10, sammen med sin revisor, sammen gennemgik vi varelageret, og fandt frem til en samlet pris for inventar og varelager. Vagn Åge og hans revisor forlod så forretningen og vi aftalte at de kom tilbage kl.13, hvilket de også gjorde. Præcist kl. 13 kom de tilbage og meddelte, at da vi var enige om prisen, kunne jeg godt pakke mine personlige ting, bogholderi med debitorer sammen, så ville de komme tilbage med en check på det aftalte beløb og ville så få nøglerne udleveret. Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse, men også en glæde over, at jeg inden for så kort tid, både havde fået nyt job og solgt tæppeforretningen, og nu kunne jeg ovenikøbet afholde lidt ferie, inden jeg skulle starte i mit nye job.

Min opgaver som amtssekretær for Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) var bredt funderet, jeg skulle servicere AOF-afdelingerne over hele amtet, lave lokale kursusaktiviteter under FIU-systemet for fagbevægelsen og endeligt skulle jeg medvirke i valgkampe for Socialdemokratiet i forbindelse med f.eks. folketingsvalg samt endvidere bistå med Socialdemokratiets tillidsmand uddannelse.  Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg var kommet på den rette hylde og tiden i AOF står for mig som noget der virkeligt udviklede mig, jeg traf fantastisk mange spændende mennesker og når din arbejdsplads rækker, fra Skagen til Hobro og Hadsund til Års, var der virkelig kul på, ikke noget der hed 37 timer om ugen, men det havde jeg jo heller ikke været vant til som tæppehandler, endvidere var der tilknyttet en fuldtids sekretær stilling til jobbet, den søgte min kone Litten og fik, vi indrettede kontor først i vores hus på Brahmsvej og senere i Vestergade under Viadukten, hvor der tidligere var slagterforretning samt grønthandler, det betød så også at Litten havde opgaver f.eks. i forbindelse med afvikling af Voksenpædagogiske grundkurser eller tillidsmandskurser for Socialdemokratiet, der ofte foregik i weekenden, så på den måde var vi sammen om at løse opgaverne.

 

 

 

 

TV 2 Nord

 

Som amtssekretær er der mange forskelligt rettede opgaver, hvor du repræsenterer arbejderbevægelsen i dit område, en af dem var som medlem af Amts programrådet for Nordjylland Amt, hvor jeg efter et par år blev formand, samtidigt boblede lokalradioerne frem på landkortet og som AOF sekretær havde jeg også opgaver i den forbindelse, LO havde også interesse for det område og havde ansat en mediesekretær, Niels Peter Arskov, senere DR korrespondent i Peking, hans opgave var, at rådgive i forbindelse med etablering af nye lokalradioer. På et tidspunkt i efteråret 1987 kontaktede Niels Peter Arskov mig og vi aftalte at mødes den efterfølgende torsdag i Aalborg. Her kunne Niels Peter fortælle, at om fredagen ville der i folketinget blive fremsendt et Lovforslag om etablering af et antal lokal-tv stationer under TV2 og i forslaget var Østjylland og Nordjyllands amter lagt sammen til et område, der kun skulle have en Lokal-TV station.  Jeg kunne hurtigt se, at et Lokal-TV der skulle dække fra Skagen i Nord og til Skanderborg i Syd ikke kunne være særligt lokalt, derfor var hans opfordring til mig, at jeg skulle se af at få fingeren ud, og komme i gang med at gøre de Nordjyske politikere opmærksomme på, at det kunne vi ikke acceptere i Nordjylland. Vi skulle rejse en folkestemning, så alle kunne se og høre, at vi i Nordjylland ville have vores egen lokal-TV station. Vi var som sagt klar over at det skulle gå stærkt med at lave en plan, og da TV syd havde kørt som et forsøg i et par år (med bl.a. goddaw jeg hedder Lars Larsen), var det vigtigt at komme til Sønderjylland for at lære lidt af dem. Fredag ringede jeg, i min egenskab af amtsprogramrådsformand til Amtsborgmester Søren Madsen og forklarede ham situationen, han var helt enig i at det var med at komme ud af starthullerne og vi aftalte et møde allerede lørdag formiddag ude på Amtsgården, på Sørens foranledning deltog også kulturudvalgsformand i amtet Hanne Thygesen og som praktisk medhjælp Vibeke Gamst der også var sekretær for amtsprogram rådet. Inden mødet på amtsgården havde jeg kontaktet lederen at TV syd, Helge Lorentzen og aftalt et par tider hvor han ville være til stede, og hvor vi var velkomne til at komme og få nogle input om, hvordan de havde taklet opgaven på TV syd. Den første tid var om mandagen kl.11 og på vores møde på amtsgården blev det aftalt at Hanne Thygesen, Vibeke Gamst og jeg skulle køre til Haderslev mandag morgen for at mødes med Helge Lorentzen på TV Syd.

På mødet redegjorde Helge Lorentzen for hvad der var vigtigt i forbindelse med at skabe den folkelige opbakning for et sådant projekt, det var vigtigt at få opbakning fra både arbejdstager og arbejdsgivere, og landbruget, sportsorganisationer, kirkelige organisationer, lytteforeninger, spejdere, simpelthen fra alle dele af samfundet. Vel hjemme i Aalborg igen begyndte så den egentlige planlægning, vi ville afholde et stormøde på amtsgården med repræsentanter fra alle dele af samfundet, herunder de politikere der var valgt til folketinget fra Nordjylland, fra alle partier, det var vigtigt at hele opgaven med at få en af de nye TV-stationer til Nordjylland, ikke skulle have et partipolitisk præg, det skulle være for alle Nordjyder uanset politisk tilhørsforhold.  Det store arbejde med at sende de mange invitationer ud til amtets mange organisationer klarede Vibeke Gamst til bravour, så allerede 14 dage efter vores besøg på TV Syd, kunne vi indkalde til stormøde på amtsgården, med det formål at få præsenteret projektet og få nedsat en arbejdsgruppe som hele Nordjylland kunne spejle sig i. For at nå så langt var det vigtigt på forhånd, at få vedtaget et sæt spilleregler, så der ikke var en enkelt gruppe, der kunne tryne alle andre, derfor var der på forhånd lavet forslag til nogle vedtægter og valggrupper, som så efterfølgende fik lejlighed til at udpege medlemmer til  den 7 mands arbejdsgruppe. Der var mødt 140 deltagere frem til mødet og ikke alle var i godt humør, heller ikke da mødet sluttede, på den anden side af midnat, nogle mente at jeg som mødets initiativtager, dirigent og den der havde udarbejdet forslag til vedtægter, havde haft alt for stor indflydelse på  det færdige resultat, det kunne jeg til dels godt give dem ret i, men for mig drejede det sig om at være hurtige til at få udarbejdet den ansøgning, der skulle af sted til kulturminister Clausen, så Nordjylland kunne være blandt de første der fik tildelt de 25 millioner der blev givet som opstart til hver ny godkendt TV station.

I Aalborg stiftstidende stod der også næste dag d.26. september 1986

                        NORDJYLLAND ER FØRST MED REGIONALT TV2                   

Der blev på mødet valgt en syv mands arbejdsgruppe bestående af John Mørk DIF, Bent Brown Pedersen Arbejdernes Fællesorganisation Hjørring, Arne Arildsen Heltids Bibliotekerne, Skørping, Martin Rytter Landbo foreningerne, Gunderup, Kaj Normann Handelsstandsforeningerne, Brønderslev, Kr. Skaarup FOF, Aalborg og Jeppe Bisgaard AOF-Brønderslev og som sekretær for gruppen, Vibeke Gamst, amtet. Arbejdsgruppens opgave var at finpudse vedtægterne og gøre klar, så man kunne få afsendt en ansøgning, der først skulle til amtsrådet og derefter videre til kulturministeren. En anden opgave var at få oprettet en støtteforening og et repræsentantskab det fik deres medlemmer fordelt fra hele amtet. På trods af de knubbede ord fra stormødet på Amtsgården, arbejdede udvalget fortrinligt sammen, alle var opsat på at nå et resultat, vi vidste at det var en kamp mod uret og vi kunne se at i flere andre amter gik der fuldstændigt kage i den, i 1987 blev ansøgningen sendt og d. 1. april 1989 var TV Nord klar til at gå i luften, helt præcist et år efter startede TV 2 Østjylland så vi havde ved fælles hjælp været klar et helt år foran kollegerne fra TV Øst.  Ved udpegning af medlemmer til bestyrelse, repræsentantskab og støtteforening havde arbejdsgruppen gjort sig selv overflødig og som det var aftalt nedlagde den sig selv, kun 2 medlemmer af arbejdsgruppen valgte at fortsætte i den nye bestyrelse for TV 2 Nord. For mit eget vedkommende var jeg blevet tilbudt et job i AOFs hovedkontor i København, som projektleder for en nystartet afdeling i AOF, AOF erhverv, Det lød og var, meget spændende og da vores børn alle var fløjet fra reden, den yngste, Charlotte, var lige startet på et USA ophold, valgte vi, at sige ja til at flytte til hovedstaden, jeg kendte mit job og min kone Litten søgte, efter vores ankomst til København, et ledigt job som sekretær i LO og kunne tiltræde en måned senere.

Det blev til 4 dejlige år i København, hvor jeg beskæftigede mig med helt andre opgaver end i min AOF-tid som amtssekretær i Nordjylland, nu var fokus rettet mod bestyrelses- og lederuddannelse både for private virksomheder og fagforeningernes hovedbestyrelser.

var noget de gerne ville tale med os om, vi startede turen til Nordjylland den følgende weekend og var naturligvis noget spændte på hvad det mon drejede sig om. De havde for år tilbage startet Lampevirksomheden NORDLUX, den havde de solgt et par år tidligere og havde nu fået idéen til en ny virksomhed, det skulle naturligvis ikke være noget med lamper, Svend Erik var stadigvæk tilknyttet NORDLUX  med den opgave at tegne og udvikle nye lamper, men Svend Erik havde fået øje på de mange muligheder der lå i at udvikle artikler til folks private hjem, på det tidspunkt blev folk huse ikke større, men man fik flere og flere ting at holde styr på, og kommunikationen mellem familiemedlemmer blev også vigtigere og vigtigere. De ville starte en ny virksomhed, ansætte mig som direktør for virksomheden med mulighed for senere medejerskab. Jeg var på det tidspunkt 49 år og skulle jeg prøve et jobskifte endnu engang, skulle det være nu, så mit ja kom hurtigt.                                                          Fordelingen af opgaverne skulle være den at Svend Erik produktudviklede, fandt virksomheder, der kunne producere og pakke artiklerne, og når de stod klar på vores lager, var det min opgave at sælge dem, og i øvrigt have ansvaret for virksomhedens drift, det er naturligvis en forenklet udgave, vi drøftede på forhånd  potentialet i alle nye produkter, og når vi var enige blev næste fase startet, men jeg kan ikke erindre at der på noget tidspunkt har været nogen uoverensstemmelse hvad det angår. Vi havde hver især vores klart defineret ansvarsområde.  Det blev til 15 gode år med Millex A/S først 3 år på Troensevej i Aalborg Øst, derefter 12 år på Maltvej i Brønderslev, hvor vi drev virksomhed 2 forskellige steder. Vores kunder var Bilka, Føtex, Bauhaus, Silvan, Trælasthandel kæder, Aldi, COOP, Netto, Boghandel kæderne, INCA, Bog og Ide, Bøger & Papir. m.fl.  Vi eksporterede endvidere vore artikler til hele Skandinavien og flere andre lande i Europa, og det er blevet til mere end 50 messebesøg, både i USA og Tyskland, som udstiller eller på indkøb. En af vores helt store artikler var vores Memoplan tavle, en whiteboardmagnet og skrivetavle, når man købte en Memoplan tavle fulgte alt tilbehøret med, skruer til ophængning, magneter, whiteboardpen, og magnetisk penne holder og magnetisk tavlevisker. Da vi startede i 1991, kendte alle Whiteboard tavlen fra undervisningslokaler m.m., men ikke fra private boliger, det fik vi lavet om på i Millex, og vi solgte mange tusinde tavler i de 15 år jeg var tilknyttet virksomheden. Da det var 12 år siden vi startede Millex A/S og Svend Erik var blevet 68 år og jeg nærmede mig 63 år kom tiden, hvor vi skulle bestemme hvordan fremtiden for Millex skulle se ud, vi lavede en aftale så jeg overtog virksomheden, idet der skulle findes en samarbejdspartner der kunne drive Millex A/S videre, det fandt vi i Artic Import i Nørresundby, de ville gerne købe virksomheden med varelager og den bygning vi drev virksomhed fra på Maltvej, Brønderslev.  I virksomheden frem til 1. januar 2006, på det tidspunkt ville jeg være tæt på 65 år og nærme mig pensionsalderen. Det med pensionist tilværelsen kom nu ikke til at vare så længe, men mere herom senere, men først en lille pudsig ting, den der skulle afløse mig som direktør for Millex A/S hed Bo Andersen. Det viste sig at være ”lille” Bo fra en gruppe der hed Familien Andersen, de var fra Hobro og huserede på de Danske Landeveje år tilbage, de optrådte til et Brundergilde, hvor jeg var konferencier og Bo havde kun en rolle, han skulle synge” jeg har set en rigtig negermand” , på det tidspunkt var en rigtig landeplage, nu skulle han overtage mit job.

 

 

 

 

 

 

 

 

Radio Veronica.

Som jeg tidligere har nævnt var jeg i min amtssekretær tid for AOF involveret i etablering af lokalradioer i Nordjylland, dog ikke i Brønderslev, der havde aktive folk selv klaret opgaven, da jeg vendte tilbage til Brønderslev efter mit Københavner trip, var der udbrudt en veritabel radiokrig i Brønderslev, nogle udbrydere fra radio Veronica havde startet deres egen radio, Brønderslev Nærradio, på en anden frekvens end den Radio Veronica sendte på, og da lokalradioerne blev finansieret ved salg af reklamer til byens forretningsdrivende, opstod der hurtig en krig, der var ødelæggende for begge radioer. Jeg fik en anmodning om at hjælpe til for at få den knude løst, men det var en svær opgave, men man mente vel at jeg, via min AOF-fortid havde visse præferencer, så jeg blev valgt som formand for Radio Veronica.  Det første, der skulle ske, var at få de to lejre til at begynde at tale sammen, det var svært, men efterhånden kunne flere og flere se, at det var den eneste vej fremad, samtidigt rykkede Radio Veronica ind i de nuværende lokaler i det der kaldes stjernekrydset, så der var nu plads til de frivillige medarbejdere fra begge radioer, øvelsen lykkedes og til sidst var der enighed om at stifte Brønderslev Medie produktion, som paraply for de fire sendetilladelser, Radio Veronica, Brønderslev Nærradio, Byens Bedste Radio og Hele Byens Radio, sådan er det stadigvæk i dag, her små 30 år senere, en periode hvor der på landsplan er lukket rigtigt mange lokalradioer.

Tiden efter Millex A/S,  BFC  og Power People.

Det med pensionering som 65årig lykkedes ikke rigtigt, 4 dage før min afskeds reception fra Millex, ringede min daværende svigersøn, Stig, om jeg ikke kunne komme til et lille møde i Brønderslev Floorball Club, de havde noget de gerne ville drøfte med mig, jeg sagde naturligvis ja, det kunne der vel næppe ske noget ved. Ved mødet sad der 3 personer med stenansigt, årsagen var følgende: klubben havde afholdt en stort Power People. Man manglede en formand.

Min formands periode førte også noget andet godt med sig, på et tidspunkt i 2009 kom en af spiller fra vores Elitehold, Kim Olesen og spurgte mig, om jeg ikke lige ville hjælpe ham med at se nogle papirer igennem, Kim var ansat i et Vikar Bureau, Power People i Nørresundby og var nu blevet tilbudt at blive medejer, men han var lidt i tvivl om det var fornuftigt, derfor bad han om min assistanse, da han mente at jeg, via min høje alder havde noget mere erfaring. Jeg gennemgik div. papirer sammen med Kim og min konklusion var at den konstruktion, skulle han ikke indgå i, men måske var der en anden løsning, så jeg kontaktede min egen revisor, der kom til den samme konklusion. Forslaget til Kim var, at han skulle tilbyde at købe alle sunde aktiviteter ud af Power People og samtidigt overtage forpligtelsen, i forhold til de ansatte vikarer. Kim udarbejdede en forretningsplan og pludselig kom spørgsmålet til mig, kunne du ikke tænke dig at være med? Jeg har erfaringen fra salg af vikarer, men mangler erfaring med drift af en virksomhed, der kan du så til gengæld bidrage. Jeg tænkte kort over det, og svarede så Ja. Aftalen blev så, at vi skulle lave et anpartsselskab med 50% indskud fra hver, jeg ejede i forvejen ejendommen Gravensgade 11 i Brønderslev, der var der ledige kontorfaciliteter så vi kunne flytte Power People fra Nørresundby til Brønderslev. Det viste sig efterfølgende, at den tidligere ejer af Power People, gerne ville være med i den nye konstruktion, hvad hverken Kim eller jeg havde noget imod, så vi lavede et selskab med 33 1/3% ejerskab til hver. Det viste sig desværre at være en dårlig idé. Det var sikkert det gamle ord om 3 hjul til en gig. Allerede efter 4 mdr. skiltes vore veje, og Kim og jeg havde igen hver sin halvpart i Power People ApS. Det gode samarbejde fortsatte indtil Kim følte sig klar til at overtage Power People i 2017.

Virksomheden var i mellemtiden flyttet til Frederikshavn hvor Kim bor, vi havde udvidet med en afdeling i Rødovre og en afdeling i Aalborg, der skal dække området syd for Limfjorden (Aalborg og Himmerland) og en afdeling med kontor i Frederikshavn der skal dække området nord for fjorden, det oprindelige Power People ApS er så administrationsselskab for alle afdelinger, og i dag består Power People yderligere af en afdeling i Aarhus og en afdeling i Kalundborg. De syv år i Power People var igen noget helt andet, det var salg, men ikke af varer som tidligere, her var det mere salg af en god ide`. Som brug af vikarer f.eks. i spidsbelastnings perioder er der mange mindre virksomheder som kan undgå lønadministration ved at bruge vikarer og da Power People altid betalte overenskomstmæssig løn, feriepenge, pensionsordning m.v. var der heller ikke nogen risiko for virksomhederne ved at bruge vikarsystemet. For første gang i de år jeg har drevet virksomhed, var jeg også fri for den sædvanlige revisorbemærkning til det årlige revisionsmøde. Dit varelager er for stort.

 

 

 

 

Turen til Kilimanjaro

 

Jeg har i mange år haft en drøm om at ville bestige det ikoniske bjerg midt i Afrika, Kilimanjaro, der med sin hvide kalot af sne har befundet sig på den plet i ½ til ¾ millioner år. Kilimanjaro er verdens højeste enkeltstående bjerg, en gammel slukket vulkan, der af visse dele af den indfødte befolkning, stadigvæk tiltænkes overnaturlige kræfter. Bjerget blev første gang besteget af to Østrigske bjergbestigere i 1889, bjerget er 5895 meter højt og udmærker sig ved, at man kan gå op af bjerget, du skal ikke i gang med at hænge i karabinhager ud over en bjergvæg.

Når en nu afdød gammel ven og jeg mødtes over en flaske eller to talte vi tit om, at vi skulle en tur på Kilimanjaro, ved hans begravelse juni 2017 kom jeg pludselig til at tænke på alt det vi går og drømmer om og aldrig får noget gjort ved, herunder turen til Kilimanjaro, som nu for min vens vedkommende var overstået, (så vidt jeg ved). Jeg besluttede mig for at nu skulle det være, og fra bilen ringede jeg til Jesper Thomsen der havde fortalt mig at han arrangerede ture til Kilimanjaro. Hej Jesper, skal du til Kilimanjaro til januar? (2018) ja svarede han.

Kan jeg stå på toppen og fejre min 77års fødselsdag, den 28. januar? ja svarede han, så har du hermed min tilmelding. Så var det på plads. Vi aftalte, at vi skulle lave et træningsprogram, så jeg kom i så god form, som det var muligt for en mand i min alder. Kort tid efter ringede han og fortalte mig, at han havde fundet en træningsmakker til mig, han hed Kurt og var en hvalp på 74 år, det passede mig fint og vi begyndte et træningsforløb i henholdsvis Hammer Bakker og i Kridtgraven i Nørresundby, den ene uge 8 – 10 kilometer i Hammer Bakker, næste uge de mange trapper i kridtgraven, der fra starten var den hårdeste del af programmet, sådant fortsatte vi frem til november, hvor vi var mandag i Hammer Bakker og onsdag i Kridtgraven, ca. 14 før afrejsen d.20 januar 2018 stoppede vi træningen for at restituere inden  vi skulle på Kilimanjaro. Et andet vigtigt punkt, inden vi skulle afsted var, indkøb/ leje af grej til turen, det vigtigste er et par ordentlige støvler, en god sovepose, der kunne holde kulden ude noget ordentlig tøj, ikke for varmt og ikke for koldt, alt det hjalp Jesper os med, og det er muligt at andre kunne gøre turen lidt billigere med den hjælp vi fik af Jesper, både inden ture, under turen, på bjerget og under hjemturen var super.

 

På vej op ad bjerget til toppen

Desværre blev min makker Kurt syg den sidste nat hvor vi stiger 1000 meter og måtte følges ned af en af vores portere, da vi var nået til 5200 meter højde, meget ærgerligt for Kurt, der naturligvis havde glædet sig lige så meget som vi andre til at nå toppen. Kurt har gerne villet prøve senere, men på grund af Covid19 pandemien, har der ikke været arrangeret ture til Kilimanjaro det sidste halvandet år. Om selve turen op af bjerget er der næsten kun at sige, hårdt arbejde, det gør ondt, men når du står på toppen, snappende efter ilten, er alt glemt og du får en dejlig fornemmelse i kroppen. Så hvis du har lyst, tag turen, men du behøves ikke at vente til du bliver 77 år!!!!

Du kan endvidere se meget mere om turen på TV 2 Nord, søg på ”Jeppe på bjerget” og du vil finde den 40 min. udsendelse TV Nord lavede om turen.